Luthers martyrteologi

¹           I 05#6 fremkom jeg med en meget kortfattet analyse af martyrbegrebets "Sitz im Leben". Senere, under omtalen af martyrerne fra Cordoba, gjorde jeg opmærksom på, at martyrens positive "funktion", den virkning, deres martyrdød havde eller ikke havde, var stærkt afhængig af den menighed, der stod bag dem. Hvis den svigtede, eller hvis der slet ikke var nogen menighed bag martyren, så kunne han dø alle de gange, det skulle være, det ville ikke gøre nogen forskel i den historiske udvikling. 05#17.

. 

²          Det, jeg her fik sagt ud fra egne historiske iagttagelser, har imidlertid Luther sagt langt klarere og med langt større gennemslagskraft. Blot er den gennemslagskraft, som hans ord må have haft i samtiden, som århundrederne er gået, svundet ind. Så den sammenhæng, der er mellem martyrens subjektive villighed til at dø for budskabet og menighedens lovprisning af denne martyrvilje hos martyren, er forsvundet. Martyrvilligheden er blevet en psykologisk mærkværdighed, der kun forefindes hos nogle få originaler, ikke noget, der bærer menigheden, eller noget, der må tænkes at høre med til dette "at følge Jesus efter". Det er på det punkt, Kaj Munk kan være os en hjælp. I denne ekskurs skal jeg se på den hjælp, han kan yde os med i det hele taget at få øje på disse forhold hos Luther og til i det hele taget at betragte den som en del af Luthers teologiske arv.

³         Dette, at betragte Luthers martyrteologi som en del af Luthers legitime arv til os, måske endda som en væsentlig del af det, han har overleveret til os idag, er ret usædvanligt. Det er ikke et synspunkt, man træffer hos hveranden teolog hos os. Og jeg skal da også indrømme, at det har overrasket mig ikke så lidt at finde en helstøbt martyrteologi hos Luther. Men overraskende eller ej, den findes der, og vi burde nok tage den frem og se den efter i sømmene, om det er noget, der kan kaste nyt lys over Luthers teologi i de hele taget. 

⁴          Man kan da godt undre sig ikke så lidt over denne mangel. Man har undersøgt Luther på kryds og på tværs, man har fundet anledning til at tale om hans "korsteologi", hans "gudstjenesteteologi", hans "nadverteologi", osv, men ikke ment det nødvendigt at have en særlig boks, hvori man anbragte nogen martyrteologi, velsagtens fordi man selv ikke havde en sådan, og derfor slet ikke fik den tanke, at Luther kunne have det. 

⁵         Det hænger nok også noget sammen med, at vi jo nu har fået en luthersk kirke, de lutherske tanker spredte sig rent faktisk ud over Tyskland og Europa, der dannedes inden længe tilhængere og modstandere af Luther, man fik en opdeling i luthersk og katolsk, og senere i protestantisk og katolsk. Og det har i lidt for høj grad flyttet fokus bort fra spørgsmålet om, hvordan det egentlig gik til, at Luthers tanker greb menneskene, over til problemet om forskellen mellem lutherdom og katolicisme. Vi har nøjedes med at studere Luther for at kunne finde angrebspunkter mod katolicismen. Ved hjælp af Luthers teologi har vi villet finde grænsen mellem os og de andre: Hvad var det egentlig, der adskilte os? Og så fandt vi retfærdiggørelseslæren, så fandt vi læren om paven, så fandt vi frem til synet på skriften. Men martyrteologien snublede vi ikke over. Den var en biting. Den var noget, der måske havde betydning, hvis man skulle forklare Luthers psykologi, men ikke noget, der vedkom hans teologi. 

⁶       Men det forekommer mig, at man, hvis man går ind i de historiske problemer på den måde, man skal gå ind i dem på: nemlig bagfra og fremefter, ikke fra nutiden tilbage mod fortiden, bliver nødt til at tage hensyn til martyrteologien: Det var nu engang på den måde, lutherdommen bredte sig. Det var i kraft af martyrteologien, at Luthers tanker "vandt". Det var magtafkaldets teologi, der sejrede. Det var tanken om ordets alenevirksomhed, der besjælede Luther, og som han hele tiden søgte at få andre besjælet af også. Man kan sige, at Luthers centrale tanke netop var tanken om, at det var ordet alene, der skulle gøre arbejdet. Ingen magt skulle sættes bag det, ingen tvang skulle få mennesker til at antage det. 

⁷        Det er jo så sandt, som det er sagt, det, Luther siger i sin kommentar til begivenhederne i marts 1522: Det er virkelig ordet, der har gjort det hele, mens hans og hans venner har drukket deres wittenbergske øl. Men man skal ikke glemme, at ordet kræver italesættelse -- Ordet, forstået som bibelordet, har været der hele tiden, i form af den latinske bibel, Vulgata. Men det må drages frem, nutidens mennesker må formulere det på en ny måde, det må komme dem ved, de må lade sig gribe af det, og de må lade denne grebethed give sig udslag i, at de selv udtaler dette ord, der virker under øldrikningen. Det ord, der virkede, var ganske rigtig ikke Luthers, det har han da ret i. Men det var jo så sandelig blevet genformuleret af ham, han havde vist sig villig til at sætte sit liv på spil, for at ordet kunne få mæle gennem ham. 

Luther i prædiken, 10. marts 1522: "Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det." (invocav2#25). 

⁸  Der er tale om en "Alleinwirksamkeit des Wortes" (for nu at bruge en modificeret udgave af Luthers udtryk om "Alleinwirksamkeit Gottes"), det er der unægtelig. Men der er så sandelig også tale om, at det Guds ord, der virker alene, tales af mennesker, udtrykkes af mennesker, kommer frem i samfundet gennem mennesker. Og der er altså også tale om, at andre mennesker ikke ønsker den slags ord frem og derfor gør, hvad de kan, for at lukke munden på de formastelige, der tror, at de taler et ord fra Gud, ja, i Luthers tilfælde er der tale om, at disse andre mennesker er identisk med de mennesker, der har magten, og som derfor kan sætte magt bag deres ønske om at standse Luthers talestrøm. 

⁹         Så altså: Man kan godt lave sig en "ordteologi" ud fra øl-udsagnet fra invocavit-prædikenen. Og man kan godt gøre et stort nummer ud af, at ordet udøver sin virkning, når og hvor Helligånden vil. Men det ord, vi her taler om, er altså ikke et ord i en død bog, det er ikke bibelordet, som det findes i de græske eller hebraiske grundtekster, det er ordet derfra, oversat, tilegnet, prædiket. Og altså prædiket af mennesker, der selv er blevet ramt af dette ord og ønsker andre ramt også, og er villige til at trodse bål og brand for at få den rette prædiken frem. 

Luther i et brev (citeret af Köstlin, 5,7#4): "det ædle Guds ord bringer naturligvis med sig den hede hunger og den umætteligt tørst, så at vi ikke ville kunne blive mætte, om så mange tusind mennesker troede derpå, men gerne ville, at intet menneske skulle mangle det; en sådan tørst kæmper og hviler ikke og driver os frem til at tale".

¹⁰        Eller med andre ord: "Ordteologi" forudsætter "martyrteologi", og "martyrteologi" forudsætter "ordteologi". 

¹¹         Eller, hvis det skal siges på endnu en måde: Den undersøgelse, jeg tidligere har givet til bedste om undersåttens forhold til statsmagten, om den kristnes villighed til at finde sig i øvrighedens skalten og valten med de legemlige goder, viser, at undersåtten netop må have martyrholdningen til sin fyrste, han må være villig til at trodse fyrsten, hvis denne går ud over sin kompetence, også selv om denne trods medfører hans død. Det er antikrist, der forlanger Luthers bøger brændt sammen med ham selv, og man skal ikke adlyde antikrist, heller ikke, selv om kejseren selv stiller sig bag dette krav. 

¹² Martyrerne i Nederlandene.
         Köstlin beretter om, hvordan forfølgelsen begyndte i Nederlandene, blandt andet fordi kejseren dèr havde direkte magtbeføjelser, hvad han ikke havde på samme måde i Tyskland. Derfor kunne Wormserediktet med det samme sættes til gennemførelse. Og det kom til at gå ud over Luthers ordensbrødre, der var de første til at antage den nye lære. 

¹³       Nogle sprang fra, fordi de ikke kunne udholde den tortur, de blev udsat for. Blandt dem prioren fra Antwerpen, Jakob Probst, der, mishandlet og tortureret, ikke kunne holde til mere, men tilbagekaldte. Dog ikke med hjertet, for ikke så snart var han kommet ud, før han fortsatte i den samme skure. Nyt fængselsophold, nye forhør, men denne gang undslap han og så sig nu nødsaget til at flygte. Flugten endte i Wittenberg, hvor han blev vel modtaget, trods sin tilbagekaldelse. Han var med i en prædikenrejse, Luther foretog i september 22 til Erfurt og Weimar. (5,7#12; 5,2#47)

¹⁴       Men andre holdt ud. Tre ret unge munke lod sig ikke hverken true eller overtale til at frasige sig deres lutherske tro. Den 1. juli 1523 blev de to af dem brændt på bålet på rådhustorvet i Bruxelles. (5,7#14) Luther blev dybt bevæget, da han hørte om deres martyrdød. Han sagde, at han havde ment, at han skulle være den første til at lide for læren, men han var åbenbart ikke værdig til det. Kort efter skrev han et sendebrev til de kristne i Nederlandene, vedlagt en "ny sang", det første, og egentlig næsten også det stærkeste, vidnesbyrd om hans iboende digteriske evner. (bryssel#3, og bryssel#23). Det forhold, at disse digteriske evner blev antændt af denne begivenhed, viser om noget, hvor stor en plads "martyrteologien" indtager i Luthers tankeverden. 

¹⁵         Digtet, sangen, salmen, eller hvad man vil kalde den, indeholder i kort form de fleste af tankerne i Luthers martyrteologi. 
           Den første tanke i denne teologi, jeg vil gøre opmærksom på, er den, at martyriet er Guds bedrift. Det er Gud, der har fremkaldt det, det er ham, der står bag, det er noget, der er sket til hans ære. Det er mennesker, der er døde, naturligvis er det det, men det er først og fremmest mennesker, der har holdt ud indtil døden, eller rettere: Det er mennesker, der af Gud har fået kræfter til at holde ud indtil døden. De kræfter, der åbenbares ved bålet i Bruxelles, er ikke menneskers kræfter, det er Gud, der åbenbarer sine kræfter, det er ham, der pryder disse to så rigt, som ingen andre. 

Luthers martyrsalmen, 1. vers: 
       Nu synger vi en ny slags sang,
det virker Gud, vor Herre,
vi synger om, hvad Gud har gjort,
alt til hans lov og ære.
     I Bryssel, hist i Nederland,
har, ved to unge drenge,
Han sine kræfter underfuldt
bekendt, som hørt ej længe,
så rigt har Han dem prydet. (bryssel#24)

¹⁶        From tågesnak? Jo, såmænd! I hvert fald from snak, men ikke tågesnak. For der er intet mystisk i det. Kun det, at i disse tanker samler hele Luthers teologi sig. De to unges lærere, Jakob Probst og Henrik Zütphen, havde begge været i Wittenberg, studeret der, lært om den nye lære. Og denne lære var noget, de gav fra sig overfor deres unge medmunke i Nederlandene. Men det er jo så det for os usædvanlige. Læren er ikke en lære, de skal til eksamen i. Læren er ikke noget, de kan erhverve fine universitære grader i, nå jo, det kunne de forresten, Jakob blev licentiat, Henrik baccalaureus. Men det er slet ikke det, der er det egentlige. Det er ikke den eksamen, læren sigter mod. Den sigter derimod mod den eksistentielle eksamen, den sigter mod en tro, så ivrig og fyrig, at den vil holde ud indtil døden. 

¹⁷         Det vil sige, det, læren fortæller noget om, er en hel masse om, hvordan Gud er, og hvordan Gud handler, og hvordan Gud får sin vilje gennemført. Og det finder man jo ud af gennem skriften, javist. Men man finder altså også ud af det gennem de historiske begivenheder. Gud åbenbarer den måde, han styrer mennesker på, gennem skriften. Men eftersom det jo er levende mennesker, han styrer, så åbenbarer han det jo også igennem de begivenheder, der finder sted i nutiden. Og det, skriften giver os, er briller til at se Guds usynlige handling med. En sådan usynlig handling er f. eks. de to unge munkes død i Bruxelles. 

¹⁸        Føromtalte kollega til Jakob Probst, Henrik Zütphen, kom efter forfølgelserne i Nederland undervejs på sin flugt til Bremen, hvor en del af borgerskabet bad ham blive, så han kunne være prædikant for dem. Det indvilgede han i. Men et års tid senere henvendte en præst i Meldorf i Ditmarsken sig til Henrik og bad ham om at prædike evangeliet for dem. Han kom dertil, men blev efter at have prædiket nogle gange voldeligt angrebet af en mængde bønder, som prioren for et dominikanerkloster havde ophidset imod ham. De endte med at brænde ham på bålet. Den begivenhed skrev Luther senere om. 

¹⁹        I den fortælling kommer han med hosstående bemærkning. Og af den fremgår det, at Luther ser Gud som den egentlig handlende bag også Heinrichs martyrdød. Det var på forhånd besluttet af Gud, han førte alle begivenhederne til fuldbyrdelse, både kaldelsen til Meldorf og modstandernes ophidselse og i sidste ende Heinrichs død. 

Luther i fortællingen om Henriks martyrdød: "Da nu Gud den almægtige så, at tiden var inde til, at den gode Heinricus med sit blod skulle bevidne den sandhed, der blev prædiket af ham, sendte han ham ind iblandt de mordere, som han havde beredt dertil. For det begav sig i 1524 efter Herrens fødsel, at han blev tilkaldt af præsten Nikolaus Boye og andre fromme kristne i dette sogn, Meldorf i Ditmarsken, for at forkynde Guds ord for dem" (heinrich#51). 

²⁰       Og spørger man så, hvorfor mon Gud gør noget sådant, så er Luthers første svar det nok noget intetsigende, at det er noget, han gør, for at vi skal prise ham for det, for at hans kraft kan vise sig iblandt mennesker, altså den kraft, der kan få mennesker til at holde ud indtil døden. Men svaret er videre, at Gud fremkalder martyrierne for at udbrede sit rige. Det er igennem ordet og ånden, at den treenige Gud hersker, og han får sin vilje gennemført, når ordet får sådan tag i et menneske, at det får mod til at holde ud indtil døden. 

²¹        Men det næste svar er nok for os noget mere forståeligt, skønt selve sagen, fordi den er Guds handling, er lige så uforståelig som altid. Det svar går ud på, at Gud gennem sådanne begivenheder vil bringe mennesker til omvendelse, måske endda de mennesker, der har martyrernes blod på hænderne. Og om ikke morderne selv, så i hvert fald deres landsmænd. De bliver drevet til omvendelse, fordi de gennem det, de har gjort, kommer til at se sig selv i al deres usselhed, se, hvordan de ikke tør høre Heinrich prædike, fordi de så er bange for at blive omvendt af ham, se, hvordan de vender sig mod ordet, ikke med lydhørhed, heller ikke med modargumenter, men udelukkende med magt. Og ser de det, må de nødvendigvis få øje på magtens afmagt. Den mægter at slå mennesker ihjel, men ikke at få dem til at stole på sig. 

Luther i fortællingen om Henriks martyrdød: "hans [Henriks] mordere har allerede fået altfor megen og altfor stor gengæld derved, at de har tilsmudset deres hænder så jammerligt med hans uskyldige blod og overfor Gud har gjort sig skyldige så højt og forfærdeligt, så der er meget mere grund til at græde og klage over dem end over den salige Heinrich, og bede for dem, at ikke alene de, men hele Ditmarsken må omvende sig og komme til erkendelse af sandheden".  (heinrich#12)

²²        Det er det første: Martyrierne er Guds værk, både derved, at han giver martyrerne kraft til at holde ud, og derved, at han hos bødlerne bevirker, at det, de har gjort, stikker dem i hjertet. 

²³        Hvad det sidste angår, en kort parantes: Jeg har tidligere gjort opmærksom på Luthers påstand om, at en tyrannisk fyrste trods alle de mærkelige ting, han foretager sig, er et fornuftvæsen. (01#81) Derfor skal man afsætte en sindssyg fyrste, for han har ingen fornuft mere, men man må ikke gøre oprør mod en tyrannisk fyrste, for han har sin fornuft i behold. Det er det samme menneskesyn: at mennesket trods al dets ondskab er påvirkeligt af Guds ord, der gør sig gældende her. 

²⁴        Med martyrerne i Bruxelles gik det anderledes for sig end med Henrik i Ditmarsken. Mens man ikke vovede at lade Henrik få ordet af frygt for, at han skulle kunne overbevise sine modstandere, sendte man i Bruxelles bud til Louvain eller Løven for at lade de lærde teologer derfra prøve, om ikke de kunne få de unge mennesker overbevist. Men, som det hedder i Luthers original (jeg har ikke kunnet få det med i oversættelsen): "Der Geist sie macht zu Thoren"; Ånden gør dem til dårer. 

Luther i martyrsalmen, vers 3: 
     Den gamle fjende tog dem fat,
tog farligt til at true,
man prøved' dem imod alt sandt
med list og svig at kue. 
     Fra Løven han sofisters tal
med deres kunst og snilde
forsamlede til dette spil. 
Guds Ånd dem lod forvilde.
Det fik de intet ud af.  (bryssel#26)

²⁵        Og her er det altså en teologisk disputation på liv og død, der foregår. Eller snarere: Der er ikke tale om en disputation, for en sådan forudsætter frihed hos begge parter, der er i stedet tale om et forhør, og et sådant giver vel den forhørende part frihed, men er ikke til sinds at tilstede den forhørte part det samme. Vi ser inkvisitionen i funktion. Den er interesseret i at fastslå, hvilke lære de forhørte har og fastholder, at den kan dømme dem. For den er from på den måde, at den mener sig berettiget til at gennemtvinge den rette lære. Det er jo kirkens lære, derfor må den være sand. Og ingen tænker på, at når man sådan gensidig tvinger hinanden med magtanvendelse, så bliver det i hvert fald ikke sandheden, man når frem til. 

Luther i martyrsalmen, vers 4: 
      En sang så sød, en sang så sur:
"Vi snart dem overlister".
De drenge stod der som en mur
foragted' de sofister.
     Den gamle fjende blev så gal, 
at han blev overvundet
af den slags børn, hvor ku' det ske?
Han straks en plan udgrunded':
De sku' på timen brændes. (bryssel#27)

²⁶         Så kan Luther ikke dy sig for at gøre et nummer ud af det forhold, at man for at straffe de to martyrer fratog dem deres ordensdragt og deres præsteklæder. Når man tænker på, at netop disse klædningsstykker var det, den lutherske teologi stærkt vendte sig imod, kan man godt se ironien. Og Luther tramper da også godt rundt i det. "Sie dankten ihrem Vater Gott,/ Dass sie los sollten werden/ Des Teufels Larven, Spiel und Spott,/ Darin durch falsche Berden/
Die Welt er gar betreuget". Altså: de takker Gud, fordi han derved, at han lader bødlerne fratage dem deres ordensdragt, løsgør dem fra djævelens maskepi. For disse dragter er jo djævelske på den måde, at djævelen derigennem vil have folk til at tro, at de gerninger, der udføres i sådanne ordensdragter, er bedre end almindelige menneskers gerninger. 

Luther i martyrsalmen, vers 5: 
      De røved' deres klosterdragt,
og præstekjolen tog de;
Det var dog dreng'ne rede til,
et Amen mod dem lo de.
     De takked' deres Fader, Gud,
at her Han frisk afslører
al djævlens maskespil og spot,
hvormed han verden snører
med sine falske fagter. (bryssel#28)

²⁷  Luther gør jo det med sin lære, at han fjerne alle disse menneskeskabte forskelle mellem mennesker og holder sig til det ene: at alle de kristne er døbte og derigennem ligestillede. Og dåben er en dåb til Kristi død og opstandelse, det vil sige, du lover i dåben -- hvis man skal tænke sig, at der er noget dåbsløfte, men det tænker Luther sig ret ofte -- at du vil følge Kristus efter gennem døden frem til opstandelsen. Og det løfte opfylder man netop gennem martyrdøden. 
       Det vil sige: den ordenskåbe, de nu får, består deri, at de ofrer sig selv, hengiver sig ganske, lader dem gøre med sig, som de vil, uden at vige en tomme, hvad angår fastholdelsen af læren. 

Luther i martyrsalmen, vers 6: 
       Gud ved sin nåde drejed det,
så de for ordenskåben
nu en langt bedre orden fik:
blev børn af Gud i dåben,
     blev ganske død' for verdens tant,
la' hykleri til side,
lod munkelivet feje ud,
lod kirkeløgnen glide,
nyskabte til Guds himmel. (bryssel#29)

²⁸       Som sagt var der i Heinrichs tilfælde i Ditmarsken mere tale om en lynchning end om en kætterdom. Men en kætterdom var netop, hvad der var tale om i Bruxelles, og jo forøvrigt også, hvad der var tale om i Luthers tilfælde. Köstlin giver os den oplysning, at de blev dømt, især fordi de holdt fast ved, at koncilerne og de gamle fædre kunne fejle, så man kun skulle fæste lid til dem, hvis de stemte overens med skriften. (5,7#14) Det, Luther fremfører som domsgrundlaget, er måske ikke historisk korrekt, men gengiver, tør man nok gå ud fra, i ultrakort form Luthers indvending mod papisterne: Mennesket skal adlyde Gud mere end mennesker, alle de kirkelige forordninger, der i tidens løb er føjet til det oprindelige budskab, skal man undlade at rette sig efter, for de ikke blot uskyldige, men direkte løgnagtige, og forhindre én derfor i at modtage Guds ord. 

Luther i martyrsalmen, vers 7: 
     Man skrev dem for et lille brev,
"læs op!", man højlydt skråled,
artiklerne lod ane, hvad
der førte dem til bålet.
      Den største fejl var denne kun:
"Et menneske skal tro på Gud,
vi men'sker lyver vidt og bredt
os laver mange men'ske-bud".
Det ville ej man høre. (bryssel#30)

²⁹        Det, der er underfuldt i beretningen, og det, enhver af dem, der så på det, syntes, var underfuldt, var dette, at de to unge mennesker foragtede pinen ved bålet, at de gik deres død i møde med frejdigt sind, ja, under lovsang. Og fordi dette at se stort på pine og død er usædvanligt, ja, er imod menneskets natur, derfor kan det hedde, at Gud lod sig ane her. 
        Det er den samme tanke, Kaj Munk giver udtryk for i "Niels Ebbesen". Fader Lorents er blevet tortureret af Vitinghofen, men det er lykkedes ham at holde på sin viden om, at Niels Ebbesen er redet til Randers. Da så Vitinghofen er taget af sted, siger Lorents (jun40-versionen): "Han -- han -- jeg -- jeg var den stærkeste. Ak, ak. (Ser paa Hænderne) Det var anden Gang i mit Liv, mit usle mislykkede Liv, at Gud var til". (ebb03#103) 

Luther i martyrsalmen, vers 8: 
    To store bål blev stakket op,
de drenge kom til syne,
og underfuldt for alle, de
foragted' sådan pine.
    Med glæde gav de helt sig hen,
med pris til Gud, med sange;
sofisterne, hvis mod var småt,
de stod med næser lange.
Her lod Gud selv sig ane. (bryssel#31)

³⁰ Dels siger Lorents her, at han, trods sin svaghed og mangel på våben, dog var den stærkeste. Han modstod pinslerne, røbede ikke sin hemmelighed. Og dels siger han, at det var anden gang,  at Gud var til. Herigennem udtrykker han netop den tanke, som Luther her giver mæle: Gud lod sig ane igennem martyrerne standhaftighed. Der er ingen tvivl om, at denne tanke for Luther har været en stor trøst, midt i sorgen over de unge menneskers død. I sendebrevet kommer denne trøst til udtryk gennem citatet fra Højs 2,11f. Og i salmen i det smukke sidste vers, som uddrager læren af begivenheden. 

Luther i Sendebrev til Nederlandene: "Men nu er den tid igen kommet, hvor vi hører turtelduens stemme og blomsterne blomstrer op i vort Land (Højs 2, 11f)." (bryssel#5). 

³¹       Men vi idag er nødt til at spørge, hvad der er det primære: Forholdt det sig sådan, at Luther i grunden var en lille smule i tvivl om sit budskabs ægthed, men ser det bekræftet af det forhold, at nogen er villig til at dø for det? Eller forholdt det sig omvendt sådan, at Luther var stensikker på budskabets sandhed og derfor tolke martyriet som et martyrium? Det lader sig nok ikke afgøre. Men for så vidt nogen vil gå den første vej, altså lade standhaftigheden være "bevis" for Guds indgriben, må man i vore dage med de mange selvmordsbombemænd indrømme, at djævelen har lært at gøre Gud kunsten efter. Også han kan opvække mennesker med en så enorm trosvished, at de går i døden for det, de tror på. Godt nok gør de muslimske bombemænd det kun, for så vidt de kan tage andre med i døden, hvorimod kendetegnet for en kristen martyr er dels, at han ikke slår sig selv ihjel, det er andre, der dræber ham, dels, at han på ingen måde er ude efter at tage andre med i døden. Men derom mere senere. 

³²         I det næste vers ser vi en syndsbeskrivelse i en skarpere aftapning end i den mest gennemgribende syndetale fra vore dage. De, der har forøvet denne udåd, går nemlig rundt med en Macbethsk blodplet, de ikke kan vaske af. Den skændsel, der har pådraget sig, bider i deres sind, den skam, de føler, får dem til at ville fortrænge begivenheden. Det er ikke almindelig ondskab, der her er tale om. Det er ondskab i anden potens, dvs en ondskab, der et sted i sin bevidsthed mærker, hvor ond den er, men slår knuder på sig selv for at undgå at se ondskaben i øjnene. 

Luther i martyrsalmen, vers 9: 
     Den skændsel har de angret nu,
de vil den helst udsmykke,
de tør ej prale af den dåd,
de skjuler der's ulykke.
     For skammen bed dem her i sind,
de klaged' sig, de dybt fortrød.
Dog kan ej Ånden tie her:
Det Abelblod, de her udgød,
det melder Kains brøde. (bryssel#32)

³³        Løgstrup har i "Den etiske fordring" gjort opmærksom på, at den mest radikale omtale af menneskets ondskab ikke fremkommer, når man påstår, at menneskelivet er ondt, men når man hævder, at det er godt i sig selv. Det kan selvfølgelige siges at være en fare, at man i så fald fristes til at lade menneskelivets godhed komme mennesket selv til gode, men uden tanken om menneskelivets iboende godhed bliver talen om menneskets ondskab ikke radikal nok. Der dukker en undskyldning op, som man kan hygge sig med. 

Løgstrup i Den etiske fordring, side 161: "Går det da an at tale om menneskelivets godhed? Den etiske fordrings radikalitet gør jo den enkeltes skyld radikal. Men modererer ikke enhver tale om menneskelivets godhed skyldens radikalitet?    Svaret er, at det forholder sig lige omvendt. Ondskaben består i, at det enkelte menneske udnytter den skænkede godhed og lever højt på dens ødelæggelse.    Benægter man den skabte godhed af lutter teologisk iver efter at understrege skyldens radikalitet, får man kun det modsatte resultat af det tilsigtede, idet det tjener til at undskylde den enkelte; thi hvad skylden ellers består i, så galt er det i så fald ikke fat, at den består i en uafladelig ødelæggelse af det givne livs godhed". 

³⁴       Det forekommer mig, at Luther ser på sammenhængen mellem menneskelivets godhed og menneskets ondskab på samme måde. Mennesket er ikke så ondt, at det ikke er modtageligt for ordets tale i samvittigheden. Hvad mennesket øver af onde gerninger, bringer uvægerlig skam med sig, hvis da ikke al fornuft er udelukket, som hos en sindssyg. Den eneste mulighed for at leve uden fortvivlelse og uden tilgivelse er derfor fortrængningen. Men overfor fortrængningen tier Ånden ikke. Det skal siges, og det skal fastholdes, at der her blev udgydt uskyldigt blod. Kun derved kan ordet bryde gennem fortrængningen. Ordets opgave er altså at imødegå alle undskyldninger og fastholde: det var Abel, der her blev dræbt af Kain. 

³⁵        Dette er næsten det mest fantastiske vers. Det er et vers, hvori Luther udtrykker sin sikre forvisning om Ordets kraft, martyrfortællingen vil brede sig, ordet om den stålsatte, ubrydelig tro hos martyrerne vil gennemtrænge alle lande, bålets aske vil støve overalt. 
       Og så kommer det, martyriets paradoks klart og tydeligt udtalt, udtalt med hån mod den fjende, der bilder sig ind at kunne hamle op med Gud: de mennesker, som fjenden, djævelen, myrder og derved mener effektivt at have lukket munden på, de taler nu meget stærkere som døde end de gjorde som levende. Overalt, hvor budskabet om deres martyrium når ud, taler deres døde tunger, så Guds pris lyder stærkt som aldrig før.

Luther i martyrsalmen, vers 10: 
     For bålets aske bliver ved,
gi'r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
    Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde. (bryssel#33)

³⁶        Men dette paradoks afslører jo også martyriets svaghed. Der må en menighed til. Der må være mennesker, der lovsynger Gud for martyrerne. Der må være nogen, der fortæller om det, der er sket, om uretten, der blev begået, om det uskyldige blod, der blev udgydt. Ellers bliver martyriet en tom demonstration, som i Cordoba. (05#16) Det var der så også til overflod på Luthers tid. Luther stod ikke alene. Der var ikke blot mennesker, der var villige til at holde ud under pinslerne, der var også mennesker, der indså, at her blev der øvet uret, her gik den etablerede kirke for langt. Og Luther gør jo med sin martyrsalme sit til, at lovprisningen af martyrerne skal brede sig ud over landene. 

³⁷        Luther borer i næstsidste vers lidt mere i dette med fortrængningen. Den fører -- selvfølgelig, kan man næsten sige -- til en total benægtelse af sandheden. Ikke blot skal det være sandt, at de blev anklaget og brændt på bålet, nej, det skal også være løgn, at de fastholdt deres tro til det sidste. Morderne er så trykkede af deres samvittighed, at de prøver på ved en lodret løgn at redde skindet: drengene omvendte sig i sidste øjeblik.
        Enhver kan se, at dette er en beskidt løgn. For hvis de virkelig omvendte sig, hvorfor blev de så ikke reddet fra bålet? Andre har jo nået at tilbagekalde det, løvenerne kaldte deres kætteri, og blev skånet for døden på bålet. Mon ikke sandheden er, at det sidste, man hørte til dem, var den lovsang, der lød fra deres læber, ikke en tilbagekaldelse? Og mon ikke, siger Luther, alt dette viser, at samvittigheden trykker bødlerne?

Luther i martyrsalme, vers 11: 
     Dog, løgnen lader ikke af,
den vil sit mord udsmykke,
for deres falske digt dem skal
samvittigheden trykke.
      Guds helgener, selv døde nu,
bli'r stadig af dem hånet,
de siger: "I den sidste nød
de blev i døden skånet,
omvendte sig til paven". (bryssel#34)

³⁸       Og så slutter Luther med det glade håb, at nu omsider bryder ordet igennem, nu viger alle modstandere, nu kommer sommeren, hvor evangeliet får kraft. Det er ordet fra Højsangen, han igen tager frem, og tolker om den evangeliets klare dag, han nu ser bryde frem, altså ikke blot i de mange munke og nonner, der forlader deres klostre, ikke blot i dette, at nadveren flere og flere steder nydes under begge skikkelse, ikke blot gennem udbredelsen af hans skrifter og mange andres evangeliske skrifter, ikke blot ved privatmessernes afskaffelse og afladens aftagende pengeafkast, også ved disse martyrier, også gennem de menneskers død, der viste sig stærke i al modstand. 

Luther i martyrsalme, vers 12: 
     Lad dem blot lyve vidt og bredt
om vore kække drenge,
vi, derimod, vil takke Gud,
Hans ord gror frem i enge.
     Se, sommeren står straks for dør,
for vint'ren er nu ude.
De sarte blomster skyder frem.
Han, som det lod bebude,
Han vil det nok fuldende.
Amen. (bryssel#35)

³⁹ Heinrich i Ditmarsken
        Som sagt er Luthers beretning om Heinrichs martyrdød i Ditmarsken anderledes derved, at der i den er tale om en lynchning, ikke om en kætterfordømmelse. Men dette med fortrængningen går dog på en besynderlig måde igen begge steder. Jeg skal ikke nægte, at denne tankekonstruktion i andre sammenhænge kan være lidt betænkelig at anvende på sine modstandere. Når man anklager dem for ikke at ville lytte til ens argumenter, når man hævder, at de af angst for at se deres forkerte opfattelser i øjnene foretrækker at bruge magt, så risikerer man at komme derhen, hvor man selv ikke lytter til modpartens argumenter, så risikerer man med en sådan tankekonstruktion at sætte en ligeså effektiv hængelås for modpartens mund, som hvis man havde slået ham ihjel. Og hvis man kunne gribe Luther i ikke at ville svare, hvis man kunne påvise tilfælde, hvor han i stedet for direkte at give svar på deres indvendinger kommer med sådanne påstande om modstandernes fortræningsmekanismer, så ville der være noget galt. Det mener jeg blot ikke, man kan.

⁴⁰        Derfor kan man, så vidt jeg kan se, rolig tage tanken om fortrængning for gode varer; den er ikke et forsøg fra Luthers side på at undgå indvendinger fra modparten. (Angående Heinrich von Zütphen, se koestlin5,7#77). 

⁴¹         Og den dukker altså op i beretningen om Heinrich, f. eks. i citatet her ved siden af. Her er Luther i sin beretning kommet til det, der skete i Bremen, hvor papisterne på forskellig vis søgte at få Heinrich fjernet. Luther véd at fortælle om, hvordan de undgå den direkte konfrontation, der kunne ligge i en disputation, men i stedet søgte at sætte kirkens autoritet op imod ham. Men han fortæller også om, at Heinrich og hans hjælpere var påpasselige med at overgive Heinrich til modstanderne. Øjensynlig, fordi de var bange for, at de ville tage Heinrich til fange, underkaste ham tortur og på den måde få ham til at tilbagekalde. 
          Og så véd Luther altså også at fortælle om ordets vidunderlige virkninger, så selv nogle af hans modstandere, der skulle fange ham i hans ord, lod sig overbevise af dem og i stedet overfor deres overordnede holdt på, at det var intet mindre end Guds eget ord, de var i færd med at lægge hindringer i vejen for med deres gerninger. Dog uden held, kan man forstå, de forhærdede sig som Farao. 

Luther i beretningen om Heinrichs martyrdød: "Men papisterne havde ikke ro på sig, de sendte dagligt deres kapellaner hen til prædiknerne, så de kunne fange ham i hans ord.     Men Gud viser sine undergerninger, og han omvendte nogle af dem, så at størstedelen af de kapellaner, de sendte derhen, har bekendt, at denne lære og denne prædiken var sand og var fra Gud, og en sådan lære kunne ingen modstå; for de havde i hele deres livstid ikke hørt en sådan lære fra noget menneske. Derfor skulle de afholde sig fra det onde og ikke forfølge Guds ord, men i stedet tro det, så de kunne blive salige. Men deres ondskab havde forblændet dem og forhærdet dem, som den havde forhærdet Farao, så de udviste større ondskab, efter som de havde fortjent det. Ingen af alle munkene har indtil denne dag kunne fremføre en stavelse [imod ham], selv om de hver dag råber "kætteri! kætteri!", og de vil heller aldrig kunne det". (heinrich#49). 

⁴²        Og da nu modstanderne har gjort den erfaring, er de tilsyneladende mere på vagt i Meldorf, da Heinrich kommer derhen. De vil fremfor alt undgå, at han kommer til at prædike. For sker det, er de godt klar over, at hans budskab vil slå igennem hos folket, eller, som Luther siger det her: at deres bedrag vil komme for en dag. 
       Nu kom Heinrich imidlertid til at prædike, og papisterne prøvede så at få den verdslige øvrighed til at gribe ind. Denne bestod i Ditmarsken, fortæller Luther, af et råd på 48 medlemmer. Og han fortæller nu om, dels hvordan man griber ind for at få prædikanten fjernet og gør det imod landets sædvane (heinrich#63), dels hvordan præsten i Meldorf og Heinrich tilbyder at lade afholde en disputation, hvor modstanderne kan komme frem med deres anklager, idet de bedyrer, at de ikke er ude på at foretaget noget oprør. (heinrich#64)

Luther i beretningen om Heinrichs martyrdød: "Såsnart han [Heinrich] var ankommen [til Meldorf], blev djævelen, skønt han endnu ikke havde holdt nogen prædiken, vred sammen med sine lemmer og især ophidsede han Augustinus Torneborch, prior for det sorte kloster, dem, man kalder jakobitter eller prædikebrødrene. Han løb med det samme hen til sin fælle Hr. Johan Snicken, vikar eller kommissær for officialen af Hamburg, og rådslog om, hvad man skulle gøre, for at deres rige ikke skulle gå under. Endelig besluttede de, at de fremfor alt måtte undgå, at han kom til at prædike. For hvis han kom til at prædike, så folk i almindelighed hørte ham, så ville deres bedrag komme for en dag og så ville de bagefter intet kunne udrette; for de vidste godt, hvordan det var gået til i Bremen." (heinrich#56)

⁴³        Intet nytter. Man vil prædikanten til livs og får derfor samlet en flok fulde bønder til at udføre den grumme gerning. I beskrivelsen af, hvad der videre sker, kan man godt genfinde træk fra Jesu martyrdød, og vi kan naturligvis stille os tvivlende overfor, om det nu også er foregået ganske, som Luther fortæller det. Når Luther f. eks. fortæller om en kone, der græd i sin døråbning, da Heinrich blev ført forbi, og lader Heinrich sige til hende: "Kære kone, græd ikke over mig!", så er det ikke vanskeligt at se en genklang af Jesu ord til Jerusalems døtre. 

Luther i beretningen om Heinrichs martyrdød: "Da tog de ham og bandt ham om hals, fødder og hænder, førte ham under stort skrig hen til bålet. Da det skete, stod der en kone i sin døråbning og så denne elendighed og jammer og hun begyndte at græde bittert. Da sagde den gode Heinrich til hende: Kære kone, græd ikke over mig!" (heinrich#78)
Jesus i lukasevangeliet (23,27f): "En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. v28  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!" 

⁴⁴  Og når Luther fortæller, at Heinrich fandt sig i den "dom", der blev afsagt over ham og blot sagde: "Det har jeg ikke gjort, dog, Herre, din vilje ske!" Og han løftede sine øjne mod himlen og sagde: "Herre, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør! Alene dit navn er helligt, himmelske fader!" (heinrich#79), så er det også ord fra evangeliets lidelsesberetning, der gentages her. 

⁴⁵ Endelig skal man måske også se det forsøg på god retsskik, som Peter Nannens søster gjorde, ved at tilbyde tusind gylden, hvis man ville sætte Heinrich i fængsel og næste mandag gennemføre et regelret forhør af ham, som en genklang af Pilatus' forsøg på at frigive Jesus ved at lade folket vælge mellem ham og Barabbas. (heinrich#80) 

⁴⁶        Men her vil jeg lade spørgsmålet om, hvorvidt dette nu også er historisk korrekt, ligge, og i stedet uddrage den oplysning af ovenstående, at Luther fastholder sin fortrængningsteori; han skildre Heinrichs modstandere som mennesker, der ikke vil høre sandheden, som ikke tør lade ordet gå sin frie gang, og som derfor så at sige er nødt til at anvende magt for at lukke munden på ordets forkyndere. 

⁴⁷        Det er i det hele taget det menneskesyn, som Luther lader martyrfortællingerne være et vidnesbyrd om. Mennesket er et ridedyr; det rides enten af Gud eller af djævelen. Modstanderne rides af djævelen, tilhængerne af Gud. Og modstanderne er i den grad modstandere, at de ikke kan slippe ud af djævelens favntag, mens tilhængerne har deres styrke, ikke fra sig selv, men fra den Gud, de rides af. Og vi taler her både om styrken til at holde ud under torturen, og styrken til at finde skriftens sandhed. 

⁴⁸       Det, der så er det underfulde, det er som altid syndefald og genløsning. Hvordan går det til, at nogle mennesker er grebet i den grad af den forkerte tankegang, at de med magt vil tvinge andre til at acceptere den? Hvordan kan nogle mennesker få den tanke, at de har ret til at pine andre til at tilbagekalde en opfattelse, de frit er kommet frem til? Og omvendt: Hvordan kan det dog gå til, at mennesker, der af deres magtbegær er blevet drevet ind i en fortrængning af sandheden, pludselig en dag bøjer sig for samme sandhed. Det ene er ikke mere forklarligt end det andet. 

⁴⁹ Miltenbergerne
       Luther skrev i februar 1524 et trøstebrev til miltenbergerne. Byen Miltenberg ligger i kurfyrst Albrechts af Mainz' område, og den var blevet udsat for forfølgelse fra hans side, blandt andet blev de evangeliske prædikanter tvunget bort og den katolske gudstjeneste genindført med magt. I sit trøstebrev opfordrer han miltenbergerne til at "tage hævn" ved at synge og takke og være glade. Jo, for det, djævelen er ude på med sine forfølgelser, er jo just at gøre folk nedtrykte. Og glade kan de være, i modsætning til deres forfølgere, fordi de har en god samvittighed; de véd jo, at de forfølges for Guds ords skyld. De andre tror, de forfølger dem med rette, fordi de bedriver menneskelære; det er blandt andet derfor, de kalder dem, der holder sig til evangeliet, lutherske. 

Luther i trøstebrevet til Miltenbergerne: "Og selv om jeg ikke bryder mig om, at man benævner læren og menneskene som luthersk og lutherske, og selv om jeg dog må finde mig i, at de på den måde skænder Guds ord med mit navn, så skal de dog lade Luther og den lutherske lære og de lutherske menneske være og komme til ære, og omvendt vil de opleve, at deres lære går under og blive til skamme, om så hele verden blev ked af det og alle djævle ærgrede sig over det. Lever vi, så skal de ikke få fred for os; dør vi, så skal de få endnu mindre fred". (miltenberg#50) 

⁵⁰       Men at citere i stor udstrækning fra dette trøstebrev, ville føre til for mange gentagelser. Dog er der én ting, der i forhold til det tidligere nævnte er nyt i Miltenberg-brevet, det er den ekstra drejning, han giver skammen og skændslen over forfølgerne. Var det sådan, at djævelen skulle blive til intet ved stor magtanvendelse, det ville der dog i hans øjne være nogen ære ved, det var lige for lige, det kunne han forstå. Men at han skal tilintetgøres af børns og spædes mund, det er ham for meget, det gør ondt på ham, det piner ham langt ind i hans sorte sjæl. Og derfor, siger Luther, lad os, de umyndige og børnene, gøre vort til, at han rigtig kan få ondt i stoltheden, ved at undlade at bruge hans metoder, undlade hævn, undlade magtudøvelse, og kun prise Guds nåde, glade over at være agtet værdige til at lide for hans ords skyld. 

Luther i trøstebrevet til Miltenbergerne: "Ud over det vil jeg vise jer endnu en ting, som ganske smukt kan piske løs på ham og som han frygter mest. Han véd godt, at der i Sl 8,3 står: Ex ore infantium et lactentium fundasti virtutem, ut aboleas inimicum et ultorem, Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn, at du kan tilintetgøre dine fjender og hævnere.  Dette vers volder ham ikke blot bedrøvelse og elendighed, det gør også, at han skal blive til intet; og det ikke ved stor magtanvendelse, hvilket dog ville være ærefuldt for ham. Nej, det skal ske ved afmægtige pattebørn, som ikke har nogen kraft. Det bider på den stolte, mægtige ånd, det gør ret ondt på ham, at hans store magt, hans skrækindjagende slåen-om-sig, hans rasende hævn skal styrtes til jorden uden magt ved barnlig svaghed, og han vil ikke kunne værge sig imod det. Lad os hjælpe med til det, og gøre det for alvor". (miltenberg#21)

⁵¹ Martyrer i nutiden
         Jeg har taget dette sidste med, fordi det nogenlunde naturligt kan lede over til en omtale af nutidens martyrer. 

⁵²       Det forholder sig jo som bekendt sådan, at overalt, hvor Gud bygger en kirke, bygger Fanden et kapel ved siden af. Det vil i nutidssammenhæng sige, at den kristne kirke ikke længere har patent på martyrbegrebet, muslimerne har overtaget det og omdannet det efter deres religiøse behov. Nå ja, man skal måske snarere sige, at eftersom den kristne kirke ikke længere synes at bruge martyrbegrebet -- det lå og flød til ingen nytte --  tog muslimerne det op fra gulvet og gav sig til at anvende det på deres måde. 

⁵³         N. B.: Hvis man synes, at det er for nedværdigende at omtale muslimer som Fandens værk, så må jeg for det første undskylde det med, at det er en aktualisering af Luther og hans udtryksmåde. Det har formentlig dengang forekommer papisterne lige så nedværdigende, at Luther omtalte paven som antikrist; ikke desto mindre gjorde han det, og ikke desto mindre kan man i dag finde mange gode grunde til den betegnelse, hvoraf jeg efterhånden har fremdraget ikke så få.

⁵⁴ Og jeg må for det andet gøre opmærksom på en fordel ved at anvende de mytiske begreber "Gud" og "Satan", specielt det sidste: Man sættes derved i stand til på én gang at have medlidenhed med de mennesker, der øver ondt mod én, f. eks. stræber én efter livet på grund af noget, man har sagt, og at vende sig stærkt imod de menneskers gerninger og hele holdning: de er jo besat af Satan selv, og den holdning, de giver udtryk for, og som får dem til at foretage disse onde handlinger, skyldes den besættelse, de er udsat for. 

⁵⁵ Og vil man spørge, hvordan man egentlig kan skelne mellem dette at være besat af Gud og dette at være besat af djævelen, så er svaret, at man under en gudsbesættelse altid vil overholde den naturlige lov; det er jo på den måde, Gud "besætter" os: han får os til at kunne indse, hvad der er ret og hvad uret, han får os til, af os selv, så at sige, at rette os efter den lov, han har nedlagt i vore hjerter, det vil sige, han får os til at rette os efter samvittighedens stemme. Djævelen, derimod, danner i vore hoveder nogle anderledes overvejelser, om kirkens myndighed og indflydelse, aldrig om vor egen ditto, om kirkens ære og agtelse, aldrig om vor egen tilsvarende, og derudfra får han os til at føle det nødvendigt at bryde den naturlige lov, så vi slår ihjel, hvor der ingen skyld foreligger, så vi, som Luther her siger, tilsmudser vore hænder med uskyldigt blod og gør os skyldige så forfærdeligt, at man må begræde os. "Menneskelære", i Luthers øjne, det er denne selvgjorte opfattelse, hvormed vi mener at kunne retfærdiggøre undertrykkelse af anderledestroende og i sidste ende drab på dem. Den rette lære, derimod, får os til i stedet for selv at undertrykke at finde os i andres undertrykkelse af os, dog ikke uden protest, og i sidste ende lade os dræbe. 

Luther til bremerne i skriftet om Heinrichs martyrdød: "Fordi den barmhjertige Gud så nådigt har hjemsøgt jer i Bremen og er så nær hos jer, og dertil så tydeligt har vist sin ånd og kraft blandt jer i denne Heinrich, så I må kunne gribe det, derfor har jeg anset det for godt og skrive og udgive hans historie og lidelse for jer, for at jeg kan formane jeres hjerte i Kristus, så I ikke er bedrøvede, eller taler ilde om hans mordere i Ditmarsken, men er glade, takker og lover Gud, der har gjort jer værdige til at se og have disse undere og nådegaver hos jer. For hans mordere har allerede fået altfor megen og altfor stor gengæld derved, at de har tilsmudset deres hænder så jammerligt med hans uskyldige blod og overfor Gud har gjort sig skyldige så højt og forfærdeligt, så der er meget mere grund til at græde og klage over dem end over den salige Heinrich, og bede for dem, at ikke alene de, men hele Ditmarsken må omvende sig og komme til erkendelse af sandheden." (heinrich#11). 

⁵⁶         Det er også forskellen mellem den kristne og den muslimske martyrforståelse. Og denne forskel gør det ikke forkert at tale om, at den muslimske martyrforståelse er en fordrejning af den kristne, en fordrejning, udført netop af den store løgner og morder. "Menneskelære", det er der i vore dage mange ting, der er. Men den muslimske religion er det fremfor noget. Når vi indenfor kristendommen er nogenlunde enige om at kalde Muhammed en falsk profet, skyldes det, at vi er af den overbevisning, at hans såkaldte åbenbaringer aldeles ikke er ægte åbenbaringer, men kun -- ja netop: et menneskes forsøg på at iklæde sig guddommeligt linned, og det vil sige, at alle Muhammeds anvisninger er "menneskelære", skønt de giver sig ud for at være af guddommelig oprindelse.

⁵⁷        Og blandt andet, fordi koranens budskab er "menneskelære", blandt andet derfor har det været nødvendigt med magtanvendelse for at få læren ført ud i livet. Reglen om, at en frafalden muslim skal dræbes, har fulgt islam til vore dage, og selv i dag er det vanskeligt at opgive den. Og det betyder jo, at læren ikke har overbevisningskraft i sig selv, den er en krampagtig holden-for-sandt, den hviler ikke i det naturlige menneskeliv, men har sin grund i en påtagen fromhed. 

⁵⁸        Den kristne lære vil overbevise ved at knytte til ved den forståelse af den naturlige lov, som på forhånd er "indkodet" i os under vor opvækst i kraft af, at vi er sproglige individer. Blot er denne lov underkuet af en masse fromme tanker. Men lyder den kristne forkyndelse, kan vi pludselig godt se det, vi ikke kunne se før: at denne fromhed er en "menneskefromhed". Og fordi kristendommen således "blot" vil åbne vore øjne for en sandhed, som vi i grunden skulle kunne se af os selv, derfor både kan og må den undlade at bruge magt. Hvis den bruger magt, er det jo ikke os selv, der indser det, der skal indses. 

⁵⁹       Men dette ikke at bruge magt er noget ret omfattende. Det betyder f. eks., at man er villig til at lade andre slå sig ihjel, hvis ens forkyndelse af sandheden fremkalder den reaktion. For de andre skal overbevises indefra. Ikke sådan, at man søger martyriet i én eller anden psykologisk dødsdrift, men sådan, at man godt véd, at det kan blive prisen for at sige, som man gør, fordi man véd, at modstandernes overbevisning er kunstig, ikke naturlig. 

⁶⁰         Helt anderledes med den muslimske martyr. Hvor den kristne martyr på ingen måde begår selvmord, selv om han aldrig så meget véd, at dette at miste livet kan blive den pris, der må betales, dèr accepterer den muslimske martyr selvmordet, skønt det egentlig er forbudt indenfor islam, forudsat, at han tager andre med sig i døden. Så vidt jeg har forstået, er denne accept af selvmordet noget forholdsvis nyt indenfor islamisk teologi. Og det er altså heller ikke en accept af selvmordet som sådant. Der er sket det, at kravet om jihad har overtrumfet forbudet mod selvmord. Dette hænger formentlig sammen med, at islam har bevæget sig fra at være en kulturel størrelse, der var overlegen i både kulturel og militær henseende, til at være en kultur, der ikke mere kan hævde sig, i hvert fald ikke militært. Endda har jo de fleste muslimske lande i kolonitiden været besat og undertrykt af de kristne, europæiske lande. 

⁶¹         Så at martyrbegrebet nu er blevet indoptaget af islam, skyldes, at det nu er islam, der er "the underdog". Forståeligt nok, sådan set. Men som sagt, det martyrbegreb, som islam har overtaget, er ikke det kristne martyrbegreb, men et specielt til formålet designet, islamisk martyrbegreb, som passer ind i den islamiske jihad-teologi. Kun det har dette begreb tilfælles med det kristne martyrbegreb, at det kan fremkalde en vis beundring, ud over den undren og skræk, det fremkalder. Det er usædvanligt, at nogen udholder pinsler og død, når dette kunne være undgået, blot vedkommende havde tilbagekaldt sin overbevisning. Og det er usædvanligt, at nogen slår sig selv ihjel for at kunne slå andre ihjel i samme handling. Og begge disse usædvanlige ting kan i nogen grad fremkalde vor beundring: tænk, at nogen overfor døden kan opelske en sådan ligegladhed med, om de dør eller lever!

⁶²        Det er denne beundring over dødstrodsen hos martyren, som den muslimske martyr er ude efter at fremkalde, både den beundring, der fremkaldes hos egne tilhængere og den, der fremkaldes hos os dekadente, vestlige livsnydere. Og indrømmet, hvad dødstrodsen angår, har den muslimske martyr taget skikkelse efter den kristne, så det kan være svært at se det kunstige hos den muslimske, og kontrastere det med det naturlige hos den kristne. 

⁶³        Og dog træder netop forskellen i naturlighed ofte ret tydeligt frem. Selv et menneske, der ikke har meget tilovers for Martin Luther, i den forstand, at han ikke forstår eller accepterer ret mange af hans trossætninger, kan vel godt finde det naturligt af ham, at han vil fastholde sin overbevisning, også stillet overfor truslen om døden på bålet. Det unaturlige, synes vi (og det synes vi såmænd blandt andet i kraft af det, der skete i Worms i 1521), er, at nogen stiller krav om, at en frit fremkommet opfattelse skal fragås, hvis man ikke vil miste livet. Ligesom vi i vore dage som vestlige mennesker fandt det unaturligt af ajatollah Khomeinei at forlange Salman Rushdie dræbt, fordi han havde skrevet en bog ud af sin frie overbevisning. Det naturlige er dog at lade mennesker have den overbevisning, de nu engang har, uden at tvinge dem hverken fra eller til nogen opfattelse. 

⁶⁴        Modsat opfatter vi det som et udslag af fanatisme (og fanatisme er ikke noget naturligt), når mennesker er i den grad grebet af deres tro, at de er villig til at dø for den, blot de kan slå andre mennesker ihjel samtidig. Overfor de selvmordsbombere, der forekommer i Palæstina, har vi ofte den "undskyldning" parat, at de ikke har nogen fremtid og derfor lige så godt med det samme kan tage livet af sig selv. Men overfor de bombemænd, der opererer i vor vestlige verden, har det vist sig, at vi ikke kan bruge den samme forklaring. De er som regel velintegrerede unge mænd, der bestemt ville have en fremtid, hvis de ville bruge den. Blot vælger de altså, for deres religions skyld, at give afkald på den, og sætte livet til for det, de kaldes islams sag. 

⁶⁵        Dette skel mellem en naturlig og en unaturlig martyrdød (med islam som repræsentant for den unaturlige), er fremkommet som en videreudvikling af det, Luther siger til Miltenbergerne, (#50), i en udlægning af Sl 8,3, at modstanderne skal lide den tort at besejres af spæde. Og det er sat op som en forberedelse til den omtale af flykapringerne den 11-9 01, som jeg tidligere har givet til bedste i "Kristelige prædikener mod islam", og som jeg nu kort skal repetere. 

⁶⁶ 11. september 2001
       Vi plejer vist at følge amerikanerne, eller mere præcist: den amerikanske politiske ledelse, i at fornemme, at der blev tilføjet amerikanerne et stort nederlag den 11. september 2001. Og det blev der jo da sådan set også. Men det er alligevel værd at bide mærke i, at der midt i nederlagt blev givet amerikanerne en sejr. Det er jo egentlig ganske mærkeligt, at på den selvsamme dag, gennem de selvsamme begivenheder, som førte den ene civilisation til en moralsk sejr over den anden, eftersom den viste sig overlegen overfor døden, da blev også den anden civilisations borgere ført frem til at vinde en moralsk sejr, og det endda en sejr, der var endnu større og endnu mere bemærkelsesværdig, fordi den blev udført af mennesker, der var ganske almindelige, af mennesker, der var fuldstændig uforberedte på, at de den dag skulle udvælges til at udføre en helt speciel gerning.

⁶⁷        Nu siger jeg lidt forsigtigt, at disse mennesker -- og det drejer sig jo om passagererne ombord på det fjerde fly -- blev ført frem til at vinde ... og at de blev udvalgt .... Jeg kan lige så godt sige med det samme, at i min optik er dette en passivum divinum, en passiv, der skal udtrykke den guddommelige indgriben. Gud møder vi i sproget; sproget giver os muligheder for at forstå andres hensigter; sproget gør det muligt for os at reagere på andres handlinger, i tanken og diskussionen og bagefter med gerninger. 

⁶⁸        Sådan blev det lagt hen til disse passagerer at reagere med angreb på deres kaprere. Det forekom dem ganske naturligt, og det var det også. Det var også naturligt i den forstand, at der ikke var noget særligt ved det, de gjorde. Alligevel gjorde de det rigtige i det afgørende øjeblik. Og gjorde det på en måde, så vi må undre os, ja, gjorde det på en måde, så vi må undre os over Guds gerninger igennem dem. 

⁶⁹       Som man måske husker, blev de tre første fly af deres kaprere bragt til at flyve ind i bygninger med mange mennesker i, dels de to tvillingetårne ved World Trade Centret i New York, dels Pentagon i Washington D. C. Og hvad disse begivenheder angår, gik alt efter planen, altså de muslimske flykapreres plan. De udnyttede overraskelsesmomentet, de udnyttede det forhold, at ingen flykaprere tidligere havde været selvmordere, de udnyttede det forhold, at de kunne være troværdige, når de forsikrede passagererne om, at dette var en almindelig flykapring, blot de forholdt sig roligt, ville de slippe levende fra det hele. 

⁷⁰       Og hvad de første fly angår, betød det ikke noget, at flykaprerne tilsyneladende havde glemt mobiltelefonernes eksistens. Der var passagerer, der ringede til deres pårørende og fortalte, hvad der var sket, det var oven i købet i kraft af sådanne opkald, at man ret hurtigt blev klar over, hvilke passagerer det var, der havde foretaget kapringen. Men ingen, hverken passagerer eller myndigheder, var klar over, hvad kaprerne var ude på. Alle mente, at man nu skulle afvente begivenhedernes gang, før eller siden ville man høre, hvilke krav kaprerne ville have opfyldt, og man kunne så gå i gang med forhandlinger om opfyldelse af dem. 

⁷¹       Men hvad det sidste fly angår, kom mobiltelefonerne til at spille en ganske speciel rolle, en rolle, som kaprerne ikke havde regnet med. For der var én ting, altså udover det med mobiltelefonerne, som de ikke havde taget højde for, det nemlig, at et af flyene kunne blive forsinket. Det var, hvad der skete med flight 93 fra Newark. En halv time måtte de vente på landingsbanen, inden de fik afgangssignal. Og denne halve time gjorde, at de passagerer, der ved den aftalte kapring var blevet gidsler, begyndte at få opkald fra deres bekymrede pårørende. De havde set TV-billeder fra New York, havde set, hvordan fly styrede direkte ind i tvillingtårnene, og ville nu lige sikre sig, at det ikke var sket deres kære noget. 

⁷² Men det var der jo. De var blevet kapret. Og måske de ikke fattede mistanke, da det første fly fløj ind i tårnet i New York, men da det andet fly blev knust mod det andet tårn, og da ydermere et fly fløj ind i Pentagon, så gik det op for de forskrækkede gidsler i flight 93, hvad der ventede dem. Og det må jeg indrømme er mig en kilde til stadig undren og beundring: at de, på trods af, at det drejede sig om dem selv, om deres liv og levned, formåede at lægge to og to sammen. Ingen fortrængning fandt sted, ingen bagatellisering, intet forsøg på at tale sig selv og de andre passagerer ud af det. 

⁷³ For os andre var det noget, vi kun langsomt fattede. Der gik dage, inden vi turde tro, at der ikke var tale om tilfældigheder, at det var muslimer, der havde kapret flyene, at det var en verdensomspændende muslimsk terrorgruppe, der stod bag. Men passagererne i det fjerde fly fandt ud af det i løbet af minutter, og det endskønt det var dem selv, der var det skæbnetunge omdrejningspunkt i begivenhederne. 

⁷⁴        Der var selvfølgelig en række af begivenheder, der skulle falde i hak, for at de kunne få troværdige oplysninger om det, der var sket i New York og derudfra kunne slutte, at de ville komme til at lide samme skæbne. Man skulle finde ud af, hvor mange fly der var kapret. Man skulle blive klar over, hvem flykaprerne var, at de allesammen var arabere. Og jeg er ikke i stand til at sige, hvor mange og hvor troværdige oplysninger der kom til at foreligge for passagererne, inden de gik til modangreb. Men det er sådan set også lige meget. Hovedsagen er, at de gik til modangreb. 

⁷⁵        Og det er i dette modangreb, vi ser det asymmetriske forhold mellem de to civilisationer. Begge parter handler med udsigt til en sikker og snarlig død. Og begge formår at handle under de omstændigheder, også den vesterlandske part. Men hvor den muslimske part har haft måneder til at forberede sig, hvor der har været mennesker, der har bedømt dem, om de nu også kunne holde til at handle under sådanne omstændigheder uden at bryde sammen, dèr er den vesterlandske part udvalgt af Gud, det vil sige: det er for os at se den rene tilfældighed, hvem der kom med og ikke kom med i denne maskine. Alligevel formår den vesterlandske part at gøre det rigtige, ansigt til ansigt med døden. Det, den muslimske religion skal bruge måneders træning og omhyggelig udvælgelse for at fremskaffe, det kan hos vesterlændingene fås af et tilfældigt sammenskrab af dem. Det, der hos muslimerne opnås gennem den mest fuldendte selvkontrol, det opnås hos vesterlændingene gennem en selvfølgelig og ligetil handling. 

⁷⁶        Her er forholdet det samme, som mellem miltenbergernes forfølgere og miltenbergerne selv. Forfølgerne har en dårlig, usikker samvittighed, mens de forfulgte har en god og sikker samvittighed og en retfærdig sag. Det samme her. Passagererne har en god samvittighed og en retfærdig sag. De vil prøve at redde de amerikanere, der opholder sig i den bygning, som kaprerne påtænker at flyve flyet ind i. Kaprerne derimod har en dårlig samvittighed og en elendig sag. De har kunstigt dannet sig en forestilling om det uretfærdige i deres muslimske verdens tilbagestående tilstand, de har oparbejdet hos sig selv og hinanden en forestilling om, at det altsammen er vestens skyld, og de har grebet til en fortvivlet handling, der, skønt den slår nogle vesterlændinge ihjel, også udstiller muslimernes afmagt. 

Luther i brevet til miltenbergerne: "I har en god, sikker samvittighed og en retfærdig sag. De har en dårlig, usikker samvittighed og en blind sag, for de véd endnu ikke, hvor uretfærdig den er. Derfor har I Guds trøst med tålmodighed ud fra skriften i håbet; de har djævelens trøst, gennem hævnen, i den synlige skalten og valten." 
(miltenberg#17) 

⁷⁷ Ikke blot skal  muslimerne således vedligeholde den -- kunstige -- forestilling om, at muslimer er bedre end andre mennesker, fordi de har modtaget Guds åbenbaring i koranen og bøjet sig for den, det fik endda være, for den forestilling har vel mere eller mindre fulgt alle muslimer fra barnsben af. Nej, de skal også fastholde den -- endnu mere kunstige -- forestilling, at det, de her gør, er identisk med en jihad, hvorved den guds sag fremmes, som de tror på. 

⁷⁸ Det er klart nok, at disse selvmordspiloter udfører en yderst spektakulær handling, en handling, som er spektakulær ikke mindst i kraft af, at alle de implicerede begår selvmord med den. Men det er jo på den anden side en éngangshandling. Næste gang nogen vil prøve at såre vesten på samme måde, vil det ikke lykkes. Ja, faktisk har der jo været én, der ville prøve at sprænge et fly i luften med en bombe indbygget i sine sko. Men de andre passagerer kastede sig over ham og forhindrede ham i at antænde bomben. 

⁷⁹ Det kan også godt være, at begivenhederne i Amerika har bragt nogle muslimer trøst i deres følelse af underlegenhed. Men dels er det nu en falsk trøst, for fremgang får deres lande ikke, før de lærer demokrati og ligestilling og frihed af vesten; det er deres muslimske indstilling til samfundet, der forhindrer fremgang, ikke os i vesten. Så trøsten er en falsk trøst. Og dels vil vel virkningen af denne trøst med tiden flade ud. De kan ikke blive ved med at leve højt på, at de har leveret fjenden et slag, hvori de sejrede (forudsat man vil kalde 11-9 en sejr for muslimerne). 

⁸⁰          Endelig ville den trøst, muslimerne kunne opnå, mindskes meget, hvis vi i stedet for som præsident Bush at slå på vor militære og økonomiske overlegenhed havde slået på vor moralske overlegenhed. Vi skulle have sagt, som Luther sagde til miltenbergerne, at vi allerede derved, at deres gerning var en ugerning, vores en redningsgerning, havde vist os dem langt overlegne i moralsk henseende, og at vi derfor håber for dem, at de går i sig selv og fortryder den gerning, de har gjort imod os. 

Luther til miltenbergerne: "Derfor har I, kære venner, i sandhed ingen grund til at begære hævn, eller til at ønske ondt over jeres fjender, nej I har snarere grund til hjerteligt at forbarme jer over dem. For sandelig, I har allerede i altfor høj grad fået hævn, selv bortset fra, hvad der stadig kan nå at møde dem ved enden. Der er allerede sket dem noget, der gør altfor ondt. De har kun givet jer den fordel, at I er kommet ind under Guds trøst ved deres rasen. Overfor sig selv har de gjort en skade, som de kun vanskeligt, nogle måske aldrig, vil kunne overvinde." (miltenberg#15)

⁸¹         Eller vi skulle fremhæve passagererne i flight 93 som eksempler på, at vore modstandere bliver tilintetgjort af børns og spædes gerning, af et tilfældigt sammenskrab af amerikanere, der handler ret, fordi de har en ret sag, og så ladet det være godt, ladet både Afghanistan og Irak passe sig selv, eventuelt med nogle FN-sanktioner som ledsager. Det ville i langt højere grad have haft effekt dèr, hvor det skal have effekt: i muslimernes hjerter og samvittigheder. 

Luther til miltenbergerne: "Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn, at du kan tilintetgøre dine fjender og hævnere.  Dette vers volder ham [djævelen] ikke blot bedrøvelse og elendighed, det gør også, at han skal blive til intet; og det ikke ved stor magtanvendelse, hvilket dog ville være ærefuldt for ham. Nej, det skal ske ved afmægtige pattebørn, som ikke har nogen kraft. Det bider på den stolte, mægtige ånd, det gør ret ondt på ham," (miltenberg#21) (#50) 

⁸²        Og det ville forøvrigt også have haft langt større effekt et andet sted, dèr, hvorfra terrorismen henter sin kraft, i forholdet mellem almindelige muslimer og terroristiske muslimer. Terroren kan kun leve, når den har en vis tilslutning fra den almindelige ikke-terroristiske borger. Kan man bryde den forbindelse i det muslimske miljø, er meget opnået. Og det forekommer mig, at der var langt større chance for at få den brudt, hvis man i stedet for disse mange militære operationer havde iværksat en, nå ja, en martyrdyrkelse af de passagerer, der gik til modangreb mod de muslimske terrorister på det fjerde fly og derved reddede mange amerikaneres liv. Det kunne naturligvis ikke blive en martyrdyrkelse á la den, man gennemførte i oldkirken, og det er også muligt, at man ikke sådan rent teknisk ville kunne bruge betegnelsen "martyr" om dem, men fremhæve dem som mennesker med hjertet på det rette sted, fremhæve dem som hele mennesker, der, når lejligheden var der, greb ind for at redde andre, det kunne vi dog have gjort. 

⁸³ Og specielt ville det have haft virkning, hvis vi ikke blev trætte af at sammenligne dem med flykaprerne. Hver af disse er, kan man forstå, gået hen og blevet ikke så lidt af et idealbillede på en god muslim i mange muslimske miljøer. Og hvis de nu gang på gang blev sammenlignet med de oprørske passagerer, og hvis de hver gang faldt ynkeligt igennem, så det hver gang der blev fortalt om dem, blev klart, at deres "heltegerning" mere bestod i at have haft held til at bedrage de vestlige myndigheder og passagerer, end det bestod i en særlig muslimsk standhaftighed overfor døden, og at deres standhaftighed i hvert fald ikke var større end tilfældigt udvalgte almindelige amerikaneres, så ville der være en vis sandsynlighed for, at de ville miste deres tiltrækningskraft for unge muslimer. 

⁸⁴ Det er i det hele taget den anden side af martyrbegrebet: Gennem dyrkelsen af martyrerne, gennem den taknemlighed mod dem, som kommer frem ved en sådan dyrkelse, sendes der jo et stærkt budskab til alle tilhørere, inklusive diverse muslimer: de døde uskyldigt, de døde i kamp for andres velfærd. Og stilles det op mod den dyrkelse af de muslimske "martyrer", som finder sted, kan forskellen nok træde frem så tydeligt, at selv muslimer kan få øje på den. 

⁸⁵ En dansk martyr, der dyrkes i Ungarn
         Den danske diplomat, Povl Bang-Jensen, blev efter Ungarns-opstanden i 1956 ansat som sekretær for Alsing-Andersen, der var blevet formand for den kommission, der, meget mod Sovjetunionens ønske, skulle undersøge, hvad der var sket i Ungarn. Som sådan blev han sat til at afhøre de vidner, der havde noget at fortælle; men han måtte love dem fuld anonymitet, før de ville fortælle ham, hvad de vidste. Det lovede han dem. Og han følte sig siden så bundet af sit løfte, at han nægtede at udlevere en liste med 81 navne på vidner til sin overordnede, Dag Hammerskjöld, hvorfor denne først forflyttede ham, dernæst, da det blev klart, at han havde brændt listen med navnene, afskedigede ham. 

⁸⁶ Den 23. november 1959 meldes Bang-Jensen savnet. Tre dage senere bliver han fundet dræbt af et skud i tindingen, pistolen, der blev brugt, ligger ved siden af ham. Den officielle forklaring var selvmord. Det er dog ikke alle, der tror på den forklaring. Og i Ungarn mindes han i dag som én af heltene ved den ungarnske opstand i 1956. 

⁸⁷          Var Povl Bang-Jensen en martyr? Nej, naturligvis ikke i sædvanlig forstand. Der var ikke noget med, at han kæmpede for det kristne budskab. Han udholdt ikke pinsler, som han kunne slippe fri af ved at foretage en tilbagekaldelse af en kristen trosbekendelse. Han udviste blot en høj grad af civil-courage. Han følte sig blot på almindelig menneskelig vis personlig bundet af de løfter, han havde afgivet, og mente ikke, at han kunne overføre denne forpligtelse til at holde løftet til et FN-system, som han vidste var gennemhullet som en si. Så meget følte han sig forpligtet, at han fandt sig i at blive afskediget. Så det "blot", jeg har anført ovenfor, er det ikke enhver, der kan eller vil leve op til. 

⁸⁸ Afslutning
       Jeg vil lade det være nok med disse to nutidige eksempler. De viser til fulde vanskelighederne ved umiddelbart at overføre tidligere tiders martyrbegreb til vore dage. Men de viser også, tror jeg, behovet for en fornyet opmærksomhed omkring sprogets iboende krav om at tale sandt, også om det koster én livet. Eller, altså, behovet for en fornyet teologisk interesse for martyrbegrebet. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har gjort mere, end at jeg har taget hul på denne interesse. Men som man kan se af afhandlingen her, mener jeg, at både Kaj Munk og Luther i virkeligheden lægger op til det. Hvilket specielt skulle kunne ses, når de holdes sammen. 

⁸⁹ c

⁹⁰ c