| 21 D. Martin Luthers Antwort auf das ubirchristlich, ubirgeistlich, und ubirkunstlich Buch des Bock Emsers zu Leipzik, nebst einen Anhang an Murnar, desselben Gesellen. (222) | Dr. Martin Luthers svar på den overkristelige, overåndelige og overkunstlede bog fra bukken Emser i Leipzig, foruden et anhang til den samme fyrs Murnar. |
| 2 Lieber
Bock, stoss mich nit. (emser04#29)
Vorrede. |
Kære Buk, stang mig ikke!
Fortale. |
| 3 Siehe, Bocks Emser, bist du der Mann mit dem langen Spiess und kurzen Degen? Behut Gott fur Gabelstichen, die machen drei Locher. Bocks Emser, du bist mir ein seltsam Kriegsmann! St. Paulus hat Ephef. ult. (6,11) vier gottlich Wappen beschrieben, ein Schwerdt, ein Helm, ein Panzer, ein Schild; derselben darfst du nit mehr, denn eins, des Schwerdts. | Se, kære bukke-Emser, er du manden med det lange spyd og den korte kårde? Pas for Guds skyld på gaffelstik, de laver tre huller. Bukke-Emser, du er mig en sælsom krigsmand! Skt. Paulus har i Ef 6,11 beskrevet fire guddommelige våben, et svært, en hjælm, en harnisk og et skjold; af dem behøver du ikke mere end ét, sværdet. |
| 4 Und weil St. Paulus zu wenig gelehret, besserst du den Harnisch mit einem langen Spiess und kurzen Degen, und flugs mir zu mit blossem Kopfe, blosser Brust, blossem Bauch, als werd ich nit mehr thun, denn fur dir knieend, mich den nackten Ritter stechen lassen, und sagen: Gnad Junker Bock, seid uns gnädig am Leben. | Og eftersom Skt. Paulus er for lidt lærd, forbedrer du harnisken med et langt spyd og en kort kårde, og farer på mig med blottet hoved, blottet bryst, blottet bug, som om jeg ikke kunne gøre andet end knæle ned for dig og lade den nøgne rytter stikke mig og sige: Nåde, junker Buk, lad os nådigt beholde livet. |
| 5 Dazu schwörest du bei deiner Priesterschaft, wie Hannibal bei seinem Gott, du wollist nit aufhoren wider mich schreiben (emser04#52). Bocks Emser, dass du auch den Eid, wie den Harnisch, gebessert, bei deinen Hornern und Bart, wie Socrates bei seinem Hund, geschworen hättist: das wäre ein recht philosophisch Eid gewesen, mir fast erschrecklich, dieweil du neulich Aristotelem im Eselsstall bei Christo funden hast, wie du ruhmest. Es will ein Ernst seien, sehe ich wohl, weil die lange Spiess und kurze Degen kummen, der ich mich bisher, als von Sanct Paulo unernennet, nit vorsehen. | Dertil sværger du ved dit præsteskab, som Hannibal ved sin Gud, at du ikke vil ophøre med at skrive imod mig. Kære buk Emser, du skulle nu have forbedre både ed og harnisk, så du, ligesom Sokrates svor ved sin hund, havde svoret ved dine horn og dit skæg; det ville have været en ret filosofisk ed, næsten forskrækkelig for mig, eftersom du fornylig har fundet Aristoteles i æselstalden hos Kristus, som du praler af. Det bliver alvor, ser jeg nok, for det lange spyd og den korte kårde kommer; dem havde jeg hidtil, fordi de ikke nævnes af Skt. Paulus, ikke regnet med. |
| 6 In solchen Ernst muss ich zu dem Panzer, Helm und Schild halten, die Emser liegen lässit; nit dass ers vorachte, wie Jdermann weiss; sondern nit darf: denn er hat zuvor ein dick Haut, harten Kopf und vorstockte Brust, damit er nit allein mir, sondern auch dem heiligen Geist kann widerstreben. | I denne alvorlige situation må jeg holde mig til den harnisk, den hjælm og det skjold, som Emser lader ligge; det er jo ikke, fordi han foragter dem, som enhver véd; nej, det er fordi han ikke behøver dem, for han har i forvejen en tyk hud, et hårdt hoved og et forstokket bryst, og dermed kan han ikke blot modstå mig, men også Helligånden. |
| 7 Sanct Paulus aber ortert die Wappen also, dass er den Helm nennet: Ein Helm des Heils; das Panzer oder Krebs: Ein Panzer der Gerechtikeit; den Schild: Ein Schild des Glaubens; der darf Emser keinis; hat gnug am allerheiligsten Vater Papst, wie ein Creatur an ihrem Schöpfer soll billig gnug haben. | Men Skt. Paulus opstiller våbnene på den måde, at han kalder hjælmen en frelsens hjælm, harnisken eller brynjen en retfærdighedens harnisk og skjoldet et troens skjold. Det behøver Emser ikke noget af; han har nok i den allerhelligste fader paven, sådan som jo en skabning rimeligt nok skal have nok i sin skaber. |
| 8 Darumb er auch das (E223) heilig fleischlich Recht einfuhrt, mehr denn gottlich Recht, und nimpt das Schwerdt mit dem langen Spiess und kurzen Degen, und greifet an so nacket einen reissigen Kürisser, das ist den Ketzer Martin Luther. Wie dunkt euch? ich mein ja der Bock sei ein Mann und ein theurer Held, er darfs wahrlich wagen. | Derfor indfører han også den hellige, kødelige ret, mere end den guddommelige ret, og tager sværdet sammen med det lange spyd og den korte kårde, og angriber således nøgen en ruskende kyradsér, det vil sige: kætteren Martin Luther. Hvad mener I? Jeg mener, at bukken sandelig er et mandfolk og en dyrebar helt; han tør sandelig vove noget. |
| 9 Nu lege ich meinen Harnisch an in Gottis Namen: das Panzer oder Krebs der Gerechtikeit nennet Paulus das gerechte unschuldige Leben, das niemand unrecht thut, oder, wie man auf Deutsch sagt: Ein gute Sache und gute Gewissen. Denn also lehret St. Petrus (1 Epist. 4,15.16): Ein Christen soll also leben, dass er nit müg mit Recht vorfolget werden, und die Vorfolgung nur umb Unschuld leiden. | Nu anlægger jeg mig min bevæbning i Guds navn. Retfærdighedens harnisk eller brynje kalder Paulus det retfærdige, uskyldige liv, som ikke gør nogen uret, eller, som man siger på tysk: En god sag og en god samvittighed. For således lærer Skt. Peter os: En kristen skal leve sådan, at han ikke med rette kan forfølges, og forfølgelse skal han kun lide, når han er uskyldig. |
| 10 Wie nu der Krebs oder Panzer die Brust vorwahret, und ein Muth macht gegen die Stiche; also wer ein gute Sache und Gewissen hat, und gerecht ist, der furcht sich nit, vorlässit sich drauf, und ist müthig wider seine Feinde. Also sagt St. Paulus 2 Corinth. 1,12: Unser Vorlassen oder Ruhm, ist unser gut Gewissen, dass wir in dieser Welt haben gelebt einfältiglich etc. Dieser Harnisch ist dem Bock nit noth; denn er ist ihm zu schwer zu tragen, geht gern ohn Krebs, gute Sachen und Gewissen; ist ihm gnug lange Spiess und kurz Degen der Lasterwort und Lügen. | Ligesom nu brynjen eller harnisken beskytter brystet og udgør et værn imod stik, således vil den, der har en god sag og en god samvittighed og er retfærdig, ikke være bange, han forlader sig derpå og er modig imod sin fjende. Sådan siger Skt. Paulus i 2 Kor 1,12: Hvad vi kan være stolte af og have god samvittighed over, er, at vi i denne verden har levet enfoldigt, osv. Denne beskyttelse har bukken ikke brug for; for den er for tung for ham at bære, han går gerne uden harnisk, uden en god sag og en god samvittighed; det er ham nok med skældsordenes og løgnens lange spyd og korte kårde. |
| 11 Nu aber der bose Geist wuthend ist auf frumm unschuldig Leut; ihre gute Sache trachtet mit langen Spiessen und kurzen Degen durchbohren, das ist, mit grossen vorlippten und listigen Lügen und falschen Auslegung zu tadeln, und fur den Leuten zu schänden, wie Bock Emser mir thut; auch so ist kein Sach so gut, der man sich fur Gott müge rühmen, fur wilchen niemand unschuldig ist, 2 Mos 34,7: so ist noth der Schild des Glaubens, dass er in Gottis Vortrauen bestehe; und ob schon Jdermann durch die giftigen Zungen wurd abwendet, dass er doch nit zaghaft und matt werd, setz sein Trauen nit in menschlich Beistand, noch in sein eigen Recht, sondern in Gott allein, der wirds wohl ausführen. (E224) | Men nu er den onde ånd rasende på fromme, uskyldige mennesker, han tragter efter at gennembore deres gode sag med sit lange spyd og sin korte kårde, det vil sige, han tragter efter at dadle og overfor mennesker at skænde med læbeløgne og listige ord og falske udlægninger, sådan som bukke-Emser gør overfor mig; men nu er ingen sag så god, at man skulle kunne rose sig af den overfor Gud, for overfor ham er ingen uskyldig. Derfor er troens skjold nødvendig, for at han kan bevare gudstilliden; og selv om enhver i kraft af de giftige tunger blev afværget, for at han dog ikke skulle blive forsagt og mat, må han sætte sin lid ikke til menneskelig bistand, eller til sin egen ret, men alene til Gud, han skal nok føre det igennem. |
| 12 Drumb spricht Paulus: In dem Schild des Glaubens kunnt ihr alle feurige Spiess und Pfeil (hätt schier auch Emsers kurz Degen genennet,) des Boswichts auslöschen. Denn die Lugen und falsch Angeben des Boswicht sein so boshaftig, heiss und vorlippt, dass, wenn sie kunnten, die ganz Welt anzunden, und ihr Herz fur grossem Hass nahend vorbrennet; von denen sagt man auf Deutsch: Ei wie bitter bos meinet ers. | Derfor siger Paulus: Med troens skjold kan I opfange alle den ondes gloende spyd og pile (han havde næsten kunnet nævne også Emsers korte kårde). (Ef 6,16) For den ondes løgne og falske angivelser er så ondskabsfulde, hede og underfundige, at de, hvis de kunne, ville sætte hele verden i brand, og af deres store had næsten opbrænde deres hjerte; om dem siger man på tysk: Ej, hvor bittert og ondskabsfuldt mener han det. |
| 13 Darumb muss der Gerechte die Sach Gott befehlen und vortrauen, und also die feurig Spiess im Schild des Glaubens auslöschen. Solchs hat Paulus oft vorsucht und erfahren von den Juden. Ich habs von keinem meiner Feind, denn von Ecken und Emser erfahren, die alle beide nit von schlechten, sondern von vorlippten feurigen Spiessen wohl gerustet; aber sie haben mir noch nit kunnten schaden. | Derfor må den retfærdige befale Gud sin sag og stole på ham og altså slukke de brændende spyd med troens skjold. Den slags har Paulus ofte prøvet og erfaret fra jøderne. Jeg har ikke erfaret det fra andre af mine fjender end fra Eck og Emser, som begge to er veludrustede, ikke med ligefremme, men med underfundige, gloende spyd; men de har endnu ikke kunnet skade mig. |
| 14 Und wenn nit ein Glaub da wäre, sollten wahrlich solch feurig Spiess einem das Herz abbrennen, als vielen geschehen ist. Solchs Schilds darf Emser auch nit; denn er weiss, wie ich nit mit Lugen an jemand gefahren bin: ich darfs aber, denn ich mein Leblang feuriger boser Lugen nit gelesen, noch gehoret, denn Bocks Emsers; wie wir sehen werden. | Og hvis troen ikke var der, så skulle i sandhed den slags gloende spyd nok brænde hjertet ud på én, sådan som det er sket for mange. Et sådant skjold behøver Emser heller ikke; for han véd, hvordan jeg ikke har faret med løgn mod nogen. Men jeg behøver det, for jeg har i min levetid ikke læst eller hørt mere gloende, ondskabsfulde løgne end bukke-Emsers. Det får vi at se. |
| 15 Uber das ist noth der Helm des Heilands. Der Heiland oder Heil ist Jesus Christus; der wird denn ein Helm, wenn wir uns noch seinem Exempel richten und trosten, und ihn fur die Augen bilden, wie Paulus sagt (Hebr 12,3): Gedenkt an denen, der von den bosen Leuten erlitten hat ein solch Widerstreiten, auf dass ihr nit matt werdet in eurem Glauben. Und er selb hat sich zu einem Helm gemacht, da er sprach (Matth. 19,24f): Gedenkt an mein Wort, das ich euch gesagt habe: Ein Knecht soll nit mehr sein denn sein Herr. Haben sie mich vorfolget, so werden sie euch auch vorfolgen, (Joh. 15,20). | Udover det har man brug for frelsens hjælm. Frelseren eller frelsen er Jesus Kristus; og han bliver til en hjælm, når vi retter os efter og trøster os ved hans eksempel og holder ham for øje, som Paulus siger: Tænk på dem, der af onde mennesker har tålt en sådan modsigelse, for at I ikke skal blive trætte i jeres tro. Og han gjorde sig selv til en hjælm, da han sagde: Tænk på det ord, jeg sagde til jer: En slave skal ikke være mere end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer. |
| 16 Wie nu der Heil ein Sicherheit und Fried macht dem Herzen; also auch wenn ein Christen gedenkt an seinen Herrn (E225) Christum, dass demselben auch so gangen ist, wird er sicher und zufrieden, und lässet hergehn, was da geht, und spricht frolich: Ei es muss ein Schelm sein, der es besser haben wollt, denn sein lieber Vater und Herr. Dieses Helmen darf Bock Emser auch nit. Doch am End des Buchs malet er desselben ein Bild, und stellet ihn bei sich zu Fussen, und bittet so fleissig, dass, wer ihn nit kennet, sollt wohl denken, es wäre sein Ernst; aber der Kopf bleiben ihm bloss, dass die Regenten der Lufte je freien offnen Zugang haben. | Ligesom nu frelsen giver hjertet sikkerhed og fred, sådan sker det også, når en kristen tænker på sin herre Kristus, at det også er gået ham sådan, at han bliver sikkert og tilfreds og lader det ske, hvad der må ske, og glad siger: Ej, det skulle da være en skælm, der ville have det bedre end sin kære fader og herre. Denne hjælm har bukke-Emser heller ikke brug for. Dog bagerst i bogen maler han et billede af hjælmen og stiller den ved sine fødder og beder så flittigt, at den, der ikke kender ham, nok ville tro, det var hans alvor; men hans hoved forbliver blottet, så at luftens herskere har des bedre fri tilgang. |
| 17 Das Schwerdt aber, das Wort Gottis, nimpt er, und gibt fur, nit mit der Scheiden, (das ist) mit dem Buchstaben, sondern mit der Schneiden, das ist, mit des geistlichen Vorstand zu hauen (emser04#62); wie er denn aus den Bunden wohl geistlich kann, besser dann Deutsch und Latinisch, als ein rechter junger Aristotelis. | Men sværdet, Guds ord, det tager han og foregiver at hugge, ikke med skeden, det vil sige, med den bogstavelige betydning, men med æggen, det vil sige, med den åndelige forståelse; som han vel kan det, åndeligt ud fra båndene (?), bedre end tysk og latin, som en ret ung Aristoteles. |
| 18 Ich wollt aber ihm dasselb Schwerdt wohl nehmen mit meinem Harnisch, so weiss ich nit, wo ers lässit; ich sihe nichts im ganzen Buch, denn eitel lange Spiess und kurze Degen eins barhäupten, nacketen, blossen Lügeners und Lästerers. Es muss auch ein kluge Zaubrin sein, die ihm solchen Traum gesagt hat, dass die Scheiden heiss den Buchstaben, und die Schneide den Geist; doch ich mein, es hab sein heilige Priesterschaft solchs und alls ander im Eselsstall bei dem Aristotel funden. | Men jeg skulle nu nok optage hans sværd med min harnisk, blot ser jeg ikke, hvor han har lagt det; jeg kan ikke se andet i hele bogen end idel lange spyd og korte kårder i hånden på en barhovedet, nøgen, blottet løgner og skænder. Det må også være en klog fé, der har sagt ham det i en drøm, at skeden betyder bogstaverne og æggen ånden; dog tror jeg, at hans hellige præsteskab har fundet den slags og alt andet i æselstalden hos Aristoteles. |
| 19 Wohlan, dem Esel jucht die Haut und ist zu wohl, wollen zu den Sachen greifen. Drei grosse Weisheit hat er beweiset in dem zarten edeln Buchle. Die erste, dass er keins meiner Bucher angreift, darinn ich Schrift und Lehre handel; sondern das, darinn ich mit wenig Schrift mein blossen treuen Rath dargebe dem Deutschen Adel, wilchem, als gnug vorständigem, nit noth war meine Lehre, sondern mein gute Meinung und Vormahnung zurzeigen. Hie will ich (sprach der Bock,) den Münch im Bad ergreifen, und Ehre einlegen, denn ich beisse der andern Buchle keinis. (emser04#52; #84; #91; #97). | Velan, æselhuden klør ham og det er så i orden, vi vil gribe til sagen. Tre store visdomme har han bevist i dem sarte, ædle bog. For det første, at han ikke angriber nogen af mine bøger, hvori jeg behandler skrift og lære; men den bog vil han angribe, hvori jeg uden særlig mange skriftsteder giver mit nøgne, troværdige råd til den tyske adel, hvilket, som nok vil forstås, ikke nødvendigvis var min lære, men for at vise min bedste overbevisning og formaning. Her vil jeg (siger bukken) gribe munken i badet og indlægge mig ære, for jeg angriber på ingen måde de andre bøger. |
| 20 Die ander, da er ihm in solchem Vortheil noch nit trauet, erfand er ein gross Buch zu schreiben, und viel Spruche einfuhren, wilchen allen zu antworten viel (E226) Muhe hat; gedacht: Schreib ich ein kleines, so mocht man Emsern bald sehen, wie vorhin mir geschehen. Dann es ist schwere, grosse Narrheit unter wenig Papier zu vorbergen. | Den anden visdom, han kommer med, er, at da han endnu ikke troede om sig selv, at han besad denne fordel, fandt han på at skrive en stor bog og indføre mange citater, som han alle havde megen møje med at svare på. Han tænkte: Hvis jeg skriver en lille bog, så kan man snart se Emser, som det tidligere skete for mig. For det er vanskeligere at gemme stor dumhed under lidt papir. |
| 21 Nu aber ich viel schreib und einfuhr, muss Jdermann sagen: Ei, wie gelehret ist der Bock zu Leipzik! ich mein er hab dem Munch geben, und mit dem beruhmbten Fechter ein Gänglin than. Es war einmal ein Aff, der sah einen Schuster Leder schneiden; da derselb nu von der Werkstatt gingk, lief der Aff hin, wie sein Art ist, schneid auch, und vorderbet das Leder allsampt. Also, mein Bock gesehen, wie ich Schrift und Lehrer einfuhre in etlichen Buchern, dachte: Das kann ich auch, achtet, es sei gnug, auf einen Haufen tragen, was er findt, wie seinis Gleichen viel Schrift zuloddert und zumartert haben. | Men når jeg nu skriver og indfører meget, så må enhver sige: Ej, hvor lærd er ikke bukken fra Leipzig! Jeg mener nu, han har givet munken tørt på, og gjort den berømte fægter et ledebånd. Der var engang en abe, der så en skomager skære læder; da nu skomageren gik ud af værkstedet, løb aben til, som det er dens art, og gav sig til at skære læder og fordærvede alt læderet. På samme måde har min buk set, hvordan jeg indfører skriftsteder og lærere i nogle bøger og tænkt: Det kan jeg også gøre, og regnet med, at det var nok at dynge en hel hob op, hvad han sådan kan finde, sådan som hans ligemænd har pint (?) og martret mange skriftsteder. |
| 22 Die dritte, da das auch nit sicher gnug war, da fleisset er sich allererst des rechten Emsers geistlich Vorstand, zwackt eraus meine Wort, wo es ihm dunkt, schmiert dran seine Gift, lässit stehen, was vorgehet und folget, auf das mein Meinung und sein Gift je nit vormerkt werde. | Den tredie visdom er denne: Da heller ikke det var sikkert nok, da først beflitter han sig med den rette Emsers åndelige forståelse, snapper af mine ord, hvad han finder for godt, smører sin gift derind, lader det være, som står foran og følger efter, så min mening og hans gift ikke skal mærkes. |
| 23 Das thut er Allis aus ubirchristlicher Lieb und hohem Geist; dazu ruft (er) an das theur Blut Christi, bitt fur mich, dass er mich wollt erlösen vom Irrthum, den Emser mir auflegt, und ich gleich widersinnisch lehre, auf dass Jdermann sagen soll: Ei behut Gott, lehret solch Gift der Luther. | Alt det gør han ud af overkristelig kærlighed og høj ånd; dertil anråber han Kristi dyrebare blod, beder for mig, at Kristus vil udløse mig af den vildfarelse, som Emser lægger ned over mig, og som jeg ganske absurd skulle lære, så enhver skal sige: Ej, gudbevares, lærer Luther den slags gift. |
| 24 O gebenedeiet sei der Bock zu Leipzik, der uns anzeigt, was er fur ein Vogel ist. Das sein die feurige Spiess und Degen des Boswichtes, da St. Paulus von sagt, damit er gern wollt die Welt anzunden wider mich. Es hilft aber nit; Gott hat hie zu grossen Muth dagegen gebauet, und einen guten Schild mir geschenkt, den will ich itzt vorsuchen, also: | O velsignet være bukken fra Leipzig, der viser os, hvad for en fugl han er. Det er slyngelens gloende spyd og kårde, som Skt. Paulus taler om, hvormed han gerne vil antænde verden imod mig. Men det hjælper ikke; Gud har her opbygget for stort et mod derimod og givet mig et godt skjold; det vil jeg nu prøve at bruge på følgende måde: |
| 25 Wo ich gesagt habe, es sei viel Jammers folget aus der vorboten Ehe der Priesterschaft, legt er also aus, als habe ich gelehret, wie Gott die Welt umb der Keuschheit willen strafe; und beweiset hie sein ubirchristlich Weisheit, fuhret ein viel Schrift, da Gotte die (E227) Unkeuscheit straft, als hätt das niemand gelesen. (emser08#26ff). | Hvor jeg har sagt, at der følger megen ulykke af det, at ægteskabet er forbudt præsteskabet, dèr udlægger han det, som havde jeg lært, hvordan Gud straffer verden for kyskhedens skyld; og her beviser han sin overkristelige visdom, indfører mange skriftsteder, hvor Gud straffer ukyskheden, som om ingen havde læst det. |
| 26 Damit will er angeben, ich lehre Unkeuscheit, und vorfluche die Keuscheit. So blind ist sein wuthender Hass, dass er nit bedenken kann, dass ihm das niemand werd glauben, siehet und höret auch nit mein Bucher, offentlich vorhanden, daraus ihn auch ein Kind zu einem Lugner und Boswicht machen kunnt. | Dermed vil han antyde, at jeg lærer ukyskhed og forbandet kyskhed. Så blind er hans rasende had, at han ikke kan betænke, at i det stykke er der ingen, der vil tro ham, han ser og hører heller ikke mine bøger, som dog ligger åbent fremme, hvoraf selv et barn vil kunne gøre ham til en løgner og slyngel. |
| 27 Item, dass ich gerathen habe, Klöster nit mehr stiften, sondern wenigern, zeugt er dahin: Luther hab gelehret, man soll Klostergelubd nit halten, Kappen abwerfen, aus den Klöstern laufen. Sein das nit feurige boswichtige Spiess, so weiss ich nit, was Feur, Bosheit und Spiesse sein. (n27) | På samme måde, når jeg har givet det råd, at man ikke skulle oprette flere klostre, men færre, drager han det derhen, at Luther har lært, at han ikke skal overholde klosterløfterne, skal kaste kappen fra sig, løbe ud af klostrene. Hvis ikke det er gloende, ondsindede spyd, så véd jeg ikke, hvad gløder, ondskab og spyd er. |
| 28 Item, da ich habe gelehret christliche Freiheit, und gerathen, wie wir sollen muthig sein, deutet er dahin, ich hab Hoffart und Stoltzheit gelehret, und geusset aus seine Kunst, wie die heilige Schrift zur Demuth lehret; dass, wo Emser nit kommen wäre, so hätte niemand gewüsst, dass die Schrift Demuth lehre. (emser06#38) | Ligeledes, hvor jeg har lært kristen frihed og givet råd om, hvordan vi skal være frimodige, så tyder han det derhen, at jeg har lært hovmodighed og stolthed, og udgyder sin kunst om, hvordan den hellige skrift lærer ydmyghed; så at, hvis Emser ikke var kommet, så ville ingen have vidst, at skriften lærer ydmyghed. |
| 29 Also lehret Luther, nach der ubirchristlichen, ubirgeistlichen Auslegung Bocks Emsers, eitel Unkeuscheit, Hoffart, Ungehorsam, und dergleichen Untugend. Da gehört her, dass er mir Schuld gibt, ich hab gesagt: Ich habs nit in Gottis Namen angefangen; und: der Teufel schlah drein, das sich die Einfältigen an meiner Lehre ärgern. (n29) | På den måde lærer Luther, efter den overkristelige, overåndelige udlægning hos bukke-Emser, idel ukyskhed, hovmodighed, ulydighed og den slags udyder. Hertil hører der det med, at han giver mig skyld for, at jeg har sagt: 'Jeg har ikke begyndt noget i Guds navn'; og: 'Djævelen er skyld i, at de enfoldige forarger sig på min lære'. |
| 30 Dieser Stuck und geistlicher Auslegung ist das ganz Buch voll, dass ich nit anders kann denken, es sei ihm widerfahren, was ich längist besorgt habe, der unträglich Hass hab ihn rasend und unsinnig gemacht, dass er kein Witz noch Sinn mehr hat, kann nit denken, dass noch Leut auf Erden sein. | Hele bogen er fuld af den slags ting og af den åndelige udlægning, så at jeg ikke kan tro andet, end at det er gået ham sådan, hvad jeg længe har frygtet, at det ubærlige had har gjort ham rasende og vanvittig, så at han ikke mere har nogen forstand eller fornuft, ikke kan tænke sig, at der endnu er folk på jorden. |
| 31 Es ist wohl ehe geschehen, dass ein wüthender Hass ein Menschen hat tobend und rasend macht, wie die Poeten von der Hecuba fabuliren. Ist er aber nit unsinnig, so darf ich ihn nit schelten einen lugenhaftigen Buben, der muthwillig und aus lauter Bosheit leugt, das er weiss fur Jdermann anders erkannt. Er schilt sich selb also in diesem Buchle offentlich fur Jdermann; es sein je meine Bucher furhanden, da beruf ich mich auf. | Det er vel før sket, at et glødende had har gjort et menneske dumt og rasende, som poeterne fabulerer om Hecuba. Men er han ikke vanvittig, så har jeg ikke lov til at skælde ham ud for en løgnagtig slyngel, der frivilligt og af lutter ondskab fornægter det, han véd, enhver anden erkender anderledes. Han skælder altså i denne bog sig selv ud åbent for enhver; mine bøger foreligger jo, dem beråber jeg mig på. |
| 32 Auf die Weise sein Johannes Huss, und Hieronymus von Prage, zu Costnitz auch vorbrennet; wilchen, (E228) sie do nit vormochten redlich widersprechen, legten sie ein falsche Meinung auf: wie das klärlich ausweisen beider Schrift und Buchle. Gleichwie Christus, da er sagt (Matth. 22,17): Gebt dem Kaiser, was des Kaisers ist, müsst er doch gesagt haben, man sollt dem Kaiser nit Zins geben. | På den måde blev Johannes Huss og Hieronymus fra Prag også brændt i Konstanz; de fik, da man ikke formåede på redelig vis at modsige dem, tillagt en falsk mening, som begges bøger og skrifter klart udviser. Ganske som Kristus, fordi han sagde: Giv kejseren, hvad kejserens er, så tillagde man ham alligevel, at han havde sagt, at man ikke skulle give kejseren skat. |
| 33 Und St. Stephanus Apostg. 7,48f da er predigt, wie der Tempel zu Jerusalem nit das rechte Gottishaus wäre, sondern Christus mächt ein recht Gottishaus durch den Glauben, und sprach also: Gott der wohnet nit in gemachten Häusern der Menschen, wie er spricht durch den Propheten Jesaia (66,1.9): Der Himmel ist mein Stuhl, und die Erde mein Fussbank; was wollt ihr mir denn fur ein Haus bauen? Auf einem stillen demüthigen Herzen wird rugen mein Geist etc. Da sie nu diesem klaren Spruch in keinem Wege kunnten widersprechen, bestelleten sie falsch Gezeugen, die sagten: Er hätt Gott und den heiligen Tempel gelästert, und also müsst er sterben. (Apostg. 6,13). | Og sådan gik det også Stefanus ifølge Apg 8,48f. Han prædikede, at templet i Jerusalem ikke var det rette gudshus, men at Kristus ville skabe et ret gudshus gennem troen og sagde således: Gud bor ikke i huse, gjort med menneskehænder, som han siger ved profeten Esajas: Himlen er min stol, jorden min fodskammel, hvad vil I bygge mig et hus for? I et stille, ydmygt hjerte vil min ånd hvile osv. Da de nu ikke på nogen måde kunne modsige denne klare tale, fik de fat på falske vidner, som sagde: Han har skændet Gud og det hellige tempel, og derfor må han dø. |
| 34 Also mein Bock auch, desselben Judischen Geistes voll, weil er nit kunnt leugnen, dass viel Jammers kummen ist aus der vorboten Ehe des geistlichen Stands; wie ich gesagt habe, dass auch die Kinder auf des Gassen davon singen und sagen: dazu ich den klaren Spruch Sanct Pauli eingefuhrt 1 Tim. 4,3 damit ich beweiset, dass der Papst in solchem Gesatz des Teufels Apostel gewesen ist, dass Jdermann, nit allein Emser, drob muss stumm werden, und nichts darauf mag antworten, (adel03#58ff) bricht er zur Seiten aus, und trifft mich mit der Schneiden seines geistlichen Vorstandes; gibt mir Schuld, ich hab gelehret, Gott straf die Welt umb der Keuscheit willen, und heissit mich mit meinen Griechen, die des Papststeufels Gebot nit angenommen, nur daheim bleiben; soll mir damit lassen geantwort sein. (emser08#26ff). | På samme måde med min buk, som er fuld af denne jødiske ånd. Fordi han ikke kunne nægte, at der er kommet megen jammer ud af, at man har forbudt den gejstlige stand at gifte sig; som jeg har sagt, at selv børnene på gaderne synger og taler derom; og jeg dertil indfører Skt. Paulus' klare tale 1 Tim 4,3, hvormed jeg beviser, at paven ved en sådan retningslinie har været djævelens apostel, så at enhver, ikke blot Emser, derved må blive tavs og ikke kan svare noget derpå, fordi det gik ham sådan, bryder han ud til siden, og træffer mig med sin åndelige forståelses sværdæg, pådutter mig, at jeg har lært, at Gud straffer verden på grund af kyskheden, og befaler mig tillige med mine grækere, der ikke har antaget pavedjævelens bud, at blive hjemme; dermed skal jeg lade som om jeg har fået svar. |
| 35 Ists aber nit ein wunderlich Dingk umb die Welt! Wenn ich einmal so gelogen, falsch und so grob genarrt erfunden wurd, so wäre alle mein Lehre und Ehre, Glaub und Trau ganz aus, Jdermann wurd mich fur einen Buben und ehrlosen Boswicht (wie billig), (E229) halten. | Men er det ikke en vidunderlig ting ved verden! Hvis jeg nogensinde havde løjet på den måde, var blevet grebet i at have narret så falsk og så groft, så ville det være helt slut med al min lære og ære, min tro og troværdighed, enhver ville (rimeligt nok) regne mig for en slyngel og en æreløs slubbert. |
| 36 Noch haben mein Feind das Gluck, dass, ob sie ohn Unterlass, ohn Aufhoren ubir mich grob greiflich lügen, und offentlich zu schanden werden, lässit man dennocht nit von ihn, wartet noch Jdermann, ob sie einmal mich erschnappen mochten; so man doch wohl sieht an ihrem mutwilligen Lügen, dass sie nit aus Gott wider mich handeln, dass, ob ich schon voller Teufel wäre, dennoch ihr Ding nichts gulte; dieweil sie nit in Gottis Finger, sondern Teufel mit Teufel austreiben furnehmen (Luc. 11, 16. 20). | Men stadig har mine fjender det held, at selv om de hele tiden uden ophør groft og håndgribelige lyver om mig og åbenlyst bliver til skamme, så slipper man dem dog ikke, enhver venter stadigvæk på, om de dog ikke langt om længe kunne opsnappe mig; selv om man dog vel ser på deres bevidste løgne, at de ikke handler med mig ud af Gud, at deres ting ikke gælder, om så jeg var fuld af djævle; selv om de ikke driver djævelen ud ved Guds finger, men prøver at drive ham ud ved djævelen, |
| 37 Ihn ist Allis vorgeben, wie sie lügen und narren; so ich ein Haarbreit wanket, musst es Allis Ketzerei sein, was ich je gesagt hätt. Und wo sie das nit vormugen, haften sie doch an mir, und treiben sich mit meines spitzigen, beissiges Schreiben: des Stecklins in meines Aug können sie nit vorgessen; aber der grossen Balken in ihren Augen will niemand ianen werden (Luc. 6,41). | dem er alt tilgivet, hvor meget de end lyver og bedrager; hvis jeg vakler så meget som et hårsbred, må alt det, jeg nogensinde har sagt, være kætteri. Og hvis de ikke formår det, så bider de sig dog fast i mig og kommer med deres bebrejdelser om min spidsfindige, bidske skrivemåde. Splinten i mit øje kan de ikke glemme, men den store bjælke i deres øje vil ingen blive var. |
| 38 Drumb darf ich furwahr Gottis Hulf. Ich einiger Mensch (der doch ohn Gebrechen nit leben kann,) soll ein runden Zirkel ohn einigen Ritz schliessen, und gar nichts strauchlen; so ich doch in das Spiel ohn mein Willen getrieben bin. Sie aber, der gross Hauf, der sich selb dazu nöthiget, hat Vortheil, mit eitel ritzigen, lochereten, losen Stucken bestehen. | Derfor behøver jeg i sandhed Guds hjælp. Jeg ene mand (der dog ikke kan leve uden fejl) skal slå en rund cirkel uden nogensomhelst ridse og overhovedet ikke snuble; skønt jeg dog er drevet ind i spillet uden min egen vilje. Men de, den store hob, som selv trænger sig frem, har den fordel at kunne bestå med idel ridser, hullede og løse stykker. |
| 39 Doch es muss also sein, wie geschrieben Hohel. 2,2: Wie die Rosen unter den Dornen, also meine Freundin unter den Tochtern; und Ps 110,2: Du sollt hirrschen mitten unter deinen Feinden. Ich stehe mitten unter ihn allein; sie im Ringe, viel wider einen; auf dass man sehe, wie leichtlich die starke unüberwindlich Wahrheit ihr Ehr an der Lugen mehret, und wie mit viel Muhe und Erbeit die stärklose Lugen ihr Schand an der Wahrheit erwirbet. Also hätte mein Bock in andern Stucken wohl mit Lust und Freuden Schand gnug erworben; aber an der Wahrheit musst er sie mit grosses Wüthen und Toben erholen. | Dog, sådan må det være, som der står skrevet i Højs 2,2: Som roserne er blandt torne, sådan er min veninde blandt døtrene; og Sl. 110,2: Du skal herske midt iblandt dine fjender. Jeg står alene midt iblandt dem; de står i ring, mange mod én; på dette kan man se, hvor let den stærke, uovervindelige sandhed forøger sin ære ved løgnen, og med hvor megen møje og anstrengelse den kraftesløse løgn erhverver sin skam fra sandheden. Sådan ville vel min buk på andre punkter have erhvervet nok skam med lyst og glæde; men overfor sandheden må han hente skammen frem med stort raseri. |
| 40 Wiewohl nu hiemit gnugsam dem Bock geantwortet wäre, dieweil aus seinem unchristlichen Lügen und falschem Schwören lauter ist, aus was Meinung und (230) Geist er geschrieben hat; denn wider den erkannten Teufel ist nit zu fechten, sondern sich nur zu segnen und zu fliehen: so ists doch Zeit einmal, dass der bose Geist, der nit aufhöret, durch Bock Emsers Maul zu lügen und lästern die gottliche Wahrheit, werde ausgezogen, und on [in?] das Licht bracht, und seine Schand zu Lohn heimbringe, und Emser mit den Seinen vorständigt werde, was da heisset der Spruch Jesaiä (c33,11): Concipietis ardorem et parietis stipulam: ihr geht schwanger mit einem Feur, und gebäret nit mehr, denn einen Strohhalmen. | Men selv om der hermed ville være givet bukken tilstrækkeligt svar, eftersom det er klart af hans ukristelige løgne og falske sværgen, ud af hvilken mening og ånd han har skrevet, for imod den erkendte djævel skal man ikke fægte, men kun slå korsets tegn og flygte -- så er det dog tid for en gangs skyld, at den onde ånd, der ikke ophører med at lyve og skænde den guddommelige sandhed gennem bukke-Emsers mund, bliver draget frem og bragt for lyset og får sin skam med hjem som løn, og det bliver gjort Emser og hans lige begribeligt, hvad dette ord af Esaias betyder: I går svanger med en ild og føder kun et strå. |
| 41 Die grossen Berg sollten auch einmal einis Kinds genesen, wie die Poeten dichten, und da sich nu Jdermann vorsahe eins grossen Kinds wie ein Berk, da ward ein Maus draus, dess lachet Jdermann. Daher kumpt das Sprüchwort: Die Berg gehn schwanger, und wird ein Maus draus. | Det store bjerg skulle også engang føde et barn, som poeterne digter om det, og da nu enhver forudså et stort barn som et bjerg, da kom der en mus ud af det, og det lo enhver af. Deraf kommer ordsproget: Bjerget laver til barsel og føder en mus. |
| 42 Also hat mein Bock Emser auch greulich gedräuet zu stossen, lange Spiese, kurze Degen und Schwerdter gewetzt, und ist der grosse Blutkrieg ubers arm Papier gangen, wilchs dadurch aufs heimlich Gemach und in die Apotheken gemehret worden ist; wiewohl auch solche Ehre zu viel ist den unchristlichen Lugen, Lästerungen, Schwur, wider das heilig Gottis Wort geschehen. | På samme måde har også min bukke-Emser truet gruelig meget med at støde, har hvæsset sit lange spyd, sin korte kårde og sit sværd, og har ført en blodig krig hen over det arme papir, hvilket derved er blevet øget fra det hemmelige gemak og ind i apotekerne; (?) selv om også den ære er for meget for den ukristelige løgn, skældsord, sværgen, der er sket imod det hellige Guds ord. |
| 43 Von der Priesterschaft
aller Christen (n43)
Da ich so klar mit starker und festgrundiger Schrift beweiset hatte, dass alle Christen geistlich und Priester sein, dass Emser auch kein Lugen getrauet zurdichten (dess ich mich billig vorwunder), damit er dasselb lästern mocht, und hats mussen ohn seinen Dank zulassen, hat er doch seine Meisterschaft erzeigt, theilet der Schrift Auslegung in zwei Theil, und spricht: Ich hau mit der Scheiden; er wolle hauen mit der Schneiden (emser04#62). |
Om det, at alle kristne er præster
Eftersom jeg havde bevist med stærke og grundfaste skriftsteder, at alle kristne er åndelige og er præster, så at Emser slet ikke vovede at tildigte nogen løgn (hvilket jeg rimeligt nok undrer mig over), hvormed han kunne bespotte dette, men har måttet gå med til det, uden dog at være taknemlig over det, så har han alligevel vist sit mesterlige håndelag og opdeler skriften i to dele og siger, at jeg hugger med skeden, men han vil hugge med æggen. |
| 44 Hie lasset uns zusehen, er wird ein sonder meisterlich Stuck sehen lassen. Er nimpt fur sich den Spruch St. Pauli 2 Corinth. 3,6: Der Buchstabe todtet, der Geist aber macht lebendig; und lehret uns also: Wer die Schrift noch dem Buchstaben, und nit nach dem Geist vorsteht, der mocht lieber Virgilium oder sonst ein heidnische Fabel lesen; denn er lieset seinen Tod. (emser04#60) Und (E231) alto thut Luther; der folget den Buchstaben, und schlägt mit der Scheiden umb sich, und lehret nit den Geist. | Lad os her se på, hvordan han lader se et særligt mesterstykke. Han tager for sig Skt. Paulus' ord i 2 Kor 3,4: Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende, og lærer os således: Den, der forstår skriften efter bogstaven og ikke efter ånden, han skulle hellere læse Virgil eller en anden hedensk fabel; for han læser sin død. Og sådan gør Luther; han følger bogstaven og slår om sig med skeden og lærer ikke ånden. |
| 45 Lieber lasst uns das wohl merken, hie steht das Häuptstuck der Emserschen Theologen, und auf diesem Plan wirds heissen, gewunnen oder vorloren. Daraus folget nu und muss schliessen der heilig Priester Gottis, zum Ersten, dass St. Petrus hat den Buchstaben und Tod gelehret, da er spricht 1 Petr 2,9: Ihr seid ein kuniglich Priesterthum, und ein priesterlich Kunigreich. | Kære ven, lad os lægge godt mærke til det; her står de emserske teologers hovedstykke; her skal slaget slås. Deraf følger nu, og det må Guds hellige præste konkludere, for det første, at Skt. Peter har lært bogstav og død, når han i 1 Pet 2,9 siger: I er et kongeligt præstedømme og et præsteligt kongedømme. |
| 46 Aus diesen Spruch hab ich beweiset, dass alle Christen Priester sein (adel01#24). Denn Petrus hat das zu allen Christen gesagt, wie die Wort klar lauten, und mit Namen das Volk ausdrucken. So dann ich den Buchstaben und Tod lehre, und mit der Scheiden fechte, da ich diese Wort St. Petri gefuhret habe, geht je diese Schmach nit mich, sondern St. Peter an. | Ud fra dette ord har jeg bevist, at alle kristne er præster. For Peter har sagt det til alle kristne, hvad ordene klart lyder på, og udtrykkelig nævnt folket med navn. Så når jeg lærer bogstav og død og fægter med skeden, når jeg anfører disse ord af Skt. Peter, så angår denne bespottelse jo ikke mig, men Skt. Peter. |
| 47 So begehre ich von dem hochgeistlichen Gottis Priester, wollt mir in diesen Worten St. Petri anzeigen, wilchs der Buchstab, und wilchs der Geist sei; es wäre denn, dass er wollt sagen, es wäre keines drinnen, wider Buchstab noch Geist; wilchs er ohn Zweifel nit thut. | Derfor begærer jeg af Guds højåndelige præst, at han vil vise mig i disse ord af Skt. Peter, hvilke der er bogstav og hvilke der er ånd; medmindre da han ville sige, at der ikke var noget af det deri, hverken bogstav eller ånd; men det vil han uden tvivl ikke. |
| 48 Er spricht: Wer die Worte St. Peters dahin deutet, dass alle Christen sollen Priester sein, dermassen, wie sie von Bischofen geweihet werden, der hauet mit der Scheiden, nimpt den Buchstaben, und folget todtlichem Vorstand. Denn St. Peter redt von der innerlichen, geistlichen Priesterschaft, die alle Christen haben, und nit von der geweiheten Priesterschaft. (emser05#33) | Han siger: Den, der tyder Skt. Peters ord derhen, at alle kristne skal være præster, på den måde, at de bliver indviet til biskopper, han hugger med skeden, tager bogstaven og følger den dødelige forståelse. For Skt. Peter taler om det indre, åndelige præsteskab, som alle kristne har og ikke om det indviede præsteskab. |
| 49 Hie antwort ich: Es ist wahr, dass St. Peter redet von dem geistlichen Priesterthum; ja weiter sag ich, dass er auch kein Tutel von der geweiheten Priesterschaft redet; darumb seine Wort auch nit mugen ein Scheide oder todtlich Buchstabe sein, wie Emser traumet; sondern wer St. Peters Wort treibet auf die geweiheten Priester, der behält wider Scheiden noch Buchstaben davon; es ist falsch und nichts, Alles, was derselb macht. | Her svarer jeg: Det er sandt, at Skt. Peter taler om de åndelige præstedømme; ja, yderligere siger jeg, at han heller ikke taler en tøddel om det indviede præsteskab; derfor kan hans ord heller ikke være en skede eller et dødeligt bogstav, som Emser drømmer om det; men den, der driver Skt. Peters ord hen på de indviede præster, han beholder hverken skede eller bogstav deraf; det er falsk og tomt, alt, hvad en sådan laver. |
| 50 St. Peters Wort haben nur einen einfältigen Sinn, dahin sie mit Buchstaben und Geist gehn. Aber Emser weiss nit, was Buchstab heisset; drumb macht er Scheiden, und (E232) was ihn gelustet, aus Gottis Wort. Dazu lässet er ihm träumen, es sei zweierlei Priesterschaft, eine geistliche, und eine kirchische, die er nennet ecclesiasticum; und also meinet er, die Wort Petri mugen sich auf beide reimen, und sei die Fahr nur, dass man sie auf die rechtschaffne reime, und mich strafet, ich reime sie nit recht. | Skt. Peters ord har kun en enfoldig betydning; dèr vil de hen med bogstav og ånd. Men Emser véd ikke, hvad bogstav betyder; derfor laver han en skede, og hvad han ellers får lyst til, ud af Guds ord. Dertil tillader han sig at drømme, at der er to slags præsteskab, et åndeligt og et kirkeligt, som han kalder ecclesiastisum; og derfor mener han, at Peters ord må rime sig med dem begge, og faren er kun, om man kan rime dem på ret måde, og mig anklager han for at jeg ikke rimer dem ret. |
| 51 Das Allis ist lauter Irrthumb und Blindheit, und Emser hätt wohl daheimen blieben mit solchen seinen blinden Griffen. Hab ich doch noch nie keinmal gesagt, dass St. Peters Wort laute auf seine erdichte Priesterei, die er nennet ecclesiasticum, und die ich hinfurt nennen will, kirchisch. | Alt det er lutter vildfarelse og blindhed, og Emser skulle nok været blevet hjemme med den slags blinde greb. Jeg har dog aldrig nogetsteds sagt, at Skt. Peters ord går på hans opdigtede præsteri, det, han kalder ecclesiasticum, og som jeg fremover vil kalde kirkeligt. |
| 52 Dazu hab ich auch nit gesagt, dass alle Christen kirchische Priester sein: drumb sollt der heilig Priester Gottis die Brill auf die Nasen gesetzt und mein Buchle recht angesehen haben, so wäre ihm nit noth gewesen, solche Lugen mir aufzulegen. | Desuden har jeg heller aldrig sagt, at alle kristne er kirkelige præster; derfor skulle Guds hellige præst have sat brillen på næsen og læst min bog ordentligt, så ville det ikke have været nødvendig for ham at tillægge mig den slags løgne. |
| 53 Auch wenn der thorichte Traum bestunde, da St. Peters Wort zweierlei Priesterthum begriff, einis mit dem Buchstaben und Scheiden, das ander mit dem Geist und Schneiden, so wäre die ganz kirchisch Priesterschaft todtlich und schädlich Ding; dieweil sie durch den todlischen Buchstaben bedeut. Als Emser selbs sagt, dass St. Peter nur von der geistlichen, lebendigen Priesterschaft redet. Denn was nit Geist ist, das leben nit, und ist todt. | Og selv om den tåbelige drøm holdt stik, så Skt. Peters ord omfattede to slags præstedømme, det ene med bogstaver og skede, det andet med ånd og æg, så ville hele det kirkelige præsteskab være en dødelig og skadelig ting, eftersom de betegnes ved de dødelige bogstaver. Emser sig jo selv, at Skt. Peter kun taler om det åndelige, levende præsteskab. For hvad der ikke er ånd, det lever ikke og er dødt. |
| 54 Wiederumb, dieweil er mir den todtlichen Buchstaben gibt, und meine Priester doch die lebendig nennet, da Petrus von redet, so heisset er die lebendig todtlich, und seine todtlich lebendig; gauckelt wider sich selbs, weiss selb nit, was er lallet, macht sein eigen Priesterschaft selbs todtlich, und schändet sie höher, denn sie Jemand geschändet hat. Also geht es den Blindleitern, die gottlich Schrift handeln wollen, und das Schwerdt des Geistis fuhren, das ihn zu schwer ist; und geschicht wie man sagt: Wer hat hie den Mann ans Schwerdt bunden. | Og videre: Eftersom han giver mig de dødelige bogstaver og alligevel kalder mine præster de levende, som Peter taler om, så kalder han altså de levende døde, og hans døde levende, driver gæk med sig selv, véd ikke selv, hvad han vrøvler om, gør sit eget præsteskab dødeligt, og skænder det derved højere, end nogen har skændet det. På den måde går det dem, der vil lede blinde, vil håndtere den guddommelige skrift og føre åndens sværd, der er dem for tungt; så går det, som man siger: Se, hvordan sværdet kommer gående med manden! |
| 55 Drumb, den närrischen Traum des Emsers zu meiden, ist zu wissen, dass die heilige Schrift, sonderlich im neuen Testament, da die Figur aus sein, nit mehr denn von einem geistlichen Priesterthum schreibt; gleichwie ich (E233) vom Papstthum auch geschrieben, dass sie nit mehr denn von einer geistlichen Kirchen schreibt. | Derfor, for at undgå Emsers naragtige drøm må man vide, at den hellige skrift, især det nye testamente, hvor den figurlige betydning er ophørt, ikke skriver om mere end ét åndelige præsteskab; ganske som jeg også har skrevet om pavedømmet, at den (skriften) ikke skriver om mere end én åndelig kirke. |
| 56 Und das Priesterthum, da Emser von träumet, und Kirche, da die Papisten von dichten, reimen sich in die Schrift, wie Leben und Tod sich zusammen fugen. Und biete allhie Trotz, wird mir Emser einen Buchstaben aus der Schrift bringen, der seine kirchische Priesterschaft, Priesterschaft heisse, so soll er gewunnen haben; er soll mirs aber lassen. | Og det præstedømme, som Emser drømmer om, og den kirke, som papisterne digter om, rimer sig med skriften, som liv og død lader sig sammenføje. Og jeg vil her byde ham trods. Hvis Emser vil bringe mig så meget som et bogstav fra skriften, der kalder hans kirkelige præsteskab præsteskab, så skal han have vundet. Men det skal han nok lade være med. |
| 57 Die Schrift macht uns alle gleich Priester, wie gesagt ist; aber die kirchische Priesterschaft, die wir itzt in aller Welt sondern von den Laien, und heissen sie allein Priesterschaft, wird in der Schrift genennet ministerium, servitus, dispensatio, Episcopatus, presbyterium, und an keinen Ort sacerdotium, noch spiritualis. | Skriften gør os alle i lige høj grad til præster, som sagt er, men det kirkelige præsteskab, som vi nu over hele verden udsondrer fra lægfolket og alene kalder det for et præsteskab, det bliver i den hellige skrift kaldt 'ministerium, tjeneste, uddeler, opsynsmand, ældste', og ingen steder 'sacerdotium' eller 'spiritualis'. |
| 58 Das muss ich auf Deutsch sagen: Die Schrift, sag ich, heisset den geistlichen und Priesterstand ein Dienst, ein Pflege, ein Ampt, ein Altär, ein Warte, ein Hut, ein Predigerampt, Hirten. Das wollen wir beweisen grundlich. St. Paulus zu St. Timotheo sagt (1 Epist. 3,3): Ein Knecht Gottis soll nit hadern; da nennet er den Timotheum einen Knecht Gottis, auf ein sondere Weis, dass er prediget und dem Volk forstund geistlich. | Det er jeg nødt til at sige på tysk: Skriften, siger jeg, kalder den gejstlige og præstelige stand en tjeneste, en omsorg, et embede, et alter, en spejder, en vogter, et prædikeembede, hyrder. Det vil vi bevise grundigt. Skt. Paulus siger til Skt. Timotheus (1 Tim 3,3): En Guds slave skal ikke være stridbar; her kalder han Timotheus en Guds slave, på en særlig måde, så at han prædiker og står åndeligt i spidsen for folket. |
| 59 Item 2. Cor. 11,23: Sein sie Christus Diener, so bin ich auch; und 1 Cor 4,1: Lieben Brüder, wir wollen nit mehr von den Leuten gehalten sein, denn als Diener Christi und Hausknecht ubir seine geistlich Guter. Und Christus Matth. 24,45.46.47 setzet viel von denselben Hausknechten. | Ligeledes 2 Kor 11,23: Er de Kristi tjenere, så er jeg også; og 1 Kor 4,1: Kære brødre, vi vil ikke af folk regnes for andet end Kristi tjener og husholder over hans åndelige goder. Og Kristus sætter i Matt 24,45-47 mange om den samme husholder. |
| 60 Nu ist das Wortle, Priester, kummen aus der Griechen Sprach; in wilcher presbyteros heisset Senior auf Lateinisch, und der Aeltist auf Deutsch; darumb, dass vorzeiten das geistliche Regiment allzeit bei den Aeltisten war, wie auch einer Stadt Rathleut auf Lateinisch Senatus, vom Alter den Namen haben. Jung Leut sein noch nie gut zu Regiment gewesen. | Nu er ordet 'præst' kommet fra græsk; dèr hedder det presbyteros, det hedder senior på latin, og den ældste på tysk; derfor, fordi det åndelige regimente altid lå hos de ældste, sådan som også en bys rådmænd fra gammel tid fra latin har navnet senatet. Unge mennesker har endnu ikke været gode nok til at sætte til regimentet. |
| 61 Also ist Priester ein Nam des Alters und nit des Stands, macht nit Pfaffen oder geistlichen Mann. So spricht St. Petrus 1 Petr. 5,1.5.: Ich der Aelterer bitte euch, meine Mitältern, wollet weiden den Heerd Christi, der (E234) bei Euch ist; item: Ihr Jungling sollt unterthan sein den Aeltern. Das musst man auf Deutsch nennen, den Pristern oder Geistlichen, umb des vorkehreten Brauchs der Worter. | Sådan er også præster et navn, der hentyder til alder og ikke til stand, det i sig selv gør ingen til sognepræst eller til en gejstlig mand. Sådan siger Skt. Peter i 1 Pet 5,1 og 5: Jeg, den ældre, beder jer, mine medældste, om at ville vogte den Kristi hjord, der er hos jer. Ligeledes: I unge mennesker skal være de ældre underdanige. Det må man på tysk oversætte til, være præsterne eller de åndelige underdanige, på grund af ordenes forkerte brug. |
| 62 Bischof, kumpt auch aus Griecher Sprach, den sie nennen Episcopus, der heisset auf Lateinisch Speculator, auf Deutsch ein Wartmann oder Wächter auf der Wart; gleichwie man nennet ein Thurner oder Hausmann auf dem Thurn, der do wachen und ubir die Stadt sehen soll, dass nit Feur oder Feind Schaden thue. | Biskop kommer også fra græsk; de kalder ham episcopus, det vil på latin sige speculator, på tysk en opsynsmand eller vægter på vagt; ganske som man kalder det menneske en tårnmand eller en husvogter på tårnet, som skal våge og se efter byen, at ikke ild eller fjende gør skade. |
| 63 Also soll ein iglicher Pfarrer oder geistlich Regent, ein Bischof, das ist Aufseher, ein Wächter sein, dass in seiner Stadt und bei seinem Volk das Evangelium und der Glaub Christi gebauet werde, und bleibe wider die Feind, Teufel und Ketzerei. Also spricht St. Lucas Apost. 20,27.28: Paulus liess rufen die Priester der Kirchen, das ist, die Aeltesten der Christen von Epheso, und sprach zu ihnen: Sehet auf euch und auf den Heerd Schaf Christi, ubir wilche euch der heilige Geist hat zu Bischof gesetzt, zu weiden die Gottis Kirchen, die er mit seinem Blut erworben hat. Hie ists klar, dass die Aeltisten werden Bischof, das ist, Aufseher genennet der Kirchen Gottis, das ist, der Christen, wilch Gottis Volk ist. | Sådan skal enhver sognepræst eller gejstlig myndighedsperson, en biskop, det vil sige en opsynsmand, være en vægter, så at i hans by og hos hans folk evangeliet og Kristi tro kan blive opbygget og forblive imod fjenden, djævelen og kætteriet. Sådan siger Skt. Lukas i Apg 20,27f: Paulus lod tilkalde kirkens præster, det vil sige, de kristnes ældste fra Efesus og sagde til dem: Pas på jer selv og på hjorden med Kristi får, over hvilken Helligånden har indsat jer til biskopper, for at vogte Guds kirke, som han har erhvervet med sit blod. Her er det klart, at de ældste bliver kaldt Guds kirkes biskopper, det vil sige opsynsmænd, og Guds kirke, det vil sige, de kristne, som udgør Guds folk. |
| 64 So weiss auch Emser wohl, aus St. Hierony, dass Priester und Bischof ein Ding ist in der Schrift (n64); also (als) denn St. Paulus sagt Tito 1,5.6: Du sollt in einer iglichen Stadt Priester setzen (das ist, einen Aeltisten ubir sie) und spricht bald drauf von demselben Priester: Es soll aber derselb Bischof ein unsträflich Mann sein; nennet klärlich Priester, Bischof, Aeltisten und Wächter, einen Mann. | Sådan véd jo også Emser udmærket, fra Skt. Hieronymus, at præst og biskop er ét og det samme i skriften; sådan som Skt. Paulus siger i Titus 1,5f: Du skal i enhver by indsætte præster (det vil sige, en ældste over dem) og lige efter siger ham om de samme præster: Men en biskop skal være en ustraffet mand; han kalder klart én og samme mand præst, biskop, ældste og vægter. |
| 65 Dass aber itzt Bischof, Pfarrer, Priester, Capellan, Thumherr, Munch und derselben Namen viel mehr, solchen Unterscheid haben, soll niemand wundern; denn es Allis aus der Weis kummen, dass kein Wort der Schrift übirblieben ist in seinem rechten Vorstand. Drumb die Bischof, die itzt sein, kennet Gott und seine Schrift nit. | Men at nuomstunder biskop, sognepræst, præst, kapellan, domherre, munk og mange flere af den slags navne har en sådan forskel, det kan ikke undre nogen; for det er altsammen opstået på den måde, at intet ord fra skriften er forblevet i sin rette betydning. Derfor kender de biskopper, der findes nu, ikke Gud og hans skrift. |
| 66 Es ist von Menschengesetzten und Ordnung also gemacht, und hat sich mit der Zeit so tief eingesetzt, dass man meinet, solch geistlicher Stand sei in der Schrift gegrundt; so er (E235) mehr denn zweimal weltlicher ist, denn die Welt selbs: dieweil er sich geistlich nennet und furgibt, und ist nichts darhinter. | Det er ud fra menneskelove og menneskeordninger lavet sådan, og i tidens løb har det sat sig så fast, at man mener, at den slags gejstlig stand er grundet på skriften; på den måde bliver den dobbelt så verdslig som verden selv. For den kalder sig og foregiver at være gejstlig, og der er intet bag et sådant krav. |
| 67 Darumb hab ich dieselbe Priesterschaft kirchisch genennet, dass sie von der Kirchenordnung herkummen ist, und nit in der Schrift gegrundt. Denn also ists zugangen vorzeiten, und sollt noch also gahn, dass in einer iglichen Christenstadt, da sie alle gleich geistlich Pfaffen sein, einer aus ihnen der Aeltist oder je der Gelehrtist und Frümmist wurd erwählet, der ihr Diener, Amptmann, Pfleger, Hüter wäre in dem Evangelio und Sacramenten; gleichwie ein Burgermeister in einer Stadt aus dem gemeinen Haufen aller Burger erwählet wird. Wenn Platten, weihen, salben, Kleider, Pfaffen und Bischof mächt, so wäre Christus und die Apostoln nie Pfaffn noch Bischof gewesen. | Derfor har jeg kalde dette præsteskab kirkeligt, at det er kommet fra kirkeordningen og ikke er grundet i skriften. For sådan er det gået til i gamle dage og det skal også gå sådan til endnu, at i enhver kristenby, hvor de alle i lige høj grad er åndelige sognepræster, dèr bliver én af dem, den ældste, eller den lærdeste eller den frommeste, valgt, for at han kan være deres tjener, embedsmand, omsorgsmand, vogter i evangeliet og sakramenterne, ganske som en borgmester i en by bliver valgt ud af den gemene hob af alle borgere. Hvis plader, indvielse, salvelse, klæder gjort præster og biskopper, så ville Kristus og apostelene aldrig være blevet præster eller biskopper. |
| 68 Nu tritt auf, Emser, beweiset auch einen Spruch, oder doch ein Buchstaben, dass unserer Priester sacerdotes ecclesiastici oder religiosi spirituales heissen, so will ich dein Gaukelwerk mit der Scheiden und Schneiden von zweien Priesterschaften gerne billigen und loben. | Træd nu frem, Emser, bevis med bare et skriftord eller dog i det mindste et bogstav, at vore præster kaldes sacerdotes ecclesiastici eller religiosi spirituales, så vil jeg gerne billige og rose dit spilfægteri med skeden og æggen. |
| 69 Du bist je schuldig, ehe du Vortheidigsmann wirst, anzuzeigen, was du vortheidigen willt, und wo es herkompt. Wiewohl das auf diessmal dein hoher, geistlicher Vorstand schändlich vorgessen hat, vortheidingst und weissest nit, was, wie und wo. Du bist ein Licentiat sacrorum Canonum, und ein Prohibeat sacrae Scripturae. Licentiam hast du zu plaudern, was du willt; aber prohibition hast du, dass du nichts beweisen kannst. | Du skylder jo, før du bliver forsvarer, at påvise, hvad du vil forsvare og hvor det stammer fra. Men ak, det har din høje, åndelige forståelse skammelig glemt, du forsvarer og véd ikke hvad, hvordan og hvor. Du er en licentiat i de hellige kanonner, og en forhindrer i den hellige skrift. Tilladelse har du til at vrøvle, hvad du vil, men forhindring har du, så du ikke kan bevise noget. |
| 70 Dass du aber etlicher Väter Spruch mit den Haaren zeigist auf deine Träum (emser05#22) (#34), weisst du wohl, dass mich nichts bewegt; und ob sie schon mit dir stimmten, so ists nit gnug: ich will die heiligen Schrift haben, weil ich auch mit Schriften gegen dir fechte. Dazu die Väter gelten dir nichts bei mir, du habist dann zuvorn beweiset, dass sie noch nie geirret haben. Das wirst du thun, wenn der Esel Horner gewinnet, und der Bock ein Schaf wird. | Men at du trækker nogle fædreudsagn ved hårene hen imod din drøm, det véd du nok, ikke rører mig; og selv om de så også stemte overens med dig, så er det ikke nok: Jeg vil have den hellige skrift, fordi jeg kæmper imod dig med skriften. Og dertil gælder fædrene i mine øjne intet til fordel for dig, før du har bevist, at de endnu aldrig har fejlet. Og det vil du kunne bevise, når æslet får horn, og bukken bliver et får. |
| 71 Und wenn du dasselb nu gethan hast, werd ich dennoch sagen: Kein heilig Vater hab die (E236) Gewalt, zu ordnen und machen ein Artikel des Glaubens oder Sacrament, das die Schrift nit geordnet und gemacht hat, und werde deinen langen ströhern Spiess der Gewohnheit, und dein kurzen wächsern Degen nit achten. | Og selv om du så havde gjort det, så ville jeg alligevel sige: Ingen hellig fader har myndighed til at forordne og skabe en trosartikel eller et sakramente, som skriften ikke har forordnet og skabt, og jeg regner ikke dit lange stråspyd af tradition og din korte vokskårde. |
| 72 Christus hat nit gesagt: Ich bin Emsers langer Spiess und kurzer Degen; auch nit: Ich bin Gewohnheit und Brauch; auch nit: Ich bin Ambrosius, Aristoteles, der und der Lehrer. Sondern also hat er gesagt: Ich bin die Wahrheit (Joh 14,6). Dieweil denn Emser den ganzen Streit auf drei Häupstück wagt, Spiess, Degen und Schwerdt, will ich auch auf dieselben drei warten, und zum Ersten auf den Spiess. | Kristus har ikke sagt: Jeg er Emsers lange spyd og korte kårde; heller ikke: Jeg er tradition og brug; heller ikke: Jeg er Ambrosius, Aristoteles, den og den lærer. Men sådan har han sagt: Jeg er sandheden. Eftersom da Emser vover hele striden på tre hovedstykker, spydet, kården og sværdet, vil også jeg tage vare på de samme tre, og i første omgang på spyddet. |
| 73 Von Emsers langem Spiess.
Dein langer Spiess ist Goliaths Spiess, (1. Sam. 17,7) und dein kurzer Degen Joabs Degen (2. Sam. 20,8.10). Wo Gewohnheit gnugsam wäre, hätten die Heiden die allerbesten Entschuldigung, die mehr denn vier tausend Jahr gewohnet sein, Abgott anzubeten. Du solltist zuvor beweisen, dass die Gewohnheit recht und aus Gott wäre; so meinst du, es sei gnug, dass Gewohnheit heisse. |
Om Emsers lange spyd
Dit lange spyd er Goliats spyd, og din korte kårde er Joabs kårde. Hvis tradition havde været nok, så ville hedningerne have den allerbedste undskyldning, for de har igennem mere end tusind år haft tradition for at tilbede afguder. Først skal du bevise, at traditionen er ret og er ud af Gud; men du mener, det er nok, at det hedder tradition. |
| 74 Und dass ich dir neuem Philosopho auch etwas aus der Philosophia furschlah, du solltist nit prius per posterius beweisen, et principium petere. Ich ficht den Priesterstand an, der ein Ursach und Anheber gewesen ist dieser Gewohnheit; und nit wiederumb. | Og hvis jeg skal sige det til sådan en ny filosof som dig, så vil jeg også fremkomme med noget fra filosofien og sige, at du ikke skal bevise det første ud fra det senere, og ikke gå ud fra det, der skal bevises. Jeg anfægter den præstestand, der er årsag og ophavsmand til denne tradition, ikke omvendt. |
| 75 So antwortist du mir durch die Gewohnheit. Das ist eben, als wenn ich spräch: Der Rock soll den Schneider und der Schuch solle den Schuster machen. Siehe, so ein kostlich kluge Philosophia hast du, dass gnug wäre, wenn es Herr Thomas Rhadinus (n75), Emsers Schwester einiger Bruder geredet hätte; denn derselb philosophirt auch auf die Weis. | På den måde svarer du mig med traditionen. Det er det samme, som hvis jeg sagde: Frakken skal lave skrædderen og skoen skomageren. Se, sådan en kostelig, klog filosofi har du, at det ville være nok, hvis hr Thomas Rhadinus, Emsers søsters eneste bror, havde sagt det; for han filosoferer også på denne måde. |
| 76 Wer zweifelt daran, dass von Anfang bisher die kirchische Priesterschaft andere Kleider, Weise und Werk gefuhret hat, wenn [denn] ander gemeine Christen und in demselben ein offentliche Gewohnheit bis an uns bracht, und behalten wird: sollt drumb dieselb stetige Gewohnheit gnugsam sein, zweierlei Priesterschaft zu machen in (E237) der Christenheit? Warumb macht nit auch vielerlei Priesterschaft so vielerlei Weis und Gewohnheit der Stiftkirchen und Klöster, da keinis mit dem andern concordirt, und doch stetige Gewohnheit bei allem bleibt? | Hvem er i tvivl om, at fra begyndelsen og ind til i dag har de kirkelige præsteskab anvendt andre klæder, måder og gerninger end andre almindelige kristne og derved bragt en offentlig tradition videre til os og opretholdt den: skal af den grund denne vedvarende tradition være nok til at skabe to slags præsteskaber i kristenheden? Hvorfor bliver der så ikke mange slags præsteskaber til ud fra de mange slags måder og traditioner i stiftkirkerne og klostrene, hvor det ene ikke stemmer overens med det andet og der dog forbliver en vedvarende tradition hos alle? |
| 77 Also lerne, lieber Bock, dass kein Gewohnheit muge etwas in der Schrift und Artikeln des Glaubens wandeln oder vorneuen; sondern sie bleibt allein in äusserlichen wandelbaren Werken und Geberden, in wilchen wider christlich noch priesterlich Stand, sondern allein Ampter, Dienste und dergleichen Werk, werden angeben und vollnbracht. Also macht die Weihe keinen Pfaffen; sie macht aber Pfaffenknechte: und die Platte, Casel, Messe, Prediget, beweiset nit einen Priester; sondern einen Diener und Amptmann der gemeinen Priesterschaft. | Du må altså lære, kære buk, at ingen tradition må få lov til at forandre eller forny noget i skriften og i trosartiklerne; men de holder sig alene til de ydre, foranderlige gerninger og gebærder, hvori der hverken angives eller fuldendes nogen kristelig eller nogen præstelig stand, men kun embeder, tjenester og den slags gerninger. Således skaber indvielsen ikke nogen præst; men den skaber præstetjenere: og pladerne, messehagelen, messen, prædikenen beviser ikke, at det er en præst; men beviser, at det er en tjener og embedsmand for det almindelige præsteskab. |
| 78 Wir alle mit dem ganzen Haufen sein Priester, ohn des Bischofs Weihen; aber durch das Weihen werden wir der andern Priester Knecht, Diener und Amptleut, die do mugen abgesetzt und wandelt werden. Gleichwie in den Stiftkirchen ein Priester der andern Probst, Dechant, Cantor, Custos und dergleichen Amptmann ist. | Vi er alle sammen med den store hob præster uden biskoppens indvielse; men igennem indvielsen bliver vi de andre præsters tjenere, hjælpere og embedsfolk, som kan afsættes og ændres. Ganske som i stiftkirkerne én præst er provst, dekan, kantor, kustode og den slags for de andre. |
| 79 Dass aber das geistlich Recht fast nit mehr thut, denn dass es solche Amptleut zu Priester und Geistlich macht (dass es auch daselbs von geistlich Recht heisset), hebet und treibt solch Dingk zu hoch, und vorblendet die Wort der heiligen Schrift, und dass niemand mehr Priester und geistlich heisset, denn solch Pfaffenknechte: schleusset nit wider mich; ja es ist darumb zu vorbrennen und zu vortilgen. Es haben allzeit traditionis hominum, Menschengesetz, schadet und vordunkelt gottliche Gesetz. Wie Christus Matth. 15,3 und Paulus in allen Ortern lehret. Drumb hättist du Bock den bleiern Degen wohl gesparet, bis dass du Buttern oder weche [weichen] Käse schneiden wurdest. | Men at den gejstlige ret næsten ikke gør andet end at den gør sådanne embedsfolk til præster og gejstlige (så den også af den grund hedder den gejstlige ret), at den hæver og driver den slags ting for højt op og overblænder skriftens ord, og at ingen andre mere kaldes præster og gejstlige end sådanne præstetjenere: derudfra kan du ikke konkludere noget imod mig; ja, derfor er det jo, den skal brændes og udryddes. Det har altid været sådan, at traditiones hominum, menneskelige love, har skadet og fordunklet den guddommelige lov. Som Kristus lærer Matt 15,3 og Paulus overalt. Derfor skulle du, kære buk, have ventet med at bruge din blykårde, til du skulle skære i smør eller blød ost. |
| 80 Wahr ists, dass die heiligen Väter haben den kirchischen Priesterstand, Priesterschaft genennet. Wie sollten sie ihm thun? Es war schon eingerissen, dass man die Laien und Regenten dermassen sonderte, dass sie mussten heissen ein iglichs bei seinem Namen. Also, wenn ich itzt predigen sollt von den Regenten der Kir- (E238) chen, wer wollt mich vorstehen, wenn ich sie nit nach gewohnlichen Weise, Priester, Pfaffen, Geistlich nennet? | Sandt er det, at de hellige fædre har kaldt den kirkelige præstestand et præsteskab. Hvad skulle de gøre ved det? Det var allerede fastslået, at man skelnede mellem lægfolk og overordnede på den måde, så de måtte kaldes med hver sin betegnelse. På samme måde, hvis jeg nu skulle prædike om kirkens overordnede, hvem ville så forstå mig, hvis jeg ikke på sædvanlig måde kaldte dem præster, sognepræster og gejstlige? |
| 81 Es hat zeitlich angefangen aus dem Cap. Ebr. 5,1, dass unser Regenten Sacerdotes hiessen, dieweil daselb steht: Omnes Sacerdos ex hominibus assumtus etc. Wilchs, vom alten Testament geredt, umb gleicher Geberd willen aufs neu Testament gezogen ist. Hätten aber die lieben Väter sollt davon schreiben, sie wurdens wohl anders und nach der Schrift genennet haben und nit mit Frevel vortheidingt haben. | Tidsmæssigt er det begyndt ud fra Hebr 5,1, at vore overordnede kaldes sacerdotes, eftersom der dèr står: 'Enhver præst tages blandt mennesker' osv. Det er taget fra det gamle testamente og overført på det ny testamente fordi der var tale om lignende ydre udtryk. Men hvis de kære fædre skulle have skrevet om det, så ville de nok have benævnt det anderledes, ud fra skriften, og ikke have forsvaret det med en formastelighed. |
| 82 Und dass du dein eigen Spiess und Degen auch vorsuchist, ob er dich oder mich härter steche, so gib mir Antwort. Ihr selb sagt allesampt, dass der Priester Mess halt und das Brod gebenedeie, nit in seiner, sondern der ganzen Kirchen Person; dahin zwingt euch die Wahrheit, eur Gewissen, Noth und aller Welt einträchtige Rede und Glauben, auf dass, ob der Priester nit frumm oder glaubig und würdig wäre (als kein Heilig würdig gnug ist), die Christenheit bestehe und würdig sei. | Og for at du også kan prøve dit eget spyd og din egen kårde, om det stikker dig eller mig hårdest, så svar mig på følgende: I siger selv allesammen, at præsten skal holde messe og velsigne brødet, ikke i sit eget sted, men i hele kirkens sted; dèr tvinger sandheden jer hen, jeres samvittighed, nødvendigheden og hele verdens enige tale og tro, af den grund, at hvis præsten ikke var from eller troende eller værdig (sådan som ingen helgen er værdig nok) så ville kristenheden alligevel bestå og være værdig. |
| 83 Wer ist denn nu der rechte Priester? Der es thut als ein Knecht; oder der, in wilchs Person ers thut? Wer ist Pfaff, der das Werk thut und schickt; oder der Knecht, der es trägt und bringet? Der Priester ist ein Bote und Knecht in dem Werk; so muss je ein ander der rechte Priester sein. Ich mein je, das sei klar gnug beweiset, dass wir alle Priester sein, und diese Priester nit anderlei Priester, sondern Knechte und Amptleut sein (wie droben gesagt ist,) der gemeinen Priesterschaft, und nit zweierlei Priesterschaft in der Christenheit sein, wie dir geträumt hat. Siehe da, so geht es den trunken Fechtern, die das Schwerdt bei der Schneiden und den Spiess bei der Spitzen fassen, und geben lächerliche Grunzen fur. | Hvem er da nu den rette præst? Den, der gør det som en tjener, eller den, i hvis sted han gør det? Hvem er præst, den, der gør gerningen og udsender den; eller den tjener, der bærer og bringer den? Præsten er et bud og en tjener i gerninger; så må jo en anden være den rette præst. Jeg mener jo, det er klart nok bevist, at vi alle er præster, og at disse præster ikke er en anden slags præster, men tjenere og embedsfolk (som ovenfor sagt) for det almindelige præsteskab, og at der ikke er to slags præsteskaber i kristenheden, som du drømmer det. Se her, sådan går det den fordrukne fægter, der griber sværdet ved æggen og spyddet ved spidsen og grynter latterligt derved. |
| 84 Wie ich nu mehrmal geschrieben hab, durch des Papsts vordampt Gesetz und Regiment ists dahin kummen, dass die kostlichen gemeinen Namen, Kirch, Priester, Geistlich und dergleich, sein von der Gemeine gewandt allein auf den allerkleinsten Haufen, den wir itzt geistlich und Priesterstand, und ihr Ding der Kirchen (E239) Ding nennen, so wir alle ingemein, Kirche, geistlich, Priester sein, so viel unser in Christo glauben, und sie nur Knechte, Diener, Amptleut, Pfleger, Hirten, Hüter, Wächter sein. Und also mein ich, Bocks Emser Traum von zweierlei Priesterschaft liege im Sand und Quat. | Som jeg nu flere gange har skrevet: Ved pavens fordømte love og styre er det kommet dertil, at de kostbare alménnavne, kirke, præst, gejstlig og den slags, er blevet vendt bort fra menigheden og alene hen til den allermindste del deraf, den, vi nu kalder gejstlig og præstestanden, og den, hvis forhold vi kalder kirkens forhold, skønt vi alle tilsammen er kirke, gejstlige, præster, så mange som tror på Kristus, og de særlige kun er tjenere, hjælpere, embedsfolk, plejere, hyrder, vogtere og vægtere. Og derfor mener jeg, at bukke-Emsers drøm om to slags præsteskab ligger i sand og vrøvl. |
| 85 Mich wundert aber, dass du weiser Mann und sieghafter Ritter dich nit schämist wider mich streiten mit Gewohnheit, in den Sachen, die christlichen Glauben und Gottis Wort betreffen; gaugelst mit langen Spiessen und Degen, so doch Gewohnheit auch in weltlichen Händeln, das schwächist, und gemeiniklich vorlacht Argument ist. Idermann wartet, dass du mit Schriften mich angreifest; so lässist du Schrift fahren, und fällist auf die Gewohnheit. | Men jeg undrer mig over, at du kloge mand og sejrrige ridder ikke skammer dig over at kæmpe mod mig med traditionen i de sager, som angår den kristne tro og Guds ord; du gøgler med dit lange spyd og din kårde, skønt dog traditionen også i på det verdslige område er det svageste argument og i almindelighed bliver udléet. Enhver regner med, at du angriber mig med skriften; men du lader skriften fare og falder tilbage på traditionen. |
| 86 Doch, ich spür wohl, dass der Most des heiligen vorbrannten Rechts, dess du ein unwürdiger Licentiat bist, darinn viel von der Gewohnheit gesetzt ist, hab sein Gähren nit mugen lassen, und dem Fass den Boden ausgestossen, auf dass du nit mit Elihu, der den heiligen Hiob auch spottet, (Hiob 31,32) vor grosser Kunst erstickist. Was darfst du uns lehren, dass diess Priesterschaft durch Gewohnheit bisher blieben ist; wilch Bauer und Kind siehet und greifet dasselb nit? Nimm ein Löffel und schmeck selb, was du sagist. | Dog mærker jeg godt, at den hellige, udbrændte rets most, hvori du er en uværdig licentiat, og hvori der står meget om tradition, ikke har kunnet styre sin gærproces og har stødt bunden ud af tønden, sådan at du ikke, ligesom Elihu, der også spottede den hellige Job, skal kvæles af din store kunst. Hvorfor lærer du os, at dette præsteskab er forblevet indtil nu ved traditionen? Hvilken bonde eller hvilket barn kan ikke se og begribe det? Tag en ske og smag selv på det, du siger. |
| 87 Ist die Priesterschaft durch Gewohnheit aufkummen und blieben, so kann man sie durch menschlich Gewalt und Willköhr wieder durch ein ander Gewohnheit aufheben und abethun, wie allen Gewohnheiten geschehen kann; so folget gewisslich, dass sie nit aus gottlicher Ordnung ist. Denn gottlich Ordnung hanget in keiner wankenden Gewohnheit, lässit sich nit durch Menschen ändern. Das ist auch wahr, so hab ich auch gesagt, und sage auch noch, dass solche äusserlich Priesterthum keinen Grund in der Schrift habe, sondern sei aus langer Gewohnheit also genennet und gehalten. Siehe, wo fein sticht mich dein Spiess; willt wider mich schreiben, und schreibist fur mich, wider dich selb. Das macht dein ubirbundig Kriegskunst. Du trägist den (E240) Spiess bei den Spitzen gegen dich, und läufist mit dem Stiel auf mich, und stichst durch dich. | Hvis præsteskabet er fremkommet og overleveret ved tradition, så kan man atter ophæve det og fjerne det ved menneskelig magt og forgodtbefindende gennem en anden tradition, som det kan ske med alle traditioner. Deraf følger med sikkerhed, at de ikke er af guddommelig orden. Den guddommelig orden afhænger ikke af skiftende traditioner og lader sig ikke ændre af mennesker. Det er også sandt, det har jeg også sagt og siger det stadigvæk, den slags ydre præsteskab ikke har nogen begrundelse i skriften, men kaldes sådan og opretholdes gennem en lang tradition. Se, hvor fint dit spyd stikker mig; du vil skrive imod mig, og skriver dog til fordel for mig, imod dig selv. Det medfører din overvældende krigskunst. Du bærer spyddet med spidsen ind mod dig selv og løber fremad med skaftet mod mig og gennemstikker dig selv. |
| 88 Sag aber an, Emser du selbs, dunkt dich das ein christlich Gewohnheit sein, dass ihr euch anders nennet, denn euch die Schrifft nennet? Schämet ihr euch eurs Namen? Oder ist der heilig Geist nit gut gnug, dass er euch nennen muge, und ihr euch an seinem Nennen benugen lasset? Vorachtet dieselben, und erdichtet euch eigen Namen, dass, wer die Schrift lieset, euch nit kennen kann, und muss sagen: Wo kumpt das fremb Volk her? | Men sig frem, du Emser i egen person, synes du, det er en kristen tradition, at I benævner jer anderledes end skriften benævner jer? Skammer I jer ikke over jeres navn? Eller er Helligånden ikke god nok til at benævne jer og lade jer nøjes med jeres benævnense? Foragter I den og opdigter jer jeres eget navn, så at den, der læser skriften, ikke kan kende jer og må sige: Hvor kommer dette fremmede folk fra? |
| 89 St. Paulus nennet einer iglichen Stadt Pfarrer ein Bischof, (Tit. 1,7) das ist, ein Wächter, Priester, Aeltist, ministrum, dispensatorem, und keinen Sacerdotem. So nennet ihr Bischof, die itzt nit mehr, denn weltlich Fursten sein, Sacerdotes, die Mess lesen und Horas beten, kehret und wendet Gottis Wort, wie ihr wollt. Und gleichwie ihr euch des Werks geäussert habt; so schämet ihr euch auch der Namen: und solchs zu decken ziehet ihr an euch die herrlichen, würdigen Titel, Sacerdotes und Ecclesiastici, und dergleichen. | Skt. Paulus benævner enhver bys sognepræst 'biskop', det vil sige, en vægter, en præst, en ældste, en tjener, en uddeler. Men han kalder ham ikke sacerdotes. Alligevel kalder I jeres biskopper, som i dag ikke er andet end verdslige fyrster, for sacerdotes, som læser messe og beder tidebønner; I vender og drejer Guds ord, som I vil. Og ganske på samme måde som I har udvenddiggjort gerningen, så skammer I jer også over navnet: Og for at dække over det drager I den herlige, værdige titel sacerdotes og ecclesiastici, over på jer. |
| 90 Lasset euch dennoch nit begnugen dran, dass Gott und wir euch solch bös vorkehret Gewohnheit zulassen, und durch die Finger sehen; gebt fur, uns zu dringen, wir sollens bewilligen und billigen, als sei es recht und des heiligen Geists eigen Werk, so es eur lauter Muthwill, und des heiligen Geists Vorachtung ist; wollt langen Spiess und kurz Degen draus machen; soll recht sein, aus keiner ander Ursach, denn dass ihrs erdacht habt, und der heilig Geist soll unrecht haben, euch weichen, und eur Narr sein gewesen. | Men I lader jer trods det ikke nøje med, at Gud og vi tillader den slags onde fordrejede traditioner og ser gennem fingre med det; I prøver at tvinge os; vi skal sige ja til det og gå med til det, som om det var rigtigt, som om det var Helligåndens egen gerning, skønt det dog slet og ret er jeres lune, og er foragt for Helligånden. I vil gøre et langt spyd og en kort kårde deraf. Det skal være ret af ingen anden grund end den, at I har opfundet det, og Helligånden skal have uret, skal vige for jer, og skal være jeres nar. |
| 91 Du schreist und leugist mit vollem Hals ubir mich, wie ich das Häupt der Kirchen, den Papst und Priesterschaft, lästerlich antaste und schände; das ich doch nie than habe. Denn ich auch der Turken Gewalt (die ihr fressen wollt), und alle unrecht Gewalt, leiden und ehren gelehret habe. Dass aber du mit deinem Papst Christum, Gott und seinen heiligen Geist lästert, all ihr Wort und Werk vorkehret, und nit anders damit spielet, denn wie (E241) die Gaukeler mit ihrem Himmel, soll ich euch noch Gnade Junkern dazu heissen, anbeten und unterthäniglich danken. | Du skriger og lyver af fuld hals af mig, om hvordan jeg bespotteligt antaster og skænder paven og præsteskabet; hvilket jeg dog aldrig har gjort. For jeg har altid lært, at man skal tåle og ære selv tyrkernes magt (som I vil opæde), og al uret magt. Men at du med din pave spotter Kristus, Gud og hans Helligånd, at I fordrejer alle deres ord og gerninger, og leger med det, nøjagtig som gøglerne leger med deres himmel, det skal jeg tilbede og underdanigst takke for og dertil kalder kalder jer nådigherrer. |
| 92 Ich muss aus Hass gethan haben, dass ich eur neu und selb erfunden Weise nit predigen will in der Schrift gegrundt, und ist nit genug, dass ich sie lasse bleiben und ausser der Schrift in ihrer Würde gahn; ihr aber thuts aus Liebe, dass ihr Gottis Schrift reisset zu eurem Eigenthum, und menget uns drein und draus, was euch nur gelustet. Gott muss euch folgen, und sich lassen spöttlich einen Putzen machen, und ich meinet, ihr sollt Gott folgen und euch lassen sein Kinder machen. | Jeg skal have gjort det af had, at jeg ikke vil prædike, at jeres nye og selvopfundne måde er grundet på skriften, og det er ikke nok, at jeg lader den være og have sin værdigheden udenfor skriften; men I handler af kærlighed, når I tilriver jer Guds skrift som jeres ejendom og blander os ind ud og deraf, som det lyster jer. Gud må følge jer og pludselig lade sig lave til en pyntefigur, hvor jeg mener, at I skulle følge Gud og lader jer gøre til hans børn. |
| 93 Noch sollen wir nit allein solch unsers Herrn Schmach von euch leiden, sondern sampt euch mit den Juden zu ihm sagen: Ave Rabbi Judaeorum, (Matth. 27,29) und solch greulichen Spott fur die hochste Gottis Ehre halten. Wehe dir Endchrist, und allen deinen Apostoln und Pfaffen. | Alligevel skal vi ikke alene tåle en sådan forsmædelse af vores herre, men vi skal også sammen med jer og jøderne sige til ham: Hil dig, jødekonge!, og regne en sådan gruelig spot for den højeste ære mod Gud. Vé dig, antikrist og alle dine apostle og præster. |
| 94 Also musst du mit mir selb bekennen, dass diess Priesterthum nit aus der Schrift genommen sei. Denn was von der Gewohnheit besteht, das ist schon bekannt, ohn Schrift und Gottis Ordnung sein. Desselben gleichen, so es durch der Väter und Menschen Lehre wird bestätigt, ists aber bekannt, dass nit aus der Schrift sei; dieweil Gewohnheit und Menschenlehre ander Ding sein, denn Schrift. Das sei auf den langen Spiess und Gewohnheit geantwortet, wilch, so sie ein christlich Gewohnheit wäre, sollt sie in der Schrift je etwa ein wenig Grunds und des Geistis Schwerdts doch ein Ruch haben. | Derfor må du selv sammen med mig bekende, at dette præstedømme ikke er taget fra skriften. For hvad der består i kraft af tradition, det er allerede fastslået, er uden skrift og Guds orden. Ligeledes med det, der bliver fastsat gennem fædrene og menneskelig lære, det er også fastslået, at det ikke er af skriften; eftersom tradition og menneskelære er én ting, skrift noget andet. Lad det være svaret på det lange spyd og traditionen, som, hvis den var en kristen tradition, i hvert fald i nogen grad skulle have begrundelse i skriften og dog have en duft af åndens sværd. |
| 95 Aber nu sie ein lauter Gewohnheit ist, was ists, denn ein Fastnachtspiel? Doch ich will dich noch nit spotten, wie ich wohl mocht. Vielleicht hast du das Schwerdt fur Fastnacht nit finden kunnen, drumb ichs dir will zu gut halten, bis wir drauf kummen im dritten Stuck. Indess gieb ich dir Frist und Raum, wie lange du selb willt; und nit dir allein, sondern eur ganzen päpstlichen Secten, die ihr euch selb allein die Kirche Gottis nennet. Lieber, kehret Fleiss an und suchet; der heilig Aristoteles und das heilige vorbrannte (E242) Recht helf euch, dass ihr das Schwerdt ja findet, darnach aufhebet, und frisch zu dem Ketzer Luther einhauet, und je mit der Schneiden treffet. | Men nu, hvor det er lutter tradition, hvad er det så andet end et fastelavnsspil? Dog, jeg vil endnu ikke spotte dig, selv om jeg vel havde ret til det. Måske har du ikke kunnet finde sværdet for lutter fastelavn, derfor vil jeg holde dig det til gode, indtil vi kommer dertil i tredie afdeling. Imellemtiden giver jeg dig frist og rum så længe du selv vil; og ikke dig alene, men jeres hele pavelige sekt, I, som jo kalder jer alene Guds kirke. Kære, vær dog lidt flittig og søg! Den hellige Aristoteles og den hellige forbrændte ret hjælpe jer, så I finder sværdet, dernæst hæver det op og frisk hugger ind på kætteren Luther og træffer ham med æggen. |
| 96 Sehet euch aber fur, dass ihr euch selb nit in den Backen hauet. Ja, weil ich besorg, ihr werdets nit finden hauet dieweil mit Strohsäcken; es geht fur dieser Fastnacht wohl hin. Ich bitt umb Gottis willen, Idermann wollt mir solchen Schimpf zu gut halten. Wer kann doch mit den kindischen, närrischen, blinden Kopfen, die alle Ding wagen und nichts vormugen, mit stetigem tapferm Ernst handeln? | Men se jer for, at I ikke hugger jer selv i kinden. Ja, for jeg er bange for, at I ikke vil finde ud af det; i mellemtiden kan I jo hugge på stråsække; det går vel an denne fastelavn. Jeg beder for Guds skyld enhver om at holde mig denne spøg til gode. Hvem kan dog behandle disse barnlige, naragtige, blinde hoveder, som vover alt og intet formår, med vedholdende tapper alvor? |
| 97 Sie sein die, von denen Christus Matth. 11,17 sagt: Singt man ihn, so tanzen sie nit; klaget man sie, so weinen sie nit; wie mans mit ihn macht, so hilft wider Ernst noch Schimpf. Dieser grober Bockskopf gibt fur, mit dem Schwerdt zu fechten, und da ers nur genennet hat, spricht er: Nu wollen wir das Schwerdt niederlegen, und hebts auch hinfurt nit mehr auf. (emser04#64) | Dem er det, Kristus taler om i Matt 11,17: Synger man for dem, så danser de ikke; klager man, så græder de ikke; hvordan man end behandler dem, så hjælper hverken alvor eller spøg. Dette store bukke-hoved lader som om han fægter med sværdet, og så snart han har nævnt det, siger han: 'Nu vil vi lægge sværdet ned', og senerehen drager han det heller ikke mere op. |
| 98 Wer kann solchs grob Narrnspiel in solchen ernsten Sachen dulden? damit sie doch die Leut furnehmen bei der Nasen zu fuhren und das Maul schmieren. Ich spott billig (als ich hoff,) der, die meines Gottis und seiner Wort und Werk spotten, wie Helias Baals Propheten spottet (1 Kön. 18,27). | Hvem kan holde ud til sådan et groft narrespil i den slags alvorlige sager? Hermed narrer de dog folk, tager dem ved næsen og smører dem om munden. Det er kun rimeligt, mener jeg, at jeg spotter den, der spotter min Gud og hans ord og gerning, sådan som Elias spottede Baals-profeterne. |
| 99 Und das ichs ende, dass des Geistis Schwerdt, gottlich Wort, in allem Streit gelte, zweifelt niemand; aber dass Gewohnheit, wenn sie gleich gut wäre, und Menschenlehre gelten, sollt Emser zuvor beweiset haben. Nu lässit er das Schwerdt liegen, das do gilt, und fuhret Gewohnheit mit Menschenlehre, die doch nit gelten. | Og for nu at gøre en ende på det: At åndens sværd, Guds ord, gælder i alle stridigheder, er der ingen, der tvivler på, men at traditionen, selv om den er god, og menneskelære skulle gælde, det skulle Emser først have bevist. Nu lader han det sværd ligge, som dog gælder, og fremfører tradition og menneskelære, som dog ikke gælder. |
| 100 Wo ist hie der hohe, grosse Philosophus Er Thomas Rhadinus, der Aristotelem im Eselstall fand? Hat nit Aristoteles gelehret, dass nit recht sei, probanda per probanda probare, und petere principia? Das sein die Klugler, die unser liebe Jugend locken zur Philosophia, und wissen selbs eben so viel davon, als von der Theologia; nehmen von ihn Geld, nur darumb, dass sie weniger wissend von ihn kummen, denn sie waren, da sie zu ihn kamen. Es wäre doch ein Tugend, (E243) dass ihr groben Esel eur eigen Philosophia kunntet, die ihr so hoch rühmet. Ein lächerlich Zunft ist mir das, da niemand sein eigen Handwerk recht kann. Also geht auch der Degen dir in die Finger. | Hvor er her den høje, store filosof Hr Thomas Rhadinus, der fandt Aristoteles i æselstalden? Har ikke Aristoteles lært, at det ikke er rigtigt, at bevise det, der skal bevises, med det, der skal bevises og gå ud fra det, der skal bevises? Det er den slags kloge folk, som lokker vor ungdom til filosofien og selv véd lige så meget derom som om teologien; som tager penge af den, blot af den grund, at de kommer fra dem med mindre viden end de havde da de kom til dem. Det ville dog være en dyd, om I store æsler kendte jeres egen filosofi, som I praler så højt af. Det er mig nogle latterlige fagfolk, eftersom ingen kan sit håndværk ordentligt. På den måde skærer du dig også i fingeren med kården. |
| 101 Videre til lutems05! |
Noter:
n27: Faktisk lærte Luther ikke så lang tid senere netop det. I sit skrift 'De votis monasticis' lærer Luther, at man skal betragte klosterløfterne, især kyskhedsløftet, som ugyldigt, fordi det er aflagt imod Guds bud, imod den kristne frihed, m.m. (se indholdsfortegnelsen her). Emser bliver lidt personlig i emser07#62, hvor han formoder at kappen trykker Luther lidt rigeligt; han hævder emser07#66, at Luther modsiger sig selv, når han her vil have paven til at dispensere fra løfterne (det er nu ikke det, Luther vil), men andre steder nægter paven ret til at dispensere fra løfter; han modsiger Luthers formodning om, at klostrene oprindelig var skoler, som man frit kunne gå ud af (emser07#68), han fastholder læren om budenes vej og fuldkommenhedens vej (emser07#70) og han vil endelig gerne høre, hvilken jammerlig lidelse der egentlig er tale om i klostrene (emser07#77).
n29: Disse citater synes ikke at stamme fra det store værk, som Luther her opponerer imod.
n43: Denne overskrift har Walch sat på.
n64: Luther kan gå ud fra som ret sikkert, at Emser véd dette; han var nemlig til stede ved disputationen i Leipzig, og på den hævdede Luther, uden af Eck kunne modsige det, at Hieronymus påviste, at præst og biskop i det ny testamente var det samme. (eck01#44). Han vil ikke afgøre sagen ud fra ny testamente selv, heller ikke ud fra Hieronymus, men kun ud fra Dionysius, som han regner for ældre end Hieronymus. (eck01#69)
n75: Rhadinus er måske lig med Rabanus emser05#25.