Oversigt over begreber i diskussionen mellem Erasmus og Luther.
Indholdsoversigt over Hyperaspistes 2.
Erasmus' afsnitsnummerering: (cirka hver femte angivet her): 30; 35; 40; 45; 50; 55; 60; 65; 70; 75; 80; 87; 90; 95; 100; 105; 110; 115; 120; 125; 130; 135; 140; 145; 150; 155; 160; 165; 170; 175; 180; 185; 190; 195; 200; 203; 204; 205; 210; 216; 220; 225; 230; 235; 240; 245;
Forudviden: L7#57-59: absolut nødvendighed: ass04#63. Erasmus om konsekvensbærende og konsekvensskabende nødvendighed: H11#81ff. H12#34. Diatriben om Viklef: e1#37; e2#37; (Øksen og tømreren).
Luthers tese om, at viljen er fri i det, der står under mennesket, holder ikke. E11#84. (L3#14); H4#109; (L4#72). (E4#109). (E12#43) (H15#60). (H15#62). (L11#26). (H8#46). H4#109.
Necessitas coactionis et immutabilitatis. L2#117; L5#96; L7#109; L9#61; H4#80; H6#59; H10#22; H11#79; H12#18; H12#36; H12#45;
Konsekvensbærende og konsekvensskabende nødvendighed. (L2#16ff) (H10#32) (H11#81). (L8#2f) (H12#35)
Luthers slutning ud fra fornuften står overfor Erasmus slutning ud fra fornuften (E12#11-12)
Almindelig fornuft regner med, at befales noget, forudsættes det, at det kan gennemføres (E12#15) (E13#57)
Åndens virken som en elskovsdrik (E12#19).
Mennesket kan ved sin vilje (og formentlig lidt hjælp fra ånden) komme til tro. (E13#4f) troen som en gerning. Det modsatte hos Luther. (L8#53).
Erasmus: Luther hævder, at der ikke er nogen mellemvej mellem, at den frie vilje kan alt uden nåden, og at viljen er trælbunden. (E13#37)
Luther: samme uret at frelse en uværdig som at lade en uværdig gå fortabt. Erasmus: vrøvl. 13#50. L8#87.
Karlstadt: Udræk din hånd = nåden udrækker din hånd. L6#25. Eras3#6. L8#104. Karl01#20. H3#92. H8#116. Erasmus tolker Luther, som hed han Karlstadt: H9#79. H10#67, forklarer sig H10#75, og H13#63. Men véd dog godt, at Luther ikke står fast på Wiklefs tese. H9#95. H10#12. H10#19.
Det er en tilgivelig synd at have samleje med sin hustru uden at hensigten er at få børn. E13#84.
Skriften taler om Gud i billeder. (E13#100).
Erasmus forstår ikke, hvad syndsforladelse er: H13#104. Han kan ikke slippe lovtankegangen H10#20.
Både Luther og Erasmus synes at tolke Peters vision Apg 10,9-16 allegorisk om hedninger og jøder. (H13#114; L9#25).
Er alle syndere, er også Luther, der afslører synden, en synder. (H14#10).
Imod totalsyndighedslæren (H14#17) (H9#40). Hvordan kan budet være i hjertet, hvis de fleste vender sig imod det? (H9#102)
Sammenligningen med den trebenede hest. L6#111.
Erasmus anvender den naturlige lov imod Luther. H15#113. H7#21.
Taler Erasmus imod Paulus? H16#7.
Meritum de congruo og de condigno. e1#88. H18#47.
Eksempler på Erasmus' brug af fænomenologi: 1) 'at kunne' som både et fysisk og et juridisk fænomen. (H8#48).
Skriften alene: (H8#51).
Imod tanken om den skjulte Gud: H8#94f.
Omskærelsen befrier for arvesynd, H8#108.
Om at gøre, hvad man kan (quod in se est). H9#27. H9#44. H9#52.
Mennesket overtræder budet ved at overholde det: H9#60.
Har Gud menneskelige egenskaber? H9#62.
Når tingene ikke går op, kommer troen til med sine absurde påstande, for Luthers vedkommende: at Gud synes grusom og uretfærdig, men må tros ikke at være det (H9#103), for Erasmus' vedkommende, at mennesket skal anse den gode gerning for Guds, selv om det selv har bidraget.
Hvordan virker Gud i David, når han skriver salmer, gennem inspiration eller direkte? H10#9f.
I hvilken forstand kan de mennesker siges at gøre noget, som blot er genstand for åndens virken? (H10#16).
Erasmus: Helvedstraffen er fleksibel. H10#92; 94.
Erasmus: Luther mener ét til at begynde med, noget andet senere: H5#18.
den latinske tekst hentet fra Leiden 17??. Oversættelsen foretaget med hjælp fra 'Collected Works of Erasmus', bind 77, Toronto 2000. Overskrifter fra den engelske udgave.
Erasmus' forord: 1336-1339 (H8#1)
Introduktion og rekapitulation af første bog. 1339-1340 (H8#7)
Erasmus' svar på Luthers kritik af Erasmus' argumenter til fordel for den frie vilje.
Fortolkning af Sir 15,11-22: H8#34.
Brugen af betingede påstande: 1343: H8#53.
Værdien af almindelig menneskelig tale i teologien. 1344: H8#57.
Er guddommelige bud givet for at vise, at de ikke kan overholdes? 1346: H8#67.
Meningen med Rom 3,20: Ved loven kommer erkendelse af synd. 1347: H8#69.
Gud som lærer: Den åndelige fremgang i menneskeheden: fra lov til nåde. 1352: H8#98.
Tilbage til Sir 15,11-22. 1355: H8#111.
Andre GT skriftsteder til fordel for den frie vilje. 1351: 9#21½.
De to veje. 1362: 9#25.
Imperativ og indikativ. 1363: 9#30½.
Menneskets stilling, når nåden er til stede. 1365: 9#40.
Er de gode gerninger den frie viljes? Glemmer Erasmus at regne med nåden? 1367: 9#48.
Om forskellen mellem lov og evangelium. 1368: 9#53.
Den hemmelige og den åbenbare vilje hos Gud. 1374: 9#81½.
NT skriftsteder: om nødvendighed og om Guds skjulte vilje. 1378: 9#104.
Om at holde budene og om fortjeneste og løn i evangelierne. 1380: 10#8.
Kuldkaster Erasmus sin egen opfattelse? 1387: 10#39 10#39.
Erasmus' svar på Luthers skriftsteder imod den frie vilje. 1391: 10#61.
Brugen af billedtale i skriften. 1391: 10#64.
Er dette at forhærde Faraos hjerte billedtale? 10#84.
Fremkalder Guds almagt ondt? (11#8).
Paulus' forklaring på, at Gud forkastede jøderne og tog imod hedningerne. 1411: 11#59.
Implicerer Guds forudviden nødvendighed? (11#77).
Judas og uforanderlighedens nødvendighed. (12#18)
Meningen med historien om Jakob og Esau, (Gen 25,23: Rom 9,11-13) (12#47) Langt Chrysostomus-citat: 12#62-85.
Meningen med pottemageren og leret. [169] (E13#9). (L8#57). Kort Chrysostomus-citat: 13#17-21.
Øver den frie vilje vold på Guds magt og frihed? E13#42.
Erasmus' svar på Luthers forsvar for 'assertio'.
Om kød og ånd, Gen 6.3. H13#70. H13#70. L9#1.
Andre GT skriftsteder, Gen 6,5 H13#93; (eras3#13; L9#12).; Es 40,2; H13#98; (eras3#15; L9#15) Es 40,6-8.
Fornuft, ånd og kød. To hegemonikon og hedningernes dyder. H14#13. (L9#31)
Fjerner Guds forsyn den frie vilje? (Jer 10,23). (H14#58) (L9#58).
'Uden mig kan I intet gøre', Joh 15,5 og lign.
Hvordan den frie vilje og nåden virker sammen. (H15#17; L9#89). (203)
Luthers forskellige anklager mod den frie vilje i assertionerne og i Den trælbundne vilje. (H15#55) (205); (L9#100).
Luther og Paulus, en kontrast. (H15#64).
Erasmus' svar til Luthers fremførelse af sagen.
Er menneskeheden i almindelighed syndere og mangler fri vilje? L9#105. H15#100.
Kongruent og condignent fortjeneste. L10#81-. Svarer til: H16#87-. (226).
Det sande forhold mellem tro og gerninger. (H16#104).
Kristi rige og Satans rige; modsætningen mellem kød og ånd. L11#35. H17#67.
Guds retfærdighed og nåde set gennem naturen, nåden og herligheden. L11#42. H17#94. (244)
Erasmus' konklusion.
Nåden og den fortsatte omvendelse. (H18#32).
Augustins opfattelse af den frie vilje. (H18#73).
Hedningernes og GT's jøders dyder. (H18#77)
Augustin og congrous fortjeneste. (H18#86)
Erasmus' afsluttende tale: formaning til alle parter. (H18#110)
Opstilling efter Erasmus' afsnitsnummerering. (med fed skrift er angivet, hvilke numre Erasmus har medtaget). (Hyperaspistes 1's numre har jeg gættet mig til).
29: L2#64, svarer til H3#110. Om skriftemål og fyldestgørelse. L.: Du vil fastholde skriftemålstvangen af frygt for, at mennesker ikke ellers vil gøre det gode. Men samvittighederne fortabes derved. Og at bruge tvang er øvrighedens opgave. E.: Er det at gå på listesko at undlade at dømme?
30: L2#71, svarer til H3#114. Om samme. Om sygdomme, der må lades i fred, og kirkelige fejl, der skal være uforstyrrede. L.: Er dette, at der ikke kommer oprør og uro, større end troen? Min sag vil jeg kæmpe for, uanset om den bringer ufred. E.: Har bønderne opnået noget ved deres oprør?
31: L2#74, L.: Jeg stræber ikke efter penge eller ære eller sikkerhed; det er ikke derfor, jeg er så 'hårdnakket'.
32: L2#76, L.: Evangeliet i sig selv fremkalder verdens modstand.
33: L2#79, L.: Det er forkert at ville forhindre Guds ord, fordi de fremkalder uroligheder.
34: L2#82, L.: De sygdomme, der skal bæres med mindre skade, er verdens uroligheder, som er timelige. At sjæle går fortabt ved et falsk Guds ord, skal ikke tåles.
35: L2#85, L.: Skriftemålets og satisfaktionens frihed er Guds ord. E. svarer på 31-35: Lang afhandling om, hvorvidt evangeliet skal prædikes 'belejligt og ubelejligt' eller fuldstændig afpasset efter tilhørerne.
36: L2#90, svarer nogenlunde til H4#9. L.: Om 'Alt er tilladt, men ikke alt gavnligt': Du binder Guds ord, Erasmus.
37: L2#93, svarer til H4#12. L.: Giv du os anvisning på, hvornår evangeliet skal prædikes! E.: Kast ikke perler for svin! Ryst støvet af jeres fødder! Skriften giver anvisning. Apostlene forlod deres hustruer.
38: L2#96, svarer til H4#18. L.: Skal man, som du siger, hemmeligholde koncilers fejl? Du vil nok få en kardinalshat som belønning. E.: Apostlene viste hensyn, så tumult blev undgået. Jeg har afvist alle tilbud om kirkelige embeder. Nogle menneskelige bestemmelser er gode, fx ceremonier, som du jo også går ind for skal bevares af hensyn til de svage.
39: L2#98, svarer nogenlunde til H4#22. L.: Skal man lære det paradoks offentligt, at alt sker med nødvendighed? E.: Nej, for så vil mennesker ikke anstrenge sig. Din fortolkning er ikke lig med Guds ord.
40: L2#102, svarer nogenlunde til H4#36. L.: Står og falder skriftens autoritet med menneskers opfattelse? Overfor Guds hemmeligheder er du lige ved at spotte Gud. E.: Fordi man er imod dine og Viklefs sætninger, er man ikke imod Gud.
41: L2#106, svarer til H4#44. L.: Ingen ville tro, at han var elsket af Gud, og hvis der dermed åbnes en ladeport for gudløsheden, så må det være sådan. E.: Du har misforstået mig; det er ikke mig, der knurrer imod Gud, det er andre, hvis ord jeg videregiver.
42: L2#109, svarer til H4#50. L.: Hvorfor skal da dette ord forkyndes? Det burde være nok at sige: fordi Gud vil det. Men derudover: 1) de udvalgte skal bringes til fortvivlelse og føres ind i intet for at kunne frelses. E.: At sige, at Gud vil det, er at antage det for givet, som er omstridt, nemlig at din fortolkning er Guds ord.
43: L2#112, svarer til H4#70. L.: 2) Troen tror på usynlige ting. E.: Jeg lærer nogenlunde det samme som dig.
44: L2#114, svarer til H4#75. L.: Hvis du havde handlet efter dine egne forskrifter, skulle du have tiet stille. E.: Skulle jeg tie, for at din tale kunne være enerådende?
45: L2#116, L.: Om forskellen på tvangens og uforanderlighedens nødvendighed. E.: H4#80. Vi har ikke sammenblandet de to ting.
46: L3#1, L.: Mennesket som et ridedyr. E.: H4#82. Den sammenligning beviser intet.
47: L3#4, svarer nogenlunde til H4#86-99. L.: Jeg vil dræbe dig med dit eget sværd. E.: Prøv endelig, om du kan!
48: L3#8, svarer til H4#100. L.: Fri vilje kun om Gud. E.: Sandt i en vis forstand.
49: L3#11, svarer til H4#106. L.: Hvorfor holder vi fast ved den tomme betegnelse ”fri vilje”? E.: Fordi der er en kraft i mennesket, der kan kaldes vilje, og den er pr definition fri.
50: L3#14, svarer til H4#109. L.: Viljen er fri i det, der er os underlagt.
51: L3#18, svarer til H5#1. L.: Jeg har undret mig meget over det, der er sket med mig. E.: Gid du kunne vise, hvilke begrundelser du har for at mene, at din overbevisning overtrumfer kirkens hidtidige overbevisning.
53: L3#26,
56: L3#38,
61: L3#54,
64: L3#65,
69: L3#81, svarer til H5#92. L.: Ligesom saddukæerne ikke havde noget at indvende mod Herrens argumentation (Matt 22,23ff), sådan har mine modstandere heller ikke noget at indvende. E.: Herrens argumentation duer ikke, det var hans ånd, de ikke kunne modstå.
70: L3#85, svarer til H5#95. L.: Johan Huss talte sandt, de kunne ikke modstå ham, men henrettede ham i deres vrede. E.: Det er ikke min opgave at dømme Huss. Paver har deres dommer; de er mine dommere, ikke jeg deres.
71: L3#89, svarer til H5#100. L.: De hører og hører, men forstår intet. Lyset skinner i mørket, men mørket begreb det ikke. E.: Det hjælper dig ikke. Du må vise, at alle med almindelige sprogforståelse kan blive enige om den rette skriftforståelse. E. giver en række skrifteksempler på, at skriften ikke umiddelbart er forståelig: Paulus om profeti og tungetale; den etiopiske hofmand læste Esajas uden at kunne forstå. (Apg 10,). Erasmus finder en del citater fra Luthers Erranationes in Psalmos fra 1519, hvor Luther er tvivlende overfor udlægningen af salmerne.
72: L3#95, svarer til H6#7. L. vil fange E. i hans egne snarer.
E. gengiver i ironisk form Luthers mange distinktioner #60- #63.
74: L3#102, svarer til H6#64. Erasmus' definition: (e1#63). L.: Kan man tale om at være fri, når Gud hersker over os?
77: L4#7, svarer til H6#107. L.: Den frie vilje kan efter Erasmus' definition ville Guds ord og gerning, kan ville korset og det onde i verden. E.: Du overser, hvor meget jeg tilskriver nåden.
79: L4#20,
80: L4#26, svarer til H7#17. L.: Forkert at tale om tre love, naturens, gerningernes og troens. E.: Det gør Augustin, se selv! Loven består af bud, evangeliet af forjættelser og trøst.
Med nummer 87 begynder Hyperaspistes 2.
87: L4#71. Svarer til: H8#32. Erasmus udlægger Sir 15,14-18 ud fra sammenhæng, hvad Luther ikke gør. Han viser, at Sirak til dem, der siger: Det er Guds skyld, indvender: Nej, I er skabt med en fri vilje, det er jeres skyld.
88: L4#75. Svarer til: H8#51. Om Luthers påstand, at mennesket har en fri vilje over de ting, der er under ham.
89: L4#78. Svarer til: H8#53. Luther nægter, at imperativer eller betingelsesætninger siger noget om virkeligheden. Erasmus svarer med fænomenologiske eksempler: Hvordan bruger vi faktisk sproget?
90: L4#81. Svarer til: H8#57. Skal Guds ord kunne forstås efter menneskelig logik?
91: L4#84. Svarer til: H8#69. Afslører Gud vor synd gennem uigennemførlige bud, eller gør han nar af os? L.: Den menneskelige natur er blind. Erasmus udlægger Rom 3,20. Loven som tugtemester #82.
92: L4#84. Svarer til: H9#1. L.: Der er en modsigelse hos Diatriben; hvis vi kan ville noget, kan vi ville helt. E.: Det ville være absurd af give at give befaling, hvis han vidste, vi ikke kunne holde den.
93: L4#89. Svarer til: H9#8. L.: Pelagianerne ville have sejret, hvis Diatriben havde ret. E. tænker som Augustin #9. Nåden gives til de værdige. Var Maria syndfri? #13. L.: Også troen må ifølge den tankegang være i menneskets magt #91 (jvf Sirak 15,16). E.: Det taler Sirak ikke om.
94: L4#92. Svarer til: H9#18. L.: Sirak taler ikke kun om det første menneske. E.: Luther fornægter Augustins autoritet. #20.
95: L4#95. Svarer til: H9#21. L.: 1 Mos 4,7. L.: Hvad brug har man for ånden? E.: Jeg anerkender skam nådens virke.
96: L4#98. Svarer til: H9#25. 5 Mos 13,15: L.: Vi står ved en korsvej, men ingen vej er åben. Derfor begrunder Paulus loven med, at den skal virke syndserkendelse. E.: Skulle vi virkelig være enige om åndens hjælp? #26. Bliver den, der kender loven, straks oplyst om sin synd? #27. Luther burde sige, at det er Gud, ikke os, der handler i os. #29.
97: L4#102. Svarer til: H9#30. L.: Jeg vil overalt anvende rom#3.20, gennem loven syndserkendelse, imod dig, imperativ siger ikke noget om, hvad mennesket kan. E.: Det er absurd at tro, at Gud ville foreskrive noget, der ikke kan overholdes.
98: L4#105. Svarer til: H9#33. 5 Mos 30,15. L.: Den frie vilje ville kunne alt, hvis din følgeslutning gælder. E.: Vrøvl! Hvor har jeg sagt, at den frie vilje kan alt? Augustin argumenterer ligesom jeg. #37.
99: L4#109. Svarer til: H9#33. L.: Du beviser, at den frie vilje kan alt.
100: L4#111. Svarer til: H9#40. L.: Diatribens menneske findes ikke; mennesket kan ikke gøre det gode og ikke erkende, at det ikke kan gøre det gode. Satan fastholder mennesket i uvidenhed. E.: Hvad med den naturlige lov? E.: Luther forvandler den strenge Gud til en nådig Gud, hvordan? Ved at bede? Jamen, er ikke en sådan bøn også præget helt af synden? Hvorfor giver Gud nogle mennesker nåde, men ikke andre? Mon ikke, fordi de første viser god vilje? #46.
101: L4#114. Svarer til: H9#48. Es 1,19; Es 21,12; Es 45,22; Es 52,1; Jer 15,19: L.: Diatriben samler imperativer sammen, det betyder intet.
102: L5#1. Svarer til: H9#53. L.: Erasmus gør et lovens ord ud af formaningerne. E. Jeg kan udmærket skelne mellem lov og evangelium.
103: L5#1. Svarer til: H9#58. L.: Kan man også slutte ud fra det dobbelte kærlighedsbud, at vi kan elske Gud, som vi skal? E.: Skotisterne hævder, at man kan. Og selv vi ikke kan, følger deraf ikke, at vi ikke kan overholde nogle af budene, fx det femte.
104: L5#12. Svarer til: H9#61. L.: ”Vend om” er både et lovord og et evangelieord; vil den også tillægge Gud en stræben? E.: Det er begrænset, hvilke menneskelige egenskaber vi kan tillægge Gud.
105: L5#20. Svarer til: H9#67. Ez 18,23: Jeg vil ikke synderens død. L.: Erasmus beviser, at den frie vilje kan alt. E.: Han må være fuld; kan han ikke begribe, at nåden og viljen virker sammen?
106: L5#24. Svarer til: H9#71. L.: Ez 18,23 er et trøsteord. E.: vreden og døden er forudsat for den, der bliver i sine lyster. Hvorfor kastes ellers så mange i helvede?
107: L5#27. Svarer til: H9#77. L.: Loven for dem, der ikke erkender deres synd. E.: Loven oplyser mennesker af god vilje.
108: L5#32. Svarer til: H9#79. L.: Den skjulte Gud vil synderens død. E.: Det er en sofisme fra Luthers side.
109: L5#37. Svarer til: H9#83. L.: Der er forskel på den skjulte Gud og den prædikede Gud, jvfr 2 Thess 2,4 om at hæve sig op over Gud. E. gennemgår 2 Thess 2,4.
110: L5#43. Svarer til: H9#90. L.: Hvem vil gå i rette med Gud? Rom#9.20. E.: Dette er et trick, hvorved Luther undviger.
111: L5#49. L.: 'Bevise-for-meget-argumentet'.
112: L5#53. Svarer til: H9#96. 5. Mos 30,11ff: L.: Igen Bfm-argumentet. E.: 'over' og 'under' anvendes billedligt. Det er dumt, vanvittigt eller tyrannisk at befale noget, som ingen kan overholde. Hvordan kan budet være i hjertet, når de fleste vender sig mod loven? (#102)
113: L5#60. Svarer til: H9#99. L.: Om over og under. Luther som enkeltperson. E.: Ovid om overført betydning (#97) Luther synger sin egen pris (#101).
114: L5#68. Svarer til: H9#99.
115: L5#72.
116: L5#75. Svarer til: H9#104. Matt 23,37: ”I ville ikke!” L.: Bfm-argument. E.: Igen gendrivelse af Bfm-argumentet. Det drejer sig ikke om at bevise min opfattelse, men om at gendrive Luthers nødvendighed.
117: L5#78. Svarer til: H9#108. L.: Den inkarnerede Gud græder og sukker. E.: Det er tilladt at ransage Guds dybder. Uenigheden består i, at vi tilskriver viljen, at mennesker behandles forskelligt, Luther tilskriver det Guds skjulte vilje. (#110).
118: L5#81. Svarer til: H10#1. L.: Er dette ikke en nødudvej? Nej, jvfr rom#9.19. E.: E. gennemgår rom og Esajas 58. Hvad er det, kan der ikke gives grunde til, at de fortabte går fortabt? (#6).
119: L5#84. Svarer til: H10#8. L.: Hvis du vil sammenlignes med David, må du skrive salmer som David. E.: Hvordan skrev David sine salmer under åndens indgriben, med eller uden sin vilje?
120: L5#87. Svarer til: H10#10. L.: Når du får viljen til at holde budene, kan du holde dem. E.: Luther nægter, at der er nogen vilje i de gode eller onde gerninger. Der er ikke nogen vilje, hvis den ikke er fri. Det er ikke øksen, der bygger huset.
121: L5#90. Svarer til: H10#13. L.: Hvorfor løn, når der ingen fri vilje er? Ja, hvorfor Kristus, hvis den frie vilje kan alt? E.: Luther opstiller falske modsætninger.
122: L5#92. Svarer til: H10#15. L.: Om ny og gl testamente, om bud og forjættelser, definition. E.: Der kræves noget af os, hvis vi skal opnå evig frelse. Er mennesket blot genstand for ånden, der handler i det? Løn forudsætter fortjeneste. Disputerer vi virkelig om den frie vilje uden nåden?
123: L5#95. Svarer til: H10#20. L.: Fortjeneste eller lovet løn er en forjættelse; om tvangens og uforanderlighedens nødvendighed. E.: Fortjeneste er ”en pligt, der er ydet som fortjener nåde til genfæld”.
124: L5#97. Svarer til: H10#25. L.: Løn, enten værdighed eller konsekvens. E.: undersøger begrebet ”Værdighed”.
125: L5#100. Svarer til: H10#31. L.: Guds børn handler uegennyttigt, og ville gøre det, også om der intet helvede og ingen himmel var. Riget beredes ikke, børnene beredes. E.: Undviger dette spørgsmål, men tager op spørgsmålet om Guds forudviden kontra menneskets frie vilje. Erasmus er imod Luthers ordombytning.
126: L5#102. Svarer til: H10#36. L.: Skriftstederne om løn beviser lønnens følge, ikke fortjenestens værdighed. E.: Når du siger, at de retfærdige stræber ivrigt, så forklar lige, hvordan den, der intet gør, fordi ånden virker igennem ham, kan stræbe! Kan en økse eller noget ler stræbe?
127: L5#106. Svarer til: H10#31. L.: Når fornuften spørger, hvorfor Guds gerninger sker gennem ordet, så svarer vi: sådan har Gud nu villet det, ligesom han har villet, at vi skulle leve af brød. E.: Du bruge den skjulte Gud som falsk udvej; det rette eksempel ville være, at Gud viste mennesket en sten og sagde: Spis, for at vise mennesket, at det ikke kunne spise sten.
128: L5#108. Svarer til: H10#39. L.: Viljen må i sig selv kunne alt, hvis Erasmus' argument skal gælde. E.: Jeg springer over det vrøvl.
129: L5#110. Svarer til: H10#40. L.: Selvfølgelig kan gerningerne kaldes 'vore gerninger'. E.: Kun derfor kaldes de sådan af skriften, fordi den frie vilje medvirker.
130: L5#113. Svarer til: H10#42. ”Fader, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). L.: Hvordan kan den frie vilje ville det, den ikke véd? E.: E. giver en ret omfattende fænomenologisk undersøgelse af tilgivelse og uvidenhed.
131: L6#1. Svarer til: H10#47. Joh 1,12: Dem gav han magt til at blive Guds børn. L.: Læg mærke til 'blive'! E.: Er tro en slags gerning?
132: L6#6. Svarer til: H10#52. L. springer over rom#2.2. 5.6; 1kor#9.24f; 1 Tim 6,12; Jak 1,13-15; 1 Joh 3,3; 2 Tim 2,21; 2 Pet 1,5. 10. E. laver en karikatur over Luthers udeblevne svar.
133: L6#9. Svarer til: H10#56. Afslutningen på E.s steder til fordel for den frie vilje. L.: Mennesket føres af ånden, som øksen føres af tømreren. E.: Står ånden bag både de gode og onde handlinger hos mennesket?
134: L6#11. Svarer til: H10#61. Nu til de skriftsteder, der modbeviser den frie vilje: ”Herren forhærdede Faraos hjerte” (2 Mos 9,12) og ”Jakob elskede jeg, Esau hadede jeg” (Mal 1,2f). E.: Kæmper vi ikke begge med skriftsteder? Hvordan kan L. så tale om, at vi skal høre Guds tordenskrald; det kan da kun være Luthers.
135: L6#15. Svarer til: H10#64. L.: Diatriben tager uberettiget sin tilflugt til at sige, at der her er tale om billedtale. E: Luther bruger selv billedtale, endda af den mest besynderlige slags.
136: L6#20. Svarer til: H10#69. L.: Kætterier kommer af, at man anvender billedtale og ikke vil tage ordene i deres enkle betydning. E.: Hvorfor bruger du den billedtale, at loven ikke skal adlydes, kun afsløre overtrædelse?
137: L6#25. Svarer til: H10#75. L.: Jeg har ikke sagt det med 'udræk din hånd', det har Karlstadt. E.: Det véd jeg da godt. Hvorfor gør du så indvendinger?
138: L6#29. Svarer til: H10#82. L.: Det er ikke nok at sige: her kan der være billedtale, man må påvise, at der er det. E.: Er 'brødet' i fadervor billedtale?
139: L6#37.
140: L6#42.
141: L6#50. Svarer til: H10#92. L.: Skal man vende op og ned på begreberne, så straf bliver barmhjertighed? E.: Gud handler sommetider sådan, ikke altid.
142: L6#50. Svarer til: H10#94. L.: At forhærde er at forhærde. E.: En udførlig beskrivelse af Guds handlemåde. Ligner Luthers beskrivelse meget.
143: L6#66. L.: Giver muligvis en beskrivelse af klosterkampens fornemmelse af Guds fravær. E.: giver det sædvanlige svar med påbankende og retfærdiggørende nåde.
144: L6#73. Svarer til: H10#94. L.: Mennesker er ikke af to slags, som voks og ler, der reagerer forskelligt på den samme sols stråler. Den frie vilje er i alle mennesker underlagt den samme definition: den kan ikke ville noget godt. Ellers er Gud frataget magten til at vælge. E.: Blasfemi! Det menneskelige legeme reagerer forskelligt på den samme medicin, således også sjælen. Jeg har hele tiden holde menneskets vilje og Guds nåde sammen.
145: L6#78. Svarer til: H10#102.
146: L6#84.
147: L6#91. Svarer til: H10#113.
148: L6#98. Svarer til: H11#1.
149: L6#106. Svarer til: H11#8.
150: L7#1. Svarer til: H11#19.
151: L7#10. Svarer til: H11#21.
152: L7#16. Svarer til: H11#31.
153: L7#21. Svarer til: H11#31.
154: L7#31. Svarer til: H11#46. L.: Det er billedtale at sige, at det, at Gud forhærder Farao, betyder, at han tåler ham, og det må gælde alle ugudelige. E.: Må ikke Luthers henvisning til den første årsag, som det, der bevæger Farao, i lige så høj grad gælde alle?
155: L7#37. L.: Moses behandler snarere Guds barmhjertighed end Faraos ondskab. Ordene er trøsteord til folket. E.: Sandt nok, men betyder det, at Gud lader Farao rase i sin ondskab, eller at han udvirker (operare), at han raser?
156: L7#44. L.: Hvis Farao havde haft en fri vilje, kunne Gud ikke forudsige. E.: Hvordan kan mennesket så have frihed overfor de ting, der er under ham?
157: L7#51. Svarer til: H11#59. L.: Hvordan behandler Paulus problemet i rom#9.17? E.: Ved en lang gennemgang af romerbrevet søger E. at vise, at rom#9.14-18 ikke bør tillægges Paulus, men én, der modsiger ham #72. Der er spørgsmål, det ikke anstår sig for os at stille #75. Man kan skelne mellem første årsag og sekundær årsager. Gud kender fortiden som han forudser fremtiden. #94.
158: L7#60. Svarer til: H11#97. L.: Den, der gør vrøvl i rom#9.14, taler på den frie viljes vegne. Paulus svarer imod den frie vilje. E.: bruger argumentet om den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed. Der svares ikke på de ugudelige knurren her.
159: L7#71. Svarer til: H11#109. L.: Guds forudviden og menneskets frihed er modsigelser #75. E.: Guds forudviden påfører ikke mennesket nødvendighed.
160: L7#80. Svarer til: H12#1. L.: Guds almagt tilintetgør dogmet om den frie vilje. E.: Hvorfor skelner Luther mellem Guds potentielle almagt og hans aktuelle almagt? #7.
161: L7#91. Svarer til: H12#8. L.: Jeg er selv ofte blevet forarget over Guds uretfærdighed. #92. Fornuften ville indrømme nødvendigheden også uden skrift, #95 mennesket har en naturlig gudserkendelse #96. E.: Hvorfor tror så ingen andre på det? Hvorfor var du selv så længe om at tro det? Din 'naturlige' lov modsiger den naturlige gudserkendelse, der siger, at Gud er retfærdig.
162: L7#99. Svarer til: H12#11. L.: Paulus' brev ville være forgæves, hvis ikke han påviste nødvendigheden. E.: Helt forkert.
163: L7#108. Svarer til: H12#18. L.: Vi taler om ufejlbarlig nødvendighed. Det går ikke at svare med konsekvensbærende og konsekvensskabende nødvendighed. Enten udslettes den frie vilje eller også triumferer den totalt. E.: Luther indfører en slags tvang, når han taler om, at det menneske, der følger sin egen natur, kun kan ville det onde. Tvinger nåden ikke? Skolastikerne skelner mellem uforanderlighedens og uundgåelighedens nødvendighed. Judas igen. Guds ufejlbare forudviden påfører ikke den menneskelige vilje nødvendighed #28. Hvorfor talte Luther ikke om almagtens bevægelse i 'assertionerne'? #32.
164: L8#1. Svarer til: H12#35. L.: Igen konsekvensbærende og konsekvensfølgende nødvendighed. E.: Det sker med sikkerhed, ikke med nødvendighed #37. Gud kender fortid, nutid og fremtid i ét blik #40.
165: L8#12. Svarer til: H12#47. L.: Dette var Faraos forhærdelse, nu til stedet om Jakob og Esau. Har Paulus, som Hieronymus mener, misforstået de steder, han citerer? E.: Hieronymus forklarer, at Paulus lader Gud bruge timelige begivenheder til at fortælle om evige sandheder.
166: L8#18. Svarer til: H12#53. L.: Det væsentligste i rom#9.11 er dette: før de blev født, her bliver fri vilje tilintetgjort. E.: Det anerkender jeg. Men at de, før de blev født, var elsket og hadet af retfærdige grunde, skader ikke den frie vilje. Paulus vil svare jøderne, når de klager over, at hedningerne blev lukket ind. Gud: Jeg vidste, hvilken karaktér Esau ville få. Hvorfor får mennesker forskellig skæbne? Erasmus citerer et langt stykke fra Chrysostomus #62 til #85.
166,2: L8#26. Svarer til: H12#93. L.:
203: L9#89-94. Svarer til: H15#17-43.
204: L9#95-99. Svarer til: H15#44-54
205: L9#100-101. Svarer til: H15#55-56.
206: L9#102-104. Svarer til: H15#57-99. Luther hævder, at han ikke finder sig i at blive beskyldt for at have ændret mening. Erasmus imødegår det med en lang påvisning af, hvor mange forskellige ting Luther har ment om den frie vilje. (57-62). Luther har sagt ”kære Erasmus”. Det gør Erasmus vrøvl over (62-63). Luther undskylder sin lidenskabelighed. Uden at undskylde, mener Erasmus, som vender sig imod Luthers brug af skældsord og fremhæver Paulus som et eksempel til efterfølgelse. (64-70). Erasmus fortæller Luther, hvordan han skulle have gennemført reformationen. (71-77). En ny sekt i Bøhmen. (78). Hvordan Luther skulle have hjulpet dem, der ikke kan undvære kønslivet. (79-81). Luthers gerning sigter på vold. (82). Diatribens tilbageholdenhed contra Luthers bralren op. Tilgive? Har Diatriben noget, der skal tilgives? (83-91). Erasmus afslutter med en lang halvfornærmet gennemgang af fnidder mellem lærde. (92-99).
207: L9#105-110. 208: L9#111-119. 209: L10#1-6. Svarer til: H15#100-112: Teksten er rom#1.18. Luther har ret, hvad angår skriftfortolkningen, men Erasmus, hvad angår applicationen. Erasmus ser mange tegn på, at hedningerne ikke var så totalt onde, som Luther vil gøre dem til. Og det er forkert, som Luther gør, at slutte fra, at vreden åbenbares, til, at hedningerne ikke i forvejen kendte forskel på godt og ondt.
210: L10#7-13. 211: L10#14-19. 212: L10#20-25. Svarer til: H15#113. Erasmus vender sig med mange eksempler mod Luthers af Paulus inspirerede totalsyndighedslære.
213: L10#26-30. 214: L10#31-37. 215: L10#38-44. Svarer til H16#1-37. Erasmus viser for Rom 3,10-18's vedkommende, at Paulus bruger de her af ham sammenstykkede skriftsteder til mere end de kan bære, hvor de står, dvs han bruger dem til at vise, at alle har syndet, hvad de ikke viser, hvor de står. Sml e2#96. Derved får man mistanke om, at Erasmus vender sig mod Paulus selv, hvilket han dog benægter H16#11. Erasmus eksemplificerer ud fra dagligdagens sprogbrug, hvordan Luthers absolutter er forkerte. Men han bruger ikke den del af dagligsproget, som får Luther til at anvende absolutte kategorier (Luther gør det forresten heller ikke). Luther hævder, at mennesket er uvidende om Gud og om det gode, Erasmus fastholder Paulus' tese om den naturlige lov.
216: L10#45-51. Svarer til H16#38-41. Hvor mange går ind under 'enhver mund' (rom#3.19)? Erasmus' bøn: tilgiv det, du har givet, og tilføj, hvad der mangler (39).
217: L10#52-56. Svarer til H16#42-46. 'Af lovgerninger bliver intet kød frelst' (rom#3.20), er det kun de ceremonielle lovgerninger, der tænkes på? Og hvordan kan Luther hævde, at lovgerninger ligefrem gør ugudelige? (45)
218: L10#57-59. Svarer til H16#47-53. Er dette at overholde de jødiske ceremoniallove adiafora? Luther: ja. Erasmus, nej, ikke uden videre.
219: L10#60-62. Svarer til: H16#54-62. Hvad er det for en lov, der er ophævet: ceremonialloven eller de ti buds lov? Luther: det er alle lovens gerninger, Paulus taler om. Erasmus: Paulus taler om ceremonialloven, for i moralloven er inkluderet kærlighed til Gud og næsten.
220: L10#63-66. Svarer til: H16#63-64. Opdeling af mennesket i kød og ånd. Erasmus vil have sjæl med. ”Vi retfærdiggøres uden lovgerninger”. Det må være ceremonialloven, siger Erasmus, for utugtige retfærdiggøres ikke.
221: L10#67-69. Svarer til: H16#65-. ”Ved loven erkendes synden”, ergo kendte vi den ikke før, siger Luther. Vrøvl, siger Erasmus og gentager påstanden om den naturlige lov.
222: L10#70-71. Svarer til: H16#67-70. Erasmus imødegår Luthers anvendelse af skriftstederne gal#3.19, rom#5.20 og (rom#7.7). Det sidste skriftsted med tanken om den naturlige lov.
223: L10#72-74. Svarer til: H16#71-. Rom#3.21 gennemgås. Erasmus: Guds retfærdighed blev åbenbaret, ikke påbegyndt med Kristi komme. (72).
224: L10#75-76. Svarer til: H16#76-80. Rom#3.22. Luther: menneskene opdeles i to, troende og ikke-troende. Erasmus: der er mellemformer, Kornelius, fx (Apg 10).
225: L10#77-80. Svarer til: H16#81-86. Rom#3.23. Luther: aktiv og passiv retfærdighed, ros, en hebraisme. Kan en retfærdige være sikker i sin tro? Luther, ja. Erasmus, uvist, han kan håbe, intet mere. Og Luther modsiger her sig selv, jvfr. (L9#58).
226: L10#81-83. Svarer til: H16#87-97. Rom#3.24: 'uforskyldt' = gratis. Spørgsmålet om 'rimelighedsfortjeneste' (meritum de congruo) og 'fortjenstfuld fortjeneste' (meritum de condigno). E: En konge giver to fattige efter, hvor han mener at kunne få noget ud af det.
227: L10#84-87. Svarer til: H16#98-102. Luther: Erasmus værre en pelagianerne, for han er kryptopelagianer. Erasmus: Pelagius ville ikke være blevet erklæret kætter, hvis de to meritum-opfattelser var blevet opfundet dengang.
228: L10#88-89. Svarer til: H16#103. Luther: Kirkens lærde har været blinde overfor Paulus' ord. Erasmus: Luther skælder ud på kirkens lærde uden grund.
229: L10#90-94. Svarer til: H16#104-109. Rom#4.1-3. Abrahams eksempel. Trosretfærdighed contra lovretfærdighed. Erasmus: Det drejer sig ikke om alle menneskets gerninger.
230: L10#95-102. Svarer til: H16#110. Et langt afsnit hos Luther, hvor han glæder sig over Paulus' absolutter, og mener, det ville være godt med en fortløbende kommentar til romerbrevet, besvares af Erasmus med: Intet nyt; han truer med en kommentar; lad ham tage Homer og Vergil med i samme ombæring.
231: L10#103-109. Svarer til: H16#111-120. L.: Rom#8.5: opdeling i kød og ånd. Den fri vilje 'kød'. L. kender Origenes tredeling. E.: ordgejl, overdrivelser. Paulus ville i dag forsvare den fri vilje. E. imod L.'s skarpe opdeling. Syndede Paulus, da han forfulgte Guds kirke? Loven foreskrev at profeter, der prædikede imod loven, skulle dræbes. (116).
232: Der er intet afsnit 232; eller: Erasmus har talt forkert.
233: L10#109-. Svarer til: H17#1-4. L.: Es 65,1, at blive fundet, skønt man ikke har søgt. Paulus selv som eksempel på noget sådant. Ergo: Nåden gives uforskyldt. E.: Paulus var et specialtilfælde.
234: L10#113-120. Svarer til: H17#5-10. L.: En række modsætninger fra Joh 1 belyses. E. gennemgår 'verden'. Der er en mellemvej, i tabernaklet var der 'det verdslige', Nathanael og Nikodemus, fx, hadede ikke Kristus.
235: L11#1-4. Svarer til: H17#11-20. Joh 1,12: Luther skarp opdeling. Erasmus: Luthers skarpe fortolkning svarer ikke til kirkefædrenes. Hvordan kan Luther sige 'jeg mener', når skriften er klar? (13). Erasmus slås med begrebet 'genfødsel'. Det moment af, at noget sker med os, vil han fjerne.
236: L11#5-9. Svarer til: H17#21-24. Joh 1,16. E.: Ikke imod den frie vilje, men imod jødernes hovmod.
237: L11#10-14. Svarer til: H17#25-26. L.: Nikodemus som eksempel på den frie vilje. E.: Nikodemus ville være blevet frelst, også om Kristus ikke var kommet.
238: L11#15-. Svarer til: H17#27-32. Kristus som vejen, sandheden og livet (Joh 14,6). Luther: Tingene må kunne stilles op modsætningsvist, så alt udenfor Kristus er løgn. Erasmus: Dialektikken er en vej, der ikke er Kristus, men heller ikke en vildfarelse. Matematikken har sandheder, som ikke er Kristus. Farisæeren i Luk 10,28 svarede rigtigt, og hører ikke hjemme i løgnen. Luther går selv med til en skolastisk distinktion.
239: L11#21-25. Svarer til H17#33-39. Joh 3,18. Luther: Den frie vilje er allerede dømt, fordi den ikke hører til de troende. Den må sige: skriften lyver. Erasmus: Den frie vilje tror på mange ting, at der er en Gud, at han er evig, uforståelig, osv. Er alt, hvad mennesket kan med sine naturlige kræfter, løgn?
240: L11#26-29. Svarer til: H17#40-51. Joh 3,27: Et menneske kan intet modtage, medmindre det gives fra himlen. Luther anvender det om gudsforholdet, for det, der ligger under mennesket, har det magt over. Erasmus anvender ordet om magten til dåb og syndsforladelse. Hvordan stemmer tanken om altings nødvendighed overens med dette, at vi har en fri vilje over de ting, der ligger under os? (45).
241: L11#30-32. Svarer til: H17#52-58. Joh 6,44: Luther vender sig imod Augustin, at vi drages som et får, der lokkes af et strå. Erasmus modstiller Joh 6,44 med Joh 6,37. At komme og at blive draget er to sider af samme sag.
242: L11#33-36. Svarer til: H17#59-67. Joh 16,9: L.: Synden ligger i fornuften og viljen. Modstilling igen. E.: Der er tale om overdrivelser og intet andet.
243: L11#37-41. Svarer til: H17#68-93. Luthers 'Akilleus': gal#5.16ff, hvor Paulus taler om de højeste kræfter i mennesket, og rom#7.14ff, hvor der er tale om fjendskab mod Gud. Begge steder imødegås meget omhyggeligt af Erasmus. Luthers selvbiografiske bekendelse (39) tages også op (87ff).
244: L11#42-45. Svarer til: H17#94-97.
245: L11#46-48. Svarer til: H17#98-105.
246: L11#49-51. Svarer til: H17#106-109.
247: L11#52-. Svarer til: H17#110-.
248: L11#52-. Svarer til: H18#1-13.