Luther om pavedømmet


Erl 27, 85-139.

Indhold: Fortale #4. Hvad stridspunktet og sagen er. #16. Tre grunde til angrebet. a. Skældsord. #35. b. Ét hoved. #38. Fornuftsargument derimod. #47. Skriftens tale om, hvad menighed er. #51. Kirken som den ydre organisation. #71. Kirken som bygningerne. #77. Den ægte kristenhed har Kristus som overhoved. #79. Paven kan ikke være Kristi stedfortræder. #85. Kristus er herre over alt, men ikke overhoved for alt. #100. c. Den tredie grund: Det gamle testamente har været forbillede på det ny. #102. Kristi ord: Du er Petrus. #140. Nøglemagt og regerende magt. #152. Vær hyrde for mine får. #175. Afslutning. #201.
 
1Von dem Papsthum zu Rom, wider den hochberühmten Romanisten zu Leipzig. 1520. Om pavedømmet i Rom, imod den højtberømte romanist i Leipzig, 1520.
Erlangerudgavens indledning.
2 Diese Schrift ist gegen den Franziskaner Alveld zu Leipzig, einen eifrigen, aber talentlosen Vertheidiger des römischen Hofes, gerichtet, der in verschiedenen Schriften Luthern angegriffen hatte, ohne dass dieser sich viel mit ihm einliess. Dette skrift er rettet mod franciskaneren Alveld fra Leipzig, en ivrig, men talentløs forsvarer af det romerske hof; han havde i forskellige skrifter angrebet Luther, uden at denne havde indladt sig meget med ham.
3 Luther läugnet hier den göttlichen Ursprung des Papstthums und erklärt sich dagegen über den wahren Begriff der Kirche, ihres Oberhauptes und ihrer Regierung, klagt über die Gelderpressungen des römischen Hofes, will aber das Papstthum noch nich abgeschafft wissen, sondern verlangt nur, dass man keinen Glaubensartikel daraus mache und diejenigen nicht verketzere, welche die Hoheit des Papstes nicht anerkennen. Luther fornægter her pavedømmets guddommelige oprindelse, forklarer i modsætning dertil sin opfattelse af kirkens sande begreb, dens overhoved og regering, klager over det romerske hofs pengeafpresning, men vil endnu ikke have pavedømmet afskaffet, blot forlanger han, at man ikke gør nogen trosartikel ud af det og ikke forkætrer dem, som ikke anerkender pavens overhøjhed.
4 (86)
Vorrede.
Es ist aber etwas Neus auf den Plan kummen, nachdem es diese Jahre wohl geregnet, und viele neuer Zeit erwachsen. Viel haben mich bisher mit Schmachworten und herrlichen Lugen antastet; wilchen es nit fast gelungen.
Fortale.
Der er kommet noget nyt på tapetet, efter at det har regnet meget i år, og meget er vokset frem i den sidste tid. Mange har indtil nu angrebet mig med smædeord og herlige løgne, men det er næsten ikke lykkedes for dem.
5 Nu thun sich allererst die tapfern Helde erfur, zu Leipzk auf dem Markt, die sich nit allein wollen lassen ansehen, sondern auch Idermann mit Streit bestehen. Sie sein fast wohl gerustet, dass mir dergleichen nit sein furkummen. Nu møver allerførst de tapre helte fra Leipzig sig frem på arenaen; de vil ikke blot have anseelse, men vil også bekæmpe enhver. De er ganske godt rustet, så jeg ikke tidligere har set magen.
6 Die Eisenhut haben sie an den Fussen, das Schwert auf dem Kopf, Schild und Krebs hangen auf dem Rucken, die Spies halten sie bei der Schneiden, und steht ihn der ganz Harnisch gar fein reuterisch an, auf die neu Manier; und wollen damit je beweisen, dass sie nit (wie von mir geschuldigt (87)) in Traumbuchern ihr Zeit vorloren, und nie nits gelehret haben, sondern ein solchen Preis erjagen, als die in der heiligen Schrift empfangen, geborn, gesäugt, in der Wiegen gelegen, gespielt, erzogen und erwachsen sein. Jernhatten har de på fødderne, sværdet på hovedet, skjold og krebs hænger på ryggen, spyddet holder de i det skarpe, og hele harnisken ser ganske ryddelig ud på dem på den nye maner; og dermed vil de bevise, at de ikke, som jeg har beskyldt dem for, spilder deres tid med drømmebøger, og aldrig undgår at lære noget, men jager efter en sådan pris, som nogen, der er undfanget, født, har diet, har ligget i vuggen, leget og er blevet opdraget og vokset op i den hellige skrift.
7 Es wäre je billig, dass man sich fur ihn furchte, wer es thun künnte, dass sie die Muhe und gute Meinung nit vorgebens hätten. Hat Leipzk sulch Riesen tragen, muss das Land einen reichen Boden haben. Så skulle det da bare mangle, at man ikke var bange for dem, hvem der kunne mande sig op til det, så de ikke havde haft deres møje og gode hensigt forgæves. Hvis Leipzig har kunnet opfostre en sådan kæmpe, må landet have en god jord.
8 Dass du aber vorstahest, was ich meine, so merk drauf: Sylvester, Cajetanus, Eck, Emser, und nu Coln und Loven haben ihre ritterliche That redlich an mir erzeigt, Ehr und Ruhm, wie vordient, erlanget, des Pabsts und Ablass Sache wider mich also beschutzt, dass sie wollten, es wäre ihn besser gerathen. Men for at du kan forstå, hvad jeg mener, så læg mærke til dette: Sylvester, Cajetanus, Eck, Emser og nu Køln og Løven har redeligt vist deres ridderdåd på mig, har som fortjent opnået ære og berømmelse, har beskyttet pavens og afladens sag imod mig på en måde, så de ville ønske, det var gået dem bedre.
9 Zuletzt haben sich Etlich lassen dunken, das beste sein, mich anzugreifen, wie die Pharisäi Christum (Matt 22,35), einen aufgeworfen, und gedacht: Gewinnet der, so haben wir Alle gewonnen; wird er uberwunden, so ist er allein verloren. Til sidst er der nogen af dem, der har ment, at det bedste var at angribe mig, som farisæerne angreb Kristus (Matt 22,35): at stille én fremfor sig, så de tænkte: vinder han, så har vi alle vundet, bliver han overvundet, så er det kun ham, der er fortabt.
10 Und achtet der hochgelart fursichtiger Neidhard, ich soll es nit merken. Nu wohlan, dass ihn nit alle Ding misslinge, will ich mich eben stellen, wie verstund ichs Spiel gar nichts; bitt, sie wollten wiederumb, so ich auf den Sack werd schlahen, nit merken, dass ich den Esel hab wollt treffen. Og den højlærde, forsigtige misunder mener ikke, at jeg kan opdage det. Nu velan, for at ikke alting skal mislykkes for ham, vil jeg stille mig an, som forstod jeg slet ikke spillet. Og jeg beder kun om, at de vil gøre gengæld, så når jeg lader som om jeg slår på sækken, at de så ikke lægger mærke til, at jeg egentlig ville ramme æslet.
11 Und wo sie diese Bitt nit wollen erhoren, so bedinge ich zuvor: wo ich wurd etwas wider die neuen romanistischen Ketzer und Schriftlästerer sagen, dass sichs nit allein annehm der arm unmundig Schreiber zu Leipzk im Barfusserkloster, sondern vielmehr die grossherzigen Fähnrichen, die nicht durfen an Tag sich geben, und doch gern wollten sieghaftig werden, unter eins Andern Namen. Og hvis de ikke vil opfylde denne bøn, så vil jeg godt på forhånd betinge mig: at når jeg siger noget imod de romanistiske kættere og skriftbespottere, at det så ikke alene skal være den stakkelse umyndige forfatter i Leipzig i barfodsklostret, der tager det til sig, men snarere de stoltserende fænrikker, der ikke turde give sig til kende, og dog gerne ville sejre under en andens navn.
12 Ich bitt, ein iglich frumm Christenmensch wollt mein Wort also aufnehmen, ob sie vielleicht spottisch oder spitzig sein wurden, als aus einem Herzen gesprochen, das sich hat musst mit grossem Wehe brechen, und Ernst in Schimpf wandeln, angesehen dass zu Leipzk, da doch auch frumm Leut sein, die die Schrift und Gottis Wort mit Leib und Seel erretten, ein solcher (88) Lästerer offentlich redt und schreibt, der die heiligen Gottis Wort nit hoher acht und handelt, dann als hat sie ein Stock- oder Geldnarr in der Fastnacht fur ein Mährlin erdichtet. Jeg beder om, at ethvert fromt kristenmenneske vil optage mine ord således, selv om de måske er spottende eller spydige, som talt ud af et hjerte, som har måttet brydes med stor vé og forvandle alvor til skældsord, i betragtning af, at i Leipzig, hvor der dog også bor fromme folk, som tager skriften og Guds ord i forsvar med liv og sjæl, en sådan bespotter taler og skriver offentligt, en bespotter, der ikke agter og behandler Guds ord højere, end som var det en stokke- eller pengenar, der havde digtet det som et eventyr til fastelavn.
13 Dieweil dann mein Herr Christus und sein heiliges Wort, so theuer mit seinem Blut erkauft, fur ein Spott und Narrnrede wird geacht, muss ich den Ernst fahren lassen, und vorsuchen, ob ich auch narren und spotten gelernet habe. Du weisst je, mein Herr Jesu Christe, wie mein Herz steht gegen solche deine Erzlästerer; da vorlass ich mich auf, und lass es walten in deinem Namen, Amen. Sie werden dich je einen Herren bleiben lassen, Amen. Og derfor, fordi min Herre Kristus og hans hellige ord, som er købt dyrt med hans blod, bliver agtet for en spot og narretale, må jeg lade alvoren fare og forsøge, om også jeg har lært at narre og spotte. Du véd jo, min herre Jesus Kristus, hvordan mit hjerte stiller sig til sådan nogen ærkebespottere, det forlader jeg mig på og lader det så ske i dit navn, amen. De skal nok lade dig forblive herre, amen.
14 Ich merk, dass solche arme Leut nit mehr suchen, dann dass sie an mir einen Namen ubirkummen, hängen sich an mich, wir Koth an das Rad; wollen ehr mit Schanden ein Geschrei haben, dann sie daheim bleiben; und der bose Geist solcher Menschen Furnehmen darzu braucht, dass er mich nur an bessern Dingen vorhindere. Jeg kan godt mærke, at sådan nogen stakkels folk ikke søger andet end at de ved mig kan erhverve sig et navn, de hænger sig op ad mig, som skidt på et hjul. De vil hellere med skam have et skrigeri, end de vil blive hjemme; og den onde ånd bruger sådanne menneskers foretagender til at forhindre mig i at foretage mig noget bedre.
15 Doch lasse ich mir die Ursach willkummen sein, von der Christenheit etwas fur die Laien zu verklären, und den vorfuhrischen Meistern zu begegnen. Darumb ich auch gedenk, mehr die Sach an ihr salb handeln, dann ihrem Geschwätz antworten, und ihre Namen schweigen, auf dass sie nit erlangen, das sie suchen, oder hoffärtig werden, als wären sie würdig gewesen, mit mir zu handeln in der Schrift. Dog tager jeg det som en god lejlighed til at forklare lægfolk noget om kristendom og møde de forføreriske mestre. Derfor har jeg også til hensigt mere at omhandle sagen selv end at svare på deres snak, og lade være med at nævne deres navn, for at de ikke skal opnå, hvad de ønsker eller blive overlegne, som om de var værdige til at skændes med mig om skriften.
16 Was der Handel und die Sach sei. Hvad stridspunktet og sagen er.
17 Wir handeln ein Sach, die, so viel an ihr selb, unnothig ist, ohn wilcher Erkundung ein Iglicher wohl Christen blieb; aber unser Mussiggänger, die alle Häuptsachen des Christen-Glaubens selb mit Fussen treten, mussen solch Sache treiben, und andere Leut bemuhen, auf dass sie nit ombsonst auf Erden leben. Vi har her med en sag at gøre, der i sig selv er unødvendig. Hvis ikke man véd noget om det, kan enhver udmærket være kristen. Men vore døgenigte, der nedtræder alle kristentroens hovedpunkter med fødderne, må jo interessere sig for sådanne sager og skaffe andre folk besvær med det, for at de ikke skal have levet forgæves på jorden.
18 Nämlich ist die Sach: Ob das Papstthum zu Rom, wie es in berugiger Besitzung der Gewalt ist uber die ganz Christenheit (wie sie sagen), herkummen sei von gottlicher oder menschlicher Ordnung? Und wo dem so wäre: Ob man christlich sagen muge, dass alle (89) andere Christen in der ganzen Welt Ketzer und Abtrunniger sein, ob sie gleich dieselben Tauf, Sacrament, Evangelium und alle Artikel des Glaubens mit uns einträchtiklich halten, ausgenommen, dass sie ihre Priester und Bischofe nit von Rom bestätigen lassen, oder, wie itzt, mit Geld kaufen, und wie die Deutschen, sich äffen und narren lassen, als da sein die Moscowiten, weisse Russen, die Griechen, Böhemen, und viel andere grosse Ländere in der Welt? Det er nemlig sagen: Om pavedømmet i Rom, sådan som det er i rolig besiddelse af magten over den ganske kristenhed (som de siger), har sin oprindelse i en guddommelig eller en menneskelig ordning? Og hvis det forholder sig sådan: Om man kristeligt må sige, at alle andre kristne i hele verden er kættere og frafaldne, selv om de sammen med os holder fast ved den samme dåb, nadver, evangelium og alle trosartikler, bortset fra, at de ikke lader deres præster og biskopper bekræfte af Rom, eller, som nu, købe med penge, eller som tyskerne, lader sig bedrage og narre, som moskovitterne, hviderusserne, grækerne, bøhmerne og mange andre store lande i verden?
19 Dann diese alle gläuben wie wir, täufen wie wir, predigen wie wir, leben wie wir, halten auch den Pabst in seinen Ehren, ohn dass sie nit Geld geben fur ihre Bischof und Priester zu bestätigen; wollen sich auch mit Ablass, Bullen, Blei, Pergamen, und was der römischen Waar mehr sein, nit lassen schinden und schänden, wie die trunken, vollen Deutschen thun; sein auch bereit das Evangelium zu horen von dem Pabst oder Pabsts Botschaften, und mag ihn doch nit widerfahren. For alle disse tror som vi, døber som vi, prædiker som vi, lever som vi, holder også paven i ære, uden at de giver penge for at lade deres biskopper og præster bekræfte; de vil heller ikke lade sig narre og skænde med aflad, buller, bly, pergament og hvad der mere er af romerske varer, som de drukne, fulde tyskere gør; de er også parat til at høre evangeliet af paven eller pavens sendebud, og kan dog ikke få gengæld. (?)
20 Ist nu die Frag, ob diese alle billig Ketzer werden gescholten (denn von diesen allein, und keinen andern rede und handele ich), von uns Christen; oder ob wir billiger Ketzer und Abtrunniger sein, dass wir solche Christen allein umb Gelds willen Ketzer und Abtrunniger schelten? Dann wo der Pabst nit das Evangelium oder Botschaft desselben zu ihn sendet, die sie gerne wollten haben und aufnehmen, ists am Tag, dass durch Bischof und Priester Bestätigung nur ein unnutz Gewalt und Geld gesucht wird, darein sie nit vorwilligen, und also Ketzer und Abtrunniger gescholten werden. Spørgsmålet er nu, om det er rimeligt, at alle disse bliver kaldt kættere (for jeg taler og handler alene om disse og ingen andre) af os kristne, eller om det er mere rimeligt, at vi er kættere og frafaldne, fordi vi alene på grund af pengespørgsmål beskylder sådanne kristne for at være kættere og frafaldne? For når paven ikke sender evangeliet eller budskabet til dem, som de gerne ville have og modtage, er det klart, at der ved biskoppers og præsters bekræftelse alene tilstræbes en unødvendig magt og penge; det indvilger de ikke i, og derfor bliver de beskyldt for at være kættere og frafaldne.
21 Nu hab ich gehalten, und halt noch, dass dieselben nit Ketzer noch Abtrunniger sein, und vielleicht besser Christen dann wir, nit alle gleich, wie wir nit alle gute Christen sein. Dawider streit nu noch den andern auch das feine barfussische Buchle von Leipzk, und geht daher auf den Holzschuhen, ja auf Stelzen; lässit sich dunken, es tret fur allen allein nit in den Kath; wollt vielleicht auch gerne tanzen, wer ihm ein Pfeifen käufte. Ich muss etwas daran vorsuchen. Nu har jeg regnet med, og gør det endnu, at disse ikke er kættere eller frafaldne, og måske endda er bedre kristne end vi, ikke alle i lige høj grad, ligesom heller ikke vi alle er gode kristne. Derimod kæmper nu blandt andre den fine lille barfoderiske bog fra Leipzig, og går af den grund på træsko, ja på stylter; lader som den alene ikke træder i snavset; vil måske også gerne danse, hvis nogen købte den en fløjte. Jeg må forsøge noget i den retning.
22 Und sag erstlich: Niemand soll so närrisch sein, dass er gläub, es sei (90) des Pabsts und aller seiner Romanisten und Schmeickler ernste Meinung, seine gewältige Ubirkeit sei aus gottlicher Ordnung. Das merke dabei: Alles, was gottlicher Ordnung ist, dess wird zu Rom nit das kleiniste Buchstablin gehalten, ja es wird vorspottet wie ein Thorheit, so sein Jemand gedenkt; wie das am hellen Tag ist. Først siger den så: Ingen skal være så dum, at han tror, det er pavens og alle hans romanisters og smigreres alvorlige mening, at hans magtfulde øvrighed oprinder af guddommelig ordning. Men det skal man mærke sig: Af alt hvad der er af guddommelig ordning, bliver der i Rom ikke overholdt det allermindste bogstav, ja det bliver bespottet som en dumhed, hvis nogen tænker på at gøre det; som det ligger klart for dagen.
23 Sie mugen auch leiden, dass in aller Welt das Evangelium und Christ- Glaube zu Boden sink,und gedenken nit ein Haar drumb zu vorlieren; darzu alle bose Exempel geistlicher und weltlicher Bufferei aus Rom, als aus einem Meer aller Bosheit, fleusset in alle Welt. Dess wird alles zu Rom gelachet, und wer draumb trauret, der ist ein Bon Christian, das ist, ein Narr. Det kan også godt være, det kan lide, at evangeliet og kristustroen i hele verden går til grunde, og de har ikke lyst til at miste et hår af den grund; derfor flyder alle dårlige eksempler på åndeligt og verdsligt knokleri fra Rom, som fra et hav af al mulig ondskab ud over hele verden. Derfor ler man af alting i Rom, og den, der bekymrer sig om det, han er en "god kristen", det vil sige, en nar.
24 Wo nu ihn Ernst an Gottis Ordnung gelegen wäre, hätten sie viel tausend nothiger Sach zu treiben, und zuvor der sie itzt lachen und spotten. Dieweil dann St. Jacob (2,10): Wer ein Gottis Ordnung nit hält, der stosset an alle andere. Wer will so unsinnig sein, dass er gläub, sie suchen Gottis Ordnung an einem Stuck, so sie die andern alle vorspotten? Es ist nit muglich, dass Jemand eine gottliche Ordnung recht zu Herzen gahe, den nit die andern alle zum wenigsten bewegen. Hvis nu det var alvor for dem med Guds ordning, så ville de have tusind mere nødvendige sager at drive på med, og det før dem, de nu gør grin med og spotter. Her gælder St. Jakobs ord: Den, der ikke overholder en Guds ordning, han overtræder alle andre. Hvem vil være så vanvittig, at han tror, de søger Guds ordning på et område, når de spotter alle andre? Det er ikke muligt, at nogen kan lade en guddommelige ordning gå sig ret til hjerte, når han ikke bevæges det mindste af alle de andre.
25 Nu sein ihr so viel, die uber päbstlicher Gewalt mit solchem Ernst halten, wilcher doch keiner ein Wort dran waget, dass der andern viel grosser, nothiger Ordnung auch eine zu Rom nit so lästerlich vorspottet und vorschmacht wurd. Nu er der så mange af jer, som holder fast ved den pavelige magt med en sådan alvor, men ingen vover at sige et ord om, at af de andres meget større og mere nødvendige ordning blev også en ordning i Rom ikke bespottet og forkastet så læsterligt. (?)
26 Weiter, wenn Deutschland alle auf ihre Knie fielen und beteten, dass der Pabst und die Romer an sich nähmen dieselbe Gewalt, und unsere Bischof und Priester ohne Geld, umbsonst bestätigeten, wie das Evangelium sagt: Gratia accepistis, gratis date: Gebt umbsonst, denn ihr habts auch umbsonst, (Matt 10,8) und sollten alle Kirchen mit guten Predigern vorsorgen, sintemal sie doch ubrig reich sein, und gnug haben, dass sie mochten Geld zugeben; und so man drauf drung, es gebuhret ihn zu aus gottlicher Ordnung: gläub sicherlich, wir wurden erfinden, dass sie allesampt stärker (91) wurden drob sein, dass nit gottlicher Ordnung wäre, solche Muhe ohn Geld zu haben, dann je Jemand gewesen ist; Videre, selv om Tyskland alle faldt på knæ og bad om, at paven og romerne tog denne magt tilbage, og bekræftede vore biskopper og præster uden penge, gratis, som evangeliet siger: 'I har modtaget det for intet, giv det for intet', så de kunne forsyne alle kirker med gode prædikanter, eftersom de dog er overmåde rige og har nok til, at de kan eftergive penge, og hvis man fastholdt, at det burde de gøre efter guddommelig ordning: vær sikker på, at vi alle ville finde, at de alle ville stå stærkere på, at det ikke var efter guddommelig ordning, at de skulle have en sådan møje uden at få penge for det, end nogen nogensinde før havde stået på det;
27 wurden bald ein Glosslin finden, damit sie sich eraus wickelten, wie sie itzt finden, dass sie sich hinein flechten; wurden sich mit aller Bitt nit lassen darzu treiben. Aber dieweil es Geld gilt, so muss es gottlich Ordnung sein, was sie nur gedenken durfen. de skulle snart finde et lille ord, for at de kunne vikle sig ud af det, sådan som de har fundet ét, hvormed de kunne flette sig ind i det. De ville ikke lade sig drive derfra med alle bønner. Men fordi det har med penge at gøre, må det være en guddommelig ordning, hvadsomhelst de udtænker.
28 Mänzer Bisthum hat bei Menschen Gedenken fast acht Bischofmäntel aus Rom kauft, der ein iglicher bei dreissig tausend Gulden gesteht; ich schweig die andern unzähligen Bisthumb, Prälaturen und Lehn. Also soll man uns deutschen Narrn die Nasen schneutzen, und darnach sagen, es sei gottlich Ordnung, keinen Bischof ohn romischen Gewalt zu haben. Bispedømmet i Mainz har i mands minde købt næsten otte bispekåber af Rom, hver af dem værd cirka tredive tusind gylden. Og så siger jeg ikke noget om de andre utallige bispedømmer, prælaturer og len. Sådan vrider man næsen om på os tyske narrer og siger dertil, at det er guddommelig ordning, at man ikke må have nogen biskop uden romersk magt.
29 Mich wundert, dass Deutschland, dass je de Hälft (so nit mehr) geistlich ist, noch einen Pfennig hat, fur den unaussprechlichen, unzähligen, unträglichen romischen Dieben, Buben und Räubern. Man spricht, der Endchrist soll die Schätz der Erden finden. Ich mein, die Romanisten haben sie funden, dass uns Leib und Leben weh thut. Werden das die deutschen Fursten, und der Adel, nit mit tapferm Ernst in der Kurz darzu thun, so wurd Deutschland noch wust werden, oder sich selb fressen mussen. Das wäre auch den Romanisten die hochste Freud, die uns nit anders dann Bestien halten, und ein Sprüchwort von uns zu Rom gemacht, also: Man soll den deutschen Narren das Gold ableckern, wie man kann. Jeg undrer mig over, at Tyskland, der for halvdelens vedkommende (om ikke mere) er gejstligt, endnu har en pfennig tilbage fra de usigelige, utallige, ubærlige romerske tyve, bedragere og røvere. Man siger, at antikrist skal finde jordens skat. Jeg mener, at romanisterne har fundet den, i en grad, så det gør os ondt på liv og levned. Hvis ikke de tyske fyrster og adelen med tapper alvor gør kort proces, så vil Tyskland blive lagt øde, eller det må spise sig selv. Det ville også være den højeste fryd for romanisterne, der ikke regner os for andet end dyr, og har lavet et ordsprog om os i Rom, der lyder sådan: Man skal fralokke de tyske narrer guldet, som man kan.
30 Diese lästerliche Buberei wehret der Pabst nit, sehen all durch die Finger; ja, sie halten uber solchen Häuptweltbuben hoher, dann uber dem heiligen Evangelium Gottis, und geben fur, als wären wir zu tod Narren, es sei gottlich Ordnung, dass der Pabst in allem Sod sein Hand hab, mach was er mit Jdermann will, als wäre er ein Gott auf Erden, der doch Jdermann (so er der Ubirst wollt sein oder wäre), sollt dienen umbsonst. Aber ehr sie das thäten, sie liessen diess Gewalt viel ehr fallen, und nit gottlich Ordnung sein, dann kein andere Ordnung. (92) Dette læsterlige bedrageri forhindrer paven ikke, de ser alle igennem fingre med det; ja, de regner mere med sådanne ærkeverdensbedragere end med Guds hellige evangelium, og foregiver, som om vi var dumme narrer, at det er guddommelig ordning, at paven har sin hånd med i alle ændringer, at han kan gøre, hvad han vil, med enhver, som var han en gud på jorden, selv om han dog (eftersom han vil være den øverste eller som om han er den øverste) skulle tjene for intet. Men før de ville gøre det, ville de hellere lade denne magt fare, så den ikke var guddommelige ordning mere end nogen anden ordning.
31 Sprichst du dann: Warumb fechten sie dann ob der Sach so hart wider dich? Antwort: Ich hab etlich hoher Ding antastet, dass den Glauben und Gottis Wort angaht; das haben sie nit mogen umbstossen, auch gesehen, dass sich Rom solcher guter Sachen nichts annimpt, haben sie die auch lassen fallen, und mich ergriffen bei dem Ablass und päbstlichen Gewalt, vorhofft hie den Preis erjagen. Denn sie wohl gewüsst, wo es Geld antrifft, dass die Häuptbubenschul zu Rom wurd ihn zufallen, und nit still bleiben. Spørger du nu: Hvorfor kæmper de for denne sag så hårdt imod dig? så svarer jeg: Jeg har berørt nogle høje ting, som har med troen og Guds ord at gøre; det har de ikke kunnet omstøde, også af den grund, at Rom ikke tager sig af den slags gode sager, har de ladet den falde, og angrebet mig for min mening om afladen og den pavelige magt, og håber på her at vinde prisen. For de véd nok, at når det har med penge at gøre, så vil hovedbedrageriskolen i Rom hjælpe dem og ikke forblive i ro.
32 Nu ist D. Luther ein wenig hoffärtig, und giebt nit viel auf der Romanisten runzen und grunzen; das will ihn das Herz brechen: da fragt mein Herr Christus nit nach, D. Luther auch nichts, und meinen, das Evangelium muss und soll furtgahn. Nu frag ein Lai solch Romanisten, und lass Antwort geben, warumb sie alle gottliche Ordnung vorwusten und vorspotten, und ob dieser so greulich wuthend, die sie doch nit mugen anzeigen, wozu sie nutz, gut und noth sei? Nu er D. Luther en lille smule overlegen og giver ikke meget for romanisternes mumlen og grynten; det vil bryde hjertet på dem: det spørger min Herre Kristus ikke efter, D. Luther heller ikke, de mener i stedet, at evangeliet må og skal gå videre. Lad nu en lægmand spørge sådanne romanister, og lad dem give svar på, hvorfor de ødelægger og bespotter al guddommelig ordning, og på grund af den raser så grueligt, skønt de dog ikke kan fortælle, hvad nytte, gavn og nødvendighed den er til for.
33 Dann seint dass sie standhaftig ist worden, ist nit anders, dann eitel Vorderben der Christenheit draus erstanden, und mag Niemand anzeigen ein gut nutzlich Stuck, das eraus kommen sei. Davon ich weiter sagen will, wenn dieser Romanist widerkumpt, und den heiligen Stuhl zu Rom an Tag bringen, ob Gott woll, wie er würdig ist. For lad være, at de er blevet standhaftige, det er ikke andet, end at der er opstået idel fordærv for kristenheden af det, og ingen kan påvise en god og nyttig ting, som er kommet ud af det. Det vil jeg sige mere om, hvis denne romanist kommer igen, så jeg, om Gud vil, afslører den hellige stol i Rom, hvad den er værd.
34 Diess hab ich gesagt, nit dass ich damit pestlichen (päbstlichen) Gewalt bestritten haben, als mir gnugsamer Ursach; sondern dass ich anzeige die vorkahrte Meinung, der, die die Mucken fahen, und Elephanten lassen fahren (Matt 23,26) sehen den Stab in des Nähsten Aug, und lassen ihre Balken stehn (Matt 7,3) nur dass sie mit ubrigen unnothigen Sachen andere, so sie mochten todten, und so sie nit mugen, doch Ketzer, und wie sie wollen, lästern; wilcher einer ist dieser zarter, frummer Romanist zu Leipzk, den wolln wir nu besehen. Dette har jeg sagt, ikke for dermed at have bestridte den pavelige magt som tilstrækkelig årsag for mig; men for at vise den forkerte mening, den, der sier myggen fra og lader elefanten fare, den, der ser splinten i næstens øje, og lader sin egen bjælke stå, blot det, at de med de øvrige unyttige sager beskylder andre, nogle, de ønsker at dræbe, nogle, de ikke ønsker at dræbe, for kætteri, helt som de vil; af hvilke én er denne sarte, fromme romanist fra Leipzig. Ham skal vi nu se nærmere på.
35 Ich befind drei starke Grund, aus wilchen mich angreifet das furchtbar edle Buchle des Romanisten von (93) Leipzk. Der erst und allerstärkist, dass er mich schilit einen Ketzer, unsinnigen, blinden Narren, Besessenen, Schlangen, vorgiften Wurm, und derselben Namen viel mehr, nicht einmal, sondern fast durchs ganz Buchlen an allen Blättern. Jeg finder tre grunde til, at den frygtelig ædle bog af romanisten fra Leipzig angriber mig. Den første og allerstærkeste er, at han skælder mig ud for en kætter, en vanvittig, blind nar, en besat, en slange, en forgiftet orm og mange flere af den slags ord, ikke én gang, men igennem næste hele bogen på hver en side.
36 Diess Scheltwort, Schmach und Lästerungen gelten in andern Buchern nichts; aber wo ein Buch zu Leipzk im Barfusser kloster wird gemacht, von einem Romanisten, in der hohen heiligen Observanz St. Francisci, da sein es nit allein gute Wort der Mässikeit, sondern auch stark Grund, des Pabst Gewalt, Ablass, Schrift, Glauben und die Christenheit zu vorfechten: und es ist nit noth, dass dess eines werd mit Schrift oder Vornunft beweiset; sondern ist gnug, dass sie bloss daher gesetzt werden von einem Romanisten und heiligen Observanter St. Francisci. Den slags smædeord, beskyldninger og skældsord gælder i andre bøger ingenting; men når en bog bliver laver i Leipzig i barfodsklostret af en romanist i den høje hellige Sankt Frans' observans, så er det ikke alene gode mådeholdne ord, men også en stærk grund til at forsvare pavens magt, afladen, skriften, troen og kristenheden: og det er ikke nødvendigt, at noget af det bliver bevist med skrift eller fornuft, nej, det er nok, at de bare bliver fremsat af en romanist og en hellig Sankt Frans' observant.
37 Dieweil dann dieser Romanist auch selbst schreibt, dass die Juden mit solchem Grund Christum selbs am Kreuz ubirwunden haben, (Matth. 27,41. 42) muss ich auch gefangen geben, und bekennen, dass, so viel schelten, vormaledeien, schmähen und lästern gilt, hat der Romanist Doctor Luthern gewisslich uberwunden, und muss ihm diesen Grund lassen bleiben. Og eftersom denne romanist også selv skriver, at jøderne selv har overvundet Kristus på korset med en sådan grund, så må også jeg give mig til fange og bekende, at for så vidt det kommer an på at skælde ud, forbande, smæde og nedgøre, har romanisten bestemt overvundet doktor Luther, og han må lade ham beholde denne slagmark.
38 Der ander Grund, dass ichs mit kurzen Worten begreif, ist naturlich Vernunft, laut also: A. Ein igliche Gemein auf Erden, soll sie nit zufallen, muss haben ein leiblich Häupt, unter dem rechten Häupt Christo. B. Dieweil dann die ganz Christenheit ist ein Gemeine auf Erden, muss sie ein Häupt haben, und das ist der Papst. Den anden grund, at jeg skal omfatte det med et kort ord, er den naturlige fornuft, og lyder sådan: A: Enhver menighed på jorden, må, hvis ikke den skal falde fra hinanden, have et legemligt hoved under det rette hoved: Kristus. B. Eftersom hele kristenheden er en menighed på jorden, må den have et hoved, og det er paven.
39 Diesen Grund hab ich mit den Buchstaben A, B, vorzeichnet umb klares Vorstands willen, auch anzuzeigen, dass dieser Romanist das Abece schier kann bis auf das B. Antwort ich nu zu diesem Grund: Dieweil diese Sach darinnen steht, ob des Pabsts Gewalt aus gottlicher Ordenungen bestehe, ists nit ein wenig lästerlich, dass man die Vornunft, von zeitlicher Dingen Brauch geschöpft, will anziehen und dem gottlichen Gesetz gleichen, sonderlich so dieser arm vormessener Mensch sich vorspricht, mit (94) gottlichem Gesetz wider mich handeln. Denne grund har jeg betegnet med bogstaverne A og B for at det bedre kan forstås, også for at vise, at denne romanist kan alfabetet så langt som til B. Jeg svarer nu på denne grund: Eftersom sagens kerne er, om pavens magt består ud fra guddommelig ordning, er det så ikke en smule bespotteligt, at man vil trække fornuften frem, der er skabt til brug i timelige sager, og stille den lige med den guddommelige lov, især eftersom dette arme formastelige menneske har lovet sig selv, at han vil bekæmpe mig med den guddommelige lov.
40 Dann was weltlich Ordnung und Vornunft weiset, ist gar weit unter dem gottlichen Gesetz. Ja, die Schrift vorbeut, man soll nit folgen der Vornunft, (5. Mos. 12,8): Du sollt nicht thun, was dich recht dunk; dann die Vornunft allzeit wider Gottis Gesetze strebet, wie (1. Mos. 6,5): Alle Gedanken und Sinn des menschlichen Herzen stehn zu dem ärgisten allezeit. Darumb mit Vornunft sich unterstehen Gottis Ordnung zu grunden oder schutzen, sie sei dann mit Glauben vorhin gegrundet und erleuchtet, so ists, als wenn ich die helle Sonne mit einer finstern Lantern wollt erleuchten, und einen Fels auf ein Rohr grunden. For hvad verdslig ordning og fornuft viser, ligger langt under dem guddommelige lov. Ja, skriften forbyder, at man skal følge fornuften: Du skal ikke gøre, hvad der synes dig ret: for fornuften stræber altid imod Guds lov, som det hedder: Alle menneskehjertets tanker og bestræbelser går altid imod det onde. Derfor at ville understå sig i at begrunde eller understøtte Guds ordning med fornuft, omend den i forvejen er begrundet og oplyst med troen, det er det samme, som hvis jeg ville oplyse den klare sol med en dunkel lygte, eller grunde en klippe på et siv.
41 Dann Esaias (c. 7,9.) setzt die Vornunft unter den Glauben, und spricht: Es sein dann, dass ihr glaubt, so werdet ihr nicht vorständig oder vornunftig sein. Er spricht nit also: es sei dann, dass ihr vornunftig seid, werdet ihr nit glaubig sein. For Esajas sætter fornuften under troen og siger: Hvis I ikke tror, så bliver I ikke forstandige og fornuftige. Han siger altså ikke: Hvis I ikke er fornuftige, vil I ikke være troende.
42 Darumb hätt dieser Schreiber sein vorkehret Vornunft wohl daheim behalten, oder sie vorhin in Spruch der Schrift ergrundet, auf dass er nit so lächerlich und vorkehrlich furgebe, den Glauben und gottliche Gesetz mit blosser Vornunft zu grunden. Dann so diese Vornunft schleusset, dass, wie ein leiblich Gemein muss haben ein leiblichen Uberherrn, oder wird nit bestehn: so schleusset sie auch weiter, dass, wie ein lieblich Gemein nit bestehet ahn Weiber, also musst man auch der Christenheit ein leiblich gemein Weib gehen, dass sie nit vorgehe; das wird je ein weidliche Hure sein mussen. Derfor skulle denne forfatter have ladet sin forkerte fornuft blive hjemme eller på forhånd have grundet den på skriftens ord, for ikke så bespotteligt at foregive, at han grunder troen og den guddommelige lov på den rene fornuft. For eftersom denne fornuft slutter, at ligesom en legemlig menighed må have en legemlig overherre, ellers kan den ikke bestå, sådan kunne den også videre slutte, at ligesom en legemlig menighed ikke består uden kvinder, sådan må man også give kristenheden en legemlig almen kvinde, for at den ikke skal forgå, det ville jo være en ren og skær hore.
43 Desselben gleichen, ein leiblich Gemein besteht nit ahn ein gemeine leiblich Stadt, Haus und Land; so musst man der Christenheit auch ein gemeine Stadt, Haus und Land geben. Wo will man das finden? Und furwahr, zu Rom trachten sie frisch darnach; dann sie haben je die Welt fast ihr eigen gemacht. Item, so musst auch die Christenheit haben ein gemein leiblich Gut, Knecht, Magd, Viehe, Futter und dessgleichen; dann kein Gemeine mag bestehen ohn diese Ding. Nu sieh, wie fein gaht diese Vornunft auf ihren Stelzen. (95) Ligesådan: En legemlig menighed består ikke uden en almen legemlig by, huse og land, sådan må man også give kristenheden en almen by, hus og land. Hvor vil man finde det? Og i sandhed, i Rom tragter de rask væk derefter, for de har jo næsten gjort verden til deres egen. Ligeledes, så må også kristenheden have et alment, legemligt gods, karle, piger, fæ, foder og den slags; for ingen menighed kan bestå uden disse ting. Se bare, hvor fint denne fornuft går på sine stylter.
44 Solch ungeschickte Ding sollt ein Lesemeister vorhin betracht haben, und gottlich Werk oder Ordnung mit der Schrift, und nit mit zeitlichen Gleichnissen und weltlicher Vornunft bewähren. Dann es geschrieben steht, dass gottliche Gebot werden gerechtfertiget in und durch sich selbs, (Ps. 19,10.) nit von anderer äussern Hulf. Item, von der Weisheit Gottis saget der weis Mann (Sprüchw. 11,2): Die Weisheit hat alle Ubirmuthigen nieder gedruckt mit ihrer eigen Gewalt, (Weish. 10, 18.19). Sådan en upassende ting skulle en læsemester på forhånd have betragtet og have omgåedes det guddommelige værk og ordning med skriften og ikke med timelige sammenligninger og verdslig fornuft. For der står skrevet, at de guddomlige bud bliver retfærdiggjort i og ved sig selv, ikke ved en andens ydre hjælp. Ligeledes siger den vise mand om Guds visdom: Visdommen har undertrykt alle overmodige med sin egen styrke.
45 Es ist gar schimpflich, dass wir Gottis Wort wollen mit unser Vornunft vorfechten, so wir durch das Wort Gottis sollen uns wider alle Feind wehren, wie St. Paulus lehret (Ephes. 6,17.). Wäre das nit ein grosser Narr, der im Streit seinen Harnisch und Schwert wollt schutzen mit blosser Hand oder Kopf? So ists auch, wenn wir Gottis Gesetz, das unser Wappen sein, mit unser Vornunft schutzen wollen. Det er simpelthen skændigt, at vi vil forsvare Guds ord med vor fornuft, når vi ved Guds ord skulle værge os mod alle fjender, som Paulus lærer. Ville det ikke være en stor nar, der i kampen ville beskytte sin harnisk og sit sværd med de bare hænder eller hoved? Sådan er det også, når vi vil beskytte Guds lov, der er vores våben, med vores fornuft.
46 Aus diesem, hoff ich, sei es klar, dass der faule Grund dieses Plauders gar niederliegt und grundlos erfunden wird, mit allem, das er drauf bauet. Doch dass er sein Fastnachtspiel selbs bass vorstehe, ob ichs gleich zuliesse, dass ein Vornunft grundlich bestund ohn Schrift; so besteht doch dieser kein Stuck wider das erst A, noch das ander B. Das wollen wir sehen. Af dette håber jeg, at det klart fremgår, at den dovne grund til dette vrøvl helt er nedgjort og fundet grundløs med alt, hvad han bygger derpå. Dog for at han bedre skal forstå sit fastelavnsspil, så består dog ingen af disse to stykker, hverken det første A eller det næste B, heller ikke selv om jeg gik med til, at en fornuft grundlæggende kunne bestå uden skrift. Det skal vi nu se.
47 Zum Ersten, das A sagt: Es muss ein iglich Gemein auf Erden ein einiges leiblich Häupt haben unter Christo. Ist doch das nit wahr. Wie viel sieht man Furstenthum, Schloss, Städt, Häuser, da zween Bruder oder Herrn gleicher Gewalt regieren? Hat sich doch das römisch Reich lange Zeit, und viel andere Reich in der Welt ohn ein einiges Häupt aufs best regieret? Wie regieren itzt die Eidgenossen? Item, in weltlichem Regiment ist kein einiger Uberherr, so wir doch alle ein menschlich Geschlecht von einem Vater Adam kommen sein. For det første, A-stykket siger: Enhver menighed på jorden må have et legemligt hoved under Kristus. Men det er da ikke sandt. Hvor mange fyrstendømmer, slotte, byer, huse, ser man ikke, hvor to brødre eller herrer regerer med lige stor magt? Det romerske rige og mange andre riger i verden har dog igennem lang tid regeret sig på det bedste uden kun et hoved? Hvordan regerer nu de edsvorne? Ligeledes, i det verdslige regimente er der ikke kun én overherre, selv om vi dog alle er én menneskelig slægt og nedstammer fra én fader, Adam.
48 Das Kunigreich von Frankreich hat seinen Kunig, Ungern seinen, Polen, Dänen, und ein iglich seinen eigen; und sein doch alle ein Volk des weltlichen Stands in der Christenheit, ohn ein einiges Häupt, und zurfallen drumb dieselben Reich nit. Und ob schon keinis Regiment so wäre, wer wollt wehren, dass nit ein Gemein ihr selb viel Uberherrn, und nit einen allein (96) erwähle zu gleicher Gewalt? Drumb ist das ein schlechte Furgeben von solchem weltlichem, unbeständigem Gleichniss, etwas in Gottis Ordenung zu messen, so es in menschlichen Ordnung nichts schafft. Det franske kongerige har sin konge, Ungarn sin, Polakkerne, danskerne, og enhver anden sin egen, og vi er dog alle ét folk i den verdslige stand i kristenheden, uden kun ét hoved, og af den grund falder disse riger ikke sammen. Og selv om der så ikke var nogen af den slags styrer, hvem kunne så sige med bestemthed, at ikke en menighed kunne vælge sig mange overherre og ikke kun én med den samme magt? Derfor er det et dårligt forehavende at ville måle noget i Guds ordning med en sådan verdslig ubestandig sammenligning, når det ikke engang passer i de menneskelige ordninger.
49 Und so ich abermal gleich zuliesse dem Träumer seinen Traum wahr sein, dass kein Gemein muge ohn ein einig leiblich Häupt bestehen: wie will das folgen, auch in der Christenheit also sein mussen? Ich sehe wohl, dass der arme Träumer meinet in seinem Sinn, christlich Gemein sei gleich einer andern weltlichen Gemein. Damit er offentlich an Tag giebt, dass er noch nie gelernet hat, was die Christenheit oder christlich Gemein heiss. Og hvis jeg nu igen skal tillade drømmeren, at hans drøm er sand, at altså ingen menighed kan bestå uden kun ét legemligt hoved: hvordan følger deraf, at det også i kristenheden må være sådan? Jeg kan godt se, at den arme drømmer på sin måde mener, at kristen menighed er lig med en anden verdslig menighed. Og dermed giver han offentligt til kende, at han endnu ikke har lært, hvad kristenhed eller hvad kristen menighed er.
50 Und solchen groben, dicken, storrigen Irrthumb und Unwissen hätt ich nit gemeinet, dass in irgend einem Menschen wäre, vielweniger in einem leipzischen Heiligen; darumb muss ich zuvor erklären diesem groben Hirn, und andern, so durch ihn vorfuhret, was doch heiss, die Christenheit, und ein Häupt der Christenheit. Ich muss aber grob reden, und der Wort gebrauchen, so sie haben gezogen in ihren wilden Vorstand. Og sådan en grov, tyk, stædig fejltagelse og uvidenhed ville jeg aldrig have troet kunne være i noget menneske, endsige da i en leipzigsk hellig; derfor må jeg først forklare for denne store hjerne og for andre, der bliver forført af ham, hvad det da betyder: 'Kristenhed' og 'et hoved for kristenheden'. Men jeg må tale groft og bruge de ord, som de har trukket frem med deres vilde forstand.
51 Die Schrift redet von der Christenheit gar einfältiglich, und nur auf eine Weis; ubir wilche sie haben zwo andere in den Brauch bracht. Die erste Weise noch der Schrift ist, dass die Christenheit heisset eine Vorsammlunge aller Christgläubign auf Erden; wie wir im Glauben beten: Ich gläub in den heiligen Geist, eine Gemeinschaft der Heiligen. Dies Gemeine oder Sammlung heisset aller der, die im rechten Glauben, und Hoffnung Lieb leben, also, dass der Christenheit Wesen, Leben und Natur sei nit eine leiblich Vorsammlung der Herzen in einem Glauben, wie Paulus sagt Ephes. 4, (5): Ein Tauf, ein Glaub, ein Herr. Also, ob sie schon sein leiblich von einander theilet tausend Meil, heissen sie doch ein Vorsammlung im Geist, dieweil ein Iglicher prediget, glaubt, hoffet, liebet und lebet, wie der ander. Skriften taler ganske enfoldigt om kristenheden, og det kun på én måde; derudover har de taget to andre i brug. Den første måde, skriftens måde, er, at kristenheden betyder en forsamling af alle kristustroende på jorden; sådan som vi beder i trosbekendelsen: Jeg tror på den hellige ånd, et fællesskab af hellige. Denne menighed eller forsamling betyder en forsamling af alle dem, der lever i den rette tro, håb og kærlighed, så at altså kristenhedens væsen, liv og natur ikke er en legemlig forsamling af hjerterne i én tro, som Paulus siger Ef 4,5: Én dåb, én tro, én herre. Altså, selv om de legemligt er skilt fra hinanden med tusind mil, kaldes de dog en forsamling i ånden, fordi enhver prædiker, tror, håber, elsker og lever, som den anden.
52 Wie wir singen vom heiligen Geist: der du hast allerlei Sprach in die Einikeit des Glauben vorsammlet. Das heiss nu eigentlich ein geistliche Einikeit, von wilcher die Menschen heissen ein (97) Gemeine der Heiligen: wilche Einikeit alleine gnug ist, zu machen eine Christenheit, ohn wilche kein Einikeit, es sei der Statt, Zeit, Person, Werk oder was es sein mag, ein Christenheit machet. Sådan som vi synger om den hellige ånd: Du, som har forsamlet alle slags sprog til troens énhed. Det kaldes nu egentlig en åndelig énhed, og mennesker i denne énhed kaldes en menighed af hellige. Denne énhed alene er nok til at udgøre en kristenhed, uden den er der ingen énhed, hverken af by, tid, person, gerning eller hvad det kan være, der kan udgøre en kristenhed.
53 Hiebei mussen wir nu Christus Wort horen, der, fur Pilato von seinem Kunigreich gefragt, antwortet also: Mein Reich ist nit von dieser Welt, (Joh. 18, 36.). Das ist je ein klarer Spruch, damit die Christenheit wird aufgezogen von allen weltlichen Gemeinen, dass sie nit leiblich sei. Und dieser blind Romanist macht ein leibliche, gleich den andern, Gemeine draus. Er sagt noch klärer Luc. 17, (20. 21): Das Reich Gottis kumpt nit mit einer äusserlichen Weise, und wird Niemand sagen: sieh da, oder hie ist es. Dann nehmt wahr, das Reich Gottis ist in euch inwendig. Her må vi nu høre Kristi ord. Da han foran Pilatus blev spurgt om sit kongedømme, svarede han: Mit rige er ikke af denne verden. Det er jo klar tale, hvorved kristenheden bliver adskilt fra alle verdslige menigheder, idet den ikke er legemlig. Og denne blinde romanist laver en legemlig menighed af det, lig de andre. Han siger det endnu klarere Luk 17,20: Guds rige kommer ikke på udvendig måde, og ingen kan sige: se der eller se her er det. For pas på, Guds rige er inden i jer.
54 Mich wundert, dass solch stark, klare Spruch Christi so gar fur Fastnachtlarven gehalten werden von diesen Romanisten. Aus wilchen klärlich Idermann vorsteht, dass das Reich Gottis (so nennet er seine Christenheit,) ist nit zu Rom gebunden, wider hie noch da; sondern wo da inwendig der Glaub ist, der Mensch sei zu Rom, hie oder da. Also, dass es erlogen und erstunken ist, und Christo als einem Lugener widerstrebt, wer do saget, dass die Christenheit zu Rom, oder an Rom gebunden sei; viel weniger dass das Häupt und Gewalt da sei aus göttlicher Ordnung. Det undrer mig, at en sådan klar stærk tale af Kristus ganske bliver regnet for fastelavnsmasker af denne romanist. Heraf forstår jo enhver klart, at Guds rige (sådan benævner han sin kristenhed) ikke er bundet til Rom, hverken her eller der; men er, hvor troen er indvendig, mennesket kan så være i Rom, enten her eller der. Altså, at det er en lodret løgn, og at man kæmper imod Kristus, som var han en løgner, hvis man siger, at kristenheden er bundet i Rom eller til Rom, meget mindre, at hovedet og magten er der ud fra guddommelig ordning.
55 Uber das, so hat er Matth. 24, (23. 26.) gleich vorkundiget die Vorfuhrung, die itzt unter der romischen Kirchen Namen regiert, und sagt: Viel falscher Christen und Propheten werden in meinem Namen kommen, und sagen, sie sein Christus; werden viel vorfuhren und Zeichen thun, dass sie auch die Auserwähleten mochten vorfuhren; drumb so sie euch werden sagen: sieh hie in den Häusern ist Christus, sollt ihrs nit gläuben: siehe da, draussen in der Wusten; sollt ihr nit hinausgahn. Nehmpt wahr, ich habs euch vorkundigt. Udover det, så har han i Matt 24,23 forudsagt den forførelse, der nu hersker under den romerske kirkes navn, og sagt: 'Mange falske kristusser og profeter skal komme i mit navn og sige, at de er kristus; de skal forføre mange og gøre tegn, så de endog forfører de udvalgte; derfor, hvis de siger til jer: se, her i husene er Kristus, så tro det ikke; se der, ude i ørkenen, så gå ikke derud. Pas på, jeg har forud sagt jer der'.
56 Sollt nu das nit ein grausamer Irrthum sein, dass die Einikeit der christlichen Gemein, von Christo selbs (98) aus allen leiblichen, äusserlichen Städten und Ortern gezogen und in die geistliche Ort gelegt, wird von diesen Traumpredigern unter die leibliche Gemeine, wilch von Noth muss an Stätt und Ort gebunden sein, erzählet? Wie ist muglich, wilchs Vornunft mags begreifen, dass (W294) geistliche Einikeit, und leibliche Einikeit ein Ding sei? Viel sein unter den Christen in der leiblichen Vorsammlung und Einikeit, die doch mit Sunden sich aus der innerlichen, geistlichen Einikeit schliessen. Skal det nu ikke være en grusom fejltagelse, at den kristne menigheds énhed, som af Kristus selv er adskilt fra alle legemlige byer og steder og lagt over i det åndelige sted, af denne drømmeprædikant bliver regnet med til de legemlige menigheder, som nødvendigvis må være bundet til by og sted? Hvordan er det muligt, hvilken fornuft kan begribe det, at åndelig énhed og legemlig énhed er ét og det samme? Der er mange blandt de kristne i den legemlige forsamling og énhed, som dog ved synden udelukker sig fra den indvendige åndelige énhed.
57 Drumb, wer do sagt, dass ein äusserliche Vorsammlung oder Einikeit mach ein Christenheit, der redt das Seine mit Gewalt; und wer die Schrift drauf zeiht, der fuhret die gottliche Wahrheit auf seine Lugen, und macht Gott zu einem falschen Gezeugen, wie dieser elend Romanist thut, der Alles, was von der Christenheit geschrieben steht, zeiht auf den äusserlichen Pracht romischer Gewalt: so er doch nit leugen mag, dass das mehrer Theil dieses Haufens, und sonderlich zu Rom selbs, nit sein in der geistlichen Einikeit, das ist, in der rechten Christenheit, umb ihres Unglaubens und boses Lebens willen. Derfor, den, der siger, at en ydre forsamling eller énhed udgør en kristenhed, han taler magtsprog af sit eget; og den, der trækker skriften derhenimod, han fører den guddommelige sandhed ind under sine løgne og gør Gud til et falsk vidne, som denne elendige romanist gør, som trækker alt, hvad der står skrevet om kristenheden, hen på den romerske magts ydre pragt: selv om han dog ikke kan nægte, at størsteparten af denne hob, og især i selve Rom, ikke befinder sig i den åndelige énhed, der vil sige, i den sande kristenhed, på grund af deres vantro og onde levned.
58 Dann wo das wahre Christen machte, dass man in der äusserlichen romischen Einikeit ist, so wäre kein Sunder unter ihn, durften auch des Glaubens nit, noch Gottis Gnaden, davon sie Christen wurden, sondern wär gnugsam dieselb äusserliche Einikeit. For hvis det gjorde sande kristne, at man befandt sig i den ydre romerske énhed, så ville der ikke være nogen syndere blandt dem, de ville heller ikke behøve troen eller Guds nåde, hvorved de bliver kristne, men det ville være nok med denne ydre énhed.
59 Daraus folget, und muss folgen, dass, gleichwie unter der romischen Einikeit sein, nit Christen macht; also muss aussen derselben Einikeit sein, nit Ketzer noch Unchristen machen: und will horen, wer mir das will auflosen. Dann was noth ist zu sein, dass muss einen rechten Christen machen. Macht es aber nit einen rechten Christen, so muss es nit noth sein, gleichwie es mich nit einen rechten Christen macht, ich sei zu Wittemberg oder zu Leipzik. Deraf følger med nødvendighed, at ligesom dette at være under den romerske énhed ikke gør én kristen, sådan gør det, at man er udenfor denne énhed, ikke én til kætter eller ikke-kristen. Jeg gad nok se, hvem der kan undgå den slutning. For hvad der nødvendigvis må til, det gør en ret kristen. Men gør det ikke en ret kristen, så må det ikke nødvendigvis til, ligesom det ikke gør mig til en ret kristen, om jeg er i Wittenberg eller Leipzig.
60 Nu ists klar, dass die äusserliche Einikeit romischer Vorsammlung macht nit Christen; so macht die Aeussernung gewisslich auch kein Ketzer oder Abtrunniger. (99) Darumb muss auch nit wahr sein, dass es gottlich Ordnung sei, unter der romischen Gemein zu sein. Dann wer ein gottlich Ordnung hält, der hält sie alle, und mag kein ohn die andern gehalten werden (Jac. 2,10.). Nu er det klart, at den ydre énhed af den romerske forsamling ikke gør én til kristen; ligeledes gør det at være udenfor på ingen måde én til kætter eller frafalden. Derfor kan det heller ikke være sandt, at det er en guddommelig ordning at være under den romerske menighed. For den, der holder én guddommelig ordning, han holder dem alle, og han kan ikke holde nogen uden at holde de andre.
61 Also muss es ein offentliche, lästerliche Lugen sein in den heiligen Geist, wer da sagt, dass die äusserliche Einikeit romischer Gewalt sei Erfullung einiger gottlicher Ordnung, so also viel drinnen sein, die kein gottliche Ordnung achten noch erfullen. Daher kompt es, dass nit Ketzerei macht, hie oder da sein; sondern nit recht glauben, das macht Ketzer. Derfor må det være en offentlig, bespottelig løgn mod den hellige ånd, når nogen siger, at den ydre énhed med den romerske magt er en opfyldelse af en guddommelig ordning, eftersom der er mange indenfor, der hverken agter på eller opfylder nogen guddommelig ordning. Deraf kommer det, at det ikke gør én til kætter, om man er her eller der; men ikke at tro ret, det gør én til kætter.
62 Nu ists klar, dass unter der romischen Sammlung sein, ist nit im Glauben, und draussen sein, ist nit im Missglauben sein: anders wären alle gläubig und selig, die drinnen sein, dieweil kein Stuck ahn andere alle Stuck des Glaubens geglaubt wird. Derhalben alle, die christenliche Einikeit oder Gemeine leiblich und ausserlich machen, andere Gemeinen gleich, sein rechte Juden. Dann dieselben warten auch ihres Messias, dass er soll auf benannten äusserlichen Ort, nämlich zu Jerusalem, ein äusserlich Reich aufrichten, und also den Glauben, der allein Christi Reich geistlich und innerlich macht, fahren lassen. Nu er det klart, at det at være under den romerske forsamling er ikke at være i troen, og det at være udenfor er ikke at være i vantroen; ellers ville alle de, der var indenfor, være troende og salige, eftersom ingen del af troen bliver troet uden alle andre dele. Derfor er alle de, der gør den kristne énhed eller menighed legemlig og ydre, som andre menigheder, i virkeligheden jøder. For disse venter på deres Messias, at han på det nævnte ydre sted, nemlig Jerusalem, skal oprette et ydre rige, og sådan lader de troen fare, den tro, der alene skaber Kristi rige, åndeligt og indvendigt.
63 Item, so alle leiblich Gemein einen Namen hat von ihren Häupt, wie wir sagen: die Stadt ist churfurstlich, diese ist herzoglich, die ist frankisch; sollte billig die ganz Christenheit auch romisch oder petersch oder päbisch heissen. Warumb heisset sie dann Christenheit, warumb heissen wir Christen, als von unserm Häupt, und sein doch noch auf Erden? Damit wird angezeigt, dass der ganz Christenheit kein ander Häupt ist, auch auf Erden, dann Christus, dieweil sie keinen andern Namen hat, dann von Christo. Drumb schreibt St. Lucas (Apostelg. 11, 26) dass die Junger haben vorhin Antiocheni geheissen; ist aber bald gewandelt, und sein Christen genannt worden. Ligeledes: Eftersom alle legemlige menigheder har navn fra deres overhoved, sådan som vi siger: den by er kurfyrstelig, den er hertugelig, den er frankisk, sådan skulle på samme måde hele kristenheden hedde romersk eller petersk eller pavelig. Men hvorfor hedder den så kristenhed, hvorfor hedder vi kristne, opkaldt efter vort overhoved, skønt vi dog endnu er på jorden? Dermed bliver betegnet, at hele kristenheden ikke har noget andet overhoved, heller ikke her på jorden, end Kristus, eftersom de ikke har noget andet navn, end det, de har efter Kristus. Derfor skriver Lukas, at disciplene tidligere havde heddet antiokenere, men det blev da ændret og de blev kaldt kristne.
64 Weiter folget das: Wie der Mensch ist von zweien Naturen, Leib und Seel, also wird er nit nach dem Leibe gerechnet ein Gliedmass der Christenheit, sondern nach der Seelen, ja nach dem Glauben. Anders mocht man sagen, dass ein Mann ein edler Christen wäre (100) dann ein Weib; wie die leibliche Person eins Mannes besser ist, denn des Weibs. Videre følger heraf: Ligesom mennesket består af to naturer, legeme og sjæl, sådan er det ikke efter legemet, at det bliver regnet for et lem på kristenheden, men efter sjælen, ja efter troen. Ellers kunne man sige, at en mand var en mere ædel kristen end en kvinde; ligesom en mands legeme er bedre end en kvindes.
65 Item, ein Mann grosser Christen, denn ein Kind; ein Gesunder stärker Christen, denn ein Siecher; ein Herr, Frau, Reicher und Mächtiger, ein besser Christen, denn ein Knecht, Magd, Armer und Unterthaniger; da doch Paulus widerspricht Gal. 3, (27. 28): In Christo ist kein Mann, kein Weib, kein Herr, kein Knecht, kein Jud, kein Heid; sondern was die leiblich Person antrifft, ists Alles gleich. Eller man kunne sige, at en mand var en større kristen end et barn, et sundt menneske en stærkere kristen end et sygt menneske, en herre, en frue, en rig, en mægtig, en bedre kristen end en karl, en pige, en fattig eller en undersåt. Hvilket dog Paulus modsiger Gal 3,28: I Kristus er der ikke forskel på mand og kvinde, herre og træl, jøde eller hedning; men hvad den legemlige person angår, er det altsammen lige gyldigt.
66 Wer aber mehr gläubt, hoffet und liebet, der ist ein besser Christen, also, dass es offenbar ist, Christenheit ein geistlich Gemein ist, die unter die weltliche Gemeine nit mag gezählet werden, also wenig als die Geiste unter die Leib, der Glaub unter die zeitliche Guter. Das ist wohl wahr, dass gleichwie der Leib ist ein Figur oder Bild der Seelen, also ist auch der leiblich Gemein ein Furbild dieser christenlichen, geistlichen Gemeine; dass, gleichwie die leiblich Gemein ein leiblich Häupt hat, also auch die geistlich Gemein ein geistlich Häupt hat. Men den, der tror mere, håber og elsker mere, han er en bedre kristen, så det altså er klart, at kristenheden er en åndelig menighed, som ikke må regnes med til de verdslige menigheder, ligeså lidt som ånden må regnes til legemet, eller troen til de legemlige goder. Det er vel sandt, at ligesom legemet er en figur eller et billede på sjælen, sådan er også den legemlige menighed et forbillede på denne kristelige, åndelige menighed; så at, ligesom den legemlige menighed har et legemligt overhoved, sådan har også den åndelige menighed et åndeligt overhoved.
67 Wer kunnt aber so unsinnig sein, der do wollt sagen, dass die Seel musste haben ein leiblich Häupt? Das wäre gleich als wenn ich spräch: Ein lebendig Thier musste an seinem Leib auch ein gemalet Häupt haben. Hätt dieser Buchstaber, (Buchschreiber sollt ich sagen,) vorstanden, was ein Christenheit ist, er hätt sich ohn Zweifel geschämet, solchs Buchs zu gedenken. Was ists nu Wunder, dass aus einem finstern, irrigen Kopf kein Licht, sondern eitel schwarz Finsterniss kommen? Also sagt St. Paul Col. 3, (3.) dass unser Leben sei nit auf Erden, sondern mit Christo in Gott verborgen. Men hvem kunne være så vanvittig, at han ville sige, at sjælen måtte have et legemligt overhoved? Det ville være det samme, som hvis jeg sagde: Et levende dyr må på sit legeme også have et malet hoved. Hvis denne bogstaverer (jeg skulle sige bogskriver) havde forstået, hvad en kristenhed er, så ville han uden tvivl have skammet sig over at have udtænkt en sådan bog. Hvad under er det nu, at der ud af et mørkt, fejlende hoved ikke kommer noget lys, men idel sort mørke? Sådan siger Paulus i Kol 3,3, at vort liv ikke er på jorden, men skjult med Kristus i Gud.
68 Dann so die Christenheit wäre ein leiblich Vorsammlung, so kunnt man einem Iglichen an seinem Leib ansehen, ob er ein Christen, Turk oder Jude wäre; gleich als ich kann an seinem Leib ansehen, ob er ein Mann, Weib oder Kind, schwarz oder weiss sei. Item, in weltlicher Vorsammlung kann ich sehen, (101) ob er zu Leipzk, Wittemberg oder hie oder da mit andern vorsammlet ist, aber gar nicht, ob er gläub oder nit. For hvis kristenheden var en legemlig forsamling, så kunne man se på enhvers legeme, om han var en kristen, tyrk, eller jøde, ligesom jeg kan se på et menneskes legeme, om der er tale om en mand, en kvinde eller et barn, en sort eller en hvid. Ligeledes kan jeg i en verdslig forsamling se, om han er sammen med andre i Leipzig, Wittenberg eller her eller der, men jo på inden måde se, om han tror eller ej.
69 Drumb hab das fest, wer nit irren will, dass die Christenheit sei ein geistlich Vorsammlung der Seelen in einem Glauben, und dass Niemand seins Leibs halben werd fur ein Christen geachtet; auf dass er wisse, die naturlich, eigentlich, rechte, wesentliche Christenheit stehe im Geiste, und in keinem äusserlichen Ding, wie das mag genennet werden. Derfor hold fast i det, den, der ikke vil fejle, at kristenheden er en åndelig forsamling i én tro, og at ingen regnes for kristen for sit legemes skyld; så kan man vide, at den naturlige, egentlige, rette, væsentlige kristenhed besår i ånden, og ikke i nogen ydre ting, som man plejer at kalde det.
70 Dann alle andre Ding mag haben ein Unchristen, die ihn auch nimmermehr einen Christen machen, ausgenommen den rechten Glauben, der allein Christen macht. Darumb heisset auch unser Name, Christgläubigen, und am Pfingsttag wir singen: Nu bitten wir den heiligen Geist umb den rechten Glauben allermeist. Auf diese Weis red die heilig Schrift von der heiligen Kirchen und Christenheit, und hat kein andere Weis zu reden. For alle andre ting kan en ikke-kristen også have, de gør ham på ingen måde til kristen, undtagen den rette tro, der alene gør et menneske til en kristen. Derfor er også vort navn: Kristus-troende, og på pinsedag synger vi: Nu beder vi den Helligånd, mest om den kristne tro. På denne måde taler den hellige skrift om den hellige kirke og om kristenheden, og den har ingen anden måde at tale på..
71 Ubir dieselben ist nu ein ander Weise von der Christenheit zu reden. Nach der heisset man Christenheit ein Vorsammlung in ein Haus, oder Pfarr, Bissthum, Erzbissthum, Papstthum, in wilcher Sammlung gahen die äusserlichen Geberden, als singen, lesen, Messgewand. Und vor allen Dingen heisset man hie den geistlichen Stand die Bischof, Priester und Ordensleut: nit umbs Glaubens willen, den sie vielleicht nit haben, sondern dass sie mit äusserlichen Salben gesegnet sein, Kronen tragen, sonderlich Kleider tragen, sonder Gebet und Werk thun, und Mess halten, zu Chor stehen, und alles desselben äusserlichen Gottisdienst scheinen zu thun. Udover denne måde er der nu en anden måde at tale om kristenheden på. Efter den betyder kristenhed en forsamling i et hus eller et sogn eller et bispedømme eller et ærkebispedømme eller et pavedømme; i denne forsamling foregår de ydre gebærder, såsom at synge, at læse, at bære messeklæder. Og først og fremmest kalder man her biskopperne, præsterne, ordensfolkene den gejstlige stand: ikke på grund af troen, som de måske ikke har, men fordi de bliver velsignet med salve i det ydre, fordi de er kronragede, har særlige klæder på, gør særlige bønner og gerninger, holder messe, står i koret og synes at foretage alt i denne ydre gudstjeneste.
72 Wiewohl nu dem Wortlein geistlich, oder Kirchen, hie Gewalt geschicht, dass solch äusserlich Wesen also genannt wird, so es doch allein den Glauben betrifft, der in der Seelen recht wohrhaftige Geistliche und Christen macht, hat doch der Brauch uberhand genommen, nit zu kleiner Vorfuhrung und Irrthumb vieler Seelen, die do meinen, solchs äusserlich Gleissen sei der geistliche und wahrhaftige Stand der Christenheit oder Kirchen. Selv om der her gøres vold på ordet 'gejstlig' og ordet 'kirke', som således skal betyder det ydre væsen, selv om det dog alene har med troen at gøre, som i sjælen skaber rette sande åndelige og kristne, så har dog den brug taget overhånd, til ikke ringe forførelse og fejltagelse hos mange sjæle, der mener, at sådan ydre glimmer er den åndelige og sande stand i kristenheden eller i kirken.
73 Von dieser Kirchen, wo sie allein ist, steht nit ein (102) Buchstab in der heiligen Schrift, dass sie von Gott geordenet sei; und embiete allhie Trotz allen den, die diess lästerlich, vordampt, ketzerisch Buchlen gemacht oder beschutzen wollen, mit allem ihrem Anhang, ob auch alle Universitäten mit ihn hielten; mugen sie mir anzeigen, dass ein Buchstab der Schrift davon sagt, so will ich alle mein Rede widerrufen haben. Ich weiss aber, dass sie mirs nit thun werden. Hvor denne kirke er alene, står der ikke et bogstav om den i den hellige skrift, at den er indstiftet af Gud; og det byder her trods mod alle dem, der har lavet eller beskyttet denne bespottelige, fordømte, kætterske bog, med alle dens tilhængere, selv om så alle universiteterne holdt med dem; gid de ville vise mig, at et bogstav i skriften siger noget derom, så vil jeg tilbagekalde al min tale derom. Men jeg véd, at det vil de ikke kunne vise mig.
74 Das geistlich Recht und Menschengesetz nennen wohl solch Wesen ein Kirch oder Christenheit; aber davon handeln wir itzt nicht. Drumb, umb mehres Vorstands und der Kurz willen wollen wir die zwo Kirchen nennen mit unterscheidlichen Namen. Die erste, die naturlich, grundlich, wesentlich und wahrhaftig ist, wollen wir heissen ein geistliche, innerliche Christenheit. Die andere, die gemacht und äusserlich ist, wollen wir heissen ein leibliche, äusserliche Christenheit: nit dass wir sie von einander scheiden wollen; sondern zugleich, als, wenn ich von einem Menschen rede, und ihn nach der Seelen ein geistlichen, nach dem Leib ein leiblichen Menschen nenne; oder wie der Apostel pflegt innerlichen und äusserlichen Menschen zu nennen. Den åndelige ret og menneskelove kalder ganske vist et sådant væsen en kirke eller en kristenhed; men det taler vi ikke om nu. Derfor, for at få bedre forstand og for at fatte os i korthed, vil vi betegne de to kirker med forskellige navne. Den første, der er naturlig, grundlæggende, væsentlig og sand, vil vi kalde en åndelig, inderlig kristenhed. Den anden, der er frembragt og ydre, vil vi kalde en legemlig, ydre kristenhed; ikke sådan, at vi vil adskille dem fra hinanden, nej, vi vil holde dem sammen, ligesom når jeg taler om et menneske, og efter sjælen kalder ham et åndeligt, efter legemet et legemligt menneske; eller ligesom apostlen plejer at tale om et indre og et ydre menneske.
75 Also auch die christliche Vorsammlung, nach der Seelen, ein Gemeine in einem Glauben einträchtig: wiewohl nach dem Leib sie nit mag an einem Ort vorsammlet werden, doch ein iglicher Hauf an seinem Ort vorsammlet wird. Diese Christenheit wird durchs geistlich Recht und Prälaten in der Christenheit regiert. Hierein gehoren alle Päpste, Cardinal, Bischof, Prälaten, Priester, Monich, Nonnen, und alle, die im äusserlichen Wesen fur Christen gehalten werden, sie sein wahrhaftig grundlich Christen oder nit. Sådan er også den kristne forsamling efter sjælen én menighed i én éndrægtig tro: selv om den efter legemet ikke kan forsamles på ét sted, men enhver hob forsamles på sit sted. Denne kristenhed regeres ved den gejstlige ret og ved prælaterne i kristenheden. Hertil hører alle paver, kardinaler, biskopper, prælater, præster, munke, nonner og alle, som i det ydre holdes for kristne, hvad enten de i sandhed er egentlige kristne eller ej.
76 Dann ob wohl diese Gemeine nit macht einen wahren Christen, dieweil bestehn mugen alle die genännten Stände ohn den Glauben: so bleibet sie doch nimmer ohn Etlich, die auch daneben wahrhaftige Christen sein. Gleichwie der Leib mag nit, dass die Seele lebt, doch lebet wohl die Seele im Leibe, und auch wohl ahn den Leib. Die aber ohn Glauben und ahn die ersten Gemeine in (103) dieser ander Gemeine sein, sein todt fur Gott, Gleisner, und nur wir hulzene Bilde der rechten Christenheit. Und also ist das Volk von Israel ein Figur gewest des geistlichen Volks, im Glauben vorsammlet. For selv om denne menighed ikke udgør den sande kristne menighed, eftersom alle de nævnte embeder kan bestå uden troen, så er og bliver de alligevel ikke uden at der er nogen, der også desforuden er sande kristne. Ligesom legemet ikke kan lide, at sjælen lever, dog lever sjælen alligevel i legemet, og kan vel også gøre det uden legemet. Men de, der er uden tro, og er i denne anden menighed uden den første menighed, er døde for Gud, er glimmer og kun som træagtige billeder af den rette kristenhed. Og på den måde har folket Israel blevet et billede på det åndelige folk, forsamlet i troen.
77 Der dritte Weise zu reden, heisset man auch Kirchen, nit die Christenheit, sondern die Häuser, zu Gottisdienst erbauen. Und weiter streckt man das Wortlein geistlich in die zeitlichen Guter, nit der, die wahrhaftig geistlich sein durch den Glauben, sondern die in der andern leiblichen Christenheit sein, und heissen derselben Guter geistlich, oder der Kirchen. Wiederumb, der Laien Guter heissen sie weltlich, ob gleich die Laien in der ersten geistlichen Christenheit viel besser sein, und recht geistlich. Når man taler på den tredie måde, taler man også om kirker, men mener ikke kristenheden, men husene, der er bygget til gudstjeneste. Og ligeledes udstrækker man ordet 'gejstlig' til at gælde det timelige gods, ikke det, som i sandhed er gejstlige ved troen, men det, der tilhører den anden kristenhed, det gods kalder man gejstligt eller man siger det tilhører kirken. Og fremdeles, lægfolks gods kalder de verdsligt, selv om lægfolket i den første åndelige kristenhed var meget bedre og var ret gejstligt.
78 Nach dieser Weise gehn itzt fast alle Werk und Regiment der Christenheit, und ist der Nam, geistlich Gut so gar in das weltlich Gut gezogen, dass man itzt nichts anders dadurch vorstehet, so lang bis dass sie wider die geistlich noch leibliche Kirche mehr achten, umb das zeitlich Gut hadern und streiten, wie die Heiden, und sprechen, sie thun es umb der Kirchen und geistlichen Guter willen. Solch vorkehret Missbrauch der Spruch und der Dinge, hat aufbracht das geistlich Recht und Menschen gesetz, zu unsaglichem Verderben der Christenheit. Efter denne regel foregår nu næsten alle kristenhedens værk og styrelse, og navnet 'gejstligt gods' er i den grad draget over til det verdslige gods, at man nu ikke forstår andet derved, i den grad, at de hverken agter den gejstlige eller det legemlige kirke mere, kævles og strides om det timelige gods som hedningerne, og siger, at de gør det for kirkens og for de gejstlige godsers skyld. Sådan en forkert brug af sproget og af tingene har fremkaldt den gejstlige ret og menneskelove, til usigeligt fordærv for kristenheden.
79 Nu wollen wir sehen von dem Häupt der Christenheit. Aus dem Allen folget, dass die erste Christenheit, die allein ist die wahrhaftige Kirch, mag und kann kein Häupt auf Erden haben, und sie von Niemand auf Erden, noch Bischof noch Pabst, regiert mag werden; sondern allein Christus im Himmel ist hie das Häupt, und regieret allein. Nu vil vi se på kristenhedens overhoved. Af alt dette følger, at den første slags kristenhed, som alene er den sande kirke, hverken må eller kan have noget overhoved på jorden, og at den ikke kan regeres af nogen på jorden, hverken biskop eller pave, men alene Kristus i himlen er her overhoved, og han regerer alene.
80 Das bewähret sich zum Ersten also: Wie kann hie ein Mensch regieren, das er nit weiss noch erkennet? Wer kann aber wissen, wilcher wahrhaftig gläubt oder nit? Ja, wenn sich hieher päbstlich Gewalt streckte, so kunnt er den Christenmenschen ihren Glauben nehmen, fuhren, mehren, wandlen wie er wollt, wie Christus kann. Det godtgøres for det første således: Hvordan kan her et menneske regere over, hvad han ikke ved eller erkender? Men hvem kan vise, hvem der i sandhed tror eller ej? Ja, hvis den pavelige magt strakte sig herhen, så kunne han tage fra et kristenmenneske hans tro, føre den, formere den, ændre den, som han ville, sådan som Kristus kan gøre det.
81 Zum Andern, bewähret sichs aus der Art und (104) Natur des Häupts. Dann eins Iglichen eingeleibet Häupts Natur ist, dass es in sein Gliedmass einfliesse, alles Leben, Sinn und Werk; wilchs auch in weltlichen Häupter beweiset wird. For det andet godtgør det sig ud fra overhovedets art og natur. For ethvert legemligt overhoveds natur er, at det influerer på sine lemmer, med hele sit liv, mening og gerning; hvilket også bevises i de verdslige overhoveder.
82 Dann ein Furst des Lands einfleusset in seine Unterthanen, Alles, was er in seinem Willen und Sinn hat, und macht, dass alle sein Unterthanen ihm ein gleichen Sinn und Willen empfahen, und thun also das Werk, das er will. Wilchs Werk dann wahrhaftig heisst aus dem Fursten geflossen in sein Unterthanen; denn ohn ihn hätten sie das nit than. Nu mag kein Mensch des andern noch seiner eigen Seelen den Glauben und alle Sinn, Willen und Werk Christi einfliessen, dann allein Christus. Dann kein Papst, kein Bischof, mag so viel thun, dass der Glaub, und was ein christlich Gliedmass haben soll, in eines Menschen Herzen erstehe. For en fyrste over et land influerer på sine undersåtter, med alt, hvad han har i sin vilje og i sit sind, og bevirker, at alle hans undersåtter fra ham får et lignende sind og vilje, så det gør den gerning, han vil. Hvilken gerning så i sandhed kan siges at være flydt fra fyrsten ind i hans undersåtter; for uden ham havde de ikke gjort det. Nu kan intet menneske influere på det andet eller på sin egen sjæl med troen og al Kristi mening, vilje og værk; det kan alene Kristus. For ingen pave, ingen biskop kan gøre så meget, at troen og hvad et kristent lem skal have, opstår i et menneskets hjerte.
83 Nu muss ein Christen den Sinn, Muth und Willen haben, den Christus im Himmel hat, wie 1. Cor. 2, (16.) der Apostel sagt. Darzu geschicht es, dass ein christlich Gliedmass den Glauben hat, den doch wider Papst noch Bischof hat; wie sollt er dann desselben Häupt sein? Auch wenn er ihm selb nit mag das Leben geben der geistlichen Kirchen, wie will er's einem andern einfliessen. Nu må en kristen have det sind, det mod og den vilje, som Kristus har i himlen, som apostelen siger 1 Kor 2,16. Deraf kommer det, at et kristent lem har troen, som dog hverken pave eller biskop har; hvordan skulle han så kunne være hans overhoved? Og hvis han ikke kan give sig selv den åndelige kirkes liv, hvordan vil han så lade det flyde ind i andre.
84 Wer hat je ein Thier lebendig gesehen mit einem todten Kopf? Das Häupt mus das Leben einfliessen. Darumb ists klar, dass auf Erden kein ander Häupt ist der geistlichen Christenheit, dann allein Christus. Auch wo ein Mensch hie das Häupt wäre, so musst die Christenheit so oft fallen, so oft der Papst sturbe. Dann der Leib mag nit leben, wo das Häupt todt ist. Hvem har nogensinde set et levende dyr med et dødt hoved? Hovedet må indgive livet. Derfor er det klart, at der på jorden ikke er noget andet hoved i den åndelige kristenhed end Kristus alene. Og selv om et menneske her var overhovedet, så måtte kristenheden falde, hver gang paven døde. For legemet kan ikke leve, hvis hovedet er dødt.
85 Weiter folget, dass Christus in dieser Kirchen mag keinen Vicarien haben; drumb ist der Papst noch Bischof nimmermehr, mag auch nit werden Christus Vicarius oder Statthalter in dieser Kirchen. Das bewähret sich also: Dann ein Statthalter, so er seinem Herren gehorsam ist, wirkt, treibt und einfleusset eben dasselb Werk in den Unterthanen, das der Herr selb einfleusset. Wie wir das sehen in weltlichem Regiment, (105) dass ein Will und Meinung ist des Herren, Statthalter und Unterthanen. Aber der Papst mag nit Christus seines Herren Werk (das ist, Glaub, Hoffnung und Lieb, und alle Gnade mit Tugend) einfliessen oder machen in einem Christenmenschen, wenn er gleich heiliger wär, dann St. Peter. Videre følger, at Kristus i denne kirke ikke kan have nogen stedfortræder; derfor har paven eller biskoppen aldrig været og kan heller aldrig blive Kristi stedfortræder eller statholder i denne kirke. Det godtgøres således: For en statholder, der er sin herre lydig, virker, driver og influerer netop det samme værk i undersåtterne, som herren selv influerer. Som vi ser det i det verdslige regimente, at herren, statholderen og undersåtterne har den ene samme vilje og opfattelse. Men paven kan ikke indgyde Kristi, hans herres, værk (det er, tro, håb og kærlighed, al nåde og dyd) eller skabe det i et kristenmenneske, var han end mere hellig end Skt. Peter.
86 Und ob solch Gleichniss und Bewährung den Stich nit hielten, die doch gegrund sein in der Schrift, so steht doch stark und unbeweglich St. Paulus Ephes. 4, (15. 16) do er der Christenheit nur ein Häupt giebt, und spricht: Lasst uns wahrhaftig werden, (das ist, nit äusserliche, sondern grundlich wahrhaftige Christen sein,) und wachsen mit allen Dingen, in dem, der das Häupt ist, Christus. Aus wilchem alle Glied und der ganz Korper zusammen gefugt, und ein Glied am andern hangt, in allen Gelenken, durch wilche eins dem andern dienet und hilft, ein iglichs nach der Maass seines eigen Werks, mehret es denselben Korper, und bessert sich selb, dass eins das ander je mehr und mehr lieb gewinnet. Og selv om en sådan sammenligning og godtgørelse ikke holder stik, selv om den dog er grundet i skriften, så står dog Paulus stærkt med Ef 4,15f, hvor han giver kristenheden ét overhoved og siger: Lad os blive sanddru (dvs ikke ydre, men grundlæggende sanddru kristne), og vokse med alle ting i ham, der er hovedet, Kristus. I ham bliver alle lemmer og hele kroppen sammenføjet, og ét lem hænger sammen med det andet, i alle sammenføjninger, gennem hvilke den ene tjener og hjælper den anden, enhver efter sit eget arbejdes værk, derved vokser kroppen sin vækst og forbedrer sig selv og den ene får den anden mere og mere kær.
87 Hie spricht der Apostel klar, dass die Besserung und Vormehrunge der Christenheit, wilch ein Korper ist Christi, kumme allein aus Christo, der ihr Häupt ist. Und wo mag ein ander Häupt erfunden werden auf Erden, dem solch Art zugeeignet mag werden? Sintemal dieselben Häupter das mehrermal selbs nichts haben, noch von Lieb, noch von Glauben. Darzu hat er diese Wort ihm selbs, St. Peter und Idermann gesagt. Und wo ein ander Häupt wär noth gewesen, hätt er gar untreulich dasselb vorschwiegen. Her siger apostelen klart, at forbedringen og væksten hos den kristenhed, der er ét legeme med Kristus, alene stammer fra Kristus, der er dens overhoved. Og hvor på jorden kan man finde et andet overhoved, som kan tilskrives en sådan kunst? Al den stund den slags overhoveder ofte ikke selv har noget af det, hverken af kærlighed eller af tro. Derfor har han sagt disse ord til sig selv, til Peter og til enhver. Og hvis et andet overhoved havde været nødvendigt, ville det være usandsynligt, at han ikke havde sagt noget om det.
88 Ich weiss wohl Etlich, die zu diesem und dergleichen Spruch sagen duren, Paulus hab geschwiegen, und damit nit gleugnet, dass auch St. Peter ein Häupt sei; sonder er hab den Unvorständigen geringe Milchspeise gegeben (1. Cor. 3,1). Hie sich zu, sie wollen, dass es noth sei zur Selikeit, Peter fur ein Häupt haben; und sein so frech, dass sie duren sagen, Paulus hab die Ding geschwiegen, die zur Selikeit noth sein. Also mussen die unvornunftigen Bocke Paulum und Gottis Wort ehr lästern, ehe sie ihren Irrthum liessen uberwunden (106) sein. Jeg véd nok, at nogen vil sige til dette skriftsted, at Paulus har fortiet og dermed ikke løjet, at også Peter var et overhoved; men han har givet de uforstandige mælk at drikke (1 Kor 3,1). Pas på her, de vil, at det skal være nødvendigt til salighed at regne Peter for et overhoved; og de er så frække, at de vover at sige, at Paulus har fortiet noget, der er nødvendigt til salighed. På den måde må de ufornuftige bukke hellere bespotte Paulus og Guds ord, end lade sig overvinde i deres fejltagelse.
89 Und heissen das Milchspeis, wann man von Christo prediget, und stark Speis, wenn man von St. Peter prediget; gerad als wäre Petrus ein hoher, grosser, schwerer Ding zu vorstehen, dann Christus selbs. Das heisset die Schrift ausgelegt und D. Luthern uberwunden. So muss man den Regen entlaufen, und ins Wasser fallen. Was sollten solch Schwätzer ausrichten, so wir wider die Böhemen und Ketzer sollten disputiren? Furwahr, nichts mehr, dann dass wir damit uns alle zu Spott machten und ihr Ursach gäben, dass sie uns alle fur unsinnige, tobende Kopf hielten, und ihren Glauben durch solch der Unsern Narrheit nur fester hielten. Og skal det kaldes 'at give mælk at drikke', når man prædiker Kristus, og 'at give fast føde', når man prædiker Sankt Peter; ganske som var Peter en højere, større, vanskeligere ting at forstå end Kristus selv. Det kalder de at udlægge skriften og overvinde Dr. Luther. Sådan undgår man regnen og falder i vandet. Hvad skulle sådan nogle vrøvlehoveder udrette, hvis vi skulle disputere imod bøhmerne og kætterne? I sandhed, de ville ikke udrette mere, end at vi alle dermed gjorde os til grin, og de fik grund til at regne os alle for vanvittige tåbelige hoveder, og ved en sådan dumhed fra vor side blot fastere holdt fast ved deres tro.
90 Fragist du aber: So die Prälaten wider Häupter noch Statthälter sein uber diese geistliche Kirchen, was sein sie dann? Da lass dir die Laien auf antworten, die do sagen: St. Peter ist ein Zwölfbot, und andere Aposteln sein auch Zwölfboten. Warumb will sich der Papst schämen ein Bote zu sein, so St. Peter nit hoher ist? Seht euch aber fur, ihr Laien, dass euch die hochgelehrten Romanisten nit als Ketzer vorbrennen, dass ihr den Papst wollt einen Boten und Briefträger machen. Aber ihr habt währlich einen guten Grund: dann Apostolus auf Griechisch, heisst ein Bot auf Deutsch; und so nennet sie das ganz Evangelium. Men så spørger du: Når nu prælaterne hverken er overhoveder eller statholderes over denne åndelige kirke, hvad er de så? Lad lægfolket svare derpå; de siger nemlig: Sankt Peter er et tolvbud, og de andre apostle er også tolvbud. Hvorfor skammer paven sig over at være et bud, når Sankt Peter ikke er mere? Men pas bare på, kære lægfolk, at de højlærde romanister ikke brænder jer som kættere, fordi I vil gøre paven til et sendebud og en brevbærer. Men I har i sandhed en god grund: for 'apostel' på græsk, det betyder 'sendebud' på tysk; og sådan kalder hele evangeliet dem.
91 So sie dann alle Boten sein eines Herren Christi, wer will so närrisch sein, dass er sag, ein solch grosser Herr, in solcher grosser Sache zur ganzen Welt, hab nur einen Boten, und derselb mache darnach andere eigene Boten? So musst man St. Peter nit ein Zwölfboten, sondern ein einigen Boten nennen, und bliebe keiner ein Zwölfbot, sondern wären alle St. Peters Eilfboten. Wo ist der Brauch an Herrnhofen? Ists nit wahr, dass ein Herr viel Boten hat? Ja, wann geschicht das, dass viel Boten mit einer Botschaft an einem Ort geschickt werden, wie itzt uber eine Stadt, Pfarrherr, Bischof, Erzbischof und Papst sein, ohn was noch mehr Mitteltyrannen darzwischen regieren? Eftersom de da alle er sendebud for den ene Herre Kristus, hvem vil da være så tåbelig, at han siger, at en så stor herre i en så stor sag til den hele verden kun har ét sendebud, og at han derefter skaber sine egne sendebud? Så måtte man ikke kalde Sankt Peter et tolvbud, men et eneste sendebud, og der kom ikke noget tolvbud ud af det, men de var alle Sankt Peters ellevebud. Hvordan er skikken ved herrernes hoffer? Er det ikke sandt, at en herre har mange sendebud? Ja, hvornår sker det, at mange sendebud bliver sendt med et budskab til én by, sådan som der nu er præst, biskop, ærkebiskop og pave over én by, foruden hvad der af endnu flere mellemtyranner hersker derind i mellem?
92 Also hat Christus alle Aposteln mit gleicher Gewalt (107) in die ganze Welt gesendet, mit seinem Wort und Botschaft, wie St. Paulus sagt (2 Cor. 5,20): Wir sein Botschaften fur Christum. Und 1. Cor 3, (5): Was ist Petrus? was ist Paulus? Diener, durch wilche ihr seid gläubig worden. Dies Botschaft heisst nu, weiden, regieren, Bischof sein, und dergleichen. Dass aber der Papst alle Boten Gottis ihm selbs unterwirft, ist eben als wenn eins Fursten Bote die andern alle aufhielt und sie nach seinem Willen sendete, und er selbs nirgend hinliefe, wurd das dem Fursten wohlgefallen, er wurd es wohl innen. Sådan har Kristus sendt alle apostlene ud i hele verden med den samme myndighed, med hans ord og hans budskab, som Paulus siger (2 Kor 5,20): Hvad er Peter? hvad er Paulus? tjenere, ved hvis hjælp I er blevet troende. Dette budskab kaldes nu at vogte, at regere, at være biskop og den slags. Men at paven underkaster alle Guds sendebud under sig selv, er ligesådan som hvis en fyrstes sendebud standser alle de andre og sender dem af sted efter sin egen vilje, og ikke selv løb nogen steder hen; hvis det var fyrsten tilpas, så skulle han nok blive klar over det.
93 Mochtest du sagen: Ja, es mag aber wohl ein Bot uber den andern sein; sag ich: Einer mag besser und geschichter sein, dann der ander, gleichwie St. Paul war kegen Petro. Aber dieweil sie einerlei Botschaft bringen, kann keiner des Ampts halben uber den andern sein. So ist aber St. Peter kein Zwölfbot, sondern der Eilfboten Herr und ein sonder Bote. Was sollt einer von dem andern haben, wenn sie alle gleich einerlei Botschaft und Gewerbe von einem Herren haben? Og hvis du så vil sige: Jamen, det kan godt være sådan, at ét sendebud står over de andre, så vil jeg svare: Den ene kan være bedre og mere egnet, end den anden, sådan som Paulus var bedre end Peter. Men eftersom de bringer det samme budskab, er der ingen, der for embedets skyld kan stå over de andre. Men hvis Sankt Peter ikke er noget tolvbud, men ellevebudenes herre og et særligt bud, hvad skal så den ene have fra den anden, hvis de alle har det samme budskab og opdrag fra den ene herre?
94 Drumb dieweil alle Bischofe nach gottlicher Ordenung gleich sein, und an der Aposteln Statt sitzen, mag ich wohl bekennen, dass aus menschlicher Ordenung einer uber den andern ist, in der äusserlichen Kirchen. Dann hie einfleusset wohl der Papst, was er im Sinn hat, als da ist sein geistlich Gesetz und Menschenwerk, da mit äusserlich Pompen der Christenheit wird regiert; aber davon werden keine Christen, wie gesagt ist; sein auch keine Ketzer, die nit unter denselben Gesetzen und Pompen oder menschlicher Ordnung sein. Dann so manch Land, so manch Sitten. Derfor, eftersom alle biskopper efter guddommelige ordning står lige og sidder i apostlenes sted, må jeg vel bekende, at ud fra menneskelig ordning står den ene over de andre i den ydre kirke. For her er det vel sådan, at paven influerer, hvad han har i sinde, eftersom der her er hans gejstlige love og menneskeværk, og kristenheden regeres med ydre pomp; men derved bliver ingen kristen, som sagt er; de kristne er heller ikke kættere, der ikke står under de samme love og pomp eller menneskelige ordning. For lige så mange forskellige lande, lige så mange forskellige skikke.
95 Das wird Alls bestätigt durch den Artikel: Ich gläub in den heiligen Geist, ein heilige christliche Kirche, Gemeine der Heiligen. Niemand spricht also: Ich gläub in den heiligen Geist, ein heiliger romische Kirch, ein Gemeinschaft der Romer; auf dass es klar sei, die heilige Kirche nit an Rom gebunden, sondern so weit die Welt ist, in einem Glauben vorsammlet, (108) geistlich, und nit leiblich. Dann was man gläubt, das ist nit leiblich noch sichtlich. Die äusserlich romische Kirche sehen wir alle; drum mag sie nit sein die rechte Kirche, die gegläubt wird, wilche ist ein Gemeine oder Sammlung der heiligen im Glauben: aber Niemand sieht, wer heilig oder gläubig sei. Det bliver altsammen bekræftet ved trosartiklen: Jeg tror på Helligånden, en hellig kristen kirke, de helliges fællesskab. Ingen siger: Jeg tror på Helligånden, en hellig, romersk kirke, et fællesskab mellem romerne, hvorved det bliver klart, at den hellige kirke ikke er bundet til Rom, men så stor verden er, er forsamlet i én tro, åndelig og ikke legemlig. For hvad man tror, det er ikke legemligt eller synligt. Den ydre romerske kirke ser vi alle; derfor kan den ikke være den rette kirke, som vi tror på; den er en menighed eller forsamling af de hellige i troen; men ingen kan se, hvem der er hellig og troende.
96 Die Zeichen, dabei man äusserlich merken kann, wo dieselb Kirck in der Welt ist, sein die Tauf, Sacrament und das Evangelium, und nit Rom, diess oder der Ort. Dann wo die Tauf und Evangelium ist, da soll Niemand zweifeln, es sein Heiligen da, und solltens gleich eitel Kind in der Wiegen sein. Rom aber oder päpstlich Gewalt ist nit ein Zeichen der Christenheit; dann dieselb Gewalt macht keinen Christen, wie die Tauf und das Evangelium thut; drumb gehoret sie auch nichts zur rechten Christenheit und ist ein menschlich Ordnung. De tegn, hvorpå man i det ydre kan mærke, hvor denne kirke er i verden, er dåben, nadveren og evangeliet, og ikke Rom, dette eller hint sted. For hvor dåben og evangeliet er, dèr skal ingen tvivl på, at der også er hellige mennesker, også om det kun var idel børn i vuggerne. Men Rom eller den pavelige magt er ikke et tegn på kristenheden, for denne magt gør ingen til et kristenmenneske, som dåben og evangeliet gør; derfor hører de heller ikke med til den rette kristenhed og er en menneskelig ordning.
97 Darumb rat ich diesem Romanisten,dass er nach ein Jahr in die Schul gahe, und lerne, was doch heisse ein Christenheit oder ein Häupt der Christenheit, ehe er die armen Ketzer mit solchen hohen, tiefen, breiten und langen Schriften vortreibt. Es thut mir aber in meinem Herzen wehe, dass wir leiden mussen von solchen tollen Heiligen, dass sie die heiligen Schrift also frech, frei und unvorschampt zureissen und lästern, sich unterstehn die Schrift zu handeln, so sie nit gnugsam sein, dass sie der Säu huten sollten. Derfor råder jeg denne romanist til at gå endnu et år i skole, så han kan lære, hvad en kristenhed eller et overhoved for kristenheden betyder, før han fordriver kættere med et sådant højt, dybt, bredt og langt skrift. Men det gør mig ondt i mit hjerte, at vi må finde os i fra sådanne tåbelige hellige mænd, at de så frækt, frit og uforskammet sønderriver og bespotter den hellige skrift, understår sig i at behandle skriften, som om det ikke var dem nok, at de skulle vogte svin.
98 Ich hab bisher gehalten, wo man etwas mit der Schrift soll bewähren, musste dieselb Schrift eigentlig zur Sach dienen. Aber nu lerne ich, dass es gnug sei, viel Schrift rips raps zusammen werfen, es reime sich oder nit. Wenn die Weise gilt, so will ich aus der Schrift wohl bewähren, dass Rastrum besser sei dann Malmesier. Jeg har hidtil regnet med, at når man skulle godtgøre noget fra skriften, så måtte dette skriftord i ret forstand tjene til sagen. Men nu får jeg at vide, at det er nok at rode mange skriftsteder sammen rips raps, hvad enten de passer sammen eller ej. Hvis den måde skal have gyldighed, så vil jeg godt bevise ud fra skriften, at rastrom er bedre end malmesier.
99 Also ist das auch gethan, dass er schreibt im Latinischen und Deutschen, dass Christus sei ein Häupt der Turken, der Heiden, der Christen, der Ketzer, der Räuber, der Huren und Buben. Es wäre nit Wunder, dass alle Stein und Holz im Kloster den Unseligen zu tod ansehen und anschreieten, umb solcher graulicher Lästerung. Was soll ich sagen? Ist Christus nu ein (109) Hurwirth wurden aller Hurhäuser, ein Häupt aller Morder, aller Ketzer, aller Schälk? Weh dir, du unseliger Mensch, dass du deinen Herrn also zu Lästerung fur alle Welt setzist. På den måde sker det også, at han skriver på latin og tysk, at Kristus er et overhoved for tyrkerne, hedningerne, de kristne, kætterne, røverne, horerne og slynglerne. Det ville ikke være underligt, om alle sten og alt træ i klostret anså og udskreg den usalige for død på grund af en sådan gruelig bespottelse. Hvad skal jeg sige? Er Kristus nu blevet horevært for alle horehuse, et overhoved for alle mordere, alle kættere, alle slyngler? Vé dig, du usalige menneske, at du på den måde sætter din herre op til bespottelse for hele verden.
100 Der arm Mensch will schreiben von dem Häupt der Christenheit, und vor grosser Tollheit meinet er, Häupt und Herr sei ein Ding. Christus ist wohl ein Herr aller Dinge, der Frummen und der Bosen, der Engel und der Teufel, der Jungfrauen und der Hurn; aber er ist nit ein Häupt, dann allein der frummen, gläubigen Christen, in dem Geist vorsammlet. Dann ein Häupt muss eingeleibet sein seinem Korper, wie ich aus St. Paul Eph. 4, (15. 16) bewähret hab und mussten die Gliedmass aus dem Häupt hangen, ihr Werk und Leben von ihm haben. Darumb mag Christus nit sein ein Häupt irgend einer bosen Gemein, ob dieselben ihm wohl unterworfen ist, als einem Herrn. Gleichwie sein Reich, die Christenheit, ist nit ein leiblich Gemein oder Reich; doch ist ihm Alles unterworfen, was geistlich, leiblich, höllisch und himmelisch ist. Det arme menneske vil skrive om kristenhedens overhoved, og ud af sin store dumhed mener han, at overhoved og herre er ét og det samme. Kristus er vel en herre over alle ting, over de fromme og de onde, over englene og djævlene, over jomfruerne og horerne; men han er kun et overhoved for de fromme, troende kristne, forsamlet i ånden. For et overhoved må være sammenvokset med sit legeme, som jeg har godtgjort ud fra Paulus (Ef 4,15f), og lemmerne måtte hænge ved hovedet, have deres værk og liv fra ham. Derfor kan Kristus ikke være et overhoved for nogensomhelst ond menighed, selv om en sådan vel er underkastet ham, fordi han er herre. Ligesom hans rige, kristenheden, ikke er en legemlig menighed eller rige; dog er alt underkastet ham, alt, hvad der er åndeligt, legemligt, fra helvede eller fra himlen.
101 Also haben wir, dass dieser Lasterschreiber im ersten Grund hat mich gelästert und geschmächt; in diesem andern Grund hat er Christum viel mehr dann mich gelästert. Dann ob er wohl sein heiliges Gebet und Fasten kegen mich armen Sunder grosse achtet, hat er mich dennoch nit zum Hurnwirth und Häuptbuben gemacht, wie er Christo thut. Sådan ser vi, at denne bespottende forfatter i første omgang har bespottet mig og skældt mig ud; i anden omgang har han bespottet Kristus meget mere end mig. For selv om han vel agter sin hellige bøn og faste mere end mig arme synder, så har han alligevel ikke gjort mig til en horevært og hovedslyngen, som han gør med Kristus.
102 Nu folget der dritte Grund, da muss die hohe Majestät Gottes herhalten, und der heilig Geist ein Lugner und Ketzer werden, dass nur die Romanisten wahr bleiben. Der dritte Grund ist aus der Schrift genommen, gleichwie der ander aus der Vornunft, und der erst aus der Unvornunft, dass es je ordentlich zugehe; und laut also: Das alte Testament ist gewesen ein Figur des neuen Testamentis. Nu følger den tredie grund. Her må Guds høje majestæt holde for og Helligånden blive en løgner og kætter, for at romanisterne kan forblive sanddru. Den tredie grund er taget fra skriften, ligesom den anden fra fornuften og den første fra ufornuften, så det går ordentlig til; og den lyder sådan: Det gamle testamente har været et forbillede på det ny testamente.
103 Dieweil dann dasselb hat ein leiblichen ubirsten Priester gehabt; so muss je das neu auch einen solchen haben, wie wollt anders die Figur erfullet werden? so doch Christus hat gesagt (Matth. 5, 18): Nit ein Buchstaben, nit ein Tuttel (110) soll vorgehen von dem Gesetz, es muss Alles erfollet werden. Haec ille. Og fordi dette har haft en legemlig ypperstepræst, så må jo også det ny have en sådan, hvordan kunne ellers forbilledet ske fyldest? eftersom Kristus dog har sagt: Ikke et bogstav eller en tøddel skal forgå af loven, det må altsammen ske fyldest. Såvidt denne romanist.
104 Närrischer, thorichter, blinder Buch ist mir nie forkommen. Es hat vorhin auch einer dasselb wider mich geschrieben, so grob närrisch, dass ichs hab mussen vorachten. Aber weil sie noch nit witzig sein worden, muss ich mit groben Kopfen groblich reden. Ich sehe wohl, der Esel vorsteht das Saitenspiel nit, muss ihm Disteln furlegen. En mere naragtig, dum, blind bog har jeg aldrig set. Tidligere er der også én og anden, der har skrevet sådan imod mig, så groft naragtigt, at jeg måtte foragte det. Men fordi de endnu ikke ville gøre sig kloge, må jeg tale groft til grove hoveder. Jeg ser vel, at æslet ikke forstår strengespil, så må jeg lægge tidsler ned foran ham.
105 Zum Ersten, ist das offentlich, dass Figur und Erfullung der Figuren haben sich kegenander wie ein leiblich und geistlich oder äusserlich und innerlich Ding, dass Alles, was man in der Figur hat, mit leiblichen Augen gesehen, dess Erfullung muss man allein mit dem Glauben sehen, oder ist nit Erfullung. Das muss ich mit Exempel bewähren. Das judisch Volk ist leiblich aus den leiblichen Land Egypten durch viel Wunderzeichen gangen, wie im Exodo steht (2 Mos. 17,37). Før det første er det åbenbart, at forbillede og fyldestgørelse af forbilledet forholder sig til hinanden som en legemlig ting til en åndelig eller som en ydre ting til en indre, så at alt, hvad man i forbilledet har set med legemlige øjne, dets opfyldelse må man alene se med troen, ellers er det ikke opfyldelse. Det må jeg godtgøre med et eksempel. Det jødiske folk er legemligt gået ud af det legemlige land Egypten i kraft af mange undergerninger, som der står i 2 Mos 17.
106 Diese Figur bedeut nit, dass wir auch leiblich aus Egypten gahn sollen; sondern unser Seelen durch einen rechten Glauben geht aus von den Sunden und geistlicher Gewalt des Teufels; dass gleich des judischen Volks leiblich Vorsammlung bedeut die geistlich innerliche Vorsammlunge des Christenvolks im Glauben. Also haben sie trunken Wasser von einem leiblichen Fels, und gessen leiblich Himmelbrod, mit leiblichem Mund, (1 Cor 10, 3. 4.) So trinken und essen wir mit dem Mund des Herzen von dem geistlichen Fels, den Herrn Christo, wenn wir in ihn gläuben. Dette forbillede betyder ikke, at også vi legemligt skal gå ud af Egypten, men at vore sjæle ved en ret tro går ud fra synderne og fra djævelens åndelige magt; så at samtidig det jødiske folks legemlige forsamling betyder kristenfolkets åndelige indre forsamling i troen. Og ligesom de har drukket vand fra en legemlig klippe og spist legemligt himmelbrød med en legemlig mund (1 Kor 10,3), sådan drikker og spiser vi med hjertets mund fra den åndelige klippe, den Herre Kristus, når vi tror på ham.
107 Item, Mosis hieng ein Schlangen auf ein Holz, wer die ansach, ward gesund (Joh. 3, 14. 4 Mos 21,8). Das bedeut Christum am Kreuz; wer an denselben gläubt, wird selig. So fortan, das ganz alte Testament, was es hat in leiblichen, sichtlichen Dingen, bedeut im neuen Testament geistlich, innerlich Ding, die man nit sehen kann, sondern im Glauben allein besitzt. Ligeledes, Moses hængte en slange op på et træ, den, de så på den, blev rask (Joh 3,14; 4 Mos 21,8). Det betyder Kristus på korset; den, der tror på ham, bliver salig. Og så videre, hele det gamle testamente igennem, hvad det har i de legemlige synlige ting, det betyder i det ny testamente åndelige indre ting, som man ikke kan se, men alene besidder i troen.
108 Also vorstund St. Augustin die Figuren auch, da er sagt uber Joh. 3: Unter der Figur und ihr Erfullung ist solch Unterscheid, dass die Figur gab zeitlich Gut und Leben; aber die Erfullung giebt geistlich und ewiges Leben. Nu mag der äusserlich Pracht romischer (111) Gewalt wider zeitlich noch ewig Leben geben; drumb ist er nit allein kein Erfullung der Figur, sondern auch geringer denn die Figur Aaron, wilche war aus gottlicher Ordnung. Sådan forstod Augustin også forbillederne, hvor han siger over Joh 3: Mellem forbilledet og opfyldelsen er der den forskel, at forbilledet gav timelige goder og liv; men opfyldelsen giver åndeligt og evigt liv. Nu kan den ydre pragt i den romerske magt hverken give timeligt eller evigt liv; derfor er den ikke alene ikke en opfyldelse af forbilledet, men den er også ringere end forbilledet Aaron, for han var forbillede efter guddommelig ordning.
109 Dann so das Papstthum das ewig oder zeitlich Leben gäbe, so wären alle Päpste selig und gesund. Aber wer Christum hat, und die geistliche Kirche, der ist währlich selig, und hat die Figur Erfullung; doch nur im Glauben. Dieweil denn des Papst äusserlich Pracht und Einikeit mit den Augen mag gesehen werden, und wir das alle sehen, so ists nit muglich, dass er sollt irgend einer Figur Erfullung sein. Dann Erfullung der Figuren mussten nit gesehen, sondern geglaubt werden. For hvis pavedømmet gav det evige eller det timelige liv, så ville alle paver være salige og raske. Men den, der har Kristus og den åndelige kirke, han er i sandhed salig og har forbilledets opfyldelse, dog kun i troen. Og derfor, fordi pavens ydre pragt og énhed kan ses med øjnene og vi alle ser det, er det ikke muligt, at han skulle være et eller andet forbilledes opfyldelse. For forbilledernes opfyldelse må ikke kunne ses, de skal troes.
110 Nu siehe, sein das nit feine Meistere, die den ubirsten Priester im alten Testament machen ein Figur des Papstis, der auch ja mehr in leiblicher Pracht ist, denn Jener, und soll also ein leiblich Ding leiblich Figur erfullen? Das wäre nit anders, dann dass Figur und Erfullung wären gleich ein, wie das ander. Soll nu die Figur bestahn, so muss der neu Hohpriester geistlich sein, sein Zierde und Geschmuck geistlich sein. Das haben auch die Propheten gesehen, da sie von uns gesagt haben, Ps. 132 (9): Deine Priester werden anzogen sein mit dem Glauben oder Gerechtikeit, und deine Geweiheten werden mit Freuden geziert sein. Se nu, er det ikke fine mestre, som gør ypperstepræsten i Det gamle Testamente til et forbillede på paven, der jo også har mere legemlig pragt end ham, så altså en legemlig ting skal opfylde et legemligt forbillede? Det ville ikke være anderledes end om forbilledet og opfyldelsen var ét og det samme. Skal nu forbilledet have gyldighed, så må den nye ypperstepræst være åndelig, hans pynt og smykke være åndeligt. Det har også profeterne set, eftersom de har sagt om os: 'Dine præster bliver iklædt tro og retfærdighed, og dine indviede bliver smykket med glæde'. (Sl 132,9).
111 Als sollt er sagen: Unser Priester sein Figur, sein mit Seiden und Purpur gekleidet äusserlich; aber deine Priester werden mit Gnaden inwendig gekleidet sein. Also liegt hie hernieder der elend Romanist mit seiner Figur, und umbsonst so viel Schrift zusammen wirft. Denn der Papst ist ein äusserlich Priester, und wird von ihnen noch äusserlicher Gewalt und Schmuck vorstanden, drumb mag und kann Aaron nit sein Figur gewesen sein, wir mussen einen andern haben. Som ville han sige: Vore præster er forbilleder, de er klædt i det ydre med silke og purpur; men dine præster vil blive klædt indvendig med nåde. Altså er her denne elendige romanist nedlagt med samt hans forbillede, og omsonst har han kastet så mange skriftsteder i hob. For paven er en præst i det ydre, og han bliver af dem stadig forstået ud fra den ydre magt og udsmykning, derfor må og kan Aaron ikke have været hans forbillede, vi må have et andet.
112 Zum Andern, dass sie doch greifen, wie weit sie von der Wahrheit sein: wenn sie schon jo klug wären, dass sie der Figur hätten eine geistlich Erfullung geben, dennocht bestund es nit; sie hätten denn einen offentlichen Spruch (112) der Schrift, der die Figur und geistlich Erfullung zusammen truge; sonst mocht ein Ider draus machen, was er wollt, als: dass die Schlangen, durch Mosen aufgehangen, Christum bedeut, lehret mich das 3. Cap. Joh. Evangelii (v. 14). For det andet, at de dog kan begribe, hvor langt borte fra sandheden de er: Selv om de bare havde været så kloge, at de havde givet forbilledet en åndelig opfyldelse, det kunne alligevel ikke have gyldighed, medmindre de havde et klart skriftsted, der forbandt forbilledet og den åndelige opfyldelse med hinanden, ellers kunne enhver lave det ud af det, han ville. At fx slangen, som blev ophængt af Moses, betyder Kristus, det lærer Joh 3,14 mig.
113 Wo das nit wäre, sollt mein Vornunft aus derselben Figur gar seltsam wild Ding erdichten. Item, das Adam ist gewesen ein Figur Christi, muss ich nit von mir selbs, sondern aus Paulo Röm. 5, (14.15) lehren. Item, dass der Fels in der Wusten bedeute Christum, sagt nit die Vornunft, sondern Paulus 1 Cor. (10,4). Also dass Niemand anders die Figur auslege, dann der heilige Geist selb, der die Figur gesetzt und Erfullung than hat, auf dass Wort und Werk, Figur und Erfullung, und beider Vorklärung, Gottes selber, nit der Menschen sein, auf dass unser Glaub auf gottliche, nit menschliche Werk und Wort gegrundet sei. Hvis det ikke var tilfældet, skulle min fornuft have digtet en eller anden sælsom vild ting af dette forbillede. Ligeledes, at Adam var et forbillede på Kristus, er jeg ikke nødt til at vide fra mig selv, det kan jeg lære af Paulus (Rom 5,14). Og videre, at klippen i ørkenen betegnet Kristus, er ikke noget, fornuften siger, det gør Paulus (1 Kor 10,4). Derfor er det sådan, at ingen anden udlægger forbilledet, end Helligånden selv, der har opstillet forbilledet og frembragt opfyldelsen, så at ord og gerning, forbillede og opfyldelse, og forklaringen af begge dele, er Guds egen, ikke menneskets, for at vores tro kan være grundet, ikke på menneskeligt værk og ord, men på guddommeligt værk og ord.
114 Was vorfuhret die Juden, dann dass sie die Figuren fuhren nach ihrem Kopf, ohne Schrift? Was hat viel Ketzer vorfuhret, dann die Figurn ohn Schrift ausgelegt? Wenn nu schon der Papst ein geistlich Ding wäre, so gilt es dennoch nichts, dass ich Aaron wollt seine Figur machen, es sei dann ein Spruch vorhanden, der offentlich sage: sieh da, Aaron ist ein Figur gewesen des Papsts. Wer wollt mir sonst wehren, dass ich sowohl mochte halten, der Bischof zu Prage wär figurirt durch Aaronem? Das hat St. Augustinus gesagt, dass die Figuren gelten nichts im Hader, wo nit Schrift daneben ist. ( Note 1 ) Hvad var det, der forførte jøderne, andet end at de udlagde forbillederne efter deres eget hoved, uden skrift? Hvad har forført mange kættere, andet end at de har udlagt forbillederne uden skrift? Selv om nu også paven var en åndelig ting, så gælder det alligevel ikke, hvis jeg vil gøre Aaron til et forbillede på ham, hvis ikke der findes et skriftsted, der tydeligt siger: Se her, Aaron var et forbillede på paven. Hvem ville ellers forhindre, at jeg lige så godt kunne holde på, at Aaron var et forbillede på biskoppen af Prag? Det har Augustin sagt, at forbillederne gælder ikke noget, hvis man er uenige, hvis der ikke desuden er et skriftsted.
115 Nu gebrichts diesem armen Plauderer an beiden, hat keinen geistlichen, innerlichen Hohenpriester, darzu keinen Spruch der Schrift; fällt blind daher, aus eigenem Traum, und nimpt fur einen Grund, dass Aaron sei St. Peter Figur gewesen, da die grosste Macht an liegt zu grunden und bewähren; plappert mit vielen Worten, das Gesetz muss erfullet werden und kein Buchstab nachbleiben. Lieber Romanist, wer hat daran gezweifelt, dass das alt Gesetz und seine Figuren mussen im neuen erfullet werden? Man durft deiner (113) Meisterschaft hierinnen nichts. Nu bryder det sammen for dette stakkels vrøvlehoved på pegge punkter, han har ingen åndelig, indre ypperstepræst, heller intet skriftsted, han falder blind omkring i sin egen drøm og tager det for en begrundelse, at Aaron var et forbillede på Sankt Peter, som det er ham meget magtpåliggende at begrunde og godtgøre; plaprer frem med mange ord, at loven må opfyldes til sidste bogstav. Kære romanist, hvem har tvivlet på, at den gamle lov og dens forbilleder må opfyldes i den ny? Det behøver man ikke dit mesterskab for at finde ud af.
116 Aber hie solltest du dich lassen sehen, und beweisen deine hohe Kunst, dass dieselb Erfullung durch Petrum oder den Papst gescheh; da schweigst du wie ein Stock, da zu reden, und schwätzist, da nit noth zureden ist. Hast du dein Logica nit bass gelernt? Du probierst die Majores, die Niemand anficht, und nimmest fur gewiss die Minores, die Idermann anficht, und schleissist, was du willt. Men her skulle du træde frem, her skulle du bevise din høje kunst, at denne opfyldelse er sket gennem Peter eller gennem paven; når du skal tale derom, er du tavs som graven, og vrøvler om, at det ikke er nødvendigt at tale her. Har du ikke lært din logik bedre? Du beviser oversætningen, som ingen har noget at indvende imod, og antager undersætningen som givet, skønt enhver anfægter den, og så kan du slutte, hvad du vil.
117 Hor mir zu, ich will dich dein Logica bass lehren, und sage mit dir einträchtlich: Alles, was im alten Hohenpriester ist figurirt, muss im neuen erfullet werden, wie Paulus sagt 1 Corinth. 2. So ferne sein wir der Sachen gar eins. Nu sagest du weiter: St. Peter, oder der Papst, ist figurirt worden durch Aaronem. Hie sag ich nein. Was willt du nu thun? Sei fast gelehret, nimm zu Hulf alle Romanisten auf einen Haufen, und bring einen Buchstaben oder Tutel aus der Schrift darzu, so will ich sagen, du seiest ein Held. Auf was Grund hast du nu gebauet? Auf deinen eigen Traum, und ruhmest dich, du wollest mit Schriften wider mich handeln. Es wäre dir ohn Noth gewesen, so zu narren kegen mir, ich hatt dennocht wohl einen Narren ubirkommen. Hør nu her, så skal jeg lære dig din logik noget bedre. Jeg siger som du: Alt, hvad der er gjort til forbillede i den gamle ypperstepræst, må opfyldes i den nye, som Paulus siger 1 Kor 2 (10,6). Så vidt er vi enige om tingene. Nu siger du videre: Sankt Peter, eller paven, har Aaron været forbillede for. Her siger jeg nej. Hvad vil du nu gøre? Vær dygtig lærd, tag til hjælp alle romanister til hobe og forebring et bogstav eller en tøddel fra skriften til bevis, så vil jeg sige, at du er en helt. Hvilken grund har du nu bygget på? På din egen drøm, og du pralede ellers med, at du ville bekæmpe mig med skriften. Det havde ikke været nødvendigt for dig, sådan at gøre dig til nar overfor mig, jeg skulle alligevel nok have besejret en nar.
118 Nu hore mir auch weiter zu: Ich sag, dass Aaron ist gewesen ein Figur Christi, und nit des Papst. Das sag ich nit aus meinem Kopf, wie du: ich wills beide recht grunden, dass wider du, noch alle Welt, noch alle Teufel sollen umbstossen. Zum Ersten ist Christus ein geistlicher, innerlicher Priester; dann er sitzt im Himmel, und bittet für uns als ein Priester, lehret uns innwendig im Herzen, und thut Alles, was ein Priester thun soll, zwischen Gott und uns, wie St. Paulus Röm 3, (25, c. 8,34) Ebr. per totum sagt: und also ist die Figur Aaron leiblich und äusserlich, die Erfullung aber ist geistlich und innwendig, und concordiert zusammen. Hør nu videre, hvad jeg har at sige: Jeg siger, at Aaron var et forbillede på Kristus og ikke på paven. Det siger jeg ikke ud af mit eget hovede, som du gør det: Jeg vil begrunde begge dele ret, så hverken du eller hele verden eller alle djævle skal kunne omstøde det. For det første er Kristus en åndelig, indre præst; for han sidder i himlen og beder for os som en præst, lærer os indvendigt i hjerterne og gør alt, hvad en præst skal gøre mellem Gud og os, som Paulus siger Rom 3,25 og i hele hebræerbrevet. Og sådan er forbilledet Aaron legemligt og ydre, opfyldelsen åndelig og indre, og de svarer til hinanden.
119 Zum Andern, dass ich dieselbe nit aus meinem Kopf zusammen trag, so hab ich den Spruch Psalm 110, (4): Gott hat geschworen, und wird ihn nimmer gereuen: du sollt sein ein Priester ewiglich, nach der Weis Melchisedech. (114) Bring du auch einen solchen Spruch von St. Peter oder dem Papst. Dann, dieser Spruch von Christo gesagt ist, halt ich, wirst du nit leugken, so ihn St. Paulus Ebr 5 (v.2) und viel Orten mehr, und der Herr Christus selbs Matth. 22, (44.) von ihm selbs anzeigt. Also sehen wir, wie fein die Romanisten mit der Schrift handeln, machen draus, was sie nur wollen, als wäre sie ein wächsern Nasen, die man hin und her ziehen mocht. For det andet, for at vise, at jeg ikke har sammenføjet det efter mit eget hovede, så har jeg skriftstedet Sl 110,4: Gud har svoret og angrer det ikke: du skal være præst evindelig på Melkisedeks vis. Forebring du også et sådant skriftsted om Sankt Peter eller paven. For at dette skriftsted er talt om Kristus, regner jeg med, at du ikke vil kunne nægte, eftersom Paulus i Hebr 5,2 og mange flere steder, og vor Herre Kristus selv i Matt 22,44 bruger det om ham. Derfor ser vi, hvor fint romanisterne behandler skriften, de får det ud af den, som de vil, som var den en voksnæse, man kunne dreje til den ene og den anden side..
120 Nu haben wir, dass Christus der ubirste Priester ist im Neuen Testament, bestätiget mit Schriften. Uber das noch klärer hält sie beide gegenander, Aaronem und Christum, Paulus Ebr 9, (6ff), und sagt also: In das erste Tabernakel gingen die Priester alle Tag, zu vollnbringen die Opfer; aber in das ander ging der Hohpriester des Jahres nur einmal, nit ohn Blut, das er fur seine und des Volks Sund opferte. Damit der heilig Geiste bedeute, dass nach nit offenbar wäre der Weg zum rechten heiligen Tabernakel, dieweil dasselb Tabernakel währet; wilchs war ein Bild oder Figur, die zu der Zeit noth war. Nu har vi bekræftet med skriftsteder, at Kristus var ypperstepræsten i Det ny Testamente. Men Paulus holder endnu tydeligere de to, Aaron og Kristus, op mod hinanden i Hebr 9,6, hvor han siger: I det første tabernakel gik præsterne ind hver dag for at fuldbringe ofre; men i de andet gik ypperstepræsten ind kun én gang om året, ikke uden blod, som han ofrede for sin egen og for folkets synd. Dermed betegner Helligånden, at vejen til det rette hellige tabernakel endnu ikke var åbenbaret, sålænge dette tabernakel varer ved; men det var et billede eller et forbillede, som var nødvendig til en tid.
121 Aber Christus der ist kommen ein Hoherpriester in zukunftigen geistlichen Gutern, und ist in ein grossers und viel weiters Tabernakel, das nit mit der Hand gemacht ist, das ist, nit des zeitlichen Gebäues; auch nit mit Bocks- oder Ochsenblut, sondern mit seinem eigen Blut nur einmal eingangen, hat damit erfunden ein ewige Erlosung. Men Kristus er kommet som en ypperstepræst med fremtidige åndelige goder, og er gået ind i et større og meget mere omfattende tabernakel, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, det er ikke en timelig bygning; men han er ikke gået ind med blod af bukke eller okser, men med sit eget blod, og det kun én gang, og har dermed frembragt en evig forløsning.
122 Was sagest du hierzu, du hochgelahrter Romanist? Paulus spricht, Christus sei durch den Hohenpriester bedeut; du sagsts, St. Peter. Paulus spricht, dass Christus sei nit in ein zeitlich Gebäu gangen. Du sagst, er sei in zeitlichen Gebäu zu Rom. Paulus spricht, er sei einmal eingangen, und hat ewiglich Erlosung erfunden; macht die Figur ganz geistlich und himmlisch, die du irdenisch und leiblich machst. Was willt du nu thun? Ich will dir einen Rath geben: nimm die Faust, schlag ihn ins Maul, und sag, er hab gelogen, er sei ein Ketzer, ein Vorgifter, wie du mir thuest; so wirst du deinem Vater Zedechia ähnlich sein, der Micheam auch ins Maul schlug. Siehest du schier, du elender Gottislästerer, wo dich deine tollen Sinn und deine Rathgeber (115) hingefuhret haben. Hvad siger du til det, du højlærde romanist? Paulus siger, det er Kristus, der betegnes gennem ypperstepræsten, du siger, det er Peter. Paulus siger, at Kristus ikke er gået ind i en timelig bygning. Du siger, at han er i en timelig bygning i Rom. Paulus siger, at han er gået ind én gang og har opnået evig forløsning. Han gør det forbillede helt åndelig og himmelsk, som du gør jordisk og legemligt. Hvad vil du nu gøre? Jeg vil give dig et råd. Tag din næve, slå den ind i din mund og sig, at den har løjet, den er en kætter, en giftspreder, sådan som du gør mod mig; så vil du ligne din far, Zedekias, der også slog Mika i munden. Ser du nu klart, du elendige gudsbespotter, hvorhen din tåbelige mening og dine rådgivere har ført dig.
123 Wo sein sie nu, die grossen Hansen, die mein Sermon von beider Gestalt aufhuben; es ist ihn recht geschehen. Sie wollten das Evangelium nit horen noch leiden; so sollen sie nu des bosen Geistes Lugen und Lästerung dafur horen, wie Christus zu den Juden sagt, Joh. 5, (43): Ich bin kommen in meines Vaters Namen, und habt mich nit aufgenommen; ein Ander wird kommen in seinem namen, den werdet ihr aufnehmen. Hvor er de nu, de store pralhalse, som ville ophæve min prædiken om de to skikkelser; der er sket dem deres ret. De ville ikke høre eller tåle evangeliet; så skal de nu af den grund høre den store ånds løgn og bespottelse, som Kristus siger til jøderne, Joh 5,43: Jeg kom i min Faders navn og I har ikke taget imod mig; der vil komme en anden i sit eget navn, ham vil I tage imod.
124 Mochst aber sagen: Es wäre neben Christo auch St. Petrus figurirt durch Aaron. Sag ich, willt du es nit lassen, magst sagen, es sei der Turk durch Aaronem figurirt, wer kann dies wehren? weil du so gerne unnutz plauderst. Aber du hast dich vorsprochen, mit Schriften zu fechten, das thu, und lass dein Traum daheimen. Darzu, wo man umb den Glauben streitet, muss man nit mit wankenden Schriften streiten, sondern die do gewisslich, einfältiglich, klärlich zur Sach dienen; sonst sollt uns der bos Geist hin und her werfen, dass wir nit wüssten, wo wir zuletzt blieben; wie vielen geschehn ist in den Wortlin, Petrus und Petra, Matt. 16. (V. 18). Men ville du nu sige: Foruden Kristus var Aaron også forbillede på Sankt Peter, så vil jeg sige: Tag og hold op! Du kan ligeså godt sige, at Aaron er et forbillede på tyrken, hvem kan forhindre det? når du så gerne vrøvler til ingen nytte. Men du har lovet dig selv at kæmpe med skriften, gør det, og lad din drøm blive hjemme. Desforuden, når man strider om troen, må man ikke stride med usikre skriftsteder, men med dem, der sikkert, enfoldigt og klart tjener sagen; ellers vil den onde ånd kaste os hid og did, så at vi til sidst ikke vidste, hvor vi skulle være; som det er sket for mange med ordene, Petrus og petra, Matt 16,18.
125 Es wäre etwas weniger Lugen und Lästerung, wo du gesagt hättest, Aaron wäre Christus Figur gewesen, daneben auch Petri. Aber nun schreiest du mit vollem Maul, und sagist: Aaron sei nit Christi, sondern Petri Figur gewesen; mit frechen Worten St. Paul ins Angesicht schlägst. Und dass je nit nachbleib etwas der vollkommen Unsinnikeit, sprichst du: Moses sei ein Figur Christi gewest; und dasselb nit allein ohn alle Schrift, Ursach und Anzeigung, gerad als wärest du mehr denn Gott, dass Alles, was du speiest, fur Evangelium gehalten sollt werden; sondern auch wider alle Schrift, die Mosen macht ein Figur des Gesetzes, wie St. Paulus thut 2. Cor 3, (7.). Det ville have været lidt mindre løgn og bespottelse, hvis du havde sagt, at Aaron havde været et forbillede på Kristus og desuden på Peter. Men nu skriger du af fuld hals og siger, at Aaron var et ikke et forbillede på Kristus, men på Peter; med frække ord slår du Paulus i ansigtet. Og for at der ikke skal mangle noget i det fuldkomne vanvid, siger du, at Moses var et forbillede på Kristus, og det ikke alene uden nogen skrift, begrundelse eller antydning, fuldstændig som var du mer end Gud, så alt, hvad du udspyede, skulle regnes for evangelium; men også imod hele skriften, som gør Moses til et forbillede på loven, som Paulus gør 2 Kor 3,7.
126 Davon itzt nit noth ist weiter zu reden, du schlugist ihn vielleicht noch einmal ins Maul, als frech und frevel du bist. Solch Gift hast du von dem Emser gesogen, in seinem ketzrischen und Lästerbuchlin, dem ich, ob Gott will, wenn Junker Eck mit seiner (116) Jugend kompt, (Note 2 ) vordienet Antwort geben will. Ihr werdets mir nit so hinaus fuhren, lieben Romanisten. Kann ichs mit Gewalt nit erwehren, sollt ihr mir doch je kein Schrift fur euch bringen. Ich kann noch wohl, Gott Lob! ubirs Gras laufen. Derom er det her ikke nødvendigt at tale, du slår måske også ham på munden, så fræk og spottende du er. Sådan en gift har du suget hos Emser, i hans kætterske og bespottende bog, som jeg, om Gud vil, vil give fortjent svar, når junker Eck kommer med sit vrøvl. I kan ikke gøre det af med mig på den måde, kære romanister. Kan jeg ikke afværge det med magt, skal I dog ikke få noget skriftsted til at tale til jeres gunst. Jeg er dog endnu, gudskelov, noget værd på en kampplads.
127 Nun mein ich, es sei klar, dass der dritt Grund dieses Romanisten sei ketzerisch und lästerlich, als der Gott dem heiligen Geist offentlich widerspricht, ihn lügen heisst, Paulum ganz vornichtet. Dann sintemal Christus ist durch Aaron bedeut, so mag nit St. Peter dadurch bedeut sein. Dann was die Schrift Christo zueigent, das muss man keinem Andern zueigen, auf dass beständig bleib die Schrift in einem gewissen, einfältigen, unzurtheiligen Vorstand, darauf sich unser Glaub ohn alles Wanken muge bauen. Nu mener jeg, det er klart, at den tredie grund hos denne romanist er kættersk og bespottende, som en grund, der åbenbart modsiger Gud Helligånden, kalder ham en løgner, ganske tilintetgør Paulus. For aldenstund Kristus er betegnet ved Aaron, kan ikke Sankt Peter være betegnet derigennem. For hvad skriften tilskriver Kristus, det må man ikke tilegne nogen anden, for at skriften bestandig kan have en sikker, enfoldig, udelelig udlægning, hvorpå vores tro uden al vaklen kan bygge.
128 Das lass ich geschehen, dass Petrus sei der zwölf Edelgestein einer, (2. Mos. 28,5) die Aaron auf der Brust trug; damit bedeut sein mag, dass die zwölf Apostel, in Christo gewisslich erwählet, und von Ewikeit erkennet, das höhst und liebst Stuck der Christenheit sein: aber ich lass ihn in keinen Weg Aaron werden. Item, ich lass zu, dass St. Peter sei der zwölf Löwen einer, die Salomon an seinem kuniglichen Stuhl hatt, (1. Kön. 10,19.20) aber Christus allein muss mir der einige Kunig Salomon bleiben. Det går jeg med til, at Peter er én af de tolv ædelstene, som Aaron bar på brystet; derved kan det betegnes, at de tolv apostle, der med sikkerhed var udvalgt i Kristus og anerkendt fra evighed, er det højeste og kæreste stykke i kristenheden; men jeg kan ikke på nogen måde gå med til, at Aaron skulle være forbillede på ham. Ligeledes går jeg med til, at Sankt Peter er én af de tolv løver, som Salomon havde i sin kongelige stol, men alene Kristus kan for mig være kong Salomon selv.
129 Ich lass die zwölf Aposteln sein die zwölf Brunnen in der Wusten Elim, (2. Mos. 16,1.) so doch, dass mir die lichte Wolken und die feurige Säule nichts anders dann Christus selbst sei. Als wenig nu Gewalt unter den Zwölfen einis uber das ander hat; so wenig Gewalt hat St. Peter ubir die andern Apostel, und der Papst ubir andere Bischoff und Pfarrer, aus gottlicher Ordnung. Jeg kan godt gå med til, at de tolv apostle er de tolv brønde i Elims ørken, dog således, at den lysende sky og ildstøtten ikke er andre end Kristus selv. Og lige så lidt som nu blandt de tolv én har magt over de andre, ligeså lidt magt har Sankt Peter over de andre apostle og paven over de andre biskopper og præster, ud fra guddommelig ordning.
130 Noch eins, ihr lieben Romanisten, und damit ein End. Ich bitt umb ein gnädigs richtiges Antwort: Ist Aaron gewesen ein Figur des Papsts, in leiblicher Ubirkeit, Kleidung und Statt: warumb ist er nit auch ein Figur gewesen in allen andern leiblichen Dingen; gilt Ein leiblich Ding, warumb gelten nit alle andere? Endnu ét, I kære romanister, og dermed slut. Jeg beder om et nådigt og rigtigt svar: Var Aaron et forbillede for paven i legemlig øvrighed, klæder og stand, hvorfor var han så ikke også et forbillede i alle andre legemlige ting? Gælder én legemlig ting, hvorfor gælder så ikke alle andre?
131 Es steht geschrieben, dass der ubirst Priester sollt (117) nit eine Witwe oder eine vorwaiste, sondern allein ein Jungfrau zur Ehe nehmen, (3. Mos. 21, 14) warumb giebt man dann dem Papst nit auch ein Jungfrau zur Ehe, auf dass die Figur erfullet werde? Der står skrevet, at ypperstepræsten ikke må ægte en enke eller en forkastet, men kun en jomfru. Hvorfor giver man så ikke paven en jomfru til ægte, så at forbilledet kan opfyldes?
132 Ja, warumb vorbeut der Papst der ganzen Priesterschaft den ehelichen Stand, nit allein wider die Figur, sondern auch wider Gott, wider Recht, wider Vornunft und Natur, dess er keinen Fug, Gewalt noch Recht hat, das die Kirch noch nie geboten, noch gebieten mag, und macht aus eigenem Muthwillen, ohn Noth und Ursach, die Christenheit voll Hurn, Sunder und elend Gewissen, wie St. Paul von ihm sagt, 1. Timoth. 4, (1.2.3): Es werden in den letzten Zeiten kommen, die von dem Glauben treten und anhangen den Lehren der Teufel, in Heuchlerei mit falschen erdichten Worten, und Gewissen haben mit Malzeiten vorzeichnet, die werden vorbieten den ehelichen Stand, und gebieten nit zu essen, was Gott geschaffen hat etc. Ja, hvorfor forbyder paven hele præsteskabet at indgå i den ægteskabelige stand, ikke alene imod forbilledet, men også imod Gud, imod ret, imod fornuft og natur; det har han ikke nogen myndighed, magt eller ret til, det, som kirken endnu ikke har påbudt og heller ikke kan påbyde, så han ud af eget forgodtbefindende, uden nødvendighed og begrundelse gør kristenheden fuld af horer, syndere og elendige samvittigheder, som Paulus siger om ham 1 Tim 4,1ff: Der vil i de sidste tider komme nogle, der falder bort fra troen og støtter sig til djævelens lære, med hykleri og falske opdigtede ord, og gør sig samvittighed over foreskrevne måltider, de vil forbyde den ægteskabelige stand og påbyde ikke at spise, hvad Gud har skabt osv.
133      Hat nit hie St. Paul troffen die geistlichen romischen Gesetz, da der Priesterschaft vorboten ist der ehelichen Stand, und geboten allen Christen, nit Butter, nit Eier, nit Milch, nit Fleisch essen auf benannte Tage? so doch frei Willkohre gelassen ist von Gott selber allen Christenständen, essen, ehelich werden, wie sie wollen. Wo bist du nu Romanist von der Observanz, der du so fast plärrest, es muss nit ein Buchstab der Figur nachbleiben, es muss Alles erfullet werden? Ja, wo ist der Papst, St. Peters Nachfolger, welcher ein Weib hat, auch St. Pauel (Note 3) und alle Apostel?     Har ikke Paulus her ramt de gejstlige romerske love, eftersom det er forbudt præsteskabet at indgå i den ægteskabelige stand, og påbudt alle kristne på bestemte dage ikke at spise smør, æg, mælk, kød? skønt det dog er overlagt til fri forgodtbefindende af Gud selv for alle kristenstænder, at spise eller gifte sig som de vil. Hvor er du nu, observansens romanist, du, der så stærkt bræger op om, at der ikke må mangle et bogstav i forbilledet, det må altsammen opfyldes? Ja, hvor er paven, efterfølger af den Sankt Peter, der havde en hustru, som også Paulus og alle apostlene?
134      Weiter, der alt Hohepriester musst sein Haar nit lassen abscheren (3. Mos. 21,5). Warumb lässt ihm der Papst denn ein Platten machen, und alle andern Priestern? Wo wird hie die Figur erfullet bis auf einen Buchstaben? Item, der alte Hohepriester musste kein Theil des Lands Israel haben, sondern lebt allein von dem Opfer des Volks von Israel. Warumb tobet denn der romisch Stuhl itzt nach der ganzen Welt, und hat nit allein Land, Stadt, ja Furstenthum und Kunigreich gestohlen und geraubet, sondern vormisset sich (118) auch, alle Kunige und Fursten zu machen, setzen, absetzen und wandeln, wie er will, als wäre er der Endchrist? Wo wird hie die Figur erfullet?      Videre, den gamle ypperstepræst måtte ikke lade sit hår klippe. Hvorfor bærer paven så tonsur, og hvorfor gør alle andre præster det? Hvor bliver her forbilledet opfyldt lige til bogstaven? Ligeledes, den gamle ypperstepræst måtte ikke eje nogen del af Israels land, men lever alene af folkets offer fra Israel. Hvorfor raser så den romerske stol nu efter hele verden, og har ikke alene stjålet og røvet lande, byer, ja fyrstendømmer og kongeriger, men formaster sig også til overfor alle konger og fyrster, at skabe dem, indsætte dem, afsætte dem og ændre dem, som han vil, som var han antikrist? Hvor bliver her forbilledet opfyldt?
135      Item, der alte Hohepriester ward von den Kunigen regiert, als ein Unterthaner; warumb lässit denn der Papst ihm seine Fusse kussen, und will Kunig aller Kunige sein, das Christus selbs nit thät? Wo erfullet sich hie die Figur? Item, der Hohepriester war beschnitten. Und dass ichs ein End mach, wenn das heisst die Figur erfullen, dass leiblich zugehe im neuen Testament, wie im alten; warumb werden wir nit wiederumb Juden, und halten das ganze Gesetz Mosi? Mussen wirs in einem Stuck halten, warumb nit in allen? so nit in allen, warumb in einem?      Ligeledes, den gamle ypperstepræst blev regeret af kongerne, som en undersåt; hvorfor lader så paven ham kysse sine fødder, og hvorfor vil han være alle kongers konge, hvilket Kristus selv ikke gjorde? Hvordan opfyldes forbilledet her? Ligeledes, ypperstepræsten var omskåret. Og, at jeg skal komme til ende med det, hvis dette at opfylde forbilledet betyder, at det legemligt skal gå til i det ny testamente, som i det gamle, hvorfor bliver vi så ikke igen jøder og holder hele Moseloven? Må vi overholde den på ét punkt, hvorfor så ikke på alle punkter? Og hvis ikke på alle punkter, hvorfor så på ét punkt?
136       Und so man je will das neue Testament erheben in zeitlicher Pracht, mehr und hoher dann das alte, wäre es denn nit der Vornunft gleich, dass im neuen Testament mehr dann ein Hoherpriester wäre, damit es ehrlicher und prachtlicher wäre, denn das alte, das nit mehr dann einen hält? Sollt die Vornunft hie richten, und ihr selb folgen, was meinst du, dass sie thun wurd? Item, es sein zur Zeit des alten Hohenpriesters viel heilige Menschen gewesen, die nit unter ihm waren, als Job mit den Seinen; denn er ist je nit allein gewesen.       Og hvis man så vil ophøje det nye testamente i timelig pragt, mere og højere end det gamle, ville det så da ikke være i overensstemmelse med logikken, at der i det ny testamente var mere end én ypperstepræst, så at det kunne være mere ærefuldt og prægtigere end det gamle, der ikke havde mere end én? Hvis fornuften her skulle dømme og følge sig selv, hvad mener du så, at den her ville gøre? Videre, der var på den gamle ypperstepræsts tid mange hellige mennesker, der ikke stod under ham, såsom Job og folkene omkring ham; for han var ikke alene.
137 Item, der Kunig zu Babylonien, die Kunigin von Saba, die Wittwe von Sarepta, der Furst Naaman aus Syrien, und viel ander kegen dem Aufgang der Sonnen, mit den Ihren, die alle gelobt sein in der Schrift. Warumb hält hie nit die Figur in allen Buchstaben? Und will der Papst keinen lassen Christen sein, er sei ihm dann unterworfen, und käuf ihm Blei und Wachs abe, wie theur sein Romanisten wollen? Oder haben die Romanisten Gewalt, Figur zu deuten, wie und wie viel sie wollen, ohn alle Schrift? Ligeledes, kongen af Babylon, dronningen af Saba, enken fra Sarepta, fyrst Naaman fra Syrien og mange andre i Østerland, med dem, der var omkring dem, som alle æres i skriften [heller ikke de stod under ypperstepræsten]. Hvorfor overholdes her ikke forbilledet i alle bogstaver? For paven vil ikke lade nogen være kristen, undtagen han er underkastet ham og køber bly og voks hos ham, til den pris, romanisterne forlanger? Eller har romanisterne magt til at tolke forbilledet, fuldstændig som de vil, uden nogen skrift overhovedet?
138     Siehest du noch nit, lieber Romanist, wie gar blind Neid und Hass dich und deines Gleichen gemacht hat? Wäre dirs nit fein angestanden, du hättist in deinem Kloster blieben, deine Vigilien betet, bis (119) man dich zur Sachen berufet oder getrieben hätte? Du weissest nit, was Figur ist oder heisset, und ruhmest dich der ganzen heiligen Schrift ein offentlichen Meister. Ja freilich einen Meister, sie zu vorderben, Gott zu lästern, und alle Wahrheit zu schmahen. Kumm nach einmal wieder, lieber Romanist, so will ich dich mit Maien bestecken, und denen, die dich gesandt haben, zum neuen Jahr schenken.      Ser du endnu ikke, kære romanist, hvordan nid og had har gjort dig og dine lige fuldstændig blinde? Ville det ikke have anstået sig for dig, om du var blevet i dit kloster, havde bedt dine vigilier, indtil man havde kaldt eller drevet dig frem til sagen? Du véd ikke, hvad forbillede er eller betyder, og praler af at være en offentlig mester i hele den hellige skrift. Ja, mester er du sandt for dyden, men det er mester i at fordærve den, i at bespotte Gud, i at smæde al sandhed. Kom bare igen, kære romanist, så skal jeg pryde dig med majløv, og give dig i nytårsgave til dem der har sendt dig. 
139     Ich will auch einis aussen der Schrift sagen. In allen Ständen, die Gott virordent (vorordent?) hat, sein allzeit etlich, die do heilig und selig werden, und ist kein Stand ohn lebendigen Heiligen auf Erden, wie Christus lautet Luc. 17 (54): Werden zwei in einem Bett sein; eins wird angenommen, das ander vorlassen etc. Wenn nu der Papststand aus Gott wäre, so wäre es nit muglich, dass ein Papst vordampt wurde, dieweil nur ein Person allzeit in demselben Stand ist, und wurd also seiner Selikeit gewiss, wer do Papst wurd; das doch wider alle Schrift ist.      Jeg vil også sige en ting udover skriften. I alle stænder, som Gud har forordnet, er der altid nogle, der bliver hellige og salige, og der er ingen stand uden levende hellige på jorden, som Kristus bevidner Luk 17,54: Der kan ligge to i én seng, den ene tages med, den anden lades tilbage, osv. Hvis nu pavestanden var af Gud, så ville det ikke være muligt, at en pave blev fordømt, eftersom der altid kun er én person i denne stand, og den, der blev pave, ville altså være vis på sin salighed; hvilket ville være imod al skrift.
140       Nu lasset uns sehen, wie die frummen Leut die heiligen Wort Christi in dieser Sach handlen. Christus sagt zu St. Peter Matth. 16 (18.19): Du bist oder heissest Petrus; und auf den Petram (das ist, auf den Fels,) will ich bauen meine Kirchen. Und dir will ich die Schlussel des Himmelreichs geben, was du wirst binden auf Erden, soll gebunden sein im Himmel; und was du wirst auflosen auf Erden, soll los sein im Himmel.      Lad os nu se, hvordan de fromme folk behandler Kristi hellige ord i denne sag. Kristus siger til Sankt Peter Matt 16,18: Du er eller hedder Petrus. Og på den petrus (det vil sige klippe) vil jeg bygge min kirke. Og dig vil jeg give himmerigets nøgler, hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlen; og hvad du løser på jorden skal være løst i himlen.
141 Aus diesen Worten haben sie die Schlussel allein St. Petro zugeeigent; aber derselb St. Matthäus am 18, (18) hat diesen irrigen Vorstand vorleget, da Christus zu Allen in gemein sagt: Fürwahr sag ich euch, was ihr werdet binden auf Erden, soll gebunden sein im Himmel; und was ihr werdet auflosen auf Erden, soll los sein im Himmel. Hie ists klar, dass Christus sich selb auslegt, und in diesem 18. Cap. das vorige 16. Cap. vorkläret, dass St. Petro an Statt der ganzen Gemein, und nit fur sein Person, die Schlussen geben sein. Ud fra disse ord har de tildelt alene Sankt Peter nøglerne; men den samme Sankt Matthæus har i det attende kapitel, vers 18 fremført denne forkerte forståelse, hvor Kristus siger til alle i almindelighed: Sandelig siger jeg jer, hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Her er det klart, at Kristus udlægger sig selv, og i dette 18. kapitel forklarer det forrige 16. kapitel, at Sankt Peter i hele menighedens sted og ikke for sin person, fik nøglerne givet. 
142       Also auch Johan. ult. er hat ihn eingeblasen und gesagt: nehmet hin den heiligen Geist; welchen ihr (120) werdet die Sunde vorlassen, den sein sie vorlassen; wilchen aber ihr sie behaltet, den sein sie behalten. In diesen zween Spruchen gegen dem einigen, haben viel sich bemuhet, damit St. Petrus einige Gewalt zu erhalten; aber es ist das Evangelium zu klar am Tag, habens bisher mussen lassen bleiben, dass St. Peter im ersten Spruch (Matth. 16) nichts besonders fur sein Person geben sei.      Sådan også i Joh det sidste kapitel har han åndet på dem og sagt: Modtag Helligånden, hvem I forlader synder, dem er de forladt; hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet. Da disse to skriftsteder står op imod det ene, har mange anstrengt sig for, at Sankt Peter kunne opretholde nogen magt; men evangeliet ligger for klart fremme i dagen, de har hidtil måttet lade det blive ved det, at Sankt Peter i det første skriftsted ikke får noget specielt for sin person.
143 Und also habens vorstanden viel der alten heiligen Väter. Auch weisen es aus die Wort Christi, ehe er die Schlussel St. Peter gab; do fragt er nit allein Petrum, sondern allesampt, und sprach: Was haltet ihr von mir? Do antwort Petrus fur sie Alle und sprach: Du bist Christus, der Sohn des lebendigen Gottis. (Matth. 16,15.16) Og sådan har også mange af de gamle hellige fædre forstået det. Også Kristi ord, før han gav Sankt Peter nøglerne, viser det; her spørger han ikke alene Peter, men alle og sagde: Hvem siger I at jeg er? Da svarede Peter for dem alle og sagde: Du er Kristus, den levende Guds søn.
144     Darumb muss man die Wort Christi (Matth. 16) vorstehen nach den Worten am 18. und Joh. ult. und einen Spruch nit kegen zween stärken, sondern einen durch zween recht vorklären. Es ist ein stärker Bewährung, wo zween, dann wo nur einer ist, und einer billig zweien, und nit zween einem folgen oder weichen. Drumb so liegt es hie am Tag, dass alle Apostel Petro gleich sein in aller Gewalt. Das beweiset auch das Werk neben den Worten. Dann Petrus hat nie keinen Apostel erwählet, gemacht, bestätiget, gesendet, geregieret: das doch hätt musst sein, so er von gottlicher Ordnung ihr Oberer wär gewesen, oder wären allesamet Ketzer gewesen.      Derfor må man forstå Kristi ord Matt 16 ud fra ordene i det 18. kap og i Joh 20, og ikke sætte ét op mod to, men forklare det ene ud fra de to. Det er en stærkere godtgørelse, hvor der er to vidnesbyrd, end hvor der kun er ét, og det er rimeligt, at det ene følger eller viger for de to, og ikke de to for det ene. Derfor er det her klart, at alle apostle står lige med Peter i myndighed. Det beviser også gerninger udover ordene. For Peter har aldrig udvalgt, skabt, bekræftet, sendt eller regeret nogen apostel; men hvis han ud fra guddommelige ordning var deres overmand, så ville det have forholdt sig sådan, eller de havde allesammen været kættere.
145 Ubir das mochten alle Apostel sämptlich nit machen St. Matthiam und St. Paul zu Aposteln, sondern mussten vom Himmel gemacht werden, wie Apg. 1, (24.26) und 13 (2.) steht, wie mocht dann St. Peter allein ubir alle ein Herr sein? Und diess Nusslin hat noch niemand aufgebissen, werden auch mir so gnädig sein, ohn ihrn Willen, und dasselb noch ein Weil wohl ganz lassen. Desuden kunne alle apostle tilsammen ikke gøre Sankt Matthias eller Sankt Paulus til apostle, men de måtte gøres til apostle fra himlen, som der står i  Apg 1,24 og 13,2, hvordan kan så Sankt Peter alene være herre over dem alle? Og denne nød er der endnu ingen, der har knækket, og de vil også imod deres vilje være mig så nådige, og endnu et stykke tid helt lade den være.
146    Und wie dieser Romanist ruhmt, dass der romisch Stuhl blieben ist, ob er wohl an seiner Gewalt ist oft angefochten, ruhme ich wiederumb, dass der romisch Stuhl auch vielmahl und noch bisher strebt und tobet nach solcher Gewalt; er hat sie aber noch nie ubirkommen, (121) und wird sie, ob Gott will, nimmermehr ubirkommen. Und ist ein rechter Fastnachtsruhm, dass sich einer ruhmen dar, es sei ihm blieben beständiglich, das er noch nie gehabt hat. Warumb ruhmet sich der liebe Romanist nit auch, das ihm die Stadt zu Leipzik noch nie genommen ist, doran er doch nit ein Haus hat? Es wäre je ein gleicher Ruhm. So plaudert man ein hin; was nur ins Maul fället, das muss eraus.      Og ligesom denne romanist praler af, at den romerske stol stadigvæk eksisterer, selv om den ofte er blevet anfægtet i sin magt, sådan praler jeg omvendt af, at den romerske stol også mange gange og endnu idag stræber og raser efter en sådan magt; men den har endnu ikke opnået den, og vil, om Gud vil, aldrig få fat på den. Og det er en rigtig fastelavnspral, at én vover at prale af, at den altid har eksisteret, når den endnu ikke har haft den. Hvorfor praler den kære romanist ikke også af, at byen Leipzig endnu aldrig er tager fra ham, hvori han dog ikke ejer et hus? Det ville jo være en tilsvarende pral. Sådan pludrer man frem; hvad der bare falder én i munden, det må ud.
147 Drumb sag ich, die romische Tyrannen haben wohl wider das Evangelium gestritten, aus der gemeinen Gewalt ein eigene zu machen; aber Christus Wort ist blieben, da er sagt (Matth. 16,15): Die Gewalt der Höllen sollen nichts dawider vormugen. Wäre es nu aus gottlicher Ordnung gewesen, so hätte es Gott nit lassen, es wäre einmal erfullet werden. Aber romischer Gewalt ist noch nie ein Buchstab erfullet, ubir die ganz Christenheit. Derfor siger jeg, at de romerske tyranner nok har kæmpet mod evangeliet, for af den fælles magt at skabe sin egen; men Kristi ord er blevet stående, hvor han siger: Helvedes magt skal intet formå imod den. Hvis den nu havde været af guddommelige ordning, så ville Gud ikke have undladt engang imellem at opfylde den. Men romersk magt er der endnu ikke opfyldt et bogstav af udover hele kristenheden.
148     Es hilft auch nit, dass man sagt, es sei nit der Romer, sondern der Ketzer Schuld, dass nit erfullet werd. Ketzer hin, Ketzer her; was gottlich Ordnung und Zusagen ist, vormugen die Pforten der Höll nit wehren noch hindern, schweig dann die Ketzer; er ist wohl so stark, dass er es erfullen kann und will, ohn aller Ketzer Dank. Dieweil er es dann nie gethan hat, und lässet es noch unerfullet, unangesehen so grossen Ernst, Fleiss, Muhe und Arbeit, List und Schalkeit darzu, die die Romer dabei than haben, ists, hoff ich, gnugsam beschlossen, was des Papsts Gewalt ist vur andern Bischoffen und Pfarrern; ist menschlich und nit gottlich Ordnung. Christus Reich ist durch die ganz Welt allzeit gewesen, wie im andern Psalm (v 8) und 19: (v. 5.6.7.) steht: es ist aber nie kein Stund ganz unter dem Papst gewesen: trotz, der anders sage.      Det hjælper heller ikke, at man siger, at det ikke er romernes, men kætternes skyld, at det ikke er opfyldt. Kætter op og kætter ned, hvad der er guddommelige ordning og tilsagn, formår helvedes porte ikke at værge eller hindre, endsige da kætterne. Han er vel så stærk, at han kan og vil opfylde det, uden nogen kætters tak. Og eftersom han nu ikke har gjort det, og stadig lader det være uopfyldt, uanset så stor alvor, flid, møje og arbejde, list og forslagenhed, som romerne har anvendt i den anledning, så håber jeg det er tilstrækkeligt klargjort, hvad pavens magt fremfor de andre biskoppers og præsters er; det er en menneskelig og ikke en guddommelige ordning. Kristi rige har altid været i hele verden, som det står i Sl 2,8 og i Sl 19,5ff. men det har aldrig i noget øjeblik været helt under paven, på trods af, hvad andre siger.
149     Wiewohl diess alls grundlich wahr ist, wollen wir doch weiter auch ihre unnutz Fabeln zunicht machen, und sag also: Wenn schon das nit gulte, dass die zween Spruch Matthäi und Johannis, welche die Schlussel (122) gemein machen, sollten vorklären den einen Spruch Matthäi, der do lautet, als Petro die Schlussen allein gegeben sein; so wird die Sach doch nit weiter kommen, dann dass es Zweifel ist, ob der eine Spruch den zweien, oder die zween dem einigen folgen sollen; und trozte ich mit zweien Spruchen so stark, als sie mit einem.      Selv om alt dette er overmåde sandt, vil vi dog fremdeles også tilintetgøre deres unyttige fabler og siger derfor: Selv om det ikke gjaldt, at de to skriftsteder hos Matthæus og Johannes, som gør nøglerne til alles ejendom, skulle forklare det ene skriftsted hos Matthæus, der lyder som om Peter fik nøglerne for sig alene; så vil dog sagen ikke komme videre end dertil, at der er tvivl om, hvorvidt det skriftsted skal følge de to, eller de to det ene; og så står jeg dem imod med to skriftsteder, ligeså stærkt som de med ét.
150 Und in dem Zweifel sein wir aber sicher, und stehet an uns, dass wir den Papst mugen fur ein Häupt haben oder nit. Dann wo etwas im Zweifel hangt, da ist niemand kein Ketzer, er halte diess oder das, wie sie alle selb sagen. Und so liegt abermal ernieder ihren Grund, und mugen nit aufbringen, denn einen solchen ungewissen Zweifel. Darumb mussen sie entweder diese Spruche stätigen, dieweil sie im Zweifel weben; oder mussen andere Spruch fuhren, die uns offentlich weisen, dass die zweene dem einigen sollen folgen; das sollen sie mir lassen, und biet ihn Trotz darzu. Og i tvivlen er vi sikre, og det står hen til os, om vi vil regne paven for et overhoved eller ej. For hvor der er tvivl om noget, der er ingen en kætter, hvis han regner med dit eller dat, sådan som de også selv siger. Og så er igen deres begrundelse slået til jorden, og de kan ikke frembringe andet end en sådan usikker tvivl. Derfor må de enten bekræfte disse skriftsteder, for så vidt de er i tvivl, eller de må fremføre andre skriftsteder, som åbenlyst påviser, at de to skriftsteder skal følge det ene; men det skal de nok undlade, og dertil byder jeg dem trods.
151      Ich will aber Spruch fuhren, damit ich beweise, dass der eine Spruch soll folgen den zween. Dann also spricht das Gesetz, und Christus zeucht es an Matth. 18, (16. Aus den 17. Cap. des 5 Buchs Mosis): Ein igliche Sache soll bestehn durch den Mund zweer oder dreier Gezeugen, und niemand soll sterben von eins Gezeugen wegen allein. Dieweil dann ich zween Zeugen hab wider einen, so muss mein Sach vorgahn, und der ein Spruch zweien folgen, dass Petrus nit als Petrus, sondern anstatt der Gemein die Schlussel empfangen habe, wie Matthæ 18 und Joh. 20 sagt klärlich, und nit allein Petrus, wie Matthæ 16 scheinet sagen.       Men jeg vil fremføre skriftsteder, for at bevise, at det ene skriftsted skal følge de to. For således taler loven og Kristus fortolker den Matt 18,16 (fra 5 Mos 19,15): Enhver sag skal afgøres på to eller tres vidnesbyrd, og ingen skal dø på grund af én mands vidnesbyrd. Fordi jeg derfor har to vidnesbyrd imod det ene, så må min sag gå forud, og det ene skriftsted følge de to, så altså Peter ikke som Peter, men i stedet for som menigheden har modtaget nøglerne, som Matt 18 og Joh 20 klart siger, og det altså ikke er kun Peter, der har fået dem, som Matt 16 synes at sige.
152      Ueber das wundert mich fast solch hohe Vormessenheit, dass sie aus der Schlussel Gewalt wollen ein regierende Gewalt machen, das sich doch fuget zusammen, wie Winter und Summer. Dann regierende Gewalt ist weit mehr dann Schlusselgewalt. Schlussel gewalt reicht nur aufs Sacrament der Buss, die Sund zu binden und losen, wie der klare Text steht Matth 18 und Joh ult, aber regierende Gewalt steht auch uber die, die frumm sein, und nit haben, das man bind oder auflose, und (123) hat unter sich predigen, vormahnen, trosten, Messhalten, Sacrament geben und dergleichen.      Derudover undrer jeg mig højligt over den store formastelighed, at de ud af nøglemagten vil lave en regerende magt, som de dog sammenføjer som vinter og sommer. For en regerende magt er meget mere end nøglemagt. Nøglemagten rækker kun til bodssakramentet, til at binde og løse synden, som der klart står i teksten Matt 18 og Joh 20, men den regerende magt står også over de fromme, der ikke har brug for, at man binder og løser, og har under sig dette at prædike, at formane, at trøste, at holde messe, at give sakramentet og den slags. 
153        Drumb fuget sich der dreier Spruch keiner zur Gewalt des Papsts ubir die ganz Christenheit, man wollt dann nur einen Beichtvater, oder Pönitentarien, oder Bannmeister draus machen, dass er allein uber die Bosen und Sundere regiere; das sie doch nit wollen. Auch wo diess Wort sollen päpstlichen Gewalt bestätigen uber alle Christen, wollt ich gerne wissen, wenn der Papst sundiget, wer ihn absolviren muge? so diese Wort, wie sie sagen, dem Papst Idermann unterwerfen. Er muss freilich in Sunden bleiben; und taug auch nit, dass er seine Gwalt einem Andern gebe uber sich, er wurd anders ein Ketzer, als ein Handler wider gottlich Ordnung.        Derfor er der ingen af de tre skriftsteder, der føjer sig til pavens magt over hele kristenheden, medmindre man derud af vil lave kun én bodsfader eller pønitarius eller bandmester, så han alene hersker over onde og syndere; hvad de dog ikke vil. Og selv om også dette ord skulle bekræfte den pavelige magt over alle kristne, så ville jeg gerne vide, hvem der må absolvere paven, når han synder? eftersom ifølge dette ord, som de siger, enhver er underkastet paven. Og det duer heller ikke, at han giver andre sin magt over sig selv, for så bliver han en kætter, han handler jo imod den guddommelige ordning.
154     Es haben wohl etlich erdichtet, dass Person und Ampt am Papst zweierlei Ding sein, als mug die Person sich untergeben, und nit das Ampt. Es gleisset das; es hält aber wie die gleissende Waar pfleget. Dann sie haben in ihren Gesetzen selbs so mit grossem Geschrei und Pracht vorboten, dass kein unterer Bischof mug einen Papst bestätigen, darinnen doch nit das Ampt, sondern die Person ins Ampt gesetzt wird.       Der er vel nogen, der har opdigtet, at person og embede hos paven er to forskellige ting, som om personen måtte give sig ind under en anden og ikke embedet. Det kunne se sådan ud. Men det holder, som de skinnende varer plejer at holde. For de har selv i deres love med stort skrig og pragt forbudt, at en underordnet biskop kan bekræfter paven, og derved bliver dog ikke embedet, men personen sat ind i embedet.
155 So dann hie die Person niemand unterthan ist, ist sie gewisslich in dem Absolviren auch nit unterthan; aber sie haben in allen ihren Händel, Sachen, Glossen, Vorstand, ein Schwindelgeist, dass sie itzt sonst, itzt so sagen; und dieweil sie die Gottis Worte zwingen, vorlieren sie den rechten Vorstand, dass sie nit wissen, wo sie bleiben, und gahn also selbst irr, wollen doch die ganz Welt regieren. Ligesom derfor her personen ikke står under nogen, står han givetvis heller ikke under nogen i absolutionen; men de har i hele deres adfærd, i alle deres sager, ord, forståelse, en svindelånd, så de nu siger ét, nu noget andet; og fordi de tvinger Guds ord, mister de den rette forståelse, så de ikke véd, hvor de er henne, og farer selv vild, selv om de vil regere hele verden.
156      Drumb halt ein iglich Christenmensch, dass in diesen Spruchen wider St. Peter noch den Aposteln Gewalt geben ist zu regieren, oder oben zu schweben. Was ist dann drinnen geben? Das will ich dir sagen. Die Wort Christi sein eitel gnädige Zusagunge, der ganzen Gemein aller Christenheit gethan, wie gesagt ist, dass die armen sundige Gewissen einen Trost haben sollen, wo sie durch einen Menschen werden aufgelost oder absolvirt; und reichen also die Wort nur auf die sundige, blode, betrubte Gewissen, wilch dadurch sollen gestärkt werden, so sie anders gläuben. So nu die trostlich (124) Wort Christi, allen armen Gewissen der ganzen Gemein zu gute gesetzt, werden gezogen auf päpstliche Gewalt zu stärken und grunden, will ich dir sagen, wie michs gemahnet.      Derfor skal ethvert kristenmenneske regne med, at i disse skriftsteder bliver der hverken givet Sankt Peter eller apostlene magt til at regere og til at svæve foroven. Hvad gives der så derigennem? Det skal jeg sige dig. Kristi ord er idel nådige tilsagn, som er rettet imod alle menigheder i hele kristenheden, som sagt er, så de stakkels syndige samvittigheder kan få en trøst, når de bliver afløst og absolveret af et menneske; og ordene rækkes altså kun ud til de syndige, frygtsomme, bedrøvede samvittigheder, som derigennem skal styrkes, så de tror anderledes. Når nu Kristi trøsterige ord, som er sat frem til alle stakkels samvittigheder i hele menigheden, bliver trukket frem for at styrke og begrunde en pavelige magt, så skal jeg sige dig, hvad det minder mig om.
157       Es gemahnet mich eben als wenn ein reicher, milder Furst seine reichen Schätze aufthät, und Freiheit gäbe den armen Durftigen, zu holen was sie durften. Und käme daher einer unter denselben Durftigen ein Schalkhaftiger, nahm sich der Freiheit allein an, liess niemand zu, man geb sich dann ihm gefangen nach allen seinem Willen, fur zu und deutet die Wort des Fursten dahin, es wäre ihm allein die Freiheit geben. Kannst du merken, was der mild Furst denken wurd auf den Schalk?      Det minder mig netop om en rig, mild fyrste, som åbner sin rige skat og giver frihed til alle trængende, dèr at hente, hvad de behøver. Og så kom der mellem disse trængende en slyngel, tog sig denne frihed for sig selv alene, uden at lade andre komme til, undtagen man gav sig til fange hos ham helt efter hans vilje, fór frem og tydede fyrstens ord derhen, at friheden var givet til ham alene. Kan du mærke, hvad den milde fyrste vil tænke om den slyngel?
158 Kannst du es nit denken, so hore wie St. Matthäus (c. 24, 48-51) sagt, von demselben Knecht: Wo der schalkhaftige Knecht wird sagen in seinem Herzen: Ha, mein Herr bleibt lang aussen; hebt an und schlägt seine Mitdiener, isst und trinket mit den Prassern, so wird kommen der Herr desselben Knechts, an den Tage, da er nit meinet, und zu der Stund, die er nit weiss, wird ihn zutheilen und seinen Lohn geben unter den Gleissnern; da wird sein Heulen und Zähneklappern. Kan du ikke tænke dig til det, så hør, hvad Matt 24,48-51 siger om denne tjener: Når den slyngelagtige tjener vil sige i sit hjerte: Ha, min herre tøver med at komme hjem, og giver sig til at slå sine medtjenere, æder og drikker med frådserne, så vil den herres tjener komme på den dag, han ikke regner med, og i den time, han ikke kender, han vil give ham hans løn blandt hyklerne: dèr skal der være gråd og tænderskæren.
159      Nu sieh, wie dieser Knecht seines Herrn Meinung deutet, also deuten die Romanisten auch die Gottis Wort; und dennocht nit ehr, dann wo sie aufs allerbest deuten. Dann wo sie gar toll sein, thun sie gleich, als wenn derselb Knecht nit allein seins Herren Mildikeit in seinen Nutz verkauft; sondern als wenn er die Guter wandelt, und fur Korn, Spreu und Triestern; fur Gold, Koppfer; fur Silber, Blei; fur Wein, Gift gebe.       Se nu, ligesom denne tjener tolker sin herres mening, sådan tolker romanisterne også Guds ord; og alligevel kun dèr, hvor de tyder dem bedst. For hvor de er helt tåbelige, så handler de, ligesom hvis denne tjener ikke alene sælger sin Herres barmhjertighed til sin egen fordel, men også forvandler goderne, og i stedet for korn gav avner og hø, i stedet for guld gav kobber, i stedet for sølv gav bly, i stedet for vin gav gift fra sig. 
160 Also ists dennoch ein Gnad, dass sie die Schlussel dem Papst also eigen, dass wir sie doch mit Geld, und Alles was wir haben, erkäufen mugen. Aber wenn sie ihre Gesetz, Gewalt, Bann, Ablass und dergleich anstatt des Evangelii predigen, da regiert alle Ungluck. Das heisset der Herr die Mitdiener von dem bosen Knecht geschlagen werden, der sie mehr speisen sollt. (125) Og alligevel er det en nåde, at de tilegner paven nøglerne på den måde, at vi dog har lov til at købe dem for penge og alt, hvad vi har. Men når de prædiker deres lov, magt, ban, aflad og den slags i stedet for evangeliet, så hersker al ulykke. Om det siger Herren, at medtjenerne bliver slået af den onde tjener, der snarere skulle bespise dem. 
161      Dass nu ein Iglicher einen rechten Unterscheid des rechten und falschen Vorstands hab in diesen Worten Christi, so gib ich ein grob Gleichniss. Der Hohepriester im alten Testament hätt aus gottlicher Ordnung ein sonderlich Kleid, das er zu seinem Ampt brauchen sollt. Da sich Kunig Herodes erhub uber das Volk von Israel, nahm er zu sich dasselb Kleid; und wiewohl er sein nit braucht, nahm er doch ihm selb Gewalt uber desselben Kleids Brauch, und mussten ihm das abkäufen, dazu sie von Gott Recht hätten.       Da nu enhver har den rette forskel på den rette og den falske forståelse i disse ord af Kristus, så vil jeg fremsætte en grov sammenligning. Ypperstepræsten i det gamle testamente havde ud fra guddommelige ordning en særlig klædedragt, som han skulle bruge i sit embede. Da kong Herodes hævede sig over Israels folk, tog han denne klædedragt til sig; og skønt han ikke brugte den, tog han selv magt over brugen af denne klædedragt, og de måtte købe det af ham, som de af Gud havde fået ret til.
162      Also itzt auch; die Schlussel sein der ganzen Gemein geben, wie droben beweiset ist. Nu fahren die Romanisten daher, und wiewohl sie ihr nimmer selb brauchen, noch ihr Ampt uben, nehmen sie doch ihn selb einen Gewalt uber denselben Brauch der Schlussel, und man muss ihn mit Geld abkaufen, das unser eigen ist, von Christo geben: lassen ihn dran nit genugen; sondern die Wort, die Christus von den Schlusseln sagt, deuten sie nit auf die Schlussel, noch Schlussel Brauch, sondern auf ihre angenommen Macht und Gewalt ubir die Schlussel. Dass also die Gewalt der Schlussel, von Christo frei geben, nu gefangen ist in die Gewalt der Romanisten, und soll beide Gewalt mit einerlei Wort Christi vorstanden werden: gerad als wenn Herodes hätt gesagt, dass Moses hätt von seiner Gewalt geredt, da er von dem Kleid des Hohenpriester redt.      Sådan er det også nu; nøglerne er givet til hele menigheden, som ovenfor bevist. Nu farer romanisterne frem, og skønt de ikke selv bruger dem, eller udøver deres embede, tager de dog for sig selv magt over brugen af nøglerne, og man må med penge købe det fra dem, som er vort eget, givet af Kristus: og de lader sig ikke nøje med det, men de ord, som Kristus siger om nøglerne, tolker de ikke om nøglerne eller om brugen af nøglerne, men om den myndighed og magt, de har tiltaget sig over nøglerne. Så at altså nøglemagten, som frit er givet af Kristus, nu er fanget i romanisternes magt, og begge slags magt skal forstås med det samme ord af Kristus. Nøjagtig, som hvis Herodes havde sagt, at Moses havde talt om hans magt, da han talte om ypperstepræstens klædedragt.
163       Also mocht auch ein Tyrann etwa ein Testament zu sich reissen, und die Wort, damit dem Erben das Gut bescheiden ist, dahin ziehen, dass ihm die Gewalt wäre geben ubir dasselb Testament, ob er es dem Erben wölle folgen lassen umbsonst, oder verkaufen. Eben so ist es auch mit der Schlussel Gewalt, und des Papsts Ubirkeit, durch einerlei Wort vorstanden; so die zwei Ding nit allein unterschiedlich sein, sondern auch die Ubirkeit mehr ist, dann der Schlussel Gewalt, noch muss es eins Dings sein.      Sådan kunne også en tyran tage ét eller andet testamente til sig og dreje de ord, hvormed ejendommen tildeles arvingerne, derhen, at der var givet ham magt over dette testamente, om han ville overgive det til arvingerne for intet, eller sælge det til dem. Netop sådan er det også med nøglemagten og pavens øvrighed, når de forstås ud fra det samme ord; skønt de to ting ikke alene er forskellige, men også øvrigheden er mere end nøglemagten, må de dog være ét og det samme. 
164      Dass sie aber sagen, die leiblichen Ubirkeit des Papsts sei in denen Worten gesetzt, da Christus sagt: Auf den Fels will ich bauen meine Kirche, (Matth 16,18) vorstehn durch den Fels St. Peter und sein Ubirkeit; (126) hab ich vielmal vorlegt, und itzt kurzlich sage: Zum Ersten, dass sie es mussen bewähren, dass der Fels heisse ein Ubirkeit. Das thun sie nit, und kunntens auch nit thun; noch schätzen sie daher aus eigenem Kopf, und soll Alles gottlich Ordnung heissen, was sie geifern.      Men at de siger, at pavens legemlige øvrighed er grundet på de ord, hvor Kristus siger: På denne klippe vil jeg bygge min kirke, og ved denne klippe forstår Sankt Peter og hans øvrighed, det har jeg mange gange fremlagt, så jeg nu kort kan sige: For det første, at det må godtgøres at klippen betyder en øvrighed. Det gør de ikke, og det kan de heller ikke gøre; alligevel vrøvler de op om det ud af deres eget hoved, og alt, hvad de fråder op om, skal kaldes guddommelige ordning.
165      Zum Andern, der Fels noch St. Peter, noch sein Ubirkeit mag heissen, umb des Wortis Christi willen, das do folget, und spricht: Und die Pforten der Hölle sollen nit wider sie etwas vormugen. Nu ists am klaren Tag, dass niemand dadurch erbauet wird in der Kirchen, noch den Pforten der Höllen widersteht, dass er in der äusserlichen Ubirkeit des Papsts ist.       For det andet, klippen kan hverken betyde Sankt Peter eller hans øvrighed, på grund af Kristi ord, som følger bagefter, hvor han siger: Og helvedes porte skal ikke få magt over den. Nu ligger det klart for dagen, at ingen af den grund bliver opbygget i kirken eller modstår helvedes porte, at han står i pavens ydre øvrighed.
166 Dann das mehrer Theil der, die do hart halten auf des Papsts Ubirkeit, und drauf sich bauen, sein besessen mit aller Gewalt der Hölle, voller Sund und Bosheit, darzu etlich Päpst selbst Ketzere gewest, ketzerich Gesetz geben, sein doch in der Ubirkeit blieben. Drumb muss der Fels nit heissen Ubirkeit, wilch nit mag wider die Pforten der Hölle bestehen; sondern allein Christum und den Glauben, wider wilche keine Gewalt etwas vormag. For den største del af dem, der holder hårdt på pavens øvrighed og selv bygger derpå, er besat med al helvedes magt, fuld af synd og ondskab, dertil har nogle paver selv været kættere, givet kætterske love, og er dog forblevet i øvrigheden. Derfor kan klippen ikke betyde en øvrighed, der ikke kan bestå mod helvedes porte, men alene Kristus og troen, mod hvilke ingen magt formår noget. 
167      Dass aber die Ubirkeit bleibt, ob wohl Etlich dawider fechten, das heisst nit wider die höllischen Pforten bestanden. Dann so ist auch blieben der Grichsche Kirche, und alle andere Christen in der Welt; bleiben auch noch die Moscowiten und Böhmen, ja auch das Kunigreich von Persenland, mehr dann zwei tausend Jahr, und der Turk nu schier tausend Jahr, ob wohl dawider gefochten ist mannichfältiglich.       Men at øvrigheden forbliver, selv om nogle kæmper imod den, det betyder ikke at bestå mod helvedes porte. For sådan er den græske kirke og alle andre kristne i verden også forblevet; moskovitterne og bøhmerne er også forblevet til nu, ja, også kongeriget Persien er forblevet i mere end to tusind år, og tyrkerne i over tusind år, selv om der på mange måder er kæmpet imod dem.
168 Und dass ich dir mehr sage, dess du dich als ein hochvorständiger Romanist billig sollt vorwundern: Die Welt in ihrer Bosheit ist von Anbeginn bestanden, und besteht bis an den jungsten Tag, und ewiglich, ob wohl Gott selb mit allen heiligen engeln und Menschen ohn Unterlass wider sie prediget, schreibt und wirkt. Dunkt dichs, lieber Romanist, so beut Gott und allen Engeln Trotz, dass die Welt sei bestanden wider alle ihre Wort und Werk. Og jeg kan sige dig noget mere, som du som en højst forstandig romanist med rimelighed skulle undre dig over: Verden i dens ondskab har bestået fra sin begyndelse og indtil dommedag, og gør det evigt, selv om Gud selv med alle hellige engle og mennesker uden afbrydelse prædiker, skriver og virker imod den. Hvis du vil, kære romanist, så byd Gud og alle engle trods, at verden har bestået imod alle deres ord og gerninger.
169      Solltest du elender, blinder Romanist nit vorhin lernen, ehe du etwas schriebest, was doch hiesse wider (127) die Pforten der Hölle bestahn? Ist ein iglich Bestahen so viel, als wider die höllischen Pforten bestahen, so besteht des Teufels Reich mit grosserm Haufen, dann Gottis Reich. Das heisst aber bestahn wider die höllischen Pforten, nit in äusserlicher Gemein, Gewalt, Ubirkeit oder Sammlung leiblich bleiben, als du plauderst von der romischen Gemein und Einikeit, sondern in einem festen, rechten Glauben auf Christo, dem Fels, erbauet, dass denselben nit muge unterdrucken irgend ein Gewalt des Teufels, ob sie wohl einen grossern Haufen hat, und unzählige Streit, List, Gewalt, dawider braucht.       Skulle du elendige, blinde romanist ikke, før du skriver noget, lære, hvad det betyder, at bestå imod helvedes porte? Kan enhver beståen gælde som det at bestå mod helvedes porte, så består djævelens rige med større tilslutning end Guds rige. Men dette betyder det at bestå imod helvedes porte, ikke at forblive legemligt i et ydre samfund, magt, øvrighed eller forsamling, sådan som du vrøvler om den romerske menighed og enighed, men at opbygges i en fast, ret tro på Kristus, klippen, så at en sådan ikke nogensinde undertrykkes af djævelens magt, selv om den har en stor tilslutning, og bruger utallige stridigheder, list, magt imod ham. 
170     Nun ist der mehrer Theil der romischen Gemein, und etlich Päpst selbst, muthwillig ohn Streit vom Glauben getreten, und leben in Gewalt des Teufels; wie das am Tag ist, und also das Papstthumb oft der höllischen Pforten unterworfen gewest. Und sollt ich recht eraus sagen, so ist dieselb romische Ubirkeit, seint der Zeit sie sich vormessen hat, uber alle Christenheit zu schweben, nit allein nie darzu kommen, sondern auch ein Ursach worden fast aller abtrunnigen Ketzerei, Zwietracht, Secten, Missglauben und alles Jammers, das in der Christenheit ist, und noch nie los worden von der Pforten der Hölle.      Nu er største delen af den romerske menighed, og især paven selv, godvilligt uden strid trådt bort fra troen, og lever i djævelens magt; som det ligger klart fremme i dagen, og pavedømmet derfor ofte har været underkastet helvedes porte. Og skal jeg tale lige ud, så er denne romerske øvrighed, siden den tid, hvor den har formastet sig til at svæve over hele kristenheden, ikke alene ikke kommet dertil, men er også blevet en årsag til næsten alle frafalds kætterier, tvedragt, sekter, vantro og alt jammer, som er i kristenheden, og er aldrig kommet løs fra helvedes porte.
171 Und wenn kein andrer Spruch wäre, der do bewähret, dass romische Ubirkeit aus menschlicher und nit gottlicher Ordnung sei, so wäre eben dieser Spruch allein genug, da Christus sagt: die Pforten der Hölle sollten nit vormugen wider sein Gebäu auf den Fels. Nu haben die Pforten der Höllen das Papstthumn oft innen gehabt, der Papst nit frumm gewesen, und dasselb Ampt das mehrermal ohn Glauben, ohn Gnad, ohn gut Werk gestanden; wilchs Gott nimmermehr liess geschehen, wenn in Christus Worten dasselb Papstthumb vorstanden wäre durch den Fels. Dann so wäre er nit wahrhaftig in seiner Zusag, und erfullet nit sein eigene Wort; drumb muss der Fels und das Gebäu Christi drauf gegrundet, viel ein anders sein, dann das Papstthum und sein äusserliche Kirche. Og hvis det ikke var noget andet skriftsted, som godtgør, at den romerske øvrighed er af menneskelig og ikke af guddommelig ordning, så ville netop dette skriftsted alene være nok, hvor Kristus siger: Helvedes porte skal ikke formå noget imod hans bygning på denne klippe. Nu har helvedes porte ofte haft pavedømmet inden i sig, paven har ikke været from, og dette embede ofte stået frem uden tro, uden nåde, uden gode gerninger; hvilket Kristus aldrig ville have ladet ske, hvis dette pavedømme var forstået gennem klippen. For i så fald ville han ikke have været sanddru i sit tilsagn og ikke have opfyldt sit eget ord; derfor må klippen og Kristi bygning, der er grundet derpå, være en helt anden end pavedømmet og dets ydre kirke.
172     Demnach sag ich mehr, es ist oft der romisch Bischof von andern Bischoffen abgesetzt und eingesetzt. (128) Wann dann sein Ubirkeit aus Gottis Ordnung und Zusagen bestund, so hatt Gott dasselb nit zugelassen; dann es wäre wider sein Wort und Vorsprechen. Und wo Gott in einem Wort wurd erfunden unbeständig, do ginge unter Glaub, Wahrheit, Schrift und Gott selbs. So dann Gottis Wort beständig sein, mussen sie mir beweisen, dass der Papst noch nie einmal sei gewesen unter dem Teufel noch Menschen.       Desuden siger jeg videre, at den romerske biskop ofte er blevet afsat og indsat af andre biskopper. Hvis derfor hans øvrighed bestod ifølge Guds ordning og tilsagn, så ville Gud ikke have tilladet det; for det ville have været imod hans ord og løfte. Og hvis Gud blev fundet ubestandig i ét ord, så ville tro, sandhed, skrift og Gud selv gå under. Fordi derfor Guds ord er bestandig, derfor må de bevise mig, at paven ikke en eneste gang har været under djævelen eller under mennesker.
173 Hie mocht ich gerne horen, was meine lieben Romanisten dawider sagen mugen. Ich hoff, sie sein mit ihrem eigen Schwerdt geschlagen, wie Goliath (1 Sam 17,51). Dann ich kann beweisen, dass Papstthum nit allein unter dem Teufel, sondern auch unter Bischoffen, ja auch unter weltlicher Gewalt gewesen ist unter den Kaisern. Wo ist hie der Fels bestanden wider die Pforten der Höllen? Ich lass ihn die frei Wahle, das Papstthum liegt in diesen Worten darnieder, oder Gott ist ein Lugener. Lass sehen, wilchs sie erwählen. Her vil jeg gerne høre, hvad min kære romanist vil sige imod det. Jeg håber, de bliver slået med deres eget sværd, som Goliat. For jeg kan bevise, at pavedømmet ikke alene i kejsertiden har været under djævelen, men også under biskopper, ja under verdslig magt. Hvor er her den klippe, der kan bestå imod helvedes porte? Jeg lader dem frit vælge imellem de to muligheder: at pavedømmet med disse ord er nedlagt eller at Gud er en løgner. Lad os se, hvad de vælger. 
174      Auch ists nit gnug, dass du wolltest dich ausdrehen mit Worten und sagen: ob das Papstthum wohl unter dem Teufel etwan ist, so sein doch unter ihm frumm Christen allzeit blieben. Sag ich: dass auch unter dem Turken Christen bleiben, dazu in aller Welt: wie vorzeiten unter Nerone und andere Tyrannen. Was hilft das? Das Papstthum und der Papst selbst mussen nimmermehr unter dem Teufel sein, soll Christus Wort von ihn gesagt sein, dass es ein Fels sei wider die Pforten der Höllen. Sich, so fuhren unser Romanisten die Schrift nach ihren tollen Larven. Was Glauben heisst, muss ihn Ubirkeit heissen; was geistlich bauen heisst, muss ihn äusserlich prangen heissen; wollen dennocht nit Ketzer sein, alle Ander Ketzer machen. Es sein Romanisten.      Det er heller ikke nok, at du vil sno dig fra det med ord og sige: at selv om pavedømmet vel af og til har været under djævelen, så har der dog under det altid været fromme kristne. Dertil vil jeg sige: Der har også under tyrkerne være kristne, dertil i hele verden, som tidligere under Nero og andre tyranner. Hvad hjælper det? Pavedømmet og paven selv må aldrig nogensinde have været under djævelen, hvis Kristi ord skal være sagt om ham, at han er en klippe imod helvedes porte. Se, sådan fører romanisterne skriften ind efter deres tåbelige mummespil. Hvad der hedder tro, må hos dem hedde øvrighed; hvad der hedder at opbygge åndeligt, må hos dem hedde at prange i det ydre; alligevel vil de ikke være kættere, men gøre alle andre til kættere. De er romanister.
175     Noch einen Spruch fuhren sie auf ihren Theil, da der Herr zu Petro dreimal sagt: weide mir meine Schafe (Joh 21, 15.16.17). Hie sein sie allererst trefliche Meister, und sprechen: Dieweil Christus zu Petro sonderlich sagt: Weide mir meine Schafe, hab er ihm die Ubirkeit fur allen geben. Hie wollen wir sehen, (129) was sie fur Noth, Muhe und Erbeit haben, dass sie dasselb erhalten.      Endnu et skriftsted anfører de til deres fordel, der, hvor Herren tre gange siger til Peter: Vær hyrde for mine får (Joh 21,15ff). Her er de allerførst fortræffelige mestre og siger: Fordi Kristus siger til Peter specielt: Vær hyrde for mine får, har han give ham øvrighed frem for alle. Her skal vi se, hvad de har for nødvendighed, møje og arbejde, at de holder fast på dette.
176      Zum Ersten mussen wir wissen, was sie durch weiden vorstehen. Weiden auf Romisch heisset, die Christenheit mit vielen menschlichen, schädlichen Gesetzen beschweren, die Bischofmäntel aufs theurist vorkäufen, Annaten von allen Lehnen reissen, alle Stiftung zu sich ziehen, alle Bischoff mit greulichen Eiden zu Knechten machen, Ablass vorkäufen, mit Briefen, Bullen, Blei, Wachs die ganzen Welt schätzen, vorbieten das Evangelium zu predigen, alle Welt mit Bullen von Rom besetzen, alle Hader zu sich bringen, Zänk und Hader mehren; kurzumb, niemand lassen zur Wahrheit frei kummen, und Fried haben.      For det første må vi vide, hvad de forstår ved at vogte. At vogte på romersk betyder, at besvære kristenheden med mange menneskelige skadelige love, at sælge bispekåben så dyrt som muligt, at opnår annater fra alle len, at trække alle stiftelser til sig, at gøre alle biskopper til slaver med en gruelig ed, at sælge aflad, at narre hele verden med breve, buller, bly og voks, at forbyde at evangeliet prædikes, at besætte hele verden med buller fra Rom, at føre al kiv til sig, at formere skænderi og kiv; kort sagt, ikke at lade nogen frit komme til sandheden, ikke at lade nogen have fred. 
177      Sprechen sie aber, sie vorstehn durch weiden nit solche Missbrauch der Uberkeit, sondern die Ubirkeit an ihr selbst; das ist nit wahr. Das bewähre ich also: Dann wo man wider solch Missbrauch nur mucket ein wenig, mit aller Erbietung der Gewalt, so toben sie und dräuen mit Blixen und Donner; schreien, es sei Ketzerei, und wider die Ubirkeit geredt, man wolle den unzurtheiligen Rock Christi zurreissen; wollen Ketzer, Aufruhrische, Abtrunniger und alle Welt vorbrennen. Daraus klar wird, dass sie weiden nit anders halten, dann solch Wolferei und Schinderei. Doch wollen dieweil denken, als hiess weiden nit solche Wolferei, und sehen was es sei.      Men siger de, at de ved at vogte ikke forstår en sådan misbrug af øvrigheden, men øvrigheden i sig selv, så er det ikke sandt. Det godtgør jeg således: For hvis man mukker bare det mindste imod et sådant misbrug, med al ærefrygt for magten, så raser de og truer med lyn og torden, skriger det er kætteri og talt imod øvrigheden, siger, at man vil sønderdele Kristi udelelige klippe; så vil de brænde kættere, oprørere, frafaldne og hele verden. Hvoraf det bliver klart, at for dem betyder 'at vogte' ikke andet end sådan noget 'ulveri' og plageri, og at de dog samtidig vil se ud som om 'at vogte' ikke betød den slags 'ulveri', så man ikke skulle se, hvad det var. 
178      Ein scharfe, hohe, subtile Rede haben sie (als sie dunkt), wenn sie sagen, dass Person und Ampt nit ein Ding sein, und das Ampt dennoch bleibt und gut ist, ob schon die Person bos ist. Aus dem sie schliessen, und muss auch folgen, dass das Wortlein Christi, weide mir mein Schaf, heisset ein Ampt und äusserliche Gewalt, wilche wohl ein boser Mensch mag haben, und das Ampt niemand heilig macht. Wohlan, das sei uns willkommen, und wollen fragen die Romanisten: Wer Christus Wort hält und erfullet, der ist gewisslich gehorsam und frumm, wird auch selig; denn seine Wort sein Geist und Leben (Joh 6, 68).      En skarp, høj, subtil tale fører de (tror de da), når de siger, at person og embede ikke er ét og det samme, og at embedet godt kan forblive og være godt, selv om personen er ond. Af dette slutter de, og det må også følge deraf, at Kristi ord: 'Vogt mine får' betyder et embede og en ydre magt, som et ondt menneske godt kan indehave, og embedet gør ingen hellig. Velan, det kommer os godt tilpas, og vi vil så spørge romanisterne: Den, der overholder og opfylder Kristi ord, han er med sikkerhed lydig og from, og bliver også salig. For hans ord er ånd og liv. (Joh 6,68).
179 So dann weiden heisset obenan sitzen, und ein Ampt haben, ob er schon ein Bube ist: so folget, dass, wer obenan sitzt, und Papst (130) ist, der weidet. Wer do weidet, der ist Christo gehorsam. Wer gehorsam ist in einem Stuck, ist in allen Stucken gehorsam und ist heilig. So muss wahr sein, dass, wer Papst ist, und sitzt obenan, der ist Christo gehorsam und heilig, er sei ein Bube, Schalk, oder wie er will. Dank habt ihr lieben Romanisten! Nu merk ich allererst, warumb der Papst Sanctissimus heisset. So soll man Christus Wort auslegen, dass man Buben und Schälk zu heiligen, gehorsamen Dienern Christi mache, gleichwie ihr droben Christum zum Häuptbuben und Hurnwirth machet.  Hvis altså 'at vogte' betyder at sidde foroven og have et embede, skønt han er en slyngel, så følger, at den, der sidder foroven og er pave, han vogter. Den, der derfor vogter, han er lydig imod Kristus. Den, der er lydig i ét stykke, han er lydig i alle stykker og er hellig. Så må det være sandt, at den, der er pave og sidder foroven, han er lydig imod Kristus og hellig, er han end en slyngel og en kæltring, eller hvad han er. Tak, kære romanister! Nu forstår jeg først, hvorfor paven hedder den højhellige. Sådan skal man udlægge Kristi ord, at man gør slyngler og kæltringer til hellige, lydige Kristi tjenere, ligesom I tidligere gjorde Kristus til hovedslyngel og horevært.
180     Weiter, so dann weiden heisset, obenan sitzen, so muss wiederumb geweidet werden heissen, unterthan sein, dass, gleichwie weiden heisset, äusserlich regieren; so muss geweidet werden heissen, geregiert werden, und, wie sie sagen, in der romischen Einikeit leben. So muss auch gewisslich wahr sein, dass Alle, die in romischer Einikeit sein, sie sein bose oder gut, mussen eitel Heiligen sein, darumb, dass sie Christo gehorsam sein, und lassen sich weiden. Dann Christo mag niemand gehorsam sein in einem Stuck, er sei dann in allen Stucken gehorsam, wie St. Jacob sagt (kap 2,10).       Videre: Hvis nu 'at vogte' betyder at sidde foroven, så må omvendt 'at vogtes' betyde at være undersåt, så at, ligesom 'at vogte' betyder at regere i det ydre, sådan må 'at vogtes' betyde at blive regeret og, som de siger, leve i den romerske enighed. Sådan må det også givetvis være sandt, at alle, der lever i den romerske enighed, de være så onde eller gode, må være lutter hellige, derved, at de er lydige imod Kristus, og lader sig vogte. For lydig mod Kristus kan ingen være i ét stykke, hvis ikke han er lydig i alle stykker, som Jakob siger 2,10.
181 Ist nu das nit ein feine Kirche unter der romischen Gewalt, da kein Sunder sein, und eitel Heiligen. Wo will nu das arm Ablass bleiben, so sein niemand mehr darf in der romischen Einikeit? Wo bleiben die Beichtväter? Wo will man nu die Welt mit schätzen, so die Buss abgeht? Ja, wo bleiben die Schlussel, so man ihr nit mehr darf? Sein aber noch Sunder unter ihn, so mussen sie nit geweidet sein, und Christo ungehorsam sein. Er det nu ikke en fin kirke under den romerske magt, hvor der ingen syndere er, men lutter hellige. Hvad vil de nu blive af den stakkels aflad, eftersom ingen mere har brug for den i den romerske enighed? Hvad bliver der af skriftefædrene? Hvad vil man nu narre verden med, når boden går fra? Ja, hvad bliver der af nøglerne, når man ikke mere behøver dem? Hvis der stadigvæk er syndere iblandt dem, så må de ikke vogtes og være ulydig mod Kristus.
182      Was wollt ihr hie sagen, lieben Romanisten? Pfeifet auf. (Note 4) Siehest du nu, dass weiden muss etwas anders heissen, denn Ubirkeit haben; geweidet werden, etwas anders, denn äusserlich unterthan sein der romischen Gewalt, und wie närrisch der Spruch Christi, weide mir meine Schaf, wird gezogen zu romischer Ubirkeit, und ausserlich Einikeit oder Sammlunge zu befestigen.        Hvad vil I sige her, kære romanister? Spil nu op! Ser du nu, at 'at vogte' må betyde noget andet end have øvrighed; at 'at vogtes' noget andet end i det ydre være underlagt den romerske magt, og ser du nu, hvor naragtigt Kristi ord: Vogt mine får, bliver fordrejet til den romerske øvrighed, for at styrke den ydre enighed eller forsamling.
183     Auch Christus sagt Joh 14 (v. 23.24): Wer mich lieb hat, der hält meine Wort; wer mich nit lieb (131) hat, der hält meine Wort nit. Recket die Ohren herzu, lieben Romanisten. Ihr ruhmet doch, dass das Wort Christi, weide meine Schaf, sei ein Gebot und Wort Christi: fragen wir, wo sein sie, die es halten? Ihr sagt, dass es halten auch die Bussen und Schälk. Christus sagt: es halte niemand, er liebe dann und sei frumm.       Kristus siger også Joh 14,23: Den, der elsker mig, holder mine ord; den, der ikke elsker mig, holder ikke mine ord. Slå ørerne ud, kære romanister. I praler dog af, at Kristi ord: 'vogt mine får' er et bud og Kristi ord. Så spørger vi, hvor er de mennesker, der holder dem? I siger, at også slynglerne og kæltringerne holder dem. Kristus siger, ingen holder dem, hvis han ikke elsker og er from. 
184 Werdet der Sachen eins mit Christo, dass wir wissen, ob ihr, oder er, Lugen zu strafen sei. Drumb, wilcher Papst nit liebet, noch frumm ist, der weidet nit, und hält Christi Wort nit; so ist er auch kein Papst, hat kein Gewalt, noch etwas, das in dem Wortlin, weiden, begriffen ist, es sei, was es will. Dann Christus steht hie fest, und spricht: Wer mich nit liebt, der hält mein Wort nit; so weidet er auch nit, das ist, er ist kein Papst, wie sie es auslegen. Also kumpt es, dass eben die Spruch wider das Papstthun sein, die man fur das Papstthum fuhret. Das geschicht billig denen, die das heilig Gottis Wort handel nach ihrem tollen Kopf, als wärens Narrenrede, wollen draus machen, was ihn wohlgefället. Se og blive enige med Kristus, så vi kan vise, om det er jer eller ham, der skal anklages for løgn. Derfor, den pave, der ikke elsker eller er from, han vogter ikke og holder ikke Kristi ord; så er han heller ikke pave, har ingen magt eller noget, der er indeholdt i ordet 'at vogte', så kan han være, som han vil. For Kristus står her fast og siger: Den, der ikke elsker mig, han holder ikke mine ord; så vogter han heller ikke, det vil sige, han er ingen pave, sådan som de udlægger det. Deraf kommer det, at netop det skriftsted, som man anfører til fordel for pavedømmet, er imod pavedømmet. Det er kun rimeligt, at dette overgår dem, som behandler Guds hellige ord efter deres eget tåbelige hoved, som var det dåretale, og som kunne de få det ud af det, som de fandt for godt.
185      Mochtest aber sagen: Kann doch wohl ein Unterthaner weltlicher Ubirkeit gehorsam sein, ob dieselb Ubirkeit nit frumm sei; warumb sollt dann auch nit unter des Papsts Ubirkeit Jemand gehorsam sein? Drumb muss weiden und geweidet werden, nit vonnothen Gehorsam in sich begreifen. Antwort: Weltliche Ubirkeit nennet die Schrift nit weiden, ist auch kein offentlich Spruch Gottis zu Jemand geschehen, dass er weltlich regieren solle im neuen Testament; wiewohl kein Gewalt ohn sein heimliche Ordnung sich erhebt. Drumb heisset St. Petrus dieselben Ubirkeiten menschliche Ordnungen, (1. Pet 2,13) dass sie ohn Gottis Wort, doch nit ohn Gottis Rath, regieren; drumb ist auch nit noth, dass sie frumm sein.       Så kunne du sige: En undersåt kan dog vel være lydig mod den verdslige øvrighed, selv om denne øvrighed ikke er from; hvorfor skulle man så ikke kunne være lydig under pavens øvrighed? Derfor må 'at vogte' og 'at vogtes' ikke nødvendigvis inkludere begrebet lydighed. Svar: Om den verdslige øvrighed siger skriften ikke, at den 'vogter', der er heller ikke noget åbenbart skriftsted givet til nogen, at han skal regere verdsligt, i det nye testamente; selv om ingen magt hæver sig uden sin hemmelige ordning. Derfor kalder Peter disse øvrigheder menneskelige ordninger (1 Pet 2,13), så at de regerer uden Guds ord, dog ikke uden Guds råd; derfor er det heller ikke nødvendigt, at de er fromme. 
186     Aber dieweil hie Gottis Wort ist, weide meine Schaf; so kann wider der Weider, noch die Schaf diesem Wort gnugthun, er sei dann Gott gehorsam und frumm. Drumb lass ich Bischof, Papst, Pfarr, sein (132) was sie wollen; wenn sie Christum nit lieben und frumm sein, so geht sie das Wort, weiden, nichts an; sein auch ein ander Ding, dann Hirten und Weider, die in diesem Wort bedeut werden. Derhalben leidet sichs nit, dass solch Wort Christi werden gezogen zur äusserlichen Gewalt, die ohn ihr selbst mag gehorsam und ungehorsam sein: weiden kann nit anders, dann gehorsam sein.      Men eftersom Guds ord her er: Vogt mine får, så kan hverken den, der vogter, eller fårene, opfylde dette ord, hvis han ikke er lydig mod Gud og from. Derfor lader jeg biskop, pave, præst være, hvad de være vil, hvis de ikke elsker Kristus og er fromme, så angår ordet 'vogte' dem ikke, og de er noget andet, end de hyrder og vogtere, som betegnes med dette ord. Derfor går det ikke an, at dette Kristi ord bliver drejet hen til at betyde den ydre magt, som man kan være lydig eller ulydig uden sig selv: at vogte kan ikke betyde andet end at være lydig. 
187      Das hat auch Christus gewollt. Dann da er zu Petro dreimal sagt: Weide meine Schaf, fragt er ihn zuvor dreimal, ob er ihn auch lieb hätte; und Petrus dreimal antwort, er hätt ihn lieb. Dass es offenbar ist: wo nit Liebe ist, da ist kein Weiden. Derhalben muss das Papstthum Liebe sein, oder muss nit weiden sein; und wo das Wortlein (weide meine Schaf) den Papstuhl setzet, so folget, dass, so viel Päpste sein, so viel der sein, die Christum lieben und die Schaf weiden. Das ist auch wahr; dann so hiessen vorzeiten alle Bischof, Päpste, das nu nur dem Romischen ist zugeeigent.      Det har Kristus også villet. For da han tre gange sagde til Peter: Vogt mine får, spurgte han ham først tre gange, om han elskede ham; og Peter svarede tre gange, at han havde ham kær. Så det er ganske klart: Hvor der ingen kærlighed er, der er heller ingen vogten. Derfor må pavedømmet enten være kærlighed, eller også ikke vogte. Og hvis ordet (Vogt mine får) grundlægger pavestolen, så følger, at ligeså mange paver der er, ligeså mange er der, som elsker Kristus og vogter fårene. Det er også sandt. For sådan kaldtes tidligere alle biskopper, paver, det, som nu kun tilegnes den romerske.
188     Aber hie siehe zu, was unser Romanisten thun, so sie fur diesen Worten Christi nit kunnten uberkummen, und mussen mit grossen Unwissen zulassen, dass weiden niemand kann, er hab dann Christum lieb, wie die klar ausgedruckt Wort Christi da stehen. O wie gern wollten sie ihn lügen heissen oder leugnen; doch, so sie hart fur den Kopf gestossen werden, dass ihn das Gehirn schwindelt, hor, was sie sagen.      Men se nu her, hvad vore romanister gør, eftersom de ikke kan komme udenom disse Kristi ord og med største uvidenhed måtte gå med til, at ingen kan vogte, med mindre han har Kristus kær, som Kristi klare ord siger. O hvor gerne ville de hævde, at han løj, eller fornægte dem; dog, når de bliver stødt så hårdt for hovedet, at deres hjerne svindler, hør så, hvad de siger:
189 Sie sprechen: dass Christus wohl fodere die Lieb am Papstampt; doch nit die hohen Liebe, die sie vordienstlich heissen zum ewigen Leben, sondern sei gnug sie gemeine Liebe, wie ein Knecht seinen Herrn liebt. Siehe da, solch Comment von der Lieb reden sie frei daher, aus eigenem Kopf, ohn alle Schrift: und wollen doch gesehen sein, mit mir in der Schrift handeln. Sagt mir lieben Romanisten, all aus einen Haufen geschmelzt, wa steht ein Buchstab in der Schrift von der Liebe, da euch von träumet? Wenn Rastrum zu Leipzk reden kunnt, er wurd solch Schwindelkopf leichtlich ubirwinden und bass von der Liebe reden. (133) De siger, at Kristus vel fordrer kærlighed af paveembedet; dog ikke den høje kærlighed, som de kalder den, der gør fortjent til det evige liv, nej, det er nok med den almindelige kærlighed, hvormed en slave elsker sin herre. Se her, sådan en kommentar om kærligheden udtaler de frit af deres eget hoved, uden nogen skrift, og dog vil de anses for nogen, der handler med mig efter skriften. Sig mig, kære romanister, hvis vi smelter dem alle sammen til én klump, hvor står der et bogstav i skriften om den kærlighed, som I drømmer om? Hvis Rastrum i Leipzig kunne tale, han ville let overvinde sådanne svindelhoveder og tale bedre om kærligheden.
190      Doch lass weiter sehen. So dann je eine Lieb muss im Papstthum sein, wo bleibts dann, so ein Papst ganz nichts Christum liebt, allein seinen Nutz und Ehre am Papstthum sucht, wie derselben viel gewesen, ja fast allesampt, seint der Zeit es angefangen hat? Noch bist du nit entlaufen, du musst bekennen, dass Papstthum nit allzeit sei, sondern vielmal gefallen, dieweil es ohne Liebe gewesen. Wäre es dann aus gottlicher Ordnung in diesen Worten Christi gesetzt, so wäre es nit gefallen. Wende dich hin, wo du willt, so geben diese Wort kein Papstthum; oder muss Papstthum so oft nit sein in der Christenheit, so oft kein Lieb im Papst ist.       Dog, lad os se videre. Hvis der kan være en hvilkensomhelst kærlighed i pavedømmet, hvoraf kommer det da, at en pave slet ikke elsker Kristus, men alene søger sin egen nytte og ære i pavedømmet, sådan som der jo har været mange af den slags, ja, de har næsten allesammen været sådan, siden pavedømmet begyndte? Du er endnu ikke løbet din vej, du må indrømme, at der ikke altid har været et pavedømme, men det er ofte faldet, fordi det var uden kærlighed. Hvis det nu var indsat som en guddommelig ordning med disse ord af Kristus, så ville det ikke været faldet. Vend dig derhen hvor du vil, så skaber disse ord ikke noget pavedømme; eller også må der ikke være noget pavedømme, så ofte der ikke er nogen kærlighed i paven.
191 Nu hast du selbs gesagt, dass die Person mug bos sein, und das Ampt dennoch bleiben; hiewiederumb bekennest du, und musst bekennen, dass das Ampt nichts sei, wo die Person bos ist, oder musst weiden lassen etwas anders dann Papstthum sein. Und das ist wahr; lass sehen, was du dakegen magst aufbringen. Aber ein Jeglicher hute sich fur den vorgiften Zungen und Teufelsglossen, die solch Lieb erdenken. Nu har du selv sagt, at personen godt kan være ond, og embedet alligevel bestå; men herimod bekender du, og må bekende, at embedet intet er, hvis personen er ond, eller du må ladet dette at vogte være noget andet end pavedømmet. Og det er sandt, lad os se, hvad du kan bringe frem derimod. Men lad enhver vogte sig for den forgiftede tunge og for de djævleord, som en sådan kærlighed kan udtænke.
192     Christus redet von der hochsten, stärkisten, besten Lieb, die do sein mag. Er will nit mit falscher halber Lieb geliebt sein; es muss hie ganz und aufs best, oder nichts geliebt sein. Und die Meinung Christi ist, dass er in St. Peters Person alle Prediger unterweiset, wie sie sollen geschickt sein; als sollt er sagen: Siehe Peter, sollt du predigen mein Wort, und damit meine Schaf weiden, so wird sich gegen dich erheben Höll, Teufel, Welt und Alles, was nur in der Welt ist, und musst dran setzen Leib, Leben, Gut, Ehre, Freund, und Alles, was du hast; das wirst du nit thun, du habest mich dann lieb, und hangest fest an mir.      Kristus taler om den højeste, stærkeste, bedste kærlighed, som kan tænkes. Han vil ikke elskes med en falsk, halv kærlighed; enten må han her elskes ganske og på det bedste, eller også ikke elskes. Og Kristi mening er den, at han i Sankt Peters person underviser alle prædikanter, hvordan de skal være skikkede; som ville han sige: Se, Peter, skal du prædike mit ord, og dermed vogte mine får, så vil der hæve sig imod dig helvede, djævel, verden og alt, hvad der bare er i verden, og op derimod må du sætte legeme, liv, gods, ære, venner og alt, hvad du har; det vil du ikke gøre, medmindre du har mig kær og hænger fast ved mig.
193 Solltest du dann anfangen zu predigen, und die Schäflin nu die Weide empfingen, und wo die Wolf zu dir einrissen, und du wolltest als ein Miethlinger fliehen, das Leben nit dran wogen, die Schaf ohn Weid den Wolfen lassen, hättest du mir viel lieber nie angefangen zu predigen und weiden. Dann so der fället, der das Wort prediget, der an den Spitzen stehen soll, so ist (134) Idermann geärgert, das Wort Gottis zur hochsten Schach gesetzt, und geschicht den Schäflin ubeler, dann da sie keinen Weider hätten. Es ist Christo ein Ernst umb die Weide der Schaf, achtet nichts, wie viel Kronen der Papst träget, wie er sich in aller Pracht ubir alle Kunige der Welt erhebt. Hvis du så begynder at prædike, og fårene begynder at modtage hyrdegerning, og ulvene så løber imod dig og du ville flygte som en lejesvend, og ikke vove livet deri, men uden hyrdegerning overlade fårene til ulvene, så ville det have været bedre, om du aldrig var begyndt at prædike og øve hyrdegerning. For hvis den falder, som prædiker ordet og som skal stå i spidsen, så er der vist forargelse mod enhver, og Guds ord i højeste grad sat mat, og det, der overgår fårene, er værre, end hvis de ikke havde nogen hyrde. Kristus mener det alvorligt med at være hyrde for fårene, han er ligeglad med, hvor mange kroner paven bærer, ligesom han hæver sig op over alle verdens kongers pragt. 
194     Nu sag, wer do kann, ob das Papstthum solche Liebe habe, oder ob Christus mit solchen Worten ein mussige Ubirkeit eingesetzt habe, wie das Paphstthum ist? Ohn Zweifel ists ein Papst, wer mit solcher Lieb prediget, aber wo sein sie? Ich hab auch keinen Spruch, der mir so Leide macht in meinem predigen, als eben dieser thut; der Lieb spur ich nit viel, mit predigen bin ich uberladen. Sie geben mir Schuld, ich sei beissig und rachselig; ich hab Sorg, dass ich ihm viel zu wenig gethan hab.      Nu sig, hvem der kan, om pavedømmet har en sådan kærlighed, eller om Kristus med sådanne ord har indsat en doven øvrighed, som pavedømmet er? Uden tvivl findes der en pave, der prædiker med en sådan kærlighed, men hvor er de? Jeg har heller intet skriftsted, som gør mig så ondt, når jeg prædiker, som netop dette gør; kærligheden mærker jeg ikke meget til, med prædikenarbejde er jeg overlæsset. De beskylder mig for at være bidende og hævngerrig; jeg er bekymret for, at jeg har gjort altfor lidt imod ham.
195 Ich sollt den ressenden Wolfen bass in die Wolle griffen haben, die nit aufhoren die Schrift zureissen, vorgiften und vorkehren, zu grossem Vorderben der elenden, armen Schäflin Christi, wilche so ich gnugsam lieb hätte, sollt ich mich billig anders kegen dem Papst und seine Romanisten erzeigt haben, die uns mit ihrem Gesetzen, und Geschwätzen, Ablassbriefen und der Narrnwerk viel mehr, Gottis Wort und den Glauben zunicht machen; machen Gesetz ubir uns, wie sie wollen, damit sie uns fangen, und darnach uns dieselben wieder vorkäufen umb Geld; kunnten mit dem Maul Geldstricke flechten, ruhmen sich, sie sein Hirten und Weider, so sie wahrhaftig Wolf, Dieb und Morder sein, wie der Herr Johann. 10 (8.12) sagt. Jeg skulle have grebet de rasende ulve i pelsen, de ophører ikke med at sønderrive skriften, forgifte den og fordreje den, til stort fordærv for Kristi elendige arme får, og hvis jeg elskede dem højt nok, ville jeg rimeligvis have vist mig anderledes imod paven og hans romanister, som ødelægger Guds ord og troen for os med deres love og vrøvl, afladsbreve og meget andet narreværk; de laver love over os, som de vil, for at de kan fange os, og vi derefter selv igen kan købe os fri for penge, om de blot med munden kunne flette pengesnarer; de praler af, at de er hyrder og vogtere, når de dog i sandhed er ulve, tyve og mordere, som Herren siger Joh 10,8.
196     Ich weiss fast wohl, dass das Wortlein (Lieben) den Papst und seine Romanisten blod, mud und matt macht, wollten auch nit gerne, dass man hart drauf drunge, dann es stosset das Papstthum zu Boden. Es ward Doctor Eck zu Leipzk auch matt daran, und wer sollt nit matt dran werden, so Christus Petro strackshin kein weiden befiehlt, es sei dann Liebe da? Er will Liebe haben, oder weiden soll nichts sein. Ich will auch noch wohl ein Weile warten, und zusehen, wie sie den Stich heilen wollen. Stechen sie mich mit Weiden, so stech (135) ich sie viel härter mit Lieben; lass sehen, wilchs furdringe.      Jeg véd ganske godt, at ordet 'elske' gør paven og hans romanister tossede, trætte og matte, de ville heller ikke gerne, at man trænger hårdt på med det, for det støder pavedømmet til jorden. Doktor Eck i Leipzig blev også mat derved, og hvem vil ikke blive mat derved, eftersom Kristus overhovedet ikke befaler Peter at være hyrde, hvis der ikke er kærlighed til stede? Han vil have kærlighed, ellers skal der slet ingen hyrdegerning være. Jeg vil også nok vente lidt endnu og se, hvordan de vil helbrede stikket. Stikker de mig med hyrdegerningen, så stikker jeg dem meget hårdere med kærligheden; lad os se, hvilken af de to der trænger frem.
197     Dass ist die Sach, warumb etliche Päpste in ihren geistlichen Rechten so kunstlich schweigen das Wort, Lieben, und so gross aufblasen das Wort, Weiden; meinend, sie haben den trunken Deutschen damit geprediget, die nit merken sollen, wie sie der heisse Brei im Maul brennet: dieselb Sach ist auch, dass Papst und Romanisten nit mugen leiden Frag und Erforschung des Grunds päpstlicher Gewalt, und muss ärgerlich, frevelich und ketzerlich handeln, wer nit an ihren schlechten Worten benugt, nach dem Grund fragt.       Det er grunden til, at nogle paver i deres gejstlige retter så kunstigt tier om ordet 'kærlighed', og blæser ordet 'hyrdegerning' så højt op; de mener, de på den måde har prædiket for de drukne tyskere, som ikke skal mærke, hvordan den varme grød brænder dem i munden. Det samme er grunden til, at paven og romanisterne ikke kan lide spørgsmål og udforskning af grunden til den pavelige magt, og mener, at de, der ikke nøjes med deres blotte ord og spørger efter begrundelser, må handle forargeligt, gudsbespotteligt og kættersk.
198     Aber dass man fragt, ob Gott Gott sei, und alle sein Heimlikeit erforschet mit unträglichem Frevel, das mugen sie wohl leiden, und gaht sie nichts an. Woher kompt das vorkehret Spiel? Daher, dass, wie Christus sagt Johann. 3. (V.20): Wer ubel handelt, der furcht das Licht. Wilcher Dieb oder Räuber hats gerne, dass er fleissig erforschet werde? Also, kein bos Gewissen mag leiden das Licht, aber die Wahrheit hat das Licht lieb, und ist feind der Nacht, wie Christus auch daselben saget: Wer mit der Wahrheit umgaht, der kompt ans Licht (Joh. 3,21).        Men at man spørger, om Gud er Gud, og udforsker alle hans hemmeligheder med ubærlig bespottelse, det har de ikke noget imod, det vedkommer ikke dem. Hvoraf kommer det forkerte spil? Det kommer deraf, at, som Kristus siger Joh 3,20: Den, der handler ondt, frygter lyset. Hvilken tyv eller røver kan godt lide, at han flittigt bliver udforsket? Altså, ingen ond samvittighed kan lide lyset, men sandhed har lyset kær og er fjende af natten, som Kristus siger sammesteds: Den, der gør sandheden, kommer til lyset. (Joh 3,21).
199    Nu sehen wir, dass die zween Spruch Christi, zu Petro gethan, darauf sie das Papstthum bauen, stärker wider das Papstthum sein, denn kein andere, und die Romanisten nichts mugen aufbringen, das sie nit zu Spott mache.      Nu ser vi, at de to skriftsteder, hvor Kristus taler til Peter, som de bygger pavedømmet på, taler stærkere imod pavedømmet end alle andre, og at alt, hvad romanisterne fremfører, gør dem til spot.
200     Ich wills hie bleiben lassen, und was der elend Romanist mehr in seinem Buchlen speiet, fahren lassen, dieweil ichs vorhin vielmal, und nu auch etlich Ander im Latein haben kräftig umbstossen. Ich finde nichts drinnen, dann dass er die heiligen Schrift mit seinem unnutzen Geifer begeifert, wie ein rotzigt Kind, ist an keinem Ort seiner Wort mächtig oder selb vorständig.          Jeg vil lade det blive herved, og hvad den elendige romanist mere udspyr i sin bog, vil jeg lade være, eftersom jeg tidligere mange gange og nu også enkelte andre på latin kraftigt har gendrevet det. Jeg finder ikke andet deri, end at han overbegør den hellige skrift med sin unyttige fråde, som et snottet barn, og at han på intet sted er sine ord mægtig eller forstår sig selv.
201     So ist mein Meinung von dem Papstthum also gethan, dieweil wir sehen, dass der Papst ist ubir alle unsere Bischoff in voller Gewalt, dahin er ohn gottlichen Rath nit ist kummen, (wiewohl ichs nit acht, dass aus (136) gnädigem, sondern mehr aus zornigem Rath Gottis dazu kummen sei, der zur Plag der Welt zulässit, dass sich Menschen selbs erheben, und andere unterdrucken), so will ich nit, dass Jemand dem Papst widerstreb, sondern gottlichen Rath furchte, dieselb Gewalt in Ehren habe und trage mit aller Geduld, gleich als wenn der Turk uber uns wäre, so kann sie ohne Schaden sein. Ich streit aber nur umb zwei Ding.       Sådan er min mening om pavedømmet altså gjort op, aldenstund vi ser, at paven har fuld magt over alle biskopper, og derhen er han ikke kommet uden guddommeligt råd (endskønt jeg ikke tager hensyn til, at han er kommet derhen mere af nådigt end af vredladent Guds råd, den Gud, der tillader, at mennesker selv hæver sig op og undertrykker andre), så vil jeg ikke, at nogen efterstræber paven, men frygter det guddommelige råd, holder denne magt i ære, og bærer den med al tålmodighed; ligesom hvis tyrken herskede over os, kan de være uden skader. Men jeg strider kun for to ting.
202      Das erst, ich wills nit leiden, dass Menschen sollen neu Artikel des Glaubens setzen, und alle andere Christen in der ganzen Welt schelten, lästeren und urtheilen fur Ketzer, Abtrunnige, Ungläubige, allein dass sie nit unter dem Papst sein. Es ist gnug, dass wir den Papst lassen Papst sein, ist nit noth, dass umb seinenwillen werden vorlästert Gott und seine Heiligen auf Erden.      Den første er, at jeg ikke vil finde mig i, at mennesker skal opstille nye trosartikler og skælde hele verden ud, spotte den og bedømme den som kætter, frafalden, vantro, blot fordi de ikke er under paven. Det er nok, at vi lader paven være paven, det ikke nødvendigt, at Gud og hans hellige for hans skyld bespottes.
203      Das ander Allis, was der Papst setzt, macht und thut, will ich also aufnehmen, dass ichs zuvor nach der heiligen Schrift urtheile. Er soll mir unter Christo bleiben, und sich lassen richten durch die heiligen Schrift.      Det andet er, at alt, hvad paven fremsætter, gør og laver, vil jeg tage på  den måde, at jeg først bedømmer det efter den hellige skrift. Han skal for mig forblive under Kristus, og lade sig dømme af den hellige skrift.
204     Nu fahren die romischen Buben daher, und setzen ihn uber Christum, und machen aus ihm einen Richter ubir die Schrift, sprechen, er muge nit irren; und Allis, was ihn nur zu Rom träumet, ja Alles, was sie nur durfen furnehmen, wollen sie uns zu Artikel des Glaubens machen. Daran nit gnug, wollen ein neue Weis des Glaubens aufsetzen, dass wir das sollen glauben, das wir leiblich sehen, so doch der Glaub von Natur ist der Dinge, die niemand sieht, noch empfindt, wie St. Paulus Ebr. 11 (1) sagt.       Nu kommer de romerske slyngler farende, og sætter ham over Kristus og gør ham til en dommer over skriften, idet de siger, han ikke kan begå fejl; og alt, hvad de bare kan drømme frem om Rom, ja alt, hvad de bare tør tage sig for, vil de gøre til en trosartikel for os. Ikke tilfreds dermed vil de opstille en ny måde at tro på, nemlig, at vi skal tro på, hvad vi legemligt ser, skønt dog troen efter sin natur er om de ting, som man ikke ser eller fornemmer, som Paulus siger Hebr 11,1. 
205 Romische Ubirkeit und Gemeine ist je leiblich, und sicht Jdermann: und da Gott fur sei, wo der Papst dahin käme, so wollt ich frei sagen, dass er der rechte Endchrist wäre, davon alle Schrift saget. Den romerske øvrighed og menighed er jo legemlig, og den ser enhver, og hvis paven gik så vidt, hvad Gud forbyde, så ville jeg frit sige, at han er den rette antikrist, hvorom hele skriften taler. 
206    Wo nu mir diese zwei bleiben, will ich den Papst lassen, ja helfen so hoch machen, als man immer will. Wo nit, so soll er mir wider Papst noch Christen (137) sein; wer es nit lassen will, mach ein Abgott draus, ich will ihn aber nit anbeten.      Hvis nu disse to ting får lov at være i fred, så vil jeg også lade paven være, ja hjælpe til med at ophøje ham så meget, som man overhovedet vil. Hvis ikke, så skal han hverken være pave eller kristen for mig; den, der ikke kan lade være med det, lad ham gøre en afgud ud af ham; men jeg vil ikke tilbede ham.
207     Uber das mocht ich wohl leiden, dass Kunig, Fursten, und aller Adel darzu griff, dass den Buffen von Rom die Strass nieder wurd gelegt, die Bischofmäntel und Lehen eraussen blieben. Wie kumpt der romische Geiz dazu, dass er alle unsere Väter Stiftung, Bissthumb, Lehen zu sich reisset? Wer hat solche unaussprechliche Räuberei je gehoret oder gelesen? Haben wir nit auch Leut, die ihr durfen, dass wir die Maultreiber, Stallknecht, ja Hurn und Buben zu Rom mit unserm Armuth reich machen mussen, die uns doch nit anders dann Stocknarrn halten, und darzu spotten aufs allerschmählichst?      Ud over det kunne jeg godt tænke mig, at konger, fyrster og alle adelsfolk ordnede det sådan, at alle Roms sendebud blev sendt ud af landet, og at vi blev fri for at skulle købe biskopsklæderne og lenene . Hvordan bringer det romerske begær det dertil, at det river alle vore fædres indstiftelser, bispedømmer og len til sig? Hvem har nogensinde hørt eller læst om et sådant usigeligt røverri? Har vi ikke også folk, der behøver vore penge, siden vi skal gøre muldyrdriverne, staldknægtene, ja horerne og slynglerne i Rom rige med vores fattigdom, skønt de ikke regner os for andet end uforbedrelige fjolser, og dertil spotter på det allermodbydeligste?
208     Es ist landruchtig, dass die Reussen haben begehret unter die romischen Sammlung zu kommen, da haben die heiligen Hirten zu Rom dieselben Schaf Christi also geweidet, dass sie sie nit wollten annehmen, sie vorpflichten sich dann vorhin ewiger Zins, ich weiss nit wie vielmal hundert tausend Ducaten. Der Weide mochten sie nit essen, und bleiben, wie sie sein, sprechen: So sie Christum käufen sollen, wollen sie's sparen, bis sie fur den Himmel kummen zu ihm selb. Also thust du, du rothe Hur von Babylonien, wie dich St. Johannes nennet, (Offenb. 17,1ff) machst aus unserm Glauben ein Spott fur aller Welt, und wilt den Namen haben, als wolltist du Jdermann Christen machen.      Der går det rygte i hele landet, at russerne har ønsket at komme under den romerske forsamling, og at de hellige hyrder i Rom i den anledning har vogtet Kristi får på den måde, at de ikke vil modtage dem, medmindre de på forhånd forpligter sig til en evig rente på jeg véd ikke hvor mange hundrede tusinde dukater. Den hyrdegerning ville de ikke spise, og de forbliver som de er, og siger: Hvis de skal købe Kristus, vil de spare pengene til de i himlen kommer frem til ham selv. Sådan går du, du røde hore fra Babylon, som Sankt Johannes kalder dig, du gør af vor tro en spot for hele verden, og vil give det udseende af, at du gør enhver kristen.
209     Es ist zurbarmen, dass Kunig und Fursten so schlecht Andacht haben zu Christo, und sein Ehre sie so wenig bewegt, dass sie solche greuliche Schande der Christenheit lassen ubirhand nehmen, und sehen doch, dass sie zu Rom nit gedenken, dann nur fur und fur unsinnig zu werden, und allen Jammer mehren, dass kein Hoffnung nit mehr ist auf Erden, dann bei der weltlichen Gewalt. Davon, so der Romanist wiederkumpt, ich mehr sagen will, itzt sei es zum Anheben gnug gewesen, Gott helf uns, dass wir die Augen einmal aufthun. Amen.      Man må sig forbarme, at konger og fyrster har så lidt tiltro til Kristus, og hans ære berører dem så lidt, at de lader en sådan gruelig skændsel for kristenheden tage overhånd, og dog ser de, at de i Rom ikke tænker på andet end som tiden går at blive mere og mere vanvittig og øge al jammer, så at der ikke mere er andet håb på jorden end hos den verdslige magt. Derom vil jeg, hvis romanisten kommer igen, sige noget mere, nu er det nok for en begyndelse, Gud hjælpe os, at vi dog omsider får øjnene op. Amen.
210     Die Lästerunge und Schmachwort, damit mein (138) Person ist antastet, wiewohl ihr viel sein, will ich unverantwort meinem lieben Romanisten geschenkt haben. Sie fechten mich auch nichts an, ich hab mir nie furgenommen, mich an denen zu rächen, die mein Person, mein Leben, mein Werk, mein Wesen schmähen. Ich weiss selbs fast wohl, dass ich nit Lobens werth bin. Dass ich aber scharfer und hitziger bin uber die Schrift zu erhalten, wenn etlich leiden mugen, soll mir niemand billig vorweisen, ich wills auch nit abgahn.     De bespottelser og de smædeord, som min person er ramt af, vil jeg, skønt de er mange, ubesvaret give min kære romanist. De anfægter mig ikke, jeg har aldrig sat mig for at hævne mig på dem, som smæder min person, mit liv, mit værk, mit væsen. Jeg véd det meget godt selv, at jeg ikke er ros værd. Men er jeg er skarpere og heftigere til at holde fast ved skriften, end nogle er glade for, er der ingen, der behøver fortælle mig, jeg vil nemlig ikke fragå det. 
211     Schelte, lästere, richte mein Person und mein Leben nur frisch, wer do will, es ist ihm schon vorgeben. Aber niemand warte von mir noch Huld noch Geduld, wer meinen Herrn Christum, durch mich geprediget, und den heiligen Geist zu Lugenern machen will. Es liegt nichts an mir, aber Christus Wort will ich mit frohlichem Herzen und frischem Muth vorantworten, niemands angesehen: darzu mir Gott einen frohlichen, unerschrocken Geist geben hat, den sie mir nit betruben werden, hoff ich ewiglich.       Skæld bare ud, spot, døm min person og mit liv frisk fra leveren, hvem der vil, det er ham tilgivet på forhånd. Men ingen skal af mig vente venlighed eller tålmodighed, hvis han vil gøre min Herre Kristus, prædiket gennem mig, og Helligånden til løgnere. Der ligger ikke vægt på mig, men Kristi ord vil jeg forsvare med glad hjerte og frisk mod uden personsanseelse: Dertil har Gud givet mig en glad, uforskrækket ånd, som jeg evigt håber, de ikke vil berøve mig.
212      Dass ich aber Leipzk habe nennet, soll niemand achten, dass ich die loblich Stadt und Universität damit will in einen Schimpf setzen. Es hat mich zwungen der aufgeblasen, hochmuthige, erdichte Titel dieses Romanisten, der sich ruhmet, offentlich Leser der ganzen heiligen Schrift zu Leipzk, welche Titel die ganz Christenheit in aller Welt nie hat ihr zugeschrieben, und das derselben Stadt und Rath zugescshrieben; und wo er sein Affenbuchle nit hätt ins Deutsch geben, die armen Laien zu vorgiften, wär er mir viel zu gering angesehen. Dann das grobe Mullersthier kann noch nit sein Ika, Ika singen, und legt sich unberufen in solch Sach, die der romische Stuhl selb mit allen Bischoffen und Gelehreten in tausend Jahren nit haben mugen ausfuhren.       Men fordi jeg har nævnt Leipzig, skal ingen tro, at jeg vil skænde den elskelige by og dens universitet dermed. Det er den opblæste, hovmodige, opdigtede titel på denne romanist, der har tvunget mig, han, som praler af at være offentlig læser i den hellige skrift for hele byen Leipzig, hvilken titel hele kristenheden i hele verden aldrig  har tilskrevet den. Også det, at han har tilegnet sin bog byen og dens råd, har tvunget mig. Og hvis han ikke havde udgivet sin abebog på tysk, for at forgifte det arme lægfolk, havde jeg anset den for at være for ringe. For det grove muldyr kan endnu ikke synge sit Ika, Ika, og begiver sig ukaldet ind i en sådan sag, som den romerske stol selv med alle dens biskopper og lærde igennem tusind år ikke har kunnet gennemføre. 
213        Ich hätt auch gedacht, Leipzk sollt billig zu kostlich in seinen Augen gewesen sein, solcher loblichen, beruhmbten Stadt seinen Geifer und Rotz anzuschmieren; aber er lässit sich dunken, er sei nit ein schlechter Fritzsch. Ich siech wohl, sollt ich den groben Kopfen alle ihren Muthwillen gestatten, würden zuletzt auch die Badmaid wider mich schreiben. (139)      Jeg havde også troet, at Leipzig skulle have været for kostbar i hans øjne til at han ville smøre sin fråde og snot ud over den; men han synes at mene, at han ikke er den slemme Fritz. Jeg ser nok, skulle jeg indrømme de grove hoveder alle deres tossede ideer, ville til sidst også badepigerne skrive imod mig. 
214     Ich bitt aber, dass, wer an mich will, sich mit der Schrift ruste. Was hilfts, dass sich ein armer Frosch aufbläset? Wenn er gleich sollt bersten, wird er doch keinem Ochsen gleich. Ich wäre gern aus der Sache, so nothigen sie sich selb hinein; ich hoff, Gott werd uns beide erhoren, mir eraus helfen, und sie drinnen lassen, Amen. Allein Gott sei Ehr und Lob in Ewikeit. Amen.       Men jeg anmoder om, at den, der vil gå i kødet på mig, ruster sig med skriften. Hvad hjælper det, at en stakkels frø blæser sig op? Selv om den revnede, blev den dog ikke til en okse. Jeg ville gerne gå ud af sagen, så ville de tvinge sig selv ind i den. Jeg håber, Gud vil bønhøre os begge, hjælpe mig ud af den, og lade dem blive indenfor. Alene Gud være ære og pris i evighed. Amen.

Noter:

Note 1: De unitate ecclesiae, 5,8.

Note 2: Ifølge den mere originale udgave i Clemen, står der: 'iuchenn', det skulle efter sammes opgivelse betyde 'vrøvl'.

Note 3: Luther, og de andre reformatorer, havde fået den idé, at den person ved navn Synzygos, der omtales i Fil 4,3, var Paulus' ægtehustru. Det er dog nok historisk ukorrekt.

Note 4: Lidt mystisk udtryk. Se celle 22! Det er måske det, der hentydes til. Men kan man forvente, at læseren kan huske det?