Reformation på en misforståelse, 2

af Ricardt Riis, påbegyndt oktober 2004.:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til misforst01!
1 5. Hvad er aflad? En skildring ud fra Albert den Store og Bonaventura. 
        Nikolaus Paulus giver i sin store afladsafhandling fra 1923: "Die Geschichte des Ablasses", Bind 1, kap 8, en grundig gennemgang af de store skolastikeres afladslære. Dette kapitel skal danne grundlag for den følgende skildring. 
3        Først gør Paulus opmærksom på, at Alexander af Hales formentlig ikke har skrevet det værk om afladen, der tilskrives ham. Han mener, det er skrevet af Bonaventura, og tillader sig derfor at behandle Alexander af Hales som et tillæg til Bonaventura. Jeg er ude af stand til at bedømme rigtighed af dette, men lader det gerne stå ved magt. 
4        De definitioner, Albert fremkommer med, er egentlig ret forskellige, og denne forskellighed illustrerer faktisk ret godt den indbyggede modsigelse i afladslæren. Afladen er, siger nogle, en forvandling af en større bod til en mindre. Ikke særlig oplysende, måske, men vi træffer igen denne ændring fra det større til det mindre hos Bonaventura. Den næste definition er også forholdsvis intetsigende: en formindskelse af de timelige straffe, der endnu er tilbage. Hvad gør en sådan formindskelse mulig? Hvem kan tildele den? Ja, det hører vi intet om. Afladsdefinitioner ifølge Albert (og Paulus): 1) "eine kompetente und diskrete Umwandlung 
einer grösseren Busse in eine kleinere" 2) "eine verheissene Minderung der noch schuldigen zeitlichen Strafe" og 3) (Alberts egen) "Der Ablass ist eine Nachlassung der auferlegten Bussstrafe erteilt kraft der Schlüsselgewalt und hervorgehend aus dem Schatze der überfliessenden Verdienste der Vollkomme- 
nen." (Geschichte des Ablasses, Bd 1, side 192f) 
5        Alberts egen definition giver lidt flere oplysninger. Aflad er en eftergivelse, siger han. De ord, der almindeligvis anvendes, er "indulgentiae", gunstbevisning, "remissio", tilgivelse eller eftergivelse, afhængig af omstændighederne, og "venia", nådesbevisning; "relaxatio" seen igennem fingre med, kan også bruges. Og det er sandt nok: der er tale om, at én får noget eftergivet. Det er ikke syndens skyld, der eftergives, den tænkes jo tilgivet i bodshandlingens afløsningssektion, det er syndens straf, der i afladen bliver eftergivet, den straf, der i bodshandlingen blev pålagt af præsten. Der ligger også i ordene "Nachlassung der auferlegten Bussstrafe". 
6         Men nu ligger der to problemer i det følgende. Først dette med nøglemagten. Jeg skal senere behandle dette problem mere indgående, men blot her slå fast, at der er tale om et misbrug af Matt 16,19, når man mener, at Jesus på dette sted gav Peter og Peters efterfølgere ret til at eftergive de pålagte bodsstraffe gennem afladen. Men indrømmet, Luther omtaler i sine forklaringer til de 95 teser ofte nøglemagten på den måde. Senere nåede han frem til, at nøglemagten betød noget fra afladen fuldstændig forskelligt. 
7  Det andet problem er, at aflad tildeles ud af den skat af overskydende fortjenester, som kirken har at råde over, fordi de fuldkomne har gjort flere gode gerninger, end de var skyldige at gøre. Tanken om thesaurus ecclesiae, kirkens skat af overskydende gode gerninger, skal jeg senere vende tilbage til. Her er det en anden problemstilling, jeg vil drage frem. Den, nemlig, der ligger i den stadige dobbelttænkning, kirken foretager i forbindelse med afladen, for ikke lige ud af sige pavens stadige hykleri: Det skal på den ene side hedde sig, at der ikke gøres skår i Guds retfærdighed, en straf, der er idømt, skal også udstås, det kræver Guds retfærdighed, siger man. Og derfor forklarer man, at der ikke fra kirkens side kan finde en slet og ret eftergivelse for intet sted, nej, Guds retfærdige krav tilgodeses derved, at den straf, der kræves, har en anden gjort bod for. Men kirken eller paven søger dog på den anden side hele tiden at fastholde, at der er tale om en gunstbevisning fra pavens side, det er paven, der i sin barmhjertighed mod syndere forbarmer sig over dem og meddeler dem aflad, indulgentia, nådesbevisninger. 
8  Her ligger der en modsigelse i sagen selv. Man må virkelig bekvemme sig til at vælge: Enten er der tale om en ren og skær byttehandel, hvor den enes straf byttes ud med den anden, eller også er der tale om barmhjertighed, hvor der gives noget for intet. Man kan virkelig ikke få både i pose og sæk, det er umuligt at fastholde begge dele på én gang. Men det er ikke desto mindre det, kirken (paven) gør hele middelalderen igennem. 
9        Jeg skal på ingen måde påstå, at Luther har haft et klart blik for denne indre modsigelse. Han var på mange måder barn af sin tid, og det gik først langsomt op for ham, hvor indfiltret i modsigelser afladen var. Men han siger dog i resolutionerne, som forklaring til tese 58, den fatale tese om kirkens skat, som Cajetan vendte sig imod under sit forhør af Luther i oktober 1518, at hvis det forholder sig sådan, at aflad blot er uddeling af de helliges overskydende gode gerninger, så er "indulgentia non indulgentia", aflad er ikke aflad, eller, som jeg har oversat det, afladen er ikke overbærenhed, der er ingen nådesbevisning i det, der foregår, der er blot tale om en uddeling, man eftergiver ikke for intet, men tildeler af noget, en anden har optjent.  Luther i resolutionerne: "De siger nemlig, at helgenerne i dette liv har udført mange gerninger udover det, der krævedes af dem, nemlig overskydende gerninger, som endnu ikke er gengældt, men efterladt i kirkens skatkammer, og med dem kan der gives en vis værdig kompensation gennem afladen, osv. Og således vil de, at helgenerne skal have gjort fyldest for os. Imod det argumenterer jeg: For det første. Ergo er afladen ikke overbærenhed, hvilket jeg beviser, fordi den ikke er eftergivelse for intet, men tildeling af en andens fyldestgørelse". (res09#26f) 
10        Andre teologer har været opmærksom på denne fare, fortæller Paulus. Han citerer Thomas Aquineren for at bruge denne tanke som argument mod en efter hans mening forkert opfattelse: problemet er, om afladen er det værd, som afladsbevilgelsen hævder. Nogle mente, at der måtte opstilles betingelser; påstanden kunne dog kun gælde, hvis der var nogenlunde balance mellem det, der blev givet for afladen, og det, man fik gennem afladen. Men her indvender Thomas, at hvis man går ind på den tanke, så opfatter man afladen som en del af en handel, ikke som en gunstbevisning. Og det kan man jo kun give ham ret i. Men hvad så, må man dog spørge. Er det så ikke hele afladssystemet, der skal ændres. Man giver penge ud, man får aflad ind. Det er i alle almindelige menneskers opfattelse en handel. Og hvis det er forkert, så må man helt undlade at handle med aflad. Det lå imidlertid udenfor Thomas' horisont at foreslå noget sådant, først Tridentinerkoncilet besluttede at forbyde salg af aflad. Men dette koncil blev jo også afholdt efter Luthers frontalangreb på afladen.  N. Paulus i Geschichte des Ablasses im Mittelalter, Bd. 1, side 210: "Sodann erwähnt Thomas die Ansicht seines Lehrers Albert allerdings ohne dessen Namen zu nennen. Gegen diese Ansicht, nach welcher der Ablass so viel gelten würde wie der Wortlaut der Verkündigung besage aber unter der Bedingung, dass eine gerechte Abschätzung des zu verrichtenden Ersatzwerkes stattfinde, macht Thomas zwei Grunde geltend. Es wäre dann, meint er, der Ablass mehr eine gewisse Umtauschung als eine Nachlassung". 
11        Også Petrus af Tarantaise, den senere pave Innocens den Femte, kommer ind på det spørgsmål, Thomas rejser. Og også han nævner faren for, at afladen bliver betragtet som en vare, man køber. (Paulus: Geschichte des Ablasses im Mittelalter, Bd 1, side 218). 
12       Bonaventura balancerer mellem de to synspunkter. Først klargør han for os, at den i boden pålagte straf har to formål. Dels skal den hjælpe den bodssøgende med til at bekæmpe de syndige tilbøjeligheder, dels skal den være et afdrag på den straf, som man har pådraget sig ved at synde. Og, fortsætter han, det er kun den anden del, man gennem afladen kan erstatte gennem en andens overskydende gode gerninger. Luther vil være fuldstændig enig med ham, men vil føje til, at af den grund af afladen ikke værd at stræbe efter.  N. Paulus: Geschichte des Ablasses im Mittelalter, Bd 1, side 199. 
13 Når så én vil uddele aflad, fortsætter Bonaventura, så må han med hensyn til modtageren sikre sig, at han er i den rette tilstand og at hans straf svarer til den straf, der borttages gennem afladen. Og med hensyn til den, der yder aflad, må han sikre sig, at denne er i overskud, hvad angår tilbagebetalingen af de pålagte straffe. Dog vil omvekslingen aldrig foregå til kurs pari, for det er ikke så let at gøre fyldest for andres synder som for sine egne. Den straf, der gennem afladen skal ophæve en andens straf, må altså være større end den, den ophæver. 
14 På tre måder, hævder Bonaventura, sker der en formindskelse af straffen. Først bliver den evige straf gennem angeren i bodssakramentet forvandlet til en timelig straf. Første formindskelse. Dernæst bliver denne altfor store timelige straf af præstens idømmelse af fyldestgørelse ændret til gerninger, der er overkommelige for dette menneske. Anden formindskelse. Og endelig kan denne trods alt for et menneske overkommelige bodsstraf gennem aflad forvandles til en endnu mindre straf. Tredie formindskelse. 
15         Så på den ene side er der altså tale om en gunstbevisning, fordi man i første omgang igennem boden og i anden omgang igennem afladen opnår en formindskelse af straffen. Men spørgsmålet er vel, hvor meget det hjælper, når det drejer sig om at fastholde afladen som gunstbevisning, eller fastholde indulgentiae som indulgentiae. Hvis Nikolaus Paulus har refereret Bonaventura korrekt i stykket i spalten ved siden af, og det er der næppe tvivl om, så er der gennem den etablerede omveksling sørget for, at der ikke sker noget afbræk i den guddommelige retfærdighed. Der er ikke tale om en slet og ret foræring i forholdet til Gud, Gud får de straffe, Gud skal have, for det, der gives den, der er i underskud og derfor køber aflad, det tages fra den skat, hvori det samles sammen, der er i overskud fra andre.  N. Paulus i referat af Bonaventura: "Will man aber einwenden, die Sünde müsse gestraft werden, so ist zu beachten, dass die überschüssigen Genugtuungen, die in der Kirche vorhanden sind, demjenigen, dem ein Ablass zuteil wird, zugewendet werden, so dass der göttlichen Gerechtigkeit Genüge geschieht. Durch den Ablass wird eben die Sündenstrafe nicht durch blosse Schenkung erlassen, sondern es wird dafür Gott eine entsprechende Genugtuung aus dem Kirchenschatze dargeboten". (smstds side 199). 
16         Derfor kommer da også Bonaventura ind i nøjagtig de samme overvejelser som Aquineren og Petrus af Tarantaise, når han skal afgøre, om afladen gælder det, der er dens pålydende værdi, eller, lidt anderledes formuleret, om afladen gælder dens pålydende værdi uanset, hvem man er. Det ser ud til at være overvejelser, som mange afladsteologer har været optaget af. Og på en måde må man nok sige, at det problem ikke nåede at blive løst, inden Luther gjorde afladsproblemet uaktuelt. Hvis der gives aflad for besøg i en bestemt kirke, og hvis der i bevillingen nævnes eftergivelse af et  bestemt antal dage og år, gælder det så i lige grad for den, der bor lige ved siden af kirken, og den, der kommer langvejs fra på pilgrimsvandring? I forbindelse med sådanne overvejelser er det, at Bonaventura hævder, at der i så fald blot er tale om en byttehandel, ikke om indulgentiae, gunstbevisninger.  Bonaventura i N. Paulus' referat: "Andere haben gelehrt - gemeint ist Wilhelm von Auxerre -, damit der Ablass so viel gelte als die Kirche verheisst sei eine gerechte Abschätzung erfordert. Es müsse nämlich wer den Ablass gewinnen will für kirchliche Zwecke so viel Almosen geben als er geben wollte oder als er musste geben wollen, um von der betreffenden Busse befreit zu werden. Wäre aber, meint Bonaventura, eine derartige Gegenleistung erfordert, so würde es keinen Ablass geben, sondern nur eine Umwandlung der Busse". (Geschichte des Ablasses, Bd 1, side 204)
17        Dette problem er interessant, ikke mindst for mig, som senere vil prøve at udrede forskellen på en god gerning og en fyldestgørende gerning. Vinder man aflad i kraft af selve den udførte gerning, eller skal der være andre betingelser knyttet til gerning end dens blotte og bare udførelse? Dog, derom senere. 
18         Én af de sætninger, som den pavelige bulle anklagede Luther for, omend den ikke udtrykkelig sagde, om den sætning var kættersk, skismatisk eller kun "stødende for fromme ører", var sætningen: "Aflad er de troendes fromme bedrag".  Den pavelige bulle imod Luther: "18. Aflad er de troendes fromme bedrag og er en eftergivelse af gode gerninger, og den hører til de ting, der er tilladt, og ikke til de ting, der er gavnlige". (exurge#34) Henvisninger: (Eck-11#55; ass03#17; assty04#41)
19 Om Luther har sagt lige nøjagtig sådan, er måske lidt tvivlsomt. I disputationen med Eck siger han ganske vist sådan, og giver det også en vis tilslutning, men han siger det som et ordsprog, han citerer, og sammenhængen er den, at han derved vil forsvare sig imod den indvending, Eck er kommet med, at det er umuligt, at hele kirken igennem så lang tid kan have taget fejl. Jamen, det er heller ikke hele kirken, der har taget fejl, siger Luther som svar, der har iblandt folk -- og disse lægfolk har altså ikke taget fejl -- verseret det ordsprog: Aflad er de troendes fromme bedrag. 
 
 

Fra disputationen med Eck: "(L) Men heraf følger ikke, at hele kleresiet i kirken i så lang tid har været vanvittigt, eftersom der altid har været nogle, der ikke syntes, det var godt, nogle, der modsagde afladen, i hvert fald for sig selv, som det folkelige ordsprog bevidner det: 'Afladen er et fromt bedrag'." (Eck10#38

20 Tidligere har Luther brugt udtrykket. I sine forklaringer til de 95 teser taler han om den usikkerhed, der synes at være knyttet til eftergivelsen af straffene, og hævder så, at hvis det forholder sig sådan, så ville afladen være de troendes ufromme bedrag. Om det er mere fromt at kalde afladen et ufromt bedrag end at kalde det et fromt bedrag, lader jeg stå hen. Men noget kunne forresten tyde på, at hans pavelige anklagere har ment, at det var værre at kalde afladen et fromt bedrag, siden det er det, de har anklaget ham for. Luther fortsætter iøvrigt med at påpege, at når der hersker usikkerhed om eftergivelsens omfang og derfor også om brødetilgivelsens omgang, skyldes det, at vi søger at blive retfærdiggjorte gennem vore gerninger og ikke gennem troen. (res09#66). Fra Resolutionerne over de 95 teser: "Hvad er da afladen? En usikker gave? Nej, langtfra, langtfra er det sådan, at der sker et så ufromt bedrag af kirken eller af nøglerne. Da ville nemlig i sandhed (som nogle siger det) afladen være de troendes ufromme bedrag. (res09#66). 
21         Imidlertid er det interessant at se, at de store skolastikere, der som de første søgte at tildanne sig en afladsteologi, også har taget det spørgsmål op. Dog, så vidt jeg kan se, i en ret positiv betydning. I spalten ved siden af har jeg anbragt Thomas' referat af denne opfattelse. Den lyder forholdsvis uskyldig. Det forholder sig ikke sådan, at afladen er et bedrag, det er blot den angivelse af strafeftergivelse, der følger med afladsbrevet, der er det. Og den er blot et bedrag på den måde, at kirken som en kærlig moder vil lokke den troende til at gøre gode gerninger. Ligesom Albert den Store og Bonaventura afviser imidlertid Thomas denne tanke. Den ville, mener han, gøre kirken utroværdig.  Thomas af Aquin i Nikolaus Paulus' referat: "Etliche sagen die Ablässe gelten nicht so viel als sie besagen; ihr Wert richte sich vielmehr nach dem Glauben und der frommen Gesinnung der einzelnen Empfänger. Die Kirche aber mache bei der Verkündigung der Ablässe keine Einschränkung um die Menschen durch einen frommen Betrug zu guten Werken anzulocken, wie etwa eine Mutter ihr Kind zum Gehen 
anlockt, indem sie ihm einen Apfel hinhält.56 Thomas hält diese Ansicht für höchst gefährlich, weil durch die Annahme eines frommen Betrugs bei der Kirche deren Autorität untergraben würde. (Geschichte des Ablasses, Bd 1, side 210). 
22         Som man kan se af hosstående, lægger Thomas den anskuelse, at kirken med afladsbrevenes angivelse af strafeftergivelsen gennemfører et fromt bedrag, hen til sin egen nutid; han skriver nemlig "quidam dicunt". Dette kan imidlertid ikke blot betyde "der er nogle, der hævder... ", men også: "som man siger". Og hvis Luther har læst Thomas, kan han af udtrykket "quidam dicunt" have fået den opfattelse, at der er tale om en almindelig talemåde.  Nikolaus Paulus på side 219, note 56: "Hier wiederholt Thomas, was er über diese Ansicht bei Albertus Magnus und Bonaventura vorgefunden hatte, nur dass diese richtig von einer ehemaligen Ansicht (quidam dixerunt) sprechen, während sie Thomas in seine Zeit verlegt (quidam dicunt). 
23 Hvis det forholder sig sådan, er det måske lidt mærkeligt, at Eck ser ud til i sit svar uden videre at godkende eksistensen af et sådant ordsprog. Men man kan naturligvis mene, at Eck har sin opfattelse fra Thomas. I hvert fald var han dominikaner, som Thomas var det, og ifølge Luther en thomist om en hals.  Eck i Luthers disputation med Eck: "(E) Og til min fornuftslutning, at hele kirken ikke i så mange år kunne tage fejl, svarer han, at ikke hele kirken tog fejl, fordi der altid var nogen iblandt, som ikke blev grebet af bedraget, heraf ordsproget: 'Aflad er de troendes fromme bedrag'. (Eck11#21
24         Én af de teser, som jeg altid har betragtet som en slags drillespørgsmål fra Luthers side, er tese 82: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden? Det har derfor været noget af en overraskelse for mig at læse Nikolaus Paulus afhandling om afladens historie i middelalderen. Det fremgår nemlig deraf, at dette spørgsmål har været stillet af adskillige alvorligt tænkende teologer.  Fra de 95 teser: Tese 82. "For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?" (95tes#82
25 Godt nok stilles det altid i den undersøgelsesmetode, som skolastiske teologer som regel anvender overfor deres stof: Der opstilles forskellige tænkte indvendinger, som teologen så derefter imødegår. Det er altså ikke sikkert, at nogen teolog i middelalderen sådan for alvor har ment, at paven havde mulighed for at tømme skærsilden. Men det synes til gengæld ret sikkert, at enhver teolog har villet opstille en afladslære, som besvarer dette spørgsmål med en eller anden rationel begrundelse. Der er efter mange middelalderteologers opfattelse ikke så få ting, paven kan gøre fuldstændig efter forgodtbefindende, uden at tage hensyn til begrundelser, og uden at skulle tænke på, hvad denne eller hin vil sige til det. Men til disse ting hører trods alt ikke en fuldstændig tømning af skærsilden.  Nikolaus Paulus i et referat af Bonaventura: "Kann aber der Papst den Verstorbenen durch Ablässe zu Hilfe kommen, warum befreit er dann nicht auf einmal mit einem einzigen Worte alle Seelen aus dem Fegfeuer? Weil die Austeilung der geistlichen Güter der Kirche in besonnener und massvoller Weise geschehen muss, da sonst Gott die Handlungsweise seines irdischen Stellvertreters nicht anerkennen würde". (Geschichte des Ablasses im Mittelalter, Bd 1, side 202) 
26         Og spørger vi nu, hvorfor paven ikke tømmer skærsilden én gang for alle, så får vi måske nok en rationel begrundelse. Men læg mærke til, at denne begrundelse går på Guds retfærdighed. Som Paulus refererer Bonaventura: Hvis paven ville give sig af med den slags, ville Gud ikke anerkende sin jordiske stedfortræders handlemåde. Med andre ord: Guds retfærdighed forhindrer det. Og hvis man ville være så fræk at spørge, om da ikke Guds barmhjertighed ville overtrumfe hans retfærdighed, så får man intet svar. For man rører med sit spørgsmål ved afladsteologiens indre modsigelse: Man vil på én gang fastholde Guds retfærdighed og Guds barmhjertighed. Man vil have, at afladen på én gang skal være en retfærdig byttehandel, der ikke gør skår i talen om Guds retfærdighed, og en barmhjertighedsgerning. 
27 Hvis man med sine overvejelser kommer for langt over i retning af retfærdighed og byttehandel, så råber man vagt i gevær: Nej, det hedder dog indulgentia, gunstbevisning, og derfor må man gøre holdt på sine ellers logiske konklusioner. Og hvis man skulle få den tanke, at når det hedder indulgentia, så må det vel også på én eller anden måde være indulgentia, så skal man atter til at bremse op, denne gang i den modsatte retning: Nej, kære ven, du kan nok forstå, at Guds retfærdighed må ske fyldest, han kan ikke sådan bare lade fem og syv være lige. Så hvis man troede, at indulgentia, gunstbevisning, betød, at Gud netop lod fem og syv være lige, at han så igennem fingre med ens overtrædelser, måske endda tilgav dem, så må man altså tro om igen. 
28        Denne indre modsigelse ville måske bevirke, at hele afladssystemet nødvendigvis måtte bryde sammen før eller siden, om ikke gennem Luther, så gennem en anden. Som Grundtvig synger: Hver djævel har sin tid. Nu blev det blot Luther, der gennemførte dets sammenbrud. Nu blev det ham, der ikke ville lade sig nøje med traditionens svar på det spørgsmål, som ethvert fornuftigt menneske måtte stille. Men let var det ikke for ham. 
29 Man kan måske bedst indse hans vanskeligheder, hvis han gør sig klart, hvorfor alle de andre teologer, der var gået forud for ham, ikke indså den indre modsigelse i afladsteologien. Det gjorde de ikke, fordi afladssystemet nøje var sammenkædet med pavens magt og anseelse. Afladsteologien var jo ikke skabt af teologer, nej, det var blevet til ved en symbiose mellem folkeligt behov og kirkeligt magtbegær. Og teologernes opgave bestod i det begrænsede arbejde: at begrunde og undersøge og forklare de pavelige buller. Og var der modsigelser i dem, som der jo altså var, så skulle de dysses ned, for ligesom nogle teologer i dag på forhånd går ud fra, at der er én og kun én gennemgående tanke i alle bibelens skrifter, og derfor dysser enhver modsigelse ned, eller gør, hvad de kan for at bortforklare den, sådan gik datidens teologer på forhånd ud fra, at hvad pavestolen havde foretaget sig, var besjælet af én og kun én tanke: nemlig kirkens bedste, og at eventuelle modsigelser ikke kunne være ægte, for paven eller pavestolen ville jo kun ét. 
30        Ikke blot skulle Luther altså kæmpe mod afladsteologien, det vil sige, mod hele den lange række af teologer, der havde givet, hvad de selv anså for fornuftige forklaringer på alt vedrørende afladen og afladshandelen, han skulle også kæmpe mod pavestolens rent dennesidige magt, han skulle kæmpe imod hele det teologiske establishment, der mente, at teologiens opgave ikke var at forsvare skriften, men at forsvare paven, eller at teologiens opgave var at forklare bedst muligt de mange mærkelige ting, pavestolen foretog sig. 
31 Glem ikke, at der på Luthers tid var et enormt lovkompleks, der var gældende indenfor kirken! Gratians mægtige samling var færdigudarbejdet i 1100-tallet, og efter hans tid havde man samlet sammen af pavedekreter og buller og ekstravaganser og hvad man nu kaldte dem alle, så kirkerettens bindende bestemmelser var dobbelt så omfangsrige som på Gratians tid. 
32 Det var en sådan ekstravagans, en pavebulle fra 1349, som Luther blev anklaget efter af kardinal Cajetan i oktober 1518, naturligvis ud fra den forudsætning, at denne bulle repræsenterede gældende ret. (koestlin3,5a#22). 
33          Nuvel, én ting mere skal jeg nævne, som også ligner et drillespørgsmål. Der er en del teologer, der på deres sædvanlige skolastiske måde spørger, om ikke afladen i virkeligheden er en uting, fordi man bytter et åndeligt gode bort for et timeligt. I hosstående spalte har Thomas spurgt, om ikke der var tale om en forkert byttehandel, eftersom mennesker for timeligt gods kan købe åndelige goder.  Thomas af Aquin i Paulus' referat: "Wie Bonaventura und Albert, so verteidigt auch Thomas die Ablässe die für zeitliche Leistungen gegeben werden, gegen den Vorwurf der Si- 
monie. Für rein Zeitliches, lehrt er, kann kein Ablass gewährt werden, wohl aber für Zeitliches, insofern es auf Geistliches hingeordnet ist, so z. B. für den Kampf gegen die Feinde der Kirche, für Beisteuern zu Kirchen- und Brückenbauten". (Geschichte des Ablasses, side 213)
34 Jeg må tilstå, at selv om det er den store Thomas Aquineren, der er tale om, så finder jeg hans besvarelse højst problematisk. Hvordan man end vender og drejer det, så er der jo tale om, at mennesker for timeligt gods køber sig et åndeligt gode. Og det er i høj grad det, der er anstødsstenen ved afladen. For de penge, man giver for et afladsbrev, køber man sig fri fra at øve de gerninger, der skulle vise ens gode vilje eller skulle være med til at knægte ens legemlige tilbøjeligheder, enten denne frihed så finder sted her i livet eller i skærsilden. I den henseende finder jeg ikke Thomas' skelnen mellem det rent timelige, som man ikke kan købe åndelige goder for, og det timelige, der er hensat til noget åndeligt, særlig behjælpelig, især ikke, når han til det åndelige, som afladen er behjælpelig med, medregner kirke- og brobyggeri. 
35        Der er mange mærkelige spørgsmål, der rejser sig for de stakkels teologer, der vil behandle afladen. Albert den Store giver sig således til at overveje, om også munke og nonner skal købe aflad. Egentlig et tåbeligt spørgsmål. Rent logisk skulle svaret være et: nej, selvfølgelig ikke. Og det ser da også ud til, at Albert er af den opfattelse, at egentlige ordensfolk (munke og nonner) ikke behøver afladen, eftersom det, der uddeles gennem afladen, jo er netop deres overskydende gode gerninger. Alligevel ser man, at han har besvaret det oprindelige spørgsmål med et ja, ordensfolk kan være delagtige i afladen. Man undres.  Albert den Store i Paulus' referat: "Die zweite Frage, ob auch die Ordensleute der Ablässe teilhaftig werden können, wird von Albert bejaht; doch meint er, dass nach der ersten Absicht der Kirche die Ablässe nur für jene bestimmt sind, die fremder Verdienste bedürfen; dies seien aber die Weltleute und die weltlich gesinnten Ordensleute. Echte Ordensleute bedürfen eigentlich der Ablässe nicht, da ja aus ihren überschüssigen Verdiensten die Ablässe gespendet werden". (Geschichte des Ablasses, side 195) 
36         Bonaventura, derimod, synes at mene, at det er overflødigt for munke og nonner at købe aflad. Og han giver den begrundelse, som er den eneste naturlige, at de jo tænkes at være i overskud med deres gode gerninger, ikke i underskud. Hvorfor skulle de så gennem deres afladskøb være med til at tømme den skat af overskydende gode gerninger, som kirken besidder? Det er unødvendigt. (smstds. side 201) 
37       Men hos Thomas dukker så modsigelsen op igen. I Paulus' referat ses den her ved siden af. På god skolastisk vis lader Thomas indvendingen komme til orde: at ordensfolk ikke behøver afladen, da jo afladen uddeles af deres overskud. Nu kan, forklarer Thomas, selv ordensfolk ikke leve uden synd. Og har de derfor gjort sig skyldig i en synd, så de har pådraget sig en straf, så kan de befris for denne straf gennem afladen. Altsammen så sandt, som det er sagt. Men også ret tåbeligt. Og ret afslørende for hele afladstankegangen. For hvis virkelig ordensfolk lever med et overskud af gode gerninger, og hvis så én af dem bliver idømt en straf, så betyder det jo blot, at hans overskud i den måned bliver lidt mindre.  Thomas i Paulus' referat: "Nützen die Ablässe auch den Ordensleuten? Ja, erwidert Thomas; denn mit den Verdiensten anderer (nämlich mit der Zuwendung aus dem Kirchenschatze) kann den Ordensleuten nicht weniger geholfen werden, als den Weltleuten. Man hat freilich gesagt, dass die Ordensleute der Ablässe 
nicht bedürfen, da ja aus ihrem Überflusse die Ablässe erteilt werden. Wenn aber auch die Ordensleute im Stande der Vollkommenheit sich befinden, so können sie doch nicht ohne Sünde leben. Haben sie sich deshalb durch irgendeine Sünde einer Strafe schuldig gemacht, so können sie durch den Ablass davon befreit werden". (smstds. side 213) 
38 Lad os tænke os, at hans overskud fremkaldes af, at han, som de franciskanske observanter, fastede ikke blot i adventstiden, men helt fra første november til jul, og af, at han, i modsætning til andre munkeordners brødre, gik barfodet hele året, skulle der så ikke ud af denne overflod af gode gerninger kunne afses en ringe mængde til betaling for de få tilgivelige synder, han begår? At købe aflad ville for hans vedkommende svare til at optage et lån i banken på 10.000, skønt man i forvejen har 100.000 stående dèr. 
39        Også sådanne krinklede tankegange er et resultat af, at man tænker efter praksis. Praksis havde formentlig på Thomas' tid og i Thomas' omgivelser udviklet sig sådan, at også munke og nonner købte aflad. En smuk tanke, sådan set. Derved stiller man sig solidarisk med alle de andre kristne. Desværre er tanken ikke blot smuk, den er også højst ulogisk. Og derfor kræves der ikke så lidt tankegymnastik af Thomas for at få den smukke tanke gjort bare nogenlunde antagelig. Og den er formentlig også kun antagelig for fromme folk, altså ikke for sådan nogle som mig. 
40 6. Aflad for afdøde.
       Både Bonaventura og Thomas Aquineren behandler spørgsmålet om aflad for afdøde. Og de går begge ind for, at det kan lade sig gøre, Bonaventura dog med den indskrækning, at det sker "per modum supplicationis", hvilket svarer til det, der hos andre teologer kom til at hedde "per modum suffragii". 
Thomas i Paulus' referat: "Diese von Bonaventura bloss in zwei- (216)  felnder Form vorgebrachte Erklärung hat Thomas sich angeeignet ohne die andere Erklärung, dass die Ablässe den Verstorbenen fürbittweise zugewendet werden können auch nur zu erwähnen. 
41        Thomas er mindre tilbageholdende, omend det ikke er helt nemt at finde ud af, hvad han mener. Men ifølge Paulus' referat synes hovedtanken at være den, at eftersom en udveksling af fyldestgørende gerninger er tilladt, må den også være tilladt mellem de levende og de døde i skærsilden. Og bevares, jeg skal da ikke nægte, at tanken er logisk nok: den afdøde kan ikke selv udføre den foreskrevne gerning, det vil sige, han eller hun kan ikke betale for den aflad, der tilbydes. Men en efterlevende slægtning kan jo fint gøre det. ergo, den pågældende løskøbes fra skærsilden.  Man kann der Ablässe, so führt er aus, auf eine zweifache Weise teilhaftig werden: entweder unmittelbar wenn man selber das vorgeschriebene Werk verrichtet oder mittelbar wenn dies Werk von einem andern verrichtet wird. Da nun die Verstorbenen nicht in der Lage sind das vorgeschriebene Werk zu tun, so können ihnen die Ablässe unmittelbar oder direkt nichts nützen; doch nützen sie ihnen indirekt oder mittelbar wenn jemand das vorgeschriebene Werk für sie verrichtet". Geschichte des Ablasses, Bd 1, side 215f. 
42        Det, der gør tanken eller forestillingen i det hele mulig, er, at skærsilden tænkes at være beregnet for de mennesker, der er kommet bagefter med de fyldestgørende gerninger. Og i det øjeblik den tanke er blevet slået fast, at der findes en skærsild, og at denne skærsild er stedet, hvor afbetaling af de skyldige fyldestgørende gerninger finder sted, det vil sige, når man én gang er gået med til, at Gud stiller sin straffende magt i skærsilden bag kirkens afgørelser, så er det sådan set logisk nok, at også kirkens frigørende kræfter, nemlig afladsbevillingen, må tænkes at gælde i skærsilden. 
43 Dog vil Thomas ikke drage den slutning, der sådan set også er logisk nok, at paven, hvis han synes, kan udløse alle fra skærsilden. Som før nævnt er denne konsekvens, hvor logisk den end er, for meget for de middelalderlige teologer. Hvis man hævder noget sådant, synes man alligevel, at der gøres vold på Guds retfærdighed. 
44        Det er sådan set ikke noget nyt, at drivkraften bag afladsudviklingen er lægfolket mere end det er teologerne, men hvad aflad for afdøde angår, er tendensen endnu tydeligere.  Nikolaus Paulus i Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 125: "Wie beim Ablass überhaupt, so ist auch bei den Ablässen für die Verstorbenen die Praxis der Theorie vorangegangen".
45 Dog forekommer det mig, at Nikolaus Paulus mener at have ekstra god grund til sine bemærkning netop hvad aflad for afdøde angår. Men hvordan det egentlig hænger sammen, kan jeg ikke helt blive klar over. 
46 Så meget synes at stå fast, at paverne har været meget tilbageholdende med at udstede eller bevilge aflad til afdøde. Efter hvad Paulus fortæller, er det noget, der endnu i midten af 1200-tallet ikke forekom. Bevismaterialet står her ved siden af. Men foruden at levere bevis for, at paverne endnu på det tidspunkt ikke havde udstedt aflad for afdøde, leverer bemærkningen om, at Wilhelm nok skal passe på ikke at drage den pavelige fuldmagt i tvivl, et vidnesbyrd om, hvor ringe frihed teologerne havde overfor pavemagten. Det var i og for sig ikke angst for at blive straffet, der afholdt f. eks. Wilhelm fra at være helt fri i sine teologiske bedømmelser, heller ikke angst for at blive forbigået ved forskellige pavelige udnævnelser, mere en teologisk overbevisning om, at det i sidste ende var paven selv, der afgjorde, hvilken fuldmagt han vel kunne have i skærsilden.  Nikolaus Paulus Geschichte, side 130: "Dazu bemerkt jedoch der Dominikaner Wilhelm von Rennes: Da die Verstorbenen nicht mehr unter 
der Jurisdiktion der Kirche stehen, so scheint man nicht berechtigt zu sein, ihnen Ablässe zuzuwenden. Er fügt allerdings bei: Sollte der Papst den Seelen im Fegfeuer einen Ablass verleihen, so werde er, Wilhelm, sich hüten, die päpstliche Vollmacht in Zweifel zu ziehen. Aber gerade durch diese Bemerkung gibt Wilhelm zu erkennen, dass um die Mitte des 13. Jahrhunderts von einer tatsächlichen päpstlichen Bewilligung von Ablässen für Verstorbene in gut unterrichteten Kreisen noch nichts bekannt war". 
47 Og det er jo den virkelig farlige overbevisning. Den gav paverne en slags carte blanche til at gøre, hvad de fandt for godt, uafhængigt af teologernes indvendinger. Og som erfaringerne kom til at vise: det var ikke alle paver, der kunne tåle denne magt. Netop denne overbevisning kom der meget besynderligt ud af, ikke mindst i sagen mod Luther. 
48         Jeg har tidligere gjort opmærksom på Sylvester Prierias' 4. fundament (01#3): at den romerske kirke var normgivende, hvad tro og moral angår. Wilhelms bemærkning viser, at denne opfattelse har gamle rødder. Alligevel er det lidt mærkeligt at se denne opfattelse udviklet, som Prierias senere gør det i sin Epitoma. Altså: Man tænker sig, at der på et tidspunkt er opstået en diskussion om, hvorvidt paven kan udstede aflad, der gælder for de afdøde. Nogle mener det ene, nogle det andet. Men på et tidspunkt træffer paven så en afgørelse. Og efter denne afgørelse er det kættersk at mene noget andet end paven. Hans afgørelse er autoritativ. "Roma locuta, causa finita", som man sagde: Rom har talt, sagen er afgjort.  Sylvester Prierias i "Epitoma": "Kapitel 2 [skal omhandle]: at det nu er kættersk at sige, at der i kirken ikke kan findes sand aflad for afdøde. Og her for det første, at der i gamle dage om dette spørgsmål var forskellige opfattelser mellem teologer og kanonister. Og 2) at den opfattelse, at aflad har gyldighed for de afdøde i kraft af forbøn, er sand, og den bevises på mange måder. Og 3) at denne opfattelse nu ikke er en opfattelse, men en doktrin og kirkens mening, og den modsatte opfattelse af samme grund nu er en vildfarelse og ikke blot en opfattelse. Og 4) at det er kættersk at påstå, at aflad ikke gavner afdøde". (epitom1#71
49        Luther var barn af sin tid, på den måde at forstå, at han først langsomt, meget langsomt vil vi måske synes, løsrev sig fra samtidens fælles vildfarelser. Én af de vildfarelser, han først sent løsrev sig fra, var den, at kirken kan træffe autoritative afgørelser, at altså den stadig pågående diskussion i kirken kan afløses af, at alle bøjer sig for kirkens autoritet. Luther tænkte sig vistnok ikke, at paven besad den autoritet, der skulle til for at lukke diskussionen, men han mente i begyndelsen af sin offentlige fremtræden, at et koncil kunne gøre det: fremsætte en autoritativ udtalelse, der afgjorde sagen. 
50 Læg derfor mærke til hosstående citats indskrænkning i den frie disputation og opposition: At disputere og opponere kan kun lade sig gøre i en sag, der er tvivlsom, det vil sige, en sag, der endnu ikke er afgjort autoritativt af noget koncil.  Luther i forklaringerne til de 95 teser: "Derfor eftersom det i enhver sag, der er tvivlsom, er tilladt for enhver at disputere og opponere, så vil også jeg sige, at jeg på det punkt er af en anden mening end den salige Thomas og Bonaventura, indtil de beviser deres opfattelse bedre og opløser vores". (res05#47). 
51 Det samme siger han imod Prierias: Han nægter at være en kætter, blot fordi han mener noget andet end Thomas, angående det spørgsmål, om kirken kan løse fra andet end hvad den selv har pålagt (tese 5). Den sag, der er imellem Prierias og Luther, er altså ikke blot en sag af første grad: hvordan det har sig med pavens eller kirkens magt til at løse fra skærsildens straffe, men også en sag af anden grad: hvem skal afgøre denne uenighed? Skal paven egenmægtigt afgøre den, som Prierias mener, eller skal der indkaldes et koncil, der skal finde frem til en fælles holdning, som Luther mener?  Luther imod Prierias: "Imidlertid må jeg tilstå, at jeg indtil idag har næret tvivl det, men jeg er ingen kætter, selv om jeg fastholder det  negative, førend det er fastslået af et koncil". (lutpri01#73
52         Det blev som bekendt ikke mindst sagen af anden grad, der kom til at optage sindene, og forresten siden har optaget dem. Allerede i skriftet mod Prierias hævder han, at konciler ofte har taget fejl. Og er det tilfældet, hvordan kan de så træffe en autoritativ afgørelse, som alle skal rette sig efter, også i den disputation, der foregik på universiteterne?  Luther mod Prierias: "Og det er heller ikke nok her, at jeg også tror på kirkens handling (skønt der her ikke er tale om nogen kirkens handling) fordi såvel en pave som et koncil kan fare vild. Det har du Panormitanus til på udmærket måde at behandle i bog 1 om konstitutionerne, kapitlet 'significasti'".  (lutpri01#81
53 Det tjener Luther til ære og den europæiske frihedsforståelse til gavn, at Luther holdt fast i historiens vidnesbyrd, skønt det var irriterende for alle, at man hverken kan stole på konciler eller paver. Han drog vel ikke selv den konklusion, at diskussionen derfor må fortsætte, til en fælles opfattelse har dannet sig ud af diskussionen, men den ligger vel egentlig snublende nær, når historiens vidnesbyrd er, som det er: at man lige forud for den relative ro på Luthers tid havde oplevet paver og modpaver, sågar tredie-paver, havde oplevet konciler, der traf modsatrettede beslutninger, så ingen vidste, hvad han skulle rette sig efter, osv. 
54        Midt i dette virvar levede Panormitanus, eller Nicolaus de Tudescis, som han egentlig hed (Panormitanus betyder blot "ham fra Palermo", idet Nicolaus de Tudescis var ærkebiskop i Palermo). Han levede fra 1386-1445 og blev en ganske berømt retslærd, kaldet Abbas modernus. Denne Panormitanus støtter Luther sig til. Han gør det her, hvor talen er om, hvorvidt paverne og koncilerne kan tage fejl. Men han gør det også i en anden for os lidt mere speget sag. Panormitanus har hævdet, at alle andre, herunder paven og koncilet, må bøje sig for selv en lægmand, hvis denne har en bedre mening. (replica#66
55 Dette lyder i vore øren lidt besynderligt. Vi vil vel alle være tilbøjelig til at spørge, som Luthers modstander, Catharinus, gør det: Hvem skal afgøre det? (catlut22#51) Luther bruger det imidlertid uden tøven. Og jeg skal ikke kunne sige, hvordan Luther har forstået det. Men jeg vil foreslå, at han i hvert fald har fået det ud af det, at paven og koncilerne ikke kan fastsætte noget uden at begrunde det. Når selv en lægmands argument måske er bedre og skal veje tungere end et pave-argument, så må paven oppe sig, så må han fremføre gode grunde til det, han gør. En sådan forståelse vil i hvert fald kunne forklare, hvorfor Luther er så glad for denne tanke. For var der noget, Luther ikke kunne tage ved de pavelige afgørelser imod ham, var det, at de var uargumenterede, paven fastsatte, hvordan det var, uden på nogen måde at give begrundelse for det. 
56          Dette var en sidebemærkning, fremkaldt af Wilhelm af Rennes' bemærkning om, at han vil føje sig efter paven, hvis denne udsteder et bindende dekret. (#46
57         Det havde paven imidlertid ikke gjort det meste af middelalderen igennem. Og det på trods af, at Thomas Aquineren og andre teologer sådan set havde givet ham lov til det. Først i sidste halvdel af 1400-tallet, fortæller Paulus, gav paven sit minde til, at der blev uddelt aflad til en afdød. Hvad der havde været af aflad for afdøde indtil da, havde været der på uautoriseret måde. 
58         Og dette, at folk selv mener sig berettiget til aflad for deres afdøde, viser selvfølgelig rigtigheden i Paulus' bemærkning om, at det i afladsspørgsmålet er praksis, der går forud for teori. (#44) Men det bevirker også, at man er nødt til at spørge, hvilke tankebaner lægfolkets opfattelser bevæger sig i. Hvad er det for en logik, der får dem til at anse det for en selvfølgelig ting, at man kan frikøbe sine slægtninge fra skærsilden?  Nikolaus Paulus om uautoriseret aflad: "So bestimmte im Jahre 1270 die verwitwete Gräfin Amata von Béarn in ihrem Testament eine bedeutende Geldsumme für die Ausrüstung zweier Soldaten, die am nächsten Kreuzzug sich beteiligen sollten, um für den verstorbenen Grafen Gaston den Ablass zu gewinnen". (Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 128) 
59 Jeg vil svare, at det er en juridisk logik. Gud har forvandlet sig i løbet af middelalderen til at være en hersker i stil med fyrsten eller paven. Den juridisk velforståelige tankegang, der præger forholdet til ærkebiskoppen eller paven, præger forholdet til Gud også. Det er sket trinvist. Først er fyldestgørelsen kommet til og har udvisket den tilgivelsestilsigelse, der lyder i boden, til at være en blot og bar formalitet; nej, det egentlige, forsoningen med Gud, opnås først, når alle de fyldestgørende gerninger, der er blevet idømt i bodssakramentet, er udført. Og en videre udvikling i denne uheldige retning opstår, når skærsildstanken udbygges. Skærsildens gradvise straf kan man langt bedre håndtere indenfor den juridiske tænkning end himmel/helvede-forestillingens enten-eller. 
60 Og endelig altså afladen. Den ligge i logisk forlængelse af det foregående, også når afladen udvikler sig fra at være visse gerninger, der skal udføres, til at være et stykke papir, man køber for penge. Hvis der er mulighed for at udveksle fyldestgørende gerninger mellem de levende, hvorfor skulle så de døde være undtaget fra denne udveksling? 
61        På sin vis er det noget næsten djævelsk ironisk i denne udvikling. Det ser nemlig ud til, at i takt med, at kærlighedshandlingen: dette, at man får noget, som der ikke skal betales for, i takt med, at den forsvinder fra gudsforholdet, opbygges den i forholdet til ens nærmeste. For hvorfor køber man aflad til sine forældre? Hvad har man ud af, at de slipper for nogle år i skærsilden? Svaret er det overraskende, at det har den enkelte sandelig ikke noget ud af, det er noget, der blot er en selvfølge for ham eller hende i kraft af det kærlighedsforhold, han står i til de afdøde forældre. Altså, man finder det mærkværdigvis nok helt i orden, at ens forældre modtager noget for intet i kraft af den kærlighed, der var, men man forstår da så udmærket, at Gud, denne højt ophøjede fyrste, ligesom paven og kongen, ikke kan give noget for intet, uanset hvor stor magt og rigdom han har, nej, dèr skal der selvfølgelig gives "noget-for-noget". 
62       Så altså, der er det mærkelige ved udviklingen af afladen, herunder afladen for de afdøde, at vi i den kristne verden ikke slipper for kærlighedsforholdet, det bliver blot anbragt helt forkert. 
63        Også på anden måde viser det sig, at kærlighedsforholdet ikke er helt glemt og overset. Det viser sig, lidt bagvendt, måske, gennem den teologiske modstand mod at lade paven have domsmagt over skærsilden. Det er, som om det alligevel er for meget. Det er, som om anmasselsen overfor Gud alligevel her bliver for tydelig. 
64        Som sagt har jeg lidt svært ved helt at blive klog på, hvornår egentlig afladen for de afdøde kom i brug. Når Thomas og Bonaventura tager stilling til spørgsmålet, synes det unægtelig at forudsætte, at aflad for afdøde var noget, der forekom. Og med disse to teologer befinder vi os i 1200-tallet. Men her i 1457 vækker det stor opsigt, at paven udsteder en bulle, hvori der bevilges aflad også for afdøde, og det betragtes som noget nyt og hidtil uhørt.  Nikolaus Paulus om en afladsbulle udstedt til den spanske konge i 1457: "Die neue Bulle gewährte nicht bloss vollkommenen Ablass für die Lebenden, sie gestattete zudem, dass, wer 200 Maravedis für den Kreuzzug gegen die Mauren spendete, den Ablass auch für Verstorbene lösen könne. Mariana, der spanische Geschichtschreiber, unterlässt nicht hervorzuheben, dass dies in Spanien etwas Neues war". (Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 332). 
65       Hvis Paulus har ret i sin påvisning af, at pavens aflad for de afdøde er noget, der hidtil ikke har fundet sted, så er vel den første indvending, der her nævnes, korrekt: Det er ikke katolsk. "Katolsk" betyder som bekendt blot "almindeligt", og opstandelsen, det vækker, er i sig selv et bevis på, at det, der her fandt sted, ikke var katolsk. Nå, "katolsk" betyder vel i denne sammenhæng snarere "ortodokst", altså, der ligger i ordet en henvisning til en norm, ikke blot en henvisning til skik og brug.  Paulus sammesteds: "Wie der zeitgenössische Historiograph Alfons von Palencia meldet, wurden murrende Stimmen laut, die leugneten, dass die Zuwendung von Ablässen an die Verstorbenen katholisch sei, manche behaupteten, es stehe dem Papst nicht zu, 
derartige Suffragien für Geld zu gewähren. Andererseits wurde von Theologen dargetan, dass der Papst die Vollmacht besitze, Ablässe für die Seelen im Fegfeuer zu verleihen".
66        I Frankrig forekom der en anden "sjov" begivenhed, der involverede afladsforståelsen. Det var pave Sixtus den Fjerde, der var den udfarende kraft. Han havde i 1476 udstedt en aflad, der foruden at være for de levende også skulle gælde de afdøde "per modum suffragii", altså i kraft af pavens forbøn. Denne aflad skulle "forkyndes" over hele Frankrig, og derfor mente afladshandleren, Raimund Peraudi, at det var godt at få en erklæring fra anerkendte teologer (Lidt besynderligt, som om pavens udstedelse ikke var tilstrækkelig). At den skal "forkyndes" er et pænere ord for, at den skal sælges. 
67       Den ene teolog, Johann Fabrica (død 1487) hævdede, at det var ganske utvivlsomt, at paven kunne tildele en afdød aflad ud fra kirkens skat. Spørgsmålet var blot, på hvilken måde det skete. Det kunne i hvert fald ske "per modum suffragii". Men Fabrica mente, at det var sandsynligt, at paven kunne uddele aflad "per modum auctoritatis", det vil sige, i kraft af den "løsemagt", han havde over alle sjæle, også dem i skærsilden. Man kunne måske diskutere, om paven havde ret til at binde sjæle, men det var udenfor diskussion, at han havde ret til at løse dem. Og når det gjaldt at vise, at denne "løsemagt" også gjaldt i skærsilden, kunne Fabrica henholde sig til den romerske praksis: hver gang man fejrede messe i den romerske Sebastianus-kirke ved et særlig priviligeret alter, blev en sjæl udløst af skærsilden. Dette kunne kun lade sig gøre, var konklusionen, hvis paven havde magt over sjælene i skærsilden. 
 

Paulus i Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 323: "Hinsichtlich der Strafe, die sie abzutragen haben, stehen eben die Seelen im Fegfeuer noch unter der Gerichtsbarkeit des Papstes. Zur Begründung dieser Lehre wird auch auf den privilegierten Altar der römischen Sebastianuskirche hingewiesen: In Rom werde allgemein 
geglaubt, dass bei jeder Messe, die man auf jenem Altare zelebriere eine Seele aus dem Fegfeuer erlöst werde; diese besondere Wirksamkeit lasse sich nur erklären durch die Annahme einer päpstlichen Gnadenbewilli- gung". 

68      Den anden teolog, Nikolaus Richardi, gjorde ikke meget ud af at afklare, om udfrielsen af skærsilden skete på den ene eller den anden måde, blot hævdede han, at man ganske trygt kunne regne med, at sjælen kom fri af skærsilden. Hvad der gør hans udredninger interessante, er, at han samtidig hævder, at man ikke skal ophøre med at bede for de afdøde. Med andre ord: kirken vil have både i pose og i sæk. Man vil gerne have pengene fra afladen, og for at få folk til at hoppe på den, må man fremhæve, at afladen bestemt virkelig gælder. Men man vil også gerne have folks penge, når de opretter sjælemesser og andre forbønsforanstaltninger, og derfor må man samtidig fastholde, at bønnen endelig ikke skal ophøre. Dog naturligvis uden at der er nogen logisk sammenhæng i disse to påstande. De nærmest skriger til himlen i deres eklatante modsigelse. Hvis sjælen er udfriet af skærsilden, er der naturligvis ingen grund til at bede for den, for det eneste, man kan bede om for en afdød sjæl, er, at den skal udfries af skærsilden. 
 
 
 
 
 

Paulus sammesteds, side 324: "Er macht verschiedene Gründe dafür geltend, dass man nach der Gewinnung des Ablasses fortfahren solle, für die Verstorbenen zu beten. Diese Gebete, bemerkt er unter anderm, kommen andern Seelen zugute; sie sind auch von Nutzen für die Lebenden. Der so naheliegende Grund, dass man nicht mit Sicherheit wissen könne, ob der Ablass in seinem vollen Umfange den Verstorbenen zuteil geworden, wird ganz ausser acht gelassen". 

69 Paulus' bemærkning, at Richardi slet ikke tager hensyn til den mest nærliggende grund: at man ikke med sikkerhed kan vide, om afladen kommer afdøde til gode i sit fulde omfang, er afslørende. Paulus vil ikke eller tør ikke se modsigelsen. Men Richardi har måske set så meget af den, at det trods alt forekommer ham for modsigelsesfyldt, hvis han, lige efter at han har slået fast med syvtommersøm, at afladen virkelig kan udfri en sjæl af skærsilden, ville hævde, at det alligevel er usikkert, så man er nødt til at bede for den pågældende sjæl. Men ak, selv om han ikke nævner den, så ligger modsigelsen tydeligt fremme i dagen; den ligger jo i sagen selv. 
70        Jeg har også bemærket mig hosstående oplysning hos Paulus. Ikke fordi det forarger mig synderligt, at nogen tager munden for fuld og vil forkynde udløsning fra helvede og ikke blot fra skærsilden, men fordi det bekræfter den mistanke, jeg har fået ved at læse Luther og hans modstandere, at man i sine teologiske tanker blandede helvede og skærsild sammen. Afladsteologien var ikke en teologi, det var et febrilsk forsøg fra teologernes side på at få lidt orden i det kaos, som afladsbevillingerne afstedkom.  Paulus i Die Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 319: "In Spanien kam es sogar vor, dass einige Geistliche auf Grund gefälschter Bullen vorgaben die Seelen nicht nur aus dem Fegfeuer sondern auch aus der Hölle befreien zu können. Diese Freveltat wurde scharf gerügt von Nikolaus V. in einem Schreiben vom Jahre 1453".
71         En anden ting hos Paulus, som man kan bemærke sig, (ja, der er mange forunderlige ting at bemærke sig, men denne har specielt med Luther at gøre), er, at sætningen "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer" er blevet fordømt af Pariser-universitetet i 1482. Kort tid efter så det samme universitet sig foranlediget til at fordømme den tanke, at paven, hvis han ville, kunne tømme skærsilden, udtalt af en franciskansk prædikant i Tournai i 1482. (Se #24) Paulus kalder både denne tanke og den foregående ekstremistiske. Men han glemmer at nævne, at Luther faktisk nævner begge disse tanker i sine teser.  Paulus i Die Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 326: Es darf nicht wundernehmen, dass auf Grund solcher Instruktionen übereifrige Prediger auf der Kanzel verkündeten: Sobald jemand die vorgeschriebene Geldspende entrichtet habe, fahre die Seele, für welche das Almosen gespendet worden, sofort aus dem Fegfeuer in den Himmel hinauf. Dieser Satz, der mit dem berüchtigten Sprüchlein: "Sobald das Geld 
im Kasten klingt, die Seele aus dem Fegfeuer springt", inhaltlich ganz übereinstimmt, wurde im Jahre 1482 bei der Pariser Sorbonne zur Anzeige gebracht. 
72 Ikke blot er det interessant, at Luther fordømmer denne tanke om sjælen, der fluks opspringer af skærsilden, og altså har Pariser-universitetet bag sig i sin fordømmelse. Det er også interessant, at Sylvester Prierias i sin Dialog, vendt mod Luthers 95 teser, da han når frem til denne tese, faktisk forsvarer den. Mon han ikke har været klar over, at Paris havde fordømt den?  Nach reiflicher Beratung, an weicher zahlreiche Professoren sowohl vom Weltklerus als von den religiösen Orden sich beteiligten, erklärte am 20. November 1482 einstimmig die gelehrte Versammlung: Weder lasse sich der beanstandete Satz aus der Ablassbulle, die von Sixtus IV. für die Peterskirche von Saintes erlassen worden, folgern (non sequitur ex 
bulla), noch könne man denselben als wahr hinstellen und dem Volke ohne Gefahr predigen".
73         Og endelig er det interessant at se, hvordan Luther og Prierias argumenterer imod hinanden. Som før sagt og som det kan ses af det hosstående argument fra Sylvesters side, anerkender Sylvester Prierias sætningen, at sjælen flyver op fra skærsilden, når pengene kastes i kisten. (Luther har en lidt skælmsk bemærkning til Prierias i den anledning, idet han mener, Prierias regner vore menneskesjæle for mere værd end de afladshandlere, Luther har truffet; de hævder nemlig, at sjælen flyver op allerede, når man kaster tolv kvadriner i kisten, Prierias mener det først sker, når man kaster en gylden i kisten. (lutpri02#80 Luther i tese 27: De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten,   flyver sjælen ud [af skærsilden].
Sylvester: Den, der prædiker, at sjælen, som holdes tilbage i skærsilden, og tilføjer, at den flyver op i det øjeblik, i hvilket der er gjort fuldstændig bod for det, for hvis skyld der gives fuld aflad, nemlig når der kastes en gylden i skålen, han prædiker ikke på menneskevis, men prædiker den rene og katolske sandhed. (prilut2#8
74 Luther anerkender i sit svar tilsyneladende også sætningen. Det, der for ham er problemet, er ikke, om sjælen udfries af skærsilden i det øjeblik, der gøres fuldkommen bod, men om sjælen udfries via afladen. Det kan synes lidt mærkeligt, at Luther her tilsyneladende lader en god lejlighed til en god og kraftig modargumentation gå fra sig, men man skal huske på, at Luther på dette tidspunkt stadig anerkender skærsildens eksistens. Det, der for ham er det anstødelige i den pavelige praksis, er, at denne udfrielse sker ved en rent ydre handling: ved at købe et afladsbrev, ganske uafhængigt af sjælens tro og kærlighed.  Luther imod Sylvester Prierias: "For det andet, det skulle du lægge mærke til og det skulle du svare på, som du lægger vægt på og som er knuden i spørgsmålet, om det er at prædike på menneskevis eller at prædike på guddommelig måde, når man siger, at sjælen flyver op på grund af afladen". (lutpri02#80
75        Når Luther andre steder i resolutionerne hævder, at sjælene i skærsilden er i stand til at vokse i kærligheden, skyldes det netop, at det for ham ikke drejer sig om et blot og bart frikendelsesord (der er ikke tale om en forensisk retfærdiggørelse, for at bruge den sædvanlige terminus technicus), det er sjælen selv, der må ændres, hvis den skal frelses. Og eftersom skærsilden findes, så må også sjælene dèr har mulighed for at kunne ændres, ellers er skærsilden lig med helvede. 
76         Men det væsentligste ved Luthers indvending er dog nok det, han fremfører i sin resolution til tese 27. Her viser han, at for ham er gudsforholdet ikke præget af den automatisme, der gennemsyrer næsten alle de andre middelalderlige teologer. For utrolig mange af dem gælder det om at efterforske "mekanismen" bag Guds tildeling af nåde; det "sker" på den og den måde; ved det og det ord er Gud nødt til at give nåden fra sig; når paven beder, er det næsten 100% sikkert, at den, han beder for, opnår det, der bedes om, f. eks. udfrielse af skærsilden; og hvis man tænker sig, at paven direkte har myndighed over skærsilden, så er jo Gud sat fra styret, hvad magt over skærsilden angår.  Luther i resolutionen til tese 27: "Dog bevises den (tese 27) gennem den følgende tese, at kirkens forbøn har gyldighed gennem Guds forgodtbefindende (arbitrium) og sjælens fortjeneste. Derfor, også selv om det var en sand sætning, de havde, at afladen gavner på forbønnens måde, ville man ikke kunne slutte, at sjælen straks flyver op". (res07#2
77 Jeg vil meget gerne være med til at slå et slag for alle de forsigtige teologer, der fandtes i middelalderen, f. eks. alle dem, der ikke uden videre kunne gå med til, at paven havde retsmyndighed i skærsilden, men mente, at han kun kunne udfri sjæle derfra "per modum suffragii". Det er dog, som om deres gudsforståelse ikke er helt korrumperet. Det er dog, som om de aner det blasfemiske i at lade et menneske, paven, have magt over noget, der så tydeligt hører Gud til, skærsilden. 
78 Men stillet overfor Luthers udredninger i resolutionerne forekommer selv disse forsigtige og i mine øjne ganske ærlige teologer mig at være det rene vand. Se bare, hvad han siger som det første! Her er Gud sandelig befriet fra den kedelige rolle, han fik tildelt af mange middelalderteologer: at være pavens bydreng. Al automatisme er som blæst bort. Den forbøn, som man var så glad for, ikke mindst fordi den blev foretaget af en så høj og fornem herre som paven, den forbøn, hvis virkning man uvilkårlig forestillede sig måtte være des sikrere, jo betydningsfuldere en person det var, der udførte den, kommer her ned på jorden. Gud bliver genindsat i rollen som Gud.  Luther i forklaringen til tese 27: "For det første: Det er ikke forbønnen, men dette, at forbønnen bliver hørt og modtaget, der befrier. Altså, de befries ikke, fordi kirken beder, men fordi Gud handler". (res07#3)
79 Den naturlige gudsforståelse.
        På dette tidspunkt i min undersøgelse finder jeg det naturligt at overveje, om Luther retleder de pavelige misforståelser ud fra skriftens gudsfortståelse eller ud fra sin egen personlige gudsforståelse, jævnfør ordet "natura", efter sin natur, i hosstående citat. 
Luther fortsat: "For det andet: Efter sin natur handler Gud således, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give, som det fremgår af alle de helliges bønner og læresætninger, så at han kan prøve udholdenheden. Derfor går der lang tid mellem forbønnen og bønhørelsen og udførelsen af den". (res07#4)
80 Som bekendt endte Luther med ikke så lang tid efter at have skrevet resolutionerne at erklære paven for antikrist. Noget af det, der får ham til det, er, at paven og papisterne fordrejer den naturlige sprogbrug. Det er en sag, der har været ret overset i den tid, den dialektiske teologi har "haft magten" indenfor Luther-forskningen. Men det er sandt nok alligevel. 
81         Én ting er nu, at det er sandt, når talen er om den naturlige brug af ordene "fattig" og "rig". Jeg har før været inde på, hvordan den almindelige tale om munkenes fattigdom forvirrede begreberne (emner#1)  Man kan, siger Luther i "Om munkeløfterne", skelne mellem tre slags legemlig fattigdom; én, hvor man ikke bruger nogen ydre ting, hvilket er umuligt, for man er nødt til at have mad og drikke for at kunne leve. Én, hvor man undlader selv at deltage i administrationen af de ydre ting; det er givetvis franciskanernes eller barfodsmunkenes form for fattigdom, han her har for øje. Den form kalder han barnlig. Og endelig én, hvor man lever i ejendomsfællesskab. Det er den sædvanlige, som fandtes i alle munkeordnerne på Luthers tid. (vot06#8
82 Imod denne form for legemlig fattigdom indvender Luther, at man her har forvekslet fattigdom og ejendomsfællesskab. Man siger, at man aflægge løfte om fattigdom, og i løftets ordlyd er det også ordet "fattigdom", der forekommer. Men det, man mener, er, at man aflægger løfte om ejendomsfællesskab. Det eneste, man lover i munkeløftet om fattigdom, er ikke at have personlig ejendom, at leve uden for sin egen persons vedkommende at kunne samle til huse, disponere over fremtidens indkomster, osv. Men dette forhindrer jo ikke munkene i at være rige, fremhæver Luther. Deres ordener kan udmærket eje mange goder. Deres huse plejer at være de solideste og bedst udstyrede i byen. 
         Der synes at være noget, der er rivende galt. Men hvad?
83          Jo, siger Luther, man har ikke læst Apostlenes Gerninger godt nok. For der står nok noget om ejendomsfællesskab i dette skrifts første kapitler, men der står udtrykkelig, at der iblandt de første kristne ikke var nogen, der led nød. Så deres ejendomsfællesskab var ikke det samme som fattigdom, i deres ejendomsfælleskab havde de rigeligt med legemlige fornødenheder.  Luther i Om munkeløfterne: "Lukas roser i Apostlenes Gerningerne apostlenes handlinger, fordi de havde alting fælles, og derved havde overflod, men han kalder det ikke fattigdom og kalder dem ikke fattige, tværtimod, siger han, var der ingen iblandt dem, der led nød". (Apg 4,34) (vot06#11
84 Det var først senere, siger Luther i tilknytning til Apostlenes Gerninger, at de begyndte at lide mangel i legemlig henseende. Og det er grunden til, at Paulus samlede ind til de hellige i Jerusalem.  Luther i Om munkeløfterne: "Men bagefter, da de havde brugt deres formue og sulten tog over, og de begyndte at lide mangel også i det timelige, da blev de også på legemet gjort fattige, sådan at Paulus og Barnabas overalt holdt indsamlinger til de troende. (vot06#12)
85         Luther giver sammesteds en slags definition på fattigdom. Og jeg vil tillade mig ud fra denne definition og ud fra, hvad jeg har lært af Luther (men ikke ud fra, hvad Luther selv siger) at stille spørgsmålstegn ved begrebet "frivillig fattigdom". Er det ikke en contradictio in adjecto? Ligger det ikke i begrebet "fattigdom", at den altid er ufrivillig? Kan man med vilje og vidende være fattig? Eller, kan jeg spørge: Er det ikke betegnende for alle fattige, at de gerne vil arbejde sig ud af deres fattigdom, blot har de, som Luther siger, ikke midlerne dertil, hvad enten det nu skyldes, at de, som i gamle dage, ikke havde et stykke jord, de kunne arbejde ud fra, eller det, som i vore dage, skyldes, at de er arbejdsløse, og "arbejdsløse" betyder jo i denne sammenhæng: mennesker, der ikke kan få lov til at tjene til dagen og vejen, eller få lov til at forsørge sig selv?  Luther i Om munkeløfterne: "Forøvrigt, den legemlige fattigdom er en særlig mangel på mad og drikke og klæder, som har brug for andres hjælpemidler, idet den ikke kan hjælpe sig med sine egne hjælpemidler". (vot06#10)
86 Hvis man tænker sig en gruppe mennesker, der, skønt de har mulighed for ved deres arbejde at skaffe sig føden, dog giver sig til i en slags solidaritetsfølelse med de rigtig fattige at undlade at arbejde for føden, så kan man give dem forskellige betegnelser, f. eks. betegnelsen "dovne", eller betegnelsen "gale", men "fattige" kan man vel ikke kalde dem. Og selv om man i modstrid med, hvad sproget selv lægger hen til os at kalde dem, bruger betegnelsen "fattige" om dem, så må man dog skelne mellem disse "for-sjov-fattige", og så de virkelig fattige. For de første kan undslippe deres afhængighed af andre, fordi den netop er frivillig, men de andre kan ikke. 
87         At alt dette er imod Guds vilje, kommer frem i en kort bemærkning, Luther gør i forbindelse med citatet i #83. Her indleder han det citerede med at sige: "Her ser du dette Satans narrespil". Det er ikke blot Satans narrespil, fordi Luther har noget imod det, altså: Luther bruger ikke betegnelsen "Satans narrespil" som en slags ed, han bruger den som en præcis teologisk term, der skal pege på, at papisterne ikke blot undlader at overholde Guds bud, de prøver også at bilde sig selv og andre ind, at deres overtrædelse er den højeste overholdelse. Og at være en løgner på den måde er netop Satans opgave. 
88         Men altså, alt dette er noget, Luther fremfører på et lidt senere tidspunkt. På det tidspunkt, efteråret 1521, er det gået op for ham, at paven er antikrist, han har også skrevet en række bøger imod paven og papisterne og forklaret, hvad han mener med, at paven er antikrist. Men her i resolutionerne, sommeren 1518, er han ikke kommet til klarhed over graden af løgnagtighed i de papistiske påstande. Alligevel skriver han altså, at Gud efter sin natur handler sådan, at han er hurtig til at høre, men sen til at give. Og det skal altså være spørgsmålet i de følgende overvejelser: Er det noget, Luther véd ud fra skriften, eller er det noget, han véd ud fra sine egne erfaringer? 
Luther i resolutionerne: "For det andet: Efter sin natur handler Gud således, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give, som det fremgår af alle de helliges bønner og læresætninger, så at han kan prøve udholdenheden. Derfor går der lang tid mellem forbønnen og bønhørelsen og udførelsen af den". (res07#4)
89           Nuvel, naturligvis er et sådant spørgsmål ubesvarligt; naturligvis er der tale om et falsk dilemma. Men alligevel. Det er jo uomtvistelig mennesket selv, der har udformet gudstanken. Kan gerne være, der har ligget en sådan mulighed i sproget på forhånd, men det er menneskehjerner og menneskediskussioner, der udvikler denne i sproget i svøb liggende mulighed til en virkelighed, så gudstanken virkelig træder frem i dagens lys i historiens løb. Og det er naturligvis også på tilsvarende måde menneskehjerner og menneskediskussioner, der har udviklet den monoteistiske tanke, gennemarbejdet vanskelighederne, ladet alle anfægtelserne påvirke sig, og sluttelig er nået frem til det "resultat", som det gamle testamente præsenterer for os; her er jo blot det gamle testamente på én gang et vidnesbyrd om processen frem mod monoteismen og et vidnesbyrd om det resultat, som den monoteistiske tankegang når frem til. 
90 Videre til misforståelse 3! 

Noter: