fra Weimarudgaven bind 8, side 743 til 761.
Tilbage til hovedsiden! Tilbage til lutcat03!
| 1 Observa autem, quam mitibus et modestis verbis tam atrocia monstra spiritus tractet: facies appellat teterrimam illam pompam et hypocrisin, quas nullo satis vocabulo traducere possis, Et Hidoth, problemata, appellat pestilentissimam illusionem doctrinae Antichristianae et hanc intelligentiam (W744) nequissimam imponendi. | Men læg mærke til, hvor milde og beskedne ord ånden bruger til at behandle så afskyelige ting. 'Skin' kalder han den frygtelige opblæsthed og hykleri, som du ikke kan oversætte med ord, der er stærke nok. Og 'hidoth', problemer, kalder han den antikristelige læres afskyelige narreværk og det, at man indpoder denne skændige forståelse i folket. |
| 2 Clare idem Daniel vii. praedixit, Ubi scribit, post Bestiam terribilem, quae decem cornua habebat (quae omnium consensu Romanum imperium est), se considerasse aliud cornu parvulum ortum de medio illorum (Hoc Papatus imperium est, in medio Romani imperii ortum, ut diximus). Et ecce oculi quasi oculi hominis erant in cornu isto et os loquens ingentia. Isti oculi sunt propositiones istae et intelligentia hidoth, prudentia carnis et os blasphemum in Christum. | Dette forudså Daniel klart i kap. 7,7f, hvor han skriver, at efter det frygtelige dyr, som havde ti horn (hvilket efter alles mening er det romerske rige), så han et andet lille horn vokse frem midt imellem dem (dette er pavemagten, der som sagt er opstået midt i romerriget). 'Og se, der var øjne som menneske på dette horn og der var en mund, der talte store ord'. (v. 8) Disse øjne er påfundene og snedigheden 'hidoth', kødets klogskab og munden, der taler bespottelse imod Kristus. |
| 3 Longe atrocius Paulus has Hidoth tractat Ephe. iiii. dicens 'Non simus iam parvuli, qui fluctuent et circumferantur omni vento doctrinae in nequitia hominum, in astutia ad circumventionem erroris'. (Ef 4,14) Nequiciam hominum graece KYBEIAN vocat, quod est ac si dicas tesserae iactationem, et astutiam PANOYRGIAN dicit, quae est illusio quaedam velut circulatorum, dum rebus ludicris sensus falluntur. Ita impii Magistri verbis dei pro sua libidine velut tesseris iactatis et ludicris suis cerimoniis nos fallunt et instabiles faciunt, circumvenientes insidiosis his artibus nos ad decipiendum. | Langt skarpere behandler Paulus disse 'hidoth' i Ef 4,14, hvor han siger: 'Lad os ikke mere være børn, som er flygtige og føres omkring af enhver lærdoms vind efter menneskers letsindighed, til list, der fører vild'. 'Menneskers letsindighed' hedder på græsk 'kybeia', som egentlig betyder 'terningespil', og 'list' hedder 'panourgia', som er bedrageri af én eller anden slags, f. eks. tryllekunstnerne bruger, når de narrer vore sanser med deres kneb. Således narrer de ugudelige lærere os med Guds ord, som de bruger efter forgodtbefindende eller som ved terningekast, og med deres ceremoni-kneb, så de gør os usikre, idet de med deres ondskabsfulde kunster går bag om os, så de bedrager os. |
| 4 Sic enim graece sonat PROS TÆN METHODIAN TÆS PLANÆS, id est ad insidiose aggrediendum, ut decipiant: hoc enim fine utuntur KYBEIA KAI PANOYRGIA, id est verbis et cerimoniis fallacibus. Sic et Colo. ii. 'Videte, ne quis vos decipiat per philosophiam et inanem fallaciam secundum traditionem hominum, secundum elementa huius mundi et non secundum Christum', Et infra velut digito HIDOTH significationem monstrans dicit 'secundum praecepta et doctrinas hominum, quae sunt quidem rationem habentia sapientiae in superstitione et humilitate et ad non parcendum corpori, non in honore aliquo ad saturitatem carnis'. (Kol 2,22f) | På græsk hedder det PROS TÆN METHODIAN TÆS PLANÆS, det vil sige at angribe på lumsk måde, så man bedrages. I den hensigt bruger de KYBEIA KAI PANOYRGIA, det vil sige: ord- og ceremonibedrag. Således også i Kol 2,8: 'Se til, at ingen narrer jer med filosofi og tomt bedrag, som følger menneskers traditioner, følger denne verdens elementer, og ikke følger Kristus'. Og lidt senere siger han, som om han ligefrem vil udpege for os betydningen af 'hidoth': 'ifølge menneskers bud og lære, som ganske vist ser ud som visdom ved overtro og ydmyghed, og som ikke skåner kroppen og ikke er til nogen ære, men til tilfredsstillelse af kødet'. |
| 5 Ecce hidoth rationem sapientiae, sed superstitionem revera habent Et Petrus ii. Pet. iii. 'Venient in novissimis diebus in deceptione illusores iuxta proprias concupiscentias ambulantes &c.' (2 Pet 3,3) Nonne et hic utrunque ponit, Deceptionem et illusionem, quod verbis decipiunt et specie illudunt, alterum doctrinae, alterum operibus deputans, sicut et Paulus KYBEIAN doctrinae et PANOYRGIAN operibus dedit, idem omnino volens per illusionem deceptionis, quod Daniel per propositiones seu HIDOTH. | Se her, hvordan 'hidoth' har udseende af visdom, men i virkeligheden er overtro. Og Peter siger i 2 Pet 3,3: 'Der skal i de sidste dage komme bedragere for at narre jer, de vandrer efter deres eget begær'. Mon ikke han også her fremfører begge dele, bedraget og narreriet, hvor de bedrager med ord og illuderer med skin, altså hævder det ene om deres lære, det andet om deres gerninger, sådan som også Paulus brugte KYBEIA om læren og PANOYRGIA om gerningerne. Sådan vil Peter utvivlsomt sige det samme med bedrag og narreri, som Daniel med påfund eller 'hidoth'. |
| 6 Id quoque observandum, quod hoc participium 'intelligens' ad affectum et studium pertinet. Nam Daniel xi. de eodem monstro loquens, ut superius retulimus, sic dicit: 'Et ad deum patrum suorum non intelliget, Et ad desyderia uxorum et ad omnem deum non intelliget'. (Dan 11,37) Ubi clarum est verbum 'intelliget' studium et curam iudicare. Non enim 'nihil intelliget', quid sit deus, quid mulier, quid uxor, quid desiderare mulierem vel uxorem. Sed 'non curabit', immo contraria statuet deo et rei uxoriae seu matrimonio, nihil (W745) curans, quam impossibile aliis ferre onus negati et desiderati matrimonii. | Man skal også lægge mærke til, at participiet 'intelligens' (snedig) har med følelsen og iveren at gøre. For Daniel taler i kap 11,37 om det samme udyr, som vi tidligere har nævnt, og siger: 'Han bryder sig ikke om sine fædres Gud, og bryder sig ikke om lyst til hustruer eller om nogen Gud i det hele taget'. Her er det klart, at ordet 'intelliget' betegner iver og omsorg. Det er nemlig ikke sådan, at han ikke forstår noget af, hvad Gud er, hvad kvinde, hvad hustru, hvad det at begære en kvinde eller en hustru. Men 'han skal ikke tage sig af det', ja stille det op som det modsatte af Gud og af det, der har med hustruer eller ægteskab at gøre, og ikke bryde sig om, hvor umulig en byrde det er for andre at bære at nægte og at ønske sig ægteskab. |
| 7 Ita et hic 'intelligens propositiones' (Dan 8,23) Danielico tropo magis affectum quam intellectum significat: revera enim nihil unquam in orbe insulsius, indoctius statutum est Papensibus legibus, ut etiam ipsarummet professoribus nausea sint celebri proverbio dicentibus 'Canonista purus est magnus asinus'. Rursus non habuit orbis regnum, cuius principes propensiores fuerint et insaniores ad leges condendas quam Romanos Episcopos, ut par sit inscitia et temeritas in Decretis Papisticis, utraque autem incredibilis. | Således går også det danielske udtryk 'snedig i sine påfund' mere på følelsen end på forståelsen. For der er virkelig i hele verden ikke blevet oprettet love, der er mere pinlige og ulærde end de pavelige love, så at også de kirkelige retslærde selv væmmes ved dem og har udtalt det kendte ordsprog: 'En ren kanonist er et stort æsel'. Og der har aldrig været noget rige i verden, hvis ledere har været mere villige til og mere vanvittige efter at vedtage love end de romerske biskopper, så at uvidenheden og frækheden står lige i de pavelige dekreter, og begge dele er utrolige. |
| 8 Quid enim agit Papa in Ecclesia, nisi quod de die in diem novas accumulat leges, quas sine ulla causa, sine ullo sensu, ut in buccam venit vel ebrio et furioso, figit refigit, mutat remutat et plane miseris nostris conscientiis non secus ac taxillis utitur, quos ludens pro mera libidine iactet reiectet utcunque visum fuerit, quandoque etiam scortis et Cynedis suis. O digna merces ingratitudinis nostra! En nos, qui charitatem veritatis non recepimus, ut salvo fieremus, digne traditi sumus in manus hominis peccati et filii perditionis, qui ludendo et ridendo nobis peccata et perditiones operaretur incredibili furore. | Hvad laver nemlig paven i kirken andet end at han dag efter dag opdynger nye love, som er uden begrundelse og uden mening, hvadsomhelst der falder ham ind, hvad enten han er fuld eller rasende. Han stadfæster og ophæver stadfæstelsen, han forandrer og forandrer tilbage, og bruger vore stakkels samvittigheder som terninger, som han leger med fuldstændig som han vil, han kaster dem, og kaster om igen, fuldstændig som det passer ham og hans horefolk og vellystninge. Dette er virkelig en løn, som svarer til vores utaknemlighed! Se på os, vi som ikke tog imod sandhedens kærlighed, så vi kunne blive frelst, vi er værdige til at overgives til syndens menneskets og fortabelsens søns hånd, han, som i sit utrolige raseri leger med os og ler af os og virker synd og fortabelse i os. |
| 9 Et in summa ex precedentibus faciebus abunde intelligimus istas propositiones. Cum enim universum ius Papae nihil agat, nisi quod has facies disponat, Et in faciebus nihil sit nisi deceptio et illusio, per quas veritas fidei in Euangelio extinguitur, satis clarum est Papae doctrinam esse deceptoriam et illusoriam, id quod et experientia docet. Neque enim agit, ut deo obediamus et credamus, sed solum ut sibi serviamus, ut suae iurisditioni omnes subiiciantur. | Alt i alt kan vi ud fra de skin, der er behandlet i det foregående, til overflod forstå disse påfund. For hele den pavelige ret gør kun det, at den arrangerer disse skin, og i skinnene er der kun bedrag og narreri, hvorigennem troens sandhed i evangeliet udslukkes. Derfor er det klart nok, at pavens læresætninger er bedrageriske og er narreværk, hvad også erfaringen lærer. For de fører ikke til, at vi bliver lydige imod Gud og stoler på ham, men kun til, at vi tjener ham og alle underkastes hans jurisdiktion. |
| 10 Impossibile autem foret, si ex deo esset, ut non summis viribus Euangelium tractaret et inculcaret, quo doceret omnia esse libera neque posse peccari in ullo usu vestium, ciborum, locorum, personarum aut ullarum rerum. Non enim ullo usu, sed sola concupiscentia vel odio rerum peccatur. At Papa peccatum et iustitiam in solo usu rerum ponit: ideo est homo peccati et filius perditionis, replens mundum iis stultis et vanis peccatis et iustitiis. Et tamen quia conscientias sub titulo nominis Christi terret, facit, ut e falsis et nullis peccatis vera peccata fiant. Nam qui crediderit sese peccare, si in vigilia Apostolorum (n10) carnes ederit aut mane primas non legerit aut aliud praeceptum quodcunque Papae omiserit, vere peccat. | Men hvis den havde været af Gud, ville det have været umuligt, at den førte til andet, end at man af alle kræfter behandlede evangeliet og indprentede sig det. Og derved ville man lære, at alt er frit, og at der ikke kan være synd i nogen brug af klæder, måltider, steder, personer eller andre ting. For synden ligger ikke i nogen brug, men alene i begæret eller i hadet til tingene. Men paven anbringer synden og retfærdigheden i den blotte og bare brug af tingene: derfor er han syndens menneske og fortabelsens søn og fylder verden med disse dumme og tomme synder og retfærdigheder. Og dog, dette, at han skræmmer samvittighederne ved at bruge Kristi navn, bevirker, at der ud af falske og uvirkelige synder opstår sande synder. For den, der tror, at han synder, hvis han spiser kød aftenen før én af aposteldagene, eller ikke læser tidebønnen om morgenen, eller undlader ét eller andet andet bud, som paven har fastsat, han synder i sandhed. |
| 11 Non quia peccatum est quod facit, sed quia credit peccatum esse, et tamen contra hanc fidem et conscientiam peccat, cuius conscientiae stultae autor est solus Papa. Nam eodem opere alius se non credens peccare, non peccat. Hoc est, quod queritur spiritus Pauli discessuros esse a fide plurimos. (1 Tim 4,1) Propter hanc conscientiam stultam traditiones hominum sunt pestiferae et laquei animarum et nocent fidei et Euangelicae libertati. Quod nisi esset, (W746) nihil nocerent. Ideo Satan per Papam abutitur illis conscientiis ad leges tyrannidis suae stabiliendas, ad fidem et libertatem extinguendas et mundum erroribus, impietatibus, peccatis et perditionibus replendum. | Det er jo ikke, fordi det er synd, det, han gør, men fordi han tror, det er synd, og dog synder imod denne tro og samvittighed. Men ophavsmand til denne dumme samvittighed er alene paven. For en anden, der gør den samme gerning, men ikke tror, han synder, han synder heller ikke. Det er dette, Paulus' ånd klager over, når han siger, at mange skal falde fra troen. På grund af denne dumme samvittighed er menneskelige traditioner farlige, de er snarer for sjælene og skader troen og evangeliets frihed. Hvis de ikke havde været der, ville de heller ikke skade. På den måde misbruger Satan igennem paven disse samvittigheder til at fastholde sine tyranniske love, så han udslukker troen og friheden og fylder verden med vildfarelser, ufromheder, synder og fortabelser. |
| 12 Pulchre Paulus eas conscientias appellat Cauteriatas, Quod non sint natura aut spiritu factae, sed cauterio humanae doctrinae contra naturam insignitae. Ipse enim docet, quod nihil sit reiiciendum. Et Vicarius Christi dicit 'immo Butyrum et lacticinia sunt reiicienda perpetuo aliquot diebus'. Christus Lucae x. 'Edentes et bibentes, quae apud illos sunt'. (Luk 10,7) At Vicarius suus contra: 'Nolite edere carnes et ova'. | Det er sandt, når Paulus kalder disse samvittigheder brændemærkede. For sådan er de ikke af naturen eller af ånden; men brændemærket er sat der imod naturen af de menneskelige læresætninger. Paulus lærer selv, at man ikke skal afvise noget. Men Kristi vikar siger: 'Nej, tværtimod, på visse dage skal man altid afvise smør og mælk'. Kristus siger Lukas 10,7: 'Spis og drik, hvad de har i huset'. Men hans vikar siger det modsatte: 'I må ikke spise kød og æg'. |
| 13 Christus omnem vestem libere permittit. At Vicarius suus aliam laicis dimittit, aliam sibi et suis asciscit, idque sub peccato mortali et praecepto Ecclesiae. In his omnibus tamen formant sibiipsis conscientiam tanquam boni facti, cum nihil sit minus; rursus conscientiam peccati, si omiserint, cum nihil sit minus. Vere ergo violenter formatas, sed tamen revera laesas et noxias habent conscientias. Qualis enim rex, talis et lex, tale et peccatum et meritum, talis et conscientia, nisi quod (ut dixi) e stulto et vano peccato verum peccatum fit errore conscientiae, atque hoc est cauterium eius. | Kristus lader enhver klædedragt være fri. Men hans vikar befaler én dragt for lægfolk, en anden for sig selv og sine, og det som et bud fra kirken, der overtrædes under dødssynd. Men i alle disse ting danner de sig en samvittighed som om de havde gjort noget godt, skønt der ikke er noget tingene mindre er; eller danner sig en synds-samvittighed, hvis de har undladt at gøre det, skønt der er ikke er noget, de mindre er. For faktisk er deres samvittigheder formet med vold, men i virkeligheden har de samvittigheder, der er sårede og beskadigede. For som kongen er, sådan er loven, sådan er synden og fortjenesten, sådan er samvittigheden, ja, som jeg har sagt kommer der ud af en dum og tom synd en sand synd gennem samvittighedens vildfarelse, og det er det, der er dens brændemærke. |
| 14 Sequitur:
Et roborabitur efficacia eius et non in efficacia sua. (Dan 8,24) |
Videre hedder det:
Men han skal styrkes i sin kraft, men ikke ud fra sin kraft. |
| 15 Et hoc insigne est tertium monstrifici huius regni omnibus aliis dissimilis, quod aliena efficacia efficax est. Quis enim audivit tale quid in omnibus regnis? Imperium Romanum suis viribus partum et auctum est. Scriptura tota equos et carnem vituperat Aegypti et aliorum regnorum, in quibus Iudaei fidebant. (Es 31,1.3) Porro Christi regnum suis viribus ita constat, ut nullum aliud aeque: Veritas enim seipsa fortis est. Solum hoc regnum alienis viribus roboratur. | Og dette er det tredie kendetegn for dette misforster af et rige, uligt alle andre, at det er mægtigt ved en andens kraft. Hvem har vel hørt om den slags i noget andet rige? Det romerske kejserrige blev til og voksede ved sine egne kræfter. Hele skriften dadler Ægyptens og andre rigers heste og kød, som jøderne stolede på. Også Kristi rige består ved sine egne kræfter, og det således, at det ikke har nogen lige: Sandheden er nemlig dets styrke. Alene dette rige er stærkt ved andres kræfter. |
| 16 Efficacia autem hoc loco ea virtus est, quam philosophi nostri vim executivam vocant, haec est, virtus efficiendi, quod praestitueris, non animi virtus sed membrorum. Sic Ezechias iiii. Re. xix. 'Filii venerunt ad partum et vires non habet parturiens'. (2 Kong 19,3) Et Gen. 31. 'Totis viribus servivi patri vestro'. Et Iob 'Quorum virtus manuum mihi erat pro nihilo', id est quod ipsi facere poterant, hebraice KOAH dicitur, Apostolus graece ENERGEIAN vocat, Interpres latinus operationem. Gal. ii. 'Qui operatus est Petro, operatus est et mihi', idest fecit, ut efficax esset verbum meum et converteret gentes audientes me &c. | Men 'kraft' betyder på dette sted den kraft, som filosofferne kalder vores udøvende kraft, det vil sige, den kraft, der udfører det, du har sat dig for, ikke sjælens kraft, men lemmernes. Således siger Ezekias i 2 Kong 19,3: 'Børnene er klar til at fødes, men den fødende har ikke kræfter til det'. Og i 1 Mos 31,6 står der: 'Jeg har tjent deres far af al min kraft'. Og i Job 30,2 hedder det: 'Kraften i deres hænder var mig til ingen nytte', det vil sige, det, de selv kunne gøre. På hebraisk hedder det KOAH, apostelen kalder det på græsk ENERGEIA, den latinske oversætter operatio. I Gal 2,8 hedder det: 'Han som virkede i Peter, har også virket i mig', det vil sige han har bevirket, at mit ord var virksomt og omvendte hedninger, der hørte på mig, osv. |
| 17 Igitur et huius regis efficacia cum non sit posita in armis neque in Euangelio Christi, superest in HIDOTH, idest doctrinis suis, roboretur per aliorum operationem. Et pulchrum ordinem vide: priores sunt facies, deinde HIDOTH seu leges, utraeque fictae et alienae a veritate, tandem et efficacia sua (W747) non sua sed aliena efficacia roboratur. Neque enim mendacium suis viribus subsistit. | Altså, eftersom dette riges kraft hverken er grundlagt på våben eller på Kristi evangelium, er der kun tilbage, at det er grundlagt på 'hidoth', det vil sige, på sine egne lærdomme, der styrkes ved andres virkekraft. Og se, hvilken pæn sammenhæng, vi får: Det første er skinnene, dernæst 'hidoth' eller lovene, begge dele opdigtede og fremmede for sandheden, og endelig deres virkekraft, ikke deres egen, men styrket ved andres virkekraft. For løgnen hviler jo ikke på sine egne kræfter. |
| 18 Sic enim profecit regnum Antichristi Romani, quod statim Apostolorum etiam tempore ceptum est operibus niti, deinde quibusdam ceremoniis ornate est Ecclesia (sicuti vocant), tandem eas omnes Romanus pontifex consarcinavit et oppressa libertate eas convertit in rigidissimas leges, ut iam incomparabiliter maius crimen sit, in cerimonias et suas leges peccasse quam in dei praecepta. Ita ex faciebus ortae sunt HIDOTH, ex HIDOTH robur, e robore vastitas, ut sequitur. Quia sicut mores legem, ita lex robur moribus, robur vastitatem gignit. Videamus ergo, qua efficacia efficax sit rex iste perditionis. | Således voksede nemlig antikrists romerske rige frem, som straks fra apostlenes tid begyndte at støtte sig til gerninger, derefter blev kirken udsmykket (som de kalder det) med visse ceremonier, og til sidst har så den romerske pave besværet os med alle disse ting og undertrykt friheden og ændret dem til de strengeste love, så det uden sammenligning nu er en langt større forbrydelse at have syndet imod pavens ceremonier og love end imod Guds bud. Sådan er der af skinnene opstået 'hidoth', af 'hidoth' kraft, af kraften ødelæggelse, som vi senere skal se. For ligesom skikkene har været udgangspunkt for loven, sådan har loven igen styrket skikkene, og styrken har medført ødelæggelse. Vi ser altså, ved hvilken kraft denne fortabelsens konge skal være mægtig. |
| 19 Apostolus ii. Thessa. ii. tribuit eam Satanae, dicens 'cuius adventus est secundum operationem Satanae in signis et prodigiis mendacibus'. (2 Thess 2,9) Sicut enim Christus vere fidem et verbum signis et prodigiis roboravit propria virtute et efficacia, ita haec Simia Christi adversaria suas facies et HIDOTH roboratura fuit signis mendacibus aliena efficatia. | I 2 Thess 2,9 tillægger apostelen Satan denne kraft, idet han siger: 'Hans komme sker ifølge Satans virkekraft med løgnagtige tegn og undere'. For ligesom Kristus i sandhed styrker troen og ordet med tegn og under ved sin egen magt og styrke, sådan vil denne Kristi efteraber styrke sine modsatte skin og 'hidoth' med løgnetegn ved en fremmed virkekraft. |
| 20 Prima ergo operatio Satanae fuit in signis illis, quod Romana Ecclesia cum graeca perpetuo contendit et, licet iniqua et iniusta ipsa, tum falsis et scripturis et causis sese muniens, tamen prevaluit et sese in magistram fidei et Matrem Ecclesiarum erexit et confirmavit, deinceps neminem non oppressit incredibili successu quicunque eius hidoth, legibus, statutis, censuris merisque libidinibus repugnaret, quantumlibet magnus, doctus et sanctus. Quis haec non iudicet esse signa et prodigia potentissima, quae nemo non tribuerat deo pro Ecclesia sacrosancta Romana pugnanti? quasi deus non ultima nausea abominetur doctrinas illas hominum et arrogantium facierum istarum. | Satans første virkekraft bestod i de tegn, han gav, da den romerske kirke kom i bestandig strid med den græske og faktisk vandt, selv om den selv var urimelig og uretfærdig og beskyttede sig med både falske skriftsteder og falske begrundelser, og opkastede sig og bestyrkede sig som troens lærer og kirkernes moder. Dernæst har den med utroligt held undertrykt enhver, der bekæmpede dens 'hidoth', dens love, dens statuter, dens afgifter og i det hele tage dens indfald, hvor store, hvor lærde, hvor hellige de så end var. Hvem vil ikke bedømme disse ting til at være yderst mægtige tegn og undere, som alle vil tillægge Gud, han, som kæmper til fordel for den højhellige romerske kirke? som om Gud ikke foragter denne menneskelære og disse skins arrogance og ser på det med den allerstørste væmmelse. |
| 21 Denique factum est, ut reges et principes et Episcopi, anathemate terrifico percussi, aut qui sacrosanctae Romanae Ecclesiae iura, libertates, patrimonia vel syllabam hidoth suarum laesissent ac non ultra dei precepta coluissent, male perirent, ut iam publica formido orbem occupet, ne quis suadente diabolo noceat summo Pontifici aut eius voluntati resistat. | Endelig er der sket det, at konger og fyrster og biskopper, ramt af det skrækkelige band, enten fordi de har forset sig mod den højhellige romerske kirkes ret, friheder eller ejendom eller mod bare en stavelse af dets 'hidoth', eller fordi de ikke har dyrket dette mere end Guds bud, elendigt går til grunde, så at nu en offentlig angst optager alverden for at man skal komme til at bistå djævelen og skade paven eller modstå hans vilje. |
| 22 Hinc enim natum est terrificum illud omnium Bullarum fulmen, quod in fine adiiciunt: 'Siquis ausu temerario contraire presumpserit, indignationem dei omnipotentis et Beatorum Apostolorum eius Petri et Pauli sese noverit incursurum'. (exurge#89) Neque enim Christus universo Euangelio suo tantum signorum operatus est, tantum terroris orbi incussit, tanta effecit, quantum et quanta solius huius caudae Bullarum mendacissimo terriculamento Papa effecit. Quid enim est in toto orbem quod hac cauda non frangat, mutet, faciat, obtineat Papa, quando summos reges et principes hac efficacia deponat? Forte hi sunt aculei illi locustarum, de quibus Apoc. ix. scribitur. (Åb 9,10) (W748) | Herudfra er også opstået det frygtelige lyn, der er på alle bullerne, som mod slutningen tilføjer: 'Hvis nogen i sin frækhed vover at mene det modsatte, skal han vide, at Gud den almægtiges og hans salige apostle, Peter og Paulus' vrede vil ramme ham'. For Kristus har ikke i hele sit evangelium virket med så store tegn, påført en sådan skræk over verden, og udvirket så meget, som paven har udvirket med sit løgnagtige skrækmiddel i bare denne bulle-hale. Hvad er der nemlig i hele verden, som paven ikke bryder ned, forandrer, udvirker, opnår med denne hale, når han afsætter de største konger og fyrster med denne kraft? Det er måske det, der er de brod på græshopperne, som der skrives om i Åb 9,10. |
| 23 Nonne hac hidoth suarum efficacia Imperium novum Romanum erexit, transferens illud a Graecis (ut dicit) ad Germanos, quod inter cetera opera Antichristi vel principale et maximum portentum est? Quis non putavit haec maxima signa et opera a deo venire, cum essent tamen Satanae potentissima et fallacissima portenta? Signa haec omnia vidimus, sed mendacia nemo observavit: falsi sunt in iis sancti et electi multi, cum tamen luce clarius sit, haec non esse facta pro Euangelio et fide, sed pro faciebus e propositionibus huius regis roborandis (quo argumento poterant cognosci). | Er det ikke rigtigt, at paven ud fra denne 'hidoth' og dens kraft har oprettet et nyt romerrige, og overført det fra grækerne (som han selv siger) til tyskerne? Af alle antikrists ugerninger er dette den største og værste. Hvem vil ikke mene, at disse store tegn og gerninger kommer fra Gud, skønt de dog er Satans mægtigste og mest bedrageriske fordærv? Vi ser alle disse tegn, men ingen lægger mærke til løgnen: Mange hellige og udvalgte bliver bedraget af dem, og det skønt det er klart som dagen, at disse ting ikke gøres for evangeliets og troens skyld, men for skinnenes skyld, de skin, som skal styrke denne konge ud fra hans påfund (og ud fra det argument burde han have erkendt, hvad de var). |
| 24 Nemo feliciter Papae unquam rebellavit, ut iactant Itali historici omnes, et verum iactant, modo infelicitatem dicas, vitae et famae et rerum pericula, ut et martyres infelices fuerunt, imprimis autem Christus. Sed Papisticus spiritus Satanas haec persuasit esse damnationis et irae dei indicia, cum essent potius gratiae signa: ita praevaluit mendacibus suis prodigiis, stulto conscientiarum infirmarum scrupulo abusus, ne quis hoc facierum et propositionum regnum impediret. | Ingen har nogensinde haft held til at gøre oprør mod paven. Sådan praler alle italienske historikere, og det, de praler af, er sandt nok, blot du kalder det en ulykke, at ens liv og rygte og ejendom er i fare, så at også martyrerne var ulykkelige, men da først og fremmest Kristus. Men Satans papistiske ånd har overbevist om, at disse ting er tegn på fordømmelse og på Guds vrede, skønt de snarere er tegn på nåde: Således har han vundet overtaget gennem sine løgnagtige undere, idet han har misbrugt svage samvittigheders dumme bekymringer, sådan at der ikke er nogen, som forhindrer dette skinnenes og påfundenes rige. |
| 25 Lege Historias, lege Decretales et omnes, qui de his rebus scribunt et vide, an in uno loco Papa et sui querantur de Regibus, Principibus et Episcopis, quod fidem et Euangelium contempserint aut in deum peccaverint. Una tantum est querela, quod sacrosanctum et Apostolicam Petri sedem non defenderint aut offenderint aut nocuerint in suo capite vel suis membris, hoc est pro faciebus et propositionibus dumtaxat questio est. | Læs historierne, læs dekretalerne og alle, som har skrevet om disse ting, og se, om der findes bare ét eneste sted, hvor paven og hans folk klager over konger, fyrster og biskopper, fordi de har foragtet troen og evangeliet eller fordi de har syndet imod Gud. Nej, du finder kun én eneste klage: At de ikke har forsvaret det højhellige apostoliske Peters sæde eller at de har fornærmet det eller skadet det, enten i hovedet eller i lemmerne. Det vil sige: Hele vejen igennem er det kun et spørgsmål om skin og påfund. |
| 26 Sed et Romanum imperium non alia causa ipsimet confitentur sese transtulisse incredibili et impudentia et mendacio, quam quod Imperator Graecus male tueretur Sacrosanctam sedem Petri, suomet isto testimonio convicti, quod non a Christo sed ab homine defendi voluerint ac iam dudum a fide discesserint, de qua dicitur 'Nolite confidere in principibus, in filiis hominum, in quibus non est salus'. (Sl 146,3) Et iterum: 'Bonum est sperare in domino quam sperare in principibus'. (Sl 118,9) Atque in hodiernum diem, reiecto Christo et eius tutela, Imperatorem coronat in tutorem Ecclesiae, scilicet tam male est sibi conscius facierum ille et propositionum rex, veritate et spiritu inanis. | Men de vedgår også selv, at det romerske rige blev overført til dem (og det er en utrolig fræk og løgnagtig tanke) alene af den grund, at den græske kejser havde en forkert anskuelse af Peters højhellige sæde. Og herved bliver de afsløret af deres egne ord, at de ikke ville forsvares af Kristus, men af et menneske, og at de allerede forlængst var faldet bort fra troen. For om den hedder det: 'I må ikke stole på fyrster og på menneskebørn, i dem er der ikke frelse'. Og atter: 'Det er godt at håbe på Herren, fremfor at håbe på fyrster'. Og helt indtil denne dag har paven forkastet Kristus og hans beskyttelse, og han kroner kejseren for at han skal være kirkens beskytter, så lidt er han sig altså bevidst, at han er skinnenes og påfundenes konge, tom for sandhed og ånd. |
| 27 Iam vehementer piget pudetque, immo miseret me, quoties cogito, quae et quanta ludibria sibi ex Imperatoribus, Principibus universaque natione Germaniae fecerit Papa. Deus bone, quanta libidine et fiducia in illis lusit, non secus eos ducens et iactans atque irrationalia bruta, quibus tantum ad cedes, ad rapinas, ad dolos, ad fraudes et quicquid Satan suggerere potuit Papisticarum artium abuteretur, appellans interim dilectos filios Ecclesiae, digna scilicet mercede accepti imperii, quo Satanae servire sunt coacti. | Derfor ærgrer det mig grusomt og jeg skammer mig, ja jeg bliver ilde tilmode, hver gang jeg tænker på, hvordan og i hvor høj grad paven har gjort kejsere, fyrster og hele den tyske nation til et legetøj for sig selv. Gode Gud, hvilken lyst og frækhed har han ikke, når han driver sit spil med dem, han fører dem og leder dem nøjagtig, som var de ufornuftige dyr, og han misbruger dem så til drab, så til røveri, så til bedrageri, så til svig og hvadsomhelst Satan kan give ham af papistiske indfald, og samtidig kalder ham dem kirkens kære sønner, værdige til som løn at modtage herredømmet, hvorved de tvinges til at tjene Satan. |
| 28 Et tamen in iis omnibus signis et prodigiis praevaluit Satan in tantam elatus securitatem, ut nihil iam libere possit, quod non audeat exequi et exequitur (W749) feliciter: neque enim haec potuisset, nisi magnis operationibus et miraculis Satanae adiutus fuisset. At quid his omnibus quaesitum? Nunquid gloria Christi? Nunquid salus animarum? Nunquid Euangelium et fides? Non. Sed solae facies et propositiones, sola Ecclesia sacrosancta Romana sedesque Apostolica, Patrimonium Crucifixi, Bona sancti Petri istorum bellorum et rerum materia fuere et sunt. Ista signa et prodigia palpamus, et tamen operante Satana mendacium eorum non videmus, ita praestringente oculos nostros Antichristo, sanctis nominibus dei, Christi, Petri, Ecclesiae et similium, quibus conscientia inerudita, imo et erudita (nempe electorum) etiam capitur. (Matt 24,24) | Og dog har i alle disse tegn og undergerninger Satan vundet en så ophøjet grad af sikkerhed, at han nu ikke kan få noget indfald, som han ikke vover at sætter igennem og også sætter igennem med held: Og det ville han ikke have kunnet, hvis ikke han var hjulpet af Satans store gerninger og mirakler. Men hvad har har stræbt efter med alt dette? Mon efter Kristi ære? Mon efter sjælenes frelse? Mon efter evangeliet og troen? Ak nej. Han har alene stræbt efter skinnene og påfundene; det er alene den højhellige romerske kirke og det apostolske sæde, den korsfæstedes arv og den hellige Peters ejendom, som har været og stadig er målet for disse krige og disse affærer. Vi rører ved disse tegn og undere, og dog ser vi ikke, på grund af Satan, der virker bag ved, deres løgn, i den grad har antikrist holdt vore øjne til, og ved hjælp af hellige navne som Gud, Kristus, Peter, Kirken og den slags, tager han de uerfarnes samvittighed til fange, ja, han tager også de erfarnes, nemlig de udvalgtes, samvittighed til fange. |
| 29 Quis vero enumeret prodigia illa de solis defunctis? Bone deus, quantum hic mare mendaciorum de apparitionibus, adiurationibus responsisque spirituum inundavit, quibus factum est, ut Papa etiam mortuorum rex factus sit et in purgatorio iam regnet magno sacrificulorum incomodo, si pergat: qui e purgatorio omnem victum, omnes opes, omnem illam rerum pompam habent, minus habituri, si fidem viventium aeque docerent atque propositiones defunctorum. Nec est repertum ab initio mundi negocium quaestuosius et minoris operae. | Men hvem kan opregne bare de undere, der har med de døde at gøre? Gode Gud, hvilket hav af løgne oversvømmes vi ikke af, om, hvordan ånderne har vist sig, om, hvordan man har forsvoret sig til dem, og om, hvordan de har givet svar. Derved er der sket det, at paven er blevet konge også over de døde og i skærsilden hersker han allerede, og det ville være en stor ulykke for præsterne, hvis han blev styrtet. De har nemlig al deres indkomst, al deres rigdom og al deres pragt fra skærsilden, og de ville få betydelig mindre, hvis de lagde lige så stor vægt på at forkynde for de levende som på deres påfund for de døde. Men aldrig har man fra verdens begyndelse af oplevet en virksomhed, der er mere indbringende og mindre arbejdskrævende. |
| 30 Siquidem hoc ingenio huc derivatae sunt per fundatores Ecclesiarum omnium ferme principium et divitum opes et per opes deliciae et ocia, per ocia autem Babylon ipsa et Sodoma. Odiebat enim Satanas sacramentum altaris, nec patebat via evacuandi eius. Invenit ergo, ut pro bono opere et sacrificio haberetur, emeretur, venderetur, quod pro sacramento Christi ad fidem viventium alendam dumtaxat instituit. Atque ita, fide extincta, non viventibus sed mortuis accomodatur salutare hoc mysterium, id est, prorsus nullis, neque viventibus neque mortuis. | For på den måde har de herudfra gennem de kirkelige fundatser kunnet tilvende sig næsten alle fyrsters og stormænds rigdom, og gennem denne rigdom har de opnået overflod og lediggang, og gennem lediggang selve dette Babylon og Sodoma. For Satan hadede nemlig alterets sakramente, men han fandt ikke nogen måde, han kunne gøre det ligegyldigt på. Derfor fandt han på, at det kunne regnes for en god gerning og et offer, og bruges og sælges som et sådant. Det kunne så træde i stedet for det sakramente, som Kristus alene har indstiftet for at nære de levendes tro. Og derfor, da troen var uddød, blev dette mysterium indrettet på at frelse ikke de levende, men de døde, det vil sige, overhovedet ingen, hverken levende eller døde. |
| 31 O furor dei incogitabilis! Ecce hoc voluerunt spiritus illi nequam, qui Missas postulaverunt et sese redimi finxerunt. Infinita sunt huius monstri exempla. In quae nos rude vulgus sine iudicio, sine spiritu, sicut imprudentes bestiae in laqueum irruimus. Prorsus nullum mendacium Satanae suspicantes, cum deus non penitus nos dereliquerit, quin in multis locis illusiones istas manifestarit. Sed faciebant haec ad regnum facierum et propositionum stabiliendum, ideo roborata sunt. | O hvilken ubegribelig vrede fra Guds side! Se, sådan ville disse elendige ånder have det, de bestilte messer og forestillede sig, at de blev forløst. Der er en uendelighed af eksempler på dette afskyelighed. Og her har vi udannede lægfolk været uden dømmekraft og uden ånd, vi har været som ukloge dyr, der er gået lige i fælden. Vi har slet ikke haft mistanke om, at det skulle være Satans løgn. Alligevel har Gud ikke helt forladt os, for mange steder har han afsløret disse bedrag. Men de gjorde disse ting for at styrke dette skinnenes og påfundenes rige, derfor er det blevet stærkere. |
| 32 Non autem nego pro defunctis orandum esse, sed Papam in mortuis regnare et Sacramentum altaris ludibrium eius fieri ex corde detestor et abominor, atque utinam digne flere possem! Neque enim his signis fidei et Euangelii causa quaeritur, immo contra fidem et Euangelium sub facierum et propositionum praetextu tyrannis ad fiduciam operum erigendam exercetur. Verum de Sacramento et fide dixi abunde. Inter haec autem (W750) numeranda sunt et illa, quae in visitationibus, peregrinationibus et venerationibus sanctorum fiunt qualia multa hodie abundant, quae Papa suis Bullis confirmat, etiam Canonisat quandoque sanctos, quos ignorat. Nunc vide, quid sit operatio Satanae in signis mendacibus et energiam facierum et propositionum, non in energia sua roborari. | Men jeg nægter ikke, at man bør bede for de afdøde. Men af hele mit hjerte afskyr og foragter jeg, at paven skal herske over de døde og at alterets sakramente er blevet hans legetøj, og gid jeg her kunne græde, som jeg burde græde! For med disse tegn er det ikke troens og evangeliets sag, man spørger efter, tværtimod imod troen og evangeliet stræber man under påberåbelse af disse skin og påfund at oprette en tyrannisk tillid til gerningerne. Men jeg har sagt mere end nok andre steder om sakramentet og troen. Men med til disse ting må vi også tælle helgenernes besøg, valfarter til dem og dyrkelsen af dem, som i vore dage overalt tager overhånd, og som paven med sine buller undersøtter, og så kanoniserer han af og til helgener, som han ikke véd noget om. Her ser du, hvordan Satan virker gennem løgnagtige tegn og hvordan hans kraft blot styrkes ved skin og påfund, ikke ved hans egen kraft. |
| 33 Praeter haec mendacia signa proprio Satanae ministerio roborantis efficaciem facierum Est et altera efficacia ministerio aliorum efficax eaque gemina: Una clericorum, altera laicorum. Clericorum est haec, quod in faciebus et propositionibus roborandis ingenio et lingua Papae ministrant. Ipse enim propositiones suas effutit sine timore et facies plena securitate disponit, sepius sibi ipsi turpissime, deo autem impiissime contradicens. | Udover disse løgnetegn i Satans eget virkeområde, hvorved han vil styrke skinnenes kraft, er der også et andet virkeområde, hvor det er andres kraft, der er virksom, og det på dobbelt måde: Én hos klerkene, én hos lægfolket. Klerkenes kraft er den, at de med deres forstand og deres brug af sproget hjælper paven med at styrke skinnene og påfundene. For paven selv udstrør frygtløs sine påfund og stiller selvsikkert sine skin op, så de ofte dumt taler imod sig selv, men ugudeligt taler imod Gud. |
| 34 Neque enim vel ipse vel sui id cogitant, ut verum aut bonum aliquid dicant, sed tantum ut dicant freti et abusi stultissima persuasione hominum, qui Papam non posse errare credunt: (n34) unde fit, ut Decreta eius aliquando sint vel ebrii aut furiosi somniis simillima, adeo sine timore, tanquam supina fiducia et praesumptuosa superbia loquitur, ut pios animos vehementer urat detestabilis haec abominatio. | For han selv eller hans folk tænker jo ikke over, om de siger noget sandt eller godt, men kun over, om de siger noget, og så stoler de på og udnytter den højst dumme overbevisning hos mennesker, at de tror, at paven ikke kan fejle. Derved kan det ske, at pavens dekreter af og til kan ligne en fuld eller rasende mands drømmerier, i den grad er han uden frygt, han taler som ud af en magelig tillid og et frækt hovmod, så denne foragtelige afskyelighed brænder de fromme sjæle hårdt. |
| 35 Persuasi itaque, ut quique sunt doctissimi, ingeniosissimi, religiosissimique, non posse errare regem hunc facierum, excipiunt feces, salivam excrementaque abominabilia propositionum eius non dicendo studio et honore: deinde cum necesse sit stultum stulta loqui, miserrimo sese pistrino dedunt glosandi, aptandi, concordandi, tuendi, huc et illuc trahendi, quicquid ille securus vel ebrius e bucca despuerit. Recte ergo non sua efficacia haec dicitur, quia ipse indoctus et rudis nulla ratione posset sua tueri, nisi aliorum ingenia haberet obnoxia. (n35) | De er derfor overbevist om -- og så kan de være aldrig så lærde, begavede og fromme -- at denne skinnenes konge ikke kan tage fejl, og de tager imod hans påfunds lort, spyt og ekskrementer med usigelig lyst og ære: Dernæst, da det ligger i sagens natur, at et dumt menneske siger noget dumt, er de nødt til at begive sig ind i en håbløs trædemølle med at kommentere, tilpasse, udjævne, forsvare, trække det i den ene eller den anden retning, alt det, som denne overmodige fulde mand udspyr af sin kæft. Daniel taler altså ret, når han siger dette 'ikke ud fra sin egen kraft', for paven, der selv er ulærd og rå ville ikke på nogen måde kunne passe sine egne ting, hvis ikke han kunne støtte sig til andres forstand. |
| 36 Ita nulla ei cura, nulla necessitas est, ut efficax sit per suam efficaciam. Effutiat solum vel dormiens, et mox alienis studiis articulum fidei habemus in tota Ecclesia roboratum. Hinc illa abominationis verba de proprio motu et scientia, de plenitudinis potestatis, ut miseri Christiani pene crepitum ventris huius monstri pro Euangelio adorare cogamur, tantum roborat aliena ista efficacia ignavissimi et socordissimi huius Idoli efficaciam. | Derfor kerer paven sig heller ikke om, og har heller ikke behov for at være virksom gennem sin egen virkekraft. Han kan plapre ud næsten i søvne om ét eller andet, og straks har vi ved andres anstrengelser en trosartikel, der er fast i hele kirken. Det er baggrunden for de skrækkelige ord 'på eget initiativ og ud fra egen indsigt' og for ordene om 'magtens fylde', så at vi arme kristne vel snart tvinges til at tilbede dette monsters maverumlen som evangeliet, når bare denne fremmede virkekraft styrker dette uvidende og sanseløse afgudsbilledes virkekraft. |
| 37 Nihil enim eius cum iudicio, sed omnia cum obsequio et legere et audire oportet. Quae persuasio absque dubio operatio Satanae est, occupantis rudes animas nostras, ut sua efficacia sui Idoli efficaciam etiam per nos roboret. Si enim cum iudicio legerentur, ut aliquoties aliqui tentarunt, ne hora quidem efficax esset, cum sepius sint indoctissima, impiissima et sacrilega, quae lucem et iudicium nunquam sustinere potuerunt. Hoc est quod Satanas in Decretis illis sacerrimis cavit, in quibus hoc unum agitur, ne liceat Papam iudicare, ad eum solum scripturas interpretandas et fidem declarandum pertinere, nequando haec nequicia revelatis abominationibus eius revelaretur, si et alius fidem et scripturas ceperit interpretari. | For intet af det, der kommer fra ham, skal læses eller høres med skønsomhed, alt skal læses og høres ud fra en loyal lydighed. Og denne overtalelse er uden tvivl Satans værk, han, som besætter vore rå sjæle, så at han ved sin virkekraft og også gennem os kan styrke sit afgudsbilledes virkekraft. For hvis man havde læst med skønsomhed, som af og til nogen har forsøgt sig med, da ville det ikke have beholdt sin kraft bare en time, eftersom det ofte er så ulærd, ugudeligt og blasfemisk, at det ikke ville kunne udholde lyset og bedømmelsen. Det er, hvad Satan stræber efter i disse højhellige dekreter, det ene er han ude på, at man ikke skal få lov til at bedømme paven, det er kun ham, der kan tolke skriften og fastslå trossætninger. Ellers ville disse afskyeligheder blive afsløret, hans uduelighed komme for en dag, hvis også en anden én begyndte at fortolke troen og skriften. |
| 38 Hinc ille pruritus, gratulatio et Apostolica benedictio in eos, qui sanctam sedem Apostolicam tuentur, bonum statum Romani pontificis et (W751) privilegia Ecclesiae Romanae quaerunt. Rursus in offensores et reluctantes sic sevit, ut ipsa sevitia manifestum argumentum sit, Satanae spiritu eum ferri timentes sua consilia aliquando nudari. Spiritus enim carnem et ossa non habet, (Luk 24,39) ideo contrectari exhorret. Et mendacium odit lucem, argui metuens, roboratur tamen in isto facierum rege, cum de omnibus aliis dictum sit 'fortior omnium veritas' Et illud 'Nemo diu fictus'. Quia hoc portentum portentorum maximum et ultimum est. | Dette er også forklaringen på imødekommenheden, velviljen og den apostoliske velsignelse, der vises mod dem, som beskytter det hellige apostoliske sæde, og som sørger for den romerske paves velstand og den romerske kirkes privilegier. Omvendt farer han løs på dem, der modsætter sig ham eller er forbeholdne, så at selve hans vrede er et åbenbart tegn på, at han bæres af Satans ånd, og at de frygter, at hans råd og planer engang skal afsløres. En ånd har jo ikke kød og ben, derfor frygter den for at blive berørt. Og løgnen hader lyset, frygter at bliver anklaget, dog styrkes løgnen hos denne skinnenes konge, det er kun om alle andre, at det er blevet sagt: 'Sandheden er stærkere end alt' og 'Ingen kan lyve gennem lang tid'. For dette uhyrlige uhyre er både det største og det sidste. |
| 39 Laicorum etiam manus huius Efficaciae serviunt, quas brachium saeculare vocamus. Elevatus enim et erectus super omnes principatus et potestates Papa, si quem adversarium propositionibus et faciebus, censuris et maledictis opprimere non potest: neque enim pugnat ratione aut ingenio aut scripturis, cum sit ignavissimum et rudissimum ventris animal, multo minus fide, patientia et oratione, veris scilicet et Apostolicis armis, sed aliena efficacia efficit quod vult, et brachio seculari mandat reges, principes, populos et nationes totas in mutua vulnera incitat et orbem caedibus et sanguine involvit, donec obtineat, non quod fides et euangelium, sed quod facies sua voluit. | Også lægfolkets hånd tjener denne virkekraft, det er den, vi plejer at kalde den verdslige arm. For paven er ophøjet og oprejst over alle fyrstendømmer og øvrigheder, hvis der skulle være nogen, der er modstander af hans påfund og skin, som han ikke kan undertrykke med censur og forbandelser. For han kæmper ikke med fornuftsgrunde eller forstand eller skrift, da han er et uvidende og råt bugens dyr, meget mindre med tro, tålmodighed og bøn, der jo er de sande apostolske våben, men udfører, hvad han vil, med en fremmed virkekraft, han overlader konger, fyrster, folk og hele nationer til den verdslige arm, opildner dem til indbyrdes kamp og trækker hele verden ind i kamp og blodsudgydelse, indtil han har opnået, ikke hvad troen og evangeliet, men hvad hans egne skin vil. |
| 40 Et in iis quam secure et confidenter agit, benedicens Apostolica benedictione obtemperantes, maledicens Apostolica maledictione rebellantes. Rogo, quo modo praevalere posset haec abominatio, nisi operatio Satanae media regnaret? Alii ingenio et scripturis, alii opibus et viribus regna constituerunt: hoc imbelle et ignavum monstrum, nec ingenio nec ferro, sed sola facie potens est, quae efficit, ut omnium aliorum ingenia, omnium eruditio, omnium opes, omnium vires suae libidini tam dedito studio serviant, ut in eis ludat etiam quicquid volet. Neque enim stipendiis suis eos alit, nec doctrina sua pascit, sed solo faciei praestigio eos captos tenet, Ut putent sese deo obsequi et Ecclesiae sanctae dei, non videntes sese servire ignavissimo porco et abominationi totius terrae. | Og i disse ting er han ganske tryg og sikker, de, der adlyder, velsigner han med den apostolske velsignelse, de, der gør modstand, forbander han med den apostolske forbandelse. Og jeg spørger: Hvordan kan denne afskyelighed få overhånd, hvis den ikke herskede ved Satans virkekraft? Nogen har bygget deres riger på forstand og skrift, andre på rigdom og kraft. Men dette svage og vægtløse monstrum af et væsen, er mægtigt ikke ved forstand eller våben, men alene ved skin, hvorved det udvirker, at alle andres forstand, uddannelse, rigdom og kræfter tjener dets lyster med en så hengiven iver, at han kan spille med dem nøjagtig ligesom han vil. For han støtter dem ikke med pengemidler, han vogter dem ikke med læresætninger, men han holder dem fanget alene med bedragerisk skin, så de mener, at de følger Gud og Guds hellige kirke, men ikke ser, at de tjener en uvidende gris og hele verdens afskyelighed. |
| 41 Vide itaque regum et principium studia in Papam. Vide Episcoporum, Collegiorum, Monasteriorum ingenia, infinitum illud hominum cahos, quam illi gratuita arma, hi vero gratuita ingenia pro Papa impendunt. Nec id pro fide et verbo dei (nam hoc non agitur) sed pro solis faciebus et propositionibus tuendis, nulla prorsus mercede quam quod deo servire sese existiment. Tum videbis quid sit, efficaciam ignavissimi huius monstri roborari aliena efficacia. Plane non conveniebat ista abominatio, nisi ultimo termoni mundi. Quid enim abominatius et monstrosius, quam quo princeps est ignavior, socordior, inutilior, hoc potentius esse regnum eius? | Se derfor på kongers og fyrsters indsats for paven. Se på biskoppers, domstifters, klostres forstand, se på hele denne sværm af mennesker, som gratis stiller deres våben til rådighed for ham, mens de andre gratis stiller deres indsigt til rådighed for paven. Og dette gør de ikke for troens og Guds ords skyld (for det er ikke det, det drejer sig om) men alene for at beskytte skinnene og påfundene, og de opnår heller ikke anden løn for det, end at de kan mene, at de har tjent Gud. Her ser du, hvad det betyder, at dette uvidende monsters kraft styrkes ved en andens kraft. Nej, denne afskyelighed kunne kun være mulig i de sidste tider. Hvad er nemlig mere afskyeligt og mere monstrøst, end at jo mere uvidende og ubrugelig fyrsten er, des mægtigere er hans rige? |
| 42 At hic princeps Sardanapalo (n42) corruptior, Sybaritis mollior, tantum ad luxum et ocia natus, nec bellis nec studiis, nec armis nec literis, nec Euangelio nec fide, nec orationibus nec moribus potens, sed omnibus contrariis abominandus, (W752) una tamen facie et propositione imperat imperiis, regnis et omnibus potestatibus, possidens animas nostras, corpora nostra, res nostra ad abusum universae ignaviae et libidinis suae, Nihil pro iis omnibus rependens quam gratiam et benedictionem sedis Apostolicae, fumum scilicet fumorum. | Men denne fyrste er mere fordærvet end Sardanapal, og mere nydelsessyg end sybaritterne, kun født til luksus og lediggang, han er ikke mægtig hverken ved våbenbrug eller studier, hverken ved evangeliet eller troen, hverken ved bønner eller gode sæder, nej, han er afskyelig, fordi han står i modsætning til alt muligt. Dog hersker han over imperier, kongedømmer og al øvrighed alene ved skin og påfund, tager magt over vore sjæle, vore legemer, vor ejendom for at misbruge dem ud fra sin egen dovenskab og lyst, og giver ikke andet til gengæld end det apostoliske sædes nåde og velsignelse, det vil sige: lutter varm luft. |
| 43 Et quod mireris, Caeteros principes, qui bello et viribus regnant, amant sui populi ex animo. Ita Magistros ac praeceptores, qui eruditione et ingenio pollent, observant ex animo discipuli. Huic rerum portento et ignavissimo et rudissimo nemo non ex animo male vult, nemo tantam potentiam non detestatur, nemo tantas opes non execratur ut in loco omnium indignissimo positas. Et tamen facierum et propositionum prestigiis capti metuunt et abstinent universi, signis et prodigiis mendacibus absterriti. | Det er ikke til at undre sig over, at andre fyrster, som hersker ved krig og kraft, bliver oprigtigt elsket af deres folk. Ligeledes bliver magistre og opdragere, som øver indflydelse gennem lærdom og forstand, inderlig afholdtes af deres elever. Men dette afskyelige væsen, som er både lad og rå, ønsker alle af hjertet ondt over, der er ingen, der ikke foragter denne store magt, der er ingen, der ikke fordømmer, at så store rigdomme er ophobet på et så uværdigt sted. Og dog er de fanget af skinnenes og påfundenes bedrag, de er alle bange og holder sig tilbage, skræmte ved løgnagtige tegn og undere. |
| 44 Nemo enim non videt Papam Papistasque, fide, Euangelio, patientia aliisque armis spiritualibus abiectis, sese opinionibus vulgi in facies et propositiones simpliciter propensi, tum vi et opibus principium vel corruptorum vel corrumpi sperantium armari. Nemo, inquam, non videt sub faciebus superstitiosissimis et propositionibus fallacissimis eos vivere mundanissimis moribus, et tamen videntes palpantesque, Christum ab eis esse remotiorem quam occidentem ab oriente, non audent affirmare quod sentiunt. | For der er ingen, som ikke kan se, at paven og papisterne forkaster troen, evangeliet og de andre åndelige våben, og beskytter sig med opfattelsen hos almindelige mennesker, som uden videre tror på skinnene og påfundene, og med fyrsters magt og rigdom, fyrster, som enten er fordærvede eller ønsker at blive fordærvede. Som sagt, ingen kan ikke se, at de under disse overtroiske skin og løgnagtige påfund lever ud fra højst verdslige skikke, men selv om de næsten håndgribeligt kan se, at Kristus er længere borte fra dem end vest fra øst, så vover de ikke at give udtryk for, hvad de mener. |
| 45 Quia strenue hic vulgus Monachorum et universa Papae facies obiicit hanc propositionem, principatum ferendum etiam mali principis, quasi in Papatu de principis ac non multo magis de ipsius principatus malicia agatur. Aliud enim genus est principatus, quod Papa habet, ab omnibus mundi principatibus, qui, sive boni sive mali fuerint, non nocent, si tolerentur. | Og her kommer så straks hele flokken af munke og alle pavens skin og gør den indvending imod denne opfattelse, at man må udholde et fyrstestyre, også selv om der er tale om en ond fyrste, som om de i pavedømmet drejede sig om fyrstens ondskab og ikke meget mere om fyrstendømmets ondskab. For det fyrstendømme, som paven har, er helt anderledes end alle verdens fyrstendømmer, som hvad enten de er gode eller onde, ikke gør nogen skade, hvis man udholder dem. |
| 46 At Papatus is est principatus, qui fidem et verbum extinguit erectis in locum eorum faciebus et propositionibus, faciebus pro fide, propositionibus pro verbo: ideo adversarius est Christi, qui potens est spiritu fidei adversus facies et verbo veritatis adversus propositiones. Non ergo principis, sed principatus haec malicia arguitur, qui talis est, ut bono principe non possit administrari, sed solo Christi adversario, qui facies et propositiones adversus fidem et verbum dei stertens et oscitans custodiat. | Men pavedømmet er det fyrstendømme, som udrydder troen og ordet og i deres sted anbringer skinnene og påfundene, skinnene i stedet for troen, påfundene i stedet for ordet. Derfor er pavedømmet Kristi modstander, for han er mægtig gennem troens ånd imod skinnene og gennem ordets sandhed imod påfundene. Man må altså her angribe, ikke fyrstens ondskab, men fyrstendømmets ondskab. Dette fyrstendømme er af en sådan art, at det ikke kan ledes af nogen god fyrste, men kun af Kristi modstander, som med snorken og gaben vogter sine skin og påfund imod troen og ordet. |
| 47 Ideo enim abominatio dicitur, (Matt 24,15) quod sine viribus, sine literis, sola stertenti facierum pompa omnes principes et reges opprimit, omnium ingenia occupat, omnia potest et facit, quae nullius regni viribus, nullorum ingeniorum studiis fieri possint, quanta nec Christus suo verbo in hominibus effecit. An non esset feda abonimatio, si scropha patrifamilias et omnium in domo dominaretur, nihil faciens quam quod in caeno iacens illusis videntium oculis aliquo prestigio homo insignis appareret et humanum aliquid sonaret, quale factum legimus in gentibus per Idola quaedam lignea et lapidea? | For derfor kaldet det en vederstyggelighed, dette rige, fordi det uden magt, uden kundskab, alene ved dovne skin og pomp undertrykker alle fyrster og konger, besætter alles forstand, kan og gør alt det, som ikke kan ske ved nogen konges magt eller ved nogens forstandsiver, ja, som heller ikke Kristus med sit ord kan udrette blandt mennesker. Mon ikke det ville være en skrækkelig vederstyggelighed, hvis en so gjorde sig til herre i huset over husbonden og alle andre, uden at gøre andet end ligge i sølet, men alligevel ved et eller andet bedrag for dem, der så på den, viste sig som et særligt menneske og lød helt menneskelig, sådan som vi læser, at det faktisk er sket blandt hedninger gennem afguder af træ eller sten? |
| 48 Sic Papa (W753) praetexto nomine dei, quod nullius conscientia non merito pavet, facili opera e fide trahit in superstitiones, immo abominationes pestilentissimas summos etiam reges doctissimosque viros, ipse interim non nisi scropha volutatus in volutabro turpissimae et ignavissimae vitae suae, nec literis nec armis vel digito idoneus. | Således bruger paven Guds navn som påskud, og det navn er der ingens samvittighed, som ikke frygter med rette, og har så let spil med at drage selv de største konger og de lærdeste mænd bort fra troen over i overtroen, ja over i de afskyeligste modbydeligheder, mens han selv kun er en so, der søler sig i et dumt og dovent søleliv, og ikke udretter noget, hverken hvad lærdom eller hvad våben angår. |
| 49 In quam rem audiamus apostolum Petrum accerrime loquentem ii. Epist. c. ii. Ubi Papatum suis coloribus graphice depinxit. Postquam enim futuros pseudomagistros praedixerat, qui in avaritia fictis verbis populum Christi cauponarentur, sectas introducent perditionis multosque secum traherent et Christum, qui eos mercatus est, negarent, tribus exemplis eos fortiter terret, Angelorum, originalis mundi et Sodomitarum, quos omnes in exemplum futurorum impiorum punitos a deo dicit, prosecutus de impiis illis Magistris dicit 'Magis autem eos, qui post carnem in concupiscentia immunditiae ambulant, dominationemque contemnunt, nudaces, sibi placentes, glorias non metuunt blasphemantes &c'. (2 Pet 2,10). | Lad os her høre apostelen Peters ret skarpe ord fra 2 Pet 2,10, hvor han med sine farver afmaler pavedømmet. Først har han forudsagt, at der vil komme falske lærere (2 Pet 2,1f), som i deres griskhed vil udnytte Kristi folk med deres opdigtede ord, (vers 3) de vil indføre ødelæggende sekter og drage mange med sig og fornægte den Kristus, som løskøbte dem. (vers 1) Dernæst skræmmer han dem stærkt med tre eksempler, nemlig englene, den gamle verden, og sodomitterne, som han siger alle blev straffet af Gud som et eksempel på kommende gudløse. (vers 4ff) Så går han videre og taler om de gudløse lærere og siger: 'Men først og fremmest dem, som vandrer efter kødet i urenheds begær, foragter den myndighed, der er over dem, er frække og selvsikre, og de er ikke bange for at spotte englemagter, osv' |
| 50 Non enim de iis loquitur Petrus, qui Episcopis non obtemperant, sed de ipsis, sicuti cepit, Magistris impiis, Episcopis, Cardinalibus et Papa: hi sunt enim, quos haec Epistola tractat. Primum ambulare Papisticam sectam pre ceteris hominibus post carnem in concupiscentia immunditiae, quis non videt? prohibiti enim matrimonio, deinde ocio et opibus immersi, quid facerent, nisi ut post carnem ambularent? in labore hominum non sunt: ideo prodit quasi adeps iniquitas eorum. (Sl 73,7) Neque potes dare Magistros populorum, qui haec faciunt, nisi Papistas. Multiplicatus clerus et matrimonium prohibitum (utrunque Papae magisterio); quid operentur in Ecclesia, nemo non videt, ut proh dolor muliebris sexus fere non sufficiat. | For Peter taler ikke om dem, der ikke adlyder biskopperne, men om biskopperne selv, som i begyndelsen af kapitlet, om ugudelige lærere, biskopper, kardinaler og om paven. Det er nemlig dem, dette brev handler om. For det første vandrer den pavelige sekt mere end andre mennesker efter kødet i urenheds begær, hvem kan ikke se det? For udelukket fra ægteskabet har de begravet sig i lediggang og rigdom, hvad gør de så andet end vandre efter kødet? De arbejder ikke som andre mennesker, derfor strømmer uretfærdigheden frem fra dem som fedt. Du kan ikke finde nogen lærere for folket, som gør dette, andre end papisterne. Og når klerkene bliver mange, og ægteskabet er forbudt (begge dele på pavens befaling), så kan alle se, hvad de gør i kirken, ak, så nøjes de ikke med det kvindelige køn. |
| 51 Deinde dominationem spernunt. Quis hoc nisi Papatus facit suaque Papistica secta? Quid dominationes vocat, nisi principes et magistratus? Episcopi enim successoresque Apostolorum non dominationes sed ministeria habent. Servi vocati Ecclesiae Christi, sicut Paulus Colos. i. dicit. (Kol 1,25) An non est hoc dominationes contemnere, seipsos autoritate propria eximere a tributis, subiectionibus et universis oneribus reipublicae? Paulus Ro. xiii. mandat, dari tributum, vectigal, honorem iis, quibus debetur, Et Petrus, subdi regibus et omni humanae creaturae. (Se r13-01#41) At Papa contra res suas, personam suam et suorum omnium tantis diris legum exemptos tenet, ut non uno inferno eum damnet, qui Pauli et Petri vocem audire velit et clerum in ordinem redigere, tributum, honorem et omne debitum exigere. | Videre foragter de den myndighed, der er over dem. Hvem gør det, andre end pavedømmet og dets papistiske sekt? Hvad er det, han kalder myndigheder, andet end fyrster og øvrigheder? Biskopperne er jo nemlig apostlenes efterfølgere, og de er ikke indehavere af et magtembede, men af et tjenerembede. De kaldes Kristi kirkes tjenere, sådan som Paulus siger Kol 1,25. Og er det ikke at foragte myndighederne, ved sin egen autoritet at undtage sig selv fra skatter, underordninger og alle statens byrder? Paulus påbyder Rom 13,7, at man skal betale skat og afgift, og vise ære overfor dem, den tilkommer. Og Peter, at man skal underordne sig konger og enhver menneskelig skabning. Men paven regner sin ejendom, sin person, og alle sine for undtaget gennem en gruelig mængde love, så at han ikke kan nøjes med ét helvede at fordømme den ned i, som vil rette sig efter Paulus og Peter og kalde præsteskabet til orden og pålægge ham skat, ære og alt hvad han skylder øvrigheden. |
| 52 Iam tantum abest, ut honoret dominationes, ut egre ad beatorum pedum oscula admittat: deinde quemvis sacrificulum ac monachum etiam stipite rudiorem et lenone sceleratiorem super universos proceres mundi elevat propter characterem illum indelebilem, (W754) garriens in sua hida illa bis sceleratissima de maioritate et obedientia, Papam excellere in spiritualibus Imperatorem, sicut solem super lunam. (n52) Ita hac fece hominum ultima in sublime magisterio Papae elevata dominationes contemptae coguntur honorare idola ista, a quibus honorari debuerant. In quo enim Magistratu aut potentatu non regnat hoc cahos abominabilium hominum? | Det er så langt fra, at han ærer myndighederne, at han kun ugerne tillader et kys på sine salige fødder. Dernæst kan han opløfte en hvilkensomhelst offerpræst eller munk, også om han er rå som en træklods og mere forbryderisk end en ruffer, over alverdens fornemme på grund af denne 'umistelige egenskab', og så skvaldrer han op som et eksempel på 'hidoth' i sin 'Om herredømme og lydighed' om, at paven på det åndelige område overgår kejseren, ligesom solen månen. Således er pavens suveræne autoritet, dette værste lort, hos mennesker blevet ophøjet, og de foragtede myndigheder tvinges til at ære dette afgudsbillede, fra hvilket de i stedet selv burde modtage ære. Eller i hvilket øvrighedsområde eller magtområde hersker ikke dette kaos af menneskelig vederstyggelighed? |
| 53 Mirum est vero, quam apte Petrus eos audaces et sibi placentes dicat. Postquam enim obtinuerunt, sese spirituales esse, caeteros omnes seculares (ut nunc fervet abusus vocabulorum et rerum), Nihil est quod non audeant spiritualis huius sectae nomine: deinde quam sunt invicti et indomiti sensus duraeque cervicis, si quid ausi fuerint, donec eo procedant, ut supina securitate etiam blasphement glorias et maiestates! Nonne Papa, levissimum animalium terrae, spiritu Satanae inflatus, summos reges pro libidine maledicit, excommunicat et omnibus convitiis incessit? quibus tamen ut solum benediceret, positus est. | Men det er ganske mærkeligt at se, hvor rammende Peter kalder dem frække og selvsikre. Efter at de nemlig har opnået, at de selv regnes for åndelige, men alle andre for verdslige (som det nu er blevet almindeligt at misbruge ordene og det, de står for), så er der intet, de ikke vover i denne åndelige sekts navn. Se bare, hvor deres meninger er ustyrlige og utæmmelige og hvor de selv er hårdnakkede, hvis de har vovet sig ud på noget, indtil de når derhen, at de i doven sikkerhed kan spotte endog ærværdige personer og majestæter! Mon ikke paven, dette nedrigste af alle jordens dyr, er opblæst af Satans ånd, når han efter forgodtbefindende forbander de højeste konger, bandlyser og tildeler dem alle mulige skældsord? Og dog er han sat til alene at velsigne dem. |
| 54 Neque id faciunt, quod reges verbo et fidei repugnent, sed quod luxum et opes cleri et sanctae Ecclesiae Romanae cum sceleratissimis moribus et intolerabili tyrannide impatientius ferunt aut impietati et iniquitati Papisticae resistunt. Ecce hoc est quod dicit: 'Glorias non metuunt blasphemantes'. (2 Pet 2,10) Neque enim Papatus Maiestatis et gloriae vocabulo censetur. Neque si censeretur, unquam talia passus est, cum nulla maiestas in eum hactenus praevaluerit, ipse vero in maiestates hoc sepius praevaluerit et fecerit, ut iam non solum in rebus hominum, sed in maiestatibus et dominationibus quoque pro libidine ludat transferendo, evacuando, mutando, quoties visum est. | Og det er ikke noget, de gør, fordi kongerne har bekæmpet ordet og troen, nej, det skyldes, at de ikke har kunnet udholde gejstlighedens og den hellige romerske kirkes rigdom og har været for utålmodige med de forbryderiske skikke og det utålige tyranni, eller det skyldes, at de har vendt sig imod den papistiske gudløshed og uretfærdighed. Og det er jo netop, hvad Peter siger: 'de er ikke bange for at spotte magter'. Her menes der nemlig ikke pavedømmet med ordet 'majestæt' og 'magter'. Er det pavedømmet, der er sigtet til? Jamen, det har ikke lidt den slags ting, eftersom ingen magt endnu har fået overhånd over det; tværtimod har det selv ofte haft overtaget over magter og gjort det, der siges her, sådan at det, ikke blot, når det gælder enkeltmennesker, men også når det gælder magter og myndigheder, har kunnet lege efter forgodtbefindende med at overføre, udtømme, forandre, helt som det ville. |
| 55 Nonne haec historiae de regno Franciae, Greciae, Germaniae, Neapolis, Siciliae et aliis testantur? Nonne etiam hic Leo decimus alioqui bonus vir, suorum falsus consiliis et exemplis ducatus Italiae tentat hac tyrannide: Urbinas expulsus, Ferrariensis sepe petitus. Et emulantur eum Cardinales et Episcopi strenue, illi regibus, hi principibus superiores facti, ignavissimum hominum genus, vix porcis alendis idoneum? Sic honorant dominationes, sic benedicunt maiestates, sic querunt quae aliorum sunt sibi displicentes, sic posita audacia incedunt in timore dei. Ve illis! | Har vi ikke historisk bevis for dette med kongedømmer som Frankrig, Grækenland, Tyskland, Neapel, Sicilien og andre? Mon ikke også Leo den Tiende, som ellers er en brav mand, blev vildledt af sine rådgiveres falske råd og eksempler og angreb Italien med dette tyranni: Hertugen af Urbin blev fordrevet, og hertugen af Ferrara blev angrebet mange gange. Og kardinaler og biskopper stræber efter at efterligne ham, de første gøres større end konger, de andre større end fyrster, skønt de hører til de dovneste mennesker, næppe egnede til at vogte svin? Sådan ærer de myndigheder, sådan velsigner de majestæter, sådan søger de, hvad der er andres bedste og lader hånt om deres eget, sådan sætter de forvovenheden til side og vandrer i gudsfrygt. Vé dem! |
| 56 De quibus et Iudas Petrum emulatus dicit 'Similiter et hi somniatores (id est, somniis delusi), qui carnem quidem maculant, dominationem autem spernunt, maiestates autem blasphemant'. (Jud 1,8). Et paulo superius 'Subintroierunt enim quidam homines, qui olim prescripti sunt in hoc ipsum iudicium, impii, domini nostri gratiam transferentes in luxuriam et solum dominatorem et dominum nostrum Iesum Christum negantes', (Jud 1,4) hoc est quod Petrus ait, (W755) iuxta Christi Euangelium, etiam sua dogmata subinferent sectasque perditionis iuxta introducent, (2 Pet 2,1) quibus vera fides extinguetur et Christus retento nomine revera negabitur solus esse dominator et rex in iustitia et veritate, Interim sub nomine eius luxuriae et omnibus libidinibus suis servientes. | Judas følger her op på Peters ord og siger: 'På samme måde er det med disse drømmere (det vil sige, de, der er bedraget af drømme), som ganske vist tilsøler deres kød, men foragter den myndighed, der er sat over dem og spotter magterne'. Og lidt tidligere skriver han: 'For der har indsneget sig nogle mennesker, ugudelige mennesker, som der forlængst er skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de forvrænger vor Herres nåde, så den tillader et liv i luksus, og de fornægter vor eneste myndighed og herre, Jesus Kristus'. Det er det samme, som Peter taler om, når han siger, at de indfører deres egen lære tillige med Kristi evangelium, og at de indfører fordærvelsens sekter tilligemed. Derved bliver den sande tro udslettet, og Kristus bliver bibeholdt i navnet, men fornægtet i virkeligheden, han, som dog er den eneste hersker og konge i retfærdighed og sandhed. Samtidig stræber de under dække af hans navn efter at tilfredsstille alle deres lyster med deres luksusliv. |
| 57 Breviter Epistola Iudae, mihi quondam inutilis visa, nunc agnita est e Petri Epistola sumpta, propter solum Papam esse scripta, Uterque enim indicat, quod subintrabunt, id est, iuxta Euangelium sua inferent et, ut ait Petrus, subintroducent, id est, iuxta introducent sectas, manifeste eorum insidiosas et fallaces illusiones, quibus retento Euangelii et Christi sua potius tradunt indicantes. | Kort sagt, Judasbrevet, som jeg engang syntes var helt unyttigt, forekommer mig nu at være taget fra Peters brev, og alene at være skrevet på grund af paven. For begge peger de på, at nogen vil indføre noget ved siden af, det vil sige, de vil indføre deres eget ved siden af evangeliet, og som Peter siger, 'indføre ved siden af', det vil sige, de vil indføre deres sekter ved siden af. Herved hentyder de uden tvivl til deres lumske og vildledende falske ideer, hvormed de beholder evangeliet og det, der hører Kristus til, men i virkeligheden fremmer deres egne tanker. |
| 58 Prosequamur Petrum. 'Ubi angeli,' inquit, 'cum sint fortitudine et virtute maiores, non portant adversum se execrabile iudicium. Hi vero velut irrationabilia pecora' (nam Papistae hodie plane non credunt animae immortalitatem, praesertim Romae) 'naturaliter genita in capturam et perniciem' (O similitudinem!) In his, quae non intelligunt maledicentes, (id est Christi doctrinam damnantes ob suas inventiones, sic Iudas 'ea quae non noverunt blasphemant'), 'In perditione sua' (id est, ut Iudas ait, 'quae vero natura ceu animantia ratione expertia sciunt, in his corrumpuntur') 'peribunt, reportantes mercedem iniustitiae' (quam ipsi summam iustitiam iactant, ut obedientiam Ecclesiae et religionum observantias), 'pro voluptate ducentes, si in die delitiis fruantur' (id est ventris animalia sunt, qui hoc unum optimum iudicant, si brevi hac vita abundent. Nam ferme nullus ex eis Episcopus, sacerdos, religiosus fit, nisi ut ocio et victu, sine labore partis, bene vivat), | Lad os følge Peter videre. 'Mens englene', siger han, 'skønt de er mægtigere og stærkere, ikke bærer den forbandende dom imod sig, så er disse som ufornuftigt kvæg' (for vore dages papister, og især de romerske, tror slet ikke på sjælens udødelighed) 'og de er af naturen født til at tages til fange og forgå' (O hvilken lighed!). 'De forbander de ting, de ikke forstår' (det vil sige, de fordømmer læren om Kristus på grund af deres opfindelser, som også Judas siger: 'De spotter det, de ikke kender'). 'I deres fortabelse' (det vil sige, som Judas siger: 'De går til grunde ved det, de begriber ud fra naturen eller den dyriske fornuft') 'går de til grunde, idet de får uretfærdighedens løn' (som de selv praler af er den højeste retfærdighed i form af lydighed imod kirken og overholdelse af ordensforskrifterne), 'og ledes af lyst til at nyde dagens glæder' (det vil sige, de er bugens dyr, som betragter det som det højeste, at de kan have overflod i dette korte liv. For næsten ingen af dem bliver biskop, præst eller munk af anden grund end for at de kan leve godt, i lediggang og sikkert underhold, uden arbejde), |
| 59 'Labes et maculae' (sunt enim hi homines nihil nisi dedecora et labes in populo dei, cum prorsus inutiles suis tantum delitiis et vitiis in Ecclesia saginati sibi serviant), 'Delitiis affluentes, in conviviis suis luxuriantes vobiscum'. Mihi hic locus corruptus videtur, Nam Iudas sic refert eundem 'Hi sunt inter charitates vestras maculae, inter sese convivantes absque ullo timore, semetipsos pascentes'. Pontificum enim et sacerdotum Monachorumque delicatam vitam describit, qui iis, quae pia charitate fidelium ad Ecclesiam collata sunt et conferentur indies, profusissimo luxu perdunt, nec hominum nec dei conspectum veriti, nec scandalis infirmorum nec odiis bonorum quicquam commoti. | 'de er en skam og skændsel' (disse mennesker er nemlig intet andet end en skamplet og en vanære for Guds folk, eftersom de er helt unyttige og kun tjener deres egne lyster og laster, når de opfedes i kirken), 'de frådser i deres lyst og skejer ud med jer, når I spiser sammen'. Mig forekommer dette sted at være ødelagt, for Judas gengiver det samme således: 'Disse er skampletter på jeres kærlighed, de spiser sammen uden frygt, idet de vogter sig selv'. For her beskriver han pavernes og præsternes og munkenes vellevned, hvis de fortaber sig i en forfærdelig ødsel luksus ud fra det, der dag for dag er samlet ind og givet til kirken af de troendes fromme kærlighed, uden at skamme sig for hverken mennesker eller Gud, og uden at bevæges noget af hverken de svages anstød eller af de godes had. |
| 60 Seipsos enim eximie curant et pascunt, nihili aliud quam macula, labes, dedecus, onus Ecclesiae facti, cuius debebant esse summa ornamenta et luminaria et columina. Nonne ista iam dudum videmus? Unde Petri verbum 'luxuriantes vobiscum' intelligi oportet 'luxuriantes vestris opibus' seu, ut Iudas indicat, 'vestris charitatibus', quia et vestris et vobis (W756) abutuntur ad luxuriam et pompam suam sine timore. Nam quod grecus Petri textus habet 'in erronibus suis', quod noster reddit 'in conviviis suis', puto factam errore librarii metathesim literarum EN TAIS APATAIS AUTÅN pro eo quod Iudas habet EN TAIS AGATAIS HYMÅN, id est, charitatibus vestris seu beneficiis, elemosynis. (n60) | De sørger nemlig i udpræget grad for sig selv og vogter sig selv, og er kun til skændsel og skam, til vanære og byrde for kirken, skønt de burde være dens største smykke og lys og støtte. Er det ikke, hvad vi allerede længe har set? Derfor bør Peters ord 'de skejer ud sammen med jer' forstås som 'de skejer ud for jeres regning' eller som Judas antyder 'ved hjælp af jeres kærlighedsgerninger', fordi de misbruger både jeres ejendomme og jer selv til luksus og pomp uden frygt. For når Peters græske tekst skriver 'i deres fejltagelser', hvilket vores tekst gengiver med 'når de spiser sammen', tror jeg, der er sket en fejl, derved, at man har byttet om på et bogstav: EN TAIS APATAIS AUTÅN er blevet sat i stedet for det, Judas har: EN TAIS AGATAIS HYMÅN, det vil sige, ved jeres kærlighedsgerninger eller velgerninger eller barmhjertighedsgerninger. |
| 61 Sequitur: 'oculos habentes plenos adultere' (deus, quam acerbis et vehementibus verbis invehitur Apostolus! Adulterae feminae oculos, id est insatiabiles eius tribuit, et videmus quam sit eorum libido inexplebilis) 'Et incessabiles delicti' (id est quod nemo a peccatis cohibere possit, quin etiam vexant eos censuris iniquissimis, qui queruntur de uxorum aut filiarum suarum stupris. Per vim enim abutuntur quibus voluerint, sicut de Gigantibus ante diluvium Gen. 6. legitur, nec licet eis resistere nec in iudicium vocare, neque contradicere, quia spirituales sunt et exempti) | Videre følger: 'De har øjne, som er fulde af hor' (Ved Gud, et stærkt og skrapt udtryk, apostelen her kommer med! 'Øjne fra horkvinder', det vil sige, han mener, de er umættelige, og vi ser, hvordan deres vellyst er uden ende) 'og uden ophør i deres nydelse' (det vil sige, at ingen kan holde dem borte fra deres synd, ja, de går endda så vidt som til at pine og plage dem, som klager over, at deres koner eller døtre bliver skændet. For de misbruger dem, de vil, gennem vold, sådan som vi læser om giganterne før syndfloden i 1 Mos 6,2; og det er ikke tilladt at yde dem modstand eller kalde dem for retten eller modsige dem, for de er åndelige og undtaget fra lovene) |
| 62 'pellicientes animas instabiles' (scilicet exemplo pestilente plurimos attrahunt fide infirmos) 'cor exercitatum in avaritia habentes' (Vis aliquid insignius dici in Romanam Curiam et universum clerum? Quis enim numeret artes, quas pro avaricia excogitaverunt? iam vero exercitati sunt et usum habent fraudandi, imponendi, rapiendi egregium). | 'de forfører svage sjæle' (nemlig for med deres dårlige eksempel at drage flere svage bort fra troen) 'deres hjerte er opvækket til gerrighed' (Kan du nævne mig noget, som er mere betegnende for den romerske kurie og hele præstestanden? Hvem kan nemlig opregne alle de kneb, de udtænker for at tilfredsstille deres gerrighed? De er i sandhed veltrænede i kunsten at bedrage, narre og stjæle). |
| 63 'Maledictionis filii, derelinquentes viam rectam, erraverunt secuti viam Bileam, filii Bosor'. (2 Pet 2,15) Nescio an et hic locus viciatus sit, vel an Petrus data opera filium Bosor dicat, quem Moses Numeri xxiii. filium Beor vocat, nisi pater Bileam binominis Bosor Beor dictus sit: utrunque auget exempli huius teterrimi atrocitatem. Nam Bosor carnem, Beor fatuum significat, Et Petrus dicens, (v 16) Prophetae dementiam redargutam ab asina, vocabulum Beor tangit: at quod dilexerit mercedem, Bosor indicat. Bileam vero est id quod 'non populus' vel 'nihil populi' vel 'vanus populus', et 'is qui populus non sit'. | 'Disse forbandelsens sønner har forladt den rette vej og er gået ad den gale vej til Bileam, Bosors søn'. Jeg véd ikke, om også dette sted er blevet forvansket, eller om Peter slet og ret kalder ham Bosors søn, som Moses i 4 Mos 22,5; 24,3 kalder Beors søn, dersom det da ikke er sådan, at Bileams far havde to navne, Bosor og Beor. Begge muligheder øger eksemplets forfærdelige vederstyggelighed. For Bosor betyder kød, Beor betyder dum, og når Peter siger, at profetens dumhed blev modsagt af æselet, hentyder han til ordet Beor; men når han siger, at han elskede sin belønning, hentyder han til Bosor. Men Bileam betyder 'ikke-folk' eller 'intet folk' eller 'et ødelagt folk' eller 'det, som ikke er noget folk'. |
| 64 Omnia atrocissima dicta in avaritiam et luxuriam et impietatem pontificum et sacerdotum, qui infatuati et incarnati et incrassati desierunt esse populus dei. Nec hoc solum sunt Bileam, sed quod et maledictionis filii sunt, sicut et ille fuit, qui dato consilio Moabitis per Idolum Beelphegor Israelem vehementer vastavit, (4 Mos 25,2f) quam historiam hic Petrus totam trahit ad pontifices, qui et ipsi erecto Idolo dogmatum suorum cum scortis madianitis in voluptatibus et delitiis agentes pelliciunt animas instabiles, deinde maledicunt (ut dictum est) viam veritatis et gloriae, sicut et (W757) ille maledicere conabatur populum dei. | Alle disse forfærdelige ord sigter til pavernes og præsternes gerrighed og luksusliv og gudløshed, de, som med al deres tåbelighed og kødelighed og grovhed er ophørt med at være Guds folk. Og det er ikke blot her, de er Bileams sønner, men de er også forbandelsens sønner, sådan som også han var det, da han rådgav moabitterne, så han ødelagde Israel meget voldsomt ved Baal-Peors afgudsbillede. Denne historie overfører Peter helt og holdent på paverne, som også har opstillet et afgudsbillede af deres læresætninger og lever i sus og dus med deres midjanitiske skøger og forfører svage sjæle, dernæst forbander de, som skrevet står (vers 2) sandhedens og ærens vej, sådan som også han søgte at forbande Guds folk. |
| 65 'Qui mercedem iniquitatis amavit, correptionem vero habuit iniquitatis suae. Subiugale mutum animal in voce humana loquens prohibuit prophetae insipientiam'. (2 Pet 2,15f) Ecce avaritiam et stultitiam ponfiticum, ut avaritiae dediti brutis etiam insensatiores sint. | 'Han,som elskede lønnen for sin uret, gik til grunde på grund af sin uretfærdighed. Et umælende trækdyr talte med et menneskes stemme og standsede profeten i hans galskab'. Se, dette er pavernes griskhed og dumhed, at de i den grad er overgivet til gerrighed, at de sanser mindre end dyr. |
| 66 'Hi sunt fontes sine aqua' (v. 17) (quia speciem pastorum et nomen habent absque opere et officio, ut Zach. 11. dicit 'O pastor et Idolum') 'Et nebulae turbinibus agitatae' (Nebula similis est nubibus, sed non dat imbrem: ita hi pastorum titulo et loco vehuntur, sed nihil docent, immo affectibus plus quam mundanis agitantur in omnem Satanae voluntatem, Quibus caligo tenebrarum in aeternum est reservata. (v. 17) quam terribilia sunt ista, deus bone! Quis non horrescat in ordine clericorum hodie censeri, in quam haec omnia pleno spiritu dicuntur?) | 'De er som kilder uden vand' (fordi de har skin og navn af at være hyrder uden at gøre deres arbejde og udfylde deres embede, som Zakarias siger 11,17: 'Ve dig, du hyrde og afgudsbillede') 'Og tåger, som hvirvles af vinden' (tåger ligner skyer, men giver ingen regn fra sig: Således bruger disse hyrdetitlen og sidder på hyrdestedet, men lærer intet, ja hvirvles snarere rundt af deres begær, som er mere end verdsligt helt efter Satans vilje, og til dem er det dybeste mørke beredt for evigt. Gode Gud, hvilke skrækkelige ting! Hvem burde ikke afskrækkes fra at tilhøre den gejstlige stand, om hvem alt dette siges med hele åndens autoritet?) |
| 67 'Superba vanitatis sonantes pelliciunt in desideriis carnis, luxuriae eos, qui vere effugerant'. (2 Pet 2,18) Mirum, si hic locus non ad universitates et studia Iuris Canonici pertinet. Videmus enim, quanto passim tumore sonet Antichristus in suis Decretis, dum ubique dicit 'Mandamus quatenus', 'districte precipiendo mandantes' et eiusmodi similes buccas tumidissimas, quibus omnes scholas occupat, ut bene Petrus non loquentes sed sonantes appellat, cum sint voces merae, nihil nisi vanissimae vanitatis doctrices. | 'De lyder af hovmodige og tomme ord, og forfører dem, der lige var sluppet fri, til kødelige lyster og vellevned'. Det ville være mærkeligt, om ikke dette sted sigtede til universiteterne og studiet af den kanoniske ret. For vi ser, med hvilken opblæsthed antikrist overalt tager på vej i sine dekreter, hvor han overalt siger 'Vi befaler, at' eller 'Vi giver strengt påbud om' og den slags opblæste snak, hvormed han beskæftiger alle skolerne, så at Peter har ret, når han ikke siger 'de taler', men 'de lyder af', eftersom de kun er stemmer, kun forfængelige lærdomme. |
| 68 Et tamen his pestibus alliciunt nobiliorem partem fidelium, qui, dum his vanissimis tumoribus doctrinae student, suis cupiditatibus student. Quis enim in universitatibus non studet lucri aut gloriae aut ocii gratia? ut omittam, quot animae inescentur lasciva illa et licentiosa vita Universitatum. Summa: 'Ius Canonicum nobis dat Collegiorum et scholarum populum non nisi vanitati, luxui, lasciviae, ocio, pompae deditum. | Og dog lokker han med dette fordærv den ædlere del af de troende, de, som, når de studerer denne tomme og opblæste lære, studerer deres egne lyster. For hvem er der på universiteterne, som ikke studerer for vindings eller for ærens skyld, eller for lediggangens skyld? For ikke at tale om alle dem, der lokkes af universiteternes løsagtige og udsvævende liv. Kort sagt: Den kanoniske ret giver os et folk af studenter og lærere, som ikke er optaget af andet end forfængelighed, luksus, letsindighed, lediggang og pomp. |
| 69 Et tamen incredibili boatu superbus Papa cum suis Apostolis horum statum, opes, hypocrisin iactat in suis Decretis, Ut vere Petrus superba vanitatis appellet, speciem istam pietatis et religionis et scientiae, qua populus iste inflatur, interim non nisi voluptatibus et delitiis perditus. Hunc sensum iuvat Iudas dicens 'Et os illorum loquitur tumida, admirantes personas utilitatis gratia'. (Jud 1,16) Ecce personas, species, pompas et omnino quas superius facies appellavimus vocat. Hos enim iactat rex iste facierum magnificos titulos, privilegia, libertates &c. | Og dog praler den øverste pave med en utrolig frækhed over sin egen og sine apostles stand og rigdom og hykleri i sine dekreter, så Peter med fuld ret kalder det et forfængelighedens overmod, dette fromhedens og alvorens og visdommens skin, hvormed dette folk opblæses, samtidig med at de er fortabt i sine lyster og udskejelser. Judas understøtter denne mening, når han siger 'Og deres mund taler store ord, de smigrer andre, når de har fordel af det'. Se, her har du de personer, det udvendige skin, den pomp og i det hele taget alt det, som vi tidligere kaldte 'skin'. For de ting er det, denne skin-konge roser sig af med sine pragtfulde titler, sine privilegier, sine friheder osv. |
| 70 Et pulchre addit 'eos, qui vere effugerant, in errore conversantes'. (2 Pet 2,18) Mihi videtur hoc velle, ut quicquid e Baptisate et verbo dei natum et liberatum a peccatis fuerit, mox ubi adoleverit, in eorum doctrinas et studia rapitur et immergitur, ut in errore conversari cogantur, licet per Christum effugerint antea omnes errores: hoc fit, dum a fide in cerimonias, (W758) a spiritu in personas, a gratia in opera, a veritate in speciem, hypocrisin et universam illam facierum pompam ruunt, per impiissima vanitatis superbae eorum Decreta. | Og det er helt rigtigt, hvad Peter tilføjer: 'de, som var sluppet fri, men nu lever i vildfarelse'. Her tror jeg, han tænker på dem, som blev født ud af dåben og Guds ord og befriet fra deres synder, men som så snart de voksede til, blev fanget ind i og oversvømmet med deres læresætninger og studier, så de blev tvunget til at leve i vildfarelse, selv om de var sluppet fri gennem Kristus før alle deres vildfarelser. Det sker, når de styrter over fra troen til ceremonierne, fra ånden til personerne, fra nåden til gerningerne, fra sandheden til skinnet, hykleriet og hele dette skinnenes pragt, altsammen i kraft af deres ugudelige dekreters forfængelige hovmod. |
| 71 'Libertatem illis promittentes, cum sint servi corruptionis,' (2 Pet 2,19) hoc et ad indulgentias pertinet et ad omnem illam fallaciam, qua facierum studium predicant bonum, Ut qui in illis ambulet, sancte et pie ambulare credatur: sic enim ordines sacerdotum, Monachorum et totius cleri iactantur, ut soli in statu salutis esse putentur, ceteros omnes mundanos et seculares arbitrantur. | 'De lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvet'. Dette sigter til afladen og til hele de bedrag, hvorved de prædiker, at stræber man efter dette skin, stræber man efter noget godt, så den, der vandrer i dem, skal anses for hellig og from. Således roser nemlig præstestanden, munkestanden og hele den gejstlige stand sig, at de alene skal regnes for frelste, alle de øvrige anses for urene og verdslige. |
| 72 Denique sua studia, sua merita, suas missas vendunt et promittunt remissionem peccatorum. At servi sunt corruptionis, id est, non nisi corruptibilia docent, ut quod Colo. ii. sic dicit 'quae pereunt ipso usu secundum traditiones et precepta hominum'. (Kol 2,22) Et tamen quia in his confidere docent, etiam aeternae corruptionis per haec autores sunt. Sed sequentia cogunt servos corruptionis intelligi servos peccati, ut sit sensus: cum ipsi impia hypocrisi et viciis manifestis perditi sint, tamen aliis presumunt suis perditis studiis ad salutem prodesse communicando suas fraternitates et indulgentias. | Dernæst sælger de deres egen indsats, fortjenester og messer og lover syndernes forladelse. Men de er slaver af fordærvet, det vil sige, de lærer ikke andet end fordærvelige ting, sådan som Kol 2,22 siger: 'Det, der går til grunde ved selve det, at det bruges, ifølge menneskers traditioner og bud'. Og dog, fordi de lærer at stole på disse ting, er de herved også ophavsmænd til det evige fordærv. Men det følgende i teksten tvinger os til at forstå 'slaver af fordærvet' som lig med 'slaver af synden', så meningen bliver: Én ting er, at de selv er fortabte i gudløst hykleri og åbenbare laster, men de indbilder også andre, at deres fortabelsesgerninger kan gavne dem til frelse, når de giver dem del i deres broderskaber og deres aflad. |
| 73 Sequitur enim 'A quo enim quis superatus est, huius et servus est'. (2 Pet 2,19) Nonne quottidie audimus, Papam etiam manifeste sceleratum et impium id audere, ut merita Christi et sanctorum dispenset et clavibus caelum aperiat quibus volet? Et sequitur eum universum suum vulgus cleri. Sic Ecclesiae thesaurum impius in manum vendicat et alios liberat, ipse corruptionis servus. | Der følger nemlig: 'Det, man ligger under for, det er man også slave af'. Mon ikke vi hver dag hører, at paven vover det åbenbart forbryderiske og gudløse at uddele Kristi fortjenester og de helliges fortjenester og med nøglerne at åbne for hvem han vil? Og hele den primitive hob af præster følger ham. Således udbyder han kirkens skatte til salg på ugudelig vis og befrier andre, men selv er han slave af fordærvet. |
| 74 Concludit ergo Petrus, Romanam Ecclesiam cum suo Papa reversam esse ad peiorem gentilitatem quam prius fuerat, dicens 'Si enim refugientes coinquinationes mundi in cognitione domini et salvatoris Iesu Christi' (per fidem) 'et tamen his rursus implicati superantur, facta sunt illis posteriora deteriora prioribus. Melius enim illis erat non cognovisse viam iustitie' (id est, fidei) 'quam post agnitionem retrorsum converti ab eo, quod illis traditum est sancto mandato' (scilicet fidei in Christum). | Peter konkluderer nu, at romerkirken med sin pave er vendt tilbage til et hedenskab, der er værre end det, der var tidligere. Han siger nemlig: 'For hvis nogen (gennem troen) har lært vor Herre og frelser Jesus Kristus at kende efter at være undsluppet verdens urenheder, og så atter fanges ind af det og ligger under for det, så bliver det sidste værre end det første. Det var nemlig bedre for dem, om de ikke havde lært retfærdighedens vej at kende (det vil sige, troens vej), end at de efter at have lært den at kende atter vender sig bort fra det, som ved et helligt bud blev overleveret dem' (nemlig troen på Kristus). |
| 75 'Contigit enim eis illud veri proverbii "Canis reversus ad suum vomitum" et "sus lota reversa ad volutabrum caeni" Ita videmus enim in Papistico regno fidem extinctam peioresque gentes nos esse quam unquam fuimus: hoc abominandis propositionibus debemus huius regis facierum, quas Petrus et Iudas, ut videmus, quam graphice et egregie depinxerunt cum faciebus et efficaciis illis alienis. | Da er det gået med dem, som det træffende hedder i ordsproget: 'Hunden vender tilbage til sit bræk', og 'den gris, der er vasket, vælter sig atter i sølet'. Således ser vi, når troen er udslettet i det pavelige rige, at vi er blevet værre hedninger end vi nogensinde før har været: Det kan vi takke denne skin-konges afskyelige påfund for, dem, som Peter og Judas, som vi har set, afmaler så nøjagtigt og udmærket for os med både skinnene og den fremmede kraft. |
| 76
Sequitur nunc fructus et opus illarum. (W759)
Et mirabilia vastabit. (Dan 8,24) |
Og nu følger
frugten og virkningen af alt dette:
'Og han skal ødelægge underfuldt'. |
| 77 Hoc vocabulum 'mirabilia', quod Hebraice dicitur 'Niphlaoth' alibi transfertur 'Magnifica, arcana, occulta', ut Dan. xi. 'Contra deum deorum loquetur magnifica'. (Dan 11,36) Verbum 'vastare' illud est, quo Gen. vi. scribitur terram esse corruptam et omnem carnem corrupisse viam suam, et deum corrupturum seu perditurum eos cum terra, ut melius forte diceremus hoc loco 'Et mirabilia corrumpet'. Ambiguus autem est Daniel, ut possint intelligi vel ea mirabilia, quae invadit rex ille ut corrumpat, Vel opera eius, quae perpetrat in corrumpendis illis, ceu res eius gestas appellat mirabiles et incredibiles. | Ordet 'underfuldt', som på hebraisk hedder niflaoth, oversættes andre steder ved 'stor', 'hemmelig', 'skjult', sådan som i Dan 11,36: 'Han talte store ting imod gudernes gud'. Ordet 'ødelægge' er det samme, som det, der i 1 Mos 6,12 bruges til beskrive, at jorden var fordærvet og at alt kød havde fordærvet sin vej, og at Gud ville fordærve dem eller lade dem gå fortabt sammen med jorden, så at vi måske snarere på dette sted skulle sige: 'Og han skal fordærve underfuldt'. Men Daniel er tvetydig, så at man kan mene, at det, der er underfuldt, er det, som denne konge indtager og fordærver, og den handling, som han gennemfører, når han fordærver dem, det vil sige, han kalder selve hans gerninger underfulde og utrolige. |
| 78 Et hunc posteriorem sensum sequitur noster interpres, quem et nos sequemur, licet prior simul verus sit. Vere enim sunt magnifica quae corrumpit, Sed in spiritu et fide solum spectabilia. Erit ergo sensus: Et mirabiliter corrumpet, seu magnus et incredibilis corruptor erit. Non enim id quod passurae fuerunt res bonae ab ipso, sed quam grandia ille in res bonas esset operaturus, describit, fortunam eius et successum ostendens. | Denne sidste betydning følger vores oversætter, og den følger også vi, selv om den første godt kan være sand. For det er virkelig store ting, han fordærver, selv om det alene er i ånden, at de er synlige. Men det bliver altså meningen: Og han skal fordærve underfuldt, eller han skal blive en stor og utrolig fordærver. For Daniel beskriver ikke, hvad folk skal komme til at lide under ham, men hvor storslået han skal virke på folk, idet han viser hans held og hans succes. |
| 79 Non ergo de vastatione vel corruptione violenta loquitur, quo modo tyranni per bella et vim armorum terras et regna vastant. Qualis enim rex, talis et vastatio eius, faciebus scilicet et propositionibus omnia faciet, et iis non nisi per alienam efficaciam roboratis, non armis nec viribus ingenii et eruditionis, id quod indicat sequens versus, dicens 'Et prosperabitur et faciet, et vastabit robustos et populum sanctorum, et dirigetur dolus in manu eius'. (Dan 8,24f) | Der tales altså ikke om en voldelig ødelæggelse eller fordærvelse, sådan som når tyranner ved krig og våbenmagt ødelægger lande og riger. For som kongen er, sådan er også hans ødelæggelse. Og denne konge øver alt gennem skin og påfund, og disse styrkes kun ved en fremmed kraft, ikke ved våbenmagt eller ved forstands- eller uddannelsesmagt, hvillket også det følgende vers viser, hvor det hedder: 'Og han skal få fremgang og være virksom, og han skal ødelægge de stærke og de helliges folk, og bedrag skal styres ved hans hånd'. |
| 80 Consequens ergo est, non urbes nec provincias ab eo vastari, sed eas res, quae faciebus et propositionibus et dolis vastari et possunt et solent, quaeque faciebus contrariae et propositionibus et dolis contrariae, Nempe veritatem et verbum veritatis et spiritum et simplicitatem, hoc est, fidem in Christo et conscientiarum bonarum regnum, quod Christus regnum dei, regnum caelorum, regnum veritatis vocat. | Følgelig er det ikke byer eller provinser, der ødelægges af ham, men de ting, som kan ødelægges og plejer at ødelægges af skinnene og påfundene og bedraget, og det er det, der er det modsatte af skinnene og påfundene og er det modsatte af bedragene. Det vil sige, det er sandheden og sandhedens ord og ånd og enkelhed, det vil sige, det er troen på Kristus og de gode samvittigheders herredømme, som Kristus kalder Guds rige, himmeriget og sandhedens rige. |
| 81 Sic enim coram Pilato confitetur, regnum suum esse veritatis regnum: 'omnis', inquit, 'qui ex veritate, audit vocem meam'. (Joh 18,36) Quare hic rex vastator regni caelorum corruptorque simplicitatis, quae est in Christo Iesu (ut ad Corinthios dicit (2 Kor 11,3)), non est nisi legitimus ille Antichristus pro fide opera, pro veritate speciem, pro mysterio faciem, pro Euangelio propositiones, pro synceritate astutias, pro verbo dei sua Decreta docens, ac sic conscientias perdens et spiritum vastans. | For det bekender han overfor Pilatus, at hans rige er sandhedens rige: 'Enhver, som er af sandhed, hører min røst'. Derfor er denne konge en ødelægger af himmeriget og en fordærver af den enkelhed, som er i Kristus Jesus (som Paulus siger til korintherne); han kan altså kun være denne antikrist, som lærer gerninger i stedet for tro, udvendig glans i stedet for sandhed, skin i stedet for mysterium, påfund i stedet for evangeliet, forslagenhed i stedet for ligefremhed, og dekreter i stedet for Guds ord, og således ødelægger samvittighederne og udsletter ånden. |
| 82 Quod an Papa impleat, videamus. Primum hoc manifestum est, per Christum sic esse omnia peccata ablata, ut ne occasio quidem peccati reliqua esset, quae est lex: fecit enim per fidem omnia libera, ut Christianus nihil operaretur lege cogente, sed omnia spiritu libertatis, sicut i. Timo. i. dicit, (W760) 'Iusto non est lex posita'. (1 Tim 1,9) Quicquid enim lege cogente fit, peccatum est, quia non fit voluntario spiritu, sed invita ac per hoc contraria legis voluntate, id quod revera est peccatum. | Og lad os nu se på, hvordan det passer på paven. For det første er det soleklart, at gennem Kristus er alle synder udslettet på den måde, at der ikke engang er tilbage nogen syndens anledning, det vil sige nogen lov. Han har nemlig igennem troen gjort alting frit, så at den kristne ikke gør det, han gør, fordi han er tvunget af loven, men gør det altsammen i åndens frihed, sådan som Paulus siger 1 Tim 1,9: 'Loven er ikke til for den retfærdige'. For hvad der sker, fordi det er fremtvunget af loven, er synd, fordi det ikke bliver til ud fra en frivillig ånd, med modstræbende og derfor med en vilje, der er modsat loven, hvilket i sandhed er synd. |
| 83 Ideo praedicatores novi testamenti ii. Corin. iii. appellat ministros spiritus, non literae, quod gratiam, non legem doceant. Inde in toto novo testamento non sunt precepta urgentia, sed tantum exhortationes et obsecrationes. Nec Christus nec Apostoli quenquam unquam coegerunt, Et spiritus sanctus vocatur in hoc spiritus paracletus, ut exhortetur. | Derfor kalder Paulus 2 Kor 3,6 forkynderne i det ny testamente for åndens, ikke bogstavens tjenere, fordi de lærer nåde, ikke lov. Derfor er der i hele det ny testamente ikke nogen tvingende bud, men kun formaninger og tilskyndelser. Og hverken Kristus eller apostlene har nogensinde overhovedet brugt tvang, og helligånden kaldes 'formaningsånden', fordi den formaner. |
| 84 Haec omnia eo tendunt, ut populus Christi sit, qui voluntarie eum audit et sequitur, nullo timore legis, sed gratuita libertate et benevolentia ductus, Non ideo faciens quia preceptum, sed quia placitum, etiam si preceptum non esset, qui vero secus faceret, populus legis et synagogae esset, in qua occidebantur prevaricatores legis. | Alt dette peger i retning af, at Kristi folk er et folk, som frivilligt hører og følger ham, uden nogen frygt for loven, men drevet af ugengældt frihed og velvilje. Det folk gør ikke, hvad det gør, fordi det er påbudt, men fordi det er gudvelbehageligt, og det ville gøre det, også om det ikke var påbudt. Men et folk, der handler anderledes, er lovens og synagogens folk. I synagogen bliver lovovertræderne dræbt. |
| 85 Unde Matth. 19. per conditionem dicit 'Si vis ingredi, serva mandata'. (Matt 19,17) Et v. Non ait 'Volo, ut sitis pauperes', sed blande exhortatur dicens 'Beati pauperes spiritu' &c. Breviter, in novo testamento ostenduntur omnia, scilicet quae facienda omittendaque sunt, que etiam maneant facientes et omittentes, et unde petenda sint, que facienda sunt. Sed nemo cogitur, omnibus permittitur, ut vel pereant vel salvi fiant, secundum quod voluerint; ideo et Matth. xviii. Rebellem non occidi, sed vitari sicut Ethnicum, docet. (Matt 18,17) | Derfor siger han i Matt 19,17 med en betingelsesbisætning: 'Hvis du vil gå ind, så hold budene'. Og i Matt 5,3 siger han ikke 'Jeg vil have, at I skal være fattige', men opfordrer dem kærligt, idet han siger: 'Salige er de fattige i ånden' osv. Kort sagt, i det ny testamente påvises alt, hvad der skal gøres og undlades, og videre, hvad de, der gør det eller undlader det, har i vente, og hvorfra de skal søge kraften til at gøre det. Men ingen tvinges, det står alle frit for at gå til grunde eller bliver frelst, eftersom hvad de vil, derfor lærer Kristus os også i Matt 18,17, at den, der gør oprør, ikke skal dræbes, men undviges som en hedning. |
| 86 Sic non a lege, sed a vi legis (id quod vere est a lege solvi) liberavit nos, omnibus donata libertate nostro periculo faciendi sive bonum sive malum, non tamen per hoc tollens prophanis magistratibus suum ius et gladium in puniendis malis. Nam et tales ad regnum suum non pertinent, donec spirituales facit liberaliter serviant deo. | Således er det ikke fra loven, at Kristus har frigjort os, men fra lovens kraft (hvilket i sandhed er at blive løst fra loven). Vi har alle fået frihed til på egen regning at gøre enten det gode eller det onde, uden dog at derved den verdslige øvrighed mister sin ret og sit sværd til at straffe de onde. For sådanne hører ikke med til Kristi rige, førend de er gjort til åndelige mennesker, der frit tjener Gud. |
| 87 Hec cum ita habeant etiam in lege decalogi divini, tum maxime in legibus cerimonialibus valent, quae prorsus abolitae sunt, ut nihil in eis peccari possit, sola fide proposita ad iustificationem sufficientissima. Cum autem rex iste facierum Papa aliud non faciat quam mandat et urget in universis suis Decretis, idque vice et nomine dei, satis claret quam sit adversarius Christi et vastator novi testamenti et hostis libertatis Christianae, cogens invitos ad opera a se imperata, qua tyrannide tot peccatorum autor est, quot opera ab invitis fiunt: | Når det forholder sig sådan med loven i de guddommelige ti bud, så gælder det så meget mere for ceremoniallovene, som helt bør ophæves, så at ingen kan synde overfor dem, idet det alene er troen, der er fastsat som fuldt ud tilstrækkelig retfærdiggørelse. Men eftersom denne skinnenes konge, paven, ikke gør andet end at udstede og påtvinge os alle sine dekreter, og det på Guds vegne og i Guds navn, så er det ganske klart, at han er Kristi modstander og det ny testamentes ødelægger og den kristne friheds fjende, idet han tvinger folk til modvilligt at udføre gerninger, som han har påbudt, og med dette tyranni er han ophavsmand til lige så mange synder, som de modvilligt gør gerninger: |
| 88 dum enim sese credunt teneri eius mandatis, conscientiam habent si omittant, et tamen quia inviti faciunt, revera in corde peccant, non peccaturi hac aversa et odiente legem voluntate, si nihil mandasset, sed solum obsecrasset et exhortatus fuisset. Rursus in iis qui sibi obtemperant, autor est falsae iustitiae, quia dum sese credunt bene fecisse et hanc obedientiam reputant pro iustitia, fit, ut non fide in Christum, sed iis legibus et operibus sese bonos fore et esse arbitrentur. | For når de tror, at hans bestemmelser skal overholdes, får de samvittighed, hvis de undlader det, og dog, når de overholder dem modvilligt, synder de i sandhed i hjertet. Men det er klart, at de ikke ville have syndet ud fra denne uvilje, der hader loven, hvis han ikke havde befalet noget, men blot havde tilskyndet og opfordret. Og på den anden side er han hos dem, som retter sig efter reglerne, ophavsmand til en falsk retfærdighed, for når de tror, at de har gjort det gode og regner denne lydighed som retfærdighed, sker der det, at de ikke tror, de vil være og er gode ved troen på Kristus, men ved disse love og gerninger. |
| 89 Atque hoc est vere vastare fidem et veritatem et conscientias tum malas multiplicare, (W761) tum ficte bonas facere. Cum autem id faciat toto orbe, patet, quam mirabilis et incredibilis vastator et corruptor sit: tot enim vastat, quotquot legibus et imperiis his subiicit et impellit. Quem vero in toto orbe non subiicit, nisi infantes forte et simplices, incognito consilio dei servatos? O homo peccati! O fili perditionis! O abominatio! O vastator! O conscientiarum malarum autor! O falsa bonarum Magister! O hostis fidei et libertatis Christianae! Et quis haec infinita maria malorum huius portentosi regis complectatur mente, nedum eloquatur verbo? | Og præcis dette er at ødelægge troen og sandheden og dels mangfoldiggøre de dårlige samvittigheder, dels gøre de gode fiktive. Men når det sker over hele verden, fører det med sig, at han bliver en forunderlig og utrolig ødelægger og fordærver. For han ødelægger alt det, som han underkaster sig og undertrykker med sine love og sit herredømme. Hvem i hele verden underlægger han sig ikke, måske bortset fra spædbørnene og de åndssvage, som bliver bevaret i kraft af Guds hemmelige råd? O du syndens menneske! O du fortabelsens søn! O du vederstyggelighed! O du ødelægger! O du ophavsmand til dårlige samvittigheder! O du falske lærer for de gode samvittigheder! O du fjende af troen og den kristne frihed! Hvem kan vel have hele dette hav af onder, som denne skændige konge gennemfører, i hovedet, for ikke at tale om at give udtryk for det i ord? |
| 90 Videre til lutcat05! |
Noter:
n10: Der blev fejret vigiliefaste før apostlene Matthias', Peters, Judas', Jakobs, Simons, Thomas' og Andreas' dage.
n34: Den norske udgave gør opmærksom på, at ufejlbarhedsteorien er nævnt i pavens bandlysningsbulle, se exurge#71.
n35: Luthers bemærkninger her om paven støtter sig ikke til noget personkendskab. Tidligere, før han fik den overbevisning, at paven var antikrist, havde han regnet pave Leo den Tiende for en yderst from person, kun var han omgivet af dårlige rådgivere. Heller ikke det skyldtes personkendskab til Leo, men var et (fortvivlet) forsøg på at fastholde alt i den gamle gænge: Paven var god nok, det var ikke nødvendigt at nedbryde alting indenfor kirken. Men det synspunkt holdt altså ikke i længden.
n42: Sardanapal blev regnet for Assyriens sidste konge og var kendt for at være nydelsessyg.
n52: Dette dekret gennemgår Luther udførligt i r13-04#26 - #89. Specielt stedet med solen og månen, se r13-04#80.
n60. Luthers rettelser er interessant, dels fordi han i det hele taget vover at foreslå en rettelse i den hellige tekst, dels fordi det viser hans humanistiske tænkemåde. Forøvrigt findes Luthers forslag i ét af de gamle manuskripter.