Hvor langt skal man adlyde statsmagten? (3)

Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei. 1523

fra Erl. 22,94-105. WA 18,271-280.

Indhold:

Tilbage til lyd02!

¹   Der dritte Theil.
        Nu wills auch Zeit sein, dass, nachdem wir wissen, wiefern weltlich Gewalt sich streckt, wie sich ein Furst solle drein schicken, umb der willen, die gern auch christliche Fursten und Herrn sein wollten, und auch in jenes Leben zu kommen gedenken, wilcher gar fast wenig sind. Tredie del.
        Nu er det også på tide, at vi - efter at vi kender grænsen for den verdslige magt - tager fat på spørgsmålet om, hvorledes fyrsten skal bruge den. Det gør vi for deres skyld, som desuden gerne vil være kristelige fyrster og herrer og ligeledes ønsker at nå til det evige liv - den slags er der bare meget få af!

² Denn Christus beschreibt selbst die Art der weltlichen Fursten, Luc. 22,25, da er spricht: Die weltlichen Fursten hirrschen, und wilche die Ubersten sind, fahren mit Gewalt. Denn sie meinen nicht anders, wenn sie Herrn geboren oder erwählt sind, so haben sie Recht dazu, dass sie ihn dienen lassen, und mit Gewalt regieren. Kristus skildrer jo selv det karakteristiske for verdens fyrster i Luk.22,25, hvor han siger: Verdens fyrster hersker, og de, som er herrer, bruger vold. Det kunne ikke falde dem ind at tro, at de ikke har ret til at regere med magt og til at lade sig tjene, når de er født eller valgt som herrer.

³        Welcher nu ein christlicher Furst sein will, der muss, wahrlich, die Meinung ablegen, dass er (W272) hirrschen und mit Gewalt fahren wolle. Denn verflucht und verdampt ist alles Leben, das ihm selb zu Nutz und zu gut gelebt und gesucht wird.         Den, der nu vil være en kristen fyrste, må sandelig aflægge den opfattelse, at han skal herske og bruge vold. Thi forbandet og fordømt er ethvert liv, hvor man lever og stræber efter at leve til gavn og fordel for sig selv.

⁴ Verflucht alle Werk, die (E95) nit in der Liebe gehen. Denn aber gehen sie in der Liebe, wenn sie nicht auf eigen Lust, Nutz, Ehre, Gemach und Heil, sondern auf Andere Nutz, Ehre und Heil gericht sind von ganzem Herzen. Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre.

⁵         Darumb will ich hie nichts sagen von weltlichen Händeln und Gesetzen der Uberkeit: denn das ist ein weitläufig Ding, und sind Rechtbücher allzuviel da. Wiewohl, wo nicht ein Furst selbs klüger ist, denn seine Juristen, und nicht weiter verstehet, denn in Rechtbüchern liegt, der wird gewisslich regiern nach dem Spruch Sprüchw. 28,16: Ein Furst, dem es an Klugheit feihlet, der wird viel mit Unrecht unterdrucken.        Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed.

⁶ Denn wie gut und billig die Rechte sind, so haben sie doch allesampt ein Auszug, dass sie wider die Noth nicht treiben kunnten. Darumb muss ein Furst das Recht ja so fast in seiner Hand haben, als das Schwert, und mit eigener Vernunft messe, wenn und wo das Recht der Strenge nach zu brauchen oder zu lindern sei, also, dass allzeit uber alles Recht regiere, und das uberst Recht und Meister alles Rechten bleibe die Vernunft. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov.

⁷ Gleichwie ein Hausvater, ob er wohl bestimpte Zeit und Maass der Arbeit und Speise uber sein Gesind und Kinder setzt, muss er dennoch solch Satzunge in seiner Macht behalten, dass ers ändern oder nachlassen müge, wo sich ein Fall begäbe, dass sein Gesinde krank, gefangen, aufgehalten, betrogen, oder sonst verhindert würde, und nicht mit der Strenge fahren uber die Kranken, wie under die Gesunden. Das sag ich darumb, dass man nicht meine, es sei gnug und kostlich Ding, wenn man den geschrieben Recht oder Juristen Räthen folget. Es gehört mehr dazu. Det er ligesom med en husbond: selv om han fastsætter bestemt tid og mål for arbejde og mad for sine folk og sine børn, er han alligevel nødt til at holde fast ved retten til at administrere disse bestemmelser. Han skal kunne ændre dem eller slække på dem i tilfælde af, at hans folk skulle blive syge, taget til fange, opholdt, overlistet eller på anden måde forhindret. Han må ikke bruge samme strenghed mod syge som mod raske. Det siger jeg, for at man ikke skal tro, at det er tilstrækkeligt og i skønneste orden, hvis man følger den skrevne lov eller de juridiske rådgivere. Der skal mere til!

⁸         Wie soll denn ein Furst thun, wenn er nicht so klug ist, und sich regiern lassen muss durch Juristen und Rechtbücher? Antwort: Darumb hab ich gesagt, dass Furstenstand ein fährlich Stand ist; und wo er nicht selbs so klug ist, dass er sellbs beide, sein Recht und Räthe regiert, da gehet es nach dem Spruch Salomonis (Pred. 10,16): Wehe dem Land, das ein Kind zum Fursten hat.         Hvad skal en fyrste da stille op, hvis han ikke er så klog og må lade sig lede af jurister og lovbøger? Svar: Det er derfor jeg har sagt, at det er farligt at tilhøre fyrstestanden. Hvis han ikke selv er så klog, at han kan styre sine love og rådgivere, går det efter Salomos ordsprog (Præd. 10,16): Ve det land, som har et barn til fyrste.

⁹ Das erkannte auch Salomon, darumb verzagte er an allem Recht, das ihm auch Moses durch (E96) Gott hatte forgeschrieben, und an allen seinen Fursten und Räthen, und wandt sich zu Gott selber, und bat ihn umb ein weisses Herz, das Volk zu regiern, (1 Kön. 3,9). Det indså Salomon også. Derfor gav han afkald på enhver lov (selv om det var Moses, der som Guds redskab havde foreskrevet ham den) og på sine fyrster og rådgivere og vendte sig til Gud selv og bad ham om et viist hjerte til at styre folket. (1 Kong 3,9)

¹⁰        Dem Exempel nach muss ein Furst auch thun, mit Forcht fahren, und sich wider auf todte Bücher, noch auf lebendige Köpfe verlassen; sondern sich bloss an Gott halten, ihm in die Ohren liegen, und bitten umb rechten (W273) Verstand, uber alle Bücher und Meister, sein Unterthan weislich zu regiern.         Efter det eksempel skal en fyrste også handle, fare med forsigtighed og hverken forlade sig på døde bøger eller på levende hoveder, men blot holde sig til Gud, trække ham i ærmet og bede om den rette indsigt til uafhængigt af alle bøger og jurister at regere viist over sine undersåtter.

¹¹ Darumb weiss ich kein Recht eim Fursten furzuschreiben, sondern will nur sein Herz unterrichten, wie das soll gesinnet und geschickt sein in allen Rechten, Räthen, Urtheilen und Händeln, dass, wo er sich also hält, wird ihm Gott gewisslich geben, dass er alle Recht, Räthe und Handel wohl und gottlich ausrichten kann. Derfor kan jeg ikke foreskrive fyrsten nogen lov, men vil blot vejlede hans hjerte i, hvordan det skal indrette sig og stille sig til alle lovbøger, råd, afgørelser og sager. Hvis han retter sig efter det, så vil Gud bestemt hjælpe ham til at administrere alle love, råd og sager på en god og gudvelbehagelig måde.

¹²        Aufs Erst, muss er ansehen sein Unterthan, und dasselb sein Herz recht schicken. Das thut er aber denn, wenn er alle seinen Sinn dahin richtet, dass er denselben nutzlich und dienstlich sei. Und nicht also denke: Land und Leut sine mein, ich wills machen, wie mirs gefället; sondern also: Ich bin des Lands und der Leut, ich solls machen, wie es ihn nutz und gut ist: nicht soll ich suchen, wie ich hoch fahre und hirrsche; sondern wie sie mit gutem Fried beschutzt und vertheidingt werden:        For det første må han tage vare på sine undersåtter og virkelig i sit hjerte gå ind derfor. Det gør han imidlertid, når han retter alle sine bestræbelser mod at gavne og tjene dem. Han må ikke tænke: Dette land og folk tilhører mig, jeg vil gøre, hvad der passer mig; men: Jeg tilhører dette land og folk, jeg vil gøre sådan, som det er til gavn og gode for det. Jeg vil ikke se på, hvordan jeg kan sætte mig på den høje hest og herske, men hvordan de skal beskyttes og forsvares og have fred og gode år.

¹³ und soll Christum in sein Augen bilden, und also sagen: Siehe, Christus, der uberst Furst, ist kommen und hat mir gedienet; nicht gesucht, wie er Gewalt, Gut und Ehre an mir hätte, sondern hat nur mein Noth angesehen, und Alles dran gewandt, dass ich Gewalt, Gut und Ehre an ihm und durch ihn hätte. Og han må ikke tabe Kristus af syne, men skal sige: Se, Kristus, den øverste fyrste, kom og tjente mig. Han stræbte ikke efter, hvordan han kunne udnytte mig til at få magt, rigdom og ære, men han ænsede kun min nød og satte alt ind på, at jeg kunne få magt, rigdom og ære ved ham og gennem ham.

¹⁴ Also will ich auch thun: nicht an meinen Unterthanen das Meine suchen, sondern das Ihre, und will ihn auch also dienen mit meinem Ampt, sie schützen, verhören und vertheidigen, und allein dahin regiern, dass sie Gut und Nutz davon haben, und nicht ich. Sådan vil jeg også gøre, ikke stræbe efter min egen fordel hos mine undersåtter, men efter deres. Og jeg vil også tjene dem med mit embede, værne dem, høre på dem og forsvare dem og udelukkende regere sådan, at det er til gavn og gode for dem - og ikke for mig.

¹⁵ Dass also ein Furst in seinem Herzen sich seiner Gewalt und Uberkeit äussere, und nehme sich an der Nothdurft seiner Unterthanen, und handele darinnen, als wäre es sein (E97) eigen Nothdurft. Denn also hat uns Christus than, und das sind eigentlich christerlicher Liebe Werk. På den måde skal fyrsten i sit hjerte give afkald på sin magt og myndighed, sørge for sine undersåtters ve og vel og gøre det, som om det var til hans eget bedste. Sådan har Kristus nemlig gjort mod os, (sml Fil 2,5-8) og det er den kristne kærligheds sande gerninger.

¹⁶         So sprichst du denn: Wer wollt den Furst sein? Mit dem wurd der Furstenstand der elendist sein auf Erden, da viel Mühe, Aerbeit und Unlust innen ist. Wo wollten denn die furstlichen Ergötzung bleiben, mit Tanzen, Jagen, Rennen, Spielen und was dergleichen weltlicher Freuden sind?         Så indvender man da: Hvem vil så have lyst til at være fyrste? Dermed ville fyrstestanden blive den usleste i verden, fuld af slid, slæb og besvær. Hvad bliver der så af fyrsternes fornøjelser, dans, jagt, væddeløb, spil og den slags verdslige glæder?

¹⁷ Antwort ich: Wir lehren itzt nicht, wie ein weltlicher Furst leben solle, sondern wie ein weltlicher Furst ein Christen sein solle, dass er auch gen Himmel komme. Wer weiss das nicht, dass ein Furst Wilpret im Himmel ist? Ich rede auch nicht darumb, dass ich hoffe, weltliche Fursten werdens annehmen; sondern ob irgend einer wäre, der auch gerne ein Christen wäre, und wissen wollt, wie er fahren solle. Denn ich bin dess wohl gewiss, dass Gottis Wort sich nit lenken noch beugen wird nach den Fursten, sondern die Fursten müssen sich nach ihm lenken. Dertil svarer jeg: Nu lærer vi ikke om, hvordan en verdslig fyrste skal leve, men hvordan en verdslig fyrste skal være kristen, så at han også kan komme i himmelen. Ved ikke alle og enhver, at en fyrste er en sjælden fugl i himmelen? Jeg siger det heller ikke, fordi jeg venter, at de verdslige fyrster vil tage hensyn til det; men det kunne jo være, at der var en, der desuden gerne ville være kristen og vide, hvordan han skulle forholde sig. For jeg er ganske overbevist om, at Guds ord ikke vil rette sig eller føje sig efter fyrsterne, men at fyrsterne må rette sig efter det.

¹⁸      Mir ist gnug, wenn ich anzeige, dass nicht unmüglich sei, ein Fursten ein Christen sein; wiewohl es seltsam ist, und schwerlich (W274) zugehet. Denn wo sie sich also drein schicken, dass ihr Tanzen und Jaged und Rennen den Unterthanen ohn Schaden wäre, und sonst ihr Ampt gegen sie in der Liebe liessen gehen; wurde Gott nicht so hart sein, dass er ihnen Tanz und Jagen und Rennen nicht sollt günnen.          Jeg er tilfreds med at påvise, at det ikke er umuligt for en fyrste at være kristen, selv om det hører til undtagelserne og vanskeligt lader sig gøre. For hvis de kan få det ordnet sådan, at deres dans og jagt og væddeløb ikke er til skade for undersåtterne - og de i øvrigt udøver deres embedspligt imod dem i kærlighed - vil Gud ikke være så hård, at han ikke skulle unde dem dans og jagt og væddeløb.

¹⁹ Aber es würde sich selb wohl lernen, wenn sie ihrem Ampt nach ihr Unterthanen warten und besorgen sollten, dass gar mancher lieber Tanz, Jaged, Rennen und Spielen müssten nachbleiben. Men det ville vel komme af sig selv, at det må være slut med mangen en god gang dans, jagt, væddeløb og spil, hvis de skal passe deres embede og have omhu og omsorg for deres undersåtter.

²⁰       Aufs Ander, dass er acht habe auf die grossen Hansen, auf seine Räthe, und halte sich gegen sie also, dass er keinen verachte, auch keinem vertraue, Alles auf ihn zu verlassen; denn Gott kann der beider keins leiden.          For det andet skal han være forsigtig med de høje herrer, sine rådgivere. Han skal være sådan imod dem, at han ikke lader hånt om nogen af dem, men heller ikke har sådan tillid til dem, at han retter sig fuldstændig efter dem, for Gud kan ikke lide nogen af delene.

²¹ Er hat einmal durch ein Esel geredt (4 Mos 22,28), darumb ist kein Mensch zu verachten, wie geringe er ist. Wiederumb, hat er lassen den höhisten Engel vom Himmel fallen (Offenb. 12,9). Han har engang talt igennem et æsel (4 Mos 22,28) — derfor skal man ikke lade hånt om noget menneske, lige meget hvor ringe det er. Omvendt har han styrtet den højeste engel ned fra himmelen (Åb 12,9) -

²² Darumb ist auf keinen Menschen zu vertrauen, wie klug, heilig und gross er sei; sondern man soll ein Iglichen (E98) hören, und warten, durch wilchen Gott reden und wirken wolle. -derfor skal man ikke sætte sin lid til noget menneske, lige meget hvor klogt, helligt og stort det er. Man skal derimod lytte til enhver og holde udkig efter den, som Gud vil tale og virke igennem.

²³ Denn das ist der grössist Schade an Herrn Höfen, wo ein Furst seinen Sinn gefangen gibt den grossen Hansen und Schmeichlern, und sein Zusehen lässt anstehen. Sintemal es nicht einen Menschen betrifft, wenn ein Furst feihlet und narret, sondern Land und Leut muss solchs Narren tragen. For det er den største ulykke ved fyrstehofferne, hvis fyrsten lader sig besnakke af de høje herrer og smigrere og lader det være så som så med sin kontrol. Det rammer jo ikke et enkelt menneske, hvis en fyrste tager fejl og bærer sig tåbeligt ad, men den slags tåbeligheder går ud over land og folk.

²⁴        Darumb soll ein Furst also seinen Gewaltigen vertrauen, und sie lassen schaffen, dass er dennoch den Zaum ind der Faust behalte, und nicht sicher sei noch schlafe, sondern zusehe, und das Land (wie Josaphat thät (2. Chron. 19,6sqq)) bereite, und allenthalben besehe, wie man regiert und richtet; so wird er selbs erfahren, wie man keinem Menschen ganz vertrauen soll.          Derfor skal fyrsten stole på sine stormænd og lade dem arbejde, men sådan at det alligevel er ham, der holder tøjlerne i hånden. Han må ikke slå sig til ro eller falde i søvn, men skal føre tilsyn med landet og ride rundt i det, ligesom Josafat gjorde, (2 krøn 19,6ff). Og overalt se til, hvordan man styrer og dømmer. Så vil han selv erfare, at man ikke skal stole fuldt ud på noget menneske.

²⁵ Denn du darfist nicht denken, dass sich ein Ander dein und deins Lands so hart annehme als du, er sei denn voll Geists und ein guter Christ; ein Naturmensch thuts nicht. Weil du denn nicht weissist, ob er ein Christ sei, oder wie lange ers bleibt, so kannst du dich auch nicht auf ihn sicher verlassen. For du må ikke tro, at en anden tager sig så ivrigt af dig og dit land, som du selv, med mindre han er helt fyldt af ånden og er en god kristen. Et menneske gør det ikke af sig selv. Så længe du da ikke ved, om det er en kristen, eller hvor lang tid han bliver ved med at være en kristen, så kan du heller ikke trygt stole på ham.

²⁶       Und hüt dich nur fur denen am Meisten, die da sagen: Ei gnädiger Herr, vertraut mir Ew. Gnaden nicht mehr denn so viel? Wer will Ew. Gnaden dienen etc. Denn der ist gewisslich nit rein, und will Herr im Land sein, und dich zum Maulassen machen.         Og pas endelig mest på dem, der siger: Men dog, nådige herre, har den nådige herre ikke større tillid til mig? Hvem er da villig til at tjene den nådige herre, osv. ? For han er bestemt ikke tilforladelig og vil være herre i landet og gøre dig til en nikkedukke.

²⁷ Denn wo er ein rechtschaffen Christen und frumm wäre, würde ers gar gern haben, dass du ihm nichts vertrauest, und würd dich drumb loben und lieben, dass du ihm so genau drauf sehist. For hvis han var en god og retskaffen kristen, ville han meget gerne have, at du ikke satte din lid til ham. Han ville love og prise dig, fordi du holdt så nøje opsyn med ham,

²⁸ Denn (W275) gleichwie er gottlich handelt; also will und kann er leiden, dass sein Thun fur dir und Idermann am Tage liege; wie Christus spricht Joh. 3,21: Wer Gutis thut, der kompt ans Licht, dass seine Werk gesehen werden, denn sie sind in Gott geschehen. Jener aber will dir die Augen blenden und im Finstern handeln, wie Christus daselbs auch sagt (v. 20): Wer ubel thut, der scheuet das Licht, dass seine Werk nicht gestraft werden. for ligesom han lever efter Guds vilje, vil og kan han også finde sig i, at hans handlinger er synlige for dig og for hvem som helst, som Kristus siger i Joh. 3,21: Den, der gør godt, kommer til lyset, så at man kan se hans gerninger, for de er gjort i Gud. Men den anden type vil føre dig bag lyset og handle i mørke, som Kristus også siger sammesteds (v. 20): Den, der øver ondt, skyr lyset, for at han ikke skal blive straffet for sine gerninger.

²⁹ Darumb hüt dich fur ihm; und ob er drumb murret, so sprich: Lieber, ich thu dir kein Unrecht, Gott will nicht, dass ich mir selb noch einigem Menschen vertraue; zurne mit ihm selb (E99) drumb, dass er solchs haben will, oder dich nicht mehr denn ein Mensch geschaffen hat. Derfor, vogt dig for ham! Og hvis han mukker over det, så sig: Min gode mand, jeg gør dig ikke uret; Gud ønsker ikke, at jeg sætter min lid til mig selv eller noget andet menneske. Ret din vrede mod ham selv, fordi han ønsker det sådan eller ikke har skabt dig som noget større end et menneske.

³⁰ Wiewohl wenn du gleich ein Engel wärist, weil doch Lucifer nicht zu vertrauen gewesen ist, wollt ich dir dennoch auch nicht so gar vertrauen: denn Gott soll man trauen allein. Og dog, selv om du havde været en engel, ville jeg alligevel ikke forlade mig så meget på dig, eftersom Lucifer jo ikke har været til at stole på. For man skal alene stole på Gud.

³¹        Denke nur kein Furst, dass ers besser haben werde denn David, der aller Fursten Exempel ist, der hatte ein solchen weisen Rath, Ahitophel genannt, dass der Text sagt (2 Sam 16,23), es habe so viel golten, was Ahitophel furgab, als wer Gott selbs gefragt hätte.         Ingen fyrste må imidlertid tro, at han skal have det bedre end David, der er et eksempel for alle fyrster. Han havde en så viis rådgiver ved navn Akitofel, at Bibelen fortæller (2 Sam 16,23): Det, som Akitofel fremførte, gjaldt lige så meget, som hvis man havde rådspurgt Gud selv.

³² Noch fiel er dahin, und kan so tief, dass er David, seinen eigen Herrn, verrathen, erwurgen und vertilgen wollt (c. 17,1sqq), und David dazumal wohl lernen musste, wie auf keinen Menschen zu vertrauen ist. Alligevel faldt han og sank så dybt, at han ville forråde, dræbe og gøre det af med David, sin egen herre. (2 Sam 17,1-23) Og David måtte ved den lejlighed sandelig lære, at man ikke skal forlade sig på noget menneske.

³³ Warumb, meinest du, dass Gott solch greulich Exempel habe lassen geschehen und schreiben, denn nur die Fursten und Herren zu warnen fur dem allerfährlichsten Unglück, das sie haben mügen, nämlich dass sie Niemand vertrauen sollen? Hvorfor tror du, at Gud har ladet sådanne forfærdelige tilfælde finde sted og har ladet dem optegne? Det er blot for at advare fyrster og herrer mod den allerværste ulykke, der kan ske dem, (så de kan lære) at de ikke skal stole på nogen.

³⁴ Denn es gar ein jämmerlich Ding ist, wo an Herrn Höfen Schmeichler regiern, oder der Furst sich auf Andere verlässt, und gefangen gibt, lässt Idermann machen, wie ers macht. For det er ganske forfærdeligt, hvis det er smigrere, der regerer ved fyrstehofferne, eller når fyrsten sætter sin lid til andre, overlader dem tøjlerne og lader alle gøre, som det passer dem.

³⁵        Sprichst du denn: Soll man denn Niemand vertrauen, wie will man Land und Leut regiern? Antwort: Befehlen und wagen sollt du; vertrauen und dich drauf verlassen sollt du nicht, ohn allein auf Gott.          Så kommer du og siger: Hvis man ikke må stole på nogen, hvordan skal man så regere land og folk. Svar: Du må løbe risikoen ved at overlade andre opgaverne, men du må ikke forlade dig derpå og sætte din lid til andre end Gud.

³⁶ Du musst je die Ampt Jemands befehlen und mit ihm wagen; aber nicht weiter vertrauen, denn als dem, der feihlen müge, und du weiter zusehen und nicht schlafen müssest: wie ein Fuhrmann seinen Rossen und Wagen vertraut, die er treibt, aber er lässt sie nicht von ihn selbs fahren, sondern hält Zaum und Geisseln in der Hand, und schläft nicht. Du må jo overlade en opgaverne og løbe risikoen med ham, men du må ikke forlade dig mere på ham, end at du ved, at han kan fejle. Og du må fortsat føre tilsyn med ham og ikke falde i søvn. Det er ligesom en kusk, der forlader sig på sine heste og den vogn, som han kører med; han lader dem imidlertid ikke selv om at køre, men holder tømme og pisk i hånden og sover ikke.

³⁷ Und merkt die alten Sprüchwort, die ohn allen Zweifel die Erfahrung gelehret hat, und gewiss sind: Des Herrn Auge macht das Pferd fett. Item: Des Herrn Fussstapfen düngen den Acker wohl; das ist, wo der Herr selb nicht dreiin siehet, und sich auf Räthe und (W276) Knecht verlässt, da gehet es nimmer recht. Og læg mærke til de gamle ordsprog, som afgjort udspringer af gammel erfaring og er rigtige: Herrens øje gør hesten fed. Og: Herrens fodtrin gøder marken vel, d.v.s. hvis herren ikke selv følger med i det, men stoler på rådgivere og tjenestekarle, så går det aldrig godt.

³⁸ Das will auch Gott so haben, und lässt es geschehen, auf dass die (E100) Herrn gezwungen werden aus Noth, ihrs Ampts selbs zu warten, wie ein Iglicher seins Berufs, und alle Creatur ihrs Werks pflegen muss; sonst werden Mastsäu und unnützte Leut aus den Herrn, die Niemand, denn ihn selbs, nütze sind. Gud vil netop have det sådan og lader det ske, for at herrerne af nød kan blive tvunget til selv at passe deres embede. Sådan må alle passe deres kald og alle skabninger deres dont, ellers bliver herrerne til fedesvin og drønnerter, der ikke er til nytte for nogen undtagen dem selv.

³⁹        Aufs Dritte, dass er acht habe, wie er mit den Ubelthätern recht fahre. Hie muss er gar klug und weise sein, auf dass er ohn den Andern Verderben strafe. Und weiss hie kein bessers Exempel abermall, denn David; der hatte einen Häuptmann, mit Namen Joab, der thät zween böse Tück, und erwürget verräthersch zwenn frumme Häuptmänner, damit er zweimal den Tod redlich verdienet hatte: noch tödtet er ihn nicht bei seinem Leben, sondern befahl es seinem Sohn Salomon: ohn Zweifel darumb, dass ers nicht kunnt ohn grössern Schaden und Rumor thun (1 Kön. 2,5).          For det tredje skal han passe på at behandle dem, der øver ugerninger, rigtigt. Her må han være særdeles klog og viis for at kunne straffe, uden at det går ud over andre. Og igen kender jeg ikke noget bedre eksempel end David. Han havde en officer, der hed Joab; denne begik to forbrydelser, idet han ved forræderi dræbte to retskafne officerer. (2 Sam 3,27 og 20,9f) Selv om han derved med rette havde gjort sig dobbelt skyldig til døden, dræbte David ham alligevel ikke i sin levetid, men overgav det til sin søn Salomo, (1 Kong 2,5) sikkert fordi han ikke kunne gøre det uden at gøre ondt værre og få spektakler.

⁴⁰ Also muss auch ein Furst die Bösen strafen, dass er nicht ein Löffel aufheb, und zutret ein Schüssel, und bringe umb eins Schedels willen Land und Leut in Noth, und mache das Land voll Wittwen und Waisen. Således skal en fyrste også straffe de onde, så at han ikke ved at tage en ske op slår et fad i stykker og for en pandeskals skyld bringer land og folk i ulykke og får landet fuldt af enker og faderløse.

⁴¹ Darumb muss er nicht folgen den Räthen und Eisenfressern, die ihn hetzen und reizen Krieg anzufahen, und sagen: Ei, sollten wir solch Wort und Unrecht leiden? Es ist gar ein schlechter Christ, der umb eins Schlosses willen das Land in die Schanz schlägt. Derfor må han ikke rette sig efter de rådgivere og krigsmagere, som hidser ham op og ægger ham til at starte en krig og siger: Hvad, skal vi finde os i den slags ord og overgreb? Det er en meget dårlig kristen, der for et slots skyld sætter landet på spil.

⁴²       Kurzlich: Hie muss man sich halten des Sprüchworts: Wer nicht kann durch die Finger sehen, der kann nicht regieren. Darumb sei das sein Regel: Wo er Unrecht nit strafen kann, ohn grösser Unrecht, da lass er sein Recht fahren, es sei wie billig es wolle. Kort sagt, her må man holde sig til ordsproget: Den, der ikke kan se igennem fingre med noget, kan ikke regere. Derfor skal dette være hans regel: hvis han ikke kan straffe uret uden at øve større uret, så skal han ikke holde på sin ret, ligegyldigt hvor rimeligt det så end er.

⁴³ Denn seinen Schaden soll er nicht achten, sonder der Ander Unrecht, das sie uber seinem Strafen leiden müssen. Denn was haben so viel Weiber und Kinder verdienet, dass sie Wittwen und Waisen werden, auf dass du dich rächest an einem unnützen Maul, oder böser Hand, die dir Leide than hat? For han skal ikke tage hensyn til, at der tilføjes ham skade, men se til, at der ikke øves uret imod andre på grund af hans afstraffelse. For hvad har så mange kvinder og børn gjort, siden de skal blive enker og faderløse, blot for at du kan tage
hævn over en fræk flab eller slet karl, der har gjort dig fortræd?

⁴⁴       So spricht du denn: Soll denn ein Furst nicht kriegen, oder seine Unterthanen ihm nicht folgek in den Streit? Antwort: Das ist ein weitläufige Frag; aber aufs Kurzist, christlich hierin zu fahren, sage ich: (E101) Dass kein (W277) Furst wider seinen Uberherrn, als den König und Kaiser, oder sinst seinen Lehenherrn, kriegen soll, sondern lassen nehmen, wer da nimpt.        Så kommer du da og siger: Skal da en fyrste ikke føre krig, eller hans undersåtter ikke følge med ham til kamp? Svar: Det er et omfattende spørgsmål. Men jeg kan i al korthed sige: skal man handle kristeligt, må ingen fyrste føre krig imod sit overhoved, d.v.s. kongen og kejseren eller hvem der i øvrigt er hans lensherre, men han skal lade den tage, som tager.

⁴⁵ Denn der Uberkeit soll man nicht widerstehen mit Gewalt, sondern nur mit Erkenntnis der Wahrheit; kehret sie sich dran, ist gut; wo nicht, so bist du entschuldiget, und leidest Unrecht umb Gottis willen. For øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved sandhedserkendelse; retter den sig efter det, så er det godt; hvis ikke, så er du undskyldt og lider uret for Guds skyld.

⁴⁶        Ist aber der Widerpart deines gleichen, oder geringer denn du, oder frembder Uberkeit; so sollt du ihm aufs Erst Recht und Fried anbieten, wie Moses die Kinder Israel lehret.        Men har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en fremmed øvrighed, så skal du først tilbyde ham fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn.

⁴⁷ Will er denn nicht, so gedenk dein Bestes, und wehre dich mit Gewalt, gegen Gewalt; wie Moses das Alles fein beschreibt, 5 Mos. 19,10sqq. Und hierinnen musst du nicht ansehen das Deine, und wie du Herr bleibst; sondern dein Unterthanen, den du Schutz und Hülf schuldig bist, auf dass solch Werk in der Liebe gehe. Vil han ikke det, så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt, sådan som Moses gør udmærket rede for det i 5. Mos. 20,10. Så må du ikke se på dit eget og se på, hvordan du kan beholde stillingen som overhoved, men du må kun tænke på dine undersåtters interesse, som du har pligt til at værne og hjælpe, for at en sådan handling kan ske i kærlighed.

⁴⁸ Denn weil dein ganzes Land in der Fahr steht, musst du wagen, ob dir Gott helfen wollt, dass es nicht Alles verderbet werde. Und ob du nit wehren kannst, dass etlich Wittwe und Waisen drüber werden; so musst du doch wehren, dass nicht Alles zu Boden gehe, und eitel Wittwe und Waisen werde. For eftersom hele dit land er i fare, må du vove det, hvis Gud vil hjælpe dig, så at det ikke bliver helt ødelagt. Og selv om du ikke kan forhindre, at nogle derved bliver enker og faderløse, så må du dog forhindre, at alt går til grunde og at der ikke bliver andet end enker og faderløse tilbage.

⁴⁹         Und hierinne sind die Unterthanen schuldig zu folgen, Leib und Gut dran zu setzen. Denn in solchem Fall muss einer umb des Andern willen sein Gut und sich selbs wagen. Und in solchem Krieg ist es christlich, und ein Werk der Liebe, die Feinde getrost würgen, rauben und brennen, und Alles thun, was schädlich ist, bis man sie uberwinde, nach Kriegsläuften;         Og her har undersatterne pligt til at adlyde og sætte liv og ejendom ind. For i dette tilfælde må man for de andres skyld sætte sin ejendom og sig selv på spil. I sådan en krig er det kristeligt og en kærlighedens gerning bare at gå på og at ombringe fjenderne, plyndre og brænde og ødelægge alt, hvad man kan, indtil man overvinder dem, sådan som krigen kræver det,

⁵⁰ ohn dass man sich fur Sunden soll hüten, Weiber und Jungfrauen nicht schänden, und wenn man sie uberwunden hat, denen, die sich ergeben und demüthigen, Gnad und Fried erzeigen; also, dass man in solchem Fall den Spruch lasse gehen: Gott hilft dem Keckisten. med undtagelse af at man skal vogte sig for synd og ikke voldtage gifte kvinder og jomfruer. Når man har overvundet dem, skal man vise dem, der overgiver sig og ydmyger sig, nåde og barmhjertighed. Således skal man i det tilfælde lade mundheldet gælde: Gud hjælper den stærkeste,

⁵¹ Gleichwie Abraham thät, da er die vier Könige schlug, 1 Mos. 14,14f, da er freilich viel [erwürget hat und nicht viel] (n51) Gnad erzeigt, bis er sie uberwand. Denn solchen Fall muss man achten als von Gott zugeschickt, damit er einmal das Land fege, und bös Buben austreibe. ligesom Abraham gjorde, da han slog de fire konger, l. Mos.14,14f. Den gang huggede han bestemt mange ned og viste dem ikke megen nåde, førend han havde overvundet dem. For sådan en begivenhed skal man regne med er sendt af Gud, for at han en gang imellem kan få fejet landet og drevet dårlige elementer ud.

⁵²       Wie, wenn ein Furst unrecht hätte, ist ihm sein Volk auch schuldig zu folgen? Antwort: Nein, (E102) denn wider Recht gebührt Niemand zu thun; sondern man muss Gotte (der das Recht haben will,) mehr gehorchen denn den Menschen. (Apostg. 5,29).        Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej! For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. (Apg 5,29)

⁵³ Wie, wenn die Unterthanen nicht wüssten, ob er recht hätte oder nicht? Antwort: Weil sie nicht wissen noch erfahren kunnten durch müglichen Fleiss, so mügen sie folgen ohn Fahr der Seelen. Denn in (W278) solchem Fall muss man das Gesetze Mosis brauchen 2. Mos. 21,15, da er spricht, wie ein Mörder, der mit Unwissen und ungerne Jemand tödtet, soll durch Flucht in eine freie Stadt und durch Gericht los gesprochen werden. Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe som de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen. For i det tilfælde må man bruge Moseloven (2. Mos. 21,12-15), hvor Moses skriver, at en morder, der uforvarende og uforsætligt har slået en ihjel, skal flygte til et fristed og frikendes ved dom

⁵⁴ Denn wilchs Theil hie geschlagen wird, es habe Recht oder Unrecht, muss es fur ein Straf von Gott aufnehmen. Wilchs aber schlägt und gewinnet, in solchem Unwissen, muss sein Schlacht halten, als fiel Jemand vom Dach und schlüge ein Andern todt, und Gott die Sach heimstellen. For de, der bliver slået, må betragte det som en straf fra Gud, enten de så har ret eller uret; men de, der med ukendskab til det kæmper og vinder, må se på deres kamp på samme måde, som hvis en mand faldt ned fra taget og slog en anden ihjel -og overlade sagen til Gud.

⁵⁵ Denn es gilt bei Gott gleich viel ob er dich durch einen rechten oder unrechten Herrn umb dein Gut und Leib bringt. Du bist sein Creatur, und er mags mit dir machen, wie er will; wenn nur dein Gewissen unschuldig ist. For det er Gud det samme, om han lader en retfærdig eller uretfærdig adelsmand skille dig af med din ejendom og dit liv. Du er hans skabning, og han kan gøre med dig, hvad han vil; sørg du blot for, at din samvittighed er ren.

⁵⁶ Also entschuldigt Gott auch selb König Abimelech, 1. Mos 20,6, da er Abraham sein Weib nahm; nicht dass er recht dran hätte than, sondern dass er nicht gewisst hatte, dass Abrahams Weib war. Således frikendte Gud også selv kong Abimelek (1. Mos.20,6), da han tog Abrahams kone, ikke fordi det var rigtigt af ham at gøre det, men fordi han ikke havde vidst, at det var Abrahams kone.

⁵⁷       Aufs Vierte, das wohl das Erst sein soll, davon wir auch droben geredt haben, soll sich ein Furst gegen seinem Gott auch christlich halten, das ist, dass er sich ihm unterwerf mit ganzem Vertrauen, und bitte umb Weisheit wohl zu regieren, wie Salomon thät (1. Kön. 3,9). Aber vom Glauben und Vertrauen in Gott hab ich sonst so viel geschrieben, dass hie nicht vonnöthen ist, weiter zu erzählen.        For det fjerde (det burde vel være det første - og vi har også ovenfor omtalt det) skal en fyrste også forholde sig kristeligt over for sin Gud, d.v.s. underkaste sig ham i fuld tillid og bede om visdom til at regere godt, ligesom Salomo gjorde. (1 Kong 3,9) Men tro og tillid til Gud har jeg skrevet så meget om andetsteds, at det ikke er nødvendigt at gå nærmere ind på det her.

⁵⁸        Darumb wollen wirs hie lassen bleiben, und mit der Summa beschliessen, dass ein Furst sich in vier Ort theilen soll. Aufs Erst, zu Gott mit rechtem Vertrauen und herzlichem Gebet. Aufs Andere, zu seinen Unterthanen, mit Liebe und christlichem Dienst. Aufs Dritte, gegen seine Räthe und Gewaltigen, mit seiner Vernunft und ungefangenem Verstand. Aufs Vierte, gegen die Ubelthäter, mit bescheidenem Ernst und Strenge.         Derfor vil vi lade det være nok og slutte med at sammenfatte det på følgende måde: en fyrste skal udøve sit arbejde på fire områder: (1) mod Gud med oprigtig tillid og inderlig bøn, (2) mod sine undersåtter med kærlighed og kristelig tjeneste, (3) mod sine rådgivere og stormænd med selvstændig bedømmelse og uafhængig vurdering, (4) mod lovovertræderne med besindig fasthed og strenghed.

⁵⁹ So gehet sein Stand auswendig und inwendig recht, der Gott und den Leuten gefallen wird. Aber er muss sich viel Neids und Leids darüber erwägen, das Kreuz wird solchem Furnehmen gar bald auf dem Hals liegen. Sådan udøver han sin stilling rigtigt, både hvad det ydre og det indre angår, og det vil blive til Guds og menneskers tilfredshed. Men han må være belavet på megen misundelse og modgang for det. Han vil meget snart komme til at skulle bære sit kors for den måde at leve på.

⁶⁰        An Ende, auf ein Zugabe, muss ich hie auch antworten denen, die von der Restitution disputirn, das ist, vom Wiedergeben unrechts Guts. Denn solchs ein gemein Werk ist weltlichs Schwerts, und viel davon geschrieben, und manch milde [wilde] Schärfe hierinnnen gesucht wird.        Til slut må jeg som tilføjelse også her tage stilling til dem, som strides om restitution, d.v.s. tilbagegivelse af uretmæsssigt erhvervet ejendom. (n60) For det hører til det verdslige sværds normale opgaver, og det bliver der skrevet meget om, og her bliver der opvist megen uhæmmet strenghed.

⁶¹ Aber ich wills Alles in die Kürze fassen, und alle solch Gesetz und Schärfe, so davon gemacht sind, auf einen Haufen verschlingen; also: Kein gewisser Gesetz kann man hierinnen finden, denn der Liebe Gesetz. Aufs Erst, wenn fur dich kompt ein solcher Handel, da einer dem Andern soll wiedergeben; sind sie beide Christen, so ist die Sach bald (W279) gescheiden; denn keiner wird dem Andern das Seine furhalten, so wirds auch keiner wieder fodern. Men jeg vil kort sammenfatte det hele og skære igennem alle disse love og al den strenghed, der er fremkommet derved, på denne måde: man kan ikke finde nogen mere usvigelig lov for det end kærlighedens lov. For det første: hvis man får forelagt en sådan sag, hvor en skal tilbagegive en anden noget, så er sagen hurtigt afgjort, hvis begge er kristne. Ingen af dem vil nemlig forholde den anden det, der tilhører ham, og så vil heller ingen af dem kræve, at det bliver tilbagegivet.

⁶² Ist aber einer Christen, nämlich, dem wiedergeben werden soll, so ists aber leicht zu scheiden: denn er fragt nicht darnach, obs ihm nimmer wieder werde. Desselben gleichen ist der Christen, der wiedergeben soll, so wird ers auch thun. Men er den ene kristen, nemlig den, der skal have noget tilbagegivet, så er det jo let at afgøre, for han spørger ikke om det nogen sinde bliver tilbagegivet ham. Tilsvarende, er han som skal tilbagegive, kristen, vil han også gøre det.

⁶³ Es sei aber einer Christen oder nicht Christen, so sollt du also urtheilen das Wiedergeben. Ist der Schuldiger arm, und vermags nicht wiederzugeben, und der Ander nicht arm, so sollt du hie frei gehen lassen der Liebe Recht, und den Schuldiger los sprechen; denn der Ander ist auch der Liebe Recht schuldig, ihm solchs nachzulassen und noch zu geben, so es noth ist. Hvad enten den ene er kristen eller ej, så skal man afgøre spørgsmålet om tilbagegivelse på følgende måde: hvis skyldneren er fattig og ikke er i stand til at tilbagegive, men den anden part ikke er fattig, så skal man lade kærlighedens lov gælde uden videre og frikende den skyldige. For ifølge kærlighedens lov har den anden også pligt til at eftergive ham dette og forære ham noget ud over det hvis det er nødvendigt.

⁶⁴ Ist aber der Schuldiger nicht arm, so lass ihn wiedergeben so viel er mag, es sei ganz, die Hälft, dritte oder vierte Theil, dass du ihm dennoch lassest ziemlich Haus, Futter und Decke fur sich, sein Weib und Kind: denn solchs wärist du ihm schuldig, wenn du es vermöchtist; viel weniger sollt du es nun nehmen, weil du sein nicht darfst, und der nich entbehren kann. Men er skyldneren ikke fattig, så lad ham tilbagegive så meget, som han er i stand til, enten det hele, halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel, sådan at man alligevel lader ham beholde nok til at have hjem, føde og klæder til sig selv, kone og børn. For det havde du pligt til at give ham, hvis du var i stand til det; så meget mindre må du tage det nu, så længe du ikke behøver det, og han ikke kan undvære det.

⁶⁵ Sind sie aber beide Unchristen, oder der eine nicht will nach (E104) der Liebe Recht richten lassen, die magst du lassen ein ander Richter suchen, und ihm ansagen, dass sie wider Gott und naturlich Recht thun, ob sie gleich bei Menschenrecht die strenge Schärfe erlangen. Men hvis ingen af dem er kristne eller den ene ikke vil lade sagen afgøre efter kærlighedens lov, så lad dem søge en anden dommer og meddel fordringshaveren, at de handler imod Gud og den naturlige lov, selv om de ud fra menneskers lov opnår den strenge, ubetingede afgørelse.

⁶⁶ Denn die Natur lehret, wie die Liebe thut, dass ich thun soll, was ich mir wollt gethan. Darumb kann ich Niemand also entblosen, wie gut Recht ich immer habe, so ich selb nicht gern wollt also entbloset sein; sondern wie ich wollt, dass ein Ander sein Recht an mir nachliesse in solchem Fall, also soll ich mich meins Recht auch verzeihen. For naturen lærer, ligesom kærligheden gør det, (n66) at jeg skal handle sådan, som jeg ønsker, at andre vil gøre over for mig. Derfor kan jeg ikke sådan klæde nogen af til skindet, ligegyldigt hvor meget jeg er i min gode ret til det, når jeg ikke gerne selv vil klædes af til skindet. Men ligesom jeg ville ønske, at en anden gav afkald på sin ret over for mig i sådan et tilfælde, således bør jeg også afstå fra min ret.

⁶⁷       Also soll man handeln mit allem unrechten Gut, es sei heimlich oder offentlich, dass immer die Liebe und naturlich Recht ober schwebe. Denn wo du der Liebe noch urtheilet, wirst du gar leicht alle Sachen scheiden und entrichten, ohn alle Rechtbücher.        Sådan skal man bære sig ad med alle uretmæssige besiddelser, både i private og offentlige forhold, så at det altid er kærligheden og den naturlige lov, der er det afgørende. For hvis man dømmer ud fra kærligheden, vil man overordentlig let afgøre og bilægge alle sager uden nogle som helst lovbøger.

⁶⁸ Wo du aber der Liebe und Natur Recht aus den Augen thuest, wirst du es nimmermehr so treffen, dass es Gott gefalle, wenn du auch alle Rechtbücher und Juristen gefressen hättist; sondern sie werden dich nur irre machen, je mehr du ihn nachdenkest. Men hvis man lader kærlighedens og naturens lov ude af syne, vil man aldrig nogen sinde finde frem til det, der behager Gud, selv om man så havde slugt alle lovbøger og jurister. Jo mere du retter dig efter dem, jo mere vil de lede dig på vildspor!

⁶⁹ Ein recht gut Urtheil das muss und kann nicht aus Büchern gesprochen werden, sondern aus freiem Sinn daher, als wäre kein Buch. Aber solch frei Urtheil gibt die Liebe und natürlich Recht, dess alle Vernunft voll ist; aus den Büchern kommen gespannen und wankende Urtheil. Dess will ich dir ein Exempel sagen. En rigtig og god dom hverken kan eller skal fældes ud fra bøger, men ud fra en selvstændig vurdering, som om bøger slet ikke var til. Men sådan en uhildet retsafgørelse giver kærligheden og den naturlige lov, som al fornuft er fuld af. Bøgerne kommer kun til kategoriske og uholdbare domme. Det skal jeg nævne dig et eksempel på:

⁷⁰       Man sagt von Herzog Carol von Burgund ein solch Geschicht, dass ein Edelmann seinen Feind fing: da kan die Frau des Gefangenen, ihren Mann (W280) zu lösen; aber der Edelmann verhiess ihr den Mann zu geben, so fern sie bei ihm schlafen wollt. Das Weib war frumm, hätt doch ihren Mann gern erlöset; gehen hin und fragt ihren Mann, ob sie es thun solle, dass sie ihn erlöset.        Man fortæller følgende historie om hertug Karl af Burgund (n70): En adelsmand tog sin fjende til fange. Da kom den tilfangetagnes kone for at få sin mand fri. Men adelsmanden lovede at give manden fri mod, at hun ville gå i seng med ham. Hun var en retskaffen kvinde, men ville dog gerne befri sin mand, og hun går hen og spørger sin mand, om hun skal gøre det for at få ham fri.

⁷¹ Der Mann wäre gern los gewesen, und wollt sein Leben behalten, und erläubt der Frauen. Da nu der Edelmann die Frau beschlafen hatte, liess er des andern Tags ihrem Mann den Kopf abschlahen, und gab ihn der Frauen todt. Manden ville gerne have sin frihed og redde livet og gav konen sin tilladelse. Da adelsmanden nu havde været i seng med konen, lod han den næste dag hendes mand halshugge og gav ham død tilbage til konen.

⁷² Das klagt (E105) sie Alles dem Herzogen Carol: der fordert der Edelmann, und gebot ihm, dass er die Frauen musste zur Ehe nehmen. Da nu der Brauttag aus war, liess er dem mann den Kopf abschlahen, und satzt die Frau in sein Gut, und macht sie wieder zu Ehren, und straft also die Untugend recht furstlich. Alt det indankede hun for hertug Karl, der indstævnede adelsmanden og befalede, at han skulle gifte sig med kvinden. Da nu bryllupsdagen var ovre, lod han manden halshugge, overgav konen alle hans besiddelser, gav hende æresoprejsning og straffede således forbrydelsen, virkelig som en fyrste bør gøre det.

⁷³        Siehe, ein solch Urtheil hätte ihm kein Papst, kein Jurist, noch kein Buch geben mügen; sondern es ist aus freier Vernunft uber aller Bücher Recht gesprungen, so fein, dass es Idermann billigen muss, und bei sich selb findet im Herzen geschrieben, dass also recht sei.        Se, sådan en kendelse kunne ingen pave, jurist eller bog have vejledt ham til, men den er udsprunget af en selvstændig fornuft, uafhængig af alle bøgers love, og så mesterligt, at alle må bifalde den og finder det skrevet i deres eget hjerte, at sådan er det rigtigt.

⁷⁴ Dessgleichen schreibt auch St. Augustin in Serm. Dom. in monte. Darumb sollt man geschriebene Recht unter der Vernunft halten, daraus sie doch gequollen sind, als aus dem Rechtsbrunnen, und nit den Brunn an seine Flosslin binden, und die Vernunft mit Buchstaben gefangen fuhren. Det samme skriver Skt. Augustin også i ser. do. in monte. Derfor skal man underordne de skrevne love fornuften, som er det lovens kildevæld, hvoraf de jo er udsprunget; og man skal ikke lade kildevældet være afhængigt af dets bække og tage fornuften til fange ved hjælp af bogstaven.

⁷⁵ c

⁷⁶ c

⁷⁷ c

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n51: Teksten i den firkantede parantes mangler i Erlangerudgaven, suppleret fra Clemens, bind 2, side 391.

n60. TC-note: Sandsynligvis er Luthers bemærkninger fremkaldt af en forespørgsel fra hertug Johann af Sachsen om, hvorledes man skulle stille sig til spørgsmålet om tilbagelevering af ejendom, der er blevet erhvervet på uretmæssig måde. De nærmere omstændigheder kender vi imidlertid ikke noget til.

n66. TC-note: Naturloven eller den naturlige lov (lex naturae) kræver efter Luthers opfattelse kærligheden til næsten. Han identificerer den derfor altid med ,,den gyldne regel" i Matt. 7, 12 og Luk. 6, 31. At dette kan kaldes den naturlige lov skyldes, at ethvert menneske for Luther i kraft af dets fornuft ved, at dets forhold til andre mennesker skal være bestemt af kærligheden.

n70 TC-note: I ,,De sermone Domini in monte secundum Matthaeum" (,,Om herrens bjergprædiken efter Matthsusevangeliet") liber I, cap. 16 (50) (MPL 34, 1254) har Augustin berettet om en lignende episode, hvor en kvinde i Antiokia med sin mands billigelse gav sig hen til en af de kejserlige skatteopkrævere for til gengæld at opnå løsladelsen af sin mand, der var fængslet på grund af skatterestancer til statskassen.

Oversigt over Luthers argumenter om forholdet til statsmagten: (tilfældig rækkefølge)

1. Gud kan ved en særlig åbenbaring dispensere fra den naturlige lov. Det gjorde han med Samson lyd01#125; soldater3#14. Luther kræver af bønderne, at de opviser en særlig åbenbaring formaning#60.

2. Luther kræver frihed, ikke blot for det sande evangelium, men også for et løgnagtigt evangelium formaning#36.

3. Luther lader formaning#59 den guddommelige ret være identisk med det gamle testamentes tale, og derfor over den naturlige ret. Om den også står over det, han her kalder kristelig ret, er uvist.

4. Luther går (fejlagtigt?) ud fra, at den kristne altid har ret til eller får lov til af øvrigheden af flygte til en anden by. Han synes ikke at kunne forestille sig, at øvrigheden vil tvangsbinde den kristne til det sted, hvor han er. formaning2#53.

5. Luther anerkender livegenskabet eller slaveriet. formaning2#66. Det gør han også i tyrk04#61, hvor han, ligesom her, betragter slavens legeme som ejerens ejendom. Men jeg gad vidst, om nogen har spekuleret på, hvordan det kan hænge sammen med det, han skriver formaning2#53, at den undertrykkelse af evangeliet, som en herre kan gennemføre, skal imødegås derved, at man flygter til en anden by. Det kan jo en slave eller livegen ikke gøre. Han bliver altså af Luther fordømt til helvede, hvis det er sandt, at herrerne kan undertrykke det til salighed nødvendige evangelium i den by, man bor i.

6. Luther skelner i formaning2#76f mellem tre stadier: det kristelige stadium, det hedenske stadium med blodsudgydelse og strid, og det hedenske stadium med ret. Han siger oven i købet, at den slags sager skal gribes an med ret og ikke med magt. Hvor véd han det fra, hvis det ikke er det kristne evangelium, der fortæller ham det? Eller: Er dette at gribe det an med ret ikke blot klogere og bedre end dette at gribe det an med strid, men også mere kristeligt? Eller: Er den ret, der følger af den naturlige ret, ikke Guds værk, ligesåvel som den indbyrdes forståelse, der følger af kristendommen?

7. Luther siger hele to gange i sin "Formaning", at de bønder, der dør i den forestående kamp, går fortabt, og at de soldater, der dør på fyrsternes side, ligeledes går fortabt. formaning2#86f, og formaning2#94f. Dette modsvares af, at han i det hårde skrift mod bønderne hævder, at den, der dør i kampen mod bønderne, bliver martyr (bond1#65). I sendebrev modererer han dog denne udtalelse derhen, at kun hvis troen kommer til, er der tale om en martyr. bond2#99.

8. Luther mener, at de fromme mennesker, der af bønderne tvinges til at gå med dem, må behandles med mildhed. Var de kristne, ville de aldrig give bønderne ret, men protestere voldsomt og måske blive martyrer. Men nu har de en svag tro. (bond1#67). (bond2#80).

9. Luther mener at have fundet tegn på, at det blandt bønderne var slynglerne, der førte ordet. (bond2#94).

10. Luther mener, at ordet fra Rom 13 skulle være nok til at overbevise folk (bond2#23). Men han tilføjer betragtninger ud fra den naturlige lov. (bond2#26).

11. Luther anvender den naturlige lov, dvs en reciprok tankegang (bond2#81).

12. Luther hævder, at den, der dør, fordi han nægter at give bønderne ret, dør med æren overfor Gud og mennesker, dvs han regner dette at dø for en sag med til den naturlige lov. (bond2#85)

13. Der går ikke noget fra den verdslige magt derved, at den giver undersåtterne frihed til at tro. lyd02#20.

14. Der er grænse for lydigheden mod statsmagten ud fra Rom 13. lyd02#32.

15. Øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved sandhedserkendelse. lyd03#45.

¹ Der dritte Theil. Nu wills auch Zeit sein, dass, nachdem wir wissen, wiefern weltlich Gewalt sich streckt, wie sich ein Furst solle drein schicken, umb der willen, die gern auch christliche Fursten und Herrn sein wollten, und auch in jenes Leben zu kommen gedenken, wilcher gar fast wenig sind.	Tredie del. Nu er det også på tide, at vi - efter at vi kender grænsen for den verdslige magt - tager fat på spørgsmålet om, hvorledes fyrsten skal bruge den. Det gør vi for deres skyld, som desuden gerne vil være kristelige fyrster og herrer og ligeledes ønsker at nå til det evige liv - den slags er der bare meget få af!
² Denn Christus beschreibt selbst die Art der weltlichen Fursten, Luc. 22,25, da er spricht: Die weltlichen Fursten hirrschen, und wilche die Ubersten sind, fahren mit Gewalt. Denn sie meinen nicht anders, wenn sie Herrn geboren oder erwählt sind, so haben sie Recht dazu, dass sie ihn dienen lassen, und mit Gewalt regieren.	Kristus skildrer jo selv det karakteristiske for verdens fyrster i Luk.22,25, hvor han siger: Verdens fyrster hersker, og de, som er herrer, bruger vold. Det kunne ikke falde dem ind at tro, at de ikke har ret til at regere med magt og til at lade sig tjene, når de er født eller valgt som herrer.
³ Welcher nu ein christlicher Furst sein will, der muss, wahrlich, die Meinung ablegen, dass er (W272) hirrschen und mit Gewalt fahren wolle. Denn verflucht und verdampt ist alles Leben, das ihm selb zu Nutz und zu gut gelebt und gesucht wird.	Den, der nu vil være en kristen fyrste, må sandelig aflægge den opfattelse, at han skal herske og bruge vold. Thi forbandet og fordømt er ethvert liv, hvor man lever og stræber efter at leve til gavn og fordel for sig selv.
⁴ Verflucht alle Werk, die (E95) nit in der Liebe gehen. Denn aber gehen sie in der Liebe, wenn sie nicht auf eigen Lust, Nutz, Ehre, Gemach und Heil, sondern auf Andere Nutz, Ehre und Heil gericht sind von ganzem Herzen.	Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre.
⁵ Darumb will ich hie nichts sagen von weltlichen Händeln und Gesetzen der Uberkeit: denn das ist ein weitläufig Ding, und sind Rechtbücher allzuviel da. Wiewohl, wo nicht ein Furst selbs klüger ist, denn seine Juristen, und nicht weiter verstehet, denn in Rechtbüchern liegt, der wird gewisslich regiern nach dem Spruch Sprüchw. 28,16: Ein Furst, dem es an Klugheit feihlet, der wird viel mit Unrecht unterdrucken.	Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed.
⁶ Denn wie gut und billig die Rechte sind, so haben sie doch allesampt ein Auszug, dass sie wider die Noth nicht treiben kunnten. Darumb muss ein Furst das Recht ja so fast in seiner Hand haben, als das Schwert, und mit eigener Vernunft messe, wenn und wo das Recht der Strenge nach zu brauchen oder zu lindern sei, also, dass allzeit uber alles Recht regiere, und das uberst Recht und Meister alles Rechten bleibe die Vernunft.	For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov.
⁷ Gleichwie ein Hausvater, ob er wohl bestimpte Zeit und Maass der Arbeit und Speise uber sein Gesind und Kinder setzt, muss er dennoch solch Satzunge in seiner Macht behalten, dass ers ändern oder nachlassen müge, wo sich ein Fall begäbe, dass sein Gesinde krank, gefangen, aufgehalten, betrogen, oder sonst verhindert würde, und nicht mit der Strenge fahren uber die Kranken, wie under die Gesunden. Das sag ich darumb, dass man nicht meine, es sei gnug und kostlich Ding, wenn man den geschrieben Recht oder Juristen Räthen folget. Es gehört mehr dazu.	Det er ligesom med en husbond: selv om han fastsætter bestemt tid og mål for arbejde og mad for sine folk og sine børn, er han alligevel nødt til at holde fast ved retten til at administrere disse bestemmelser. Han skal kunne ændre dem eller slække på dem i tilfælde af, at hans folk skulle blive syge, taget til fange, opholdt, overlistet eller på anden måde forhindret. Han må ikke bruge samme strenghed mod syge som mod raske. Det siger jeg, for at man ikke skal tro, at det er tilstrækkeligt og i skønneste orden, hvis man følger den skrevne lov eller de juridiske rådgivere. Der skal mere til!
⁸ Wie soll denn ein Furst thun, wenn er nicht so klug ist, und sich regiern lassen muss durch Juristen und Rechtbücher? Antwort: Darumb hab ich gesagt, dass Furstenstand ein fährlich Stand ist; und wo er nicht selbs so klug ist, dass er sellbs beide, sein Recht und Räthe regiert, da gehet es nach dem Spruch Salomonis (Pred. 10,16): Wehe dem Land, das ein Kind zum Fursten hat.	Hvad skal en fyrste da stille op, hvis han ikke er så klog og må lade sig lede af jurister og lovbøger? Svar: Det er derfor jeg har sagt, at det er farligt at tilhøre fyrstestanden. Hvis han ikke selv er så klog, at han kan styre sine love og rådgivere, går det efter Salomos ordsprog (Præd. 10,16): Ve det land, som har et barn til fyrste.
⁹ Das erkannte auch Salomon, darumb verzagte er an allem Recht, das ihm auch Moses durch (E96) Gott hatte forgeschrieben, und an allen seinen Fursten und Räthen, und wandt sich zu Gott selber, und bat ihn umb ein weisses Herz, das Volk zu regiern, (1 Kön. 3,9).	Det indså Salomon også. Derfor gav han afkald på enhver lov (selv om det var Moses, der som Guds redskab havde foreskrevet ham den) og på sine fyrster og rådgivere og vendte sig til Gud selv og bad ham om et viist hjerte til at styre folket. (1 Kong 3,9)
¹⁰ Dem Exempel nach muss ein Furst auch thun, mit Forcht fahren, und sich wider auf todte Bücher, noch auf lebendige Köpfe verlassen; sondern sich bloss an Gott halten, ihm in die Ohren liegen, und bitten umb rechten (W273) Verstand, uber alle Bücher und Meister, sein Unterthan weislich zu regiern.	Efter det eksempel skal en fyrste også handle, fare med forsigtighed og hverken forlade sig på døde bøger eller på levende hoveder, men blot holde sig til Gud, trække ham i ærmet og bede om den rette indsigt til uafhængigt af alle bøger og jurister at regere viist over sine undersåtter.
¹¹ Darumb weiss ich kein Recht eim Fursten furzuschreiben, sondern will nur sein Herz unterrichten, wie das soll gesinnet und geschickt sein in allen Rechten, Räthen, Urtheilen und Händeln, dass, wo er sich also hält, wird ihm Gott gewisslich geben, dass er alle Recht, Räthe und Handel wohl und gottlich ausrichten kann.	Derfor kan jeg ikke foreskrive fyrsten nogen lov, men vil blot vejlede hans hjerte i, hvordan det skal indrette sig og stille sig til alle lovbøger, råd, afgørelser og sager. Hvis han retter sig efter det, så vil Gud bestemt hjælpe ham til at administrere alle love, råd og sager på en god og gudvelbehagelig måde.
¹² Aufs Erst, muss er ansehen sein Unterthan, und dasselb sein Herz recht schicken. Das thut er aber denn, wenn er alle seinen Sinn dahin richtet, dass er denselben nutzlich und dienstlich sei. Und nicht also denke: Land und Leut sine mein, ich wills machen, wie mirs gefället; sondern also: Ich bin des Lands und der Leut, ich solls machen, wie es ihn nutz und gut ist: nicht soll ich suchen, wie ich hoch fahre und hirrsche; sondern wie sie mit gutem Fried beschutzt und vertheidingt werden:	For det første må han tage vare på sine undersåtter og virkelig i sit hjerte gå ind derfor. Det gør han imidlertid, når han retter alle sine bestræbelser mod at gavne og tjene dem. Han må ikke tænke: Dette land og folk tilhører mig, jeg vil gøre, hvad der passer mig; men: Jeg tilhører dette land og folk, jeg vil gøre sådan, som det er til gavn og gode for det. Jeg vil ikke se på, hvordan jeg kan sætte mig på den høje hest og herske, men hvordan de skal beskyttes og forsvares og have fred og gode år.
¹³ und soll Christum in sein Augen bilden, und also sagen: Siehe, Christus, der uberst Furst, ist kommen und hat mir gedienet; nicht gesucht, wie er Gewalt, Gut und Ehre an mir hätte, sondern hat nur mein Noth angesehen, und Alles dran gewandt, dass ich Gewalt, Gut und Ehre an ihm und durch ihn hätte.	Og han må ikke tabe Kristus af syne, men skal sige: Se, Kristus, den øverste fyrste, kom og tjente mig. Han stræbte ikke efter, hvordan han kunne udnytte mig til at få magt, rigdom og ære, men han ænsede kun min nød og satte alt ind på, at jeg kunne få magt, rigdom og ære ved ham og gennem ham.
¹⁴ Also will ich auch thun: nicht an meinen Unterthanen das Meine suchen, sondern das Ihre, und will ihn auch also dienen mit meinem Ampt, sie schützen, verhören und vertheidigen, und allein dahin regiern, dass sie Gut und Nutz davon haben, und nicht ich.	Sådan vil jeg også gøre, ikke stræbe efter min egen fordel hos mine undersåtter, men efter deres. Og jeg vil også tjene dem med mit embede, værne dem, høre på dem og forsvare dem og udelukkende regere sådan, at det er til gavn og gode for dem - og ikke for mig.
¹⁵ Dass also ein Furst in seinem Herzen sich seiner Gewalt und Uberkeit äussere, und nehme sich an der Nothdurft seiner Unterthanen, und handele darinnen, als wäre es sein (E97) eigen Nothdurft. Denn also hat uns Christus than, und das sind eigentlich christerlicher Liebe Werk.	På den måde skal fyrsten i sit hjerte give afkald på sin magt og myndighed, sørge for sine undersåtters ve og vel og gøre det, som om det var til hans eget bedste. Sådan har Kristus nemlig gjort mod os, (sml Fil 2,5-8) og det er den kristne kærligheds sande gerninger.
¹⁶ So sprichst du denn: Wer wollt den Furst sein? Mit dem wurd der Furstenstand der elendist sein auf Erden, da viel Mühe, Aerbeit und Unlust innen ist. Wo wollten denn die furstlichen Ergötzung bleiben, mit Tanzen, Jagen, Rennen, Spielen und was dergleichen weltlicher Freuden sind?	Så indvender man da: Hvem vil så have lyst til at være fyrste? Dermed ville fyrstestanden blive den usleste i verden, fuld af slid, slæb og besvær. Hvad bliver der så af fyrsternes fornøjelser, dans, jagt, væddeløb, spil og den slags verdslige glæder?
¹⁷ Antwort ich: Wir lehren itzt nicht, wie ein weltlicher Furst leben solle, sondern wie ein weltlicher Furst ein Christen sein solle, dass er auch gen Himmel komme. Wer weiss das nicht, dass ein Furst Wilpret im Himmel ist? Ich rede auch nicht darumb, dass ich hoffe, weltliche Fursten werdens annehmen; sondern ob irgend einer wäre, der auch gerne ein Christen wäre, und wissen wollt, wie er fahren solle. Denn ich bin dess wohl gewiss, dass Gottis Wort sich nit lenken noch beugen wird nach den Fursten, sondern die Fursten müssen sich nach ihm lenken.	Dertil svarer jeg: Nu lærer vi ikke om, hvordan en verdslig fyrste skal leve, men hvordan en verdslig fyrste skal være kristen, så at han også kan komme i himmelen. Ved ikke alle og enhver, at en fyrste er en sjælden fugl i himmelen? Jeg siger det heller ikke, fordi jeg venter, at de verdslige fyrster vil tage hensyn til det; men det kunne jo være, at der var en, der desuden gerne ville være kristen og vide, hvordan han skulle forholde sig. For jeg er ganske overbevist om, at Guds ord ikke vil rette sig eller føje sig efter fyrsterne, men at fyrsterne må rette sig efter det.
¹⁸ Mir ist gnug, wenn ich anzeige, dass nicht unmüglich sei, ein Fursten ein Christen sein; wiewohl es seltsam ist, und schwerlich (W274) zugehet. Denn wo sie sich also drein schicken, dass ihr Tanzen und Jaged und Rennen den Unterthanen ohn Schaden wäre, und sonst ihr Ampt gegen sie in der Liebe liessen gehen; wurde Gott nicht so hart sein, dass er ihnen Tanz und Jagen und Rennen nicht sollt günnen.	Jeg er tilfreds med at påvise, at det ikke er umuligt for en fyrste at være kristen, selv om det hører til undtagelserne og vanskeligt lader sig gøre. For hvis de kan få det ordnet sådan, at deres dans og jagt og væddeløb ikke er til skade for undersåtterne - og de i øvrigt udøver deres embedspligt imod dem i kærlighed - vil Gud ikke være så hård, at han ikke skulle unde dem dans og jagt og væddeløb.
¹⁹ Aber es würde sich selb wohl lernen, wenn sie ihrem Ampt nach ihr Unterthanen warten und besorgen sollten, dass gar mancher lieber Tanz, Jaged, Rennen und Spielen müssten nachbleiben.	Men det ville vel komme af sig selv, at det må være slut med mangen en god gang dans, jagt, væddeløb og spil, hvis de skal passe deres embede og have omhu og omsorg for deres undersåtter.
²⁰ Aufs Ander, dass er acht habe auf die grossen Hansen, auf seine Räthe, und halte sich gegen sie also, dass er keinen verachte, auch keinem vertraue, Alles auf ihn zu verlassen; denn Gott kann der beider keins leiden.	For det andet skal han være forsigtig med de høje herrer, sine rådgivere. Han skal være sådan imod dem, at han ikke lader hånt om nogen af dem, men heller ikke har sådan tillid til dem, at han retter sig fuldstændig efter dem, for Gud kan ikke lide nogen af delene.
²¹ Er hat einmal durch ein Esel geredt (4 Mos 22,28), darumb ist kein Mensch zu verachten, wie geringe er ist. Wiederumb, hat er lassen den höhisten Engel vom Himmel fallen (Offenb. 12,9).	Han har engang talt igennem et æsel (4 Mos 22,28) — derfor skal man ikke lade hånt om noget menneske, lige meget hvor ringe det er. Omvendt har han styrtet den højeste engel ned fra himmelen (Åb 12,9) -
²² Darumb ist auf keinen Menschen zu vertrauen, wie klug, heilig und gross er sei; sondern man soll ein Iglichen (E98) hören, und warten, durch wilchen Gott reden und wirken wolle.	-derfor skal man ikke sætte sin lid til noget menneske, lige meget hvor klogt, helligt og stort det er. Man skal derimod lytte til enhver og holde udkig efter den, som Gud vil tale og virke igennem.
²³ Denn das ist der grössist Schade an Herrn Höfen, wo ein Furst seinen Sinn gefangen gibt den grossen Hansen und Schmeichlern, und sein Zusehen lässt anstehen. Sintemal es nicht einen Menschen betrifft, wenn ein Furst feihlet und narret, sondern Land und Leut muss solchs Narren tragen.	For det er den største ulykke ved fyrstehofferne, hvis fyrsten lader sig besnakke af de høje herrer og smigrere og lader det være så som så med sin kontrol. Det rammer jo ikke et enkelt menneske, hvis en fyrste tager fejl og bærer sig tåbeligt ad, men den slags tåbeligheder går ud over land og folk.
²⁴ Darumb soll ein Furst also seinen Gewaltigen vertrauen, und sie lassen schaffen, dass er dennoch den Zaum ind der Faust behalte, und nicht sicher sei noch schlafe, sondern zusehe, und das Land (wie Josaphat thät (2. Chron. 19,6sqq)) bereite, und allenthalben besehe, wie man regiert und richtet; so wird er selbs erfahren, wie man keinem Menschen ganz vertrauen soll.	Derfor skal fyrsten stole på sine stormænd og lade dem arbejde, men sådan at det alligevel er ham, der holder tøjlerne i hånden. Han må ikke slå sig til ro eller falde i søvn, men skal føre tilsyn med landet og ride rundt i det, ligesom Josafat gjorde, (2 krøn 19,6ff). Og overalt se til, hvordan man styrer og dømmer. Så vil han selv erfare, at man ikke skal stole fuldt ud på noget menneske.
²⁵ Denn du darfist nicht denken, dass sich ein Ander dein und deins Lands so hart annehme als du, er sei denn voll Geists und ein guter Christ; ein Naturmensch thuts nicht. Weil du denn nicht weissist, ob er ein Christ sei, oder wie lange ers bleibt, so kannst du dich auch nicht auf ihn sicher verlassen.	For du må ikke tro, at en anden tager sig så ivrigt af dig og dit land, som du selv, med mindre han er helt fyldt af ånden og er en god kristen. Et menneske gør det ikke af sig selv. Så længe du da ikke ved, om det er en kristen, eller hvor lang tid han bliver ved med at være en kristen, så kan du heller ikke trygt stole på ham.
²⁶ Und hüt dich nur fur denen am Meisten, die da sagen: Ei gnädiger Herr, vertraut mir Ew. Gnaden nicht mehr denn so viel? Wer will Ew. Gnaden dienen etc. Denn der ist gewisslich nit rein, und will Herr im Land sein, und dich zum Maulassen machen.	Og pas endelig mest på dem, der siger: Men dog, nådige herre, har den nådige herre ikke større tillid til mig? Hvem er da villig til at tjene den nådige herre, osv. ? For han er bestemt ikke tilforladelig og vil være herre i landet og gøre dig til en nikkedukke.
²⁷ Denn wo er ein rechtschaffen Christen und frumm wäre, würde ers gar gern haben, dass du ihm nichts vertrauest, und würd dich drumb loben und lieben, dass du ihm so genau drauf sehist.	For hvis han var en god og retskaffen kristen, ville han meget gerne have, at du ikke satte din lid til ham. Han ville love og prise dig, fordi du holdt så nøje opsyn med ham,
²⁸ Denn (W275) gleichwie er gottlich handelt; also will und kann er leiden, dass sein Thun fur dir und Idermann am Tage liege; wie Christus spricht Joh. 3,21: Wer Gutis thut, der kompt ans Licht, dass seine Werk gesehen werden, denn sie sind in Gott geschehen. Jener aber will dir die Augen blenden und im Finstern handeln, wie Christus daselbs auch sagt (v. 20): Wer ubel thut, der scheuet das Licht, dass seine Werk nicht gestraft werden.	for ligesom han lever efter Guds vilje, vil og kan han også finde sig i, at hans handlinger er synlige for dig og for hvem som helst, som Kristus siger i Joh. 3,21: Den, der gør godt, kommer til lyset, så at man kan se hans gerninger, for de er gjort i Gud. Men den anden type vil føre dig bag lyset og handle i mørke, som Kristus også siger sammesteds (v. 20): Den, der øver ondt, skyr lyset, for at han ikke skal blive straffet for sine gerninger.
²⁹ Darumb hüt dich fur ihm; und ob er drumb murret, so sprich: Lieber, ich thu dir kein Unrecht, Gott will nicht, dass ich mir selb noch einigem Menschen vertraue; zurne mit ihm selb (E99) drumb, dass er solchs haben will, oder dich nicht mehr denn ein Mensch geschaffen hat.	Derfor, vogt dig for ham! Og hvis han mukker over det, så sig: Min gode mand, jeg gør dig ikke uret; Gud ønsker ikke, at jeg sætter min lid til mig selv eller noget andet menneske. Ret din vrede mod ham selv, fordi han ønsker det sådan eller ikke har skabt dig som noget større end et menneske.
³⁰ Wiewohl wenn du gleich ein Engel wärist, weil doch Lucifer nicht zu vertrauen gewesen ist, wollt ich dir dennoch auch nicht so gar vertrauen: denn Gott soll man trauen allein.	Og dog, selv om du havde været en engel, ville jeg alligevel ikke forlade mig så meget på dig, eftersom Lucifer jo ikke har været til at stole på. For man skal alene stole på Gud.

³¹ Denke nur kein Furst, dass ers besser haben werde denn David, der aller Fursten Exempel ist, der hatte ein solchen weisen Rath, Ahitophel genannt, dass der Text sagt (2 Sam 16,23), es habe so viel golten, was Ahitophel furgab, als wer Gott selbs gefragt hätte.	Ingen fyrste må imidlertid tro, at han skal have det bedre end David, der er et eksempel for alle fyrster. Han havde en så viis rådgiver ved navn Akitofel, at Bibelen fortæller (2 Sam 16,23): Det, som Akitofel fremførte, gjaldt lige så meget, som hvis man havde rådspurgt Gud selv.
³² Noch fiel er dahin, und kan so tief, dass er David, seinen eigen Herrn, verrathen, erwurgen und vertilgen wollt (c. 17,1sqq), und David dazumal wohl lernen musste, wie auf keinen Menschen zu vertrauen ist.	Alligevel faldt han og sank så dybt, at han ville forråde, dræbe og gøre det af med David, sin egen herre. (2 Sam 17,1-23) Og David måtte ved den lejlighed sandelig lære, at man ikke skal forlade sig på noget menneske.
³³ Warumb, meinest du, dass Gott solch greulich Exempel habe lassen geschehen und schreiben, denn nur die Fursten und Herren zu warnen fur dem allerfährlichsten Unglück, das sie haben mügen, nämlich dass sie Niemand vertrauen sollen?	Hvorfor tror du, at Gud har ladet sådanne forfærdelige tilfælde finde sted og har ladet dem optegne? Det er blot for at advare fyrster og herrer mod den allerværste ulykke, der kan ske dem, (så de kan lære) at de ikke skal stole på nogen.
³⁴ Denn es gar ein jämmerlich Ding ist, wo an Herrn Höfen Schmeichler regiern, oder der Furst sich auf Andere verlässt, und gefangen gibt, lässt Idermann machen, wie ers macht.	For det er ganske forfærdeligt, hvis det er smigrere, der regerer ved fyrstehofferne, eller når fyrsten sætter sin lid til andre, overlader dem tøjlerne og lader alle gøre, som det passer dem.
³⁵ Sprichst du denn: Soll man denn Niemand vertrauen, wie will man Land und Leut regiern? Antwort: Befehlen und wagen sollt du; vertrauen und dich drauf verlassen sollt du nicht, ohn allein auf Gott.	Så kommer du og siger: Hvis man ikke må stole på nogen, hvordan skal man så regere land og folk. Svar: Du må løbe risikoen ved at overlade andre opgaverne, men du må ikke forlade dig derpå og sætte din lid til andre end Gud.
³⁶ Du musst je die Ampt Jemands befehlen und mit ihm wagen; aber nicht weiter vertrauen, denn als dem, der feihlen müge, und du weiter zusehen und nicht schlafen müssest: wie ein Fuhrmann seinen Rossen und Wagen vertraut, die er treibt, aber er lässt sie nicht von ihn selbs fahren, sondern hält Zaum und Geisseln in der Hand, und schläft nicht.	Du må jo overlade en opgaverne og løbe risikoen med ham, men du må ikke forlade dig mere på ham, end at du ved, at han kan fejle. Og du må fortsat føre tilsyn med ham og ikke falde i søvn. Det er ligesom en kusk, der forlader sig på sine heste og den vogn, som han kører med; han lader dem imidlertid ikke selv om at køre, men holder tømme og pisk i hånden og sover ikke.
³⁷ Und merkt die alten Sprüchwort, die ohn allen Zweifel die Erfahrung gelehret hat, und gewiss sind: Des Herrn Auge macht das Pferd fett. Item: Des Herrn Fussstapfen düngen den Acker wohl; das ist, wo der Herr selb nicht dreiin siehet, und sich auf Räthe und (W276) Knecht verlässt, da gehet es nimmer recht.	Og læg mærke til de gamle ordsprog, som afgjort udspringer af gammel erfaring og er rigtige: Herrens øje gør hesten fed. Og: Herrens fodtrin gøder marken vel, d.v.s. hvis herren ikke selv følger med i det, men stoler på rådgivere og tjenestekarle, så går det aldrig godt.
³⁸ Das will auch Gott so haben, und lässt es geschehen, auf dass die (E100) Herrn gezwungen werden aus Noth, ihrs Ampts selbs zu warten, wie ein Iglicher seins Berufs, und alle Creatur ihrs Werks pflegen muss; sonst werden Mastsäu und unnützte Leut aus den Herrn, die Niemand, denn ihn selbs, nütze sind.	Gud vil netop have det sådan og lader det ske, for at herrerne af nød kan blive tvunget til selv at passe deres embede. Sådan må alle passe deres kald og alle skabninger deres dont, ellers bliver herrerne til fedesvin og drønnerter, der ikke er til nytte for nogen undtagen dem selv.
³⁹ Aufs Dritte, dass er acht habe, wie er mit den Ubelthätern recht fahre. Hie muss er gar klug und weise sein, auf dass er ohn den Andern Verderben strafe. Und weiss hie kein bessers Exempel abermall, denn David; der hatte einen Häuptmann, mit Namen Joab, der thät zween böse Tück, und erwürget verräthersch zwenn frumme Häuptmänner, damit er zweimal den Tod redlich verdienet hatte: noch tödtet er ihn nicht bei seinem Leben, sondern befahl es seinem Sohn Salomon: ohn Zweifel darumb, dass ers nicht kunnt ohn grössern Schaden und Rumor thun (1 Kön. 2,5).	For det tredje skal han passe på at behandle dem, der øver ugerninger, rigtigt. Her må han være særdeles klog og viis for at kunne straffe, uden at det går ud over andre. Og igen kender jeg ikke noget bedre eksempel end David. Han havde en officer, der hed Joab; denne begik to forbrydelser, idet han ved forræderi dræbte to retskafne officerer. (2 Sam 3,27 og 20,9f) Selv om han derved med rette havde gjort sig dobbelt skyldig til døden, dræbte David ham alligevel ikke i sin levetid, men overgav det til sin søn Salomo, (1 Kong 2,5) sikkert fordi han ikke kunne gøre det uden at gøre ondt værre og få spektakler.
⁴⁰ Also muss auch ein Furst die Bösen strafen, dass er nicht ein Löffel aufheb, und zutret ein Schüssel, und bringe umb eins Schedels willen Land und Leut in Noth, und mache das Land voll Wittwen und Waisen.	Således skal en fyrste også straffe de onde, så at han ikke ved at tage en ske op slår et fad i stykker og for en pandeskals skyld bringer land og folk i ulykke og får landet fuldt af enker og faderløse.
⁴¹ Darumb muss er nicht folgen den Räthen und Eisenfressern, die ihn hetzen und reizen Krieg anzufahen, und sagen: Ei, sollten wir solch Wort und Unrecht leiden? Es ist gar ein schlechter Christ, der umb eins Schlosses willen das Land in die Schanz schlägt.	Derfor må han ikke rette sig efter de rådgivere og krigsmagere, som hidser ham op og ægger ham til at starte en krig og siger: Hvad, skal vi finde os i den slags ord og overgreb? Det er en meget dårlig kristen, der for et slots skyld sætter landet på spil.
⁴² Kurzlich: Hie muss man sich halten des Sprüchworts: Wer nicht kann durch die Finger sehen, der kann nicht regieren. Darumb sei das sein Regel: Wo er Unrecht nit strafen kann, ohn grösser Unrecht, da lass er sein Recht fahren, es sei wie billig es wolle.	Kort sagt, her må man holde sig til ordsproget: Den, der ikke kan se igennem fingre med noget, kan ikke regere. Derfor skal dette være hans regel: hvis han ikke kan straffe uret uden at øve større uret, så skal han ikke holde på sin ret, ligegyldigt hvor rimeligt det så end er.
⁴³ Denn seinen Schaden soll er nicht achten, sonder der Ander Unrecht, das sie uber seinem Strafen leiden müssen. Denn was haben so viel Weiber und Kinder verdienet, dass sie Wittwen und Waisen werden, auf dass du dich rächest an einem unnützen Maul, oder böser Hand, die dir Leide than hat?	For han skal ikke tage hensyn til, at der tilføjes ham skade, men se til, at der ikke øves uret imod andre på grund af hans afstraffelse. For hvad har så mange kvinder og børn gjort, siden de skal blive enker og faderløse, blot for at du kan tage hævn over en fræk flab eller slet karl, der har gjort dig fortræd?
⁴⁴ So spricht du denn: Soll denn ein Furst nicht kriegen, oder seine Unterthanen ihm nicht folgek in den Streit? Antwort: Das ist ein weitläufige Frag; aber aufs Kurzist, christlich hierin zu fahren, sage ich: (E101) Dass kein (W277) Furst wider seinen Uberherrn, als den König und Kaiser, oder sinst seinen Lehenherrn, kriegen soll, sondern lassen nehmen, wer da nimpt.	Så kommer du da og siger: Skal da en fyrste ikke føre krig, eller hans undersåtter ikke følge med ham til kamp? Svar: Det er et omfattende spørgsmål. Men jeg kan i al korthed sige: skal man handle kristeligt, må ingen fyrste føre krig imod sit overhoved, d.v.s. kongen og kejseren eller hvem der i øvrigt er hans lensherre, men han skal lade den tage, som tager.
⁴⁵ Denn der Uberkeit soll man nicht widerstehen mit Gewalt, sondern nur mit Erkenntnis der Wahrheit; kehret sie sich dran, ist gut; wo nicht, so bist du entschuldiget, und leidest Unrecht umb Gottis willen.	For øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved sandhedserkendelse; retter den sig efter det, så er det godt; hvis ikke, så er du undskyldt og lider uret for Guds skyld.
⁴⁶ Ist aber der Widerpart deines gleichen, oder geringer denn du, oder frembder Uberkeit; so sollt du ihm aufs Erst Recht und Fried anbieten, wie Moses die Kinder Israel lehret.	Men har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en fremmed øvrighed, så skal du først tilbyde ham fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn.
⁴⁷ Will er denn nicht, so gedenk dein Bestes, und wehre dich mit Gewalt, gegen Gewalt; wie Moses das Alles fein beschreibt, 5 Mos. 19,10sqq. Und hierinnen musst du nicht ansehen das Deine, und wie du Herr bleibst; sondern dein Unterthanen, den du Schutz und Hülf schuldig bist, auf dass solch Werk in der Liebe gehe.	Vil han ikke det, så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt, sådan som Moses gør udmærket rede for det i 5. Mos. 20,10. Så må du ikke se på dit eget og se på, hvordan du kan beholde stillingen som overhoved, men du må kun tænke på dine undersåtters interesse, som du har pligt til at værne og hjælpe, for at en sådan handling kan ske i kærlighed.
⁴⁸ Denn weil dein ganzes Land in der Fahr steht, musst du wagen, ob dir Gott helfen wollt, dass es nicht Alles verderbet werde. Und ob du nit wehren kannst, dass etlich Wittwe und Waisen drüber werden; so musst du doch wehren, dass nicht Alles zu Boden gehe, und eitel Wittwe und Waisen werde.	For eftersom hele dit land er i fare, må du vove det, hvis Gud vil hjælpe dig, så at det ikke bliver helt ødelagt. Og selv om du ikke kan forhindre, at nogle derved bliver enker og faderløse, så må du dog forhindre, at alt går til grunde og at der ikke bliver andet end enker og faderløse tilbage.
⁴⁹ Und hierinne sind die Unterthanen schuldig zu folgen, Leib und Gut dran zu setzen. Denn in solchem Fall muss einer umb des Andern willen sein Gut und sich selbs wagen. Und in solchem Krieg ist es christlich, und ein Werk der Liebe, die Feinde getrost würgen, rauben und brennen, und Alles thun, was schädlich ist, bis man sie uberwinde, nach Kriegsläuften;	Og her har undersatterne pligt til at adlyde og sætte liv og ejendom ind. For i dette tilfælde må man for de andres skyld sætte sin ejendom og sig selv på spil. I sådan en krig er det kristeligt og en kærlighedens gerning bare at gå på og at ombringe fjenderne, plyndre og brænde og ødelægge alt, hvad man kan, indtil man overvinder dem, sådan som krigen kræver det,
⁵⁰ ohn dass man sich fur Sunden soll hüten, Weiber und Jungfrauen nicht schänden, und wenn man sie uberwunden hat, denen, die sich ergeben und demüthigen, Gnad und Fried erzeigen; also, dass man in solchem Fall den Spruch lasse gehen: Gott hilft dem Keckisten.	med undtagelse af at man skal vogte sig for synd og ikke voldtage gifte kvinder og jomfruer. Når man har overvundet dem, skal man vise dem, der overgiver sig og ydmyger sig, nåde og barmhjertighed. Således skal man i det tilfælde lade mundheldet gælde: Gud hjælper den stærkeste,
⁵¹ Gleichwie Abraham thät, da er die vier Könige schlug, 1 Mos. 14,14f, da er freilich viel [erwürget hat und nicht viel] (n51) Gnad erzeigt, bis er sie uberwand. Denn solchen Fall muss man achten als von Gott zugeschickt, damit er einmal das Land fege, und bös Buben austreibe.	ligesom Abraham gjorde, da han slog de fire konger, l. Mos.14,14f. Den gang huggede han bestemt mange ned og viste dem ikke megen nåde, førend han havde overvundet dem. For sådan en begivenhed skal man regne med er sendt af Gud, for at han en gang imellem kan få fejet landet og drevet dårlige elementer ud.
⁵² Wie, wenn ein Furst unrecht hätte, ist ihm sein Volk auch schuldig zu folgen? Antwort: Nein, (E102) denn wider Recht gebührt Niemand zu thun; sondern man muss Gotte (der das Recht haben will,) mehr gehorchen denn den Menschen. (Apostg. 5,29).	Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej! For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. (Apg 5,29)
⁵³ Wie, wenn die Unterthanen nicht wüssten, ob er recht hätte oder nicht? Antwort: Weil sie nicht wissen noch erfahren kunnten durch müglichen Fleiss, so mügen sie folgen ohn Fahr der Seelen. Denn in (W278) solchem Fall muss man das Gesetze Mosis brauchen 2. Mos. 21,15, da er spricht, wie ein Mörder, der mit Unwissen und ungerne Jemand tödtet, soll durch Flucht in eine freie Stadt und durch Gericht los gesprochen werden.	Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe som de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen. For i det tilfælde må man bruge Moseloven (2. Mos. 21,12-15), hvor Moses skriver, at en morder, der uforvarende og uforsætligt har slået en ihjel, skal flygte til et fristed og frikendes ved dom
⁵⁴ Denn wilchs Theil hie geschlagen wird, es habe Recht oder Unrecht, muss es fur ein Straf von Gott aufnehmen. Wilchs aber schlägt und gewinnet, in solchem Unwissen, muss sein Schlacht halten, als fiel Jemand vom Dach und schlüge ein Andern todt, und Gott die Sach heimstellen.	For de, der bliver slået, må betragte det som en straf fra Gud, enten de så har ret eller uret; men de, der med ukendskab til det kæmper og vinder, må se på deres kamp på samme måde, som hvis en mand faldt ned fra taget og slog en anden ihjel -og overlade sagen til Gud.
⁵⁵ Denn es gilt bei Gott gleich viel ob er dich durch einen rechten oder unrechten Herrn umb dein Gut und Leib bringt. Du bist sein Creatur, und er mags mit dir machen, wie er will; wenn nur dein Gewissen unschuldig ist.	For det er Gud det samme, om han lader en retfærdig eller uretfærdig adelsmand skille dig af med din ejendom og dit liv. Du er hans skabning, og han kan gøre med dig, hvad han vil; sørg du blot for, at din samvittighed er ren.
⁵⁶ Also entschuldigt Gott auch selb König Abimelech, 1. Mos 20,6, da er Abraham sein Weib nahm; nicht dass er recht dran hätte than, sondern dass er nicht gewisst hatte, dass Abrahams Weib war.	Således frikendte Gud også selv kong Abimelek (1. Mos.20,6), da han tog Abrahams kone, ikke fordi det var rigtigt af ham at gøre det, men fordi han ikke havde vidst, at det var Abrahams kone.
⁵⁷ Aufs Vierte, das wohl das Erst sein soll, davon wir auch droben geredt haben, soll sich ein Furst gegen seinem Gott auch christlich halten, das ist, dass er sich ihm unterwerf mit ganzem Vertrauen, und bitte umb Weisheit wohl zu regieren, wie Salomon thät (1. Kön. 3,9). Aber vom Glauben und Vertrauen in Gott hab ich sonst so viel geschrieben, dass hie nicht vonnöthen ist, weiter zu erzählen.	For det fjerde (det burde vel være det første - og vi har også ovenfor omtalt det) skal en fyrste også forholde sig kristeligt over for sin Gud, d.v.s. underkaste sig ham i fuld tillid og bede om visdom til at regere godt, ligesom Salomo gjorde. (1 Kong 3,9) Men tro og tillid til Gud har jeg skrevet så meget om andetsteds, at det ikke er nødvendigt at gå nærmere ind på det her.
⁵⁸ Darumb wollen wirs hie lassen bleiben, und mit der Summa beschliessen, dass ein Furst sich in vier Ort theilen soll. Aufs Erst, zu Gott mit rechtem Vertrauen und herzlichem Gebet. Aufs Andere, zu seinen Unterthanen, mit Liebe und christlichem Dienst. Aufs Dritte, gegen seine Räthe und Gewaltigen, mit seiner Vernunft und ungefangenem Verstand. Aufs Vierte, gegen die Ubelthäter, mit bescheidenem Ernst und Strenge.	Derfor vil vi lade det være nok og slutte med at sammenfatte det på følgende måde: en fyrste skal udøve sit arbejde på fire områder: (1) mod Gud med oprigtig tillid og inderlig bøn, (2) mod sine undersåtter med kærlighed og kristelig tjeneste, (3) mod sine rådgivere og stormænd med selvstændig bedømmelse og uafhængig vurdering, (4) mod lovovertræderne med besindig fasthed og strenghed.
⁵⁹ So gehet sein Stand auswendig und inwendig recht, der Gott und den Leuten gefallen wird. Aber er muss sich viel Neids und Leids darüber erwägen, das Kreuz wird solchem Furnehmen gar bald auf dem Hals liegen.	Sådan udøver han sin stilling rigtigt, både hvad det ydre og det indre angår, og det vil blive til Guds og menneskers tilfredshed. Men han må være belavet på megen misundelse og modgang for det. Han vil meget snart komme til at skulle bære sit kors for den måde at leve på.
⁶⁰ An Ende, auf ein Zugabe, muss ich hie auch antworten denen, die von der Restitution disputirn, das ist, vom Wiedergeben unrechts Guts. Denn solchs ein gemein Werk ist weltlichs Schwerts, und viel davon geschrieben, und manch milde [wilde] Schärfe hierinnnen gesucht wird.	Til slut må jeg som tilføjelse også her tage stilling til dem, som strides om restitution, d.v.s. tilbagegivelse af uretmæsssigt erhvervet ejendom. (n60) For det hører til det verdslige sværds normale opgaver, og det bliver der skrevet meget om, og her bliver der opvist megen uhæmmet strenghed.

⁶¹ Aber ich wills Alles in die Kürze fassen, und alle solch Gesetz und Schärfe, so davon gemacht sind, auf einen Haufen verschlingen; also: Kein gewisser Gesetz kann man hierinnen finden, denn der Liebe Gesetz. Aufs Erst, wenn fur dich kompt ein solcher Handel, da einer dem Andern soll wiedergeben; sind sie beide Christen, so ist die Sach bald (W279) gescheiden; denn keiner wird dem Andern das Seine furhalten, so wirds auch keiner wieder fodern.	Men jeg vil kort sammenfatte det hele og skære igennem alle disse love og al den strenghed, der er fremkommet derved, på denne måde: man kan ikke finde nogen mere usvigelig lov for det end kærlighedens lov. For det første: hvis man får forelagt en sådan sag, hvor en skal tilbagegive en anden noget, så er sagen hurtigt afgjort, hvis begge er kristne. Ingen af dem vil nemlig forholde den anden det, der tilhører ham, og så vil heller ingen af dem kræve, at det bliver tilbagegivet.
⁶² Ist aber einer Christen, nämlich, dem wiedergeben werden soll, so ists aber leicht zu scheiden: denn er fragt nicht darnach, obs ihm nimmer wieder werde. Desselben gleichen ist der Christen, der wiedergeben soll, so wird ers auch thun.	Men er den ene kristen, nemlig den, der skal have noget tilbagegivet, så er det jo let at afgøre, for han spørger ikke om det nogen sinde bliver tilbagegivet ham. Tilsvarende, er han som skal tilbagegive, kristen, vil han også gøre det.
⁶³ Es sei aber einer Christen oder nicht Christen, so sollt du also urtheilen das Wiedergeben. Ist der Schuldiger arm, und vermags nicht wiederzugeben, und der Ander nicht arm, so sollt du hie frei gehen lassen der Liebe Recht, und den Schuldiger los sprechen; denn der Ander ist auch der Liebe Recht schuldig, ihm solchs nachzulassen und noch zu geben, so es noth ist.	Hvad enten den ene er kristen eller ej, så skal man afgøre spørgsmålet om tilbagegivelse på følgende måde: hvis skyldneren er fattig og ikke er i stand til at tilbagegive, men den anden part ikke er fattig, så skal man lade kærlighedens lov gælde uden videre og frikende den skyldige. For ifølge kærlighedens lov har den anden også pligt til at eftergive ham dette og forære ham noget ud over det hvis det er nødvendigt.
⁶⁴ Ist aber der Schuldiger nicht arm, so lass ihn wiedergeben so viel er mag, es sei ganz, die Hälft, dritte oder vierte Theil, dass du ihm dennoch lassest ziemlich Haus, Futter und Decke fur sich, sein Weib und Kind: denn solchs wärist du ihm schuldig, wenn du es vermöchtist; viel weniger sollt du es nun nehmen, weil du sein nicht darfst, und der nich entbehren kann.	Men er skyldneren ikke fattig, så lad ham tilbagegive så meget, som han er i stand til, enten det hele, halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel, sådan at man alligevel lader ham beholde nok til at have hjem, føde og klæder til sig selv, kone og børn. For det havde du pligt til at give ham, hvis du var i stand til det; så meget mindre må du tage det nu, så længe du ikke behøver det, og han ikke kan undvære det.
⁶⁵ Sind sie aber beide Unchristen, oder der eine nicht will nach (E104) der Liebe Recht richten lassen, die magst du lassen ein ander Richter suchen, und ihm ansagen, dass sie wider Gott und naturlich Recht thun, ob sie gleich bei Menschenrecht die strenge Schärfe erlangen.	Men hvis ingen af dem er kristne eller den ene ikke vil lade sagen afgøre efter kærlighedens lov, så lad dem søge en anden dommer og meddel fordringshaveren, at de handler imod Gud og den naturlige lov, selv om de ud fra menneskers lov opnår den strenge, ubetingede afgørelse.
⁶⁶ Denn die Natur lehret, wie die Liebe thut, dass ich thun soll, was ich mir wollt gethan. Darumb kann ich Niemand also entblosen, wie gut Recht ich immer habe, so ich selb nicht gern wollt also entbloset sein; sondern wie ich wollt, dass ein Ander sein Recht an mir nachliesse in solchem Fall, also soll ich mich meins Recht auch verzeihen.	For naturen lærer, ligesom kærligheden gør det, (n66) at jeg skal handle sådan, som jeg ønsker, at andre vil gøre over for mig. Derfor kan jeg ikke sådan klæde nogen af til skindet, ligegyldigt hvor meget jeg er i min gode ret til det, når jeg ikke gerne selv vil klædes af til skindet. Men ligesom jeg ville ønske, at en anden gav afkald på sin ret over for mig i sådan et tilfælde, således bør jeg også afstå fra min ret.
⁶⁷ Also soll man handeln mit allem unrechten Gut, es sei heimlich oder offentlich, dass immer die Liebe und naturlich Recht ober schwebe. Denn wo du der Liebe noch urtheilet, wirst du gar leicht alle Sachen scheiden und entrichten, ohn alle Rechtbücher.	Sådan skal man bære sig ad med alle uretmæssige besiddelser, både i private og offentlige forhold, så at det altid er kærligheden og den naturlige lov, der er det afgørende. For hvis man dømmer ud fra kærligheden, vil man overordentlig let afgøre og bilægge alle sager uden nogle som helst lovbøger.
⁶⁸ Wo du aber der Liebe und Natur Recht aus den Augen thuest, wirst du es nimmermehr so treffen, dass es Gott gefalle, wenn du auch alle Rechtbücher und Juristen gefressen hättist; sondern sie werden dich nur irre machen, je mehr du ihn nachdenkest.	Men hvis man lader kærlighedens og naturens lov ude af syne, vil man aldrig nogen sinde finde frem til det, der behager Gud, selv om man så havde slugt alle lovbøger og jurister. Jo mere du retter dig efter dem, jo mere vil de lede dig på vildspor!
⁶⁹ Ein recht gut Urtheil das muss und kann nicht aus Büchern gesprochen werden, sondern aus freiem Sinn daher, als wäre kein Buch. Aber solch frei Urtheil gibt die Liebe und natürlich Recht, dess alle Vernunft voll ist; aus den Büchern kommen gespannen und wankende Urtheil. Dess will ich dir ein Exempel sagen.	En rigtig og god dom hverken kan eller skal fældes ud fra bøger, men ud fra en selvstændig vurdering, som om bøger slet ikke var til. Men sådan en uhildet retsafgørelse giver kærligheden og den naturlige lov, som al fornuft er fuld af. Bøgerne kommer kun til kategoriske og uholdbare domme. Det skal jeg nævne dig et eksempel på:
⁷⁰ Man sagt von Herzog Carol von Burgund ein solch Geschicht, dass ein Edelmann seinen Feind fing: da kan die Frau des Gefangenen, ihren Mann (W280) zu lösen; aber der Edelmann verhiess ihr den Mann zu geben, so fern sie bei ihm schlafen wollt. Das Weib war frumm, hätt doch ihren Mann gern erlöset; gehen hin und fragt ihren Mann, ob sie es thun solle, dass sie ihn erlöset.	Man fortæller følgende historie om hertug Karl af Burgund (n70): En adelsmand tog sin fjende til fange. Da kom den tilfangetagnes kone for at få sin mand fri. Men adelsmanden lovede at give manden fri mod, at hun ville gå i seng med ham. Hun var en retskaffen kvinde, men ville dog gerne befri sin mand, og hun går hen og spørger sin mand, om hun skal gøre det for at få ham fri.
⁷¹ Der Mann wäre gern los gewesen, und wollt sein Leben behalten, und erläubt der Frauen. Da nu der Edelmann die Frau beschlafen hatte, liess er des andern Tags ihrem Mann den Kopf abschlahen, und gab ihn der Frauen todt.	Manden ville gerne have sin frihed og redde livet og gav konen sin tilladelse. Da adelsmanden nu havde været i seng med konen, lod han den næste dag hendes mand halshugge og gav ham død tilbage til konen.
⁷² Das klagt (E105) sie Alles dem Herzogen Carol: der fordert der Edelmann, und gebot ihm, dass er die Frauen musste zur Ehe nehmen. Da nu der Brauttag aus war, liess er dem mann den Kopf abschlahen, und satzt die Frau in sein Gut, und macht sie wieder zu Ehren, und straft also die Untugend recht furstlich.	Alt det indankede hun for hertug Karl, der indstævnede adelsmanden og befalede, at han skulle gifte sig med kvinden. Da nu bryllupsdagen var ovre, lod han manden halshugge, overgav konen alle hans besiddelser, gav hende æresoprejsning og straffede således forbrydelsen, virkelig som en fyrste bør gøre det.
⁷³ Siehe, ein solch Urtheil hätte ihm kein Papst, kein Jurist, noch kein Buch geben mügen; sondern es ist aus freier Vernunft uber aller Bücher Recht gesprungen, so fein, dass es Idermann billigen muss, und bei sich selb findet im Herzen geschrieben, dass also recht sei.	Se, sådan en kendelse kunne ingen pave, jurist eller bog have vejledt ham til, men den er udsprunget af en selvstændig fornuft, uafhængig af alle bøgers love, og så mesterligt, at alle må bifalde den og finder det skrevet i deres eget hjerte, at sådan er det rigtigt.
⁷⁴ Dessgleichen schreibt auch St. Augustin in Serm. Dom. in monte. Darumb sollt man geschriebene Recht unter der Vernunft halten, daraus sie doch gequollen sind, als aus dem Rechtsbrunnen, und nit den Brunn an seine Flosslin binden, und die Vernunft mit Buchstaben gefangen fuhren.	Det samme skriver Skt. Augustin også i ser. do. in monte. Derfor skal man underordne de skrevne love fornuften, som er det lovens kildevæld, hvoraf de jo er udsprunget; og man skal ikke lade kildevældet være afhængigt af dets bække og tage fornuften til fange ved hjælp af bogstaven.
⁷⁵ c
⁷⁶ c
⁷⁷ c
⁷⁸ c
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c