Fra Paris' universitet

fra Johannes a Lascos bibliotek, Emden. Udgivet 15.april 1521.
Side 153-184.

Dokumentets indholdsfortegnelse (#27)

¹ Determinatio theologicae Facultatis Parisiensis super Doctrina Lutheriana hactenus per eam visa. Det parisiske teologiske fakultets afgørelse af de lutherske lærepunkter, som indtil nu er forelagt det.

² Vaenundatur in officina Ascensiana sub cautione ad calvem explicanda. (154-155) Kan fås i Ascensias butikker uindbundet (??).

³ Decanus et Facultas Theologiae Generalis Scholae Parisiensis omnibus Christifidelibus cum syncaero catholicae veritatis amore, Salutem. Dekanen og det teologiske fakultet i Paris' almindelige skole hilser alle krist-troende med alvorlig kærlighed til den katolske sandhed.

⁴ Paulus ille vas electionis, Euangelicusque tubicen, et gentium doctor: Timotheum instituens, vt curet se ipsum operarium inconfusibilem et probatum exhibere deo, recteque tractantem verbum veritatis: prophana hortatur et vaniloquia deuitare: quoniam haec multum proficiunt ad impietatem. (2 Tim 2,15ff) Paulus, dette udvalgte kar, denne evangeliske basun, og hedningernes læremester, instruerer Timotheus om, at han skal sørge for at stå sin prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men går lige på med sandhedens ord; han opfordrer ham til at undgå profane og tomme ord, fordi dette vil føre til ufromhed.

⁵ Nam si semel recepta fuerint mox serpet venenum, et obsolescet catholicae doctrinae vigor. Siquidem haereticorum sermo si animos aliquando simplicium occuparit, semper latius diffundetur: eosque fallacibus errorum inuolucris, quasi tenaci visco inuoluens: sensim a veritate ad impietatem nimiam deturbabit: et perinde ac cancer morbus serpet: qui vbi corpus (156) viuentis attigerit, non desinit paulatim vicinas occupare partes, donec intulerit exitium. For hvis giften først er kommet ind, kryber den snart frem, og opslider den katolske læres kraft. Hvis kætternes ord er kommet til at optage de enfoldiges sjæle i nogen grad, vil det altid trænge længere ud. Og det vil dække sig under et vildfarelsernes dække, som under en ophængt mistelten. Lidt efter lidt vil det drive bort fra sandheden til altfor megen ufromhed. Og derefter vil der også snige sig en kræftsygdom ind, som, når den berører den levende krop, ikke ophører med efterhånden at indtage de nærliggende dele, indtil den har påført den undergang.

⁶ Pleraque huiusce rei exempla recensere perfacile est. Nam cum ad huc in adolescentia sua ecclesia Christi sponsa florere caepisset: surrexere viri mendaces et impii, qui a veritate excidentes, fidem illius subuertere molirentur: quales fuerunt, Hermogenes, Philetus, Hymeneus, et post illos Ebion, Marcion, Apelles, deinde Sabellius, Manicheus, Arrius. Og det er meget let at finde eksempler på dette. For efter at kirken, Kristi brud, i sin ungdom var begyndt at blomstre, opstod der løgnagtige og ufromme mænd, som afveg fra sandheden og vendte op og ned på troen og ødelagde den. Det var sådanne mænd som Hermogenes, Filetus, Hymenæus, og efter dem Ebion, Marcion, Apelles, dernæst Sabellius Manichæus og Arius.

⁷ Senescente vero eadem et paulo ante tempora nostra, Valdo, wiclef, et Ioannes Hus. Hac etiam tempestate, de progenie illa viperatum suborti sunt: prohdolor filii nequaquam speciosae matris non habentis maculam neque rugam, vnionis vinculum schismatice discindere conantur: vere similes viperulis. vt enim illae corrosis matrum visceribus non exeunt priusque eas extinxerint: ita hi parentem ecclesiam exitiali suorum dogmatum pestilentique veneno, multiplici nouarum inuentionum faetura: Men da kirken var blevet ældre og kort før vor tid var det Valdes, Wiklef og Johannes Huss. Og også i vor tid er der fremvældet en sådan øgleyngel, ak, sønnerne må på ingen måde prøve skismatisk at sønderbryde enhedens lænker, enheden hos den moder, der ikke har plet eller rynke. Så vil de være som øgler. Ligesom disse vil de næppe være udgået af moders liv, førend de udrydder hende. Således ødelægger disse deres ophav, kirken, med deres læres pestbringende gift, og med mangfoldige nye påfunds hæslighed.

⁸ dum iuuare videntur et venerari (licet inextinguibilem) potius tamen quantum in se est interimunt: non ferentes cum ipsi sint, et ancillae filii, et illegitimi: immo diaboli genimina, matris ecclesiae liberos legitimisque filios, nisi eos suis pestiferis doctrinis inficiant: et venenatis iaculis contorqueant: satagentes speciem matris ac decorem temerare et contaminare. Idet de synes at hjælpe og ære (selv om det er uudsletteligt) så tilintetgør de hende dog snarere, så vidt de kan, idet de ikke gør det klart, hvem de selv er, at de er slavindens illegitime børn, ja er djævelens sæd, mens de inficerer deres moder kirkens legitime frie børn med deres pestbærende lære. (?) Og de udspyr deres gift og fordrejer alting. De har travlt med at vanhellige og besmitte deres moders ære.

⁹ Cuius tamen facies semper est et erit gratiarum plena: splendidissimusque ornatus. Ipsa enim veluti Regina (157) a dextris sponsi sui in vestitu astat deaurato circumdata varietate, Legum, ceremoniarum, sacramentorum, et bonorum omnium ad praesentem vitam futuramque conducentium. Men hendes ansigt er altid og vil altid være fuldt nåde og udsmykket på det prægtigste. Selv står hun nemlig som en dronning ved sin brudgoms højre side i gyldne klæder, omgivet af en række forskellige ting, love, ceremonier, sakramenter og alle slags ting, gode i det nærværende og det kommende liv.

¹⁰ Hinc virulentis suis scriptis et sermonibus illam lacerare non cessant, et pro viribus deturpare satagunt. Inter quos vnus vel praecipuus existit quidam Martinus Luther, quantum ex scriptis compluribus eius nomine diuulgatis coniectare licet, si modo titulo credendum est. Men denne klædedragt ophører de ikke med at sønderslide med deres hårde skrifter og prædikener, og de har travt med at skæmme den, så godt de formår. Blandt dem er der især én, en vis Martin Luther, som har fået lov til at udkaste mange ting i mangfoldige skrifter udspredt i hans navn, hvis altså man kan stole på titlen.

¹¹ Ipse enim praenominatorum haereticorum dogmata (instar praeuaricatoris Ahiel qui contra Iosue imprecationem reaedificauit Hierico) instaurare studet et noua confingere: qui cum ad sobrietatem sapere minime didicerit, plus vnus sapere praesumit quam caeteri omnes qui in ecclesia sunt aut fuerunt. Han søger nemlig at indføre de førnævnte kætterske lærepunkter (ligesom overtræderen Akiel, der imod Josvas ordre genopbyggede Jeriko), og udtænke noget nyt. Og skønt han har udtænkt en lille smule, der er nøgternt tænkt, så mener han dog, ene mand, at kunne udtænke mere, end alle andre, som er eller har været i kirken.

¹² Omnium nempe vniuersitatum scholis suum ausus est praeferre iudicium: priscorum quoque vel sanctorum doctorum ecclesiae sententias contemnit: et, vt ad impietatis cumulum addat, sacrorum sanctiones conciliorum eneruare contendit, quasi scilicet ad fidelium salutem necessaria Luthero soli deus reseruarit, quae praeteritis saeculis nesciuit ecclesia, et ad haec vsque tempora in tenebris et errorum caecitate suam sponsam Christus dimiserit. Han vover nemlig at foretrække sin egen bedømmelse fremfor alle universiteters bedømmelse. Han foragter også kirkens tidligere, hellige, lærde mænd. Og for at gøre hans ugudeligheds tåge større stræber han også efter at mindske de hellige koncilers sanktioner, som om Gud havde overladt det alene til Luther at udfinde det, der er nødvendigt til de troendes frelse, det, som kirken i de foregående århundreder ikke har vidst, og til dette skulle Kristus have udsendt sin brud indtil i dag, til vildfarelsernes mørke og blindhed.

¹³ O impiam et inuerecundam arrogantiam? vinculis, censuris, immo ignibus et flammis coercendam potius quam ratione conuincendam? Nonne enim qui ita sentit et scribit, prima fidei (158) principia abnegat, et impietatem palam profitetur? Nonne impium se prodit et infidelem quisquis orthodoxae fidei, sanctis ecclesiae doctoribus, ac sacris conciliis credere dedignatur? Is nempe cui credet qui catholicae ecclesiae fidem habere detrectat? Aut quomodo catholicis ascibetur, qui ecclesiam non audit? cum ex ore veritatis dictum sit: Si ecclesiam non audierit sit tibi sicut ethnicus et publicanus. (Matt 18,17) O hvilken ugudelig og skamløs arrogance! Den burde betvinges med lænker og censur, ja med ild og flammer snarere end overbevises med fornuftgrunde! Mon ikke den, der mener og skriver således, har fornægtet troens førstegrunde og er faldet tilbage på en gammel ufromhed? Mon ikke enhver afslører sig som ufrom og vantro, som forsmår at tro på den ortodokse tro, på den hellige kirkes lære og på de hellige konciler? Hvem vil nemlig tro på, at han har troen, som dadler den katolske kirkes tro? Eller hvordan skal den regnes med til de katolske, som ikke hører kirken? Eftersom det jo fra sandhedens mund er sagt: Hvor han ikke hører kirken, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder?

¹⁴ Porro ista est peculiaris haereticorum insania, vt scripturas pro voto contorquentes sese eas solos credant intelligere, solos se ad veritatem euangelii putent ambulare, solos se et quos falsa religione seducunt, salutem consequi arbitrentur, nec cuiuscunque doctoris quantumuis sancti aut eruditi, sed nec ipsius ecclesiae authoritatem suscipere velint contra eam quam semel sibi praefixerint scripturarum intelligentiam. Videre: Dette er et særligt kætterske vanvid, at når de har fordrejet skriften efter forgodtbefindende, så tror de, at de er de eneste, der forstår den, så mener de, at de alene vandrer efter evangeliets sandhed, så tror de, at de alene og dem, som de har forført til den falske religion, følger frelsens vej, og de vil ikke godtage nogensomhelst lærds autoritet, hvor hellig og lærd han end er, ja ikke engang kirkens autoritet, for imod en sådan autoritet har de én gang for alle sat deres forståelse af skriften.

¹⁵ Hoc comprobat insanus Montanus cum suis Prisca et Maximilla, sancti spiritus aduentum in se completum impiissime credens magis quam ipsis apostolis. Hoc et impius Manicheus, qui vanitate Luciferi seductus vsque adeo delirauit,vt se spiritum sanctum a Christo missum assereret. Dette billiger den vanvittige Montanus sammen med sin Prisca og Maximilla, idet han fuldkommen ufromt mener, at Helligåndens komme er fuldbyrdet i ham mere end i selve apostlene. Dette mente også den ugudelige Manicheus, som blev forført af Lucifers forfængelighed, i den grad, at han fablede om, at han var overbevist om at Helligånden var sendt til ham af Kristus.

¹⁶ Hoc item Secundinus eiusdem Manichei discipulus, qui Augustinum et catholicos caeteros errare confidenter asseuerans, quasi eidem condolens Augustino scripsit se non inuenire quidnam ante aeterni iudicis tribunal positus, deserto Manicheo, respondere valeret. Dette mente også Secundinus, en af Manicheus' disciple, som højtideligt forsikrede, at Augustin og andre katolikker var faret vild, og som om det gjorde ham ondt for Augustin skrev han, at han ikke for den evige doms tribunal fandt noget, der var værd at svare på, nu Manicheus var død.

¹⁷ Mos nempe iste est haereticorum. At vero dum (159) ecclesiam audire nolunt, nec ferunt suaui christianae disciplinae iugo colla submittere, illudentibus sibi spiritibus mendacii et erroris, in manifestos corruunt errores, et pro fide execrandas profitentur blasphemias: quod Luther ipse seu author quisquis est opusculorum illius editorum nomine, luce clarius demonstrat: qui dum ecclesiae et sanctorum patrum salutaria respuit documenta, et haeresiarcha factus est et virulentus veterum haeresum innouator. For dette er kætternes skik. Men eftersom de ikke vil adlyde kirken og ikke underkaste sig den søde kristne disciplins åg, idet de oplyses af løgne- og vildfarelsesånder, samler de sammen af manifeste vildfarelser, og i stedet for troen bekender de de værste bespottelser. For Luther selv, eller hvad nu det er for en forfatter der er til de bøger, der udgivet i hans navn, fremviser dette ganske klart. Han forkaster kirkens og de hellige fædres frelsebringende skrifter, og bliver så en kætterfører og en sygdombringende fornyer af de gamle kætterier.

¹⁸ De libero namque arbitrio differens Manicheos sequitur: de contritione et iis quae eam praecedunt, Hussitas: wicleuistas vero de confessione. De praeceptis Begardos. Catharos de punitione haereticorum: de immunitate ecclesiasticorum et euangelicis consiliis Valdenses et Bohemos: De iuramento, consentit haereticis qui se iactitant de ordine apostolorum. De obseruatione legalium Ebionitarumn haeresi propinquat. Han skiller sig ud, hvad den frie vilje angår og føler Manicheus. Hvad angeren og det, der går forud for den, angår, følger han Hussitterne. Men wiklevitterne følger han, hvad angår bekendelsen. Angående budene følger han Begarderne. Katarerne hvad angår kætterstraffene. Angående kirkefolkets immunitet og de evangeliske råd følger han valdenserne og bøhmerne. Om lovgivningen er han enig med de kættere, som praler af apostlenes ordination. Angående overholdelse af lovgivningen nærmer han sig Ebjonitternes kætteri.

¹⁹ Caeterum de sacramentali absolutione, satisfactione, praeparatione ad eucharistiam, scripturas non aduertens sed peruertens, item de peccatis, de paenis purgatorii, de generalibus conciliis, non ferendos disseminat errores. Sed et de philosophiae praeclaris institutis perperam loquitur ignarus, sicut de potestate ecclesiastica, et de indulgentiis multa. Og forøvrigt udspreder han ubærlige vildfarelser om den sakramentale absolution, om fyldestgørelsen, om forberedelsen til nadveren, idet han ikke retter sig efter, men vender skriften om, ligeledes om synden, om skærsildsstraffene, og om de almindelige konciler. Men også om filosofiens klare b estemmelser taler han urigtigt og uvidende, ligesom om den kirkelige magt og i høj grad om afladen.

²⁰ Nec tam pestiferam doctrinam euomuisse contentus, librum insuper edidit, si titulo creditur, cui de captiuitate Babylonica nomen indidit, vsque adeo variis respersum erroribus, vt iure (160) cum Alchorano conferri mereatur. In eo siquidem extinctas haereses et funditus extirpatas, quarum ne vestigia quidem vlla restabant, super his praesertim quae ad sacramenta ecclesiae spectant, suscitare, ac in lucem reuocare totis animi viribus contendit Ikke tilfreds med at have opgylpet en så pestbærende lære, udgav han tilligemed en bog derom, hvis man kan tro titelbladet, som han gav navn af det babyloniske fangenskab, i den grad overfyldt med forskellige vildfarelser, at den med rette fortjener at sammenlignes med Koranen. I den forefindes der nogle forlængst uddøde og udryddede kætterier, hvoraf der ikke engang er spor tilbage, og især det, der tager sig af at opretholde og belyse kirkens sakramenter, modarbejder han af alle kræfter.

²¹ Scriptor quicunque is est ecclesiae nimirum Christi hostis perniciosus et antiquarum blasphemiarum instaurator execrandus. Bohemorum namque, Albigensium Valdensium, Heracleonitarum, Pepucianorum, Erianorum, Lamperianorum, Iouinianistarum, Artotyritarum, caeterorumque id genuys monstrorum insaniae, per auctorem in eodem comprobantur libro, commendantur, extolluntur. Forfatteren, hvem han end er, er i hvert fald Kristi kirkes ødelæggende fjende og han genindsætter de gamle ødelæggende blasfemier. For bøhmernes, albigensernes, valdensernes, heracleonitternes, pepucianernes, erianernes, lamperianernes, jovinisternes, artotyritternes og andre af den slags monstrøse vanvid bliver af forfatteren i bogen billiget, anbefalet og ophævet (som kætterier?).

²² Quare nostrae professionis esse agnoscentes huiusmodi pullulantibus pestiferis erroribus magisque ac magis in dies excrescentibus toto conatu obuiare, quid tandem nobis de hujusmodi doctrina visum sit plane aperire voluimus, et nostram super ea sententiam christianis omnibus publicare: ne, quod absit, eliminata iam pridem tam multiplex impietas quantum in nobis est, vlterius serpat: et doctrina fallax a patre mendacii exorte fidelem inficiat populum dei. Og fordi den nu engang er vort embede at erkende den slags forurenende, pestbærende vildfarelser og af al vor magt at forhindre, at de vokser mere og mere dag for dag, så vil vi afsløre, hvad vi synes om den slags lære, og offentliggøre vores opfattelse for alle kristne. For, så vidt det står til os, at forhindre, at en sådan mangfoldig gudløshed, skønt den allerede tidligere er udryddet, skal snige sig yderligere frem, hvad Gud forbyde. Og en falsk lære, opstået fra løgnens fader, inficere det troende Guds folk.

²³           Sollicitius itaque per nos examinata ac maturius vniuersa doctrina Lutheriano ascripta nomini, et ad plenum discussa, execrandis illam erroribus scatere certo depraehendimus et iudicauimus, fidem potissimum (161) contingentibus et mores: Quoque simplicis populi seductiua sit, omnibus doctoribus iniuria, potestati ecclesiae et ordine Hierarchico impie derogatiua, aperte schismatica, sacras scripturae aduersa, et eius deprauatiua, atque in spiritum sanctum blasphema:          Derfor er den lære, der tilskrives Luther, blevet meget omhyggeligt og modent undersøgt af os, og diskuteret i sin helhed, og vi har fastholdt og bedømt, at den fremsprudler med ødelæggende vildfarelser, der meget stærkt har med troen og skikkene at gøre. Og den forfører også enfoldige folk, gør uret imod alle de lærde, foragter på ufrom måde den kirkelige magt og den hierarkiske orden, er åbenlys skismatisk, er modsatrettet den hellige skrift og ødelægger den, og er blasfemisk imod Helligånden.

²⁴ et ideo veluti reipublicae christianae perniciosam censemus omnino exterminandam, ac palam vltricibus flammis commitendam. Authorem vero ad publicam abiurationem modis omnibus iuridicis compellendum. Og derfor mener vi, at den som ødelæggende for det kristne samfund helt og aldeles skal tilintetgøres, og overalt overgives til de hævnende flammer. Men forfatteren skal tiltales for offentligt at frasværge sig sin lære på alle juridiske måder.

²⁵          Vt autem id clarius cunctis innotescat, aliquot ex praefatis scriptis excerptas propositiones ordine quodam digessimus, et nostram cuique adiecimus censuram patrum nostrorum morem imitati, qui alienus vtique non est ab obseruata per apostolos lege definiendi.         For at de kan træde klarere frem, vil vi gennemgå nogle af de ovennævnte skrifter, fremsat i uddrag i en vis orden, og tilføje vor censur efter vore fædres skik, den skik, som ikke skal defineres anderledes end ud fra den lov, der blev overholdt af apostlene.

²⁶ Proposito namque de legalium obseruatione dubio, quid sentirent, ipsi paucis explicuerunt, rationibus (cur ita definirent) nullis scripto mandatis: quem modum quoque decernendi sacra consueuerunt tenere concilia. Materiae vero per nos discussae, hae praesertim quas impraesentiarum edere constituimus, secundum suas inuicem connexiones sequenti monstrantur indice. (162) For lad os sige, at der var tvivl om, hvilken lov de overholdt, hvad de mente, de har dog selv med få begrundelse forklaret det (hvorfor de definerer således) uden nogen skrevne bud, på hvilken måde de plejede at afholde koncil for at afgøre tingene. Men de sager, der er diskuteret af os, og især dem, som vi har fastslået skal fortæres for nærværende, de skal påvises skemamæssigt ifølge deres indbyrdes familieskab.

²⁷        Index materiatum ex variis Lutherii libris excerptarum per Theologiae vniuersitatis Parisiensis facultatem. Et primo ex libro de Captiuitate Babylonica.       Fortegnelse over emnerne fra de uddrag af de forskellige Luther-bøger, som det teologiske fakultet i Paris har foretaget. Først fra bogen om det babyloniske fangenskab.

²⁸ De Sacramentis (#31)
     De constitutionibus ecclesiae. (#47)
     De operum aequalitate. (#48)
     De votis. (#49)
     De diuina essentia. (#51) Om sakramenterne.
Om kirkens konstitutioner.
Om ligelighedens gerninger.
Om løfterne.
Om det guddommelige væsen.

²⁹     Materiae ex aliis eiusdem Lutheri libris excerptae.
     De conceptione beatae et gloriosae virginis. (#52)
    De contritione. (#53)
    De confessione. (#63)
    De absolutione. (#68)
    De satisfactione. (#70)
    De accedentibus ad Eucharistiam. (#76)
    De certitudine charitatis habitae. (#78)
    De peccatis. (#80)
    De praeceptis. (#84)
    De consiliis euangelicis. (#88)
    De purgatorio. (#92)
    De conciliis vniuersalibus ecclesiae. (#99)
    [De spe. (#103)]
    De haereticorum paena. (#104)
    De legalium cessatione. (?#105)
    De bello aduersus Turcas. (#106)
    De immunitate ecclesiasticorum. (#107)
    De libero arbitrio. (#108)
    De philosophia et theologia scholastica. (#113) (163)       Emner uddraget af andre af denne Luthers bøger.
Om den salige og glorværdige jomfrus undfangelse.
Om angeren.
Om bekendelsen.
Om absolutionen.
Om fyldestgørelsen.
Om accedenterne ved nadveren.
Om sikkerheden, hvormed kærligheden haves.
Om synderne.
Om budene.
Om de evangeliske råd.
Om skærsilden.
Om kirkens generalkoncilier.
Om kætternes straf.
Om de lovlige undtagelser.
Om krigen imod tyrkerne.
Om gejstlighedens immunitet.
Om den frie vilje.
Om den skolastiske filosofi og teologi.

³⁰      Propositiones ex libro Lutheri, qui de Captiuitate Babylonica inscribitur, collectae et per theologorum Parisiensis facultatem damnatae. Scribentur autem propositiones ipsae maiusculis, et condemnationes minoribus characteribus.        Teser fra den Luther-bog, som kaldes Om det babyloniske fangenskab, samlet og fordømt af det teologiske fakultet i Paris. Teserne skrives med stor skrift (her med kursiv) og fordømmelserne med en mindre skrift (her med almindelige typer).

³¹    De Sacramentis.
Recens est inuentio sacramentorum. Propo. I. (fx capt03#40)
     Haec propositio innuens recenter ab hominibus inuenta esse sacramenta et non a Christo instituta, est temeraria, impia, et manifeste haeretica. Om sakramenterne.
Sakramenterne er opfundet fornylig. (tese 1)
      Denne tese, der antyder, at sakramenterne er opfundet fornylig af mennesker og ikke indstiftet af Kristus, er fræk, ufrom og med sikkerhed kættersk.

³² Sacramentum ordinis ecclesia Christi ignorat. Secunda.
     Haec propositio est haeretica: et est error pauperum de Lugduno, Albigensium et Wicleuistarum. Kristi kirke er uvidende om ordinationens sakramente. (tese 2).
     Denne tese er kættersk. Og det er den vildfarelse, som de fattige fra Lyon, som albigenserne og wiclevitterne begik.

³³ Omnes Christiani habent eandem potestatem in verbo et sacramento quocunque. Tertia.
        Claues ecclesiae sunt omnibus communes.    Quarta.
       Omnes Christiani sunt sacerdotes. Quinta.
      Quaelibet harum trium propositionum est ordinis Hierarchici destructiua et haeretica. et est error praefatorum haereticorum simul et Pepucianorum. Alle kristne har den samme myndighed i både ord og sakramenter (tese 3)
Kirkens nøgler er fælles for alle. (tese 4)
Alle kristne er præster (tese 5)
      Enhver af disse tre teser er ødelæggende for den hierarkiske orden og kættersk. Og det er de forudnævnte kætteres vildfarelse og også pepucianernes vildfarelse.

³⁴ Confirmatio et extrema vnctio non sunt sacramenta a Christo instituta. Sexta. (capt03#40)
      Haec propositio est haeretica: et pro prima parte est error Albigensium et Wicleuistarum: pro secunda vero Heracleonitarum. (164) Konfirmationen og den sidste olie er ikke sakramenter, der er indstiftet af Kristus. (tese 6).
     Denne tese er kættersk. Og den første del er albigensernes og Wiclevitternes vildfarelse, den anden del heraclonitternes.

³⁵ Missa passim creditur esse sacrificium quod offertur deo: inde Christus hostia altaris dicitur. Sed euangelium non sinit missam esse sacrificium. (Septima propositio). (capt#207)
      Haec propositio quo ad secundam partem, scilicet Sed euangelium etc est impia, in sacrosanctum euangelium blasphema ac haeretica, prout vocabulo missa cum Gregorio vtimur. Man tror overalt, at messen er et offer, som ofres til Gud; derfor kaldes Kristus alteres offerdyr. Men evangeliet tillader ikke, at messen er et offer. (tese 7)
       Denne tese anden del, nemlig fra 'Men evangeliet osv' er ugudelig, er en blasfemi imod det hellige evangelium og er kættersk, forsåvidt vi bruger ordet messe på samme måde som Gregor.

³⁶ Manifestus est error missam applicare seu offerre pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis, aut quibuscunque necessitatibus suis aut aliorum. (Octaua). (capt#189).
      Haec propositio est in ecclesiam catholicam Christi sponsam contumeliosa et haeretica: et est Erianorum haereticorum, et Artotyritarum erroribus conformis. Det er en åbenlys fejl, at applicere messen eller ofre messen for synder, for fyldestgørelser, for de døde, eller for hvilkesomhelst nødvendigheder hos én selv eller andre. (tese 8).
     Denne tese er en fornærmelse mod den katolske kirke, Kristi brud, og er kættersk. Og den minder om de erianske kætteres og artotyrianernes vildfarelse.

³⁷ Non est dubium vniuersos hodie sacerdotes et monachos cum episcopis et omnibus suis maioribus esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob missae seu sacramenti ignorationem, abusionem, et irrisionem. (Nona). (capt#150)
        Haec propositio est falsa, maxime scandalosa, vniuerso ecclesiastico statui contumeliosa, arroganter et stulte prolata. Et in eo quod praetendit neminem in statu salutis esse nisi qui huiusmodi erroribus acquiescit, cum Donatistarum, Ascitarum, et Apostolicorum perfidia conueniens, asserentium non nisi apud se remansisse ecclesiam dei. Der er ikke tvivl om, at i dag alle præster og munke tilligemed biskopper og alle deres overordnede er afgudsdyrkere, idet de befinder sig på et meget farligt stade på grund af uvidenhed om, misbrug af og forhånelse af messen eller sakramentet. (tese 9).
     Denne tese er falsk, højst forargelig, fornærmende for hele klerkeriets stade, og fremlagt arrogant og dumt. Og derved, at han lader som om kun den befinder sig i frelsens status, der affinder sig med den slags vildfarelser (?), er han i overensstemmelse med donatisterke, ascitterne og apostolikernes perfidi, de, der påstår, at kun hos dem er Guds kirke forblevet.

³⁸ Credo firmiter panem esse corpus Christi, ait Luther. (Decima) (capt#106)
      Haec credulitas Lutheri est absurda, haeretica, et olim damnata. Jeg tror fast på, at brødet er Kristi legeme, siger Luther. (tese 10).
       Denne overbevisning hos Luther er absurd, kættersk og forlængst fordømt.

³⁹ Negare laicis vtranque speciem est impium et tyrannicum. (Vndecima). (capt#73)
       Haec propositio est erronea, scismatica, impia, et ex damnato errore Bohemorum elicita. (165) At nægte lægfolket begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk. (tese 11)
      Denne tese er fejlagtig, skismatisk, ufrom og findes blandt bøhmernes fordømte vildfarelser.

⁴⁰ Bohemi haeretici et schismatici non sunt nominandi, sed Romani. (XII). (capt#62)
       Haec propositio est falsa, perfidiae bohemicae impie defensiua, et ecclesiae Romanae contumeliosa. Man bør ikke kalde bøhmerne kættere og skismatikere, men romerne. (tese 12)
      Denne tese er falsk, er et ufromt forsvar for de perfide bøhmere, og fornærmende mod den romerske kirke.

⁴¹ Matrimonium non est sacramentum diuinitus institutum, sed ab hominibus in ecclesia inuentum. (XIII).
      Haec propositio est haeretica et olim damnata. Ægteskabet er ikke noget sakramente, indstiftet på guddommelig vis, men opfundet af menneskene i kirken. (tese 13).
       Denne tese er kættersk og for længe siden fordømt.

⁴² Coniunctio viri et mulieris tenet quocunque modo contra leges hominum contigerit. (XIIII). (capt03#70) (n42)
       Debent sacerdotes ea omnia matrimonia confirmare quae contra ecclesiasticas vel pontificias leges fuerint contracta, in quibus Papa potest dispensare, et quae non sunt in scriptura sacra expressae. (XV). (capt03#69)
      Vtraque harum propositionum est falsa, ecclesiae potestati impie derogatiua, et ex damnato Valdensium errore procedens. Forbindelsen mellem mand og kvinde skal fastholdes, selv om den på en eller anden måde har fundet sted imod de menneskelige love, (tese 14).
       Præsterne bør bekræfte alle de ægteskaber, som er indgået imod de kirkelige eller pavelige love, når paven kan dispensere, og de ikke udtrykkeligt er omtalt i den hellige skrift. (tese 15).
     Begge disse teser er falske, de foragter ufromt den kirkelige magt, og går frem efter den valdensiske vildfarelse, som er blevet fordømt.

⁴³ Tota efficacia sacramentorum nouae legis est ipsa fides. (XVI).
       Haec propositio est efficaciae sacramentorum nouae legis impie derogatiua et haeretica. Al virkekraft i den nye lovs sakramenter ligger i troen. (tese 16).
     Denne tese udtrykker ugudelig foragt for den ny lovs sakramenters virkekraft og er kættersk.

⁴⁴ Quicquid credimus nos accepturos esse reuera accipimus, quicquid agat, non agat, simulet aut iocetur minister. (XVII).
       Haec propositio est absurda, ex erroneo scripturae intellectu asserta, et haeretica. Hvad vi tror, vi har fået, vil vi også virkelig få, hvad end præsten gør eller ikke gør, også hvis han simulerer eller handler for sjov. (tese 17).
     Denne tese er absurd, har sin oprindelse i en fejlagtig forståelse af skriften, og er kættersk.

⁴⁵ Periculosum immo falsum est opinari paenitentiam esse secundam tabulam post naufragium. (XVIII).
      Haec propositio est temeraria, erronee ac fatue asserta, ac beato Hieronymo illam ponenti iniuria. (166) Det er farligt, ja forkert at mene, at boden er den anden tavle efter skibbruddet. (tese 18).
      Denne tese er fræk, fejlagtig og fremsat på naragtig vis, og gør uret mod den salige Hieronymus, der fremsætter påstanden.

⁴⁶ Qui sponte confessus siue correptus veniam petierit et emendauerit coram quouis priuatim fratre, non dubito a peccatis suis illum esse absolutum. (XIX).
       Haec propositio innuens laicos tam viros quam mulieres potestatem clauium habere, est falsa, sacramentis ordinis et paenitentiae contumeliosa, et haeretica, cum errore conueniens Valdensium et Quintillianorum. Den, der uden videre bekender eller kort og godt beder om aflad og køber den hos en hvilkensomhelst privat broder, om ham tvivler jeg ikke på, at han er afløst fra sine synder. (tese 19).
     Denne tese, der antyder, at lægfolk, både mænd og kvinder har nøglemagten, er forkert, fornærmende imod sakramenternes og bodens orden, og kættersk. Den svarer til valdensernes og quintillianernes vildfarelse.

⁴⁷ De constitutionibus ecclesiae.
      Neque Papa neque Episcopus neque vllus hominum habet ius vnius syllabae constituendae super christianum hominem, nisi id fiat eiusdem consensu: et quicquid aliter fit, tyrannico spiritu fit. (Propô).
     Haec propositio est a debita subditorum ergo praelatos et superiores subiectione et obedientia retractiua: legum positiuarum seditiose destructiua, ac in fide et moribus erronea: et est error damnatus Valdensium, cum errore Erianorum conueniens. Om kirkens ordninger.
     Hverken paven eller biskoppen eller noget menneske har ret til at forordne en eneste stavelse over et kristenmenneske, medmindre det sker med hans billigelse. Og hvad der sker på anden måde, sker i en tyrannisk ånd. (tese).
      Denne tese drager de underordnede bort fra deres underkastelse og lydighed, de skylder prælater og overordnede. Den er oprørsk og destruktiv overfor de positive love, og er fejlagtig med hensyn til tro og skikke. Og den svarer til den vildfarelse, der er fordømt hos valdenserne og erianerne.

⁴⁸ De operum aequalitate.
       Opera nihil sunt coram deo, aut omnia sunt aequalia: quantum ad meritum attinet. (Propô).
        Haec propositio est falsa, sacris eloquiis aduersa, atque errori Iouinianistarum conformis. Om gerningernes ligeværdighed.
       Gerninger betyder intet overfor Gud, eller de er alle lige meget værd, hvad angår fortjeneste. (tese).
      Denne tese er falsk, imod de hellige skrifter, og svarer til jovinianisternes vildfarelse.

⁴⁹ De votis.
      Suadendum vt vota prorsus omnia tollantur, aut vitentur. (Propô. I.) (capt-db#139) (167)
       Haec propositio est Christi doctrinae et sanctorum patrum obseruationi qui vouere consulunt, contraria: ex errore procedens Lamperianorum, Wicleuistarum, et eorum qui se iactabant de ordine apostolorum. Om løfterne.
      Man bør overbevise mennesker om, at alle løfter helt skal ophæves, eller undgås. (tese 1).
       Denne tese er imod Kristi lære og de hellige fædres iagttagelse, som anbefaler at aflægge løfter. Den stammer fra lamperianernes og wiclefitternes vildfarelse, og fra dem, som praler af at indføre apostles orden.

⁵⁰ Probabile est vota hodie non valere nisi ad operum iactantiam et praesumptionem. (Secunda.) (capt-db#150)
      Haec propositio est falsa, statui religionis contumeliosa, et praefatis erroribus consona. Det er sandsynligt, at løfterne i dag kun har værdi, når man skal prale af gerninger og mene, man retfærdiggøres ved gerninger. (tese 2).
      Denne tese er falsk, fornærmende imod munkenes status, og svarer til de ovennævnte vildfarelser.

⁵¹ De diuina essentia et forma corporis humani.
        Istis nouissimis trecentis annis multa perperam de terminata sunt: quale est essentiam diuinam nec generari nec generare, et animam esse formam substantialem corporis humani. (Propô). (capt#92)
      Haec propositio est falsa, ab homine qui alienus est a catholica ecclesia arroganter asserta: ac sacris conciliis generalibus iniuria. Om det guddommelige væsen og det menneskelige legemes form.
      Indenfor de sidste tre hundrede år er meget urigtigt blevet bestemt. Såsom at det guddommelige væsen hverken fødes eller føder, og at sjælen er det menneskelige legemes substantielle form. (tese).
     Denne tese er falsk, på arrogant vis fremsat af et menneske, som er fremmed for den katolske kirke. Og den øver uret imod de hellige almindelige konciler.

⁵² Propositiones excerptae ex aliis Lutheri libris damnatae vt praemissum est.
Et primo de conceptione beatae Mariae virginis.
      Contradictoria huius propositionis, beata virgo est concepta sine peccato originali, non est reprobata. (Propô).
       Haec propositio est falsa, ignoranter, et impie contra honorem immaculatae virginis asserta. (168) Teser taget fra andre af Luthers bøger og fordømt ligesom de foregående. (?)
      Og først om den salige jomfru Marias undfangelse.
      Den tese er selvmodsigende, at den salige jomfru er undfanget uden arvesynd, og den er ikke bevist. (tese)
     Denne tese er falsk, uvidende, og ufromt hævdet imod den ubesmittede jomfrus ære.

⁵³ De contritione et iis quae eam praecedunt.
      Lege manifestata aut in memoriam reuocata mox sequitur augmentum peccati si gratia desit. (Propositio prima.) (ass02#39)
     Haec propositio loquendo de gratia gratum faciente, est falsa, a recta sacrae scripturae intelligentia aliena, et a meditatione diuinae legis retractiua. Om angeren og det, der går forud for den.
      Ved at gøre loven håndfast eller ved at genkalde sig i erindringen følger snart efter en forøgelse af synden, hvis nåden mangler. (tese 1).
      Denne tese er falsk, når den taler om nådegavernes nåde, og er afvigende fra en ret forståelse af den hellige skrift, og den fører bort fra en overvejelse over den guddommelige lov.

⁵⁴ Lex ante charitatem non operatur nisi iram, et auget peccatum. (Secunda.)
     Haec propositio est falsa, piraum aurium offensiua, in deum et eius legem blasphema, nec intentioni Pauli conformis. Loven virker, før kærligheden kommer til, kun vrede og øger synden. (tese 2).
      Denne tese er falsk, stødende for fromme ører, og er en blasfemi imod Gud og imod hans lov, og den er heller ikke i overensstemmelse med Paulus hensigt.

⁵⁵ Opera quaecunque ante charitatem sunt peccata et damnabilia et indisponentia ad gratiam. (Tertia.)
       Haec propositio est falsa, temerarie asserta, peccatorum ab emendatione retractiua, et sapiens haeresim. Hvilkesomhelst gerninger, der gøres, før kærligheden kommer til, er syndige og fordømmelige og fører ikke frem til nåden. (tese 3).
      Denne tese er falsk, hævdet på en fræk måde, trækker syndere bort fra at forbedre sig, og tænker kættersk.

⁵⁶ Qui bonum opus aut paenitentiam a peccatorum detestatione ante dilectionem iustitiae incipi nec in eo peccari asserit, inter Pelagianos numerandus est. (Quarta.)
     Haec propositio est falsa, et ignoranter asserta, capiendo dilectionem iustitiae pro ea quae charitatem seu gratiam gratum facientem sequitur. Den, der hævder, at man kan begynde en god gerning eller begynde på boden ud fra en afsky for synderne, før man elsker retfærdigheden, og at man ikke synder derved, skal regnes som pelagianer. (tese 4)
     Denne tese er falsk og fremsat ud af uvidenhed, idet den forstår kærligheden til retfærdighed i stedet for det, der følger bagefter, efter at man har handlet ud fra kærlighed eller ud fra nådegavernes nåde.

⁵⁷ Contritio quae paratur per discussionem collectionem et detestationem peccatorum, qua quis recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum grauitatem, multitudinem, faeditatem, amisssionem aeternae beatudinis, ac aeternae damnationis acquisitionem, haec inquam contritio, facit hypocritam, immo magis peccatorem. (Quinta.) (169) (n57)
      Haec propositio est falsa, viae ad paenitentiam impeditiua scripturis sacris et doctrinae sanctorum difformis. Den anger, som forberedes gennem omtale, erindring og foragt for synderne, som hvis nogen genkalder sig sit levned og finder sin sjæl modbydelig, eller vægter sine synders alvor, deres mængde, deres hæslighed, eller overvejer, at han mister den evige salighed og opnår evig fordømmelse, denne anger, siger jeg, skaber en hykler, ja skaber en synder, der er større synder end før. (tese 5).
      Denne tese er falsk, idet den forhindrer vejen til boden, og den er ikke i overensstemmelse med den hellige skrifts lære og med de helliges lære.

⁵⁸ Neque timore neque amore potest homo se erigere ad capessendam gratiam dei. (Sexta.)
       Haec propositio est in fide et moribus erronea, omnem praeparationem ad paenitentiam impie auferens. Mennesket kan ikke, hverken ved frygt eller ved kærlighed tage sig sammen til at gribe Guds nåde. (tese 6).
     Denne tese er en vildfarelse i tro og skikke, idet den på ufrom måde ophæver al forberedelse til bod.

⁵⁹ Sine gratia primo remittente culpam, nec votum remissionis quaerendae homo potest habere. (Septima.)
      Haec propositio est falsa, impia, et peccatorum ad desperationem inductiua. Uden at nåden først eftergiver brøden, kan mennesket ikke have noget løfte om at søge tilgivelsen. (tese 7).
       Denne tese er falsk og ufrom og fører til fortvivlelse over synderne.

⁶⁰ Christus nunquam peccatores coegit timore ad paenitentiam. (Octaua.)
      Haec propositio capiendo cogere pro inducere, sicut capitur frequenter in scriptura sacra, est haeretica. Kristus har aldrig tvunget synderne til bod med straf. (tese 8).
      Denne tese er falsk. 'At tvinge' skal forstås som identisk med 'at føre ind i'; sådan forstås det ofte i den hellige skrift.

⁶¹ Bonus est timor et vtilis licet sit insufficiens per quem paulatim sit consuetudo iustitiae. De his verbus Augustini sequitur iudicium Lutheri. Hoc est (inquit) meo iudicio consuetudo desparandi et odiendi deum si excludatur gratia. (Nona.)
      Iudicium Lutheri de illo dicto Augustini Bonus est timor etc est falsum, temerarium et impium, accipiendo gratiam, vt supra, pro gratia gratum faciente, sicut eam accipit scriptor. Frygten er god og gavnlig, selv om den er utilstrækkelig, fordi gennem den vænnes vi lidt efter lidt til retfærdigheden. Ud fra disse augustinske ord drager Luther følgende slutning: Det vil sige, ifølge min bedømmelse: vi vænnes til at fortvivle og hade Gud, hvis nåden ikke kommer til. (tese 9).
      Luthers slutning ud fra disse augustinske ord: Frygten er god osv, er forkert, fræk og ufrom. Man skal, ligesom ovenfor, forstå nogen som det, der gøres ud fra nådegavernes nåde, sådan som forfatteren også forstår det.

⁶² Si Ioannes scilicet baptista timorem docuisset esse initium paenitentiae, non ideo sequitur paenitentiam incipere a timore. (Decima.)
     Haec propositio est manifeste erronea, in Christum et inspiratam praecursoris eius doctrinam contumeliosa. (170) Selv om Johannes Døber har lært, at frygten er begyndelsen til boden, følger ikke deraf, at boden begynder med frygt. (tese 10.)
     Denne tese er åbenlys forkert, og den er fornærmende mod Kristus og hans forløbers inspirerede lære.

⁶³ De confessione.
      Ars confitendi qua hucusque docti sumus arenam numerare, singula peccata discutere, colligere, atque ponderare ad faciendam contritionem, est ars inutilis, immo ars desperandi et perdendo animas. (Propositio prima.)
      Haec propositio est falsa, impia, schismatica, et confessioni, quae est ars lucrandi animas, iniuria. Om bekendelsen.
      Kunsten at bekende, hvorved vi hidtil er blevet belært om at opregne en ørken af sand, at diskutere de enkelte synder, at opsamle dem og vægte dem for at kunne komme til at angre, er en unyttig kunstart, ja en kunst, der får os til at fortvivle og fortabe sjæle. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, ufrom, skismatisk, og gør uret imod den bekendelse, der er kunsten at vinde sjæle.

⁶⁴ Confessio illa quae nunc agitur occulte in aurem, nullo potest diuino iure probari, nec ita fiebat primitus. (Secunda.)
      Huius propositionis prima pars est falsa, et ex ignorantia iuris diuini asserta. Secunda est temerarie posita. Den bekendelse, som nu finder sted skjult i ørerne, kan ikke bevises ved den guddommelige ret, og fandt ikke sted i den ældste kirke. (tese 2).
     Denne teses første del er falsk og hævdes ud fra uvidenhed om den guddommelige ret. Den anden er frækt fremsat.

⁶⁵ Spiritualis defectus est soli deo aperiendus. (Tertia.)
       Si oportet confiteri occulta cordis, tantum ea quae pleni sunt consensus in opus, homines debent confiteri. (Quarta.)
       Peccata contra duo vltima praecepta decalogi commissa, sunt prorsus a confessione secludenda. (Quinta.)
       Quaelibet harum trium propositionum est in fide erronea, et impie confessionem dimidians. De åndelige mangler er alene åbenbare for Gud. (tese 3).
      Hvis man bør bekende hjertets skjultheder, så skal det kun være dem, som der er fuld enighed om i gerningen, som mennesker bør bekende. (tese 4).
       Synder, der er begået imod de to sidste af de ti bud, skal helt udelukkes af bekendelsen. (tese 5).
      Enhver af disse tre teser er fejlagtig i troen og formindsker på ufrom måde bekendelsen.

⁶⁶ Nullo modo praesumat homo confiteri peccata venialia. (Sexta.)
      Haec dissuasio innuens praesumptionis esse confiteri peccata venialia, est temerarii animi indicatiua, ab opere bono tetractiua, et ideo perniciosa. På ingen måde skal mennesket bilde sig ind at kunne bekende de tilgivelige synder. (tese 6.)
      At fraråde dette antyder, at det er anmassende at bekende de tilgivelige synder, og det peger hen på et frækt sind, det drager bort fra den gode gerning og det er derfor skadeligt.

⁶⁷ Non iustificamur operibus, neque paenitentiis aut confessionibus. (Septima.)
      Haec propositio, loquendo de operibus bonis fidem mediatoris non excludentibus, est erronea, paenitentiae et (171) confessionis contemptiua, et sanae diuinae scripturae intelligentiae aduersa. Vi retfærdiggøres ikke ved gerninger, og heller ikke ved bodshandlinger eller bekendelser. (tese 7).
     Denne tese er, eftersom den taler om gode gerninger, som ikke udelukker troen på formidleren, er vildledende, ringeagter boden og bekendelsen, og er imod den sande forståelse af den guddommelige skrift.

⁶⁸ De absolutione.
       Absolutio est efficax, non quia sit, a quocunque tandem fiat, erret siue non erret: sed quia creditur. (Propositio prima.)
      Crede fortiter te esse absolutum, et absolutus vere eris, quicquid sit de tua contritione. (Secunda.)
      Esto per impossibile quod confessus non sit contritus, aut quod sacerdos non serio, sed ioco absoluat, si tamen credat se esse absolutum, verissime est absolutus. (Tertia.)
      He tres propositiones ad sensum scriptoris sunt falsae, impiae, ignoranter et difformiter ad sanam sacrae scripturae intelligentiam affertae. Et in hoc quod dicitur, a quocunque tandem fiat, erret, siue non erret: et in eo quod subditur, non serio, sed ioco absoluat, sunt piarum aurium offensiuae, sacramenti paenitentiae irrisoriae, et conciliorum generalium determinationibus contrariae. Om absolutionen.
      Absolutionen er virkningsfuld, ikke fordi den finder sted, hvordan den end sker, om det er fejlagtigt eller ej, men fordi den tros. (tese 1.)
      Tro stærkt på, at du er absolveret, så vil du også i sandhed være absolveret, hvordan det end har sig med din anger. (tese 2).
      Lad os tænke os det umulige, at den, der bekender, ikke angrer, eller at præsten absolverer ikke for alvor, men for sjov, dog, hvis man tror, man er absolveret, så er man i sandhed absolveret. (tese 3).
     Disse tre teser er ud fra skriftens mening falske, ufromme, uvidende og forskellig fra den sande forståelse, som den hellige skrift fremfører. Og det, den siger, at hvordan den end sker, om det er fejlagtigt eller, og i det, den tilføjer, at præsten absolverer ikke for alvor, men for sjov, er stødende for fromme ører, det er spottende overfror bodssakramentet, og det er i modsætning til de almindelige koncilers beslutninger.

⁶⁹ Quilibet sacerdos debet absoluere a paena et culpa, aut peccat. (Quarta.)
     Haec propositio ad sensum scribentis est falsa, obseruationis et doctrinae vniuersalis ecclesiae, in his quae concernunt sacramentum paenitentiae, contraria. En hvilkensomhelst præst bør absolvere fra straffen og brøden, ellers synder han. (tese 4.)
      Denne tese er falsk efter den skrivendes mening og den er imod den universelle kirkes undersøgelse og lære i de ting, som har med bodssakramentet at gøre.

⁷⁰ De satisfactione.
      Peccata deus et semper et gratis remittit atque condonat nihil a nobis inuicem requirens quam vt in posterum bene viuamus. (Propositio prima.) (172)
       Haec propositio est a sententia sanctorum doctorum aliena, fideles, vana et stulta confidentia, a debita satisfactione pro peccatis retrahens, et haeretica. Om fyldestgørelsen.
       Gud tilgiver altid og af nåde synderne og giver os tiltivelse, uden at forlange noget af os til gengæld, udover, at vi for fremtiden lever på rette måde. (tese 1.)
       Denne tese er anderledes end de hellige doktorers mening, idet den i en tom og dum tillid drager de troende bort fra den skyldige fyldestgørelse for deres synder. Og den er kættersk.

⁷¹ Sententia est apostoli paenam et culpam simul finiri. (Secunda).
      De industria damnat propheta sententiam probantium satisfactionem, dicens. Quoniam si voluisses sacrificium dedissem: holocaustis non delectaberis. (Tertia.)
      Irridet Micheas propheta eos qui per opera satisfacere volunt. (Quarta.)
       Prima harum propositionum est in Paulum: Secunda in prophetam: Tertia in Micheam contumeliosa, et omnes falsae impiae, et in spiritum sanctum blasphemae. Apostelens mening er, at straffen og brøden skal afsluttes på én gang. (tese 2.)
     Med flid fordømmer profeten den opfattelse, der vil bevise fyldestgørelsen, idet han siger: Hvis du ville at jeg skulle give offergaver: du har ikke behag i helofre. (tese 3).
      Profeten Mika spotter dem, som vil gøre fyldest gennem gerninger. (tese 4.)
     Den første af disse teser er en fornærmelse mod Paulus, den anden mod profeten, den tredie mod Mika. Og alle er de falske, ufromme og bespottende mod Helligånden.

⁷² Virtute clauium iactant quidam solui paenas per diuinam iustitiam requisitas, quod non credo verum nec probabitur. (Quinta.)
     Haec propositio qua negat virtute clauium paenas per diuinam iustitiam requisitas solui, est falsa, scandalosa, potestati clauium derogatiua, et in hoc quod dicit quod non credo verum, nec probabitur, est animi temerarii indicatiua, et arrogantis. Nogle praler af, at ved nøglemagten kan de straffe, der kræves af den guddommelige retfærdighed, løses. Det tror jeg ikke er sandt, og det bevises heller ikke. (tese 5.)
      Denne tese, hvorved han nægter, at nøglemagten kan løse de straffe, der kræves af den guddommelige retfærdighed, er falsk, forargelig, viser foragt for nøglemagten, og når han siger, at han ikke tror det er sandt og at det ikke bevises, viser han, at han er fræk og arrogant.

⁷³ Commentum et futile cauillum est dicere quod dicunt quidam: quia sacerdos ignorat mensuram contritionis absoluendi, ideoque forte non imponit tantam satisfactionem quantam diuina iustitia requirit, quod pro praeterea necesse sit diuinae iustitiae satisfieri vel proprio opere vel indulgentiis. (Sexta.)
       Haec propositio est falsa, ritui ecclesiae et eius doctrinae aduersa, et paenitentialis satisfactionis eneruatiua. Det er en opfindelse og et frækt drilleri at sige, hvad nogen siger: Fordi præsten ikke kender størrelsen på angeren hos den, han absolverer, derfor pålægger han måske ikke så stor en fyldestgørelse som den guddommelige retfærdighed kræver, eftersom det er nødvendigt overfor den guddommelige retfærdighed at gøre fyldest for de foregående synder, enten gennem egne gerninger eller gennem aflad. (tese 6).
      Denne tese er falsk, imod kirkens ritual og lære, og den svækker bodssakramentets fyldestgørelse.

⁷⁴ Paena qua deus vult peccatum punire non potest auferri per hominem vel per Papam. (Septima.) (173)
     Haec propositio est authoritati ecclesiae a Christo concessae impie et schismatice contraueniens, et sapiens haeresim. Den straf, hvormed Gud ønsker, at synden skal straffes, kan ikke ophæves af noget menneske eller af paven. (tese 7.)
       Denne tese er på en ufrom og skismatisk måde imod det, der er tilstået kirkens autoritet af Kristus, og den tænker kættersk.

⁷⁵ Huic materiae annectitur vna propositio de Sacramentis in genere.
       Haeretica sententia est qua sacramenta nouae legis gratiam iustificantem dare dicuntur illis qui non ponunt obicem, cum sit impossibile sacramentum conferri nisi iam credentibus et dignis. (Octaua.)
      Haec propositio est falsa, temeraria, et praesumptuose asserta. Til dette materiale føjer sig en enkelt tese om sakramenterne i almindelighed.
      Det er en kættersk mening, når de siger, at den nye lovs sakramenter giver den retfærdiggørende nåde til dem, som ikke skyder en slå for, eftersom det er umuligt at tildele sakramenterne til andre end dem, der allerede tror og er værdige. (tese 8).
       Denne tese er falsk og fræk og fremsat i en forudfattet mening.

⁷⁶ De accedentibus ad eucharistiam.
         Magnus et perniciosus error est, si quis accedat ad sacramentum Eucharistiae ea nixus fiducia quod confessus est, quod non sibi conscius mortalis peccati, quod orationes et praeparatoria sua praemiserit: omnes hi iudicium sibi manducant et bibunt. (Propositio prima.)
      Haec propositio est impia, a debita sacramenti suscipiendi praeparatione maxime retractiua, ad desperationem inducens et doctrinae Pauli contraria, nec fideles ea nixi fiducia secludunt diuinam misericordiam. Om accidentserne ved nadveren.
      Det er en stor og skadelig vildfarelse, hvis nogen kommer til nadverens sakramente, i tillid til, at han har bekendt, at han ikke er sig nogen dødssynd bevidst, at han i forvejen har foretaget sine bønner og forberedelser: Alle sådanne mennesker spiser og drikker sig en dom til. (tese 1.)
      Denne tese er ufrom, drager meget stærkt den, der skal modtage sakramentet, bort fra den skyldige forberedelse, fører til fortvivlelse og er i modsætning til Paulus' lære, og de troende, der støtter sig til denne tillid, udelukker ikke den guddommelige barmhjertighed.

⁷⁷ Probatio qua homo peccata sua discutit, atque ponderat, non pertinet nisi ad insensatis et crassos sacramenti contemptores. (Secunda.)
      Haec propositio est temerarie, et arroganter asserta, impia, et scandalosa. Den overvejelse, hvorved mennesket undersøger sine synder og vægter dem, har kun med de ufølsomme og rå sakramentforagtere at gøre. (tese 2).
      Denne tese er fræk og fremsat arrogant, fræk og forargende.

⁷⁸ De certitudine charitatis habitae.
(174)
        Pessime docent theologi, quando dicunt, nos nescire quando sumus in charitate. (Propositio prima.)
      Haec propositio, intelligendo nescire certitudine fidei, de qua loquitur scribens, est falsa, sacris doctoribus dissona, et sanae intelligentiae scripturae. Om sikkerheden, hvormed kærligheden haves.
      Teologerne lærer dårligt, når de siger, at vi ikke véd, hvornår vi er i kærligheden. (tese 1.)
      Denne tese, der skal forstås om ikke at kende troens sikkerhed, som man taler om i sine skrifter, er forkert, og ikke i overensstemmelse med de hellige doktorer og den sunde forståelse af skriften.

⁷⁹ Caueat omnis Christianus ne vnquam incertus sit, an deo placeant opera sua: qui enim sic dubitat, peccat, et perdit opera sua cuncta, frustraque laborat. (Secunda.)
       Huiusmodi consilium, loquendo de certitudine vt supra, est temerarium, perniciosum, et sacris eloquiis difforme. Enhver kristen skal tage sig i agt for adrig at være usikker på, om han behager Gud med sine gerninger. For den, der tvivler om det, synder og taber alle sine gerninger og arbejder forgæves. (tese 2).
      Den slags råd, når man taler om sikkerheden som ovenfor, er frækt, fordærvende og uoverensstemmende med den hellige skrift.

⁸⁰ De peccatis.
     Iustus, in omni bono opere peccat. (Propô. I.)
     Omne opus bonum optime factum, est peccatum veniale. (Secunda.)
       Vtraque harum propositionum est falsa, piarum aurium offensiua, ac bonorum operum infamatiua. Om synderne.
     Den retfærdige synder i enhver god gerning. (tese 1.)
      Enhver god gerning, gjort på det allerbedste, er en tilgivelig synd. (tese 2).
      Begge disse teser er falske, stødende for fromme ører, og taler nedsættende om gode gerninger.

⁸¹ Quod non omni tempore paenitemus, et resipiscimus, vitium est. (Tertia.)
       Haec propositio, vt vitium dicit culpam, ad sensum scribentis est falsa, irrationabiliter, et ex erroneo scripturae intellectu asserta. Dette, at vi ikke hele tiden gør bod og går i os selv, er en last. (tese 3).
     Denne tese er, fordi den kalder lasten en brøde, forkert efter den skrivendes mening, den er irrationel og fremkommet ud af en fejlagtig forståelse af skriften.

⁸² Hoc est mortalium mortalissimum non credere se esse damnabili et mortali peccato obnoxium coram deo. (Quarta.)
        Haec propositio est falsa, impia, desperationis inductiua, et sapiens haeresim. Det er dødssyndernes dødssynd ikke at tro, at man er skyldig i fordømmelig og dødelig synd overfor Gud. (tese 4.)
     Denne tese er falsk, ufrom, påfører fortvivlelse og er kættersk tænkt.

⁸³ Theologi docentes regula sua venialia peccata esse distincta a mortalibus, ad insaniam perditissime nituntur trahere hominum conscientias. (Quinta.) (175)
        Haec propositio est stulte et praesumptuose asserta, sacris doctoribus iniuria, et inquantum praetendit venialia non distiungui a mortalibus, est haeretica. De teologer, der ud fra deres regler lærer, at de tilgivelige synder er adskilte fra dødssynderne, søger at drage menneskenes samvittigheder ind i et fordærveligt vanvid.
      Denne tese er fremsat dumt og antydningsvist, den gør uret imod de hellige doktorer, og forsåvidt den forudsætter, at man ikke kan skelne mellem tilgivelige synder og dødssynder, er den kættersk.

⁸⁴ De praeceptis.
       Qui negat deum nobis impossibile iussisse, pessime facit, et quod hoc falsum esse dicit, plusquam pessime facit. (Propositio prima.)
      Haec propositio est scandalosa, impia, legis Christianae infamatiua, ac authore Augustino, in deum blasphema. Om budene.
      Den, der nægter, at Gud har befalet os noget umuligt, handler dårligt, og fordi han siger, at dette er forkert, handler han endnu dårligere. (tese 1.)
      Denne tese er forargende, ufrom, fornærmende mod den kristne lov og imod Augustin, og blasfemisk imod Gud.

⁸⁵ Sola duo vltima decalogi praecepta sunt, quae a nullo quantumlibet sancto aliquo modo implentur: caetera omnia implent. Sed in his duobus manent rei et peccatores, quia nihil de istis implent. (Secunda.)
      Haec propositio est erronea, impia, in legem et legislatorem blasphema, et in sanctos contumeliosa. Bare de to sidste bud af dekalogen er bud, som ikke på nogen måde kan overholdes af nogen, hvor hellig han end er. Alle de øvrige kan de overholde. Men i disse to forbliver de skyldige og syndere, fordi de ikke kan fuldkomme noget af det. (tese 2).
     Denne tese er fejlagtig, ufrom, blasfemisk imod loven og lovgiveren, og fornærmende imod de hellige.

⁸⁶ Omne praeceptum dei magis positum est vt ostendat praeteritum et praesens peccatum, quam vt futurum prohibeat, siquidem iuxta Apostolum, Per legem nihil nisi cognitio peccati. (Tertia.)
      Huius propositionis prima pars est falsa, temerarie, et sine ratione asserta. Secunda vero, quod iuxta Apostolum per legem etc est erronea, legi intentionique Pauli contraria. Ethvert Guds bud er i højere grad givet os for at det skal påvise fortidens og nutidens synder, end for at de skal forhindre fremtidens, i hvert fald ifølge apostelen: Ved loven når man kun at erkende sin synd. (tese 3).
      Denne teses første del er falsk og fræk og uden begrundelse. Men den anden del (ifølge apostelen: ved loven osv) er vildledende og imod lovens og Paulus' hensigt.

⁸⁷ Quia homini charitatem habenti nulla lex necessaria est, ideo per hoc praeceptum, Sabbata sanctifices, non opus praecipitur, sed quies. (Quarta.)
        Istud praeceptum tertium Sabbata sanctifices, cessauit proprie, immo omnia quoad perfectos Christianos, quia iusto non est lex posita. (Quinta.) (176)
        Infirmis qui nondum sunt mortificati secundum veterem hominem opus est, vt certis officiis, diebus, modis, occupentur, vigiliis, ieiuniis, orationibus, disciplinis, et similibus: quibus perueniant ad profectum interioris hominis. vt vbi corpus fuerit castigatum, et in seruitutem fuerit redactum, et mortificatae passiones: tunc ipsa cessent paulatim, et tantum minuantur quantum profecerit interior homo, adeo vt si perfectus fuerit illa omnino cessare debeant. (Sexta.)
      Quaelibet harum trium propositionum praecedentium, est ex erroneo scripturae intellectu asserta, iure in concilio Viennensi contra Begardos reprobata, et haeretica. Fordi det ikke er nødvendigt med nogen lov for det menneske, der har kærlighed, derfor er der ikke brug for det bud: du skal holde sabbaten hellig, du skal blot hvile. (tese 4).
      Dette det tredie bud: du skal holde sabbaten hellig, ophører egentlig, i hvert fald i alt det, som har med de fuldkomne kristne at gøre, fordi der ikke er givet nogen lov for den retfærdige. (tese 5)
      For de syge, der endnu ikke er blevet dødet efter deres gamle menneske, er der brug for faste regler, dage, måder, som de kan fastholdes på, vågenætter, faster, bønner, disciplin og den slags: Men for dem, der er nået frem til det indre menneskes fremskridt, såsom at legemet er blevet kastreret og ført i slaveri, og lidenskaberne er blevet dødet: da ophører de lidt efter lidt, og lige så meget de formindskes, lige så meget forbedres det indre menneske, indtil når det er fuldkomment, alt dette helt kan ophøre. (tese 6)
       Enhver af de foregående tre teser er hævdet ud fra en forkert forståelse af skriften, og de er retmæssigt blevet fordømt på koncilet i Wien imod Bergard, og de er kætterske.

⁸⁸ De consilijs euangelicis.
       Illud verbum Christi, Matthaei quinto, Qui te percusserit in maxillam dextra etc. Et illud ad Romanos xii. Non vos defendentes charissimi etc, non sunt consilia, sicut etiam multi theologi errare videntur, sed praeceptum. (Propositio prima.) (n88)
       Haec propositio est falsa, legis Christianae nimium oneratiua, et sanae intelligentiae scripturae aduersa. Om de evangeliske råd.
      Dette Kristi ord i Matt 5,38: Hvis nogen slår dig på den højre kind osv, og ordet i Rom 12,19: I skal ikke forsvare jer, I kære, osv, er ikke råd, sådan som mange teologer fejlagtigt synes at mene, men bud. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, den er altfor byrdefuld i henseende til den kristne lov og er imod skriftens sunde forståelse.

⁸⁹ Requirere coram iudice de iniuria reparationem Christianis prohibitum est. (Secunda.)
         Haec propositio est falsa, scandalosa, iuri diuino, naturalique dissona. At ty til en dommer for at få bødet på en uret imod én er forbudt de kristne. (tese 2).
      Denne tese er falsk, forargende overfor den guddommelige ret, og ikke i overensstemmelse med den naturlige ret.

⁹⁰ Quia Christianus temporalia non debet amare, ideo propter ea non debet iurare. (Tertia.)
        Haec propositio est in moribus erronea, et sapiens haearesim. (177) For en kristen ikke bør elske de timelige ting, derfor bør han ikke føre retssag på grund af dem. (tese 3).
      Denne tese er fejlagtig hvad skikkene angår, og tænker kættersk.

⁹¹Iudaeis ad libitum verum iurare est permissum. (Quarta.)
        Haec propositio si intelligatur permissum tanquam licitum, falsa est diuino praecepto aduersa, et antiquus error Iudaeorum. Jøderne har virkelig lov til at aflægge ed så meget de vil. (tese 4).
      Denne tese, hvis man forstår 'at have lov til' som det samme som 'at være tilladt' er falsk og imod det guddommelige bud, og er en gammel vildfarelse hos jøderne.

⁹²De purgatorio.
      Scriptura diuina tota prorsus nihil habet de purgatorio. (Propositio prima.)
       Haec propositio est falsa, Valdensium errorem maxime fouens, ac sanctorum patrum sententiae repugnans. Om skærsilden.
      Den guddommelige skrift indeholder intet overhovedet om skærsilden. (tese 1.)
     Denne tese er falsk, er især til gunst for valdensernes vildfarelse, og bekæmper de hellige fædres opfattelse.

⁹³ Non videtur probatum esse quod animae in purgatorio sunt extra statum meriti, seu augendae charitatis. (Secunda.)
       Haec propositio est falsa, temerarie et impie asserta: et in hoc quod praetendit animas in purgatorio non esse extra statum meriti, seu augendae charitatis, est in fide erronea. Det synes ikke bevist, at sjælene i skærsilden er udenfor det stade, hvor de kan fortjene noget eller øge kærligheden. (tese 2.)
      Denne tese er falsk og fremsat frækt og ufromt. Og derved, at den foregiver, at sjælene i skærsilden ikke er udenfor det stade, hvor de kan fortjene noget eller øge kærligheden, er den en trosvildfarelse.

⁹⁴ Non videtur probatum esse quod ipsae animae in purgatorio sint de sua beatitudine certae et securae, saltem omnes. (Tertia.)
       Haec propositio est falsa, et praesumptuose asserta: et in hoc quod praetendit animas purgatorii non esse certas de sua beatitudine, est traditioni ecclesiae et doctrinae sanctorum contraria. Det synes ikke at være bevist, at sjælene selv i skærsilden er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke dem alle. (tese 3).
       Denne tese er falsk og fremsat på fornærmende vis. Og derved, at den foregiver, at sjælene i skærsilden ikke er sikre på deres salighed, er den imod kirkens tradition og de helliges lære.

⁹⁵ Animae in purgatorio peccant sine intermissione quamdiu horrent paenas et petunt requiem: quia quaerunt quod sua sunt plusquam voluntatem dei, quod est contra charitatem. (Quarta.)
     Haec propositio est falsa, impia, purgandis animabus iniuria, et haeretica. Sjælene i skærsilden synder uafladeligt, når de frygter for straffene og beder om hvile, fordi de søger deres eget mere end de søger Guds vilje, hvilket er imod kærligheden. (tese 4).
      Denne tese er falsk, ufrom, den gør uret imod de sjæle, der renses i skærsilden, og så er den kættersk.

⁹⁶ Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem quanto minor fuerit ipsa. (Quinta.)
      Paenae purgatorii est pauor et horror damnationis et inferni. (Sexta.) (178)
       Vtraque harum propositionum est falsa, temerarie, et sine ratione posita. En ufuldkommen sundhed eller en ufuldkommen kærlighed hos den, der skal dø, medfører med nødvendighed en stor frygt, og den er så meget større, som den første er mindre. (tese 5).
      Skærsildens straffe er rædsel og frygt for fordømmelse og helvede. (tese 6).

⁹⁷ Probabile est animas purgatorii prae confusione nescire quo statu sint, damnatae an saluatae: immo sibi videntur iam ire in damnationem et descendere in lacum. (Septima.)
       Animae in purgatorio nihil aliud sentiunt quam incipere suam damnationem nisi quod sentiunt nondum clausam post se portam inferi. (Octaua.)
       Vtraque harum propositionum est falsa, piarum aurium offensiua, voluntarie et irrationabiliter posita, et statui animarum purgatorii iniuriosa. Det er sandsynligt, at sjælene i skærsilden af forvirring ikke véd, hvilket stade de befinder sig på, om de er fordømte eller frelste: ja, de synes for sig selv allerede at være på vej til fordømmelsen og til at gå ned i søen. (tese 7).
       Sjælene i skærsilden føler intet andet end at de begynder på deres fordømmelse, hvis de da ikke føler, at helvedes port endnu ikke er lukket bag dem. (tese 8).
      Begge disse teser er falske, stødende for fromme ører, opstillet med vilje og uden begrundelse, og begge øver de uret mod det stade, som sjælene i skærsilden befinder sig på.

⁹⁸ Omnes animae in purgatorium descendentes sunt imperfectae fidei seu sanitatis: immo per quantamcunque ablationem paenarum non essent sanae nisi prius ab eis auferatur peccatum, id est imperfectio fidei, spei, et charitatis. (Nona.)
       Haec propositio quantum ad omnes partes est falsa, et temerarie asserta, ac sanae scripturarum intelligentiae dissona. Alle de sjæle, der er steget ned i skærsilden er ufuldkomne med hensyn til troen eller med hensyn til sundheden: ja, gennem en hvilkensomhelst lettelse i straffene bliver de ikke sunde, hvis ikke først synden er blevet fjernet fra den, synden, det vil sige, den ufuldkomne tro, det ufuldkomne håb og den ufuldkomne kærlighed. (tese 9).
      Denne tese er helt igennem falsk, frækt fremsat og ikke i overensstemmelse med den sunde forståelse af den hellige skrift.

⁹⁹ De concilijs generalibus.
        Via iam nobis facta est eneruandi authoritatem conciliorum et libere contradicendi eorum gestis ac iudicandi eorum decreta. (Propô. I.)
       Haec propositio, si velit scriptor, licitum esse cuipiam concilii legitimi authoritati contradicere in iis quae fidem et mores concernunt, est schismatica, et haeretica. Om de almindelige konciler.
       Der er givet os en vej til at svække koncilernes autoritet og frit modsige deres gerninger og bedømme deres dekreter. (tese 1).
      Denne tese, hvis den svarer til forfatterens opfattelse, at det er tilladt enhver at modsige koncilernes legitime autoritet i det, der har med tro og sæder at gøre, er skismatisk og kættersk.

¹⁰⁰ Certum est inter articulos Ioannis Hus vel Bohemorum multos esse plane christianissimos et euangelicos, quos non possit vniuersalis ecclesia damnare. (Secunda.) (179) (Eck-04#3).
       Haec propositio, loquendo de articulis condemnatis, de quibus intendit scriptor, est falsa, impia, et sacris conciliis iniuria. Det er givet, at der iblandt Johannes Hus' eller bøhmernes artikler er mange, der er fuldt ud kristelige og evangeliske, og som ikke kan fordømmes af den universelle kirke. (tese 2).
       Denne tese, som taler om artikler, der er fordømt, og det er dem, forfatteren sigter til, er falsk, ufrom, og gør uret imod de hellige konciler.

¹⁰¹ Isti duo articuli, vnica est sancta vniuersalis ecclesia quae est praedestinatorum vniuersitas, et vniuersalis sancta ecclesia tantum est vna sicut tantum est vnus numerus praedestonatorum: non sunt Ioannes Hus, sed Augustini super Ioannem. (Tertia.) (Eck-05#31)
    Haec propositio, Ad Hussitarum intelligentiam, est falso, Augustino attributa: articuli autem loquendo de ecclesia militante, de qua ibi sit sermo, sunt propositiones haereticae. Disse to artikler: At der er én hellig almindelig kirke, som er fælles for de forudbestemte, og at den almindelige kirke kun er én, ligesom der også kun er ét antal af de forudbestemte, stammer ikke fra Johannes Hus, men fra Augustins kommentar over johannesevangeliet. (tese 3).
     Denne tese, som viser forståelse for hussitterne, er falsk, når den tillægger Augustin disse ting. Artiklerne taler nemlig om den kæmpende kirke, som der dèr er tale om, og derfor er teserne kætterske.

¹⁰² Iste articulus: duae naturae diuinitas et humanitas sunt vnus Christus: est a catholicis concedendus. Et si militer ille: diuisio humanorum operum est quod sunt virtuosa vel vitiosa, quia si homo est vitiosus et agit quicquid vitiose agit, et si est virtuosus et agit quicquid virtuose agit. (Quarta.) (Eck-05#32)
      Haec propositio est falsa, et ex ignorantia verae theologiae asserta: primus autem illorum articulorum, scilicet duae naturae etc, est propositio haeretica. Secundus vero, scilicet diuisio humanorum operum etc, est propositio sapiens haeresim. Denne artikel: guddommelighedens og menneskelighedens to naturer giver én Kristus, er vedgået af de katolske. Og den står ikke i modstrid med denne: Der er en opdeling af de menneskelige gerninger, så de enten er dydefulde eller lastefulde, for hvis mennesket er lastefuld og gør noget, så handler det lastefuldt, og hvis det er dydefuldt og gør noget, så handler det dydefuldt. (tese 4).
      Denne tese er falsk og er blevet hævdet ud af uvidenhed om den sande teologi. Men den første artikel, den om de to naturer osv, er en kættersk tese. Den anden, den om skellet mellem menneskenes gerninger, er en tese, der tænker kættersk.

¹⁰³ De spe.
       Spes non prouenit ex meritis.
        Haec propositio est falsa, praesumptionis inductiua, ac sacris scripturis difformis. Om håbet.
      Håbet fremkommer ikke ud fra fortjenester.
     Denne tese er falsk, fører frem til en bestemt antagelse og er ikke i overensstemmelse med den hellige skrift.

¹⁰⁴ De paena haereticorum.
        Haereticos comburi est contra voluntatem spiritus. (Propô. I.) (180)
         Haec propositio est falsa, contra voluntatem spiritus diuini asserta, et errori Catharorum et Valdensium consona. Om kætterstraffene.
      At brænde kættere er imod Åndens vilje.
      Denne tese er falsk, og er hævdet imod den guddommelige ånds vilje, men er i overensstemmelse med katarernes og valdensernes vildfarelse.

¹⁰⁵ De obseruatione legalium.
       Licet opera legis quacunque fieri si ea requirat charitas fraterna modo non lege cogente. quo casu licet etiam modo circuncidi sine periculo et cum multo merito. (Propositio).
       Haec propositio est Christianae legi inimica, Iudaicae perfidiae fauens, et haeretica. Om lovlydigheden.
      Det er tilladt, at hvilkesomhelst lovgerninger finder sted, hvis den broderlige kærlighed kræver dem, blot uden lovens tvang. Hvis det er uden tvang, kan man også uden fare lade sig omskære. Det medfører stor fortjeneste. (?). (tese).
       Denne tese er imod den kristne lov, er på besynderlig måde i overensstemmelse med jødeloven og er kættersk.

¹⁰⁶ De bello contra Turcas.
        Praeliari aduersus Turcas est repugnare deo visitanti iniquitates nostras per illos. (Propositio).
       Haec propositio vniuersaliter intellecta, est falsa, nec sacris eloquiis conformis. Om krigen mod tyrkerne.
     At føre krig mod tyrkerne er at bekæmpe den Gud, der hjemsøger vore uretfærdigheder gennem dem. (tese)
      Når denne tese forstås i almindelighed, er den falsk, og ikke i overensstemmelse med den hellige skrift.

¹⁰⁷ De immunitate ecclesiasticorum.
        Si Imperator vel Principes reuocent libertatem datam personis et rebus ecclesiasticorum, non potest eis resisti sine peccato et impietate. (Propositio.)
      Haec propositio est falsa, impia, schismatica, libertatis ecclesiasticae eneruatiua, ac impietatis tyrannicae excitatiua et nutritiua. Om kirkefolkets immunitet.
     Hvis kejseren eller fyrsterne tilbagekalder en frihed, der blev kirkelige personer og ting, kan man ikke modstå dem uden synd og ufromhed. (tese)
     Denne tese er falsk, ufrom, skismatisk, udmarvende for den kirkelige frihed, og den opfordrer og nærer det ufromme tyranni.

¹⁰⁸ De libero arbitrio.
      Liberum arbitrium non est dominus actuum suorum. (Propositio prima.)
       Haec propositio est falsa, sacris doctoribus, ac omni doctrinae morali aduersa, cum Manichaeorum errore conueniens, ac haeretica. (181) Om den frie vilje.
    Den frie vilje er ikke herre over sine handlinger.
     Denne tese er falsk, imod de hellige doktorer og al morallære, stemmer overens med manikæernes vildfarelse og er kættersk.

¹⁰⁹ Frustra garriunt sophistae actum bonum esse totum a deo sed non totaliter. (Secunda.)
     Haec propositio est sanctis doctoribus eam ponentibus iniuria, Ambrosio potissimum Augustino et Bernardo, quos hic Sophistas appellat: et quantum ad id quod praetendit actum bonum esse totaliter a deo, et nullo modo a libero arbitrio, est haeretica. Forgæves våser sofisterne om, at en god gerning helt er fra Gud, men ikke totalt fra Gud. (tese 2).
      Denne tese gør uret mod de hellige doktorer, der har fremsat den, især Ambrosius, Augustin og Bernhard, som han her kalder sofister. Og med hensyn til det, han har til hensigt: at en god gerning totalt set er fra Gud og på ingen måde fra den frie vilje, er den kættersk.

¹¹⁰ Liberum arbitrium dum facit quod in se est, peccat mortaliter. (Tertia.)
     Haec propositio est scandalosa, impia, in fide et moribus erronea. Den frie vilje begår dødssynd, når den gør, hvad den kan. (tese 3)
     Denne tese er forargende, ufrom, fejlagtig i tro og sæder.

¹¹¹ Liberum arbitrium ante gratiam nihil valet nisi ad peccandum, non autem ad paenitendum: ex Augustino de spiritu et litera. (Quarta.)
      Haec propositio, accipiendo gratiam pro gratia gratum faciente, de qua loquitur scriptor, est erronea, errori Manichaeorum conformis, a sacris eloquiis aliena, peruerse et truncate ex Augustino allegata. Den frie vilje før nåden duer kun til at synde, og ikke til at gøre bod med. Fra Augustins bog 'om ånd og bogstav'. (tese 4).
    Denne tese, der opfatter nåden som 'den nåde, der handler ved nådegaverne', hvorom forfatteren taler, er fejlagtig, svarer til manikæernes vildfarelse, findes ikke i den hellige skrift, og det er forkert og afkortet at henføre den til Augustin.

¹¹² Liberum arbitrium sine gratia tanto magis appropinquat iniquitati quanto fortius intenderit actioni: ex Ambrosio. (Quinta.)
     Haec propositio, accipiendo gratiam vt prius, est falsa, piarum aurium offensiua, a bonis operibus retrahens: inique et mutilate ex Ambrosio excerpta. Den frie vilje uden nåden nærmer sig uretfærdigheden med lige så stor styrke, som den styrke, hvormed den søger at handle: fra Ambrosius. (tese 5)
     Denne tese, der forstår nåden som ovenfor, er forkert, er stødende for fromme ører, drager tilbage fra gode gerninger. Det er forkert og ødelæggende, når han uddrager den fra Ambrosius.

¹¹³ De philosophia et theologia scholastica.
       Philosophia Aristotelis de virtute morali, de obiecto, de actu elicito talis est quae nec in populo doceri possit, nec est ad scripturae intelligentiam vtilis, (182) quia continet duntaxat portenta verborum non nisi ad contentiones verborum conficta. (Propô. I.)
      Haec propositio quantum ad omnes suas partes, loquendo de philosophia Aristotelis, in his maxime in quibus a fide non discedit, est falsa, et tanquam ab inimico scientiae arroganter ac insipienter asserta. Om den skolastiske filosofi og teologi.
      Aristoteles' filosofi om den moralske dyd, om objektet, om den fremlokkede handling, er af en sådan art, at den hverken kan læres overfor folket, eller bruges til at forstå skriften med, fordi den indeholder misfostre af ord, som kun duer til opdigtede ordstridigheder. (tese 1).
     Denne tese er i alle sine dele, når den taler om Aristoteles' filosofi, især i de ting, hvor han ikke adskiller sig fra troen, forkert, og er fremsat arrogant og uvist som af en fjende af viden.

¹¹⁴ Omnes virtutes morales et scientiae speculatiuae non sunt verae virtutes et scientiae: sed peccata et errores. (Secunda.)
      Haec propositio quantum ad primam partem, quod virtutes morales sunt peccata, est eodem modo qualificanda, sicut prius fuit illa qualificata: Opera quaecunque ante charitatem sunt peccata. Quantum autem ad alteram, quod scilicet scientiae speculatiuae sunt errores, est manifesta falsa. Enhver moralsk dyd og enhver spekulativ viden er ikke sande dyder og sand viden, men synd og vildfarelser. (tese 2).
      Denne tese er, hvad den første del angår: at de moralske dyder er synder, at kvalificere på samme måde som tese 1. Hvilkesomhelst gerninger før kærligheden er synder. Hvad den anden del angår, at den spekulative viden er vildfarelse, er den åbenlyst forkert.

¹¹⁵ Theologia scholastica est falsa scripturae et sacramentorum intelligentia, et exulem nobis fecit veram et synceram theologiam. (Tertia.)
       Haec propositio est falsa, temerarie et superbe asserta, ac sanae doctrinae inimica. Den skolastiske teologi bygger på en falsk forståelse af skriften og sakramenterne, og gør os landflygtige fra den sande og alvorlige teologi. (tese 3).
    Denne tese er falsk, fremsat frækt og hovmodigt, og er en fjende af den sunde lære.

¹¹⁶ In sermonibus Ioannis Tauleri lingua Teutonica conscriptis plus reperio, dicit Luther, theologiae solide et syncerae quam in vniuersis omnium vniuersitatum scholasticis doctoribus repertum est, aut reperiri possit in omnibus suis sententiis. (Quarta.)
     Propositio quam Luther asserit, est manifeste temeraria. I Johannes Taulers prædikener, skrevet på tysk, finder jeg, siger Luther, en mere solid og mere alvorlig teologi end den, der kan findes hos samtlige skolastiske doktorer på alle universiteter eller vil kunne findes i alle deres sætninger. (tese 4).
      Tesen, som Luther hævder, er notorisk fræk.

¹¹⁷ Quo tempore caepit theologia scholastica, id est illusoria, eodem euacuata est theologia crucis: suntque omnia plane peruersa. (Quinta.)
     Haec propositio est falsa, praesumptuose, et irrationabiliter asserta, et errori Bohemorum damnato vicina. (183) På den tid, hvor den skolastiske teologi (det vil sige den illusoriske teologi) begyndte, på samme tid blev korsets teologi gjort tom. De er hinanden helt modsatrettede. (tese 5)
     Denne tese er falsk, med frække antydninger og fremsat irrationelt, og så ligger den tæt op af bøhmernes vildfarelse, som blev fordømt.

¹¹⁸ Libidinem corrumpendae scripturae iam ferme trecentis annis patitur ecclesia incomparabili damno suo a doctoribus scholasticis. (Sexta.)
       Haec propositio est falsa, stulte, et malitiose asserta. Kirken har allerede i næsten tre hundrede år lidt under de skolastiske doktorers trang til at forvanske skriften, til sin egen usammenlignelige skade. (tese 6).
      Denne tese er falsk og dum, og fremsat ondsindet.

¹¹⁹ Theologi scholastici Aristotelis moralia prorsus conuenire mentiti sunt cum Christi Paulique doctrina. (Septima.)
     Haec propone impudenter, et falso theologis scholasticis imponit scriptor, quod non est verum quidquid satis exploratum sit in multis moralia Aristotelis, cum Christi Paulique doctrina consentire. De skolastiske teologer lyver for at få Aristoteles etik til helt at stemme overens med Kristi og Paulus' lære. (tese 7).
      Denne tese er fremsat uklogt, og forfatteren tillæggerne de skolastiske teologer noget falsk, for det er ikke sandt. Og det er ret godt udforsket hos mange, at Aristoteles' etik stemmer godt overens med Kristi og Paulus' lære.

¹²⁰        Additur et haec ex lib. de Captiuitate Babylonica.
      In Dionysio quod scripsit de Caelesti Hierarchia, nihil ferme est solidae eruditionis. Et omnia sunt illius meditata in praefato libro, ac somniis prope simillima. In theologia autem mystica perniciosissimus est, Platonizans magis quam Christianizans: in ecclesiastica vero Hierarchia ludit allegoriis, quod est otiosorum hominum studium. (Propositio Lutheri.) (W562)
      Haec propositio est falsa, temerarie et arroganter asserta, ac viro sancto insigni eruditione claro iniuria, quem Damascenus diuinum Areopagitam, Pauli discipulum, sacerrimum et deiloquentissimum appellat.        Der tilføjes også denne tese fra bogen om det babyloniske fangenskab:
       I Dionysius' bog om det himmelske hierarki findes der næsten ingen solid viden. Alt er i denne bog mediteret frem, og ligner nærmest drømme. Men i teologien er mystikken ødelæggende, den platoniserer mere end den kristianiserer. Og i det kirkelige hierarki leger han med allegorier, hvilket er lediggængerens lyst. (Luthers tese).
      Denne tese er falsk, fremsat frækt og arrogant, og den gør uret imod en hellig mand af bemærkelsesværdig og klar visdom. Damasceneren kalder ham den guddommelige areopagit, Paulus' discipel, den højhellige og gudtalende.

¹²¹ Conclusio.
     Nos Praefati Decanus et facultas praemissa haec omnia tempore multo examinauimus, et quod de his sentirent eccleastici doctores, quodvi sacra concilia, quod insuper in scripturis sanctis caueretur diligenter annotauimus: post quod examen nostrum apud Sorbonam saepius frequentatum, in plerisque nostris praejuramentum vocatis et factis concionibus vnanimi omnio voto fuerunt conclusa, ac definita: Konklusion:
      Vi, førnævnte dekan og omtalte fakultet har i lang tid gransket alt dette, og vi har omhyggeligt gjort rede for, hvad de kirkelige doktorer og hvad de hellige konciler mener om dette, og især, hvad den hellige skrift bestemmer derom. Efter vores undersøgelse, hvor vi ofte har adspurgt Sorbonne og i mange spørgsmål påkaldt os deres foregribende beeømmelse, og efter at der har været afholdt møder om det, er det ovenstående énstemmigt blevet konkluderet og besluttet.

¹²² ac demum ex abundanti in generali nostra congregatione apud sanctum Mathurinum (184) rursus per iuramentum super his specialiter denunciata haec eadem post missam more nostro celebratam iterum concordi omnium assensu laudauimus, comprobauimus, ac rata habuimus, laudamus, comprobamus, et rata habemus et vt talia inconcusse tenenda nostra sententia diffinimus, et decernimus. Og først ud fra overvældende tilslutning i vor almindelige forsamling hos den hellige Mathurinus blev dette selvsamme igen ved en forhandling specielt over dette fastslået efter at der efter vores skik havde været fejret messe. Og efter at vi igen i enig tilslutning fra alle havde rost, tilsluttet os og holdte det for sikkert, roser vi, tilslutter vi os og holder det stadig for gyldigt, og fastslår og bestemmer, at dette efter vor mening skal fastholdes urokket.

¹²³ Acta fuerunt haec anno ab incarnatione domini. MDXXI. die. XV. Aprilis, in quorum testimonium iis instrumentis quae in Archiuis et scriniis nostris ad perpetuam rei memoriam reseruamus Sigillum nostrum duximus apponendum. Ad quorum exemplar de mandato nostro praesentes fuisse fideliter impressas testamur. Dokumenterne blev i år 1521 efter Herrens inkarnation, den 15. april, af os bevaret i overværelse af disse vidner i vort arkiv og skrin til evig erindring og påført vort segl. Og vi bevidner, at nærværende på vor befaling er aftrykt troværdigt efter dette eksemplar.

¹²⁴ Nosque Ioannnes le Coincte Rector vniuersitatis Parisiensis. Mandauimus Iodoco Badio Ascensio Librario nostro iurato in virtute fidei nobis praestitae, vt hanc definitionem sedulo imprimat: Prohibemusque caeteris omnibus tam iuratis quam non iuratis sub paena amittendi officii, si quod a nobis habent, et sub praeiudicio nunquam habendi, si nullum habent, et summae indignationis vniuersitatis, ne biennio proximo sine nostra authoritate imprimant, aut alibi impressam vaendant: hancque cautionem nominis nostri subscriptione, quod sigilli instar habere volumus, duximus muniendam.
Io. Le Coincte. Og vi, Johannes le Coincte, rektor ved universitetet i Paris, har bemyndiget Jodocus Badius ved Ascendius Biblioteket, vores edsvorne, og bestemt i kraft af vor tillid til ham, at han hurtigt trykker denne definition. Og vi forbyder alle andre, både edsvorne og ikke-edsvorne, under den straf, at de mister deres embede, hvis de har noget fra os, og at de aldrig får noget, hvis de ikke har det, og at de opnår universitetets højeste misbilligelse, vi forbyder dem, at de i de næste to år trykker det uden vor tilladelse eller køber det, hvis det er trykt andetsteds. Vi har sørget for, at denne forsigtighedsforholdsregel bliver forsynet med vor underskrift, og vi vil, at den skal have vort segl.
Johannes le Coincte.

Udgiverens bemærkninger:
       Man kan overveje, hvorvidt dette skrift er særlig interessant; det indeholder jo ikke nogensomhelst argumenter imod Luther. Universitetets folk har omhyggeligt afholdt sig fra at argumenter imod Luther på nogen måde. De vil omtale Luther, ikke tale til ham. I den henseende ligner dette dokument pavens bulle. Heller ikke den argumenterer, den påstår blot. Og ligesom paven i sin bulle gør opmærksom på, hvor omhyggeligt han har drøftet sagen med sine kardinaler, sådan gør også denne bedømmelse meget ud af at fortælle, hvor grundigt Luthers skrifter er blevet læst og bedømt, endda i flere omgange. Men ulejlige sig med at gengive nogle af argumenterne pro et contra, som har været fremført i disse underhandlinger, det gør hverken pariser-dokumentet eller pavens bulle.
      Dette er dog ikke så underligt, som det kan lyde til. Det er et træk, der tydeligt hænger sammen med de daværende samfunds hierarkiske opbygning. Og man taler altså ikke med hvemsomhelst. Begge parter, pariseruniversitetet såvelsom paven, føler sig anbragt over Luther; de skal bedømme ham, ikke han dem.
      Om det så har ført med sig, at de senere lutherske landskirker altid omhyggeligt har argumenteret imod de kættere, som de blev stillet overfor, det er måske tvivlsomt. Men en vis begyndelse til en moderne, mere rimelig debatkultur kan man dog se i Luthers krav på at blive taget så alvorlig, at man gider argumentere imod ham.
      Men det sjove er, at på trods af, at man således hele tiden søger at undgå at argumentere, kan man dog ikke undlade at komme med argumenter alligevel. Når det således gang på gang hedder, at den eller den tese øver uret imod den eller den anerkendte kirkefader, så afslører det, at man driver en form for harmoniserings-teologi: Når de og de kirkefædres autoritet var givet, når de og de pavelige dekreter skulle fastholdes, når de og de koncilbestemmelser skulle være retningsgivende, så var det teologiens opgave at opstille en troslære, der kunne samle alle disse på forhånd givne autoriteter under sig. Og det gik man så trøstigt i gang med. Eller rettere sagt: Man forudsatte, at det kunne lade sig gøre. Og så kunne det naturligvis lade sig gøre, hvor meget man end skulle vride hjernen af led ved det.
      Den forudsætning var en from forudsætning. Den havde de kirkelige myndigheders velsignelse, og man opnåede sine kollegers anerkendelse derved.
    Men Luther gik imod den.
    Det kan på en måde betragtes som kernen i Luthers oprør, eller som det moderne i Luthers oprør. Luther brød med dette fromhedens tyranni, som alle andre havde ladet sig indvikle i. Luther ville ikke være teolog på de præmisser. Luther kan i den henseende ses som den store forenkler. Ligesom Copernicus indenfor astronomien ved at gribe fat i et helt andet synspunkt forenklede de himmelske bevægelser ganske utroligt i forhold til, hvad de havde været før, således betød Luthers kritik af det bestående en befriende forenkling i forhold til de tidligere tankegange, der skulle tage hensyn til alt og alle.

Noter:

n42: Som man kan se af henvisningen til De captivitate har pariserne slettet den ikke uvæsentlige bemærkning hos Luther, at foreningen mellem mand og kvinde sker efter guddommelig ret. Da det er det, der bærer hele argumentationen hos Luther, er det ret beklageligt, at det er forsvundet. Men om det er sket, fordi pariserne ikke har forstået ham, eller fordi de ikke vil have Luthers argumenter gjort mere forståelige end højst nødvendigt, er ikke til at vide.

n57: Denne tese er identisk med artikel 6 i de 41 artikler, som paven har fordømt i sin bulle. Man synes jo nok, det er besynderligt, at pariserne fordømmer de samme ting, som allerede er fordømt af paven.

n88: Hvilket Luther-sted pariserne henviser til, har jeg ikke fundet ud af. Men Luther omtaler pariserteologernes bedømmelse flere steder i sit skrift 'Om munkeløfterne', fx vot01#84; vot02#19; vot03#35; vot07#104.

³¹ De Sacramentis. Recens est inuentio sacramentorum. Propo. I. (fx capt03#40) Haec propositio innuens recenter ab hominibus inuenta esse sacramenta et non a Christo instituta, est temeraria, impia, et manifeste haeretica.	Om sakramenterne. Sakramenterne er opfundet fornylig. (tese 1) Denne tese, der antyder, at sakramenterne er opfundet fornylig af mennesker og ikke indstiftet af Kristus, er fræk, ufrom og med sikkerhed kættersk.
³² Sacramentum ordinis ecclesia Christi ignorat. Secunda. Haec propositio est haeretica: et est error pauperum de Lugduno, Albigensium et Wicleuistarum.	Kristi kirke er uvidende om ordinationens sakramente. (tese 2). Denne tese er kættersk. Og det er den vildfarelse, som de fattige fra Lyon, som albigenserne og wiclevitterne begik.
³³ Omnes Christiani habent eandem potestatem in verbo et sacramento quocunque. Tertia. Claues ecclesiae sunt omnibus communes. Quarta. Omnes Christiani sunt sacerdotes. Quinta. Quaelibet harum trium propositionum est ordinis Hierarchici destructiua et haeretica. et est error praefatorum haereticorum simul et Pepucianorum.	Alle kristne har den samme myndighed i både ord og sakramenter (tese 3) Kirkens nøgler er fælles for alle. (tese 4) Alle kristne er præster (tese 5) Enhver af disse tre teser er ødelæggende for den hierarkiske orden og kættersk. Og det er de forudnævnte kætteres vildfarelse og også pepucianernes vildfarelse.
³⁴ Confirmatio et extrema vnctio non sunt sacramenta a Christo instituta. Sexta. (capt03#40) Haec propositio est haeretica: et pro prima parte est error Albigensium et Wicleuistarum: pro secunda vero Heracleonitarum. (164)	Konfirmationen og den sidste olie er ikke sakramenter, der er indstiftet af Kristus. (tese 6). Denne tese er kættersk. Og den første del er albigensernes og Wiclevitternes vildfarelse, den anden del heraclonitternes.
³⁵ Missa passim creditur esse sacrificium quod offertur deo: inde Christus hostia altaris dicitur. Sed euangelium non sinit missam esse sacrificium. (Septima propositio). (capt#207) Haec propositio quo ad secundam partem, scilicet Sed euangelium etc est impia, in sacrosanctum euangelium blasphema ac haeretica, prout vocabulo missa cum Gregorio vtimur.	Man tror overalt, at messen er et offer, som ofres til Gud; derfor kaldes Kristus alteres offerdyr. Men evangeliet tillader ikke, at messen er et offer. (tese 7) Denne tese anden del, nemlig fra 'Men evangeliet osv' er ugudelig, er en blasfemi imod det hellige evangelium og er kættersk, forsåvidt vi bruger ordet messe på samme måde som Gregor.
³⁶ Manifestus est error missam applicare seu offerre pro peccatis, pro satisfactionibus, pro defunctis, aut quibuscunque necessitatibus suis aut aliorum. (Octaua). (capt#189). Haec propositio est in ecclesiam catholicam Christi sponsam contumeliosa et haeretica: et est Erianorum haereticorum, et Artotyritarum erroribus conformis.	Det er en åbenlys fejl, at applicere messen eller ofre messen for synder, for fyldestgørelser, for de døde, eller for hvilkesomhelst nødvendigheder hos én selv eller andre. (tese 8). Denne tese er en fornærmelse mod den katolske kirke, Kristi brud, og er kættersk. Og den minder om de erianske kætteres og artotyrianernes vildfarelse.
³⁷ Non est dubium vniuersos hodie sacerdotes et monachos cum episcopis et omnibus suis maioribus esse idolatras, in statu periculosissimo agentes, ob missae seu sacramenti ignorationem, abusionem, et irrisionem. (Nona). (capt#150) Haec propositio est falsa, maxime scandalosa, vniuerso ecclesiastico statui contumeliosa, arroganter et stulte prolata. Et in eo quod praetendit neminem in statu salutis esse nisi qui huiusmodi erroribus acquiescit, cum Donatistarum, Ascitarum, et Apostolicorum perfidia conueniens, asserentium non nisi apud se remansisse ecclesiam dei.	Der er ikke tvivl om, at i dag alle præster og munke tilligemed biskopper og alle deres overordnede er afgudsdyrkere, idet de befinder sig på et meget farligt stade på grund af uvidenhed om, misbrug af og forhånelse af messen eller sakramentet. (tese 9). Denne tese er falsk, højst forargelig, fornærmende for hele klerkeriets stade, og fremlagt arrogant og dumt. Og derved, at han lader som om kun den befinder sig i frelsens status, der affinder sig med den slags vildfarelser (?), er han i overensstemmelse med donatisterke, ascitterne og apostolikernes perfidi, de, der påstår, at kun hos dem er Guds kirke forblevet.
³⁸ Credo firmiter panem esse corpus Christi, ait Luther. (Decima) (capt#106) Haec credulitas Lutheri est absurda, haeretica, et olim damnata.	Jeg tror fast på, at brødet er Kristi legeme, siger Luther. (tese 10). Denne overbevisning hos Luther er absurd, kættersk og forlængst fordømt.
³⁹ Negare laicis vtranque speciem est impium et tyrannicum. (Vndecima). (capt#73) Haec propositio est erronea, scismatica, impia, et ex damnato errore Bohemorum elicita. (165)	At nægte lægfolket begge skikkelser er ugudeligt og tyrannisk. (tese 11) Denne tese er fejlagtig, skismatisk, ufrom og findes blandt bøhmernes fordømte vildfarelser.
⁴⁰ Bohemi haeretici et schismatici non sunt nominandi, sed Romani. (XII). (capt#62) Haec propositio est falsa, perfidiae bohemicae impie defensiua, et ecclesiae Romanae contumeliosa.	Man bør ikke kalde bøhmerne kættere og skismatikere, men romerne. (tese 12) Denne tese er falsk, er et ufromt forsvar for de perfide bøhmere, og fornærmende mod den romerske kirke.
⁴¹ Matrimonium non est sacramentum diuinitus institutum, sed ab hominibus in ecclesia inuentum. (XIII). Haec propositio est haeretica et olim damnata.	Ægteskabet er ikke noget sakramente, indstiftet på guddommelig vis, men opfundet af menneskene i kirken. (tese 13). Denne tese er kættersk og for længe siden fordømt.
⁴² Coniunctio viri et mulieris tenet quocunque modo contra leges hominum contigerit. (XIIII). (capt03#70) (n42) Debent sacerdotes ea omnia matrimonia confirmare quae contra ecclesiasticas vel pontificias leges fuerint contracta, in quibus Papa potest dispensare, et quae non sunt in scriptura sacra expressae. (XV). (capt03#69) Vtraque harum propositionum est falsa, ecclesiae potestati impie derogatiua, et ex damnato Valdensium errore procedens.	Forbindelsen mellem mand og kvinde skal fastholdes, selv om den på en eller anden måde har fundet sted imod de menneskelige love, (tese 14). Præsterne bør bekræfte alle de ægteskaber, som er indgået imod de kirkelige eller pavelige love, når paven kan dispensere, og de ikke udtrykkeligt er omtalt i den hellige skrift. (tese 15). Begge disse teser er falske, de foragter ufromt den kirkelige magt, og går frem efter den valdensiske vildfarelse, som er blevet fordømt.
⁴³ Tota efficacia sacramentorum nouae legis est ipsa fides. (XVI). Haec propositio est efficaciae sacramentorum nouae legis impie derogatiua et haeretica.	Al virkekraft i den nye lovs sakramenter ligger i troen. (tese 16). Denne tese udtrykker ugudelig foragt for den ny lovs sakramenters virkekraft og er kættersk.
⁴⁴ Quicquid credimus nos accepturos esse reuera accipimus, quicquid agat, non agat, simulet aut iocetur minister. (XVII). Haec propositio est absurda, ex erroneo scripturae intellectu asserta, et haeretica.	Hvad vi tror, vi har fået, vil vi også virkelig få, hvad end præsten gør eller ikke gør, også hvis han simulerer eller handler for sjov. (tese 17). Denne tese er absurd, har sin oprindelse i en fejlagtig forståelse af skriften, og er kættersk.
⁴⁵ Periculosum immo falsum est opinari paenitentiam esse secundam tabulam post naufragium. (XVIII). Haec propositio est temeraria, erronee ac fatue asserta, ac beato Hieronymo illam ponenti iniuria. (166)	Det er farligt, ja forkert at mene, at boden er den anden tavle efter skibbruddet. (tese 18). Denne tese er fræk, fejlagtig og fremsat på naragtig vis, og gør uret mod den salige Hieronymus, der fremsætter påstanden.
⁴⁶ Qui sponte confessus siue correptus veniam petierit et emendauerit coram quouis priuatim fratre, non dubito a peccatis suis illum esse absolutum. (XIX). Haec propositio innuens laicos tam viros quam mulieres potestatem clauium habere, est falsa, sacramentis ordinis et paenitentiae contumeliosa, et haeretica, cum errore conueniens Valdensium et Quintillianorum.	Den, der uden videre bekender eller kort og godt beder om aflad og køber den hos en hvilkensomhelst privat broder, om ham tvivler jeg ikke på, at han er afløst fra sine synder. (tese 19). Denne tese, der antyder, at lægfolk, både mænd og kvinder har nøglemagten, er forkert, fornærmende imod sakramenternes og bodens orden, og kættersk. Den svarer til valdensernes og quintillianernes vildfarelse.
⁴⁷ De constitutionibus ecclesiae. Neque Papa neque Episcopus neque vllus hominum habet ius vnius syllabae constituendae super christianum hominem, nisi id fiat eiusdem consensu: et quicquid aliter fit, tyrannico spiritu fit. (Propô). Haec propositio est a debita subditorum ergo praelatos et superiores subiectione et obedientia retractiua: legum positiuarum seditiose destructiua, ac in fide et moribus erronea: et est error damnatus Valdensium, cum errore Erianorum conueniens.	Om kirkens ordninger. Hverken paven eller biskoppen eller noget menneske har ret til at forordne en eneste stavelse over et kristenmenneske, medmindre det sker med hans billigelse. Og hvad der sker på anden måde, sker i en tyrannisk ånd. (tese). Denne tese drager de underordnede bort fra deres underkastelse og lydighed, de skylder prælater og overordnede. Den er oprørsk og destruktiv overfor de positive love, og er fejlagtig med hensyn til tro og skikke. Og den svarer til den vildfarelse, der er fordømt hos valdenserne og erianerne.
⁴⁸ De operum aequalitate. Opera nihil sunt coram deo, aut omnia sunt aequalia: quantum ad meritum attinet. (Propô). Haec propositio est falsa, sacris eloquiis aduersa, atque errori Iouinianistarum conformis.	Om gerningernes ligeværdighed. Gerninger betyder intet overfor Gud, eller de er alle lige meget værd, hvad angår fortjeneste. (tese). Denne tese er falsk, imod de hellige skrifter, og svarer til jovinianisternes vildfarelse.
⁴⁹ De votis. Suadendum vt vota prorsus omnia tollantur, aut vitentur. (Propô. I.) (capt-db#139) (167) Haec propositio est Christi doctrinae et sanctorum patrum obseruationi qui vouere consulunt, contraria: ex errore procedens Lamperianorum, Wicleuistarum, et eorum qui se iactabant de ordine apostolorum.	Om løfterne. Man bør overbevise mennesker om, at alle løfter helt skal ophæves, eller undgås. (tese 1). Denne tese er imod Kristi lære og de hellige fædres iagttagelse, som anbefaler at aflægge løfter. Den stammer fra lamperianernes og wiclefitternes vildfarelse, og fra dem, som praler af at indføre apostles orden.
⁵⁰ Probabile est vota hodie non valere nisi ad operum iactantiam et praesumptionem. (Secunda.) (capt-db#150) Haec propositio est falsa, statui religionis contumeliosa, et praefatis erroribus consona.	Det er sandsynligt, at løfterne i dag kun har værdi, når man skal prale af gerninger og mene, man retfærdiggøres ved gerninger. (tese 2). Denne tese er falsk, fornærmende imod munkenes status, og svarer til de ovennævnte vildfarelser.
⁵¹ De diuina essentia et forma corporis humani. Istis nouissimis trecentis annis multa perperam de terminata sunt: quale est essentiam diuinam nec generari nec generare, et animam esse formam substantialem corporis humani. (Propô). (capt#92) Haec propositio est falsa, ab homine qui alienus est a catholica ecclesia arroganter asserta: ac sacris conciliis generalibus iniuria.	Om det guddommelige væsen og det menneskelige legemes form. Indenfor de sidste tre hundrede år er meget urigtigt blevet bestemt. Såsom at det guddommelige væsen hverken fødes eller føder, og at sjælen er det menneskelige legemes substantielle form. (tese). Denne tese er falsk, på arrogant vis fremsat af et menneske, som er fremmed for den katolske kirke. Og den øver uret imod de hellige almindelige konciler.
⁵² Propositiones excerptae ex aliis Lutheri libris damnatae vt praemissum est. Et primo de conceptione beatae Mariae virginis. Contradictoria huius propositionis, beata virgo est concepta sine peccato originali, non est reprobata. (Propô). Haec propositio est falsa, ignoranter, et impie contra honorem immaculatae virginis asserta. (168)	Teser taget fra andre af Luthers bøger og fordømt ligesom de foregående. (?) Og først om den salige jomfru Marias undfangelse. Den tese er selvmodsigende, at den salige jomfru er undfanget uden arvesynd, og den er ikke bevist. (tese) Denne tese er falsk, uvidende, og ufromt hævdet imod den ubesmittede jomfrus ære.
⁵³ De contritione et iis quae eam praecedunt. Lege manifestata aut in memoriam reuocata mox sequitur augmentum peccati si gratia desit. (Propositio prima.) (ass02#39) Haec propositio loquendo de gratia gratum faciente, est falsa, a recta sacrae scripturae intelligentia aliena, et a meditatione diuinae legis retractiua.	Om angeren og det, der går forud for den. Ved at gøre loven håndfast eller ved at genkalde sig i erindringen følger snart efter en forøgelse af synden, hvis nåden mangler. (tese 1). Denne tese er falsk, når den taler om nådegavernes nåde, og er afvigende fra en ret forståelse af den hellige skrift, og den fører bort fra en overvejelse over den guddommelige lov.
⁵⁴ Lex ante charitatem non operatur nisi iram, et auget peccatum. (Secunda.) Haec propositio est falsa, piraum aurium offensiua, in deum et eius legem blasphema, nec intentioni Pauli conformis.	Loven virker, før kærligheden kommer til, kun vrede og øger synden. (tese 2). Denne tese er falsk, stødende for fromme ører, og er en blasfemi imod Gud og imod hans lov, og den er heller ikke i overensstemmelse med Paulus hensigt.
⁵⁵ Opera quaecunque ante charitatem sunt peccata et damnabilia et indisponentia ad gratiam. (Tertia.) Haec propositio est falsa, temerarie asserta, peccatorum ab emendatione retractiua, et sapiens haeresim.	Hvilkesomhelst gerninger, der gøres, før kærligheden kommer til, er syndige og fordømmelige og fører ikke frem til nåden. (tese 3). Denne tese er falsk, hævdet på en fræk måde, trækker syndere bort fra at forbedre sig, og tænker kættersk.
⁵⁶ Qui bonum opus aut paenitentiam a peccatorum detestatione ante dilectionem iustitiae incipi nec in eo peccari asserit, inter Pelagianos numerandus est. (Quarta.) Haec propositio est falsa, et ignoranter asserta, capiendo dilectionem iustitiae pro ea quae charitatem seu gratiam gratum facientem sequitur.	Den, der hævder, at man kan begynde en god gerning eller begynde på boden ud fra en afsky for synderne, før man elsker retfærdigheden, og at man ikke synder derved, skal regnes som pelagianer. (tese 4) Denne tese er falsk og fremsat ud af uvidenhed, idet den forstår kærligheden til retfærdighed i stedet for det, der følger bagefter, efter at man har handlet ud fra kærlighed eller ud fra nådegavernes nåde.
⁵⁷ Contritio quae paratur per discussionem collectionem et detestationem peccatorum, qua quis recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum grauitatem, multitudinem, faeditatem, amisssionem aeternae beatudinis, ac aeternae damnationis acquisitionem, haec inquam contritio, facit hypocritam, immo magis peccatorem. (Quinta.) (169) (n57) Haec propositio est falsa, viae ad paenitentiam impeditiua scripturis sacris et doctrinae sanctorum difformis.	Den anger, som forberedes gennem omtale, erindring og foragt for synderne, som hvis nogen genkalder sig sit levned og finder sin sjæl modbydelig, eller vægter sine synders alvor, deres mængde, deres hæslighed, eller overvejer, at han mister den evige salighed og opnår evig fordømmelse, denne anger, siger jeg, skaber en hykler, ja skaber en synder, der er større synder end før. (tese 5). Denne tese er falsk, idet den forhindrer vejen til boden, og den er ikke i overensstemmelse med den hellige skrifts lære og med de helliges lære.
⁵⁸ Neque timore neque amore potest homo se erigere ad capessendam gratiam dei. (Sexta.) Haec propositio est in fide et moribus erronea, omnem praeparationem ad paenitentiam impie auferens.	Mennesket kan ikke, hverken ved frygt eller ved kærlighed tage sig sammen til at gribe Guds nåde. (tese 6). Denne tese er en vildfarelse i tro og skikke, idet den på ufrom måde ophæver al forberedelse til bod.
⁵⁹ Sine gratia primo remittente culpam, nec votum remissionis quaerendae homo potest habere. (Septima.) Haec propositio est falsa, impia, et peccatorum ad desperationem inductiua.	Uden at nåden først eftergiver brøden, kan mennesket ikke have noget løfte om at søge tilgivelsen. (tese 7). Denne tese er falsk og ufrom og fører til fortvivlelse over synderne.
⁶⁰ Christus nunquam peccatores coegit timore ad paenitentiam. (Octaua.) Haec propositio capiendo cogere pro inducere, sicut capitur frequenter in scriptura sacra, est haeretica.	Kristus har aldrig tvunget synderne til bod med straf. (tese 8). Denne tese er falsk. 'At tvinge' skal forstås som identisk med 'at føre ind i'; sådan forstås det ofte i den hellige skrift.