Panormitanus


Lidt om Nicolaus de Tudesco eller de Tudescis, også kaldet Abba Sicus, eller Panormitanus.

Af Ricardt Riis. (maj 2002, kapitel 5 dog fra september 2002)
 

Indhold:

Indledning; præsteægteskab; Nicolaus de Tudeschis; Luthers brug af Panormitanus; Luthers påvirkning fra Panormitanus; Ikke pavens nøgne ord; Et koncil og en pave kan tage fejl; Slutning.
 

Steder, hvor Panormitanus er nævnt.

Indledning

    Jeg hører til dem, der godt vil lægge en del vægt på Luthers anden omvendelse. Jeg mener: ligegyldigt, hvor tidligt eller sent vi lægger den første omvendelse, der kommer ikke nogen reformation ud af det, før Luther har haft sin anden omvendelse, den, hvorved han blev klar over, at paven er antikrist. I modsætning til den første er den anden omvendelse ikke så vanskelig at tidsfæste. Den kan med rimelighed sættes til januar/februar 1520, måske man endda vil mene, at den finder sted netop på den dag i februar, hvor han læser Laurentius Vallas udredning om, hvordan det såkaldte konstantinske gavebrev er et falsum. Hvorom alting er, denne omvendelse er en nødvendig ingrediens i hele reformationsomvæltningen, uden den ingen reformatoriske hovedskrifter, og uden den ingen adskillelse mellem den katolske og den lutherske kirke.
    Luther har første gang i et brev til Venceslaus Link fra december 1518 nævnt den tanke, at antikrist dog vist huserer i pavens omegn, underforstået, paven selv, det fromme menneske (efter Luthers daværende mening) er omgivet af slette rådgivere, ja måske af antikrists håndlangere. Sidenhen dukker tanken op i ny og næ, og da han efter disputationen i Leipzig giver sig til at læse Johan Huss' artikler, finder han dèr på mange steder og på mange måder paven beskrevet som antikrist. Også det kan have været inspiration for Luther.
    Og dog må man nok sige, at hans antikrist-tanke er helt hans egen. Jeg vil mene, at hans omvendelse til den overbevisning, at paven er antikrist, hænger sammen med andre tankeomvæltninger: den hænger sammen med og finder sted samtidig med hans omvendelse til den tanke, at offertanken i nadveren er helt forkert, til den tanke, at munkevæsenet er gudsbespottelige, til den tanke, at nadveren skal nydes under begge skikkelse m.m. Dog, dette vil kræve en særlig udredning, her er det nok at fremhæve denne tankeomvæltning som en forudsætning for reformationen.
    Samtidig med denne omvendelse eller tankeomvæltning sker der så det, at Luther træder ud af dialogen med papisterne. Det betyder ikke, at han ikke sidenhen svarer på deres indvendinger, men det betyder, at han opgiver de forsøg, han indtil da havde foretaget, på at gøre sin grundholdning kirkeretlig spiselig. Dette gælder hans dialog med Catharinus og med Latomus. Sylvester Prierias må han vist siges at have opgivet forinden. De svar, han kommer med på Catharinus' og Latomus' indvendinger, rækker hverken helt eller halvt. Han har opgivet at overbevise dem. Antikrist-tanken gennemsyrer ham helt i svaret til Catharinus (for sent! for sent! udbryder han (lutcat01#20)). Og i svaret til Latomus, et kvartal senere, hvor han ikke mere lever i den overbevisning eller i den frygt, at han skal dø på bålet i Worms, er der masser af ting, han slet ikke går ind på.
    Her nævner jeg blot dette for at gøre opmærksom på, at der er en række tankegange, som Luther skærer over med denne tankeomvæltende påstand, at paven er antikrist. Han har i optakten til Leipziger-disputationen og i selve disputationen fundet en del ting frem hos Gratian, som han kan støtte sig til. Det forlader han. Det er han sidenhen ligeglad med. Som bekendt bliver ikke blot pavens bulle brændt på bålet den 10. december 1520 uden for Elstertor i Wittenberg, Gratian eller hele kirkeretten gør det også. Og jeg vil altså mene, at denne ligegladhed med kirkeretten hænger sammen med hans omvendelse til at se, at paven er antikrist. Og blandt de ting, han ikke mere støtter sig til, er Panormitanus' påstande.
 

Præsteægteskab

    Jeg har på en hjemmeside (www.christusrex.org/www1/CDHN/med.html) fundet et citat fra Panormitanus, der lader forstå, at han gik ind for, at præster skulle have lov til at gifte sig. En ganske interessant opfattelse, ikke mindst i betragtning af, at Luther støtter sig til ham på et andet punkt, og jo senere også gik ind for, at præster skulle kunne gifte sig. 'Kan kirken ikke tillade præster at indgå ægteskaber ligesom grækerne gør det?' spørges der, og Panormitanus svarer: 'Jo, det mener jeg, den kan. Og det er ubetvivlelig sandt for dem, der ikke er bundet af noget implicit eller explicit løfte'. Han argumenterer med, at afholdenhed ikke er en del af kernen i de sækulære klerikeres ordensregler og heller ikke er opstået ved guddommelig lov, ellers ville grækerne synde. Han konkluderer, at det ikke blot ligger i kirkens magt at gøre det, men det ville også være et gode for sjælene at gøre afholdenhed ikke-obligatorisk. De, der foretrækker afholdenhed, ville derved vinde sig en større fortjeneste end nu, hvor det er påbudt, og de, der ikke gerne vil leve i afholdenhed, ville kunne gifte sig og derved undgå de onder, som erfaringen viser følger på den obligatoriske afholdenhed.
    Og det er jo som talt ud af Luthers mund. Desværre har jeg ikke fundet noget, der tyder på, at Luther i sin tænkning om præsteægteskabet var påvirket af Panormitanus endsige, at han kendte hans tanker på det punkt. Så det emne forlader vi.

Nicolaus de Tudeschis

    Men hvem var da denne Panormitanus?
    Han var en retslærd fra Sicilien, levede fra 1386-1445 og deltog blandt andet i det noget turbulente Baselerkoncil (1431-37). Han opnåede en ikke ringe berømmelse, hvilket blandet andet viste sig ved at man kaldte ham 'Abbas modernus' for at kunne skelne ham fra en anden berømt retslærd (Johannes Andreae, der blev kaldt 'Abbas antiquus').
    På koncilet i Basel søgte han at indtage en midterposition mellem papisterne og konciliaristerne. Men det lykkedes ham ikke altfor godt. Han var i begyndelsen af koncilssamlingen pavens repræsentant, men da paven opløste koncilet, fordi det efter hans mening gik for vidt, forblev han i Basel og søgte at moderere konciliaristernes standpunkt.
    Han prøvede i sine kirkeretslige overvejelser at sætte grænser for koncilerne og grænser for pavemagten. Paven var underlagt grænser, der måtte fx ikke vælges flere paver på én gang, skete det, måtte et koncil gribe ind. Og koncilet skulle acceptere pavens ret til at udøve den magt, der tilkom ham. Og da koncilet blev fordømt at pave Eugen IV som et kættersk koncil og som reaktion derpå dels hævdede, at koncilet og ikke paven afgjorde sager, der havde med troen at gøre, og dels valgte og indsatte en modpave, vendte Nicolaus de Tudeschis hjem. Han var tidligere blevet udnævnt til ærkebiskop af Palermo; derfra stammer hans navn 'Panormitanus', ham fra Palermo.
 

Luthers brug af Panormitanus

    Luther bruger kun ét citat fra Panormitanus, nemlig det sted, hvor han skriver, at hvis en lægmand, mand eller kvinde, kommer med et bedre argument, så skal man rette sig efter det og ikke efter pave eller kardinal eller koncil, for sådanne kan fejle. Hvor Luther har det fra, har været lidt vanskeligt for mig at finde ud af. Egentlig troede jeg, det var fra kirkeretten. Og det er det vist også. Det vil sige, det er ikke fra nogen særlig, højtideligt vedtaget kirkeret, men fra de udgaver af Gratian, som (tror jeg) har floreret på Luthers tid, medtagende ikke blot den oprindelige Gratian, men alt det, der af traditionen var blevet tilføjet i de seneste århundreder, heriblandt altså nogle af Panormitanus' sentenser.
    Da Cajetan kom i disput med Luther i Augsburg, oktober 1518, var det en ekstravagans, de var blevet uenige om. Og ét af vidnerne fortæller, at Cajetan gik hen og slog op i sin bog, læste lidt i den, men derefter gik over til at tale om noget andet; Luther havde nemlig haft ret i sin opfattelse af, hvad der stod i den ekstravagans. (ruh-rel#5) Den bog, Cajetan slog op i, var formentlig en sådan kirkeretsudgave, det vil sige, en udvidet Gratian, medtagende en række pavedekreter, de såkaldte ekstravaganser, og en række kommentarer, deriblandt Panormitanus'.
    Catharinus gennemgår det pågældende stykke af Panormitanus i lidt udvidet form. (catlut22#41ff). Han finder, at de første dele slet ikke giver Luther ret, kun de sidste. Og Schweizer, der har udgivet Catharinus' skrift mod Luther, henviser i en note til en udgave fra 1555, som vistnok må være én af disse kirkeretsudgaver. (catlut22#n43). Jeg nævner disse formodninger for at kunne antyde, at det er fra sådanne kilder, Luther har sine Panormitanus-citater, ikke fra Panormitanus' egne skrifter.
 

Luthers påvirkning fra Panormitanus

    Jeg skal ikke ligefrem påstå, at Panormitanus er Luthers kirkefader, men der er nogle spændende træk ved Luthers kirkeforståelse, som måske kan finde sin forklaring ved en påvirkning fra Panormitanus.
    Det har besværliggjort denne 'opdagelse', at jeg hidtil ikke har fundet den Panormitanus, som Luther er blevet påvirket af. Først i september 2002 har jeg set et fyldigt uddrag af Significasti i 'Dokumente zur Causa Lutheri, bind 1, side 121ff. De står som en note til Sylvester Prierias' Replica, og sådan har jeg også anbragt dem her. Dèr kan man finde kilden til en del Luther-tanker.
    Fx bruger Luther tilsyneladende i disputationen med Eck et lidt tyndbenet argument, når han dèr hævder, at kirken er hovedløs, når den siddende pave dør, Eck-01#36. Ud fra det ordskifte, der udspiller sig mellem Luther og Eck (som kan følges i min udgave ved hjælp af mine links), har man svært ved at fornemme, at det fra Luthers side er andet end et drilleargument. Men så opdagede jeg det hos Panormitanus, se replica#68, hvor Panormitanus citerer en anden kirkeretslærd for at sige, at når paven er død, er kirken ikke uden hoved, og at det er denne kirke, som ikke kan fejle. Det ændrer pludselig på synspunktet. Nu er Luthers sag god nok, blot får han den ikke bragt særlig heldigt frem i disputationen med Eck.
    Også tanken om, at kirken bevares, blot troen findes hos én eneste af dens medlemmer, har Luther taget fra Panormitanus, replica#69. Panormitanus uddyber den interessant nok med, at troen efter Kristi død måske kun var bevaret hos jomfru Maria. Så når Jesus siger, at han bad for Peter, at hans tro ikke måtte svigte, så kan man ikke sige, at den svigtede efter Jesu død, for der var jo én, der havde bevaret troen. Luther har en del steder nogle bemærkninger om spædbørnene som dem, der har bevaret troen i vantro tider, og de kan altså være inspireret af Panormitanus.
    Eck og Luther diskuterer hæftigt, om paven kan siges at være kirkens overhoved. Panormitanus siger, at paven er Kristi stedfortræder, men ikke det sande kirkens hoved. replica#68.
    Men ellers er det, Luther har 'arvet' fra Panormitanus, nok først og fremmest den tanke, at en pave og et koncil kan tage fejl. Luther citerer en del steder Panormitanus for at sige, at en lægmands mening må foretrækkes fremfor pavens, hvis han har bedre grunde. (Eck-04#7). Catharinus spørger med en vis snusfornuft, hvem der mon skal afgøre, hvad der er en bedre, og hvad der er en dårligere mening, Catlut22#51. Men læser man Panormitanus' ord igennem, får man indtryk af, at hans kirkebegreb er et noget andet end Ecks og de andre papisters. Et koncil er ikke hele kirken, det er det kun repræsentativt, (replica#67). Hvorimod man, hvis man tager alle troende sammen, får den almindelige kirke, hvis hoved og brudgom er Kristus selv. Det forekommer mig, at dette mere 'løse' kirkebegreb minder temmelig meget om Luthers.
 

Ikke pavens nøgne ord

    Noget af det, der kendertegner Luther under mødet med Cajetan, er, at han ikke vil bøje sig for pavens nøgne ord. Han blev godt nok også provokeret kraftigt af Cajetan. For uden videre dikkedarer forlanger Cajetan på pavens vegne, at Luther skal tilbagekalde. Og han har ikke tænkt sig, at han skal begrunde, hvorfor Luther skal tilbagekalde; han har vistnok regnet med, at Luther, blændet af kardinalens glans og de mange italienere rundt omkring han, ville falde til føje. Luther faldt på knæ, men faldt ikke til føje. For han ville ikke bøje sig i blind lydighed for paven.
    Og den holdning kan han have udviklet under sin omgang med Panormitanus.
    Lad os gå ud fra, at Catharinus har ret, når han refererer Panormitanus i seks dele, som bevæger sig fra en del, der nærmest er uenig med Luther til en del, den sjette del, som er meget, meget udmærket i Luthers øjne. Denne sjette del af Panormitanus hævder, ifølge Catharinus, at hvis paven mener noget, der er bedre end koncilet, skal pavens mening stå fast, ja enhvers mening, hvis den er bedre. (Catlut22#43). Luther får det i sin disputation med Eck vendt til, at det betyder, at et enkeltmenneskes mening har forrang fremfor den romerske pave, hvis han støtter sig til bedre autoriteter eller fornuftsgrunde. (eck-04#7). Selv om vi så, som jeg har gjort det her, går ud fra, at det er Catharinus, der rammer mest plet med sit referat af Panormitanus, så bliver der dog det tilbage, at paven er nødt til at komme med begrundelser for det, han gør. Han kan ikke lade hånt om skriften. Han kan ikke bygge blot på tidligere pavedekreter, som igen bygger på pavedekreter, uden at det dog til syvende og sidst er forankret i skriften.
    Men det er jo netop, hvad paven gør overfor Luther: Han forventer blind lydighed. Han regner med, at han ikke behøver begrunde sin handling. Når han senere fremsætter sin bulle imod Luther og forlanger, at han skal tilbagekalde inden tres dage, så er han godt nok nødt til at fremsætte nogle sætninger, der skal tilbagekaldes, nemlig de 41 sætninger i bullen, men han tillader sig at betegne disse sætninger med en række forskellige betegnelser (vildfarelser, græsk og bøhmisk kætteri, falske sætninger, forargelige sætninger, sætninger, stødende for fromme ører (exurge#10)) uden at klargøre, hvilke sætninger der er hvad, og også uden på nogen måde at bevise eller bare prøve på at bevise, ud fra skriften, hvorfor det er kættersk eller vildfarende eller forargeligt, hvad Luther siger.
    Der er derfor, Panormitanus betyder så meget for Luther. Her ser han en retslærd påstå, at der må begrundelse til, at en pavemening ikke er gyldig, fordi det er en pavemening, men fordi den er velbegrundet.
    Derfor blev Luthers møde med Cajetan afgørende: Her mødte Luther den rå pavemagt, det nøgne krav om tilbagekaldelse, den pavemagt, der mente, at den kunne skalte og valte med de kristnes opfattelser, vel ikke just efter forgodtbefindende, men efter, hvad de selv ville kalde deres fromheds eftertankes resultater (exurge#59), men hvad der for andre at se nok er deres fuldstændig frie forgodtbefindende. Oven i købet erfarede han, at det spørgsmål, som var blevet diskuteret mellem ham og Cajetan, spørgsmålet om, hvorvidt Kristi gerninger kunne indgå i den skat, som paven disponerede over via afladen, det spørgsmål, som der i oktober 1518 ikke var truffet nogen endelig afgørelse om, det spørgsmål blev afgjort egenmægtigt af paven med hans bulle fra november 1518, uden at andre blev inddraget i diskussionen, uden at noget koncil eller nogle teologiprofessorer var blevet hørt. Det var nok medvirkende til, at Luther i december 1518 i et brev til Venceslaus Link kunne sige, at det forekom ham, at antikrist drev sit spil i pavens nærmeste omgangskreds.
 

Et koncil og en pave kan tage fejl

    Så er det sandt, at det første sted, hvor Panormitanus optræder i Luthers skrifter, er i skriftet imod Sylvester Prierias. Her bruger Luther ham til at fastslå, at både paver og konciler kan tage fejl. ( lutpri01#81). Man har af og til beskrevet det, som om det var en erkendelse, Luther meget nødtvunget blev afpresset under disputationen med Eck. Men denne erkendelse findes altså hos Luther meget tidligere. Oven i købet som noget, han citerer Panormitanus for at mene.
    Og den opfattelse er altså ikke så besynderlig eller så speciel, som vi tror. Panormitanus har udtrykt sig på lignende måde en hundrede år tidligere. Når vi imidlertid tror, at det var til stor forargelse, at Luther fremsatte denne erklæring i disputationen med Eck, skyldes det nok, at vi ubevidst lægger vor forståelse af den nutidige katolske kirke ned over den tids katolske kirke. Og sandt er det, der var stærke kræfter igang, der støttede pavens forsøg på at hævde sin ufejlbarhed. Men man havde trods alt paveskismaerne i senmiddelalderen i for stærk erindring til helt at kunne tilslutte sig en sådan opfattelse. Der var også kræfter, der kæmpede i en anden retning. Deriblandt altså Panormitanus.
 

Slutning

    Der en meget væsentlig skelnen, som det kan være nyttigt at holde sig for øje:
    Når Luther stod fast på skriften og hævdede, at man måtte underbygge sine argumenter med skriften eller med fornuften, så betyder det ikke, at han på nogen måde ville bygge kirken på skriften. Kirkens eksistens stod fast for Luther, dens prædiken, dåb og nadver var for ham kendsgerninger, som han ikke drømte om at rokke ved. Men skulle man bedømme de mennesker, der i forskellig grad udgjorde kirken, måtte man bedømme dem ud fra skriften. I den diskussion, der hele tiden fandt sted i kirken om den rette lære, måtte man argumentere ud fra skriften. Men det var altså kirkens lære, dens reformation, dens vej fremover, der skulle tilrettelægges på den måde, det var ikke en luftig størrelse, der savnede fundament, og som så pludselig fik det forærende i skriften.
    Senere udviklede der sig en skriftsfundamentstænkning ud fra Luthers skriftsyn. Men denne tænkning må vi ikke lægge ned over Luther, selv om de, der udviklede den, mente, at de var i fuld overensstemmelse med Luther.