To tidsaldre støder sammen


Disputationen i Leipzig, juli 1519.

af Ricardt Riis, marts 2005.

Tilbage til oversigten!
 
Indhold: Indledning: #1. Köstlin om Leipzig-disputationen, #4. Min skepsis' rod. #10. Köstlins beskrivelse. #15. Luthers afbrydelser. #28. To verdener støder sammen. #40.
 
1        Nu har jeg efterhånden læst det så mange steder, at hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg forlængst være blevet overbevist om det. Jeg tænker på den påstand, at Luther ved disputationen blev presset af Eck til at sige langt mere end han egentlig havde tænkt sig; den påstand, at Eck tog fusen på ham ved at begynde at tale om bøhmerne; den påstand, at Luther af vanvare "kom til" at sige, at både pave og koncil kunne tage fejl. 
       Og da jeg nu planlægger at lægge både Köstlins Luther-biografi og Peter Severinsens ditto ud på nettet, og da de begge indeholder denne efter min bedste overbevisning fejlagtige påstand, føler jeg mig stærkt foranlediget til at gå sagen nøjere efter. Dertil kommer, at også Köhler, som jeg i forvejen har lagt ud på nettet, omtaler disputationen i Leipzig på den måde, så også han trænger til en "kærlig", rettende hånd. 
3          Nu er Köstlin den ældste af disse tre, og det er ret sandsynligt, at det er fra ham, de andre har det, vil jeg tillade mig at nøjes med at gennemgå Köstlins afsnit om Leipzig-disputationen lidt nøjere, og altså først stille spørgsmålet: Hvad galt siger Köstlin om Leipzig-disputationen? 
4          Lad mig her først pege på hans indledning og hans afslutning! Før han begynder at omtale disputationen selv, har han hosstående bemærkning. Og læg mærke til, hvordan han her forbereder det, der senere får betydning: Luthers svaghed var, at han var uafklaret. Og Eck var derfor i stand til at "drive" han hen i en farlig afgørelse. Det er den påstand, jeg godt vil anfægte. Ikke at Luther måske ikke var uafklaret. Ikke at han måske ikke lod sig drive et eller andet sted han. Det kan da godt være. Men hvordan kan vi se det af disputationen? Hvor viser det sig i det ordskifte, vi dèr har overleveret?  Köstlin om Leipzig-disputationen: "Luther stod med hele hjertet i kampen. Den egentlige vanskelighed i striden lå imidlertid for ham deri, at selve hovedpunktet, som måtte være afgørende for hans kirkelige stilling, for ham selv endnu var genstand for en fremadskridende indre udvikling og afklaring; og Eck, der var overbevist og sikker på sit eget standpunkt, ville netop i striden drive ham fuldstændig ud i den farligste afgørelse". (koestlin3,7#81). 
5           Tilsvarende siger han på det tidspunkt, hvor han er færdig med gennemgangen af den del af disputationen, der omhandler pavens primat: Luther har haft meget svært ved at rive sig løs sin samtids opfattelse. Og bevares, det er da sandt nok. Det var ikke let for Luther at gå den vej, hans indre overbevisning viste for ham. Men var det noget, der kom frem i denne disputation mere end så mange andre steder? Var det sådan, at kampen for at vinde klarhed over sig selv og sin opfattelse trådte specielt tydeligt frem i denne disputation? Ja, sådan skildrer Köstlin det. Og han gør det bestemt med ganske stor dygtighed. Men er det sandt? Er denne opfattelse et skema, der pånøder sig ud fra disputations ordlyd, eller er den noget, der udefra presses ned over begivenhederne? Jeg vil mene det sidste, med al respekt for Köstlin.  Köstlin om Leipzig-disputationen: "Men som man ser: de store, afgørende erklæringer i Leipziger-disputationen er ikke faldet Luther let. Endnu tøvede han med at rive sig fuldstændigt og åbent løs fra alment herskende kirkelige anskuelse, hvorefter besiddelsen af den frelsebringende sandhed kun da skulle kunne sikres de troende, når der i hvert fald i koncilerne bestod et ubedragelige ydre tribunal for den. Der er nok ikke nogen anden lejlighed, hvor den ydre og samtidig indre kamp, som fastlæggelsen og afklaringen af disse nye grundsætninger kostede ham, træder for dagen på den måde i et bestemt øjeblik, som her i disputationen. Men netop gennem Eck er han også deri ganske kraftigt blevet tvunget videre".  (koestlin3,7#102)
6         Köstlin angiver en vis Mosellan som kilde til den måde, han beskriver de to kombattanter på (koestlin3,7#73). Jeg forestiller mig, at det kan være derfra, Köstlin har sin teori. Men jeg må indrømme, jeg har ikke studeret alle de samtidige kilder, hvilket jeg tror, at Köstlin har. Så det er meget muligt, at jeg sidenhen vil læse én eller flere kilder, der fortæller om den dramatiske situation, hvor Eck drev Luther rundt i manegen og fik ham til at indrømme meget mere, end han fra begyndelsen havde drømt om at indrømme. Men selv om jeg så senere skulle læse den slags, så vil det i sig selv jo ikke overbevise mig. Selv en nok så samtidig kilde vil jo skulle passes ind i det forløb af disputationen, som vi har for os. Og kan det ikke lade sig gøre, så må jeg til den tid naturligvis være lige så afvisende overfor en sådan kilde, som jeg i dag er overfor Köstlin. 
7         Og det er altså det, der får mig til at reagere på den dramatik, Köstlin, formentlig ud fra en samtidig kilde, vil putte ind i disputationen: Det hænger ikke sammen med disputationens ordlyd. 
8          Sagt på anden måde: at Luther tøvede, at han blev overrasket, at han lod sig drive til at sige dette eller hint, det er altsammen tolkninger af de ord, disputationen fremviser. Og selv om det er en samtidig kilde, der kan aflæse ansigtsudtryk og ordparafraser tillige med selve ordene, det er dog en tolkning, der lægges ind i forløbet på den måde, en tolkning, der ikke nødvendigvis behøver være sand, eller en tolkning, som måske den pågældende måske i virkeligheden burde have revideret, da han sidenhen læste disputationen i dens helhed. 
9        En særlig interesse knytter sig til hertug Georgs udråb: "Så for den slemme syge!" (koestlin3,7#94) Hvornår forekom det? Hvilken kilde har vi til det (det forekommer ikke i disputationens tekst)? Hvad var det præcist, hertugen blev så oprørt over? Det vender jeg altsammen tilbage til.  
10         Men først til de iagttagelser, jeg har gjort, som har gjort mig skeptisk overfor den almindelige udlægning af begivenheden. 
11        Den første er den iagttagelse, at påstanden om, at også et koncil kan tage fejl, ikke fremsættes første gang i Leipzig-disputationen. Den forekommer i Luthers skrift imod Sylvester, og den forekommer oven i købet som et referat af Nikolaus de Tudescos (Panormitanus') opfattelse. Luther giver den sin tilslutning, men han gør det i den formening, at han derved ikke siger noget særligt; den opfattelse, sicilianeren har, er blot én blandt mange forskellige middelalderlige meninger om konciler og paver.  Luther imod Sylvester Prierias: "Og det er heller ikke nok her, at jeg også tror på kirkens handling (skønt der her ikke er tale om nogen kirkens handling) fordi såvel en pave som et koncil kan fare vild. Det har du Panormitanus til på udmærket måde at behandle i bog 1 om konstitutionerne, kapitlet 'significasti'." (lutpri01#81
12 Det vil sige: I trekvart år har denne sætning stået i et skrift, som Luther har offentliggjort, som er blevet kendt i Rom (det var jo rettet til Sylvester Prierias i Rom) og som vel også har været kendt af andre; Løven-teologer nævner f. eks. dette skrift som ét af dem, hvorudfra de har bedømt Luther (koeln-loeven#23), uden at det tilsyneladende har givet dem anledning til at fare i harnisk i særlig grad over denne udtalelse. Så altså det spørgsmål har rejst sig for mig: Kan gerne være, at vi synes, det må forekomme en datidig papist kættersk, kan gerne være, vi mener, at netop her har vi disputationens omdrejningspunkt, netop her lykkedes det for Eck at få Luther til at sige noget i de tilstedeværendes øren forfærdeligt, men har man ment det på Luthers tid? Noget tyder på, at det har man ikke.  Panormitanus: "Og det nytter ikke noget, at man siger, at et koncil ikke kan fejle, fordi Kristus beder for sin kirke, at den ikke må svigte, som der står i kap 'maiores' og i kap 'Pudenda', for jeg siger, at selv om et et almindeligt koncil repræstenterer hele den almindelige kirke, så er dog i virkeligheden ikke hele den almindelige kirke tilstede dèr, den er det kun repræsentativt, for den almindelige kirke udgøres af forsamlingen af alle troende, hvorfor alle troende i hele verden udgør denne almindelige kirke, hvis hoved og brudgom Kristus selv er". (replica#66 = significast#31
13        Det andet er det arbejde, jeg havde med at oversætte disputationen. Ved en sådan lejlighed er man jo nødt til at overveje både frem og tilbage, sætte sig lidt ind i, hvad det egentlig er, der diskuteres (ofte måtte jeg nu gætte mig lidt rigeligt frem) og lytte efter svarenes hårdhed eller imødekommenhed. Og der var ærlig talt ikke noget i disputationens tekst, der tvang mig til at sige: Nå da da, dèr har vi det sted, hvor det hele vender, hvor Luther afslører sig! Der var heller ikke noget sted, hvor det blev tydeligt, at Eck pressede på overfor Luther, for at få ham længere ud i tovene. 
14 Tilsvarende skete der det, da jeg skulle sætte links på min indtastning af Köstlins biografi, at jeg måtte lede med lys og lygte for at finde udsagn, der kunne matche Köstlins påståede følelsesudbrud. Det var svært at få sammenhæng i Köstlins fremstilling, når man sad med disputationens tekst ved siden af sig. Og det er det, der får mig til at sige: Lad os så tage tyren ved hornene og lave en nogenlunde omfattende gennemgang af sagen! 
15         Altså, til Köstlin!
         Her ved siden af har vi så beskrivelsen af "det vigtigste øjeblik i hele disputationen". 
         Men lad mig allerede nu indvende mod Köstlin, at Eck sådan set fremfører bøhmerne i en meget relevant sammenhæng. Man behøver ikke antage, at Eck er "ude på noget", det er fuldt tilstrækkeligt, at sige, at han holder sig strengt til sagen. Det, der blev diskuteret i Leipzig var jo spørgsmålet om, hvorvidt pavens primat var efter guddommelig ret. Og på Konstanz-koncilet blev netop en række sætninger fordømt, som nægtede, at pavens primat havde guddommelig ret bag sig. 
Köstlin om disputationen: "Det vigtigste øjeblik i hele disputationen indtraf omsider, da Eck (den 5. juli) gjorde opmærksom på, at blandt de pestbefængte vildfarelser hos Wiclef og Huss, som Konstanzer-koncilet havde fordømt, hørte også de sætninger, at troen på den romerske kirkes overhøjhed ikke var nødvendig til salighed, at kirken på jorden ikke behøvede ét overhoved, osv. (eck03#36ff) Han tilføjede: Hans ærede modstander, Luther, måtte undskylde, hvis han havde angrebet bøhmerne som fjender af kirken, for han (Luther) var jo, efter Ecks beskedne bedømmelse, meget gunstig stemt overfor deres vildfarelser, og de selv, havde han også hørt, havde også ønsket ham lykke til". (eck03#41) (koestlin3,7#90
16 Eck fremfører ikke blot de to sætninger, som Köstlin nævner, men hele fire yderligere. Og de har alle det tilfælles, at de vender sig imod tanken om pavens guddommelige ret til at være overhoved for kirken, og at de stemmer overens med Luthers forestillinger om kirken. At han så, på en lidt for hyklerisk måde, undskylder, at han nævner bøhmerne overfor Luther, og at han utvivlsomt har haft til hensigt at skildre ligheden mellem Luther og bøhmerne, for at få opfattelsen af bøhmerne som kættere ført over på Luther, det er en anden sag. Men selve det, at han fremfører bøhmernes fordømmelse på Konstanz-koncilet er relevant nok.  Eck i disputationen mod Luther: "Således skal også følgende regnes med til Johannes Hus' pestbringende fejltagelser: 'Peter er ikke og var ikke overhoved for den romerske hellige katolske kirke'. Og en anden var: 'Der er ikke gnist af bevis på, at der bør være ét overhoved i åndelige sager til at styre kirken, fordi den hele tiden forvandles til den kæmpende kirke'. Og: 'Den pavelige værdighed er indpodet af kejseren'. Og: 'Paveherredømmet og paveinstitutionen udspringer fra kejseren'. (eck03#37
17         Nu er det klart, at Köstlin er nødt til at forkorte det hele en lille smule. Så det skal såmænd være ham tilgivet, at han undlader at gengive alt det, Luther siger fra eck03#43 og fremefter til eck03#70, hvor Luther afslutter formiddagens disputation med at bede Eck om ikke "at udsætte ham for en sådan fornærmelse, at han gør ham til bøhmer, fordi han aldrig har kunnet lide dem, eftersom de afviger fra énheden". (eck03#70) Når jeg nævner det her, skyldes det, at det viser en rolig og fattet Luther, der så sandelig giver sig tid til at gendrive alle Ecks argumenter og er af den faste overbevisning, at Eck på ingen måde har rokket ved hans argumenter.  Köstlin om disputationen: " Luther svarede straks: Han billigede på ingen måde det, at bøhmerne havde skilt sig ud fra den ene kirke, fordi den højeste guddommelige ret krævede kærlighed og enighed i ånden. (eck03#43) Men det var skamløst at udstøde alle grækerne af kirken og af himlen. Men hvad Huss' og bøhmernes sætninger angik, så var der mellem dem mange yderst kristelige og evangeliske, som fx. den, at der kun er én almindelig kirke (til hvilken også de kristne skulle høre, som ikke stod under Rom) og den sætning, at troen på den romerske overhøjhed ikke er en betingelse for salighed". (eck04#3) (koestlin3,7#91). 
18        Altså: "det er skamløst at udstøde alle grækerne af kirken og af himlen", det står eck03#44 og fremsiges sidst på formiddagen den 5. juli. Det næste (Men hvad Huss' og bøhmernes sætninger angår) står 04#3 og fremsiges klokken to om eftermiddagen den 5. juli. Det kan godt være, at noget af dramatikken går tabt med denne oplysning, men sand er den nu alligevel. Dertil kommer, at Luther i umiddelbar tilknytning til sin påstand om de sætninger, der fejlagtigt er blevet fordømt, fremhæver, hvorfor han siger, som han gør: det gør han, fordi han ikke vil være med til at kaste så mange grækere ud af himlen. Han nævner mange af de store græske kirkefædre og siger, at han véd, at de er frelst, og dog véd han også, at de ikke overholdt artiklen om nødvendigheden af at tro på pavens primat som guddommelig ret. 
19         Igen sammentrænger Köstlin disputationen ikke så lidt i sit referat. Men igen vil jeg være tilbøjelig til at tilgive ham. Blot skal man jo være opmærksom på, at man lægger mærke til noget forskelligt i det, der overspringes. Jeg har lagt mærke til, at Luther siger som han gør, for ikke at kaste grækerne ud af himlen. Köstlin har ikke gjort noget nummer ud af den tanke. 
       Men som sagt, det lader vi være. Det skal jeg ikke bebrejde ham. 
Köstlin om disputationen: "Om Wiclef eller Huss har fremført denne sætning, var ligegyldigt for ham. Sådanne sætninger skulle på ingen måde fordømmes. Og man skulle ikke pådutte nogen kristen noget som trosartikel, hvis det ikke havde sin grund i den hellige skrift; for alene her findes den guddommelige ret. De kirkelige retslærde, fx. ærkebiskop Nikolaus af Palermo, erklærer jo også, at en enkelt kristens mening må gælde mere end en pave og et koncil, når den støtter sig på en bedre begrundelse, og at også et koncil kan tage fejl". (koestlin3,7#92).
20        Hvad jeg derimod skal bebrejde ham, og det med en kraftig bebrejdelse, er, at han her på dette sted anbringer Luthers udsagn, ud fra Nikolaus de Tudesco, om at også et koncil kan tage fejl. Sådan siger Luther faktisk ikke på dette sted. Det er sandt, at det er det samme sted hos Nikolaus de Tudesco, han tidligere har behandlet i skriftet mod Sylvester, og det gør da også Köstlin opmærksom på umiddelbart efter. Men det er højst tvivlsomt, om nogle af tilhørerne forbinder Tudescos bemærkning om enkeltmennesket, der står over paven og koncilerne med den påstand, at både pave og koncil kan tage fejl. Eck ser jo i hvert fald ud til, trods sin fabelagtige hukommelse, ikke at have stiftet bekendtskab med Tudesco eller Panormitanus. (eck04#45 Luther imod Eck: "Ja, endog de jurister, som han synes at agte mindre højt, fastslår i kapitlet: significasti, om valget, at et enkeltmenneskes mening har forrang fremfor både den romerske pave og koncilet og kirken, hvis han støtter sig til bedre autoriteter eller fornuftsgrunde. Derfor betyder det ikke noget, at den udmærkede hr doktor vil argumentere imod mig ud fra guddommelig ret, når han lader den guddommelige ret være og argumenterer imod mig ud fra kætterinkvisitorernes ordsamling". (eck04#7f) 
21          Og som man kan se af det skråt ovenfor stående citat, afslutter Luther sit referat af Panormitanus uden at sige noget om, at ethvert koncil er menneskeligt og kan fejle. 
Det er jo ikke, fordi han ikke har den opfattelse. Han nævner den blot ikke her, men fortsætter med det, der hele tiden har været hovedsagen: at argumentere imod pavemagtens guddommelige ret, samtidig med at han bøjer sig for dens menneskelige ret. 
22 Den formulering, han kommer med, er faktisk ganske træffende. For hvad vil guddommelig ret sige? Er det at argumentere ud fra guddommelig ret at påstå, at den og den kirkefader har hævdet pavestolens guddommelige ret? Er det at argumentere ud fra guddommelig ret at gøre opmærksom på, at det og det koncil har været overbevist om, at paven havde en guddommelig ret, og at pavens guddommelige ret måtte fastholdes af salighedsgrunde? Nej, på ingen måde. Men det er netop sådan, Eck hidtil har argumenteret. Det ligger i hele tidsånden. Eller rettere: Det i tidsånden. For nu er en humanistisk forståelse af sagen brudt igennem, og Wittenberg-universitetet er én af banebryderne i denne udvikling: Vi må på egen regning og risiko læse skriften. Vi må tage stilling til den uden om kirkefædrene eller imod kirkefædrene. 
        Alt andet er imod det program, som Wittenbergerne har arbejdet med. 
23      Men det mærkelige er, at Luther, på trods af denne holdning til kirkehistorien og kirkefædrene, alligevel retter en masse argumenter imod Eck. Det mærkelige er, at han faktisk er i stand til at holde Eck stangen med alle sine argumenter imod pavens guddommelige ret. For Ecks argumenter er for dårlige. De er mere hentet fra "kætterinkvisitorernes ordsamling", som Luther her siger. 
24         Som sagt, dette at Luther ikke nævner, at et koncil kan tage fejl på det sted, hvor Köstlin refererer ham for at sige det, betyder ikke, at han betragter et koncil som ufejlbarligt. På ingen måde. Lidt senere i disputationen fremhæver han, at et koncil er menneskeskabt og kan tage fejl. Men læg mærke til, hvor udramatisk det sker. Det kommer nærmest som i en bisætning, underforstået, det er jo noget, vi alle er enige om. Så altså, at det skulle være den påstand, der skulle have vakt den store furore i Leipzig, det forekommer mærkeligt.  Luther imod Eck: "Men hvad han slutter sig frem til ud fra Augustins eksempel, at 'hvis der tillades nogen løgn i koncilet, så vakler hele koncilets autoritet', det er en uheldig sammenligning. Augustin slutter sig til det om den guddommelige skrift, som er Guds ufejlbarlige ord, men et koncil er dette ords skabning: Derfor gøres der uret mod Guds ord gennem denne sammenligning, eftersom det er indrømmet, at et koncil kan tage fejl, som Panormitanus bemærker det i kapitlet 'significasti'." (eck05#41f) 
25         Efter at have refereret Luther forkert i 3,7#92 omtaler Köstlin Luthers tidligere påstand om koncilers fejlmulighed i 3,7#93 og skriver så som gengivet her ved siden af i 3,7#94. Derved bliver det uklart, hvad det er, der fremkalder den store opstandelse i disputationssalen i Leipzig. Köstlin forklarer, at hertug Georg reagerer stærkt på Luthers ord om Huss' kristne sætninger, og man kan måske formode, at det også er det, de andre reagerer på (hvis der altså har været en stor opstandelse i det hele taget). Men mange, der har læst Köstlin, har nu troet, at det, der skabte uro, var Luthers ord om, at et koncil kan tage fejl. Og det kan ikke være tilfældet, alene af den grund, at de ord ikke blev sagt på dette tidspunkt.  Köstlin om disputationen: "Men for Eck drejede det sig nu kun om ret tydeligt at gøre ham til disse bøhmeres forbundsfælle og drive ham til erklæringer, hvorved han ikke blot måtte benægte den pavelige stols magtpåstande, men også den katolske kirkes samlede repræsentations autoritet. Naturligvis  fremkaldte det svar, som Luther afgav uden angst, straks stor opstandelse. Også hertug Georg var til stede; da han hørte Luthers ord om Huss' kristne sætninger, sagde han højt, så man kunne høre det over hele salen: "Så for den slemme syge!" idet han rystede på hovedet og satte begge arme i siden". (koestlin3,7#94). 
26          Severinsen holder sig tilsyneladende tæt til Köstlin i sin Luther-biografi fra 1910. Så tæt holder han sig til ham, at han gentager Köstlins fejl: også han refererer Luther for at have sagt, at også et koncil kan fejle. Til gengæld bliver det så mere klart hos Severinsen, at som han har forstået det (og det vil sige: som han har forstået Köstlin) var det det, der skabte furore. Lige efter citatet her ved siden af fortsætter han: "Dette var jo hårrejsende!"  Severinsen om disputationen: "Hvad disse Sætninger angik, var det ham lige meget, om Huss havde lært dem eller ej. Man kan ikke paalægge et Menneske noget som Trossag, der ikke har Grund i Bibelen, (eck04#5) og her maa -- han beraabte sig paa Kirkejuristen Nikolaus de Tudesco -- en enkelt Kristens Mening gælde mere end en Pave og et Koncil, naar den støtter sig paa bedre Grund, eftersom ogsaa et Koncil kan fejle". (eck06#39). (sev08a#45
27        Så meget om, hvad der fremkaldte opstandelse i disputationssalen. 
            Så til Köstlins beskrivelse af det videre forløb. Her skriver han, at "for Eck drejede det sig nu kun om ret tydeligt at gøre ham til disse bøhmeres forbundsfælle" (#25). Man får indtryk af, at Eck er en såre snild disputator, der nok véd, hvordan man fanger sin modpart i en fælde. Det er, mener jeg, en noget skæv beskrivelse. Man skal i hvert fald være klar over, at disputationens videre forløb ganske nøjagtigt svarede til dens hidtidige forløb. Der var en række emner, der blev diskuteret, og de blev diskuteret på den måde, at den enkelte i sit svar besvarede alle de indvendinger, den anden var kommet med i rad og række. Ét af de spørgsmål, der nu var oppe og vende, var altså spørgsmålet om bøhmernes lighed med Luther, eller om, hvorvidt det var forkert af koncilet at fordømme nogle af Huss' artikler, fordi de var kristelige og evangeliske. 
28         Men sandt nok: Eck begynder sit svar med en omtale af Luther som bøhmernes beskytter og på dette tidspunkt er det så, at Luther kommer med sin første afbrydelse eller protest. Men er det et tegn på, at Luther er ude at svømme? Er det et bevis på, at han ikke har kendt den fulde rækkevidde af det, han hidtil har sagt? Det synes jeg ikke. 
29 Hvad får Luther til at bryde ind? Det gør Ecks ord her ved siden af. Og ærlig talt, jeg kan godt forstå, at Luther føler trang til at protesterer mod Eck her. Magen til frækhed skal man lede længe efter. Eck er noget i klemme med de gamle grækere. De æres i dag som store kirkefædre, men mange af dem har ikke ytret et ord om pavens primat. Og så påstår minsandten Eck, at det er Luther, der ikke har læst kirkehistorien godt nok, at det er ham, der tager fejl af de ægte og de skismatiske grækere.  Eck i disputationen: "De beundringsværdige grækere og de hellige martyrer har jeg altid rost. Men den ærværdige fader, som ikke er så nøje inde i kogekunsten, sammenblander de hellige grækere med de skismatiske og kætterske, så at han forsvarer de kætterske fædres helligheds perfiditet på falsk måde, når han pånøder os de fjortenhundrede år". (eck04#14). 
30 Ifølge Luthers tanker om guddommelig ret skal en ordning, der er oprettet ifølge guddommelig ret i kirken have været alment anerkendt af alle gennem hele kirkens historie. Derfor kan han ikke gå med til, at Peter og Peters efterfølgere har fået en særlig guddommelig forrang fremfor de andre apostle. Han fremfører en hel række af modargumenter fra skriften: det var ikke Peter, der valgte eller indsatte Mathias, det var ikke Peter, der afgjorde, hvem der skulle sendes til Antiokia, det var ikke Peter, der traf beslutning på apostelmødet i Jerusalem, og Peter blev irettesat af Paulus ifølge Gal 2. Til alt dette kommer så argumenterne fra kirkehistorien, og dèr især argumentet fra grækerne. De har aldrig anerkendt pavens overhøjhed, men må alligevel betragtes som gode kristne. 
31 Så når Eck her påstår, at det er Luther, der tager fejl af grækerne, må han protestere. Hvad han altså også gør. 
       Men efter dette intermezzo tager Eck fat på den lange række af spørgsmål, der skal besvares. Han går ind i disputationen igen. Er det at udvise en særlig snedighed? Er det et forsøg på at fange Luther? Det synes såmænd snarere at være et forsøg på at klare frisag for sig selv, hvis vi endelig skal give os til på den måde at granske hjerter og nyrer. 
32         Men granske hjerter og nyrer skal vi øjensynligt i Köstlins beskrivelse. De næste to afbrydelser, som Luther foretager af Eck i denne del af disputationen, nævner Köstlin. Og han mener, at de skyldes, at det langsomt er ved at dæmre for Luther, hvad det egentlig er, han har sagt. Han hører en vis forskrækkelse i Luthers afbrydelse. Og han hører Luthers udsagn, som om han vil benægte det, han tidligere har sagt. For ikke sandt, han har da tidligere talt imod Konstanzer-koncilet, men nu benægter han det åbent, som om det skulle hjælpe. I hvert fald: det er tilsyneladende den måde, Köstlin ser på sagen på.  Köstlin om disputationen: "Eck fortsatte: Netop det var ægte bøhmisk: at ville forstå den hellige skrift bedre end paverne, koncilerne, de lærde og universiteterne; -- det var for alle troende forargeligt at høre, at den højærværdige fader Luther vovede at tale sådan imod det hellige Konstanzer-koncil, der énstemmigt repræsenterede hele kristenheden. Men så synes Luther dog at være blevet noget forskrækket over rækkevidden af sine egne ord. Han afbrød Eck: "Det er ikke sandt, at jeg har talt imod Konstanzer-koncilet". (eck04#41) Og da Eck sagde, at de fordømte bøhmere uden tvivl nu ville støtte sig til ham som deres beskytter og ville drage den slutning, at så også koncilets autoritet vaklede på andre punkter, brød han allerede ved den første halvdel af denne sætning ind: "dette er en uforskammet løgn"." (eck04#42) (koestlin3,7#95). 
33 Han synes at være nødt til at beskrive de to kombattanter psykologisk for at få sammenhæng i sin skildring. Og så bliver det altså til, at Luther ikke helt havde set rækkevidden af sine påstande, at han blev drevet rundt i manegen af Eck, der modsat Luther til fulde havde set, hvor han kunne få skovlen under Luther, og ikke var sen til at udnytte chancen.  Köstlin om disputationen: "Han var vel, i det øjeblik da striden tog denne farlige vending, ikke særlig fattet, og heller ikke for sig selv blevet tilstrækkeligt klar over, hvor langt en højere oplysning og en dertil svarende autoritet hos de også for ham højt ansete og vigtige konciler lod sig fastholde, mens det dog stod fast for ham, at han ikke ville vige bort fra de sandheder, som han selv havde fundet i den hellige skrift, han ville end ikke vige for et koncil, og han ville ikke antage nogle trossætninger, som ikke havde nogen grund i skriften".  (koestlin3,7#96).
34         Og fra Köstlin er så den historie gået videre. Om ikke just sådan, at man har gentaget hans direkte fejl -- skønt det er nu, hvad ganske mange historikere har gjort, altså gentaget den fejl, at vendepunktet i disputationen skulle være det sted, hvor Eck får Luther til at sige, at også et koncil kan tage fejl -- så i hvert fald sådan, at man har gentaget den psykologiske skildring af begivenheden, at Luther "kom til" at sige mere end hvad klogt var, og at Eck som den dygtige disputator, han var, øjeblikkelig udnyttede chancen og holdt ham fast på det, der sådan uforvarende var sluppet ud af munden på ham. 
35         Men se så, hvad Köstlin skriver lige efter. Her bliver den fint tilrettelagte psykologiske skildring slået i stykker. Luther selv tager sagen op igen den følgende dag. Ville et menneske gøre det, som var bange for sagen? Ville én finde på selv at henlede opmærksomheden på det, når nu lige det hele syntes så godt glemt? Så altså, her, den næste dag, er det ikke Eck, der på snildeste måde lægger fælde for Luther, det er ikke Eck, der "driver" han ud i det fangegarn, han selv uforvarende var kommet til at opstille den foregående dag, nej, det er Luther selv, der frivilligt "går i garnet". Hvis det da altså er at gå i garnet.  Köstlin om disputationen: "Den følgende dag tog han selv igen emnet op og nævnede fire af Huss' sætninger, der var blevet forkastet i Konstanz, men som ikke burde forkastes, -- nemlig igen sætningen om kirken: "Der er én hellig, almindelig kirke, som består af alle de udvalgte". (eck05#31) (Luther fandt heri sin egen opfattelse af kirkens væsen: på den ene side var det ikke nødvendigt at deltage i underkastelsen under Rom, og på den anden side var det kun ægte kristne og frelsesfæller, der var de sande medlemmer af kirken).   (koestlin3,7#97)
36        Men naturligvis, Köstlin skal så vidt muligt have det hele til at passe med den psykologiske skildring, han hidtil har givet. Når Luther tager sagen op, gør han det trods alt ikke på samme måde som dagen før. Denne gang tager han både livrem og seler på. Denne gang søger han aktivt at forsvare koncilets ære, det vil sige, han søger at give svar på, hvordan dog det ærværdige koncil kunne fordømme nogle yderst kristelige sætninger. 1) Det kunne være, koncilet slet ikke fordømte dem. 2) Det kunne være, ét ondt menneske havde forfalsket koncilsakterne. Og det er sandt, alt dette siger Luther dagen efter. Men spørgsmålet er rigtignok, hvilken sammenhæng det skal forstås ind i.  Köstlin om disputationen: "Men i denne omgang opstillede han det sikkerhedsnet, at man dog ikke kunne sige, at koncilet havde erklæret disse sætninger for kætterske, eftersom jo efter koncilets egen erklæring de af det forkastede sætninger ikke alle var kætterske, men dels kun vildledende eller også kun ubetænksomme. Ja, han sagde, at Eck endog måtte tillade ham at gøre opmærksom på, at de pågældende sætninger kunne forklares som et forfalsket indskud i koncilsakterne. Men også nu kom han med al bestemthed tilbage til dette, at det dog kun var den hellige skrift, der var ubedragelig, et koncil derimod kunne tage fejl". (eck05#42) (koestlin3,7#98)
37         Köstlin siger i teksten her skråt opefter: "Men også nu..." hævdede han, at et koncil kunne tage fejl. Det er, som man kan forstå, forkert, for han har ikke nævnt det før. Sandheden er, at eck05#42 er første gang, han fremfører denne famøse sætning, som i Köstlins skildring spiller en så overordentlig stor rolle. Som før bemærket (se #24) er det ikke noget, Luther tillægger den store betydning, han fremfører sin tese om koncilers fejlmulighed, som om det da var noget, alle måtte være enige om. 
         Derfor er det også en fejltolkning af Köstlin at mene, at det Luther siger senere: at man så vidt muligt skal bøje sig for koncilsafgørelser, er et forsøg på at trække i land overfor de altfor vidtgående udtalelser, han tidligere var kommet med. Der er intet, der tyder på, at Luther selv har opfattet det sådan. Udtalelsen om koncilers mulighed for fejl er som sagt af ham selv opfattet som noget selvfølgeligt, en bagatel, der naturligvis skal med i farten, når man nu er her, men da ikke spiller nogen særlig rolle. Denne selvfølgelighed får Köstlin ikke med i sit referat (se hosstående: "forbeholdt sig kun, at "et koncil ..."). I Luthers udsagn hedder det: "Det alene tager jeg forbehold for, som man må tage forbehold for, at ...". 
Köstlin om disputationen: "Som forhandlingerne videre skred frem syntes han på et tidspunkt (den 7. juli) ved en lejlighed at gøre en indrømmelse, som igen satte spørgsmålstegn ved betydningen af sætningen om koncilerne. Efter at Eck nemlig havde foreholdt ham, at den i Herrens navn forsamlede kirke i kraft af den nytestamentlige forjættelse om guddommelig ånd og lys måtte være enig, at som følge deraf alle koncilernes beslutninger i trossager måtte være sikre nok, og at et koncil, der kunne tage fejl helt ville miste karakteren af en kristen kirkeforsamling, osv, (eck05#99ff) erklærede Luther sig enig med ham i, at man "på enhver måde burde antage de beslutninger, der blev truffet på et koncil angående det, der hørte troen til", og forbeholdt sig kun, at "et koncil af og til har fejlet og af og til kan fejle, især i det, der ikke er trossager, og at et koncil ikke har nogen magt til at oprette nye trosartikler"." (eck06#39) (koestlin3,7#99
38         Derfor er det heller ikke afgørende, at Köstlin prøver at vise, at der alligevel ikke er tale om noget forsøg på at trække i land. For Luther fastholdt trods sin opfordring til at rette sig efter koncilsafgørelser sin påstand om, at konciler kan tage fejl. Eller, for nu at sige det lidt mere aggressivt: Köstlin fastholder sin tolkning af begivenhederne, at det afgørende punkt i disputationen var det tidspunkt, da Luther hævdede, at konciler kan tage fejl, en tolkning, som jeg af al magt prøver at gennemhulle.  Köstlin om disputationen: "Dog, hvad ville han sige hermed? Det var vel Luthers mening, at Gud i hvert fald i sager, som virkelig for salighedens skyld måtte være en trossag for alle kristne, ikke så let ville bringe et koncil til fald. Men selv det blev straks igen gjort tvivlsomt gennem ordene fra hans forbehold: for idet han her siger, at koncilets mulighed for at fejle "især" gælder det, der ikke er trossager, så forbliver fejlmuligheden jo tilstede også i det, der er trossager".  (koestlin3,7#100)
39       Med hosstående citat fra Köstlin er vi ved vejs ende, det vil sige, vi er nu nået frem til det citat, jeg bragte til at begynde med. (#5). 
         Og hermed afslutter jeg gennemgangen af Köstlins Luther-biografi. Det er nok ikke mindst Luthers afbrydelser, Köstlin har hæftet sig ved, og sandt er det, at de to, han nævner (der forekommer jo altså tre i disputationen), drejer sig om hans syn på Konstanzer-koncilet. I den første afbrydelse nægter han at have talt imod dette koncil, og i den næste betegner han det som en uforskammet løgn, at han skulle støtte bøhmerne. 
        Tilbage står så spørgsmålet: Hvis ikke Luther reagerede så kraftigt, som han gjorde, af den grund, at han imod sin egentlige hensigt var kommet til at sige, at et koncil kunne tage fejl, og derfor nu ville trække i land, hvorfor gjorde han det så? Det spørgsmål er nok værd at undersøge, og det skal jeg forsøge i det følgende. For netop i disse afbrydelser viser forskellen på Ecks teologi og Luthers teologi sig. Eller netop dèr viser forskellen sig mellem den spirende humanisme, som Luther repræsenterede, og den gammelkendte skolastiske teologi, som Eck repræsenterede.  
Köstlin om disputationen: "Endelig: I det tilfælde, at konciler vil erklære noget, som efter hans overbevisning ikke efter den hellige skrift lader sig retfærdiggøre som "hørende til troen", for en del af den kristelige tro, ville han dog på ingen måde antage deres beslutninger. Som tidligere erklærede han, at hvad der ikke er guddommelig ret, ikke kan gøres til guddommelig ret ved nogen koncilsbeslutning. (eck07#1) På den måde har heller ikke Eck i disse sætninger af Luther set nogen tilbagevenden til det kirkelige standpunkt og heller ikke søgt at holde ham fast på det. Og mens Eck fortsatte med at ivre for Konstanzer-koncilets ære og autoritet, svarede Luther igen enkelt og generelt: Den fortræffelige hr. doktor skulle først bevise for ham, at et koncil ikke kunne fejle, ikke havde fejlet, eller ikke i virkelighedens verden fejlede". (eck06#75) (koestlin3,7#101)
40          Disse to former for teologi er så forskellige som nat og dag. Det er som at komme fra én verden ind i en anden, når man som gammel skolastiker skal prøve at forstå den nye humanistiske teologi. Wittenberg, og jo altså specielt Luther, var grebet af den nye humanistiske strømning, og når Luthers budskab fik så stor og hurtig udbredelse, kan det hænge sammen med, at humanismen havde beredt vejen for det. 
41  Forskellen på de to former på teologi viste sig ikke mindst i forholdet til skriften. Det er også på det punkt, forskellen mellem Eck og Luther især viser sig. 
        Eck kan f. eks. sige, som han gør her ved siden af, at man da ikke må vove at tro, at en så hellig og lærd fader som Augustin har ment to modsatte ting. Altså, spørgsmålet er ikke blot, hvad ens øjne ser, der står i dette eller hint skrift, spørgsmålet er også, om man kan fastholde den fromme opfattelse, at kirkens og alle dens fædre mener ét og altid har ment ét. 
         Eller som han siger det lige efter: Man må ikke tro, at man kan forstå den hellige skrift bedre end hele kirken hidindtil; hvad de har fundet frem til, drejer det sig om at tage til sig. Og så fremsætter Eck vistnok førsteudgaven af den indvending mod Luther, der skulle blive almindelig anvendt: det ville dog være mærkeligt, om Gud skulle have skjult sandheden for så mange helgener og martyrer og først åbenbaret den for Luther. 
Eck i disputationen: "Imod ham vil jeg sige, hvordan han vover at tro, at en så hellig og lærd fader har ment to modsatte ting i den samme bog, i det samme kapitel, samlet i begge betydninger i 1. bog af retractiones, kap 21. Men hvor mådeholdent og ydmygt den ærværdige augustinerfader svarede, lad andre dømme om det, eftersom han alene lover at ville bekæmpe så mange hellige fædre. Dette er den bøhmiske syge, at ville forstå den hellige skrift bedre end de højeste paver, konciler, doktorer og universiteter, som har arbejdet med megen kraft, når dog Helligånden ikke svigter sin kirke, og det ville være mærkeligt, om Gud havde skjult denne sandhed for så mange helgener og martyrer indtil den ærværdige faders ankomst". (eck04#27f
42       Det sidste er noget, vi andetsteds fra véd har været en stor anfægtelse for Luther. Dog, i denne sammenhæng svarer han ganske rolig på indvendingen: Det er ikke at disputere, at sige sådan. Men i indledningen til sin latinske "assertio", svaret på alle artiklerne i pavebullen, går han netop denne indvending nøjere igennem og påviser, at den ikke er holdbar.  Luther i disputationen: "Han kan altså godt skåne sin egen tunge og vore ører, når han med et retorisk råb udbryder, at jeg ene mand vil være lærdere end alle, at jeg vil forstå skriften bedre end alle lærde, alle universiteter, konciler og end den romerske pave, og at det er underligt, hvis jeg alene langt om længe har fået åbenbaret en skjult sandhed. Dette er nemlig ikke at disputere, men at røre sin misundelse". (eck05#19). 
 43  Man kan ikke på nogen måde slippe for selv at tage stilling til skriften. Hvis man vil sige, at det ikke er tilladt at fortolke skriften efter sin egen ånd, så kan man da godt hævde, at den skal fortolkes ud fra f. eks. Augustin, men hvordan vil man sikre sig, at han ikke har fortolket skriften ud fra sin egen ånd? Og hvis man for i det hele taget at forstå Augustin ret, skal have fat på en mellemmand mellem ham og os, f. eks. Thomas Aquin, hvornår får det så ende? Bliver der ikke tale om en uendelig regres, som vi aldrig kommer ud af?  Luther i assertio: "Man vil altså være nødt til at indsætte en anden fortolker af Augustin, at ikke vor egen ånd skal få os til at læse forkert i hans bøger. Men hvis det er nødvendigt, så må man også indsætte en fjerde fortolker til at fortolke den tredie, og en femte til at fortolke den fjerde og således videre i det uendelige, og det farlige ved vor egen ånd vil tvinge os til aldrig nogensinde at lære eller læse noget, hvilket med sikkerhed er ufuldendt, indtil det til sidst går sådan, når man først fornægtede de hellige skrifter og lagde det over på Augustin, siden, da man heller ikke forstod ham og fornægtede ham, kom Thomas Aquineren til at herske, og ham har de øvrige fortolkere fulgt uden ende". (ass01#14
44          Men altså, her, i Ecks påstand om, at man ikke må tro, at man selv er i stand til at forstå den hellige skrift, i hvert fald kan man ikke forstå den bedre end de lærde fædre (det er, som Luther siger, hans verdensberømte beskedenhed, der her gør sig gældende), ser vi den tankerække afbildet, som jeg her vil kalde den skolastiske. I modsætning til den står altså den humanistiske, det vil sige, en tankeverden, som Luther jo på ingen måde er ene om, men som dog var forholdsvis ny på det tidspunkt. 
45 Humanismen i Luthers skikkelse vil hævde, at vi ikke kan skyde ansvaret for fortolkningen fra os; nu er det os, der skal læse og se, hvad der rent faktisk står; nu er turen kommet til os, og hvad vi ser, det ser vi, og efter at have læst og set, må vi så til at fortolke det, få det passet ind i andre tanker, osv. Blot må jo altså dette arbejde med indpasningen i historieforløbet aldrig gå forud for dette selv at se, selv at læse, selv at forstå det læste. 
46 Det er jo forøvrigt også derfor, man i Wittenberg dyrkede studiet af græsk og hebraisk. Disse sprog var, mente man, nødvendige for at forstå skriften. Men når man ville sætte sig ind i disse sprog, skyldtes det jo netop, at man så at sige ville gå direkte til skriften, udenom kirkefædre og paver og konciler, hvor hellige de så end ellers havde været. 
47        Latomus, den lærde mand fra Løven, Luthers senere modstander, skrev i 1518 et skrift imod anvendelsen af de klassiske sprog i skriftstudiet. Det var ikke, fordi han på nogen måde var dum, den mand, hvad også hans skrift imod Luther bærer tydeligt præg af, men det er klart, har man den eccianske ydmyghed siddende i sig, så er græsk og hebraisk kun til besvær, eller mere præcist måske, så er det kun et vidnesbyrd om, at man bilder sig ind at kunne tolke skriften bedre end diverse kirkefædre. 
48        Det vil sige, i Leipzig, i den store sal på slottet Pleissenburg, stødte to verdener sammen, den skolastiske og den humanistiske. I den disputation, der dèr udspandt sig, var det to vidt forskellige teologiske metoder, der mødtes og krydsede klinger. Og man skal måske derfor mere undre sig over, at det trods alt gik så fredeligt til, det var kun tre afbrydelser fra Luthers side, der blev tale om, end man skal undre sig over, at de talte forbi hinanden. 
49        Og som sagt, just i de afbrydelser, som Köstlin ser som vidnesbyrd om, at Luther føler, han har bevæget sig for langt ud, findes de gnister gemt, som sammenstødet mellem de to verdener afstedkommer. Det vil vi nu se nærmere på. Men jeg skal måske indskyde den bemærkning, at man godt, ud fra den forestilling, jeg her lægger til grund, kan komme til den konklusion angående Luthers sindstilstand, at han her i Leipzig, i modsætning til, hvad der er antaget i almindelighed, udviser en engleagtig tålmodighed med sin modpart. 
50           Den første afbrydelse (eck04#15) (se her #29) skal jeg ikke gøre så meget ud af. Den har med synet på grækerne at gøre. 
         Den næste afbrydelse (eck04#41) (se her #32) er den afbrydelse, hvor Luther protesterer imod at blive beskyldt for at tale imod Konstanzer-koncilet. Det har han ikke gjort, siger han. Det vil sige, her står den skolastiske opfattelse overfor den humanistiske. Med sin påvisning af, at nogle af de teser, som Huss blev dømt for i Konstanz, er højst kristelige, taler Luther imod dette koncil, vil skolastikeren sige. Og ærlig talt, det ser ud til, at ganske mange vil give ham ret. Sådan må det da være. Koncilet i Konstanz har fordømt nogle artikler, som nu påstås at være højst kristelige og evangeliske. Så må da dette koncil da have taget fejl, og at sige det er da at tale imod dette hellige koncil.
51  Det mener i hvert fald Eck, det siger han åbent, det mener nok også hertug Georg, siden det tilsyneladende er netop dèr, han lader sin ed høre (#25), og det mener også mange fortolkere. Men det er ikke rigtigt. 
         Sagen er, at Eck og mange andre med ham på forhånd går ud fra, at koncilet er helligt og ufejlbart. Når nogen vover at sige noget andet, nedgør den pågældende dette koncil. Men det er jo i virkeligheden en højst fantastisk påstand. Må man da ikke i det mindste høre, hvad det da er, dette koncil har fordømt? Må man ikke interessere sig lidt for, hvilke sætninger der er tale om? Må man ikke mobilisere det mindstemål af nysgerrighed, der får én til at spørge, om der kan være noget om Luthers påstand? 
52       Nej, ikke når man hedder Eck, og måske heller ikke når man hedder hertug Georg. Og når man sådan nærmere tænker efter, så må man da egentlig højlig forbavses over Ecks reaktion. Det første sted, hvor Luther siger de famøse ord, at visse af de sætninger, der blev fordømt i Konstanz, var højst kristelige og evangeliske, er eck04#2. Men i selvsamme åndedrag siger han, hvad det er for sætninger. Det forholder sig ikke sådan, at han holder det hemmeligt, hvilke sætninger han tænker på; i hvert fald ikke i mere end to eller tre sekunder. Og når man hører disse sætninger, studser man da ganske rigtigt: Kan en sådan sand sætning virkelig blive fordømt på et koncil?  Luther i disputationen: "For det andet er det også sikkert, at der blandt Johannes Hus' eller bøhmernes artikler er mange, der ligeud er højst kristelige og evangeliske, som den universelle kirke ikke kan fordømme, såsom den følgende og lignende: 'der er kun én universel kirke'. Den sætning er nemlig af de højst ufromme smigrere med urette blevet fordømt, eftersom hele kirken bekender 'Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske kirke, de helliges fællesskab'." (eck04#2
53        Altså, Luther har læst Huss' artikler, de artikler, som blev fordømt på Konstanzer-koncilet. Blandt dem finder han nogle, som han ikke umiddelbart synes skal fordømmes. Og han gør så som god humanist det, at han stiller sig disse sætninger for øje, accepterer, at det dog er besynderligt med fordømmelsen, og så, efter at have læst og forstået, hvad der siges i disse artikler, efter at have undret sig over fordømmelsen, prøver at finde en forklaring på, at et koncil fordømte disse højst kristelige artikler. 
54         Eck, derimod, går frem på modsat måde, det vil sige: på god skolastisk vis: Han har det som sin faste forudsætning for al sin tænkning, at kirken er en énhed, kirken kan ikke tage fejl, kirkefædre, konciler, paver, kanonister, allesammen hører de kirken til, og kirken er en enig kirke. Alt dette står fast, før man begynder at undersøge nogetsomhelst. Det er hans fromme udgangspunkt, det er derfor, han mener, man først og fremmest skal lytte til kirken, ikke stille sig selv og sine egne øjne og læsefærdigheder i forgrunden. Og lad os bare indrømme, at dette er en from holdning, blot vi husker at gøre os klart, at det er en højst uvidenskabelig holdning. Det er ikke sådan, vi i dag (og det gør vi vel i kraft af Luthers indsats) driver videnskab. 
55        Når derfor Eck hører Luther sige, at nogle af de artikler, der blev fordømt på Konstanzer-koncilet, var højst kristelige, så oprører det ham så meget, at han ikke hører, hvad det da er for sætninger, der er tale om. 
        Læg mærke til, at Eck i citatet her ved siden af, slår alle artikler sammen i én pærevælling; med sin påstand har Luther hævdet, at de hussitiske og wikleffitiske artikler er højst kristelige, og at sige det er at tale imod det højhellige og rosværdige Konstanzer-koncil. Man kan naturligvis godt få den tanke, at Ecks udtalelse er den sædvanlige diskussionsoverdrivelse, som vi kender så godt fra vore politiske holmgange: Man er kun ude på at nedgøre sin modstander, og kan dette fromme formål opnås ved at overdrive i sit referat af hans mening, så gør man det gerne. Men jeg vil nu mene, at der ligger noget andet og mere bag. 
Eck i disputationen: "Om de hellige grækere har vi ofte talt. Men dette tror jeg er forfærdeligt for alle Kristi troende, at den ærværdige fader ikke undser sig for at sige, imod det højhellige og rosværdige Konstanz-koncil, forsamlet i så stor enighed med hele kristenheden, at de hussitiske og wikleffitiske artikler er højst kristelige og evangeliske (Martin protesterer: Det er ikke sandt, at jeg har talt imod koncilet i Konstanz. ... (eck04#41).  
56 Der ligger det bag, at Eck med sine lange inkvisitoriske ører ikke har hørt andet end den fornærmelse af koncilet, som han umiddelbart mener der er tale om. Han er slet ikke kommet så langt -- og han kan muligvis slet ikke nå frem dertil -- at han undrer sig over, at de to sætninger, Luther nævner, blev fordømt. For han kan slet ikke få drejet sin hjerne på en måde, så han kan få sig selv til at tænke, at koncilet muligvis har gjort noget forkert eller blot gjort noget, der ikke umiddelbart er forståeligt. For ham drejer den teologiske opgave sig om at forstå og indordne det, der på forhånd er fastslået med syvtommersøm, ikke at kritisere det. 
57         Og at Luther virkelig har rørt ved et ømt punkt, ser vi af den umiddelbart følgende tekst, gengivet her ved siden af. Blot man giver det mindste efter for dem, der vil gå med til, at konciler kan begå fejl, er fanden løs. Øjeblikkelig vil f. eks. hussitterne sige, at kan koncilet tage fejl på ét punkt, så kan det vel have taget fejl på andre også. At han så får flettet ind, at Luther støtter hussiterne med sin beskyttelse, nå ja, her må man vist sige, at det er et kendt disputations-trick: kan man få lejlighed til at  nedgøre modstanderen, så udnytter man den lejlighed. Og ikke sandt: Her har Luther selv placéret bolden lige for fødderne af Eck, man skulle da være en mærkelig disputator, om ikke man sparkede til den.  Eck i disputationen: "Derfor (således som den salige Augustin andetsteds slutter), hvis nogen løgn tillades i de hellige skrifter, så vil hele sandheden blive mistænkeliggjort; sådan er jeg ikke i tvivl om, at hussitterne, når de nu er blevet fordømt, men den ærværdige fader støtter dem med sin beskyttelse (Martin Luther protesterer: Det er dog den frækkeste løgn) vil sige: 'Hvis koncilet tog fejl i disse to højst kristelige artikler, så vil også dets autoritet vakle for os i andre artikler'." (eck04#42
58 Men det er altså virkelig et angreb på selve Ecks verden, Luther her har præsteret. Det er en helt anden opgave, Luther giver teologien, end den Eck er vant til at give den. Der er af de kirkelige myndigheder sat grænser for, hvad teologien må beskæftige sig med, og beskæftiger man sig med de forbudte ting, så gør man dels det, at man får al kirkelig autoritet til at vakle, og man gør dels det, at man selv med rette pådrager sig mistanken for kætteri. Ja, hans fromhed får han til at fremsætte endnu en grund til ikke at beskæftige sig med sådanne forbudte sager: troen vil lide skade derved; troen, der jo er en tro på kirkens énhed, på, at det, kirken siger, er sandt, på, at kirkens ord altså er noget bestemt, ikke noget vagt og udflydende noget.  Eck i disputationen: "Derfor vil jeg ikke spilde flere ord på en sag, der allerede er blevet fordømt, hvad en kristen vil være tvunget til, hvis han ikke fragår den. Men det vil jeg sige, det er sket ved koncilets eller den romerske paves autoritet, så den sætning ikke kan forsvares, uden at man bliver mistænkt for kætteri, eller den kan ikke forsvares ustraffet, dvs uden at troen lider skade". (eck04#43)
59         Altså, disse afbrydelser fra Luthers side har ikke deres grund i Luthers temperament eller i, at han var trængt af Eck, eller i en anden mere eller mindre fortænkt psykologi hos Luther eller Eck, de har deres grund i, at Luther og Eck tænker ud fra helt forskellige forudsætninger, deres teologiske metoder er forskellige, deres tilgang til den virkelighed, som de fordømte artikler repræsenterer, er helt forskellig. 
60         Og lad mig føje til, at hvad der sker efter disputationen, måske på tilsvarende vis heller ikke skal forklares ved hjælp af psykologien, en virkelighed, som vi jo ifølge sagens natur så lang tid efter har meget ringe tilgang til. Når Eck virkelig af disputationen får en utrolig energi til at bekæmpe Luther, så plejer man fra luthersk side at sige, at det skyldes hans hævntørst, eller at det hang sammen med hans store forfængelighed. Det forekommer mig, efter den anderledes tilgang, jeg her har foretaget til disputationen, ikke mærkeligt, om det, der drev ham, mere var et ægte ønske om at fastholde den kirkelige énhed, altså mere lå i hans opfattelse af den grundlæggende teologiske forskellighed de to kombattanter imellem. 
61 Det er jo en moderne opfattelse, at teologi er noget højst uvirkeligt noget, er noget, der kun er til søndagsbrug, er noget, der kun har med det indre menneske at gøre og derfor ikke på nogen måde får indflydelse på historiens gang. Dengang så man anderledes på sagerne. Og det er ikke utænkeligt, forekommer det mig, at Eck har villet forfølge Luther, fordi han mente, hans teologi var farlig. Det var altså det, der drev ham til at tage til Rom og prøve at gøre sit til at få lukket munden på den farlige Luther. 
62          Men lad os prøve at se på, hvad der siden skete i disputationen. Det er nemlig ikke uinteressant at se på, om de to teologer kom ind på livet af hinanden eller ej. 
         Det viser sig jo nemlig, at Luther har et argument for, at han med sin påstand ikke har talt nedgørende om Konstanzer-koncilet. Ja, han har endda to. Det vil sige: Når han afbryder Eck med et "jeg har ikke talt imod Konstanzer-koncilet" (#55), så er baggrunden ikke den, at han er kommet for langt ud og nu vil trække i land; udsagnet skal ikke forstås som et forsøg på via en benægtelse af kendsgerningen at redde, hvad reddes kan. På ingen måde. 
63 Nej, men Luther har det i sig som en arbejdsmetode i sit teologiske arbejde, at hvad han ser, det ser han; han har lært af den senmiddelalderlige humanisme, at man må bøje sig for det, der står, og så først i næste omgang søge at få det ind i en større sammenhæng. Eck kan ud fra sin helt modsatte arbejdsmetode ikke se Luthers metode som andet end den værste blasfemi. Men Luther bliver ved sit. Roligt, eller med engleagtig tålmodighed, afviser han Ecks beskyldning om at være bøhmernes beskytter (eck03#42) kort efter, at denne beskyldning er fremsat, han beder i slutningen af dette indlæg i et afsnit, der kun er refereret, ikke gengivet ordret, Eck om ikke at udsætte ham for den fornærmelse, at han gør ham til bøhmer. Og han tager på eget initiativ sagen op samme dag klokken to (eck04#3), hvor han så, uden at det var nødvendigt ud fra disputationens gang, selv frivilligt fremsætter den påstand, at mange af Huss' artikler var højst kristelige og evangeliske. 
 
 
 
 
 
 

Luther refereret i disputationen: "Dr Martin bad Eck om, at han ikke ville udsætte ham for en sådan fornærmelse, at han gør ham til bøhmer, fordi han aldrig har kunnet lide dem, eftersom de afviger fra énheden." (eck03#70

64 Det er altsammen noget, han gør, fordi han véd, hvor han vil hen. Han lader sig i dette ikke drive nogen steder hen af Eck. 
        Men hvad kan han dog forsvare sig med? Er det ikke klart, at han ved at kalde nogle sætninger, der blev fordømt af koncilet, for højst kristelige, taler imod dette koncil? 
        Nej, det er på ingen måde klart. For ingen véd, om disse sætninger blev fordømt af koncilet. Luther siger derfor i eck04#3, at sætningen: "Der er kun én universel kirke" med urette er blevet fordømt af højst ufromme smigrere, han siger ikke, at denne sætning er blevet fordømt af koncilet. 

Luther i disputationen: "For det andet er det også sikkert, at der blandt Johannes Hus' eller bøhmernes artikler er mange, der ligeud er højst kristelige og evangeliske, som den universelle kirke ikke kan fordømme, såsom den følgende og lignende: 'der er kun én universel kirke'. Den sætning er nemlig af de højst ufromme smigrere med urette blevet fordømt, eftersom hele kirken bekender 'Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske kirke, de helliges fællesskab'." (eck04#3)

65        Og Luther, der altså vil fastholde både denne fromme sætning, og fastholde, at den ikke er blevet fordømt af koncilet, kommer senere med den ene af sine forklaringer på, at det er gået sådan til: Der har været nogle forfalskere, der har indsat disse artikler blandt dem, koncilet har fordømt. Og han siger oven i købet, at når han nødes til at hævde noget sådant, sker det af ærefrygt for koncilet.  Luther i disputationen: "Dertil vil jeg føje, at det var rigtig nok, at jeg kaldte sætningerne højst kristelige og evangeliske, især denne 'Skønt Kristus er af to naturer osv.' Derfor burde den udmærkede hr doktor tilstå mig, at det er på grund af ærefrygt for Konstanz-koncilet, at jeg tror, at denne og lignende artikler ikke blev fordømt dèr, men blev indføjet af én eller anden forstyrrer." (eck05#36)
66        Og lige oven på dette argument kommer så Luthers andet argument: Koncilet selv har på ingen måde fordømt alle de artikler, det opregner. Det siger selv, at "nogle af sætningerne er kætterske, andre fejlagtige, andre blasfemiske, andre letsindige, andre oprørske, andre stødende for fromme øren". Og det vil sige, at hvis man læser omhyggeligt, hvad koncilet siger -- og det skal man jo altid gøre -- så er det imod koncilets bestemmelse uden videre at fordømme nogle sætninger, som koncilet måske slet ikke ville fordømme, men blot kalde letsindige.  Luther i disputationen: "Men når selve koncilet imod dette siger, at nogle af sætningerne er kætterske, andre fejlagtige, andre blasfemiske, andre letsindige, andre oprørske, andre stødende for fromme øren, så burde den udmærkede hr doktor ud fra sin klogskab få lidt orden på sine tanker og ikke imod koncilets bestemmelse fordømme alle sætninger i almindelighed som kætterske, sætninger, som koncilet næppe ville kalde letsindige". (eck05#37)
67        Det har Luther jo så indlysende formelt set ret i. Men man kan godt få ind i sig en lille mistanke om, at det er Eck, mere end det er Luther, der læser koncilteksten i den ånd, hvori den er skrevet. Blot må man jo så føje til, at den ånd ikke er særlig efterfølgelsesværdig. Eller man må føje til, at siger man sådan, så taler man i hvert fald imod koncilet. Mistanken går på, at det er for nemheds skyld, at koncilet opstiller denne række af muligheder; nogle er letsindige, andre oprørske, andre kætterske. Eller mistanken går på, at når man ikke gør sig den ulejlighed at klargøre, hvilke artikler der er hvad, hvilke der er kætterske og hvilke der blot er letsindige, skyldes det, at man i sin magtfuldkommenhed mener, det er nok, at man som koncil, det vil sige, som øverste myndighed over kristenheden, siger sådan og sådan, man behøver ikke begrunde det nærmere. 
68 Det var den samme metode, man anvendte overfor Luther selv en hundrede år senere. I bullen med anklagerne imod ham opregnede man 41 sætninger af Luther, som man på én eller anden måde havde noget imod. Og vel siger paven, at han "fordømmer, vender sig imod og i det hele taget forkaster" disse 41 sætninger, men han føjer til, at det gør han, fordi de er "henholdsvis kætterske eller forargelige eller forkerte eller stødende for fromme ører, eller forføreriske for enfoldige sjæle, eller som noget, der bryder den katolske sandhed." Og så er man jo lige vidt. Hvis Luther skulle have været svag nok til at tilbagekalde disse sætninger, så ville han ikke vide, om han mon ikke ved en lidt anden formulering af én af dem kunne klare frisag overfor inkvisitorerne. For han anede ikke, hvilke af hans sætninger der var direkte kætterske, og hvilke der "kun" var stødende for fromme ører.  Pave Leo den Tiende i bullen mod Luther: "Derfor, efter råd og tilslutning fra vore ærværdige brødre, og som sagt efter moden overvejelse over alle teserne og hver enkelt for sig, har vi, ved den almægtige Guds autoritet, og ved de salige apostle Peters og Paulus' autoritet, og ved vor egen autoritet fordømt, vendt os imod og i det hele taget forkastet én og hver af de føromtalte artikler eller vildfarelser som (om man tillader) henholdsvis kættersk eller forargelig eller forkert eller stødende for fromme ører, eller forføreriske for enfoldige sjæle, eller som noget, der bryder den katolske sandhed." (exurge#63
69         Men som sagt, den slemme mistanke gnaver lidt i sindet, selv om den ikke holder Konstanzer-koncilet eller Leo den Tiende højt i ære, nemlig den, at man egentlig har noget imod samtlige artikler, men blot vil holde en bagdør åben, for det tilfælde, at det skulle vise sig, at man ikke havde undersøgt sagen godt nok. 
70       Nå, som man kan se af hosstående citat, er det ikke noget, der bekymrer Eck. For ham er det lige forkert, om en artikel erklæres for kættersk, fordømmelig, eller blot stødende for fromme ører. Og det er da også muligt, som sagt, at dette faktisk er, hvad koncilet og paven mener: Du tager fejl, på bålet med dig!   Eck i disputationen: "Ligeledes spørger jeg: Hvis artiklen ikke er kættersk, så er den enten letsindig eller oprørsk eller stødende for fromme øren. Alt eftersom denne fader stiller det op, vil det være enten letsindigt eller oprørsk, mistænkeligt nærved kætteri, stødende for fromme øren, imod det teologiske institut." (eck06#55). 
71        Her til sidst vil jeg fremdrage det, der er hovedsagen i denne del af disputationen: spørgsmålet om, hvorvidt det pavelige primat er af guddommelig eller af menneskelig ret. Tilsyneladende argumenterer begge parter ud fra den tese, at det, der er af guddommelig ret, skal kunne bevises ud fra skriften. Men eftersom de har en helt forskellig tilgang til skriften, bliver det resultat, de når frem til, også helt forskelligt. Luther har således bebrejdet Eck, at han overhovedet ikke har behandlet spørgsmålet efter guddommelig ret (eck05#106) udover Matt 16,18. Det svarer Eck her på: Han har virkelig også fremført andre skriftsteder.  Eck i disputationen: "Jeg beundrer den måde, hvorpå den ærværdige fader vover at istemme sit råb overfor så mange lærde mænd, fordi jeg havde sagt, at jeg ud fra guddommelig ret ville bevise eneherredømmet og primatet i kirken, når jeg dog alene henviste til de hellige fædres udsagn og til pavelige dekreter, skønt jeg dog dertil havde føjet den guddommelige ret ud fra Matt 16,18, om løftet om at bygge på klippen, at Kristus især bad for Peters tro, at han især lover ham, at han skal styrke sine brødre, at han især overdrager til ham i Johannes' og Jakobs nærvær, at han skal vogte fårene, tre gange, og at denne guddommelige ret er således at forstå: (eck06#3).
72 Men han er tilsyneladende ifølge sin egen forståelse af, hvad guddommelig ret vil sige, nødt til at tilføje, at han også har fremdraget en mængde paver, martyrer, koncilsbeslutninger, og at det altsammen stemmer overens. Først da kan han hævde, at det er bevist efter guddommelig ret, at der er et primat i Guds kirke. 
        Og for ham er det derfor i fuld overensstemmelse med kirkens lære, at Konstanzer-koncilet har fordømt den sætning hos Huss, der siger, at det ikke er nødvendigt til frelse at bekende sin tro på pavens overhøjhed. 
Eck (fortsat): "Da tilføjede jeg de hellige fædre, paverne og martyrerne, i overensstemmelse med koncilerne og alle universiteter. Derfor er det bevist efter guddommelig ret, at der er et primat i Guds kirke, medmindre den ærværdige fader vil stille sin forståelse foran så mange hellige fædre, paver og det hellige koncil, eftersom det rosværdige koncil i Konstanz blandt andre pestbringende artikler af Johannes Huss også fordømte en artikel af den art." (eck06#4).
73          Anderledes med Luther. Han mener også, at hvad der skal være efter guddommelig ret, skal være grundet på skriften. Men han går direkte til skriften. Det kan godt være, at nogle fortolkninger kan understøttes af nogle af kirkefædrene, andre ikke, men vi, der lever i dag, må selv for egen regning og risiko fortolke skriften. Og gør man det, når man frem til den opfattelse, at pavens overhøjhed i kirken ikke er noget, der er indstiftet efter guddommelig ret. 
74  Henimod slutningen gør han regnskabet op. Enhver henvisning til et koncil har intet med sagen at gøre; for det drejer sig om, hvorvidt pavens primat er efter guddommelig ret. Og en guddommelig ret kan aldrig stadfæstes af et koncil.  Luther i disputationen: "Derfor, ligeså meget som han støtter sig til sit koncil, ligeså meget støtter jeg mig til mit, og jeg siger, som jeg sagde igår, 'at hvor meget man end kan henvise til et koncil, det kan aldrig regnes for guddommelig ret'. Og det er alene det, spørgsmålet drejer sig om. Derfor har et koncil intet med det forelagte at gøre." (eck07#1
75         Og bevares, man kan muligvis sige, at Luther stiller sig frem som ret forsvarsløs, når han vil diskutere det i manges øjne indviklede spørgsmål, om pavens primat er af guddommelig eller af menneskelig ret: Paven skal jo adlydes under alle omstændigheder, ligesom kejseren skal adlydes, skønt hans herredømme heller ikke er indstiftet ved guddommelig ret, men ved en yderst menneskelig ret. 
76          Og det er da også muligt, at Eck har haft onde hensigter ved at stille Luther lige med bøhmerne, selv om han nu også godt kunne handle ud fra sine egne fromhedsforestillinger. I hvert fald ser det ud til, at Luthers irritation over at blive sidestillet med bøhmerne er udtryk for ægte indignation: han mener virkelig ikke, at han på nogen måde vil unddrage sig lydighedsforpligtelsen overfor paven; han mener virkelig, at det er forkert af bøhmerne at bryde énheden med den øvrige kirke. 
77       Til sidst: Hvis man endelig skal pege på noget, som bliver siddende som en brod i Luther, noget, som han indtil da ikke har bearbejdet godt nok, så kan det være Huss' artikler. Han får efter disputationen af nogle af de bøhmiske tilhørere foræret en bog af Johan Huss: De ecclesia. Hvornår han får læst den, er ikke godt at vide, men i hvert fald har han læst den den 14. februar, da han skriver til Spalatin: Vi er alle hussitter. (br140220#9). Men det problem, han har tumlet med indtil da uden at kunne løse det, er ikke så meget problemet om Johan Huss, det er problemet om paven: Er paven antikrist? Først i begyndelsen af 1520 får han de ydre tilskyndelser, der gør, at han tør bryde så afgørende med romerkirken, at han åbent erkender: Paven er antikrist. 
78         Blandt de ting, der påvirker ham til dette brud, er uden tvivl Huss' bog. Men også Laurentius Valla's bog om "donatio Constantini" hjælper ham frem til den erkendelse. Dog, alt dette er en anden sag. 
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter: