Reformation på en misforståelse

af Ricardt Riis, påbegyndt oktober 2004.:

Indhold: misforst02; misforst03; misforst04; misforst05; misforst06; misforst07; misforst08.

1. Indledning. #1.

Første afdeling
2. Afladsteologiens juratænkning. #9.
3. Skærsilden #40
4. Afladen #68.
5. Hvad er aflad, skildret ud fra Albert den Store, Bonaventura og Thomas af Aquin. a. Er aflad ombytning af gerninger? #02#7. b. Er afladen et fromt bedrag? 02#18. c. Kan paven tømme skærsilden? 02#24. d. Et åndeligt gode for et legemligt? 02#33. e. Skal munke købe aflad? 02#35.
6. Aflad for afdøde. 02#40.
7. Den naturlige gudsforståelse 02#79.
8. Nøglemagten. 03#26. Ny testamentes vidnesbyrd: 03#29. To forståelser af nøglemagten: 03#50. Den anden forståelse af nøglemagten: 03#74. Har Luther forstået sagen korrekt? 04#5. Luthers "misforståelse", 04#17. Afslutning 04#43.
9. Aflad som tilladelse til ikke at gøre gode gerninger. 04#47.

Anden afdeling
10. Findes der overskydende gode gerninger? 04#70. A: Om forskellen på den gode og den fyldestgørende gerning 05#1. B. Den gode gernings motiv. 05#15. C. Ambrosius Catharinus imod Luther. 05#37. Om bud og råd. 05#52. Om munken på dødslejet. 05#73. D. Thomas Cajetan imod Luther. 06#1. Cajetans totalsyndighedslære. 06#11.
11. Mod Køln og Løven. 06#40. A. Et menneske i dødssynd kan købe aflad 06#54. B. Johannes Dölsch Feldkirchen. 06#60. Dölsch om Luther inden 1520. 06#65. C. Dölsch's første indvending mod Løven-tese 1. 06#84.

Tredie afdeling
12. En forskel i synet på gode gerninger? 07#1.
13. Umuligheden af at rose sig. 07#38.
14. Luther imod Latomus. 07#53.
15. Relationistisk contra individuel. 08#1. Luthers tankeeksperiment. 08#36. Retfærdiggørelse ved tro p.g. a. skrifttroskab? 08#46.
16. Afslutning. 08#64.

A. Ekskurs 1: Luthers skærsildsopfattelse.

¹ 1. Indledning.
     Det kan ske, at man får en tanke, måske endda en vild idé. Jeg har således for nogen tid siden fået den idé, at hele Luthers reformatoriske angreb på pavekirken var baseret på en misforståelse. Det er, hvad jeg her skal prøve at undersøge nærmere.

²      Misforståelsen beror på, at Luther kun delvist har fået gjort op med afladsteologien. Man kan måske realistisk betragtet heller ikke forvente andet. Afladsteologien havde ved middelalderens slutning udviklet sig til et sammensurium af hinanden modstridende opfattelser. Som jeg har antydet i en anden af mine små afhandlinger "Den skæbnesvangre forveksling", kan man godt mistænke afladsteologerne for med vilje, så at sige, at have opstillet deres teologi, så der opstår en række forvekslingsmuligheder, helvede forveksles med skærsilden, syndernes forladelse med straffenes eftergivelse, osv. Men efter at have læst det meste af Nikolaus Paulus' digre værk om afladens historie, er jeg kommet til den konklusion, at der ikke er tale om nogen bevidst handling fra afladsteologernes side. Der er tale om en uheldig udvikling, som har forskellige uheldige forudsætninger.

Nikolaus Paulus: Die Geschichte des Ablasses im Mittelalter, bind 1 og 2. 1923. Genudgivet 2000.
Nikolaus Paulus: Die Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters. 1923. Genudgivet 2000

³          For at afbilde forudsætningerne for afladsteologiens mange uheldige knopskydninger vil jeg henlede opmærksomheden på Sylvester Prierias' Dialogus, det skrift, han udgav i juni 1518 som svar på Luthers 95 teser. I indledningen til værket opregner han sine fundamenter. Og ét af disse fundamenter lyder på, at den romerske kirke er normgivende, ikke blot, hvad troen angår, også hvad traditioner angår. Der kan altså med andre ord dannes nye traditioner af den romerske kirke, og alle andre er pligtige at følge denne kirkes skikke. Sylvester Prierias i Dialogus: "Det fjerde fundament.
Den romerske kirke kan således både med sine ord og handlinger bestemme over tro og skik. Og heri er der ikke nogen forskel, udover den, at ordene er mere afpassede end gerningerne. På den måde opnår sædvanen lovens kraft, fordi viljen passivt eller aktivt udtrykkes gennem de første gerninger. Og følgelig, ligesom den er kætter, der mener noget forkert om skrifternes sandhed, således er også den kætter, som mener noget forkert om kirkens lære og gerninger med henblik på troen og skikkene". (prilut1#20)

⁴         Dette er, modsat hvad vi i dag ville tro, ikke en særmening af Prierias. Det er derimod en meget træffende beskrivelse af, hvad der rent faktisk havde været tilfældet gennem de sidste århundreder. Det kan ses mange steder hos N. Paulus. Gang på gang kan man forstå, at de forskellige teologer prøver at få mening i de pavelige udtalelser. Det er, som om disse udtalelser er kommet til os "senkrecht von oben".

⁵        Vi kan til en vis grad sammenligne med nutidens jurister. De står ofte overfor den opgave at skulle have mening i den lovgivning, der kommer ud fra folketinget. Og af og til er der tale om noget sjusk fra folketingets side. Den ene paragraf modsiger tilsyneladende den anden. Har mon folketinget tænkt over det, da de lovgav? Ja, vi har dog i nogen måde taget højde for den slags indvendinger. Vi har et justitsministerielt lovkontor, som netop skal gøre sit til at forhindre, at lovene kommer til at modsige hinanden.

⁶         Men det lykkes ikke altid. Som regel tier juristerne stille og prøver på at få det til at glide. Men af og til bliver divergensen for stor. Det var, hvad der skete ved en lovgivning imod Tvind. Og som man måske husker, fik det højesteret til at komme med en anmærkning om lovenes grundlovmedholdelighed. Om jeg husker ret, tog folketinget bemærkningen til efterretning, så man ændrede loven. For noget af det sidste, man ønsker, er love, der modsiger andre love.

⁷         Hvis man ganger vore vanskeligheder ved at lave et modsigelsesfrit lovkompleks med hundrede eller to hundrede, så har man et billede af, hvad der foregik med afladen i middelalderen. Det ene afladsbrev efter det andet udgik fra de pavelige kontorer. Den ene bestemmelse efter den anden kom frem. Den ene bevilling efter den anden dukkede op. Om paven har haft et lovkontor, der skulle forhindre modsigelser, så har han i hvert fald holdt det godt skjult, eller lovkontoret har arbejdet ganske elendigt.

⁸         Det er så, hvad jeg vil prøve på i denne lille afhandling: at tegne et billede af, hvordan traditionerne udviklede sig, og af, hvordan teologien haltede bagefter; at prøve at fortælle om, hvordan den folkelige overbevisning gav sig udslag i en vis købekraft, der så blev besvaret med "leverancer" af pavestolen (inklusive biskopper og ærkebiskopper), mens teologerne fik til opgave sidenhen at forsvare de opståede traditioner; og også at vise, hvordan alt dette korrumperede teologien, så den efterhånden kom til at fastholde mange hinanden modstridende påstande.

⁹ 2. Afladsteologiens juratænkning.
       Man kan sige, at det altsammen er udtryk for teologiens juratænkning. Man forestiller sig forholdet til Gud som et forhold til en dommer eller en lovgiver. Overfor en sådan er man ikke bundet i et personforhold, men kan gøre, hvad man vil, når man blot holder sig indenfor de afstukne rammer. Det mærkelige er så, at der finder en så udtalt knopskydning sted, at altså den ene forestilling drager den anden med sig, uden at processen synes at ville standse.

¹⁰       Man kan nok bedst forstå, at der er tale om juratænkning, når man får denne tænkning stillet op overfor en anden form for teologisk tænkning: persontænkningen. Det vil jeg derfor indlede med at gøre. Også for på den måde at vise min afstandtagen til hele afladsteologien, som den har udviklet sig i middelalderen og senmiddelalderen.

¹¹        Lad os se på boden!
        Den består traditionelt af anger, bekendelse og fyldestgørelse. Dog skal man være opmærksom på, at den sakramentale syndsforladelse er anbragt midt imellem bekendelse og fyldestgørelse, så at altså boden i virkeligheden består af fire, og ikke kun tre dele. I sin prædiken om aflad og nåde begynder Luther med at sige: "For det første skal I vide, at nogle nye lærere, såsom Magister Sententiarum, Skt. Thomas og deres tilhængere, inddeler boden i tre dele, nemlig, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. Og selv om denne opdeling efter deres mening vanskeligt eller slet ikke findes begrundet i den hellige skrift eller hos de gamle hellige kristne lærere, vil vi alligevel for nærværende lade den stå og tale på deres måde". (aflad#1)

¹²      Ofte har man hæftet sig ved angeren og fra luthersk side angrebet den katolske forståelse af angeren som henholdsvis attritio og contritio. Af disse to skulle den første være en mere grov form for anger, den sidste den væsentligste og dybeste form for anger. Jeg skal i og for sig ikke nægte, at denne forskel mellem lutheranere og katolikker kan være et godt pædagogisk middel. Blot vil jeg her hæfte mig ved en anden forskel, idet jeg nemlig vil gøre noget ud af fyldestgørelsen. For allerede i påstanden om fyldestgørelsens nødvendighed viser det sig, at man tænker i juridiske baner.

¹³       "Hvordan finder jeg en nådig Gud?" Dette var Luthers eksistentielle grundproblem. Lad mig omformulere dette problem til følgende sætning: Hvordan genetableres et personforhold? Hvordan bliver to personer ét igen? Hvordan genoprettes den brudte tillid mellem to mennesker eller mellem menneske og Gud?

¹⁴       Det mener jeg var Luthers afgørende nybrud, at han tænkte overfor forholdet til Gud i personbaner. I hvert fald mener jeg, at det er fra ham, jeg har lært at tænke således, selv om jeg ikke direkte afskriver, hvad han skrev, men formulerer mig selvstændigt. Hvorom alting er, vi må for det første gøre os klart, at vi altid i vor teologiske tænkning bruger et billedsprog, hentet fra menneskelivet. Vi må for det andet være klar over, at vi har en tilbøjelighed til at bruge det forkerte, dvs det juridiske billedsprog, når vi tænker og taler om Gud. Konklusion: Vi må gå ud fra et personforhold, som vi kender det fra dagligdagen i vore gudsforestillinger og i vor eksegetiske anstrengelser for at forstå det ny testamente. Men omvendt, ud fra det ny testamente, ud fra den kirkelige tradition, vil vi så få skærpet vort blik for, hvordan vi i vor dagligdag tager vor tilflugt til den juridiske tankegang, og for, hvordan dette ødelægger vort forhold til den anden.

¹⁵       Hvad nu boden angår, så må altså denne udlægges eller forstås ud fra en forsoningsbegivenhed i vor dagligdag. Og naturligvis kan man da godt, når man tænker tilbage på, hvordan det gik til, at man blev forsonet med sin næste, lade angeren og bekendelsen få et ord at skulle have sagt. Jo, sådan kan forsoning mellem to personer godt finde sted, at den ene angrer, hvad han eller hun har gjort, bekender det forkerte for den anden, og derefter bliver forsonet med vedkommende.

¹⁶ Men det kan jo så sandelig også ske på mange andre måder. Og hvis endelig det skal være, så kan en opstilling med anger og bekendelse forud for forsoning, måske snarere føre én på afveje i forståelsen af problemet, fordi man meget let kommer til at opfatte anger og bekendelse som den enes betingelser for forsoning, betingelser, som skal være opfyldt, før den anden vil rykke ud med sin tilgivelse, og forsoning så kan finde sted.

¹⁷       Men intet ville være mere forkert. Det går ikke sådan for sig, at den ene opstiller betingelser for den anden, heller ikke, når den ene part er Gud. Betingelser har fanden skabt, eller mere præcist: Betingelser hører hjemme i et juridisk forhold mellem personer, dvs i et forhold, hvor man holder sig i en vis afstand til den anden.

¹⁸ Dermed være ikke sagt, at man ikke, hvis man prøver at give en psykologisk beskrivelse af, hvordan det gik til, kan komme til den konklusion, at der er visse betingelser, der må være opfyldt, før forsoning finder sted. Først og fremmest må den ene igen komme til at stole på den anden og vice versa; ikke fordi den ene opstiller en sådan betingelse, men fordi det ligger i sagens natur, eller fordi selve dette, at der er tale om et forhold mellem to personer, betyder, at de to stoler på hinanden. Forholdet er et trosforhold, og af den grund, ikke fordi den ene part i et lunefuldt øjeblik opstiller det som en betingelse, må troen dukke op igen.

¹⁹       Og er der sket et brud på forholdet på den måde, at den ene har brudt den andens tillid, er der f. eks. tale om et ægteskabeligt sidespring, så kan man i en vis forstand, nemlig når man vil give en psykologisk beskrivelse, godt sige, at angeren er en betingelse for forsoning. Der er en konkret handling, der ligger de to ægtefæller imellem, og hvis ikke denne handling angres af den, der har begået den, så er det vanskeligt at se, hvordan det kan komme til nogen ægte forsoning.

²⁰ Men det hele er altså ret indviklet og lader sig ikke sådan stille op i et teknisk skema. Man kan endda forestille sig, at overtræderen egentlig ikke udviser nogen ægte anger, men i første omgang blot siger, at jovist, han er da ked af det, der er sket. Da så den anden bryder sammen og fortæller om sin skuffelse og følelse af forsmåethed, ja så bryder hans oprindelige kærlighed frem i al sin vælde, og han forstår, hvordan han har misbrugt sin kones tillid, og den anger, der ikke var ægte i første omgang, bliver nu forvandlet til en ægte fortrydelse.

²¹       Læg mærke til, at jeg her har skildret det, så det ligner den middelalderlige forestilling om attritio, den uægte anger, der ændres til contritio, den ægte anger. Blot er der den forskel til den middelalderlige skildring, at jeg har skildret det som et muligt, måske sjældent, måske almindeligt, psykologisk fænomen. Men jeg er mig i min skildring af det bevidst, at det er set udefra, ikke indefra, og at man, hvis man vil bruge dette som en fidus, vil misbruge det på det groveste.

²² Og det er netop, hvad jeg mistænker middelalderen for: at ville bruge den psykologiske iagttagelse som en fidus, som et trick, hvorved man kan fremkalde den ægte anger og dermed forsoningen. Men den går ikke. Man må have tålmodighed. Man må lægge sin skæbne i Helligåndens hånd. Hvis man kommer til at udvise ægte anger, så er det netop noget, man kommer til, ikke noget man beslutter sig for, eller noget, man driver frem i sit indre i kraft af stor selvbeherskelse eller stor skuespilkunst. Jvfr Luthers bemærkning i resolutionerne: "Men de nyere teologer har arbejdet altfor heldigt sammen om dette samvittighedens onde, idet de har behandlet og lært om bodens sakramente således, at folket har lært at stole på, at de kunne udslette deres synd med deres anger og fyldestgørelser. Denne tomme antagelse kan intet andet udrette end kvinden i evangeliet, der led af blødninger og have brugt alt, hvad hun ejede på læger, men blot fik det værre og værre". (Mark 5,26) (res02#78)

²³         Men dette var angerens rolle i forsoningshandlingen. Hvordan så med fyldestgørelsen? Hører den hjemme i en moderne, fænomenologisk skildring af, hvordan forsoning finder sted?

²⁴        Ligesom med angeren må man sige: Naturligvis kan den da anbringes der, men hvis det er et sjældent tilfælde, at den uægte anger ændres til en ægte anger, som ovenfor beskrevet, så er det vist meget mere sjældent, at en fyldestgørende bod har nogen plads i forsoningshandlingen. Og hvis den endelig har sin plads i denne begivenhed, så kan jeg ikke forestille mig den som andet end som en idé, som den forurettende part selv kommer på.

²⁵ Hvis det er noget, han opfordres til af den forurettede part, så er det hele ødelagt, eller så er fyldestgørelsen ikke noget værd overhovedet. Ja, selv hvis det er noget, som traditionen siger er en fyldestgørende bod, kan det hele være spildt. For den forurettede part må jo stole på den anden. Og man stoler ikke på ægtheden, hvis den iklæder sig traditionens former. Normalt ikke, i hvert fald.

²⁶         Hvis man fastholder gudsforholdet som et personforhold, det vil sige, hvis man forstår det ud fra de personforhold, man står i i dagligdagen, så kommer de fyldestgørende gerninger ind som en hund i et spil kegler. Hvad skal man med dem? Hvordan kan man give dem en nogenlunde rimelig begrundelse? Det forekommer mig næsten umuligt.

²⁷        For har forsoning fundet sted, hvad skal man så med fyldestgørende gerninger? Nå ja, hvis manden er blevet tilgivet af sin hustru for det sidespring, han har foretaget, hvis han virkelig har følt, at det var forkert, hvad han gjorde, men at han nu får en chance mere, hvis han er blevet grebet af den oprindelige kærlighed til sin kone, hvis forelskelsen ikke var helt udbrændt, men kunne lokkes frem igen af hendes tilgivelse, så kan det da godt være, at han gribes i den grad af sin gamle kærlighed, at han er langt mere opmærksom end før. Og disse opmærksomhedshandlinger kan man da godt, med lidt hjernevrid, kalde fyldestgørende handlinger.

²⁸ Men man skal da være opmærksom på, at sådanne handlinger er selvfølgelige og selvopfundne. Hvis de skal være ægte, må de udspringe af hans egen nyfundne kærlighed, ikke af, hvad man plejer at gøre. Og hvis de alligevel gør det -- for i et personforhold er jo intet umuligt -- så må dette: hvad man plejer at gøre, træde i baggrunden. Kommer han hjem med blomster, pynter han op, hvad han aldrig har gjort før, så er det noget, traditionen fortæller ham, om ikke andet så i form af diverse vittigheder derom, og det kan da godt være, at han er en så uopfindsom natur, at dette virkelig er et ægte udtryk for hans glæde over de to's forsoning. Det véd hun naturligvis bedst. Men det kan aldrig komme udefra som et pres fra traditionen, end ikke som et pres fra hende.

²⁹        Man kan også tænke sig en situation, hvor han føler, at det er forkert, hvad han har gjort, men ikke véd, hvordan han skal genvinde sin kones tillid. Måske han så får den idé at komme hjem med en kost, at være opmærksom på hendes ønsker, at foreslå en fælles udflugt som i gamle dage, at tage noget mere fri fra arbejde, eller hvad véd jeg. Og måske hun falder for det, det er vel ikke umuligt, heller ikke selv om disse handlinger holder sig indenfor traditionens rammer.

³⁰       Overført på gudsforholdet fører det til, at man foretager en række fyldestgørende handlinger før Guds tilgivelse foreligger, for at vinde Guds gunst, for at blødgøre ham, for at få ham til at ophøre med at være vred, eller hvordan man nu vil formulere det. Vi vil nok som gode lutheranere vende os bort fra en sådan handlemåde, og forklare og forkynde af al magt, at Guds nåde kommer os i forkøbet, at vi kun kan tage imod, ikke på nogen måde kan vi gøre os fortjent til Guds nåde, osv. Men det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Luther i sin tese 12 faktisk foreslår, at man går tilbage til det, han betegner som den oprindelige bodshandling: at de fyldestgørende gerninger kommer før tilgivelsestilsigelsen.

Tese 12. I gamle dage pålagde man de kanoniske straffe ikke efter, men før afløsningen, som en prøve på den sande anger. (95tes#12).

³¹       Nu er det jo den store Luther, der har fremsagt denne tese. Og man burde derfor måske undersøge den lidt nøjere, eller man burde se, om det ikke var noget, vi kunne drage nytte af. Intet sådant vil jeg imidlertid gøre. For det første, fordi Luther stod i en ganske bestemt situation, som vi ikke står i: han stod overfor et sammensurium af i hver sin retning strittende afladstanker; han stod overfor en udvendiggørelse af alle forestillinger om Gud og ind i dette skulle han prøve at få anbragt lidt alvor. Vi står i stedet i den situation, at vi skal prøve at fastholde gudsforholdet som netop et forhold mellem to personer, og hvis vi opstiller en tese, hvorefter gerningerne skal komme først, så opnår vi det stik modsatte: så vil vore tilhørere og efterhånden også vi selv uvægerlig opfatte gudsforholdet ikke som et personforhold, men som et forhold mellem juridiske størrelser. Og det var just en sådan opfattelse, vi skulle bort fra.

³²        Nej, når jeg gør opmærksom på Luthers mærkelige opfordring til at lade tilgivelsestilsigelsen følger efter de fyldestgørende gerninger, skyldes det, at jeg mener, at hans opfattelse af gudsforholdet derved kan fastholdes som et personforhold. Jeg vil naturligvis gerne have Luther "på min side" og arbejder også i det skjulte godt henimod dette ædle formål. Men jeg véd dog godt, at Luther udtrykker sig meget anderledes, end jeg gør; hvilket jo ikke mindst har at gøre med den uafrystelige kendsgerning, at jeg lever ikke så få hundrede år senere end han. Dog mener jeg i det mindste af og til og i det mindste glimtvist at kunne vise, at en form for personforholdstænkning skyder sig frem igennem alle de andre tanker, han har. Og -- vil jeg hævde -- det er måske det, der er tale om her.

³³        I det hele taget, lad det være et åbent spørgsmål, om den fænomenologiske analyse af personforholdet, jeg har lagt frem i det foregående, er luthersk, eller måske til syvende og sidst kun "riisisk", så meget tror jeg dog at have opnået med den, at det er blevet klart, at enhver form for fyldestgørelse fører ens forestillingsverden ind på et sidespor, fører juridiske overvejelser med sig, fører til, at et menneske betragter gudsforholdet som et "noget-for-noget"- forhold, hvor forholdet ikke bliver intakt, før mennesket har ydet noget.

³⁴        Det er altså ikke så meget et spørgsmål om den rette anger, om attritio contra contritio, det er ikke i særlig høj grad fra en betragtning af angeren, at jeg henter mit skyts imod den katolske forståelse af boden, det er mere i hele opstillingen af bodsskemaet, anger, bekendelse (tilgivelsestilsigelse) og fyldestgørelse, at jeg mener, den juridiske hestehov viser sig. Med dette skema er man ude over personforholdet. Når man tænker over gudsforholdet på den måde, er der ikke mere tale om et personforhold, men om et forhold, der er båret af et billede fra handelslivet eller fra retssalen; begge dele er lige forkerte.

³⁵ Det forkerte ved det skema, som Luther altså godt nok foreløbig anerkender, ligger ikke så meget i forståelsen eller misforståelsen af angeren, men i selve det forhold, at det hele er blevet institutionaliseret, så man, hvordan end forholdene er, kræver fyldestgørende handlinger gennemført af den bodssøgende. At kræve det er i sig selv en mistillidserklæring til den tilsigelse af Guds tilgivelse, man lige har afgivet. Tilgivelsestilsigelsen skulle jo i sig selv være et så kraftigt ord, at den bodssøgende blev ramt i den grad i hjertet, at han uden opfordring udefra gjorde satisfaktoriske gerninger i læssevis. Nu har man ganske opgivet at regne med, at dette ord har nogensomhelst kraft i sig. I stedet hænger man sig i de satisfaktoriske gerninger; de skal gøre fyldest og vise éns ydmyge sindelag; de skal være et tegn på ens sande anger. De er pokker, er de! Hvordan kan de være det, når de kun fremkommer, fordi præsten "idømmer" én dem?

³⁶         Det er jo den næste afvigelse fra den sande tro: ikke blot tør man ikke lade de satisfaktoriske gerninger komme indefra, men skal absolut -- for en sikkerheds skyld -- have præsten til at nævne dem, ikke nævne dem som gode ideer til, hvad den bodssøgende kunne gøre, men som noget, han skal gøre, man skal også gøre disse gerninger til "straffe", hvilket jo delvis ligger i dette, at de skal gøres, man skal omtale præstens omtale af satisfaktoriske gerninger som dette, at han "idømmer" den bodssøgende de og de gerninger. Derved får de satisfaktoriske gerninger et ganske særligt, og bestemt ikke modsigelsesfrit præg: De bliver "straffe", som man skal udføre, for igen at komme i kridthuset hos vorherre.

³⁷         Man må virkelig sige med Kierkegaard: Fanden være gud på de betingelser! Jeg mener, her har Gud gjort sig alle mulige anstrengelser for at fortælle os, at dette at bede til ham er at bede som et barn beder til sin far, enkelt og ligefremt, uden teologiske falbelader, uden sideblik til, hvad man nu kan opnå ved det, uden overfladisk plapren en remse af, osv. Og hvad gør vi så? nej, hvad gør hans egen kirke så: den "idømmer" dens medlemmer, at de "som straf" skal bede så og så mange fadervor. Hvordan kan de undgå at blive en bevidstløs liren en bøn af? Hvordan kan der blive alvor i en sådan bøn? Hvordan kan en sådan bøn i det hele taget komme fra hjertet? Den fremkommer jo ikke som følge af en uafvendelig trang i hjertet, men som følge af et ydre påbud fra præsten!

³⁸         Hvis der i det hele taget skal være nogen alvor i disse ting, så må der da som et minimum være en lyst til at påtage sig disse straffe, så må mennesket da i det mindste være grebet af en lyst til at gøre Guds vilje, omend man kun ser det som Guds vilje i kraft af kirkens autoritet! Sådan som Luther hævder det i sine resolutioner! Det vil sige: Så må enhver tale om at disse "straffe" kan eftergives forekomme én som en hån mod hele ens gudsforhold! Eller, sagt ligeud: Så må afladen betragtes som nærmest gudsbespottelig!

³⁹        Nuvel, jeg lader det være godt med disse bemærkninger! Hermed mener jeg at have gjort det klart, at det forkerte ved den katolske bod ikke blot ligger i en forkert forståelse af angeren, men i hele bodsinstitutionen. Som det har udviklet sig, udviser institutionen som sådan en mistillid til det Guds tilgivelsesord, den fremsiger. Man tror ikke på, at ordet har nogen kraft i sig, og har derfor sikret sig, at der dog i det mindste kan fremkomme nogle "erstatningshandlinger".

⁴⁰ 3. Skærsilden
        Jeg skal ikke i denne forbindelse fremkomme med en lang gennemgang af, hvordan skærsildstanken er opstået. Blot skal jeg nævne den fare, der foreligger for enhver, der vil undersøge sagen, at han forveksler det, de gamle siger om helvede, med det, de siger om skærsilden. Er man positivt indstillet overfor skærsildstanken, er det ikke vanskeligt at fortolke kirkefædrenes udsagn om helvede som udsagn om skærsilden.

⁴¹        Jeg skal også gøre opmærksom på, at der i oldkirken i høj grad havde fundet sted en "juridisering" af gudsforholdet. Det kan lyde imponerende, når man hører om, hvordan præster dengang havde "magt" over sjælene, kunne lukke ude og lukke inde, kunne "idømme" fyldestgørende "straffe", osv, men set som helhed må man sige, at alt sådant var udtryk for, at personforholdet til Gud trådte i baggrunden og afløstes af et juridisk forhold, bestemt ved kirkens mere eller mindre klare bodsbestemmelser.

⁴²       Og hvis sådan det juridiske gudsbillede havde vundet overhånd, så er der ikke noget at sige til, at skærsildstanken modtages med kyshånd, hvornår den end begynder at tage form. For det er kun i forholdet mellem den ene person og den anden, det er kun i tillidsforholdet, at der optræder det enten-eller, der hersker i det ny testamentes eskatologi. Så snart man tænker i juridiske baner, så snart tanken om større eller mindre retfærdighed får overtaget, så melder sig forestillingen om det uretfærdige i den totale fordømmelse, som det ny testamente er fuldt af. Åh, nej, man vover naturligvis ikke at gå imod det ny testamente, men dukker en tanke op, der kan mildne den totale fordømmelse, så vinder den genklang. Og det, mener jeg, var, hvad skærsildstanken gjorde. Den vandt genklang i brede kredse. Og den vandt genklang, fordi den forekom mere rimelig end den gamle helvedestro med dens enten-eller.

⁴³         Nu var det imidlertid slet ikke sådanne overvejelser, der medførte, at tanken om skærsilden dukkede op. Man turde vel heller ikke sige åbent, at man ikke var glad for den forestilling, som den hellige skrift indeholde. Denne skrift var jo Guds ord på en måde, der ikke åbnede op for nogen diskussioner overhovedet. Nej, det, der bevirkede, at skærsildstanken opstod, var noget andet.

⁴⁴        Og hvad det var, har jeg ikke fundet nogen bedre beskrivelse af end den, Nicolaus Herborn giver i det skrift, Confutatio, der fremkom i 1530 som led i den danske reformationshistorie. Kongen, Frederik den Første, havde indkaldt til en herredag i København og ladet forstå, at det prekære religionsspørgsmål skulle afgøres dèr. Så både katolikkerne og lutheranerne rustede sig. Lutheranerne ved at skrive den såkaldte "Københavnske Bekendelse" og prædike over den rundt i Københavns kirker under herredagen. Katolikkerne ved at indkaldte "forstærkning" i form af en franciskanermunk fra Køln-området, Nicolaus Herborn, som sammen med vor hjemlige Poul Helgesen fik til opgave at forsvare den katolske opfattelse.

⁴⁵ Det gjorde de blandt andet ved at fremsætte en række sætninger, som de påstod var lutherske og kætterske. De fik så ved kongens hjælp lutheranerne til at afgive en kort erklæring om, hvorvidt de kunne godkende den pågældende sætning som ægte luthersk, og derefter tog de sig for at gendrive de lutherske. Altsammen på latin. I 1533 udgav så Poul Helgesen en oversættelse af dette værk på dansk, De Danske Biskoppers Gensvar, men den latinske original forblev i kongens arkiver og blev først hentet frem og udgivet i 1905.

⁴⁶         Den sætning fra værket, jeg her er interesseret i lyder: "Efter døden er den ingen skærsild. Ingen pine forlades heller efter dette liv". Denne artikel anerkender lutheranerne som udtryk for deres tro, og de to katolikker giver sig derefter i lag med at gendrive den. Først imødegår de lutheranernes forklaring på forskellige punkter, dernæst fører de en række skriftsteder i marken til bevis for skærsilden. Som et eksempel kan nævnes, at de bruger filipperbrevets Kristus-hymne, specielt omtalen af, at alle knæ skal bøjes sig for Kristus, også dem under jorden, til at spørge, hvor vel disse mennesker kan befinde sig. Det kan ikke være i helvede, for dèr er der ingen lovsang. Hvilket så bevises med forskellige skriftsteder. Og svaret er, ikke overraskende, at de naturligvis befinder sig i den øvre del af helvede, som kaldes skærsilden.

Fra Confutatio: "Men hvem er de knæ i helvede, som bøjer sig i Jesu navn? Mon ikke de er samlede i en del af helvede? Men om dem siger den kongelige profet til Herren: 'De døde lover dig ikke, Herre, ejheller dem, der steg ned i Helvede' (Sl 113,25 (Vulgata) Sl 115,17). Og Esaias siger på samme måde om det samme: 'Dødsriget takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke' (Es 38,18; Vulgata). ... Nu mangler så det, at der må være nogle retfærdige sjæle, som er gået bort herfra i nåde og kærlighed, men endnu ikke er blevet rensede fuldkomment fra det jordiske smuds, og som er anbragt i den øvre del af helvede (i hvad vi kalder skærsilden). (con08#34f)

⁴⁷ Dernæst nævnes en række problemer for den katolske tankegang, som skærsildstanken råder bod på. F. eks. det problem, hvorhen den retfærdige vandrer efter døden. Han er en synder, det er jo alle mennesker, derfor kan han ikke gå direkte ind i himlen. Og hvis han nu ikke har nået gennem kærlighedsgerninger at udslette de daglige og lettere overtrædelser, farer han så til himlen? Det kan ikke lade sig gøre, for straf hører ikke hjemme i himlen, og han skylder jo straf for sine gerninger. Farer han da til helvede? Nej, heller ikke, for han er jo retfærdig, ven med Gud og søn af ham. Nej, han får et midlertidigt ophold i skærsilden. Og derfor må der jo være en skærsild.

Fra Confutatio: "Der bør altså i verden foruden himmel og helvede være et eller andet fængsel, et renselssted for de mellemgode sjæle, hvor de lettere overtrædelser kan afvaskes gennem midlertidige trængsler, indtil de kan se Guds ansigt og blive delagtige i den himmelske glæde". (con08#39)

⁴⁸ Hertil føjer imidlertid forfatterne, i god overensstemmelse med datidig tradition, at der jo også kan forefindes mennesker, der har "oparbejdet" en gæld til kirken, bestående af fyldestgørende gerninger, som de er blevet idømt, men endnu ikke har fået gjort, eller kun delvist har fået udført. Også til sådanne mennesker, der på den måde dør "i utide", er der behov for et pinested, et sted, hvor de gennem pinsler kan gøre den bod færdig, de ikke fik fuldendt på jorden. Fra Confutatio: "Mon han da sendes til helvede? Jamen, han er befriet fra al skyld, og der er dèr ingen forsoning. Der mangler altså, at der kan være et mellemsted i verden, mellem himmel og helvede, hvor de timelige straffe, der ikke blev udstået i dette liv, bagefter kan afsones, og dette sted kalder vi skærsilden". (con08#41)

⁴⁹       Endelig føjes til, at selve dette at bede for de døde, sådan som det har været tradition i kirken, forudsætter, at de har et "sted", og at dette "sted" ikke er noget lykkeligt sted, men et "sted", hvorfra de kan udfris ved de troendes bøn. Nævnes kan også, at de gode katolske forfattere ikke undlader lige at berøre de åbenbaringer, der haves om skærsilden; Poul Helgesen og karmelitterne iøvrigt var en stor beundrer af den hellige Birgitta, og det kan være ham, der har fået denne lille anmærkning indflettet. Fra Confutatio: "den almindelige kirkes sædvane tilfredsstiller et hvilketsomhelst katolsk menneske, nemlig ud fra den skik at bede for de afdøde, som vi fastholder, som jo uden skærsilden ville være overflødig og nyttesløs". (con08#42)

⁵⁰            Det vil sige, at forfatterne herigennem har fået givet oplysning om de to slags mennesker, der bebor skærsilden efter almindelig opfattelse, nemlig dels de mennesker, der ikke har nogen dødssynd på samvittigheden, men har en række tilgivelige synder på sig, som der ikke er opnået afløsning for, og dels de mennesker, der efter en dødssynd får kirkens afløsning med de dertil hørende "straffe" eller fyldestgørende gerninger, men blot ikke har nået at få gennemført alle disse pådømte gerninger. Det kan godt være, at der ikke er fuldkommen logik i forestillingerne, og det er også nok muligt, at andre teologer beskriver sagen lidt anderledes, men det er i det hele taget karakteristisk for skærsildstanken: den er under udvikling, teologerne er endnu ikke nået frem til en klar og for alle letforståelig forklaring på tingene. Men hvad vore to forfattere skriver, er et udmærket kompendium over skærsildsforestillingerne i den sene middelalder. Det er også én af grundene til, at jeg draget dem frem her: de er samtidige kilder.

⁵¹         Et forhold, som de imidlertid på ingen måde beskriver, formentlig, fordi de slet ikke kan se noget problem dèr, er spørgsmålet om, hvorvidt et menneske, in casu paven, kan gå ind i Guds jurisdiktion. Det kan lyde mærkeligt, måske endda blasfemisk, men det er ikke desto mindre noget, der har beskæftiget en tidligere tids teologer: kan paven give aflad, så de afdøde har gavn af det? Hører skærsilden på nogen måde ind under hans jurisdiktion? Er det, der sker efter døden, ikke noget, som Gud og kun han tager hånd om?

⁵² Den tids teologer, det vil sige, de teologer, der som de første prøvede at gennemtænke afladens problemer, beskæftigede sig imidlertid kun med disse spørgsmål ud fra afladens synspunkt. Hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er, at problemet med sammenblandingen af menneskets og Guds jurisdiktion jo allerede opstår med tilblivelsen af skærsildstanken. Allerede her stiller Gud sig bag menneskers (det vil sige: kirkens) afgørelse med sin magt. De, der befolkede skærsilden, var, efter hvad vore to teologer hævdede, mennesker, der ikke var kommet til ende med deres kirkelige fyldestgørelser. Det vil sige, de afgørelser, kirken træffer i sin administration af boden, stiller Gud sig bag på den måde, at han gennem skærsilden sørger for, at hvad der skal bødes for, det bliver der også bødet for, også selv om det ikke er overtrædelser, begået imod ham, men overtrædelser begået imod kirken.

⁵³          Dette sidste skel plejer vi jo ikke at spekultere stort over. Det er et skel, der forekommer os mærkeligt. Men i det øjeblik, kirken pålægger én en bod og vedkommende ikke udfører den, så er det ikke en overtrædelse at et bud overfor Gud, for Gud har tilgivet brøden i bodens afløsning, det er en overtrædelse af den bodsbestemmelse, som kirken lagde den pågældende ind under. Og det mærkelige er altså, at skærsildstanken er opstået, blandt andet som følge af, at kirken syntes at miste autoritet, hvis man kunne undslippe dens bestemmelser bare ved at dø. Den går ikke, sagde man så, der finder en efterfølgende afregning sted, nemlig i skærsilden. Blot er det altså temmelig meget imod den normale gudsopfattelse, at Gud ikke blot straffer overtrædelserne af første grad: overtrædelserne af hans bud, men også i skærsilden straffer overtrædelserne af anden grad: overtrædelserne af de bodsstraffe, der blev pålagt som betingelse for tilgivelsen af overtrædelserne af første grad.

⁵⁴        Luther har ikke kunnet gå med til dette. Han skriver i sin ottende tese, at "de kirkelige bodslove kan kun pålægges de levende og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø". (95tes#8) Og i sin forklaring til teserne fremsætter han ikke færre end 16 modargumenter imod den opfattelse, at der kan pålægges de døde bod eller at de, der skal dø, kan pålægges en bod. (res03#1-32) Se min ekskurs: Luthers skærsildsforståelse.

⁵⁵ Vi kan tage den fjerde indvending som et eksempel på Luthers tankegang. Her påpeger han, at man jo i sin fastsættelse af de fyldestgørende handlinger bruger en række betegnelser, der kun hører hjemme i dette liv, "dage", "pilgrimsvandringer" osv, og af det alene af den grund vil være absurd at mene, at den slags kan overføres til den næste tilværelse. Det er jo ikke desto mindre det, der ligger i skærsildsforestillingen, også som den kommer frem hos Nikolaus Herborn og Poul Helgesen. De tænker sig virkelig, at skærsilden skal være en slags modydelse i stedet for f. eks. de pilgrimsvandringer, der i den næste tilværelse ikke kan præsteres. Fra resolutionerne til teserne, tese 8: "Af lovens egne ord bevises denne tese, for deri fastsættes klart dage og år, faster, vågenætter, anstrengelser, pilgrimsvandringer osv, og det er klart, at disse ting tilhører dette liv og ophører ved døden, hvor mennesket rejser ind til et helt andet liv, hvor han hverken faster, græder, spiser eller sover, fordi han ikke mere har noget legeme". (res03#6)

⁵⁶       Luther henviser i det følgende til Johannes Gerson (1363-1429), og ifølge Köhler: Luther und die Kirchengeschichte er det med en vis ret. Ikke just vel fordi Luther og Gerson så ens på aflad og afladshandel, men begge indtager en forsigtig holdning, der ikke vil lade sig drive for vidt. I sammenhængen her knytter Luther til ved en udtalelse af Gerson om det tåbelige ved at udstede aflad med pålydende af flere tusinde år. Gerson ifølge Köhler: "Propterea fatuae sunt et superstitiones quaedam intitulationes de Indulgentiis 20 mille Annorum"; (koehler02#348) (forøvrigt er det tåbeligt og overtroisk med aflad, der har pålydende af 20 tusinde år).
Luther i resolutionerne: "Gerson kaldte den slags afladspålydende for tåbelige og overtroiske". (res03#7)
Se også N. Paulus: Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 6.

⁵⁷ Luther bruger muligvis Gerson, så han får ham til at sige for meget, nemlig som om han hævdede, at en overførsel af jordiske straffe til skærsilden var umulig. Det er dog vist ikke helt det, Gerson siger. Han advarer kun imod alt for stor aflad, fordi det kan latterliggøre afladen. Köhlers referat: "Die Hinübertragung der Strafenjahre auf das Purgatorium, sagt Gerson an anderer Stelle, rufe ein Bedenken wach; die Welt wird ja einmal ein Ende nehmen, also auch das Fegfeuer, also können auch die Strafen nicht endlos sein" (op II 408. cf 516). (koehler02#348)

⁵⁸         Men lad dette blot ligge. Hvad jeg vil fremhæve, er noget andet, end både Gerson og Luther fremhæver. Jeg skal ikke påstå, at det er særlig genialt. Og dog er det så enkelt og ligetil, at nogen måske vil undre sig over, at ingen samtidige har tænkt over det. Men netop det er et vidnesbyrd om, hvor stor en overbevisningskraft der lå i afladstanken, når den først var blevet fastslået af samfundet. Min tanke er den: Hvis skærsilden tænkes som en videreførelse af de bodsstraffe, som man blev idømt her i denne tilværelse, så er et vel svært at forestille sig, at ens ophold i skærsilden kan vare mere end de 70 år, et menneske normalt lever.

⁵⁹ Som den lille logiker, man er, kan man måske endda begynde at trække fra: der fragår barndomsårene, hvor synderne dog vel ikke var rigtige synder. Der fragår måske også en række sygdomsperioder, der i sig selv tænktes at bøde for synder, der var begået. Og der fragår naturligvis også de år, der faktisk blev levet i bod. Hvis man er blevet idømt en bod på to år, så man i disse to år ikke må spise kød og mælk, og hvis man faktisk i sin levetid når at gennemføre denne bodshandling, så kan der jo logisk set ikke oven i gives to års skærsildsophold. Summa summarum: man kan let komme ned på mindre end fyrre år i skærsilden som det absolutte maksimum. Paulus' referat af Gerson: "Derartige Ablässe von so viel tausend Tagen oder gar Jahren sind auch schwer denkbar, nachdem einmal die ewige Strafe erlassen und in eine zeitliche umgewandelt worden, denn ein einzelner Mensch kann oder soll ja nicht in diesem Leben verpflichtet werden, soviel Jahre Busse zu tun". Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 7. Gerson synes alligevel at tænke i samme baner, som jeg gør.

⁶⁰ Og dog blev der, især i jubelårene, og især ved pilgrimsvandringer til Rom, givet aflad på mange hundrede år. Ja, som man måske véd, fandt der en vis inflation sted. Den aflad på 200 år, der solgte godt i 1300-tallet, solgte måske ikke så godt i 1400-tallet, og det var derfor fristende at forøge den til en aflad på 500 eller 1000 år, trods Gersons advarsler. Alt dette vidner om afladens popularitet og om pavens enorme prestige. Men vidner måske også om folks fortvivlelse, om deres altid tilstedeværende angst for det hinsidige.

⁶¹       Når jeg, højst anakronistisk, nævner denne nutidige indvending til en fortidig problemstilling, skyldes det, at jeg senere, ligeså anakronistisk, vil fremkomme med en indvending, som hverken Luther eller nogen samtidige har haft blik for. Meningen er ikke at indlede en debat med længst afdøde personer, men snarere at prøve at klargøre for mig selv og andre, hvordan disse mennesker tænkte. Hvis afladsteologien har siddet så fast i dem, i hvor høj grad kan vi så uden videre overføre deres "normale" teologi til nutiden?

⁶²        Man skal imidlertid være opmærksom på, at for Gersons vedkommende, som for alle andre middelalderlige teologers vedkommende, foregår diskussionen om aflad med blind makker. Den blinde makker er paven og hans praksis. Gerson er nødt til at fremkomme med sin kritik af en aflad på 20000 år på meget forsigtig vis. For han og alle hans samtidige vidste jo godt, at paven havde udstedt jubilæumsaflad på op imod de 20000 år. Og hvis han udtrykker tvivl om muligheden af, at nogen kunne "optjene" en skærsildsstraf på mere end et menneskes livsalder, 70 år, som referatet #59 kunne tyde på, så er det pavens praksis, han udtrykker tvivl om, og eftersom hele kirken var overbevist om, at hvad "fatter (paven) gør, det er altid det rigtige", så kan han risikere at lægge sig ud med ganske mange personer ved at være altfor hårdnakket i sin kritik.

⁶³ Dertil kommer naturligvis, at den pavelige forestilling, der ligger bag de mange år i skærsilden, forekommer yderst from. Er det dog ikke ydmygt at fremhæve menneskets syndighed? Og fremhæves menneskets syndighed ikke meget bedre af den, der formoder, det har fortjent 1000 år i skærsilden, end af den, der ikke kan se, at skærsildsstraffen kan være mere end højst 70 år?

⁶⁴       Men se, denne sidste overvejelse lader sig narre af det, jeg vil kalde "den store forveksling", her af, at man forveksler helvedesstraffene og skærsildsstraffene. Man gør sig det ikke klart, oh nej, og vil nogen hævde, at det er det, man gør, så korser man sig mange gange. Ikke desto mindre låner skærsilden farve og kraft fra helvede; de forestillinger, man gør sig om skærsilden, synden, der fører i skærsilden, menneskets overmåde store syndighed, der har fortjent al mulig straf, henter man fra helvedestankerne. Og helvede og skærsild er altså ikke det samme. Og det, der får én til at komme i helvede, er ikke det samme, som det, der får én til at komme i skærsilden. Det er menneskets synd, der bringer det i helvede. Det er overtrædelser af Guds bud, der som konsekvens får, at man ender i helvede. Kun Guds tilgivelse kan ophæve denne konsekvens.

⁶⁵ Men det, der bringer et menneske skærsilden, er ikke synden, men den manglende efterlevelse af kirkens bud. Kirken har givet et påbud om så og så mange fadervor, så og så stor en almissegivning, så og så mange fastedage igennem så og så lang tid, osv, og skærsilden er beregnet for dem, der ikke når at fuldføre alle de påbud, kirken har givet. Vil nogen derfor hævde, at ligesom 1000 år er mere end 70 år, så må den, der skal lide i skærsilden igennem 1000 år også være en større synder end den, der kun skal være der i 70 år, så er det tydeligvis en konklusion, man drager ud fra en forveksling af helvede og skærsild.

⁶⁶ Skærsilden er ikke en straf, man lider for sine synder, det er en straf, man lider, fordi man, af mange forskellige tilfældige grunde, ikke nåede at fuldføre alle de satisfaktoriske gerninger, man skulle.

⁶⁷          Men kom og sig det til et middelaldermenneske! For ham er det hele mere eller mindre blandet sammen. Og hvad hans intellekt har svært ved at kapere, det hjælper hans fromhed ham igennem. Så uden videre dikkedarer vil hans fromhed acceptere de mange år i skærsilden, ikke mindst da, når det samtidig hedder, at man mod en ringe betaling kan opnå udfrielse fra denne straf.
       Nå, vi vil senere komme til at høre meget mere til denne forveksling. Tillige med alle de andre, så det hele bliver én stor forveksling.

⁶⁸ 4. Afladen
      Afladen går ikke frem af den historiske intethed med ét slag. Den dukker op i en ret langsom proces. Og når den først er dukket op, udvikler den sig på forskellig måde frem til det fænomen, der på reformationstiden trådte frem for Luther.

⁶⁹       F. eks. er én af forudsætningerne for afladen, at man kan udveksle fyldestgørende gerninger. Det menneske, der har udført for mange fyldestgørende gerninger, både i forhold til, hvad præsten har idømt ham, og i forhold til, hvad præsten burde havde idømt ham, eller som man plejer at sige: i forhold til, hvad den guddommelige retfærdighed kræver, tænkes at lade disse overskydende fyldestgørende gerninger indgå i en skat, som kirken administrerer; derfra er kirken så i stand til, uden at der gøres afbræk på Guds retfærdighed, at uddele af disse gerninger til de mange, der mangler noget i retning af fyldestgørende gerninger, naturligvis imod, at kirken så får noget til gengæld; og det behøver ikke altid at være en pengegave.

⁷⁰         Det er også en forudsætning for afladen, at det er kirken, der idømmer den bodssøgende de satisfaktoriske eller fyldestgørende gerninger. Jeg har før været inde på, hvordan selve dette, at "idømme" et menneske visse satisfaktoriske gerninger, ændrer afgørende på gudsforestillingen. Fra at have været en akt i et personforhold bliver boden en akt i det juridiske. Fra at have været en personlig med- eller modspiller bliver Gud en dommerskikkelse, der kræver retfærdighed. Og fra at have været et led i den ene persons forsoning med den anden og derfor fuldkommen spontane bliver de fyldestgørende gerninger lovbestemte ydelser, der skal betales ved kasse 1, hvis ikke hammeren skal falde.

⁷¹       Alt dette kan være slemt nok, eller rettere: alt dette er slemt nok. Og man ville måske forsværge, at tingene kunne blive værre, at personforholdet til Gud kunne udvikle sig til noget mere juridisk end dette. Dog, i kirkehistorien skal man intet forsværge. Det kunne gå langt værre, og det kom faktisk også til at gå langt værre.

⁷²       Efter igennem en række århundrede at have levet med et sådan juridisk gudsbillede, efter at have bestræbt sig for at gøre bod med alle de løvefødder og gesvejsninger, som kirken kunne udstyre dette sakramente med -- og læg mærke til, at alle disse bestræbelser udmærket går hånd i hånd med den dybeste fromhed: mennesket føler sig virkelig fromt, når det ydmygt kan bekende sin synd og modtage sine synders forladelse og, retfærdigt, idømmes de og de fyldestgørende gerninger -- efter at kirken havde bevæget sig ind ad alle disse vildveje, efter at der var forekommet så mange og så ugudelige, skønt fromme, knopskydninger på bodens sakramente, så opstod afladen. Og så blev det hele meget værre.

⁷³ Man tænke sig en hustru, hvis mand efter et sidespring, som han har angret og bedt om tilgivelse for, blive mødt med en blomsterkost fra en helt fremmed, som hendes mand har indgået overenskomst om at give af sit overskud, så har man et billede på, hvordan Gud må have det, når ikke synderen selv, men en anden leverer de krævede fyldestgørende gerninger. At kræve fyldestgørende gerninger er i sig selv kriminelt nok. Men at tillade, at de ydes ikke af den, der har syndet og derved ødelagt personforholdet til Gud, men af en helt tredie, det er dog den grueligste misforståelse af gudsforholdet, man kan tænke sig. Og det var netop en sådan misforståelse, der bredte sig mere og mere fra 1000-tallet og fremefter i den vestlige kristenhed.

⁷⁴       Det tjener på en sær bagvendt måde kirken og dens teologer til ære, at de på forskellig måde giver udtryk for deres betænkeligheder. Det er, som om de føler, at ét eller andet sted er der noget galt, de kan blot ikke se hvad. Åh, nej, sådan siger de ikke, men i selve den kendsgerning, at det ikke lykkedes indenfor de tre-fire hundrede år, afladsteologien skulle bruge til at udvikle sig, at finde frem til en teologisk holdning, alle kunne tilslutte sig, eller, kan jeg sige, i den kendsgerning, at der blev ved med at dukke anfægtede spørgsmål op, derved antydes det vel, at mange af disse afladsteologer trods alt er bedre end det resultat, de nåede frem til.

⁷⁵ Jeg kan også sige, at i selve den kendsgerning, at Luthers afladsteser fandt så stor og så hurtig udbredelse, viser det sig, at der i folket og i teologerne lå en utilfredsstillet søgen, lå en fornemmelse af, at det ikke kunne være helt rigtig fat med den officielle opfattelse.

⁷⁶          N. Paulus citerer Luther fra skriftet "Wider Hans Wurst" fra 1541, hvor Luther giver en kort beskrivelse af hele postyret omkring afladsteserne og begynder med at hævde, at han egentlig ikke havde forstået noget af, hvad aflad er, sådan som ingen dengang havde forstået det. Luther i Wider Hans Wurst: "Da nu folk fra Wittenberg løb efter aflad til Jüterbock og Zerbest osv og jeg ikke vidste (så sandt min Herre Kristus har forløst mig), hvad aflad var, sådan som jo intet menneske vidste det, da begyndte jeg omhyggeligt at prædike, at man vel kunne gøre noget, der var bedre og mere sikkert, end at løse aflad". (klolut#87)

⁷⁷ Han citerer derefter H. Grisar, med tilslutning, for at hævde, at noget sådant ikke kan siges ud i den blå luft, man må gå til kilderne, og af hensyn til dem, såvelsom af hensyn til Luther selv, må man undersøge sagen derudfra, inden man fælder nogen dom over tidens kundskab eller uvidenhed. H. Grisar, Luther 1, Freiburg 1911, 279: "aber die geschichtlichen Quellen verlangen dennoch, ihn selbst wie auch die katholischen Zeitgenossen gegen eine derartige Anklage auf Unwissenheit in Schutz zu nehmen". Fra N. Paulus: Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 354.

⁷⁸ Og det er så, hvad Paulus bestræber sig for i denne del af sit skrift (Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, kap 15). Specielt bestræber han sig for, gennem talrige citater fra prædikener og lægmandsbeskrivelser, at vise, at både prædikanter og lægfolk godt var klar over, at den "remissio peccatorum", de opnåede ved at købe aflad, ikke gav dem fri adgang til himlen. De vidste udmærket, at det ikke var deres synder, der blev forladte, men kun deres syndestraffe, der blev eftergivet. De var udmærket klar over, at man i boden dels får syndernes forladelse, tilsagt én efter anger og bekendelse, men ikke får eftergivet, men tværtimod pålagt bodsstraffe eller fyldestgørende gerninger. Og derfor vidste de også, at selv om afladen ofte blev betegnet med ordene "remissio peccatorum", var det ikke skylden, culpa, de fik eftergivet, men "kun" straffene.

⁷⁹ Nu går hele mit projekt ud på at vise, at der, hvad afladen angår, i senmiddelalderen var tale om "den store forveksling". Man forvekslede helvede med skærsilden, syndernes forladelse med straffenes eftergivelse, gode gerninger med fyldestgørende gerninger, alle forvekslinger afstedkommet af den fatale afladsteologi. Og det ville naturligvis være lidt ødelæggende for dette projekt, hvis det viste sig, at der slet ikke fandt nogen forveksling sted, at altså ikke blot teologer, men også lægfolk udmærket var klar over, hvad der foregik og hvad de fik for de penge, de betalte for afladen.

⁸⁰        Så jeg er naturligvis nødt til at undersøge denne påståede mangel på forveksling lidt nøjere. Det gør jeg om lidt, efter at jeg har forklaret, ud fra Nikolaus Paulus, hvad aflad er for noget. Men inden jeg begynder på den forklaring, vil jeg dog godt indskyde den bemærkning, at Luther jo blev anklaget på grund af hans syn på afladen. Hvis det er forkert, hvad han siger i 1541, hvis han altså faktisk godt selv vidste, hvad aflad var og ikke var, og det prøver Paulus at vise ud fra hans egne tekster, så melder det spørgsmål sig til besvarelse, hvad han så egentlig blev anklaget for. Var det ikke et forkert syn på afladen, hvad var det så? Forholdt det sig ikke sådan, som Luther hævdede, at mange af afladsspørgsmålene endnu var ubesvarede og uafklarede? I hvert fald må man vel give ham ret i, at spørgsmålet om, hvorvidt Kristi overskydende gode gerninger indgik i afladens skat, var uafklaret, for pave Leo den Tiende fandt anledning til at præcisere det efter Luthers forhør hos kardinal Cajetan.

⁸¹       Nå, vi vender tilbage til disse problemer senere.
      Først er det som sagt en skildring af, hvad aflad da egentlig er, for så vidt en sådan kan gives, der er påkrævet.

⁸²       Og da Nikolaus Paulus er den, der har leveret den vel nok mest gennemførte undersøgelse af afladens historie og væsen, er det ud fra hans skildring, jeg vil forsøge at fortælle om afladen.

⁸³ Videre til misforst02!

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

Mærkværdigheder i teksterne:

res03#27: Luther glæder sig over afladen, for så vidt den betyder eftergivelse af brøden.

res03#28: Argument til fordel for, at afladen virker for de døde: Man kan ekskommunikere de døde.

res03#48: Afladshandlerne ønsker at gøre Gud til en ågerkarl eller handelsmand.

res03#72: Aflad defineres som eftergivelse af kanoniske straffe.

res03#81: Luther bekender her sin uvidenhed om skærsilden. (Senere, i 1530, nægter han totalt dens eksistens Widerruf von Fegfeuer, Erl 31,184ff).

res04#25: Beskrivelse af Luthers klosterkamp, måske som lig med skærsilden. assty05#110: sjælene er i stor, utålelig pine og kræver vor hjælp. ass04#87: Luther råder til at lade sig nøje med uvidenheden. ass02#20: assty02#41: at have frygten er en sand skærsild.

res04#44: Luther: Skærsilden er ikke kun et sted, hvor de resterende kanoniske straffe afsones, men, tror jeg nok, han mener, også et sted, hvor sjælene kan fuldføre den vækst mod fuldkommenhed, som påbegyndtes her i levende live.

res04#28: Luther taler her om at erfare skærsilden; det samme gør han res05#4; det kunne tyde på, at han betragter sin klosterkamp som identisk med at være i skærsilden.

Erl 7,143; Epistelpostille, 1522: Nicht dass ich's Fegfeuer noch zur Zeit leugne; sondern, dass es gefährlich ist zu predigen, dieweil Gottes Wort und Schrift nichts davon saget, ob's gleich an ihm selbst wahr wäre. Erl 7,167: Daher ist's nicht Zweifel, es sey des Teufels und Endechrists Wunderzeichen, dass wir so viel auf das Fegfeuer wenden, und mit Vergessen solches Glaubens, vermessen uns mit guten Werken dafür zu behüten, oder heraus zu lösen; gerade als wäre die Seligkeit uns noch nicht gegeben, und müsste sie durch einen andern Weg, denn durch den Glauben, überkommen, ....

Fra Unterricht (jan 1519): Aflad er at trænge ind i Guds hemmelige råd, unterric#13.

Fra Grund und Ursach (1521): femte sætning, assty02#45. smstassty02#51. 17. sætning. Aflad og Kristi fortjenester rimer som liv og død, assty04#37.

Forskellige forestillinger om afladen fra Paulus 1-08: Albert den Store: Definition på aflad. Nogle har sagt, at afladen er et fromt bedrag. 192.
Problemet fattig og rig, 193. 201.
Det er nyttigt, ikke at undlade boden, skønt man ved afladen har fået lov til det. 194.
Afladen uddeles i kraft af nøglemagten, 194 nederst.
Om at tømme skærsilden, 202. 216. 14,328. Gabriel Biel, 14,330.
Aflad som nåde res06#59. res08#72. res09#27.
Cajetan skelner mellem den gode gernings fortjeneste og dens fyldestgørelse. Er det det samme som det, jeg er ude efter, et skel mellem den gode gerning og den fyldestgørende gerning? caj-thes01#39.
Cajetan taler om et overskud af fyldestgørende gerninger. caj-thes1#44. NB, i #44 omtales 1 Joh 1,2's satisfecit; her bliver den Kristi fyldestgørelse, der i normalteologien ligger forud for bodsafløsningen, til noget, der uddeles gennem afladen.
Bonaventura i 1-08, side 201: Denn die Ablässe werden nicht für den blossen Willen, sondem für die vollbrachte Tat verliehen.
Forvaltningen af kirkeskatten skal varetages af nøglemagten: Die Verwaltung dieses Schatzes kommt aber demjenigen zu, der der ganzen Kirche vorsteht. Deshalb hat auch der Herr dem Petrus die Schlüssel des Himmelreiches übergeben. (paulus1-08, side 208)

Aflad for døde findes ikke i slutningen af 1100-tallet. (1-20, side 126)
Fra midten af 1200-tallet forekommer åbenbaringer fra afdøde om korstogsafladens virkning (1-20, side 127)
Nogle lover udfrielse, ikke blot af skærsilden, men også af helvede (1-20, side 127, og side 14,319)
En lægmand sælger sin aflad til en anden, 1-20, side 129.
I midten af 1200-tallet endnu ingen pavelig bevilgelse af aflad for afdøde. (1-20, side 130)
Om aflad for nyligt afdøde, 1-20 side 134 for og imod.
Pavens erklæring har retsgyldighed, side 135.
Skærsildens straf er ikke i pavens magt, res02#4. latlu14#47.
Første aflad til fordel for de døde fra pavens hånd, 14,322. (1457)
To teologer til fordel for aflad for de døde 14,323.
per modum suffragii forklaret af Peraudi, 14,325.
Også et menneske i dødssynd kan erhverve aflad for en sjæl i skærsilden, 14,326.
"Sjælen, der springer ud af skærsilden" fordømt af pariseruniversitetet, 13,326. (1482)
Gabriel Biels "omvendelse", 14,330.

Om Matt 16,19: 1) Luther: Ordet Hvadsomhelst osv er et ord til tro, (serm-poenit#42f) (april 1518). 2) Luther i tese 5: Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, han selv har pålagt. (95tes#05; sml exurge#42) 3) Tetzel: kirkens nøgler tilhører kun paven (tetzpos#14). 4) a: res02#47. b: res05#43. c: res08#4. d: res10#8. e: res10#36. f: prilut1#37. g: epitom#79.
1) paulus1-08, side 225.

aflad modtages i tro, håb og kærlighed? eck10#27;

en pave i dødssyndens tilstand kan uddele aflad, paulus1-10, 269. En, der befinder sig i dødssynd, kan vinde aflad for afdøde paulus 1-10, 271. 272. Paulus 14, 326.

¹ 1. Indledning. Det kan ske, at man får en tanke, måske endda en vild idé. Jeg har således for nogen tid siden fået den idé, at hele Luthers reformatoriske angreb på pavekirken var baseret på en misforståelse. Det er, hvad jeg her skal prøve at undersøge nærmere.
² Misforståelsen beror på, at Luther kun delvist har fået gjort op med afladsteologien. Man kan måske realistisk betragtet heller ikke forvente andet. Afladsteologien havde ved middelalderens slutning udviklet sig til et sammensurium af hinanden modstridende opfattelser. Som jeg har antydet i en anden af mine små afhandlinger "Den skæbnesvangre forveksling", kan man godt mistænke afladsteologerne for med vilje, så at sige, at have opstillet deres teologi, så der opstår en række forvekslingsmuligheder, helvede forveksles med skærsilden, syndernes forladelse med straffenes eftergivelse, osv. Men efter at have læst det meste af Nikolaus Paulus' digre værk om afladens historie, er jeg kommet til den konklusion, at der ikke er tale om nogen bevidst handling fra afladsteologernes side. Der er tale om en uheldig udvikling, som har forskellige uheldige forudsætninger.	Nikolaus Paulus: Die Geschichte des Ablasses im Mittelalter, bind 1 og 2. 1923. Genudgivet 2000. Nikolaus Paulus: Die Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters. 1923. Genudgivet 2000
³ For at afbilde forudsætningerne for afladsteologiens mange uheldige knopskydninger vil jeg henlede opmærksomheden på Sylvester Prierias' Dialogus, det skrift, han udgav i juni 1518 som svar på Luthers 95 teser. I indledningen til værket opregner han sine fundamenter. Og ét af disse fundamenter lyder på, at den romerske kirke er normgivende, ikke blot, hvad troen angår, også hvad traditioner angår. Der kan altså med andre ord dannes nye traditioner af den romerske kirke, og alle andre er pligtige at følge denne kirkes skikke.	Sylvester Prierias i Dialogus: "Det fjerde fundament. Den romerske kirke kan således både med sine ord og handlinger bestemme over tro og skik. Og heri er der ikke nogen forskel, udover den, at ordene er mere afpassede end gerningerne. På den måde opnår sædvanen lovens kraft, fordi viljen passivt eller aktivt udtrykkes gennem de første gerninger. Og følgelig, ligesom den er kætter, der mener noget forkert om skrifternes sandhed, således er også den kætter, som mener noget forkert om kirkens lære og gerninger med henblik på troen og skikkene". (prilut1#20)
⁴ Dette er, modsat hvad vi i dag ville tro, ikke en særmening af Prierias. Det er derimod en meget træffende beskrivelse af, hvad der rent faktisk havde været tilfældet gennem de sidste århundreder. Det kan ses mange steder hos N. Paulus. Gang på gang kan man forstå, at de forskellige teologer prøver at få mening i de pavelige udtalelser. Det er, som om disse udtalelser er kommet til os "senkrecht von oben".
⁵ Vi kan til en vis grad sammenligne med nutidens jurister. De står ofte overfor den opgave at skulle have mening i den lovgivning, der kommer ud fra folketinget. Og af og til er der tale om noget sjusk fra folketingets side. Den ene paragraf modsiger tilsyneladende den anden. Har mon folketinget tænkt over det, da de lovgav? Ja, vi har dog i nogen måde taget højde for den slags indvendinger. Vi har et justitsministerielt lovkontor, som netop skal gøre sit til at forhindre, at lovene kommer til at modsige hinanden.
⁶ Men det lykkes ikke altid. Som regel tier juristerne stille og prøver på at få det til at glide. Men af og til bliver divergensen for stor. Det var, hvad der skete ved en lovgivning imod Tvind. Og som man måske husker, fik det højesteret til at komme med en anmærkning om lovenes grundlovmedholdelighed. Om jeg husker ret, tog folketinget bemærkningen til efterretning, så man ændrede loven. For noget af det sidste, man ønsker, er love, der modsiger andre love.
⁷ Hvis man ganger vore vanskeligheder ved at lave et modsigelsesfrit lovkompleks med hundrede eller to hundrede, så har man et billede af, hvad der foregik med afladen i middelalderen. Det ene afladsbrev efter det andet udgik fra de pavelige kontorer. Den ene bestemmelse efter den anden kom frem. Den ene bevilling efter den anden dukkede op. Om paven har haft et lovkontor, der skulle forhindre modsigelser, så har han i hvert fald holdt det godt skjult, eller lovkontoret har arbejdet ganske elendigt.
⁸ Det er så, hvad jeg vil prøve på i denne lille afhandling: at tegne et billede af, hvordan traditionerne udviklede sig, og af, hvordan teologien haltede bagefter; at prøve at fortælle om, hvordan den folkelige overbevisning gav sig udslag i en vis købekraft, der så blev besvaret med "leverancer" af pavestolen (inklusive biskopper og ærkebiskopper), mens teologerne fik til opgave sidenhen at forsvare de opståede traditioner; og også at vise, hvordan alt dette korrumperede teologien, så den efterhånden kom til at fastholde mange hinanden modstridende påstande.
⁹ 2. Afladsteologiens juratænkning. Man kan sige, at det altsammen er udtryk for teologiens juratænkning. Man forestiller sig forholdet til Gud som et forhold til en dommer eller en lovgiver. Overfor en sådan er man ikke bundet i et personforhold, men kan gøre, hvad man vil, når man blot holder sig indenfor de afstukne rammer. Det mærkelige er så, at der finder en så udtalt knopskydning sted, at altså den ene forestilling drager den anden med sig, uden at processen synes at ville standse.
¹⁰ Man kan nok bedst forstå, at der er tale om juratænkning, når man får denne tænkning stillet op overfor en anden form for teologisk tænkning: persontænkningen. Det vil jeg derfor indlede med at gøre. Også for på den måde at vise min afstandtagen til hele afladsteologien, som den har udviklet sig i middelalderen og senmiddelalderen.
¹¹ Lad os se på boden! Den består traditionelt af anger, bekendelse og fyldestgørelse. Dog skal man være opmærksom på, at den sakramentale syndsforladelse er anbragt midt imellem bekendelse og fyldestgørelse, så at altså boden i virkeligheden består af fire, og ikke kun tre dele.	I sin prædiken om aflad og nåde begynder Luther med at sige: "For det første skal I vide, at nogle nye lærere, såsom Magister Sententiarum, Skt. Thomas og deres tilhængere, inddeler boden i tre dele, nemlig, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. Og selv om denne opdeling efter deres mening vanskeligt eller slet ikke findes begrundet i den hellige skrift eller hos de gamle hellige kristne lærere, vil vi alligevel for nærværende lade den stå og tale på deres måde". (aflad#1)
¹² Ofte har man hæftet sig ved angeren og fra luthersk side angrebet den katolske forståelse af angeren som henholdsvis attritio og contritio. Af disse to skulle den første være en mere grov form for anger, den sidste den væsentligste og dybeste form for anger. Jeg skal i og for sig ikke nægte, at denne forskel mellem lutheranere og katolikker kan være et godt pædagogisk middel. Blot vil jeg her hæfte mig ved en anden forskel, idet jeg nemlig vil gøre noget ud af fyldestgørelsen. For allerede i påstanden om fyldestgørelsens nødvendighed viser det sig, at man tænker i juridiske baner.
¹³ "Hvordan finder jeg en nådig Gud?" Dette var Luthers eksistentielle grundproblem. Lad mig omformulere dette problem til følgende sætning: Hvordan genetableres et personforhold? Hvordan bliver to personer ét igen? Hvordan genoprettes den brudte tillid mellem to mennesker eller mellem menneske og Gud?
¹⁴ Det mener jeg var Luthers afgørende nybrud, at han tænkte overfor forholdet til Gud i personbaner. I hvert fald mener jeg, at det er fra ham, jeg har lært at tænke således, selv om jeg ikke direkte afskriver, hvad han skrev, men formulerer mig selvstændigt. Hvorom alting er, vi må for det første gøre os klart, at vi altid i vor teologiske tænkning bruger et billedsprog, hentet fra menneskelivet. Vi må for det andet være klar over, at vi har en tilbøjelighed til at bruge det forkerte, dvs det juridiske billedsprog, når vi tænker og taler om Gud. Konklusion: Vi må gå ud fra et personforhold, som vi kender det fra dagligdagen i vore gudsforestillinger og i vor eksegetiske anstrengelser for at forstå det ny testamente. Men omvendt, ud fra det ny testamente, ud fra den kirkelige tradition, vil vi så få skærpet vort blik for, hvordan vi i vor dagligdag tager vor tilflugt til den juridiske tankegang, og for, hvordan dette ødelægger vort forhold til den anden.
¹⁵ Hvad nu boden angår, så må altså denne udlægges eller forstås ud fra en forsoningsbegivenhed i vor dagligdag. Og naturligvis kan man da godt, når man tænker tilbage på, hvordan det gik til, at man blev forsonet med sin næste, lade angeren og bekendelsen få et ord at skulle have sagt. Jo, sådan kan forsoning mellem to personer godt finde sted, at den ene angrer, hvad han eller hun har gjort, bekender det forkerte for den anden, og derefter bliver forsonet med vedkommende.
¹⁶ Men det kan jo så sandelig også ske på mange andre måder. Og hvis endelig det skal være, så kan en opstilling med anger og bekendelse forud for forsoning, måske snarere føre én på afveje i forståelsen af problemet, fordi man meget let kommer til at opfatte anger og bekendelse som den enes betingelser for forsoning, betingelser, som skal være opfyldt, før den anden vil rykke ud med sin tilgivelse, og forsoning så kan finde sted.
¹⁷ Men intet ville være mere forkert. Det går ikke sådan for sig, at den ene opstiller betingelser for den anden, heller ikke, når den ene part er Gud. Betingelser har fanden skabt, eller mere præcist: Betingelser hører hjemme i et juridisk forhold mellem personer, dvs i et forhold, hvor man holder sig i en vis afstand til den anden.
¹⁸ Dermed være ikke sagt, at man ikke, hvis man prøver at give en psykologisk beskrivelse af, hvordan det gik til, kan komme til den konklusion, at der er visse betingelser, der må være opfyldt, før forsoning finder sted. Først og fremmest må den ene igen komme til at stole på den anden og vice versa; ikke fordi den ene opstiller en sådan betingelse, men fordi det ligger i sagens natur, eller fordi selve dette, at der er tale om et forhold mellem to personer, betyder, at de to stoler på hinanden. Forholdet er et trosforhold, og af den grund, ikke fordi den ene part i et lunefuldt øjeblik opstiller det som en betingelse, må troen dukke op igen.
¹⁹ Og er der sket et brud på forholdet på den måde, at den ene har brudt den andens tillid, er der f. eks. tale om et ægteskabeligt sidespring, så kan man i en vis forstand, nemlig når man vil give en psykologisk beskrivelse, godt sige, at angeren er en betingelse for forsoning. Der er en konkret handling, der ligger de to ægtefæller imellem, og hvis ikke denne handling angres af den, der har begået den, så er det vanskeligt at se, hvordan det kan komme til nogen ægte forsoning.
²⁰ Men det hele er altså ret indviklet og lader sig ikke sådan stille op i et teknisk skema. Man kan endda forestille sig, at overtræderen egentlig ikke udviser nogen ægte anger, men i første omgang blot siger, at jovist, han er da ked af det, der er sket. Da så den anden bryder sammen og fortæller om sin skuffelse og følelse af forsmåethed, ja så bryder hans oprindelige kærlighed frem i al sin vælde, og han forstår, hvordan han har misbrugt sin kones tillid, og den anger, der ikke var ægte i første omgang, bliver nu forvandlet til en ægte fortrydelse.
²¹ Læg mærke til, at jeg her har skildret det, så det ligner den middelalderlige forestilling om attritio, den uægte anger, der ændres til contritio, den ægte anger. Blot er der den forskel til den middelalderlige skildring, at jeg har skildret det som et muligt, måske sjældent, måske almindeligt, psykologisk fænomen. Men jeg er mig i min skildring af det bevidst, at det er set udefra, ikke indefra, og at man, hvis man vil bruge dette som en fidus, vil misbruge det på det groveste.
²² Og det er netop, hvad jeg mistænker middelalderen for: at ville bruge den psykologiske iagttagelse som en fidus, som et trick, hvorved man kan fremkalde den ægte anger og dermed forsoningen. Men den går ikke. Man må have tålmodighed. Man må lægge sin skæbne i Helligåndens hånd. Hvis man kommer til at udvise ægte anger, så er det netop noget, man kommer til, ikke noget man beslutter sig for, eller noget, man driver frem i sit indre i kraft af stor selvbeherskelse eller stor skuespilkunst.	Jvfr Luthers bemærkning i resolutionerne: "Men de nyere teologer har arbejdet altfor heldigt sammen om dette samvittighedens onde, idet de har behandlet og lært om bodens sakramente således, at folket har lært at stole på, at de kunne udslette deres synd med deres anger og fyldestgørelser. Denne tomme antagelse kan intet andet udrette end kvinden i evangeliet, der led af blødninger og have brugt alt, hvad hun ejede på læger, men blot fik det værre og værre". (Mark 5,26) (res02#78)
²³ Men dette var angerens rolle i forsoningshandlingen. Hvordan så med fyldestgørelsen? Hører den hjemme i en moderne, fænomenologisk skildring af, hvordan forsoning finder sted?
²⁴ Ligesom med angeren må man sige: Naturligvis kan den da anbringes der, men hvis det er et sjældent tilfælde, at den uægte anger ændres til en ægte anger, som ovenfor beskrevet, så er det vist meget mere sjældent, at en fyldestgørende bod har nogen plads i forsoningshandlingen. Og hvis den endelig har sin plads i denne begivenhed, så kan jeg ikke forestille mig den som andet end som en idé, som den forurettende part selv kommer på.
²⁵ Hvis det er noget, han opfordres til af den forurettede part, så er det hele ødelagt, eller så er fyldestgørelsen ikke noget værd overhovedet. Ja, selv hvis det er noget, som traditionen siger er en fyldestgørende bod, kan det hele være spildt. For den forurettede part må jo stole på den anden. Og man stoler ikke på ægtheden, hvis den iklæder sig traditionens former. Normalt ikke, i hvert fald.
²⁶ Hvis man fastholder gudsforholdet som et personforhold, det vil sige, hvis man forstår det ud fra de personforhold, man står i i dagligdagen, så kommer de fyldestgørende gerninger ind som en hund i et spil kegler. Hvad skal man med dem? Hvordan kan man give dem en nogenlunde rimelig begrundelse? Det forekommer mig næsten umuligt.
²⁷ For har forsoning fundet sted, hvad skal man så med fyldestgørende gerninger? Nå ja, hvis manden er blevet tilgivet af sin hustru for det sidespring, han har foretaget, hvis han virkelig har følt, at det var forkert, hvad han gjorde, men at han nu får en chance mere, hvis han er blevet grebet af den oprindelige kærlighed til sin kone, hvis forelskelsen ikke var helt udbrændt, men kunne lokkes frem igen af hendes tilgivelse, så kan det da godt være, at han gribes i den grad af sin gamle kærlighed, at han er langt mere opmærksom end før. Og disse opmærksomhedshandlinger kan man da godt, med lidt hjernevrid, kalde fyldestgørende handlinger.
²⁸ Men man skal da være opmærksom på, at sådanne handlinger er selvfølgelige og selvopfundne. Hvis de skal være ægte, må de udspringe af hans egen nyfundne kærlighed, ikke af, hvad man plejer at gøre. Og hvis de alligevel gør det -- for i et personforhold er jo intet umuligt -- så må dette: hvad man plejer at gøre, træde i baggrunden. Kommer han hjem med blomster, pynter han op, hvad han aldrig har gjort før, så er det noget, traditionen fortæller ham, om ikke andet så i form af diverse vittigheder derom, og det kan da godt være, at han er en så uopfindsom natur, at dette virkelig er et ægte udtryk for hans glæde over de to's forsoning. Det véd hun naturligvis bedst. Men det kan aldrig komme udefra som et pres fra traditionen, end ikke som et pres fra hende.
²⁹ Man kan også tænke sig en situation, hvor han føler, at det er forkert, hvad han har gjort, men ikke véd, hvordan han skal genvinde sin kones tillid. Måske han så får den idé at komme hjem med en kost, at være opmærksom på hendes ønsker, at foreslå en fælles udflugt som i gamle dage, at tage noget mere fri fra arbejde, eller hvad véd jeg. Og måske hun falder for det, det er vel ikke umuligt, heller ikke selv om disse handlinger holder sig indenfor traditionens rammer.
³⁰ Overført på gudsforholdet fører det til, at man foretager en række fyldestgørende handlinger før Guds tilgivelse foreligger, for at vinde Guds gunst, for at blødgøre ham, for at få ham til at ophøre med at være vred, eller hvordan man nu vil formulere det. Vi vil nok som gode lutheranere vende os bort fra en sådan handlemåde, og forklare og forkynde af al magt, at Guds nåde kommer os i forkøbet, at vi kun kan tage imod, ikke på nogen måde kan vi gøre os fortjent til Guds nåde, osv. Men det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Luther i sin tese 12 faktisk foreslår, at man går tilbage til det, han betegner som den oprindelige bodshandling: at de fyldestgørende gerninger kommer før tilgivelsestilsigelsen.	Tese 12. I gamle dage pålagde man de kanoniske straffe ikke efter, men før afløsningen, som en prøve på den sande anger. (95tes#12).

⁶¹ Når jeg, højst anakronistisk, nævner denne nutidige indvending til en fortidig problemstilling, skyldes det, at jeg senere, ligeså anakronistisk, vil fremkomme med en indvending, som hverken Luther eller nogen samtidige har haft blik for. Meningen er ikke at indlede en debat med længst afdøde personer, men snarere at prøve at klargøre for mig selv og andre, hvordan disse mennesker tænkte. Hvis afladsteologien har siddet så fast i dem, i hvor høj grad kan vi så uden videre overføre deres "normale" teologi til nutiden?
⁶² Man skal imidlertid være opmærksom på, at for Gersons vedkommende, som for alle andre middelalderlige teologers vedkommende, foregår diskussionen om aflad med blind makker. Den blinde makker er paven og hans praksis. Gerson er nødt til at fremkomme med sin kritik af en aflad på 20000 år på meget forsigtig vis. For han og alle hans samtidige vidste jo godt, at paven havde udstedt jubilæumsaflad på op imod de 20000 år. Og hvis han udtrykker tvivl om muligheden af, at nogen kunne "optjene" en skærsildsstraf på mere end et menneskes livsalder, 70 år, som referatet #59 kunne tyde på, så er det pavens praksis, han udtrykker tvivl om, og eftersom hele kirken var overbevist om, at hvad "fatter (paven) gør, det er altid det rigtige", så kan han risikere at lægge sig ud med ganske mange personer ved at være altfor hårdnakket i sin kritik.
⁶³ Dertil kommer naturligvis, at den pavelige forestilling, der ligger bag de mange år i skærsilden, forekommer yderst from. Er det dog ikke ydmygt at fremhæve menneskets syndighed? Og fremhæves menneskets syndighed ikke meget bedre af den, der formoder, det har fortjent 1000 år i skærsilden, end af den, der ikke kan se, at skærsildsstraffen kan være mere end højst 70 år?
⁶⁴ Men se, denne sidste overvejelse lader sig narre af det, jeg vil kalde "den store forveksling", her af, at man forveksler helvedesstraffene og skærsildsstraffene. Man gør sig det ikke klart, oh nej, og vil nogen hævde, at det er det, man gør, så korser man sig mange gange. Ikke desto mindre låner skærsilden farve og kraft fra helvede; de forestillinger, man gør sig om skærsilden, synden, der fører i skærsilden, menneskets overmåde store syndighed, der har fortjent al mulig straf, henter man fra helvedestankerne. Og helvede og skærsild er altså ikke det samme. Og det, der får én til at komme i helvede, er ikke det samme, som det, der får én til at komme i skærsilden. Det er menneskets synd, der bringer det i helvede. Det er overtrædelser af Guds bud, der som konsekvens får, at man ender i helvede. Kun Guds tilgivelse kan ophæve denne konsekvens.
⁶⁵ Men det, der bringer et menneske skærsilden, er ikke synden, men den manglende efterlevelse af kirkens bud. Kirken har givet et påbud om så og så mange fadervor, så og så stor en almissegivning, så og så mange fastedage igennem så og så lang tid, osv, og skærsilden er beregnet for dem, der ikke når at fuldføre alle de påbud, kirken har givet. Vil nogen derfor hævde, at ligesom 1000 år er mere end 70 år, så må den, der skal lide i skærsilden igennem 1000 år også være en større synder end den, der kun skal være der i 70 år, så er det tydeligvis en konklusion, man drager ud fra en forveksling af helvede og skærsild.
⁶⁶ Skærsilden er ikke en straf, man lider for sine synder, det er en straf, man lider, fordi man, af mange forskellige tilfældige grunde, ikke nåede at fuldføre alle de satisfaktoriske gerninger, man skulle.
⁶⁷ Men kom og sig det til et middelaldermenneske! For ham er det hele mere eller mindre blandet sammen. Og hvad hans intellekt har svært ved at kapere, det hjælper hans fromhed ham igennem. Så uden videre dikkedarer vil hans fromhed acceptere de mange år i skærsilden, ikke mindst da, når det samtidig hedder, at man mod en ringe betaling kan opnå udfrielse fra denne straf. Nå, vi vil senere komme til at høre meget mere til denne forveksling. Tillige med alle de andre, så det hele bliver én stor forveksling.
⁶⁸ 4. Afladen Afladen går ikke frem af den historiske intethed med ét slag. Den dukker op i en ret langsom proces. Og når den først er dukket op, udvikler den sig på forskellig måde frem til det fænomen, der på reformationstiden trådte frem for Luther.
⁶⁹ F. eks. er én af forudsætningerne for afladen, at man kan udveksle fyldestgørende gerninger. Det menneske, der har udført for mange fyldestgørende gerninger, både i forhold til, hvad præsten har idømt ham, og i forhold til, hvad præsten burde havde idømt ham, eller som man plejer at sige: i forhold til, hvad den guddommelige retfærdighed kræver, tænkes at lade disse overskydende fyldestgørende gerninger indgå i en skat, som kirken administrerer; derfra er kirken så i stand til, uden at der gøres afbræk på Guds retfærdighed, at uddele af disse gerninger til de mange, der mangler noget i retning af fyldestgørende gerninger, naturligvis imod, at kirken så får noget til gengæld; og det behøver ikke altid at være en pengegave.
⁷⁰ Det er også en forudsætning for afladen, at det er kirken, der idømmer den bodssøgende de satisfaktoriske eller fyldestgørende gerninger. Jeg har før været inde på, hvordan selve dette, at "idømme" et menneske visse satisfaktoriske gerninger, ændrer afgørende på gudsforestillingen. Fra at have været en akt i et personforhold bliver boden en akt i det juridiske. Fra at have været en personlig med- eller modspiller bliver Gud en dommerskikkelse, der kræver retfærdighed. Og fra at have været et led i den ene persons forsoning med den anden og derfor fuldkommen spontane bliver de fyldestgørende gerninger lovbestemte ydelser, der skal betales ved kasse 1, hvis ikke hammeren skal falde.
⁷¹ Alt dette kan være slemt nok, eller rettere: alt dette er slemt nok. Og man ville måske forsværge, at tingene kunne blive værre, at personforholdet til Gud kunne udvikle sig til noget mere juridisk end dette. Dog, i kirkehistorien skal man intet forsværge. Det kunne gå langt værre, og det kom faktisk også til at gå langt værre.
⁷² Efter igennem en række århundrede at have levet med et sådan juridisk gudsbillede, efter at have bestræbt sig for at gøre bod med alle de løvefødder og gesvejsninger, som kirken kunne udstyre dette sakramente med -- og læg mærke til, at alle disse bestræbelser udmærket går hånd i hånd med den dybeste fromhed: mennesket føler sig virkelig fromt, når det ydmygt kan bekende sin synd og modtage sine synders forladelse og, retfærdigt, idømmes de og de fyldestgørende gerninger -- efter at kirken havde bevæget sig ind ad alle disse vildveje, efter at der var forekommet så mange og så ugudelige, skønt fromme, knopskydninger på bodens sakramente, så opstod afladen. Og så blev det hele meget værre.
⁷³ Man tænke sig en hustru, hvis mand efter et sidespring, som han har angret og bedt om tilgivelse for, blive mødt med en blomsterkost fra en helt fremmed, som hendes mand har indgået overenskomst om at give af sit overskud, så har man et billede på, hvordan Gud må have det, når ikke synderen selv, men en anden leverer de krævede fyldestgørende gerninger. At kræve fyldestgørende gerninger er i sig selv kriminelt nok. Men at tillade, at de ydes ikke af den, der har syndet og derved ødelagt personforholdet til Gud, men af en helt tredie, det er dog den grueligste misforståelse af gudsforholdet, man kan tænke sig. Og det var netop en sådan misforståelse, der bredte sig mere og mere fra 1000-tallet og fremefter i den vestlige kristenhed.
⁷⁴ Det tjener på en sær bagvendt måde kirken og dens teologer til ære, at de på forskellig måde giver udtryk for deres betænkeligheder. Det er, som om de føler, at ét eller andet sted er der noget galt, de kan blot ikke se hvad. Åh, nej, sådan siger de ikke, men i selve den kendsgerning, at det ikke lykkedes indenfor de tre-fire hundrede år, afladsteologien skulle bruge til at udvikle sig, at finde frem til en teologisk holdning, alle kunne tilslutte sig, eller, kan jeg sige, i den kendsgerning, at der blev ved med at dukke anfægtede spørgsmål op, derved antydes det vel, at mange af disse afladsteologer trods alt er bedre end det resultat, de nåede frem til.
⁷⁵ Jeg kan også sige, at i selve den kendsgerning, at Luthers afladsteser fandt så stor og så hurtig udbredelse, viser det sig, at der i folket og i teologerne lå en utilfredsstillet søgen, lå en fornemmelse af, at det ikke kunne være helt rigtig fat med den officielle opfattelse.
⁷⁶ N. Paulus citerer Luther fra skriftet "Wider Hans Wurst" fra 1541, hvor Luther giver en kort beskrivelse af hele postyret omkring afladsteserne og begynder med at hævde, at han egentlig ikke havde forstået noget af, hvad aflad er, sådan som ingen dengang havde forstået det.	Luther i Wider Hans Wurst: "Da nu folk fra Wittenberg løb efter aflad til Jüterbock og Zerbest osv og jeg ikke vidste (så sandt min Herre Kristus har forløst mig), hvad aflad var, sådan som jo intet menneske vidste det, da begyndte jeg omhyggeligt at prædike, at man vel kunne gøre noget, der var bedre og mere sikkert, end at løse aflad". (klolut#87)
⁷⁷ Han citerer derefter H. Grisar, med tilslutning, for at hævde, at noget sådant ikke kan siges ud i den blå luft, man må gå til kilderne, og af hensyn til dem, såvelsom af hensyn til Luther selv, må man undersøge sagen derudfra, inden man fælder nogen dom over tidens kundskab eller uvidenhed.	H. Grisar, Luther 1, Freiburg 1911, 279: "aber die geschichtlichen Quellen verlangen dennoch, ihn selbst wie auch die katholischen Zeitgenossen gegen eine derartige Anklage auf Unwissenheit in Schutz zu nehmen". Fra N. Paulus: Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, side 354.
⁷⁸ Og det er så, hvad Paulus bestræber sig for i denne del af sit skrift (Geschichte des Ablasses am Ausgang des Mittelalters, kap 15). Specielt bestræber han sig for, gennem talrige citater fra prædikener og lægmandsbeskrivelser, at vise, at både prædikanter og lægfolk godt var klar over, at den "remissio peccatorum", de opnåede ved at købe aflad, ikke gav dem fri adgang til himlen. De vidste udmærket, at det ikke var deres synder, der blev forladte, men kun deres syndestraffe, der blev eftergivet. De var udmærket klar over, at man i boden dels får syndernes forladelse, tilsagt én efter anger og bekendelse, men ikke får eftergivet, men tværtimod pålagt bodsstraffe eller fyldestgørende gerninger. Og derfor vidste de også, at selv om afladen ofte blev betegnet med ordene "remissio peccatorum", var det ikke skylden, culpa, de fik eftergivet, men "kun" straffene.
⁷⁹ Nu går hele mit projekt ud på at vise, at der, hvad afladen angår, i senmiddelalderen var tale om "den store forveksling". Man forvekslede helvede med skærsilden, syndernes forladelse med straffenes eftergivelse, gode gerninger med fyldestgørende gerninger, alle forvekslinger afstedkommet af den fatale afladsteologi. Og det ville naturligvis være lidt ødelæggende for dette projekt, hvis det viste sig, at der slet ikke fandt nogen forveksling sted, at altså ikke blot teologer, men også lægfolk udmærket var klar over, hvad der foregik og hvad de fik for de penge, de betalte for afladen.
⁸⁰ Så jeg er naturligvis nødt til at undersøge denne påståede mangel på forveksling lidt nøjere. Det gør jeg om lidt, efter at jeg har forklaret, ud fra Nikolaus Paulus, hvad aflad er for noget. Men inden jeg begynder på den forklaring, vil jeg dog godt indskyde den bemærkning, at Luther jo blev anklaget på grund af hans syn på afladen. Hvis det er forkert, hvad han siger i 1541, hvis han altså faktisk godt selv vidste, hvad aflad var og ikke var, og det prøver Paulus at vise ud fra hans egne tekster, så melder det spørgsmål sig til besvarelse, hvad han så egentlig blev anklaget for. Var det ikke et forkert syn på afladen, hvad var det så? Forholdt det sig ikke sådan, som Luther hævdede, at mange af afladsspørgsmålene endnu var ubesvarede og uafklarede? I hvert fald må man vel give ham ret i, at spørgsmålet om, hvorvidt Kristi overskydende gode gerninger indgik i afladens skat, var uafklaret, for pave Leo den Tiende fandt anledning til at præcisere det efter Luthers forhør hos kardinal Cajetan.
⁸¹ Nå, vi vender tilbage til disse problemer senere. Først er det som sagt en skildring af, hvad aflad da egentlig er, for så vidt en sådan kan gives, der er påkrævet.
⁸² Og da Nikolaus Paulus er den, der har leveret den vel nok mest gennemførte undersøgelse af afladens historie og væsen, er det ud fra hans skildring, jeg vil forsøge at fortælle om afladen.
⁸³ Videre til misforst02!
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c