Luther mod Catharinus 1

fra Weimarudgaven bind 8, side 705 til 719.

Indhold: Fortale til Wenzelaus Link #1. Om at være et dyr. #11. Luther har ændret mening. #18. Om Matt 16,18. #21. Har kirkefædrene taget fejl? #39. Om Kefas. #82. Er kirken et bestemt sted? 2#1. Kirkens synlige tegn. 2#9. (Evangeliet mundtligt). 2#13. Dan 8,23-25. 2#23. Herunder 2 Pet 2,1-3: 2#40. Tilbage til Dan 8,23: at "herske ved skin". 2#67. Kongen hersker ved skin, modsat Kristus. 2#72. Eksempler på "skin": 2) Kirkens rigdom. 3#1. 3) Bygninger, paladser og huse. 3#11. 4) Klæder og udstyr. 3#15. 5) At give penge til kirken. 3#19. 6) De tomme bønner. 3#23. 7) Misbrug af messen. 3#29. 8) Faste. 3#32. 9) De mange helligdage. 3#33. 10) Cølibat. 3#34. 11) Relikvier. 3#35. 12) Universiteterne. 3#39. Universiteternes maskeagtige skin afsløres af Åb9,1 (Om Thomas A.). 3#44. Aristoteles formørker Kristus. 3#48. Véråb over paven. 3#66. Tilbage til Dan 8,23: at "forstå sig på rænker". 3#70. 2 Thes 2,4: 3#73. Pavens ord frygtes mere end Guds ord. 3#76. Dan 8,23: rænker = hidoth. 3#83. At styre med ord. 3#87. Dan 7,7. 4#2. Den, der tror, han synder, synder. 4#10. Dan 8,24: Ved andres kraft. 4#14. 2 Thess 2,9. 4#19. Pavens ufejlbarhed. 4#34. Paven skal høres med lydighed. 4#37. Pavedømmet forskelligt fra et fyrstedømme. 4#45. 2 Pet 2,10: 4#49. Jud 1,8: 4#56. 2 Pet 15f. 4#65. Dan 8,24: ødelægge underfuldt. 4#76. Paven ødelægger den kristne frihed. 4#87. Pavens love værre end den naturlige lov, lovmæssigt forstået. 5#1. Ingen hellige steder. 5#4. Ingen forskel på mad og dage. 5#11. Falsk tillid til gerninger. 5#24. Præsteskabets friheder. 5#27. Messen er ødelagt. 5#34. Offerpræsterne. 5#39. Tvungen syndsbekendelse. 5#42. Fyldestgørelserne. 5#48. Dan 8,24a: 5#51. Dan 8,24b: 5#56. Dan 8,25a: 5#60. 2 Pet 3,3. 5#64. Dan 8,25b. 5#76. Bonaventura stor teolog. 5#79. Dan 8,25c. 5#86. Dan 8,25d. 5#91. Dan 8,25e. 5#94. Dan 8,25f. 5#97.

Tilbage til oversigten!

⁰ AD LIBRVM EXIMII MAGISTRI NOSTRI MAGISTRI AMBROSII CATHARINI, DEFENSORIS SILVESTRI PRIERITATIS ACERRIMI, responsio Martini Lutheri. Cum exposita Visione Danielis viii. De Antichristo. Martin Luthers svar på skriftet af vor fremragende magister, Ambrosius Catharinus, den utrættelige Sylvester Prierias' forsvarer. Med en udlægning af visionen i Dan 7 om Antikrist.

¹ Ihesus.
Vincilao Linco, Augustinianae familiae Vicario, Ecclesiasti Nurmbergensis Ecclesiae, vere Theologo, suo in domino Maiori, Martinus Lutherus Salutem. Jesus.
Martin Luther sender hilsen til Wenzeslaus Link, generalvikar for augustinerne, præst ved kirken i Nürnberg, en sand teolog og ven i Herren.

² En tibi tuum Ambrosium Catharinum, Venerabilis in Christo Vinciliae, novum illum Italiae tam laudatae partum, revera insignem Silvestri Registri Consummatorem. Quid mihi, inquies, insulsum istum et stolidum, de quo bene diceres 'In toto non est corpore mica salis'? Se, her har du din Ambrosius Catharinus, kære ærværdige ven i Kristus, kære Wenzeslaus, denne nye frugt fra det højt lovpriste Italien, i sandhed kendetegnende for én, der udfylder rækken fra Sylvester. Måske vil du spørge: Hvad kommer han mig ved, denne smagløse idiot? For du har jo træffende sagt om ham, at der ikke findes et eneste saltkorn i hele hans krop.

³ Respondeo: Et tu quid illum ad me misisti ac non mox Pegnitio tuo aut Vulcano commendasti? ne tot horas mihi in eo legendo perderes, quas melius fuissem partitus in ludum aliquem Circulatoris aut compotatiunculam, ut sic Italo sale me ipsum salliam, quam, dum sterquilinium verborum verbosissimi et maledicissimi Thomistae perlustro, in caeno isto pene pereo miser. Jeg svarer: Hvorfor sendte du ham da til mig i stedet for straks at overgive ham til bålet? Så havde du ikke fået mig til at spilde så mange timer med at læse ham, som jeg kunne have brugt bedre på et eller andet gøglespil eller på at drikke i godt selskab, så jeg således kunne have saltet mig med italiensk vid, end på at gennemgå denne mødding af ordrige og fordømte thomistiske ord, så jeg næsten blev fortabt i dette skarn.

⁴ Talionis iure eum recipis, ne deinceps eius generis portenta ad me venire cures, quasi non satis habeat Germania delyrantium Ecciorum et Emserorum et infiniti vulgi Sophistarum. Cave denique ne et hoc ipsum stercus Endor regeras in me: alioqui (per ipsam Catharinianam sapientiam iuro) toties in te reiicietur, donec in te haereat ultimo aut inter iactandum evanescat. Nu får du ham tilbage efter gengældelsens lov, at du ikke én gang til lader den slags møg kommer til mig, som om Tyskland ikke havde nok i de eccianske og emserianske galninge og i den uendelige mængde af almindelige sofister. Tag dig derfor i agt for, at du ikke sender mere af dette Endor-møg til mig, ellers - det sværger jeg ved den selvsamme katharianske visdom - vil jeg smide det hele tilbage i hovedet på dig, så det klæber til dig, hvis det da ikke går i stykker, når jeg smider det afsted.

⁵ 5.         Rides et iocum existimas? utinam, ut ridenda est huius Itali stoliditas, ita Germanorum nullus serio talis insipientiae contagione corriperetur; at cum hactenus, quicquid vel Italiae vel Romae nomine iactaretur, incredibili (W706) stupore loco numinis adoravimus, Idque homines illi egregie fastuosi et superciliosi sentirent, quasi perpetuum illis Germania ludibrium futura sit, impudenti fronte audent nobis adhuc quottidie foediora portenta obtrudere, adhuc Bestias, adhuc Barbaros, adhuc truncos nos esse sine fine somniant:          Ler du? Tager du det som en spøg? Gid man kunne le af den slags italienske dumhed, og gid ingen tysker lod sig smitte af den slags uvidenhed. Men faktum er, at vi indtil nu har beundret med en utrolig stædighed alt hvad der blev pralet af i Italiens eller Roms navn, som var det noget guddommeligt, og at disse utrolig hovne og opblæste mennesker lægger mærke til det og opfører sig, som om Tyskland til evig tid skulle være et skældsord for dem. Indtil nu har de været så frække, at de vover daglig at prakke os det allerværste møg på, og uden ende drømmer om, at vi er dyr, eller barbarer eller træstammer.

⁶ interim divina providentia tenebris palpabilibus obruti non vident, sese bis Bestias fieri, qui cum rege suae Babylonis, tritico privati, fenum sicut Bos comedunt. Prodiit enim Silvester, ac sicut Sorex mutivit ac mox periit. Imens ser de ikke, fordi de ved det guddommelige forsyn er blevet pakket ind i et håndgribelige mørke, at de selv i dobbelt forstand er blevet dyr, de, som sammen med deres Babylons konge er blevet berøvet kornet, og æder græs som oksen. (Dan 4,29) For Sylvester stod frem, peb som en spidsmus og forsvandt snart igen.

⁷ Secutus est Caietanus ille, sacratum implet numerum Catharinus, Thomistarum iam tertius. Hi Thomisticae factionis in Italia proceres, e quibus alios omnes licebit aestimare. Neque enim a fece vulgi prodeunt hi scarabei, sed alto de sanguine Troes Troiaque Astyanactes. (n7) Quid ipsos Troianos aestimabimus, si tales eorum sunt Hectores? Han blev efterfulgt af denne Cajetan, og nu udfylder den tredie thomist, Catharinus, det hellige tal. Disse er lederne af den thomistiske skole i Italien, og ud fra dem må man kunne bedømme alle de andre. For disse skarnbasser er ikke opstået af folkets muld, men de er af Trojas allerbedste blod og er Trojas astyanakter. Hvad skal vi mene om disse trojanere, hvis deres Hektorer er sådan?

⁸          Hoc vero unicum operae fuit precium, legisse sordidissimorum libros ut intelligeremus, quo ingenio, qua eruditione, qua modestia, qua denique humanitate illi nos sibi bestias comparaverint. (catlut09#7) Nam hunc Catharinum nulla fere torquet res acerbius quam quod Silvestrum Italicum et laicos eruditos dixi. (n8) Ego autem plane illud verum nunc video, Thomistam purum esse Asinum verum, sive sit Italus sive Germanus.         Dette er i sandhed den eneste nytte af disse værker, at vi, når vi har læst disse helt igennem skidne menneskers bøger, så kan forstå, med hvilken indsigt, med hvilken dannelse, med hvilken beskedenhed, ja, med hvilken menneskelighed de sammenligner os med dyr. For ingen sag oprører denne Catharinus mere end det jeg sagde, at Sylvester er italiener, og at lægfolk også har dannelse. Jeg for min del ser det nu klart, at det er sandt, at en thomist er et sandt æsel, så kan han være italiener eller tysker.

⁹ Et quid aliud fierent, qui non nisi unum Thomam legunt, vorant et in se (quod dicunt) transsubstantiant? cui ut non invideo sanctimomiam Papa sibi datam (n9) (quid enim non queat sanctificare sanctissimus?), de quo incredibili fastu superbiunt, ita suam doctrinam prorsus inanem spiritus non dubito quandam irae dei Phialam in terram esse missam, ob quam tamen potissimum est canonisatus, ut, quale esset meritum, talis ei canonisator contingeret, non quod negem illum esse sanctum, quamvis revera haeretica doceat et plane Christi doctrinam vastet, forte imprudens, sed quod doleam, huius auctoritate falsos tot generosos animos fidelium Christi pro croceis amplecti stercora, ut Hieremias queritur. Og hvad andet skulle de blive til, når de kun læser denne ene teolog, Thomas, æder og, som de siger, transsubstantierer ham i sig? Det betyder ikke, at jeg misunder ham den helgengørelse, han har fået af paven (for hvad kan ikke denne højhellige helliggøre?) og som de er så utrolig stolte af, nej, jeg tvivler ikke på, at hans lære, der er helt åndsforladt, er sendt til jorden som en skål fyldt med Guds vrede, (Åb 15,7) og at det først og fremmest er på grund af den lære, at han er blevet kanoniseret, så at han netop fik en kanonisator som han havde fortjent. Jeg benægter heller ikke, at han er hellig, skønt han i sandhed lærer kættersk og direkte fordærver Kristi lære, så gør han det måske, fordi han ikke véd bedre, men det gør mig ondt, at ved hans autoritet er så mange kristentroende sjæle blevet ført på vildspor og har omfavnet møg i stedet for safranblomster, som Jeremias siger i sin klage. (Klag 4,5)

¹⁰        Sed heus, quod pene oblitus fueram, ne existimes, hac Epistola me denuo redigi in tuam autoritatem, ne forte sanctissimus Vicarius dei in terris mandet tibi, ut sanguine meo polluas manus tuas. (n10) Quod dico, ne et hic Catharinus contradictionem colligat, in qua observanda tam est ingeniosus et acutus, ut asini pene aequet industriam.         Men hør, nu har jeg jo næsten forglemt mig selv. For du må ikke tro, at jeg med dette skrift påny giver mig ind under din autoritet, så at måske den højhellige Guds vikar på jorden skulle befale dig, at du med dine egne hænder skulle udgyde mit blod. Hvad jeg siger, siger jeg, for at ikke Catharinus også her skal registrere dette som en modsigelse; han er jo meget dygtig og ivrig til at observere den slags, så han i sin iver kommer til næsten helt at ligne et æsel.

¹¹         Quid igitur faciam tuo Catharino? qui a me constringit angustia, ut, si omnes meas haereses mihi impositas diluero, quas super arenam maris multiplicat, una autem victus fuero, in totum me damnatum et victum haberi exigat: etiam, obsecro, quam Thomistica exactio! Mihi uni mortalium, immo (W707) bestiae, ne unus quidem error ignoscetur, idque a Thomistis Italis, cum multos errores sanctis patribus ignoscat universa Ecclesia.           Hvad skal jeg så stille op med din Catharinus? Han trænger mig i den grad op i en krog, at selv om jeg kunne frigøre mig fra alle mine kætterier (og han mener, de er talrigere end havets sand), men blot blev overbevist om ét kætteri, så vil han regne mig for fordømt og besejret i dem alle. Og det må jeg sandelig sige, hvilket thomistisk krav! Jeg, der kun er dødelig, ja kun et dyr, skal kun få tilgivet én eneste fejl, og det af en thomistisk italiener, skønt hele kirken tilgiver de hellige fædre mange fejl.

¹² Quam anhelat Catharinus ad victoriam! Quanto iustius erat, mihi Bestiae et Barbaro omnes errores condonari propter unam sententiam Catholocam et Italum istum Heroa et humanissimum hominem potius ea lege teneri, ut uno errore comprehensus totus erroneus haberetur! Tamen, ut videat homo Italus, et Bestias Germaniae non nihil habere humanitatis, nihil aliud peto, quam ut aequa saltem conditione pugnemus, quando aequi antagonistae esse non possumus, Et mihi Catharinus quoque sit in totum haereticus, si, caeteris omnibus dilutis, una alique per Bestiam fuerit convictus. Se, hvor Catharinus snapper efter sejren! Hvor meget mere rimeligt ville det ikke være at tilgive mig, der er et dyr og en barbar, alle fejl, for bare én katolsk sætnings skyld, og snarere holde denne italienske helt, der jo er et fuldværdigt menneske, fast på den lov, at gribes man i én fejl, skal man regnes for fuldstændig vildfaren! Men alligevel! For at det italienske menneske kan se, at Tysklands dyr dog har nogen menneskelighed, så beder jeg kun om, at vi må kæmpe på lige betingelser, når vi nu ikke kan regnes for ligeværdige kombattanter. Så vil altså også jeg betragte Catharinus som kætter i det hele, hvis han bliver besejret af dyret på bare ét punkt, selv om de øvrige bliver tilbagevist.

¹³ Scio autem me hoc facile impetrare a Catharino, ut qui paratus sit etiam iniquis conditionibus pugnare cum tam stulta stolidaque bestia, quo victoriae decus esset spectatius, et quantum videre videor, indignabitur etiam bestiae, quae aequam conditionem praesumat cum homine, et tanto homine, scilicet Italo et Thomistae. Sed sic est ingenium bestiarum: feret hoc pro Italica et Thomistica sua humanitate Catharinus. Men jeg véd, at det er noget, jeg let kan opnå af Catharinus, han, som ville være parat til at kæmpe også på ulige betingelser mod et så dumt og uforstandigt dyr, derved ville æren ved sejren blive endnu mere iøjnefaldende. Og jeg kan se det for mig, hvor stærkt han nu raser imod dette dyr, som tiltager sig lige betingelser med et menneske, og det et så stort menneske, en italiener og en thomist. Men sådan er nu engang dyrs forstand: Lad Catharinus bære over med det for sin italienske og thomistiske menneskeligheds skyld.

¹⁴         Iam ubi constat unanimi Thomistarum, Scotistarum, Modernorum, Albertistarum sententia (Est enim aliqua cauda, in qua vulpes istae conveniant), Bestias carere libero arbitrio et potentia electiva, in qua prudentiae et universae virtutis ratio subiective et formaliter consistit, feranturque solo naturae ductu et appetitu naturali et cognoscitivo.          Men nu er thomisterne, scotisterne, de moderne og albertisterne fuldstændig enige om den sætning (som en slags hale, hvorved disse ræve er ét), at dyrene ikke har nogen fri vilje og evne til at vælge. Heri består både det subjektive og det formelle grundlag for klogskab og alle værdifulde egenskaber. Dyrene ledes kun af naturens anlæg og af den naturlige og formålsrettede drift.

¹⁵ Natura autem, quia necessitate, non voluntate agit, secundum totum suum posse agit, dabit et hoc bestiae praecipiti Catharinus, ut nullo ordine feratur, et primo omnium de summa rei certet, hoc est de Papatu, In quo tamen naturae temeritatem compensabit eventus, seu ut Aristoteles dicit, fortunae et casus comoditas. Men fordi naturen handler ud fra nødvendighed, ikke ud fra viljesafgørelser, så handler den med fuld styrke, og Catharinus må derfor indrømme dette ubetænksomme dyr, at det går frem i tilfældig rækkefølge, og først af alt debatterer sagens kerne, nemlig pavedømmet. Her erstatter naturens dristighed det heldige sammentræf, eller som Aristoteles siger, skæbnens og tilfældets lykketræf.

¹⁶ Nam hoc agone consummato tota Babylon et farrago Catharinianarum disputationum aut stabit aut iacebit, cum in hoc pendeant omnia quae scribit, dicit, facit, agit vivitque, sed et mihi hoc in commodum caedet, ne, si humaniter et rationabiliter agerem, mihi etiam sex libri maledici praenascerentur in mores adversarii. For det er med udkæmpelsen af denne kamp, at hele det catharinske Babylon og disputationsforvirring står eller falder, eftersom alt, hvad han skriver, siger, gør, handler og lever, afhænger heraf. Men også for mig ville dette være til gavn. For skulle jeg gå frem på menneskelig og fornuftig vis, måtte jeg producere yderligere seks bøger med forbandelser over modstanderens liv og levned.

¹⁷ Et diceret mihi Catharinus: 'Tu Bestia doctrinam impugnare voluisti et perdis papyrum cum tempore conviciis et maledictis. Nam quod ego Catharinus, homo, id feci, causa fuit, quia homo est animal rationale secundum sanctum Thomam et Aristotelem et Purphyrium, qui debet rationali via procedere'. Og så ville Catharinus siger til mig: 'Du, som er et dyr, vil bekæmpe mine læresætninger, men du spilder papir og tid med dine skældsord og forbandelser. For at jeg, Catharinus, som er et menneske, gør det mod dig, har sin begrundelse, for mennesket er et rationelt dyr, ifølge den hellige Thomas og Aristoteles og Porfyrius, og det bør gå rationelt til værks'.

¹⁸          Omitto itaque illa de Indulgentiis, de Lovaniensibus, de Conciliis et omnia illa mea, quae Catharinus inducit pugnantia: fateor ipsemet, me male de indulgentiis, Papa, Romana Ecclesia, Conciliis, Universitatibus, Canonibus sensisse in principio, unde et posterioribus libellis omnia revocavi, ut in (W708) Captivitate Babylonica et Assertione contra Bullam legere potest, qui volet.         Derfor springer jeg over det om afladen, om Løven-folkene, om koncilerne og alt det andet, jeg har skrevet, som Catharinus tager op for at påvise modsigelser: Jeg indrømmer selv, at jeg har haft en forkert mening om afladen, paven, den romerske kirke, koncilerne, universiteterne og de kanoniske retsregler. Derfor er det også, at jeg i de seneste bøger har tilbagekaldt det hele, sådan som den, der vil, kan læse i 'om det babyloniske fangenskab' og i assertionerne imod bullen.

¹⁹ Tarde, ut aiunt, venisti, mi Catharine: iam non quaeritur, An sit Papa. Ista quaestio 'Si est?' pervenimus et ad operationem secundam intellectus et conclusum est, Papam esse Antichristum. Sola superest operatio tertia, discursus (si tamen Egidiista quoque, non tantum Thomista fueris). Et hanc speramus prope diem finitum iri. Et ignis quidem noster eam feliciter orditus (ut speramus) omnia iura sanctissimi in Christo patris et vaccarii dei in terris exussit tanquam Antichristi dogmata. Du er kommet for sent, som man siger, kære Catharinus. Nu spørges der ikke mere om der er en pave. Dette spørgsmål 'Om det findes' har vi lagt bag os og vi er nået frem til forstandens andet skridt, og konklusionen er her, at paven er antikrist. Det eneste, der står tilbage, er det tredie skridt: den nærmere redegørelse. (om du så kunne være egidist, ikke blot Thomist). Og den håber vi at nå til ende med én af dagene. I hvert fald har vores ild her gjort en god begyndelse, håber vi, idet den har opbrændt alle retsregler fra den højhellige fader i Kristus, Guds vikar på jord som antikrists lære.

²⁰ Tarde, inquam, venisti, Catharine, Tarde, Tarde, et nimis vetera commemoras. Tamen ne frustra maledixisse (scripsisse inquam) videare, volo cum cogente ad unum miliare etiam duo alia vadere (Matt 5,41) et a favilla suscitatem denuo quaestionem tractare tecum, quanto possum brevissimo, ne septies Bestia fiam, nihil tanto respondens Italo et Thomistae. Jeg siger: Kære Catharinus, du er kommet for sent, for sent, for sent, du er altfor optaget af det gamle. Men for at du ikke skal se ud til at have forbandet forgæves (skrevet forgæves, ville jeg sige), så vil jeg gå to tusind skridt med den, der tvinger mig til at gå tusind, og gennemgå sagen igen med dig påny ved at vække den op fra den første gnist. Jeg skal gøre det så kort jeg formår, at jeg ikke bliver et syvfoldigt dyr ved slet ikke at svare en italiener og en thomist.

²¹         Summa primae omnium quaestionis est, an Christus Matth. xvi. Romanam Ecclesiam fecerit Caput, Magistram, Principem, Dominam, Primam Ecclesiarum totius orbis per ista verba 'Tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo Ecclesiam meam etc.'        Hovedsagen i det vigtigste spørgsmål af alle er, om Kristus i Matt 16,18 gjorde den romerske kirke til hoved, læremester, leder, herskerinde og den første af alle kirkerne udover hele jorden, da han sagde: 'Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke osv'.

²² Obmitto ea quae antea dixi, quibus felicissimo Catharino tantum negocium distinguendi et e proprio capite glossas fingendi dedi, ut me etiam Bestiam laborantis hominis misertum sit, quae si denuo repeterem et redarguerem, magnum mihi volumen nasceretur, cum sciam illius dicta meorum comparatione, modo mediocre ingenium observet, mire ridicula et stulta commenta inveniri. Ad nove dictum dicendumque venio, quod Catharinus rationabilis, etiam si arborem Purphyrianam cum fructibus vorasset, non observasset. (n22) Jeg springer over det, jeg tidligere har sagt, som har givet den lykkelige Catharinus så meget arbejde med at skelne og opfinde fortolkninger ud af hans eget hoved, så at han dog gennem sit arbejde har forbarmet sig over mig arme dyr. For hvis jeg påny gentog og genargumenterede det, ville det svulme op for mig til et digert bind, og jeg ved, at hvis hans og mine udsagn blev sat ved siden af hinanden til sammenligning, ville selv en mådelig begavelse kunne se, hvor latterlige og dumme hans udsagn er. Jeg går derfor over til at se det som noget nyt og sige det på en ny måde, hvilket den fornuftige Catharinus ikke ville have lagt mærke til, om han så havde ædt hele Porfyrius' træ med samt dets frugter.

²³          Christus, quod Catharinus fatetur, primo de Petra et Ecclesia loquitur. Secundo fatebitur, quod Christus promittat, adversus eandem Ecclesiam et Petram non praevalituras esse portas inferi. Clara ne sunt haec, Catharine? Non enim Bestia, sed Christus ea dicit. Stet ergo, portas inferi non praevalere adversus neque petram neque Ecclesiam.         For det første taler Kristus, hvad Catharinus indrømmer, om klippen og om kirken. For det andet må det også indrømmes, at Kristus forjætter, at helvedes porte ikke skal få magt over den samme kirke og klippe. Det er klart nok, ikke sandt Catharinus? Det er nemlig ikke et dyr, men det er Kristus, der har sagt det. Det står altså fast, at helvedes porte ikke skal få magt over hverken klippen eller kirken.

²⁴         Portae autem inferi tunc praevalent, quando in peccatum perpellunt. Aut dic tu, quod sit 'portarum inferarum praevalere' aliud. Sicut econtra 'Edificari super petram' est in gratia et bonis operibus crescere, ut dicere possis, hoc esse portas Zion praevalere. Sic i. Pet. ii. dicit 'Vos tanquam lapides vivi superaedificamini domus spiritualis', Et Ephe. ii. 'In quo et vos coaedificamini in habitaculum dei in spiritu sancto'.           Men helvedes porte får magt, når de tilskynder til synd. Eller sig du, hvad andet dette at 'helvedes porte får magt' kan være. Ligesom dette at 'opbygge på klippen' er at vokse i nåden og gode gerninger, sådan at man kan sige, at her har Zions porte overmagt. Således hedder det i 1 Pet 2,5: 'I skal selv være som levende stene, der opbygges til et åndeligt hus'. Og i Ef 2,22: 'I ham blev også I opbygget til en bolig for Gud i helligånden'.

²⁵        Et ne mihi elabaris, Esto: fidem informem habeat Papa vel Petra tua vel Ecclesia tua: nihilominus, si in charitate non fuerit, sub potestate diaboli (W709) et portis inferi fuerit, Quia Ro. viii. dicit 'Qui spiritum Christi non habet, hic non est eius', Et Matt. vii., Qui fide informi fuerant et miracula fecerant et recte docuerant, audiunt sibi dici 'Discedit a me omnes, operarii iniquitatis'.          Og for at du ikke skal sno dig fri, så hør nu: Din pave eller din klippe eller din kirke kan sagtens have en uformet tro. Alligevel, hvis han ikke er i kærligheden, vil han være under djævelens og helvedes portes magt. For det hedder i Rom 8,9: 'Den, som ikke har Kristi ånd, hører ham ikke til'. Og i Matt 7,23 må de mennesker høre det sagt til sig, som både har en uformet tro og gør undere og lærer ret: 'Vig bort fra mig, I som øver uret'.

²⁶         Obsecro te, Catharine, Homo, Itale, Thomista, digneris hic Bestiam parumper audire. Concedere cogo te per haec dicta, eum, qui sine charitate est, sub diabolo esse et ad Christum non pertinere, ac per hoc portas inferi in eum praevaluisse et dominari tanquam in servum peccati. Sicut Christus dicit Ioan. viii. 'Qui facit peccatum, servus est peccati'. Sunt ne etiam haec satis clara? An hic Origenes, Chrisostomo aut etiam toto patrum Catalogo opus est?          Jeg be'r dig, Catharinus, du, som både er et menneske, en italiener og en thomist: Vær nu så god at høre på dette dyr bare en lille stund. Jeg tvinger dig til at indrømme, gennem det som nu er sagt, at den, der er uden kærlighed, er under djævelen og ikke hører Kristus til, og at helvedes porte derfor har fået magt over ham og hersker over ham som over syndens træl. Sådan som Kristus siger Joh 8,34: 'Den, som gør synd, er syndens træl'. Er ikke også dette tilstrækkelig klart? Mon der her er brug for Origenes, Krysostomus eller for den sags skyld hele rækken af kirkefædre?

²⁷         Ultimo id quoque concedis, Papam, quam tu petram vocas et aedificatos super hanc Petram, ei subiectos visibili administratione, Ecclesiam appellas, aliquando peccare et peccasse. Nonne concedis? immo si verum fateri voles, non est sceleratior gens in terra quam ea, quae Papae hodie pertinacissime adhaeret, et qui maxime super eum sunt aedificati ac per hoc portis inferi subiecti et omnium scelerum servi.          Til sidst må du også indrømme mig det, at paven, som du kalder klippen, og de, som er bygget på denne klippe og er underlagt ham i en synlig administration, det, du kalder kirken, af og til synder og af og til har syndet. Mon ikke du vil indrømme det? Ja, hvis du virkelig vil indrømme sandheden, så er der ikke noget mere forbryderisk folkeslag på jorden end det, som i vore dage hårdnakket holder fast ved paven, og som i særlig grad er bygget på ham og herigennem underlagt helvedes porte og slaver af alle slags forbrydelser.

²⁸          Responde nunc: Ubi est tua verbossissima farrago totius huius disputationis? da Ecclesiam illam, da Petram, in quam non praevalent portae inferi. Quin das? Audin, Catharine? Non papam dabis, scio, neque Papistas. Quam ergo dabis? Nullam externam Ecclesiam, nedum Romanam. Quia hanc solam dabis, si Christum audis, quae sine peccato est, domina scilicet portarum inferi. Quancunque enim dederis, incertum est, an sit in peccato et sub portis inferi. Si Romam dederis, ipsamet testabitur se esse scelerum lernam.          Svar nu på det: Hvad er der blevet af hele dit ordrige sammensurium af en argumentation? Vis mig den kirke, vis mig den klippe, som helvedes porte ikke har magt over. Hvorfor viser du mig den ikke? Hører du ikke, Catharinus? Du kan ikke vise mig paven, véd jeg, heller ikke papisterne. Hvilken kirke vil du så vise mig? Det kan ikke være nogen ydre kirke, slet ikke den romerske. For hvis du retter dig efter Kristus, kan du kun vise mig én, som er uden synd, som er herskerinde over helvedes porte. Og hvilkensomhelst du end vil vise mig, er det uvist, om den er i synden og er underlagt helvedes porte. Viser du hen til Rom, så bevidner denne by selv, at den er en syndflod af ugerninger.

²⁹           Concludo ergo adversus te, demonstrative convictum, verbum Christi Matt. xvi. ad nullam personam pertinere, sed ad solam Ecclesiam in spiritu aedificatam super Petram Christum, non super Papam nec super Romanam Ecclesiam. Quam cito enim non dederis Papam sanctum, tam cito non dedisti Petram neque Ecclesiam, sed sentinam peccati et Satanae Synagogam. Cum autem etiam S. Petrus, si praesens esset, non possit sciri, an sanctus esset et permaneret sine peccato, ideo necesse est, nec ipsum esse Petram, sed solum Christum, quem solum sine peccato esse et permanere certissimum est et cum eo Ecclesiam suam sanctam in spiritu.            Jeg drager derfor den konklusion imod dig, hvorved du bliver fuldstændig besejret, at Kristi ord i Matt 16,18 ikke sigter til nogen person, men alene til kirken, der i ånden er opbygget på klippen Kristus, ikke på paven eller på den romerske kirke. For så længe du ikke har vist nogen hellig pave, så længe har du heller ikke vist nogen klippe eller kirke, men kun syndens afskum og Satans synagoge. Ja, ikke engang sankt Peter, hvis han havde været til stede, kunne vise, om han var hellig og ville forblive uden synd, derfor må det nødvendigvis være sådan, at heller ikke han er klippen, det er alene Kristus, som alene er uden synd og med sikkerhed forbliver uden synd, og sammen med han hans hellige kirke i ånden.

³⁰          Revertamur ad conditionis pactum. Uno ego te, Catharine, hoc errore compraehendi et indissolubile vinculo constrinxi: quare te haereticum proclamo convictum et cum tanto tuo libro condemnatum et maledictum. Habes, quod hic mutias, Catharine? Surge, Homo, Thomista, et contere Bestiam hanc maledictam, quae tam subito ad universa tua portenta non solum respondit, sed etiam ea ad nihilum redegit. (W710)           Lad os så vende tilbage til kampbetingelserne. Jeg har nu grebet dig, Catharinus, i denne ene fejl og bundet dig med en uopløselig lænke: Derfor erklærer jeg dig for en overvunden kætter og med hele din store bog fordømt og forbandet. Har du noget at indvende mod det, Catharinus? Rejs dig op, du, som er både menneske og thomist, og gå i krig med dette forbandede dyr, som så pludselig ikke blot svarer på alt dit skidt, men også tilintetgør det.

³¹          Igitur sicut Petra ista sine peccato, invisibilis et spiritualis est sola fide perceptibilis, ita necesse est et Ecclesiam sine peccato, invisibilem et spiritualem sola fide perceptibilem esse: oportet enim fundamentum esse cum aedificio eiusdem conditionis, sicut dicimus: 'Credo Ecclesiam sanctam Catholicam', at fides est rerum non apparentium. Qua re hoc verbum Matthei 'Tu es Petrus' per dis diapason a Papatu et visibili Ecclesia eius distat, immo eam funditus subvertit et Synagogam Satanae facit.           Altså: Ligesom denne klippe er uden synd, usynlig og åndelig og alene erkendelig for troen, således må nødvendigvis også kirken være uden synd, usynlig og åndelig og alene erkendelig for troen. Fundamentet må nemlig være bygget ud fra den samme betingelse som bygningen, sådan som vi siger: 'Jeg tror på en hellig almindelig kirke', men troen hører til blandt de ting, der ikke ses. Derfor har ordet hos Matthæus 'Du er Peter' overhovedet intet med pavedømmet at gøre eller med dets synlige kirke, ja det vender den helt om og gør den til Satans synagoge.

³²        Ulterius: Si per Petram Papa et per Ecclesiam aedificatam intelligeretur obediens Papae congregatio, sequitur, Papam non esse Papam nec Ecclesiam esse Ecclesiam. Quod evidenter probo sic. Quia Petra et Ecclesia sine peccatis esse debent, non subiectae portis inferi. At cum nullus in mundo possit esse talis certo et infallibiliter, et tamen certa debet esse Petra certaque Ecclesia, nullum esse Papam nec Ecclesiam.         Til sidst: Hvis man ved klippen forstår Peter og ved kirken den kirke, der er bygget på pavens lydige menighed, ville følgen være, at paven ikke er pave, og kirken ikke kirke. Hvilket jeg soleklart beviser således. Fordi klippen og kirken bør være uden synd, de er ikke underlagt helvedes porte. Men eftersom ingen i verden kan være således, med sikkerhed og ufejlbarligt, og klippen dog bør være sikker og kirken sikker, så er der ingen pave og ingen kirke.

³³        Cum ergo haec Christi autoritas repugnet Papae et Ecclesiae Papisticae, manifeste patet, Catharini et sui Thomae et omnium, quos inducit, opinionem esse extreme haereticam. Quia haereticus est, qui scripturas sanctas alio sensu quam spiritus flagitat, exponit, (n33) at Catharinus non modo id facit cum Thoma suo haeretico, sed etiam blasphemum sensum eis tribuit, appellans Petram hominem peccati, diaboli servum, Et Ecclesiam synagogam Satanae.        Eftersom altså dette Kristi udsagn strider mod paven og den papistiske kirke, fremgår det soleklart, at Catharinus' og Thomas' og alle de andres meninger, som han fremdrager, er yderst kætterske. For den er en kætter, som udlægger den hellige skrift i en anden mening, end ånden kræver. Men ikke blot gør Catharinus netop dette samme med den kætterske Thomas, han tillægger det også en blasfemisk betydning, idet han kalder et syndigt menneske og en djævelens træl for klippen og Satans synagoge for kirken.

³⁴ Hic mihi nolo, Catharine, tua somnia narres aut patrum dicta cites et ridicule me redarguas, sicut fecisti, ubi ex filo et textus consequentia probavi, non ad solum Petrum dici 'Tu es Petrus'. (catlut09#25ff) Inconstantissime enim loqueris: dum enim non potes resistere patribus a me inducis, nunc Ecclesiae datas claves concedis, nunc soli Petro, iam Petro claves, rursus aliis Apostolis usum clavium, Item nunc promissas, nunc datas, tantis scilicet agitatus meis argumentis, ut nullibi queas simplex et certus consistere, ut hac tua inconstantia mihi meam sententiam maxime confirmaris. (n34) Her går jeg ikke med til, Catharinus, at du kommer med dine egne drømme eller citerer fædrenes udsagn for at sætte mig på plads og gøre mig latterlig, sådan som du har gjort, dèr hvor jeg ud fra tekstens ordlyd og ud fra konsekvenserne har bevist, at ordene 'Du er Peter' ikke bliver sagt kun til Peter. Du modsiger nemlig dig selv. Eftersom du nemlig ikke kan modstå de fædrecitater, jeg indfører, så indrømmer du det ene øjeblik, at nøglerne er givet til kirken, det næste, at det kun er givet til Peter. Eller du siger snart, at nøglerne blev forjættet, snart at de blev givet. Du blev så opbragt over mine store argumenter, at du intetsteds simpelt og sikkert kan stå fast, så at denne din selvmodsigelse for mig i højeste grad bekræfter min opfattelse.

³⁵        Putasne me in tanta disputatione tuis esse velle contentum glossis? Egone patiar, ut usum clavium, non claves datas tu solus interpreteris Matth. xviii.? Ita non admitto, ut nunc Ecclesiae datas, nunc Petro soli per Ecclesiam dicas, unde haec inconstantia?        Tror du, at jeg i en sådan disputation vil være tilfreds med dine fortolkninger? Mon jeg virkelig skulle finde mig i, at du alene skulle udlægge Matt 18,18 om brugen af nøglerne, ikke om dette, at nøglerne blev givet? (Cath,146, 129) Således går jeg ikke med til, at du siger, at de nu blev givet til kirken, nu til Peter. Hvorfra denne selvmodsigelse?

³⁶ Quid mihi tua ficta aequivocatio? satis habeo, quod mea concedis esse bene dicta et per scripturas probata. Nihil movet, quod tu plura sine scriptura concedenda contendis. Aut mea funditus et in totum nega, aut tua funditus inania esse concedes. Non est veritas Christi tam varia et inconstans, quam opiniones sunt Thomistarum. Una est et simplicissima eius facies. Serva tibi claves sine usu, sufficit nobis datum usum clavium, (catlut11#75) etiam te distinctore, extorsisse. Hvad kommer dine skin-harmoniseringer mig ved? Jeg har nok i, at du indrømmer, at det, jeg siger, er rigtigt, og bevist ud fra skriften. Det rører mig ikke, at du kæmper for at få mig til at indrømme meget, som ikke har skriftens støtte. Enten må du fornægte mit fra bunden af og helt igennem, eller også må du indrømme, at din opfattelse er grundløs. Kristi sandhed er ikke så forskellig og ukonstant, som thomisternes meninger. Dens ansigt er ét, og det er enkelt og klart. Behold du for dig selv nøglerne uden brug af dem, det er nok for os, at brugen af nøglerne er givet os, noget, vi oven i købet har fravristet dig, du skelnemester.

³⁷        Et ut dicam, quod res est, Non tibi permitto, ut scripturae plures quam unum sensum tribuas. Nihil apud me valet, quod toties tentas, 'Potest (W711) etiam sic dici, potest etiam sic intelligi, potest etiam sic responderi, potest literaliter sic dici, potest mystice sic dici'. Tolle hoc 'potest', mi Catharine, haec omnia sunt argumenta falsitatis et mera effugia et plane robora meae sententiae: hinc enim super aristas incedere argueris et omnia in dubia vertere.           Og for at tale rent ud: Jeg går ikke med til, at du giver skriften mere end én mening. Det betyder ikke noget for mig, at du hele tiden prøver dig frem: 'Det kan også siges sådan, det kan også forstås sådan, man kan også svare sådan, det kan i bogstavelig forstand siges sådan, det kan i mystisk forstand siges sådan'. Fjern dette 'kan', kære Catharinus, alt dette er falske argumenter og blotte udflugter, som blot tjener til at styrke min opfattelse: på den måde opfordrer du folk til at gå på æg og drage alting i tvivl.

³⁸ Sed sic dicito 'hoc sic et non aliter intelligi debet', ut afferas unum constantem simplicemque sensum scripturae, sicut ego facio et feci: hoc est enim Theologi, sicut illud sophistae. Scis enim, quod solo literali sensu pugnandum est, qui et unicus est per totam scripturam. Nihil Origenes, Nihil Hieronymus, Nihil omnes, qui plures sensus dederunt: docent quidem, sed non pugnant. Nej, sådan skal man sige: 'Dette bør ikke forstås anderledes end netop sådan', så du tillægger skriften en fast og enkel mening, sådan som jeg gør og sådan som jeg har gjort. For dette er teologens måde at tale på, det andet er sofistens måde at tale på. For du véd jo, at man kun bør kæmpe med den bogstavelige mening, som er én og den samme hele skriften igennem. Her nytter det ikke at komme med Origenes eller med Hieronymus eller med alle dem, som angiver flere meninger: de kan ganske vist belære, men de kan ikke kæmpe.

³⁹         At dices: 'Errasne ergo tot patres confiteberis?' (n39) Errasse confiteor saepissime, ut homines, et ignosco prudensque declino. Vos autem sicut animalia immunda sine fissa ungula (3 Mos 11,26), sine ruminante lingua, omnia glutientes, quod illi Catholici erraverunt, haeretice docetis. Error non facit haereticos, sed defensio et pertinacia erroris. (n39a)         Men du vil sige: 'Du indrømmer altså, at så mange kirkefædre har taget fejl?' Ja jeg indrømmer, at de meget ofte har taget fejl, men jeg tilgiver dem det, og søger så godt jeg kan selv at undgå det. I, derimod, er som urene dyr med spaltede klove, uden drøvtyggende tunge, I gumler alt i jer, og når de gamle på katolsk vis har taget fejl, så lærer I det videre på kættersk vis. For det er ikke fejltagelsen, der gør folk til kættere, men at de forsvarer den og hårdnakket fastholder den.

⁴⁰ Atque hic unicum tuum fundamentum ruit, qui magis super patrum dicta quam super verba Christi niteris, nec alia via eos tueris quam ut Thomistico more ad miserum aequivocationis effugium recurris, quod tamen de solo cerebro fingis nudissimum et inerme, cum me audias rationem et scripturas petere, immo patrum dicta vera premis et erronea suscitas, Bone vir. Og her styrter dit eneste grundlag i grus, du, som mere støtter dig til fædrenes udsagn end til Kristi ord, og som kun ser på deres ord ved at tage din tilflugt til en ynkelig thomistisk harmonisering, som du dog har opfundet ud af din egen hjerne, og som derfor er nøgent og ubeskyttet. Og skønt du har hørt mig søge begrundelse og skriftbevis, så gør du det modsatte: du undertrykker de sande udsagn hos fædrene og holder fast ved de fejlagtige. Milde Moses!

⁴¹          Iam quam egregie teipsum capis in verbo oris tui, qui Petro Matth. xvi. promissas, non datas claves asseris. Deinde datas non alia probas virtute quam quod Christus verax impleverit promissionem. Audi, mi Catharine, non satis est promissionem in scripturis esse positam, sed necesse est et exhibitionem in eisdem esse positam. Non enim tuis vagis figmentis et somniis de exhibitione extra scripturas credetur.         Se nu, hvor elegant du fanger dig selv med din munds ord, du som forsikrer, at nøglerne kun blev forjættet, men ikke givet til Peter i Matt 16,18. Så kan du i næste omgang ikke bevise, at de er givet på anden måde end ved at sige, at Kristus, fordi han er sanddru, også vil opfylde sin forjættelse. Jamen, hør nu, kære Catharinus, det er ikke nok, at der er indsat en forjættelse i skriften, men der må nødvendigvis også være indsat en opfyldelse i skriften. Man kan jo ikke tro på dine vage spekulationer og drømmerier om opfyldelse udenfor skriften.

⁴² Christus olim promissus Abrahae certe in novo testamento exhibitus est, utrunque autem scriptum, immo exhibitio clarius quam promissio. Ubi ergo Petro datas claves probabis? Nonne, sicut ego probavi, illo verbo Ioannis ultímo, quod vos mire torquet et angustat 'Accipite spiritum sanctum, quorum remiseritis peccata, remittuntur eis'? Hunc locum ego pro me adduxi, adduc et tu unum pro te. (n42) Kristus, der engang blev forjættet Abraham, er i det ny testamente klart fremvist som opfyldelsen, men begge dele er nedskrevet, ja opfyldelsen er klarere beskrevet end forjættelsen. Altså: Hvor beviser du, at nøglerne blev givet til Peter? Mon ikke det forholder sig, som jeg har bevist det, at det sker med det ord fra Joh 20,22, som bekymrer og plager jer i den grad: 'Modtag Helligånden, hvem I forlader synder, dem er de forladt'? Dette sted har jeg anført for min sag, anfør nu du ét for din sag.

⁴³        Scimus et nos deum veracem in promissis, sed opus est, locum, personam, tempus exhibitae promissionis non nostra suspitione, sed illius testimonio nobis certificari, ne haereticis detur occasio cavillandi fidem nostram et omnia in dubium vocandi. Si enim in scripturis ista exhibitio non poterit ostendi, in hodiernum usque diem incerti erimus, quando Petrus eam acceperit.         Også vi véd, at Gud er sanddru i sine forjættelser, men der er brug for, at den opfyldte forjættelses sted, person og tid ikke får sin sikkerhed for os fra vores vurdering, men fra hans vidnesbyrd, at ikke der skal gives kætterne lejlighed til at gøre nar af vor tro og drage alt i tvivl. Hvis nemlig denne opfyldelse ikke kan findes i skriften, så vil vi være i uvished indtil den dag i dag om, hvornår Peter har fået opfyldelsen.

⁴⁴ Absit autem, ut nos Christus incertos reliquerit, quia sic fidem in suspitione humana, non supra Petrum dei aedificaret. Atque ita tuis te (W712) verbis et hic constrictum teneo, ut, nisi locum exhibitae promissionis ostenderis, iterum confirmatam habeam sententiam meam. Men det er utænkeligt, at Kristus skulle have ladet os være i usikkerhed, for så ville troen være bygget på en menneskelig antagelse, ikke på klippen. Og derfor holder jeg på, at du også her er fanget i dine egne ord, så hvis du ikke kan påvise stedet, hvor forjættelsen opfyldes, vil jeg igen regne min opfattelse for bekræftet.

⁴⁵ Sciebat enim Christus, futuros vos impios primatus huius perditi iactatores: ideo praevenit et exhibitionem talem dedit, quae vos in lutum mergeret, antequam inciperetis aedificare. Non enim tuas volo distinctiones et somnia, quibus totum librum replevisti, sed sanctas scripturas, quas tu pro hac tua haeresi adduces non nisi ad Calendas graecas. For Kristus vidste godt, at I ville komme og ufromt prale af dette fordømte primat. Derfor kom han jer i forkøbet og gav en opfyldelse, som kastede jer ned i støvet, førend I kunne begynde at bygge op. For jeg vil ikke vide noget af dine distinktioner og drømmerier, som du har fyldt hele din bog med, men kun af den hellige skrift, som du ikke kan anføre for dit kætteri, førend muldyret får føl.

⁴⁶        Revertamus autem ad campum victoriae, et ne possis obscuritatem causari, in syllogismum redigo quae dixi:
Nullum cedens portis inferis est Petra. Et
Omnis peccator cedit portis inferi. Ergo
Nullus peccator est Petra.   Ita
Nullum cedens portis inferi est Ecclesia supra Petram aedificatam.
Secta Papistarum cedit portis inferi. Ergo
Secta Papistarum non est Ecclesia super Petram aedificatam.         Men lad os vende tilbage til kamppladsen. Og for at du ikke skal kunne anklage mig for dunkelhed, skal jeg reducere det, jeg har sagt, til syllogismeform:
Ingen, som giver efter for helvedes porte, er klippen. Og
Enhver synder giver efter for helvedes porte. Ergo
Ingen synder er klippen. Ligeledes
Ingen, som giver efter for helvedes porte, er kirken bygget på klippen.
Den pavelige sekt giver efter for helvedes porte. Ergo
Den pavelige sekt er ikke kirken bygget på klippen.

⁴⁷        Iam subsumo:
Omnis Papa peccans cedit portis inferi.
Papa peccat. Ergo
Papa cedit portis inferi.   Ita
Omnis Ecclesia peccans cedit portis inferi.
Ecclesia Papae peccat.   Ergo
Ecclesia Papae cedit portis inferi.   Item
Nihil incertum, an sit Petra, est Papa. Et
Omnis Papa, etiam sanctus Petrus, incertus est, an sit Petra. Ergo
Nullus Papa, nec S. Petrus, est papa. Sic
Nihil incertum, an sit aedificatam supra Petram, est Ecclesia. Et
Omnis Papa secta est incerta, an sit aedificata supra Petram. Ergo
Nulla Papae secta est Ecclesia.          Videre følger:
Enhver pave, som synder, giver efter for helvedes porte.
Paven synder. Ergo
Paven giver efter for helvedes porte. Ligeledes
Enhver kirke, der synder, giver efter for helvedes porte.
Pavens kirke synder. Ergo
Pavens kirke giver efter for helvedes porte. Ligeledes
Ingen, som er uvis på, om han er klippen, er pave. Og
Enhver pave, også sankt Peter, er uvis på, om han er klippen. Ergo
Ingen pave, heller ikke sankt Peter, er pave. Ligeledes
Intet, der er uvis på, om det er bygget på klippen, er kirken. Og
Hele den pavelige sekt er uvis på, om den er bygget på klippen. Ergo
Den pavelige sekt er ikke kirken.

⁴⁸       Vides, excellentissime Thomista, et Bestiam esse dialecticam? in his omnibus syllogismis quid negabis? Maiores? at hae sunt Christi Petram et Ecclesiam aedificantis adversus portas inferi certissimosque nos facientis Matth. xvi. Minores? at hae sunt communis sensus vulgatae famae, notorii facti et quottidiana experientiae. Quo ibis nunc, Catharine, a spiritu huius Bestiae? quo a facie eius fugies? Ubi Papa tuus? Ubi Ecclesia tua? Vis, dicam? Audi:          Ser du nu, du strålende thomist, at også dyret er dialektisk? Hvad kan du nægte i alle disse syllogismer? Oversætningerne? Men de tilhører Kristus, og han har bygget på kirken og klippen imod helvedes porte og i Matt 16 gjort os sikre på det. Undersætningerne? Men de er alment omtalt og kendt og hører til det, vi daglig erfarer. Hvor vil du nu gå hen, Catharinus, fra dette dyrs ånd? Hvor vil du flygte hen fra dets åsyn? Hvor er din pave? Hvor er din kirke? Skal jeg sige dig det? Så hør:

⁴⁹      Papa peccator est minister diaboli.
Ecclesia Papae est Synagoga Satanae.
Christus iustus est rex iustitiae.
Ecclesia Christi est communio sanctorum. (W713)       Paven er som synder djævelens træl.
Pavens kirke er Satans synagoge.
Den retfærdige Kristus er retfærdighedens konge.
Kristi kirke er de helliges samfund.

⁵⁰        Ex quibus ultra damnabitur quicquid statuit, facit et patitur Papa, ruunt hic omnia Decreta eius et universum regnum eius. Quia stat Christus firmiter 'Qui non est mecum, contra me est'. (Matt 12,30) Non est conventio Christi et Belial, lucis et tenebrarum. Quid hic, Catharine, dicis? Mitte tuas distinctiones et scripturis certa, aut si distinguis, proba distinctionem per scripturam, et audiemus te.          Ud fra dette fordømmes endelig det, som paven bestemmer, gør og deltager i, ud fra dette styrter nu alle hans dekreter og hele hans herredømme sammen. For Kristus fastslår tydeligt 'den, der ikke er med mig, er imod mig'. Der er ingen overenskomst mellem Kristus og Belial, mellem lyset og mørket. Hvad vil du sige her, Catharinus? Send dine distinktioner bort og gør dig sikker med skriften, eller hvis du vil skelne, så bevis din skelnen med skriften, så vil vi høre dig.

⁵¹        Ex quibus infero: Quod impiisissime abuteris nomine Ecclesiae, qui omnia quae per Papam et vos fiunt ab ecclesia iactatis esse facta. Fatemur et nos, Ecclesiam recte omnia facere. Sed tu non recte facis, qui Ecclesiam appellas, quod Ecclesiam esse non potes probare et sub nomine Ecclesiae saepius Synagogam Satanae nobis proponitis et pro facto Ecclesiae factum Satanae nos colere cogitis perditissimi vos Sathanae ministri.        Ud fra dette slutter jeg, at du misbruger kirkens navn på det groveste, når du praler af, at alt, hvad der sker gennem paven og jer, er gjort af kirken. Det indrømmer også vi, at kirken gør alting ret. Men du gør ikke ret, når du kalder noget for kirke, som du ikke kan bevise er kirke, og når I under navnet kirke snarere fremstiller for os Satans synagoge, og i stedet for kirkens gerninger tvinger os til at dyrke Satans gerning, I fortabte Satans-præster.

⁵² Ecclesiam regit spiritussanctus, sed iam probatum est, Papam et suam ecclesiam saepius regi spiritu Sathanae. Neque enim in eodem regnant spiritus Christi et spiritus Satanae. Noli hic clamare Hussitam: clamor non solvit argumenta, nec allegatio inconvenientis; dissolve prius obiecta et tum clama, dissolve autem per scripturas, non per tuas putridas distinctiones, atque ut et hic clare agam, in syllogismum redigo sententiam: Det er helligånden, der hersker over kirken, men nu blev det jo bevist, at paven og hans kirke oftere beherskes af Satans ånd. Og Kristi ånd og Satans ånd kan ikke herske i den samme. Begynd nu ikke at råbe hussit. Råb er ikke noget argument, heller ikke en påstand om at jeg taler upassende. Løs først problemet, så kan du råbe. Men løs det ved hjælp af skriften, ikke ved hjælp af dine skidne distinktioner. Og for at jeg også her kan behandle sagen klart, vil jeg reducere meningen til en syllogisme:

⁵³ Omnia quae facit Ecclesia, spiritussanctus facit.
Omnia quae Papa cum suis facit, facit Ecclesia.
Omnia quae Papa cum suis facit, facit spiritussanctus. Alt, hvad kirken gør, gør Helligånden.
Alt, hvad paven og hans medhjælpere gør, gør kirken.
Alt, hvad paven og hans medhjælpere gør, gør Helligånden.

⁵⁴       Audis, Catharine? Noli maiorem probare, sed minore, ne frustra, sed utiliter labores. Tunc autem probabis, si Papam supra Petram edificatum, portis inferi non subiectum, sine peccato, probaveris, conclusionem urgere non poteris, sed potius nos liberum arbitrium habemus, Statuta, Canones et omnia Papae refutandi et iudicandi, quia suscepta interim erunt, an ex Satana vel spiritu sancto prodeant.          Hører du, Catharinus? Lad være med at bevise oversætningen, bevis undersætningen, hvis du ikke vil anstrenge dig forgæves, men få resultat. Men den kan du først bevise, hvis du beviser, at Paven er bygget på klippen, ikke underlagt helvedes porte, uden synd, og du kan ikke fastholde din egen konklusion, men snarere er det sådan, at vi må have frihed til, at forkaste og fordømme statutterne, kanonnerne og alt, hvad pavens er, siden det indtil videre er tvivlsomt, om de kommer fra Satan eller fra Helligånden.

⁵⁵ Nolo, hic usum longum, multitudinem tecum sentientium invoces. Verbum Christi hic me urget, huic credendum est uni prae omnibus sanctis, etiam Angelis. De quo enim angelorum aliquando dixit 'Hunc audite'? Non facio tibi aut sanctis tuis iniuriam, si Christum voce patris et testimonio spiritussancti doctorem vere irrefragabilem designatum opposuero. Nec mihi, sed Christo cedis, si cedis; nec mihi, sed Christo resistis, si resistis: si autem Christo resistis, patri, eius promotori, resistis. Jeg går heller ikke med til, at du påberåber dig denne opfattelses langvarige og udbredte brug. Kristi ord tvinger mig her, ham bør man tro på fremfor alle hellige, også fremfor englene. For om hvem af englene har han nogensinde sagde 'Hør ham'? Jeg gør heller ikke uret mod dig eller dine helgener, hvis jeg stiller Kristus op imod dig, den Kristus, der er udpeget til at være den imodståelige lærer ved faderens røst og Helligåndens vidnesbyrd. Det er heller ikke mig, du viger for, hvis du viger, men Kristus; og det er ikke mig, du modstår, hvis du modstår, men Kristus. Men hvis du modstår Kristus, modstår du faderen, som har sendt ham.

⁵⁶      Gloriamur ergo hic in domino et gratias agimus, Quia hanc autoritatem Matthei xvi. vobis eripuimus. Haec, inquam, autoritas, etiam si tabescatis et dentibus frematis, omnes Papistae in unum, evicta triumphataque est: Qua triumphante Papatus vester funditus corruit, inventus nihil aliud fuisse quam merum mendacium et ludibrium orbis terrarum.          Altså lover og priser vi her Herren, fordi vi har frarøvet jer dette skriftsted, Matt 16,18. Dette skriftsted, siger jeg, har overbevist om sagen og bragt den til sejr, også selv om I papister alle som én græmmer jer og skærer tænder. Og med denne sejr er jeres pavedømme faldet helt sammen, og det har vist sig, at det ikke har været andet end løgn og blændværk i alle jordens lande.

⁵⁷ Vos autem illusores populi (W714) dei, perversores verbi dei traducimini palam, Et Decreta Paparum scelerata dogmata Antichristi arguuntur manifeste. O quae voces, O quae literae, O qui cogitatus queant vestra omnia portenta numerare, quae hinc ducuntur? hoc enim velamine nequitiae vestrae revelato videre est quendam tartarum mendaciorum, errorum, fraudum, nequitiarum et prorsus omnium scelerum, quae sub isto tenui huius futilissimi papatus folio abscondistis, ut vere Papatus aliud esse non possit quam germanum illud famosi Antichristi regnum. Men I er tydeligt blevet afsløret som nogen, der spiller under dække med Guds folk og fordrejer Guds ord, og de pavelige dekreter har tydeligt vist sig at være Antikrists skændige dogmer. O hvilke ord, hvilke bogstaver, hvilke tanker kan opregne alle jeres uhumskheder, som her vælter frem? For når sløret over al jeres elendighed er fjernet, kan man se en hel underverden af løgne, vildfarelser, bedrag, uhumskheder og forbrydelser i det hele taget, som I har holdt skjult under dette sårbare pavedømmes tynde dække, så at pavedømmet i virkeligheden ikke kan være andet end det rene og skære famøse Antikrist-rige.

⁵⁸ Nam hoc est, quod multi hanc abominationem in loco sancto stantem (Matt 24,15) odorati mirarentur, tot monstra ab ista sede prodire, quae sanctissimo regnari iactabatur. O infelix Papatus, hic iaces, Iaces, inquam hic Leo mortuus, qui totum mundum antea terrebas rugitu solo: nunc Barbam tibi vellunt etiam catuli et mures. For heraf kommer det også, at mange har fået færten af, at han er denne ødelæggelsens vederstyggelighed, der står på det hellige sted, og undrer sig over, at så mange forfærdelige ting kan komme fra den stol, som praler af, at den regeres af den allerhelligste. Stakkels dig, pavedømme, her ligger du, ja, du ligger, vil jeg sige, som en død Løve, du, som tidligere kunne skræmme hele verden bare ved et brøl: Nu napper både de små hunde og musene dig i skægget.

⁵⁹          Ex iis omnia ea confirmata sunt, quae de potestate Papae dixi, invito et tabescente Catharino, qui quavis Catharina concitatior, non nisi conviciis agit, ut de plaustro loqui putes histrionem, et tamen nihil ostentat nisi, quod aiunt, opes figuli. (n59) Te enim per Christum oro, lector, observa, et videbis asinum hunc portantem mysteria, quam ridicule nugetur in iis quattuor vocabulis 'Petra', 'Edificabo', 'Ecclesia', 'Mea'.         Ud fra alt dette er det blevet bekræftet, som jeg sagde om pavemagten, imod Catharinus og til hans store raseri, så han blev mere rasende end nogen Catharina og kun kunne frembringe skældsord. Men skønt man må mene, at det er en skuespiller, der taler fra en møgvogn, så fremviser han dog, som man siger, styrke som en pottemager. Jeg beder dig nemlig ved Kristus, kære læser, læg mærke til og se nøje på dette æsel, der bærer sådanne mysterier, hvor latterligt han roder rundt med disse fire ord 'klippe', 'jeg vil bygge', 'kirke' og 'min'.

⁶⁰ His enim arietibus cum funditus subvertissem Papatum monstrificum istum Romani idoli, ita ut negare non posset, Petram ibi significare Christum seu, quod idem est, fidem Christi in spiritu, confugit tamen homo suavis invictusque Thomista ad unicum illud Cresphygetum Thomisticae haeresis, quod est arbitraria aequivocatio, fitque inter verba Protheus et Vertumnus quidam, immo nihil nisi verba. (n60) For efter at jeg med disse kampvåben havde styrtet det romerske afgudsbilledes afskyelige pavedømme til jorden, så at man ikke kan nægte, at 'klippe' her betyder 'Kristus' eller hvad der er det samme: 'troen på Kristus i ånden', tager denne vindbeutel og uovervindelige thomist sin tilflugt til den eneste udvej som er muligt for det thomistiske kætteri: nemlig den tilfældige bedømmelse, og så bliver han midt mellem alle disse ord til en Proteus og en slags Vertumnus, ja til intet andet end ord.

⁶¹           Nec sentit interim stolidum hoc caput, indignum Italo et sanguine et nomine, quam nihil probet ista inconstantia et varietas. Si enim mea disputatio uno aliquo sensu vera conceditur, praesertim in spiritu (quod concedit Catharinus), iam plane vici, etiam adversarii accedente calculo, Et quia nihil asinus ad lyram, ut aiunt, crasse mihi philosophandum est coram crasso et pituita laborante capite.           Og i mellemtiden mærker dette træhoved, som er uværdig til både det italienske blod og navn, ikke, hvor lidt han beviser med denne faren fra det ene til det andet. For hvis han indrømmer, at min opfattelse er sand i en eller anden betydning, især i ånden (hvilket Catharinus indrømmer), så har jeg vundet helt og fuldt, også efter min modstanders regnestok. Og siden som man siger et æsel ikke duer til at spille på lyre, så er jeg nødt til at opstille et stykke firkantet filosofi, overfor et så firkantet og trægt arbejdende hoved.

⁶² Si A. disputet cum B. et eo res procedat, ut A. concedat, B. optime et in spiritu locutam esse, se vero alium sensum externum sequi, et tamen hoc ipso facto A. glorietur sese vicisse illamque confutasse, deinde conviciis totum agat triumphum, quid hic spectator iudicabit? An non Bacchas aut Corybantes insanire putabit? (n62) Hvis A disputerer med B, og sagen skrider frem på den måde, at A indrømmer, at B har talt bedst og mest åndeligt, men selv følger en anden, ydre betydning, og dog, skønt det er sket, praler af at have vundet og have gendrevet ham, og dernæst med skrig og skrål giver sig til at fejre triumfen, hvad mon da en tilskuer vil dømme om det? Mon ikke han vil mene, at der er tale om én, der er lige så gal som Bacchus'erne eller Corybanterne?

⁶³ Ita mihi Catharinus concedit, Petram esse Christum vero et legitimo sensu, (n63) sed tamen simul communicari id nominis propter fidem informem etiam pontifici impio cavillatur. O infelicem Papatum, huius miseri Rhetoris patrocinio bis accusatum (W715) et convictum! Cur eadem opera non etiam communicantur omnia Turcae et diabolo, quando et ipsi fidem habent informem? Således har Catharinus overfor mig indrømmet, at klippen er Kristus i en sand og legitim betydning, men siger samtidig for sjov, at dette ord også på grund af den uudformede tro kan betegne en ugudelig pave. O elendige pavedømme, som fordi du bliver forsvaret af en så uduelig taler to gange bliver anklaget og dømt! Hvorfor kan man så ikke med den samme metode få det til at betegne tyrkerne og djævelen? De har jo også en uudformet tro?

⁶⁴           Tu egregie disputator, non cogitasti hoc tibi agendum esse imprimis, ut mea sententia falsa et tua sola vera, non autem utraque vera videretur? Hoc enim ego et ago et egi, ut mea sola vera, tua autem falsa probaretur, id quod plane iam teipso martyre ('teste' volui dicere) confeci. Si enim mea vera est et scripturae sensus unicus et simplex est, tuam certe falsam esse oportet.          Du udmærkede disputator, har du ikke tænkt på, at det, du først må gøre, er at påvise, at min opfattelse er forkert, og alene din er rigtig, men ikke at få begge til at synes sande? For det har jeg for min del arbejdet på og det vil jeg arbejde på, at jeg kan bevise, at alene min opfattelse er sand, men din falsk. Det har jeg også ligeud gjort med dig som offer, eller vidne, skulle jeg vel sige. For hvis min opfattelse er sand, og skriftens mening er én og enkel, så må din være falsk.

⁶⁵ Deinde ego non agitor, sicut Cathariana arundo, ventis variae et aequivocae expositionis: non dico 'potest uno modo sic dici, potest alio modo sic dici, tertio modo sic dicitur'. Nam istis modis dicere est Catharinaliter et Thomistraliter dicere, at idem est nihil dicere. Ego unico simplici et recto itinere incedo regiaque via ingredior, dum tu per devia et precipitia miserrime vagaris et collideris. Certe, quando haec unica tua fuit fidutia, quod inventis e capite tuo glossis posses more Thomistico (id est diabolico) scripturis sanctis vim facere et in varias sensuum discerpere, vehementer stultus in me et impius in deum prodis. Dernæst bevæges jeg ikke, sådan som det catharianske siv, med udlægning efter skiftende vinde og tilfældige sammenfald: Jeg siger ikke 'man kan sige sådan på én måde, man kan sige sådan på en anden måde, og på en tredie måde kan man sige sådan'. For at tale ud fra sådanne måder er tale cathariansk eller thomistisk, men det er det samme som intet at sige. Nej, jeg går ind på den ene, enkle og rette kurs og går frem ad kongevejen, mens du famler og tumler dig frem ad afveje og afgrunde. Men det er klart, når du kun har tillid til det enestående, at du på thomistisk vis (det vil sige på djævelsk vis) ud fra fortolkninger, som du finder i dit eget hoved, kan gøre vold på den hellige skrift og plukke den i stykker i forskellige meninger, så går du frem på en højst dum måde overfor mig og på en ugudelige måde overfor Gud.

⁶⁶ Nam hic mihi locum aperis in vos sceleratos distinctores et sacrilegos verbi dei cauponatores invehendi pleno stomacho, quod e simplicissima dei veritate nobis quandam logomachiam facitis, ut Apostolus vocat, (1 Tim 6,4) a quo tamen abstineo, cohibens meipsum. Nihil enim me acrius urit quam scripturae sacrilegium, ut Apostolus appellat, (Rom 2,22?) et ut Prophetae clamant, fabricationes idolorum ex auro et argento domini, (n66) nec mirum, quando hoc peccatum prae caeteris et ipsum deum irritare et amaricare testatur scriptura sancta. For her giver du mig anledning til at gå løs på jer forvorpne distinktionsmagere, som vanhelliger Guds ord, med fuld musik, fordi I ud af Guds helt enkle sandhed får frem en slags ordstrid med os, det er apostelens ord 1 Tim 6,4. Men jeg afstår dog fra at få ind i en sådan, jeg behersker mig. Alligevel er der intet, der oprører mig mere end dette at man begår helligbrøde mod skriften, som apostelen kalder det, og som profeterne udråber det: at man laver afgudsbilleder af Herrens guld og sølv. Og det er ikke underligt, for den hellige skrift bevidner jo selv, at denne synd fremfor de andre oprørte og forbitrede Gud selv.

⁶⁷          Habeo igitur testimonio Thomisticissimi et Italicissimi Catharini hanc meae sententuae confirmationem, Quod Petra significet Christum: sic enim ego confutandus et nunc confutatus haereticus docueram. Habeboque semper, donec Catharinus e scriptura probabit, etiam impium Pontificem appellari Petram, quod praestabit vir eximius, simul atque mula pepererit.         Her har jeg altså, med den ærkethomistiske og ærkeitalienske Catharinus som vidne, fået bekræftet min anskuelse: At klippen betyder Kristus. Således hævdede jeg nemlig, da man ville gendrive mig, og sådan hævder jeg nu, hvor man har gendrevet mig som kætter. Og jeg vil altid have en sådan bekræftelse, indtil Catharinus har bevist af skriften, at også en ugudelig pave kan kaldes klippen, hvilket den udmærkede mand vil præstere, når muldyret får føl.

⁶⁸ Nam etiam si patres aliquot S. Petrum nomine Petrae appellaverunt, utcunque tolerari potest propter fidem Petri, Sed quia Scripturis id non probant, nihil urgent in ista contentione, in qua scripturis pugnandum est. Et ut dialectico isti insigni, qui meas consequentias irridet, suas etiam ostendam, quam formaliter et materialiter incedant, Ubi didicisti, mi Catharine, hanc consequentiam, ut de successore etiam impio dicendum, quod de sancto Petro dicunt patres, et idem de fide informi, quod de formata sentiendum sit? For også selv om nogle kirkefædre kaldte sankt Peter for klippen, så er det tilladeligt på grund af Peters tro, men fordi de ikke ud fra skriften beviser det, har det ingen vægt i en diskussion, hvor man skal kæmpe med skriften. Og for at jeg også kan vise denne udmærkede dialektiker, som gør nar af mine konsekvenser, hvordan han rykker frem med sine egne konsekvenser, både formelt og materielt set, så sig mig, min gode Catharinus, hvor har du lært den konsekvens, at man kan sige om en efterfølger, også en ugudelig, hvad fædrene siger om den hellige Peter, og at man kan mene det samme om en uudformet tro, som om en udformet?

⁶⁹ Profer quaeso unum e patribus, qui Romanum pontificem asserat caput, Petram, verticem, principem, Magistrum Ecclesiarum? Vos scelerati Sophistae, fictis vestris verbis nos in hos errores traxistis. Pulchra (W716) consequentia. 'Petrus fuit Apostolus, Ergo et Romanus Episcopus est Apostolus. Petrus fuit sanctus, ergo Romanus Episcopus est sanctus, sed informis, id est sanctissimus'. Jeg be'r dig: Fremfør bare én af fædrene, som påstår, at den romerske pave er hoved, klippe, øverste spids, kirkeleder? I forvorpne sofister, I fører os ind i disse vildfarelser med jeres opdigtede ord. Det er en nydelig konsekvens: 'Peter var apostel, ergo er også den romerske biskop apostel. Peter var hellig, ergo er den romerske biskop hellig, dog på uudformet måde, det vil sige: han er særlig hellig'.

⁷⁰ O vere informis successor! tamen, ut dixi, nihil moveor dictis patrum sine scripturis loquentium, in quos tu sic niteris, ut eorum praesidio etiam adversus confessam a teipso sententiam veram scripturae insanias et blasphemes. (catlu09#67) Ja, han er virkelig en uudformet efterfølger! Dog rører det mig som sagt ikke med fædrecitater, når de taler uden skriftbeviser, og dem støtter du dig til i den grad, at du ud fra dem også raser mod og vanhelliger det, du selv har bekendt er skriftens sande mening.

⁷¹         Nec erubescitis tandem aliquando, sceleratissimi vos adulatores Idoli istius Romani, quod proprio testimonio convicti estis, nullum locum scripturae apertum et clarum in tante re pro vobis stare, nec hunc Matth. xvi. vestrae opinioni possitis simpliciter et solide aptare: tantis scilicet aequivocationibus et commentis opus habetis, ut saltem specietenus pro vobis facere videatur, immo cum non simplicem ei detis et verum sensum adversario concedatis, manifeste contra vos eum facere testes estis vos ipsi, hoc ipso redarguti et convicti, quam impudentibus mendaciis hactenus orbem illuseritis et vocabulum Ecclesiae et Petrae merae libidini vestrae servire coegeritis.           Og I rødmer ikke engang, I afskydelige tilbedere af det romerske afgudsbillede, skønt I er besejret af jeres eget vidnesbyrd, at intet sted i skriften åbent og klart taler til fordel for jer. Heller ikke Matt 18,16 kan I på enkel og grundfast måde anvende til fordel for jeres opfattelse. I har nemlig brug for så mange udjævninger og kommentarer, at det ved nærmere eftersyn kun er tilsyneladende, at det taler til fordel for jer, ja eftersom I ikke giver det dets enkle mening, men indrømmer modstanderen den sande mening, så handler I åbenlyst imod jer selv og er vidner imod jer selv. Og herved bliver I gendrevet og det bliver afsløret, med hvor mange frække løgne I hidtil har bedraget verden og tvunget ordene 'kirke' og 'klippe' til kun at tjene jeres lyster.

⁷² Non enim id egistis, ut sententiam vestram ex isto loco referretis, sed vestra temeritate praeconceptam intrudere moliti estis et fici huius foliis nuditatem et turpitudinem vestram celare studuistis. Nunc cum res non succedat et castitas scripturae vos adulteros non intromittat et cogamini extra scripturam stare foris, novam scripturae faciem et scenicam quandam Bibliam componitis, qua vestra portenta stabiliatis, appellantes Petram hominem impium, Ecclesiam homines impios, et in has cloacas spiritum sanctum incarceratis, qui inerrabiles faciat, qui aedificationem potestatem et obedientiam hominum impiorum, Quasi Christus hoc curarit suo sancto instituto, ut impii regnarent et subiicerentur in Ecclesia sua. For I har ikke gjort det, at I er kommet frem til jeres egen mening om dette sted, nej, I har i jeres frækhed anstrengt jer for at få indpasset jeres forudindtagne mening og søgt at skjule jeres nøgenhed og skam med dette figenblad. Og nu, da sagen ikke lykkes for jer, og skriftens kyskhed ikke vil slippe jer horkarle ind, og I bliver tvunget til at stå udenfor uden skrift, nu opbygger I et nyt skin og narrespil af skriften, som om det skulle være bibelen, hvormed I kan afstive jeres afskyelighed: I kalder et gudløst menneske klippen, og gudløse mennesker kirken, og i denne kloak indeburer I Helligånden, som skulle gøre jer ufejlbare, og som skulle knytte magt til bygninger og lydighed til gudløse mennesker. Som om Kristus har indrettet det sådan i sin hellige indstiftelse, at de gudløse skulle herske og være underlagt i hans kirke. (?)

⁷³         Te autem rogo, acutissimum dialecticum, qui scias extra propositum esse dandum exemplum aliud, profer mihi locum scripturae, in quo idem vocabulum simul significet hominem in totum impium et simul pium ac sanctum, sicut hic insanis in vocabulo 'Petra', quod Petrum sanctum et successorem impium simul tibi significat. Ubi didicisti haec sacrilegia et haeretica monstra, nisi in Magistro tuo S. Thoma?          Men jeg be'r dig, du syleskarpe dialektiker, du, som jo véd, at man må give et ekstra belæg med et andet eksempel, fremfør for mig et sted i skriften, hvor det samme ord på én gang betegner det helt igennem gudløst menneske og et fromt og helligt menneske, sådan som I her fabler om det med ordet 'klippe', som for dig skal betegne den hellige Peter og hans gudløse efterfølger. Hvor har du lært denne blasfemiske og kætterske galskab, om ikke hos din lærer, sankt Thomas?

⁷⁴ Nonne haec agens sic contra me scribis, ac si in sophistica aliqua disputatione certaremus, ubi vobis licet propriis distinctionibus regnare, satis habentes, si non oporteat vos tacere? Ita et hic putasti, idem fore vinci et tacere, vincere et dicere, adeo nihil curasti, ut tua fulcires scripturis sanctis, apertis et solidis: ideo et te rident pueri Germaniae, ac iam non laici (quod te male habet) sed et mulieres, quod, tantus Magister noster et Italus, pro verbis dei tuas salivas, pituitas et feces dumtaxat obtrudis. (W717) Mon ikke du bærer dig ad, når du skriver imod mig, som om vi konkurrerede i én eller anden sofistisk diskussion, hvor det for jer kom an på at vinde ved hjælp af jeres egne distinktioner, og hvor det var nok for jer, hvis I ikke blev tvunget til tavshed? Sådan har du også ment, det forholdt sig her, at det at blive besejret og det at tie stille var ét og det samme, og at det at vinde og det at sige noget var det samme. Derfor har du ikke sørget for at understøtte det, du har sagt, med åbne og solide skriftsteder. Og derfor ler endog børn af dig i Tyskland, og ikke blot lægfolk (som er trætte af dig) men også kvinder, fordi du, der er en så stor læremester for os og dertil italiener, i stedet for at møde med Guds ord stiller op med dit eget spyt og slim og lort.

⁷⁵        Maledicat itaque dominus Ihesus tuae et Thomae tui maledicae et blasphemae temeritati, qua tribuitis homini impio nomen sanctum Petrae et super impietatem aedificatis sanctam Ecclesiam dei. Si enim Papa est fide informi (ut tu dicis), certe inanis est pietate, plenus autem impietate, servus peccati, sedes Satanae, praevalentque in eum portae inferi.            Måtte derfor Herren Jesus selv forbande de forbandede og blasfemiske frækheder, som du og dine thomas'er kommer med, hvorved du tillægger et gudløse menneske det hellige navn 'klippen' og lader Guds hellige kirke være opbygget på ugudelighed. Hvis nemlig paven har en uudformet tro (som du siger), så er han ganske sikkert tom for fromhed, men fuld af ugudelighed, så er han en syndens slave, som sidder på Satans stol, og som helvedes porte har magt over.

⁷⁶ Et tale tu fundamentum, tale caput, talem Petram Ecclesiae tribuis? horresco referens horribilia ista. Abominatio et blasphemia est dicere, Christum in vocabulo 'Petra' aliud quippiam quam sanctum et pium voluisse intelligi: cuius enim aures Christianae haec ferunt? Vos etiam finxistis commentum omnium nequissimum illud informis fidei, quo facilius et tutius sacrilegia vestra in scripturas dei ceu latrones Moab mitteretis. Og et sådant fundament, et sådant hoved, en sådan 'klippe' tillægger du kirken? Jeg græmmes bare over disse forfærdelige ting. Det er en vederstyggelighed og en blasfemi at sige, at Kristus har villet forstå noget andet ved ordet 'klippe' end en helligt og fromt menneske. For hvilke kristne ører kan tåle at høre sådan noget? Og I har også opdigtet denne den værste af alle fortolkninger, den om den uudformede tro, hvorved I lettere og mere sikkert kan sende jeres blasfemier ind over Guds skrift som Moabs røvere.

⁷⁷ Nobis autem Paulus dicit: 'Quae societas lucis et tenebrarum? Que conventio Christi et Belial?' (2 Kor 6,14f) Aut ergo Petra solam lucem aut solas tenebras, id est solum sanctum aut solum impium significat, utrunque significare non potest, quia 'qui non est mecum, contra me est' (Matt 12,30). Quare Romanus pontifex, si sit impius, Petra esse non potest, Ac per hoc Petra Papam significare nunquam potest. Habes quod hic gannias, miser Thomista? Men til os har Paulus sagt: 'Hvilket fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvad har Kristus og Belial med hinanden at gøre?' Altså, 'klippen' står enten for lyset alene eller mørket alene, det vil sige, det betegner alene den hellige eller alene den gudløse, det kan ikke betegne begge dele, fordi 'den, der ikke er med mig, er imod mig'. Derfor kan den romerske pave, hvis han er gudløs, ikke være 'klippen', og ved denne klippe kan paven aldrig betegnes. Har du noget at bjæffe til det, elendige thomist?

⁷⁸         Non ergo feremus has rabidas Papistarum et Thomistarum blasphemias, ut idem sit in scripturis sanctis peccatum et gratia, virtue et vitium, bonus et malus, pius et impius, et impietas sub pietatis nomine sese tueatur et regnet, ne illud Esaiae v. cum eis audiamus: 'Ve vobis, qui dicitus malum bonum, bonum malum, ponentes lucem tenebras et tenebras lucem, ponentes amarum dulce et dulce amarum'. (Es 5,20)           Lad os derfor ikke finde os i denne vanvittige blasfemi fra de pavelige og fra thomisterne, at i den hellige skrift er synd og nåde, dyd og last, godt og ondt, fromt og ufromt det samme, og at ufromheden under fromhedens navn skulle holde sig ovenpå og herske, at ikke vi sammen med dem skal høre dette ord fra Esajas: 'Ve jer, I, som kalder ondt for godt og godt for ondt, I som gør lys til mørke og mørke til lys, I som gør det bitre sødt og det søde bittert'.

⁷⁹ Verum Haeresis Thomistica illa est, quae Daniel. viii. dicitur impudens facie, et Hiere. III. 'Frons meretricis facta est tibi, noluisti erubescere'. (Dan 8,23; Jer 3,3) qui enim sic frontem perfricuerunt, ut audeant in publico Ecclesiae bonum et malum idem facere et Deum cum Diabolo, Christum cum Belial componere, quae reliqua vel fingi poterunt monstra, quae non auderent statuere? I nunc, Catharine infoelix, et distingue nobis informia bona et mala, informes Christos et Belial, estoque digne Thomista, sacrilegus et monstrificus scripturae dei latro. I sandhed, dette thomistiske kætteri er det, som i Dan 8,23 kaldes 'et skamløst ansigt', og om hvilket der i Jer 3,3 siges: 'Du er gjort til et skøgeansigt, så du ikke kan rødme'. Disse thomister har nemlig i den grad bidt hovedet af al skam, at de vover i den offentlige kirke at gøre godt og ondt til det samme, og at sætte Gud og djævel, Kristus og Belial på samme plads; hvad værre kan man i det hele taget finde på, som disse folk ikke vil påstå? Gå nu, elendige Catharinus, og lav skel for os mellem det uudformede gode og onde, mellem de uudformede Kristus'er og Belial, så vil du være en værdig thomist, det vil sige, en helligbrydende og skrækkelig røver af Guds skrift.

⁸⁰         Iam quam Thomistice et hoc dissolvis, quod dixi per pronomen 'Meam' subverti omnia Decreta, cum Christus ibi de tota Ecclesia sua loquatur, non tantum de Romama, ut Sathanica et blasphema Decreta volunt. Quia, inquis, Christus non dicit 'aedificabo Ecclesias meas' pluraliter, sed 'Ecclesiam meam', ergo Romanam solam voluit aedificari supra Petram, id est Papam. (R13-03#39; catlut21#14).          Se også, hvor thomistisk du går frem, når du skal opløse det jeg sagde om, hvordan alle retsdekreterne bliver omstødt gennem pronomenet 'min', fordi Kristus her taler om hele sin kirke, ikke blot om den romerske, som de sataniske og blasfemiske dekreter vil det. Fordi, siger du, Kristus ikke siger 'jeg vil bygge mine kirker' (i flertal), men 'min kirke', altså vil han alene bygge på den romerske, på klippen, det vil sige på paven.

⁸¹ Placet dissolutio ut Catharinissima Romanissimaque. Nam hinc sequitur, nullam esse Ecclesiam in orbe terrarum super Petram aedificatam, nisi solam Romanam: quid ergo vexat Idolum illud Romanum (W718) omnes Ecclesias, si una sola Romana in mundo Ecclesia est? immo iam non licebit Ecclesiam Catholicam appellare nomine singulari Ecclesiam, sicut scriptura facit, sed solum Ecclesias numero plurali. Det er en udmærket supercatharinsk og superromanistisk opløsning. For heraf følger, at der ikke er nogen anden kirke på jorden, der er bygget på klippen, end den romerske: Hvorfor plager dette romerske afgudsbillede da alle kirkerne, hvis der i hele verden kun findes den romerske kirke? Ja, i så fald ville man ikke kunne kalde kirken den katolske (i ental), sådan som skriften gør, man ville alene kunne bruge flertalsformen.

⁸²         Eiusdem dexteritatis est, quod, ubi Anacletum fictitium redarguissem super nomine 'Cephas', quod saxum significat, et ille caput voluisset, dicit Catharinus, Anacletum non vocabulum sed rem aspexisse, quia res, scilicet Petrus, per Cepham significatus, est caput, licet Cephas non significet caput. (catlut21#51) (R13-03#61-64)           Ligeså vellykket er det dèr, hvor jeg har gendrevet Anacletus' opfindelse angående navnet 'Kefas', der betyder 'klippe', og som han vil have til at betyde 'hoved'; dèr siger Catharinus, at Anacletus ikke ser hen til ordet, men til sagen, fordi sagen, nemlig Peter, der betegnes som Kefas, er overhoved, selv om Kefas ikke betyder hoved.

⁸³ Quid hic cogitas, optime lector, de Italico isto ingenio? Riderem et ego, nisi tot milia errorum et perditionum nimis seria nobis pestilentes hi intulissent Thomistae his petitionibus pricipii et id genus sophisticis ludibriis. Hvad mener du her, kære læser, om dette italienske geni? Ja, jeg ville også le af det, hvis ikke disse afskyelige thomister havde påført os altfor mange tusinde af den slags vildfarelser og fortabelsesfejl ved sådan at forudsætte, hvad der skal bevises, og bruge andre sofistiske narrestreger.

⁸⁴ Igitur novum hunc iurisperditum et scripturae interceptorem audiamus. Non oportet vocabulorum significata observare sed qualitates rei significatae, hoc est, ut dialectice dicam, Non subiecta, sed predicata tantum sunt curanda, ut, quando parietem nominas, non parietem sed album intelligas, etiam in simplicibus terminis extra propositionem. O Italicum et Thomisticum ingenium! Lad os derfor høre på denne nye retsvidenskab og skriftfortolkning. Man bør ikke lægge mærke til det, ordene betyder, men på den sags kvaliteter, der betegnes, det vil sige, at jeg skal tale dialektisk: Man skal ikke lægge vægt på subjektet, men kun på prædikatet, så at, når du nævner ordet 'væg', skal du ikke derved forstå en væg, men hvidheden, og det er jo meget simpelt, omend ved siden af det, som siges. O italienske og thomistiske geni!

⁸⁵       Hac arte forte et illud efficiunt, Quod Petra significet impium, non quia sit Petra, sed quia illud quod Petra eis dicitur, scilicet Papa, revera est impius homo. Quid ergo prohibet, quin Cephas iam non solum caput sed omnia significet, cum eum significet, qui est omnia in omnibus? ut omnia vocabula sint unum vocabulum et unum vocabulum sit omnia vocabula.          Ved hjælp af denne kunst er det vel også, at de får det til, at 'klippe' kan betegne et ugudelige menneske; ikke fordi det er en 'klippe', men fordi det, som af dem siges at være en klippe, nemlig paven, i sandhed er et ugudeligt menneske. Og hvad skulle der så være i vejen for, at 'kefas' nu ikke blot skulle betegne 'hoved', men alting, eftersom det betegner ham, der er alt i alle? så at alle ord kan være ét ord, og ét ord kan være alle ord.

⁸⁶ Hanc enim latinitatem novam Bestiae germanae ab Italis hominibus hoc seculo discemus. Itaque 'Cephas' est Apostolus, caput, princeps Apostolorum, impius, ebriosus, scortator, usurarius, tyrannus, impostor, simoniacus, Cynaedus et omnia illa, quae de sanctissimis Christi Vicariis Cardinalibusque totus celebrat orbis, affirmativa propositione de inesse et universali in materia naturali. Dette er det nye latin, som vi tyske dyr i vore dage skal lære af de italienske mennesker. På den måde er 'Kefas' en apostel, et overhoved, en leder af apostlene, en ugudelig, en drikfældig, en ægteskabsbryder, en ågerkarl, en tyran, en bedrager, en simonit, en horebuk og alt det, som man i hele verden fejrer de højhellige Kristi stedfortrædere og kardinaler for. Dette gælder i kraft af et positivt udsagn om deres væsen og natur.

⁸⁷         Sed ne te, lector, huius Itali Thomistae stultissimis Thomistitatibus et Italitatibus, finem hic faciam, Sat habens, quod his absurdissimis, laboriosissimis tamen monstris confitentur sese esse victos, me vero victorem, dum aliud miseri non laborant, quam ut effugiant.         Men for at jeg nu ikke skal tage livet af dig, kære læser, med denne italienske thomists thomistiske og italienske vås, så slutter jer her. Det må være nok, at de må indrømme ved disse absurde og møjsommelige konstruktioner, at de er overvundet, og at jeg er sejrherre, idet disse elendige nu ikke har andet at anstrenge sig for, end hvordan de skal undslippe.

⁸⁸ Vides enim, ut hic Thomista perpetuo opere aliud non faciat, quam ut distinctiones novas reperiat pro fuga sua adornanda: nam ut me invaderet etiam, ne in mentem quidem venit, et quomodo posset, fugae tam sollicitus? Servet me dominus Iesus, nequando ad has distinguendi et effugii quaerendi necessitates adigat adversarius in praelio: tum revera victus ero. Ego adhuc puris et solidis verbis Euangelii nitor idque eo sensu, quem ipsimet verum esse concedunt. Du ser nemlig, at det hele tiden ikke er andet, denne thomist gør, end at han opfinder nye distinktioner for at besmykke sin flugt: for at han skulle kunne angribe mig, falder ham ikke ind, og hvordan skulle det også gøre det, så opslugt han er af tanken om flugt? Må Herren Jesus bevare mig, så min modstander aldrig i kampens hede får mig tvunget til at søge min tilflugt i den slags distinktioner og udflugter, for så ville jeg virkelig være besejret. Jeg har indtil nu støttet mig til evangeliets rene og sikre ord og det i den betydning, som også Catharinus selv må indrømme mig.

⁸⁹         Alia ergo auctoritate probandus est iste Papatus impius. Hic locus Mathei non nisi de piis aedificatis in spiritu sancto loquitur, nec Petram (W719) nisi Christum habet, nec Ecclesiam nisi totam Catholicam eamque sanctam, in qua et ipse Petrus tanquam membrum coaedificatur super eandem Petram, in qua omnes Christiani aequantur: de rebus enim sanctis Christus noster loquitur, quae impiis tribui nullo modo licet, ut plane hoc verbum Christi non plus pertineat ad Papam quam illud 'Beati paupeeres spiritu' (Matt 5,3) aut simile, quod communiter omnibus dicitur.          Det ugudelige pavedømme må altså bevises ud fra et andet skriftsted. Dette sted hos Matthæus taler kun om de fromme, der opbygges i Helligånden, og der er ikke tale om nogen anden klippe end Kristus, eller nogen anden kirke, end den hele ktaolske, og det den hellige, i hvilken også Peter selv var et medlem, der sammen med den blev bygget på den samme klippe, som alle kristne har i lige grad. Vor Kristus taler nemlig om hellige ting, der ikke på nogen måde kan gives til ugudelige, så at dette Kristi ord slet ikke sigter mere til paven end dette: 'Salige er de fattige i ånden' eller et lignende ord, som siges samlet til alle.

⁹⁰            Quare gratias agimus deo, quod hunc locum toti Ecclesiae et omnibus fidelibus aequaliter communem e manibus Tyrannicis Thomistarum et Papistarum erupuimus, qui eum Romano Idolo proprium fecere, sacrilegi tam in Ecclesiam Catholicam quam scripturam sanctam.           Derfor takker vi Gud, fordi vi har røvet dette sted om hele kirken ud af thomisternes og papisternes hænder og gjort det til et sted, der omhandler alle troende i lige grad. De ville nemlig gøre det til det romerske afgudsbilledes specielle ejendom, og således begå helligbrøde imod både den katolske kirke og den hellige skrift.

⁹¹ Ruet enim nunc totum illud abominationis Idolum, meris mendaciis hactenus erectum, fultum atque defensum. Praesidia eorum obtinemus, arma forti abstulimus, in quibus confidebat, (Luk 11,22) Goliath decollavimus gladio proprio, (1 Sam 17,51) Et Palestinos non alia tortura torquemus quam rapina sua. For nu styrter hele dette afskyelige afgudsbillede sammen, som hidtil er blevet opretholdt, undersøttet og forsvaret med lutter løgn. Vi har fået fat på deres forsyninger, den stærkes våben, som han satte sin lid til, har vi frataget ham, vi har hugget Goliats hoved af med hans eget sværd, og filistrene plager vi ikke med andre plager end deres eget røvergods.

⁹² Arcam enim nobis vi abstulerunt, at illa, nobis nihil agentibus, percussit eos in posteriora sempiternumque opprobrium dedit illis. Cecidit ac foris iacet pronus Dagon istorum, (1 Sam 5) Idolum, inquam, Decretorum, hominum studiis paratum. De tog nemlig arken fra os med magt, men den har selv, uden at vi har gjort noget, ramt dem i tiden derefter og givet dem evindelige plager. Han er fældet og ligger hjælpeløs udenfor, denne deres Dagon: deres afgudsbillede af dekreter, udvirket ved menneskelige anstrengelser.

⁹³ Mures ebulliunt et prominentes extales eorum putrescunt, revelatis cogitationibus et doctrinis istis impietatis eorum grave olentibus in toto orbe. Unum negocium habent miseri Gethei, ut contra haec sibi sellas pelliceas faciant. Musene vrimler frem, og deres indvolde falder ud os rådner, efter at deres ugudelige tanker og læresætninger er blevet afsløret og lugter fælt over hele jorden. Én ting er de optaget af, disse elendige gethere, nemlig at lave sig stole af skind imod alt dette.

⁹⁴ Sic enim et Catharinus pellifex et sellifex hoc libro non nisi infelix pellificium et sellificium vanae defensionis, excusationis, consolationis pro sanctissimo idolo et doctrinis eius laborat. Sed instat manus domini dura super eos, non cessatura, donec nobis Arcam remittant illaesam cum anis et muribus aureis per confessionem ignominiosae impietatis et mendaciorum suorum. For sådan arbejder garveren og stolemageren Catharinus i denne bog ikke med andet end uheldige skindlavning og stolesnedkring i et tomt forsvar, undskyldning og trøst for dette højhellige afgudsbillede og dets lære. Men Herrens hånd hviler tungt på dem, og vil ikke ophøre med det, førend de har sendt arken tilbage til os, uskadt, sammen med guldbylder og guldmus for på den måde at bekende deres skændige gudløshed og løgnagtighed. (1Sam 6,4).

⁹⁵ 2Videre til lutcat02!

Noter:

n7: Astyanax var søn af Hektor.

n8: Se catlut?? (Schweizer, side 35,12 og catlut11#1f.

n9: Thomas Aquineren blev helgenkåret af pave Johannes den 22. i 1323.

n10: Wenzeslaus Link var generalvikar for augustinereremitterne og således Luthers foresatte i det kirkelige hierarki.

n22: Note i den norske udgave: Porfyrius' træ var en billedlig fremstilling af en del logiske og ontologiske relationer baseret på et afsnit i nyplatonikeren Porfyrius' skrift 'Isagoge'. Overleveret i middelalderens logikbøger.

n33: Fra Gratians kirkeret II, causa XXIV, quest. III, c27: "Quicunque igitur aliter scripturam intelligit, quam sensus Spiritus sancti flagitat, ... haereticus appellari potest" (Den, som udlægger skriften på anden måde, end helligåndens tolkning kræver ... kan kaldes en kætter). Gratian bygger på et Hieronymus-ord.

n34: Lad os se, om Luther har ret i sin anklage, der lød sådan: "så indrømmer du det ene øjeblik, at nøglerne er givet til kirken, det næste, at det kun er givet til Peter. Eller du siger snart, at nøglerne blev forjættet, snart at de blev givet". Det sidste, at nøglerne blev givet ved den lejlighed, siger Catharinus catlut09#34; det andet, at de kun blev forjættet på det tidspunkt: catlut#35; Catharinus sammenknytter de to modsatte tankegange med den betragning, at et løfte fra Gud er troværdigt, at det er så godt som den virkelighed, det lover. Hvad det første angår, er der for Catharinus tilsyneladende ikke nogen modsætning; for ved at være givet til Peter er de gennem ham givet til kirken, se fx catlut09#58.

n39: Dette kan henvise til den sammenstilling af kirkefædrecitater, som Catharinus har i sin bog i form af en fingeret samtale mellem ham selv og kirkefædrene, se catlut10#1ff!

n39a: Dette kætterkriterium kan findes hos Gratian causa XXIV, qaest. III. c. 29.

n42: Faktisk har Catharinus fremsat en påstand om, hvornår overdragelsen selv fandt sted, nemlig i Joh 21,17 med ordene: 'Vogt mine får' catlut09#38. Dette har forresten Luther selv antydet i r13-01#49. Se også catlut13#32, hvor ordene 'vogt mine får' behandles.

n59: Den norske oversættelse har: 'Men trass i at det han sier ikke er annet enn vås, deklamerer han det likevel med den aller største selvsikkerhet'. Dette er givetvis meningen, men jeg har af hensyn til den latinske tekst ved siden af skrevet en mere ordret, men også mere uforståelig tekst.

n60: Proteus var en havgud, der kunne antage mange forskellige skikkelser. Vertumnus var gud for årstidernes skiften eller for forandring i det hele taget.

n62: Korybanterne var præsteskab for Kybele-kulten. Både Kybele og Bacchus var centrum for vilde udskejelsesfester.

n63: Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvor Catharinus siger dette. Måske catlu09#67?

n66: WA-note: Es 31,7; 45,16; Hos 8,4.
.