Hvor langt skal man adlyde statsmagten? (1)

Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei. 1523



fra Erl 22,59-81. (Weimar-udgavens sidetal indsat fra Clemens bind 2; i WA forekommer skriftet i bind 18).

Indhold: Erlangerudgavens indledning #1. Luthers forord #2. Indledning #13. 1. Statsmagten som Guds ordning. #22. 2. Hvad med ordet om at vende den anden kind til? #35. Dette er ikke råd, men bud. #38. 3. Mennesker hører til i Guds rige eller i verdens rige. #41. Loven givet for de uretfærdiges skyld. #48. 4. De ikke-kristne er under loven. #51. Verden kan ikke styres med evangeliet. #56. Intet af de to regimenter kan herske alene. #64. De kristnes anden natur. #66. Kristus havde intet sværd. #68. 5. De kristne går ind under loven for næstens skyld. #73. 6. Kan en kristen bruge sværdet? #82. Du gør modstand og gør ikke modstand mod det onde. #87. GT-eksempler kan bruges på kristne. #91. Kristus brugte ikke sværdet, ligesom han ikke var gift. #106. Den kristne skal ikke søge statsmagtens beskyttelse. #111. Modsætningen ophævet. #119.

Das ander Theil.
Hvor langt den verdslige øvrighed strækker sig. 02#1. 1. De kristne og de ikke-kristne har to slags love, for sjælen og for legemet. 02#3. Menneskelige love må ikke pålægge nogen at tro sådan og sådan. 02#6. Det er tåbeligt at forlange tro på koncilerne. 02#9. Ingen ordre uden tilsvarende myndighed. 02#13. Myndigheder kan ikke se i hjertet. 02#15. Enhver har ansvar for sin egen tro. 02#19. Hånden og munden kan tvinges, hjertet ikke. 02#22. Gud lader fyrster og biskopper bytte plads. 02#25. Hvad med Rom 13? 02#30. Skriftsteder: Sl 115,16; 1 Mos 1,26; Apg 5,29. 02#37. Hvad, hvis fyrsten befaler fx at skaffe bøger af vejen. 02#40. Børn til fyrster. 02#49. Kætterbekæmpelse skal ske med Guds ord. 02#51. Man skal få kætteren til selv at fjerne sit kætteri. 02#57. Sl 107,40 = lig med: pas på oprør! 02#66. Blandt de kristne. 02#70. Præster og biskopper skal indskærpe Guds ord. 02#74.

Der dritte Theil.
En kristen fyrste skal ikke herske til fordel for sig selv, men ud fra kærligheden. 03#1. Han må være klogere end lovbøgerne. 03#5. Han skal bede Gud om et vist hjerte. 03#10. 1. Han må af hjertet gavne og tjene sine undersåtter. 03#12. Hvad med jagt, m.m.? 03#16. 2. Han skal være forsigtig med sine rådgivere. 03#20. Og passe på dem, der ikke vil kontrolleres. 03#26. Akitofel. 03#31. Fyrsten som en kusk. 03#35. 3. Han skal straffe med visdom. 03#39. Om at følge sin fyrste i krig. 03#44. Fyrsten må forsvare sig 03#46. og undersåtterne skal følge ham. 03#49. Man skal ikke følge sin fyrste i en uretfærdig krig. 03#52. 4. Fyrsten skal underkaste sig Gud i fuld tillid. 03#57. Om restitution. 03#60. Den naturlige lov. 03#66. Et tricky eksempel. 03#70.

Tilbage til oversigten!
 
 
1  Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei. 1523.
Erlangerudgavens indledning:
Die Veranlassung zu dieser hie und da etwas heftigen Schrift war das Verbot der Lutherischen Uebersetzung des N. T. in einigen deutschen Ländern und der Befehl, dass die Unterthanen dieselbe vorkommenden Falls der Obrigkeit ausliefern sollten. Im ersten Theile zeigt Luther, dass das weltliche Recht und Schwert allerdings von Gott sei; im zweiten, dass sich dasselbe nur auf Leib und Gut und überhaupt nur auf das Aeusserliche, nicht aber auf die Gewissen der Unterthanen erstrecke; wolle es indessen dazu gemissbraucht werden, so sollten Christen "zwar nicht widerstehen, sondern leiden, aber nicht billigen, noch dazu dienen". In dem dritten Theile macht er die Regenten auf ihre Pflichten aufmerksam, die sie als Christen zu beobachten hätten, wenn sie wollten selig werden. 
Om den verdslige øvrighed, hvor langt man skal adlyde den. (n1
        Den Durchläuchtigen, Hochgebornen Fürsten und Herrn, Herrn Johanns, Herzog zu Sachsen, Landgraf in Thüringen, und Marggrafen zu Meissen, meinem gnädigen herrn, 
Gnad und Fried in Christo.
        Tilegnet den durchlauchtige og højvelbårne fyrste og herre, hr. Johann, (n2) hertug af Sachsen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådige herre. 
Nåde og fred i Kristus!
3  Es zwinget mich (E61) abermal, Durchläuchtiger, Hochgeborner Furst, Gnädiger Herr, die Noth und vieler Leut Bitten, zuvor E. F. G. Begierd, zu schreiben von der weltlichen Uberkeit und ihrem Schwert, wie man desselben christlich brauchen, und wie weit man ihm Gehorsam schuldig sei.  Atter en gang,(n3) Deres Durchlauchtighed og Højvelbårenhed, fyrste, nådige herre, tvinger nøden og mange menneskers opfordringer, og først og fremmest Deres fyrstelige Nådes ønske,(n3a) mig til at skrive om den verdslige øvrighed og dens sværd, hvorledes den skal bruge det på kristen måde, og hvor langt man har pligt til at adlyde den.
4   Denn es bewegt sie der Spruch Christi Matth. 5,39: Du sollt dem Ubel nicht widerstehen, sondern sei willfährig deinem Widersacher. Und wer dir den Rock nimpt, dem lass auch den Mantel. Und Röm. 12,19: Die Rache ist mein, spricht der Herr, ich will vergelten. For Deres fyrstelige Nåde føler sig foruroliget ved Kristi ord i Mattæus 5,39 Du må ikke gøre modstand imod det onde, men føj din modstander, og: Hvis nogen tager kjortelen fra dig, så lad ham også få kappen; og videre i Rom. 12,19: Straffen er min, siger Herren, jeg vil gengælde. 
5  Welche Sprüche auch verzeiten der Furst Volusian St. Augustino furwahr, und die christliche Lehre anfacht, dass sie den Bösen Urlaub gebe, Böses zu thun, und gar nicht bestehen kunnte mit dem weltlichen Schwert.  Disse skriftsteder foreholdt fyrst Volusian også St. Augustin i sin tid og anklagede den kristne lære for at give de onde lov til at handle ondt, og han sagde, at den slet ikke var forenelig med det verdslige sværd. (n5
6          Also haben auch die Sophisten in den hohen Schulen sich dran gestossen, da sie die beide nicht kunnten mit einander reimen. Auf dass sie ja die Fursten nicht zu Heiden mächten, haben sie gelehret, Christus habe solchs nicht geboten, sondern den Vollkommenen gerathen.  På samme måde har sofisterne(n6) på universiteterne også taget anstød deraf, da de ikke kunne få begge dele til at rime sammen, og for dog ikke at gøre fyrsterne til hedninger, har de lært, at Kristus ikke har givet dette som bud, men som råd til de fuldkomne. (n6a
7  Also hat Christus musst ein Lügener werden und Unrecht haben, auf dass die Fursten ja mit Ehren bestünden. Denn sie kunnten die Fursten nicht erheben, sie mussten Christum erunter stossen, die blinden elenden Sophisten.  Således gør de Kristus til løgner og lader ham have uret, bare for at fyrsterne kan redde deres ære. For de kunne ikke ophøje fyrsterne uden at måtte nedstøde Kristus de stakkels forblindede sofister!
8  Und ist also ihrer giftiger Irrthum in alle Welt eingerissen, dass Idermann solche Lehre Christi fur Räthe an die Vollkommenen, und nicht fur nöthige Gebot, allen Christen gemeint, hält.  Deres giftige vranglære har på denne måde grebet om sig overalt, så at alle regner med, at disse ord af Kristus kun er råd for de fuldkomne og ikke uomgængelige bud for alle kristne overhovedet.
9 So lange bis sie auch dem vollkommen Stand der Bischoffen, ja dem (W246) allervollkommensten Stand des Papsts, nicht allein diesen unvollkommenen Stand des Schwerts und weltliche Uberkeit erläubt, sondern Niemand auf Erden sogar zugeeignet haben, als demselben.  Det er kommet sa vidt, at de ikke alene har overladt sværdets ufuldkomne embede og verdslig overhøjhed til biskoppernes fuldkomne stand, ja til pavens allermest fuldkomne stand, men ingen har de betroet så meget som netop ham. (n9
10 So ganz und gar hat der Teufel die Sophisten und hohen Schulen besessen, dass sie selb nicht sehen, was und wie sie reden oder lehren.  Så ganske og aldeles er sofisterne og universiteterne blevet besat af djævelen, så at de ikke selv kan se, hvad og hvorledes de taler og lærer.
11         Ich hoff aber, dass ich die Fursten und weltliche Uberkeit also wolle unterrichten, dass sie Christen, und Christus ein Herr bleiben sollen; und dennoch Christi (E62) Gebot umb ihrenwillen nicht zu Räthen machen dürfe.          Jeg håber imidlertid, at jeg kan belære fyrsterne og den verdslige øvrighed sådan, at de kan blive ved med at være kristne, og at Kristus kan forblive herre, uden at jeg for deres skyld behøver at gøre Kristi bud til råd.
12 Das will ich E. F. G. zu unterthänigen Dienst, und Idermann, der sein bedarf, zu Nutz, Christo unserm Herrn zu Lob und Preis thun. Befiehl hiemit E. F. G. mit allem ihren Geblüt in Gottes Gnaden, der sie ihm lass barmherzilich befohlen sein, Amen. Zu Wittemberg, am neuen Jahrstage 1523. 
E. F. G. 
unterthäniger
Martinus Luther. 
Det vil jeg gøre som en underdanig tjeneste mod Deres fyrstelige Nåde og mod enhver, der trænger til det, og vor Herre Kristus til lov og ære. Hermed ønsker jeg Guds velsignelse over Deres fyrstelige Nåde og hele familie. Han bevare Dem alle i sin nådige varetægt! Amen.
Wittenberg, nytårsdag 1523.
Deres fyrstelige Nådes underdanige
Martinus Luther.
13        Ich habe vorhin ein Büchlin an den deutschen Adel geschrieben, und angezeigt, was sein christlich Ampt und Werk sei; aber wie sie darnach than haben, ist gnügsam fur Augen. Darumb muss ich mein Fleiss wenden, und nu schreiben, was sie auch lassen und nicht thun sollen. Und hoffe, sie werden sich eben darnach richten, wie sie sich nach jenem gericht haben, dass sie ja Fursten bleiben, und nimmer Christen werden.          Jeg har tidligere skrevet en lille bog til den tyske adel og der angivet, hvad der var dens kristne tjeneste og gerning. Men hvordan de har rettet sig efter den, er åbenbart for enhver. Derfor må jeg gribe til en anden fremgangsmåde og nu også skrive om det, de skal lade være med at gøre. Og jeg håber, at de vil rette sig efter det lige så meget som tidligere, så at de bare kan fortsætte som fyrster, der aldrig nogen sinde bliver kristne! 
14 Denn Gott der Allmächtig unsere Fursten toll gemacht hat, dass sie nit anders meinen, sie mügen thun und gebieten ihren Unterthanen, was sie nur wollen; und die Unterthanen auch irren und gläuben, sie seien schuldig, dem Allen zu folgen, sogar und ganz, dass sie nu angefangen haben, den Leuten zu gebieten, Bücher von sich thun, gläuben und halten, was sie furgeben; damit sich vermessen, auch in Gottis Stuhel zu setzen, und die Gewissen und Glauben zu meistern, und nach ihrem tollen Gehirn des heiligen Geist zur Schulen fuhren.  For Gud den almægtige har gjort vore fyrster forrykte, så at de ikke mener andet, end at de kan handle med deres undersåtter og befale over dem, som det passer dem. Undersåtterne har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at aflevere bøger og til at tro og gøre, hvad de foreskriver.(n14) Dermed formaster de sig ogsa til at sætte sig i Guds sted, være herre over samvittigheden og troen og hovmesterere Helligånden ud fra deres skøre påfund.
15 Geben dennoch fur, man dur es ihnen nicht sagen, und solle sie noch Gnadjunker heissen. Alligevel hævder de, at det må man ikke sige til dem, man skal fortsat kalde dem »nådigherrer«. (n15
16         Sie schreiben und lassen Zeddel ausgehen, der Kaiser habs geboten, und wollen christlich gehorsam Fursten sein; gerad, als wäre es ihr Ernst, und man den Schalk hinter ihren Ohren nicht merkt.          De skriver og udsender forordninger om, at kejseren har påbudt det,(n16)  og de ønsker at være kristelige, lydige fyrster, fuldkommen som om det var deres alvor og man ikke lagde mærke til ræven bag øret.
17 Denn wir sollten wohl sehen, (W247) wenn ihn der Kaiser ein Schloss oder Stadt nähme, oder sonst etwas Unrechts gebote, wie fein sie finden sollten, dass sie dem Kaiser widerstunden, und nit gehorsam sein müssten.  For i det øjeblik kejseren tog et slot eller en by fra dem eller overhovedet gav ordre til noget uretfærdigt, så skulle vi nok få at se, hvor fikst de ville finde ud af, at de skulle gøre modstand mod kejseren og nægte ham lydighed.
18 Nu es aber gilt, den armen (E63) Mann schinden und ihren Muthwillen an Gottis Wort büssen, muss es kaiserlichs Gebot Gehorsam heissen. Solch Leut hiess man verzeiten Buben; itzt muss man christliche, gehorsame Fursten heissen, wöllen dennoch Niemand lassen zu Verhör oder zu Verantworten kommen, wie hoch man sich auch erbeut; wilchs ihn doch gar ein unträglich Ding wäre, wo der Kaiser oder imand Anders mit ihn also führe.  Men nu når det gælder om at klæde småfolk af til skindet og lade deres ondsindethed gå ud over Guds ord, så hedder det sig, at det er lydighed imod det kejserlige bud. Sådan nogle kaldte man i gamle dage slyngler, nu skal man kalde dem kristelige, lydige fyrster. Men de vil ikke tillade nogen at fremkomme med en redegørelse eller et forsvar, hvor meget man end tilbyder det. Hvis kejseren eller en anden bar sig således ad over for dem, skulle de nok betragte det som en aldeles utålelig ting! 
19 Das sind itzt die Fursten, die das Kaiserthum in deutschen Landen regieren: darumb muss auch so fein zugehen in allen Landen; wie wir denn sehen.  Sådan er nu de fyrster, der styrer kejserdømmets tyske områder. (n19) Det er også derfor, det går så udmærket overalt, som vi jo ser!
20 Weil denn solcher Narren Wüthen langet zu Vertilgung christlichs Glaubens, Verleugung gottlichs Wort und zu Lästerung gottlicher Majestät, will und kann ich meinen ungnädigen Herrn und zornigen Junkern nicht länger zusehen, muss ihn zum wenigsten mit Worten widerstehen.  Når da disse tåbers vildskab fører til udslettelse af den kristne tro, fornægtelse af Guds ord og til bespottelse af Guds majestæt, så hverken vil eller kan jeg længere se roligt på, hvad mine u-nådige herrer og vrede junkere gør; i det mindste må jeg imødegå dem med ord.
21 Und hab ich ihren Götzen, den Papst, nicht gefurcht, der mir die Seelen und den Himmel drauet zu nehmen; muss ich mich auch sehen lassen, dass ich seine Schuppen und Wasserblasen nicht fürchte, die mir den Leib und die Erden drauen zu nehmen. Gott gebe, dass sie zürnen müssen, bis die grauen Röck vergehen, und helfe uns, dass wir fur ihrem Dräuen ja nicht sterben, Amen.  Når jeg ikke har været bange for deres afgud, paven, der truede med at fratage mig min sjæls salighed, må jeg også vise, at jeg ikke er bange for hans skæl (n21) og vandbobler, (n21a) der truer med at fratage mig livet her på jorden. Gud give, at de må vredes, til gråkutterne (n21b) forgår, og hjælpe os til, at vi ikke dør af deres trusler! Amen. -
22 Weltliche Obrigkeit ist Gottes Ordnung.
       Aufs Erst, müssen wir das weltlich Recht und Schwert wohl gründen, dass nicht Jemand dran zweifel, es sei von Gottis Willen und Ordnung in der Welt. 
Den verdslige øvrighed er Guds ordning.
      For det første må vi give en klar begrundelse for den verdslige lov og det verdslige sværd, så ingen tvivler om, at de er udtryk for Guds vilje og ordning i verden.
23 Die Sprüch aber, die es gründen, sind diese, Röm. 13,1-2: Ein igliche Seele sei der Gewalt und Uberkeit unterthan; denn es ist kein Gewallt ohn von Gott. Die Gewalt aber, die allenthalben ist, die ist von Gott verordnet. Wer nu der Gewalt widerstehet, der widerstehet Gottis Ordnung. Wer aber Gottis Ordnung widersteht, der wird ihm selb das Verdammniss erlangen.  Skriftstederne, der begrunder dette, er følgende: Rom.13,1-2:  Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden. For der er ingen magt, uden at den er fra Gud. Men statsmagten, som er overalt, er forordnet af Gud. Den, der nu gør modstand mod statsmagten, gør modstand mod Guds ordning. Men den, der gør modstand mod Guds ordning, vil pådrage sig selv fordømmelse.
24 Item 1. Petr. 2, 13-14: Seid unterthan allerlei menschlicher Ordnung, es sei dem Könige, als dem Furnehmisten, oder den Pflegern, als die von ihm gesandt sind, zur Rach der Bösen, und zu Lob den Frummen. (E64)  Endvidere l. Pet.2:20 I skal underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som den øverste eller de foresatte som dem, der er sendt af ham til straf for de onde og til ros for de gode.
25        Auch ist desselben Schwerts Recht von Anfang der Welt gewest. Denn da Cain seinen Bruder Abel erschlug, furcht er sich so fast, man würde ihn wieder tödten, dass auch Gott ein besonders Verbot drauf legt, und das Schwert (W248) umb seinenwillen aufhub, und Niemand sollt ihn tödten; wilche Furcht er nicht gehabt hätt, wo er nicht gesehen und gehört hätt von Adam, dass man die Mörder sollte tödten.          Ligeledes har dette sværds lov eksisteret fra verdens skabelse. For da Kain havde slået sin broder Abel ihjel, var han så bange for, at man ville dræbe ham til gengæld, at Gud endog nedlagde et særligt forbud imod det og satte sværdet ud af kraft for hans skyld, og ingen matte dræbe ham. (Se 1. Mos 4,13-15) Den frygt havde han ikke haft, hvis han ikke havde set og hørt af Adam, at man skulle dræbe mordere.
26 Dazu hats Gott mit ausgedruckten Worten nach der Sündfluth wiederumb eingesetzt und bestätiget, da er spricht 1 Mos. 9,6: Wer Menschen Blut vergeusst, dess Blut soll durch Menschen wieder vergossen werden.  Endvidere har Gud efter syndfloden udtrykkeligt forordnet det og stadfæstet det igen der, hvor han siger i 1. Mos.9,6:  Hvis nogen udgyder menneskers blod, skal hans blod til gengæld udgydes ved mennesker.
27 Wilchs mag nicht, als von einer Plage und Straf von Gott uber die Mörder, verstanden werden; denn viel Mörder durch Buss oder Gunst lebendig bleiben, und ohn Schwert sterben: sondern es ist von des Schwerts Recht gesagt, dass ein Mörder des Tods schuldig ist, und man ihn mit Recht durchs Schwert tödten solle.  Dette kan ikke udlægges som Guds tugtelse og straf over mordere, for mange mordere forbliver i live ved bod eller benådning og dør ikke ved sværdet, men det er sagt om sværdets lov, at en morder er skyldig til døden, og at man med rette skal dræbe ham med sværdet. 
28 Ob nu das Recht verhindert, oder das Schwert säumig sein worde, dass der Mörder eins natürlichen Tods stirbt, ist darumb die Schrift nit falsch, dass sie sagt: Wer Menschen Blut vergeusst, soll durch Menschen sein Blut vergossen werden.  Selv om retshåndhævelsen nu hindres, eller sværdet skulle have forsømt sin opgave, således at morderen dør en naturlig død, er det ikke af den grund forkert, hvad der står i Bibelen: Hvis nogen udgyder menneskers blod, skal hans blod udgydes ved mennesker.
29 Denn es ist der Menschen Schuld oder Verdienst, dass solch Recht, von Gott befohlen, nicht ausgericht wird; wie auch andere Gottis Gebot ubertreten werden.  For det er menneskenes skyld eller fortjeneste, at denne retfærdighed, der er befalet af Gud, ikke sker fyldest, på samme måde som også andre af Guds bud bliver overtrådt.
30        Darnach ists auch durchs Gesetz Mosi bestätiget, 2 Mos. 21,24: Wer Jmand muthwilliglich tödtet, den sollt du von meinem Altar reissen, dass er tödtet werde.          Derefter er det også blevet stadfæstet ved Moseloven (2.Mos. 21,24): Den, der dræber nogen forsætligt, skal du rive bort fra mit alter, for at han kan blive dræbt.
31 Und daselbs abermal (v. 24. 25.): Ein Leib umb ein Leib, ein Auge umb ein Auge, ein Zahn umb ein Zahn, ein Fuss umb ein Fuss, ein Hand umb ein Hand, ein Wunde umb ein Wunde, ein Beule umb ein Beule.  Og endnu en gang samme sted: Et liv for et liv, et øje for et øje, en tand for en tand, en fod for en fod, en hånd for en hånd, et sår for et sår, en bule for en bule. (n31
32 Dazu Christus bestätigt es auch, da er zu Petro sprach im Garten: Wer das Schwert nimpt, der soll durchs Schwert umbkommen, (Matt 26,52). Wilchs auch gleichwie das 1 Mos 9,6 zu verstehen ist: Wer Menschen Blut vergeusst, etc. Und ohn Zweifel Christus mit diesem Wort daselbs hindeutet, und denselben Spruch (E65) damit einführet, und bestätigt haben will.  Yderligere stadfæstede Kristus det også, da han sagde til Peter i haven: Den, der griber til sværdet, skal falde for sværdet; (Matt 26,52) det skal forstås ganske ligesom 1. Mos.9,6: Hvis nogen udgyder menneskers blod osv. Kristus har uden tvivl hentydet dertil med dette ord og ønsker dermed at fremdrage og stadfæste dette skriftord.
33 Also lehret auch Johannes der Täufer: da die Kriegsknecht ihn fragten, was sie thun sollten, sprach er: Thut Niemand Gewalt noch Unrecht, und lasst euch an eurem Solde benügen.  Således lærte også Johannes Døber: da soldaterne spurgte ham, hvad de skulle gøre, sagde han: øv ikke vold eller uret mod nogen og vær tilfredse med jeres løn. (Luk 3,14) 
34 Wäre das Schwert nicht ein gottlicher Stand, sollt er sie heissen abtreten; sintemal er das Volk sollt vollkommen machen, und recht christlich unterweisen. Also, das gewiss und klar gnug ist, wie es Gottis Will ist, das weltlich Schwert und Recht handhaben, zur Straf der Bösen, und zu Schutz der Frummen.  Hvis sværdets tjeneste ikke var fra Gud, måtte han have befalet dem at udtræde af den, eftersom han skulle gøre folket fuldkomment og oplyse det ægte kristeligt. Således er det tilstrækkelig sikkert og klart, at det er Guds vilje at handhæve det verdslige sværd og de verdslige love til straf for de onde og til værn for de gode.
35       Aufs Ander, dawider laut nu mächtiglich, das Christus spricht Matth. 5,38f: Ihr habt gehört, dass den Vorigen gesagt ist: Ein Auge umb ein Auge, ein Zahn umb ein Zahn. Ich aber sage euch, man solle keinem Ubel widerstehen: sondern so dich Jemand auf den rechten Backen streicht, dem halt auch den andern dar; und wer mit dir rechten will, dass er dir den (W249) Rock nehme, dem lass auch den Mantel dazu. Und wer dich eine Meile zwinget, mit dem gehe zwo Meile.           For det andet: dette synes nu kraftigt at blive modsagt af det, som Kristus siger i Matt.5,38f:  I har hørt, at der er sagt til forfædrene: Et øje for et øje, en tand for en tand. Men jeg siger jer, at man må ikke gøre modstand imod noget ondt, men hvis nogen slår dig på den højre kind, så vend også den anden til, og hvis nogen vil føre retssag med dig, for at han kan tage din kjortel, så lad ham også få kappen med. Og hvis nogen tvinger dig til at følge med en mil, så gå to mil med ham osv.
36 Item Paulus Röm 12,19: Mein Liebsten, schützet euch nicht selbs, sondern gebt Raum Gottis Zorn, denn es steht geschrieben: die Rache ist mein, ich will vergelten, spricht der Herr.  Og Paulus på samme måde i Rom.12,19 Mine elskede, forsvar ikke jer selv; men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: Straffen er min, jeg vil gengælde, siger Herren. 
37 Item, Matth. 5,44: Habt lieb eure Feinde, thut wohl den, die euch hassen. Und 1 Petr. 3,9: Niemand bezahl Böses mit Bösem, noch Scheltwort mit Scheltwort, etc. Diese und dergleichen Sprüche lauten je hart, als sollten die Christen im Neuen Testament kein weltlich Schwert haben.  Og Matt.5,44: Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, der hader jer. Og 1. Pet.3,9 Gengæld ikke nogen ondt med ondt, eller skældsord med skældsord osv. Ud fra disse og lignende skriftsteder ser det jo stærkt ud til, at kristne i den nye pagt ikke bør have noget verdsligt sværd.
38       Daher auch die Sophisten sagen, Christus hab Mosis Gesetz damit aufgehaben; und machen aus solchen Geboten Räthe für die Vollkommenen, und theilen die christliche Lehre und Stand in zwei Theil. Einen heissen sie vollkommenen; dem urtheilen sie solche Räthe zu: den andern den unvollkommenen; dem urtheilen sie die Gebot zu.         Derfor siger sofisterne også, at Kristus dermed har ophævet Moseloven, og de laver disse bud om til ,,råd" for de fuldkomne. De deler den kristne lære og kristenheden op i to dele: den ene kalder de den fuldkomne - og den tildeler de rådene, den anden den ufuldkomne - og den tildeler de budene.
39 Und thun dasselb auch aus lauterm eigen Frevel und Muthwill, ohn allen Grund der Schrift, und sehen nicht, dass Christus an demselben Ort seine Lehre so hart gebeut, dass er auch das Kleinist nicht (E66) will aufgelöset haben, und verdampt die zur Hölle, die ihre Feinde nicht lieb haben.  Det gør de af lutter egenmægtighed og selvrådighed uden nogen som helst hjemmel i bibelen. De har ikke lagt mærke til, at Kristus sammesteds kræver sine ord overholdt så strengt, at han ikke vil tillade selv den mindste lempelse, og han fordømmer dem til helvede, der ikke elsker deres fjender. (Se Matt 5,17-22) 
40 Darumb müssen wir anders dazu reden, dass Christi Wort Jedermann gemein bleiben, er sei vollkommenen oder unvollkommenen. Denn Vollkommenheit und Unvollkommenheit steht nicht in Werken, macht auch keinen sondern äusserlichen Stand unter den Christen; sondern steht im Herzen, im Glauben und Liebe, dass, wer mehr gläubt und liebt, der ist vollkommen, er sei äusserlich ein Mann oder Weib, Furst oder Baur, Munch oder Laie. Denn Liebe und Glaube machen keine Secten noch Unterscheid äusserlich.  Derfor må vi komme frem til en anden forståelse, så at Kristi ord kan blive ved med at gælde for alle, fuldkomne eller ufuldkomne. For fuldkommenhed og ufuldkommenhed beror ikke på ydre gerninger og skaber heller ikke nogen særlig synlig stand blandt de kristne, men viser sig i hjertet, i tro og kærlighed. Den, der langt snarere tror og elsker, er fuldkommen, hvad enten han så i det ydre er mand eller kvinde, fyrste eller bonde, munk eller lægmand. (n40) For kærlighed og tro skaber ikke retninger eller skillelinier i det ydre.(n40a
41       Aufs Dritte, hie müssen wir Adams Kinder und alle Menschen theilen in zwei Theil: die ersten zum Reich Gottis; die andern zum Reich der Welt. Die zum Reich Gottis gehören, das sind alle Rechtgläubigen in Christo, und unter Christo. Denn Christus ist der König und Herr im Reich Gottis, wie der ander Psalm sagt (v. 6) und die ganze Schrift; und er auch darumb kommen ist, dass er das Reich Gottis anfinge, und in der Welt aufrichtet.         For det tredje: vi må opdele Adams børn og alle mennesker i to grupper: de, der hører til Guds rige, og de, der hører til verdens rige. De første er alle dem, der med en ægte tro er i Kristus og under Kristus. For Kristus er konge og herre i Guds rige, som Salme 2,6 og hele Bibelen siger. Og han er også kommet for at begynde Guds rige og oprette det i verden.
42 Darumb spricht er auch fur Pilato (Joh. 18,36f): Mein Reich ist nit von der Welt, sondern wer aus der Wahrheit ist, der höret meine Stimm; und immer im Evangelio das Reich Gottis anzeucht, und spricht (Matth. 3,2): Bessert euch, das Reich Gottis ist erbei kommen. Item (Matth. 6,33): Sucht am ersten das Reich Gottis und desselben Gereichtikeit. Und nennet auch das Evangelium ein Evangelium des Reich Gottis, darumb, dass es das Reich Gottes lehret, regiert und enthält [erhält].  Da han står foran Pilatus, siger han da også: Mit rige er ikke af verden, men den, der er af sandhed, hører min stemme. (Joh 18,36f) I evangeliet kundgør han altid Guds rige og siger: I skal forbedre jer, Guds rige er kommet; (Matt 4,7 og 10,7)  eller: Søg først Guds rige og dets retfærdighed. (Matt 6,33) Han kalder også evangeliet et evangelium om Guds rige, fordi det oplyser om Guds rige, styrer og opholder det.
43       Nu siehe, diese Leut dürfen keins weltlichen Schwerts, noch Rechts. Und wenn alle Welt rechte Christen, das ist, recht Gläubigen wären, so wäre kein (W250) Furst, König, Herr, Schwert noch Recht noth oder nütz. Denn wozu sollts ihn? dieweil sie den heiligen Geist im Herzen haben, der sie lehret, und macht, dass sie Niemand unrecht thun, Idermann lieben, von Idermann gerne und fröhlich unrecht leiden, auch den Tod.          Se nu, disse mennesker behøver ikke det verdslige sværd eller de verdslige love. Og hvis hele verden bestod af ægte kristne, d.v.s. ægte troende, så ville det ikke være nødvendigt med fyrster, konger, herrer, sværd eller love. For hvad skulle de med det? De har jo Helligånden i hjertet, den oplyser dem og gør, at de ikke øver uret over for noget menneske, at de elsker alle, finder sig beredvilligt og glad i uret, ja, endog døden, fra enhver hånd.
44 Wo eitel Unrecht leiden, und eitel Recht thun ist, da ist kein Zank, Hader, Gericht, Richter, Straf, Recht noch Schwert (E67) noth. Darumb ists unmüglich, dass unter den Christen sollte weltlich Schwert und Recht zu schaffen finden; sintemal sie viel mehr thun von ihn selbs, denn alle Recht und Lehre fordern mügen. Gleichwie Paulus sagt 1 Tim. 1,9: Dem Gerechten ist kein Gesetz geben, sondern dem Ungerechten.  Hvor man udelukkende er villig til at tåle uret og handle ret, er der ingen strid, splid, domstol, dommer, straf, lov eller sværd. Derfor er det utænkeligt, at det verdslige sværd og den verdslige lov kan få noget at bestille hos de kristne. De gør jo meget mere af sig selv, end nogen lov eller forskrift kan kræve af dem, som Paulus siger i 1. Tim. 1,9 Den retfærdige har ikke fået nogen lov, men den uretfærdige.
45       Warumb das? Darumb, dass der Gerechte von ihm selbs Alles und mehr thut, denn alle Recht fordern. Aber die Ungerechten thun nichts Rechts, darumb dürfen sie des Rechts, das sie lehre, zwinge und dringe, wohl zu thun.         Hvorfor det? Fordi den retfærdige af sig selv gør alt og endnu mere, end nogen lov kræver. Men de uretfærdige handler ikke retfærdigt, derfor har de brug for retten, der kan retlede dem og tvinge og nøde dem til at gøre det gode.
46 Ein guter Baum darf keiner Lehre noch Rechts, dass er gute Frücht trage; sondern sein Natur gibts, dass er ohn alles Recht und Lehre trägt, wie sein Art ist. Denn es sollt mir gar ein närrischer Mensch sein, der eim Apfelbaum ein Buch machte voll Gesetz und Rechts, wie er sollt Aepfel, und nicht Dornen tragen, so er dasselb besser von eigener Art thut, denn ers mit allen Büchern beschreiben und gebieten kann.  Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur - uden nogen forskrift og anvisning. Der skulle sandelig en tåbelig person til at finde på at skrive en bog fuld af love og vedtægter for et æbletræ om, at det skal bære æbler og ikke torne, når det kan gøre det bedre af sig selv, end nogen bog kan beskrive og befale det.
47 Also sind alle Christen durch den Geist und Glauben allerding genaturt, dass sie wohl und recht thun, mehr denn man sie mit allen Gesetzen lehren kann, und dürfen fur sich selbs kein Gesetzs noch Rechts.  Ganske på samme måde gør Ånden og troen det helt naturligt for alle kristne at gøre godt og handle ret, meget mere end alverdens lovbud kan lære dem, og for deres egen del behøver de hverken lov eller ret.
48        So sprichst du denn: Warumb hat denn Gott so viel Gesetz geben allen Menschen, und Christus auch viel lehret im Evangelio zu thun? Davon hab ich sonst in der Postillen und anderswo viel geschrieben. Itzt aufs Kurzist, spricht Paulus, das Gesetz sei umb der Ungerechten willen geben (1 Tim 1,9), das ist, dass diejenigen, so nicht Christen sind, durchs Gesetz äusserlich von bösen Thaten gezwungen werden; wie wir hören werden hernach.         Så kommer du og siger: Hvorfor har Gud da givet alle mennesker så mange love, og hvorfor lærer Kristus også i evangeliet, at man skal gøre så mange ting? Det har jeg nu ellers skrevet meget om i postillen (n48) og andre steder, (n48a) derfor her i største korthed: Paulus siger, at loven er givet for de uretfærdiges skyld, (1 Tim 1,9) d.v.s. for at de, der ikke er kristne, ved lovens hjælp rent udvortes kan blive tvunget bort fra syndige gerninger, således som vi skal høre nærmere om senere.
49 Nu aber kein Mensch von Natur Christen oder frumm ist, sondern allzumal Sünder, und böse sind, wehret ihnen Gott allen durchs Gesetz, dass sie äusserlich ihr Bosheit mit Werken nicht düren nach ihrem Muthwillen uben. Dazu gibt St. Paulus dem Gesetz noch ein Ampt, Röm. 7,7 und Gal 3,20 dass es die Sund erkennen lehret; damit es den Menschen demüthigt zur Gnad und zum Glauben Christi.  Men da nu ingen mennesker af naturen er kristne eller gode, men alle uden undtagelse syndere og onde, bremser Gud dem allesammen ved lovens hjælp, så at de ikke tør omsætte deres ondskab til handling efter deres eget lune. Desuden giver Skt. Paulus loven endnu en opgave (Rom.7,7 og Gal.3,20): den lærer mennesket syndserkendelse for at ydmyge det til at modtage nåden og troen i Kristus. 
50 Also thut auch hie Christus Matth. 5,39, da er lehret (E68) man solle dem Ubel nicht wider stehen, damit er das Gesetz verkläret, und lehret, wie ein recht Christen solle und müsse geschickt seyn, wie wir weiter hören werden. (W251)  Det samme gør også Kristus (Matt. 5,39) når han lærer, at man ikke må gøre modstand imod det onde. Dermed udlægger han loven og lærer os, hvordan en ægte kristen skal og må være - det skal vi senere komme tilbage til. 
51        Aufs Vierte, zum Reich der Welt oder unter das Gesetz gehören Alle, die nicht Christen sind. Denn sintemal wenig gläuben, und das weniger Theil sich hält nach christlicher Art, dass es nicht widerstrebe dem Ubel; ja, dass es nicht selb Ubel thue, hat Gott denselben ausser dem christlichen Stand und Gottiis Reich ein ander Regiment verschafft, und sie unter das Schwert geworfen: dass, ob sie gleich gerne wollten, doch nicht thun kunnten ihr Bosheit; und ob sie es thun, dass sie es doch nit ohn Furcht, noch mit Friede und Glück thun mügen.         For det fjerde: alle de, der ikke er kristne, hører til i verdens rige eller under loven. For eftersom det jo kun er få, der tror, og de færreste, der fører et kristeligt liv ved ikke at gøre modstand imod det onde, ja, ved ikke selv at gøre noget ondt, har Gud tildelt dem uden for den kristne stand og Guds rige et andet styre og underlagt dem sværdet, for at de ikke skal kunne bringe deres ondskab til udførelse, hvor gerne de end ville, og hvis de gør det, for at de så ikke kan gøre det uden frygt eller i tryghed og med held.
52 Gleichwie man ein wild böse Thier mit Ketten und Banden fasset, dass es nit beissennoch reissen kann, nach seiner Art, wiewohl es gerne wollt; dess doch ein zahm, korre Thier nicht bedarf, sondern ohn Ketten und Band dennocht unschädlich ist.  På samme måde binder man et farligt rovdyr med lænker og kæder, så at det ikke kan følge sin natur og bide, hvor gerne det end ville. Det behøver man ikke at gøre med et fredeligt, tamt dyr, det er på forhånd ufarligt uden kæder og lænker.
53 Denn wo das nicht wäre, sintemal alle Welt böse, und unter tausend kaum ein recht Christ ist, würde eins das ander fressen, dass Niemand kunnt Weib und Kind ziehen, sich näheren, und Gotte dienen, damit die Welt wüste würde.  For hvis det ikke var tilfældet hele verden er jo ond, og næppe en af tusind er en ægte kristen - ville den ene fortære den anden: så var der ingen, der kunne ernære kone og børn, forsørge sig selv og tjene Gud - dermed ville hele jorden blive en ruin.
54 Darumb hat Gott die zwei Regiment verordnet: das geistliche, wilchs Christen und frumm Leut macht, durch den heiligen Geist unter Christo; und das weltliche, wilchs den Unchristen und Bösen wehret, dass sie äusserlich müssen Fried halten, und still sein ohn ihren Dank.  Derfor har Gud oprettet de to styreformer: den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så at de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres egen vilje. 
55 Also deutet St. Paulus das weltlich Schwert, Röm. 13,3, und spricht: Es sei nicht den guten, sondern den bösen Werken zu furchten. Und Petrus spricht (2 Pet 2,14): Es sei zur Rach uber die Bösen geben.  Skt. Paulus forklarer det verdslige sværd således i Rom.13,3 og siger: Det frygtes ikke af de gode gerninger, men af de onde. Og Peter siger 2 Pet 2,14: Det er givet til straf over det onde.
56        Wenn nu Jemand woll die Welt nach dem Evangelio regiern, und alle weltliche Recht und Schwert aufheben, und furgeben, sie wären Alle getauft und Christen, unter wilchen das Evangelium will kein Recht noch Schwert haben, auch nicht noth ist; Lieber rath, was würde derselb machen? Er würde den wilden bösen Thieren die Band und Ketten auflösen, dass sie Idermann (E69) zurissen und zubissen, und daneben furgeben, es wären seine zahme, korre Thierlin; ich würde es aber an meinen Wunden wohl fühlen.           Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne - hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt - prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår! 
57 Also würden die Bösen unter dem christlichen Namen der evangelischen Freiheit missbrauchen, ihr Büberei treiben, und sagen, sie seien Christen, und keim Gesetz noch Schwert unterworfen; wie itzt schon Etliche toben und narren.  Således ville de onde mennesker misbruge evangeliets frihed under kristennavnets dække, drive deres onde spil og, som nogle allerede nu fabler om som tossede, sige, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd. (n57
58        Denselben musst man sagen: Ja freilich ists wahr, dass Christen umb ihr selbs willen keinem Recht noch Schwert unterthan sind, noch sein bedürfen; aber siehe zu und gib die Welt zuvor voll rechter Christen, ehe du sie christlich und evangelisch regierst; das wirst du aber nimmermehr thun.          Til ham skal man sige: Ja, ganske vist er det sandt, at kristne ikke for deres egen skyld er underlagt nogen lov eller noget sværd og heller ikke behøver det, men sørg først for at få fyldt verden med ægte kristne, før du styrer den kristeligt og evangelisk. Det vil du aldrig kunne, 
59 Denn die Welt und die Menge ist und bleibt Unchristen, ob sie gleich alle getauft und Christen heissen. Aber die Christen wohnen (wie man spricht,) fern von (W252) einander. Darumb leidet sichs in der Welt nicht, dass ein christlich Regiment gemein werde uber alle Welt, ja, noch uber ein Land oder grosse Menge: denn der Bösen sind immer viel mehr denn der Frommen.  for verden og masserne er og bliver ikke-kristne, om de så alle sammen nok så meget er døbte og kaldes kristne. Men de kristne bor langt fra hinanden, som man siger. Derfor er det umuligt her pa jorden, at et kristeligt styre kan omfatte hele menneskeheden, ja ikke engang et land eller en stor mængde mennesker. For de onde er der altid mange flere af end de gode.
60 Darumb ein ganz Land oder die Welt sich unterwinden mit dem Evangelio zu regieren, das ist eben, als wenn ein Hirt in einen Stall zusammen thät Wölf, Leuen, Adeler, Schaf, und liess iglichs frei unter dem andern gehen, und spräch: Da weidet euch, und seid frumm und friedsam unternander, der Stall steht offen, Weide habt ihr gnug, Hund und Keulen dürft ihr nicht fürchten.  At driste sig til at styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, det er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver, ørne og får sammen i en stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. 
61 Hie würden die Schaf wohl Fried halten, und sich friedlich also lassen weiden und regiern; aber sie würden nicht lange leben, noch kein Thier fur dem andern bleiben.  Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet.
62        Darumb muss man die se beide Regiment mit Fleiss scheiden, und beides bleiben lassen. Eins, das frumm macht; das ander, das äusserlich Fried schaffe, und bösen Werken wehret; keins ist ohn das ander gnug in der Welt.         Derfor må man omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt og lade begge eksistere, den ene frembringer fromhed og retfærdighed, den anden skaber ydre fred og hindrer onde gerninger. Ingen af dem kan undværes her i verden.
63 Denn ohn Christi geistlich Regiment kann Niemand frumm werden fur Gott, durchs weltlich Regiment. So gehet Christi Regiment nicht uber alle Menschen, sondern allezeit ist der Christen am wenigsten, und sind mitten unter den Unchristen.  For kun ved Kristi åndelige styre - og ikke ved det verdslige styre - kan man blive from og retfærdig i Guds øjne. Men Kristi styre omfatter ikke alle mennesker, nej, de kristne er altid i mindretal og findes midt imellem de ikke-kristne.
64 Wo nu weltlich Regiment oder Gesetz allein regiert, da muss eitel Heuchlei sein, wenns auch gleich Gottis Gebot (E70) selber wären. Denn ohn den heiligen Geist im Herzen wird Niemand recht frumm, er thue, wie feine Werk er mag.  Hvis nu det verdslige styre eller de verdslige love er ene om at herske, kan det kun føre til skinhellighed, selv om det så ogsa skulle være Guds bud selv. For uden Helligånden i hjertet er der ingen, der bliver virkelig from og god, ligegyldigt hvor strålende gerninger man gør. (n64
65 Wo aber das geistlich Regiment allein regiert uber Land und Leut, da wird der Bosheit der Zaum los, und Raum geben aller Büberei: denn die gemeine Welt kanns nicht annehmen noch verstehen.  Men hvis det åndelige styre er ene om at herske over land og folk, så får ondskaben frie tøjler og alskens ugerninger frit slag. For det store flertal kan ikke tilslutte sig det eller forstå det.
66        Da siehest du, wo Christi Wort hin sehen, die wir droben erzählet haben aus Matth. 5,39, dass die Christen sollen nicht rechten, noch das weltlich Schwert unter ihn haben. Eigentlich sagt ers nur seinen lieben Christen; die nehmens auch alleine an, und thun auch also: machen nicht Räthe daraus, wie die Sophisten, sondern sind im Herzen also durch den Geist genaturt, dass sie Niemand ubel thun, und von Idermann williglich ubel leiden.          Du kan nu se, hvad de ord af Kristus sigter til, som vi gengav ovenfor fra Matt. 5, hvorefter de kristne ikke må føre retssag eller benytte det verdslige sværd over for hinanden. (Matt 5,38-41) Han siger det udtrykkeligt kun til sine elskede kristne; det er også kun dem, der vil høre på det, og som også handler efter det - de laver ikke nogle råd ud af det som sofisterne. Men de har ved ånden fået den natur ind i hjertet, at de ikke gør noget ondt mod nogen og villigt finder sig i ondt fra hvemsomhelst.
67 Wenn nu alle Welt Christen wäre, so gingen sie alle diese Wort an, und thät also. Nu sie aber Unchristen ist, gehen sie die Wort nichts an, und thut auch nicht also; sondern gehöret unter das ander Regiment, da man die Unchristen äusserlich zwingt und dring zum Fried und zum Guten.  Hvis nu alle mennesker var kristne, så ville alle disse ord komme dem ved, og de ville handle i overensstemmelse med dem. Men når de nu ikke er kristne, så kommer ordene dem ikke ved, og de handler heller ikke i overensstemmelse med dem, nej, de hører til under den anden styreform, hvor man rent udvortes tvinger de ikke-kristne og nøder dem til at holde fred og gøre det gode.
68       Darumb hat auch Christus kein Schwert gefuhrt, hat auch in seinem Reich keines eingesetzt: denn er ist ein König uber Christen, und regiert ohn Gesetz, allein durch seinen heiligen Geist.          Derfor har Kristus heller ikke ført noget sværd og har heller ikke forordnet det i sit rige. (sml Matt 26,52f og Joh 18,36) For han er konge over kristne og styrer uden lov, alene ved hjælp af Helligånden.
69 Und wiewohl er das Schwert bestätiget, hat ers doch nicht braucht: denn es dienet nicht zu seim Reich, da eitel Frummen innen sind. Daher musste David verzeiten nicht den Tempel (W253) bauen, darumb, dass er viel Bluts vergossen, und das Schwert gefuhrt hatte: nicht dass er hätte Unrecht dran than; sondern dass er nicht kunnte Christi Figur sein, der ohn Schwert ein friedsam Reich haben sollt:  Og selv om han stadfæster sværdet, har han dog ikke brugt det, for det har ingen opgave i hans rige, hvor der er lutter retfærdige. Derfor fik David i sin tid ikke lov til at bygge templet, (Se 2 Sam 7,4-13) fordi han havde ladet meget blod flyde og havde brugt sværdet, ikke fordi han havde gjort noget forkert ved det, men fordi han ikke kunne være et billede (n69) på Kristus, der uden sværd skulle have et fredens rige.
70 sondern es musst Salomon thun, das heisst auf Deutsch, Friedrich oder friedsam, der ein friedsam Reich hatte, damit das recht friedsam Reich Christi, des rechten Friederichen und Salomon kunnte bedeut werden. Item, am ganzen Bau des Tempels höret man nie kein Eisen, spricht der Text (1 Kön. 6,7), alles darumb, dass Christus ohn Zwang und Drang, ohn Gesetz und Schwert ein freiwillig Volk haben sollt. (E71)  Men det skulle Salomo gøre, d.v.s. »Frederik« eller »Fredegod«, (n70) der havde
et fredens rige, for at det kunne pege hen på Kristi, den egentlige Frederiks og Salomos, sande fredsrige. Ligeledes hørte man aldrig lyden af jern under hele opførelsen af templet, står der, (1 Kong 6,7) altsammen fordi Kristus uden tvang og pres, uden lov og sværd skulle have et folk, der frit og villigt fulgte ham.
71          Das meinen die Propheten Ps. 110,3: Dein Volk werden sein die Freiwilligen; und Esa. 11,9: Sie werden nicht tödten noch schaden auf meinem genzen heiligen Berge. Und Esa. 2,4: Sie werden ihre Schwerter zu Pflugscharen, und inr Lanzen zu Sicheln machen, und wird Niemand wider den Andern ein Schwert aufheben, sich nit mehr fleissen zu streiten etc.         Dette er profeternes opfattelse: Sl.110,3:  Dit folk skal bestå af frivillige, og Es. 11,9: De skal ikke dræbe eller gøre fortræd på hele mit hellige bjerg; Es. 2,4: De skal lave deres sværd til plovskær og deres lanser til segl, og ingen skal løfte sværd mod hinanden og længere bestræbe sig på at kæmpe.
72 Wer diese und dergleichen Sprüche wollt so weit ziehen, als Christi Name genennet wird, der würde die Schrift gar verkehren; sondern sie sind gesagt allein von den rechten Christen, die thun gewisslich unternander also.  Den, der vil anvende disse og lignende skriftsteder lige så langt, som Kristi navn nævnes [dvs i den ydre kirke, rr], vil fuldstændig fordreje skriften; nej, de går alene på de ægte kristne, som virkelig handler sådan mod hinanden.
73       Aufs Funft. Hie spricht du: Weil denn die Christen des weltlichen Schwerts noch Rechts nichts bedürfen, warumb spricht denn Paulus Röm 13,1 zu allen Christen: Alle Seelen seien der Gewalt und Uberkeit unterthan. Und St. Petrus (1 Pet 2,13): Seid unterthan aller menschlicher Ordnung etc. wie droben erzählet ist.         For det femte: man indvender: Når da de kristne ikke har brug for det verdslige sværd eller den verdslige lov, hvordan kan det så være, at Paulus i Rom.13,1 siger til alle kristne, at alle sjæle skal underordne sig statsmagten og øvrigheden? Ligeledes Skt. Peter: I skal underordne jer enhver menneskelig ordning, som ovenfor nævnt?
74 Antwort: Itzt hab ich gesagt, dass die Christen unternander, und bei sich und fur sich selbs keins Rechten noch Schwerts dürfen; denn es ist ihn kein noth noch nütz. Aber weil ein rechter Christen auf Erden nicht ihm selbs, sondern seinem Nähisten lebt und dienet, so thut er von Art seins Geistes auch das, dess er nichts bedarf, sondern das seinem Nähisten nutz und noth ist.  Jeg svarer: Jeg har netop sagt, at de kristne indbyrdes og hos sig selv og for sig selv behøver hverken lov eller sværd. For det har de ikke brug for eller nytte af. Men fordi en ægte kristen på jorden ikke lever for sin egen skyld, men lever for sin næste og tjener ham, så gør han, som noget helt naturligt, også det, som han ikke behøver, men som er til gavn og gode for hans næste. 
75  Nu aber das Schwert ein gross nöthlicher Nutz ist aller Welt, dass Fried erhalten, Sund gestraft, und den Bösen gewehret werde, so gibt er sich aufs allerwilligst under des Schwerts Regiment, gibt Schoss, ehret die Uberkeit, dienet, hilft und thut Alles, was er kann, das der Gewalt forderlich ist, auf dass sie im Schwang und bei Ehren und Furcht erhalten werde: wiewohl er dess fur sich keines darf, noch ihm noth ist; denn er siehet darnach, was andern nutz und gut ist, wie Paulus (Röm 13,7) lehret. Men da nu sværdet overalt er uomgængelig nødvendigt til at bevare freden, straffe synden og bremse de onde mennesker, så underkaster han sig med den største beredvillighed sværdets styre, betaler skat, adlyder øvrigheden, stiller sig til tjeneste, yder hjælp og gør alt, hvad han kan for at gavne statsmagten, så at den kan fungere og adlydes og respekteres, selv om han ikke personligt behøver eller trænger til noget af det. Han ser jo på det, der nytter og gavner andre mennesker, sådan som Paulus lærer. (fx Ef 5,1-6,9)
76  Gleichwie er auch alle ander Werk der Liebe thut, der er nichts bedarf. Denn er besucht die Kranken nit darumb, dass er selb davon gesund werde; er speiset Niemand, dass er selb der Speise dürfe; also dienet er auch der (E72) (W254) Uberkeit nicht, dass er ihr bedurfe, sondern die andern, dass sie beschützt, und die Bösen nicht ärger werden.  På samme måde udfører han også alle andre kærlighedens gerninger, som han ikke er tvunget til; for han besøger ikke de syge, fordi han selv bliver rask ved det, han giver ikke nogen mad, fordi han selv trænger til det. På samme måde tjener han også øvrigheden, ikke fordi han behøver den, men fordi de andre har brug for den, så at den beskytter dem, og så at de onde ikke bliver værre. 
77 Denn es gehet ihm nichts dran abe, und schadet ihn solcher Dienst nichts; und bringt doch der Welt grossen Nutz. Und wo ers nicht thät, so thät (er) nicht als ein Christ, dazu wider die Liebe; gäbe auch den andern ein böse Exempel, die auch dessgleichen wollten keine Uberkeit leiden, ob sie wohl Unchristen wären: damit denn dem Evangelio ein Schmach entstünde, als lehret es Aufruhr, und eigensinnige Leut machet, die Niemand nütze noch zu Dienst sein wollten, so es doch einen Christen zu Idermanns Knecht macht. Also gab Christus Matth. 17,27 den Zinsgroschen, dass er sie nicht ärget; so ers doch nichts bedurft. (se osiander).  For der går ikke noget fra ham af den grund, og denne tjenergerning skader ham ikke, men er jo til stor gavn for verden. Hvis han ikke handlede således, så handlede han ikke som kristen, nej, han trodsede kærligheden og blev tilmed et dårligt eksempel for de andre, som ligeledes heller ikke ville underkaste sig nogen øvrighed, selv om de ikke er kristne. Derved ville evangeliet da opleve den skændsel, at det tilsyneladende opfordrede til oprør og skabte selvrådige mennesker, der ikke ville gøre gavn eller være til tjeneste for nogen, skønt det jo gør den kristne til alles tjener. Derfor betalte Kristus skat (Matt.17,27) selv om han jo ikke havde behøvet det, for at han ikke skulle forarge nogen.
78         Also siehest du auch in den Worten Christi, droben aus Matth. 5,39 angezeigt, dass er wohl lehret, wie die Christen unternander kein weltlich Schwert noch Recht haben sollen.         Af de omtalte ord af Kristus fra Matt. 5,39 kan du også forstå, at han ganske vist lærer, at de kristne indbyrdes ikke skal bruge noget verdsligt sværd eller nogen verdslig lov, 
79 Er verbeut aber nicht, dass man den dienen und unterthan sein solle, die weltlich Schwert und Recht haben; sondern vielmehr, weil du sein nicht darfst noch haben sollt, sollt du den dienen, die nicht so hoch kommen sind als du, und desselben noch dürfen.  men han forbyder dem ikke at tjene og underordne sig dem, der sidder inde med det verdslige sværd og den verdslige lov. Fordi du kan undvære det og ikke skal besidde det, skal du så meget mere tjene dem, der ikke er kommet så vidt som du og stadig behøver det.
80  Ob du nicht bedarfest, dass man deinen Feind strafe; so darfs aber dein kranker Nähister: dem sollt du helfen, dass er Fried habe, und seinem Feind gesteuret werde. Wilches nicht geschehen mag, die Gewalt und Uberkeit werde dann in Ehren und Furcht erhalten. Christus spricht nicht also: Du sollt der Gewalt nicht dienen noch unterthan sein; sondern: Du sollt dem Ubel nit widerstreben.  Selv om det ikke er nødvendigt for dig at få din fjende straffet, så er det nødvendigt for din syge næste. Ham skal du hjælpe, for at han kan være i sikkerhed og hans fjender kan blive holdt i ave. Det kan ikke lade sig gøre, uden at statsmagten og øvrigheden bliver adlydt og respekteret. Kristus siger ikke: Du må ikke tjene eller underordne dig statsmagten; men: Du må ikke gøre modstand imod det onde. (Matt 5,39)
81 Als sollt er sagen: Halt du dich also, dass du Alles leidest, damit du der Gewalt nicht bedürfest, dass sie dir helfe und diene, nutz oder noth sei; sondern wiederumb, dass du ihr helfest, dienest, nutz und noth seist. Ich will dich höher haben und viel zu edel, denn dass du ihr bedürfest; sondern sie soll dein bedürfen. Det er det samme som at sige: Forhold dig sådan, at du finder dig i alt, for at du ikke skal være nødt til at bruge statsmagten til at hjælpe og tjene og støtte dig, men omvendt: for at du skal hjælpe, tjene og være til nytte og gavn for den. Jeg vil have, at du skal være hævet over den, jeg vil have, at du skal være alt for god til at have brug for den, men den skal have brug for dig.
82          Aufs Sechst, so fragist du: Ob denn auch ein Christ müge das weltlich Schwert führen, und die Bösen strafen, weil Christi Wort so hart und helle lauten, (E73) du sollt dem Ubel nicht widerstehen, dass die Sophisten haben müssen ein Rath draus machen?          For det sjette: så spørger man, om en kristen da også kan bruge det verdslige sværd og straffe de onde, når Kristi ord om, at man ikke må gøre modstand imod det onde, er så utvetydige og klare, at sofisterne har været nødt til at lave dem om til råd.
83 Antwort: Du hast itzt zwei Stück gehört. Eins, dass unter den Christen das Schwert nicht sein kann; darumb kannst du es uber und unter den Christen nicht führen, die sein nicht bedürfen. Darumb müsst der mit der Frage hinaus, auf den andern Haufen, die nit Christen sind, ob du sein daselbs christlich brauchen mügest.  Svar: Du har nu hørt om to ting. Det første er, at sværdet er udelukket hos de kristne. Derfor kan du heller ikke benytte det mod de kristne eller blandt dem, siden de ikke behøver det. Derfor må man stille spørgsmålet med henblik på den anden gruppe, der ikke er kristen: er det kristeligt rigtigt at bruge det her? 
84 Da ist das ander Stück, dass du dem Schwert zu dienen schuldig bist, und fordern sollt, womit du kannst, es sei mit Leib, Gut, Ehre und Seele. Denn es ist ein Werk, dess du nichts bedarfest; aber ganz nutz und noth aller Welt und deinem Nähisten. Darumb, (W255) wenn du sehest, dass am Henker, Büttel, Richter, Herrn oder Fursten mangelt, und du dich geschickt fundest, solltist du dich dazu erbieten, und darumb werben, auf dass ja die nöthige Gewalt nicht veracht und matt würde, oder unterginge; denn die Welt kann und mag ihr nicht gerathen. Så kommer det andet: at man har pligt til at tjene og hjælpe sværdet alt, hvad man kan, det være sig med liv og sjæl, gods og ære. For det udfører en gerning, som du ikke har brug for, men som er overordentlig påkrævet og nyttig for hele verden og din næste. Derfor, hvis du ser, at der mangler en bøddel, en retsbetjent, en dommer, herre eller fyrste, så skal du tilbyde dig og søge at blive det, hvis du synes, du er kvalificeret. Ellers vil jo statsmagten, som vi nu engang ikke kan undvære, miste respekten, svækkes eller helt gå i opløsning. For verden kan bestemt ikke klare sig uden den.
85 Ursach, denn in dem Fall gingst du einher ganz in frembdem Dienst und Werken, das nicht dir noch deinem Gut oder Ehre, sondern nur dem Nähsten und Andern nützet: und thätests nicht der Meinung, dass du dich rächen, oder Böses umb Böses geben wolltist; sondern deinem Nähisten zu gut, und zur Haltung Schutz und Frieds der Andern.  Begrundelse: for i en sådan situation går du udelukkende ind i en tjeneste og gerning for andre, uden at det gavner dig, din økonomi eller din anseelse, men kun din næste og andre end dig selv. Og du gør det ikke i den hensigt, at du vil hævne dig eller gengælde ondt med ondt, men for at gavne din næste og værne og beskytte andre.
86 Denn fur dich selbs bleibst du an dem Evangelio, und hältist dich nach Christi Wort, dass du gern den andern Backenstreich leidest, den Mantel zum Rock fahren lassest, wenn es dich und deine Sach beträfe.  Thi for dit eget vedkommende holder du fast ved evangeliet og lever efter Kristi ord, så at du finder dig villigt i en lussing på den anden kind, lader kappen følge med kjortelen, hvis det er dig og dit, det drejer sig om. 
87       Also gehets denn beides fein mit einander, dass du zugleich Gottis Reich und der Welt Reich gnug thuest äusserlich und innerlich, zugleich Ubel und Unrecht leidest, und doch Ubel und Unrecht strafest: zugleich dem Ubel nicht widerstehist, und doch widerstehist. Denn mit dem einen siehest du auf dich und auf das Deine; mit dem andern siehest du auf den Nähisten und auf das Seine.          Således passer det da storartet sammen, at du samtidig i det indre giver Guds rige sit og i det ydre giver verdens rige sit, at du finder dig i ondskab og uret og alligevel straffer det, at du ikke gør modstand imod det onde og alligevel gør modstand. For ved det ene ser du på dig selv og din tarv, ved det andet på din næste og hans tarv.
88 An dir und an dem Deinen hältist du dich nach dem Evangelio, und leidest Unrecht, als ein rechter Christ fur dich; an dem Andern und an dem Seinen hältist (E74) du dich nach der Liebe, und leidest kein Unrecht fur deinen Nähisten: wilchs das Evangelium nicht verbeut, ja, vielmehr gebeut an andern Ort.  Med henblik på dig selv og din egen tarv retter du dig efter evangeliet og finder dig som en ægte kristen i overgreb. Med henblik på din næste og hans tarv handler du efter kærligheden og finder dig ikke i noget overgreb på din næstes vegne; det forbyder evangeliet ikke, nej, tværtimod påbyder det dette andetsteds. 
89        Auf diese Weise haben das Schwert geführet alle Heiligen von Anfang der Welt. Adam mit seinen Nachkommen. Also führet es Abraham, da er Loth, seines Bruders Sohn, errettet, und schlug die vier Könige, 1 Mos. 14,14f, so er doch ganz und gar ein evangelisch Mann war.         På den måde har alle hellige fra verdens begyndelse brugt sværdet, Adam og hans efterkommere. Således brugte Abraham det, da han befriede sin brorsøn Lot og slog de fire konger (l.Mos.14,14f), skønt han dog helt og holdent var en evangeliets mand. 
90 Also schlug Samuel, der heilige Prophet, den König Agag, 1 Sam 15,33, und Elias die Propheten Baal, 1 Kön 18,40. Also habens gefuhrt Mose, Josua, die Kinder Israel, Simson, David, und alle Könige und Fursten im alten Testament. Item, Daniel und seine Gesellen, Ananias, Asarias und Misael, zu Babylonien. Item, Joseph in Egypten, und so fortan.  Således slog den hellige profet Samuel kong Agag (1. Kong.15,33), og Elias Baalsprofeterne (3. Kong. 18,40). Således har Moses, Josua, Israels børn, Samson, David og alle kongerne og fyrsterne i den gamle pagt brugt sværdet; ligeledes Daniel og hans venner, Hananja, Azarja og Misjael, i Babylon; Josef i Ægypten og mange andre.
91       Ob aber Jemand wollt furgeben, das alte Testament sei aufgehaben und gelte nicht mehr, darumb kunnte man den Christen solch Exempel nicht furtragen; antwort ich: Das ist nicht also. Denn St. Paulus 1 Cor 10,3f spricht: Sie haben dieselbige geistliche Speise gessen, und Trank getrunken von dem Fels, der Christus ist, wie wir; das ist, sie haben eben denselben Geist und Glauben an Christum gehabt, den wir haben, und eben sowohl Christen gewesen, als wir; darumb, woran sie recht than haben, daran thun alle (W256) Christen recht, von Anfang der Welt bis ans Ende.         Nu er der måske nogle, der vil indvende, at den gamle pagt er ophævet og ikke gælder mere, og derfor kan man ikke bruge disse eksempler over for kristne. Dertil svarer jeg: Det er ikke rigtigt, for Skt. Paulus siger i 1. Kor.10,3f: De spiste den samme åndelige mad som vi og drak den samme drik af klippen, der er Kristus, d.v.s. de havde ganske den samme Ånd og tro på Kristus, som vi har, og de var lige så vel kristne som vi. Det, som de har gjort rigtigt i, gør alle kristne derfor også rigtigt i, og det lige fra verdens begyndelse til dens ende.
 92  Denn Zeit und äusserlicher Wandel scheidet nichts unter den Christen. Auch ists nichts wahr, dass das alte Testament also aufgehaben sei, dass man es nicht müsse halten, oder Unrecht thäte, wer es allzumal hielte; wie St. Hieronymus und viel mehr gestrauchelt haben: sondern es ist also aufgehaben, dass es frei ist zu thun und zu lassen, und nicht mehr noth ist bei Seelen Verluft zu halten, wie es dazumal war.  For de kristnes tro er den samme trods tidernes skiften og ydre forandringer. Det er heller ikke sandt, at den gamle pagt er sat ud af kraft, sådan at man ikke må rette sig efter den, eller sådan at den, der vil overholde alt i Det gamle Testamente, gør forkert; det er den fejl, som Skt. Hieronymus (n92) og mange andre har gjort sig skyldige i. Den er sat ud af kraft på den måde, at man er frit stillet til at bruge den eller lade være, og at det ikke som tidligere mere er nogen betingelse for frelsen at overholde den.
93 Denn Paulus spricht (1 Cor 7,19; Gal 6), dass wider Vorhaut noch Beschneidung etwas sei, sondern ein neu Creatur in Christo, das ist, es ist nicht Sund, Vorhaut haben, wie die Juden meineten; so ists auch nicht (E75) Sund sich beschneiden, wie die Heiden meineten; sondern beides frei und gut, wer es also thut, dass er nicht meine, dadurch frumm oder selig zu werden.  Paulus siger jo i  1. Kor.7,19 og Gal. 6,15 at hverken forhud eller omskærelse betyder noget, men en ny skabning i Kristus, d.v.s. det er ikke synd at beholde forhuden, sådan som jøderne mente, men det er heller ikke synd at lade sig omskære, sådan som hedningerne mente; men begge dele er tilladte og rigtige, hvis den, der gør det, ikke tror, at han bliver retfærdig eller frelst på grund af det.
94 Also hat sichs auch mit allen andern Stücken des alten Testaments, dass nicht unrecht ist, wer es lässet, noch unrecht, wer es thut, sondern Alles frei und gut zu thun und zu lassen. Ja, wo es dem Nähisten nutz oder noth wäre zur Selikeit, so wären sie alle noth zu halten: denn Idermann ist schuldig zu thun, was seinem Nähisten nutz und noth ist, es sei alt oder neu Testament, es sei ein jüdisch oder heidenisch Ding, wie Paulus lehret 1 Cor. 9,12.  Sådan stiller det sig også med alt det andet i Det gamle Testamente, at man ikke gør forkert ved at undlade at gøre det, og heller ikke ved at gøre det, men man har frihed og ret til at gøre det eller lade være. Ja, hvis det var gavnligt eller påkrævet for min næstes frelse, så var det nødvendigt at overholde det altsammen. For alle har pligt til at gøre det, der er gavnligt eller påkrævet for deres næste, ligegyldigt om det er fra den gamle eller den nye pagt, og om det er noget jødisk eller hedensk, som Paulus lærer i 1. Kor.12,13, sml 1. Kor 9,19-22. 
95 Denn die Liebe gehet durch Alles und uber Alles, und siehet nur dahin, was Andern nutz und noth ist, fraget nicht darnach, obs alt oder neu ist. Also sind die Exempel des Schwerts auch frei, dass du ihn magist folgen oder nicht; ohn wo du siehest, dass dein Nähister bedarf, da dringet dich die Liebe, das zu thun nöthlig, das dir sonst frei und unnöthig ist zu thun und zu lassen. Allein, dass du dadurch nicht gedenkist frumm oder selig zu werden, wie die Juden durch ihre Werk sich vermassen; sondern solchs dem Glauben lasssist, der dich ohn Werk zur neuen Creatur macht.  For kærligheden går igennem alt og over alt, ser kun på det, der er til gavn eller nytte for andre mennesker, spørger ikke, om det er gammelt eller nyt. Således er du også frit stillet over for eksemplerne med sværdet. Du kan følge dem eller lade være, undtagen hvis du ser, at din næste trænger til det. Så tvinger kærligheden dig til med nødvendighed at gøre det, som det ellers står dig frit for at gøre eller lade være med. Men du må ikke derfor tro, at du bliver retfærdig eller frelst, sådan som jøderne formastede sig til at tro med deres gerninger, men overlad det til troen, der uden gerninger gør dig til en ny skabning.
96        Und dass wirs auch durchs neue Testament beweisen, steht hier fest Johannes der Täufe, Luc. 3,14, der ohn Zweifel Christum zeugen, zeigen und lehren musste; das ist, seine Lehre musst eitel neutestamentisch und evangelisch sein, als der Christo sollt ein recht vollkommen Volk zuführen; derselb bestätiget das Ampt der Kriegsleut, und spricht: Sie sollen ihn an ihrem Solde benügen lassen.         Og for at vi også kan bevise det ved hjælp af Det nye Testamente, kan vi roligt anføre Johannes Døber (Luk.3,14) der måtte vidne, henvise til og prædike om Kristus - d.v.s. hans forkyndelse måtte fuldstændig tilhøre den nye pagt og evangeliet - fordi han skulle berede Kristus et godt, fuldkomment folk. Han stadfæster militærtjenesten og siger til soldaterne, at de skal være tilfredse med deres sold.
97 Wo es nu unchristlich wäre gewesen, das Schwert zu führen, sollt er sie drumb gestraft, beide Sold und Schwert heissen lassen fahren; oder hätte sie nicht recht den christlichen Stand gelehret. Also auch St. Petrus, da er dem Cornelio Apg. 10,34f predigt von Christo, hiess er ihn nicht fahren lassen sein Ampt; das er doch solllt than haben, wo es dem Cornelio hinderlich wäre gewesen an seim Christenstand; dazu zuvor ehe denn er tauft ward, kompt (W257) der (E76) heilig Geist auf ihn, auch lobet ihn St. Lucas als ein frummen Mann fur St. Peters Predigt; und tadelt doch nicht an ihm, dass er der Kriegsleut und des heidnischen Kaisers Häuptmann war. Was nu der heilige Geist an Cornelio hat lassen bleiben und nicht gestraft, ist billig, dass auch wir nicht strafen und bleiben lassen.  Hvis det nu havde været ukristeligt at bruge sværdet, burde han have kritiseret dem for det og givet dem befaling til at opgive både sold og sværd; ellers havde han ikke oplyst dem rigtigt om, hvad det vil sige at være kristen. Det samme gælder også Skt. Peter; da han prædikede for Kornelius om Kristus (Ap.G.10,34f), befalede han ham ikke at opgive sit embede. Det burde han dog have gjort, hvis det havde hindret Kornelius i at være kristen. Tværtimod, før han blev døbt, kommer Helligånden over ham. Skt. Lukas fremhæver ham også som en from og god mand inden Peters prædiken og protesterede dog ikke imod, at han var soldat og den hedenske kejsers officer. Når Helligånden nu har ladet Kornelius beholde sit embede uden indsigelse, er det rimeligt, at vi også tillader det uden nogen kritik.
98 Dessgleichen Exempel gibt auch der Mohrenhäuptmann Eunuchus, Apg 8,39 den Philippus der Evangelist bekehret und tauft, und liess ihn an seinem Ampt bleiben und wieder heim ziehen, der doch der Königin in Mohrenland, ohn Schwert nicht hat mügen so ein gewaltiger Amptmann sein.  Det samme er også tilfældet med den ætiopiske officer Eunuchus (Ap.G.8,39), (n98) som evangelisten Filip omvendte og døbte, men lod forblive i sin stilling og tage hjem igen. Han ville jo ikke kunne have været en så mægtig embedsmand hos dronningen af Ætiopien uden sværd.
99 Also ist auch gewesen der Landvogt in Cypern, Paulus Sergius, Apg 13,7.12, wilchen St. Paulus bekehret, und doch Landvogt unter und uber Heiden bleiben liess. Item, so haben viel heilige Märtyrer than, die den römischen heidnischen Kaisern gehorsam, unter ihn in Streit zogen, und ohn Zweifel auch Leut erwürgeten, umb Fried willen zurhalten; als man von St. Moritz, Achatio, Gereon, und von viel Andern unter dem Kaiser Juliano schreibt.  Sådan var det også med statholderen på Kypern, Paulus Sergius (Apg 13,7.12), som Skt. Paulus omvendte, men alligevel tillod at fortsætte som statholder for hedningerne. På samme måde gjorde også mange hellige martyrer, der adlød de hedenske, romerske kejsere, drog i felten under dem og ganske givet også slog mennesker ihjel for fredens skyld, sådan som man beretter om Skt. Mauritius, Skt. Achatius,  Skt. Gereon og mange andre under kejser Julian. (n99)
100 Uber das so liegt da der helle starke Text St. Pauli Röm 13,1, da er spricht: Die Gewalt ist von Gott verordnet. Item: Die Gewalt trägt nicht vergeblich das Schwert: sie ist Gottis Dienerine, dir zu gut, ein Racherine uber den, der Böses thut.  Ud over det så foreligger Sankt Paulus' klare utvetydige tekst i Rom 13,1 hvor han siger: øvrigheden er forordnet af Gud; og videre: øvrigheden bærer ikke sværdet forgæves; den er Guds tjener til gavn for dig og straffer den, der handler ondt. 
101       Lieber sei du nicht so frevel, dass du wolltist sagen: Ein Christ müge das nicht führen, das Gottis eigentlich Werk, Ordnung und Creatur ist. Sonst müsstist du auch sagen, ein Christ müsste nicht essen noch trinken, noch ehelich werden, denn es auch Gottis Werk und Ordnunge sind. Ists aber Gottis Werk und Creatur, so ists gut, und also gut, dass sein Jedermann christlich und seliglich brauchen kann, wie Paulus sagt 1 Tim 4,4: Alle Creatur Gottis ist gut, und nichts zu verwerfen den Gläubigen, und die die Wahrheit erkennen.          Kære ven, vær nu ikke så formastelig at sige: En kristen kan ikke bruge det, som Gud udtrykkeligt har virket, ordnet og skabt. Ellers må du også sige: En kristen må ikke spise og drikke eller gifte sig, for det er også noget, Gud har virket og forordnet. Men er det noget, Gud har virket og skabt, så er det også godt og godt på en sådan måde, at enhver som kristen kan benytte det til velsignelse, som Paulus siger (2.Tim.4,4): Alt, hvad Gud har skabt, er godt, og intet må forkastes af de troende og dem, der kender sandheden.
102 Unter allen Creaturn Gottis musst du je nicht allein Essen und Trinken, Kleider und Schuch, sondern auch Gewalt und Unterthänikeit, Schutz und Straf sein lassen. Und Summa Summarum, weil hie St. Paulus sagt (E77) (Röm 13,1) die Gewalt sei Gottis Dienerin, muss man sie lassen nit alleine den Heiden, sondern allen Menschen brauchlich sein.  Til alt det, Gud har skabt, må man dog ikke bare regne mad og drikke, sko og klæder, men også statsmagten og lydighed imod den, beskyttelse af borgerne og strafudøvelse. Kort sagt: når Skt. Paulus siger, at statsmagten er Guds tjener, må man lade alle mennesker bruge den, og ikke blot hedninger. 
103 Was ists gesagt, sie ist Gottis Dienerin, denn so viel: Die Gewalt ist von Natur der Art, dass man Gott damit dienen kann? Nu wäre es gar unchristlich geredt, dass irgend ein Gottisdienst wäre, den ein Christenmensch nit thun sollt oder müsste, so Gottisdienst Niemand so eben eigent als den Christen; und auch wohl gut und noth wäre, dass alle Fursten (W258) rechte gute Christen wären; denn das Schwert und die Gewalt, als ein sonderlicher Gottisdienst, gebührt den Christen zu eigen fur allen andern auf Erden.  At den er Guds tjener, betyder det ikke netop, at statsmagten af væsen er sådan, at man kan tjene Gud ved at bruge den? Det ville rigtignok være meget ukristeligt at tale om, at der skulle være nogen som helst måde at tjene Gud på, som en kristen ikke måtte være med til, når ingen er nærmere til at tjene Gud end netop de kristne. Og det ville rigtignok også være både til gavn og nytte, om alle fyrster var virkelige, gode kristne. For at bruge sværdet og statsmagten som en særlig tjeneste for Gud påhviler de kristne mere end alle andre på jorden.
104        Darumb sollt du das Schwert oder die Gewalt schätzen, gleichwie den ehlichen Stand, oder Ackerwerk, oder sonst ein Handwerk, die auch Gott eingesetzt hat. Wie nu ein Mann kann Gott dienen im ehlichen Stand, am Ackerwerk oder Handwerk, dem Andern zu nutz, und dienen müsste, wenn es seinem Nähisten noth wäre;         Derfor skal man påskønne sværdet eller statsmagten lige så meget som ægteskabet, landbruget eller et hvilket som helst håndværk, som Gud også har indstiftet. Ligesom nu en mand kan tjene Gud i ægteskabet, i landbruget eller i et håndværk til gavn for andre mennesker, og skal gøre det, hvis hans næste trænger til det, 
105 also kann er auch in der Gewalt Gott dienen: und soll drinnen dienen, wo es des Nähisten Nothdurft fodert; denn sie sind Gottis Diener und Handwerksleut, die das Böse strafen, und das Gute schützen. Doch dass es auch frei sei zu lassen, wo es nit noth wäre; gleich als ehlich werden und Ackerwerk treiben frei ist, wo es nicht noth wäre.  således kan han også tjene Gud ved at udøve magten, og skal gøre det, hvis næstens tarv kræver det. For de er Guds tjenere og arbejdsredskaber, når de straffer ondskab og værner det gode. Dog kan man frit lade være, hvis det ikke er nødvendigt, ligesom det er en frivillig sag at indgå ægteskab og drive landbrug, medmindre det er nødvenligt.
106       So sprichst du: Warumb hats denn Christus und die Apostel nicht geführet? Antwort: Sage mir, warumb hat er nicht auch ein Weib genommen, oder ist ein Schuster oder Schneider worden? Sollt drumb ein Stand oder Ampt nit gut sein, das Christus selbs nicht getrieben hätte; wo wollten alle Stände und Aempter bleiben, ausgenommen das Predigampt, wilchs er allein getrieben hat?           Så kommer man og siger: Hvorfor har Kristus og apostlene da ikke brugt sværdet? Svar: Sig mig engang, hvorfor giftede han sig ikke, eller blev skomager eller skrædder? Hvis en stilling eller en tjeneste ikke er god, fordi Kristus ikke selv havde den, hvad skal der så blive af alle andre stillinger og tjenester ud over forkynder-tjenesten, som var den eneste, han havde?
107 Christus hat sein Ampt und Stand geführet; damit hat er keins andern Stand verworfen. Es stund ihm nicht zu, das Schwert zu führen: denn er sollte nur das Ampt führen, dadurch sein Reich geregiert wird, und eigentlich zu seinem Reich dienet. Nu gehört zu seinem Reich nicht, dass er ehlich, Schuster, Schneider, Ackermann, Furst, Henker oder Büttel sei, auch wider Schwert noch weltlich Recht, sondern nur Gottis Wort und Geist; damit werden die Seinen (E78) geregiert inwendig.  Kristus har haft sin tjeneste og sin stilling, uden at det betød, at han forkastede alt andet af den grund. Det var ikke hans opgave at bruge sværd. For han skulle kun udføre den tjenende gerning, hvorved hans rige regeres, og som virkelig tjente hans rige. Nu hører det ikke hans rige til, at han er ægtemand, skomager, skrædder, landmand, fyrste, bøddel eller retstjener. Han skal heller ikke bruge sværd eller de verdslige love, men kun Guds ord og ånd, hvormed de, der hører ham til, regeres i hjertet. 
108 Wilchs Ampt er auch dazumal trieb, und noch immer treibt, gibt immer Geist und Gottis Wort. Und in dem Ampt müssten ihm die Apostel nachfolgen, und alle geistliche Regierer; denn sie haben an dem geistlichen Schwert, dem Wort Gottis, wohl so viel zu schaffen, dass sie solch ihr Handwerk recht treiben, dass sie des weltlichen Schwerts wohl müssen müssig gehen, und Andern lassen, die nicht zu predigen haben. Wiewohl es ihrem Stand nichts wider ist zu brauchen, wie gesagt ist; denn ein Iglicher muss seins Berufens und Werks warten.  Men den tjeneste øvede han også dengang og øver den stadig - han giver os stadig Ånden og Guds ord. Og i den tjeneste måtte apostlene og alle åndeligt foresatte være hans efterfølgere. For hvis de skal udføre deres gerning godt, har de så meget arbejde at gøre for Guds ord med det åndelige sværd, at de rigtignok er nødt til at lade det verdslige sværd være og overlade det til andre, som ikke skal prædike, selv om det som sagt ikke strider imod deres stilling at bruge sværdet. For alle skal jo tage vare på deres kald og gerning. 
109       Darumb, ob Christus schon nicht das Schwert geführet, noch gelehret hat; so ists doch gnug, dass ers nicht verboten noch aufgehaben, sondern bestätiget hat. Gleichwie es gnug ist, dass er den ehlichen Stand nicht aufgehaben, sondern bestätigt hat, ob er wohl kein Weib genommen, noch nichts davon gelehret hat.          Derfor selv om Kristus ikke har brugt sværdet eller påbudt det, så er det jo tilstrækkeligt, at han ikke har forbudt det eller afskaffet det, men stadfæstet det - ligesom det er tilstrækkeligt, at han ikke har afskaffet ægteskabet, men stadfæstet det, selv om han ikke giftede sig eller lærte noget om det.
110 Denn er müsste sich allerdings beweisen mit solchem Stand und Werk, die eigentlich nur alleine zu seinem Reich dieneten: auf dass nicht ein Ursch und nöthigs Exempel draus genommen würde, zu lehren und zu gläuben, es kunnte Gottis Reich nit ohn Ehe und Schwert und dergleichen äusserlichs (W259) Dings bestehen, (denn Christi Exempel dringen vonnöthen,) so es doch nur durch Gottis Wort und Geist bestehet, wilch Christi eigentlich ampt gewesen ist und sein musste, als des ubersten Königs in demselben Reich. Nu aber nicht alle Christen dasselb Ampt haben; (wiewohl sie es haben mügen,) ists billig, dass sie sonst ein anders äusserlich haben, damit auch Gott gedienet mag werden.  For han var nødt til udelukkende at fremtræde i den stilling og gerning som i egentligste forstand kun tjente hans rige alene, for at man ikke skulle tage hans eksempel som tvingende grund til at tro og lære, at Guds rige ikke kunne bestå uden ægteskab og sværd og den slags ydre ting (for Kristi eksempel tvinger nødvendigvis til efterligning), når det dog kun består i kraft af Guds ord og ånd. Det var og måtte være Kristi særlige tjeneste som den øverste konge i dette rige. Da nu ikke alle kristne har denne tjeneste, selv om de er berettiget dertil, er det rigtigt, at de har et andet timeligt arbejde, som de også kan tjene Gud med.
111       Aus diesem Allen folget nu, wilchs der rechte Verstand sei der Wort Christi, Matth. 5,39: Ihr sollt dem Ubel nicht widerstreben etc, nämlich der, dass ein Christen soll also geschickt sein, dass er alles Ubel und Unrecht leide, nicht sich selb räche, auch nicht fur Gericht sich schütze; sondern, dass er allerding nichts bedürfe der weltlichen Gewalt und Rechts fur sich selbs.          Af alt dette fremgår nu den rigtige forståelse af Kristi ord i Matt. 5,39: I må ikke gøre modstand imod det onde osv. En kristen skal være sådan beskaffen, at han finder sig i alskens ondskab og uret, ikke tager sig selv til rette, heller ikke søger støtte ved domstolene, nej, han har slet ikke brug for den verdslige magt og lov for sit eget vedkommende.
112 Aber fur Andere mag und soll er Rache, Recht, Schutz und Hülfe suchen, und dazu thun, womit er mag. Also soll ihm die Gewalt, entweder von ihr selb, oder durch Andere Anregen, ohn sein eigen Klage, Suchen (E79) und Anregen, helfen und schützen. Wo sie das nicht thut, soll er sich schinden und schänden lassen, und keinem Ubel widerstehen, wie Christi Worte lauten.  Men andre kan og skal han skaffe gengældelse, ret, beskyttelse og hjælp og gøre alt, hvad han kan dertil. På samme måde skal statsmagten enten af sig selv eller efter andres tilskyndelse også hjælpe og beskytte ham uden at have modtaget nogen klage, anmodning eller opfordring fra ham selv. Hvis den ikke gør det, skal han lade sig pine og plage og ikke gøre modstand mod det onde, sådan som Kristi ord siger.
113        Und sei du gewiss, dass diese Lehre Christi nicht ein Rath fur die Vollkommen sei, wie unser Sophisten lästern und lügen, sondern ein gemein strengs Gebot fur alle Christen: dass du wissest, wie die allzumal Heiden sind unter christlichem Namen, die sich rächen, oder fur Gericht umb ihr Gut und Ehre rechten und zanken; da wird nicht anders aus, das sag ich dir. Und kehre dich nicht an die Menge, und gemeinen Brauch; denn es sind wenig Christen auf Erden, da zweifel du nicht an: dazu so ist Gottis Wort etwas Anders, denn gemeiner Brauch.           Og du kan være vis på, at Kristi lære her ikke er et råd for fuldkomne, sådan som vores kære sofister gudsbespotteligt og løgnagtigt siger; men det er et strengt krav til alle kristne uden undtagelse. Du skal vide, at de allesammen er hedninger under kristennavnets dække, de, der tager sig selv til rette eller ævles og kævles for domstolene for gods og ære. Det kommer der ikke noget ud af, siger jeg dig. Ret dig ikke efter mængden og skik og brug, for der er kun få kristne på jorden, det kan du være sikker på. Desuden så er Guds ord noget andet end skik og brug.
114        Denn hie siehest du, dass Christus nicht das Gesetz aufhebt, da er spricht: Ihr habt gehört, das gesagt ist zu den Vorigen, ein Aug umb ein Aug; Ich aber sage euch: ihr sollt keinem Ubel widerstehen etc., sondern er legt den Verstand des Gesetzs aus, wie es zu verstehen sei; als sollt er sagen: Ihr Juden meinet, es sei für Gott recht und wohl than, wenn ihr das Eur mit Recht wiederholet, und verlasset euch drauf, dass Moses gesagt hat, ein Auge umb ein Auge etc.          Så kan man forstå, at Kristus ikke ophæver loven, når han siger: I har hørt, at der er sagt til forfædrene: Et øje for et øje; men jeg siger jer: I må ikke gøre modstand imod det onde. Men Kristus forklarer os meningen med loven og viser, hvorledes den skal forstås, som om han ville sige: I jøder tror, at det er godt og rigtigt i Guds øjne, når I ved lovens hjælp tager det tilbage, der er jeres, og stoler på, at Moseloven har sagt: Et øje for et øje.
115 Ich sage euch aber, dass solch Gesetz Moses darumb geben hat, uber die Bösen, die nicht zu Gottes Reich gehören, dass sie sich selb nicht rächen oder Aergers thun, sondern durch solch äusserliche Recht gezwungen werden, Böses zu lassen, dass sie doch mit eim äusserlichen Recht und Regiment verfasset werden unter die Gewalt; ihr aber sollt euch so halten, dass ihr solchs Rechts nicht dürfet noch suchet.  Men jeg siger jer, at Moses har givet denne lov for de onde mennesker, der ikke hører til Guds rige, så at de ikke tager sig selv til rette eller gør det, der er værre; men sådanne ydre love skal tvinge dem til at lade være med at begå noget ondt, så at de nu bliver underkastet statsmagten ved hjælp af en ydre retsorden og et ydre styre. Men I skal forholde jer sådan, at I ikke behøver eller ønsker sådan en retsorden.
116 Denn ob wohl die weltliche Uberkeit solch Gesetz muss haben, darnach sie die Ungläubigen richte, und auch ihr sellbs wohl dess (W260) brauchen mügt, Andere darnach zu richten; so sollt ihrs doch fur euch und in eur Sachen nicht suchen noch brauchen; denn ihr habt das Himmelreich; drumb sollt ihr das Erdreich lassen, wer es euch nimpt.  For skønt den verdslige øvrighed er nødt til at have denne lov til at dømme de vantro efter, og I også nok selv må bruge den til at dømme andre mennesker efter, så må I jo ikke antage og bruge den for jeres eget vedkommende, for himmeriget er jeres. Hvis derfor nogen tager jorderige fra jer, skal I lade ham gøre det. 
117       Siehe, das siehest du, wie Christus seine Wort nicht dahin deutet, dass er Mosis Gesetz aufhebe, oder die weltlich Gewalt verbiete; sondern er zeucht die Seinen (E80) eraus, dass sie fur sich selb der recht (nicht) brauchen, sondern den Ungläubigen lassen sollen, wilchen sie doch auch mit solchem ihrem Recht dienen mügen, weil da Unchristen sind, und man Niemand zum Christenthum zwingen kann.          Se, så forstår man, at Kristus ikke mener sine ord på den måde, at han vil ophæve Moseloven eller forbyde den verdslige magt, men han fritager sine egne for at bruge den for deres eget vedkommende, men de skal overlade den til de vantro. Dem er de jo også i stand til at tjene med deres egen lov, fordi de ikke er kristne - og man kan ikke tvinge nogen til kristendommen.
118 Dass aber Christi Wort alleine auf die Seinen gehen, wird daraus klar, dass er hernach sagt (Matth. 5,44): Sie sollen ihre Feinde lieben, und vollkommen sein, wie ihr himmlischer Vater. Wer aber seine Feind liebt und vollkommen ist, der lässt das Gesetz liegen, und braucht sein nicht, dass er ein Auge umb ein Auge fodere. Er wehret aber den Unchristen auch nicht, die ihr Feind nicht lieben, und sein brauchen wollen; ja er hilft, das solch Gesetz die Bösen fassen, damit sie nichts Aergers thun.  Men at Kristi ord udelukkende går på hans egne, bliver klart, når han bagefter siger, (Matt 5,44) at de skal elske deres fjender og være fuldkomne som deres Fader i himmelen. Når man elsker sine fjender og er fuldkommen, lader man loven ligge og bruger den ikke til at kræve et øje for et øje. Men man hindrer heller ikke dem, der ikke er kristne og ikke elsker deres fjender, i at bruge den. Nej, man medvirker til, at disse love hindrer de onde i at gøre det, der er værre.
119       So ist nu (mein ich,) das Wort Christi vereiniget mit den Sprüchen, die das Schwert einsetzen, und dass die Meinung hie ist: Schwert soll kein Christen fur sich und seine Sache führen noch anrufen; sondern fur einen Andern mag und soll ers führen und anrufen, damit der Bosheit gesteuret und Frummkeit geschutzt werde.         På den måde mener jeg, at modsætningen nu er ophævet mellem Kristi ord og de skriftord, der forordner sværdet, og at meningen er følgende: sværdet må ingen kristen bruge eller kalde til hjælp for sit eget vedkommende, men for et andet menneske kan og skal han gøre det, for at det onde kan holdes nede og det gode værnes.
120 Gleichwie der Herr auch am selben Ort spricht (v. 35.37): Ein Christen solle nicht schwören, sondern sein Wort soll sein, ja, ja, nein, nein; das ist, fur sich selb und aus eigenem Willen und Lust soll er nit schwören. Wenn aber die Noth, Nutz und Selikeit, oder Gottis Ehre das fordert, soll er schwören: so braucht er denn eim Andern zu Dienst des verboten Eides; gleichwie er eim Andern zu Dienst brauchts des verboten Schwerts.  Det er også det, Herren siger sammesteds: (Matt 5,35-37) En kristen må ikke sværge, men hans ord skal være ja, ja! nej, nej!, d.v.s. af hensyn til sig selv og sin egen vilje og egne ønsker må han ikke sværge, men hvis det er nødvendigt for et andet menneskes gavn, for frelsen eller for Guds æres skyld skal han sværge. Så tjener han jo en anden ved at bruge den forbudte ed, ligesom han tjener andre ved at bruge det forbudte sværd. 
121 Gleichwie Christus und Paulus oft schwören, ihre Lehre und Zeugniss den Menschen nutzlich und glaubwürdig zu machen. Wie man denn thut und thun mag in den Verbundnussen und Vertragten etc. Davon Ps. 63,12 spricht: Sie werden gelobt, die bei seinem Namen schwören.  På samme måde svor Kristus og Paulus ofte (n121) for at gøre deres lære og vidnesbyrd tjenligt og troværdigt for mennesker, ligesom man gør og har lov til at gøre, når man slutter forbund eller forlig og lign. Det er det, Sl.63,12 taler orn: De, der sværger ved hans navn, bliver rost.
122        Hie fragist du weiter, ob denn auch die Büttel, Henker, Juristen, Fursprecher, und was des Gesinds ist, Christen sein mügen, und ein seligen Stand haben? Antwort: Wenn die Gewalt und das Schwert ein Gottisdienst ist, wie droben erweiset ist, so muss auch (E81) das Alles Gottisdienst sein, das der Gewalt noth ist, das Schwert zu führen. Es muss je sein, der die Bösen (W261) fähet, verklagt, würget und umbringt, die Guten schützt, entschuldigt, verantwortet und errettet.           Du spørger så videre, om da også retstjenere, bødler, jurister, advokater og andre med den bestilling kan være kristne og være i nådens stand. Svar: Hvis man tjener Gud med magtudøvelse og sværd, som det er vist ovenfor, så må også alt det, der er nødvendigt for, at statsmagten kan bruge sværdet, være en tjeneste for Gud. Der skal jo være nogen, der pågriber, anklager, henretter og dræber de onde, beskytter, frikender, forsvarer og redder de gode. 
123 Darumb wenn sie es der Meinung thun, dass sie nicht sich selb drinnen suchen, sondern nur das Recht und Gewalt helfen handhaben, damit die Bösen gezwungen werden, ists ihn ohn Fahr, und mügens brauchen, wie ein Ander eins andern Handwerks, und sich davon näheren. Denn, wie gesagt ist, Liebe des Nähisten achtet nicht ihr Eigens, siehet auch nicht, wie gross oder geringe, sondern wie nutz und noth die Werk dem Nähisten oder der Gemeine sein.  Det er ikke farligt for dem, hvis de gør det med den tanke, at de ikke søger fordele for sig selv derved, men kun hjælper med til at håndhæve loven og statsmagten, for at de onde mennesker kan blive holdt nede. Så kan de gøre det på linie med andre erhverv og tjene deres brød derved. For næstekærligheden tager som sagt ikke hensyn til sig selv, ser heller ikke på, hvor store eller små gerningerne er, men hvor gavnlige og nødvendige de er for næsten eller samfundet.
124        Fragist du: Wie? möcht ich denn nicht fur mich selb und fur mein Sach des Schwerts brauchen, der Meinung, dass ich nicht damit das Meine suchte, sondern das Ubel gestraft würde? Antwort: Solch Wunder ist nicht unmüglich, aber gar seltsam und fährlich. Wo der Geist so reich ist, da mags wohl geschehen. Denn so lesen wir von Samson, Richt. 15,11, dass er sprach: Ich habe ihn than, wie sie mir than haben; so doch dawider sagt Sprüchw. 24,29: Sage nicht, ich will ihm thun, wie er mir than hat. Und Kap. 20,22: Sprich nicht: Ich will ihm das Böse vergelten.          Du spørger: Hvad skal det sige? Kan jeg så ikke bruge sværdet for mit eget vedkommende og i egen interesse med den tanke, at jeg ikke dermed søger mit eget, men at jeg straffer det onde? Svar: Et sådant under er ikke umuligt, men det er meget sjældent og risikofyldt. Hvor Ånden er så rigt til stede, kan det vel ske; for vi læser i Dom.15,11, at Samson sagde: Jeg har gjort mod dem, som de har gjort mod mig, skønt Ordspr.24,29 siger det modsatte: Sig ikke: Jeg vil gøre mod ham, som han gjorde mod mig; og Ordspr.20,22: Sig ikke: Jeg vil gengælde ham det onde. 
125 Denn Samson war von Gott darzu erfordert, dass er die Philistiner plagen sollt, und die Kinder Israel erretten. Ob er nu wohl Ursach an ihn nahm, dass er sein Sache furwandt, so thät ers doch nicht, siich selb zu rächen, oder das Seine zu suchen, sondern Andern zu Dienst, und zur Straf der Philistiner.  For Samson havde faet befaling af Gud til at hjemsøge filistrene og frelse Israels børn. Selv om han nok selv lagde op til strid med dem og benyttede sine egne interesser som påskud til at føre krig, så gjorde han det alligevel ikke for at hævne sig selv og skaffe sig selv nogen fordel, men for at tjene andre og straffe filistrene. (n125
126 Aber dem Exempel wird Niemand folgen, er sei denn ein rechter Christen und voll Geists. Wo die Vernunft auch so thun will, wird sie wohl fürgeben, sie wolle nicht das Ihre suchen; aber es wird im Grund falsch sein; denn ohn Gnade ists nicht müglich. Darumb werde zuvor wie Samson, so kannst du auch thun wie Samson.  Men hans eksempel er der ingen, der følger, med mindre han er en ægte kristen og fuld af ånd. Hvis fornuften også vil gøre sådan, skal den nok hævde, at den ikke søger sin egen fordel, men det er i virkeligheden usandt. Uden nåde er det nemlig ikke muligt. Derfor: bliv først som Samson, så kan du også gøre som Samson.

Videre til lyd02!

Noter:

n1.  Jeg har tilladt mig at oversætte overskriften anderledes end sædvanlig, idet jeg mener, at "wie weit" ikke skal oversættes ved "hvorvidt", men ved "hvor langt". Nå ja, "hvorvidt" kan da nok gå an, men man må i så fald gøre opmærksom på, at det er den gamle betydning af ordet, der anvendes. Meningen er altså ikke, som vi danskere kunne forledes til at tro: "Om statsmagten, hvorvidt man skylder den lydighed", underforstået, det kan være, man ikke skylder den lydighed, det kan være, man skylder den lydighed, men nu undersøger vi sagen nøjere. Men meningen er: "Om statsmagten, hvor langt skal ens lydighed mod den strække sig?" Man kan se, at det er det, der er meningen, når Luther i begyndelsen af andet afsnit, der hedder "Den verdslige øvrigheds grænser", siger, at vi nu kommer til det vigtigste afsnit i afhandlingen.

n2  TC-note (Torben Christensen note, dvs note af Torben Christensen, fra Luthers værker i Udvalg): Johann den Bestandige (1468 -1532) var tidligt blevet vundet for Luthers forkyndelse og skabte sammen med sin broder, Frederik den Vise, kurfyrst af Sachsen (1463-1525), som han efterfulgte i 1525, mulighed for, at den evangeliske bevægelse kunne finde et fristed i kurfyrstendømmet Sachsen. ,,Durchleuchtig" (egt. lysende) og ,,hochgeporn" var faste betegnelser for fyrstelige personer.

n3  TC-note: Luther havde tidligere behandlet spørgsmålet om den verdslige øvrighed i ,,Til den kristne adel af den tyske nation om reformation af kristenheden" fra august 1520, (sml. s. 38 ff) og i ,,Martin Luthers alvorlige formaning til alle kristne om at vogte sig for oprør og opstand" (,,Eyn trew vormanung Martini Luther tzu allen Christen. Sich tzu vorhuten fur auffruhr unnd Emporung", udkommet i foråret 1522, W. A. 8, s. 676-87).

n3a  TC-note: Johann den Bestandige havde ivret for, at Luther skulle udsende et skrift om øvrigheden.

n5:  TC-note: Volusian havde i året 412 brevvekslet med Augustin, biskoppen af Hippo (364-430), om forskellige teologiske spørgsmål, som han havde ønsket at få nærmere klarhed over. Således havde han gjort gældende, at Kristi befaling om ikke at gøre modstand mod det onde var uforenelig med staten og dens love. Augustins svar på dette spørgsmal findes i hans brevveksling med prokonsulen af Afrika, Marcellinus (ep. 136 og 138, MPL 33, 514-515 og 525-35).

n6:  TC-note: Sofisterne er et udtryk, Luther anvender om skolastikerne for at betegne, at de beskæftiger sig med ørkesløse spekulationer.

n6a: TC-note: Den katolske moralteologi skelner mellem bud (praecepta) og råd (consilia). Den første gruppe består af de ti bud i den gamle pagt og af en række kirkelige bestemmelser som at gå til messe på alle søn- og helligdage, opfylde fastepligterne og mindst en gang om året gå til skrifte og kommunion. Alle kristne er forpligtede til at overholde disse bud som nødvendige for at opnå frelsen. Uanset kald og stand har enhver mulighed for at opfylde disse bud. Derimod hverken kan eller skal enhver efterleve ,,de evangeliske råd". Disse findes først og fremmest i bjergprædikenen, og de sammenfattes gerne i kravet orn fuldstændig fattigdom, kyskhed
og lydighed mod en gejstlig overordnet. De falder således sammen med munkeløfterne. De, der som præster og munke frivilligt underkaster sig ,,de evangeliske råd", udgør ,,de fuldkomnes stand", og i kraft af de større fortjenester, som de derved erhverver sig, har de større sikkerhed for at kunne opnå frelsen.

n9  TC-note: Luther betragter her gejstlighedens og først og fremmest pavens krav på den øverste politiske ledelse som begrundet i, at den gejstlige stand, der følger ,,de evangeliske råd", repraesenterer et højere etisk stade end den verdslige magts udøvere, der som lægfolk kun er forpligtet på ,,budene".

n14  TC-note: Der hentydes til Wormserediktet og Rigsregimentets edikt af 20. jan. 1522, samt de bajerske hertugers konfiskationsbestemmelser, se s. 155f. På side 155 står der bl. a.: "Da Luther ikke her [i Worms] var til at formå at tilbagekalde, hvad han havde sagt og skrevet, proklameredes -- efter mange forhandlinger og diplomatiske intriger -- den 25. maj det såkaldte Wormseredikt. Dette lyste Luther og hans tilhængere som erklærede kættere i rigens akt, hvorved enhver havde ret og pligt til at fange og udlevere dem til myndighederne og, om nødvendigt, selv dræbe dem. Samtidigt påbød ediktet, at alle Luthers skrifter skulle konfiskeres og opbrændes, og at der skulle skrides skarpt ind mod alle, der medvirkede til deres udbredelse.
      Det kom i første omgang ikke til en effektiv gennemførelse af Wormserediktets bestemmelser. Den evangeliske bevægelse fik herved mulighed for yderligere at brede sig. Dette foruroligede rigsregimentet, der handlede på kejserens vegne, når denne var borte fra Tyskland. Det besluttede, at der skulle tages skarpe forholdsregler for at komme de evangeliske til livs. Man udstedte derfor den 20. januar 1522 et edikt, der fordømte nadvernydelse under begge skikkelser, præsteægteskab og afskaffelse af messeklæder, og tilsagde overhovedet biskopperne fuld støtte i deres kamp mod det lutherske kætteri; de, der overtrådte ediktets bestemmelser, var hjemfaldne til strenge straffe. Adskillige katolske fyrster fulgte dette op med en særskilt lovgivning inden for deres respektive områder. Således udstedte hertug Georg af Sachsen den 7. november 1522 et mandat, der forbød salg og køb af Luthers oversættelse af Det ny Testamente og krævede de eksisterende eksemplarer konfiskeret -- og heri blev han fulgt af andre katolsk sindede regenter". (se også koestlin3,18#120)

n15.  TC-note: Et ordspil: skønt fyrsterne ved deres forordninger sætter sig i Guds sted og fornægter Guds ord, ønsker de alligevel at blive betegnet som dem, der regerer af Guds nåde og i overensstemmelse med hans vilje.

n16.  TC-note: Hertug Georg af Sachsen havde således i en forordning af 10. februar 1522 begrundet sine tvangsforanstaltninger mod den evangeliske bevægelse med, at det var hans kristne pligt at bringe Wormserediktet til udførelse, da det var udstedt af kejser Karl V som hans lensherre.

n19.  TC-note: Hermed menes rigsregimentet, et råd af tyske fyrster, der skulle styre Tyskland i kejserens fravær. Tyskland udgjorde kun en del af Karl V's tysk-romerske rige.

n21.  TC-note: I Job 41, 6-7 skildres djævelen som en krokodille, der er dækket af et uigennemtrængeligt panser af skæl. Herudfra var ,,skæl" blevet en betegnelse for djævelens tilhængere.

n21a.  TC-note: Det latinske ord ,,bulla" kan betyde såvel vandboble som kapslen uden om det segl, der gav de pavelige skrivelser retsgyldighed. De fik derfor navnet ,,bulle". Ved at kalde de pavelige buller ,,vandbobler" (,,wasserblassen") - ordets anden betydning kan Luther udtrykke sin foragt for dem som ganske værdiløse. Ordet kan også bruges i betydningen vindbøjtler, blærehoveder. Luther vil hermed sige, at de, der holder fast ved den pavelige bandlysningsbulle, som fik sin kejserlige stadfæstelse i Wormserediktet, netop hører denne kategori til.

n21b.  TC-note: ,,Gråkutterne",   egt. den hellige Frans' mindrebrødreorden, betegner her munke i al almindelighed. Sandsynligvis er udtrykket en stående vending, der blot betyder ,,i evighed" -- ingen kunne forestille sig, at munkevæsnet nogen sinde ville blive bragt til ophør. rr-note: Det var jo ellers, hvad Luther havde argumenteret for kun ét år tidligere i skrifter "Om munkeløfterne".

n31:  TC-note: 2 Mos 21,23-25: Luther har udeladt "et brandsår for et brandsår" ( v. 25) i sin opregning.

n40  TC-note: Den katolske moralteologis skelnen mellem ,,bud" og ,,evangeliske råd" hænger sammen med den opfattelse, at man har opfyldt loven, hvis man udfører de befalede gerninger. Man kan derfor af et menneskes ydre handlinger aflæse, hvorvidt det hører hjemme i henholdsvis de ufuldkomnes og de fuldkomnes stand. For Luther har de ydre gerninger i sig selv ingen etisk kvalitet, da det afgørende er hvorledes sindet er beskaffent. Opfyldelsen af loven består således i, at mennesket i troen fuldstændigt underkaster sig Gud og hans vilje og i kærligheden ofrer og udleverer sig til sin næste. Det er derfor troen og kærligheden, der kvalificerer en gerning som god. Efter Luthers opfattelse lærer de ti bud, at mennesket er skabt til at prisgive sit eget jeg i troen til Gud og i kærligheden til næsten. Kristus har i bjergprædikenen ikke føjet noget nyt hertil, men blot i afvisning af farisæernes og de skriftkloges forvanskninger forkyndt, hvad de ti bud kræver. Følgelig har bjergprædikenen ubetinget gyldighed for enhver kristen.

n40a.  TC-note: Luther sigter hermed til de bitre modsætninger og stridigheder mellem de forskellige munkeordener og mellem de forskellige teologiske skoleretninger.

n48  TC-note: Luthers "Kirchenpostille", en samling prædikener over kirkeårets epistel- og evangelietekster, begyndte at udkomme i 1521.

n48a  TC-note: Således i skrifterne: "Om de gode gerninger" (1520) og "Om et kristenmenneskes frihed" (1519, (den udkom nu vist først i 1520, rr))

n57:  TC-note: Luther har her gendøberne i tankerne. De hævdede, at øvrigheden med sine love, domstole og magtanvendelse stred mod evangeliet. Gendøbernes holdning til politik gav sig i øvrigt to udslag: nogle hævdede, at man overhovedet ikke skulle befatte sig med dette spørgsmål, andre at man skulle omforme samfundet efter evangeliet. Begge synspunkter gør Luther op med i dette afsnit. (RR-note: Jeg undrer på, om dette er korrekt. Jeg troede egentlig, at Karlstadt var én af de første sværmere, og at det var via ham, gendøberne begyndte at få klaret deres tanker. Men det kan måske allerede nu være Karlstadt, Luther vender sig imod).

n64.  TC-note: Luther er her yderst kortfattet i sin fremstilling. Men tankegangen er denne: Kristus hersker i det åndelige regimente, hvor han gennem ordet og ånden skaber troen og kærligheden i mennesker, så de af sig selv opfylder loven. I det verdslige regimente hersker loven, der befaler, at man tjener næsten. Her kræves imidlertid blot, at mennesket gør de gerninger, som loven påbyder. En sådan lovopfyldelse kalder Luther gerne ,,den borgerlige retfærdighed" (,,justitia civilis") for at adskille den fra den retfærdighed, Kristus skænker i det åndelige regimente. Den borgerlige retfærdighed besidder enhver, der øver de gerninger, loven foreskriver. Luther vil således slet ikke benægte, at de ikke-kristne øver gerninger, der gavner næsten, men han hævder, at de udspringer af ønsket om at undgå straf eller af bestræbelsen for at skabe sig et godt omdømme blandt sine medborgere. Det er således selviskheden, der star bag. Derfor kan den borgerlige retfærdighed karakteriseres som skinhellighed.

n69.  TC-note: Efter Luthers opfattelse har Gud i Det gamle Testamente forjættet om Kristus og gennem de personer og begivenheder, der her berettes om, angivet karakteren af Kristi liv og gernine.

n70.  TC-note: Salomo, som er afledet af det hebraiske ord ,,schalom", der betyder fred, kan efter Luthers opfattelse gengives ved de tyske ord ,,Friedrich", d. v. s. rig på fred, og ,,Fridsam", fredelig. Salomo er et billede pa Kristus, fordi han angiver karakteren af hans rige.

n92.  TC-note: Hieronymus (ca. 342-420) fik gennem sine bibelkommentarer og sin bibeloversættelse den største betydning for middelalderens skriftfortolkning (hans oversættelse af Det gamle Testamente til latin og hans revision af den latinske oversættelse af Det ny Testamente skabte Vulgata, romerkirkens autoriserede bibeloversættelse). I 394 eller 395 kom det til en strid mellem ham og Augustin om forståelsen af Gal. 2, 11-14. Hieronymus hævdede, at Det gamle Testamentes ceremoniallov var ophævet af Kristus som falsk. Augustins opfattelse var derimod, at selv om Det gamle Testamentes ceremonier ikke forpligtede de kristne som salighedsvilkår, måtte de ikke af den grund betragtes som gudsbespottelige. Luther stiller sig i denne debat på Augustins side: selv om Det gamle Testamente er ophævet, når det gælder spørgsmålet om menneskets frelse, har det dog fortsat betydning for den kristne. Det indeholder nemlig Guds lov, der skænker mennesket syndserkendelse. Endvidere forkynder det forjættelsen om Kristus og troen på ham som eneste salighedsvilkår, og endelig indeholder det talrige eksempler, der viser, hvorledes man på ret måde skal herske og styre i det verdslige regimente.
I det brev, hvor Hieronymus redegør for sin opfattelse over for Augustin (ep. 112, MPL 22, 926ff.), henviser han som sine læremestre på dette punkt til en række oldkirkelige teologer som Origenes, Apollinaris af Laodicea, Euseb af Emesa, Theodores af Heraclea og Johannes Chrysostomos. Det er muligvis dem, Luther hentyder til med udtrykket ,,mange andre".

n98:  TC-note: Luther kalder ham officer og benævner ham med traditionen Eunuchus. Dette skyldes imidlertid en misforståelse af den græske grundtekst, der siger, at han var ,,eunuk" for at betegne ham som en højt betroet hofembedsmand.

n99  TC-note: Mauritius, Achatius og Gereon var kristne soldater i den romerske hær. Mauritius var fører for den thebiske legion, hvis soldater stammede fra Theben i Nordafrika. Han og hans medkristne i legionen blev efter traditionen hugget ned ved Køln i et antal af 319, da de nægtede at adlyde kejser Maximianus Herculius' (285 305) ordre om at ofre til guderne og udrydde de kristne i Gallien. Achatius, en kappadokier, blev som centurion underkastet tortur og blev halshugget ved Byzantium (ca. 303) under kejser Diokletian (284-305). - Gereon skulle være en af de 319 soldater fra den thebiske legion, der led martyrdøden ved Køln. Disse soldaters martyrium har Luther fejlagtigt henlagt til tiden under kejser Julian den Frafaldne (361-63).

n121:  TC-note: Luther tænker utvivlsomt her på, at Kristus efter evangelierne har betjent sig af udtryk som ,,sandelig, sandelig, siger jeg jer", og at Paulus gentagne gange kalder Gud til vidne for at understrege sandheden i det, han fremfører (således 2. Kor. 11, 31 og Gal 1, 20).

n125:  Dette er et eksempel på, at Luther er for skrifttro. Han vover ikke at kritisere det gamle testamente, men prøver fejlagtigt at fordreje udsagnene, så de passer med nytestamentlig fromhed. Værre er dog vist soldater3#14.