Tilbage til oversigten!
| 1 Mange af de opfattelser, Luther havde i begyndelsen af "den lutherske opstandelse" i oktober 1517, opgav han i løbet af de første år af reformationsrøret. Afladen, f. eks., kan han endnu i januar 1519 skrive om som om en realitet (unterric#14), selv om han ikke mener, det er en heldig ting i den kirkelige tradition. Og pavedømmet, også det, har han i samme skrift fastholdt som noget godt. (unterric#37). | |
| 2 Men begge disse opfattelser forlader han i februar 1520, da han bliver klar over, at paven er antikrist. I indledningen til "Om kirkens babyloniske fangenskab" kan han således opfordre boghandlerne til at ødelægge alle de skrifter, de måtte have af ham om afladen, og i stedet blot skrive: "Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere". | Gid jeg kunne få alle mine bøger om afladen tilbage fra boghandlerne og få alle mine læsere til at brænde dem og i stedet for alt, hvad jeg har skrevet om den, lære denne sætning: Afladen er en skadelig opfindelse af de romerske smigrere. (capt#4) |
| 3 Hvis man imidlertid stiller det spørgsmål, om han også forlader tanken om skærsilden, så er svaret ikke så ligetil. Umiddelbart ville man måske tro, at han da måtte forkaste skærsilden i samme åndedrag som han forkastede afladen, men det synes ikke at være tilfældet. Dog kan man fastslå, at han i 1530, da han forfattede sin lille bog "Widerruf des Fegfeuers", var nået frem til den opfattelse, at skærsilden også var "en skadelig opfindelse af de romerske smigrere". For på det tidspunkt havde han gennemskuet, at det hele tjente præstestandens og specielt pavens økonomiske interesser. I denne bog fortolker han 2 Makk 12,45f om Judas, der afsætter 10 tusinde denarer for at der skal bedes for de faldne jøder, og disse 10 tusind denarer bliver han bogen igennem ved med at stikke papisterne i næsen. Så jo, han når frem til at betragte skærsilden som en papistisk opfindelse. Men det tog tid. | |
| 4 Jeg skal her prøve at vise noget, der kan have virket forsinkende på denne proces. Jeg tænker på WA 1 557 (res04#25), hvor Luther drager sine erfaringer fra sin klosterkamp ind i billedet, fordi han mener, at han netop derigennem har mulighed for bedre end så mange andre at forstå, hvad sjælene i skærsilden lider. | |
| 5 Men ikke blot kan dette mærkværdige sted i Luthers værker vise, hvorfor hans afvisning af skærsildens eksistens blev forsinket, det kan også rejse nogle andre interessante spørgsmål: 2) Hvordan opfattede Luther skærsildstanken? 3) Hvordan var sammenhængen mellem hans personlige oplevelser og de på hans tid overleverede overbevisninger? 4) Hvordan tolkede Luther i det hele taget det, vi i dag kalder de mytologiske sandheder? | |
| 6
Ad rem! Til sagen!
Det hele udspiller sig i Luthers forklaring til den 15. tese. Heri prøver han at finde frem til, hvad vel egentlig skærsildens straf består i. Han har i den foregående tese hævdet, at fordi kærligheden er svag, må der nødvendigvis herske frygt i sjælen, og at derfor sjælene i skærsilden må være behersket af stor frygt. I den 15. tese siger han så, som det fremgår af hosstående, at frygten i sig selv kan udgøre skærsildens straf. Og i den 16. tese søger han endnu mere detailleret at afbilde skærsildens pinsler, denne gang som en mellemting mellem helvedes rædsler og himlens herligheder. |
Af de 95 teser, tese 14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen
sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører
det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre
kærligheden har været. (res04#1)
15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. (res04#9). |
| 7 Luther begynder sin udredning med at sige, at diskussionen her ikke drejer sig om, hvor skærsilden findes. Her må han bekende sin uvidenhed. Han véd godt, at Thomas Aquineren hævder, at skærsildens sted er under jorden, men han vil foretrække med Augustin at mene, at Gud med vilje har ladet os være uvidende om, hvor placeringen af skærsilden er. Dog finder Luther allerede her anledning til at forsvare sig: Fordi han ikke er enig med Thomas, er han ikke enig med pickarderne, en bøhmisk sekt, som hussitterne selv regnede for kættere, og som Luther også mener er kættere. I modsætning til dem er Luther ganske sikker på, at der findes en skærsild. |
For mig er det bombesikkert, at der findes en skærsild. (res04#11) |
| 8 Jeg må indrømme, at denne skråsikkerhed har undret mig ikke så lidt. Jeg stødte mig vel ikke så meget over den, da jeg læste den her i forklaringerne til teserne, mere, da jeg traf på den i disputationen med Eck. Og lad mig bare være ærlig: Jeg kunne da ikke helt tilbageholde en mistanke om, at denne bombastiske bekendelse til skærsilden skyldtes angst for at blive erklæret kættersk. Det var jo, hvad Eck prøvede på i disputationen i Leipzig: Han hævdede gang på gang, at det, Luther sagde, var det samme som det, hussitterne sagde. Dog må man indrømme, at han er forholdsvis tilbageholdende i diskussionen om skærsilden. Her tilbageviser Luther alle Ecks skriftbeviser for skærsildens eksistens, med den begrundelse, at de drejer sig om helvede, ikke om skærsilden. Og, føjer han til, vi er nødt til at have sikre vidnesbyrd, hvis vi skal overbevise tvivlerne. |
|
| 9 Men på trods af de manglende skriftbeviser, på trods af, at han hævder, at Eck ikke fremfører tilstrækkelige beviser for skærsildens eksistens, fastholder Luther, at det ikke står til diskussion, om skærsilden er til eller ej, det, der diskuteres, er, hvordan sjælene i skærsilden har det. |
Luther i disputationen med Eck: "Jeg, som stærkt tror, ja, jeg vover at sige 'véd', at der findes en skærsild, lader mig gerne overbevise om, at den nævnes i skriften," (Eck08#10). |
| 10 Og det er dog lidt mærkeligt: Hvorfor denne stivnakkethed? Er han virkelig bange for følgerne af en direkte fornægtelse af skærsilden, han, der dog ikke senerehen var bange for nogetsomhelst? | |
| 11 Forklaringen findes i resolutionerne over de 95 teser. Lad os gå lidt videre i forklaringen til tese 15! | |
| 12 Efter således nærmest at have aflagt ed på, at skærsilden eksisterer, fortsætter Luther med at lægge endnu større afstand til piccardierne, idet han finder det besynderligt, hvis en nutidig kætter skal sætte en så gammel tankegang som den, at skærsilden findes, ud af kraft; en lidt besynderlig bemærkning, al den stund, den samme indvending ikke ret lang tid senere blev brugt imod ham selv. | Luther: "Men selv om der ikke på apostlenes tid var nogen skærsild (som den væmmelige pighardist pralende siger), mon man så af den grund skal tro denne kætter, som knap nok var født for halvtreds år siden, og skal man af den grund kæmpe for, at så mange århundreders tro skulle være falsk?" (res04#12) |
| 13 Luther har derefter seks punkter, hvorved han søger at bevise, at rædselen (horror) er skærsildens største straf. Det gør han for det første ved hjælp af en række skriftsteder. For selv om de alle refererer til helvedes straffe -- en tankegang, han bibeholder i disputationen med Eck -- så er alle enige om, at skærsildens straffe og helvedes straffe er de samme. Når man læser skriftstederne igennem, synes det sådan set ikke at være en skildring af helvedes straffe, det er mere en skildring af det, Gud lader gribe et menneske, der vender sig bort fra ham. Den fromme og den gudløse får modsat skæbne. Men ligesom den frommes skæbne er ro og hvile, sådan er den gudløses skæbne uro og forfærdelse, rædsel og frygt. |
Luther: "For gennem disse steder og andre steder i skriften udtrykkes rædsel, forfærdelse, frygt, gru, bæven som de ufrommes straf, og der forsikres om, at de fromme får det modsatte." (res04#16) |
| 14 Luther forklarer sig lidt nøjere: Det er ikke straffen selv, der er det forfærdelige, det er frygten for straffen, der er den egentlige straf. Den fromme tager jo sin død uden frygt, og fordi han mangler frygt, er hverken død eller helvede eller nogen anden straf besværlig. Dette sidste er nok værd at få med. Bevares, Luther modererer de hårde udtalelser noget sidenhen. Men det er alligevel et stort ideal, han opstiller for den troende. |
Luther: "For hvis den frygt ikke havde været der, ville hverken død eller helvede eller nogen anden straf være besværlig." (res04#17) |
| 15 I det næste afsnit (for det andet) tager Luther nogle skriftbeviser frem, der skal vise gudsforholdet som et personforhold. Det ord, han vil fremhæve, er "Guds ansigt" (facies domini). Og bevares, det er en fortolkning eller en fortolkende oversættelse, jeg giver, når jeg hævder, at dette viser, at Luther tænker i personforhold. Det gør han heller ikke hele tiden, indrømmet, og han gør det måske heller ikke særlig bevidst her, men man kan med en vis ret sige, at det altså alligevel er, hvad han gør her. . |
Luther: "For alene ved sit ansigts magt plager og martrer Gud dem, eftersom de ikke kan udholde hans nærvær, derfor flygter de, men kan ikke undfly, men trænges op i en krog." (res04#18) |
| 16 For det tredie: Luther vil stadig vise, at det ikke er straffene selv, men frygten for straffene, der er pinen, dels i skærsilden, dels i livet her. Og derfor fremfører han de bønner, som kirken beder for de afdøde. Når den beder om hvile for dem, siger han, forudsætter det, at de er i uro. Og fordi det er menneskers reaktion på det, der møder det, der er det afgørende, kan han hævde, at som du tror, sådan har du. | Luther: "Sådan som enhver tror, sådan vil det ske ham, og det, han regner straffene og alting for, det er måden, der sker for ham på." (res04#21) |
| 17 Det fjerde sæt skriftsteder skal vise, at helvedesstraffene falder på nogle mennesker i dette liv. Straffene beskrives af de pågældende bibelske personer som dette at være i helvede, men dette forstår Luther givetvis om samvittighedens indre kvaler, om vanskelighederne ved at fatte Guds sande væsen, om umuligheden af at turde se sig selv i al sin synd og Gud som den, af hvis forbarmelse et menneske alene kan leve. Jeg véd godt, at jeg foregriber begivenheder en lille smule, men lur mig, om ikke Luther allerede her er klar over, at han vil give en skildring af sine egen klosterkamp. | |
| 18 Specielt er der grund til at lægge mærke til Sl 71,20: 'Hvor mange store og onde trængsler har du vist mig, og ført mig op igen fra jordens dyb'. Luther bruger ret ofte udsagnet fra Hannas lovsang, at Herren døder og gør levende, fører ned i dødsriger og fører op igen. (1 Sam 2,6). Og eftersom sammenhængen, som det om lidt viser sig, afslører, at dette at komme i dødsriget er identisk med at komme ind i sjælekvaler, som dem, Luther var igennem i sin klosterkamp, og dette at komme op fra dødsriget, er identisk med at kunne leve på trods af, hvad man har set i "dødsriget", så kan man nok ret frimodigt lade alle disse forestillinger svinge med, hver gang Luther bruger 1 Sam 2,6. | |
| 19 Derefter nævner Luther for det femte Johannes Tauler, (død 1361), som eksempel på én, der fremfører eksempler på, at også mennesker i vore dage lider under den slags straffe. | |
| 20
Og så kommer det, det, der unægtelig har overrasket mig ikke
så lidt: Luther bruger sig selv som et eksempel på et menneske,
der har lidt sådanne straffe, vidst sig borte fra Gud, vidst sig
grebet af en ubærlig rædsel, vidst sig ude i det, et menneske
ikke kan leve i.
At der er tale om en selvbiografisk oplysning, fremgår af indledningen: Men også jeg har kendt et menneske. Dette svarer til 1 kor 12,2, hvor Paulus indleder skildringen af sin vision med netop ordene: Jeg kender et menneske. Godt nok siger Paulus "scio", hvor Luther siger "novi", men sagen er klar nok: Luther bruger den samme lidt upersonlige indledning som Paulus, når han skal skildre det højst personlige. |
Luther: "Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe, igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske." (res04#25) |
| 21 Mærkeligt nok svarer denne skildring af klosterkampen ikke helt til den skildring, vi har i fortalen til de samlede latinske skrifter fra 1545, den, der ellers af de fleste regnes for den mest udførlige og nøjagtige kilde til klosterkampen. Ifølge fortalen synes der at være tale om en længe næret uro i hjertet, en vedvarende mangel på løsning på problemet med Guds retfærdighed, som så pludselig, så vidt man kan se, som ved et trylleslag, fandt sin løsning. Mens det af denne skildring ser ud, som om Luther flere gange blev grebet dyb fortvivlelse, en fortvivlelse, som dog gik over efter kortere eller længere tid, tilsyneladende ikke derved, at Luther var kommet nærmere til en løsning af sit problem. | Fra fortalen til de latinske skrifter: "Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, mens jeg tænkte dag og nat, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig denne: Guds retfærdighed åbenbares, som der står skrevet, i dette, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. ... Nu følte jeg mig som helt igennem født påny, jeg følte, at jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset." (fort45en#65 67). |
| 22 Jeg har tidligere peget på, at fortalens datering af begivenheden, til efteråret 1519 eller foråret 1520, må være forkert. (se klolut). Den forståelse af begrebet "Guds retfærdighed", som han her siger, at nåede til klarhed over i 1520, kan man påvise findes hos ham allerede i romerbrevsforelæsningen 1515-16. Jeg kan føje en anden iagttagelse til denne. I fortalen skriver Luther: "Med lige så voldsom et had som jeg før havde hadet det lille ord "Guds retfærdighed", med lige så stor kærlighed elskede jeg nu dette ord", (fort45en#68). |
Luther i indledningen til sine resolutioner over de 95 teser: "... skønt der før i hele skriften næsten ikke var noget ord, der var mig mere bittert end ordet 'bod' (selv om jeg omhyggeligt også overfor Gud spillede skuespil og stræbte efter at udtrykke en hyklet og tvungen kærlighed), så lød der nu intet ord for mig mere sødt og nåderigt end ordet 'bod'." (res01#4) |
| 23 Men som man kan se af hosstående, findes en lignende sammenstilling af et "før" og et "efter" i indledningen til resolutionerne fra 1518. Det går givetvis også på det, man senere har kaldt "tårnoplevelsen", blot er det her ordet "bod" og ikke ordet "Guds retfærdighed", der er centrum i det hele. Jeg skal ikke sætte de to ord op imod hinanden og gøre det til et problem, om det er det ene eller det andet, der var centrum i "tårnoplevelsen"; hvilket ord han bruger, tror jeg mere afhænger af, hvilken sammenhæng han vil "bruge" sin oplevelse i, end af, hvad der virkelig skete. Men eftersom Luther formentlig altid bruger sin "tårnoplevelse" i pædagogisk øjemed, han har aldrig til hensigt at beskrive "wie es eigentlich geschehen sei", så skal man bruge disse udtryk med varsomhed. | |
| 24 Men altså, hvis man inddrager stedet her (res04#25) i sine overvejelser over, hvad det var, Luther oplevede i sin omvendelse, så ser det ud til, at der forud for den endelige omvendelse (hvis man i det hele taget skal tale om en sådan, hvad man nok skal) er gået en række yderst pinefulde oplevelser af at være forkastet. | |
| 25 Vi kan læse lidt videre i forklaringen til tese 15 for at finde ud af, hvad det da var, der fremkaldte denne oplevelse. Blot skal vi jo altså være klar over, at Luthers udtryk og hele beskrivemåde afhænger af det forhold, at han her er ved at beskrive skærsilden. Der er tilsyneladende ikke tale om begreber, der ikke vil "gå op". Der nævnes ikke noget om "bod" eller "Guds retfærdighed", men der nævnes noget, der er en del af personforholdet: at være under Guds vrede, at være borte fra Gud, at være forkastet af ham. | Luther i resolutionerne: "Her viste Gud sig forfærdelig vred, og sammen med ham hele skabningen. Da var der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvendig eller udvendig, men der var anklage for alle ting. Da græd han frem dette vers: 'Jeg er fordrevet fra dine øjne', og han vovede slet ikke at sige: 'Herre, straf mig ikke i din vrede'. I dette øjeblik, ja det er mærkeligt at sige det, kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet." (res04#26). |
| 26 Dog er det tilsyneladende ikke det, der er det væsentligste i beskrivelsen her. Det er derimod det forhold, at sjælen i den grad ikke kan se nogen udvej, at den, fejlagtigt, som det senere viser sig, tror, at denne tilstand vil vare evigt. Det er jo ikke mindst dette træk, Luther har brug for her i beskrivelsen af skærsilden. Hvordan har sjælene det dèr? Kan gerne være, at vi, de levende, véd, at de slipper fri efter kortere eller længere tid; men véd sjælene det selv? Er de klar over, at den straf, de lider, er tidsbegrænset? Kan de trøste sig med, at hvor slemt det end er, det varer dog ikke ved? Eller -- og det er det, Luthers erfaring stiller som et spørgsmål til dem, der ganske nøje véd, hvad der foregår i skærsilden -- er følelsen af forkastethed forbundet med en følelse af, at dette varer evigt? Føjes der til al elendigheden den elendighed, at der ingen udvej er? at dette her skal vare uden ende? | |
| 27 Hvis nogen føler, at der er et vist brud i tankerækken med dette "men den er evig", så føler jeg det også sådan. Luther har lige hævdet, at "i dette øjeblik ... kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet". Og lige derefter fortsætter han: "Men den er evig". Hvorfor skriver han dog "men" ("tamen" på latin), som om der er tale om en modsætning til det foregående? Jeg undrer mig, men har ingen forklaring. | Luther i resolutionerne (fortsat): Men den er evig, og han kan ikke bedømme den til at være timelig. Alt, hvad der er tilbage, er det blotte og bare ønske om hjælp og en forfærdelig sukken, men han véd ikke, hvorfra han skal bede om hjælp. Her bliver sjælen ophængt sammen med Kristus, så man kan tælle alle dens ben, og hver krog af sjælen er fyldt med den allerstørste bitterhed, rædsel, frygt, sorg, men alt dette varer evigt. (res04#27) |
| 28 Som sagt, det afgørende for Luther i beskrivelsen her, er at fremhæve, at sjælen, fordi den ikke kan se nogen udvej, nødvendigvis må fornemme alt dette som evigt. Det er det sammenligningspunkt, han er ude efter. Og vel får han af den grund ikke nævnt, hvilke skriftsteder det var, han sloges med, hvilke bibelske begreber det var, der ikke ville falde på plads, men han får dog nævnt noget lige så væsentligt: at han ikke véd, hvorfra han skal bede om hjælp. Sådan er det, når det er Gud selv, der er vred. Så er den kilde til hjælp, man altid kan ty til, udtørret. Og det er jo det, der er det egentlige problem. Gudsforholdet er slået itu; Gud er ikke mere den altid barmhjertige; Guds vrede knuser ham. | |
| 29 Så må jeg indrømme, at det billede, Luther anvender, på mig virker som en spand koldt vand i hovedet. Hvilket antiklimaks! Men det skyldes nok, at vi moderne mennesker skelner mellem naturvidenskab og humaniora; for os har geometrien ikke noget at gøre indenfor humaniora; for os virker derfor denne sammenligning malplaceret. Men sådan var det ikke for Luther. Han har derfor givetvis fornemmet billedet som velanbragt. | Luther (fortsat): Og for at give et billede på det: Hvis en kugle løber hen over en ret linie, så bærer et hvilketsomhelst punkt på linien, der bliver berørt, hele kuglen, men det omslutter ikke hele kuglen. Således føler sjælen i det punkt, hvor den bliver berørt af den forbigående evighedens oversvømmelse, intet andet end evig straf, og den drikker intet andet end evig straf. Dog varer den ikke ved, den går nemlig over igen. (res04#27f) |
| 30 Men hvad enten billedet er velanbragt eller malplaceret, let at forstå er det ikke. Kuglen er evighedens oversvømmelse, linien er sjælen. De to berører hinanden i et punkt, men skønt evighedens oversvømmelse er forbigående, føles berøringen dog af sjælen som intet andet end evig straf. Dog skildrer Luther her sagen set udefra, ikke indefra. Derfor kan han kalde evighedens oversvømmelse forbigående, og derfor kan han slutte med at sige, at denne evige straf ikke varer ved, den går over. |
| 31 Her kommer vi så til det, der begrundelsen for, at Luther i det hele taget nævner sin "tårnoplevelse" eller måske snarere de anfægtelser, der gik forud for den: Han skal bruge det for derudfra at kunne danne sig en forestilling om, hvordan sjælene i skærsilden har det. Derfor er alle teologiske udtryk udeladt, derfor er alle bibelske begreber, der kunne være tvivlsomme, men i "tårnoplevelsen" blev retvendt, ikke til stede, derfor er der kun denne utålelige og utrøstelige frygt. | Luther (fortsat): Derfor, hvis denne helvedesstraf, dvs denne utålelige frygt og utrøstelighed, tager hold i de levende, hvor meget mere synes da ikke en sådan straf at skulle tildeles sjælene i skærsilden, blot varer den dér ved. (res04#28) |
| 32 Når Luther til sidst skriver om den: "sed continua" (blot varer den dèr ved), tror jeg, man skal knytte en forbindelse tilbage til det, han fortalte om sine anfægtelsesoplevelser: at hvis de havde varet en halv time, ja blot ti minutter mere, så ville han være gået til grunde. Det var dog trods alt "punktoplevelser", selv om de på oplevelsestidspunktet bar evighedens præg. Og herved adskiller de sig fra skærsilden, hvor oplevelsen af gudsforladtheden er mere kontinuert. | Luther i resolutionerne: "... således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske". (res04#25) |
| 33 De sidste bemærkninger før næste tese er lidt prekære. Ja, ikke så meget det første, at den indre ild er værre end den ydre. Det er blot en sammenfatning af det foregående. Nej, jeg tænker mere på dette, at Luther til syvende og sidst henviser til en erfaring, og mener, at de, der ikke har gjort denne erfaring, er udenfor, er umulige at overbevise. Er det ikke en lidt farlig overbevisning at have? Som om der kunne tænkes at være mennesker, som ikke kunne nås ad den almindelige overbevisnings vej! | Luther (fortsat fra #31): "Og denne indre ild er meget mere forfærdelig end den ydre. Og hvis nogen ikke tror på disse ting, vil vi ikke prøve at overbevise ham, vi tager det blot frem, fordi disse afladsprædikanter siger mange ting altfor dristigt, som de enten er uvidende om eller tvivler på. For man skal hellere tro dem, der har erfaret disse ting, end dem, der ikke har". (res04#28) |
| 34 Jeg kan også sige: Er det en forudsætning for at kunne forstå Luther, at man har gjort lignende erfaringer som han har gjort? Skal man have været helt ude, hvor man ikke kan bunde, for at kunne fatte evangeliet, ifølge Luther? Jeg vil være frimodig nok til at svare ja til disse spørgsmål. Og jeg vil gøre det, også selv om det hedder "skriften alene". Vi læser i skriften som hele mennesker. Og vi får først udbytte af det, når vi drager os selv og hele vor menneskelighed med ind i læsningen. Man kan vist nok finde teologer, der opstiller teologiske begreber, som var det skakbrikker, og tilsyneladende kun interesserer sig for begrebernes indbyrdes logiske sammenhæng, ikke for det liv, der kommer ud af det. Op imod dem kan man holde disse Luther-ord om erfaringen. | |
| 35 Forresten må jeg da også for mit eget vedkommende fremhæve erfaringen som en betingelse for at forstå skriften. Blot tænker jeg ikke på helt den samme erfaring som Luther. Hvor han vil tænke på erfaringen af gudsforladthed, af frygt for Guds vrede, dèr vil jeg tænke på erfaringen af forsoning med næsten. Hvis man ikke i sit liv har oplevet en forsoning med et andet menneske, kan man ikke forstå Guds ord, når det taler om tilgivelse. Og fordelen ved min erfaring fremfor Luthers er, at jeg har lettere ved at hævde, at den erfaring har alle mennesker gjort. Det forekommer mig, at Luthers "tårnoplevelse", hvor enorm historisk betydning den end fik, er for speciel til, at man kan hævde, at alle mennesker skal gennemleve den, før de kan fatte, hvad evangeliet er. | |
| 36 Videre: Alle disse fænomener fra Luthers klosterkamp spiller med i den følgende behandling af forholdene i skærsilden. Både sådan at en tilnærmelsesvis forståelse af, hvad det kom an på for Luther i klosterkampen, forudsættes, hvis man skal fatte teksten helt, og sådan at man ud fra den måde, forholdene beskrives på, kan få et yderligere indblik i klosterkampens fænomener. Lad mig i forbifarten nævne hosstående bemærkning af Luther! Her fremdrager Luther igen det, der har været en hovedtanke for ham i sammenligningen mellem klosterkampen og tilstanden i skærsilden: han vidste ikke, om han håbede eller fortvivlede, ja han syntes selv, at han fortvivlede, for der var kun et suk om hjælp tilbage. Han selv kunne ikke se, at han håbede, men faktisk ville andre have kunnet se, at han håbede, ud fra dette, at der dog var et suk om hjælp tilbage. Mit spørgsmål i den anledning er: Er Luthers gennembrud i klosterkampen identisk med at blive sig bevidst, at han dog, midt i fortvivlelsen og håbløsheden, håber? Jeg vender senere tilbage med en lidt mere indgående drøftelse af dette. | Luther i forklaringen til tese 16: "Således finder nemlig også prøvelsen i dette liv sted, at de ikke véd, om de håber eller fortvivler, ja, de synes selv, at de fortvivler, idet der kun er et suk om hjælp tilbage. Ud fra dette tegn forstår andre, men ikke de selv, at de stadigvæk håber". (res04#34) |
| 37 Men hvad betyder nu det, at vi sådan kan slutte fra Luthers forståelse af helvede og skærsilden til hans forståelse af sin egen tilstand i klosterkampen? Hvor konkret skal man tage udtalelser om, at han efter at været kommet til forståelse af, hvad Paulus mente med "Guds retfærdighed" følte, at han gennem åbne porte var trådt ind i Paradiset? Hvad er det for en brug han her gør af begreberne skærsild, helvede, paradis? Disse ikke-lokaliserbare steder er åbenbart ophørt med kun at være tilstande for mennesket efter døden. De synes ret konkret at kunne være billeder, symboler, eller måske mere virkelighedsnært: virkeligheder, som sjælen allerede i dette liv gennemlever og i en vis forstand befinder sig i. | Luther i fortalen til de latinske værker: "Nu følte jeg mig som helt igennem født påny, jeg følte, at jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve Paradiset". (fort45en#67). "... i den grad var det skriftsted hos Paulus for mig blevet døren ind til Paradiset". (fort45en#68) |
| 38 Altså: Ligesom tilstanden før den befriende opdagelse af sjælen selv føles som helvede, fordi der ikke anes nogen udgang, men af andre og af kirkens teologer må beskrives som skærsilden, fordi tilstanden dog er tidsbegrænset, således føles befrielsen selv som identisk med at være kommet i paradis. | |
| 39 Derfor skulle det også være muligt ud fra de problemer, Luther rejser senere i resolutionerne at slutte sig til, hvordan klosterkampen mere konkret gik for sig. Jeg skal nøjes med at give et kort eksempel, men vil egentlig mene, at den samme metode må kunne anvendes flere steder i resolutionerne. | |
| 40 I forklaringen til tese 17 mener Luther, at man kan dele de sjæle, der dør, i tre slags: De totalt fordømte, de totalt frelste, og alle de andre midt imellem. (res04#37). De to første slags mennesker er sat op som modsætninger, og vel også sat op som tilstande, der aldrig forefindes. På den måde får Luther jo sagt, at vi almindelige menneske, og det vil sige: alle mennesker, er ufuldkomne, dør i en ufuldkommen kærlighed. | |
| 41 Men hans beskrivelse af den fuldkomne er interessant derved, at her Luthers nyplatoniske eller augustinske tankegang slår igennem. Den fuldkomne er fuldkommen, fordi han har givet afkald på dette liv og dets glæder. Den fuldkomne glæder sig til at dø. For ham er døden, som for Paulus, (Fil 1,21) en vinding. Denne livsholdning præger Luther, ikke blot her i begyndelsen af karrieren, før han blev reformator og før han opfordrede munke og nonner til at forlade deres klostre og præster til at gifte sig, men hele livet igennem. Hans opfordring til munkene baserer sig også på retfærdiggørelseslæren, ikke på skabelsestroen. Han vil, at de, hvis de mærker kønsdriften tage ved sig, skal rette sig efter Paulus' råd, om at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9). Gør de ikke det, trodser de imod Gud. At prøve at holde ud i sit selvvalgte cølibat er det samme som at ville retfærdiggøre sig selv. | Luther i forklaringen til tese 17: "Og grunden til de to slags sjæles skæbne er, at den uretfærdige finder det, han frygter, han frygter nemlig altid døden og straffen. Men den retfærdige, som er træt af dette liv, stræber mest muligt efter at opløse det, og derfor er det hans ønske, der går i opfyldelse for ham. Den første har ikke levet halvdelen af sine dage, den anden har forlænget sit liv i denne verden udover det fuldkomne. Derfor, hvad den første frygter, stræber den anden efter, sådan er de tilskyndet af et helt forskelligt ønske. Hvad der for den første er den største rædsel, er for den anden den største vinding og glæde". (res04#39). |
| 42 Det er det, der ligger bag Luthers totalsyndighedslære. Den er ikke blot arvet fra Augustin, nej, den har af Luther fået en ekstra drejning. Augustin lærte, at der findes en berettiget egenkærlighed. Man skal elske sin næste med den samme kærlighed som den, hvormed man elsker sig selv. Dette ændres af Luther til: Du skal elske din næste i stedet for dig selv. Den kærlighed, som du ud af din syndige natur har til dig selv, skal du vende bort fra dig selv og lade ramme næsten. I Luthers svar til Sylvester Prierias' "Dialogus" fra august 1518 har han en længere udredning om denne kærlighedens ændrede retning. | Luther imod Sylvester Prierias: "Jeg for min del lærer således, at et kristenmenneske kun elsker sig selv i Gud, men i sig selv hader han kun sig selv, det vil sige, at fordi han selv er en løgner og en forfængelig, men Gud er sanddru, elsker han intet af det, som han selv stræber efter eller kender, men han stræber efter alt, hvad der er modsat ham selv". (lutpri1#61) |
| 43 Dette kommer nu til at spille en rolle for Luthers opfattelse af skærsilden. Det er den kendte lutherske tanke om mennesket som på én gang synder og retfærdigt, der her slår igennem. Blot må man forstå, at det, der har betydning her, kun er den del af denne tanke, der opererer med 'synder' og 'retfærdig' som particialbegreber, dvs, når mennesket er mere synder, er det mindre retfærdigt og omvendt. Om Luther i det hele taget på dette tidspunkt har udviklet den anden side af tanken om mennesket som "simul justus ac peccator", den side, hvorefter der er tale om totalbegreber, så mennesket altså helt og holdent er synder og helt og holdent retfærdigt, det véd jeg ikke. | |
| 44 Men her kan man se, hvordan selv troen gradbøjes. I virkeligheden er det vel hans tanke, at alle mennesker har en ufuldkommen tro. For hvis de havde en fuldkommen tro, ville de dø med glæde og fuld fortrøstning. Og da de så at sige alle dør med frygt og angst, så er deres tro altså, for så vidt den er der, højst ufuldkommen. | Luther i forklaringen til tese 17: "Hvis nemlig troen var fuldkommen, ville den ikke frygte straffen, eller dø modvilligt, eller udvandre fra dette liv med en jordisk frygt". (res04#40) |
| 45 Og hvad så, spørger Luther. De kan jo ikke gå ind i himmeriget med en ufuldkommen tro. Og dog "har" de den frelsende tro. Ja, her kommer den tanke om skærsilden, som Luther har arvet fra sin tradition, ind som redningsmanden. De tager naturligvis ophold i skærsilden, hvor de renses, det vil sige, hvor deres tro fuldkommes, indtil de kan indgå i himmeriget. Det vil sige: Luther får en skærsildsforståelse, der er helt forskellig fra den gængse. Hvor den gængse forståelse af skærsilden nøjes med at fastholde skærsilden som et sted, hvor mennesket kan afsone de kanoniske straffe, som det ikke havde nået at afsone i dette liv, dèr vil Luther fastholde skærsilden som et virkeligt renselsens sted, hvor der sker noget med sjælene, hvor de i ret egentlig forstand gøres beredte til at kunne komme hen til fuldkommenhedens sted, himmeriget, hvor de altså kan vokse i kærligheden og i troen, hvilket hans modstandere på det kraftigste benægter. |
Luther i forklaringen til tese 17: "Hvis skærsilden blot er straffenes sted, hvorfor kaldes den så ikke 'straffestedet' i stedet for 'renselsesstedet'?" (res04#55) |
| 46 Med disse bemærkninger er jeg sådan set færdig med at beskrive Luthers skærsildsforståelse for denne gang. Det hele kan måske nok udbygges yderligere, men det hører hjemme i polemikken mod den gængse skærsildsforståelse, som resolutionerne er fulde af. Dog står der tre ting tilbage. Dels vil det være naturligt at prøve at indkredse Luthers omvendelsesoplevelse ud fra de dessiner, der givet i resolutionerne. (#47- #60) Dels kan det være relevant at sige lidt om Luthers forståelse af de mytiske begreber, paradis, skærsild, helvede (#62- #76). Og endelig kan må man vel også tage det spørgsmål op, hvad der trådte i stedet for skærsildstanken i Luthers teologi; altså: hvis han havde brug for skærsilden i 1518, hvorfor kunne han så undvære den i, lad os sige 1522? (#77- #) | |
| 47 Luthers omvendelsesoplevelse skal jeg ikke sige så forfærdelig meget om, udover hvad jeg allerede har sagt. Dog skal jeg forudskikke den bemærkning, at hvad jeg her siger, tager skikkelse af den beskrivelse, Luther giver på dette sted. Hvoraf følger, at man ud fra de andre beskrivelser, Luther har givet, kan give andre lige så relevante forklaringer. | |
| 48 Dog er der én af de bemærkninger, Luther her kommer med, som jeg godt vil elaborere lidt på. Jeg stillede tidligere spørgsmålet: Er Luthers gennembrud i klosterkampen identisk med at blive sig bevidst, at han dog, midt i fortvivlelsen og håbløsheden, håber? (#36) | |
| 49 Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på en beskrivelse af, hvordan Buddha nåede frem til oplysningen, som jeg enten selv har udarbejdet eller (mere sandsynligt) læst et sted, jeg husker blot ikke hvor. Buddha havde sat sig i lotusstilling under det hellige lotustræ og taget den ed af sig selv, at han ikke ville forlade stedet, før han var nået frem til oplysningen. Han gennemgik nu årsagskæden fra den ene ende til den anden og fra den anden til den ene igen og igen. Hvad vil de sige, at "gennemgå årsagskæden"? Det vil sige at gøre sig klart, hvad der binder mennesket, hvad mennesket er, hvad dets drifter er, hvad der styrer det. | |
| 50 Det, der styrer mennesket, er livstørsten. Men livstørsten får ikke blot mennesket til at ønske sig alle mulige legemlige ting, den får også mennesket til at gribes af maya, bedrag. Livstørsten vil skjule for mennesket, at den står bag alle menneskets handlinger; den vil have mennesket til at tro, at det i stedet er mennesket selv, der hersker. På den måde får livstørsten det hele til at fortsætte i én uendelighed. Fordi livstørsten hersker, derfor genfødes menneskene atter og atter uden ophør, livshjulet lader sig ikke standse. Og fordi menneskenes øjne tillukkes, formår det ikke at indse, at det er det, der er i vejen, men lader sig føre igennem de mange tilværelser i den tro, at det selv har magten. | |
| 51 Det er årsagskæden. Begæret skaber bedrag. Bedraget sørger for, at begæret er umuligt at udslukke. | |
| 52 Men nået så langt er det, som om Buddha træder et skridt tilbage og ser på sig selv. Eller skal jeg sige: Siddharta Gautama træder tilbage og ser på sig selv og bliver Buddha, den oplyste. Det er underet, der her sker. Det er det uforståelige, der her finder sted. Det er det, der efter alle solemærker at dømme ikke skulle kunne finde sted, der dog finder sted: et menneske når frem til oplysningen. For den tanke slår ned i Siddharta: Jamen, jeg har jo gennemskuet tingene, jeg har jo nået oplysningen, jeg er jo ved at have set, hvordan årsagskæden svinebinder ethvert menneske, sprunget ud af denne årsagskæde, blevet fri for dens binding! | |
| 53 Vi kan sige, at det, der her kommer til syne, er det uløselige problem om, hvad det vil sige at komme til bevidsthed om noget, hvad det vil sige at nå frem til en højere bevidsthed, hvordan det går til, at et menneske kan bryde den årsagskæde, der ellers må beskrives som ubrydelig. Og svaret er vel, vil jeg tro, Buddha vil sige, at det altså sker trods alle odds, og at han selv med den lære, han kommer med, er beviset på, at det kan ske. | |
| 54 Man vil formentlig kunne se, at skønt det på sæt og vis er utilfredsstillende, at denne tankegang er paradoks, så er det umuligt ud fra slutresultatet: at Siddharta når frem til oplysningen, at slutte bagud: så har årsagskæden altså alligevel ikke være bindende. For det, der fremkalder oplysningen, er netop totaliteten i årsagskædens binding. | |
| 55 Udskifter man nu et par ord og begreber, forekommer det mig ikke umuligt at skildre Luthers omvendelsesoplevelse ud fra en tilsvarende logik, eller om man vil: mangel på logik. Alt i et menneske er gennemsyret af synd. Dine højeste tanker, dine mest ophøjede følelser, intet er unddraget syndens altgennemtrængende magt. Oven i købet vil synden ikke blot være synd i første potens, den vil også være synd i anden potens, så den tvinger øjnene i på mennesket, og gør det umuligt for mennesket at se sin synd. Eller med andre ord: Mennesket vil altid retfærdiggøre sig, mennesket vil altid give det udseende af, at det ikke står så slemt til endda, hvad der er af synd i mennesket, er, synes i det mindste mennesket selv, undskyldelige synder, tilgivelige synder, noget, man i virkeligheden ikke behøver tage så tungt. | |
| 56 Synden vil udslette sine egne spor, synden vil skjule sig under et dække af pæne, i det ydre moralske gerninger. Det betyder, at når Gud åbenbarer sig for mennesket, så vil mennesket umulig kunne tro på Guds åbenbaring. For Gud åbenbarer sig jo som den forbarmende, som den, der tilgiver synder, som den, uden hvis syndstilgivelse et menneske ikke kan se Gud og leve. Men sådan vil mennesket netop ikke se Gud. Det vil hellere danne sig en gud i sit eget billede, en gud, der måske bliver noget vred over menneskets dødssynder, men da ikke tager det så tungt med alle de tilgivelige synder, for de er jo netop tilgivelige. | |
| 57 Den sande Gud, derimod, den Gud, der gennemskuer mennesket, ser ind i alle dets krinkelkroge og alligevel vil have med mennesket at gøre, den Gud kan mennesket ikke tåle at se. For så skal det jo se sig selv som en synder, ikke blot som én, der sådan af og til "kommer til" at træde ved siden af og synde, men som én, der hele tiden, uafladeligt, i alt, hvad det gør og tænker og tror, synder. | |
| 58 Intet er rent i mennesket, intet er uden synd, håbet er besmittet, troen er uægte, kærligheden, lad os ikke tale om den, den er fremhyklet og påtaget. Alt dette ædle, som dog blev lagt hen til mennesket at gøre, gør det som i et skuespil, som var de ydre gerninger nok, som kunne det skjules, at den indre holdning ikke blot ikke lever op til de ædle udtryk, men har den modsatte intention: at ville se ud af noget i stedet for at være, at ville hente andres applaus i stedet for at hvile i sig selv. | |
| 59 Og det er så det forunderlige, det er det paradoksale, det er det umulige, der dog bliver muligt ved Guds finger: at mennesket kommer til tro; at mennesket ved at føres så langt ned i syndserkendelsen, at det fortvivler og ikke ser nogen udvej, netop føres til tro, netop føres derhen, hvor det giver Gud ret og lader ham være den, han er: den forbarmende og tilgivende. Det sker ikke, når mennesket vil det, det sker i Guds time. Det sker ikke ved menneskets egne kræfter, det sker ved Helligåndens indgriben. Men skønt det efter teorien skulle være umuligt, så sker det dog. Skønt syndens tilslørende kræfter skulle dække alting, så lader det sig dog gøre. Skønt håbet, troen og kærligheden er besmittet af synden, ja ganske taget til fange under synden, så er dog netop totaliteten af synden det, der giver omsvinget. For netop ved at opgive alt, også sit eget håb, sin egen tro, sin egen kærlighed, vinder mennesket alt. | |
| 60 Men det skal altså være alt, mennesket opgiver. Man vil misforstå det hele, hvis man vil slutte baglæns fra den kendsgerning, at mennesket er kommet til tro, til, at mennesket altså i sin natur har en iboende evne til tro, til håb eller til kærlighed. I så fald ville jo dette at tro blive en aktivitet, mennesket selv kan stå for; men det er noget, Gud må skænke det. |
| 61 Jeg har andetsteds prøvet at vise, at dette ikke lige er min opfattelse. Jeg kalder mig rask væk lutheraner, men jeg mener ikke, man nødvendigvis skal indskibe sig i påstande af denne art, fordi man bekender sig til den kirkeform, Luther indførte. Dog, her er forskellen mellem mig og Luther ikke hovedsagen. Her er hovedsagen at vise, hvordan denne lutherske forestilling har indflydelse på hans opfattelse af skærsilden. | |
| 62 Og her rejser sig som før nævnt det spørgsmål, hvordan forbindelsen mellem hans eksistentielle omvendelsesoplevelse og skærsilden egentlig er. Eller: Hvordan bruger Luther de mytiske begreber skærsild, helvede, paradis? | |
| 63 Et mytisk begreb er en påstand om noget ukontrollabelt, der fremsættes for at sige noget om den tilværelse, vi står i. Det lader sig ikke kontrollere, om Gud har skabt verden, alene af den grund, at intet menneske jo var til stede ved den lejlighed, så man skulle måske synes, at påstanden var irrelevant. Det er den dog ikke, for ved at sige, at verden og mennesket i den er skabt af Gud, siger man om vor tilværelse, at den er god i sig selv. Eller: Det lader sig ikke påvise med videnskabelig sikkerhed, at Jesus stod op af graven. Men ved at hævde, at denne begivenhed fandt sted, får man sagt noget om, med hvilken trods et menneske skal møde livet, det liv, som har døden indbygget i sig, om dette liv skal lykkes. | |
| 64 Tilsvarende: Det lader sig ikke gøre, at fastholde som en bevislig påstand, at der venter os mennesker en dom efter døden med efterfølgende ophold i enten himmel eller helvede. Men når påstanden fremføres, får man derved sagt, at det liv, vi lever her, lever vi under ansvar. Vi skal aflægge regnskab for, hvordan vi har brugt vort liv. I alle tre tilfælde: en påstand om noget ydre, om noget ukontrollabelt, der medfører, at livet kommer til at se ud på en bestemt måde, eller -- om man vil -- en påstand, som har eksistentielle konsekvenser. | |
| 65 I den forbindelse vil jeg henlede opmærksomheden på to prædikener over lignelsen om den rige mand og Lazarus. Den ene er en del af kirkepostillen fra 1522, den anden er udgivet et år senere. Jeg skal ikke prøve at finde forskelle, heller ikke ud fra sådanne forskelle søge at forstå, hvorfor den sidste absolut skulle ud, når dog den første forelå. Blot giver lignelsen Luther anledning til at sige noget om, hvad der er på færde i lignelsens tale om himmel og helvede. | |
| 66 Nå ja, man kan da lægge mærke til, at Luther i den første afdeling af begge prædikenerne er "traditionel", på den måde, at han tager fortællingen om den rige mand som en advarsel til os. Dog kan man bemærke sig, at han ikke mener, at den riges mands undladelsessynd kun har med hans rigdom at gøre, nej, den har med det at gøre, at han med sit hjerte bandt sig til sin rigdom. På tilsvarende måde har Lazarus' gode skæbne heller ikke sit udspring i, at han var fattig, nej, den kommer af, at han priste Gud midt i sin fattigdom. | |
| 67
Men i begge prædikener bruger Luther den sidste del til at sige noget
om, hvad man ud fra lignelsen kan slutte sig til om himmel og helvede.
Og så vidt jeg kan forstå, lader han det være uvist,
om de døde ender i skærsilden: Han kan ikke ud fra denne tekst
konkludere, at de døde samles på ét sted, nemlig i
skærsilden, selv om han stadig vil fastholde muligheden af, at det
sker. Han har et "måske", som han fastholder. Der er ikke den samme
bombastiske holdning over hans udsagn som i disputationen med Eck, hvor
han ligefrem "véd", at der findes en skærsild. Men skønt
han ikke siden har fået noget skriftbevis for skærsilden, vil
han dog ikke ganske afvise den.
Hvorfor? |
Luther i prædiken fra 1523: "De siger, at de
er på et sted, hvor man kan bede for dem. Ja, måske; Gud gør
det, som han vil; de er ikke samlet i én flok." (sermluk16#55)
"Denne tekst konkluderer ikke, at de samles på ét sted; selv om det da godt kan være muligt. Jeg véd ikke af, at jeg skal fastholde skærsilden, men jeg kan heller ikke afvise det; det står i Guds magt". (sermluk16#57) "i skriften finder man himmel og helvede, og ikke nogen mellemtilstand; men derfor kan der godt være en mellemtilstand". (sermluk16#59) |
| 68 Fordi der stadig knytter sig erindringer om hans klosterkamp til den. Fordi han stadig ikke har andet sted at "anbringe" det, der skete i klosterkampen end i en form for skærsild. Fordi for ham de mytiske påstande ikke bare har med det overjordiske og tilværelsen efter døden at gøre, men med det grundmenneskelige, med det eksistentielle, med netop de kampe, som han måtte gennemlide. | |
| 69 Luther begynder med at fastslå, at det, der berettes om i lignelsen, ikke sker i det legemlige medium. Opstandelsen har ikke fundet sted endnu. Den finder først sted på den yderste dag, og da er hele vort jordeliv ophørt, da har alle de, der skulle have livets gave, fået den, og alle venter på dommens dag, hvorefter de frikendte vil gå ind i himlen og de fordømte gå til helvede. | Luther i prædiken fra 1523: "Abrahams skød
er ikke et legemligt skød; for Abraham er begravet i landet Kanaan,
og dèr er han også gået i forrådnelse; derfor
kan det ikke have været et legemligt skød; hvis det var, ville
vor forstand bliver forrykt". (sermluk16#46)
"Nu har sjælen hverken hænder eller fødder, heller ikke noget skød. Jeg har også sagt, at jeg ikke er sikker på det, men dog regner med, at skødet er Guds ord, nemlig den forjættelse, der udgik til Abraham 1 Mos 22,8: "I din sæd skal alle jordens folk velsignes". Det er jo guddommelige ord, og de indeholder lige så meget som hele evangeliet, at Kristus skulle fødes, korsfæstes, dø og opstå". (sermluk16#47) |
| 70 Og selv om Luther fastslår, at der til den tid ikke vil være nogen tid, så er han dog bundet af sin tidsforestilling, som vi vel alle er det, og denne bundethed får ham til at nægte at placere Lazarus i paradiset og den rige mand i helvede. Det kan der ikke være tale om. | Luther i prædiken fra 1523: "Dog er der ikke nogen tid, derfor kan der heller ikke være noget særligt sted, og der er hverken dag eller nat. For Gud er det altsammen sket på én gang. Der er ikke hverken foran eller bagved. Og disse kommer ikke tidligere frem til den yderste dag end vi". (sermluk16#56) |
| 71
Men hvad er da Abrahams skød?
Abrahams skød er, hævder Luther, Guds ord. At hvile i Abrahams skød er at hvile i troen på Guds ord. Vi er alle henvist til dette ord, når vi skal dø. Vi har ikke andet at holde os til end til den forjættelse, Gud har givet os, først til Abraham, siden til os igennem Kristus. Og dør vi i tro på dette ord, da kommer vi i Abrahams skød, eller da er vi i Abrahams skød, både før og efter, jeg véd ikke, hvilken formulering Luther ville foretrække. |
"Nu har sjælen hverken hænder eller fødder, heller ikke noget skød. Jeg har også sagt, at jeg ikke er sikker på det, men dog regner med, at skødet er Guds ord, nemlig den forjættelse, der udgik til Abraham 1 Mos 22,8: "I din sæd skal alle jordens folk velsignes". Det er jo guddommelige ord, og de indeholder lige så meget som hele evangeliet, at Kristus skulle fødes, korsfæstes, dø og opstå". (sermluk16#47) |
| 72
Og er den identifikation foretaget, som jo for os er ganske mærkelig,
så kan Luther gå videre og direkte hævde, at fordi der
ikke er tale om noget legemligt, er det altsammen noget, der sker i samvittigheden.
Er det så noget, der finder sted efter døden? Ja, det siger lignelsen jo. Og det vil sige, at der for Luther stadigvæk på dette tidspunkt, i 1523, findes et "sted", hvor samvittigheden kan gøre sig gældende, hvor mennesket kan erkende, hvor et menneske kan gå i sig selv, og blive klar over, at han har handlet imod evangeliet. |
Luther i prædiken fra 1523: "Nej, det er ikke noget legemligt, det foregår altsammen i samvittigheden, hvor han erkender, at han har handlet imod evangeliet". (sermluk16#50) |
| 73
Men ikke nok med det: Luther føjer til, at den rige mand ikke hører
nogen tale til sig, for han er udenfor legemligheden, han har ingen ører.
Men han "er i" samvittigheden, eller hans samvittighed er stadig en virkelighed,
hvori ting og sager kan ske.
Problemet er blot: Sker det? Sker der nogen omvendelse? Kommer den rige mand til tro? |
(fortsat): "Der blev ikke sagt noget til ham, det er altsammen gået sådan til i samvittigheden; han har i sin samvittighed følt, at han til evig tid skulle have været der, derfor får han ikke hvile": (sermluk16#50) |
| 74 Luther tør ikke sige det. For lignelsen siger det jo ikke. Han er nødt til at slutte med de forfærdelige ord, at hvis de (den rige mands brødre) forsømmer at høre Moses og profeterne i dette liv, så har de forsømt det. Altså, han må lade sin tanke gøre holdt ved de samme forfærdelige ord, som Jesus lader brudgommen sige til brudejomfruerne i lignelsen om de ti brudejomfruer: Jeg kender jer ikke. (Matt 25,12) | Luther i prædiken fra 1523: "Han (den rige mand) tænkte: Almægtige Gud, hvis jeg bare havde troet, hvis der bare havde været en troende, der havde meddelt mig sin tro. Og som sagt, dette, at han tænkte sådan, det får han altsammen afslag på i sin samvittighed. "De har Moses og profeterne, dem kan de høre"; hvis de forsømmer det i dette liv, så har de forsømt det". (sermluk16#52-53) |
| 75 Men hovedsagen for Luther er noget andet. Hovedsagen er at få identificeret den rige mands pinested med samvittigheden. Kun det menneske kan kende det, som har prøvet det, siger han. Og han tænker uden tvivl på sig selv i denne forbindelse. For han har jo prøvet det. Forskellen på ham og den rige mand er, at han slap fra det med livet og sin forstand i behold. Og når han stadig ikke kan lade være med at holde muligheden åben for, at det dog ikke er helvede, men "kun" skærsilden, den rige mand befinder sig i, skyldes det nok, at i helvede lades alt håb ude, i skærsilden er der dog, skønt de pågældende ikke selv kan se det, håb. | (fortsat): "Det er den hjertets lidelse og elendighed, som kun det menneske kan kende, der har prøvet det. Og det sker altsammen i samvittigheden; og det kommer så til at blive den evige fordømmelse." (sermluk16#54) |
| 76 Sådan gik det jo ham: Han kom ud af den fortvivlelse, han var inde i; han nåede frem til at fornægte sin egen retfærdighed og klynge sig til retfærdigheden i Kristus. Derfor kan han ikke nægte, at der måske kan være udvej for de afdøde, at det måske kan være rigtigt at bede for dem. | Luther i prædiken fra 1523: "Derfor kan jeg heller ikke afvise, at man skal bede for dem, men jeg kan selv bede for mine venner og sige: O almægtige Gud! Jeg mærker din magt, jeg beder dig for denne sjæl; det kan være, den sover eller lider. Hvis den lider, så beder jeg dig, om det er din guddommelige vilje, at du slipper den fri. Det vil være at bede ret". (sermluk16#58) |
| 77 Det sidste spørgsmål, jeg har sat mig for at svare på, kan jeg faktisk ikke svare på. Det gik på, hvad der trådte i stedet for skærsildstanken; hvis Luther "havde brug for" skærsildstanken i 1518, hvordan kunne han så undvære den i, lad os sige 1530? Dels skal der nok en større undersøgelse til, for at løse det problem, end jeg er i stand til at give i denne forbindelse, dels er jeg ret forvirret med hensyn til, hvor man skal lede efter svar på dette spørgsmål. | |
| 78 Man kan måske forestille sig, at hans personlige oplevelser i klosterkampen efterhånden trådte i baggrunden til fordel for de skildringer deraf, som han selv gav i sine prædikener. Det er noget, alle historiefortællere har erfaret: at har man i begivenheden selv skudt tre løver, så kan det som tiden går og der fortælles vidt og bredt og spændende om jagten, godt gå sådan, at de tre løver bliver til fem. Og det er vel ikke utænkeligt, at Luther, der uden bagtanker af nogen art har brugt sit eget livs erfaringer som grundskema for sin teologi, efterhånden kommer til at lade sin teologi påvirke sin oplevelse. | |
| 79 Jeg véd godt, at fidusen for Luther netop er, at der for ham at se var overensstemmelse mellem oplevelsen og teologien, dvs det ny testamentes beretninger. Hvad han havde oplevet, var, hvad Paulus beskrev i romerbrevet. Og jeg anerkender denne identitet et langt stykke vej. Men det er vel ikke utænkeligt, at teologien ændrer på oplevelsen? Det lader sig vel godt tænke, at efterhånden som Luther bliver mere og mere klar over, at skærsildstanken ikke er skriftbestemt, men er menneskers opfindelse, så bliver klosterkampens "sted" ikke mere skærsilden, men "samvittigheden". Eller sagt med andre ord: Synspunktet forrykkes fra det mytiske til det eksistentielle. | |
| 80 Så jo, jeg kan godt forestille mig en udvikling af Luthers skærsildstanke fra den stædige fastholden i disputationen med Eck i 1519 til den fuldstændige forkastelse i det lille skrift fra 1530. Og jeg kan også godt se, at de to prædikener, hvoraf jeg her har fremdraget den ene, er en station på vejen. Men det kunne være rart at opdage nogle flere stationer. Det har jeg blot ikke gjort endnu. | |
| 81 Tilbage til "Reformation på en misforståelse". | |
| 82 c | |
| 83 c | |
| 84 c | |
| 85 c | |
| 86 c | |
| 87 c | |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter: