Von Menschen-Lehre zu meiden, 1522

Fra Erl 28, 318-343. .

Indhold:

Indledning: #1.
At man skal undgå menneskelære, begrundelse fra skriften. I. 5 Mos. 4,2: #7.
II: Es 29,13 = Matt 15,8: #10.
III: Matt 15,11: #12.
IV. 1 Tim 4,1-7: #27.
V. Kol 2,16-18: #48.
VI. Gal 1,8-9: #67.
VII. Tit 1,14: #70.
VIII. 2 Pet 2,1-3: #73.
IX. Matt 24,23: #76.
X. Ordspr 30,5-6: #81.
Svar på skriftsteder, som man anfører for at styrke menneskelære: Luk 10,16: #83.
Mark 16,15: #87.
Matt 28,19: #88.
Matt 23,2-3. #90.
Augustin: Jeg tror ikke evangeliet, hvis jeg ikke tror kirken. #95.
Apostlene var også mennesker og lærte menneskelære. #105.

Omtales Koestlin5,2#26.

¹   Von Menschen-Lehre zu meiden.

² Erlanger-udgavens forord: Diese, gegen päpstliche Satzungen gerichtete, Schrift erschien zuerst allein im J. 1522 in Wittenberg. Ihr folgte in demselben Jahre eine "Antwort auf Sprüche, so man führet, Menschenlehre zu stärken", worauf beide Büchlein noch in dem nämlichen Jahre zusammengedruckt wurden. Luther predigt darinnen den armen gefangenen und demüthigen Gewissen derer, die in Klöstern waren, die christliche Freiheit und zeigt mit zehn Gründen aus der heiligen Schrift, dass die papistischen Verordnungen wegen des Fastens, ehelosen Standes u. dergl., blosse Menschensatzungen seien, die Niemanden in seinem Gewissen binden können.

³ Von Menschenlehre zu meiden, nebst einer Antwort auf die Sprüche, so man führet, Menschenlehre zu stärken.
Allen die dies Büchlein lesen oder hören, geb Gott Gnade und Verstand. Amen.
Om at undgå menneskelig lære. Desuden et svar på nogle bibelsteder, som man anfører for at styrke menneskelig lære.
Måtte Gud give nåde og forstand til alle dem, der lærer eller hører denne bog. Amen.

⁴ Ich Martin Luther habe diess kurz Büchlin, zu Trost und Errettung der armen Gewissen, so in Klöstern oder Stiften durch Menschengesetz gefangen liegen, lassen ausgehen, damit sie sich rüsten und stärken künnen, durch das Wort Gottes zu bestehen in Tods-Nöthen und andern Anstössen. Aber daneben lass ich wissen die frechen, unzüchtige Köpfe, die ihr christlich Wesen allein damit aufwerfen, dass sie Eier, Fisch, Milch essen, nicht beichten, Bild stürmen künnen, etc, dass ich ihnen hiemit nicht will gedienet haben. Jeg, Martin Luther, har udgivet denne korte pamflet for at trøste og redde de stakkels samvittigheder, som ligger fanget i klostre og stiftelser på grund af menneskelig lære, for at de kan ruste og styrke sig med Guds ord for at kunne holde ud i dødsnød og andre anfægtelser. Men desuden vil jeg godt lade de frække, utugtige hoveder, som alene fremviser deres kristne sindelag derved, at de spiser æg, fisk og mælk, at de ikke går til skrifte, at de storme billeder osv, vide, at det ikke er dem, jeg retter henvendelse til.

⁵ Denn ich acht sie fur die schandbaren Leut, die das Heerlager von Israel besudelten; so doch geboten war dem Volk solche Zucht, dass, wenn etwas noth war, sollt aus dem Lager gehen, und sein Noth mit Erden vergraben. Also müssen wir auch diese unsaubere Wiedhopffen in unserm Nest leiden, bis sie Gott einmal Mores lerne. For dem regner jeg for skændige mennesker, som besudler Israels lejr; det var jo påbudt folket at udøve den tugt, at hvis nogen skulle forrette sin nødtørft, skulle han gå udenfor lejren og tildække sin nødtørft med jord. (5 Mos 23,13). Således må vi også finde os i disse urene hærfugle i vores rede, indtil Gud engang får lært dem god opførsel.

⁶   Ich will diese christliche Freiheit nur den armen gefangen demüthigen Gewissen gepredigt haben, dass, wo arme Kinder, Nonnen oder Münche sind, die gerne heraus wären, ihr Gewissen berichten mügen, wie sie mit Gott und ohn Fahr heraus kommen, und solcher Freiheit züchtiglich und christlich brauchen künnen. Gott geb dazu seine Gnade, Amen. Jeg ønsker, at denne kristne frihed kun skal prædikes for de stakkels, fangne, ydmyge samvittigheder, sådan at, hvis der et sted findes stakkels børn, nonner eller munke, som gerne vil ud, at da deres samvittighed må blive undervist i, hvordan de kan komme ud med Gud og uden fare, og hvordan de kan bruge denne frihed med tugt og på kristen måde. Gud give sin nåde dertil. Amen.

⁷    Dass Menschen Lehre zu meiden sind, Grund aus der Schrift.
I.
Moses' Deuteronomio, das ist, im fünften Buch am 4. Cap. v. 2. spricht: (E321)
Ihr sollt nichts zuthun zu dem Wort, das ich euch sage, und auch nichts davon thun. At man skal undgå menneskelig lære, begrundelse ud fra skriften.
I.
Moses Deuteronomium, det vil sige 5. Mose bog, kap 4,2: I skal ikke gøre tilføjelser til ordet, og heller ikke trække noget fra.

⁸          Wird aber jemand sagen, dass Moses rede von seinem Wort allein; denn uber Moses Bücher sind auch viel Prophetenbücher, und das ganz Neu Testament dazu gethan. Antwort: Es ist aber nichts neues dazu gethan, sondern eben dasselb, das in Moses Büchern stehet, das stehet in den andern. Denn die andern Bücher thun nichts mehr, denn zeigen die Exempel, wie Moses Wort gehalten oder nicht gehalten sei; und wird wohl mit anderlei Worten und Geschichten beschrieben, es ist aber alles dieselbige einige Lehre und Meinung.         Men vil nu nogen sige, at Moses kun taler om sine egne ord, for der er jo udover Mosebøgerne tilføjet mange profetbøger og hele det nye testamente, så vil jeg svare: Ja, men der er ikke tilføjet noget nyt, der er nøjagtig det samme, der står i mosebøgerne som i de andre. For de andre bøger gør ikke andet, end at de med eksempler viser, hvordan Moses' ord er overholdt eller ikke overholdt, og selv om de bliver beskrevet med andre ord og historier, så er det dog den samme ene lære og mening.

⁹ Und hie ist zu trotzen wider sie, dass sie in allen Büchern, ausser in Moses Büchern, ein Wort zeigen, das nicht zuvor in Moses Buch erfunden werd. Denn das ist ungezweifelt, dass die ganze Schrift auf Christum allein ist gericht. Nu spricht Christus Joh. 5,46: Moses hat von mir geschrieben; darumb ists alles in Moses Büchern, als im Häuptschrift, was in andern Büchern ist. Og her må man forlange af dem, at de i alle de bøger, der findes udover mosebøgerne, viser bare ét ord, som ikke i forvejen er fundet i mosebøgerne. For det er der ikke tvivl om: hele skriften er alene rettet hen mod Kristus. Nu siger Kristus i Joh 5,46: Moses har skrevet om mig; derfor står det altsammen i mosebøgerne, som i et hovedskrift, hvad der står i de andre bøger.

¹⁰ II.
Jesaias am 29, v. 13. Und der Herr zeuhet es an Matth. 15, v. 8.
Diess Volk ehret mich mit seinen Lippen, ihr Herz aber ist ferne von mir. Aber sie dienen mir vergeblich, dass sie lehren der Menschen Lehre und Gebot. II
Es 29,13. Dette skriftsted tyder Herren Matt 15,8. Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Men de tjener mig forgæves, for de lærer menneskelig lære og menneskelige bud.

¹¹ Merk das Wort Christi, dass ers vergeblichen Dienst heisst, Gott nach Menschenlehren dienen. Denn Christus ist nicht trunken, noch thöricht; und auf sein Wort ist allerdinge zu bauen, fur alle Engel und Creaturn. Læg mærke til Kristi ord! Han kalder det en forgæves tjeneste at tjene Gud efter menneskelig lære. For Kristus er ikke fordrukken eller dum, og man skal bygge alt på hans ord, fremfor på engle og på skabninger.

¹² III.
Derselbige Christus, im selbigen Cap. Matth. 15, v. 11.
Was zum Mund eingehet, das macht den Menschen nicht unrein; sondern was zum Mund ausgehet, das macht den Menschen unrein. (E322) III.
Den samme Kristus siger i det samme kapitel, Matt 15,11:
Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent; men var der går ud af munden, det gør mennesket urent.

¹³        Diesen Ausspruch und Urtheil soll man wohl fassen, denn er ist mächtig, und stösset mit Gewalt ernieder alle Lehre, Brauch und Leben in Unterscheid der Speisen, und macht frei alle Gewissen von allen Gesetzen, uber Speise und Trank, nämlich, dass es frei ist, Milch, Butter, Eier, Käse, Fleisch zu essen auf alle Tage, es sei Sonntag oder Freitag, Fasten oder Advent, und darf niemand Buttergeld einlegen, oder Brief dazu lösen. Denn es stehet fest diess Wort, und treuget nicht: Was zum Mund eingehet, macht den Menschen nicht unrein.          Denne udtalelse eller denne dom skal man lægge vel mærke til; for den er mægtig og nedstøder med magt al lære, al brug og alt liv i forskel på mad, og den gør alle samvittigheder fri for alle love over mad og drikke, på den måde, nemlig, at det står én frit at spise mælk, smør, æg, ost, kød på alle dage, hvad enten det er søndag eller fredag, faste eller advent. Og ingen skal mere erlægge smørpenge eller løse brev derom. For dette ord står fast og det bedrager ikke: Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent.

¹⁴         Daraus folget, zum ersten, dass erlogen ist, dass man sagt, St. Peter hab die Fasten eingesetzt, und sei ein Gebot der Kirchen, bei einer Todsünd nicht Eier, Butter, Milch, Fleisch drinnen essen. Denn St. Petrus oder die Kirche setzt und lehret nichts wider Christum.         Deraf følger for det første, at der er løgn, når man siger, at Skt. Peter har indstiftet fasten og at det er et kirkens bud og en dødssynd, i fastetiden eller i adventstiden at spise æg, smør, mælk, kød. For Skt. Peter eller kirken fastsætter eller lærer ikke noget imod Kristus.

¹⁵ Und ob sie est thäten, wäre ihnen nicht zu folgen, nicht, dass es böse sei zu halten; aber böse ist es, ein Noth und Gebot draus machen, das doch frei ist, und furgeben, es mache unrein und sei Sünde, das doch Christus selbs sagt, es sei nicht Sünde, und mache nicht unrein. Og hvis de gjorde, skulle man ikke følge dem. Ikke fordi det er forkert at overholde en faste; men det er forkert, at gøre noget ud af det, som man skal holde, det er forkert at gøre det, der dog er frit, til et bud, og hævde, at det gør én uren og at det er synd, når dog Kristus siger, at det ikke er synd og ikke gør uren.

¹⁶       Zum andern folget, dass lauter Büberei des Teufels ist, dass der Papst Briefe verkäuft und Laube gibt, Butter, Fleisch etc. zu essen; so es zuvor frei ist von Christo in diesem Spruch geben und erlaubt.        For det andet følger heraf, at der bare er et djævelens trick, når paven sælger breve og giver tilladelse til at spise smør, kød, osv. Det er jo i forvejen givet frit og tilladt af Kristus i dette bibelsprog.

¹⁷       Zum dritten ist auch Irrthum und Lügen, dass man Goldfast, Bannfast, Apostel und der Heiligen Abendfasten nöthig macht bei einer Sünde, als ein Gebot der Kirchen. Denn es stehet wider solch alles diess Wort Christi: Was zum Mund eingehet, macht den Menschen nicht unrein. Sondern die Fasten soll frei, willköhrig sein, der Tage und der Speise halben, ewiglich.       For det tredie er det også en vildfarelse og en løgn, at man gør det nødvendigt med gyldenfaste, bansfaste, aftenfaste for apostlene og helgenerne, ja at man gør det til en synd, hvis man ikke faster, som et kirkebud. For at den slags står i modsætning til dette ord af Kristus: Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent. Nej, fasten skal til evig tid være fri, uden bindinger, hvad angår dag og art.

¹⁸        Zum vierten, sind die Orden Benedictus, Bernhardus, Cartheuser, und alle ander, die da meiden Fleisch, und desgleichen, aus Noth und Gebot, als sei es Sünde, wider Christum. Denn ihr Ding saget nichts anders, denn stracks wider Christus Mund, (E323) also: Was zum Mund eingehet, macht unrein. Und Christus muss ihr Lügner sein, da er saget: Was zum Mund eingehet, macht den Menschen nicht unrein.         For det fjerde er Benedikts orden, Bernhards orden Cartheuser-ordenen og alle de andre, der ikke spiser kød og den slags, som noget, de må gøre, som et bud, som var det synd at gøre det, de er alle imod Kristus. For sagen hos dem siger netop det, der er helt modsat det, Kristus siger, nemlig: Hvad der går ind ad munden, gør uren. Og så må jo Kristus lyve, når han siger: Hvad der går ind ad munden, gør ikke mennesket urent.

¹⁹ Und also siehest du, dass dieser einiger Spruch Christi mächtiglich verdampt alle Orden und geistlich Regiment. Denn so das nicht unrein macht, das zum Munde eingehet; wie vielweniger wird unrein machen, das an den Leib gelegt wird? es sei Kutten, Rock, Hemd, Hosen, Schuh, Mantel, grün, gel, blau, roth, weiss, bund, wie man will; desselbigen gleichen auch die Stätte, als Kirchen, Cellen, Hauskammer. Og sådan ser du, at dette eneste ord af Kristus på mægtig måde fordømmer alle ordenerne og hele det gejstlige styre. For når det, der går ind i munden, ikke gør urent, hvor meget mindre skal så det der kommes på kroppen, gøre urent? Ligegyldigt om det er kutter, frakker, skjorter, sko, kapper, ligegyldigt om de er grønne, gule, blå, røde, hvide, flerfarvede, hvad man end vil. Og ganske det samme gælder også for stederne, kirker, celler, huskamre.

²⁰        So folget, dass, wer es fur Sünde hält, ob ein Münch ausser seins Ordenskleiid gienge, und wollts nicht frei sein lassen, der macht Christum abermal zum Lügener, und setzt Sünde darauf, da sie Christus abethut, und spricht Ja, da Chritus Nein sagt. Was sind denn nu solchs Münch fur Leut anders? denn die stracks Christo in sein Angesicht sagen: Du leugest; es ist Sünde da, da du sagest, es sei nicht Sünde. Es hilft nicht, dass sie St. Bern., Greg., Franzis., und mehr Heiligen wöllen aufbringen.         Deraf følger, at den, der regner det for synd, om en munk går ud uden sin ordensklædning og ikke vil lade det være en fri ting, han gør én gang til Kristus til løgner, og opstiller en synd dèr, hvor Kristus tager én bort, og siger: Ja dèr, hvor Kristus siger: Nej. Og hvad er egentlig disse munke andet end sådanne mennesker, der lige op i Kristi åsyn siger til ham: Du lyver, der er synd dèr, hvor du siger, der ikke er synd. Det hjælper ikke, at de kommer med deres Skt. Bernhard, Gregor, Frans og andre helgener.

²¹ Man muss Christum hören, was der sagt, welcher allein ist zum Doctor gemacht vom Vater, auf dem Berge Thabor, da er sprach, Matth. 17,5: Diess ist mein lieber Sohn, an dem ich ein Wohlgefallen habe, den höret. Er hat nicht gesagt: Höret Bernhar., Greg. etc. sondern den höret, den, den den, meinen lieben Sohn. Wer weiss, wie die Heiligen hierin gesündigt oder recht gethan haben? Sie habens nicht aus Noth und Gebot gehalten. Haben sie es aber aus Noth und Gebot gehalten, so haben sie geirret, und ihnen ist nicht zu folgen, und Christus zu lassen. Man skal høre på det, som Kristus siger, det er alene ham, der af faderen er gjort til doktor, som det skete på bjerger Tabor, da han sagde (Matt 17,5): Dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag, hør ham! Han sagde ikke: Hør Bernhard, hør Gregor osv, men hør ham! ham! ham! ham, min kære søn. Hvem véd, om helgenerne har syndet heri eller handlet ret? De har nok ikke overholdt det som noget nødvendigt eller som et bud. Men hvis de har overholdt det som noget nødvendigt eller som et bud, så er de faret vild, og man skal ikke følge dem, og lade Kristus stå alene tilbage.

²²        Diess alles bestätigt Christus am selben Ort, Matth. 15,11 folget da: Was aus dem Mund gehet, das macht den Menschen unrein. Denn aus dem Mund gehet von dem Herzen, böse Gedanken, Buhlerei, Ehebruch, Dieberei, Lügen, Lästerung, etc. Solchs macht den Menschen unrein. Hie fragen wir: So das allein Sünde und unrein ist, das aus dem Herzen gehet, wie hie Christus mächtiglich örtert und schleusst; wie kann den Butter, Milch, Eier, Käse, (E324) unrein machen, das nicht aus dem Mund noch Herzen, sondern aus dem Bauch der Kuhe und Hennen kompt? Wer hat gesehen Fleisch, Platten, Kutten, Klöster, härin Hembd aus dem Munde gehen? Es müssten die Kühe sündigen, dass sie Milch und Butter geben, und Kälber tragen.          Alt dette bekræfter Kristus det samme sted, Matt 15,11, hvor han efterfølgende siger: Hvad der går ud af munden, det gør mennesket urent. For ud af munden går fra hjertet onde tanker, mord, ægteskabsbrud, tyveri, løgn, bespottelse osv. Det er, hvad der gør mennesket urent. Her spørger vi: Når nu alene det er synd og alene det gør urent, der går ud fra hjertet, sådan som Kristus her overbevisende fremfører det og konkluderer, hvordan kan så smør, mælk, æg, ost gøre uren; det kommer jo ikke ud af munden eller ud af hjertet, men ud af køernes og hønernes bug? Hvem har set kød, tonsur, kutter, klostre, kradsende skjorter komme ud af munden? Skulle måske køerne synde, når de giver mælk og smør, når de er med kalve.

²³        Darumb ists nicht allein Gotteslästerung und Lügen und Trügen, sondern recht Narrenwerk und Affenspiel, aller München und Menschen Gesetz von Speisen, Kleidern und Stätten, und allem äusserlichen Ding.          Derfor er det ikke alene gudsbespottelse og løgn og bedrag, det er også simpelthen narreværk og gøglespil, alle munkenes og menneskenes love om, hvad man må spise, hvad man må have på af klæder, hvad der er gode og hvad dårlige steder, og al den slags ydre ting.

²⁴ Wahr ists, dass jemand kann ein böse Lust haben zu ubrigem Essen und Kleidern; aber das gehet aus dem Herzen, und kann eben so wohl an Fischen, als an Fleisch, an grauem Tuch, als an rothem Sammet geschehen. Summa summarum, Christus leuget in diesen Worten nicht: Was zum Mund eingehet, macht nicht unrein, was aber zum Mund ausgehet, das macht unrein. Det er sandt, at der kan være én, der har en ond lyst til overdreven spisen og overdreven klæden sig; men det kommer ud af hjertet, og kan lige så nemt ske med fisk som med kød, lige så nemt med gråt klæde, som med rødt fløjl. Kort sagt, Kristus lyver ikke i disse ord. Hvad der går ind i munden, gør ikke uren, men hvad der går ud af munden, det gør uren.

²⁵        Wenn aber das wahr ist, dass solchs nicht unrein noch Sünde ist, so man lässet, was Menschen Gebot ist: so muss wiederumb auch nicht rein noch Verdienst sein, wenn man es hält und thut; sintemal allein das rein und Verdienst ist, das der Sünde und dem Unreinen entgegen ist. Darumb ist in aller München Leben weder rein noch Verdienst.         Men hvad nu, hvis det er sandt, at den slags ting ikke gør uren eller det ikke er synd, hvis man undlader det, der er menneskebud: så må det jo omvendt heller ikke være rent eller være fortjeneste, hvis man overholder det og gør det; for alene det er rent, alene det er fortjeneste, som er det modsatte af synd, det modsatte af det urene. Derfor er alle munkes liv hverken rent eller fortjeneneste.

²⁶ Das meinet auch der Herr Christus, da er sagt Matth. 15,9: Vergeblich dienen sie mir mit Menschengeboten. Warumb vergeblich? Nämlich darumb, dass Nachlassen kein Sünde, und Halten kein Verdienst ist, sondern alles frei; darumb betrügen sie sich selb, und machen Verdienst, da keiner ist, und fürchten sich fur Sünden, da keine ist, wie der 14. Psalm v. 5. sagt: Sie fürchten sich, da keine Furcht ist. Det er også, hvad vor Herre Kristus mener, når han Matt 15,9 siger: Det er forgæves, at de tjener mig med menneskebud. Hvorfor er det forgæves? Jo, naturligvis fordi det at undlade det ikke er synd, og det at overholde det ikke er fortjeneste, alt er frit, derfor bedrager de sig selv, og gør sig fortjeneste hvor der ingen er, og er bange for synd, hvor der ingen synd er, som Sl 14,5 siger: De er bange, skønt der ikke er noget at være bange for.

²⁷ IV
St. Paulus 1. Timoth. 4,1.2 u. f. spricht: Der Geist sagt klärlich, dass in letzten Zeiten etliche werden vom Glauben treten, und achten auf die irrige Geiste und Lehren der Teufel, durch die Falschreder und (E325) Gleissnerei, und die ein Brandmahl haben in ihrem Gewissen, und verbieten ehelich zu werden, und zu meiden die Speise, die Gott geschaffen hat, zu nehmen mit Danksagung den Gläubigen, und denen, die die Wahrheit erkennet haben. Denn alle Creatur Gottes ist gut, und ist nichts verwerflich, was mit Danksagung genommen wird; denn es wird geheiliget durch das Wort Gottes und Gebet. Wenn du solchs den Brüdern furlegest, so wirst du ein guter Prediger Christi sein, auferzogen mit Worten des Glaubens und guter Lehre, die du erlanget hast. Der ungeweiheten aber und altvettlische Fabeln entschlahe dich. IV.
Skt. Paulus siger i 1 Tim 4,1-7: Ånden siger klart, at i de sidste tider vil nogle falde fra troen og lægge vægt på vildfarende ånder og djævlelære, gennem løgne og hykleri hos lærere, der har et brændemærke i deres samvittighed; de forbyder ægteskab og de kræver afholdenhed fra spiser, som Gud har skabt til at modtages med taksigelse af de troende og af dem, der har erkendt sandheden. For alle Guds skabninger er gode og der er intet forkasteligt i det, der modtages med taksigelse; for det helliges med Guds ord og bøn. Når du fremlægger dette for brødrene, så er du en god Kristi prædikant, næret af troens og den gode læres ord, som du er nået frem til. Men afvis de vanhellige og kællingeagtige fabler.

²⁸       O welch ein Donner und Wetter ist das uber alle Menschenwerk, Lehren und Orden. Aufs erst, wenn sie rühmen, ihr Ding komm vom Papst und heiligen Vätern, was wird Christus darüber richten? Wird er nicht also sagen: Paulus, mein Apostel, ist mein auserwählter Rüstzeug, wie Lucas schreibt Apostgesch. 9,15. Warumb habt ihr denn sein Wort nicht lassen mehr gelten, denn des Papsts und der Väter, die ihr nicht wisset, wess Rüstzeug sie sind? Wie werden sie da bestehen?         O hvilket torden og lyn er det ikke over alt menneskeværk, menneskelære, menneskeordener. For det første, når de praler med, at deres ting kommer fra paven og de hellige fædre, hvad vil så Kristus dømme om det? Vil han ikke sige som så: Paulus, min apostel er mit udvalgte redskab, som Lukas skriver Apg 9,15. Hvorfor har I da ikke ladet hans ord gælde mere end pavens og fædrenes ord, om hvem I ikke véd, hvis redskab de er? Hvordan vil de da kunne bestå?

²⁹        Aufs ander fragen wir sie: Ob nicht Butter, Eier, Fleisch, Milch, und alle Speise, die sie meiden an den Fasttagen, und in den Orden, Gott geschaffen habe und Gottes Creatur sind? Nu so ists gewiss, dass sie die sind, von denen hie Paulus sagt, dass sie verbieten die Speise, die Gott geschaffen, und den Gläubigen zu brauchen geben hat; und verbieten den ehelichen Stand dazu: also, dass sie nicht furüber künnen, dieser Spruch trifft und meinet sie. Nu lasse sehen, was Paulus von ihnen hält, und wie er sie tadelt.         For det andet spørger vi dem, om ikke smør, æg, kød, mælk og al mad, som de undgår på fastedagene og i ordenerne, er skabt af Gud og er Guds skabning? Nuvel, så er det sikkert, at det er dem, om hvem Paulus her siger, at de forbyder spiser, som Gud har skabt, og givet de troende at spise; og de forbyder desforuden den ægteskabelige stand; de kan altså ikke komme udenom, at dette skriftord rammer dem, og hentyder til dem. Lad os nu se, hvad Paulus regner dem for, hvordan han dadler dem.

³⁰        Zum Ersten: Sind sie abgetreten vom Glauben: denn es wäre unmüglich, dass sie solche Lehre und Werk aufrichten, wenn sie nicht dadurch gedächten, fromm zu sein und selig zu werden. Solcher Wahn aber ist schon ein gewiss Zeichen, dass sie vom Glauben sind abtrünnig worden; sintemal allein der Glaube das (E326) thun soll, das sie an den Werken suchen, wie oft gesagt ist.         For det første: de er afveget fra troen; for det ville være umuligt, at de skulle finde på en sådan lære og en sådan gerning, hvis de ikke mente, at de derved blev fromme og ville blive salige. Men et sådant blændværk er et sikkert tegn på, at de er faret vild fra troen; eftersom alene troen skal udrette det, som de søger ved gerningerne, som jeg ofte har sagt.

³¹        Zum andern: Achten sie auf irrige Geister. Er spricht nicht, auf irrige Menschen; sondern auf irrige Geister: das sind, die da geistlich Ding furgeben, und geistlich sich heissen lassen, und ihr Wesen soll aus dem Geist und in dem Geist sein. Weil sie nu glaublos sind, ists nicht müglich, dass sie nicht irren sollten in geistlichen Sachen. Darumb folget es fein auf einander: Abtreten vom Glauben und folgen dem Irrthum im Geist.          For det andet: De lytter til vildledende ånder. Han siger ikke, til vildledende mennesker, men til vildledende ånder. Det er dem, der foregiver gejstlige ting og lader sig kalde gejstlige, og hævder, at deres væsen er af ånden og i ånden. Men fordi de nu mangler troen, er det ikke muligt, at de ikke skulle lede vild i åndelige sager. Derfor passer det fint med hinanden: at falde fra troen og at følge vildfarelsen i ånden.

³²        Zum dritten: Ihre Lehre nennet er Teufelslehren. Das muss auch folgen, wo Glaube und der wahre Geist nicht ist, da gibt der Teufel ihnen den irrigen Geist, und führet sie mit hübscher gefärbeten Lehren und Werken, dass sie sich dunken lassen, sie sind zumal geistlich. Aber weil die Lehre nicht aus der Schrift fleusset, kann sie niemand anders, denn des Teufels sein.          For det tredie: Deres lære kalder han djævlelære. Den slutning må man også drage, at hvor tro og den sande ånd ikke er, der giver djævelen den vildledende ånd og fører dem med smukt farvet lære og gerninger, sådan at de får den opfattelse, at de i hvert fald er åndelige. Men fordi læren ikke udgår af skriften, kan den ikke komme fra nogen anden end djævelen.

³³         Zum vierten sind sie Falschreder: denn sie führen und zwingen auch zuweilen die heilige Schrift, und der Väter Sprüch auf ihre Lehre, wie wir täglich an ihnen sehen. Aber das ist falsch und erlogen; sintemal die Schrift aufs höhest wider sie ist.         For det fjerde er de løgnere: for de fører og tvinger også af og til den hellige skrift og fædrenes udsagn over på deres lære, sådan som vi dagligt ser det. Men det er falsk og løgnagtigt; eftersom skriften i højeste grad er imod dem.

³⁴         Zum fünften: Ists eitel Gleissnerei, das ist wahr, und darf keiner Glossen; denn alles ihr Wesen ist nur Schein und Gleissen, in äusserlichen Wandel der Speise und Kleider.          For det femte er de lutter hykleri, det er sandt og det behøver ingen fortolkning; for hele deres væsen er kun skin og hykleri, består i ydre vandel med spise og klæder.

³⁵         Zum sechsten: Haben sie ein Brandmahl in ihrem Gewissen, das ist, ein unnatürliche Gewissen. Dann da keine Sünde und Gewissen ist, da machen sie Sünde und Gewissen, wie droben gesagt ist: Gleich ein Brandnarde ein unnatürlich Mahl ist am Leibe.        For det sjette: De er brændemærket i deres samvittighed, det vil sige, de har en unaturlig samvittighed. Dèr, hvor der ingen synd og samvittighed er, der skaber de synd og samvittighed, som ovenfor sagt: Ganske som et brændemærke er et unaturligt mærke på kroppen.

³⁶        Zum siebenten: Verbieten sie die Ehe, damit, dass sie solchen Stand aufrichten, der ohn Ehe sein soll; wie wir sehen beide an Pfaffen und München. Darumb siehe hie das Urtheil Gottes uber solche Lehre und Stände, dass es Teufelslehren, irrige Lehren (E 327) falsche Lehren, ungläubige Lehren, gleissnische Lehren sind. Hilf Gott, wer will drinnen bleiben, wenn Gott selb solch Urtheil fället. Was hülfs, dass du tausend Gelübd und Eide gethan hättest auf solche Lehren? Ja je härter das Gelübd ist, je mehr es zureissen ist, weil es auf Teufels Lehren wider Gott geschehen ist.         For det syvende forbyder de ægteskab på den måde, at de opretter en stand, der skal være uden ægteskab; sådan som vi ser både på præster og munke. Se derfor her Guds dom over den slags lære og stænder, at det er en djævelske lære, en vildledende lære, en falsk lære, en vantro lære, en hyklerisk lære. Gud hjælpe os, hvem vil blive derinde, når Gud selv fælder en sådan dom? Hvad hjælper det, at du aflagde tusind løfter og eder på en sådan lære? Ja, jo strengere løftet er, des mere skal det ødelægges, fordi det er sket efter djævelens lære imod Gud.

³⁷         Aber siehe zu, wie fein drehen sie sich aus, und wenden diesen Spruch von sich, sagen, er gehe sie nichts an; sondern die Tatianer, die Ketzer, die den ehelichen Stand aller Dinge verdampten. Aber Paulus sagt hie nicht von denen, die den Ehestand verdammnen; sondern die ihn verbieten, umb Gleissneerei willen, dass sie geistlich sein wöllen.         Men se nu her, hvor smukt de viger udenom, og drejer dette ord bort fra sig selv; de siger, at det ikke har med dem at gøre, men med tatianerne, kætterne, som fordømte den ægteskabelige stand helt og holdent. Men Paulus taler her ikke om dem, der fordømmer den ægteskabelige stand, men om dem, der forbyder den, for hykleris skyld, sådan at de vil være åndelige.

³⁸ Es sei aber also, dass Sanct Paulus wider die Tatianer rede; wenn aber der Papst thut, dass die Tatianer thaten, warumb sollts nicht auch auf ihn gesagt sein? Es sei Tatianer oder Papst, so sein sie hie troffen, die die Ehe verbieten. Men lad det så være sådan, da, at Paulus taler imod tatianerne; hvis så paven gør det, som tatianerne gjorde, hvorfor skulle det så ikke også være sagt om ham? De kan være tatianere eller pave, de, der forbyder ægteskabet, er her ramt.

³⁹ Die Wort Pauli verdammnen das Werk ohn Unterscheid der Person. Wer die Ehe verbeut, der ist des Teufels Jünger und Apostel, wie die Wort klärlich lauten. Weil denn das der Papst thut, so muss er des Teufels Jünger sein, mit allen den Seinen; oder St. Paulus müsste lügen. Paulus' ord fordømmer gerningen uden personsanseelse. Den, der forbyder ægteskab, han er djævelens discipel og apostel, sådan som ordene klart nok lyder. Fordi nu paven gør det, så må han være djævelens discipel, sammen med alle sine tilhængere, eller Skt. Paulus må lyve.

⁴⁰         Zum achten: Verbieten sie Speise, die Gott geschaffen hat. Da siehest du abermal, das Menschenlehre dem Teufel geeigent werden von Gott selbs, durch den Mund Pauli. Was willt du Grössers und Greulichers hören von Menschenlehren? denn dass es abtrünnig Ding ist vom Glauben, irrig, falsch, teufelisch, gleissnerisch. Welchen dieser Spruch nicht gnug ist, was mag denn gnug sein? Ist aber die Lehre von Speise verbieten teufelisch und unchristlich, so wird die von den Kleidern, Platten, Stätten, und allem äussern Wandel, eben sowohl teufelisch und unchristlich sein.         For det ottende forbyder de mad, som Gud har skabt. Her ser du igen, at menneskelære af Gud selv tilegnes djævelen, gennem Paulus' mund. Hvad større og hvad mere grueligt vil du høre om menneskelære, end at det er noget, der afviger fra troen, vildledende, falsk, djævelsk, hyklerisk. De, for hvem dette udsagn ikke er nok, hvad kan være nok for dem? Men er læren om at forbyde spiser djævelsk og ukristelig, så vil læren om klæder, tonsur, steder og al ydre vandel være lige så djævelsk og ukristelig.

⁴¹          Aber hie drehen sie abermals aus, sagen, St. Paulus redet von den Manichäer. Da fragen wir nichts nach. St. Paulus redet von den Speiseverbietern: das thut der Papst mit den Seinen, er sei ein Manichäer oder Tatianer. Paulus sagt vom Werk, das wir am Papst sehen. Darumb können wir den (E328) Spruch nicht von ihm wenden.         Men her viger de igen udenom, idet de siger, at Skt Paulus taler om manikæerne. Det spørger vi ikke efter. Skt. Paulus taler om dem, der forbyder spiser, det gør paven og hans slæng, så kan han ellers være manikæer eller tatianer. Paulus taler om den gerning, som vi ser hos Paven. Derfor kan vi ikke vende bibelsproget bort fra ham.

⁴² Wenn heut oder morgen ein ander aufstünd, und verböte auch die Speise, sollts darumb nicht von ihm gesagt sein, ob er kein Manichäer wäre? Mit der Weise möcht man frei thun, was Paulus hie verbeut, und sagen, es treffe uns nicht, sondern die alten Manichäer. Nicht also; ist der Papst nicht ein Manichäer mit seinen München und Pfaffen, das lasse ich sein: ich sage aber gleichwohl, dass er thut und lehre wider St. Paulus Lehre, also fast, als kein Manichäer. Hvis der i dag eller i morden stod en anden frem og også forbød spiser, skulle dette ord så ikke være sagt til ham, selv om han ikke var manikæer? På den måde kan man frit gøre det, som Paulus her forbyder, og sige, det er ikke os, det gælder, men de gamle manikæere. Nej, ikke sådan; om paven ikke er manikæer med sine munke og præster, det lader jeg være, som det være vil. Alligevel siger jeg, at han gør og lærer imod Skt. Paulus' lære, og det næsten, som ingen manikæer gjorde det.

⁴³        Zum neunten: Sind sie undankbar. Denn Gott hat die Speise geschaffen, (spricht hie St. Paulus,) dass man sie mit Danksagung empfahen soll. Das schlagen sie aus, auf dass sie ja nicht dankbar sein müssen Gottes Gütigkeig. Das macht, sie sind nicht gläubig, noch erkennen die Wahrheit nicht.         For det niende, er de utaknemlige. For Gud har skabt maden (siger Skt. Paulus her) for at man skal modtage den med taksigelse. Det er de ligeglade med, for at de kan komme til at fremstå som nogle, der ikke er taknemlige over Guds godhed. Det betyder, de er ikke troende, de erkender ikke sandheden.

⁴⁴ Denn Paulus spricht 1 Tim 4, v.3: Den Gläubigen, und denen, die erkennet haben die Wahrheit, sind sie gegeben zu brauchen mit Danksagung. Sind sie aber ungläubig, und erkennen die Wahrheit nicht, wie sie hie St. Paulus schilt, so sind sie gewisslich Heiden, Unchristen, blind und unweise. Das heisst, meine ich je, den Papst, Pfaffen, Münche loben. For Paulus siger 1 Tim 4,3: "for de troende, og for dem, der har erkendt sandheden, for dem er de givet til at bruges med taksigelse". Men hvis de er vantro og ikke erkender sandheden, som Skt. Paulus her skælder dem ud for, så er de med sikkerhed hedninger, ukristnee, blinde og uvise. Det kan man sandelig nok sige, er at rose paven, præsterne, munkene.

⁴⁵          Zum zehenten: Sind sie böse, schädliche Prediger von ihnen getadelt; denn er spricht hie, Timotheus sei ein guter Prediger, mit Worten des Glaubens und guter Lehre auferzogen, wo er solchs furhalte den Brüdern. So müssen je die wiederumb böse Prediger, und mit Worten des Unglaubens und böser Lehre auferzogen sein, die das Widerspiel lehren.          For det tiende er de onde skadelige prædikanter, der bliver dadlet af ham; for han siger her, at Timoteus er en god prædikant, oplært med troens ord og den gode lære, når han fremfører dette for brødrene. Så må omvendt de, der lærer det modsatte, være dårlige prædikanter, som er oplært med vantroens ord og den onde lære.

⁴⁶       Zum eilften, nennet er solche Lehre, ungeweihete, altvettelsche Mährlin. Ist das nicht närrisch geredt? Die grossen Lehrer gehen mit Mährlin umb, da die alten Vetteln hinter dem Ofen von klaffen und ist ungeweihet, unchristlich, unheilig Geschwätz; so doch sie eitel Heiligkeit daraus machen.         For det elvte kalder han denne lære ugudelige, gamle kællingeeventyr. Er det ikke at gøre grin med dem? De store lærere omgås eventyr, som de gamle kællinger har ladet stå bag ovnen, og det er noget ugudeligt, ukristeligt uhelligt snak; selv om de gør idel hellighed ud af det.

⁴⁷ Wer hat nu Menschenlehre je gehöret, so greulich auf alle Weise tadeln? dass sie abtrünnig, ungläubig, unchristlich, heidnisch, irrig, teufelisch, falsch, gleissnerisch, versehrlich (E329) am Gewissen, undankbar, wider die Ehr und Gottes Creatur, schädliche Fabeln, und altvettelisch Geschwätz sind. Flieche, wer fliehen kann, aus diesen Urtheil Gottes. Hvem har nu hørt, at menneskelære bliver dadlet så grueligt på alle måder? at det er afvigende, vantro, ukristeligt, hedensk, vildledende, djævelsk, falsk, hyklerisk, ødelæggende for samvittigheden, utaknemlig, imod æren og imod Guds skabning, skadelige fabler, og kællingeagtig snak. Flygt fra denne Guds dom, hvem der kan flygte.

⁴⁸        V.
      St. Paulus Coloss. 2, v. 16. 17. 18. u. f. Lasst euch niemand Gewissen machen uber der Speise, oder uber dem Trank, oder uber eins Theils Tagen, die da Feste, oder Neuemonden, oder Sabbather sind, welchs ist der Schatten des zukünftigen; der Leib ist aber in Christo. V.
       Skt. Paulus i Kol 2,16-18: "Lad ingen gøre jer samvittighed over mad eller over drikke, eller over fester eller nymåne eller sabbatter, hvilket er en skygge af det kommende; men legemet er i Kristus.

⁴⁹ Lasst euch niemand das Ziel verrucken, der aus eigener Wahl einher gehet, in der Demuth und Geistlichkeit der Engel, dess er keins nie gesehen hat, umbsonst aufgeblasen in seinem fleischlichen Sinn, und hält sich nicht am Häupt, aus welchem der ganze Leib, durch die Gelenk und Fugen, Handreichung entpfähet, und sich an einander enthält, und also wächst in eine Grösse, die Gott gibt. Lad jer ikke frakende målet af nogen, der ud fra deres eget valg går ind for ydmyghed og engles åndelighed, hvilket han ikke har set noget af, én, som ubegrundet er opblæst i sit kødelige sind og ikke holder sig til hovedet, fra hvilket hele legemet får støtte af lemmer og led og holder sig til hinanden, og således vokser i den vækst, som Gud giver.

⁵⁰ So ihr denn nu mit Christo gestorben seid von den Elementen der Welt; was lasst ihr euch, als lebetet ihr, mit Satzungen Gewissen machen? Die da sagen: Das sollt du nicht anrühren, das sollt du weder essen noch trinken, das sollt du nicht anlegen (welchs doch alles sich unter Handen verzehret,) nach den Menschen Geboten und Lehren, die ein Schein haben der Weisheit, durch selber wählete Geistlichkeit und Demuth, und (da-)durch, dass sie des Leibs nicht verschonen, und an das Fleisch nicht Kost wenden zu seiner Nothdurft. Når I nu med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor lader I jer så gøre samvittighed med påbud, som om I levede i den? Nogen siger: Det skal du berører, dette skal du hverken spise eller drikke, dette skal du ikke iføre dig ( hvilket dog altsammen fortæres efterhånden) efter menneskebud og lære, som har skin af visdom, gennem selvvalgt åndelighed og ydmyghed, og derigennem, at de ikke skåner deres legeme, men kun tjener til tilfredsstillelse af kødet".

⁵¹         Redet hie St. Paulus auch von den Manichäern oder Tatianern, oder kann man hie fur die Papisten entschuldigen? Er redet ja wider die, so die Gewissen fangen mit Menschen Lehren, und machen Gewissen uber der Speise, Trank, Kleider, Tage, und allem, was äusserlich ist; welche man nicht leugnen kann, dass der Papst, Stift, und Klöster thun, mit ihren Regeln und Statuten, da sie wehren, nicht Fleisch, Eier, Butter essen, gemeine und sonderbare Kleider tragen. Nu stehet hie St. Paulus und spricht: (E330)          Taler Paulus måske her om manikæere eller tatianere, eller kan man her komme med undskyldninger for papisterne? Han taler jo imod dem, som fanger samvittighederne med menneskelære og gør sig samvittighed over mad, drikke, klæder, dage, og alt, hvad der ligger i det ydre, og man kan ikke nægte, at paven, stiftelserne og klostrene gør netop det med deres regler og statutter, eftersom de undgår at spise kød, æg, smør og bærer særlige klæder. Så står Paulus her og siger:

⁵²        Aufs erst: Lasst euch kein Gewissen machen, richten, urtheilen oder verdammnen, in der Speise, Trank, Kleid, Tage. Was ist das gesagt? denn, seid keine Pfaffen noch Münche, und halt des Papsts Gesetze ja nicht; gläubt ihm auch nicht, dass es Sünder oder Gewissen sei, was er fur Sünd aufgibt.           For det første: Lad ingen gøre jer nogen samvittighed, lad ingen dømme, bedømme eller fordømme jer med hensyn til mad, drikke, klæder, dage. Hvad betyder det andet end at I ikke skal blive præster eller munke eller overholde ppavens love; tro heller ikke på, at det er synd eller samvittighed, hvad han angiver som synd.

⁵³ Siehe, also gebeut Gott durch Paulum, des Papst und der Klöster Gesetz verachten und frei zu halten, dass sie nicht die Gewissen fangen. Das ist je so viel gesagt: werdet nicht Münche noch Pfaffen, und wer es worden ist, der kehre wieder, oder halte solch Ding frei, und ohn Noth des Gewissens. Se, således påbyder Gud igennem Paulus, at man skal foragte pavens og klostrenes lov og regne det for frit, så de ikke fanger samvittigheden. Det betyder jo så meget som: Lad være med at blive munke eller præster, og den, der er blevet det, lad ham vende om, eller regn den slags ting for frie ting, som ikke har nogen samvittighedsnødvendighed i sig.

⁵⁴         Und wiewohl das von den Jüden, gesagt ist, die nach dem Gesetz solchs hielten, (denn er spricht Col. 2,17: solchs sei der Schatten und Figur gewesen des Zukünftigen, der Leib aber selbs sei in Christo,) so gilts doch vielmehr wider des Papsts und der Münche Satzung.        Og selv om det er sagt om jøderne, som overholdt dette efter loven (for han siger i Kol 2,17: Dette er en skygge og foregribelse af det, der skal komme, men legemet selv er i Kristus), så gælder det dog meget mere imod pavens og munkenes regler.

⁵⁵ Denn so das aufhöret, das Gott gesatzt hat, und soll nicht mehr die Gewissen binden; wie vielmehr soll von Menschen nichts aufgesatzt noch gehalten werden, das die Gewissen binde? Auch wird weiter hernach folgen, von den lauter Menschengesetzen, nemlich For hvis det, som Gud har fastsat, ophører og ikke mere skal binde samvittighederne, hvor meget mere skal så ikke intet af det, som der fastsat af mennesker, overholdes, det, der binder samvittighederne? Der kommer også lige efter noget om menneskelove, nemlig:

⁵⁶         Aufs ander spricht er: Lasst euch nicht das Ziel verrucken oder Nebenlauft zurichten nach dem Kleinod. Was ist das anders, denn vom Glauben, der da ist allein der einige rechte Weg zum Kleinod der Seligkeit zuelaufen, auf die Werk führen, und durch andere Wege gen Himmel streben, und furgeben, das sei die Bahn zum Kleinod; wie denn die Orden und Papst-Lehren thun. Was geben sie aber fur Wege fur? Höre zu.         For det andet siger han: Lad jer ikke frakende målet, eller lad ingen tilrette nogen sidegevinst (?) ved siden af klenodiet. Hvad er det andet end at løbe bort fra troen, der alene er den eneste ægte vej til salighedens klenodie, og hen mod gerninger, og søge til himlen på en anden vej, og påstå, at det er vejen til klenodiet; sådan som ordenerne og pavelæren gør. Men hvad er det for en vej, de taler om? Ja, hør bare:

⁵⁷         Aufs dritte spricht er: In selb erwähleter Demuth und Geistlichkeit der Engel. Wie hätt er die Orden besser künnt treffen? Ists nicht also, dass der Papst und sie alle, ihr Geplärre von ihrem Gehorsam treiben, das soll die edlest Tugend sein, das ist die theure geistliche Demuth der Papisten. Aber wer hat sie geboten? Sie selber haben sie erfunden und erwählet, sich selb zu verführen. Denn damit haben sie (E331) sich selb ausgezogen, aus der gemeinen Demuth und Gehorsam, die Gott geboten hat, dass ein iglicher dem andern sich demüthigen und unterthan sein soll.          For det tredie siger han: I selvvalgt ydmyghed og engleåndelighed. Hvordan har han kunnet beskrive ordenerne bedre? Er det ikke sådan, at paven og de alle driver deres snak om deres lydighed, som skal være den ædleste dyd, som er den dyre åndelige ydmyghed hos papisterne? Men hvem har påbudt den? De har selv opfundet den og udvalgt den, de har forført sig selv. For dermed har de udskilt sig selv fra den almindelige ydmyghed og lydighed, som Gud har påbudt, den, hvor enhver ydmyger sig for den anden, så han er hans underordnede.

⁵⁸ Sie aber sind keinem Menschen auf Erden unterthan, sondern ganz ausgezogen, und haben ein eigen Gehorsam und Demuth angericht, nach ihren Statuten. Noch geben sie fur, ihre Gehorsam sei ubermenschlich, vollkommlich, und gleich engelisch; so kein ungehorsamer, undemüthiger Volk auf Erden ist, denn sie. Men de er ikke underordnet noget menneske på jorden, nej, de er ganske udskilt og har oprettet deres egen lydighed og ydmyghed efter deres egne statutter. Alligevel foregiver de, at deres ydmyghed er overmenneske, fuldkommen og næsten englelig, skønt der ikke er noget folk på jorden, der er mere ulydig og uydmyg end dem.

⁵⁹          Desselbigen gleich haben sie auch Gelübd der Keuschheit und Armuth; sind nicht in Erbeit, wie andere Menschen: sondern wie die Engel im Himmel, loben und dienen sie Gott Tag und Nacht, und kürzlich, ihr Leben ist himmlisch: so doch kein greulicher Unkeuscheit, kein grösser Reichtum, kein unandächtiger Herzen, kein verstockter Volk auf Erden ist, denn in dem geistlichen Stand, wie jedermann siehet.          På samme måde med løftet om kyskhed og løftet om fattigdom; de er ikke er arbejde som andre mennesker, men som englene i himlen lover og tjener de Gud dag og nat, og kort sagt, deres liv er himmelsk. Alligevel er der ingen mere gruelig ukyskhed, ingen større rigdom, ingen mere uandægtige hjerter, ingen mere forstokket folk på jorden end menneskene i den gejstlige stand, sådan som enhver kan se.

⁶⁰ Noch führen sie alle Welt von der Bahn auf den Nebengang, mit ihrem selb erwählten schönen geistlichen englischen Leben. Diess alles mein ich, sei ja nicht von Jüden, noch von den Manichäer gesagt, sondern von den Papisten; das zeigen die Werk. Trods det fører de hele verden bort fra hovedstien ind på sidegangen, med deres selvvalgte, smukke, åndelige, englelige liv. Alt dette mener jeg, er jo ikke sagt om jøderne, heller ikke om manikæerne, men om papisterne; det viser deres gerninger.

⁶¹        Aufs vierte spricht er: Er trete einher in solcher Geistlichkeit, und in dem, das er nie gesehen hat. Das ist das allerärgest an Menschen Lehren und Leben, dass es ohn Grund, ohn Exempell der Schrift gehet, und sie nicht wissen mügen, was sie thun, obs gut oder böse sei; denn aller ihrer Wandel stehet auf Ebentheuer, dass wenn du sie fragest, ob sie gewiss seien, dass ihr Ding fur Gott angenehm sei? so sprechen sie, sie wissens nicht, sie müssens wagen auf ein Ebentheuer: geräths, so geräths.         For det fjerde siger han: Lad ham træde frem i en sådan åndelighed og i det, som han aldrig har set. (#49). Det er det allerværste ved menneskelære og liv, at det går for sig uden begrundelse, uden eksempel fra skriften, og de kan ikke blive klar over, hvad de gør, om det er godt eller ondt, for al deres vandel står på eventyr, så når du spørger dem, om de er sikre på, at dette her er gudvelbehageligt, så siger de, at det véd de ikke, men de må vove det på eget eventyr: går det, så går det.

⁶² Und müssen das auch also sagen; sintemal sie ohn Glauben sind, welcher allein uns gewiss macht, dass alle unser Wesen Gott gefället, nicht aus Verdienst, sondern aus Gnaden. Also ist all ihr Demuth, Gehorsam und ganze Geistlichkeit, wenn sie gleich am besten ist, ungewiss und verloren. Og sådan må de jo også sige; eftersom de er uden tro, den, der alene gør os sikre på, at alt vort væsen behager Gud, ikke ud af vor fortjenete, men af nåde. Altså er al deres ydmyghed, lydighed og hele åndelighed, selv hvor den er bedst, usikker og fortabt.

⁶³         Aufs fünft: Umbsonst blasen sie sich auf, das ist, sie habens nicht Ursach. Denn ob sie wohl ungewiss, ungläubisch, und eitel verdammlich Wesen führen, dennoch dürfen sie sich aufblasen, und furgeben, ihr (E332) Wesen sei das beste, und allein der rechte Weg, dass aller ander Leben fur ihnen stinket, und nichts ist. Aber solchen aufgeblasen fleischlichen Sinn sehen noch fühlen sie nicht, fur grosser engelischer Demuth und Gehorsam. O der Frucht menschlicher Lehre!         For det femte: Forgæves blæser de sig op (#49), det vil sige, de har ingen begrundelse for det. For selv om de fører et usikkert, vantro og helt fordømmeligt væsen, tør de alligevel blæse sig op og foregive, at deres væsen er det bedste, og alene den rette vej, at alle andres liv stinker for dem og ikke er noget. Men dette opblæste, kødelige sind ser eller føler de ikke, på grund af deres store englelige ydmyghed og lydighed. O hvilken frugt af menneskelæren!

⁶⁴         Aufs sechst: Halten sie sich nicht am Häupt Christo. Denn es ist unmüglich, dass Menschen Lehre und Christus sollten eins sein; es muss eins das ander aufheben. Tröst sich das Gewissen auf Christum, so muss der Trost auf Werk und Lehre fallen. Tröst sichs auf Werk, so muss Christus fallen. Es mag und kann das Herz nicht auf zweierlei Grund sich bauen; einer muss verlassen werden. Nu sehen wir, dass der Papisten ganzer Trost auf ihrem Wesen stehet; denn wo er nicht darauf stünde, so achten sie sein nicht, und liessen es fahren, oder brauchten sein frei, wie und wenn sie wollten.          For det sjette holder de sig ikke til hovedet, Kristus. For det er umuligt, at menneskelære og Kristus skulle stemme overens; det må være sådan, at den ene ophæver den anden. Hvis samvittigheden trøster sig med Kristus, så må trøsten på gerninger og lære falde til jorden. Hvis den trøster sig på gerninger, så må Kristus falde til jorden. Hjertet må og kan ikke bygge på to slags grund; den ene må opgives. Nu ser vi, at papisternes hele trøst bygger på deres gerninger; for hvis den ikke byggede derpå, så ville den ikke agte dem for noget og lade dem fare, eller den ville bruge dem frit, hvordan og hvornår den ville.

⁶⁵           Wenn nu kein ander Unglück an Menschen Lehren wäre, so wäre leider dieses alles zu gross, dass man muss Christum drob verlassen, und das Häupt verlieren, und das Herz auf solchen Greuel bauen. Darumb nennet St. Petrus die Orden greulich, und spricht: Es sind Secten der Verdammniss, die Christum verleugnen. Und saget in der andern Epistel Cap. 2,1. also: Es werden unter euch kommen falsche Lehrer, die da neben einführen werden Secten der Verdammniss, und den Herrn, der sie erkauft hat, verleugnen.        Hvis der nu ikke var anden ulykke ved menneskelære, så ville alt dette være altfor meget, at man af den grund skal forlade Kristus og miste overhovedet, og bygge sig hjerte på den slags gruelige ting. Derfor kalder Skt. Peter ordenerne for gruelige og siger: Det er fordømmelsens sekter, som fornægter Kristus, idet han i sit andet brev, kap 2,1 siger: Der vil iblandt jer komme falske lærere, som ved siden af vil indføre fordømmelsens sekter, og fornægte den herre, der har frikøbt dem. (2 Pet 2,1).

⁶⁶         Aufs siebent ists klar gnug, wie er mit den Worten unsere Geistlichen meinet, da er spricht: So ihr mit Christo gestorben seid, was lasset ihr euch mit Satzungen Gewissen machen? Nemlich, das sollt du nicht anrühren, das sollt du nicht essen, das sollt du nicht tragen etc. Wer kann hie leugnen, dass Gott durch St. Paul verbeut, alle Menschenlehre zu lehren und zu hören, so ferne sie das Gewissen nöthigen? Welcher kann denn nu mit gutem Gewissen ein Münch, Pfaff, oder unter dem Papst sein? Sie müssen je bekennen, dass ihr Gewissen mit solchen Gesetzen (E333) gefangen sind. Also siehest du, welch ein mächtiger Spruch diess ist wider alle Menschenlehre, das erschrecklich zu hören ist, dass sie Christum das Häupt lassen den Glauben verleugnen, und also Heiden werden müssen; so sie doch meinen, die Welt stehe auf ihrer Heiligkeit.         For det syvende er det klart nok, hvordan han med disse ord tænker på vore gejstlige, når han siger: Når I med Kristus er døde, hvorfor lader I jer da gøre samvittighed med regler? Nemlig: Det skal du ikke røre ved, det skal du ikke spise, det skal du ikke have på, osv. (#50) Hvem kan her nægte, at Gud gennem Skt. Paulus forbyder, at lære og høre al menneskelære, for så vidt de tvinger samvittigheden? Hvem kan nu med god samvittighed være munk, præst eller være under paven? De må jo bekende, at deres samvittighed er fanget af sådanne love. Altså ser du, hvilket mægtigt skriftsted dette er imod al menneskelære, så det er forfærdeligt at høre, at de forlader Kristus, deres overhoved, og fornægter troen, og altså må være hedninger, skønt de dog mener, at verden står og falder med deres hellighed.

⁶⁷         VI.
         Paulus Galat. 1, v. 8. 9. spricht: So auch wir selbs, oder ein Engel vom Himmel euch verkündiget, uber das wir euch verkündigt haben, das sei ein Banne. Und wie wir gesagt haben, so sage ich noch einmal: So jemand euch verkündiget, uber das ihr empfangen habt, das sei ein Bann. (Gal1.8) VI.
        Paulus siger i Gal 1,8f: "Selv om vi selv, eller en engel fra himlen, forkyndte for jer noget andet, end det, vi har forkyndt, han skal være forbandet. Og som vi har sagt, sådan siger vi endnu engang: Hvis nogen forkynder jer noget ud over det, I har modtaget, han være forbandet".

⁶⁸        Hie hörest du ein Urtheil Gottes uber Papst und allen Menschenlehre, dass sie im Band sind. Nu ist dieser Bann nicht wie des Papstes Bann, sondern ewig, und sondert von Gott, von Christo, von aller Seligkeit, und von allem Gut, und macht des Teufels Genossen. O welch' ein greulich Urtheil ist das. Nu siehe, ob nicht Papst, Pfaffen und Münche verkündigen und lehren anders, und uber das von Christo und seinen Aposteln gelehret ist.         Her hører du en Guds dom over paven og al menneskelære: de er i band. Nu er dette band ikke som pavens band, det er nemlig evigt, og adskiller fra Gud, fra Kristus, fra al salighed og fra alt godt, og gør os til djævelens fæller. O hvilken forfærdelig dom er ikke dette! Se nu efter, om ikke paven, præsterne og munkene forkynder og lærer noget andet, udover det, der er lært af Kristus og hans apostle.

⁶⁹ Droben ist gesagt, das Christus lehret: Was zum Mund eingehet, macht den Menschen nicht unrein. Dawider und uber spricht der Papst, Pfaffen und Münch: Du leugest Christe, was du sagest; denn Fleisch-Essen macht einen Cartheuser unrein und verdampt ihn; also auch der Orden gleichen. Siehe, heisst das nicht stracks Christum ins Maul schlagen, Lügenstrafen und lästern, und anders lehren, denn er gelehret hat? Darumb ist das Urtheil recht, dass sie ewiges Bannes, als die Gotteslästerer, verurtheilet und verdampt werden in ihrer grossen Heiligkeit. Ovenfor er det sagt, at Kristus lærer: Hvad der går ind i munden, gør ikke mennesket urent. Derimod og derudover siger paven, præsterne og munkene: Du lyver, Kristus, med det, du dèr siger; for at spise kød gør en karteuser uren og fordømmer ham; sådan også med de andre ordner. Se, betyder det ikke at slå Kristus lige på munden, at anklage og bespotte ham for løgn, og at lære noget andet, end han har lært? Derfor er den dom ret, at de bliver dømt til det evige band, som gudsbespottere, og bliver fordømt i deres store hellighed.

⁷⁰       VII.
         Paulus Tito 1, v. 14. spricht: Lehre sie, dass sie nicht achten auf jüdische Fabeln und Menschengebot, die abwenden die Wahrheit. VII.
        Paulus siger Tit 1,14: "Lær dem, at de ikke skal tage sig af jødiske fabler og bud fra mennesker, som vender sig bort fra sandheden".

⁷¹        Siehe da, das ist ein stark Gebot, man solle schlecht nicht achten der Menschen Gebot. Lieber, ist das nicht helle gnug? (E334) Und gibt Ursach: sie abwenden die Wahrheit, spricht er. Denn wie auch droben ist gesagt, ein Herz kann nicht zugleich auf Christum sich verlassen, und auf Menschenlehre oder Werk.          Se her, det er et stærkt bud, at man slet ikke skal agte på menneskebud. Kære, er det ikke klart nok? Og han angiver begrundelsen: De vender sig bort fra sandheden, siger han. For som sagt ovenfor: Et hjerte kan ikke samtidig forlade sig på Kristus og på menneskelære eller gerninger. (#64)

⁷² Darumb so bald man auf Menschenlehre fället, so wendet man sich von der Wahrheit, und acht ihr nicht. Wiederumb, wer auf Christum sich tröstet, der kann Menschengebot und Werk nicht achten. Nu siehe zu, welchs Bann du am meisten fürchten sollt. Der Papst und die Seinen werfen dich ferne hinter die Hölle, so du ihr Gebot nicht achtest; und Christus gebeut dir, du sollt sie nicht achten bei seinem Bann. Denke nu, welchem du folgen willt. Derfor, så snart man falder tilbage på menneskelære, så vender man sig bort fra sandheden og agter den ikke. Omvendt, den, der trøster sig med Kristus, han kan ikke regne med menneskebud og gerninger. Se nu til, hvilket band du skal frygte mest. Paven og hans folk kaster dig langt bagud i helvede, hvis du ikke regner med deres bud, og Kristus byder dig, at du ikke skal regne med den under trussel om hans band. Tænk nu på, hvem du vil følge.

⁷³         VIII.
       2 Pet. 2, v. 1. 2. 3.    Es werden falsche Lehrer unter euch kommen, die da neben einführen Secten der Verdammniss, und den Herrn, der sie erkauft hat, verleugnen, durch welche der Weg der Wahrheit wird verlästert werden, und mit erdichten Worten durch Geiz werden sie umb euch handthieren. VIII.
       2 Pet. 2,1-3: "Der vil komme falske lærere iblandt jer, som vil indføre fordømmelsens sekter ved siden af, og fornægte den herre, der har frikøbt dem, lærere, gennem hvem sandhedens vej vil blive bespottet, og de vil udnytte jer med opdigtede ord i deres havesyge".

⁷⁴        Siehe da, die Orden und Stift sind Secten der Verdammniss; woher? Daher, dass sie Christum verleugnen, und verlästern den Weg des Glaubens. Womit? Damit: Christus spricht, es sei kein Sünde noch Gerechtigkeit in Essen, Trinken, Kleidern, Stätten und Menschenwerken; das strafen sie, lehren und leben, es sei Sünde und Gerechtigkeit drinnen.         Se her, ordenerne og stiftelserne er fordømmelsens sekter; hvorfor? fordi de fornægter Kristus og bespotter troens vej. Hvorved? Derved, at Kristus siger, at der ikke er nogen synd eller retfærdighed i mad, drikke, klæder, steder og menneskegerninger; det anklager de, de lærer og de lever ud fra det, at der er synd og retfærdighed deri.

⁷⁵ So muss Christus lügen, verleugnet und verlästert sein mit seiner Lehre und Glauben. Noch gehen sie mit erdichten Worten umb, und geben Gehorsam, Keuscheit, Gottesdienst fur; aber nur aus Geiz, damit sie umb uns handthieren, bis dass sie aller Welt Güter zu sich bracht haben, als die da jedermann gen Himmel mit ihrem Gottesdienst helfen wöllen. Darumb sind es und bleiben Secten der Verdammniss und Gotteslästerung. Så må det være Kristus, der lyver, han må fornægtes og bespottes, han og hans lære og tro. Alligevel omgås de opdigtede ord, og foregiver lydighed, kyskhed, gudstjeneste; men de gør det kun af gerrighed, for at de kan udnytte jer, indtil de har bragt al verdens gods ind under sig, som mennesker, der vil hjælpe enhver til at komme i himlen med deres gudstjeneste. Derfor er og bliver det fordømmelsens og gudsbespottelsens sekter.

⁷⁶         IX
          Christus Matth. 24, v. 23. u. f. spricht: So euch denn jemand wird sagen: Siehe hie ist Christus, (E335) oder hie: so gläubt nicht. Denn es werden aufstehen falsche Christi und falsche Propheten, und geben grosse Zeichen und Wunder, dass auch, so es müglich ist, die Auserwähleten irren werden. Sehet da, ich habs euch zuvor gesagt. Wenn sie nu zu euch sagen: Siehe da, er ist in der Wüsten; so gehet nicht hinaus: Siehe da, in den Kellern, so gläubts nicht. IX.
        Kristus siger Matth 24,23: "Hvis nogen siger til jer: Se, her er Kristus, eller: Se her er han, så tro det ikke. For der vil fremstå mange falske kristusser og falske profeter og give store tegn og undere, så endog, hvis det var muligt, de udvalgte ville blive ført vild. Se nu har jeg sagt jer det forud. Hvis de nu siger til jer: Se, han er i ørken! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene, så tro det ikke".

⁷⁷         Sage, wie kann ein Münch selig werden? Er bindet je seine Seligkeit an eine Stätt und spricht: Hie ist mir Christus, wenn ich hie nicht bliebe, so wäre ich verloren. Christus aber spricht: Nein, ich bin nicht hie. Wer will die beide eines machen? Darumb ists klar aus diesem Wort Christi, dass alle Lehre, die das Gewissen an Stätte binden, sind wider Christum. Lässt er aber das Gewissen nicht an Stätte binden; so lässt ers auch nicht an Speise, Kleider, Geberde und alles äusserlich binden; dass kein Zweifel ist, dieser Spruch rede vom Papst und seinen Geistlichen, und Christus selbs hie absolvirt und ausscheret alle Pfaffen und Münch, in dem, dass er verdampt alle Orden und Klöster, und spricht: Gläubet nicht, gehet nicht hin etc.         Sig mig, hvordan kan en munk blive salig? Han binder jo sin salighed til ét sted og siger: Her er Kristus for mig, hvis jeg ikke ville forblive her, så ville jeg være fortabt. Men Kristus siger: Nej, jeg er ikke her. Hvem vil få de to til at stemme overens? Derfor er det klart ud fra disse ord af Kristus, at al lære, der binder samvittigheden til et sted, er imod Kristus. Men hvis han ikke vil lade samvittigheden binde til et sted, så vil han heller ikke lade den binde til mad, klæder, gebærder og alt andet ydre; så der er ingen tvivl om, at dette ord taler om paven og hans gejstlige, og at Kristus selv her udskiller og afskærer alle præster og munke, derved, at han fordømmer alle ordener og klostre og siger: Tro det ikke, gå ikke derhen, osv.

⁷⁸          Eben die Meinung saget er auch, Luc. 17, v. 20. 21. Das Reich Gottes kompt nicht mit äusserlichen Geberden; und man wird nicht sagen: Siehe, hie ists, sie da ists. Denn sehet da, das Reich Gottes ist inwendig in euch.         Netop den opfattelse giver han også udtryk for i Luk 17,20f: Guds rige kommer ikke med ydre tegn; og man vil ikke kunne sige: Se, her er det, se, der er det. For se her, Guds rige er indvendig i jer".

⁷⁹         Ist das nicht auch klar gnug? Nu künnen je Menschenlehre nicht anders, denn äusserlich Ding orden. Weil denn Gottes Reich nicht äusserlich Ding ist, so müssen sie sein feihlen, und irren, beide Lehrer und Schüler. Es hilft sie auch nicht, dass sie sagen, heilige Väter haben die Orden geführet. Denn Christus hat den Behelf schon umbgestossen, dieweil er spricht: Die Auserwähleten möchten verführet werden, das ist, sie werden irren; aber nicht drinnen bleiben.          Er det ikke også klart nok? Nu kan jo menneskelære ikke gøre andet, end tage vare på ydre ting. Fordi da Guds rige ikke er en ydre ting, så må de tage fejl af det og fare vild, både lærer og elev. Det hjælper dem heller ikke, at de siger, at de hellige fædre har levet i ordenerne. For Kristus har allerede omstødt denne udvej, idet han siger: De udvalgte kunne bliver ført vild, det vil sige, de vil kunne tage fejl; blot vil de ikke forblive deri.

⁸⁰ Was wäre es sonst fur ein sonder grosser Irrthum, wenn die Auserwähleten nicht irreten? Es sei nu der Heiligen Lehre und Exempel, wie es sei, so sind Christus Wort gewiss und klar: dem müssen wir folgen, (E336) und nicht den Heiligen, der Lehre und Werk ungewiss sind. Es stehet fest, dass er spricht: Das Reich Gottes stehet unter euch, und nicht ausser euch, hie oder da. Det ville da ellers være en særlig stor vildfarelse, hvis man hævdede, at de udvalgte ikke kunne tage fejl. Men lad blot de helliges lære og eksempel være, hvad det være vil, Kristi ord er sikre og klare: dem skal vi følge, og ikke helgenerne, hvis lære og gerninger er usikre. Det står fast, at han siger: Guds rige står iblandt jer, og ikke udenfor jer, her dller der.

⁸¹         X.
         Salomon Sprüchw. 30, v. 5. 6. spricht: Alle Wort Gottes sind durchfeuert, und ein Schild allen, die darauf sich vertrösten. Setze nichts zu seinen Worten, auf dass er dich nicht strafe, und werdest lügenhaftig erfunden. X.
      Salomons ordsprog 30, vers 5-6 siger: "Alle Guds ord er lutrede, og et skjold for alle, som forlader sig derpå. Føj intet til hans ord, så han ikke skal straffe dig, og du blive fundet løgnagtig".

⁸²        Das sei der Beschluss auf diesmal; denn es ist noch vielmehr in den Propheten, sonderlich in Jeremia, davon ich in der Beicht geschrieben. So schleusst hie Salomon, dass der ein Lügenhaftiger ist, der etwas zusetzt zu den Worten Gottes; denn es soll nur Gottes Wort uns lehren, wie Christus spricht, Matth. 23,8: Lasst euch nicht Meister heissen. Ein Meister ist in euch, Christus, Amen.         Lad det være konklusionen for denne gang; for der er endnu meget mere hos profeterne, især hos Jeremias, hvorom jeg har skrevet i boden. Sådan drager Salomon her den slutning, at det menneske er løgnagtigt, der sætter noget ekstra til Guds ord, for det er kun Guds ord, der skal undervise os, som Kristus siger, Matt 23,10: Lad jer ikke kalde lærere, én er jeres lærer, Kristus. Amen.

⁸³ Antwort auf Sprüche, so man führet, Menschenlehre zu stärken.
       Der erst ist Luc. 10,16. da Christus spricht: Wer euch höret, der höret mich: Wer euch veracht, der verachtet mich. Desgleichen saget er auch, Matth. 10,40. und Joh. 13,20. Hie soll Christus uns zwingen (geben sie fur), dass man ihr Menschengesetz müsse aufnehmen. Svar på skriftsteder, som man anfører for at styrke menneskelære.
        Det første er Luk 10,16, hvor Kristus siger: Den, der hører jer, han hører mig. Den, der foragter jer, han foragter mig. Det samme siger han også Matt 10,40 og Joh 13,20. Her påstår de, at Kristus tvinger os til at man må godtage deres menneskelære.

⁸⁴          Antwort: Das ist nicht wahr. Denn Christus, ehe er diese Wort redet, spricht er hart davor: Gehet hin und sprecht: Das Reich Gottes ist herbei kommen. Damit verstopft Christus das Maul allen Menschenlehren, und gibt den Aposteln Befehl, was sie lehren sollen, und legt ihnen das Wort selbs in den Mund, und spricht: Sie sollen vom Reich Gottes predigen.         Svar: Det er ikke sandt. For Kristus siger, kort før han taler disse ord: Gå hen og sig: Guds rige er kommet nær. (Luk 10,9). Dermed stopper Kristus munden på al menneskelære, og giver apostlene befaling om, hvad de skal lære og lægger dem selv ordet i munden og siger: De skal prædike om Guds rige.

⁸⁵ Wer nu nicht von Gottes Reich predigt, der ist nicht von Christo gesandt, den gehen auch diese Wort nicht an; sondern vielmehr zwingen diese Wort, man soll nicht Menschenlehre hören. Nu ist vom Reich Gottes (E337) predigen nichts anders, denn das Evangelium predigen, darinnen der Glaube Christi gelehret wird, durch welchen alleine Gott in uns wohnet und regieret. Aber Menschenlehre predigen nichts vom Glauben, sondern von Essen, Kleidern, Zeit, Stätten, Personen, und von eitel äusserlichen Dingen, da die Seele nichts von hat. Den, der nu ikke prædiker om Guds ride, han er ikke udsendt af Kristus, ham vedrører disse ord ikke; men disse ord tvinger os snarere til at sige, at man ikke skal høre menneskelære. Nu er det at prædike om Guds rige ikke andet end at prædike evangeliet, hvori troen på Kristus læres, og hvorigennem Gud alene bor i os og hersker i os. Men menneskelære prædiker ikke om troen, men om mad, klæder, tid, sted, personer, og om ydre ting, som ikke kommer sjælen ved.

⁸⁶        Siehe nu die frommen Hirten und treuen Lehrer an, wie redlich sie mit dem armen Volk sind umbgangen. Diesen Spruch (Wer euch höret, der höret mich) haben sie meisterlich heraus gezwackt, und mit grossem Schrecken in uns getrieben, bis sie uns unter sich bracht haben. Aber das zuvor stehet: Prediget vom Reich Gottes, haben sie gar fein verschwiegen, und ritterlich furuber gesprungen, auf dass sie ja nicht gezwungen würden, allein das Evangelium uns zu predigen, die edelen theuresten Meister, man sollt ihnen noch dazu danken.          Se nu på de fromme hyrder og trofaste lærere, hvor redeligt de har behandlet det arme folk. Dette ord (Den, der hører jer, hører mig) har de pinet på mesterlig vis, og drevet ind i os med store trusler, indtiil de har bragt os ind under sig. Men at der forud står: Prædik om Guds rige, det har de smukt tiet om, det er de ridderligt sprunget over, så de ikke skulle være tvunget til blot at prædike evangeliet for os, disse ædle og dyrebare mester, man skulle næsten takke dem for det.

⁸⁷         Item, Marci am letzten, da er die Jünger aussandt zu predigen, da lasst uns hören, wie er ihnen Befehl thut, und ihrem Lehren das Ziel steckt, und ihre Zungen zäumet, und spricht: Gehet hin in alle Welt, und prediget das Evangelium allen Creaturn: Wer gläubt, der wird selig etc. Marc. 16,15. Er spricht nicht: Gehet hin und prediget, was ihr wöllet, oder was euch recht dunkt, sondern legt ihnen sein eigen Wort in den Mund, und heisset sie das Evangelium predigen.        Ligeledes, i Markus det sidste kapitel, hvor han udsender disciplene til at prædike, lad os dèr høre, hvordan han giver dem befaling og udstikker mål for deres lære og tæmmer deres tunger, og siger: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror, skal blive salig, osv. Mark 16,15. Han siger ikke: Gå ud og prædik, hvad I vil, eller hvad der synes jer ret, men han lægger dem sit eget ord i munden og befaler dem at prædike evangeliet.

⁸⁸        Item, desgleichen Matthäi am letzten spricht er: Gehet hin, und lehret alle Heiden, und täufet sie im Namen des Vaters, und des Sohnes, und des heiligen Geistes, und lehret sie halten alles, was ich euch befohlen habe. Siehe da abermal: Er spricht nicht, lehret sie halten, was ihr erfindet; sondern was ich euch befohlen habe. Darumb muss und kanns nicht anders sein, der Papst mit seinen Bischoffen und Lehrer muss ein Wolf und des Teufels Apostel sein, weil er nicht Christus Befehl, sondern sein eigen Wort lehret.         På samme måde siger han i Matthæusevangeliets sidste kapitel: Gå hen og lære alle hedninger, og døb dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn, og lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Her ser vi igen: Han siger ikke: Lær dem at holde det, I selv finder på, men hvad jeg har befalet jer. Derfor kan og må det ikke være anderledes, end at paven og hans biskopper og lærere er en ulv og djævelens apostel, fordi han ikke lærer Kristi befalng, men sit eget ord.

⁸⁹          Item, also gibt auch der Herr, Matth. 25,15. inen der Gleichniss mit den dreien Knechten, Anzeigen, dass der Hausvater hiess die Knecht nicht mit ihrem (E338) eigen Gut, sondern mit seinem Gut handthieren, und gab einem fünf Pfund, dem andern zwei, dem dritten eins.         På samme måde giver også herren i Matt 25,15, lignelsen om de tre tjenere, dem den antydning, at husherren befalede tjenerne at bestyre, ikke deres eget, men hans gods, og gav den ene fem pund, den anden to, den tredie ét.

⁹⁰ Der ander Spruch ist, Matth. 23, 2.3.
         Da der Herr spricht: Die Schriftgelehrten und Pharisäer sind gesessen auf Moses Stuhel. Alles nu, was sie euch sagen, das ihr halten sollt, das haltet und thuts.
         Da, da (sprechen sie,) haben wir Macht zu lehren, was uns recht dunkt. Det andet skriftsted er Matt 23,2f.
         Da sagde Herren: De skriftkloge og farisæerne har sat sig på Moses' stol. Alt, hvad de siger til jer, at I skal gøre, det skal I overholde og gøre.
        Her, her -- siger de -- har vi bemyndigelsen til at lære, hvad der forekommer os ret.

91        Antwort: Ist das Christus Meinung, so stehen wir nicht wohl; so möcht ein iglicher Papst neu und mehr Gesetz machen, so lang, bis die Welt die Gesetz nicht mehr begreifen künnte. Aber sie führen diesen Spruch gleich wie den vorigen. Was heisst auf Moses Stuhel sitzen? Lasst uns fragen, was hat Moses gelehret? Und wenn er noch heute darauf sässe, was würde er lehren? Ohn Zweifel nichts, denn das er vorzeiten lehret, nämlich, Gottes Gebot und Wort. Er hat je noch nie kein Menschenlehre geredt; sondern, was ihm Gotte befohlen hat zu reden: wie das fast alle Capitel ausweisen.            Svar: Hvis det er Kristi mening, så står det ikke godt til for os, så kunne enhver pave lave nye og flere love, så længe indtil verden ikke mere kunne begribe lovene. Men de anfører dette skriftsted ganske på samme måde som det forrige. Hvad betyder det at sidde på Moses' stol? Lad os spørge, hvad har Moses lært? Og hvis han endnu i dag sad derpå, hvad ville han så lære? Uden tvivl intet andet end hvad han lærte i gamle dage, nemlig, Guds bud og Guds ord. Han har jo stadigvæk ikke talt nogen menneskelære, men sagt, hvad Gud har befalet ham at sige, sådan som næsten alle kapitler udviser.

92 Daraus folget, dass, wer etwas anders denn Moses lehret, der sitzt nicht auf Moses Stuhel. Denn darumb heisst es der Herr Moses Stuhel, dass Moses Lehre darauf sollt gelesen und gelehret werden. Das geben auch die folgende Wort, da der Herr spricht: Aber nach ihren Werken sollt ihr nicht thun: denn sie sagens wohl, und thuns doch nicht; sie laden aber schwere und unträgliche Bürden den Leuten auf den Hals, und wöllen sie selb nicht mit einem Finger regen. Deraf følger, at den, der lærer noget andet end Moses, han sidder ikke på Moses' stol. For derfor kalder Herren det Moses' stol, at Moses' lære skal læses og læres ud derfra. Det fremgår også af de følgende ord, hvor Herren siger: Men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men de gør det dog ikke; men de læsser tunge og ubærlige byrder på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. (Matt 23,4).

93         Siehe, da straft er ihr Werk, dass sie viel Gesetz uber Moses Lehre den Leuten auf den Hals laden, die sie selb nicht anrühren, und darnach spricht er v. 13: Wehe euch Schriftgelehrten und Pharisäer, ihr Heuchler, die ihr sprecht: Wer bei dem Tempel schwöret, das ist nichts; wer aber bei dem Gold am Tempel (E339) schwöret, der ist schuldig. Ihr Narren und Blinden, was ist grösser? Das Gold, oder der Tempel, der das Gold heiliget. Ists nu hie nicht klar gnug, dass Christus ihr Menschenlehre verdampt? so kann er sie ja nicht bestätiget haben, durch das Sitzen auf Moses Stuhel; er hätte sonst wider sich selbs geredt. Darumb muss Moses Stuhel nicht weiter, denn auf Moses Gesetz sich strecken, und das Sitzen darauf nicht weiter, denn auf Predigen von Moses Gesetz.         Se, her anklager han deres gerning, at de lægger mange love ud fra Moses' lære på folks skuldre, som de ikke selv vil røre, og derefter siger han i vers 13 (v16): "Vé jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere, for I siger: hvis nogen sværger ved templet, har det intet at sige, men hvis nogen sværger ved templets guld, han er skyldig. I narrer og blinde, hvad er det største? Guldet eller templet, der helliger guldet?" Er det nu her ikke klart nok, at Kristus fordømmer deres menneskelære? så kan han altså ikke have bekræftet den med udtrykket at sidde på Moses' stol. Ellers ville han jo modsige sig selv. Derfor kan Moses' stol ikke forstås mere omfattende end til Moses' lov, og at sidde på den ikke om andet end at prædike Moses' lov.

94        So hat auch Moses von seinem Stuhel und Lehre selbs gesagt 5 Mos. 4,2. Du sollt nicht ab, noch zuthun dem Wort, das ich dir sage. Und 5. Mos. 12,32. Das thue alleine, das ich dir gebiete, und thu weder ab noch zu. Diese Lehre haben sie ja müssen auch lehren auf Moses Stuhel; darumb kann Moses Stuhel kein Menscshengebot leiden.       Således har Moses også selv sagt om sin stol og lære i 5 Mos 4,2: "Du skal ikke trække noget fra eller lægge noget til det ord, som jeg siger dig". Og i 5 Mos 12,32: "Du skal alene gøre, hvad jeg byder dig, og ikke trække noget fra eller lægge noget til". (n94) Denne lære må de jo også lære på Moses' stol; derfor kan Moses' stol ikke finde sig i noget menneskebud.

95       St. Augustini Spruch in dem Buch wider den Häuptbrief der Manichäer, der soll also lauten:
      Ich gläubte dem Evangelio nicht, wenn ich der Kirche nicht gläubet.          Skt. Augustins udtalelse i bogen imod manikæernes hovedbrev, som skal lyde sådan:
      Jeg ville ikke tro evangeliet, hvis jeg ikke kunne tro kirken.

96      Siehe da (sagen sie,) der Kirchen ist mehr, denn dem Evangelio zu gläuben.        Se dèr, siger de, at tro kirken er mere end at tro evangeliet.

97        Antwort: Wenn Augustinus gleich hätt also gesagt, wer hätte ihm die Gewalt geben, dass wir ihm müssten das gläuben? mit welcher Schrift beweiset er diesen Spruch? Wie wenn er irrete, wie man weiss, dass er vielmal gefeihlet hat, gleichwie auch alle Väter? Sollt ein einiger Spruch Augustini so mächtig sein, dass er die vorigen allzumal zurück treibe? Das wollt Gott nicht, sondern S. Augustinus soll ihnen weichen.        Svar: Selv om Augustin havde sagt sådan, hvem har så givet ham den myndighed, at vi skal tro ham i den henseende? hvilket skriftsted beviser han dette udsagn med? Hvad nu, hvis han tog fejl, som man véd, at han mange gange har taget fejl, ganske som alle fædre? Skal ét eneste udsagn af Augustin være så mægtigt, at det driver alle de ovenstående udsagn tilbage? Det vil Gud ikke, nej, Skt. Augustin skal vige for dem.

98         Item, wenn das S. Augustin Meinung wäre, so stiess er sich selbs auch umb; denn er gar an viel Orden die heilige Schrift hebt uber aller Lehrer Sprüch, uber aller Concilia und Kirchen Beschluss, und will sich selb und aller Menschen Lehre nach derselben gerichtet haben. Warumb lassen denn die treuen Hirten solche Sprüche St. Augustin fahren, die so hell und klar sind, und fallen auf diesen einigen, der so dunkel, und wider Augustinum an allen Orten klinget? Ohn (E340) dass sie ihrer Tyrannei mit faulen losen Fratzen helfen wöllen.         Fremdeles: Hvis dette var Skt. Augustins mening, så ville han også omstøde sig selv; for der er mange steder, hvor han hæver den hellige skrift over alle læreres udsagn, over alle konciler og kirkebeslutninger, og vil, at han selv og alle menneskers lære skal indrettes efter den. Hvorfor lader så de trofaste hyrder sådanne udsagn af Skt. Augustin fare, de er dog så lyse og klare, og i stedet fastholde dette ene, der er så dunkelt, og taler imod Augustin på alle andre steder? Måske de blot vil hjælpe deres tyranni med dovne, løse fraser.

99          Dazu handeln sie als die Verführer, dass sie St. Augustin nicht allein ein falsche Meinung auflegen, sondern fälschen und verkehren auch ihm seine Wort. Denn St. Augustini Wort lauten eigentlich also: Ich gläubte dem Evangelio nicht, wenn mich nicht beweget das Ansehen der ganzen Christenheit. Augustinus redet von der ganzen Christenheit, dass dieselb in aller Welt so einträchtig das Evangelium, und nicht der Manichäer Häuptbrief prediget, bewegt ihn solchs Ansehen aller Christen, dass ers fur das recht Evangelium hielte.        Desuden bærer de sig ad som forførere, når de ikke alene tillægger Skt. Augustin en falsk mening, men forfalsker og fordrejer hans ord. For Skt. Augustins ord lyder egentlig som følger: "Jeg ville ikke være kommet til tro på evangeliet, hvis ikke jeg ved at se på hele kristenheden var blevet bevæget til det". Augustin taler om hele kristenheden, at denne i hele verden så enigt prædiker evangeliet og ikke manikæernes hovedbrev; når han ser på alle kristne, så bevæger det ham, så han holder det for det rette evangelium. (emser04#66)

100 Aber unser Tyrannen heissen diese Christenheit sich selbs, als wäre der Laie und gemein Mann nicht auch Christen; und was sie lehren, das soll der christlichen Kirchen Lehre heissen, so sie doch das weniger Theil sind, und wir auch zuvor, als gemeine Christenheit, darumb gefragt werden sollten, was man unter dem Namen gemeiner Christenheit lehren wollt. Siehe, so fein führen sie Sanct Augustini Spruch; was der von der Christenheit i aller Welt saget, das soll vom römischen Stuhel verstanden werden. Men vore tyranner kalder sig selv hele kristenheden, som var lægfolk og den almindelige mand ikke også kristne; og hvad de lærer, det skal kaldes den kristne kirkes lære, skønt de dog udgør den mindste del, og vi også tidligere, som almindelig kristenhed, skulle spørges om, hvad man i den almindelige kristenheds navn ville lære. Se, så smukt anfører de Sankt Augustins udsagn; hvad han siger om kristenheden i hele verden, det skal forstås om den romerske stol.

101        Wie will nu aus diesem Spruch folgen, dass auch Menschenlehre seien zu halten? Welche ist je einmal erfunden, die von ganzer gemeiner Christenheit in aller Welt sei angenommen und geprediget? Noch nie keine, sondern das Evangelium ist alleine also angenommen von allen Christen in aller Welt.          Hvordan følger det nu af dette udsagn, at man også skal overholde menneskelære? Hvilken menneskelære er nogensinde fundet, som er antaget og prædikes af hele den almindelige kristenhed? Endnu ikke nogen, men evangeliet alene er antaget på den måde af alle kristne i verden.

102        Dazu muss St. Augustinus nicht also verstanden werden, als wollt er sonst dem Evangelio nicht gläuben, ihn bewegt denn das Ansehen ganzer Christenheit. Denn das wäre falsch und unchristlich. Es muss ein iglicher allein darumb gläuben, dass es Gottes Wort ist, und dass er inwendig befinde, dass es Wahrheit sei, ob schon ein Engel vom Himmel und alle Welt dawider predigt. Sondern sein Meinung ist die, wie er selb saget, dass er das Evangelium nirgend finde, denn in der Christenheit, und dass man den Ketzern damit äusserlich Beweisung thun kann, dass nicht ihr (E341) Lehre, sondern diese recht sei, die alle Welt einträchtig angenommen hat.         Desuden må Skt. Augustin ikke forstås på den måde, at han ikke ville tro evangeliet, hvis ikke dette at se på hele kristenheden bevægede ham. For det ville være falsk og ukristeligt. Enhver må tro udelukkende af den grund, at det er Guds ord og at han indvendig finder, at det er sandhed, om så en engel fra himlen og hele verden prædikede imod det. Nej, Augustins mening er den, som han selv siger, at han ikke ville finde evangeliet andetsteds end i kristenheden, og at man dermed kan yde kætterne det ydre bevis, at det ikke er deres lære, der er den rette, men den, som helt verden enigt har antaget.

103 Denn der Eunuchus Apostelg. 8,37, gläubt an das Evangelium von Philippo gepredigt, und wusste doch nicht, ob viel oder wenig daran gläubten. Item, Abraham gläubt an Gottes Verheissung allein, da noch kein Mensch von wusste. Röm. 4, 18. Und Maria Luc. 1,38. gläubt der Botschaft Gabrielis auch alleine, und war niemand auf Erden, der mit ihr gläubet. Also hat Augustinus auch müssen gläuben, und alle Heiligen, und wir auch ein iglicher fur sich selbs alleine. For hofmanden i Apt 8,37 troede på det evangelium, Filip prædikede, og vidste dog ikke, om mange eller få troede på det. Ligeledes troede var dt kun Abraham, der troede på Guds forjættelse, som endnu intet menneske vidste noget om, Rom 4,18. Og Maria, Luk 1,38, tror også helt for sig selv på Gabriels budskab, og der var ingen på jorden, der troede sammen med hende. Sådan måtte Augustin også tro, det må alle hellige, og også vi, hver for sig, alene.

104        Darumb kann St. Augustinus den Verstand nicht leiden, den sie ihm auflegen; sondern muss von der äusserlichen Beweisung des Glaubens zu verstehen sein, dass damit die Ketzer gestossen, und die Schwachen gestärkt werden im Glauben, wenn sie sehen, dass alle Welt das prediget und fur Evangelium halten, das sie gläuben. Und wo dieser Verstand in St. Augustini Spruch nicht ist, da ists besser den Spruch verleugnet; denn er ist wider die Schrift und Geist, und alle Erfahrung, wo er jenen Verstand behält.         Derfor kan Augustin ikke gå med til den forståelse, som de lægger ned over ham; men han ord må forstås om troens ydre bevis, så kætterne kan stødes ned dermed og de svage kan styrkes i troen, når de ser, at hele verden prædiker det, de tror, og regner det for evangeliet. Og hvis man ikke vil fastholde denne forståelse af Skt. Augustins ord, så er det bedre at fornægte udsagnet, for det står imod skriften og ånden og al erfaring, hvis man vil give det denne anden udtolkning.

105        Zuletzt, so sie gestossen sind mit der Schrift, dass sie nicht furuber künnen, heben sie an und lästern Gott und sprechen: Ist doch St. Matthäus, Paulus, Petrus auch Menschen gewesen, darumb ist ihre Lehre auch Menschenlehre. Ist aber ihre Lehre zu halten, so halte man des Papsts auch. Solche Lästerung werfen itzt auch etliche Fürsten und Bischoff aus, die doch wöllen klug seyn. Wenn du nu solche tiefverstockte und verblendte Lästerer hörest, so wende dich von ihnen, oder stopf die Ohren zu; sie sind nicht werth, dass man mit ihnen reden sollt. Wenn das sollt gelten, so ist Moses auch ein Mensch gewesen und alle Propheten. Also mehr lasst uns zufahren, und nichts uberall gläuben, und haltens alles fur Menschenlehre, und folgen unserm Dunkel.        Til sidst: Når de er stødt tilbage med skriften, så de ikke kan komme op igen, så hæver de sig op og spotter Gud og siger: Jamen Skt. Matthæus, Paulus og Peter var også mennesker, derfor er deres lære også menneskelære. Men hvis deres lære skal overholdes, så skal man også overholde pavens. Den slags bespottelse opkaster nu også nogle fyrster og biskopper, som dog skulle være kloge folk. Når du nu hører sådanne dybt forstokkede og forblændede spottere, så vend dig fra dem eller stop ørerne til, de er ikke værd, at man taler med dem. Hvis det skal gælde, så var Moses og alle profeterne også et menneske. På den måde skal vi bare fare løs og overhovedet ikke tro på noget, men regne alt for menneskelære og følge vort mørke.

106         Willt du aber ja mit ihnen reden, so thue ihm also, sprich: Wohlan lasse Sanct Paulus oder Matthäus Menschenlehre sein, so fragen wir: Woher denn (E342) ihrer Gewalt komme? Womit wöllen sie beweisen, dass sie Macht haben zu lehren und Bischoff zu sein? Oder wodurch will man wissen, wo die Kirche ist? Sagen sie, dass St. Matth. 16,9. oder St. Paulus hie oder dort habs gesetzt, so sprich: Es gilt nicht, es sind Menschenlehre, wie du sagest: Du musst Gottes Wort haben, das dich bestätige.         Men hvis du vil tale med dem, så gør det på følgende måde. Sig: Velan, lad sankt Paulus eller Matthæus være menneskelære, så spørger vi: Hvorfra da deres myndighed kommer? Hvormed vil de bevise, at de har myndighed til at lære og være biskopper? Eller hvordan kan man vide, hvor kirken er? Siger de, at Skt. Matthæus har fastslået det i kap 16,9, eller at Paulus har gjort det hist eller her, så skal du sige: Det gælder ikke, det er menneskelære, sådan som du siger: Du må have Guds ord, som kan slå det fast for dig.

107 Siehe, so findest du, wie sich die verstockten Lästerer selbs schänden und beschliessen mit eigener Narrheit, die nicht so viel künnen Unterscheids haben, dass ein ander Ding ist, wenn der Mensch selbs, oder wenn Gott durch den Menschen redet. Der Aposteln Rede ist ihnen von Gott befohlen und mit grossem Wunder bestätiget und beweiset; der ist keines nie geschehen an Menschenlehre. Se, sådan finder du ud af, at de forstokkede spottere selv bliver til skamme og ender med deres egen naragtighed, for de kan ikke fastholde så megen forskel, at én ting er, når mennesket selv taler, noget andet, når Gud taler gennem mennesket. Apostlenes tale er befalet dem af Gud og bekræftet og bevist med store undere; det er der ikke sket noget af ved menneskelære.

108 Und wenn sie nu bei ihnen selbs gewiss sein, und beweisen werden, dass ihnen Gott solches zu lehren befohlen hat, so wöllen wir ihnen auch, wie den Aposteln gläuben. Ist der Apostel Rede ungewiss, dass sie von Gott sei: wer will uns denn gewiss machen, dass ihre Menschenlehre von Gott sei? o furor et amentia his saeculis digna! Og hvis de nu er visse på sig selv og vil bevise, at Gud har befalet dem at lære sådan, så skal vi nok tro dem, som vi tror apostlene. Hvis apostlenes tale er uvis, om den er fra Gud: hvem vil da gøre os sikre på, at deres menneskelære er fra Gud? O det er en rasen og et vanvid, der er denne tidsalder værdig!

109        Wir aber verdammnen Menschenlehre nicht darumb, dass es Menschenlehre sind; denn wir wollten sie ja wohl tragen, sondern darumb, dass sie wider das Evangelium und die Schrift sind. Die Schrift macht die Gewissen frei, und verbeut sie mit Menschenlehre zu fangen; so fangen sie die Menschenlehre. Diese Zwietracht unter der Schrift und Menschenlehren können wir nicht eins machen.          Men vi fordømmer ikke menneskelære af dem grund, at den er menneskelære; for vi kunne nok tåle den, nej, vi gør det af den grund, at den er imod evangeliet og skriften. Skriften gør samvittighederne fri, og forbyder at fange dem med menneskelære; således indfanger den menneskelæren. Denne strid mellem skriften og menneskelære kan vi ikke gøre til det samme.

110 Darumb lassen wir hie Richter sein auch die jungen Kinder, dieweil diese zwo Lehre widernander sind. Ob man solle die Schrift (darin einerlei Gottes Wort vom Anfang der Welt her gelehret ist,) oder die Menschenlehre (die gestern neu erfunden, und täglich sich ändern,) fahren lassen? Derfor lader vi her selv de unge børn være dommere, for disse to former for lære står hinanden imod. Skal man lade skriften fare (hvori der læres én slags Guds ord fra verdens begyndelse) eller man skal lade menneskelære fare (som blev opfundet i går, og ændrer sig hver dag)?

111 Und hoffen, dass das Urtheil soll jedermann billigen, dass Menschenlehre soll verlassen, und die Schrift behalten werden: sintemal sie nicht mügen eines werden, und natürlich müssen unternander sein, wie (E343) Wasser und Feur, wie Himmel und Erden, als Esaias davon redet Cap. 55, 8. 9. Wie der Himmel von der Erden erhöhet ist, so sind meine Wegen erhaben von euern Wegen. Nu kann der im Himmel nicht gehen, der auf Erden gehet; wiederumb, nicht auf Erden gehen, der im Himmel gehet. Og vi håber, at enhver vil gå med til den bedømmelse, at menneskelære skal man forlade og skriften skal beholdes; eftersom de ikke kan komme til at stemme overens, og af natur overfor hinanden må være som vand og ild, som himmel og jord, som Esajas siger derom, Kap. 55,8f: Som himlen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje. Nu kan den, der går på jorden, ikke gå i himlen, og omvendt, den, der går i himlen, ikke gå på jorden.

112        Darumb entbieten wir den Papisten, dass sie ihre Lehre zuvor eines machen mit der Schrift. Wenn sie das zuwegen bringen, so wöllen wir sie halten. Das werden sie aber nicht ehe thun, der heilige Geist werde denn zuvor ein Lügner. Darumb sagen wir abermal: Menschenlehre tadeln wir nicht darumb, dass es Menschen gesagt haben, sondern dass es Lügen und Gotteslästerung sind wider die Schrift: welche, wiewohl sie auch durch Menschen geschrieben ist, doch nicht von oder aus Menschen, sondern aus Gott.         Derfor anmoder vi papisterne om, at de først får deres lære til at stemme overens med skriften. Når de har tilvejebragt det, så skal vi nok overholde deres regler. Men det kommer de ikke til at gøre, før Helligånden er blevet en løgner. Derfor siger vi igen: Menneskelære er vi ikke imod, fordi det er mennesker, der har sagt det, men fordi det er løgn og gudsbespottelse imod skriften. Og skriften er, selv om den er skrevet igennem mennesker, dog ikke af mennesker, men af Gud.

113 Weil nu wider einander sind, Schrift und Menschenlehre, so muss je eine lügen, die ander wahr haben. Nu lasst sehen, welcher sie auch selb wöllen die Lügen zuschreiben. Das sei davon gnug. Fordi de to nu er imod hinanden, skriften og menneskelære, så må jo den ene lyve, den anden være sand. Lad os nu se, hvilken de selv vil tilskrive løgnen. Lad det være nok om dette.

Noter:

n94: Dette vers findes kun i Vulgata: 12:32 quod praecipio tibi hoc tantum facito Domino nec addas quicquam nec minuas