Kaj Munk og Martin Luther

¹ Indledning.
          Det, det drejer sig om for Marc Auchet i "De lollandske stjerner", er, svarende til Billeskov Jansens forord her ved siden af, at bestemme det underbevidste hos Munk. For dèr har vi stedet, hvor de kræfter, der bestemmer digterværket, regerer. 

F. J. Billeskov Jansen i sit forord til Marc Auchets "De lollandske stjerner": "Det store navn i udforskningen af den poetiske fantasi, Gilbert Durand, fører med sit skelsættende arbejde, Fantasiens antropologiske strukturer (Les structures anthropologiques de l'imaginaire) (1960), tanken til schweizeren C. G. Jung, der har givet Durand såvel som Auchet nogle nøglebegreber: dybt i digtning og drøm ligger forestillinger, som vi har med fra menneskehedens begyndelse, arketyper som ,,havet" eller ,,skibet", to urbilleder på moderen, moderskødet. Ved at bestemme en digters forhold til en eller flere arketyper, har man, mener jungianerne, mulighed for at bestemme strukturen i digterens mentale univers, de billeder, mennesketyper, problemstillinger, der behersker værkerne, eller værket, forfatterskabet under et". (De lollandske stjerner, side 8) 

²  F. eks. behandler Auchet slutningen af en idealist på den måde, at han fremanalyserer en stærk selvbiografisk dimension: På samme måde som Herodes har Munk selv, hævder Auchet, været behersket af moderarketypen.

Marc Auchet i "De lollandske stjerner": "Da Mariamme og Jomfru Maria bliver et i Herodes' tanker, kan man drage den generelle konklusion at den brutale dialektiker overvindes af mødet med moderarketypen, som han egentlig har været betaget og svækket af gennem hele sit liv. Han troede at han kunne være udelukkende på det ondes side, men han har taget skammelig fejl. I virkeligheden var han alligevel splittet, mindet om Mariamme tærede hele tiden på ham og fik overhånd i det afgørende øjeblik". (side 85).

³        Her skal denne slutning analyseres ud fra et andet mønster, et fænomenologisk mønster, et mønster, der søger at blotlægge de almenmenneskelige bindinger i sproget, vi allesammen ligger under for. Men hvad enten man analyserer ud fra det ene eller det andet mønster, i begge tilfælde lægger man udefra en forståelsesramme ned over Munks arbejde.
       Er det tilladt?

⁴       Tja, hvis Munks egen grundregel kan formuleres med ordene "Intet over og intet ved siden af inspirationen", så må det være tilladt. For "inspirationen" kan kun nås og kritiseres ud fra sådanne udefra kommende fortolkningsmønstre. Og denne grundregel har Munk selv formuleret i en omtale af sit skuespil Egelykke.

Munk i Forord til "Egelykke": "At være Digter er at tro paa Inspirationen, og hvad den siger En. Hvis man, hver Gang den havde talt, skulde hen at slaa op i et Lexikon for at se, om det var ,,rigtigt", var man ikke Digter, men Pjok.

Digteren maa tro paa sit Kald uden at skele. Intet over og intet ved Siden af Inspirationen." (Dagen er inde, side 188) ("De lollandske stjerner", side 53) 

⁵         Dermed er dog ikke sagt, at det fortolkningsmønster, der her fremdrages, ligger helt udenfor Munks horisont (som Auchets fortolkningsmønster vistnok gør det). For det første, fordi der er tale om et teologisk fortolkningsmønster. Og Munk var jo teolog.

⁶  For det andet, fordi dette mønster i højere grad end et mønster, baseret på jungianske teorier, lader forfatterens eget budskab træde frem. Jungianeren er (ideelt set, men heldigvis ikke i så høj grad i praksis) kun interesseret i at forklare, hvorfor Munk talte og skrev, som han gjorde. Teologen er interesseret i at høre, hvad det mon egentlig var, Munk ville sige, at han kan komme til at forholde sig til det, enten så han kritiserer det eller så han antager det; dog med det notabene, at Munk gennem sit underbevidste godt kan komme til at sige noget, hvis dybder han ikke selv i øjeblikket har blik for, og hvis sandhed derfor ikke bliver en del af Munks udtalte teologi.

⁷           Marc Auchet siger i De lollandske stjerner, side 87, se her nebenbei, om den sidste scene, at den bestemt ikke, som nogen har påstået, er påklistret.

Marc Auchet i "De lollandske stjerner": ""Det Munk først og fremmest fremhæver i artiklen »Omkring »En Idealist«s Urpremiere« (1928) er de dystre tanker der ligger til grund for skuespillet: »Som Gud efter Nietzsches Udkast skabte Verden i Verdenskrigen (ganske vist i nogen Karikatur), saaledes søger dette Drama i Herodesskikkelsen at give denne Verden efter dens Ide«. Men han nægter ikke at stykket også har en kristelig dimension: »Men hin Tro paa, at Godhed og Renhed dog er stærkere, der for to Aartusinder siden blev sat ind i Tilværelsen og endnu ikke er gjort det bedre, hin Tro er søgt givet, stilfærdigt og revolutionært, i Skuespillets sidste Sider i Kvindens og Barnets Navn«. (En Digters Vej, side 28)

⁸ Man bemærke sig, at Auchet, efter at han har antydet, at Munk kunne have forkyndelsesmæssige bagtanker med sit arbejde, skynder sig at tilføje, at forfatteren lidt senere tydeligt peger på inspirationens afgørende rolle; som om altså det er misligt at ville forkynde gennem en teaterforestilling. Det er det, i en teologs øjne, naturligvis ikke. Alle forkynder, på teatret, på filmlærredet, i Tv, osv; det vil sige: alle har et menneskesyn, de tænker og taler ud fra. Og det kristne menneskesyn skulle jo ikke gerne på forhånd tilsidesættes, fordi det er mere opmærksomt på at være forkyndende end andre menneskesyn. Men stadigvæk: Det kan godt tænkes, at Munk i sine dramaer kan slumpe til at sige noget, der er af større teologisk værdi end de direkte teologiske udsagn, han kommer med.

 fortsat: "Disse forklaringer kunne tyde på at han bevidst havde arbejdet mod et bestemt mål, med en eller anden forkyndelse for øje, mens han sad og skrev på stykket. Man skal imidlertid lægge mærke til at han lige efter korrigerer dette indtryk, idet han tydeligt peger på den spontane inspirations afgørende rolle: »Det Maal, »En Idealist« har sat sig, har i første Instans kun været det ene at opfange og fastholde, hvad Aanden gav ham at udsige... « (sammesteds, side 29) Herodes på den ene side og jomfru Maria med Jesusbarnet på den anden repræsenterer fremfor alt to modsatte men uadskillelige poler i forfatterens psyke". ("De lollandske stjerner", side 87f) 

⁹         Men lad os se på det!
           Det, der er spørgsmålet for en teolog, der skal tage stilling til slutningen på En Idealist, er, om det, der dèr berettes om, er tænkeligt. Kan det lade sig gøre? Kan man forestille sig, at et menneske som Herodes på den måde kan forvandles? Er det tænkeligt, at han lader sig blødgøre af en kvindestemme og et par barneøjne?

¹⁰ Hvad nu først det angår, at scenen skulle være påklistret, så forberedes den i hvert fald på flere måder i de to sidste akter. I niende akt derved, at Herodes henter en kvinde ind til at "underholde" sig om natten. Hun bønfalder ham om at lade være, hvad han selvfølgelig ikke vil. (Pilatus, side 334)  I tiende akt lægges der op til den sidste scene igennem Zakarjas bemærkning: "Ja, var du saa Satanas selv, hvad vejed din Styrke, din Vilje, din Kløgt mod ham? lysted det ham, han kunde dig fælde med et Smil af en Kvinde, et Blik af et Barn", (Pilatus, side 341) og af Herodes' senere bemærkning, da Zakarja vil hindre Herodes i at slå børnene i Betlehem ihjel: "Bed til Herren! Han er jo saa mægtig, at han fælder Konger med Kvindeblikke og Børnesmil". (Pilatus, side 342) 

¹¹         Og naturligvis er der også lagt op til slutscenen igennem alle Herodes' forgæves forsøg på at glemme Mariamme, hans elskede hustru, som han lod henrette. Han havde et blødt punkt i forhold til Mariamme og hendes børn, det bløde punkt bevirker, at han ikke i sidste scene kan holde stand mod kvinden (Maria) og hendes barn, hævder Auchet. Men er det forfatterens idé med scenen, er det dèr, han vil hen med den, så er udfoldelsen af idéen heldigvis dygtigere lavet end idéen selv.

¹²         Herodes har i sidste akt fået et anfald, der lader ham ligge livløs. Rygtet breder sig, at han allerede er død. Men han rejser sig op, går hen til vinduet, ser folks glæde og råber ud over gaden, at den og den skal henrettes. Da bliver der stille. Så får han øje på en mand med et æsel, der baner sig vej gennem folkevrimlen. På æslet sidder en kvinde med sit barn. Han ser en lighed med Mariamme og lader hende kalde op til sig, at han den sidste dag, han lever, kan have en kvinde at forlyste sig med. 

"En Idealist" HERODES: I Jøder, kan I høre min Stemme? Gaa hver til sit! Du, Judas, og du, Mattias, hentes i Løbet af Dagen; I skal brændes paa Baal. Jeg dræber ti af de andre for hver af jer to, hvis I vover at flygte. -- Naa, det er saadan, du sørger, mit Folk, ved din Fyrstes Død! Men nu vil jeg fængsle de 50 ældste Rabbinere her i Byen, og de skal halshugges, samme Time jeg dør. Ikke før, ikke efter. Kanhænde Folket saa vil jamre ved min Død. -- Gaa bort med Fred. (Pilatus, side 348) 

¹³        Og så er det, at det på overraskende (og måske også på overnaturlig) vis går helt anderledes til end i forrige akt. Kvinden viser sig ganske frygtløs og den frygtløshed slår Herodes ganske ud. Det bliver hende, der styrer samtalen, endda i den grad, at hun, da hun har fået besked om, at hun kan gå, undlader blot at stikke af, men i stedet - meget logisk - spørger, hvad han egentlig ville hende. Og han svarer, at han ville give hendes barn en gave. Og så får barnet en kappe, vævet i ét stykke, "kongskappen", som gave.

¹⁴ Overvældet af gaven betror kvinden nu Herodes, at barnet, hun har født, er Messias, Davidssønnen, jødernes konge. Og hun nejer og går ud. Og Herodes indser, at "han deroppe" alligevel narrede ham og gjorde det netop ved kvindeblikke og børnesmil. Fortvivlet stønner han: "han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke -- for jeg kunde det ikke -- o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke -- selv mit Hjerte har hyldet ham-". (Pilatus, side 351f) 

¹⁵        Og det er jo sandt nok, at derved giver Munk Kierkegaard ret. Det citat fra Kierkegaard, som Munk har benyttet som overskrift for En Idealist: "Hjertets renhed er at ville ét", er taget fra en tale, hvori Kierkegaard slår fast, at der kun kan være tale om en sådan hjertets renhed, når det, man vil, er det gode. Herodes ville livet igennem det onde, det skulle være den måde, hvorpå han ville ét. Men han opdagede altså til sidst, at selv han, der var så ond, selv han, der i den grad var opsat på det onde og kun det, dog ikke kunne modstå det gode. Med andre ord: Vil du det onde, da er det ikke en hjertets renhed, du har, da kan du ikke være et helstøbt menneske.

¹⁶       Og hvis vi nu tænker os (men ingen har mig bekendt undersøgt denne tanke, skønt den vel ikke er helt umulig), at Munk har kendt f. eks. barthianernes totalsyndighedslære, så kan man godt opfatte skuespillet som et modargument derimod. Et menneske kan ikke være så ondt, at der ikke ét eller andet sted i ham eller hende dog er noget godt. Det er forkert at hævde, at mennesket er ondt helt igennem og kun det.

¹⁷        Er det det, Munk vil? Eller skal vi spørge: Er det "bare" det, Munk vil? I så fald vil det vel forekomme de fleste uinteressant. Marc Auchet synes meget at ville have sig en sådan opbyggelig tale frabedt. Og mange teologer vil vende sig lige så stærkt imod det, hvis det er det hele.

¹⁸        Men dette er heller ikke det hele. Og derfor er Munks teologi yderst interessant. Vel at mærke, hvis man ved "hans teologi" forstår ikke blot hans udtalte teologiske meninger, men også den teologi, der kan udledes af hans dramaer.

¹⁹         Nu stykket her: Det kan godt være, at Munk selv ville mene, at den teologiske idé bag dramaet er denne, at der dog i ethvert menneske findes noget godt. Men dels er dette en misforståelig påstand, dels er den fremsat i den sædvanlige teologiske tankegang, hvor man har øje for enkeltmennesket og kun interesserer sig for, hvad der forefindes i hjertet eller i sindet hos enkeltmennesket. Men Munk er jo dramatiker, det vil sige, hans arbejde er at skabe replikker, altså udsagn, der er fremkommet i en samtale.

²⁰ Og netop når mennesket betragtes som deltager i en samtale, bringes også det teologiske synspunkt ud over det individuelle: Hvad forefindes i mennesket som enkeltindivid? så man i stedet beskæftiger sig med det meget mere interessante spørgsmål: Hvad foregår der i spillet mellem mennesker? kan der gennem en samtale komme en forsoning i stand mellem mennesker? kan et menneske af gensidigheden i samtalen bringes et andet sted hen end dèr, hvor hans vilje ville have ham til at gå hen?

²¹         K. E. Løgstrup har i sin bog Opgør med Kierkegaard fremhævet de såkaldt suveræne livsytringers betydning. Noget af det, han bebrejder Kierkegaard, er, at Kierkegaard slet ikke har blik for disse livsytringer. Som bekendt kom disse livsytringer til at spille en betydelig rolle i dansk teologi omkring halvfjerdserne, og det skulle vel være muligt at analysere de sidste replikker i En Idealist ud fra Løgstrups fænomenologiske tanker. Imidlertid er Løgstrups forestillinger om de suveræne livsytringer, hvor epokegørende de end er, ikke det sidste ord i den sag. F. eks. er der kommet en ny Paulus-interpretation på banen, som på mange områder bryder med den sædvanlige af Luther inspirerede Paulus-forståelse.

²²         Én af dem vil jeg henvise til, Norman R. Petersen. Han har skrevet en bog "Redescovering Paul - Philemon and the Sociology of Paul's Narrative World", og deri prøver han at beskrive, hvad der skete i forholdene mellem slaveejeren Filemon, slaven Onesimus og apostelen Paulus. Han har nemlig taget sig for at læse brevet til Filemon under inddragelse af de forskellige sociale roller, de implicerede parter påtager sig. 

²³ Og det kommer der en interessant bog ud af. Dels fordi disse roller er mangfoldige (Paulus er f. eks. far, bror, medkristen i forholdet til Filemon), og dels fordi Norman Petersen går ud fra den interessante iagttagelse, at det er rollen, der bestemmer, hvordan man handler. På den måde kommer han udenom det ellers diskussionsstandsende problem om tro kontra gerninger.

²⁴         Det betyder dog, så vidt jeg kan se, ikke, at vi blot kan springe op og falde ned på f. eks. Luthers skelnen mellem lov og evangelium. Men det betyder, at lov og evangelium nu får en anden sammenhæng. Lov og evangelium kan opfattes som to forskellige områder af sproget, loven som den del af sproget, vi bruger overfor samfundsmedlemmer og overfor samfundet som sådant, evangeliet som den del af sproget, vi bruger overfor de mennesker, der står os nær, familiemedlemmer og venner. Lov og evangelium bliver sprogområder, vi anvender i de forskelligartede forhold, hvori vi står til andre mennesker, eller i de forskellige roller, vi spiller i vore samvær.

²⁵         Der er så den komplikation ved det, at vi, hvis det nære forhold til det andet menneske går i stykker, griber til at bruge lovens sprog i stedet for evangeliets. F. eks. tænkte og talte den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn i lovtermer, da han opdagede, at hans bror var kommet hjem og blevet modtaget med fuld musik. Vi plejer måske at nøjes med at sige, at han var blevet misundelig, men det er bemærkelsesværdigt, at de ord, misundelsen viser sig med, er lovtermer: han kræver retfærdighed.

Den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn: "Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger -- da han kom, slagtede du fedekalven til ham" (Luk 15,29f).

²⁶ Faderen går imidlertid ikke ind på denne lovtankegang eller retfærdighedstankegang, men tiltaler i stedet sin ældste søn i evangeliets sprog: "Mit barn, du er altid hos mig og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, fordi din bror var fortabt, men er blevet fundet". Om det så lykkes evangelietankegangen at vinde over lovtankegangen i den ældste søns hoved, ja, det er en hemmelighed, som Jesus ikke har røbet for os; han lader som bekendt sin lignelse slutte, før han har fortalt, om den ældste søn går ind til festen.

²⁷        Men trods det må man hævde, at ikke blot påstår det kristne evangelium, at det kan ske, at et menneske, der var grebet af misundelsens lovtankegang, føres over i evangeliets anderledes tankegang, det fortæller os også noget om, hvordan det da kan ske. Det sker på en måde, så mennesket gribes af denne anden tankegang, og forstår sin situation ud fra denne tankegang, og derfor selv vil handle ud fra den situation, det nu er i. Det sker derimod ikke, så man kan ville komme ud af misundelsens tankeverden, eller kan ville komme ind i det rette forhold til næsten.

²⁸         Og det er det interessante ved Munk, at han i sin dramatik lader os se, hvordan et menneske gribes af evangeliet, så det selv vil det gode. Kan gerne være, at det "kun" er noget, der ligger i hans underbevidsthed, og derfor "kun" noget, der kommer til syne for os, ham selv mere eller mindre uafvidende. Men det sker dog. Blot skal man jo ikke overse, at Munks "bevidste" eller udtalte teologiske holdning godt kan være anderledes end den holdning, hans underbevidsthed lader komme frem. Og man skal også være opmærksom på, at det ikke altid er hans underbevidsthed, der har ret overfor hans udtalte teologi.

²⁹         Ud fra sådanne forestillinger vil jeg mene, man kan analysere de sidste replikker i En Idealist.

³⁰        Da jeg var barn, lærte jeg, at man aldrig skulle vise en hund, at man var bange; man skulle bare lade, som om man ikke var bange, så gjorde den ikke noget. Det var en noget besværlig opgave: når man rystede i bukserne af skræk, da at lade som om man ikke var bange. Men jeg er da aldrig blevet bidt af en hund, så det må vel have virket på én eller anden måde.

³¹         Jane Goodall fulgte en dag efter en chimpanseflok. Stien gik gennem en slags hulvej med tæt krat på begge side. Pludselig så hun to store hanner sidde foran sig på stien. Og da hun vendte sig om, sad der to hanner dèr også. Hun undlod at lade panikken tage over. Hun stolede på den iagttagelse, nogen havde gjort: at der skal en flugtreaktion fra offeret til, før chimpansens angrebshandlingsmønster udløses. Og det virkede. Efter nogen tid luskede chimpanserne af.

³²        Måske er det på samme måde med Herodes. Han ikke blot forventer, at andre reagerer med frygt overfor ham, han kan ligefrem ikke handle, når denne frygtreaktion udebliver. Dette blot som en slags indledende, lidt vild hypotese.

³³         Så meget er der imidlertid om det, at man kan se, at Munk med det samme lader initiativet være Marias. Straks hun kommer ind siger hun: "I har skikket Bud efter mig, naadige Herre. Jeg kender jer ikke. Hvor kender I mig?" Ligepå og hårdt. Hun ønsker en forklaring. 
        Herodes' svar er stammende. Han prøver at vinde initiativet ved at spørge til hendes barn.

Fra "En Idealist": KVINDEN (ind med Barnet). I har skikket Bud efter mig, naadige Herre. Jeg kender jer ikke. Hvor kender I mig?

HERODES. Jeg har set dig engang -- for mange Aar siden -- lige saa ung, men mindre bleg. Senere -- mindre ung, ja, men mere bleg. Hvad er det, du bærer paa Armen? (Pilatus, side 350) 

³⁴        Og Maria svarer lige ud af landevejen, men får jo så nævnt sin mand. "Var det ham, der stod dernede", spørger så Herodes.

fortsat: KVINDEN. Det er min Søn, min førstefødte. Vi har været ved Templet i Dag for at ofre, jeg og min Mand. (Pilatus, side 350) 

³⁵        Og igen kommer der så et svar, der viser, at Maria overhovedet ikke kan forestille sig, at der er noget at frygte: "Ja, naadige Herre. Han var angst for at lade os gaa herop, saa jeg beder jer: lad os ikke vente for længe". Det må da enhver kunne forstå. Når hendes mand er lidt nervøs af sig, så er der ingen grund til at gøre ham endnu mere nervøs. Og derfor: Lad det ikke vare for længe!

fortsat: HERODES. Din Mand -- var det ham, der stod dernede?

KVINDEN. Ja, naadige Herre. Han var angst for at lade os gaa herop, saa jeg beder jer: lad os ikke vente for længe. (Pilatus, side 350) 

³⁶       Herodes spørger, karakteristisk nok, ind til det med angsten. Men Maria spørger modsat, hvad hun dog skulle være bange for. F. eks. for barnet, svarer Herodes. Eller for dig selv. Det er, som om han ikke rigtig kan tro på, at der findes et menneske, der ikke er bange for ham. Og frygt skal han have for at kunne udøve sin ondskab.

fortsat: HERODES. Var du ikke angst?

KVINDEN. Jeg, Herre? Nej da. For hvad?

HERODES. For hvad? Nu -- for Barnet for Exempel.

KVINDEN. Der var da ingen, der kunde gøre saadan et lille Barn noget ondt.

HERODES. Men dig selv da? er du ikke bange for dig selv? (Pilatus, side 350) 

³⁷        Og så kommer "det religiøse" ind i billedet. Maria svarer: "Herre, jeg ved jo, ihvor jeg gaar, er jeg i Guds Haand". Og det kan man naturligvis godt hæfte sig ved. En sådan gudstro er usandsynlig i situationen, vil tvivlerne kunne sige. Vil man ikke gå med til, at scenen her er troværdig, kan sige, at Marias tillid til Gud er afbildet som alt for stor. Blot skal man her være opmærksom på, at hele scenen er holdt indenfor det dennesidige. Der er ikke tale om nogen overnaturlig gudstillid. Der er blot tale om det vel i og for sig meget naturlige, at Maria gik op til Herodes uden at ane uråd, og at hun hidtil har samtalet med ham også uden at få nogen tanke ind i hovedet om, at der kunne ske hende eller hendes barn noget ondt.

fortsat: KVINDEN. Herre, jeg ved jo, ihvor jeg gaar, er jeg i Guds Haand.

HERODES. Hm. Hm. Hm. Det burde din Mand jo ogsaa vide.

KVINDEN. Jo. Men -- han har lige som lidt sværere ved saadan at tro end som mig. (Pilatus, side 350) 

³⁸         Og naturligvis, vi andre, der kender Herodes fra de foregående akter, kan nok have vore tvivl om, hvorvidt nogen kan bevare gudstilliden i samværet med ham. Men Munk går ud fra den selvfølgelige forudsætning, at man dog må have en grund til at blive bange. Og den grund har Maria ikke haft hidtil.

³⁹         Selv ikke, da Herodes fortæller hende, at hun er smuk, og spørger, om hun vil blive der i nat, får hun færten af, hvad han er ude på. "Det kan vi saa daarligt, naadige Herre. Vi skal rejse saa langvejs, siger min Mand". Det er alt, hvad hun svarer. Men derved røber hun jo også, at hun hviler utrolig trygt i sit ægteskab. Hun vil nødig gøre sin mand ondt. Og hun kan slet ikke forestille sig, at Herodes ikke vil respektere hendes ægteskab. Sådan er mennesker da ikke.

fortsat: HERODES. Hm. -- Sig mig -- ved du, at du er skøn?

KVINDEN. Jo, Herre, det har Karlene hjemme i Landsbyen tit nok fortalt mig.

HERODES. Sig mig, Kvinde -- vil du blive hos mig i Nat?

KVINDEN. Det kan vi saa daarligt, naadige Herre. Vi skal rejse saa langvejs, siger min Mand. (Pilatus, side 350) 

⁴⁰        Og end ikke den direkte opfordring: "Nu -- men -- du selv -- hos mig -- alene?" forstår hun. "Hvad mener I, Herre?" 
         Det er et spørgsmål om roller. Herodes kan ikke få hende ud af den rolle, hun synes, situationen lægger op til: Rollen som den trygge ægtehustru, der er blevet kaldt op til en fremmed herre og nu venter -- lidt utålmodigt -- på at få at vide, hvorfor hun er hidkaldt. Og unægtelig, den rolle forefindes, den er oven i købet naturlig ud fra situationen. Men den rolle, Herodes vil have hende til at indtage: rollen som den smukke kvinde, der véd, at hun med sin skønhed virker opæggende på mænd, derfor også på den mand, hun nu er alene med, og som derfor også er angst for overgreb fra disse mænd med den manglende selvbeherskelse. 

fortsat: HERODES. Nu -- men -- du selv -- hos mig -- alene?

KVINDEN. Hvad mener I, Herre? (Pilatus, side 350) 

⁴¹        Og til hver rolle er knyttet bestemte opfattelser af andre mennesker, et bestemt sæt af ord og sproglige logikker, som styrer mennesket i den pågældende rolle. Det spændende, det, der er den stadige genstand for forfatteres undren, det, de til stadighed vil henlede vor opmærksomhed på, er nu, hvad der får mennesker til at skifte roller, hvordan det går til, at et menneske springer over fra én rolle til en anden, skønt det jo betyder et skifte i ordforråd og sproglig logik. Hvordan ændres rollen som trygt hvilende ægtefælle til rollen som kæmpende mand eller kvinde i ægteskabet? Hvordan ændres rollen fra forurettet ægtefælle til trygt elskende ditto? 

⁴²        Det er den menneskets gåde, som teologen betegner med ordene syndefald og oprejsning. Det er den gåde, som vi mener kun kan løses med talen om guden, der blev menneske. Det er det mystiske i vort liv, som opløses og forklares med talen om Helligåndens indgriben, så hjerter forvandles. 

⁴³           I skuespillet her: Herodes kan ikke få drejet situationen derhen, hvor han vil have den. Og egentlig er det jo også lidt smigrende, at Maria overhovedet ikke kan forestille sig, at han er et ondt menneske. Men barnet kan han så angribe. Barnet må hun da kunne bringes til at frygte for. Og dog lader Herodes sig i første omgang blødgøre af barnets øjne. 

fortsat: HERODES. Ingenting. Ingenting. -- Hm. Og det er dit Barn. Det er ogsaa skønt. Dets Øjne -- hm, det er længe siden, jeg har set ind i Barneøjne. Men jeg har det engang -- set ind i Barneøjne -- engang. -- Hvor er de blaa, hvor dybe! Det er -- som -- som det bringer -- Fred i Sindet at se i to saadanne Øjne. (Pilatus, side 350) 

⁴⁴ Først i næste omgang, da Maria har givet udtryk for sin uro for barnet - sådan set, hvad Herodes var ude på, men unægtelig med helt andre ord, end han havde ventet - og han er kommet med den noget barske bemærkning, at det var bedre, om barnet allerede nu døde, får han lejlighed til at prøve at spille bussemand. Han hæver dolken over barnet og siger: "Skal vi prøve, hvad der er Guds Vilje, Kvinde?"

fortsat: KVINDEN. Jamen der er ogsaa megen Ængstelse for en Mor. Man skal passe paa det -- altid. Og aldrig kan man vide, hvad det kan komme til at gennemgaa senere hen.

HERODES. Nej, og man selv med det. Nej, det var bedre, det døde som ganske lille.

KVINDEN. Nej, det var det da rigtignok ikke. Ja, hvis (138) det var Guds Vilje, saa kunde man vel lære at takke ogsaa for det. Men ....

HERODES. Skal vi prøve, hvad der er Guds Vilje, Kvinde? (Løfter Dolken over det.) (Pilatus, side 350f) 

⁴⁵        Men igen sker der noget for Herodes helt uventet. Maria skælder ham ud: "Fy da! I maa ikke spøge med saadanne Ting".

fortsat: KVINDEN. Fy da! I maa ikke spøge med saadanne Ting. (Pilatus, side 351) 

⁴⁶         Og så giver Herodes op. Han er ikke vant til at blive skældt ud. Han er ikke vant til i en samtale at være den lille, han, der hidtil har skaltet og valtet med alle samtaler, så det bliver ham, der kom til at stå som sejrherre. "Gaa med dit Barn. Gaa. Hurtigt", siger han.

fortsat: HERODES. Nej, du har Ret. Gaa med dit Barn. Gaa. Hurtigt. (Pilatus, side 351)

⁴⁷        Men her optræder så den førnævnte genialitet fra Munks side: Maria har stadig ikke fattet, hvilken fare hun har svævet i. Derfor har hun overskud til at stille det meget naturlige spørgsmål, hvad Herodes egentlig ville hende. Det vil sige, spørgsmålet er kun naturligt for hende, ikke for Herodes. Han har hele tiden ført denne samtale som én, der skulle vinde, som én, der skulle have den anden til at frygte. Og han opfatter derfor sin opfordring til kvinden om at gå med sit barn som en indrømmelse overfor hende af, at hun har vundet denne ordduel. "Jeg giver fortabt, du har vundet".

fortsat: KVINDEN. Ja, Herre, ja, men ....

HERODES. Vogt dig. Hvad er der?

KVINDEN. Hvad vilde I mig? (Pilatus, side 351)

⁴⁸       Men skal en samtale nødvendigvis opfattes sådan? Var der ikke den mulighed, at to mennesker forsøger at forstå hinanden? Sådan har givetvis Maria opfattet samtalen. Og derfor er det, hun må vide, hvad hans begrundelse for at ville tale med hende var. Hun er ikke tilfreds med at slippe derfra med livet i behold, for hun har aldrig ment, at hendes liv var i fare. Måske det også skyldes, at hun er så forbundet med sin mand, at hun da må have svar parat, når han spørger, hvad hun egentlig skulle derop efter.

⁴⁹         Og så må altså Herodes svare. Stammende og famlende får han frem, at han ønskede at give barnet en gave. "Se der, tag mig Kjortelen der. Ser du! en kostbar Kjortel, vævet i eet Stykke, dine Øjne lyser, du forstaar dens Værdi. Der, tag den, Kvinde, det er min Gave til Barnet, lad ham bære den, naar han bliver stor". Vi forstår alle, at det aldeles ikke er noget, han har besluttet i forvejen, det er noget, han føres til af samtalen, den samtale, det ikke lykkedes ham at tage føringen i.

fortsat: HERODES. Ja, du har Ret, hvad vilde jeg dig? Jo -- jo -- jeg syntes, dit Barn var saa kønt -- saa vilde -- hm -- saa vilde jeg give det en Gave. Ja, hvad? Jo, se der, tag mig Kjortelen der. Ser du! en kostbar Kjortel, vævet i eet Stykke, dine Øjne lyser, du forstaar dens Værdi. Der, tag den, Kvinde, det er min Gave til Barnet, lad ham bære den, naar han bliver stor. (Pilatus, side 351)

⁵⁰         Men Herodes føres fra det ene nederlag til det andet. Maria svarer: "Der ser I selv, naadige Herre, det Barn gør alle kun godt. I maa gerne kysse ham paa Panden". Kan Herodes synke dybere? Kan nederlaget blive mere åbenbart? Den Herodes, der kan befale, så alle adlyder, og som ikke behøver at bede om lov til noget, får nu lov til at kysse barnet på panden. Ha, han kunne jo så let som ingenting havde smadret barnets hoved mod mosaikgulvet. Og her får han lov til at kysse på panden.

fortsat: KVINDEN. Der ser I selv, naadige Herre, det Barn gør alle kun godt. I maa gerne kysse ham paa Panden. (Pilatus, side 351)

⁵¹         Dog, her gør Herodes holdt. Kysse på panden vil han ikke. Kun kysse på hånden. Og det gør han så. "Og gaa saa, Kvinde, gaa, beder jeg dig, gaa med Barnet og Kongskappen".

fortsat: HERODES. Nej, det vil jeg ikke. Men hans lille Haand, hans lille, varme højre Haand! Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. -- Og gaa saa, Kvinde, gaa, beder jeg dig, gaa med Barnet og Kongskappen. (Pilatus, side 351)

⁵²        Og så drejes kniven rundt i Herodes' sår endnu engang, skønt man skulle tro, det var umuligt. Maria svarer, lige inden hun går: "Saadan en fin Kappe, hedder det en Kongskappe? Saa vil jeg da ogsaa, fordi I har været saa god og kærlig, fortælle jer, hvor godt jer Gave passer. For det lille Barn her, det er Messias, Davidssønnen, Jødernes Konge". Hvilken hån! Én ting er, at hun fortæller det med den begrundelse, han mindst af alt ønskede at høre: at han har været god og kærlig, noget andet er, at det, hun fortæller, ødelægger hans livsværk. Hans gave har beseglet, at han er sat fra bestillingen som konge. Hans kys var undersåttens kys på lensherrens hånd.

fortsat: KVINDEN. Saadan en fin Kappe, hedder det en Kongskappe? Saa vil jeg da ogsaa, fordi I har været saa god og kærlig, fortælle jer, hvor godt jer Gave passer. For det lille Barn her, det er Messias, Davidssønnen, Jødernes Konge. (Nejer og gaar.) (Pilatus, side 351)

⁵³        Og så gør Herodes regnskabet op efter den sidste afgørende ordduel, den eneste, han tabte: "Jødernes Konge -- han har afsat mig -- jeg gav ham min Kaabe -- han tog mit Scepter -- og jeg kyssed hans Haand. -- God kaldte hun mig -- god og kærlig, ve mig -- hans Undersaat var jeg -- han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke -- for jeg kunde det ikke -- o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke -- selv mit Hjerte har hyldet ham-- Han er større end jeg".

HERODES lidt efter: -- God kaldte hun mig -- god og kærlig, ve mig -- hans Undersaat var jeg -- han var i min Magt, og jeg dræbte ham (139) ikke -- for jeg kunde det ikke -- o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke -- selv mit Hjerte har hyldet ham--

Han er større end jeg. (Pilatus, side 351f)

⁵⁴        Og her siger han de mærkelige ord, de ord, der har speciel teologisk interesse: "han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke -- for jeg kunde det ikke -- o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke". Luther afbilder i "de servo arbitrio" mennesket som et ridedyr, der enten rides af Gud eller af Satan. I replikskiftet her viser Kaj Munk, at Luther har ret. Mennesket rides enten af Gud eller af Satan. Men det bestemmer ikke selv, hvem det vil rides af. Det er magter udefra, der kommer med den afgørelse. Vi teologer taler om "ånd" i den forbindelse. Litterater har vel ikke nogen betegnelse for det, men afbilder beherskelsen alligevel. 

Luther i "Om den trælbundne vilje": Altså, når Gud bevæger og virker alt i alle, bevæger og virker han nødvendigvis også i Satan og den gudløse. Men han virker i dem, således, som de er, og således, som han forefinder dem, det vil sige, at da de er forvendte og onde og rives med af denne guddommelige almagts bevægelse, gør de ikke andet end forvendtheder og onde gerninger, ligesom hvis en rytter virker på en trebenet eller tobenet hest, så virker han på den, sådan som hesten er, det vil sige, hesten går dårligt. Men hvad skal rytteren gøre? Han virker på en sådan hest samtidig med, at han virker på en sund hest, den ene på en dårlig måde, den anden på en god måde, andet kan han ikke gøre, hvis da ikke hesten bliver helbredt." (SA18-707#L33) 

⁵⁵        Luther hævder også i samme skrift, at mennesket gør sine gerninger utvunget. Det er ikke sådan, at når mennesket gør det onde, skyldes det, at magter udefra tvinger det. Og det er heller ikke sådan, at det af frygt eller angst for straf gør det gode. Nej, gerningerne kommer indefra. Enten gode gerninger, hvis mennesket rides af Gud, eller onde gerninger, hvis det rides af djævelen. Men gerningerne gøres frivilligt. Mennesket går selv med til det onde, det gør. Mennesket er selv med i det gode, det øver. Og i replikskiftet ser vi hvorfor. Mennesket beherskes af den ånd, samtalen bæres af. Og hvilken ånd, en samtale bæres af, er det ikke mennesket, der afgør, men netop "ånden", helligånden.

⁵⁶        Når Herodes altså siger, at han ikke kunne dræbe barnet, skønt han havde ham i sin magt, mener han ikke blot, at han ikke vidste, hvem han var, og at det var derfor, han ikke kunne slå ham ihjel. Han mener, at det ikke var ham, der var herre over samtalen, og at han ikke kunne vinde magten til at øve ondt, før han havde vundet herredømme over samtalen. Og naturligvis kan vi, i den bagklogskab, der véd, at det er Guds søn, Messias, der er tale om, sige, at så er det forståeligt nok, at det ikke er Herodes, der går af med sejren i ordduellen. Men læg mærke til, at Munk har lagt det ganske naturligt frem. Den ene replik følger på naturlig måde af den foregående og fører på naturlig måde hen til den næste. Det lader sig forstå, ud fra de erfaringer, vi har gjort med samtaler, at samtalen udvikler sig, som den gør.

⁵⁷         Og her er vi ved inkarnationens under. Det går altsammen naturligt til, men underet, det uforklarlige, skjuler sig midt i alt dette naturlige. Eller: dette, at vi finder det naturligt, skyldes, at vi har erfaret noget lignende; vi kender de mekanismer, der gør sig gældende i en samtale. Blot lægger vi ikke noget guddommeligt ind i det. Men det gør kristendommen. Eller specielt: Det gør Munk med hele den sammenhæng, han sætter Herodes og Maria ind i. Det guddommelige, i form af Jesus-barnet, gør sig gældende derved, at Herodes giver barnet kongskappen og kysser barnets hånd.

⁵⁸ Men inden da havde det allerede gjort sig meget stærkere gældende derved, at det ikke var muligt for Herodes at øve ondt, hverken mod barnet eller dets mor, skønt han ellers havde viljen til det. Den manglende overlegenhed i samtalen lammer ham. Men det, der gør sig gældende i samtalen, er jo også guddommeligt. Den tryghedens ånd, der behersker Maria, kommer ikke fra hende selv - der er ikke noget med, at hun bare har taget sig sammen - men fra et sted udenfor hende, fra Gud. Men altså Gud, forstået som kraften i sproget, forstået som den ånd, der gennem sproget og de kulturelle institutioner, der er skabt af sproget, hersker over mennesker, får mennesker til af sig selv at gøre det gode.

⁵⁹        Nuvel, alt dette skulle vise Munk som den fænomenale behersker af replikkunsten, men dermed også som den, der på særdeles dybtborende måde har forstået, hvad der behersker mennesker, hvad der får dem til at gøre det, de gør, det vil sige, har forstået teologien. Blot forbliver denne forståelse ofte i Munks underbevidsthed. Eller det er ofte sådan, at de påstande af teologisk natur, som Munk udtalt fremsætter, kun har ringe overensstemmelse med den teologi, der afslører sig igennem hans værker. 

⁶⁰ Auchet tolker Munk ud fra en jungiansk teori, han tolker Munk ud fra en forskel mellem Munks underbevidste og Munks udtalte meninger, men jeg vil tolke ham ud fra en fænomenologisk teori, jeg vil også til grund for min undersøgelse lægge en skelnen mellem Munks underbevidste og Munks udtalte meninger, men min skelnen er hentet fra en fænomenologisk undersøgelse af sproget og de kulturelle kræfter, der udspringer af sproget, og specielt ud fra en teologisk påstand om, at der findes sådanne kræfter, at det altså kan lade sig gøre, at sproget, situationen, samtalen, kulturen forvandler et menneske.

⁶¹       Men den teologiske påstand går, som man vil forstå, ikke på, at disse kræfter kun gør sig gældende i forbindelse med kirken og dens forkyndelse, nej, disse kræfter ligger på forhånd i mennesket, blot kaldes de frem af forkyndelsen, hvis den da er en forkyndelse, der vover at kalde på dem. Heri har vi grunden til, at Munk, trods sin udtalt pietistiske teologi, forblev folkelig; han har oplevet, som han siger i en prædiken, at "Det sker maaske endda ikke helt sjældent, at Præsten er i Menigheden den, der har den skrøbeligste Tro. Der er Folk, der ved Besked med Troen, og der er andre, der har den, og de kan nok være til Nytte for hinanden. Lad den Ordning staa!" (Ordsværd, side 8) Munk havde et klart blik for, at der de besynderligste steder i folket kunne ligge mere sand kærlighed end hos de selv nok så stærkt troende kristne.

⁶²         Nuvel, hidtil har jeg analyseret dette replikskifte ud fra en fænomenologisk metode, der betragter den som enhver anden samtale og spørger: Kan denne samtale holde vand? Kan vi, der om nogen deltager i samtalens kunst, godkende, at der kunne have fundet en samtale af denne art sted? Men ved at lade kvinden afsløre, lige inden hun går, at barnet er Messias, Davidssønnen, Jødernes konge, lægger Munk et dybere lag ind i fortolkningen. 

⁶³ Det er i det hele taget Munks genialitet, at han i "En Idealist" lader så utrolig mange tråde krydse hinanden, så mange betydninger spille sammen, så mange fortolkningsmuligheder være åbne. Derved bliver det muligt for ham gennem én enkelt replik at få sagt utrolig meget. F. eks. siger han med replikken her ved siden af: "Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand" ganske meget om vore styreformer. 

Fra "En Idealist": HERODES. Nej, det vil jeg ikke. Men hans lille Haand, hans lille, varme højre Haand! Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. -- Og gaa saa, Kvinde, gaa, beder jeg dig, gaa med Barnet og Kongskappen. (Pilatus, side 351)

⁶⁴ Uvilkårligt vil vel vi andre undre os med Herodes: Man kan virkelig ikke holde om scepteret med en blød hånd. Man kan kun styre land og rige med en hård hånd. Det var Herodes' metode, det er den lektie, vi vel kan lære af ham, som han fremtræder i "En Idealist": Skal man få held til at bevare kronen på sit hoved, kan det kun ske ved brutal magtudøvelse, man må få undersåtterne til at frygte, mildhed vil øjeblikkelig blive tolket som svaghed, og en svag mand på tronen vil med det samme blive væltet. 

⁶⁵ Nogen vil endda påkalde sig Luther og sige, at det svarer udmærket til, hvad han lærer. Verdsligt regimente og gejstligt skal skilles ad. Den verdslige øvrighed bygger på magt og må anvende magt for at holde menneskets ondskab i ave. Det kan ikke nytte noget, at man vil bygge samfund på Jesu ord om at vende den anden kind til. Og hvad man nu ellers kan sige.

⁶⁶        Men når man lader denne replik stå og sitre et øjeblik, får man den tanke, om den mon ikke er dobbeltbundet. Den er jo sagt af den Herodes, hvis magt er blevet brudt af barnets mor, af den Herodes, som om et øjeblik dør, dog ikke før han forinden har opdaget afmagten i al sin magtudøvelse. Alle hans ofre er forgæves, den Gud, han har kæmpet imod gennem hele skuespillet, finder han det for første gang fornødent at bede til. Oven i købet finder han ind i det sædvanlige skema: at bede om syndernes forladelse. Man er lige ved at tro, han er blevet omvendt. Men så kommer det: Barnet, det barn, der har taget magten fra ham, det barn, hvis bløde hånd om scepteret skal afløse hans brutale, det må dø, lad det knuses mod klippe, mases i opløb, spiddes på spyd, hænges på træ. 

Fra "En Idealist": HERODES: Saa hør mig da, du -- nu beder jeg til dig -- se, jeg knæler ned for dig -- for første Gang bøjer jeg Knæ for nogen -- bønhør mig da nu! Jeg ydmyger mig, jeg beder om Forladelse, tilgiv mig alt, hvad ondt jeg har gjort, alle mine Synder, min Kamp og min Trods, kræv alting af mig, lad mig bøde med alt, hvad jeg end har tilbage. Men lad Barnet dø, lad en Slange bide det, lad det knuses mod Klippe, lad det mases i Opløb, lad det spiddes paa Spyd og hænges paa Træ, lad mig dø som Konge, giv mig atter den Krone, jeg har ofret min Sjæl for, tag mig til Naade, forbarm dig over mig, du, min Kejser, min Herre, du Jakobs Gud! (Pilatus, side 352)

⁶⁷        For lever dette barn, så dør hans kongedømme, men bliver han konge, så må barnet dø. Han, den utilslørede magtanvendelse, den brutale voldsudfoldelse, kan ikke tåle nogen blød hånd ved sin side, dette kan kun være første akt af en lang kamp mellem Herodes og barnet. Den betragtning giver Munk (og det ny testamente) Herodes ret i. Barnet blev jo spiddet på spyd, det blev hængt op på et træ, det led en død, mere pinefuld end Herodes', dets greb om scepteret holdt ikke Golgata over. 

⁶⁸        Eller gjorde det?
     Fik Herodes ret? Var det naivt, når den lille purk troede, han kunne holde om scepteret med så blød en hånd, eller var det guddommelig sandhed? Herodes gik jo til grunde, som enhver tyran før ham, men barnet gjorde det også. Eller blev der netop med denne spydspidning, netop ved denne træophængning givet løfte om, at scepteret kunne fastholdes med en blød hånd? Begyndte efter Golgata netop den kamp mellem Kristus og djævelen, som er fortsat til den dag i dag som en kamp mellem sprogets uanselige kræfter og den rå magts tilsyneladende uovervindelige ressourcer. 

⁶⁹          Denne kamp ser man igen i "Niels Ebbesen". Eller mere præcist: i Munks hele holdning under besættelsen, i hans martyrsind, i hans overbevisning om, at ord har magt: det er af afgørende betydning, hvad der siges og hvad ikke. Det, der imidlertid er problemet med denne påstand, er, at der ikke går en lige linie fra "En Idealist" til "Niels Ebbesen", men at denne linie er utrolig kringlet. Den går over både "Sejren" og "Han sidder ved smeltediglen", to stykker, der begge har svært ved at droppe fascinationen af Herodes' magtudfoldelse, og tilsvarende vanskeligt ved at gribe og fastholde den påstand, at netop Messias' bløde hånd, netop ordets uanselige kræfter, netop den frie diskussion, der bliver udløst i lige og hemmelige valg, er i stand til at holde scepteret. 

⁷⁰         Jeg tænker mig, at Munk har været et journalistisk gemyt, fabelagtig til at lodde en folkestemning og beskrive den, følsom overfor alle rørelser i folket, også den rørelse, der hedder beundring for den stærke mand. Og det forekommer mig, at Munks Pegasus i høj grad har måttet galoppere i takt med sådanne overvejelser op igennem trediverne. 

⁷¹         "Han sidder ved smeltediglen" dirrer således af moralsk indignation over jødeforfølgelserne i Tyskland. Munk lader ét forlovet par skilles ad på grund af racelovene, og lader den tyske part, frk Fürst, sige, at hun ikke forstår, hvordan hun som god tysker ikke kunne fornemme, at den mand, hun var så dybt forelsket i, var jøde. Og der ligger, det må siges, en dyb indvending mod de tyske racelove, når hun siger sådan. 

⁷²        Det andet par, professor Mensch og hans jødiske sekretær, fastholdes imidlertid som par, på trods af racelovene. Til gengæld udvises de af Tyskland. Men man kan vist ikke nægte, at slutningen på skuespillet er lidt ulden. Mange har søgt at tyde den. Jeg bringer her ved siden af Knud Hansens tolkning. Den udmærker sig ved, at den sætter en hiatus ind dér, hvor Mensch har knust billedet mod gulvet. Derefter sker der en forvandling med ham, ikke før. Dette, at han vil gifte sig med frk. Schmidt, er, ifølge denne tolkning, ikke noget, han har taget beslutning om tidligere, men noget, han først beslutter sig til, efter at det, han knuste mod gulvet, altså Kristus, nu lever voldsomt i hans hjerte. 

Knud Hansen, i "Forkyndelsen i Kaj Munks Forfatterskab", efter at have citeret førerens ord i skuespillet: "For mig er fædrelandet sandheden. Hvis på min vej til selve sandheden en eller anden sandhed vil forhindre mig, slår jeg den ned": "Da viser det sig, at Mensch er en lydig tysker. Han beundrer sin fører af et ærligt hjerte. Først da føreren havde givet Tyskland dets ære igen, havde Mensch faaet mod til at arbejde; derfor er han ogsaa parat til nu, da føreren kræver det, at ofre sit videnskabelige arbejdes resultater for fædrelandet. Som udtryk for sin lydighed knuser han billedet imod gulvets fliser. Han korsfæster sandheden i troen paa, at han dermed gavner sit land. 

⁷³        Jeg tror ikke, denne tolkning holder vand. Men det interesserer mig heller ikke så meget, hvilken tolkning der da er holdbar. Det interessante i denne forbindelse er, at Mensch (og Munk) er villig til at ofre sandheden på fædrelandets alter. Det interessante er, om Munk stadigvæk skal lade sin Pegasus styre af den fascination for den stærke mand, i dette tilfælde: Hitler, som han stadig lider af. Og det ser ud til, at det skal han. Hans digteriske inspiration får ikke frie tøjler, den følger journalisten i Munk, der er i stand til at se, hvordan Hitler har gjort det til en ære igen at være tysker, og den følger også den almindelige tyske reaktion i trediverne, når man hørte om umenneskelige overgreb: "Hvis bare føreren vidste ...!" Underforstået, dette er noget, der kun kan lade sig gøre, fordi føreren ikke selv kan være overalt. Føreren, det var man overbevist om, var et godt menneske, der ville alle det godt, og bestemt ikke ville gå med til noget umoralsk eller nedværdigende. 

fortsat: "Munk lader ham gøre det med ordene om, at det er bedre, at en dør for folket, end at hele folket dør. Mensch er altsaa endnu tvesindet, er endnu ikke bleven til som hero, er endnu ikke bleven en villie, hvis renhed er at ville eet. Det bliver han først for sent. Først da billedet er knust og stumperne ligger paa gulvet, vaagner aanden i dette svage menneske og gør ham stærk. "Voldsomt lever nu i mit hjerte det, jeg knuste mod gulvets sten", siger han, og skønt han hidtil har været et svagt og frygtsomt menneske, vender han sig nu mod overmagten og erklærer, at han vil gifte sig med sin dygtige medhjælp frk. Schmidt, skønt hun i virkeligheden er en jødinde, en forhenværende skuespillerinde, Sara Levi". (side 39f) 

⁷⁴         Denne holdning til Hitler kommer tydeligere frem i den avisartikel, hvori Munk protesterer mod, at regeringen har forbudt Gerda Christoffersen at opføre "Smeltediglen" i Sønderjylland. Dels er skuespillet aldeles ikke noget angreb på Tyskland, siger Munk, fordi det jo så tydeligt priser den Hitler, der fik dette mægtige rige op af sin selvfornedrelse. 

Munk i Jyllands-Posten den 29. 1. 1939: "Disse Folk [nogle ophidsere, rr] har ment at se deres Fordel ved at udnævne det til et Angreb paa Tyskland. Hertil er ganske kort at sige, at der i dansk Litteratur næppe har vist sig noget Arbejde i den Tid, der er gaaet, siden Hitler overtog Tyskland, som i den Grad har vist Forstaaelse over for Føreren og hans Stordaad og har bidraget her i Norden til at skabe Forstaaelse for hans Indsats.

⁷⁵ Og dels må enhver, der elsker Tyskland, nødvendigvis påpege den natside hos landet, som godt nok snart vil forsvinde, men som alligevel må påpeges af ethvert sandhedskærligt menneske. Altså, natsiden vil snart forsvinde. Den hører ikke med til det egentlige i det, Hitler ville. Vi kan forvente solopgangen lige om lidt. Åh ja, åh ja, man føler sig lidt flov, for det er jo så let for os i bagklogskabens ulideligt klare lys at forarges over disse ord. Men hvor mange delte mon ikke den opfattelse på dette tidspunkt? Tyskerne elskede i disse år deres fører. De kunne jo ikke vide, at han få år senere ville kaste dem ud i en ødelæggende krig. 

fortsat: "At det samtidig hermed protesterer mod en Synd hos det nationalsocialistiske Regime, at det protesterer med en des inderligere Lidenskab, fordi den protesterendes Forstaaelse af det værdifulde hos dette Regime er saa dyb, kan ikke kaldes et Angreb paa Tyskland, men et Kastelys ind over en af vor Tids Natsider ved det tyske Væsen, en Natside, der Gudskelov vil forsvinde, naar Solen staar op, men som det er nødvendigt for hvert sandhedsgrebet og frit stillet Menneske (og især for den, der har Tyskland kært) imens vi venter paa Solopgangen at sætte al sin Evne ind for at kue og holde inden Grænser." (Dagen er inde, side 93). 

⁷⁶        Og så giver Munk jo i netop denne selvsamme artikel et udmærket udtryk for, at han føler det nødvendigt at protestere, og protestere med lidenskab, fordi han holder af det land, hvis handlinger han protesterer imod. Han er stadigvæk Ordets mand. Han véd stadigvæk godt, at umenneskelige overgreb skal imødegås med ord. Men barnets bløde hånd kæmper i hans sind med Herodes' brutale hånd. Hvor meget han end véd, at det er Ordet, der har magten i himmel og på jord, han tør ikke rigtig tro det, alt det, diktatorerne kan, alle de chancer for at gøre det gode, de får, alt det kævl og kiv, de undgår, det betager ham. Stadigvæk.

⁷⁷        Først med "Niels Ebbesen" får vi et skuespil, hvor diktatoren er skildret uden fascination, hvor fascinationen er slået over i hån og spot. I regibemærkningen "Herrerne bukker" ligger Munks bidende spot over greven og hans tro på den ubetingede magt. Nu findes denne regibemærkning kun i jan41 og manuskriptet, ikke i jun40. Men spotten og hånen over greven er sikkert tilstede trods det. Dog kan man ikke nægte, at denne nedgørelse af diktatoren og alt hans væsen får et ekstra drej i de to mellemste manuskripter. 

Munk i "Niels Ebbesen" (bogversionen): (Grev Gert): "Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt". (Herrerne bukker.) (ebb04#11). 

⁷⁸ Når grev Gert (læs Hitler) her tiltager sig magt over sproget, vil bestemme, hvad der skal være sandhed og løgn, hvad der skal være godt og ondt, så begår han hybris, så går han langt ud over sine beføjelser, så er Munks fascination af ham sluppet op.

Munk i "Niels Ebbesen" (man): "Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt". (Herrerne bukker) (ebb04#14).

⁷⁹         Eller, at jeg skal sige det på en anden måde: Så er vi tilbage ved den Herodes, der ikke kender anden vej end magtens, og ikke andre metoder end voldens, men som dog bliver besejret af det lille barn på Marias arm, som dog kysser ham på hånd og giver ham gaver. 

⁸⁰       Og nu er så scenen sat for opførelsen (eller altså, gennemgangen) af det skuespil, der blev Kaj Munks sidste, et skuespil, hvor verdensbegivenhederne har tvunget ham til revision af mange tidligere standpunkter, og hvor først og fremmest hele besættelsessituationen lægger op til en fornyet beskæftigen sig med kombinationen af martyrsindet og pligten til at tale. 

⁸¹ Videre til Kaj Munk og Martin Luther 02! 

⁸² c