Dass eine christliche Versammlung oder Gemeinde Recht und Macht habe, alle Lehre zu urtheilen und Lehrer zu berufen, ein- und absetzen: Grund und Ursach aus der Schrift. 1523

Fra Erl 222, 141-.

Indhold:

Omtales Koestlin5,2#33.

¹   Erlangerudgavens forord:
Luther geht von dem Satze aus: die wahrhaft christliche Gemeinde sei nur da, wo das lautere Evangelium gepredigt werde, und schliesst daraus: dass eine christliche Gemeinde, die sasselbe nicht habe, nicht nur berechtigt, sonder verpflichtet sei, sich um ihrer Seligkeit willen der Obrigkeit der wider Gott und sein Wort lehrenden und regierenden Bischöfe, Aebte, Klöster u. s. w. entziehen, deren Herrschaft abzuschaffen und dagegen evangelische Prediger selbst zu berufen und selbst zu bestätigen.

²        Aufs erst ist vonnöthen, dass man wisse, wo und wer die christliche Gemeine sei, auf dass nicht (wie allezeit (E142) die Unchristen gewohnet,) unter christlicher Gemeine Namen, Menschen menschlich Handel furnehmen. Dabei aber soll man die christliche Gemeine gewisslich erkennen, wo das lauter Evangelium gepredigt wird.        For det første er det nødvendigt at vide, hvor og hvem den kristne menighed er, for at ikke mennesker skal foretage sig menneskelige gerninger i den kristne menigheds navn, sådan som de ukristne til hver en tid plejer at gøre. (n2) Men derpå skal man med sikkerhed erkende den kristne menighed, at den er, hvor det rene evangelium prædikes.

³ Denn gleichwie man an dem Heerpanier erkennte, als bein eim gewissen Zeichen, was fur ein Herr und Heer zu Felde liegt; also erkennet man auch gewiss an dem Evangelio, wo Christus und sein Heere liegt. Dess haben wir gewisse Verheissung Gottis Esaiä 55, (10.11.): Mein Wort (spricht Gott,) das aus meinem Mund gehet, soll nicht leer wieder zu mir kommen; sondern wie der Regen vom Himmel auf die Erden fällt, und macht sie fruchtbar; also soll mein Wort auch Alles ausrichten, dazu ichs aussende. For ligesom man på hærbanneret, som på et sikkert tegn, kan finde ud af, hvilken herre og hvilken hær der ligger i felten; således kan man også sikkert på evangeliet erkende, hvor Kristus og hans hær ligger. Det har vi Guds sikre forjættelse om i Es 55,10f: Mit ord, siger Gud, det, som udgår af min mund, skal ikke vende tomt tilbage til mig, men som regnen falder fra himlen på jorden og gør den frugtbar, sådan skal mit ord udrette alt, hvad jeg udsender det til.

⁴         Daher sind wir sicher, dass unmüglich ist, dass nicht Christen sein sollten, da das Evangelium gehet, wie wenig ihr immer sei, und wie sundlich und gebrechlich sie auch sein; gleichwie es unmüglich ist, dass da Christen, und nicht eitel Heiden sein sollten, da das Evangelium nicht gehet, und Menschenlehre regiern, wie viel ihr auch immer sei, und wie heilig und fein sie immer wandeln.         Derfor er vi sikre på, at det er umuligt, at der ikke skulle være kristne dèr, hvor evangeliet lyder, hvor få de end er og hvor syndige og svage de end er; ganske som det er umuligt, at der skulle være kristne og ikke lutter hedninger dèr, hvor evangeliet ikke lyder og menneskelære hersker, hvor mange de end er, og hvor helligt og kønt de end vandrer.

⁵ Daraus folget unwidersprechlich, dass die Bischoff, Stift, Kloster, und was des Volks ist, längist kein Christen noch christliche Gemeine gewesen sind, wiewohl sie solchen Namen alleine fur allen aufgeworfen haben. Denn wer das Evangelium erkennet, der siehet, höret und greift, wie sie noch heutigs Tags auf ihren Menschenlehren stehen, und das Evangelium gar von sich vertrieben haben, und auch noch vertreiben. Darumb, was solch Volk thut und furgibt, muss man achten als heidenisch und weltlich Ding. Deraf følger uimodsigeligt, at biskopper, stiftelser, klostre og andre af den slags godtfolk, igennem lang tid slet ikke har været kristne eller været en kristen menighed, selv om de fremfor alle andre har tiltaget sig dette navn. For den, der erkender evangeliet, han ser, hører og begriber, hvordan de endnu den dag i dag står fast på deres menneskelære og helt og holdent har fordrevet evangeliet fra sig og endnu stadig fordriver det. Derfor må man regne det, disse mennesker gør og foregiver at gøre som en hedensk og verdslig sag.

⁶          Aufs Ander, in solchem Handel, nämlich Lehre zu urtheilen, Lehrer oder Seelsorger ein- und abzusetzen, muss man sich gar nichts kehren an Menschengesetz, Recht, alt Herkommen, Brauch, Gewohlheit etc. Gott gebe, es sei vom Papst oder Käiser, von Fursten oder Bischoff gesetzt, es habe die halb oder ganze Welt also gehalten, es hab ein oder tausend Jahr gewähret.         For det andet: I en sådan sag, hvor det drejer sig om at bedømme lære, at indsætte eller afsætte lærere eller sjælesørgere, her må man slet ikke bryde sig om menneskelove, ret, gammel skik og brug, tradition osv., om det så i Guds navn var fastsat af pave eller kejser, fyrste eller biskop, om så den halve eller hele verden havde overholdt det, om det så havde varet i tusind år.

⁷ Denn die Seele des Menschen ist ein ewig (E143) Ding, uber Alles, was zeitlich ist; darumb muss sie nur mit ewigen Wort regiert und gefasst sein. Denn es gar schimpflich ist, mit Menschen Recht und langer Gewohnheit die Gewissen fur Gott regiern. Menneskets sjæl er en evig ting, står over alt, hvad der er timeligt, derfor kan den kun regeres og røgtes med et evigt ord. For det er ganske skændigt, at ville beherske samvittigheden overfor Gud med menneskelig ret og lang tradition.

⁸ Darumb muss man hierinnen handeln nach der Schrift und Gottis Wort. Denn Gottis Wort und Menschenlehre, wenn es die Seele regiern will, so kanns nimmer feihlen, sie streiten widernander. Das wollen wir beweisen klärlich in diesem gegenwärtigen Handel, nämlich also: Derfor må man på det område handle efter skriften og Guds ord. For Guds ord og menneskelære, det kan aldrig slå fejl, når det drejer sig om at herske over sjælene, så strider de mod hinanden. Det vil vi klart bevise i den foreliggende sag på følgende måde:

⁹        Menschen Wort und Lehre haben gesetzt und verordnet, man solle die Lehre zu urtheilen nur den Bischoffen, und Gelehrten, und den Concilien lassen; was dieselben beschlössen, solle alle Welt fur recht und Artikel des Glaubens halten, wie das gnugsam ihr täglich Rühmen uber des Papsts geistlich Recht beweiset.          Menneskeord og lære har fastsat og forordnet, at man skal overlade det udelukkende til biskopperne, de lærde og koncilerne at bedømme læren; hvad de beslutter, det skal hele verden regne for ret og anse for en trosartikel, sådan som deres daglige pral over pavens gejstlige ret tilstrækkeligt beviser.

¹⁰ Denn man fast nichts von ihn höret, denn solchen Ruhm, dass bei ihn die Gewalt und Recht stehe, zu urtheilen, was christlich oder ketzerisch sei, und der gemein Christenmann solle auf ihr Urtheil warten, und sich desselben halten. Siehe, dieser Ruhm, damit sie alle Welt eingetrieben haben, und ihr höchster Hort und Trotz ist, wie unverschämpf und närrisch er sturmet wider Gottis Gesetz und Wort. For han hører næsten intet andet fra dem, end at de praler af, at det er hos dem, at myndigheden og retten til at bedømme, hvad der er kristeligt eller kættersk, ligger, og at den almindelige kristenhed skal rette sig efter deres dom. Se på dette praleri, som de har drevet ind i hele verden, og som er deres højeste tilflugt og værn, se, hvor uforskammet og naragtigt det angriber Guds lov og Guds ord.

¹¹         Denn Christus setzt gleich das Widerspiel, nimpt den Bischoffen, Gelehrten, und Concilien, beide, Recht und Macht zu urtheilen die Lehre, und gibt sie Idermann, und allen Christen ingemein, da er spricht Johannes am 10. (v. 4): Meine Schaf kennen meine Stimm. Item (v. 5.) Meine Schaff folgen den Frembden nicht, sondern fliehen von ihn; denn sie kennen nicht der Frembden Stimm. Item (v. 8.): Wie viel ihr kommen sind, das sind Diebe und Mörder; aber die Schaf höreten sie nicht.          For Kristus opstiller det modsatte, han fratager biskopperne, de lærde og koncilerne både reg og myndighed tiil at bedømme læren og giver den til enhver, og til alle kristne i fællesskab, når han Joh 10,4 siger: Mine får kender min stemme. Og ligeledes (v. 5): Mine får følger ikke den fremmede, men flygter fra ham, for de kender ikke den fremmedes stemme. Ligeledes (v. 8): Så mange af jer, der er kommet, er tyve og mordere; men fårene hørte ikke på dem.

¹²        Hie siehest du je klar, wess das Recht ist, zu urtheilen die Lehre. Bischoff, Papst, Gelehrten, und Idermann hat Macht zu lehren; aber die Schaf sollen urtheilen, ob sie Christi Stimm lehren, oder der Frembden Stimm. Lieber, was mügen hiewieder sagen die Wasserblasen, die do scharren: Concilia, Concilia.         Her ser du jo klart, hvem der har retten til at bedømme læren. Biskopper, paven, lærde og enhver har myndighed til at lære; men fårene skal bedømme, om det er Kristi stemme, der underviser dem, eller de fremmedes stemme. Kære ven, hvad kan de vandblærer, der snerrer Koncil, koncil, sige herimod?

¹³ Ei (E144) man muss die Gelehrten, die Biscoffe, die Menge hören, man muss den alten Brauch und Gewohnheit ansehen! Meinst du, dass mir Gottis Wort solle deinem alten Brauch, Gewohlheit, Bischoffen weichen? Nimmermehr. O, man må høre de lærde, biskopperne, mængden, man må se på, hvad gammel skik og brug er! Mener du, at Guds ord i mit tilfælde skal vige for din gamle skik og brug, for traditioner, for biskopper? Aldrig i livet.

¹⁴ Darumb lassen wir Bischoff und Concilia schliessen und setzen, was sie wollen: aber wo wir Gottis Wort fur uns haben; solls bei uns stehen, und nicht bei ihn, obs Recht oder Unrecht sei, und sie sollen uns weichen, und unserm Wort gehorchen. Derfor lader vi biskopper og konciler afgøre og fastsætte, hvad de vil. Men når vi har Guds ord for os, dèr vil det stå til os og ikke til dem, om det er ret eller uret, og de skal vige for os og adlyde vort ord.

¹⁵        Hie siehest du, mein ich, je klar gnug, was denen zu vertrauen sei, die mit Menschen Wort uber die Seelen handeln. Wer siehet hie nu nicht, dass alle Bischoff, Stift, Klöster, hohen Schulen, mit allem ihrem Körper, wider diess helle Wort Christi toben, dass sie das Urtheil der Lehre den Schafen unverschämpt nehmen, und ihn sellb zueigen, durch eigen Satz und Frevel?        Her mener jeg nu, at du klart nok ser, hvor meget man skal stole på dem, der regerer over sjælene med menneskeord. Hvem ser her nu ikke, at alle biskopper, stiftelser, klostre og universiteter med alle deres kloge hoveder raser imod dette klare ord af Kristus, så de uforskammet tager bedømmelsen af læren bort fra fårene og giver den til sig selv, i kraft af deres egen frække beslutning?

¹⁶ Darumb sie auch gewiss fur Morder und Diebe, Wolf und abtrünnige Christen zu halten sind, als die offentlich hie uberwunden sind, dass sie Gottis Wort nicht allein verleugen, sondern auch dawider setzen und handeln; wie sichs denn gebührt hat dem Widerchrist und seinem Reich zu thun, lauts der Prophezei St. Pauli, 2. Thess. 2. (v. 3.4.) Derfor skal de sandelig også regnes for mordere og tyve, ulve og frafaldne kristne, for her er de offentligt blevet overbevist om, at dei ikke alene fornægter Guds ord, men også beslutter og regerer imod det; sådan som det passer sig for Modkristen og hans rige at gøre, ifølge Skt. Paulus' profeti i 2 Thess 2,3-4.

¹⁷ Abermal spricht Christus, Matth. 7, (15.): Hütet euch fur den falschen Propheten, die in Schafskleidern zu euch kommen, inwendig aber sind sie reissende Wolfe. Siehe, hie gibt Christus nicht den Propheten und Lehrern das Urtheil, sondern den Schülern und Schafen. Og andetsteds siger Kristus (Matt 7,15): Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve. Se, her giver Kristus ikke profeterne og lærerne bedømmelsen, men eleverne og fårene.

¹⁸ Denn wie kunnt man sich fur den falschen Propheten hie hüten, wenn man ihr Lehre nicht sollt in Bedenk nehmen, richten und urtheilen? So kann je kein falscher Prophet sein unter den Zuhörern, sondern allein unter den Lehrern. Darumb sollen und mussen alle Lehrer dem Urtheil der Zuhörer unterworfen sein mit ihrer Lehre. For hvordan skulle man kunne vogte sig for de falske profeter, hvis man ikke skulle tage deres lære op til overvejelse, dømme den, prøve den? Derfor kan der jo ikke være nogen falsk profet blandt tilhørerne, men alene blandt lærerne. Derfor skal og må alle lærere med sin lære være underlagt tilhørernes dom.

¹⁹          Item, der dritte Spruch ist St. Pauli 1. Thess. 5, (21.): Prüfet Alles; was gut ist, das behaltet. Siehe, hie will er keine Lehre noch Satz gehalten haben, es werde denn von der Gemeine, die es höret, geprüfet, und fur gut erkannt.           Ligledes i det tredie skriftsted. Det står hos Skt. Paulus i 1 Thess 5,21: Prøv alt, behold det gode. Se, her vil han ikke have, at man holder fast ved nogen lære eller beslutning, undtagen det bliver hørt, prøvet, og godkendt af menigheden.

²⁰ Denn diess Prüfen gehet (E145) je nicht die Lehrer an; sondern die Lehrer mussen zuvor sagen, das man prüfen sollt. Also ist auch hie das Urtheil den Lehrern genommen, und den Schülern gegeben unter den Christen; dass es unter den Christen ganz und gar ein ander Ding ist, denn mit der Welt. For dette at prøve af gælder jo ikke lærerne; nej, lærerne må først fremsige det, der skal prøves. Sådan er også her bedømmelsen taget bort fra lærerne og overgivet til eleverne blandt de kristne; for blandt de kristne går det helt anderledes til end i verden.

²¹ In der Welt gebieten die Herrn, was sie wolln, und die Untherthanen nehmens auf. Aber unter euch (spricht Christus,) solls nicht also sein; sondern unter den Christen ist ein Iglicher des Andern Richter, und wiederumb auch dem Andern unterworfen. Wiewohl die geistlichen Tyrannen ein weltlich Uberkeit aus der Christenheit gemacht haben. I verden byder herrerne, hvad de vil, og undersåtterne tage imod det. Men hos jer, siger Kristus, skal det ikke være sådan; men hos de kristne er enhver den andens bedømmer, og omvendt også underkastet den anden. Og sådan er det, på trods af, at de gejstlige tyranner har gjort en verdslig øvrighed ud af kristenheden.

²²      Der vierte Spruch ist abermal Christi, Matthäi 24, (4.5.): Sehet zu, dass euch Niemand verfuhre: denn es werden Viel kommen unter meinem Namen, und sagen: Ich bin Christus; und werden Viel verfuhren.         Det fjerde skriftsted er igen af Kristus, Matt. 24,4f: Se til, at ingen forfører jer; for mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus, og forføre mange.

²³ Summa, was ists noth, mehr Sprüche herzu führen? Alle Warnung, die St. Paulus thut, Röm 16, (13. 18.) 1 Cor. 10, (v. 14.) Gal. 3, (4. 5.) Col. 2, (8.) und allenthalben; item, aller Propheten Sprüch, da sie lehren, Menschen Lehre zu meiden, die thun nichts anders, denn dass sie das Recht und Macht, alle Lehre zu urtheilen, von den Lehrern nehmen, und mit ernstlichem Gebot, bei der Seelen Verlust, den Zuhörern auflegen; Kort sagt, hvad nytte er det til at fremfører flere skriftsteder? Alle advarsler, som Skt. Paulus kommer med, Rom 16,13. 18; 1 Kor 10,14; Gal 3,4f; Kol 2,8 og overalt; ligeledes, alle profetsprog, hvor de lærer at man skal undgå menneskelære, det gør altsammen ikke andet, end at borttage retten og myndigheden til at bedømme enhver lære fra lærerne og lægger det hen til tilhørerne med et alvorligt bud om, at deres sjæle kan gå tabt.

²⁴ also, dass sie nicht allein Macht und Recht haben, Alles, was gepredigt wird, zu urtheilen; sondern sind schuldig zu urtheilen, bei gottlicher Majestät Ungnaden. Dass wir daran sehen, wie die Tyrannen so unchristlich mit uns gefahren haben, da sie uns solch Recht und Gebot genommen haben und ihn selb zugeeigent: Således, at de ikke blot har myndighed og ret til at bedømme alt, hvad der prædikes, men også er skyldige at bedømme, hvis de vil beholde Guds nåde. Sådan kan vi deraf se, hvordan tyrannerne har behandlet os så ukristeligt, da de fratog og denne ret og dette påbud og tilegnede sig selv det.

²⁵ damit alleine sie reichlich verdienet haben, dass man sie aus der Christenheit vertreibe und verjage, als die Wolf, Diebe und Morder, die wider Gottis Wort und Willen uber uns hirrschen und lehren. Sådan har de alene derved så rigelig fortjent, at man fordrev dem fra kristenheden og jog dem bort derfra, som de ulve, tyve og mordere, der hersker over os og underviser os imod Guds ord og vilje.

²⁶         Also schliessen wir nu, dass, wo ein christliche Gemeine ist, die das Evangelium hat, nicht alleine Recht und Macht hat, sondern schuldig ist, bei der Seelen Selikeit, ihrer Pflicht nach, die sie Christo in der Taufe gethan hat, zu meiden, zu fliehen, abzusetzen, sich zu (E146) entziehen von der Ubirkeit, so die itztigen Bischoff, Aebt, Klöster, Stift und ihr gleichen treiben;            Derfor drager vi nu den slutning, at hvor der findes en kristen menighed, som har evangeliet, dèr har den ikke alene ret og myndighed til, men er også skyldig ved sjælenes salighed, ifølge den pligt, som de har tilsvoret Kristus i dåben, at undgå, flygte fra, afsætte og drage sig bort fra den øvrighed, som de nuværende biskoppe, abbeder, kloster og stilftelser og deres lige udøver;

²⁷ weil man offentlich siehet, dass sie wider Gott und sein Wort lehren und regieren. Dass also diess fur das Erst gewiss und stark genug gegrundt sei, und man sich drauf verlassen soll, dass gottlich Recht sei, und der Seelen Selikeit noth, solche Bischoff, Aebt, Klöster und was des Regiments ist, abzuthun oder zu meiden. for man ser jo åbenlyst, at de lærer og regerer imod Gud og hans ord. Så dette er altså for det første sikkert og tilstrækkelig stærkt begrundet, og man skal stole på, at det er guddommelig ret og nødvendigt til salighed for sjælene at fjerne eller undgå disse biskopper, abbeder, klostre og hvad der ellers hører til dette regimente.

²⁸          Zum Andern, weil aber christlich Gemeine ohn Gottis Wort nicht sein soll noch kann, folget aus Vorigem stark gnug, dass sie dennoch ja Lehrer und Prediger haben müssen, die das Wort treiben.         For det andet: Eftersom den kristne menighed imidlertid ikke skal eller kan være til uden Guds ord, så følger af det foregående ganske tydeligt, at den jo trods alt må have lærere og prædikanter, der driver på med ordet.

²⁹ Und weil in dieser verdampter letzten Zeit Bischoff und das falsch, geistlich Regiment solcher Lehrer nicht sind, noch sein wollen, dazu auch nicht geben noch leiden wollen, und Gott nicht zu versuchen ist, dass er vom Himmel neu Prediger sende; mussen wir uns nach der Schrift halten, und unter uns selb berufen und setzen diejenigen, so man geschickt dazu findet, und die Gott mit Verstand erleucht, und mit Gaben dazu geziert hat. Og eftersom biskopperne og det falske, gejstlige regimente i disse fordømte sidste tider ikke selv er eller vil være sådanne lærere, og desuden heller ikke vil indsætte eller findes sig i, at der indsættes sådanne lærere, og eftersom man ikke må friste Gud til fra himlen at nedsende nye prædikanter, så må vi holde os til skriften, og ud af vor egen midte kalde og indsætte dem, som man finder skikket dertil, dem, som Gud har oplyst med forstand og smykket med gaver dertil.

³⁰          Denn das kann Niemand leugen, dass ein iglicher Christen Gottis Wort hat, und von Gott gelehrt, und gesalbet ist zum Priester; wie Christus spricht Joh. 6, (45.): Sie werden alle von Gott gelehret sein.          For det kan ingen nægte, at enhver kristen har Guds ord og er oplært og salvet til præst, som Kristus siger Joh 6,45: De skal alle være oplærte af Gud.

³¹ Und Ps. 45, (8:): Gott hat dich gesalbet mit Freudenöle, vor allen deinen Mitgenossen. Diese Mitgenossen sind die Christen, Christi Brüder, die mit ihm zu Priester geweihet sind; wie auch Petrus sagt, 1 Petr. 2, (9.): Ihr seid das königlich Priesterthum, dass ihr verkundigen sollt die Tugend dess, der euch berufen hat zu seinem wunderbarn Liecht. Og som det hedder Sl 45,8: Gud salvede dig med fredsolie fremfor alle dine fæller. Disse fæller er de kristne, Kristi brødre, som sammen med ham er indviet til præster; som også Peter siger, 1 Pet 2,9: I er et kongeligt præsteskab, for at I skal forkynde hans magt, han, som kaldte jer ud til sit underfulde lys.

³²        Ists aber also, dass sie Gottis Wort haben, und von ihm gesalbet sind, so sind sie auch schuldig dasselb zu bekennen, lehren und ausbreiten; wie Paulus sagt 2 Cor. 4, (v. 13.): Wir haben auch denselben Geist des Glaubens, darumb reden wir auch; wie der Prophet sagt, Ps. 116, (10.): Ich bin gläubig worden, darumb rede ich; und Psalm 51, (15.) sagt er von allen Christen: Ich will die Gottlosen deine Wege lehren , und dass sich die Sunder zu dir bekehren; also, dass hie abermal gewiss ist, dass ein Christen nicht alleine (E147) Recht und Macht hat, das Gottis Wort zu lehren; sondern ist dasselbige schuldig zu thun, bei seiner Seelen Verlust und Gottis Ungnaden.           Men forholder det sig sådan, at de har Guds ord og er salvet af ham, så er de også skyldige at bekende, lære og udbrede dette; som Paulus siger 2 Kor 4,13: "Vi har den samme troens ånd; derfor taler vi også, som profeten siger, Sl 116,10: 'Jeg tror, derfor taler jeg';" og i Sl 51,16 siger han om alle kristne: Jeg vil lære de gudløse din vej, så synderne omvender sig til dig; og således er det her igen og igen bevist, at en kristen ikke blot har ret og myndighed til at lære Guds ord, men også er skyldig at gøre det, hvis han ikke vil miste sin sjæl eller komme i unåde hos Gud.

³³        So sprichst du, ja wie? wenn er nicht dazu berufen ist, so thar er ja nicht predigen, wie du selbs oft gelehrt hat? Antwort: Hie sollt du den Christen in zweierlei Ort stellen: Aufs Erst, wenn er ist an dem Ort, da kein Christen sind, da darf er keins anders Berufs, denn dass er ein Christen ist, innwendig von Gott berufen und gesalbet: do ist er schuldig den irrenden Heiden oder Unchristen zu predigen, und zu lehren das Evangelium, aus Pflicht bruderliche Liebe, ob ihn schon kein Mensch dazu beruft.         Så siger du: Javel, men hvis man ikke er kaldet til det, så må han jo ikke prædike, som du selv ofte har lært? (fx adel01#31) Svar: Her skal du tænke dig den kristne i to forskellige situationer. For det første, hvis han er et sted, hvor der ikke er nogen kristne, så behøver han ikke nogen anden kaldelse, end at han er kristen, og indvendigt er kaldet og salvet af Gud. Så er na skyldig overfor den vildfarende hedning eller ukristne (se n2) at prædike, at lære evangeliet, ud af den pligt, som broderlig kærlighed lægger frem for ham, selv om intet menneske har kaldet ham til det.

³⁴ Also thät St. Stephan Apg. 6, (7.), dem doch kein Ampt von den Apostln zu predigen befohlen war, und predigt doch, und thät grosse Zeichen im Volk. Item, eben also thät auch Philippus, der Diacon, Stephans Geselle, Apg. 8, (5,), dem auch das Predigampt nicht befohlen war. Sådan gjorde Stefanus (Apg. 6,7); selv om der ikke var givet ham noget embede til at prædike af apostlene, så prædikede han dog alligevel og gjorde store tegn i folket. Ligesådan gjorde også Filip, diakonen, Stefanus kollega, (Apg 8,5), skønt heller ikke han havde fået noget prædikenembede overdraget.

³⁵ Item so thät Apollo, Apg. 18, (25. 26.). Denn in solchem Fall siehet ein Christen aus bruderlicher Liebe die Noth der armen verdorben Seelen an, und wartet nicht, ob ihm Befehl oder Briefe von Fursten oder Bischoff geben werde: denn Noth bricht alle Gesetz, und hat kein Gesetze; so ist die Liebe schuldig zu helfen, wo sonst Niemand ist, der hilft, oder helfen sollt. Ligeledes gjorde også Apollos (Apg 18,25f). For i sådanne tilfælde ser en kristen ud af broderlig kærlighed på den nød, den arme fordærvede sjæl står i, og han venter ikke på, at der bliver givet han befaling eller brev fra en fyrste eller en biskop. For nød bryder alle love og har ingen love; således er kærligheden skyldig at hjælpe, hvor der ellers ikke er nogen, der hjælper, eller nogen, der skal hjælpe.

³⁶         Auf Ander, wenn er aber ist, da Christen an dem Ort sind, die mit ihm gleiche Macht und Recht haben, da soll er sich selb nicht erfur thun, sondern sich berufen und erfur ziehen lassen, dass er an Statt und Befehl der Andern predige und lehre.          Men når han for det andet befinder sig et sted, hvor der i forvejen er kristne, som har samme magt og myndighed som han, da skal han ikke selv føre sig frem, men lade sig kalde og drage frem, så han prædiker og lærer i de andres sted og på deres befaling.

³⁷ Ja, en Christen hat so viel Macht, dass er auch mitten unter den Christen, unberufen durch Menschen, mag und soll auftreten und lehren, wo er siehet, dass der Lehrer daselbs feihlet: so doch, dass er sittig und zuchtig zugehe. Ja, en kristen har så stor myndighed, at han selv midt blandt de kristne, ukaldet af mennesker, må og skal træde frem og lære, hvis han ser, at læreren dèr selv farer vild. Dog således, at han gør frem på sædelig og ærbar måde.

³⁸ Das hat St. Paulus klärlich beschrieben 1 Cor. 14, (30.) da er spricht: Wird dem, der do sitzt, Etwas offinbart, so soll der Erst schweigen. Siehe da, was hie St. Paulus thut: er heisst den schweigen und abtreten (E148) mitten unter den Christen, der do lehret, und den auftreten, der do zuhöret, auch unberufen; das Alles darumb, dass Noth kein Gebot hat. Det har Skt. Paulus klart beskrevet 1 Kor 14,30, hvor han siger: Hvis én, der sidder det, får en åbenbring, så skal den første tie. Se her, hvad Skt. Paulus gør: Han befaler den, der lærer, at tie og træde tilbage midt blandt de kristne, og den, der er tilhører, at træde frem, også ukaldet. Altsammen af den grund, at der ikke er nogen lov, der gælder i nødstilfælde. (n38)

³⁹          So denn nu hie St. Paulus, wenns noth ist, mitten unter den Christen, ein Iglichen heisst auch unberufen auftreten, und beruft ihn durch solch Gottis Wort, und heisst den Andern abtreten, und setzet ihn in Kraft dieser Worte abe; wie vielmehr ists denn recht, dass ein ganze Gemeine einen beruft zu solchem Ampt, wenns noth ist, wie es denn allzeit und sonderlich itzt ist.         Når nu da her Skt. Paulus befaler enhver, når det er nødvendigt, også ukaldet at træde frem midt blandt de kristne og kalder ham gennem et sådant ord fra Gud, og når han befaler den anden at træde tilbage og i kraft af disse ord afsætter ham, hvor meget mere er det da ikke rigtigt, at en hel menighed kalder én til et sådant embede, når det er nødvendigt, hvilket det altid er, og især i disse tider.

⁴⁰ Denn auch am selben Ort St. Paulus einem iglichen Christen Macht gibt, zu lehren unter den Christen, wenns noth ist, und spricht (1 Cor. 14,31.): Ihr kunnt wohl Alle nacheinander weissagen, dass sie Alle lernen, und Alle ermahnet werden. For også det samme sted giver Skt. Paulus enhver kristen myndighed til at lære blandt de kristne, når det er nødvendigt og siger (1 Kor 14,31): I kan jo alle profetere efter hinanden, så alle undervises og alle bliver formanet.

⁴¹ Item (v. 39. 40.): Ihr sollt euch fleissigen zu weissagen, und wehret nicht mit Zungen reden; doch lasst es Alles ordenlich und ehrbarlich zugehen. Ligeledes (vers 39f): I skal bestræbe jer på at tale profetisk og ikke forhindre nogen i at tale i tunger, dog skal alt gå ordentligt og sømmeligt til.

⁴² Diesen Spruch lass dir nicht ein ungewissen Grund sein, der so uberflussig Macht gibt der christlichen Gemeinen, dass sie mag predigen, predigen lassen, und berufen; sonderlich wo es noth ist, beruft er selbs einen Iglichen insunderheit, ohn Menschen Berufen, damit wir dess keinen Zweifel haben sollen, dass die Gemeine, die das Evangelium hat, muge und solle unter sich selbs erwählen und berufen, der an ihrer Statt das Wort lehre. Du må ikke lade dette skriftsted, som giver en sådan overordentlig myndighed til den kristne menighed, være dig en usikker begrundelse for, at den kan prædike, lade prædike og kalde; især når det er nødvendigt, kalder den selv enhver i særdeleshed uden nogen menneskelig kaldelse, for at vi ikke på nogen måde skal være i tvivl om, at den menighed, der har evangeliet, må og skal blandt sine egne udvælge og kalde én, der i dens sted lærer ordet.

⁴³         Sprichtst du aber: Hat doch St. Paulus Timotheo und Tito befohlen, sie sollten Priester einsetzen; so lesen wir auch Apg. 14, (23.), dass Paulus und Barnabas unter den Gemeinen Priester verordenten.          Men så siger du: Skt. Paulus har dog befalet Timotheus og Titus, at de skulle indsætte præster; og vi læser også i Apg 14,23, at Paulus ud Barnabar forordnede præster i menighederne.

⁴⁴ Darumb kann nicht die Gemeine Jemand berufen, noch Jemand sich selb erfur thun zu predigen unter den Christen, sondern man muss der Bischoff, Aebte oder anderen Prälaten Urlaub und Befehl haben, die an der Apostel Statt sitzen. Derfor kan menigheden ikke kalde hvemsomhelst, og derfor kan hvemsomhelst heller ikke trænge sig frem til at prædike blandt de kristne, men man må have biskoppens, abbedens eller en anden prælats tilladelse og befaling, for disse sidder i apostlenes sted.

⁴⁵ Antwort: Wenn unsere Bischoffe und Aebte etc. an der Apostel Statt sässen, wie sie sich rühmen, wäre das wohl ein Meinung, dass man sie liesse thun, das Titus, Timotheus, Paulus und Barnabas thäten mit Priester einsetzen etc. Svar: Hvis vore biskopper og abbeder osv. sad i apostlenes sted, som de praler af, at de gør, så kunne man argumentere for den opfattelse, at man skulle lade dem gøre det, Titus, Timotheus, Paulus og Barnabas gjorde med at indsætte præster, osv.

⁴⁶ Nu sie aber an des Teufels Statt sitzen, und Wolfe sind, die das Evangelium nicht lehren, noch leiden wollen, so gehet (E149) sie das Predigampt und Seelsorgen unter den Christen zu beschicken eben so viel an, als den Turken und die Juden. Esel sollten sie treiben, und Hund leiten. Men nu, hvor de sidder i djævelens sted, og er ulve, som ikke lærer evangeliet, ejheller vil finde sig i det, så angår dette blandt de kristne at beskikke prædikenembedet og sjælesorgsembedet dem lige så meget, som det angår tyrkerne og jøderne. Som skrevet står: Æsler skal drive dem, hunde føre dem. (n46)

⁴⁷        Uber das, wenn sie nu gleich rechtschaffene Bischoffe wären, die das Evangelium haben wollten, und rechtschaffene Prediger setzen wollten, dennoch kunnten und sollen sie dasselb nicht thun ohn der Gemeine Willen, Erwählen und Berufen; ausgenommen, wo es die Noth erzwungen, dass die Seelen nicht verdürben, aus Mangel gottlichs Worts.         Men derudover, selv om de så var retskafne biskopper, som ønske at have evangeliet og indsætte retskafne præster, så kunne og skulle de alligevel ikke gøre det uden menighedens vilje, valg og kald; bortset fra tilfælde, hvor nøden tvunger, for at sjælene ikke skal forgå af mangel på det guddommelige ord.

⁴⁸ Denn in solcher Noth, hast du gehort, dass nicht alleine mag ein Iglicher einen Prediger verschaffen, es sei durch Bitten oder weltliche Uberkeit Gewalt; sondern soll auch selb zulaufen, auftreten und lehren, so ers kann. For i en sådan nød, har du hørt, at ikke blot har enhver lov til at få fat på en prædikant, hvad enten det nu kan se ved bøn eller ved den verdslige øvrigheds magt, men han skal også selv byde sig til, og træde frem og lære, hvis han ellers kan.

⁴⁹ Denn Noth ist Noth, und hat kein Maass; gleichwie Jdermann zulaufen und treiben soll, wenns brennet in der Stadt, und nicht harren, bis man ihn drumb bitte. For nød er nød og den har ingen begrænsning; ganske som enhver skal løbe hen og hjælpe til, hvis det brænder i en by, og ikke vente på, at man beder ham om det.

⁵⁰         Sonst wo nicht solch Noth da ist, und furhanden sind die Recht und Macht, und Gnad haben zu lehren, soll kein Bischoff Jemand einsetzen, ohn der Gemeine Wahl, Will und Berufen; sondern soll den Erwähleten und Berufen von der Gemeine bestätigen.         Ellers, hvor der ikke er nogen nød på færde, og mennesker, der har ret og myndighed og nåde til at lære, er forhånden, så skal ingen biskop indsætte nogen uden menighedens valg, vilje og kaldelse; han skal blot bekræfte den, der er valgt og kaldet af menigheden.

⁵¹ Thut ers nicht, dass derselb dennoch bestätiget sei, durch der Gemeine Berufen. Denn es hat wider Titus, noch Timotheus, noch Paulus, je einen Priester eingesetzt, ohn der Gemeine Erwählen und Berufen. Gør han ikke det, så er han alligevel bekræftet, gennem menighedens kaldelse. For hverken Titus eller Timotheus eller Paulus har nogensinde indsat en præst uden menighedens udvælgelse og kaldelse.

⁵² Das beweiset sich klärlich daraus, dass er Tit. 1, (7.) und 1 Tim. 3, (2,) spricht: Ein Bischoff oder Priester solle untadelich sein. Item: Die Diacon soll man zuerst prufen. Det bevises klart deraf, at han i Tit. 1,7 og i 1 Tim 3,2 siger: En biskop eller præst skal være udadlelig: Og ligeledes: Diakonerne skal man først prøve.

⁵³ Nu wird je Titus nicht gewüsst haben, wilch untadelich gewesen sind; sondern solch Gerucht muss aus der Gemeine kommen, die muss ein solchen angeben. Nu kan Titus jo ikke have vidst, hvem der var udadlelig; men et ry for at være udadlelig må komme fra menigheden, den må udpege ham. (n53)

⁵⁴ Item, lesen wir doch Apg. 6, (3.6.), dass in gar viel eim geringern Ampt, auch die Aposteln selbs nicht durften Personen zu Diacon einsetzen, ohn der Gemeine Wissen und Willen; sondern die Gemein erwählet und berief die sieben Diacon, und die Apostel bestätigten sie. Ligeledes læser vi i Apg 6,3 og 6, at apostlene i et meget ringere embede ikke selv turde indsætte nogen til diakoner uden menighedens viden og vilje; nej, menigheden valgte og kaldte de syv diakoner og apostlene bekræftede dem.

⁵⁵ So nu ein solch Ampt, das nur uber zeitlich Nahrung auszutheilen, die Apostel nicht durften von eigener Uberkeit einsetzen; wie sollten sie so kuhn gewesen sein, dass sie das höhest Ampt, zu predigen, Jemand aus eigener (E150) Gewalt, ohn der Gemeine Wissen, Willen und Berufen, hätten aufgelegt? Når nu apostlene ikke ud af egen øvrighed turde indsætte nogen til et sådant embede, der kun uddeler af den timelige næring, hvordan skulle de da kunne være så dristige, at de ud af egen myndighed ville have pålagt nogen det højeste embede, at prædike, uden menighedens viden, vilje og kald?

⁵⁶        Nu aber zu unsern Zeiten die Noth da ist, und kein Bischoff nicht ist, der evangelisch Prediger verschaffe, gilt hie das Exempel von Tito und Timotheo nichts; sondern man muss berufen aus der Gemeine, Gott gebe, er werde von Tito bestätiget oder nicht.          Men nu i vore dage, hvor nøden er der, og der ikke er nogen biskop, der kan få fat på evangeliske prædikanter, her gælder eksemplet med Titus og Timotheus ikke noget; men man må kalde én ud af menigheden, hvad enten han i Guds navn bekræftets af Titus eller ej.

⁵⁷ Denn also hätten die auch than, oder thun sollen, die Titus versorget, wo ihn Titus nicht hätte bestätigen wollen, oder sonst Niemand gewesen wäre, der Prediger eingesetzt hätte. Darumb ist diese Zeit gar ungleich den Zeiten Titi, da die Apostel regierten, und recht Prediger haben wollten; itzt aber wollen unser Tyrannen eitel Wolf und Diebe haben. For sådan ville de også have gjort, eller sådan skulle de have gjort, de kristne, som Titus sørgede for, hvor Titus ikke havde villet bekræfter nogen, eller der ellers ikke havde været nogen, der havde indsat prædikanter. Derfor er vore dage ganske forskelige fra Titus' dage, hvor apostlene herskede og ville have rette prædikanter; nu, imidlertid, vil vore tyranner kun have ulve og tyve.

⁵⁸         Und was verdammnen uns die tobende Tyrannen in solchem Erwählen und Berufen? Thun sie doch selbs also, und mussen also thun. Es wird je unter ihn, keiner Papst noch Bischoff, von irgend eins Gewalt eingesetzt, sondern wird von dem Capitel erwählet und berufen, darnach von Andern bestätiget; Bischoff vom Papst, als von ihrem Obersten; er aber, der Papst selbs, vom Cardinal zu Ostia, als von seinem Unterthanen.          Og hvorfor fordømmer de rasende tyranner os, når vi sådan vælger og kalder? De gør dog selv det samme, og må også gøre det. Der er jo hos dem ikke nogen pave eller biskop, der bliver indsat af nogen myndighed, nej, de vælges og kaldes af kapitlet og bekræftes derefter af en anden; biskopper af paven, som af deres øverste myndighed, men han, altså paven selv, af kardinalen af Ostia, som af hans undersåt.

⁵⁹ Und ob sichs begäbe, dass einer nicht bestätigt wurde, dennoch ist er Bischoff und Papst. So frage ich nun die lieben Tyrannen: So ihre Gemeine Erwählen und Berufen Bischoff macht, und Papst ohn aller ander Uberkeit Bestätigen, Papst ist, alleine aus der Wahle: warumb sollt nicht auch ein christlich Gemeine ein Prediger machen, allein durch ihr Berufen? sintemal sie Bischoff und Papst Stand hoher halten, denn Predigampt. Og selv om det så skete, at der var én, der ikke blev bekræftet, så er han dog alligevel biskop og pave. Derfor spørger jeg nu de kære tyranner: Hvis jeres menigheds valg og kaldelse gør én til biskop, og hvis paven er pave uden nogen anden øvrigheds bekræftelse, alene på grund af valget: Hvorfor skulle så ikke også en kristen menighed kunne gøre én til prædikant, blot gennem deres kaldelse? De regner jo bispestanden og pavestanden for at være højere end prædikeembedet.

⁶⁰ Wer hat ihn solch Recht geben, und uns genommen? sonderlich weil unser Berufen die Schrift fur sich hat; ihr Berufen aber ein lauter Menschentand ist, ohn Schrift, damit sie unser Recht uns rauben. Tyrannen sind es, und Buben, die mit uns handeln, wie des Teufels Apostel sollen. Hvem har givet dem denne ret og hvem har fratage os den? Især eftersom vores kaldelse har skriften for sig, men deres kaldelse kun er menneskeopfindelse, uden skrift, for at de kan berøve os vor ret. De er tyranner og skurke, som handler med os, som det sømmer sig for djævelens apostle.

⁶¹          Daher ists auch blieben, dass an etlichen Orten auch weltliche Ubirkeit, als Rathherrn und Fursten, ihn selbs Prediger bestellet und besoldet haben, in ihren Städten und Schlössern, wilch sie gewollet haben, ohn alle Urlaub und Befehl der Bischoff und Päpste, und hat auch Niemand drein geredt.         Derfor er det også blevet skik, at også verdslige øvrigheder, såsom rådsherrer og fyrster, nogle steder selv ansætter og lønner prædikanter i deres byer og på deres slotte, hvem de ville, uden nogen tilladelse eller befaling fra biskopper eller paver, og det er der ingen, der har haft noget imod.

⁶² Wiewohl sie es (besorge ich,) nicht than haben aus christlichs Rechts Verstand; sondern dass die geistlichen Tyrannen das Predigampt veracht und geringe gehalten haben, und weit gesondert von dem geistlichen Regiment: so es doch das allerhöhist Ampt ist, an dem alle andere hangen und folgen. Jeg er nu godt nok bange for, at de ikke har gjort det, fordi de har forstået den kristelige ret; men de gejstlige tyranner har foragtet og regnet prædikeembedet for intet, og skilt det fra det gejstlige regimente, på trods af, at det er det højeste embede, som alle andre afhænger af og er en konsekvens af.

⁶³ Wiederumb, wo Predigampt nicht ist, der andern keins folget. Denn Johannes c. 4, (2.) spricht: dass Christus nicht taufet habe, sondern er predigt nur. Und Paulus 1 Cor. 1, 17.) beruhmpt sich: Er sei nicht zu täufen, sondern zu predigen gesandt. Omvendt er det sådan, at hvor der ikke er noget prædikenembede, der kommer de andre ikke i stand. For Johannes siger i Joh 4,2, at Kristus ikke døbte, men kun prædikede. Og Paulus roser sig i 1 Kor 1,17 af, at han ikke er sendt for at døbe, men for at prædike.

⁶⁴        Darumb wem das Predigampt aufgelegt wird, dem wird das hohist Ampt aufgelegt in der Christenheit: derselb mag darnach auch täufen, Mess halten, und alle Seelsorge tragen; oder so er nicht will, mag er an dem Predigen alleine bleiben, und Täufen und andere Underampt Andern lassen, wie Christus thät und Paulus, und alle Apostel, Apostelg. 6.         Derfor, den der har fået prædikeembedet pålagt, han har fået pålagt det højeste embede i kristenheden. Han har derefter også lov til at døbe, holde messe og drive al mulig sjælesorg; eller hvis han ikke vil det, kan han alene holde prædikerne og overlade andre underembedet med at døbe, sådan som Kristus gjorde, og Paulus og alle apostlene, Apg 6.

⁶⁵ Daran man aber siehet, dass unser itzige Bischoff und Geistlichen, Götzen und nicht Bischoffe sind: denn sie lassen das hohist Ampt des Worts, das ihr eigen sein sollt, den allergeringsten, nämlich Kapellan und Monchen, Terminarien; sie aber fermeln dieweil und weihen Glocken, Altar und Kirchen, das wider christlich noch bischofflich Werk sind, von ihn selbs erdichtet. Es sind verkehrete, verblendte Larven, und rechte Kinderbischoffe. Men heraf ser man, at vore nuværende biskopper og gejstlige, er afguder og ikke biskopper. For de overlader det højeste embede, ordets embede, som skulle være specielt for dem, til de allerringeste, nemlig til kapellaner og munke, terminarier; (n65a) til gengæld konfirmerer (n65b) de og indvier klokker, altre og kirker, hvilket hverken er kristelige eller biskoppelige gerninger, men er opdigtet af dem selv. De er forvendte, forblændede tomme hylstre, i sandhed barnebiskopper. (n65)

Noter:

n2: Ifølge en note i Luthers Skrifter i Udvalg betegner ordet "ukristne" de daværende biskopper og kirkelige magthavere. Det tror jeg, noten har ret i.

n38: Note i Luthers Skrifter i Udvalg: Det er påfaldende, at Luther her tilsyneladende opfatter profeternes optræden i korinthermenigheden som illustration til en sistuation, hvor "læreren selv" (dvs den offentligt kaldede indehaver af prædikeembedet) er faret vild. Hos Paulus findes ingen antydning af en sådan motivering for profeternes optræden "uden kaldelse". Motiveringen er ganske enkelt den, at ånden driver dem. Men måske vil Luther med henvisningen til 1 Kor 14,30 kun indskærpe, at også i nødssituationen bør det gå til med orden og tugt. Det er iøvrigt interessant, at Luther ni år senere, da kampen mod sværmerne er begyndt i skrifter "Von den Schleichern und Winkelpredigern" (Om luskerne og smugprædikanterne) fra 1532, giver en anden tolkning af dette kapitel: "Og som teksten fremtræder, nå det hav været en sådan sædvane, at profeterne i kirken har disset blandt folket som de kaldede (ordentlige) sognepræste rog prædikanter, og een eller to har sunget eller læst teksten, sådan som endnu i vore dage til de store højtider to plejede at synge evangeliet med hinanden i visse kirker". (WA 33,523,9). I 1523 tager Luther profeterne i Korinth som forbillede for de lægmænd, der uden kaldelse prædiker i den nødsituation, der er opstået, hvor deres kaldede sognepræst svigtede. I 1532 ser han i de selvsamme profeter menighedens kaldede præster, der sammen synger teksten! Ingen af de to anvendelser dækker helt over Paulus' mening. Også Paulus ved om et af Gud indstiftet ordets embede (1 Kor 12,28): apostle, profeter og lærere). Men den "åbenbaring", "profeti" og "tungetale", som skildres i 1 Kor 14., svarer hverken til lægmandens optræden i nødssituationen eller til embedsindehaverens oplæsning af teksten, men er et spontant udbrud af åndsbesiddelse, som Paulus giver plads for i gudstjenesten, selv om han ikke står ukritisk overfor det (1 Kor 14,33). -- I hovedsynspunktet, at der skal kaldelse til for at bestride et embede, som alle har lige magt og ret til at forvalte, kan Luther imidlertid meget vel beholde ret, selv om hans anvendelse af et enkelt eller enkelte skriftsteder kan synes noget tvungen. Det afhænger først og fremmest af, om man i evangelieforkyndelsen eller sakramentforvaltningen ser noget af Kristus indstiftet og befalet (Matt 28,18-20). "Hvorledes skulle de nu påkalde den, på hvem de ikke har troet? og hvorledes skulle de tro på den, de ikke har hørt? og hvorledes skulle de høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle de prædike, dersom de ikke blev udsendt?" (Rom 10,14-15). Den "sendelse", som Paulus her ser som forudsætning for, at ordet kan prædikes til tro (dvs prædikes som Guds og ikke som menneskers ord), finder for Luther udtryk i kaldelsen til prædikeembedet. Og det er værd at overveje, om han ikke på dette punkt har forstået Paulus ret.

n46: I Luthers Skrifter i Udvalg, bind II side 55 oversættes denne tekst: Æsler burde de drive og trække med hunde. Man bemærke, at man også her, lidt imod teksten, har følt sig nødsaget til at anbringe det ene æsel og den enlige hund i flertal. Jeg vil gøre det samme, men vende om på subjekt og objekt, så der står: Æsler skulle drive dem, hunde lede dem. Derved kommer udsagnet til at ligne Es 3,4: "Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem". Når jeg foran skriver: "som skevet står", skyldes det, at jeg formoder Luther her citerer efter hukommelsen; og altså citerer forkert.

n53: Note i Luthers Skrifter i Udvalg: I oldkirken var menighedens valg forudsætning for biskoppens ordination af en præst. Denne skik har efterladt sig spor i det ritual, hvorefter romersk-katolske præster ordineres den dag i dag, idet biskoppen ved den egentlige ordinationshandlings begyndelse opfordrer den eller dem, der måtte have nogen indsigelse at gøre mod den pågældendes ordination, om at træde frem og tale frit ud. Men denne menighedens anerkendelse af ordinanden er nu en ren formalitet. Der spørges jo også på et sprog, den som regel ikke forstår, og der regnes i praksis ikke med, at nogen indvending på det tidspunkt kan komme til orde.

n65a: Note i Luthers Skrifter i Udvalg: Terminariere, tiggermunke, som søger deres livophold indenfor et bestemt distrikt (terminus)

n65b: Note i Luthers Skrifter i Udvalg: Konfirmationens sakramente er i den romersk-katolske kirke forbeholdt biskoppen.

n65: Note i Luthers Skrifter i Udvalg: Med ordet "barnebiskopper" tænkes på det såkaldte "Niklas-biskopper". På St. Nikolai dag (6. december) havde skoledisciplene lov til at vælge en af deres kammerater til at være "biskop", der så dagen lang skulle optræde som en "rigtig" biskop. Skikken blev jævnlig forbudt af paverne, men holdt sig alligevel overalt i middelalderen.

¹ Erlangerudgavens forord: Luther geht von dem Satze aus: die wahrhaft christliche Gemeinde sei nur da, wo das lautere Evangelium gepredigt werde, und schliesst daraus: dass eine christliche Gemeinde, die sasselbe nicht habe, nicht nur berechtigt, sonder verpflichtet sei, sich um ihrer Seligkeit willen der Obrigkeit der wider Gott und sein Wort lehrenden und regierenden Bischöfe, Aebte, Klöster u. s. w. entziehen, deren Herrschaft abzuschaffen und dagegen evangelische Prediger selbst zu berufen und selbst zu bestätigen.
² Aufs erst ist vonnöthen, dass man wisse, wo und wer die christliche Gemeine sei, auf dass nicht (wie allezeit (E142) die Unchristen gewohnet,) unter christlicher Gemeine Namen, Menschen menschlich Handel furnehmen. Dabei aber soll man die christliche Gemeine gewisslich erkennen, wo das lauter Evangelium gepredigt wird.	For det første er det nødvendigt at vide, hvor og hvem den kristne menighed er, for at ikke mennesker skal foretage sig menneskelige gerninger i den kristne menigheds navn, sådan som de ukristne til hver en tid plejer at gøre. (n2) Men derpå skal man med sikkerhed erkende den kristne menighed, at den er, hvor det rene evangelium prædikes.
³ Denn gleichwie man an dem Heerpanier erkennte, als bein eim gewissen Zeichen, was fur ein Herr und Heer zu Felde liegt; also erkennet man auch gewiss an dem Evangelio, wo Christus und sein Heere liegt. Dess haben wir gewisse Verheissung Gottis Esaiä 55, (10.11.): Mein Wort (spricht Gott,) das aus meinem Mund gehet, soll nicht leer wieder zu mir kommen; sondern wie der Regen vom Himmel auf die Erden fällt, und macht sie fruchtbar; also soll mein Wort auch Alles ausrichten, dazu ichs aussende.	For ligesom man på hærbanneret, som på et sikkert tegn, kan finde ud af, hvilken herre og hvilken hær der ligger i felten; således kan man også sikkert på evangeliet erkende, hvor Kristus og hans hær ligger. Det har vi Guds sikre forjættelse om i Es 55,10f: Mit ord, siger Gud, det, som udgår af min mund, skal ikke vende tomt tilbage til mig, men som regnen falder fra himlen på jorden og gør den frugtbar, sådan skal mit ord udrette alt, hvad jeg udsender det til.
⁴ Daher sind wir sicher, dass unmüglich ist, dass nicht Christen sein sollten, da das Evangelium gehet, wie wenig ihr immer sei, und wie sundlich und gebrechlich sie auch sein; gleichwie es unmüglich ist, dass da Christen, und nicht eitel Heiden sein sollten, da das Evangelium nicht gehet, und Menschenlehre regiern, wie viel ihr auch immer sei, und wie heilig und fein sie immer wandeln.	Derfor er vi sikre på, at det er umuligt, at der ikke skulle være kristne dèr, hvor evangeliet lyder, hvor få de end er og hvor syndige og svage de end er; ganske som det er umuligt, at der skulle være kristne og ikke lutter hedninger dèr, hvor evangeliet ikke lyder og menneskelære hersker, hvor mange de end er, og hvor helligt og kønt de end vandrer.
⁵ Daraus folget unwidersprechlich, dass die Bischoff, Stift, Kloster, und was des Volks ist, längist kein Christen noch christliche Gemeine gewesen sind, wiewohl sie solchen Namen alleine fur allen aufgeworfen haben. Denn wer das Evangelium erkennet, der siehet, höret und greift, wie sie noch heutigs Tags auf ihren Menschenlehren stehen, und das Evangelium gar von sich vertrieben haben, und auch noch vertreiben. Darumb, was solch Volk thut und furgibt, muss man achten als heidenisch und weltlich Ding.	Deraf følger uimodsigeligt, at biskopper, stiftelser, klostre og andre af den slags godtfolk, igennem lang tid slet ikke har været kristne eller været en kristen menighed, selv om de fremfor alle andre har tiltaget sig dette navn. For den, der erkender evangeliet, han ser, hører og begriber, hvordan de endnu den dag i dag står fast på deres menneskelære og helt og holdent har fordrevet evangeliet fra sig og endnu stadig fordriver det. Derfor må man regne det, disse mennesker gør og foregiver at gøre som en hedensk og verdslig sag.
⁶ Aufs Ander, in solchem Handel, nämlich Lehre zu urtheilen, Lehrer oder Seelsorger ein- und abzusetzen, muss man sich gar nichts kehren an Menschengesetz, Recht, alt Herkommen, Brauch, Gewohlheit etc. Gott gebe, es sei vom Papst oder Käiser, von Fursten oder Bischoff gesetzt, es habe die halb oder ganze Welt also gehalten, es hab ein oder tausend Jahr gewähret.	For det andet: I en sådan sag, hvor det drejer sig om at bedømme lære, at indsætte eller afsætte lærere eller sjælesørgere, her må man slet ikke bryde sig om menneskelove, ret, gammel skik og brug, tradition osv., om det så i Guds navn var fastsat af pave eller kejser, fyrste eller biskop, om så den halve eller hele verden havde overholdt det, om det så havde varet i tusind år.
⁷ Denn die Seele des Menschen ist ein ewig (E143) Ding, uber Alles, was zeitlich ist; darumb muss sie nur mit ewigen Wort regiert und gefasst sein. Denn es gar schimpflich ist, mit Menschen Recht und langer Gewohnheit die Gewissen fur Gott regiern.	Menneskets sjæl er en evig ting, står over alt, hvad der er timeligt, derfor kan den kun regeres og røgtes med et evigt ord. For det er ganske skændigt, at ville beherske samvittigheden overfor Gud med menneskelig ret og lang tradition.
⁸ Darumb muss man hierinnen handeln nach der Schrift und Gottis Wort. Denn Gottis Wort und Menschenlehre, wenn es die Seele regiern will, so kanns nimmer feihlen, sie streiten widernander. Das wollen wir beweisen klärlich in diesem gegenwärtigen Handel, nämlich also:	Derfor må man på det område handle efter skriften og Guds ord. For Guds ord og menneskelære, det kan aldrig slå fejl, når det drejer sig om at herske over sjælene, så strider de mod hinanden. Det vil vi klart bevise i den foreliggende sag på følgende måde:
⁹ Menschen Wort und Lehre haben gesetzt und verordnet, man solle die Lehre zu urtheilen nur den Bischoffen, und Gelehrten, und den Concilien lassen; was dieselben beschlössen, solle alle Welt fur recht und Artikel des Glaubens halten, wie das gnugsam ihr täglich Rühmen uber des Papsts geistlich Recht beweiset.	Menneskeord og lære har fastsat og forordnet, at man skal overlade det udelukkende til biskopperne, de lærde og koncilerne at bedømme læren; hvad de beslutter, det skal hele verden regne for ret og anse for en trosartikel, sådan som deres daglige pral over pavens gejstlige ret tilstrækkeligt beviser.
¹⁰ Denn man fast nichts von ihn höret, denn solchen Ruhm, dass bei ihn die Gewalt und Recht stehe, zu urtheilen, was christlich oder ketzerisch sei, und der gemein Christenmann solle auf ihr Urtheil warten, und sich desselben halten. Siehe, dieser Ruhm, damit sie alle Welt eingetrieben haben, und ihr höchster Hort und Trotz ist, wie unverschämpf und närrisch er sturmet wider Gottis Gesetz und Wort.	For han hører næsten intet andet fra dem, end at de praler af, at det er hos dem, at myndigheden og retten til at bedømme, hvad der er kristeligt eller kættersk, ligger, og at den almindelige kristenhed skal rette sig efter deres dom. Se på dette praleri, som de har drevet ind i hele verden, og som er deres højeste tilflugt og værn, se, hvor uforskammet og naragtigt det angriber Guds lov og Guds ord.
¹¹ Denn Christus setzt gleich das Widerspiel, nimpt den Bischoffen, Gelehrten, und Concilien, beide, Recht und Macht zu urtheilen die Lehre, und gibt sie Idermann, und allen Christen ingemein, da er spricht Johannes am 10. (v. 4): Meine Schaf kennen meine Stimm. Item (v. 5.) Meine Schaff folgen den Frembden nicht, sondern fliehen von ihn; denn sie kennen nicht der Frembden Stimm. Item (v. 8.): Wie viel ihr kommen sind, das sind Diebe und Mörder; aber die Schaf höreten sie nicht.	For Kristus opstiller det modsatte, han fratager biskopperne, de lærde og koncilerne både reg og myndighed tiil at bedømme læren og giver den til enhver, og til alle kristne i fællesskab, når han Joh 10,4 siger: Mine får kender min stemme. Og ligeledes (v. 5): Mine får følger ikke den fremmede, men flygter fra ham, for de kender ikke den fremmedes stemme. Ligeledes (v. 8): Så mange af jer, der er kommet, er tyve og mordere; men fårene hørte ikke på dem.
¹² Hie siehest du je klar, wess das Recht ist, zu urtheilen die Lehre. Bischoff, Papst, Gelehrten, und Idermann hat Macht zu lehren; aber die Schaf sollen urtheilen, ob sie Christi Stimm lehren, oder der Frembden Stimm. Lieber, was mügen hiewieder sagen die Wasserblasen, die do scharren: Concilia, Concilia.	Her ser du jo klart, hvem der har retten til at bedømme læren. Biskopper, paven, lærde og enhver har myndighed til at lære; men fårene skal bedømme, om det er Kristi stemme, der underviser dem, eller de fremmedes stemme. Kære ven, hvad kan de vandblærer, der snerrer Koncil, koncil, sige herimod?
¹³ Ei (E144) man muss die Gelehrten, die Biscoffe, die Menge hören, man muss den alten Brauch und Gewohnheit ansehen! Meinst du, dass mir Gottis Wort solle deinem alten Brauch, Gewohlheit, Bischoffen weichen? Nimmermehr.	O, man må høre de lærde, biskopperne, mængden, man må se på, hvad gammel skik og brug er! Mener du, at Guds ord i mit tilfælde skal vige for din gamle skik og brug, for traditioner, for biskopper? Aldrig i livet.
¹⁴ Darumb lassen wir Bischoff und Concilia schliessen und setzen, was sie wollen: aber wo wir Gottis Wort fur uns haben; solls bei uns stehen, und nicht bei ihn, obs Recht oder Unrecht sei, und sie sollen uns weichen, und unserm Wort gehorchen.	Derfor lader vi biskopper og konciler afgøre og fastsætte, hvad de vil. Men når vi har Guds ord for os, dèr vil det stå til os og ikke til dem, om det er ret eller uret, og de skal vige for os og adlyde vort ord.
¹⁵ Hie siehest du, mein ich, je klar gnug, was denen zu vertrauen sei, die mit Menschen Wort uber die Seelen handeln. Wer siehet hie nu nicht, dass alle Bischoff, Stift, Klöster, hohen Schulen, mit allem ihrem Körper, wider diess helle Wort Christi toben, dass sie das Urtheil der Lehre den Schafen unverschämpt nehmen, und ihn sellb zueigen, durch eigen Satz und Frevel?	Her mener jeg nu, at du klart nok ser, hvor meget man skal stole på dem, der regerer over sjælene med menneskeord. Hvem ser her nu ikke, at alle biskopper, stiftelser, klostre og universiteter med alle deres kloge hoveder raser imod dette klare ord af Kristus, så de uforskammet tager bedømmelsen af læren bort fra fårene og giver den til sig selv, i kraft af deres egen frække beslutning?
¹⁶ Darumb sie auch gewiss fur Morder und Diebe, Wolf und abtrünnige Christen zu halten sind, als die offentlich hie uberwunden sind, dass sie Gottis Wort nicht allein verleugen, sondern auch dawider setzen und handeln; wie sichs denn gebührt hat dem Widerchrist und seinem Reich zu thun, lauts der Prophezei St. Pauli, 2. Thess. 2. (v. 3.4.)	Derfor skal de sandelig også regnes for mordere og tyve, ulve og frafaldne kristne, for her er de offentligt blevet overbevist om, at dei ikke alene fornægter Guds ord, men også beslutter og regerer imod det; sådan som det passer sig for Modkristen og hans rige at gøre, ifølge Skt. Paulus' profeti i 2 Thess 2,3-4.
¹⁷ Abermal spricht Christus, Matth. 7, (15.): Hütet euch fur den falschen Propheten, die in Schafskleidern zu euch kommen, inwendig aber sind sie reissende Wolfe. Siehe, hie gibt Christus nicht den Propheten und Lehrern das Urtheil, sondern den Schülern und Schafen.	Og andetsteds siger Kristus (Matt 7,15): Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve. Se, her giver Kristus ikke profeterne og lærerne bedømmelsen, men eleverne og fårene.
¹⁸ Denn wie kunnt man sich fur den falschen Propheten hie hüten, wenn man ihr Lehre nicht sollt in Bedenk nehmen, richten und urtheilen? So kann je kein falscher Prophet sein unter den Zuhörern, sondern allein unter den Lehrern. Darumb sollen und mussen alle Lehrer dem Urtheil der Zuhörer unterworfen sein mit ihrer Lehre.	For hvordan skulle man kunne vogte sig for de falske profeter, hvis man ikke skulle tage deres lære op til overvejelse, dømme den, prøve den? Derfor kan der jo ikke være nogen falsk profet blandt tilhørerne, men alene blandt lærerne. Derfor skal og må alle lærere med sin lære være underlagt tilhørernes dom.
¹⁹ Item, der dritte Spruch ist St. Pauli 1. Thess. 5, (21.): Prüfet Alles; was gut ist, das behaltet. Siehe, hie will er keine Lehre noch Satz gehalten haben, es werde denn von der Gemeine, die es höret, geprüfet, und fur gut erkannt.	Ligledes i det tredie skriftsted. Det står hos Skt. Paulus i 1 Thess 5,21: Prøv alt, behold det gode. Se, her vil han ikke have, at man holder fast ved nogen lære eller beslutning, undtagen det bliver hørt, prøvet, og godkendt af menigheden.
²⁰ Denn diess Prüfen gehet (E145) je nicht die Lehrer an; sondern die Lehrer mussen zuvor sagen, das man prüfen sollt. Also ist auch hie das Urtheil den Lehrern genommen, und den Schülern gegeben unter den Christen; dass es unter den Christen ganz und gar ein ander Ding ist, denn mit der Welt.	For dette at prøve af gælder jo ikke lærerne; nej, lærerne må først fremsige det, der skal prøves. Sådan er også her bedømmelsen taget bort fra lærerne og overgivet til eleverne blandt de kristne; for blandt de kristne går det helt anderledes til end i verden.
²¹ In der Welt gebieten die Herrn, was sie wolln, und die Untherthanen nehmens auf. Aber unter euch (spricht Christus,) solls nicht also sein; sondern unter den Christen ist ein Iglicher des Andern Richter, und wiederumb auch dem Andern unterworfen. Wiewohl die geistlichen Tyrannen ein weltlich Uberkeit aus der Christenheit gemacht haben.	I verden byder herrerne, hvad de vil, og undersåtterne tage imod det. Men hos jer, siger Kristus, skal det ikke være sådan; men hos de kristne er enhver den andens bedømmer, og omvendt også underkastet den anden. Og sådan er det, på trods af, at de gejstlige tyranner har gjort en verdslig øvrighed ud af kristenheden.
²² Der vierte Spruch ist abermal Christi, Matthäi 24, (4.5.): Sehet zu, dass euch Niemand verfuhre: denn es werden Viel kommen unter meinem Namen, und sagen: Ich bin Christus; und werden Viel verfuhren.	Det fjerde skriftsted er igen af Kristus, Matt. 24,4f: Se til, at ingen forfører jer; for mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus, og forføre mange.
²³ Summa, was ists noth, mehr Sprüche herzu führen? Alle Warnung, die St. Paulus thut, Röm 16, (13. 18.) 1 Cor. 10, (v. 14.) Gal. 3, (4. 5.) Col. 2, (8.) und allenthalben; item, aller Propheten Sprüch, da sie lehren, Menschen Lehre zu meiden, die thun nichts anders, denn dass sie das Recht und Macht, alle Lehre zu urtheilen, von den Lehrern nehmen, und mit ernstlichem Gebot, bei der Seelen Verlust, den Zuhörern auflegen;	Kort sagt, hvad nytte er det til at fremfører flere skriftsteder? Alle advarsler, som Skt. Paulus kommer med, Rom 16,13. 18; 1 Kor 10,14; Gal 3,4f; Kol 2,8 og overalt; ligeledes, alle profetsprog, hvor de lærer at man skal undgå menneskelære, det gør altsammen ikke andet, end at borttage retten og myndigheden til at bedømme enhver lære fra lærerne og lægger det hen til tilhørerne med et alvorligt bud om, at deres sjæle kan gå tabt.
²⁴ also, dass sie nicht allein Macht und Recht haben, Alles, was gepredigt wird, zu urtheilen; sondern sind schuldig zu urtheilen, bei gottlicher Majestät Ungnaden. Dass wir daran sehen, wie die Tyrannen so unchristlich mit uns gefahren haben, da sie uns solch Recht und Gebot genommen haben und ihn selb zugeeigent:	Således, at de ikke blot har myndighed og ret til at bedømme alt, hvad der prædikes, men også er skyldige at bedømme, hvis de vil beholde Guds nåde. Sådan kan vi deraf se, hvordan tyrannerne har behandlet os så ukristeligt, da de fratog og denne ret og dette påbud og tilegnede sig selv det.
²⁵ damit alleine sie reichlich verdienet haben, dass man sie aus der Christenheit vertreibe und verjage, als die Wolf, Diebe und Morder, die wider Gottis Wort und Willen uber uns hirrschen und lehren.	Sådan har de alene derved så rigelig fortjent, at man fordrev dem fra kristenheden og jog dem bort derfra, som de ulve, tyve og mordere, der hersker over os og underviser os imod Guds ord og vilje.
²⁶ Also schliessen wir nu, dass, wo ein christliche Gemeine ist, die das Evangelium hat, nicht alleine Recht und Macht hat, sondern schuldig ist, bei der Seelen Selikeit, ihrer Pflicht nach, die sie Christo in der Taufe gethan hat, zu meiden, zu fliehen, abzusetzen, sich zu (E146) entziehen von der Ubirkeit, so die itztigen Bischoff, Aebt, Klöster, Stift und ihr gleichen treiben;	Derfor drager vi nu den slutning, at hvor der findes en kristen menighed, som har evangeliet, dèr har den ikke alene ret og myndighed til, men er også skyldig ved sjælenes salighed, ifølge den pligt, som de har tilsvoret Kristus i dåben, at undgå, flygte fra, afsætte og drage sig bort fra den øvrighed, som de nuværende biskoppe, abbeder, kloster og stilftelser og deres lige udøver;
²⁷ weil man offentlich siehet, dass sie wider Gott und sein Wort lehren und regieren. Dass also diess fur das Erst gewiss und stark genug gegrundt sei, und man sich drauf verlassen soll, dass gottlich Recht sei, und der Seelen Selikeit noth, solche Bischoff, Aebt, Klöster und was des Regiments ist, abzuthun oder zu meiden.	for man ser jo åbenlyst, at de lærer og regerer imod Gud og hans ord. Så dette er altså for det første sikkert og tilstrækkelig stærkt begrundet, og man skal stole på, at det er guddommelig ret og nødvendigt til salighed for sjælene at fjerne eller undgå disse biskopper, abbeder, klostre og hvad der ellers hører til dette regimente.
²⁸ Zum Andern, weil aber christlich Gemeine ohn Gottis Wort nicht sein soll noch kann, folget aus Vorigem stark gnug, dass sie dennoch ja Lehrer und Prediger haben müssen, die das Wort treiben.	For det andet: Eftersom den kristne menighed imidlertid ikke skal eller kan være til uden Guds ord, så følger af det foregående ganske tydeligt, at den jo trods alt må have lærere og prædikanter, der driver på med ordet.
²⁹ Und weil in dieser verdampter letzten Zeit Bischoff und das falsch, geistlich Regiment solcher Lehrer nicht sind, noch sein wollen, dazu auch nicht geben noch leiden wollen, und Gott nicht zu versuchen ist, dass er vom Himmel neu Prediger sende; mussen wir uns nach der Schrift halten, und unter uns selb berufen und setzen diejenigen, so man geschickt dazu findet, und die Gott mit Verstand erleucht, und mit Gaben dazu geziert hat.	Og eftersom biskopperne og det falske, gejstlige regimente i disse fordømte sidste tider ikke selv er eller vil være sådanne lærere, og desuden heller ikke vil indsætte eller findes sig i, at der indsættes sådanne lærere, og eftersom man ikke må friste Gud til fra himlen at nedsende nye prædikanter, så må vi holde os til skriften, og ud af vor egen midte kalde og indsætte dem, som man finder skikket dertil, dem, som Gud har oplyst med forstand og smykket med gaver dertil.
³⁰ Denn das kann Niemand leugen, dass ein iglicher Christen Gottis Wort hat, und von Gott gelehrt, und gesalbet ist zum Priester; wie Christus spricht Joh. 6, (45.): Sie werden alle von Gott gelehret sein.	For det kan ingen nægte, at enhver kristen har Guds ord og er oplært og salvet til præst, som Kristus siger Joh 6,45: De skal alle være oplærte af Gud.