Melanchthon om pariserne

ADVERSVS FVRIOSVM PARISIENsium Theologastrorum decretum, Philippi Melanchthonis pro Luthero Apologia. (1521).

Tilbage til oversigten!

¹ Vide Christiane lector, quae (n1) Theologorum monstra gignit Europa: Superiore anno Euangelium damnarunt Colonienses ac Louanienses Sophistae, propositis quibusdam nudis sententijs, nec reationibus, nec scriptura confirmatis.        Se, kristne læser, hvilke theologiske monstre Europa har født. Forrige år fordømte de kølniske og løvenske sofister med nogle teser, fremsat som nøgne meninger, uden at de var understøttet med begrundelser eller skriftbeviser.

²Horum insaniam uicere nunc, non dissimili exemplo, quicunque tandem sunt, qui Parisij Lutherum damnarunt (adduci enim non possum, ut credam rem communibus totius ordinis Theologici suffragijs acta esse) Nam praeterquam quod illic pautiora reprobata sunt, quanto durius hic et immitius tractatur Lutherus? (n2) Men nu bliver disse vanvid overgået, med et lignende eksempel, hvem de så ellers er, de parisere, der fordømmer Luther (jeg kan nemlig ikke sige, at jeg tror, at sagen er blevet gennemført med hjælp af hele det teologiske kommunitet). For bortset fra, at det her er nogle småting, han får bebrejdelse for, hvor meget hårdere og hvor meget mere ublidt bliver Luther så ikke behandlet her?

³ Primum adscripta est Epistola cruenta, deinde adiectae sunt adnotationes, in singulas Lutheri sententias, & impiae & atroces, pleraque huius etiam sinistre detorta sunt. Et uel hinc etiam potest colligi, qui spiritus, quae intemperiae agant decreti auctores, quando spiritus dei nihil non facit candide. Først tilskrives han et blodbesudlet brev, dernæst tilføjes nogle bemærkninger imod nogle særlige Luther-sætninger, både ufromme og fæle, og flere fordrejes, så de virker formørkede. Og deraf, at Guds ånd altid handler rent og upartisk, kan man forstå, hvilken ånd, hvilken vildskab dekretet forfattere handler ud fra.

⁴ In uniuersum eiusmodi liber est, qualem Luteciae scribi posse nemo facile crederet, siquidem ita uulgo persuasum est, in ea schola, uelut in arce quadam, regnare Christianas literas. I det hele taget er det en bog, som man har svært ved at tro, at pariserne har kunnet skrive, medmindre de er blevet overtalt af pøblen til at på deres universitet skal de kristne bøger herske som på en slags højdepunkt.

⁵ Neque negari potest inde prodijsse olim grauissimos homines, adeoque proximo seculo Gersonem illum, (n5) plenum, ut adparet, Christiani spiritus, alla kata thn waromian. palai pot hsan alkimoi milhsioi. Det lader sig heller ikke nægte, at fra dette universitet fremgik der i gamle dage nogle meget kloge ænd, i forrige århundrede især Gerson, der, som man så, var fuld af kristen ånd, men med mådehold, i gamle dage da var der ??.

⁶ Atque illi si nunc reuiuiscerent hos iudices, quicunque sunt, degenerem posteritatem, putas, agnoscerent? Nequaquam, sed de deplorarent tum scholae, tum totius reipublicae Christianae sortem, in qua pro Theologis (aiijv) Sophistas, pro Christianis Doctoribus calumniatores regnare uiderent: Men hvis disse mænd nu kom tilbage som dommere, hvem de end er, tror du så, de ville anerkende denne degenerede eftertid? Nej, det ville de på ingen måde, de ville græde over alle universiteters, over hele kristenhedens skæbne. Heri synes jo sofister at herske i stedet for teologer, chikanører i stedet for kristne doktorer.

⁷ Agnoscentque id esse tempus, quod apud Hieremiam Ecclesia deplorat, his uerbis: Abstulit omnes magnificos meos dominus de medio mei, uocauit aduersum me tempus, ut contereret electos meos. (Klages 1,15) De ville erkende, at dette er den tid, som kirken begræder hos Jeremias med disse ord: "Herren, som var i min midte, forkastede alle mine stormænd, han kaldte tiden frem imod mig, at han kunne ødelægge mine udvalgte".

⁸ Quanque ubi rem propius considero, uidetur Lutecia non peccare nunc primum (n8), sed iam olim ineptire, cum Ecclesiastica doctrina, humanis disputationibus uiciata, philosophari coepit. Ja, når jeg betragter sagen nøjere, synes Paris ikke først at have syndet nu, men allerede tidligere at have været uegnet, da man begyndte at filosofere over de kirkelige doktriner, som de var overvundet af menneskelige disputationer.

⁹ Constat enim natam esse Luteciae prophanam illam scholasticen, quam Theologiam uocari uolunt, qua admissa, nihil salui reliquum est Ecclesiae: (n9) Euangelium obscuratum est, fides extincta, recepta operum doctrina, & pro Christiano populo, ne legis quidem, sed moralium Aristotelis populus sumus, & ex Christianismo contra omnem sensum spiritus, facta est quaedam Philosophica uiuendi ratio. Det står nemlig fast, at der opstod en Paris' profane skolastiske filosofi, som de vil kalde teologi, og ved den forbrydelse er der intet, der er intakt for kirken: Evangeliet er formørket, troen udslukt, en gerningernes lære modtaget, og i stedet for det kristne folk er der sørget for, at vi ikke skal være et folk kun med en lov, men med Aristoteles' moral, og ud af kristendommen er der imod enhver åndens mening er der skabt en slags filosofisk begrundelse for at leve,

¹⁰ Outinam contingat uobis spiritualibus oculis cernere, quid Ecclesiae damni dederit uestra illa, apud uos & nata & exculta scholastica, quam a uobis acceperunt, quasi per manus, reliqua Europae gymnasia. Gid I må få åndelige øjne til at kunne se, hvad denne skolastiske lære, som er hos jer, er opstået og slået fast af jer, har givet kirken af forbandelse, den lære, som de øvrige europæiske universiteter har modtaget som fra jeres hånd.

¹¹ Oportuit enim idolis terram repleri. Et uel articuli uestri testantur, quam pertinaciter inde usque ab ortu scholasticae philosophati sitis, in quibus quam pauci sunt qui ad pietatem pertinent? Men det er jo sådan, at afguder skal opfylde jorden. Og mon ikke jeres artikler bevidner, hvor stædigt indtil det sidste I sidder fast i den skolastiske filosofi, i hvilken der kun er ganske få, der holder fast i fromheden?

¹² Quorsum enim haec? Ego currit, esse absurdam orationem, & interesse, nescio quid, inter has orationes,Cuiuslibet hominis asinus currit, & Asinus cuiuslibet hominis currit. For hvad vil dette ende med? Jeg iler med at sige, at det er en absurd tale, og at der er forskel på de to udsagn, jeg véd ikke, hvilken, at et hvilketsomhelst menneskes æsel løber og at æslet fra et hvilketsomhelst menneske løber. (??)

¹³Digna uidelicet Christiano gymnasio dogmata. Iam & palam decretum est, philosophicas disciplinas esse ad pietatem necesssarias, qui articulus a quo spiritu, profectus sit non uidemus? (n13) For denne lære er værdig for et kristent universitet. Nu og overalt er det bestemt, at de filosofiske fag er nødvendige til fromhed, skulle vi ikke kunne se, hvilken artikel og af hvilken ånde dette er?

¹⁴ Nempe ab eo, qui Euanglium obscurari uoluit humanis disciplinis: Et huic ut successerit conatus non est obscurum. Nam quae schola usquam docuit pure sacras literas? Jo, det stammer fra den ånd, som vil formørke evangeliet med menneskelige lærdomme: Og hvis evangeliet skal få fremgang, må man sørge for, at det ikke bliver formørket. Men hvilket universitet har hidtil undervist i den rene bibelske lære?

¹⁵ Parisiaca uero, cum hactenus tot annos philo- (aiijr) sophetur, his temporibus non iam philosophatur, sed nugatur tantum de paruis Logicalibus. Men det parisiske universitet, skønt det hidtil har filosoferet i så mange år, filosoferer i disse tider ikke mere, men driver kun spøg med små logiske narrestreger.

¹⁶ Quid enim nugatius Versore, Tartareto, & reliquis huius farinae scriptoribus? (n16) quales hoc seculo pene innumerabiles tulit Lutetia. Hvad er nemlig mere for sjov, end Versex, Tarteretus og de andre forfattere af denne surdejg? Og af den slags underviser Paris i dette århundrede en næsten uendelig mængde.

¹⁷ Vidi Ioannes Maioris commentarios (de moribus hominis non iudico) in sententias Longobardicas, quem nunc inter Lutetiae Theologos regnare aiunt: Bone deus, quae plaustra nugarum? Jeg har set Johannes Majors kommentarer (om mandens sæder vil jeg ikke dømme) til Longobarderens sentenser, ham, som de siger for tiden hersker blandt Paris' teologer. Gode Gud, hvilken lastvogn fuld af narrestreger!

¹⁸ Quot paginis disputat, utrum ad equitandum requiratur equus? Num salsum mare a deo conditum sit? ut interim praeteream, quam multa impie scripserit de uoluntatis libertate, nam eo loco non modo a scriptura, sed & ab omnibus pariter scholasticis uariat. Hvor mange sider bruger han ikke på at disputere, om det er nødvendigt med en hest, når man skal ride; om salthavet er skabt af Gud; og så springer jeg over alt det meget ufromme, han har skrevet om den viljens frihed, for på det punkt afviger han ikke blot fra skriften, men også fra alle lignende skolastikere.

¹⁹ Et cum tales sint Parisij, non est quod mireris lector, cur parum propicij sint Luthero: Nihilo quondam aequiores erant Gersoni suo, uiro per omnia magno, cum saniores essent Lutetiae scholae. (n19) Og når nu pariserne er af den slags, så skal du, kære læser, ikke undre dig over, hvorfor det kun er få, der er gunstig stemt overfor Luther. I gamle dage var de på ingen måde Gersons ligemænd, han, der fra stor fremfor nogen, skønt de parisiske universiteter var sundere dengang.

²⁰ Nunc quid fieret, cum omnia plena sunt Sophisticis fucis? Compertum autem habeo esse ibi etiam quibus non displicet Lutherus, sed ita euenire solet non modo in factis, sed & ciuilibus negotijs, maxime uero in sacris, ut & pauciores sint, qui boni sunt, & plurimum possint, quos minime oportuit. (n20) Nuvel, hvad er der at gøre, efter som de alle er fulde af det sofistiske blændværk? Men jeg har erfaret, at der selv dèr er nogle, der har lidt til overs for Luther, men således plejer det at komme frem, ikke blot i gerninger, men også i borgerlig omgang, men især i omgangen med de hellige ting, så at der endog er færre, som er gode, og de, som mindst bør det, kan gøre det meste. (??)

²¹ Id quod uidit etiam Homerus, quanquam caecus, cum ait, ta cereiona nikan. Quis nescit enim in Capniona caussa per quas laruas res acta sit? cum facultas etiam diceretur decreuisse, Septem, ni fallor, ad suumum, & in his Monachi aliquot, conuenerant, qui, sicut ipsi loquuntur, representabant facultatem. Det så selv Homer, selvom han var blind, da han sagde: ??. For hvem véd ikke, gennem hvilke genfærd begivenhederne tog fart i Capnionia? Da facultetet endog sagdes at have fastsat, jeg tror det var syv til det hele, og der så til disse kom nogle munke, som, efter hvad de selv sagde, repræsenterede fakultetet.

²² Quid si idem hic accidit? Quanquam non refert qui decreuerint, quid decretum sit, considerandum est. Nec angelis Euangelium uitiantibus cedendum esse iubet Apostolus: Nos insulsis istis, & bene pinguibus magistris nostris, qui ne sua quidem parua Logicalia recte didicerunt, cedemus? Hvad nu, hvis det samme skete her? Eftersom de ikke fortæller os, hvem der har bestemt det, må man overveje, hvad der er bestemt. Apostelen befaler os, at vi ikke skal vige, selv ikke, hvis det er engle fra himlen, der forvansker evangeliet. Og så skulle vi vige for disse tåbelige, godt bredbagede "vore magistre", som ikke engang kan lære den lille tabel ret?

²³ Apostolum neque potestates, neque principatus ab Euangelio auellunt: (aiiijv) Nos auellant hae hominum laruae? Quid enim sunt praeter laruas? Valeat nomen magistrorum nostrorum, ualeat nomen Parisiensium, sed in suis scholis, in republica Christiana nihil ualeat praeter uocem Christi, quam qui non audit, is Christi non est. Hverken myndigheder eller fyrster kan skille apostelen fra Evangeliet. Skulle disse menneskelige genfærd da kunne skille os fra det? Hvad er de nemlig udover genfærd? Javist, navnet "vore magistre" har noget at sige, navnet "parisere" har noget at sige, men kun på deres universiteter, i det kristne rige er der intet andet end Kristi røst, der har noget at sige, så at den, der ikke hører ham, han hører ikke Kristus til.

²⁴        Non referebat ad modum respondere, quando praeter nudas propositiones nihil opponitur Luthero, qui sua sic undique scriptura communijt, in primis in libello, quem inscripsit Adsertionem articulorum a Leone decimo damnatorum, ut impia iudicari, nisi ab impijs, non possint.        De har ikke refereret, så man kan svare, eftersom de intet stiller op imod Luther udover nøgne teser, og det imod den Luther, som overalt forsyner sine skrifter med skriftsteder, først og fremmest i den bog, som han skrev imod de artikler, der blev fordømt af Leo den Tiende, så at de ikke vil kunne bedømmes som ufromme, undtagen af de ufromme.

²⁵ Tamen indicare paucis libuit unum aut alterum locum, ex quo aestimare reliqua, & iudicare de toto Decreto liberius possis. Dog er der nogle få, der har fået lyst til at påpege et og andet sted, hvorudfra du lettere kan vurdere de øvrige og dømme om hele dekretet.

²⁶        Principio, nisi alicuius conducticij rhetoris est Epistola, quam praefixerunt Decreto, ne egregie ineptijt Theologus ille, quisquis est, qui scripsit, quae nihil praeter muliebres quasdam furias continet. (paris2#5ff)        For det første kan du se på det brev, de har sat foran deres dekret (hvis det da ikke er skrevet af en eller anden "neger"). Er det ikke udmærket til at vise, hvis dårlig en teolog han er, hvem han end er, der har skrevet det, for det indeholder intet andet end nogle kvindagtige raserianfald.

²⁷ Qualia enim quaeso sunt? solus uult sapere, contemnit nos, Manichaeus est, (paris2#15) Montanus est, insanit, Coherceatur igni & flamma, (paris2#13) quod non siuit ira congrue dicere. Hvad er nemlig indholdet, spørger jeg om. Jo, han (Luther) vil alene være vis, han foragter os, han er en manikæer, en montanus, han raser, han bør tæmmes med ild og lue, fordi han ikke lod være med at udtale sig i overensstemmelse med vreden.

²⁸ Porro hic etiam uulgus communem sensum in ista ficticia facultate desiderabit, quod igni potius perdendum ait, quam ratione uincendum esse Lutherum. (paris2#13) Fremdeles vil her også folket i dette fiktive fakultet ønske den almindelige mening, at det skal sige, at Luther skal overbevises ved ild snarere end ved begrundelse.

²⁹ Quis non rideat hic muliebrem, & plana monachalem impotentiam? & cum supportatione liceat mihi monere spectabilem dominum Decanum: Parcatis domine Decane, uos estis iam iratus, Num ignoratis, quod ait Poeta: Furor, iraque mentem praecipitat? Hvem vil ikke le af denne kvindagtige, ja ligeud munkeagtige afmagt? Og tillad mig desforuden at formane den høje hr dekan: Undskyld, hr. dekan, nu er De vred, mon De ikke véd, hvad digteren siger: Jeg raser, og vrede optager mit sind?

³⁰ Nusquam per gratias sic ineptierunt, uel Colonienses, uel Louanienses, ut propemodum credam non omnino temere dictum esse a quibusdam ueteribus, cerebro Gallos carere. Mon ikke ved gratierne både kølnerne og løvenerne var i den grad uegnede, at jeg næsten tror, de var bange for, at de skulle siges af nogle ældre folk, at gallerne mangler hjerne.

³¹        Accusant haereseos Lutherum, non quod a scriptura, sed quod ab uniuersitatibus, sanctis patribus, Concilijs dissentiat. (f. eks. paris2#68) (aiiijr)          De anklager Luther for kætteri, ikke fordi han afviger fra skriften, men fordi han afviger fra universiteterne, de hellige fædre og koncilerne.

³² Deinde prima principia fidei uocant, (n32) Vniuersitatum, sanctorum patrum, Conciliorum sententias. (paris2#12) Hic ego uestris etiam decretis, si res est obscura, uobiscum agere possem. Dernæst kalder de universiteternes, de hellige fædres og koncilernes opfattelse for troens første princip. Her kan jeg behandle jer efter jeres egne dekreter, hvis sagen er uklar.

³³ Quid autem manifestius est, quam nec uniuersitates nec sanctos patres, nec Concilia posse articulos fidei condere? quandoquidem fieri potest, ut errent, non modo Vniuersitates, sed & sancti patres & Concilia, quod si mihi non creditis, Occhamo saltem uestro credite. Hvad står imidlertid mere fast, end at hverken universiteter, de hellige fædre eller koncilerne kan fastslå trosartikler? eftersom det jo kan ske, at de fejler, ikke blot universiteterne, men også de hellige fædre og koncilerne, og hvis I ikke tror mig, må I i det mindste tror jeres egen Occam.

³⁴ Ecquid igitur principia fidei uocatis hominum opiniones? Quis ignorat a Paulo dictum esse, fundamentum aliud poni non posse, praeter id quod positum est, (1 Kor 3,11) loquitur enim de doctrina. Mon vel altså I kan kalde menneskelige meninger for troens første grund? Hvem véd ikke, at Paulus siger, at der ikke kan lægges nogen anden grund, end den, der er lagt, han taler nemlig om læren.

³⁵ Ecquos nouos articulos fidei Magistri nostri Parisienses addent, nisi suos illos fortasse rancidos, & in popinis natos articulos? Og mon vel vore parisiske magistre tilføjer nogle nye trosartikler, medmindre det da skule være deres rådne og i en stegekælder fødte artikler?

³⁶ Iam cum articuli fidei nulli sint, nisi quos praescripserunt sacrae literae, cur impium est uel a Concilij, uel ab Vniuersitatibus, uel a sanctis patribus dissentire, modo a scriptura non dissentiamus? Men når kun det er trosartikler, som den hellige skrift foreskriver, hvorfor er det da ufromt at afvige fra koncilerne, eller universiteterne eller de hellige fædre, blot vi ikke afviger fra skriften?

³⁷ At non dissentit a scriptura Lutherus, etiam uestro iudicio, cur igitur impietatis accusatur? At dissentit a scripturae expositione, quae hactenus per patres, per Concilia, per scholas recepta est. Haec est, ut uideo, controuersiae summa. (n37) Men Luther afviger ikke fra skriften, heller ikke efter jeres mening, hvorfor beskylder I ham da for ufromhed? Men han afviger fra den udlægning af skriften, som hidtil er blevet modtaget fra fædrene, fra koncilerne og fra universiteterne. Dette er, så vidt jeg ser det, hovedsagen i vores uoverensstemmelse.

³⁸ Hic ego Magistri nostri, interrogo, ita ne sit prodita scriptura, ut sine Conciliorum, patrum, ac scholarum expositione, certa eius sententia colligi possit, an non? Her vil jeg godt spørge vore magistre, om det ikke er forrædderi imod skriften, hvis dens mening ikke kan forstås sikkert uden koncilernes, fædrene og universiteternes forklaringer? Er det ikke?

³⁹ Quid si negabitis, certam per sese scripturae sententiam esse, sine glossis, non uideo cur oportuerit edi scripturam, si noluit spiritus sanctus certo constare, quid nos sentire uellet. Hvis I nemlig nægter, at skriftens mening er sikker, uden fortolkning, så kan jeg ikke se, hvordan man kan udgive et skrift, hvis helligånden ikke vil gøre det sikkert, som vi har villet sige.

⁴⁰ Aut cur omnino nos ad scripturae studium inuitant Apostoli, si incerta est euis sententia? Quid quod eatenus sibi credi patres uolunt, quatenus per testimonia scripturae sua communierunt? Quid quod etiam uetera Concilia sine scriptura nihil decreuerunt, & hac ratione inter Concilia uera & falsa discernimus, (n40) quod haec (biv) cum scriptura euidente consentiunt, illa a scriptura dissentiunt. Eller hvorfor opfordrer apostlene os i det hele taget til at studere skriften, hvis dens mening er usikker? Hvad hvis fædrene kun vil, at vi skal tro dem, i samme grad som de understøtter deres udsagn med skriftens vidnesbyrd? Hvad hvis også det gamle konciler ikke bestemte noget uden skrift, og vi af den grund må skelne mellem sande og falske konciler, fordi de sande klart stemmer overens med skriften, de falske afviger fra den.

⁴¹ Proinde dabitis mihi certam esse scripturae sentiam ac perspicuam, ita ut ipsa, si quis alicubi locus est obscurior, sese exponat: praesertim in his quae sciri, credique uoluit spiritus sanctus. Dernæst må I indrømme mig, at skriftens mening er sikker og klar, sådan at den selv, hvis den et sted er uklar, forklarer sig: især i de ting, som helligånden vil, at vi skal vide og tro.

⁴² Voluit autem haud dubie legem cognosci, ut quam iubebat etiam aedium uestibulis inscribi, & insculpi uestium fimbrijs: Voluit item cognisci Euangelium, hoc est, rationem iustitiae donatae per Christum. Men helligånden har uden tvivl villet, at vi skulle kende loven, eftersom han endog befalede, at de skulle skrives i bygningens indgang, og indhugges i klædernes frynser (?). Og ligeledes har han villet, at vi skulle kende evangeliet, det vil sige, begrundelsen for den retfærdighed, der er givet igennem Kristus.

⁴³ Nam cum debeat esse petra, uerbum dei, cui innitatur anima, quaeso quid sentiet de eo, nisi certum sit, quae sit sententia spiritus dei? Iam cum certa sit scripturae sententia per sese, debet praeferri non modo scholis, aut patribus, sed & Concilijs diuersum sentientibus, Apostolo ad Galathas autore: Si angelus de coelo euangelizet, praeterquam quod euangelizeuimus uobis, Anathema sit. For eftersom der bør være en klippe, nemlig Guds ord, som sjælen kan støtte sig til, så spørger jeg, hvad skal man mene om det, hvis det ikke er sikkert, hvad der er Guds ånds mening? Men nu, eftersom skriftens mening i sig selv er sikkert, så bør den foretrækkes ikke blot fremfor universiteterne og fædrene, men også fremfor koncilerne, der har haft forskellige meninger, for apostelen skriver til galaterne: Hvis en engel fra himlen forkynder jer et evangelium, der er anderledes end det, vi har forkyndt jer, han være forbandet.

⁴⁴ Liceat igitur Luthero opponere certam scripturae sententiam Concilijs, patribus & scholis. Quid hic Sophistae respondebitis? quas hic nobis glossas? quae parua Logicalia? quas obligationes comminiscemini? Aut negate certam esse scripturae sententiam, aut permittite Luthero opponere scripturam quibusuis diuersum sentientibus. Altså er I nødt til at lade Luther få lov til at opstille skriftens sikre mening imod koncilerne, fædrene og universiteterne. Hvad vi I sofister svare på det? hvilke fortolkninger vil I give os? hvilke små logiske overvejelser? hvilke forpligtelser vil I finde på? Enten nægter I, at skriftens mening er sikker, eller også må I give Luther lov til at sætte skriften op imod hvilke forskellige meninger, han vil.

⁴⁵         Iam nec hoc permittemus uobis, aduersari uel patribus, uel concilijs Lutherum. Et, ut de patribus primum loquar, an non Lutheri de libero arbitrio, de gratia, si recte rem aestimes, sententia tota Augustini est: (n45)          Men heller ikke det kan I få lov til: at gøre Luther til modstander af fædrene eller koncilerne. Og for at begynde med fædrene: Mon ikke Luthers mening om den frie vilje, om nåden, er helt i overensstemmelse med Augustins, hvis i bedømmer sagen ret?

⁴⁶ Et hunc per omnia secutus est in commentario ad Galathas? extant utriusque commentarij, quos si conferas, uidebis conuenire inter eos de rerum summa. Hvilket fremfor alt kan ses i galaterbrevskommentaren. Begge kommentarer findes, og hvis man sammenligner dem, vil man se, at de stemmer overens i de væsentlige ting.

⁴⁷ Extant Augustini libri aduersus Pelagianos, quos ille iam natu grandior scripsit, eos si contuleris cum Lutherianis dogmatis, uidebis de summa rei conuenire. Også Augustins bøger imod Pelagianerne findes, og dem skrev han i en moden alder, og hvis du sammenligner dem med de lutherske dogmer vil du se, at de i hovedsagen stemmer overens.

⁴⁸ Fortassis alter alicubi quiddam dixit argutius, & multa Lutherus diligentius (rumpite uos interim magistri (bir) nostri) quam Augustinus. Måske siger den ene tingene noget skarpere end den anden, og Luther siger mange ting mere forsigtigt end Augustin (det kan I godt ærgre jer over, kære "vore magistre").

⁴⁹ Sed hoc ad rem summam non ita multum facit. Ecce in primario loco, adeoque in eo, in quo potissimum regnat Lutherus, habet omo yhfon Aug. & patronum minime uulgarem, (n49) habet item suae sententiae testes, quotquot in ea disputatione Augustino suffragantur: Men dette gør ikke så meget til sagen. Se på det første sted og jeg når hen til det sted, hvor Luther hersker stærkest, han har samme opfattelse som Augustin og har ham i hvert fald som en folkelig beskytter, han har ligeledes vidner på sine meninger, nemlig lige så mange, som støtter Augustin i denne diskurs.

⁵⁰ Suffragatur autem Cyprianus, nam illius enarrationem in orationem dominicam fideliter citat: Suffragantur & qui post Augustinum scripsere, autor libelli de uocatione gentium, nam Ambrosij non uidetur esse, Maxentius apud Graecos. Også Cyprian støtter ham, for han citerer troligt hans fortolkninger om Fadervor. Også de, der skrev efter Augustin, støtter ham, forfatteren til bogen om hedningernes kaldelse, for det synes ikke at være Ambrosius', Maxentius hos grækerne.

⁵¹ Porro ex Augustini libris eos recipimus, quos ipse potissimum probari uoluit. Atque haec ideo recenseo, non quod magni putem referre, quid scriptores senserint, quicunque tandem sunt, quando de scripturae sententia constat, sed ut satisfaciam morosis, qui putant nouasse omnia Lutherum, cum is aliud non egerit, (n51) quam ut reuocaret nos ad scripturam, adeoque ad patres etiam, qui ad scripturae sensum proxime adcesserunt. Fremdeles har vi af Augustins bøger fremdraget dem, som han selv ville skulle bevises kraftigst. Og dette minder jeg om, ikke fordi jeg mener at henvise til noget stort i disse forfatteres mening, hvem de så end er, blot de stemmer overens med skriftens mening, men fordi jeg vil tilfredsstille de gnavne mennesker, der mener, de har lært alt, hvad Luther har skrevet, skønt han dog ikke har gjort andet end at kalde os tilbage til skriften, og også til de fædre, som kommer nærmest til skriftens mening.

⁵² Vos quid agitis? num aliud, quam ut in Scoti formalitatibus, in Occhami connotatis grandescant potius quam in Christo, Christianorum animi? Men hvad har I gjort? I har vel ikke gjort andet end vokset jer store ved Scotus' formaliteter, ved Occams bemærkninger, snarere end ved Kristus, de kristnes sjæl?

⁵³ Nec aliter exorienti Euangelij luci (audite Sophistae, non intellecturi) aduersamini, atque Mosi, Iamnes ac Mambres: (2 Tim 3,8) Quorum posteritas est Sorbonae familia, nempe ex illa Serbonitide Aegyptiaca prognata. Og I har ikke gjort andet end at modsætte jer det opgående evangeliums lys (hør sofisterne, forstå dem ikke), og som Jamnes og Mambres modsatte sig Moses, har I gjort: Deres efterfølgere er Sorbonne familien, som jo er fremstået af denne ægyptiske Serbonitide. (??)

⁵⁴ Porro qua fide aliquoties citaueritis aduersus Lutherum Augustini sententias paulopost monebo. Iam & praeter locum de libero arbitrio & gratia, ueterum est, quod non uult distingui Lutherus legem in consilia & praecepta. (n54) Fremdeles skal jeg vise, med hvilken ret I en del steder citerer Augustins sætninger imod Luther. Og det er også, foruden stedet fra "den frie vilje og nåden", forældet, fordi Luther ikke vil opdele loven i råd og bud.

⁵⁵ Quod commentum soli scholasticae Theologiae debemus, quae ubi coepit diuinam legem ad Philosophiam Aristotelis exigere, pro libidine refixit, quas uoluit, leges dei. Quis enim ueterum non pro necessarijs legibus habuit, ea quae sancita sunt de non uindicando: (n55) Hilarius, Exigunt, inquit, Euangelia ulciscendae (bijv) iniuriae Hvilken begrundelse skylder vi den skolastiske teologi, som, når den er begyndt på at bøje den guddommelige lov efter Aristoteles' filosofi, helt efter forgodtbefindende genopstiller Guds love, som den vil. For hvem af de gamle regnede ikke lovene for nødvendige, det, som er fastsat om ikke at hævne sig: Hilarius sagde: "Evangelierne forkaster dette at hævne forskellighedens uret".

⁵⁶ Augustinus in sermonibus domini in monte, praecepta uocat, quae isti consilia, atque ita disputat, ut necessariam esse legem de non uindicando adpareat. Augustin kalder det, som de kalder råd, for bud, i sin prædiken over bjergprædikenen, og disputerer sådan, at loven om ikke at hævne sig viser sig nødvendig.

⁵⁷ Et in hac sententia est Chrysostomus, qui tantum abest ut uindicari permittat, ut non aliam legem exigat pertinacius. Extat illius omilia, quam si licet uobis per parua logicalia, Magistri notri, relegite. Og af den mening er også Krysostomus, som så langt fra at tillade at man hævner sig, at han stærkt hævder, at der ikke er nogen anden lov. Hans prædikensamling findes, og selv om det skulle være ved hjælp af nogle små logiske fif, så skulle I læse den igen, kære "vore magistre".

⁵⁸ Quod cum Aristotelis Philosophia non conuenit lex, non laboramus. Quid enim ad nos quid ille impurus homo commentus sit? Num Christo pluris Aristotelem faciemus? Sed de hac lege infra paulo plura differemus. Men vi vil ikke udarbejde det nøjere, at Aristoteles' filosofi ikke stemmer overens med loven. Hvad har det nemlig med os at gøre, hvad dette urene menneske har ment? Mon vi skal gøre Aristoteles større end Kristus? Men vi vil nedenfor skelne lidt mere om denne lov.

⁵⁹ In plerisque locis alijs idem ostendi potest, conuenire Luthero cum ueteribus. Sed cum ex sententia de libero arbitrio & gratia, fere colligi possint, quae de contritione, & satisfactione scripsit Lutherus, quid attinet multis patrum testimonijs agere, nisi quod en th meshmbria lucnon. Mange andre stedet kan man påvise, hvor Luther stemmer overens med de gamle. Men skønt man næsten ud fra opfattelsen fra "om den frie vilje og nåden" kan sammenstille, hvad Luther har skrevet om anger og fyldestgørelse, hvad ville så mange fædres vidnesbyrd være andet end en lampe ved middagstid.

⁶⁰         Sunt autem quaedam in Lutheranis, quae in patrum scriptis non facile reperias, qualia sunt quae de sacramentorum numero, de confessione, de uotis, deque similibus temporum nostrorum caussis prodidit.        Men der er nogle ting i Luthers skrifter, som man ikke let finder i fædrenes skrifter, f. eks. om sakramenternes antal, om bekendelsen, om løfterne og om den slags ting, som handler om noget, der angår vore dage.

⁶¹ Non enim illorum temporum ratio ferebat, & adhuc purior Christismisnus, ut de paucioribus, quam nunc dubitaretur. (n61) Nondum habuerat ea aetas Pontificum tyrannicas leges, nondum habuerat Magistros nostros Parisienses, adeoque articulos Parisienses, qui Euangelium adeo obscurassent. Det havde de nemlig ikke nogen grund til dengang, og i den grad var kristendommen renere, at man ikke behøvede at tvivle om så mange [s kristendom] som nu. Endnu var man ikke nået frem til tiden med pavens tyranniske love, endnu havde man ikke nogle parisiske "vore magistre", og da slet ikke nogle parisiske artikler, som formørkede evangeliet.

⁶² Fortasse meridies erat Euangelij, nunc uesper est, & una cum peccatis nostris, etiam caecitas, peccatorum nostrorum atrocissima poena, mentes occupauit, quae pro Euangelio humanas doctrinas, Sorbonae Theologiam suggessit. Måske var evangeliet dengang på sin middagshøjde, nu er det i sin aften, og sammen med vore synder har også vor blindhed, den hårdeste straf for vore synder, overtaget vore sind, den blindhed, der i stedet for evangeliet indsætter menneskelig lærdom, sorbonnisk teologi.

⁶³ Eam poenam his temporibus an non ubique interminatur spiritus domini in Prophetis? Et Paulus ait fore qui a fide discedant, qui corrumpant humanis doctrinis Euangelium & hoc ge- (biir) nus multa, hi, nisi sunt Sorbonae Theologi, non intelligo quid uelit Apostolus. Mon ikke Herrens ånd overalt i profeterne truer med denne straf i disse tider? Og Paulus siger, at der vil komme nogle, som falder fra troen, som ødelægger evangeliet med menneskelig lærdomme og meget af den slags, og hvis disse ikke er de sorbonniske teologer, så fatter jeg ikke, hvad apostelen ville.

⁶⁴        Vides lector conuenire magna ex parte Luthero cum Theologis ueteribus. Quanto justius igitur in magistros nostros Parisienses retorserimus? ineptire eos, qui Theologiam nobis praescribunt, ne per somnium quidem celeberrimis Ecclesiae Doctoribus cogitatam. (n64)        Du ser altså, kære læser, at Luther for en stor dels vedkommende stemmer overens med de gamle teologer. Det ville derfor kun være særdeles passende, om vi vendte ryggen til vore parisiske magistre. Du ser, at de mennesker er uegnede, som vil foreskrive os en teologi, om den så var udtænkt af kirkens berømteste lærdes drømme.

⁶⁵ Quod si impietas est refragari patribus, nemo magis impius est parisiensibus disputatoribus, qui in principalibus Theologiae locis, uelut ex diametro cum patribus pugnant. For hvis det er ufromhed at sætte sig imod fædrene, er der ingen, der er mere ufromme end de parisiske disputatorer, som i de teologiske hovedspørgsmål kæmper stik imod fædrene.

⁶⁶ Bona patrum pars, peccatum uocat & uitium, quicquid sine spiritu Christi sit: Hi non modo non peccatum, sed & meritum congrui censent esse moralia quaedam, sic loquuntur, opera: O caecitatem. Den gode del af fædrene kalder det synd og last, som er uden Kristi ånd: det mener de ikke blot ikke er synd, men lig med fortjenester og en slags moralske gerninger, som de kalder det. Hvilken blindhed!

⁶⁷ Bona patrum pars negat posse legem fieri ab homine per uires humanas, Hi distinguunt, Audi lector, Parisienses blasphemias, posse legem fieri, quo ad operum substantiam, non posse, quo ad praecipientis intentionem quasi uero praeter substantiam operis, amplius aliquid requirat legislator. Den gode del af fædrene nægter, at loven kan opfyldes af mennesket gennem menneskelige kræfter. Men pariserne skelner -- og nu skal du høre parisernes blasfemi, kære læser -- loven kan godt opfyldes, hvad gerningens substans angår, men loven kan ikke opfyldes, hvad angår den handlendes hensigt, som om lovgiveren havde krævet andet end gerningens substans.

⁶⁸ Vtinam mihi Parisienses ista coram uobiscum, in uestra illa Sorbona, daretur commentari, ut uiderem, num nos tam crassi, tam putidi, tam Sorbonici commenti puderet etiam. Vestra est illa Magistri nostri, non Lutheri Theologia, quae a patribus dissentit. Ad uos Tragica ista utra pertinent, impios esse, qui ab Ecclesia Doctoribus uariant. Gid jeg kunne få fat på og undersøge denne parisiske opfattelse, som findes i jeres sorboniske universitet, så jeg kunne se, om vi også skal skamme os over et så skrapt, så råddent, så sorbonnisk indfald. Denne "vore magistres" teologi er jeres, ikke Luthers, og den afviger fra fædrenes. Det er til jer, denne dobbelte tragedie knytter sig, at de mennesker er ufromme, som afviger fra kirkens lærde.

⁶⁹       Et hactenus quidem de Doctoribus, nunc Concilia uideamus. Quibus tandem concilijs refragatur Lutherus? Videri uultis Lutheri doctrinam ueterum concilijs damnatam, cum ex eo Montanum, Manicheum, Hebionem, & quid non, facitis? (paris2#15).        Indtil nu har vi set på de lærde, nu skal vi se på koncilerne. Hvilke konciler har Luther sat sig imod? I vil, at det skal se ud, som om Luthers lære blev fordømt af de gamle konciler, eftersom I gør ham til en Montanus, en Manikæus, en Hebionit, og hvad ikke.

⁷⁰ Hic aut rhetoricari uoluit Epistolae autor, aut nihil est Sorbona Parisiensi tum malignius, tum impudentius. Veterum haereticorum nomina, quo consilio in Lutherum congesserint, quis est qui non olfaciat? (n70) nempe (biijv) quo odiosius Lutheri nomen fieret. Her vil brevets forfatter enten lade stortalende, eller også er det parisiske Sorbonne kun både ondskabsfuld og fræk. Navnene på de gamle kættere, på hvis råd I samler sammen mod Luther, hvem kan ikke lugte, hvor meget mere odiøst det gør Luthers navn.

⁷¹ Deinde id quam maligne factum sit, facile deprehendent etiam mediocriter eruditi. nam quod Montano confertur Lutherus, quis non uidet, quam non fiat candide? Dernæst opfatter de middelmådigt uddannede let det, der således er gjort i ond hensigt. For når Luther sammenlignes med Montanus, hvem kan så ikke se, at det ikke sker på upartisk måde?

⁷² Sibi credi uolebat Montanus, & fidebat suo quodam spiritu: Lutherus nihil uult sibi credi, sed euidenti & perspicue scripturae: Nihil de suo spiritu, sed de scriptura iactat. Montanus ville tros på sit ord, og selv stolede han på sin egen ånd. Luther vil ikke, at han skal tro ham, men den indlysende og klare skrift. Han lægger al vægt, ikke på sin ånd, men på skriften.

⁷³ Quanto propius ad Montanum uos acceditis, qui uultis ut spiritui hominum, conciliorum, patrum & Vniuersitatum credamus, potius quam scripturae? Immo nihil nisi Montani estis, uos Parisienses Sophistas uolo, qui hoc decretum sine scripturis edidistis, iactatisque uos fidere Apostolico more, quasi constet eundem esse spiritum uobis, qui Apostolis erat. Sed de his postea. Hvor meget nærmere står I ikke Montanus, I, som vil, at vi skal tro menneskers ånd, koncilernes, fædrenes og universiteternes, snarere end skriften? Ja, I er ikke andet end montanister, men jeg vil gøre jer til parisiske sofister, fordi I har udgivet denne erklæring uden skriftbeviser, og praler af, at I tror efter apostelenes skik, som om det var fastslået, at I har den samme ånd, som apostlene havde. Men herom senere.

⁷⁴         Quaeso te Christiane lector, nunquid putes esse Christiani spiritus Sorbona illa, quam adeo nihil pudet mentiri? Nam cum palam sit ipsimet Sorbonae nihil conuenire inter Montanum, & Lutherum, audet tamen Montani nomine optimum uirum infamare.         Jeg spørger dig, kristene læser, om du mener, at dette sorboniske værk er af den kristne ånd, den, som ikke skammer sig over at lyve? For skønt det blev åbenlyst selv for Sorbonne, at man ikke kan sammenligne Montanus og Luther, så vovede de dog at besudle ham med navnet montanist.

⁷⁵ Iam & Ebionem ex eo fecit, nihilo uel candidius, uel cautius. (paris2#18) Exigebat Ebion cerimonias leges, Lutherus non exigit, sed liberas esse permittit, ut quis pro oportunitate, ac charitate officio, se attemperet uel inseruiat legi, uel negligat citra culpam. (n75) Nu har de også gjort en ebjonit ud af ham, og det er på ingen måde mere upartisk eller mere forsigtigt. Ebjon krævede cereminilovene overholdet, Luther kræver det ikke, men tillader, at det er frit, så at den, der har lejlighed og kærlighed til sit embede, kan tilpasse sig, og enten tjene loven eller nægte den, uden brøde.

⁷⁶ Nam ita sentiebat & Paulus in ultimo ad Galathas capite exequans cerimonias, ritusque: In Christo Iesu, neque circuncisio aliquid ualet, neque praeputium, sed noua creatura. Et in prima ad Corint. vij. Circuncisus aliquis uocatus est, non adducat praeputium, id est, si inter legis obseruantes uocatus es, inserui eorum consuetudini: In praeputio autem aliquis uocatus est, non circumcidatur. Circuncisio nihil est, & praeputium nihil est, sed obseruatio mandatorum dei, &c. For sådan mente også Paulus i det sidste kapitel til galaterne, hvor han omhandler ceremonierne og riterne: "I Kristus Jesus har hverken omskærelse eller forhud gyldighed, men en ny skabning". (Gal 6,15). Og i det første brev til korintherne kapitel 7: "Bliver nogen kaldet som omskåret, skal han ikke lade forhud drage over", det vil sige, hvis du er kaldet blandt dem, der skal overholde loven, skal du overholde deres skik. "Men er nogen kaldet som uomskåren, skal han ikke lade sig omskære. Omskærelse er intet og forhud er intet, men overholdelse af Guds bud, osv". (1 Kor 7,18f)

⁷⁷ Satis, opinor, perspicuum est, quid inter (biijr) utranque sententiam intersit, satis etiam puto liquere, quam candide Lutheri sententiam ad Ebionis haeresin detorserint. Jeg tror, det er tilstrækkelig klart, hvad forskellen er mellem de to sætninger, jeg mener også det er indlysende, hvor upartisk de fordrejer Luthers sætning hen til det ebjonitiske kætteri.

⁷⁸ Eisumodi est item, quod Manicheum nomen tribuunt Luthero, idem Augustino Pelagiani tribuebant, sicut ipse testatur in primo libro aduersus duas Pelagianorum Epistolas, in capite secundo, sic enim distinxit scriba quispiam. (n78) Fremdeles er det på den måde, de tildeler Luther manikæer-navnet. Det tildelte pelagianerne også Augustin, sådan som han selv bevidner det i den første bog mod to pelagianske breve, i kapitel to, sådan skelnede nemlig enhver skriver.

⁷⁹ Non pudebit Lutherum eius conuicij, siquidem cum Augustino commune habet, quo non habuit Manichea factio uehementiorem hostem. Luther vil ikke skamme sig over at være blevet gendrevet, hvis han havde noget fælles med Augustin, hvorved den manikæiske sekt ikke havde ham som en mere voldsom fjende.

⁸⁰ Pelagiani, immo Pelagianis impuriores sunt scholasticae Theologiae scriptores, quare non est, quod miremur cur Manicheum uocetis Lutherum, qui praeter scholastica, hoc est, bis Pelagiana nihil sapitis. Men den skolastiske teologis skribenter er mere urene end Pelagius, ja end pelagianerne, derfor er det ikke til at undre sig over, at I kalder Luther manikæer, han, som går ud over det skolastiske, det vil sige, i dobbelt forstand forstår I ikke pelagianerne.

⁸¹ Et Augustinus, ut excuset Manicheum nomen, non est obscurum ex Apologia aduersus Pelagianorum Epistolas. Atque eo loco de seruitute uoluntatis aptius disserere uidetur, quam ubi cum Felice Manicheo disceptat. Og Augustin er ikke dunkel ud fra apologien imod pelagianernes breve, når han undskylder sin manikæisme. Og på det sted synes han at behandle viljens trælbundethed mere passende, end hvor han debatterer med Felix manikæeren.

⁸² Patrocinabitur idem, si recipitis, et nobis. Quod si adeo caeci sunt Magistri Parisienses, ut serio arbitrentur nihil interesse inter Lutheri ac Manichei sententias, quid, quaeso hoc hominum genere caecius est? Han vil beskytte det samme, hvis I modtager det, også for os (??). For hvis de parisiske magistre er så blinde, at de for alvor tror, at der ikke er forskel på Luthers og Manikæernes sætninger, så vil jeg godt vide, hos hvilken slags mennesker man træffer en større blindhed.

⁸³ Rursum si per malitiam tribuunt, quae ad eum nihil pertinere intelligunt, quid malignius? Est autem Manichea sententia prolixior, quam quae hic recenseri debeat, quod toto doctrinae genere dissentiat a Christianis dogmatis, si quid Augustino illius dogmata passim recensenti creditur. Men hvis de tillægger ham det af ondskab, hvad mere ondskabsfuldt vil de så forstå om ham? Men manikæernes opfattelse er mere omfattende end den her bør gengives, for al den slags lære afviger fra den kristne lære, hvis ellers man tør tro augustin, som overalt gennemgår dens lære.

⁸⁴ Et, quod ad hanc caussam adtinet, sic Manicheus negabat humanae uoluntati libertatem, ut negaret esse substantiam, quae renouaretur, adeoque libertatis capacem. Lutherus ita negat libertatem, ut esse censeat substantiam quae dum per spiritum renouatur, a seruitute adseritur. Og for at vende tilbage til denne sag: således nægter Manikæus den menneskelige viljes frihed, at han nægter den er en substans, som kan fornyes, så den bliver istand til at rumme friheden. Luther nægter friheden således, at han mener den er en substans, som, når den fornyes ved ånden, knyttet til trældom.

⁸⁵ Ex his facito lector de reliquis coniecturam. Nam qua fide haec quae commemoraui ad Lutherum detorta sunt, eadem & pleraque alia. Ud fra dette kan læseren let får en formodning om det øvrige. For med den troskab det jeg hidtil har nævnt er fordrejet, med samme troskab er også meget andet fordrejet.

⁸⁶ Redeo (Biiijv) nunc eo unde digressus sum. Palam est ueterum Concilijs non esse reprobatam Lutheri doctrinam, siquidem ei usque adeo nihil cum haereticis conuenit. Jeg vender nu tilbage til det, jeg gik bort fra. Der er ingen steder fra de gamle konciler, hvorfra man kan tilbagevise Luthers lære, og det i den grad, at han på ingen punkter stemmer overens med kætterne.

⁸⁷ Quanquam hoc etiam loco considerandum erat, ut maxime conueniret cum illis Luthero, quid, qua ratione in singulis factionibus haereticorum damnatum sit, nam quae tam deplorata fuit haeresis, quae nulla in re non peccarit? Skønt man på det sted også skulle overveje, hvis man vil have kætterne til at stemme mest muligt overens med Luther, hvad og med hvilken begrundelse det er blevet fordømt i de enkelte fraktioner, for så begrædeligt var kætteriet, at det syndede på alle områder.

⁸⁸ Iam haec omnia, ita scribo, non quod uelim eam etiam priscis synodis autoritatem esse, ut, si opponat euidentem scripturam Lutherus cuicunque Synodo, de scriptura cedendum sit, sed ut moneam lectorem quantum tragicis illis Magistrorum Parisiensium uocibus credendum sit: Lutherus damnat omnia Concilia, sanctos patres, Montanus est, Ebion est, Manicheus est, Artotyrita est, & hoc genus alijs. Men alt dette skriver jeg på den måde, ikke fordi jeg vil, at også de første synoder skal være autoritet, så at, hvis Luther med et soleklart skriftsted vendte sig imod en eller anden synode, så skulle man vige bort fra skriften, nej, jeg skriver det for at formane læseren om, hvor lidt kan man stole på disse tragiske røster fra de parisiske magistre, når de siger, at Luther fordømmer alle konciler, at han er montanist, ebjonist, manikære, artotyrit og andet af den slags.

⁸⁹ cVidere til melparis2!

⁹⁰ c

Noter:

n1 I marginen: Theologorum monstra.

n2 I marginen: Non omnes Parisienses contra Lutheri dogmata.

n5: I marginen: Gerson plenus Chrisiani spiritus

n8: I marginen: Lutetia non nunc primum peccat.

n9: I marginen: Fructus scholasticae.

n13: I marginen: Philosophiae ad pietatem necessaria Theol. pari.

n16: I marginen: Nugamenta scriptorum.

n19: I marginen: Sophistae parum propitij Luthero.

n20: I marginen: Pauciores qui boni.

n32: I marginen: Prima principia fidei.

n37 I marginen: Controuersiae summa.

n40 I marginen: Quô concilia discernenda.

n45: I marginen: Cum patribus conuinit Luthero.

n49: I marginen: Luthero Aug. patronus est.

n51: I marginen: Quid Lutherus agat.

n54 I marginen: Lex a Pelagianis scholasticis diuisa in consilia & praecepta.

n55: I marginen: Non uindicandum.

n61: I marginen: Quare patres non etiam scripserint quae Lutherus

n64: I marginen: Calumniatores Sorbonici a patribus, non Lutherus, dissentiunt.

n70 I marginen: Maligna & impudens Sorbona.

n75: I marginen: Ebion leges exigebet, ut eius hodie discipuli Pontifices.

n78: I marginen: Manicheum nomen a Pelagianis Augustino tributum.

¹ Vide Christiane lector, quae (n1) Theologorum monstra gignit Europa: Superiore anno Euangelium damnarunt Colonienses ac Louanienses Sophistae, propositis quibusdam nudis sententijs, nec reationibus, nec scriptura confirmatis.	Se, kristne læser, hvilke theologiske monstre Europa har født. Forrige år fordømte de kølniske og løvenske sofister med nogle teser, fremsat som nøgne meninger, uden at de var understøttet med begrundelser eller skriftbeviser.
²Horum insaniam uicere nunc, non dissimili exemplo, quicunque tandem sunt, qui Parisij Lutherum damnarunt (adduci enim non possum, ut credam rem communibus totius ordinis Theologici suffragijs acta esse) Nam praeterquam quod illic pautiora reprobata sunt, quanto durius hic et immitius tractatur Lutherus? (n2)	Men nu bliver disse vanvid overgået, med et lignende eksempel, hvem de så ellers er, de parisere, der fordømmer Luther (jeg kan nemlig ikke sige, at jeg tror, at sagen er blevet gennemført med hjælp af hele det teologiske kommunitet). For bortset fra, at det her er nogle småting, han får bebrejdelse for, hvor meget hårdere og hvor meget mere ublidt bliver Luther så ikke behandlet her?
³ Primum adscripta est Epistola cruenta, deinde adiectae sunt adnotationes, in singulas Lutheri sententias, & impiae & atroces, pleraque huius etiam sinistre detorta sunt. Et uel hinc etiam potest colligi, qui spiritus, quae intemperiae agant decreti auctores, quando spiritus dei nihil non facit candide.	Først tilskrives han et blodbesudlet brev, dernæst tilføjes nogle bemærkninger imod nogle særlige Luther-sætninger, både ufromme og fæle, og flere fordrejes, så de virker formørkede. Og deraf, at Guds ånd altid handler rent og upartisk, kan man forstå, hvilken ånd, hvilken vildskab dekretet forfattere handler ud fra.
⁴ In uniuersum eiusmodi liber est, qualem Luteciae scribi posse nemo facile crederet, siquidem ita uulgo persuasum est, in ea schola, uelut in arce quadam, regnare Christianas literas.	I det hele taget er det en bog, som man har svært ved at tro, at pariserne har kunnet skrive, medmindre de er blevet overtalt af pøblen til at på deres universitet skal de kristne bøger herske som på en slags højdepunkt.
⁵ Neque negari potest inde prodijsse olim grauissimos homines, adeoque proximo seculo Gersonem illum, (n5) plenum, ut adparet, Christiani spiritus, alla kata thn waromian. palai pot hsan alkimoi milhsioi.	Det lader sig heller ikke nægte, at fra dette universitet fremgik der i gamle dage nogle meget kloge ænd, i forrige århundrede især Gerson, der, som man så, var fuld af kristen ånd, men med mådehold, i gamle dage da var der ??.
⁶ Atque illi si nunc reuiuiscerent hos iudices, quicunque sunt, degenerem posteritatem, putas, agnoscerent? Nequaquam, sed de deplorarent tum scholae, tum totius reipublicae Christianae sortem, in qua pro Theologis (aiijv) Sophistas, pro Christianis Doctoribus calumniatores regnare uiderent:	Men hvis disse mænd nu kom tilbage som dommere, hvem de end er, tror du så, de ville anerkende denne degenerede eftertid? Nej, det ville de på ingen måde, de ville græde over alle universiteters, over hele kristenhedens skæbne. Heri synes jo sofister at herske i stedet for teologer, chikanører i stedet for kristne doktorer.
⁷ Agnoscentque id esse tempus, quod apud Hieremiam Ecclesia deplorat, his uerbis: Abstulit omnes magnificos meos dominus de medio mei, uocauit aduersum me tempus, ut contereret electos meos. (Klages 1,15)	De ville erkende, at dette er den tid, som kirken begræder hos Jeremias med disse ord: "Herren, som var i min midte, forkastede alle mine stormænd, han kaldte tiden frem imod mig, at han kunne ødelægge mine udvalgte".
⁸ Quanque ubi rem propius considero, uidetur Lutecia non peccare nunc primum (n8), sed iam olim ineptire, cum Ecclesiastica doctrina, humanis disputationibus uiciata, philosophari coepit.	Ja, når jeg betragter sagen nøjere, synes Paris ikke først at have syndet nu, men allerede tidligere at have været uegnet, da man begyndte at filosofere over de kirkelige doktriner, som de var overvundet af menneskelige disputationer.
⁹ Constat enim natam esse Luteciae prophanam illam scholasticen, quam Theologiam uocari uolunt, qua admissa, nihil salui reliquum est Ecclesiae: (n9) Euangelium obscuratum est, fides extincta, recepta operum doctrina, & pro Christiano populo, ne legis quidem, sed moralium Aristotelis populus sumus, & ex Christianismo contra omnem sensum spiritus, facta est quaedam Philosophica uiuendi ratio.	Det står nemlig fast, at der opstod en Paris' profane skolastiske filosofi, som de vil kalde teologi, og ved den forbrydelse er der intet, der er intakt for kirken: Evangeliet er formørket, troen udslukt, en gerningernes lære modtaget, og i stedet for det kristne folk er der sørget for, at vi ikke skal være et folk kun med en lov, men med Aristoteles' moral, og ud af kristendommen er der imod enhver åndens mening er der skabt en slags filosofisk begrundelse for at leve,
¹⁰ Outinam contingat uobis spiritualibus oculis cernere, quid Ecclesiae damni dederit uestra illa, apud uos & nata & exculta scholastica, quam a uobis acceperunt, quasi per manus, reliqua Europae gymnasia.	Gid I må få åndelige øjne til at kunne se, hvad denne skolastiske lære, som er hos jer, er opstået og slået fast af jer, har givet kirken af forbandelse, den lære, som de øvrige europæiske universiteter har modtaget som fra jeres hånd.
¹¹ Oportuit enim idolis terram repleri. Et uel articuli uestri testantur, quam pertinaciter inde usque ab ortu scholasticae philosophati sitis, in quibus quam pauci sunt qui ad pietatem pertinent?	Men det er jo sådan, at afguder skal opfylde jorden. Og mon ikke jeres artikler bevidner, hvor stædigt indtil det sidste I sidder fast i den skolastiske filosofi, i hvilken der kun er ganske få, der holder fast i fromheden?
¹² Quorsum enim haec? Ego currit, esse absurdam orationem, & interesse, nescio quid, inter has orationes,Cuiuslibet hominis asinus currit, & Asinus cuiuslibet hominis currit.	For hvad vil dette ende med? Jeg iler med at sige, at det er en absurd tale, og at der er forskel på de to udsagn, jeg véd ikke, hvilken, at et hvilketsomhelst menneskes æsel løber og at æslet fra et hvilketsomhelst menneske løber. (??)
¹³Digna uidelicet Christiano gymnasio dogmata. Iam & palam decretum est, philosophicas disciplinas esse ad pietatem necesssarias, qui articulus a quo spiritu, profectus sit non uidemus? (n13)	For denne lære er værdig for et kristent universitet. Nu og overalt er det bestemt, at de filosofiske fag er nødvendige til fromhed, skulle vi ikke kunne se, hvilken artikel og af hvilken ånde dette er?
¹⁴ Nempe ab eo, qui Euanglium obscurari uoluit humanis disciplinis: Et huic ut successerit conatus non est obscurum. Nam quae schola usquam docuit pure sacras literas?	Jo, det stammer fra den ånd, som vil formørke evangeliet med menneskelige lærdomme: Og hvis evangeliet skal få fremgang, må man sørge for, at det ikke bliver formørket. Men hvilket universitet har hidtil undervist i den rene bibelske lære?
¹⁵ Parisiaca uero, cum hactenus tot annos philo- (aiijr) sophetur, his temporibus non iam philosophatur, sed nugatur tantum de paruis Logicalibus.	Men det parisiske universitet, skønt det hidtil har filosoferet i så mange år, filosoferer i disse tider ikke mere, men driver kun spøg med små logiske narrestreger.
¹⁶ Quid enim nugatius Versore, Tartareto, & reliquis huius farinae scriptoribus? (n16) quales hoc seculo pene innumerabiles tulit Lutetia.	Hvad er nemlig mere for sjov, end Versex, Tarteretus og de andre forfattere af denne surdejg? Og af den slags underviser Paris i dette århundrede en næsten uendelig mængde.
¹⁷ Vidi Ioannes Maioris commentarios (de moribus hominis non iudico) in sententias Longobardicas, quem nunc inter Lutetiae Theologos regnare aiunt: Bone deus, quae plaustra nugarum?	Jeg har set Johannes Majors kommentarer (om mandens sæder vil jeg ikke dømme) til Longobarderens sentenser, ham, som de siger for tiden hersker blandt Paris' teologer. Gode Gud, hvilken lastvogn fuld af narrestreger!
¹⁸ Quot paginis disputat, utrum ad equitandum requiratur equus? Num salsum mare a deo conditum sit? ut interim praeteream, quam multa impie scripserit de uoluntatis libertate, nam eo loco non modo a scriptura, sed & ab omnibus pariter scholasticis uariat.	Hvor mange sider bruger han ikke på at disputere, om det er nødvendigt med en hest, når man skal ride; om salthavet er skabt af Gud; og så springer jeg over alt det meget ufromme, han har skrevet om den viljens frihed, for på det punkt afviger han ikke blot fra skriften, men også fra alle lignende skolastikere.
¹⁹ Et cum tales sint Parisij, non est quod mireris lector, cur parum propicij sint Luthero: Nihilo quondam aequiores erant Gersoni suo, uiro per omnia magno, cum saniores essent Lutetiae scholae. (n19)	Og når nu pariserne er af den slags, så skal du, kære læser, ikke undre dig over, hvorfor det kun er få, der er gunstig stemt overfor Luther. I gamle dage var de på ingen måde Gersons ligemænd, han, der fra stor fremfor nogen, skønt de parisiske universiteter var sundere dengang.
²⁰ Nunc quid fieret, cum omnia plena sunt Sophisticis fucis? Compertum autem habeo esse ibi etiam quibus non displicet Lutherus, sed ita euenire solet non modo in factis, sed & ciuilibus negotijs, maxime uero in sacris, ut & pauciores sint, qui boni sunt, & plurimum possint, quos minime oportuit. (n20)	Nuvel, hvad er der at gøre, efter som de alle er fulde af det sofistiske blændværk? Men jeg har erfaret, at der selv dèr er nogle, der har lidt til overs for Luther, men således plejer det at komme frem, ikke blot i gerninger, men også i borgerlig omgang, men især i omgangen med de hellige ting, så at der endog er færre, som er gode, og de, som mindst bør det, kan gøre det meste. (??)
²¹ Id quod uidit etiam Homerus, quanquam caecus, cum ait, ta cereiona nikan. Quis nescit enim in Capniona caussa per quas laruas res acta sit? cum facultas etiam diceretur decreuisse, Septem, ni fallor, ad suumum, & in his Monachi aliquot, conuenerant, qui, sicut ipsi loquuntur, representabant facultatem.	Det så selv Homer, selvom han var blind, da han sagde: ??. For hvem véd ikke, gennem hvilke genfærd begivenhederne tog fart i Capnionia? Da facultetet endog sagdes at have fastsat, jeg tror det var syv til det hele, og der så til disse kom nogle munke, som, efter hvad de selv sagde, repræsenterede fakultetet.
²² Quid si idem hic accidit? Quanquam non refert qui decreuerint, quid decretum sit, considerandum est. Nec angelis Euangelium uitiantibus cedendum esse iubet Apostolus: Nos insulsis istis, & bene pinguibus magistris nostris, qui ne sua quidem parua Logicalia recte didicerunt, cedemus?	Hvad nu, hvis det samme skete her? Eftersom de ikke fortæller os, hvem der har bestemt det, må man overveje, hvad der er bestemt. Apostelen befaler os, at vi ikke skal vige, selv ikke, hvis det er engle fra himlen, der forvansker evangeliet. Og så skulle vi vige for disse tåbelige, godt bredbagede "vore magistre", som ikke engang kan lære den lille tabel ret?
²³ Apostolum neque potestates, neque principatus ab Euangelio auellunt: (aiiijv) Nos auellant hae hominum laruae? Quid enim sunt praeter laruas? Valeat nomen magistrorum nostrorum, ualeat nomen Parisiensium, sed in suis scholis, in republica Christiana nihil ualeat praeter uocem Christi, quam qui non audit, is Christi non est.	Hverken myndigheder eller fyrster kan skille apostelen fra Evangeliet. Skulle disse menneskelige genfærd da kunne skille os fra det? Hvad er de nemlig udover genfærd? Javist, navnet "vore magistre" har noget at sige, navnet "parisere" har noget at sige, men kun på deres universiteter, i det kristne rige er der intet andet end Kristi røst, der har noget at sige, så at den, der ikke hører ham, han hører ikke Kristus til.
²⁴ Non referebat ad modum respondere, quando praeter nudas propositiones nihil opponitur Luthero, qui sua sic undique scriptura communijt, in primis in libello, quem inscripsit Adsertionem articulorum a Leone decimo damnatorum, ut impia iudicari, nisi ab impijs, non possint.	De har ikke refereret, så man kan svare, eftersom de intet stiller op imod Luther udover nøgne teser, og det imod den Luther, som overalt forsyner sine skrifter med skriftsteder, først og fremmest i den bog, som han skrev imod de artikler, der blev fordømt af Leo den Tiende, så at de ikke vil kunne bedømmes som ufromme, undtagen af de ufromme.
²⁵ Tamen indicare paucis libuit unum aut alterum locum, ex quo aestimare reliqua, & iudicare de toto Decreto liberius possis.	Dog er der nogle få, der har fået lyst til at påpege et og andet sted, hvorudfra du lettere kan vurdere de øvrige og dømme om hele dekretet.
²⁶ Principio, nisi alicuius conducticij rhetoris est Epistola, quam praefixerunt Decreto, ne egregie ineptijt Theologus ille, quisquis est, qui scripsit, quae nihil praeter muliebres quasdam furias continet. (paris2#5ff)	For det første kan du se på det brev, de har sat foran deres dekret (hvis det da ikke er skrevet af en eller anden "neger"). Er det ikke udmærket til at vise, hvis dårlig en teolog han er, hvem han end er, der har skrevet det, for det indeholder intet andet end nogle kvindagtige raserianfald.
²⁷ Qualia enim quaeso sunt? solus uult sapere, contemnit nos, Manichaeus est, (paris2#15) Montanus est, insanit, Coherceatur igni & flamma, (paris2#13) quod non siuit ira congrue dicere.	Hvad er nemlig indholdet, spørger jeg om. Jo, han (Luther) vil alene være vis, han foragter os, han er en manikæer, en montanus, han raser, han bør tæmmes med ild og lue, fordi han ikke lod være med at udtale sig i overensstemmelse med vreden.
²⁸ Porro hic etiam uulgus communem sensum in ista ficticia facultate desiderabit, quod igni potius perdendum ait, quam ratione uincendum esse Lutherum. (paris2#13)	Fremdeles vil her også folket i dette fiktive fakultet ønske den almindelige mening, at det skal sige, at Luther skal overbevises ved ild snarere end ved begrundelse.
²⁹ Quis non rideat hic muliebrem, & plana monachalem impotentiam? & cum supportatione liceat mihi monere spectabilem dominum Decanum: Parcatis domine Decane, uos estis iam iratus, Num ignoratis, quod ait Poeta: Furor, iraque mentem praecipitat?	Hvem vil ikke le af denne kvindagtige, ja ligeud munkeagtige afmagt? Og tillad mig desforuden at formane den høje hr dekan: Undskyld, hr. dekan, nu er De vred, mon De ikke véd, hvad digteren siger: Jeg raser, og vrede optager mit sind?
³⁰ Nusquam per gratias sic ineptierunt, uel Colonienses, uel Louanienses, ut propemodum credam non omnino temere dictum esse a quibusdam ueteribus, cerebro Gallos carere.	Mon ikke ved gratierne både kølnerne og løvenerne var i den grad uegnede, at jeg næsten tror, de var bange for, at de skulle siges af nogle ældre folk, at gallerne mangler hjerne.

³¹ Accusant haereseos Lutherum, non quod a scriptura, sed quod ab uniuersitatibus, sanctis patribus, Concilijs dissentiat. (f. eks. paris2#68) (aiiijr)	De anklager Luther for kætteri, ikke fordi han afviger fra skriften, men fordi han afviger fra universiteterne, de hellige fædre og koncilerne.
³² Deinde prima principia fidei uocant, (n32) Vniuersitatum, sanctorum patrum, Conciliorum sententias. (paris2#12) Hic ego uestris etiam decretis, si res est obscura, uobiscum agere possem.	Dernæst kalder de universiteternes, de hellige fædres og koncilernes opfattelse for troens første princip. Her kan jeg behandle jer efter jeres egne dekreter, hvis sagen er uklar.
³³ Quid autem manifestius est, quam nec uniuersitates nec sanctos patres, nec Concilia posse articulos fidei condere? quandoquidem fieri potest, ut errent, non modo Vniuersitates, sed & sancti patres & Concilia, quod si mihi non creditis, Occhamo saltem uestro credite.	Hvad står imidlertid mere fast, end at hverken universiteter, de hellige fædre eller koncilerne kan fastslå trosartikler? eftersom det jo kan ske, at de fejler, ikke blot universiteterne, men også de hellige fædre og koncilerne, og hvis I ikke tror mig, må I i det mindste tror jeres egen Occam.
³⁴ Ecquid igitur principia fidei uocatis hominum opiniones? Quis ignorat a Paulo dictum esse, fundamentum aliud poni non posse, praeter id quod positum est, (1 Kor 3,11) loquitur enim de doctrina.	Mon vel altså I kan kalde menneskelige meninger for troens første grund? Hvem véd ikke, at Paulus siger, at der ikke kan lægges nogen anden grund, end den, der er lagt, han taler nemlig om læren.
³⁵ Ecquos nouos articulos fidei Magistri nostri Parisienses addent, nisi suos illos fortasse rancidos, & in popinis natos articulos?	Og mon vel vore parisiske magistre tilføjer nogle nye trosartikler, medmindre det da skule være deres rådne og i en stegekælder fødte artikler?
³⁶ Iam cum articuli fidei nulli sint, nisi quos praescripserunt sacrae literae, cur impium est uel a Concilij, uel ab Vniuersitatibus, uel a sanctis patribus dissentire, modo a scriptura non dissentiamus?	Men når kun det er trosartikler, som den hellige skrift foreskriver, hvorfor er det da ufromt at afvige fra koncilerne, eller universiteterne eller de hellige fædre, blot vi ikke afviger fra skriften?
³⁷ At non dissentit a scriptura Lutherus, etiam uestro iudicio, cur igitur impietatis accusatur? At dissentit a scripturae expositione, quae hactenus per patres, per Concilia, per scholas recepta est. Haec est, ut uideo, controuersiae summa. (n37)	Men Luther afviger ikke fra skriften, heller ikke efter jeres mening, hvorfor beskylder I ham da for ufromhed? Men han afviger fra den udlægning af skriften, som hidtil er blevet modtaget fra fædrene, fra koncilerne og fra universiteterne. Dette er, så vidt jeg ser det, hovedsagen i vores uoverensstemmelse.
³⁸ Hic ego Magistri nostri, interrogo, ita ne sit prodita scriptura, ut sine Conciliorum, patrum, ac scholarum expositione, certa eius sententia colligi possit, an non?	Her vil jeg godt spørge vore magistre, om det ikke er forrædderi imod skriften, hvis dens mening ikke kan forstås sikkert uden koncilernes, fædrene og universiteternes forklaringer? Er det ikke?
³⁹ Quid si negabitis, certam per sese scripturae sententiam esse, sine glossis, non uideo cur oportuerit edi scripturam, si noluit spiritus sanctus certo constare, quid nos sentire uellet.	Hvis I nemlig nægter, at skriftens mening er sikker, uden fortolkning, så kan jeg ikke se, hvordan man kan udgive et skrift, hvis helligånden ikke vil gøre det sikkert, som vi har villet sige.
⁴⁰ Aut cur omnino nos ad scripturae studium inuitant Apostoli, si incerta est euis sententia? Quid quod eatenus sibi credi patres uolunt, quatenus per testimonia scripturae sua communierunt? Quid quod etiam uetera Concilia sine scriptura nihil decreuerunt, & hac ratione inter Concilia uera & falsa discernimus, (n40) quod haec (biv) cum scriptura euidente consentiunt, illa a scriptura dissentiunt.	Eller hvorfor opfordrer apostlene os i det hele taget til at studere skriften, hvis dens mening er usikker? Hvad hvis fædrene kun vil, at vi skal tro dem, i samme grad som de understøtter deres udsagn med skriftens vidnesbyrd? Hvad hvis også det gamle konciler ikke bestemte noget uden skrift, og vi af den grund må skelne mellem sande og falske konciler, fordi de sande klart stemmer overens med skriften, de falske afviger fra den.
⁴¹ Proinde dabitis mihi certam esse scripturae sentiam ac perspicuam, ita ut ipsa, si quis alicubi locus est obscurior, sese exponat: praesertim in his quae sciri, credique uoluit spiritus sanctus.	Dernæst må I indrømme mig, at skriftens mening er sikker og klar, sådan at den selv, hvis den et sted er uklar, forklarer sig: især i de ting, som helligånden vil, at vi skal vide og tro.
⁴² Voluit autem haud dubie legem cognosci, ut quam iubebat etiam aedium uestibulis inscribi, & insculpi uestium fimbrijs: Voluit item cognisci Euangelium, hoc est, rationem iustitiae donatae per Christum.	Men helligånden har uden tvivl villet, at vi skulle kende loven, eftersom han endog befalede, at de skulle skrives i bygningens indgang, og indhugges i klædernes frynser (?). Og ligeledes har han villet, at vi skulle kende evangeliet, det vil sige, begrundelsen for den retfærdighed, der er givet igennem Kristus.
⁴³ Nam cum debeat esse petra, uerbum dei, cui innitatur anima, quaeso quid sentiet de eo, nisi certum sit, quae sit sententia spiritus dei? Iam cum certa sit scripturae sententia per sese, debet praeferri non modo scholis, aut patribus, sed & Concilijs diuersum sentientibus, Apostolo ad Galathas autore: Si angelus de coelo euangelizet, praeterquam quod euangelizeuimus uobis, Anathema sit.	For eftersom der bør være en klippe, nemlig Guds ord, som sjælen kan støtte sig til, så spørger jeg, hvad skal man mene om det, hvis det ikke er sikkert, hvad der er Guds ånds mening? Men nu, eftersom skriftens mening i sig selv er sikkert, så bør den foretrækkes ikke blot fremfor universiteterne og fædrene, men også fremfor koncilerne, der har haft forskellige meninger, for apostelen skriver til galaterne: Hvis en engel fra himlen forkynder jer et evangelium, der er anderledes end det, vi har forkyndt jer, han være forbandet.
⁴⁴ Liceat igitur Luthero opponere certam scripturae sententiam Concilijs, patribus & scholis. Quid hic Sophistae respondebitis? quas hic nobis glossas? quae parua Logicalia? quas obligationes comminiscemini? Aut negate certam esse scripturae sententiam, aut permittite Luthero opponere scripturam quibusuis diuersum sentientibus.	Altså er I nødt til at lade Luther få lov til at opstille skriftens sikre mening imod koncilerne, fædrene og universiteterne. Hvad vi I sofister svare på det? hvilke fortolkninger vil I give os? hvilke små logiske overvejelser? hvilke forpligtelser vil I finde på? Enten nægter I, at skriftens mening er sikker, eller også må I give Luther lov til at sætte skriften op imod hvilke forskellige meninger, han vil.
⁴⁵ Iam nec hoc permittemus uobis, aduersari uel patribus, uel concilijs Lutherum. Et, ut de patribus primum loquar, an non Lutheri de libero arbitrio, de gratia, si recte rem aestimes, sententia tota Augustini est: (n45)	Men heller ikke det kan I få lov til: at gøre Luther til modstander af fædrene eller koncilerne. Og for at begynde med fædrene: Mon ikke Luthers mening om den frie vilje, om nåden, er helt i overensstemmelse med Augustins, hvis i bedømmer sagen ret?
⁴⁶ Et hunc per omnia secutus est in commentario ad Galathas? extant utriusque commentarij, quos si conferas, uidebis conuenire inter eos de rerum summa.	Hvilket fremfor alt kan ses i galaterbrevskommentaren. Begge kommentarer findes, og hvis man sammenligner dem, vil man se, at de stemmer overens i de væsentlige ting.
⁴⁷ Extant Augustini libri aduersus Pelagianos, quos ille iam natu grandior scripsit, eos si contuleris cum Lutherianis dogmatis, uidebis de summa rei conuenire.	Også Augustins bøger imod Pelagianerne findes, og dem skrev han i en moden alder, og hvis du sammenligner dem med de lutherske dogmer vil du se, at de i hovedsagen stemmer overens.
⁴⁸ Fortassis alter alicubi quiddam dixit argutius, & multa Lutherus diligentius (rumpite uos interim magistri (bir) nostri) quam Augustinus.	Måske siger den ene tingene noget skarpere end den anden, og Luther siger mange ting mere forsigtigt end Augustin (det kan I godt ærgre jer over, kære "vore magistre").
⁴⁹ Sed hoc ad rem summam non ita multum facit. Ecce in primario loco, adeoque in eo, in quo potissimum regnat Lutherus, habet omo yhfon Aug. & patronum minime uulgarem, (n49) habet item suae sententiae testes, quotquot in ea disputatione Augustino suffragantur:	Men dette gør ikke så meget til sagen. Se på det første sted og jeg når hen til det sted, hvor Luther hersker stærkest, han har samme opfattelse som Augustin og har ham i hvert fald som en folkelig beskytter, han har ligeledes vidner på sine meninger, nemlig lige så mange, som støtter Augustin i denne diskurs.
⁵⁰ Suffragatur autem Cyprianus, nam illius enarrationem in orationem dominicam fideliter citat: Suffragantur & qui post Augustinum scripsere, autor libelli de uocatione gentium, nam Ambrosij non uidetur esse, Maxentius apud Graecos.	Også Cyprian støtter ham, for han citerer troligt hans fortolkninger om Fadervor. Også de, der skrev efter Augustin, støtter ham, forfatteren til bogen om hedningernes kaldelse, for det synes ikke at være Ambrosius', Maxentius hos grækerne.
⁵¹ Porro ex Augustini libris eos recipimus, quos ipse potissimum probari uoluit. Atque haec ideo recenseo, non quod magni putem referre, quid scriptores senserint, quicunque tandem sunt, quando de scripturae sententia constat, sed ut satisfaciam morosis, qui putant nouasse omnia Lutherum, cum is aliud non egerit, (n51) quam ut reuocaret nos ad scripturam, adeoque ad patres etiam, qui ad scripturae sensum proxime adcesserunt.	Fremdeles har vi af Augustins bøger fremdraget dem, som han selv ville skulle bevises kraftigst. Og dette minder jeg om, ikke fordi jeg mener at henvise til noget stort i disse forfatteres mening, hvem de så end er, blot de stemmer overens med skriftens mening, men fordi jeg vil tilfredsstille de gnavne mennesker, der mener, de har lært alt, hvad Luther har skrevet, skønt han dog ikke har gjort andet end at kalde os tilbage til skriften, og også til de fædre, som kommer nærmest til skriftens mening.
⁵² Vos quid agitis? num aliud, quam ut in Scoti formalitatibus, in Occhami connotatis grandescant potius quam in Christo, Christianorum animi?	Men hvad har I gjort? I har vel ikke gjort andet end vokset jer store ved Scotus' formaliteter, ved Occams bemærkninger, snarere end ved Kristus, de kristnes sjæl?
⁵³ Nec aliter exorienti Euangelij luci (audite Sophistae, non intellecturi) aduersamini, atque Mosi, Iamnes ac Mambres: (2 Tim 3,8) Quorum posteritas est Sorbonae familia, nempe ex illa Serbonitide Aegyptiaca prognata.	Og I har ikke gjort andet end at modsætte jer det opgående evangeliums lys (hør sofisterne, forstå dem ikke), og som Jamnes og Mambres modsatte sig Moses, har I gjort: Deres efterfølgere er Sorbonne familien, som jo er fremstået af denne ægyptiske Serbonitide. (??)
⁵⁴ Porro qua fide aliquoties citaueritis aduersus Lutherum Augustini sententias paulopost monebo. Iam & praeter locum de libero arbitrio & gratia, ueterum est, quod non uult distingui Lutherus legem in consilia & praecepta. (n54)	Fremdeles skal jeg vise, med hvilken ret I en del steder citerer Augustins sætninger imod Luther. Og det er også, foruden stedet fra "den frie vilje og nåden", forældet, fordi Luther ikke vil opdele loven i råd og bud.
⁵⁵ Quod commentum soli scholasticae Theologiae debemus, quae ubi coepit diuinam legem ad Philosophiam Aristotelis exigere, pro libidine refixit, quas uoluit, leges dei. Quis enim ueterum non pro necessarijs legibus habuit, ea quae sancita sunt de non uindicando: (n55) Hilarius, Exigunt, inquit, Euangelia ulciscendae (bijv) iniuriae	Hvilken begrundelse skylder vi den skolastiske teologi, som, når den er begyndt på at bøje den guddommelige lov efter Aristoteles' filosofi, helt efter forgodtbefindende genopstiller Guds love, som den vil. For hvem af de gamle regnede ikke lovene for nødvendige, det, som er fastsat om ikke at hævne sig: Hilarius sagde: "Evangelierne forkaster dette at hævne forskellighedens uret".
⁵⁶ Augustinus in sermonibus domini in monte, praecepta uocat, quae isti consilia, atque ita disputat, ut necessariam esse legem de non uindicando adpareat.	Augustin kalder det, som de kalder råd, for bud, i sin prædiken over bjergprædikenen, og disputerer sådan, at loven om ikke at hævne sig viser sig nødvendig.
⁵⁷ Et in hac sententia est Chrysostomus, qui tantum abest ut uindicari permittat, ut non aliam legem exigat pertinacius. Extat illius omilia, quam si licet uobis per parua logicalia, Magistri notri, relegite.	Og af den mening er også Krysostomus, som så langt fra at tillade at man hævner sig, at han stærkt hævder, at der ikke er nogen anden lov. Hans prædikensamling findes, og selv om det skulle være ved hjælp af nogle små logiske fif, så skulle I læse den igen, kære "vore magistre".
⁵⁸ Quod cum Aristotelis Philosophia non conuenit lex, non laboramus. Quid enim ad nos quid ille impurus homo commentus sit? Num Christo pluris Aristotelem faciemus? Sed de hac lege infra paulo plura differemus.	Men vi vil ikke udarbejde det nøjere, at Aristoteles' filosofi ikke stemmer overens med loven. Hvad har det nemlig med os at gøre, hvad dette urene menneske har ment? Mon vi skal gøre Aristoteles større end Kristus? Men vi vil nedenfor skelne lidt mere om denne lov.
⁵⁹ In plerisque locis alijs idem ostendi potest, conuenire Luthero cum ueteribus. Sed cum ex sententia de libero arbitrio & gratia, fere colligi possint, quae de contritione, & satisfactione scripsit Lutherus, quid attinet multis patrum testimonijs agere, nisi quod en th meshmbria lucnon.	Mange andre stedet kan man påvise, hvor Luther stemmer overens med de gamle. Men skønt man næsten ud fra opfattelsen fra "om den frie vilje og nåden" kan sammenstille, hvad Luther har skrevet om anger og fyldestgørelse, hvad ville så mange fædres vidnesbyrd være andet end en lampe ved middagstid.
⁶⁰ Sunt autem quaedam in Lutheranis, quae in patrum scriptis non facile reperias, qualia sunt quae de sacramentorum numero, de confessione, de uotis, deque similibus temporum nostrorum caussis prodidit.	Men der er nogle ting i Luthers skrifter, som man ikke let finder i fædrenes skrifter, f. eks. om sakramenternes antal, om bekendelsen, om løfterne og om den slags ting, som handler om noget, der angår vore dage.

⁶¹ Non enim illorum temporum ratio ferebat, & adhuc purior Christismisnus, ut de paucioribus, quam nunc dubitaretur. (n61) Nondum habuerat ea aetas Pontificum tyrannicas leges, nondum habuerat Magistros nostros Parisienses, adeoque articulos Parisienses, qui Euangelium adeo obscurassent.	Det havde de nemlig ikke nogen grund til dengang, og i den grad var kristendommen renere, at man ikke behøvede at tvivle om så mange [s kristendom] som nu. Endnu var man ikke nået frem til tiden med pavens tyranniske love, endnu havde man ikke nogle parisiske "vore magistre", og da slet ikke nogle parisiske artikler, som formørkede evangeliet.
⁶² Fortasse meridies erat Euangelij, nunc uesper est, & una cum peccatis nostris, etiam caecitas, peccatorum nostrorum atrocissima poena, mentes occupauit, quae pro Euangelio humanas doctrinas, Sorbonae Theologiam suggessit.	Måske var evangeliet dengang på sin middagshøjde, nu er det i sin aften, og sammen med vore synder har også vor blindhed, den hårdeste straf for vore synder, overtaget vore sind, den blindhed, der i stedet for evangeliet indsætter menneskelig lærdom, sorbonnisk teologi.
⁶³ Eam poenam his temporibus an non ubique interminatur spiritus domini in Prophetis? Et Paulus ait fore qui a fide discedant, qui corrumpant humanis doctrinis Euangelium & hoc ge- (biir) nus multa, hi, nisi sunt Sorbonae Theologi, non intelligo quid uelit Apostolus.	Mon ikke Herrens ånd overalt i profeterne truer med denne straf i disse tider? Og Paulus siger, at der vil komme nogle, som falder fra troen, som ødelægger evangeliet med menneskelig lærdomme og meget af den slags, og hvis disse ikke er de sorbonniske teologer, så fatter jeg ikke, hvad apostelen ville.
⁶⁴ Vides lector conuenire magna ex parte Luthero cum Theologis ueteribus. Quanto justius igitur in magistros nostros Parisienses retorserimus? ineptire eos, qui Theologiam nobis praescribunt, ne per somnium quidem celeberrimis Ecclesiae Doctoribus cogitatam. (n64)	Du ser altså, kære læser, at Luther for en stor dels vedkommende stemmer overens med de gamle teologer. Det ville derfor kun være særdeles passende, om vi vendte ryggen til vore parisiske magistre. Du ser, at de mennesker er uegnede, som vil foreskrive os en teologi, om den så var udtænkt af kirkens berømteste lærdes drømme.
⁶⁵ Quod si impietas est refragari patribus, nemo magis impius est parisiensibus disputatoribus, qui in principalibus Theologiae locis, uelut ex diametro cum patribus pugnant.	For hvis det er ufromhed at sætte sig imod fædrene, er der ingen, der er mere ufromme end de parisiske disputatorer, som i de teologiske hovedspørgsmål kæmper stik imod fædrene.
⁶⁶ Bona patrum pars, peccatum uocat & uitium, quicquid sine spiritu Christi sit: Hi non modo non peccatum, sed & meritum congrui censent esse moralia quaedam, sic loquuntur, opera: O caecitatem.	Den gode del af fædrene kalder det synd og last, som er uden Kristi ånd: det mener de ikke blot ikke er synd, men lig med fortjenester og en slags moralske gerninger, som de kalder det. Hvilken blindhed!
⁶⁷ Bona patrum pars negat posse legem fieri ab homine per uires humanas, Hi distinguunt, Audi lector, Parisienses blasphemias, posse legem fieri, quo ad operum substantiam, non posse, quo ad praecipientis intentionem quasi uero praeter substantiam operis, amplius aliquid requirat legislator.	Den gode del af fædrene nægter, at loven kan opfyldes af mennesket gennem menneskelige kræfter. Men pariserne skelner -- og nu skal du høre parisernes blasfemi, kære læser -- loven kan godt opfyldes, hvad gerningens substans angår, men loven kan ikke opfyldes, hvad angår den handlendes hensigt, som om lovgiveren havde krævet andet end gerningens substans.
⁶⁸ Vtinam mihi Parisienses ista coram uobiscum, in uestra illa Sorbona, daretur commentari, ut uiderem, num nos tam crassi, tam putidi, tam Sorbonici commenti puderet etiam. Vestra est illa Magistri nostri, non Lutheri Theologia, quae a patribus dissentit. Ad uos Tragica ista utra pertinent, impios esse, qui ab Ecclesia Doctoribus uariant.	Gid jeg kunne få fat på og undersøge denne parisiske opfattelse, som findes i jeres sorboniske universitet, så jeg kunne se, om vi også skal skamme os over et så skrapt, så råddent, så sorbonnisk indfald. Denne "vore magistres" teologi er jeres, ikke Luthers, og den afviger fra fædrenes. Det er til jer, denne dobbelte tragedie knytter sig, at de mennesker er ufromme, som afviger fra kirkens lærde.
⁶⁹ Et hactenus quidem de Doctoribus, nunc Concilia uideamus. Quibus tandem concilijs refragatur Lutherus? Videri uultis Lutheri doctrinam ueterum concilijs damnatam, cum ex eo Montanum, Manicheum, Hebionem, & quid non, facitis? (paris2#15).	Indtil nu har vi set på de lærde, nu skal vi se på koncilerne. Hvilke konciler har Luther sat sig imod? I vil, at det skal se ud, som om Luthers lære blev fordømt af de gamle konciler, eftersom I gør ham til en Montanus, en Manikæus, en Hebionit, og hvad ikke.
⁷⁰ Hic aut rhetoricari uoluit Epistolae autor, aut nihil est Sorbona Parisiensi tum malignius, tum impudentius. Veterum haereticorum nomina, quo consilio in Lutherum congesserint, quis est qui non olfaciat? (n70) nempe (biijv) quo odiosius Lutheri nomen fieret.	Her vil brevets forfatter enten lade stortalende, eller også er det parisiske Sorbonne kun både ondskabsfuld og fræk. Navnene på de gamle kættere, på hvis råd I samler sammen mod Luther, hvem kan ikke lugte, hvor meget mere odiøst det gør Luthers navn.
⁷¹ Deinde id quam maligne factum sit, facile deprehendent etiam mediocriter eruditi. nam quod Montano confertur Lutherus, quis non uidet, quam non fiat candide?	Dernæst opfatter de middelmådigt uddannede let det, der således er gjort i ond hensigt. For når Luther sammenlignes med Montanus, hvem kan så ikke se, at det ikke sker på upartisk måde?
⁷² Sibi credi uolebat Montanus, & fidebat suo quodam spiritu: Lutherus nihil uult sibi credi, sed euidenti & perspicue scripturae: Nihil de suo spiritu, sed de scriptura iactat.	Montanus ville tros på sit ord, og selv stolede han på sin egen ånd. Luther vil ikke, at han skal tro ham, men den indlysende og klare skrift. Han lægger al vægt, ikke på sin ånd, men på skriften.
⁷³ Quanto propius ad Montanum uos acceditis, qui uultis ut spiritui hominum, conciliorum, patrum & Vniuersitatum credamus, potius quam scripturae? Immo nihil nisi Montani estis, uos Parisienses Sophistas uolo, qui hoc decretum sine scripturis edidistis, iactatisque uos fidere Apostolico more, quasi constet eundem esse spiritum uobis, qui Apostolis erat. Sed de his postea.	Hvor meget nærmere står I ikke Montanus, I, som vil, at vi skal tro menneskers ånd, koncilernes, fædrenes og universiteternes, snarere end skriften? Ja, I er ikke andet end montanister, men jeg vil gøre jer til parisiske sofister, fordi I har udgivet denne erklæring uden skriftbeviser, og praler af, at I tror efter apostelenes skik, som om det var fastslået, at I har den samme ånd, som apostlene havde. Men herom senere.
⁷⁴ Quaeso te Christiane lector, nunquid putes esse Christiani spiritus Sorbona illa, quam adeo nihil pudet mentiri? Nam cum palam sit ipsimet Sorbonae nihil conuenire inter Montanum, & Lutherum, audet tamen Montani nomine optimum uirum infamare.	Jeg spørger dig, kristene læser, om du mener, at dette sorboniske værk er af den kristne ånd, den, som ikke skammer sig over at lyve? For skønt det blev åbenlyst selv for Sorbonne, at man ikke kan sammenligne Montanus og Luther, så vovede de dog at besudle ham med navnet montanist.
⁷⁵ Iam & Ebionem ex eo fecit, nihilo uel candidius, uel cautius. (paris2#18) Exigebat Ebion cerimonias leges, Lutherus non exigit, sed liberas esse permittit, ut quis pro oportunitate, ac charitate officio, se attemperet uel inseruiat legi, uel negligat citra culpam. (n75)	Nu har de også gjort en ebjonit ud af ham, og det er på ingen måde mere upartisk eller mere forsigtigt. Ebjon krævede cereminilovene overholdet, Luther kræver det ikke, men tillader, at det er frit, så at den, der har lejlighed og kærlighed til sit embede, kan tilpasse sig, og enten tjene loven eller nægte den, uden brøde.
⁷⁶ Nam ita sentiebat & Paulus in ultimo ad Galathas capite exequans cerimonias, ritusque: In Christo Iesu, neque circuncisio aliquid ualet, neque praeputium, sed noua creatura. Et in prima ad Corint. vij. Circuncisus aliquis uocatus est, non adducat praeputium, id est, si inter legis obseruantes uocatus es, inserui eorum consuetudini: In praeputio autem aliquis uocatus est, non circumcidatur. Circuncisio nihil est, & praeputium nihil est, sed obseruatio mandatorum dei, &c.	For sådan mente også Paulus i det sidste kapitel til galaterne, hvor han omhandler ceremonierne og riterne: "I Kristus Jesus har hverken omskærelse eller forhud gyldighed, men en ny skabning". (Gal 6,15). Og i det første brev til korintherne kapitel 7: "Bliver nogen kaldet som omskåret, skal han ikke lade forhud drage over", det vil sige, hvis du er kaldet blandt dem, der skal overholde loven, skal du overholde deres skik. "Men er nogen kaldet som uomskåren, skal han ikke lade sig omskære. Omskærelse er intet og forhud er intet, men overholdelse af Guds bud, osv". (1 Kor 7,18f)
⁷⁷ Satis, opinor, perspicuum est, quid inter (biijr) utranque sententiam intersit, satis etiam puto liquere, quam candide Lutheri sententiam ad Ebionis haeresin detorserint.	Jeg tror, det er tilstrækkelig klart, hvad forskellen er mellem de to sætninger, jeg mener også det er indlysende, hvor upartisk de fordrejer Luthers sætning hen til det ebjonitiske kætteri.
⁷⁸ Eisumodi est item, quod Manicheum nomen tribuunt Luthero, idem Augustino Pelagiani tribuebant, sicut ipse testatur in primo libro aduersus duas Pelagianorum Epistolas, in capite secundo, sic enim distinxit scriba quispiam. (n78)	Fremdeles er det på den måde, de tildeler Luther manikæer-navnet. Det tildelte pelagianerne også Augustin, sådan som han selv bevidner det i den første bog mod to pelagianske breve, i kapitel to, sådan skelnede nemlig enhver skriver.
⁷⁹ Non pudebit Lutherum eius conuicij, siquidem cum Augustino commune habet, quo non habuit Manichea factio uehementiorem hostem.	Luther vil ikke skamme sig over at være blevet gendrevet, hvis han havde noget fælles med Augustin, hvorved den manikæiske sekt ikke havde ham som en mere voldsom fjende.
⁸⁰ Pelagiani, immo Pelagianis impuriores sunt scholasticae Theologiae scriptores, quare non est, quod miremur cur Manicheum uocetis Lutherum, qui praeter scholastica, hoc est, bis Pelagiana nihil sapitis.	Men den skolastiske teologis skribenter er mere urene end Pelagius, ja end pelagianerne, derfor er det ikke til at undre sig over, at I kalder Luther manikæer, han, som går ud over det skolastiske, det vil sige, i dobbelt forstand forstår I ikke pelagianerne.
⁸¹ Et Augustinus, ut excuset Manicheum nomen, non est obscurum ex Apologia aduersus Pelagianorum Epistolas. Atque eo loco de seruitute uoluntatis aptius disserere uidetur, quam ubi cum Felice Manicheo disceptat.	Og Augustin er ikke dunkel ud fra apologien imod pelagianernes breve, når han undskylder sin manikæisme. Og på det sted synes han at behandle viljens trælbundethed mere passende, end hvor han debatterer med Felix manikæeren.
⁸² Patrocinabitur idem, si recipitis, et nobis. Quod si adeo caeci sunt Magistri Parisienses, ut serio arbitrentur nihil interesse inter Lutheri ac Manichei sententias, quid, quaeso hoc hominum genere caecius est?	Han vil beskytte det samme, hvis I modtager det, også for os (??). For hvis de parisiske magistre er så blinde, at de for alvor tror, at der ikke er forskel på Luthers og Manikæernes sætninger, så vil jeg godt vide, hos hvilken slags mennesker man træffer en større blindhed.
⁸³ Rursum si per malitiam tribuunt, quae ad eum nihil pertinere intelligunt, quid malignius? Est autem Manichea sententia prolixior, quam quae hic recenseri debeat, quod toto doctrinae genere dissentiat a Christianis dogmatis, si quid Augustino illius dogmata passim recensenti creditur.	Men hvis de tillægger ham det af ondskab, hvad mere ondskabsfuldt vil de så forstå om ham? Men manikæernes opfattelse er mere omfattende end den her bør gengives, for al den slags lære afviger fra den kristne lære, hvis ellers man tør tro augustin, som overalt gennemgår dens lære.
⁸⁴ Et, quod ad hanc caussam adtinet, sic Manicheus negabat humanae uoluntati libertatem, ut negaret esse substantiam, quae renouaretur, adeoque libertatis capacem. Lutherus ita negat libertatem, ut esse censeat substantiam quae dum per spiritum renouatur, a seruitute adseritur.	Og for at vende tilbage til denne sag: således nægter Manikæus den menneskelige viljes frihed, at han nægter den er en substans, som kan fornyes, så den bliver istand til at rumme friheden. Luther nægter friheden således, at han mener den er en substans, som, når den fornyes ved ånden, knyttet til trældom.
⁸⁵ Ex his facito lector de reliquis coniecturam. Nam qua fide haec quae commemoraui ad Lutherum detorta sunt, eadem & pleraque alia.	Ud fra dette kan læseren let får en formodning om det øvrige. For med den troskab det jeg hidtil har nævnt er fordrejet, med samme troskab er også meget andet fordrejet.
⁸⁶ Redeo (Biiijv) nunc eo unde digressus sum. Palam est ueterum Concilijs non esse reprobatam Lutheri doctrinam, siquidem ei usque adeo nihil cum haereticis conuenit.	Jeg vender nu tilbage til det, jeg gik bort fra. Der er ingen steder fra de gamle konciler, hvorfra man kan tilbagevise Luthers lære, og det i den grad, at han på ingen punkter stemmer overens med kætterne.
⁸⁷ Quanquam hoc etiam loco considerandum erat, ut maxime conueniret cum illis Luthero, quid, qua ratione in singulis factionibus haereticorum damnatum sit, nam quae tam deplorata fuit haeresis, quae nulla in re non peccarit?	Skønt man på det sted også skulle overveje, hvis man vil have kætterne til at stemme mest muligt overens med Luther, hvad og med hvilken begrundelse det er blevet fordømt i de enkelte fraktioner, for så begrædeligt var kætteriet, at det syndede på alle områder.
⁸⁸ Iam haec omnia, ita scribo, non quod uelim eam etiam priscis synodis autoritatem esse, ut, si opponat euidentem scripturam Lutherus cuicunque Synodo, de scriptura cedendum sit, sed ut moneam lectorem quantum tragicis illis Magistrorum Parisiensium uocibus credendum sit: Lutherus damnat omnia Concilia, sanctos patres, Montanus est, Ebion est, Manicheus est, Artotyrita est, & hoc genus alijs.	Men alt dette skriver jeg på den måde, ikke fordi jeg vil, at også de første synoder skal være autoritet, så at, hvis Luther med et soleklart skriftsted vendte sig imod en eller anden synode, så skulle man vige bort fra skriften, nej, jeg skriver det for at formane læseren om, hvor lidt kan man stole på disse tragiske røster fra de parisiske magistre, når de siger, at Luther fordømmer alle konciler, at han er montanist, ebjonist, manikære, artotyrit og andet af den slags.
⁸⁹ cVidere til melparis2!
⁹⁰ c