Forord til koranudgave på latin

1543

Og:

Forord til broder Richardus' bog 'Libellus de ritu et moribus Turcorum 1530, se her.


Taget fra WA 53,569-573 https://archive.org/stream/werkekritischege53luthuoft#page/569/mode/1up

og fra WA 30/2, 205-209 https://archive.org/stream/p2werkekritischege30luth#page/205/mode/1up

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Martini Lutheri Doctoris Theologiae et Ecclesiastis ecclesiae Wittenbergensis in ALCORANUM Praefatio.

Forord til koranen af Martin Luther, doktor i teologi og præst ved kirken i Wittenberg.

2   Edita sunt a multis mediocria volumina, quae continent Iudaeorum huius aetatis ritus, opiniones et mores, hanc ipsam ob causam, ut mendacia prolata et patefacti errores ac furores facilius refutari possint.

Der er mange, der har udgivet små traktater, som beskriver denne tids jøders riter, meninger og skikke, af den grund, at de lettere kan tilbagevise deres bevislige løgne, fastslåede fejltagelser og vildfarelser.

3 Nec dubium est, pias mentes eum conferunt testimonia prophetica ad illorum deliria et blasphemias, magnopere confirmari fide et amore veritatis Euangelicae et incendi odio Iudaicae perversitatis.

Der er heller ikke tvivl om, at når fromme folk sammenligner profeternes vidnesbyrd med disse folks indbildninger og blasfemier, så bliver de i høj grad styrket i troen på og kærligheden til den evangeliske sandhed og optændt af had mod den jødiske perversitet.

4  Quis enim aut mediocris cogitet, tantum esse insulsissimarum calumniarum, tantum amentiae et sceleris in Iudaicis opinionibus et ritibus, quantum re ipsa deprehenditur, cum a doctis et bonis viris eorum Eleusinia proferuntur, ut a Lyrano 1), Burgensi 2) et Margarita 3).

1) Nicolaus von Lyra. 2) Salomo Levi aus Burgos (1353-1430). 3) Antonius Margaritha: Der ganz jüdisch Glaub.

For hvem af de bare nogenlunde velbegavede ville ikke tænke på, hvor megen smagløs sladder, hvor megen sindssyge og forbrydelser der er i de jødiske meninger og riter, noget, man kan forstå ud fra det faktum, at deres elysiske mysterier er blevet fremdraget af lærde og gode mænd, som Lyra, Burgensis og Margarita.

5 Ut autem Diabolus primum in paradiso miseram Evam suis mendacijs dementatam a Deo avulsit, ita certum est postrea a Diabolo furores omnium gentium ortos esse contra veram Dei doctrinam.

For ligesom djævelen i begyndelsen førte den stakkels Eva bort fra Gud med sine løgne og gjorde hende mentalt forstyrret, således er det givet, at sidenhen alle folks rasen er oprejst af djævelen mod den sande lære om Gud.

6  Quod omnes gentes mactarunt humanas hostias, ut exempla extant non solum veterum Graecorum et Romanorum, sed etiam recentiorum, ut Imperatoris Severi, quod Aegyptij feles, Arabum populi canes, Lampsaceni priapum, denique (W570) alij alia monstra coluerunt, quod stupra in Cypro et Thebis Aegyptijs et alibi tanquam sacri ritus fiebant: Haec omnia certum est accedisse Diabolo caecas hominum mentes impellente, primum ut ostenderet se Dei hostem esse, deinde ut imbecilli hominum naturae superbe illuderet.

For det faktum, at alle folkeslag foretog menneskeofringer, hvilket der er talrige eksempler på ikke blot hos de gamle grækere og romere, men også hos nyere folkeslag, som med kejser Severus, og deri, at egypterne dyrkede katte, de arabiske folk hunde, lampsacenierne Priapus, og andre folk det ene monster efter det andet; deri, at det, der var forfærdeligt på Cypern og i Theben, for egyptere og andre blev opfattet som en hellig ritus: alt dette er bestemt opstået ved, at djævelen har påført menneskers sind blindhed, i første omgang, så han kan vise, at han er Guds fjende, i næste omgang, så han kan narre menneskers svage natur.

7  Ita a Diabolo et Iudaeorum furores orti sunt, cum post resurrectionem Christi seditiones excitarunt, cum deleta urbe Ierosolyma iterum moverunt bellum duce Ben Cosban, cum Iuliani tempore rursus extruere templum coeperunt.

Det var også djævelen, der fik jøderne til at rase, da de efter Kristi opstandelse opfordrede til strid, da de efter Jerusalems ødelæggelse igen gik i krig under Bar Kochba, og da de under Julian (den Frafaldne) igen begyndte at opbygge templet.

8  Nec minor est insania, quod, cum non possint arma capere, sedent in suis lustris et maledicunt filio Dei et comminiscuntur fatuas et venenatas corruptelas propheticorum testimoniorum, fingunt crudeles ritus, lacerant sua et infantium corpora, somniant suas quasdam spes de imperio mundi contra manifesta testimonia prophetarum.

Ikke mindre vanvittigt er det, at de, da de ikke kan gribe til våben, sidder midt i deres helligdomme og forbander Guds søn og sammenblander sindssvage og forgiftede fordrejninger af de profetiske vidnesbyrd, opfinder grusomme riter, ødelægger deres egne og deres børns kroppe, og drømmer om et eller andet håb om verdensherredømmet imod de soleklare profetiske vidnesbyrd.

Ac vellet quidem Diabolus imposturas suas non retegi, non proferri in lucem, non taxari.

Og djævelen ønsker sig, at deres frækheder ikke blev afsløret, draget frem i lyser eller censureret.

10 Sed ut gentium errores Apostoli damnarunt, ita nunc Ecclesia Dei errores omnium hostium Euangelij confutare debete, ut gloria Dei et filij eius Iesu Christi celebretur adversus diabolum et eius organa.

Men ligesom apostlene fordømte hedningernes fejltagelser, således skal Guds kirke nu gendrive alle evangeliets fjender, at Guds og hans søns, Jesu Kristi, herlighed må blive tilbedt imod djævelen og hans hjælpere.

11  Cum penderet in cruce filius Dei, universa rerum natura novis et terribilibus exemplis testabatur Deo curae esse hanc necem, et minabatur non tantum Iudaeis, sed toti mundo omnium temporum contemnenti filium Dei.

Da Guds søn hang på korset, bevidnede hele naturens ting med nye og forfærdelige eksempler, at dette drab betød noget for Gud, og truede ikke blot jøderne, men hele verden til alle tider, hvis den foragtede Guds søn.

12 Etsi autem pauci movebantur, tamen extare Deus testimonium voluit.

Men skønt kun få blev bevæget, ville Gud dog at budskabet skulle udbredes.

13 Ita etsi postrema haec aetas mundi oppressa ingenti multitudine idolorum Iudaicorum, Mahometi et Papisticorum, tamen nos vocem Euangelij sonemus et testemur Iesum Christum crucifixum et resuscitatum, quem Apostoli nobis monstrant, vere esse filium Dei et salvatorem, et omnium errores execremur, qui cum Euangelio pugnant.

Derfor, skønt verden her i de sidste tider er undertrykt af en stor mængde jødiske, muhammedanske og papistiske afgudsdyrkelser, skal vi dog lade evangeliets røst lyde og bevidne, at Jesus Kristus er korsfæstet og opstanden, han, som apostlene viser for os, at han virkelig er Guds søn og vor frelser, og forbande alle deres fejl, som kæmper imod evangeliet.

14  Ego igitur ut contra Iudaeorum et Papistarum idola scripsi et scribam pro dono mihi concesso, ita et pestiferas Mahometi opiniones confutare coepi et confutabo prolixius.

Og jeg for min del vil da også, ligesom jeg har skrevet og vil skrive imod jøderne og papisterne så meget, jeg kan, begynde at gendrive Muhammeds pestbærende anskuelser, hvad jeg også vil gøre fremover i højere grad.

15 Sed id acturo prodest etiam inspicere ipsum scriptum Mahometi. Ideo optavi, ut viderem integrum Alcorani codicem.

Men skal jeg gøre det, gavner det også at se nøjere på selve Muhammeds skrift. Derfor har jeg ønsket,at jeg kunne få et uforfalsket koranmanuskript at se.

16  Nec dubito quin, cum alij pij et docti legent, magis execraturi sint et errores et nomen Mahometi.

Og jeg er ikke i tvivl om, at når andre fromme og lærde mennesker læser den, vil Muhammeds fejltagelser og hans navn i det hele taget blive forbandet.

17 Ut enim Iudaeorum vanitas, vel amentia potius, magis deprehensa est prolatis eorum arcanis, ita prolato Mahometi libro pij omnes collatis omnibus partibus magis deprehendent insaniam et Diaboli virus et facilius refutare poterunt. Haec me causa movit, ut extare librum optarim.

For ligesom jødernes forfængelighed, eller snarere vanvid, bedre bliver afsløret, når deres hemmelige ting bliver lagt frem, således vil alle fromme, når Muhammeds bog bliver lagt frem, samlet i alle dele, bedre kunne afsløre vanviddet og djævelens gift og lettere kunne gendrive den. Det er grunden til, at jeg har ønsket, at denne bog kunne udgives.

18    Quod autem aliqui metuunt, hac lectione imbecilles animos quasi contagio laedi et a Christo avelli, his hoc respondeo.

Men når nogle frygter, at det at læse denne bog vil kunne såre svage sjæle som med en infektion og drive dem bort fra Kristus, så vil jeg svare dem således:

19  Nemo tam sit infirmus in Ecclesia Dei, qui non hanc sententiam ita habeat infixam animo, ut tam certam ducat, quam certo scit se vivere, dum vigent sensus et motus corporis sui, quam certo scit diem esse, cum videt solem supra terram vehi in (W571) medio coelo, quod videlicet impossibile sit ullam religionem ac doctrinam de Dei cultu et invocatione veram esse, quae prorsus abjicit scripta prophetica et apostolica.

Lad os håbe, at der ikke er nogen i Guds kirke, der er så svag, at han ikke har den mening siddende fast i sin sjæl, at lige så sikkert, som det er, at han lever, så længe hans sanser og legemes bevægelser er kraftige, lige så sikkert som han véd, at det er dag, når han ser solen oppe på himlen drage hen over jorden, lige så sikkert er det umuligt, at nogen religion eller lære om Guds dyrkelse og påkaldelse kan være sand, hvis den fuldstændig forkaster de profetiske og apostolske skrifter.

20 Una est Ecclesia perpetua inde usque ab Adam, cui se certis et mirandis testimonijs patefecit Deus in hoc ipso verbo, quod tradidit prophetis et Apostolis.

Der er en evig kirke lige fra Adam, for hvem Gud åbenbarede sig med sikre og mirakuløse vidnesbyrd i det ord, som han gav profeter og apostle.

21  Et toties mandat, ut in ea doctrina agnoscatur, et ut omnes alias opiniones de ipso reijciantur.

Og mange gange fastslog han, at han kan kendes i denne lære, og at alle andre opfattelser af ham skal forkastes.

22 Ad hanc unam doctrinam nos alligat, sicut clare dicitur Esaiae cap. 59(24): 'Hoc est foedus meum, dicit Dominus, Spiritus meus est in te, et verba mea, quae posui in ore tuo, non recedant de ore tuo nec de ore seminis tui in sempiternum.'

Til denne ene lære knytter Gud os, sådan som det klart siges i Es 59,21: ”Dette er min pagt (med dem), siger Herren: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal aldrig forsvinde fra din mund eller dine børns mund eller dine børnebørns mund fra nu af og til evig tid, (siger Herren).'

23 Et Christus inquit: 'Si manseritis in me, et verba mea manserint in vobis, quicquid petetis, fiet vobis' (Joh 15,7).

Og Kristus siger: 'Hvis I forbliver i mig, og mine ord forbliver i jer, så skal hvad som helst, I beder om, gives jer.'

24 Et Paulus inquit, Ecclesiam extructam esse super fundamentum Apostolorum et Prophetarum. (Ef 2,20).

Og Paulus siger, at kirken er bygget på apostles og profeters grundvold.

25  Constantissime igitur omnes omnium gentium opiniones de Deo, quae vel ignorant vel reijciunt prophetas et Apostolos, damnandae sunt.

Derfor skal alle folkeslags opfattelser af Gud, som er uvidende om eller forkaster profeterne og apostlene, til stadighed forkastes.

26 Fatetur autem Mahometus se excogitare novam opinionem dissentientem a prophetis et apostolis.

Men Muhammed tilstår selv, at han fastsætter en ny lære, som afviger fra profeterne og apostlene.

27 Quare ut Aegyptiorum opiniones, qui feles, Arabum, qui canes colebant, constanter repudias, ita Mahometi figmentum detesteris, quia palam fatetur ipse, se non amplecti prophetarum et Apostolorum doctrinam.

Derfor, ligesom man hele tiden skal tilbagevise egypterne, som tilbad katte, araberne, som tilbad hunde, således bør man afsky Muhammeds opfindelser, for han tilstår hele tiden selv, at han ikke opfylder profeternes og apostlenes lære.

28  Si qui tam imperiti sunt, ut non habeant infixam hanc animo sententiam, solam eam religionem veram esse, quae prima est a Deo tradita certis testimonijs, per prophetas et Apostolos, hi etiam si non legent scriptum Mahometi, sed vel audient Turcos, vel videbunt, quomodo se communient contra eorum opiniones?

Hvis der nu er nogle, der er så ulærde, at de ikke har denne faste opfattelse i sjælen, at alene den religion kan være sand, som fra først af blev overleveret af Gud gennem sikre vidnesbyrd ved profeter og apostle, hvis de nu heller ikke læser Muhammeds skrift eller hører eller ser tyrkerne, hvordan skulle de så bevæbne sig mod deres anskuelser?

29 Immo turpis et impia ignavia est, si non quotidie in precibus se ipsi de hac sententia admonent, seiungunt se a Iudaeis, Turcis, ethnicis et invocatione, si non cogitant, solum hunc vere esse Deum aeternum, conditorem omnium rerum et conservatorem, exaudientem nos et donaturum vitam aeternam, qui se patefecit in scriptis propheticis et apostolicis, qui filium suum misit ac victimam pro nobis esse voluit.

Ja, det vil tværtimod være en dum og ufrom uvidenhed, hvis de ikke dagligt med bønner formaner sig til denne opfattelse, udskiller sig fra jøderne, tyrkerne og hedningerne i deres bønner, hvis de ikke mener, at alene denne er den sande Gud, han, som har skabt og opretholdt alle ting, han, som hører os og giver os evigt liv, han, som har åbenbaret sig i de profetiske og apostoliske skrifter, han, som sendte sin søn og ville gøre ham til et offer til bedste for os.

30 Haec qui non cogitant in invocatione, agnoscant hunc stuporem non leve peccatum esse.

De, som ikke tænker over dette i deres bønner, vil erkende, at denne dumhed ikke er nogen ringe synd.

31 Et quia pauci recte invocant, ideo poenas dat Ecclesia suae inscitiae ac negligentiae.

Og fordi kun få påkalder på rette måde, derfor giver [Gud] straffe til kirken for dens uvidenhed og ligegladhed.

32 Sed cum iam in conspectu sint poenae, nos admoneant, ut in invocatione nos seiungamus (ut dixi) a Turcis, a Iudaeis, ab ethnicis, et vere Deum aeternum conditorem rerum, patrem domini nostri Iesu Christi crucifixi pro nobis et resuscitati invocemus.

Men eftersom straffene nu kan erkendes, så advarer de os om, at vi i vore bønner skal skille os ud fra tyrkerne, jøderne og hedningerne (som jeg sagde), og i sandhed påkalde Gud, den evige skaber af alle ting, far til vor Herres Jesu Kristi, som blev korsfæstet og opstod til bedste for os.

33 Sed haec alias copiosius dicam. Daniel et alij captivi traduxerunt regem Babylonicum et alios multos ad agnitionen veram Dei. (Dan 2,47. 3,28f)

Men dette skal jeg et andet sted tale noget mere udførligt om. Daniel og andre fanger omvendte Babylons konge og mange andre til sand erkendelse af Gud.

34 Gothii, Heneti, Franci victores a captivis ad Deum conversi sunt. Ita nunc quoque Deus fortassis aliquos ex Turcis vocabit ex illis tenebris per captivos doctos, aut certe oppressos in Illyrico, in Graecia, in Asia Christianos ineruditos per eos vult confirmari, qui lecto hoc libro firmius propugnare Euangelium poterunt.

Gotherne, hunnerne, frankerne blev, skønt de sejrede, omvendt af deres fanger til Gud. Derfor vil Gud måske også nu kalde nogen af tyrkerne ud fra deres mørke gennem lærde fanger, eller han vil bestyrke de ulærde kristne, som er undertrykt i Illyrien, Grækenland og Asien gennem dem, som ved at læse denne bog mere fast kan kæmpe for evangeliet.

35 Magnas confirmationes continent hae antitheses: Ut Ecclesia Dei est perpetua, ita doctrinam Ecclesiae oportet esse perpetuam.

Følgende antiteser indeholder store bestyrkelser: Ligesom Guds kirke er evig, således må kirkens læresætninger også være evige.

36 At hoc figmentum Mahomiti esse novum hic liber testatur.

Men at Muhammeds opfindelser er nye, bevidner denne bog.

37 Ecclesia Dei necessario (W572) amplectitus Prophetas et Apostolos: at Mahometus horum doctrinam reijcit.

Guds kirke må nødvendigvis indeslutte profeterne og apostlene: Men Muhammed forkaster deres lære.

38 In Ecclesia Dei inde usque ab initio semper tradita est haec vox Evangelij, quod filium Dei victimam fieri pro peccatis aeternus Pater voluerit: at Mahometus hanc victiman et placationem ridet.

I Guds kirke er fra begyndelsen indtil nu altid overleveret denne evangeliets røst, at den evige fader har villet, at Guds søn skulle blive et offer for synden: Men Muhammed gør nar af dette offer og forsoning.

39 In Ecclesia semper extitit doctrina de causis infirmitatis humanae, calamitatum et mortis, videlicet de peccato propagato post lapsum primorum parentum.

I kirken har læren om årsagen til den menneskelige svaghed, elendighed og død altid været gældende, nemlig synden, som føres videre efter vore urfædres fald.

40 Haec Mahometus, tanquam Epicureus, inanes fabulas esse ducit.

Dette opfatter Muhammed som tomme fabler, som var han Epicuræer.

41 Denique multas alias antitheses liber ipse offeret, quarum collation pios valde erudiet.

Endelig giver bogen anledning til mange andre antiteser, men de fromme vil nok ikke opbygges meget, hvis jeg opregnede dem.

42 Non de ocio cogitandum est, nobis praesertim, qui in Ecclesia docemus.

Dette må ikke anses for noget ligegyldigt, især ikke af os, der skal lære i kirken.

43 Pugnandum est nobis undique cum diaboli agminibus. Hac nostra aetate quam varios hostes vidimus?

Vi må overalt kæmpe mod djævelens tropper. Hvor mange forskellige fjender har vi ikke set i vores tidsalder?

44 Defensores idolorum Papae, Iudaeos, monstra Anabaptistatum multiplicia, Servetos et alos.

Papisterne, der forsvarer afguder, jøderne, gendøbernes mangfoldige monstre, Servetus og andre.

45 Praeparemus etiam nos contra Mahometum. Quid autem de rebus ignotis poterimus dicere?

Lad os også forberede os mod Muhammed. Men hvad kan vi sige om ting, vi er uvidende om?

46 Quare doctis prodest legere scripta hostium, ut acrius ea refutare, concutere et evertere, ut sanare aliquos aut certe nostros firmioribus argumentis communire possint. (W

Derfor vil det være til gavn for de lærde at læse fjendens skrifter, så de mere nøjagtigt kan gendrive dem, slå dem i stykker og overvinde dem, så de kan helbrede andre eller helt sikkert armere vore med mere faste argumenter.

47 Forord til broder Richardus' bog: Libellus de ritu et moribus Turcorum, 1530.

Martinus Lutherus lectori pio.


48 Gratiam et pacem in Christo. Hunc libellum de religione et moribus Turcorum oblatum libenter accepi et non sine consilio, ut mihi videor, sano edere constitui.

Nåde og fred i Kristus. Det var med glæde, jeg modtog denne lille bog om tyrkernes religion og skikke, og det synes mig ikke ubegrundet, at jeg har besluttet at udgive den.

49 Hactenus enim cum vehementer cuperem nosse religionem et more Mahometistarum, nihil offerebatur quam quaedam confutatio Alkorani et item Cribratio Alkorani N. de Cusa; Alkoranum vero etiam num frustra cupio legere.

Skønt jeg indtil nu ivrigt har stræbt efter at kende muhammedanernes religion og skik, har jeg ikke kunnet få fat på andet end en gendrivelse af koranen og ligeledes en kritik af koranen af Nicolaus de Cusa; men koranen selv har jeg forgæves søgt at få at læse.

50 Videbatur sane tam ille Confutator quam Cribator pio studio Christianos simpliciores velle a Mahometo absterrere et in Fide Christi retinere.

Det ser ud til, at forfatterne af både gendrivelsen og kritikken har villet afskrække de troskyldige kristne fra Muhammed og bevare dem i troen på Kristus.

51 Sed dum nimio student quaeque turpissima et absurdissima ex Alcorano excerpere, quae ad odium faciunt et ad invidiam movere possint vulgum, et bona, quae in eo sunt, vel transeunt non confutata vel occulunt, factum est, ut parum fidei et autoritatis invenerint, quasi vel odio illorum vel impotentia confutandi sua vulgarint.

Men eftersom de kun stræber efter at fremdrage noget dumt og absurd fra koranen, noget, der kan fremkalde had og bevæge folket til modvilje, og samtidig springer over uden gendrivelse eller skjuler det gode, der måtte være i den, sker der det, at de finder liden tiltro og autoritet, som om de forringede deres værk ved enten at hade tyrkerne eller ved kun at have ringe evne til at modsige dem.

52 Hic autem vir, quisquis fuerit huius libri autor, videtur summa fide causam agere, qua fide et apud me magnam autoritatem consecutus est, ut ei fortiter credam tanquam synceriter vera narranti.

Men denne bogs forfatter, hvem han end var, synes at behandle sagen med den største troværdighed, hvorved han også hos mig har fremkaldt en høj grad af tiltro, så jeg tror, at han fortæller ligeså oprigtigt som sandt.

53 Et quamquam modica et parva sunt, quae narrat, et plura et maiora desiderem, tamen ea ipsa modica et parva fideliter ostendit. Sic enim ea narrat, ut non solum mala eorum recitet, sed etiam optima eorum iuxta opponat, eaque sic praedicat, ut nostros homines illorum collatione arguat et vituperet.

Og skønt det kun er moderate og få ting, han fortæller, og jeg kunne have ønsket mig flere og større ting, fremviser han dog disse moderate og få ting på en troværdig måde. For han fortæller dem på den måde, at han ikke blot gengiver deres onde ting, men også ved siden af fremviser deres bedste sider, og fortæller om dem på en sådan måde, at han ved en sammenligning med dem kan bebrejde og dadle vore egne folk.

54 Nec tamen ea probat tanquam pie facta, sed animose et fortiter, quantum pro illo tempore fieri potuit, confutat. Haec sunt sane certa signa candidi et synceri pectoris nihil scribentis ex odio, sed ex amore veritatis omnia narrantis.

Og dog går han ikke ind for disse ting, hvor fromme de end ser ud, men tilbageviser dem stærkt og kraftigt, så meget han kunne det på den tid. Dette er sandelig et sikkert tegn på et ligefremt og oprigtigt hjerte, som intet skriver ud af had, men fortæller alt ud af kærlighed til sandheden.

55 Qui enim hostem vituperat tantum et solum turpia et absurda eius criminatur, honesta vero et laudabilia eius tacet, is magis nocet causae quam prosit.

Men den, der kun bebrejder fjenden noget og alene nedgør hans dumme og absurde sider, men tier om hans sande og rosværdige sider, han snarere skader end gavner sagen.

56 Quid enim facilius quam palam turpia et inhonesta (quae seipsa confutant) criminari? At bona honestaque specie detracta confutare hoc est causae prodesse, hoc (W206) est scandala tollere et angelum lucis mentita spoliare et sua propria turpitudine et rapina lucis odiosum reddere.

For hvad er nemlig lettere end overalt at nedgøre det dumme og uægte (som gendriver sig selv)? Men at gendrive de gode og ægte sider, som man ikke kan se, det er at gavne sagen, det er at fjerne anstødsstenen og at udsætte løgnebudbringerne for lys og at gengive deres egen dumhed og deres udslukkelse af lyset som had.

57 Itaque ex hoc libro videmus Turcorum seu Mahmethi religionem caeremonijs, pene dixerim et moribus, esse multo speciosiorem quam nostrorum, etiam religiosorum et omnium clericorum.

Derfor ser vi af denne bog, at tyrkernes eller Muhammeds religion er meget mere pragtfuld i ceremonier – jeg havde nær sagt: i skikke – end vores, også selv om vi medregner munkenes og alle præsternes ceremonier.

58 Nam ea modestia et simplicitas victus, vestitus, aedium et omnium rerum, ut hic liber indicat, item ieiunia et preces, conventus generales vulgi apud nostros non videtur uspiam, imo impossibile est vulgus nostrum ad ea persuaderi.

For den beskedenhed og enkelhed i deres mad, klæder, bygninger og alt andet, og også i faste og bønner og almindelige folkeforsamlinger, som denne bog påpeger, ses ingen steder hos os, ja, det er umuligt at overtale vore folk til dette.

59 Deinde miracula et monstra abstinentiae et disciplinae in religiosis ipsorum quem non pudefacerent monachorum, sive sit Chartusianus (qui volunt optimi videre) sive Benedictinus?

Desforuden, hvilken munk, hvad enten det er en cartusianer (de, som vil synes de bedste) eller en benediktiner, vil ikke blive gjort til skamme af den mirakuløse og fantastiske afholdenhed og disciplin blandt deres munke?

60 Umbrae sunt nostri religiosi ad illos collati, et vulgus nostrum plane prophanum ad illorum vulgus comparatum. Nec ipsi vere Christiani, nec Christus ipse, nec Apostoli, neque Prophetae tantam speciem unquam praestiterunt.

En skygge kun er vore munke sammenlignet med dem, og vore folk er fuldstændig profane sammenlignet med deres folk. Ikke engang de sande kristne, ikke Kristus selv, ikke apostlene, ikke profeterne har nogetsteds præsteret den slags.

61 Atque hoc est, quod multi tam facile a Christi Fide deficiunt ad Mahometum et ei tam pertinaciter adhaerent. Ego plane credo nullum Papistam, monachum, clerum aut eorum fidei sotium, si inter Turcos triduo agerent, in sua fide mansurum.

Og deraf kommer det, at mange meget let falder bort fra troen på Kristus og så stærkt knytter sig til Muhammed. Jeg for min del tror virkelig, at ingen papist, munk, klerk eller nogen, der stod lige med dem i troen, ville være i stand til at forblive i troen, hvis de skulle tilbringe tre dage hos tyrkerne.

62 Loquor de iis, qui serio fidem Papae volunt et optimi inter eos sunt. Caetera turba et maior eorum pars, presertim Itali, quia porci sunt de grege Epicuri, nihil prorsus credentes, securi sunt ab omni haeresi et errore fortesque et invicti in sua fide Epicurea tam contra Christum quam contra Mahometum et contra ipsum suum met Papam.

Jeg taler om dem, som tager pavetroen alvorligt og vil være blandt de bedste. Den øvrige flok og den største del af dem, især italienerne, som er svin fra Epikurs hjord, tror ikke på noget overhovedet, er sikre mod alt kætteri og fejltagelse og stærke og ubesejrede i deres epikuræiske tro, armerede lige så meget imod Kristus som imod Muhammed, og imod deres egen pave.

63 Atque hoc consilio hunc librum edimus et in faciem adversantium Euangelio protrudimus, ut stulta sua opinione confusi re ipsa experiantur et manibus proprijs palpent hoc, quod Euangelium docet, verum esse, Nempe Christianam religionem longe aliud et sublimius aliquid esse quam caeremonias speciosas, rasuram, cucullos, pallorem vultus, ieiunia, festa, horas Canonicas et universam illam faciem Ecclesiae Romanae per orbem.

Og af denne grund udgiver vi denne bog og kaster den i ansigtet på evangeliets modstandere, for at de selv, tilbageviste som de er i deres dumme anskuelser, kan erfare og med deres hænder røre ved det, evangeliet lærer, at det er sandt, nemlig at den kristne religion er noget helt andet og langt mere sublimt end særlige ceremonier, tonsur, kutter, pallier, faste, fester, kanoniske tider og hele det skuespil, som den romerske kirke spiller i hele verden.

64 Nam in his omnibus superant longissime Turci, qui tamen Christum et negant et ardentissime persequuntur, non minus quam nostri Papistae eundem negant et persequuntur.

For i alt dette overgår tyrkerne dem langt, de, som både nægter Kristus og hårdnakket forfølger ham, ikke mindre end vore papister nægter ham og forfølger ham.

65 Deinde et hoc palpent esse verum, Scilicet Christianam religionem longe aliud esse quam bonos mores seu bona opera. Nam in his quoque ostendit is liber Turcos longe superiores esse Christianis nostris.

Til sidst: måtte de engang fatte, at det er sandt, at den kristne religion er noget helt andet end gode skikke eller gode gerninger. For denne bog påviser, at i disse ting er tyrkerne langt foran vore kristne.

66 Ite nunc, Tyranni et Pontifices, et propter Fidem Christi, id est propter caeremonias vestras, occidite, exurite, suffocate, proscribite et pleno impetu (W207) insanite, cum hic videatis vestrarum caerimoniarum claritatem non esse claritatem propter excellentem claritatem Turcorum.

Forsvind nu, tyranner og paver, og handl på grund af tro på Kristus – dvs. på grund af jeres ceremonier – så I slår ihjel, opbrænder, drukner, dødsdømmer med hele jeres vanvids kraft, eftersom I her ser, at jeres ceremoniers herlighed ikke er herlighed ved siden af tyrkernes overvældende herlighed.

67 Et vestros mores ad illorum collatos plane abominationes esse. Itaque pro Apologia quadam Euangelij nostri simul hunc librum edimus.

 Og jeres skikke er sammenlignet med deres en forbandelse. Derfor er det også som en slags forsvar for evangeliet, at vi udgiver denne bog.

68 Nunc enim video, quid causae fuerit, quod a Papistis sic occuleretur religio Turcica, Cur solum turpia ipsorum narrarint, Scilicet quod senserunt, id quod res est, si ad disputandum de religione veniatur, totus Papatus cum omnibus suis caderet nec possent fidem suam tueri et fidem Mahometi confutare, cum ea confutare oporteret, quae ipsimet maxime probant et quibus maxime nituntur, et ea tueri, quae illi maxime probant et quibus maxime nituntur.

For nu ser jeg, hvad grunden var til, at den tyrkiske religion i den grad holdtes skjult af papisterne, hvorfor det kun var deres dumheder, de fortalte, de mærkede jo, hvad der også er sandt, at hvis det kom til en disputation om religion, ville hele pavedømmet med alle sine tilhængere falde igennem, og de ville ikke kunne forsvare deres tro og gendrive Muhammeds tro, eftersom de ville være nødt til at gendrive de ting, som de selv i højeste grad tilslutter sig og som de mest stræber efter, og forsvare de ting, som Muhammeds tilhængere mest tilslutter sig og mest stræber efter.

69 Sunt, fateor, plurima apud Turcos in speciem quoque turpia et absurda, fortasse et interim plura creverunt, nec modo per omnia tales nunc Turci sunt, quales hic liber fingit ante captam Constantinopolim, id est ante 70 annos editus, sicut solent omnia cum tempore in peius prolabi.

Der er, indrømmer jeg, hos tyrkerne mange dumme og absurde ting at se, og måske flere er opstået i mellemtiden. Det siger jeg ikke blot, fordi de nuværende tyrkere er af samme art som dem, denne bog beskriver før Konstantinopels fald, det vil sige for 70 år siden, men også fordi alting plejer at blive værre med tiden.

70 Sed haec mala pulchre teguntur specie tam efficaci et valida cerenomiarum, bonorum morum et falsorum miraculorum. Nam quid non fuit apud nostros quoque turpitudinis et in tot monstris libidinum, avaritiae, ambitionis, superbiae, invidiae, discordiae, blasphemiae, mendaciorum, vanitatis, impietatis, ut Sodomam et Gomorram viceremus?

Men disse onde ting dækkes smukt af et skin af effektive og stærke ceremonier, gode skikke og falske mirakler. For hvad har der ikke også været hos os af dumheder og skrækkeligheder, bestående af vellyst, griskhed, ambitioner, overmod, misundelse, stridigheder, blasfemi, løgn, forfængelighed, ufromhed, så vi kunne have overgået Sodoma og Gomorra?

71 et tamen haec tecta fuerunt infirmiore specie caeremoniarum, quam Turcorum est, ut ea omnia non viderentur et ipsi nihilominus Sancti haberentur. Quanto minus movebunt Turcos sua turpia tam religiosis caeremonijs ornata!

Og dog er dette blevet dækket af et svagere skin af ceremonier end hos tyrkerne, så deres ikke skulle ses, og vi selv ikke desto mindre regnes for helgener. Hvor meget mindre vil ikke deres laster røre tyrkerne, skønt de er iklædte religiøse ceremonier!

72 Proinde hunc librum etiam hoc altero consilio edimus, ut scandalum Mahometicum praeveniremus. Cum enim in vicino nunc Turcam et suam religionem habeamus, monendi sunt nostri, ne specie religionis illorum et facie morum commoti aut vilitate nostrae fidei ac morum difformitate offensi negent Christum suum et Mahometum sequantur, Sed discant religionem Christi aliud esse quam caeremonias et mores Atque Fidem Christi prorsus nihil discernere, utrae ceremoniae, mores et leges sint meliores aut deteriores, Sed omnes in unam massam contusas dictat ad iusticiam nec esse satis nec eis esse opus.

Til sidst: Der er endnu en grund til, at jeg offentliggør denne bog: Jeg vil komme den muhammedanske forargelse i forkøbet. Eftersom vi nu har Tyrken og hans religion i vor nærhed, bør vore folk advares, at de ikke, enten tilskyndet af deres religions glans og deres skikkes skin eller forarget over vores tros billighed og vore skikkes opløste form nægter deres Kristus og følger Muhammed. Lad dem hellere lære, at Kristi religion er noget andet end ceremonier og skikke, og at tro på Kristus ikke har noget at gøre med at skelne mellem, hvilke ceremonier, skikke og love der er bedre eller dårligere, men erklærer, at de alle, taget som en helhed, ikke er nok til retfærdighed og heller ikke nødvendige.

73 Haec nisi discamus, periculum est, ne plurimi ex nostris Turci fiant, alioqui proclives ad multo minus speciosos errores.

Hvis vi ikke lærer det, er der fare for, at mange af vore bliver tyrker, for de udsættes jo for fejltagelser, der er meget mindre splendide.

74 Et quamvis hic autor Turcorum absurda et turpia satis exagitet, deinde eorum speciosa scandala (quibus et ipse motus aliquando lapsus est, uti fatetur) satis candide et recte confutet, Tamen videmus illo tempore non ita valuisse in publico nostra summa praesidia et robustissima arma, quae sunt articuli de Christo, Scilicet quod Christus sit filius Dei, mortuus pro nostris peccatis, resuscitatus ad vitam nostram, quod Fide in illum iusti et peccatis remissis salve sumus etc.

Og skønt denne forfatter ret grundigt fortæller om tyrkernes absurditeter og dumheder, og åbenhjertigt og retmæssigt gendriver deres særlige forargeligheder (som han indrømmer, at han engang var lige ved at falde for), så ser vi dog, at på den tid var vores største fæstninger og stærkeste våben ikke så værdifulde i det offentlige. Disse forsvarsvåben er artiklerne om Kristus, at Kristus er Guds søn, død for vore synder, opstået til vort liv, at vi ved tro på ham bliver retfærdige og ved syndernes forladelse frelste, osv.

75 Haec sunt tonitrua, quae destruunt, non modo Mahomethum, sed et portas inferi. Mahometh enim negat Christum esse filium Dei, Negat ipsum mortuum pro nostris peccatis, Negat ipsum resurrexisse ad vitam nostram, negat Fide in illum remitti peccata et nos iustificari, Negat ipsum (W208) iudicem venturum super vivos et mortuos, licet resurrectionem mortuorum et diem iudicij credat, Negat Spiritum sanctum, Negat eius dona. His et similibus articulis et munienda conscientia contra caeremonias Mahomethi. His machinis Alkoranus eius confutandus est.

Dette er de tordenskrald, som ødelægger ikke blot Muhammed, men helvedes porte. For Muhammed nægter, at Kristus er Guds søn, han nægter, at han er død for vore synder, han nægter, at han er opstået til vort liv, han nægter, at ved tro på ham tilgives vore synder, og vi bliver retfærdiggjorte, han nægter, at han kommer som dommer over levende og døde, selv om han tror på de dødes opstandelse og dommedagen, han nægter hans gaver. Ved disse og lignende artikler må samvittighederne armeres mod Muhammeds ceremonier. Med disse våben må koranen gendrives.

76 Nam si iam dictos articulos quis neget, Quid illi prosit, etiam si Angelorum religionem habeat, etiam si bis sit Turcorum religiosus? Contra, si quis hos articulos teneat, Quid illi noceat, si neque tam multa ieiunet, oret, vigilet, abstineat neque victu, vestitu, gestu, re familiari tam modestus sit?

For hvis nogen nægter disse artikler, hvad ville det så gavne dem, om de havde englenes religion, også om de var dobbelt så religiøse som tyrkerne? Omvendt: hvis nogen holder fast ved disse artikler, hvad ville det så skade ham, hvis han slet ikke fastede, bad og vågede så meget eller ikke afholdt sig fra mad, klæder, riter, familieliv på ligeså moderat måde?

77 Sint Turci, sint Papistae his rebus clari, At simul vera Fide vacui et iuxta alijs criminibus turpissimis oppleti sunt et coram Deo abominabiles et apud homines odibiles.

Lad kun tyrkerne, lad kun papisterne være strålende i den slags ting, samtidig er de jo tomme for den sande tro og i lige høj grad opfyldt med de mest forfærdelige overtrædelser, der er forkastelige overfor Gud og hadefulde blandt mennesker.

78 Sed venia huic danda est autori, qui communi vitio seculi maiora non attigit et quae attigit stilo usitato sui temporis formavit, Laudandus vero ob insignem zelum, candorem et diligentiam, quibus, quantum potuit, praestitit fideliter.

Men man må give forfatteren den anerkendelse, at skønt hans bog ikke undgår de almindelige fejl på hans tid, og er skrevet i den sædvanlige stil fra den tid, så skal han dog roses på grund af den ædle iver, renhed og omhu, hvormed han, så godt han kan, gør sig troværdig.

79 Plura forte dicam, siquando mihi ipse Mahomethus Alcoranusque suus in manus venerit. Spero enim Euangelion nostrum tanta luce fulgens etiam impetum facturum esse ante indicij diem in ipsum Mahomethum abominabilem prophetam, quod faciat Dominus noster Iesus Christus cito, Cui sit gloria aeterna. Amen.

Måske jeg vil sige mere, hvis jeg engang får fingre i Muhammed og hans koran. Jeg håber nemlig, at vort evangelium, der lyser med et så stort lys, før dommedag vil foretage et angreb på Muhammed selv, den forbandede profet. Måtte vor Herre Jesus Kristus gøre det snart. Ham være ære i evighed. Amen.

80 (WA 272) Verlegung des Alcoran Bruder Richardi. Marti. Luth. D.

Gendrivelse af koranen af broder Richardus, ved Martin Luther dr.

81 Dis Buch Bruder Richards, prediger Ordens, Confutatio Alcoran genant, hab ich vormals mehr gelesen1), Aber nicht gleuben können, das vernünfftige Menschen auff erden weren, die der Teufell solte bereden, solch schendlich ding zugleuben, Und jmer gedacht, es were von den Walschen Schreibern ertichtet, wie sie mit jrem ewigen liegen dem Bapst zuehren alle jre Historien verdechtig gemacht haben. In des hette ich gerne den Alcoran selbs gesehen, Und wunderte mich, wie es zu gienge, das man den Alcoran nicht lengst hette in die Latinische sprache bracht, So doch der Mahmet nu lenger denn neun hundert jar regirt und so grossen schaden gethan hat, doch niemand sich drümb angenomen, zuerfaren, was Mahmets Glaube were, Sind allein damit zufrieden gewest, das Mahmet ein Feind Christlichs Glaubens were, Aber wo und wie von stück zu stück, ist nicht laut worden, Welchs doch von nöten ist zu wissen.

1) = öfters.

Denne bog af broder Richard fra dominikanerordenen, kaldet ”Confutatio Alcoran”, har jeg tidligere læst flere gange, men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting, og jeg har altid troet, at det var opdigtet af de italienske skrivere, de, som med deres evige løgnehistorier til ære for paven har gjort alle deres historier fordægtige. Derfor ville jeg gerne have læst koranen selv, og jeg undrede mig over, hvordan det kunne være, at man ikke forlængst havde oversat koranen til latin, eftersom dog Muhammed nu har hersket i mere end ni hundrede år og gjort så stor skade. Dog har ingen taget sig for at erfare, hvad Muhammed tro gik ud på, man har alene været tilfreds med, at Muhammed var en fjende af den kristne tro, men hvor og hvordan fra punkt til punkt, det har man ikke hørt noget til, skønt det dog er nødvendigt at vide det.

82 Aber itzt diese Fastnacht2) hab ich den Alcoran gesehen Latinisch, doch seer ubel verdolmetscht, das ich noch wünschet einen klerern zusehen. So viel aber daraus gemarckt, das dieser Bruder Richard sein Buch nicht ertichtet, Sondern gleich mit stimmet3). Und das kein falscher wohn4) hie sein kan, So ist Bruder Richard gewest wol fur zweyhundert jaren fast5) unter Keiser Alberto dem ersten6), da Dominicus und Francisens Orden nicht alt gewest sind. Denn er redet und weis nichts von Türcken, welche allerert vor cc. Jaren haben angefangen zu regirn und dis neheste hundert jar (sint König Matthiasch7) zeiten) seer gewachsen sind, Das sie die Sarracenen, so bey neun hundert jaren regirt, auffgefressen, durch Zelim, dieses Türcken Vater, Anno M. D. xvij. Und nu Türckisch Reich heisst8). Das rede ich darumb, das ich diesem bruder Richard gleuben mus, der so lange zuvor den Alcoran verlegt9) hat, so den selben weder zuvor noch bis daher bey uns niemand gesehen hat, und noch undeudlich sehen.

2) 21. februar 1542. 3) = in Übereinsstimmung mit dem Koran. 4) = Verdacht. 5) = etwa. 6) Albrecht I, 1298-1308. 7) Matthias Corvinus 1569-1490. 8) Der türkische Sultan Sselim (1512-1520) machte im Jahre 1517 dem Mamelukenreich ein Ende.

Men nu denne fastelavn har jeg læst koranen på latin, dog i en meget dårlig oversættelse, så jeg stadig ønsker at se en bedre. Men så meget står dog klart, at denne broder Richard ikke har opdigtet sin bog, men er i god overensstemmelse med koranen. Og at der her ikke kan være tale om nogen falsk mistanke, så levede broder Richard for to hundrede år siden under kejser Albert den Første, da Dominicus' og Frans' ordener ikke var gamle. For han taler ikke om og véd ikke noget om tyrkerne, som allertidligst for 200 år siden er begyndt at herske og i de næste hundrede år (efter kong Matthias' dage) er vokset meget, så at de har opædt sarracenerne, som har regeret i ni hundrede år. Det gjorde Sselim, denne tyrks fader, i året 1517, så det nu hedder det tyrkiske rige. Det nævner jeg af den grund, at jeg er nødt til at tro denne broder Richard, som så lang tid tidligere har gendrevet koranen, så ingen hverken før eller nu hos os har set ham og endnu kun fornemmer ham utydeligt.

83 Darumb ichs fur nützlich und not angesehen, dieses Büchlin zuverdeudschen (weil man kein bessers hat), Das doch bey uns deudschen auch erkand werde, wie ein schendlicher Glaube des Mahmets Glaube ist, Da mit wir (WA 274) gesterckt werden in unserm Christlichen Glauben. Denn weil der Mahmet sieg, glück, gewalt und ehre der Welt bekomen durch Gottes zorn oder verhengnis, wir Christen aber das Creutz unsers Herrn tragen und nicht hie auff erden, sondern dort in jenem leben selig sein sollen, So ist der Gemeine man nach fleisch und blut leicht dahin bewegt, das kein Creutz, sondern eitel gut und ehre in diesem leben scheinet, dahin auch Mahmet seinen Alcoran richtet.

Derfor har jeg anset det for nyttigt og nødvendigt at oversætte denne lille bog (fordi man ikke har nogen bedre), så det dog hos os tyskere kan blive erkendt, hvilken skændig tro Muhammeds tro er, for at vi kan styrkes i vor kristelige tro. For eftersom Muhammed ved Guds vrede eller tilladelse har fået sejr, lykke, magt og ære i verden, men vi kristne må bære vor herres kors og ikke skal blive salige her på jorden, men i hint liv, så er den menige mand efter sit kød og blod let bevæget derhen, hvor intet kors, men idel goder og ære i dette liv skinner, og derhen retter også Muhammed sin koran.

84 Summa, wo wir nicht konnen die Sarracener und nu mehr die Türcken bekeren, doch das wir widerumb auch fest und starck bleiben in unserm Glauben, Und uns nicht bewegen lassen, das die Sarracenen und Türcken so viel hundert jar eitel sieg und glück wider die Christen, wir aber viel unglücks wider sie gehabt, bis sie der Welt Herrn worden, jmer obligen1) mit grossen ehren und gut, wir aber unterligen mit grossen schanden und schaden, Welchs doch nicht geschicht darumb, das des Mahmets glaube recht und unser Glaube unrecht sey, wie die blinden Türcken pochen2), Sondern das ist Gottes weise, sein Volck zuregiren:

1) = siegen. 2) = sich brüsten.

Kort sagt, hvis vi ikke kan omvende Sarracenerne, og nu snarere Tyrkerne, så må vi omvendt forblive faste og stærke i vores tro, og ikke lade os bevæge af, at Sarracenerne og Tyrkerne i så mange hundrede år har haft lutter sejrogo lykke imod de kristne, men vi haft ulykke mod dem, indtil de er blevet verdens herrer, der altid sejrer med stor ære og gods, mens vi lider nederlag med stor skam og skade, hvilket dog ikke sker af den grund, at Muhammeds tro er ret og vores uret, som de blinde tyrkere bryster sig af, men det er Guds måde at regere sit folk på:

85 Erstlich, das er sie umb jrer sünden willen strafft und unterdrücken lesst wie der lxxxix Psalm sagt, Und die Historien der Kinder Israel reichlich mit vielen Exempeln leren, Und S. Petrus j. Pet. Iiij. Prover. Xj: 'Es ist itzt solche zeit, das Gottes straffe oder Gericht an dem Hause Gottes anfahen mus. So aber zu erst an uns, was wils fur ein ende werden mit denen, so dem Euangelio Gottes nicht gleuben? Und so der Gerechte kaum (oder mit mühe) erhalten wird, wo wil der Gottlose und Sünder erscheinen?' Darumb, welche da leiden nach Gottes willen, die sollen jm jre Seelen befelhen als dem trewen Schepffer in guten wercken. Also Jere. Xxv: 'Sihe, in der Stad, die nach meinem Namen genennet ist, fahe ich an zuplagen, Und jr soltet ungestrafft bleiben? Jr solt nicht ungestrafft bleiben'.

For det første, at han for deres synders skyld lader dem straffe og undertrykke, som Sl 89,39ff siger, og historierne om Israel børn så rigeligt lærer med mange eksempler, og sankt Peter siger, 1 Pet 4,17, Ordspr 11,31: ”Nu er det tiden, hvor Guds straffe eller dom over Guds hus må begynde. Men når den begynder med os, hvilken ende vil det så ikke tage for dem, som ikke tror på Guds evangelium? Og hvis den retfærdige knap nok (eller med møje) bliver opretholdt, hvordan vil den gudløse og synderen da være stedt?” Derfor, de der til den tid lider under Guds vilje, de skal befale ham deres sjæle som den tro skaber i gode gerninger. Sådan siger Jer 25,29: ”Se, i den by, mit navn nævnes over, begynder jeg at handle ondt med, og så skulle I gå fri? I skal ikke forblive ustraffede?”

86 Zum andern So mus Christus blut vergossen werden von anfang der Welt bis ans ende, auff das viel Merterer gen Himel komen, Sintemal nicht allein seiner Heiligen blut (welchs alles sein blut heist), Sondern auch sein eigen persönlich Blut hat müssen vergossen werden. Weh denen, die es vergiessen! Diese zwey stück hat er durch den Mahmet getrieben und treibet sie noch. Denn Mahmet hat die Christen grewlicher geplagt weder3) alle Tyrannen, Und die Christen haben solche straffe wol verdienet, da sie sich trenneten mit Ketzerey und Rotten viel newer lere, Und dazu ergerlich lebeten in undanckbarkeit und verachtung des theuren bluts Christi, damit sie erlöset sind und nicht büsseten. So macht auch der Mahmet viel Marterer als nie gemacht sind, das er so viel unschüldiger Kinder und sonst frome Christen grewlich erwürget.

3) = als.

For det andet, så må Kristi blod udgydes fra verdens begyndelse til dens ende, så at mange martyrer kan komme i himlen, eftersom ikke blot hans helliges blod (som altsammen kaldes hans blod), men også hans eget personlige blod har måttet udgydes. Vé dem, der udgyder det! Disse to ting har han udført gennem Muhammed, og han udfører dem stadig. For Muhammed har forfulgt de kristne på det grusomste som alle tyranner, og de kristne har vel fortjent sådanne straffe, eftersom de delte sig med kætteri og sekter med megen ny lære, og dertil levede forargeligt i utaknemlighed og i foragt for Kristi dyre blod, hvormed de blev forløst, og ikke gjorde bod. Således fremkalder også Muhammed mange martyrer, som aldrig før er blevet fremkaldt, eftersom han grusomt dræber så mange uskyldige børn og andre fromme kristne.

87 Aber der grössesst zorn gehet uber jn selbs, das er von Gott so schrecklich verstossen ist, Nicht allein solche straffe und Blutvergissen anzurichten (welchs einem Christlichen hertzen noch nicht zu hoch ist zu leiden und zu uberwinden), Sondern auch so viel Leute mit sich an Leib und Seele durch seine lügen ver- (WA 276) füret in das ewige verdamnis, wie der Bapst auch gethan und noch thut. Das sind die rechten letzten schrecklichen grewlichen ergerlichsten plagen, eim Christen schwerlich zu ertragen in seinem hertzen, Wie der lxxxix. Psalm schier1) wider Gott murret und spricht: ”HERR, wie lange wiltu dich so gar verbergen Und deinen grim wie fewer brennen lassen? Gedencke, wie kurtz mein leben ist. Wiltu denn alle Menschen umb sonst geschaffen haben?'

1) = geradezu.

Men den største vrede går hen over ham selv, så at han af Gud er så skrækkelig forstødt. Ikke alene anretter han sådanne straffe og en sådan blodudgydelse (hvilket for et kristent hjerte endnu ikke er for højt at lide og at overvinde), men han forfører også med sine løgne så mange mennesker med sig til legeme og sjæl ind i den evige fordømmelse, sådan som paven også har gjort og stadig gør. Det er de sidste skrækkelige, gruelige, forargeligste forfølgelser, som er vanskelige at bære for en kristen i hans hjerte, sådan som den 89. salme ligefrem knurrer imod Gud og siger (47ff): ”Herre, hvor længe vil du dog skjule dig og lade din harme brænde som ild? Tænk dog på, at min livstid er kort! Vil du da, at det skal være forgæves, du har skabt alle mennesker?”

88 Also müssen wir die Türcken, Sarracenen mit jrem Mahmet lassen faren, als uber die der zorn Gottes bis ans ende komen ist (wie S. Paulus von den Jüden sagt), Und dencken, wie wir erhalten werden und bey Gottes gnaden bleiben mügen, damit wir nicht mit dem Mahmet verdampt werden noch uns lassen seine grosse gewalt, ehre, sieg, glück und gut angleissen2) und locken noch sein grewlich schwert uns abschrecken. Denn es bezeuget auch dieser Richard, das die Mahmetischen nicht zubekeren sind, Aus der ursache: Sie sind so hart verstockt, das sie fast alle unsers Glaubens Artickel spotten und hönisch verlachen, als werens Nerrische von unmüglichen dingen gewesche.

2) = blenden, reizen .

Altså må vi lade tyrkerne og sarracenerne med deres Muhammed fare, som mennesker, Guds vrede til fulde er kommet over (som sankt Paulus siger om jøderne, 1 Thess 2,17), og bekymre os om, hvordan vi bliver kan opretholdes og forblive i Guds nåde, for at vi ikke sammen med Muhammed skal blive fordømt eller lade os forblænde og lokke af hans store magt, ære, sejr, held og goder eller lade os afskrække af hans grusomme sværd. For det bevidner også denne Richard, at muslimerne ikke er til at omvende af den grund, at de er så hårdt forstokkede, at de bespotter og hånsk gør grin med næsten alle vor tros artikler, som var det naragtigt vrøvl om umulige ting.

89 Und wo solt man sie auch können bekeren, so sie die gantze Heilige Schrifft, beide new und alt Testament, verwerffen, als nu mehr tod und untüchtig, Und gestehen niemand keiner rede noch disputation von der heiligen Schrifft, stopffen die ohren, augen und hertzen fest zu gegen das selige Buch der Heiligen schrifft, bleiben auff jrem Alcoran, Das heisst zorn uber allen zorn, Dafur uns behüte unser lieber Vater im Himel durch seinen lieben Son Jhesum Christ und seinen Heiligen Geist. Wir wollen lieber, ist auch besser, seinen zorn zeitlicher straffe und Blutvergissens leiden denn mit dem Teufel und seinem Apostel Mahmet und seinen Heiligen, den Türcken, die Heilige Schrifft verleugnen und ewiglich mit jrem sieg, glück, gewalt, ehre und gut in den ewigen zorn Gottes fallen. 'Der HErr ist mein helffer' (spricht das schöne Confitemini), 'Und ich wil meine lust sehen an meinen Feinden'. 'Der HErr ist mit mir, darümb furchte ich mich nicht, Was können mir Menschen thun?' Amen.

Weimarudgaven går herefter videre med broder Richards forord, se her.

Og hvordan skulle man også kunne omvende dem, når de forkaster hele den hellige skrift, både det ny og det gamle testamente, som noget, der nu er nærmest død og unyttigt; og de tillader ingen at tale eller disputere om den hellige skrift, de stopper ører, øjne og hjerter fast til overfor den salige bog: den hellige skrift, de forbliver ved deres koran. Det betyder vrede ud over al vrede. Vor kære far i himlen bevare os derimod ved sin kære søn, Jesus Kristus og hans hellige ånd. Vi vil hellere, og det er også bedre, tåle hans vrede igennem timelige straffe og blodsudgydelse end med djævelen og hans apostel Muhammed og hans hellige, tyrkerne, at fornægte den hellige skrift og i evigheden sammen med deres sejr, held, magt, ære og gods falde i Guds evige vrede. ”Herren er min hjælper” (siger den smukke salme 118,7. 6) ”jeg går mine modstanderes nederlag at se”. ”Herren er med mig, derfor frygter jeg ikke, hvad kan mennesker gøre imod mig?”

Amen.

90 (WA 388) Verlegung Mart. Luther.

Wolan, das ist ja ein schendlich Gesetze, das selbs bekennet, Es sey nicht alles war, was drinnen stehet, sondern, wie im Neunden capitel gehort, Bekennet Mahmet selbs, das unter seinen zwelff tausent worten allein drey tausent war sind, die andern neutausent alle erlogen2). Das ist ja ein freier Teuffel, der on alle Engels Larve in seiner eigen gestalt öffentlich daher rhümet: Wo er etwas leret, da sol das vierde teil war sein und drey teil erlogen. So ists gewislich alles erlogen, auch das vierde teil, wens gleich fur sich war were.

2) Ifølge muslimsk tradition. Sml Rich 340; 338, anm 5. (#169)

Martin Luthers gendrivelse.

Velan, det er jo en skændig lov, som selv bekender, at ikke alt i den er sandt, men, som vi har hørt i det niende kapitel, Muhammed bekender selv, at af hans tolv tusinde ord er der kun tre tusinde, som er sande, de andre ni tusinde er alle falske. Det er sandelig en fræk djævel, som uden at klæde sig ud som engel i sin egen skikkelse åbenlyst praler således: Hvor han lærer noget, dèr skal en fjerdedel være sandt og tre fjerdedele løgn. Så er det bestemt altsammen løgn, også fjerdedelen, selv om den i sig sel var sand.

91 Denn des wird mich (acht auch wol, keinen vernünfftigen Menschen) niemand bereden ewiglich, das ein Mensch (so er anders ein Mensch ist, der bey vernunfft ist) solt mit ernst gleuben können einem Buch oder schrifft, da von er gewis were, das ein teil (schweige denn drey teil) erlogen were, Dazu nicht wissen muste, welchs unterschiedlich war oder nicht war were, Und also im sack keuffen3) muste oder drey lot gifft unter einem lot zucker gemischt essen oder trincken solt.

3) = sich betrügen lassen.

For ingen kan evigt overbevise mig – og jeg tror, intet fornuftigt menneske – om at et menneske (hvis han ellers er ved sin fornuft) i fuldt alvor skal kunne tro på en bog eller et skrift, hvorom han er sikker på, at en del (for slet ikke at tale om tre dele) er falske, og hvorom han desuden ikke kunne få at vide, hvilke del der var sand og hvilken ikke, så han altså måtte købe katten i sækken, eller skulle spise eller drikke tre dele gift iblandt én del sukker.

92 Niemand (sage ich noch ein mal) wird michs bereden, das ein vernünfftig Mensch solch Buch ernstlich annemen und gleuben könne, Denn es ist ummüglich, das ein Menschlich Hertz, ja auch der Teuffel selbs einer lügen gleuben könne. Ich rede: mit ernst gleuben, Denn der Teuffel weis selbs wol, das seine lügen lügen sind, und kan sie selbs nicht fur warheit halten, So wenig als alle seine kinder, die heimlich oder öffentlich liegen, bey sich selbs gleuben können, das jre lügen warheit sey. Ja, sie wissen und wollen, das es lügen sein sollen.

Ingen (det siger jeg igen) kan overtale mig til at tro, at noget fornuftigt menneske vil tage en sådan bog alvorligt og tro på den, for det er umuligt, at et menneskeligt hjerte, ja, selv djævelen selv, kan tro på en løgn. Jeg siger: tro på for alvor, for djævelen véd selv meget vel, at hans løgne er løgne, og kan ikke selv regne dem for sandhed, lige så lidt som alle hans børn, som lyver hemmeligt eller åbenlyst, ved sig selv kan tro, at deres løgn er sandhed. Ja, de véd og vil, at det skal være løgn.

93 Wo nu die Türcken oder Sarracenen solchem Buch des Mahmets, dem Alcoran, mit ernst gleuben, So sind sie nicht werd, das sie Menschen heissen, (WA 389) als die gemeiner Menschlichen vernunfft beraubt, lauter ummenschen, Stein und Klotz worden sind. Sind sie aber Menschen und bey vernunfft, und gleuben gleich wol dem Alcoran wissentlich und williglich, So ist niemand an jrem verdamnis schüldig denn sie selbs, Denn jr meister Mahmet, da zu der Teuffel auch, haben sich fein verwaret und sind an jener verdamnis redlich entschüldigt fur Gott und aller welt, weil sie öffentlich bekennen, das sie Lügen leren wollen.

Hvis nu tyrkerne eller sarracenerne for alvor troede på denne bog af Muhammed, koranen, så er de ikke værd at kaldes mennesker, eftersom de er berøvet almindelig menneskelig fornuft, de er blevet lutter umennesker, stene og klodser. Men hvis de er menneske og ved deres fulde fornuft og alligevel tror på koranen med viden og vilje, så er der ingen andre end dem selv, der er skyldig i deres fordømmelse, for deres mester, Muhammed, og desuden djævelen, har passet godt på sig selv og er overfor enhver fordømmelse med rimelighed undskyldt overfor Gud og hele verden, fordi de åbenlyst bekender, at de vil lære løgn.

94 Wenn mein Pfarherr mir also predigte: Hörestu es, Ich wil jtzt eine predigte thun, da sollen drey teil Lügen und das vierde teil war sein, Dazu mir nicht unterschiede, welchs die drey teil oder das vierde teil were, Ich aber gleich wol das feld hin ein1) alles gleubte, Lieber, sage mir, mit was schein2) wolt ich solchen Pfarherr am Jüngsten gericht verklagen, das er mich betrogen hette? Er würde mir antworten (der Teuffel selbs auch): Ich habe dich nicht betrogen, Sondern du selbst, Ich warnete dich, das ich dir liegen wolte, Und du woltest die Lügen haben.

1) = ohne eigne Überzeugung blind folgend. 2) = mit welchem Recht.

Hvis en præst ville prædike således for mig: Hører du det, jeg vil nu holde en prædiken for dig, som er tre fjerdedele løgn og én fjerdedel sand, og det gør ingen forskel for mig, hvilken af de tre dele eller den fjerde del, der er sand, jeg følger blot blindt og tror det hele, kære ven, sig mig så, med hvilken ret ville jeg anklage en sådan præst på den yderste dag for, at han har bedraget mig? Han ville kunne svare mig (djævelen selv ville kunne svare mig): Jeg har ikke bedraget dig, det har du selv gjort, jeg advarede dig om, at jeg ville lyve for dig, og du ville have løgnen.

95 Wo dem nu so were, So müssten die Türcken oder Mahmetisten solche Leute sein, die sich mit dem Teuffel verbinden, verpflichten und verschreiben, das er jnen solle bey stehen, helffen und raten, was sie gerne hetten, Wie der selben allezeit gewest und noch sind, auch grosse Fürsten und Herrn. Denn die selbigen dürffen auch niemand jr verdamnis schuld geben on jnen selbs. Der Teuffel ist hierin unschüldig, Sie wollens so haben. Und ist gleichwol zu sehen aus diesen Büchlin Richardi, das der Mahmet sampt seinen Gesellen auch ein solcher ebentheurer gewest sey, wie denn bey den Arabern, seinen Landsleuten, solche schwartz kunst3) alle zeit gewest und noch heutiges tages ist.

3) Henvisning til bd 10 i WA.

Hvis det nu forholdt sig sådan, så måtte tyrkerne eller muhammedanerne være en slags mennesker, som forbinder sig med djævelen, forpligter sig overfor ham og forskriver sig til ham, at han skal stå dem bi, hjælpe og råde dem til det, de gerne vil have, og den slags mennesker har der altid været og det er der endnu, også store fyrster og herrer. For disse mennesker kan ikke give andre skylden for deres fordømmelse end sig selv. Djævelen er uskyldig her, de vil have det sådan. Og det kan man alligevel se ud af denne lille bog af Richard, at Muhammed og hans fæller også har været en sådan eventyrer, ligesom der hos hans landsmænd, araberne, altid og også i dag har fandtes den slags sortkunst.

96 Und wo die Türcken des gesindes4) weren, so hetten die Christen (sonderlich mit Harnisch und woffen) schweer krigen wider sie, Denn wider den Teuffel mit Eisen kriegen ist nichts und verloren ding, Man müst zuvor durch rechten Glauben und ernstem Vater unser den Teuffel, jren Gott, aus dem felde schlahen, Und Gott mit seinen Engeln zu uns bringen.

4) = solche Leute.

Og hvis nu tyrkerne var den slags folk, så ville de kristne have vanskeligt ved at føre krig mod dem, især med harnisk og våben. For kæmpe med våben mod djævelen er ingenting og tabt på forhånd. Man må først med en ret tro og et alvorligt Fadervor slå djævelen, deres Gud, at marken, og bringe Gud med hans engle frem til os.

97 Nu, ich wil dis mal setzen (doch jenes unbegeben)5), das die Türcken zum teil auch Menschen seien und dem Alcoran nicht gleuben, wie Richardus auch zeugt, das viel unter jnen sind, die dem Alcoran nicht gleuben6). Denn auch unser Medici und Astronomi viel der Sarracenen bücher haben, als Avicennam7) (WA 390) Mesue1), Hali2), Albumasar3), Alfraganus4) etc., die freilich Menschen gewest und dem Alcoran nichts gegleubt, sondern der vernunfft gefolget haben. Wie Plato, Cicero und der gleichen Philosophi, Solche leute, achte ich, sind uber den secten jrre worden Und haben weder Jüden noch Christen noch Sarracen sein wollen und sich der vernunfft und Philosophia gehalten.

5) = ohne damit jenes (daß die Türken mit dem Teufel verbündet seien) aufgeben zu wollen. 6) Sml Rich 352 #207 og 360. #218. 7) Ibn Sina, 980-1037. 1) Læge fra 900-tallet. 2) Mediciner, død 994. 3) Abu Masar, astronom og astrolog, 800-tallet. 4) Alfargani, 800-tallet.

Nuvel, lad mig her antage (uden at fravige, at tyrkerne kan være forbundet med djævelen), at tyrkerne delvis også er mennesker og ikke tror på koranen, sådan som jo Richard også bevidner, at der er mange iblandt dem, som ikke tror på koranen. For også vore medicinere og astronomer har mange af Sarracenernes bøger, f.eks. Avicenna, Mesue, Ali, abu Masar, Alfargani, osv., som ligeud var mennesker og ikke troede på koranen, men har fulgt fornuften, sådan som Platon, Cicero og den slags filosoffer har gjort; den slags mennesker agter jeg, de er blevet forvirrrede over sekterne og har hverken villet være jøder eller kristne eller muslimer og har holdt sig til fornuften og filosofien.

98 Darnach der ander hauffe, die weder dis noch das gleuben, sind zu geschlagen5) (wie sie noch thun) umb des grossen glücks, siegs, guts, ehre, weltliche, fleischliche herrligkeit und lust willen, die nichts fragen, was recht oder unrecht, Gott oder Teuffel leren, sondern, weil da glück isst, flugs schliessen, Gott müsse da sein, des gaben solchs alles ist, Und wo er nicht jr gnediger Gott were, würde er solchs nicht geben. Also mus denn recht sein, was sie gleuben, und ob sie gleich wissen, das sie viel Lügen gleuben, so wirds Gott alles lassen gut sein, der jnen in des so viel gibt, so hilfft, so segenet, so hebt, das sie fur grossem glück truncken worden und drinnen ersoffen nicht achten, wo sie daheimen sind6).

5) = haben sich angeschlossen. 6) = wohin sie gehören.

Derefter er der den anden hob, som hverken tror på dette eller hint, de holder sig til hos dem, der har den store lykke, har sejr, gods, ære, verdslig, kødelig herlighed og lyst (hvilket de stadig gør); de spørger ikke efter, hvad der er ret og uret, hvad Gud eller djævelen lærer, men drager straks den slutning, at fordi der er held her, så må Gud være her, han, hvis gaver det altsammen er, og hvis han ikke var deres nådige Gud, ville en sådan ikke gives. Derfor må det, de tror, være rigtigt, og selv om de godt véd, at de tror på megen løgn, så vil Gud lade det altsammen være godt, han, som jo i det altsammen giver dem så meget, hjælper dem, velsigner dem, hæver dem op, så de af den store lykke er blevet drukne og indvendig fulde og ikke aner, hvor de hører til.

99 Des nun ein Exempel von den unsern, so Christen und heilige Kirche sein wollen, Die wissen und bekennen frey, es sey Gottes gebot, wort und die warheit, das sie hören, und dagegen falsch und unrecht, was sie gleuben. Aber jr Hertz ist anders wo daheime, als bey dem Mammon, zeitlich gewalt, ehre und Lust, das sie wissentlich und mutwilliglich die erkandte und bekandte warheit, verachten und verfolgen, zu verteidigen jre öffentliche und erkandte Abgötterey, Lügen und unrecht.

Dette kan nu være et eksempel fra vores verden, som vil være kristne og være en hellig kirke, som véd og frit bekender, at det er Guds bud, ord og sandhed, som de hører, og derimod falsk og forkert, hvad de tror. Men deres hjerte er et andet sted hjemme, f.eks. hos Mammon, hos timelig magt, ære og lyst, så at de med vilje og viden foragter og forfølger den erkendte og bekendte sandhed, for at forsvre deres offentligt og erkendte afguderi, løgn og uret.

100 Und der Pobel, so teglich Gottes gebot höret, das Ehebruch, Raub, Diebstal, geitz, wucher, fluchen, Gott verachten etc. grosse sünde sey, Lachet und spottet, beide der prediger und Gottes in seinen geboten. Und ist die summa: Wo der grosse Gott Mammon mechtig ist, da gleubt und thut jederman, was er wil, Und was er also gleuben und thun wil, das mus Recht sein, ungeacht, das sein gewissen jn viel eines andern berichtet und vermanet.

Og pøbelen, som daglig hører Guds bud, at ægteskabsbrud, røveri, tyveri, havesyge, åger, eder, gudsforagt, osv., er store synder, den ler og spotter, både overfor prædikanterne og overfor Gud selv i hans bud. Kort og godt: Hvor den store gud Mammon er mægtig, dèr tror og handler enhver, som han vil. Og hvad han tror og vil gøre, det må være ret, uagtet hans samvittighed beretter og formaner ham til noget helt andet.

101 Und das noch wol erger ist, Viel sind, die sich mit dem Teuffel verbinden und wissen, das es der Teuffel sey, und vertrawen jm, den sie erkennen, das er ein Mörder und Lügener ist. Diese alle werden ja nicht sagen können am jüngsten tage, das sie vom Teufel betrogen sind. (WA 391)

Og hvad der er endnu værre: Der er mange, som forbinder sig med djævelen og véd, at han er djævelen, og stoler på ham, som de erkender er en morder og løgner. Alle disse vil jo ikke kunne sige på den yderste dag, at de blev bedraget af djævelen.

102 Weil nu solchs beides bey uns und unter uns Christen gemeiniglich geschicht und der grössest hauffe wider Gottes gebot ungehorsam, dem Mammon, ja den Teuffel wissentlich dienen, Was solts denn gros zu verwundern sein, ob die Türcken, so Gottes gebot und und wort nicht haben, Dazu im Mammon und solchem grossen glück ersoffen öffentlichen, erkandten Lügen gleuben oder doch zum wenigsten fur unschedlichen Lügen halten, Weil Gott jnen so nahe ist und so höchlich sie ehret mit Sieg und rechthum, glück und was sie wollen. Sie dencken nicht, wie Gott solche grosse Güter, Herrschafft und ehre gemeiniglich den ergesten Buben gibt, Auch die gantze Welt dem Teuffel gibt1),, das er der Welt fürst heisst.

1) = zugibt, oder ”Welt” ist akkusativ.

Eftersom nu den slags ting almindeligvis sker både hos os og blandt os kristne og den store hob er ulydig mod Guds bud, og tjener Mammon, ja djævelen selv med åbne øjne, hvad mærkeligt er det så i, at tyrkerne, som ikke har Guds bud og ord og desuden åbenlyst er nedsunket i Mammon og den slags store lykke, tror på noget, som de erkender som løgn, eller dog i det mindste anser for uskadelige løgne, fordi Gud er dem så nær og så højligt ærer dem med sejr og rigdom, lykke og alt, hvad de vil. De tænker ikke over, hvordan Gud i almindelighed giver sådanne store goder, herredømme og ære til de største værste skurke, og også giver djævelen hele verden, så han kaldes verdens fyrste. (Joh 12,31; 14,30; 16,11).

103 Wenn nu solche zwey Türcken heer gegen ander zögen, Eines, das Mahmetisch heisst, das ander das sich Christlich heisst, Lieber, gib unserm herrn Gott guten Rat (wo ers sonst nicht wüste), Welchen Türcken er solle helffen und glück geben. Ich fur der geringsten ratgeben einer wolt jm raten, Er solle den Mahmetischen Türcken glück geben wider die Christlichen Türcken, wie er bis her on unsern Rat, auch wider unser klage und bitte dennoch gethan hat. Ursache ist die, Das die Mahemetischen Türcken haben Gottes wort nicht, noch predigen desselben, sind grobe, unfletige Sew, wissen nicht, was sie leben oder gleuben, Hetten sie aber prediger Göttlichs worts, möchten sie vieleicht, Ja doch etliche, aus Sewen Menschen werden. Aber unser Christliche Türcken haben Gottes word und prediger, Wollens gleich wol nicht hören, Und werden aus Menschen eitel sewe, Schenden dazu den Namen Christi, das sie sich Christen und Christlich rhümen und doch erger Türcken sind denn jene, die sich Mahmetisch und nicht Christlich rhümen.

Når nu sådanne to tyrkiske hære drager mod andre, én hær, som hedder muhammedansk, en anden, der kaldes kristen, kære ven, giv vor Herre Gud et godt råd (hvis han ikke vidste, hvad han skulle gøre), hvilke tyrker skal han hjælpe og give held. Jeg ville, som den ringeste rådgiver af nogen, råde ham til at give de muhammedanske tyrker held imod de kristne tyrker, sådan som han hidtil har gjort, imod vores råd, og også imod vores klage og bøn. Årsagen er den, at de muhammedanske tyrker ikke har Guds ord, eller prædiker Guds ord, de er grove, sjovle svin, som ikke véd, hvad de lever og tror, men havde de nogen, der prædikede Guds ord, så kunne der måske i det mindste blive nogen mennesker ud af disse svin. Men vore kristelige tyrker har Guds ord og har prædikanter, men vil slet ikke høre det, og der bliver lutter svin ud af disse mennesker, de skænder desforuden Kristi navn, når de praler af at være kristne og handle kristeligt, og dog er værre tyrker end disse, som praler af at være muhammedanske og ikke kristelige.

104 Item, das ist auch ein seer feines (wenn das fein heissen soll, so der Teuffel selbs nicht heslicher machen kan) bey den Sarracenen oder Türcken, das sie nicht allein solchen Lügen gleuben oder zum wenigsten doch nicht sich da fur furchten, Sondern auch nicht wissen, obs die selbigen Lügen oder wer die Meister2) solcher Lügen sind. Denn, wie droben Richard im xiij, Capitel sagt3), Haben sie so mancherly Alcoran gehabt, etliche verbrand, etliche geflickt, etlichs zerstümpelt und verhümpelt4), das sie selbs nicht wissen, Welchs der rechte Alcoran oder das recht Lügenbuch sey, Das es sihet5), als hab der Mahmet vieleicht etwas gestellet6), darnach seien so viel Meister drüber komen, da einer dis, der ander das dran gezimmert, ab und zu gesetzt, nach eines jedern dünckel, das der Name Mahmet allein dran beklieben7) ist. Und der jtzige Alcoran (so zu reden) aus wilköre und mit gewalt mus der rechte Alcoran heissen.

2) = Urheber. 3) Sml Rich 356f. #210. 4) = verstümmelt. 5) = aussieht. 6) = verfasst. 7) = festgeblieben.

Ligeledes, er det også noget meget fint (hvis det skal kaldes ”fint”, når selv djævelen ikke kan gøre det hæsligere) hos Sarracenerne eller tyrkerne, at de ikke alene tror på sådanne løgne eller i det mindste ikke er bange for dem, men heller ikke véd, om de selv lyver, eller hvem der er ophavsmand til den slags løgne. For, som Richard siger i kapitel 13, de har haft så mange forskellige slags koraner, nogle brændte, nogle blev sammenflikket, nogle ødelagt og skåret i stykker, så at de ikke selv véd, hvilken der er den rette koran eller løgnebog. På den måde ser det ud, som om Muhammed har forfattet noget, derefter er der kommet så mange mestre til, så den ene har sammentømret dette, den anden hint, sat noget fra, sat noget til, hver efter sin egen mening, så kun navnet Muhammed er blevet hængende. Derfor må den nuværende koran med vold og magt kaldes den rette koran.

105 Und zwar8) ists nicht viel besser bey uns Christen auch gangen, Denn da sind so viel Lügen in unsern Alcoranen, Decretalen, Lügenden, Summen und (WA 392) unzelichen Büchern, Da doch niemand weis, Wo her sie komen, Wenn sie angefangen, Wer die Meister seien. Denn man heuts tages nicht recht erfaren kan, Wer die Meister1) gewest sind des Grewels, das die eine gestalt des heiligen Sacraments aus der Kirchen gethan ist, Item, wer der heiligen Lügenden2) S. Christoff, Georg, Barbara, Catherin, Ursula und der on zal mit jren Wundern auffbracht, Wer das Messopffer, Fegfewr, Ablas erstlich erdacht, Und der gleichen Abgötterey on masse erstlich angefangen haben. Noch3) in gewonheit komen und in Bücher geschrieben, müssen sie der heiligen Kirchen Artickel heissen, Und alle die Ketzer sein, die dran zweiveln oder da wider gleuben.

8) = wahrlich. 1) = Urheber. 2) = Legenden. 3) = Dennoch.

Og det er sandelig heller ikke gået meget bedre hos os kristne, for her er der så meget løgn i vores koran: dekretalerne, legender, summaer og utallige bøger, så ingen rigtig véd, hvor de er kommet fra, hvornår de begyndte, hvem der er deres ophavsmænd. For man kan i dag ikke rigtig blive klar over, hvem der var ophav til den afskyelighed, at sakramentets ene skikkelse blev taget ud af kirken, ligeledes, hvem der har frembragt legenderne om Sankt Christoffer, Georg, Barbara, Catharina, Ursula og deres utallige undere, hvem der først har opdigtet messeofret, skærsilden, afladen, og hvem der først har begyndt med lignende afguderi uden mådehold. Alligevel er de blevet almindelige og blev skrevet ind i bøger, de skal kaldes den hellige kirkes artikler, og alle de være kættere, som tvivler derpå eller tror det modsatte.

106 Und der Bapst mit gewalt alles verteidingt. Da seine hochgelarten, auch Cardinele sich rüsseln4) und brüsten mit dem spruch in jren rechten: Non potest omnium ratio reddi, Unangesehen, das Gott der heilige Geist durch seinen heiligen Apostel S. Peter uns heisst, Wir sollen jederman bereit sein, antwort, Grund und ursache unsers Glaubens zu geben, Und S. Paulus seinen jünger Timotheum leret, Er solle wisssen, Von wem ers gelernt habe. Sol ein Christen nicht wissen, Von wem ers hat, noch, warumb er so gleube, Was darff man denn Gott oder seiner heilige Schrifft?

4) = sich ereifern.

Og paven forsvarer det altsammen med magt. Her forivrer hans højlærde teologer og kardinaler sig og bryster sig for at retfærdiggøre sig af dette udsagn: ”Man kan ikke aflægge regnskab om alt”. Det på trods af, at Gud Helligånd gennem sin hellige apostel sankt Peter befaler os, at vi overfor enhver skal være parat til at give svar, grund og hjemmel for vores tro, (1 Pet 3,15) og sankt Paulus lærer sin discipel Timotheus, at han skal vide, hvem han har lært det fra (2 Tim 3,11). Hvis en kristen ikke skal vide, hvem han har det fra eller hvorfor han tror således, hvad skal man så med Gud eller hans hellige skrift?

107 Aber Gott hat seinen letzten Endlichen zorn also lassen gehen, das der Teuffel all sein vermügen und bosheit hat sollen ausschütten5), bis er nichts mehr noch ergers hat können thun, Nemlich, das er dort gegen Morgen durch Mahmets regiment und hie gegen abent durch Bapsts regiment eitel wissentliche und auch der vernunfft begreiffliche Lügen gestifftet, Und dazu zum uber spot und uber hohen6) uns nicht werd geacht, das wir die Meister solcher Lügen wissen noch anzeigen kündten. So sol Gott straffen, so hats verdienet unser undanckbar, verfluchts wesen, fur7) das blut, das sein lieber son uns zu versünen und zu erlösen vergossen hat. Ah HErr Gott, bete, seufftze, schrei doch, wer beten, seufftzen, schreien kan, das der zorn ein mal, wie Daniel sagt, ein ende neme, Amen.

5) = erschöpfen. 6) D. i. Überhohn. 7) Auf ”straffen” zu beziehen.

Men Gud har ladet sin sidste endegyldige vrede udgå i den grad, at djævelen har skullet udtømme al sin evne og ondskab, indtil han ikke har kunnet gøre noget, der var værre, nemlig sådan at han i østen gennem Muhammeds regimente og her i vesten gennem pavens regimente har stiftet lutter bevidste og også for fornuften begribelige løgne, og desforuden til ekstra spot og hån ikke agtet os værdige til, at vi kunne kende eller angive ophavsmændene til sådanne løgne. Således har vores utaknemlige, forbandede væsen fortjent, at Gud straffer os for det blod, som hans kære søn har udgydt for at forsone og forløse os. Ak, Herre Gud, bed, suk, skrig dog, hvem der kan bede, sukke, skrige, så hans vrede dog omsider, som Daniel siger (Dan 11,36), kan tage en ende. Amen.

108 Aber was ich hierin schreibe, thue ich darumb, Ob dis Büchlin möchte durch den druck oder durch die prediger fur die komen, so wider den Türcken streiten oder bereit unter dem Türcken sein müssen oder nach komen müsten, das sie doch sich des Mahmets Glauben erweren mügen, Wo sie ja nicht sich seines Schwerts erwehren kündten, Sonderlich die, so dennoch8) gern auch nach diesen leben Selig werden wolten. Denn ich gantz und gar verzweivelt habe an denen, so wider den Türcken kriegen wollen Und doch mit lestern, unzucht und allerley mutwillen erger sind weder die Türcken selbs, Als der ich weis, (WA 393) das Gott nicht wird noch kan glück geben, wo solche leute sollen fur uns kriegen.

8) = wenigstens.

Men hvad jeg skriver her, skriver jeg, fordi denn bog måske ved at blive trykt eller gennem prædikanter kan komme dem for øre, som strider mod tyrken eller allerede må være under eller kommer til at være under tyrken, at de dog kan forsvare sig mod Muhammeds tro, hvor de jo ikke kunne værge sig mod hans sværd, især dem, som i det mindste gerne efter dette liv vil blive salige. For jeg er helt og holdent fortvivlet over dem, som vil kæmpe mod tyrken, og dog er værre end tyrken selv med forbandelse, utugt og alle slags modvilje, for jeg véd jo, at Gud ikke vil eller kan give held, når sådanne mennesker skal kæmpe for os.

109 Es wird an denen liegen, die da büssen und sich bessern, Gottes wort und seine Sacrament ehren, fur Gott sich demütigen und hertzlich beten, damit sich Gott erweichen lasse und seine Engel bey uns im felde halte. Sonst ists verloren und mus die straffe uber uns gehen, Es sey diese oder ein andere. Denn Gott kans nicht lenger leiden, wie nu offt gepredigt und die vernunfft bekennen mus.

Det vil påhvile dem, som her gør bod og forbedrer sig, ærer Guds ord og sakramente, ydmyger sig for Gud og beder af hjertet, så Gud kan formildes og lade sine engle forblive hos os i felten. Ellers er vi fortabte og må lade straffen gå over os, hvad enten det nu blive denne straf eller en anden. For Gud kan ikke længere finde sig i det, som det nu ofte er prædiket, og som fornuften må bekende.

110 So sol das auch einen fromen Christen, ja wol auch einen Erbarn Heidnischen man bewegen, das so gar keine zucht oder ehelicher stand bey den Mahmetisten, Sondern eitel frey Huren leben da ist. Denn wer nach Mahmets Gesetz so viel Weiber nimpt als er wil, Verstösset sie wider, und nimpt sie wider, so offt er wil, oder verkeufft sie1) etc., der ist kein Eheman, sondern ein rechter Hurn wirt oder wilder Hurn jeger. Denn so hat Gott nicht die Weiber geschaffen noch zu halten geordent, wie uns das uber die vernunfft auch Mose und das Euangelium leren. Darum sind solche Mahmetisten eitel Hurn kinder und Hurn volck gleich wie Hunde und Sew hochzeit haben, da kein Ehe noch schein der Ehe sein kan. Und kein wunder ist, das zu solchem freien sew leben die Wüsten, wilden leute Lust haben und viel gern Türcken werden.

1) Sml Rich 320, 322. #121f.

Således skal også det også bevæge en from kristen, ja vel også en ædel hedensk mand, at der slet ikke er nogen tugt eller ægteskabelig stand hos muhammedanerne, men lutter frit horeliv. For den, der ifølge Muhammeds lov tager så mange hustruer, som han vil, og igen forstøder dem, og tager dem tilbage, så tit han vil, eller sælger dem, osv., han er ikke nogen ægtemand, men en ren og skær horevært eller en vild horejæger. For således har Gud ikke skabt kvinderne, eller forordnet os at behandle dem, sådan som også fornuften, Moseloven og evangeliet lærer os. Derfor er sådanne muhammedanere idel horebørn og et horefolk og holder bryllup ganske som hunde og svin, og der kan der ikke være noget ægteskab eller skin af ægteskab. Og det er intet under, at ørkenens vilde folk har lyst til et sådan frit svinsk liv og meget gerne vil blive tyrker.

111 Das sie aber daneben sonst viel strenger ordning halten, als gehorsam im Kriege, scharff straffe im Regiment, Und viel beten, und des gleichen, Das ist eitel schein und hilfft nichts. Sihe an der Mörder, Mordbrenner Zunfft und andere verzweivelte geselschafft der verrheter und ubeltheter, wie sie unternander so getrew sind, Eid und Gelübd zu halten, so verschwiegen, so gehorsam, so vleissig, so wacker2), so listig, so fursichtig sind, so viel leiden und wogen, schaden zu thun, das kein Fürst noch Herr bey seinen unterthanen (on bey seer wenigen) des gleichen findet. Und were gar ein selig Regiment, Wo die unterthanen alle so trew, so vleissig, so wacker, so gehorsam weren, guts zu thun, als die Mörder, Verrheter, Mordbrenner, Teuffels rotten unternander sind böses zuthun. Denn böses zu thun und dem Teuffel zu dienen ist das sündliche fleisch willig und geneigt, helt gern Glauben und gehorsam, Aber guts zu thun, wils nirgent fort3). Gleich wie eine Ehehure viel trewer und gehorsamer ist, auch viel mehr thut und leidet umb des Ehebrechers willen denn umb jres Mannes und Kinder willen, Widerumb der Ehebrecher auch also, Nach dem sprichwort: Des Teuffels Merterer leiden mehr denn Christus Mertere4), Und die Helle mus sewrer verdienet werden denn der Himel5.

2) = wachsam. 3) = gedeihen. 4) og 5) Ordsprog.

Men at de desforuden opretholder meget streng orden, såsom lydighed i krigen, hårde straffe i regeringsførelsen og megen bøn og den slags, det er kun skin og hjælper intet. Se på morder-lauget, mordbrænder-lauget og andre fortvivlede samfund af forrædere og lovovertrædere, se, hvordan de er særdeles trofast overfor hinanden med at overholde eder og løfter, se, hvordan de er så sammenspiste, så lydige, så flittige, så vagtsomme, så listige, så forsigtige, lider så meget, og vover at gøre skade, så at ingen fyrste eller herre finder deres lige blandt sine undersåtter (eller i hvert fald kun hos få). Og det ville bestemt være et godt styre, hvor undersåtterne alle var så trofaste, så flittige, så vagtsomme, så lydige efter at gøre godt, som morderne, forræderne, mordbrænderne, djævlebanderne indbyrdes er med at gøre ondt. For at gøre ondt og tjene djævelen er det syndige kød villig og tilbøjelig til, overholder gerne tillid og lydighed, men at gøre godt vil ikke lykkes for dem. Ganske som en elskerinde er meget mere trofast og lydig og også gør mere og lider mere for ægteskabsbryderens skyld end for sin mands og børns skyld, og omvendt også ægteskabsbryderen. Som ordsproget siger: 'Djævelens martyrer lider mere end Kristi martyrer', og: 'Helvede må fortjenes på en mere svinsk måde end himlen'.

112 So beten sie auch viel wie die Ehehur Proverb. vij Thut, geben und opffern viel. Singen doch unser strassen Reuber also: Von erst so wollen (WA 394) wir loben Maria die reine Magd Und S. George mus Rotmeister sein1). Und was darffs viel sagen? Wo ist mehr betens und Gottes diensts je gehöret denn bey den Abgöttischen Heiden, bey den falschen Propheten im volck Israel und bey den geistlichen im Bapstum? Und ist doch alle jr gebet auff einen hauffen nicht werd eines2) Buchstaben noch Tüttel im Vater unser, Ja, wie der hundert und neunde Psal. sagt: Eitel sunde, und Matth. xxiij, zwiveltig verdampt als ein grosser Misbrauch Göttlichs namens, Denn was nicht gehet aus dem Glauben, das ist sunde, Rom. xiiij.

1) S. Uhlands Volkslieder. 2) = so viel werth als ein.

Derfor beder de også meget, som elskerinden gør, Ordspr 7,14, og giver og ofrer meget. Dog synger vore landevejsrøvere således: Først og fremmest vil vi prise Maria, den rene mø, og sankt Georg skal være bandeleder. Og man behøver vel ikke sige mere? Hvor har man hørt om flere bønner og gudstjenester en hos de afguderiske hedninger, hos de falske profeter i Israels folk og hos de gejstlige i pavedømmet? Og dog er al deres beden i én sum ikke så meget værd som et bogstav eller en tøddel af Fadervor, ja, som Sl 109.7 siger: ”idel synd”, og Matth 23,15: ”tvefold fordømt som et stort misbrug af Guds navn”. For det, der ikke gøres ud af tro, er synd, Rom 14,23.

113 Aus dem allen mügen wir Christen sehen, Welch ein grausamer, schrecklicher, ummeslicher zorn Gottes gangen ist uber die undanckbarn Welt, So das Euangelium Gottes veracht hat. Dort gegen Morgen hat er verhenget, das die Bestia der schendliche Mahmet hat die welt verfüret und zeplagt3). Hie gegen Abend hat er den falschen Propheten den leidigen Bapst lassen auffkomen, der die Welt viel subtiler betrogen und zemartert hat, Auff das die, so dort den Son Gottes nicht haben wollen hören, den Son des Teufels den Mahmet hören musten, Und die, so hie dem heiligen Geist nicht haben wollen gehorchen, dem bösen geist im Bapst gehorchen musten.

3) = zerplagt.

Ud af alt dette kan vi kristne se, hvilken grusom, skrækkelige, umådelig stor vrede, Gud har ladet overgå den utaknemlige verden, som har foragtet Guds evangelium. Derover i østen har han tilladt, at udyret, den skændige Muhammed, har forført og plaget verden. Her i vesten har han ladet den falske profet: den elendige pave, opkomme, som har bedraget og martret verden langt mere subtilt, i den hensigt, at de, som dèr ikke har villet høre Guds søn, har måttet høre djævelens søn: Muhammed, og de, som her ikke har villet adlyde Helligånden, har måttet adlyde pavens onde ånd.

114 Doch hat seine Grundlose barmhertzigkeit, seine liebe Kirche zu erhalten, solchen grewlichen zorn also gemessigt, das der schendliche Mahmet hat niemand können bekriegen, On wer selber mutwilliglich hat wollen betrogen sein. Denn er hat seine lügen so grob und greifflich müssen darthun und sein Wesen so sewisch und viehisch müssen anrichten (wie droben gehort), das kein vernünfftig Mensch (schweig ein Christen) jm hat können gleuben noch sein furnemen billichen.

Dog har hans grundløse barmhjertighed opretholdt hans kære kirke, og altså modereret denne gruelige vrede, så den skændige Muhammed ikke har kunne bekrige nogen, uden dem, der selv med vilje har villet bedrages. For han har måttet fremføre sine løgne så groft og forståeligt, og fremstille sit væsen så dyrisk og fæisk (som hørt ovenfor), at intet fornuftigt menneske (endsige da en kristen) har kunnet tro ham eller billige hans forehavender.

115 Hie bey uns hat er im Bapstumb gewaltiglich und gnediglich die heilige Schrifft, den Text des Euangelij und die Sacrament erhalten in öffentlichem brauch und in den Kirchen, das die verfüreten auserweleten zu letzt in der not oder an jrem ende haben können zu recht komen4) Und den HErrn und Heiland in seinem wort und Sacrament ergreiffen, wie S. Bernhard und seines gleichen vielen geschehen5).

4) = sich bessern. 5) sml. Denifle.

Her hos os har han (Gud) i pavedømmet mægtigt og nådigt opretholdt den hellige skrift, teksten i evangeliet og sakramenterne i offentlig brug og i kirkerne, så at de udvalgte blandt de forførte til sidst, hvis de var i nød eller lå på dødslejet, kunne komme i det rette forhold til Gud, og gribe Herren og Frelseren i hans ord og sakramente, sådan som det skete for sankt Bernhard og mange af hans slags.

116 Und ich halt den Mahmet nicht fur den Endechrist, Er machts zu grob und hat einen kendlichen schwartzen Teuffel, der weder Glauben noch vernunfft betriegen kan, Und ist wie ein Heide, der von aussen die Christenheit verfolget, wie die Römer und andere Heiden gethan haben. Denn wie kan der einen Christen betriegen, der die heilige Schrifft, beide, New und Alt testament ver- (WA 395) wirfft, Die Tauffe, Sacrament, Schlüssel oder vergebung der sünden, Vater unser, Glauben, Zehen gebot, Auch den Ehestand fur nichts helt, Und eitel Mord und unzucht leret?

Og jeg regner ikke Muhammed for at være antikrist. Han gør det for groft og har en kendelig sort djævel, som hverken kan bedrage troen eller fornuften, og han er som en hedning, der udefra forfølger kristenheden, sådan som romerne og andre hedninger har gjort. For hvordan kan det menneke bekrige en kristen, som forkaster den hellige skrift, både de ny og det gamle testamente, dåben, sakramentet, nøglerne eller syndstilgivelsen, Fadervor, troen, de ti bud, heller ikke regner ægtestanen for noget, og lærer idel mord og utugt?

117 Aber der Bapst bey uns ist der rechte Endechrist, der hat den hohen, subtilen, schönen, gleissende Teuffel, Der sitzt inwendig in der Christenheit, Lest die heilige Schrifft, Tauffe, Sacrament, Schlüssel, Catechismum, den Ehestand bleiben, Wie S. Paulus sagt, Er sitze (das ist regiere) im Tempel Gottes, das ist: in der Kirchen oder Christenheit, nemlich in solchem volck, das getaufft, das Sacrament, die Schlüssel, die heilige Schrifft und Gottes wort hat. Und doch so meisterlich regirt das er daneben seine Drecktal1), seinen Alcoran, seine Menschenlehre, also uber Gottes wort erhebt, das den Christen die Tauffe, Sacrament, Schlüssel, Gebet, Euangelium und Christus selbs nichts mehr nütze sind, Sondern durch eigen werk selig zu werden gleuben müssen, Darauff alle Stifft, Klöster und all sein Regiment gericht ist.

1) = Dekretal.

Men hos os er paven den rette antikrist; han har den høje,subtile, skønne, skinnende djævel; han sidder indvendig i kristenheden, lader den hellige skrift, dåben, sakramentet, nøglerne, katekismen, ægtestanden forblive, som sankt Paulus siger: ”Han sidder” (dvs. regerer) ”i Guds tempel”, det er: i kirken eller kristenheden, nemlig det folk, som er døbt, har sakramentet, nøglerne, den hellige skrift og Guds ord. Og dog regerer han så mesterligt, at han til fulde i den grad hæver sin dekretal, sin koran, sin menneskelære, over Guds ord, at dåben, sakramentet, nøglerne, bønnen, evangeliet og Kristus selv ikke mere er til nytte for de kristne, som i stedet tror at måtte blive salige ved deres egne gerninger, og henimod det er alle stiftelser, klostre og hele hans styrelse rettet.

118 Dieser Teufel betreugt nicht die jenigen, so mutwilliglich2) betrogen sein wollen, wie unter dem Mahmet, Sondern die, so nicht gern betrogen sein wollen, ja die ausserweleten Gottes, Matth. xxiiij. Denn er furet diese namen alle: Gott, Christus, Gottes son, heiliger Geist, Kirche, Tauffe, Sacrament, Und alles, was die Christen gleuben und leren, und was der Mahmet verwirfft, Und stösset doch unter solchen namen und schein die Warheit zu boden durch seinen Alcoran, wie S. Paulus sagt: speciem pietatis habentes, Virtutem eius abnegantes.

2) = absichtlich.

Denne djævel bedrager ikke, som under Muhammed, dem som med vilje vil bedraget, men dem, som ikke gerne vil bedrages, ja, Guds udvalgte, Matth 24,24. For han bruger alle disse navne: Gud, Kristus, Guds søn, helligånd, kirke, dåb, sakramente, og alt, hvad de kristne tror og lærer, og hvad Muhammed forkaster, og støder dog under sådanne navne og skin sandheden til jorden gennem hans koran, som sankt Paulus siger 2 Tim 3,5: Han har fromhedens skin, men fornægter dens kraft.

119 Auch so rhümet Mahmet, Er thu kein Zeichen, Aber Christus und Paulus weissagen, das der Bapst im Tempel Gottes sitzen solle, sich fur Gott ausgeben und viel falscher zeichen und wunder thun. Wiltu wissen, welchs diese Wunder sind, so liese der Heiligen, der Münche, der Walfarten, der Messen und der gleichen legenden, so wirstu wol sehen, Was falsche zeichen sind, Und was die Poltergeister und Walfarts Teufel, Heiligen dienst oder anruffen fur Wunder in der Christenheit in allen winckeln gethan haben. Wie wol zu weilen etliche ertichtet sind und Christus ausser solchen zeichen bey den seinen auch seine rechte zeichen durch rechter Christen Gebet beweiset hat.

Også det roser Muhammed sig af, at han ikke øver noget under. Men Kristus og Paulus profeterer, at paven skal sidde i Guds tempel, udgive sig for Gud og gøre mange falske tegn og undere. Vil du vide, hvilke disse undere er, så læs helgenerne, munkene, valfarterne, messerne og den slags legender, så vil du kunne se, hvilke falske tegn der er tale om, og hvad husspøgelserne og valfartsdjævlene, helgentjenesterne og anråbelserne af undere har udrettet i kristenheden i alle kroge. Godt nok er af og til nogle opdigtede, og Kristus har ved siden af den slags tegn også hos sine tjenere bevist sine rette tegn i kraft af de rette kristnes bøn.

120 Und siehe, wie der grobe Teuffel dort und der subtile Teuffel hie das spiel mit den Ehestande gekartet3) haben. Der grobe unfletige Mahmet nimpt alle Weiber und hat doch keins. Der keusche Bapst nimpt kein weib und hat doch alle Weiber. Sind das nicht seltzame sachen? Der kein weib hat, der hat alle weiber. Der alle weiber hat, hat keines. Wie gehet das zu? Also gehets zu: Der unverschampt, unfletige Mahmet füret keinen schein4) der keuscheit, (WA 396) nimpt weiber (wie ein Hurntreiber) wie viel er wil, Darumb hat er keine Eheliche und kan auch nicht eine Eheliche haben. Und ist also on weib oder in keinem Ehestand.

3) = sich zurecht gerichtet. 4) = gibt sich nicht den Schein.

Og se, hvordan den grove djævel dèr og den subtile djævel her har drevet sit spil med ægtestanden. Den grove uhumske Muhammed tager alle kvinder og har dog ingen kone. Den kyske pave tager ingen kone og har dog alle kvinder. Er dette ikke sælsomme ting? Den, der ikke har nogen kone, han har alle kvinder. Og den, der har alle kvinde, har ingen kone. Hvordan går det til? Den uforskammede, uhumske Muhammed giver sig ikke ud for at være kysk, tager, som en horejæger, lige så mange han vil. Derfor har han ingen ægtehustru, og kan heller ikke have nogen ægtehustru. Og således er han uden kone og ikke i nogen ægtestand.

121 Der Lilien weisse, keuscher, schamhafftiger, züchtiger, heiliger vater der Bapst, die zarte Jungferschafft, füret den Schein der keuscheit und wil auch nicht mit Gott und ehren ein Eheweib haben. Aber wie viel weiber er sonst neme, nicht allein huren, Sondern auch Ehefrawen und Jungfrawen, da sihe an sein Cardinalat, Bistum, Stifft, Curtisan, Klöster, Pfarrer, Prediger, Caplan, Schulmeister und sein gantzen Cörper, on was noch der unzelichen Laster sind, die man nicht nennen thar.

Den liljehvide, kyske, blufærdige, tugtige, hellige fader paven, det sarte jomfruskab, opretholder et skin af kyskhedogvil heller ikke tage nogen ægtehustru med Gud og æren. Men hvor mange kvinder han ellers tager, ikke alene horer, men også ægtehustruer og jomfruer, se blot på hans kardinaldømmer, bispedømmer, stifter, kurtisaner, klostre, præster, prædikanter, kapelaner, skolemestre og hele korpusset, foruden hvad der er af de utallig laster, som man ikke bør nævne.

122 Was andere stück sind, als Mord und Geitz, Hoffart, wil ich jtzt nicht zelen, sonst würde hierin der Bapst auch den Mahmet weit ubertreffen. Denn er wol so viel Krieg, Mord, Blutvergiessen unter den Königen gestifftet, So gros gut, Land und leut geraubt, gestolen, geplündert und on unterlas geschunden1) hat, Auch solche hoffart uber alle Könige getrieben, Und das alles unter Christus namen auffs lesterlichst, Das Mahmet möchte fur der Welt schier heilig gegen jm sein.

1) = ausgebeutet.

Hvilke andre ting der er, såsom mord og havesyge, hoffærdighed, vil jeg ikke opregne nu, på det punkt ville paven langt overgå selv Muhammed. For han har stiftet så megen krig, mord, blodsudgydelse blandt konger, har han røvet, plyndret, og uden ophør udbyttet så meget gods, lande og folk, og også drevet en sådan hoffærdighed overfor konger, og det altsammen i Kristi navn på det mest blasfemiske, så at Muhammed i verdens øjne næsten kunne se hellig ud sammenlignet med ham.

123 Sollen wir nu glück haben wider den Mahmet, den eusserlichen Feind der Christenheit, so werden wir zuvor müssen dem inwendigen Feinde, den Endechrist, mit seinem Teuffel absagen durch rechtschaffene2) Busse und uns zu unserm HErrn und Heilande, Jhesu Christo mit rechtem Ernst und einfeltigem Hertzen keren, damit wir recht und mit warheit beten können, Und also der Erhörung gewis sein mügen, Sonst werden wir glück haben wie under vorfaren. Die haben so lange gestritten wider den Mahmet, bis er ist aus dem spröden3) Mörderwinckel Arabia komen und bey vier hundert deudscher meile wegs Land gewonnen, an unser thür jtzt klopfft und beut uns trotz auff unser misten4).

2) = ächte, wirkliche. 3) kümmerlich, elend. 4) = eigenes Heim.

Hvis vi nu skal have held imod Muhammed, kristenhedens ydre fjende, så må vi først frasige os den indvendige fjende, antikristen, med hans djævel gennem ret bod og vende os til vor herre og frelser, Jesus Kristus, med ret alvor og enfoldigt hjerte, for at vi kan bede på ret måde og i sandhed, og således være vis på at blive hørt, ellers vil vi have samme held som vore forfædre. De har kæmpet så længe mod Muhammed, indtil han kom ud af sit kummerlige morderhjørne, Arabien, og vandt fire hundrede tyske mils land, og nu banker på vores dør og byder os trods i vort eget hjem.

124 Wolan, Gott gebe uns seine gnade und straffe beide, Bapst und Mahmet sampt jren Teuffeln. Ich habe das meine gethan als ein trewer Prophet und Prediger.Wer nicht hören wil, der mags lassen, Ich bin entschüldigt jtzt, fort5) an jenem tage und in ewigkeit. Die aber gleuben, werden mirs hie und dort dancken. Denn sie sinds (Wo Gott glück geben wird), die es umb Gott mit gleuben, beten und dulden verdienen und das beste thun werden. Das helffe jn Gott der barmhertzige Vater durch seinen lieben son Jhesum Christ mit dem heiligen Geist, gelobt in ewigkeit. Amen.

5) = künftig.

Velan, Gud give os sin nåde og straffe dem begge, paven og Muhammed med samt deres djævle. Jeg har gjort mit som en tro profet og prædikant. Den, der ikke vil høre, han kan lade være, jeg er nu undskyldt, fremover på hin dag og i evighed. Men de, der tror, vil nok både her og hisset takke mig. For dem er det (hvis Gud giver lykke), som fortjener det for Gud med tro, bøn og tålmodighed og vil gøre det bedste. Dertil hjælpe Gud, den barmhjertige fader, dem, som ved sin kære søn, Jesus Kristus, sammen med den hellige Ånd er priset i evighed. Amen.

Noter:



Om Richardus (eller Ricoldus) fra Weimar-Udgaven bd 53, side 261ff.

Født i Toscana, Monte Croca. Trådte 1267 ind i Dominikanerordenen Sct. Maria Nuvelta i Firenze. Missionsrejser fra før 1291 (Akkons fald). Har selv skrevet en rejseberegning (itinerar). 1301 igen i Firenze. Orientrejsen formentlig mellem 1280 og 1300. Mest i Bagdad, hvor han tilegnede sig arabisk og ved samkvem med lærerne ved koranskolerne tilegnede sig kendskab til koranen. Hans confutation alcorani er formentlig skrevet kort før år 1300. Ricoldus døde den 31. oktober 1320 i Firenze.

Ricoldus' skrift blev oversat til græsk af Demetrius Cydonius og det oprindelige manuskript glemt, indtil det i 1609 blev offentliggjort i Venezia.

Nicolaus Cusanus nævner Ricoldus' skrift i sin Cibratio Alcorani.

I 1506 blev skriftet tilbageoversat til latin ud fra den græske udgave. Derfra stammer navneformen Ricardus. Denne forefindes i 9 udgaver, hvoraf Luther skaffede sig én. Den er bevaret med Luthers understregninger m.m.

Denne del af Weimar-Udgaven synes at være blevet til i begyndelsen af 1900-tallet.