Fra Paris' universitet



fra Johannes a Lascos bibliotek, Emden, side 153-184, for den latinske teksts vedkommende. Denne er udgivet 15.april 1521. Den tyske tekst er taget fra Erlangerudgavens tyske del, bind 27, side 380 til 410.
     Den tyske udgave blev befordret af Luther i 1521, af ham forsynet med et forord og af Melanchthon med en efterskrift.

Udgiverens bemærkninger.

Dokumentets indholdsfortegnelse (#27).
 
 
 -4  Doktor Martin Luthers fortale.  Doctor Martinus Luther Vorrede. 
 -3         For at også tyskerne kan se, hvordan teologerne ikke alene i Tyskland, men i alle lande er blevet vanvittige som smittede af en fælles pest, har jeg selv fortysker den dom, der er udgået imod mig fra Paris, idet jeg har ment, at det ikke var nødvendigt at svare på den.         Auf dass auch die Deutschen sehen, wie die Theologen nit allein in Deutschen, sondern in allen Landen, als durch ein gemein Plage seind wahnsinnig worden, hab ich der von Paris Urtheil, wider mich ausgangen, selb verdeutsch, geachtet, es sei nit noth gewesen, ihn zu antworten. 
 -2 Så ganske forblændede er de allesammen, at de ikke kan forstå, hvad man vil af dem. Jeg har ikke ville erfare fra dem, hvad deres mening var; den kendte jeg godt i forvejen, og den har jeg anfægtet.  So gar verblendet sein sie allesampt, dass sie nit künnen verstehen, was man von ihn begehrt. Ich hab nit begehrt von ihn zu wissen, was ihr Meinung sei, welch ich zuvor wohl gewüsst und angefochten habe. 
 -1 Men jeg spørger efter begrundelsen for deres mening ud fra den hellige skrift. Så farer de kære nulliteter frem og i stedet for en begrundelse viser de, hvad de mener, som om ingen tidligere havde vidst det.  Ich frag nach dem Grund ihrer Meinung aus der heiligen Schrift; so fahren die lieben Larven einher, und anstatt des Grunds zeigen sie an, was sie halten, als hätt das zuvor niemand gewüsst. 
 0 Her går det til, ligesom hvis jeg havde spurgte dem: Hvor stammer Paris fra? og de så svarede mig: Paris er en by; dermed skulle mit spørgsmål være besvaret. Er det ikke et mørke, der er til at tage og føle på, så véd jeg ikke, hvad mørke er.  Und gehet gleich hie zu, als wenn ich sie fragt: Wo kumpt Paris her; und sie antworteten mir: Paris ist ein Stadt; damit sollt meiner Frag geantwortet sein. Seind das nicht Finsternisse, die man greifen mag, so weiss ich nit, was Finsternisse sei. (381) 
1 Determinatio theologicae Facultatis Parisiensis super Doctrina Lutheriana hactenus per eam visa.  Det parisiske teologiske fakultets afgørelse af de lutherske lærepunkter, som indtil nu er forelagt det.
2 Vaenundatur in officina Ascensiana sub cautione ad calvem explicanda. (154-155) Kan fås i Ascensias butikker uindbundet (??).
 3 Decanus et Facultas Theologiae Generalis Scholae Parisiensis omnibus Christifidelibus cum syncaero catholicae veritatis amore, Salutem. Dekanen og det teologiske fakultet i Paris' almindelige skole hilser alle krist-troende med alvorlig kærlighed til den katolske sandhed. Der Dechan und Doctores der heiligen Schrift der Universität zu Paris, allen Christglaubigen Heil, mit reiner Lieb der Wahrheit. 
 4 Paulus ille vas electionis, Euangelicusque tubicen, et gentium doctor: Timotheum instituens, vt curet se ipsum operarium inconfusibilem et probatum exhibere deo, recteque tractantem verbum veritatis: prophana hortatur et vaniloquia deuitare: quoniam haec multum proficiunt ad impietatem. (2 Tim 2,15ff) Paulus, dette udvalgte kar, denne evangeliske basun, og hedningernes læremester, instruerer Timotheus om, at han skal sørge for at stå sin prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men går lige på med sandhedens ord; han opfordrer ham til at undgå profane og tomme ord, fordi dette vil føre til ufromhed.        Sanctus Paulus, das auserwählet Fass, und evangelischer Pasauner und Lehrer der Heiden, da er seinen Junger Timotheus unterrichtet, dass er sich sollt erzeigen vor Gotte einen Werkmann, der sich seines Werks nit schämen durft, sondern bewährt wäre, vermahnet er ihn, er sollt meiden ungeistlich und unnutze Geschwätz, darumb, dass dieselben fast helfen zu dem gottlosen Wesen. 
 5 Nam si semel recepta fuerint mox serpet venenum, et obsolescet catholicae doctrinae vigor. Siquidem haereticorum sermo si animos aliquando simplicium occuparit, semper latius diffundetur: eosque fallacibus errorum inuolucris, quasi tenaci visco inuoluens: sensim a veritate ad impietatem nimiam deturbabit: et perinde ac cancer morbus serpet: qui vbi corpus (156) viuentis attigerit, non desinit paulatim vicinas occupare partes, donec intulerit exitium.  For hvis giften først er kommet ind, kryber den snart frem, og opslider den katolske læres kraft. Hvis kætternes ord er kommet til at optage de enfoldiges sjæle i nogen grad, vil det altid trænge længere ud. Og det vil dække sig under et vildfarelsernes dække, som viklet ind i klæbrigt fuglelim. Lidt efter lidt vil det drive bort fra sandheden til altfor megen ufromhed. Og derefter vil der også snige sig en kræftsygdom ind, som, når den berører den levende krop, ikke ophører med efterhånden at indtage de nærliggende dele, indtil den har påført den undergang. Denn wo sie einmal gefasset worden, so kreucht die Vergift weiter, und die Frischen der christlichen Lehre verdirbt; seitemal die Lehre der Ketzer, wo sie etwa die Herzen der Einfältigen einnimpt, so durchgeusst sie sich allzeit weiter, und durch betrügliche Verwicklung des Irrthums, gleich als durch ein zähen Vogelleim, sie einwicklet, und mit der Zeit von der Wahrheit storzt, in allzu grosses ungöttlichs Wesen, und gleichwie die Seuche, der Krebs genannt, schleicht sie; welcher, so er ein lebenden Leibn ergreift, höret er nit auf, immer das nächt dabei inzunehmen, bis er ihn gar verderbet.
 6 Pleraque huiusce rei exempla recensere perfacile est. Nam cum ad huc in adolescentia sua ecclesia Christi sponsa florere caepisset: surrexere viri mendaces et impii, qui a veritate excidentes, fidem illius subuertere molirentur: quales fuerunt, Hermogenes, Philetus, Hymeneus, et post illos Ebion, Marcion, Apelles, deinde Sabellius, Manicheus, Arrius.  Og det er meget let at finde eksempler på dette. For efter at kirken, Kristi brud, i sin ungdom var begyndt at blomstre, opstod der løgnagtige og ufromme mænd, som afveg fra sandheden og vendte op og ned på troen og ødelagde den. Det var sådanne mænd som Hermogenes, Filetus, Hymenæus, og efter dem Ebion, Marcion, Apelles, dernæst Sabellius Manichæus og Arius. Dieser Ding kann man leichtlich viel Exempel erzählen. Denn da dic christliche Kirch, die Braut Christi, noch jung war und anhüb zu blühen, erhüben sich lugenhaftige Männer und Gottlose, welche von der Wahrheit ausgefallen, ihren Glauben umbstürzen ihn furnahmen; als da waren Hermogenes, Philetus, Hymenäus, und nach ihnen Ebion, Marcion, Apelles; darnach, Sabellius, Arius, Manichäus; 
 7 Senescente vero eadem et paulo ante tempora nostra, Valdo, wiclef, et Ioannes Hus. Hac etiam tempestate, de progenie illa viperatum suborti sunt: prohdolor filii nequaquam speciosae matris non habentis maculam neque rugam, vnionis vinculum schismatice discindere conantur: vere similes viperulis. vt enim illae corrosis matrum visceribus non exeunt priusque eas extinxerint: ita hi parentem ecclesiam exitiali suorum dogmatum pestilentique veneno, multiplici nouarum inuentionum faetura: Men da kirken var blevet ældre og kort før vor tid var det Valdes, Wiklef og Johannes Huss. Og også i vor tid er der fremvældet en sådan øgleyngel, ak, sønnerne må på ingen måde prøve skismatisk at sønderbryde enhedens lænker, enheden hos den moder, der ikke har plet eller rynke. Så vil de være som øgler. Ligesom disse vil de næppe være udgået af moders liv, førend de udrydder hende. Således ødelægger disse deres ophav, kirken, med deres læres pestbringende gift, og med mangfoldige nye påfunds hæslighed.  da sie aber alt worden ist, und jetzt hart vor unsern Zeiten, Valdo, Wigleff, Johannes Huss; also auch zu unsern Zeiten von demselben der Otterschlangen Geschlecht seind aufgangen, leider, böse Kinder, die der schönen Mutter, die weder Fleck noch Runzelen hat, ihr Band der Einikeit vielspältig zureissen sich mühen. Wahrlich, sie seind gleich den jungen Otterschlangen. Denn gleichwie dieselben ihrer Mutter Leib zufressen, und gehen nit heraus, bis sie die Mütter tödtet haben; alseo diese auch, durch tödtlich ihrer Lehre und pestilenzische Vergift, und manicherlei Frucht ihr neuen (382) Fündle, 
 8 dum iuuare videntur et venerari (licet inextinguibilem) potius tamen quantum in se est interimunt: non ferentes cum ipsi sint, et ancillae filii, et illegitimi: immo diaboli genimina, matris ecclesiae liberos legitimisque filios, nisi eos suis pestiferis doctrinis inficiant: et venenatis iaculis contorqueant: satagentes speciem matris ac decorem temerare et contaminare.  Idet de synes at hjælpe og ære, så tilintetgør de hende dog snarere, så vidt de kan, selv om hun er udødelig, idet de ikke gør det klart, hvem de selv er, at de er slavindens illegitime børn, ja er djævelens sæd, mens de inficerer deres moder kirkens legitime frie børn med deres pestbærende lære. Og de udspyr deres giftige pile og fordrejer alting. De har travlt med at vanhellige og besmitte deres moders ære. eben damit sie ihrer Mutter der Kirchen helfen und sie eheren, geachtet werden, so tödten sie dieselben vielmehr, so viel in ihnen ist; wiewohl sie untödtlich ist. Und ob sie wohl seind der Magd und uneheliche Kinder, ja, des Teufels Gezüchte, leiden sie doch nit die freien ehelichen Kinder der Mutter, der Kirchen, bis dass sie dieselben mit ihren giftigen Lehren vergiftigen und verlipten Pfeilen durchquellen; thun mit Fleiss, wie sie die Schonheit und Zierde der Mutter beflecken und versehren. 
 9 Cuius tamen facies semper est et erit gratiarum plena: splendidissimusque ornatus. Ipsa enim veluti Regina (157) a dextris sponsi sui in vestitu astat deaurato circumdata varietate, Legum, ceremoniarum, sacramentorum, et bonorum omnium ad praesentem vitam futuramque conducentium. Men hendes ansigt er altid og vil altid være fuldt nåde og udsmykket på det prægtigste. Selv står hun nemlig som en dronning ved sin brudgoms højre side i gyldne klæder, omgivet af en række forskellige ting, love, ceremonier, sakramenter og alle slags goder, nyttige i det nærværende og i det kommende liv.  Welcher Angesicht doch allzeit ist und bleibt voller Gunst und allerschönester Geschmuck. Denn sie ist als ein Künigin, die da stehet zu der Rechten ihrs Bräutgams, in einem gulden Kleide, umbgeben mit Bundwerk der Gesetze, der Ceremonien, der Sacramenten, und aller Güter, die zu diesem (n9) und dem ewigen Leben nutz seind. 
 10 Hinc virulentis suis scriptis et sermonibus illam lacerare non cessant, et pro viribus deturpare satagunt. Inter quos vnus vel praecipuus existit quidam Martinus Luther, quantum ex scriptis compluribus eius nomine diuulgatis coniectare licet, si modo titulo credendum est. Men denne klædedragt ophører de ikke med at sønderslide med deres hårde skrifter og prædikener, og de har travt med at skæmme den, så godt de formår. Blandt dem er der især én, en vis Martin Luther, som har fået lov til at udkaste mange ting i mangfoldige skrifter udspredt i hans navn, hvis altså man kan stole på titlen.  Derhalben hören sie nit auf, dieselben zu reissen mit ihrem vollgiftigen Schreiben und Reden, und nach müglichem Fleiss dieselben zu verstellen, ärbeiten. 
        Unter welchen ist einer, wohl der vornehmest, genannt Martinus Luther, so viel man aus vielen seiner Schriften, die unter seinem Namen ausgangen seind, abnehmen mag, so anders dem Titel zu glauben ist. 
 11 Ipse enim praenominatorum haereticorum dogmata (instar praeuaricatoris Ahiel qui contra Iosue imprecationem reaedificauit Hierico) instaurare studet et noua confingere: qui cum ad sobrietatem sapere minime didicerit, plus vnus sapere praesumit quam caeteri omnes qui in ecclesia sunt aut fuerunt. Han søger nemlig at indføre de førnævnte kætterske lærepunkter (ligesom overtræderen Akiel, der imod Josvas ordre genopbyggede Jeriko), og udtænke noget nyt. Og eftersom han ikke har lært at være vís med måde, mener han, ene mand, at kunne udtænke mere, end alle andre, som er eller har været i kirken.  Derselb, gleich dem Uebertreter Ahiel, welcher die Stadt Jericho wieder bauet, wider die Verbannung Josuä, will er auch wieder aufrechten der vorgenannten Ketzer Lehre, dazu neu erfunden. Und dieweil er nit hat gelernt, mässigklich weis zu sein, vermisst er allein mehr zu wissen, denn alle Ander, die in der Kirchen seind und gewesen seind. 
 12 Omnium nempe vniuersitatum scholis suum ausus est praeferre iudicium: priscorum quoque vel sanctorum doctorum ecclesiae sententias contemnit: et, vt ad impietatis cumulum addat, sacrorum sanctiones conciliorum eneruare contendit, quasi scilicet ad fidelium salutem necessaria Luthero soli deus reseruarit, quae praeteritis saeculis nesciuit ecclesia, et ad haec vsque tempora in tenebris et errorum caecitate suam sponsam Christus dimiserit. Han vover nemlig at foretrække sin egen bedømmelse fremfor alle universiteters bedømmelse. Han foragter også sætninger af kirkens tidligere, hellige, lærde mænd. Og for at gøre hans ugudeligheds tåge større stræber han også efter at mindske de hellige koncilers sanktioner, som om Gud havde overladt det alene til Luther at udfinde det, der er nødvendigt til de troendes frelse, det, som kirken i de foregående århundreder ikke har vidst, og til dette skulle Kristus have efterladt sin brud indtil i dag til vildfarelsernes mørke og blindhed. Denn er ist so kuhn gewesen, dass er sein Dunkel hat furgesetzt allen Universitäten (n12); dazu verachtet er der alten und heiligen Lehrer der Kirchen Sprüche; und dass er den Haufen seines ungöttlichen Wesens mehr, die Satzung der heiligen Concilien meinet (383) er lahm zu machen; gerad als hätt Gott allein einem Luther vorbehalten, die Ding, die den Glaubigen zur Selikeit noth seind, welche die Kirche in vorigen Zeiten nit hätte gewüsst; und gerad als hätte Christus sein Braut bis auf diese Zeit in Finsterniss und Blindheit der Irrthum verlassen. 
 13 O impiam et inuerecundam arrogantiam? vinculis, censuris, immo ignibus et flammis coercendam potius quam ratione conuincendam? Nonne enim qui ita sentit et scribit, prima fidei (158) principia abnegat, et impietatem palam profitetur? Nonne impium se prodit et infidelem quisquis orthodoxae fidei, sanctis ecclesiae doctoribus, ac sacris conciliis credere dedignatur? Is nempe cui credet qui catholicae ecclesiae fidem habere detrectat? Aut quomodo catholicis ascibetur, qui ecclesiam non audit? cum ex ore veritatis dictum sit: Si ecclesiam non audierit sit tibi sicut ethnicus et publicanus. (Matt 18,17) O hvilken ugudelig og skamløs arrogance! Den burde betvinges med lænker og censur, ja med ild og flammer snarere end overbevises med fornuftgrunde! Mon ikke den, der mener og skriver således, har fornægtet troens førstegrunde og er faldet tilbage på en gammel ufromhed? Mon ikke enhver afslører sig som ufrom og vantro, som forsmår at tro på den ortodokse tro, på den hellige kirkes lære og på de hellige konciler? Hvem vil nemlig tro på, at han har troen, som dadler den katolske kirkes tro? Eller hvordan skal den regnes med til de katolske, som ikke hører kirken? Eftersom det jo fra sandhedens mund er sagt: Hvor han ikke hører kirken, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder?  O ein gottlos und unverschampte Vermessenheit, die man mit Kerker, Bann, ja mit Feur und Flammen sollt bezwungen, mehr denn mit Vernunft überwunden. 
       Ists nit wahr, dass, der also hält und schreibt, der verleugt die Hauptstuck des Christen-Glaubens? und bekennet offentlich ein gottlos Wesen. Ists nit wahr, er bekennet sich selb ein Gottlosen und Unglaubigen, der dem gemeinen Glauben, den heiligen Lehrern der Kirchen und den heiligen Conciliis zu glauben wegert. Wem wollt der glauben, der do versagt zu glauben der christlichen Kirchen? Oder wie mag man ihn für christlich achten, der die Kirche nit höret? so doch aus dem Mund der Wahrheit gesagt ist: Höret er die Kirche nit, so sei er dir wie ein Heid und Publican. (n13
 14 Porro ista est peculiaris haereticorum insania, vt scripturas pro voto contorquentes sese eas solos credant intelligere, solos se ad veritatem euangelii putent ambulare, solos se et quos falsa religione seducunt, salutem consequi arbitrentur, nec cuiuscunque doctoris quantumuis sancti aut eruditi, sed nec ipsius ecclesiae authoritatem suscipere velint contra eam quam semel sibi praefixerint scripturarum intelligentiam. Videre: Dette er et særligt kætterske vanvid, at når de har fordrejet skriften efter forgodtbefindende, så tror de, at de er de eneste, der forstår den, så mener de, at de alene vandrer efter evangeliets sandhed, så tror de, at de alene og dem, som de har forført til den falske religion, følger frelsens vej, og de vil ikke godtage nogensomhelst lærds autoritet, hvor hellig og lærd han end er, ja ikke engang kirkens autoritet, for imod en sådan autoritet har de én gang for alle sat deres forståelse af skriften.          Aber das ist ein eigentliche Unsinnikeit der Ketzer, dass sie die Schrift zwingen nach ihrem Willen, und meinen, sie habens allein, sie wandlen allein nach dem lautern Evangelio, sie werden allein selig werden, und die sie mit sich in falscher Geschicklicheit verführen, und wöllen keins Lehrers, wie heilig, oder gelehret er sei, ja, auch nit der Kirchen Sprüch oder Beschluss annehmen wider ihren Verstand, den sie ihn in der Schrift einmal haben fürgesetzt. 
 15 Hoc comprobat insanus Montanus cum suis Prisca et Maximilla, sancti spiritus aduentum in se completum impiissime credens magis quam ipsis apostolis. Hoc et impius Manicheus, qui vanitate Luciferi seductus vsque adeo delirauit,vt se spiritum sanctum a Christo missum assereret. Dette billiger den vanvittige Montanus sammen med sin Prisca og Maximilla, idet han fuldkommen ufromt mener, at Helligåndens komme er fuldbyrdet i ham mere end i selve apostlene. Dette mente også den ugudelige Manicheus, som blev forført af Lucifers forfængelighed, i den grad, at han fablede om, at han var overbevist om at Helligånden var sendt til ham af Kristus.  Das bewährt der unsinnige Montanus mit seiner Prisca und Maximilla, der do glaubt aufs allerunchristlichst, die Zukunft des heiligen Geists wäre in ihm erfüllet, mehr denn in den Aposteln. Desselben gleichen der unchristlich Manichäus, der durch Eitlikeit des Lucifers verführt, so gar zu einem Narren ward, dass er sich den heiligen Geist nennet, der von Christo (384) gesandt wäre. 
  16 Hoc item Secundinus eiusdem Manichei discipulus, qui Augustinum et catholicos caeteros errare confidenter asseuerans, quasi eidem condolens Augustino scripsit se non inuenire quidnam ante aeterni iudicis tribunal positus, deserto Manicheo, respondere valeret.  Dette mente også Secundinus, en af Manicheus' disciple, som højtideligt forsikrede, at Augustin og andre katolikker var faret vild, og som om det gjorde ham ondt for Augustin, skrev han, at han ikke for den evige doms tribunal vidste, hvad han skulle, hvis han skulle forlade Manichæus.  Also auch Secundinus, desselben Manichäi Junge, welcher frei sagen dürft, Augustin und andere Christlichen irreten, und gab gleich ein Mitleiden für über Augustino, und schrieb, er wüsste nit zu finden, was er sollt für des ewigen Richters Stuhl antwurten, so er Manichäum verliesse. 
 17 Mos nempe iste est haereticorum. At vero dum (159) ecclesiam audire nolunt, nec ferunt suaui christianae disciplinae iugo colla submittere, illudentibus sibi spiritibus mendacii et erroris, in manifestos corruunt errores, et pro fide execrandas profitentur blasphemias: quod Luther ipse seu author quisquis est opusculorum illius editorum nomine, luce clarius demonstrat: qui dum ecclesiae et sanctorum patrum salutaria respuit documenta, et haeresiarcha factus est et virulentus veterum haeresum innouator.  For dette er kætternes skik. Men eftersom de ikke vil adlyde kirken og ikke underkaste sig den søde kristne disciplins åg, idet de oplyses af løgne- og vildfarelsesånder, samler de sammen af manifeste vildfarelser, og i stedet for troen bekender de de værste bespottelser. For Luther selv, eller hvad nu det er for en forfatter der er til de bøger, der udgivet i hans navn, fremviser dette ganske klart. Han forkaster kirkens og de hellige fædres frelsebringende skrifter, og bliver så en kætterfører og en sygdombringende fornyer af de gamle kætterier.  Solchs ist die Weise der Ketzer. Aber dieweil sie die Kirche (n17) nit wollen hören, und gestatten nicht dass sie ihren Hals untergeben dem sänften Joch der christlichen Züchtigung; darumb durch Trügerei der lugenhaftigen und irrigen Geister fallen sie in offentliche Irrthumb, und anstatt des Glaubens lehren sie verfluchte Lästerunge. 
        Welchs alls beweiset klärer denn das Licht der Luther, oder wer der Meister ist solcher Bücher, die unter seinem Namen seind ausgangen; welcher, dieweil er der Kirchen und der heiligen Väter seligen Lehre veracht, ist er ein Erzketzer worden, und ein vollgiftiger Erneuer der alten Ketzereien. 
 18 De libero namque arbitrio differens Manicheos sequitur: de contritione et iis quae eam praecedunt, Hussitas: wicleuistas vero de confessione. De praeceptis Begardos. Catharos de punitione haereticorum: de immunitate ecclesiasticorum et euangelicis consiliis Valdenses et Bohemos: De iuramento, consentit haereticis qui se iactitant de ordine apostolorum. De obseruatione legalium Ebionitarumn haeresi propinquat. Han skiller sig ud, hvad den frie vilje angår og føler Manicheus. Hvad angeren og det, der går forud for den, angår, følger han Hussitterne. Men wiklevitterne følger han, hvad angår bekendelsen. Angående budene følger han Begarderne. Katarerne hvad angår kætterstraffene. Angående kirkefolkets immunitet og de evangeliske råd følger han valdenserne og bøhmerne. Om lovgivningen er han enig med de kættere, som praler af apostlenes ordination. Angående overholdelse af lovgivningen nærmer han sig Ebjonitternes kætteri. Denn wo er von dem freien Willen lehret, da folget er den Manichäis; in der Reue der Sünd, und was zuvor geschicht, folget er den Hussiten; in der Beicht, den Wicklefisten; in den zehen Geboten, den Begarden; in der Straf der Ketzer, den Catharen; in der Freiheiten der Kirchhäuser und evangelischen Räthen, den Valdensen und Böhemen; in dem Eid stimpt er mit den Ketzeren, die sich aufwerfen von dem Orden der Aposteln; in dem Halten der Cerimonien des alten Gesetzes nähet er zu der Ketzerei der Ebioniten; 
 19 Caeterum de sacramentali absolutione, satisfactione, praeparatione ad eucharistiam, scripturas non aduertens sed peruertens, item de peccatis, de paenis purgatorii, de generalibus conciliis, non ferendos disseminat errores. Sed et de philosophiae praeclaris institutis perperam loquitur ignarus, sicut de potestate ecclesiastica, et de indulgentiis multa. Og forøvrigt udspreder han ubærlige vildfarelser om den sakramentale absolution, om fyldestgørelsen, om forberedelsen til nadveren, idet han ikke retter sig efter, men vender skriften om, ligeledes om synderne, om skærsildsstraffene, og om de almindelige konciler. Men også om filosofiens klare bestemmelser taler han urigtigt og uvidende, ligesom om den kirkelige magt og i høj grad om afladen.  dazu von der sacramentischen Absolution, Genugthuung, Bereitung zum Sacrament des Altars, von den Sünden, von den Peinen des Fegfeurs, von der gemeinen Conciliis, säet er Irrthum, die nit zu leiden seind, und siehet nit auf die Schrift, sondern verkehret sie. Auch von den beruhmpten Satzung der Philosopuia, der er unwissend ist, redt er übel, gleich als auch von der christlichen Kirchen Gewalt und dem Ablass viel Böses. (E385)
 20 Nec tam pestiferam doctrinam euomuisse contentus, librum insuper edidit, si titulo creditur, cui de captiuitate Babylonica nomen indidit, vsque adeo variis respersum erroribus, vt iure (160) cum Alchorano conferri mereatur. In eo siquidem extinctas haereses et funditus extirpatas, quarum ne vestigia quidem vlla restabant, super his praesertim quae ad sacramenta ecclesiae spectant, suscitare, ac in lucem reuocare totis animi viribus contendit Ikke tilfreds med at have opgylpet en så pestbærende lære, udgav han tilligemed en bog derom, hvis man kan tro titelbladet, som han gav navn af det babyloniske fangenskab, i den grad overfyldt med forskellige vildfarelser, at den med rette fortjener at sammenlignes med Koranen. I den forefindes der nogle forlængst uddøde og udryddede kætterier, hvoraf der ikke engang er spor tilbage, og især det, der tager sig af at opretholde og belyse kirkens sakramenter, modarbejder han af alle kræfter.         Uber das ist ihm nit gnug gewesen, solch pestilenzisch Lehre auszuspeien, hat auch ein Buch lassen ausgehen, ist der Titel recht, das er hat genennet, von der babylonischen Gefängkniss: das ist von so manicherlei Irrthumb voll, dass es billig möcht vergleicht werden dem Alcorano. In demselben strebt er mit allen Kräften seines Herzen, herwieder zu bringen an den Tag und aufzuwecken die alten Ketzereien, die ausgelöscht und grundlich ausgewurzelt seind, dass nit ein Steig oder Zeichen mehr da war, sonderlich in den Stucken, die die Sacrament der Kirchen betreffen. 
 21 Scriptor quicunque is est ecclesiae nimirum Christi hostis perniciosus et antiquarum blasphemiarum instaurator execrandus. Bohemorum namque, Albigensium Valdensium, Heracleonitarum, Pepucianorum, Erianorum, Lamperianorum, Iouinianistarum, Artotyritarum, caeterorumque id genuys monstrorum insaniae, per auctorem in eodem comprobantur libro, commendantur, extolluntur. Forfatteren, hvem han end er, er i hvert fald Kristi kirkes ødelæggende fjende og han genindsætter de gamle ødelæggende blasfemier. For bøhmernes, albigensernes, valdensernes, heracleonitternes, pepucianernes, erianernes, lamperianernes, jovinisternes, artotyritternes og andre af den slags monstrøse vanvid bliver af forfatteren i bogen billiget, anbefalet og ophøjet. Derselb Schreiber, er sei, wer er wolle, so ist er der Kirchen Christi ein schädlicher Feind, und der alten Lästerungen ein verfluchter Wiederbringer. Denn in demselben Buch, durch denselben Dichter, werden angenommen, gelobt und erhaben die unsinnigen Irrthum der Böhemen, der Albigen, der Valdenser, der Herakleonitten, der Pepucianer, der Erianer, Der Lamperianer, der Jovinianisten, der Artotyriten, und ander dergleichen wüsten Greuel. (n21
 22 Quare nostrae professionis esse agnoscentes huiusmodi pullulantibus pestiferis erroribus magisque ac magis in dies excrescentibus toto conatu obuiare, quid tandem nobis de hujusmodi doctrina visum sit plane aperire voluimus, et nostram super ea sententiam christianis omnibus publicare: ne, quod absit, eliminata iam pridem tam multiplex impietas quantum in nobis est, vlterius serpat: et doctrina fallax a patre mendacii exorte fidelem inficiat populum dei. Og fordi den nu engang er vort embede at erkende den slags forurenende, pestbærende vildfarelser og af al vor magt at forhindre, at de vokser mere og mere dag for dag, så vil vi afsløre, hvad vi synes om den slags lære, og offentliggøre vores opfattelse for alle kristne. For, så vidt det står til os, at forhindre, at en sådan mangfoldig gudløshed, skønt den allerede tidligere er udryddet, skal snige sig yderligere frem, hvad Gud forbyde. Og en falsk lære, opstået fra løgnens fader, inficere det troende Guds folk.          Darumb haben wir erkennt, es gebühr unserm Stand, mit ganzem Vermugen begegnen solchen giftigen wachsenden Irrthumen, die täglich meher uind meher zunehmen, und haben wollen eroffen klärlich, was uns dunkt über dieser Lehre (n22), und unser Meinung darüber allen Christen verkundigen, auf dass nit (da Gott vor sei,) die längest verstossene, mannigfältige unchristlich Lehre weiter krieche, so viel an uns ist; und dass die betrugliche Lehre, von dem Vater der Lugen aufgangen, nit vergiftige das glaubige Volk Gottes, 
 23           Sollicitius itaque per nos examinata ac maturius vniuersa doctrina Lutheriano ascripta nomini, et ad plenum discussa, execrandis illam erroribus scatere certo depraehendimus et iudicauimus, fidem potissimum (161) contingentibus et mores: Quoque simplicis populi seductiua sit, omnibus doctoribus iniuria, potestati ecclesiae et ordine Hierarchico impie derogatiua, aperte schismatica, sacras scripturae aduersa, et eius deprauatiua, atque in spiritum sanctum blasphema:          Derfor er den lære, der tilskrives Luther, blevet meget omhyggeligt og modent undersøgt af os, og diskuteret i sin helhed, og vi har fastholdt og bedømt, at den fremsprudler med ødelæggende vildfarelser, der meget stærkt har med troen og skikkene at gøre. Og den forfører også enfoldige folk, gør uret imod alle de lærde, foragter på ufrom måde den kirkelige magt og den hierarkiske orden, er åbenlys skismatisk, er modsatrettet den hellige skrift og ødelægger den, og er blasfemisk imod Helligånden.  so haben wir fleissig durch uns erforschet, und wohlbedächtig und williglich versucht alle die Lehre, des Luthers Name zugeschrieben, und haben gewisslich erfunden und geurtheilet, dass sie voll sei verfluchter Irrthum, sonderlich in den Stucken, so den Glauben und Sitten (E386) betraffen, und ist dem einfältigen Volk verführlich, und den Lehrern unerbietlich, und der christlichen Gewalt, und ganzem Orden Ueber- und Niederständen der Geistlichen, unchristlich, abbrüchig, offentlich zwiespaltig, der heiligen Schrift entgegen, und derselben verkehrig und lästerlich in der heiligen Geist. (n23
 24 et ideo veluti reipublicae christianae perniciosam censemus omnino exterminandam, ac palam vltricibus flammis commitendam. Authorem vero ad publicam abiurationem modis omnibus iuridicis compellendum.  Og derfor mener vi, at den som ødelæggende for det kristne samfund helt og aldeles skal tilintetgøres, og overalt overgives til de hævnende flammer. Men forfatteren skal tiltales for offentligt at frasværge sig sin lære på alle juridiske måder. Darumb schätzen wir sie schädlich der christlichen Gemein, ganz zu vertilgen, und offentlich den rachgierigen Glammen zu befehlen, und den Dichter zu offentlichem Widerspruch durch alle rechtliche Mittel zu treiben. 
 25          Vt autem id clarius cunctis innotescat, aliquot ex praefatis scriptis excerptas propositiones ordine quodam digessimus, et nostram cuique adiecimus censuram patrum nostrorum morem imitati, qui alienus vtique non est ab obseruata per apostolos lege definiendi.          For at de kan træde klarere frem, vil vi gennemgå nogle af de ovennævnte skrifter, fremsat i uddrag i en vis orden, og tilføje vor censur efter vore fædres skik, den skik, som ikke skal defineres anderledes end ud fra den lov, der blev overholdt af apostlene.            Auf dass aber das Alles deste klärlicher Jedermann kund werd, haben wir etlich Artikel aus denselben Schriften in ein Ordnung gestellet, und unser Urtheil daneben gesetzt; haben darinnen gefolget unserer Vorfahren Weise, welcher ist nit frembd von der Weis, die die Apostel gehalten haben, zu ortern. (n25
 26 Proposito namque de legalium obseruatione dubio, quid sentirent, ipsi paucis explicuerunt, rationibus (cur ita definirent) nullis scripto mandatis: quem modum quoque decernendi sacra consueuerunt tenere concilia. Materiae vero per nos discussae, hae praesertim quas impraesentiarum edere constituimus, secundum suas inuicem connexiones sequenti monstrantur indice. (162) For lad os sige, at der var tvivl om, hvilken lov de overholdt, hvad de mente, de har dog selv med få begrundelse forklaret det (hvorfor de definerer således) uden nogen skrevne bud; på den måde de plejede at afholde koncil for at afgøre tingene. Men de sager, der er diskuteret af os, og især dem, som vi har fastslået skal udelades for nærværende, de skal påvises skemamæssigt ifølge deres indbyrdes familieskab.  Denn da ihn fürgeleget ward ein Frag, von Haltung der Ceremonien des alten Gesetzts, haben sie mit wenig Worten ausgedruckt, was sie hielten, und haben kein Ursach anzeigt schriftlich, (n26) warumb sie so hielten. Welche Weise zu ortern auch die gemeinen Concilia pflegen zu halten; was aber für Materien von uns erkannt sein, sonderlich, die wir jetzt auslassen fürgenommen, werden erzeigt in folgende Register, nach dem sie zusammen gehörn. 
 27       Index materiatum ex variis Lutherii libris excerptarum per Theologiae vniuersitatis Parisiensis facultatem. Et primo ex libro de Captiuitate Babylonica.        Fortegnelse over emnerne fra de uddrag af de forskellige Luther-bøger, som det teologiske fakultet i Paris har foretaget. Først fra bogen om det babyloniske fangenskab.           Ein Register der Materien, aus manichen Bücheren Luthers, ausgezogen durch die Theologen zu Paris, und zum Ersten, aus dem Buch von der babylonischen Gefängkniss. 
 28 De Sacramentis (#31
     De constitutionibus ecclesiae. (#47
     De operum aequalitate. (#48
     De votis. (#49
     De diuina essentia. (#51
Om sakramenterne.
Om kirkens konstitutioner.
Om ligelighedens gerninger.
Om løfterne.
Om det guddommelige væsen.
Von den Sacramenten.
Von den Satzungen der Kirchen. (E387) 
Von Gleicheit der Werk.
Von den Gelübden.
Von dem göttlichen Wesen. 
 29     Materiae ex aliis eiusdem Lutheri libris excerptae. 
     De conceptione beatae et gloriosae virginis. (#52
    De contritione. (#53
    De confessione. (#63
    De absolutione. (#68
    De satisfactione. (#70
    De accedentibus ad Eucharistiam. (#76
    De certitudine charitatis habitae. (#78
    De peccatis. (#80
    De praeceptis. (#84
    De consiliis euangelicis. (#88
    De purgatorio. (#92
    De conciliis vniuersalibus ecclesiae. (#99
    [De spe. (#103)]
    De haereticorum paena. (#104
    De legalium cessatione. (?#105
    De bello aduersus Turcas. (#106
    De immunitate ecclesiasticorum. (#107
    De libero arbitrio. (#108
    De philosophia et theologia scholastica. (#113) (163) 
     Emner uddraget af andre af denne Luthers bøger.
Om den salige og glorværdige jomfrus undfangelse.
Om angeren.
Om bekendelsen.
Om absolutionen.
Om fyldestgørelsen.
Om dem, der går til alters.
Om sikkerheden, hvormed kærligheden haves.
Om synderne.
Om budene.
Om de evangeliske råd.
Om skærsilden.
Om kirkens generalkoncilier.
Om kætternes straf.
Om den gamle lovs ophør.
Om krigen imod tyrkerne.
Om gejstlighedens immunitet.
Om den frie vilje.
Om den skolastiske filosofi og teologi. 
     Materien aus den andern Bücher desselben Luthers gezogen.
 Von der Empfängkniss der heiligen hochgelobten Jungkfrauen. 
Von der Reu.
Von der Beicht.
Von der Absolution.
Von der Genugthuung.
Von den, so zum Sacrament gehen.
Von der Gewissheit der gehabten Liebe.
Von den Sünden.
Von den Geboten.
Von den evangelischen Räthen.
Von dem Fegfeur.
Von den gemeinen Conciliis der Kirchen.
Von der Ketzer Straf.
Von Aufhören des alten Gesetzs.
Vom Krieg wider die Türken.
Von dem freien Willen.
Von der Philosophia und Schultheologia. 
 30     Propositiones ex libro Lutheri, qui de Captiuitate Babylonica inscribitur, collectae et per theologorum Parisiensis facultatem damnatae. Scribentur autem propositiones ipsae maiusculis, et condemnationes minoribus characteribus.        Teser fra den Luther-bog, som kaldes Om det babyloniske fangenskab, samlet og fordømt af det teologiske fakultet i Paris. Teserne skrives med stor skrift (her med kursiv) og fordømmelserne med en mindre skrift (her med almindelige typer).         Artikel aus dem Buch Luthers, das genennet ist, von der babylonischen Gefängkniss, gesammlet, und durch die Theologen zu Paris verdampt.
 31   De Sacramentis.
Recens est inuentio sacramentorum. Propo. I. (fx capt03#40
     Haec propositio innuens recenter ab hominibus inuenta esse sacramenta et non a Christo instituta, est temeraria, impia, et manifeste haeretica.
Om sakramenterne.
Sakramenterne er opfundet fornylig. (tese 1)
      Denne tese, der antyder, at sakramenterne er opfundet fornylig af mennesker og ikke indstiftet af Kristus, er fræk, ufrom og med sikkerhed kættersk.
       Martinus: 1. Der Sacrament Fund ist ein neu Ding.
       Paris: Dieser Artikel, weil er das will, dass die Sacrament seien neulich von Menschen erfunden, und nit von Christo eingesetzt, ist er frevel, unchristlich und offentlich ketzrisch. 
 32 Sacramentum ordinis ecclesia Christi ignorat.  Secunda.
     Haec propositio est haeretica: et est error pauperum de Lugduno, Albigensium et Wicleuistarum.
Kristi kirke er uvidende om ordinationens sakramente. (tese 2). 
     Denne tese er kættersk. Og det er den vildfarelse, som de fattige fra Lyon, som albigenserne og wiclevitterne begik.
       Martinus. 2. Das Sacrament der Weihung weiss die Kirch Christi nit.
        Paris. Der Artikel ist ketzrisch, und ist ein Irrthum der Armen von Lyon, der Albiger und Wiglefisten. 
 33 Omnes Christiani habent eandem potestatem in verbo et sacramento quocunque.  Tertia.
        Claues ecclesiae sunt omnibus communes.    Quarta.
       Omnes Christiani sunt sacerdotes.  Quinta. 
      Quaelibet harum trium propositionum est ordinis Hierarchici destructiua et haeretica. et est error praefatorum haereticorum simul et Pepucianorum. 
Alle kristne har den samme myndighed i både ord og sakramenter (tese 3)
Kirkens nøgler er fælles for alle. (tese 4)
Alle kristne er præster (tese 5)
      Enhver af disse tre teser er ødelæggende for den hierarkiske orden og kættersk. Og det er de forudnævnte kætteres vildfarelse og også pepucianernes vildfarelse. 
       Martinus. 3. Alle Christen haben gleichen Gewalt im Predigen und jeglichen Sacrament. (E388) 
        4. Die Schlüssel der Kirchen seind Allen Gemein.
         5. Alle Christen seind Priester.
        Paris. Ein jeglicher dieser dreien Artikel ist abbruchig den geistlichen Ständen, und ketzrisch, und ist ein Irrthum der vorgenannten Ketzer, auch der Pepucianer. 
 34 Confirmatio et extrema vnctio non sunt sacramenta a Christo instituta. Sexta. (capt03#40
      Haec propositio est haeretica: et pro prima parte est error Albigensium et Wicleuistarum: pro secunda vero Heracleonitarum. (164) 
Konfirmationen og den sidste olie er ikke sakramenter, der er indstiftet af Kristus. (tese 6). 
     Denne tese er kættersk. Og den første del er albigensernes og Wiclevitternes vildfarelse, den anden del heraclonitternes.
        Martinus. 6. Die Fermelung und Oelung seind nit Sacrament von Christo eingesetzt. 
        Paris. Dieser Artikel ist ketzrisch, und an ersten Theil ein Irrthum der Albiger und Wiglefisten, am andern Theil der Heraclionisten. 
 35 Missa passim creditur esse sacrificium quod offertur deo: inde Christus hostia altaris dicitur. Sed euangelium non sinit missam esse sacrificium. (Septima propositio). (capt#207
      Haec propositio quo ad secundam partem, scilicet Sed euangelium etc est impia, in sacrosanctum euangelium blasphema ac haeretica, prout vocabulo missa cum Gregorio vtimur. 
Man tror overalt, at messen er et offer, som ofres til Gud; derfor kaldes Kristus alterets offerdyr. Men evangeliet tillader ikke, at messen er et offer. (tese 7)
       Denne teses anden del, nemlig fra 'Men evangeliet osv' er ugudelig, er en blasfemi imod det hellige evangelium og er kættersk, forsåvidt vi bruger ordet messe på samme måde som Gregor. 
      Martinus. 7. Die Mess wird geglaubt allenthalben, sie sei ein Opfer, das Gott geopfert werde; daher Christus ein Hostia des Altärs genennet ist. Aber das Evangelium lässt die Mess nit sein ein Opfer. 
      Paris: Dieser Artikel an seinem andern Theil, nämlich: das Evangelium lässt etc. [ist] unchristlich und lästerig in das heilig Evangelium; und ketzrisch, so fern wir des Wörtlin Mess brauchen, wie St. Gregorius. 
 36 Manifestus est error missam applicare seu offerre pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis, aut quibuscunque necessitatibus suis aut aliorum. (Octaua). (capt#189). 
      Haec propositio est in ecclesiam catholicam Christi sponsam contumeliosa et haeretica: et est Erianorum haereticorum, et Artotyritarum erroribus conformis. 
Det er en åbenlys fejl, at applicere messen eller ofre messen for synder, for fyldestgørelser, for de døde, eller for hvilkesomhelst nødvendigheder hos én selv eller andre. (tese 8). 
     Denne tese er en fornærmelse mod den katolske kirke, Kristi brud, og er kættersk. Og den minder om de erianske kætteres og artotyrianernes vildfarelse.
        Martinus. 8. Es ist ein offentlicher Irrthum, dass man die Mess zutheilet oder opfert fur die Sund, für Gnugthuung, für die Todten, oder waserlei Nothdurft seins selbs oder der andern. 
      Paris. Dieser Artikel ist wider die christliche Kirche, die Braut Christi, Hohn sprech und ketzrisch, und ist der Erianer Ketzer, und der Artotyriten Irrthum gleich. 
 37 Non est dubium vniuersos hodie sacerdotes et monachos cum episcopis et omnibus suis maioribus esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob missae seu sacramenti ignorationem, abusionem, et irrisionem. (Nona). (capt#150
        Haec propositio est falsa, maxime scandalosa, vniuerso ecclesiastico statui contumeliosa, arroganter et stulte prolata. Et in eo quod praetendit neminem in statu salutis esse nisi qui huiusmodi erroribus acquiescit, cum Donatistarum, Ascitarum, et Apostolicorum perfidia conueniens, asserentium non nisi apud se remansisse ecclesiam dei. 
Der er ikke tvivl om, at i dag alle præster og munke tilligemed biskopper og alle deres overordnede er afgudsdyrkere, idet de befinder sig på et meget farligt stade på grund af uvidenhed om, misbrug af og forhånelse af messen eller sakramentet. (tese 9).
     Denne tese er falsk, højst forargelig, fornærmende for hele klerkeriets stade, og fremlagt arrogant og dumt. Og derved, at han hævder, at kun den befinder sig i frelsens status, der affinder sig med den slags vildfarelser, er han i overensstemmelse med donatisterne, ascitterne og apostolikernes perfidi, de, der påstår, at kun hos dem er Guds kirke forblevet. 
      Martinus. 9. Es ist kein Zweifel, dass alle Priester und Munich mit Bischofen und allen ihren Obern abgötterisch seind, und im fährlichsten Stand wandeln, umb Unverstand, Missbrauch und Spott der Messen. 
         Paris. Dieser Artikel ist falsch und allerärgerlichst, und Hohn sprech dem ganzen geistlichen Stand, gesetzt vermessiklich und thorlich. Und indem er fürgiebt, niemand sei in Stand der Selikeit, er verwillige denn solchen Irrthumen, stimpt er mit dem Unglauben der (E389) Donatisten, Asciten und Apostolischen, die da sagten, die christlich Kirch Gottes wäre nur bei ihnen bleiben. 
 38 Credo firmiter panem esse corpus Christi, ait Luther. (Decima) (capt#106
      Haec credulitas Lutheri est absurda, haeretica, et olim damnata. 
Jeg tror fast på, at brødet er Kristi legeme, siger Luther. (tese 10). 
       Denne overbevisning hos Luther er absurd, kættersk og forlængst fordømt. 
       Martinus. 10. Ich glaub fest, das Brod sei Christus Leichnam, sagt Luther. 
        Paris. Dieser Glaub Luthers ist untüchtig, ketzrisch, und vorzeiten verdampt. 
 39 Negare laicis vtranque speciem est impium et tyrannicum. (Vndecima). (capt#73
       Haec propositio est erronea, scismatica, impia, et ex damnato errore Bohemorum elicita. (165) 
At nægte lægfolket begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk. (tese 11) 
      Denne tese er fejlagtig, skismatisk, ufrom og findes blandt bøhmernes fordømte vildfarelser.
     Martinus. 11. Es ist unchristlich und tyrannisch, den Laien beide Gestalt versagen. 
       Paris. Dieser Artikel ist irrig, spältisch, unchristlich, und aus dem verdampten Irrthum der Böhmen gezogen. 
 40 Bohemi haeretici et schismatici non sunt nominandi, sed Romani. (XII). (capt#62
       Haec propositio est falsa, perfidiae bohemicae impie defensiua, et ecclesiae Romanae contumeliosa.
Man bør ikke kalde bøhmerne kættere og skismatikere, men romerne. (tese 12)
      Denne tese er falsk, er et ufromt forsvar for de perfide bøhmere, og fornærmende mod den romerske kirke. 
        Martinus: 12. Die Böhmen sollen nit Ketzer noch Spältige genennet werden, sondern die Römer. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, dem Böhmischen Unglauben unchristlicher Vertheidung, und ist Hohn sprech der römischen Kirchen. 
 41 Matrimonium non est sacramentum diuinitus institutum, sed ab hominibus in ecclesia inuentum. (XIII). 
      Haec propositio est haeretica et olim damnata.
Ægteskabet er ikke noget sakramente, indstiftet på guddommelig vis, men opfundet af menneskene i kirken. (tese 13). 
       Denne tese er kættersk og for længe siden fordømt. 
      Martinus. 13. Die Ehe ist nit ein Sacrament von Gott eingesetzt, sondern von Menschen in der Kirchen erfunden.
      Paris. Dieser Artikel ist ketzerisch und längest verdampt. 
 42 Coniunctio viri et mulieris tenet quocunque modo contra leges hominum contigerit. (XIIII). (capt03#70) (n42
       Debent sacerdotes ea omnia matrimonia confirmare quae contra ecclesiasticas vel pontificias leges fuerint contracta, in quibus Papa potest dispensare, et quae non sunt in scriptura sacra expressae. (XV). (capt03#69
      Vtraque harum propositionum est falsa, ecclesiae potestati impie derogatiua, et ex damnato Valdensium errore procedens. 
Forbindelsen mellem mand og kvinde skal fastholdes, selv om den på en eller anden måde har fundet sted imod de menneskelige love, (tese 14). 
       Præsterne bør bekræfte alle de ægteskaber, som er indgået imod de kirkelige eller pavelige love, når paven kan dispensere, og de ikke udtrykkeligt er omtalt i den hellige skrift. (tese 15).
     Begge disse teser er falske, de foragter ufromt den kirkelige magt, og går frem efter den valdensiske vildfarelse, som er blevet fordømt.
        Martinus. 14. Die Zusammengebung Mann und Weibs hält, ob sie schon wider Menschen Gesetz geschicht. 
       15. Die Priester seind schuldig alle die Ehe bestätigen, die wider der Kirchen oder Papst Gesetz seind gemacht, darinnen der Papst mag dispensiern, und die nit in der Schrift seind ausgedruckt. 
       Paris: Diese beide Artikel seind falsch und abbruchig der Kirchen Gewalt, und kumpt aus dem verdampten Irrthum der Valdenser. 
 43 Tota efficacia sacramentorum nouae legis est ipsa fides. (XVI). 
       Haec propositio est efficaciae sacramentorum nouae legis impie derogatiua et haeretica.
Al virkekraft i den nye lovs sakramenter ligger i troen. (tese 16). 
     Denne tese udtrykker ugudelig foragt for den ny lovs sakramenters virkekraft og er kættersk.
      Martinus. 16. Die ganz Kraft der Sacrament ist der Glaube.
       Paris. Dieser Artikel ist abbruchig der Macht der Sacrament des neuen Testament und ketzrisch. 
 44 Quicquid credimus nos accepturos esse reuera accipimus, quicquid agat, non agat, simulet aut iocetur minister. (XVII). 
       Haec propositio est absurda, ex erroneo scripturae intellectu asserta, et haeretica.
Hvad vi tror, vi har fået, vil vi også virkelig få, hvad end præsten gør eller ikke gør, også hvis han simulerer eller handler for sjov. (tese 17). 
     Denne tese er absurd, har sin oprindelse i en fejlagtig forståelse af skriften, og er kættersk.
       Martinus. 17. Was wir glauben, dass wir empfahen, das empfahen wir gewiss, der Prister oder Sacrament Diener thu oder thu nit, schimpf oder heuchle. (E390)
       Paris. Dieser Artikel ist untüchtig, und aus falschem Verstand der Schrift gesetzt und ketzrisch. 
 45 Periculosum immo falsum est opinari paenitentiam esse secundam tabulam post naufragium. (XVIII). 
      Haec propositio est temeraria, erronee ac fatue asserta, ac beato Hieronymo illam ponenti iniuria. (166) 
Det er farligt, ja forkert at mene, at boden er den anden tavle efter skibbruddet. (tese 18). 
      Denne tese er fræk, fejlagtig og fremsat på naragtig vis, og gør uret mod den salige Hieronymus, der fremsætter påstanden.
       Martinus. 18. Fährlich, ja falsch ists, dass man wähnet, die Buss sei die ander Tafel nach dem Schiffbruch. 
       Paris. Dieser Artikel ist frevelich, irrig, und närrisch gesetzt, und dem heiligen Hieronymo, der das sagt, unerbietlich. 
 46 Qui sponte confessus siue correptus veniam petierit et emendauerit coram quouis priuatim fratre, non dubito a peccatis suis illum esse absolutum. (XIX). 
       Haec propositio innuens laicos tam viros quam mulieres potestatem clauium habere, est falsa, sacramentis ordinis et paenitentiae contumeliosa, et haeretica, cum errore conueniens Valdensium et Quintillianorum. 
Den, der uden videre bekender eller kort og godt beder om aflad og køber den hos en hvilkensomhelst privat broder, om ham tvivler jeg ikke på, at han er afløst fra sine synder. (tese 19). 
     Denne tese, der antyder, at lægfolk, både mænd og kvinder har nøglemagten, er forkert, fornærmende imod sakramenternes og bodens orden, og kættersk. Den svarer til valdensernes og quintillianernes vildfarelse. 
        Martinus. 19. Wer willig oder gestraft bekennet, Gnade bittet, und sich bessert, vor einem jeglichen Bruder, den zweifel ich nit, er sei von seinen Sünden absolviert. 
        Paris. Dieser Artikel, der anzeigt, dass die Laien, Mann und Weib, den Schlüssel Gewalt haben, ist falsch, den Sacramenten der Weihe und Busse Hohn sprech, und ketzerisch, und stimpt mit dem Irrthum der Valdenser und Quintilianer. 
 47 De constitutionibus ecclesiae.
      Neque Papa neque Episcopus neque vllus hominum habet ius vnius syllabae constituendae super christianum hominem, nisi id fiat eiusdem consensu: et quicquid aliter fit, tyrannico spiritu fit. (Propô). 
     Haec propositio est a debita subditorum ergo praelatos et superiores subiectione et obedientia retractiua: legum positiuarum seditiose destructiua, ac in fide et moribus erronea: et est error damnatus Valdensium, cum errore Erianorum conueniens.
Om kirkens ordninger.
     Hverken paven eller biskoppen eller noget menneske har ret til at forordne en eneste stavelse over et kristenmenneske, medmindre det sker med hans billigelse. Og hvad der sker på anden måde, sker i en tyrannisk ånd. (tese). 
      Denne tese drager de underordnede bort fra deres underkastelse og lydighed, de skylder prælater og overordnede. Den er oprørsk og destruktiv overfor de positive love, og er fejlagtig med hensyn til tro og skikke. Og den svarer til den vildfarelse, der er fordømt hos valdenserne og erianerne. 
Von den Satzungen der Kirchen.
       Martinus. Weder Papst noch Bischof, noch irgend ein Mensch hat Macht ein Sylben zu setzen über den Christenmenschen, es geschehe denn mit seinem Vollwort. Was anders geschicht, das geschicht aus einem tyrannischen Geist. 
       Paris. Dieser Artikel hindert die Unterthanen an pflichtiger Unterwerfung und Gehorsam gegen ihr Obern und Prälaten, und zubricht aufruhrisch alle Menschengesetzt, und ist irrig im Glauben und Sitten, und ist ein Irrthum der Valdenser, und stimpt mit dem Irrthumb der Erianer. 
 48 De operum aequalitate.
       Opera nihil sunt coram deo, aut omnia sunt aequalia: quantum ad meritum attinet. (Propô). 
        Haec propositio est falsa, sacris eloquiis aduersa, atque errori Iouinianistarum conformis.
Om gerningernes ligeværdighed. 
       Gerninger betyder intet overfor Gud, eller de er alle lige meget værd, hvad angår fortjeneste. (tese). 
      Denne tese er falsk, imod de hellige skrifter, og svarer til jovinianisternes vildfarelse.
Von der Gleicheit der Werke.
      Martinus. Die Werk seind nichts vor Gott; oder seind alle gleich, so fern es die Dienst betrifft. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, und der heiligen Schrift entgegen, und gleichformig dem Irrthum der Jovinianistarum. 
 49 De votis. 
      Suadendum vt vota prorsus omnia tollantur, aut vitentur. (Propô. I.) (capt-db#139) (167) 
       Haec propositio est Christi doctrinae et sanctorum patrum obseruationi qui vouere consulunt, contraria: ex errore procedens Lamperianorum, Wicleuistarum, et eorum qui se iactabant de ordine apostolorum. 
Om løfterne.
      Man bør overbevise mennesker om, at alle løfter helt skal ophæves, eller undgås. (tese 1). 
       Denne tese er imod Kristi lære og de hellige fædres iagttagelse, som anbefaler at aflægge løfter. Den stammer fra lamperianernes og wiclefitternes vildfarelse, og fra dem, som praler af at indføre apostles orden. 
Von den Gelübden.
       Martinus. 1. Es ist zu rathen, dass alle Gelübd wurden aufgehaben oder vermieden. (E391)
        Paris. Dieser Artikel entgegen der Lehre Christi, und der heiligen Väter Brauch, die da rathen die Gelübde; und fleusst aus dem Irrthum der Lamperianer, der Wiglefisten, und deren, die sich von Apostelorden rühmeten. 
 50 Probabile est vota hodie non valere nisi ad operum iactantiam et praesumptionem. (Secunda.) (capt-db#150
      Haec propositio est falsa, statui religionis contumeliosa, et praefatis erroribus consona. 
Det er sandsynligt, at løfterne i dag kun har værdi, når man skal prale af gerninger og mene, man retfærdiggøres ved gerninger. (tese 2). 
      Denne tese er falsk, fornærmende imod munkenes status, og svarer til de ovennævnte vildfarelser. 
        Martinus. 2. Es ist bewährlich, dass alle Gelübd zu dieser Zeit nichts taugen, denn zum Ruhm der Werk und Vermessenheit. 
        Paris. Dieser Artikel ist falsch, dem Münichenstand Hohn sprech, und den vorgesagten Irrthumen gleichhellig. 
 51 De diuina essentia et forma corporis humani. 
        Istis nouissimis trecentis annis multa perperam de terminata sunt: quale est essentiam diuinam nec generari nec generare, et animam esse formam substantialem corporis humani. (Propô). (capt#92
      Haec propositio est falsa, ab homine qui alienus est a catholica ecclesia arroganter asserta: ac sacris conciliis generalibus iniuria. 
Om det guddommelige væsen og det menneskelige legemes form.
      Indenfor de sidste tre hundrede år er meget urigtigt blevet bestemt. Såsom at det guddommelige væsen hverken fødes eller føder, og at sjælen er det menneskelige legemes substantielle form. (tese). 
     Denne tese er falsk, på arrogant vis fremsat af et menneske, som er fremmed for den katolske kirke. Og den øver uret imod de hellige almindelige konciler. 
Von der göttlichen Natur und Form des menschlichen Leibs. 
        Martinus. In diesen letzten dreihundert Jahren ist viel Dings übel geörtert; also do ist: Die göttliche Natur wird nit geborn, gebiert auch nit. Und: Dass die Seele sei ein wesenliche Form des Menschen Leibs. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch und vormesslich gesetzt von einem Menschen, der fremb ist von der christlichen Kirchen, und ist unerbietlich den gemeinen Conciliis. 
 52 Propositiones excerptae ex aliis Lutheri libris damnatae vt praemissum est. 
Et primo de conceptione beatae Mariae virginis. 
      Contradictoria huius propositionis, beata virgo est concepta sine peccato originali, non est reprobata. (Propô). 
       Haec propositio est falsa, ignoranter, et impie contra honorem immaculatae virginis asserta. (168) 
Teser taget fra andre af Luthers bøger og fordømt ligesom de foregående. 
      Og først om den salige jomfru Marias undfangelse. 
      Den modsatte tese, at den salige jomfru er undfanget uden arvesynd,  er ikke forkastet. (tese) 
     Denne tese er falsk, uvidende, og ufromt hævdet imod den ubesmittede jomfrus ære. 
Artikel, gezogen aus den andern Büchern Luthers, verdampt wie oben. 
      Und zum Ersten von der Empfängkniss Mariä der Jungfrauen.
       Martinus. Der Gegenartikel dieses Artikels: Die heilige Jumgfrau Maria ist empfangen ohn Erbsünd, ist nit verworfen. 
        Paris: Dieser Artikel ist falsch, unwissend und unchristlich gesetzt wider die Ehere der unbefleckten Jungfrauen. 
 53 De contritione et iis quae eam praecedunt. 
      Lege manifestata aut in memoriam reuocata mox sequitur augmentum peccati si gratia desit. (Propositio prima.) (ass02#39
     Haec propositio loquendo de gratia gratum faciente, est falsa, a recta sacrae scripturae intelligentia aliena, et a meditatione diuinae legis retractiua. 
Om angeren og det, der går forud for den. 
      Ved at gøre loven håndfast eller ved at genkalde sig i erindringen følger snart efter en forøgelse af synden, hvis nåden mangler. (tese 1). 
      Denne tese er falsk, når den taler om nådegavernes nåde, og er afvigende fra en ret forståelse af den hellige skrift, og den fører bort fra en overvejelse over den guddommelige lov.
Von der Reu, und was zuvor geht.
       Martinus: 1. Wenn das Gesetz wird offenbart oder ins Gedächtnis gefasset, so bald folgt Meherung der Sund, wo die Gnad nit da ist. 
       Paris. Dieser Artikel, so man redt von der Gnade, (E392) die do rechtfertiget, ist falsch, und fern von rechten Verstand der Schrift, und ist hinderlich zu betrachten das göttlich Gesetz. 
 54 Lex ante charitatem non operatur nisi iram, et auget peccatum. (Secunda.) 
     Haec propositio est falsa, piarum aurium offensiua, in deum et eius legem blasphema, nec intentioni Pauli conformis. 
Loven virker, før kærligheden kommer til, kun vrede og øger synden. (tese 2). 
      Denne tese er falsk, stødende for fromme ører, og er en blasfemi imod Gud og imod hans lov, og den er heller ikke i overensstemmelse med Paulus hensigt. 
       Martinus. 2. Das Gesetz vor der Liebe wirkt nichts denn Zorn, und mehret die Sünd. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, und beleidigt die christlichen Ohren, und lästert Gott und sein Gesetz, und stimmt nit mit der Meinung St. Pauli. 
 55 Opera quaecunque ante charitatem sunt peccata et damnabilia et indisponentia ad gratiam. (Tertia.) 
       Haec propositio est falsa, temerarie asserta, peccatorum ab emendatione retractiua, et sapiens haeresim. 
Hvilkesomhelst gerninger, der gøres, før kærligheden kommer til, er syndige og fordømmelige og fører ikke frem til nåden. (tese 3). 
      Denne tese er falsk, hævdet på en fræk måde, trækker syndere bort fra at forbedre sig, og tænker kættersk.
       Martinus. 3. Alle Werk ausser der Liebe seind Sünd und verdammlich, und zur Gnad nur unschickt machen. 
        Paris. Dieser Artikel ist falsk, frevelich gesetzt, und hindert die Sünder an ihr Besserung, und schmeckt nach Ketzereien. 
 56 Qui bonum opus aut paenitentiam a peccatorum detestatione ante dilectionem iustitiae incipi nec in eo peccari asserit, inter Pelagianos numerandus est. (Quarta.) 
     Haec propositio est falsa, et ignoranter asserta, capiendo dilectionem iustitiae pro ea quae charitatem seu gratiam gratum facientem sequitur. 
Den, der hævder, at man kan begynde en god gerning eller begynde på boden ud fra en afsky for synderne, før man elsker retfærdigheden, og at man ikke synder derved, skal regnes som pelagianer. (tese 4) 
     Denne tese er falsk og fremsat ud af uvidenhed, idet den forstår kærligheden til retfærdighed i stedet for det, der følger bagefter, efter at man har handlet ud fra kærlighed eller ud fra nådegavernes nåde.
       Martinus. 4. Wer da lehret, dass man solle ein gut Werk oder Buss anfahen am Hass der Sünd, vor der Liebe der Gerechtikeit, und dasselb sei nit Sünd, den soll man unter Pelagianer zählen. 
      Paris. Dieser Artikel ist falschund unwissendf gesetzt, so man von der Liebe redt, die do folgt nach der göttlichen Liebe oder Gnade, die do rechtfertiget. 
 57 Contritio quae paratur per discussionem collectionem et detestationem peccatorum, qua quis recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum grauitatem, multitudinem, faeditatem, amisssionem aeternae beatudinis, ac aeternae damnationis acquisitionem, haec inquam contritio, facit hypocritam, immo magis peccatorem. (Quinta.) (169) (n57
      Haec propositio est falsa, viae ad paenitentiam impeditiua scripturis sacris et doctrinae sanctorum difformis. 
Den anger, som forberedes gennem omtale, erindring og foragt for synderne, som hvis nogen genkalder sig sit levned og finder sin sjæl modbydelig, eller vægter sine synders alvor, deres mængde, deres hæslighed, eller overvejer, at han mister den evige salighed og opnår evig fordømmelse, denne anger, siger jeg, skaber en hykler, ja skaber en synder, der er større synder end før. (tese 5). 
      Denne tese er falsk, idet den forhindrer vejen til boden, og den er ikke i overensstemmelse med den hellige skrifts lære og med de helliges lære. 
       Martinus. 5. Die Reu die do bereit wird mit Erforschen, Sammlen, und Unwillen der Sünd, da einer sein Tag bedenkt in Bitterheit seiner Seele, bewegen die Schwere, Menge, Schnödheit der Sünden, und die Verlust der ewigen Selikeit, und Gewinst der ewigen Verdammniss, dieselbigen Ren macht einen Gleisner, ja mehr ein Sünder.
       Paris. Dieser Artikel ist falsch und hindert den Weg zur Busse, und ist ungleich der heiligen Schrift und Lehren der heiligen Väter. 
 58 Neque timore neque amore potest homo se erigere ad capessendam gratiam dei. (Sexta.) 
       Haec propositio est in fide et moribus erronea, omnem praeparationem ad paenitentiam impie auferens. 
Mennesket kan ikke, hverken ved frygt eller ved kærlighed tage sig sammen til at gribe Guds nåde. (tese 6). 
     Denne tese er en vildfarelse i tro og skikke, idet den på ufrom måde ophæver al forberedelse til bod. 
       Martinus. 6. Weder mit Forcht noch mit Liebe mag sich der Mensch aufrichten zu empfahen die Gnade Gottes.
        Paris. Dieser Artiel ist irrig im Glauben und Sitten, und nimpt unchristlich weg alle Bereitiung zur Busse. 
 59 Sine gratia primo remittente culpam, nec votum remissionis quaerendae homo potest habere. (Septima.) 
      Haec propositio est falsa, impia, et peccatorum ad desperationem inductiua. 
Uden at nåden først eftergiver brøden, kan mennesket ikke have noget løfte om at søge tilgivelsen. (tese 7). 
       Denne tese er falsk og ufrom og fører til fortvivlelse over synderne. 
         Martinus. 7. In die Gnade, die zuvor die Schuld (E393) verlasset, mag der Mensch auch nit ein Willen haben zu suchen die Vorgebung. 
         Paris. Dieser Artikel ist falsch und unchristlich, und führet die Sünder in Verzweiflung. 
 60 Christus nunquam peccatores coegit timore ad paenitentiam. (Octaua.)
      Haec propositio capiendo cogere pro inducere, sicut capitur frequenter in scriptura sacra, est haeretica. 
Kristus har aldrig tvunget synderne til bod med straf. (tese 8). 
      Denne tese er falsk. 'At tvinge' skal forstås som identisk med 'at føre ind i'; sådan forstås det ofte i den hellige skrift.
         Martinus 8. Christus hat noch nie mit Forcht die Sünder gezwungen zur Busse. 
         Paris. Dieser Artikel, so man zwingen nennet so viel als anführen, wie es oft genommen ist in der heiligen Schrift, ist ketzrisch. 
 61 Bonus est timor et vtilis licet sit insufficiens per quem paulatim sit consuetudo iustitiae. De his verbus Augustini sequitur iudicium Lutheri. Hoc est (inquit) meo iudicio consuetudo desparandi et odiendi deum si excludatur gratia. (Nona.) 
      Iudicium Lutheri de illo dicto Augustini Bonus est timor etc est falsum, temerarium et impium, accipiendo gratiam, vt supra, pro gratia gratum faciente, sicut eam accipit scriptor. 
Frygten er god og gavnlig, selv om den er utilstrækkelig, fordi gennem den vænnes vi lidt efter lidt til retfærdigheden. Ud fra disse augustinske ord drager Luther følgende slutning: Det vil sige, ifølge min bedømmelse: vi vænnes til at fortvivle og hade Gud, hvis nåden ikke kommer til. (tese 9). 
      Luthers slutning ud fra disse augustinske ord: Frygten er god osv, er forkert, fræk og ufrom. Man skal, ligesom ovenfor, forstå nåden som det, der gøres ud fra nådegavernes nåde, sådan som forfatteren også forstår det. 
       Martinus. 9. Die Forcht ist gut und nutz, wiewohl nit gnug, durch welche mit der Zeit ein Gewohnheit wird der Gerechtikeit. Auf diese Wort Augustini folgt des Luthers Dunkel, das ist (spricht er), als mich dünkt, ein Gewohnheit zu verzweiflen, und Gott zu hassen, so die Gnade ausgeschlossen ist. 
        Paris. Dieser Dunkel des Luthers über dem Spruch Augustini, die Forcht ist gut etc. ist falsch, frevel und unchristlich, so man nennet die Gnade, wie droben, für die rechtfertigende Gnad; als denn thut dieser Luther. 
 62 Si Ioannes scilicet baptista timorem docuisset esse initium paenitentiae, non ideo sequitur paenitentiam incipere a timore.  (Decima.) 
     Haec propositio est manifeste erronea, in Christum et inspiratam praecursoris eius doctrinam contumeliosa. (170) 
Selv om Johannes Døber har lært, at frygten er begyndelsen til boden, følger ikke deraf, at boden begynder med frygt. (tese 10.) 
     Denne tese er åbenlys forkert, og den er fornærmende mod Kristus og hans forløbers inspirerede lære.
       Martinus. 10. Wenn St. Johannes der Täufer hätte gelehret, dass die Forcht wäre ein Anfang der Buss, so folget drumb nit, dass die Buss an der Forcht anhebe.
       Paris. Dieser Artikel ist offentlich irrig und Hohn sprech in die Lehre Christi und seines Vorläufers durch den Geist eingeben. (n62
 63 De confessione.
      Ars confitendi qua hucusque docti sumus arenam numerare, singula peccata discutere, colligere, atque ponderare ad faciendam contritionem, est ars inutilis, immo ars desperandi et perdendo animas. (Propositio prima.)
      Haec propositio est falsa, impia, schismatica, et confessioni, quae est ars lucrandi animas, iniuria.
Om bekendelsen.
      Kunsten at bekende, hvorved vi hidtil er blevet belært om at opregne en ørken af sand, at diskutere de enkelte synder, at opsamle dem og vægte dem for at kunne komme til at angre, er en unyttig kunstart, ja en kunst, der får os til at fortvivle og fortabe sjæle. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, ufrom, skismatisk, og gør uret imod den bekendelse, der er kunsten at vinde sjæle.
Von der Beicht. 
       Martinus. 1. Die Kunst zu beichten, da bisher wir gelehret sein den Sand zählen, das ist, alle Sünd erforschen, sammlen und bewigen, zu machen ein Reu, ist ein unnutz Kunst, ja ein Kunst zu verzweiflen und verderben die Seelen.
      Paris. Dieser Artikel ist falsch, unchristlich, spältig, und der Beicht zu nach, welche da ist ein Kunst, Seelen zu gewinnen. 
 64 Confessio illa quae nunc agitur occulte in aurem, nullo potest diuino iure probari, nec ita fiebat primitus. (Secunda.) 
      Huius propositionis prima pars est falsa, et ex ignorantia iuris diuini asserta. Secunda est temerarie posita. 
Den bekendelse, som nu finder sted skjult i ørerne, kan ikke bevises ved den guddommelige ret, og fandt ikke sted i den ældste kirke. (tese 2). 
     Denne teses første del er falsk og hævdes ud fra uvidenhed om den guddommelige ret. Den anden er frækt fremsat. 
       Martinus. 2. Die Beicht, die itzt geschicht heimlich (E394) in ein Ohr, mag nit erweisst werden aus göttlichem Gesetz, und sie ist vorzeitig nit gewesen.
       Paris. Dieses Artikels ersts Stuck ist falsch, aus Ohnwissenheit des göttlichen Gesetzs gesagt. Das ander ist frevelich gesetzt. 
 65 Spiritualis defectus est soli deo aperiendus. (Tertia.)
       Si oportet confiteri occulta cordis, tantum ea quae pleni sunt consensus in opus, homines debent confiteri. (Quarta.)
       Peccata contra duo vltima praecepta decalogi commissa, sunt prorsus a confessione secludenda. (Quinta.) 
       Quaelibet harum trium propositionum est in fide erronea, et impie confessionem dimidians.
De åndelige mangler er alene åbenbare for Gud. (tese 3). 
      Hvis man bør bekende hjertets skjultheder, så skal det kun være dem, som der er fuld enighed om i gerningen, som mennesker bør bekende. (tese 4). 
       Synder, der er begået imod de to sidste af de ti bud, skal helt udelukkes af bekendelsen. (tese 5). 
      Enhver af disse tre teser er fejlagtig i troen og formindsker på ufrom måde bekendelsen. 
       Martinus. 3. Der geistlich Gespräche ist Gott allein zu öffnen.
       4. So man je muss beichten des Herzen heimliche Sünd, sollen die Menschen nur beichten, die eins vollen Willens seind ins Werk gewesen. 
       5. Die Sünd wider die letzten zwei Gebot, soll man schlechts von der Beicht thun. 
       Paris. Ein jeglicher dieser dreier ist Irrung im Glauben, und theilet die Beicht unchristlich. 
 66 Nullo modo praesumat homo confiteri peccata venialia. (Sexta.) 
      Haec dissuasio innuens praesumptionis esse confiteri peccata venialia, est temerarii animi indicatiua, ab opere bono tetractiua, et ideo perniciosa. 
På ingen måde skal mennesket bilde sig ind at kunne bekende de tilgivelige synder. (tese 6.)
      At fraråde dette antyder, at det er anmassende at bekende de tilgivelige synder, og det peger hen på et frækt sind, det drager bort fra den gode gerning og det er derfor skadeligt. 
       Martinus. 6. Der Mensch soll in keinem Weg ihm fürnehmen zu beichten die tägliche Sünd. 
        Paris. Diess Widerrathen, dieweil es angiebt, es sei Vermessenheit, die täglich Sünd zu beichten, zeigt sie an ein freveln Muth, zeucht vom guten Werk; darumb ist sie schädlich. 
 67 Non iustificamur operibus, neque paenitentiis aut confessionibus. (Septima.) 
      Haec propositio, loquendo de operibus bonis fidem mediatoris non excludentibus, est erronea, paenitentiae et (171) confessionis contemptiua, et sanae diuinae scripturae intelligentiae aduersa.
Vi retfærdiggøres ikke ved gerninger, og heller ikke ved bodshandlinger eller bekendelser. (tese 7). 
     Denne tese er, eftersom den taler om gode gerninger, som ikke udelukker troen på formidleren, vildledende, ringeagter boden og bekendelsen, og er imod den sande forståelse af den guddommelige skrift.
       Martinus. 7. Wir werden nit gerechtfertigt durch Werk, durch büssen oder beichten. 
        Paris. Dieser Artikel, so man redt von guten Werken, die den Glauben Christi nit ausschliessen, ist irrig und verachtig der Buss und Beicht, und wider den rechten Verstand göttlicher Schrift. 
 68 De absolutione.
       Absolutio est efficax, non quia sit, a quocunque tandem fiat, erret siue non erret: sed quia creditur. (Propositio prima.)
      Crede fortiter te esse absolutum, et absolutus vere eris, quicquid sit de tua contritione. (Secunda.)
      Esto per impossibile quod confessus non sit contritus, aut quod sacerdos non serio, sed ioco absoluat, si tamen credat se esse absolutum, verissime est absolutus. (Tertia.) 
      Hi tres propositiones ad sensum scriptoris sunt falsae, impiae, ignoranter et difformiter ad sanam sacrae scripturae intelligentiam affertae. Et in hoc quod dicitur, a quocunque tandem fiat, erret, siue non erret: et in eo quod subditur, non serio, sed ioco absoluat, sunt piarum aurium offensiuae, sacramenti paenitentiae irrisoriae, et conciliorum generalium determinationibus contrariae. 
Om absolutionen.
      Absolutionen er virkningsfuld, ikke fordi den finder sted, hvordan den end sker, om det er fejlagtigt eller ej, men fordi den tros. (tese 1.)
      Tro stærkt på, at du er absolveret, så vil du også i sandhed være absolveret, hvordan det end har sig med din anger. (tese 2). 
      Lad os tænke os det umulige, at den, der bekender, ikke angrer, eller at præsten absolverer ikke for alvor, men for sjov, dog, hvis man tror, man er absolveret, så er man i sandhed absolveret. (tese 3). 
     Disse tre teser er ud fra skriftens mening falske, ufromme, uvidende og forskellig fra den sande forståelse, som den hellige skrift fremfører. Og det, den siger, at hvordan den end sker, om det er fejlagtigt eller ej, og det, den tilføjer, at præsten absolverer ikke for alvor, men for sjov, er stødende for fromme ører, det er spottende overfor bodssakramentet, og det er i modsætning til de almindelige koncilers beslutninger. 
Von der Absolution.
        Martinus. 1. Die Absolution est kräftig, dass sie geschicht, sie geschehe, von wem sie mag, er irr oder irr nit, sondern darumb, dass irh glaubt wird. 
       2. Glaub festiglich, dass du seiest absolviert, so bist du gewisslich absolviert, es sei umb dein Reu, wie es mag. 
      3. Wenn es muglich wäre, dass, der gebeicht, nit bereut, oder der Priester nit ernstlich, sondern schimpflich absolviert, so er doch glaubt, er sei absolviert, ist er wahrlich absolviert. 
      Paris. Diese drei Artikel, nach Meinung ihres (E395) Schreibers, seind solchs, unchristlich, unwissend, und ungemäss dem rechten Verstand heiliger Schrift gesetzt; und dass er sagt: Sie geschehe von wem sie mag, er irr oder irr nit; und das do folgt: Nit ernstlich, sondern schimpflich absolviert, spotten das Sacrament der Buss, und seind entgegen den Satzungen der gemeinen Concilien. 
 69 Quilibet sacerdos debet absoluere a paena et culpa, aut peccat. (Quarta.)
     Haec propositio ad sensum scribentis est falsa, obseruationis et doctrinae vniuersalis ecclesiae, in his quae concernunt sacramentum paenitentiae, contraria. 
En hvilkensomhelst præst bør absolvere fra straffen og brøden, ellers synder han. (tese 4.)
      Denne tese er falsk efter den skrivendes mening og den er imod den universelle kirkes brug og lære i de ting, som har med bodssakramentet at gøre. 
       Martinus. 4. Ein jeglicher Priester soll absolviern von Pein und Schuld, oder er sündigt. 
       Paris. Dieser Artikel, nach Meinung seins Schreibers, ist falsch, und wider den Brauch und Lehre der gemeinen christlichen Kirchen in den Dingen, die das sacrament der Buss betreffen. 
 70 De satisfactione. 
      Peccata deus et semper et gratis remittit atque condonat nihil a nobis inuicem requirens quam vt in posterum bene viuamus. (Propositio prima.) (172) 
       Haec propositio est a sententia sanctorum doctorum aliena, fideles, vana et stulta confidentia, a debita satisfactione pro peccatis retrahens, et haeretica. 
Om fyldestgørelsen.
       Gud tilgiver altid og af nåde synderne og giver os tilgivelse, uden at forlange noget af os til gengæld, udover, at vi for fremtiden lever på rette måde. (tese 1.)
       Denne tese er anderledes end de hellige doktorers mening, idet den i en tom og dum tillid drager de troende bort fra den skyldige fyldestgørelse for deres synder. Og den er kættersk. 
Von der Gnugthuung. 
       Martinus. 1. Gott vergibt und ablässt allzeit umbsonst die Sünd, fodert nichts von uns davor, denn dass wir hinfürt wohl leben. 
        Paris. Dieser Artikel ist von der Meinung der heiligen Lehrer frembd, und zeucht die Glaubigen durch ein eitele närrische Vortrauen von schuldiger Gnugthuung für die Sünd, und ist ketzrisch. 
 71 Sententia est apostoli paenam et culpam simul finiri. (Secunda). 
      De industria damnat propheta sententiam probantium satisfactionem, dicens. Quoniam si voluisses sacrificium dedissem: holocaustis non delectaberis. (Tertia.) 
      Irridet Micheas propheta eos qui per opera satisfacere volunt. (Quarta.)
       Prima harum propositionum est in Paulum: Secunda in prophetam: Tertia in Micheam contumeliosa, et omnes falsae impiae, et in spiritum sanctum blasphemae.
Apostelens mening er, at straffen og brøden skal afsluttes på én gang. (tese 2.)
     Med flid fordømmer profeten den opfattelse, der vil bevise fyldestgørelsen, idet han siger: Hvis du ville at jeg skulle give offergaver: du har ikke behag i helofre. (tese 3). 
      Profeten Mika spotter dem, som vil gøre fyldest gennem gerninger. (tese 4.) 
     Den første af disse teser er en fornærmelse mod Paulus, den anden mod profeten, den tredie mod Mika. Og alle er de falske, ufromme og bespottende mod Helligånden. 
       Martinus. 2. Des Apostels Meinung ist, Schuld und Pein zugleich aufhören. 
       3. Der Prophet verdampt mit Wissen und Willen die Meinung deren, so die Gnugthuung bewähren, da er sagt: Hättest du ein Opfer gewollt, so hätte ichs geben; aber in dem Opfern hast du kein Gefallen. (Sl 51,19). 
      4. Der Prophet Micheas spottet ihr, die durch Werk wollen gnug thun. (Mik 3,11; 6,6f).
       Paris. Der erst Artikel dieser dreier ist Hohn sprech wider St. Paul; der ander wider den Propheten; der dritt wider Michäam, und seind all falsch, unchristlich und lästerig in den heiligen Geist. 
 72 Virtute clauium iactant quidam solui paenas per diuinam iustitiam requisitas, quod non credo verum nec probabitur. (Quinta.) 
     Haec propositio qua negat virtute clauium paenas per diuinam iustitiam requisitas solui, est falsa, scandalosa, potestati clauium derogatiua, et in hoc quod dicit quod non credo verum, nec probabitur, est animi temerarii indicatiua, et arrogantis. (n72
Nogle praler af, at ved nøglemagten kan de straffe, der kræves af den guddommelige retfærdighed, løses. Det tror jeg ikke er sandt, og det bevises heller ikke. (tese 5.)
      Denne tese, hvorved han nægter, at nøglemagten kan løse de straffe, der kræves af den guddommelige retfærdighed, er falsk, forargelig, viser foragt for nøglemagten, og når han siger, at han ikke tror det er sandt og at det ikke bevises, viser han, at han er fræk og arrogant. 
        Martinus. 5. Es rühmet sich etlich, dass durch Kraft der Schlüssel vergeben werden die Straf von göttlicher Gerechtikeit erfordert; das glaub ich nit, dass wahr sei, und wird nimmer beweisst werden. (E396). 
        Paris. Dieser Artikel, darinn er leugt, dass durch Sch¨lussel Macht die Straf, von göttlicher Gerechtikeit erfodert, vergeben werden, ist falsch, ärgerlich, und abbruchig der Schlüssel Gewalt. Und da er sagt: Ich glaub nit, dass wahr sei, wird auch nimmer beweisst, zeigt er an ein frevel und vormessen Gemüth. 
 73 Commentum et futile cauillum est dicere quod dicunt quidam: quia sacerdos ignorat mensuram contritionis absoluendi, ideoque forte non imponit tantam satisfactionem quantam diuina iustitia requirit, quod pro praeterea necesse sit diuinae iustitiae satisfieri vel proprio opere vel indulgentiis. (Sexta.) 
       Haec propositio est falsa, ritui ecclesiae et eius doctrinae aduersa, et paenitentialis satisfactionis eneruatiua. 
Det er en opfindelse og et frækt drilleri at sige, hvad nogen siger: Fordi præsten ikke kender størrelsen på angeren hos den, han absolverer, derfor pålægger han måske ikke så stor en fyldestgørelse som den guddommelige retfærdighed kræver, eftersom det er nødvendigt overfor den guddommelige retfærdighed at gøre fyldest for de foregående synder, enten gennem egne gerninger eller gennem aflad. (tese 6). 
      Denne tese er falsk, imod kirkens ritual og lære, og den svækker bodssakramentets fyldestgørelse. 
       Martinus. 6. Es ist ein Gedicht und los Geschwätz, dass etlich sagen, dieweil der Priester nit weiss die Maass der Reu des Beichtendes, derhalben er vielleicht nit so viel Buss auflegt, als die göttlich Gerechtikeit fodert, dass darumb noth sei, der göttlichen Gerechtikeit gnug zu thun mit eigene Werk oder mit Ablass. 
         Paris. Dieser Artikel ist falsch, dem Brauch und Lehre der Kirchen entgegen, und verlahmt die bussfertige Genugthuung. 
 74 Paena qua deus vult peccatum punire non potest auferri per hominem vel per Papam. (Septima.) (173) 
     Haec propositio est authoritati ecclesiae a Christo concessae impie et schismatice contraueniens, et sapiens haeresim. 
Den straf, hvormed Gud ønsker, at synden skal straffes, kan ikke ophæves af noget menneske eller af paven. (tese 7.) 
       Denne tese er på en ufrom og skismatisk måde imod det, der er tilstået kirkens autoritet af Kristus, og den tænker kættersk. 
       Martinus. 7. Die Straf, durch welche Gott strafen will die Sünd, mag durch Menschen oder Papst nit verlassen werden. 
        Paris. Dieser Artikel ist entgegen, unchristlich, und spältig der Gewalt, von Christo der Kirchen geben, und smeckt nach Ketzerei. 
 75 Huic materiae annectitur vna propositio de Sacramentis in genere. 
       Haeretica sententia est qua sacramenta nouae legis gratiam iustificantem dare dicuntur illis qui non ponunt obicem, cum sit impossibile sacramentum conferri nisi iam credentibus et dignis. (Octaua.) 
      Haec propositio est falsa, temeraria, et praesumptuose asserta. 
Til dette materiale føjer sig en enkelt tese om sakramenterne i almindelighed.
      Det er en kættersk mening, når de siger, at den nye lovs sakramenter giver den retfærdiggørende nåde til dem, som ikke skyder en slå for; så ville det være umuligt at tildele sakramenterne til andre end dem, der allerede tror og er værdige. (tese 8). 
       Denne tese er falsk og fræk og fremsat i en forudfattet mening. 
Dieser Materien wird zuthan ein Artikel von den Sacramenten in gemein.
      Martinus. 8. Es ist ein ketzerisch Meinung, die da lehret, dass die Sacrament des neuen Testaments die rechtfertigend Gnad gebt, denen, so nit ein Riegel fürstecken; so es doch unmüglich ist das Sacrament geben, denn nur die schon glauben und würdig sein.
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, frevel und vormesslich gesetzt. 
 76 De accedentibus ad eucharistiam. 
         Magnus et perniciosus error est, si quis accedat ad sacramentum Eucharistiae ea nixus fiducia quod confessus est, quod non sibi conscius mortalis peccati, quod orationes et praeparatoria sua praemiserit: omnes hi iudicium sibi manducant et bibunt. (Propositio prima.) 
      Haec propositio est impia, a debita sacramenti suscipiendi praeparatione maxime retractiua, ad desperationem inducens et doctrinae Pauli contraria, nec fideles ea nixi fiducia secludunt diuinam misericordiam. 
Om dem, der går til alters. 
      Det er en stor og skadelig vildfarelse, hvis nogen kommer til nadverens sakramente, i tillid til, at han har bekendt, at han ikke er sig nogen dødssynd bevidst, at han i forvejen har foretaget sine bønner og forberedelser: Alle sådanne mennesker spiser og drikker sig en dom til. (tese 1.)
      Denne tese er ufrom, drager meget stærkt den, der skal modtage sakramentet, bort fra den skyldige forberedelse, fører til fortvivlelse og er i modsætning til Paulus' lære, og de troende, der støtter sig til denne tillid, udelukker ikke den guddommelige barmhjertighed. 
Von denen, die zum Sacrament gehen.
        Martinus. 1. Ein gross schädlich Irrthum ist das, so Jemand zum Sacrament gehet, des Vertrauens, dass er gebeicht, dass er ihm keiner Todsünd bewüsst, dass er sein Gebetle und Bereitung gesprochen hat; alle diese essen und trinken ihr Verdammnis. (E397)
         Paris. Dieser Artikel ist unchristlich, und allzuseher hinderlich an schuldiger Bereitiung, das Sacrament zu empfahen, und führet zur Verzweiflung, und ist wider die Lehre St. Pauli, auch die Glaubigen in solchem Vertrauen schliessen nichts aus Gottes Barmherzikeit. 
 77 Probatio qua homo peccata sua discutit, atque ponderat, non pertinet nisi ad insensatis et crassos sacramenti contemptores. (Secunda.) 
      Haec propositio est temerarie, et arroganter asserta, impia, et scandalosa. 
Den prøvelse, hvorved mennesket undersøger sine synder og vægter dem, har kun med de ufølsomme og rå sakramentforagtere at gøre. (tese 2). 
      Denne tese er fræk og fremsat arrogant, fræk og forargende.
       Martinus. 2. Die Prüfung, damit der Mensch sein Sünd erforschet und bewiegt, gehört nur zu den groben, harten Verächtern dieses Sacraments. 
       Paris. Dieser Artikel ist frevelich und vermesslich gesetzt, unchristlich und ärgerlich. 
 78 De certitudine charitatis habitae. 
(174) 
        Pessime docent theologi, quando dicunt, nos nescire quando sumus in charitate. (Propositio prima.)
      Haec propositio, intelligendo nescire certitudine fidei, de qua loquitur scribens, est falsa, sacris doctoribus dissona, et sanae intelligentiae scripturae. 
Om sikkerheden, hvormed kærligheden haves. 
      Teologerne lærer dårligt, når de siger, at vi ikke véd, hvornår vi er i kærligheden. (tese 1.)
      Denne tese, der skal forstås om ikke at kende den troens sikkerhed, som han taler om i sine skrifter, er forkert, og ikke i overensstemmelse med de hellige doktorer og den sunde forståelse af skriften.
Von der Gewissheit der gehabten Liebe. 
       Martinus. 1. Die Theologen lehren übel, da sie lehren, wir wissen nit, wenn wir sein in der Liebe.
         Paris. Dieser Artikel, so das wird verstanden, als der Glaub nit gewiss weiss, davon denn dieser Schreiber redt, ist falsch, abstimmend der heiligen Lehrern, und dem rechten Verstand der Schrift. 
 79 Caueat omnis Christianus ne vnquam incertus sit, an deo placeant opera sua: qui enim sic dubitat, peccat, et perdit opera sua cuncta, frustraque laborat. (Secunda.)
       Huiusmodi consilium, loquendo de certitudine vt supra, est temerarium, perniciosum, et sacris eloquiis difforme. 
Enhver kristen skal tage sig i agt for aldrig at være usikker på, om han behager Gud med sine gerninger. For den, der tvivler om det, synder og taber alle sine gerninger og arbejder forgæves. (tese 2). 
      Den slags råd, når man taler om sikkerheden som ovenfor, er frækt, fordærvende og uoverensstemmende med den hellige skrift.
       Martinus. 2. Hüt sich ein jeglicher Christen, dass er nit etwa ungewiss sei, ob seine Werk Gott gefallen. Denn wer also zweifelt, der sündigt, verleurt alle sein Werk, und arbeit vergebens. 
         Paris. Dieser Rath, zu reden von der Gewissheit, wie droben gesagt, ist frevel, schädlich, und ungemäss der heilgen Schrift. 
 80 De peccatis. 
     Iustus, in omni bono opere peccat. (Propô. I.)
     Omne opus bonum optime factum, est peccatum veniale. (Secunda.)
       Vtraque harum propositionum est falsa, piarum aurium offensiua, ac bonorum operum infamatiua.
Om synderne.
     Den retfærdige synder i enhver god gerning. (tese 1.)
      Enhver god gerning, gjort på det allerbedste, er en tilgivelig synd. (tese 2). 
      Begge disse teser er falske, stødende for fromme ører, og taler nedsættende om gode gerninger.
 Von den Sünden.
      Martinus. 1. Der Rechtfertige sündigt in allen guten Werken.
       2. Alle gute Werk aufs Beste gethan seind täglich Sünde.
        Paris. Diese Artikel seind beide falsch, und den christlichen Ohren unleidlich, und verlembden die guten Werk. 
 81 Quod non omni tempore paenitemus, et resipiscimus, vitium est. (Tertia.)
       Haec propositio, vt vitium dicit culpam, ad sensum scribentis est falsa, irrationabiliter, et ex erroneo scripturae intellectu asserta.
Dette, at vi ikke hele tiden gør bod og går i os selv, er en last. (tese 3). 
     Denne tese er, for så vidt den kalder lasten en brøde efter den skrivendes mening, forkert, den er irrationel og fremkommet ud af en fejlagtig forståelse af skriften. 
        Martinus. 3. Dass wir nit allzeit büssen und uns besseren, ist ein ein Laster, oder Gebrechen. 
        Paris. Dieser Artikel, so fern der Gebrech heiss Sünde oder Schuld, wie die Meinung des Schreibers will, ist falsch und unvernunftig, und aus irrigem Verstand der Schrift gesetzt. (E398) 
 82 Hoc est mortalium mortalissimum non credere se esse damnabili et mortali peccato obnoxium coram deo. (Quarta.)
        Haec propositio est falsa, impia, desperationis inductiua, et sapiens haeresim.
Det er dødssyndernes dødssynd ikke at tro, at man er skyldig i fordømmelig og dødelig synd overfor Gud. (tese 4.)
     Denne tese er falsk, ufrom, påfører fortvivlelse og er kættersk tænkt. 
       Martinus. 4. Dass ist aller Todsünden die allertödlichst, so Jemand glaubt, er sei vor Gott nit schuldig an tödtlicher verdammlicher Sünd. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, unchristlich, und führet zur Verzweiflung, und schmeckt nach Ketzerei. 
 83 Theologi docentes regula sua venialia peccata esse distincta a mortalibus, ad insaniam perditissime nituntur trahere hominum conscientias. (Quinta.) (175) 
        Haec propositio est stulte et praesumptuose asserta, sacris doctoribus iniuria, et inquantum praetendit venialia non distiungui a mortalibus, est haeretica. 
De teologer, der ud fra deres regler lærer, at de tilgivelige synder er adskilte fra dødssynderne, søger at drage menneskenes samvittigheder ind i et fordærveligt vanvid. 
      Denne tese er fremsat dumt og antydningsvist, den gør uret imod de hellige doktorer, og forsåvidt den forudsætter, at man ikke kan skelne mellem tilgivelige synder og dødssynder, er den kættersk.
       Martinus. 5. Die Theologen, die nach ihrer Regel lehren, wie täglich Sünd von tödtlichen gescheiden seind, wollen aufs verderblichst die Gewissen der Menschen führen zur Unsinnikeit. 
       Paris. Dieser Artikel ist närrisch und vermesslich gesetzt, den heiligen Lehrern zu nach, und indem er fürwendet, dass die täglichen Sünd nit seien von den tödtlichen unterscheiden, ist er ketzrisch. 
 84 De praeceptis.
       Qui negat deum nobis impossibile iussisse, pessime facit, et quod hoc falsum esse dicit, plusquam pessime facit. (Propositio prima.)
      Haec propositio est scandalosa, impia, legis Christianae infamatiua, ac authore Augustino, in deum blasphema. 
Om budene.
      Den, der nægter, at Gud har befalet os noget umuligt, handler dårligt, og fordi han siger, at dette er forkert, handler han endnu dårligere. (tese 1.)
      Denne tese er forargende, ufrom, fornærmende mod den kristne lov og, som Augustin siger, blasfemisk imod Gud. 
Von den Geboten. 
        Martinus. 1. Wer du leugt, dass uns Gott hab unmuglich Ding geboten, der thut übel, und wer sagt, dass das falsch sei, thut mehr denn übel. 
        Paris. Dieser Artikel ist ärgerlich, unchristlich, und berüchtiget die christlichen Gesetz, und als Augustinus sagt, ist er lästerig in Gott. 
 85 Sola duo vltima decalogi praecepta sunt, quae a nullo quantumlibet sancto aliquo modo implentur: caetera omnia implent. Sed in his duobus manent rei et peccatores, quia nihil de istis implent. (Secunda.)
      Haec propositio est erronea, impia, in legem et legislatorem blasphema, et in sanctos contumeliosa.
Bare de to sidste bud af dekalogen er bud, som ikke på nogen måde kan overholdes af nogen, hvor hellig han end er. Alle de øvrige kan de overholde. Men i disse to forbliver de skyldige og syndere, fordi de ikke kan fuldkomme noget af det. (tese 2). 
     Denne tese er fejlagtig, ufrom, blasfemisk imod loven og lovgiveren, og fornærmende imod de hellige. 
         Martinus. 2. Allein die zwei letzten Gebot Mosi werden von niemand, wie heilig er sei, erfüllet; die andern alle erfüllen sie; aber in diesen zweien bleiben sie schuldig und Sünder; denn sie erfüllen nichts in denselben. 
       Paris. Dieser Artikel ist irrig, unchristlich, in das Gesetz und Gesetzgeber lästerig, und den Heiligen misbietig. 
 86 Omne praeceptum dei magis positum est vt ostendat praeteritum et praesens peccatum, quam vt futurum prohibeat, siquidem iuxta Apostolum, Per legem nihil nisi cognitio peccati. (Tertia.)
      Huius propositionis prima pars est falsa, temerarie, et sine ratione asserta. Secunda vero, quod iuxta Apostolum per legem etc est erronea, legi intentionique Pauli contraria. 
Ethvert Guds bud er i højere grad givet os for at det skal påvise fortidens og nutidens synder, end for at de skal forhindre fremtidens, i hvert fald ifølge apostelen: Ved loven når man kun at erkende sin synd. (tese 3). 
      Denne teses første del er falsk og fræk og uden begrundelse. Men den anden del (ifølge apostelen: ved loven osv) er vildledende og imod lovens og Paulus' hensigt. 
      Martinus. 3. Alle Gottes Gebot seind meher darumb gesetzt, dass weisen sollen die vergangen und gegenwärtigen Sünd, denn dass sie die zukünftige verbiete; seitemal St. Paulus sagt: Durchs Gesetz haben wir nit mehr denn Erkenntnis der Sünd (Röm. 3,30). 
       Paris. Dieser Artikel im ersten Stuck ist falsch, frevelich, und ohn Grund gesetzt. Das ander Stuck, dass, wie St. Paulus sagt: Durchs Gesetz etc. ist irrig, dem Gesetz und St. Paulus Meinung entgegen. (E399) 
 87 Quia homini charitatem habenti nulla lex necessaria est, ideo per hoc praeceptum, Sabbata sanctifices, non opus praecipitur, sed quies. (Quarta.)
        Istud praeceptum tertium Sabbata sanctifices, cessauit proprie, immo omnia quoad perfectos Christianos, quia iusto non est lex posita. (Quinta.) (176) 
        Infirmis qui nondum sunt mortificati secundum veterem hominem opus est, vt certis officiis, diebus, modis, occupentur, vigiliis, ieiuniis, orationibus, disciplinis, et similibus: quibus perueniant ad perfectum interioris hominis. vt vbi corpus fuerit castigatum, et in seruitutem fuerit redactum, et mortificatae passiones: tunc ipsa cessent paulatim, et tantum minuantur quantum perfecerit interior homo, adeo vt si perfectus fuerit illa omnino cessare debeant. (Sexta.)
      Quaelibet harum trium propositionum praecedentium, est ex erroneo scripturae intellectu asserta, iure in concilio Viennensi contra Begardos reprobata, et haeretica. 
Fordi det ikke er nødvendigt med nogen lov for det menneske, der har kærlighed, derfor er der ikke brug for det bud: du skal holde sabbaten hellig, du skal blot hvile. (tese 4). 
      Dette det tredie bud: du skal holde sabbaten hellig, ophører egentlig, i hvert fald i alt det, som har med de fuldkomne kristne at gøre, fordi der ikke er givet nogen lov for den retfærdige. (tese 5) 
      For de svage, der endnu ikke er blevet dødet efter deres gamle menneske, er der brug for faste regler, dage, måder, som de kan fastholdes på, vågenætter, faster, bønner, disciplin og den slags: Derigennem kan de nå frem til det indre menneskes fuldkommengørelse. Men hvor legemet er blevet kastreret og ført i slaveri, og lidenskaberne er blevet dødet: dèr ophører de lidt efter lidt, og lige så meget de formindskes, lige så meget fuldkommes det indre menneske, indtil når det er fuldkomment, alt dette helt kan ophøre. (tese 6) 
      Enhver af de foregående tre teser er hævdet ud fra en forkert forståelse af skriften, og de er retmæssigt blevet fordømt på koncilet i Wien imod Bergard, og de er kætterske.
         Martinus. 4. Weil dem Menschen, der die Liebe hat, kein Gebot noth ist, so wird in dem Gebot: du sollt den Feirtag heiligen, nit Werk, sondern Ruge geboten. 
      Diess dritte Gebot, du sollt den Feiertag heiligen, ist aufgehaben, ja alle Gebot den vollkommen Christen seind aufgehaben; denn dem Gerechten ist kein Gebot gesetz. (1 Tim. 1,9). 
       6. Den Ohnvollkommen, den ihr alter Mensch noch nit getödtet ist, ist noth, dass sie mit bestimmpten Werken, Rugen, Weisen, geubt werden, als mit Wachen, Fasten, Beten, Züchtigen und dergleichen, dadurch sie kommen mügen zum Vollkommen des innwendigen Menschen. Und wenn der Leib casteiet, und in Unterthänikeit bracht ist, und die bösen Begierden getodtet, dass alsdenn dieselben Ubungen aufhören, und so viel weniger werden, so viel der innerlich Mensch zunimpt; so gar, dass, wo er vollkommen wird, sollen gar alle abfallen. 
       Paris. Ein Jeglicher dieser dreier Artikel ist aus irrigem Verstand der Schrift gesetzt, billig im Concilio zu Wien wider die Begarden verwörfen, und ist ketzrisch. 
 88 De consilijs euangelicis. 
       Illud verbum Christi, Matthaei quinto, Qui te percusserit in maxillam dextra etc. Et illud ad Romanos xii. Non vos defendentes charissimi etc, non sunt consilia, sicut etiam multi theologi errare videntur, sed praeceptum. (Propositio prima.) (n88
       Haec propositio est falsa, legis Christianae nimium oneratiua, et sanae intelligentiae scripturae aduersa. 
Om de evangeliske råd.
      Dette Kristi ord i Matt 5,38: Hvis nogen slår dig på den højre kind osv, og ordet i Rom 12,19: I skal ikke forsvare jer, I kære, osv, er ikke råd, sådan som mange teologer fejlagtigt synes at mene, men bud. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, den gør den kristne lov altfor byrdefuld og er imod skriftens sunde forståelse. 
Von den evangelischen Räthen.
       Martinus. 1. Das Wort Christi Matth. 5,39: Wer dich schlägt an den rechten Backen etc. und das Röm 12,19: Ihr sollt euch nit selb vertheidingen, Allerliebsten etc. seind nicht Räthe, als da gesehen werden viel Theologen irren, sondern seind Gebot. 
     Paris. Dieser Artikel ist falsch, und beschwert allzuseher das christlich Gesetz, und ist wider den rechten Verstand der heiligen Schrift. 
 89 Requirere coram iudice de iniuria reparationem Christianis prohibitum est. (Secunda.)
         Haec propositio est falsa, scandalosa, iuri diuino, naturalique dissona.
Det er forbudt for de kristne at kræve uretten gjort god. (tese 2). 
      Denne tese er falsk, forargende, og ikke i overensstemmelse med den guddommelige og den naturlige ret.
        Martinus. 2. Es ist den Christen verboten, vor dem Gericht ihr Recht zu fodern. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, ärgerlich, dem göttlichen und natürlichen Recht abstimmig. 
 90 Quia Christianus temporalia non debet amare, ideo propter ea non debet iurare. (Tertia.)
        Haec propositio est in moribus erronea, et sapiens haearesim. (177)
For en kristen ikke bør elske de timelige ting, derfor bør han ikke føre retssag på grund af dem. (tese 3). 
      Denne tese er fejlagtig hvad skikkene angår, og tænker kættersk. 
        Martinus. 3. Weil ein Christen nit soll lieb haben die zeitlichen Guter, drumb soll er nit umb sie schwören. (E400) 
       Paris. Dieser Artikel ist irrig in Sitten, und schmeckt nach Ketzerei. 
 91Iudaeis ad libitum verum iurare est permissum. (Quarta.)
        Haec propositio si intelligatur permissum tanquam licitum, falsa est diuino praecepto aduersa, et antiquus error Iudaeorum. 
Jøderne har virkelig lov til at aflægge ed så meget de vil. (tese 4). 
      Denne tese, hvis man forstår 'at have lov til' som det samme som 'at være tilladt' er falsk og imod det guddommelige bud, og er en gammel vildfarelse hos jøderne. 
       Martinus. 4. Den Juden ist zugelassen zu schwören die Wahrheit nach ihrem Willen. 
       Paris. Dieser Artikel, so er verstanden wird, dass zugelassen sei, so viel als ziemlich, ist falsch, dem göttlichen Gebot wider, und ein alt Irrthum der Juden. 
 92De purgatorio. 
      Scriptura diuina tota prorsus nihil habet de purgatorio. (Propositio prima.)
       Haec propositio est falsa, Valdensium errorem maxime fouens, ac sanctorum patrum sententiae repugnans. 
Om skærsilden.
      Den guddommelige skrift indeholder intet overhovedet om skærsilden. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, er især til gunst for valdensernes vildfarelse, og bekæmper de hellige fædres opfattelse. 
Vom Fegfeur. 
       Martinus. 1. Die ganz heilige Schrift hat gar nichts vom Fegfeur.
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, und wehret den Irrthum der Valdenser fast sehr, und streitet wider die Meinung der heiligen Lehrer. 
 93 Non videtur probatum esse quod animae in purgatorio sunt extra statum meriti, seu augendae charitatis. (Secunda.)
       Haec propositio est falsa, temerarie et impie asserta: et in hoc quod praetendit animas in purgatorio non esse extra statum meriti, seu augendae charitatis, est in fide erronea. 
Det synes ikke bevist, at sjælene i skærsilden er udenfor det stade, hvor de kan fortjene noget eller øge kærligheden. (tese 2.)
      Denne tese er falsk og fremsat frækt og ufromt. Og derved, at den foregiver, at sjælene i skærsilden ikke er udenfor det stade, hvor de kan fortjene noget eller øge kærligheden, er den en trosvildfarelse. 
      Martinus. 2. Es siehet nit, als sei es bewährt, dass die Seelen im Fegfeur ausser dem Stand sein des Verdiensts, oder der zunehmenden Liebe. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, frevelich, und unchristlich gesetzt; und indem er fürwendet: Die Seelen im Fegfeur sein ausser dem Stand des Verdiensts, oder zunehmenden Lieb, ist er irrig im Glauben. 
 94 Non videtur probatum esse quod ipsae animae in purgatorio sint de sua beatitudine certae et securae, saltem omnes. (Tertia.)
       Haec propositio est falsa, et praesumptuose asserta: et in hoc quod praetendit animas purgatorii non esse certas de sua beatitudine, est traditioni ecclesiae et doctrinae sanctorum contraria. 
Det synes ikke at være bevist, at sjælene selv i skærsilden er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke dem alle. (tese 3). 
       Denne tese er falsk og fremsat på fornærmende vis. Og derved, at den foregiver, at sjælene i skærsilden ikke er sikre på deres salighed, er den imod kirkens tradition og de helliges lære. 
       Martinus. 3. Es siehet nit, als sei es bewährt, dass die Seelen im Fegfeur gewiss und sicher sein ihrer Selikeit allesampt. 
      Paris. Dieser Artikel ist falsch und vermessenlich gesetzt: und indem er fürwendet: Die Seelen im Fegfeur seien ihr Selikeit nit gewiss, ist er wider die Tradition der Kirchen und Lehre der Heiligen. 
 95 Animae in purgatorio peccant sine intermissione quamdiu horrent paenas et petunt requiem: quia quaerunt quod sua sunt plusquam voluntatem dei, quod est contra charitatem. (Quarta.)
     Haec propositio est falsa, impia, purgandis animabus iniuria, et haeretica. 
Sjælene i skærsilden synder uafladeligt, når de frygter for straffene og beder om hvile, fordi de søger deres eget mere end de søger Guds vilje, hvilket er imod kærligheden. (tese 4). 
      Denne tese er falsk, ufrom, den gør uret imod de sjæle, der renses i skærsilden, og så er den kættersk.
       Martinus. 4. Die Seelen im Fegfeur sündigen ohn Unterlass, so lang sie die Pein wegern, und Ruge begehren: denn sie suchen das Ihre meher denn Gottes Willen; das ist wider die Liebe. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, unchristlich, den Fegseelen zu nahe und ketzrisch. 
 96 Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem quanto minor fuerit ipsa. (Quinta.)
      Paenae purgatorii est pauor et horror damnationis et inferni. (Sexta.) (178) 
       Vtraque harum propositionum est falsa, temerarie, et sine ratione posita. 
En ufuldkommen sundhed eller en ufuldkommen kærlighed hos den, der skal dø, medfører med nødvendighed en stor frygt, og den er så meget større, som den første er mindre. (tese 5). 
      Skærsildens straffe er rædsel og frygt for fordømmelse og helvede. (tese 6).
      Begge disse artikler er falske, frække og fremsat uden begrundelse. 
       Martinus. 5. Die unvollkommen Gesundheit oder Liebe des Sterbenden hat mit sich ein grosse Forcht, und so viel grosser, so viel kleiner jene ist. 
       Martinus. 6. Die Pein des Fegfeurs ist Schrecken und Entsetzen vor der Hölle und Verdammnis. (E401) 
       Paris. Diese alle beide Artikel seind falsch, frevelich und ohn Grund gesetzt. 
 97 Probabile est animas purgatorii prae confusione nescire quo statu sint, damnatae an saluatae: immo sibi videntur iam ire in damnationem et descendere in lacum. (Septima.)
       Animae in purgatorio nihil aliud sentiunt quam incipere suam damnationem nisi quod sentiunt nondum clausam post se portam inferi. (Octaua.)
       Vtraque harum propositionum est falsa, piarum aurium offensiua, voluntarie et irrationabiliter posita, et statui animarum purgatorii iniuriosa.
Det er sandsynligt, at sjælene i skærsilden af forvirring ikke véd, hvilket stade de befinder sig på, om de er fordømte eller frelste: ja, de synes selv, at de allerede er på vej til fordømmelsen og på vej til at gå ned i søen. (tese 7). 
       Sjælene i skærsilden føler intet andet end at de begynder på deres fordømmelse, blot føler de ikke, at helvedes port er lukket bag dem. (tese 8). 
      Begge disse teser er falske, stødende for fromme ører, opstillet med vilje og uden begrundelse, og begge øver de uret mod det stade, som sjælene i skærsilden befinder sig på. 
      Martinus. 7. Es ist glaublich, dass die Seelen im Fegfeur vor Entsetzen nit wissen, in was Stands sie sein, verdampt oder selig; ja es dunkt sie, wie sie jetzt nieder gehen in die Höll und Verdammnis. 
       8. Die Seelen im Fegfeur fühlen nichts, dann Anheben ihr Verdammniss, ohn dass sie noch nit fühlen die Pforten der Hölle hinter ihn zugeschlossen. 
       Paris. Diese alle beide Artikel seind falsch, den christlichen Ohren unleidlich, muthwillig und unvernünftig gesetzt, und dem Stand im Fegfeur zu nahe. 
 98 Omnes animae in purgatorium descendentes sunt imperfectae fidei seu sanitatis: immo per quantamcunque ablationem paenarum non essent sanae nisi prius ab eis auferatur peccatum, id est imperfectio fidei, spei, et charitatis. (Nona.)
       Haec propositio quantum ad omnes partes est falsa, et temerarie asserta, ac sanae scripturarum intelligentiae dissona. 
Alle de sjæle, der er steget ned i skærsilden er ufuldkomne med hensyn til troen eller med hensyn til sundheden: ja, gennem en hvilkensomhelst lettelse i straffene bliver de ikke sunde, hvis ikke først synden er blevet fjernet fra den, synden, det vil sige, den ufuldkomne tro, det ufuldkomne håb og den ufuldkomne kærlighed. (tese 9). 
      Denne tese er helt igennem falsk, frækt fremsat og ikke i overensstemmelse med den sunde forståelse af den hellige skrift. 
        Martinus. 9. Alle Seelen, die ins Fegfeur fahren, seind unvollkommens Glaubens oder Gesundheit; ja sie wurden auch nit vollkommen durch ablegen waserlei Pein, so nit zuvor die Sund, das, ist, der unvollkommen Glaub, Hoffnung und Lieb wurd von ihn genummen. 
      Paris. Dieser Artikel ist in all seinen Stucken falsch, frevelich gesetzt, und dem rechten Verstand der Schrift abstimmig. 
 99 De concilijs generalibus.
        Via iam nobis facta est eneruandi authoritatem conciliorum et libere contradicendi eorum gestis ac iudicandi eorum decreta. (Propô. I.)
       Haec propositio, si velit scriptor, licitum esse cuipiam concilii legitimi authoritati contradicere in iis quae fidem et mores concernunt, est schismatica, et haeretica. 
Om de almindelige konciler.
       Der er nu givet os en vej til at svække koncilernes autoritet og frit modsige deres gerninger og bedømme deres dekreter. (tese 1). 
      Hvis ophavsmanden til denne tese mener, at det er tilladt enhver at modsige koncilernes legitime autoritet i det, der har med tro og sæder at gøre, er den skismatisk og kættersk.
Von den gemeinen Conciliis. 
       Martinus. 1. Es ist uns nu ein Weg gemacht, zu lähmen die Macht der Concilien, und frei wider zu sprechen ihren Händlen, und zu richten ihre Satzungen. 
        Paris. Dieser Artikel, so sein Schreiber meinet, es sei ziemlich eim jeglichen, widersprechen der Gewalt eins rechtschaffen Concilii, in den Sachen, die den Glauben und Sitten betreffen, ist er spältig und ketzrisch. 
 100 Certum est inter articulos Ioannis Hus vel Bohemorum multos esse plane christianissimos et euangelicos, quos non possit vniuersalis ecclesia damnare. (Secunda.) (179) (Eck-04#3). 
       Haec propositio, loquendo de articulis condemnatis, de quibus intendit scriptor, est falsa, impia, et sacris conciliis iniuria.
Det er givet, at der iblandt Johannes Hus' eller bøhmernes artikler er mange, der er fuldt ud kristelige og evangeliske, og som ikke kan fordømmes af den universelle kirke. (tese 2). 
       Denne tese, som taler om artikler, der er fordømt, og det er dem, forfatteren sigter til, er falsk, ufrom, og gør uret imod de hellige konciler. 
       Martinus 2. Das ist gewiss, dass unter den Artikeln Johannes Huss oder der Böhemen viel sein schlecht die allerchristlichen und evangelisch, welch auch die ganz Christenheit nit mocht vordammen. 
        Paris. Dieser Artikel, so er redt von den verdampten Artikelen, davon dieser Schreiber will, ist er falsch, unchristlich, und den heiligen Conciliis zu nahe. 
 101 Isti duo articuli, vnica est sancta vniuersalis ecclesia quae est praedestinatorum vniuersitas, et vniuersalis sancta ecclesia tantum est vna sicut tantum est vnus numerus praedestonatorum: non sunt Ioannes Hus, sed Augustini super Ioannem. (Tertia.) (Eck-05#31
    Haec propositio, Ad Hussitarum intelligentiam, est falso, Augustino attributa: articuli autem loquendo de ecclesia militante, de qua ibi sit sermo, sunt propositiones haereticae. 
Disse to artikler: At der er én hellig almindelig kirke, som er fælles for de forudbestemte, og at den almindelige kirke kun er én, ligesom der også kun er ét antal af de forudbestemte, stammer ikke fra Johannes Hus, men fra Augustins kommentar over johannesevangeliet. (tese 3). 
     Denne tese, som viser forståelse for hussitterne, er falsk, når den tillægger Augustin disse ting. Men når artiklerne taler om den kæmpende kirke, som der hèr er tale om, er teserne kætterske. 
      Martinus. 3. Die zween Artikel: Es ist ein einge, heilige, christliche Kirche, welch ist die Sammlung der Auserwähleten. Item: Die heilige, christliche Kirche ist nur eine, wie nur eine Zahl ist der Auserwähleten, die (E402) seind nit Johannes Hus, sondern St. Augustini super Iohannem. 
        Paris. Dieser Artikel, nach der Hussiten Meinung, ist fälschlich St. Augustino zugeschrieben; aber die Artikel, zu reden von der streitenden Kirchen, von welcher allhie gesagt wird, seind ketzrisch. 
 102 Iste articulus: duae naturae diuinitas et humanitas sunt vnus Christus: est a catholicis concedendus. Et similiter ille: diuisio humanorum operum est quod sunt virtuosa vel vitiosa, quia si homo est vitiosus et agit quicquid vitiose agit, et si est virtuosus et agit quicquid virtuose agit. (Quarta.) (Eck-05#32
      Haec propositio est falsa, et ex ignorantia verae theologiae asserta: primus autem illorum articulorum, scilicet duae naturae etc, est propositio haeretica. Secundus vero, scilicet diuisio humanorum operum etc, est propositio sapiens haeresim. 
Denne artikel: guddommelighedens og menneskelighedens to naturer giver én Kristus, er vedgået af de katolske. Og en lignende er: Der er en opdeling af de menneskelige gerninger, så de enten er dydefulde eller lastefulde, for hvis mennesket er lastefuld og gør noget, så handler det lastefuldt, og hvis det er dydefuldt og gør noget, så handler det dydefuldt. (tese 4). 
      Denne tese er falsk og er blevet hævdet ud af uvidenhed om den sande teologi. Men den første artikel, den om de to naturer osv, er en kættersk tese. Den anden, den om skellet mellem menneskenes gerninger, er en tese, der tænker kættersk.
       Martinus. 4. Der Artikel, die zwo Natur, Gottheit und Menscheit, seind Ein Christus, soll von den Christen zugelassen werden. Desselben gleichen auch der: Alle Menschenwerk werden i zwei Theil getheilt, das sie seind entweder gut oder bös. Ist der Mensch gut und wirkt, so thut er Guts. Ist er böse und wirkt, so thut er Böses. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, und aus Ohnwissen der rechten Theologie gesetzt. Aber der erst Artikel, nämlich, die zwo Natur etc. ist ketzrisch. Der andere aber, nämlich, alle Menschenwerk etc. schmeckt nach Ketzerei. 
 103 De spe.
       Spes non prouenit ex meritis.
        Haec propositio est falsa, praesumptionis inductiua, ac sacris scripturis difformis.
Om håbet.
      Håbet fremkommer ikke ud fra fortjenester. 
     Denne tese er falsk, fører til frækhed og er ikke i overensstemmelse med den hellige skrift. 
Von der Hoffnung. 
       Martinus. Hoffnung kumpt nit aus Verdiensten. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, Fuhrer zur Vermessenheit, und ist ungemäss der heiligen Schrift. 
 104 De paena haereticorum. 
        Haereticos comburi est contra voluntatem spiritus. (Propô. I.) (180) (exurge#49
         Haec propositio est falsa, contra voluntatem spiritus diuini asserta, et errori Catharorum et Valdensium consona. 
Om kætterstraffene.
      At brænde kættere er imod Åndens vilje. 
      Denne tese er falsk, og er hævdet imod den guddommelige ånds vilje, men er i overensstemmelse med katarernes og valdensernes vildfarelse. 
Von der Ketzer Straf. 
        Martinus. Die Ketzer verbrennen, ist wider den Willen des Geistes. 
         Paris. Dieser Artikel ist falsch, wider den Willen des heiligen Geistes gesetzt, und stimmet mit dem Irrthum der Catharer und Valdenser. 
 105 De obseruatione legalium.
       Licet opera legis quacunque fieri si ea requirat charitas fraterna modo non lege cogente. quo casu licet etiam modo circuncidi sine periculo et cum multo merito. (Propositio). 
       Haec propositio est Christianae legi inimica, Iudaicae perfidiae fauens, et haeretica. 
Om overholdelsen af den gamle lov. 
      Det er tilladt, at hvilkesomhelst lovgerninger finder sted, hvis den broderlige kærlighed kræver dem, blot uden lovens tvang. Hvis det er uden tvang, kan man også uden fare lade sig omskære. Det medfører stor fortjeneste. (?). (tese).
       Denne tese er imod den kristne lov, er i overensstemmelse med jødernes vantro og er kættersk. 
Von Haltung des alten Gesetzs.
         Martinus. Es mügen allerlei Werk des alten Gesetzs geschehen, so es die brüderliche Lieb fodert, und nit aus Noth des Gesetzs geschehe; in welchem Fall sich einer auch ohn Fährlikeit und mit vielem Verdienst möcht beschneiden. 
        Paris. Dieser Artikel ist feind dem christlichen Gesetz, dem Judischen Unglauben gunstig, und ketzrisch. 
 106 De bello contra Turcas. 
        Praeliari aduersus Turcas est repugnare deo visitanti iniquitates nostras per illos. (Propositio). (exurge#50
       Haec propositio vniuersaliter intellecta, est falsa, nec sacris eloquiis conformis. 
Om krigen mod tyrkerne.
     At føre krig mod tyrkerne er at bekæmpe den Gud, der hjemsøger vore uretfærdigheder gennem dem. (tese)
      Når denne tese forstås i almindelighed, er den falsk, og ikke i overensstemmelse med den hellige skrift. 
Vom Krieg wider die Türken.
        Martinus. Krigen wider die Türken, ist Gott widerstreben, der durch sie unser Bösheit heimsucht. 
        Paris. Dieser Artikel in der gemein verstanden, ist falsch, und stimpt nit mit der heiligen Schrift. (E403) 
 107 De immunitate ecclesiasticorum. 
        Si Imperator vel Principes reuocent libertatem datam personis et rebus ecclesiasticorum, non potest eis resisti sine peccato et impietate. (Propositio.)
      Haec propositio est falsa, impia, schismatica, libertatis ecclesiasticae eneruatiua, ac impietatis tyrannicae excitatiua et nutritiua.
Om kirkefolkets immunitet. 
     Hvis kejseren eller fyrsterne tilbagekalder en frihed, der blev kirkelige personer og ting, kan man ikke modstå dem uden synd og ufromhed. (tese) 
     Denne tese er falsk, ufrom, skismatisk, udmarvende for den kirkelige frihed, og den opfordrer og nærer det ufromme tyranni. 
Von den Freiheiten der Geistlichen. 
       Martinus. O ho,das brennt. So Kaiser und Fürsten widerrufen die Freiheit, den geistlichen Personen und Güteren geben, kann man ihn ohn Sünd und Unchristlikeit nit widerstreben. 
       Paris. Dieser Artikel ist falsch, unchristlich, spältig, und verlähmet die geistliche Freiheit, weckt auf und storet zu der tyrannischen Unchristlikeit. 

 
 
 
 

Noter:

n9: Luthers randbemærkning: Merk der Güter dieses Lebens, Læg mærke til, at dette livs goder nævnes.

n12: Luthers randbemærkning: Ein grosse Sünd, wider Universitäten handlen. Nehmpt euch bei der Nasen, lieben Priester, dann alle eure Studiern ist, dass ihr täglich neu Ding herfür bring, das vor nie gehört ist, En stor synd at handle imod universiteterne. I tager jer selv ved næsen, kære præster, for alle jeres studier går ud på, at I dagligt frembringer nye ting, som aldrig er hørt før.

n13: Luthers randbemærkning: Wann lieben Kinder, wie lugt der zornig Dechant von Paris, dass stinkt, Hør, kære børn, hvordan dekanen fra Paris lyver, så det lugter.

n17: Luthers randbemærkning: Merk, die Kirch auf Pariser Sprach ha ist der Dechan zu Paris, in der hohen Schule, Læg mærke til, at kirken på parisersprog betyder dekanen i Paris i de høje skole.

n21: Luthers randbemærkning: 'Als der zornige Dechant sagt zu Paris, sonst ists erlogen', 'Som den vrede dekan i Paris siger, ellers er det løgn'.

n22: Luthers randbemærkning: 'Recht, uns dunkt nit, was die Schrift dunkt', 'Ja, vi mener ikke, som skriften mener'.

n23: Luthers randbemærkning: 'Das ist, in den zornigen Dechant zu Paris', 'Helligånden, der vil sige, den vrede dekan i Paris'.

n25. Luther randbemærkning: 'Merk, Paris hat eitel Apostel, und sind der ersten Aposteln gleich', 'Læg mærke til, Paris har idel apostle blandt sig, og ligner de første apostle'

n26: Luther randbemærkning: 'Das leugest du, sie zeuchten den heiligen Geist an, dass sie gewiss waren aus Christus Zusagen und Senden', 'Her lyver du, de anråbte Helligånden, for at de kunne være sikre ud fra Kristi tilsagn og sendelse'.

n42: Som man kan se af henvisningen til De captivitate har pariserne slettet den ikke uvæsentlige bemærkning hos Luther, at foreningen mellem mand og kvinde sker efter guddommelig ret. Da det er det, der bærer hele argumentationen hos Luther, er det ret beklageligt, at det er forsvundet. Men om det er sket, fordi pariserne ikke har forstået ham, eller fordi de ikke vil have Luthers argumenter gjort mere forståelige end højst nødvendigt, er ikke til at vide. Man kan måske undre sig over, at Luther i sin tyske oversættelse ikke gør vrøvl med en note.

n57: Denne tese er identisk med artikel 6 i de 41 artikler, som paven har fordømt i sin bulle. Man synes jo nok, det er besynderligt, at pariserne fordømmer de samme ting, som allerede er fordømt af paven. (exurge#22)

n62. Luther randbemærkning. 'Siehe, welche Buben seind das', 'Se, hvad det er for fyre'.

n72: Vi moderne mennesker vil nok lidt forundret spørge, hvordan i alverden egentlig Luther skal stille pariserne tilfreds; når han påstår noget, er det galt; når han er i tvivl, er det galt; når han nøjes med at sige, at det tror han ikke, er også det galt. Jeg gætter på, at pariserne er besat af samme middelalder-fromhed som Eck: Man bør være så from, at man bøjer sig for autoriteterne i enhver sag, også i spørgsmål, der angår sjælens frelse; og autoriteterne vil i sidste ende altid sige paven. Dette fromhedens tyranni fik Luther brudt i stykker. Og det var ikke mindst det, der var hans fortjeneste.

n88: Hvilket Luther-sted pariserne henviser til, har jeg ikke fundet ud af. Men Luther omtaler pariserteologernes bedømmelse flere steder i sit skrift 'Om munkeløfterne', fx vot01#84; vot02#19; vot03#35; vot07#104.