1 Am zwei und
zwanzigsten Sonntage nach Trinitatis
Evang. Matth. 18, 22-35. |
Prædiken til 22. søndag efter trinitatis.
Evangelium: Matt 18,22-35. |
| 2
Diess Evangelium oder Gleichniss hat der Herr Christus gesaget auf die
Antwort, die er St. Petro gab, welchem er vorhin die Schlüssel befohlen
hatte, zu lösen und zu binden, Matth. 16,19. und als ihn St. Petrus
fragte, wie oft er dem Nächsten vergeben sollte, ob es genug wäre
an siebenmal? |
Dette evangelium eller denne lignelse
har vor Herre Kristus fremsat i forlængelse af det svar, han gav
Skt. Peter, som han tidligere havde overladt nøglerne, der kunne
løse og binde, Matt 16,19, da Skt. Peter spurgte ham, hvor ofte
han skulle tilgive næsten, om det ville være nok med syv gange? |
| 3 Und er ihm antwortete:
"Nicht siebenmal, sondern siebenzigmal siebenmal;" sagte darnach diese
Gleichniss, und schleusst damit, dass uns der himmlische Vater auch also
mitfahren wird, wenn wir unsern Nächsten nicht vergeben, wie dieser
König seinem Knechte mitgefahren hat, der seinem Mitknechte so geringe
Schuld nicht wollte nachlassen, so er ihm doch so grosse Schuld erlassen
hatte. |
Og han svarede ham: "Ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange";
og derpå fortalte han denne lignelse og slutte den med at sige, at
vor himmelske fader, hvis vi ikke tilgiver vor næste, også
vil gøre med os, som denne konge gjorde med sin tjener, der ikke
ville eftergive sin medtjener en så ringe gæld, skønt
han dog havde fået en så stor gæld eftergivet. |
| 4
Aufs erste, ehe wir recht zum Evangelio greifen, lasst uns sehen, welch
ein Puff das ist, dass diesem (E238) Knechte auch hier sein Recht abgesaget
wird. Denn der andere Knecht, der diesem hundert Groschen schuldig war,
sollte ihm ja billig solch Geld gegeben haben, nach allem Recht; so hätte
dieser auch gut Recht gehabt zu fordern, was sein war. |
Men først, før
vi ret går løs på evangeliet, lad os så se, hvilket
stød det er, at denne tjener får frataget sin ret. For den
anden tjener, der skyldte hundrede denarer, skulle jo rimeligt nok have
givet ham pengene, ifølge al ret, og således havde han da
også god grund til at kræve tilbage, hvad der var hans. |
| 5 Wenn es vor alle Welt
kommen wäre, so hätte ihn jedermann müssen zufallen und
sagen: Es ist billig und recht, dass er bezahle, wenn er schuldig ist.
Wie gehen denn das zu, dass der Herr das Recht aufhebet, und verdammet
dazu diesen Knecht darum, dass er sein Recht fordert und ausrichtet. |
Hvis det var forekommet i verden, ligegyldigt hvor, så matte
enhver have givet ham ret og sagt: Det er rimeligt og retfærdigt,
at han betaler, når han nu skylder ham noget. Hvordan går det
da til, at Herren ophæver retten, og desuden fordømmer denne
tjener af den grund, at han kræver sin ret og udøver sin ret. |
| 6 Antwort: Darum ist es
also geschrieben, dass wir sehen sollen, wie es gar viel ein ander Ding
vor Gott sey, denn vor der Welt, und wie oft dasjenige, so vor Gott unrecht
ist, vor der Welt recht und billig ist; denn vor der Welt bestehet dieser
Knecht für einen frommen Mann, vor Gott aber wird er ein Schalk geheissen,
und wird ihm Schuld gegeben, dass er gehandelt habe als einer, der der
ewigen Verdammniss werth ist. |
Svar: Af den grund er det beskrevet sådan, at vi skal se, hvordan
det er en helt anden sag overfor Gud end overfor verden, og hvordan ofte
det, der overfor Gud er forkert, er ret og rimeligt overfor verden; for
overfor verden fremstår denne tjener som en from mand, men overfor
Gud kaldes han en skurk, og der tildeles ham den skyld, at han har handlet
som én, der er værdig til evig fordømmelse. |
| 7
Darum ist es also beschlossen, wenn wir vor Gott wollen handeln, dass wir
frei müssen stehen, und fahren lassen Gut, Ehre, Recht, Unrecht, und
alles, was wir haben; und wird uns nicht entschuldigen, dass wir sagen:
Ich habe Recht, darum will ich nicht leiden, dass man mir unrecht thue,
sintemal Gott haben will, dass wir uns alle unsers Rechten verzeihen, und
dem Nächsten vergeben. |
Derfor skal man konkludere på
den måde, at når vi vil handle overfor Gud, så må
vi stå frit og lade fare gods, ære, ret, uret og alt, hvad
vi har; og det vil ikke være nogen undskyldning for os, at vi siger:
Jeg har ret, derfor vil jeg ikke finde mig i, at man gør mig uret,
eftersom Gud vil have, at vi giver afkald på al vor ret og tilgiver
næsten. |
| 8 Aber davon haben unsere hohen
Schulen und Gelehrten bisher gar viel anders geprediget und gesaget, dass
wir nicht schuldig sind, einem andern zu weichen, und uns unsers Rechten
verzeihen, sondern dass es billig sey, dass ein jeglicher sein Recht vollführe.
Also ist das hier der erste Puff. Nun wollen wir besser auf das Evangelium
kommen. |
Men derom har vore høje skoler og lærde hidtil prædiket
noget helt andet og sagt, at vi ikke er skyldige, at vige for en anden
og give afkald på vores ret, men at det må være rimeligt,
at enhver fuldfører det, der er hans ret. Sådan er dette det
første stød. Nu vil vi lettere komme igang med evangeliet. |
| 9
Also haben wir oft gesagt, dass das Evangelium oder Reich Gottes nichts
anders ist, denn ein solcher Stand oder Regiment, darinne eitel Vergebung
der Sünde ist; und wo nicht ein solch Regiment ist, darinne man die
Sünde vergiebt, dass da kein Evangelium noch Gottes Reich sey. |
Vi har ofte sagt det på
den måde, at evangeliet eller Guds rige ikke er andet end en sådan
stand eller et sådant regimente, hvori der er idel syndernes forladelse;
og hvor der ikke er et sådant regimente, hvori man forlader synder,
dèr er der intet evangelium og intet Guds rige. |
| 10 Darum muss man die zweierlei
Reich weit von einander scheiden, darinne man Sünde strafet, und Sünde
vergiebt, oder darinne man Recht fordert, und Recht nachlässet. In
Gottes Reich, da er durchs Evangelium re- (E239) gieret, ist kein Recht
fordern, man gehet auch mit keinem Recht um; sondern ist eitel Vergebung,
Nachlassen und Schenken, und kein Zorn noch Strafe, sondern eitel brüderlicher
Dienst und Wohlthat. |
Derfor må han gøre et dybt skel mellem de to slags riger,
det ene, hvor man straffer synd, det andet, hvor man tilgiver synd, det
ene, hvor man kræver sin ret, det andet, hvor man opgiver sin ret.
I Guds rige, hvor han hersker gennem evangeliet, er der ikke noget med
at kræve sin ret, man omgås heller ikke hinanden ud fra retten,
men der er idel tilgivelse, afkald og given bort, ingen vrede og straf,
men idel broderlig tjeneste og velgerning. |
| 11
Doch ist hiermit das weltliche Recht nicht aufgehaben; denn diese Parabel
oder Gleichniss lehret nichts vom weltlichen Reich, sondern allein von
Gottes Reich. Darum, welcher unter dem weltlichen Regiment ist, der ist
damit noch ferne vom Himmelreich, denn das gehöret noch alles in die
Hölle. Als, wenn ein Fürst sein Volk also regieret, dass er niemand
Unrecht lässt thun, und strafet die Uebelthäter, der thut wohl
und wird gelobet; denn in dem Regiment heisset es also: Bezahle, was du
schuldig bist; wo nicht, so wirfet man dich in den Kerker. |
Dog er den verdslige ret ikke ophævet
herved; for denne parabel eller lignelse lærer intet om det verdslige
rige, men alene om Guds rige. Derfor, den, der er under det verdslige regimente,
han er derved langt borte fra himmeriget, for det verdslige regimente hører
stadig med til helvede. Hvis f. eks. en fyrste regerer sit folk på
den måde, at han ikke lader nogen øve uret, så handler
han vel og bliver rost; for i dette regimente hedder det: Betal, hvad du
skylder; hvis ikke, kaster man dig i fængsel. |
| 12 Solch Regiment wir haben:
aber damit kommt man nicht gen Himmel; so wird auch die Welt nicht dadurch
selig; sondern darum ist es noth, dass sie nicht ärger werde, es ist
nur ein Schutz und Aufenhalt der Bosheit: denn wo es nicht wäre, würde
einer den andern fressen, und könnte keiner sein Leben, Gut, Weib
und Kind behalten. |
Den slags regimente har vi. Men dermed kommer man ikke i himlen; og
sådan bliver heller ikke verden salig ved det; men det er nødvendigt
af den grund, at verden ikke skal blive værre; det er kun en beskyttelse
eller en udskydelse af ondskaben: for hvis det ikke var der, ville den
ene opæde den anden og ingen kunne beholde sit liv, sit gods, sin
hustru og sine børn. |
| 13 Auf dass nun nicht alles
untergehe, hat Gott das Schwert eingesetzet, dadurch der Bosheit doch zum
Theil gewehret werde, auf dass doch das äusserliche Regiment Friede
schaffe, und niemand dem andern Unrecht thue. Aber doch ist es, wie gesagt,
nicht eingesetzet für die gen Himmel gehören, sondern nur darum,
dass die Leute nicht tiefer in die Hölle gerathen, und das Spiel ärger
machen. |
For at derfor alt ikke skal gå til grunde, har Gud indstiftet
sværdet, hvorigennem ondskaben i nogen grad bliver holdt tilbage,
for at det verdslige regimente dog kan skabe fred og for at ingen skal
gøre nogen anden uret. Men det er dog, som sagt, ikke indstiftet
for dem, der tilhører himlen, men kun af den grund, at mennesker
ikke skal komme dybere ned i helvede og spillet blive værre. |
| 14
Darum darf sich niemand rühmen, der unter dem weltlichen Regiment
ist, dass er darum vor Gott recht handele; es ist vor ihm noch alles unrecht:
denn es muss doch also ferne kommen, dass du dich dess auch verzeihest,
das die Welt für Recht hält. Das will hier das Evangelium, das
beschreibet uns auf beiden Theilen eitel Vergebung. |
Derfor er der ingen, der er under
det verdslige regimente, der skal rose sig over, at han af den grund handler
ret overfor Gud; overfor ham er det altsammen uret. For det må dog
komme så vidt med dig, at du også giver afkald på det,
som verden regner for ret. Det er det, evangeliet her vil, det beskriver
for os i begge sine dele idel tilgivelse. |
| 15 Zum ersten lässt der
Herr dem Knecht alle seine Schuld los. Zum andern fordert er von ihm, dass
er seinem Mitgesellen auch also vergebe, und seine Schuld nachlasse. Solches
will Gott haben, und also soll sein Reich stehen; niemand soll also böse
seyn, und (E240) sich also erzürnen lassen, dass er seinem Nächsten
nicht vergeben konnte; und, wie hier zuvor geschrieben ist, wenn er dich
gleich siebenzig siebenmal erzürnete, das ist, wie oft er wider dich
thun kann, sollst du dein Recht fahren lassen, und ihm alles frei dahin
schenken. |
I første del lader herren tjeneren bliver fri for al hans gæld.
I anden del kræver han af ham, at han også tilgiver sin medtjener
sådan og eftergiver ham hans gæld. Dette vil Gud have af os,
og på den måde skal hans rige stå fast; ingen skal blive
så ond og lade sig ophidse så meget, at han ikke kan tilgive
sin næste; og som det lige før blev skrevet: selv om han fornærmer
dig halvfjerds gange syv gange, det vil sige, ligegyldig, hvor ofte han
kan gøre det imod dig, du skal lade din ret fare og give ham alting
gratis. |
| 16
Warum das? Darum, dass dir Christus auch solches gethan hat; denn er hat
ein solch Reich angefangen und aufgerichtet, darinne eitel Gnade ist, die
da nimmermehr aufhören soll, dass dir alles soll vergeben werden,
wie oft du sündigest: sintemal er das Evangelium hat ausgehen lassen,
das keine Strafe, sondern eitel Gnade verkündiget. |
Hvorfor det? Fordi Kristus har
gjort sådan imod dig; for han har påbegyndt og indstiftet et
sådant rige, hvori der er idel nåde, en nåde, der aldrig
nogensinde skal ophøre, at alt skal være dig tilgivet, hvor
ofte du end synder, eftersom han har ladet det evangelium udsende, der
ikke forkynder nogen straf, men idel nåde. |
| 17 Weil nu das Regiment stehet,
so kannst du immerdar wieder aufstehen, wie tief und oft du davon fällest.
Denn ob du gleich fällest, so bleibet doch das Evangelium, dieser
Gnadenstuhl, immerdar stehen; darum, so bald du wieder kommst und aufstehest,
so hast du die Gnade wieder. |
Fordi nu det regimente står fast, kan du altid igen rejse dig
op, hvor dybt og hvor ofte du end er faldet derfra. For selv om du falder,
så forbliver dog evangeliet, denne nådestol, stadigvæk
stående; derfor, så snart du kommer igen eller rejser dig op,
så har du nåden igen. |
| 18 Aber das will er auch von
dir haben, dass du deinem Nächsten auch also vergiebest, so er wider
dich thut; sonst wirst du nicht in diesem gnädigen Reich seyn, noch
des Evangelii geniessen, dass dir deine Sünden vergeben werden. Dass
ist kürzlich der Begriff und die Meinung dieses Evangelii. |
Men det vil han også have af dig, at du på samme måde
tilgiver din næste, hvis han gør noget imod dig, ellers vil
du ikke være i dette nådige rige eller nyde det evangelium,
at dine synder er dig forladt. Det er i korthed dette evangeliums indbegreb
og mening. |
| 19
Es ist aber darinne nicht vergessen, wer sie sind, die das Evangelium fassen,
und denen es schmecket; denn es ist wohl ein feines Königreich und
gnädiges Regiment, weil darinne eitel Vergebung der Sünde geprediget
wird, es gehet aber nicht jedermann zu Herzen; darum sind viel ruchlose
Leute, die des Evangelii missbrauchen, frei dahin leben, und thun was sie
wollen, meinen, niemand soll sie strafen, weil das Evangelium eitel Vergebung
der Sünde prediget. |
Men i det rige er det ikke glemt,
hvem det er, der fatter evangeliet, og for hvem det smager sødt;
for det er godt nok et godt kongerige og et nådigt regimente, fordi
der prædikes idel syndernes forladelse derinde, men det går
ikke enhver til hjerte; derfor er der mange ryggesløse mennesker,
som misbruger evangeliet, lever ganske som de vil og gør hvad de
vil, mener, at ingen vil straffe dem, fordi evangeliet prædiker idel
syndernes forladelse. |
| 20 Denen ist das Evangelium
nicht geprediget, die den hohen Schatz also verachten, und leichtfertig
damit umgehen; darum gehören sie nicht in das Königreich, sondern
ins weltliche Regiment, dass man ihnen wehre, dass sie nicht alles thun,
was sie gelüstet. |
For dem er evangeliet ikke prædiket, som i den grad foragter
den dyre skat og omgås letfærdigt med den; derfor hører
de ikke hjemme i kongeriget, men i det verdslige regimente, hvor man kan
værge sig imod dem, at de ikke gør alt, hvad de har lyst til. |
| 21
Welchen ist es denn geprediget? Denen, die da solchen Jammer fühlen,
wie hier dieser Knecht. Darum siehe, wie es ihm gehet: Der Herr erbarmet
sich seines Elends, und schenket ihm dazu mehr, denn er begehren dürfte.
Aber ehe das geschieht sagt der Text, dass er, der Herr, zuvor mit seinen
Knechten wollte Rechenschaft (E241) halten; und als er anfieng zu rechnen,
da kommt ihm dieser vor, der war ihm zehn tausend Pfund schuldig; |
Hvem er det da prædiket
for? For dem, der føler en sådan jammer, som her denne tjener.
Se derfor, hvordan det går ham: Herren forbarmer sig over hans elendighed
og giver ham i tilgift mere, end han kan begære. Men før det
sker, siger teksten, at han, herren, til at begynde med ville holde regnskab
med sine tjenere; og da han begyndte med det, blev denne tjener ført
frem for ham, som skyldte ham ti tusind pund. |
| 22 da er's aber nicht hatte
zu bezahlen, hiess der Herr ihn, sein Weib und Kinder, und alles, was er
hatte, verkaufen, auf dass er bezahlet würde; das war je nicht eine
fröhliche Predigt, sondern eitel grosser Ernst und allererschrecklichste
Urtheil; da wird ihm so bange, dass er niederfället, bittet Gnade,
und geredet mehr, denn er hat und bezahlen kann, und spricht: "Herr, habe
Geduld mit mir, ich will dir alles bezahlen". Da ist uns vorgebildet und
abgemalet, wer die sind, denen das Evangelium recht zu massen kommt. |
Men da han ikke havde noget at betale med, befalede herre, at han,
hans kone og børn og alt, hvad han havde, skulle sælges, for
at han kunne få sine penge; det var jo ikke en glædelig prædiken,
men idel dødsalvor og forfærdelig dom. Da blev han så
bange, at han faldt på knæ, bad om nåde og sagde mere,
end han kunne stå inde for, idet han sagde: "Herre hav tålmodighed
med mig, så vil jeg betale det altsammen til dig". Her er det eksemplificeret
og afbildet for os, for hvem evangeliet ret kommer tilpas. |
| 23
Denn also gehet es auch zu zwischen Gott und uns. Wenn Gott Rechnung will
halten, so lässt er ausgehen die Predigt von seinem Gesetze, durch
welches wir lernen erkennen, was wir schuldig sind. Als, wenn Gott zum
Gewissen sagt: Du sollt keinen andern Gott haben, sondern mich allein für
Gott halten, mich lieb haben von ganzem Herzen, und dein Vertrauen alleine
auf mich setzen; das ist die Rechnung und das Register, darinne geschrieben
stehet, was wir schuldig sind, |
For sådan går det
også til mellem Gud og os. Når Gud vil holde regnskab, så
lader han udgå prædikenen om hans lov, gennem hvilken vi skal
lære at erkende, hvad vi skylder. F. eks. når Gud siger til
samvittigheden: Du må ikke have andre guder, men alene regne mig
for Gud, elske mig af hele dit hjerte, og alene sætte din lid til
mig; det er regnskabet og opgørelsen, hvori der står skrevet,
hvad vi skylder. |
| 24 das nimmt er in die Hand,
lieset es uns her, und saget: Siehest du, das solltest du thun, du solltest
allein auf mich vertrauen, und dich das Beste zu mir versehen; so thust
du das Widerspiel, und bist mir feind, glaubest an mich nicht, und setzest
dein Vertrauen auf ander Ding; Summa Summarum, da siehest du, dass du keinen
Buchstaben vom Gesetz haltest. |
Det tager han i hånden, det læser han op for os og siger:
Ser du, det skal du gøre, du skal alene frygte, elske og ære
mig, du skal alene stole på mig og regne med, at jeg vil dig det
bedste. Men du gør det modsatte; du er fjendtlig imod mig, tror
ikke på mig, og sætter din lid til andre ting. Kort sagt: Her
ser du, at du ikke overholder et bogstav af loven. |
| 25
Wenn nun das Gewissen solches höret, und das Gesetz recht an einen
kommt, so siehet er, was er schuldig ist zu thun, und nicht gethan hat,
wird gewahr, dass er keinen Buchstaben gehalten habe, und muss bekennen,
dass er nicht einen Augenblick Gott geglaubet oder geliebet habe. |
Når nu samvittigheden hører
dette og loven ret kommer hen til én, så ser han, hvad han
er skyldig at gøre og ikke har gjort, så bliver han klar over,
at han ikke har holdt et bogstav, og så må han bekende, at
han ikke et øjeblik har troet på Gud eller elsket ham. |
| 26 Was thut nun der Herr? Wenn
das Gewissen also gefangen ist, und erkennet, dass es verloren seyn muss,
und ihm sonst angst und bange wird, so spricht er: Verkaufet ihn, und alles,
was er hat, und lasset ihn bezahlen. Das ist das Urtheil, das da so bald
folget, wenn das Gesetz die Sünde offenbaret, und spricht: Das sollst
du thun und gethan haben, so (E242) hast du nicht gethan. |
Hvad gør nu herren? Når samvittigheden er fanget på
den måde og erkender, at den må være fortabt, og den
bliver angst og bange, så siger han: Sælg ham selv og alt,
hvad han har, og lad ham betale. Det er dommen, som følger efter,
så snart loven har åbenbaret synden, idet den siger: Det skal
du gøre, det skulle du have gjort, men har ikke gjort det. |
| 27 Denn auf die Sünde gehöret
die Strafe, dass man bezahle. Denn Gott hat sein Gesetz nicht hingegeben,
dass er die ungestraft hingehen lasse, so es nicht halten; es ist nicht
süsse noch freundlich, sondern bringet mit sich bittere, greuliche
Strafe, und giebt uns dem Teufel, wirft uns in die Hölle, und lässet
uns in der Strafe stecken, also, dass wir auch den letzten Heller bezahlen
müssen. |
For efter synden må følge straffen, at man betaler. For
Gud har ikke givet sin lov, fordi han vil lade dem gå ustraffet bort,
som ikke overholder den: Den er ikke sød eller venlig, men bringer
bitre, grusomme straffe med sig og overgiver os til djævelen, kaster
os i helvede og lader os blive siddende i straffen, sådan at vi kommer
til at betale selv den sidste hvid. |
| 28
Das hat St. Paulus recht ausgeleget zu den Römern 4,15: "Das Gesetz
richtet nicht mehr den Zorn an", das ist, wenn es uns offenbaret, dass
wir unrecht gehandelt haben, so bringet es uns nicht mehr heim, denn
Zorn und Ungnade. Denn wenn das Gewissen siehet, dass es übel gethan
hat, so fühlet es, dass es müsse des ewigen Todes seyn; darauf
folget die Strafe so bald, so muss es verzweifeln. Das ist's, dass der
Herr diesen Knecht heisset verkaufen mit allem, das er hat, weil er nicht
kann bezahlen. |
Det har Skt. Paulus udlagt ret
i brevet til Romerne, 4,15: "Loven fremkalder kun vrede", det vil sige,
når den åbenbarer os, at vi har handlet uret, så fører
den ikke andet end vrede og unåde frem til os. For når samvittigheden
ser, at den har handlet ilde, så føler den, at den må
tilhøre den evige død; derpå følger straffen
så hurtigt, at den må fortvivle. Det er, hvad der ligger i,
at herren sælger denne tjener med alt, hvad han har, fordi han ikke
kan betale. |
| 29
Was thut nun der Knecht? Er fähret zu, der Narr, und meinet, er wolle
noch bezahlen, fället nieder, und bittet, dass der Herr Geduld mit
ihm habe. Das ist die Plage aller Gewissen, wenn die Sünde kommt und
heisset, dass sie fühlen, wie sie mit Gott übel daran sind, so
haben sie keine Ruhe, laufen hin und her, suchen hier und da Hülfe,
dass sie der Sünden los werden, und vermessen sich noch viel zu thun,
dass sie Gott bezahlen. |
Hvad gør nu tjeneren?
Han farer frem, den nar, og mener, han stadigvæk kan betale, falder
på knæ og beder om, at herren vil have tålmodighed med
ham. Det er alle samvittigheders plage, når synden kommer og befaler,
at de føler, hvordan de har det dårligt i forholdet til Gud,
så har de ingen ro, løber hid og did, søger hjælp
her og dér, at de kan blive fri for deres synder, og formaster sig
til at gøre meget mere, for at betale Gud tilbage. |
| 30 Wie man uns auch bisher gelehret
hat, davon auch so viel Wallfahrten, Stifte, Klöster, Messen und ander
Narrenwerke sind kommen, da haben wir gefastet und uns gepeitschet, und
sind Mönche und Nonnen worden, alles darum, dass wir uns unterstanden
haben, ein solch Leben anzufahen, und so viel Werke zu thun, dass Gott
solches ansehen sollte, und sich damit bezahlen lassen, und haben gemeinet,
wir wollten das Gewissen stillen und zufrieden machen gegen Gott; also
thun wir eben, wie hier dieser Narr thut. |
Sådan som man også hidtil har lært os, og hvoraf
også så mange valfartssteder, stiftelser, klostre messer og
andet narreværk er kommet, så vi har fastet og spæget
os og er blevet munke og nonner, altsammen fordi vi har understået
os i at begynde på et sådant liv og gøre så mange
gerninger, at Gud skulle se på dem og lade sig betale dermed; og
så har vi ment, at vi kunne stille samvittigheden tilfreds dermed
overfor Gud; på den måde gør vi netop som denne nar
her gør. |
| 31
Nun ein solch Herz, das also mit dem Gesetz troffen ist, und seinen Jammer
und Noth fühlet, das ist recht gedemüthiget; darum fället
es vor dem Herrn nieder, und bittet Gnade, ohne dass es den Fehl noch hat,
dass es ihm selbst will helfen; das kann man aus der (E243) Natur nicht
reissen. Wenn das Gewissen solch Elend fühlet, so darf es mehr reden,
denn alle Engel im Himmel zu thun vermöchten: da kann man es leichtlich
bereden, dass es sich verbinde alles zu thun, was man von ihm fordern kann;
denn es findet sich allezeit also geschickt, dass es noch gerne wollte
für die Sünde mit Werken genug thun. |
Nuvel,
et sådant hjerte, der er ramt af loven og føler sin jammer
og nød, det er ret ydmyget, derfor falder det på knæ
for herren og beder om nåde, uden at det mere har den fejl, at det
vil hjælpe sig selv; det kan man ikke opildne sig til af naturen.
Når samvittigheden føler denne elendighed, så kan den
tale mere end alle i himlen formår at tale, man kan let overtale
den til, at den aflægger løfte om at gøre alt, hvad
man kan kræve af den; for den finder sig hele tiden i den situation,
at den gerne ville gøre fyldest for synderne med gerninger. |
| 32
Hier siehe das Wesen an, so man bisher in der Welt getrieben hat, so wirst
du es also finden; da hat man also geprediget: Gieb da zur Kirchen, laufe
ins Kloster, stifte so viel Messen, so werden dir deine Sünden vergeben;
und da man die Gewissen in der Beichte gedrungen hat, haben wir alles gethan,
was man uns aufgeleget hat, und mehr gegeben, denn man geheissen hat. |
Her kan du se det væsen,
som man hidtil har drevet i verden, så vil du også finde, at
det forholder sig sådan; her har man prædiket således:
Giv her til kirken, løb der i kloster, stift så mange messer,
så vil dine synder blive dig tilgivet; og eftersom man tvang samvittighederne
til skriftemål, gjorde vi alt det, man pålagde os, og gav mere
end man havde krævet. |
| 33 Wie sollten die arme Leute
thun? Sie sind froh worden, dass ihnen also zu helfen wäre; darum
sind sie gelaufen, und haben sich gemartert, dass sie ihre Sünde ablegten;
noch hat es nicht geholfen, denn das Gewissen ist im Zweifel geblieben,
wie vorhin, dass es nicht gewusst hat, wie es mit Gott daran wäre;
oder ist es sicher gewesen, so ist es noch ärger worden, und in eine
Vermessenheit gerathen, dass Gott die Werke sollte ansehen. Das kann die
Vernunft nicht lassen, noch umgehen, dass sie davon abstünde. |
Hvad skulle de arme mennesker gøre? De blev glade
for, at de kunne få hjælp på den måde; derfor løb
de, der for martrede de sig, at de kunne komme af med deres synder; men
ingenting hjalp det, for samvittigheden var stadigvæk i tvivl om,
hvordan den havde det i forholdet til Gud; hvis den da ikke blev sikker,
så den blev endnu værre, og kom ind i den formastelighed, at
Gud skulle godtage gerningerne. Det kan fornuften ikke undlade eller lade
være med, så den afstår fra det. |
| 34
Darum kommt nun der Herr, und erbarmet sich des Jammers, weil der Knecht
also da gefangen liegt und bestricket in seinen Sünden, und dazu ein
solcher Narr ist, dass er ihm selbst heraus will helfen, siehet noch keiner
Barmherzigkeit, weiss von keiner Gnade zu sagen, sondern fühlet nichts,
denn die Sünde, die ihn übel drücket, und weiss niemand,
der ihm helfe; da erbarmet sich der Herr über ihn, und lässet
ihn los. |
Derfor kommer nu hans
herre og forbarmer sig over jammeren, fordi tjeneren på den måde
ligger fanget og indviklet i sine synder, og dertil er en sådan nar,
at han vil hjælpe sig selv ud, stadig ikke ser nogen barmhjertighed,
ikke véd af nogen nåde at sige, men kun føler synden,
som trykker ham slemt og ikke véd af nogen, der kan hjælpe
ham; da forbarmer herren sig over ham og løslader ham. |
| 35 Da ist uns nun abgemalet,
was das Evangelium und seine Art ist, und wie Gott mit uns handelt. Wenn
du also in Sünden steckest, und dich ängstest, dass du dir heraus
helfest, so kommt das Evangelium und saget: Nicht, nicht also, mein lieber
Freund, es hilfet nicht, dass du dich toll marterst und ängstest;
deine Werke thun es nicht, sondern Gottes Erbarmung thut's, dass er sich
deines Elends jammern lässet, und siehet, dass du in solcher Angst
steckest, und dich würgest in Schlamm, (E244) und dir nicht heraus
kannst helfen, das siehet er an, dass du nicht bezahlen kannst; darum schenkest
er dir alles. |
Her er det nu afmalet for os, hvad evangeliet er og hvad
dets kunst er, og hvordan Gud handler med os. Når du på den
måde sidder fast i dine synder og bliver bange, så at du vil
hjælpe dig selv ud, så kommer evangeliet og siger: Ikke sådan,
ikke sådan, kære ven, det hjælper ikke, at du martrer
og ængster dig tosset; dine gerninger gør det ikke, men Guds
barmhjertighed gør det, at han frigør dig fra din elendighed
og ser, at du sidder fast i en sådan angst og kvæles i synd,
og ikke kan hjælpe dig selv ud af det, det ser han på, at du
ikke kan betale, derfor forærer han dig det hele. |
| 36
Darum ist es lautere Barmherzigkeit; denn er vergiebt dir die Schuld, nicht
um deiner Werke und Verdienst willen, sondern dass ihn jammert dein Schreien,
Klagen und Niederfallen. Das heisst, dass Gott ein demüthiges Herz
ansiehet, wie der Prophet David im Psalmen 51,19. sagt: "Die Opfer, die
Gott gefallen, sind ein geängster Geist, ein geängstet und zerschlagen
Herz wirst du, Gott, nicht verachten". Ein solches Herz, das zerschlagen
ist, saget er, und herunter geworfen, das ihm selbst nicht helfen kann,
und froh wird, das ihm Gott die Hand reiche, das ist das beste Opfer vor
Gott, und der rechte Weg gen Himmel. |
På den måde
er det af lutter barmhjertighed; for han tilgiver dig din skyld, ikke på
grund af dine gerninger og din fortjeneste, men fordi det gør ham
ondt med dine skrig, din klage og din knælen. Det betyder, at Gud
ser på et ydmyget hjerte, som profeten David siger i Sl 51,19: "Det
offer, som Gud har behag i, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt
og sønderslagent hjerte vil du ikke foragte, Gud". Et sådant
hjerte, som er sønderslagent, siger han, og kastet til jorden, som
ikke kan hjælpe sig selv og bliver glad, når Gud rækker
det en hånd, det er det bedste offer for Gud og den rette vej til
himlen. |
| 37
So folget nun aus der Barmherzigkeit, sintemal sich Gott jammern lässet
des Elends, dass er auch lässt sein Recht fahren, und hebet es auf,
spricht nicht mehr: Verkaufe was du hast, und bezahle. Er hätte wohl
mögen fortfahren und sagen: Du musst bezahlen, ich habe Recht dazu,
will um deinetwillen mein Recht nicht aufheben; so hätte ihn auch
niemand können darum strafen. |
Så følger
det nu af barmhjertigheden, eftersom Gud lader sig bedrøve over
hans elendighed, at han lader sin ret fare og ophæver den; han siger
ikke mere: sælg, hvad du har og betal! Han kunne vel have fortsat
og sagt: Du må betale, jeg har ret til det, jeg vil ikke ophæve
min ret for din skyld; det var der heller ingen, der ville have anklaget
ham for. |
| 38 Noch will er nicht mit ihm
nach dem Recht handeln, sondern wendet das Recht in Gnade, erbarmet sich
sein, und giebt ihn los mit Weib und Kind, und allem, das er hat, und schenket
ihm die Schuld dazu. |
Alligevel vil han ikke handle med han efter retten, men
forandrer retten til nåde, forbarmer sig over ham og løslader
ham med kone og børn og alt, hvad han har, og giver ham oven i det
gælden. |
| 39
Das ist's, das Gott lässt durch das Evangelium verkündigen: Wer
da glaubet, dem soll nicht allein Schuld, sondern auch die Pein vergeben
seyn. Dazu muss nun kein Werk kommen; denn wer da prediget, dass man durch
Werke könne Schuld und Pein ablegen, der hat schon das Evangelium
verleugnet. |
Det er det, Gud lader
forkynde gennem evangeliet. Den, der tror, ham skal ikke alene hans skyld,
men også hans pine være tilgivet. Og her må der ikke
komme nogen gerning oveni; for den, der prædiker, at man kan fjerne
skyld og pine gennem gerninger, han har allerede fornægtet evangeliet. |
| 40 Denn es leidet sich nicht
mit einander, dass sich Gott erbarme, und du etwas verdienen sollst. "Ist
es Gnade, so ist es nicht Verdienst; ist es aber Verdienst, so ist es Recht
und nicht Gnade". Röm. 11,6. (n40) Denn wenn du
bezahlest, was du schuldig bist, so thut er dir keine Barmherzigkeit; thut
er dir aber Barmherzigkeit, so bezahlest du nicht. Darum müssen wir
ihn allein gegen uns handeln lassen, von ihm empfahen und glauben. Das
will hier das Evangelium. |
For de to kan ikke forliges: at Gud forbarmer sig, og at
du skal fortjene noget. "Er det nåde, så er det ikke fortjeneste,
men er det fortjeneste, så er det ret og ikke nåde". Rom 11,6.
For når du betaler, hvad du skylder, så øver han ikke
barmhjertighed imod dig; men hvis han øver barmhjertighed, så
betaler du ikke. Derfor må vi lade ham alene om at handle med os,
vi må modtage af ham og tro ham. Det er det, evangeliet her vil. |
| 41
So siehe, weil dieser Knecht also gedemüthiget ist (E245) durch Erkenntnis
seiner Sünde, so ist ihm das Wort gar mächtig tröstlich,
dass ihn der Herr los spricht, vergiebt ihm beide, Schuld und Pein. Damit
angezeiget wird, dass das Evangelium nicht ruchlose Herzen trifft, noch
die, so da frech einher fahren, sondern allein solche geängstete Gewissen,
die ihre Sünde drückt, die sie gerne los wären; über
die erbarmet sich Gott, schenket ihnen alles. |
Her kan du nu se, at fordi
denne tjener på den måde er ydmyget ved erkendelsen af sin
synd, derfor er ordet for ham ganske utrolig trøsterigt, det, at
hans herre frifinder ham og tilgiver ham både skylden og pinen. Dermed
bliver betegnet, at evangeliet ikke rammer ryggesløse hjerter, ejheller
dem, der frækt går farer løs på det, men alene
sådanne ængstede samvittigheder, som er trykket af deres synder,
som de gerne vil blive fri af; over dem forbarmer Gud sig, skænker
dem alt. |
| 42
So hat nu dieser Knecht das Wort müssen aufnehmen, und ist dadurch
Gottes Freund worden. Denn, wo er's nicht hätte aufgenommen, so hätte
es ihm nicht geholfen, und wäre das Nachlassen nichts gewesen. Darum
ist's nicht genug, dass uns Gott lässt anbieten Vergebung der Sünde,
und ein gnadenreich gülden Jahr verkündigen; sondern es muss
auch gefasset und geglaubet werden. |
Så har nu denne tjener
måttet modtage ordet og er derved blevet Guds ven. For hvis han ikke
havde modtaget det, så ville det ikke have hjulpet ham, og eftergivelsen
ville ikke have fundet sted. Derfor er det ikke nok, at Gud lader os få
tilbud om syndernes forladelse og lader forkynde for os et nåderigt
gyldenår, men det må fattes og tros. |
| 43 Glaubst du es, so bist du
los von Sünden, und ist alles schlecht. Das ist nun diess und alle
Evangelia lehren, welches eigentlich im Glauben stehet, der da alleine
gegen Gott handelt; daneben auch angezeiget wird, dass man das Evangelium
nicht kann fassen, es sey denn vorhin ein betrübt, elend Gewissen
da. |
Tror du det, så er du fri fra dine synder og alt er
ret. Det er nu at lære dette evangelium og alle evangelier, som egentlig
består i troen, som alene handler overfor Gud; desforuden bliver
det også betegnet, at man ikke kan fatte evangeliet, hvis der ikke
i forvejen er en bedrøvet, elendig samvittighed til stede. |
| 44
Daraus scheuss nun, dass es eitel Betrügerei ist, was man von unsern
Werken und freiem Willen prediget, und auf eine andere Weise lehret Sünde
tilgen und Gnade erlangen, denn wie hier das Evangelium anzeiget: nämlich,
dass die göttliche Majestät unsern Jammer ansiehet, und sich
über uns erbarmet. |
Deraf skal du
slutte, at det er lutter bedrageri, det, man prædiker om vore gerninger
og vores frie vilje, og det, man lærer om på anden måde
at tilgive synd og opnå nåde, end det, dette evangelium betegner:
nemlig, at den guddommelige majestæt ser vores jammer og forbarmer
sig over os. |
| 45 Denn der Text saget klar,
dass er denen schenket und nachlässet, die da nichts haben; und schleusst
also: Dass wir nichts haben, damit wir Gott bezahlen. So habe nun einen
freien Willen wie du willst in äusserlichem Leben und Wesen, so hörest
du hier, dass es vor Gott nichts ist. |
For teksten siger klart, at han skænker og eftergiver
[gælden] for dem, der intet har; og den konkluderer derfor, at vi
intet har, hvormed vi kan betale Gud. Så kan du godt have en fri
vilje, som du vil, i dit ydre liv og væsen, her hører du blot,
at det ikke er noget overfor Gud. |
| 46 Was sollte hie der freie
Wille vermögen? Ist doch nichts da, denn eitel Zappeln und Zagen?
Darum, willst du der Sünde los werden, so musst du abstehen und verzagen
an allen deinen Werken, und zum Kreuz kriechen, um Gnade bitten, und darnach
das Evangelium fassen mit dem Glauben. (E246) |
Hvad skulle her den frie vilje kunne gøre? Her er
der da kun bæven og frygt. Derfor, vil du blive fri af synden, så
må du afstå fra og fortvivle over alle dine gerninger og krybe
til korset for at bede om nåde og derefter fatte evangeliet med troen. |
| 47
Folget nun das andere Theil, da muss der Mitknecht auch herzu. Des Glaubens
halben möchten wir alle Stunde sterben; denn dieser Mitknecht hat
nun genug, behält sein Leib und Gut, Weib und Kind, und hat einen
gnädigen Herrn; so wäre er je ein grosser Narr, wenn er jetzt
hinginge, und thäte alles, was er könnte, dass er einen gnädigen
Herrn könnte überkommen, und möchte der Herr wohl sagen,
er spottete seiner; darum darf er gar keine Werke dazu thun, denn dass
er solche Gnade aufnehme, die ihm angeboten wird, sey fröhlich und
danke dem Herrn, und thue mit andern auch also, wie der Herr ihm gethan
hat. |
Nu følger den
anden del; her må også medtjeneren frem. For troens skyld måtte
vi dø hver time; for denne medtjener har nu nok, beholder sit liv
og gods, kone og barn, og har en nådig herre; derfor ville han jo
være en stor nar, hvis han nu gik hen og gjort alt, hvad han kunne,
for at han kunne få en nådig herre, så ville hans herre
kunne sige, at han drev spot med ham; derfor må han slet ikke gøre
nogen gerninger for at opnå det, udover at han modtager en sådan
nåde, som tilbydes ham, er glad og takker herren, og handler imod
andre, som herren har gjort overfor ham. |
| 48
Also ist es nun mit uns auch: Wenn wir glauben, so haben wir einen gnädigen
Gott, und dürfen nun nichts mehr, und wäre wohl Zeit, dass wir
sobald stürben; sollen wir aber auf Erden leben, so muss unser Leben
nicht dahin gerichtet seyn, dass wir mit Werken Gottes Huld erwerben; denn
wer das thut, der spottet und lästert Gott: |
Sådan er det
også med os: Når vi tror, så har vi en nådig Gud
og behøver nu ikke mere, og så ville det nok være på
tide, at vi døde med det samme; men hvis vi skal leve på denne
jord, så må vort liv ikke rettes ind på, at vi skal erhverve
Guds velbehag med gerninger; for den, der gør det, spotter og gør
nar af Gud. |
| 49 wie man bisher gelehret hat,
dass man Gott so lange müsse in Ohren liegen mit guten Werken, Beten,
Fasten und dergleichen, bis wir Gnade erlangen. Gnade haben wir überkommen,
aber nicht aus Werken, sondern aus Barmherzigkeit. Sollst du nun leben,
so musst du etwas thun und zu schaffen haben, das muss alles auf den Nähesten
gerichtet seyn, saget Christus. |
Sådan som man hidtil har lært, at man må
ligge Gud i ørerne med gode gerninger, bøn, faste og den
slags så længe til vi opnår nåde. Nåde har
vi fået, ikke ud af gerninger, men ud af barmhjertighed. Skal du
nu leve, så må du gøre noget og have noget at lave,
det må altsammen være rettet hen på næsten, siger
Kristus |
| 50
Denn der Knecht gehet hinaus. Wie gehet er hinaus? Wo ist er darinnen gewesen?
Im Glauben ist er darinnen gewesen; aber jetzt gehet er heraus, durch die
Liebe; denn der Glaube führet die Leute von den Leuten hinein zu Gott;
die Liebe führet ihn heraus zu den Leuten. |
For tjeneren går
ud. Hvordan går han ud? Hvorinde har han været? Han har været
inde i troen; men nu går han ved kærligheden; for troen fører
menneskene fra menneskene ind til Gud; kærligheden fører ham
ud til menneskene. |
| 51 Vorhin war er darinnen, zwischen
Gott und ihm allein; denn den Glauben kann niemand sehen noch gewahr werden,
was sie beide mit einander machen. Darum heisst es aus den Augen der Leute
gehen, da man niemand fühlet noch siehet, denn Gott, und wird allein
ausgerichtet durch den Glauben, und kann kein äusserlich Werk dazu
kommen. |
Tidligere var han derinde, alene mellem Gud og ham; for
troen kan ingen se og ingen kan blive klar over, hvad de to har for med
hinanden. Derfor hedder det, at man må gå bort fra menneskenes
øjne, hvor man ikke mærker eller ser andre end Gud og det
bliver alene udrettet gennem troen, ud over den kan ingen ydre gerning
tilføjes. |
| 52 Nun kommt er heraus vor den
Nähesten. Wäre er darinnen geblieben, (E247) so hätte er
wohl mögen sterben; er muss aber heraus, bei andern Leuten leben,
und mit ihnen umgehen. Hier soll nun die Liebe angehen; da findet er einen
Mitknecht, den stöcket und blöcket er, würget ihn, will
bezahlet seyn, und keine Barmherzigkeit haben. |
Nu kommer han ud og står foran næsten. Hvis
han var blevet derinde, så havde han vel skullet dø; men han
må ud, leve blandt andre mennesker og omgås dem. Her skal nu
kærligheden begynde; da finder han en medtjener, ham standser ham,
ham brøler han til, ham griber han i struben, fra ham vil han have
betaling og ham vil han ikke vise nogen barmhjertighed. |
| 53
Das ist's es, das wir gesagt haben, dass wir Christen sollen heraus brechen,
und mit der That vor den Leuten beweisen, dass wir einen rechtschaffenen
Glauben haben. Gott darf deiner Werke nicht, hat genug an deinem Glauben;
aber darum will er sie gethan haben, dass du dadurch vor dir und aller
Welt deinen Glauben beweisen könntest; denn er siehet den Glauben
wohl, aber du und die Leute sehen ihn noch nicht: darum, so sollst du dieselbigen
Werke dahin richten, dass sie dem Nähesten mütze seyn. |
Det er det, vi har
sagt, at vi kristne skal bryde ud og med gerninger beviser for mennesker,
at vi har en ret tro. Gud behøver ikke dine gerninger, han har nok
i din tro; men alligevel vil han have gerningerne gjort, så at du
derigennem for dig selv og for hele verden kan bevise din tro; for han
kan godt se troen, men du og de andre mennesker ser den endnu ikke. Derfor
skal du rette disse gerninger derhen, at de kan være næsten
til nytte. |
| 54
Also ist dieser Knecht ein Exempel und Bild alle derer, so da sollen ihrem
Nähesten dienen aus dem Glauben. Was thut er aber? Eben wie wir, die
wir uns lassen dünken, wir glauben, und glauben auch zum Theil, und
freuen uns, dass wir das Evangelium gehöret haben, können viel
davon reden; es will aber niemand hernach mit dem Leben. |
På den måde er
denne tjener et eksempel og et billede på alle dem, som nu skal til
at tjene deres næste ud fra troen. Men hvad gør han? Netop
det samme som vi, når vi mener om os selv, at vi tror og vel også
tildels tror, og glæder os over, at vi har hørt evangeliet,
og kan tale meget om det; men ingen vil følge efter med sit liv. |
| 55 Also ferne haben wir es gebracht,
dass des Teufels Lehre und Gaukelwerk zum Theil niedergeleget ist, und
wir nun sehen und wissen, was recht und unrecht ist, dass man allein durch
den Glauben mit Gott, mit dem Nähesten aber durch die Liebe handeln
müsse; aber dahin können wir es schwerlich bringen, dass die
Liebe angehe, und einer dem andern thue, wie ihm Gott gethan hat: wie wir
auch selbst klagen, dass unser etliche viel ärger werden, denn sie
vorhin gewesen sind. |
Så langt har vi bragt det, at djævelens lære
og gøglespil til dels er forsvundet, og vi nu ser og véd,
hvad der er ret og uret, at man alene kan handle overfor Gud med troen,
men overfor næsten med kærligheden; men vi har svært
ved at bringe det derhen, at kærligheden begynder, og den ene gør
overfor den anden sådan som Gud har gjort: sådan som vi jo
også selv klager over, at nogle er vore er blevet meget værre
end de var tidligere. |
| 56
Wie nun dieser Knecht seinem Nähesten nicht will vergeben, sondern
will sein Recht behalten; also thun wir auch und sprechen: Ich bin nicht
schuldig, dass ich einem andern gebe, was mein ist, und mein Recht fahren
lasse; hat mich dieser erzürnet, so ist er mir schuldig, dass er mich
versöhne, und mir es abbitte. Denn also lehret und thut die Welt. |
Sådan som nu denne
tjener ikke vil tilgive sin næste, men vil beholde sin ret, sådan
gør vi også og siger: Jeg skylder ikke at give en anden det,
der er mit og lade min ret fare; har denne fornærmet mig, så
er han skyldig at forsone mig og bede mig om det. For sådan lærer
og sådan gør verden. |
| 57 Und das hast du Recht; so
wird dich auch kein Fürst noch König zwingen, dass du einem andern
gebest, was dein ist; sondern muss dir zulassen, dass du mit deinem Gut
thust, was du wollest: (E248) |
Og det har du ret i; og der er da heller ingen fyrste eller
konge, der vil tvinge dig til at give en anden, hvad der er dit, nej, de
må tillade, at du gør, hvad du vil, med din ejendom. |
| 58 Weltliche Obrigkeit dringet
nur also ferne, dass du nicht mit eines andern Gut machest, was du wollest,
nicht dass du dein Gut einem andern hingebest. Das ist das weltliche Recht,
wie die Vernunft schleusst: Einem jeglichen gebühret das Seine. Darum,
so thut der nicht Unrecht, der seines Guts brauchet, wie er will, und niemand
das Seine nimmt. |
Den verdslige øvrighed tvinger dig kun til ikke at
gøre med andres ejendom, hvad du vil, den tvinger dig ikke til,
at du forærer din ejendom til en anden. Det er verdslig ret, sådan
som fornuften slutter: Enhver sit. Derfor, så gør den ikke
uret, der bruger sin ejendom, som han vil, og ikke fratager andre deres
ejendom. |
| 59
Was sagt aber das Evangelium? Wenn Gott auch also gethan, und sein Recht
behalten hätte, und sagete: Ich thue recht, dass ich die Bösen
strafe, und nehme was mein ist, wer will mir es wehren? |
Men hvad siger
evangeliet? Hvis Gud havde gjort sådan og havde holdt på sin
ret og havde sagt: Jeg handler ret, når jeg straffer de onde og tager
det, der er mit, hvem vil forhindre mig i det? |
| 60 Wo wollten wir allesammt
bleiben? wir müssten alle zum Teufel fahren. Darum, weil er sein Recht
gegen dir hat übergeben, will er, dass du auch also thust. Darum hebe
dein Recht auch auf, und denke: Hat mir Gott zehen tausend Pfund geschenket,
warum sollte ich meinem Nähesten nicht hundert Groschen schenken. |
Hvad ville der så blive af os allesammen? vi måtte
alle fare til djævelen. Derfor, fordi han har opgivet sin ret overfor
dig, vil han, at også du skal handle sådan. Derfor, opgiv
din ret ligesom han og tænk således: Hvis Gud har foræret
mig ti tusinde pund, hvorfor skulle jeg så ikke forære min
næste hundrede groschen. |
| 61
Also ist jetzund dein Gut nicht mehr dein, sondern deines Nähesten.
Gott hätte wohl mögen das Seine behalten, war dir auch nichts
verpflichtet; noch giebt er sich dir ganz, wird dein gnädiger Herr,
und ist dir hold, und dienet dir mit allen seinen Gütern, und was
er hat, ist alles dein eigen: warum wolltest du denn nicht auch also thun?
Darum, willst du in seinem Reich seyn, so musst du thun, wie er thut; willst
du aber im weltlichen Reich bleiben, so wirst du in sein Reich nicht kommen. |
Altså
er din ejendom nu ikke mere din, men din næstes. Gud kunne godt have
beholdt sit, han var heller ikke overfor dig forpligtet på nogetsomhelst,
alligevel giver han sig selv helt og holdent til dig, bliver din nådige
herre og er dig nådig og tjener dig med alle sine goder, og hvad
han har, er altsammen dit eget: hvorfor vil du da ikke også gøre
sådan? Derfor, hvis du vil være i hans rige, så må
du gøre, som han gør; men vil du forblive i det verdslige
rige, så vil du ikke komme ind i hans rige. |
| 62
Daher gehöret dieser Spruch im Matthäo 25,35. den Christus am
jüngsten Tage wird sagen zu den Unchristen: "Ich bin hungerig gewesen,
und ihr habt mich nicht gespeiset: Ich bin durstig gewesen, und ihr habt
mich nicht getränket," und so fortan. Spricht du aber: Sagst du doch,
dass Gott die Werke nicht will ansehen, noch jemand darum selig machen? |
Herhen hører dette
skriftsted fra Matt 25,35, hvor Kristus på den yderste dag vil sige
til de ukristne: "Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise. Jeg var tørstig,
og I gav mig ikke at drikke", osv. Men hvis du siger: Du sagde dog, at
Gud ikke vil se på gerningerne, eller af den grund gøre nogen
salig? |
| 63 Antwort: Er will sie frei
umsonst gethan haben, nicht darum, dass wir etwas damit erwerben sollen;
sondern dass wir sie dem Nähesten thun, und damit bezeugen, dass wir
einen rechtschaffenen Glauben haben; denn, was hast du doch, das du ihm
geben, und damit du etwas verdienen könntest, dass er sich über
dich erbarmet, und dir schenket alles, was du wider ihn gethan hast? oder
was hat er davon? |
så er svaret: Han vil have dem gjort frit, for intet;
han vil ikke have, at vi gør dem for at vi dermed skal erhverve
noget; han vil have, at vi gør dem for næsten og dermed bevidner,
at vi har en retskaffen tro; for hvad har du dog, som du kan give ham,
hvad har du, at du kan fortjene, at han forbarmer sig over dig og tilgiver
dig alt, hvad du har gjort imod ham? eller hvad har han ud af det? |
| 64 Nichts (E249) hat er, denn
dass du ihm Lob und Dank sagest, und thust, wie er gethan hat, dass man
ja auch Gott in dir danke; denn bist du in seinem Reich, und hast alles,
was du haben sollest. Das ist das andere Stück des christlichen Lebens,
das da heisst die Liebe; dadurch gehet man heraus von Gott zu dem Nähesten. |
Han har intet andet ud af det, end at du siger han lov og
tak, og gør, som han har gjort, så at man også kan takke
Gud i dig; så er du i hans rige og har alt, hvad du skal have. Det
er den anden del af de kristne liv, den del, som hedder kærlighed,
derigennem går man ud fra Gud til næsten. |
| 65
Welche nun nicht den Glauben beweisen durch der Liebe Werk, die sind solche
Knechte, die da wollen, dass man ihnen vergebe, so sie doch ihrem Nähesten
nicht vergeben, noch ihr Recht fahren lassen; so wird es ihnen auch gehen,
wie diesem Knechte. |
De, der nu ikke
beviser deres tro gennem kærlighedens gerninger, de er sådanne
tjenere, der ønsker, at man skal tilgive dem, men dog ikke vil tilgive
deres næste, eller lade deres ret fare; derfor vil det også
gå dem, som det gik denne tjener. |
| 66 Denn wenn die andern Knechte,
das ist, die das Evangelium predigen, solches sehen, dass ihnen Gott alles
geschenket hat, und sie niemanden wollen vergeben, so werden sie betrübt,
dass sie solches sehen sollen, und thut ihnen wehe, dass man sich so närrisch
zum Evangelio stellet, und niemand hinan will. |
For når de andre tjenere, det vil sige, de, der prædiker
evangeliet, ser dette, at Gud har skænket dem alt, og de ikke vil
tilgive nogen, så bliver de bedrøvede over at skulle se sådan
noget, og det gør den ondt, at man kan stille sig så naragtigt
an overfor evangeliet, og ingen vil opad. |
| 67 Was thun sie denn? Sie können
nicht mehr, denn dass sie vor ihren Herrn kommen, und ihm solches klagen,
und sprechen: Also gehet es zu: du vergiebest ihnen beide, Schuld und Pein,
und schenkest ihnen alles; so können wir's nicht dahin bringen, dass
sie andern auch also thun, wie du ihnen gethan hast. |
Hvad gør de så? De kan ikke gøre mere
end at komme frem for deres herre og beklage sig over dette og sige: Sådan
går det til: du tilgiver dem både skyld og pine og skænker
dem alting; men derefter kan vi ikke få dem til også at gøre
det mod andre, som du har gjort mod dem. |
| 68 Das ist die Klage. So wird
sie denn Gott vorfordern am letzten Gericht, und ihnen so vorhalten und
sagen: Da du hungrig, dürstig und elend warest, da half ich dir; da
du in Sünden lagest, da liess ich mich dein jammern, und vergab dir
deine Schuld; hast du nun deinem Nähesten auch also gethan? |
Det er klagen. Derfor vil Gud da ved den yderste dom kræve
det af dem og foreholde dem det og sige: Da du var sulten, tørstig
og elendig, hjalp jeg dig; da du lå i dine synder, da lod jeg mig
forbarme over dig, og tilgav dig ein skyld; har du nu også handlet
sådan mod din næste? |
| 69 So wird er denn auch ein
solch Urtheil über sie gehen lassen: Du Schalk, ich habe mich über
dich erbarmet, und mein Recht fahren lassen; so hast du dich nicht wollen
über andere erbarmen, noch ihnen ihre Schuld vergeben; darum musst
du auch nun deine Schuld bezahlen. |
Derfor vil han da også lade udgå en sådan
dom over dem: Du skurk, jeg har forbarmet mig over dig og ladet min ret
fare; men du har ikke villet lade dig forbarme over andre eller tilgive
dem deres skyld; derfor må du nu også selv betale din skyld. |
| 70 Da ist nun keine Gnade noch
Barmherzigkeit, sondern eitel Zorn und ewige Verdammnis, da hilft kein
Bitten mehr; darum muss er verstummen, und wird geworfen in die Pein, bis
er den letzten Heller bezahle. |
Dèr er der nu ingen nåde eller barmhjertighed,
men kun vrede og evig fordømmelse. Dèr hjælper ingen
bøn mere; derfor må den forstumme og den bliver kastet ud
i pinen, indtil den betaler den sidste hvid. |
| 71
Das ist's, dass auch St. Petrus von denen gesagt hat, 2. Petr. 2,20. 21.
die das Evangelium gehöret haben: "Es wäre ihnen besser, dass
sie den Weg der Gerechtigkeit nicht erkennet hätten, denn dass sie
ihn erkennen, und sich kehren von dem heiligen Gebot, das ihnen (E250)
gegeben ist". |
Det er det, som også
Skt. Peter har sagt, i 2 Pet 2,20f, om dem, der har hørt evangeliet:
"Det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens
vej at kende, end at de erkender den, og vender sig fra det hellige bud,
som er givet dem". |
| 72 Warum wäre es besser?
Denn wenn sie zurück treten, so wird es zweimal ärger, denn es
vorhin war, ehe sie das Evangelium gehöret hatten; wie Christus sagt
im Matthäo 12,45. von dem unsauberen Geist, der sieben andere Geister
zu sich nimmt, die ärger sind, denn er selbst, kommt mit ihnen und
wohnet in dem Menschen, von dem er vorhin ausgefahren war, und wird also
mit demselben Menschen hernach ärger, denn es vorhin war. |
Hvorfor ville det være bedre? Jo, for når de
træder tilbage, så bliver det dobbelt så slemt, som det
var tidligere, før de havde hørt evangeliet; som Kristus
siger i Matt 12,45 om den urene ånd, som tager syv andre ånder,
der er værre end den selv, med sig, kommer med dem og tager bolig
i det menneske, som den tidligere var faret ud af, og således bliver
det bagefter værre med dette menneske, end det var før. |
| 73
Also gehet es uns jetzt auch, und wird noch mehrern also gehen. Rom ist
es auch also gangen. Da stund es zum ersten wohl zur Märtyrer Zeit;
aber hernach ist es hingefallen, und der Greuel aufkommen, dass der Antichrist
da regieret, und ist ein solch Wesen worden, dass es nicht könnte
ärger seyn. |
Sådan går det
også os nu, og det vil gå sådan i endnu højere
grad. For Rom er det også gået sådan. I første
omgang stod det godt til, da martyrerne levede, men derefter faldt Rom
fra hinanden, og den gru opkom, at antikrist regerer dèr og er blevet
et sådant væsen, at det ikke kan være værre. |
| 74 Gottes Gnade, so durchs Evangelium
verkündiget wird, ist so gross, dass es die Leute nicht fassen; darum
muss auch eine grosse tapfere Strafe folgen. Also werden denn wir auch
sehen, dass eine redliche Strafe über uns gehen wird, sintemal wir
dem Evangelio, das wir haben und wissen, nicht gehorchen. |
Guds nåde, som forkyndes gennem evangeliet, er så
stor, at menneskene ikke fatter det; derfor må der følge en
stor velvoksen straf. Sådan skal også vi nok få at se,
at der kommer en stor straf over os, eftersom vi ikke har adlydt det evangelium,
som vi har og kender. |
| 75 Denn so oft Gott eine greuliche
Strafe hat kommen lassen, hat er zuvor ein gross Licht aufgerichtet; als,
da er die Juden wollte aus ihrem Lande in die Gefängniss in Babylonien
führen lassen, warf er zuvor den frommen König Josiam auf, dass
er das Gesetze wieder aufrichtete, dass das Volk fromm würde; da sie
aber wieder abfielen, liess sie Gott strafen, wie sie verdienet hatten. |
For hver gang Gud har ladet en gruelig straf komme, har
han i forvejen oprettet et stort lys; f. eks., da han ville føre
jøderne fra deres land i fangenskab i Babylon, lod han først
den fromme kong Josias fremstå, for at han igen skulle indsætte
loven, så at folket blev fromt; men da de igen faldt fra, lod Gud
dem straffe, som de havde fortjent. |
| 76
Also auch, da er die Egypter wollten lassen umkommen, liess er ihnen Mosen
und Aaron das Licht anzünden und predigen, 2. Mos. 4,14. 15 sqq. Item,
da er die Welt mit der Sündfluth wollte verderben, warf er den Patriarchen
Noah auf, 1. Mos. 6. und 7. da aber die Leute nicht glaubten, und nur ärger
wurden, folgete so greuliche Strafe hernach. |
Således også,
da han ville lade ægypterne omkomme, da lod han Moses og Aaron antænde
lyset for dem og prædike for dem (2 Mos 4,14ff). Ligeledes da han
ville ødelægge verden ved syndfloden, da lod han patriarken
Noa fremstå, 1 Mos 6. og 7. Men da folkene ikke troede og kun blev
værre, fulgte så den gruelige straf bagefter. |
| 77 Desselbigen gleichen werden
auch die fünf Städte, Sodoma und Gomorra, sammt den andern, gestraft,
da sie den frommen Loth nicht wollten hören. 1. Mos. 19. Darum wird
solche schreckliche Strafe jetzt auch über die gehen, so das Evangelium
hören und nicht annehmen; wie denn dieser Knecht im Evangelio hingeworfen
wird, und muss bezahlen, was er schuldig ist. Das ist so viel gesagt: Er
muss die Pein (E251) tragen. |
På samme måde straffes også de fem byer,
Sodoma og Gomorra og de andre, da de ikke ville høre den fromme
Loth, 1 Mos 19. Derfor vil en sådan forfærdelig straf nu også
overgå dem, som hører evangeliet og ikke antager det;
sådan som denne tjener i evangeliet bliver kastet udenfor og må
betale, hvad han skylder. Det vil sige så meget som, at han må
udholde pinen. |
| 78 Wer aber die Pein trägt
für die Schuld, der wird nimmermehr selig. Denn auf die Sünde
gehöret der Tod, und wenn er stirbt, so stirbt er ewig, und ist keine
Hülfe noch Rettung mehr. Darum lasst uns solches annehmen zur Warnung;
die aber verstockt sind und nicht hören wollen, die lasse man fahren,
denn sie werden der Strafe nicht entlaufen. |
Men den, der udholder pinen for sin skyld, han bliver aldrig
nogensinde salig. For efter synden følger døden, og når
han dør, så dør han evigt, og der er ingen hjælp
eller redning mere. Lad os derfor modtage dette til advarsel; men de, der
er forstokkede og ikke vil høre, dem skal man lade være, for
de vil ikke kunne løbe fra deres straf. |
| 79
Es ist ein fein tröstlich Evangelium und süsse den betrübten
Gewissen, in dem, dass es eitel Vergebung der Sünde hat. Aber wiederum,
den harten Köpfen und Verstockten ist es ein schrecklich Urtheil,
und sonderlich, weil der Knecht nicht ein Heide ist, sondern unter das
Evangelium gehöret, und einen Glauben gehabt hat. |
Det er et fint
trøsterigt evangelium og det er sødt for de bedrøvede
samvittigheder, derved, at det har idel syndsforladelse. Men omvendt, for
de hårde hoveder og for de forstokkede er det en forfærdelig
dom og det især, fordi tjeneren ikke er en hedning, men hører
under evangeliet og har haft en tro. |
| 80 Denn sintemalen sich der
Herr über ihn erbarmet, und vergiebt ihm, was er gethan hat, so muss
er ohn' Zweifel ein Christ seyn. Darum ist das nicht eine Strafe für
die Heiden, noch über den gemeinen Haufen, die kein Gottes Wort hören,
sondern derer, die das Evangelium mit den Ohren fassen, und auf der Zunge
haben, wollen aber nicht darnach leben. |
For eftersom herren forbarmer sig over ham og tilgiver han,
hvad han har gjort, så må han uden tvivl være kristen.
Derfor er det ikke en straf for hedningerne, eller for den gemene hob,
som ikke hører noget Guds ord, men det er deres straf, som fatter
evangeliet med ørerne og har det på tungen, men ikke vil leve
derefter. |
| 81
Also haben wir die Summa von diesem Evangelio. Dass aber hieneben die Sophisten
pflegen zu disputiren, ob die Sünde wieder komme, die da zuvor vergeben
ist, lass ich fahren; denn sie wissen nicht, was Vergebung der Sünde
ist, meinen, es sey ein Ding, das im Herzen klebe und still liege, so es
doch eben das ganze Königreich Christi ist, das da ewig währet
ohn' Aufhören. |
Her har
vi da pointet i dette evangelium. Men at sofisterne desuden plejer af disputere,
om den synd kommer igen, der tidligere er tilgivet, det lader jeg ligge;
for de véd ikke, hvad tilgivelsse af synden er, mener, at det er
en ting, som klæber til hjertet og ligger stille, hvor det dog netop
er Kristi kongedømme, der varer evigt uden ophør. |
| 82 Denn gleichwie die Sonne
nichts desto weniger scheinen und leuchtet, ob ich schon die Augen zuthue;
also stehet dieser Gnadenstuhl oder Vergebung der Sünde immerdar,
ob ich schon falle. Und wie ich die Sonne wieder sehe, wenn ich die Augen
wieder aufthue; also habe ich die Vergebung der Sünde wieder, wenn
ich aufstehe und wieder zu Christo komme. Darum soll man die Vergebung
nicht so enge spannen, wie die Narren träumen. Das sey von diesem
Evangelio gesaget. |
For ligesom solen ikke skinner og lyser mindre, selv om
jeg lukker øjnene til; sådan står denne nådestol
eller syndernes forladelse der stadig væk, selv om jeg ofte falder.
Og ligesom jeg igen ser solen, når jeg atter lukker øjnene
op, sådan har jeg atter syndernes forladelse, når jeg står
op og igen kommer til Kristus. Derfor skal man ikke udmåle tilgivelsen
så snævert, som disse narrer drømmer om. Lad dette være
nok om dette evangelium. |
| 83 c |
|
| 84 c |
|
| 85 c |
|
| 86 c |
|
| 87 c |
|
| 88 c |
|
| 89 c |
|
| 90 c |
|