An die Miltenberger

Ein christlicher Trostbrief an die Miltenberger, wie sie sich an ihren Feinden rächen sollen, aus den 119. (120.) Psalm. 1524


Taget fra Erl 41,115-122.

Indhold: Erlangerudgavens forord. #1. Luthers forord. #3. Udlægning af Sl 120. #28. Efterskrift. #40.

Tilbage til oversigten!

Omtales Koestlin5,7#72.
 
1   Ein christlicher Trostbrief an die Miltenberger, wie sie sich an ihren Feinden rächen sollen, aus dem 119. (120.) Psalm. 1524.  Et kristeligt trøstebrev til folkene fra Miltenberg om, hvordan de skal hævne sig på deres fjender, fra den 120. salme. 1524
  Erlangerudgavens forord: In der zum Kurfürstenthum Mainz gehörigen kleinen Stadt Miltenberg hatte der dortige Prediger Dr. Johann Karlstadt gelehrt: man brauche sich über das Fleischessen in der Fastenzeit kein Gewissen zu machen; die Beobachtung der kanonischen Stunden habe keinen Grund; das Abendmahl müsse unter beiderlei Gestalt ausgetheilt werden; den Predigern sei der Ehestand nicht zu verbieten; die päpstlichen Verordnungen seien Nichts als Menschensatzungen etc. Diese und andere evangelische Wahrheiten fanden bei den Zühörern Eingang, und man fieng an, nicht mehr dem Papste, sondern dem Evangelio zu gehorchen. Diess zog den Miltenbergern eine schwere Verfolgung zu. Ihre Stadt wurde (E116) gestürmt, die einwohner theils erschlagen, theils gefangen, ihr Prediger verjagt und andere Grausamkeiten verübt. Dieses Elend bewog Luthern, gegenwärtiges Trostschreiben an die Miltenberger zu richten und dabei den 120. Psalm zu Grunde zu legen. (E117) 
3        Ein christlicher Trostbrief an die Miltenberger, wie sie sich an ihren Feinden rächen sollen, aus dem 119. Psalm.
   Jesus.
     Allen lieben Freunden Christi zu Miltenberg, Martinus Luther, Ecclesiastes zu Wittemberg. 
     Gnad und Fried von Gott dem Vater, und Herrn Jesu Christo. 
       Et kristeligt trøstebrev til folkene fra Miltenberg om, hvordan de skal hævne sig på deres fjender, fra den 119. salme. 1524
  Jesus.
     Til alle kære Kristi venner i Miltenberg sender Martinus Luther hilsen, kirkemand i Wittenberg. 
     Nåde og fred fra Gud vor fader og herren Jesus Kristus. 
4       Der heilige Apostel Sanct Paulus, da er seine Corinther trösten wollt, fieng er also an: Gelobt sei Gott, der Vater unsers Herrn Jesu Christi, der Vater der Barmherzikeit, und Gott alles Trostes, der uns tröstet in all unserm Trübsal, dass wir auch trösten kunnten sie, so in Trübsal sind, mit dem Trost, damit wir getröstet werden von Gott;        Når den hellige apostel, Skt. Paulus, ville trøste sine korintere, begyndte han således: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader, al trøsts Gud, som trøster os i al trængsel, så også vi kan trøste dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv er blevet trøstet med af Gud; (2 Kor 1,3f) 
5  in welchen Worten er durch sein eigen Exempel lehret, dass man die Betrübten trösten soll, aber doch also, dass derselbige Trost ja nicht von Menschen, sondern von Gott sei: wilchs er gar merklich hinzusetzt umb des falschen schändlichen Trosts willen zu meiden, wilchen sucht und gibt die Welt, Fleisch, und der Teufel auch, dadurch aller Nutz und Frucht des Leidens und Kreuzes verderbet und verhindert wird.  med disse ord lærer han ved sit eget eksempel, hvordan man skal trøste de bedrøvede, men altså sådan, at denne trøst ikke stammer fra mennesker, men fra Gud. Det tilføjer han ganske bemærkelsesværdigt for at undgå den falske, skændige trøst, som verden, kødet og djævelen søger og giver, hvorigennem al nytte og frugt ved lidelsen og korset bliver fordærvet og forhindret. 
6        Wilchs aber der Trost sei, der von Gott kompt, zeigt er an Ro. 15.: Was furgeschrieben ist, das ist und zur Lehre geschrieben, auf dass wir durch Geduld und Trost der Schrift Hoffnunge haben. Er spricht, Hoffnung haben; Hoffnung aber haben ist dess, das man nicht siehet noch fühlet, Ro. 8. Weltlicher Trost stehet darnach, dass er sehe und fühle, was der Betrübte begehrt, und will der Geduld nicht haben: hie aber soll Geduld bleiben, mit Trost der (E118) Schrift in Hoffnunge.          Men hvilken trøst det er, der kommer fra Gud, viser han i Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med tålmodighed og trøst kan have skriftens håb. Han siger: Have håb; men at have håb er noget, man ikke ser eller føler. Rom 8,24. Verdslig trøst retter sig mod det, man kan se og føle, hvad den bedrøvede begærer, og den vil ikke have noget med tålmodighed at gøre. Men her skal tålmodigheden forblive, sammen med skriftens trøst til håb. 
7   Also thut mit der That S. Paulus an seinen Corinthern. Denn da er ihn von Gottis Trost gesagt hatte, kompt er endlich dahin, dass er sie lobet, wie sie ein Brief Christi sind, durch sein evangelisch Predigampt zugericht, und mit dem lebendigen Geist geschrieben, und fähet an ein hohes Lob des Evangelii, dass, wo ein fleischlich Mensch Solchs ansiehet, mag wohl denken: Ist der Mann trunken, der die Corinther trösten will, und lobet doch nur sich selbs und sein Predigampt, und rühmet das Evangelion? Aber wer es recht ansiehet, der verstehet, wie der liebe Paulus den rechten, edlen Trost Gottis aus der Schrift zeucht, und sie durch das Evangelion stärket und fröhlich macht.  Det gør også Skt. Paulus med sin gerninger overfor korinterne. For efter at han har tilsagt dem Guds trøst, kommer han frem til, at han roser dem, fordi de er et Kristi brev, skrevet med hans evangeliske prædikenembede, og skrevet med den levende ånd, (2 Kor 3,3) og han begynder at rose evangeliet i høje toner, så hvis et kødeligt menneske skulle se på den slags, så ville han vel tænke: Er den mand fuld? Han vil trøste korinterne, og gør ikke andet end rose sig selv og sit prædikenembede, og berømmer evangeliet. Men den, der ser ret efter, han forstår, hvordan den kære Paulus drager Guds rette, ædle trøst frem fra skriften og styrker dem ved evangeliet og gør dem glade. 
8         Demnach hab ich mir auch, lieben Freunden, furgenommen, euer Herzen zu trösten mit solchem Trost, den ich von Gott habe, in euerm Trübsal, so ich durch Doctor Johann Carlstadt, euerm vertriebenen Pfarrherrn, und auch sonst grundlich Unterricht empfangen habe, wie der Feind des Evangelii und Seelmörder an euch gehandelt haben umb des Gottiis-Worts willen, welches sie mit ihrem freveln Lästermaul itzt Lutherische Lehre heissen, auf dass sie einen Schein haben, als thäten sie Gott einen Dienst daran, weil sie Menschenlehre verfolgen; wie die Juden an den Aposteln, als Christus ihn verkundigt, auch thäten.          På samme måde har også jeg, kære venner, taget mig for at trøste jeres hjerter med denne trøst, som jeg har fra Gud, i jeres trængsel. For jeg har fået grundig underretning om gennem doktor Johann Carlstadt, jeres fordrevne præst, og også på anden måde, hvordan evangeliets fjende, sjælemorderen, har handlet imod jer for Guds-ordets skyld, det, som de nu med deres frække spottermund kalder den lutherske lære, for at de kan have et figenblad, så det ser ud, som gjorde de Gud en tjeneste derved, fordi de, som de tror, forfølger menneskelære; ligesom jøderne også gjorde mod apostlene, som Kristus forudsagt dem det. (Joh 16,2). 
9            Nu wäre das ein weltlicher Trost, der euer Seelen und der Sach gar kein nutz, sondern ganz schädlich wäre, wo ich oder ihr uns also wollten trösten, dass wir mit Schelten und Klagen uber der Lästerer Frevel und Bosheit uns an ihnen wollten rächen; und ob wir schon auch mit der Faust sie alle erwurgeten oder vertrieben, oder Lust und Freude hätten, so sie Jemand umb unsers Leides willen strafte, wäre doch damit Nichts ausgericht.           Nu ville det være en verdslig trøst, som slet ikke ville nytte jeres sjæle og sagen selv, men tværtimod være skadelig derfor, hvis jeg ville trøste jer, eller I os, med, at vi ville hævne os på dem med udskæld og klager og spotternes frækhed og ondskab; for om vi så også slog dem allesammen ihjel med næven eller fordrev dem eller kunne fryde og glæde os over, hvis nogen straffede dem, fordi de havde tilføjet os ondt, så ville der dog ikke blive udrettet noget derved. 
10 Denn es ist ein weltliche Rache und Trost, und uns nicht gebührt; sie gebührt aber unsern Feinden: gleichwie ihr sehet, dass an euch sie haben ihren Muthwillen gekühlet, und (E119) sich gerochen, und sind fröhlich darüber, haben sich fein getröstet.  For det er en verdslig hævn og trøst, og den sømmer sig ikke for os, den sømmer sig for vore fjender. Ganske som I ser, at de har handlet efter deres skjulte hensigter overfor jer og hævnet sig og glæder sig over det, ja har fundet fin trøst derved. 
11        Aber was ists fur ein Trost? Ist auch Hoffnung da? Ist Geduld da? Ist Schrift da? Ja wohl, anstatt Gottis haben sie die Faust gebraucht, anstatt der Geduld haben sie die Rach beweiset, anstatt der Hoffnung haben sie ihren Muthwillen ausgericht sichtbarlich, und fühlens, was sie gern hätten gehabt.          Men hvad er det for en trøst? Er der håb i den? Er der tålmodighed deri? Er det skriftens trøst? Åh, ja, i stedet for Guds trøst har de brugt næven, i stedet for tålmodigheden har de udvist hævngerrighed, i stedet for håb har de gjort deres skjulte hensigter synlige, og føler det, der gerne ville have til at ske. 
12 Wo ist denn solcher Trost her? Von Gott ist er nicht; so muss er gewisslich vom Teufel sein. Das ist auch wahr. Was will aber fur ein Ende nehmen der Trost, der vom Teufel ist? Paulus sagts: Quorum gloria in confusionem, ihr Ruhm wird sin schändlich Ende nehmen.  Hvor stammer denne trøst fra? Fra Gud er den ikke; og så må den med sikkerhed være fra djævelen. Det er også sandt. Men hvilken ende vil den trøst få, der er fra djævelen? Paulus siger det: Quorum gloria in confusionem, med deres ros vil det få en skændig ende. (Fil 3,19). 
13          Nu sehet, wilch ein reicher, hohmüthiger Trost euch daraus erwächst. Erstlich seid ihr gewiss, dass ihr umb Gottis Wort willen solch ihren Frevel und Schmach leidet; was liegt daran, dass sie es Ketzerei heissen? Ihr seid doch gewiss, dass Gottis Wort ist, so mügen sie nicht gewiss sein, dass Ketzerei sei; denn sie wollens nicht hören, und habens, noch mügens auch nicht beweisen, dass Ketzerei sei; und fahren doch auf solch ungewissen Grund, zu lästern und verfolgen, wie S. Petrus sagt, das sie nicht wissen.         Se nu, hvilken rig, storladen trøst der vokser fra for jer derudfra! For det første er I sikre på, at I lider deres frækhed og spot for Guds ord skyld; hvad betyder det så, at de kalder det kætteri? I er dog sikre på, at det er Guds ord, og så kan de ikke være sikre på, at det er kætteri; for de ville ikke høre det, de ville ikke have det, og de kunne heller ikke bevise, at det er kætteri; alligevel farer de frem på en sådan usikker grund, for at spotte og forfølge det, de intet kender til, som Skt. Peter siger. (1 Pet 3,16). 
14  Derhalben sie nicht mügen ein gut Gewissen in der Sach haben: ihr aber habt ein sicher, gewisser Verstand, dass ihr umb Gottis willen leidet. Nu, wer will oder kann immermehr ausreden, wilch ein seliger, stolzer Trotz das ist, so man gewiss ist, dass man umb Gottes willen leidet? Denn wer leidet? Wen gehets an? Wer wirds rächen, wenn wir umb Gottes willen leiden? Wohl spricht S. Petrus: Selig seid ihr, so ihn umb Gerechtikeit willen leidet. Wenn Jemand der ganzen Welt Kaiser wäre, so sollt er solch Kaiserthum nicht allein gern, umb solch Leiden zu uberkommen, geben, sondern auch fur einen Dreck halten gegen solchem tröstlichem Schatz.   Derfor kan de ikke have en god samvittighed i sagen. Men I har en sikker og vis forståelse af, at I lider for Guds skyld. Nuvel, hvem vil eller kan nogensinde udrede, hvilken salig, stolt trøst det er, når man er sikker på, at man lider for Guds skyld? For hvem lider? Hvem angår det? Hvem vil hævne det, når vi lider for Guds skyld? Skt. Peter siger rigtigt: Salige er I, når I lider for retfærdighedens skyld. (1 Pet 3,14). Hvis nogen var kejser i hele verden, så skulle han ikke alene gerne opgive dette kejserdømme for at kunne påtage sig denne lidelse, men han skulle også regne det for møg i forhold til en sådan trøstefuld skat. 
15         Drumb habt ihr, liebe Freunde, wahrlich kein Ursach, dass ihr Rach begehret, oder euren Feinden (E120) Arges wünschet; sondern vielmehr, dass ihr euch derselben herzlich erbarmet. Denn ihr seid furwahr, ausgenommen was sie noch treffen wird am Ende, schon allzo hoch gerochen; es ist ihn schon allzu wehe geschehen; sie haben euch nur Vortheil gethan, dass ihr zu Gottis Trost kommet durch ihr Toben: ihn selbs haben sie den Schaden gethan, den sie schwerlich, und Etlich nimmermehr uberwinden werden.        Derfor har I, kære venner, i sandhed ingen grund til at begære hævn, eller til at ønske ondt over jeres fjender, nej I har snarere grund til hjerteligt at forbarme jer over dem. For sandelig, I har allerede i altfor høj grad fået hævn, selv bortset fra, hvad der stadig kan nå at møde dem ved enden. Der er allerede sket dem noget, der gør altfor ondt. De har kun givet jer den fordel, at I er kommet ind under Guds trøst ved deres rasen. Overfor sig selv har de gjort en skade, som de kun vanskeligt, nogle måske aldrig, vil kunne overvinde. 
16       Denn was ists, dass sie euch ein Zeitlang nur am Leib und Gut geplagt haben? Muss es doch ein Ende haben. Und was ists, dass sie eine kleine Zeit sich freuen ihrs Muthwillen? Wird er doch nicht lang währen. Darüber so sehet eur Heil und ihren Jammer an.         For hvad betyder det, at de en tid lang har plaget jer på legeme og gods? Det må dog få ende. Og hvad har det at sige, at de en kort tid kan glæde sig over at have fået deres vilje med jer? Det vil dog ikke vare længe. Og ud over det kan I se frem til frelse, de til jammer. 
17 Ihr habt ein gut, sicher Gewissen, und rechte Sache: sie haben ein bös, ungewiss Gewissen, und ein blinde Sache, die sie noch nicht wissen, wie sie unrecht ist. So habt ihr den Trost Gottis mit Geduld aus der Schrift, in der Hoffnunge: so haben sie den Trost des Teufels, durch die Rache, in sichtbarlichem Muthwillen.   I har en god, sikker samvittighed og en retfærdig sag. De har en dårlig, usikker samvittighed og en blind sag, for de véd endnu ikke, hvor uretfærdig den er. Derfor har I Guds trøst med tålmodighed ud fra skriften i håbet; de har djævelens trøst, gennem hævnen, i den synlige skalten og valten. 
18          Wenn euch nu der Wunsch wurde geben, dass ihr jener Theil oder eueren sollt wählen, sollt ihr nicht fur ihrem Ding laufen und fliehen, als fur dem Teufel, wenns gleich ein Himmelreich wäre, und zu euerm Theil eilen, wenns gleich ein Hölle wäre? sintemal der Himmel nicht fröhlich sein mag, wenn der Teufel da regiert, und die Hölle nicht betrübt, wenn Gott da regiert.          Hvis I nu fik et ønske opfyldt, så I kunne vælge mellem deres del eller jeres, skulle I så ikke løbe bort fra og flygte fra deres sag, som for djævelen selv, selv om det så var et himmerig, og skynde jer hen til jeres del, selv om det var et helvede? For himlen kan ikke være et glædens sted, når djævelen hersker der, og helvede ikke et bedrøvelsens sted, når Gud regerer dèr. 
19        Darumb, lieben Freunde, wollt ihr euch wohl und hochmüthiglich rächen und trösten, nicht allein an euern leiblichen Verfolgern, sondern vielmehr am Teufel, der sie reitet, so thut ihm also: Seid nur fröhlich und dankt Gott, dass ihr dess werth seid worden, sein Wort zu hören, kennen, und darumb leiden, und lasst euch wohlgefallen, dass ihr gewiss seid, euer Sach ist Gottis Wort, und eur Trost von Gott: und lasst euch jammern euer Feinde, dass sie kein gut Gewissen in ihrer Sach haben, und allein den elenden, betrübten Teufelstrost haben, durch ihrn Frevel, (E121) Ungeduld, Rach und zeitlichem Muthwillen.          Derfor, kære venner, hvis I vil hævne og trøste jer godt og højmodigt, ikke alene på jeres legemlige forfølgere, men langt mere på djævelen selv, som bruger dem som ridedyr, så skal I gøre som følger: I skal bare være glade og takke Gud, at I er blevet agtet værdige til at høre og kende hans ord, og til at lide for det, og I skal være glade for, at I er sikre på, at jeres sag er Guds ord og at jeres trøst er fra Gud. Og så skal I give jer tid til at beklage jeres fjender, at de ikke har nogen god samvittighed i deres sag og alene har den elendige, bedrøvelige djævels-trøst i deres spot, utålmodighed og timelige ønskeopfyldelse. 
20 Gläubt sicherlich, mit solchem fröhlichem Geist, Lob und Dank werdet ihr ihrem Gott, dem Teufel, mehr Leids thun, denn ob ihr tausend euer Feinden erwurgetet. Denn er hats auch nicht drumb angericht, dass er sie trösten, und euch leiblich wollt wehe thun: sondern er wollt euch gern traurig und schwermüthig machen, die Gott unnütze wären. So thut ihr deste mehr dazu, und spottet sein, dass ihm sein Anschlag feihle und ihn verdriesse.  I kan regne sikkert med, at I med en sådan glad ånd, glad pris, og glad tak vil gøre deres gud, djævelen, mere harm, end om I dræbte tusinde af jeres fjender. For han har heller ikke sat dette i værk, for at han kunne trøste dem og i legemlig henseende gøre jer ondt. Nej, han vil gerne gøre jer bedrøvede og tungsindige, så I bliver uden nytte til for Gud. Derfor skal I gøre desto mere til, at I kan spotte ham og få hans anslag til at slå fejl og ærgre ham. 
21         Uber das will ich euch noch eins zeigen, das ihn gar fein kutzlen soll, dafur er sich am meisten furchtet. Es weiss wohl, dass ein Verslin im Psalter stehet, der heisst: Ex ore infantium et lactentium fundasti virtutem, ut aboleas inimicum et ultorem, du hast einen starken Grund gelegt durch den Mund der Unmundigen und Säuglingen, auf dass du des Feindes und Rächers ein Ende machest.          Ud over det vil jeg vise jer endnu en ting, som ganske smukt kan piske løs på ham og som han frygter mest. Han véd godt, at der i Sl 8,3 står: Ex ore infantium et lactentium fundasti virtutem, ut aboleas inimicum et ultorem, Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn, at du kan tilintetgøre dine fjender og hævnere. 
22   Dieser Vers dräuet ihm nicht allein Betrübniss und Elend, sondern auch, dass er zunicht werden soll; und dasselbige nicht durch grosse Gewalt, wilchs ihm doch ein Ehre wäre: sondern durch ahmächtigen Säuglinge, da kein Kraft innen ist. Das beisst und thut dem mächtigen, stolzen Geist recht wehe, dass sein grosse Gewalt, sein schrecklich Toben, sein wüthende Rache soll ohn Gewalt durch kindische Schwacheit zu Boden gesturzt werden, und solls nicht wehren kunnten. Da lasst uns zu helfen, und mit Ernst zu thun.   Dette vers volder ham ikke blot bedrøvelse og elendighed, det gør også, at han skal blive til intet; og det ikke ved stor magtanvendelse, hvilket dog ville være ærefuldt for ham. Nej, det skal ske ved afmægtige pattebørn, som ikke har nogen kraft. Det bider på den stolte, mægtige ånd, det gør ret ondt på ham, at hans store magt, hans skrækindjagende slåen-om-sig, hans rasende hævn skal styrtes til jorden uden magt ved barnlig svaghed, og han vil ikke kunne værge sig imod det. Lad os hjælpe med til det, og gøre det for alvor. 
23         Wir sind die Unmundigen und Säuglingen, so wir schwach sind, und lassen die Feind mächtig und gewaltig uber uns sein, dass sie von ihrem Ding reden und thun, was sie wollen: wir aber müssen schweigen unser Ding, und leiden, als kunnten wir Nichts reden oder thun, wie die jungen Kinder, und sie wie die gewaltigen Helden und Riesen.          Vi er jo de umyndige, pattebørnene, når vi er svage og lader fjenderne være mægtige og stærke over os, så de taler og gør med deres ting, hvad de vil, mens vi må tie om vore ting og finde os i det, som kunne vi intet sige eller gøre, som de nyfødte børn, mens de var gevaldige helte og kæmper. 
24 Aber doch redet Gott dieweil durch unsern Mund sein Wort, das seine Gnade preiset. Das ist ein solcher Fels und fester Grund, dass die höllischen Pforten Nichts dawider vermügen. Wo das bleibt (E122) und geht, da geschichts zuletzt, dass auch der Feinde etlich bekehret werden, die des Teufels Schuppen waren.  Men dog taler Gud samtidig igennem vor mund sit ord, som priser hans nåde. Det er en sådan klippe og fast grund, at helvedes porte ikke formår noget derimod. Når det står fast, når det går sådan for sig, så sker det til sidst, så også nogle af fjenderne bliver omvendt, de, der hørte til djævelens skæl. 
25  Wenn nu ihm solche Schuppen abgestreifet werden durch Wort Gottis, so wird er blos und matt: so gehets denn, wie dieser Vers sagt, dass es des Feindes und Rächers ein Ende machet. Das ist ein fröhlicher Sieg und Uberwindung, die ohn Schwert und Faust geschicht; darumb sie auch dem Teufel wehe thut.        Når nu disse skæl bliver fejet af ham ved Guds ord, så bliver han blotstillet og mat, så går det sådan, som dette vers siger, at han gør en ende på fjenden og hævneren. Det er den glædelige sejr og overvindelse, som sker uden sværd og næve; derfor gør det også ondt på djævelen. 
26 Denn das thut ihm nur sanft und wohl, so er durch die Seinen uns zu Zorn, Rach, Ungeduld und Traurikeit bewegen kann. Wo aber Freude draus wird, und Gottis Lob und Ruhm seins Worts, da ist sein rechte Hölle.  For det er noget, han er glad for, noget, som behager ham, hvis han gennem sine folk kan bevæge os til vrede, hævn, utålmodighed og bedrøvelse. Men hvis der kommer glæde ud af det og tak og pris for Guds ord, så er det ret et helvede for ham. 
27        Ja, möcht Jemand sagen, es ist verboten, von dem Wort Gottis zu reden bei Leib und Gut. Wohlan, wer stark ist, der halt solch Gebot nicht; denn sie habens nicht Macht zu verbieten. Gottis Wort soll, muss und will ungebunden sein. Ist aber Jemand zu blöde und schwache, dem will ich einen andern Rath geben, nämlich, dass er doch heimlich fröhlich sei, Gott dank, und sein Wort preise, wie droben gesagt ist, und bitte umb Stärke von Gott, auch offentlich davon zu reden, dass der Feind und Rächer verstöret werde. Dazu will ich euch diesen 119. Psalmen zu deutsch schenken, und kurzlich auslegen, dass ihr sehet, wie euch Gott tröstet durch seine Schrift, und wie ihr bitten sollt wider die falschen Lästermäuler und wüthriche Verfolger. Folgt der Psalm mit der Auslegung.          Så vil nogen sige: Jamen, det er forbudt på legeme og gods at tale om Guds ord. Velan, den, der er stærk, han overholder ikke et sådan forbud; for det har de ikke myndighed til at forbyde. Guds ord skal, må og vil være ubundet. Men hvis nogen er blød og svag, så vil jeg give ham et andet råd, nemlig det, at han alligevel i al hemmelighed er glad, takker Gud og priser hans ord, sådan som det ovenfor er sagt, og beder om styrke fra Gud, så han også i offentlighed kan tale derom, så fjenden og hævneren kan blive ødelagt. Af den grund til jeg forære jer denne 119. salme på tysk og kort udlægge den, så I kan se, hvordan Gud trøster jer gennem skriften, og hvordan I skal bede imod de falske spottere og rasende forfølgere. Nu følger salmen og udlægningen af den. 
28    Der CXIX. Psalm.
    Ad dominum, quum tribularer, clamavi. 
Den 119. salme
Ad dominum, quum tribularer, clamavi.
29 Ich rief zum Herrn in meiner Noth, und er erhöret mich. (2) Herre, errette meine Seele von den bösen Mäulern, und von den falschen Zungen. (3) Was soll man dir (E123) geben, und dazu thun, wider die falschen Zungen? (4) Scharfe Pfeil des Gewaltigen, mit Kohlen von Wachholdern. (5) Ah meins Leids, dass sich mein Wallen zo lang zeucht! (6) Ich wohne unter den Hütten Kedar. Meine Seele muss so lang wohnen unter denen, die den Frieden hassen. (7) Ich hielt Friede; aber do ich redet, huben sie Streit an.  v1 I min nød har jeg råbt til Herren, og han svarede mig. v2  Herre, red mig fra den falske læbe, fra den svigefulde tunge! v3  Gid han må ramme dig igen og igen, du svigefulde tunge, v4  med krigerens hvæssede pile og gyvelens glødende grene (med enebærkul). v5  Ve mig, jeg er fremmed i Meshek, jeg må bo blandt Kedars telte. v6  Alt for længe har jeg boet hos dem, der hader fred; v7  så snart jeg taler fred, taler de krig.
30        Der erste Vers lehret uns, wo wir hin laufen sollen, wenn uns Unfall trifft: nicht zum Kaiser, nicht zum Schwert, nicht zu unserm eigen Rath noch Klugheit; sondern zum Herrn, der ist der rechte, einige Nothhelfer. Ich rief (spricht er,) zum Herrn in meiner Noth. Und dass wir Solchs kühnlich und fröhlich thun sollen, und nicht feihlen werden, zeigt er damit an, dass er sagt: Und er erhöret mich; als sollt er sagen: Der Herr hats gerne, dass man zu ihm läuft in der Noth, und ist willig zu hören und zu helfen.          Det første vers lærer os, hvor vi skal løbe hen, hvis der møder os en ulykke. Ikke til kejseren, ikke til sværdet, ikke til vort eget råd og kloghed, men til Herren, der er den rette, den eneste hjælper i nøden. Jeg råbte, siger han, til Herren i min nød. Og at vi skal gøre det dristikgt og glad og ikke gå fejl, det viser han derved, at han siger: Og han hører mig. Som ville han sige: Herren ser gerne, at man løber hen til ham i nøden og han er villig til at høre og til at hjælpe. 
31        Der ander Vers (#29) bringt das Anliegen fur, und zeiget, wilch die Noth sei: nicht, dass Gott nit wisse zuvor, sondern dass wir dadurch gereizt und getrieben werden, deste fleissiger zu bitten. Es ist aber eben die Noth, die euch zu Miltenberg und euer Gleichen in deutschen Landen betreten hat, nämlich, dass die bosen Mäuler und falsche Zungen nicht wollen das Wort Gottis leiden, sondern ihr Menschentand und Lügen erhalten, und heissen uns schweigen, dass ihre böse, falsche, giftige Lehren alleine predigt werden.          I det andet vers fører han sin bøn frem og viser, hvilken nød der er tale om. Det betyder ikke, at Gud ikke vidste det i forvejen, men at vi derigennem blive opægget og drevet frem til at bede desto flittigere. For det er jo just den nød, der har ramt jer i Miltenberg og jeres ligesindede i Tyskland, nemlig, at de onde munde og falske tunger ikke kan lide Guds ord, men holder fast ved deres mennesketant og menneskeløgn og befaler os at tie stille, så det alene er deres onde, falske, giftige lære, der bliver prædiket. 
32        Der dritte Vers (#29) hält einen Rath drüber, wie und womit man der Sache helfen solle. Denn es begehrt und hätte auch gern die menschliche Blödikeit Hülf und Schütze in der Welt, und Viel gehn damit umb; das zeigt dieser Vers an mit seinem Rathschlagen. Aber der Geist wirft das alles weg, und will der Hülfe keine; wie folget. (E124)         Det tredie vers overvejer, hvordan og hvormed man skal afhjælpe sagen. For den menneskelige svaghed begærer og vil gerne have hjælp og beskyttelse i verden, og mange omgås med tanker derom; det viser dette vers med sine overvejelser. Men ånden forkaster alt dette og vil ikke have noget af den hjælp, som det ses af det følgende. 
33         Der vierte Vers (#29) nennet die rechte Hülfe, nämlich, scharfe Pfeile des Mächtigen, das ist, so Gott wollt senden starke Prediger, die sein Wort getrost sageten; wilchs sind die Pfeil Gottes. Und sind scharf; wenn sie durchdringen und schonen nicht, sondern schiessen und wunden alles, was Menschentand ist. Dadurch werden die falschen Zungen uberwunden, und in rechte christliche Zungen verwandelt.         Det fjerde vers nævner den rette hjælp, nemlig, de mægtiges skarpe pil, det betyder, at Gud vil sende stærke prædikanter, som frimodigt udtaler hans ord; det er Guds pile. Og de er skarpe, når de gennemborer og ikke skåner, men skyder og sårer alt det, der er mennesketant. Derigennem bliver de falske tunger overvundet, og forvandlet til rette kristelige tunger. 
34        Wachholderne Kohlen aber sind die rechten Christen, die Gottis Wort, so durch die scharfen Pfeile bedeut ist, auch mit dem Leben beweisen, und in hitziger brünstiger Liebe, in Werken erzeigt, anzünden. Denn man sagt, dass wachholdener Kohlen das Feuer wohl und währhaftig halten: dass also dieser Vers wünscht feine Prediger, die das Wort Gottis im Glauben gewaltiglich führen, und alles zu Boden schlahen, was des Teufels Ding ist, und mit Werken der Liebe Brünst lassen brenne und scheinen ihren Glauben.         Men enebærkul er de rette kristne, som beviser Guds ord, der bliver betegnet med de skarpe pile, også med deres liv, og bliver optændt til hæftig, brunstig kærlighed, der viser sig i gerninger. For man siger, at enebærkul kan holde ilden godt og rigtig vedlige. Og derfor ønsker altså dette vers gode prædikanter, som fører Guds ord stærkt i troen og slår alt til jorden, som hører djævelen til, og med gerninger af kærlighedsbrunst lader deres tro brænde og skinne. 
35 Denn es sind wohl viel Prediger des Worts itzund, aber sie sind nicht mächtig, führens auch nicht gewaltiglich; und ob sie es führeten, schärfen sie es doch nicht, denn sie schonen, wo nicht zu schonen ist, nämlich der grossen Hansen: dazu sind sie auch so kalt von Liebe und rohes Lebens, dass sie mehr ärgern, denn bessern, und also die Pfeile Gottis stumpf und matt machen.  For der er vel nuomstunder mange, der prædiker ordet, men de er ikke stærke, det fører heller ikke ordet frem på kraftig måde; og selv om de fremførte det, skærper de det dog ikke, for de skåner dem, der ikke skal skånes, nemlig de store pampere. Desuden er de også blevet så kolde af kærlighed og et råt liv, at de snarere gør tingene værre end bedre, og således gør de Guds pile stumpe og matte. 
36        Der funfte Vers (#29) klagt und zeigt, wie es solchen Predigern gehet, nämlich, dass Wenig dem Evangelio glauben, und schlahens in den Wind. Das thüt denn dem Geist wehe, der so gerne wollt, dass Jdermann mit Freuden aufnähme. Drumb spricht er: Ach weh mir! ach meins Leids! ich muss so lang hie wallen und Gast sein; denn ich finde Gottis Reich nicht unter ihn. Sie wollen auch nicht drein, predige solang, und hilft nicht: sie bleiben doch, wie sie sein, und ich muss auch unter ihn sein, und wohnen unter den Hütten Kedar.         Det femte vers klager over og viser, hvordan det går den slags prædikanter, nemlig, at kun få tror på evangeliet og mange slår det hen i vinden. Det går ondt på ånden, som så gerne vil, at enhver tager det til sig med glæde. Derfor siger han: Ak, vé mig! Ak, hvor gør det mig ondt! Så længe jeg dog må være pilgrim og gæst her! For jeg finder ikke, at Guds rige er blandt dem. De vil heller ikke derind, jeg har prædiket så længe, og det hjælper ikke. De er og bliver dem, de er, og jeg må endog være iblandt dem og bo blandt Kedars hytter. 
37 Kedar nennet die hebräische Sprach Arabia, und laut auf Deutsch, traurig (E325) oder finster, gleichwie die hergehen, die da Leid tragen. Die Araber sind ein wüst, wild, frech, ungezogen Volk, darumb nennet er hie die Ungehorsamen des Evangelii Kedar, dass sie sich nicht züchtigen lassen durchs Evangelion.  Kedar betegner på hebraisk Arabien, og det betyder, oversat til tysk, bedrøvet eller mørk, som de mennesker har det, der bærer på lidelse. Araberne er et øde, vildt, frækt, uopdragent folk, derfor kalder han her dem, der er ulydige mod evangeliet, for Kedar: de lader sig ikke tugte af evangeliet. 
38         Der sechste (#29) zeigt, dass er nicht alleine veracht, sondern auch verfolget wird umbs Worts willen, und muss doch unter ihnen bleiben. Sie hassen den Frieden, (spricht er,) nämlich den göttlichen Frieden, da wir innerlich im güten Gewissen mit Gott Friede haben, und äusserlich mit allen Menschen, Niemand Leide, sondern Jdermann wohl thün; den Frieden hassen sie. Denn sie verfolgen das Wort, wilchs solchen Frieden lehret und bringet, und vertheidigen ihre Lehre, wilche böse Gewissen macht fur Gott, durch eigene ungläubige Werk, und Secten und Zwietracht in mancherlei Ständen unter den Leuten aufricht.         Det sjette vers viser, at han ikke blot bliver forarget, han bliver også forfulgt på grund af ordet, og dog må han blive blandt dem. De hader freden, siger han, nemlig den guddommelige fred, hvor vi indvortes har fred med Gud i en god samvittighed, og udvortes med alle mennesker, ikke vil gøre nogen ondt, men gøre enhver godt; den fred hader de. For de forfølger det ord, der lærer og bringer denne fred, og de forsvarer deres lære, som skaber en dårlig samvittighed overfor Gud, gennem egne, vantro gerninger, og som fremkalder sekter og strid i mangfoldige stænder blandt mennesker. 
39          Der siebent (#29) antwortet und entschüldiget sich der falschen Anklage, so die Gottlosen auf die rechten Christen legen. Denn sie sagen, solche Lehre sei aufrührisch, und mache Uneinikeit in der Welt. Darauf sagt er: Es ist meine Schuld nicht, denn ich hielt Friede, thät Niemand kein Leide, ohn dass ich predigt vom rechten Friede; das kunnten sie nicht leiden, und huben Streit an, und verfolgeten mich. So musst Helias auch hören von dem König Ahab, als hätte er Israel irre gemacht, so doch, wie Helias auch antworte, er selbs, und nicht Helias, Israel irre machte.          Det syvende vers besvarer og forsvarer den falske anklage, som de gudløse kommer med overfor de rette kristne. For de siger, at denne lære er oprørsk og skaber uenighed i verden. Dertil siger han: Det er ikke min skyld, for jeg holder fred, jeg gør ingen noget ondt, bortset fra, at jeg prædiker om den rette fred; det kunne de ikke lide og de påbegyndte en strid og forfølger mig. Det måtte Elias også høre fra kong Akab, som var det ham, der havde vildført Israel, skønt det dog, som Elias også svarede ham, var ham selv, og ikke Elias, der vildledte Israel. 
40         Da sehet ihr, lieben Freunde, dass euer Fall gleich hie abgemalet ist, und gehet euch, wie es in diesem Psalm stehet. Ihr müsstet den Namen haben, dass ihr aufrührisch wäret, so doch ihr Nichts than habt, denn das Wort gehöret, geredt und reden lassen. Darüber haben die Mainzischen Tempelknecht und Seeljäger den Streit uber euch angehaben, und den Frieden, so ihr lehretet, gehasset und verfolget, und müsset doch immer wohnen und lang wallen bei solchen Feinden des Frieds umb Gottis (E126) willen, und seid unter den Hütten Kedar, frembde Gäste und ubel gehalten.          Her ser I, kære venner, at det netop er jeres situation, der er afmalet her, og at det går jer, som der står i denne salme. I må få skyld for at være oprørere, skønt I dog intet andet har gjort, end hørt ordet, talt det og ladet det tale. Af den grund har det mainziske tempeltjenere og sjælejagere yppet strid imod her, og har hadet og forfulgt den fred, som I lærer, og I må dog stadig bo og være pilgrimme hos denne fjende af freden for Guds skyld, og I er blandt Kedars hytter fremmede gæster, der bliver dårligt behandlet. 
41         Was wöllt ihr nü thün? Rächen künnt ihr euch nicht; und ob ihrs künntet, so taugs nicht. Ubels wünschen gilt auch nicht, weil Christus sagt: Segnet die, so euch flüchen, bittet fur die, so euch beleidigen und verfolgen. Was sollt ihr denn thün? Nichts Bessers, denn, wendet die Augen von den Menschen, die euch Leide thun, und sehet auf den Schalk, der sie besitzt und treibt, wie ihr euch an demselben rächen mügt, und euer Müthlin kühlen.          Hvad skal I nu gøre? I kan ikke hævne jer, og selv om I kunne, så duer det ikke. At ønske ondt over fjenderne kan heller ikke komme på tale, fordi Kristus siger: Velsign dem, som forbander jer, bed for dem, som fornærmer og forfølger jer. (Luk 6,28) Hvad skal I så gøre? I kan ikke gøre noget bedre end at vende øjnene bort fra de mennesker, der volder jer ondt, og se på den slyngel, der har besat dem og som driver dem, og se på, hvordan I kan hævner jer på ham og køle jeres vrede på ham. 
42 Er hat aber kein Fleisch noch Bein, er ist ein Geist; darumb, wie S. Paulus sagt, müsset ihr nicht mit Fleisch und Blüt kämpfen, sondern mit den geistlichen Schälken oben in der Lüft, mit den Regenten der finstern, blinden Welt. Was sollten die elende Mainzische Hurnknecht und Mastbäuch Anders thun? Sie müssen wohl thün, wie ihr Gott, der Teufel, sie jagt: sie sind nicht bei ihn selbs, darumb auch ihr herzlich zurbarmen ist.  Men han har ikke kød eller ben, han er en ånd, og derfor må I, som Skt. Paulus siger, ikke kæmpe mod kød eller blod, men med de åndelige slyngler i luften, med den mørke, blinde verdens herskere. (Ef 6,12) Hvad skulle de elendige mainziske horeknægte og mæskebuge gøre andet? De må jo handle som deres gud, djævelen, jager dem til at gøre: de er ikke ved sig selv, derfor må man også hjertelige forbarme sig over dem. 
43 Sie geben für, christliche Lehre zurhalten; so sie doch schändlicher leben, denn Hurn und Büben, gerad, als sollt der Heilig Geist durch solche Teufelsgeschirr Etwas wirken zu seinen Ehren; er thäts denn ohn ihren Wissen und Willen, wie durch Judas, Caiphas und Pilatus.  De foregiver at overholde den kristne lære, og dog lever de mere skændigt end horer og horebukke, ganske som skulle Helligånden kunne udvirke noget til sin ære gennem den slags djævleseletøj; og han handler da også uden deres viden og vilje, som han handlede med Judas, Kajfas og Pilatus. 
44          So ist nü das einige Stück noch uberig, dass ihr, wie dieser Psalm weiset, in dieser Noth zu dem Herrn euch haltet, und fur ihm uber solche bose Zungen schreiet, und mit Ernst und mit ganzem Herzen bittet umb starke Schützen, die scharfe Pfeile auf den Teufel schiessen, treffen, und nicht feihlen, und umb feurige Wachholde-Kohlen, die mit Brünst und Feuer die verfuhreten blinden Leut anzünden, und mit gutem Leben erleuchten, zu Preis und Lobe Gottis Namen.          Så er der kun den ene ting tilbage, at I, som denne salme viser, i denne nød holder jer til Herren og skriger til ham over disse onde tunger, og alvorligt og af jeres fulde hjerte beder om stærke beskyttere, soom kan skyde skarpe pile ind mod djævelen og ramme ham og ikke fejle, og bede om fyrige enebærkul, som med brunst og ild kan antænde det forførte, blinde folk, og oplyse det med et godt levned, til lov og pris for Guds navn. 
45 Werdet ihr das thün, so sollt ihr in der Kürze sehen, wie reichlich ihr an dem Teufel und seinen Schuppen gerochen werdet, dass euch eur Herz drüber lachen wird. Allein, sehet zu, dass ihrs solchs Bitten mit aller Zuversicht thüt, und nicht zweifelet, Gott, umb welchs Worts willen ihr geplagt seid, werd euch erhören, und seine Pfeile und Kohlen mit Haufen (E127) ausschicken, dass, wo sie an einem Ort das Wort zü Miltenberg unterdruckt haben, da solls an andern zehen aufgehen; und je mehr sie ins Feur blosen, je stärker es brennen soll.  Hvis I vil gøre det, så skal I snart se, hvor rigeligt I bliver hævnet på djævelens og hans skæl, så også jeres hjerter vil komme til at le derover. Se blot til, at I beder denne bøn med al tillid og ikke tvivler på, at Gud, for hvis ords skyld I er blevet plaget, fil høre jer og udsende sine pile og kul i hobetal, så at, hvis de på ét sted i Miltenberg har undertrykt ordet, så vil det opgå andre ti steder; og jo mere de blæser til ilden, des stærkere vil den brænde. 
46          Denn, dass es noch nicht so stark gehet, das Wort Gottis, wie es billig sollt, und wir gerne wollten, (wiewohl sie meinen, es gehe allzustark,) das kann ich keinem Andern Schüld geben, denn dass wir zu faul sind, umb schaffe Pfeile und heisse Kohlen zu bitten.         For når man spørger om grunden til, at det endnu ikke går så stærkt med Guds ord, som det var rimeligt at forvente, og som vi gerne ville (selvom de mener, det går altfor stærkt), så kan jeg ikke finden anden grund end den, at vi er for dovne til at bede om skarpe pile og hede kul. 
47 Er hat uns befohlen zu bitten, dass sein Reich komme, und sein Name geheiliget werde, dass ist, dass sein Wort und die Christen zunehmen und stark werden; aber weil wirs lassen liegen, wie es liegt, und bittet nicht mit Ernst, drümb gehet es auch so faul zu, und sind die Pfeil stümpf und matt, die Kohlen kalt und rohe, und furcht sich der Teufel noch nicht fast fur uns.  Han har befalet os at bede om, at hans rige må komme og om at hans navn må blive helliget, det vil sige, om at hans ord og de kristne vokser og bliver stærke; men fordi vi lader det ligger, som det ligger, og ikke beder alvorligt, derfor går det også så dovent til, og pilene er stumpe og matte, kullene kolde og rå, og djævelen er endnu ikke særlig bange for os. 
48        Darumb lasst uns aufwachen und frisch sein, die Zeit ist hie. Er thüt uns allenthalben viel böser Tück: lasst uns doch auch einmal ihm etwas beweisen, das ihn verdreusset, und uns rächen; das ist, lasst uns bitten zu Gott ohn Unterlass, bis er uns gerüste Schützen mit scharfen Pfeilen und Kohlen gnüg sende.         Lad os derfor vågne op være friske, timen er inde. Han har i hvert fald mange onde ting for med os. Lad os dog for en gangs skyld fremvise noget for ham, der ærgrer ham og hævner os, det vil sige: lad os bede til Gud uden ophør, indtil han sender os tilstrækkeligt med beskyttende rustninger med skarpe pile og kul. 
49        Sehet, lieben Herrn und Freunden, solchs Trostsbriefs hab ich mich unterwünden, an euch zu schreiben, wiewohl es Ander besser hätten mügen thün, und grösser Ursach haben. Weil aber mein Name auch mit im Spiel ist, und ihr als die Lutherischen verfolget werdet, hat mirs, acht ich, nicht ubel geziemet, mich auch anzunehmen, als mein selbs.           Se, kære herrer og venner, et sådant trøstebrev har jeg tilladt mig at skrive til jer, selv om andre kunne have gjort det bedre og havde større grund til det. Men eftersom mit navn også er med i spillet, og I bliver forfulgt som lutherske, så regner jeg med, at det ikke passer helt forkert til mig, hvis jeg også antager mig jeres sag som min egen. 
50       Und wiewohl ichs nicht gerne haben, das, dass man die Lehre und Leute Lütherisch nennet, und muss von ihnen leiden, dass sie Gottis Wort mit meinem Namen also schänden, so sollen sie doch den Lüther, die Lutherischen Lehre und Leut lassen bleiben und zu Ehren kommen; wiederumb, sie und ihre Lehre untergehn und zu Schanden werden, obs auch aller Welt leid wäre, und alle Teufel verdrösse. Leben (E128) wir, so sollen sie nicht Fried fur uns haben; sterben wir, so sollen sich noch weniger Fried haben.          Og selv om jeg ikke bryder mig om, at man benævner læren og menneskene som luthersk og lutherske, og selv om jeg dog må finde mig i, at de på den måde skænder Guds ord med mit navn, så skal de dog lade Luther og den lutherske lære og de lutherske menneske være og komme til ære, og omvendt vil de opleve, at deres lære går under og blive til skamme, om så hele verden blev ked af det og alle djævle ærgrede sig over det. Lever vi, så skal de ikke få fred for os; dør vi, så skal de få endnu mindre fred. 
51 Kürzumb, sie sollen unser nicht los werden, sie seien denn hinuntern, und geben sich willichlich zu uns, und soll sie ihr Zorn und Toben nicht helfen. Denn wir wissen, wess das Wort ist, das wir predigen, und sollens uns nicht allen nehmen. Das sei meine Prophezeie, die mir nicht feihlen wird: Gott erbarm sich uber sie.  Kort sagt, de skal ikke slippe for os, før de ligger under og frivilligt giver sig over til os, og deres vrede og rasen skal ikke hjælpe dem. For vi véd, hvis ord det er, vi prædiker, og de skal ikke tage det fra os allesammen. Lad dette være min profeti, så ikke vil slå fejl. Måtte Gud forbarme sig over dem. 
52         Hiemit will ich euch, lieben Freunde, Gott in sein Gnad und Barmherzikeit befohlen haben: und bittet auch Gott fur mich armen Sunder, und lasst euch euer Prediger befohlen sein, so Christum, und nicht den Papst oder die Mainzischen Tempeljunkern, predigen. Gottes Gnad sei mit euch. Amen.          Hermed, kære venner, vi jeg befale jer i Guds nåde og barmhjertighed. Og bed også til Gud for mig arne synder, og lad jer være befalet til de prædikanter, der prædiker Kristus og ikke paven eller de mainziske tempeljunkere. Gud nåde være med jer. Amen. 
53 c
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c

Noter: