Luther mod Catharinus 3


fra Weimarudgaven bind 8, side 730 til 743.
Tilbage til hovedsiden!
1        Videamus et alias quasdam facies, huius regni vires.          Lad os også se på nogle af de andre skin, som er dette riges kraft.
2       Hic occurrunt Opes Ecclesiae, patrimonia crucifixi, res Ecclesiae, bona spiritualia. Nam huius regni potentia fecit, ut etiam temporalia sint spiritualia, mundana sint Ecclesiastica, corporalia sint caelestia. His enim dotatur, ornatur, glorificatur Ecclesia et facierum non minima pars in his sita est.         Her er det nærliggende at nævne kirkens rigdom, den korsfæstedes gods, kirkens ejendom, de åndelige goder. For dette riges magt bevirker, at selv de timelige ting bliver åndelige, de verdslige kirkelige, de legemlige himmelske. For med den slags ting er kirken begavet, smykket, hædret, så der ligger en ikke så ringe del af skinnet i disse ting. 
3 Dic, quis imperator unquam tut opes habuit? in confesso est, mundi opes (W731) plus dimidio possideri ab Ecclesiasticis, tot urbibus, castris, ducatibus, regnis, regionibus huic regi incorporatis. Romanum enim imperium vectigal tantum accipiebat et tributa: at hic res ipsae propriae sunt illorum. Quis consulum Romanorum uni Cardinalium vel Archiepiscoporum vel Episcoporum aequari possit? Prorsus nullum imperium tantos principes, tantos proceres, tantarum opum, tanti luxus, tanti splendoris habuit.  Sig, hvilken kejser der nogensinde har haft en sådan rigdom. Det er en kendsgerning, at mere en halvdelen af verdens gods ejes af gejstlige, så mange byer, slotte, fyrstendømmer, kongedømmer, regioner er lagt ind under denne konge. Det romerske kejserrige opkrævede kun skatter og tributter. Men her har de gjort tingene til deres egne. Hvilken romersk konsul kan stilles lige med bare én kardinal eller ærkebiskop eller biskop? Intet imperium har haft så store fyrster, så store adelsmænd, så megen rigdom, så stor en luksus og så stor en glans. 
4 Hoc dimidio rerum non contenti et laicorum opes suas esse praesumunt, tentantes et ipsi evacuare omnes principatus et potestatus et magistratus, pro libidine et regiones, provincias, urbes, castra, villas autoritate propria sibi subiicere, omnia imperare quae visum est, ac si quando recusent, bellis et cedibus involvere vel propriis militibus vel ad discordiam concitatis magistratibus et principatibus.  Men de var ikke tilfredse med halvdelen af tingene, og de foregiver at have krav på også lægfolks ejendom, idet de forsøger at svække alle fyrstendommer og magter og magistrater, og efter behag at lægge både regioner, provinser, byer, slotte og gårde ind under deres egen autoritet, alt vil de herske over, som de finder for godt, hvis nogen gør vrøvl, får de krig og strid i stand, enten med egne soldater eller ved at ophidse magistrater og fyrster til uenighed. 
5           Sed non hoc quidem contenti, quod semel totius mundi opes et res fecerint suas esse, amplius saevit facierum regnum et efficit, ut quoties et quot modis velint, sua sint omnia. Sic enim Papa Episcopos exugit, Episcopos pastores inventis palliis, (n5) annatis, (n5a) subsidiis et aliis infinitis titulis rapiendi, et hoc malum in populum tandem redundat. Nam pastores et Monachi populum deglubunt, ut Episcopos et seipsos impleant.          Men de er ikke engang tilfredse med, at al verdens rigdom og ting én gang er blevet gjort til deres ejendom, skinnet rige raser videre og udvirker, at det skal være deres til enhver tid og på enhver måde. Derfor udsuger paven biskopperne, og biskopperne præsterne, ved at opfinde pallier, annater, subsidier og en uendelighed af andre navne at udplyndre under, og dette uvæsen falder i sidste ende tilbage på folket. For præster og munke flår folket, så de kan opfylde biskoppernes og deres egne krav. 
6 Atque hoc quidem latrocinium Papa in dimidio rerum, quas Ecclesiae diximus, exercet. Alterum autem dimidium expilat indulgentiis, Bullis, confessionalibus, indultis, privilegiis, dispensationibus, et quis hos titulos latrocinandi numeret? Atque haec omnia operantur facies illae, rursus faries augentur assidue, ut talia plus de die in diem operentur. Officia enim haec sunt sancta, pia fideliaque pastorum Ecclesiae, quibus lucent sicut luminaria mundi.  Og det er endda kun det røveri, paven udfører mod den ene halvdel af ejendommene, som vi kalder de kirkelige. Den anden halvdel får han fat på gennem aflad, buller, skriftebreve, eftergivelsesbreve, privilegier, dispensationer, ja hvem kan opregne navnene på alle disse røverier? Alt dette sker ved hjælp af disse skin, og igen øges disse skin betragteligt, efterhånden som de dag for dag bevirker disse ting. For disse forretninger er hellige, fromme og trofaste for kirkens præster, hvormed de skulle lyse som verdens lys. 
7 Anathema sit haec non dixisse bona facta strenue et sine fine grassantia pro sancta Ecclesia augenda, ornanda, roborandaque: vere ridiculi Persarum luxus, Nihil Romanorum opes, si haec maria et flumina aurea et argenta consideres. Et in quos usus tandem haec? in quorum necessitates distribuuntur? in pauperes et egenos? Absit, in Sodomam potius, Gomorram et Sybarim. Verum quid tam levia exempla commemoro? Superat res ipsa et fidem et sensum et verba.  Og forbandet være den, som ikke siger, at dette er udmærkede gerninger, der grasserer effektivt og uden ende for at øge, udsmykke og styrke den hellige kirke. Persernes luksus var latterlig, romernes rigdom var ingenting, hvis du sammenligner med disse have og floder af guld og sølv. Og til hvad nytte er det i sidste ende? Hvilke trængende er det, det uddeles til? Til de fattige og nødlidende? Slet ikke, snarere til Sodoma, Gomorra og Sybarit. Men hvorfor nævner jeg sådanne uskyldige eksempler? Sagen selv overgår både tro og forestillingsevne og ord. 
8           Et tamen ad roborandam faciem haec vel imprimis faciunt, adeo, ut levius sit crimen occidisse, adulterasse, fraudasse, hui quid ista levicula? levius, inquam sit nomen dei blasphemasse, peiuasse, fidem negasse (quanquam et haec magis ludicra quam peccata illis sunt) quam suadente diabolo personam clericalem lesisse aut rebus eius vel obolo nocuisse: tam sancta sunt ista plusquam ter maxima latrocinia, ut etiam fama sit horrenda, multos male periisse, praesertim principes, porro neminem non ignominia consumptum esse, qui illorum quicquam contractarit aut ipsos non adoraverit digne et satis.           Og dog bidrager dette i første omgang i den grad til at styrke skinnet, at man regner forbrydelser for at være lettere synder, forbrydelser som at have dræbt, at have bedrevet hor, at have bedraget, ok, det er bare noget småtteri. Det skulle være en lettere synd, siger jeg, at have spottet Guds navn, at have svoret falsk, at have fornægtet troen (som om dette snarere er en spøg end virkelig synd for dem), end at 'have bistået djævelen', at have forulempet en gejstlig person, eller at have gjort skade på hans ting eller formue. Så hellige er disse ting, ja det er mere end tre gange røveri, at endog rygtet er skrækindjagende, rygtet om, at mange, især fyrster, har fået en grusom død, og rygtet om, at i det hele taget ingen er sluppet for  vanære, som har rørt ved noget af deres eller ikke beundret dem på værdig og tilstrækkelig vis. 
9 Non intelligunt enim, has esse operationes erroris in signis et prodigiis mendacibus Sathanae, (2 Thess 2,9.11) cum ideo malum accidat contrectatoribus (W732) non quod tam sanctae sint res istae, sed quod tam execratae et venenatae, utpote tam sceleratis artibus et inauditis latrociniis partae, ut eas tetigisse bono viro mors et aurum (quod aiunt) Tolosanum sit, (n9) innoxiae vero sint solum suis raptoribus et iis qui consentiunt foventque et in partem praedae admissi sunt.  De forstår nemlig ikke, at dette er Satans vildfarelseshandlinger i falske tegn og undere. Når der derfor sker noget ondt med dem, der berører disse ting, skyldes det ikke, at disse ting er særlig hellige, men at de er så forbandede og forgiftede og i det hele taget skaffet til veje ved så nedrige metoder og så uhørt et røveri, at det vil være døden og Toulouses guld for et godt menneske at have rørt ved det. Men det er ufarligt for dem, der kun har været med ved røveriet, som samtykker i det og støtter det og får sin del af byttet. 
10 Hi enim bene habent, volupe vivunt, gloriosi sunt et mortui honeste sepeliuntur, insculptis signis et imaginibus, tum fundatis perpetuis memoriis pro impetrando caelo, quod viventes mereri non poterant, occupati rebus illis sacris, quibus iuste impediti valde inviti infernum meruerunt.  De har det nemlig godt, lever i sus og dus, bliver æret og får en værdig begravelse, når de dør, med gravskrift og udsmykning. Og man opretter en evig stiftelse til deres minde, så de kan indgå i himlen, hvilket de ikke kunne gøre sig fortjent til, mens de levede, optaget som de var af disse hellige ting, hvormed de lovlig forhindret og meget mod deres vilje gjorde sig fortjent til helvede. 
11         Post has glorias et honores Ecclesiae, facies scilicet illas in laudem dei religiosissime paratas, sequitur alia facies, aedium, pallatiorum et domorum. Nam ut facies opum ornant facies personarum, sine quibus personae sorderent, ita facies aedium clarificant facies opum: sordidae enim et opes, nisi pro digna magnificentia preclarae, mundae et nitidae sint aedes.          Efter disse kirkens æres- og hædersbevisninger kommer så et andet skin, nemlig det, der højst fromt er oprettet til Guds ære, følger et andet skin, det fra bygninger, paladser og huse. For ligesom rigdommens smykker personernes skin, uden det ville personerne være simple, således tjener bygningernes skin til at udsmykke rigdommens skin; for rigdommen ville være simpel, hvis ikke der svarende til rigdommens overvældende herlighed var elegante og strålende bygninger. 
12 Dic et hic, si potes: Quae gens superbiores, spectabiliores, ameniores, magnificentiores, praesertim tam multas edes habet, atque hoc regnum facierum? Nonne optimi fundi, optima loca, optima castra, optima domicilia sunt illorum? Quae lautitia, quis nitor, quae mundicia in toto mundo potest illis conferri? Sig også her, hvis du kan: Hvilket folk er der, som har flottere, mere strålende, mere afsindige, mere storslåede og især flere bygningsværker end dette skin-rige? Er det ikke også dem, der ligger på de bedste grunde, har de fineste byggesteder, de bedste slotte og de bedste huse? Hvilken overflod, hvilken pragt, hvilken glans i hele verden kan sammenlignes med dem? 
13 Sic enim aedificant, ac si paradisum sibi in hoc saeculo perpetuum parare cogitent. Vide palatia reverendissimorum Cardinalium, quae pro gloria dei et honore sanctae Ecclesiae possident, et regum palatia cum illis conferre erubesces. Nec mirum, cum successores Apostolorum sint et virtualis Ecclesia, ob id regibus merito pares, immo superiores, cum illi piscatores fuerint.  De bygger nemlig, som om de stræbte efter at rejse sig et evigt paradis her på jorden. Se de ærværdige kardinalers paladser, de, som de ejer til Guds ære og den hellige kirkes pris, og du vil rødme ved at sammenligne dem med kongernes paladser. Men er det ikke mærkeligt, når de apostlenes efterfølgere og kirkens kraft, at de så af den grund skal stilles lige med eller end over konger, når apostlene selv kun var fiskere. 
14        Ad alias properemus minus sacras. Nam hae tres, personatus, opes, aedes, omnium sunt facile sacratissimae. Quantum est enim hic mare iurium de dignitatibus, de praelaturis, de praebendis, de iudiciis, de foro, de privilegiis, de immunitatibus et id genus ad Ecclesiam non magis quam Belial ad Christus pertinentibus!         Vi kommer nu til andre og mindre hellige skin. For de tre, vi har nævnt, personernes, rigdommenes, bygningernes skin, må uden tvivl regnes for de helligste af alle. Se bare på det mægtige hav, vi har, af retsregler om rang, om prælaturer, om stiftelser, om retsprocedurer, om juridisk autoritet, om privilegier, om immunitet og den slags, der ikke har mere med kirken at gøre end Belial med Kristus!
15         Quarta facierum. Est ipse habitu et vestis. Qua vel imprimis tuetur impietas ista abominationis. Quem enim non inflat, sanctificat, adorabilem facit rubens ille pileus, bicornis infula, syrma purpureum, Mula gemmata, talares auro, gemmis omnibusque preciosis rigentes, et omnis illa varietas, qua sese a laicis et communi Christianorum habitu ceu a re prophana separaverunt?          Det fjerde skin. Det har med klæder og udstyr at gøre. Med den tages der i særlig grad vare på denne afskyelige gudløshed. For hvem vil ikke føle sig opblæst, helliggjort, ærværdiggjort af denne røde kardinalhat, af mitraen med båndene, af det purpurfarvede slæb, af muldyret pyntet med ædelstene, af kapperne, som er stive af guld, ædelstene og alle slags kostbarheder, og alt det andet, de har brugt for at skille sig ud fra lægfolket og fra de kristne almindelige sædvane eller fra den profane virkelighed? 
16 Iam rasum illum verticem manusque oleo illo putrido consecratas tetigisse sacrilegium est maximum. Beatus autem, qui dignus fuerit vel osculari. Monachorum autem habitum ipsimet ferme abominantur, et si vehementer faciem istam stabiliat. Hic videas, quanta subito nata sint peccata, quantae conscientiae, quanti casus reservati, si quid in his habitibus aut vestibus deliquerint.  Og det var den største gudsbespottelse af have berørt den raserede isse eller de med stinkende olie indviede hænder. Men salig den, som blev fundet værdig til at kysse dem. Men munkedragten forbander de næsten selv, også selv om den i høj grad er med til at styrke dette skin. Her ser du, hvordan der pludselig bliver født synder, hvor mange der gør sig samvittighed over det, hvor mange forbeholdte tilfælde, hvis de mangler noget i klæder eller udstyr. 
17 Quod stuprum par esse putes uni illi sceleri, si (W733) clericus toto in mense rasus non fuerit? Quod paricidium, si sine stola, sine manipula aut una parte aliqua vestis neglecta altari ministrarit? O digna religio et idoneus cultus talibus sanctis! hic leges, statuta, mores et consuetudines, dispensationes, irregularitates et eius generis infinitae, quas nausea est meminisse, abominationes suum regnum regnant.  Hvilken voldtægt tror du kan komme på linie med den ene forbrydelse, at en præst en hel måned igennem ikke er blevet barberet på hovedet? Hvilket fadermord er på linie med den forbrydelse, at han gør tjeneste for alteret uden stola, uden manipel eller hvilket andet klædestykke han nu kan have undladt? O, det er en religion og en gudsdyrkelse, der er værdig til så hellige mænd? Her udøver love, statutter, skikke og sædvaner, dispensationer, irregulariteter og massevis af den slags afskyeligheder, som man må brække sig ved at nævne, deres herredømme. 
18 In his sita est pietas Christiana. Hi sunt Ecclesia dei sancta Catholica, in his spiritus habitat, hos non posse errare credendum est, ob nullam aliam causam, quam quia sic rasi et sic vestiti sunt et mulis et lecticis vehi sese patiuntur, etiam si non modo sint impii et in scripturis ignari, sed et civili communique sensu privati, arcadicis asinis rudiores. Sufficit enim ista facies, ut omnia possint et audeant: sic tollunt crucem suam et sequuntur Christum Successores illi Apostolorum et Vicarii dei in terris.  I disse ting er den kristne fromhed anbragt. Disse mennesker er Guds hellige katolske kirke, i dem bor ånden, man må tro, at de ikke kan fare vild, om ikke af anden grund, så fordi de er barberede og iklædt på denne måde, og lader sig transportere af muldyr og i bærestole, også selv om de ikke blot er gudløse og uvidende om skriften, men også blottet for al almindelige borgerfornuft, dummere end et arkadisk æsel. Dette skin er nemlig nok til at de kan alt og vover alt. Således tager de deres kors op og følger Kristus efter, disse apostlenes efterfølgere og Guds stedfortrædere på jorden. 
19            Quinta. Est illud egregium perdendae pecuniae artificium in struendis, erigendis, ornandis, locupletandis templis, monasteriis, sacellis, altaribus et eius generis operibus. Hic enim sacratissima illa iura Papae, Bullae et sigilla non uno modo caelum largiuntur manibus illis adiutricibus et fundatoribus: hic fervent bona opera: hic thesauri inestimabilis pro domo dei colliguntur: hic quo ampliores, superbiores, ditiores, ornatiores extruxerunt aedes, hoc sunt Christianiores.           Det femte skin består i den udmærkede kunst at sløse med penge på ved at få i stand, oprejse, udsmykke og opfylde kirker, klostre, kapeller, alter og den slags gerninger. For her bruger man pavens højhellige ret og lover med buller og segl himlen til de hænder, der hjælper og grundlægger. Her vrimler det med gode gerninger. Her samler man ind umådelige skatte til Guds hus. Her er man des mere kristen, jo større, flottere, rigere, smukkere bygninger man har rejst. 
20 Melius faciunt huc contribuentes, quam si pauperibus impartirent. Nec enim in hoc aedificant, ut verbo audiendo locus sit idoneus, sed ut spectentur coram deo et hominibus. Deo enim edificant domum, qui, cum olim per S. Stephanum Act. vii. et longe ante eum per Natan et David negarit in manufactis sese habitare, tamen nunc exul factus sibi et sanctis suis domos a nobis mendicat.  De, der bidrager her, handler rigtigere, end om de havde givet til de fattige. For de bygger ikke af den grund, at der skal være et sted, der passer for Guds ord, men for at de kan vise sig for Gud og mennesker. De bygger nemlig huset for den Gud, som, skønt han i gamle dage gennem Skt Stefan i Apg 7,48 og længe før igen gennem Natan og David nægtede, at han boede i huse, gjorte med hænder, dog nu er blevet landflygtig og tigger os om hus til sig og sine hellige. 
21 Et sanctissimus ille cum Episcopis suis haec studia vulgi insana consecrationibus, sanctificationibus, immunitatibus suis, rursus imprecationibus, devotionibus, diris et censuris suis, quibus violatores, contemptores, abutentes (sicut decet facierum pietatem) persequitur, non modo confirmat, sed etiam invitat et irritat magis, ut et hinc non parva pars sui sacerrimi iuris nata vexet orbem stultis et cauteriatis conscientiis.  Og denne højhellige og hans biskopper opnår gennem deres invielser, helliggørelser, urørlighedserklæringer, og gennem deres forbandelser og forpligtelser, advarsler og indskærpelser, hvormed de forfølger overtrædere, foragtere og misbrugere (sådan som det passer sig for fromhedens skin) ikke bare at bekræfte lægfolks vanvittige bestræbelser, men også at udfordre og provokere, så at en ikke ringe del af hans hellige ret udspringer heraf og gennem dem plager han hele verden med dårlige og ængstelige samvittigheder. 
22 Interim de verbo et fide quid? hoc Christus viderit in regno veritatis. Hunc regem oportet regnum facierum excolere et quantis viribus et artibus potest magnificare. Dic mihi, si hoc non est lapides et ligna adorare, quid tum est ligna et lapides adorare? siquidem deus illa non praecepit et ea quae precepit per illa conculcantur et vastantur.  Og hvad bliver det i mellemtiden til med ordet og troen? Lad Kristus tage sig af det i sit sandheds rige. Denne konge har som sin opgave at fremdyrke skinnets rige og bruge al som magt og kunst på at gøre det større. Sig mig, hvis ikke dette er at tilbede sten og træ, hvad er det så at tilbede træ og sten? For disse ting har Gud ikke påbudt, og det, han har påbudt, blev ved disse ting trukket ned og ødelagt. 
23          Sexta non una sed facierum quaedam sylva est, scilicet eorum, quae in templis sunt et geruntur, quaestus et lucri prosperrima negocia. Hic boantur aut murmurantur horae Canonicae ingenti labore, sic tamen, ut nunquam oretur. Augentur istae aliis horis beatae Virginis, sanctae Crucis, et (W734) tumultus illius carmium, quam deus in propheta dicit se non auditurum, nullus est finis. (Am 5,23).          Det sjette skin er ikke ét bestemt skin, men en skov af skin, nemlig skinnet fra det, som finde i og foregår i kirkerne, for at øge rigdommen og overskuddet. Her råbes eller mumler der med stor anstrengelse til de kanoniske tider, dog således, at der aldrig bedes. Og man forøger tidebønnerne med bønner til den salige jomfru, til det hellige kors og en uendelig række af den slags sange, som Gud hos profeten siger, at han ikke vil høre på.
24 Et quis recenseat quantis legibus (id est peccati autoribus) et conscientiis hoc unum opus vexetur et vexet? Additae sunt voces, cantus infiniti generis et varietatis. Nam et organa universaque musica huic faciei serviunt. Omitto calices, imagines, vasa, utensilia aurea, argentea, lignea, tum vela, pallas, corporalia, et sine modo et numero ornamenta, Lumina, lampades et siqua similia: denique sacramenta hic auxerunt, Confirmationem, ordinem, matrimonium, unctionem. Deus bone, quanta est haec una vorago pecuniarum, immo et animarum! Og hvem kan opregne, med hvor mange regler (det vil sige ophav til synd) og samvittigheder man plager sig selv og andre på bare dette ene punkt? Dertil kommer så sang og musik af alle slags og arter. For både orgler og andre musikinstrumenter understøtter dette skin. Og så skal jeg ikke omtale kalkene, billederne, karrene, guld- og sølv- og trætingene, eller alter- og messeklæder og dragter, og smykker, lys og lamper og den slags uden måde og antal. Endelig har de øget antallet af sakramenter på dette punkt med konfirmationen, ordinationen, ægtevielsen, den sidste olie. Gode Gud, hvilket bundløst svælg at putte penge i, ja at putte sjæle i!
25         Quis hic iura illa aediscat, quae his rebus religiose administrandis posita sunt? Adeo enim ista non putant non esse necessaria Christianis, ut facilius adulterium remittant quam peccatum unum in istae sanctas facies et leges commissum. Si enim sanctissimus ille has facies una cum praedictis permisisset liberas et secundum Euangelium omnes nos aequales reliquisset, nihil esset horum innumerabilium peccatorum.         Hvem kan huske alle de retsregler, der er opstillet for at organisere disse ting på en from måde? Og i den grad mener de, at det er nødvendigt for de kristne, at de har lettere ved at tilgive hor end bare én synd, begået imod disse hellige skin og love. Men hvis den højhellige havde stillet os frie overfor både disse skin og dem, vi har omtalt i det foregående, og i overensstemmelse med evangeliet ladet os alle være lige, så ville denne talløse mængde af synder slet ikke have eksisteret. 
26 Ubi enim non esset lex, ibi nec praevaricatio. At nunc nostris stultis conscientiis abusus ponit has leges infinitas et per eas peccata et perditiones infinitas. Atque hoc est, quod Paulus eum vocat hominem peccati et filium perditionis, (2 Thess 2,3) hoc est, legislatorem arbitrarium et impiissimum in rebus, quae liberae factae sunt per Christum omnibus fidelibus.  For hvor der ingen lov er, dèr er der heller ingen overtrædelse (Rom 4,15). Men som det er nu, opstiller de, for at misbruge vore dumme samvittigheder, disse utallige love og gennem dem disse utallige synder og fortabelser. Men det er af den grund, at Paulus kalder ham syndens menneske og fortabelsens søn, det vil sige, en vilkårlig og gudløs lovgiver i de ting, som gennem Kristus er gjort frie for alle de troende. 
27 Damnabor hic a sanctissimi illius Satellitibus et Valdensis ac Viglephista vocabor. (n27a) Sed Daniel me solatur dicens in hunc Antichristum c. xi. 'Deum Maozim  (n27) structuris suis venerabitur et deum, quem ignoraverunt patres sui, colet auro et argento et lapide precioso et rebus preciosis. Et faciet, ut muniat Maozim cum deo alieno, quem non cognovit, et multiplicabit gloriam et dabit eis potestatem in multis et terram dividet gratuito'. (Dan 11,38f).  På dette punkt bliver jeg rigtignok fordømt af den højhellige og hans satelliter og kaldt Valdenser og Wicleff-tilhænger. Men Daniel trøster mig, når han i kap 11,38f siger om denne antikrist: 'Han skal tilbede guden Maozim i sine huse, en gud, som hans fædre ikke kendte, dyrker han med guld og sølv og ædelstene og kostbare ting. Og det skal ske, at han støtter Maozim med en fremmed gud, som han ikke kender, og han skal forøge hans ære og give dem magt i mange ting og uddele jord uden vederlag'. 
28 Sufficit mihi nosse, haec omnia libera esse, non necessaria ad salutem, ideo crudelissima impietate et solius Antichristi tyrannide in praecepta necessaria aut utilia redigi, quo multiplicentur peccata et perditiones: facies enim sunt, non corpus ipsum.  Det er nok for mig at vide, at alt dette er frit, ikke nødvendigt til frelse, og at det af den grund er den grusomste gudløshed og alene antikrists tyranni at forandre det til nødvendige eller nyttige bud, hvorved de mangedobler synden og fortabelserne: det er nemlig skin, ikke sagen selv. 
29         Septimam faciem appellare licet universum illum abusum missae cum solennibus suis, cum vigiliis, cum anniversariis, fundationibus, sepulturis et totum negocium pro defunctis celebratum. Quid enim hic nisi facies est pietatis, populum fallens et deglubens?           Det syvende skin kan man kalde alle de misbrug af messen og dens festivitas, som finder sted, med vågenætter, årsdage, fundatser, begravelser og hele den postyret, som man fejrer for de afdøde. Hvad er nemlig dette andet end fromhedens skin, som skal bedrage og flå folket? 
30 Non enim ideo Missam habemus hodie, ut participemus de altari et Euangelium audiamus (hoc est enim revera Missam habere), sed velut bonum opus multiplicamus, et iam magis pro mortuis quam pro vivis ea utimur, nisi quod vivi sacrificuli hoc officio victum fedissimum sibi parant, denique quasi Missa ad communionem nihil pertineat, Sacramentum seorsum extra missam servant in usum infirmorum (W735) ac egregiis monstrantiis circumferunt velut ostentaculum.  For vi bruger i dag ikke messen på den måde, at vi kan være med til altergangen og høre evangeliet (det er nemlig at holde rigtig messe), men vi holder messe på messe som en god gerning, og bruger den mere for de døde end for de levende, hvis man altså ser bort fra, at offerpræsterne selv holder sig fint i live ved dette foretagende og skaber sig et skammeligt underhold. Og endelig bruger vi messen, som om den ikke havde noget med fællesskabet at gøre, tager sakramentet ud af messen og betjener de syge med det og bærer det omkring i fine monstranser som en udstillingsgenstand. 
31 Omnia haec sunt hominum inventa, nusquam a deo praecepta nec necessaria, immo impia et prohibita, praesertim ea quae de missa sapiunt. At sanctissimus, peccatorum et perditionis fons, ea cogit in praecepta necessaria, ut haereticus etiam sit, siquis vel mutiat contra.  Alt dette er menneskepåfund, aldrig foreskrevet eller gjort nødvendig af Gud, ja, det er gudløst og forbudt, især det, de mener om messen. Men den højhellige, som er kilden til synderne og fortabelsen, tvinger det at gøre det ind i nødvendige bud, så endog den er kætter, som tager det mindste til genmæle imod det. 
32         Octava. Est delectus ille ciborum et ieiuniorum, quae libera per omnes dies sunt. At hodie sic ieiunatur, non ut caro mortificetur, sed quia bonum opus sit hoc die ieiunasse, isto et isto cibo abstinuisse, quo caelum mercantur. Quid autem hoc aliud quam impia facies est? de quibus Paulus praedixit i. Timo. iiii. 'prohibentes abstinere a cibis, quos deus creavit' (1 Tim 4,3), Et Gal. 4. 'Dies, menses, tempora et annos observatis, timeo ne sine causa in vobis laboraverim'. (Gal 4,10f)          Som det ottende skin kommer denne udvælgelse af mad og af fastetider, hvilket er frit gennem alle dage. Men i vore dage faster man, ikke for at døde kødet, men for det er en god gerning at have fastet den og den dag, at have afholdt sig fra den og den spise; derved kan man fortjene sig himlen. Men hvad er det andet end et gudløst skin? Det er det, Paulus taler om 1 Tim 4,3: 'De kræver, at man skal holde sig fra mad, som Gud har skabt', og i Gal 4,10: 'I overholder dage, måneder, tider og år. Jeg er bange for, at jeg har arbejdet forgæves med jer'. 
33         Nonam illam sceleratam facio festorum dierum multiplicationem et iniquitatem. Sic enim hodie Sanctissimus docet homines per ocium deo servire, id est, ut ipse exponit, intermissione operum servilium, cum omnes dies liberi sint et ad laborandum et feriandum. In hac autem facie insignius lucent magni illi festi diei Visitationis, corporis Christi, Apostolorum, Conceptionis et similium. Et necesse est peccare et perire animas, si quae non servant vel invitae servant haec stulta, inutilia et vana praecepta.          Som det niende skin vil jeg regne denne afskyelig ophobning og forkerthed med festdage. Således lærer nemlig den højhellige i vore dage mennesker at tjene Gud ved dovenskab, det vil sige, som han selv forklarer, ved afbrydelse af de fysiske arbejde, skønt alle dage er frie til at arbejde eller holde fri. Men i dette skin er der nogle dage, der lyser mere op end andre: Maria Bebudelsesdag, Kristi legems dag, apostlenes dag, undfangelsens dag osv. Og folk må nødvendigvis synde og fortabe deres sjæle, hvis de ikke overholder dem eller overholder disse dumme, unyttige og tomme bud modvilligt. 
34          Decima. Est insignis illa celibatus et Monasticae castitatis multitudo, plane angelica facies, sed diabolica res, de qua i. Timot. iiii. 'prohibentium nubere' (1 Tim 4,3). Ubi iterum, Quod Christus liberum fecit, Sanctissimus necessariumn facit, de quo Daniel xi. 'Et ad desideria mulierum et ad omnem deum non intelliget' (Dan 11,37), (n34) quod nos affirmative et male habemus 'Erit in concupiscentiis feminarum'. Daniel vult, quod uxores nolit specie pietatis, non amore castitatis.          Det tiende skin er denne bemærkelsesværdige flok af cølibatære og folk i munkekyskhed. Det er et næsten engleligt skin, men det er en djævelsk virkelighed, som omtales i 1 Tim 4,3: 'De forhindrer folk i at gifte sig'. Hvor man igen ser, at det, Kristus har gjort frit, har den højhellige gjort tvunget, og det taler Daniel 11,37 om: 'Og han vil ikke bryde sig om hverken kvinders begær eller nogen gud i det hele taget', et udtryk, som vi fejlagtigt har fået overleveret i positiv formulering: 'Han vil ligge under for begær efter kvinder'. Daniel vil sige, at det er for at opnå skin af fromhed, ikke af kærlighed til kyskhed, at de ikke vil vide af kvinder. 
35         Undecima est reliquiarum veneratio, bella plane et lucri feracissima facies. Hinc excogitatae peregrinationes innumerae, quibus stultum vulgus operam, pecuniam et tempus perderet, cum domi suae interim vel impie curam negligit, relictis uxoribus et filiis contra mandatum dei, vel incomparabiliter meliora operari potuisset erga proximum suum: hic enim dei mandatum, In reliquiis venerandis aut visitandis merum studium hominum.         Det elvte skin er dyrkningen af relikvierne, et helt igennem smukt og vildt indbringende skin. Her har man udtænkt utallige pilgrimsrejser, ved hvis hjælp det ulærde folk spilder både arbejde, penge og tid. For enten lader de hånt om omsorgen for deres hjem og overlader kone og børn til sig selv imod Guds bud, eller også kunne de uden sammenligning have gjort bedre gerninger imod deres næste: det er nemlig, hvad Gud påbyder os. Men at dyrke relikvierne eller besøge dem er kun menneskepåfund. 
36 Habent hic S. Hieronymum patronum: qui cum adversus Vigilantium (n36) hoc solum aegerit, ne reliquas quisquam vituperet aut contemnat, ipsi eius autoritate eo usque abutuntur, ut venerationi reliquiarum nihil patiantur detrahi, neque modum in ea teneri neque aliud opus ei aequari, nedum praeferri.  Her skyder de sig ind under, hvad Sankt Hieronymus har sagt. Men det, han siger i skriftet mod Vigilantius, er kun, at ingen skal spotte eller foragte relikvierne, mens de misbruger hans autoritet til at sige, at de ikke vil finde sig i, at der trækkes noget fra dyrkelsen af relikvierne, man skal hverken prøve at holde måde eller stille nogen anden gerning lige med den, endsige over den. 
37 Quin ad vota profecit res eaque indispensabilia etiam Papae ipsi (si pecuniae non fulserit spes), at quod hoc stultum votum contra dei praeceptum (W736) emittitur, qui curam uxoris et liberorum praecepit, ne peccatum quidem, immo insigne meritum censetur: adeo decipit ista speciosissima facies.  Så langt driver de det, at løfter derom endog er indispensable for paven selv (medmindre han har håb om at tjene penge), men at et sådant dumt løfte afgives imod Guds bud, som foreskriver, at man skal tage sig af kone og børn, det regnes ikke engang for synd, tværtimod regnes det for en strålende fortjeneste. I den grad bedrager dette strålende skin. 
38 In hanc faciem colligo fraternitatum sectas, ad abolendam principem illam fraternitatem fidei et charitatis per Satanam singulari industria inventas. Nam et hae sub nominibus sanctorum et in reverentiam reliquiarum stabiliuntur, de quarum abusu dictum est alias, et proprio in hoc monstrum libro fuerit opus.  Med til dette skin regner jeg også broderskabssekterne, som med særlig omhu er opfundet af Satan for at tilintetgøre det første og egentlige broderskab: Troens og kærlighedens broderskab. For også disse understøttet under hellige navne og i tilbedelsen af relikvier; men om dette misbrug har jeg skrevet andetsteds, men egentlig ville der være brug for en hel bog om dette uvæsen. 
39         Duodecima et ultima, nam aliis alias commemorandas relinquo. Est chaos illud et ianua patens inferni, incredibili facie spectabilis: Universitates, inquam, in quibus periuria (n39) et abusus nominis dei sunt introitus, Deinde conversatio in omne scelus libera et licentiosissima, sub iis tamen peccatis et perditionibus promittitur scientia et sapientia etiam prestitutis titulis et gradibus, vice scilicet mercedum.          Så er der det tolvte og sidste skin, for jeg overlader det til andre at fremdrage flere. Det er det kaos, og den åbne dør til helvede, som kommer fra et utroligt strålende skin: Jeg mener, universiteterne. Indgangen til dem består i mened og misbrug af Guds navn. Dernæst følger en fri og tøjlesløs behandling af enhver forbrydelse, dog loves der under disse synder og fortabelser viden og visdom og også flotte titler og grader, nemlig i stedet for løn. 
40 Quid autem praestant tandem? Primum Electiores Christiani populi adulescentes hic prostituuntur et in patens guttur inferni proiiciuntur, ut per Idolum Moloch figuratam putem hanc perditionem, cui filios et filias olim dilectissimos lustrabant per ignem (2 Kong 23,10). Deinde proposito Aristotele, nec ipso recte intellecto, cum gentilibus et humanis literis ingenia Christiana occupantur, immo excecantur et opprimuntur.  Men hvad frembringer de i sidste ende? Først prostitueres her de udvalgte af det kristne folks ungdom og kastes ned i helvedes åbne gab, så jeg tror, at denne fortabelse er afbildet gennem Molok-afguden, til hvis ære de i gamle dage rensede deres sønner og døtre gennem ild. Dernæst får de forelagt Aristoteles, men ikke i den rette forståelse, nej, de bebyrder de kristnes forstand med hedenske og menneskelige bøger, ja de forblænder og undertrykker dem dermed. 
41 Et pro verbo dei Papae dogmata tractantur, ut videatur ad Euangelium funditus extinguendum nec astutius nec efficacius invenisse Satan commentum quam Universitatum erigendarum, Ubi sub titulo doctrinae Christianae non nisi pugnantissima Christianae fidei docerentur: de qua re longe et multa nobis esset disputatio, si tempus et ocium faveret. Atque ex his lustris et spelaeis in gubernacula Ecclesiarum vocantur, si quando optimos vocare visum est.  Og i stedet for Guds ord lærer de pavens dogmer, så det ser ud til, at Satan aldrig kunne have fundet på noget mere snedigt og effektivt kneb til at fuldstændig at udslette evangeliet end netop det at oprette universiteterne, hvor man under titel af kristne doktriner kun lærer det, der kæmper imod den kristne tro. Om denne sag skulle vi have givet en lang og omfattende disputation, hvis der havde været tid og lejlighed. Og det er fra disse skrækkelige mudderpøle, at folk bliver kaldet til at styre kirkerne; ja det skal til og med være de bedste, der bliver kaldet. 
42          Et mihi sane haec facies ultima omnium nocentissima esse videtur. Siquidem haec sola habet titulum verbi, cum caeterae omnes titulum exempli dumtaxat habeant, et plane schola hidoth, id est, propositionum, haec est, de quibus statim. Incomparabiliter autem maius damnum est sub titulo verbi docere aliena verbo, cum exemplorum facies tum verbi facie formetur et roboretur, cito ruitura, si verbum genuino usu regnaret, tum exemplorum facies mores tantum fallit, at verbi facies fidem subvertit.         Og for mig synes dette sidste skin sandelig at være det skadeligste af dem alle. For dette er det eneste, der optræder på ordets vegne, mens alle de øvrige kun gør krav på at være eksempler. Universiteterne er derimod slet og ret skoler for 'hidoth', dvs sige for forslag, noget, vi straks skal komme ind på. Det er nemlig uden sammenligning mest fordømmeligt, når man under foregivelse af at lære ordet lærer noget andet end ordet. For de eksempler på skin, jeg har givet, dannes og styrkes ved ordets skin, og ville hurtigt gå til grunde, hvis ordet kom til at herske ved en egentlig brug. Og det er jo også sådan, at eksemplerne på skin kun bedrager adfærden, men ordets skin forvender troen. 
43 Quod si qua dei gratia Universitates verbum dei assumpserint, deus bone, quam subito Papatus cum omnibus faciebus suis esset periturus, cum haec facies sit plane flucra, ossa et tota virtus regni facierum! Så hvis universiteterne ved én eller anden Guds nåde virkelig antog Guds ord, gode Gud, hvor pludseligt ville så ikke pavedømmet med alle dets skin gå til grunde, for dette skin er både støtten, skelettet og i det hele taget kraften i skinnenes rige!
44          Haec larvalem faciem nobis praedixisse mihi videtur et Apocalyp. ix. cuius verba dignum est hic recensere et paucis explicare, ait enim: 'Et quintus angelus tuba cecinit, Et vidi stellam de caelo cecidisse in terram, et data est ei clavis putei abyssi &c'. (Åb 9,1) meo hic sensu (W737) periclitabor.         Det forekommer mig, at dette maskeagtige skin er blevet forudsagt for os i Åb 9,1-11, og denne tekst er vel værd at citere og forklare her; han siger nemlig: 'Og den femte engel blæste i sin basun, og jeg så en stjerne falde ned fra himlen på jorden og der blev givet ham nøglen til afgrundens brønd'. Jeg skal forsøge at gengive min opfattelse. 
45 Certum est, Angelos per totam Apocalypsim Episcopos Ecclesiarum esse, ut liquido claret ex secundo et tertio capite, ubi angelo Ephesi et angelo Smyrnae aliisque scribitur. Porro aliud illud angelorum genus, quod tuba canit, quorum sunt septem ca. viii. prorsus non nisi Romano Episcopo convenire potest, cum nulli alii tuba cecinisse scribantur.  Det er sikkert, at engle hele åbenbaringsbogen igennem står for kirkens biskopper, som det soleklart fremgår af det andet og det tredie kapitel, hvor der skrives til Efesus' engel og Smyrnas engel med flere. Videre er det klart, at den slags engel, som blæser i basun - og dem er der syv af, ifølge Åb 8,2 - ikke kan passe på andre end den romerske biskop, eftersom det ikke skrives om nogen andre, at de har blæst i basun. 
46 Tuba autem canere e textus consequentia et effectibus secutis aliud esse non potest quam Decreta condere, id quod nullus praeter Romanae Ecclesiae Episcopus sibi unquam arrogavit, nec frustra scribuntur sese praeparasse, ut canerent, cum his solis pontificibus semper impatiens furor et inquies tyrannis fuerit ad leges condendas caeterosque sibi subiiciendos.  Men at blæse i basun kan ud fra konteksten og de efterfølgende konsekvenser ikke være andet end at udstede dekreter, hvilket ingen undtagen den romerske kirkes biskop nogensinde har tiltaget sig ret til. Og det er heller ikke uden grund, at der står, at de forberedte sig på at blæse, for alene disse paver var altid grebet af et utålmodigt raseri og et uroligt tyranni for at udstede love og kaste andre ind under sig. 
47        Sed ad nostrum quintum angelum veniamus, qui primus est inter tres, qui tria ve inducturi erant super terram, is est, qui primus Universitates instituit vel confirmavit, quem mihi non facile fuerit nominare, ita variantibus historiis. Sed sit quisquis fuerit. Stella de caelo in terram lapsa vel Alexander de Hales (n47) vel (quod magis credo) S. Thomas fuit, qui post universitates approbatas et tubam huius Angeli vel primus vel maximus fuit autor invehendae in orbem Christianum Philosophiae, solus Aristotelicissimus ac plane Aristoteles ipse, in quem velut in terram de caelo a Christo cecidit, fretus autoritate impiissimi illius Angeli eiusmodi studia probantis.          Men lad os komme frem til vores femte engel, som er den første af tre, som udråber tre veråb over jorden, det er ham, der som den første indrettede eller bekræftede universiteterne, og ham er det ikke let for mig at sætte navn på, eftersom de historiske fremstillinger varierer meget. Men lad det være, hvem det være vil. Stjernen, der falder ned fra himlen er enten Alexander af Hales eller (hvad jeg tror er mere sandsynligt) Sankt Thomas, som efter at universiteterne var indstiftet og efter denne engels basun var den første og den mest betydningsfulde ophavsmand til at drage filosofien ind i den kristne verden; han var selv aristoteliker, ja næsten Aristoteles selv, for han faldt ned til ham på jorden fra himlen, fra Kristus, idet han støttede sig til den ugudelige engels autoritet, som var sin tilladelse til den slags studier. 
48       Accepit autem clavem putei abyssi et aperuit, eduxitque nobis mortuam iamdudum ad damnatam per Apostolum philosophiam. 'Et indeascendit fumus istius putei' (Åb 9,2) id est mera verba et opiniones Aristotelis ac philosophorum. 'Sicut fumus fornacis magnae'. Invaluit enim et late potens facta est philosophia, ut Christo Aristotelem aequarit, quantum ad autoritatem et fidem pertinet.          Men han fik nøglen til afgrundens brønd og han åbnede den, og førte op til os en filosofi, som forlængst var død og fordømt af apostelen. 'Og en røg sted op fra brønden', det vil sige, det var Aristoteles' og filosoffernes tomme ord og meninger. 'Ligesom røgen fra en stor ovn'. For filosofien fik overtaget og blev mægtig og udbredt, så den stillede Aristoteles lige med Kristus, for så vidt angik autoriteten og troen. 
49 Hinc 'obscurantus Sol' (iustitiae et veritatis, Christus, pro fide inductis moralibus virtutibus, pro veritate opinionibus ínfinitis) 'Et Aer de fumo putei', ut intelligatur non fuisse solis Eclipsis, sed obscuritas aeris et solis, e fumo inferne ascendente, hoc est, humanis doctrinis Christum et fidem eius (quae est aer et spiritus) obscurantibus.  Derfor står der: 'Solen blev formørket' (nemlig retfærdighedens og sandhedens sol, Kristus, for i stedet for troen blev der indført moraldyder, i stedet for sandheden en uendelighed af meninger); 'og luften blev formørket af røgen fra brønden'; deraf kan man forstå, at det ikke var en solformørkelse, men en formørkelse af bøde luften og solen, af den røg, der steg op fra helvede, det vil sige, det var de menneskelige lærdomme, der formørkede Kristus og troen på ham (hvilket er luften og ånden). 
50        'Et ex fumo putei exierunt locustae in terram'. (Åb 9,3) Hic est populus universitatum, e Philosophia natus, aptissimo nomine locustae vocatus, quod sine rege, Christo, sit et turmatim volet, ut Prov. 30. dicit. (Ordspr 30,27) Deinde vastant et exurunt omnia virentia, qua parte consederint, ut inde locustae a loco usto et vastato nomen putentur habere Grammaticis.          'Og ud af brøndens røg kom der græshopper på jorden'. Her sigtes til universitetsfolkene, født af filosofien; de kan højst passende kaldes græshopper, for de er uden konge, Kristus, og de flyver omkring flokkevis, som Ordsp 30,27 siger. Desuden ødelægger og udtørrer de alt det, som er grønst, hvor de end slår sig ned, så at sprogfolkene mener, at ordet 'locustae' kommer fra 'locus', sted, og 'ustus', opbrændt, eller 'vastatus', øde. 
51 Ita hic populus exurit totum illud ver pascuum Christi (id est fructum fidei). 'Et data est illis potestas, sicut habent potestatem scorpiones terrae', scilicet vulnerandae conscientiae, quia vastato verno fidei fructu, quae sanat conscientias, non potest non ledi conscientia. (W738)  På samme måde ødelægger dette folk alt det grønne for Kristi hjord (det vil sige troens frugter). 'Og de fik samme magt, som jordens skorpioner har', nemlig til at såre samvittighederne, for når troens grønne frugt er lagt øde, den, der helbreder samvittighederne, så må det nødvendigvis skade samvittigheden. 
52       'Et praeceptum est illis, ne lederent faenum terrae neque omne viride neque omnem arborem', id est electos, lederent. Non enim omnes ledunt, neque locustae naturales omne viride ledunt, sed certum aliquem locum, ita hic 'Sed tantum', inquit, homines, qui non habent signum dei in frontibus suis', id est aliquod faenum, eos qui non habent fidem, quae est signaculum dei, quam in conscientia pura et conversatione libera gestamus.         'Og det blev påbudt dem, at de ikke måtte skade noget græs på jorden, ejheller noget frisk grønt eller noget træ', det vil sige, de måtte ikke skade de udvalgte. For de skader ikke alle, ligesom heller ikke de naturlige græshopper skader alt grønt, men nøjes med et bestemt område; sådan siger han her: 'Men kun de mennesker, som ikke har Guds segl på deres pander', det vil sige, dem, som ikke har noget græs, det vil sige, dem, som ikke har troen, som er Guds segl, som vi bærer med en ren samvittighed og en fri adfærd. 
53        'Et dictum est illis, ne occiderent eos, sed cruciarent mensibus quinque'. (Åb 9,5) Hoc mihi dictum videtur de doctrina morali, quae, cum non doceat cognitionem peccati veram, sicut lex dei, non occidit, sed solum vanis studiis eos affligit, semper discentes et nunquam ad scientiam veritatis pervenientes. Occisi enim litera vivificantur spiritu aeterno, non cruciantur mensibus quinque, id est toto sensualis vitae tempore, in quo morales virtutes regnant.           'Og det blev sagt dem, at de ikke skulle dræbe dem, men pine dem i fem måneder'. Dette tror jeg må være sagt om deres morallære, som ikke dræber, fordi den ikke lærer sand syndserkendelse, sådan som Guds lov gør, men blot piner og plager dem med tomme bestræbelser, idet den altid lærer dem men aldrig når frem til viden om sandheden. For de, der er blevet dræbt gennem bogstaven, bliver levendegjort af den evige ånd, og ikke pint igennem fem måneder, det vil sige, igennem hele det sanselige livs tid, i hvilken de moralske dyder hersker. 
54 Et videmus morales Theologos omnes esse pessima et infelicissima conscientia, plenos scrupulis et inquietudine, nec boni nec mali esse potentes, ideo sequitur 'Et cruciatus eorum ut cruciatus scorpii, cum percutit hominem'. Ecce conscientia lesa: exponit enim quod dixerat, non occidi eos salubriter nec vivificari spiritualiter.  Vi ser da også, at alle moralteologerne går rundt med en dårlig og ulykkelig samvittighed; de er fulde af skrupler og usikkerhed, og har hverken styrke til de gode eller det onde. Derefter følger: 'Og deres pine var som pinen af en skorpion, når den stikker et menneske'. Se, her er den sårede samvittighed: Det er en udlægning af det, som lige er sagt: at de ikke bliver dræbt på en frelsebringende måde og ikke bliver levendegjort ved ånden. 
55         'Et in diebus illis quaerent homines mortem et non invenient eam, et desiderabunt mori et mors fugiet ab eis'. Mortem scilicet peccati, quod nimis vivit in conscientia, et tamen non recte cognoscitur: si enim cognosceretur, mox occisum periret: hoc enim non Ethicorum Aristotelis, sed literae et spiritus officium est.          'Og i de dage skal mennesker søge døden og ikke finde den, og de skal ønske sig døden, men døden skal flygte fra dem'. Her sigtes til syndens død, som lever altfor godt i samvittigheden, og dog ikke erkendes ret; for hvis den blev erkendt ret, ville den straks være gået til grund, dræbt. Dette er nemlig ikke Aristoteles' etik opgave, men bogstavens og åndens. 
56         'Et similitudines locustarum similes equis paratis in bellum', scilicet disputationis et conflictationis Scholasticae bellum hac allegoria pingit: prompti enim sunt arguere pro et contra (ut dicitur). Et super capita earum coronae similes auro, id est nomina et tituli graduum 'Magister noster eximius', 'Sacrae Theologiae humilis et indignus professor' &c.          'Og græshopperne var ligesom heste rustet til krig'. Ved denne allegori afbildes skolastikernes krig med disputationer og konflikter. De er nemlig altid parat til at diskutere både pro et contra, som de siger. 'Og på deres hoveder havde de kroner som af guld'. Det er navnene og titel-graderne: 'Vor udmærkede magister', 'ydmyg og uværdig professor i den hellige teologi' osv. 
57 'Et facies earum tanquam facies hominum', Quia doctrina et vita eorum non spiritu fidei, sed dictamine naturalis rationis regitur, lumine naturae Aristotele illuminatae. 'Et habebant capillos sicut capillos mulierum', sacrificulos effeminatos et luxui deditos gignit Philosophia, in quibus nihil spiritus neque virilis in Christo sensus viget. Capilli enim sacerdotes sunt psal. lxvii. Esaie. iii. et aliis locis. Neque Theologum fieri licet nisi sacrificum eiusmodi, ut vulgo etiam ob id male audiant Theologi.  'Og deres ansigter var som menneskeansigter'. For deres lære og liv var ikke styret af troens ånd, men af den naturlige fornufts tale, oplyst af Aristoteles' naturlige lys. 'Og de havde hår som kvinders hår'. Filosofien giver os disse kvindagtige offerpræster, som er hengivet til luksus, og som fuldstændig mangler den ånd og den manddomskraft, der mærkes i Kristus. Hår står jo nemlig for præster i Sl 68,22, i Es 3,23 og andre steder. Og man kan ikke blive teolog, hvis man ikke bliver en slags offerpræst, så at af den grund teologerne har et dårligt ry blandt almindelige mennesker. 
58 'Dentes earum sicut dentes leonum erant'. Vel Thomistas solos vice omnium Theologorum considera, an non sint mordaces, calumniatores, devoratores omnium qui contra Aristotelicam Theologiam loquuntur. (W739) Quin et seipsos inter sese mordent et consumunt (Gal 5,15), Thomistae, Scotistae, Moderni, acuuntque invicem non quosvis, sed leonum dentes: neque est enim genus hominum, quod atrocius maioreque odio belligeretur, quam Theologorum istae sectae, ut queque sola aliis consumptis optet regnare.  'Deres tænder er som løvetænder'. Her kan du nøjes med at se på thomisterne som eksempel på alle teologerne, om de ikke er bidske, krigeriske, opædende overfor alle, som taler imod den aristoteliske teologi. Desuden bider og opæder de også hinanden indbyrdes, thomister, scotister, moderne, og de bider hinanden ikke med hvadsomhelst, men med løvetænder: der er nemlig ikke nogen mennesker, som kæmper med et mere indædt og større had, end disse sekters teologer, hvor hver enkelt ønsker at opæde de andre og herske alene. 
59       'Et habebant loricas sicut loricas ferreas'. (Åb 9,9) Haec est pertinacia et secura praesumptio uniuscuiusque sectae de sua opinionis veritate et firmitate. His enim ferreis thoracibus sunt invicti. Hec sunt cuiusque sectae principia. 'Et vox alarum earum sicut vox curruum et equorum currentium in bellum'. Alae sunt verba disputantium et conflictantium, quibus impetuose, rixose et clamose invicem irruunt et pugnant, ut videmus in tumultibus disputantium tam verbis tam scriptis, ubi neuter neutri cedit, quilibet invictus est: hunc enim pertinacem affectum disputationis cursu isto curruum et equorum significat.         'Og de havde brystplader, ligesom brystplader af jern'. Dette betegner den stædigheden og den sikre overbevisning, som enhver af skolerne har om netop deres anskuelses sandhed og styrke. For med sådanne jernbrynjer er de uovervindelige. Det er grundlaget for enhver af skolerne. 'Og lyden af deres vinger var som lyden af vogne og heste, der styrter frem i krig'. Vingerne er disputations- og stridsordene, hvormed de uafladeligt under råb og skrig slår på hinanden og bekæmper hinanden, som vi ser det i de kaotiske stridigheder i ord og skrift, hvor den ene ikke vil vige for den anden, uanset hvem der har vundet. Denne stædighed og vildskab i disputationerne er det, at løbet med vogne og heste er et billede på. 
60        'Et habebant caudas similes scorpionum et aculei erant in caudis earum, et potestas earum, nocere hominibus mensibus quinque'. Explicat quod superius proposuit, fructum et finem scilicet huius Theologiae esse malas conscientias tota vita ista sensuali: spiritalibus enim abominatio est ea Theologia, quia sunt extra quinque menses in spiritu libertatis.           'Og de havde haler som skorpionhaler og der var brod i deres haler, og i deres haler var magt til at skade menneskene i fem måneder'. Her forklarer Daniel, hvad han sagde før, at frugten og endemålet for denne teologi er den dårlige samvittighed igennem hele dette liv i sanseverdenen. For de åndelige er denne teologi en afskyelighed, fordi de befinder sig udenfor de fem måneder i åndens frihed. 
61      'Et habebant super se regem, angelum Abyssi, cui nomen hebraice Abbadon, graece autem APOLLYON'. Audiamus hic rectorem generalissimum omnium universitatum, non Christum, non spiritum sanctum, non angelum domini, sed angelum Abyssi, id est mortuum et de mortuis ac damnatis. Quem ergo? Lumen illud naturae, scilicet Aristotelem, qui vere APOLLYON, id est, perdens et vastator Ecclesiae, in universitatibus regnat.          'Og de havde til konge over sig afgrundens engel; hans navn er på hebraisk Abaddon, og på græsk Apollyon'. Lad os her høre, hvem der er alle universiteters øverste rektor; det er ikke Kristus, det er ikke helligånden, det er ikke Herrens engel, men afgrundens engel, det vil sige, én, som er død og hører til blandt de døde og fordømte. Hvem kan det så være? Jo, det er dette naturlige lys, nemlig Aristoteles, som er en sand Apollyon, det vil sige en kirkens fordærver og ødelægger, som hersker på universiteterne. 
62 Neque enim dignus erat nominari in sacris literis suo nomine. Diximus enim, Angelum significare doctorem in Ecclesia. Et certum est, Aristotelem mortuum et damnatum esse doctorem hodie omnium universitatum magis quam Christum. Quia autoritate et studio Thomae elevatus regnat, resuscitans liberum arbitrium, docens virtutes Morales et philosophiam naturalem, et triceps scilicet Cerberus, immo tricorpor Gerion.  Det var nemlig ikke passende at nævne hans navn i de hellige skrifter. For vi sagde, at 'engel' betyder 'lærer i kirken'. Og det er sikkert, at Aristoteles er død og fordømt og i dag på alle universiteterne er lærer i højere grad end Kristus. For han er blevet ophøjet ved Thomas' autoritet og indsats, han genopliver den frie vilje, han lærer moralens dyder og den naturlige filosofi, og er en Cerberus med tre hoveder, hvis man da ikke skal sige en Gerion med tre kroppe. 
63         Ecce primum Ve, quod e Romano pontifice habet Ecclesia per ministerium sancti Thomae, quorum cum fuisset haec maxime prohibere et extinguere, ipsi maxime erexerunt et stabiliverunt. Dic, Charissime lector, An non istae facies sint hodie in Ecclesia puppis (quod aiunt) et prora? Nonne haec sunt, ut philosophi dicunt, Materia et obiectum iuris Canonici?         Dette er det første 've', som kirken får fra den romerske pave med hjælp fra den hellige Thomas, og skønt det havde været den fornemste opgave for kirkens folk at forhindre og udslette dette, har de selv i højeste grad fremmet og befæstet det. Sig mig, min kære læser, om ikke disse skin i vore dage er alfa og omega (som man siger) i kirken? Mon ikke det er det, som, hvis vi skal tale filosofisk, er både materie og genstand for den kanoniske ret? 
64 Quid discunt infelices Canonistae nisi harum facierum per homines impios inventarum et statutarum observantiam, quae prorsus nihil neque ad deum neque ad Ecclesiam pertinet? Rursus Dic, si unum opus bonum in his inveniatur, quod deus praeceperit.  For hvad er det, de siger, disse elendige kanonforfattere, andet end at man skal rette sig efter disse skin, som er ugudelige menneskers opfindelse og fastsættelse, ja, som ikke har nogetsomhelst med hverken Gud eller kirken at gøre? Og sig mig videre: Er det muligt at finde bare én gode gerning i disse ting, som Gud har befalet? 
65 Lege ius totum Canonicum et profer, quando Romanus (W740) aut alius Episcopus ad Euangelii officium urgetur? Omnia de iurisditionibus, nihil de verbo dei statuitur, cum tamen nulla prorsus re opus sit quam verbo dei in Ecclesia. At hoc Capellanis et terminariis, et quo quis indoctior et rudior est, relinquitur.  Ja, læs hele den kanoniske ret og fremfør, hvornår den romerske biskop eller nogen anden biskop i det hele taget bliver sat til evangeliets tjeneste. Alt handler om domsmyndighed, intet fastsættes om Guds ord, skønt der dog slet ikke er brug for andet end Guds ord i kirken. Men det overlader man til kapellaner og vandreprædikanter, jo mere ulærde og uerfarne, des bedre. 
66        O ve tibi, Papa, Ve vobis Cardinalibus, Ve vobis Episcopis, Ve vobis sacerdotibus, Ve vobis Monachis et toti ordini Ecclesiastico. Quis vobis monstrabit fugere a ventura et instante ira? Quid respondebitis pro officio verbo, quod subiistis et non implestis? Nunquid ille triplices coronas, pileos, infulas, annulos, aurum, purpuram et omnes iam dictas facies acceptabit? Stat sententia fixa 'non respicit in faciem hominum'. (Gal 2,6).         O vé dig, pave, vé jer, kardinaler, vé jer biskopper, vé jer præster, vé jer, munke alle de gejstlige ordener. Hvem skal vise jer, hvordan I skal undslippe den kommende og truende vrede? Hvad vil I svare for jer med hensyn til ordets embede, som I har været underlagt, men ikke gjort fyldest i? Mon han vil acceptere de tredobbelte kroner, buerne, mitrabåndene, fingerringene, guldet, purpurklæderne og alle de skin, jeg har nævnt? For det står fast, at 'hos Gud er der ikke personsanseelse´. 
67 Quo circa consilium Christi audiat, qui potest, Ubi docet Matth. xxiiii. fugiendum esse in montes et non revertendum in domum. Relinquat publicum qui potest, in solitudinem vadat qui liber est. Noli, noli o homo, quisquis es, ambire Episcopatum, Canonicatum, Monachatum aut ullum ordinem clericatus: peccatum et perditio est in omnibus, ut facies predictae monstrant.  Hør derfor, hvem der kan, på Kristi råd i Matt 24,16ff, når han lærer, at man skal flygte op i bjergene og ikke vende hjem igen. Den, der kan, skal flygte fra det offentlige fællesskab; den, der er fri, skal drage ud i ensomheden. Og lad være med, menneske, hvem du end er, at hige efter at blive biskop, kannik eller munk deller nogen almindelig klerk. Der er synd og fortabelsei det altsammen, som de forudnævnte skin viser det. 
68 Aut si omnino vis aut urgeris initiari sacris, age, contemne has facies Antichristi huius et cura, ut Euangelio pure inservias vel per teipsum docendo, si gratiam habes, Vel iis qui possunt docere assistendo, cooperando et serviendo, quales Apostolus se habuisse multos testatur, tum orationibus puris pro fructu Euangelii instes coram deo. (Rom 16,2ff; 1 Kor 16,15ff).  Men hvis du nu alligevel vil eller tvinges til at blive gejstlig, så foragt disse antikristelige skin og sørg for, at du tjener det rene evangelium, enten ved selv at forkynde, hvis du har nåde dertil, eller ved at hjælpe og samarbejde med og betjene dem, som kan forkynde. For apostelen bevidner, at han havde mange af den slags hjælpere; og så kan du stå frem foran Gud og bede oprigtigt om, at evangeliet skal bære frugt. 
69 Crede mihi, nisi hoc feceris, Clericatum non nisi in damnationem tuam portas, etiam si miracula feceris et teipsum igni tradideris. (1 Kor 13,3) Proprium et unum officium est Clericatus docere verbum, quo evacuato non Clericus, sed facies Clerici sola reliqua est. Qua tamen invaluit rex iste Sanctissimus, ut penitus extinxerit Euangelium. Et cur non maledicam huic maledictioni? Dominus Iesus perdat, o Idola mundi, Papatum Cardinalatumque vestrum cum omnibus faciebus vestris in profundum inferni inaeternum! Amen.  Tro mig, hvis ikke du gør det, vil præstestanden ikke bringe dig andet end fordømmelse, også selv om du kunne gøre undere og overgav dig selv til at brændes. Præstestandens sande og eneste embede er at forkynde ordet, og når den opgave forsvinder, er det ikke en præstestand, men alene et skin af en præstestand, der er tilbage. Men netop gennem dette skin var det, at denne højhellige konge slog sig op, for fuldstændig at udslette evangeliet. Og hvorfor skulle jeg ikke forbande denne forbander? Måtte Herren Jesus lade det forgå, dette verdens afgudsbillede, jeres pavedømme og kardinaldømme, sammen med alle jeres skin, måtte det forgå i evighed ned i det dybeste af helvede. Amen. 
70          Ecce nunc habes, quis sit Regem hunc esse potentem faciebus.
           Sequitur:
   Et intelligens propositionum. (Dan 8,23)
        Se, nu har du set, hvad det vil sige, at denne konge er mægtig gennem skin.
         Så følger: 
     'Og han forstår sig på rænker'.
71        Qualix rex, talis lex. Qualis lex, talis populus. Qualis populus, tales mores. Quales mores, talia et studia. Rex, ut audivimus, est mera facies et Idolum, ideo et lex eius est merum figmentum et mendacium, sicut Petrus praedixit 'Erunt in vobis pseudodoctores, qui fictis verbis in avaricia vos cauponabuntur'. (2 Pet 2,1.3). Et i. Timo. iiii. 'In hypocrisi loquentium mendatium'. (1 Tim 4,2).         Som kongen, så loven. Som loven, så folket. Som folket, så skikkene. Som skikkene, så handlingerne. Og kongen er, som vi har hørt, kun skin og afgudsbillede, derfor er også hans lov er blot og bart påfund, en løgn, sådan som Peter forudsagde det: 'Der skal opstå falske lærere blandt jer, som vil udnytte jer med opdigtede ord og i griskhed'. Og 1 Tim 4,2 siger han: 'Med hykleri taler de løgn'. 
72 Et quo modo potest docere veritatem, qui species et mendacium est ipsum? Imbutus enim ea opinione, ut facies istas ducat serias esse res, certe non solum mendacia loquetur, sed nec veritatem sustinebit. An non est hoc insigne et incredibile mendacium, pro fide Christi docere cerimonias, pro spiritu (W741) statuere traditiones hominum? Nonne Papa suis iuribus iactat sese regere et pascere Ecclesiam dei? Nonne laudat tanquam bene facta, quae suis servatis legibus fiunt? Nonne damnat et perdit omnes qui sese non audiunt, etiam si universum Euangelium servaverint?  Og hvordan skulle han kunne lære sandhed, når han selv kun er skin og løgn? Han er jo opflasket med den opfattelse, at det at fremføre disse skin er at fremføre sagen selv, og derfor er det i sandhed ikke blot sådan, at han taler løgn, det er også sådan, at han ikke kan udholde sandheden. For er det ikke en uhørt og utrolig løgn, når man oplærer folk i ceremonier i stedet for i tro på Kristus, og fastsætter mennesketraditioner i stedet for ånden? Mon ikke paven praler af at styre og vogte Guds kirke med sine retsregler? Og roser han det ikke som noget godt, når noget sker under overholdelse af hans love? Mon ikke han fordømmer og forbander alle, som ikke adlyder ham, også selv om de overholdt hele evangeliet? 
73 O maledicta maledicendaque abominatio! Hic impletur illud Pauli 'Qui adversatur et extollitur super omne quod dicitur deus aut quod colitur, ita ut in templo dei sedeat ostendens se quasi sit deus'. (2 Thess 2,4). An non est hoc in templo dei sedere, in tota Ecclesia sese Magistrum profiteri? Quid est templum dei? Nunquid lapides et ligna? Nonne Paulus dicit 'Templum dei sanctum est, quod estis vos'? (1 Kor 3,17). Neque enim tempore Pauli ulla erat domus, quae templum dei diceretur, ut nunc dicuntur.  O forbandede og forbandelsesværdige afskyelighed! Her opfyldes det, Paulus siger: 'Han er den, som står imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud og dyrkes som Gud, sådan at han tager sæde i Guds tempel og viser sig, som var han Gud'. Er det mon ikke at sætte sig i Guds tempel, når man udgiver sig for at være lærer i hele kirken? Hvad er Guds tempel? Mon det er sten og træ? Mon ikke Paulus siger: 'Guds tempel er helligt, for I er Guds tempel'? For på Paulus' tid var der ikke noget hus, som kunne kaldes Guds tempel, sådan som der gør nu. 
74 Sedere autem quid est, nisi regnare, docere et iudicare? Quis autem unquam ab initio Ecclesiae sese ausus est Magistrum totius Ecclesiae appellare, nisi solus Papa? Nullus Sanctorum, nullus Haereticorum tam horrendam superbiae vocem unquam sonuit. Paulus se magistrum gentium in fide et veritate iactat, (1 Tim 2,7) sed non magistrum Ecclesiae.  Men at sidde, hvad er det andet end at styre, lære og dømme? Men hvem har nogensinde fra kirkens begyndelse vovet at kalde sig lærer for hele kirken, undtagen alene paven? Ingen af de hellige, ingen af kætterne har nogensinde brugt dette forfærdelig overmodige navn. Paulus roser sig af at være lærer for hedningerne i troen og sandheden, men ikke af at være lærer for kirken. 
75         Nonne autem ostendit se quasi sit deus, dum pro verbis Christi sua docet et pro iustitia fidei Iustitiam Papisticam statuit? Nunquid super deum naturaliter extolli potest? absit, sed super deum dictum (ait Paulus), id est, super verbum dei praedicatum. Deus enim dicitur, quando praedicatur et creditur: super hunc deum Papa iam diu elevatus sedet, quia in cordibus fidelium loco dicendi et credendi dei ipse se dicit et praedicat.          Og mon ikke han viser sig, som om han var Gud, når han i stedet for Kristi ord lærer sine egne, og i stedet for troens retfærdighed stadfæster den pavelige retfærdighed? Men kan han også faktisk hæve sig op over Gud? Naturligvis ikke, men han kan hæve sig op over det, der kaldes Gud (siger Paulus), det vil sige, op over det prædikede Guds ord. For det kaldes Gud, når der forkyndes og det forkyndte tros. Og over den Gud har paven allerede længe siddet højt hævet, for i de troendes hjerter, som er det sted, hvor Gud forkyndes og tros, dèr taler og forkynder paven sig selv. 
76 Ita quod Paulus ait 'aut quo colitur', Graece SEBASMA, id est cultus seu id quod colitur seu ipsa cultura, ut intelligas super deum non simpliciter, sed super culturam dei, seu super id quod a nobis ut deus colitur extollendum, quasi dicat 'In cordibus hominum praefertur deo', hoc est, verbum suum plus timebitur quam verbum dei et ei plus obedient magisque colent quam deum verum.  Når derfor Paulus siger 'som dyrkes som Gud' (på græsk SEBASMA, det vil sige gudsdyrkelsen eller det som dyrkes, eller dyrkelsen selv), så er det for at du skal forstå, at han ikke ophøjer sig over Gud slet og ret, men over dyrkelsen af Gud, eller over det, som af os dyrkes som Gud, som ville Paulus sige: 'I menneskenes hjerter bliver han foretrukket fremfor Gud', det vil sige, hans ord frygtes mere end Guds ord, og han adlydes og dyrkes mere end den sande Gud. 
77 Nonne haec nulli hominum possunt nisi Papae convenire? passim dei praeceptum et verbum contemnitur, at Papae verbum nemo non pavet: plane nullus est deus neque in caelo neque in terra, cuius verbum tanta obedientia capiatur quanta verbum Papae, quod experientia tam clare monstrat, ut insensatus negare non possit.  Mon ikke disse ting af alle mennesker kun kan passe på paven? Overalt foragtes Guds bud og Guds ord, men pavens ord er der ingen, der ikke skælver for. Der er slet ingen Gud i himlen eller på jorden, hvis ord optages i så stor en lydighed som pavens ord, hvilket erfaringen viser så klart, at ikke engang en tåbe kan nægte det. 
78          Deinde quis unquam se in nomine Christi venire dixit ut solus Papa? Ipse enim unus omnium et primus sese Vicarium Christi, Vicarium dei in terris intolerabili blasphemiae et superbia iactat. (n78) Quid enim est esse Vicarium dei, nisi vice dei sedere? Quid est vice dei sedere, nisi ostendere se quasi sit deus? An adhuc dubitas Pauli prophetiam impletam, quando adeo similia sunt Vicarius dei et ostendere se quasi sit deus?          Videre: hvem andre end alene paven har nogensinde sagt, at han kommer i Kristi navn? Han er den eneste og den første, der praler af at være Kristi stedfortræder, ja, Guds stedfortræder på jorden, en uhørt gudsbespottelse og overmod. Hvad er det nemlig at være Guds vikar, om ikke det er sidde på troen i stedet for Gud? Og hvad er det at sidde på trone i stedet for Gud andet end at optræde, som om man er Gud? Mon du nu er i tvivl om, at Paulus' profeti er opfyldt, når det i den grad ligner hinanden, det at være Guds stedfortræder og det at optræde, som om man er Gud?
79 Recte ergo praedixit, Venturos istos Antichristi Apostolos in nomine suo (Matt 24,5). Caeteri enim haeretici, et si veritatem simularent, nunquam tamen Christi proprium nomen praetexuerunt, hoc enim soli Antichristo reservabatur. Unde Christus (W742) Matth. xxiiii. non contentus praedixisse, quod venturi essent in nomine suo, addit seipsum explicans 'dicentes: Ego sum Christus', ac si dicat 'nomen meum proprium praetexent, quod est Christus, dicentes se esse me, Christum'.  Det var altså rigtigt, det Kristus forudsagde, at der ville komme antikristelige apostle i hans navn. Selv om der var andre kættere, og selv om de lod som om de havde sandheden, er der dog endnu ikke nogen, der har foregivet at komme i Kristi eget navn, dette er alene forbeholdt antikrist. Derfor er Kristus heller ikke i Matt 24,5 tilfreds med at have forudsagt, at der vil komme nogen i hans navn, han tilføjer forklarende: 'og sige: Jeg er Kristus', som om han ville sige: 'de foregiver at komme i mit eget navn, som er Kristus, idet de siger, at de er mig, Kristus'. 
80 At iam obtinuerunt illud. Nam e Papa et Christo unum fecerunt garrientes, e Papa et Christo mixtum esse unum illum hominem, nec separandum esse Christum a Papa. (n80) O blasphemiarum blasphemia furiosissima! Impius ac sceleratus Cynaedus, Usurarius, Sacrilegus, cruentissimus tyrannus Christo deo miscetur et unum cum ipso efficitur. Veni, domine Iesu Christe, et pone finem ac modum his horrendis horroribus. Amen.  Og det har de nu opnået. For af paven og Kristus har de gjort ét menneske, og råber op om, at dette ene menneske er blandet af pave og Kristus, og at man ikke må adskille Kristus fra paven. O vanvittige blasfemiers blasfemi! Denne ugudelige og fordærvelige horebuk, ågerkarl, gudsbespotter og grusomme tyran blandes sammen med Kristus, som er Gud, og gøres til ét med ham. Kom, herre Jesus Kristus, og gør en ende og en måde på disse forfærdeligheder. Amen. 
81        Et quid facit tamen ille Vicarius dei in loco dei sedens? Nunquid principis sui mandata facit et docet? Nequaquam. Quid ergo? sua propria solum docet, nec ipsa tamen facit, Alioqui si dei mandata doceret, Vicarius dei non esset. Vicarius enim absentis principis est, ideo qua parte vicarius dei regnat, prorsus nullus est deus.          Og hvad gør så dog denne stedfortræder, som sidder i Guds sted? Mon han udfører og lærer sin overordnedes bud? Nej, på ingen måde. Hvad så? Han lærer kun sit eget, men udfører ikke engang sit eget selv. Og selv om han havde lært os Guds bud, ville han ikke være Guds stedfortræder. For stedfortræder er man for en overordnet, der er fraværende, derfor det sted, hvor Guds stedfortræder hersker, dèr er der slet ingen Gud. 
82 Ubi enim deus praesens est, Vicario non est opus, sed dumtaxat ministris, sicut Apostoli sese non Vicarios, sed ministros dei appellaverunt. Igitur impletus est sermo Pauli: Videmus hominem peccati et filium perditionis sedere in templo dei, ostendentem se quasi sit deus, adversantem et elevantem super omnem dei sermonem et cultum. Quid enim veritati Euangelicae magis adversum quam facies illae et facierum doctrina? at colitur, timetur, servatur ipsa ultra et supra omne verbum dei, idque non nisi in nomine domini.  Hvor nemlig Gud er nærværende, dèr er der ikke brug for nogen stedfortræder, men kun for tjenere, og derfor kalder apostlene sig ikke Guds stedfortrædere, men Guds tjenere. Derfor opfyldes her Paulus' ord: Vi ser syndens menneske og fortabelsens søn sidde i Guds tempel, og opfører sig, som om han er Gud, idet han sætter sig imod og ophøjer sig over al tale om Gud og al dyrkelse af Gud. Hvad er nemlig mere imod evangeliets sandhed end disse skin og skinlærdomme? Men dette skin dyrkes, frygtes og tjenes udover og fremfor ethvert Guds ord, og så sker det endda i Herrens navn. 
83         Sed redeamus ad Danielem. 
               Vocabulum HIDOTH hebraice significat problema, aenigma, obscurem sermonem, qui eludit sensum, si secundum faciem percipiatur. Sic Iudicum xiv. 'Proponam vobis problema' (Dom 14,12) Et psal. xlviii. 'Aperiam in psalterio propositionem meam'. (Sl 49,5). 
        Men lad os vende tilbage til Daniel.
        Ordet 'hidoth' betyder på hebraisk 'problem', 'gåde', 'mørk tale', som får én til at tage fejl af meningen, hvis man tager det for pålydende. Således hedder det Dom 14,12: 'Jeg vil give jer en gåde', og i Sl 49,5: 'Til toner fra lyren løser jeg min gåde'. 
84 Est ergo 'intelligens hidoth', qui potens est verbis obscuris fallere audientes, ut aliud audiant et aliud intelligant. Non enim 'intelligens propositiones' (ut noster transfert) is est, qui ab aliis dicta pulchre intelligit ipse, sed qui idoneus est propositis verbis alios ludere.  Én, der forstår sig på 'hidoth', betyder altså én, der med sine dunkle ord er i stand til at narre dem, der hører ham, så de hører én ting, men skal forstå noget andet. Derfor er den, der forstår sig på gådetale (som det lyder i vor oversættelse), ikke én, der selv forstår det rigtigt, der siges af andre, men én, der er god til at narre andre med rænkefulde ord. 
85 Exempli causa: Quando Rex iste facierum in suis Decretis vocabulum 'Ecclesia' usurpat pro seipso et sibi adherentibus, etiam si sint impiissimi, ut quicquic ipsi statuerint, id Ecclesiam statuisse omnibus persuadeant, sicut nunc obtinet et triumphat propositione eiusdem verbi, nonne pulchram HIDOTH proposuisse tibi videtur?  Jeg tager som eksempel: Når denne skinnenes konge i sine dekreter tager ordet 'kirke' og bruger det om sig selv og sine tilhængere, også selv om de er højst gudløse, og overtaler alle til at tro, at hvadsomhelst de selv bestemmer det er det kirken, der har bestemt, sådan som de nu opnår det og triumferer over det ved dette ords rænke, synes du så ikke jeg har vist dig en smuk 'hidoth'?
86 cum Ecclesia non significet nisi sanctam fidelium congregationem, qui spiritu dei vivunt et aguntur, qui sunt corpus et plenitudo Christi, ut Paulus dicit. (Ef 1,23). Quae enim mendacia non propaget homo iste? quam obedientiam non extorqueat? quam legem non roboret, ubi id obtinuerit, ut tam (W743) audientes quam ipse loquens Ecclesiam Satanae Ecclesiam dei esse intelligant? Quis enim Ecclesiam dei non audiret?  Skønt kirke ikke betyder andet end de troendes forsamling, som lever og handler ud af Guds ånd, som er Kristi legeme og fylde, som Paulus siger. For hvilke løgne kan dette menneske ikke udbrede? Hvilken lydighed kan han ikke forvende? Hvilken lov vil han ikke sætte igennem, når han opnår det, at både de, der hører ham, og han selv, når han taler, forstår Satans kirke som Guds kirke? For hvem vil ikke gerne adlyde Guds kirke? 
87         Videmus autem et hoc verbo, regnum facierum distingui ab omnium regnorum conditione, ut quod non armis sed verbis agat. Deinde non apertis seu simplicibus verbis, qualibus regnum Christi et hominum, administratur. Nam regna mundi legibus humanis de rebus temporalibus aperte sonantibus et intellectis, Regnum autem Christi solido simplicique Euangelii verbo regitur.             Men vi ser også ud fra dette ord, at dette skinnenes rige skiller sig ud fra alle riger på den måde, at det agerer ikke med våbenmagt, men med ord. Men igen er det ikke med åbne eller enfoldige ord, den slags, som bruges til at styre Kristi rige og menneskenes rige. For verdens riger styres med menneskelige love om timelige ting, åbent udtalt og opfattet, og Kristi rige styres ved evangeliets sikre og enfoldige ord. 
88 At hoc regnum compositis et aliud sonantibus et aliud facientibus seducitur. Nec enim mundana nec spiritualia dicet, sed simulat se docere spiritualia, revera autem docet mundana. In quo artificio sunt tam intelligentes gnari et appositi operante Satana, ut electos (sicut Christus praedixit (Matt 24,24)) in errorem ducant, nec nisi a spiritualibus iudicentur, ideo Daniel eum intelligentem et leges suas HIDOTH vocat, quod falsurus esset omnes, qui non acute observarent eius leges: fac huius periculum tu ipse.  Men dette rige forføres ved ord, der sættes sammen, så de lyder på én måde, men skal udvirke noget andet. Han taler nemlig hverken verdslige eller åndelige ord, men han foregiver, at han lærer åndelige ting, men i virkeligheden lærer han verdslige ting. Men i den kunst er de så dygtige og opfindsomme og smarte (men det er Satan, der virker igennem dem), at de fører de udvalgte i vildfarelse (som Kristus forudsagde Matt 24,24), og de kan kun bedømmes af de åndelige mennesker. Derfor kalder Daniel ham (kongen) for snedig, og hans love 'hidoth', fordi de skal bedrage alle, der ikke agter ekstra nøje på hans love. Pas du selv på denne fare. 
89 Si docearis abstinere a cibis, vestibus, locis, personis, rebus quibusdam et tali ac tali habitu, vestitu, gestu, cibo, loco, personis uti, ea opinione captus tanquam his studiis bona opera facias et iustitiam sis acquisiturus. Et postea ad te reversus intelligas te non nisi in rebus temporalibus laborasse, quae nihil ad iustitiam faciant magis quam omnium aliorum laicorum quaecunque opera et studia, Nonne pulchre tibi impositum esse diceres?  Hvis du var blevet oplært i at afholde dig fra bestemte former for mad, klæder, steder, personer og andre ting, og til at holde dig til den eller den adfærd, de og de klæder, bevægelser, madformer, steder, personer, så ville du være fanget af denne opfattelse på den måde, at du ville tro, at du ved disse anstrengelser gjorde gode gerninger og du ville opnå retfærdighed ved dem. Og hvis du så bagefter var kommet til dig selv og havde forstået, at du havde anstrengt dig med timelige ting, som ikke udvirkede mere til retfærdighed end alle andre lægfolks tilfældige gerninger og anstrengelser, mon så ikke du ville sige, at du var blevet grundigt narret? 
90 Nonne verbis egregie illusus esses? At nonne talia sunt omnia quae Papa mandat? Nonne aut locum aut cibum aut vestem aut personam tractat in suis statutis, In quibus non plus est iustitiae quam si agrum interim coleres aut texeres aut neres? Quis enim agricolatur ea opinione, ut iustificetur eo opere aut peccet si omittat, cum sit tamen necessarium et utile opus? Tu vero in eo opere, quod prorsus neque ad vitam neque ad rem est necessarium, sic iuberis laborare, ut iustitiam in eo invenire speres et peccasse putes si omittas.  Mon ikke du ville være blevet godt narret af ordene? Men mon ikke alt, hvad paven foreskriver, er af den slags? Er det ikke sådan, at han behandler steder, måltider, klæder og personer i sine traktater? Og i dem er der ikke mere retfærdighed, end hvis du dyrkede jorden eller vævede eller spandt? Hvem ville dyrke jorden i den tro, at man bliver retfærdiggjort ved det arbejde, eller at man synder, hvis man undlader det, eftersom det dog er et nødvendigt og gavnligt arbejde? Men du har fået befaling til at anstrenge dig i den gerning, som hverken er nødvendig til livet eller til virkeligheden, på den måde, at du skal håbe at finde retfærdighed i det og mene, at du har syndet, hvis du undlader det. 
91 Cui enim vel rei vel vitae prodest, te atrum aut nigrum gestare, lac aut carnes edere, rasum aut non rasum esse, hoc vel illo loco degere? Et tamen in iis futilibus et inutilibus rebus iustificari et sanctificari aut reus fieri iuberis. Estne hoc egregie tibi problemata et aenigmata proposita esse? At mundus his doctrinis mendacibus et illusoriis refertus est. Istae sunt cauteriatae conscientiae: (1 Tim 4,2) ut enim omnia quae agunt, sunt species, ita omnia quae docent, sunt propositiones seu figmenta, utrobique mera facies tam in rebus quam verbis. Et tamen conscientiam faciunt sine omni causa.  For hvem gavner det, enten i virkeligheden eller i livet, om du klæder dig i mørkt eller helt sort tøj, om du spiser mælk eller kød, om du har tonsur eller ej, om du opholder dig på dette eller hint sted? Og dog befales du at blive retfærdiggjort og helliggjort eller at blive skyldig i disse meningsløse og unyttige ting. Betyder det ikke, at der opstilles helt utrolige problemer og gåder for dig? Men verden er fuld af disse løgne- og narrelærdomme. Her er det, man finder de brændemærkede samvittigheder; ligesom nemlig alt, hvad de gør, er udvendigt skin, sådan er alt, hvad de lærer, påfund eller opspind. På begge sider altså kun skin både i virkeligheden og i ordene. Og dog gør de sig samvittighed uden nogen grund. 
Videre til lutcat04!

Noter:

n5: Palliet var et hvidt uldbånd som værdighedstegn på pavens og de højeste gejstliges dragt. En afgift skulle betales, når man fik overdraget palliet fra paven.

n5a: Annater var en éngangsafgift på sædvanligvis halvdelen af det første års indtægt, som de fleste kirkelige embeder skulle betale til paven.

n9: 'Toulouses guld' omtales også i det danske reformationsskrift 'Confutatio', art 23 mod slutningen. Der påstår Poul Helgesen, at beretningen nærmest er blevet et ordsprog. Beretningen går vistnok ud på, at en adelsmand, der satte sig i besiddelse af dette guld, fik sig et sørgeligt endeligt, fordi guldet var givet til helligdommen.

n27a: Hos Catharinus findes der, så vidt jeg har set, ikke eksempler på, at Luther beskyldes for andre kætterier end Huss' kætteri. Men Eck siger i Leipzigerdisputationen: "Derfor blev blandt Johannes Viclefs  fordømte og pestbringende fejltagelser også denne fordømt: 'Det er ikke nødvendigt til frelse at tro, at den romerske kirke er øverst blandt de andre'." (Eck3#36).

n27: Ordet 'maozim', der betyder 'fæstninger', jvfr den danske oversættelse, er i Vulgata bibeholdt som et egennavn, hvad Luther også gør her.

n34: Vulgata har: "et erit in concupiscentiis feminarum, nec quemquam deorum curabit".

n36: Et skrift fra 406, MPL  23,339-352.

n39: Når en student blev optaget på et universitet, var det skik, at man aflagde en ed, fx en anti-hussitisk ed.

n47: Alexander af Hales (ca 1170-1245) var franciskanerteolog og lærer for bl. a. Bonaventura. Han påberåbte sig i mange spørgsmål Aristoteles i sin argumentation.

n78: Paven begyndte at betegne sig selv ikke bare som 'successor Petri', men som 'vicarius Christi' fra 1. halvdel af 1100-tallet.

n80: Den norske udgave siger, at der næppe findes noget officielt dokument med dette indhold. Det er sikkert rigtig nok. Men Luther kan tænkes at have det samme for øje, som han havde i lutcat02#59, nemlig, at når én påtager sig at udføre Kristi forløsergerning for et andet menneske, så er det det samme som at sige: Jeg er Kristus. Se Vot 2,84ff! Eller se emnekataloget nr 6!