Luthers oversættelse af Richardus' islamkommentar

1543



Taget fra WA 53, side 273-388

Praktiske bemærkninger: Den latinske tekst fra Richardus står til venstre, Luthers oversættelse til tysk i midten og min oversættelse til højre. Hvad der er understreget i den latinske tekst, er Luthers egne understregninger (Den latinske tekst, han brugte, foreligger). Hvad der står med kursiv i den tyske tekst, er Luthers tilføjelser. De større udeladelser fra Luthers side er markeret med [overspring], de mindre med skarpe klammer i teksten.

Luthers randbemærkninger er som regel ikke medtaget. Derimod har jeg medtaget de fleste af Weimarudgavens noter til den tyske tekst.

Weimar Udgaven bringer nogle rettelser til den latinske tekst, som Luther går ud fra, ud fra et mere oprindeligt manuskript. De er markeret med V.

Angående korancitaterne: Jeg linker mest til Ellen Wulffs udgave; det sker med et komma mellem sura og vers. En del gange til Pickthall's udgave; det sker med et kolon mellem sura og vers.

Luthers forord, se her. Luthers epilog, se her. Mit korte uddrag af Weimar-Udgavens forord, se her

Indhold: Richardus' forord: #3.

Kap 1: Om koranens hovedstykker #8.

Kap 2: Hvordan man skal omgås muslimerne #30.

Kap 3: Koranen er ikke Guds lov, for hverken det gamle eller det nye testamente vidner der om eller forudsiger den. #36.

Kap 4: Koranen kan ikke være Guds lov, for den har en anden måde at tale på. #49.

Kap 5: At koranen hverken stemmer overens med den hellige skrift eller med andre fornuftig lærdomme. #64.

Kap 6: Hvordan koranen er imod sig selv. #71.

Kap 7: At koranen ikke er blevet bekræftet med mirakler. #83.

Kap 8: Hvordan Muhammeds koran er brutal og selvisk. #98.

Kap 9: Om åbenlyse, grove løgne i koranen. #140.

Kap 10: Muhammeds lov er morderisk, tyrannisk og rasende. #173.

Kap 11: Koranen er ikke Guds lov, for den er for rodet. #185

Kap 12: Koranen er ikke Guds lov, for den er uretfærdig og ond. #192.

Kap 13: Hvem der er denne lovs ophavsmand og hvor usikker koranen er. #205.

Kap 14: Om en særlig skændig, stor løgn og historie. #219

Kap 15: Om seks almindelige spørgsmål i koranen imod muslimerne. #230

Kap 16: Hvordan evangeliet overgår koranen. #266

Kap 17: Hvad muslimerne svarer til alt dette. #275



1. Confutatio Alcorani

seu legis Saracenorum, ex graeco nuper

in latinum traducta.


1 Gendrivelse af koranen eller muslimernes lov, oversat fra græsk til latin.

2. [[931. aij] Bartholomaeus picenus de Monteardiio Ferdinando Regi Aragoniae & utriiisqiie Siciliae. S. P. dicit.


2 af Bartholomæus.


(WA276) Vorrede Bruder Richards.

3 Broder Richardus' forord.

(WA277) In hoc igitur tertio conditionis statu, post tempora videlicet beati Gregorii]

in temporibus Heraclij insurrexit veritati et dei ecclesiae homo quidam diabolus primogenitus sathanae, in libidinem procliuis et ex fraude machinamentis deditus, nomine Mahometus, qui consilio et auxilio illius, qui mendax et mendacij pater est, iniquam et mendacij plenam, tanquam ex diuino ore prolatam legem composuit, quam quidem legem Alcoranum nominauit, videlicet diuinorum mandatorum collectionem.

Zur zeit des Keiser Heraclij ist auffkomen ein Mensch, ja ein Teufel, und ein Erst gebornes Kind des Satans, wider die Wahrheit und wider die Christliche Kirche, der in fleischlicher Unzucht ersoffen und mit schwartzer Kunst umb gjeng, mit namen Mahmet. Der hat aus eingeben und hülffe des, der ein Lügener und ein vater aller Lügen ist, ein Gesetz lassen ausgehen, voller lügen und unrechts, doch mit dem schein, als were es aus dem munde Gottes gesprochen, dasselbe hat er genennet Alcoran, das ist (WA278) ein Summa oder versamlung, nemlich der Göttlichen Gebot.1)

1) Diese Deutung ist irrig.

4 På kejser Heraclius' tid fremstod der et menneske, ja en djævel og en Satans førstefødte, imod sandheden og den kristne kirke, et menneske, som var hengivet til legemlig utugt og omgikkes den sorte kunst, hvis navn var Muhammed. Efter råd og hjælp fra ham, der er en løgner og al løgns fader, lod han udgå en lov, fuld af løgn og uret, dog med det påskud, at den var talt ud af Guds mund; den lov kaldte han koranen, det vil sige, en sum eller opsamling af de guddommelige bud.

Hie Mabometus supra omnes, qui fuerunt vel futuri sunt, ecclesiam Dei persecutus est. Non enim uno solummodo ecclesiam percussit, sed tribus generalissimis — nunc quidem saeva tyrannide, nunc autem per deceptionem in legibus, nunc vero per hypocrisim simpliciores subuertens — , ut>iam magnam partem orbis terrarum deceptioni suae subijcerent ex dei permissione, qui est terribilis in consiliis suis supra filios hominum.

Dieser Mahmet hat die Christlichen Kirchen verfolget, herter weder die, so zuvor gewest oder hernach komen werden. Denn er hat die Kirche nicht auff einerley Weise angriffen, Sondern mit allen dreyen, Nemlich mit Tyrannei, wie die Tyrannen, Mit falscher Lere, wie die Ketzer, Und mit betrug gleissender Heiligkeit, wie die Heuchler oder falschen Brüder. Also, das er das grössest Teil der Welt mit seinem betrug unter sich bracht hat, durch Gottes verhengen,2) der da wünderlich ist mit seim thun unter menschen Kindern.

2) = Zulassung.

5 Denne Muhammed har forfulgt den kristne kirke, hårdere imod dem, der var her tidligere eller vil komme herefter. For han har angrebet kirken, ikke blot på én måde, men på hele tre: nemlig med tyranni, som tyrannerne gør det, med falsk lære, som kætterne gør det, og med bedragerisk hellighed, som hyklerne og de falske brødre gør det. Således har han med sit bedrag bragt størstedelen af verden under sig, fordi Gud har tilladt det, den Gud, der er frygtelig i sine gerninger blandt menneskenes børn.

Ego igitur in ordine Pradicatorum minimus, [tantam calamitatem deceptis compatiens] consideraui vias meas et pedes meos in testimonia dei conuerti: unde cum transiuissem multa maria et loca deserta et inclytam Saracenorum urbem Babylona dcprehendens, ubi maxima et uniuersalia studia apud eos existunt, illicque litteras et arabicam linguam similiter discens diligentissimeque et continue cum magistris apud eos disputans magis magisque

deprehendi praedictae legis peruersionem. Etiam hanc in latinam linguam transferre incipiens, tot inueni fabulas simul et mendacia et blasphemias et continuam per omnia fabulationem, ut tristicia plenus essem. [Decreuique idcirco

scribere quasdam epistulas de tantis blasphemijs ad triumphantem ecclesiam, conquestusque sum tanquam illa in amaritudine animae].

Darumb ich, Richard, der geringt prediger Ordens, mich bedacht und meinen gang nach Gottes gebot gericht habe. Denn nachdem ich uber viel Meer und durch viel wüsten gereiset, bin ich auch gen Babylon, die herrliche stad der Sarracener, komen,3) da sie denn ire hohe Schulen haben, die seer gros sind, Daselbs lernet ich die arabische Schrifft und Sprache, Und disputirte on unterlas und auffs aller vleissigst mit jren Doctorn und Gelerten, Befand aber je mehr und mehr, wie gar ein schendlich Gesetz der genante Alcoran ist. Fieng auch an dasselb in Latinische sprache zuverdolmetschen, Aber da funden sich so viel mehrlin, Lügen, Lesterung und jmer ein unnütz gewesch am andern, das ich mit grosser trawrigkeit uberschüttet ward.

3) V. har ”Baldaco”, dvs Bagdad.

6 Derfor har jeg, Richard, af den ringe prædiker-orden, overvejet mine veje og rettet mit liv ind efter Guds bud. For efter at jeg havde rejst over mange have og gennem mange ørkener, kom jeg også til Bagdad, muslimernes herlige by, hvor de jo har deres akademier, som er meget store. Der lærte jeg den arabiske skrift og det arabiske sprog, og disputerede hele tiden særdeles vedholdende med deres doktorer og lærde mænd, men fandt mere og mere ud af, hvor skændig en lov denne koran er. Jeg begyndte også at oversætte koranen til latin, men der var så mange fabler, løgne og blasfemier deri, og det ene unyttige sludder efter det andet, så jeg blev overvældet af stor tristhed.

Nunc autem est mihi intentio summa veritate confidenti capita et principalia mendacia iniquae legis huius ostendere et alijs fratribus causam exhibere, propter quam facilius ad deum (WA 279) reuocare possent huius impietatis haereticos. [Vt autem hoc cum ordine fiat, in

determinata capita oportere cognoui totum tractatum diuidere.] [langt overspring]

Doch dis mal wil ich die furnemsten Heubtstück und liegen dieses schendlichen Gesetzes mit beistand des Allerhöhesten, der die Warheit selbs ists, erfur thun und anzeigen, damit ander Brüdern ursachen geben, dadurch sie deste leichtlicher solcher Ketzer, durch die Gesetz verfüret, möchten wider zu Gott bekeren.

7Dog, her vil jeg fremhæve og antegne de vigtigste hovedstykker og løgne i denne skændige lov med bistand af den allerhøjeste, han, der er sandheden selv, for dermed at give andre brødre anledning til så meget lettere at kunne få disse kættere, der er forført af loven, til at omvende sig til Gud.

De principalibus huius legis erroribus: caput primum. (2)


[Primum igitur decet scire principales errores, quos Saracenorum lex ponit,

secundum quos maxime diuinae legi aduersatur.] Notandum igitur, quod omne [antiquorum] coenum, quod diabolus in alijs sparsim disseminauit, in Mahometum comprehensim eu(an)uit. Hic enim cum Sabellio negat omnino trinitatem: Dualitatem autem quandam ponit in diuinis, quae nihil honestum et diuinis simile in se ipsa potest demonstrare, [cum totius alteritatis principium sit,] supponit enim diuinam essentiam et huius animam.

Das erst Capitel von den Heubtstücken dieses Alcoran.

So ist zu mercken, das alle den unflat, so der Teufel durch andere Ketzer hin und wider gestrewet, den hat er durch Mahmet auff einen hauffen heraus gespeiet. Mit Sabellio5) helt ers, das Gott nicht drey personen (W280) sey, doch setzt er ein gezweiet in der Gottheit (das sich doch in der Gottheit nichts reimet). Das eine nennet er 'Gott selbs' oder 'Gottes Wesen'. Das ander nennet er 'Gottes Seele', und das sol Christus sein, eins andern und geringern wesens, als Gotte unterthan3).

5) Sabellius wirkte 194-222 in Rom. 3) Sura 4,169. (4,171)

8Det første kapitel om koranens hovedstykker.

For det første skal man være opmærksom på, at alt det skidt, som djævelen gennem andre kættere har udstrøet vidt og bredt, det har han gennem Muhammed opsamlet i én bunke. Med Sabellius er han enig om, at Gud ikke er tre personer, alligevel indsætter han et toled i guddommen (som dog ikke stemmer overens med guddommen). Den ene del kalder han ”Gud selv” eller ”Guds væsen”. Den anden kalder han ”Guds sjæl”, og det skal være Kristus, som er et andet og ringere væsen, underlagt Gud.

Vnde in Alcorano inducit deum

pluraliter loquentem, ut videatur ipsa anima dei et ipse christus alterius praeter deum esse essentiae et minoris deo et ei subditae: [langt overspring]

Darumb füret er Gott in dem Alcoran ein, das er in zweier personen namen redet und sich jrzet4) und spricht: 'Wir haben das gethan, wir haben das geboten' etc.

4) = in der Mehrheit von sich spricht.

9 Derfor indfører han i koranen Gud som én, der taler på to personers vegne, taler i flertal om sig selv og siger: 'Vi har gjort sådan, vi har påbudt dette' osv.

Sic igitur Arriani existimauerunt de filio dei, quod esset creatura, quae

omnes alias creaturas excedit, quo mediante omnia deus creauit. Vnde et

Mahometus supponit christum sanctissimum et hominem virtute praeditum supra omnes alios; palam autem quid in eo dicit esse supra hominem: appellat enim eum verbum dei, et spiritum dei, et animam dei:

Und solchs hat er von den Arianern, die lereten, das Christus, Gottes son, der were eine Creatur oder Gottes geschepffe. Doch weit uber alle Creatur, als durch die Gott hette ander geschaffen. Also setzt auch Mahmet, das Christus sey der aller heiligst Mensch uber alle andere, und sey eine krafft, weit uber alles, Daher nennet er jn Gottes wort, Gottes geist, Gottes seele.5)

5) sura 3:40; (3,45) 4:169. (4,171)

10 Og dette træk har han fra Arianerne, som lærte, at Kristus, Guds søn, var en skabning eller var Guds skabning, dog langt over de andre skabninger, Gud havde skabt. På den måde fastslår også Muhammed, at Kristus er det allerhelligste menneske over alle andre, og er en kraft, langt over andre; derfor kalder han ham også Guds ord, Guds ånd, Guds sjæl.

Deum autem secundum veritatem

dici, omnino ridiculum putat.

Aber das er solt ein rechter, Natürlicher, wesentlicher Gott sein, das ist jm seer lecherlich. Und helt die Christen fur lecherlice grobe narren, die solchs gleuben.

11Men at han skulle være en rigtig, naturlig Gud efter sit væsen, det er for Muhammed meget latterligt. Og han anser de kristne for latterlige grove narrer, fordi de tror den slags ting.

Altero autem, quia ipse contrarium dixisse videtur. Vnde dicit Mahometus, quod christiani dicunt christum esse deum, etenim iudaeis ipse christus dixit: Adorate deum meum, et deum vestrum dominum meum et vestrum. [overspring]

Und hie braucht er zwo ursachen zu. Die erste, das sich Christus selbs niemals habe Gott genennet.7) Die andere, das er das widerspiel geleret habe, Da er spricht, Mahmet, (spöttisch): 'die Christen sagen: Christus ist Gott, So doch er selbs den Jüden sagt: Ir solt anbeten meinen Gott und ewern Gott, meinen Herrn und ewern Herrn'. 8)

7) Sura 5:116. 117; 8) Joh 20,17; sura 5:117.

12 Og det giver han to begrundelser for. For det første, siger han, har Kristus aldrig kaldt sig Gud. Den anden er, at han har lært det modsatte, eftersom Muhammed spottende siger: 'de kristne siger: Kristus er Gud, skønt han dog selv siger til jøderne: 'I skal tilbede min Gud og jeres Gud, min Herre og jeres Herre'.

Principalis igitur intentio Mahometi est persuadere: christum neque deum, nequc filium esse dei, sed sanctum quendam et sapientem hominem, et prophetam maximum, absque patre ex virgine genitum. [In quibus cum Carpocratc heretico conuenit.] Item affirmat impossibile esse deum habere filium, propterea quod uxorem non habet. [overspring]

Und ist also des Mahmets furnemest meinung, das Christus weder Gott noch Gottes son sey, Sondern ein weiser Heiliger mensch und grosser Prophet, von einer Jungfrawen on Vater geborn.9) Denn er sagt, Es sey unmüglich, das Gott einen son habe, weil er keine frawen habe.10)

9) Sura 19:20-22; 10) Sura 6:101.

13 Og det er således Muhammeds egentlige mening, at Kristus hverken er Gud eller Guds søn, men en vis, hellig mand og en stor profet, som er født af en jomfru uden far. For han siger: Det må være umuligt, at Gud kan have en søn, for han har ingen hustru.

Additque, quod, si deus haberet filium, in periculo iam omnis res esset, tanquam futurum schisma esset inter eos ex necessitate. [In quibus cum iudaeis et Cerdonio haeretico conuenit.]

Und wo er solt einen Son haben, so stünde Himel und Erde und alle Creatur in grossser ferlickeit, Denn es müste zu letzt ein zwitracht unter sie komen.11)

11) Sura 23,93. (23,91)

14 Og hvis han skulle have en søn, så ville himmel og jord og alle skabninger være i stor fare, for der måtte i sidste ende opstå strid mellem dem.

Subiungitque neque a iudaeis christum fuisse interemptum neque crucifixum,

sed alium quendam illi similem. In quibus cum Manichaeis conuenit.

Weiter sagt er, Die Jüden haben Christum nicht gecreutziget noch getödtet, Sondern einen andern, der jm ehnlich gewest.12) Hierin stimmet er fast mit den Manicheern.

12) Sura 4,156. (4,157)

15 Endvidere siger han, at jøderne ikke har korsfæstet eller dræbt Kristus, de slog en anden ihjel, som lignede ham. Heri stemmer han overens med Manichæerne.

Additque et deum (in) se ipsum accerssisse et rursus eum in fine mundi appariturum et interempturum Antichristum, post haec autem faciet deus christum mori. [overspring]

Weiter sagt er, Gott habe Christum zu sich genomen, Und er wird am ende der welt wider offenbart werden und den Endechrist tödten. Darnach wird Gott Christum sterben lassen.13) (W282)

13) Muslimsk tradition ud fra 4,157. (4,158)

16 Fremdeles siger han, at Gud har taget Kristus til sig, og at han ved verdens ende vil dræbe Antikrist. Derefter vil Gud lade Kristus dø.

Dicit autem et daemones posse

saluari per Alcoranum, et quod multi eorum, cum hoc audiuissent,

facti sunt Saraceni, [sequens in his aliquo modo originem, qui dicit sal- (W283) uandos fore doemones.]

Weiter sagt er, Das auch die Teufel können selig werden durch den Alkoran 1), und derselben viel, da sie das gehöret, sind Sarracenen worden.

1) Sura 46,28-30. (46,29)

17 Endvidere siger han, at også djævlene kan blive salige i kraft af koranen, og at der er mange af dem, som blev muslimer, da de hørte det.

Dicitque (et) ad deum ascendisse, quando pro eo gabrielem misit deus et manum huic deum imposuisse, et tantum deo tangente rigiditatis sensum coepisse in corpore, ut et is usque ad medullam Spinae dorsi pertransiret. [overspring]

Weiter sagt er, Er selbs, Mahmet, sey hinauff zu Gott gefaren, da der Engel Gabriel nach jm von Gott gesand ward, da habe Gott die Hand auff jn gelegt, Und da er also von Gott angerüret ward, sey er so erstarret, das jm auch durch des Rückenbeins marck gangen sey. 2)

2) Muslimsk tradition ud fra sura 17,1.

18 Endvidere siger han, at han selv, Muhammed, er faret op til Gud, eftersom englen Gabriel af Gud var sendt ned efter ham, og da lagde Gud sin hånd på ham, men da han blev berørt af Gud, blev han stiv af skræk, og det gik ham gennem marv og ben.

Dicitque et spiritumsanctum creaturam esse, cum Macedonio conueniens.

Weiter sagt er, Das der heilige Geist eine Creatur sey, wie die Macedoner 3) sagten.

3) Makedonerne opkaldt efter biskop Makedonios af Konstantinopel, som blev afsat i 360. Påstanden findes ikke i koranen.

19 Videre siger han, at den hellige ånd er en skabning, sådan som Makedonerne sagde.

In quibus autem dicit angelos daemones factos esse, cum noluissent mandante deo Adam adorare, neminem in hoc imitari videtur.

Das er aber sagt, das die Engel sind Teufel worden, da sie nicht wolten Adam anbeten, wie jnen Gott gebotten hatte, 4) Darin har er niemand, dem er folge.

4) Sura 2,32; (2,34) 15,28-35. (15:28-35)

20 Men når han siger, at englene er blevet til djævle, fordi de ikke ville tilbede Adam, sådan som Gud havde befalet dem det, så har han ikke nogen, der siger det samme.

Nugatur autem et ultimam hominis beatitudinem in intemperantia et delicijs dicens esse, et vestibus sumptuosis, et hortis irriguis, conueniens in his cum corintho haeretico et [quibusdam antiquis] infidelibus.

Da er aber gaukelt und narret von der künfftigen ewigen Seligkeit, das die solle sein in fleischlicher lust, wolleben, köstlichen kleidern und lustigen Garten, 5) Das hat er vom Cherintho 6) und etlichen andern ungleubigen.

5) Sura 61,12; 6) Luthers rettelse fra ”corintho” til ”Cherintho”.

21 Men dette, at han gør nar af og laver grin med den fremtidige evige salighed, som skulle den bestå i kødelig lyst, vellevned, dyrebare klæder og smukke haver, det har han fra Cherinto og enkelte andre vantro.

Et circumcisionem oportere teuere dicit, commendans quae haeretici Eubionis sunt.

Und er helt, man müsse die Beschneitung halten 7), wie die Ebioniten lereten.

7) Kun tradition, findes ikke i koranen.

22 Og han siger, at man må overholde omskærelsen, sådan som Ebionitterne lærte.

Concedit et multitudinem uxorum in

nuptijs pellicumque et ancillarum, et quotquot quis in bello capiens

posset educare, et aliorum uxores indifferenter capere, [haereticos Nicolaitas in his seqiiens.]

Er lesst zu, viel Eheliche weiber zu haben, Dazu Beischlefferin und Megde, Und so viel einer derselben im kriege fangen und erneeren mag, Und der andern Ehefrawen im Kriege rauben und nemen. 8)

8) Sura 23,6; (23:6) 9,5; 33,49ff. (33:49ff)

23 Han tillader muslimerne at have mange ægtehustruer, dertil sex-slaver og piger, og lige så mange, som man kan fange i krigen og ernære, og i krigen at røve og tage de andres ægtehustruer.

Omnes autem dicit oportere interimi, qui huic legi non obtemperant nisi tributa s(a)luant.

Er setzt aber, Man solle alle die tödten, so diesem Gesetz nicht gehorchen, oder sollen zinsbar sein. 10)

10) Sura 9,29; (Se evt Robert Spencers kommentar om dette vers) 25,54.

24 Men han forlanger, at man skal dræbe dem, som ikke adlyder denne lov, eller sætte dem i skat.

Videturque concedere sodomitica in viris et mulieribus in capilulo de vacca: etsi (horum) successores h(i)c honestioribus exposi(o)tionibus cooperiant.

Und sihet sich an 11), im Capitel Bacca (das ist Kue 12)), als erleube er, beide Mannen und Weibern die stummen Sünden 13), Wiewol die Nachkömlinge solchs schmücken 14) mit schönen glosen.

11) = hat den Anschein. 12) Navn på sura 2. Für den gemachten Vorwurf bietet keine Stelle der Sure einen greifbaren Anhalt. 13) = widernatürliche Unzucht. 14) = verhüllen.

25 Og det ser ud som om han i sura 2 tillader unaturlig utugt for både mænd og kvinder, selv om hans efterkommere udsmykker dette med smukke talemåder.

Huius autem omnis intentio est,

resecare quicquid erat arduum in credendo, et difficile in operando, se concedere autem omne ad quod procliui erant, quae praesentibus capiuntur, et maxime aliorum Arabes, gulam videlicet, rapinam et intemperantiam. De virtutibus autem, sicut humilitate, patientia, pacc, continentia, vel de extremo fine nihil, ut ita dicam, precio dignum dixit.

Und das ist die Summa davon, Alles was in der Schrifft schwerlich 15) zugleuben und sawer zuthun ist, das schneit er abe, und lesst zu, wo zu man geneiget ist in diesem zeitlichen leben, Als fleischliche Lust, Raub und Mord, Dazu sonderlich die wilden, rohen leute, die Araber, lust haben. Denn er ist ein Araber.

Aber von den rechten Tugenden, Als Demut, Gedult, Keuscheit, Friede, und vom ewigen Leben redet er nichts, das zulesen werd were. (W284)

15) = schwer.

26 Og det er summen på det hele: Alt, hvad der i skriften er svært at forstå og surt at gøre, det skærer han af og giver tilladelse til det, man er tilbøjelig til at gøre i dette liv, f.eks. kødelig lyst, røveri og mord, det, som især det vilde og rå folkeslag, araberne, har lyst til. For han er jo araber.

Men om ret dyd, ydmyghed, tålmodighed, kyskhed, fred og evigt liv, om det siger han ikke noget, som er værd at læse.

Vt autem aliquod de his mendacium

non facile argueretur per vetus vel nouum testamentum, vel et per ea quae philosophantes scripserunt, in quibus et ipsi de virtute [et vitio et extremo fine] tractauerunt, nihil quicquam fide dignum esse iussit, quod legi ab eo latae contrarium esset, interimque mandauit, qui contrarium aliquod huic dicere auderent, grauiori poena plecti.

Aber damit solche seiner lügen keine verlegt 1) wird, durch das alt und newe Testament, oder durch der Philosophen Bücher, so von den Tugenden geschrieben, hat er geboten, Man solle hierin nichts fur warheit halten, was wider sein Gesetze were, Und heissen alle die jenigen hertiglich straffen, so da wider etwas reden thursten. 2)

1) = widerlegt. 2) = wagten.

27 Men for at ingen af hans løgne således skal blive gendrevet ved hjælp af det gamle og det nye testamente, eller ved hjælp af filosoffernes bøger, som skriver om dyden, har han påbudt, at man ikke må regne det, der står deri, for sandhed, hvis det strider mod hans lov, og han befaler, at alle de, som vover at sige noget imod hans lov, skal straffes hårdt.

Ipse autem psalterium et alios prophetas valde laudauit, et multa de eo dicit Christum vaticinatum esse in euangelio filijs Israel, cum dixit: Nuncio vobis apostolum dei, qui venturus est post me, et nomen eius Mahometus. Affirmatque nomen hoc ab aeterno scriptum esse in throno dei in superiori parte ad dexteram.

Doch den Psalter und ander Propheten lobet er hoch. 3)

Spricht auch, Christus hab im Euangelio viel von jm geweissagt den Kindern Israel, da er spricht: 'Ich verkündige euch einen Apostel Gottes, der nach mir komen wird 4), der heisst Mahmet'.5) Und rühmet, das dieser name sey von ewigkeit geschrieben am Stuel Gottes, oben an, zu rechten hand.

3) Sura 4,161; (4,163) 17,57. 4) jf Joh 5,3. 5) Kristus profeterer i sura 61,6, (61:6) at Ahmed vil komme efter ham.

28 Dog roser han salmernes bog og andre profeter meget.

Han siger også, at Kristus i evangeliet har spået om ham for Israels børn, eftersom han siger: ”Jeg forkynder jer om en Guds apostel, som vil komme efter mig, og som hedder Muhammed”. Og han roser sig af, at dette navn fra evighed er skrevet på Guds trone foroven ved den højre hånd.

Ad haec autem credendum nullum miraculum ostendit, sed nudans ensem dixit: non in virtute miraculorum, sed armorum a deo se missum esse. Hi sunt principales errores quos continet Alcoranum, quod est lex Saracenorum. Quae autem in

illo mendacia continentur, fere infinita sunt: de quibus in nono capitulo

tractabimus.

Solchs aber zu beweisen, das mans gleuben müsse, hat er kein Wunder je gethan, Sondern zoch ein schwert aus und sprach, Er sey von Gott gesand, nicht mit krefften der wunderwerck, 6) Sondern mit krefften des schwerts oder woffen. 7)

Das sind die furnemesten heubtstück des Alcoran, das ist, der Sarracener Gesetz, Sonst sind daneben drinnen unzeliche lügen, der wir etliche am neunden Capitel wolle handeln.

6) Sura 13,8; (13,7); 17,92-98; (17:90) 3,179-188. 7) jf Sura 61,4.

29 Men han har ikke udført noget under for at bevise, at man måtte tro den slags udsagn. Derimod drog han et svært og sagde, at han var udsendt fra Gud, ikke med underets kræfter, men med sværdets eller våbnenes kræfter.

Dette er de vigtigste hoveddele af koranen, det vil sige: af muslimernes lov. Udover det er der i den talløse løgne, hvoraf vi i det niende kapitel behandler nogle stykker.

(WA 285) Quomodo oportet cum his versari. Capitulum secundum.

Das II. Capitel

wie man mit jnen solle umbgehen.

30 Det andet kapitel.

Hvordan man skal omgås muslimerne.

Secundo autem oportet scire, quod valde curiosi sunt audire aliquid nostrae fidei et maxime de diuina trinitate et incarnatione, non tamen volunt his credere neque possunt haec intelligere; Et quia superant rationem et humanum excedunt intellectum, illa nee credere volunt, nec intelligere possunt. Dicitur enim in Esaia: Si non credideritis, non intelligetis. Et quoniam contraria sunt Alcorano, quod ipsi constantissime supponunt esse verbum dei et ideo illa non

suscipiunt, sed ea deriderit. [Dicitur enini in prouerbijs vir insipiens non suscipit verba sapientiae, nisi dicas ei quae sibi placent.]

Zum andern ist zu wissen, Das sie seer nigern 8) und kützel 9) sind, etwas zu hören von unserm glauben, sonderlich von drey personen in der Gottheit und von der menscheit Christi. Nicht das sie es begeren zu wissen oder zu gleuben, Sondern das sie unsers glaubens spotten und jr gelechter draus machen. Denn was uber die vernunfft und menschlichen verstand ist, das können sie nicht verstehen, darumb wollen sie es auch nicht gleuben. So doch Isai. Vij. 10) spricht: 'Werdet jr nicht gleuben, So werdet jr nicht verstehen', Und weil es auch wider jren Alkoran ist (den sie festiglich fur Gottes wort halten), lassen sie jnen davon nichts sagen und achtens nicht.

8) = neugierig. 9) = ungeduldig. 10) WA foreslår Es 6,9, men Vulgata har i 7,9, ”si non credideritis non permanebitis”

31 For det andet må man vide, at de er meget nysgerrige og utålmodige efter at høre noget om vores tro, især om de tre personer i guddommen og om Kristi inkarnation. Dog ikke sådan, at de ønsker at vide noget eller at tro noget, men sådan, at de spotter med vores tro og gør den til latter. For hvad der er ud over fornuften og den menneskelige forstand,, det kan de ikke forstå, derfor vil de heller ikke tro det. Selv om dog Esajas siger Es 7: ”Hvis I ikke tror, så vil I ikke forstå”. Og eftersom det også er imod deres koran (som de fuldt og fast regner for Guds ord), lader de sig ikke tale fra det og regner det ikke for noget.

Vnde non oportet his statim a principio diuina proponere, neque ante porcos margaritas spargere, Sed

conandum in primis vanam legem eis ostendere; [] Fides enim cum eorum sit quae non aspicinius, [] habemus tamen euangelicam auctoritatem, quam etiam Alcoranum testatur; item et (o)racula, cum illi nec auctoritates nec miracula habeant.

Darumb mus man nicht zu erst mit jnen von unsers Glaubens hohen artickeln handeln, und die Perlen fur die Sew werffen, Sondern diesen weg und weise furnemen, Nemlich von jrem Alkoran handeln und vleis thun, das man solch jr Gesetz falsch und nichtig beweise. Denn nach dem unser glaube uns solche ding leret, die nicht begreifflich sind, lassen wir (WA 286) uns begnügen, das er durch das Euangelium (welchs der Alkoran auch selbs lobet) und durch Wunderwerck bestettigt ist, Da sie doch jr Gesetz zubeweisen, weder Euangelium noch wunderwerck zu haben, Sondern halten, was die Vernunfft begreiffen kan, wie die Heiden.

32 Derfor må man i første omgang ikke diskutere vores tros høje artikler med dem, og kaste perler for svin, men bruge den vej og metode, at man diskuterer deres koran med dem og gør sig umage med at bevise, at deres lov er falsk og intetsigende. For eftersom vores tro lærer os sådanne ting, som er ubegribelige, lader vi os nøje med, at den gennem evangeliet (som koranen også selv sætter højt) og gennem undergerninger er blevet bekræftet, for de har dog hverken evangelium eller undergerninger til at bevise deres lov, men de regner kun med det, fornuften kan begribe ligesom hedningerne.

Etsi enim Alcoranum [de deo] dicit: Ne dicatis tres deos, et reddit

rationem statim dicens, quod sit unus. Sed nos non huius contrarium dicimus,

sed simul haec affirmamus, in quibus dicit unum esse deum, quem dicimus non solum unum esse, sed etiam simplicissimum.

Und ob wohl der Alkoran sagt: 'Ir solt nicht drey Götter nennen, Ursach: Es ist ein Gott' 1), das ist nicht wider uns und beweiset nichts. Denn wir sagen selbs, ja die Heiden auch, das allein ein Gott sey, dazu also einig und unzerteilich, das nichts einigers sein könne.

1) Sura 4,169; (4,171) 5,77.

33 Og selv om koranen siger: ”I skal ikke nævne tre guder, for der er kun én Gud”, så er det noget, der ikke går imod vor tro og det beviser ikke noget. For vi siger selv – og hedningerne gør det også – at der kun er én Gud, som desuden er énfoldig og udelelig, så han ikke kan være mere én-agtig.

Neque ei consortem quendam damus et simul participem, sicut ipsi, animam mundi, vel verbum, vel spiritum [vel diuinum quendam intellectum] tanquam seruum, [] illud autem oportet potius eos petere, quid vult Alcoranum apud eos, quando totiens

inducit deum deseipso pluraliter loquentem cum simplex sit et unus; [langt overspring] (WA 287)

Auch geben wir jm nicht einen gesellen, wie sie thun, der Gottes seele, Gottes geist, Gottes wort heisse, als der sein knecht sey, Das man billich sie fragen möcht, Warumb der Alkoran Gott reden macht als viele oder wir, so sie doch seer pochen, Er sey einig, und nicht viel oder wir.

34 Og vi stiller ikke nogen op ved siden af ham, sådan som de gør, når de taler om Guds sjæl, Guds ånd, og Guds ord, som er ham underdanig, sådan at man med rimelighed kan spørge om, hvorfor koranen lader Gud tale som mange personer eller som et ”vi”, når de dog pukker så meget på, at han er én og ikke et mange eller et ”vi”.

Sed quoniam Saraceni negant miracula et verba apostolorum, propterea quod contraria sunt Alcorano, insistendum confutationi tam perfidae legis, quod non est

lex dei [et quod Saraceni debent suscipere euangelica testimonia similiter et quae sunt veteris testamenti.] Hoc autem per ipsum Alcoranum possibile est demonstrari,

ut (Ogoli)th sui ipsius ense interimatur.

Aber weil die Sarracenen leugnen, beide wunder und der Apostel schrifft, wo sie wider den Alkoran sind, Ist keines andern wegs mit jnen zu handeln, denn darauff, das der Alkoran sey nicht Gottes gesetz. Welchs man auch durch den Alkoran thun kan, und also den Goliath mit seinem eigen schwert schlagen.

35 Men fordi muslimerne benægter både undergerningerne og apostlenes skrifter, hvis de går imod koranen, er der kun den måde at diskutere med dem på, at man benægter, at koranen er Guds lov. Det kan man også gøre ved hjælp af koranen, og således slå Goliat ihjel med hans eget sværd.

Quod lex haec non est lex dei propterea, quod neque vetus, neque nouum testamentum hanc testantur. [Et quod Saracenis necesse est parere

dictis veteris testamenti et euangelij.] Capitulum tercium.

Das III. Capit. Das der Alcoran nicht sey Gottes gesetz, weil weder alt noch new Testament davon zeugen noch weissagen.

36 Det tredje kapitel. Koranen er ikke Guds lov, for hverken det gamle eller det nye testamente vidner der om eller forudsiger den.

[tErtio oportet scire et Alcoranum non est lex dei,] neque enim vetus

testamentum , neque euangelium hanc testantur, [quae utraque Alcoranum

teslalur, quod vere sunt leges dei,] Solus autem Mahometus constituit seipsum et de seipso testimonium perhibet: [langt overspring] (WA 289) Mahometus autem uniuersalem se ipsum dixit esse prophetam.

Von Mahmet ist kein zeugnis, weder im alten noch newen Testament, Sondern er selbs und allein zeuget von sich selbs, on wunderzeichen og on schrifft, darumb kan er von Gott nicht sein, und leuget, da er sich rühmet, Er sey der gantzen Welt Prophet.

37 Der er ikke i hverken det gamle eller det ny testamente noget vidnesbyrd om Muhammed, det er tværtimod kun ham selv og ham selv alene, der vidner om ham, uden undergerninger og uden skrift, derfor kan han ikke være fra Gud, og han lyver, når han praler af at være profet for hele verden.

Ad hoc autem respondent [Saraceni] dicentes Moysen et alios prophelas

vaticinatos fuisse de Mahonieto; Christus autem tanto clarius de eo vaticinatus est, ut et nomen eius diceret. Vnde dixit filijs Israel: Nuncio vobis apostolum dei, qui veniet post me, et nomen eius Mahometus. Scd iudaei corruperunt Moysi legem et prophetas, Christiani autem euangelium, ut nihil veritatis in lege et euangelijs remaneret, nisi quantum est

in Alcorano.

Aber hierauff antwortet er also, Es sey von jm geweissagt, beide im alten und newen Testament, Aber die Jüden haben das alte Testament, die Christen das newe Testament gefelscht, 2), Er aber habe das beste heraus genomen, und ist nichts mehr im alten und newen Testament warhafftigs blieben, on was er in den Alcoran gesamlet und aus erlesen hat. Sonst hatte 3) Christus im Euangelio verkündigt den kindern Israel: 'Ich verkündige euch einen Apostel, der nach mir komen wird, der heisst Mahmet'. 4)

2) Sura 5,16. (5,13) 3) læs ”hat”. 4) Se side 284 = #28.

38 Men herpå svarer han så, at der er profeteret om ham både i det gamle og det ny testamente, men at jøderne har forfalsketdet gamle testamente, de kristne det nye testamente, men han har taget det bedste fra dem, og der er ikke mere blevet noget sandt tilbage i det gamle og det ny testamente, bortset fra det, han har samlet sammen i koranen og læst ud af dem. Ud over det har Kristus i evangeliet forkyndt Israels børn: ”Jeg forkynder jer en apostel, som vil komme efter mig, og som hedder Muhammed”.

Ostendani autem hoc esse inconueniens, [et primum per Alcoranum]. Dicitur enim in capitulo de Iona: Si de (quibus) vobis reuelauimus dubitatis, quaerite ab his, qui prius quam vos libium legerunt. Qui autem ante Saracenos librum legerunt, christiani sunt et iudaei, [qui pentatheucum susceperunt et euangeiium, vt ipse Mahometus exponit.] Is igitur dicit

Saracenis quaerere a christianis et iudaeis de rebus ambiguis.

Das solchs nicht war sey, beweise ich also, denn er selbs im Capitel von Jona 5) sagt also: 'Wo jr zweivelt an dem, das Wir euch itzt offenbaren, so fraget die drümb, die ehe denn jr das Buch (die Biblia) gelesen (WA 288) haben' etc. Das sind aber die Jüden und Christen. Sind nu die Bücher der Biblia verfelscht, warumb weiset er seine Sarracener zu falschen Büchern, ist er ein Prophet der warheit? Und hewet sich hie selbs in die Backen. 1)

5) Sura 10,94. (10:94)

1) = straft sich selbst Lügen.

39 At dette ikke er sandt, beviser jeg på følgende måde: Han siger selv i kapitlet om Jonas således: 'Hvis I tvivler på det, som vi nu åbenbarer for jer, så spørg dem, som før jer har læst bogen (Biblen)'. Men det er jøderne og de kristne. Er nu biblens bøger forfalskede, hvorfor henviser han så sine muslimer til falske bøger? Er han så en sand profet? Her hiver han sig selv op ved skægget.

Dicitur enim in capitulo Elagar quod

significat lapis: Nos (dicit ex persona dei) monitiones dei fecimus descendere, et nos easdem seruabimus. Monitiones autem dicuntur apud eos euangeiium et lex moysi. Deus igitur testimonium scripturae suijpsius seruauit

[inter fideles] et ante mahometum et post haec seruabit.

So spricht er auch im Capitel Elagar, das heisst Stein: 2) 'Wir (Gott) haben hinab gesand Monitiones, vermanunge. Die wollen wir auch erhalten'. Vermanung aber heissen bey jnen das Euangelium und gesetz Mose. So mus nu Gott das Euangelium und Mose gesetze, beide vor und nach Mahmet erhalten, Wie schilt er sie denn verfelscht wider Gottes erhaltung, der heilige Prophet?

2. Sura 15,9. Se også 15:9

40 Således taler han også i kapitel Elagar, det betyder sten: ”Vi (Gud) har nedsendt formaninger. Dem vil vi også opretholde”. Men formaninger betyder hos dem evangeliet og moseloven. Derfor må nu Gud opretholde evangeliet og moseloven både før og efter Muhammed. Hvorfor skælder denne hellige profet dem da ud for at være forfalskede?

Item in capitulo Elmaida, quod significat mensam, dicitur, quod iudex Empacoene dixit Mahometo, quando iudaei iusticiam et iudicium ab eo quaerebant: [Si venient ad

te, iudica inter eos iuste. Deus enim amat eos, qui faciunt iusticiam.] Et quomodo hi querunt iusticiam a te, cum apud eos sit vetus testamentum, in quo est iusticia dei? [langt overspring]

Item im Kapitel Elmaida 3), das heisst Tisch, stehet also, da der Richter zu Empacene zum Mahmet sprach: 'Wie suchen sie bey dir Recht? Haben sie doch das alte Testament, da Gottes gerechtigkeit inne stehet'. Nu sage, wie leugestu denn, das die Jüden das alte Testament gefelscht haben? Oder weisestu sie zum falschen Buch, du heiliger warhafftiger Prophet?

3. Die Stelle geht auf eine der vielen Traditionen über die Veranlassung von 5,47 und 48 zurück. 5,47.48. 5:47.

41 På samme måde står der i kapitlet Elmaida, som betyder ”Bord”, hvor dommeren i Empacene sagde til Muhammed: ”Hvorfor søger de retten hos dig? De har dog det gamle testamente, hvori Guds retfærdighed står?” Sig nu, hvorfor lyver du da og siger, at jøderne har forfalsket det gamle testamente? Eller henviser du dem til en falsk bog, du hellige, sanddru profet?


Auch ist Nerrisch geredt, das die Biblia solt gefelscht sein, Nach dem sich der selben alle Ketzer in der welt wider die Christen gebraucht haben, Und lecherlich were, wo die Ketzer eine andere Biblia wolten füren weder der Christen ist, Denn da hetten sie wol gewust, das jre newe Biblia nichts gegolten hette wider die alten Biblia der Christen, Widerumb der Christen wider jre Biblia, weil es zweierley Biblia weren, Nu aber ists zuthun, Umb eine einige 5) Biblia, wer die habe oder nicht. 6)

5. = einzige. 6. Luther vil forklare ”bis” i den latinske tekst.

42 Det er også tåbeligt at sige, at bibelen skal være forfalsket, eftersom alle kættere i verden har brugt den imod de kristne, og det ville være latterligt, hvis kætterne ville fremføre en anden bibel end de kristnes, for da ville de vel have vidst, at deres nye bibel ikke ville gælde noget imod de kristne gamle bibel, det modsatte ville de kristne sige mod deres bibel, fordi der ville være to slags bibler, men nu må man handle ud fra, at der er én bibel, hvem der så end har den eller ikke har den.

Item ante aduentum Mahometi christiani, et maxime in Oriente, diuisi erant in diuersas sectas: Nestorianorum videlicet et conueni

Iacobitarum. Nestoriani autem cum Saracenis maxime conueniunt:

quare et Mahometus proprie eos venerari iubet. Quomodo igitur Iacobitae cum Nestorianis conuenire potuissent [ad euangelij corruptionem], qui tanto odio inter se diuisi erant, ut et se mutuo interimerent?

Weiter, gegen Morgen waren viel Secten ehe denn Mahmet geborn ist, Sonderlich die Nestorianer und Jacobiten. Die Nestorianer aber mehr mit (WA290) den Sarracenen stimmen weder die Jacobiten. Darumb sie Mahmet gebeut fur allen andern in ehren zuhalten. Aber wie ists auch der vernunfft nach gleublich, das die Nestorianer und Jacobiten mit einander eins worden seien, die einander so feind waren, das sie sich auch unternander erwürgeten.

43 Videre: I orienten var der mange sekter, før Muhammed blev født, især nestorianerne og jakobinerne. Nestorianerne stemmer mere overens med muslimerne end jakobinerne. Derfor påbød Muhammed at holde dem i ære fremfor alle andre. Men hvordan kan nogen med sin fornuft i behold komme til at tro på, at nestorianerne og jakobinerne skulle være blevet enige (om at forfalske evangelierne), når de dog var så fjendtlige mod hinanden, at de endog slog hinanden ihjel?

Item cuius gratia excepissent christiani nomen Mahometi ab euangelijs, cum is tantum laudet christum et illius matrem et euangelium? Quare dicit in Alcorana, quod in euangelio christi est rectitudo et perfectio: sed non illinc magis

abstulerunt nomen [diaboli et pilati, qui christum flagellauit, minimeque et

nomen Iudae, qui hunc tradidit.]

Item, warumb solten die Christen den namen Mahmet aus dem Euangelio zuvor getilget haben, der doch Christum und seine mutter, auch das Euangelium lobet. Denn so spricht er im Alcoran: 'im Euangelio Christi ist de warheit und volkomenheit' 2) Viel mehr hetten sie mögen austilgen die namen: Pilati, Herodis, Jude, Caiphe etc.

2) Sura 5,50. 5,46.

44 Ligeledes, hvorfor skulle de kristne have fjernet navnet Muhammed fra evangeliet, når han dog fremhæver Kristus og hans mor og evangeliet? For således siger han i koranen: ”i Kristi evangelium er der sandhed og fuldkommenhed”. Snarere skulle de da have fjernet navnene ”Pilatus”, ”Herodes”, ”jøde”, ”Kaifas”, osv.

Item quomodo rationabile christianos

addidisse in euangelio christum et crucifixum esse et mortuum, cum honorabilius hominibus videatur nequaquam crucifixum esse, et omnino inconueniens hoc, et deum esse, [sicut in euangelio dicitur.] Quam autem consequentiam

habere possunt [duo haec tantum inter se diuersa in proprijs dogmatibus supposuisse: sicut videlicct] eundem et verum esse deum et vere mortuum. [overspring] (WA 293)

Item wie reimet sichs, das die Christen solten in das Euangelium geflickt haben, wie Christus gecreutzigt und gestorben sey (als Mahmet leuget), So es den Christen gar viel besser were gewest, und der welt leichtlicher zu gleuben, das sie Christum nicht gecreutzigt noch gestorben hetten gepredigt (wie der Mahmet thut), Sonderlich weil es nerrisch und aller vernunfft unmüglich zu gleuben, das der solt sterben, der ein rechter Gott ist.

45 Ligeledes, hvordan passer det, at de kristne skulle have fiflet med evangeliet om, hvordan Kristus blev korsfæstet og døde (som Muhammed løgnagtigt påstår), når det dog havde været meget bedre for de kristne, og for verden lettere at tro på, at de ikke havde prædiket, at Kristus var korsfæstet og død (sådan som Muhammed gør), især fordi et er tåbeligt og imod al fornuft og umuligt at tro på, at den, der er sand Gud, skal dø.

et tamen uniuersus mundus persuasus est: intantum quod hoc susceperunt principes, tyranni et philosophi ab indoctis et pauperibus hominibus. Quare et Calyphas apud Babylona christianus mortuus est, et inuenta est crux in collo eins, ut testaretur, quod ipse Saracenorum princeps christianus mortuus est. Unde et ostenditur, quod hic Calyphas proprie sepultus est, seorsum a loco, in quo mos erat alios sepelire. Et hoc sepulchrum ipse vidi [apud Babylona. overspring]

Noch hat solchs alles angenommen die gantze welt, Keiser, Könige, gelerten, da zu von armen, ungelerten Leyen, wie die Apostel und jre Jünger (WA 292) waren. Also ist auch ein Sarracenischer Caliphas oder Soltan als ein Christen gestorben zu Babylon, Und ist an seinem hals ein Creutz funden, damit er bezeuget hat, das er, ob er gleich der Sarracener Soltan gewest, dennoch als ein Christen hat wollen sterben, Darumb ist er auch besonders begraben, nicht an den ort, da man die andern pflegt zu begraben, Und das grab hab ich selbs gesehen.

46 Alligevel har hele verden, kejsere, konger, lærde, antaget alt dette, dertil blev det troet af fattige, ulærde lægfolk, og det var jo apostlene og disciplene. Således er også en muslimsk kalif eller sultan i Bagdad død som en kristen, og man har ved hans hals fundet et kors, hvormed han bevidnede, at han, selv om han ganske vist havde været muslim, dog ville dø som en kristen. Derfor blev han også begravet for sig selv, ikke på det sted, hvor man plejede at begrave de andre. Og den grav har jeg selv set.

Item [in Alcorano] in capitulo Elmaida, quod interpretatur mensa, dicitur, quod libri societas nihil est, nisi adimpleant euangelium

et legem. Societatem autem libri dicit Saracenos. [Unde dicit: nisi adimpleant euangelium et legem, similiter autem et quod tibi reuelatum est: id est Alcoranum,] quod solis, ut ipsi dicunt, reuelatum est Saracenis. Necesse igitur et his [habere] euangelium et legem, sicut et Alcoranum,

Item in Capitel Elmaida (Tisch) stehet also: Es ist nichts mit der geselschafft des Buchs, wo sie nicht halten das Euangelium und Gesetz. 1) Geselschafft des Buchs heissen die Sarracenen, die den Alkoran angenomen haben. 2) So müssen sie nu halten das Euangelium und Gesetz Mose, neben dem Alcoran, der jr eigen gesetz isst (wie sie sagen) oder ist nichts mit jnen. Wie sollen sie denn nu verfelschte Bücher halten, nach Gottes und jres Mahmets geboten? Oder gebeut Gott und jr Prophet zu gleich Warheit und Lügen ehren?

1) Sura 5,72. (5,68) 2) ”Geselschafft des Buches” betyder muhammedanerne, modsat Luther.

47 Ligeledes står der således i kapitel Elmaida (Bord): Det betyder ikke noget med bogens folk, hvis de ikke overholder evangeliet og loven. Bogens folk betyder muslimerne, som har modtaget koranen. Derfor må de nu overholde evangeliet og moseloven, udover koranen, som er deres egen lov (efter hvad de siger) og det er ude med dem. Hvordan skulle de nu overholde forfalskede bøger, ifølge Guds og deres Muhammeds bud? Eller påbyder Gud og deres profet på én gang at ære sandhed og løgn?

Si autem contendentes volunt dicere euangelium et veterem legem omnino corruptam esse, ostendant ipsi integram et immutatam, et suscipiemus,

Zu letzt sind sie schüldig, uns zu zeigen, wo doch sie eine unverfelschte Bibel funden haben, weil sie alle falsch sein sollen. Sie müssen die falschen mit einer warhafftigen uberzeugen 3) oder müssen lügener sein, Und schüldig mit uns die Biblia, so in aller welt gleich ist, zu halten, oder jren Alcoran durch sein selbs urteil verdamnen als ein Lügen buch.

3. = widerlegen.

48 Til sidst: de skylder at vise os, hvor de dog har fundet en uforfalsket bibel, fordi de alle påstås at være falske. De må overbevise os om den falske med den sande, eller de er løgnere; de bør sammen med os fastholde den bibel, som er den samme verden over, eller fordømme deres koran ud fra den samme bedømmelse som en løgnagtig bog.

Quod Alcoranum non est lex dei, quoniam non habet stilum et modum

cum alijs conuenientem. Capitulum quartum.

Cap IIII. Das Alcoran nicht könne Gottes gesetz sein, denn er ein ander weise hat mit reden.

49 Kapitel 4: Koranen kan ikke være Guds lov, for den har en anden måde at tale på.

non habet stilum nec modum diuinae legi similem. Est igitur stilo rhythmicum vel metricum [] Saraceni (WA 295) autem et Arabes in hoc maxime glorianlur, [quod locutio, quae est apud eos, legis celsitudinem habet et rhythmum, et in maxime hoc ostenditur] librum a deo [compositum fuisse et] Mahometo secundum locutionem reuelatum esse. [Mahometus idiota existens ignorabat talem sententiam et locutionem.] Cuius contrarium apparet:

Der Alcoran helt nicht die weise zu reden wie andere heilige Schrifft, Denn er ist durch aus auff Reim weise oder Poetisch gestellet, wie man die Lieder zu singen macht. Sondern auch wider aller Philosophen, Rechte und andere lere Bücher, on wo die gesenge sind. Denn es schickt sich nicht, wenn einer predigen, leren oder fur gericht reden solt, das er daher keme mit reimen gefasst, als wolt er ein Lied singen oder Lotterbübisch spielen, Wie wol solchs die Sarracenen und Araber hoch rühmen, als sey das ein zeichen, das jr Gesetz von Gott dem Mahmet offenbart, und deste herrlicher sey, So das widerspiel war ist.

50 Koranen indeholder ikke den måde at tale på som de andre hellige skrifter, for den er helt igennem opstillet med rim og poesi, sådan som laver viser, der skal synges. Men den er også imod alle filosoffer, retslærde og andres lærebøger, bortset fra dem med sange i. For det er upassende, når man vil prædike, lære eller tale om ret, at den da skulle fremkomme med rim, som ville den synge en sang eller optræde som en komiker. Selv om muslimerne og araberne er meget begejstrede for den slags, som var det et tegn på, at deres lov er åbenbaret Muhammed af Gud, og er så meget herligere i kraft af rimene, så er det dog det modsatte, der er sandt.

Et nullus aliorum prophetarum, [qui diuinam vocem audierunt, dixit deum] metrice locutum esse, quod et sapientes et philosophi homines dedignantur. Unde et intulerunt quidam hoc Mahometo, sicut dicitur in capitulo Elempij, [quod interpretatur prophetae,] dicentes ei: Potius quidem igitur somnias, potius quidem igitur tripudias, [et alia quaecumque talia huic improperabant,]

Denn nie kein Prophet, Rechtlerer oder Philosophus hat (WA 294) Poetisch oder reim weise geredt, wo er hat leren sollen und dem gemeinen volck predigen. Daher auch etliche dem Mahmet fur worffen, wie im Capitel Elempij stehet, und sprachen: 'Wie geschicht dir? Treumet dir? Oder wiltu tantzen? Oder bistu töricht?' 1)

1) Sura 21,5

51 For aldrig har nogen profet, retslærer eller filosof talt poetisk eller med rimede ord, når han skulle belære og prædike for folk i almindelighed. Derfor er der også fremkommet bebrejdelser mod Muhammed, som der står i kapitlet Elempi, hvor de siger: ”Hvad fattes dig? Drømmer du? Eller vil du danse? Eller er du tosset?”

considerantes, quod non solum haec

locutio non est a deo, sed neque omnino prophetica.

Denn kein vernünfftiger man leiden kan, wenn man jm etwas berichten oder sagen sol, sonderlich so es new ist, das einer mit Reimen thun wolt, Er müst denken, Man wolt sein spotten, oder einen schertz treiben in ernsten sachen. Singen und Reimen hat sondt seine zeit und raum. Hie her taugs nicht.

52 For intet fornuftigt menneske kan gå med til, at man, når man vil berette noget for ham eller sige ham noget, især når det er noget nyt, så vil gøre det med rim. Han vil tro, man vil gøre grin med ham eller drive spøg i alvorlig sager. At synge og at rime har sine særlige tider og lejligheder. Her duer det ikke.

Ulterius autem lex haec plena est assentatione in verbis, et magis quam quis posset credere vel dicere. Aliquando enim per totum capitulum subtexit, Precio dignum quidem nihil, solum autem quod deus est magnus et excelsus et sapiens et bonus, et quod eius sunt omnia, quae sunt in coelo, et quae sunt in terra, et quae sunt in medio, et [quod iuste iudicat. Et secundum quodlibet verbum duplicat, dicens:] laudetur ipse. Et hoc omnino absque necessitate aliqua duplicat centies et plus, et post haec dicit: Non est deus praeter deum, et credite in deum et in apostolum eius, seipsum apostolum dei nominans. Et dicit haec omnia absque medio ex ipso ore dei dicta esse, et quod nesciebat haec dicere Mahometus, sed hic est mos in deo, eum de seipso tanquam de altero dicere, quod deus est magnus et excelsus, [et alia huiusmodi, quae duplicare desuetum est.]

Weiter ist der Alcoran vol eigens unnützes lobens. Denn er thar wol ein ganz Capitel daher, nichts uberal leren, Sondern allein in Gottes Person reden, das Gott sey gros, hoch, weise, gut, gerecht, und sey alles fein, was im Himel, auff Erden und im Mittel ist, der sey gelobet. Und das sol er wol mehr denn hundert mal thun und drauff folgen: 'Es ist kein Gott denn Gott', und 'gleubet Gott und seinem Apostel' 4) (meinet sich selbs damit), Und vergisst hierin, wie ein Wansinniger, das er solchs selbs redet von Gotte.

4) WA's henvisning til sura 4,35 synes ikke at passe.

53 Fremdeles er koranen fuld af unyttige lovprisninger. For den bruger næsten et helt kapitel, ikke til at lære noget som helst, men alene til at tale om Guds person, at Gud er stor, høj, vis, god, retfærdig, og at alt, hvad der er i himlen, på jorden, og ind midt imellem, er fint og skal prises. Og det gør den vel mere end hundrede gange og så følger derefter: ”Der er ingen Gud uden Gud” og ”tro på Gud og på hans sendebud” (dermed mener han sig selv), og derved glemmer han, som en vanvittig, at det er ham selv, der taler således om Gud.


Denn es ist Gottes weise nicht zu reden also, in seiner eigen person: Wisset das Gott gros ist etc., Sondern die Propheten und andere reden von Gott also, Gott aber von sich selbs also redet: Ich bin dein Gott, ich habe alles gemacht, Mein ist alles, Ich bin gnedig etc. Nicht also auff Alcoranisch: Gott ist dein Gott, als redet er von einem andern, das er nicht were.

54 For det er ikke Guds måde at tale på om sin egen person: ”Vid, at Gud er stor”, osv., men profeterne og andre taler på den måde om Gud, men Gud taler om sig selv således: ”Jeg er din Gud, jeg har skabt alting, mit er det altsammen, jeg er nådig”, osv. Altså ikke som på koransprog: ”Gud er din Gud”, som talte han om en anden, der ikke var til stede.

Notandum et hoc, quod etiam turpissimis et maxime carnalibus nominibus lex haec utitur, [sicut his, scilicet coitus et luxuriae,] sicut mos est his, qui humi depressi sunt.

Zum dritten braucht der Alcoran unverschempter, grober, unzüchtiger wort, wenn er von dem fleischlichen werck redet, wie die Huren und Buben im hurhause oder sonst grobe unverschampte leute thun. Aber der heilige Geist gar züchtig in der Schrifft davon redet. Als: Adam erkandte sein weib Heva. 7) Item: David gieng hinein zu Beth-Saba.8) Item: Elisabeth ward schwanger9), etc.

7) 1 Mos 2,23. 8) 2 Sam 12,24. 9) Luk 1,24.

55 For det tredje bruger koranen uartige, grove og utugtige ord, når den taler om den kødelige gerning, sådan som horerne og horkarlene i horehusene eller andre grove, uforskammede folk gør. Men helligånden taler ganske kysk om det i skriften. F.eks.: ”Adam kendte sin hustru Eva”, og: ”David gik ind til Batseba”, og: ”Elisabeth blev svanger”, osv.


Denn auch die Rechte und Philosophi, als öffentliche redener, züchtig und schamhafftig davon reden. Aber Mahmet war so tieff in der unzucht ersoffen, das er öffentlich gern von solcher elenden notturft (WA 296) oder böser sündlicher lust schendlich redet und reden leret. Wie die thun, so seines gleichen in unsettlicher Brunst des fleischen stecken.

56 For også juristerne og filosofferne taler dydigt og kysk om det, for de taler i det offentlige rum. Men Muhammed var sunket så dybt ned i utugt, at han i det offentlige gerne taler om og lærer at tale om den slags elendige nødvendigheder eller onde, syndige lyst på en skændig måde. Ligesom de mennesker gør, der ligesom han sidder fast i kødets umættelige brunst.

De locutione iam et sententia firmum et manifestum est omnibus legentibus, quod sit fabulosa. [Sed etsi per totum talis est, in quibusdam tamen] pauca quaedam, [quae precio digniora videntur,] apponam. Dicitur enim in capitulo Emele, quod interpretatur musca, quod Salomon magnum angelorum congregauit exercitum et hominum et irrationalium animalium. Recedentes autem inuenerunt quasi fluuium quendam muscarum, et tunc iam dixit muscae: musca, vos introite in habitationes vestras, ne corrumpat vos Salomon et exercitus huius. Et musca subrisit.

Zum vierden, So ist allen, die es lesen, offenbar und gewis, das der Alcoran voller fabeln und unnützer mehrlin ist. Im Capitel Emele2), das heisst Fliege, stehet also, Das Salomo versamlete ein gros Heer der Engel, der Menschen und unvernüfftigen thiere. Da sie hin zogen, funden sie wie einen grossen wasser Strom eitel Fliegen. 'Hebt euch jr Fliegen in ewer Wonung, das euch Salomo und sein Heer nicht verderbe'. Aber die Fliegen lechelten des.


2) Sura 27,17-24 (Suraen hedder myrerne).

57 For det fjerde, så er alle de, som læser det, fuldstændig klar over, at koranen er fuld af fabler og unyttige eventyr. I kapitel Emele (som betyder ”fluer”), står der således, at Salomon samlede en stor hær af engle, mennesker og ufornuftige dyr. Da de drog af sted, kom de til noget, der lignede en stor strøm, bestående af lutter fluer. ”Flyt jer, I fluer, ind i jeres bolig, så Salomon og hans hær ikke ødelægger jer”. Men det lo fluerne af.

Et paulo post omnes aues in exercitu

inuentae sunt, musca autem absens. Et dixit Salomon: Quid est, quod non

video muscam? puniam eam, et amputabo caput eius, vel reddet mihi rationem, propter quam abest et longe est. Et dixit: Didici quod vos ignoratis, et veni (WA 297) ad vos ex Sabaca cum veris nuncijs: inueni enim mulierem imperantem illis, ut

coegi eam et populum eius colere solem absque deo, et reliqua.

Bald hernach waren alle Vogel da im Heer, on die Fliegen waren nicht da. Und Salomon sprach: 'Wie gehets zu, das ich keine Fliege sehe? Ich wil sie straffen und den kopff abhawen, oder sol mir ursachen sagen, warumb sie nicht da ist'. Da sprach die Fliege: 'Ich habe mehr gelernt denn jr, Ich kome jtzt aus Sabea zu euch, mit warhafftiger New zeitung. Da fand ich ein Weib, das uber sie herrscht, die hab ich gezwungen sampt jrem volck, die Sonne anzubeten, an Gottes stat' 3) etc.

3) Sura 27,24. (27:21ff)

58 Snart derefter var alle fluerne der i hæren, men fluerne var der ikke. Og Salomon sagde: ”Hvordan kan det være,at jeg ikke ser nogen fluer? Jeg vil straffe dem og hugge hovedet af dem, eller de skal give mig forklaring på, hvorfor de ikke er her”. Da sagde fluen: ”Jeg har lært mere end I, jeg kommer nu fra Saba til jer med sandfærdig nyt. Der fandt jeg en kvinde, som hersker over dem, hende har jeg tvunget til sammen med hendes folk at tilbede solen i stedet for Gud”, osv.

Item in capitulo Caramar, quod interpretatur luna, dicitur: Appropinquauit hora, et

luna contrita est. [Quod interpretantes horum magistri, dicunt] Mahometum cum socijs eius stetisse. Videntes autcm lunam appropinquantem coniunctioni, dixerunt ad eum: Ostende iiobis prodigium quoddam. Et tunc ille duobus digitis eius annuit lunae, id est pollice et medio. Quo facto in duas partes luna diuisa est, et altera quidem pars cecidit in montem Elices, qui imminet ab una parte Meccae, reliqua autem pars ad alterum montem, qui appcllantur Rubus, ad aliam partem urbis positum. Sic autem luna diuisa intrauit in tunicam mahometi, et ipse rursus hanc instaurauit.

Item im Capitel Caramar 4), das heisst Mond, Luna, stehet also: 'Es kam die stunde, und der Mond ward zubrochen'. Dieses legen jre gelerten aus also. Mahmet stund ein mal mit seiner Geselschafft, und sahen dem Mond zu, wie er schier wolte new werden. Da sprachen sie zu jm: 'Lieber, las uns doch ein zeichen sehen'. Da wincket er dem Mond mit zween fingern, dem daumen und mittel finger. Da er das thet, teilet sich der Mond in zwey stück, und ein teil fiel auff den Berg Elices, der bey der stad Mecha ligt, auff einer seiten, Und das ander teil fiel auff den andern Berg Rubus, der zu andern seiten der stad ligt. Da nu der Mond also zerteilet war, kroch er in Mahmets Rock und er macht jn wider gantz.

4) Sura 54,1. (54:1); se evt. Robert Spencers kommentar.

59 Ligeledes står der i kapitlet Caramar (det betyder ”Måne”) således: ”Så kom timen, og månen blev brudt i stykker”. Dette udlægger deres lærde således: Muhammed stod engang sammen med sine tilhængere og så på månen, som var ved at blive ny. Da sagde de til ham: ”Kære Muhammed, lad os dog se et tegn!” Da vinkede han mod månen med to fingre, tommelfingeren og langfingeren. Da han gjorde det, delte månen sig i to dele, og den ene del faldt ned på bjerget Elices, som ligger ved byen Mekka, på den ene side, og den anden del faldt ned på bjerget Rubus, der ligger på den anden side af byen. Da nu månen således var tvedelt, krøb den ind i Muhammeds kappe, og han gjorde den igen hel.

Item in capitulo Saeui dicit

vermem significasse mortem salomonis demonibus. Ubi dicit expositio, quod Salomon innixus suijpsius baculo, tanto dolore repente correptus est, ut statim expirauerit;

diuino autem miraculo non cecidit. Daemones autem, qui ei seruiebant, videntes eum stare, credebant ipsum dormire. Et natus est quidem

vermes e terra, et corrosit baculum, [cui innixus erat.] Quo contrito cecidit

Salomon. Et tunc currentes daemones cognouerunt eum esse mortuum, et ex

eo coeperunt hominibus iuxta posse nocere.

Item im Capitel Seni5) sagt er, wie ein wurm den Teuffeln Salomons tod verkündigt habe. Das selb glosiren sie also: Salomon lehnet sich auff seinen Stab, da kam jn plötzlich ein solcher grosser schmertzen an, das jm flugs die Seele ausgieng. Doch fiel er nicht umb, durch Gottes wunder werck. (WA 298) Die Teuffel aber, so jm unterworffen sein musten, das sie sahen, das er stund, meineten sie, er schlieffe. Da wuchs ein wurm aus der Erden, der naget den stab entzwei, also fiel Salomo umb. Und die Teuffel lieffen frölich zu und sahen, das er tod were, Daher fiengen sie an den Menschen schaden zuthun aus allen krefften.

5) Sura 34,13. 34,14.

60 Fremdeles: I kapitlet Seni fortæller han, hvordan en orm forkyndte Salomons død for djævlene. Det udlægger de således: Salomon lænede sig op af sin støttestav; da kom der pludselig over ham en så stor smerte, at sjælen straks forlod ham. Dog faldt han ikke omkuld, i kraft af et under fra Gud. Men da djævlene, som måtte være ham underordnet, så, at han stod op, mente de, at han sov. Da voksede der en orm op af jorden, den gnavede staven i stykker, og så faldt Salomon om. Og djævlene løb glad hen og så, at han var død; derfor begyndte de at gøre menneskene skade af alle kræfter.

Item in capitulo narrationum ipse

Mahometus reddit causam, propter quam vinum prohibitum est. Dicit enim deum ad terram duos angelos misissc, ut bene imperarent et iuste iudicarent. Erant autem hi angeli Aroth et Maroth, veniens autem quaedam mulier [iusticiam habens] ad prandium hos vocauit et apposuit eis vinum, quod ne biberent, eis deus mandauit.

Item im Capitel von Erzelen1) setzt er selbs, Mahmet, die ursachen, warumb der wein verboten sey, und spricht: Gott sandte zween Engel auff Erden, das sie solten wol regieren und recht richten, Einer hies Aroth, der ander Maroth. Da kam eine fromme fraw, die lud sie zu gast und gab jnen wein zu trincken, So doch Gott verboten hatte, sie solten nicht wein trincken.

1) Gemeint ist die Tradition (V hat ”in libro narrationum).

61 Videre: I kapitlet ”Fortællinger” fremkommer Muhammed selv med grundene til, at vin er forbudt. Han siger: ”Gud sendte to engle til jorden, de skulle regere godt og dømme retfærdigt. Den ene hed Aroth, den anden Maroth. Da kom en from kvinde, hun indbød som gæster hos sig og gav dem vin at drikke, selv om Gud dog havde forbudt, at de måtte drikke vin.

Inebriati autem de coitu eam requisiuerunt. Quae consensit,

et pacta est super his tamen, quod alter quidem horum eam in coelum ascendere faciat, alter vero descendere. Quae et in coelum ascendit. Deus autem videns

hanc et iusticiam, quam habebat, audiens, fecit eam Luciferum, ut esset haec in coelo inter astra ita pulchra, sicut et in terra fuit inter mulieres. Data autem peccantibus angelis electione, ubi velint puniri, tunc videlicet vel in futuro;

eligentibus eis in praesenti potius puniri, pendere fecit hos der pedes catena ferrea in Babylonis puteo usque in diem iudicij.

Da sie nu truncken waren, begerte sie bey jr zu schlaffen, Darein bewilligt sie, doch mit dem bedinge, das der eine sie leret in den Himel faren, der ander, das sie wider herab faren künde. Also fure sie gen Himel. Da aber Gott sie sahe und höret sagen, das sie solche sache hatte, macht er aus jr einen Morgen stern, das sie unter den sternen im Himel so schon solt sein, wie sie auff Erden unter den Weibern die schönest gewest war. Den Engeln aber gab er die Wahl, ob sie hie oder dort wolten gestraffet sein. Und da sie weleten lieber hie die straffe zu leiden, lies er sie bey den füssen mit einer eisern ketten hencken in den Born zu Babylon, bis an den Jüngsten tag.

62 Da de nu var fulde, ønskede de at sove hos hende. Det gik hun med til, dog på den betingelse, at den ene lærte hende at fare op i himlen, den anden, at kunne fare ned igen. Således foer hun op mod himlen. Men da Gud så hende og hørte om, hvad hun havde bedrevet, skabte han af hende en morgenstjerne, så hun blandt stjernerne på himlen skulle være lige så smuk, som hun på jorden havde været den smukkeste blandt kvinder. Men englene gav han valget mellem at blive straffet enten her eller der. Og da de valgte hellere at lide straffene her, lod han dem begge lænke til en brønd i Bagdad med en jernkæde indtil den yderste dag.

Haec et his similia in praedicta

lege continentur, propter quae quilibet sapiens posset utique rem cognoscere,

et quod nullo modo lex est diuina, neque enim solitus est deus per tales fabulas

cum hominibus loqui.


Solchs und der gleichen viel stehet in dem Alcora, daraus ja alle vernünfftige Leute greifen mügen, das solch gesetz nicht Göttlich sein kan, Denn auch die Natur leret, wenn schon kein Biblia were, das der rechte Gott nicht durch solche fabeln mit Menschen reden würde.

63 Dette og meget andet af den slags står der i koranen, og deraf må alle fornuftige mennesker kunne begribe, at en sådan lov ikke kan være guddommelig, for også naturen lærer – også hvis der slet ikke var nogen bibel – at den rette Gud ikke ville tale med menneskene ved hjælp af sådanne fabler.

Quod Alcoranum nou est lex dei, quoniam non conuenit secundum sententiain cum aliquo altero: Capitulum quintum.

Das V. Capitel, das der Alcoran weder mit der heiligen Schrifft noch ander vernünfftigen leren gleich stimmet.

64 Det femte kapitel: At koranen hverken stemmer overens med den hellige skrift eller med andre fornuftig lærdomme.

Manifestum et hinc est [non esse legem dei] Alcoranum, [propterea quod] neque cum lege dei conuenit, neque cum philosophis, qui de virtutibus et de extremo fine, qui est in hominibus, tractant. Supposuerunt enim philosophi ipsam humanam foelicitatem in intellectuali parte animae esse, [] dicens: Haec est vita aeterna, ut cognoscant te

solum verum deum. [] Et Moyses autem, cui tot mirabiles gratias deus praebuit, qui [et deum in supposito aedificio speculis digne seipsum considerans non hoc sufficere ei,] constantcr petijt videre vultum dei [et gloriam eius].

Offenbar ists, das der Alcoran von tugenden, oder guten wercken, und von des Menschen seligkeit auch mit den Philosophis nicht uber einstimmet, schweige denn mit der Heiligen schrifft. Denn die Philosophi reden doch viel von allerley tugenden, und das des Menschen seligkeit stehe in beschauligkeit, nicht in fleischlichen lüsten. Christus aber klerlich sagt, Joh xvii: 'Das ist das ewige Leben, das sie dich den einigen waren Gott, und den du gesand hast, Jhesum Christ, erkennen'. Und Moses Exo.xxxiii, da er viel wunder werck Gottes gesehen und voller gaben war, dennoch begerte er hertzlich Gottes angesicht zuschawen.

65 Det er åbenlyst, at koranen, hvad angår dyd og gode gerninger og menneskenes salighed, ikke stemmer overens med filosofferne, endsige da med den hellige skrift. For filosofferne taler dog meget om alle slags dyder, og om, at menneskenes salighed består i at skue, ikke i kødelige lyster. Men Kristus siger klart i Joh 17,3: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus”. Og Moses begærede (2 Mos 33,18-23), da han havde set mange af Guds undergerninger og var fuld af Guds gaver, af sit hele hjerte at se Guds ansigt.

Mahometus autem de virtutibus quasi nihil tractauit, sed de bellis et rapina latam viam [] unde nihil ad salutem eis prodest dicere: Non est deus praeter deum, et Mahometus est apostolus dei. De ultimo autem fine [] foelicitatem in sensualibus quibusdam supponunt,

in cibis videlicet et in intemperantia, et in hortis et vestibus sumptuosis. De

quibus post in sexto capitulo speculabimur.

Aber Mahmet handelt schier gar nichts von tugenden, Sondern von Kriegen und Rauben, den weiten weg zur Hellen, Und wird sie nichts (WA 300) helffen zur seligkeit (wie sie meinen), wenn sie diese wort sprechen: 'Es ist kein Gott denn Gott, und Mahmet ist Gottes Apostel'. 1) So setzt er auch die seligkeit des Menschen in fleischlicher lust, in essen, trincken, schönen Kleidern, Lustigen garten, Hübschen reinlichen frawen, davon hernach im vj. Capitel.

1) Denne trosbekendelse står ikke i koranen.

66 Men Muhammed fortæller overhovedet ikke om dyder, men om krig og rov, den brede vej til helvede, og det hjælper dem ikke til frelse (hvad de tror), at de siger disse ord: ”Der er ingen Gud uden Gud og Muhammed er Guds apostel”. Således mener han også, at menneskets salighed ligger i den kødelige lyst, i at spise og drikke, i smukke klæder, smukke haver, kønne rene kvinder, hvorom mere i det sjette kapitel. (#71)

Et non possibile est haec occupatio

secundum similitudinem quondam dici ab eis, sicut et in euangelio mensae et

cibi et talium est mentio in vita aeterna. Ostenduntur autem haec ex euangelio

secundum similitudinem dici, [quoniam multa etiam aperte illic dicuntur

de aeterna beatitudine], sed in Alcorano nihil omnino de vera beatitudine dicitur

manifeste, sed sicut conueniens est homini, qui [nihil de hac deprehendit, solum autem secundum litteram] talem pingit foelicitatem, qualem conueniens est hominem carnalem et intemperantem appetere.

Und niemand kan sagen, das er solchs als in gleichnissen rede, die etwas anders geistliches bedeuten solten, wie im Euangelio wol auch gleichnisse stehen,Wie Christus sagt, das die seinen sollen mit jm essen und trincken auff seinem tissche, in seines vaters Reich. Aber das Euangelium deutet selbs solch gleichnisse, das Essen heisse nicht den Bauch füllen, oder das schöne Weiber da sein sollen, Wie jederman wol weis. Aber der Alcoran redet solchs on alle gleichnisse und deutets auch nirgend anders, denn das es sey eine seligkeit wie ein unzücktiger fleischlicher mensch begert.

67 Og der er ingen, der kan påstå, at han siger den slags som lignelser, som skal betyder noget andet af åndelig art, sådan som der i evangeliet jo også står lignelser, f.eks. siger Kristus, at hans disciple skal spise og drikke med ham ved hans bord i hans faders rige. (Luk 22,30). Men evangeliet tyder selv den slags lignelser, for at spise betyder ikke at fylde maven eller at der skal være smukke kvinder der, som vel enhver ved. Men koranen taler på den måde uden nogen lignelser og tyder det heller ikke på anden måde, end at det skal være den slags salighed, som et utugtigt, kødelige menneske begærer.

Sed etsi nihil de vera foelicitate vel considerauit vcl promisit hominibus, quaedam tamen vera et insignia (WA 301) de ultimo fine Saracenorum demonstrauit quasi diuino spiritu afflatus. Dicit enim Saracenis ipse Mahometus: Vos post me in septuagintatres partes diuidemini, quarum una saluabitur, reliqua vero omnis igne destruetur. Haec sententia sic valet apud eos, ut nullus neque sapiens neque insipiens vilipendat.

Doch wie wol der Mahmet nicht gedacht noch geredt hat von der rechten ewigen seligkeit, So hat er doch seinen Sarracenen ein sonderlichs zuvor gesagt (on zweivel aus verhengnis Gottes). Denn so spricht Mahmet zu den Sarracenen: 'Nach mir werdet jr in drey und siebenzig teil zertrennet werden, Unter welchen allein ein teil selig wird, die andern werden mit fewer vertilget werden'. 5) Dieser spruch gilt so viel bey inen, das jnen weder die weisen noch unweisen geringe halten.

5) 'Vielleicht Erinnerung an die 30 (s. Buhari, Übersetzung 2, S. 56S), 35, 36 oder 37 (!) Antichriste. Vgl. außerdem Koran 6,65. Die Tradition erwähnt Ricoldus auch in seinem Itinerar, ed. Laurent, S. 141.

68 Dog, selv om Muhammed ikke har tænkt på eller talt om den rette evige salighed, så har han dog sagt noget særligt til sine muslimer (uden tvivl med Guds tilladelse). For således siger Muhammed til muslimerne: ”Efter mig vil I blive delt i tre og halvfjerds dele, blandt hvilke kun én del vil blive salig, de andre iblandt jer vil blive ødelagt med ild”. Dette udsagn er så meget værd iblandt dem, at hverken de vise eller de uvise anser det for noget ringe.

Alia autem similis de eo est sententia in Alcorano, in capitulo Martijl, quod interpretatur Maria, quae dicit omnes in infernum Saracenos ituros. Hanc sententiam verissimam esse credo, etsi ab ore secundum excessum mendacij ante allata est. []

So ist auch noch ein ander spruch im Alcoran, im Capitel Martil 6), das heisst Maria, der sagt, das alle Sarracenen in die Helle faren müssen. Den spruch halt ich fur warheit, ob er gleich aus den munde des obersten Lügeners gesprochen.

6) Sura 19,72; 19,71. (19:71)

69 Men der er også et andet udsagn i koranen, i kapitlet Martil, som betyder Maria, som hævder, at alle muslimer vil komme i helvede. Dette udsagn regner jeg for sandhed, selv om det er talt af den højeste løgners mund.

Item Alcoranum non conuenit cum lege Moysi in mandatis, [et in quibus nos

auertit.] Lex enim dei prohibet caedem, rapinam, concupiscentiam omnem. Alcoranum autem vel iubet fieri vcl permittit. [] in capitulo Elmir, quod interpretatur lux, ubi prohibetur, ne compellant eas castitatem dimittere, cum consentientibus autem secure simul dormire dicit. [Hoc autem ipsum manifestum] et in capitulo Elminim, ubi permittit cum proprijs uxoribus et cum quibus quis in bello capere posset misceri.

Zum andern stimmet der Alcoran mit Mose nicht in den gebotten. Denn Gottes gebot verbeut Mord, Raub und alle fleischliche Lust. Aber der Alcoran heisst solchs alles, oder lessts ja nach, wie im Capitel Elmir, 7) das heisst Liecht, Verbeut er wol, das man die Weiber nicht zwingen sol, keuscheit zu verlassen. Wenn sie aber drein bewilligen, müge man sicher bey jnen schlaffen. Und im Capitel Elminum 4) lesst ers zu, beyde bey eigen Weibern, und wie viel man der im Kriege fangen kan, schlaffen etc. (WA 302)

7) Sura 24,33. 4) Sura 23,6. Kun Yusuf Alis oversættelse kan bruges. Her hedder det: 5) Who abstain from sex, 6. Except with those joined to them in the marriage bond, or (the captives) whom their right hands possess,- for (in their case) they are free from blame,


70 For det andet stemmer koranen ikke overens med Moses, hvad budene angår. For Guds bud forbyder mord, røveri og al kødelig lyst. Men koranen befaler alt sådant, eller tillader det, som i kapitlet Elmir, hvilket betyder lys, hvor han vel forbyder, at man skal tvinge kvinderne til at opgive deres kyskhed. Men hvis de indvilger i det, må man godt sove hos dem. Og i kapitlet Elminum tillader han, at man må sove med både ens egne kvinder, og med så mange, som man kan fange i krigen.

Quod alcoranum non est lex dei, quoniam in multis sibijpsi contradicit, capitulum VI.

Das VI. Capitel: Wie der Alcoran wider sich selbs ist.

71 Det sjette kapitel: Hvordan koranen er imod sig selv.

[sExto oportet speculari, quod Alcorani lex non solum a diuina lege elongatur,

sed neque eum seipsa conuenit et hoc, quoniam mala est.] Et ipse

Mahometus ostendit. Dicit enim in capitulo Elnesa, quod interpretatur mulieres: nisi a deo esset hoc Alcoranum, multae in eo contrarietates et contradictiones inuenirentur. Et enim ipse in multis locis dicit, quod deus non deducit errantem; et tamen ipse in multis locis [docet] orare, ut deducantur a tenebris in lucem [et ex non rectitudine in rectitudinem].

Mahmet spricht selber im Capitel Elnasa 1) das heist Frawen, wenn der Alcoran nicht von Gott were, so würde sich viel widerwertiges drinnen finden. Und an vielen örten spricht er: 'Gott furet niemand jrre'. 2) Wierumb bittet er an vielen orten, das Gott jn vom finsternis zum liecht füre. 3)

1) Sura 4,84. (4,82) 2) Den latinske tekst V siger det modsatte (Deus non dirigit errantem). 3) Sura 2,258. (2,257)

72 Muhammed siger selv i kapitel Elnasa, hvilket betyder kvinder, at hvis koranen ikke var fra Gud, så ville der findes mange modsigelser deri. Og mange steder siger han: ”Gud fører ingen vild”. Fremdeles beder han mange steder om, at Gud vil føre ham fra mørke til lys.

Item dicit de seipso, quod factus est

orphanus in errore: [idolatra enim erat.] Sed tamen ipse dicit, quod talem

eum prophetam fecit deus, quoniam, quando deus eum accersiuit, ascendit ad (WA 303) deum usque ad septimum coelum et impetrauit veniam ab angelo quodam, qui milies mundo maior erat, quem inuenit suijpsius peccata deplorantem.

Item er spricht, Er sey ein verirreter Waise. 4) Widerumb spricht er, Gott habe ein solchen Propheten aus jm gemacht. Denn da jn Gott zu sich rieff, fuhr er hinauff zu Gott in den siebenten Himel, und er warb vergebung fur einen Engel, der tausendmal grösser war, weder die welt ist, Denselben fand er da, seine sünde beweinen. 5)

4) Sura 93,6. 5) Muhammeds himmelfart, senere kapitel 14. #219.

73 Ligeledes siger han, at han er en forvirret forældreløs. Og han siger også, at Gud har gjort en sådan profet ud af ham. For da Gud kaldte ham til sig, foer han op til Gud i den syvende himmel, og han opnåede tilgivelse for en engel, som var tusind gange større end verden; den engel fandt han, da englen begræd sine synder.

Item dicit eum prophetam esse uniuersalem: sed tamen dicit Alcoranum arabicis litteris a deo datum esse neque ullam aliam linguam eum scire praeter arabicam.

Er spricht, Er sey der gemein Prophet aller welt. Und widerumb spricht er, Das Gott den Alcoran allein in Arabischer sprache gegeben habe, 6) und er künde auch kein andere sprache, denn die Arabische. 7)

6) Sura 42,5. (42,7) 7) Sura 16,105. (16,103??)

74 Han siger, at han er profet for hele verden. Og igen siger han, at Gud har givet koranen alene i det arabiske sprog, og at han ikke kunne andre sprog end arabisk.

Item dicit in capitulo Inpacara, quod interpretatur iuuenca, quod iudaei et Christiani et Sabaei saluabuntur: et in capitulo Abraam dicit post haec, quod nullus saluabitur praeter eos, qui sunt in lege Saracenorum.

Er spricht im Capitel Inpacara, 8) das heisst eine junge kue, das beide, Jüden, Christen und Sabei 9), selig werden. Aber hernach im Capitel Abraham spricht er, Das niemand selig werde, on die, so nach dem Gesetz der Sarracener leben. 10)

8) Sura 2,59. (2,62) 9) Arabisk betegnelse for mandæer. 10) Sura 3,19. (3,21)

75 Han siger i kapitlet Inpacara, hvilket betyder en kvie, at både jøder, kristne og mandæere vil blive salige. Men bagefter i kapitlet Abraham siger han, at kun de, der lever efter muslimernes lov, bliver salige.

Et ipse mandat his, ne disputent asperis verbis cum hominibus alterius sectae, sed suauibus; non enim ad hominem pertinet deducere, sed ad deum solum. Et unusquisque pro seipso solo, non pro alio rationem reddet. Post haec autem ipse in plurimis locis mandat interimi omnes et spoliari, qui non credunt, quousque credant vel tributa soluant. Item ipse dicit in capitulo comem, quod eorum, qui suscipiunt alterum

deum praeter deum, horum tu non sis custos vel curator, sed sibi soli hoc seruauit deus. Haec autem est precio digna contradictio hinc quidem totiens mandare interimi infideles: illinc autem rursus mandare neminem tanti sceleris esse punitorem, sed soli deo pro his punitionem seruari.

Item er gebeut den selben, Sie sollen nicht scharff und hart, sondern sanfft mit Leuten einer andern secten handeln.11) Denn es sey nicht eins Menschen, sondern Gottes allein, zu recht füren.12) Und ein jglicher müsse fur sich selbs, nicht fur einen andern rechenschafft geben 13). Widerumb an seer vielen örten gebeut er zu tödten und zu berauben, die nicht gleuben, bis das sie gleuben oder tribut geben. 14) Doch widerumb im Capitel Comem (WA 304) spricht: 1) 'Die so einen andern Gott, denn Gott annemen, der soltu nicht hüeten noch fur sie sorgen, Denn Gott hat jm selbs solchs vorbehalten'. Ist das nicht weidlich widernander, So offt gebieten, zu tödten die ungleubigen, Widerumb so offt gebieten, Man solle keine Sünde straffen, Sondern Gott allein straffen lassen.

11) Sura 5,16. (5,13) 12) Sura 3,66. 6,70. 13) Sura 3,24. (3,25) 10,55. (10,54) 14) Sura 9,29. 1) Sura 42,47 (42,48)

76 Ligeledes påbyder han dem, at skal omgås folk fra andre trossamfund, ikke skarpt og hårdt, men blidt. For det tilkommer ikke noget menneske, men kun Gud at holde rettergang. Og enhver må aflægge regnskab for sig selv, ikke for andre. Omvendt påbyder han særdeles mange steder at slå ihjel og røve dem, som ikke tror, indtil de tror eller betaler skatten. Dog siger han igen i kapitlet Comem: ”De, der tager en anden gud end Gud, dem skal du ikke bevare eller sørge for, for det har Gud forbeholdt sig selv”. Ligger de to påstande ikke milevidt fra hinanden? Gang på gang befaler han at dræbe de vantro, gang på gang påbyder han, at man ikke skal straffe nogen synder, men alene lade Gud om at straffe.

Item ipse in capitulo Elteminim [in fine] seipsum iactat, quod non est ex his, qui compellunt credere. Sed quomodo hoc verum est? cum ipse mandet interimi et spoliari eos qui non credunt: quae enim maior compulsio quam caedes?

Also im Capitel Elteminim rhümet er sich, Er sey nicht der einer, die zum glauben zwingen.2) Wie ist solchs war? Oder wo ist ein grösser zwang, denn durch den Raub und tod zwingen?

2) Sura 2,257. (2,256)

77 Ligeledes i kapitel Elteminim praler han af, at han ikke er den, der tvinger til tro. Hvordan kan det være sandt? Eller hvor findes der større tvang, end hvor man tvinger med rov og død?

Item in capitulo Bouis concedit, quod [non] est praeter naturam misceri masculis et mulieribus. Dicit enim Saracenis, ne maculent seipsos cum infidelibus antequam credant. Et de mulieribus dicit: Mulieres vestrae terra est vestra: arate eas sicut vultis. Sed tamen in eodem capitulo [ante] dixit, quod Sodomitae tempore Loth abominabile peccatum commiserunt et nationibus, quae prius fuerant, desuetum.

Im Capitel Bouis, das ist Ochse, lests er zu, Es sey nicht wider die Natur, sich mit Knaben und Weibern vermengen. Denn er spricht zu den Sarracenen, Sie sollen sich nicht beflecken mit den ungleubigen, ehe denn sie gleubig werden.3) Und von den frawen spricht er 'Ewer Weiber sind ewer Acker, pflüget sie, wie jr wolt'.4) Widerumb spricht er im selben Capitel, Das die Sodomiten zur zeit Lots eine grewliche sünde gethan haben, welcher die vorigen Heiden ungewonet waren.5)

3) Sura 2,220, dog intet om drenge dèr. 4) Sura 2,223. 5) Sura 11,80. (11:78-79)

78 I kapitel Bouis, det vil sige okse, indrømmer han, at det er imod naturen at have samkvem med drenge og kvinder. For han siger til muslimerne, at de ikke skal forurene sig med de vantro, med mindre de bliver troende. Og om kvinderne siger han: ”Jeres kvinder er jeres ager; pløj den, som I vil”. Atter siger han i det samme kapitel, at sodomitterne på Lots tid har udført gruelige synder, som hedningerne tidligere var uvant med.

Item ipse dicit de abraam, Isaac et Iacob et filijs eius, quod erant Saraceni. Sed

tamen ipse dicit, quod est ei a deo reuelatum, eum esse videlicet in fidem hanc primum saracenum. Quomodo igitur erant illi Saraceni, si omnium saracenorum Mahometus primus fuit. [Item (non) necesse esse[t] quosdam saracenos [esse], antequam lex lata esset Saracenorum:] Saracenorum autem lex est Alcoranum, quod [iam est et] datum est post Moysi legem et euangelium, [sicut in ipso Alcorano continetur,] imo modicum plus est, quam septingenti anni, quod fuit Mahometus. Incepit enim anno a natiuitate domini nostri quingentesimo nonagesimo octauo: [Noe autem et abraa et Isaac et Iacob ante euangelium et Moysen fuerunt.] Si autem dicit saracenos esse hos propterea, quod praesciebant, quae erant legis: Etenim omnia esse potuissent, quaecunque praesciuerant, [cum prophetae essent]. Si autem dicunt, quod (WA 305) placebat eis Alcoranum, Et hoc impossibile: In multis enim, quae ab Alcorano sancita sunt, contraria illi faciebant.

Item, Von Abraham, Isaac, Jacob und jren nachkomen spricht er, sie sind Sarracenen gewest.6) Widerumb spricht er, Es sey jm von Gott offenbart, das er der erst Sarracen sey in diesem glauben.7) Ist er der erst Sarracen, wie sind jene Sarracenen gewest? So der Alcoram lange nach Mose und dem Euangelio geben ist. Denn Mahmet hat angefangen bey fünffhundert und acht und neuntzig jaren nach Christi geburt. Und hat bis daher gewehret in das siebend hundert jar. Wil er aber sagen, sie sind darumb Sarracenen gewest, das sie, als Propheten, gewust haben, was der Alcoran sein würde, So sind sie auch allerley Ketzer und alles gewest, das sie als künfftig gewust haben. Wollen sie sagen, Der Alcoran hab jnen gefallen, das ist unmüglich, Denn sie gar viel, so im Alcoran gestellet ist, anders und da wider geleret und gethan haben.

6) Sura 2,134. (2:132) 3,60. (3:67) 12,38. 7) Findes muligvis ikke i koranen.

79 Ligeledes, om Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere siger han, at de blev muslimer. Og videre siger han, at det af Gud blev åbenbaret for ham, at han ville være den første muslim i denne tro. Hvis han er den første muslim, hvordan er så disse blevet muslimer? For koranen er jo givet længe efter Moses og evangeliet. For Muhammed begyndte fem hundrede og otte og halvfems år efter Kristi fødsel. Og har derfor levet i det syvende århundrede. Men vil han sige, at de af den grund var muslimer, at de som profeter havde vidst, hvad koranen ville være, så har de også som alle slags kættere været, hvad de vidste, de ville have fremover. Vil de sige, at koranen har behaget dem, det er umuligt. For de har lært og handlet ganske meget imod det, som står i koranen.

Item ipse dicit prohibere auguria: et

tamen ipse dicit post haec in capitulo Elaphar: Auguremini, si aliter non potestis,

scissura digiti. Et qui hoc non facit, anathema sit.

Item er spricht, Warsagen durch der vogel flüg oder geschrey sey verboten.8) Aber darnach im Capitel Elaphar spricht er: 'Ir solt warsagen, kundt jr nicht anders, so thuts mit finger teilen, Und wer das nicht thut der sey verbannet'.9)

8) Sura 27,48. (27,47) 9) Stedet kan ikke findes.

80 Ligeledes siger han, at det at tage varsler gennem fuglenes flugt eller skrig er forbudt. Men derefter siger han i kapitlet Elaphar: ”Tag varsler, kan I ikke gøre det anderledes, så gør det med fingrene, og hvem der ikke gør det, er forbandet”.

Item ipse dicit seipsum missum esse arabitis, propterea quod hi non habent apostolum quendam a deo. Dicit autem et Alcoranum in sola lingua arabica datum esse, / dicitque et seipsum nescire aliam linguam praeter arabicam. Unde cum adhaesisset Mahometo quidam iacobita Mapyra, et Salonus persa, [et Abdala ex perside], et ipse Selam iudaeus, / et [tunc] quidam alij dicerent, quod instruebant eum, et ipse cecidit in faciem suam et contractae sunt manus eius [et pedes], et socij cooperuerunt eum vestibus suis. Et tandem ad se rediens dixit: Deus misit me ad corripiendum vos de sermone, quem dixistis, quod tales me doceant. Legitque eis unam sententiam, quae est in fine lectionis Elnael, quod interpretatur palma, quae sic dicit: Scimus, quod ipsi dicent, quod instruunt eum, cum loquuntur sic ei in lingua persica; [haec autem arabica facilis est.] Et ex hoc dicit: quomodo possibile est illos me docere, quorum alter quidem persa est, alter vero hebraeus? Qui dixerunt ei: possibile esse eorum ipsorum lingua tecum loqui et exponere tibi, te autem tuijpsius lingua omnia construere. Non inuenit ad hoc responsionem.

Item er spricht, Er sey zu den Arabern gesand, weil die keinen eigen (WA 306) von Gott gehabt haben.1) Item das der Alcoran allein in Arabischer zungen gegeben, Und er auch keine andere, denn Arabische sprache könne.2) Denn da sich zu dem Mahmet geselleten Mapyra ein Jacobit, Silon ein persa, und Solan der Jüde, Sagten etliche: 'Diese werden dich alles leren,' Da fiel er auff die Erden, und seine hende krümmeten sich zu sammen. Und seine Gesellen deckten jn mit jren Kleidern.3) Und da er wider zu sich selbs kam, sprach er: 'Gott hat mich gesand, euch zu schelten umb des worts willen, da jr saget: Diese leren mich', Und lase jnen einen spruch, der stehet am ende des Capitels Elnael, das heisst Palmen4), die laut also: 'Wir wissen, das man wird sagen, das diese jn leren, wenn sie mit jm Persisch reden' etc. Daher spricht er: 'Wie ists müglich, das diese mich leren solten, so einer ein Persa, der ander ein Ebreer ist?' Darauf antworten jene: 'Es ist wol müglich, das sie noch jrer sprache mit dir reden, Und hernach dirs verdolmetschen, du aber alles in deine sprache stellest'.5) Hierauff wuste er kein antwort.

1) Sura 16,38. (16,36) 2) Sura 42,5. (42,7) 16,105. (16,103) 3) Sura 74,1. (74:1) 4) Sura 16,105. 5) = übertragst.

81 Ligeledes siger han, at han er sendt til araberne, fordi de ikke har deres egen profet. Ligeledes, at koranen kun bliver givet på arabisk, og at han heller ikke forstår andre sprog end arabisk. For da en jakobit, Mapura, en perser, Silon og en jøde, Solan, slog sig sammen med Muhammed, sagde nogle: ”Disse vil lære dig alt”. Da faldt han til jorden og hans hænder krummede sig sammen. Og hans ledsagere dækkede ham med deres klæder. Og da han igen kom til sig selv, sagde han: ”Gud har sendt mig, for at skænde på jer, fordi I sagde: disse skal lære mig”. Og så forelæste han for dem det ord, der står i slutningen af kapitel Elnael, som betyder palmerne, som lyder således: ”Vi ved, at man vil sige, at disse vil lære ham, når de taler persisk med ham”, osv. Derfor siger han: ”Hvordan er det muligt, at disse skal kunne lære mig noget, eftersom den ene er perser, den anden hebræer?” Derpå svarede de: ”Det er vel muligt, at de alligevel taler deres eget sprog med dig, og bagefter oversætter det for dig, men du siger alt på dit sprog”. Herpå kunne han ikke svare.

Sed si non poterat instrui ab hebraeo et persa, qui propinqui sunt, quomodo ipse

poterat remotioros ab eius lingua docere? Ipse tamen post haec dicit seipsum missum esse ad uniuersitatem gentium. Unde in capitulo prophetarum ait dicere ei deum: Nos misimus te ad uniuersitatem gentium. Sed quomodo venire potuit ad omnes gentes, quae diuisae erant in septuaginta linguas, qui ignorabat aperire suijpsius verbum in alia lingua praeterquam arabica? []

Aber kundte er nicht lernen von einem Persen und Ebreo, die seine sprache die Nehesten sind, wie kan er leren, die so ferne von seiner sprachen sind? Und wil doch aller Heiden Prophet sein, denn im Capitel (Propheten) spricht er, das Gott zu jm gesagt habe: Wir haben dich gesand zu der gantzen Heidenschafft.6) Aber wie wil er zu allen Heiden komen, die in lxxij sprachen geteilet sein sollen7), So er in keiner ander, denn in Arabischer Sprache, sein Wort offenbarn kan?

6) Sura 21,107. (21:107) 7) Gl. overlevering.

82 Men kunne han ikke lære af en perser eller hebræer, som lå hans eget sprog nærmest, hvordan kan han så belære dem, der befinder sig langt fra hans sprog? Og alligevel vil han være alle hedningers profet, for i kapitel Profeterne siger han, at Gud har sagt til ham: ”Vi har sendt dig til alle hedninger”. Men hvordan vil han komme til alle hedningerne, som efter sigende er delt i halvfjerds sprog, når han ikke kan åbenbare sit ord i andet end det arabiske sprog?

Quod lex Saracenorum nulle miraculo confirmatur: Capitulum vij.

Das VII. Caput. Das der Alcoran mit keinem Wunderwerck bestettigt ist.

83 Det syvende kapitel. At koranen ikke er blevet bekræftet med mirakler.

[] Quando enim deus misit Moysen ad pharaonem, magna prodigia ostendit, simililcr autem et Helias et Helisaeus et alij prophelae [magna et inaudita miracula fecerunt,] et maxime, qui nouum quoddam in vitam inferebant. Christus autem [proprie] in [miraculis et] signis maximis venit, sicut et ipse Mahometus in Alcorano dicit.

Da Moses gesand ward zu Pharao, thet er grosse wunder, Und alle Propheten, Elias, Eliseus, Und sonderlich, so ein Newes solten auffbringen. So ist ja Christus mit grossen zeichen komen, wie Mahmet selbs das alles bekennet im Alcoran, Er aber kein zeichen jemals gethan, (WA 308) drumb kan sein Gesetz nicht von Gott, und er kein Apostel Gottes sein.

84 Da Moses blev sendt til Farao, gjorde han store undere, det samme gjorde alle profeterne, Elias, Elisa og især skal man lægge mærke til dem, der skulle fremføre det ny testamete. Sådan er jo Kristus kommet med store undere, hvilket Muhammed selv bekender i koranen, men han har selv ike gjort noget tegn, derfor kan hans lov ikke være fra Gud, og han kan ikke være nogen Guds apostel.

Si autem dicant Saraceni multa et magna

miracula fecisse Mahometum: sicut reintegrare lunam diuisam, et fontem aquae (WA 307) ex eius digitis defluxisse: Fabula est hoc et contrarium eidem Alcorano. Prohibet enim Mahometus de eo aliquid tale credere, praeterquam quae scripta sunt in Alcorano. De Omnibus prophetis dicit: Multi multa mentiti sunt; quod ne de me existiment quidam, id solum de me verum credatur, quod Alcorani auctoritate fulcitur.

Und ob die Sarracenen sagen wolten, Mahmet hette viel und grossse zeichen gethan, als da er den zerteileten Mond wider gentzet1), und einen Wasserquell aus seinem finge fliessen lies2), Das sind Fabulen, und auch wider den Alcoran selbs. Denn Mahmet verbeut, Man solle solchs dings keins vom jm gleuben, on was im Alcoran geschrieben stehet3). Von allen Propheten sagt er also: 'Viel haben viel gelogen4), das nu nicht jemand von mir des gleichen halte, so sol man das allein fur die warheit von mir gleuben, das durch den Alcoran beweiset wird'.

1) Se side 296. #59. 2) Tradition ud fra Sura 17,92. (17:90) 3) Jf Sura 13,8. (13:7) 4) Jf Sura 16,65. (16:63)

85 Og selv om muslimerne ville sige, at Muhammed havde gjort mange og store undere, som da han igen samlede månen, der var blevet delt, og lod en kilde flyde ud af sin finger, så er dette blot fabler, og det er også imod koranen selv. For Muhammed forbyder, at man skal tro den slags ting om ham, udover, hvad der står skrevet i koranen. Om alle profeterne siger han sådan: ”Mange har løjet meget; for at nu ikke nogen skal tro det samme om mig, så skal man alene tro på det som sandhed om mig, som bevises gennem koranen”.

llle enim cum miracula non fecisset, et hoc ostendere volens, inducit deum loquentem et dicentem: Dixit dominus ad me: Propter hoc miracula te facere non permitto, ne tibi propter miracula eueniat, quod et alijs prophetis accidit. Suoipsius igitur testimonio conuincitur nullum signum fecisse.

Denn da er keine Wunder gethan hatte und solchs beweisen wolt, furet er Gott ein, der mit jm redet und spricht: 'Der herr sprach zu mir: Darumb las ich dich keine Wunderzeichen thun, das dirs nicht umb der Wunderzeichen willen gehe, wie es andern Propheten gangen ist'. 5) Also ists durch sein eigen zeugnis uberweiset, das er kein Wunderzeichen gethan hat.

5) Jf Sura 3,179-181. (3:181)

86 Men fordi han ikke havde gjort noget under og alligevel ville bevise dette, indfører han Gud, som taler med ham, og siger: ”Herren sagde til mig: Derfor lader jeg dig ikke foretaget nogen tegn med undere, for at det ikke på grund af undertegnene skal gå dig, som det er gået andre profeter”. Altså er det ud fra hans eget vidnesbyrd bevist, at han ikke har foretaget noget undertegn.

Ipse enim Mahometus continue in Alcorano dicit, quod, cum homines ei dicerent: Ostende aliquod signum sicut Moyses venit cum signis, [et alij scilicet] et Christus et alij prophelae fecerunt, Respondit, quod Moyses et prophetae missi sunt a deo, et maxime christus, qui in maximis prodigijs venit, et mundus non credidit his, sed dixit hos veneficos et incantatores esse. Propter hoc deus non permisit mihi facere miracula — non enim credidissent — Sed veni in potentia armorum.

Und er Mahmet, im Alcoran offt spricht, wie die Leute zu jm gesagt haben: 'zeige doch ein Wunder, wie Moses mit zeichen kam6), und wie Christus7) und andere Propheten gethan haben', darauff er antwortet: 'Moses und die Propheten sind von Gotte gesand, Sonderlich Christus, der mit grossen zeichen kam, Aber die welt gleubte jnen nicht, Sondern hies sie Zeuberer und schwartzkünstler.8) Darumb hat mich Gott kein zeichen thun lassen, Denn sie hetten doch nicht gegleubt, Sondern bin komen mit gewalt der woffen'.

6) Sura 28,48. 7) Sura 3,43. (3:46) 8) Sura 5,110. 34,42. (34,43).

87 Og Muhammed selv fortæller ofte i koranen, hvordan folk sagde til ham: ”Vis os dig et under, ligesom Moses kom med tegn, og ligesom Kristus og andre profeter har gjort”. Dertil svarede han: ”Moses og profeterne er sendt fra Gud, især Kristus, der kom med store tegn. Men verden troede dem ikke, men kaldte dem magikere og sortkunstnere. Derfor har Gud ikke ladet mig gøre noget tegn; for de ville alligevel ikke have troet det; men jeg er kommet med våbnenes magt”.

Hoc autem manifestissinie ostenditur, quod falsum sit: Quomodo enim non credidissent huiec facienti miracula, qui absque miraculis crediderunt solum mandanti interimere et rapere et [plurimas] mulieres corrumpere, et dentem pro dente et oculum pro oculo effodere: procliui enim sunt ad talia, qui in mundo versantur; quare vix a multis iudicibus et tortoribus et punitionibus coerceri possunt.

Das ist aber öffentlich falsch. Warumb solten sie jm nicht gegleubt haben, wo er Wunderzeichen gethan hette, So sie jm gegleubt haben on Wunderzeichen, da er nur gebeut zu Tödten, Rauben und Frawen schenden, zan umb zan, aug umb auge anstechen? 9) Denn die Leute geneigt sind zu weltlichem wesen, das sie auch schwerlich durch viel Richter, Hencker und straffe davon gehalten werden.

9) Sura 5,49. (5:45)

88 Men det er åbenlyst forkert. Hvorfor skulle de ikke have troet ham, hvis han havde foretaget under og tegn, når de dog har troet ham uden undere og tegn, da han påbød dem at dræbe, røve og skænde kvinder, og udstikke tand for tand, øje for øje? For folk er tilbøjelige til verdslige ting, så de endog har svært ved i kraft af dommere, bødler og straffe at holdes borte derfra.

In potentia autem armorum quod pro miraculo inducit, manifestum est mendacium. Non enim semper victor fuit, sicut moyses et Iesus Naue et Helias, quos angelus domini semper protexit et vincentes fecit. Mahometus autem aliquando vincebat, aliquando vincebatur, sicut et alij tyranni. Dentes enim eius contriti sunt in bello, et facies collisa.

Das er aber fur wunderwerck einfüret das schwert oder waffen gewalt, ist auch erlogen. Denn er nicht allzeit obgelegen ist, wie Mose, Josua, Elia, die Gottes Engel allzeit schützt und gewinnen hulfen. Mahmet aber hat zu weilen gewonnen, zu weilen verloren, wie ander Tyranni, Denn die zene worden jm in Kriegen ausgestossen und sein angesicht zuschlagen.10)

10) Skulle være sket ved slaget ved bjerget Ochod ved Medina i 624.

89 Men at han i stedet for undere og tegn indfører sværdet eller våbenmagt, er også forkert. For han var ikke altid sejrherre, på samme måde som Moses, Josua, Elias, som Guds engle altid støttede og hjalp til at vinde. Men Muhammed har af og til vundet, af og til tabt, som andre tyrannier, for i krigen blev tænderne stødt ud på ham og hans ansigt slået i stykker.

Ex quo [manifestum, quod] non est miraculum, quod ab eis pro signo asseritur, magnam videlicet mundi partem ei repente adhaesisse. Talem enim constituit legem, et talia dedit mandata, ad quae homines sine legibus procliui sunt, ut in superioribus manifestum est.

Darumb ist das nicht ein Wunder, das sie das fur ein Wunder anzihen, (WA 310) Nemlich, das jm ein gros teil der Welt zu gefallen ist. Denn er hat ein solch Gesetz und solche gebot gegeben, dazu die Leute auch on Gesetze geneigt sind, wie droben gesagt.

90 Derfor er det ikke noget under, at de anfører det som et under, at en stor del af verden er tilfaldet ham. For han har givet en sådan lov og et sådant bud, at folk også uden lov er tilbøjelige til at overholde det, som ovenfor sagt.

Mandauit enim mihi dominus, dixit, ense gentes expugnare, quousque confiteantur, quod non est deus praeter deum, et quod ego sum apostolus dei. Quod qui confessi sunt, eorum argentum eo conseruauerunt et sanguinem. Hinc et Saraceni [saluati] dicuntur. Qui enim Mahometi mandata suscipiebant, seruabantur et ab eo et ab eis, qui sub illo erant, neque interimebant eos, neque spoliabant. Unde et Saraceni non vocantur saraceni, sed Meselamin, quod interpretatur saluati. Et derident christianos, qui dicunt seipsos saluatos.

'Gott hat mir geboten, spricht er, Die Heiden mit dem Schwert zu bestreiten, bis das sie bekennen, das kein Gott ist, on Gott, und das ich Gottes Apostel sey'.1) Welche das bekand haben, die haben damit jr geld und blut erhalten. Daher die Sarraceni genennet werden seruati, die erhaltene. Denn welche des Mahmet gebot annamen, die wurden erhalten, beide von jm und von denen, so unter jm waren, Und tödten sie nicht und namen jnen nichts. Und die Sarraceni wollen daher nicht Sarraceni, Sondern Maselamin, das ist, die Erhaltene, heissen,2) und verlachen die Christen, das sie sich die erhalten nennen.3).

1) Sura 2,189; (2:190ff) 8,40; (8,39) 9,5. 2) Luthers ”servati” betyder ”erhaltene”, fremfor Richardus' ”salvati”. 3) Den latinske tekst forvansket.

91 ”Gud har befalet mig”, siger han, ”at kæmpe mod hedningerne med sværdet, indtil de bekender, at der ikke er nogen Gud uden Gud, og at jeg er Guds apostel”. De, der bekender det, har dermed reddet deres penge og deres blod. Derfor kaldes muslimerne servati, de reddede. For de, der antog Muhammeds bod, blev reddet, både af ham og af dem, der var under ham, de dræbte dem ikke og tog ikke noget fra dem. Og Sarracenerne vil derfor ikke kaldes sarracener, men muslimer, det er: de reddede. Og de gør nar af de kristne, som ikke vil kaldes de reddede.

Multis autem talem salutem a Mahometo suscipientibus propter praedictam causam iussit post haec praedicari, quod, quicunque dixerit, non est deus praeter deum, intrabit in paradisum, etsi moechus sit vel latro. Venit autema ad eum quidam, qui Euordi dicebatur, quaerens ab eo, si hoc est verum? (WA 309) Respondit autem: etiam. Et addit ad praedicta: si bibat etiam vinum, vel et interficiat? Et addit: etiam, si torserit abidode nares. Ad confirmandum autem haec [omnia] nullum signum ostendit, sed nudauit ensem.

Da nu viel solch erhaltung von Mahmet annamen, umb der selben ursachen willen, hies er darnach predigen, Das, wer diese wort spreche 'Es ist kein Gott ausser Gott', der kompt ins Paradis, Er sey ein Ehebrecher oder strassen mörder.4) Es kam aber zu jm einer, der hies Euordi5), und fragt jn, ob das war were. Da antwortet er 'Ja' und sagt weiter, wenn er gleich Wein trüncke oder Tödtet, Dazu wenn er auch den Abdala 6) die Nasen krümmete. Solchs aber zu bestettigen, thet er kein zeichen, Sondern zoch das blosse Schwert aus.

4) Sura 4,51. (?) 5) Abu Darr. 6) Betyder: 'Selv til trods for Abu Darr'.

92 Eftersom nu mange modtog en sådan opretholdelse fra Muhammed af samme grund, befalede han, at der herefter skulle prædikes, at en, der udsagde disse ord 'der er ingen Gud uden Gud', han ville komme i paradis, også selv om han var ægteskabsbryder eller vej-morder. Men der kom én til ham, som hed Euordi, og spurgte ham, om det var sandt. Da svarede han ”ja” og sagde yderligere, at det også gjaldt, selv om han drak vin eller slog ihjel. Også selv til trods for Abu Darr. Men han gjorde intet undertegn for at bevise det, men drog blot sit sværd.

Item clarius continetur in capitulo prophetarum; legitur enim sic illic: Dixi de Mahometo: id est in somnia audiuisti, blasphemias composuisti, vel forte cantas: Veni ad nos ad minus in uno miraculo, quomodo et qui prius missi sunt. Respondit: Subuertimus, dixit deus, urbes coram non credentibus et post haec, qui fuerunt ante vos, non crediderunt. Sed neque vos creditis nisi per ensem.

Noch klerer stehets im Capitel der Propheten, Denn da lieset man also: Es ward gesagt zum Mahmet 'Es treumet dir, du ertichtest lügen, oder wilt vieleicht singen, Lieber kome zu uns mit einem einigen Wunderzeichen, wie die, die zuvor gesand sind'. Da antwortet er: 'Gott spricht, Wir haben Stedte umbgekeret fur den augen der Ungleubigen, und darnach die, so fur euch gewest sind, noch haben sie nicht wollen gleuben, Und jr gleubt auch nicht, on durchs Schwert'. 7)

7) Sura 21,5-7. (21:5ff)

93 Endnu klarere står det i kapitlet profeterne. For der læser man følgende: ”Man sagde til Muhammed: 'Du drømmer, du opdigter løgne, eller du vil måske synge. Kom hellere til os med en enkelt undergerning, sådan som de, der er sendt tidligere, har gjort'. Da svarede han: 'Gud siger: Vi har omvendt byer for øjnene af de vantro, og alligevel har de, der var før jer, ikke villet tro. Og I tror heller ikke, hvis I ikke får sværdet at føle”.

Asserebat tamen quod a deo ad eum missus est Gabriel, ducens ad eum quoddam animal, maius quidcm asino, minus autem mulo; nomen autem animali erat Elmaparac. Loquebatur autem animal, ambulabatque in hora viam quinque milium annorum, et haec faciebat in nocte. Et quasdam alias fabulas, de quibus in decimo capitulo post haec dicetur.

Doch rühmet er, Nemlich, das Gabriel von Gott zu jm gesand sey, der furet jn zu einem Thier, das war grösser denn ein Esel, kleiner denn ein (WA 312) Maulpferd, das hies Elmaparac. Und dasselbe Thier kunde reden und in einer stunde gehen einen weg, der sonst fünff tausend jar lang zu gehen were, und das thets des nachts.1) Und ander mehr Fabel, davon hernach im zehenden Capitel.

1) Se 14. Kapitel. #219.

94 Dog praler han af, at Gabriel blev sendt til ham fra Gud og førte ham hen til et dyr, større end et æsel, mindre end et muldyr; det hed Elmaparac. Og det dyr kunne tale, og på én time tilbagelægge en strækning, man ellers skulle bruge fem tusind år på at tilbagelægge, og det gjorde det om natten. Der er flere andre fabler, som vil blive omtalt i det tiende kapitel.

Christiana autem fides, quae ardua praecipit, in miraculis manifestis et utilibus tota fundata est, quae non solum fecit christus, sed etiam apostoli post eum, praeterea et magistri, [qui euangelium et scripturas apostolorum exposuerunt]; et usque ad praesentia tempora durant miracula: daemoniorum, quae expelluntur, debilium, qui curantur, et mortuorum, qui resurgunt. Haec autem miracula christiani [fecerunt et] faciunt, dicentes Christum crucifixum

et verum et solum deum esse.

Aber unser Christlicher glaube, der doch schwere ding fordert, zu Gleuben und zu thun, ist mit öffentlichen und nützlichen Wunderzeichen gegründet, die nicht allein Christus, sondern auch die Apostel und hernach die Veter gethan, Und weren noch heutigs tags, das die Teuffel ausgetrieben, krancken gesund werden, todten aufferstehen. Solche wunder thun die Christen, die doch gleuben und bekennen, das Jhesus Christus der gecreutzigte sey warhafftiger und der einige Gott.

95 Men vor kristne tro, der dog kræver vanskeligere ting at tro og at gøre, er grundet på klare og nyttige undere, som ikke alene Kristus, men også apostlene og sidenhen fædrene har gjort, og de har varet ved indtil vore dage, hvor djævle bliver uddrevet, syge bliver raske, døde står op. Den slags undergerninger foretager de kristne, som dog tror og bekender, at Jesus Kristus, den korsfæstede, er den sande og eneste Gud.

Quae si dicant Saraceni non credere — tanquam haec non facta sint —ostendam eis maius miraculum. Manifestum enim, quod ante christum totus fere mundus idolis honorem tribuebat, maxime autem Rhomani, qui mundi monarchiam tenebant: sed hi christianorum fidem susceperunt, et non solum crediderunt verum deum esse christum crucifixum, sed et respuerunt omnes alios deos, qui tanto tempore responsa eis per idola dederunt, graue autem nihil imposuerunt, cum christiana fides sie desueta et ardua mundo

imposuisset: sicut conteranere mundum, contemnere seipsum, amare inimicos,

orare pro persequentibus, benefacere malefacientibus, aliena non rapere, propria donare. Haec omnia mundus suscepit ritum pristinum abijciens.

Und wiewol die Sarraceni sagen, sie gleuben der keins, das geschehen sey, So zeige ich dis grosse Wunder an. Es ist offenbar, das die gantze welt, fur Christus geburt, Abgötter anbetet, Sonderlich die Römer, die zu der zeit der welt herrn waren, Noch haben sie den Christen glauben angenomen, Und nicht allein gegleubt, das der gecreutzigte Christus warhafftiger Gott sey, sondern auch verworffen alle ander Götter, die jnen so lange zeit her durch die Abgötter antwort gaben und auch nichts schweres aufflegten. Der Christlich glaube aber solch ungewönlich schwere ding auffleget, als da ist, die welt verachten, sich selbs verachten, Feinde lieben, beten fur Verfolger, wol thun den, die uns leie thun, frembde güter nicht rauben, eigen güter geben etc. Solchs alles hat die welt angenomen und jr voriges wesen verworffen.

96 Og selv om muslimerne siger, at de ikke tror på noget af den slags, at det virkelig er sket, så fortæller jeg alligevel om disse store mirakler. Det er klart, at hele verden før Kristi fødsel tilbad afguder, især romerne, der dengang var verdens herrer; men de har alligevel antaget den kristne tro og ikke alene troet, at den korsfæstede Kristus var sand Gud, men også forkastet alle andre guder, som gennem så lang tid tidligere gennem afguderne gav dem svar og heller ikke pålagde dem noget særlig vanskeligt. Men den kristne tro pålægger dem den slags usædvanlig vanskelige ting, som at foragte verden, foragte sig selv, elske fjenderne, bede for forfølgerne, gør vel imod dem, der gør os ondt, ikke røve fremmed gods, bortgive eget gods, osv. Alt det har verden tilsluttet sig og forkastet dens tidligere væsen.

Vel igitur sufficientibus miraculis persuasus est, vel absque miraculis: Maius autem est miraculum et absque miraculis per homines idiotas et simplices potuisse hoc fieri. Et hoc fecerunt christiani non alios interimentes, sed ab alijs eis illatam

mortem patienter sustinentes. Manifestum igitur omnibus modis christianorum fidem in miraculis stupendis fundatam esse, Mahometi autem fidem nullo miraculo. Talis enim est, qualis neque miraculis indigeat: maxime autem ad Saracenos homines carnales et mundanos; prudentiores autem horum et litterarum peritiam habentes et virtutem viri sibi vendicantes nullam huic fidem adhibent.(WA 311)

Es sey nu die welt durch Wunder oder on wunder bekeret, so ist das ein gros Wunder, das on wunder durch einfeltige ungelerte Leute solchs hat mügen geschehen, Und solchs haben gethan die Christen, die nicht ander Leute getödtet, Sondern den tod von andern gedültiglich gelidden haben. So ists offenbar, das der Christliche glaub durch uber aus grosse Wunder gegründet ist. Aber des Mahmet glaube nicht mit einem wunder. Es ist auch ein solcher glaube, der keine Wunder bedarff, sonderlich bey den Sarracenen, die gantz fleischlich und zu zeitlicher lust geneigtsind, auch zu Rauben und zu Morden.

Wie wol was Weiser leute und gelerte leute, die Menschen vernunfft haben, unter jnen, dem Mahmet nichts gleuben.

97 Hvad enten nu verden er blevet omvendt gennem undere eller uden undere, så er dette et stort under, at den slags har kunnet ske gennem enfoldige ulærde mennesker. Og dette har de kristne gjort. De har ikke slået andre mennesker ihjel, men tålmodigt lidt døden ved andres hånd. Derfor er det klart, at den kristne tro er grundet igennem overordentlig store undere. Men Muhammeds tro er ikke grundet med et under. Det er også en sådan tro, der ikke behøver noget under, især hos Sarracenerne, som er ganske kødelige og tilbøjelige til timelig lyst, og også til røveri og mord.

Men der er også vise mennesker og lærde folk iblandt dem, som har en menneskelig fornuft, og ikke tror noget om Muhammed.

Quod lex Mahometi [irrationalis] est, Capitulum viij.

Das VIII. Cap. Wie der Alcoran Mahmet viehisch und selvisch ist.

98 Det ottende kapitel: Hvordan Muhammeds koran er brutal og selvisk.

[oCtauo considerandum est, quod] et absque omni miraculo possibile esset Mahometi legem a mundo esse susceptam [et confirmatam tanquam legem dei], si solum rationabiIe cum seipsa haberct, et propter eum, qui legem tulit, et propter seipsam, et propter opera et propter finem.

Es künd wol geschehen sein, das Mahmets gesetz von der welt were angenomen auch on Wunderzeichen, wo es doch der vernunfft gemes were. Nu aber ists keiner vernufft gemes, Erstlich des Meisters halben, zum andern, des Gesetzes halben an jm selbs, zum dritten der werck halben, zum vierden des Endes oder meinung halben. (WA 314)

99 Det kunne nok være sket, at Muhammeds lov var blevet antaget af verden også uden undere, hvis den ellers var i overensstemmelse med fornuften. Men nu stemmer den på ingen måde med fornuften, for det første på grund af dens ophavsmand, for det andet på grund af loven i sig selv, for det tredje på grund af gerningerne, og for det fjerde på grund af hensigten eller meningen.

Primum quidem [igitur manifestum, quod irrationabilis est propter legislatorem]. Irrationabile igitur omnino [sie] sanctam legem, ut ipsi asserunt, — [videlicet quod Alcoranum verbum dei sit] — datam esse a sic iniquo viro, rapace, moecho, homicida et peccatis alijs subdito, quae omnia manifesta sunt his, qui illius vitam sciunt.

Erstlich ists der vernunfft nicht gemes, das ein solcher böser Mensch, ein Mörder, Reuber, Ehebrecher und andern lastern unterworffen, solt ein heilig (wie sie nennen) Gesetz stellen, wie das alles offenbar ist, die sein leben wissen.

100 For det første er det ikke i overensstemmelse med fornuften, at et så ondt menneske, en morder, røver, ægteskabsbryder og underlagt andre laster, skulle opstille en hellig lov (som de kalder den), hvilket er klart for alle, som kender hans liv.

Sed Saraceni ad haec respondent, quod et Dauid in adulterium simul et caedem incidit; Moyses autem [homicida fuit]. Sic et de Mahometo possibile dicere verum prophetam esse dei, etsi aliquando sub peccato fuit: uterque quidem talium legitimus dei proplieta fuit.

Hie antworten die Sarracenen: 'David fiel auch in Ehebruch und Mord, Moses schlug ein Egypter tod. Also mag man sagen von Mahmet, das er dennoch wol könne Gottes Prophet sein, ob er etwa ein sünden gelegen sey, Denn jene beide gleich wol rechte Gottes Propheten waren'.

101 Hertil svarer muslimerne: ”David faldt også i ægteskabsbrud og mord, Moses slog en egypter ihjel. Derfor kan man sige om Muhammed, at han alligevel godt kunne være Guds profet, selv om han af og til begik en synd, for begge disse to var jo rette profeter for Gud”.

Sed hoc nullam habet vim. Dauid enim

et Moyses poenitentia eorum ipsorum peccatum correxerunt, et hoc est inuenire. Dauid enim annunciauit suijpsius peccatum grauiterque seipsum cruciauit: quare et veniam meruit. Unde postquam dixit: Peccaui, dixit ei Nathan ab ore dei: Dominus dimisit tibi peccatum tuum. De mahometo autem minime dictum est, quod vel suijpsius peccatum annunciauerit vel penituerit, potius quidem igitur addidit blasphemiam, iniqua lege id affirmans.

Aber das thuts nicht. David und Moses haben jre sünde durch Busse gestrafft, Und solchs weis man. Denn David bekennet sine sünde, und hatte leide drumb, Daher, als er sagte: 'Ich habe gesundigt', sprach Nathan aus Gottes munde: 'Der Herr hat dir deine sunde vergeben'. Aber von Mahmet stehets nirgent, das er seine sunde büsset oder bekennet, Sondern bestetigt sie viel mehr, durch sein lesterlich schendlich Gesetze.

102 Men det nytter ikke. David og Moses har korrigeret deres synd gennem bod, og det véd man. For David bekender sine synder og det smertede ham, og derfor, da han sagde: ”Jeg har synder”, sagde Natan til ham som af Guds mund: ”Herren har tilgivet dig dine synder”. Men om Muhammed står der ingen steder fortalt, at han gjorde bod for sine synder eller bekender dem, men han bekræfter dem snarere gennem sin læsterligt skændige lov.

Sicut enim omnibus Saracenis notum est: Mahometus forte cuiusdam Mariae amore tenebatur, quae Historia

Iacobitis appellabatur, quam ei donauit Macobeus, iacobitarum rex. Duae autem ex uxoribus Mahometi, quarum altera quidem dicebatur Aiese, filia Empipecer, aliarum nobilissima; altera autem Aasa, filia Omar, mouebantur zelotypia in Mariam. Quae quodam die ad eum venientes, inuenerunt ipsum simul dormissentem cum Maria, et dixerunt: Sic oportet facere prophetam? Qui verecundatus iurauit nunquam post hac se cogniturum Mariam. Sicque placatae sunt ad iusiurandum.

Denn das wissen alle Sarracenen seer wol, Das Mahmet mit liebe geraten war an eine frawen, Maria genennet, eine Jacobitin, welche jm Macobeus der Jacobiten könig geschenckt hatte. 1) Aber die zwo frawen Mahmet, dere eine hies Aiese, eine tochter Empipecer2), unter allen andern die Edelste, die ander Aasa, eine tochte Omar3), begunsten zu eivern wider die Maria. Und sie kamen eines tages zu jm und funden jn bey Maria liegen, und sprachen: 'Ja sol ein Prophet also thun?' Da schemet er sich, und schwur einen Eid, Er wolts nimer mehr thun, Und sie waren zu frieden umb des Eides willen.

1) Maria var koptisk, jf Sura 66,1-5. (66:1ff) 2) Aysa, Abu Bakr's datter. 3) Hafsa, Umars datter.

103 For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse.

Pauco autem post tempore elapso, non potuit seipsum continere. Quare et legem tulit tanquam ex ore dei, qui ei reuelauit et sententiam intulit in Alcorano in capitulo Elmetearem, quod interpretatur v(oc)atio vel anathema, ubi dicit: propheta, quid prohibes, quod tibi concessit deus? Gratificari quaeris

tuis uxoribus: iam tibi legem tulit deus, ut liceret tibi soluere tua iuramenta. Sic peierans cognouit rursus eam, dicens soluisse iusiurandum ei deum, testantibus super hoc Michaele et Gabriele.

Bald hernach kund er sich nicht enthalten, und stellet ein Gesetz, als hets Gott geheissen und jm offenbaret, und setzt den spruch in den Alcorano, im Capitel Elmetheharem4), Das heisst Verbot oder Bann, und spricht: 'O Propheta, Warumb verbeutestu dir, das dir Gott erleubet hat? Wiltu deinen weibern hofieren? Gott hat hiemit gesetzt, das du mügest deine Eide nicht halten'. Also ward er meineidig, und schlieff wider bey jr, und gab fur, Gott hette seinen Eid auffgehaben, des weren zeugen Michael und Gabriel.

4) Sura 66,1-2.

104 Snart herefter kunne han ikke dy sig, og opstiller en lov, som var det Gud, der havde befalet ham det og åbenbaret det for ham, og anbringer udsagnet i koranen, i kapitel Elmetherarem, hvilket betyder forbud eller band, og siger: ”O profet, hvorfor forbyder du dig det, som Gud har tilladt? Vil du gøre dine hustruer tilpas? Gud har hermed fastslået, at du har lov til ikke at holde din ed”. Altså blev han en meneder, og sov igen hos hende og lod som om Gud havde ophævet hans ed og at Mikael og Gabriel var vidner derpå.

Et dixit ei una ex uxoribus eius: Mahomete, valde studuit deus in tua concupiscentia. Voluit autem propter hoc dicere: forte deus tibi aemulans, ut iniquo tecum communicaret opere. [Et addidit:] Numquid deus ipse tibi hoc facere mandauit, quoniam tu hoc per os lestaris? forte deus gratificari tibi quaerit et appropinquare tibi.

Da sprach seiner frawen eine: 'O Mahmet, Ja es wird Gott seer viel gelegen sein an deinem furwitz. Vielleicht hat ers darumb geredt, das er dir nachfolgen, und in solchem bösen werck mit dir teilhafftig sein wil.5) Meinstu das dirs darumb von Gott befolhen sey, das du es mit deinem munde zeuget? Meinstu Gott wolle dir hofieren, und hierin dir bey stehen?' (WA 316)

5) Teksten uklar.

105 Da sagde den ene af hans hustruer: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær. Måske har han talt sådan, fordi han vil følge efter dig, og være meddelagtig med dig i den slags onde gerninger. Mener du, at det er befalet dig af Gud, blot fordi du siger det med din mund? Mener du, Gud vil gøre dig tilpas og stå dig bi heri?”

Ipse autem (WA313) duabus uxoribus totum legit, quod sequilur in capitulo vetationis, et dixit tanquam ex persona dei: Poeniteat vos coram deo, quoniam declinauerunt corda vestra, de accusatione dicens, qua eum accusauerunt de inccstu. / Sequiturque deinceps: Si forte deus vos repudiauerit, dabo pro vobis ei meliores vobis, saracenos, fideles, diuites, poenitentes et orantes, agiles et virgines. Quod

audientes dixerunt: Poenitet.

Hierauff lase er beiden seinen frawen, das, so da folget im Capitel Vetationis, Und sprach, als aus dem munde Gottes: 'lassts euch leid sein fur Gotte, das ewr hertzen so gesundigt haben' (er meinet das sie jn gestrafft hatten umb den Ehebruch), Und folget daselbs: 'Wenn er sich von euch scheiden würde, So wil ich jm wol bessere Sarracenin geben, an ewre stat, die da from, reich, busfertig, Beten, rüstig sind, dazu auch Jungfrawen' 1). Da sie das höreten, sprachen sie: 'Es ist uns leid'.

1) Sura 66,3-4. (66,4) (66:5)

106 Herefter læste han for sine to hustruer det, som følger efter i kapitel 66, og sagde: ”Lad det være jeres fortrydelse for Gud, at jeres hjerter har syndet således” (han mener, at de har anklaget ham for ægteskabsbrud). Og så følger: ”Hvis han vil skilles fra jer, så vil jeg give ham bedre muslimer i stedet for jer, som er fromme, rige, gør bod og beder, er raske og rørige, og dertil jomfruer”. Da de hørte det, sagde de: ”Vi er kede af det”.

Similiter autem fecit, (quando accepit uxorem Zeith alumni sui. Dixit autem super hoc sententiam in capitulo Elazeb, quod deus dixit: Tu aemularis in animo tuo, quod deus propalat et times homines; sed iustum est magis timere deum. Cumquc enim [respuit] eam Zeith, dixitque; ne ducas hanc in uxorem apostole dei. Et Respondit Mahometus: Vae tibi, deus mihi hanc dedit.

Also thet er auch, da er seinem Schaffner Zeith sein Weib nam, und setzt den spruch im Capitel Elazeb, das Gott gesagt habe: 'Du verbirgest in deinem hertzen, das Gott offenbar haben wil, Und fürchtest menschen, Es ist billicher, das man Gott fürchte'. Aber da sie Zeit widerfoddert und sprach: 'O Apostel Gottes, du must sie nicht zum weibe haben', sprach Mahmet: 'Weh dir, Gott hat mir sie gegeben'. 2)

2) Sura 33,37.

107 Sådan gjorde han også, da han tog sin adoptivsøn Zaids kone, og anbragte udsagnet om det i kapitlet Elazeb, at Gud havde sagt: ”Du skjuler i dit hjerte, hvad Gud vil have gjort åbenbart, og du frygter mennesker. Det er mere rimeligt, at man frygter Gud”. Men da Zaid krævede hende tilbage og sagde: ”O Guds apostel, du må ikke tage hende som hustru”, sagde Muhammed: ”Ve dig, Gud har givet mig hende”.

[Qui post haec de seipso hoc diuulgauit dicens, quod deus hanc prophctae dedit. Ecce per maius minus peccatum occultauit.] Etenim ipse Mahometus dicit: Nullum maius peccatum est, quam deo mendacium iniungere. Item nullum est sie inter prophetas peccatum intolerabile sicut intemperantia et immundicia simul esse, cum Spiritus sanctus non tangat prophetica

corda in actionibus venereis, ut dicit Hieronymus, et Philosophus quoque

dicit, quod in talibus actionibus impossibile est hominem speculari.

Zwar er selbs Mahmet spricht, Es sey kein grössere sünde, Denn Gott Lügen zu schreiben.3) So ist auch kein sünde unleidlicher in einem Propheten, denn unsaubere Lust und unzucht des fleissches. Denn der heilige geist auch der rechten heiligen Propheten hertz nicht rüret, wenn sie im werck des fleissches sind, wie S. Hieronymus sagt, 4) Auch Aristoteles sagt, das ummüglich sey, in solchem werck oder Brunst mit weisheit umbgehen. 5)

3) Sura 6,158. (6,157) 4) Vgl. Hieronymi Dialogus contra Luciferanios, cap. 9: Spiritus quippe sanctus nisi mundam sedem non incolit. 5) Vgl.Ethica Nikomachou 10. Buch 10. Kapitel.

108 Og det, selv om Muhammed selv sagde, at der ikke er nogen større synd end at tilskrive Gud løgn. Derfor er der heller ingen mere utålelig synd hos en profet en uren lyst og kødelig utugt. For den hellige ånd rører ikke de rette, hellige profeters hjerte, når de befinder sig i kødets gerning, som sankt Hieronymus siger. Også Aristoteles siger, at det er umuligt at handle vist, når man er i en sådan gerning eller en sådan brunst.

Est igitur omnino irrationabile sic salutaris legis, ut ipsi dicunt, ministrum et prophetam carnalissimum et immundum hominem esse, in quo ipse de seipso gloriatur: tantam dicens in agendo vim et affluentiam intemperantiae, quantam in quadraginta hominibus, etsi deus priuauit hunc filiorum sobole: unam enim solam habuisse filiam dicitur.

Darumb ists wider die vernunfft, das eines so heilsamen Gesetzes (wie sie es nennen) Meister und Prophet solt sein ein solcher unsauber, grober, unzüchtiger, fleischlicher Mensch. Der auch hierin dazu noch sich rhümet, das er zu solchem werck so viel krafft und vorrat habe, als sonst viertzig menner.6) Wie wol jm Gott kein kind gegeben hat, on allein eine tochter.

6) Stedet findes ikke i koranen.

109 Derfor er det imod fornuften, at en, som de kalder det, så helsebringende lovs mester og profet skal være et sådant urent, groft, utugtigt kødeligt menneske, der oven i købet praler af på det område at have lige så megen kraft og styrke som fyrre mænd, omend Gud ikke har givet ham noget barn, kun en datter.

Irrationabilis igitur lex haec propter legislatorem, tum quia sceleratus et carnalis, tum quia inscius et incertus, sicut et deseipso testatur in Alcorano, nescirc se, quid erit ei vel Saracenis, ignorare, utrum ipse vel ipsi

in via salutis sint vel non.

So ist nu solch Gesetz ein vihisch unvernünfftig Gesetz zu halten umb seines Meisters willen, der ein solcher verzweivelter, böser, Vihischer, Sewischer mensch ist. Dazu auch selbs darinne ungewis und zweivelhafftig, Wie er von sich selbs zeuget im Alcoran, das er nicht wisse, wie es jm und den Sarracenen gehen werde, 7) auch ungewis sey, ob er selbs und sie mit jm auff dem wege der seligkeit sind oder nicht.

7) Sura 46,8 (46:9)

110 Derfor er nu en sådan lov en fæisk og ufornuftig lov at overholder for sin ophavsmands skyld, som er et sådant fortvivlet, ondt, brutalt, soisk menneske. Og dertil selv uvis og tvivlrådig derom. Sådan som han i koranen bevidner om sig selv, at han ikke véd, hvordan det vil gå ham og muslimerne, og også er usikker på, om han selv og de med ham er på vej til salighed eller ej.

Sed [neque] per seipsum lex haec est [secundum rationem], tanquam habens nomina turpissima, et in quibus [velari] iustum est, et maxime carnalibus conuenientia passionibus. In plurimis enim locis turpissimo hoc verbo utitur: coeo, [quod nulla alia lex facit], quo verbo vix poetae ipsi [comici] utuntur, [quibus materia poematum est carnalis et turpis; et si hi, raro, sicut Aratus impudenter dixit: Non timui coiens.] Hoc autem et ipse palam dicit: Non est homo in mundo, qui possit Alcoranum intelligere. Et quomodo mandauit deus hoc seruari, si non dedit et intellegi?

Zum andern, Ist der Alcoran auch an jm selbs ein vihisch und sewisch Gesetze wider die vernunfft. Denn er braucht der allerunverschamtesten wort in den sachen, da es not und billich ists, ehrbarlich und züchtig zu reden (WA 318) und die erblichs schande zu decken. Er aber gern redet solche wort, die zu des fleisches Brunst dienen, Denn an gar viel örten braucht er des worts 'Coire' 1), das auch die Poeten nicht so grob sind. Noch 2) gibt er öffentlich fur, Es sey kein Mensch auff Erden, der den Alcoran verstehe.3) Warumb hats denn Gott geboten zu halten, so mans nicht kan verstehen?

1) Arabisk hakara. 2) = dennoch? 3) Sura 3,5. (3,7)

111 For det andet er koranen også i sig selv en fæisk og soisk lov imod fornuften. For den bruger de allermest uforskammede ord på de områder, hvor det er nødvendigt og rimeligt at tale ærbart og kysk og dække arveskammen. Men han taler gerne sådanne ord, som tjener den kødelige brunst, for ganske mange stseder bruger han ordet ”coire”, så at poeterne ikke er nær så grove. Alligevel foregiver han åbent, at der ikke er noget menneske på jorden, som forstår koranen. Hvorfor har da Gud befalet at overholde den, hvis man ikke kan forstå den?

[Oportet autem scire, quod in euangelio nihil est, quod non possimus etiam intelligere fidei lumine adiuti. Sed] neque [propter doctrinam, quae in eo continetur,] est secundum rationem. Dicit enim in multis locis deum mandauisse angelis adorare Adam et eos quidem, qui nollent, fieri daemones, adorantes autem (WA 315) manere angelos. Et quomodo deus mandasset idolatriam, et angelis honorem

tribuisset, qui soli deo debebatur?

So ist das auch wider die vernunfft und Nerrisch geredt, da er an vielen örten sagt, Gott habe den Engeln geboten, Sie solten Adam anbeten. Und welche das nicht thun wolten, musten teuffel werden. Die es aber thetten, solten Engel bleiben. 4) Wie kan vernunfft das leiden, das Gott solt Abgötterey gebieten und Menschen die ehre geben, die Gottes allein ist?

4) Se s. 282, anm 4. #20.

112 Derfor er det også mod fornuften og naragtigt talt, når han mange steder siger, at Gud har påbudt englene, at de skal tilbede Adam, og at de, der ikke gjorde det, ville blive djævle, men de, der gjorde det, skulle forblive engle. Hvordan kan fornuften gå med til, at Gud skulle påbyde afguderi og give mennesker den ære, der alene tilkommer Gud?

Item [et ratione doctrinae irrationabilis

est ex dictis ipsorum]. In illa enim lege maxime necessarium, ut ipsi dicunt, hoc

est, ut dicatur ubique, quod non est deus praeter deum et Mahometus est apostolus dei, additque et quod deus est magnus. Sed quae annunciatio est ista? Nullus enim, qui ratione utilur, dicere posset deum esse paruum. Item propositio, quae dicit: Non est deus praeter deum, vera est perseipsam, [et a nullo ei contradicitur], siue unus sit deus, siue plures.

Item wie sie sagen, ists das nöttigst in jrem Gesetze, das man sprechen solle allenthalben diese wort: 'Es ist kein Gott, denn Gott, Und Mahmet ist Gottes Apostel', Und das Gott gros ist. 5) Was ist das fur sonderlich gros ding, als were hierin etwa ein zweivel oder seltzam new lere? Wer weis nicht, das Gott Gott ist, und das er gros ist, Wer hat je gehort, das Gott nicht Gott ist, oder das er klein sey, Es sey ein Gott oder viel.

5) Her menes allahu ahbar.

113 Fremdeles er det også irrationelt, når de siger, at det er højst nødvendigt i deres lov, at man overalt skal sige disse ord: ”Der er ingen Gud uden Gud, og Muhammed er Guds apostel”. Og at Gud er stor. Hvad er det for en mærkværdig, stor sag, som lå der heri en tvivl eller en sælsom lære? Hvem véd ikke, at Gud er Gud, og at han er stor? Hvem har nogensinde hørt, at Gud ikke er Gud, eller at han er lille, hvad enten der er én Gud eller mange.

[Et in omnibus verissima est

talia duplicatio: non est enim angelus nisi angelus, et non est] Homo nisi

homo, et non est asinus nisi asinus; bos enim et canis non est asinus. Quae

autem dicit: Mahometus est apostolus dei, valde est ambigua. []

Es laut eben, als wenn einer spreche: 'Es ist kein Esel, denn ein Esel', Es ist keine kue, denn eine Kue', Es ist kein Mensch, denn ein Mensch'. Man weis wol, das ein Ochs oder Hund kein Esel ist, auch Mensch oder Engel nicht Gott ist. Narren und Wansinnige mügen soreden, Das es aber sonderlich Gottesdienst oder weisheit sein solt,das ist nichts. Dazu so war und gewis die rede ist, das Gott Gott ist, So ungewis ist die, das Mahmet Gottes Apostel sey. Was hilfft sie denn solch grosser Nerrichter rhum in diesen vergeblichen worten, das der on zweivel selig werde, der solche wort spricht?

114 Det lyder næsten, som om én sagde: ”Der er intet æsel, uden et æsel”, ”Der er ingen ko, uden en ko”, ”Der er intet menneske, uden et menneske”. Men véd jo nok, at en okse eller hund ikke er et æsel, eller at et menneske eller en engel ikke er Gud. Tåber og vanvittige må tale på den måde. Men at det skal være en særlig gudstjeneste eller visdom, det er vrøvl. Derfor: lige så sandt og vist denne tale er, at Gud er Gud, lige så uvis er den tale, at Muhammed er Guds apostel. Hvad hjælper dem den slags mægtige tåbelige pral med disse forgæves ord, at den, der udsiger sådanne ord, uden tvivl bliver salig?

Item Mahometus in praedicta lege dicit, quod omnes homines unum erunt [et unius sectae] et unius religionis, deus autem diuersos eos fecit, qui misit diuersos prophetas. Hoc autem neque quousque appareat verum esse potest. Maxime enim unus deus, qui maxime unitatem [et hominum salutem] amat. Non enim diuisisset homines in diuersas sectas [et errores et perditiones.] Sed hoc inuidia daemonis factum est et nequitia hominum, permissione tamen dei, qui permittit [eos, qui nolunt credere vcritati,] in diuersos errores incidere.

Item Mahmet spricht in dem Gesetze, Das alle Menschen sind einerley gewest, und einerley glaubens. Aber Gott habe sie mancherley gemacht, da er mancherley Propheten gesand hat. 6) Lieber was fur ein schein hat dis, das es war sein solt? Gott wil auffs höhest die einigkeit haben, und nicht mancherley secten. Der Teuffel und böse Menschen (durch Gottes verhengnis) trennen die menschen von der einigen warheit in mancherley jrthum und secten.

6) Sura 2,209. (2,213)

115 Ligeledes siger Muhammed loven, at alle mennesker har været ét og af én tro. Men Gud har gjort dem mangfoldige, da han sendte mange forskellige profeter. Kære venner, hvordan kan det have skin af at være sandt? Gud vil da have den højeste grad af enighed og ikke mange forskellige sekter. Djævelen og onde mennesker deler (med Guds tilladelse) menneskene fra den eneste sandhed i mange forskellige vildfarelser og sekter.

Item Mahometus [in praedicta lege] iubet tanquam ex ore dei interimi infideles, id est eos, qui non sunt Saraseni. Item dicit de eis, quod non possunt recta cogitare, cum a

deo non deducuntur, [deus autem eos non deducit.] Sed [inconueniens] interimi, propterea quod non possunt; quos autem possunt, non conueniens est cogere, propterea quod non placet deo seruitus coacta.

Item Mahmet gebeut, als aus Gottes munde, zu tödten die ungleubigen, das ist, die nicht Sarracenen sind.7) Und sprich doch, Sie vermügen nichts guts zu denken, wo sie von Gott nicht geffurt werden. 8) Wenn sie nu nicht (WA 320) gefurt werden, ists Nerrisch, ja Mörderlich, sie tödten umb das, das sie nicht vermügen, Vermügen sie es aber, so ists Nerrisch, das man sie zwinge. Denn Gotte gefallen nicht gezwungene dienst.

7) Sværdverset. (9,5) 8) Sura 7,177.??

116 Ligeledes påbød Muhammed, som ud af Guds mund, at man skulle dræbe de vantro, det vil sige: dem, der ikke er muslimer. Og dog siger han, at de ikke formår at tænke noget godt, hvis de ikke bliver ført af Gud. Hvis de nu ikke bliver ført af Gud, er det tåbeligt, ja morderisk at dræbe dem af den grund, at de ikke formår det. Men hvis de formår det, så er det tåbeligt, at man tvinger dem. For Gud har ikke behag i tvungen tjeneste.

Interimi autem nisi credant, vel aliquo modo simul impelli ad credendum, et ipse, qui haec mandat, Mahometus inconueniens iudicat et irrationabile. Dicit enim in capitulo Ionae:

Si voluisset deus, omnes iam credidissent, qui sunt in terra, et tu cogis homines, ut credant. Et nullus potest esse fidelis, nisi hoc ei concessum sit a deo. Hoc autem latius explicabimus in sequentibus [in nono] capitulo.

Auch so helt ers anders wo selber fur thöricht ungeschickt ding, Das man tödten solt, die nicht gleuben, oder zwingen zu gleuben. Denn so spricht er im Capitel Jone: 'Wenn Gott wolte, So gleubten sie alle die auff erden sind 1), Und du wilt die Menschen zwingen zu gleuben. Niemand kan gleuben, Gott gebe es jm denn'. Davon weiter im folgende Capitel.

1) Sura 10,99.

117 Men også her regner han andre steder med, at det er en tåbelig og fejlagtig ting, at man dræber dem, der ikke tror, eller tvinger dem til at tro. For sådan siger han i kapitel Jonas: ”Hvis Gud ville, så ville alle på jorden tro, og du vil tvinge menneskene til at tro. Ingen kan tro, uden at Gud giver dem at gøre det”. Derom mere i et følgende kapitel.

Irrationabilis est autem lex haec et propter haec, de quibus tractat: facit enim capitulum

proprium de formica, et aliud aranea, et aliud de fumo, cuius autem gratia

deus talia mandauit de formica et de fumo.

Zum dritten ist sein Gesetz wider die vernunfft und vihisch der dinge halben, davon es leret. Er macht ein eigen Capitel von der Emmeissen, Von der Spinne, Vom Rauch2), Aber wo zu gebeut Gott solchs,von der Emmeisen und Rauch? Etc.

2) Navne på sura 29, 27, 44.

118 For det tredje er hans lov imod fornuften og fæisk på grund af de ting, som en belærer om. Han lavet et helt særligt kapitel om myrerne, om edderkoppen, om røgen. Men hvorfor påbyder Gud sådan noget, om myrerne og røgen, osv.?

Item dicit, quod nunquam deus parcere posset, ostendenti terga inimicis, et reliqua. Quod autem peccatum fugere hominem in bello videntem seipsum in periculo? Sed voluit vel bellicosos ipsos vel audaces Mahometus facerc.

Item er spricht, Gott könne es dem nimer mehr vergeben, der den feinden den rücken keret. 3) Lieber, welcher narre wolt das fur sunde halten, das einer flöhe, so er die ferligkeit sehe? On das er hie mit die seinen Tolküne und streitbar hat wollen machen.

3) Sura 8,15.16.

119 Ligeledes siger han, at Gud aldrig vil kunne tilgive den, der vender ryggen til fjenden. Kære ven, hvilken nar ville regne det for synd, at et menneske flygtede, når han opdager faren? Men Muhammed har vel her villet gøre sin muslimer krigeriske og stridslystne.

Item lex, quae iubet de lauatione, [irrationabilis] est omnino: Mandat enim, quando orare velint, lauare manus et

vultum et podicem et pudibunda et palmas pedis et brachia usque ad cubitum. (WA 317) Si autem non inueniant aquam, intingi manus in pulvure, et post haec terentes

manus pulvere illitas per faciem, puluere illinire [sufficienter eorum ipsorum]

vultum. [Sed etsi lauarc rationabile,] rationabilius iam esset lauare cor secundum

Hieremiain dicentem: [Laua cor tuum a nequitia]. Puluerem autem apponere vultui, quam potest habere rationem?

Item, da er leret von wasschen, das ist allerding nerrisch und lecherlich. Er gebeut, wenn sie beten wollen, sollen sie die Hende und angesicht, und unten (mit urlaub) das hinderst og förderst, wie ers grob gnug nennet, auch die fussolen und die arm bis an den Elbogen waschen.4) Wo sie aber nicht können wasser haben, sollen sie die Hand in staub stossen, und die hende mit staub reiben, und also das angesicht auch damit reiben etc. 5) Wenn man das hertze wasschen lerete, wie Jeremia spricht, das were wol vernüfftiger. Was hats vernunfft staub ins angesicht reiben?

4) Sura 5,8-9. (5,6) 5) Sura 5,9; 4,46. (4,43)

120 Ligelees, dèr, hvor han lærer den om at vaske, det er i det hele taget latterligt og bespotteligt. Han påbyder, at når de vil bede, skal de vaske hænderne og ansigtet, og sig selv forneden (med forlov) bagtil og foran, som han groft nok omtaler det, og også fodsålerne og armene indtil albuen. Men hvis de ikke kan få fat på noget vand, skal de stikke hånden i støv og gnide hænderne med støv, og ligeledes skal de også gnide ansigtet dermed, osv. Hvis man lærte dem at vaske hjertet, som Jeremias siger (Jer 4,14), det ville dog være mere fornuftigt. Hvad fornuft er der i at gnide støv ind i ansigtet?

[] [Magis quidein igitur, quantum lauare est rationabile, tantum puluere illiniri inconueniens et irrationabile.] Maxime autem irrationabilis haec lex videtur, quae est de repudio. Potest enim saracenus eijcere suijpsius uxorem et rursus ei conciliari / totiens /, quotiens huic placuent vel displicuerit : sie tamen [ut] post tertiam repidiationem non possit eam suscipere: Nisi (quis) alter eam carnaliter cognouerit [non existentem in menstruis. ... ]

Aber das ist uber aus grosse, grobe unvernufft, das er von der Ehescheidung leret. Denn ein Sarracen mag sein Weib verstossen und wider an nemen, so offt es jm geliebet, doch so fern, das er die, zu dritten mal verstossen, nicht mus wider an nemen.6) Es were denn, das sie der ander Man nicht [!] recht oder volkomen beschlaffen hette. 7)

6) Sura 2,229-230. (2:229)7) Den latinske tekst siger det modsatte.

121 Men det er over al måde særdeles groft og uden fornuft, hvad han lærer om skilsmisse. For en muslim må forstøde sin hustru og igen tage hende til sig, så tit han vil, dog kun sådan, at han, hvis han forstøder hende for tredje gang, ikke igen må tage hende til sig, før en anden mand rigtigt eller fuldkomment har besovet hende.

Unde quando volunt conciliari cum suijpsius uxoribus, dant precium caeco cuidam vel alteri vili personae, quae cum tali uxore [simul futura est,] (Et) post haec() testabitur publice, et dicet velle hanc repudiare. Quo facto primus potest eam sibi conciliare. Aliquando autem tantum placent eis secundi, ut dicant non posse eas ab illis separari, et tunc primus amittens precium et uxorem decedit a suijpsius spe. Quorum lex non tamen hominibus quantum animalibus ratione priuatis conueniens est; []

Darumb wenn sie jre Weiber8) gern wider hetten, so geben sie geld dem, der die verstossen zu sich genomen hat (der zu weilen ein Blinder oder (WA 322) sonst geringe person ist), das er solle öffentlich sich lassen hören, Er wölle sich von jr scheiden. Wenn das geschehen ist, so kan sie der erste wider zu sich nemen. Es geschicht aber auch wol, das der selb ander man der frawen so wol gefelt,1) das er darnach spricht, Er könne sich nicht von jr scheiden. So hat denn jener beide, geld, Braut und hoffnung verloren. Aber solche Gesetze solt man nicht Menschen, sondern unvernünfftigen thieren stellen.

8) scil. Nach der dritten Scheidung.

122 Derfor, hvis de gerne vil have deres hustruer tilbage, så giver de penge til dem, der har taget de forstødte til sig (som vel var en blind person eller en anden ringe person), så han offentligt kan sige, at han vil skilles fra hende. Når det er sket, så kan den første igen tage hende til sig. Men det kan vel også ske, at den anden man finder så stort behag i kvinden, at han derefter siger, at han ikke kan skilles fra hende. Så har jo de begge mistet penge, brud og forhåbning. Men den slags love skal man ikke give for mennesker, men for ufornuftige dyr.

[Maxime] autem haec lex irrationabilis est secundum finem et [praemia, quae promittit]; dicit enim per totum Alcoranum: Beatitudo Saracenorum est, irriguos hortos possidere, mulieres et pellices iuuenes, verecundas et pulchras purpureis vestibus indutas, cyphos autem aureos et argenteos per mensas discurrentes, et cibaria suauissima habere. Haec maxime numerat in capitulo Elragman, quod interpretatur miserator.

Zum vierden ist Mahmets Gesetz auch in dem wider Gott und alle vernunfft, das er des Menschen höhest und letzte gut (die ewige seligkeit) setzt in fleischliche wollust. Denn durch den gantzen Alcoran verheisst er seinen Sarracenen diese seligkeit, das sie werden besitzen wasserreiche Garten, frawen und nebenfrawen, Jung, seuberlich, sittig, in Purpurkleidern, gülden und silbern becher uber den Tisschen, und allerley köstliche speise, solchs alles erzelet er sonderlich im Capital Elrahman, das heisst Barmhertziger. 2)

2) Sure 55,46-78. (55:46ff)

123 For det fjerde er Muhammeds lov også i det stykke imod Gud og al fornuft, at den ansætter menneskets højeste gode (den evige salighed) til den kødelig vellyst. For hele koranen igennem lover koranen muslimerne denne salighed, at de kommer til at eje vandrige haver, kvinder og elskerinder, unge, renlige, sædelige, i purpurklæder, gyldne og sølverne bægre på bordene, og allehånde kostelige retter, alt dette fortælles han især i kapitlet Elrahman, som betyder den barmhjertige.

In libro autem de doctrina Mahometi, qui liber apud eos est magnae auctoritatis, exponit ordinem cibariorum. Et dicit primum quidem esse ferculum [eorum, quae illic sunt

apponenda], epar alimpeput piscis cibariorum valde suaue; et post haec ex successione arborum fructus. Et descendens in eodem capitulo interrogantibus eum quibusdam, si et luxurientur, respondit: Non esset beatitudo, si quaedam illic non adesset voluptas. Potius quidem igitur frustra essent omnia, cum non sequeretur voluptas secundum luxuriam.

Und im Buch von der lere Mahmet, welchs bey jnen seer hoch geacht ist,3) setzt er die ordning der speise. Und spricht, das erste gericht werde sein die Lebber des fisches Alimpeput, ein seer süsse speise. Darnach früchte der beume, eine nach der andern, Und kompt nu weiter im selben Capite, da fragen jn etliche, ob sie auch werden die fleischliche Lust treiben, Antwortet er, wenn eine einige wollust nicht da solt sein, So were es nicht ein seligs leben, Und were das ander alles nichts und umb sonst, wenn dieses wollust des fleisches nicht solt folgen.

3) = Tradionen.

124 Og i bogen om Muhammeds lære, som er meget højt agtet hos dem, fastsætter han menuen for dem, og siger, at den første ret vil være leveren fra fisken Alimpeput, en meget sød spise. Dernæst træernes frugter, den ene efter den anden, og kommer man videre i dette kapitel, så er der nogle, der spørger ham, om de også må bedrive den kødelige lyst, hvortil han svarer, at hvis der ikke skulle findes nogen vellyst overhovedet, så ville det ikke være et saligt liv, og det andet ville være intet og omsonst, hvis denne kødelige vellyst ikke skulle følge efter.

In hoc autem est omnis Alcorani intentio

et totius saracenorum sectae, beatitudinem maxime luxuria et ventre constituere. Et haec non secundum siinilitudinem quandam vel exemplum dicit, sicut et sacra scriptura meminit cibariorum et mensae in beata vita. De vera autem beatitudine, sicut de speculatione dei, vel de perfectione

secundum animam, nullam omnino mentionem facit mahometus,

propterea quod neque hanc concupiscit, neque apprehendit; sola enim, quae (WA 319) concupiscit haec iam et promittit.

Und ist die Endliche meinung des Alcoran und der Sarracenen secte dahin gericht, Die seligkeit in fleischliche und des Bauchs wollust zu setzen, Und thun das nicht, das sie es geistlicher weise auff ein anders deuten, wie die heilige Schrifft vom Tissch und essen im Himelreich redet. Denn von der rechten waren seligkeit, als das man Gott schawen und volkomen sein werden in allen tugenden, da sagt Mahmet nicht ein wort von. 4) Denn er begerd (WA 323) solchs nicht, Verstehets auch nicht, Sondern allein da er zu lust hat, das verheisst er jnen.

4) Dette benægter WA noterne.

125 Og det er koranens endelige mening og den muslimske trosretning er rettet hen imod at ansætte saligheden til det kødelige og til bugens vellyst. Og de gør ikke det, at de tyder det på en åndelig måde, sådan som den hellige skrift taler om at spise og drikke i himmelriget. (Luk 22,30) For om den ægte, sande salighed, hvor man skuer Gud (Matt 5,8) og vil være fuldkommen i alle dyder, derom siger Muhammed ikke et ord. For han begærer ikke den slags, forstår det heller ikke, men forjætter dem alene det, han selv har lyst til.

In hoc enim aperte ostendit seipsum contrarium christo, el omnibus prophetis et philosophis, et omnibus, qui ratione utuntur, qui omnes communiter conueniunt, ultimam hominis beatitudinem esse in [dei] cognitione, sicut [in euangelio secundum Ioannem]: Haec est vita aeterna, ut cognoscant te [solum verum deum]. Et Aristoteles dicit, quod vita secundnm intellectum optima est. Igitur circa ventrem et venerea pessima est: etenim fit impedimento bonitati intellectus.

Hierin erzeigt er sich ja, als der nicht allein wider Christum und die Propheten, Sondern auch wider die Philosophos und alle vernünfftige menschen leret, Welche alle in dem uber ein komen, Das des Menschen seligkeit stehe im erkentnis, wie Christus spricht: 'Das ist das ewige leben, das sie dich erkennen'. Und Aristot. spricht: 'das leben im verstand ist das beste'.1) So mus ja das leben nach dem bauch und fleisches Lust das ergest sein, welchs allen guten verstand hindert.2)

1) Ethica Ni. X, 7. 2) Ethica Ni. I, 5.

126 Heri viser det sig jo, at han ikke blot lærer imod Kristus og profeterne, men ogs imod filosofferne og alle fornuftige mennesker, som alle er enige om, at menneskets salighed består i erkendelsen, sådan som Kristus siger: ”Dette er det evige liv, at de kender dig”. (Joh 17,3). Og Aristoteles siger: ”Livet i forståelse er det bedste”. Derfor må jo livet efter bugens og kødets lyst være det værste, for det hindre al god forståelse.

Sed quoniam Saraceni neque dicta diuinae scripturae suscipiunt, neque philosophorum, [] sicut et ipse Mahometus in sua doctrina dicit: Deus interimet mortem, et post haec resurgent immortales et integri. [Assumptio igitur cibariorum nequaquam est necessaria.]

Similiter autem neque rerum venerearum usus, [quoniam neque nunc est necessarius, nisi ut seruetur secundum speciem, quod non potest seruari in indiuiduo. Item homines, qui resurgent, vel semper viuent, et semper nutrientur.] Et si semper nutrientur, consequens his, quod [augebuntur corpora, vel] erunt et illic egestiones [et aliae foeditates, ut tantum resoluatur, quantum conuertitur in cibum], quorum utrumque est inconueniens.

Aber weil die Sarracenen nichts fragen weder nach der heiligen Schrifft, oder nach der Philosophen vernunfft, Mus man jnen als den groben Sewen jr sewisch leben furhalten, Wie dasselb müge sein in jenem leben. Denn wo zu sol das Essen und trincken, so daselbs ein ewiges Leben ist, keine Krankheit, hunger, durst, sterben noch mangel, Wie Mahmet selbs bekennet, und in seinem lere buch spricht: 'Gott wird den Tod erwürgen, darnach werden sie aufferstehen unsterblich und gantz gesund'. Eben also, wo zu sol der fleischlichen lust werck, so daselbs keine Kinder oder leibs frücht sein sollen, dahin es doch von Gott geordnet? Oder sol essen und trincken da sein, so wird auch des Leibs ausfegen da sein müssen. Wie wil sich das reimen zum ewigen seligen leben?

127 Men eftersom muslimerne ikke spørger hverken efter den hellige skrift eller efter filosoffernes fornuft, må man som de store svin, de er, foreholde dem deres svinske liv, og spørge, hvordan dette vil være muligt i det kommende liv. For hvad skal man bruge spisen og drikken til, når der er tale om et evigt liv, og der ikke findes sygdom, sult, tørst, død, eller mangel, hvilket Muhammed selv bekender; han siger jo i sin lærebog: ”Gud vil dræbe døden, derefter vil de opstå udødelige og fuldkommen raske”. Og ligeledes: hvad skal man bruge den kødelige lyst til, når der i himlen ikke skal findes børn eller livets frugter, og det er dog det, Gud har indrettet den kødelige lyst til? Eller hvis der skal være spisen og drikken, så må der jo også forekomme afføring. Hvordan vil det passe sammen med det evige, salige liv?

Ad hoc autem respondet Mahometus in libro suijpsius doctrinae dicens, quod non erit illic egestio sordium, sed purgatio per sudorem. Et adducit exemplum pueri in utero matris existentis, qui nutritur, ut dicit, et non egerit. Sed neque exemplum huius, []

Hie antwortet Mahmet in seinem lere büch: 'Es wird dort kein ausfegen des unflats sein, on durch den schweis'.3) Und füret hie zu das Exempel eines Kindlins in mutterleibe, das wird geneeret und wirfft nichts aus. Aber was solch exempel thut, verstehet jederman wol, Denn das Kindlin isset noch trinckt nicht in mutterleibe, hat auch nicht fleischliche wollust an essen und trincken, die der Mahmet allein sucht, Sondern neeret sich durch die Nabelschnur. Auch was ist das fur eine seligkeit, da man ewiglich alle stunde, on auffhören schwitzen, schwenken4) und stincken mus, wie ein einem bade oder stuben? 5)

3) jf Bukhari, 4) = nach Schweiss riechen. 5) = Badstube.

128 Her svarer Muhammed i sin lærebog: ”I himlen vil der ikke forekomme udskillelse af afføring, kun gennem sved”. Og her anfører han som eksempel et foster i moders liv, som bliver ernæret, men ikke har afføring. Men hvad dette eksempel medfører, forstår vel enhver, for fostret spiser eller drikker ikke i moders liv, har heller ikke kødelig vellyst ved at spise og drikke, det, som Muhammed alene efterspørger, men ernærer sig gennem navlestrengen. Og hvad er det for en salighed, hvor man i evighed, hele tiden, uden ophør skal svede, lugte af sved og stinke som i en badstue.

[neque ratio, si quis diligenter respiciat solutionem, est sufficiens. Sunt enim quaedam de perfectione imperfecti, quae in re perfecta essent magnae imperfectiones]. / Item si usus rerum venerearum est illic, nisi frustra esset, sequeretur et generationem fore sicut etiam nunc: Multi igitur nascentur post resurrectionem, qui ante resurrectionem non fuerunt; // [frustra igitur in infantum mortuorum resurrectio elongatur, ut omnes simul, qui eandem naturam habent, vitam capiant].

Aber wo Kinder sollen aus dem fleischlichen werck geboren werden, So werden gar viel mehr geborn werden nach der aufferstehung, Denn fur der aufferstehung je geborn sind, Und die selben Kinder können ja nicht volkomen sein, wie die Veter und Mütter,7) sondern müssen ungleich schwerer, Nerrischer, dürfftiger sein8) Wie sind sie denn (WA324) selig? Auch wo des fleisches Lust da ist, So wird auch den Weibern des fleischs schmertzen in der geburt da sein, Item die Kinder werden auch müssen sterben, Sollen sie anders auch aufferstehen?

7) Denn diese befinden sich schon im Zustand der Seligkeit. 8) Weil sie in sinnlicher Lust gezeugt sind.

129 Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er sallige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå?

Item [si beatitudo in luxuriando

et multas mulieres habendo est,] qui post resurrectionem nascentur, non poterunt esse beati nisi mulieres multas capiant. (Non poterunt autem capere neque foelices neque infoelices; igitur remanent, quousque plures aliae nascantur).Et sic oportebit plures quidem nasci mulieres, paucos autem viros, et sic in breui tempore erit Imperium mulierum.

Item, können die, so nach der aufferstehung geborn werden, nicht selig sein, sie nemen denn viel Weiber, So müssen sie so lange unselig bleiben und harren, bis das viel Weiber geborn werden. Und müsten also viel mehr Weiber denn menner geborn werden. Also würde in kurtz das Regiment der frawen werden.

130 Videre: de, som fødes efter opstandelsen, kan ikke blive salige, med mindre de tager mange kvinder, derfor må de i lang tid forblive usalige og vente med længsel, indtil der fødes mange kvinder. Og de måtte altså fødes mange flere kvinder end mænd. Man ville altså efter kort tid få et kvinderegime.

Item si post resurrectionem erit hominum generatio, qui gignentur, vel rursus corrumpentur vel erunt incorruptibiles et immortales. [Nisi corrumpentur, multa sequentur inconuenientia, tum quia] erit (WA 321) multiplicatio in infinitum, [tum quia, quorum erit similis generalio, non erit

similis generationis terminus. Homines enim per generationem, quae est ex spermate, nunc quidem corruptibilem vitam habent, tunc autem incorruptam habebunt. Et praeter haec: Omne genitum corruptibile esse necesse est, propterea quod generatio et coruptio sunt contraria et circa idem.] Si autem, qui tunc gignentur, homines corruptibiles erunt et morientur, si rursus non resurgent, sequitur illorum animas semper manere separatas a corporibus, [quod est inconueniens, cum sint eiusdem speciei cum animabus eorum, qui resurgent. ... ]

Item sol nach der aufferstehung der Menschen vermehrung durch fleischlich werck ewiglich bleiben, So mus der eines folgen, das sie entweder widerumb sterben und verwesen müssen, oder müsten ewiglich unendlich on zal menschen geborn werden, das ist unmüglich, oder sollen die selben verstorbene nicht auch wider aufferstehen. So mus die Seele ewiglich vom leibe gescheiden bleiben, Und wird also die aufferstehung nicht aller Menschen sein.1)

1) WA: Stærkt forkortet udgave af originalen.

131 Ligeledes: Hvis efter opstandelsen den menneskelige formering gennem kødelig gerning skal forblive i evighed, så må dette ske: enten må de igen dø og gå i forrådnelse, eller også måtte der i den uendelige evighed fødes mennesker uden tal, hvilket er umuligt, eller også skulle selve disse afdøde ikke også igen opstå. Så må sjælen evigt forblive adskilt fra legemet, og det vil altså ikke være alle menneskers opstandelse.

voluptates enim in praedictis actionibus non possunt esse actionum fines. Sed econuerso potius quidem natura ad hoc voluptates ordinauit in his actionibus, ut non propter laborem animalia ab his necessarijs naturae operibus elongarentur, [] aliter enim quid prohibet et reliqua animalia irrationalia foelicia esse [in praedictis actionibus, quae nobiscum communicant?]


Sollen aber nicht Kinder geborn werden, Wo zu sol die Lust des fleischlichen wercks? Vieleicht zu einem ewigen pfu dich an.2) Wie viel vernünfftiger reden die Philosophi und Heiden hievon, das solch werck nicht zu oder umb der Lust oder Brunst willen geordent, Sondern widerumb die lust zu und umb des wercks willen geordent sey, auff das da durch die Thiere gereitzt werden, die Natur zu vermehren und zu erhalten, die sonst on solch werck untergienge.3)

2) = Schäme dich. 3) jf WT 2,167,6.

132 Men hvis der ikke skal fødes børn, hvad skal så lysten ved den kødelige gerning til for? Måske til en evig skamfølelse. Hvor meget mere fornuftigt taler ikke filosofferne og hedningerne herom, når de siger, at den slags gerning ikke er forordnet for lystens eller brunstens skyld, men omvendt, lysten forordnet for gerningens skyld, så vi på den måde gennem dyriskheden ophidses til at formere og opretholde naturen, som uden disse gerninger ville gå til grunde.

Item si in his actionibus extrema hominis foelicitas est, [sicut Mahometus palam dicere videtur], cuius gratia [nunc oportet ab his contineri et non potius die ac noctc comedere et luxuriari, ut et hic foelices esse possimus?

Und warumb halten wir nicht die unvernünfftigen thiere selig, als die Hirschen und Eberschweine in der Brunst, und Hund und Füchse, wenn sie lauffen oder rammeln, als die hierin4) schon die lust haben, so Mahmet dort in jenem ewigen leben sicht, Oder was bedarff man hie auff Erden, oder was mangelts, das wir nicht gleicher weise in diesem leben selig sind, so wir können fresssen und sauffen auffs allerbeste (Wie wir deudschen thun) oder viel Weiber nemen (Wie die Türcken thun).(WA 325)

4) Wohl = hier auf Erden.

133 Og hvorfor regner vi ikke de ufornuftige dyr salige, som hjortene og ornerne i brunst, og hundene og rævene, når de løber eller ramler, som individer, der allerede her på jorden har den lyst, som Muhammed ser dèr i det evige liv? Eller hvad har vi brug for her på jorden, eller hvad mangler vi i, at vi ikke også i dette liv på samme måde er salige, så vi kan æde og guffe i os på det allerbedste (som jo også vi tyskere gør) eller tage os mange kvinde (som tyrkerne gør).

Sed apud omnes homines et] apud Saracenos ipsos honorabilius videtur continere ab his. Habent autem et quosdam vires speculatiuos et continentes, quos maxime laudant.

Auch1) wo solche schöne lust das ewige leben ist, Warumb loben sie selbs alle die jenigen, so bey jnen (den Sarracenen) sich solcher lust enthalten? Denn sie haben auch etliche Münche und geistliche Leute, die keusch leben, von welchen sie viel halten.

1) = Ferner

134 Og videre: Hvis en sådan skøn lyst er det evige liv, hvorfor roser de så selv alle dem, som hos dem (altså hos muslimerne) holder sig borte fra denne lyst? For de har også nogle munke og åndelige mennesker, som lever kysk, og dem beundrer de.

Sed quoniam fatuuni est valde rationabiliter loqui cum homine prudentia omnino priuato, liceat simul insanire et dicere: Si in talibus actionibus extrema hominis foelicitas est, quid faciet igitur anima [separata ante resurrectionem], quae neque

comedere neque luxuriari potest?

Aber was sol ich scharff mit Sewischen unvernünfftigen leuten reden? Wil weiter mit jnen grob reden. Stehet ewige freude in solcher fleischlicher Brunst und lust, Was machen in des die Seelen der heiligen, so verstorben sind? Denn sie fressen und sauffen nicht, uben sich auch nicht in fleischlicher Lust, Weil der leib da ligt verfaulet.

135 Men hvordan skal jeg tale fornuftigt med svinske og ufornuftige mennesker? Fremover vil jeg tale groft til dem. Hvis den evige glæde består i en sådan kødelig brunst og lyst, hvad laver så imens sjælene af de hellige, som er døde? For de spiser og drikker ikke, udøver heller ikke nogen kødelig lyst, fordi legemet ligger der og forrådner.

Sed neque angeli poterunt esse foelices, cum (WA 327) tales voluptales non gustent.

Und wo von sind die Engel selig und frölich, die nicht essen noch trincken und keine Weiber haben?

136 Og hvordan kan englene være salige og glade, når de ikke spiser eller drikker eller har hustruer?

Item si in habendo quidem multas mulieres, innumerabilcs autem pellices [et iuniores] extrema hominum foelicitas est: quomodo possent mulieres foelices esse, nisi haberent plures viros? Sed rursus: quomodo possibile est virum esse beatum, cuius uxor multos alios habeat viros? Necesse igitur: vel [mulierem beatam esse et] virum infoelicem; vel [virum quidem foelicem,] mulieres [autem et iuniores eius] infoelices.

Weiter, so die ewige seligkeit stehet darin, das ein man viel Eheweiber, und on zal Kebsweiber haben mag, Wo wollen die Weiber selig und frölich sein? Wenn sie nicht auch nach freier lust des fleisches viel Menner haben sollen? Widerumb, wie kan der Man selig sein, wenn sein weib viel menner haben sol? Hieraus mus der eins folgen, Das entweder der man unselig sein wird, so sein weib viel Menner neben jm haben wil. Oder das weib unselig, so sie allein einen man, der Man aber viel weiber neben jr haben wil, Und sollen doch beide selig sein, nach fleischlicher lust, wie Mahmet leret.

137 Videre, hvis den evige salighed bstår deri, at man har mange ægtehustruer og elskerinder uden tal, hvordan kan så kvinderne blive salige og glade, når de ikke også efter kødets frie lyst skal have mange mænd? Og videre: Hvordan kan manden være salig, når hans hustru skal have mange mænd? Heraf må følge ét af to: Enten må manden blive usalig, fordi hans kone vil have mange mænd ved siden af ham, eller konen må blive usalig, fordi hun kun må have én mand, men manden vil have flere koner udover hende. Og de skulle dog begge være salige i kraft af den kødelige lyst, som Muhammed lærer.

[] dicta sufficiant ad demonstrandum irrationabilem esse legem secundum finem et praemium, quod promittit. Irrationabilis est et secundum alia multa, quac in hoc continentur, sicut [id, quod frequcnter inducitur,] quod deus iurat per fidelem urbem, et per ficetum et oliuetum. Ouod palam apparct in capitulo Eltim, quod interpretatur ficus. Homines per maiores suos iurant, [sicut per deum, vel per sanctos.] Deus autem [non habens maiorem, per quem iurare posset,] consueuit per seipsum iurare, ut ipse ad Abraam iurauit, sicut fertur in primo Geneseos.

Das sey dis mal gnug gesagt, Wie gar ein unvernunfftig, Schendlich, Sewisch gesetze des Mahmets ist in disem stück, Wie wol viel mehr Nerrichts und unvernünfftigs dings drinnen stehet, Als das Gott schweret bey der getrewen Stad, bey dem Feigengarten und Olegarten, wie er im Kapitel Eltim (das heisst Feige)5) klerlich sagt, So alle vernunfft leret, das alle, die da schweren, die schweren bey dem, das sie höher halten denn sich selbs, als durch ein höher zeugen jr wort zu bekrefftigen, davon Ebre6) auch sagt, Das Gott, da er nichts grössers hatte, bey dem er schweren kundte, Schwur er bey sich selbs.

5) Sura 95,1. (95:1-4) 6) 1 Mos 22,16.

138 Lad dette i denne omgang være nok om, hvor ufornuftig,skændig, svinsk Muhammedes lov er på dette område, selv om der står mange flere naragtige og ufornuftige ting i den, f.eks. at Gud sværger ved den tro by, ved figenhaven og olivenhaven, ligesom han i kapitel Eltim (som hedder figen) ligeud siger ”at al fornuft lærer, at alle, som sværger, sværger ved det, som de regner større end sig selv, som vil de ved et større vidne bekræfte deres ord, hvorfor hebræerne også siger, at Gud, da han ikke havde noget større, han kunne sværge ved, svor ved sig selv.

Item ipse prohibet vinum, propter ebrietatis euasionem, sicut in pluribus locis dicit. Scd cum vinum per seipsum malum non sit, sufficit solam ebrietatem cauere. Sed videtur omnes Saracenos suspectos habcre, quod nullus eorum possit [vel] mediocriter, [vel cum sobrietate] vino uti, unde eius dehortatio [ex necessitate cogit vel malum esse vinum simpliciter, vel Saracenos uniuersaliler incontinentes esse].

Item, das er den Wein verbeut, umb der Trunckenheit willen, wie er an vielen örten sagt,7) So doch der wein ein gute Creatur Gottes ist, Und der misbrauch des guten zu verdammen ist. Aber er hat vielleicht seine Sarracen verdechtig gehalten8), das sie nicht kundten messiglich wein trincken, Darumb hat er den müssen verbieten. (WA 326)

7) Sura 5,92. 8) = im Verdacht gehabt.

139 Ligeledes er det imod fornuften, at han forbyder, at man drikker vin på grund af, at man bliver fuld, sådan som han siger det mange steder, selv om dog vinen er Guds gode skabning, og misbrug af det gode skal fordømmes. Men han har måske sine muslimer mistænkt for ikke at kunne drikke med måde, derfor har han måttet forbyde det.

Quod lex Saracenorum continet mendacia. Capitulum nonum.

Das IX. Capit. Von öffentlichen, groben Lügen des Alcorans.

140 Det niende kapitel: Om åbenlyse, grove løgne i koranen.

In Alcorano in capitulo Ione dicit: Quis in veritatem ducit? et respondens dicit: Deus dirigit veritatcm, et [qui dirigit

veritatcm,] est veritas et conuenit eum imitari. Et post haec: vere non congruit

diuinac legi dici aliquid sine deo, sed mendacium et figmentum absque deo

dicitur. Sicut enim inquit Augustinus: Si in euangclio unum solum mendacium inueniretur, totum euangelium [secundum eandem rationem] suspectum esset et falsum.

Er selbs Mahmet im Kapit. Jone sagt: 'Wer leret die warheit?' Antvort er: 'Gott leret die warheit, und ist die warheit, dem sol man folgen'. 1) Und abermal: 'Es zimet sich nicht in Göttlichen Gesetz, etwas on Gott reden'. 2) Nu weis man wol, das Lügen und falsch mus on Gott geredt werden, Denn auch S. Augutinus spricht: 'Wo eine lügen im Euangelio funden würde, So were das gantz Euangelium verdechtig und nichts. Denn Gott kan nicht liegen' 3)

1) Sura 10,36. 2) Sura 10,38. 3) Augustin, epi I, 28 §3.

141 Muhammed selv siger i kapitel Jonas: ”Hvem lærer os sandheden?” Og han svarer: ”Gud lærer os sandheden, og det er den sandhed, man skal følge”. Og senere: ”Det sømmer sig ikke i en guddommelig lov at sige noget uden Gud”. Nu véd man jo, at løgn og falskhed må være talt uden Gud, for også sankt Augustin siger: ”Hvis nogen kunne finde en løgn i evangeliet, så ville hele evangeliet være fordægtigt og intet værd. For Gud kan ikke lyve”.

Alcoranum autem multa quidem [vera] continet, quae in euangelio et lege Moysi et prophetis continentur, sed ipse Mahometus tot ex proprijs manifesta inserit mendacia, ut totum fere suspectum et falsum debeat existimari opus illius, qui mendax est et pater eins.

Nu ists wol also, das im Alcoran viel stehet, das im Euangelio, Mose und Propheten geschrieben ist. Aber Mahmet setzt darunter aus seinem kopff so viel öffentlicher lügen dazu, das man sein buch mus verdechtig und falsch 4) und dem zuschreiben, der ein Lügener und ein Vater der Lügen ist.

4) tilføj ”halten”.

142 Nu er det vel sådan, at der i koranen står meget, som er skrevet i evangeliet, hos Moses og profeterne. Men Muhammed anbringer ved siden af det så mange åbenlyse løgne ud af sit eget hoved, at man må anse hans bog for fordægtig og falsk og tilskrive den ham, der er en løgner og løgnens fader.

Reducuntur autem, quae in eo mendacia

continentur, ad decem genera principalia. Dicit enim mendacia de seipso; de christianis; de Iudaeis; de Apostolis; de patriarchis; de daemonibus; de angelis; (WA 329) de virgine Maria; de christo; de deo.

Ich wil aber seine Lügen im Alcoran zusamen fassen in zehen teil. Erstlich leuget er schendlich von sich selbs. Darnach von den Christen, Von den Jüden, Von den Aposteln, Von den Patriarchen, Von den Teufeln, Von den Engeln, Von der jungfrawen Maria, Von Christo, Von Gott.

143 Men jeg vil sammenfatte løgnene i koranen i ti dele. Først lyver han skændigt om sig selv. Dernæst om de kristne, om jøderne, om apostlene, om patriarkerne, om djævlene, om englene, om jomfru Maria, om Kristus og om Gud.

Et de seipso quidem dicit, quod est finis et sigillum et silentium omnium prophetarum. Et iubet interimi quemcunque post eum se prophetam esse asseruerit. Sed non sic contracta est manus domini, [ut non posset post illum dari et alteri spiritum prophetiae.] Et [quod] non solum christiani et iudaei dicunt apud eos esse prophetas, qui post

illum spiritum prophetiae habuerunt, sed et ipsi susceperunt apud Babylona

prophetam quendam, qui solem appellabatur, quod interpretatur scala, quem Tartari interemerunt et cum eo non paucam multitudinem Saracenorum.

Von jm selbs leuget er also, Das er sey das Ende, Sigel und Schweigen (oder auffhören) aller Propheten.5) Und gebeut zu tödten alle die, so sich nach jm fur Propheten aus geben.6) Da wider sagen nicht allein die Jüden und Christen (wie denn Gottes hand durch Mahmet nicht verkürtzt ist), das viel bey jnen nach dem Mahmet Propheten sind, oder den geist der Prophecey gehabt haben, Sondern auch sie selbs namen einen Propheten an zu Babylon7), der Solem (das ist Leitter) hies, Welchen die Tattern8) erschlugen, und mit jm nicht ein geringe Menge der Sarracenen.

5) Sura 33,40. 6) Wohl falscher Rückschluß von der tatsächlichen Übung auf eine Anordnung Mohammeds. 7) = Bagdad. 8) = Tataren.

144 Om sig selv lyver han på den måde, at han siger, at han er enden, seglet og tavsheden (eller ophøret) af alle profeter. Og han påbyder at dræbe alle dem, som efter ham udgiver sig for at være profet. Derimod siger ikke alene jøderne og de kristne (for Guds hånd er ikke blevet afkortet gennem Muhammed), at der hos dem er mange profeter efter Muhammed, eller mennesker, der havde profetiens gave, men også de selv nævner en profet fra Bagdad, som hed Solem (det betyder stige), som mongolerne slog ihjel, og sammen med ham en ikke ringe mængde muslimer.

Item de seipso dicit, seipsum extollens, tanquam ex persona dei, quod, si omnes

homines congregarentur et omnes Spiritus vel angeli, non possent facere tale Alcoranum sicut est hoc. Vel igitur sic hoc intellige, quod non poterunt illi

facere absque auxilio dei: [Et quid mirum, si non poterunt hoc, quod et ipso

non sine deo se fecisse dicit. Vel hoc intellige, quod neque potuissent illi facere, etiam si a deo adiuti essent: Sed] hoc manifesta blasphemia est.

Weiter leuget er von jm selbs und erhebt sich selbs, als aus Gottes Munde: Wenn alle geister oder Engel und alle menschen zu samen theten, vermöchten sie solchen Alcoran nicht zu machen, als der sey9), Das mag er (WA 328) verstehen, wie er wil, das es nicht müglich sey on Gottes verhengnis 1) oder on Gottes hülffe, So ists lesterlich gelogen2).

9) Sura 17,90. (17,88) 1) = Zulassung. 2) Unøjagtig oversættelse.

145 Videre lyver han om sig selv og fremhæver sig selv, som talte han ud af Guds mund: Selv om alle ånder eller engle og alle mennesker tilsammen forsøgte på det, kunne de ikke lave en sådan koran, som der er. Det kan han forstå, som han vil, det kan jo ikke være muligt uden Guds tilladelse eller uden Guds hjælp, så det er helt og holdent løgn.

De christianis autem dicit, quod dant deo socium. Quod manifestum est mendacium. Dicunt enim christiani uniuersaliter mundi, quod deus est maxime unus et simplicissimus.

Von den Christen leuget er, das sie Gotte einen gesellen geben3), Das ist eine offenberliche Lügen, Denn die Christen in der galtzen welt sagen, das Gott einig und unzerteilet sey, ja das nichts einigers ist, denn die Gottheit oder Göttlich wesen.

3) Sura 16,45ff. 53. 56.(16,51)

146 Om de kristne lyver han, når han siger, at de tilskriver Gud en ligemand. Det er en åbenbar løgn, for de kristne i hele verden siger, at Gud er én og udelt, ja, at der ikke er noget, der er mere udelt end guddommen og det guddommelige væsen.

Post hacc dicit in capitulo Telteumpe, quod interpretatur poenitentia, quod christiani deificant episcopos suos et pontifices et monachos, quod falsum est. Hoc autem dixit Mahometus tanquam homo ignarus [christianae] linguae. Christiani enim, chaldei et omnes orientales vocant episcopos et monachos, [colentes eos,] Rampan, quod interpretatur magister vel maior raeus. In arabica autem lingua rampa est nomen dei, quod interpretatur dominus absolute, quod et de solo intelligitur deo, Sicut et apud nos, quando dicimus:[Dominus tecum]. Falso igitur dicit Mahometus, quod deos christiani hos vocant.

Weiter leuget er im Cap. Telteumpe (das heisst Busse), das die Christen jre Bisschove, Pfarherr und Münche fur Gott halten4). Das ist ja öffentlich erlogen, Wie wol Mahmet solchs redet aus unverstand der sprachen5). Denn die Christen und Persen und allen Morgenlendern nennen jre Bisschove, pfarherrn, Münche oder geistlicht Rampan6) (das heisst Meister oder Oberherr), Aber Arabisch ist Rampa Gottes namen und heisst HERR, so doch, das es allein Gott bedeute, Gleich wie bey uns Gott HERRe heisst, Und wenn man von Gott redet, so ists allein Gottes name. Sonst heissen auch Menschen herre, Darumb nötigt sich hierin Mahmet als ein feind mit lügen zu uns Christen.7)

4) Sura 9,31. 5) Lidt andet i den latinske tekst. 6) Gemeint ist die aramäische Anrede rabbä. 7) = drängt sich uns auf.

147 Videre lyver han i kapitlet Telteumpe (det betyder bod) og siger, at de kristne regner deres biskopper, præster og munke for Gud. Dette er jo åbenlyst forkert. Selv om det godt kan være, at Muhammed taler sådan, fordi han ikke forstår sprogene. For de kristne og perserne og alle østerlændingene kalder deres biskopper, præster og munke for ”Rampan” (hvilket betyder ”mester” eller ”overhoved”), men på arabisk er ”Rampa” Guds navn og betyder ”herre”, dog sådan, at det alene bruges om Gud, ganske som det hos os hedder ”Gud Herren”, og når man taler om Gud, er dette alene Guds navn. Ellers kaldes også et menneske for ”herre”. Derfor må man nødvendigvis i dette stykke kalde Muhammed en fjende, sådan som han lyver om os kristne.

Item idem dicit ee christianis, quod deificant Mariam. Inducit autem in capitulo Elmeide, quod interpretatur mensa, quod christus excuset se de eo apud deum, quod non dixit mundo matrem eius esse deam. Et vere neque christiani hoc dicunt, Mariam videlicet esse deum vel deam, sed dicunt, quod fuit purissima mulier. Etenim euangelium non deam eam nomiiiat, [vel nunciam,] sed mulierem.

Weiter leuget er, das die Christen Mariam eine Göttin machen, Denn im Capitel Elmaide (das heisst Tissch) füret er Christum ein, wie er sich fur Gott entschüldige, Er habe die welt nicht gelert, das seine mutter eine Göttin sey.8) Die Christen sagen nicht, das Maria Gott oder Göttin sey, sondern das aller reinest Weibsbilde, Denn das Euangelium nennet sie nicht eine Göttin, sondern ein Weibsbilde, Wer anders von den Christen sagt, der leuget als ein Mahmet oder Teuffel.

8) Sura 5,116.

148 Endvidere lyver han, når han siger, at de kristne gør Maria til en gudinde, for i kapitlet Elmaide (der betyder bord) indfører han Kristus og fortæller, hvordan han undskylder dig overfor Gud, at han ikke har lært verden, at hans moder er en gudinde. De kristne siger ikke, at Maria er Gud eller gudinde, men at hun er det allerreneste kvindeideal, for evangeliet kalder hende ikke en gudinde, men et kvindeforbillede. Den der taler anderledes om de kristne, han lyver som en Muhammed eller en djævel.

Item inducit in eodem capitulo, dicens de christianis et iudaeis, quod non sunt hi filij dei vel amici dei. [Quod ostendit ex eo,] quod affliguntur pro peccatis, [sicut ipse dicit]. Hacc autem demonstratio falsa est omnino: Multae enim tribulationes iustorum. [Et sicut ad hebraeos dicit apostolus: flagellat omnem filium, quem suscipit. Aliter tamen iusti et aliter impij flagellantur a deo.] Etenim ipsis Saracenis niulta flagella Tartari intulerunt, [etsi legem non habeant.]

Im selben Capitel spricht er, von den Christen und Jüden, Sie können nicht Gottes kinder oder liebe freunde sein. Denn sie müssen viel leiden wie die sünder.9) Das ist ja auch falsch, denn die Schrifft offt sagt, Gottes Heiligen müssen viel leiden, auch den tod. Und wo bleiben 10) die heiligen freunde Gottes, die Sarracenen, die von den Tattern 11) so manche staupe 12) haben leiden müssen?

9) Sura 5,56ff. (5:56) 10) = wie stehts es mit. 11) = die Tataren. 12) = Schlappe.

149 I det samme kapitel siger han om de kristne og jøderne, at de ikke kan være Guds børn eller hans kære venner. For de må lide meget, fordi de er syndere. Det er jo også forkert, for skriften siger ofte, at Guds hellige må lide meget, også døden. Og hvad så med de hellige Guds venner, muslimerne, som har måttet lide så mange slag af mongolerne?

De iudaeis dicit Mahometus in capitulo Telteumpe, quod interpretatur poenitentia, quod deificant Eleazar et dicunt, quod ipse est filius dei. Hoc autem manifeste (WA 331) est mendacium. Iudaei enim nullum hominem deum faciunt neque filium dei

dicunt esse. Item in capitulo Elnasa, quod interpretatur mulieres, dicit, quod

ipsi iudaei dicunt interemisse christum Iesum, filium Mariae, apostolum dei.

Hoc autem manifeste est mendacium, non enim Iesum christum dicunt esse

iudaei neque apostolum fuisse dei, sed hominem iniquum, et dicunt ipsi, propter

hlasphemiam eum interemisse.

Von den Jüden leuget er, Denn im Capitel Telteumpe (Busse) spricht Mahmet, Das die Jüden Eleasar zum Gott machen und leren, Er sey Gottes (WA 330) Son1). Das ist ja öffentlich erlogen. Denn die Jüden keinen Menschen zu Gott machen, noch Gottes son heisssen. Weiter leuget er im Capitel Elnasa (frawen), das die Jüden sagen sollen, Sie haben getodtet Jhesum Christum, Marien Son, den Apostel Gottes2). So sagen die Jüden nicht, Denn sie halten Jhesum nicht fur Christum, noch fur Gottes Apostel, sondern fur einen bosen menschen, den sie umb Gottes lesterung willen getodtet haben.

1) Sura 9,30. 2) Sura 4,156. (4,157)

150 Om jøderne lyver han, for i kapitlet Telteumpe (bod) siger Muhammed, at jøderne gør Eleasar til Gud og lærer, at han er Guds søn. Det er jo åbenlyst forkert. For jøderne gør intet menneske til Gud, og kalder heller ingen for Guds søn. Videre lyver han i kapitlet Elnasa (kvinder), når han siger, at jøderne skulle have sagt, at de har dræbt Jesus Kristus, Marias søn, Guds apostel. Sådan siger jøderne ikke, for de regner ikke Jesus for Kristus, eller for Guds apostel, men for et ondt menneske, som de dræbte, fordi han talte blasfemisk om Gud.

De apostolis autem dicit in capitulo Abraam, mendacium quem dicunt patrem fuisse Moysi, quod illi [testati sunt et] dixerunt christo, quod essent Saraceni imitatorcsque apostoli Mahometi. Et hoc autem est mendacium: Christus enim et apostoli ante Mahometum fuerunt sexcentis annis. Mahometus enim in temporibus Heraclij apparuit, qui incepit imperare anno sexcentesimo [duo] decimo ab incarnatione domini. Unde vix septingenti anni sunt, ex quo fuit Mahometus. Sunt autem mille duccnti et plus, ex quo natus est christus [et apostoli]: et quomodo apostoli potuerunt Saraceni esse [et imitatores Mahometi], cui ex persona dei mandatum est (sicut ipse dicit in Alcorano in capitulo Elcaminar), sit ipse quod primus saracenus? Primus igitur saracenismus a Mahometo incepit. Apostoli igitur neque saraceni esse potuerunt, [neque illius imitatores, quem sexcentis annis praecesserunt]. Vel si saraceni erant illi, impossibile est eum fuisse primum saracenum.

Von den Aposteln leugter im Capitel Abraham (welchen sie Moses Vater nennen), Das sie zu Christo gesagt haben, sie sein Sarracenen und nachfolge des Apostels Mahmet.3) Das ist ja öffentlich erlogen, Denn die Apostel und Christus sind uber sechs hundert jaren fur dem Mahmet gewest, Und Mahmet ist herfur komen zur zeit Heraclij, welcher anfieng zu regieren Anno Domini sechs hundert und zwelffe.4) Und sind jtzt bey sieben hundert jaren, das Mahmet gewest ist, Es sind aber jtzt mehr denn tausent und zwey hundert jar, das Christus geborn ist. Wie können denn die Apostel Saracen sein? So er selbs im Capitel Elcamnar sagt, Es sey jm von Gott geboten, das er solle der erst Saracen sein5). Ist er der erst Saracen, so leuget er, das die Apostel Saracenen sollen gewest sein, Sind sie Saracenen gewest, So leugt er, das er der erst Saracen sey.

3) Sura 3,45. (3:52) jf 5,111. (5:111) 61,14. 4) Luthers ændring fra 610 til 612 er forkert. 5) se #79.

151 Om apostlene lyver han i kapitlet Abraham (som de kalder Moses' far), at de til Kristus skulle have sagt, at de var muslimer og efterfølgere af apostelen Muhammed. Det er jo åbenlyst forkert, for apostlene og Kristus levede mere end seks hundrede år før Muhammed, og Muhammed er kommet til på Heraclius' tid, som begyndte sin regering i år seks hundrede og tolv. Og det er nu syv hundrede år siden Muhammed levede, men det er nu mere end tolv hundrede år siden, at Kristus er født. Hvordan kan de da være apostle? Sådan siger han jo også selv i kapitlet Elcamnar, at det af Gud blev ham budt, at han skulle være den første muslim. Hvis han er den første muslim, så lyver han, når han siger, at apostlene skal have været muslimer, hvis det var muslimer, så lyver han, når han siger, at han er den første muslim.

De patriarchis idem asserit. Dicit enim in pluribus locis Alcorani, quod Abraam et Isaac et Iacob et filij illorum saraceni erant. Idem autem dicit et de Noe, quod

fuit saracenus, Et quod propterea diluuium venit super terram, quia ipse praedicabat hominibus, quod fierent saraceni et ipsi renuerunt. Hoc autem omnino est mendacium: Quomodo enim potuit Noe esse saracenus, qui praecessit Mahometum duobus milibus quingentis annis? Item et ipse Mahometus dicit seipsum fuisse primum saracenum. []

Von den Patriachen leugt er eben dasselbige, das Abraham, Isaac, Jacob, und jre Kinder Saracenen gewest sind6). Wie er das an vielen örten im Alcoran setzt7). Von Noe sagt er des gleichen. Er sey ein Saracen gewest. Ja er spricht, Die Sindflut sey drumb komen uber die Erden, das er den Leuten predigte, sie solten Saracenen werden, und sie wolten nicht8). Die Lügen ist ja so greiflich als die vorige. Wie kan Noe ein Saracen sein, der wol uber zwey tausent und sechs hundert jaren fur Mahmet gewest? So doch Mahmet der erst Saracensein wil.

6) Sura 2,134. (2:132) 7) = behauptet. 8) Sura 11,27ff. (11:27ff) 23,23. (23:23) 71,25.

152 Om patriarkerne lyver han på nøjagtig samme måde, idet han siger, at Abraham, Isak og Jakob og deres børn var muslimer, sådan som han hævder mange steder i koranen. Om Noa siger han det samme: han var muslim. Ja, han siger, at syndfloden af den grund var kommer over jorden, fordi han prædikede for folk, at de skulle blive muslimer, men det ville de ikke. Disse løgne er ligeså håndgribelige som de foregående. Hvordan kan Noa være muslim, når han levede mere end to tusind og sekshundrede år før Muhammed? Selv om dog Muhammed hævder at være den første muslim.

Et dicunt etiam saraceni, quod deus promisit Mahometo, ut nullus introeat in paradisum ante eum. Et post haec assumpsit eum deus et duxit in paradisum. Et vidit illic viros et mulieres multas, et dixit: quod est domine? Dominus autem dixit ad eum: Ne mireris et hi enim imitatores tui sunt. Imitatores autem esse Mahometi impossibile, nisi per Alcoranum; sed hoc non fuit reuelatum ante tempora Mahometi, sicut in pluribus eius locis continetur, ex maxime in principio. Huius autem figmenti mendacium, quicunque intellectum habet, potest bene considerare, []

Weiter liegen die Saracenen auch, da sie sagen, Gott habe Mahmet verheissen, das niemand fur jm ins Paradis komen solle9), Darnach nam jn Gott, (WA 332) und furet jn ins Paradis, Da sahe er viel Menner und Frawen und sprach: 'Herr, was isst das?' Gott aber sprach zu jm: 'Wunder dichs nicht, Diese sind alle deine Nachfolger'. Nu ists nicht müglich, Mahmets Nachfolger sein on durch den Alcoran, der ist aber fur Mahmet nicht offenbart, wie es an vielen örten drinnen, und sonderlich forn an geschrieben stehet.1) Aber solche grobe Lügen darff nicht viel verlegens2) bey dem, der ein wenig vernunfft hat.

9) Das Folgende ist Legende. 1) Jf Sura 2,1-4. (2:2ff) 2) = Widerlegung.

153 Endvidere lyver muslimerne også, når de siger, at Gud har lovet Muhammed, at ingen skulle komme ind i Paradis før ham. Dernæst tog Gud ham og førte ham ind i Paradis; der så man mange mænd og kvinder og sagde: ”Herre, hvad er det?” Men Gud sagde til ham: ”Du må ikke undre dig over det, disse er alle dine efterfølgere”. Nu er det kun muligt at være Muhammeds efterfølger gennem koranen, men den er ikke åbenbaret før Muhammed, som der står skrevet mange steder deri, og især i begyndelsen. Men man behøver ikke megen fornuft for at kunne gendrive en så stor løgn.


De daemonibus autem speciale quoddam capitulum in Alcorano est, ubi palam dicitur, quod daemonum

multitudo multa audientes Alcoranum, gauisi sunt, et testati sunt, quod per (WA 333) ipsum poterant saluari. Dixerunt autem et seipsos saracenos, et saluali sunt. Hoc autem quantum mendacium continet, non est necessarium argumentatione

quadam demonstrari.

Von den Teuffeln leugt er, denn er setzt3) davon ein sonderlich Capitel im Alcoran4) und spricht daselbst frey heraus, das ein grosse menge der Teuffel fro worden sind, da sie vom Alcoran höreten, und haben bekand, Sie mügen durch denselbigen selig werden5), und haben sich auch Saracenen genand6), und sind also selig worden. Wie grob diese lügen sey, darff keines beweisens.

4) Sura 72. 5) Sura 72,1-2. 6) Sura 72,14.

154 Om djævlene lyver han, for han indsætter et særligt kapitel i koranen om dem og siger deri ligeud, at en stor mængde af djævlene blev glade, da de hørte om koranen, og blev bekendt med, at de selv igennem koranen kunne blive frelste. Og de kaldte sig også muslimer, og blev altså salige. Hvor stor denne løgn er, behøver intet bevis.

De angelis autem dicit, quod omnes adorauerunt Adam, praeter diabolum. Item dicit ipse, quod, quando ad deum venit cum gabriele, vidit in coelo angelum unum, qui milies maior erat mundo, et flebat suijpsius peccata. Et ipse veniam suis precibus sibi impetrauit. Et mulla alia falsissima

dicit, de quibus latius narrabimus [in fine praesenlis operis], cum dicemus visionem maximae fictionis, [quam seipsum vidisse asserit].

Von den Engeln leugt er, das sie alle haben Adam angebetet, on der Teuffel7). Item er leuget, da er spricht, da er zu Gott mit dem Engel komen sey, habe er einen Engel gesehen, tausent mal grösser denn die welt ist, der habe seine sünde beweinet, und Mahmet habe jm durch sein gebet gnade erlanget8). Und viel andere grösser lügen setzt er, davon wir hernach in seinem falschen gesicht sagen wollen.

7) Sura 2,32. (2,34) 8) jf kapitel 14. Se #218

155 Om englene lyver han, når han siger, at de alle har tilbedt Adam, bortset fra djævelen. Ligeledes lyver han, når han siger, at da han kom til Gud med englen, så han en engel, der var tusind gange større end verden, en engel, som græd over sine synder, og som Muhammed gennem sin bøn har skaffet nåde. Og mange andre store løgne fremsætter han, som vi senere vil omtale i hans falske historie.

Item palam dicere videtur de angelis, quod sunt corporei. Dicit enim in capitulo Sad [in pluribus locis], quod angeli ex igne creati sunt, homines autem ex terra. Dicit enim in alijs locis, quod sunt magni spacio, sicut in sequentibus dicetur.

Item, er helt, das die Engel greiflichen Leib haben, Denn im Capitel Sad spricht er, die Engel seien aus Fewr, die Menschen aus Erden gemacht.9) An andern örten sagt er, das sie grosses raumes10) sind, wie hinden nach folgen wird.

9) Sura 38,77. (38,76) 10) = von grosser Gestalt.

156 Ligeledes regner han med, at englene har korporlige legemer, for i kapitlet Sad siger han, at englene er skabt af ild, menneskene af jord. Andre steder siger han, at de er store af omfang, hvad vi senere vil komme ind på.

De virgine autem Maria dicit palam in capitulo Abraam, quod ipsa fuit filia Abraam, (Abraam) autem pater fuit Moysi et Aaron. In capitulo autem Mariem, quod interpretatur Maria, palam dicitur, quod Maria, mater christi, soror fuit Aaron, Et quod Moyses et Aaron habuerunt quandam sororem, quae Maria appellabatur, et quod hi tres erant filij (Abraam), quod manifestum est [in sexto paralipomenon]. Sed inter hanc Mariam et [beatam virginem] Mariam, matrem Iesu christi, [filij dei,] mille quingenti anni intercessere. Et prima quidem Maria in eremo mortua est, quando Moyses duxit [per eremum] filios Israel [] Permisit igitur spiritussanctus Mahometum sic manifestum mendacium capere, ut quilibet homo facile deceptionem animaduerteret.

Von Maria leugt er, und sagt im Capi. Abraham öffentlich, Sie sey Abrahams tochter11). Aram aber ist der Vater Mose und Aaron gewest. Und im Capitel MarJem, das ist Maria, stehet, das Maria, die Mutter Christi, sey Aarons schweter gewest12). War ists, das Moses und Aaron hatten ein schwester, Maria genennet, und waren alle drey eines Vater Aram Kinder, wie Exod.ij. stehet13). Aber zwischen jener Maria und dieser Maria, der Mutter Jhesu Christi, sind uber tausent fünffhundert jar, Und jene Maria ist gestorben in der Wüsten, da Moses die Kinder Israel aus Egypten furet. (WA 334) Solch öffentliche Lügen hat Gott lassen den Mahmet liegen, auff das ein jeglicher sich fur seiner triegerey leichtlich hüten kundt.

11) Sura 3,30-31. (3:35f) 12) Sura 19,29. (19,28) 13) 2 Mos 6,20 og 15,20.

157 Om Maria lyver han, når han i kapitel Abraham åbenlyst siger, at hun er Abrahams datter. Man Aram var far til Moses og Aaron. Og i kapitlet Mariem, hvilket betyder Maria, står der, at Maria, Kristi mor, var Aarons søster. Sandt er det, at Moses og Aaron havde en søster, der hed Maria, og de var alle tre børn af én far, nemlig Aram, som der står i 2 Mos 6,20. Men mellem den Maria og den Maria, der er Jesu Kristi mor, er der en afstand på mere end 1500 år, og den første Maria døde i ørkenen, da Moses førte Israels børn ud af Egypten. Sådanne åbenlyse løgne har Gud ladet Muhammed fremføre, for at enhver let skal kunne blive opmærksom på hans vildfarelse.

De christo dicit idem, quod ille neque est deus neque filius dei, et quod ipse christus de seipso hoc non dixit, sed quod apud deum se [humiliter] excusauit, nunquam mundo hoc dixit. Hoc autem manifeste est mendacium, scriptum enim est in (WA 335) euangelio Ioannis, quod ipso dixit seipsum filium esse dei, et tunc iudaei voluerunt cum quasi lapidare [] Sed et ipse Mahometus [in capilulo Elacaph] quaerit demonstrari ei auctoritatem libri, qui scriplus est ante Alcoranum [.

Von Christo leuget er also, das Christus noch nie von sich selbs gesagt habe, das er Gott und Gottes Son sey, Sondern entschüldige sich bey Gott, Er habe die Welt solchs nicht geleret1). Das ist ein öffentliche Lügen, Denn Johan. xiiij. spricht er: 'Gleubt jr an Gott, so gleubt jr auch an mich'. Und Johan. v. da er sich Gottes Son nennet, wolten jn die Jüden steinigen, und sprachen: 'Er machet sich Gotte gleich', und der sprüche viel in Johan. stehen, da er sich Gott gleich nennet. Wenn nu Mahmet wolt seinen eigen worten gegleubt haben, da er spricht, Man solle das Euangelium zu zeugen nemen zu seinem Alcoran (wie droben gesagt)2), So müste er sein lügen maul selbst straffen, das er sagt, Christus habe sich nicht Gottes Son genennet, oder Gotte gleich gerhümet,oder müste darin liegen, Das er das Euangelijm zum zeugen seines Alcoran füret.

1) Sura 5,116f. 2) Jf side 286,33ff. #38

158 Om Kristus lyver han på den måde, at han hævder, at Kristus aldrig har sagt om sig selv, at han er Gud og Guds søn, men undskylder sig hos Gud: han har aldrig lært den slags. Det er åbenlyst løgn. For i Joh 14,1 siger han: ”Tror I på Gud, så tror I også på mig”. Og i Joh 5,16f, hvor han kalder sig Guds søn, ville jøderne stene ham og sagde: ”Han gør sig Gud liv”. Der er mange andre steder hos Johannes, hvor han siger, at han er lig med Gud. Hvis nu Muhammed ville have troet på sine egne ord dèr, hvor han siger, at man skal bruge evangeliet som vidne ved siden af koranen (som ovenfor nævnt), så måtte han selv straffe sin egen løgnemund, når han siger, at Kristus ikke har kaldt sig Guds søn, eller rost sig af at være Guds søn, ellers må man sige, at han lyver, når han vil anføre evangeliet som vidne for sin koran.

Post haec dicit de christo, quod ipse ncque crucifixus est, neque mortuus; sed deus in fine mundi faciet hunc mori, [et alia infinita mendacia, quorum contraria in euangelijs et alijs scripturis continentur, quae longum esset enarrare].

Weiter sagt er, Christus sey nicht gecreutziget noch gestorben, Sondern Gott werde jn am ende der Welt lassen sterben etc. 3) Helt Mahmet das Euangelium fur recht,(wie er rühmet), warumb leuget er denn wider das Euangelium? Helt ers fur falsch, warumb rhümet ers? Denn droben beweiset ist, das der Mahmet leuget, da er sagt, Das Euangelium sey gefelschet in aller welt.4) Und viel schendlicher lügen leuget er von Christo wider das Eungelium, welchs er so hoch rhümet.

3) Jf side 280,26-31 #15. 4) jf side 288 #39, 290 #43.

159 Videre siger han, at Kristus ikke er korsfæstet eller død, men at Gud ved verdens ende vil lade ham dø. Hvis Muhammed regner evangeliet for rigtigt (hvilket han praler af), hvorfor lyver han så imod evangeliet? Hvis han regner det for falsk, hvorfor praler han så af det? For det er ovenfor bevist, at Muhammed lyver, når han siger, at evangeliet er blevet forfalsket ud over verden. Mange andre skændige løgne fremfører han om Kristus mod det evangelium, som han dog priser så højt.

De deo autem simpliciter asserit, quod nullo modo possibile est eum habere filium, quoniam uxorem non habet, et hoc continue repetit dicens pro alia quadam forti argumentatione. Haec autem argumentatio similis est, sicut si quis dicat deum [non esse substantiam, quoniam non habet accidens] vel non viuere, quoniam non comedit vel [respirat: ...]

Von Gott leuget er sicher daher 5) wider das Euangelium, von jm gelobt als die warheit. Das ummüglich sey Gott, einen Son zu haben, denn er hat kein Weib 6), Und solchs zeucht er jmer an, als sey es ein fester köstlicher grund. Aber solche klugheit ist eben, als wenn ich spreche 'Gott kan nicht leben, den er isst und trincket nicht, kacket und pisset nicht, rotzet und hustet nicht'. Die Christen wissen wol, wie Gott einen Son haben kan, und ist nicht not, das Mahmet uns lere, wie Gott müste zuvor ein Man sein, der ein Weib hette, einen Son zu zeugen, oder ein Farre, der eine Kue hette, ein Kalb zu zeugen, Wie ist der Mahmet in dem Frawe fleisch ersoffen,7) in allen seinen gedancken, worten, wercken, kan fur solche brunst nichts rede noch thun, es mus alles fleisch, fleisch, fleisch sein.

5) = unbedenklich. 6) Sura 6,101. Jf side 280,22f. #11 7)= befangen.

160 Om Gud lyver han utvivlsomt imod evangeliet, som han priser som sandhed, når han siger, at det må være umuligt for Gud at have en søn, for han har ingen kone. Og den slags anfører han altid, som var det en fast og sikker begrundelse. Men den slags klogskab er jo det samme, som hvis jeg sagde ”Gud kan ikke leve, for han spiser og drikker ikke, han har ikke afføring og tisser ikke, han pudser ikke næse og hoster ikke. De kristne véd nok, hvordan Gud kan have en søn, og det er ikke nødvendigt, at Muhammed lærer os, hvordan Gud først må være en mand, der havde en kone, for at kunne avle en søn, eller blive en tyr, der har en ko for at kunne avle en kalv. Sådan er Muhammed opslugt at kvindens kød i alle hans tanker, ord og gerninger, han kan på grund af denne brunst ikke sige noget, uden at det bliver til kød, kød og atter kød.

Mahometus [de eo dixit, etsi neque sciebat neque intellegebat]. Dicit enim [in Alcorano in capilulo Elnesa, quod interpretalur mulieres], quod christus Iesus, filius Mariae, verbum est dei et spiritus est dei. [] (WA 337) Et secundum hoc non magna quaedam laus est hacc de christo, quem Mahometus proprio et supra omnes homines vult constituere. Sed neque propter talem rationem et talem spiritum pluraliter deus de seipso loquitur, sicut inducuntur in toto Alcorano. Si autem dicit de increato et essontiali vcrlbo dei et spiritu, [sic ubiquc nobiscum sentiunt tam de incarnalione quam de mysterio trinitatis].

Und warumb nennet Mahmet Christum, Marias Son, Gottes wort, Gottes Geist?8) Ist er ein mündlich wort Gottes,wie aller (WA 336) Propheten wort Gottes wort heisst, So hat er hiemit Christum nicht hoch gelobt, den er doch uber alle Menschen hoch hebt, Denn so müste er auch des Mahmets wort sein, als des Apostels Gottes. Und umb solchs mündlichen worts willen dürffte Gott nicht als zween reden (wie durch und durch im Alcotan geredt wird): 'Wir, Wir' 1) denn es laut nicht2), das ein redener wolt sich und sein wort nennen: 'Wir'. Helt er aber Christum fur ein ewiges wort, das allzeit mit Gott gewest, warumb leuget oder leugnet er denn, das er Gott oder Gottes Son sey on Weib geborn, denn wort oder Geist kan nicht von Weibern geborn werden.

8) Jf side 280,11 #8. 1) jf side 280,5 #10. 2) = hat keinen Sinn.

161 Og hvorfor kalder Muhammed Kristus, Marias søn, for Guds ord, Guds ånd? Er han et mundtligt ord fra Gud, sådan som alle profeters ord kaldes Guds ord, så har han ikke hermed rost den Kristus særlig højt, som han dog hæver højt over alle mennesker, for så skulle han også være Muhammeds ord, hvis han er Guds apostel. Og på grund af et sådant mundtligt ord skulle Gud ikke tale i flertal (som der hele koranen igennem tales) ”Vi, vi”, for det giver ingen mening, at en taler vil betegne sig selv og sit ord med ”Vi”. Men hvis han regner Kristus for et evigt ord, som altid har været med Gud, hvorfor tier eller lyver han så med, at han er Gud og Guds søn, født uden kvinde, for ord eller ånd kan ikke fødes af kvinder.

Item dicit Mahometus de deo in capitulo

Elminim, quod, si deus haberet filium, in periculo iam totus mundus esset.

Esset enim schisma inter eos. [Haec antem suppositio valde falsa est.] Supponit enim non possibile esse deum habere filium nisi [iniquum et audacem et] inobedicntem. []

Im Capitel Elminim leuget er also, Wo Gott einen Son hette, stünde die Welt in grosser fahr, Sie möchten uneins werden.3) Denn er denckt, Gott ist nichts höher weder ein Mensch, dem der Son ungehorsam werden mag. Wiewol es wunder ist, das er hie nicht auch anzeigt, der Frawen farre4), das sie umb einer Huren willen (wie bösen Buben) uneins werden möchten, wie er uneins ward mit Zeith seinem Haushalter umb seines Weibs willen, ut supra.5)

3) Sura 23,93, (23,91) jf side 280,23-25 #14. 4) = Zuchtstier, jf side 334,8ff #160. 5) jf side 316,8ff #107.

162 I kapitel Elminim lyver han også, idet han siger, at hvis Gud havde en søn, ville verden være i stor fare for, at de kunne blive uenige. For han forestiller sig, at Gud ikke er højere end et menneske, som en søn kan blive ulydig imod. Selvom det er mærkeligt, at han ikke også her fortæller om kvindejægerne, at de for en hores skyld kan blive uenige, sådan som han selv engang blev uenig med Zaid, som adoptivsøn, på grund af en kvinde, som ovenfor fortalt.

Item Mahomet us dicit in capitulo Elezat, quod deus et angeli eius orant pro Mahometo et saracenis. Quod quidem est angelorum, est omittendum. Deus autem quando pro eis orat?

Quem orat? Angelos vel homines vel seipsum? Sed hoc est mendacium:

orat seipsum, et maxime secundum Mahometum, qui [verbi incarnationem negat et neque personarum discretionem ponit in diuinis]

Item Mahmet leuget im Capitel Elezar, das Gott und die Engel beten fur Mahmet und fur die Sarracenen etc.6). Von den Engeln wil ich jtzt nichts sagen. Lieber, wenn und wo, oder wie bettet Gott fur sie? Oder wen bittet er fur sie? Bittet er die Engel oder Menschen, oder sich selbs, oder die Teuffel?7) Und wenn alles sonst müglich were, so köndte er ja sich selbs nicht bitten, weil Mahmet dringet, es sey nichts denn ein eniger Gott.

6) Sura 33,42. (33,43) 7) scil. Für die Gläubigen.

163 Ligeledes lyver Muhammed i kapitel Elezar, når han siger, at Gud og englene beder for Muhammed og for muslimerne. Om englene vil jeg her ikke siger noget. Men kære venner, hvornår og hvor og hvordan beder Gud for dem? Eller hvem beder han til for dem? Beder han englene eller menneskene eller sig selv, eller djævlene. Og selv om alt det andet var muligt, så kunne han jo ikke bede til sig selv for dem, eftersom Muhammed jo går stærkt ind for, at der ikke er andre guder end denne ene Gud.

Ponit autem et alia mendacia quaedam et impossibilia, sicut in capitulo Elasiar dicitur quasi ex persona dei: Si hoc miserimus Alcoranum super unum montem, videres iam eum utique scissum a reuercntia et timore dei. Et sicut [in capitulo Eleaminar, quod interpretatur luna], dicit, quod luna contrita est, et multa alia, quae longum

esset enarrare. Unde potest omnibus sapientibus manifestum esse legem illam non esse a deo, [quae tot et sic manifesta continet mendacia.]

Auch setzt er viel andere Lügen und ummügliche ding. Als im Capitel Elisiar8), da er als aus Gottes munde spricht: 'Wenn wir diesen Alcoran etwa auff einen Berg würden schicken, so soltestu wol sehen, wie er sich zerteilen solte fur grosser furcht und zittern fur Gott'.8) So haben wir droben gehört, wie er gelogen hat, von dem mond zurteilet, 9) und viel mehr lügen, die zu viel sind zu erzelen, das kein vernünfftig mensch gleuben kan, sein Alcoran sey von Gott.

8) Sura 59,21. 9) Jf side 296 #59.

164 Han fremsætter også mange andre løgne og umulige ting. F.eks. i kapitel Elisiar, hvor han ud af Guds mund siger: ”Hvis vi ville sende denne koran til et bjerg, så ville du få at se, hvordan det deler sig i to af stor frygt og bæven for Gud”. Således har vi ovenfor hørt, hvordan han løj om, at månen delte sig og mange andre løgne, som det vil blive for omstændigt at fortælle om. Derfor kan intet fornuftigt menneske tro, at hans koran er fra Gud.

Inueniuntur autem post haec et alia quaedam absona, quae tamquam firma saraceni affirmant translata ex Alcorano in modum expositionis; continentur autem palam in libro Mahometi de expositionibus, ex quibus, cum mulla sint, pauca hic commemorabo.

Noch sind viel ungereimpter narrenteiding 10) mehr, die bey den Sarracenen fur gewisse warheit gehalten werden, als Glosen oder Comment uber den Alcoran, und stehen klerlich im Comment Mahmet, Von welchen wir (der seer viel sind) ein wenig erzelen wollen. 11) (WA 338)

10) = Narrenpossen. 11) det følgende er fra traditionen.

165 Der er endnu flere urimelige narrefortællinger, som hos muslimerne regnes for den visse sandhed, som forklaringer og kommentarer til koranen, der klart findes i Muhammeds kommentarer, som vi kun vil fortælle en lille smule om, da de er ganske mange.

Unum est, quod dicit: quod creatum fuit coelum ex fumo, fumus autem ex exhalatione maris, mare autem ex quodam monte, qui Caph appellatur,

et is circumit totum orbem terrarum et sustinet coelum. Dicitque solem et

lunam aequalis [lucis et virtulis] fuisse, et nullam discretionem esse inter noctem

diem. Aliquando autem accidit, quod, dum volaret Gabriel, ala eius lunam

tetigerit, quae et, sicut nunc videmus, obscurata est.

Eins ist, das der Himel aus dem rauch gemacht, der Rauch aus dem Nebel des meers, Das Meer aus einem Berge, der heisst Caph, derselb umb ringet die gantze welt und tregt den Himel. Spricht, die Sonne und Mond sind gleich gros, und kein unterscheid unter tag und nacht gewesen, Aber da Gabriel eins mal flog, rüret er mit seinen flügel den Monden, da her ist er trunckeler worden.

166 Én sådan går ud på, at himlen er lavet af røg, røgen af havets tåger, havet af et bjerg, som hedder Kaf, som ligger rundt om hele verden og bærer himlen. Han siger, at solen og månen er lige store, og at der engang ikke var nogen forskel på dag og nat, men da Gabriel en gang fløj, rørte han med sin vinge månen, som af den grund er blevet mørkere.

Item dicit et suem agrestem ex stercore elephantis natum esse; murem autem ex stercore porci; cattam autem ex fronte leonis. Hoc autem isto modo exponitur. Cum enim Noe esset in arca cum filijs et animalibus, quando ad latinam secesserunt, inclinata est urca, et maxime quando Elephas aderat. Et propterea quod valde timuit, consuluit

Noe deum. Qui dixit: Recede, et adora podicem eius ad foramen, ex (WA 339) quo prouenit stercus. Quo facto simul exiuit stercus, et cum eo porcus valde

magnus; cuius rostro stercora sicut consueuit effodente mus natus est, et incepit rodere tabulas arcae. Et tunc maxime timuerunt. Et interrogans Noe dominum, percussit leonem in fronte; Et exiuit mustela per nares eius. Et hanc dicunt esse causam, propter quam carnes porci non licitas esse dicunt.

Item er sagt, Die wilde Saw sey geborn aus des Elephanten dreck, Und die Maus aus eines schweines dreck, Die katze aus der stirn des Lewens. Solches deuten sie also: Da Noe mit seinen Kindern und Thieren in der Archa waren, wenn sie auffs heimlich gemach giengen, so wolt die Archa sincken, sonderlich wenn der Elephant da war, Da furcht sich Noe und fragt Gott, der antwortet: 'Gehe daher, und bete an fur seinem hindern eben zum loch, da der dreck heraus gehet'. Da er das thet, gieng der dreck heraus mit einem seer grossen Schwein, der wület nu in dem dreck, wie sein art ist, Da wuchs eine Maus heraus, die fieng an die breter der Archen zu nagen. Da erschracken sie erst recht. Und Noe fraget Gott; der hies jn, Er solt den Lewen auff die stirn schlahen, da gieng eine Wisel (oder Katze) aus seiner Nasen und fras die Maus. Und das sol die ursache sein, darumb sie nicht schweinfleisch essen müssen.

167 Ligeledes siger han, at vildsvinet er født af elefanten afføring, og at musen er født af svinet afføring, og katten af løvens pande. Den slags forklarer de således: Da Noa var i arken med sine børn og med dyrene, hvis de da gik til det hemmelige gemak, så ville arken synke, især når elefanten var der. Da blev Noa bange og spurgte Gud, og han svarede: ”Gå hen og bed ud for dens bagdel, nøjagtig ud for det hul, hvor lortet kommer ud”. Da han gjorde det, gik lortet ud sammen med et meget stort svin, som nu væltede sig i lortet, som det er dens natur. Da voksede en mus ud, den begyndte at gnave i arkens brædder. Da blev de først rigtig bange. Og Noa spurgte Gud; han befalede ham, at han skulle slå løven på dens pande, og så kom der en væsel (eller en kat) ud af dens næse, og den spiste musen. Og det skal være grunden til, at de ikke må spise svinekød.

Dicit autem rursus in eodem capitulo, quod deus in fine mundi interimet omnem crcaturara, angelos, et archangelos; et nihil relinquet viuens praeter deum et mortem, quae est angelus quidam, qui dicitur Adriel. Tunc mandabit dominus Adrieli,

ut interimat seipsum. Quo facto, clamabit dominus voce magna et dieet: ubi sunt satrapae mundi et principes? Et post haec resurgent omnia.

Im selbigen Capitel sagt er, Das Gott am ende der Welt wird alle Creatur tödten, auch die Engel und Ertzengel, und wird nichts lebendig lassen, on Gott allein und den Tod, welcher ist ein Engel, der heisst Adriel. Da wird denn Gott dem Adriel gebieten, das er sich selbs tödten solle. Wenn das geschehen ist, wird Gott mit lauter stimme ruffen und sagen: 'Wo sind nu die Fürsten und Herrn der welt?' Und als denn wirds alles wider aufferstehen.

168 I det samme kapitel siger han, at Gud ved verdens ende vil slå alle skabninger ihjel, også englene og ærkeenglene, og han vil ikke lade nogen leve, undtagen Gud og døden, som er en engel, som hedder Adriel. Da vil Gud byde Adriel, at han skal slå sig selv ihjel. Når det er sket, vil Gud med høj stemme råbe og sige: ”Hvor er nu verdens fyrster og herrer?” Og derefter vil alle igen opstå.

Ipseque rursus Mahometus fecit librum, in quo scripsit duodecim milia verborum mirabilium. Mirantibus autem et quaerentibus quibusdam, si omnia illa vera sunt, Respondit sola tria milia veritatem habere, alia autem falsa esse. Quando igitur et falsa, in praedicto libro falsum quoddam deprehenditur, dicunt saraceni: et hoc Mahometum dixisse non omnia esse vera, et hoc ex illis esse, reliquum autem totum in suo robore permanere. Credo etiam idem facere saracenos in Alcorano. Etsi enim multa mendacia deprehcnduntur in eo, tarnen propter quaedam, quae in ipso continentur vera, sicut dei verbum in precio habetur apud eos.

Item Mahmet hat ein Buch geschrieben von zwelfftausent wunderbalichen worten5), Da sich nu etliche wunderten und fragten, ob dieselbigen alle (WA 340) warhafftig weren, Antwortet er, Es weren allein dreytausent warhafftig, Die andern aber alle erlogen. Und wenn man nu in diesem Buche etwas falsches findet, sprechen die Sarracenen: 'o hat doch Mahmet selbs gesagt, Es sey nicht alles war. Und dis stück ist der selben eines, das auch ander bleibt gleichwol warhafftig'. So dünckt mich, thun sie auch mit dem Alcorano, Denn wiewol viel lügen drinnen befinden werden, Doch, weil auch etliche warhafftige sprüche drinnen sind, halten sie in fur Gottes wort.

5) Der tænkes på traditionen.

169 Ligeledes har Muhammed skrevet en bog med tolv tusinde vidunderlige ord. Da nu nogle undrede sig og spurgte, om alle disse ord nu også var sande, svarede han, at kun tre tusinde var sande, alle de andre var opfundne. Og hvis man nu i denne bog finder noget falsk, siger muslimerne: ”O Muhammed har dog selv sagt, at det ikke altsammen er sandt, og dette udsagn hører til dem (der ikke er sande), så altså de andre alligevel kan være sande”. Således, forekommer det mig, gør de også med koranen. For skønt der er mange løgne deri, regner de den alligevel for Guds ord på grund af, at der er nogle sande udsagn.

Dictum est autem nobis superius, quod sicut dicit Augustinus: Si unum solum verbum falsum in euangelio inueniretur, iustum esset, quod totum euangelium friuolum et vanum existimaretur et fabulosum.

Aber wir Christen wissen, das Gott nicht leuget noch liegen kan. Und wie S. Augustinus spricht2): 'Wo ein einige lügen im Euangelio funden würde, So were es billich zu verwerffen, als ein unnütz gewesch, und kein Euangelium'. Quia commune dictum est: 'Fidei non potest falsum subesse', Lügen kan nicht selig machen, Sondern verdampt, darumb kan der Glaub auff keiner Lügen stehen.

2) jf side 326, anm 3, #141.

170 Men vi kristne véd, at Gud ikke lyver og ikke kan lyve. Og som sankt Augustin siger: ”Hvis man kunne finde nogle løgne i evangeliet, så ville det være rimeligt at forkaste det, som noget unyttigt vrøvl og ikke noget evangelium”. Fordi man almindeligvis siger: ”Troen kan ikke være underlagt det falske”. Løgn kan ikke gøre sandt, men gøre fordømt, derfor kan troen ikke bygges på nogen løgn.

Ego autem firmiter sensi, quod Saracenorum maxime sapientes, et qui litterarum peritiam habent, verbis Alcorani nullam adhibent fidem, sed fictionem doctrinae eius auertunt. Signum autem huius, quod cum alijs sapientibus hi publice disputare recusant, sicut ego per experientiam ipsam cognoui. Et ipsum Alcoranum in medium afferri nolunt, vehementissime enim tristantur, cum ab alijs legitur, et nequaquam volunt in alias linguas ipsum transferri.

Und halts fur gewis, das die vernüfftigen und gelerten unter den Sarracenen nichts gleuben dem Alcoran, Sondern solch ertichtet lere bey sich verachten müssen. Und das dem so sey, gibt das zeichen zu verstehen, das die selbigen mit andern gelerten öffentlich nicht wollen disputirn, wie ich selbs erfaren habe, Und lassen den Alcoran nicht herfur zihen öffentlich. Und verdreusst sie uber alle masse, Wenn er von andern gelesen wird, Und wollens mit nicht, das er in andere sprache verdolmetscht werde.3)

3) Den Koran zu übersetzen gilt den strengen Mohammedanern auch heute noch als verboten. Das Verhot wird begründet mit Koran 42,5, (42,7) wo Gott verkündet, er habe einen arabischen Koran geoffcnbart. Vgl. oben S. 302 Anm. 6. #74

171 Og jeg regner det for sikkert, at fornuftige og lærde muslimer ikke tror på koranen, men må foragte den slags opdigtede lære hos sig. Og at det forholder sig sådan med dem, kan ses deraf, at de ikke vil disputere offentligt med andre lærde, hvilket jeg selv har erfaret, og derfor fremfører de ikke koranen offentligt. Og det ærgrer dem over al måde, når koranen læses af andre, og de vil ikke gå med til, at den oversættes til andre sprog.

Seimus autem, [quod purum aurum neque aquam timet neque ignem neque indicem]. Et propter hoc christiani veritati dei confidentes, quae fortissima est et manet in aeternum, libenter de euangelio cum alijs nationibus disputant, [et gaudent cum alijs nationibus disputare,] et gaudent, cum ab alijs nationibus legitur dcsiderantque [ipsum omnibus publicari] et in alias linguas transferri, et non litteris solum, sed etiam scripturis publicis christi

passionem ostendunt, quid [ab alijs gentibus] ludibrium et ignominia videtur. (WA 341)

Wir Christen aber, die wir wissen und uns trösten der warheit, die ewig bleibt und kein Licht schewet, reden gern mit andern vom Euangelio, und sind frölich, das andere auch lesen, stürtzens nicht unter den scheffel,setzens auff den Leuchter, das aller welt frey leuchte. Und wündschen, das es in alle sprachen verdolmetscht würde, Und schemen uns nicht, das leiden Christi, (das der Mahmet mit den Sarracenen und Heiden verspotten und verlachen) öffentlich mit schrifften und worten zu bekennen und zu rühmen.

172 Men vi kristne, som véd og trøster os med sandheden, som forbliver til evig tid og ikke skyr noget lys, taler gerne med andre om evangeliet, og er glade over, at andre også læser, anbringer det ikke under en skæppe, men sætter det på lysestagen, så det frit kan lyse for hele verden. Og ønsker, at det bliver oversat til alle sprog, og skammer os ikke over at bekende og rose os af Kristi lidelser offentligt og i skrift og ord, selv om Muhammed og muslimerne og hedningerne spotter dem og ler af dem.

Quam violunta sit lex Saracenorum: Capitulum decimum).

Das X. Capit, das Mahmets Gesetz Mördisch, Tyrannisch und wütig ist.

173 Det tiende kapitel. Muhammeds lov er morderisk, tyrannisk og rasende.

[dEcimo debemus considerare,] quod alcoranum non est lex dci; [violenta

enim est. Et] ut breuiter dicam: lex haec proprie dici potest lex caedis et mortis, non solum quod ad aeternam mortem nos mittit, scd quod corporali caede homines cogit credere his, quae ab eoipso dicuntur. Et [in ipso Alcorano] in capitulo Emparaca, quod interpretatur vacca, dicitur, quod in lege

dei non est compulsio, et quod iam definitum est aequum ab iniquo. Quae enim est maior compulsio, quam caedes? Lex igitur, quae per hanc homines compellit, non est lex dei.

Das der Alcoran nicht Gottes Gesetz sein kan, beweiset sich damit, Denn es ist kurtz zu reden Ein Gesetz des todes und wütens, Denn es nicht allein zum ewigen tod füret, sondern auch durch leiblichen tod die leute zu gleuben zwingt, was Mahmet sagt.4) Wie wol er doch im Capitel Emparaca (das ist Kue) spricht: 'Zwang ist nicht in Gottes gesetz, denn es ist bereit gescheiden, (WA 342) Recht und unrecht'. 1) Aber wo kan grösser zwang sein, denn durch den Mord? Darumb kan das Gesetz nicht von Gott sein, das die leute zwinget.

4) Jf side 302,24 #76. 1) Sura 2,257. (2,256)

174 At koranen ikke kan være Guds lov, kan bevises derudfra, at den, for at sige det kort, er en dødens og raseriets lov. For ikke alene fører den til evig død, den fører også til, at man ved truslen om legemlig død vil tvinge folk til at tro, hvad Muhammed siger. Selv om han i kapitel Emparaca (dvs. Koen) siger: ”Der er ingen tvang i Guds lov, for det er på forhånd afgjort, hvad der er ret og uret”. Men hvor kan der være større tvang end ved mord? Derfor kan den lov ikke være fra Gud, som tvinger folk.

Ipsi autem Saraceni vocant eam denominatiue Elesalem, quod interpretatur lex salutis dei, quae proprie debet dici (sicut dictum est) lex caedis et mortis. Et haec via commoda fuit tali legi et legislatori, ut [timore mortis corporalis] consentiant legi mortis aeternae, sicut econuerso christiani corporalem mortem contemnentes vitam aeternam consequuntur. Ut vidit igitur Mahometus, potius autem alumnus eius diabolus, legem hanc a diuina lege [omnino] differre, [et ab ea, quae] in [veteri et] nouo testamento, et ad seipsam dissentire et absque omni ratione et miraculo manifesta

mendacia continere, et cum existimaret multos propter haec fore, qui ei contradicerent, dedit ipsi Mahometo iustrumentum proprium, id est ensem ad

interimendum, et ipse dedit mandatum in lege, ut interimerentur, quicunquc huic legi aduersarentur et non crederent. Et propter hoc non in uno capitulo solum dicitur, sed per totum librum, sicut mandatum quoddam uniuersale: interimite, interimite.

Die Sarracenen heissens mit sonderm hohen namen Elesam, Ein heilsam Gesetz Gottes2), Ja viel mehr, wie gesagt, Ein Mördisch und wütig Gesetz. Aber solche weise war solchem Gesetz und Meister eben3), das die leute durch liebe zum Leben und durch furchts des Schwerts bewilligen mussten in den ewigen tod. Die Christen aber widerumb den leiblichen tod und leben verachten und das ewige Leben erlangen. Denn da Mahmet, oder viel mehr sein Meister der Teuffel, sahe, das sein Gesetz wider Gotts gesetz im Newen testament were, Auch wider sich selbs, Und kein grund noch wunderzeichen hette, und voller greifflicher Lügen stecket, kund er wol dencken, das viel jm würden einreden und widersprechen. Darumb gab er jm sein eigen rechtes werckzeug, das Schwert, zu tödten. Und daher setzt er in seinem Alcoran ein Gebot, das man alle die tödten solle, so diesem Gesetz widerstreben und nicht gleuben4), Darumb er auch nicht in einem Capitel, sondern durchs gantze Buch als ein gemein Gebot spricht: 'Tödtet, tödtet'.

2) D. i. Al-isläm (= der Islam). Die falsche Deutung im Text geht aus von der Bedeutung „heil", die die Würzel slm tatsächlich besitzt. 3) = entsprechend. 4) Sura 9,5.

175 Muslimerne betegner den med et særlig ærefuldt navn ”Elesam”, en frelsende lov fra Gud. Men det er som sagt en morderisk og rasende lov. Men den metode svarede til denne lov og dens mester, som gennem kærlighed til livet og frygt for sværdet måtte give folk adgang til den evige død. Men de kristne foragter omvendt den legemlige død og livet, og når frem til det evige liv. For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav ham den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at han skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. Derfor har han også, ikke blot i ét kapitel, men i hele bogen som en almindelig lov udtalt: ”Dræb! Dræb!”

Haec via manifeste contraria est christo, qui mandat et inimicos amare et pro persequentibus orare et eis, qui nos offendunt, benefacere. [(Sed Mahometus, Antichristi praecursor existens, viam preparauit in mundo filio perditionis. Quae via quantum est irrationabilis, manifestum fuit in octauo capitulo.)] Etenim sicut dicit Augustinus: Caeterum potest homo inuitus credere; potest etiam confiteri ore, qui cogitur credere: cordc autem credere minime cogi potcst, [cum ipse dominus maxime cor ab homine quaerat, Iuxta illud: Fili praebe mihi cor tuum.]

Aber uns Christen leret Christus, das wir Feinde lieben, fur die verfolger beten und den beleidigern guts thun sollen. S. Augustinus zwar spricht: 'Ein Mensch mag gezwungen werden, das er mit dem munde bekenne, Er gleube5), Aber das sein Hertz zu gleuben soll gezwungen werden, das ist nicht müglich'.

5) Vgl Augustin Epistolae lib. II, epist. XCIIL

176 Men os kristne lærer Kristus, at vi skal elske vor fjende, bede for forfølgerne og gøre godt imod dem, der krænker os. Sankt Augustin siger: ”Et menneske kan tvinges til med munden at bekende, at han tror, men at hans hjerte skulle tvinges til at tro, det er ikke muligt”.

Deductus autem fuit Mahometo et auuncidus eius dicens: Quid mihi, si hoc non fecero, fili fratris mei? Cui iam Mahometus respondit: Interimam te, o auuncule. Hic autem dixit: Impossibile est esse quoddam aliud. Nihil aliud / dixit / et dixit auunculus: Sequar te [ad quodcunque volueris,] lingua

tamen, sed non corde, timore ensis.

Also lieset man, das zum Mahmet sein Vetter, seins Vaters bruder6), bracht ward, der sprach: 'Wie, lieber Vetter, du son meines bruders, wenn ichs nicht thette?' Antwortet Mahmet: 'o Vetter, so tödte ich dich'. Er aber sprach: 'kans denn nicht anders sein?' 'Nicht anders', sprach Mahmet. Da sagt sein Vetter: 'Wolan, ich will dir folgen, allein mit der Zungen, nicht mit dem Hertzen, aus furcht des Schwerts'.

6) Abbas, Muhammeds onkel.

177 Således læser man, at hans slægtning, hans farbroder, blev ført hen til ham. Han sagde: ”Hvad nu, kære slægtning, du søn af min broder, hvis jeg ikke gjorde det?” Derpå svarer Muhammed: ”O slægtning, så ville jeg slå dig ihjel”. Men han sagde: ”Kan det da ikke være anderledes?” ”Nej”, svarede Muhammed. Da sagde hans slægning: ”Velan, jeg vil følge dig, kun med tungen, ikke med hjertet, af frygt for sværdet”.

Omar autem, filius Catempadi, coactus dixit: Domine, tu scis, quod solo timore mortis fio Saracenus. Omar autem, filius Catempadi,

coactus dixit: Domine, tu scis, quod solo timore mortis fio Saracenus. Et filius

autem Empiascaa timore ensis factus est saracenus. Unde misit et litteras ad

Mesce, quas mulier quaedam occultauit sub crinibus capitis, nuncians his, qui (WA 343) sunt in urbe, aduentum Mahometi, ut canerent ipsi vim doctrinae illius.

Und Omar, der son Catem padi7), gezwungen, sprach: 'Herr, du weissest, das ich allein aus furcht des todtes ein Sarracen werde'. Also ward der son Empiasca auch aus furcht des Schwerts ein Sarracen, Der sandte Briene gen Meecha (welche ein Weib in jren Haren verborgen bracht), darin er sie in der stad warnete von der zukunfft8) Mahmet, da sie sich hüten solten fur der gewalt der Lere des Mahmets9). (WA 344)

7) Umar, senere kalif. 8) = Ankunft. 9) Han skulle hedde ibn abi Balta'a.

178 Og Omar, Catempadis søn, blev tvunget og sagde: ”Herre, du véd, at jeg alene af frygt for døden bliver muslim.” Således blev også hans søn, Empiasca, muslim af frygt for sværdet. Han sendte breve til Mekka (breve, som en kvinde gemte i sit hår) hvori han advarede dem i byen om Muhammeds ankomst, at de skulle tage sig i agt for volden i Muhammeds lære.

Notandum autem quattuor esse partes eorum, qui retinent errorem Mahometi. Prima eorum, qui ingressi sunt [saracenismum] per ensem, ut dictum est, qui etiam nunc eorum ipsorum errorem cognoscentes resipiscerent utique, nisi cum propter ensem timerent. Alia particula eorum est, qui decepti sunt a diabolo credentes vera esse mendacia. Tertia particula est eorum, qui nolunt discederc ab errorc maiorum suorum, sed dicunt detinere ea, quae eorum patres detinebant, a quibus

maxime discedunt, qui pro idolatria, quam prius detinebant, Mahometi sectam tanquam minus malam sine dubio elegerunt.

Und hie ist zu mercken, das vierley sind, die Mahmets jrthum halten. Die ersten, so durch des Schwerts furcht hinein komen sind (wie gesagt), Welche noch wol wider kereten, so sie nu den jrthum erkennen, wenn sie fur furcht des Schwerts thürsten. Die andern, so durch den Teuffel betrogen, gleuben, das solche Lügen die warheit sey. Die dritten, So nicht wollen von jrer vorfaren Glauben lassen, und sprechen, Sie gleuben, wie jre vorfaren gegleubet haben, Und dies sinds, so zuvor abgöttisch gewesen, des Mahmets Secten besser achten, denn die vorige abgötterey.

179 Og her skal man lægge mærke til, at der er fire slags mennesker, som holder sig til Muhammeds lære. De første, der, som sagt, er kommet ind i læren af frygt for sværdet; de ville nok vende om, eftersom de nu erkender deres vildfarelse, hvis de blot turde af frygt for sværdet. Den anden slags mennesker er dem, som af djævelen er bedraget til at tro, at den slags løgn er sandhed. Den tredje slags er dem, som ikke vil forlade deres forfædres tro og siger, at de tror, som deres forfædre har troet; men disse forfædre var tidligere afguderiske og regnede Muhammeds sekt for bedre end deres tidligere afguderi.

Quarta pars eorum, qui propter remissionem vitae et mulierum multitudinem et alia remissibilia potius in his immundiciam quam aeternitatem futuri seculi amauerunt et cum his concordes sunt, qui apud eos sapientiores appellantur et qui litterarum peritiam habent, non credunt legem illorum esse veram vel bonam simpliciter, Sed vehementia

voluptatum sedat iudicium rationis, prout dicit sapiens: Sicut et multi litterarum experti apud christianos non seruant euangelij legem, etsi credant veram esse et bonam, potius imitantur viam Alcorani, quamuis credant in veritatc illum errasse.

Die vierden, so umb des freien leben willen, und das sie viel weiber haben mügen, und andere nachlassung 1) diese zeitliche unreinigkeit lieber haben, denn die ewige freude jenes lebens. Mit diesen haltens, die bey jnen die klugen und gelerten heissen, die gleubens nicht, das jr Gesetz recht und gut sey. Aber die freie wollust dieses lebens unterdrückt die vernunfft, Gleich wie bey uns Christen viel gelerter und Weisen leute das Euangelium nicht halten, wie wol sie gleuben, Es sey recht und gut, Noch füren sie lieber ein Alcoranisch leben, ungeacht das sie halten, Es sey keine warheit drinnen.

1) = Nachsicht, Zugeständnisse.

180 Den fjerde slags mennesker er dem, som på grund af det frie liv og på grund af, at de må have mange koner, og på grund af andre tilladelser, er mere glade for denne urenhed end for den evige glæde i livet hinsides. Og de er enige med dem, som hos dem kaldes kloge og lærde, som ikke tror på, at deres lov er retfærdig og god. Men den frie vellyst ved dette liv undertrykker fornuften, ganske som hos os kristne mange lærde og vise ikke overholder evangeliet, selv om de trorr, at det er retfærdigt og godt; alligevel fører de hellere et koranisk liv, selv om de regner med, at der ikke er nogen sandhed i den.

Et huius rei signum in utrisque est: transmutantur enim quidam saraceni in christianos, et christiani quidam fiunt saraceni. Christianus quidem nunquam in morte fieret saracenus, sed in uita; saracenus autem in morte potius fit christianus quam in vita. Uterque igitur horum potius clegit christianus mori quam saracenus, nisi aliquo modo praedicta vi abstrahatur.

Und dies ist in beiden das warzeichen2), Das etliche Sarracenen werden Christen, und etliche Christen werden Sarracenen, Wie wol ein Christen an seinem ende nicht würde ein Sarracen, sondern am leben. Aber ein Sarracen möcht ehe ein Christen werden an seinem ende denn an seinem leben. Und also beide lieber Christen3) stürben denn Sarracenen, Wo sie nicht mit gewalt anders gezwungen würden.

2) = Kennzeichen. 3) = als Christen.

181 Og det er et kendetegn hos dem begge på, at nogle muslimer vil blive kristne, og nogle kristne vil blive muslimer, selv om en kristen ved sit livs ende ikke ville blive muslim, kun mens han lever. Men en muslim ville hellere blive heller blive kristen ved sit livs afslutning end mens han levede. De ville altså begge hellere dø som kristne end som muslimer, hvis de ikke med magt blev tvunget til noget andet.

Tria sunt [manifestissima] signa violentiae praedictae legis, absque his, quae totiens ante dicta sunt, quod quidem fuit, quod totiens dicit et mandat interimere. Primum [signum] est, quod Mahometus [illis] dixit intantum permanere legem eius, inquanlum eis permaneat et in armis vis, et temporalis potentia. Sed sicut dicit Chrysostomus: talis est veritatis natura, ut et cum a multis oppugnatur, fortius inualescat; et econuerso mendacium, cum a multis adiuuatur, in seipso debilitatur. [Veritas igitur non indiget auxilio ex temporali potentia, et maxime domini veritas, quae manet in aetenum.] Christianorum enim lex persecutionis tempore trecentis annis continuc durante maxime creuit et numero fidelium et [splendore miraculorum].

Es sind aber drey zeichen, das die Gesetze ein Mördlich und wütig Gesetz sey, Uber das,4) so gesagt ist, das er so offt gebeut: 'Tödtet, Tödtet'. Das erst, das Mahmet gesagt hat, sein Gesetz würde so lange bleiben, so lange sie mit woffen und gewalt starck bleiben würden. Aber wie Chrysostomus sagt5): 'Die warheit ist der art, je herter sie gestürmet6) wird, je stercker sie wird, Widerumb die Lügen, Wenn jr gleich grosse macht bey stehet, felt sie doch von jr selbs'. Also hat das Euangelium der Christen, da es wol dreyhundert jare verfolget wird, am aller sterckesten gewachsen, beide an der zal der gleubigen und an wunderbarlicher klarheit.

4) = ausserdem. 5) Chrysostomi In Ioannem Homilia LVJII 1. Kapitel

182 Men der er tre tegn på, at loven er en morderisk og rasende lov, ud over det, der er sagt, at han så ofte siger ”Dræb! Dræb!” Det første er, at Muhammed har sagt, at hans lov ville forblive lige så længe, som muslimerne med våben og magt vil forblive stærke. Men som Chrysostomus siger: ”Sandheden er af den art, at jo hårdere den bliver angrebet, des stærkere bliver den; omvendt med løgnen: selv om den står fast med stor magt, så vil den dog falde af sig selv”. Således har de kristnes evangelium, hvor det igennem tre århundreder blev forfulgt, vokset allerstærkest, både hvad angår de troendes antal og hvad angår dets vidunderlige klarhed.

Signum autem hoc [violentiae legis apud

illos]: Quando enim ad doctriuam conueniunt, ut legem eos saracenorum

magister doceat, et qui debet proponere verbum, primum nudans ensem nudum

manu detinet, inquantum docet vel ponit ad terrorem in quodam eminenti loco. Cbristiani autem docentes non ensem, sed crucem tollunt, non violentiae, sed

mansuetudinis signa ostendentes, tanquam homines, qui mittuntur a christo, sicut oues in medio luporum.

Das ander zeichen ist, das, wenn sie zusammen komen, das jr prediger sie das Gesetz der Sarracener leren und das wort fur tragen sol, so zeucht er ein Schwert aus und helts blos in der hand, so lange er predigt, oder stellets an einen hohen sichtbarlichen ort, zum schrecken; da gegen, wenn die Christen predigen, so erhöhen nicht das schwert, sondern das Creutz, Und weisen nicht ein Mördisch, sondern ein Freundlich zeichen, als Menschen, die von Christo gesand sine mitten under die Wolffe, wie de schafe. (WA 346).

183 Det andet tegn er, at når de kommer sammen og deres prædikant skal lære dem muslimernes lov og foredrage ordet, så trækker han et sværd ud og holder det i sin hånd, så længe han prædier, eller opstiller det på et højt, synligt sted til skræk og advarsel; hvorimod, når de kristne prædiker, så ophøjer de ikke sværdet, men korset og fremviser ikke et morderisk, men et venligt tegn, som mennesker, der af Kristus er sendt som får midt ind blandt ulve.

Tertium autem signum caedis et violentiae est, quod assessinij a saracenis nutriuntur, homicidae hominum futuri, quibus ex ipsa actione actiua et passiua vitam aeternam promittunt, et mittunt eos per (WA 345) orbem terrarum, ut principes mundi dolose interimant. Hi autem assessini

castra habent et arccs circa Liltum montem, obediuntque Sultano Babylonis, qui est Caput Saracenorum. Hique legibus et ordine saraceni sunt, et non vocantur assessini a saracenis, sed Hismaelitae, quasi radix et tribus saracenorum, et primi defensores et conseruatores legis Mahometi. Ad hoc enim praecipue instruuntur et nutriuntur, ut caedem faciant. Hoc scelus non christiani solum, [qui sanctissimam legem habent], abominantur, sed et Tartari, qui nullam legem seipsos habere dicunt praeter naturalem. [Ex his igitur apparet manifeste, quod saracenorum lex lex est caedis et violentiae. Est autem violentum, cuius motus est ab extra, quod nullum momentum huius, quod mouetur, remittit, ut dicit

Aristoteles.] Et ex hoc manifestum, quod non est ex dei.

Das dritte zeichen, das es ein Mördlich wütiges Gesetz sey, ist, das bey den Sarracenen erzogen werden Assessinij1), zukünfftige mörder, diesen verheissen sie das ewige leben fur das Morden, Gott gebe2) sie morden oder werden drüber ermordet, Und schicken sie aus in die gantz welt, das sie sollen die weltlichen Herren listiglich erwürgen. Diese Assessinij haben schlösser und heuser an dem berge Liltum3), Und sind unter dem Sultan zu Babylon, der das Heubt ist der Sarracenen4). Und wiewol diese Assessinij rechte Sarracenen sind und leben nach dem gesetz und weise der Sarracenen, Doch heissen sie bey jnen nicht Sarracenen, Sondern Ismaeliten5), als der stam und wurtzel der Sarracen und die furnemesten verteidiger und erhalter des Mametischen Gesetzes. Denn dazu werden sie sonderlich erneeret und erzogen, das sie morden sollen, Fur welchem laster nicht allein den Christen, Sondern auch den Tattern grawet, die doch sagen, sie haben kein Gesetz on das Natürliche recht. Also ists gewis, das der Sarracenen ein Mördisch wütiges Gesetz, Nicht Gottes, sondern des Teuffels ist.

1) Assasinerne, en shiitisk sekt. 2) = gleichviel ob sie ... oder. 3) Der menes Libanon. 4) Om Babylon, jf side 278, anm 3. 5) Forkert sammenblanding.

184 Det tredje tegn på, at det er en morderisk og rasende lov, er, at der hos muslimerne opdrages nogle assasinere, fremtidige mordere, som får løfte om evigt liv til gengæld for at myrde, hvad enten de myrder eller derved bliver myrdet. Dem sender de ud i hele verden, for at de med list skal myrde de verdslige herskere. Disse assasinere har slotte og huse på bjerget Libanon, og de er underlagt sultanen i Bagdad, der er overhoved for muslimerne. Og selvom disse assasinere er rette mu8slimer og lever efter muslimernes lov og levemåde, så kaldes de af de andre ikke muslimer, men ismaelitter, ud fra muslimernes stamme og rod, og de er de vigtigste forsvarere og opretholdere af den muslimske lov. For de bliver opflasket og opdraget netop dertil, at de skal myrde. Og for den forbrydelse gruer ikke blot de kristne, men også mongolerne, som ellers siger, at de ikke har anden lov end den naturlige lov. Derfor er det givet, at muslimerne har en morderisk, rasende lov, ikke Guds, men djævelen lov.

Quod Alcoranum non est lex dei; inordinatum enim est. Capitulum Xl.

Das XI. Capit, das der Alcoran nicht Gottes Gesetz ist, Denn es zu unördig ist.

185 Det elvte kapitel: Koranen er ikke Guds lov, for den er for rodet.

[vNdecimo considerandum, quod Alcoranum non est lex dei, inordinatum

enim est.] Quae enim a deo sunt, ordinata sunt, ut dicit Apostolus. Videmus autem hoc in operibus naturae et in sacns scripturis. Firmissimum enim non solum christianis, sed etiam ipsis saracenis, Moysi legem et prophetas et euangelium a deo esse. [Haec autem omnia ordinata sunt.] Moyses enim valde ordinate incipit a mundi creatione, et deinde totum pentatheucum percurrit

secundum ordinem temporis et historiae; et alij autem prophetae bene ordinate processerunt [secundum ordinem temporis] demonstrantes, [quando et] quibus regibus, [vel secundum ordinem historiae, vel ad minus secundum ordinem materiae]. Et euangelium bene ac ordinatissime procedit, [et temporis ordine, et historiae, et materiae]. Incipit quidem ab incarnatione et natiuitate christi; deinceps autem de vita et doctrina et miraculis eius, et post haec de morte et resurrectione et assumptione dicit.

Was von Gott ist, das ist wol geordent Rom xiij. Das siehet man beide an der Natur und heiliger Schrifft, Und gewis ists, bey den Christen und Sarracenen, das Mose gesetz, Propheten und Euangelium von Gotte sein. Moses helt gar feine ordning, hebt an von der welt schepffung, und durch die gantze Bücher gehet er hindurch ordenlich nach der zeit und Historien. Also thun auch die Propheten. Und schreiben fein nach einander, unter welchem Könige, und sagen eine furgenom sache fein ördenlich8). Also auch das Euangelium gehet auffs feinest in der ordenung, fehet an von Christo, wie er empfangen und geborn ist unter Augusto, Herode, Und wer daszumal regiert hat, Darnach wie er gelebt, gepredigt, wunder gethan, darnach gelidden, gestorben, aufferstanden ist etc.

8) = schön der Reihe nach.

186 Hvad der er fra Gud, det er der god orden på, som apostelen siger Rom 13,1ff. Det ser man både i naturen og i den hellige skrift, og sikkert er det, både hos de kristne og hos muslimerne, at moseloven, profeterne og evangeliet er fra Gud. Moses holder fint orden på det, begynder ved skabelsen og gennemgår det gennem alle bøgerne på ordnet vis efter tiden og historierne. Og det gør også profeterne og skriver i god orden efter hinanden, under hvilke konger de levede, og fremfører en vigtig sag i god rækkefølge. Sådan går også evangeliet frem i den fineste rækkefølger, begynder med Kristus, hvordan han blev undfanget og født under Augustus, Herodes, og hvem der dengang regerede. Derefter, hvordan han levede, prædikede, foretog mirakler, derefter led, døde og opstod, osv.

Alcorano autem omnino nullus est ordo temporis. Neque enim dicit, quibus regibus, vel secundum quod tempus. Neque historiae ordo est. Primum enim capitulum, unde incepit, dicitur inscriptio, [vel aperitio]

libri, in quo [indubitato] proprio incepit ab oratione et laude dei. Et absque

medio post breuem orationem tractatum incepit. Et est capitulum secundum de fulua boue, quam obtulit Moyses, cuius historia est in Leuitico. Tertium autem capitulum est de domo Abraam, qui fuit pater Moysi. In quo multa de christo interserit, et dicit virginem Mariam sororem fuisse Moysi et Aaron. Et deinceps sequitur quartum capitulum de mulieribus. Similiter autem et de alijs sic inordinate procedit, adeo, quod nemo est, qui possit reddere rationem ordinis historiae et capitulorum.

Aber im Alcoran ist gar kein ordnung, Da ist kein rechnung der zeit oder jare, kein person der Könige oder Regenten derselben zeit, Auch kein (WA 347) ördenliche rede1) der sachen, Denn das erst Capitel, das des Buchs titel ist, da fehet er an mit beten und Gott loben2). Und nach solchem kurzen gebet fehet er das Buch, Und ist dasselb das ander Capitel von der Roten kue3), davon im vierden Buch Mose stehet, cap xix. Das dritte Capitel ist vom hause Abraham4). Welchen er setzt zu einem Vater Mose. Und sagt viel von Christo und spricht, die Jungfraw Maria sey Mose und Aaron schwesster gewest5). Darnach ist das vierde Capit. von den frawen, So fort an in den andern Capiteln hacket ers so unördig unternander6), das niemand sagen kan, warumb dis forne, jenes hinden, ode dis mitten stehe.

1) = Darstellung. 2) Sura 1. 3) „Die Kuh" ist der Name der 2. Sure, in welcher die Opferung der roten Kuh, von welcher 4. Mose 19, iff. berichtet, v. 63 ff. erzählt wird. (2,67) 4) Jf side 330, anm 3 #151. 5) Jf side 332 #157.

187 Men i koranen er der slet ingen orden. Man aflægger ikke regnskab om tid og år, nævner ingen kongelig person eller regent fra den tid, heller ikke er der nogen ordentlig fremstilling af sagerne, for i det første kapitel, som er bogens titel, begynder han med bøn og lovprisning af Gud. Og efter denne korte bøn begynder han bogen, og det er det samme andet kapitel om den røde ko, hvorom der står i 4 Mosebog, kap 19,1ff. Det tredje kapitel handler om Abrahams hus. Ham gør han til Moses' far. Og han siger meget om Kristus, og siger, at jomfru Marie er Moses' og Aarons søster. Dernæst er det fjerde kapitel om kvinderne, og således videre i de andre kapitler, hvor han blander det så rodet ind mellem hinanden, at ingen kan sige, hvorfor dette står foran, dette bagved eller dette i midten.

Et neque materiae ordo est: nunquam enim unam materiam bene ordinaleque pertransit, sed deinceps ab una materia ad alteram (WA 349) suppositionem omnino impertinentem transfertur tanquam abstractus. Sed et neque ordincm habet argumentationum, vel alicuius demonstrationis, sed [omnis

doctrina ex suppositione procedit, et suppositiones] quandam propositionem [per scipsam veram,] ex illa aliam quandam concludit, quae nihil commune liabet ad primam; sicut est continue quod ab eo dicitur: quod deus est excelsus et bonus, et quod Alcoranum lex est salutis, et deus est deus, et quod nullus est alius deus praeter deum, et Mahometus est propheta verus. Quae antem haec conclusio: Mahometum esse verum dei seruum, et quod deus est deus?

So redet er auch von keiner sachen ördenlich7), sondern fellet von einem auffs ander und menget eine ins ander, als ein wahnsinniger oder der jmer anders wo were8). Viel weniger bleibt er auff dem wege, Wenn er sol etwas nach einander beweisen oder schliessen, Sondern setzt einen spruch, darauff füret er ein, das sich nichts drauff reimet9). Als da er stets daher wesscht10): 'Gott ist hoch und gut', Und 'Alcoran ist ein Gesetz des heils', Und 'Gott ist Gott', und das kein Gott ist, ausser Gott, Und 'Mahmet ist ein warhafftiger Prophet'. Lieber, wie hanget das ördenlich an einander, Das Mahmet ein Prophet, Gottes diener, und Gott Gott ist?11)

7) jf side 346, linje 24. #186 8) D. i. zerstreut, nicht bei der Sache. 9) = nicht dazu stimmt. 10) = schwätz. 11) Jf side 300,1 #66 og 318,12 #113.

188 Sådan er der i hans tale ikke orden på nogen ting, men han går fra det ene til det andet som en vanvittig eller som én, der altid var et andet sted. Meget mindre forbliver han på vejen, når han skal bevise eller konkludere noget fra noget andet; så fremfører han ét skriftsprog, så et andet, der slet ikke passer dermed. Som når han næsten for sjov siger: ”Gud er høj og god”, og: ”Koranen er en frelsende lov”, og: ”Gud er Gud” og at der ikke er nogen Gud udover Gud, og: ”Muhammed er en sand profet”. Jamen, kære venner, hvordan hænger det logisk sammen med hinanden, det, at Muhammed er en profet og Guds tjener, og det, at Gud er Gud?

Et in capitulo Elmaida, quod interpretatur mensa, dicit: Constituit nobis deus domum Elaram, id est vocationis. Haec est domus mensae: Mensis est ieiunij saracenismi: Et hoc est, ut sciatis, quod deus omnia nouit, quae sunt in coelo et quae sunt in terra, et deus scit, quicquid est. Sed quis est tam demens, ut dubitet, quin deus sciat omnia? Sed posito, quod dubitetur ab aliquo: quae est haec consequentia, quod mensa et ieiunium mensis saracenismi faciat scire, quod deus scit omnia?

Im Capitel Elmaida (das ist Tissch) spricht er: 'Gott hat uns gestifftet das haus Elaram (das ist beruffung)12), welchs ist das haus des Tissches, und den Fastelmond13) der Sarracenen, und das darumb, das jr wisset sollet, Das Gott alle ding weis, was in Himel und Erden ist, Und weis alles, was geschicht14). Aber wer ist so toll, der daran zweivele, das Gott alle ding weis? Und ob jemand dran zweivelte, Wie reimet sichs, das der Tissch und Fastelmond der Sarracenen mache, das jemand wisse, Wie Gott alle ding weis?

12) Kabaen i Mekka. 13) = Fastemonat. 14) Sura 5,98.

189 Ligeledes siger han i kapitlet Elmaida (det er ”Bord”): ”Gud har indstiftet huset Elaram (det betyder kaldelse), som er bordets hus, og muslimernes fastemåned, og det af den grund, at I skal vide, at Gud véd alle ting, som er i himlen og på jorden, og han véd alt, hvad der sker”. Men hvem er så dum, at han tvivler på, at Gud véd alle ting? Og selv om nogen tvivlede på det, hvordan stemmer det så overens med, at bordet og fastemåneden skulle bevirke, at enhver véd, at Gud véd alle ting?

Et continue autem videtur loqui tanquam somniator, et maxime circa finem libri, ubi videntur ei verba deficere. Sicut in capitulo EIcapherum, quod interpretatur haeretici, dicit [de verbo ad verbum]: O execrabiles! non adoro, quod vos adoratis, neque vos adoratis, quod ego adoro. Ego

non adoro, quod vos adoratis, neque non adoratis, quod ego adoro. Vobis vestra lex, et mihi mea lex. Sed quilibet haereticus potest hoc dicere, ut intercidat materiam, quae est de inquisitione veritatis.

Und stets redet er, als lege er im traum, und sonderlich am ende des buchs, da es jm auch noch an worten feilen wil, als im Capitel Elcapherim15), das heisst (Ketzer), spricht er: 'O jr verfluchten, Ich bete nicht an, das jr anbetet. Und jr betet nicht an, das ich anbete, Ich bete nicht an, das jr anbetet, Und jr betet nicht an, das ich anbete. Euch sey ewer Gesetze, Mir sey mein Gesetze'. Welcher Ketzer oder abgöttischer kündte nicht auch also reden? Was dienet das zur sachen, wenn man die warheit sol forschen? (WA 348)

15) Sura 109,6. (109:2)

190 Og stadigvæk taler han, som var det i drømme, og især i slutningen af bogen, hvor han også mangler ord, f.eks. i kapitlet Elcaferim, som betyder ”Kætter”, hvor han siger: ”O I forbandede, jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, og I tilbeder ikke det, jeg tilbeder. Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, og I tilbeder ikke det, jeg tilbeder. I har jeres lov, jeg har min lov”. Hvilken kætter eller afguderisk person kunne ikke tale ligeledes? Hvad tjener det til sagen, når man skal udforske sandheden?

Et neque reminiscor me inuenisse

in toto libro unam solam argumentationem, quae secundum rectam suppositionem et conuenientem ordinem procedat. Nominum autem ordo illic grammatice et rhythmice optimus est: fere enim totus liber metricus et rhythmicus est. Unde et valde gloriantur saraceni [in sic pulchro et ornato arabicae locutionis modo]. Et ex his argumentantur verum prophetam fuisse Mahometum: non enim sic ornate sciuisset loqui homo omnino idiota. Sed sicut superius visum est in quarto capitulo, non consueuit deus loqui in mundo, vel cum prophetis per uersus vel rhythmos. [Sic igitur manifestum, quod lex haec non est a deo, quae nullum habet ordinem nisi solum rhythmicum et grammaticum, qui deo non congruit.]

Ich hab auch in dem gantzen Buche nicht ein einige Disputation funden, die ördenlich were, Aber die Wort und Reimen sind wol fein, Denn das gantze Buch ist Reimen weise oder Poetisch gemacht, davon die Sarracenen seer rhümen. Und das sol beweisen, das Mahmet ein rechter Prophet sey, Denn ein ungelerter Leye kündte nicht so reisig1) reden, Aber droben2) haben wir beweiset, das Gott nicht pflegt mit den Menschen oder durch die Propheten poetisch oder reims weise zu reden.

1) = gewandt? 2) jf side 292f #50.

191 Heller ikke har jeg i hele bogen fundet en disputation, som var efter reglerne, men ordene og rimene var fine nok. For hele bogen er lavet på rim-måde eller poetisk, hvilket muslimerne praler meget af. Og det skal bevise, at Muhammed er en ret profet, for en ulærd lægmand ville ikke kunne tale så billedrigt. Men ovenfor har vi bevist, at Gud ikke plejer at tale med menneskene eller gennem profeterne på poetisk måde eller med rim.

Quod lex saracenorum non est dei: iniqua enim est: Cap. xij.

Das XII. Capit. Das der Alcoran nicht Gottes gesetz ist, Denn er unrecht und böse ist.

192 Det tolvte kapitel. Koranen er ikke Guds lov, for den er uretfærdig og ond.

[dVodecimo oportet considerare, quod lex haec non est a deo. Deus enim est

summe bonus: optimi autem est optima facere secundum Dionysium;] quod autem lex Alcorani iniqua est, ex ipso Alcorano manifestum est. Dicitur enim in capitulo Elcaph, et in capitulo Elgem, quod interpretatur daemones, quod ipsum Alcoranum (WA 351) placet daemonibus et in eodem delectantur. Daemones autem iniqui sunt et peruersi

[secundum volunlatem], quibus praeter iniquum aliud placct nihil. [Alcoranum

igitur malum est.] Item Alcoranum causa est omnium malorum, sicut caedis,

rapinae, periurij et huiusmodi: quae non solum permittit Alcoranum, sed etiam mandat, sicut superius manifestum fuit, et maxinie caedes.

Das der Alcoran ein böse unrecht Gesetze sey, wird offenbar durch jn selbs, Denn im Capitel Elcaph und im Capt. Elgem, das heisst die Teuffel, stehet also, Das er den Teuffeln wol gefellet, und die Teuffel lust drinnen haben3). Die Teuffel aber sind böse verkerete4) geister, welchen nichts gefallen kan, on was böse und verkeret ist. Auch ist der Alcoran ursache alles bösen, als Mords, raubens, Meineides5), und der gleichen, denn er solchs nicht allein nach gibt6), sondern auch gebeut, sonderlich das morden, wie droben gesagt ist.

3) Sura 46,28-29. (46:29-30) 4) = abgefallene, gottlose. 5) jf side 314, Sura 66,2; 5,91. 6) = zulässt.

193 At koranen er en ond, uretfærdig lov, bliver klart ud fra den selv, for i kapitlet Elcaf og i kapitlet Elgem (det betyder ”djævel”) står der ligefrem, at djævlene kunne lide den, og at djævlene fandt behag i den. Men djævlene er onde, falske ånder, som kun finder behag i det, som er ondt og falsk. Og koranen er også årsag til alt muligt ondt, såsom mord, røveri, mened, og den slags, for den ikke blot tillader det, men påbyder det også, især mord, som sagt ovenfor.

Non sufficiens autem excusatio est: mandarc infideles interimi, sed neque fideles. Dicit enim [indubitatio], quod fidelis non debet interimere fidelem; ipsos autem infideles mandat interimere, nisi tributa soluant. Tributum igitur soluere sufficiens causa est interimendi, [vel non]? Quare non inquantum infideles sunt est tale?

Und hilfft nichts, ob jemand sagen wolt, Er habe geboten die ungleubign, nicht die Gleubigen zu tödten. Denn so spricht er: 'Der gleubige sol keinen Gleubigen tödten'.7) Gleichwol heisst er die ungleubign tödten, wo sie nicht tribut geben8), So höre ich wol, Tribut nicht geben, sol ursache gnug sein zu tödten,9) Warumb ist nicht viel mehr die ursache, das sie nicht gleuben?

7) Sura 4,95. (4,94) 8) jf side 282, anm 10 #24. 9) Vgl. den lateinischen Text von V in den Varianten zu S. 351 Z. 8/9. (ergo soluere tributum est integra causa, quod occidantur vel nob occidantur).

194 Og det hjælper ikke, om nogen vil sige, at han har påbudt at dræbe de vantro, ikke de troende. For således siger han: ”Den troende skal ikke slå nogen troende ihjel”. Alligevel befaler han at slå de vantro ihjel, hvis de ikke betaler skat. Så jeg hører nok, at dette ikke at betale skat er tilstrækkelig årsag til at dræbe, men hvorfor er årsagen ikke snarere, at de ikke tror?

Item sicut in pluribus locis Alcorani dicitur: Nullum est malus malum, quam deo mendaciuin iniungere; Alcoranum autem multa et alia mendacia iniungit,

praeterquam quae dicta sunt superius in nono capitulo. [De mendacijs, quae in hoc continentur, omnia in deum reflectit.] Possunnis autem et alia plura

ostendere. In capitulo enim Elemphaal, quod interpretatur lucra, dicit, quod

sunt quaedam dei et apostoli lucra, et dent deo quintam parlem, ex quibus

lucrantur.

Item, An viel örten spricht er, Es sey kein grösser sünde, denn Gotte Lügen zuschreiben.10) Nu thut der Alcoran dasselbige und schreibt Gott viel ander mehr lügen zu, denn die droben im ix. Cap. Erzelet sind11). Wir kündten aber viel andere solche Lügen anzeigen, Als im Capitel Elemphaal (das heisst Gewinst oder nutz) spricht er12): 'Es sind etliche gewinst Gottes und des Apostels', Und man solle den fünfften teil des Gewinsts Gotte geben.

10) Sura 6,21. 11) jf side 326ff #140. 12) Sura 8,42. (8,41)

195 Ligeledes siger han mange steder, at der ikke findes nogen større synd end at tilskrive Gud løgn. Nu gør koranen netop det og tilskriver Gud mange andre løgne end dem, der er fortalt om ovenfor i kapitel ni. Vi ville nok kunne påpege andre sådanne løgne, f.eks. i kapitel Elemphal (hvilket betyder gevinst eller nytte), hvor han siger: ”Der er noget af krigsbyttet, der tilhører Gud og hans apostel”. Og man skulle give en femtedel af byttet til Gud.

Sed nunquid deus est sic iniquus, ut permittat rapinam, ut illinc quintam capiat partem, vel sic pauper deus, ut non habeat, unde nutriat pauperes

eins et viduas et orphanos et peregrinos, de quibus illic loquitur, nisi permittat

rapinam? Quare ut illinc lucretur, certe iam facit Mahometus deum consortem sibi in male, qui non potest habere consortem in bono.

Sage mir, Ist Gott so ein schalck worden, das er Rauben erleubet, auff das er den fünfften teil neme? Oder ist er so dürfftig arm, das er seine Armen und Widwen, Waisen und Frembdling (davon er dasselbs redet) nicht erneeren kan, er lasse denn dazu rauben? Treibet er solchen Gewin, furwar so macht Mahmet Gotte zu seinem Gesellen, böses zu thun, der doch keinen gesellen haben kan, guts zu thun. (WA 350)

196 Sig mig, er Gud blevet en sådan røver, at han tillader røveri, for at han kan få en femtedel? Eller er han så nødlidende og fattig, at han ikke kan ernære sine fattige og enker, faderløse og fremmede (hvorom han taler her), uden at han tillader røveri? Hvis han driver den slags vinding, så gør Muhammed sandelig Gud til sin ligemand i at gøre ondt, han, der dog ikke kan have nogen ligemand i at gøre godt.

Item etsi aliquando Alcoranum prohibeat rapinam et periurium et alia quaedam mala, tamen haec prohibitio permissio quaedam potius est. Dicit enim: Ne faciatis mala; non enim placent deo. Sed autem feceris, ipse est misericors et miserator, et facile

vobis parcet. De rapina autem nihil unquam mandauit, ut restituatur; neque talem ipsi consuetudinem habent, sed sufficit in fine saracenum dicere: non est

deus praeter deum, et Mahometus est apostolus dei, sicut superius manifestum

fuit in quinto capitulo.

Und ob wol der Alcoran zu zeiten verbeut Raub, Meineid und ander böses1), So ist doch solchs verbot mehr ein zulassen, Denn er spricht: 'jr solt nichts böses thun, denn es gefellet Gotte nicht, Thustu es aber, so ist er barmhertzig und gnedig, und wird dirs gern vergeben.'2) Aber vom Raub sonderlich gebeut er nichts uberal3), das man solle widergeben, Es ist auch jre weise nicht, Sondern ist gnug, das ein Sarracen an seinem ende spricht: 'Es ist kein Gott ausser Gott, und Mahmet ist Gottes Apostel', wie droben gesagt ist.4)

1) Vgl. Koran 5,43; 5,91 (5,89). Dazu Verbot der Lüge: 22,31 (22,30); des Totschlags: 4,94 etc (4,92). 2) Sura 4,110. 3) = überhaupt nichts. 4) jf side 300,1ff. #66.

197 Og selv om koranen nogle steder forbyder røveri, mened og andre onde handlinger, så er dog den slags forbud mere en tilladelse, for han siger: ”I skal ikke gøre ondt, for det behager ikke Gud; men hvis du gør det, så er han barmhjertig og nådig og vil gerne tilgive dig det”. Men hvad røveri angår, påbyder han intetsteds overhovedet, at man skal tilbagegive; det plejer de heller ikke at gøre, men det er nok, at en muslim på sit dødsleje siger: ”Der er ingen Gud uden Gud, og Muhammed er Guds apostel”, som ovenfor sagt.

De periurio autem palam dicit in capitulo Elmin, quod interpretatur mensa: Non imputabit vobis deus fraudationem iuramenti, sed inuocationem eius/. Quasi dicat: Periurium non obligat ad culpam, sed ad poenam. Et postea subdit: Pro transgressione autem eius sufficit decem pauperum educatio vel totidem indumentum vel unius captiui redemptio. Qui autem haec non potest facere, ter ieiunabit.

Vom Meineid spricht er frey, im Capit. Elmin: 'Den Meineid zwar wird euch Gott nicht zu rechen, Sondern viel mehr, das jr jn nicht anruffet', als solt er sagen: 'Meineid verdienet keine schuld, sondern allein straffe', Denn hernach setzt er: 'Fur solche ubertrettung ist gnug, zehen Arme speicen, oder so viel kleiden, oder einen gefangenen lösen. Wer das nicht vermag, sol dreimal fasten'.5)

5) Sura 5,91. (5,89)

198 Om mened siger han ligeud i kapitel Elmin: ”Mened vil Gud ikke tilregne jer, meget snarere, at I ikke tilbeder ham”, som ville han sige: ”Mened optjener ingen skyld, men alene straf”. For bagefter fortsætter han: ”For sådanne overtrædelser er det nok, at man bespiser ti fattige, eller beklæder lige så mange, eller løskøber en fange. Den, der ikke har råd til det, skal faste tre gange”.

Ex istis equidem sequuntur omnia mala.

Non enim timent rapere vel decipere vel peierare, nec fidem seruare, cum

christiano praecipiatur fidem seruare oportere etiam inimicis et infidelibus.

Aus solchem mus wol alles ubel folgen, Denn sie schewen sich nichts, zu rauben, zu betriegen, falsch zu schweren, und Glauben6) brechen, So doch den Christen geboten ist, auch feinden und ungleubigen Glauben zu halten.

6) = fidem, das gegebene Wort.

199 Heraf må vel alt ondt følge, for de viger ikke tilbage for noget, at røve, at bedrage, at sværge falsk og at bryde et løfte. Hvor det dog er påbudt de kristne at holde sit løfte også overfor fjenderne og de vantro.

Habent tamen quoddam [indubitato] genus iuramenti saraceni, quod non defacili transgrederenlur: de quo post haec speculabimur. Mahometus autem palam dicit in capitulo Elmetaare, [quod interpretatur (ne)catio,] quod deus dispensauerat ei, non seruaret, quod licite iurauerat, non amplius videlicet ad iacobitissam (WA 353) quandam accedere, quae Maria appellabatur, et sic peierauit, cuius remissionis testes sunt, ut dicit, Michael et gabriel. Iniqua igitur est lex illa, quam sequuntur omnia mala. [Est autem iniqua propterea, quod tot et] sic magna [mala et] mendacia deo iniungit.

Doch haben sie, die Sarracenen, einen sondern Eid, den sie nicht leichtlich brechen, davon wir hernach sehen wollen. Von jm selber aber spricht Mahmet im Capitel Elmetare7), Das Gott mit jm dispensiert oder erleubet habe, das er nicht halten dürffe, was er recht und redlich geschworen hat, Als das er sich nicht mehr wolte zu der Jacobitin legen, die Maria hies, und ward drüber Meineidig, Und solches erleubnis musten zeugen sein Michael und Gabriel, wie er leuget. Solt nu solch gesetz Gottes sein, da so viel arges, ja alles arges her komet, Und solch grosse gifftige Lügen Gotte zu schreibt?

7) Sura 66,2; (66:1ff) jf side 314 #103.

200 Dog har de, altså muslimerne, en særlig ed, som de ikke så let bryder, og som vi herefter vil se på. Om det siger Muhammed i kapitel Elmetare, at Gud har dispenseret for ham eller tilladt ham, at han ikke behøver at holde det, som han ret og redeligt har svoret, såsom at han ikke mere ville ligge hos den Jakobitinde, der hed Maria, hvorved han blev en meneder. Ved den tilladelse bevidnede Mikael og Gabriel, hvordan han løj. Skal nu en sådan lov, hvoraf så meget ond, ja alt ondt kommer, være Guds lov, og skal sådanne store, giftige løgne tilskrives Gud?

Et praeter praedicta eliam alia multa iniungit mendacia et fatua. Dicit enim, quod deus se excusat ex eo, quod misit apostolum Mahometum hominem, et non angelum; et ait, [quod deus dixit], quod misisset angelus, sed ipsi non potuissent mundum cum securitate pertransire. Sed nunquid Mahometus securius per mundum quam angeli accedebat? quodsi angelos intelligit bonos et pacificos homines, adhuc non est dubium, quod boni et pacifici homines securius mundum pertranseunt quam mali.

Uber diese Lügen gibt er Gott noch mehr, nicht allein Lügen, sondern auch Nerrische lügen, Denn er spricht, Gott habe sich entschüldigt, das er nicht einen Engel, sondern den Menschen Mahmet gesand habe. Und hette wol können einen Engel senden, Aber sie hetten nicht durch die welt sicher wandeln können9). Wie? hat denn Mahmet können sicherer durch die welt wandeln denn die Engel? Oder köndte sie Gott nicht beschirmen? Oder wo er durch Engel wolt verstehen frome friedsame leute, Ists ja gewis, das frome friedsame Leute sicherer durch die welt wandern, denn die bösen.

9) Sura 17,97. (17,95)

201 Ud over disse løgne tilskriver han desuden Gud endnu mere, ikke blot løgne, men naragtige løgne, for han siger, at Gud har undskyldt sig, at han ikke har sendt en engel, men mennesket Muhammed. Han havde nok kunnet sende en engel, men de ville ikke have kunnet vandre sikkert gennem verden. Hvordan det? Har da Muhammed kunnet vandre sikrere gennem verden end englene? Eller kunne Gud ikke beskærme dem? Eller hvis han gennem engle ville få fromme, fredelige mennesker til at forstå, er det jo sikkert, at fromme,fredelige mennesker vandrer sikrere gennem verden end de onde.

Inducitque deum continue loquentem et dicentem, quod non ludi gratia creauit mundum. Sed quis est tam demens, ut existimet de mundo, quod tanquam ludens fecit mundum?

Item, stets zeugt er an, wie Gott spreche, das er die welt nicht Schertzens weise gemacht habe10). Wer ist aber so töricht, der da halte, das Gott die zu seinem scherz gemacht habe?

10) Sura 21,16.

202 Ligeledes, hele tiden antyder han, hvordan Gud taler, at han ikke har skabt verden for sjov. Men hvem er da så tåbelig, at han skulle tro, at Gud havde skabt den for sjov?

Item Mahometus saracenus homo existens, et continue intemperantiae deditus, in Capitulo Elinir elazap inducit deum dicentem: Ne ingrediamini domum

alicuius nisi inuitati et vocati, [et nisi perstrepant de foris]. Et addit tamquam

ex persona dei: Et postquam ingressi fueritis et comederitis, exite et ne stetis

ad loquendum cum ianitoribus, quia molestum est [prophetae] et verecundum est dicere. Sed deus non verecundatur dicere veritatem.

Item der Mahmet, ein Mensch und Sarracen, in teglicher unzucht, füret (WA 352) ein im Cap. Elinir Elazapi1), Wie Gott sage also: 'Jr solt in keins haus gehen ungeladen oder unberuffen'. Darnach spricht Gott weiter: 'Wenn jr hinein gangen seid und gessen habt, So gehet heraus und stehet nicht und predigt den Thurhütern, Denn es ist verdrieslich2) und zu schemen, da zu predigen. Aber Gott Schemet sich nicht die Warheit zu predigen'.

1) Sura 24,27; 33,53. 2) = Anstoss erregend. 3) Luther i marginen: Denne tekst forstår jeg ikke.

203 Ligeledes anfører Muhammed, et menneske og en muslim, der lever i daglig utugt, i kapitel Elinir Elazapi, hvordan Gud siger følgende: ”I skal ikke gå ind i noget hus uden at være indbudt eller ukaldet”. Derefter siger Gud: ”Når I er gået ind og has spist, så gå udenfor og stå ikke og prædik ved dørstolperne, for det virker anstødeligt og skamfuldt at prædike dèr. Men Gud skammer sig ikke over at sige sandheden”.

Breuiter autem, quicquid volebat facere, vel quod fieret, id totum deo iniungebat idque mandabat, quod ita fieret. Et ex hoc subsecuta sunt omnia mala, quasi ex auctoritate legis, id est interimere, rapare, moechari cum uxore Zeith, incestum committere cum Maria iacobitissa, peierare, et non seruare fidem in promissis. [Iniqua igitur] lex haec, [quae] placet quidem diabolo, [et quae ad multa mala nos inducit. Non igitur a deo est, qui summe bonus et a quo bonum solum procedit, malum autem nihil]. (WA 355)

Summa, Was er wolte thun oder gethan haben, das legt er Gotte zu, als ders geböte zu thun. Daraus ist alles böses komen, als hette es Gott in seinem Gesetz geheissen, Morden, Rauben, Ehebrechen, falsch schweren, als mit der Zeith weib die blutschande uben4), umb der Maria der Jacobitin willen den Eid brechen5) und niemand glauben halten darumb ists nicht wunder, das den Teuffeln dis Gesetz wolgefallen hat.

4) jf Side 316 #107. 5) jf Side 314 #103.

204 Kort sagt, det, han ville gøre eller havde gjort, det tillægger han Gud, som om han havde påbudt at gøre det. Deraf er alt det onde kommet, som havde Gud i sin lov, at man skal begå mord, røveri, ægteskabsbrud og sværge falsk, sådan som han med Zaids kone øvede blodskam, og for Maria, Jakobitindens skyld brød sin ed og ikke ville holde nogen løfter, derfor er det ikke underligt, at den lov behagede djævlene.

De Alcorani institutione, et quis fuerit legis huius opifex et inuentor:

Capitulum xiij.

Das XIII. Capitel: Wer der Meister sey dieses Gesetzes, und wie ungewis der Alcoran ist.

205 Det trettende kapitel: Hvem der er denne lovs ophavsmand og hvor usikker koranen er.

[qVoniam igitur demonstratum est, quod Alcoranum, saracenorum videlicet

lex, non est a deo, sequitur quaerere de discipulis Mahometi et de constitutione praedicti Alcorani. Oportet igitur scire, quod] firmissime creditur a sapientibus

illorum et efficacibus rationibus ostenditur: primum Alcorani auctorem non hominem fuisse, sed diabolum, qui propria inuidia et diuina permissione, propter pecccata populi, praeualuit inchoare solemniter et efficaciter perfidiam antichristi. (WA 355) [] Et cum non posset diabolus amplius multitudinem deorum defendere, nec omnino Moysi legem et christi euangelium negare, quia iam per totum mundum diuulgatum erat, excogitauit figmento legis cuiusdam quasi mediae

inter nouum et vetus testamentum mundum decipere.

Es halten die Weisesten bey jnen selbs gewis dafur, und wird auch mit krefftigem grund uberzeuget6), das der erst Meister des Alcoran sey nicht ein Mensch, sondern der Teufel, der aus altem Neid, durch Gottes verhengnis umb der Menschen sünde willen hat öffentlich und gewaltiglich solchen Grewel des Endechrists angefangen. Denn da er sahe, das er die menge der Abgötterey nicht lenger verteidigen kund, noch dem Euangelio und heiliger Schrifft weren, so durch die Welt ausgebreitet war, Dacht er die welt zu betriegen mit einem ertichten Glauben, der gleich7) ein Mittel weg were zwisschen Mose und dem Euangelio.

6) = nachgewiesen. 7) = gleichsam.

206 Det regner de viseste blandt dem selv med og de overbevises også med stærke grunde om, at den rigtige ophavsmand til koranen ikke er noget menneske, men er djævelen, som af gammel misundelse med Guds tilladelse for menneskets synders skyld åbenlyst og stærkt har påbegyndt en sådan antikristelig ulykke. For da han så, at den store mængde ikke længere kunne forsvare afguderiet og heller ikke værge sig imod evangeliet og den hellige skrift, som var udbredt verden over, udtænkte han den plan at bedrage verden med en opdigtet tro, der samtidig var en middelvej mellem Moses og evangeliet.

Et ut hoc ad effectum deduceret, assumpsit hominem quendam diabolum, nomine Mahometum, religione idolatram, fortuna pauperem, mente superbum, maleficijs celebrem. Et quidem libentius assumpsisset diabolus hominem bonae famae: si hoc ei permissum esset, sicuti et libentius temptasset hominem per aliud animal, in quo amplius ipsius maleficia celarentur quam per serpentem. Sed non permisit diuina sapientia, nisi ut tale animal assumeret et per talem hominem mundum inuaderet, ut ipse mundus facile posset considerare, qualis lex illa esset, quae per talem legislatorem

data est.

Hie zu braucht er nu eines Menschen, ja eines Teuffels, mit namen Mahmet, der ein Abgöttischer mensch und arm, doch hohmütig und berümbt in der schwartzen kunst. Hette viel lieber eines bessern namen Menschen angenomen, wo es jm gestattet were gewesen, Glech wie er wol lieber hette ein ander Thier, denn die Schlangen angenomen, den Menschen zu betriegen, darunter seine bosheit schöner verborgen gewest were. Aber die Göttliche (WA354) weisheit hats nicht wollen gestatten, anders denn das er solch Thier anneme, Und nu auch durch einen solchen Menschen die Welt angrieffe, damit die welt leichtlich verstehen kündte, Was das fur ein Gesetze sein wurde, das durch solchen Meister gegeben würde.

207 Hertil brugte han nu et menneske, ja en djævel, ved navn Muhammed, som var et afguderisk menneske, fattig og dog overmodig og vel inde i den sorte kunst. Han ville meget hellere have taget et menneske med et bedre navn, hvis det var blevet ham tilladt, ganske som han vel hellere ville have taget et andet dyr end slangen til at bedrage mennesket med, et dyr, der bedre kunne skjule hans ondskab. Men den guddommelige visdom har ikke villet tillade andet, end at han måtte tage et sådant dyr, og nu også gennem et sådant menneske angribe verden, hvorved verden let skulle kunne forstå, hvad for en lov det ville blive, som ville kunne gives af en sådan mester.

Superato igitur Chosroe a praedicto Heraclio, et translata sancta cruce in Hierusalem cum triumpho sexcentesimo vicesimo anno ab incarnatione domini, decimo quinto autem imperij Heraclij, apparuit quidam Mahometus arabs, qui primum diues factus per quandam viduam, quam in uxorem duxit, Et post haec princeps latronum factus in tantam prorupit superbiam, ut rex Arabum fieri voluerit. Sed quia ipsi non susceperunt eum, quia de genere et opinione vilis erat, finxit se esse prophetam. Et cum comitiali morbo laboraret, ne firmiter quis eo detentus esse crederet, continue cadens, dicebat angelum cum eo colloqui. Dabat autem post haec responsiones quasdam, quas, ut dixit, audiebat quasi per modum campanae circumsonantis auribus eius.

Da nu Heraclius der Persen könig Cosroe geschlagen und das heilige Creutz gen Jerusalem bracht hatte, mit grossem Triumph, anno sechs hundert und zwentzig nach Christi geburt, Und anno funffzehen Heraclij1), etc, Da brach herfur Mahmet ein Araber, der nu reich worden war, durch eine Widwen, die er gefreiet hatte2), Darnach ward er ein Heubtman unter den strassenreubern und kam in solche hoffart, das er König in Arabia zu werden gedacht. Aber weil er eins geringen herkomens und ansehens war, namen sie jn nicht an. Da gab er sich fur einen Propheten aus, Und nach dem er das Falubel, oder die fallende seuche3) hatte, und stets darnider fiel, auff das niemand gleubete, das er solche Plage hette, sprach er, Ein Engel hette mit jm geredt. Und sagt darnach etliche Sprüche, welche er hette gehort (wie er sagt) wie eine Glocke, die umb seine ohren geklungen hette4).

1) Der oströmische Kaiser Heraklius brachte gelegentlich der Kämpfe mit dem persischen

Sassanidenherrscher Chosraxi II. das „heilige Kreuz" nach Jerusalem zurücck, das bei der Zerstörung dieser Stadt im Jahre 614 Chosraus Feldherr Schahrbaraz nach Ktesiphon entführt hatte. Die Zeitangabe im Text enthält Widersprüche, da Heraklius 610 die Regierung antrat. Die Siege des Heraklius fallen in die Jahre 625 und 627. In V stellt als Jahreszahl DCXXVI. 2) Hadlga. 3) = Epilepsie. 4) Vgl. Nöldecke * 1, 22.

208 Da nu Heraklius havde slået den persiske konge Cosro og bragt det hellige kors til Jerusalem med stor triumf, år seks hundrede og tyve efter Kristi fødsel og i Heraklius' femtende regeringsår, da trådte frem en vis araber, Muhammed, som nu var blevet rig gennem en enke, som han havde friet til. Dernæst blev han overhoved for landevejsrøverne og blev så overmodig, at han ville være konge over Arabien. Men fordi han var af ringe herkomst og anseelse, antog de ham ikke. Da udgav han sig for profet, og fordi han havde epilepsi eller den faldende syge, og hele tiden faldt ned, og fordi ingen troede, at han havde en sådan sygdom, sagde han, at en engel havde talt med ham. Og så fremkom han med nogle udsagn, som han havde hørt (som han sagde) som en klokke, der havde ringet for hans ører.

Et quia idiota erat et illitteratus, dedit ei diabolus socios proprios et quosdam haereticos (et) iudaeos et christianos similiter haereticos |. Adhaesit enim ei

quidam iacobita, nomine Baira, et durauit cum Mahometo usque ad mortem. Ferturque, quod mahometus postea nihil fecit. Sed et iudaei quidam: Phinees videlicet et Audia nomine Salon, post haec autem Audala dictus et Selem: Qui etiam facti sunt saraceni. Et quidam Nestoriani, qui maxime cum saracenis conueniunt dicentes, quod deus non est natus de beata virgine, sed homo Iesus Christus.

Als5) er aber ein ungelerter Leye war, gab jm der Teuffel rechte gesellen zu, etliche abtrünnige Jüden, Und etliche verlaufene6) Christen, die Ketzer. Denn er henget sich an jn ein Jacobit mit namen Baira7), der bleib sein lebenlang bey Mahmet, Und man sagt, das nach des selben tod Mahmet nichts gethan habe8); Von den Jüden aber Phinees und Audia mit namen Salon, darnach Andala genannt und Selem, Die wurden Sarracenen9), Und etiche Nestorianer, die mit den Sarracenen seer gleich stimmen10) und sagen, Das Gott sey nicht von Maria geborn, sondern der Mensch Jhesus Christus.

5) = Da. 6) = abgefallene. 7) jf side 306; V har Baheyra. 8) og 9) om navnene. 10) = nahe übereinsstimmen.

209 Men da han var en ulærd lægmand, gav djævelen de rette medarbejdere, nogle frafaldne jøder og nogle bortløbne kriistne, altså kættere. For han knytter en jakobit ved navn Baira til sig, han bliver livet igennem hos Muhammed. Og man siger, at Muhammed efter hans død ikke har foretaget sig noget; men blandt jøderne var der Phineas og Audia og Selem, de blev muslimer. Og der var nogle nestorianere, som stemmer ret godt overens med muslimerne og siger, at Gud ikke blev født af Maria, det var mennesket Jesus Kristus, der blev det.

Et tunc composuit Mahometus quaedam in modum legis per socios: assumens quaedam quidem a veteri, quaedam autem a nouo testamento. Non

tamen tunc populus habebat Alcoranum. Dicitur tamen in eorum historijs, quod

Mahometus dicit: Descendit ad me Alcoranum in Septem viris, et quicquid est satis, sufficit. Dicunt autem hos fuisse: Naphe [et] Eon, Omar, Omra, Eleesar, (WA 357) Asir filium Cethir et filium Amer. (Diximus igitur eis, quando legerunt hoc coram Mahometo. Et omnes dixerunt, quod non, sed coram senioribus, et sic usque ad Mahometum.)

Und dazumal stellet Mahmet etwas, als ein Gesetze, durch seine gesellen, Nam etwas aus dem alten, etwas aus dem newen Testament; Doch hatte das volck da mals noch nicht den Alcoran, Denn man lieset in jren Historien also, das Mahmet sprach: 'Es ist der Alcoran zu mir oben herab komen bey sieben Mennern, Was nu gnug ist, das ist gnug'.11) Diese Menner sollen gewest (WA 356) sein Naphe, Eon, Omar, Omra, Eleesar, Asir der son Cethir, und der son Amer1), Da sprachen wir zu jnen, das mans lesen solt fur Mahmet, Sie aber sprachen alle: Nein, sondern fur den sieben Eltesten, und darnach fur Mahmet2).

11) Gemeint ist die Tradition über die sieben „Formen", in denen der Koran Mohammed geoffenbart worden sei. Vgl. Nöldeke^l, 48ff. — Die letzten Worte: „Was nu gnug ist, das ist gnug" lauten in der Traditioti: „von denen [d. i. Formen] jede gut ist". 1) De syv kanoniske læsemåder. 2) Teksten er gjort uforståelig i kraft af misforståelser.

210 Og dengang opstillede Muhammed noget som en lov gennem sine fæller, han tog noget fra det gamle og noget fra det ny testamente; dog havde folk endnu ikke koranen, for man læser i deres historie, at Muhammed sagde: ”Der er til mig fra oven kommet en koran gennem syv mænd. Hvad der er nok, er nok”. Disse mænd skal have været Nafe, Eon, Omar, Omra, Eleesr, Asir, Cethirs søn, og Amers søn. Da sagde vi til dem, at man skulle forelæse det for Muhammed, men de sagde alle: Nej, først for de syv ældste, og derefter for Muhammed.

Firmum autem est, quod hi non conuenerunt cum senioribus prioribus in littera, quam nunc tenent. Quod probatur ex eo, quod littera primae partis contraria est parti secundae. A tempore enim Mahometi nullus peritus fuit Alcorani, nisi Audala filius Mesetud et Zeith filius Tampeth, et Ocanan filius ophyn et filius Oenpe filius Tap. De Alete autem, filio Abitalem, quidam dicunt scire partem, quidam autem non.

Das ist aber gewis, das diese sieben Eltesten nicht uber ein stimmeten mit jnen den vorigen Elsten, nach den worten des Buchs3), so sie jtzt halten. Das wird daraus klar, das die wort des ersten teils wider wertig4) sind den worten des andern teils5). Denn nach dem tod Mahmet hat niemand den Alcoran verstanden, on Audala der son Mesetud6), Und Zeith der son Tampeth7), und Ocanan der son Ophin, und der son Oenpe und der son Tap8). Aber von Alete dem son Abitalem9) sagten etliche, er verstünde eins teils, Etliche aber sagten, Nein.

3) V. har ”in lectura”. 4) = widersprechend. 5) Die auch von Mohammed selbst schon anerkannten Widersprüche zwischen älteren und jüngeren Teilen des Korans werden hier fälschlich auf die Überlieferung zurückgeführt. 6) 7) 8) og 9) om navnene.

211 Men dette er sikkert, at disse syv ældste ikke stemmer overens med de forrige ældste, ifølge ordene fra den bog, som de nu holder. Det bliver klart deraf, at ordene i den første del er i uoverensstemmelsemed ordene i den anden del. For efter Muhammeds død har ingen forstået koranen, udover Audala, Mesetuds søn, og Zaid, Tampeths søn, og Ocanan, Ofins søn, og Oenpes søn, og Taps søn. Om Alete, Abitalems søn, siger nogle imidlertid, at han forstod noget af de, men andre siger, at det gjorde han ikke.

Qui libet autem herum composuit Alcoranum aliorum Alcorano dissimillimum. Pugnauerunt autem et inter se usque ad mortem, non suscipientes, quae erant aliorum. Post mortem dissensit populus in Alcorano usque ad tempus Mermpan filij Elecen, qui composuit eis hoc Alcoranum, quod nunc habent. Combussit autem et alia alcorana. Et tunc etiam ciuitatum praefecti Septem contradicebant sibi in grammatica et proprijs idiomatibus.

Ein jglicher aber unter diesen stellete einen eigen Alcoran, der andern Alcoranen gantz ungleich. Und waren auch uneins jr lebenlang, und nam keiner des andern Alcoran an, Nach jrem tod ward das volck jrre und zer-(WA358) trennet im Alcoran, bis auff die zeit Mermpan des sons Elecen, der hat jnen gestellet1) den Alcoran, den sie jtzt haben2), und verbrante alle andre Alcoran, Auch widersprachen jm die sieben Vögte der Stedte, das er nicht eigentliche3) und deudliche sprache nach jrer art gebraucht hette4).

1) = verfasst. 2) forkert, det var Utman. 3) = zutreffende, genau. 4) WA foreslår en anden oversættelse fra latin: sie „standen miteinander in Widerspruch bezüglich der Grammatik und den ihnen eignen Provinzialismen"..

212 Men enhver af disse fremsatte deres egen koran, som var forskellig fra de andre koraner. Og de var også uenige livet igennem og ingen antog andres koran. Efter deres død blev folket forvirret og delt med hensyn til koranen, indtil Mernpans, Elecens søns, tid. Han har forfattet den koran, de nu har, og han opbrændte alle de andre koraner, også de syv ledere fra byerne modsagde ham, fordi han ikke havde brugt nøjagtigt og tydelige sprog efter deres art.

Inuenimus autem in eorum historijs, quod repudij capitulum excedebat capitulum bouis quod primum in ducentis triginta sententijs fuit, nunc autem totum constitutum est in duodecim. Dicunt autem alij, quod et capitulum bouis aliquando mille

sententias continebat, hodie tamen octogintaseptem. Referunt etiam et de

quodam potenti, nomine Elgas, qui abstulerit ab Alcorano octogintaquinque sententias, et addidit alias totidem alterius sensus.

Auch findet man in jren Historien, das das Capitel vom Ehescheiden5) lenger gewest sey, denn das Capitel Bouis (Ochse)6), das zu erst zwey hundert und dreissig sprüche gehabt und nu nicht mehr den xij hat. Die andern sagen, Das das Capitel (Ochse) habe tausent sprüche gehabt, Nu aber lxxxvij7). Sie sagen auch von einem gewaltigen mit namen Elgas, der habe vom Alcoran lxxxv sprüche gethan8), und so viel andere hinzu gethan eins andern sinnes.

5) Sura 65. 6) Sura 2. 7) Sura 2 har 286 vers. 8) = beseitigt.

213 Man finder også i deres historier, da kapitlet om skilsmisse har været længere, end kapitlet ”Koen”, og fra først af havde to hundrede og tredive vers og nu ikke har flere end 12. Andre hævder, at kapitlet ”Koen” har haft tusind vers, men nu har 87. De fortæller også om en vældig mand ved navn Elgas, som har fjernet 85 vers fra koranen og tilføjet så meget andet med en anden mening.

Quomodo igitur est verum, quod dicunt de Alcorano, quod deus dicit: Nos descendere fecimus monitionem et nos eam seruabimus?

Wie ists denn war, da sie sagen vom Alcoran, Das Gott solle gesagt haben: Wir haben die vermanung (Alcoran) hinab gesand und wollen sie auch erhalten?10)

10) Side 288, amn 2 #40.

214 Hvordan kan det da være sandt, hvad de siger om koranen, at Gud skulle have sagt: Vi har nedsendt formaningen (koranen) og vil opretholde den.

Narrant etiam [quaedam historiae], quod Mahometus veneno mortuus est, nec habuit populus Alcoranum. Cum autem Empeumpecer susciperet principatum, praecepit, ut quilibet colligeret quae posset, et hoc quid est prae manibus Alcoranum composuit, reliqua autem combussit.

Auch sagen etliche, das Mahmet an vergifft11) gestorben sey12), Und dazumal habe das volck keinen Alcoran gehabt. Aber da Empeumpecer das regiment an nam, befahl er, das ein jeder solt zu samen lesen, was er kündte. Und stellet also den Alcoran, den sie jtzt haben, Die andern verbrandte er.13)

11) = Vergiftung. 12) Kristen legende. 13) Abu Bakr.

215 Der er også nogle, der siger, at Muhammed blev forgiftet, og dengang havde folket ingen koran. Men da Empeumpecer overtog regeringen, befalede han, at enhver skulle læse det samme, så vidt det stod til ham, og han fremstillede altså den koran, som de har nu. De andre opbrændte han.

Sed in capitulo Elamram de Alcorano dicitur, quod nullus praeter deum cognouit huius expositionem, et qui profunditatem sapientiae habent, [dicunt:] Credimus ei; totum enim est a nostro deo. Et vere in hoc libro multa sunt sie dispersa, sic inordinata, sicut etiam superius manifestum est, ut nullam sententiam dicant, dementiam potius et mendacia cooperiant. Factum fuit, quod conuenerunt hoc esse Alcoranum, quod nunc in manibus habent, et dicunt deum Mahometo reuelauisse et scripsisse ex ore dei;

Aber im Capitel Elaram stehet vom Alcoran also, Das seine auslegung niemand verstehe, denn Gott allein14). Und wer einen hohen verstand hat, dem gleuben wir15), Denn es ist alles vom Gott. Und freilich ists war, das in diesem Buch so viel unördiges16) und unrichtiges ist (wie droben erzelet), das es nichts leret, sondern mit narheit und Lügen alles uberschüt ist. Also sind sie zu letzt eins worden, das dis sey der Alcoran, den sie jtzt haben, und (WA 360) sagen, Gott habe jn Mahmet offenbart, der habe jn aus dem munde Gottes geschrieben.

14) Sura 3,5. (3,7) 15) V. har en bedre tekst: ”et fundati in scientia dicunt”. 16) = Ungehöriges.

216 Men i kapitel Elaram står der om koranen, at ingen forstår at udlægge den undtagen Gud selv. Og den, der har en stor forstand, ham tror vi på, for det er altsammen fra Gud. Og ganske vist er det sandt, at der i denne bog står så meget utilbørligt og urigtigt (som ovenfor omtalt), hvor den ikke lærer noget, men er fyldt med narrestreger og løgn. Men til sidst blev de enige om, at dette måtte være koranen, den, de har nu, og siger, at Gud har åbenbaret den for Muhammed, som har skrevet den af efter hvad Gud har sagt.

Elphocaa autem, id est magni doctores et expositores, nunquam conuenerunt in expositione eius, neque in aeternum conuenient. Et sic non solum orientales ad occidentales, sed orientales inter se, et occidentales inter se, et in eisdem scholis diuersae sunt sectae, et tantum diuersae, (WA 359) ut una condemnet aliam. Quidam enim sequuntur Mahometum, et sunt plures; Quidam autem Hali: et sunt pauciores et minus mali, et dicunt Mahometum tyrannica potentia sibijpse ussurpauisse quod fuit Hali.

Elphacae1), das ist die grossen Lerer und ausleger, sind noch nie eins worden in seiner auslegung, werden auch nimer mehr eins. Also sind nicht allein die, so gegen morgen wonen, wider die, so gegen abend wonen, sondern auch die gegen morgen unternander selbs uneins, Und die gegen abend auch unternander uneins. Auch in einerley Schulen3) sind widerwertige secten, also das eine die ander verdampt. Etliche folgen Mahmet, Und der sind die meisten, Etliche folgen Hali3), der sind die wenigsten und die besten, Und sagen, Mahmet habe mit freveler4) gewalt genomen, was der Hali gemacht habe.

1) al-fuqaha, die Theologen-Juristen. 2) = in der gleichen Schulen. 3) 'Ali, shiitternes stifter. 4) = rücksichtsloser, verbrecherischer.

217 Men Elphacae, dvs. de store lærere og fortolkere, er endnu ikke blevet enige om dens fortolkning, og de bliver heller aldrig enige. Altså er ikke alene de, der bor i Østen, imod dem, der bor i Vesten, men selv de, der bor i Østen, er uenige indbyrdes, og de i Veten er også indbyrdes uenige. Der er også i nogle skoler genstridige sekter, så at den ene fordømmer de andre. Nogle følger Muhammed, og det er de fleste, nogle følger Ali, det er de færreste og de bedste, og de siger, at Muhammed med hensynsløs magt har taget, hvad Ali har frembragt.

Insurrexerunt autem contra utrosque quidam philosophiae experti, et incipientes legere in libris Aristotelis et Platonis, relinquebant omnes saracenorum sectas et ipsum Alcoranum. Quod intelligens ex Babylone quidam nomine Calyphas aedificauit apud academiam et stanzeriam scholam, quae charissimae sunt, et transmutauit lectionem

in Alcoranum, Et ordinauit, quod, quicunque ex prouincijs veniunt Babylona, ut Alcoranum discant, et habeant habitationes et expensas necessarias a publico, Et decreuit, quod saraceni, qui Alcorano vacant, nullo modo philosophiae operam nauent; propter hoc neque bonos saracenos esse existimant, qui philosophiae operam dant, propterea quod huiusmodi Alcoranum vilipendunt, propter causas

superius dictas in octauo et nono capitulo.

Es stunden aber auff wider alle beide secten etliche gelerte in der Philosophia, fiengen an zu lesen Aristotelem und Platonem, und verliessen alle secten der Sarracenen sampt dem Alcoran. Da das mercket der Caliphas zu Babylon5), bawet er Schulen, Academiam und Stantzeriam, die sind seer köstlich, Und wandelt jre Lection in den Alcoran, und ordente, das alle, so aus den Lendern gen Babylon kemen, den Alcoran zu lernen, die solten frey herberge und kost haben. Und gebot, das, welche Sarracenen im Alcoran studirten, solten mit nichten in der Philosophia studirn. Daher halten sie, das die nicht gute Sarracenen sind, so in der Philosophia studirn,6), Denn sie verachten den Alcoran, aus ursachen droben im viij. und ix. capitel angezeigt.7)

5) V. har ”Baldaco”. 6) Striden mellem mutazalitter og asharitter. 7) jf side 312ff. #98.

218 Men der opstod imod de to sekter nogle lærde udi filosofien, og de begyndte at læse Aristoteles og Platon og forlod alle muslimernes sekter med samt koranen. Da kaliffen af Bagdad mærkede det, byggede han skoler, akademier og (??) som er meget dyre, og de behandler i deres lektioner koranen, og anordnede, at alle, som kom fra landene til Bagdad for at lære koranen, skulle have fri kost og logi. Og han påbød, at de muslimer, der studerede koranen, på ingen måde skulle studere filosofi. Derfor mener de, at de, der studerer filosofi, ikke er gode muslimer, for de foragter koranen, at de årsager, som vi har fortalt om ovenfor i kapitel 8 og 9.

De fictione improbatissimae visionis: Capitulum decimum quartum.

Das XIIII. Capit. Von einer sonderlichen, schendlichen grossen Lügen und gesicht.

219 Det fjortende kapitel. Om en særlig skændig, stor løgn og historie.

[qVarto decimo oportet speculari, quod] fictam visionem Mahometus composuit,

quae est expositio cuiusdam Alcorani. Dicit enim in capitulo filiorum

Israel: Laus ei, qui fecit transire seruum eins in una nocte ex oratorio Elaram, quod est domus Mecce, usque ad longissimum oratorium, quod est domus sancta Hierusalem, quam benedicimus, et reliqua. Expositio autem sententiae huius est, quod Mahometus una dierum psallebat matutinam eius horam; quam cum perfecisset, dixit hominibus: vos homines, considerate: Heri postquam ego discessi a vobis, venit ad me Gabriel post [ultimam] vespertinam psalmodiam et dixit mihi: Mahomete, mandat tibi deus, ut visites cum. Cui dixi: Et

ubi visitabo eum? Et dixit gabriel: In loco ubi est. Et adduxit mihi iumentum maius quidem asino, minus autem mulo, et nomen eius Elmparac,

Der Mahmet setzt ein erticht gesicht, die sol eine auslegung sein eins stücks des Alcoran. Er spricht im Capitel (der kinder Israel)8): 'Lob sey dem, der seinen Knecht lies reisen in einer nacht, von dem Bethaus Elaram, das ist vom hause Mecha, bis an das fernest Bethaus, welchs ist das heilige haus zu Jerusalem. Welchs segenen wir' etc Dieses spruchs auslegung sol diese sein, das Mahmet eines tags sein früe gebet im Psalmen sprach, und da er das volendet hatte, sprach er zu den Leuten: 'O jr Leute, merckt drauff, Gestern da ich von euch gieng, kam Gabriel zu mir nach dem Vesper Gebet (WA 362) und sprach: 'O Mahmet, Gott lesst dir sagen, du solt jn besuchen'. Ich sprach: 'Wo sol ich jn besuchen?' Gabriel sprach: 'An dem Ort, da er ist'. Und er bracht mir ein Thier, das war grösser denn ein Esel und kleiner denn ein Maulpferd, das hies Elmparac1).

8) jf side 310f #94. Sura 17,1. 1) al-Buraq.

220 Muhammed har fortalt en opdigtet historie, som skal være en fortolkning af et stykke af koranen. Han siger i kapitlet ”Israels børn”: ”Lovet være dem, der lod sin tjener rejse på én nat, fra bedehuset Elaram, der er fra huset i Mekka, indtil det fjerneste bedehus, som er det hellige hus i Jerusalem. Dette velsigner vi”, osv. Fortolkningen af dette udsagen skal være den, at Muhammed en dag fremsagde sin morgenbøn i salmer, og da han var færdig, sagde han til folkene: ”O, i folk, læg mærke til det: da jeg igår gik fra jer, kom Gabriel til mig efter aftenbønnen og sagde: ”O Muhammed, Gud lader dig sige, at du skal besøge ham”. Jeg sagde: ”Hvor skal jeg besøge ham?” Gabriel sagde: ”På det sted, hvor han er”. Og han bragte mig et dyr, større end et æsel og mindre end et muldyr, det hed Elmparac.

et dixit mihi: Ascendere hoc et equita usque ad domum sanctam. Cumque curarem ascendere, aufugit iumentum. Dixitque ei: Sta firmiter; Mahometus enim est, qui vult te ascendere. Et respondit iumentum: Numquid pro eo missum sum? Respondit Gabriel: vtique. Et dixit iumentum: Non permittam eum ascendere, nisi prius rogauerit deum pro me. Ego autem intercessi pro iumento apud deum meum, ascendique ipsum, et ambulabat me insidente tenui gressu, Collocabatque ungulam pedis in orizonte visus sui. Et sic veni in domum sanctam in minori spacio, quam quantum oculi ictus perfici posset.

Und er sprach zu mir: 'Da sitze auff und reite, bis zu dem heiligen Hause'. Da ich aber wolt auff sitzen, floch das Thier. Er aber sprach: 'Stehe still, denn Mahmet ists der auff dich sitzen sol'. Das Thier antwortet: 'Bin ich umb seinen willen gesand?' Gabriel antwortet: 'ja'. Das Thier sprach: 'Ich lasse jn nicht auff sitzen, Er bitte denn zuvor Gott fur mich'. Und ich bat meinen Gott fur das Thier und satzt mich drauff, Und es gieng seer sanfft under mir, Und es setzet seinen fus so fern es sehen kund, bis ans ende des Himels, Und also kam ich zu dem heiligen Hause neher2) denn ein einem augenblick.

2) = in kürzerer Zeit.

221 Og han sagde til mig: ”Sæt dig op på det og rid helt frem til det hellige hus”. Men da jeg ville sætte mig op, fløj dyret. Men han sagde: ”Stå stille, for Muhammed er den, der skal sidde på dig”. Dyret svarede. ”Er jeg sendt for hans skyld?” Gabriel svarede: ”Ja”. Dyret sagde: ”Jeg lader ham ikke sætte sig op, før han beder til Gud for mig”. Og jeg bad til min Gud for dyret og satte mig op, og det gik meget blidt under mig, og det satte sin fod så fjernt man kunne se, indtil himlens ende, og således kom jeg hen til det hellige hus på mindre end et øjeblik.

Erat autem Gabriel mecum, (WA 361) et duxit me ad rupem in domo sancta Hierusalem, et dixit mihi [Gabriel]: Descende, quoniam ab hac petra ascendes in coelum. Et descendi. Et gabriel ad rupem iumentum Elmparac cum cingulo ligauit et portauit me in humeris suis usque ad coelum. Cumque venissemus ad coelum, pulsauit ianuam Gabriel, dictumque fuit ei: Quis es? Respondit: Ego sum gabriel. Dictumque fuit rursus ei: Et quis est tecum?Respondit: Mahometus. Dixit autem ianitor: Nunquid pro eo missus fuisti? Et dixit Gabriel: Etiam. Et aperuit nobis ianuam. Et vidi gentes angelorum, et bis flectens pro eis genua, effudi orationem.

Gabriel aber war bey mir und füret mich zum Fels im Hause des heiligen Jerusalem, und sprach zu mir: 'Steig ab, denn von diesem Felsen mustu gen Himel faren'. Da steig ich abe. Und Gabriel band das thier Elmparac an den Felsen mit einem Gürtel, Und trug mich auff seinen Schultern bis an den Himel. Da wir nu zum Himel kamen, klopfft Gabriel an die thür, Da sprachs: 'Wer bistu?' Er antwortet: 'Ich bin Gabriel'. Abermal sprachs: 'Wer ist mit dir?' Er antwortet: 'Mahmet'. Der Thurhüter sprach: 'bistu umb seinen willen gesand?' Gabriel sagt: 'ja'. Da thet er uns die Thür auff. Da sahe ich eine grosse menge Engel. Und ich beuget meine knie zwey mal und betet fur sie.

222 Men Gabriel var med mig og førte mig til klippemoskéen i Jerusalem og sagde til mig: ”Stig af, for fra denne klippe må du fare til himmels”. Da steg jeg af. Og Gabriel bandt dyret Elmparac til klippen med en rem, og bar mig på sine skuldre op til himlen. Da vi nu kom op i himlen, bankede Gabriel på døren. Og da var der nogen, der sagde: ”Hvem er du?” Han svarede: ”Jeg er Gabriel”. Igen sagde nogen: ”Hvem er med dig?” Han svarede: ”Muhammed”. Dørvogteren sagde: ”Er du sendt for hans skyld?” Gabriel sagde: ”Ja”. Da lukkede han døren op for os. Da så jeg en stor mængde engle. Og jeg bøjede mine knæ to gange og bad for dem.

Et post haec cepit me Gabriel et duxit me ad secundum coelum. Erat autem spacium horum duorum coelorum iter quingentorum annorum. Et quam primum pulsauit ianuam, responsio facta est ei secundum omnia similis, usque ad septimum coelum. In quo septimo coelo describit se vidisse populum angelorum. Prolixitas uniuscuiusque angeli multo milies mundo maior erat: quorum quisque habebat septingenta milia capitum, et in quolibet capite septingenta milia ora, et in quolibet ore mille septingentas linguas, laudantes deum septingentis milibus idiomatibus.

Darnach nam mich Gabriel und furet mich zum andern Himel, Es waren aber die zween Himel so weit von einander, als ein weg, den man in fünffhundert jaren reisen kundte. Und da er anklopffet, ward geantwort gleich wie vor hin. Und also fort bis in den siebenden Himel'. In dem selbigen Himel (wie er schreibet) hat er gesehen grosse menge der Engel, Die grösse eines jglichen Engels war viel tausent mal grösser, denn die Welt ist. Ein jlicher hatte sieben hundert tausent Heubte. Ein jglich heubt hatte sieben hundert tausent meuler. Ein jglich maul hatte sieben hundert tausent zungen. Und ein jgliche Zunge lobete Gott mit sieben hundert tausent sprachen.

223 Derefter tog Gabriel mig og førte mig til den anden himmel. Men de to himle var så langt fra hinanden som en vej, man skulle bruge fem hundrede år for at tilbagelægge. Og da han bankede på, blev der svaret ligesom sidst. Og så fremdeles til den syvende himmel”. I denne himmel (skriver han) har han set en stor mængde engle. Størrelsen på enhver af englene var mange tusinde gange større end verden. Enhver havde syv hundrede tusinde hoveder. Ethvert hoved havde syv hundrede tusind munde, enhver mund havde syv hundrede tusinde tunger. Og enhver tunge lovpriste Gud på syv hundrede tusind sprog.

Et aspexit unum angelorum flentem. Et quaesiuit causam fletus eius. Et respondit se peccatum esse. Ipse autem orauit pro eo. Sicque, inquit, Gabriel commendauit me alteri angelo, et ille alio, et sic deinceps, quousque steti coram deo et tribunali eius. Et tetigit me deus manu eius inter humeros, usque adeo, ut ad medullam spinae dorsi mei frigiditas manus eius pertransiret. Et dixit mihi deus: Imposui tibi et plebi tuae orationes. Cumque descendissem ad quartum coelum, consuluit mihi Moyses, ut reuerterer ad leuandum populum, qui tot orationes ferre non poterat. Et primo reditu obtinui remissionem a decem usque ad quartam, et a quarto reditu usque ad septimum: Et in fine tantum in minus venit numerus orationum, ut paucae remanerent. Cumque diceret Moyses: nec hoc poterunt ferre homines, Ego prae confusione

verecundatus, qui totiens ascenderim, nolui plus ascendere, sed rediens ad Elmparac, equitaui descendens in domum Mecce. Horum autem omnium tempus minus fuit quam decima pars noctis.

Und er sahe einen unter den Engeln weinend und fraget, warumb er weinete. Der antwortet, Er hette gesündigt, Da bat er fur jnen. Darnach spricht er. 'Gabriel befalh mich einem andern Engel, Derselb förder einem andern, so fort an, bis ich kam und stund fur Gott und seinem Richtstuel. Da rüret mich Gott mit seiner hand zwisschen den schuldern so hart, das die kelte seiner hand mir gieng durchs marck in meinem Rückbein3). Und Gott sprach zu mir: 'Ich hab dir und deinem Volck Gebet auffgelegt'. Da ich nu wider herab kan zu dem vierden Himel, gab mir Mose den Rat, ich solt wider (WA 363) keren hinauff und das Volck erleichtern, denn sie kundten so viel Beten nicht ertragen. Und im ersten widerkomen erlanget ich von zehen bis auffs vierde teil. Und im vierden widerkomen erlangt ich bis auffs siebende teil. Und zu letzt ward die zal der Gebete so geringert, das fast1) wenig blieben. Da aber Moses sagt, sie kündten so viel noch nicht ertragen, da schemet ich mich, das ich so offt hinauff gefaren war. Und wolt nicht mehr hinauff, Sondern kam wider zum Elmparac und reit jmer hin ab bis zum hause Meche. Und dis alles ist geschehen neher2) denn im zehenden teil der nacht'.

3) = Rückgrat. Jf side 282, anm 2. Muslimsk tradition ud fra sura 17,1. 1) = sehr. 2) jf 362, anm 2; = in kürzerer Zeit.

224 Og jeg så, at én af englene græd, og spurgte, hvorfor han græd. Han svarede, at han havde syndet. Da bad han for ham. Derefter sagde han: ”Gabriel overlod mig tilen anden engel, han overlod mig til endnu én, og således videre, indtil jeg kom og stod foran Gud og hans domstol. Da berørte Gud mig med sin hånd mellem skuldrene så hårdt, at hans hånds kulde gik mig igennem marv og ben. Og Gud sagde til mig: ”Jeg har pålagt dig og dit folk bønner”. Da jeg nu igen kom ned til den fjerde himmel, gav Moses mig det råd, at jeg skulle gå op igen og lette det for folket, for de kunne ikke udholde så megen beden. Og da jeg første gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse fra ti til en fjerdedel. Og da jeg fjerde gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse til en syvendedel. Og til sidst var tallet på bønnerne så ringe, at meget få blev tilbage. Men da Moses sagde, at de stadig ikke kunne udholde så mange, skammede jeg mig over, at jeg var faret op så mange gange og ville ikke mere fare op, men kom igen til Elmparac og red afsted til huset i Mekka. Og alt dette er sket på mindre end en tiendedel af natten.

Visionis autem huius plus est quod dimisimus quam quod narrauimus.


Cumque narrasset Mahometus uniuersis gentibus, mille homines a lege recesserunt. Dicentibus autem illis ei: Ascende de die in obiectio coelum, ut nos aspiciamus et videamus obuiantes tibi angelos, Non recognouit suijpsius mendacium, sed dixit: Laus deo meo: Nunquid aliud quoddam sum ego quam unus hominum et apostolus.

(Dieses gesichts haben wir viel mehr aussen gelassen, denn wir erzelet haben.)

Da Mahmet dis allem volck gesagt hatte, fielen wol tausent3) Menschen von seinem Gesetze abe. Und da sie sagten: 'Lieber, fare bey tage gen Himel, das wir zusehen und schawen, wie dir die Engel begegenen', Wolt er seine Lügen nicht erkennen, Sondern sprach: 'Gott sey lob, Ich bin nichts anders denn ein Mensch und doch ein Apostel'.4)

3) V. sexaginta millia. 4) Sura 18,110; 6,50.

225 (Fra denne historie har vi udeladt mere end vi har fortalt).

Da Muhammed havde fortalt dette for alle folk, var der vel tusinde mennesker, der faldt fra hans lære. Og da de sagde: ”Kære, far til himmels om dagen, så vi kan være vidner til det og se, hvordan englene møder dig”, ville han ikke erkende sine løgne, men sagde: ”Gud være lovet, jeg er ikke andet end et menneske og dog en apostel”.

Sic in capitulo prophetarum narrat de his, qui quaerebant ab eo fieri miracula, sicque dixerunt Mahometo: Audiuisti

insomnia, blasphemias congregasti, vel forte poetice loqueris. Veni ad nos ad

minus in uno miraculo, quo modo missi sunt et priores. Respondit: subuerti- (WA 365) mus, dixit deus, vrbes coram non credentibus: nunquid hi credent? et quomodo expectant ab eo miracula? Et respondit eis: quoniam, qui praecesserunt vos, non crediderunt miraculis, et neque vos etiam miraculis crederetis, nisi per ensem.

Also im Capitel (von Propheten) sagt er von denen, so von jm Wunderzeichen begerten, Und zu Mahmet also sprachen: 'Du sagst viel treume, und heuffest lesterung, oder redest Poetisch, Bringe uns zum wenigsten ein Wunderzeichen, gleich wie die vorigen gethan haben', Antwortet er: 'Wir (spricht Gott) haben Stedte umbgekeret fur den Ungleubigen, Meinstu das diese gleuben würden? Was warten sie denn auff Wunderzeichen?' Darauff antwortet er nu: 'Die vor euch gewest, die haben den Wunderwercken nicht gleuben wollen, So würdet jr auch den Wunderzeichen nicht gleuben, on durchs Schwert'.5)

5) Sura 21,5-12 (21:5).

226 Ligeledes taler han i kapitlet ”Om profeterne” om dem, som begærer et mirakel af ham og sagde således til Muhammed: ”Du taler meget i drømme og ophober blasfemier eller taler poetisk, bring os i det mindste et mirakel ganske som de forrige har gjort”, dem svarer han: ”Vi (siger Gud) har omvendt byer for de vantro, mener du, at de ville tro? Hvorfor venter de så på mirakler?” Derpå svarer han nu: ”De, der var før jer, har ikke villet tro miraklerne, derfor ville I heller ikke tro miraklerne, kun gennem sværdet (vil I tro)”.

Audite igitur, Mahometani, si Alcoranum verum existimatis; ipse enim

Mahometus est, qui affirmat nullum miraculum se fecisse. Longe autem plures fuerunt, quos ensis consumpsit, quam qui gratis eum seculi sunt, sicut superius demonstratum est.

Hie höret nu jr Saracenen, so den Alcoran fur warheit halten, Er selbs Mahmet zeuget, das er kein wunderzeichen gethan habe, Und der ist viel mehr, die das schwert auffgefressen hat, denn die so jm williglich gefolgt haben, wie droben gesagt.6)

6) jr side 340 #169.

227 Hør nu her, I muslimer, som holder koranen for sandhed. Muhammed selv bevidner, at han ikke har foretaget noget under, og der er mange flere af dem, som sværdet har opædt, end af dem, som har fulgt han frivilligt, som ovenfor sagt.

Haec sola fictio visionis praedictae debet sufficere ad confutandum, quicquid dixit et fecit mahometus. Sicut enim saepenumero antedictum

est: Sic permisit eum spiritussanctus mentiri, ut quilibet homo facile figmentum cognosceret. Nunc quidem dicit de seipso inaudita miracula: aliquando autem dicit se nullum miraculum fecisse, et aliquando dicit, quod est solum nuncius et homo, aliquando vero, quod et plus est quam angelus et supra angelos.

Und diese schendliche Lügen und falsch geticht solt allein gnugsam sein zu verlegen7), alles was Mahmet gesagt und gethan hat, Denn wie nu offt gesagt, hat jn der heilige Geist so gröblich lassen liegen, das ein jglicher sein falsch geticht leichtlich erkennen möchte: jtzt sagt er von sich selbs unerhörte wunder, jtzt sagt er, das er kein Wunder gethan habe, jtzt sagt er, das er sey ein Mensch und Bote, jtzt sagt er, das er mehr denn ein Engel und uber die Engel sey8).

7) = widerlegen. 8) V. pro Angelis intercedit.

228 Og disse skændige løgne og falske opdigtninger skal alene være nok til at gendrive alt, hvad Muhammed har sagt og gjort, for som nu ofte sagt har helligånden ladet ham lyve så groft, at enhver let skulle kunne erkende hans falske opdigtninger: snart fortæller han om sig selv uhørte undere, snart siger han, at han ikke har gjort noget under, snart siger han, at han er et menneske og en budbringer, snart, at han er mere end en engel og står over englene.

Et quare indiguit asino vel iumento a Mecca usque ad Hierusalem,qui [ex Hierusalem] usque ad ultimum coelum ascendit absque asino? Quomodo potuit tot splendores angelorum in coelo sustinere, qui dicebat, quod, quando apparebat sibi unus angelus, semper in terram concidebat, et spumans agitabatur, et incuruabantur [et contrahebantur] manus et pedes eius? Et neque in praedicta visione ponit se raptum, sed dicit, quod ascendit cum corpore simul et anima, cuius signum est, quia dicit, quod deus manu sua tetigit eum inter humeros, et sensit frigiditatem usque ad medullam spinae dorsi. [Unde deum et

angelos supponit positionem habere spacio corporali].

Und wo zu dorfft er eins Esels oder Thiers von Mecha bis gen Jerusalem, so er kundte bis zum eussersten Himel komen on Esel? Und wie künd er so grossen glantz der Engel im Himel leiden, der da sagt, Wenn jm ein Engel erschein, alwege zur erden fiel, lag und scheumet, und krümmeten sich seine Hende und Füsse? Dazu sagt er nicht, das er sey in solchen gesicht (WA 364) entzucht1), Sondern mit leib und Seele hinauff gefaren. Und zu warzeichen2) spricht er, Gott habe mit seiner Hand jn zwischen den schuldern gerüret und habe die kelte gefület durch marck im rückenbeine.3)

1) = mit der Seele entrückt. 2) = Beweis. 3) Jf side 282 og 362 #224.

229 Og hvorfor skal han have et æsel eller et dyr til at komme fra Mekka til Jerusalem, når han kunne komme til den yderste himmel uden æsel? Og hvordan kunne han udholde en så stor glans fra englene i himlen, han, som jo siger, at når en engel viste sig for ham, faldt han fuldstændig til jorden, lå og var bange og krummede sig sammen om hænder og fødder? Desuden siger han ikke, at han blev henrykket med kun sjælen, men at legeme og sjæl foer til himmels. Og som bevis siger han, at Gud har rørt ham med sin hånd mellem skulderbladene, og at han har mærket kulden til marv og ben.

De quibusdam sex quaesitis in Alcorano communibus [et de Christi ad

Mahometum excellentia] : Capitulum XV.

Das XV. Capit. Von sechs gemeinen fragen im Alcoran, wider die Sarracenen.

230 Det femtende kapitel: Om seks almindelige spørgsmål i koranen imod muslimerne.

cOnsequenter mouendae sunt [dubitationes quaedam et] quaestiones [in Alcorano], de quibus, cum non possint rationem reddere saraceni, non solum vocabuntur simpliciter, sed etiam cogentur [demonstrationibus coacti] in conuiuium veritatis introire.

Sechs fragen wollen wir den Sarracenen furhalten, Auff welche, so sie nicht antworten können, billich sich erkennen solten und zur warheit bekeren.

231 Vi vil stille muslimerne seks spørgsmål, og hvis de ikke kan besvare dem, vil det være rimeligt, at de går i sig selv og vender om til sandheden.

Prima quaestio est: quid vult Alcoranum dicere, quando totiens inducit deum pluraliter [de seipso] loquentem? Dicit enim in Elimpaceram ex persona dei: Diximus angelis adorare Adam, [et reliqua]. Et post haec per in totum dicit usque ad finem libri, aliquando pluraliter de deo loquens, aliquando autem singulariter; firmissimum enim est [omnibus] christianis [et iudaeis] et

saracenis, [qui ratione utuntur,] unum esse deum et solum et simplicem et non

posse habere consortem quendam.

Das Erste: Was wil der Alcoran damit, das er so offt Gott einfürt redend als in viel personen? Denn so spricht er im Cap. Elmpacaram in Gottes person: 'Wir haben den Engeln geboten, das sie Adam solten anbeten'.4) Und so fort an lesst er Gott reden durchs gantze Buch bis zu ende, jtzt als viel personen, jtzt als eine persone, So es doch gewis ist bey den Saracenen so wol als bey den Christen, Das Gott einig ist und keinen gesellen noch gleichen hat.

4) Sura 2,32, (2,34) jf side 282, #20.

232 Det første spørgsmål: Hvad vil koranen opnå, når den så ofte indfører Gud som talende i flertal? For således lader han i kapitlet Elmpacaram Gud tale: ”Vi har påbudt englene, at de skal tilbede Adam”. Og sådan lader han Gud tale hele bogen igennem snart som mange personer, snart som én person, selv om det dog står fast hos muslimerne såvelsom hos de kristne, at Gud er én og ikke har nogen forbundsfælle eller ligemand.

[Quare igitur pluraliter loquitur de eoipso?] Et non possunt dicere, quod deus loquitur de seipso et de angelis. Dicitur enim [ibi]: Diximus angelis. Est igitur locutio haec dei non angelorum, sed ad angelos. Item in capitulo Sad dicitur, quod omnes adorauerunl Adam, praeter diabolum. [Omnibus igitur angelis dixit deus: Adorate Adam.]

Denn sie können hie nicht sagen, das Gott in seiner und der Engel person also rede, Denn er rede solchs zu den Engeln, oder von den Engeln, da er spricht: 'Wir haben den Engeln geboten'. Und ist diese rede Gottes, nicht der Engel, sondern von den Engeln. Wie auch das Cap. Sad zeuget, Das alle Engel haben Adam angebetet on der Teuffel.5)

5) Sura 38,73f. (38:71)

233 For her kan de ikke sige, at Gud taler på egne og englenes vegne, for han taler sådan til englene eller om englene, når han siger: ”Vi har påbudt englene”. Og dette er Guds tale, ikke englenes tale, det handler jo om englene. Som også kapitlet Sad viser, så har alle englene tilbedt Adam undtagen djævelen.

Item in multis (WA 367) Alcorani locis inducuntur tales quaedam locutiones pluraliter de deo, in talibus actionibus, in quibus angeli nequaquam cum deo communicant, sicut in creatione mundi, et iustificatione impij. Dicitur enim in pluribus locis Alcorani: Nos, dicit, creauimus coelum et terram, et quae sunt in medio; et non incassum iudicauimus hominem; et nos misimus filium Mariae et dedimus ei spiritumsanctum et euangelium et miracula, et talia quaedam, in quibus angeli nequaquam possunt communicare cum deo. [Angeli] enim creati sunt a deo, sed non simul creant cum deo coelum et terram, [et quae sunt in medio].

Solche rede Gottes als in vielen personen geredt füret er an vielen örten im Alcoran, dazu in solchen wercken, darin die Engel mit Gott nicht können teil oder gemeinschafft haben, als in der welt Schepffung, und rechtfertigung des Gottlosen etc. Denn an vielen örten stehet also: 'Wir haben Himel und Erden geschaffen und was da zwisschen ist'. Und 'wir haben den Menschen nicht vergeblich gericht'6), Und 'wir haben gesand den Son Marie'7), Und 'wir haben jm den heiligen Geist gegeben, und das Euangelium und Wunderwerck'8), und der gleichen, In welchen wercken die Engel mit Gott nicht teil noch gemeinschafft haben mügen, Denn sie sind selbs geschaffen von Gott und schaffen nicht mit Gott Himel und Erden etc.

6) Der Text der lateinischen Vorlage Luthers (rgl. S. 367 Z. 4) ist verderbt. V hat dafür: 'Nos inquam creauimus caelum et terram et intermedia' et 'nos iustifficauimus hominem'. Das erste Zitat steht Koran 21, 16: „Und nicht erschufen wir den Himmel und die Erde und was dazwischen im Scherz." 7) Vgl. Koran 2,81(2,87) und 57,27. 8) Koran 2,81.

234 Dette, at Gud taler som mange personer, anfører han mange steder i koranen, og det i sådanne gerninger, hvori englene ikke kan have del eller fællesskab med Gud, f.eks. i verdens skabelse og i retfærdiggørelsen af den gudløse, osv. For mange steder står der som følger: ”Vi har skabt himmel og jord og alt derimellem”. Og ”Vi har ikke forgæves dømt mennesket”, og ”Vi har sendt Marias søn”, og ”Vi har givet han den helligånd og evangeliet og undergerninger”, og den slags, og i disse gerninger har englende ikke kunnet have fællesskab med Gud, for de er selv skabt af Gud og skaber ikke himmel og jord sammen med Gud, osv.

Et non possunt dicere Saraceni, quod pluralis illa vox est dei et cuiusdam alterius intellectus, qui excedit creatum, per quem fecit omnia deus. Constat enim, quod, quicquid est praeter deum, creatura est et a deo creatum, et nulla creatura potest esse simul creatrix cum deo.

So können die Sarracenen auch nicht sagen, das solche rede sey Gottes (WA 366) und eines andern wesens, das da möcht heissen Weisheit oder verstand uber den geschaffen verstand, durch welchen Gott alles schaffe. Denn das ist offenbar, was ausser Gott ist, das ist eine Creatur oder von Gott geschaffens wesen. Denn die Creatur ist nicht zu gleich ein wesen von Gott geschaffen und mit Gott eine schepfferin.

235 Derfor kan muslimerne heller ikke sige, at den slags tale er Guds tale med et andet væsen, da det vil kunne kaldes visdom og forstand, der går ud over den skabte forstand, gennem hvilken Gud skabte alt. For det er klart, at hvad der er udenfor Gud, det er en skabning eller et væsen skabt af Gud. For skabningen kan ikke på én gang være et væsen skabt af Gud og være Guds medskaber.

Item non possibile est dicere, quod deus

pluraliter loquilur propter diuersas quae in eo sunt qualitates, sicut est potentia,

sapientia, iusticia, et talia, quae Arabes vocant Saphat. Haec enim non accidentia sunt in deo, neque differentiae, sed sunt in ipsa diuina essentia. [Vnde in deo nullam compositionem nec pluralitatem faciunt, ut per illa deus de seipso pluraliter loquatur.] Quia imo nec homo nec angelus propter eorum differentiam potest de seipso pluraliter loqui, etsi haec in homine et angelo accidentia sunt, et quandam in his compositionem faciunt.

Auch kan man nicht sagen, das Gott also rede, umb vieler seiner eigenschafft oder namen willen, Als das er heisst die ewige Gewalt, Weisheit, Gerechtigkeit, Gütigkeit etc, Welche die Araber nennen Saphat1). Denn dis alles sind nicht sonderliche und andere wesen ausser Gott, sondern das einige Göttlich wesen selbs, Ja es mag auch kein Engel noch Mensch von sich selbs als vielen reden um solcher eigenschafft willen, da sie doch nicht das wesen selbs sind, sondern bey sig und absein2) mügen.

1) [sifat] = Eigenschaften. 2) = damit verbunden sein oder ganz fehlen.

236 Ejheller kan man sige, at Gud taler sådan på grund af hans mange egenskaber eller mange navne. F.eks. hedder han den evige magt, visdom, retfærdighed, godhed, osv. hvilket araberne kalder sifat. For alt dette er ikke nogen særlige anderledes væsener udover Gud, ja heller ingen engel eller noget menneske taler om sig selv som et mangfold på grund af sådanne egenskaber, da de dog ikke er væsenet selv, men man kan havde dem eller ikke have dem.

Et vere talis locutionis modus, deum videlicet [unum existentem] pluraliter de seipso loqui, [semel a Moysi] inuenitur in Genesi illatus. [In formatione enim hominis locutus est deus dicens:] Faciamus hominem ad imagineni nostram. Quod dicunt iudaei vocem esse dei ad angelos. Quod quidem est contrarium diuinae scripturae, quae nunquam dicit angelum secundum imagineni hominis formatum esse, sed secundum imaginem dei. Et hoc est, quod etiam addit Moyses deinceps post illos sermones dicens: Et fecit deus hominem secundum imaginem et similitudinem suijpsius, secundum imaginem dei fecit eum. Est igitur vox illa patris ad filium, vel totius trinitatis ad seipsam. Vnus enim et simplex deus essentia, trinus est in personis.

War ists, man findets an einem ort in Mose, das Gott auff solche weise redet, Gen. j.: 'Lasst uns Menschen machen nach unserm bilde'. Welchs die Jüden dahin deuten, Das Gott mit den Engeln rede, Aber das ist wider die heilige Schrifft, die nicht sagt, das der Mensch nach der Engel bilde gemacht sey, Sondern nach Gottes bilde, Wie es Moses selbs bald hernach deutet: 'Gott schuff den Menschen nach seinem bilde, nach Gottes bilde schuff er jn'. Darumb ist dis eine rede des Vaters zum Sone, oder der gantzen Dreifaltigkeit zu sich selbs, Denn Gott ist einig im wesen und Dreifeltig in personen.

237 Sandt er det, at man et sted hos Moses finder, at Gud taler på den måde, i 1 Mos 1,26: ”Lad os gøre mennesker efter vort billede”. Det tolker jøderne derhen, at Gud taler med englene, men det er imod den hellige skrift, som ikke siger,at mennesket er dannet efter englenes billede, men efter Guds billede. Hvilket Moses selv lige efter tyder: ”Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det”. Derfor er dette Faderens tale til sønnen, eller hele treenigheden i sig selv, for Gud er én i væsen og tre i personerne.

Et hoc dicere potuisset [Alcoranum] simpliciter, nisi timuisset posse esse personarum discretionem discretione secundum essentiam. Propter hoc dicit in capitulo Elnesan: societas libri, ne vacetis in lege vestra, et ne dicatis de deo praeter veritatem, quod christus Iesus filius est Mariae et Apostolus dei et verbum dei, quod in ea posuit per spiritumsanctum. Ecce hic nominat deum et verbum dei et spiritumsanctum, sed timens, ne propter haec diuina essentia diuidatur vel multiplicetur vel terminetur, subiungit statim: Et ne dicatis tres deos, quoniam deus deus unus est. Ecce quantum appropinquauit

ad illud, quod est maxime arduum in fide, [modo quodam hoc dicens Ioannis: Pater et verbum et Spiritus, et hi tres unum sunt. Inducit igitur in Alcorano Mahometus deum pluraliter loquentem] ignorans causam. (WA 369) [Manifesta igitur huic prima quaestio, quod] communiter credimus cum his deum

esse unum [et solum et simplicem; ipsi autem habent in Alcorano: deus habet

et verbum et spiritum; et sic credimus verum et unum et simplicem deum. Et proprie de se loquitur singulariter; propterea autem quod trinus est in personis, aliquando de se pluraliter loquitur.]

Also hette Mahmet auch wol mügen aus seinen eigen worten vermanet, da Gott sich 'Wir' oder 'uns' nennet, sagen, das es ein Gott und drey Personen weren, Aber er macht unter rechten worten einen falschen verstand3), als müsten drey Personen drey Götter sein. Darumb spricht er im Capitel Elnesan4): 'O jr geselschafft des Buchs, Seid nicht lass in ewerm Gesetz und sagt nichts von Gott, denn die warheit, Das Christus Jhesus, Marien son, ist ein Apostel Gottes, und Gottes wort sey, Welchs er in sie gesagt hat durch den heiligen Geist'. Sie, da nennet er die drey: Gott, Wort, Heilige geist, doch das er nicht drey Götter umb der dreier willen bekenne, setzt er flugs drauff: 'jr solt nicht sagen, das drey Götter sind, Denn Gott ist ein eniger Gott'. Also hat jn der heilige Geist vermanet und getrieben, das er hat müssen mit worten unsers Glaubens höchsten Artickel aussprechen, und doch falschen verstand5) da wider hinein gefürt. Denn wir auch sagen, das Gott einig sey, und doch Gottes Wort und Heiliger geist bey Gott sind, und nicht drey Götter.

3) = Sinn. 4) Sura 4,169. (4,171) 5) = Sinn.

238 Således kunne Muhammed jo også nok ud fra sine egne formaningsord, hvor Gud siger ”vi” og ”os”, havde sagt, at der er én Gud og tre personer, men han har de rette ord, men en forkert opfattelse af dem, som om tre personer var tre guder. Derfor siger han i kapitel Elnesan: ”O, I bogens folk, vær ikke overdrivende i jeres lov og sig ikke andet om Gud end sandheden, at Kristus Jesus, Marias søn, er Guds apostel, og Guds ord, det, som han har sagt dem gennem den hellige ånd”. Se, her nævner han de tre: Gud, Ord, Helligånd, dog, for at han ikke skal bekende tre guder for de tres skyld, skynder han sig at tilføje: ”I skal ikke sige, at der er tre guder, for Gud er én”. Således har helligånden formanet og drevet ham, så han med ord har måttet udtale vor tros højeste artikler, og dog igen indført en falsk forståelse af det. For vi siger også, at Gud er én, og dog er det, at Guds ord og hellige ånd er hos Gud, ikke det samme som at sige, at der er tre guder.

Secunda quaestio est, quod Alcoranum quaestio se continue meminit spiritussancti et verbo dei. Quis est ille spiritussanctus, et quod est illud verbum dei? [De spiritusanclo quidem] dicit in capitulo Elpalceram ex persona dei: Dedimus Iesu filio Mariae, ut faceret prodigia et miracula manifesta, et perfecimus eum per spiritumsanctum, et hoc idem repetit per totum capitulum. Item dicit in capitulo Elempaide Maria: Inspirauimus in eam ex spiritusanclo. Et in pluribus alijs locis similia dicit de spiritusancto.

Die ander frage: Der Alcoran gedenckt stets des heiligen Geists und des Worts Gottes. Wer ist denn der heilige Geist, und wer ist das Wort Gottes? Denn im Capitel Elpalceram6) spricht Gott: 'Wir haben gegeben Jhesu dem Son Marie, das er thun sol öffentliche Wunder und Zeichen und haben jn (WA 368) volkomen gemacht, durch den heilige Geist'. Und solchs zeucht er jmer an durchs gantz Capitel, Und im Cap. Elmaide, Maria1): 'Wir haben in sie den heiligen Geist gegossen', Und an viel örden redet er also.

6) Sura 2,81, (2,87) jf Side 364, anm 8, #234. 1) Sura 19,17.

239 Det andet spørgsmål: Koranen taler hele tiden om den hellige ånd og Guds ord. Hvem er da den hellige ånd, og hvem er Guds ord? For i kapitel Elpalceram siger Gud: ”Vi har givet Jesus, Marias søn, at han skal foretaget offentlige undere og tegn og har gjort ham fuldkommen ved den hellige ånd”. Og dette antyder han hele tiden i det ganske kapitel. Og i kapitel Elmaide, Maria, siger han: ”Vi har indgydt den hellige ånd i hende”. Og mange steder taler han ligesådan.

Et non possunt dicere saraceni creaturam quandam esse, sicut angelus quidam, si bonus, quoniam singulariter de eo loquitur, tanquam de uno sancto; sancti autem angeli plures sunt, et omnes sunt dei. Quae igitur causa, ut de illo singulariter diceret 'nostro' et 'sancto'? Item non esset magna laus de christo, quem Alcoranum intendit singulariter commendare, quod deus dedisset ei angelum custodem.

Etenim deus facit angelos spiritus et nostros apostolos, sicut dicit Alcoranum in capitulo Elmaice.

Hie können die Sarracenen nicht sagen, das er eine Creatur sey, wie ein Engel oder guter Geist. Denn er (das ist Gott) redet von einem heiligen Geist, Aber der Engel sind viel, alle heilig, und alle Gottes Geister. Warumb redet er denn als von einem sonderlichen, und spricht den 'heiligen', und 'unsern' Geist? Auch were es nicht ein sonderlich lob, das Gott Christo, den der Alcoran wil seer hoch loben, solt nicht mehr gegeben haben, denn einen Engel oder heiligen Geist als zum hüter. Denn das thut er allen menschen, wie der Alcoran sagt im Cap. Elmaice2): 'Gott macht seine geister zu Engeln und uns zu Aposteln'.

2) Sura 35,1; 16,2.

240 Her kan muslimerne ikke sige, at han er en skabning som englene eller den gode ånd. For han, altså Gud, taler om en hellig ånd, men af englene er der mange, og de er alle hellige og alle Guds ånder. Hvorfor taler han så, som om det er en særlig ånd, og kalder den ”hellig”, og siger det er ”vores” ånd? Og det ville heller ikke være nogen særlig ros, at Gud ikke skulle have givet Kristus, som koranen vil rose meget højt, mere end en engel eller en hellig ånd som beskytter. For det gør han mod alle mennesker, sådan som koranen siger det i kapitel Elmaice: ”Gud gør sine ånder til engle og os til apostle”.

Item angeli non sanctificant homines, sed deus immediate et solus, tanquam solus deus potest peccata dimittere, sicut dicit in Alcorano. Praedictus igitur spiritus verus est deus; verus autem deus et qui de praedicto spiritu loquitur dicens: Dedimus ei spiritumsanctum et inspirauimus ex spiritusancto. Quoniam igitur diuina essentia una est et simplex, non potest discerni vel diuidi [et ibi est] dans et datum, []

Weiter die Engel können (noch keine Creatur) keinen Menschen heiligen, sondern es mus Gott sein, der das, beide durch und on mittel, thu. Und er allein kan sünde vergeben, wie der Alcoran sagt3). So mus solcher geisst, der solche werck thut, warer Gott sein, wie der auch, der von solchem Geist spricht: 'Wir haben den heiligen Geist gegeben, und haben den heiligen Geist eingegossen'4) etc. So nu mus ein einiger unzertrenlicher Gott sein, folget hieraus, das der den geist gibt und der Geist, so gegeben wird, müssen wesentlich ein Gott, personlich unterscheiden sein.

3) Sura 3,129. 4) jf Side 366, anm 4 #239.

241 Videre: Englene kan ikke hellige nogen skabning eller noget menneske, det må Gud gøre, både gennem midler og uden. Og han alene kan tilgive synder, som koranen siger. Så må en sådan ånd, som udøver en sådan gerning, være sand Gud, ligesom også den, der taler om en sådan ånd: ”Vi har givet den hellige ånd, og har indgydt den hellige ånd”, osv. Således må der nu være én eneste udelelig Gud, og deraf følger, at den, der giver ånden, og den ånd, der gives, væsentligt må være én Gud, blot adskilt i personerne.


Also mus aber mal Mahmet, wiewol unwissend, mit worten wider sich selbs unsers Glaubens höhesten Artickel bezeugen, und verstehet nicht, was er saget.

242 Altså må igen Muhammed, sig selv ubevidst, med ord vidne imod sig selv og for vores højeste artikel, men han forstår ikke, hvad han siger.

Hanc eandem omnino quaestionem, [quam de spiritusancto quaesiuimus,] possumus quaerere etiam de verbo dei. Dicitur enim in capitulo Abraam:

Dixerunt angeli beatae Mariae: Maria, deus praeposuit te supra omnes mulieres. Et post haec [dixerunt angeli]: Maria, nunciat tibi deus vel nunciat tibi verbum eius, [et nomen eius christus Iesus filius Mariae]. Et in capitulo Elnesa dicitur: Ne dicas de deo praeter veritatem, quod christus Iesus filius Mariae apostolus est dei et verbum dei, quod ipse posuit in ea per spiritumsanctum. Affirmat igitur omnino Christum verbum esse dei.

Die dritte frage5): Eben so mügen wir auch fragen vom Wort Gottes, Denn im Capitel Abraham6), Sprechen die Engel zu der heiligen Maria: 'O Maria, Gott hat dich uber alle Weiber erhaben'. Und bald hernach: 'O Maria, Gott verkündigt dir, oder sein wort verkündigt dir'7). Und im Cap. Elnesan spricht er: 'Sagt nichts von Gott denn die warheit, das Christus Jhesus, Marien son, Ein Apostel Gottes sey, Und Gottes Wort sey, das er in sie gelegt hat durch den heiligen Geist'8). So bekennet er nu allerding, das Christus Gottes wort sey. (WA 370)

5) Luther hat richtig erkannt, daß hier die dritte Frage beginnt.In H fehlt eine entsprechende Angabe, dagegen steht in V als Überschrift: Tertia Quaestio talis est. 6) Sura 3,37 (3,42) 7) Misforståelse ud fra Sura 3,40 (3:45). 8) Sura 4,169, (4,171) jf side 366, anm 4 #238.

243 Det tredje spørgsmål: Netop derfor må vi også spørge om Guds ord. For i kapitel Abraham siger englen til den hellige Maria: ”O Maria, Gud har ophøjet dig over alle kvinder”. Og kort efter: ”O Maria, Gud forkynder for dig, eller hans ord forkynder for dig”. Og i kapitel Elnesan siger han: ”Sig ikke andet end sandheden om Gud, at Jesus Kristus, Marias søn, er en Guds apostel, og er Guds ord, som Gud har lagt i Maria gennem helligånden”. Således bekender han nu i det mindste, at Kristus er Guds ord.

Quaeritur igitur, quod sit hoc verbum dei: utrum verbum accidentale, vel potius personale et reale. [Si dicit] verbum esse [vocale solum et] accidentale, hoc non poiest dici:

Hie fragt sich nu billich, Was solch Gottes wort sey; obs sey ein menschlich vergenglich wort, oder ein wesentlich wort. Man kan nicht sagen, das ein Menschlich worts sey, Denn es sol Gottes wort sein, so ist auch Menschlich wort nicht durch den heiligen Geist in Maria gelegt, viel weniger von jr geborn.

244 Her må man nu med rimelighed spørge, hvad er et sådant Guds ord; om det er et menneskeligt forgængeligt ord, eller et væsentligt ord. Man kan ikke sige, at det er et menneskeligt ord, for det skal være Guds ord, og det er jo heller ikke et menneskeligt ord, der af den helligånd er lagt ind i Maria, meget mindre et menneskeligt ord, der blev født af hende.

loquitur enim de deo Alcoranum et euangelium singulariter et de uno verbo tantum; [verbum autem (WA 371) []

Auch so redet das Euangelium und Alcoran von einem einigen wort Gottes, das nicht eines Menschen stimme ist. Denn das menschelich Wort, so auch Gottes wort heisst und ist, der ist viel, und ist durch die selbigen nicht Himel und Erden geschaffen1) noch von Maria geborn.

1) jf anm 2.

245 Evangeliet og koranen taler således om et eneste Guds ord, som ikke er en menneskelig stemme. For det menneskelige ord, som også hedder og er Guds ord, af dem er der mange, og himmel og jord er ikke skabt gennem dem eller født af Maria.

Item non esset excellens commendatio Christi, [quem Alcoranum intendit singulariter commendare,] si propler hoc dicatur verbum dei tanquam verba dei dicens: [Non enim solus christus, sed etiam alij] prophetae verba dei nunciauerunt, et tamen nullus

illorum dicitur verbum dei. De solo enim christo euangelium et Alcoranum dicit,

quod sit verbum dei.

Und was were das fur ein sonderlich lob Christi, das er darumb solt Gottes wort sein, das er Gottes Wort predigt, so doch alle Propheten Gottes wort predigen und dennoch keiner Gottes wort heisst: allein Christus heisst Gottes Wort im Euangelio und Alcoran. Mahmet aber wil Christum weit uber alle Propheten heben, Darumb das er Gottes wort ist.

246 Og hvad ville det være for en særlig ros af Kristus, at han af den grund skulle være Guds ord, at han prædiker Guds ord, eftersom dog alle profeter prædiker Guds ord, og ingen dog kaldes Guds ord: alene Kristus kaldes Guds ord i evangeliet og i koranen. Men Muhammed vil hæve Kristus højt over alle profeter, fordi han er Guds ord.

Si autem essentialiter verbum capiatur, manifestum quod sempiternum esset verbum dei et deus verus. Sicut enim verbum, quod procedit ex ore corruptibilis hominis, corruptibile est ex necessitate, sic verbum, quod ex sempiterno ore procedit, per quod coelum et terram [et quae sunt in

medio] (ut Alcorani verbo utar) fecit, sempiternum et incorruptibile esse necesse est. [Quicquid ex deo autem procedit, essentialiter est deus,] et hoc modo deus est dei verbum. Vnde cum [verbum aliquo modo differat a dicente et continente verbum, et] in dei essentia non possit esse diuisio seu distinctio essentialis, oportet, quod ibi sit distinctio personalis, [et quod verbum a dicente proprijs et solis relationibus distinguatur, sicut et de spiritu dictum est.] Et hoc est

verbum, quo deus omnia, quae sunt, dixit, et facta sunt, sicut et in Alcorano dicitur. [langt overspring]

Wil er aber von wesentlichen unvergenglichen wort reden, so ists offenbar, das es mus sein ein ewiges wort und warhafftiger Gott. Denn gleich wie das wort, aus vergengliches Menschen mund gesprochen, vergenglich sein mus, Also mus das wort, so aus dem ewigen munde Gottes gehet, durch welchs (wie der Alcoran bekennet2) Himel und Erde geschaffen ist, ewig und unvergenglich und also ein warhafftiger Gott sein. Nu aber nicht denn ein Einiger Gott sein kan, so folget hieraus, das Gott und sein Wort müssen wesentlich ein Gott und doch persönlich unterscheiden sein. Und dis ist das wort, durch welchs Gott alles gesprochen und gemacht hat, wie auch im Alcoran stehet. Das also Mahmet hie abermal mit worten, ja mit unsern worten (wie wol unwissentlich) bekennet den hohen Artickel von der heiligen Dreifaltigkeit in Gott.

2) Sura 2,111. (2,117)

247 Men hvis han vil tale om et væsentligt, uforgængeligtord, så er det klart, at det må være et evigt ord og en sand Gud. For ligesom det ord, der tales af en forgængelig menneskemund, må være forgængeligt, sådan må det ord, som udgår af Guds evige mund, gennem hvilket – hvad koranen bekender – himmel og jord blev skabt, være evigt og uforgængeligt, og altså sand Gud. Men når der nu kun kan være én Gud, så følger heraf, at Gud og hans ord væsentligt må være én Gud og dog personligt adskilt. Og dette er det ord, gennem hvilket Gud har talt og skabt alt (Joh 1,3). Hvilket også står i koranen. Så altså Muhammed igen her med ord, ja med vore ord omend uden at vide det har bekendt den høje artikel om den hellige trefoldighed i Gud.

Mahometus igitur audiens christianos dicentes deum habere filium, nesciuit considerare, quod possibile est esse filium absque muliere. Et propter hoc nullam aliam adduxit argumentationem, nisi quod deus [non potest habere filium, quia] uxorem non habet. Et non excogitauit, quod dixit Dauid,

quem tantum commendauit [Mahometus, qui praeter filium naturalem dixit] deum multos habere filios [adoptiuos], dicens: Ego dixi, dij estis et filij excelsi omnes, et non ex muliere. [overspring] (WA 373)

Da nu Mahmet höret, das die Christen predigen, das Gott einen son habe, kundte er nicht höher dencken, denn das on weib kein son sein kündte. Drumb füret der grobe3) gesel hie wider kein andere ursache, denn das Gott kein weib habe4), Und dacht nicht, das David im Psalter, den er ja hoch lobet, Gotte viel Söne gibt, da er spricht, Psal. Lxxxj: 'Jr seid Götter und kinder des Allerhöhesten', Und Gott doch hie zu weder ein noch viel weiber hat.

3) = dumme, beschränkte. 4) Sura 6,101, jf side 280,anm 10.

248 Da nu Muhammed hørte, at de kristne prædiker, at Gud har en søn, kunne han ikke tænke højere, end at man da ikke kan få en søn uden at have en hustru. Derfor anfører den dumme fyr ikke anden årsag, end at Gud ikke har nogen hustru, og tænker ikke på, at David i Salmernes Bog, aom han roser højt, giver Gud mange søønner, hvor han i Sl 82,8 siger: ”I er guder og børn af den allerhøjeste”. Og Gud har dog her hverken én eller mange hustruer.


Auch so es ummüglich ist, Son zu haben on weib, So mus es eben so ummüglich sein, das Weiber Söne haben on Menner.Warumb gleubt er denn, das Maria on Man einen Son hat?5) Aber er ist zu grob hie zu, das er solt verstehen, Wie Gott einen (WA 372) son habe. Und redet doch die wort da her, wie ers von den Arianen gelernt hat, das Christus Gottes Wort sey, aller dinge wie eine Dale1) lernt den Menschen sprache, die sie nicht verstehet.

5) jf side 280 #10. 1) = Dohle.

249 Men ligeså umuligt det er at få en søn uden hustru, ligeså umuligt er det for kvinder at få sønner uden mænd. Hvorfor tror han da, at Maria kan få en søn uden mand? Men han er her for du, her, hvor han skal forstå, at Gud har en søn. Og dog taler han her det ord, han har lært af arianerne, at Kristus er Guds ord, alting lærer han som en allike lærer menneskenes sprog, men ikke forstår noget.

Et propter hoc, postquam dixit, quod

verbum est dei, addidit, quod Iesus sic est apud deum, sicut Adam, quem

creauit de limo terrae, et dixit ei: Esto. Et quomodo hoc cum praecedentibus

conuenit(ur)? Cum enim dixerit, quod deus infuderit verbum Mariae et spiritum eius, ex quo natus est christus, [langt overspring] (WA 375)

Das mercke dabey, da er gesagt hatte, das Christus Gottes wort sey, Setzt er da zu, das Christus bey Gott sey, gleich wie Adam, zu dem er sprach, da er jn machet aus erden: 'esto', Sey ein Mensch2). Wie reimet sich das mit dem, da er sagt, Das Gott habe sein wort und seinen heiligen Geist in Marien gegossen?3) Und also das wort aus Maria geborn ist.

2) Sura 3,52. (3,47) 3) Sura 4,169 (4,171).

250 Læg mærke til, at hvor han har sagt, at Kristus er Guds ord, føjer han til, at Kristus er hos Gud, ganske som Adam, til hvem han sagde, da han lavede ham af jord: ”Bliv til!” ”Bliv et menneske”. Hvordan passer det med det sted, hvor han siger, at Gud har indgydt sit ord og sin hellige ånd i Maria, så altså ordet er født af Maria.


Solt er aber darumb Gottes Wort heissen, das er wie Adam geschaffen, und von jm gesagt ist: 'Esto', sey Christus Marie son, so müssen dem alle Creatur nach Gottes wort heissen. Denn zu allen gesagt ist: 'Esto', Sey oder werde; so were Christus nicht das Wort, durch welchs alles gemacht ist. Wie er doch droben bekand4), sondern er selbs auch durch ein ander wort gemacht sein muste, wie alle Creaturen.

4) jf Side 370 #244.

251 Men hvis han af den grund skulle kaldes Guds ord, at han blev skabt som Adam, og der blev sagt til ham: ”Bliv til!”, vær Kristus, Marias søn, så skulle alt, hvad der er skabt ved Guds ord, hedde det samme. For der blev jo sagt ”Bliv til!” til dem alle sammen: ”Vær til, eller bliv til!” Så ville Kristus ikke være det ord, hvorigennem alt blev skabt, sådan som han ovenfor har bekendt, men han selv måtte være skabt ved et andet ord en alle skabninger.

Quarta quaestio est, quod Mahometus continue in Alcorano laudat legem Moysi et Iob et Dauid, et dicit psalterium librum esse clarum: supra omnes autem libros commendat euangelium, in quo dicit esse salutem et deductionem. Quaeritur igitur, quare neque habent neque legunt saraceni libros istos neque interpretantur?

Die vierde Frage: Warumb lobet Mahmet so hoch Mosen, Hiob, David, und spricht, der Psalter sey ein eddel Buch5); Uber alle bücher aber lobet er das Euangelium, da er bekennet, das Warheit und seligkeit drinnen sey6). Es fraget7) (sage ich) billich, Warumb die Sarracenen solche Bücher nicht lesen, noch haben, noch leren, die der Mahmet so lobet und dahin8) weiset?

5) jf side 284 #28. 6) Sura 5,50. (5:44) 7) = Es erlaubt sich die Frage. 8) = worauf er hin.

252 Det fjerde spørgsmål: Hvorfor roser Muhammed så højt Moses, Job, David og siger, at Salmernes Bog er en ædel bog. Men ud over alle bøger roser han evangeliet, for han bekender, at der er sandhed og salighed deri. Man må, mener jeg, med rimelighed kunne spørge, hvorfor muslimerne ikke læser disse bøger, eller opbevarer dem, eller lærer dem, når nu Muhammed roser dem sådan og henviser til dem?

Christus enim cum commendasset Moysen et alios prophetas, christiani [cum hos non haberent], acceperunt illos a iudaeis et eos in diuersas linguas transferri fecerunt, habentque illorum libros autenticos [leguntque eos in scholis]. Dicunt autem saraceni iudaeos quidem corrupisse libros veteris, christianos [euangelium] et libros noui testamenti, et quod nihil veritatis remansit in mundo, praeterquam

quod est in Alcorano. Sed ante demonstratum est [hoc in tertio capitulo], quod est falsum et contrarium Alcorano. Item quomodo tantus propheta [qualem existimant esse Mahometum, tantum] commendasset corrupta exemplaria et dixisset in his esse salutem et deductionem? [Vel quomodo non praedixisset in posterum esse corrumpenda? Sed potius contrarium dixit, quod], si in anibiguo

quodam de Alcorano fuerint Saraceni, quaerant []

Denn die Christen, da sie höreten solche Bücher von Christo gelobt, Namen sie dieselben von den Jüden und verdolmetschten sie in allerley Sprachen, halten sie noch hoch, lesen und predigen sie in jren Kirchen. Denn das die Sarracenen fur geben aus jren Mahmet, Die Jüden haben das alte testament, die Christen das Newe verfelscht, und nichts warhafftigs in der welt blieben, denn so viel im Alcoran ist, Solch ist droben uberweiset9), das erlogen sey. Denn das ist wider den Alcoran selbs, der seine Sarracenen zu solchen Bücher weiset, und spricht, Es sey Warheit und Seligkeit im Euangelio. Und wo sie zweiveln im Alcoran, sollen sie das Euangelium fragen10), Und laut11) nicht, das solcher grosser Prophet zu falschen Bücher weisen solt.

9) = beweisen. 10) Sura 10,94, jf side 286 #38. 11) = hat keinen Sinn, stimmt nicht.

253 For da de kristne hørte, at disse bøger blev rost af Kristus, tog de dem fra jøderne og oversatte dem til alle slags sprog, og holder dem stadigvæk højt, læse fra dem og prædiker over dem i deres kirker. For at muslimerne ud fra deres Muhammed påstår, at jøderne har forfalsket gamle og de kristene det ny testamente, og at der ikke er forblevet noget sandt i verden andet end hvad der står i koranen, det er ovenfor bevist at være løgn. For det er imod koranen selv, som henviser sine muslimer til sådanne bøger og siger, at der er sandhed og salighed i evangeliet. Og hvis de tvivler på koranen, skal de spørge evangeliet, og det kan ikke passe, at en så stor profet henviser til falske bøger.

Causa autem, quod saraceni non legunt praedictos libros, nulla alia est, nisi quod

sciunt horum sapientes, quod facile deprehenderetur mendacium Alcorani, si sanctos et veraces libros legerent. Vnde et Alcoranum maliciose prouidit sibijpsi,

et quattuor medelas supposuit, ut mendacium eius non manifestum constitueretur. Quorum unum quidem est: mandare interimi, qui contrarium aliquod Alcorano dicerent, quod manifestum fuit superius in quarto capitulo. Secundum dicit, ne disputent cum hominibus alterius sectae. Tertium prohibet his credere. Dixit enim in capitulo Abraam: Ne credatis alicui, nisi his, qui sequuntur nostram legem [et quod in euangelio est salus et deductio. Dicit etiam, quod saraceni nihil sunt, nisi adimpleant legem et euangelium. Ergo debent euangelium habere]. Quartum, separat se omnino ab illis et dicit: Mihi mea lex et vobis vestra, [et (WA 377) reliqua. Et post haec: Liberi estis vos, a quibus ego facio et ego, a quibus et vos. Et hoc dicit in capitulo Ione.]

Aber dis ist die ursache, Warumb die Sarracenen solche Bücher nicht lesen. Denn jre gelereten wissen, Wo die Sarracenen solche heilige Warhafftige Bücher lesen, würden sie die lügen des Alcorans gar leichtlich finden. Darumb hat der Alcoran sich selbs aus Teuffels bosheit verwaret12), das seine (WA 374) Lügen nicht offenbar würden, und vierley wehre dafur gebawet. Die Erste, das er gebeut, sie sollen tödten alle, die wider den Alcoran reden, Wie droben cap.iiij.1) Die ander: Sie sollen nicht disputirn mit leuten von andern secten2). Die dritte, Verbeut er zu gleuben allen, die nicht seiner Secten sind, Als im Cap. Abraham: 'Jr solt niemand gleuben, on denen, die unserm Gesetze folgen'3). Die vierde, das er sich von allen sondert und spricht: 'Mir mein Gesetz, Euch ewer Gesetz'.4)

12) = geschützt. 1) Kap 4: #49. Også i kap 7 #83. 2) Sura 29,45 (29,46). 3) Sura 3,114. (3,118) 4) Sura 109,6.

254 Men dette er grunden til, at muslimerne ikke læser sådanne bøger. For deres lærde véd, at hvis muslimerne læste sådanne hellige sanddru bøger, så ville de meget let kunne finde løgnene i koranen. Derfor har koranen beskyttet sig mod, at dens løgne blev afsløret, og bygget mange slags værn derimod. Det første værn består i, at de skal dræbe alle dem, som taler imod koranen, som omtalt ovenfor i kapitel 4. Det andet værn består deri, at de ikke skal disputere med folk fra andre trossamfund. Det tredje, at den forbyder at stole på alle dem, der ikke tilhører dens trossamfund. Som det hedder i kapitlet Abraham: ”I skal ikke stole på nogen, som ikke følger vores lov”. Det fjerde værn er, at de afsondrer sig fra alle og siger: ”For mig gælder min lov, for jer gælder jeres lov”.

Si igitur saraceni bene acciperent concilium Alcorani, proculdubio deducerentur: [habuisset enim euangelium et legem Moysi et alias scripturas,] Maxime cum ipsum Alcoranum continue commendet Moysen, Dauid, Salomonem et [alios prophetas, et frequentissime dicat, quod alterum alteri non praefert. Et haec ad quartam quaestionem].

Sonst, wo die Sarracenen wolten dem Alcoran folgen, da er Mosen, David, Salomon und das Euangelium also hoch lobet, das Warheit und seligkeit drinnen sey, würden sie wohl zu recht komen. Aber nu bleiben sie verdampt auch durch jren eigen Alcoran, der sie zu rechten Büchern weiset, Und sie doch dieselben verachten.

255 Ellers, hvis muslimerne ville følge koranen, hvor den priser Moses, David, Salomon og evangeliet så højt – der er sandhed og salighed deri – så ville de vel komme til rette. Men nu forbliver de fordømt også ved deres egen koran, der henviser dem til de rette bøger, som de dog foragter.

Quinta quaestio est Quid vult dicere Mahometus [in Alcorano], quod totiens dicit et repetit [de se scribens]: Credite in deum et apostolum; obedite deo et aposlolo; sequamini deum et apostolum? [] Videtur igitur ex taHbus, Mahometum [non solum dare se deo participem, sed] facere seipsum illius socium et simul consortem. Et sic

dicitur [in capitulo Elnesa]: Non parcet deus, si quis ei dederit participem. [Solus autem] christus [neque consors neque particeps dei, sed] deus verus [et homo verus] potuit dicere: 'Credite in deum', et 'in me credite', [qui tamen nunquam dixit:] 'credite in deum et in me' vel 'obedite deo et mihi', ne homines crederent eum dei participem et consortem.

Die fünfft frage, Warumb der Mahmet diese wort jmer anzeucht: 'Gleubt Gott und dem Apostel, Gehorcht Gott und dem Apostel, folget Gott und dem Apostel' etc. Denn daher sihets5), als wolt Mahmet sich selbs Gotte zum gesellen und gleichen setzen, so er doch jmer treibet, Es sey ein Gott und habe keinen gleichen6) noch gesellen. Denn das Christus sagt: 'Gleubt jr an Gott, so gleubt auch an mich', das thut er billich, Denn er ist natürlicher Gott und Gott von ewigkeit gleich. Sonst pflegen die Propheten nicht also zu reden, das sie sich Gotte gesellen oder gleichen, Und sagen: Höret Gott und mich, folget Gott und mir.

5) = hat es den Anschein. 6) = nicht seinesgleichen.

256 Det femte spørgsmål er, hvorfor Muhammed hele tiden anfører disse ord: ”Tro på Gud og apostelen, adlyd Gud og apostelen, følg Gud og apostelen” osv. For derigennem ser det ud, som om Muhammed vil gøre Gud til hans fælle og sætte sig lige med ham, selv om han dog til stadighed hævder, at der er én Gud og at han ikke har nogen fælle. Men at Kristus siger:”Tro på Gud og tro på mig” (Joh 14,1), det er kun rimeligt, for han er af natur Gud og Gud lig i evighed. Ellers plejer profeterne ikke at tale sådan, at de gør sig til Guds fæller eller ligemænd, og siger: ”Hør på Gud og hør på mig, følg Gud og følg mig!”

Sexta quaestio est: cum Alcoranum de christo quidem multa dicit et magnifica, econtrario autem pauca de Mahometo et quidem vilia: Quaeritur igitur, quare saraceni non potius sequuntur Christum quam Mahometum, et euangelium quam Alcoranum? Et quia contraria iuxta se posita magis elucescunt, videamus e regione et intrinsecus, quid Alcoranum de utroque narrat.

Die sechste Frage: Weil der Alcoran von Christo viel und herrlich ding saget, Aber von Mahmet wenig und geringe, Warumb folgen die Sarracenen nicht lieber Christo denn Mahmet, Und lieber dem Euangelio denn dem Alcoran? Und auff das beides deste klerlicher scheine, wollen wir schwartz und weis gegenander setzen und hören, Was der Alcoran von beiden sagt.

257 Det sjette spørgsmål: Når nu koranen siger mange herlige ting om Kristus, men om Muhammed kun få og ringe ting, hvorfor følger muslimerne så ikke hellere Kristus end Muhammed, og hellere evangeliet end koranen? Og for at begge dele kan stå klart frem, vil vi sætter sort og hvidt op mod hinanden og høre, hvad koranen siger om begge.

Dicit enim Alcoranum, quod christus suae matri fuit annunciatus per angelum, et sanctificatus per spiritumsanctum, et virtute dei conceptus, non operatione naturae, et ex sanctissima virgine Maria, et supra omnes alias mulieres mundas, genitus est. De Mahometo autem nihil tale dicit, sed quod fuit orphanus et vagus, a deo conductus.

Von Christo sagt der Alcoran, das er sey seiner mutter verkündigt durch einen Engel und geheiliget durch den heiligen Geist, und durch die krafft Gottes des allerhöhesten empfangen, nicht nach natürlicher krafft, Und von der aller heiligsten Jungfrawen Maria, die unter allen Weibern die reinest ist, geborn7). Aber von Mahmet sagt er der keines, sondern das er ein Waise und Elende8), und von Gott gemietet9) sey10).

7) Sura 3,37ff. 8) = Heimatloser. 9) = gedungen. 10) Sura 93,5-8 (93:5), jf side 302 #73.

258 Om Kristus siger koranen, at han blev forkyndt for sin mor af en engel og helliget ved den hellige ånd og undfanget ved den allerhøjeste Guds kraft, ikke på naturlig måde, og født af den allerhelligste jomfru Maria, som blandt alle kvinder var den reneste. Men om Muhammed siger den ikke noget af den slags, men at han er en forældreløs og fattig og forpagtet af Gud.

Item dicit de christo, quod est verbum dei, et secundum hoc nihil potuit ignorare. Mahometus autem fuit propheta incertus. Dicit enim se nescire, quid de se fiet ac suis. Dicit etiam ipse: Nescio, utrum ego aut vos sumus in rectitudine. Vnde et fertur dixisse de patre et matre sua: Vtinam scirem, quod est opus eorum.

Weiter sagt der Alcoran von Christo, Er sey Gottes Wort 11), Daher freilich jm nicht unbewust noch ungewis gewest ist. Aber Mahmet ist ein ungewisser Prophet. Denn er bekennet selber, das er nicht wisse, wie es jm (WA 376) selbs und den seinen gehen werde. Denn er spricht zu seinen Sarracenen: 'Ich weis nicht, ob ich oder jr am Rechten sind'1). Daher man auch redet, Er habe gesagt von seinem Vater und Mutter: 'Ich wolt gern wissen, wie sie gelebt hetten oder wie es jnen gienge'.

11) jf side 368, anm 8 #243 (4,171). 1) Sura 46,8 (46,9).

259 Videre siger koranen om Kristus, at han er Guds ord, selv om han ikke var bevidst om det og måske usikker på det. Men Muhammed er en usikker profet. For han bekender selv, at han ikke véd, hvordan det vil gå ham selv og hans familie. For han siger til sine muslimer: ”Jeg véd ikke, om jeg eller I er blandt de rettroende”. Derfor siger man også, at han om sin far og mor har sagt: ”Jeg ville gerne vide, hvordan de har levet og hvordan det vil gå dem”.

Item fertur, quod ipse fuit praestigiatus a iudaeis, acubus ab aliquibus mulieribus in vultum caereum immissis et proiectis in puteum. Affirmantque communiter ipsum Maho- (WA 379) metum veneno vitam finiuisse, quod assumpsit, cum huic iudaea quaedam venam secuisset.

Man sagt auch, Er sey bezaubert gewest von den Jüden, Nemlich, das die weiber haben sein Wechsern bilde im Angesicht vol Naddeln gesteckt und die selben in einen Brun geworffen2). Und ist die gemeine rede, Er sey mit gifft getödtet, die er kriegt hat, da jm eine Jüdinne die aber hat gelasse3).

2) Sure 113 mit Kommentare. Se evt her: Da Muhammed lå på sit dødsleje, citere han Sura 113 og 114 igen og igen. 3) jf side 358, anm 12 #215.

260 Man siger også, at han var blevet fortroldet af jøderne, at nemlig kvinderne har stukket et voksbillede af ham fuld af nåle, og kastet det i en brønd. Og det er almindelig antaget, at han blev dræbt med en gift, som han havde fået, da en jødinde overlod den til ham.

Item ipse quidem christus ab Abraam descendit et Isaac, cui facta est promissio de benedictione et consequenda haereditate. Mahometus autem descendit per Hismael, ad quem non peruenit promissio, sed de eo scriptum est, quod erit verus homo, et manus eius contra omnes, et reliqua.

Item, Christus kompt her von Abraham und Isaac, dem die verheissung des segens gegeben ist von dem Erbe. Mahmet aber kompt her von Ismael, den die verheissung nichts angehet, sondern von jm geschrieben ist: 'Er wird ein wilder Mensch sein, Seine hand wider alle, und aller hand wider jn. Etc.

261 Ligeledes: Kristus nedstammer fra Abraham og Isak, som fik forjættelsen om velsignelsen ved arven. Men Muhammed stammer fra Ismael, som forjættelsen ikke angår, men om ham står der skrevet: ”Han skal blive et vildt menneske, hans hånd vil være mod alle, og alles hånd mod ham. (1 Mos 16,12).

Item christus nullum unquam peccatum commisit. Spiritus enim dei et verbum dei non potuit peccare. Mahometus autem idolatra fuit, et homicida lasciuus et rapax, multis alijs peccalis connoxius, in quibus deus, ut dicunt, ei pepercit.

Item, Christus hat nie keine sünde gethan, Denn Gottes Wort und Geist kan nicht sündigen. Mahmet aber ist ein Abgöttischer, Ein Mörder, Frawenschender, Reuber und aller Laster vol gewest, Wiewol sie sagen, Gott habs jm vergeben.

262 Ligeledes: Kristus har aldrig øvet nogen synd, for Guds ord og ånd kan ikke synde. Men Muhammed er en afgudsdyrker, en morder, en kvindeskænder, en røver og var fuld af alle laster, selv om de siger, at Gud har tilgivet ham.

Item christus stupenda fecit miracula et utilia. [Sicut enim dicitur in capitulo Elmaide in fine: christus caecos illuminauit, leprosus mundauit et inortuos suscitauit.l Mahometus autem nullum miraculum fecit secundum Alcoranum. Et quae de eo dicuntur, vel inconuenientia vel impossibilia sunt et absona, sicut lunam diuisam [reintegrare]; vel inutilia, sicut camelum loqui; vel omnino occulta. Multa enim dixit seipsum in occulto et nocte facere, quae in die requisitus ostendere non potuit. Vnde ei dixerunt: Dicis te ascendere in coelum ad deum nocte; ascende de die, ut videamus nos, et credemus. Christus autem maxima et magnifica miracula faciebat de die, et in manifesto, et coram multis testibus videntibus: quare manifesta sunt opera illius.

Item Christus hat viel grosser, heilsamer wunder gethan, Mahmet aber nicht eines, Wie der Alcoran zeuget. Denn das man von jm sagt, das ist entweder erlogen oder ummüglich, nerrisch oder kein nutz. Als das er den Mond sol zerteilet haben4), Item, das ein Camel geredt habe5), Oder sind gar im verborgen geschehen. Denn er selbs bekennet, das er viel dinges bey der nacht und heimlich gethan habe, das er, des tages gefragt, nicht beweisen kund. Darumb auch etlich zu jm sagten: 'Du sagest, wie du des nachts gen Himel ferest, Fare des tages hinauff, das wirs sehen ung gleuben können'6). Christus aber hat grosse und herrlich Wunder gethan, bey tage öffentlich fur vielen zusehern, Und sind seine werck offenbar.

4) jf side 296 #59. 5) Tradition. 6) jf side 363 #225.

263 Ligeledes: Kristus har gjort store helbredende undere, men Muhammed ikke et eneste, sådan som koranen bevidner. For det, man siger om ham, er enten forløjet eller umuligt, naragtigt og til ingen nytte. F.eks. at han skal have delt månen, ligeledes, at han får en kamel til at tale, eller det er sket fuldstændig i det skjulte. For han bekender selv, at han har gjort mange ting om natten og i det skjulte, som han, når han om dagen blev spurgt om det, ikke kunne bevise. Derfor siger også nogle til ham: ”Du fortæller om, hvordan du om natten foer til himmels, far derop om dagen, så vi kan se det og tro”. Men Kristus har gjort store og herlige undere, offentligt ved dag overfor mange tilskuere, og hans gerninger er i det åbenlyse.

Praeterea christus quidem magister fuit

excellens, sicut dicitur in Alcorano, Et in capitulo Elmeide quasi ex persona dei:

christe, considera, quomodo dedi tibi spiritumsanctum , ut loquaris. Item in

cunabilis docui te librum et sapientiam et legem Moysi et euangelium. Mahometus autem doctor fuit ignarus et homo idiota, nesciens aliam linguam nisi

suam, ignorans etiam interpraetationem legis suae. Dicit enim solum deum

scire Alcorani expositionem.

Item, Christus ist ein ubertrefflicher7) Meister gewest8), Wie der Alcoran sagt, und im Cap. Eleide spricht Gott: 'O Christe, mercke wie ich dir den heiligen Geist gegeben habe zu reden'9). Item: 'In der Wigen leret ich dich das Buch, Weisheit, Mose Gesetz und Euangelium'.10). Mahmet aber ist ein (WA378) ungelerter Meister1), Ein Leye gewest2), der kein ander sprache, denn seine mutter sprache gewust3), Auch seines eigens Gesetz auslegung nicht verstanden hat. Denn er spricht, Gott allein verstehe den Alcoran4).

7) = ganz hervorragender. 8) Sura 3,40 (3:45) og 43. 9) Sura 5,109. 10) Sura 3,41 (3:46). 1) Sura 29,47 (29,48). 2) Sura 7,156 (7:157). 3) jf Side 302, anm 7 #74. 4) Sura 3,5. (3,7)

264 Ligeledes: Kristus var en fortrinlig læremester, som koranen siger, og i kapitel Eleide siger Gud: ”O Kristus, læg mærke til, hvordan jeg har givet dig den hellige ånd til at tale”. Ligeledes: ”I vuggen lærer jeg dig bogen, visdom, moseloven og evangeliet”. Men Muhammed er en ulærd læremester, en lægmand, som ikke har kunnet noget andet sprog end arabisk, hans modersmål, og som heller ikke har forstået at udlægge sin egen lov. For han siger, at Gud alene forstår koranen.

Item christus secundum euangelium crucifixus est, et mortuus, et resurrexit [vere, et ascendit in coelos]; et sedet ad dexteram dei. Alcoranum autem dicit, quod non est mortuus, sed assumpsit eum deus. Quare et secundum euangelium et secundum Alcoranum, et in omnem euentum christus viuit. Mahometus autem omnino mortuus est. Sed melior est adiutor viuus quam mortuus. [Omitto alias secundum quodlibet excellenfias, quas de christo

euangelium posuit.] Mirum igitur, quare saraceni non sequuntur potius christum

quam Mahometum, et euangelium potius quam Alcoranum, cum valde credibile

sit, per meliorem legislatorem meliorem legem datam esse, [et melius a deo

conseruatam, veracem et incorruptam, sicut superius demonstratum est in tertio

capitulo].

Item Christus nach dem Euangelio ist gecreutzigt, gestorben, aufferstanden und sitzet zur rechten Gottes; Wiewol der Alcoran sagt, Er sey nicht gestorben, Sondern Gott habe jn zu sich genomen5). Er sage nu was er wolle, so stimmet er so fern mit dem Euangelio, das Christus lebe. Mahmet aber ist tod. Nu ist ja besser ein lebendiger helffer, denn ein todter. Warumb folgen denn die Sarracenen nicht lieber Christo denn dem Mahmet? Und lieber dem Euangelio denn dem Alcoran? Und billich zu gleuben ist, das durch den besten Meister das beste Gesetz gegeben sey.

5) Jf side 280, anm 12 og 13 #15.

265 Ligeledes: Kristus blev ifølge evangeliet korsfæstet, døde, opstod og sidder ved Guds højre hånd; selv om koranen siger, at han ikke døde, men Gud tog ham op til sig. Lad den sige, hvad den vil, så stemmer den så vidt overens med evangeliet, at Kristus lever. Men Muhammed er død. Nu er det jo bedre med en levende hjælper end med en død. Hvorfor følger muslimerne så ikke hellere Kristus end Muhammed? Og hellere evangeliet end koranen? Og det er jo rimeligt at tro, at med den bedste læremester er den bedste lov givet.

De euangelij ad Alcoranum excellentia: Capitulum XVI.

Das XVI. Capit. Wie das Euangelium den Alcoran ubertrifft.

266 Det sekstende kapitel. Hvordan evangeliet overgår koranen.

eVangelij autem ad Alcoranum excellentiam facile ex superioribus dictis

possumus cognoscere. Ante enim demonstratum est non esse alcoranum legem (WA 381) dei, propterea quod neque vetus neque nouum testamentum hanc testantur, et quod neque in stilo neque in sententijs cum alijs conuenit, et quod contradicit sibijpsi, et quod nullo miraculo confirmatur, et quod est irrationabile, et quod manifesta continet mendacia, et quod violentum, et quod inordinatum, et quod iniquum, et quod ambiguum: haec enim omnia per ipsum Alcoranum [breuiter] sunt ante demonstrata. Verumtamen idipsum Alcoranum legentibus melius haec demonstrantur. Quare nos audacter dicere possumus: si nobis credere non vultis, Alcoranum legite. Horum autem contraria in euangelica doctrina manifeste apparent.

Aus allem, was droben gesagt ist, ist leicht zu erkennen, wie das Euangelium weit uber den Alcoran ist. Denn so haben wir beweiset, das der Alcoran nicht kan Gottes Gesetz sein, Darumb das weder alt noch new Testament davon zeugen, Das weder mit reden noch Lere mit andern stimmet, das jm selbs widerwertig ist6), Das mit keinem Wunderzeichen bestetigt ist, Das wider vernunfft, Das öffentliche Lügen drinnen sind, Das Mördisch ist, Das unördig, Das schedlich, Das ungewis ist. Dis alles ist aus dem Alcoran selbs beweiset. Und wer den Alcoran selbs lieset, wirds besser finden, das wir mügen künlich sagen: Wolt jr uns nicht gleuben, so leset den Alcoran. Aber im Euangelio findet sich des alles das widerspiel7).

7) = Gegenteil.

267 Ud fra alt det, der er sagt ovenfor, er det let at erkende, hvordan evangeliet står langt over koranen. For således har vi bevist, at koranen ikke kan være Guds lov, fordi hverken det gamle eller det ny testamente vidner derom, fordi den hverken med tale eller med lære stemmer overens med andre, fordi den er i uoverensstemmelse med sig selv, fordi den ikke er bekræftet med nogen undergerning, fordi den er imod fornuften, fordi der er åbenlyse løgne i den, fordi den er morderisk, fordi den er usammenhængende, fordi den er skadelig, og fordi den er usikker. Alt dette er bevist ud fra koranen selv. Og den, der selv læser koranen, vil bedre kunne finde det, så vi ligeud må sige: Vil I ikke tro os, så læs koranen. Men i evangeliet finder man det stik modsatte.

Etenim Mahometus praecipue, quasi supra omnes prophetas, qui sunt vel qui futuri sunt, christum commendauit et euangelij doctrinam supra omnes diuinas scripturas magnificauit. Scimus autem, quod nullum sic est tam validum, tanquam potens testimonium doctrinae vel vitae, quam laus ab his, qui [conantur] reprehensionem inducere. Dicit autem [ipse Mahometus in Alcorano], in capitulo Elmeide: Terminauimus viam hominum per Iesum christum, filium Mariae, veracissimum prophetam, et dedimus ei euangelium, in quo est deductio et lux et veritas manifesta. Et in multis locis Alcorani praecipue commendat euangelium. Etenim ipsum euangelium in omni loco et lingua excellentissime mundose ipsum manifestat. Quare confidenter dicere possem de eo saracenis: Si vestro Mahometo vultis vel non vultis credere de euangelio, id ipsum euangelium legite.

Und er selbs Mahmet, fur allen Propheten so jtzt sind oder komen mügen, lobet Christum hoch, Und das Euangelium uber alle Bücher der heiligen Schrifft hebt. Wir wissen aber, das kein zeugnis der Lere oder lebens so stark und krefftig ist als das lob der Widerwertigen8), so uns schelten. Denn im Cap. Elmeide spricht Gott: 'Wir haben der Menschen weg gefasset durch Jhesum Christum, Marien son, der aller warhafftigsten Propheten, Und haben jm das Euangelium gegeben, welchs ist das recht und Liecht und öffentliche9) warheit'10). Also lobt der Alcoran an viel mehr örten das Euangelium. Und zwar offenbart sichs der welt auffs höhest, an allen orten, in allen sprachen, das ich künlich den Sarracenen sagen mag: wolt jr ewrem Mahmet gleuben, oder nicht gleuben, so leset das Euangelium selbs.

8) = Gegner. 9) = offenkundige. 10) Sura 5,50. (5,48)

268 Og Muhammed selv roser Kristus højt over alle de profeter, der er i dag og som vil komme, og fremhæver evangeliet ud over alle bøger i den hellige skrift. Men vi véd, at intet vidnesbyrd om lære eller liv er så stærktog kraftigt, som når den modstander, der er uenig med os, roser det. For i kapitlet Elmeide siger Gud: ”Vi har fastlagt menneskets vej gennem Jesus Kristus, Marias søn, som er den allermest troværdige profet, og har givet ham evangeliet, som er retten og lyset og den åbenlyse sandhed”. Således roser koranen på mange flere steder evangeliet. Og tilmed åbenbarer det sig for verden på det allerbedste på alle sprog, så at jeg roligt kan sige til muslimerne: ”Vil I tro jeres Muhammed eller ikke, så læs selv evangeliet”.

Et quoniam, sicut dicitur in Alcorano in capitulo Elemphal: volens deus, quod verificetur veritas per verbum suum et intercidatur gubernatio haereticorum, et ut veritas verificetur, et vanitas euanescat, prouidit et dispensauit deus, ne mundus per ignorantiam periret, ut lex illa, quae generaliter omnibus et sola necessaria erat, lex ea, quae est euangelij, non in uno loco, sed in diuersis prouincijs, neque in uno ideomate, sed [diuersis et] in omnibus

linguis scriberetur hebraice, graece et latine, et post haec fideliter transferretur.

Weiter sagt der Alcoran im Cap. Elemphal11), Da Gott wolte, das die (WA 380) warheit durch sein wort gewis würde, Und der Ketzer regiment unternomen1) würde, Und die warheit recht behielte, die Lügen zu nicht würde, Hats Gott also versehen2) und geordent, damit die Welt durch unwissenheit nicht verdürbe, das dis Gesetz, welches allen gemein und allein nötig ist, nemlich das Gesetze des Euangelii, nicht an einem ort, Sondern in allen landen, nicht in einer Sprache, Sondern in allen Sprachen geschrieben, Ebreisch, Griechisch, Latinisch, Und darnach trewlich verdolmetscht würde.

11) Sura 8,7-8. 1) = vernichtet. 2) = vorgesehen.

269 Videre siger koranen i kapitel Elemphal, at eftersom Gud ville, at sandheden gennem hans ord skulle være sikker, og kætternes styre skulle tilintetgøres, og sandheden skulle beholde ret, og løgnen blive til intet, har Gud sørget for og anordnet, så verden ikke gik til grunde gennem uvidenhed, at den lov, som er almindelig for alle og alene er nødvendig, nemlig evangeliets lov, blev skrevet ikke blot på ét sted, men i alle lande, ikke blot på ét sprog,men på alle sprog, hebraisk, græsk, latin, og derfra troværdigt oversat.

In fine autem euangelij mandauit discipulis suis christus, ut in uniuerso mundo efficaciter euangelium praedicarent. Quod ut perficere possent, dedit eis gratiam linguarum et virtutem miraculorum. Alcoranum autem arabice solum sibijpsi dicit a deo datum esse, et saraceni firmiter credunt nullum posse hoc scire, qui arabicam linguam ignoret. Sequitur autem non omnes scire arabicam linguam neque posse hanc discere. Scriptum autem est [in Alcorano], sicut et ante demonstratum est, nullum posse saluari, praeter eos, qui sunt in lege saracenorum. Quare conuenienter quaeri posset, si solos velit Saracenos deus saluos fieri, et eos, qui arabicam linguam sciunt. Christianorum autem lex, quae scripta est in omnibus linguis, dicit, quod deus vult omnes homines saluos fieri.

Darumb auch am ende des Euangelij, Matth. Xxvi. Marcxvj, gebot Christus seinen Jüngern, sie solten das Euangelium der gantzen Welt getrost predigen, Und damit sie das thun vermochten, gab er jnen die gaben, mit allen Zungen zu reden und krafft, wunder zuthun. Aber der Alcoran spricht, er sey jn allein, und allein in Arabischer sprache, von Gott gegeben3), wie denn die Sarracenen fest darauff stehen, das jn niemand verstehen könne, Wer nicht Arabisch kan. Nu ists offenbar, das nicht alle Welt Arabisch, auch nicht alle lernen können, Und sie doch (wie gesagt ist) rhümen, Es könne niemand selig werden on die, so im Gesetz der Sarracenen leben4). Darumb man sie billich fraget, Warumb Gott allein die Sarracenen, oder so Arabisch können, selig wil haben, so der Christen Gesetz in allen sprachen geschrieben ist, leret, das Gott wölle, das alle Menschen selig werden.

3) jf Side 302, anm 6 #74.4) 302 anm 10 #75.

270 Derfor påbød Kristus også i slutningen af Matthæusevangeliet sine disciple, at de fortrøstningsfuldt skulle prædike evangeliet for hele verden, og for at de kunne gøre det, gav han dem gaver til at kunne tale med alle tunger og kraft til at gøre undere. Men koranen siger, at den ene og alene er givet af Gud på arabisk, hvilket da muslimerne står fast på, så ingen kan forstå dem, hvis han ikke kan arabisk. Nu er det klart, at hele verden ikke kan arabisk, og ikke alle kan lære det, og som sagt praler de alligevel af, at ingen kan blive salig uden dem, der lever i muslimernes lov. Derfor må man med rimelighed spørge dem, hvorfor Gud alene vil have muslimerne, eller de mennesker, der kan arabisk, til at blive salige, skønt dog den kristne lov, der er skrevet på alle sprog, lærer, at Gud vil, at alle mennesker skal blive salige.

Saraceni igitur, qui solo nomine saluati dicuntur, sicut ante dictum est, et alij omnes, qui secundum veritatem saluos se fieri volunt, discant christum (WA 382) esse salualorem legantque euangelium in quacumque lingua volunt, et inuenient [fere] contraria omnia, quae praedicta sunt et demonstrata ab Alcorano. Inuenientque, quod Moysi lex et prophetae ipsum testantur, et nullam esse [euangelij] contrarietatem, [sed potius complementum et perfectionem omniim aliariim scripturarum].

Wie nu die Sarracenen, die allein mit dem namen sich die seligen oder Erhaltene nennen (wie droben gesagt)5), Und alle andere wollen warhafftiglich selig werden, So müssen sie Christum erkennen lernen, die einigen Heiland, Und das Euangelium lesen, in welcher sprache sie wollen, so werden sie als denn finden alle desjenigen, so droben uber den Alcoran beweist ist, das widerspiel.

5) jf side 310 #91.

271 Hvis nu muslimerne, som alene med deres navn kalder sig de salige eller de fastholdte (som før sagt), og alle andre i sandhed vil være salige, så må de lære Kristus at kende, den eneste frelser, og læse evangeliet, på hvilket sprog de end vil, og så vil de straks finde, at alt det, der ovenfor er bevist om koranen, forholder sig stik modsat.

Inuenient quoque in euangelio stilum non metricum vel rhythmicum, sed simplicem et communem, [non quidem propter simplicitatem scribentium, sed] propter utilitatem legentium, ut ab omni simplici et idiota conuenienter intelligi posset. Modum non habet assentatorium, neque turpia vel desueta nomina, sed communia et honestissima. Fabulam autem omnino nullam continet [euangelium], et si quasdam aliquando parabolas apponit, ex ipsa verbi consequentia manifeste ostenditur, quod parabolice loquitur. [overspring] Nulla autem est [in mundo doctrina vel] lex, quae sic [rationabilis existat et] perfecta sicut euangelica, [quae omnes passiones radicitus auellit]. Non solum inordinatam actionem et exterius verbum prohibet, sed et inordinatum animi motum vel intrinsecum affectum, [overspring (WA 383)]

Finden werden sie, Wie Moses und die Propheten dasselb bezeuget haben; Und das nicht wider sich selbs ist, Auch nicht reim weise oder Poetisch gestellet6), sondern einfeltige und schlechte7) rede, zum besten der einfeltigen, das sie es wol verstehen können. Es ist auch nicht vol eigens lobens, Braucht auch nicht schampar8), unzüchtige, sondern gemeine9), ehrliche10) wort. Zuvor aus ist kein mehrlin oder gewessch drinnen. Und ob wol gleichnisse drinnen sind, die deuten sich selbs hernach. So ists auch volkomen, Verbeut nicht allein das eusserlich werck, sondern auch die innerlichen bösen Lüste.

6) = gefasst. 7) = prosaiche. 8) = schamlose. 9) = allgemein zulässige. 10) = ehrbare.

272 Og de vil finde, hvordan Moses og profeterne har bevidnet det samme; og at det ikke strider mod sig selv, og heller ikke er sat op med rim eller poesi, men er en enfoldig og ligefrem tale, til bedste for de enfoldige, så de kan forstå det ligeud. Det er heller ikke fuld af selvros, bruger heller ikke skamløse, utugtige ord, men almindelige, ærbare ord. Tillige er der ikke noget eventyr eller vrøvl deri. Og selv om der er lignelser deri, så tyder de sig selv efterhånden. Således er det også fuldkommen, forbyder ikke blot den ydre gerning, men også den indre onde lyst.

Violentiam autem nullam permittit euangelium, quinimo et ipsam violentiam [et iniuriam] patienter oportere ferre ait, [dicens: Si quis te aiapis percusserit ad dexteram genam, verte et alteram; et si quis a te capiat pallium, ne prohibeas eum, sed da etiam tunicam. Docet etiam pro illata iniuria et odio beneficium et dilectionem reddere], dicens: [Diligite inimicos vestros. Benefacite odio habentibus vos, et] orate pro malignantibus et his, qui vos persequuntur. [Non tamen hoc aduersatur, si quidam christianorum iniqui non seruant haec omnia. Non enim iniquorum peruersio prohibet sanctissimae legis perfectionem et veritalem.] Bene ordinatissima autem est euangelij doctrina, sicut ante demonstrandum est [overspring] Certissima vero est lex euangelica, [overspring] Et non dicunt eis, [sicut in Alcorano in capitulo Ione et in capitulo Elcapherim, quod conueniens est saracenos dicere] alijs nationibus, quae non credunt [et contradicunt Alcorano]: (WA 385) Mihi mea fides, et vobis vestra.

Item, es lesst keinen Mord, Raub, noch gewalt oder unrecht zu, Ja es leret, das man solchs umb Gottes willen leiden sol, und beten fur die feinde, (WA 384) verfolger und Lesterer. So ists auch, wie droben gesagt, ördenlich gestellet1) und gewis, von gewissen Meistern, nicht so unördig, unrichtig und von ungewissen Meistern wie der Alcoran. Es weiset auch nicht die Leute von sich, so nicht bald2) gleuben, spricht nicht zu jnen, Wie Mahmet”: 'Mir sey mein Glaube, Euch sey ewer Glaube'3), als fragt er allein, wo er selig sein möchte, nichts, wo die andern bleiben, Sondern es leret bereit sein zur antwort allen, die ursachen begeren jres Glaubens und Hoffnung, wolten alle Menschen gern selig haben und nicht sich allein.

1) = in guter Ordnung dargestellt. 2) = sogleich. 3) Sura 109,4 jf side 347 #190 og 374 #254. (109:1-6)

273 Ligeledes tillader det ikke noget mord, røveri eller magt eller uret, ja det lærer, at man for Guds skyld skal lide og bede for fjenden, forfølgeren og blasfemikeren. Tilmed er det også, som ovenfor nævnt, opstillet i orden og sikkert, skrevet af sikre mestre, ikke så uordentligt, urigtigt og skrevet af usikre mestre som koranen. Det viser heller ikke folk fra sig, som ikke tror med det samme, siger ikke til dem som Muhammed. ”Jeg har min tro, I har jeres”, som om han alene spørger efter, hvor han kan blive frelst, ikke om, hvad der bliver af de andre, men det, evangeliet, lærer, at man skal være parat til at give svar til alle, som ønsker begrundelse for deres tro og håb, ville gerne, at alle mennesker bliver salige og ikke kun én selv.

Sed sunt parati ad responsionem cuicunque poscenti rationem de fide et spe, [quae in eis est]. Hoc autem est proprium sapientis, rationem et causam sui operis reddere. Aliter enim quilibet fatuus posset legem condere et concludere, quicquid vellet, et dicere: nihil oportet contrarium credere his, quae ab eo posita sunt.

Und das gebürt auch einem weisen vernünfftigen man, das er Grund und ursach seines thuns und lerens anzeige, Sonst möcht ein jglicher Narr Gesetz geben und stellen4), was er wolt, Und darnach sagen, denen, die jnen umb grund und ursach fragten: 'Mir sey mein Gesetz, Euch sey ewr Gesetz, Mir sol niemand zu wider oder anders gleuben'.

4) = aufstellen, behaupten.

274 Og det sømmer sig også for en vis, fornuftig mand, at han giver begrundelse og årsag til, hvad han gør og lærer, ellers kunne enhver nar give love og opstille, hvad han ville, og derefter sige til dem, som spurgte om begrundelse og årsag: ”Jeg har min lov,I har jeres lov, ingen skal tro imod mig eller anderledes end mig”.

De Saracenorum responsione ad praedicta: Capitulum xvij.

Das XVII. Capitel: Was die Sarracenen auff das alles antworten.

275 Det syttende kapitel: Hvad muslimerne svarer til alt dette.

aD haec autem conantur respondere quidam superstitiosi et contentiosi saraceni dicentes: Non dicimus, quod euangelium non sit a deo, cum Alcoranum hoc manifeste testetur. Neque dicimus imperfectum esse, cum a deo sit: sed tam ardua et perfecta continet euangelium, ut non sufficiat mundus ea perficere. Quis enim deum ex toto corde et proximum sicut seipsum potest diligere? Quis polest pro persequentibus et calumniantibus orare? Quis ex toto corde benefacere

malefacientibus? Et alia quaedam perfectissima mandat euangelium.

Hierauff wollen etliche zenckische und geistlige Sarracenen antworten also: 'Wir sagen nicht, das das Euangelium nicht von Gott sey, so dasselb der Alcoran öffentlich zeuget. Sagen auch nicht, das es einen feil5) habe oder unvolkomen sey, weil es von Gott ist, Sondern es gebeut so hoch und volkomen ding, das die Welt nicht vermag zu halten. Denn wer kan Gott von gantzem Hertzen lieben, und seinen Nehesten als sich selbs? Wer kan beten fur seine verfolger und lesterer? Wer kan von Hertzen guts thun denen, so jm böses thun? Und viel ander hohe ding gebeut das Euangelium'.

5) = Mangel.

276 Herpå vil nogle tænksomme og åndelige muslimer svare sådan: ”Vi siger ikke, at evangeliet ikke er fra Gud, eftersom koranen åbenlyst bevidner det. Vi siger heller ikke, at det har en fejl eller er ufuldkomment, for det er fra Gud. Men det påbyder så høje og fuldkomne ting, at verden ikke formår at overholde dem. For hvem kan elske Gud af hele sit hjerte og sin næste sin sig selv? Hvem kan bede for sine forfølgere og krænkere? Hvem kan af hjertet gøre godt mod dem, der gør ham ondt? Og mange andre høje ting påbyder evangeliet”.

Quoniam igitur non erat lex, quae potuisset seruari, prouidit mundo deus per legem salutis et leuia fecit mandata et dedit mundo Alcoranum, quod minime continet difficilia haec, sed facile est ad saluandum homines per ipsum. Vnde dicunt Alcoranum magis esse commune et valde sufficere ad salutem mundo. Et propter hoc vocant Alcoranum autonomatice legem salutis. Dicunt igitur, quod Alcoranum successit quasi loco euangelij, et qnicquid boni erat in euangelio, totum est in Alcorano, et quod iam non est opus euangelio.

Weils nu ein solch Gesetz war, das man nicht halten kundte, Hat Gott die Welt beraten7) mit dem Gesetz der seligkeit, und die gebot leichter gemacht, und den Alcoran der Welt gegeben, der nicht so schwer ist, und die leute durch jn leichtlich selig werden können. Daher sagen sie, der Alcoran sey besser fur den gemeinen man, und der welt gar seer gnug zur seligheit, Und heissen auch den Alcoran derhalben mit sonderlichem namen das Gesetz der seligkeit. Also schliessen sie nu, das der Alcoran sey an des Euangelij stat (WA386) komen, Und was im Euangelio guts gewest ist, das ist im Alcoran, das man hinfurt des Euangelij nichts darff.1)

7) = unterstützt. 1) = bedarf.

277 Fordi der nu var en sådan lov, som man ikke kunne overholde, har Gud understøttet verden med salighedens lov, og gjort budene lettere, og givet verden koranen, der ikke er så vanskelig, og folk kan ved den lettere blive salig. Derfor siger de, at koranen er bedre for den menige mand, og for verden fuldt ud tilstrækkelig til salighed, og de kalder også af den grund koranen med det særlige navn ”loven til salighed”. Altså drager de nu den slutning, at koranen er kommet i evangeliets sted, og hvad der i evangeliet var godt, det findes i koranen, og så har man fremover ikke brug for evangeliet.

Sed hoc manifestum continet mendacium. Non enim possibile est dicere, ad tenipus datum esse

euangelium, ut puta usque ad Alcoranum et post haec Alcoranum ei successisse [ad salutem hominum], cum alcoranum manifeste testetur, quod in euangelio est deductio et salus.

Aber das ist ja öffentlich erlogen. Denn es lesst sich mit warheit nicht sagen, das das Euangelium sey eine zeitlang, nemlich bis auff den Alcoran, gegeben, Und der Alcoran solte an seine stat komen sein, Weil der Alcoran selbs zeuget, das im Euangelio sey die warheit und seligkeit.2) Denn wie kan Warheit und seligkeit weichen? oder wem sollen sie weichen?

2) jf side 372, anm 6 #252 (5:44).

278 Men det er jo åbenlyst forkert. For man kan ikke med sandhed sige, at evangeliet var givet for en tidsperiode, nemlig indtil koranen, og at koranen skulle komme i dets sted, for koranen bevidner selv, at der er sandhed og salighed i evangeliet. For hvordan kan sandhed og salighed vige? Eller hvem skal de vige for?

Praeterea non potest dici, quod, postquam dedit euangelium, aduertit, quod mundus non poterit ipsum seruare, et correxit stilum, et temperauit praeceptum, ut deus facta nostra putet ab euentu. Sciebat enim deus a principio, et quid euangelium continet, et quid homines ferre possunt.

Weiter taugs nicht, das man sage, das nach dem Gott das Euangelium gegeben hatte, aller erst hernach gemerckt habe, das die welt nicht halten kündte; Und darumb sein wort geendert und die gebot gelindert habe, gerade als wüste Gott nicht, was wir weren und vermöchten, bis ers hernach erfure, so doch ein Mensch wol zuvorweis, was sein Vieh ertragen kan oder nicht. Viel mehr hat Gott zuvor gewust, ob das Euangelium zu schweer sey, und was die Menschen tragen können.

279 Endvidere nytter det ikke, at man siger, at efter at Gud havde givet evangeliet, at han først da blev opmærksom på, at verden ikke kunne overholde det, og derfor ændrede sit ord og lempede på budet, just som om Gud ikke vidste, hvad vi var og hvad vi formåede, førend han efterfølgende erfarede det, eftersom jo dog et menneske i forvejen véd, hvad hans kvæg kan holde til og hvad ikke. Meget mere har Gud i forvejen vidst, om evangeliet var for vanskeligt, og hvad menneskene kunne holde til.

Praeterea et ipsum Alcoranum dicit, quod nihil sunt saraceni, nisi adimpleant euangelium et legem Moysi, ut superius dictum est. Christiani autem solum euangelium adimplere debent. [ (WA 387) overspring]

Auch sagt der Alcoran selbs, die Sarracenen seien nichts, Wo sie nicht das Euangelium und Mose Gesetz erfüllen, wie droben gesagt.3)

3) jf side 292, anm 1 og 2 #47 (5,68).

280 Og koranen siger også selv, at muslimerne ikke er noget, hvis de ikke kan opfylde evangeliet og moseloven, som ovenfor sagt.

Item si Alcoranum facilior lex est, et periculosior, maiore reprehensione dignum erit eam non obseruari. Sed saraceni eam non seruant; [periculosius igitur peccant;] quod [autem eam non seruant nec complent,] manifestum est. Bibunt enim vinum et inebriantur, comeduntque illicita apud eos. Non seruant ieiunium neque orationem neque expendunt iuxta eorum

facultatem, et alia multa, quae melius scit, qui in conuersatione inter eos experientiam horum capit. []

Weiter ist der Alcoran leichter denn das Euangelium, so ist er deste ferlicher, wo sie den nicht halten. Nu halten jn die Sarracenen nicht, das ist offenbar. Denn sie trincken Wein und sauffen sich vol und essen bey jnen verboten speise, Halten die Fasten nicht noch die gebet und geben nicht almosen nach jrem vermögen und viel anders mehr, Welchs wol weis, wer unter jnen gewonet solchs erfaren hat.

281 Fremdeles: Hvis koranen er lettere at overholde end evangeliet, så er den så meget farligere, hvis den ikke overholdes. Nu overholder muslimerne den ikke, det ligger klart for dagen. For de drikker vin og mæsker sig fulde og spiser mad, der er dem forbudt, overholder ikke fasten eller bønnerne og giver ikke almisse efter deres formåen og meget andet, som den, der har boet iblandt dem, nok har erfaret.

Sed in veritate Mahometus conatus est quidem facilem legem dare, non tamen permissum est sic calamum temperare, quoniam difficilia multa interseruerit. Continet enim lex illa difficultatem multam [ad eam intelligendam]. Dicitur enim in Alcorano, quod a solo deo intelligitur. Hoc autem quomodo sit irrationabile, manifestum fuit in octauo capitulo. Item [continet etiam difficullatem ad credendum]. Dicit [enim] virginem Mariam peperisse Iesum, et deum habere verbum et spiritumsanctum, quae necessaria sunt ad nostram fidem, et tamen miraculis confirmata.

Wol ists war, das Mahmet gern hette ein leicht Gesetz gegeben, Aber es ist jm nicht verhenget4), seinen Griffel also zu regirn, das er nicht viel schweres mit unter5) schriebe. Erstlich ist das ja6) ein schweres, das niemand den Alcoran verstehet, on Gott allein, wie er im Alcoran sagt, Wie wol das nerrisch ist geredt, ut supra cap. Viij.7) Item er bekennet, das Maria eine Jungfraw Jhesum geborn habe, und das Gott ein Wort und heiligen Geist habe, Welchs schweer zu gleuben und bey uns durch Wunder bestettigt, als notdürfftige Artickel zur seligkeit.

4) = gestattet. 5) = dazwischen. 6) = wahrlich. 7) jf side 318, anm 3 #111 (3,7).

282 Vel er det sandt, at Muhammed gerne ville have givet en lov, der var let at holde, men det blev ham ikke tilladt at styre sin griffel på en måde, så der ikke kom mange vanskelige ting med i købet. For det første er det jo så sandelig vanskeligt, at ingen forstår koranen, undtagen Gud alene, som han siger i koranen, selv om det er naragtigt sagt, som ovenfor i kapitel 8. Ligeledes bekender han, at Maria, en jomfru, har født Jesus, og at Gud har et ord og en hellig ånd, hvilket er vanskeligt at tro, og hos os er bekræftet med undere, som en nødvendig artikel til salighed.

Item difficilis est propter opera adimpleri, sicut circumcidi, et non bibere vinum, et cauere ebrietatem per ciceram, et [alia quae sunt] de ieiunio et oratione et de collatione cuilibet secundum facultatem sibi datam a deo, et multa alia, quae pauci saracenorum seruant.

Auch ist er schweer der werck halben, als sich beschneiten, Nicht Wein trincken, und fur alle trunckenheit durch starck getrencke sich zu hüten, Fasten und Beten und almosen geben, nach eines jglichen vermügen, und viel anders, welchs gar wenig Sarracenen halten.

283 Det er også svært med hensyn til gerningen selv, f.eks. at omskæres, ikke at drikke vin, og afholde sig fra al fuldskab gennem stærke drikke, at faste og bede og give almisse efter enhvers formåen, og meget andet, som kun ganske få muslimer overholder.

Sicut igitur fuit mundo necessarium, quod alleuiarentur praecepta euangelij et daretur Alcoranum leuius: ita posset dici ab aliquo, quod esset necessarium, ut daretur alia lex leuior, quae posset ab hominibus obseruari, et tam euangelium quam Alcoranum delerentur. [Vel si pauci saluarentur, esset culpa dei, qui talem legem dedit quam homines seruare non possent; quod si hoc est inconueniens, standum est in primo, scilicet quod euangelium sit lex a deo sanctissima pariter et obseruabilis mundo, et quae vires hominum non excedit.]


Telos.

Ists nu den Menschen not gewest, das die gebot des Euangelij erleichtert, und der Alcoran als ein leichter Gesetz gegeben würde, So möcht (WA 388) einer fur geben, Es were not, das man noch ein leichter Gesetz gebe, welchs die Menschen halten kündten, und also beide, Euangelium, Alcoran, Moses und zuletzt alle Gesetz weg gethan würden, bis wir theten, was jederman gelüstet. Darumb bleibe es da bey, wie Salomon sagt, Ecc. Ultimo: 'Fürchte Gott, und halt seine gebot, das gebürt allen Menschen'.

Ende.

284 Hvis det nu var nødvendigt for menneskene, at evangeliets bud på lettet og koranen som en lettere lov blev givet, så kunne én hævde, at det var nødvendigt, at man gav en endnu lettere lov, som menneskene kunne overholde, så at altså begge to, evangeliet, koranen, Moses og i sidste ende enhver lov blev fjernet, indtil vi gjorde, hvad enhver lystede. Derfor, lad det blive ved det, Salomon sagde Præd 12,13: ”Frygt Gud og overhold hans bud, det sømmer sig for alle mennesker!”

Slut.

Til Luthers epilog her.