fra Weimarudgaven bind 8, side 719 til 730.
Tilbage til hovedsiden!
| 1 Dices autem: Si Ecclesia tota est in spiritu et res omnino spiritualis Nemo ergo nosse poterit, ubi sit ulla eius pars in toto orbe, quod vehementer absurdum est. Nam ideo Papam asserimus, ut certo loco Ecclesiam inveniri liceat. Alioquin, quid docet Christus oves pascere (Joh 21,15) et Paulus Ecclesiam regere (Apg 20,28) et Petrus gregem Christi pascere (1 Pet 5,2), si nusquam in orbis certis poterunt locis inveniri habitantes corporaliter fidelis? | Men nu vil du sige: Hvis hele kirken helt ud består i ånden og er en fuldstændig åndelig ting, så vil ingen kunne vide, hvor nogen del af den kan findes i hele verden, og det er jo fuldstændig absurd. For af den grund holder vi på paven, at kirken skal kunne findes på et bestemt sted. Hvorfor lærer Kristus ellers, at fårene skal vogtes, og Paulus om at styre kirken, og Peter om at være hyrde for Kristi hjord, hvis man intetsteds i hele verden med sikkerhed kan finde legemlige mennesker, der tror? |
| 2 Quis enim spiritibus praedicet? aut quis spiritus nobis praedicat? Corpus ergo et locum necessario habebit Ecclesia, deinde inter corpora et loca aliquem primum locum et primum corpus. | For hvem kan prædike for ånder? eller hvilken ånd prædiker for os? Altså, legeme og sted vil være nødvendigt for kirken, og blandt disse legemer og steder må der være ét eller andet første sted og et første legeme. |
| 3 Respondeo: Quanquam Ecclesia in carne vivat, tamen non secundum carnem vivit, Paulus dicit Gal. i. et ii. Corin. x. (Gal 1,11; 2 Kor 10,3). Ita in loco, rebus operibusque mundi versatur, sed non secundum haec aestimatur. Christus enim omnem locum tollit, dum dicit Regnum dei non venit cum observatione, neque dicent 'hic aut hic est'. Et 'ecce Regnum dei intra vos est'. (Luk 17,20f). | Jeg svarer: Skønt kirken lever i kødet, lever den dog ikke efter kødet, siger Paulus Gal 1,22 og 2 Kor 10,3; således lever kirken på et bestemt sted, omgås denne verdens ting, men bedømmes ikke efter dem. For Kristus ophæver ethvert sted, når han siger: 'Guds rige kommer ikke, så man kan se det, og man kan ikke sige: Se her eller se dèr. For se, Guds rige er inden i jer'. |
| 4 Et Paulus omne corpus tollit, dum dicit: 'Non est personarum acceptio apud (W720) deum'. (Rom 2,11) Sicut enim Ecclesia sine esca et potu non est in hac vita, et tamen regnum dei non est esca et potus secundum Paulum, Ita sine loco et corpore non est Ecclesia, et tamen corpus et locus non sunt Ecclesia neque ad eam pertinent. | Og Paulus ophæver ethvert leveme, når han siger: 'Der er ikke personsanseelse hos Gud'. Ligesom nemlig kirken ikke er uden mad og drikke her i livet, og Guds rige dog ifølge Paulus ikke består i mad og drikke, således er kirken ikke uden sted og legeme, og dog er kirken ikke legem og sted eller afhængig er den slags. |
| 5 Sicut ergo non est necesse certum panum, certum potum, certam vestem esse Ecclesiae et fidelibus omnibus, licet sine pane, sine potu, sine veste non queant vivere in hoc seculo, sed omnia sunt libera et indifferentia, Ita non est necesse certum locum certamque personam habere, licet sine loco personaque esse non queat. Sed omnia sunt indifferentia et libera: omnis locus Christiano quadrat et nullus locus Christiano necessarius est, omnis persona pascere eum potest et nulla certa persona necessaria est quae pascat: libertas enim spiritus hic regnat, quae facit omnia indifferentia, nulla necessaria quaecunque corporalia et terrena sunt. | Og derfor: Ligesom det ikke er nødvendigt med et bestemt brød, en bestemt drikke, bestemte klæder for kirken og alle de troende, selv om de ikke kan leve i denne verden uden brød, drikke, klæder, men alt er frit og ligeværdigt, således er det heller ikke nødvendigt at have et bestemt sted og en bestemt person, selv om kirken ikke kan være uden sted og person. Men alt er ligeværdigt og frit. Ethvert sted passer sig for den kristne, og intet sted er nødvendigt for den kristne, enhver person kan vogte ham og ingen bestemt person er nødvendig til at vogte. Her hersker nemlig åndens frihed, som gør alting ligeværdigt, der er ingensomhelst legemlig og jordisk nødvendighed. |
| 6 Et quid hoc mirum? cum ad hoc, ut sis homo, corporaliter nullo loco certo, nulla certa persona indiges, sed omnibus locis, omnibus personis homo esse potes, immo quae res mundi necessario alii adhaeret et alligatur, ac non potius libere et indifferenter se quaelibet ad quamlibet habet? ut libertate spiritus plena appareat tota creatura, sicut canimus 'pleni sunt caeli et terra gloria tua'. | Og hvad mærkeligt er der ved det? Eftersom du ikke til dette, at du kan være menneske, behøver noget bestemt legemligt sted eller nogen bestemt person, men kan være menneske på alle steder, overfor alle personer, ja hvilken ting i verden knytter sig nødvendigt til nogen anden og hører den til? er det ikke snarere sådan, at hvilkensomhelst ting forholder sig frit og ligeværdigt til hvilkensomhelst anden ting? sådan at hele skabningen skal træde frem i åndens fulde frihed, sådan som vi synger det: 'Himlen og jorden er fuld af din herlighed'. |
| 7 Quis ergo furor Papistarum impiisimorum, ut Ecclesiam dei, quae omnium maxime libera est, loco suo et personae suae certis et necessariis alligent, ut Christianum esse negent, qui non hunc Papam etiam impium hoc loco habitantem adorarit? Nec iuvet quenquam, si quemlibet pastorem indifferenter quolibet loco habuerit. Haec est illa abominatio stans in loco sancto et operatio erroris. Si enim locus et persona necessaria sunt ad salutem, sequens erit, ut, qui locum et personam eiusmodi habent et colunt, salvi et sancti sint. | Hvad er da det for en galskab hos de højst ugudelige paver, at ville binde Guds kirke, som er den frieste ting af alle, til sit sted og sin person som noget sikkert og nødvendigt, så at de nægter, at de mennesker er kristne, som ikke tilbeder denne pave, også selv om han er gudløs, som bor på dette sted? Det hjælper ingen, mener de, om han har en hvilkensomhelst præst på ligegyldigt hvilket sted. Her har du ødelæggelsens vederstyggelighed, som skal stå på det hellige sted (Matt 24,15) og vildfarelsens gerning. For hvis sted og person er nødvendige til frelse, vil der deraf følge, at de, der har den slags person og sted og dyrker det, er frelste og hellige. |
| 8 Nam in his consequentia a particulari optime valet, cum posterioristicis constet propositionibus (cogor enim et meam dialecticam ostentare istis admirandis dialecticis). Impossibile est enim, ut, qui unum necessarium ad salutem habet, non etiam omnia necessaria simul ad salutem habeat, et impossibile est, ut, qui unum non habet, aliquod ad salutem necessarium habeat. Quod facillimum est inductive probare. Sed de hoc alias. | For i disse ting gælder mere end noget andet, at konklusionen følger af bare et enkelt punkt, eftersom resultaterne afhænger af forudsætningerne (jeg tvinges nemlig til overfor disse beundringsværdige dialektikere også at fremvise min dialektik). Det er nemlig umuligt, at den, der har én ting nødvendig til frelse, ikke også samtidig skulle have alle ting, der er nødvendige til frelse, og det er umuligt, at den som ikke har bare én ting, kan have noget, der er nødvendigt til frelse. Hvilket er let at bevise induktivt. Men om det et andet sted. |
| 9 Quo ergo signo agnoscam Ecclesiam? oportet enim aliquod visibile signum dari, quo congregemur in unum ad audiendum verbum dei. Respondeo: Signum necessarium est, quod et habemus, Baptisma scilicet, panen et omnium potissimum Euangelium: tria haec sunt Christianorum symbola, tesserae et caracteres. Ubi enim Baptisma et panem et Euangelium esse videris, quocunque loco, quibuscunque personis, ibi Ecclesiam esse non dubites. | Hvilket tegn skal jeg så kunne kende kirken på? Der bør nemlig gives et synligt tegn, som vi kan samles om for at høre Guds ord. Jeg vil svare: Et tegn er ganske rigtig nødvendigt, og det har vi da også, nemlig dåben, brødet og det kraftigste af alle: Evangeliet. Disse tre er de kristnes symboler, mærker og kendetegn. Hvor du nemlig ser, at dåben og brødet og evangeliet er, på hvilketsomhelst sted, ved hvilkensomhelst person, dèr kan du ikke tvivle på, at kirken er. |
| 10 In his enim signis vult nos Christus concordare, ut Ephe. iiii. dicit: (W721) 'Una fides, unum Baptisma, unus dominus'. Ubi idem Euangelium est, ibi eadem fides, eadem spes, eadem charitas, idem spiritus est et revera omnia eadem. Haec est unitas spiritus, non loci, non personae, non rerum, non corporum, de qua servanda Paulus nos praecepit esse sollicitos. | For disse tegn vil Kristus, at vi skal være enige om, som det siges i Ef 4,5: 'Én tro, én dåb, én herre'. Hvor det samme evangelium er, dèr er den samme tro, det samme håb, den samme kærlighed, den samme ånd, ja, alt er det samme. Dette er åndens énhed, ikke stedets, ikke personens, ikke tingenes, ikke legemernes énhed, den åndens énhed, som Paulus befaler os at tage godt vare på. |
| 11 Ubi vero Euangelium non esse videris (sicut in Synagoge Papistarum et Thomistarum videmus), ibi non dubites Ecclesiam non esse, etiam si baptisent et vescantur de altari, nisi parvulos et simplices exceperis, sed Babylonem ibi esse scias plenam lamiis, pilosis, ululis, onocrotalis aliisque monstris, id est, Magistris nostris eximiis refertam. | Men hvor du ser, at evangeliet ikke er (fx som vi ser det i papisternes og thomisternes synagoge), dèr må du ikke tvivle på, at kirken ikke er, også selv om de døber og spiser fra alteret, tværtimod skal du, når du holder spædbørnene og de åndssvage udenfor, vide, at her er Babylon, fuldt af spøgelser, trolde, ugler, pelikaner og andre monstre, det vil sige, propfuldt af vore fremragende magistre. |
| 12 Euangelium enim prae pane et Baptimo unicum, certissimum et nobilissimum Ecclesiae symbolum est, cum per solum Euangelium concipiatur, formetur, alatur, generetur, educetur, pascatur, vestiatur, ornetur, roboretur, armetur, servetur, breviter, tota vita et substantia Ecclesiae est in verbo dei, sicut Christus dicit 'In omni verbo quod procedit de ore dei vivet homo'. (Matt 4,4) | For evangeliet er fremfor brødet og dåben det ene, sikre og ædle kendetegn på kirken, eftersom det alene er gennem evangeliet, at kirken undfanges, dannes, næres, opdrages, oplæres, vogtes, udrustes, smykkes, styrkes, væbnes, kort sagt, kirkens hele liv og grundlag er i Guds ord, sådan som Kristus siger: 'Mennesket lever af hvert ord, der udgår af Guds mund'. |
| 13 Non de Euangelio scripto sed vocali loquor, Nec de quavis contione, quae in templis de suggestu declamatur, sed de germano et genuino verbo, quod fidem Christi veram, non informem et Thomisticam doceat, quod per Papam et Papistas extinctum et suffocatum per orbem totum conticuit. | Jeg taler ikke om det skrevne evangelium, men om det mundtlige, heller ikke om en hvilkensomhelst prædiken, som deklameres fra prædikestolen i kirkerne, men om det oprindelige og ægte ord, som lærer den sande tro på Kristus, ikke en uudformet thomistisk tro, og som af paven og papisterne er blevet udryddet og kvalt og er forstummet ud over hele verden. |
| 14 Ideo enim Christus nihil tanta instantia exegit ab Apostolis quam ut Euangelisarent. Sic a Petro in persona omnium pastorum exigit, ut pasceret oves id est Euangelium doceret viva voce. | For derfor var der ikke noget, Kristus krævede mere indtrængende af apostlene, end at de skulle forkynde evangeliet. Således krævede han af Peter på alle hyrders vegne, at de skulle vogte fårene, det vil sige: lære evangeliet med levende røst. |
| 15 Quod verbum Catharinus vere Catharinaliter exponit non de Euangelio, sed de potestate dominante sine Euangelio, iterum faciens e simplici sensu verborum Christi quottruplicem visum ei fuerit, quia sciebat Euangelisandi significationem (que sola in eo verbo est) non posse convenire tot occupationibus mundi oppresso Pontifici: ideo fingenda fuit alia significatio de regimine dominante, sicut ii. Pet. ii. praedixit 'et fictis verbis in avaritia de vobis negociabuntur', (2 Pet 2,3), de qua re nunc supersedeo, abunde alias tractata. | Og det ord forklarer Catharinus på virkelig catharinsk vis ikke om evangeliet, men om magten til at herske uden evangeliet, hvor han så endnu en gang gør det, at han får Kristi enkle ord til at betyde lige så meget forskelligt, som han vil. For han kunne godt se, at betydningen: at forkynde evangeliet (som er den eneste, der ligger i dette ord) ikke kan passe sammen med alle pavens verdensundertrykkende handlinger. Derfor måtte han opfinde en anden betydning om dominerende herredømme, sådan som det var forudsagt i 2 Pet 2,3: 'I deres griskhed vil de søge at udnytte jer med opdigtede historier'. Men jeg afstår fra at sige mere om det nu, det har fået rigelig behandling andetsteds. |
| 16 Contemnenda ergo sunt Papistarum illa figmenta, quod aliud sit iurisditionis, aliud fraternae charitatis officium. Euangelium et Ecclesia nesciunt iurisditiones, quae sunt non nisi hominum tyrannicae inventiones. Solam scit charitatem et servitutem, non potestatem et tyrannidem: ideo qui Euangelium docet, ille Papa est, Petri successor, Qui non docet, Iudas est, Christi traditor. | Man bør altså foragte disse pavelige opfindelser om, at én ting er et embede, der har med administrationen at gøre, noget andet et embede, der har med den broderlige kærlighed at gøre. Evangeliet og kirken kender ikke noget til administrationer, for de er ikke andet end opfindelser af det menneskelige tyranni. Den kender alene kærligheden og tjenesten, ikke magten og tyranniet. Derfor, den, der lærer evangeliet, han er pave, Peters efterfølger; den, der ikke lærer det, han er Judas, han forråder Kristus. |
| 17 Nihil enim aliud commentis iurisditionis agit Satanas, quam ut tyrannis illis impunitatem peccandi et licentiam autoritatemque prebeat extinguendi Euangelii. Ipsi enim ne cogitant quidem Euangelisare et tamen alios non sinunt Euangelisare, ut optime Christus de eis dixerit 'Vos non introistis, et introentes prohibuistis': (Matt 23,13) ve illis! (W722). | For Satan vil ikke udvirke andet med deres snak om administration end give tyrannerne mulighed for at synde ustraffet og give dem myndighed til at udslette evangeliet. Selv tænker de jo ikke på at forkynde evangelium, og dog tillader de ikke, at andre forkynder det, så det derfor meget passende var om dem, at Kristus sagde: 'Selv går I ikke ind, og de, der vil gå ind, forhindrer I i det'. Ve dem! |
| 18 Ista signa praesertim Euangelii figurata esse videntur olim in templo Salomonis, ubi duo capita vectium, quibus arca portabatur, foris prominebant ante oraculum, significante spiritu, Non nisi vocali et publica voce Euangelii sciri, ubi sit Ecclesia et mysterium regni caelorum. Ut enim vectium capitibus velut indiciis arca etiam abscondita in sancto sanctorum credebatur praesens adesse, ita Ecclesiam nemo videt, sed solum credit per signum verbi, quod impossibile est sonare nisi in Ecclesia per spiritum sanctum. | Disse kirkens tegn, især evangeliet, synes forud afbildet i gamle dage i Salomons tempel, hvor de to hoveder på stængerne, som arken blev båret med, stak frem foran det allerhellige, og var tegn på ånden. Man kan ikke på anden måde end ved evangeliets mundtlige og offentlige røst få at vide, hvor kirken og himmerigets mysterium er. For ligesom stængernes hoveder fungérede som tegn, men man måtte tro, at arken selv var skjult til stede i det allerhelligste, således kan ingen se kirken, man kan alene tro på den gennem ordets tegn. Det ord kan kun lyde i kirken gennem Helligånden. |
| 19 Inde Ecclesia psal. ix. vocatur Almuth, abscondita, et articulus fidei credens Ecclesiam sanctam Catholicam confitetur, eam nusquam nunquam apparere, aufertque ab ea omnem locum et personam, sicut et Paulus Gal. v. dicit: 'In Christo Iesu non est masculus et femina, barbarus aut grecus, liber aut servus, judaeus aut gentilis. Sed omnes vos unum estis in Christo Iesu'. (Gal 3,28). | Derfor kaldes kirken også i Sl 9,1 for 'almuth', den skjulte, og i den tredie trosartikel, hvor man tror på den hellige, katolske kirke, bekender man, at den aldrig nogensinde eller nogetsteds kommer til syne, og man fjerner fra den ethvert sted og enhver person, sådan som også Paulus siger i Gal 3,28: 'I Kristus Jesus er der ikke mand og kvinde, barbar eller græker, fri eller træl, jøde eller græker. Men alle er I ét i Kristus Jesus'. |
| 20 Sic rhete Apostolorum trahit pisces in aquis, non ad aquas, sed ad littus ex aquis, cum non hoc agat piscator, ut pisces in aqua sint (hoc enim natura eorum iam fecit), sed ut ex aqua trahantur. Ita Christus per vocale verbum e rebus, locis et corporibus trahit Christianos, non in res, loca et corpora, in quibus iam sua natura consistunt. | Således drager apostlenes net ikke fiskene, der er i vandet, hen til vandet, men ind til bredden og op af vandet, for det er ikke fiskerens sag at få fiskene til at være i vandet (det er de nemlig bare i kraft af deres natur), men at få dem trukket op af vandet. På samme måde drager Kristus gennem det mundtlige ord de kristne ud af tingene, stederne og legemerne, ikke ind i tingene, stederne og legemerne; i dem eksisterer de jo allerede i kraft af deres natur. |
| 21 Credo istis argumentis iam satis fidem factam pio cordi et Papistarum insaniam satis notam, qua Ecclesiam dei de intus rapere et in locis ac personis prostituere moliuntur. | Hermed mener jeg, at jeg med disse argumenter i tilstrækkelig grad har gjort opmærksom på den tro, der bliver til i det fromme hjerte, og på papisternes vanvid, hvormed de bestræber sig på at udplyndre Guds kirke indefra og på at prostituere den i steder og personer. |
| 22 Ego tamen non nego Papisticam Ecclesiam neque potentiam eius, cum in scripturis novi praesertim testamenti de nulla re (excepto Christo) tantum habeamus testimonium, nec parum in veteri. | Og dog vil jeg ikke nægte pavekirken eller dens magt, eftersom vi i skriften, især i det nye testamente, ikke har så mange vidnerbyrd om nogen anden sag (bortset fra Kristus). Og der er heller ikke så lidt i det gamle testamente. |
| 23 Et cur non pergam in gratiam Catharini mei et in obsequium sanctissimi in Christo Papae, vicarii dei, copiosis et solidis scripturae testimoniis eum principatum ostendere et plane os oppilare omnium, qui negant eum divinis literis probari? probabo ergo fortissime. Et primus mihi prodeat Daniel, dicens c. viii. ad verbum ex hebraeo: | Og hvorfor skulle jeg ikke gå videre til ære for min kære Catharinus og i ærbødighed for paven, den højhellige i Kristus, Guds stedfortræder, og med rigelige og grundige skriftsteder påvise hans herredømme og simpelthen stoppe munden på alle dem, som nægter, at der kan bevises noget om ham ud fra den hellige skrift? Jeg vil give et godt og stærkt bevis. Og den første, der står frem for mig, er Daniel, som i 8,23ff siger (oversat fra hebraisk): |
| 24 Et post regnum illorum, obscurantibus eos praevaricationibus, stabit rex potens faciebus et intelligens propositionum. Et roborabitur efficacia sua et non in efficacia sua, et mirabilia corrumpet et prosperabitur et faciet, et corrumpet robusta et populum sanctorum, et ad sensum suum erit. Et prosperabitur dolus in manu eius. Et in corde suo magnificabitur et in successu corrumpet multos. Et adversus principem principum stabit, et sine manu conteretur. (n24) | Og efter deres rige, når de er blevet formørket gennem overtrædelser, skal der fremstå en konge, som ser mægtig ud og er snu i sine påfund. Og han skal styrkes i sin kraft, men ikke ved sin egen kraft. Og han skal ødelægge underfuldt og have fremgang og være virksom, og han skal ødelægge det stærke og de helliges folk, og han skal gå frem efter sin egen vilje. Bedrag vil få fremgang ved hans hånd. Og han skal blive stor i sit eget hjerte, og ved sin succes skal han ødelægge mange. Og han skal stå op imod fyrsternes fyrste og uden hænders magt skal han rives i stykker. |
| 25 Primum illi sunt nequaquam audiendi, qui hunc et similes prophetarum locos intelligunt de una aliqua persona sola ignorantes, quod prophetarum mos est, totius alicuius regni corpus significare per unam personam. Hinc enim et Antichristum, quam Paulus hominem peccati et filium perditionis (W723) appellat, perperam uni personae aptant, cum ille totum corpus et cahos hominum impiorum totamque successionem regnantium velit intelligi Antichristum esse. Sic enim Aries Persarum regnum, hircus Graecorum regnum Daniel. viii. significat. (Dan 8,20f) | For det første skal man nu slet ikke lytte til dem, som tolker både dette og andre lignende profetsteder om kun én person, idet de ikke gør sig klart, at det er profeternes skik at betegne et helt riges legeme ved én person. På den måde forklarer de også den antikrist, som Paulus kalder syndens menneske og fortabelsens søn (2 Thess 2,3), helt fejlagtigt som én person, skønt han vil, at man skal forstå antikrist som hele dette kaotiske legeme af syndige mennesker og som hele rækken af herskere. Sådan betegner nemlig Daniel persernes rige med vædderen og grækernes med bukken. |
| 26 Cum autem dicat post finem quattuor regnorum, (Dan 8,22) quorum ultimum est Romanum ferro potens, staturum hunc regem, plane illud tangit, quod Papae tyrannis mox caepit inclinante imperio Romano. Sed et de Romano imperio et in Romano imperio nata est eique in suo loco successit, ut ex omnibus historiis liquet et praesens experientia monstrat, quod Apostolus praedixit ii. ad Thessalonicenses ii. quod ille qui tenebat tunc teneret, donec de medio fieret, et tunc revelaretur iniquus ille etc. | Men når Daniel her siger, at denne konge skal stå frem ved enden af fire riger, hvoraf romerriget, mægtigt ved jern, var det sidste, så er det klart, at han hentyder til det faktum, at pavens tyranni netop begyndte, da romerriget stod for fald. Men samtidig er dette rige blevet til ud af romerriget og i romerriget og det har efterfulgt det i dets sted, som det fremgår af al historieskrivning og som den nærværende erfaring viser det. Det forudsagde apostelen i 2 Thess 2,7, hvor han taler om, at han som holdt igen, skal holde igen, indtil han bliver fjernet, og da skal den lovløse åbenbares osv. |
| 27 Translatum est autem ad Germanos Romani Imperii vocabulum, cum res iam nulla imperii amplius esset, Tamen ea occasio erat qua elevaretur homo ille super omnes reges, super omnes Episcopos, super celum et terram, et sic firmaretur regnum in manu eius, efficto etiam in hoc mendacium diplomate non tam mendaci quam stolidissimo de donatione Constantini. | Men det romerske imperium blev i navnet overført til tyskerne, skønt der i virkeligheden ikke mere var noget imperium. Dog var dette en lejlighed til for dette menneske at hæve sig op over alle konger, over alle biskopper, over himmel og jord, og således fæstnedes herredømmet i hans hånd, og det blev endda afbildet i løgnen med Konstantins gavebrev, som dog ikke så meget var en løgn som det var en tåbelighed. |
| 28 Obscurantibus eos transgressionibus dicit, quod Hieronymus dixit 'cum creverint iniquitates' (n24), manifeste docens, regnum hoc furoris dei esse propter peccata venturum. Et Paulus eadem causa introducit filium illum perditionis, dicens 'charitatem veritatis non receperunt, ut salvi fierent'. (2 Thess 2,3.10). Ideo mittet illis deus operationem erroris, ut credant mendacio et iudicentur omnes, qui non crediderunt veritati, sed consenserunt iniquitati. | 'Når de er blevet formørket gennem overtrædelser' siger Daniel, hvilket Hieronymus oversætter med 'når deres overtrædelser er vokset', og lærer herigennem udtrykkeligt, at dette Guds vredes rige skal komme på grund af synden. Og Paulus indfører af samme grund fordærvelsens søn, idet han siger, at 'de ikke tog imod kærligheden, så de kunne blive frelst'. Derfor sender Gud dem en vildfarelser, som bevirker, at de tror løgnen. Og de skal få deres dom, alle de, der ikke tror på sandheden, men var i overensstemmelse med uretfærdigheden. |
| 29 Satis Apostolus iis verbis explicat, quales sint illae iniquitates seu transgressiones. Quas et Daniel hebraice PESCHAIM insigni proprietate et Emphasi vocat, quae proprie praevaricatio, transgressio, discessio fidei est. Sic iiii. Reg. i. 'praevaricatus est Moab ab Israel', (2 Kong 1,1) Et Esa. i. 'Filios enutrivi et exaltavi, ipsi autem prevaricati sunt a me'. (Es 1,2). | Med disse ord giver apostelen en god forklaring på, hvad disse uretfærdigheder eller disse overtrædelser er for en slags. Dem kalder da også Daniel, træfsikkert og med stor kraft, på hebraisk PESCHAIM, og det betyder netop oprør, overtrædelse, frafald fra troen. Sådan hedder det 2 Kong 1,1, at 'Moab gjorde oprør mod Israel'. Og Es 1,2: 'Børn har jeg opfostret og ophøjet, men selv de har sat sig op imod mig'. |
| 30 Sicut et psal. v. dicitur: 'Secundum multitudinem impietatum eorum expelle eos'. (Sl 5,11) Et Paulus hoc loco abundans dicit, eos dilectionem veritatis non recepturos, item veritati non credituros, credituros autem mendacio, omnino vitium doctrinarum, opinionum, fidei et Apostasiae significans, (2 Thess 2,10) sicut et predixit, nisi primum venerit discessio. (2 Thess 2,3) | Således siges der også i Sl 5,11: 'Driv dem bort på grund af deres store gudløshed'. Og Paulus siger til overflod på dette sted, at de ikke ville tage imod sandhedens kærlighed, og ikke tro sandheden, men i stedet tro løgnen, og det betegner overhovedet al last i lære, mening og tro og frafald, sådan som han også har forudsagt, at frafaldet først må komme. |
| 31 Et i. Timo. iiii. 'Spiritus manifeste dicit: In novissimis temporibus discendent quidam a fide attendentes spiritibus erroris etc' (1 Tim 4,1). Et iterum 'A veritate auditum avertent'. (2 Tim 4,4). Veritatem enim hoc loco suo more appellat fidem Christi, quod et hebraea lingua facit distinguens veritatem per antithesin ab hypocrisi et specie pietatis, sicut Eph. iiii. 'Veritatem autem facientes crescamus in illum', (Ef. 4,15) et iterum 'Induite hominem novum, qui secundum deum creatus est in iustitia et sanctitate veritatis' (Ef 4,24), utique iustitiam et sanctitatem vanitatis et speciosae supersticionis reprobans. (W724) | Og 1 Tim 4,1 hedder det: 'Ånden siger udtrykkeligt: I de sidste dage skal nogle falde fra troen, idet de holder sig til vildfarelsens ånder osv'. Og atter: 'De skal vende sig bort fra den sandhed, de har hørt'. Her kalder han nemlig, som han plejer, troen på Kristus for sandheden, og det samme gør det hebraiske sprog, når det stiller sandhed op som modsætning til hykleri og påtagen fromhed, sådan som Ef 4,15 gør: 'Men når vi gør sandheden, skal vi vokse i ham', og igen: 'Ifør jer det nye menneske, som er skabt efter Gud til retfærdighed og sandheds hellighed'. |
| 32 Omnino igitur PESCHAIM Daniel vocat non quaelibet peccata, sed speciosa illa, quae adversus veritatem et fidem pugnant, id est, qualia sunt iustitiae operum, superstitiones, cerimoniae, per quas a fide, quae sola vere iustificat et sanctificat, disceditur, sicut Paulus Colo. ii. et multis aliis locis praemonet. (Kol 2,8.16ff). | Daniel kalder i det hele taget ikke hvilkesomhelst synder for PESCHAIM, men de særlig fremtrædende, som kæmper imod sandheden og troen, det vil sige, sådan noget som gerningsretfærdighed, overtro, ceremonier, hvorved man falder bort fra troen, som alene retfærdiggør og helliggør, sådan som Paulus formaner Kol 2,8 og mange andre steder. |
| 33 Et hoc indicat, quod eos charitatem veritatis non recepturos praedicit, idest, non diligent veritatem quae est in fide, sed cum filiis Israel nauseabant super cibo isto levissimo et carnes concupiscent (4 Mos 21,5), id est, ad fabulas et humanas traditiones convertentur. Quare has iniquitates prorsus ad nullos priscos haereticos referre possumus, sed ad solas traditiones hominum et iustitias impias. | Og det er også det, han sigter til, når han forudsiger, at de ikke vil modtage sandhedens kærlighed, det vil sige, de vil ikke elske den sandhed, som ligger i troen, men som Israels børn bliver lede ved den dårlige mad og få lyst til kød, det vil sige, vende sig til fabler og menneskelige traditioner. Derfor kan vi ikke tolke disse overtrædelser om nogen af de gamle kættere, de har alene med de menneskelige traditioner og den gudløse retfærdighed at gøre. |
| 34 Nam haeretici prisci in scripturis sanctis certabant. Hic autem rex extra scripturas suis doctrinis regnabit. Ideo Daniel dicit, quod obscurabunt eos praevaricationes, tota autem scriptura, praesertim Paulus cecitatem, tenebras, ignorantiam non tribuit nisi presumptionibus impiis propriae iustitae et operum, ut notum est legenti eius Epistolas, Et Christus ideo se lucem appellat, quod fides in eum illuminet et iustificet omnes. (Joh 8,12). | For kætterne i gamle dage førte strid indenfor skriften. Men denne konge skal herske udenfor skriften med sine læresætninger. Derfor siger Daniel, at han vil formørke deres overtrædelser, men hele skriften, og især Paulus, taler ikke om blindhed, mørke og uvidenhed andet end i forbindelse med ugudeligt hovmod ud fra egen retfærdighed og egne gerninger, som det bliver klart for enhver, der læser hans breve. Og Kristus kalder sig selv lyset, fordi troen på ham oplyser og retfærdiggør alle. |
| 35 Claret ergo, hunc regem fore post Christum predicatum et adversus illuminationem Euangelii, quo illuminatus est mundus. Obscurari enim praevaricationibus arguit eos fuisse illuminatos, quod regnis illis ante Christum non convenit, ut quae nunquam obscurata sunt, quia nunquam illuminata, nec praevaricata, quia nunquam recte ambulaverunt, sed de eis temporibus intelligitur, quibus et Christus abominationem praedixit, eisdem pene verbis dicens: 'Quoniam abundabit iniquitas, refrigescet charitas multorum'. (Matt 24,12). | Det er altså klart, at denne konge ville komme efter, at Kristus havde prædiket, og efter evangeliets oplysning, hvorved verden er blevet oplyst. For når deres overtrædelser skal formørkes, forudsætter han, at de har været oplyste, og det passer ikke på kongerigerne før Kristus, for de er aldrig blevet formørkede, fordi de aldrig er blevet oplyst, og de har aldrig foretaget overtrædelser, fordi de aldrig har vandret ret, nej, det skal forstås om de tider, som også Kristus forudsagde, da han talte om vederstyggeligheden, hvor han med næsten de samme ord sagde: 'Når lovløsheden tager til, vil kærligheden blive kold hos de fleste'. |
| 36 Et Paulus 'ut iudicentur omnes, qui non crediderunt veritati, sed consenserunt iniquitati'. (2 Thess 2,12). Et ii. Pet. ii. gravissimis verbis reditum ad vomitum arguit in eis, qui in novissimis temporibus erunt: fere unus omnium exponit, quae sit illa iniquitas, quae abundabit, et qua obscurabuntur, dicens 'fuerunt autem et pseudoprophetae in populo, sicut et in vobis erunt falsi doctores, qui iuxta introducent sectas perditionis (pene dixisset 'filium perditionis'), etiam dominum, qui eos mercatus est, abnegantes, adducentes sibiipsis celerem perditionem. | Og Paulus siger: 'For at alle de skal blive dømt, som ikke troede sandheden, men gav uretten deres tilslutning'. Og i 2 Pet 2,1ff beskylder Peter med meget stærke ord dem, som skulle komme i de sidste tider, for at æde deres eget opkast; som næsten den eneste forklarer han, hvad denne uretfærdighed er, som skulle få overhånd, og hvorved de skulle formørkes, idet han siger: 'men der skal komme falske profeter i folket, sådan som der også skal optræde falske lærere blandt jer. De skal indføre fordærvelsens sekter (han kunne næsten have sagt 'fordærvelsens søn'), og de skal tilmed fornægte Herren, som har løskøbt dem, og de skal snart føre sig selv i fortabelse. |
| 37 Et multi sequentur eorum perditiones, per quos via veritatis blasphemabitur. Et in avaritia per fictos sermones vos cauponabuntur' (2 Pet 2,1-3). Prorsus hic Petrus Magisterium, Episcopatus et Ecclesiasticam, ut vocant, administrationem tangit et hoc malum ex eorum ministerio proventurum monstrat, qui loco dei sedent et populos regere in verbo debent. Igitur principes et capita Ecclesiarum habemus horum malorum autores. | Og mange vil følge dem i deres fortabelser, hvormed de spotter sandhedens vej. Og i deres griskhed udnytter de jer gennem opdigtede prædikener'. Peter tænker her på myndigheden, episkopatet, og 'kirkeledelsen', som de kalder det, og viser, at dette onde kommer af deres virksomhed, som sidder i Guds sted og skulle regere folket med ordet. Vi må altså regne kirkens ledere og overhoveder som ophavsmænd til disse onder. |
| 38 Haec autem est plaga irae dei, mittere operationes erroris et pseudoprophetas. Nam misericordiae flagellum est, pestem gladium, famem aliaque corporalia mala inferre. At privare verbo salutis et mittere venenum erroris, hoc ultimum est irae dei malum. Poterat de Turca videri locutus Daniel, in cuius imperio obscuraverunt populos iniquitates, nisi de eo principatu (W725) nos Petrus doceret intelligere, qui in populo dei geritur, et de iis, qui loco doctorum et Episcoporum sedent, sicut et Daniel de eisdem sese loqui infra ostendet, quales erant in antiquo populo falsi Prophetae. | Men det er Guds vredes plage, når han sender vildledende gerninger og falske profeter. For det er hans barmhjertigheds slag, når han påfører pest, sværd, sult og andre slags legemlige onder. Men at berøve os frelsens ord og sende vildfarelsens gift, dette er det sidste onde, som Guds vrede sender. Det kunne se ud som om Daniel taler om tyrken; i hans rige formørkes jo overtrædelserne folkene; men Peter lærer os at forstå det om det herredømme, der udøves i Guds folk, og at forstå det om dem, som sidder på de lærdes og biskoppernes stol, sådan som også Daniel nedenfor viser, at han taler om dem, som i det gamle folk var falske profeter. |
| 39 Haec enim ad Turcum non pertinent, qui abiecto baptismate et Euangelio iam populus dei non est nec habetur, sicuti habentur, qui Episcopos habent in hac parte. Sit ergo hoc primo positum, Hunc regem fore magnum, quantus vel rex Persarum vel Graecorum vel Romanorum, Deinde regnaturum in doctrina hominum adversus illuminationem Euangelii in populo Christi. | For det passer heller ikke på tyrkerne, som, når de har forkastet dåben og evangeliet, ikke mere er Guds folk eller kan regnes for Guds folk, sådan som de i vor del af verden, der har biskopper, kan regnes for Guds folk. Lad det derfor for det første være slået fast, at denne konge vil blive stor, omtrent lige så stor som persernes eller grækernes eller romernes konge. Dernæst, at han vil komme til at herske med menneskelige læresætninger imod evangeliets oplysning over Kristi folk. |
| 40 Pro ingressu visionis huius verba Petri videamus. Quis enim has iniquitates non videt in Romanae Ecclesiae pastores ad unguem quadrare? quibus loqueretur Petrus, nisi suis Romanis, apud quos sui libri recepti et sua autoritas maxime valet? Nonne Moses et prophetae suo populo locuti sunt? sicut Paulus dicit Ro. iii. 'Scimus, quoniam quaecunque lex loquitur, iis, qui in lege sunt, loquitur'. (Rom 3,19). | Lad os se på Peters ord for at få belyst visionen hos Daniel. Hvem ser nemlig ikke, at disse uretfærdigheder passer fint på den romerske kirkes hyrder? Hvem skulle Peter tale om, om ikke om sine egne romere, hos hvem hans skrifter blev modtaget og hvor hans autoritet gælder mest? Mon ikke Moses og profeterne har talt til deres eget folk? Sådan som Paulus siger i Rom 3,19: 'Vi véd, at alt det, som loven siger, taler den til dem, som er under loven'. |
| 41 'Erunt', inquit, 'in vobis'. (n40) Quibus 'vobis', nisi qui Petrum audiunt et agnoscunt? Nos ergo, qui sub Romana Babylone sumus, ea verba tangunt: in nobis impleri oportet quae Daniel, Christus, Petrus, Paulus, Iudas, Ioannes in Apocalypsi predixeriunt. | 'Der skal opstå iblandt jer', siger han. Hvilke 'jer', om ikke det er dem, som hører og anerkender Peter? Det er altså os, der er under det romerske Babylon, der menes med disse ord: På os må opfyldes alt det, som Daniel, Kristus, Peter, Paulus, Judas og Johannes i åbenbaringen forudsagde. |
| 42 Falsos doctores nonne iam multis annis patimur, qui extincto Euangelio suas traditiones nos docent? Universi Episcopi, pastores, Theologi notati sunt hic egregie, quorum omnium una insania est, Decreta Romani pontificis exaltare et hominibus inculcare. | Mon ikke vi allerede i mange år har lidt under falske lærere, som udsletter evangeliet og lærer os deres traditioner? Alle biskopper, præster, teologer bliver her betegnet på en udmærket måde, for de har alle det samme vanvid, at de ophøjer den romerske paves dekreter og tvinger dem ned over folk. |
| 43 Quam vero emphaticis et plenis verbis dicit 'Iuxta introducent'! (n43) Graece enim est PAREISAXOUSIN, quia iuxta doctrinam pietatis, quam simulant, impietatem inducent, occultis scilicet fallaciis cum Euangelio simul sua ingerentes. | Men hvor rammende fuldtræffere af ord bruger han ikke, når han siger: 'fører ind ved siden af'. På græsk står der nemlig PAREISAXOUSIN, fordi de indfører ugudeligheden ved siden af fromhedens lære, som de lader som om de har. Sammen med evangeliet indfører de ved skumle kneb deres eget. |
| 44 Non enim Euangelium negabunt, sed iuxta Euangelii verba suis additis et inventis tum glossis tum statutis paulatim et insensibiliter a regia fidei via abducent in sectas operum, quibus perdent et corrumpent Euangelium, ut sit tandem prorsus inutile ad docendam fidem. | For de fornægter ikke evangeliet, nej, men ved siden af evangeliets ord tilføjer de og opfinder de deres egne fortolkninger og forskrifter og fører efterhånden umærkeligt bort fra troens kongevej over i gernings-sekter, hvorved de taber og ødelægger evangeliet, så det til sidst er helt ubrugeligt til at lære troen med. |
| 45 Sic olim prophetae nomen domini non negabant, immo in nomine domini veniebant. Christus Matt. xxiiii. eis sic pingit: Surgent pseudoprophetae et pseudoChristi, et seducent multos. Multi enim venient in nomine meo dicentes 'Ego sum Christus'. (Matt 24,11.5) Et iterum: Si dixerint 'hic est Christus aut illic', nolite credere. (Matt 24,23) | Sådan fornægtede profeterne i gamle dage heller ikke Herrens navn, tværtimod de kom i Herrens navn. Kristus afmaler dem således i Matt 24,5: 'Der skal fremstå falske profeter og falske kristusser, og de skal forføre mange. For mange skal komme i mit navn og sige: 'Jeg er Kristus''. Og igen: 'Hvis de siger 'Her er Kristus eller dèr', så tro dem ikke'. |
| 46 Quid est 'hic et illic', nisi sectae perditionis? Quid perditio ista, nisi vastitas fidei et Euangelii? Sic et Paulus Eph. iiii. has sectarum et operum doctrinas appellat METHODEIAN TES PLANES, (Ef 4,14) id est, circumventionem erroris seu insidiosum aggressum ad decipiendum, quod decepturi impii illi populum adoriantur insidiosis contionibus per verba dei vel in suum sensum torta vel iuxta ea propriis doctrinis seu scandalis in via positis, quales mulier illa Proverb. ix. sedens in alto urbis loco figurat. (W726) | Hvad er dette 'her og dèr', andet end sekter, der fører ud i fortabelse? Og hvad er denne fortabelse, andet end tilintetgørelse af troen og evangeliet? Sådan kalder Paulus også i Ef 4,14 denne sekteriske gerningslære for METHODEIAN TES PLANES, det vil sige: narrer ind i vildfarelse eller fører i baghold for at bedrage, for disse gudløse går løs på folket for at bedrage det med lumske prædikener, hvor de bruger Guds ord sådan, at det enten fordrejes hen til deres mening, eller sådan, at deres egne meninger eller forargelser er anbragt på vejen ligeværdigt med ordet, hvilket kvinden, der sidder på et højt sted i byen i Ordspr 9,14 er et billede på. |
| 47 Et Paulus Ro. ult. dicit: 'Observate eos, qui dissidia et offendicula faciunt iuxta doctrinam, quam vos didicistis'. Quid 'dissidia' sunt, nisi quas Petrus sectas et Christus 'hic et illic' vocant? Quid 'offendicula', nisi quam Petrus perditionem et Christus seductionem vocat? Quid 'iuxta doctrinam', nisi quod Petrus 'iuxta inductionem', Christus 'in nomine meo' vocat? | Og Paulus siger i Rom 16,17: 'Hold øje med dem, der skaber splittelse og anstød ved siden af den lære, som I har modtaget'. Hvad skulle her 'splittelse' være, andet end det, Peter kalder sekter og Kristus kalder 'her og dèr'? Hvad skulle 'anstød' være, om ikke det, som Peter kalder fortabelse og Kristus kalder forførelse? Hvad skulle 'ved siden af læren' være, andet end hvad Peter kalder ved siden af indførelsen, og Kristus kalder 'i mit navn'? |
| 48 Scilicet tam propriis verbis praedicta est ea vastitas falsiloquorum, quod viam Christi non tollunt, doctrinam Euangelii non negant, si speciem spectes, offendicula tamen et dissidia iuxta ponunt, quibus sensim universam viam domini et Euangelium vastant et perdunt, nominetenus et titulotenus retinentes. | Altså med sådanne autentiske ord er disse løgneres ødelæggelse blevet forudsagt: at de ikke ophæver Kristi vej, og ikke nægter evangeliets lære, hvis man ser på det ydre, men dog indfører anstød og splittelse ved siden af, sådan at man lidt efter lidt ødelægger og udsletter hele Herrens almindelige vej og evangeliet, og kun beholder det i navn og titel. |
| 49 Haec omnia nonne impleta videmus? dum tot sectis operum et religionum extremis furiis sibimet dissidentibus et pugnantibus scatet Romana Ecclesia per orbem, extincta per has unica illa quae communis est fidei et charitatis via. | Ser vi ikke alt dette opfyldt? Nu, hvor romerkirken verden over vrimler med sekter, bygget på gerningsretfærdighed og egen fromhed, sekter, som i det yderste raseri slås og bekæmper hinanden indbyrdes, så herved den énhed, som er den almindelige tros og kærligheds vej, er udslettet. |
| 50 Quid enim simulant his sectis, nisi summam pietatem? Nonne has vias iactamus ad caelum? Nonne hic non gloria fidei, sed operum meritis niti docemur, adeo ut etiam vendere merita aliis inceperimus? At nonne fides et Euangelium perditur et vastatur? Non ergo de haereticis, sed de Episcopis, pastoribus religiosisque, infinita sectarum et operum varietate, seipsos cum populis falsa spe et specie perdentibus, dum nihil minus quam fidem docent, suis opusculis inhaerentes, caeci caecorum duces. | For hvad foregiver disse sekter andet end den højeste fromhed? Mon ikke vi roser disse livsmåder til skyerne? Mon ikke vi her lærer at støtte os, ikke til troens herlighed, men til gerningernes fortjeneste, i den grad at vi endog er begyndt at sælge den slags fortjenester til andre? Men mon ikke troen og evangeliet går til grunde og ødelægges? Det handler altså ikke om kættere, men om biskopper, præster og munke, som med dette utal af sekter og disse vidt forskellige gerninger, fører sig selv og folket i fortabelse ved et falsk håb og skin. For de lærer intet mindre end troen, de hænger fast ved gerninger, de er blinde, der leder blinde. |
| 51 Quid autem, quod dicit 'abnegantes dominum' non simpliciter, sed 'qui eos mercatus est'? (n40) Absque dubio Christum predicit ab illis negandum in re iustificationis, non quod palam eum negent, alioqui non essent falsi doctores nec iuxta veritatis doctrinam sectas perditionis introducentes, sed servatis titulis et nominibus per suas sectas, non per fidem illius salvi fieri volunt. | Men hvorfor siger Peter ikke simpelthen 'som har fornægtet Herren', men føjer til: 'som har løskøbt dem'? Uden tvivl vil han forudsige, at Kristus skulle fornægtes af dem i retfærdiggørelsessagen. Det er ikke sådan, at de åbent fornægter ham, ellers ville de ikke være falske lærere, der indfører fortabelses-sekter ved siden af sandhedens lære. Nej, de vil beholde titler og navne gennem deres sekter, men vil frelses gennem deres sekter, ikke ved troen på ham. |
| 52 Hoc enim Christus fecit suo nos sanguine mercatus, ut per fidem in ipso iustificemur. Hoc autem facit infinita religionum, operum, sectarum varietas, ut nostris studiis deo satisfaciamus et regnum dei mereamur. | For det var det, Kristus muliggjorde, da han løskøbte os med sit blod, at vi skulle retfærdiggøres ved troen på ham. Men det, denne uendelige mængde af munkegerninger, gerninger forskellige sekter fører til, er, at vi med vore anstrengelser kan gøre fyldest for Gud og fortjene os Guds rige. |
| 53 Quas sectas omnes Papa suis confirmationibus ut sanctos ordines et salutares vivendi rationes speciosos et nocentiores facit: dum per ipsum fidutia illarum statuitur, rursus ab illis dilectis filiis ipse sanctissimus pater in tyrannide sua felicissime roboratur et mutuum muli scabunt: sic, dum verbis confitentur, factis negant dominum esse Christum, ex quo nobis Mosen quendam fecerunt, cum ille fuso sanguine suo non in hoc mercatus sit, ut solum doceat bene vivere, sed ipse vivat et regnet in nobis, sitque dominus noster, operans in (W727) nobis omnia opera nostra, quod fit per solam fidem in eum. | Og alle disse sekter har paven med sine bekræftelser om, at de er hellige ordener og frelsebringende måder at leve på, gjort mere strålende og mere farlige. Idet gennem ham tiltroen til deres eget stadfæstes, styrkes den højhellige fader af dem som sine elskede sønner i sit lyksalige tyranni og således er de gensidigt til nytte for hinanden. Således bekender de med deres ord, at Kristus er herre, men benægter det med deres gerninger. De gør ham til en slags Moses for os, idet han, da han udgød sit blod for os, ikke løskøbte os, for at han blot kunne lære os at leve godt, men for at han selv kunne leve og herske i os og være vores Herre, idet han gør alle vore gerninger i os, hvilket alene kan ske gennem troen på ham. |
| 54 At qui nunc Euangelium optime docent, Magistrum seu ministrum nostrum Christum faciunt, qui foris manens doceat bona, non intus dominetur operans bona. | Men som det er nu, lærer de bedste af dem, som formidler evangeliet, at Kristus er vores lærer eller vejleder, som bliver stående udenfor og lærer os, hvad der er godt, og ikke hersker indvendig i os og fremkalder gode gerninger. |
| 55 Sed bene, quod 'celerem super se inducent perditionem', quia abbreviabuntur dies illi, alioqui non fieret salva omnis caro (Matt 24,22), id quod nunc fore prope diem speramus. 'Multi autem sequentur eorum perniciem', (n40) indicat paucos servari ab eorum perditione. Unde et Christus Matth. xxiiii. consulit, ut fugiant ad montes et non revertantur domum. Et Paulus periculosa vocat tempora propter hanc speciem pietatis. (2 Tim 3,1) | Men det er godt at høre, at 'de fører en hurtig fortabelse ind over sig', fordi de dage vil blive afkortet, ellers ville intet kød blive frelst. Og det er denne sidste dag, vi nu håber er nær. 'Men mange vil følge dem i fortabelsen', det ord lader ane, at det kun er få, der vil blive bevaret fra dette fordærv. Derfor råder Kristus også til i Matt 24,16, at de skal flygte op i bjergene og ikke vende hjem. Og Paulus taler om farlige tider på grund af dette skin af fromhed. |
| 56 At dicunt illi 'bona sunt statuta, sancti viri ea tradiderunt, Augustinus, Benedictus, Bernhardus, Franciscus, Dominicus et similes'. Respondeo: Hoc est quod volunt Christus et Apostoli Petrus et Paulus, quod opera sint similia traditis in Euangelio: hoc enim vocant 'iuxta doctrinam' et 'iuxta introductionem', quod exempla operum e patribus sola capiunt, fidem non capiunt, ita contingit eis, ut ea, quae patres vel errantes condiderunt (quia et electi hic in errorem ducendi praedicuntur (Matt 24,24)), ipsi insensati irruunt et errorem vel extremam speciem amplectuntur pro via bona, et sic ab Euangelio et fide insensibili fallacia abducuntur, praesertim ubi accedens pontificis Romani autoritas eas vias approbat et fiduciam illarum confirmat ac iam leges necessarias ex eis facit, quas patres non nisi libertate spiritus et condiderunt et servaverunt, neminem illis perpetuo alligantes aut, si hoc fecerunt, sine dubio errantes pro humana fragilitate. | Men de andre vil sige: 'Det er gode bestemmelser, det er hellige mænd, der har overleveret dem, Augustin, Benedikt, Bernhard, Frans, Dominicus og den slags'. Jeg svarer: Det er det, Kristus og apostlene Peter og Paulus mener: at gerningerne i og for sig ser ud som dem, der er overleveret i evangeliet. Det kalder de nemlig 'ved siden af læren' og 'føre ind ved siden af', fordi de alene forstår ekseplerne med gerningerne fra fædrene, men ikke forstår troen. Derfor kan det ske for dem, at det, som fædrene har påbegyndt, måske ved en fejltagelse (for det er forudsagt, at også de udvalgte kan føres i vildfarelse), det styrter disse ufølsomme folk ind på og omfavner fejlen eller det ydre skin som den gode vej, og således føres de bort fra evangeliet og troen gennem en umærkelig fejltagelse, ikke mindst når den romerske paves autoritet kommer til og godkender disse retningslinier og bekræfter den tiltro folk har til dem og de nu nødvendige love, de overholder ud fra det, som fædrene kun påbegyndte og tjente i åndens frihed, idet de ikke bandt nogen for evigt, og hvis de gjorde det, gjorde det det uden tvivl som en fejltagelse af menneskelig skrøbelighed. |
| 57 'Per quos via veritatis blasphemabitur'. (n40)Quae est illa via veritatis? Nonne quae opponitur speciei et hypocrisi operum? Neque enim Apostoli ullam religionis sectam instituerunt, sed solam fidei Christianae viam omnibus communem tradiderunt. Credere ergo in Christum veritatis via est. | 'På grund af dem bliver sandhedens vej spottet'. Hvad er det for en sandhedens vej? Mon ikke det er den, der står imod skinnet og gerningshykleriet? For apostlene har ikke indstiftet nogen munkeorden, de har alene overleveret den kristne tro som den almindelige vej for alle. Altså at tro på Kristus er sandhedens vej. |
| 58 Qui autem blasphemantes? utique iidem qui dominum negant. Nonne qui autore Romano pontifice sua studia iactant, suas sectas praedicant, suos ordines laudant ut sanctos, rectos salutares, auferunt viae veritatis suam laudem et gloriam, ut tribuant eandem suis ordinibus? Nonne sic invaluit illa blasphemia, ut solus Clerus, praesertim religiosi, pro Christianis habeantur, alii vero seculares et mundani aperte etiam nominentur nec nisi pro vulgo extra viam salutis habeantur? | Men hvem er det, der spotter? Utvivlsomt de samme, som fornægter Herren. Mon ikke det er dem, som med den romerske pave som ophavsmand praler af deres egen iver, prædiker deres egne sekter, roser sig af deres egne ordener, som hellige og rigtige og som førende til frelse, mon ikke de fratager sandhedens vej dens ære og herlighed og overfører det til deres egne ordener? Mon ikke denne gudsbespottelse i den grad har taget overhånd, at alene de gejstlige, især munkene, regnes for kristne, ja ligefrem benævnes sækulære og urene og ikke regnes for andet end rak ved siden af frelsens vej? |
| 59 Et qui religionem ingreditur, e mundo, e seculo ire iactatur et creditur, denique persuasum est, volentem salvari religionem debere ingredi. An non est hoc viam veritatis blasphemare? Non est hoc Christum hic et illic docere? (n59) Nonne hic fidei via contemnitur et deseritur et eius loco secta et operum superstitio suscipitur? Nonne hic necesse est perire fidutiam in Christo et niti velle in operibus? Nonne tales hypocritae sic in orbe fulgent et honorati sunt, ut simplices in fide Christiani pene lutum platearum prae illis habeantur? (W728) | Og når det drejer sig om én, der indgår i en orden, så praler man af og tror virkelig, at han går ud af denne verden, ud af denne tidsalder. Vi er efterhånden blevet overbevist om, at den, der vil frelses, må indgå i en munkeorden. Er det ikke at lære, at Kristus er her eller dèr? Mon ikke her troens vej foragtes og forlades, så man i dens sted får sekter og gerningsovertro? Må det ikke her nødvendigvis gå sådan, at tilliden til Kristus går til grunde, og man i stedet vil støtte sig til gerninger? Mon ikke den slags hyklere verden over i den grad dyrkes og æres, at enfoldige kristne i troen næppe regnes for vejstøv i sammenligning med dem? |
| 60 Sed amplius. Si quis insurgeret et vias istas hominum electitias seu ut Apostolus vocat Col. ii. ETHELOTHRESKEIAS, id est, arbitrarias religiones, reprehenderet doceretque eas esse vias scandalorum et ad perdendam fidem, ad evancuandum Euangelium, ad seducendas animas a Papa confirmari et ab ipsis iactari, Esse vero solam fidem Christianorum unicam salutis viam, quid putas huic facerent? | Men videre: Hvis der nu fremstod et menneske og kritiserede disse veje som menneskepåfund eller som apostelen kalder det Kol 2,25: ETHELOTHRESKEIAS, det vil sige, tilfældige fromhedsøvelser, og lærte, at dette var forargelsens og trosfortabelsens veje, var egnet til at tilintetgøre evangeliet og forføre sjælene, skønt disse veje blev bekræftet af paven og prist af dem, og hvis han lærte, at troen var de kristnes eneste vej til salighed, hvor tror du så, de ville gøre ved ham? |
| 61 Nonne sexcenties haereticum, millies Antichristum, Satanam, diabolum, schismaticum, erroneum? breviter, nec odii nec supplicii nec blasphemiae satis ulli fuerit in hunc pessimum hostem Ecclesiae, temerarium violatorem patrum, pestilentissimum seductorem populi. | Mon ikke han ville blive fordømt seks gange som kætter, tusind gange som antikrist, Satan, djævel, skismatiker, vildfaren? Kort sagt, de ville ikke kunne finde ord, der var stærke nok til at udtrykke deres had, mordlyst og bespottelse overfor denne kirkens værste fjende, den frække ødelægger af fædrene, den pestbringende forfører af folket. |
| 62 At hoc est, quod hic Petrus dicit 'per quos via veritatis blasphemabitur'. Quare? Quia via vanitatis eorum laudatur, sicut Psalmus x. dicit: 'Quoniam laudatur impius in desideriis animae suae et iniquus applaudens sibi blasphemavit dominum'. Quam strennue ergo hanc prophetiam hodie implet Papistica ista Ecclesia, quae consummat omnia quae scripta sunt in prophetis de dolosis, falsis, mendacibus prophetis, magistris, pastoribus, iustitiariis, quorum infinita sunt nomina. Ad finem enim mundi oportuit eos abundantius regnare. | Men netop det er, hvad Peter her siger: 'Gennem dem bespottes sandhedens vej'. Hvorfor? Fordi deres forfængelighedens vej bliver lovprist, sådan som Sl 10,3 siger: 'For den gudløse roses i sin sjæls begær og den uretfærdige lovpriser sig selv og spotter Herren'. Hvor rammende opfylder denne pavelige kirke denne profeti, når den opfylder alt det, som er skrevet hos profeterne om bedrag, løgn, falske profeter, lærere, præster, jurister, af hvilke er der et utal af navne. For mod verdens ende skal de komme til magten i så meget større mængder. |
| 63 'Et in Avaritia fictis verbis vos cauponabuntur', (n40) hoc tam clarum est fieri per Bullas, indulta, Decreta, stationarios, quaestores, terminarios, sacrificulos, ut iam glosa non indigeat. Quid enim est hodie totius ferme cleri ministerium, nisi avaritia? idque non nisi fictis verbis, non tantum praetexta specie pietatis, sed verbis dei adulteratis. | 'Og de udnytter jer i deres griskhed med opdigtede ord'; det er så klart, at dette sker ved buller, koncessioner, dekreter, vogtere, pengeindkrævere, tiggermunke og offerpræster, at det ikke behøver nogen fortolkning. For hvad er hele præstestanden i dag præget af, om ikke af griskhed? Og midlet er hele vejen opdigtede ord, ikke blot så de dækker sig under et fromhedens skin, men så bedriver hor imod Guds ord. |
| 64 Omnes enim abutuntur his verbis 'Deus, Christus, Spiritus, Ecclesia, Iustitia, veritas, opus bonum, meritum'. Non enim fidei, sed suis studiis ea aptant, ut longe aliud iam populus per haec intelligat quam scriptura habet. Fictum est enim, quicquid predicant, quia fidem non predicant. | Alle misbruger de nemlig disse ord 'Gud, Kristus, Ånden, kirken, retfærdigheden, sandhed, god gerning, fortjeneste'. For de tilpasser den ikke til troen, men til deres egne anstrengelser, sådan at folk nu forstår disse ord anderledes, end de forstås i skriften. Det er nemlig opdigtet, hvad de prædiker, fordi de ikke prædiker troen. |
| 65 Si enim fidem predicarent, statim sectae eorum evanescerent. Nunc autem captum populum dementant illusionibus istis speciosissimis et spoliant omnibus rebus suis, ipsi interim saturi, ociosi, divites, potentes, honorati, gloriosi, et tamen sancti et religiosi, serviente his monstris eorum sancto nomine dei. | For hvis de prædikede troen, ville de straks tilintetgøre deres sekter. Men som det nu er, holder de folk for nar med deres strålende blændværk og berøver dem alt, hvad de ejer, mens de selv er mætte, dovne, rige, mægtige, ærede, hædrede, og dog hellige og fromme, idet de ved alle disse afskyeligheder tjener Guds hellige navn. |
| 66 Sed ad Danielem aliquando veniamus, plura de hoc abominabili regno audituri. Satis haec pro prooemio. Mirabile autem et monstrosum regnum nobis proponit, quod prorsus cum nullo regnorum, quae a seculo fuerunt neque erunt, conveniat, quod novis et inauditis armis et viribus valet, novas et inauditas res gerit, plane omnia nova et inaudita sunt. Dicit ergo: | Men lad os se at komme tilbage til Daniel, for at høre mere om dette afskyelige rige. Det, der hidtil er sagt, er tilstrækkeligt til indledning. Men han fører frem for os et forunderligt og skrækkeligt rige, som overhovedet ikke kan sammenlignes med noget rige, som har været eller vil komme, fordi det vinder frem ved hjælp af nye og uhørte våben og kræfter, og udfører nye og uhørte ting, ja, et rige, hvor alt i det hele taget er nyt og uhørt. Han siger nemlig: |
| 67 Stabit rex potens faciebus. (Dan 8,23) | 'Der skal fremstå en konge, som er mægtig ved hjælp af skinnet'. |
| 68 Hieronyms transtulit 'impudens facie', sed Hebraeus dicit 'oz panim, potens facierum'. 'Stabit' autem non unam personam, sed totum regnum (W729) et successum regum, nec breve tempus regni indicat. Sic dicit Christus abominationem in loco sancto stantem, (Matt 24,15) idest, firmam, stabilem, multis adherentibus roboratam, Et Paulus filium illum perditionis non transire, sed sedere facit in templo dei. (2 Thess 2,3f) | Hieronymus oversætter her 'med et skamløst ansigt', men på hebraisk står der 'oz panim, mægtig i skin'. Og 'der skal fremstå' sigter ikke til én person, men til et helt rige og en hel kongerække, og det indikerer ikke, at det skal være et rige af kort varighed. Sådan siger Kristus, at ødelæggelsens vederstyggelighed skal stå på det hellige sted, det vil sige: være fast og stabil, styrket ved mange tilhængere. Og Paulus siger, at denne fortabelsens søn ikke er noget forbigående, men at han tager sæde i Guds tempel. |
| 69 Mira vero potentia huius regis monstrosi, qui non cornibus neque ungulis, nec ferro nec armis, sed 'faciebus potens' est, ceteris omnibus dissimilis nimio. Nec dicit 'potens facie', sed 'faciebus multis'. Quo fit, ut haec prophetia non queat in Turcam quadrare nec ulli regno quod vi et armis paratur. Quae enim eiusmodi sunt, per dentes, cornua, ungulas figurantur. Nec est regnum Christi, quod prorsus sine facie in spiritu consistit et cornu spiritali pugnat, quod est verbum dei. Ita regnum istud erit neque spirituale neque saeculare, nec spiritualibus nec temporalibus armis partum. | Ja, det er en mærkelig magt, han har, denne skrækkelige konge, en magt, der hverken bygger på horn eller klove, eller på jern eller våben, men på skin, og derfor så meget mere ulig alle andre. Og Daniel siger ikke, at han er mægtig gennem et bestemt skin, men gennem mange skin. Og derved kan det ikke lade sig gøre at få denne profeti til at passe på tyrkerne eller på noget rige, der er bygget op på våbenmagt. For den slags bliver afbildet med tænder, horn, klove. Og det er heller ikke Kristi rige, som jo består helt uden skin og kæmper med det åndelige horn, som er Guds ord. Derfor vil dette rige hverken være åndeligt eller sækulært, og hverken bygge på åndelige eller timelige våben. |
| 70 Quibus ergo? faciebus, id est, externa specie, apparentia, pompa, hoc est, ut uno verbo dicam, superstitionibus, ritibus, cerimoniis, quae ad faciem exponuntur in vestibus, cibis, personis, domibus, gestibus et similibus. | På hvilke våben da? På skin-våben, det vil sige, ydre skin, der ser ud som om, der er tom pragt, det vil sige, at jeg skal sige det med ét ord: overtro, riter, ceremonier, som fremviser skin i klæder, spisen, personer, huse, gebærder og den slags. |
| 71 Inter omnes enim facies seu apparentias superstitio et hypocrisis, quae est pietatis species et religionis facies, potentissima, gratissima ideoque nocentissima est. Non sic trahunt, capiunt, tenent species prophanae, sive sint puellarum, iuvenum, opum, amicorum, ludorum et quarumcunque rerum. At sacrae, quia divina simulant et aeternarum rerum praeferunt inditia, etiam sapientissimos, sanctissimos, potentissimos atque adeo electos etiam capiunt et fallunt. | For blandt alle skin eller se-ud-som-om er overtroen og hykleriet, det vil sige fromhedens skikkelse og religionens skin, det mægtigste og skønneste og derfor også det farligste. For de profane slags skin drager ikke sådan, fanger ikke sådan, fastholder ikke sådan, hvad enten det er unge kvinder eller unge mænd, rigdom, venner, festligt lag eller hvilkensomhelst art det er. Men det hellige skin, eftersom det efterligner det guddommelige og foregiver at fremstille evige sager, det kan fange og bedrage selv de visteste, de helligste og de mægtigste, ja endog de udvalgte. |
| 72 Perspicuum ergo est, hunc regem fore Antichristum, id est, adversarium Christo et regno eius. Christus enim rex est, potens veritate, vehementer adversarius faciebus et speciebus, ut videmus in Euangelio. Rursus iste rex, potens faciebus, vehementer adversarius veritati, proinde non sine causa Apostoli Petrus et Paulus nobis hoc vocabulum 'Veritas' toties inculcant et a facie deterrent. Sic enim praedixit Paulus ii. Thim. hunc locum exponens 'Erunt homines seipsos amantes' etc. Sequitur 'habens quidem speciem pietatis, virtutem autem eius abnegantes'. (2 Tim 2,3.5). | Det er derfor soleklart, at denne konge ville være antikrist, det vil sige, modstander af Kristus og hans rige. Kristus er nemlig en konge, der er mægtig i sandhed, og en kraftig modstander af skin og udvendighed, som vi ser det i evangeliet. Men denne konge, der er mægtig i skin, er en kraftig modstander af sandheden, derfor er det ikke uden grund, at apostlene Peter og Paulus indprenter os ordet 'sandhed' og afskrækker os fra skinnet. For sådan forudsagde Paulus 2 Tim 2,3.5, hvor han udlagde dette sted, at 'der vil komme mennesker, der elsker sig selv' osv. Og der følger: 'De har fromhedens skin, men fornægter dens kraft'. |
| 73 Videamus autem nunc Papae regnum et primo faciem personarum. Dic, si potes, quod imperium unquam, tales ac tantos habuit personatos? Ipsum Papam primum intuere, triplici corona superbum, cum incredibili apparatu et strepitu pompae et familiae, Deinde Cardinalium pompam et opes et hos non unius personatus et faciei (regibus enim pares sese facit hoc vulgus ignavissimum hominum), post haec Patriarchas, Primates, Archiepiscopos, Episcopos, Suffraganeos, Vicarios, Praepositos, Decanos, Canonicos, Vicarios, Officiales, Scribas, et quis fecem illam totam numeret? | Men lad os nu se nærmere på Pavens rige og først på det skin, som har med personer at gøre. Sig mig, hvis du kan, hvilket rige nogensinde har haft så vellignende og så store masker? Se først på paven selv, ophøjet med en trefoldig krone, med et utroligt apparat og en utrolig larm af pomp og opvartning. Se derefter på kardinalernes pomp og pragt, selv om de ikke er af én maske og ét skin (de gør sig nemlig konger lige, dette folkefærd af uvidende mennesker), herefter patriarker, primater, ærkebiskopper, biskopper, vicebiskopper og stedfortrædere, provster, dekaner, kannikker og deres stedfortrædere, klerke, skrivere og hvad du mere kan nævne af alt dette lort? |
| 74 Iam solas (W730) Monachorum omnium facies nemo facile numerarit. At haec sunt, in quibus iactatur Ecclesiae status et salus consistere. Neque de aliis rebus sacratissima illa iura Papae sanctissimi tractant, cum sine his Christus et Apostoli Ecclesiam solida veritate quam optime rexerint, nec illorum in Ecclesia et verbo dei ullus prorsus est usus. Intelligis, quid sit potens rex faciebus? Simul, credo, intelligis, quid sit abominatio in loco sancto stans, si modo speciem horum et veritatem Apostolorum contuleris. | Ja, hvis du bare tager alt skinnet indenfor munkeordenerne, så er der ingen, der let kan opregne det. Alligevel er det det, man praler af til kirkens opretholdelse og frelse. Og denne højhellige paves højhellige ret handler ikke om andet; og det skønt Kristus og apostlene styrede kirken på bedst tænkelige måde ud fra sandhedens grund uden disse ting, og skønt kirken og Guds ord slet ikke har brug for noget af dette. Forstår du nu, hvad en konge, der er mægtig i skin, er? Samtidig, vil jeg tro, forstår du også, hvad ødelæggelsens vederstyggelighed, der står på det hellige sted, er, hvis du blot vil sammenligne disse menneskers skin med apostlenes sandhed. |
| 75 Et hebraeum quidem vocabulum oz, 'potens', propriissime huc valet, significat enim vim genuinam cuiusque rei, non violentam illam potentiam, qua vel defenduntur propria vel aliena oppugnantur, sed sicut de herbarum viribus et potentia dicimus, quando vim et virtutem earum naturalem significamus. | Og det hebraiske ord 'oz', 'mægtig', kommer her fuldt ud til sin ret. Det betyder nemlig en tings iboende kraft, altså ikke den slags voldelige magt, man bruger til at beskytte sit eget eller angribe andres, og heller ikke om planternes kraft og styrke, hvormed vi betegner deres naturs styrke og kraft. |
| 76 Ita naturalis huius regis virtus est nulla, nisi species, facies, personatus infinitis modis et partibus multiplicatus, de qua re Iudas Apostolus sic praedixit: 'Mirantes personae quaestus gratia', (Jud 16) Et Iaco. ii. 'Nolite in personarum acceptione habere fidem domini nostri Iesu Christi' (Jak 2,1). Rursus Iudas 'subintroierunt quidam homines, olim praescripti in hoc iudicium, impii, gratiam domini nostri transferentes in lasciviam ac deum, qui solus est herus, et dominum nostrum Iesum Christum negantes'. (Jud 4). | På den måde er denne konges kraft ikke noget; den ligger kun i udseendet, skinnet, masker formeret til utallige slags og dele, om hvilke apostelen Judas har forudsagt således: 'De agter på personsanseelse for vindings skyld'. Og Jak 2,1: 'I kan ikke lade troen på vor Herre Jesus Kristus agte på personsanseelse'. Igen siger Judas: 'Der har indsneget sig nogle mennesker, som der allerede for længe siden er skrevet om, at de skulle rammes af denne dom: de er ufromme og omsætter vor Herres nåde til tøjlesløshed og fornægter Gud, som alene er hersker, og vor Herre Jesus Kristus'. |
| 77 Non tamen abiecerim Hieronymi sententiam, qui impudentem facie vocat, (#68) indicans praesumptionem hypocritarum. Incredibile est enim, quam securos, fidentes, caelo dignos arbitrentur et, ut Propheta ait, 'Nidum inter sydera ponunt' (Ob 4), denique eo impudentiae procedunt, ut reliquum vulgum miserentur et merita sua illi devoratis eorum domibus communicant et vendunt. | Men jeg vil dog ikke afvise Hieronymys' opfattelse, når han taler om et skamløst ansigt, hvormed han sigter til hyklernes overmod. Det er nemlig helt utroligt, hvor sikre og tillidsfulde de er, når de mener, de er værdige til himlen. Som profeten siger: 'De bygger deres rede blandt stjernerne'. Ja, så langt går de i deres frækhed, at de ynkes over det øvrige folk og deler med og sælger til dem deres fortjenester, idet de dog opæder deres hus. |
| 78 Alii, ceu phariseus publicano, insultant etiam miseris. Hoc sensu videtur abundasse, qui Proverb. xxi. transtulit: 'Vir impius procaciter obfirmat vultum suum', quod hebraice sic sonat 'potens, vir impius, facie sua et rectus dirigit viam suam', (Ordsp 21,29) q. d. 'Impius securus et confidens est in specie pietatis. Sed rectus quottidie sese extendit in anteriora cum Paulo' (Fil 3,13). | Andre gør som farisæeren overfor tolderen, at de foragter disse elendige. Den betydning synes han, der har oversat Ordsp 21,29, at være fuld af: Han oversætter: 'En gudløs mand gør sit skamløse ansigt fast'; men det hebraiske lyder således: 'En gudløs man er mægtig gennem sit skin og den retsindige holder sig til sin vej', altså: 'Den gudløse er sikker og tillidsfuld i sin fromheds skin. Men den retsindige retter sig hver dag imod det, der ligger forude (med Paulus i Fil 3,13)'. |
| 79 Quae securitas psal. x. pulchre describitur, ubi dicitur: 'Dixit enim in corde suo: Non movebor a generatione in generationem, ero sine malo'. (Sl 10,6) Et iterum: 'Auferuntur iudicia tua a facie eius', (Sl 10,5) Tale Esa. xxviii. et in sui temporis memorat, qui pactum cum morte et inferno fecerant etc. (Es 28,15). | Denne sikkerhed beskrives udmærket i Sl 10,6: 'Han sagde nemlig i sit hjerte: Aldrig i evighed skal jeg rokkes, jeg skal være uden ondt'. Og ligeledes: 'Dine domme er fjernet fra hans ansigt'. Det er også, hvad Esajas påminner de gudløse på hans tid om, som gjorde en pagt med døden og helvede. |
| 80 Videre til lutcat03! |
Noter:
n24: Vulgata (af Luther benævnt: Hieronymus) lyder som følger: "Et post regnum eorum, cum creverint iniquitates, consurget rex impundes facie, et intelligens propositiones.24 et roborabitur fortitudo eius, sed non in viribus suis: et supra quam credi potest, universa vastabit, et prosperabitur, et faciet. Et interficiet robustos, et populum sanctorum 25 secundum voluntatem suam, et dirigetur dolus in manu eius: et cor suum magnificabit, et in copia rerum omnium occidet plurimos: et contra principem principum consurget, et sine manu conteretur".
n40: Her gengives 2 Pet 2,1-5 efter Vulgate med
dansk oversættelse:
| 2:1 fuerunt vero et pseudoprophetae in populo sicut et in vobis erunt magistri mendaces qui introducent sectas perditionis et eum qui emit eos Dominum negant superducentes sibi celerem perditionem | v1 Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, |
| 2:2 et multi sequentur eorum luxurias per quos via veritatis blasphemabitur | v2 men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. |
| 2:3 et in avaritia fictis verbis de vobis negotiabuntur quibus iudicium iam olim non cessat et perditio eorum non dormitat | v3 I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke. |
n43: Dette 'iuxta' (ved siden af) kommer naturligvis fra det græske PARA. Men når Luther fremlægger det som om det er kendt, kan det hænge sammen med, at det måske findes i Erasmus' nye oversættelse af 1515.
n59: I skriftet mod munkeløfterne, de votis monasticis, fra efteråret 1521, redegør Luther mere udførligt for, hvor en munk ved at stille sine overskydende gode gerninger til rådighed for andre gør ligesom Kristus: løskøber andre. Se Vot 2,84ff! Eller se emnekataloget nr 6!