Luther mod Catharinus 5


fra Weimarudgaven bind 8, side 761 til 7.
Tilbage til hovedsiden! Tilbage til lutcat04!
1           Sed nondum finis malorum. Si has leges suas statuisset in operibus illis virtutum, quales in Decalogo precipiuntur, aut quales Philosophi et naturalis ratio dictat, ut sunt iustitia, fortitudo, temperantia, castitas, mansuetudo, veritas, bonitas et his similia, forte Synagogam solum constituisset et civilem quandam iustitiam in orbem propagasset. Nam per haec etiam fides fuisset vastata, sicut in Iudeis vastabatur.           Men vi er endnu ikke nået frem til enden på elendighederne. Hvis han havde indskrænket sig til at oprette love kun om højmoralske gerninger, som foreskrives i de ti bud eller som filosofferne og den naturlige fornuft dikterer, såsom retfærdighed, mod, tålmodighed, kyskhed, mildhed, sandhed, godhed og den slags, så ville han måske kun have oprette en synagoge og ivret for en borgerlig retfærdighed i verden. Og troen ville godt nok herigennem være blevet ødelagt, sådan som den blev ødelagt hos jøderne. 
2 Nunc vero intra hos limites non consistit, immo rarius haec urget, et fateri cogimur mitius eum nocere, his infinitis malorum tempestatibus ad ea quae sequuntur comparatis. Ad cerimonias enim et figmenta sua impellit locis, personis, vestibus, cibis, diebus, gestibus nos stolidos, stupidos, stultos, immo truncos et stipites alligat, ut me istius abominationis et nauseae ad mortem usque pene pudeat et pigeat. Christus enim, ut dixi, ut omnes leges per libertatem sustulit, ita multo maxime eas quae locis, personis, vestibus, cibis, diebus et similibus affixae sunt, ut earum usus esset omnibus liberrimus et indifferens, nec ad peccatum nec ad iustitiam formaturus conscientiam, quae sola fide in ipsum subsistit.  Men nu har han ikke kunnet holde sig indenfor disse grænser, ja, det er ret sjældent, han befatter sig med dette, så vi tvinges til at indrømme, at han skader mindre med disse uendelige stormfloder af elendigheder end med det, der nu følger. For han opfordrer os til sine ceremonier og påfund, og med steder, personer, klæder, måltider, dage, bevægelser binder han os idioter og dumpapper, ja os klodser og stokke, så jeg skammer mig og græmmer mig helt ihjel over den vederstyggelighed og modbydelighed. For som sagt, ligesom Kristus har ophævet alle love gennem friheden, sådan har han især ophævet dem, der er knyttet til steder, personer, klæder, måltider, dage og lignende, så at brugen af dem for alle er det frieste og mest ligegyldige, og ikke kan drive samvittigheden hverken til synd eller til retfærdighed, for den rette samvittighed består alene i troen på Kristus. 
3 At Papa non contentus saltem eis locis, cibis, vestibus, diebus, quibus lex Mosi abundabat, sed propriis a se repertis aut ab aliis acceptis eisque de die in diem auctis et pro mera sua libidine multiplicatis et variatis orbem Christianum fatigat, corrumpit et vastat, quod ut clarius fiat per inductionem aliquot exemplis ostendemus.  Men til sidst: paven var ikke tilfreds med de steder, måltider, klæder, dage, som moseloven er fuld af, men han fyldte oveni med sine egne påfund og nogle han overtog fra andre, så de dag for dag øges og mangfoldiggøres og varieres helt efter hans forgodtbefindende, hvormed han trætter, fordærver og ødelægger hele kristenheden. For at det kan komme til at stå lidt mere klart, vil vi vise nogle eksempler. 
4        Christus sublata omnium locorum differentia ubique vult coli, nec in regno eius alius locus sacer, alius prophanus est, Sed ubique omnia eadem: neque enim aut fortius aut melius credas, speres et diligas in templo, choro, altari, cimiterio quam in area, vinea, popina, cubili, denique in carceribus martyres Christum coluerunt, S. Agne etiam in lupinari.          Kristus har ophævet forskellen på alle de steder, hvor han vil dyrkes, og i hans rige er der ikke ét sted, der er helligt, et andet, der er profant, men alle steder betyder overalt det samme. Og du kan heller ikke tro, håbe og elske mere i en kirke, i kirkens kor, i alteret eller på en kirkegård, end du kan ude i det fri, i en have, på en kro eller i dit soveværelse. Således dyrkede martyrerne Kristus i fængslet, skt. Agnes til og med i horehuset. 
5 At Papa consecratis Ecclesiis appositisque privilegiis et diris sacrilegii conscientias facit, si quis domum a se et suis consecratam vel ludens vel serio violarit nihil peccaturus, si suam vel aliam quamcunque domum laeserit. Rursum, si Papae mandatis obtemperes, religiosus et obediens filius Ecclesiae factus es, conscientiam boni et iusti operis invenisti.  Men paven indvier kirker og giver dem privilegier og forbander dem, der vanhelliger dette; derved skaber han dårlige samvittigheder, hvis nogen for spøg eller i alvor gør skade på et hus, der er indviet af ham eller nogle af hans folk; noget, der ikke ville have være synd, hvis man gjorde skade på sit eget eller en andens hus. Omvendt, hvis du adlyder pavens bud, anses du for en from og lydig kirkens søn, og kan have god samvittighed for at have handlet godt og retfærdigt. 
6 Compone nunc Christum et Papam. Ille dicit 'Nullum potest fieri peccatum quocunque usu ciuiscunque (W762) loci (nisi fiat ad ledendum proximum)'. Papa dicit 'peccatum est, si in templo aliquid operis prophani feceris, aut non maiore religione quam prophanam domum observaris'. Nonne hic Papa facit peccata in locis et usu eorum, in quibus Christus nullum peccatum facit?  Sammenlign nu Kristus og paven. Kristus siger: 'Ingen kan øve synd ved nogensomhelst brug af nogetsomhelst sted (medmindre det sker til skade for næsten)'. Paven siger: 'Det er synd, hvis du udfører nogen profan gerning i kirken, eller ikke viser den mere agtelse end et profant hus'. Mon ikke paven her skaber synd overfor steder og deres brug, hvor Kristus ikke har regnet noget for synd? 
7 Nonne ergo conscentias facit, ubi Christus nullas facit? Nonne servitutem, timorem, captivitatem, laqueos, pericula statuit, ubi Christus libertatem et securitatem facit? Nonne ergo Papa Antichristus, autor peccati et conscientiarum per suas frivolas, stultas, inutiles, impias leges? Quid enim opus habet ullus Christianus his legibus et observantiis ad iustitiam? O deceptio et illusio puerilis et ridicula, et tamen tanta seria peccatorum et perditionum operari praevalida.  Mon ikke han derfor skaber dårlige samvittigheder, hvor Kristus ikke skaber nogen? Mon ikke han indfører slaveri, frygt, fangenskab, snarer og farer, hvor Kristus skaber frihed og sikkerhed? Mon ikke derfor paven er antikrist, ophavsmand til synd og dårlige samvittigheder gennem sine frække, dumme, unyttige og ugudelige love? Hvad gavn har en kristen af disse love og af at overholde dem for at blive retfærdig? O hvilket barnligt og latterligt bedrag og svig, som dog har så stor magt til at udvirke synd og fordømmelse. 
8         Ediverso Christus docet, non esse iustitiam aut cultum suum situm in locis istis. At Papa docet, esse iustitiam et cultum dei Ecclesias fabricare, consecrare et a prophanis domibus opinione et conscientia sanctitatis separare. O dignam hoc Idolo religionem, quam digne, quam pulchre Christus providit, ut Ecclesias et campanas consecrare non pertinere nisi ad Episcopos, dignissimum, inquam, officium Episcoporum! Quales enim Episcopi, tales et opera eorum: Idola enim sunt et larvae, dum posito verbi officio tantum titulis et vestibus sunt Episcopi.          Stik herimod lærer Kristus, at hans retfærdighed og det at dyrke ham ikke er knyttet til sådanne steder. Men paven lærer, at man finder retfærdighed og gudsdyrkelse i at bygge og indvi kirker og adskille dem fra de profane huse ved at få folk til at have den mening og den samvittighed, at de er hellige. O denne fromhed svarer til det afgudsbillede, der dyrkes! Hvor sandt, hvor rigtigt forudså Kristus ikke, at det kun er biskopper, der må indvi kirker og kirkeklokker, for denne højværdige opgave må jo være biskoppernes! For som biskopperne er, sådan er også deres gerninger. Men biskopperne jo afgudsbilleder og masker; de er sat til at gøre ordets tjeneste, men er dog kun biskopper af navn og påklædning. 
9 Ideo non debent fideles animas, veram scilicet Ecclesiam Christi, sanctificare verbo et oratione, sed campanas, ligna et lapides deo ungere et aqua conspergere, in quibus mures, areneae et aves habitent, non Christus. Sic lignum consecrat ligna, lapis lapides, truncus truncos, simulachrum simulachra, Idolum idola, ut habeant similes labra lactucas. Et tamen in iis docendis, servandis et ornandis, deus bone, quantum est legum et glossarum, quanti scrupuli, quanti casus, quantae penitentiae et satisfactiones! Derfor er det heller ikke deres opgave at helliggøre de troendes sjæle, det vil sige Kristi kirke, ved ord og bøn, men at salve og stænke vand på klokker, træ og sten, hvor mus og edderkopper og fugle, men ikke Kristus bor. På den måde bliver det et træ, som indvier et træ, en sten en sten, en stok en stok, et billede som indvier et billede, et afgudsbillede et afgudsbillede, så det altsammen passer til hinanden som hånd til handske. Og dog, gode Gud, når man lærer disse ting, betjener dem, udsmykker dem, hvor mange love og fortolkninger, hvormange skrupler, hvormange tilfælde, hvormange bodshandlinger og fyldestgørelser er der så ikke! 
10 Et sanctissimus ille quam difficile remittit ista peccata ficticia, prorsus non nisi pro pecunia, et interim adulteria et impiissima scelera fovens etiam! Rursus quantis indulgentiis has iustitias remunerat! Et merito: talibus enim remissionibus tales peccatores donandi et talibus premiis tales iusti coronandi sunt, ut tam verae sint indulgentiae et absolutiones quam vera sunt peccata et iustitiae. o abominandam abominationem!  Og se på den højhellige selv, hvor vanskeligt han har ved at tilgive disse fiktive synder. Han gør det kun, hvis han får penge for det! Og samtidig støtter han hor og alle gudløse forbrydelser! På den anden side, hvor megen aflad kan han ikke belønne den slags retfærdighedsgerninger med! Men det er altsammen med rette! For den slags tilgivelse skal gives til den slags syndere og den slags belønninger til den slags retfærdige, så at lige så sand som afladen og afløsningen er, lige så sande er synderne og retfærdighedsgerningerne. O vederstyggelighedernes vederstyggelighed! 
11        Sic Christus nihil discrevit in cibis et diebus, ut Apostolus multis locis docet. Nec voluit in ullius cibi aut diei usu peccatum fieri posse. Non enim usus, sed concupiscentia cibi in Euangelio reprobatur. At Sanctissimus Christi adversarius, concupiscentia nihil curata, usum carnium, lactis, ovorum, butyri et similium per quadragesimam et dies ieiuniorum prohibet autoritate divina seu sub nomine dei, stultum ieiunium non in cohibenda concupiscentia, sed in cohibendo usu constituens. Sicut de eo prophetavit Paulus i. Timo. iiii. 'prohibentium nubere et abstinere a cibis, quos deus (W763) creavit ad percipiendum cum gratiarum actione'. (1 Tim 4,3).          Kristus gjorde ikke forskel på mad og dage, som apostelen lærer mange steder. Ejheller ville han have, at brugen af nogen mad eller nogle dage kunne blive til synd. For det, som fordømmes i evangeliet, er ikke brugen af maden, men begæret efter maden. Men den højhellige Kristi modstander bryder sig ikke om begæret, men forbyder med guddommelige autoritet eller i Guds navn brugen af kød, mælk, æg, smør og den slags i fastetiden og på andre fastedage. Det er en tåbelig faste, han derved frembringer, for den består ikke i at forbyde begæret, men selve brugen. Derfor har Paulus også profeteret om ham i 1 Tim 4,3: 'De forbyder at gifte sig og de afholder sig fra mad, som Gud har skabt, for at man skal tage imod det med tak'. 
12 Igitur et hic peccata facta sunt arbitrio hominis istius peccati, ubi naturaliter nullum peccatum est. Et alligat his rebus conscientias divexatque legibus stultis, ut nullo opere hodie pertinacius populi metuant et confidant quam Papistici huius ieiunii. Nam occidisse, adulterasse, fraudasse incomparabiliter levius habent quam ova, butyrum, lac, carnes diebus ieiunii edisse. Et his erroribus impiis conscientiarum et violata fide Christi adeo non sollicitatur Magister ille Ecclesiarum, fons legum et iustitiae, pastor universalis Ecclesiae, Caput Ecclesiae Catholicae, ut etiam delectetur in ea perditione animarum et vastatione fidei, denique instat et urget, Neque remittit has quoque iustitias et peccata nisi pro pecunia.  Således bliver der også her lavet synd ved dette syndens menneskes forgodtbefindende, hvor der ud fra naturen ikke var nogen synd. Men han binder samvittighederne med disse ting og plager dem med så mange dumme love, at der i vore dage ikke er nogen gerning, folk passer mere omhyggeligt på og stoler mere på end denne papistiske faste. For at have slået ihjel, at have begået hor, at have bedraget er usammenligneligt mindre alvorligt end at have spist æg, smør, mælk eller kød i fastedagene. Og disse ugudelige samvittigheds-vildledninger og denne ødelæggelse af Kristus-troen er han ganske ligeglad med, denne kirkernes lærer, denne ophavsmand til love og retfærdighedsgerninger, denne den universelle kirkes hyrde, dette overhoved for den katolske kirke, så at han tværtimod glæder sig over denne sjælenes fortabelse og troens ødelæggelse, ja, han opfordrer og tilskynder til retfærdighedsgerninger og tilgiver synder, men kun for penge. 
13         Cum ergo Papa peccatum facit, ubi Christum peccatum tollit, et iustitiam statuit, ubi Christus iustitiam tollit, Et conscientias illaqueat, ubi Christus conscientias liberavit, Et omnia contraria faciat, in locum gratiae ponens peccatum et in locum fidei legem, adhuc dubitas, ipsum esse Antichristum illum legitimum, Abominationem stantem, ubi stare non debet?          Når altså paven skaber en synd dèr, hvor Kristus ophæver synden, og fastsætter en retfærdighedsgerning dèr, hvor Kristus ophæver en retfærdighedsgerning, og når han binder samvittighederne dèr, hvor Kristus befrier dem, og når han gør alting modsat, i stedet for nåden sætter synden, og i stedet for troen loven, kan du så længere tvivle på, at han er den sande og rette antikrist, denne vederstyggelighed, der står dèr, hvor han ikke bør stå? (Matt 24,15) 
14 An non sunt contrarii? Christus dicit 'Hic nullum est peccatum', Papa dicit 'immo hic est peccatum', Et ille 'Hic nulla est iustitia', At Papa 'immo hic est iustitia'. Si enim libera permitteret aut saltem exhortaretur solum, Antichristus non esset. At nunc quia precipit in nomine Christi mendaciter et sub peccato mortale exigit, prorsus vastat Ecclesiam, corrumpit fidem, peccatum statuit et perdit conscientias.  Er de ikke modsatrettede? Kristus siger: 'Her er der ingen synd', paven siger: 'Jo, her er der synd'. Kristus siger: 'Her er der ingen retfærdighedsgerning', men paven siger: 'Jo, her er der en retfærdighedsgerning'. Hvis han havde ladet det være frit eller bare nøjedes med at opfordre, så havde han ikke været antikrist. Men nu, fordi han løgnagtigt foreskriver i Kristi navn og tvinger under trussel om dødssynd, ødelægger han fuldstændig kirken, fordærver troen, skaber synd og bringer samvittigheder i fortabelse. 
15        Huius generis sunt venerationes illae vestium, vasorum, reliquiarum. Mulieri, etiam sanctimoniali, tetigisse pallam altaris, quam vocant, peccatum est, tetigisse calicem peccatum est, sacrificasse calice non consecrato peccatum est, celebrasse in vestibus nondum consecratis peccatum est, omissa manipula vel alia parte vestium celebrasse peccatum est.           Af den art er tilbedelsen af klæder, kar og relikvier. Hvis en kvinde, også selv om det skulle være en nonne, har berørt alterdugen, som de kalder det, er det synd. Hvis man har berørt kalken, er det synd. Hvis man har brugt en uindviet kalk ved nadveren, er det synd. Hvis man har celebreret i klæder, der endnu ikke er indviet, er det synd. Hvis man har celebreret uden at være iført manipel eller noget andet klædningsstykke, er det synd. 
16 Vocasse puerum aut locutum esse inter verba canonis peccatum est, Iam et balbutisse ac titubasse in verbis canonis peccatum est, tetigisse reliquias sanctas peccatum est, porro tetigisse manu vel digito corpus Christi, etiam neccessitate avellendi a palato, tantum est sacrilegium, ut vivam carnem ei abradant, qua parte tetigit, ut ipsa insania non possit esse tam insana.  Hvis præsten har kaldt på messedrengen eller talt med ham under messeordene, er det synd. Ja, også hvis man har snublet og stammet i messeordene, er det synd. Hvis man har berørt hellige relikvier, er det synd. Og hvis man med hånden eller fingeren har berørt Kristi legeme, også om det har været nødvendigt, for at løsne det fra ganen, så er det en så stor helligbrøde, at man skraber levende kød af på det sted, der er berørt. Man skulle ikke tro, nogen kunne være så vanvittige. 
17 Futurum forte est, ut et linguas, palatum et guttur et ventrem forte excorient propter tactum corporis Christi. At lesisse proximum, contrectasse furtim res eius aut non adiuvisse fere nullum peccatum est. Aut quae portenta scelerum non perpetrat Papa cum suis istis sancticulis plane non superstitiosis, sed furiosis, vertiginosis et deploratae amentiae fatuis?  Det går måske fremover sådan, at de trækker huden af tungen, ganen og spiserøret og maven, fordi de har været i berøring med Kristi legeme. Men at have skadet sin næste, stjålet hans ejendele eller ikke hjulpet ham, det er næsten ingen synd. Eller hvilke græsselige forbrydelser begår vel ikke paven og hans hellige præster, som ikke blot er overtroiske, men rasende, forvirrede og dumme af bedrøveligt vanvid?
18          Breviter, peccatum est autoritate Papae ferme tota creatura dei universusque eius usus. Christus enim in iis omnibus nullum esse peccatum voluit, sed nec iustitiam, forte quia solum sanctus est. Sanctissimo vero (W764) Christi vicario conveniebat, ut Christo resistens peccata et iustitias hic multiplicaret et totum orbem, devastata libertate Christiana et corrupta fide, conscientiis stulte et erronee pavidis et pereuntibus repleret.          Kort sagt, ved pavens autoritet er næsten hele skabningen og hele brugen af den blevet synd. For Kristus har ikke villet, at der i alt dette skulle være synd, og heller ikke, at noget skulle være retfærdighedsgerninger, måske fordi han alene er hellig. Men den allerhelligste Kristi vikar fandt det for godt at modstå Kristus og her at mangfoldiggøre synderne og retfærdighedsgerningerne, at ødelægge den kristne frihed, fordærve troen og i stedet fylde hele jorden med samvittigheder, der bævede dumt og fejlagtigt og gik til grunde derved. 
19 En tibi quis sit Homo peccati et filius perditionis. (2 Thess 2,3) Necdum vero confertum et legitimum illud agmen exercituum huius regis recitavi, scilicet Cardinales, Episcopos, Sacerdotes, Monachos, Moniales, Diaconos, Subdiaconos, nec tonsuristas, quos vocant liberos a lege. Hi enim propter suas rasuras, vestes, horas et gestus tot peccatis scatent, ut nec tot relationes habeant Scotistae nec tot realitates Thomistae, quarum tamen in qualibet re mundi tot ponunt, quot sunt creaturae et respectus earum.  Her ser du, hvem dette syndens menneske og fortabelsens søn er. Men endnu har jeg ikke omtalt denne konges følgeskab og hans sande hærskare, nemlig kardinalerne, biskopperne, præsterne, munkene, nonnerne, diakonerne, subdiakonerne og tonsuristerne, som de regner for løst fra loven. Disse er nemlig på grund af deres ragning, klæder, bedetimer og gestus så propfulde af synder, at ikke engang skotisterne har 'relationer' nok eller thomisterne 'realiteter' nok til at indfange dem. For ud af hvilkensomhelst ting i verden laver de ligeså mange synder, som der er skabninger og måder at se på dem på. 
20 Deus bone, Nihil nisi peccatum est totum hoc vulgus hominum pertidum. Non radi enim, non legere horas Canonicas, non vestiri colore sacerdotali, non gestare cucullum, non indui purpura et bysso, et aliquid eorum mutare, quae illis constituta sunt, est prorsus apostatasse. Quis non iudicet monachum apostatam, si veste laica incedat, si quando liber, et radi negligeret? At quod interim a fide apostatant, nulla cura.  Gode Gud, hele denne flok af fortabte mennesker er intet andet end synd. For hvis man undlader at barbere issen, hvis man ikke læser de kanoniske tidebønner, hvis man ikke er iført de rette præstelige farver, hvis man ikke bærer munkekutte, hvis man ikke ifører sig purpur og lin, eller ændrer på noget andet, som er fastsat for dem, så er man helt og holdent en frafalden. Hvem ville ikke bedømme den munk som frafalden, som kom i lægmandsklæder, som fra tid til anden tog fri og undlod at barbere issen? Men at de samtidig virkelig falder fra troen, det er der ingen, der kerer sig om. 
21 Hic vero ne Papae quidem (qui tamen omnia in deum peccata vilissime remittit, immo obtrudit remissionem) dispensatio satis est, quantumlibet multa pecunia redempta: adeo insedit conscientiis miseris legum ista tyrannis. vere Daniel dicit 'Et mirabili vastabit'. (Dan 8,24) Quid enim non vastatum relinquit? Et sic vastatum, ut reparari non possit, conscientiis omnibus nimio infirmatis et captivatis. Et haud scio, si Papa hodie omnes has leges abrogaret, an etiam hac ratione revelli queant scrupuli ex animis hominum et conscientiae sanari: tam incurabilis et crudelis est ista plaga populi ab isto rege Assur inflicta, ut cum Isaia dicam. (Es 14,6. 25).  Men her er ikke engang pavens dispensation nok,  hvor mange penge man end disker op med, skønt han ellers meget billigt forlader alle synder, begået imod Gud, ja pådutter folk tilgivelsen. I den grad har nemlig dette lovtyranni bidt sig fast i de stakkels samvittigheder. Det er med rette Daniel siger: 'Og han skal ødelægge på forunderlig måde'. For hvad efterlader han ikke ødelagt? Og det er ødelagt på den måde, at det ikke kan repareres, alle samvittigheder er fuldstændig svækkede og taget til fange. Og jeg véd knap nok, om der kunne ske det, hvis paven afskaffede alle disse love, at man på den måde kunne fjerne disse bekymringer af menneskenes sind og helbrede deres samvittigheder. Så uhelbredelig og grusom er denne plage, der er pålagt folket af denne Assurs konge, at jeg nu skal tale med Esajas. 
22            Ecce habet fructum facierum et propositionum, scilicet vastitatem Ecclesiae, fidei, libertatis Christi, spiritus, veritatis et universorum bonorum a Christo nobis datorum. Iste est Antiochus ille Dan. viii. qui huius regis facierum figura fuisse ibidem dicitur. Ipse est, qui 'contra fortitudinem celi magnificatus est, et deiecit de fortitudine et de stellis et conculcavit eas. Et usque ad principem fortitudinis magnificatus est, et ab eo tulit iuge sacrificium' (id est fidem) 'et deiecit locum sanctificationis eius' (id est conscientias). 'Robur autem datum est ei contra iuge sacrificium propter peccata et prosternetur veritas in terra. Et prosperabitur et faciet'. (Dan 8,10f)          Se, her har du frugten af skinnene og påfundene, nemlig ødelæggelsen af kirken, af troen, af Kristi frihed, af ånden, af sandheden og af alle de goder, som er givet os af Kristus. Han er Antiokus fra Dan 8,10ff, om hvem det sammesteds hedder, at han skal være et billede på skinkongen. Det er ham, som 'voksede sig stor imod himlens hær, og kastede dem ned fra himlens hær og stjernerne og trampede på dem. Og selv mod fyrsten over hæren tiltog han sig magt, det daglige offer blev frataget ham' (det vil sige: troen) 'og han forkastede hans helliggørelses sted' (det vil sige: samvittighederne). 'Og der blev givet ham styrke imod det daglige offer på grund af synden og sandheden på jorden blev tilintetgjort. Og han fik fremgang og var virksom'. 
23 Nonne haec Papa facit erectis faciebus et propositionibus suis contra veritatem et fidem? En tibi, hoc est, quod garrit Satan per os eorum. Non esse omnia a Christo ordinata, sed Ecclesiae arbitrio ordinanda relicta, cum Christus ordinarit, ut nullum esset peccatum nisi incredulitas, nulla iustitia nisi fides. Sicut dicit Ioan. xvi. 'Ille arguet mundum de peccato, quia non credunt in me', (Joh 16,8f) Et iterum: 'Qui non crediderit, condemnabitur'. (Mark 16,16) Omnia enim quae extra hominem (W765) sunt, non coinquinant hominem, sed sunt libera prorsus, nisi ab intra procedente mala cupiditate in illis peccetur. At Papa inquinat solum externis illis universum orbem, et internis inquinamentis nihil prorsus movetur, scilicet tam clara sunt verba Christi, nec sic tamen adversarium eius vastatorem videre volumus.  Er det ikke lige, hvad paven gør, når han opretter sine skin og påfund imod sandheden og troen? Se dog, hvordan Satan fører krig gennem deres mund. Kristus har ikke truffet bestemmelse om alt, siger de, derfor er det op til kirken at fastsætte det, der mangler. Jamen, Kristus har forordnet, at ingenting skulle være synd undtagen vantroen, og ingenting skulle være retfærdighedsgerninger undtagen troen. Sådan siger han Joh 16,8: 'Han skal overbevise verden om synd, fordi de ikke tror på mig'. Og igen: 'Den, der ikke tror, skal blive fordømt'. For alt det, der er udenfor mennesket, gør ikke mennesket urent, men det er frit, medmindre man synder deri gennem det onde begær, der kommer indefra. Men paven forurener hele verden med lutter ydre ting, og den indre forurening rager ham overhovedet ikke. Se, hvor klare Kristi ord er, og alligevel vil vi ikke se hans modstander og hans ødelægger. 
24            Praeter hos mundos peccatorum et perditionem etiam alia peccata statuit Papa, primum falsam fiduciam talium operum, quae est duplex iniquitas: qui enim obedierint Papae in istis et peccata Papistica vitaverint, bene fecisse et meruisse presumunt et presumuntur. Et haec est altera machina vastationis in totum orbem grassabunda. Quia cum hac fiducia Christi fides non subsistit. Deinde quia multitudine legum gravati, solo opere externo obediunt aversissima voluntate, ut videmus in tumultibus illis vigiliarum, Missarum, horarum, tum legendarum tum cantandarum, in quibus tanto tedio laborant, ut nullus labor hodie sit molestior.          Udover disse hærskarer af synder og fortabelse fastsætter paven også andre synder, først og fremmest den falske tillid til den slags gerninger, hvilket er en dobbelt overtrædelse: De, nemlig, som adlyder paven i disse ting og undgår de pavelige synder, de mener selv, de har handlet rigtigt og fortjenstfuldt, og andre mener det også. Dette er den ene ødelæggelsens indretning, som hærger hele verden. For med denne tillid understøttes troen på Kristus ikke. Men dernæst er de tynget af en mængde love, som de adlyder kun i det ydre med en forvendt modvilje, som vi ser det i hele virvaret af nattevågeri, messer, læse- og syngetidebønner, hvor de anstrenger sig med en så stor afsky, at der i vore dage næppe er noget mere anstrengende arbejde. 
25 Nihilo tamen minus instant prefecti operum istorum durissimorum et exactores crudelissimi cogunt sine intermissione operari talia, quae coram deo non nisi gravia sunt peccata, coram hominibus vero bona opera et obsequia dei. Inventa sunt hic lenimina quaedam sensuum per organa musica et cantuum varietates. Sed nihil ad spiritum, qui etiam magis illis extinguitur, istis titillationibus. (n25 Men ikke desto mindre presser forstanderne for disse jernhårde gerninger på, og de grusomme opsynsmænd tvinger til uden ophør at udføre den slags gerninger, som i Guds øjne er lutter alvorlige synder, men i menneskers øjne gode gerninger og lydighed mod Gud. Så har de her fundet på nogle lindringer for sanserne ved at spille orgel og synge forskellige sange. Men det har intet med ånden at gøre, den bliver tværtimod snarere drevet bort ved disse sansepirringer. 
26 Ah Christe, quanto impetu, quantis exercitibus impelluntur ad peccandum et pereundum per abominatam istam abominationem! Horror horrendus est intendere in has crudelissimas voragines conscientiarum tantis laboribus pereuntium. O quam puerilia sunt, quae olim Manasses et alii reges impii lustrationibus filiorum peccaverunt! (2 Krøn 33,6) Nec gentium Barbarissimarum nec Lestrygonum sacrificia execrabilia cum istis nostris conferri possunt. (n26) Contigit nobis illud Christi 'Septem nequiores spiritus faciunt posteriora peiora prioribus', (Luk 11,26) peiores, inquam, septies sumus gentes quam ante Christi cognitionem fuimus.  Åh Kristus, med hvilken styrke, med hvor mange øvelser drives de ikke til at synde og gå fortabt af denne vederstyggelige vederstyggelighed! Det er ganske forfærdeligt at se ned i disse grusomme afgrunde, hvor samvittighederne går til grunde ved så mange anstrengelser. O hvilke barnlige småtingssynder var det ikke, som Manasse og andre ufromme konger dengang begik, da de lod deres sønner rense! Hverken de mest barbariske hedninger eller lestrygonernes afskyelige offer kan sammenlignes med vore gerninger. Kristi ord passer på os: 'Syv endnu værre ånder gør det sidste værre end det første'. Ja, vi er nu hedninger, syv gange værre end før vi lærte Kristus at kende. 
27           Et ut finem huius vastationis faciamus, quo videas nihil non esse peccatum et perditionem in Papa, Ecce, non solum leges suae peccatum sunt, non solum opera earum peccata sunt, non solum opera simulata earum et cum tedio facta (ut diximus) peccata sunt, Ipsa etiam premia peccata sunt multo omnium maxima et peccata minora peccatis maximis remunerantur. Quaeris, quomodo? Dicam. Barrabam latronem dimittunt non contenti Iesum ligasse et perdidisse.         Og så at gøre en ende på dette fordærv, så du kan se, at der hos paven ikke er andet end synd og fortabelse, se så, hvordan ikke blot hans love er synd, ikke blot deres gerninger er synd, ikke blot deres laden-som-om-gerninger, som, som vi sagde, bliver udført med anstrengelser, er synd, nej, også den belønning, de får, er synd, og det mere end noget andet, endda så de små synder belønnes med store synder. Du spørger, hvordan. Det skal jeg sig dig. De er ikke tilfredse med at have bundet Jesus og slået ham ihjel, de løslader tilmed røveren Barrabas. 
28 Hoc est, Vulgus hoc clericale privilegiis eximit ab omnibus oneribus et laboribus hominum, ut in ocio, securitate opulentiaque securissimam Sodomam vivant. Denique nec arguere nec accusare nec corrigere peccantes ulli licet nisi Papae, qui nec si velit posset, nunc autem nec vult. Hinc prodeunt quasi ex adipe (Sl 73,7) iniquitates eorum: hinc stupra, adulteria, fornicationes, immunditiae, avaritiae, fraus, dolus et universum cahos (W766) scelerum non solum abundant, sed regnant impune nullo timore neque dei neque hominum.  Det betyder: Hele denne hob af gejstlige fritager paven gennem sine privilegier fra alle menneskenes byrder og besvær, så de kan leve i lediggang, sikkerhed og overflod i et supersikkert Sodoma. Og endelig er det ikke tilladt andre en paven at gå i rette med dem, anklage dem eller rette dem, når de synder, men han kan ikke gøre det, selv om han ville, men han vil nu slet ikke. Her strømmer deres uretfærdigheder frem som fra deres eget fedt. Herfra kommer utugt, hor, voldtægt, urenhed, gerrighed, bedrag, snare og hele dette kaos af forbrydelser, som de ikke blot har i overflod, men som de hersker med, frækt uden at frygte hverken Gud eller mennesker. 
29 Quod si quis eos corripiat, hic sacrilegus in privilegia Papae et laesae maiestatis reus est. Huc pertinet illa sacratissima iura de foro competenti et omnia illa quibus clerus eximitur a laicorum accusatione, iudicio et vindicta cum omnibus quae habent. Denique usuras, fraudes, rapinas fecit eis licitas Sanctissimus Christi adversarius, dum ad cultum dei augendum redditus iniquos, contractus illicitos, rapinas donatas admitit et gratiose dispensat pro Apostolica benignitate. De celibatu vero, quantis peccatis et perditionibus augendis repertus a Satana sit, alias diximus.  Og hvis nogen irettesætter dem, så har han vanhelliget de pavelige privilegier og gjort sig skyldig i majestætsfornærmelse. Herom handler disse højhellige retsregler om den kompetente instans og alt det, hvormed gejstligheden og al dens ejendom undtages fra lægfolks anklage, dom og straf. Endelig har denne højhellige Kristi modstander gjort det tilladt for dem at tage åger, at bedrage og røve, idet han ud af apostolisk velvilje giver rundhåndet dispensation til dem, der har taget åger, har lavet ulovlige kontrakter og foretaget røveri, når blot det er sket for at øge gudsdyrkelsen. Men om cølibatet, hvordan det er opfundet af Satan for at øge synderne og fortabelsen,  har vi talt andre steder. 
30          An habemus finem huius tartari? Nonne sola iuramenta, quibus Episcopos, Sacerdotes, Monachos, Principes, Academias involvit, poterant eum facere hominem peccati et filium perditionis? Quis enim hic periuria recenseat, cum nemo fere sit, qui ex animo iuret? et tamen iurare cogitur sine omni necessitate salutis, id est nomen dei in vanum assumere: quod enim cordis affectu non fit, vane et cum peccato fit.           Mon vi nogensinde ser enden på dette helvede? Mon ikke den edsaflæggelse, hvormed han knytter biskopper, præster, munke, fyrster og universiteter til sig, ville være nok til at gøre ham til syndens menneske og fortabelsens søn? (2 Thess 2,3) Hvem kan nemlig her tælle alle de falske eder, som her er aflagt, eftersom der næppe er nogen, der aflægger en oprigtig ed? Og dog tvinger han dem til at aflægge ed uden nogen frelsesnødvendighed, det vil sige: man tvinges til at tage Guds navn forfængeligt, for det, der ikke sker af et oprigtigt hjerte, det sker forfængeligt og med synd. 
31 Sic enim facierum regnum non solum valere debuit ad vastandam fidem, sed etiam ad perdendos optimos mores, ut nihil reliquum faceret non vastatum. Et tamen haec omnia execratissima monstra tenuissimo facierum fuco tegere tuerique adversus omnem virtutem tam verbi quam ferri, ut esset rex facierum monstrum ultimum et finale mundi, paratum ad magnum adventum Christi, in quo magnam suam virtutem Christus ostenderet in magnitudine monstri huius. Omitto hic, quae in praeceptum quartum et quintum et septimum et octavum peccet infinita mala.  På den måde har dette skin-rige haft det som sin opgave ikke blot at gøre troen tom, men også at ødelægge gode skikke, så der ikke er noget tilbage, som ikke er ødelagt. Og dog var det hans opgave med sit skøre skin at værne og beskytte hele dette forfærdelige uvæsen imod enhver magt, både ord- og våbenmagt, så at han kunne være skin-kongen, det sidste uhyre og verdens ende, beredt til det store Kristi komme, hvor Kristus vil vise, at hans magt er større end dette uhyres magt. Og så går jeg ikke nærmere ind på de endeløse synder, han har begået imod det fjerde, det femte, det syvende og det ottende bud. 
32 Tollit enim obedientiam filiorum a parentibus, armans filios in parentes, ut in Hinrico quarto et multis aliis visum est. (n32) Sese enim vult prae omnibus audiri. Item quod orbem caedibus et sanguine replet concitatis pro libidine mera regibus et principibus in mutua vulnera, ut dubites, an ipse Satan regnans talia posset. Iam rapit magnificus latro integra regna et ducatus, Devoratque Episcopatus, sacerdotia et totius orbis non solum opes, sed substantiam annatis, palliis et infinitis aliis artibus nusquam non fallacibus, dolosis, mendacibus verbis texens et retexens omnia, pro ut visum est.  Han har nemlig ophævet børns lydighed mod forældrene, han har sat børn op imod deres forændre, som vi har set det med Henrik den Fjerde og i mange andre tilfælde. For paven vil nemlig adlydes fremfor alle andre. Ligeledes ser vi, hvordan han fylder verden med mord og blod, idet han efter sit forgodtbefindende sætter konger og fyrster op mod hinanden til ulykke for begge parter. Man kan tvivle på, om Satan selv ville have kunnet herske sådan. Og desuden røver denne skrækkelige røver hele kongeriger og fyrstendømmer, opsluger bispeembeder, præsteembeder og hele verdens gods og guld med sine annater, pallier og denne uendelighed af kunstgreb, og han underlader aldrig at tildække og afdække det altsammen med sine falske, upålidelige og løgnagtige ord, ganske som han vil. 
33 Haec enim omnia sic operatur homo iste peccato et filius perditionis, ut peccata esse neget, immo peccata esse statuat, si quis ei resistat vel ogganiat, etiam nullis infernis satis castigabilia, trahitque secum in hanc sententiam sacrilegam, si non totum orbem, certe saltem vulgus cleri et magnam partem laicorum, secumque consentientes perdit inaeternum, ut sic non uno modo sed omnibus modis vastet et corrumpat omnia, Et sit vere mirabilium vastator.  For alt dette udvirker dette syndens menneske og denne fortabelsens søn på en sådan måde, at han nægter, det er synd, ja han hævder, det er synd, hvis nogen modstår ham eller knurrer imod ham, ja, det er værdig til en straf så stor, at intet helvede er varmt nok, og hvis han ikke får draget hele verden med sig ind i denne synsmåde, så får han med sikkerhed i hvert fald præstestanden og en stor del af lægfolket, som således går evig fortabt ved at følge ham. Således ødelægger og fordærver han alle ting, ikke på én måde, men på mange måder. Han er i sandhed en forunderlig ødelægger.
34          Sed ad maxima omniumque teterrima veniamus, ea quae in sacramentum altaris et baptismi seu penitentiae grassatur, primum tulit ab Ecclesia (W767) universum mysterium Missae. Hanc sic vastavit in laicis, ut alteram partem eis penitus auferret, nec solum auferret, sed peccatum, immo extremam heresim statueret, si quis iuxta Christi institutum utraque uteretur, proh deum vivum, quanta audacia abominationis huius.           Men lad os nu tage fat på det største og forfærdeligste af det hele, det, som han hærger med i alterets sakramente og i dåben eller boden. Her har han for det første fjernet fra kirken hele messens mysterium. Messen har han på den måde ødelagt for lægfolk, at han helt har fjernet den ene del af sakramentet for dem, og ikke blot fjernet det, men fastsat, at det er synd, ja, kætteri, hvis nogen efter Kristi indstiftelse vil bruge begge dele. Ved den levende Gud, hvilken frækhed fra denne vederstyggeligheds side! 
35 Si enim Christus prohibuisset utram speciem, haereticus erat utranque accipiens. At nunc, cum non prohibeat ac per hoc nullum peccatum illic ponat, immo instituat utranque partem, tamen Vicarius in re non prohibita sed licita et libera, immo a Christo ordinata statuit summam haeresim, nedum peccatum. Nec sic Antichristus agnoscitur, quin adhuc adoratur ut Vicarius dei.  Hvis nemlig Kristus havde forbudt den ene af de to skikkelser, så ville det være kættersk at modtage begge skikkelser. Men som det er nu, hvor han ikke har forbudt det og ikke anbragt nogen synd her, ja, ligefrem indstiftet begge skikkelser, gør stedfortræderen det til det største kætteri og ikke blot til synd, og det i noget, der ikke er forbudt, men tilladt og frit, ja forordnet af Kristus. Og her erkender man ikke, at han er antikrist, i stedet tilbeder man ham som Guds stedfortræder. 
36 O horror irae furoris domini! Plane ego totum arbitror ablatum, cuius partem ablatum video, quando panis et vinum unum sit sacramentum, et alteram partem non nisi ad ludibrium relictam. Qui enim in una parte contra deum peccat, omnium reus est, nisi forte deus aliquot occulto iudicio servarit in fide integri sacramenti, quo modo servare potest multosque servavit in fide absque ulla specie sacramenti. Igitur potius erat neutram partem quam alteram accipere, quo tutius evaderemus praevaricationem instituti Christi.  O rædsel for en rasende vrede fra Herren! Jeg for min del tror, at de tager hele sakramentet bort, når jeg ser, at de fjerner den ene del, eftersom brødet og vinen udgør det ene sakramente, og den ene del af det kun er en efterladt legedel. For den, der synder overfor Gud på ét område, er skyldig i alt, medmindre da måske Gud i sit skjulte råd bevarer nogen i troen på det hele sakramente, sådan som han kan bevare og har bevaret mange i troen uden nogen form for sakramente. På den måde skulle man snarere ikke modtage nogen skikkelse, end kun modtage én skikkelse. Derved ville vi mere sikkert undgå at forbryde os imod Kristi indstiftelse. 
37          Non isto furore contentus, laqueo omnium cruentissimo et animicidissimo conscientiarum posito, non permittit sacramenti huius liberum usum, sed in universum omnes certa die semel in anno cogit communicare. Hic te obsecro, frater Christiane, quot putas communicare solius praecepti huius necessitate, qui revera ex corde mallent non communicare? At hi omnes peccant, quia non spiritu, id est nec fide nec voluntate, sed necessitate huius literae communicant, cum hic panis esuriem quaerat, non saturitatem, multo minus fastidium aut odium.          Men han var ikke tilfreds med denne galskab. Han opstillede den grusomste og mest sjæledræbende samvittigheds-snare, for han tillod ikke, at man brugte dette sakramente frit, men tvang os til over hele verden at gå til alters en gang om året på en bestemt dag. Her spørger jeg dig, kristne broder: Hvormange tror du, det er, som går til alters tvunget af dette påbud, men som i virkeligheden helst ville være fri? Men alle disse synder. De går ikke til alters ud fra ånden, det vil sige ud fra troen eller viljen, men ud fra bogstavens tvang, skønt dette brød kræver sult, ikke mæthed, og langt mindre lede eller had. 
38 Et omnium horum peccatorum autor est Papa sua hac cruentissima lege, omnes in perditionem urgens, cum debuerit liberam unicuique relinquere communionem et tantum vocare et exhortari, non cogere et impellere. Vide, an non hinc totus mundus peccatis usque ad coelum repletus vel hoc uno diluvio satis perdatur. Sic non solum privat nos sacramento nostro, sed et illud quod relinquit, non alio consilio relinquit, quam ut orbem huius occasione peccatis infinitis repleat et perdat.  Og ophavsmand til alle disse synder er paven med sin grusomme lov, der tvinger alle i fortabelse, skønt den burde lade det være frit for enhver at gå til alters, og skønt den kun burde kalde og opmuntre, ikke tvinge og presse. Se her, om ikke hele verden er fuld af synder lige op til himlen og går under bare på grund af denne ene syndflod. På den måde er det ikke blot sådan, at han berøver os vort sakramente, nej, han gør også det, at den del, han dog lader os få, den lader han os få med den bagtanke, at han kan få lejlighed til at fylde verden med en uendelighed af synder, så den går fortabt. 
39          Sacrificulis vero multo peioribus modis illudit. Primum, Missam, cum sit sacramentum et testamentum loco beneficii accipiendum, vertit in opus bonum, quo satisfaciant pro peccatis succurrantque viventibus et defunctis in omni tribulatione. Hoc commento omnes opes, glorias, potestates mundi sibi vindicando ut prorsus inutilis iam sit missa ad salutem, sed tantum ad quaestum valeat sub incredibili hac perversitate et impietate.          Men offerpræsterne bedrager han på en endnu værre måde. For det første: Skønt messen er et sakramente og et testamente og skal modtages som en velgerning, vender han sagen om, så den bliver en god gerning, hvorved de kan gøre fyldest for synder og komme levende og døde til hjælp i alle slags trængsler. Gennem dette kneb tilegner de sig al verdens rigdom, ære og magt, så messen nu er fuldstændig uduelig til frelse, og kun duer til økonomisk vinding under denne utrolige forvendthed og gudløshed. 
40 Deinde et sacrificium ex ea faciunt, quo deo gratias agunt et bene faciunt tanquam egenti bonorum nostrorum, a quo recipere debebant. Prorsus superat haec perversitas sensum et verba, et tamen strenue totum obsidet et opprimit (W768) orbem. Tertio, privatam rem ex communi facit. Missa enim utraque parte numquam uni soli debet permitti, cum Christus eam voluerit esse communem, ut sacerdos celebrans collectae secum alicui Ecclesiae communicaret utranque partem.  Dernæst gør de et offer ud af messen, hvorved de kan takke Gud og gøre vel imod ham, som om han trængte til vore gode gerninger, han, fra hvem de burde modtage gode gerninger. Denne forvrængning overgår fuldstændig enhver forstand og enhver beskrivelse, og alligevel har den helt besat hele verden og undertrykt den. For det tredie har han gjort messen, der var en fælles sag, til en privat sag. For messen med sine to skikkelser bør aldrig uddeles til blot én, eftersom Kristus har villet, at den skulle være fælles, så at præsten, der celebrerer, skulle uddele begge skikkelser til enhver i den menighed, der er samlet om ham. 
41 Nunc vero solus it et privatus sacrificulus, sibi soli celebrans, soli sibi utranque partem communicat. Interim tamen spiritualiter, ut dicunt, participat, applicat, communicat fructum Missae quibus volet, id est, somniat se aliquid communicare tanquam bonum opus et sacrificium, cum revera communiter accipiendum ipse solus accipiat, et tamen non ut donum dei possessurus, sed ut donum suum oblaturus. O quanta maria peccatorum in solo isto sacramento abundant! deus bone, quam rari vel nulli potius sunt, qui eo legitime utantur, quo modo Christus instituit et Apostoli servaverunt! Men nu går offerpræsten alene og for sig selv og celebrerer messe for sig selv alene, tildeler kun sig selv begge skikkelser. Men samtidig gør han efter deres mening det, at han åndeligt meddeler, applicerer, frugtbargør messen for hvem han vil, det vil sige, han drømmer at han meddeler noget som en god gerning og et offer, skønt han i virkeligheden modtager det alene, som skulle modtages i fællesskab, og dog får han det ikke som en Guds gave, han kan besidde, men som en gave, han skal give fra sig. O hvilket hav af synder flyder det ikke over med i bare dette ene sakramente! Gode Gud, hvor sjælden er ikke den, der bruger messen retmæssigt på den måde, som Kristus indstiftede den og apostlene bevarede den, hvis han da i det hele taget findes!
42         Eadem insania in Confessione illa peccatorum omnia vastat. Primum enim, cum confessio illa, res plane vehementer salutaris, debeat esse libera, et nova lex legem nullam patiatur, sed tantum exhortationem, tot peccata Papa facit et tot animas perdit, quot et quoties inviti confitentur.           Den samme galskab ødelægger også alt i bekendelsen af synderne. For det første: Skønt denne bekendelse er noget, der medvirker stærkt til frelsen, og den bør være fri, og den nye lov ikke tåler nogen lov, men kun opfordringer, har paven skabt lige så mange synder og lader lige så mange sjæle gå fortabt, som der er mennesker, der bekender ufrivilligt. 
43 Quia dum non ex animo, sed necessitate papisticae legis confitentur, animo stante contra legem eiusdem confitentur, ac ita peccant, credentes, in infelici conscientia sese teneri necessario confiteri, et tamen inviti, id est contraria voluntate, confitentur, ac per hoc ore, non corde, id est ficte, et est dupliciter peccantes, confitentur. Tu nunc vide, quae maria peccatorum Papa hac una lege confessionis impositae et involuntariae in toto orbe creet. Quot enim sunt qui libere confitentur? At haec nemo putat esse peccata et secure pereunt omnes per filium hunc perditionis et hominem peccati abominatissimum.  For så længe de ikke bekender af hjertet, men på grund af nødvendighed ved en pavelig lov, så bekender de med et sind, der står imod denne lov, og derfor synder de, idet de tror, at de med deres ulykkelige samvittigheder er nødt til at bekende, og dog bekender de ugerne, det vil sige, med modvilligt sind, altså med munden, ikke med hjertet, eller med andre ord: de bekender fiktivt, og synder derved dobbelt. Du kan nu se, hvilket hav af synder paven med denne ene lov om en pålagt og tvungen bekendelse har skabt i hele verden. For hvor mange er der, som frivilligt går til skrifte? Men der er jo ingen, som regner dette for synd, og de fortabes alle i fuld tryghed gennem denne fortabelsens søn og dette syndens vederstyggelige menneske. 
44          Quo autem haec maria peccatorum et perditionum sint auctiora, cogit  etiam peccata suarum legum confiteri, imo haec omnia maxime, ad haec tot peccatorum differenciis, speciebus, generibus, filiabus, nepotibus, ramis, circumstanciis et infinitis aliis abominationibus, ut vel spiritualissimus incipiat hic peccare et perire, id est invitus confiteri. Stat enim ubique sententia firma 'qui invitus facit, non facit', Et iterum: 'Deo non placent coacta servitia'.            Men for at gøre dette hav af synder og fortabelser endnu større, tvinger han folk til at skrifte synderne mod hans egne love, ja især den slags synder. Og i disse love er der blevet en sådan mængde af synder, bestående i forskelle, arter, forskellige slags, døtre, nevøer, forgreninger og omstændigheder og talløse andre vederstyggeligheder, så at nu selv den allerhelligste her må begynde at synde og gå fortabt, nemlig ved at bekende tvungent. For den sætning gælder overalt: 'Den, der gør noget ufrit, gør det slet ikke'. Og desuden: 'En tvungen tjeneste behager ikke Gud'. 
45 Cum ergo Papae nulla sit harum legum necessitas nisi stabiliendae et augendae sua tyrannidis, patet, quod autor est infinitorum peccatorum, infinitarum perditionum, dum legibus positis causam efficacem praestat invitis conscienciis, quae tamen teneri se credunt eiusdem legibus. Credere enim sese teneri et id non ex animo facere est sine intermissione peccare. Sicut Ro. xiiii. dicit 'Qui iudicat, si manducat, condemnatus est, Omne enim quod non est ex fide peccatum est'. (Rom 14,23)  Og siden der ikke er noget andet, der tvinger paven til at udstede disse love, end det, at han kan befæste og øge sit tyranni, er det klart, at han er ophavsmand til endeløse synder og fortabelser. For med sine love er han den udvirkende kraft til modvillige samvittigheder, som tror, at de må overholde hans love. For at tro, at man skal overholde dem og ikke gøre det af hjertet, det er at synde uden ophør. Sådan som Paulus siger Rom 14,23: 'Den, der er i tvivl, når han spiser, er fordømt, for alt det, der ikke sker ud af tro, er synd'. 
46 At hoc credere Papa exigit in suis legibus et tamen animum faciendi prestare non potest, tam nullam necessitatem aut ius habens illud exigendi quam nullam potestatem hoc prestandi. (W769) ideo nulla causa nisi mere libidine replet orbem peccatis et perditionibus et omnes Christianos devorat, sicut Petrus dicit, eos qui vere effugerant ab illis in errorem rapi. (2 Pet 2,18)  Men paven tvinger folk til at tro, at de skal følge hans love, men han kan ikke få dem til at gøre det af hjertet, for han har intet middel og ingen ret til udvendig at tvinge det igennem, og han har ingen magt til indvendig at få dem til det. Det er altså intet andet end hans eget begær, som får ham til at fylde verden med synd og fortabelse og opæde alle de kristne, sådan som Peter siger: 'de, som er sluppet bort fra dem, trækker de igen ind i vildfarelse'. 
47 Proinde Christus eum non abominabilem sed abominationem voluit vocare. (Matt 24,16) Et Paulus non peccatum hominis et perditionem filii, sed hominem peccati et filii perditionis, (2 Thess 2,3) ut nihil nisi peccatum et perditionem in eo valere significaret, atque haec quidem in Papa videmus, ut nisi Christus abbreviet dies istos, non fiet salva omnis caro. (Matt 24,22) Et quis scit an dies abbreviati pertineant ad infantes morientes ante tempus capacitatis huius abominationis?  Derfor kalder Kristus ham ikke bare vederstyggelig, men kalder han selve vederstyggeligheden. Og Paulus kalder ham ikke bare et menneskes synd og en sønnens fortabelse, men syndens menneske og fortabelsens søn, så han derved betegner, at der intet er i ham andet end synd og fortabelse, og i hvert fald dette ser vi på paven, så at, hvis ikke Kristus afkortede disse dage, ville intet kød blive frelst. Og hvem véd, om ikke dette om de afkortede dage er sagt om de spædbørn, der dør, før denne vederstyggelighed kan gøre dem noget?
48         Satisfactionum etiam leges (Christi salvator) quot animas perdunt! Quis has cruces, torturas et mortes conscientiarum percenseat? Primum enim legibus datis non modo tollit libertatem in hac re, sed omnibus conscientiam facit satisfaciendi, quod cum nemo non faciat invitus, cogitur hac sacrilega lege et erronea conscientia in unum convenientibus sine intermissione peccare.           Også lovene om fyldestgørelse, ved Herren Jesus, hvor mange sjæle bringer de i fortabelse! Hvem kan udmåle de samvittighedskors, -pine og -ødelæggelse, der her finder sted? For det første nøjes han ikke med at ophæve friheden i denne sag, derved at han giver love for det, men han giver også alle en samvittighed, der vil gøre fyldest, skønt der ikke er nogen, der ikke udfører fyldestgørende gerninger modvilligt, og han tvinger med denne sammensmeltning af ugudelig lov og fejlagtig samvittighed folk til at synde uden ophør. 
49 Deinde nec legibus etiam satisfactiones alligat, sicut Eucharistiam et confessionem, sed meris suis libidinibus et scrinio pectoris sui mendacissimi: tantum enim satisfacies, dabis, patieris, quantum ille et sui satellites volent aut pecuniis egent. Atque ita in conscienciis vexandis hic mire ludit Satan pro omni sua malicia explenda. vindicat hic victorias martyrum et pugnat cum semine eorum, qui eum de coelo eiecerunt, habens iram magnam, ut in Apocalypsi visum est. Iram hanc magnam sic explet, ut nostris perditionibus ludat et rideat ceu in re contemptissima et ridicula. O nos stertentes intempestivissime! Dernæst pålægger han ikke fyldestgørelserne efter bestemte love, sådan som han gør med nadveren og bekendelsen, men gør det efter sine lyster og sit hjertes løgnagtige skrin. Du skal gøre fyldest, du skal give, du skal lide, nøjagtig lige så meget som han og hans drabanter vil eller har brug for økonomisk. Og således driver Satan en utrolig leg her med at plage samvittighederne for at tilfredsstille al sin egen ondskab. Her hævner han martyrernes sejre og kæmper med efterkommerne til dem, som kastede ham ud af himlen. Og hans vrede er meget stor, som det står i Åb 12,12. Denne store vrede får han udløb for ved at lege med og gøre grin med vor fortabelse, som om det var noget foragteligt og latterligt. O hvilke utidige snorksovere vi er!
50           Quod si Papa haec omnia libera permitteret nec conscientias illaquearet, nihil peccati et perditionis operaretur. At hoc in regni faciosi vastitatem vergeret, ideo potius perdendus est mundus, quam ut regnum eius pereat. Sic vides, quomodo Christus est autor iusticiae, nusquam ponens legem, peccatum et perditionem, sed ab iis quae posita sunt vocans et liberans. Papa autor peccati ubique ponens legem, vastans iustitiam et salutem et in ea omnes urgens ac propellens. Hic est non sanctus sed sanctissimus, non minister Christi, sed vicarius Christi, non socius sed princeps pastorum. Ve tibi!          Hvis paven havde ladet alt dette være frit og ikke bundet samvittighederne, ville han ikke have fremkaldt synd og fortabelse. Men dette ville i skin-riget pege hen imod dets ødelæggelse, derfor vil han hellere lade verden gå fortabt end at hans rige skulle gå til grunde. Således ser du, hvordan Kristus er ophavsmand til retfærdigheden, idet han aldrig opstiller nogen lov, nogen synd eller nogen fortabelse, men kalder bort fra og befrier fra dem, der er opstillet. Men paven er ophavsmand til synd, for han opstiller loven overalt og ødelægger retfærdigheden og frelsen, idet han i disse ting udøver pres mod alle og driver alle frem. Og der er her ikke tale om den hellige, men om den højhellige, ikke om Kristi tjener, men om Kristi stedfortræder, ikke om præsternes ligemand, men om deres overordnede. Vé dig!
51    Sequitur:
        Et prosperabitur et faciet. (Dan 8,24) 
       Nu følger: 
     Og han skal få fremgang og være virksom. 
52        Videlicet per facies et propositiones, cum sit nihil potentius ad fallendum er perdendum specie pietatis, praesertim nomine dei commendata, nec sic tamen profecisset, nisi Satanae operationibus adiutus fuisset, deserente (W770) mundum deo propter peccatum.          Det vil sige, det skal han få gennem skin og påfund, eftersom der ikke er noget, der har større kraft til at bedrage og fordærve folk end skin af fromhed, især når det er understøttet af Guds navn. Alligevel ville paven ikke have fået en sådan fremgang, hvis ikke han havde været hjulpet af Satan, idet Gud på grund af synden har overladt verden til sig selv. 
53 Quae enim ratio naturalis non videat, quam stulta et impia et praecipiat et faciat Papa in plurimus sine omni specie? et haec tamen praevaluerunt, adeo ut frustra ei resisteret universa Graecia. Nam quoties Imperatores quoque Germaniae, quoties alii reges, quoties multi Episcopi, quoties multi boni et eruditi viri huic monstro restiterunt! Sed omnes victi, oppressi extinctique sunt. Praevaluit operatio erroris, unde tantum illis inflatus est animus, ut secure iactarent formidinem sui, tanquam Christus ipse cum eis Ecclesiam suam defendens operatus fuerit.  Hvem kan ikke, bare med sin naturlige fornuft, indse, hvor dum og ufrom paven er i mange ting, når han giver påbud og når han selv handler uden noget udvendigt skin? Alligevel har papisterne haft fremgang og det i den grad, at det var forgæves, at hele Grækenland satte sig imod dem. Og hvor ofte har ikke også tyske kejsere, andre herskere, mange biskopper, mange gode og lærde mænd sat sig op imod dette uhyre! Men alle er de blevet besejrede, undertrykt og udryddet. Denne vildfarelsens handling har vundet, og derfor er de også så opblæste, så de praler sikkert af deres fordærv, som om Kristus selv handlede sammen med dem for at forsvare sin kirke. 
54         Nota loquor iis qui historias legerunt, in quibus haec tam clare videntur, ut historici Itali, nihil non in laudem Pontificis Romani depravantes fedissimeque adulantes, non tamen celare potuerint, adeo ipse tenor rerum gestarum, tot mendaciorum fucis et adulationem versuciis per illos involutus, tamen prodit abominationem, palamque arguit, etiam invitis adulatoribus contra Euangelium pugnasse Pontifices, cum aliud non obtineant scelerati illi Sycophantae (n54) suis mendaciis, quam Papam pro Ecclesia (id est sua tyrannide) egregie pugnasse, fraudasse, rapuisse, occidicce;            Det, jeg her taler om, er kendt for dem, der har læst historie. Dèr kan man nemlig se dette ganske klart. Så at ikke engang de italienske historieskrivere har kunnet skjule det, selv om de ødelægger alt det, der ikke taler til pavens fordel, og smigrer ham ganske forskrækkeligt, i den grad ligger det i selve begivenhedernes gang, så at det på trods af, at det af dem er indhyllet i så megen løgnesminke og så megen snedig smiger, dog afsløres, hvor vederstyggeligt det er, og det bliver ganske klart, også selv om det er imod disse spytslikkeres vilje, at paverne har bekæmpet evangeliet, for disse elendige sykofanter opnår ikke andet med deres løgne, end at paven til fordel for kirken (dvs til fordel for sig eget tyranni) på udmærket vis har kæmpet, bedraget, røvet og slået ihjel; 
55 caedibus, sanguine, calamitate orbem replevisse, quae quam non quadrent Euangelio, utcunque Blondis, Platinis suisque similibus laudentur: stipes est qui non intelligat, quantumvis etiam barbarus. Pax enim et pacis ministerium et cura rerum spiritualium pertinebat vel primo affectu ad Romanos Pontifices. at historici Itali eos laudant, quod Imperia, regna, episcopatus, ducatus vexaverint, sibique per vim et fraudem ceu iure debita arripuerint. Foelix itaque et prosper fuit in omnibus voluntatibus suis, reprobus factus deo: ideo fecit et implevit quae voluit, frustra omnibus repugnantibus piis iuxta et impiis, sacris et prophanis, rudibus et eruditis. Et impletum est quod sequitur:  og fyldt verden med drab, blod og elendighed. Og hvor meget end Blondis og Platina og deres ligemænd roser dette, så må man, om man så er aldrig så meget en barbar, være lidt af en træstok for ikke at indse, hvor dårligt det stemmer overens med evangeliet. For det, der burde have været de romerske biskoppers fornemste opgave, er freden og tjenesten for freden og omsorgen for de åndelige ting. Men de italienske historikere roser dem, fordi de har hærget kejserdømmer, kongeriger, bispedømmer og hertugdømmer og tilrøver sig det med magt og bedrag, som var det noget, de havde ret til. Han har altså haft held og fremgang med alt det, han har villet, men han blev forkastet af Gud. I den grad har han gjort og opfyldt, hvad han ville, at det har været forgæves for alle at kæmpe imod ham, fromme, som ufromme, hellige som profane, læge som lærde. Dermed er det blevet opfyldt, som står bagefter: 
56     Et vastabit robustos et populum sanctorum. (Dan 8,24)  'Og han skal ødelægge de stærke og de helliges folk'.
57          Idem de Antiocho, figura Papae, dicit Daniel cap. viii. 'et deiecit stellas coeli et conculcavit eas'. (Dan 8,10) Et Christus Matt. xxiiii. in errorem ducendos electos praedicit, (Matt 24,24) Et Paulus efficacem errorem futurum asserit. (2 Thess 2,11)         Det samme siger Daniel om Antiokus, som er et billede på paven, i Dan 8,10: 'Og han kastede himlens stjerner ned og trådte på dem'. Og Kristus forudsiger i Matt 24,24, at han vil lede endog de udvalgte vild. Og Paulus forsikrer, at der vil komme en kraftig vildfarelse. 
58        Si vero mihi indulgere vellem et hebraica verba acciperem in eo sensu, ut pro robustis robora, pro populo sanctorum Apostolos et Euangelistas interpretarer, id quod verba non invita mihi concedent, sensus esset, Papam talem fore, qui scripturas sanctas (quae unicum robur Ecclesias sunt) et populum sanctorum, id est, Apostolos et Euangelistas, corrumperet, perderet et vastaret, ut qui nulla autoritate scripturae teneri et capi velit, sed omnes scripturas ad suam libidinem torqueat, depravet, corrumpat ac perdat, sicut revera facit.          Her kunne jeg nu tage mod til mig og tolke de hebraiske ord i den betydning, at 'de stærke' skulle betyde 'styrke' og 'de helliges folk' skulle betyde 'apostle og evangelister, noget, som ordlyden nok giver mig lov til; så ville meningen blive, at paven ville blive en sådan, som forvred de hellige skrifter, som er kirkens eneste styrke, og de helliges folk, det vil sige apostlene og evangelisterne; det ville han forvride, fordærve og ødelægge, så at han ikke ville lade sig fastholde eller indfange af noget skriftsted, men vride, fordreje, fordærve, tilintetgøre og ødelægge ethvert skriftsted efter sit forgodtbefindende, sådan som han jo også faktisk gør. 
59 Hoc sensu, id quod sequitur, prona consequentia sequitur. ideo enim scripturis nolet cogi nec in ordinem redigi, quia suo arbitrio libere omnia velit geri, dici, doceri, intelligi et interpretari. Quod ut obtineat, (W771) potius omnia corrumpit et libidinosissime audacissimeque interpretatur, quam ut sensu suo cedat aut errasse ac male egisse videri velit, ut haec multis exemplis clare doceri queant in suis decretis, ubi nusquam non depravat dicta scripturae, Christi et Apostolorum. Hoc est quod nunc dicit:  Ud fra denne fortolkning føjer det, der kommer bagefter, sig meget fint ind. Han vil altså ikke tvinges med skriften eller kaldes til orden, fordi han vil, at alting skal gøres, siges, læres, forstås og fortolkes helt frit efter hans forgodtbefindende. Og for at han kan opnå det, vil han hellere fordærve alt og fortolke det fuldstændig frækt og forvovent, end han vil vige for dets mening eller se ud som én, der har taget fejl og handlet ondt. Dette kan læres af mange klare eksempler i hans dekreter, hvor han altid forvansker skriftens ord, Kristi ord, apostlenes ord. Dette er, hvad Daniel nu siger: 
60     Et ad sensum suum erit. (Dan 8,25)  'Og han vil gå frem efter sin egen vilje'. 
61         Quod hebraice dicitur Ve al Schichlo, Et ad sensum suum, ut subintelligas verbum 'Erit' vel 'faciet' vel aliquid eiusmodi. Hic tangitur insigne illud Papensis regni, quo omnibus superior Papa nullius iudicio subiacere docetur. Omnes enim ipse iudicare vult, a nemine iudicari, sicut iactant scelerati Papista voce plusquam tragica et stentorea, quod iudicantium throni ab hac sede accipiunt sententiam. Hinc in decretis suis multis insanit, quod inferior sedes non iudicet superiorem.          Dette hedder på hebraisk 'we al siklo', 'og efter sin egen vilje', så man må underforstå verbet 'skal være' eller 'vil handle' eller ét eller andet af den slags. Her sigtes der klart til den regel i det papistiske herredømme, at man lærer, at paven er højere end alle og ikke underlagt nogens dom. For han vil selv dømme alle, men ikke selv dømmes af nogen, sådan som de fordærvede papister praler af det med en røst, der er mere end skinger og voldsom, at alle retsinstanser modtager deres domskompetance fra dette sæde. Ud fra dette våser han i sine dekreter en masse om, at en lavere instans ikke kan dømme en højere. 
62 Huc illud c. 'Cuncta per mundum novit Ecclesia, quod de sententia Romanae Ecclesiae non liceat iudicare'. Rogo, quid abominabilius dici et audiri potest hac blasphema et sacrilega voce? Hoc est, quod Petrus dicit ii. Pet. ii. audaces, sibi placentes. (2 Pet 2,19) Nonne hoc est audere audatiam inauditam, quod unus homo impius et sacrilegus omnibusque sceleribus obrutus, tum et indoctissimus et rudissimus praesumat a nullo iudicari, in nullo errare, omnes iudicare?  Dette er baggrunden for kapitlet: 'Over hele verden véd kirken, at den ikke må dømme om den romerske kirkes afgørelse'. Jeg spørger, hvad kan siges eller høres mere vederstyggeligt end dette gudsbespottende og blasfemiske ord? Det er det, Peter taler om, når han i 2 Pet 2,19 siger, at de er frække og selvsikre. Mon ikke dette er den mest uhørte forvovenhed, at ét menneske, der er ugudeligt og gudsbespottende og helt igennem fordærvet og dertil både ulærd og vulgær, påstår ikke at kunne dømmes af nogen, ikke at fejle i noget, at kunne dømme alle? 
63 Hoc est, quod voluerunt, dum execratissimis blasphemiis docent, Papam esse super Concilium, eius solius esse interpretari scripturas, eius iudicium universae Ecclesiae praeferendum. Nec tantum habent cerebri, ut sentiant Ecclesiam (quemvis fidelem in Christo) spiritum sanctum habere, cuius iudicio etiam angelos cedere oporteat, nedum impium et indoctum hominem sui tantum similibus stipatum.  Det var det, de ville, da de i deres himmelråbende blasfemi lærte, at paven står over et koncil, at han alene kan udlægge skriften, at hans dom bør foretrækkes fremfor hele kirkens dom. De har ikke engang så meget hjerne, at de kan forstå, at det er kirken (det vil sige, enhver som tror på Kristus) der har Helligånden, og at selv engle må vige for dens dom, endsige da et ugudeligt og ulærd menneske, som kun er omgivet af sine ligemænd. 
64          Hoc est, quod iterum Petrus praedixit ii. Pet. iii. venturos qui secundum proprias concupiscentias ambularent. (2 Pet 3,3) Quid est secundum proprias concupiscentias ambulare, quam quod hic Daniel dicit ad sensum et opinionem et voluntatem suam omnia geri ab hoc rege? SÆKÆL enim hebraice id quod latine mens, sensus, opinio, arbitrium et affectus sui sensus dicitur, quod graece NOUS vel PRONOIA, quo modo ad Romam. viii. dicit 'Qui in carne sunt, ea quae carnis sunt sapiunt'. (n64) (Rom 8,5).           Igen er der tale om det, som Peter forudsagde 2 Pet 3,3, at der skal komme mennesker, som vil vandre efter deres egne lyster. Hvad andet er det at vandre efter sine egne lyster end hvad Daniel her siger om denne konge, at han udfører alt efter sin egen opfattelse og mening og vilje? SÆKÆL på hebraisk betyder nemlig det, der på latin hedder 'sind', 'forstand', 'mening', 'vilje' og 'engagement'. Det hedder på græsk NOUS eller PRONOIA, sådan som Paulus siger Rom 8,5: 'De, som lever i kødet, tænker kun på det, der hører kødet til'. 
65 Et iterum 'Prudentia carnis mors est'. (n65) (Rom 8,6) Hoc sapere, hoc sentimentum (ut vocant) Daniel hic signat. Quod in Papa tale videmus, ut etiam contempta scriptura audeat de solo suo cerebro pronunciare et diffinire, sola fretus tyrannidis magnitudine. Hinc venit, quod se Ecclesiam vocat, iudicium non patitur, magister, doctor, caput Ecclesiarum esse nititur, regulam fidei se facit, ipse bis septies incredulus. Et laudatur tamen impius in iis desyderiis suis. (Sl 10,3)  Og igen: 'Kødets klogskab er døden'. En sådan klogskab, en sådan indstilling, som man siger, er det, Daniel her betegner. Og en sådan indstilling ser vi på den måde hos paven, at han endog vover i foragt for skriften helt ud af egen hjerne at udtale sig og træffe bestemmelser, fuldkommen sikker på sit tyrannis styrke. Heraf kommer det, at han kalder sig selv for kirken, og ikke vil tåle nogen dom, støtter sig til at være kirkens lærer, doktor og overhoved, gør sig selv til troens regel, skønt han selv er helt igennem vantro. Og dog 'bliver den gudløse rost i sine lyster'. 
66 En quid sit ad sensum suum agere (W772) omnia. (Dan 8,25) An potest aliquid abominabilius cogitari, quam ut Ecclesia spiritu sancto vivens et agens cedat sensum suum hominibus sacrilegis, impiis et indoctis, solius tyrannidis violentia praesumentibus? Et tamen hoc pro summo fidei articulo hodie iactatur. (n66) Et nemo haereticior haereticus quam qui hoc vel signo dubitare sese ostendat. Vere Satanae regnum ad finem suum venit.  Se, hvad andet skulle det være at 'gøre alt efter sin egen vilje'. Mon man kan tænke sig noget mere vederstyggeligt, end at kirken, der lever og handler ud af Helligånden, skulle vige bort fra det, der var meningen med den, til fordel for gudsbespottende, ugudelige og ulærde mennesker, der kun var optaget af sit eget tyrannis voldsherredømme? Og dog er det i dag dette, der prales af som den største trosartikel. Og ingen er mere kættersk end den, som bare viser mindste tegn på, at han tvivler på dette. Så der er ingen tvivl: Satans rige må gå mod enden. 
67 Dum enim imprudens suo nimio firmat et urget, fit divino iudicio ut seipsum prodat, tanquam malae fidei patronus, non alia re quam hac ipsa nimia instantia et cura, dum in rebus nihili sic magnificat haereses, qui tamen paciens tacet, si quis etiam deum negaret aut omnibus sceleribus perditus sit, sicut videmus in ipsis Pontificibus. Si enim spiritu dei agerentur, primum et maxime quae dei sunt quaererent. Nunc quia sua quaerunt divinorum incuriosissimi, quo spiritu ferantur, abunde satis apparet.  For netop som han er uforsigtig og vil gå for langt, sker der det ved guddommelig dom, at han ødelægger sig selv, denne falskhedens beskytter. Og det vil han gøre, netop fordi han udviser altfor megen iver og omhu ved at forstørre sager som kætteri, der ikke betyder noget, mens han tålmodigt tier stille, hvis nogen fornægter Gud eller skejer ud i de værste fordærvelser, sådan som vi jo ser det hos paverne selv. Men hvis de var drevet af Guds ånd, ville de først og fremmest søge det, der hører Gud til. Men nu, hvor de søger deres eget, og er ligeglade med de guddommelige ting, er det til overflod klart, hvilken ånd de drives af. 
68           Quare hoc facierum et propositionum rege ad suum sensum omnia faciente, nihil vero ad scripturae iudicium admittente, necesse est, evacuari et vastari Paulum, ubi i. Corint. xiiii. dicit 'Quod si sedenti revelatum fuerit, prior taceat'. (1 Kor 14,30) Et iterum 'Unus aut duo prophetent, caeteri iudicent'. (1 Kor 14,29) Quid Papa? 'Nulli', inquit, 'sedenti revelatur aliquid, sed ego prior solus loquar, caeteri audeant'. Et iterum 'Caeteri non iudicent, sed ego prophetabo, et caeteri iudicentur. Nos sumus Magister, propheta et vicarius dei. Nostra est lingua' seu ut psal. xi. dicitur 'Linguam nostram magnificabimus, labia nostra nostra sunt, quis noster dominus est?' (Sl 12,5)          Fordi denne skinnenes og påfundenes konge gør alt efter sin egen opfattelse, og ikke vil tillade nogen skriftens dom, følger nødvendigvis, at disse ord af Paulus bliver sat ud af kraft og ødelagt, som han taler 1 Kor 14,30: 'Hvis én, som sidder dèr, får en åbenbaring, skal de første tie'. Og atter: 'Én eller to skal profetere, de andre skal bedømme det'. For hvad siger paven: 'Ingen af dem, der sidder dèr, modtager nogen åbenbaring, men jeg alene taler, de andre adlyder'. Og atter: 'De andre skal ikke bedømme, men jeg skal profetere, og de andre skal blive bedømt. Det er os, der er Guds læremester, profet og stedfortræder. Tungen er vor' eller som Sl 12,5 siger det: 'Vi lovpriser vor tunge, vore læber er vore, hvem er vores herre?'
69 Sic enim sacrilegus plusquam superbissimus Pelagius in suo decreto dicit 'Ubi est maioritas, ibi mandandi autoritas, caeteros manet obediendi necessitas'. Dic, si potes, an ullus regum ab initio mundi tanto fastu, tanto tumore, tanta arrogantia, tanta audacia, tanta pertinacia, tanta sui placentia, tanta bucca, tanta temeritate, tanta praesumptione leges suas statuerit et exegerit, quanta unus et solus Papa: Ne deus quidem ipse tanta maiestate et potentia exigit.  Sådan siger denne gudsbespottende og mere end hovmodige Pelagius i sit dekret: 'Dèr, hvor der er øvrighed, dèr er der også autoritet til at lovgive, opgaven for de øvrige bliver at adlyde'. Sig, hvis du kan, om nogen konge fra verdens begyndelse nogensinde har fastsat og kræver overholdt sine love med en sådan overlegenhed, hovmod, arrogance, forvovenhed, stædighed, selvtilfredshed, praleri, frækhed og overmod som netop paven alene. Ikke engang Gud selv kræver en sådan majestæt og magt. 
70 Nonne ergo dignus successor Petri illius qui docuit i. Pet. v. 'Omnes humilitatem invicem insinuate'. (1 Pet 5,6) Quid hoc est, nisi 'invicem sensum cedite'? Et Paulus Ro. xii. 'Invicem superiores arbitrantes'. (Rom 12,10) Et illud Salomonis 'Prudentiae tuae pone modum'. (Ordspr 23,4) Et iterum 'Ne innitaris prudentiae tuae'. (Ordspr 3,5) Et Paulus 'Nolite esse prudentes apud vosmetipsos'. (Rom 12,6) Hoc enim Romanis proprie scripsit, sicut et Petrus, dum AUTHADEIS (id est sui sensus et prudentiae) homines prophetaret futuros et qui secundum proprias concupiscentias ambularent.  Mon virkelig paven skulle være en værdig efterfølger af den Peter, som i 1 Pet 5,6 lærer: 'Alle skal I vise ydmyghed overfor hinanden'. Hvad skal det vel betyde andet end at give efter overfor hinandens vilje? Og Paulus siger Rom 12,10: 'I skal hver regne de andre for større end jer selv'. Og i Salomons Ordsprog 23,4 hedder det: 'Hold måde med din stolthed'. Og igen: 'Støt dig ikke til din klogskab'. Og Paulus siger: 'I må ikke være selvkloge'. Dette skrev han i særlig grad til romerne, sådan som også Peter gjorde det, da han forudsagde, at der ville komme mennesker, der var AUTHADEIS (det vil sige, stolte over egen vilje og klogskab), som vandrede efter deres egne lyster. 
71          Non solum autem in iudicando nullius sequitur sensum sed et in docendo et vivendo. Perspice totam hodie Ecclesiae faciem et refer, si potes, in qua professione, qua secta, in qua parte vivatur secundum dei praecepta? Nonne ubique docetur et vivitur sola ETHELOTHRÆSKEIA (ut Apostolus vocat), (W773) id est, voluntaria religio? (n71) unusquisque facit quod sibi rectum videtur, quasi nullus sit rex in Israel, ut Iudicum xix. dicitur. (Dom 19,1).           Men det er ikke blot, når han dømmer, at han ikke følger andres mening, også når han lærer og når han lever. Undersøg hele kirken af i dag og sig mig, om du kan, i hvilken profession, i hvilken munkeorden, i hvilken del af kirken man lever efter Guds bud! Mon ikke man overalt både lærer og lever alene efter ETHELOTHRÆSKEIA (som apostelen kalder det Kol 2,23), det vil sige, efter hvad man frivilligt har bundet sig til? Enhver gør det, der synes ham ret, som om der ikke var nogen konge i Israel, som det siges i Dom 19,1. 
72 Et haec omnia Papa laudat et roborat, cum lex Deutro. xii. severissime prohibeat hos proprios sensus. (5 Mos 12,8) Et Amos iiii. 'Sacrificate de fermento laudem et vocate voluntarias oblationes et annunciate, sic enim voluistis filii Israel'. (Amos 4,5) Et Paulus reprobat inventores rerum novarum. (Rom 1,30) (n72) Verum longe omnium pulcherrimo exemplo Iosuae damnatur detestabilis illa proprii sensus temeritas, ubi postquam eum exhortatus fuerat spiritus et egregie promiserat transitum Iordanis, noluit tamen dirigi suo sensu, sed scripturae suae iudicio dicens c. i.'Confortare solummodo et esto valde robustus, ut custodias et facias omnem legem, quam praecepit tibi Moses, servus meus' (non utique tuum sensum, quem nemo praecepit). 'Non declines ab ea neque ad dextram neque ad sinistram' (ecce sensum proprium prorsus extinguit), 'ut intelligas cuncta quae agis' (intelligi autem non possunt qualia sint, si secundum sensum nostrum citra legem dei fiant. Nescimus enim, an deo placeant, aerem pugne verberamus, in incertum laboramus, imo certum est non placere deo quae sunt eiusmodi ut hic claret ex sua prohibitione) (n72a Og alt dette roser og understøtter paven, skønt loven i 5 Mos 12,8 på det strengeste forbyder, at man skal holde sig til sin egen mening. Og Amos 4,5 siger: 'Bring syrnet brød som takoffer og udråb frivilligofre med høj røst. For sådan ville I have det, Israels sønner'. Og Paulus retter bebrejdelser mod dem, der finder på nye ting. Men det allerbedste eksempel af dem alle har vi i Josva 1,7ff. Her fordømmer han den afskyelige og frække egne opfattelse, hvor ånden efter at have opmuntret ham og givet ham løfte om, at han skulle komme til at gå over Jordan, dog ikke ville, at han skulle ledes af sin egen opfattelse, men af sin skrifts bedømmelse, og sagde: 'Trøst dig kun, og vær stærk, at du må overholde og gøre hele den lov, som Moses, min tjener, foreskrev dig' (altså på ingen måde overholde din egen opfattelse, som ingen har foreskrevet dig). 'Du må ikke afvige fra den hverken til højre eller til venstre' (se, hans egen opfattelse udslettes helt), 'så at du kan forstå alt, hvad du gør' (men hvordan de ting er, som sker efter vor egen opfattelse ved siden af Guds lov, kan ikke forstås. Vi véd nemlig ikke, om de behager Gud, vi slår slag i luften, vi arbejder i det uvisse, ja, det sikkert, at det, der forholder sig på den måde, ikke kan behage Gud, så det klart fremgår af dette forbud)
73 'Nec recedat volumen legis huius ab ore tuo et meditaberis in eo dei et nocte' (o necessariam monitionem, sed contemptam Antichristo! Signa quaeso verba 'huius legis', 'ab ore tuo', 'die ac nocte' etc.) 'ut custodias et facias omnia quae scripta sunt in eo' (non autem aliena et extranea) 'Tunc prosperaberis in via tua et intelligens eris', id est tunc opinio et sensus tuus sanus erit, tunc rectum videbis, ideo prospere procedes et praevalebis. Contra si tua opinione incesseris, nihil habebis prosperum, quia non secundum legem dei, sed secundum tuum sensum et consilium procedis. At dominus novit viam iustorum, iter impiorum peribit. (Sl 1,6) Beatus ergo qui non abierit in consilio impiorum. (Sl 1,1).  'Denne lovbog skal ikke vige fra din mund og du skal grunde på den dag og nat' (sandelig en nødvendig opfordring, men afskyelig for antikrist! Læg mærke til ordene 'denne lov', 'fra din mund', 'dag og nat' osv), 'så du overholder den og gør alt det, der er skrevet i den' (men ikke fremmede og udenforliggende ting). 'Da skal du have fremgang på din vej og blive forstandig', det vil sige, da skal din opfattelse og mening blive sund, da skal du se ret, af den grund skal du vinde fremgang og sejre. Modsat hvis du følger din egen opfattelse, da vil du ikke få fremgang, fordi du går frem, ikke efter Guds lov, men efter din egen mening og dit eget råd. Men Herren kender retfærdiges vej, men ugudeliges vej lader han gå under. Derfor, salig er den, som ikke viger af efter gudløses råd. 
74          At Papa noster adeo in his suis opinionibus contempta lege dei gloriatur, ut iactet sese Ecclesiam et Concilium inerrabile esse, nec videt, quod hic Iosue non minus plenus fuerit spiritu quam ullus unquam Papa fuerit, nec tamen agi ab eo quicquam vult, quod non sit expresse in scripturis traditum, ut Ecclesia multo magis non sit al schichlo, sed sensu dei et scripturae testimoniis nitatur. O Papa!           Men vor pave roser sig i den grad af sine meninger i foragt for Guds lov, at han praler af, at han er den ufejlbare kirke og det ufejlbare koncil, og ikke ser, at Josva her ikke var mindre fuld af ånd end nogensinde nogen pave var, og han har dog ikke villet gøre hvadsomhelst han selv ville, hvis det ikke udtrykkelig var overleveret i skriften. Sådan skulle kirken meget snarere undlade at gå frem 'al siklo', men i stedet støtte sig til Guds opfattelse og skriftens vidnesbyrd. O pave!
75            Verum ille qui est al schichlo, homo sui sensus, haec facile solvit et eludit, dum ficta distinctione et effugii commento vafro dolosissimoque reperto inter iurisdictionem et charitatem discernit et dicit, praedicta scripturae testimonia de charitatis officio, non de iurisditionis tyrannide, quam Ecclesiasticam Hierarchiam vocant, intelligi, cum iurisditio in Ecclesia nihil sit nisi charitatis ministerium, separans sacrilega temeritate officium et charitatem, ut impleat quod sequitur: (W774)          Men han, som er 'al siklo', et menneske, som følger sin egen mening, han kan let løse dette og sno sig ud af det. Med en fiktiv distinktion og en snu og snedig undvigelsesmanøvre skelner han mellem jurisdiktionen og kærligheden og siger, at de førnævnte skriftsteder handler om kærlighedens tjeneste, og derfor ikke må forstås om domsmagtens tyranni, som de kalder det kirkelige hierarki. Men i virkeligheden er der i kirken ingen anden domsmagt end kærlighedens tjeneste, så når paven i sit blasfemiske overmod skelner mellem embede og kærlighed, så opfylder han, hvad der står lige efter: 
76     Et prosperabitur dolus in manu eius. (Dan 8,25)       Og svig vil få fremgang i hans hånd. 
77          Vel hoc nomine inprimis fortunarunt Antichristi conatus, quod etiam electis imposuit, sicut Christus ait 'Surgent pseudochristi et pseudoprophetae et dabunt signa, ita ut in errore inducantur, si fieri possunt, etiam electi'. (Matt 24,24). Hic enim monet futurum, non ut non errent electi, sed ut non inducantur in errorem, id est error non dominabitur eis neque tenebit eos in finem, sed vel in morte redimentur, sicut in oratione dominica, non vult nos non tentari variis tentationibus, sed non induci, id est non vinci tenerique tentatione in finem usque.         Først og fremmest på det punkt har antikrists mange anstrengelser båret frugt, at han også har bedraget de udvalgte, sådan som Kristus siger: 'Der vil fremstå falske kristusser og falske profeter og de vil gøre tegn, således at de kan føre, om muligt, endog de udvalgte i vildfarelse'. For her advarer han om, at det vil ske. Og det gør han, ikke for at de udvalgte ikke tage fejl, men for at de ikke skal føres i vildfarelse, altså for at vildfarelsen ikke skal herske over dem og ikke holde dem fast indtil enden, men at de må blive løst igen, om så først i døden. Sådan vil han heller ikke i Fadervor, at vi ikke skal fristes med forskellige fristelser, men at vi ikke skal føres ind i dem, det vil sige, at vi ikke skal besejres og fastholdes af fristelsen indtil enden. 
78 Septies enim cadit iustus, sed toties resurget. (Ordsp 24,16) Sic per Papam errasse S. Bernhardum, Franciscum, Dominicum et multos alios sanctissimos viros et feminas, ut regnum facierum non intelligerent et multa Papae probarent, non dubito, alioquin in eum insurrexissent verbo dei, sed nondum erat tempus.  'Syv gange falder den retfærdige, men hver gang kommer han på benene igen'. Sådan tog Sankt Bernhard, Frans, Domingo og mange andre højst hellige mænd og kvinder fejl, så de ikke forstod skinnenes rige og beviste mange af pavens ting, ellers havde de uden tvivl gjort oprør mod ham ud fra Guds ord. Men tiden var endnu ikke moden. 
79 Huc mihi Bonaventuram numero, incomparabilem virum, in quo multum fuit spiritus prae omnibus, qui ex Academiis servati sunt. De quo numero et S. Thomas Aquinas, si tamen sanctus est, nam vehementer dubito, cum adeo nihil olfiat spiritus in eo. Omnes, inquam, hi viri in errore fuerunt, Papae abominationem secuti, sed citra pertinaciam et vel in morte liberati.  Hertil må jeg også henregne Bonaventura, en helt enestående mand, i hvem der var megen ånd, mere end i alle de mange, der har gjort tjeneste ved universiteterne. Også Sankt Thomas Aquinas regner jeg med til dem, hvis han da var hellig, hvad jeg stærkt tvivler på, for jeg har ikke kunnet spore nogen ånd hos ham. Alle disse mænd, siger jeg, var i vildfarelse, da de fulgte pavens afskyeligheder, men de blev ikke stikkende i den eller de blev befriet i døden. 
80         Si ergo electos ille corrumpit, quos tamen in corruptione sua non retinet, Quid de reliquis fieri putandum est, qui non errant modo sed pertinaciter errorem pro pietate defendunt? O debile argumentum, quod e factis et operibus sanctorum colligunt Papistae more suo insani, quando Daniel robustos et sanctorum populos corrumpi prophetet! (Dan 8,24)           Hvis han altså fordærver de udvalgte, som han dog ikke holder fast i sin fordærvelse, hvad skal vi da mene om de øvrige, som ikke blot farer vild, men hårdnakket forsvarer deres vildfarelse i den tro, at det er fromhed? Og hvad er det for et tåbeligt argument, papisterne bruger, når de viser hen til helgenernes handlinger og gerninger, skønt Daniel profeterer, at de stærke og de helliges folk vil blive fordærvet!
81 Non enim de fictis sanctis loquitur, cum Christus eum explicans electos appellet. Nulli ergo fidendum sanctorum exemplo, sed solido scripturae testimonio et veritati nitendum, Iohannem Husz, Hieronymum et quos alios occidit nescio an huc referre debeam ut quos corpore, non spiritu vastavit. puto enim, de spirituali eum vastatione loqui.  For der tales ikke om tænkte helgener, når Kristus i sin udlægning af Daniel kalder dem udvalgte. Ingen skal altså sætte sin lid til helgenernes eksempel, man skal alene støtte sig til skriftens og sandhedens sikre vidnesbyrd. Så véd jeg ikke rigtig, om jeg her skal medregne Johan Huss og Hieronymus, som paven har dræbt, og ødelagt dem legemligt, men ikke åndeligt. Jeg mener nemlig, der tales om en åndelig ødelæggelse. 
82           Quomodo igitur non prosperaretur in manu eius non veritas Euangelii, sed fucus, facies, species et fallatia inanis (ut Paulus appellat), (Kol 2,8) hypocrisis suarum doctrinarum, quando extincto robore scripturae et omnium autorum eius sanctorum exemplo a se stantium roboratur? Quid enim non prospere efficiat, quando iam non solum facies et propositiones, id est sui doli, sed et ii, quos vere sanctos noveris, pro eo faciunt?          Hvordan skulle det så være muligt at undgå fremgang ved hans hånd, når det altså ikke er evangeliets sandhed, der har fremgang, men snyd, skin, laden-som-om, tomt bedrag, som Paulus kalder det, hykleri med deres læresætninger, når han, efter at have tilintetgjort skriftens og dens forfatteres kraft, styrkes ved de helliges eksempel, der står på hans side? Hvordan skulle han undgå at få fremgang, når ikke blot skinnet og påfundene, det vil sige, hans egen snare, står frem til fordel for ham, men også dem, som man véd er hellige? 
83 Quis hic vel mutire contra audeat, ubi mendacium veritate, hypocrisis sanctimonia, dolus simplicitate, iniquitas pietate iuvatur? O tempora vere periculosa et novissimis diebus digna, quando reprobis omnia cooperantur in malum, etiam bona, sicut electis omnia in bonum, etiam mala, hoc per spiritum dei, illud per spiritum Satanae, sicut praedixit Apostolus. (2 Thess 2,8ff) (W775) Hvem vover vel her at gøre vrøvl, når løgnen får hjælp af sandheden, hykleriet af helligheden, bedraget af enfoldigheden, uretten af fromheden? Det er virkelig en farlig tid, som passer til de sidste dage, hvor alt for de fordømte virker sammen til det onde, også det gode, ligesom alt for de udvalgte virker sammen til de gode, også det onde, det sidste ved Guds ånd, det første ved Satans ånd, sådan som apostelen forudsagde. 
84         Eat nunc qui audeat et securus vivat et in patrum dictis ac factis confidat. Plane hic Daniel Satanam indicat, qui dolum prosperari in manu huius regi dicit. Non enim sua efficatia efficax est, nec sua manus diriget dolum. Sed Satanas manum eius ducet et sic dirigetur dolus in manu eius. Quo modo potuit regnum et opera Papae melius describere? quod non est nisi meri doli, et tamen foelix et prosperum, adeo ut etiam apertis mendaciis et ludicris rebus infatuet mundum, ut patet vel in solis indulgenciis. Nam quicquid audet, quamtumvis impurum mendacium, Papa tamen prosperatur.          Hvis nogen tør, kan han jo gå i gang med at leve et trygt og sikkert liv i tillid til fædrenes ord og gerninger. Men det er tydeligt, at Daniel her taler om Satan, når han siger, at bedrag vil have fremgang i denne konges hånd. For denne konge er ikke virksom ved sin egen kraft, ejheller udfører han bedraget ved sin egen hånd. Men Satans hånd fører hans hånd, og således udføres bedraget ved hans hånd. Hvordan kan pavens herredømme og gerninger beskrives bedre? Det er jo ikke andet end lutter svig, og dog er det heldigt og fremgangsrigt, i den grad, at han endog kan forføre verden med helt åbenbare løgne og helt tåbelige ting, sådan som det fremgår bare af afladen. For hvadsomhelst paven vover sig ud på, har han fremgang med det, uanset hvor grov en løgn der er tale om. 
85          Igitur dolus in manu eius proprie ad depravandas scripturas pertinet. Hic enim deiecit stellas coeli et conculcavit eas (Dan 8,10) atque in hoc dolo quam foelix fuerit, omnium experientia evidenter testatur. Quicquid enim voluit, hoc dixit exponendo: quicquid autem dixit exponendo, hoc pro dei oraculo habitum est et habetur usque hodie, ut nec rationibus nec scripturis, sed nec ipsis evidentissimis experienciis contra niti licuerit, donec et communem humanae naturae sensum omnibus abstulerit et ea tentarit, quae si gentiles olim tentassent, insanire visi fuissent. Postquam autem omnia prospera cessere, ut iam nec fides nec spiritus nec vox Euangelii nec scripturae autoritas ei resisteret, quid putas reliquum erat, nisi id quod sequitur?          Derfor har 'bedraget i hans hånd' egentlig med det at gøre, at han fordærver skriften. For det er her, han har nedkastet himlens stjerner og trådt på dem, og hvor stor succes han har haft med dette bedrag, det bevidner enhvers erfaring soleklart. For hvad han selv har villet, det har han sagt ved at udlægge skriften. Men hvad han har sagt ved at udlægge skriften, det er blevet regnet for Guds egen tale, og det regnes det for indtil denne dag, så at man ikke har måttet støtte sig hverken til fornuftsgrunde eller skriftbeviser, men heller ikke til soleklare erfaringer imod ham. Han har endda fjernet den menneskelige naturs almindelige fornuft fra alle og vovet sig ud på det, som hedningerne i tidligere tider, hvis de havde forsøgt sig med det, ville være blevet regnet for vanvittige af. Men når alt går fremad for ham, så at hverken troen eller ånden eller evangeliets røst eller skriftens autoritet mere står ham imod, hvad mener du da det er som venter ham, andet end det, som nu følger? 
86     Et in corde suo magnificabitur. (Dan 8,25)      'Og han vil blive stor i sit eget hjerte'. 
87         Nulli enim non sese iam praeferet, nulli non omnia imperabit, omnia sibi subiiciet, vix summos reges ad oscula beatorum pedum admittens. Nec est enim, cui se aequare dignetur in tota terra, sit etiam sanctissimus et doctissimus. Denique ipse non Apostolus sed Episcopus, Apostolorum ordine longe inferior, S. Petro aequalem se facit, Principem omnium, Imperatorem in rebus (ut vocant) spiritualibus et temporalibus, dominum mundi.            For der er ingen, som han ikke vil stille sig foran, der er ingen, han ikke vil befale alle slags ting, alt underlægger han sig, det går så vidt, at han tillader de største konger at kysse hans salige fødder. Der er nemlig ingen i hele verden, som han værdiges at sammenligne med sig selv, om han så var den allerhelligste eller allerlærdeste. Ja, selv om han selv ikke er apostel, men biskop, en rang, der er langt lavere end apostlenes, gør han sig lige med sankt Peter, han gør sig til fyrste over alle, til hersker i alt det, de kalder åndelige og timelige ting, til herre over verden. 
88 In Petro enim accepisse vult iura terreni simul et coelestis imperii atqua hoc triplex illa testatur corona et fastus luxuria totius mundi luxuriorior. Sic scilicet Christi pauperis vicarius et successor Petro refert illorum imaginem. Deponit enim principes, reges, Episcopos et quicquid est in mundo sublime, pro mera libidine, ipso mundo excelsior et mundanior factus.  For igennem Peter mener han at have modtaget retten til at herske både over de jordiske og over de himmelske ting og dette bevidner hans tredobbelte krone og hans udfordrende luksus, som overgår hele verdens luksus. Således forholder denne fattige Kristi stedfortræder og Peters efterfølger sig til sit forbillede. Han afsætter fyrster, konger, biskopper og hvad derer højt i verden helt, som det lyster ham, for han har gjort sig mere strålende og mere verdslig end verden selv. 
89 De quo supra diximus e Petro et Iuda Apostolis, quo modo glorias et maiestates spernat et maledicat, omnium omnia sibi rapiens et subiiciens. Si enim sensu suo posito, scripturis illesis inviolatisque, citra dolum suae interpretationis vellet cogi et teneri, facile ab hac magnificentia cordis sui retraheretur et ad Euangelii ministerium ac obsequium pauperum revocaretur. Sed oportet impleri scripturas, ut omnium dominetur et magnificetur opinione sua super omnes res mundi. Nam Daniel non frustra adiecit 'In corde suo magnificabitur'. Non enim coram deo aut dei voluntate sic elevatur, sed suo corde, sua opinione, sua temeritate, per dolos, facies, propositiones et alienas efficacias. (W776)  Om det har vi talt ovenfor ud fra apostlene Peter og Judas, hvordan han foragter og forbander ære og majestæt og river alt til sig og underkaster det under sig selv. Hvis han var blevet draget bort fra sin egen opfattelse og havde ladet skriften være uangrebet og uskadt og ville lade sig påvirke bort fra sin bedrageriske udlægning, så ville han let kunne drages bort fra sit hjertes hovmod og kaldes tilbage til evangeliets tjeneste og til at følge efter de fattige. Men skriften bør opfyldes, så at han kommer til at herske over alle ting og i egen opfattelse bliver større end alverdens ting. For det er ikke for ingenting, at Daniel har tilføjet: 'Han bliver stor i sit eget hjerte'. For det er ikke i forhold til Gud eller efter Guds vilje, at han ophøjes, men det sker ifølge hans eget hjerte, ifølge hans egen opfattelse, hans egen frækhed, gennem snarer, gennem skin, gennem påfund og andre virkemidler. 
90         Nec contentus abominatus ille, quod in terris omnium summus et maximus imperaret (sicut dicitur 'summus et maximus pontifex'), in purgatorium cepit manus extendere, sed et angelis ausus est mandare et in omnium conscientias irruere, ne nihil esset, quod magnitudo cordis eius non auderet invadere. Vincit haec abominatio incogitabilis plane omnium captum.         Men dette afskyelige menneske er ikke tilfreds med at herske som den øverste og største over hele verden (sådan som det siges med titlen 'den øverste og største ypperstepræst'), han er begyndt af række sin hånd ud efter skærsilden, ja, han vover endog at befale over engle og føre alle menneskers samvittighed på vildspor, for at der ikke skal være noget, som hans hjertes hovmod ikke vover at trænge ind i. Denne ubegribelige afskyelighed overgår nemlig fuldstændig al forstand. 
 91   Sequitur: 
     Et in successu vastabit plurimos. (Dan 8,25)
Nu følger: 
     'Og ved sin succes skal han ødelægge mange'. 
92        Successum vocat rerum omnium abundantiam, ut noster recte vertit. Conculcatis enim verbo, fide, scripturis et omnium omnibus sibi subiectis, plane omnibus abundat. Quis enim tot opes, tot voluptates, tot honores habet ut Papa et papistica secta? Nonne omnia optima in mundo sunt illorum? Nonne ea securissime possident? Nonne his foelicissime fruuntur in omnem pompam, luxuriam, fastum? et quid dicam? Mundus, si Papistico regno comparetur, sordet et ne mundus quidem esse videtur. Quid enim aliud faceret, ubi nec verbo nec sciptura teneretur et omnibus omnia pro sui sensus libidine imperaret et interpretaretur?          Ordet 'succes' bruger Daniel om en overflod af alle ting, og det er også rigtigt gengivet i vor latinske tekst. For efter at have undertrykt både ordet, troen og skriften og underlagt det altsammen under sig selv, så har han overflod af alt. For hvem har en sådan rigdom, et sådant vellevned, en så stor ære som paven og den papistiske sekt? Mon ikke alt det bedste i verden tilhører dem? Mon ikke de besidder det på sikreste måde? Mon ikke de kan nyde disse ting fuldstændig lykkeligt, med al pomp, luksus og stolthed? Ja, hvad skal jeg sige? Verden mister betydning og synes slet ikke mere at være verden, hvis man sammenligner den med det papistiske herredømme. Men hvad andet kunne han gøre, hvis han hverken holder sig til ordet eller til skriften og hersker over alt og udlægger alt fuldstændig efter forgodtbefindende? 
93Qui sunt illi multi, quos successus perdat et corrumpat, malo cuiusque iudicio relinquere quam ipse persequi. Cardinalium enim, Episcoporum, Monachorum, sacerdotum vulgus, quid est aliud quam populus Papae ocio, opibus, saturitate, securitate, luxu, libidine perditus, sine fide, sine verbo, sine scripturis, sine labore, sine cura vitam istam carnis perdens? Hos enim in suis quosque ordinibus fovet et auget magnificus iste rex facierum, dolis et mendaciis e spiritualibus et Ecclesiasticis faciens septies carnales et mundanos sub specie pietatis et religionis incedentes.  Hvem så de mange er, som han ødelægger og fordærver med sin succes, det foretrækker jeg at overlade til hver enkelts bedømmelse, snarere end at gå nøjere ind på det. For mængden af kardinaler, af biskopper, af munke og af præster, hvad er det andet end pavens folk, som går fortabt gennem lediggang, rigdom, mæthed, sikkerhed, luksus, vellyst? Har de ikke fordærvet dette kødelige liv ved at leve uden troen, uden ordet, uden skriften, uden anstrengelse, uden omsorg for andre? For det er sådanne mennesker, i deres forskellige ordener, som denne storslåede skin-konge hjælper frem og mangfoldiggør, idet han ved bedrag og løgn ud af åndelige og kirkelige mennesker gør syv gange kødelige mennesker, så der under dække af fromhed og alvor opstår verdslige mennesker. 
94       Sequitur:
       Et contra principem principum stabit. (Dan 8,25) 
Nu følger: 
'Og han skal stå op imod fyrsternes fyrste'. 
95       Haec est summa summarum, quod Christo resistet, eius verbum extinguet, proprio verbo in illius locum posito, quod Apostolus dicit 'Sedebit in templo dei ostendens se quasi sit deus' (2 Thess 2,4b). Et iterum 'qui adversatur et extollitur super omne, quod dicitur deus aut quod colitur'. (2 Thess 2,4a). Huc pertinet, quod veritatem verbi dei palam damnavit Papa Constantiae in Iohanne Husz usque in diem praesentem perseverans in eadem adversandi et damnandi pertinacia.             Dette er den endelige afslutning, at han skal sætte sig imod Kristus, udslette hans ord og sætte sine egne ord i stedet, som apostelen siger: 'Han skal tage sæde i Guds tempel og vise sig, som om han var Gud'. Og igen: 'Han er den, der står imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes som Gud'. Dette handler om, at paven helt åbenlyst fordømte Guds ords sandhed i Konstanz hos Johan Huss, og indtil den dag i dag hårdnakket er fortsat med at stå den imod og fordømme den. 
96Non enim adversus personam Christi stare potest, sed stabit, id est, diffiniet contrarium Christo. Et hic est finis eius. Extincto enim verbo et vastata fide vastataque scriptura et Apostolicis literis, iam angelis superior factus non erat quicquam reliquum, nisi ut saturatus et incrassatus etiam insurgeret adversus dominum et deum suum, ausurus altiora, si quid altius esset. At cum deo nihil sit altius, necesse est, ut hic sistat abominatio et finem sui accipiat, ut sequitur: (W777)  Han kan nemlig ikke stå op imod Kristi person, men han skal stå op, det vil sige: tage stilling, i modsat retning af Kristus. Og her er hans ende. For når ordet er udryddet og troen lagt øde, skriften lagt øde og de apostoliske skrifter ligeledes, og han nu også har gjort sig overordnet englene, så var der intet andet tilbage for ham at gøre end, mæt og ufølsom, også at gøre oprør imod sin herre og Gud. Ja, han ville også have vovet sig op imod det endnu højere, hvis der fandtes noget højere. Men da der ikke er noget højere end Gud, må det nødvendigvis gå sådan, at hans vederstyggelighed ophører her, og han har møder sin afslutning. Som det også følger. 
97     Et sine manu conteretur. (Dan 8,25)  'Og han skal ødelægges uden hænders magt'.
98        Sic Apostolus: 'Quem interficiet dominus Iesus spiritu oris sui et destruet illustratione adventus sui &c'. (2 Thess 2,8) Non ergo Papam et regnum eius (licet misere id metuant) laici vastabunt: indigni enim sunt hac mitissima vindicta, sed Christi adventui reservantur, cuius hostes omnium atrocissimi sunt et fuerunt. Sic enim perire debet qui adversus omnia consurgit non manu, sed spiritu Satanae, ut spiritus spiritum occidat et veritas dolum revelet. Revelasse enim mendacium destruxisse est.          Sådan siger også apostelen: 'Ham skal Herren Jesus ødelægge med sin munds ånde og tilintetgøre ham ved sin tilsynekomst og ved sit komme, osv'. Det er nemlig ikke lægfolket, der kommer til at ødelægge paven og hans rige (selv om de er forfærdelig bange for det): for disse folk fortjener ikke en så mild straf. Nej, de skal spares til Kristi komme, for de er og har været hans allerbitreste fjender. For sådan bør også han gå til grunde, som rejser sig mod alt, ikke med hånds magt, men med Satans ånd, så at ånd dræber ånd, og sandheden afslører bedraget. For når løgnen er afsløret, er den også ødelagt. 
99         IN FINE ad te revertor, mi Vincilae, satis abunde (ut credo) Catharinis meis obsecutus, quo videant non negari a me quam plurima in scripturis de isto ipsorum principe et capite dici. Quod etiam eo libentius feci, quod meminerim, in captivitate Babylonica me promisisse alteram quandam revocationis partem, (capt03#166) qualem exactores isti Palinodiae (n99) indomiti et inquieti Papistae hactenus non audierint, id quod hac Danielis explanatione arbitror me praestitisse egregie.           Til slut vender jeg tilbage til dig, kære Wenzeslaus. Nu tror jeg nok, at jeg har forfulgt mine Catharinusser tilstrækkeligt, så de kan se, at jeg ikke nægter, at der i skriften siges meget om deres fyrste og overhoved. Og det har jeg gjort med så meget større glæde, som jeg erindrer, at jeg i 'Om det babyloniske fangenskab' lovede en anden del på min tilbagekaldelse, og det én, som de vilde og utålmodige papister, der kræver en sådan Palinodi,  hidtil ikke har hørt magen til, hvilket jeg tror at have leveret på udmærket vis med denne udlægning af Daniel. 
100Volueram plura huius Catharini confutare, praesertim illud, quod mihi homo suavissimus et acutissimus Thomista concedit, Amorem esse priorem odio (sic enim ego docueram, odium peccati et contritionem ex amore iustitiae priore fluere), verum amorem illum ait esse amorem sui, quo sese homo diligit, ne pereat, atque ita peccatum odiat, non videns insulsissimum caput, amorem hunc esse inordinatum, servilem, mercenarium et plane illud, contra quod universa pugnat srciptura. (catlut26#21ff) Scilicet tales sunt isto contritores, satisfactores, confessores, ut amori isti, omnium viciorum fonti, tribuant opus virtutis et odium peccati.  Jeg kunne godt have ønsket at gendrive mere af det, denne Catharinus skriver, især det punkt, hvor denne søde og nøjagtige Thomist indrømmer mig, at kærlighed har forrang fremfor had (sådan har jeg nemlig lært, at hadet til synden og angeren udspringer af kærlighed til retfærdigheden, som kommer først). Men han siger, at denne primære kærlighed er det samme som den egenkærlighed, hvormed mennesket elsker sig selv, at det ikke skal gå til grunde, og at det således kan hade synden, og så ser dette kålhoved ikke, at denne kærlighed er uordnet og slavisk og ude efter løn og at det netop er den, som hele skriften kæmper imod. Men sådan er de altså, disse angrende, fyldestgørende og bekendende mennesker, at de tillægger denne kærlighed, som er kilde til al last, dydens gerning og had til synden. 
 101O Thomistas, o Papistas, o Romanistas, deploratae caecitatis homines! Sed quia totus liber non nisi caecitate et confusissimis erroribus mendaciisque scatet, ut multas lernas superet unus, id quod omnes nostri qui legunt, quantumvis barbari et bestiae sint Germani, uno ore confitentur (sic enim et tu ipse iudicasti explosione digniorem quam confutatione), suspendo vela disputationis meae. Quod siqua in eo esset etiam vis ingenii et eruditionis, tamen cum Daniel meus universum Papistarum regnum uno impetu devorarit, facile et hunc Catharinum eo regno maxime nitentem simul devorat. Quid faciet unicum folium adversus ventum arborem cum radice evertentem?  O I thomister, papister og romanister! I er håbløst blinde mennesker!  Men fordi hele bogen ikke er fuld af andet end blindhed og forvirrede fejltagelser og løgne, så at denne ene overgår mange lerniske søer, hvilket alle vi, som kan læse, må bekende med én mund, ligegyldig hvor barbariske og dyriske vi tyskere så er, (sådan har du nemlig selv bedømt bogen: at den snarere fortjente at blive udpebet end at blive gendrevet), derfor vil jeg afslutte min disputation. Og om der end i bogen skulle være tegn på forstand og uddannelse, så ødelægger dog min Daniel hele pavedømmet med ét slag, og han ødelægger let også denne Catharinus, der støtter sig til dette pavedømme. Hvad skulle et enkelt blad kunne gøre imod en vind, som rykker træet op med rode? 
 102      Ad Sylvestrum vero, quem inter haec ad me misisti, nihil aliud respondeo, quam quod ad replicam eius olim respondi. Praeter titulum enim, quo iactat 'Errata et argumenta Martini Lutheri discussa et trita &c.' nihil facit. Deus bone, etiam Italia tam barbara et monstrifica ingenia tandem gignit? Nec habet infoelix facierum rex alios defensores quam hos insulsissimos, (W778) rudissimos, indoctissimos nugatores? Quam foeliciter enim theologisset Sylvester, hinc aestimabis, quod ait, de honestate esse, non de necessitate, diligere deum ex toto corde, quod quid est aliud quam abrogare et refigere universam legem dei? O furorem, o impietatem inauditam! Atque utinam hic saltem legisset suum Aquinatem!            Men angående Sylvester-skriftet, som du i mellemtiden har tilsendt mig, vil jeg ikke svare andet, end hvad jeg allerede tidligere har svaret på hans indlæg. For bortset fra titlen, hvor han praler af at give en 'belysning og gendrivelse af Martin Luthers vildfarelser og argumenter', yder han ingenting. Gode Gud, føder nu også Italien sådanne barbariske og forkvaklede hoveder? Har denne ulykkelige skinnenes konge ikke andre forsvarere end disse udannede, rå og ulærde pralhalse? For hvor dygtig Sylvester er til teologi, kan du se deraf, at han siger, at det at elske Gud af hele sit hjerte er noget, man gør som en æresbevisning, ikke noget, man er nødt til at gøre, og hvad gør han andet dermed, end at han ophæver og ugyldiggør hele Guds lov? Hvilket raseri, hvilken uhørt ufromhed! Om han i det mindste bare havde læst sin egen Thomas Aquineren!
 103        Hoc meo libro habent quod agant homines loquaces et scribaces, nisi fallor, quamvis sperem eousque rem mihi perductam, ut, superati mea perseverantia, solis clamoribus, furiis, fraudibus, viribus deinceps in me sint grassaturi, ut in haereticum, qualem omnia secula non viderint: obturabunt autem aures suas, sicut aspis illa, quae vocem incantantis non audit. (Sl 58,5f)           Om jeg ikke tager fejl, skulle disse tale- og skriveglade mennesker få lidt at bestille med denne bog fra min side. Selv om jeg egentlig håber at have drevet min sag så langt, at de, overvundet af min standhaftighed, nu kun vil kunne rase imod mig med rasende råb, bedrag og magtudfoldelser, som mod en kætter, som man ikke har set magen til i århundreder. Så de tilstopper deres ører, ligesom denne slange som ikke hører slangetæmmerens røst. 
 104 Nec hoc agent, ut scripturis contra me pugnent, sed abolendum duntaxat de terra clamabunt. Verum ego scio et certus sum, Iesum Christum dominum nostrum vivere et regnare, qua scientia et fiducia inflatus, non timebo etiam multa milia Paparum. Maior est enim qui in nobis quam qui in mundo est.  Og sådan at de heller ikke vil kunne gøre det, at de kan sætte skrifter op imod mig, men kun råbe op om, at jeg bør udryddes fra jordens overflade. Men jeg véd og er sikker på, at vor Herre Jesus Kristus lever og hersker, og fuld af den viden og tillid frygter jeg ikke selv tusind paver. For han, der er i os, er større end han, der er i verden. 
 105Oremus igitur, ut deus et pater domini nostri Iesu Christi aliquando nos revisat secundum omnia mirabilia sua et ostendat illum, quem promisit, diem adventus gloriae filii sui, quo destruatur iniquus iste homo peccati et filius perditionis, faciatque tandem finem operationibus erroneis Satanae, quibus prohdolor omni momento multa milia animarum vastantur et ad infernum rapiuntur propter solam servandam abominationis et apostaticae sedis tyrannidem. Dicat omnis populus Amen, Amen. Vale in Christo, mi Vincilae.
       Vuittembergae, M.D.X.X.I. Prima Aprilis. 
Lad os derfor bede om, at vor herres Jesu Kristi Gud og fader igen vil se til os ifølge alle sine undere og fremvise det, han har lovet: Dagen for sin søns komme med ære, den dag, hvor dette onde syndens menneske og fordærvelsens søn skal tilintetgøres, og der endelig skal blive gjort ende på Satans vildførende gerninger, hvorved - ak! - i hvert øjeblik mange tusinde sjæle ødelægges og kastes i helvede alene på grund af, at denne vederstyggelighed og det apostolske sædes tyranni kan bevares. Lad hele folket sige amen, amen. Lev vel i Kristus, kære Wenzeslaus.
       Wittenberg, 1521, den første april. 

Noter:

n25: Det er en lidt mærkelig tankegang, Luther vikler sig ind i her. Han var jo da ellers glad nok for musik og sang ved gudstjenesten. Han kan have lært det af Augustin, som i konfessionernes 10. bog opregner forskellige måder, hvorpå sanserne kan narre os. Ørets sans narrer ham således af og til, så han griber sig i at glædes over sangene i kirken, i stedet for at opbygges af ordene, der synges. (Conf 10,50).

n26: Lestrygonerne var et kannibalfolk, som Odysseus stødte på under sine rejser. Deres konge tog ét af Odysseus' sendebud og spiste ham til middag.

n32: I den norske oversættelse hedder det: Hvad Luther sigter til, er ikke helt klart.

n54: Sykofanterne var offentlige anklagere i det gamle Hellas.

n64: 'sapiunt' gengiver det græske FRONOUSIN.

n65: 'Prudentia' gengiver det græske FRONÆMA.

n66: I pavens bulle, artikel 25, bliver den Luther-sætning fordømt, at den romerske pave ikke er Kristi vikar. (exurge#41)

n71: Det græske ords forstavelse betyder 'frivillig', 'selvvalgt', efterstavelsen 'gudsdyrkelse'. Luther har derfor meget nøjagtigt oversat det ved 'voluntaria religio'. Han tænker formentlig på de mange munkeordener, som har hver sin form for fromhed, derfor er jeg gået tilbage til den oprindelige betydning af ordet 'religio', bundethed. Forøvrigt kaldtes munke ofte 'religiosi'.

n72: Rom 1,30 passer nu ikke særlig godt i sammenhængen, men det er, hvad både Weimarudgaven og den norske oversættelse har at byde på. I Vulgata står der: '30  detractores Deo odibiles contumeliosos superbos elatos  inventores malorum parentibus non oboedientes', altså nok 'inventores', men ikke 'rerum novarum'.

n72a: I hele denne celle har jeg oversat lidt anderledes end den norske oversætter. Han lader 'sensus' betyde 'vilje' og stykket bliver derfor en opfordring til selvfornægtelse: det skal ikke være menneskets egen vilje, der skal bestemme. Jeg lader det betyde 'opfattelse', fordi jeg mener, Luther her vender sig imod munkeordenerne. De har hver deres skikke, nogle må ikke røre ved penge eller ride, andre lægger andre begrænsninger ind i deres dagligdag; dermed mener de at tjene Gud. Det skildrer Luther ret udførligt i 'De votis monasticis'.

n99: Palinodi: et digt skrevet af digteren Stesichorus (ca. 630-555 f. Kr.), hvori han tilbagekalder et tidligere digt.