Luther til Melanchthon

¹   Nr. 424: Luther an Melanchthon, [Wartburg] 1. August 1521. (WAB 370)

²   Über das Keuscheitsgelübde der Priester und Mönche und das Abendmahl unter Bezugnahme auf Thesen Karlstadts.

³ Es handelt sich einmal um diejenigen Thesen, die Karlstadt am 20. Juni entworfen hat und über die schon am folgenden Tage eine Zirkulardisputation abgehalten worden ist, und zum andern um diejenigen, über die am 19. Juli bei der Promotion des Christoph Hoffmann aus Ausbach zum baccalaureus biblicus disputiert worde (Barge 1, 265, 290). Aus der 1. Reihe kommen besonders folgende Sätze in Betracht: 1. Sicut viduas reiicimus iuniores, sic monachos, sic presbyteros iuvenes coelibes. 3. Religiosi possunt, si vehementer uruntur, uxores ducere. 4. Peccant tamen, quia primam fidem fregerunt. 5. Maius tamen malum incontinens admittit, qui ustus peccat, quam uxorem ducens, aus der 2. diese: 9. Non sunt Bohemi, sed veri Christiani panem et poculum sumentes, quam unam tantum.12. Quia neque figuris veteribus, neque Christi instituto satisfit.

⁴  Datierung: Unser Brief ist mit dem folgenden zusammen abgegangen. Das ergibt sich daraus dass der folgenden auf der Adressenseite (von Luther?) bezeichneet ist als posteriores sc. Literae. Dem entspricht es, dass in dem folgenden Briefe auf den unseren zurückverwiesen wird mit: 'quod in prioribus literis scripsi'. Da nun in unserm Briefe Luther sich unverkennbar mit Thesen Karlstadts vom 21. Juni und 19. Juli beschäftigt, so ist klar, dass die Auflösung der Daten 'die Petri apostoli' = Petri ad vincula 1. August und 'Stephani protomartyris' = Stephani inventio 3. August richtig ist.

⁵ Handschriftlich: 1. Gotha A 402, 80 b u.a.. Drucke: 2. Aurifaber 1 343 (mit der Überschrift: Fragmentum epistolae D. Martini Lutheri ad Philippum Melanchthon ex Pathmo scriptae anno MDXXII, repertum in bibliotheca Georgii Spalatini). 3. de Wette 2, 34. 4 Enders 3, 205. Wir folgen in allgemeinen 2, lassen nur die deutschen Worte am Anfang (nach ThStKr. 1890, S. 294 ein Stückchen aus dem Maniskript zu ”Von der Beicht ...”, das Luther Melanchthon zur Drucklegunt sandte, s. o. S. 347,29 = Unsre Ausg Bd. 8, 159, 13-15) weg.

⁶ 

⁷  D

⁸  U

⁹  Q

Fra: http://www.projectwittenberg.org/pub/resources/text/wittenberg/luther/letsinsbe.txt

Of course, you can only know and absolve those sins which have been confessed to you; sins which have not been confessed to you, you neither need to know nor can you absolve them. That is reaching too high, dear gentlemen."

¹⁰ Nondum persuadetis, idem esse de sacerdotum et monachorum voto statuendum. Me enim vehementer movet, quod sacerdotum ordo a Deo institutus est liber, non autem monachorum, qui sua sponte statum elegerunt et Deo obtulerunt, quamquam eos, qui ante annos pubertatis vel intra sunt, et has fauces ingressi, sine scrupolo exire posse paene definiam, nisi quod me adhuc remoratur sententia de iis, qui iam senuerunt et diu in hoc statu morati sunt.

Du kan endnu ikke overbevise mig om, at det er det samme at fastholde præsters og munkes løfte. For det faktum optager mig meget, at præsteordenen frit er indstiftet af Gud, hvilket munkenes orden ikke er, for de har frit valgt deres stilling og givet sig hen til Gud, selv om jeg næsten vil fastslå, at de, som er i eller er gået ind i dette svælg før deres manddomsår, uden samvittighedsnag kan træde ud, men jeg er indtil nu usikker med hensyn til dem, som er blevet gamle i denne orden og har vænnet sig til den.

¹¹  Caeterum cum de sacerdotibus Paulus 1) liberrime definiat, a daemonibus esse prohibitum eorum matrimonium, et vox Pauli sit vox maiestatis (W371) diviniae, confidentum in ea esse non dubito, adeo ut, si etiam pepigissent in hanc diaboli prohibitionem, dum initiarentur, nunc re cognita, cui paeti sint, solventum pactum esse cum fiducia. 2)

Og for øvrigt, Paulus siger ligeud om præsterne, at dæmoner har forbudt dem at gifte sig, og Paulus' ord er den guddommelige majestæts ord, og jeg tvivler ikke på, at det er tilforladeligt i denne sag, i den grad, at selv om de dengang, da de blev præst, gik ind på dette djævelske forbud, så kan de nu, hvor de er blevet klar over, hvem de har kontraheret med, med sindsro bryde pagten.

¹² Ista sane diaboli prohibitio, divinis verbis manifeste traducta, valde me urget, et factum Episcopi Cameracensis 3) probare cogit. Deus enim nec fallit nec mentitur, dicens hanc diaboli prohibitionem esse. Si autem diaboli est pactum in eam firmatum, firmum esse non debet, cum errore impio adversus Deum et reprobante ac damnante Deo factum sit. Expresse enim dicit 4) eos spiritus erroris esse, qui prohibendi autores sunt.

Ja, dette er sandelig djævelens forbud, hvilket tydeligt fremgår af Guds ord, og det opildner og tvinger mig i høj grad til at sanktionere biskoppen af Kembergs handlinger. For Gud tager ikke fejl og lyver ikke, når han siger, at dette er et djævelens forbud. Hvis man har lavet en overenskomst med djævelen, bør den ikke fastholdes, eftersom det er en ugudelig fejl imod Gud, der er indgået på trods af, at Gud advarer mod det og forbander det. For han siger udtrykkeligt, at det er vildfarelsens ånd, som er ophav til dette forbud.

¹³ Quid ergo trepides huic sententiae divinae concedere etiam adversus portas inferi? Non ita habet iuramentum filiorum Israel factum Gibeonitis 5), nam in mandatis habebant, ut pacem offerrent et oblatam admitterent, tum proselytos et ad ritum suum concedentes colligerent. Quae omnia in Gibeonitis facta sunt; nihil ibi contra Dominum factum est, aut spiritibus erroris consulentibus. Licet enim in principio murmurarent, tamen postea comprobaverunt.

Hvorfor tøver du altså med at tilslutte dig denne guddommelige dom imod Helvedes porte? (4r) Det er noget andet end med de løfter, Israels børn gav gibeonitterne. For de havde det i deres love, at de skulle tilbyde fred og modtage en fred, der blev tilbudt dem, og iblandt sig acceptere proselytter og folk, der tilsluttede sig deres skikke. Alt dette blev gjort mod gibeonitterne; intet blev dengang gjort imod Herren eller efter råd fra vildfarelsens ånd. For selv om de knurrede i begyndelsen, gik de dog senere med til det.

¹⁴  Huc adde, quod caelibatus est mere humani statuti, quod homo, qui statuit solvere potest; ergo et quilibet christianus potest. Quod dico, si etiam a daemonibus statutum non esset, sed per bonum hominem.

Føj dertil, at dette at være ugift kun er en menneskelig stand, som det menneske, der er indgået i den, kan ophæve; det kan altså enhver kristen. Det siger jeg, også selv om det ikke var en stand, der kom fra djævelen, men fra et godt menneske.

¹⁵ Talem sententiam Dei de monachis cum non habeam, non est tutum idem de iis asserere. Neque enim ego auderem sequi, quare nec alteri consulere, ut sequatur. Utinam hoc facere possimus, ne ulterius quisquam monachus fieret, aut intra annos tragismi resiliret! Scandala etiam vitanda sunt, ubi non est manifesta Scriptura pro nobis, quantumvis licita sunt.

Men eftersom jeg ikke har en tilsvarende bestemmelse fra Gud om munkene, er det ikke tilforladeligt at sige det samme om dem. For jeg for mit vedkommende ville ikke vove at følge det råd, og derfor heller ikke råde andre til at følge det. Gid vi kunne bevirke, at der ikke længere skulle være nogen, der blev munk, eller at de, der var munke i brunstårene, kunne ophøre med det! Men vi må også undgå forargelser, hvor der ikke er noget fast skriftord, der taler for os, selv om det er tilladt.

¹⁶ Quod etiam optimus vir Carlstadius ex Paulo 6) citat: viduas iuniores vitandas esse, et sexagenariam eligendam esse, utinam concluderet? Facile enim aliquis dicet, apostolum hoc de futuris statuisse, cum de praeteritis definiat damnatas, quia fidem priorem irritam fecerunt; 7) atque sic elusa autoritas illa non erit fidelis petra conscientiarum; hanc enim quaerimus. Iam ista ratio, quod melius est nubere quam uri 8), seu, ut peccatum fornicationis vitetur 9), matrimonium in peccato fidei fractae ineunt, quid est nisi ratio? Scripturam quaerimus et testimonium divinae voluntatis. Quis scit, si cras uratur, qui hodie uritur?

For også den udmærkede Karlstadt citerer Paulus: de unge enker skal afvises, og de på 60 år skal godkendes. Gid det kunne gennemføres! Nogen kunne meget let sige, at apostelen her har fastsat det for fremtiden, når han bestemmer om fortiden, at de bliver fordømt, fordi de har svigtet deres første tro. Og således opløses denne autoritet og kan ikke være nogen troværdig klippe for samvittigheden; det er jo det, vi efterspørger. Og den begrundelse, at det er bedre at gifte sig end at brænde, eller at man for at undgå utugtssynder bør indgå i ægteskab, mens man forbliver i den svigtede tros synd, hvad er det andet end fornuftsslutninger? Vi søger et skriftbevis og et vidnesbyrd fra den guddommelige vilje. Hvem véd, om den, der brænder i dag, også vil brænde i morgen?

¹⁷ Nam ego nec sacerdotibus coniugium dederim propter solam ustionem, nisi Paulus 10) prohibitionem erroneam et daemoniacam et hypocriticam et Deo damnatam vocaret, ut vel sine ustione cogat istum caelibatum ob solius Dei timorem deserere. Tamen in his adhuc utile fuerit latius disputare. Vellem enim et ego monachis et monialibus succurrere, ut nihil aliud aeque. Adeo me miseret miserabilium hominum, pollutionibus et uredinibus vexatorum iuvenum et puellarum.

For jeg for mit vedkommende ville ikke have tilladt præsteægteskab alene på grund af, at man brænder, hvis ikke Paulus' kaldte det et vildledende og djævelsk og hyklerisk og gudforbandet forbud, så at han tvinger til at ophæve dette cølibat også uden at nogen brænder alene af frygt for Gud. Dog er det nødvendigt at diskutere disse ting yderligere. For også jeg ville gerne komme munke og nonner til hjælp, alt andet lige. I den grad har jeg ondt af disse stakkels mennesker, disse unge mænd og kvinder, der lider under besmittelser og brand.

¹⁸ De utraque specie eucharistiae non arguo ab exemplo, sed a verbo (W372) Christi. Nihil enim arguit, illos unam accipientes peccasse vel non peccasse, sed hoc movet, quod Christus neutram exigit, sicut nec necessario baptismum exigit, si prohibeat aquam tyrannus vel mundus. Si separat virum et mulierem persecutionum violentia, quos tamen Deus separari prohibet 11), neque enim consentiunt separari. Ita nec consentiunt pia corda privari altera specie; qui vero consentiunt et probant, eos papistas, non christianos esse, et peccare, quis negabit?

Hvad angår nadver under to skikkelser, argumenterer jeg ikke ud fra Kristi eksempel, men ud fra hans ord. Karlstadt viser ikke, at de, der kun modtager den ene skikkelse, synder eller ikke synder, men det bevæger mig, at Kristus ikke kræver hverken det ene eller det andet, ligesom han ikke kræver, at det er nødvendigt med dåb, hvis en tyran eller verden forhindrer adgang til vand. Hvis mand og kvinde bliver adskilt ved forfølgelsers vold, dem, som Gud dog forbyder at adskille, så giver de dog ikke deres tilslutning til at adskilles. Således giver det fromme hjerte heller ikke sin tilslutning til at berøves den ene skikkelse; men at de, der giver deres tilslutning og fastholder det, er papister og ikke kristne, og at de synder, hvem vil nægte det?

¹⁹  Cum ergo non exigat necessario, et hic urgent tyrannus, non video, quomodo peccent unam accipientes. Quis enim per vim aufert invito tyranno? Itaque adhuc nihil urget, nisi ratio, quae dictat, institutum Christi non teneri; sed Scriptura nihil definit, sine qua peccatum pronuntiare non possumus. Institutum Christi est, sed liberum permissum, nec incarcerari in totum aut in partem potest.

Efter som Herren her ikke pålægger os nogen nødvendighed, og der her er en tyran, der tvinger os, så kan jeg ikke se, at de, der kun får den ene skikkelse, synder. For hvem fjerner med magt en modvillig tyran? Derfor er det hidtil kun fornuften, der tvinger os, når den siger, at Kristi indstiftelser ikke behøver overholdes; men skriften fastlægger intet, og uden den kan vi ikke erklære noget for synd. Det er Kristi indstiftelse, men den er givet i frihed og kan ikke tages til indtægt i sin helhed eller delvist.

²⁰ Quid enim fiat, si contingat id, quod Donato 12) martyri contigit, ut fracto aut effuso calice aliqui non participent, non ad manum aliud vinum, et multi similes casus? In summa, quia Scriptura non urget, hic peccatum esse, peccatum non assero.

For hvad var det, der skete, det, som indtraf for martyren Donatus, hvor kalken gik i stykker eller vinen blev spildt, så der var nogle, der ikke kunne deltage, eftersom anden vin ikke var for hånden, og mange lignende tilfælde? Kort sagt, fordi skriften ikke udtrykkeligt siger, at der her er tale om synd, vil jeg ikke hævde, at det er syndigt.

²¹  Valde autem placet, ut institutum Christi integretis. Nam hoc erat, quod ante omnia cogitabam sollicitare, si ad vos reversus fuissem. Nos enim iam habemus scientiam tyrannidis huius, et possumus ei resistere, ne cogamur alteram speciem accipere tantum.

Jeg er meget glad ved, at I har genindført Kristi indstiftelse. For det var, hvad jeg havde tænkt mig at tilskynde til, hvis jeg kom til at vende tilbage til jer. Nu har vi jo viden om denne tyran, og vi kan modstå ham, så vi ikke tvinges til kun at modtage den ene skikkelse.

²² Sed et ego amplius non faciam missam privatam in aeternum. Obsecro oremus Dominum, ut festinet nobis ampliorem spiritum suum dare. Suspicor enim fore, ut cito visitet Dominus Germaniam, sicut meretur eius incredulitas, impietas et odium euangelii. At haec plaga tum nobis imputabitur, quod haeretici Deum provocaverimus, erimusque opprobrium hominum et abiecto plebis 13), illi vero apprehendent excusationes in peccatis suis, et iustificabunt semetipsos, ut probet, reprobos neque bonitate neque ira bonos fieri, et scandalisabuntur multi. Fiat, fiat voluntas Domini, Amen.

Men heller ikke jeg vil fremover nogensinde mere forrette privatmesse. Ja, lad os bede Herren, at han skynder sig med at give os mere af hans ånd. For jeg er nemlig bange for, at Herren snart vil hjemsøge Tyskland, sådan som landet fortjener det på grund af dets vantro, ufromhed og had mod evangeliet. Men denne plage vil så vi blive beskyldt for, fordi vi som kættere mod Gud har provokeret ham, og vi vil blive en skændsel for mennesker og forkastet af folket, men de andre vil komme med undskyldninger for deres synder, og de vil retfærdiggøre sig selv, så Gud vil bevise, at de hårdhjertede hverken ved godhed eller vrede vil blive gode, og de vil bringe mange til fald. Ja, ske, ske Herrens vilje. Amen.

²³ Si gratiae praedicator es, gratiam non fictam, sed veram praedica; si vera gratia est, verum, non fictum peccatum ferto. Deus non facit salvos ficte peccatores. Esto peccator et pecca fortiter 14), sed fortius fide et gaude in Christo, qui victor est peccati, mortis et mundi. Peccandum est, quamdiu hic sumus; vita haec non est habitatio iustitiae, sed expectamus, ait Petrus 15), coelos novos et terram novam, in quibus iustitia habitat. Sufficit, quod agnovimus per divitias gloriae Dei agnum, qui tollit peccatum mundi 16); ab hoc non avellet nos peccatum, etiamsi millies, millies uno die fornicemur aut occidamus. Putas, tam parvum esse pretium redemptionis pro peccatis nostris factum in tanto ac tale agno? 17)

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Når nåden er virkelig, må du også bære virkelige og ikke opdigtede synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. Som Peter siger, så venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Det er tilstrækkeligt, at vi ved Guds nåde kender Guds lam, som bærer verden synd. Fra Ham kan synden ikke rive os bort, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt. Mener du, at prisen, der er betalt for at løskøbe os fra vore synder, er utilstrækkelig med dette kostbare og ædle lam?

²⁴ Ora fortiter, etiam fortissimus peccator. Die Petri Apostoli 1521.

Bed tappert, også selv om du synder endnu mere tappert. Apostelen Peters dag 1521.

²⁵  E

²⁶ WAB's talnoter. Note 1. 1 Tim. 4,1.3.

1 Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, v2 som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. 3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.

²⁷ Note 2: Zu erg[änzen]: non dubitem.

²⁸  Note 3: Bartolomäus Bernhardi.

Provst Bernhardi af Kemberg havde giftet sig, se Luther brev til Melanchthon af 26. maj her.

²⁹ Note 4. 1 Tim 4,1

Vulgata: 4:1 Spiritus autem manifeste dicit quia in novissimis temporibus discedent quidam a fide adtendentes spiritibus erroris et doctrinis daemoniorum

Note 4r: Luther pressede på for at få Melanchthon til at overtage et prædikeembede i Wittenberg. Men det lykkedes ikke. Og så kom jo Luther tilbage. Se Köstlin her.

³⁰ Note 5: Jos 9,15

v15 Josva lovede dem fred og sluttede pagt med dem om, at de kunne få lov at leve, og menighedens overhoveder gav dem deres ed på det.

v16 Tre dage efter at israelitterne havde sluttet pagt med dem, hørte de, at gibeonitterne var naboer til dem og boede lige i nærheden. v17 Så brød israelitterne op og kom to dage efter til deres byer; det var Gibeon, Kefira, Be'erot og Kirjat-Jearim. v18 Men israelitterne slog dem ikke ihjel, fordi menighedens overhoveder havde aflagt ed ved Herren, Israels Gud. Da gav hele menigheden ondt af sig mod overhovederne. v19 Men de sagde til menigheden: »Vi har aflagt ed ved Herren, Israels Gud. Nu kan vi ikke røre dem. v20 Sådan vil vi gøre med dem: Vi vil lade dem leve, så vi ikke rammes af vrede på grund af den ed, vi aflagde til dem. v21 De skal få lov at leve,« sagde de, »men de skal være brændehuggere og vandbærere for hele menigheden.« Og det blev, som overhovederne havde sagt.

³¹ Note 6: 1 Tim 5,11. 9.

9 Som enke kan den regnes, der er mindst tres år gammel, har været én mands hustru 10 og er kendt for gode gerninger; hun skal have passet og opdraget børn, have været gæstfri, have vasket de helliges fødder, taget sig af nødlidende, ja, stræbt efter at gøre gode gerninger. v11 Men enker, som ikke har nået den alder, skal du afvise, for når de glemmer Kristus for sanselige lyster, vil de giftes 12 og får så den dom, at de svigtede deres første tro;

³² Note 7: 1 Tim 5,12.

1 Tim 5,12: ”og får så den dom, at de svigtede deres første tro;”

³³ Note 8: 1 Kor 7,9.

Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.

³⁴ Note 9: 1 Kor 7,2.

Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.

³⁵ Note 10: 1 Tim 4,1-3.

1 Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, v2 som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. 3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.

³⁶ Note 11: Matth 19,6.

Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

³⁷ Note 12: Von ihm erzählt die Legenda aurea, c. 110: Cum autem, ut refert Gregorius in dialogo [Gregor d. Gr. Dialogorum lib 1 c 7], quadam die missa celebrata populus communicaret et diaconus communicans Christi sanguinem propinaret, subito paganorum impulsu diaconus cecidit et calicem sanctum fregit. De quo cum ipse et omnis populus plurimum moestus esset, Donatus fragmenta colligens calicis oratione facta ipsum in pristinum formam restauravit, etc.

Om ham fortæller ”guldlegenden”, kapitel 110: Men da – sådan fortæller Gregor i sin dialog – på en bestemt dag messen blev fejret, deltog folket, og der var der en diakon, som udskænkede Kristi blod, og han faldt pludselig på grund af hedningerne og den hellige kalk gik i stykker. Da herefter han selv og hele folket blev meget bedrøvede, samlede Donatus kalkens brudstykker sammen, bad over den, og genskabte den i dens tidligere form, osv.

³⁸ Note 13: Ps 21,7 vg.

Sl 22,7f: ”Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.”

³⁹ Note 14: Vgl F. Kaltenbusch, Studien zur systematischen Theologie, Th. v. Häring zum 70. Geburtstag dargebracht (1918), S. 50-75.

⁴⁰ Note 15: 2 Petri 3,13

2 Pet 3,13: ”Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.”

⁴¹ Note 16: Joh 1,29.

Joh 1,29: ”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.”

⁴² Note 17: 1 Kor 6,20; 1 Petri 1,19.

1 Kor 6,20: ”for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!”

1 Pet 1,19:  ”men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;”

⁴³ c

⁴⁴ Nr 425: Luther an Melanchthon [Wartburg] 3. August 1521.

⁴⁵ Hat zwei soeben eingegangene Bogen von Karlstadts Schrift De coelibatu gelesen und äussert Bedenken dazu. Spalatins zum zweiten Male geäusserten Wunsch nach Einfügung einer Erklärung von Joh. 20,23 in die Schrift ”Von der Beicht” wolle er zu erfüllen versuchen. Die Drucker antreiben! Sein Befinden. Ob er den Parisern antworten solle. Spalatiin hat mir auch betreffs der Universitätsreform geschrieben, aber das müsst Ihr übernehmen.

⁴⁶ Original in Breslau St. Rhedigersche Sammlung 243 Nr. 119. Gedruckt (unvollständig) bei Aurifaber 1, 346 und de Wette 2, 37, ergänzt von Kolde, Analecta p.33, danach bei Enders 3, 210.

⁴⁷ Suo Philippo Melanchthoni.

[Darunter von Luthers Hand: Posteriores und darunter nochmals: Posteriores]

Til min Philip Melanchthon

⁴⁸ Ihesus.

S. Legi Carlstadii nostri duos quaterniones hac hora allatos de celibatu, 1) Et quanquam nollem locum illum de semine Moloch imolato 2) ad profluuium istud naturæ detortum (ridebunt enim aduersarii torturam (WB 374) eius loci, cum luce clarius sit, de filiis & filiabus idolo per ignem lustrandis dictum esse), Tamen conatum & diligentiam probo vehementer. Simul & et illud me male habet, quod locus Pauli ad Timot. 3) obscurior est, vt videatur non tam de coelibatu quam de viduis Ecclesiae eleemosyna alendis praecipere, ne grauetur, inquit, 4) Ecclesia, Et has sane turpe sit nubere postea velle, vbi in Ecclesiae stipe lasciuierint; Ex quo non velit confici, vt iuniores a celibatu reiecerit. De viduis enim solis loquitur & has a stipe Ecclesiae reiiit, si sint iuniores & lasciuae. Rursum & hos mouet in contrarium, quod in prioribus literis scripsi 5), Paulum videri de futuris cauere, sed praeterita non facere irrita, vt hic locus de virginitate & celibatu prorsus nihil vrgeat.

Jesus.

Jeg har just i denne stund modtaget to kvartark af vor Karlstadts ”Den hellige lov om cølibatet”, og selv om jeg ikke vil, at ordet om sæden, der bliver ofret til Molok, skal forstås som noget, der fordrejer naturens fremflyden (for modstanderne gør grin med torturen i dette sted, skønt det ved et mere klart lys fremgår, at det siges om de sønner og døtre, som skal renses ved ild for afguder), så vil jeg dog bestræbe mig for at undersøge det omhyggeligt og vedholdende. Samtidig forekommer det mig også forkert, at stedet hos Paulus til Timoteus skulle være mere uklart, så det skulle se ud, som om det ikke handlede så meget om cølibatet som om kirkens enker, der skulle modtage barmhjertighedsunderhold, for at de ikke, som Paulus siger, skulle ligge kirken til byrde, og det er sandelig tåbeligt at ville have, at de gifter sig, når de i kirken kan slå sig løs i flok; dermed vil han ikke bestemme, at unge mennesker skal forkaste cølibatet. For han taler kun om enkerne, og han udelukker dem fra kirkens bidrag, hvis de er unge og løsslupne. Og atter det bevæger mig i modsat retning, at jeg i mit forrige brev skrev, at Paulus synes at bekymre sig om de fremtidige enker, men ikke at gøre fortidens ugyldige, så at dette sted slet ikke siger noget om jomfrudom og cølibat.

⁴⁹ Aliud est enim viduam defuncto marito & caeteris omnibus destitutam suscipi ad alimoniam communem, & aliud virginitatem & celibatum suscipere. Quod ideo dico, Quia vellem a vobis nihil prodire, quod obscuris & ambiguis scripturis nitatur, cum a nobis exigatur lux 6) plusquam solis & omnium stellarum sit, neque sic vix videant.

For én ting er at optage en enke, hvis mand er død, frem for alle andre til det almindelige underhold, og noget andet er at optage jomfruer og ugifte. Det er derfor, jeg siger, at jeg hellere så, at I slet intet kom frem med, som søger at bevise, at skriften er dunkel og tvetydig, skønt den af os fremføres som et lys, stærkere end solen og alle stjerner, men de kan knap se den sådan.

⁵⁰ Iam quis coget illud 7): 'Volo Iuniores nubere' ad viduas pertinere ac non potius ad generalem exhortationem omnium adolescentularum praeter illas damnatas viduas, sicut & praemiserat 8): 'Iuniores sicut sorores' etc.? Neque enim dixit: volo iuniores viduas nubere, cum damnarit eas nubere volentes. Vehementer vrget, quod damnatas asserit istas viduas Iuniores propter fidem irritam factam 9), quod quo modo dilui possit dextre, dubito. Certe fidem illam ligasse iuniores sequitur 10), quantumlibet iuniores sint, si propter eam damnantur.

For hvem bøjer sig for, at dette: ”jeg ønsker, at de unge kvinder gifter sig” har med enkerne at gøre og ikke snarere er en almindelige opfordring til alle unge piger i stedet for de enker, der fordømmes, sådan som han også siger forud: ”de unge, som søstre osv.”? For han siger heller ikke: ”Jeg vil, at de unge enker skal giftes”, selv om han fordømmer at de vil giftes. Han tilråder det meget stærkt, fordi han forsikrer, at disse unge enker er fordømte, fordi de har svigtet deres første tro, og jeg tvivler på, at det på nogen måde kan forstås positivt. Givetvis følger det, at disse unge knyttet sig til deres tro, for så vidt de er unge, hvis de fordømmes på grund af den.

⁵¹ Rursum hoc aliquid est quoque, Quod tale genus viduarum illud fuerit, quod non personali voto, sed suffragiis Ecclesiae communibus eligeretur. Dicit enim 11): 'Vidua non eligatur', & hic locum habeat potestas reiiciendi, quas visum fuerit, Sed electis nulla libertae recedendi.

Og videre er det også én ting, at den slags enker blev det på den måde, at det ikke var ved et personligt løfte, men ved kirkens fælles bønner, at de blev valgt. Han siger jo: ”En enke skal du ikke udvælge”, og dette sted giver han magt til at forkaste enken, hvis Timoteus synes det, men de, der udvælges, falder ikke tilbage til nogen frihed.

⁵² Testimonia vero vet[eris] legis de soluendis votis rigidissima prorsus me nihil mouent, cum impossibile sit, ea vel intelligi vel applicari posse ad votum istud castitatis, cum nemo ignoret, ei populo ea esse data, cui sub maledicti & opprobrii pena grauissima non licuit caste viuere, multo minus vouere. Et plane hoc mihi obtinui, Castitatem sub voto cadere posse, non probari per scripturas nec lege nec exemplo.

Men latterlige vidnesbyrd fra den gamle lov om at ophæve løfter rører mig overhovedet ikke, eftersom det er umuligt at forstå den slags eller at kunne henføre dem til dette løfte om afholdenhed, selv om ingen er uvidende om, de er givet til det folk, hvem det under de alvorligste straffe med forbandelse og hævn ikke var dem tilladt at leve i afholdenhed, langt mindre at afgive løfter om det. Og det holder jeg i det hele taget fast ved, at det, at afholdenhed må falde ind under løftet, kan ikke bevises ved skriften eller ved loven eller ved eksempler.

⁵³ Reliquum est 1. Cor. 7 in arbitrio hominis illud relinqui, deinde legibus & statutis hominum non posse ordinari, nisi inspirante Satana. Haec apud me certa sunt, Sequatur inde, quicquid potest. Periculum igitur est vouere castitatem, Sed ideo non valere quis asseret? cum potuisset & libere castus viuere, consiliis & exemplis scripturae instructus.

Tilbage står, at 1 Kor 7 lader det være op til menneskets frie vilje, og at det derfor ikke kan forordnes ved love og mennesker forordninger, hvis det ikke er inspireret af Satan. Dette er for mig sikkert, og deraf må så følge, hvad der kan. Det er derfor en farlig sag at aflægge løfte om afholdenhed, men gælder det derfor ikke, når én har gjort det? For han havde jo kunnet leve frit om afholdende, undervist ved skriftens råd og eksempler.

⁵⁴ Quamquam ego varie cogitans illud aspicio, quod Petrus act. 15 12) libertate spiritus etiam onus legis impossibile a se & omnibus reiecerit, cui tamen fuerat subiectus, nihil causatus nisi impossibilitatem eius, consensitque ei tota Ecclesia, & ipse postea cum gentibus edebat. Sed (WAB375) rursum hoc obstat, quod non autoritate propria, imo de coelo habuit mandatum, nequid immundum duceret 13), idest, legem non esse necessariam gentibus, tamen hoc absque oraculo intulit, nec sibi nec Iudeis esse necessariam, libertatem etiam sibi vendicans lege onerato, per exemplum gentium.

Selv om jeg tænker lidt forskelligt om det, ser jeg hen til det forhold, at Peter i Apg 15,10 ud fra åndens frihed forkaster lovens byrde som umulig for sig og alle andre, skal han dog var underlagt den, og han begrunder det ikke med andet end dens umulighed, og hele kirken er enig med ham, og selv spiste han bagefter med hedningerne. Men igen er der det at sige imod det, at han gjorde det, ikke ud fra sin egen autoritet, men fordi han havde himmelsk mandat til det, og han anså det heller ikke for urent, det vil sige: loven var ikke nødvendig for hedningerne, dog bestemmer han her uden åbenbaringskraft, at den hverken er nødvendig for ham eller for jøderne, idet han bortsælger sin egen frihed for den byrdefulde lov (??), til eksempel for hedningerne.

⁵⁵ Rursum cogito Christum, qui filiam Abrahae alligatam 80 annis in sabbato curauit 14): Quid, si & hic incuruati sint per Satanam, saltem magna pars viuentium, dum nondum probato spiritu vouerint ex suo vel Satanae feruore? Prorsus mihi omnium istarum rerum dilutio aliqua facillima creditur, sed quae nondum appareat nobis. Si enim Christus praesens esset, non dubito, ista vincula dissolueret votaque irritaret omnia, neminemque sineret impossibili aut inuoluntario onere premi, cum sit saluator & Episcopus animarum. 15)

Men jeg overvejer også, hvordan Kristus helbredte en Abrahams datter, som var holdt bundet i 80 (18) år på en sabbat: hvad nu, hvis også her disse var nedbøjet af Satan, i hvert fald største delen af deres liv, mens de havde aflagt løfte endnu uden åndens tilladelse ud fra deres egen eller Satans ild? I det hele taget tros alle disse tings opløsning på en måde ganske let, men det er blot endnu ikke gået op for os. For hvis Kristus var her til stede, er jeg ikke i tvivl om, at han ville opløse disse lænker og ugyldiggøre alle løfter, og ikke lade nogen være trykket af en umulig og ufrivillig byrde, for han er en frelser og sjælenes opsynsmand.

⁵⁶ Vt prope mihi hic libertate spiritus vtendum esse videatur & perrumpendum, quicquid obstiterit saluti animarum. Neque enim ipse hactenus vllo oraculo, vllo signo, vllo testimonio ostendit sese vouendi hoc placitum habere acceptum. Et res plane periculosa sit, hoc sequi, quod illum non constiterit vllo modo probare, maxime cum tot animas perire inuitas & necessario videamus, quibus alias optime poterat consuli, si hoc incerti meriti votum non esset.

Her synes jeg, at åndens frihed skal bruges og bryde igennem, hvad der står imod sjælenes frelse. For det i sig selv er jo endnu ikke blevet påvist ved nogen åbenbaring, noget tegn eller noget vidnesbyrd, at det at afgive løfte skal regnes for en forordning. Men når sagen ligefrem er farlig, følger heraf, at det på ingen måde står fast, at det lader sig bevise, især fordi, når vi ser så mange sjæle uden at ville det og med nødvendighed gå fortabt, sjæle, som ville kunne rådgives anderledes, hvis dette løfte med dets usikre fortjenester ikke eksisterede.

⁵⁷ Nonne hoc est currere in incertum? Nonne aerem pugno verberare? 16) Quin ergo reuocamus cursum? 17) Quam vellem mutuis ac praesentibus nos collationibus ista posse tractare! Fortasse adderet Christus nobis plus spiritus & scientiae, tum & libertatis. At vos interim rogo spiritus amplior illustret.

Er dette ikke at løbe i det usikre? Er dette ikke at fægte vildt i luften? Hvordan vinder vi da løbet? Hvor ville jeg ønske, at vi gensidigt og i fælles samvær kunne behandle disse spørgsmål i vore samtaler! Måske ville så Kristus give os mere ånd og viden og også mere frihed. Men indtil det sker, beder jeg om, at ånden vil oplyse jer yderligere.

⁵⁸ Accedit ad hoc argumentum mihi magnum, Quod hoc votum nunquam est probatum infra xiiii etiam apud homines, vt scilicet votum in totam vitam prorsus sit illicitum. Quis vero certos facit, quod post xiiii vnquam valeat in totam vitam? Deus tacet, Homo nescit. Miseros nos, qui sic in incerta ferimur & pro certis ea sequimur, vt hos etiam argumento temerarium & deo ingratum esse videatur, qui est deus consilii & scientiae 18), non deus temeritatis & ignorantiae aut incertitudinis.

Men hertil kommer et argument, der for mig er afgørende. Det nemlig, at dette løfte ikke hos mennesker under 14 år er anbefalelsesværdigt, ligesom nemlig det at aflægge løfter nok er illegitimt i hele livet. Men hvem gør os sikre på, at årene efter det 14. år kan gælde for hele livet? Gud tier, mennesket véd det ikke. Stakkels os, som således må leve i uvidenhed, og for at blive sikre må følge det, så at dette endog forekommer frygtsomt i argumentationen og Gud synes at være os ugunstig, han, der dog er råds og videns Gud, ikke frygtsomhedens og uvidenhedens eller usikkerhedens Gud.

⁵⁹ Vides, quantis vrgear aestibus, & tamen statuere in his nondum feliciter possum, nisi quod iuuare conatum vestrum valde cupiam, porro ego vota intra xx annum facta absque scrupulo rescidi aliquando & adhuc rescinderem, quod sine consilio & scientia facta esse nemo non videat. Sed non nisi eorum votis id feci, qui nondum statum aut habitum mutarant.

Du ser, hvor stor vægt jeg lægger på jeres bedømmelser, og dog kan jeg ikke endnu lykkeligt være fast overbevist, medmindre jeg vældigt bestræber mig for at hjælpe jeres anstrengelser; fremdeles har jeg for mit vedkommende aflagt løfte før jeg var tyve år gammel, derfor kan jeg uden samvittighedsnag tilbagekalde det, og jeg kan i den grad tilbagekalde det, fordi enhver kan se, at det var gjort uden rådgivning og viden. Men jeg har ikke gjort det af anden grund end af hensyn til dem, som endnu ikke forandrer deres status eller vane.

⁶⁰ Nam de iis, qui iam sacrifices facti sunt in monasteriis, licet ante xx annos vouerint, nihil adhuc tentaui; nescio quae nubes pompae huius & opinionis humanae me hic male vexat. Dominus Ihesus erudiat & liberet nos per misericordiam suam in libertatem nostram. Certe nos populus sumus, cui nulla lex debeat imponi, praesertim in totam vitam, sed libera omnia relinqui, quod secus fit, non bono spiritu fieri timendum est. De iis satis.

For om dem, som allerede er blevet gjort til ofre i klostrene, også selv om de har aflagt løfte efter det tyvende år, har jeg endnu ikke undersøgt noget; jeg véd ikke, hvilken sky af pomp og menneskelig anskuelse der her vil vederfares mig af ondt. Herren Jesus oplyse os og befri os gennem sin miskundhed frem til vores frihed. Med sikkerhed er vi et folk, som ingen lov bør påhvile, især i vort liv, men alt bør lades frit, hvad der bliver anderledes, og man bør ikke være bange, for det sker ved den gode ånd. Herom nok!

⁶¹ Spalatinus secundo 19) scribit, vt in ser[mone] de conf[essione] illud (WAB 376) Iohannis 20) explicem latius: 'Quorum retinueritis, retenta erunt.' Si non est a me explicatum, miror, cum id memoria signarim praecipue tractandum propter aduersarios, nisi eum mouet, quod vos mouit obscurum istud. At nunc difficile fuerit mihi, qui praecedentia & sequentia non videam, fortuitum emblemma vobis mittere 21) tamen conabor, si opus sit forte, vt vos quo poterit oportuniore loco inseratis mutatis mutandis.

Spalatin har den 2. august skrevet, at jeg i prædikenen om confessionen skulle forklaret Joh 20,23 nøjere, dèr, hvor det hedder: 'Hvem I forlader synder, dem er de forladt'. Jeg undrer mig over, at det ikke skulle være forklaret af mig, for så vidt jeg husker, ville jeg især betegne det, der skulle behandles på grund af modstanderne, medmindre det, som har bevæget jer som uklart, også har bevæget ham. Nu vil det blive vanskeligt for mig, eftersom jeg kan jo ikke se det forudgående og det efterfølgende, at sende jer et tilfældigt indlagt arbejde, dog vil jeg strække mig så langt, hvis arbejdet har hast, at I indsætter stedet, hvem der nu kan det bedst, så godt det kan lade sig gøre.

⁶² Conqueritur etiam mihi de tarditage vestra excudendi, arguo itaque & increpo vos oportune & importune 22). Ecce quid vltra faciam? Habetis, vt audio, Sex prela, Et ego, vt numero, solus quattuor occupo, Methodus tua 23) & Carlstad[ius] duo. Miror autem Magnificat meum nondum finitum esse. Velim autem postillas bono & correcto typo excudi.

Jeg må også klage over jeres langsomhed til at skrive, jeg argumenterer og giver larm belejligt og ubelejligt. Sig, hvad mere jeg skal gøre? I har, som jeg hører, seks udgivelser (?), jeg, efter min opregning, optager alene fire, din Methodus og Karlstadt to. Men jeg undrer mig på, om min magnificat nogensinde bliver færdig. Men jeg ville gerne skrive en postille med gode og ordentlige typer.

⁶³ De mea valetudine volo vos nihil sollicitos esse, aut, si resciero sollicitos esse, nihil amplius confitebor. Quis scit, an sic sit finis ministerii mei? Nonne satis tumultuum vnus ego concitaui? Non frustra vixi. Vtinam deo gratum vixerim! Video spiritum vestrum adeo crescere, vt meus minui sibi videatur 24). de quo & glorior, atque vtinam ego nihil fiam, vos autem omnia! Tantum oretis pro me, vt non deficiat fides mea in domino 25).

Om mit befindende ønsker jeg, at I ikke skal være bekymrede, eller hvis jeg får at vide, at I er bekymrede, vil jeg ikke fortælle jer mere. Hvem véd, om dette bliver enden på min tjenergerning? Har ikke jeg alene ægget til tilstrækkeligt med uro? Jeg har ikke levet forgæves. Måtte jeg blot have levet i Guds nåde! Jeg ser, at jeres ånd i den grad vokser, at min synes at aftage. Hvad jeg også glæder mig over, og gid jeg blev til intet, men I til alt! Blot dette: bed for mig, at min tro på Herren ikke skal svigte.

⁶⁴ Responde, quaeso, an consultum videatur Quercubus & Bedis Sorbonicis me respondere 26). Nam id negocii me sollicita, vt nomen meum quoque in eos impetum faciat, an veritati latius patrocinari oporteat. E Vestro enim spiritu mihi petenda video consilia. De ordinando Christiano Gymnasio quoque Spalatinus scripsit ad me 27). Sed id meas vnius vires superare respondi. 28) Vos curate, vt homini satisfaciatis. Poteris ei has tradere, si voles, legendas. 29) Vale Stephani prothomaty[ris] 1521.

T. Martinus Luther.

Men sig mig, det vil I nok, om det synes tilrådeligt, at jeg svarer Quercubus og Bedis fra Sorbonne. For det bekymrer mig, at mit navn også hos dem giver anledning til, at sandheden endnu mere skal forsvares. For ud fra jeres ånd mener jeg at kunne få et godt råd. Spalatin har skrevet til mig om oprettelsen af et kristens gymnasium. Men det overgår mine kræfter at svare, jeg er jo bare et enkelt menneske. Tag I jer af det, så manden bliver tilfreds. Du kan give dette brev videre til ham, hvis du vil, så han kan læse det. Hilsen på Stefan protomartyrs dag.

Din Martin Luther.

⁶⁵ Note 1: Gemeint ist die erste, bei Nickel Schirlenz in Wittenberg erschiene Ausgabe von Karlstadts Schrift 'Supeer coelibatu, monachatu et viduitate' (Vorrede vom 24. Juni) seine am 20. Juni entworfenen Thesen erläuterte (Berge, Karlstadt 1, 266,275)

⁶⁶ Note 2: 3 Mos 18,21. 20. 2 Barge 1, 276.

3 Mos 18,21. 20: Du må ikke have samleje med din landsmands hustru, så du bliver uren ved hende.

v21  Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok; du må ikke vanhellige din Guds navn. Jeg er Herren!

⁶⁷ Note 3: 1 Tim 5,11

1 Tim 5,11f:  Men enker, som ikke har nået den alder, skal du afvise, for når de glemmer Kristus for sanselige lyster, vil de giftes v12  og får så den dom, at de svigtede deres første tro;

⁶⁸ Note 4: V 16.

1 Tim 5,16: Hvis en troende kvinde har enker hos sig, skal hun tage sig af dem og ikke belaste menigheden; den skal tage sig af enker, der virkelig er det.

⁶⁹ Note 5: S. o. S. 371,37.

Se #16.

⁷⁰ Note 6: Die Drucke schieben hinter 'lux' ein 'quae' ein. Walch dementsprechend: ”da Licht von uns gefordert wird, das heller ist, als das der Sonne …” Vielleicht: ”da von uns verlangt wird, dass bei uns Licht sei mehr als das der Sonne ...” oder: ”da von uns Licht (WAB 377) verlangt wird mehr als das der Sonne … sein mag”.

1

⁷¹ Note 7: 1 Tim 5,14

1 Tim 5,14: Jeg vil altså, at unge enker skal gifte sig, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen nogen anledning til dårlig omtale;

⁷² Note 8: 1 Tim 5,2. Die Drucke: permiserat. Walch: ”wie er auch die jungeren [Weiber] als Schwestern u.s.w. zugelasen hatte”.

1 Tim 5,1f: Du må ikke tale hårdt til en gammel mand, ham skal du formane som en far, unge mænd som brødre, v2  gamle kvinder som mødre og unge piger som søstre, i al ærbarhed.

⁷³ Note 9: 1 Tim 5,12.

1 Tim 5,12: og får så den dom, at de svigtede deres første tro;

⁷⁴ Note 10: Walch: ”Es folgt sicherlich, dass die jungeren diesen Glauben gelobt (Treu und Glauben zu halten sich verbindlich gemacht) haben”. Vielmehr: ”dass jener Glaube sie gebunden habe”.

⁷⁵ Note 11: 1 Tim 5,9.

1 Tim 5,9: Som enke kan den regnes, der er mindst tres år gammel, har været én mands hustru.

⁷⁶ Note 12: V. 10.

Apg 15,10: Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære?

⁷⁷ Note 13: Apg. 10,15.

Apg 10,15: Så lød røsten igen til ham, for anden gang: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.«

⁷⁸ Note 14: Luk 13,11. 16.

Luk 13,11. 16. Dér var der en kvinde, som i atten år havde været plaget af en sygdomsånd. Hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op.

16: Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?«

⁷⁹ Note 15: 1 Petri 2,25.

1 Peter 2,25:  For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.

⁸⁰ Note 16: 1 Kor 9,26.

1 Kor 9,26: Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.

⁸¹ Note 17: revocare cursum wie revocare pedem ab alto, rev. gradum (zurückziehen) Verg. Aen, 9, 125. 6,128. Also: ”Warum verlangsamen wir also nicht lieber den Lauf?” Vgl remorare cursum, u. S. 380,38.

⁸² Note 18: Jes 11,2.

Es 11,2: Over ham hviler Herrens ånd,
      visdoms og indsigts ånd,
      råds og styrkes ånd,
      kundskabs og gudsfrygts ånd;

⁸³ Note 19: Das 1. Mal wahrscheinlich in dem Briefe, auf den ihm Luther unterm 31. Juli antwortete. Am 15. August schickte Luther dann eine kurze Auslegung der Stelle, deren Einfügung in sein Manuskript an passender Stelle er den Freuden, die den Druck überwachten, überliess (Unsre Ausg. Bd. 8. 132).

⁸⁴ Note 20: Joh 20,23.

Joh 20,23: Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

⁸⁵ Note 21: Walch: ”Euch auf gut Glück ein einzufügendes Stück zu schicken”.

⁸⁶ Note 22: 2 Tim 4,2.

2 Tim 4,2: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!

⁸⁷ Note 23: Dass 'tua' statt 'tria' der Drucke zu lesen sei, hatte schon Knaake (hdschr.) vermutet. Vgl. u. S. 382,3. 383,23.

⁸⁸ Note 24: Joh 3,30.

Joh 3,30: Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

⁸⁹ Note 25: Luk 22,32.

Luk 22,32: men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

⁹⁰ Note 26: Seine Absicht, Melanchthons Gegenschrift in deutscher Übersetzung mit eigenen annotationes herauszugeben, hatte Luther diesem schon am 13. Juli (s. o. S. 357,23f) kundgetan. Jetzt scheint Luther vorübergehend eine selbständige Entgegning geplant zu haben. 'Quercubus et Bedis Sorbonicis' geht auf Natalis Beda und Guilielmus a Querca. Vgl. Glarean an Zwingli, Paris 4. Juli (Zwinglis sämtl. Werke 7, 461): 'Damnarunt triumviri Beda, non tamen Venerabilis, Quercus et quidam Christophorus ...'

⁹¹ Note 27: In dem Briefe, auf den ihm Luther unterm 31. Juli antwortete.

⁹² Note 28: Eben in diesem Antwortbriefe o. S. 368,13f.

⁹³ Note 29: Enders 3,215,16: ”Melanchthon schickte diesen Brief wirklich an Spalatin, denn CR 1,448 dankt er für die Rücksendung desselben”. Dort handelt es sich aber wohl eher um den Brief Luthers an Melanchthon, der am 13. Juli von der Wartburg abging (Supplementa Melanchthonians VI 1, 152).

⁹⁴ Note 30: 1 Mos 38,9.

⁹⁵ Nr. 428. Luther an Melanchthon. Wartburg, 9. September 1521.

⁹⁶ Äussert sich sehr anerkennend über Melanchthons loci. Über die Mönchsgelübde möchte er sich am liebsten mit ihm mündlich unterhalten. Schreibt seine Bedenken. Schickt Thesen darüber. Wolle Melanchthon sie veröffentlichen, werde er kurze Erläuterungen beifügen. Über die Sünde gegen den heil Geist und über die Sünde der Lästerung.

⁹⁷ Handschriftlich: 1 Dresden C 351, 31 (alt 118b) 2. Jena Bos q 25, 10b: Drucke. 3. Aurifaber 1, 351. 4. de Wette 2,44. 5. Enders 3,222. Wir folgen 1.

⁹⁸ D. Philippo Melanchthoni, Christi discipulo et organo, Wittenbergensis Ecclesiae ministro.

Til doktor Philip Melanchthon, Kristi discipel og redskab, præst ved Wittenbergs kirke.

⁹⁹ Salutem. Methodus tua gratissima est 1); nihil est, quod mea penuria tuas opes hic moneat; prospere procede et regna.

Vær hilset. Din metode er særdeles udmærket; der er intet, som jeg i min mangel på arbejde herfra kan give dine arbejdskræfter formaning om. Gå kun trøstigt videre og held med det!

¹⁰⁰ Opto esse tecum, ut de votis istis definire liceat. 2) Infeliciter per literas disputatur, dum hoc alius verbose scribit, quod alter abunde habet, et obmittit, quod maxime quaeritur, sicut in ista confessionis quaestione contigit. 3) Si potero, constituam nos in aliquo loco praesentes occulte, quia res ista me sollicitum habet 4). Interim in ventum fabuler. 5)

Jeg ville ønske, jeg kunne være hos dig, for at det kunne lade sig gøre at fastslå disse løfter. Uheldigt er det at disputere det i breve, hvor den ene skriver det, den anden har i overflod, meget omstændeligt, og udelader, hvad der mest efterspørges, sådan som det fremgår af dette spørgsmål om confessionen. Hvis jeg kunne, ville jeg foranstalte, at vi kunne være sammen på et hemmeligt sted, for denne sag gør mig bekymret. Indtil videre snakker jeg i vinden.

¹⁰¹ Scribis, 6) te in eo esse, ut votum solvendum credas, si servari non possit, ne votum stet cum peccato. Obsecro, an non obscurissime hec (WAB 383) dicis? Nonne sic dicis, ac si velis: ideo non stare votum, quia impossibile sit impleri? Et hac ratione etiam divina praecepta solvenda concedes.

Du skriver, at du er nået frem til, at løfterne bør ophæves, hvis de ikke kan holdes, at ikke løftet skal stå fast sammen med synden. Jamen for Søren, mon ikke du her siger noget højst dunkelt noget? Mon ikke du siger, om du så vil: derfor kan løftet ikke opretholdes, fordi det er umuligt at holde? Og af den grund indrømmer du også, at de guddommelige bud må ophæves.

¹⁰² An id differt, quod praecepta sint nobis imposita, votum ultro accersitum est? 7) Quid hoc efficit, nisi quod non ideo solvendum, quia impossibile, sed quia ultro accersitum? At id ultro accersitum, iam lex Dei factum est, dicente Scriptura 8): 'Vovete et reddite'. Ne tu rationem, sed Scripturam in hac re observes, et votum a priori, non a posteriori rescindas, hoc est, ut legem voti et ritum eius confutes, in quo ego sudo. Ut impleatur aut non impleatur votum, nihil moror, neque hinc aliquid apud me efficies; sic enim et divortium probabis, si coniuges prorsus non possint convenire animo. Sed ut valeat, aut non valeat votum, hic mihi laborandum videtur.

Mon det gør nogen forskel, at budene er pålagt os, men løftet i sidste ende frivilligt indgået? Hvad betyder det, andet end at de ikke af den grund kan ophæves, at de er umulige, men fordi de er frivilligt indgåede? Men det, der er frivilligt indgået, er så gjort til en Guds lov, for skriften siger: ”Hvad du har lovet, skal du holde”. I denne sag retter du dig da efter fornuften, ikke efter skriften, og sønderriver løftet forfra, ikke bagfra, det vil sige, at du forveksler løftets lov og dets skikke, dem, jeg sveder under. Om løftet overholdes eller ikke overholdes, bryder jeg mig ikke om, og du udvirker på dette punkt ikke noget hos mig; for således kan du også godkende skilsmisse, hvis ægtefællerne overhovedet ikke kan findes sammen sjæleligt. Men om løftet gælder eller ikke gælder, det var, hvad man efter min mening skulle finde ud af.

¹⁰³ Methodus tua 9) non stulte dicit, votorum servitutem alienam esse ab euangelio, et adversariam libertati spiritus. Verum nos de votis, non de servitute votorum hic disputamus. Nosti enim, quae sit et ubi sit illa libertas et servitus: non in votis, sed in spiritu, cum liber possit sese omnibus legibus omniumque dominio subdere cum apostolo Paulo, quomodo S. Bernardus et quicunque felicite religiosii fuerunt, sub votum sese tradiderunt. 10)

Din Methodus siger ikke dumt, at det at tjene under løfterne er forskelligt fra evangeliet, og imod åndens frihed. Men vi disputerer her om løfterne, ikke om at tjene under løfterne. For du skal vide, hvad og hvor denne frihed og denne tjeneste er: ikke i løfterne, men i ånden, eftersom en fri mand kan undergive sig alle love og alle ting ifølge apostelen Paulus, sådan som sankt Bernhard og enhver, som har været lykkelig som munk, har givet sig ind under løfterne.

¹⁰⁴ Nam et haec libertatis euangelicae pars est, posse se subdere voto et legibus. Et lex Dei non est ex fide, ait apostolus 11), utique neque est ex libertate et contra euangelium, et tamen libere sub ea vivimus. Multi ergo liberi sub votorum servitute fuerunt; alioqui erat perfectus iam ille tuus syllogismus: Quicquid est adversus libertatem euangelii, sub maledicto aeterno tollendum est; at votorum religio est huiusmodi, ergo etc. O felicem et optabilem conclusionen!

For også dette er en del af den evangeliske frihed, at den kan underordne sig løftet og lovene. Og Guds lov er ikke af troen, siger apostelen, derfor er den i det hele taget hverken af frihed og imod evangeliet, og dog lever vi frit under den. Altså mange har været frie under løfternes tjeneste; ellers ville din tese være perfekt: hvad der er imod evangeliets frihed, skal ophæves under evig forbandelse; men løfternes bundethed er af den art, osv. O, lykkelige og ønskværdige konklusion!

¹⁰⁵ Quid ergo? Utique nulla lex et servitus est abrogata, ut noceat et adversaria sit, sed ut libera sit, imo omnes leges confirmatae, per fidem enim legem statuimus. Quare et votorum lex stabit cum euangelii libertate, imo firmabitur per eam.

Hvad da? I hvert fald er der i det hele taget ikke ophævet nogen lov og nogen tjeneste, for at det skader og er modsat [evangeliet,rr], men for at de [lovene og tjenesterne, rr] kan være frie, ja, alle love bekræftes, gennem troen stadfæster vi nemlig loven. Derfor står også løfternes lov fast sammen med evangeliets frihed, ja, den gøres fastere ved evangeliet.

¹⁰⁶ Quae proximis literis scripsi 12), excepto Pauli loco 1 Timoth. 5, ubi viduas damnat fidei solutae 13), me ipsum non satis movebant, sed volui occasionem dare, ut ad radicem, hoc est, ad legem voti, non ad fructus vel sequelam te traderes. Ego quousque promoverim in hac re, scribam tibi.

Hvad jeg skrevet i mit sidste brev, taget fra Paulus' sted i 1 Tim 5,12, hvor han fordømmer enkerne, der svigter troen, rører mig ikke særlig meget, men jeg ville tage anledning til at du føres frem til roden, det vil sige, til løftets lov, ikke til frugten eller følgen. Når jeg når længere frem ad den vej, vil jeg skrive til dig.

¹⁰⁷ Non alio consilio hic uti posse nos arbitror, quam quo videmus Paulum ad Galatas et ubique in rescindenda lege uti. Putasne, Galatas sese circumdisse 14) ex animo, tanqum Deo in hoc ipso servientes et obligati? Nonne legi se subdiderant propter Deum, et tales sese Deo obtulerant non aliter, atque se votis religionis quispiam offert Deo? Sed qua ratione eos Paulus retrahit? Non, quia se subdiderant, sed, quia servili conscientia se subdiderant; nempe quod hoc esset omnium impiissimum in Christi gratiam et spiritum eius. (WAB 384)

Jeg tror ikke, vi her kan bruge andet råd, end at se på Galaterbrevet og bruge det overalt, hvor loven skal tilbagekaldes. Mener du ikke også, at galaterne ville lade sig omskære i den oprigtige mening, at de derved tjene Gud og adlød ham? Mon ikke de underlagde sig loven for Guds skyld, således ofrede sig for Gud, ikke anderledes end hvis én ofrer sig til Gud ved munkeløfter? Men hvad er så grunden til, at Paulus drager dem bort derfra? Det skyldtes ikke, at de underlagde sig, men det skyldtes, at de underlagde sig med en slaveagtig samvittighed; det skyldtes jo, at dette ville være det mest ufromme af alt mod Kristi nåde og mod hans ånd.

¹⁰⁸ Ita mihi hic faciendum cum fiducia videtur, in hunc syllogismum sententia coacta: Quicunque vovit animo contrario euangelicae libertati, liberandus est, et anathema sit eius votum. At qui vovit animo salutis aut iustitiae quaerendae per votum, est huiusmodi, ergo etc. Cum autem vulgus voventium ferme hoc animo voveat, manifestum est eorum vota esse impia, sacrilega, euangelio contraria, ideoque prorsus rescindenda et in anathema ponenda. 15)

Derfor synes jeg, at dette er, hvad man med størst troværdighed kan gøre, når vi er tvunget ind i denne opfattelse: enhver, der har aflagt løfte med sin sjæl imod den evangeliske frihed, bør befries, og hans løfte forkastes. Men den, der har aflagt løfte med en frelst sjæl eller som har søgt efter retfærdighed igennem løftet, er af den slags, at … osv. Men når det løfteaflæggende folk næsten aflægger løfte ud fra dette sind, står det helt fast, at deres løfter er ufromme, blasfemiske, imod evangeliet, og derfor bør tilintetgøres og sættes i ban.

¹⁰⁹ Quotos putas voturos fuisse, si scissent voto suo neque iustitiam neque salutem consecuturos? 16) Ergo omnes fere involutam secum habent hanc servilem conscientiam, imo ex hac ipsa vovent, ut sperent sese per votum Deo placituros, iustos et salvos fieri. Quid alioqui (inquient) facerem in monasterio? 17) Quare, dum hac conscientia vovent, vox eorum aliud nihil sonat, quam hoc: 'Ecce, Deus, ego tibi voveo impietatem et idolatriam tota vita'. 18) Quia vovent, sese bonos fore per opera illa, ne cogitata semel fide iustificante. Cum ergo error iste non in re temporali, qui matrimonia legitima alioqui dirimit, sed intolerabilis sit, in salutem animae peccans, faciens pro impietate adversus pietatem, omnino tollendus est.

Hvor mange tror du ville have aflagt løfter, hvis de havde vidst, at de med deres løfte hverken opnåede retfærdighed eller frelse? Altså har næsten alle ufrivilligt med sig denne slaveagtige samvittighed, ja, de aflægger løfte ud af den antagelse, at de håber, at de med løftet kan gøre Gud tilfreds og blive retfærdige og frelste. Som de siger: Hvad skulle jeg ellers gå i kloster for? Derfor, fordi de aflægger løfte med den samvittighed, siger de i virkeligheden ikke andet end: ”Se, Gud, jeg aflægger løfte til dig om ufromhed og afgudsdyrkelse hele livet”. Fordi de aflægger løfte om, at de vil blive gode gennem denne gerning, så overvejer de ikke på nogen måde den retfærdiggørende tro. Og da derfor fejlen ikke ligger i de timelige ting, hvor man kan adskille et legitimt ægteskab, men er utålelig, synder mod sjælens frelse, handler ufromt mod fromheden, skal de i det hele taget ophæves.

¹¹⁰ At quomodo tolletur, nisi aut votum eiusmodi rescindatur aut omnino de novo voveatur 19), hoc est, spiritu libertatis sub votum eatur? Quid enim, si impius Manasses, velut Abraham imitaturus, cuius libertatem non habet, voveat filium suum lustrare Deo per idolum Moloch, non voturus, si sciat impie et sacrilege se agere? 20)

Men hvordan skal de ophæves, undtagen ved at den slags løfte ødelægges eller ligefrem aflægges på ny, det vil sige, så frihedens ånd kommer ind i løftet? For hvad nu, hvis den ufromme Manasses, som for at efterligne Abraham, hvis frihed han ikke har, aflagde løfte om at ofre sin søn til Gud gennem afguden Molok, han skulle vel ikke aflægge løfte, hvis han vidste, at han handlede ufromt og blasfemisk?

¹¹¹ Ita sane eiusmodi voventes non Deo vivo, sed mendacio et idolo suo vovent, ut asperrimam etiam mereantur correptionem ob huiusmodi vota: tantum abest, ut obligentur ad servandum. Certe si id scivisssem, dum voveerem, nunquam vovissem, quamquam incertus sim, quo animo voverim. Magis fui raptus, qua tractus. Deus ita voluit. Timeo, quod et ipse impie et sacrilege voverim.

Således aflægger de, der aflægger løfte på den måde, ikke løfte til den levende Gud, men til deres løgner og afgud, så at de også fortjener en bitter forkortelse (?) på grund af de slags løfter: det være langtfra, at de skulle tvinges til at overholde dem. Sikkert er det, at hvis jeg havde vidst det, da jeg aflagde mit løfte, så ville jeg aldrig have aflagt løfte, selv om jeg er usikker på, med hvilket sind jeg aflagde løftet. Jeg var mere tilskyndet end tiltrukket. Gud ville det således. Jeg er bange for, at også jeg har aflagt et ufromt og blasfemisk løfte.

¹¹² Si arbitror, nostris Galatis non modo consulendum, sed et praecipiendum, ut vota sua cum fiducia conculcent, et doleant super impietate et sacrilegio, nihil morati, etiam si interim ad ordines (quos vocant) sacros illarvati et infatuati fuerint. 21) Et maxime eos haec libertas, imo haec necessitas habet, qui adolescentes aut pueri voverunt. Nam ii prorsus neque, quid fides sit, aut lex, unquam didicerunt, sicut stultum vulgus avium in laqueos incidit. Quare liberandi et arguendi sunt temeritatis et stultitiae.

Hvis jeg tror, at vore galatere ikke blot skal tages med på råd, men også adlydes, så at deres løfter med sindsro kan trædes under fode, og de føle smerte over deres ufromhed og blasfemi, så må man ikke undre sig over det, heller ikke, hvis de i mellemtiden bliver demaskeret og gjort tossede over det, de kalder deres hellige ordener. Og især har denne frihed, ja, denne nødvendighed dem, når de aflægger løfte som unge mennesker eller som drenge. For sådanne har aldrig nogensinde lært, hvad tro eller hvad lov er, men det dumme folk fanger dem som fugle i net. Derfor skal frygtsomheden og dumheden befries og modargumenteres.

¹¹³ Porro aliis nulla regula hic dari potest, qua sciamus, qui hoc animo sacrilego voverunt, sed eorum conscientiae relinquendum est, sicut et in omni alio opere bono fieri oportet. Quis enim praeter spiritum hominis, qui est in ipso, nosse possit 22), quo animo vovet, aut facit opus bonum, cum opus legis aut seruitus voti non ex ipso opere, sed ex affectu cordis iudicetur apud eum, qui spiritus ponderat, et nobis ita iudicantum mandat 23). (WAB 385).

Videre: for andre kan der ikke her gives nogen regel, hvorved vi kan få at vide, hvem der har aflagt løfte ud fra et sådant blasfemisk sindelag, men det må overlades til deres samvittighed, sådan som det sker med alle andre slags gode gerninger. For hvem, ud over den ånd, der er i mennesket, kan vide, med hvilket sindelag løftet aflægges, eller den gode gerning gøres, når lovens gerning eller løftets tjeneste ikke skal bedømmes efter gerningen selv, men efter hjertets rørelse hos ham, som ånden berører, og således overlader bedømmelsen til os.

¹¹⁴ Memini ego, cum ego vovissem, indignante vehementer patre carnis meae, ab ipso audivisse iam pacato: 'Utinam non esset Satanae praestigium!' Quod verbum sic egit radices in cor meum, ut nihil ex ore eius unquam audierim, quod tenacius servaverim. Videtur mihi per os eius Deus velut a longe me allocutus, sed tarde, tamen satis ad correptionem et monitionem. 24)

Jeg kan huske, at jeg hørte min kødelige far, da jeg aflagde mit løfte, stærkt forarget, men alligevel blidt sagde: ”Bare det ikke er Satans blændværk!” Dette ord slog i den grad rod i mit hjerte, at jeg aldrig har hørt noget fra hans mund, som jeg har bevaret mere fast. Jeg synes, at gennem hans mund var det Gud selv, der talte til mig, skønt langt borte fra og sent, men dog nok til at jeg kunne standses og formanes.

¹¹⁵ Hac ratione ego mihi satisfacio in rescindendis aut certe innovandis votis omnibus, ultra quam nihil aliud quaeram, quiescens in hac sententia, cum hic evidentissimum sit, eiusmodi vota adversus totam primam tabulam, adversus fidem et evangelium, ut summas idolatrias voveri et impleri, si animo fiat, quo dixi. Si animo autem libere et euangelico voveris, sponteque te feceris servum, iustum est, ut serves et solvas; quamquam non asseram euangelicum animum hoc aliquando ausurum aut ausum fuisse, nisi deceptum.

Af den grund vil jeg for mit vedkommende være glad for, at alle løfter blev ødelagt eller sikkert fornyede, og ud over det ønsker jeg intet andet, idet jeg slår mig til tåls med den opfattelse, eftersom det her er soleklart, at den slags løfter er imod alle budene på den første tavle, imod troen og evangeliet, så det kort sagt er afgudsdyrkelse at aflægge løfter og opfylde dem, hvis det sker med det sindelag, jeg har beskrevet. Men hvis du aflægger løfte frit og evangelisk, og frivilligt gør dig selv til slave, er det retfærdigt, at du overholder dem og opløser dem; skønt jeg ikke er sikker på, at jeg havde det evangeliske sindelag til på nogen måde at vove det eller have vovet det uden selvbedrag.

¹¹⁶ Mitto super hac re disputationem, 25) quam si edere voles, addam brevissimas resolutiones, Ecclesiae Wittenbergensi inscriptas. 26) Arbitror enim, hanc sententiam claram et firmam satis in Scripturis nixam posse lucem et publicum sustinere. Nam quae de votis in lege scribuntur, quid contra haec?

Jeg medsender disputationen over denne sag, og hvis du vil udgive dem, kan jeg tilføje nogle få resolutioner, tilegnet den wittenbergske menighed. For jeg tror, at denne opfattelse, som er tilstrækkelig klart og fast understøttet i skriften kan tåle lyset og offentligheden. For hvem kan være imod det, der i loven skrives om løfterne?

¹¹⁷ Locus ille Pauli de viduis damnatis 27) superest, quem non patiar adversari huic capitali sententiae de lege et fide, neque ei concedam, potius obscurum confitebor, aut sic intelligam, quod illae viduae ex libertate fidei voverunt, quae tum recens et cognita erat, quemadmodum et Demas et in Asia omnes eam reliquerunt. 28) At nunc nostrum vulgus gentile vulgus est, nihil de fide unquam doctum. Tu quid super haec sentias et iudices, rescribe, nam iam olim detrita haec tibi arbitror.

Dette sted hos Paulus om de enker, der fordømmes, står tilbage, men jeg tåler ikke, at det modsstilles denne hovedopfattelse om loven og troen, ejhelller går jeg med til, at jeg skulle tilstå, at det snarere er dunkelt, eller at jeg skulle forstå det sådan, at disse enker har aflagt løfte ud fra troens frihed, den frihed, som både er frisk og erkendt, sådan som både Demas og alle i Asien har overleveret den. Men i vore dage er vor hedenske almue almue, den er jo aldrig blevet belært om troen. Men du må endelig skrive, hvad du mener om dette, hvordan du bedømmer det, for jeg tiltror dig allerede i forvejen at være velbevandret i disse ting.

¹¹⁸ Arguit etiam votorum stultitiam, quod paupertas et obedientia vovetur, quae duae res aut fictae sunt, aut solum pro pueris primis erudiendis quondam institutae, ut universum vovendi negotium quaedam paedagogia videatur fuisse, sub qua infirmiorem aetatem custodirent pueri. 29) Nunc viri vovent et in perpetuum, quos aliis officiis charitatis servire oportuit.

Han argumenterer også imod løfternes dumhed, at man lover fattigdom og lydighed, hvilke to ting enten er fiktive eller alene oprettet for børn, der først skal opdrages, så at hele løftehalløjet synes at have været en slags opdragelse, hvorunder mindreårige drenge kunne bevogtes. Men nu om stunder aflægger mænd løfter og det for tid og evighed, mænd, som burde tjene andre kærlighedstjenester.

¹¹⁹ Quid igitur? Sumne et ipse iam liber et non monachus? Cogitasne, ut fias mihi Demea, et Micioni huic tandem aliquam Sostratam 30) parabis, ut vindices te in me, qui tibi uxorem dederim, ut dicunt? 31) Sed ego pulchre te cavebo, ne quid possis.

Hvad da? Er jeg selv da mon fri og ikke længere munk? Tror du måske, at du kan være en Demea for mig, og skaffe mig en Sostrata til kone, ligesom Mircion fik det, som hævn mod mig, fordi jeg, som man siger, skaffede dig en kone? Men jeg skal nok tage mig iagt for dig, så du ikke får held med dig.

¹²⁰ De peccato in Spiritum sanctum 32) nihil dico, quia doctior et spiritu alio es, quam ego.

Om synden mod Helligånden vil jeg ikke sige noget, for du er lærdere og åndeligere end jeg.

121 'Uri' 33) vero, quod non vis extenuari 34), ego interim magis extenuavi, ut putem, esse sola incendia libidinis praefervida. Nam pollutiones ipse vocat immunditiam, ut nosti. Et in 2 dicit 36): 'Quis scandalisatur, et ego non uror?' difficile autem tibi fuerit aliquid crassius (uri) probare. (WAB 386)

Men om dette at ”brænde”, som du ikke vil neddæmpe, det har jeg i mellemtiden neddæmpet så meget, at jeg mener, at det kun er en opfordring til meget hed brunst. For besudlinger kalder han selv urenheder, som du nok véd. Og i 2 Kor siger han: ”Hvem bliver forarget, uden at det også brænder i mig?” Her vil det være vanskeligt for dig at foreslå noget stærkere.

122 Cogitabo interim de peccato blasphemiae. Nam hoc solum facit Christus peccatum in Spiritum sanctum, et irremissibile 37) Nec Petrus nec Paulus mihi hoc peccasse videtur. 38) Adhuc puto eadem, qua tu niteris, simplicitate, esse etiam genus peccati, quod irremissibile prae caeteri sit, quod Iohannes vocat peccatum ad mortem, 39) et Paulus haeresim ad Tit. 3. 40)

Jeg vil i mellemtiden overveje blasfemiens synd. For det er kun den, Kristus gør til en synd imod Helligånden, som er utilgivelig. Hverken Peter eller Paulus kan jeg se har begået denne synd. Indtil nu mener jeg det samme ligefremme, som du støtter dig til, at der også er en slags synd, som er utilgivelig frem for andre, det, som Johannes kalder synden til døden, og Paulus et kættersk menneske i Tit 3,10.

123 Interim vale, et ora pro me. Vellem te adhuc decies obrui, adeo nihil me tui miseret, qui toties monitus, ne onerares te ipsum tot oneribus, et nihil audis, omnia bene monita contemnis. Erit, cum sero 41) stultum hunc tuum zelum frustra damnabis, quo iam ardes solus omnia portare, quasi ferrum aut saxum sis. Ex Eremo, sequenti die post Nativitatis Mariae 1521.

Martinus Luther.

Nu farvel, og bed for mig. Jeg ville ønske, jeg kunne gå til grunde ti gange, i den grad er der intet, jeg beklager ved dig, du, som så ofte er blevet påmindet om, ikke at bebyrde dig med for mange byrder, og dog intet vover, og foragter al god påmindelse. Der vil komme en tid, hvor du for sent og forgæves fordømmer denne din dumme iver, hvorved du allerede nu brænder efter at bære alting alene, som var du lavet af jern eller klippe. Fra ørkenen, dagen efter Maria fødsel 1521.

Martin Luther.

124 Note 1: Luther hatte damals wohl die ersten 6 Bogen (bis mit F) der loci in Händen (s. u. Anm. 9). An Spalatin schickte Melanchthon die Bogen F-P erst im letzten Drittel des November (CR 1,487. Suppl.Mel. VI 1, 170).

125 Note 2: In Fortsetzung der Debatte, die von seiten Luthers mit seinen Briefen an Melanchthon vom 1. und 3. August geführt worden ist.

126 Note 3: Bossert (ThStKr. 1897, S 313,2 denkt an das Zusammentreffen der Schrift Ökolampads Quod non sit onerosa Christianis confessio mit der Schrift Luthers Von der Beicht. Es scheint sich aber vielmehr um eine Differenzpunkt zu handeln, der in dem Gedankenaustausch zwischen Luther und Melanchthon aufgetaucht ist.

127 Note 4: ”Wenn ich kann, werde ich irgendwo heimlch eine Zusammenkunft von uns (beiden) veranstalten, da die Sache mir am Herzen liegt.”

128 Note 5: Vgl. Dare verba in ventos Ov. am. 1, 6.42.

129 Note 6: Fehlender Brief.

130 Note 7: ”freiwillig übernommen”.

131 Note 8: Ps 75,12 vg.

Sl 76,12f: Aflæg løfter til Herren, jeres Gud, og indfri dem,
alle, der omgiver ham, skal frembære gaver til den
frygtindgydende.

132 Note 9: In der Originaloktavausgabe (Suppl. Mel.I 1,XVIII) steht die Stelle Fiib-Fiiia: 'Euangelium cum in totum sit libertas quaedam spiritus, prorsum ignorat votorum servitutem. Et quantum mihi viderur, sola fidei et euangelicae libertatis ignoratione factum est, cur recepta sit vovendi consuetudo. Nec nihil pugnat cum fide, cum libertate spiritus vovendi ritus'. Vgl. Plitt-Kolde S. 126.

Loci oversat af Jørgen Larsen, Lohse 1953: ”Da Evangeliet helt igennem er Aandens Frihed, véd det aldeles ikke af nogen Løftetrældom at sige. Saa vidt jeg kan se, skyldes det derfor alene manglende Kendskab til Troen og den evangeliske Frihed, at Skikken med at aflægge Løfter er blevet genoptaget. Thi Ceremonien med at aflægge Løfter er helt og holdent i Strid med Troens og Aandens Frihed”. Side 64.

133 Note 10: Vgl. Themata de votis, Unsre Ausg. Bd 8. 326, These 76-78.

Se themata#22.

134 Note 11: Gal 3,12.

Gal 3,12: Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

135 Note 12: Am 3. August, S. o. S. 374,35ff.

Se #52.

136 Note 13: 1 Tim 5,12.

1 Tim 5,12: og får så den dom, at de svigtede deres første tro;

137 Note 14: Gal 5,2ff.

Gal 5,2ff: ”Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.”

138 Note 15: Unsre Ausg. Bd. 8.326, These 45f.

Tese 45: Omnes tales adversum dominum et Christum eius sacrilega vivunt religionem. Se her.

139 Note 16: These 43.

Tese 43: Probabile enim est, non fuisse voturos, si scissent nec iustitiam nec salutem per vota contingere. Se her.

140 Note 17: These 44.

Tese 44: Quorum vox id confitetur dicens: 'Quid alioqui facerem in Monasterio?' Se her.

141 Note 18: These 34.

Tese 34: Vox ita voventium est haec: 'Voveo tibi, deus, totius vitae sacrilegam impietatem'. Se her.

142 Note 19: These 58.

Tese 58: Votum autem seu religionem nova pietatis opinione innovare denuo potest. Se her.

143 Note 20: These 36.

Tese 36: Imo cum Manasse impio cultores sunt Moloch in valle Ennon. 2. Kön 23,10. Se her.

144 Note 21: These 112.

Tese 112: Nec quenquam movere debet, si ordinibus sacris (quos vocant) fuerit illarvatus. Se her.

145 Note 22: 1 Kor 2,11.

1 Kor 2,11: For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.

146 Note 23: 1 Joh 4,1.

1 Joh 4,1: Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.

147 Note 24: Vgl Unsre Ausg Bd 8, 573,30ff, Tischr. 1 nr 623, 881, nr 3556 A.

Se ”Om munkeløfterne”, forordet, her.

148 Note 25: Die 1. Thesenreihe Unsre Ausg. Bd. 8, 323-329.

149 Note 26: Luther wird eine diese Thesen erläuternde Schrift meinen, wie sie später tatsächlich, wenn auch nicht in direktem Anschluss an sie, (WAB 387) nachgefolgt ist (Unsre Ausg. Bd. 8, 317, 564).

150 Note 27: 1 Tim 5,12 s. o. S. 380,26f, und Unsre Ausg Bd i, 666f.

1 Tim 5,12: og får så den dom, at de svigtede deres første tro;

151 Note 28: 2 Tim 4,10. 1,15. Vgl Unsre Ausg Bd 8 667,20ff.

2 Tim 4,10: for Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Kreskens er rejst til Galatien, Titus til Dalmatien.

2 Tim 1,15: Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig fra mig, blandt dem Fygelos og Hermogenes.

152 Note 29: These 90f.

Se themata#26.

153 Note 30: In den Adelphi des Terenz beredet D. den M., die S. zu heiraten.

154 Note 31: Vgl.o.S.130 11, 148.

Af brev til Spalatin den 25. juni 1520: De vxore ducenda, maxime quam tu nominas, nescio quid futurum sit. opto homini vxorem, Sed quam nam accipiat, nee autor nee consul esse volo, nec video hominem in rem vxoriam festinare. Oversat af A. S. Poulsen, side 172: ”Hvad angaar Melanchthons Giftermaal og særlig den af Eder nævnte Kvinde, da er det vanskeligt at profetere. Jeg ønsker ham en Hustru, men vilde ikke gerne hverken give bestemt Anvisning eller raade. Han synes jo heller ikke selv at ile dermed”.

155 Note 32: Vgl Bugenhagens Epistola de peccato in spiritum sanctum (Vorrede vom 6. September 1521). Felix Ulscenius sandte sie am 16. Nov. aus Wittenberg an Capito (Nik. Müller s. 70. 72).

156 Note 33. 1 Kor 7,9.

1 Kor 7,9: ”Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.”

157 Note 34: In dem fehlenden Briefe, s. o S. 386.

158 Note 35: Gal 5,19. Eph. 4,19 u, ö.

Gal 5,19: ”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse,”

Ef 4,19: ”I deres afstumpethed har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger.”

159 Note 36: 2 Kor 11,29.

2 Kor 11,29: ”Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?”

160 Note 37: Matth 11,31ff.

Matt 12,31ff: ”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v32  Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

161 Note 38: Petrus mit der Verleugnung Christi, Paulus mit der Verfolgung der Christen.

162 Note 39: 1 Joh 5,16

1 Joh 5,16: Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede.

163 Note 40. V. 10f.

Tit 3,10: Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel.

164 Note 41: ”Eine Zeit wird kommen, wo Du zu spät ...”