Luther mod Emser 1519 (2)



taget WA 2, 658-669. Oversættelsen af mig.
Ifølge Löscher udgivet i september 1519.
Tilbage til lutems1!
 
1        Altera pars coronidis tuae est, Monarchiam probari Conciliorum interpretatione et vel hac sola voce Christi ‘pasce oves meas'. (emser1#37) Quis? tu? Emser? Tu ne audeas dicere, per Concilii interpretationem fieri ius divinum? ubi haec didicisti?  Quis ita unquam insanivit?  Quicquid per homines statuitur, humanum est. Sed quid contra cerebrum pugno, quod nondum, quid sit ius divinum vel humanum, intelligit?         Den anden del af din afhandling går ud på at bevise herredømmet ud fra concilernes udlægning, og det alene ud fra det ene Kristi ord 'Vogt mine får'. Hvem? Du? Emser? Du vover da ikke at sige, at der igennem koncilernes udlægning opstår en guddommelige ret? Hvor har du lært det henne? Hvem har nogensinde været så vanvittig? Hvad der fastsættes af mennesker, er menneskeligt. Men hvad kan jeg stille op med dit hjernespind, som endnu ikke har forstået, hvad der er guddommelig og hvad der er menneskelig ret? 
        Deinde optimo Magistro grammaticae nunc demum scio, quod ‘pasce oves meas' significat 'esto Monarcha et dominus omnium': forte post haec et novam cabalam Emserianam sperare oportet. Obsecro, nonne Petrus iam Apostolus erat et quicquid esse poterat, quando audivit hoc verbum ‘pasce'? officii verbum et operis, non dignitatis aut potestatis audivit. Quin dic tu Monarchis tuis, verbum ‘pascere' ad eos et nullos alios pertinere, et haereticum esse qui alius pascat quam ipsi.        Dernæst lærer jeg nu langt om længe ud fra den bedste magisters grammatik, at 'vogt mine får' skal betyde' vær hersker og herre over alle': måske kan man efter dette også håbe på en ny emseriansk kabale. Jamen, for pokker, mon ikke Peter allerede var apostel og kunne være hvadsomhelst, da han hørte ordet 'vogt'? Han hørte et ord om embede og gerning, ikke et ord om værdighed eller magt. Så du skulle tage og sige til dine herrer, at ordet 'vogte' har med de ting at gøre og ikke med noget andet, og at den er kætter, der vogter anderledes end disse. 
3  Hoc enim oportet fieri, si in hoc monarchia traditur, nec licebit nisi Romano Pontifici pascere, tum, nisi ipse quoque pascat, erit haereticus.  At vide, cum haec dixeris, an non sint te exusturi ut omnium haereticissimum, qui velis monarchas pastura, id est Monarchia novi testamenti, onerare, onere plane intolerabili, quod cuivis inimico vel Turcae malint permittere. Sådan må det nemlig ske, hvis det overleveres i dette herredømme, og det ikke er tilladt andre end den romerske pave at vogte, for hvis ikke han selv også vogter, vil han være en kætter. Men se til, når du har sagt dette, at ikke de menneske skal forbrænde dig som de mest kætterske af alle, de mennesker, som du vil skal komme til at vogte herskerne, det vil sige, det ny testamentes herredømme, som du bebyrder med en rent ud utålelig byrde, som de hellere vil tillade en hvilkensomhelst uven eller en hvilkensomhelst tyrk. (??)
4          Sed sic soletis scripturas velut Anaxagorae elementa versare, quodlibet in quodlibet et ex quolibet formare. Ideo nihil mirum, si ‘pascere' significet vobis potestatem et dignitatem absque omni pascendi vel consignificatione: tam oculati estis Grammaticae et Theologiae observatores.         Men sådan plejer I fordrejer skriften som Anaxagoras' elementer, at omdanne hvadsomhelst til hvadsomhelst ud af hvadsomhelst. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis 'vogte' for jer betyder magt og ære og det uden nogen vagtsomhed eller besegling. Så mange øjne har I, I nøjeregnende grammatikere og teologer. 
5  Nec prodest impia illius glosae intelligentia, qua quidam garriunt ‘hoc fecisse videmur, quod per alios fecimus': hoc enim verbo, si ocium paratur iis, quibus est aliquid praeceptum, totius scripturae virtutem evertimus, dum quilibet eodem exemplo dicere poterit praecipienti ‘Ego ociabor, per alium faciam', atque ita deo quoque licebit dicere ‘Non pascam, sed moechabor, occidam, furabor, permittam autem, ut alius pascat, non moechetur, non occidat, non furetur'. Quis haec non servare queat? quare ergo verbum dei illudimus? Og det gavner heller ikke med den ugudelige forståelse fra den fortolkning, som nogen våser om: 'Vi synes at have gjort det, som vi har gjort gennem andre'. For gennem dette ord, hvis det giver anledning til undtagelse for dem, som har fået befaling til noget, vender vi rundt på hele skriftens kraft, eftersom hvemsomhelst ud fra dette eksempel kan sige til den, der giver befalingen: 'Jeg er undtaget, jeg gør det gennem en anden', og således kunne man også sige til Gud: 'Jeg vogter ikke, men jeg bryder ægteskab, jeg slår ihjel, jeg stjæler, men jeg tillader, at en anden vogter, undlader at bryde ægteskab, dræbe, stjæle'. Hvem kan ikke overholde det? Skal vi af den grund drive spot med Guds ord? 
6         Esto ergo sententia: nisi pontifices ipsi pascant, orent, regant, non sunt pontifices, sed Idola tam coram deo quam hominibus, et verbum ‘pascere' nihil ad eos pertinet prorsus. Haec cum vobis dicuntur nec habetis quid respondeatis, surda transitis aure, interim peregrina verborum farragine hominum aures occupantes, ne victi videamini, nec miserae interim conscientiae vestrae miseremini, quam cogitis contra stimulum calcitrare et invitam contra seipsam, id est veritatem, latrare.        Altså står den sætning fast: Hvis ikke paverne selv vogter, beder, leder, er de ikke paver, men afguder, både overfor Gud og overfor mennesker, og ordet 'vogte' har slet intet med dem at gøre. Og når I siger dette og ikke har noget at svare, så vender I det døve øre til, og stopper i mellemtiden menneskenes ører fulde af fremmed snak, at I ikke skal synes overvundne, og I selv blive elendige over jeres elendige samvittighed, hvor meget I end stræber efter at stampe imod brodden og modvilligt gø imod jer selv, det vil sige, imod sandheden. 
7          Verum illud suavissimum vel balsamum Emserianum quomodo praeteream? quod ratiunculam meam, qua Lipsiae contendebam, Ecclesiam dei fiusse sine Monarchia viginti annis ante Ecclesiae Romanae ortum, ideo non esse necessariam nec iuris divini, (eck03#45) ita solvis: ‘Nec etiam Petri, inquis, (W671) potestati aut successorurn eius plus detrahit, quod post vicesimum annum vel citra Romam primum applicuit, quam foelicitati latronis obfuit, (Luk 23,40ff) quod post quadraginta demum dies cum Christo in coelum ascendit: lento enim passu res humanae incedunt’. (emser1#40          Men hvordan skal jeg forbigå følgende søde og balsamiske emser-argument? Det lille argument, som jeg forsvarede i Leipzig, at Guds kirke havde været uden herredømme i de tyve år, der gik, inden den romerske kirke opstod, og at herredømmet derfor ikke var nødvendigt og heller ikke var der ifølge guddommelig ret, opløser du således: 'Der blev nemlig ikke trukket noget fra Peters eller hans efterfølgeres magt, fordi han først fik den tildelt efter tyve år eller efter at Rom kom til, ikke mere end det skadede røverens lykke, at han først efter fyrretyve dage opsteg til himlen sammen med Kristus: for det, der sker med mennesker, går langsomt for sig'. 
8         Vide, mi Emser, an non haec inter pocula dixeris aut sicut Balaam propria te voce coarguas. (4 Mos 22ff) Res humanas lento passu incedere dicis, et hoc de potestate Monarchica Petri dicis.  Res ergo humana est Monarchia? Rogo, desine aliquando resistere veritati per os tuum loquenti.         Se til, kære Emser, om ikke du siger sådan mellem pokaler eller om ikke du som Bileam taler imod dig selv med dine egen røst. Det, der sker med mennesker, går langsomt for sig, siger du, og dette siger du om Peters herskende magt. Dette herredømme er altså en menneskelig ting? Jeg beder dig, lad dog nu være med at modstå den sandhed, der lyder gennem selve de ord, du taler. 
9 Tot iam exemplis deprehenderis veritatem in corde tuo violentasse, necdum resipiscis, nec quod toties tibi erumpit invito moveris? cave, ne, si veritati vim toties intuleris, ipsa te aliquando irrecuperabiliter deserat: sponte videris velle caecutire. Si Cayphas et Balaam veritati per se dictae non restitissent, (Joh 11,49f) quid illis beatius foret? exempla tibi sunt, tibi dico, terribilia. Allerede gennem så mange eksempler er du blevet grebet i at have øvet vold mod sandheden i dit hjerte, skal du så ikke gå i dig selv? skal du ikke bevæge dig, når den overrasker dig så mange gange uden du vil det? Pas på, at ikke, hvis du så mange gange påføre sandheden vold, den selv engang uigenkaldeligt forlader dig. Så vil du uden videre få at se, at det er at ville være blind. Hvis Kaifas og Bileam ikke kunne modstå den sandhed, der blev talt til dem, hvordan skulle du så kunne være heldigere end dem? Du har for dig, siger jeg dig, forfærdelige eksempler. 
10         Et adeo ne vilis tibi res est ius divinum Monarchiae tuae, ut ipsum unius latronis dilatae saluti compares? Cur ergo tui Monarchae, Petri successores, non modo non cum unius hominis? sed ne cum universi quidem orbis Ecclesiae conditione se comparari patiuntur, dum privilegia et iura Romanae Ecclesiae adeo strenue et pie defendunt, ut integram Graeciam et Boemiam atque Galliam et omnes provintias maluerint perire, immo propriis fulminibus (cum Canonista loquor) parati sint perdere et excommunicare quam uno momento pati dilatam aut subiectam aut mutatam voluntatem suam (‘potestatem' dixi)?        Og er ikke den guddommelige ret ved dit herredømme en for billig sag for dig, når du sammenligner den med det, at den ene røver fik sin frelse udskudt? Hvorfor skulle nemlig dine herskere, Peters efterfølgere, ikke finde sig i at blive sammenlignet, ikke blot med ét eneste menneske, men med hele verdens kirkes betingelse, eftersom de forsvarer den romerske kirkes privilegier og ret så energisk og fromt, at de hellere vil, at hele den græske og bøhmiske og franske kirke og alle provinser skal gå under, ja at de er parate til med deres egne tordenstråler (som kanonisterne siger) at lade dem gå fortabt og ekskommunikere dem, fremfor blot ét øjeblik at tåle, at deres vilje (eller deres magt skulle jeg sige) bliver fortyndet eller undertrykt eller ændret? 
11 Vide ergo, ne tu sis impiissimus in tam zelosos iuris divini assertores, qui neque temporali vitae neque aeternae saluti totius orbis parcunt, ne differatur aut detrahatur vel una hora iuri divino, cui tu viginti annis concedis ocium fuisse et dilationem, atque id comparatione salutis unius vilissimi latronis, cum Christi potuisses gloriae dilatae comparare. Pas du altså bare på, at du ikke er den mest ugudelige blandt alle de mange, der ivrigt forfægter den guddommelige ret, de, som hverken skåner det timelige liv eller den evige frelse for hele verden, for at der ikke skal forandres eller fratrækkes bare én time fra den guddommelige ret, når du dog tilstår, at den har hvilet og er blevet udskudt i tyve år, og det ved en sammenligning med én frelse for en højst billig røver, når du dog kunne sammenligne det med en udskydelse af Kristi herlighed. 
12       Nihil ergo mirum, si Petrus et Paulus nostro saeculo haeretici fiant, dum Petrus pessimo exemplo monarchiam, iura et privilegia Ecclesiae suae totamque molam superiorem, hodie sane ad conterendos populos negociosissimam, fecit ociosa et reliquit, dum Act. viij. cum Iohanne se mitti sicut inferior passus est, (Apg 8,14) dum Act. xi. ad rationem reddendam ut item inferior cogi se passus est, (Apgh 11,2f) dum Act. xv. sententiam suam Jacobi autoritate mutari et confirmari passus est, (Apg 15,7ff) qui tamen sanguine proprio debuerat resistere et coelum ac terram potius miscere quam hoc pessimum exemplum et haereticum factum suis successoribus relinquere.         Det vil altså ikke være spor mærkeligt, hvis Peter og Paulus i vor tidsalder bliver gjort til kættere, idet Peter, der var et dårligt eksempel på herredømme og i dag ville tømme og ødelægge sin kirkes rettigheder og privilegier og hele den øverste møllesten, der effektivt søndermaler folk, idet han i Apg 8 finder sig i at lade sig sende af sted som den underordnede, og idet han i Apg 11 finder sig i at tvinges til at aflægge regnskab, ligeledes som en underordnet, og idet han i Apg 15 finder sig i, at hans mening ændres og bekræftes ved Jakobs autoritet, han, som dog med sit blod burde have modstået det og hellere sammenblandet himmel og jord end efterlade sine efterfølgere dette dårlige eksempel og dette kætterske faktum. 
13Sed et Paulus mitti se a Macedonibus et Corinthiis patitur pro ferenda collecta sanctis in Hierusalem, haereticus certe et recte, quia ius divinum oportet tueri per sanguinem, etiam cum totius mundi damno, sicut potius quam velles occidere et moechari omnia tibi essent amittenda. Recte ipsi faciunt. Tu cum Petro pessime et haeretice facis, tu dando dilationem, ille faciendo contrarium iuri divino, (W672) verbo dei et Euangelio, quod ne puncto quidem licet interrumpere aut differre. Men også Paulus fandt sig i at sendes af Makedonerne og Korintherne for at bringe indsamlingen til de hellige til Jerusalem, han må sikkert og vist være en kætter, fordi han burde have opretholdt den guddommelige ret med sit blod, endda om hele verden skulle fordømmes, sådan som du hellere skulle ville, at alting tages fra dig, end at du slår ihjel og begår ægteskabsbrud. Men de handlede ret. Du og Peter handler ondt og kættersk, du, når du giver udsættelse, han, når han handler imod den guddommelige lov, Guds ord og evangeliet, for ikke engang et punktum kan man indskyde eller ændre. 
14        Si autem zelus tuus adeo ardet pro me et Boemis erudiendis, debes non solum tua nobis dicere, sed nostra quoque confutare.  Adhibe ergo manum, doce nos sapientiam tuam. Mea propositio de primatu Papae non est mea, sed Niceni Concilii, quod Romani Pontifices Enaugelio comparant. Tibi ergo ista consequentia est prohibenda ‘Martinus est haereticus in huius sententia propositionis, Ergo Nicenum Concilium est haereticum': quam nisi prohibueris, ego te cum Eccio tuo haereticos, Arrianorum patronos, Romanae Ecclesiae blasphematores pronunciabo, atque haec non lubrico, ambiguo, simulato sed aperto sermone.         Men hvis din iver i den grad brænder for at oplyse mig og bøhmerne, så bør du ikke blot sige os, hvad dine læresætninger er, men også gendrive vore. Altså hånd på værket, lær os din visdom. Min tese om pavens primat er ikke min, men Nikæa-koncilets, som de romerske paver sammenligner med evangeliet. Men for dig er opgaven at forhindre denne konsekvens: 'Martin er en kætter i den meningen, han fremsætter i sin tese, ergo er Nikæa-koncilet kættersk'. Og når du ikke kan forhindre den, vil jeg erklære dig og Eck for at være to kættere, Arianernes beskyttere, blasfemiske imod den romerske kirke, og det siger jeg ikke på en slibrig, tvetydig, foregiven måde, men med ligefremme ord. 
15 Scis, quam dissimulabat tuus Theologus fortissimus haec audiens, quam fugitabat, quam quaeritabat, quam reptabat, et tamen hodie adhuc tacet: sed et tu, fortissimus discipulus eius, fortiter ad haec taces, qui tamen Conciliorum interpretationem nobis ius divinum fecisti, quasi hic non totius causae summa pendeat.  Alia vero satis multa copiose affertis, quo interim haec preterfluant, quibus urgeri vos sentitis.  Du skal vide, hvordan din bomstærke teolog, da han hørte dette, forstillede sig, hvordan han tog flugten, hvordan han stillede spørgsmål, hvordan han krøb afsted, og dog indtil idag har tiet. Men også du, hans bomstærke discipel, tier højlydt til dette, du, som dog har givet os den guddommelige ret i koncilernes fortolkning, som om det ikke netop var dette, hele hovedsagen stod og faldt med. Men meget andet anfører I omhyggeligt, hvorved imidlertid det flyder forbi, som I mener, I ville lægge vægt på. 
16         Ipse vix risum tenere potui, quum legerem magnificam tuam exclamationem ‘O miserum Lutherum, si execrandis et abominabilibus istorum piaculis confisus ac non potius iugi scripturarum meditatione fretus cum fortissimo theologorum Eccio pugnam ineat!’ (emser1#16) Quos hic confutas? Boemos? At quis tibi dixit, illos in hoc orare, quod crederent me confisurum suis piaculis? sed Stesichorus meus ita inter vitupera et laudes Martini fluctuat, ut ab ebrii sermonibus non multum abludat. Et quantum audio, velis me fiducia meditatae scripturae pugnare?        Selv kunne jeg næsten ikke holde mig for latter, da jeg læste dit storslåede udbrud: 'O elendige Luther, om han da bare havde stolet på deres [bøhmernes] forbandede og afskyelige forbønsofre og ikke snarere havde støttet sig til åget med overvejelser over skriften, da han gik i kamp mod den bomstærke teolog Eck'. Hvem gendriver du her? Bøhmerne? Men hvem har sagt dig, at de bad om dette, fordi de troede, at jeg ville vinde tillid ved deres forbønsofre? Men min Stesikorus svinger således mellem dadel og ros overfor Martin, at han afviger ikke så lidt fra ædrueligt ordvalg. Og så vidt jeg her kan høre, vil du så bekæmpe min tillid til overvejelser over skriften? 
17        Quis unquam foeliciter pugnavit, mi Emser, suis fretus aut doctrinis aut viribus, nisi forte tu solus in hac epistola? Ego scio illud: dominus conterens bella, (Sl 46,10) et illud Judicum v. Dominus ipse dimicavit, et de coelo dimicatum est contra eos. (Dom 5,13. 20)  Neque cum fortissimis neque cum infirmissimis unquam pugnare volui, Omne propositum fuit in angulo latere. Nunc autem unica schedula disputatoria velut lacinia apprehensus et in publicum per vim tractus, domini voluntate ita factum credens, non timebo, mi Emser, nec fortissimum nec vocalissimum Eccium tuum, sicut nec te impotentissimum aut ullum indoctissimum contemnam.         Hvem har nogensinde kæmpet med held, kære Emser, uden at støtte sig til enten sine læresætninger eller sine kræfter, undtagen måske du i dette brev? Men det véd jeg: 'Herren gør ende på krige', og fra Dom 5: 'Herren selv drog i strid, ... og fra himlen førte han strid imod dem'. Jeg har aldrig villet kæmpe med de stærkeste og heller aldrig med de svageste, enhver hensigt skulle skjules i et hjørne. Men nu, hvor det ene disputations-skema med nød og næppe er kommet på tapetet og med vold trukket ud i det offentlige, og hvor jeg tror, det er sket således ved Guds vilje, frygter jeg ikke, kære Emser, hverken for din bomstærke og højtråbende Eck, eller for dig, du kraftesløse, eller for nogen ulærd. 
18 Tunc vere miser ero Lutherus, si tuo consilio meditatione scripturarum fretus pugnem ac non potius fide operantis in me solius dei etiam totaliter, quanquam negare non queam ac citra omnem superbiam possim Christo confiteri suum donum, me in sacris literis posse vel modicum, quas Eccium tuum fortissimum nondum confido posse foeliciter ordine et sensu legitimo docere: non enim in Scholastica Theologia haec docentur, dona tamen gratuita dei sunt, propter quae nemo magis gratus, sicut nec propter corporis formam. (W673).  Men da ville jeg virkelig være en elendig Luther, hvis jeg efter dit råd kæmpede, idet jeg støttede mig til overvejelser over skriften og ikke snarere støttede mig til den Gud, der ene og alene virker i mig, selv om jeg ikke kan nægte og bagved alt overmod kan bekende for Kristus den gave fra ham, at jeg i den hellige skrift i det mindste i nogen måde kan lære, hvad jeg aldrig tror, at din bomstærke Eck kan få held til at lære med orden og legitim mening: For disse ting læres ikke i den skolastiske teologi, men de er Guds gratis gave, og det kan man kun være taknemlig over, sådan som man må være taknemlig over legemets tilstand. 
19         Sum sane et ego inter Scholasticos doctores detritus.  Quare satis rectum est, eum fortissimum et animosissimum a te laudari. Sed crede mihi, minus esset tibi hoc nomine laudabilis, si in sacris literis vel exordia Theologiae et ut vocant principia intelligeret. Satis indicavit hoc Lipsica disputatione, Indicant et libri eius de praedestinatione et mystica theologia (n19): omnia fortissime et summa primo tentat, ita ut casum grandem illi misere metuam.        Jeg anerkender sandelig også de skolastiske lærde. Derfor er det også ret, at du roser den bomstærke og højst dristige. Men tro mig, dette navn ville være mindre rosværdigt i dine øjne, hvis han i den hellige skrift havde forstået teologiens begyndelse eller basis, som man siger. Det viste Leipziger-disputationen tydeligt nok. Det viser også hans bøger om prædestinationen og om den mystiske teologi. Alt berører han bomstærkt og i en første oversigt, sådan at jeg må befrygte, at sagen er for stor for dette elendige menneske. 
20        Breviter, ipse tu nosti, dolia vacua esse sonantiora plenis. Nolo me laudari, nec fortissimum nec meditantem in sacris literis, sed et Eccio hanc tuam laudem invideo, cum uterque nostrum debeat talis esse, ut melioribus quam istis nominibus laudetur, nempe Christi nomine, in quo fortissimus est infirmissimus et infirmissimus est fortissimus, sicut dicit in Iohele: Infirmus dicat ‘fortis sum’. (Joel 4,10)          Kort sagt, også du skal vide, at tomme tønder buldrer mest. Mig skal du ikke rose, hverken for at være bomstærk eller for at overveje de hellige skrifter, men jeg misunder heller ikke Eck den ros, han får fra dig, eftersom vi begge bør være indstillet på, at vi får ros i kraft af bedre navne, nemlig i kraft af Kristi navn, i hvem den bomstærke er dødsvag, og den dødsvage er bomstærk, sådan som han siger i Joel: 'Den svage skal sige: Jeg er stærk'. 
21        Scribis etiam in laudem, scilicet me omnia sursum ac deorsum versasse totamque ingenu aciem huc admolitum et contendisse, Romani Pontificis principatum a deo non esse. (emser1#30) Hic te dignis modis tractarem, nisi crederem, te invidia vexatum non bene cernere quid dicas: credo, inquam, te per ‘non esse a deo' intelligere ‘non esse iure divino’. Sic enim verba iuris Canonista et Rhetor pulcherrima Chria et glosa explicas.         Du skriver også til ros for mig, idet du nemlig skriver, at jeg har vendt op og ned på alting og med hele min forstands kraft har givet mig i kast med at kæmpe for, at den romerske paves principat ikke er af Gud. Her ville jeg behandle dig på værdig måde, hvis ikke det var fordi jeg tror, at du, behersket af misundelse, ikke helt forstår, hvad du siger. Jeg tror, at du ved dette 'er ikke af Gud' forstår 'er ikke efter guddommelig ret'. For sådan forklarer du ordene som kanonist og udmærket Kria-orator og fortolker. (?)
22 Alioquin quid poteras in me blasphemius mentiri quam quod Romani pontificis principatum diceres Martino probari non a deo esse, id est a diabolo? Et sane tua caetera perpendens, cum videam te pessima in me machinari, prope huc feror, ut te voluisse hanc mihi labem inspurcare credam: quam enim imprudens sibi est invidia, tam astuta est in aliorum mala. veruntamen interim doctore Christo mitiore illud dictum volo sensu accipere, donec te prodas latius. For hvis ikke det forholdt sig sådan, hvordan kunne du så pålyve mig noget mere blasfemisk, end det, at du siger, at den romerske paves primat af Martin bevises ikke at være af Gud, det vil sige: det er af djævelen? Og sandelig, når du afvejer de øvrige ting, når jeg ser, hvordan du spinder værre rænker imod mig, så ledes jeg næsten derhen, at jeg tror, du har villet besudle mig med dette nederlag: For ligesom misundelsen er uklog imod sig selv, sådan er den også forslagen overfor andres onde ting. Dog vil jeg med Kristus som læremester forstå det sagte i en blidere mening, indtil du afslører dig yderligere. 
23         Quis autem tibi meam suppellectilem universam ostendit, mi Emser? quando meas apothecas omnes perlustrasti? Nihil reliquum mihi est quod huc possim admoliri? adeo tibi visus sum Lipsiae omnia effudisse, omnia versasse, ut iuxta Salomonem vir ille stultus fuerim, qui effundit spiritum suum totum, sapiens autem servat in posterum? (Ordsp 29,11) An non Eccius tuus potius hoc fecit, totos quattuor dies nubes bullarum suarum in me urgens, cui ego vix uno die oppugnator fui? quam anxie anhelas Eccio tuo arcum triumphalem statuere, et non pensitas tecum, quam te et ars et sumptus destituant!        Men hvem har vist dig alle mine læsefrugter, kære Emser? Hvornår har du gennemvandret alle mine forråd? Er der intet efterladt til mig, hvor jeg kan gå hen? I den grad synes jeg i dine øjne at have udtømt alt i Leipzig, at have fordrejet alt, så jeg skulle være som den ukloge mand, der ifølge Salomon ganske har udtømt sin ånd, mens den vise bevarer den til senere. Mon ikke det snarere er din Eck, der har gjort dette, idet han fire dage igennem opkastede sine bullers tågeskyer imod mig, som knap nok fik én dag til at vende mig imod det? Hvor ivrigt stønnende opbygger du Eck en triumfbue, uden at overveje med dig selv, hvordan både byggekunsten og økonomien vil lade dig i stikken! 
24 Quid, si Lipsiae vix dimidium effuderim? Nunquid ibi de autoritate Conciliorum tractatum est? nunquid actuum liber in hanc rem, sicut oportuit, examinatus est? Quid Eccius protulit novi, quod non passim in summistis (W674) et sententiariis etiam initiati Theologiae legunt? Haec enim eius proculcata et exesa iam diu argumenta mihi reddiderunt disputationem omnium quas viderim molestissimam: denique indignabar Carlstadio tam divites et uberes proferenti solutiones ad pulverulenta et trivialia illius argumenta: breviter, nec affui ulli disputationi, a qua libentius abierim, Qui anhelo spiritu adveneram, novos coelestis numinis succos gustare et Eccium vobiscum miracula facturos videre. Hvad nu, hvis jeg i Leipzig knap nok brugte halvdelen af mit arsenal? Drøftede vi fx koncilernes autoritet dèr? Mon gerningernes bog blev undersøgt dèr, sådan som den burde blive det? Hvad nyt fremførte Eck, som man ikke kan læse overalt i summaerne og sentenserne endda fra teologiens begyndelsessætninger? Disse argumenter fra hans side er jo allerede for længe siden søndertrådt og imødegået, og de påførte til gengæld mig en disputation om alt, hvad jeg har anset for tilbagevist. Endelig er jeg forarget på Karlstadts vegne over, at han, der fremdrog så righoldige og mangfoldige løsninger, blev imødegået med så støvede og trivielle argumenter. Kort sagt, jeg har ikke været med til nogen disputation, som jeg var mere glad for at kunne forlade,  skønt jeg var kommet efter åndens tilskyndelse, for at smage det nye sukker fra de himmelske jærtegn, og se Eck gøre mirakler sammen med jer. 
25 Denique cur illud unicum meum de Niceno Concilio argumentum in hunc diem nec ipse nec vestri illum studiose iuvantes solvere possunt? Quoties ille garriit de Graecis haereticis et schismaticis, hoc invictum argumentum elusurus, sed nunquam potuit! Endelig: Hvorfor kan han hverken selv eller med jeres ivrige hjælp indtil den dag i dag løse det ene argument, jeg har fremsat om Nikæa-koncilet? Hvor længe vil han våse om, at grækerne er kættere og skismatikere og derved undgå dette ubesejrede argument, hvad han dog aldrig vil kunne!
26 Stat enim stabitque semper, Nicenos patres cum universali Ecclesia esse haereticos, si Romani Pontificis primatus sit juris divini, qui contrarium statuerunt articulo Constantiensis Concilii, in quo unicum erat illius robur, quod tamen quid valuerit et tunc satis ostendi et adhuc satis potero ostendere: nec enim Concilium Nicenum in omnibus huc pertinentibus articulis est discussum. Det står nemlig fast, og det vil altid stå fast, at de nikænske fædre sammen med hele kirken er kættere, hvis den romerske paves primat er efter guddommelig ret, for de har fastslået en artikel, der er modsat en artikel fra Konstanzer-koncilet, i hvilken dens eneste styrke var, at det dog påviste, hvad der gjaldt, og hvad der dengang kunne påvises tilstrækkelig klart, og hvad jeg stadigvæk kan påvise tilstrækkelig klart: For Nikæa-koncilet blev ikke diskuteret med alle de artikler, der stadig er gyldige. 
27 Hoc enim erat mihi Tydeus (n27) adversus multos feneos et stipulaceos milites, cum viderem tante omnium stupore montes parturientes non nisi ridiculum murem edere, displicuitque mihi temporis perditio tanti: una enim hora potuisset hoc negocii confici, nisi farragines et feces Summistarum fere omnium recitante Eccio oportuisset audire, ne videremur (quam speciem semper et acutissime observabatis) nolle aut non posse disputare. Dette [koncil] var for mig en Tydeus imod mange soldater af hø og halm, da jeg så, at en sådan flok bjerge lavede til barsel, men kun formåede at føde en latterlig lille mus, og jeg brød mig ikke om at have spildt så megen tid. For på én time havde han kunnet blive færdig med denne sag, hvis ikke vi havde skullet høre Eck citere næsten alle summisternes skidt og møg, for at vi ikke skulle få øje på (og det skin opretholder I altid på det nøjeste), at han ikke ville eller kunne disputere. 
28         Sed ut saltem tu credas, me adhuc posse aliquid nec esse exhaustum, Adiiciam et ego Coronidem tuae non dissimilem et forte verisimilius disputantem de primatu isto magnifico. Adverte itaque.          Men for at i det mindste du skal tro på, at jeg stadig kunne noget og endnu ikke var udmattet, så vil også jeg tilføje noget, der ikke er ganske ulig din ekskurs og måske med større sandsynlighed disputerer dette storslåede primat. Hør nu bare!
29        Quid, si Matthias, novissimus Apostolorum, fuerit et sit primus Apostolorum? Hoc enim tibi facile persuadebo, modo mihi permittas sacras literas more tuo et Eccii tractare. Nam iuxta Euangelium novissimi sunt primi et primi novissimi: quare Petrus vester cum sit primus erit novissimus, et Matthias meus cum sit novissimus erit primus. (Matt 20,16).         Hvad nu, hvis Matthias, den sidsttilkomne af apostlene, var og er den første af apostlene? Det kan jeg nemlig let overbevise dig om, blot jeg får lov til at behandle skriften, sådan som du og Eck behandler den. For ifølge evangeliet skal de sidste blive de første og de første de sidste: Derfor, når jeres Peter vil være den første, bliver han den sidste, og når min Matthias vil være den sidste, bliver han den første. 
30        Cui accedit et illud robusti firmamenti, quod in locum Iudae traditoris ascitus est, (Apg 1,15ff) qui velut pater discipulorum erat et oceonomus Christi super illos sicut super familiam eius institutus, qui portabat ea quae mittebantur, (Joh 12,6) nec aliter bona Apostolorum et patrimonia Christi habuit et dispensavit, quam hodie Romanus pontifex Episcoporum, sacerdotum, monachorum, immo et regum et principum dispensat, ita ut videatur vere secundarius summus Ecclesiae pontifex fuisse et antecessor Romani pontificis, cum cuius officio plus convenit quam ullus aliorum Apostolorum. Ergo Matthias est vere Papa et vicarius Christi, cum iuxta Aristotelem idem natum facere sit idem et ex effectu causa cognoscatur. (W675)        For ham skete det også, og det er sikkert og vist, at han blev optaget i stedet for Judas, forræderen, som var som en far for disciplene og som Kristi husholder var over dem, sådan som en far sat over sin familie, han tog vare på det, de lagde i pengekassen, og disponerede over apostlenes og Kristi ejendom og fædrenearv, ligesom idag den romerske pave over biskoppers, præsters, munkes, ja, endog kongers og fyrsters ejendom, sådan at han virkelig ser ud til at have være kirkens ypperstepræsts stedfortræder og forløber for de romerske paver, for hans embede svarer mere til Judas' embede til til nogen af de andre apostles embede. Altså er Matthias den sande pave og Kristi vikar, eftersom ifølge Aristoteles det samme føder det samme og årsagen kendes på virkningen. 
31       Sed et hoc urget, quod in psalmo Christus eum ducem appellat, dicens ‘tu vero, homo unanimis, dux meus et notus meus', quod de nullo Apostolorum dicit. (Sl 55,14).        Men her betyder det også noget, at Kristus i salmen kalder ham fører, idet han siger: 'Men du, samdrægtige menneske, min leder og min bekendte', hvad han ikke siger om nogen anden af apostlene. 
32        His adde, quod de nullo Apostolorum scribitur Episcopatus dignitas quam de Iuda et Matthia dicente Petro Act. i. (Apg 1,20) Et Episcopatum eius accipiat alter. Sed et illud Iohan: vi. Unus ex vobis diabolus est: ‘unus' hebraea  lingua significat ‘primus', Gen. i. Factum est vespere et mane dies unus, (1 Mos 1,5) et Mat. xxviij. Una sabbatorum, id est prima. (Matt 28,1) Si ergo solus iste Episcopus, dux, primus, oceononius, quid restat nisi esse vicarium Christi?        Føj hertil, at der ikke tilskrives nogen anden af apostlene bispeværdighed end Judas og Matthias, idet Peter i Apg 1,20 siger: 'Og en anden fik hans biskopembede'. Men også Joh 6,70 kommer på tale: 'Én af jer er en djævel', for 'én' hedder på hebraisk 'den første', fx 1 Mos 1,5: 'Det blev aften og det blev morgen, den første dag', og Matt 28,1: 'På den første dag i ugen'. Hvis altså han alene er biskop, leder, den første, husholder, hvad mangler der da i, at han er Kristi stedfortræder? 
33         Addemus rationem: fere semper hii, qui ceciderunt, erant primo loco positi, ut Lucifer, Adam, Cain, Esau, Ismael, Ruben, Onan, Saul, Amon et multi eiusmodi, Quod factum est, ut superbos terreret deus et humiles exaltaret. Quare et Iudas a primo loco cecidisse videtur. Unde et Apostoli de nullo minus suspicabantur, quod esset Christum traditurus, quia erat unus, id est singularis et principalis, de duodecim.        Lad os tilføje en fornuftsbegrundelse: Næsten altid blev de, som faldt, sat på førstepladsen, fx Lucifer, Adam, Kain, Esau, Ismael, Ruben, Onan, Saul, Amnon og mange andre. Det sker, fordi Gud nedtrykker de ophøjede og ophøjer de ydmyge. Derfor synes også Judas at være faldet fra førstepladsen. Derfor havde da heller ikke apostlene nogensomhelst mistanke om, at han ville forråde Kristus, fordi han var én af de tolv, det vil sige, den eneste, lederen, over de tolv. 
34       Vides, mi Emser, suppellectilem meam nondum totam tibi visam, et haec non minorem habere speciem quam vestra optima. Quid putas facerem, si, sicut vos per petram primatum, per ‘pascere' Monarchiam et similia quae vultis intelligitis, eodem more scripturas vellem depravare? Quid, si vos tam verisimilia habuissetis?        Du ser altså, kære Emser, at du endnu ikke har set alle mine læsefrugter, og at de ikke har en mindre kvalitet end jeres bedste. Hvad tror du, jeg ville gøre, hvis jeg skulle ødelægge skriften på samme måde, som I gør det med dette 'primatets klippe', med at 'at vogte' skal være 'at have herredømme' og den slags, som I vil forstå? Hvad, hvis I kunne gøre det lige så sandsynligt? 
35        Sed hucusque cum invidia et adversarii communis machina egerimus. Nunc, rogo, me patienter audias pro communi nostra professione. De Romanis et Boemis fabulam agimus: obsecro, posito utriusque partis studio agamus. Volo et ego Romanum pontificem esse primum omnium et quem revereantur omnes: nolo Boemorum schisma.         Men indtil videre har vi måttet handle med modstandernes misundelse og almindelige rænkespil. Og nu beder jeg om, at du vil høre tålmodigt på mig på grund at vores fælles profession. Vi vil omhandle historien om romerne og bøhmerne. Og bestemt, vi vil lægge lige megen vægt på begge sider. Også jeg vil, at den romerske paven skal være den første af alle og én, som alle ærer. Jeg ønsker ikke det bøhmiske skisma. 
36 Verum esse Romanum pontificem iure divino susperiorem, nulla ratione credam nec unquam confitebor. Vis scire, qua causa? Audi. A multis iam annis id quaesitum est per Romanos pontifices et adulatores eorum, ut essent iure divino supra Concilium et super omnes in tota Ecclesia, super ipsam quoque universalem Ecclesiam. Det er sandt, at jeg afskaffer den romerske pave efter guddommelig ret, jeg tror ikke på nogen måde på det, ejheller har jeg nogensinde bekendt det. Vil du vide, hvorfor? Så hør. Igennem mange år er det blevet krævet af de romerske paver og deres smigrere, at de ifølge guddommelig ret skulle stå over et koncil og over alle i hele kirken, også over den universelle kirke. 
37 Quid, putas, hac industria quaerebant? Nempe cum eum, qui sit iure divino superior, non liceat iudicare, reformare, emendare (ut sentiunt), iam quodlibet audendi in omnibus regnaret potestas, sicut est dies haec, staretque in Ecclesia dei horrendum illud, ut Oseas dicit, et abominatio illa in loco sancto, (Hos 6,10; Dan 9,27; Matt 24,15) scilicet impunita nequitia et peccandi secura licentia. Qua quid fieret nisi Ecclesiae vastitas et desolatio? hac enim potestate, quae ad aedificationem solum data est, molirentur aliud nihil quam destructionem. Hvad tror du, det er, de så ivrigt krævede? Jo, når han, som ifølge guddommelig ret skulle være den øverste, ikke har lov til at dømme, reformere, forbedre (efter deres mening), og allerede magten til at høre hvadsomhelst i alt hersker, sådan som det er på denne dag, og når i Guds kirke det forfærdelige fremstår, som Hoseas taler om og når vederstyggeligheden står på det hellige sted, så kan overtrædelsen være ustraffet og tilladelsen til at synde være sikret. Hvad kan der ske andet derved end kirkens tilintetgørelse og ødelæggelse? For skønt de arbejder ved den magt, som alene er givet til at opbygge med, udvirker de intet andet end ødelæggelse. 
38         Cum vero nos omnes Christo, id est veritati et iustitiae, plus debeamus quam ulli hominum, certum est erranti et impio pontifici praeferendam veritatem et iustitiam, Atque ita penes quem fuerit haec veritas et iustitia, (W676) Christus, hic superior est pontifice, debetque pontifici tum resistere, tum eum monere et emendare. Alioquin reus erit peccati in Christum, cui praetulerit hominem veritatique iniquitatem.        Men da vi alle skylder Kristus, det vil sige, sandheden og retfærdigheden, mere end vi skylder noget menneske, er det givet, at sandhed og retfærdighed må foretrækkes fremfor en fejlende og ugudelig pave, og man således må holde med ham, som er sandhed og retfærdighed, med Kristus, han står over paven, og man bør både modstå paven og man bør formane og forbedre ham. Ellers vil man gøre sig skyldig i synd imod Kristus, idet mennesket så vil foretrække uretfærdigheden fremfor hans sandhed. 
39        Haec vides quid faciant? Primum impiissimorum adulatorum damnant sententiam, qui peccanti pontifici lallant non licere dicere ‘cur ita facis’? sed sola oratione ad deum pro eo gemendum. Quid hii moliuntur, nisi ut verbum dei taceamus a facie iniquitatis et hominem praeferamus Christi praecepto? Deinde ruit eorum impia doctrina, non licere eum qui superior est iudicare, sicut quaedam decreta pontificum nugantur.         Se nu, hvad de skal gøre? Først skal de fordømme de ugudelige smigreres opfattelse, som våser om, at man ikke har lov til at sige til en pave, der fejler, 'hvorfor handler du sådan'? man skal alene klage ved at bede til Gud for ham. Hvad er det, de arbejder på, andet end at vi skal tie med Guds ord, stillet overfor uretfærdigheden, og foretrække et menneske fremfor Christi bud? Dernæst har han nedstyrtet deres ugudelige læresætning, at det ikke er tilladt den, som er højere at dømme, sådan som nogle af pavens dekreter spøger med. 
40 Obsecro, cur non licet iudicare? an quia superior est? At verbum dei super omnes est: quod si habet inferior et non superior, cedere debet superior inferiori, sicut dicit i. Cor. xiiij. (1 Kor 14,30) Quod si revelatum fuerit sedenti, prior taceat. Ne illud ps. xiii. audiat: Consilium inopis confudistis, quia dominus spes eius est. (Sl 14,6) Nonne prophetae erant inferiores regibus et sacerdotibus? attamen eos iudicabant, reprehendebant, emendabant, ut etiam de Hieremia scriptum sit, quod sit constitutus super gentes et regna, ut evellat et plantet, destruat et aedificet. (Jer 1,10) Jamen, hvorfor skulle det dog ikke være tilladt at dømme? Mon, fordi han er højere? Men Guds ord er over alle: Og hvis der er nogen, der underordnet og nogen der er overordnet, så bør den overordnede vige for den underordnede, sådan som det siges i 1 Kor 14,30: 'Hvis én, der sidder der, får en åbenbaring, skal den første tie'. Har han ikke hørt det fra Sl 14,6: 'Du forvirrer den hjælpeløses planer, fordi Herren er hans håb'. Mon ikke profeterne var underordnede under konger og præster? Og dog dømte de dem, bebrejdede dem, forbedrede dem, så at det også om Jeremias er skrevet, at han var sat over folk og kongeriger, at han skulle oprykke og plante, ødelægge og opbygge. 
41 Adde quod potestas in Ecclesia nulla est nisi pro coercendo peccato, quod liget et solvat: quare ubicunque peccatum est, ibi potestati eiusmodi locus est, iuxta Matt. xviij. (Matt 18,15) Si peccaverit in te frater tuus, nec hic ullus pontificum potest collum excutere, quia si in uno alicuius peccato non ligat aut solvit potestas, in nullo alio valebit, et evacuata est penitus, cum nulla sit ratio diversitatis. Læg dertil, at magt i kirken ikke er noget, andet end til at tvinge synden, som han binder og løser. Derfor, overalt, hvor der er synd, dèr er der plads til den slags magt, ifølge Matt 18,15: 'Hvis din bror forsynder sig imod dig', og heller ikke her kan nogen undskylde den pavelige hals (?), fordi hvis der er én synd, hvor magten ikke løser eller binder, vil den ikke være noget værd noget andet sted, og den vil helt være udtømt, eftersom der ikke er nogen grund til forskellighed. 
42       Atque hic audacter loquar, et quod tu cum adulatoribus Romani Pontificis vehementer sis admiraturus, ac forte haeresim definiturus, dico, pontifices primo teneri sub peccato mortali et reatu aeternae damnationis, ut resistant pestilentibus his monstris Romanae Curiae, quibus passim venduntur omnia Christi, exuguntur populi, vorantur Episcopatus palliis, sacerdotia annatis, nec eos ullo pacto excusat superioritas Papae, quia plus debent supremo omnium Christo, id est veritati, quam ubi vident per Papam pessundari et non succurrunt, rei sunt omnium malorum, quae Papa vel volendo vel dissimulando facit.         Også her taler jeg voveligt, og fordi du sammen med den romerske paves smigrere stærkt vil beundre ham og måske fastsætte, at jeg er kætter, siger jeg, at paverne først og fremmest bør fastholdes på, at de under trussel om dødssynd og evig fordømmelse modstår disse forfærdelige monstrøse ting fra den romerske kurie, hvorved de overalt sælger alt det, der hører Kristus til, udsuger folket, opæder bispedømmernes pallier, præsteembedernes annater, og pavens overhøjhed undskylder dem på ingen måde, for den, der er overordnet, skylder Kristus alt, Kristus, det vil sige, sandheden, og når de ser den blive ødelagt og ikke kommer til hjælp, er de skyldige i alt det onde, som paven gør, både det, han gør med viden og vilje, og det han gør under dække af noget andet. 
43        Idem pertinet ad nos omnes: nam aequo debito sumus Christi gloriae obstricti, nisi quod illud Pauli observandum est primo ‘Seniorem ne increpaveris, sed obsecra ut patrem': (1 Tim 5,1) verum ubi obsecranti non cesserit, quid aliud, putas, faciendum suadebit nisi ‘haereticum hominem devita'?  Non potestas Papae aut alicuius Episcopi in Ecclesia dominatur, sed verbum dei, quod nulli est alligatum, omnium liberrimum, rex regum et dominus dominantium. Potestas Papae servitus est, non dominium.        Det samme vedrører os alle. For vi er i lige grad skyldige og forpligtet på Kristi ære, medmindre man først skal rette sig efter det Paulus siger: 'Du må ikke tale hårdt til en gammel mand, ham skal du formane som en far', men hvor den formanede ikke ophører, hvad andet, mener du, er det så tilrådeligt at gøre end at 'undgå et kættersk menneske'? Pavens eller en biskops magt må ikke herske i kirken, det må kun Guds ord, som ingen er bundet af, men er det frieste af alt, er konge i kongeriget og herre i herredømmet. Pavens magt er en tjenende magt, ikke en herskende magt. 
44        Hinc multis nominibus commendanda est universitas Christianissima Parrhisiensis, quae plus principis omnium veritatis et dominantis in Ecclesia verbi quam servientis potestatis per verbum constitutae cura sollicita Leoni (W677) decimo vel potius sub nomine Leonis x. adulatoribus furentibus appellatione interposita resistit coram omnibus, sicut Paulus Petro Gal ii. (Gal 2,11)        Her må man med mange betegnelser anbefale det højstkristelige universitet i Paris, som, idet de mere har set på alle tings første sandhed og det ord, der skal herske i kirken, end på den magt, der blev betjent gennem ordet overfor alle har fremsat en appel af bekymret omsorg for Leo den Tiende, eller snarere i Leo den Tiendes navn, skønt hans smigrere raser, sådan som Paulus overfor Peter i Gal 2,11. 
45         Atque utinam exemplo isto Christianissimo ita facerent singuli Episcopi, singuli Abbates, pastores, principes, magistratus, denique singuli Christiani, quoties ex urbe sub nomine Papae viderent monstra adversus Euangelium Christi prodire: Euangelio enim imprimis ab omnibus astandum est, nulli cedendum, nulli connivendum, nulli favendum, qui contra Euangelium Christi quicquam molitur, nec patri nec matri, sicut dicit: Qui amat patrem plusquam me, non est me dignus. (Matt 10,37)         Og gid hver enkelt biskop, hver enkelt abbed, præst, fyrste, magistrat, ja, hver enkelt kristen ved dette højst kristelige eksempel ville gøre således, hver gang de ser, at der fra Rom i pavens navn udgår afskyelige ting imod Kristi evangelium. For evangeliet bør nemlig understøttes af alle, ingen bør vige, ingen bør lukke øjnene, ingen bør nyde en gunst, den, som arbejder for noget imod Kristi, om det så er for hans far eller mor, skal siges således: 'Den, der elsker sin far mere end mig, er mig ikke værd'. 
46 Quando enim Papa patitur, ut contra se
agatur pro Episcopo? Nonne tanquam superior praeferri vult Episcopo in omnibus? cur ergo non et Euangelium praeferri sibi patiatur et secundum id iudicari, apud quemcunque tandem fuerit inventum?  An Euangelium cedere volet, ut sibi obtemperetur? Absit, nisi velit non inter Christianos pastores, sed inter paganos tyrannos haberi tunc enim illud dicetur Apostoli ‘Quid mihi de iis, qui foris sunt, iudicare? Nonne et vos de iis, quae intus sunt, iudicatis?’ (1 Kor 5,12)
For hvornår finder paven sig i, at der handles imod ham til fordel for en biskop? Mon ikke han som den overordnede vil foretrækkes fremfor en biskop i alle ting? Ergo: Hvorfor finder evangeliet sig så ikke også i, at han foretrækkes fremfor det, og at der dømmes efter det, hos hvemsomhelst det i sidste ende blev fundet? (?) Det være langtfra, medmindre evangeliet skal findes ikke blandt kristne præster, men blandt hedenske tyranner; da hedder det nemlig med disse apostelord? 'Er det min sag at dømme dem, der står udenfor? Skal ikke også I dømme dem, der er indenfor?'
47       Stat ergo Christianae vitae regula iuxta Petrum, ut omnes invicem insinuemus humilitatem (1 Pet 5,5): ‘omnes’ dicens neminem excipit, nec humilem esse sufficit, sed insinuari et ostendi debet in opere et veritate. Sed et B. Gregorius praeclarissime dicit in decretis, omnes nos esse aequales, sola culpa facit inferiores, sicut et ps. dicitur: Illic sederunt sedes in iudicio. (Sl 122,5).          Altså står den kristne leveregel fast, som ifølge Peter lyder, at vi alle skal iføres os ydmyghed overfor hinanden. Når han siger 'alle' undtager han ingen, det er heller ikke nok at være ydmyg, man skal iføre sig den og fremvise den i gerning og sandhed. Men også den salige Gregor siger i sine dekreter, at vi alle skal være lige, alene brøden gør nogle underordnede, sådan som også salmen siger: 'Her står dommersæder til doms'. 
48        Quare ubi culpa est, ibi iam iudicii locus est et inferior est, qui eam habet, omnibus, qui non habent. Nonne et hoc aliquando Romani pontifices exhibuerunt, qui accusati, expurgati, damnati sunt aliorum iudicio? Quis est ergo novus iste furor, hoc iure divino statuere, ut peccatum in Ecclesia impunitum regnet titulo maioritatis? An ius divinum faciunt patrocinium impietatis?          Hvor der derfor er en brøde, dèr er der også plads til dom, og dèr er den underordnet, som har brøden, i forhold til alle dem, der ikke har en brøde. Mon ikke også dette udvises mange steder på de romerske paver, når de anklages, udrenses og fordømmes ved andres dom? Hvad er det da for et nyt raseri, at stadfæste det ved guddommelig ret, at synden ustraffet kan herske i kirken under navn af overordning? Mon de vil begå fadermord som en guddommelig ret? 
49 Denique Pontifex non est dominus Ecclesiae, sed servus et oeconomus, ipsa domina et regina, solus Christus dominus: nec est sponsus, sicut quidam garriunt, Christus sponsus est. Ideo Ecclesia, quae est unum corpus cum sponso suo, domina est omnium aliorum membrorum nec ulli membro subiecta nisi uni suo sponso, caetera omnia sibi subiecta sunt tanquam reginae sponsae. Endelig er paven ikke kirkens herre, men tjener og husholder, den kirke, der selv er herskerinde og dronning, hvor alene Kristus er herre. Han er heller ikke brudgom, sådan som nogle fremvåser det, Kristus er brudgommen. Derfor er kirken, som er ét legeme med som brudgom, herskerinde over alle de andre lemmer og ikke ét lem er undtaget, undtagen alene brudgommen, alle de andre er underlagt hinanden som dronningen sin brudgom. 
50        Da ergo Romanis Pontificibus quodlibet servilis potestatis, modo ne mihi iure divino talem statuas, qui nulli sit subiectus, sive bonus sive malus. Hoc enim illi quaerunt impii iuris divini vitilitigatores.  Crede mihi fortiter, nisi hanc potestatem iure divino se statuere posse viderint, sed cuilibet Christiano, ubicunque contra Euangelium egerint, subiectos se audierint, futurum est, ut nec iure divino nec humano velint Monarchae Ecclesiastici esse.         Giv derfor de romerske paver hvilken tjenende magt du vil, blot du ikke med guddommelig ret fastsætter for mig, at han ikke er underlagt nogen, hvadenten han er god eller ond. For det forlanger disse ugudelige, der billigt vil binde til den guddommelige ret. Tro mig virkelig, hvis ikke de ser, at de kan stadfæste denne magt ved guddommelig ret, men de hører, at de er underlagt en hvilkensomhelst kristen, hvorsomhelst de handler imod evangeliet, så vil der ske det, at de hverken vil være kirkelige herskere ifølge guddommelig eller ifølge menneskelig ret. 
51 Quis enim in tanto loco tot dominis velit subiectus esse? nec dubites, (W678) plures tunc reperiri, qui impugnent, Monarchiam nequaquam esse iuris divini, quam nunc sint, qui propugnent: tum mea sententia satis secura erit. Hvem vil nemlig på så stort et sted være underlagt så mange herrer? Du kan heller ikke være i tvivl om, at der til den tid vil findes flere mennesker, som bekæmper den tanke, at herredømmet nogensinde kan være efter guddommelig ret, end der findes mennesker, som går ind for den tanke; til den tid, det vil sige, når min opfattelse vil være tilstrækkelig sikker. 
52        At dices ‘hac ratione nullus Episcopus erit iure divino superior, et nulla erit in Ecclesia potestas aut maioritas'. Dico: Certe, nulla est maioritas, quia hanc Christus prohibuit dicens 'qui vult esse maior, sit vester servus'. (Mark 10,44) Potestas autem servitus et ministerium est: ideo longe aliud est potestas Ecclesiae quam potestas mundi, illa serviendi, haec dominandi potestas est.          Men så vil du sige: 'Med den begrundelse vil ingen biskop være overordnet ifølge guddommelig ret, og der vil i kirken ikke være nogen magt eller nogen overordnelse'. Jeg siger: Givetvis, der er ingen overordning, for det forhindrer Kristus, når han siger: 'Den, der vil være stor, skal være jeres tjener'. Men slavemagten og tjenermagten, den findes. Derfor er magten i kirken noget helt andet end magten i verden, den er en tjenenede magt, den anden er en herskende magt. 
53 Sic Apostolus: Qui Episcopatum desyderat, bonum opus desyderat. (1 Tim 3,1) ‘Bonum opus' inquit: At operari servorum est et operariorum. Nunc dicunt ‘bonum opus, id est bonum ocium'. Mihi vero hoc tempore satis est ostendisse ius divinum, non hoc tribuere Romano Pontifici, quod illi ius divinum intelligunt, id est nulli subiectum, ne veritatem quidem habenti, et esse impunitae licentiae voluntariaeque libidini peccandi prae omnibus Christianis traditum, quem oportet prae omnibus esse ligatum, subiectum et servum. Det siger apostelen: 'Den, der ønsker et bispeembede, ønsker en god gerning'. 'En god gerning', siger han. For det er at gøre slave- og daglejergerning. Men nu siger de: 'En god gerning, der vil sige: en god hvile'. Men for øjeblikket er det nok for mig at have påvist den guddommelige ret, at den ikke kan tillægges den romerske pave, fordi de forstår den guddommelige ret sådan, at han ikke skal være underlagt nogen, heller ikke den, der har sandheden, og derved ville der være overleveret paven tilladelse til at synde ustraffet og efter forgodtbefindende og som det lyster ham fremfor alle andre kristne, han, som fremfor alle burde været bundet, underlagt, være slave. 
54         Quod si dices ‘etsi hominem liceat emendare, tamen locus ipse est iure divino superior', hic im meum campum venio, ut ostendam, talem esse locum superiorem, quem nullus unquam vellet obtinere, longeque aliud esse, locum esse superiorem et iure divino superiorem esse. Sed haec suo tempore.         Og hvis du så siger: 'Skønt manden kan blive bedre, så er hans overordnede stilling dog efter guddommelig ret', så kommer jeg her ud på min kampplads, så jeg kan påvise, at denne overordnede stilling er af en sådan art, at ingen nogensinde kan ville opnå den, og at det er noget helt andet, at stillingen er overordnet og er det efter guddommelig ret. Men herom til sin tid. 
55        In fine, mi Emser, videmus huius infoelicis disputationis eum esse finem, qui tali dignus est disputatione, nempe quem Apostolus i. Timo. vi. descripsit, dicens: Siquis aliter docet, non acquiescens sanis sermonibus domini nostri Ihesu Christi et ei que secundum pietatem est doctrinae, superbus est, nihil sciens, sed languens circa quaestiones et pugnas verborum, ex quibus oriuntor invidiae, contentiones, blasphemiae, suspitiones malae, conflictationes hominum mente corruptorum et qui veritate privati sunt, existimantium quaestum esse pietatem. (1 Tim 6,3ff)        Til slut, kære Emser, lad os så se på, hvad der bør være formålet med denne uheldige disputation, hvem der er værdig til en sådan disputation, nemlig den, som apostelen beskriver i 1 Tim 6,3ff, hvor han siger: 'Hvis nogen lærer noget andet, og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og til den lære, som fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting, men er syg efter diskussioner og ordstrid, hvoraf opstår misundelse, kiv, blasfemier, onde mistanker, rivninger mellem mennesker, som er sindsforvirrede, og berøvede sandheden, idet de mener, at fromhed skal være fordelagtig. 
56 Vides, inquam, ita nostram hanc disputationem esse depictam, ut nec Apelles possit ita depingere: unum nos peccavimus, quod nesciebamus, nos esse in medio luporum, et verum fecimus Euangelium Christi 'Nolite sanctum dare canibus, neque mittatis margaritas vestras ante porcos, ne conculcent eas pedibus suis et canes conversi dirumpant vos'. (Matt 7,6) Hoc nobis apud vos contigit. Du ser altså, at denne vor disputation var afbildet sådan, at end ikke Apelles kunne afmale den. I det ene syndede vi, at vi ikke vidste, at vi var midt iblandt ulve, og på os blev Kristi evangelium sandt: 'Giv ikke hundene det hellige, kast ikke jeres perler for svinene, at de ikke skal trampe dem ned med deres fødder og hundene vende sig om og sønderrive jer'. Dette passer på jer overfor os. 
57         Quando ergo hunc finem videmus, quid necesse est malo malum addere? Oremus potius dominum communiter, ut, quod in contemptum et praeiudicium veritatis cessit nostris meritis, rursum ipsius misericordia vertatur in perditionem invidiae et vanae gloriae, quae tam impudenter ibi quaesita est, ut mihi timor sit magnae alicuius futurae irae dei.         Når vi altså ser denne ende, hvordan kan det så være nødvendigt at føje spot til skade? Lad os snarere bede Herren i fællesskab, at han, skønt han, som vi har fortjent det, har overladt os til foragt og fordom for sandheden, dog atter i sin barmhjertighed vil vende sig imod os, så misundelse og tom ære forsvinder, det, som der så frækt blev stræbt efter dèr, så jeg frygter for, at i fremtiden Guds vrede vil være stor. 
58        Deinceps cum his disputabo, qui veritatem plus quam gloriam amant, Aut si omnino mittendus sum in medium luporum, dabit dominus benignitatem, ut simplicitatem columbae et prudentiam serpentum conservem (Matt 10,16), hoc (W678) est, ne laedani nec laedar, sapiens in bono et simplex in malo, qualem nisi nunc me voluissem praestare, putas, quantis te potuissem onerare nominibus te dignis?            Derfor disputerer jeg med dem, som elsker sandheden mere end æren. Eller hvis jeg i det hele taget skulle sendes ind midt iblandt ulve, at Herren så ville give mig overbærenhed, så at jeg kan bevare duens enfoldighed og slangens klogskab, det vil sige, at jeg ikke skal såre eller såres, klog i det gode og enfoldig i det onde, og hvis jeg ikke nu havde ønske om at kunne yde dette, mener du så, at jeg kunne bebyrde dig med så meget, som var dine navne værdig?  
59 vix credas, quot sales, quot Ironias, quot scommata in te mihi meus Adam suggerebat, quae rursus Christus meus opprimebat, quod non desperaret te positurum invidiam tuam, et deinceps (si quid restat) agnum potius quam capricornum scripturum, vel id saltem moliturum, in quo liceat ingenii et eruditionis specimen videri atque si non pio tamen studioso lectori prodesse. Du tror nok ikke, at min [gamle] Adam kunne foreslå mig at bruge så mange vittigheder, så mange ironiske bemærkninger, så mange skældsord imod dig, som ikke min Kristus igen kunne undertrykke, så du ikke skal fortvivle over at få din misundelse stillet op foran dig, og dernæst (hvis der er noget tilbage) så at jeg kommer til at skrive mere som et lam end som en stenbuk, eller i hvert fald arbejde på, at der kan ses tegn på forstand og dannelse, og at det kan gavne, om ikke den fromme, så dog den flittige læser. 
60        Quamdiu, rogo, mihi tempus et opera perdenda sunt in Indulgentiis et potestate Romani Pontificis, rebus ad fidem dei ac salutem nostram per dis dia pason (n60) impertinentibus? scilicet adeo infoelici saeculo vivimus: perdidit eadem infoelicitate Iohannes Reuchlin iam multos annos propter causam, quantomagis intueor, aeque aut etiam magis frivolam, ut mihi in mea causa sit hoc exempli magno horrori, tanta maria peccatorum, tot detractiones, tot studia aemulationis, ut sumptus et labores omittam, proruisse ex ista lana caprina, quae sive victa sive victrix prorsus nihil Ecclesiae et saluti animarum conferre possit.        Hvor længe, spørger jeg, skal jeg spilde tid og anstrengelse på afladen og pavemagten, ting, der i mindre grad end alt andet har noget med troen på Gud og vor frelse at gøre? Og derfor lever vi i en ulykkelig tidsalder. Ved den samme ulykkelige tildragelse mistede Johannes Reuchlin mange år på grund af en sag, som, jo mere jeg betragter den, forekommer lige så svag om ikke mere svag, så at det for mig i min sag er et eksempel på stor rædsel; så mange have af synder, så mange åreladninger, så mange tvetydige studier er faldet over os fra dette gedeuld, og så har jeg slet ikke fortalt om tidsforbruget og den anstrengelsen, som, hvad enten de blev besejret eller sejrede ikke kunne gavne kirken og sjælenes frelse. 
61 Ecce quantillus ignis quantam sylvam succendit, ait Iacobus. (Jak 3,5) Veruntamen ve inquietis illis huiusmodi malorum Satanis sine causa insanientibus in fraternam salutem! Timeamus, quaeso, et nos similem aut etiam malorem tragediae huius calamitatem. Silere cum pacificis saepius optavi, verum contra clamosos et furiosos satis adhuc mihi vivax est fiducia largitore Christo. Amare volo omnes, formidare neminem. VALE. Her ser du, hvordan en lille ild kan sætte den største skov i brand. Og derfor, ve den slags onde, sataniske uroligheder, hvor man uden grund raser imod brødrenes frelse! Lad også os frygte, beder jeg om, en lignende eller endnu værre tragedie fra denne elendighed. Ofte har jeg ønsket at tie for fredens skyld, men imod de højtråbende og rasende har hidtil min tillid til Kristi overbærenhed været levende. Jeg ønsker at elske alle, jeg ønsker ikke at frygte nogen. Hilsen. 

Noter:

n19: WA-note: Ecks Chrysopassus, im November 1514 zu Augsburg herausgekommen, vgl. Wiedemann, Dr. Joh. Eck. S. 453ff. D. Dionysii Areopagitae De mystica Theologia lib. 1 Ioan Eckius Commentarios adiecit pro Theologia negativa, am 25. Mai 1519 im Druck vollendet und zu Augsburg erschienen, vgl Wiedemann a. a. O. S. 495ff.

n27: Tydeus, søn af Øneus, far til Diomedes.

n60: Fra græsk DIS DIA PASÅN