Malmø 1529
 

Genudgivet af H. F. Rørdam i 1868 i uforandret sprogdragt, nu atter udgivet af Ricardt Riis i et tillempet nutidssprog.
 
 

Denne udgave baserer sig på H. F. Rørdams udgave; det oprindelige manuskript har altså ikke været konsulteret.

Man bedes bemærke sig, at versangivelsen i de mange skriftsteder er udgiverens gæt. På reformationstiden var man endnu ikke begyndt at inddele bibelens kapitler i vers, og det er derfor umuligt nøjagtigt at vide, hvilken del af et kapitel Laurentsen har villet henvise til. Af og til giver det sig ret tydeligt af sammenhængen, af og til er det svært at få øje på noget i det pågældende kapitel, der har kunnet begrunde en henvisning (i så tilfælde har jeg foretaget et kvalificeret gæt), og af og til er det komplet umuligt at se henvisningens mål (i disse tilfælde har jeg anbragt et par spørgsmålstegn).

Jeg har anbragt et emneregister bag i bogen, mest for selv lettere at kunne finde rundt i den.
 

Indhold:

Indledning: 5

Den første hoved(år)sag til vor blindhed. 9

Den anden hovedårsag. 15

Den tredie hoved(år)sag. 22

Reformation og forbedring om gods og rente som var bestemt til messer og anden gudstjeneste i kirkerne etc. 30

Om kristelig skik på Kristi nadver, som nu kaldes Messen. 33

Om skik på kristen prædiken og lovsang i kirkens forsamling. 44

Om sakramenterne, hvorlunde de handles og her hos os bruges. 48

Om dåb48

Summen på dette sakramente 50

Om ægteskab og den ceremoni 51

Summen på denne stand ægteskabet 54

Om pønitentse og hvad det er 55

Om Skriftemål58

Om lønligt skriftemål 60

Om fyldestgørelse eller syndebod 62

Om jordefærd og kristelig begængelse for de døde 65

Om vigilier for døde. 66

Om tiende67

Om hospitaler68

Om klostrene71

Om tiggeklostre. 74

Om Leyetzer i skriften. 81

Om skolen82

Om kiste til fattige folk. 84

Om ringen og adskillelse på tiden 85

Om billeder og efterligninger 85

Ende og beslutning på denne bog og undervisning 88

Emneregister: 91

Skriftsteder:
 

Årsagen og en ret forklaring på den ny reformats, ordinering og skik om messen, prædiken og anden ret gudstjeneste og kristelig dyrkelse som er begyndt og gjort udi den kristelige stad Malmø. Anno Domini 1529.

Amos Kap 8, (11): Så siger Herren: Dagene kommer, og jeg skal udsende hunger på jorden, ikke brøds hunger, ikke heller vands tørst, men hunger og tørst til at høre Guds ord. (2a)

Disse artikler, som trakteres ..... (der er udrevet et hjørne af titelbladet) vis herefter, er om:

De hovedårsager til vor lange vildfarelse og blindhed etc.

Messen

Prædiken

Sakramenter

Dåb

Ægteskab

Pønitens

Jordefærd

Tiende

Hospital

Klosterne

Læsning i skriften

Skolen

Kiste til det fattige folk

Om ringen
 

(2a) 

Indledning:

Kristelige og gudsfrygtige læser, fred, nåde og en god forstand, ønsker jeg Peder Laurenssen i Kristus Jesus.
 

Vågn nu op, kristne læser, opløft dine øjne, og i hjerte og ånd agt, overvej, besind dig, og så kan du rettelig dømme, om den hårde dom ikke er overgået os og for en stor part fremfaret, den dom som Gud i sin hellige profet Amos forfærdeligt har truet syndige mennesker med, så talendes: Se, dage skal komme, siger Herren, og jeg skal udsende hunger på jorden, ikke brøds hunger, ikke heller vands tørst, men hunger og tørst til at høre Herrens ord, og folket skal røres og umages fra den ene strand til den anden, og fra norden til øster skal de vandre omkring, ledendes og adspørgendes Guds ord, og de skal ikke kunne finde det, på den tid skal skønne jomfruer og unge drenge lide og vansmægte i tørst etc. (Amos 8,11-13)

Den strenge profeti er sandelig i dag for største parten fuldkommet, så at den, der har nogen forstand og dømmekraft i sit hjerte, må klarlig se og agte, hvorledes menneskenes ord og lov i ganske lang tid har haft magt og overhånd, og menneskene har vandret deres egne veje i deres egne påfund, men Guds veje og hans retvise sandheds ord, det har enten aldeles været glemt og bortkastet, eller også blevet så formørket med menneskers gloser, skrift og tilsætning, (2b) at ganske få kan forbedres deraf eller derudi finde saligheds trøst, så at havde ikke Gud i sin barmhjertighed med sin hellige ånds husvalelse, og sine lønlige gaver, indskud og nåde, trøstet sine venner og udvalgte, da kunne de aldrig have blevet salige i disse vildsomme verdens veje, dersom Guds ord, som er vor saligheds lys, bliver dem fratagen. De tørstede og hungrede efter Guds ord, og var dem såre begærendes, som endnu mange er og har været i mange hundrede år, og kunne dog ikke få dem. Menneskenes lærdom, retvished og hellighed har de og vi hørt, og vore forfædre og vi har vandret efter samme lærdom, indenlands og udenlands, mod øst og mod nord, fra strand og til strand, ligesom vildfarende får, (Matt 9,36) der ingen hyrde havde, vi har søgt og adspurgt Guds ord, det er saligheds lærdom, sjæletrøst, retvished og hellighed, hvilken er os lært at være i pilgrimsfærd, aflad etc, men det kunne intetsteds findes, og kan ikke findes, uden alene i Kristus Jesus og hans rene ord, og hvor det ikke er, der kan intet andet være end vildfarelse og uretvished, hvor helligt nogen ting end synes.

Denne hunger og Guds ords tørst havde vi og vore forfædre ikke meget af i det babyloniske fængsel (det er: i vore menneskenslærdoms og buds tyranniske vælde og magt over vore conscientzer) i ganske lang tid, i hvilket fængsel vi har tilbedt guld og sølv, kobber og messing, stok og sten, som de børn, profeten har beskrevet og påmindet os, at vi skulle tage os i vare for, hvor han skriver således: (3a)

For jeres synders skyld, siger han til Israel, som I har syndet imod Gud, skal I gribes og bortføres til Babylonien, fanget af Nebukadnesar for den babyloniske konge, og når I kommer derhen og indgår i Babylonien, da skal I blive dèr i ganske mange år og i lange tider, indtil 7 slægter er forgangne, derefter skal jeg frelse og udlede jer af Babylonien med fred, men nu i jeres fængsel i Babylonien skal I se guder af guld, sølv, sten og træ, hvilke som bæres af folk på deres skuldre, og synes for det menige folk at have forfærdelig magt, med hvilke de gør folket bange, derfor skal I tage jer i agt for, at I ikke bliver deres gerninger lig, som dyrker de guder, og I skal ikke ræddes for dem, og når I ser foran eller bag jer de, som tilbeder disse guder, da skal I sige så inderligt i jeres hjerter: O Herre Gud, du bør alene dyrkes og tilbedes etc. (Baruks bog, 6,1-5).

Dette har vi også nu set, at vi og vore forfædre i det babyloniske fængsel som vi har været i, og endnu en part er i, har været et stort afguderi, med guld, sølv, stok, sten, billede og efterligninger, at ære, dyrke og smykke, hvilken ære vi skulle have gjort Guds levende tempel og billede, fattige mennesker æret, hjulpet, klædt og født dem, efter Guds lov, (Es 58,6f; Matt 25,35) bud og befaling, men dette har vi ikke skøttet om, og det vi selv tænkte og mente for godt, det har vi efterfulgt, og deraf gjort os en Guds tjeneste, som er et sandt tegn til Guds vrede imod os her til dags, men som den barmhjertige Gud, han har i ovennævnte profetis ord mildelige lovet, at efter de syv aldre og slægter (3b) (som forstås som al vildfarelses og hårde åndelige fængsels tid) vil han udlede os af Babylonien. Så har han også nu begyndt med sine hellige rene ord, i en rolig, fredsommelig conscientie og samvittighed, i mange lande udleder (han) sine fattige fanger af menneskenes lærdoms påfund og gækkelige helligheds fængsel, til en ret kristelig lærdom, åndelig frihed, fred og rolighed, i hvilken de må af hjertet takke, love og prise deres himmelske faders nåde og godhed. Og Kristus Jesus, deres kære frelsermand etc.

Denne nåde har han også givet os, sine unyttige (Luk 17,10) tjenere, udi Malmø, med sine hellige ords kundskab og åbenbarelse, hvilke ord og lærdom vi gerne vil og er begærendes at skikke os efter, i hvis måde Gud vil os sin nåde give. Vi vil også takke ham for den barmhjertighed, han har sendt i sine ord, og annamme dem taknemligt med hu og hjerte, af samme hu og hjerte idelig bedendes, at vi må styre og regere os derefter.

Og derfor har de ærlige, kristne mænd, borgmestre, råd, prædikere og lærere her i Malmø, i sandhed forfaret og er rettelig undervist af den hellige skrift, og hendes forståelse og mening, at de har været i stor grov vildfarelse og Guds tjenestes og sakramentes vanbrugelse i lang tid, i de særlige stykker, der er sjælen anrørendes, og saligheden.

Da har de (idet bisper og kirkens forstandere er her iblandt forsømmelige) gjort en skik og ordinering, hvilken Guds ord og rette tjeneste og dyrkelse kan komme til sin tilbørlige ære og brugelse (4a) igen, hvilken der også har bistand og grund i den hellige skrift, hvilken os alene bør at rette os efter i Guds tjeneste og vor saligheds veje.

Denne reformats skik og årsagen hertil lader vi nu udgå, gode kristne menneske (som elske Guds ord og hans sande kristelige tjeneste) til husvalelse og forbedring. Og så at de, som såre fortørnes af denne reformats og forvending, simpel uforstandigt folk og lang tid forført af ukristelig lærdom, hvilken dem såre hårdt sidder i hjertet, at de må vide, høre og læse, hvad redelig sag vi har gjort dette for, og at de kunne dermed lære, hvad og hvilken den rette Guds tjeneste og dyrkelse er, som ikke er i udvendige ting og øgleri, men i hjerte og sind etc.

De har heller ikke gjort denne skik, ikke heller ladet udgå denne skriftlige undervisning for onde, uvidende eller hårdnakkede præsters eller munkes skyld, som ikke vil læse, agte, besinde eller lære Guds sandhed og rette ære renligt efter skriften. Vi ved vel, at de står ikke til at læres eller undervises, fordi Guds hånd er dem fratagen, og den himmelske fader vil ikke drage dem, der står imod hans ord og vilje.

De kan ikke stå op til en ret kendelse eller til en kristelig dom at skelne mellem ondt og godt i sandhed. De kommer til at bruge sig selv på ugudelig måde og forstår ikke, at de gør ugudelige ting, (5 Mos 12,8) de mener, de gør såre vel i deres øjenskalkhed, men det er dog ondt og slemt for Gud. (4b)

De må bande, buldre, foragte og bespotte, og lægge alle ting til det værste, vi lader dem betæmme, de er blinde og blindes forledere.

De kan af Guds sandhed og straf beskæmmes. Som S. Krysostomus skriver, men de kan deraf intet forbedres. Guds vrede er dem overgangen til enden.

Skøt ikke derfor, du kristne læsere, hvad de råber, bander, står imod og forfølger, men læs, hør og agt, hvad her efter står skrevet, og når du har læst og agtet vel, da må du dømme: Er det sandt og bestandigt, annam og tro, er det ikke, da kast det bort og fly det. Her har du frit lov til.

Guds fred og nåde, hans ånd og sandhed være med dig altid. Malmø die divo Andree, sacro anno 1529. (5a) 
 

Den første hoved(år)sag til vor blindhed.

Som Gud han har altid brugt sine lønlige domme blandt menneskene og åbenbaret dem sin strenghed og sin barmhjertighed (Sl. 102,12f; Jak 1,2f) (end dog at hans miskundelige barmhjertighed altid har overgået strengheden) så har han også gjort i vore og vore forfædres dage, i hvilken han har brugt sin retvise strenghed imod os, idet vi har ikke været ham så lydige og hørsomme, og ikke agtet hans hellige ord, den hellige skrift, som vi skulle og burde.

Thi har han (som han tilforn har truet med i loven) svarlig nu i ganske mange år beslaget os med stor blindhed, hjertens mørke og galenskab, (5 Mos 28,28) at vi har gået og trisset omkring her og der efter retvished og salighed, midt om middagstide, det er, men Kristi (som er vor sol og klare lys) og hans lærdom har været i verden, ligervis som en blind plejer at gøre, der går og trisser i mørket, så at vi kunne ikke rette os efter Kristus Jesus og hans rene ord, i hvilken alene vi skulle søge og lære vor saligheds vej og rette kristne levned. (<a href="#Joh 14,6: 6 Jesus sagde til ham: "Jeg ">Joh 14,6)

Udi denne forblindelse og uvidenhed om Guds ord og forsmædelse har vi vandret og gjort efter vort eget sind, fornuft, visdom, gode tykke og påfund (5b) efter menneskenes ord, lov og sæd, hvad som os lystede og tyktes godt, og deraf gjort os retvise og hellige for menneskene. Og dette er en svær streng dom og Guds vredes hævn over os, end dog vore kødelige hjerter, sind, menneskelig visdom kan ikke forstå, at det er Guds dom.

Men lad os nu høre, hvad Gud han siger ved sin profet i den fjerdesindstyvende salme om os og vore lige som har forladt Guds ord og røst:

Mit folk (siger han) hørte ikke min røst og tale og Israel agtede mig intet, og så tog jeg min eget sind og hjertens begæring, og lod dem gå efer deres eget sind og hjertens begæring. De må nu gå efter deres egen påfund. (Sl. 81,12f)

Disse er Guds ord, i hvilke vi må agte og besinde hans store vrede og hævn, idet han tager sin hånd fra os, og lader os gå vore egne veje, i vort eget hjertes visdom og begæring, udi vore egne påfund og selvdigtede veje, af hvilken udvortes handel og for menneskenes øjne skinnende gerninger vi ville ukristeligt gøre os gode og retvise, og i vor forblindelse agte at gøre Gud stor tjeneste som vi (særdeles klerkeriet) berømme os af for simpel almue og uforstandigt folk, hvilket folk vi dermed drager bort fra den rette Guds tjeneste, som er at tro stadigt og forlade sig på Jesus Kristus alene, og på hans nåde og barmhjertighed, holde sig fra synden, og elske sin næste af sit hjerte, bevisendes kristelig kærlighed med sine gerninger. (<a href="#Jak 2,18;18 Nogen vil indvende: "Én ha">Jak 2,18; Gal 5,6) (6a)

Fra denne retsindige Guds tjeneste har vi draget almuen ind til den tjeneste, vi selv har digtet og påfundet os til nytte og både, fordi at hun renter så såre vel, og gør os enten til store og mægtige herrer og prælater i verden, eller også søger vi dermed verdens pris og helligheds mening hos simpel folk, etc, som vi ser, at det nu går for sig.

Og har vi tilsagt arme uforstandige folk retvished og salighed for denne ovennævnte ugudelige Guds tjeneste og dyrkelse.

Men herimod siger Gud selv hos profeten Esajas, så talendes: Mit folk hvilket som siger (med søde ord og smigrendes tale) dig at være salig og god, de bedrager og besviger dig, de spilder og ødelægger din (rette saligheds) vej, hvilken saligheds vej er eneste i Kristus Jesus, og ikke i nogen menneskenes skik, lov eller gerning etc. (Es 3,12)

Ydermere i samme Guds hævn og vrede imod os, og i vor forblindelse, har vi så hårdelig indført denne selvdigtede udvortes Guds tjeneste og budet og med skreven lov og statutter hende befæstet og i mange hundrede år så bepligtet fattige menneskers conscientier, til at opholde denne tjeneste af en sædvane, at fattige mennesker agter fast mere menneskenes skrift og bud end Kristi ord og lov, og den rette kristne skik og kærlighed, som os bør at holde imellem hver anden, i hvilken kærligheds lov og bud vi alene kendes af Gud, (Matt 25,35) at være hans discipler, ret kristen menneske, ikke af klæder eller farve, ikke af megen læsning eller sang, (Joh 3,19f; Joh 15,10) (6b) ikke af en slags mad en dag at æde, og en anden en anden dag, ikke af det, vi må gå til kirke og ligge bag en præst eller munk, som står for et alter og slår ud sit kram og har messer til salg, ihvad slags man vil have den af. 

Lange messer, som de kalder års messer, eller forgyldte messer, opstandende messer, tiende messer, læste messer, sungne messer, messer for pest, for god lykke, rigdom, at overvinde sine fjender, messer for hovedværk, tandpine, rygværk, for kolde fingre, etc.

Messer for køer, messer for heste, for gæs, for svin etc.

Messer for tyveri, messer for folk at forråde, at de kunne visne hen og brændes op etc.

Det er ikke muligt, at vi kort kan opregne alt det kram og købmandsskab, som der bruges under messens navn og anden falsk Guds tjenestes titel, i misbrugelse og øjenskalkhed, som må ingenlunde kaldes Guds tjeneste. For denne brugelse er intet andet end bespottelse og en ful gerrigheds handel, som ingen retsindig christen mand bør give magt eller tilstede at længer skal bruges blandt Kristi folk, vor Herre til stor fortørnelse, og menneskene til en usigelig sjælefare og skade. End dog denne falske Guds tjeneste synes ypperlig og meget hellig for verden og uforstandige mennesker. Skønt at hun er her til dags så meget priset og prædiket, af dem, som drager nytte af hende meget godt på legemets vegne, (Luk 15,14-17) hun er dog vederstyggelig for Gud, og fattige simple folk kunne ikke skønne bedre, (7a) thi at de vidste såre lidet af Guds vilje og den hellige skrift, de såvel som deres vildledere, præster og munke, etc, som har været blinde og blindes vildledere, (Matt 15,14) som deres egne bøger, skrifter og gerninger kan åbenbart bevise, når de agtes og overvejes ved den hellige skrift etc.

Vi har her til dags ment, at det var nok, at vore bisper eller sognepræster og andre kirkens forstandere eller fattige almues forledere, at de har været til store skoler og studier udenlands eller indenlands, og fået store navne, mesternavne og doktornavne. De, som dog aldrig rettelig blev forstandige og forfarne i tiende parten af et kapitel i al den hellige skrift. De, som intet andet (iblandt de allerbedste lærde) har lært end i Aristoteles' og hedenske poeters bøger, eller i den skrift som kaldes scolastica theologia, det som intet andet er, end menneskenes påfund og mening, uden omkring den hellige skrift, og kommer hende ikke nærmere end øster og vester i største parten.

Sådanne hovmodige mestre, ære- og pengegerrige, har vi betroet til vore forstandere og læremestre, på vor sjæls og saligheds vegne, af hvilken vi nu kan og må agte og besinde, at vi er ledt på vildspor.

Men var de nu så (som det ikke er), at vore selvdigtede messer, læsning, faste, skik på særlig klædebon og farve, løfte, tvang, kyskhed, som er for Gud slem urenhed, falsk fattigdom, som er slem gerrighed og røveri for Gud, løgnagtig lydighed, som (7b) er Guds genstridelse og andre skinnendes udvortes gudelige gerninger, at de brugedes ikke end så ublu, som de nu gør, da var de ikke end dog gode, så at nogen kunne deraf blive salig og retvis. Hvi så?

Hør, hvad Gud siger i det gamle testamente Esajas 29:

Dette gudelige folk kommer til mig, synes at være mig nær, det hædrer mig med mund og læber, men deres hjerte er langt fra mig. De tjener og frygter mig forgæves, idet de tjener mig efter menneskenes bud og lærdom. Og derfor skal jeg ydermere gøre, at dette folk skal få et forfærdeligt stort under og mirakel (det som man ikke skulle have troet) fordi Guds visdom skal forgå og blive til intet i disse (hellige folks) kloge og forstandige; og de snildes forstand skal skjules for dem. (Es 29,13; Matt 15,8f )

Her må vi se en anden streng Guds dom imod os og alle farisæere. Hvad er det?

Det er, at vi ærer Gud med læberne og ikke med hjertet, efter menneskenes opskrevne regler, bud og befalinger, og ikke efter Guds ord i ret åndelig dyrkelse og tjeneste, som Gud har os lært. Derfor har han i lang tid taget fra os sin visdom og den rette forståelse af hans ord, og ladet os vandre i mørke og forblindelse vor egen kurs, og ladet os finde på de råd som ikke er os nyttelige på vor sjæls vegne, men mere til skade og fordømmelse, som Gud han siger, Esajas 30: (8a)

Ve vorde jer, I sønner, som har overgivet Guds lov, på det I kan gøre et råd og ikke af mig (af min befaling) og begynder en væven (det er: slår til hobe al jeres egen digt, regel og lov) og ikke af min ånd, men af en ond ånd, på det I skal forøge synd på synd etc. (<a href="#Es 30,1; DO: "slutter et forbund"; Vul">Es 30,1)

Nu må vi agte af disse ovennævnte hellige profeters ord og ganske mange andre i skriften, hvad årsag der er til, at vi i så lang tid ikke har haft den retsindige rene Guds tjeneste og dyrkelse, som vi burde, i hjerte og i ånd, efter Guds ord og befaling. Det skyldes, at vi har forsmået hans ord, og han har taget os sin visdom fra, og ladet os og vore forstandere vandre i vort eget forstokkede mørke og kødelige visdoms blindhed, i hvilken vi efter vore sind vil optænke os gudelighed og udvortes tjeneste og hellighed, fordi vi intet vidste af den rette indvortes Guds tjeneste. 

Heraf er nu udi fire eller fem hundrede år optænkt så mange forskellige klostre, munkeregler, ceremonier, udvortes gerninger, forskellige tjenester i templer etc, af hvilke enhver vil blive retvis og salig, altid lærendes at tækkes Gud med den eller den gerning, de eller de regler og ceremonier, og dog aldrig at kunne komme til den rette sandheds og Guds dyrkelses erkendelse, som S. Pouel siger: Hvilken sandhed er Jesu Kristi tro og forladelse på ham, hans gerninger og retvished. (2 Tim 3,15) Og denne tro alene stiller rolig, tryg- og fredsommeliggør vore conscientier hos Gud, ihvor store synder vi have. (Rom 5,1) (8b) 
 

Den anden hovedårsag.

Den anden hovedårsag til vor vildfarelse og falske Guds tjeneste, den vi såre meget agte og vil så såre nødig opgive, den er menneskenes egen visdom, skel, fornuft og gode tykke, efter sit eget sind og dom, og ikke efter Guds visdom, Kristi ord og den Helligånds dom, som alle kristne mennesker skal alene rette sig efter.

Kødelig visdom, gudelighed og godt tykke, siger og mener så i sin blindhed, at det, som der smukt og velbehageligt for verden og for menneskenes øjne fagert, at der er også straks behageligt og taknemmeligt for Gud. (Es 1,3 og 58,6; Jer 2,5 og 6,13f og 7,4f;Baruk6; Amos 5,21; Mika 6,8; Mal 2,10 og 1,12; Joel 2,12) 

Da mener de straks at forøge klostre og kirker, messer og sang, læsning og bønner, opfylde kirker med råb og bulder, orgelværk og diskant, altre og tavler, malning og udsmykning, guld, sølv, og dyrebare klæder og klenodier, stifter evige tjenester, lægger der stor rente til. De mener, at dette udvortes skik og hellige skin er straks godt for Gud, fordi at det er dem behageligt. De mener, at Gud er så gækkelig, at han undrer på guld, sølv, ornament, smykkeri, sød sang, høj røst, megen læsning, mange messer, etc. lige som de gøre, der dog ikke ved, hvad ret Guds dyrkelse er. Nej, det er ikke nær således.

Gud, som søger og gransker ånden og hjertet, (Joh 2,25; 4,21f) han agter intet vore troløse udvortes smykkede gerninger (9a) som vi falskelig sige os at tjene ham med. Men han vil have en ypperlig dyrkelse, som er menneskenes hjerte, i en stadig tro og åndelig tjeneste, som vismanden siger på Guds vegne: Min søn, få mig dit hjerte, hjertet er det offer, Gud begærer, og det han ikke forsmår. Derfor begærer profeten David og alle rettelige gudelige mennesker, at Gud skal skabe og skikke i dem et rent hjerte og en retsindig ånd, formedelst hvilken de kristeligt kan tjene Gud. (Sl 51,12) På den måde kender de Kristi ord og lærdom: At hverken i Jerusalems tempel eller andre særlige steder dyrkes Gud, især i det ny testamente. (Joh 4,21) Og ikke bor han heller i nogle håndgjorte templer, som S. Stefan han siger. (Apg 7,48) Og S. Pouel i Apostlenes Gerningers bog. (Apg 17,24) Men de sande tilbedere tilbeder Faderen i ånd og sandhed, ikke med råb og bulder eller mange ord, som Kristus forbyder, ikke heller åbenbarlige som øjenskalke og farisæere, men udi deres lønkammer eller udi hjertet, dèr hvor den himmelske fader ser og agter deres bøn. (Es 66,??; Matt 6,4)

Guds dom og menneskenes (efter deres eget sind og fornuft) kommer ikke nær overens, især ikke i de ting, som er vor salighed anrørendes. Som Esajas skriver, at Gud han siger: Fordi som himlene ophøjes fra jorden, så er mine veje ophøjede fra eders veje, og mine tanker (eller domme) fra eders tanker og domme. (Es 55,9)

Dette er det, S. Pouel han skriver til de Korinther: Animalis homo etc: Et kødeligt menneske (det er: den, som ikke har Guds ånd i sig men efterfølger (9b) sin egen sjæl, sind, snildhed og visdom) han kan ikke begribe eller annamme de ting, som hører den Helligånd til, som Guds ånd åbenbarer. (1 Kor 2,14) Det er et gækkeri og dårskab for ham, og han kan ikke kende eller kødeligt begribe dem, for de kan ikke agtes, dømmes eller skelnes uden åndeligt. Herom har vi et forfærdeligt og underligt eksempel oc vidnesbyrd i dag som er en hård Guds dom imod os i vor forblindelse.

Vi ser og hører, hvorlunde vore vise Doktores, Mestre, Præster og munke, og meste parten de, som skulle være folkets hyrder, forstandere og ledsagere til himmerige, vi ser og høre, hvor lidet Guds ånds visdom er udi dem, og hvorlunde de dømme på alle ting, og især på det, som er den rette Guds dyrkelse. Og hvor af vi rettelig skulle blive retvise og salige.

Det bespotter de nu og foragter, kaldendes det vildfarelse og kætteri, efter deres kødelige verdens visdom, fornuft og ukristelige dom i deres forblindelse, som Gud har slaget dem med, og endnu hver dag mere og mere slår dem i, fordi at de foragter Guds sandheds ord, og ikke vil give ham den rette ære, han bør have, tillæggendes ham ene al vor hjælp, trøst, retvished og salighed, og ikke til ham alene vil have vor tilflugt og håb, erkende og tillægge ham alt det gode, vi har og skulle få, takke ham for sin nåde og barmhjertighed, han søger og prøver os med i vor modgang, sygdom, armod, fattigdom og forfølgelse etc. (10a) og være aldeles vel tilfreds med ham, hvad han vil os lade vederfare, og hvad han vil gøre af os, hvad heller vi lever eller dør, så tænkendes om ham, fordi han er alsombedst, da kan han intet ondt gøre, han er alsomvisest, han kan intet uviist eller dårligt gøre, han er alsommægtigst og miskundeligst, (Joel 2,12) han lader ingen forfare, der indflyr til ham af et træt hjerte påkalder ham og forlader sig til ham. (Rom 10,9)

Disse og deslige andre stykker er den rette ære, vi skulle lægge Gud til, men vore ledsagere og doktores største part, de dømmer ikke sådan. De dømmer og drømmer om en anden Guds ære, som hænger alene på udvortes ting, som er udvortes læsning, sang og råb, at opfylde tempel og kirker med forgyldte og formalede vægge, mange oprejste altre, tavler og smykkeri, forgyldte stene og knubbe at føde ørkesløse buge: præster, munke og nonner, af den menige mands penge og svedige arbejde, at så nikke og så bukke, at holde sådanne ceremonier, ikke at have ægtehustru, at optænde mange lys, at lokke fattige uforstandige børn i kloster imod faders og moders vilje, at beskatte arme undersåtter og give til Guds tjeneste, bygge kirker og kloster op med. Og hvo kan optænke så mange stykker, som vi af Guds hævn og vrede i vor kødelige visdom (som er gækkeri og forblindelse for Gud) har sagt, prædiket og skrevet at være Guds ære og dyrkelse.

Og her imellem har vi berømmet os, at være rette bisper, doktores, mestre og de kristne (10b) præster og gudelige munke, som skulle vise simple folk hen til den rette dyrkelse og sande Guds tjeneste.

Men denne vantro hedenske Cato, han var fast ydermere i en ret kristen mening om Guds dyrkelse end mange tusinde af vore lærere og ledsagere er og har været, den tid han sagde: Si deus est animus. Er det, som viise mænds skrift og lærdom siger, at Gud han er en hu og ånd, da skal du også udi en ren hu og ånd dyrke ham.

Dette er en ret kristen lærdom, og som Guds ånd gav ham i sind og hjerte, de kristne til en bluelse, der vil al Guds dyrkelse og tjeneste skikke i udvortes ting, og hjertet er dog befæstet og besat med verdens handel, hovmod, gerrighed, besnigelse, løgnagtighed, had, avind, legems lyst og begæring, trænger og tvinger stakler og undersåtter etc.

Vi agter og mener Gud efter os selv, og dårlige menneskers tykke og gudelighed, at det er ham behageligt hvad vi optænker. Men dette Kristi ord og fundament står fast, at retsindige kristne Guds tilbedere og dyrkere skal tilbede ham i ånd og sandhed, (Joh 4,24; Es 16,??; Apg 17,24) ikke på nogle særlige steder, ikke alene i håndgjorte templer, og forsmykkede med guld, klenodie og dyrebare gaver, Gud han agter det for intet.

Vil nogen da sige: Er det da ilde gjort at have smukke og prydede kirker og templer? Eller er det synd, at kirken har kostelige kar af guld og sølv etc? 

Nej, det er ikke synd i sig selv, at der er guld og dyrebare gaver udi kirken, mere end det er (11a) synd, at der er ler eller aske, Gud agter ikke mere det ene end det andet, men det er stor synd, at tage guld og sølv fra det sande Guds tempel, som er fattige kristne mennesker, og gemme det og ikke skikke det blandt fattige nødlidende folk, syge og sårede, enker, faderløse børn, etc.

Her til svarer og den gode doktor S. Hieronymus til Nepotianum om klerkeriets levned, så sigendes: Mange bygger vægge og piller i kirken, der skinner marmorsten, kragbånd og hvælving skinner med guld, alteret er oversået med perler og dyre sten. Men om Kristi tjenere og de rette kristne lærere er der ingen forskel på, agt på eller udkåring af.

Der skal ingen kaste mig for næsen, det jødiske rige tempel, med sit bord, kostelige lygter, røgelseskar, pander, skåle, mortere og andet gjort og udstafferet med sølv, guld og ornament.

Disse ting havde da magt af Gud, den tid præsterne slagtede og ofrede kvæg, hvis blod den tid mentes at være syndens forløsning, end dog i sandhed disse ting er gjorte og fremfarne til en figur og åndelig mærkelse for os skrevne, som de sidste dage er kommet til, (1 Kor 10,11) men nu har den fattige herre Kristus givet og skikket sit hus (som er kirken) fattigdom. Lad os tænke på hans kors og modgang, og så skal vi ikke mere agte rigdom, end møg og skarn.

Dette siger S. Hieronymus og mange andre ord her på rørendes som er de dårlige mennesker imod, der med stor kostning lader bygge og pryde tempel (11b) og tavler, malning, forgyldning og anden slig ting, det, som arme mennesker, Guds tempel, måtte have stor hjælp og husvalelse af, og lade stok og sten være som de er etc.

Vi modsiger ikke, at templet eller den menige forsamlings hus skal være erligt og skikkeligt, der hvor kristne mennesker forsamles at høre Guds ord og annamme deres sakramente, og det bør holdes ved sin ærlige magt og bekvemhed, men således at holde det i stor rigdom og overflødig smykkeri og omkostning, det er ikke kristeligt, men kommer af uvidenhed, blindhed og en gækkelige ubesindig gudelighed, som aldeles ikke er Gud behagelig eller taknemlig, som Esajas og hans medbrødre profeter taler om.

Måske nogen såmænd også siger: Det er kirkens, hvorfor må vi ikke forbedre kirken dermed og gøre hende prydet etc.

Det tilhører ikke den trækirke eller stenkirke, det hun har over at holde tag, vægge, vinduer og døre færdige med. Men det tilhører den rette kristne kirkes fattige nødlidende menneskes, det, som du smykker stok og sten udi, til dine øjnes lyst, men Gud til ingen ære, som tilforn er omtalet. Og dine dekreter efter de hellige doktores skrift beviser og byder det åbenbart.

Hvad kan jeg herom ydermere sige, end det, som vi ser og tager på, at den største part af vor kødelige visdom, snildhed og dom er forvendt, som vi kalder preposterum juditium: Vi dømmer og siger ondt (12a) at være godt, og godt at være ondt, sættendes mørket i stedet for lyset, og lyset i stedet for mørket, det sure for det søde, og det søde for det sure, som Esajas siger. (Es 5,20)

Udi i den førnævnte falske og forvendte dom har vi agtet og annammet legemlig og udvortes dyrkelse og Guds tjeneste for den åndelige og indvortes rette sande Guds dyrkelse, menneskenes lov og digt for Guds ord, mundens råb og kunnen for hjertets tro og begæring.

Ligeledes i vort udvendige levned og omgængelse er vi også såre meget forblindede i vor dom. Det er: Om vi ville holde menneskenes skik og bud, da dømmes vi at være gode, hvad heller vi holde Guds bud eller ej, det regner vi allermindst.

Vi vil se dette ved eksempel. En biskop han er en godt ærlig mand og prælat, om han er paven lydig, om han har købt sit biskops brev og konfirmats for mange tusind gylden af ham, om han holder hans lov og dekretaler, om han vil (for)bande den, han (paven) (for)bander, velsigne den, han velsigner og andre ting, hvad paven er belæst etc.

End dog han hverken prædiker, lærer, husvaler og forsyner fattige enker og faderløse børn etc. eller gør noget andet, som rettelig hører hans embede til, efter Kristi ord og hans sande apostlers skik og befaling, end dog han er en trængere, skattere, platzere, gerrig og fattige folks overfaldere etc.

Men hvor han det ikke gør, men er Gud mere lydig i sit hjerte og embede, end paven, da dømmer vi ham straks en ond mand. (12b)

Det ser vi og hører alt for meget, desværre, at det går sådan til. 

Ligeledes: En præst, har han side klæder, lader han tit rage sin krone, læser han med munden alene sine tider, siger han ofte messe, end dog han forstår intet, hvad han gør og siger, er han tit i kirken etc, da er han en dannemand og en god præstemand.

Men er han en ulærd mand, en gæk, hovmodig, gerrig, skørlevner, bandere, bagtaler, foragter, kivagtig, etc, det agter vi intet, intet skøtter vi derom.

Er det så nogle af dem, som kaldes præster, der har den nåde af Gud, at de kan skelne mellem Guds skik og ord, og menneskenes digt og påfund og bud, og de agter mindre menneskenes end Guds ord, studerer det og lære sandhed, da dømmes de straks som kættere og foragtere etc.

Ligeledes om munke ser vi også ligeså, bære de kapper og store kroner, har de så også skårne klæder af den og den farve, kan de meget neje og bukke, idelig og meget råbe og læse, holde sig i øjenskalkhed bedre for menneskene, end de er for Gud etc, da er de dannemænd og gode klostermænd, end dog de åbenbarlig bedriver deres løgn i øjenskalkeri. De kives og trættes, lyver og besviger folk fra den rette Guds ære, dyrkelse og retvished og salighed, som er eneste i Kristus Jesus, som de nu lang tid har gjort. Men den, som Gud giver sin nåde, at han kan forstå, hvad deres handel er, og hvad der skjules under de fåreklæder, og han trænges af sin (13a) samvittighed at give sig fra det ugudelige gudeligt selskab, da dømmes han straks i band at være, en forløben munk og en kætter af vor kødelige visdom og forstokkede blindhed.

Hvo er dog disse forblindede verdens kødeligt vise dommere: som så vender bag fremefter på al kristelig retsindig dom. Det er dem, Kristus taler om og til, hos Lukas, den tid, han fordømte gerrighed og sagde:

I kan ikke tjene Gud og Mammon, gerrighed. Dette hørte farisæerne som var gerrige og bespottede ham. Da sagde Kristus til dem: I Farisæere er de, som gør eder retvise for mennesker, men Gud han kender jeres hjerte, fordi det som er højt og ypperligt for menneskene (eders øgleri) for verden, det er en vederstyggelighed hos Gud. (Luk 16,14f) Det er forblindede farisæeres sædvane ikke at bruge redeligen Guds ord, skel, ret, dom og skrift, men magt, bandlysninger, bagtalelse, spe og spot.

Det, som i hjertet er, taler gerne munden om, et godt menneske af et godt hjertes liggendes fæ drager gerne godt frem, men af et ondt kan intet andet end ondt komme. (Matt 12,34f)

De er opfødte og oplærte med menneskenes løgnagtige og forgiftede lærdom, påfund og hellighed, som er sandelig en stor vederstyggelighed for Gud. Derfor kan de intet andet bære frem end det, der er i dem etc. Uden Gud vil give dem sin nåde og sandhed til kende, som Kristus han siger: Ingen kan komme til mig, uden min himmelske (13b) fader drager ham og åbenbarer ham sin nådes sandhed. (Joh 6,44) Kød og blod, siger Kristus (det er menneskelig visdom og fornuft) kan ikke lære os Kristi sandhed og nåde, men alene min himmelske Fader etc. (Matt 16,17) 
 

Den tredie hoved(år)sag.

Den tredie hoved(år)sag til vor vildfarelse, misbrugelse, og vor anden hårdnakkede vanvittighed, er, at vi ikke har villet se med vore egne øjne, og ikke føle på og ransage med vore egne hænder og ører den del, som vor salighed og den retsindige gudstjeneste var anrørendes. Men vi har hørt med andres ører, og taget med andres hænder og talet af andres mund.

Det er så meget sagt, at hvad vi skulle vide, da var det os nok, at vi hørte og saa hvad andre mennesker det skrev og sagde os for. Og nu særdeles i fire eller fem hundrede år, siden at den hellige skrift begyndte så såre at falde og glemmes, og der kom en ny lærdom i kristendommen [igien] som kaldes scolastica theologia og pavens decretaler, privilegier og buller, munkedigt, skik, regel og lærdom.

Da tog vi ved disse føromtalte menneskenes skrevne påfund og lærdom, intet skøttede vi skriften, lod hende fare, og det var os nok, og vi lod os nøje med, hvad andre skikkede, skrev og (14a) sagde. Den rene, pure og sande hellige skrift havde vi intet af.

Fra den tid begyndte universiteter, doctores og mestre i Aristoteles og andre hedningers lærdom og munke, uvidende mennesker (i den rette sandheds vej) at få magt og regere over den fattige, simple almue, hvilken de drog i deres mening og vantro fra saligheds lærdom, hvilken lærdom var dem storlig til nytte og ære på verdens vegne og ophøjelse, imod Kristi lærdom, som plejer at føre med sig korset, had og avind, forfølgelse og verdens modgang, (Matt 5,11; 16,21) for hvilken de endnu såre meget ræddes og frygte såre, om det sande Guds ord får magt og fremgang, og forbander alle dem, som vil have det op igen og hjælpe det frem, og kalde dem kættere (endog de selv er de sande kættere) og i deres tyranniske magt forfølge dem. 

Så er den vrange menneskenes lærdom, under et helligt skin (som S. Pouel har sagt) (1 Tim 4,1ff) indkommen, og det rene Guds ord er jo mere og mere glemt, så længe at vi ikke ved, hvorlunde vi skal rettelig tjene Gud.

Pavens munke og præster har regler, skikke og ordinanser at tjene Gud (som de siger) efter, dem holder de, idet de kan nytte og gavne dem på legemets vegne.

Andre kristne har ikke i ganske lang tid kunnet rettelig tjene og dyrke Gud, fordi deres regel, Jesu Kristi rette lærdom, har været forglemt og borttaget, som Kristus sagde til jøderne: (14b) Den evangeliske lærdom skal tages eder fra og gives til det folk, som vil gøre hendes frugt etc. (Matt 21,43)

Men disse vore jødiske munke og præster, de har fordærvet simple kristne folks regel, hvilket vor Herre i sine lønlige domme tillader, enddog Kristus vil det ikke så længe have.

Han kommer nu med sin regel og Evangeliske ord og borttager, kuldkaster og tilintetgør alle menneskenes regler, (på)fund, skikke og ord etc., (Matt 15,2) som de har nu i lang tid forladt dem til og fordristet dem på, og dermed mange simple mennesker bedraget og forledt fra den rette saligheds vej, (Ez 13,3f) talendes det, som kødelige mennesker behageligt var på deres egen nytte, gavn og fordel etc. (2 Pet 2,3)

En anden part af denne tredie hoved(år)sag er, at vi højagter gamle dage og mange herrer og fyrster, bisper, doctores, mestere, munke og præster, og den menig almue har nu i mange år levet og troet sådan, og tjent og dyrket Gud sådan i udvortes handel, udi mad og klæder, med faste, messer, lys, psalter, bønner, etc.

Vi højagter, hvad de har troet og gjort, ser hen til dem og ikke til Gud og skriften, som vi alene skulle regere os efter at rettelig dyrke Gud.

Det er ikke af den grund en ret gudstjeneste, den vi har og igennem lang tid har brugt, at mange har så ment og så gjort, være sig enten præst eller munk, hellig eller uhellig, men er det efter Guds ord, af ånd og hjerte, da er det gudstjeneste i sandhed (15a), er det og ikke der udaf og efter skriften og Guds befaling i sand tro og et godt hjerte, da er det ingenlunde gudstjeneste, ihvor godt det synes eller siges for verden og simple folk, som Kristus selv lærer, S. Pouel og alle profeter etc. (Matt6,6; Joh 4,24; Ef 5,8ff; 1 Kor 14,16)

Det er tilforn sagt, at Gud agter for intet vor kødelige visdom eller selvdigtede påfund at tjene Gud med. Det er ham ikke behageligt (til behag), uden det, som han selv har befalet os og givet os tilkende i den hellige skrift. Forgæves, siger han, dyrker de mig efter menneskenes bud og lærdom, (Es 29,13) hvad enten de mennesker er mange eller hellige, hvad enten de har gjort så i fem eller ti hundrede år. Gud agter ikke mere lang tid end kort tid. Tusind år er for ham så lidt og så ringe, ligesom den dag igår, der er forgangen. (Sl 90,8; 2 Pet 3,8)

Må vel ske, nogen vil så sige, som i sandhed mange gør: At i så mange hundrede år har der været mange gode, hellige mænd til, og så gudeligt tjent vor Herre i en slig gudstjeneste, som vi nu bruger. Og dermed har de tækket Gud etc.

Her svares så til: At med udvortes menneskenes digt og påfund i gudstjeneste har aldrig nogen hellig været Gud (vel)behagelig, eller gjort vel, som tilforn bevist er, ikke heller er nogen blevet gode og hellige af sådan tjeneste. Men de, som i sandhed gode, retvise og hellige har været og er, de er blevet retvise og hellige af den sande gudstjeneste, som er Jesu Kristi tro og den kristne forladelse, hvormed alle helgener har forladet sig til ham (15b) alene, og intet agtet deres egne gerninger uden synd at være og en vederstyggelighed for Gud, som Esaias siger. (Es 64,5f)

Dette er gudstjenestens gerning og dyrkelse, som Kristus os lærer: At vi skal tro på den, som den himmelske fader har udsendt til verden. (Joh< a href="#Joh 6,29: v29 Jesus svarede dem: "Guds">6,29) Ligeledes: dette er det evige liv (siger Kristus) at de bekender dig, den ene sande Gud, og den, du har udsendt, Jesus Kristus, verdens forløser, vor forliger med Gud Fader, vor salighed, liv, hjælp og trøst etc. (Joh 17,3)

Af denne tro alene er alle blevet hellige med Gud, som skriften stadig (wiidelige) beviser både i det gamle og i det ny testamente. Og især S. Pouel til romerne, galaterne og hebræerne. Og S. Hans i sit evangelium åbenbart og tydeligt nok.

Men denne selvopdigtede gudstjeneste (som i sandhed er bugstjeneste efter de vilkår, hun nu holdes med) findes der aldrig et ord om i skriften, men hun er tværtimod skriftens sind og mening, og er blevet et afguderi og en vanbrugelse, som Gud nådigt har givet os til kende med sit hellige ord, som han har udgivet imod vort mørke og blindhed, enddog at kun ganske få i dag ville bekende og annamme det med tro og taknemlighed. Derfor er dette den svare synd og Guds strenge dom imod de vantro, som Kristus siger: Dette er verdens synd og fordømmelse, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, for deres gerninger er onde, og hver den, som gør ondt, han hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal straffes. Men den, som elsker eller (16a) gør sandhed, han kommer til lyset, at hans gerninger kan åbenbare, thi at de er af Gud. (Joh 3,19f)

Det kan nu største parten af folket forstå og besinde, hvi vore prælater og klerkeriet slet ikke vil komme til Guds sandheds (op)lysning, Guds rene ord, ret kristen lærdom og undervisning, opgivendes misbrug i gudstjeneste, som de kalder og ukristelig lærdom og handel, fordi at deres levned og lærdom, gerning og handel er onde for det meste, i falskheds øjenskalkhed, hovmod, gerrighed, ørkesløshed, legemslyst, uden arbejde, kors og modgang, i al rolighed, verdens magt og ære, rigdom og vellyst, tryghed og frihed, og fordi den evangeliske lærdom, Kristi ord og den hellige skrift, er her imod, og de ingenlunde af førnævnte stykker ville miste det mindste, end sige det meste. De vil ikke bære den mindste spån af korset. De tror, at vor Herre hverken kan eller vil føde dem. Disse, siger S. Pouel, tjener ikke vor Herre Jesus Kristus (som de berømmer sig af) men deres egen bug. (Rom 16,18; Fil 3,19)

Vi ser desværre og hører, at det i sandhed går sådan til, vi har Guds ord åbenbaret af Guds særlige nåde, vi kender vor regel, som er Guds befaling og ord, som vi under vor saligheds fortabelse skal rette os efter. Var end alle verdens herrer, bisper, prælater, præster og munke vrede og såre fortørnede, som de også er, skulle vi end miste tusinde gange (om det var muligt) vor hals og liv, hustru og børn, arv og ejendom, gods og verdens velfærd, (Matt 16,26) da bør vi mere adlyde Gud end mennesker, (Apg 4,19) mere spørge efter (16b) Guds rette ære end efter menneskenes venskab eller vort eget gavn. Det er vor salighed og den rette Guds ære og retsindig kristen skik og dyrkelse, det drejer sig om. Det er vore kære medbrødre og medsøstre, vi agter at hjælpe ud af det babyloniske fængsel, af Faraos, den ægyptiske konges, hårde tjeneste og trældom, af antikristelig løgn og lærdom, som deres fattige samvittigheder har været fanget i og besværede af i ganske lang tid og mange år.

Vi ser, at vore prælater og lærefædre er forhindrede af verdens handel, rigdom, magt og ære. Hvilket vi under dem ganske gerne, Gud give, at de ville bruge det Gud til lov, og fattige folk til hjælp og trøst, gavn og bistand, og ikke til skade og overfald etc.

Vi ser også med sorg, at de gør ganske lidt eller intet af det, de rettelig burde ifølge deres embede og befaling, når det skal bruges kristeligt, især i den tjeneste og rene Kristi lærdom, alle kristne tjenere og især bisper er befalede under deres sjæls fordømmelse. Som S. Pouel beviser om sig (selv) og om dem, der er i hans sted og embede. (1 Kor 9,27; Apg 20,34) Verden og hendes handel, som vi ser, står dem mest i hu og sind, og den følger de mest så vel som (og ikke mindre end) andre verdens herrer og fyrster, købmænd og købstadsmænd etc.

Deres gudelighed består i at være klædt og raget på særlig måde, høre og se messe, læse nogle særlige bønner på særlige tider, vie sten og stokke, klokker og klæder, præster og nonner, gøre firmelse og velsignelse med fingrene, forbande og (17a) forfølge dem, som vil prædike og lære rettelig, og dem, som ikke imod Guds ord vil give alle deres ord, skikke, sæder og sædvaner magt og forsvare dem eller regne dem lige med Guds ord, og end ydermere vil vi dog altid have undtaget de gode bisper, prælater og præster, som elsker Guds ord og sandhed, og de vil besinde sig selv og lade sig undervise af den hellige skrift og bevise, at de er kristelige etc.

Dette kan vi af den hellige skrift og Guds nåde nu besinde, at en sådan vore forstanderes væsen, handel og blindhed er påkommen os af Guds strenge dom og vrede, til en særlig hævn (dvs straf) for, at vi har forladt Guds ord og forglemt hans vilje og nåde, (Hos 13,11) som i skriften er os åbenbaret til trøst og husvalelse og i hendes sted optaget menneskers kødelige lærdom og visdom til at regere os i vore saligheds veje.

Men Gud, som af sin store barmhjertighed ikke vil aldeles have os fortabte, han, som i hans vrede ikke kan holde eller nægte os sin miskundhed, han har nu i de sidste dage ladet sine øjne nådeligt op over dem, der af hjertet begærer hans nådes ord, ære og igenkommelse, der har medynk over fattige simple mennesker, som er forledte og har gjort sig i simpel uvidenhed en anden retvished og salighed end Kristus Jesus alene. Dem har han sendt sit hellige ord igen, og lader dem nu forkynde sin vilje og nåde, hvilket er en ret kristen gudstjeneste, hvilken vi bør rette os efter. (17b)

Blandt hvilke arme forledte mennesker vi her i Malmø i lang tid har været udi en ukristelig mening, mente, den rette gudstjeneste og gudsdyrkelse bestod i udvortes skik, især den, som har været på det højværdige sakramente Jesu Kristi legeme og blod, som han indsatte i det sidste nadvermåltid (Matt 26,26; Mark 14,22ff) til sin værdige og frugtsommelige pines og døds og usigelige kærligheds ihukommelse, til vor kristne tros og synders forladelses trøst, til et vist pant og særdeles befæstelse, at vore synder er os tilgivne, retvished og sand salighed er os forhvervet, formedelst Jesu Kristi nåde, pine og død etc.

At vi skal bruge og håndtere dette sakramente i en sådan tro og mening, så tit som vi har begæring, tørst og hunger og kristelig attrå dertil, dette er Kristi mening og indsættelse i det værdige sakramente, som Kristus og den hellige skrift klarligt beviser.

Men hvorlunde vore præster og munke i blindhed og uvidenhed har håndteret og brugt messen (som de kalder den) og dette sakramente, det har vi nu set og kan nu af Guds nåde gennemskue, at de har deraf deres bugstjeneste til en rente til at forsyne dem med deres livs føde og så de kan sanke rigdom deraf, etc.

At ligge i ørkesløshed og legemlig frihed og derudfra kaldes herrer, foruden al anden misbrug og ukristelig handel, som derunder (Gud til fortørnelse) handles som tilforn, er der talet noget om, og er nu i nogle år meget vidt beskrevet på latin, på tysk (18a) og på andre tungemål og åbenbart bevist, så at ingen kan med skrift eller skel bevise andet, end at det er ikke uredeligt og imod Guds skik og apostlene befaling, at der er handlet med messen og sakramentet, og vi og vore prædikanter og lærere (da også) tilbyder at give vor begrundelse og bevisning derpå til kende, når vi af vor kæreste nådige herre Kongelige Majestæt og andre redelige mænd kaldes hertil.

Dette (gør vi altsammen) fordi vi nu ser, at prælaterne, der skulle plante Guds rette tro og dyrkelse, og bygge og indføre Guds sande tjeneste og lærdom, og fordærve vildfarelse og oprykke synd og misbrug etc, (Jer 1,16) de ikke blot forsømmer og forsmå, men også står imod, at Guds rette ord og dyrkelse skal (icke) komme ind, og den vrange tjeneste og misbrug skal (icke) nedlægges, og at nogen af vore onde sædvaner skal rettes og forbedres. 
 

Reformation og forbedring om gods og rente som var bestemt til messer og anden gudstjeneste i kirkerne etc.

Så har vi i den hellige trefoldigheds navn med vor kæreste nådige herres Kongelige Majestæts tilladelse, vilje og samtykke annammet det altergods og den lovs rente, som var bestemt til at opretholde livet for ørkesløse præster med; den har vi overført til at opretholde en ret gudstjeneste med og til at forsyne det sande Guds tempel og alter (18b) med, som er fattige faderløse børn, enker, gamle folk, syge og sårede, ikke alene dem i hospital, men også dem andetsteds her i vor by Malmø, som har det behov. (Se note 1).

Ligeledes har vi taget en part af førnævnte kirke- og altergods af samme Kongelige Majestæts vilje og samtykke og skikket vore læsemestre til løn, de, som skal læse og udlægge den hellige skrift for menige klerke og studenter, som kommer her og vil komme her, og være dem behjælpelig udi andre boglige kunster og undervisning, mangen mand (næst Guds hjælp) her i riget til forbedring og gavn.

Ligeledes en part af førnævnte rente skal de have hjælp og forsyning af, som kristeligt skal prædike og forkynde almuen Guds ord, hvorlunde de skal leve redeligt og retteligt i ånd, hjerte og med mund dyrke og tjene den almægtigste Gud og takke og love ham.

Vi har intet ødelagt af den rette gudstjeneste og aldeles intet taget derfra, men formeret hende og kommet hende til en fast bedre skik end hun var, hvilket vi vil påstå og forsvare for Gud og vise retsindige mænd, der frygter Gud og adspørger hans ære, lov og pris, mere end deres egen ære og gavn.

Her over da véd vi godt, hvad råb, bulder og bandbuller, had og trussel der er iblandt vor gejstlige stand, som ikke vil, at det skulle ske sådan, fordi det er dem og deres øgleri og timelige rente og rolighed imod. (19a)

Kristus, den tid den jødiske tjeneste og udvortes gudsdyrkelse (som var kommet i stor gerrigheds forvandling) skulle aflægges, thi hun var Gud vederstyggelig og ond, som Esaias siger, (Es 1,13f) og var blevet til åndeligt horeri, og Gud ville ingenlunde så dyrkes længer, som David sagde i psalmen, (Sl 40,7ff) da kom han (Kristus) for at oprejse den rette åndelige dyrkelse i Guds sande tempel, som er menneskets hjerte, (1 Kor 3,16f; 2 Kor 6,16) og uddrive præsterne af deres købmandskabs tempel med en skarp svøbe, og omkringkaste vekselerers bord, som S. Matthæus (Matt 1; Joh 2,16) og den gode Hieronymus udlægger omtalte vekselereres bord om gerrige præsters alter, så at (endnu i hans tid, som nu er for mere end tusind år siden) gerrigheds handel trakteredes da på Kristi alter, og den rette gudstjeneste da såre begyndte at komme ud af sin tilbørlige ære og ind i stort misbrug. S. Hieronymus' ord vil jeg kortelig skrive her ved siden af, ordene over førnævnte Kristi hårde straf. Han siger så:

Det er skrevet, at mit hus det skal kaldes et bønnehus, men I har gjort det til en røverkule. Den er en røver, og den omkringvender Guds tempel til en røverkule, som under gudstjenestens navn og foregivelse (pretext) stræber efter og adsporer sin egen nytte og gavn, og hans tjeneste er mere en købmandshandel og årsag dertil, end hun er gudstjeneste. Dette er historiens simple betydning. Men efter den åndelige og lønlige fortolkning, da går Jesus daglig ind i sin faders tempel, som er den hellige kristne forsamling, og udkaster alle, såvel bisperne, præsterne og andre kirkens tjenere, som almuesfolk og al ukristelig købmandsskare (19b), og anser dem for lige onde i synden, så vel dem, der køber, som dem, der sælger i kirken, thi der står skrevet: For intet har I annammet, for intet skal I også give. (Matt 10,8)

Vekselerernes bord kastede han også omkuld. Agt vel på, at for præsternes gerrigheds skyld kaldes Guds alter vekselerernes bord, som er de steder, guld og penge og gerrigheds handel byttes og forvandles i. Deres stole og sæder, som solgte duer, dem kastede han om. De, der sælger den Helligånds nåde, som er en åndelig ting, og gør al deres flid til i deres gudstjeneste, at de kan sluge fattige folks gods og penge, om hvilke Gud siger gennem profetens mund således: De falske Guds tjenere sluger mit folk ligesom brød. (Sl 14,4) Dette er S. Hieronymus' ord, udtydendes evangelistens tekst, og lidt derefter siger han yderligere så: Der skal ikke være købmandskab udi i vor brysts hus, og ingen sælgers eller købers handel, ikke heller nogle gavers begæring, på det at Jesus skal ikke indgå vred og streng udi sit tempel og rense denne gerrigheds urenhed ud med sin svøbe og af røverkulen og købmandshuset atter igen gøre et bedehus.

Og blinde og halte gik til ham i templet, og han helbredte dem. Havde han ikke omkastet vekselerernes bord, som er gerrigheds alter, og deres sæde, der solgte duer, da havde ikke blinde og halte fået deres syn og gang igen.

Disse er S. Hieronymus' ord, såre betydningsfulde, hvo som vil rettelig overveje dem og agte på dem. (20a)

Men hvad om S. Hieronymus var tilstede nu i verden og kunde se og agte på al den gerrigheds handel, der nu og i ganske lang tid har været brugt under gudstjenestes og falsk messes titel og navn, hvor storligt ville han ikke fortørnes derover, og han ville ikke skrive mindre hårdt derimod, men måske næsten mere, end enten Luther eller Lutheranerne (som de nu kalder os) gør. 
 

Om kristelig skik på Kristi nadver, som nu kaldes Messen.

Derefter er vi nu også af Guds barmhjertighed og særlige nåde blevet klarligen undervist af den hellige skrift i, hvorlunde det værdige sakramente i Jesu Kristi legeme og blod skal trakteres, og i hvad mening det bør annammes af kristne mennesker, og ikke sådan bruges ukristeligt af hver ulærd og uvidende præst eller munk. Og vi ser også, at kirkens mænd og prælater ikke vil befatte dem med nogen kristelig reformats skik og forbedring her udi, at Guds tjeneste kan komme til sin rette ære og brug igen. 

Vi har også i lang tid sat vort håb til et almindeligt kirkeråd, som efter den hellige skrift skulle indføre en god skik i kristenheden, og en forbedring af samme gudstjeneste og aflægge al misbrug (20b), uskikkelighed og falsk lærdom etc, og antage det rene og pure Guds ord igen.

Men dette håb har vi haft forgæves indtil nu. Og vi frygter, at det kommer til ugerne at ske af prælater og deres tilhængere, fordi denne reformats først og fremmest vedrører dem. Og kødelig visdom og verdens snildhed har lagt beslag på dem. Så at den største part af dem ikke ved, hvad ret er i denne måde. Da drager verdens ære og timelige gavn dem derfra, som hver mand nu åbenbart ser, som har nogen forstand.

Og derfor har det ærlige råd med læremestres, prædikanters og den almindelige almues vilje, samtykke og begæring her i Malmø stillet de særlige messer og misbrug i bero, som har været holdet ukristeligt i hver vinkel og krog, uden at fattige mennesker kunne forstå dem eller deltage i dem, alene til, at menigmands penge og gods kunne komme ørkesløse buge til hjælp og gavn, og fattige simple folk til en falsk trøst og tillid, at de skulle blive gode og retvise deraf, om de enten så eller hørte en messe, som de ikke kunne forstå og ikke vidste, hvad var.

Her imod har de så indrettet det efter Kristi indstiftelse og exempel Mat. 26, Mark. 14, Luk 22 og S. Pauli lærdom 1 Cor 11, (Matt 26,26f; Luk 22,19f; Mark 14,22-25; 1 Kor 11,23f) at Kristi testamente eller messen skal foregå i den almindelige almues nærværelse, når de forsamles at høre Guds ord. Og den, der har attrå og begæring til Kristi legeme og blod, han (21a) skal i forsamlingens påsyn gå i en kristelig tro og ret mening at annamme det værdige sakramente, legemet udi brød, og Kristi blod udi vin i to parter, legemet for sig og blodet for sig, i Jesu Kristi døds og blodsudgydelses hukommelse, til en vished, pant og sand stadfæstelse, som er gjort os formedelst hans pine og død. Og dette sakramente er på vore synders forladelse, og en tryghed i vore samvittigheder på Guds venskab.

Dette er Kristi indstiftelse og den rette messens brug, så tit vi bruger hende. Og dette har vi ikke alene af Kristi og apostlenes skik efter skriften. Men også af de regler og skrifter, som kaldes Canones apostolorum i det 10. kapitel og "de consecratione destinctione" hele 1. kapitel, at messen, Guds ord og bøn, skal være for alle. (Cano. Apostl. Cap 10. De conse. Dist. I capit. Omnes.) Således lyder den regel, "alle kristne mennesker, som indgår i kirkens forsamling og hører den hellige skrift, og ikke bliver i almindelig bøn og ikke annammer sakramentet, de skal skilles ud fra kirkens samfund, sakramente, ligesom de der forstyrrer hendes ro" etc.

Det var kirkens sædvane i begyndelsen, at når der var forsamling, og Kristi pine og døds hukommelse og taksigelse, da skulle de alle annamme Guds legeme. Men siden faldt de fra Guds ord og over til synd, menneskepåfund og øgleri. Da begyndte vi at forlade den skik, idet vi mente, det var nok, at vi kunne komme det ind i en hoben uvidende præster, uerfarne i skriften og den rette sakramentbrug. Og siden har de deraf gjort en særlig gudsdyrkelse (21b) og et nyt offer, imod den hellige skrifts mening og det åbenbare Guds ord, som siger at Jesu Kristi værdige sakramente skal tages i hans pines og døds amindelse etc. 

Og Kristus blev een gang fuldkommelig ofret. (Hebr 9,12; 10,12) Og med et eneste offer, har han påfundet og erhvervet os det evige liv og forløsning.

Og derfor, skal man tale ret om den kristne messe, da er hun intet andet, end Jesu Kristi pines, døds og velgerningers hukommelse, og især når vi annammer disse udvortes sakramentes tegn, legeme og blod, i brød og vin, til et sikkert tegn, pant og stadfæstelse på, at formedelst den ene Kristi pine og død er vore synder os forladt, fordi dette er et fuldkommeligt offer for al verdens synder.

Denne førnævnte messe, den siger og trakterer vore præster åbenlyst for den almindelige forsamling på vort eget danske tungemål ærligt, kristeligt som det sig bør i kirken, så at almuen må og kan forstå det, og påmindes og opvækkes til hans pines, døds og velgerningers hukommelse, til lov og taksigelse efter som skriften siger, så at de selv kan bede og synge skikkeligt Guds lov og svare amen til andres bønner, som S. Pouel beskriver, (1 Kor 14,16) og vil, at kristne menneskers bøn, taksigelse, lovsang, prædiken og lærdom i kirken og forsamlingen skal være på det tungemål, almuen kan forstå, ellers (siger han) er det gækkeri og galenskab. 

Men ligervis som vore uvidende falske præster har drejet os den rette gudstjeneste om til (22a) øgleri efter deres egen nytte og sind, og borttaget Kristi sande messes frugt og gavn fra simple folk, sådan har de også borttaget den frugt og det gavn, almuen skal have af sang, bønner og læsning, hvilken de har skikket og indsat på latin, dvs på et uforståeligt mål, som de ikke kan påmindes af, eller få nogen husvalelse af, af hvilket deres hjerte ikke kan opvækkes til Guds lov, pris og ære, og til at bekende sig for Gud etc.

De må vel høre råb og bulder, knur og læsning i templerne, men de kan dog ikke forstå det, og ved ikke, hvad det er, og derfor kan de heller ikke forbedres deraf.

Det ville være godt og tilbørligt, at al den hellige skrift og al gudstjeneste, der sker offentligt, at hun var på det tungemål, menigmand hver i sit land kan forstå. Og i stedet for, at børn og unge folk lærer ukristelig snak, eventyr, boleri-viser og anden sådan forgiftet ting, at de så lærer Guds ord og vilje, kristelige hymner og åndelige salmer, at deres snak, tale og handel kunne blive derom, da stod det tusindfold bedre til i kristendommen end det gør, siden menigheden er forment og frataget skriftens forståelse, og det er dem ukristeligt forbudt, at de må have skriften og læse på menigmands tungemål.

Sankt Hieronymus priser i et sendebrev til Marcella (Hieronymusin epistola ad marcellam) dem, der synger og lover og læser i skriften på deres eget tungemål. Og samme Hieronymus (22b) udsatte på sit eget tungemål, dalmatisk, hele den hellige skrift.

Ligeledes skriver Blondus flavius de illustra italia, at sankt Hieromymus udsatte hele messen på det slavoniske tungemål, hvilket Eugenius pave den fjerde lang tid efter stadfæstede og gav tilladelse til, at det måtte siges sådan, på det at folk kunne forstå messen etc. 

De siger så nu, vore forblindede pavens klerke og tilhængere, at skriften må ikke vides eller håndteres af hver mand. Det er ikke bekvemt, at man skal age møg på mark med hende, eller sidde i kroen blandt skøger og løsagtige folk og synge og kvæde etc.

Det er vel sandt, at skriften bør håndteres ærligt og kristeligt, i ærlighed og ædruelighed med frygtelse af den Gud, som i ånd og godhed har os hende givet.

Men hun er ikke mere givet for præsters skyld, end for bønders skyld. End dog at præsterne bør være mere forfarne derudi, end menigmand, (Ez 33,8; Mal 3,16?) idet de bør (om de er rette præster) lære og forkynde hende for almuen. Kan de ikke det, da er de ingenlunde præster efter Guds lov, end dog de har ingen anden brøst. Som deres egen kirke lov også beviser i det 44. kapitel "dist. cap. ideo" og det 38. kapitel "distinc. ca. ignorantia" og flere steder. (xliiii distinc. capitu Ideo; xxxviii distinc. capitu. Ignorantia)

Ikke er heller skriften og hendes forståelse skjult eller forbudt lægfolk (som de kalder det) mer end præster eller klerke. Thi alt det, Kristus lærte sine (23a) disciple, det bad han, at det skulle lære menigmand og byde dem at holde det. (Matt 28,18ff; Luk 24,48)

Hvi må de da ikke såvel læse og håndtere skriften redeligt, som de må hende høre og skulle holde. Og ydermere, skal de høre og holde hende, da bør de læse, håndtere og vide, hvorefter de skal regere sig.

Det hellige evangelium og skriften, er alle kristenmenneskers regel og lov, hvilken hver skal søge sin salighed udi, og deraf vide, hvordan man skal sig skikke. Thi bør vi alle vide denne regel, læse, høre og lyde, om vi vil blive salige etc.

Ligeledes er en møgvogn ikke heller værre eller vederstyggeligere for Gud at love, synge og takke Gud fra, end den ypperste domkirke i verden er. Gud han ser alene på hjertet og ånden, når han lovprises, ikke stedet eller den udvortes person eller skik.

Det kan så være, at skulle stedet agtes for Gud, at en møgvogn skulle være vor Herre behageligere at loves fra, end somme ypperlige kirker og klostre, der er opbyggede og smykkede med stor uret mod fattige mennesker, trængsel, skade og overlast med løgn, bedrageri og falskhed etc. i hvilke der bruges gerrighed, gudstjeneste og sakramente misbruges. (Apg 17,24; Gal 2,14 (?))

Disse synder er vederstyggelige og urene for Gud og ikke strå, halm, muld, lort, heste eller vogn, som er Guds skabninger. (Es 1,13) (23b)

Vi vil sige det som sandt er: At en fattig mand, dreng eller pige der sidder på en møgvogn, og synger de ti Guds budord eller anden lovsang af skriften Gud til lov, at han eller hun er bedre og mere agtendes for Gud, end mange præster, munke eller kanniker, der står fra morgen og til aften knurrendes og råbendes uden ret kristen tro og gudelighed, intet agtendes hvad de siger, synge eller læse, og er det end så, at de agter det, dog er deres tjeneste forgæves, thi hun er efter menneskenes bud og lærdom, som tilforn sagt er. (Es 29,13f; <a href="#Mark 7,6: v6 Men han sagde til dem: "E">Mark 7,6f)

Vi ved også godt, at Kristi ord bør ikke handles i kro eller skøgehus af drukne skalke etc.

Men skal der i det hele taget kvædes eller synges, da er det bedre, at Guds ord kvædes eller synges end anden løsagtighed og synds årsag, af Guds ord kan ingen blive værre eller få nogen synds årsag, uden forhærdede papister og farisæere, de bliver nu igennem lang tid også værre deraf, ifølge Guds lønlige domme, (<a href="#Es 6,9: v9 Så sagde han: "Gå hen og si">Es 6,9f) i deres forblindelse, som vi daglig må se, at de ikke vil anse andet end forfædrenes gerning og mening, lang sædvane og udvortes helligheds skin. Ånden og den rette skriftens mening vil og kan de ikke agte.

Vil også nogen vantro og løsagtige mennesker eller bespottere misbruge Guds ord, enten på dansk, på latin eller på et andet mål, da må de sejle deres egen rejse eller stå deres egen fare. Det har altid været onde bespotteres sædvane, vi må dog ikke skjule Guds ord og ære fra de gode og gudelige, for de ondes synd og bespottelses skyld, som bliver dem selv til fordømmelse. (24a)

Nu vil vi se på den skik og ceremoni, vi har i vores messe.

Messen i sig selv er intet andet end den hukommelse som nu tilforn er omtalt, og begyndes hun med dette: Vor Herre Jesus Kristus i den nat der han blev forrådt etc.

Men efter forskellige kirkens sædvaner, har den anden sang været skikket, som står før disse ord og efterfølger den.

Udi i somme kirker synges hele psalmer af almuen, i somme et vers af klerkeriet.

Den græske kirke og menighed synger almindeligvis kyrieeleison og en anden almindelig sang.

Udi den latinske messe synger klerkene etc.

Hvor almuen kan synge og sammen med klerkene kan love Gud, der må de også skulle gøre det, hvor de ikke kan gøre det, der må klerkene synge.

Da skal dog hver lægge vind på at lære almindeligvis at love Gud i forsamlingen, på det mål han kan forstå og forbedres af. Hvad skik sang og ceremonier vi har ydermere i vor danske messe, kan hver mand erfare, som vil høre eller læse i de bøger, som er udgangne om det kristelige messe embede. Hvilket embede vi ikke holder, uden der er nogen, mange eller få, som er begærende og går frem til Kristi bord, og annammer hans hellige legeme og blod og bliver deraf delagtig i en stadig tro og kristelig mening, som Kristus har indstiftet det, og den tidligere kristne kirke har det af første begyndelse brugt som tilforn er omtalt. (24b)

Nu vil vi korteligen se og overveje hvad frugt vor gamle papistiske messe har gjort, og hvad ondt hun har indkommet i skriften, troen og fattige mennesker samvittigheder.

Først har hun gjort imod skriften et offer og syndebod af vin og brød, som de konsekrerer til Kristi blod og legeme. (Matt 26,26f) Det er imod Kristi ord og indsættelse, som han sagde, og ville, at det skulle intet andet være, end en hukommelse, et testamente og en forjættelse til syndernes forladelse i hans ene offer, pine og død, og at det skulle intet offer være som S. Powel beviser, at Kristus med et eneste offer er indgangen etc. (Hebr 9,12; 1 Kor 12,??)

Denne frugt beviser deres egen Kanon i messen. 

Ydermere har denne messe draget mange fra den rette tro og tillid til Jesu Kristi pine og nåde, og fået simple mennesker og ulærde til at forlade sig på messe hørelse, på køb og stiftelse, som vi nu i lang tid har set, og det er i sandhed fremført, så at ingen kan redelige sige imod, end dog at papister bruger deres bedste, og altid lægger vind på at forsvare deres løgn og misbrug, som vi nu daglig ser og hører.

Ligeledes har også denne messe indført og optændt en ny skærsild, om hvilken aldrig et ord i sandhed findes i den hellige skrift, end dog at mange såre svedes, arbejder og umager sig derover, at de kan finde det og stadfæste det, eftersom psaltere og sjælemesser har gavnet dem ganske meget, og (25a) med meget gods og rigdom anbragt dem i stor rolighed og ære, hvilket de alene adspørge, bortkastendes sandhed og Kristi kors og fattigdom af hu og ånd.

Ligeledes for denne førnævnte messes skyld (at præster skulle være kyske og have, som tilbørligt er, et ubesmittet levned) er dette forbud kommet iblandt præster, at ingen må have ægtehustru, men skal nødes til at leve kyskelige, hvad heller de kan eller ej, af hvilken kyskhed vi nu må se og tage på, hvor mangfoldig ukyskhed, hor, skørlevnet og anden usigelig synd og grimhed er kommen deraf, og nu i lang tid blandt klerkeriet har regeret.

Ligeledes af førnævnte messes misbrugelse er vi kommet i et afguderi. Så at imod al ulykke, sorg, modgang, armod, krankhed og skade har vi optænkt straks et nyt råd, påkald og tilflugt, at vi formedelst messen kan undgå al modgang, og kan dog intet dermed forhverve uden spild og ødede penge.

Men denne skade er dog mindst regnendes imod den åndelige skade, under dette messens skin er dog Guds tjeneste og hans hus forvendt til røveri og en røverkule som S. Hieronymus siger og tilforn er omtalt.

Ligeledes har denne messe været årsag til at skriften og hendes rette forståelse er menigheden fratagen i mange hundrede år, idet at almuen ikke skulle forstå messens lønlighed og præsternes gerrige misbrug. Da er hun holden på latin, og på (25b) det, at hun skulle ikke alene været skjult under fremmede mål, da anbragte de almindelige bønner, læsning og lovsang på samme latin, imod S. Pouels skrift, (1 Kor 14,16) så at simple folk kunne deraf ikke opvækkes til Guds lov eller forbedres.

Ligeledes idag ser vi også hvad denne førnævnte papistiske messe gør, af hvilken så mange tusinde præster og munke fødes, som nu og altid står strengelige og hårdt imod Guds ord og hans sandheds åbenbarelse, idet de befrygter, at det fundament, de har bygget deres messe og anden ugudelig gudstjeneste på, skal med Guds sandhed kuldkastes, og de ikke skulle have af deres vanbrugelse så stor ære, rolighed og rigdom, som de har haft, og dermed dragendes ganske mange simple og ulærde mennesker fra den rette tro og sande gudsdyrkelse.

Disse førskrevne er nogle af de frugter, dyder og vilkår, den papistiske messe har med sig.

Nu vil vi også korteligen se, hvad vilkår og frugt i vor kristne messe der er, hvilken vi renligen efter Guds ord og indsættelse forstandelige holder i menigmands nærværelse.

Først og fremmest er vi aldeles vel tilfreds med det ene fuldkommelige offer, hvor Kristus ofrede sig selv på korset for os og al verdens synder. (Hebr 9,12; Es 53,5) Og derfor takker vi ham af hjerte og mund. Dette her troendes og åbenbare sigendes, at Kristi legeme og blod er en gang ofred og dødet, og kan aldrig ofres eller dødes mere. (Rom 8,2f) Og kan det ingenlunde ofres mere for levendes eller døde (som papister sige) (26a) det, som alene er givet levende mennesker (som har attrå og begæring til Guds nåde) til et testamente, til tryghed og til pant til at æde og drikke i det eneste offer på korset's ihukommelse og syndernes forladelse, som S. Peter siger. (1 Pet 3,18)

Og ydermere: Hvorlunde kan det gavne eller hjælpe alle levendes, det som alene er dem givet til liv og salighed, som værdigt æder legemet og drikket blodet og bebuder og forkynder Kristi død, som Sankt Powel siger. (1 Kor 11,27)

De, som skal have gavn af dette Kristi testamente, de skal selv æde legemet og drikke blodet, så siger os skriften, og sådan er den rette kristne tro.

Heraf er det vist, at ingen hverken levende eller døde har gavn deraf, uden alene de, der udi en kristen tro det værdelige æde etc.

Råbe og sige sig imod, hvo der vil, han skal dog aldrig drive den mindste titel i skriften er til løgn.

Dernæst når vi holder vor messe, begår og ihukommer Kristi pine og død hans legemes og blods udgivelse og testamente, i hvilket os er forjættet og lovet alle vore synders forladelse, da opløfter vi vort hjertes tro til den almægtigste Gud og forlader os herpå, at vi i sandhed formedelst denne tro og dette testamentes pant har syndernes forladelse og er delagtige af Guds evige testamente, og at vi bliver Guds sønner og arvinger til himmerige, og sætter alt vort håb og tro på vor himmelske fader, (26b) takker og priser ham for den usigelig store kærlighed, han os beviset har i Kristus Jesus, sin enbårne kæreste søn, hvilken han een gang fuldkommelig og taknemmelig tog til et offer og bod for alle vore synder.

Og den hukommelse er en ganske stor glæde i alle tro menneskers hjerter, af hvilken de gøres lystige og velvillige til alt godt, af hvilken de også husvales i al modgang og i den yderste døds time. Og heraf i denne tro (agtendes den ære og værdighed, vi er kaldede til) skulle vi også forsmå synden og hendes grimhed, på det vi ikke skulle fortørne vor kæreste himmelske fader. Heraf skulle vi også have vore medbrødre, himmeriges medarvinger, kære, gørendes imod dem tjeneste, ære og barmhjertighed og ikke andet end vi ville af dem hænde. (Matt 7,12)

Det er nu sagt efter skriftens klare bevisning, at messen er intet offer, ikke heller nogen ny syndebod eller forløsning. Og dermed forbrydes og bortkastes al den falske tillid og misbrug, vi har her til dags i lang tid haft til messen og dermed bliver nu snarligen den arme kristenhed, som længe har været tvingt med papisters babyloniske fængsel og bånd, fri og løst fra den tyngde og vægt, han har haft af messekræmmere, hvilke menigheden er besværet med både på sjæls og legemes vegne, og så siger vi med skriften: Summa summarum: at messen er intet offer eller syndebod. Men alene et testamente og et forjættelsens pant, at i alene Kristi pine og død er os vore synder forladte, og ingen har gavn af papiste messen, af den kristne messe har (27a) alene de gavn, som æder og drikker Kristi legeme og blod værdigt, og i en sand tro til Gud, og kærlighed til sin næste.

Vil nogen så sige: at gamle doctores, helgener og forfædrene har ment anderledes og sagt om messen, og at det er et offer for levendes og døde, da under vi dem gerne, at de må så sige og blive i deres mening. Men skriften, som vi skal rette os efter, hun siger ikke så. Og de kan ikke heller fastholde deres mening med skriften, derfor må den mening fare, som hun er kommet. Noget er ikke derfor sandt, at mange gamle eller kloge de siger det. Men er det efter skriften og med Guds ord, da er det godt og sandt. Og derefter skal vi holde os, og ikke efter menneskers mening eller digt, særdeles i det, vor tro og salighed er anrørendes etc.

Dette er nu korteligen sagt om messen indtil vi får større årsag til at tale eller skrive videre herom.
 

Om skik på kristen prædiken og lovsang i kirkens forsamling.

På det sted, hvor messens brugelse hertildags har været brugt i klostre og kirker her udi Malmø, er der nu kristeligt skikket prædiken og Guds ord, som almuen kommer til og kan have hjælp og trøst, håb og (27b) husvalelse af, og læres den sande Guds tjeneste og -dyrkelse i ånd og hjerte, uden falsk skin og øjenskalkeri, som i vantro og uvidenhed hidtil er brugt. Og hvilken som dog begærer messe og Jesu Kristi testamente legeme og blod, han får det, når som helst han vil have det, at særlig ihukomme og bebude Kristi død og pine, efter den rette kristne messes indsættelse.

Om Kristi ord og evangeliske lærdom at høre, har vi Guds ord befaling og saligheds forjættelse. Om messen som nu almindeligen har været holdet, har vi intet i skriften. (5 Mos 4,1f; 6,1; 7,12; 12,1; 27,1; 30,8)

Kristus siger således: Hvilken er af Gud, han hører gerne Guds ord, og derfor (sagde han til de vantro jøder og farisæer) hører I ikke Guds ord, thi I er ikke af Gud. (Joh 8,47) Ligeledes: Er det så at I bliver ved mine ord, da bliver I sandelige mine disciple etc. (Joh 8,31)

Ligeledes: Salige er de, der hører Guds ord og bevarer dem. (Luk< a href="#Luk 11,28: v28 Men han svarede: "Javis">11,28)

Ligeledes: De er mine brødre, søstre og moder, som hører mine ord og gør min himmelske faders vilje. (Matt 12,49)

Ligeledes siger Kristus: Dette er det evindelige liv, at dine skal kende dig den eneste sande Gud. Og desligeste Jesus Kristus, hvilken du har udsendt etc. (Joh 17,3) Og den tro og erkendelse kommer af prædiken og Guds ords hørelse som Esaias og Paulus de siger. (Es 53,1; Rom 10,17)

Siger også Kristus et mærkeligt eksempel og efterlignelse hos evangelisten Matthæus om dem (28a), der gerne hører Guds ord og annammer dem, så sigendes: Hvo som helst af mig hører disse mine ord (evangelisk lærdom) og gør dem, ham skal jeg ligne ved en snild mand, som byggede sit hus på en fast klippe og grundsten, og der faldt regn, uvejret og floderne kom og vejret blæste og stødte på og faldt hårdt imod huset, men det stod fast og blev ikke omkuldkastet, fordi at det var bygget på en fast sten og grund (som er Kristus og hans ord). (1 Kor 3,11) Og hvilken som hører disse mine ord og ikke agter eller gør dem, han skal lignes ved en dårlig mand, som byggede sit hus på en løs ubestandig sand. Og der faldt regn ned og der kom floder og vejret blæste ind på huset og det blev omkuldkastet og husets fald blev ganske stort. (Matt 7,24f; Luk 6,46ff)

Disse Kristi ord er ganske mærkelige. Somme bygge på Guds ord som er en ganske stærk grundvold og som vismand siger: At Herrens navn er et stærkt tårn, hvilken vor saligheds bygning skal oprejses på og formeres og blive et Guds tempel i vort hjerte. (Ordsp 17 (skal være 18,10); Ef 2,21)

Somme der hedder kristne og har hørt lidet af Guds ord, og giver sig bort derfra, de bygge på løs flodsand. Det er menneskets påfund, ord og retvished, på hvilken ingen stadig og sanddru salighed kan bygges. Det siger også S. Peder på en mærkelig måde, idet han sammenligner Guds ord og menneskenes ord. At Guds ord er af den levendes evige Guds sæd, som bliver evindelige. Men menneskene med sit ord er ligesom et græs, og al menneskenes kunst, ære (hellighed og retvished etc) (28b) er lige som et blomster, græsset er visnet og blomsteret affaldet. (1 Pet 1,23ff; Es 40,6-8; Sirak 14,18) Det er: mennesket med al sin ære, kunst og hellighed, visdom og kloghed er ustadigt og snart forgængeligt. Men Guds ord (i hvis eneste tro og retvished al vor salighed hænger på) det bliver evindeligt etc. Det er det, vi alene skal leve og skikke os efter, om vi vil blive salige og fri fra djævelen, døden og synden og om vi vil være kristne mennesker. (Sl 119,1; Joh 8,36)

Skriften, både i det ny og det gamle testamente, er fuld af dette og beviser det åbenbarligt, at vi er pligtige til at høre og gemme Guds ord under vor sjæls fortabelse. Dette bud og befaling har vi, og ikke en tøddel om papistemessen i al den hellige skrift, men som sagt er al den hellige skrift hende imod, som hun nu i ganske lang tid har været brugt, Gud til fortørnelse etc.

Og på det, vi kan des bedre komme til den rette kristne Guds dyrkelse og kende den velsignede Gud og vor salighed Jesus Kristus, har førnævnte ærlige mænd, borgmester og råd her i Malmø skikket hvert søgne dag 3 prædikener. Først om morgenen imellem fem og seks en prædiken i gråbrødre, imellem seks og syv den anden i helliggejst, den tredie mellem syv og otte til S. Peder. Så at hvilken ikke kan komme til den ene en tid, han kan en anden tid komme til den anden og høre den del, hans salighed er anrørendes, synge og love Gud med hjerte og mund, og bede sine særlige gudelige bønner hvad Gud giver dem i hu og sind. (29a)

Synges også her på dansk kristelige psalmer og hymner, Gud til lov og almuen til opvækkelse i Guds kærlighed etc. somme før prædiken og somme efter, som lejligheden sig giver.

Om søndagen og store højtids dage, er her 4 prædikener før middag og 2 eller 3 efter, med aftensang og natsang og om morgenen ottesang med hymner og psalmer som da kan være forsamlingen til gavn og forbedring etc.

Dette er aldeles nødvendigt for os, som sagt er, at høre og kristeligt annamme Guds ord. Og i sandhed er en kristelig prædiken bedre end seks hundrede messer. Men lige som vore papister har opgivet prædiken, Guds ord og befaling, og efterfulgt menneskenes digt, lov og bud, så haver de også strengt budet og indsat messen, at det skal være nødvendigt at høre hende om nogle særlige dage, men prædiken har de tiet om, og såre ringe agtet hende, som vi nu ser og ved; i store domkirker der siges, læses og synges ganske mange hundrede messer hvert år, men der forinden bliver der kun seks prædikener. Og de seks er gerne de dage, præster og kanniker venter sig stort offer og mange penge, som er om kirkens patroners dage, kirke vielses dag, hellige mænds bens dag, aflads dag etc.

I samme mening er også mange store herreklostre, hvilke siger sig at være stiftet og skikket til at tjene Gud, og ikke til at prædike, lige som om prædiken ikke var gudstjeneste. Men hvad skal vi sige andet, end at den rette gudstjeneste har (29b) de glemt, og deres egen (som ikke i sandhed er gudstjeneste) har de oprejst, som også er sagt tilforn, men hvad der prædikes i førnævnte domkirker og klostre, og hvad hjælp, saligheds trøst og forbedring fattige folk har deraf, det kender Gud. Den, der bedst kan prædike i pungen, han er dem en god, retsindig prædikant etc.

Dette er nu korteligen sagt om prædiken og hendes ordinering. 
 

Om sakramenterne, hvorlunde de handles og her hos os bruges.

Sakramente er intet andet end et udvortes tegn, i hvilket vi skal blive vis på den forjættelse, Gud har lovet os, som er hans nåde, velbehagelighed og syndsforladelse. Og disse tegn de er os en påmindelse på den samme forjættelse og et indsegl og en sikkerhed at stadfæste vort hjerte og tro med. Så at det er os aldeles vist, at vi har eller skal sandeligen få alt det Gud har lovet os. Og i disse sakramenter eller tegn har vi stor glæde og husvalelsse, idet vi sandeligt ved, at Gud er os god og mild og er vor ven, som også skriften siger om det jødiske sakramente omskærelse: Det skal være, siger Gud, til et venskab og freds tegn mellem jer og mig. (1 Mos 17,1f) Sakramenterne gør ikke nogen god eller retvis. Men de er (30a) ikke uden Guds gode viljes og nådes vidnesbyrd og tegn imod os, at vore samvittigheder skal der intet tvivle på, og dermed stadfæstes, at Gud vil os vel og er os gunstig og en velvillig fader.

Det ny testamentes udvortes sakramenter eller tegn, som af Kristus er skikkede og indsatte, de er ikke uden to, som er dåb og Kristi bords delagtighed, Kristi legeme og blod når de ædes og drikkes, fordi at disse tegn betyder Guds besynderlige nåde og vished på Guds venskab og synders forladelse etc. (Matt 28,18f; 26,26) 
 

Om dåb

Det er det første Guds velvilligheds og nådes udvortes tegn imod os, at vi formedelst vand og døbelse, bliver visse på, at vi er hans venner og børn i den sande kristne tro. Oprindelig synd og andre synder, helvede, djævelen, mistrøst, en ond samvittighed forfærder, forskrækker og fordømmer os. Men dåben i Kristi tro påminder os, ligesom et sikkert tegn, at vi skal være trøstige og blive salige, som Kristus har os sandelig tilsagt, at den som tror og annammer dåbens tegn, han skal blive salig. (Mark 16,16) Der kan ikke alle helvedes porte, træskhed, løgn eller magt stå imod. (Matt 16,18) Guds ord og forjættelser er sande og trofaste, og kan ikke rygges, himmel og jord skal før forgå, end en tøddel af Guds ord, som vi forlader os til, hvis tegn og pant vi har annammet (30b).

Men hvad tegn og betydelse har vi her? Det er et tegn, at vi døbes ned i vandet og mærker, at vi dødes og jordes med Kristus (Rom 6,3f) og vore synder nedsænkes og slås ihjel og kan ikke skade os. Og djævelen med hans rige og magt nedsænkes der, og hans tyranniske vælde fordærves der, ligesom kong Farao i det røde hav, da han forfulgte det israelittiske folk, som Moses beviser. (2 Mos 14,5-30) Og den gang igennem havet og Faraos fordærvelse betegnede os vor dåb og kristendom, som S. Powel siger. (1 Kor 10,2) Og den frelse vi har fra djævelens tyranniske vold etc.

Og det er også et sandt tegn, at al vort levned i legemets lyst, begæring og synd skal være dødet, jordet og nedsænket, at vi ikke mere skal gå efter kødet og blodet og den kødelige snildhed og vilje, men alene efter ånden, den tro, vi udi dåben sværge og love huldskab og mandskab og al vor ånd og levned. Og dette dåbens tegn er en begyndelse og påmindelse til den bod og syndsafholdenhed, som vi skal have i alt vort liv. Så at formedelst denne dåb, vi annammer, skal vi idelig komme ihu, hvad vi har lovet Kristus, at vi skal blive fast hos ham og gøre hvad han vil: forsværge djævelen og alle hans fule indskydelser og gerninger.

Og at lige som kroppen toes eller udvortes bestænkes med rent vand, så betydes og betegnes dermed al Guds kraft (Joel 2,26) og den Helligånd, som toer (31a) og rengør vor sjæl, fra al synd og indvortes smitte, som Kristus siger. (Joh 3,??)

Dette betyder neddykning og overstænkelse i vandet.

Men at vi straks tages op igen, det betyder, at lige som vi er med Kristus også jordede i dåben, sådan står vi også op igen med ham, til et nyt liv, som er uskyldighed, kristen omgængelse og kærlighed med vor næste. Og det betegnede det ny hvide kristne klæde, vi da annamme, at vi da skal bortkaste mørkets, det vil sige syndens gerninger, og siden vandre ligesom lysets børn skikkelige og høviske. (Rom 12,2) Denne er den eneste kristne kloster regel og kloster klæde, vi skal vente os retfærdighed og salighed udi. Og denne har vi lovet ham, så mange som er kristne. Men de, der ikke er rette kristne, er dem, der har andre regler og klæder, hvilke de drister på, og holder sig til, som vi må i dag se på vore hellige kloster mænd. 
 

Summen på dette sakramente

At døbes i vandet eller dermed overstænkes, det er et udvortes tegn bemærkendes den indvortes renlighed, hvilken den Helligånd gør i sjæl og hjerte.

Præsten eller den, som døber, betegner dermed Guds gerning og Guds nådes tegn, idet han siger (31b) sig at døbe i navn Faders, Søns og Helligånds. Ligesom han ville så sige: Se, at ligesom du nu døbes i dette vand, sådan skal du også være vis på, og annamme dette til et tegn, at Gud er dig mild og gunstig, ligesom han selv døbte dig. Fordi at det, jeg gør i hans navn, det gør jeg efter hans befaling, ligesom han gjorde det selv. I faderens navn etc.

Læg mærke til dette, at den hellige trefoldighed Gud Fader Søn og Helligånd døber og toer dig af alle dine synder, tager dig fra døden og skikker dig til livet formedelst troen i dette dåbens tegn. Det er den rette kraft og ære dåben har med sig. Om hvilken dåb kristne mennesker tit skal mindes oppå, at de måtte idelig komme ihu, hvad de har lovet Gud i dåben, hvad værdighed, kraft, dyd og ære dette tegn har med sig, og hvad det påminder os etc.

Og på det at førnævnte sakramentes handel ikke skal alene være børn nytteligt og gavnligt, men også at gamle folk kan deraf komme ihu, hvad de er og hvad de har lovet Gud, da handler og trakterer vi samme dåb på dansk. Det mål almuen kan forstå, med nogle få ceremonier med faddere og forlovere, som en part sædvane har været tilforn. Og på det at flere kan høre det, påmindes og forbedres deraf, da holder vi denne dåb næst efter prædikenen i menighedens forsamling. For sakramenterne bør bruges i almuens (32a) nærværelse mange til gavn og påmindelse, som sagt er. Og denne ceremoni og skik er også tilforn udgangen på vort danske mål.
 

Om ægteskab og den ceremoni

Ægteskab har Gud selv stiftet i paradis og budet i det gamle testamente (1 Mos 2,24; 1 Mos 8 (Skal det være 9,12?) og stadfæstet i det ny, og med sin nærværelse og første guddommelige jærtegn hædret og æret. (Joh 2,1-11) Og det er hæderligt blandt alle, som S. Powel siger, (Hebr 13,4) hvilket han også af Guds ånd byder alle at indgå, dem som ikke har nåde til kyskhed og afholdenhed, så sigendes: På det man skal sky hor og skørlevned, da skal hver man have sin egen hustru og hver kvinde skal have sin egen mand. Thi at der er bedre at giftes ærligt, end at brændes. (1 Kor 7,2; 7,9) Det er (som S. Ambrosius skriver) at begære, brænde i ukyskheds tanker og give samtykke til synd og urenhed etc.

Den ægteskabes stand er givet alle (ingen er undtaget, hverken gejstlige eller verdslige) dem, som ikke er begavede med kyskheds nåde i hu og hjerte, til et råd og lægedom imod ukyskheds synd og imod Guds fortørnelse, såsom menneskene er ganske meget tilbøjelig til at leve i hor, skørlevnet og anden urenhed, som vi må desværre nu almindelige se, at Gud fortørnes med svarlige iblandt os, som kaldes kristne mennesker, såvel (og end ydermere) kirkens personer som andre, som vi (32b) kalder almues folk. Og er det en sand Guds straf over os, fordi at vi ikke agter Guds ord, og i øjenskalkhed under et falsk kyskheds skin forsmår vi det gode råd, og den helligånds bud som er ægteskab. S. Powel siger og vil, at biskop eller præst skal være een ægte hustrus mand, opføde og optugte sine børn i hæder og ære; at han skal i alle måder være æreagtig og uden mistanke etc. (1 Tim 3,2-7; Tit 1,6-9)

Men den ny farisæiske hellighed siger, og med sin skrift strengelige forbyder sit hellige og gudelige folk, bisper, præster og andet, som de kalder åndelige folk, at de skal ikke befatte sig med denne gode paradises stand. (Dist. xxviii Capit. Dicernimus et cap. Quando presbiteri.) Og dette folk mener så, at ægteskabs hellighed kan ingenlunde tåles sammen med deres vielses hellighed. Den ene hellighed er imod den anden.

Gud og den apostoliske lærdom byder foruden al forskel på personer, at man skal ærligt giftes, særdeles de, som ikke kan leve i kyskhed og afholdenhed. (Matt 19,11f; 1 Kor 7,9)

Farisæisk lærdom siger dertil nej, især klerkeriet må ikke være under dette Guds bud.

Gud har æret denne ægteskabs stand. Farisæerne de vanærer den storligt, sigendes, at det er dødelig synd, kætteri og hor for Gud, at præster er gifte etc.

De gække mener, at fordi det er imod deres djævels lærdom i øjenskalkhed, som forbyder præster etc at ægtegiftes, at det derfor er imod Gud. Ligesom Gud skulle holde sig efter deres lov, og ikke (33a) de efter Guds lov. De har skikket lov tvært imod Guds ord.

Den S. Pouel taler om til Timoteus så sigendes:

Imod de sidste tider vil menneskene falde fra den rette tro, agtendes vildfarelses ånder og djævelens lærdom, deres som i øjenskalkhed taler og lærer løgn og falskhed, forbydendes ægteskab og bydendes faste og afholdenhed af den mad, som Gud har skabt at annamme og æde med taksigelse (af dem som kender sandhed) den som Gud har velsignet. (1 Tim 4,1-4)

Dette (hvis vi da ikke er plat blinde) må vi se og besinde, at det nu er sket igennem lang tid. Og i dette babyloniske fængsel har vore farisæere holdt arme utallige mennesker i ganske mange år, og lagt det åg og de svare byrder på folket, som de ikke selv kan holde (som S. Peder siger om farisæiske lov og påfund) (Apg 15,10) især i dette forbud mod ægteskab og mad.

Af disse forbud er årsagen kommen til hor og skørlevnet, til frådseri og drukkenskab og ganske megen øjenskalkeri, som endnu bruges hos vort udvortes hellige folk i kirker og klostre etc.

Vi vil her ikke mere nu tale om det, Vor Herre gør det nu så åbenbart, at det ikke længer kan dølges og den øjenskalkhed ikke skjules under det falske skin i djævelens lærdom, som sagt er.

Kyskhed hun er ganske ypperlig og ærlig, at have den nåde af Gud, at man kan være kvinde foruden, det er en mægtig besynderlige gave (33b) den, som ingen kan have eller få af sin egen natur, (Visd 8,21) med sine gerninger og værdskyld. Vi skal bede Gud herom, vi skal i ædruhed trænge legemet under ånden, sky syndige årsager etc. Og kan vi ikke end dog udslukke Adams ild, brynde og begæring, før vi skal falde i synd, da er vi pligtige under vor saligheds fortabelse at ægtegifte os, være sig biskop, munk eller præst, ihvo det er, nonne, enke eller jomfru. Det er ikke nok, at vi skjuler vor urenhed for verden i øjenskalkhed. Det er ikke nok, at vi mener og siger, at kan vi ikke leve kysk, da skal vi fare træskeligen og varligen med vort herrensked, (Hieronymus ad demetriadem.) hvad er det andet end at bespotte Gud og gå imod hans bud og besvige menneskene med vor falske gudelighed og kyskhed.

Lad os engang rettelig tænke, at Gud han vil ikke altid ærgres og spottes i vor øjenskalkhed. Han vil snart strengt hævne derover, medmindre vi bekender os selv. (Gal 5,17)

Dette siger vi at afslutte denne tale med. At gifte sig ærligt og i Guds frygt (om mand kan ikke være kvinde foruden, være sig bisp, præst etc) det er ikke mere synd, end det er at æde og drikke nødtørftigt, når man er tørstig eller hungrig. (Helie 172f)

Dette kan vi og vil vi fastholde kristeligt og redeligt med den hellige skrift, blive sig vred og blid, buldre og bande farisæer, lærd eller ulærd, hvo som vil.

Giver også S. Hieromynus til kende om ægteskabs (34a) ærlighed skrivendes over det sjette kapitel i S. Powels sendebrev til de galater, hvor god og åndelig han er, dersom han ret holdes etc.
 

Summen på denne stand ægteskabet

Ægteskabet er en uadskillelig sammenføring mellem hustru og husbond i troskab og indbyrdes kærlighed, (Matt 19,6) som Gud har skikket mand og kvinde til hjælp, trøst og husvalelse, til et råd imod synd og ukyskhed, til at formere menneskens slægt og køn, Gud til ære, menneskene indbyrdes til tjeneste, hjælp og bistand. (1 Mos 1,28; 8 (skal vist være 9,1)

Det er et ret ægteskab og ægteskabs stands beskrivelse, i hvilken vi intet ondt eller uhelligt kan befinde at være, for hvilket klerkeriets hellighed må ikke fordrage det ægteskab, de, som dog regner hor, jomfrukrænkelse eller skørlevnet for noget ganske ringe eller for intet.

Her udi må vi også klarlig mærke Guds hævn, som overgår os i vor forgiftede blindhed etc.

Denne ceremoni eller brudevielse holder vi også på dansk for de mange gode artiklers og den lærdoms skyld, som hun indeholde, hvilken også nu kort tid tidligere er udgangen og prentet, menigmand til gavn og forbedring, som du, kristne læser, må selv læse (34b) og gennemgå, hvor du finder meget godt og ærligt om ægteskab uddraget af skriften. Hvilket som er alles vores saligheds regel og sand undervisning til himmerige. 
 

Om pønitentse og hvad det er

Pønitents, det er intet andet sakramentes tegn, end det, som dåben betyder og har med sig. At vi skal dødes og skilles fra synden og ihjelslå onde synders begæring, og holde os derfra, og blive nu i uskyldighed og i et kristeligt levned, når den gamle Adams synd af Guds eneste nåde og barmhjertighed borttages fra os.

Denne pønitents kan vi ikke af os selv begynde eller gøre. Det er en særdeles nåde og gave af Gud. Først at vi kan kende synden og vor brøst, og dertil næst, at han vil vende vort hjerte om til sig, at vi kan begære nåde etc, som profeten siger i psalmen på Guds folks vegne: Omvend os, Herre, og vend din vrede fra os. (Sl 25,16) Og Jeremias siger i klagesangene: O Herre, omvend os til dig og da bliver vi sandelig omvendte. (Klag 3 ??)

Ligeledes Zakarias 10 siger Herren: Jeg skal straks omvende dem, fordi jeg skal forbarme mig over dem. (Zak 10,6) Herom taler skriften ganske mange steder. At vi ikke kan omvende os af vor egen magt, kunst eller fri vilje.

Det er alene Guds gave og nåde. Der kan ingen komme til Kristus og den rette gudserkendelse (35a) uden Gud særdeles drager ham (Joh 6,44; 15,5) og oplyser ham med sit ord og sin nåde. (Fil 2,13)

En kan ikke gøre pligt og pønitents, når han vil, men når Gud vil, (1 Kor 3,6; Rom 9,16) som vi har et mærkeligt eksempel på i S. Powels omvendelse. Til de Galater i det første. (Gal 1,11ff) Ligeledes i det første brev til Timoteus det første kapitel. (1 Tim 1,13f) Ligeledes i det andet brev til Timoteus i det første kapitel. (2 Tim 1,12f) Og derfor skal vi ikke overgive os udi vor synd, men bede Gud, at han giver os vor synd til kende i vort hjerte. At vi må af hans nåde omvendes til ham. Ellers er al vor farisæiske pønitents og pligt forgæves, og ikke uden en øjenskalkhed for Gud, som Kristus sagde: I farisæer rense og gør smukt det udvortes i fad og skåle, men det, der inden i jer, det er fuldt med rov og uretvished. (Luk 11,39) Sagde også Kristus. I farisæere er de, som gør jer retvise hos menneskene, men Gud kender jeres (skalke)hjerte. Fordi at det som synes højt (og helligt) for menneskene, det er vederstyggeligt for Gud. (Luk 16,15) Sådan er det nu, og sådan har det været, vor farisæiske udvortes pønitens og pligt.

Gik vi én gang om året efter menneskenes skik til skrifte og faldt på knæ for en præst etc og sagde ham, hvad os lystede, og han sagde os igen, hvad han vilde, om messe at holde, at læse, at faste eller hvad andet der kunne komme ham til gavn, da mente både han og vi, at det var nok, end dog vi tænkte ikke en gang på, at vi ville omvendes, og være andre, end vi havde været tidligere, være sig i hor, skørlevnet, gerrighed, hovmod, svig, falskhed, tyranni, had, avind, drukkenskab eller (35b) anden synd. Men skriftede vi efter pavens skik, da blev vi gode kristne, og det var os nok, som vi mente. Dette er ikke at gøre ret pønitents.

Men ret kristen pønitents er, som sagt er, en dødelse, det er afholdenhed i hu og hjerte af synden og et nyt levned og en fortrøstelse på synds forladelse og Guds nåde, som den evangeliske lærdom forkynder og forjætter os.

Loven forkynder vor synd og forskrækker vort sind og samvittighed. (Rom 3,20)

Evangelium det lærer os at indfly til Kristus Jesus i en stadig tro, der få vi hjælp, og det trøster og husvaler os så sigendes: Min søn vær trøstig, dine synder forlades dig. (Matt 9,2) Ligeledes: Kommer til mig, alle I, som arbejde eller er syge og besværede (med synd) og jeg skal vederkvæge jer. (Matt 11,29) Troen hun gør os retvise og salige, og i den har vi synders forladelse. (Hab 2,4; Rom 3,28)

Men nu vil vi tale om skriftemål og hvilket det er. 
 

Om Skriftemål

Dette latinske ord confessio, som almindelige kaldes skriftemål på dansk, tages i tvende måder i skriften, først forstås dermed lovprisning og taksigelse, som ganske mange psalmer indeholder. (<a href="#Sl 105,1 (Vulgata: "alleluia confitemi">Sl 105,1) Ligeledes i Kristi ord Matt 11: Jeg takker dig, Fader, Himlens og jordens herre, at du (36a) skjulte sådanne ting for de vise og kloge, åbenbarede dem for små og ringeagtede etc. (Matt 11,25)

Tages også dett ord confessio eller skriftemål undertiden i skriften for en åbenbar bekendelse og vidnesbyrd, som S. Hans baptista skriftede og åbenbart bekendte, at han var ikke Kristus. (Joh 1,20) Siger også S. Powel: At hjertet tror til retvished at få, men med munden skal man skrifte og bekende (Guds kraft og nåde) for verden. (Rom 10,10)

I tredie måde tages skriftemål for den vederkendelse, at vi af hu og hjerte bekender vore synder for Gud alene, ikke i mistrøstighed og fortvivlelse, men bedendes om hans store nåde og trøstendes os på hans barmhjertighed, hvilken overgår alle verdens synder, i den agt, at vi vil rette og bedre os med Guds hjælp og styrke os og opgive synden. Dette er ret skriftemål og ret kristen anger og ruelse, som hvert menneske har behov, og som nok er til hans salighed. Dette beviser os også skriften: Jeg sagde i mit hjerte (siger psalmisten) jeg skal skrifte og bekende min synd eller uretvished for Herren. Og du, Herre, har straks forladet mig min synds ondhed. (Sl 32,5) Ligeledes er det så (siger S. Hans) at (om) vi skrifter eller bekender vore synder (for Gud) da er han sanddru og retvis, at han forlader os vore synder. (1 Joh 2) Skriver også S. Matthæus: Min søn trøst dig (det er: tro og forlad dig ind på mig) dine synder forlades dig. (Matt 9,2)

Dette er det ypperste og bedste synders skriftemål (36b) og foruden dette er de andre intet regnendes eller agtendes for Gud.

Om lønlige synder er os intet skriftemål budet af Gud, dersom vi ikke har fortørnet, skadet eller beskæmmet vor næste, eller kristen forsamling med ord, gerninger eller eksempel. Men har vi gjort det, da skal vi åbenbarlige derover straffes med ord eller gerninger, bekendendes os for den menige kirke, tagendes af præsterne eller den kristne kirkes forstandere ydmygelig pligt og kristelig straf uden knur og modsigelse. (1 Tim 5,24; Matt 16,19; Joh 20,23) Og når det er fuldkommet, da skal de i kirkens nærværelse afløse os, og forkynde os afløste og annamme os med kærlighed etc. (2 Kor 2,7; 2 Thess 3,15)

Ligeledes den, der synder for Gud og dermed fortørner eller beskæmmer sin næste eller menigheden, påmindes han en gang af kirkens forstandere eller nogen anden, og han agter det ikke, da skal han anden gang påmindes i nærværelse af 2 eller 3 vidner. (Matt 18,16-18; Luk 17,3) Vil han ikke da agte og bedre sig, da skal han sættes i band, det er: han skal ikke have omgængelse og delagtighed i sakramentet: Guds bord, og i andet kristenmenneskes samfund intet have at skaffe, før end han vederkender sig, gør pligt og penitents efter kirkens forstanderes dom, som S. Ciprianus siger de Lapsis. Og siden skal den tage syndere mildelig igen og afløses, og med tiden blive bekvem til at modtage Jesu Kristi legeme og blod.

Under denne åbenbare pligt, pønitents, straf og band (om de ikke vil lyde en påmindelse) skal være manddrabere, horkarle, horkoner, skørlevnere, jomfrukrænkere, (37a) afgudsdyrkere, menedere, spillefugle, drankere, frådsere, de, som gør parti og usamdrægtighed, opsætter sig mod menighedsforstandere, troldkarle, troldkoner, kætter partis mennesker, de som går i had og avind og ikke vil opgive det, og de der åbenbart synder og beskæmmer den kristne kirke. (1 Kor 5,11)

Ligeledes under samme band er alle de først og fremmest, som lærer, binder, eller skikker anden lærdom og budord til at forhverve salighed og retvished med end Kristi tro og evangeliske lærdom og den hellige skrift, uden al yderligere forkyndelse, som skriften siger. (Rom 16,17; Gal 1,8; 2 Joh 1,7; Åb 22,15)

Disse alle bør være under åbenbare pligt, og bekende deres synd åbenbare, om de vil forliges med de kristne mennesker og indtages i deres samfund. 
 

Om lønligt skriftemål

Herom siger Kristus: Hvis du bærer din gave til alteret og det drages dig til minde, at din bror har noget imod dig (han haver dig at skylde), da gå hen og forlig dig med din bror (det er kende din skyld og bed for ham). (Matt 5,23f) Ligeledes S. Jacob siger: Bekend jeres skyld den ene for den anden (som I har imellem jer selv) og bed for hinanden, på det at I kan (uden had og vrede) blive salige etc. (Jak 5,16) Siger også vismanden: Forlad din næste som skader dig og da skal (37b) dine synder forlades dig af Gud, når du beder ham om det. (Sirak 28,2; Luk 6,37)

Det er det lønlige skriftemål, som er af Gud, og som skriften hun taler om.

At vi skal gøre skriftemål i nogen præsts øre eller i nogen munks kvell eller skød, det har vi ingen befaling om af Gud. Ikke har heller præster eller bisper befaling derpå, at de skal udgranske de lønlige synder af folks hjerter. Men det er Guds befaling og lov, at præster eller bisper (som i skriften er alt ét) skal udspørge folk og lære Guds ord, lov og lærdom, og den alene skal de prædike og lære, som skriften siger Haggai 2,(11) Mal. 2,(1ff) Mark 16,(14ff) 1 Kor 4,(1f) 1 Tim 3,(2ff) Titus primo. (1,6-9)

Dog forskynder vi ikke eller nedlægger aldeles dette skriftemål, men de mange unyttige tillæg og tilsæt, som menneskelig digt og gækkelig visdom har fundet på, som er: særdeles årstid om påsken, sin egen præst at skrifte til, og oplade sig for, hvad enten præsten er vis eller uvis etc, at sige alle sine synder små og store, at have så eller så stor anger og ruelse. Og anden sådan eventyrs handel og det, som menneskene er umuligt. For menneskets hjerte er dybt og ugranskeligt, det kan ikke selv forstå eller begribe sine egne synder, (Jer 17,9; Ordsp 25,3) end sige at det skal være pligt ud af menneskenes bud, så at en arm, uvidende mand på en gang skal gøre rede for dem allesammen. (38a)

Det skriftemål er allerbedst, i hvilket vi af hjertens grund og anger bekender os for Gud, som den åbenbare synder tolderen gjorde, (Luk 18,13) som Maria Magdalene, (Luk 7,47) S. Peder, (Luk 22,62) røveren på korset, (Luk 23,43; Laurentsen skriver fejlagtigt Joh 18) David (Sl 51,12) og andre sådanne flere gjorde, og fik syndsforladelse og stor nåde.

Da er det dog godt (som vi også her i Malmø gør) at vi bekender os for præster, der er vise og kloge i skriften, eller andre forstandige mænd, når os fejler på nogen lærdom eller gode sæder, som vor sjæl er anrørendes. Eller også når vi er i bedrøvelse, sorg, fortvil, mistrøst, eller anden synds fristelse, at vi går til samme forstandige gode præster eller mænd, lige som en syg eller såret, til en god vel erfaren læge, og beder om råd og hjælp af ham, lærdom og trøst, og han siger os råd og forkynder os Guds nåde og afløsning over os og beder med os og vi med ham om Guds nærværelse og nåde, som Kristus har lovet os, og derfor skal vi drages hen til skriftemålet, og der bliver vor samvittighed rolig, tryg og fredsommelig etc. (Matt 19,29; (jeg vil foreslå Matt 16,19) Joh 20,23) 
 

Om fyldestgørelse eller syndebod

Jesu Kristi pine og død er alene vor syndebod, og et fuldkomment offer og fyldestgørelse for alle verdens synder, fra verdens begyndelse og ind til den yderste ende. (Es 50,5; 1 Joh 2,2) Det er ikke, som de løgnagtige papistiske kættere (38b) siger og prædiker, at Kristus gjorde fyldest alene for de synder, som han forefandt, da han kom til verden, og for dem, vi har, før vi døbes.

Men siden og for de andre skal vi selv gøre pligt, bød og fyldest.

Denne deres spot er imod den hellige skrift, både i det gamle og i det ny testamente (det ville være langt at skrive, men se selv eller hør, hvad Esaias siger i det 53 kap, Sl 31, (=Sl 32,5) Mark 1, Luk 2, Joh 1,(29) siger Johannes døberen: Se Guds lam, se den som borttager al verdens synder, han har givet sin sjæl ud for sine får, Joh. 10, (15). Ligeledes 1 Pet 2, (24): Han bar vore synder på sit legeme på korset. Ligeledes beviser Paulus det til romerne, kap 5, (8). Ligeledes 2 kor 5, (19) og i alle sine breve, som er til galaterne kap 1, (4) 2, (21) og 3, (26), Ef 2, (15f), Fil 3, (10f), Kol 1, (13) og 3, (3), 1 Thes 5, (10), 1 Tim 1, (15), Titus 1, (?), Apgern 4, (10f). Ligeledes 1 Joh 1, (7): Kristi blod renser os for alle vore synder. Ligeledes i det andet kapitel (2): Kristus er en forliger og genløser for vore synder, og ikke alene for vore, men også for al verdens synder. Og det var sagen, at han kom til verden, fordi intet menneske kan gøre fyldest for sig selv, eller for nogen anden, hvor god eller hellig han var eller syntes. Ingen gode gerninger, intet kosteligt offer kan hjælpe til at erhverve syndsforladelse eller retfærdighed med. Da måtte Kristus, Gud og menneske, komme og gøre bod for os og endegyldigt forlige os med Gud Fader formedelst sin pine og død. (Sl 40,8f; Hebr 10,5ff; Es 1,18) Og han blev alene gjort og (39a) skikket os af Gud Fader til en sand visdom, retvished, hellighed og genløsning, for os som tror og forlader os på ham, (1 Kor 1,24) og alene sætter vor saligheds trøst til ham og ikke til nogen af vore gerninger, til ingen skabning i himlen eller på jorden etc.

Det er et løgnagtigt og bespotteligt ord at sige, at mennesket kan gøre fyldest for sine synder og selv erhverve nåde og syndsforladelse, hvilket dette papistiske ord "satisfactio" betyder, det er en "nok-gørelse", at nogen kan gøre nok og fyldest for synderne etc. Kunne noget menneske have gjort dette, da havde vi ikke haft Kristus behov, da var han ikke til nogen nytte for os, da var han død forgæves, som Paulus siger og skriften beviser. (Gal 2,16; 5,11)

Men kan ikke Mose lov og hendes mange gode gerninger, som Gud selv havde budet og befalet, gøre fyldest for synden, og gøre nogen retvis for Gud, så kunne meget mindre vore egne gækkelige selvdigtede papistiske gode gerninger gøre fyldest og erhverve retvished.

Esaias sigere, at alle vore retfærdige gerninger er lige som et urent vederstyggeligt klæde etc. (Es 64,5) Ligeledes siger Kristus: Når I har gjort alt det, I har fået befaling om, da skal I sige: Vi er end dog unyttige tjenere. (Luk 17,10)

Hvad vil vi sige andet om os selv end tillægge os al synd og ondskab, agte vore gode gerninger for intet, og tillægge Gud alene al godhed, al ære, al retvished og bekende os og bede ham, at han deler sit gode med os, og at han vil af sin barmhjertighed agte vore synder for intet. Der skulle vi (39b) tusind fold snarere få nåde og himmerige med, end med alle de gerninger vi enten kan gøre eller lader gøre, eller nogen tid berømmer os af.

Farisæere og øjenskalke fremhæver sig af deres selvdigtede gode gerninger og hellighed. Ret kristne mennesker bekender, at de er syndige og skyldige, og ikke kan gøre noget godt, sigendes med den åbenbare synder: Gud forbarm dig over mig og vær mig mild og miskundelig. (Luk 18,13)

Vore gerninger kan vi ikke gøre fyldest med, ikke heller blive retvise og salige af, som sagt er, vi skal dog gøre det allerbedste vi kan, bevisendes vor kristelige tro med kristelige gode gerninger, (Rom 12,9ff) som er kærlighed imod vor næste, i hvilken hele loven fuldkommes, (Gal 5,14) handle kristeligt og retvist med ham, gøre mod ham efter Kristi bud, som vi vil have af ham, (Luk 6,38) holde os i gudsfrygts ædruelighed og renhed.

Disse er de kristne gode gerninger, hvormed vi skal og bør bevise vor tro. Men de gerninger, papisterne kalder gode og almindeligvis prædiker og holder meget af, dem agter vi ringe, fordi de ikke er af Gud eller skriften etc. De er mennekers påfund, tanker og bud, hvilke Gud forgæves tjenes med, som Kristus selv siger. (<a href="#Mark 7,6: v6 Men han sagde til dem: "E">Mark 7,6f) (40a) 
 

Om jordefærd og kristelig begængelse for de døde

Når Gud vil kalde vore kære medbrødre bort fra denne verdens usselhed og elendighed til sin nåde, da går præsten til den syge, trøster og husvaler ham med Guds ord og forjættelsen om retvished og salighed, hvilken vi har i Kristus Jesus, og han forlader sig i den hjertens tro på Guds barmhjertighed og Kristi pine og død, som er en fuldkommen genløsning og bod for alle synder, hvor store og onde de kan være.

I denne tro og husvalelse gives ham (om han er det begærendes) Jesu Kristi legeme og blod, til et vist tegn og pant på syndernes forladelse, Guds nåde og venskab.

Dette værdige sakramente Kristi legeme og blod, konsekrerer han inde hos den syge på bordet med ærlige klæder og korporal, som dertil er bekvemme.

Når den syge da er død i denne trøst og husvalelse, og han bæres til graven, da ringes med klokkerne, og folket forsamles, så synges der nogle kristne salmer og lovsang, hvilke som kan opvække folket til at forsmå verdens forfængelige handel, til attrå og begæring til det evige liv etc.

Og dernæst prædikes der noget af skriften de levende til husvalelse og påmindelse om håb, trøst og salighed i Kristus, (Rom 3,28) at rette kristne ikke skal (40b) være bange for døden, helvede, synden eller djævelen, de kan ikke skade kristne mennesker. (1 Kor 15,20f; 1 Thess 4,14)

Denne timelige død er en begyndelse til det evige liv. Kristne menneskers død er kun en søvn, af hvilken de snart skal opvækkes og kaldes med sjæl og legeme til himmerige. Kristne skal gå fra døden til livet etc. (Joh 5,24)

Om disse og andre trøsterige ting fra det gamle og det ny testamente tales der om i vor jordefærd, og så deles med fattige mennesker penge eller andet, som de kan have hjælp af. Dette er den tjeneste, vigiliis og sjæle messe, vi lader holde for vore døde. Vi befaler og begærer dem i Guds hænder, og at vi må med Guds nåde og hjælp findes sammen med dem og de med os i himmerige.

Kristus er på fuldkommen måde en gang ofret for dem og for os på korset, hans nadver og testamente, som han har efterladt os i sit legeme og blod, kan ingen gavne, uden den, der æder legemet og drikker blodet, i en stadig tro (som sagt er). Og derfor kan ikke messe eller Kristi testamente hjælpe døde. 
 

Om vigilier for døde.

Vore vigilier, som vi har holdt for de døde, de er os (ligesom anden gudstjeneste) kommet i misbrug og gerrigheds handel i uvidenhed og øjenskalkhed.

Fra begyndelsen var de holdt kristeligt i en god agt og mening i denne efterskrevne (41a) måde, som Augustin og Cyprian siger, at når nogen døde, eller nogen martyr blev slået ihjel for Kristi navns og ords skyld, da kom de kristne sammen ved den dødes grav om natten og vågede, og med skriften husvaler hverandre og påmindede, at vi tålmodigt skal lide forfølgelse og martyrium for Guds navns skyld, styrkede og trøstede hverandre i Guds forjættelse og håb om opstandelse af døde og til det evige liv, som Paulus også skriver, bedendes, at vi ikke skal have sorg for vore døde, ligesom hedninger og vantro har, de, som ikke har noget håb om opstandelse, eller om et bedre levned, men at vi skal trøste og husvale os i Guds ords og evangeliske lærdoms forjættelse og opstandelses håb. (1 Thess 4,14)

Det har vore papister hørt og set, at de er kommet sammen og har håndteret skriften og åndelige hymner etc, da vil de også (ligesom aben gør) efterfølge deres gerninger, og slå sammen her og der fra skriften, og synge, råbe og læse, hvilket de hverken forstår, ejheller har ment om vore døde, hvilket i sandhed de døde ikke kan få nogen hjælp af, ikke mere end de levendes trøst eller lærdom, med undtagelse af præster etc, som har og har haft stor gavn af disse vigilier med meget gods og mange afgifter. Summa summarum: Vigilier er vågenætter, som de gode forfædre holdt, ikke de døde til hjælp, men de levende til trøst, husvalelse og lærdom, at forsmå denne timelige død, og sætte sit håb til det evige liv og salighed. Disse vigilier var meget langt fra (41b) og i en helt anden kristelig mening, end de er, som idag købes og sælges for gods og penge i blindhed og uvidenhed. 
 

Om tiende

Tiende var det gamle testamentes bud, som Levitterne (dvs præster og tjenere i templet eller tabernaklet) skulle have af den grund, at de ikke havde fået part og ejendom i skifte med deres brødre. (5 Mos 26,13ff) Og deraf skulle de føde dem, og andre skulle sørge for dem, at de kunne des bedre tjene Gud, efter hans befaling. Deraf skulle også enker, faderløse børn og fattige elendige mennesker hjælpes.

I det ny testamente har vi intet derom, ikke et ord i skriften. Vi er hverandre intet skyldige, uden kristen kærlighed, i hvilken os bør at gøre hinanden, som vi vil have. (Rom 13,9; Luk 6,31; Matt 7,12)

Os er (i denne kærlighed) et strengere bud givet, så at vi skal give alle de (der er rette trængende), som beder os. Og ser vi vor broder trængt af armod, om vi ikke forbarmer os over ham, da er Guds kærlighed ikke i os, og dermed er vi ikke kristne mennesker. (1 Joh 3,17)

Gud har gjort os til fogeder og tilsynsmænd over det gods, han har forlenet os. Det er hans altsammen. Vi skal (som tro tjenere) dele (42a) det ud efter hans vilje og befaling til fattige, trængende og nødlidende mennesker. (Sl 10,14f; Matt 14,19)

Men den tiende, som nu er stiftet og har været, den har verdens herrer og fyrster pålagt og indsat, med deres egen lov og vilje, og derfor må den holdes og forblive, indtil de fjerner den igen, om landets herrer og andre forstandere vil have det så. Og er den pålagt på den måde, ligesom anden skat og tynge, så kan den også fjernes igen.

Evangeliske præster og retsindige lærere, bør forsynes af deres almue med ærlig føde og klæder, som Kristus selv siger og Paulus også, og det er deres rigdom; klæde og føde er man dem pligtige, om de er rette tjenere og kristelige lærere. (Matt 10,10; 1 Kor 9,14; 1 Tim 5,18; Gal 5,26 (jeg foreslår Gal 6,6) Og det er også frit, hvad enten nogen giver dem det i korn, i jordens afgrøde, i penge eller i noget andet, efter folkenes og landenes lejlighed.

Vor korn-tiende har vi skikket til hospitalet, fattige mennesker til hjælp og trøst. Og en anden part og Guds lod som fiskere og andre embedsmænd giver. 
 

Om hospitaler

Der er hospitaler og offentlige huse her, og ydermere skal derhen skikkes fattige, syge og sårede, gamle og vanføre til hjælp og hvile, med redelig tjeneste og forsyning, fra det gods, der tilforn gik til alterne, lavene og anden misbrug. (42b) Og hvor det ikke kan række til eller er nok, da skal den menige mand her i byen hjælpe til med at føde dem, hver efter sin gode vilje og formåen, efter en kristen kærlighed, som han bør bevise mod sin fattige broder, hvilken Gud har miskundelig søgt og lagt sin hånd på, tænkendes hver ved sig, at Gud har den samme magt over ham, som han nu bruger mod de arme, de syge etc. (2 Kor 9,7)

Dette er en retsindig gudstjeneste, kærlighed til sin næste, behjælpe arme, syge og fattige, i hvilken den rette kristne tro bevises og åbenbares. (Matt 25,35; Gal 5,6 Laurentsen har ikke angivet kapitelnummeret)

Ligeledes: Hvilke arme mennesker (især fattige mænd, kvinder og børn, som her udi byen er og har boet, skattet og delt byens besvær), der er syge og sårede, og står til at hjælpe og helbredes, da har borgmester og råd tilskikket læger og badskærere, hvilke skal smøre dem, læge og hjælpe dem til karskhed og sundhed igen, på det de kunne sørge for og hjælpe sig selv siden. Men kan de ikke blive tilpas igen, så deres sygdom forsvinder, da lægges de ind i hospitalet, om de det er begærendes. Eller de får hjælp af de førnævnte penge og kristen folks almisse at hjælpe sig med.

Ligeledes: Dette er Guds bud og skriftens, hvilket en ret kristen skik og skel bør give stor magt, at hver stad eller by først og fremmest bør behjælpe og forsyne arme kristne mennesker, som har levet ærligt og vel hos dem, og er komne i armod, (43a) fattigdom, krankhed eller sygdom og ikke kan hjælpe sig selv. (5 Mos 15,7; 1 Tim 5,8)

Det bør heller ikke være sådan, og det er ikke bekvemt, at kristne mennesker, syge eller usyge, mere i kristendommen går rundt eller føres omkring at tigge eller trygle, end udi den jødiske lovs tid, i hvilken det var forbudt, at der måtte være nogen tiggere, men de skulle forsynes af almuen, til livs føde og nødtørft, især dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, med arbejde eller anden tilbørlig forsyning som sagt er. (5 Mos 15,4; Laurentsen henviser til 5 Mos 17)

Da skulle det skikkes i stæderne og andre steder udi landene, at enhver skulle sørge for og besørge sine fattige, gamle og kranke, tagendes til hjælp det gods, som blev misbrugt under gudstjenestes navn til altre, laug og gilde etc.

Ligeledes, i hvert landsogn at sørge for sine nødlidende med, som er i samme sogn, med en part af tienden, med det, almuen plejer at give bisse-munke og andre tryglere, som hvert år bisser omkring efter korn, penge, lam, gæs, svin, oste og smør og mange andre ting, som fattige folk har her til dags i lang tid være besværede med af førnævnte ørkesløse buge.

Og hvor førnævnte almisse gives ud velvilligt i en kristen kærlighed, de sande arme og syge til hjælp, da blev i sandhed den fattige almue derover ubedragen og fik Guds velsignelse på gods, frugt og kvæg, som Gud har selv lovet mange steder i skriften. (3 Mos 19,9f; Tob 3,(?); 11,(?); Sl 41,2f; 114,7f; Sirak 3,30f; 4,1-10; 7,32-36; 17,22f; 29,1-13; Es 58,7f; Matt 6,2-4; 25,35; Luk 11,42; 12,33f; 14,33; 16,11; 2 Kor 9,8; 1 Joh 3,17. ) (43b)

Ligeledes: til at skikke og forsyne samme arme mennesker med førnævnte almisse og samle den sammen skulle 2 eller 3 gode kristne mænd indsættes i hvert sogn, som var trofaste og retsindige i ovennævnte befaling, og hvert år gøre rede og regnskab derpå. Sådan bør Guds almisse gives og skikkes ud. Det har vi Guds vilje og bud på. Men om munkes og andre ørkesløse tryglere og deres løgn og bedrageri, har vi intet om, andet end at deres handel og trygleri er imod Guds ord og den hellige skrift. (Apg 6,3; 1 Mos 41,33; Apg 20,35; 1 Kor 4,1; 2 Kor 11,8f; 2 Thess 3,10) 
 

Om klostrene

Ret klosterlevned (uden menneskenes særlige bud og forpligtelser med eder og løfte og en evig trældom under menneskenes selvdigtede regler og påfund) er at lære, studere, at tjene Gud alene i ånd, optugtes i dyd og ære, lære gode embeder at fortjene klæde og føde med. Det var den første kristelige skik på klostre og klosterlevned. Og det stod hver mand frit, unge og gamle i klostrene, at de måtte frivilligt gå ud, når de ville, eller når deres far og mor eller venner kaldte dem etc.

Disse klostre var fra først af intet andet end kristne skoler som nu sagt er, fra hvilke ovennævnte klostre tit og ofte udtoges og kaldtes agtværdige, lærde mænd til at være bisper og prædikere, til (44a) at blive borgmestre, råd og menigheds forstandere, de som var forstandige og gudsfrygtige, etc.

De vidste intet af den evige trældom og forpligtelse med eder, løfte, særlig klædedragt og farve, at være raget og andre sådanne ceremonier imod den kristne frihed, som nu i nogle få hundrede år er optænkt og lært i uvidenhed og øjenskalkhed, til at binde og besvære fattige simple menneskers samvittighed med, idet de forlokker og bedrager den største part af dem med smigrende ord og sød tale og med den forjættelse, at den skal deraf blive retvis, hellig, salig og retfærdig, som sammen med dem og det partis folk afholder nogle ceremonier, holder nogle optænkte drømme og gerninger, som mennesker i deres dårlige, kødelige visdom har opfundet. (Es ??; Ez 10,??; Matt 23,4f) Som om nogen kunne blive retvis hos Gud for nogen udvortes gerninger, og ikke alene for troen, som forarbejder sin kraft i kærligheds gerninger til sin jævnkristen. (Hab 2,4; Gal 5,6 (Laurentsen skriver kun Gal))

Men hvad vil eller må vi andet sige om munkes og andet sligt verdens hellige folks gerninger, end hvad sandt er. Kan ikke lovens gerninger, som Gud selv bød, gøre nogen salig, meget mindre kan menneskenes gækkelige, selvdigtede gerninger eller klæder gøre nogen retvis eller salig, være sig præst, kannik eller munk, hvordan han end er klædt, hvor hellig og gudelig han synes at være for mennesker.

Det gøres ikke meget behov at skrive om vore klostre og munke, som nu er og i lang tid har været. En stor part af den menige verden kan nu kende og besinde, hvad der er om det, og hvad de er (44b) for folk, som nu skjuler sig i hellige og varme kapper, indenfor stærke vægge og mure etc.

Guds ord og sandhed har nu åbenbaret, hvad deres gudelighed og handel er. Og hvor langt de er faldet bort fra den rette første skik og indsættelse, som gode helgener i en kristen åndelig frihed fordum tit har været udi.

Den, som vil agte på Hieronimus', Augustins, Benedikts, Bernhards og nogle andre forfædres ord og bøger om de gode munke, der var til i deres tid, da skal han finde ganske stor forskel på vore munke, som nu er og har været længe, og de andre. Al vor salighed (som de mener og siger) hænger nu på særlige tilskårne klæder og farve, på kronragning og ceremonier, på løfter og gerninger, særlige steder og menneskenes påfund, på forskel på mad og læsning, og andre udvortes ting, som deres høvedsmænd har forpligtet deres samvittigheder på og besværet dem med.

Men i fordums tid var de gode munke fri. Deres gods stod det dem frit at beholde eller overgive til at være på et sted eller et andet, hvor de ville. De måtte af fri vilje studere, læse, bede, faste, så meget som de ville, og Guds nåde og gode mænds eksempel drog dem dertil. De blev ikke nødet af nogen foreskreven regel eller lov af menneskenes bud. Deres klædedragt var simpel og almindelig, ikke foreskrevet med form og farve, som ny og underlig var, at man skulle pege fingre efter dem etc, som vore munke nu har det, i hvilket eneste de synes at være munke. (Hieronymus ad rusticum. Erasmus in vita Hieronimi. Augustinus ad quidvultdeum.) (45a)

De var ikke forpligtede eller bundne til evig menneskenes trældom med eder eller løfte, uden det almindelige løfte som enhver har lovet i sin dåb og i kristendommen, i hvilket også enhver har aldeles nok at holde til sin salighed, og ikke har mere behov, især i denne munke handel, som nu er til i denne ørkesløshed.

Summa summarum på klosterlevned og munke levned med alle sine løfter og skikke som nu er: Det er vel en skik og et levned for sig selv, men det er ingen gudelighed eller gudstjeneste, hvilken er gudbehagelig, fordi at det er menneskenes påfund og bud, i hvilke Gud forgæves tjenes. (Es 29,13; Matt 15,8f) Paulus siger, at hverken omskærelse eller uomskærelse eller nogen lovens udvortes gerninger kan være til nogen nytte. Men alene troen, som giver sig tilkende i kærlighed mod sin næste. (Gal 5,6) Der er ingen sekter, intet parti, ingen jøder, ingen grækere, ingen fri, ingen ufri, ej kvinde eller mand etc agtendes i Kristus Jesus, efter kødelig eller udvortes vilkår, sædvane eller hellighed, men alene en ny skabning, dvs et ret kristent menneske, som er fornyet med Jesu Kristi tro og den helligånd i hjerte og ånd, og ikke følger den gamle Adam i kødelighed og forkrænktet levned. (Gal 3,28) Og alle de, som er døbte, og er rette kristne, de er én og ét i Kristus Jesus. Ret kristendom og den hellige skrift ved ikke af munke og partis folk at sige, som nu er til, skjult under særlige klæder, ceremonier og optænkte udvortes (45b) helligheds skin, som vi nu kan og vil med tiden ydermere bevise, om disse partiers mennesker begynder at sværme og buldre. 
 

Om tiggeklostre.

Den tid, ret evangelisk lærdom og Guds ord var såre meget affaldet og glemt, og menneskenes bud og lærdom efter hver mands kødelige visdom begyndte at loves, anses og få magt og overhånd i øjenskalkhed efter djævelens lærdom, da begyndte disse tiggeklostre og munke i kristenheden at få indgang.

Dog (var de) noget redeligere for menneskenes syn end de, der derefter med tiden er fremstået. Siden legemes ørkesløshed og gerrighed fik så stor magt hos dem i et falsk helligheds skin, i hvilket de har lært og prædiket deres egen nytte, salighed i klæder, mad, sang og læsning, som sagt er indgående tilforn. Og dermed tilhobesamlede klæder, føde og stor rigdom. Og de har sagt og ganske ublu udråbt, at sådan klosterlevned, som er at tigge og trygle og leve af menighedens gods, sved og arbejde, at det var godt, helligt og såre gudvelbehageligt, og en genvej til himmerige, alene for en vanskabt kappe, for nogen optænkte gerninger og ceremoniers skyld, udi hvilke de sagde, at de tjente Gud dermed og fortjente fattige folk himmerige, dem, der ville stoppe noget i deres sæk, i hvilken de omkringførte aflad, (46a) broderskab, værdskyld og Guds nåde, som de sagde det, ukristeligt og imod den hellige skrift, i hvilken førnævnte sæk de også samlede menneskenes synder, sigendes: Læg alle synder i munkens sæk, men de synder var menneskenes gods, penge, arveejendom og svedige arbejde, som disse ørkesløse buge plejede at sluge, som profeterne, Kristus og Paulus forud har talt om. (Hos 4,4; Matt 23,4; 2 Tim 3,2; Tit 1,10.)

Denne deres sæk har hertildags været bundløs, og aldrig endnu kunnet fyldes. Årsagen dertil må vi vel tænke. For to ting, som er genstridige og imod hinanden, de kan ikke godt forliges. Det ene driver det andet ud. Guds nåde og hellighed i sækken, kan ikke være hos menneskenes synd og ondskab, som lægges derudi, de kan ikke fordrage hverandre, eller bliver overens. Og dermed kan ikke sækken fyldes, for den tvedragt, der er i den etc.

Lad os nu se, ransage og erfare, om deres trygleri er kristeligt eller har tilhold i skriften.

At ingen karsk og sund

må tigge

Så siger Herren til Moses.

Der skal ingenlunde være iblandt jer nogen som har behov at gå omkring at tigge. Der bliver vel fattige i det land, som du skal bo udi. Og derfor byder jeg dig, at du skal oplade din hånd, din fattige broder til hjælp, som bor i landet sammen med dig etc. (5 Mos 15,4ff) (46b)

Denne lov og bud forstås om fattige, faderløse børn, enker, gamle og kranke, syge og sårede, som ikke kan hjælpe sig selv med arbejde eller anden redelig forsyning. Og dette Guds ord fordæmper og tilintetgør alle tiggebrødreordener.

Ligeledes: Din hånd skal ikke være udrakt til at tage og tillukket til at give. (Sirak 3,??)

Det er: du skal ikke tigge af andre, men din hånd skal være opladt til at give andre, som er sandt trængende, som Paulus siger: Hver skal arbejde, gørendes med sine hænder det, som godt er, på det han skal have noget at give den, som har ret nød og trang. (Ef 4,28)

Vogter jer for dem, som kommer til jer i fåreklæder (det er: i et ydmygt simpelt helligheds skin i klædedragt, ceremonier og udvortes helligheds lærdom) men indvortes er de glubende eller hungrende ulve. (Matt 7,15)

Disse, siger Paulus, er de som har gudeligheds lignelse eller skin, men den rette gudeligheds kraft (kristen tro og kærlighed) har de forsvoret. Af disse er og de, som løber omkring i huse og tager uvidende kvinder til fange, som er i deres samvittighed besværede med synder, som ledes af adskillige begæringer, altid lærendes og aldrig kommendes til sandheds kundskab eller viden. (2 Tim 3,2f)

De fanger uvidende kvinders samvittigheder, dragendes dem fra den rette saligheds trøst, som er i Kristus Jesus etc. Og lærer og forpligter dem til deres egen udvortes gudelighed, lærendes dem (47a) retvished og salighed i faste, broderskab, rosenkranse, aflad, ti stene, kappe, kors, vand og jord og kommer dog aldrig til den rette saligheds visdom og kundskab, som er i Jesu Kristi tro og nåde, en sand trofast forladelse på hans pine og død, pligt og bod, han gjorde for os, og så holde os fra synden, og leve kristeligt med vor jævnkristen.

Ve jer, I skriftkloge og farisæere, som under jeres lange bønners eller læsnings skin, æder fattige enkers hus (det er: I sluger deres gods og ejendom). Derfor skal I få des større dom og fordømmelse. (Matt 23,14)

Disse Kristi ord er også vore farisæere under øjne, præster og munke, som nu almindelig sælger deres gode gerninger og selvdigtede gudstjeneste for rente og bugs føde.

Ligeledes iblandt den kristne menighed i Jerusalem var der ingen nødlidende eller trygler. (Apg 4,34)

Det er: De levede almindeligvis af deres eget, og af det, andre gode mennesker sendte dem til hjælp, de, der havde mistet deres gods og var arresteret for Kristi tros skyld, og før var de tilhobe i et kristelige studium og skole for at lære Kristi ord, som de skulle forkynde andre.

Ligeledes: Ingen mands sølv, guld eller klæder har jeg begæret som I vel selv ved. Thi at hvad jeg havde behov, og det, de som var med mig havde behov, det have disse mine hænder skikket og med deres arbejde flittigt givet mig. Al ting har jeg vist og lært jer, at således arbejdendes skal I modtage de skrøbelige, og (47b) ihukomme Jesu Kristi ord, som han sagde: at det er bedre og saligere at give end at tigge eller modtage. (Apg 20,33f; Luk 6,38 (Laurentsen skriver Luk 5))

Dette Paulus' bud er lige tværtimod tigge- elle trygleklostrene.

Ligeledes: Den tid, vi var hos jer, da sagde vi og bebudede jer, at den, der ikke vil arbejde, han skal hellder ikke æde (andres mad). Vi har hørt og spurgt, at der lever nogle iblandt jer uskikkeligt (strygende omkring her og der) intet arbejdendes. Men de, som er sådan, bebuder vi og formaner i Kristus Jesus, at de arbejder i rolighed (uden råb og bulder, især i deres selvdigtede gudstjeneste) og æder deres eget brød. Men er der nogen, som er ulydig imod disse vore ord og bud, da tegn ham op på et brev, og hav ingen omgængelse med ham, på det han må blues og skamme sig selv, dog hold ham ikke som en uven, men forman og lær ham som en broder. (2 Thess 3,10-15)

Ligeledes: Mange er ulydige og forfængelige talendes og bedragere, og de allermest, som er af jøderne, hvilke bør straffes. De omvender mange, lærendes de ting, som ikke er tilbørlige, på deres eget gavn og ukristelige vinding etc. (Titus 1,10f)

Det er: Mange er ulydige og genstridige imod Guds ord og lærdom, og lærer en anden lærdom end Kristi ord, som er menneskenes forfængelige retvished, udi mad, klæder og omskærelse eller anden udvortes retvished, og dermed forvender og kuldkaster de mange menneskers rene tro, og forskyder den sande retvished. (48a)

På grund af disse og andre artikler af skriften; og mest af alt, for at fattige, simple, ulærde folk ikke ydermere skal forhales og bedrages af falsk lærdom, ed og tillid til kapper, broderskab, aflad etc af vore munke og deres prædiken, hvilken åbenbart under øjne i ærlige herrers ridderes og almues nærværelse er bevist af vore prædikere og læremestre og ved artikler beskrevet at være falsk og imod skriften i mange artikler, som de med førnævnte gråmunke disputerede om, og er i skrift og artikkel bevaret og skal snart udgå:

Derfor har borgmester, råd og den menige almue her i Malmø forbudt førnævnte munke at trygle eller prædike deres fabler og drømme, at holde deres messes misbrugelse åbenbart for almuen, af hvilken en stor part dermed forholdtes og forhindredes fra den rette sande dyrkelse, som er Guds ords hørelse og kristen prædiken.

Og ydermere opstod der med fornævnte messeoptræden, lønligt råd og skriftemål og anden deres handel usamdrægtighed iblandt folket, idet mange fulgte deres onde ånds lærdom, som plejer at føre spidagtighed mod Kristus, og nogle holdt fast ved vor Herre Kristus og hans ord.

Og er borgmestre, råd, forstandere og kristne lærere pligtige til, at de skal stoppe og tillukke munden igen på dem, der lærer andet end Guds rene ord, og ingenlunde tilstede, at den fattige Kristi hjord skal længere besviges, som de har været i (48b) mange måder, som også en part af førnævnte hellige folk nu selv kan bekende.

Lige sådan er det også gået med dem i Helliggejsts, at de har bedraget mange med deres falske aflad, broderskab, hellighed og værdskyld, ikke alene her i byen, men også i det ganske land, og de var også årsag til stor tvedragt og oprør imod Guds ord og sandhed, som altid sådanne partiers folk plejer at være. De, som for løgn og menneskelig lærdom plejer at være Gud og den rette gudstjeneste genstridige efter djævelens vilje (han, som er løgnens fader). (Joh 8,44)

På grund af dette messeri var der nu sidste sjæledag (som det hedder) på den tid, da der skulle holdes prædiken i den rette gudstjeneste, i førnævnte kloster gjort et stort opløb og bulder, mellem dem, der efterfulgte deres øgleri og bugs-messe, og dem, der ville høre Guds ord. Så at det ville være kommet til mord, om ikke Gud barmhjertigt havde forhindret det.

På grund af denne sag og på grund af flere andre gik borgmestre og råd efter almuens vilje og begæring sammen med 40 borgere ind, for at få sat en stopper for sådan tvedragt og onde årsager, bedendes og kærligt begærendes af dem, at de brødre, som var derinde, ville redeligt skikke sig efter Guds ord og ret kristen lærdom, som tilbørligt var, og aflægge al vrang prædiken, falsk aflad og bedrageri, give ingen ydermere årsag til opløb og trætte. Men renligt prædike det pure og sande Guds ord, og efter deres egen regel og fundats (49a) tjene og hjælpe de syge og arme, (se note 2) som de dog alligevel burde gøre efter Guds lov, og derfor skulle de have ærligt klæde og føde. Men ville de ikke gøre bare det, at de ville tjene de arme og syge, da måtte de enddog blive i klosteret og have klæde og føde, dog på det vilkår, at de ikke skulle modstå Guds ords fremgang, lønlige eller åbenbarlige, og dertil, at de skulle skikke sig derefter, som kristne mænd burde gøre.

Dette var dem forelagt første, anden og tredie gang, dette beråd havde de 2 eller 3 uger tilforn. Og fordi at de ikke kunne eller ville gå ind på førnævnte artikler og vilkår, og prioren sammen med nogle af hans selskab var klosteret skadelige, og de arme folk i hospitalet, hvis gods og klenodier de bortsolgte, og utrængte afhændede, og underslog sig Guds almisse, som de fik inden- og udenbys, fattige folk, syge og sårede til hjælp:

For disse sagers skyld, forviste borgmestre, råd og almuesmændene dem fra klostret, som ikke ville vedtage de foreskrevne vilkår, at tjene syge og fattige efter deres regel og fundats, som sagt er. Og de, der beredvilligt vedtog (vilkårene) forblev til stede og er her stadig. Men de, som gik ud, blev indlogeret hos ærlige borgere, og redeligt forsynet med øl, mad og andet, hvad dem gjordes behov, og givet endda 8 eller 14 dages beråd, hvad de ville gøre. Om de ville i kloster igen med forskrevne vilkår eller ej. Ville de da, skulle de gerne annammes igen, og der skulle handles kristeligt med dem. Ville de ikke, da måtte de (49b) de forsyne sig og være, hvor de ville, med klæder, bøger, boskab og hvad de havde, som de også fik. Og at det er gået sådan til, har jeg også bevis for med deres egen håndskrift.

Således er der her i Malmø handlet med fornævnte vore klostre og munke. Den, der har kristelig forstand og skel, har agt og ret dømmekraft om, hvad der af ret eller uret findes her iblandt.

Vi måtte vel efter vore årsager have handlet hårdere her udi, idet at vi véd, at de ukristeligt har forledt og bedraget den ganske almue etc.

Men vi ville dog fare lempeligt med dem, og der kan endnu være håb til, at de kan bekende sig selv, når Gud vil give dem sin nåde.

Dette er kort sagt på denne tid om klostrene, og især om tiggeklostrene, de som med træskhed under helligheds skin, bruger deres handel og købmandsskat, sælgendes det, de ikke selv har etc.

Men Herreklostrene (som de kaldes) og andre kirkens personer, som under førnævnte skin har afgækket herrer og fyrster utallig rente og ejendom, de bruger magt, trængsel og vold over fattige bønder og undersåtter, jo lige så meget og nogle mere, end verdslige herrer, fogeder og andre høvedsmænd gør med plager, skatter, gæsteri og anden tyrannisk vælde etc.

O Herre Gud, når vil du se til og forbarme dig herover, at din fattige hjord må løses af disse ulves munde, som under en titel, navn og simple fåreklæder trænger, besviger, og sluger dit arme (50a) folk, udgiv din nådes ords skin, og åbenbar deres mørkhed og blindhed, og lad os klarligt se, hvo og hvad de er for folk, og lad os ikke længer bedrages af dem. Amen. 
 

Om Leyetzer i skriften. (læsning, undervisning?)

På det man må kende og skille menneskenes falske lærdom, digt, påfund og bud, fra Guds rene ords befaling og ret kristen lærdom, som man skal søge ret salighed og retvished udi, og man kan fly menneskenes uretvise retvished, og uhellige hellighed, fast at blive ved Guds ord, ret evangelisk lærdom, og vige menneskenes påfund, som de ublu har sagt er godt og helligt,

da har ærlige mænd, borgmestre og råd her udi Malmø, med vor kæreste, nådigste Herres Kongelige Majestæts vilje og samtykke, skikket og oprejst en skole og et studium, og dertil kaldet og indsat nogle lærde og vise mænd, både i den hellige skrift og i anden boglig kunst og lærdom, som skal lære og undervise fattige klerke og personer, som ville komme hertil, så at de forgæves og uden penges udgivelse kan få leytzer og lærdom, som kan være dem nyttige og bekvemme, både dem selv og andre, som de i fremtiden dermed fremover kan være behjælpelige og lære. (50b)

Dette har de ærlige mænd betænkt og gjort i en kristelig mening, på det man kan med Guds hjælp og gave komme ud af gammelt øgleri og vildfarelse, løgn og bedrageri, hen til retteligt af skriften at kende Guds vilje, rette dyrkelse og tjeneste, og hvor af og i hvad vi skal adspørge og søge vor salighed, ikke af menneskelig kraft, gerninger eller retvished, men alene af Jesu Kristi tro og nåde, af hans godhed, af hans pines og døds værdskyld og fuldgørelse.

Dette er vor trøst og vort håb. Derudi lærer vi tålmodighed, ydmyghed, sagtmodighed og hvorledes vi skal omgås og leve med vor næste. Og i denne hellige skrift bør vi være ydelige, årle og silde studere og agte den, så bliver det os vel, og vi påfinder med den liv og salighed af Gud, hvis natur, nåde og godhed i skriften opmåles og beskrives for os.

Der læres os, at menneskelig lærdom, optænkte råd og retvished, skikke, veje og tillid til salighed, at de er onde og vederstyggelige for Gud og er forkrænkelige og unyttige. Skriften er det sande lys og skin, i hvilket vi skal vandre igennem denne verdens mørkhed, synden og menneskelig lærdom, til det evige liv og himmerige.

I andre boglige kunster og leytzer (lærdomme) her læses, beredes unge folk og klerke og gøres bekvemme til at forstå den hellige skrifts mening, grund og dybder, at rettelig agte dens vilkår efter det græske (51a) og latinske mål og tale. Fordi den har de stykker i sig på det tungemåls vegne, som den er skrevet på: at den har hjælp behov af andre mindre kunster til at forstås med, ikke i sig selv (for den er fuldkommen), men på tungemålets vegne, som sagt er.

Derfor har de, menige land og rige, og fattige klerke til hjælp (som ikke har meget guld eller penge at fare med og fortære udenlands) beskikket og besørget førnævnte lærdom og læremestre, at de kan og må her høre og lære den del, de og andre kan have gavn af etc, ikke som papister og avinds mennesker foragter og i blindhed kalder bespotteligt kætteri eller Luthers lærdom, men den rene og åbenbarlige hellige skrift og Guds ord, som kan bevises og bestås hos Gud, og for alle kristne mennesker, som har i sig noget af Guds ånd og visdom.

Ikke har vi heller kaldet vor skole eller studium noget universitet eller efter andres sæd noget almindeligt studium, der, hvor der købes og sælges store titler, mesters og doktors navn, med stor omkostning og mange penge, at blive slig kreatur. Men vi vil af vor formue promovere og behjælpe uden guld og penge fattige klerke, at de skal få forståelse i skriften og gavn deraf, navnet agter vi ikke. De må sælge i andre skoler, hvor de vil. (51b) 
 

Om skolen

Er det og ærligt og gavnligt, at børn og unge drenge holdes til lærdom, og opfødes med tugt og redelig ave, at læse og skrive almindeligt, at de kan og må forstå noget af latinsk mål, øve sig i sang og læsning, både på latin og deres eget mål, at de tidligt skal holdes til at lære at love og takke Gud, holdes fra udyd og løsagtighed, fra onde utugtige børn og ulydigt selskab. Det bør hver kristen far og mor agte og lægge vind på, eller Gud vil strengt kræve regnskab af dem for den forsømmelse, hvor det sker og hvor de giver dem andet eksempel, end det som kristeligt og godt er, som skriften beviser mange steder.

Og derfor er der her fornylig skikket skole, menige almuesbørn udi byen til hjælp og bistand, og lærde mænd dertil sat, som vil og kan behjælpe nævnte børn med tugt og lærdom, hvilken er dem bekvem, efter deres tid og alder.

Lægges skoler øde, da gives en stor årsag ikke alene til uvidenhed og ørkesløshed, som børn bliver fordærvede af, men det vil også komme efter med tiden, at Guds ord og kristen lærdom vil dermed fornedres, når der ikke fra første tid oplæres og holdes dertil med dyd og lærdom, de, der skal prædike og vide, hvad sandhed og falskhed, ret eller uret er, og vide rettelig skriftens grund og (52a) mening, og til at få den at vide har vi behov for en part af den lærdom, som nu redelig plejer at læses og gives for i skolen.

Derfor har også borgmestre og råd tilstedt, at fattige folks børn, som går til skole og vil lære, må gå omkring i byen efter mad til livs føde, og tage, hvad folk vil give dem for Guds skyld, og har dermed forbudt, at nogen skal gøre dem overlast eller forfang i nogen måde.

Tilforn, mens den papistiske lærdom var ved sin magt, og den tid, hvor vore forfædre ventede sine børn rige biskopsdømmer, kannikedømmer, degnedømmer, præstedømmer, prælatendømmer, store sogne eller at ligge i kloster i ørkesløshed og legemsrolighed for deres bug, at forsynes trygt og vel af fattige folks forsørgelse, trældom og svedige arbejde imod Guds vilje og bud, da ville hver mand gerne holde sine børn til skole og studium og lagde stor vind derpå, og holdt det for en stor ære. Men nu vil vi se og agte, hvad vilje vore gode kristne har til at lade deres børn lære den sande Kristi lærdom og Guds rene ord af skriften, at takke og love ham med.

Denne lærdom gør ikke mange ærlige og rige hos verdens mennesker. Den fører ikke store prælatendømmer med sig, men næsten ydermere korset, som er spot, forhånelse og forfølgelse af verden og verdens elskere. Men den har dog ære af Gud og hos et ret kristent menneske og drager på det sidste til den sande rigdom, ære og rolighed udi himmerige. (52b)

Nu vil vi anse og agte, hvad fader og moder er anseendes, om de elsker deres børn Gud til lov og til ret ære og lærdom, uden håb til kirkens præbender og rente eller om de vil holde dem derfra, idet de venter dem ingen sådan stor rigdom og ære. 
 

Om kiste til fattige folk.

Her findes mange syge, gamle og fattige husarme folk, som ikke kan indlægges i hospitalet. Dem til hjælp og nogen forsyning er her skikket en almindelig kiste udi kirken, i hvilken lægges penge, som almuen på tavlerne (?) give dertil hver søndag og andre højtidsdage.

Hertil at indtage og udskikke er 3 trofaste borgere ansat, som deraf skal betale læger og badskærere (som behjælpe fattige sårede folk til helbred med smørelse, drikke og anden lægedom) en gang eller 2 om året, og hvad der er tilovers, det deler førnævnte 3 borgere og prædikere ud blandt arme folk, hvor de findes i byen, hvilke de ved og har beskrevet med navn, i hvert råd eller fjerding af byen, hvo og hvor mange de arme gamle etc er, som fornævnte hjælp mest har behov, og de får de omtalte penge, enddog omtalte penge ikke kan slå til, at behjælpe alle godt med, da har de dog deraf nogen hjælp. (53a)

De, der er rette kristne mennesker, bør behjælpe og besørge de arme, husvale gamle og syge mennesker, betænkendes det regnskab, Gud vil have af os på den yderste dommedag, især om miskundelige gerninger imod vor næste, i hvilket vi (som har gods og Guds lån) skal bevise vor rette kristne tro og da endelig høre af Guds mund den husvalelige røst: Kom min faders velsignede børn og besid det rige, som er jer beredt fra verdens begyndelse. (Matt 25,34; Jak 2,15f)

Ville hver mand i købstæderne (som har nogen bjærgning) betænke et fattigt, husarmt menneske at besørge det af sit stegers om dagen, eller 1 dag, 2 eller 3 om ugen, da skadede det ham intet, og Gud skulle visselig velsigne ham og forøge hans mad og bjærgning i alle måder. Arme mennesker, end dog Gud har plaget dem og armod har beslået dem, de er dog vore brødre og himmeriges medarvinger, og vi bør handle med dem, som vi vil, at Gud skal handle med os. 
 

Om ringen og adskillelse på tiden

Somme siger os på, at vi aldeles har aflagt klokker og ringen, at ingen kan her høre klokker, eller vide, hvordan tiden går. Det er vel sandt, at vi ikke ringer til mange papistiske messer, vigilier og processer, som (53b) det tilforn har været skik, men til kristen messe, prædiken og lovsang, og til prædiken over de døde, dertil lader vi ringe så tit, som behov gøres. Her ringes af vækt om morgenen, når klokken slår tre med byens klokke. Når den slår fire, atter igen med en anden for embeds folk og tjeneste folks skyld. Når den slår fem, klemter det i helliggejsts, og dernæst efter ringes tre gange, lige så også til gråbrødre, og der begyndes prædiken begge steder. Først til gråbrødre og siden til helliggejsts. Ligeledes når den slår syv, ringes til S. Peder 3 gange og når den slår otte, begyndes prædiken. Når den slår 12, da ringes og klemtes til S. Peder på det man skal også vide, hvordan tiden går.

Når den slår syv om aftenen, ringes til helliggejsts for arbejdes folks skyld, at man skal vide, hvor tid det er. Om aftenen når den slår 9, ringes på vækt med bys klokken. Sådan ringes der her, og mere ringen har vi ikke behov. En part af denne ringen er til at kalde menig mand sammen, som vil høre prædiken og gudstjeneste i den menige kirkes forsamling, og en part til, at man kan vide, hvordan tiden går, som sagt er. 
 

Om billeder og efterligninger

At have billeder i kirker eller ikke have dem det står kristne mennesker frit, ligesom anden udvortes skik eller ceremonier. Dersom de ikke misbruges, eller nogen ikke har anden mening om dem, end (54a) at de er stok eller sten og et dødt efterlignelse, i hvilket ingen godhed, åndelighed eller kraft er udi, og ikke sætter tillid på dem, eller tilbeder, knæfalder, optænder dem lys etc:

Hvor man har ikke anden agt og mening om dem end som nu sagt er, der må de vel stå og forblive, thi at de er hverken onde eller gode i den skik og efterlignelse.

Men har man anden mening om dem, så at de bør æres, og man mener, de har nogen dyd og kraft i sig, at man kan få nogen hjælp eller trøst af dem eller for deres skyld, at man skal bede dem om noget etc, især de billeder som gækkeligt gudelige mennesker lader vie, smøre, krisme, bestænke med vand, vifte med røgelse, og lægge hellige mænds ben udi dem, på det de skulle være og holdes des helligere:

I denne mening da er de ingenlunde gode, eller tilstedendes at være i kirkerne, ikke fordi de i sig selv er onde, men fordi at de er årsag til misbrug og afguderi, som vi må se og agte, hvorlunde arme, simple folk har haft sig her udi til denne dag.

Det er vel sandt, at mangen mand godt vidste, at i billedet var der ingen kraft eller hellighed, men tusinde imod én vidste det dog ikke, men agtede og anså dem for nogen særdeles god og hellig ting, og gjorde dem derfor ære og tjeneste med bønner, knæfald, offer, lys, smykkeri med guld og sølv, tavler, læsning og sang, som vi ser og har (54b) set almindeligt her til dags, og som endnu mange uvidende gør, og sætter deres lid storligt til ovennævnte ting. Og alene dette er en stor årsag til, at der ikke skulle være nogen billeder i kirkerne.

I dette er de os fri, om vi ikke misbruger dem.

Men gør vi det, da er de aldeles ufri og forbudte.

At vi ingenlunde skal lade dem fremstille eller have dem, på det at vi skal fly afguderi, det har vi skriften på klarligt mange steder. Først Ex 20 (2 Mos 20,4): Du skal ikke gøre dig noget udskåret billede eller nogen kreaturs efterlignelse, som er under himmelen. Ligeledes I skal ikke gøre jer afguder og billeder, Lev. 19 (3 Mos 19,4). Herom må du selv læse du kristelige læser i nedennævnte bøger og kapitler: Num 23,(?) Deut 4, (5 Mos 4,16f); og 5, (5 Mos 5,8); 6, (5 Mos 6,14); 7, (5 Mos 7,5); 17, (5 Mos 17,2ff); 28, (?); 29, (5 Mos 29,16f); 3 kong. 17, (?); (2.) Par 15, (2 Krøn 15,8); 31, (2 Krøn 31,1) 34, (2 Krøn, 34,3-7). Sl 96, (Sl 97,7); 115, (?); 134, (Sl 135,15-18); Sap. 14, (1-31); Es 2, (Es 2,8); 40, (Es 40,19f); 42, (Es 42,8); 44, (Es 44,9); 46, (Es 46,6f). Ligeledes Jer. 2,(Jer 2,27f); 10, (Jer 10,3f); Ez 6, (Ez 6,4); 8, (Ez 8,1-18); Hos. 10,1.Amos 5, (Amos 5,25f); Mik 1, (Mika 1,7); 5, (Mika 5,12); Nahum 1, (Nah 1,14). Habakuk 2, (Hab 2,18). Zak 10, (Zak 10,2): 1 kor 10, (1 Kor 10,7); 2 kor 6, (2 kor 6,16); Gal 5, (Gal 5,19ff); 1 Thes 1, (1 Thess 1,9); 1 Joh 5, (1 Joh 5,21); Ac 15, (Apg 15,28); 21, (Apg 21,25) og mange andre steder i skriften må vi også bemærke, at det er ikke godt at have billeder og efterligninger i kirkerne, for ovennævnte afguderis sag, som sagt er.

Ikke vidste heller de retsindige kristne forfædre i den første kristne kirke af billeder at sige, eller holdt dem i nogen ære. Dette beviser Hieronymus (55a) skrivendes om S. Epifanius biskop, i hvis sendebrev til Johannes Jerusalemitten der skrives således, Epifanius' ord: Jeg hører nogle knurre imod mig, thi at den tid vi gik både til den hellige sted som kaldes Bethel til at gøre almindelig bøn efter kristen kirkes sædvane, og jeg kom til Anablatha, og gik ind i forsamlingens hus, da fandt jeg dèr et formalet tapet hængendes hos kirkedøren, som også havde enten Kristi efterligning eller nogen helgens billede malet på sig, mig drages ikke aldeles til minde, hvis efterligning det var. Da jeg så det (imod den hellige skrifts bud) hænge i kirken, da rev jeg det straks itu, og bad kirkens tjenere svøbe et fattigt menneskes døde krop derudi etc. Heraf kan vi besinde os på hvad mening og art billeder, der har været hos de hellige forfædre, så at de ikke ville tilstede dem enten på vægge eller tapet, end sige at koste på dem utalligt guld, sølv, penge, dyre sten og andet smykkeri. Ydermere forbyder S. Hieronymus alle kristne mennesker at neje eller bukke, dyrke eller tilbede billede eller efterligning, være sig af sølv, guld, sten eller træ. Herom må du især agte og læse det sjette kapitel i Baruk profeten, hvad billeder er og hvad mening man skal have om dem, og hvem man bør ære, dyrke og tilbede i hjerte og ånd, det er Gud alene. (Hieronymus in tertium caput Danielis.)

Ikke vil vi heller bortkaste eller foragte billeder eller tavler, hvor man ikke bruger den anderledes end kristeligt, som nu sagt er. Men (55b) dog vil vi heller ikke ære dem med knæfald eller unyttig omkostning med lys, klæder, offer, guld, sølv og penge. Men dette bør vi og det vil vi bekoste på Guds levende billede, vore fattige medbrødre og medsøstre, om hvilke vi har Guds bud og befaling, at ofre, give klæde og føde til dem og ikke om stok sten og døde billeder, som er menneskers håndværk og gerning etc. Dette er nu kortelig sagt om billeder på denne tid. (Matt 7,23; Matt 14,19; Es 58,7.)
 

Ende og beslutning på denne bog og undervisning

Nu har vi kortelig skrevet og forklaret noget om den skik og reformats, der er gjort her udi Malmø, og hvad årsager der er til, at vi ikke kristeligt måtte eller ville aldeles blive i den gamle sædvane (som de siger) og den urette gudsdyrkelse, som ikke i sandhed er ret gammel, men ny imod skriften og den sande gudstjeneste, som er i ånd og hjerte, som tilforn sagt er. (Joh 4,24.)

Kristi rige det er åndeligt og Gud er en ånd. (Luk 17,20f.) Hans rette dyrkelse og tjeneste skal også være i ånd og sandhed.

Hvorledes den nu er faldet bort fra ånden, troen og det kristelige hjerte til en legemlig udvendig ting og et menneskeligt påfund, det kan nu de (56a) kende hvis øjne, hjerte og sind Gud har oplyst med sin nåde og ord, hvilken han i sin barmhjertighed har givet mange, som tror på ham, forlader sig på ham alene, og elsker hans sandheds ord. De andre (verdens hellige folk, som mest berømmer sig og siger, at de er retvise og kristne) lader han vandre i sin vrede og strenge dom, i forhærdelse og forblindelse, indtil de endelig falder i fordømmelse og evigt mørke. (2 Mos 9,12; Rom 9,18)

Deres ondskab, verdens ære, gerrighed, løgn, øjenskalkhed, og rolig ørkesløshed har plat forblindet dem og endelig vundet i deres kødelige fornuft og visdom. De vil ikke og kan heller ikke give andet behag og magt, end det der er dem til ære og gavn, som det tilforn er vist og omtalt tilstrækkeligt. (Joh 8,44.)

De dømmer at ondt er godt, og at godt er ondt. (Es 5,20) Sandhed og kristen lærdom kalder de vildfarelse, kætteri og Luthers lærdom. Menneskenes digt, sædvane og påfund kalder de gudelig kristen hellighed og ret gudsdyrkelse. Sædvane, forfædrenes gerninger, skrift og menneskelige ord, er deres lov, regel, skrift og bevisning. Den hellige skrift kan de ikke, og vil intet have med den at skaffe. Den er deres handel og hellighed under øjne, som sagt er.

For disse omtalte blinde dommere (som vi vel ved) bliver denne vor bogs ordinans og skik intet behageligt, men en stor årsag til bagtalelse og forbandelse, had og avind som de er besatte af. Disse (56b) ærinder og artikler er dem anrørendes, de skulle ikke kunne fordrage dem, derved giver de til kende, hvad de er for folk.

Øjenskalkhed er vel stille god og fredsommelig, når man ikke rører eller fortørner den, men lader den tæmme. Straks man åbenbarer og drager klæderne af den, så begynder den at sprude og buldre, så gør hun straks alle til kættere og bands-kroppe, de som er imod den og ikke vil samtykke i og give magt til dens betakte herredømme.

Disse omtalte blinde dommer skal vel gøre deres bedste for at råbe og sige imod denne vor skrift og reformats, vi her har gjort. Og måske de bevilger eller lejer nogen præst eller munk til, (Note 3) at han skal hjælpe dem med skrift eller andet at svare herpå, på det de skal synes at være vise, og have noget skel og redelighed at fare med. Men de må gøre deres bedste og lade os se, hvad sand visdom og redelighed de har. Gud give, at de redeligt kan svare her noget imod. Og skulle det ikke alt findes i sandhed, dette som de anklagedes for, da vil vi gerne dertil enten have løjet, eller også lade os undervise af dem, efter skriften og redelighed. Og vi er rede og forpligtede til at bestå og redelig bevise og forklare denne reformats og ordinering, som vi har gjort, og herudi forkyndt og beskrevet, for gode kristne lærde mænd, og de som elsker Guds sandhed og ret Kristi og Guds dyrkelse, men de, som ikke gør det, dem kan ingen gøre fyldest for, eller for dem kan ingen besvigte enten med ord eller kristen (57a) skrift. Fordi at de er forblindede, og ikke vil eller kan lade sig sige, Gud har dem i sin strenge dom forhærdet. (2 Mos 9,12.)

Gud af sin grundløse nåde og barmhjertighed, som har udsendt sit hellige evangeliske ord, han oplyse vort hjerte, og forkynde os vor kødelige visdoms mørkhed og give os sin ånd og visdom, at vi nu ikke længer skal vandre i mørke, og tjene ham efter vort tykke, visdom og verdslig fornuft på vor nytte og legemlige gavn, men efter hans ord og vilje, ham til lov, pris og ære i en sand kristelig tro af ånd og hjerte. Amen.
 

Vi beder dig, du kristelige læser, at du ikke forsmår dette skrift og lille bog, eller fortørnes derover, at den ikke er så vel og renligt prentet, eller og så redelig stavet og fordansket, som den burde være, den udgik i hast, og trykkeren var mange steder ubesindig og forsømmelig i sin flid som han skulle have gjort herpå og vel overset. Du finder således en stor brøst særdeles på det syttende blad så tegnet 17 på den første side: "Fordi han er allerbedst, han som kan intet dårligt eller uviist gøre etc." Dette skal du så læse: "Fordi han er allerbedst, da kan han intet ondt gøre, han er allervisest, han kan intet uvist eller dårligt gøre, han er allermægtigst og miskundeligst, han lader ingen forfare, der indflyer til ham af et trofast hjerte". (Her folio 10b) Du finder måske flere, men dog kommer du vel til at agte og rette derudi selv. Tag al ting i (57b) en god kristelig mening og døm ret derpå. Gud befale vi dig. Amen.

Finis.
 

Jer. 9, (22):

Ingen vis skal berømme sig af sin visdom, ingen stærk mand af sin styrke, ingen rig af sin rigdom, men deraf skal hver berømme sig, at han ved og bekender mig, at være den, som gør miskundhed, retfærdighed og retvished på jorden.

Trykt i Malmø hos mig Oluf Ulriksen 28. dag Januar etc år efter Kristi vor frelsermands byrd 1530. 
 

Emneregister:
 

Argumenter imod tiggermunkene:

a) De skal overholde deres egen regel (om at leve i ejendomsløshed), side 79.

b) Der skal ifølge det gamle testamente ikke findes tiggere, side 75, 76; side 70; det skal der heller ikke nu, side 70; dog må skolebørn i de nye tider tigge, side 83.

c) Der gives ingen retfærdighed i klæder og kronragning m.m., som munkene mener, side 10, 11; side 11; side 14; side 72; side 74; side 75, 76; side 77.

d) I dåben har vi aflagt et løfte til Gud, side 49; side 50; side 73.

e) Oprindelig var munke helt frit stillet, om de ville blive i klostret eller forlade det, side 72.

Den officielle kirke vil ikke reformere, så må vi gøre det:

a) Det er egentlig biskoppernes gerning at reformere, side 8; side 21 ; side 33; side 29; side 33, 34.

b) Vi havde håbet på et koncil, side 33, 34.

c) At den ikke vil reformere, skyldes dens pekuniære interesser, side 26; side 27; side 31; side 41; side 88.

Om nadveren:

a) Ved nadver til syge konsekreres hos den syge, side 65.

b) Nadveren gavner kun den, der spiser og drikker, side 40; side 42; side 66; side 66, 67.

c) "Vinkelmesser" eller sjælemesser ophører i Malmø, side 34; luthersk sjælemesse, side 66, 67.

d) Messen er intet offer, side 35; side 40.

e) Ved gudstjenesten synges salmer på modersmålet, side 36; side 47.

f) "Møgvognsargumentet" bruges af papisterne første gang, side 37; siden af Laurentsen, side 38.

g) Gudstjenesten i det hele taget er på dansk, side 51; side 55.

Om fattige:

a) At hjælpe de fattige er en ret gudstjeneste, side 69; side 30; den fattige er Guds billede, side 7; side 19; side 87.

Indvendinger imod dem katolske kirke i almindelighed:

a) Papisternes kirketjeneste er "bugstjeneste", side 10, 11; side 12; side 23; side 26; side 29; side 40; side 47; side 47.

b) Kirken nu sammenlignes med jødedommen og farisæerne dengang, side 24; side 31; side 52; side 54; side 64.

c) Den papistiske fromhed består i selvdigtede gerninger, side 25.

d) Det argument gælder ikke, at vi har gjort sådan i mange hundrede år, side 25; side 44; side 88.

e) Den papistiske kirke er af sammenligne med det babyloniske fangenskab, side 6; side 27; side 43; side 53.

f) Den papistiske fromhed forhindrer folk i at nå frem til den sande retfærdiggørelse, side 40.

g) Der er kun to sakramenter, side 48.

h) Trosfrihed er for begge parter en by i Sibirien, side 60; side 77; side 78.

i) Kristus gjorde ikke blot bod for vore synder før dåben, side 62.

j) Menneskene kan ikke selv gøre bod for deres synder, side 63.

Laurentsen henviser til:

a) Hieronymus, side 19; side 32; side 36; side 54; side 87.

b) Canones apostolorum (kirkeretten), side 35; side 37.

c) Skriftsteder, der ses at være taget fra Vulgata: side 14; Alle med "confiteor", side 58.

Imod præstecølibat:

a) Præster skal for messens skyld være ugifte, mener papisterne, side 41.

b) Ægteskabet er givet (påbudt) alle, der ikke har jomfrudoms nådegave, side 52; side 54. 
 

Skriftsteder: 
 

1 Mos 1,28: v28 Og Gud velsignede dem og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" v (brugt blad 34a) 
 

1 Mos 2,24: v24 Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. (Brugt blad 32a) 
 

1 Mos 9,1: v1 Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden. (brugt blad 32a) 
 

1 Mos 17,9 v9 Og Gud sagde til Abraham: "Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt. v10 Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. v11 I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. v (brugt blad 29b) 
 

1 Mos 41,33: Farao skulle derfor udse sig en forstandig og klog mand og sætte ham over Egypten. v (henvisn blad 43b) 
 

2 Mos 9,12: Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke hørte på dem, sådan som Herren havde sagt til Moses. (Henvisn 56a) 
 

2 Mos 20,4: Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v (citeret blad 54b) 
 

3 Mos 19,4: Vend jer ikke til afguderne, og støb jer ikke gudebilleder! Jeg er Herren jeres Gud! (Citeret blad 54b) 
 

3 Mos 19,9: Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. v10 Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud! (Henvisn blad 43a) 
 

5 Mos 4,1f: v1 Og nu, Israel, lyt til de love og retsregler, som jeg lærer jer, og følg dem, for at I må leve og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. (henvisn blad 27b) 
 

5 Mos 4,16: Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i skikkelse af mand eller kvinde, v17 i skikkelse af noget som helst dyr på jorden eller i skikkelse af nogen som helst vinget fugl, der flyver hen over himlen, v18 eller i skikkelse af noget som helst, der kryber på jorden, eller i skikkelse af nogen som helst fisk i vandet under jorden. v (henvisn blad 54b) 
 

5 Mos 5,8: Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v (henvisn blad 54b) 
 

5 Mos 6,1: v1 Dette er befalingerne, lovene og retsreglerne, som Herren jeres Gud har pålagt mig at lære jer; dem skal I følge i det land, I skal over og erobre, (henvisn blad 27b) 
 

5 Mos 6,14: I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker, v (henvisn blad 54b) 
 

5 Mos 7,5: Nej, sådan skal I gøre med dem: Deres altre skal I rive ned, deres stenstøtter skal I knuse, deres Ashera-pæle skal I hugge om, deres gudebilleder skal I brænde. v (henvisn 54b)
 

5 Mos 7,12: v12 Når I hrer disse retsregler og omhyggeligt følger dem, vil Herren din Gud bevare den pagt og troskab, han tilsvor dine fædre. (henvisn blad 27b) 
 

5 Mos 12,1: v1 Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe I lever på jorden. (henvisn blad 27b) 
 

5 Mos 12,8: 8 I må ikke dyrke Gud på den måde, vi gør her i dag, hvor hver især gør, som han finder for godt. 
 

5 Mos 15,4: 4 Men der skal ikke være fattige hos dig, for Herren vil velsigne dig i det land, Herren din Gud vil give dig i arv og eje, (henvisn blad 43a; henvisn blad 46a) 
 

5 Mos 15,7: 7 Når der er en fattig hos dig, en af dine landsmænd i dine byer i det land, Herren din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand. v (hensivn blad 42b) 
 

5 Mos 17,2: Finder man hos dig, i en af de byer, som Herren din Gud giver dig, en mand eller kvinde, som gør noget, der er ondt i Herren din Guds øjne, og bryder pagten med ham v3 og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær, v4 og du hører om det, så skal du undersøge det grundigt. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted i Israel, v5 skal du føre den mand eller kvinde, der har begået denne onde handling, ud til byporten, hvad enten det er en mand eller kvinde, og stene dem til døde. v (henvisn blad 54b) 
 

5 Mos 26,12: 12 Når du er blevet færdig med at tage hele tienden af din afgrøde i det tredje år, tiendeåret, og har givet den til levitterne, de fremmede, de faderløse og enkerne i dine byer, og de har spist sig mætte, v13 så skal du sige for Herren din Guds ansigt: "Jeg har fjernet alt det hellige fra mit hus og givet det til levitterne og de fremmede, til de faderløse og enkerne, ganske som du har befalet mig. Jeg har ikke overtrådt nogen af dine befalinger, og jeg har ikke glemt dem. v (henvis blad 41b) 
 

5 Mos 27,1: v1 Sammen med Israels ældste gav Moses folket denne befaling: "Hold alt det, jeg i dag befaler jer. (henvisn blad 27b)
 

5 Mos 28,28: 28 Herren vil ramme dig med sindssyge, blindhed og vanvid, v29 så du må famle dig frem ved højlys dag som den blinde i mørket uden at nå dit mål. Du bliver undertrykt og udplyndret hver eneste dag, uden at nogen kommer dig til undsætning. 
 

5 Mos 29,16: I så deres ækle guder og deres møgguder af træ og sten, af sølv og guld. v17 Der må hos jer ikke være nogen mand eller kvinde, slægt eller stamme, som i dag vender sit hjerte bort fra Herren vor Gud og går hen og dyrker de folks guder; der må hos jer ikke være nogen rod, der sætter gift eller malurt som frugt; v (henvisn blad 54b) 
 

5 Mos 30,8: v8 Selv skal du vende om og adlyde Herren og følge alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag. (henvisn blad 27b) 
 

2 Krøn 15,8: Da Asa hørte disse ord og profeten Odeds profeti, fik han mod til at skaffe de ækle guder bort i hele Judas og Benjamins land og i de byer, han havde indtaget i Efraims bjergland. Og han satte Herrens alter foran Herrens forhal i stand. v (henvisn blad 54b) 
 

2 Krøn 31,1: Da de var færdige med alt dette, gik alle de israelitter, der var til stede, ud til Judas byer og knuste stenstøtterne, huggede Ashera-pælene om og rev offerhøjene og altrene ned i hele Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, så der intet var tilbage. Derpå vendte alle israelitterne hjem til deres byer, hver til sin ejendom. (Henvisn blad 54b) 
 

2 Krøn 34,3: I sit ottende regeringsår, mens han endnu var ung, begyndte han at søge sin fader Davids Gud, og i sit tolvte regeringsår begyndte han at rense Juda og Jerusalem for offerhøjene, Ashera-pælene og de udskårne og støbte gudebilleder. v (henvisn blad 54b) 
 

Sl 10,14: 14 Du ser ulykke og sorg, du skal mærke dig det og tage dig af det. Den svage overlader sin sag til dig, du er den faderløses hjælper.

v15 Knus armen på den ugudelige og onde, kræv ham til regnskab for hans ugudelighed, så den hører op. (Brugt blad 41b) 
 

Sl 14,4: v4 Forstår de intet, alle de forbrydere, som lever af at æde mit folk? De påkalder ikke Herren. (Vulgata) omnes qui operantur iniquitatem qui devorant plebem meam sicut escam panis (citeret blad 19b) 
 

Sl 25,16: v16 Vend dig til mig, og vær mig nådig, for jeg er ene og hjælpeløs. (Citeret blad 34b) 
 

Sl 32,5; 5 Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld (Vulgata: dixi confitebor adversus me iniustitiam meam Domino et tu remisisti impietatem peccati mei). (henvisn blad 38b) 
 

Sl 40,v7 Slagtoffer og afgrdeoffer vil du ikke have - du har åbnet mine ører - brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. v8 Da siger jeg: "Se, jeg er kommet - i bogrullen er der skrevet om mig - v9 jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre." (Henvisn blad 19a; henvisn blad 38b)
 

Sl 41,2: Lykkelig den, der har omsorg for den svage, på ulykkens dag redder Herren ham. v3 Herren beskytter ham og giver ham liv, han prises lykkelig i landet. Giv ham ikke i hans fjenders vold! (Henvisn blad 43a) 
 

Sl 51,12: 12 Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! (Brugt side 16, henvis blad 38a) 
 

Sl. 81,12f: 12 Men mit folk ville ikke adlyde mig, Israel ville ikke vide af mig. v13 Så overgav jeg dem til hjertets forstokkethed, og de fulgte deres egne planer. 
 

Sl 90,4: v4 Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. (Brugt side 25) 
 

Sl 97,7: Alle, der dyrker gudebilleder, beskæmmes, de som roser sig af afguder. Alle guder skal kaste sig ned for ham. (Henvisn blad 54b) 
 

Sl. 102,12f: 12 Mine dage er som skyggen, der hælder, og jeg må visne som græs. v13 Men du, Herre, troner for evigt, dit ry består i slægt efter slægt. 
 

Sl 105,1 Tak Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene! (Vulgata: "alleluia confitemini Domino" = "Jeg bekender Herren tak"); således også Sl 106,1; 107,1; 111,1; 118,1; 136,1; 138,1. 
 

Sl 119,1: v1 Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov. (Henvisn blad 28b) 
 

Sl 135,15: Folkenes gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. (Henvisn blad 54b) 
 

Ordsp 18,10: v10 Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed. (Vulgata: 18:10 turris fortissima nomen Domini ad ipsum currit iustus et exaltabitur) (brugt blad 28a) 
 

Ordsp 25,3: 3 Himlens højde og jordens dybde og kongers hjerte kan ingen udforske. (brugt blad 37b) 
 

Es 1,3: v3 Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet. (Henvisn. Side 15)
 

Es 1,13f: v13 Bring ikke flere tomme afgrødeofre, røgelsesoffer væmmes jeg ved. Nymånedag og sabbat, festforsamling - jeg kan ikke udholde festdag og ondskab; v14 jeg hader jeres nymånedage og fester,

de er blevet en byrde, jeg ikke kan bære. (Henvisn blad 19a, blad 23b)
 

Es 1,18: 18 Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld. (Henvisn blad 38b) 
 

Es 2,8: Deres land er fuldt af afguder, de tilbeder deres hænders værk,

det deres fingre har lavet. (Henvisn blad 54b)
 

Es 3,12 12 Over mit folk hersker et barn, kvinder regerer det. Mit folk, dine vejledere fører dig vild, de gør vejen, du går, til et vildspor. (Vulgata: popule meus qui beatum te dicunt ipsi te decipiunt et viam gressuum tuorum dissipant) 
 

Es 5,20: v20 Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert.

(Brugt side 20)

<a name="Es 6,9: v9 S# sagde han: "G# hen og si">

Es 6,9: v9 Så sagde han: "Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. (Brugt blad 23b) 
 

Es 29,13f; 13 Herren siger: "Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud; v14 derfor vil jeg stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres." (Citeres side 13f; bruges side 25, blad 23b; henvisn blad 45a)

<a name="Es 30,1; DO: "slutter et forbund"; Vul">

Es 30,1; 1 Ve jer, oprørske børn, siger Herren, I gennemfører planer, som ikke er fra mig; I slutter forbund, som er min ånd imod, så I føjer synd til synd. (Vulgata: "et ordiremini telam", dvs begynder at væve, i stedet for "slutter forbund"). (Citeres side 14) 
 

Es 40,19: Gudebilledet støbes af en håndværker, guldsmeden beklæder det med guld, og han støber sølvkæder til det. (Henvisn blad 54b) 
 

Es 42,8: Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne. (Henvisn blad 54b)
 

Es 44,9: Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme. (Henvisn blad 54b) 
 

Es 46,6: De ryster guld ud af pungen og vejer sølv af på vægten, de lejer en guldsmed, som laver det til en gud; så tilbeder de den og kaster sig ned for den. (Henvisn blad 54b) 
 

Es 50,5: 5 Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage. (henvisn blad 38a) 
 

Es 53,1: v1 Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? (brugt blad 27b) 
 

Es 53,5: v5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. (henvisn blad 25a) 
 

Es 55,9: 9 for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. (Citeret side 16) 
 

Es 58,6f; 6 Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; v7 ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Henv side 15; henvisn 55b) 
 

Es 64,5: v5 Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj. Vi visnede alle som løv, som vinden rev vor synd os bort. (Brugt side 25, brugt blad 39a) 
 

Jer 1,16: v16 Så vil jeg fælde dom over dem for al deres ondskab, da de svigtede mig; de tændte offerild for andre guder og tilbad deres hænders værk. (Henvisn side 29) 
 

Jer 2,5: 5 Dette siger Herren: Hvad ondt fandt jeres fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og fulgte tomme guder, så de endte i tomhed? (Henvisn side 15) 
 

Jer 2,27: de siger til træet: "Du er min far" og til stenen: "Du har født mig"; de har vendt ryggen til mig, ikke ansigtet. Når ulykken kommer, siger de: "Rejs dig, og frels os!" (Henvisn 54b) 
 

Jer 6,13f: 13 Fra den mindste til den største, alle søger uretmæssig vinding; fra profet til præst, alle handler løgnagtigt. v14 De vil helbrede mit lemlæstede folk, de siger letsindigt: "Fred, fred!", skønt der ikke er fred. (Henvisn side 15) 
 

Jer 7,4f: 4 Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! v5 Nej, gør jeres færd og jeres gerninger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. (Henvisn side 15) 
 

Jer 10,3: De fælder et træ i skoven, håndværkeren bearbejder det med øksen, v4 han smykker det med sølv og guld, han fæstner det med søm og hammer, så det ikke vakler. v5 Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå (henvisn 54b)
 

Jer 17,9: 9 Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? (Brugt blad 37b) 
 

Ez 6,4: jeres altre skal rives ned, jeres røgelsesaltre knuses; jeg lader de dræbte ligge foran jeres møgguder. v (henvisn 54b) 
 

Ez 13,3ff: v3 Dette siger Gud Herren: Ve de tåbelige profeter, som følger egen indskydelse uden at have haft syner. v4 Israel, dine profeter er som ræve i ruinerne. v5 I har hverken stillet jer op i murbruddene eller rejst gærde om Israels hus, så det kunne holde stand i krigen på Herrens dag. v6 Deres syner var falske og deres spådomme løgn, når de sagde: "Herren siger", for Herren havde ikke sendt dem. Alligevel ventede de, at det skulle gå i opfyldelse. (Brugt side 24) 
 

Ez 33,8: v8 Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. v (henvisn blad 23a) 
 

Hos 4,4: Ingen skal føre sag, ingen skal gå i rette! Det er mig, der fører sag mod dig, præst: (henvisn blad 46a) 
 

Hos 10,1: Israel var en frodig vinstok, som bar sin frugt. Jo mere frugt den bar, des flere altre byggede de. Jo bedre det gik deres land, des smukkere stenstøtter lavede de. (Henvisn 54b) 
 

Hoseas 13,2ff: v2 Nu fortsætter de med at synde, de støber sig gudebilleder, af deres sølv laver de billedstøtter i deres kløgt, alt sammen håndværk. Det hedder om dem: "De bringer menneskeofre, de kysser tyrekalve!" v3 Derfor skal de blive som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug, som avner, der hvirvles bort fra tærskepladsen, som røg, der trækker ud gennem lugen. (Brugt side 28) 
 

Joel 2,12: v12 Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! (Henvisn side 15, side 17) 
 

Joel 2,26: v26 I skal spise og spise og blive mætte og lovprise Herren jeres Guds navn, når han handler underfuldt med jer. Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme. (Brugt blad 30b) 
 

Amos 5,21: v21 Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage. (Henvisn side 15) 
 

Amos 5,25: Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus? v26 Bar I Sakkut, jeres konge, og Kevan, jeres gudestjerne,

de billeder, I har lavet jer? (Henvisn 54b) 
 

Am 8,11-13: 11 Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. v12 De skal flakke om fra hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter Herrens ord, men de finder det ikke. v13 På den dag skal de smukke unge piger og de unge mænd afkræftes af tørst, 
 

Mika 1,7: Derfor gør jeg Samaria til en ruin på marken, til et sted, hvor man planter vin; jeg styrter dens sten ned i dalen og blotter dens grundmure. v7 Alle dens gudebilleder skal knuses, alle dens skøgegaver brændes op, og alle dens gudestøtter ødelægger jeg. (henvisn 54b) 
 

Mika 5,12: Jeg tilintetgør de gudebilleder og de stenstøtter, du har. Du skal ikke mere tilbede dine hænders værk. (Henvisn 54b) 
 

Mika 6,8: v8 Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. (Henvisn side 15) 
 

Nahum 1,14: Men om dig har Herren befalet: Dit navn skal ikke leve videre. Fra din guds hus udrydder jeg udskårne og støbte gudebilleder. Jeg bereder din grav, for du er forbandet. (henvisn 54b) 
 

Hab 2,4: 4 Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro. (Brugt blad 35b; henvisn blad 44a) 
 

Hab 2,18: Hvad gavner et gudebillede? Det er jo en håndværker, der har skåret det ud. Hvad gavner det støbte billede, der lærer løgn, selv om håndværkeren, der har formet det, stoler så meget på det, at han giver sig til at fremstille stumme afguder? (Henvisn 54b) 
 

Haggai 2,11: 11 Dette siger Hærskarers Herre: Bed præsterne om belæring: v (henvisn blad 37b) 
 

Zak 10,2: Men husguderne fører ond tale, spåmændene ser løgnesyner, fortæller deres falske drømme, og deres trøst er tom. Derfor måtte folket drage omkring som får og lide nød, for de havde ingen hyrde. (Henvisn 54b) 
 

Zak 10,6: v6 Jeg giver styrke til Judas hus, og Josefs hus vil jeg frelse. Jeg viser dem barmhjertighed og fører dem tilbage, som havde jeg aldrig forstødt dem. Ja, jeg er Herren deres Gud, jeg vil bønhøre dem. (Citeret blad 34b) 
 

Mal 1,12: v2 Jeg elsker jer, siger Herren. I spørger: "Hvordan elsker du os?" Esau er jo Jakobs bror, siger Herren, men jeg elsker Jakob (Henvisn side 15) 
 

Mal 2,1: 1 Denne befaling gælder jer præster: v2 Hvis I ikke adlyder og ikke lægger jer på sinde at give mit navn ære, siger Hærskarers Herre, sender jeg forbandelsen over jer og gør jeres velsignelse til forbandelse; ja, jeg gør den til forbandelse, fordi I ikke lægger jer det på sinde. v (henvisn blad 37b) 
 

Mal 2,10: v10 Har vi ikke alle den samme fader? Er det ikke den samme Gud, der har skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hinanden og bryder vore fædres pagt? (Henvisn side 15) 
 

Visdommens bog 8,21: Men jeg forstod, at jeg kun kunne få fat på visdommen, såfremt Gud skænkede mig den, og at det allerede var klogskab at vide, fra hvem denne nådegave kommer; (henvisn blad 33b) 
 

Sirak 14,18: Som spirende blade på et løvrigt træ -- en del falder af, og andre springer ud -- således er det også med slægter af kød og blod: den ene dør, og den anden fødes. 19. Alt menneskeværk smuldrer hen og forgår; og den, der frembragte det, svinder bort sammen med det.
 

Sirak 28,2: Forlad din næste den uret, han har gjort; og når du så selv beder, skal dine synder blive tilgivet. (Citeret blad 35a) 
 

Baruchs bog, 6,1-5: For de synders skyld, som I har begået mod Gud, vil I af babylonerkongen Nebukadnezar blive ført som fanger til Babylon. 2. Når I så er kommet til Babylon, skal I bliver der i mange år, ja iet langt tidsrum, indtil der er gået syv slægtled; men derefter vil jeg føre jer tilbage derfra med fred. 3. I Babylon vil I nu få guder at se af sølv og guld og træ, guder, som bliver båret på skuldrene,og som indgyder hedningerne frygt. 4. Vogt jer da for at komme til at ligne de fremmede og betages af frygt for disse guder, 5 når I ser skaren foran og bagved dem kaste sig ned og tilbede dem; men sig i jeres stille sind: "Kun dig, Herre, bør man tilbede!" 
 

Matt 5,11: v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene (brugt side 23) 
 

Matt 5,23: 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. v (citeret blad 37a) 
 

Matt 6,4: 4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Brugt side 16; henvisn blad 43a) 
 

Matt 6,6: v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (henvis side 24) 
 

Matt 7,12: v12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. (Brugt blad 26b; henvisn blad 41b) 
 

Matt 7,15: Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v (citeret blad 46b) 
 

Matt 7,23: Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Henvisn blad 55b) 
 

Matt 7,24ff: v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort." (Citeret blad 28a) 
 

Matt 9,2; 2 Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: "Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig." (Vulgata: confide fili remittuntur tibi peccata tua). (citeret blad 35b) 
 

Matt 9,36: 36 Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. 
 

Matt 10,8: v8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. v (citeret blad 19b) 
 

Matt 10,10: 10 heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd. (Henvisn blad 42a) 
 

Matt 11,25: 25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: "Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; (Vulgata: confiteor tibi Pater Domine caeli et terrae = Jeg "bekender dig tak", fader, himlens og jordens herre). 
 

Matt 11,29: 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30 For mit åg er godt, og min byrde er let." (Citeret blad 35b) 
 

Matt 12,34f: v34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. v35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. (Citeret side 22) 
 

Matt 12,49: v49 Og han pegede på sine disciple og sagde: "Se, her er min mor og mine brødre. v50 For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor." (Citeret blad 27b) 
 

Matt 14,19: 19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. v20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. v (henvisn blad 41b) 
 

Matt 15,2ff: v2 "Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser." v3 Men han svarede dem: "Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? v4 For Gud har sagt: 'Ær din far og din mor!' og: 'Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.' v5 Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! v6 så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. (Brugt side 24) 
 

Matt 15,8f: 8 Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, v9 forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud." (Bruges side 13f; henvisn blad 45a) 
 

Matt 15,14: 14 Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften." (Bruges side 13) 
 

Matt 16,17: v17 Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. (Citeret side 22)
 

v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. (brugt blad 30a) 
 

Matt 16,19: 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." v (brugt blad 36b) 
 

Matt 16,21: v21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. (Brugt side 23) 
 

Matt 16,24f: v24 Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. v26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? (brugt side 27) 
 

Matt 18,16: 16 Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. v17 Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. v (brugt blad 36b) 
 

Matt 19,6: v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." v (brugt blad 34a) 
 

Matt 19,11: v11 Men han sagde til dem: "Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet. v12 Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!" (Brugt blad 32b) 
 

Matt 19,29: 29 Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. v (henvisn blad 38a) 
 

Matt 21,43: v43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. (Citeret side 23f) 
 

Matt 23,4: De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. v (henvisn blad 44a; henvisn blad 46a) 
 

Matt 23,14: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere. (Citeret blad 47a) 
 

Matt 25,35: 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. (Henvisn blad 43a; citeres ink vers 34 blad 53a) 
 

Matt 26,26: v26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme." v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige." (Henvisn side 29, og blad 24b) 
 

Matt 28,18: v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Brugt blad 23a)

<a name="Mark 7,6: v6 Men han sagde til dem: "E">

Mark 7,6: v6 Men han sagde til dem: "Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne,

men deres hjerte er langt borte fra mig, v7 forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. (brugt blad 23b, henvisn blad 39b) 
 

Mark 14,22ff: v22 Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme." v23 Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. v24 Og han sagde til dem: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. v25 Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige. (Henvisn side 29) 
 

Mark 16,14: 14 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v15 Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v (henvisn blad 37b) 
 

Mark 16,16: v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v (brugt blad 30a) 
 

Luk 6,31: 31 Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. v (henvisn blad 41b) 
 

Luk 6,37: 37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v (brugt blad 37b) 
 

Luk 6,38: 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Henvisn blad 39b; henvisn blad 47a)
 

Luk 6,46: v46 Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? v47 Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem - hvem han ligner, vil jeg vise jer: v48 Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. v49 Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor." (Citeret blad 28a) 
 

Luk 7,47: 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." v (henvisn blad 38a)

<a name="Luk 11,28: v28 Men han svarede: "Javis">

Luk 11,28: v28 Men han svarede: "Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!" (Citeret blad 27b) 
 

Luk 11,39: 39 Men Herren sagde til ham: "I farisæere renser bæger og fad udenpå, men indeni er I fulde af rovlyst og ondskab. v40 Tåber! Han, som har skabt det ydre, skabte han ikke også det indre? v (citeret blad 35a) 
 

Luk 11,42: 42 Ve jer, farisæere! I giver tiende af mynte og rude og af alle slags grønsager, men kommer let om ved ret og kærlighed til Gud. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. v (henvisn blad 43a) 
 

Luk 12,33: Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. v (henvisn blad 43a)
 

Luk 14,33: Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. (henvisn blad 43a) 
 

Luk 15,14-17: 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. 
 

Luk 16,11: Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? v (henvisn blad 43a) 
 

Luk 16,14f: v14 Alt det hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar af ham. v15 Da sagde han til dem: "I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte. For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne. (Citeret side 22, citeret blad 35a) 
 

Luk 17,3: 3 Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. v (brugt blad 36b) 
 

Luk 17,10: 10 Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre." 
 

Luk 17,20: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; v21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer." (Henvisn blad 55b) 
 

Luk 18,13: 13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v (henvisn blad 38a; citat blad 39b) 
 

Luk 22,19f: v19 Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" v20 Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. (Brugt blad 20b) 
 

Luk 22,62: 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt. (henvisn blad 38a) 
 

Luk 23,43: 43 Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." (henvisn blad 38a) 
 

Luk 24,48: v48 og I skal være vidner om alt dette. v49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." (Brugt blad 23a) 
 

Joh 1,20: 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." (Vulgata: et confessus est et non negavit et confessus est quia non sum ego Christus) 
 

Joh 1,29: 29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. v (citeret blad 38b) 
 

Joh 2,16: v16 Til dem, der solgte duer, sagde han: "Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!" v (henvisn blad 19a) 
 

Joh 2,25: v25 og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket. (Brugt side 15) 
 

Joh 3,19f; 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. v20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. (henvisn side 12; citeret side 26) 
 

Joh 4,21f: 21 Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. v22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. (Brugt side 15, side 16) 
 

Joh 4,24: v24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed." (Brugt side 18; henvisn side 24; henvisn 55b) 
 

Joh 5,24: 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v (henvisn blad 40b)

<a name="Joh 6,29: v29 Jesus svarede dem: "Guds">

Joh 6,29: v29 Jesus svarede dem: "Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt." (Citeret side 25) 
 

Joh 6,44: v44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. (Citeret side 22; citeret blad 35a) 
 

Joh 8,31: v31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v (citeret blad 27b) 
 

Joh 8,36: v36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. (henvisn blad 28b) 
 

Joh 8,44: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. (henvisn blad 48b) 
 

Joh 8,47: v47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." (Citeret blad 27b) 
 

Joh 10,15: 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. v (citeret blad 38b)

<a name="Joh 14,6: 6 Jesus sagde til ham: "Jeg ">

Joh 14,6: 6 Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. 
 

Joh 15,5: v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. v (brugt blad 35a) 
 

Joh 15,10 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 
 

Joh 17,3: v3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. (Citeret side 25f, og blad 27b) 
 

Joh 20,23: 23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." (Brugt blad 36b; henvisn blad 38a) 
 

Apg 4,10: 10 så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. v11 Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. v (henvisn blad 38b) 
 

Apg 4,19: v19 Men Peter og Johannes svarede: "Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; (Brugt side 27) 
 

Apg 4,34: Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, v (brugt blad 47a) 
 

Apg 6,3: Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, v (henvisn blad 43b) 
 

Apg 7,48: 48 Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder - som profeten siger: (Brugt side 16) 
 

Apg 15,10: v10 Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? v (brugt blad 33a) 
 

Apg 15,28: For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette ndvendige, v29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!" (henvisn 54b) 
 

Apg 17,24: 24 Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. (Brugt side 16, side 18, blad 23a)
 

Apg 20,33: Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. (citeret sammen med vers 34 blad 47a) 
 

Apg 20,34: v34 I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for. v35 Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: 'Det er saligere at give end at få.' " (Henvisn side 27) 
 

Apg 21,25: Men om de hedninger, der er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afguder, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt." (Henvisn 54b) 
 

Rom 3,20: 20 For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. (Brugt blad 35b) 
 

Rom 3,28: 28 For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. v (brugt blad 35b, brugt blad 40a) 
 

Rom 5,1: 1 Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. (Bruges side 15) 
 

Rom 5,8: 8 men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. v (brugt blad 38b) 
 

Rom 6,3f: v3 Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? v4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. (brugt blad 30b) 
 

Rom 8,2ff 2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, v4 for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. (henvisn blad 25a) 
 

Rom 9,16: 16 Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. v (brugt blad 35a) 
 

Rom 9,18: Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. (Henvisn 56a) 
 

Rom 10,9: v9 For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. (Henvisn side 17) 
 

Rom 10,10: 10 For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, (Vulgata: corde enim creditur ad iustitiam ore autem confessio fit in salutem) 
 

Rom 10,17: v17 Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. (Brugt blad 27b) 
 

Rom 12,2: v2 Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skøne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. (Henvisn blad 31a) 
 

Rom 12,9: 9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. v10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. v11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. v12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. v (Henvis blad 39b) 
 

Rom 13,9: 9 Budene: "Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: "Du skal elske din næste som dig selv." v (Henvisn blad 41b) 
 

Rom 16,17: 17 Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! v (brugt blad 37a) 
 

Rom 16,18: v18 Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker. (brugt side 27) 
 

1 Kor 1,24: 24 men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. v (henvisn blad 39a) 
 

1 Kor 2,14: 14 Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. (Citeret, delvist, side 16) 
 

1 Kor 3,6: v6 Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, v (brugt blad 35a) 
 

1 Kor 3,11: v11 For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. (brugt blad 28a) 
 

1 Kor 3,16: v16 Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? v (brugt blad 19a) 
 

1 Kor 4,1: 1 Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; v2 her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. v (henvisn blad 37b) 
 

1 Kor 5,11: 11 Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en rver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. v (brugt blad 37a) 
 

1 Kor 7,2: v2 Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand. v (citeret blad 32a) 
 

1 Kor 7,9: v9 Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. (Citeret blad 32a) 
 

1 Kor 9,14: 14 På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. (Henvisn blad 42a) 
 

1 Kor 9,27: v27 Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. (Brugt side 27) 
 

1 Kor 10,2: v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet v3 og spiste alle den samme åndelige mad v4 og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus - v5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. v (brugt blad 30b) 
 

1 Kor 10,7: Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det - som der står skrevet: "Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse." v (henvisn 54b) 
 

1 Kor 10,11: v11 Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. (Brugt side 19) 
 

1 Kor 11,23: v23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, v24 takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" v25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" (Brugt blad 20b) 
 

1 Kor 11,27: v27 Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. (Brugt blad 26a) 
 

1 Kor 14,16: v16 For når du lovpriser med ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger. (Henvisn blad 15a; blad 21b, blad 25b) 
 

1 Kor 15,20: 20 Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. v21 Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. v22 For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. v (henvisn blad 40a) 
 

2 Kor 2,7: 7 så at I tværtimod snarere skal tilgive ham og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af en endnu større bedrøvelse. v (brugt blad 36b) 
 

2 Kor 5,19: 19 for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. v (henvisn blad 38b) 
 

2 Kor 6,16: v16 Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: "Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk." v (brugt blad 19a) 
 

2 Kor 9,7: 7 Men enhver skal give, som han har hjerte til - ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. v (henvisn blad 42b; blad 43a) 
 

2 Kor 11,8: Andre menigheder har jeg plyndret ved at tage mig betalt for at tjene jer, v9 men hos jer har jeg ikke ligget nogen til byrde, når jeg manglede noget; for brødrene, der kom fra Makedonien, hjalp mig med, hvad jeg manglede. På ingen måde har jeg været eller vil jeg være jer til besvær. v (henvisn blad 43b) 
 

Gal 1,4: 4 som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! v (henvisn blad 38b) 
 

Gal 1,8: 8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. v (brugt blad 37a) 
 

Gal 1,11: v11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. v12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus. (Brugt blad 35a) 
 

Gal 2,16: 16 Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. v (henvisn blad 39a) 
 

Gal 2,21: 21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte. (Henvisn blad 38b) 
 

Gal 3,26: 26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. v (henvisn blad 38b) 
 

Gal 3,28: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v (brugt blad 45a) 
 

Gal 5,6: 6 For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. (Henvisn blad 45a) 
 

Gal 5,11: 11 Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v (henvisn blad 39a) 
 

Gal 5,14: 14 For hele loven er opfyldt i det ene ord: "Du skal elske din næste som dig selv." v (henvisn blad 39b)

<a name="Gal 5,17: v17 For kQdets lyst st#r "nd">

Gal 5,17: v17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. (brugt blad 33b) 
 

Gal 5,19ff: Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. (Henvisn 54b) 
 

Gal 6,6: Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. (Brugt blad 42a; Laurentsen siger Gal 5) 
 

Ef 2,15: 15 Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred v (henvisn blad 38b) 
 

Ef 2,21: v21 I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. (brugt blad 28a) 
 

Ef 4,28: Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. v (citeret blad 46b) 
 

Ef 5,8: v8 For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, v9 for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; v10 lad kun det gælde, som behager Herren, v11 og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. v12 For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gr i det skjulte, v13 men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. (Henvisn side 24) 
 

Fil 2,13: v13 For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. v (brugt blad 35a) 
 

Fil 3,10: 10 for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, v11 om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde! (Henvisn blad 38b) 
 

Fil 3,19: v19 De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. (Brugt side 27) 
 

Kol 1,13: 13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v (henvisn blad 38b) 
 

Kol 3,3: 3 I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. v (Henvisn blad 38b) 
 

1 Thess 1,9: Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud v (henvisn 54b) 
 

1 Thess 4,14: 14 For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. v (henvisn blad 40b) 
 

1 Thess 5,10: 10 som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. v (henvisn blad 38b) 
 

2 Thess 3,10: For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. v (henvisn blad 43b; 10-15 citeret blad 47a)
 

2 Thess 3,11-14: Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. v12 Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold. v13 Men I, brødre, må ikke blive trætte af at gøre det gode. 
 

2 Thess 3,15: 15 dog skal I ikke regne ham for en fjende, men vejlede ham som en broder. v (brugt blad 36b) 
 

1 Tim 1,13: 13 skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, v14 og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus v15 - troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. v (brugt blad 35a, henvisn blad 38b) 
 

1 Tim 3,2-7: v2 En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, v3 ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. v4 Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; v5 for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus? v6 Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom. v (brugt blad 32b) 
 

1 Tim 4,1ff: v1 Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, v2 som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. v3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. v4 For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; v5 for det helliges ved Guds ord og ved bøn. (Brugt side 23; citeret blad 33a) 
 

1 Tim 5,8: Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro. (Henvisn blad 42b) 
 

1 Tim 5,18: For Skriften siger: "Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker," og: "En arbejder er sin løn værd." v (henvisn blad 42a) 
 

1 Tim 5,24: 24 Nogle menneskers synder er åbenlyse og går forud til dom; hos andre følger de bagefter. v (brugt blad 36b) 
 

2 Tim 1,12: 12 Derfor må jeg også lide dette; men jeg skammer mig ikke, for jeg ved, hvem jeg tror på, og jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig, til den dag kommer. v (brugt blad 35a) 
 

2 Tim 3,2: For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, v (henvisn blad 46a, og 46b) 
 

2 Tim 3,15: v15 og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. (Citeres side 14f (passer dårligt)) 
 

Titus 1,6: v6 En ældste må være en, der ikke er noget at udsætte på, han skal være én kvindes mand, hans børn skal være troende og må ikke være genstridige eller kunne beskyldes for at leve et vildt liv. v7 Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. v8 Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; v (brugt blad 32b) 
 

Titus 1,10: For der er mange genstridige, frasemagere og bedragere, især blandt de omskårne. v (henvisn blad 46a; citeret sammen med vers 11 blad 47b) v11 Dem bør man lukke munden på, for de vender op og ned på hele familier, når de for skændig fortjenestes skyld udspreder deres forkastelige lære. 
 

Hebr 9,12: v12 og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. v (brugt blad 21b, og 24b, 25b) 
 

Hebr 10,5: 5 Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; v6 brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. v7 Da siger jeg: 'Se, jeg er kommet - i bogrullen er der skrevet om mig - for at gøre din vilje, Gud.' (Henvisn blad 38b) 
 

Hebr 10,12: v12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, v (brugt blad 21b) 
 

Hebr 13,4: v4 Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. (brugt blad 32a) 
 

Jak 1,2f: 2 Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; v3 I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. 
 

Jak 2,15: Hvis en broder eller søster ikke har tø at tage på og mangler det daglige brø, v16 og en af jer så siger til dem: "Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt," men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? v17 Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død. (Brugt blad 53a)

<a name="Jak 2,18;18 Nogen vil indvende: "(n ha">

Jak 2,18;18 Nogen vil indvende: "Én har tro, en anden har gerninger." Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. 
 

Jak 5,16: 16 Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. v (citeret blad 37a) 
 

1 Pet 1,23ff: v23 I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; v24 for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, v25 men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer. (Brugt blad 28b) 
 

1 Pet 2,24: 24 på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. v (citeret blad 38b) 
 

1 Pet 3,18: v18 For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, (brugt blad 26a) 
 

2 Pet 2,3: v3 I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke. (Brugt side 24) 
 

2 Pet 3,8: v8 Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. (Brugt side 25) 
 

1 Joh 1,7: 7 Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. v (citat blad 38b) 
 

1 Joh 2;det må være 1 Joh 1,9; 9 Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. (Vulgata: si confiteamur peccata nostra fidelis est et iustus ut remittat nobis peccata). 
 

1 Joh 2,2: 2 han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. v (henvisn blad 38a; citeret blad 38b) 
 

1 Joh 3,17: 17 Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? (Brugt blad 41b) 
 

1 Joh 5,21: Kære børn, vogt jer for afguderne! (Henvisn 54b) 
 

2 Joh 1,7: 7 For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist. (Brugt blad 37a)

<a name=""b 22,15: ">

Åb 22,15: 15 Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn. v (brugt blad 37a) 
 

Note 1: Det kongebrev, der hentydes til, er udstedt 5. juni 1529 og lyder således: Vi Frederik med Guds nåde etc gør alle vitterligt, at vore elskelige borgmestre, rådmænd og menige borgere i Malmø har berettet for os, at eftersom de nu har annammet det hellige evangelium der i byen og lader der prædike Guds ord, da er der mange huse, jorde og gårde i byen, som er givne for at opretholde altre, vicarier og gilder for messer og anden slig tjeneste, og de er nu bange for, at nogen skal tage samme gårde, jorder og huse fra dem og ikke herefter ville give deraf til disse tjenesters opretholdelse, som plejer at gives dertil, f.eks. kan de være nogen, hvis forældre har givet sådanne gårde og grunde til kirken, som nu vil tage dem tilbage og trække dem tilbage. Derfor har vi nu i vor særlige gunst og nåde, også fordi det, som er givet i en god mening til Guds tjeneste, ikke skal spildes til ingen nytte, undt og tilladt borgmestre og råd i Malmø, at de må og skal annamme til sig sådanne gårde, jorde og huse, som ligger i deres by, og er tillagt altre, vicarier og gilder dèr, og dermed stifte og opbygge et hospital der i byen til fattige og syge menneskers ophold og nødtørftighed, og den rente, som hidtil har været anvendt til sådanne messer og gilder, skal herefter gives til et sådant hospital, og borgmestre og råd må og skal ordne og indrette det således, at denne rente ikke går til spilde. Og de skal så tilskikke nogen, som skal have til opgave at modtage denne årlige rente og redeligt oppebære den, og siden hvert år gøre rede og regnskab for den, som de vil svare for Gud og være bekendt for os. På lignende måde må de holde en kristelig prædikefader, som lærer dem og prædiker Guds ord for dem, og de må også oprette en skole i deres by, som de må holde tre eller fire lærde mænd i, som læser og lærer andre simple og enfoldige klerke den hellige skrift. Og disse prædikanter og læremestre skal lønnes af ovenforomtalte rente for deres umage og arbejde, dog på den måde, at de præster, som nu har sådanna altre og vicarier, som het fået tillagt sådant jordegods og huse og som har fået det i forlening på livstid, må og skal nyde dem og beholde dem deres livstid, efter hvad deres breve lyder på, medmindre borgmestre og råd kan forhandle med dem i mindelighed, at de vil opgive dem. Cum inhib. osv. Fra Erslev m.fl.: Kong Frederik den Førstes danske registranter, side 207f. 
 

Note 2: I gråbrødrenes munkeregel, kapitel 7, står der: "De brødre, som kan arbejde, skal arbejde og give sig af med det håndværk, som de har forstand på, hvis det da ikke er til skade for deres sjæls frelse, og hvis de kan udøve det som agtværdige mænd. Thi profeten siger: 'Dit arbejdes frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel'. Ligeledes siger apostelen: 'Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden'. Og: 'I den stand og stilling, hvori enhver blev kaldet, der skal han forblive'. For deres arbejde må de modtage de nødvendige ting med undtagelse af penge. Hvis det er nødvendigt, må de som andre fattige tigge om almisser. Det er dem også tilladt at have sådanne redskaber, som er nyttige for deres arbejde.

Alle brødrene skal ihærdigt beflitte sig på at gøre gode gerninger; thi der står skrevet: 'Vær stedse beskæftiget med noget godt, for at djævelen skal finde dig optaget'. Og ligeledes: 'Lediggang er sjælens fjende'. Derfor bør Guds tjeneste stedse drive på med bøn og gode gerninger.

Hvor som helst brødrene er, i klostre eller andre steder, skal de tage sig i agt for at lægge beslag på nogen plads eller holde en anden borte derfra. Hvem der end kommer til dem, skal de tage kærligt imod, hvad enten det er en ven eller en fjende, en tyv eller en røver. Hvor som helst brødrene er og på alle de steder, de befinder sig, bør de være ivrige for at vise hinanden ærbødighed i tankerne og ære 'hinanden uden knurren'. Og brødrene skal tage sig i agt for at vise sørgmodige miner og synes bedrøvelige hyklere; tværtimod skal de vise sig glade i Herren, muntre og forekommende, som det sømmer sig. (Citeret fra Frans af Assisi, legend og skrifter af Herman Kleener, Det Danske Forlag, 1946.) 
 

Note 3: Rent faktisk blev Poul Helgesen opfordret til at skrive en bog imod Malmøbogen, hvad han også gjorde. Den blev dog ikke udgivet, men henlagt og først fundet i forrige århundrede.