Mod Latomus, 5

Luthers skrift "Rationis Latomianae confutatio" fra 1521.

WA 8, s. 103-110 (n0) Tilbage til oversigten over Latomus-skrifterne. Tilbage til index.
1 Scriptura sacra peccatum nostrum tractat duobus modis, uno per legem dei, altero per Euangelium dei. Den hellige skrift behandler vor synd på to måder, på den ene måde ved hjælp af Guds lov, på den anden ved hjælp af Guds evangelium.
2 Haec sunt duo testamenta dei ordinata ad salutem nostram, ut a peccato liberemur. Dette er Guds to pagter, oprettet til vor frelse, så at vi kan blive befriet fra synden.
3 Lex aliter non tractat peccatum, quam it ipsum revelet, sicut dicit Paulus Ro. iij. 'per legem cognitio peccati'. Quae cognitio docebat duo, corruptionem naturae et iram dei. Loven behandler synden på den måde, at den afslører den, sådan som Paulus siger det i Rom 3,20: ,,Ved loven kommer der erkendelse af synd". Denne erkendelse lærer os to ting: naturens fordærv (k3) og Guds vrede.
4 De priore dicit Ro. vij. 'Concupiscentiam nesciebam esse peccatum, nisi lex diceret: (W104) Non concupisces'. (Rom 7,7) Nam pruritum illum fedum natura non dixit peccatum, sed usum eius malum in alieno corpore, ut stuprum, adulterium, fornicationem. Om det første siger Rom 7: ,,Jeg ville ikke vide, at begæret var synd, hvis ikke loven sagde: Du må ikke begære." For naturen har ikke kaldt denne vanærende lyst for synd, men kun den skændige udøvelse af den over for et andet legeme, som f.eks. voldtægt, ægteskabsbrud og utugt (k4).
5 Ita iram et avaritiam non dictabat peccatum, sed usum eius in furto, fraude, maledicto, caede, et sic de aliis. På samme måde har naturen heller ikke betegnet vreden og griskheden som synd, men kun udøvelsen af det i tyveri, bedrageri, skældsord og drab. Og således også med de andre [lyster]. 
6 Et haud scio, an peccatum in scripturis unquam accipiatur pro operibus illis, quae nos peccata vocamus. Videtur enim ferme radicale illud fermentum sic vocare, quod fructificat mala opera et verba. Og så ved jeg knapt nok, om ordet synd nogensinde i Skriften bruges om disse gerninger, som vi kalder for synder. Det ser nemlig ud til, at den næsten overalt giver den grundlæggende surdej, som bærer frugt i onde gerninger og ord, det navn.
7 Nam hoc peccatum proprie revelat lex, prius incognitum et mortuum, ut Ro. v. dicit, quod et vivacissime latet sub speciosis operibus hypocritarum. For det er denne synd, loven egentlig afslører; den var før ukendt og død, som Rom 5,13 siger, men levede i allerhøjeste grad skjult under hyklernes prægtige gerninger.
8 Nam sub hoc peccato concludi per scripturam omnes homines dicit Paulus, (Gal 3,22) licet latere nunquam possit, quin fructus suos prodat, in uno sic, in alio sic. Sed nullum opus malum dare queas, sub quo omnes homines concludere possis, de quo alias plura. For under denne synd indesluttes alle mennesker af skriften, siger Paulus, selv om den aldrig kan være skjult, uden at den sætter sine frugter hos den ene på en måde, hos den anden på en anden. Men du kan ikke pege nogen ond gerning, som man kan indeslutte alle mennesker under; mere om det senere.
9 De posteriore dicit Ro. iiij. 'Lex iram operatur', quia dicit Gal. iij. 'Maledictus omnis, qui non permanet in omnibus sermonibus, quae scripta sunt in libro hoc, ut faciat ea'. Et Ro. v. 'Per peccatum mors'. Et vi. 'Stipendium peccati mors'. Om det andet siger Rom 4,15: ,,Loven fremkalder vrede". Derfor siger Gal 3,10: ,,Forbandet være enhver, som ikke forbliver i alle de ord, som er skrevet i denne bog, så at han overholder dem". Og Rom 5,12: ,,Ved synden kom døden". Og 6,23: ,,Syndens løn er døden".
10 Hactenus igitur lux legis nos erudit, et sub corruptione et ira nos esse docens atque omnem hominem et mendacem et filium irae concludens. Så vidt underviser lovens lys os altså. Det lærer os, at vi er under både fordærvet og vreden. Og det fastholder ethvert menneske som både en løgner og et vredens barn.
11 Atque corruptionem forte contempsissemus et nobis in malo nostro placuissemus, nisi alterum malum irae nobis hanc insaniam non indulgeret et obsisteret, terrore et periculo mortis et inferni, quo minus pacem in priore malo haberemus. Et plane maius malum nobis est ira quam corruptio, quia poenam plus odimus quam culpam. Vi ville måske have ladet hånt om fordærvet og fundet os godt tilrette i vort eget onde (k11), hvis ikke det var, fordi det andet onde, vreden, ikke havde tilladt os et sådant vanvid og stillet sig hindrende i vejen for det ved rædsel og trussel om død og helvede, for at vi ikke skulle eje fred i det første onde. For os er vreden helt sikkert et større onde end fordærvet. For vi hader straffen mere end skylden (k11a).
12 Igitur duplex malum lex revelat, internum et externum: alterum, quod ipsi nobis irrogavimus, peccatum seu corruptionem naturae, alterum, quod deus irrogat, iram, mortem et maledictionem. Esto, si vis illa duo, culpa et poena,  Loven afslører altså et dobbelt onde, et indre og et ydre: Det ene, som vi selv har pådraget os, nemlig synden eller naturens fordærv. Det andet, som Gud pålægger os, nemlig vreden, døden og forbandelsen. Man kan, hvis man vil, sætte disse to lig med ordene skyld og straf.
13 sed nimis tenuiter et frigide culpam et poenam sub iis vocabulis tractavimus, nescio quas relationes et imputationes fingentes. Men under disse betegnelser har vi behandlet skylden og straffen alt for svagt og uengageret og vi har opfundet, jeg ved ikke hvilke forbindelser og tilregninger.
14 Nos crasse et plene secundum scripturam peccatum seu culpam seu internum malum universam illam corruptionem naturae vocamus, in omnibus membris, malam et ad malum pronam ab adolescentia nostra, ut Gen. vi. et viij. scribitur. Vi på vor side kalder ganske simpelt og helt i samsvar med skriften dette omfattende naturens fordærv for synd eller skyld eller det indre onde. Det findes i alle vore lemmer, og det er ondt, og fra vor ungdom vil det kun det onde, som der står skrevet i 1 Mos 6,5 og 8,21.
15 Et haec ira tanta est, ut ea, quae bona videntur, nihil prosint, ut sunt artes, ingenia, prudentia, fortitudo, continentia et quicquid naturalium, moralium, speculabilium est bonorum, in quibus nullum vicium omnium hominum communis sensus deprehendere possit, Og vreden er så stor, at det, der ser ud som gode ting, ikke nytter noget. Det kan f. eks. være kunst og videnskab, visdom, mod, afholdenhed, og hvad der ellers er af naturlige, moralske og iøjnefaldende goder, som den almindelige opfattelse hos alle mennesker ikke kan se nogen last i,
16 adeo, ut hodie etiam nostri Theologi ea inter bona numerent, nihil illis mali tribuentes, quam quod extra gratiam facta regnum coelorum non mereantur, rursum tamen nec infernum, nec poenam mereantur, ja, i dag regner vore teologer dem tilmed blandt velgerningerne og tilskriver dem ikke noget andet ondt, end at de er gjort uden for nåden og derfor ikke kan fortjene Himmeriget -- men på den anden side heller ikke kan fortjene helvede eller straf.
17 parati plane assere, ea coelum etiam mereri posse, nisi quendam auditum de gratia necessaria concepissent,  Og de ville sikkert være parat til at hævde, at de også kunne gøre fortjent til Himmerig, hvis ikke de havde hørt et rygte om, at nåden er nødvendig.
18 non enim deesse eis quicquam putant, quod lex requirat, sed quod gratia exigat. Legi satisfactum docent, sed non Evangelio. De mener nemlig ikke, at disse velgerninger mangler noget af det, som loven kræver, men kun det, som nåden fordrer. Loven er sket fyldest, lærer de, men ikke evangeliet.
19 Addunt denique, tanta esse haec bona, ut gratiam mereantur de congruo infallibiliter, et sic plena bona fiant, si non proprio merito, tamen per meritum. Og endelig tilføjer de, at så store er disse velgerninger, at de fortjener nåden af rimelighed, og det med usvigelig sikkerhed. Og således bliver de gjort fuldkommen gode, om ikke i kraft af egentlig fortjeneste, så dog ved fortjeneste.
20 Accedit his, quod deus ipse haec non negat esse bona, sicut revera negari non possunt, sed renumerat (W105) et ornat temporalibus beneficiis, ut regnis, opibus, gloria, fama, dignitate, honore, voluptate et iis similibus, Dertil kommer, at Gud selv ikke afviser, at dette er gode gerninger, hvilket i sandhed heller ikke kan afvises, men belønner og smykker dem med timelige velsignelser som f.eks. herredømme, rigdom, berømmelse, anseelse, værdighed, ære, glæde og deslige.
21 ita ut non modo speciei propriae, sed et retributionis divinae operculum accedat naturali caecitati, quae ignorat vere bona,  Og derved bliver der, ikke bare i kraft af disse gerningers egen prægtighed, men også i kraft af den guddommelige belønning, føjet et dække til den naturlige blindhed, der ikke ved, hvad der i sandhed er gode gerninger.
22 ut secure et pertinacissime bona esse contendat, super qua re potissimum prophetia laboravit, et omnes prophetae occisi sunt, quod haec carperent et veriora bona exigerunt. Selvsikkert og indædt kæmper den for, at disse ting er gode gerninger, noget som profeterne havde det største besvær med. Alle de profeter, der angreb disse ting og fordrede de egentlige gode gerninger, blev dræbt.
23 Prophetia enim nihil aliud quam expolitio et (ut sic dixerim) praxis et applicatio legis fuit, seu quod dicitur in syllogismis subsumptio, quae ut quodlibet opus bonum incideret, pronunciaret, an vere maleve bonum esset. Profetien var nemlig intet andet end en afklædning og, om jeg så må sige, en praktisk anvendelse af loven, eller hvad man i logiske følgeslutninger kalder en opsummering, der ved enhver god gerning, der måtte komme på tale, skulle erklære, om det virkeligt eller kun i mindre grad drejede sig om en god gerning. 
24 Hinc multa legimus reprobari in libris antiquis, quae obstupescimus. Hinc prohibuit deus, ne suum sensum sequerentur, sed vocem eius audirent. Deraf kommer det, at vi forbavses over mange af de ting, vi kan se blive kritiseret i de gamle bøger. Og deraf kommer Guds forbud mod at følge sine egne fornemmelser, man skulle i stedet lytte til hans røst.
25 Ideo eis semper providit prophetas, qui legem practicarent in his bonis (ut sic dixerim) velut in exemplis monstrando, quid esset lex. Derfor sørgede Gud altid for, at de havde profeter, der i praksis anvendte loven på disse gode gerninger (om jeg så må sige) og nærmest ved eksempler demonstrerede, hvad loven var.
26 Sola igitur lex ostendit, non quidem esse ista mala per se, cum sint dona dei, sed esse in malo usu propter radicale illud peccatum occultissimum, Alene loven viser altså - ikke at disse ting er onde i sig selv, (da de jo er Guds gaver), men at de bruges til det onde i kraft af den grundlæggende skjulte synd.
27 quo in illis confidebant, placebant, gloriabantur insensibili malo, sicut et nunc et semper facit hoc intimum peccati malum, cum in solo deo fidendum, placendum et gloriandum sit, sicut Hiere. ix. dicit: 'Non glorietur sapiens in sapientia sua, nec fortis in fortitudine sua, nec dives in diviciis suis'. På grund af den stolede de på, glædede de sig over og roste de sig af disse ting, i en ondskab, de ikke selv havde nogen fornemmelse af, sådan som dette allerinderste syndens onde også gør det nu og altid vil gøre det, hvor de skulle have stolet på, glædet sig over og rost sig af Gud, sådan som Jer 9,22 siger det: ,,Den vise skal ikke rose sig af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, og den rige ikke af sin rigdom".
28 Omnia enim haec sunt bona, dispersa gratuito in malos frequentius quam in bonos, ita ut psal. lxxij. sese periclitari ob hoc queratur, et pene effundi gressus suos, Alt dette er nemlig gode gerninger, der frit er strøet ud, oftere blandt de onde end blandt de gode, sådan at salmisten i Salme 72 (Sl 73,2f) af den grund kan klage over, at han var i fare, og at hans skridt var lige ved at glide. 
29 sed omnia sunt (ut dixi) sub ira et maledicto conclusa nec quicquam prosunt, et adeo non parant de congruo ad gratiam, ut magis incrassent cor, ne gratiam desideret aut necessariam sentiat, sicut dicit psal. c.xviij. 'Coagulatum est sicut lac cor eorum'. Melius Heb. 'Incrassum est sicut adeps cor eorum'. Men altsammen er det som sagt indesluttet under Guds vrede og forbandelse og nytter ingenting. Ja, i den grad er det ude af stand til at fremskaffe nogen rimelighedsfortjeneste med henblik på nåden, at det snarere forhærder hjertet, så at det ikke længes efter nåden eller mener, at den er nødvendig, sådan som Sl 118 siger det: ,,Deres hjerte er stivnet som mælk". (Sl 119,70) Eller bedre på hebraisk: ,,Deres hjerte er blevet tykt som fedt".
30 Hic populus proprie in scripturis arguitur impietatis, incredulitatis, durae cervicis, quod indomitum sensum in istis speciosis bonis humiliare non possent, nec legem nec peccatum suum in illis agnoscere,  Det er særligt dette folk, der i skriften anklages for gudløshed, vantro og hårdnakkethed, fordi de ikke kunne holde deres ubændige sans for den slags iøjnefaldende gode gerninger nede, og i dem hverken kunne erkende loven eller deres egen synd.
31 semper arbitrati sese obsequium in his prestare deo prae omnibus aliis vere iustis. His frustra praedicatur, hi viri sanguinem et doli. Summa, lex illis est impleta, Altid mente de, at de, fremfor alle andre sandt retfærdige, ydede Gud en tjeneste med disse ting. Over for dem bliver der prædiket forgæves, (Sl 5,7) disse blodets og svigets mænd. Kort sagt, for dem er loven opfyldt. 
32 nec indiget gratia (ut dixi) nisi ex quodam superfluo exactionis divinae. His est velatus Moses, nec ferunt faciem eius cornutam, (2 Mos 34,29) (n32) mali esse in tanta sapientia, bonitate, iustitia, religione non volunt De havde som nævnt ikke haft brug for nåden, hvis ikke det var på grund af et tillægskrav [om det] fra Guds side. For dem er der et slør for Moses. De kan ikke udholde hans hornede ansigt.(Vulg Ex 34,29) De vil ikke gå med til, at der skal være noget ondt i så megen visdom, godhed, retfærdighed og gudsdyrkelse.
33 nec se esse cognoscere possunt, quia non audiunt. Vides ergo, quam excedat lex naturalem rationem incomparabiliter, et quam profundum sit peccatum, cuius cognitionem docet lex. Hi ergo omnes sub ira, quia omnes in peccato. Og de kan ikke erkende, at de selv er onde. For de hører ikke. Du ser altså, hvor uforholdsmæssigt meget loven overstiger den naturlige fornuft, og hvor dyb den synd er, som loven giver erkendelse af. Disse er altså alle under vreden, fordi de alle er i synden (k34).
35 Evangelium contra sic tractat peccatum, ut ipsum tollat, et sic pulcherrime legem sequitur. Lex enim introduxit et nos obruit peccato per cognitionem eius, quo fecit, ut ab illo liberari peteremus et gratiam suspiraremus. Evangeliet derimod behandler synden på den måde, at det fjerner den. Og således følger det smukt på loven. Loven førte os nemlig ind i synden og begravede os i den ved erkendelsen af den. Derved bevirkede den, at vi længtes efter at blive befriet fra synden og sukkede efter nåden.
36 Nam Evangelium etiam duo praedicat et docet, iustitiam et gratiam dei. Per iustitiam sanat corruptionem naturae, iustitiam vero, quae sit donum dei, fides scilicet Christi, sicut Ro. iij. dicit: 'Nunc autem sine lege manifestata est iustitia dei'. For også evangeliet forkynder og lærer to ting, nemlig retfærdigheden og Guds nåde (k36). (W106) Ved retfærdigheden helbreder det naturens fordærv, den retfærdighed, vel at mærke, som er Guds gave, nemlig troen på Kristus, sådan som Rom 3,21 siger det: ,,Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov" (k36a). 
37 Et iterum Ro. v. 'Iustificati gratis ex fide pacem habemus &c.' Et iij. 'Arbitramur enim hominem justificari ex fide'. Et haec iustitia peccato contraria in scripturis ferme pro intima radice accipitur, cuius fructus sunt bona opera. Og ligeledes Rom 5,1: ,,Retfærdiggjort af nåde ved troen har vi fred o.s.v." Og 3,28: ,,For vi mener, at mennesket retfærdiggøres af tro". Og denne retfærdighed, der står over for synden, forstås i skriften næsten altid om den inderste rod, hvis frugter er gode gerninger.
38 Huic fidei et iustitiae comes est gratia seu misericordia, favor dei, contra iram, quae peccati comes est, ut omnis qui credit in Christum, habeat deum propitium. Denne tros og retfærdigheds ledsager er nåden eller barmhjertigheden, Guds yndest. Den står over for vreden, som er syndens ledsager, sådan at alle, der tror på Kristus, har en nådig Gud. 
39 Nam nec nos in bono isto iustitiae satis laeti essemus, nec magnifaceremus eius hoc donum, si solum esset et non gratiam dei nobis conciliaret. For vi kunne hverken være tilstrækkeligt glade ved det gode, som retfærdigheden udgør, eller lovprise ham for denne gave, hvis den stod alene og ikke vandt os Guds nåde (k39).
40 Gratiam accipio hic proprie pro favore dei, sicut debet, non pro qualitate animi, ut nostri recentiores docuerunt,  Ordet ,,nåde" bruger jeg her i streng betydning om Guds yndest, sådan som man bør, ikke om en egenskab i sjælen, sådan som vore nyere teologer har lært.
41 atque haec gratia tandem vere pacem cordis operatur, ut homo a corruptione sua sanatus, etiam propitium deum habere se sentiat. Og denne nåde skaber da omsider virkelig fred i hjertet, sådan at det menneske, der er helbredt fra sit fordærv, også indser, at det har en nådig Gud (k41).
42 Hoc est, quod impinguat ossa et conscientiam reddit laetam, securam, imperterritam, nihil non audentem, nihil non potentem, ut quae mortem etiam rideat in fiducia ista gratiae dei. Det er dette, der giver benene kraft og gør samvittigheden glad, sikker og uforfærdet, så at der ikke er noget, den ikke tør, og ikke noget, den ikke kan, så at den til og med kan le ad døden i tillid til denne Guds nåde.
43 Proinde sicut ira maius malum est, quam corruptio peccati, ita gratia maius bonum, quam sanitas iustitiae, quam ex fide esse diximus. Derfor, ligesom vreden er et større onde end syndens fordærv, således er nåden et større gode end den retfærdighedens helbredelse, som vi sagde kom af troen.
44 Nemo enim (si posset fieri) non mallet carere sanitate iustitiae, quam gratia dei. Nam remissio peccatorum et pax proprie tribuitur gratia dei, sed fidei tribuitur sanitas corruptionis. Ingen ville nemlig (hvis det kunne lade sig gøre) ikke hellere undvære retfærdighedens helbredelse end Guds nåde (k44). For syndernes forladelse og freden tilskrives egentlig Guds nåde, mens helbredelsen fra fordærvet tilskrives troen.
45 Quia fides est donum et bonum internum oppositum peccato, quod expurgat, et fermentum illud Euangelicum in tribus farinae satis abscondita. At gratia dei est externum bonum, favor dei, opposita irae. For troen er gaven og det indre gode, der er stillet over for synden, som den udrenser (k45). Den er den evangeliske surdej, der er skjult i tre mål hvedemel. (Matt 13,33) Men Guds nåde er det ydre gode, Guds yndest, stillet over for vreden.
46 Haec duo sic Ro. v. distinguit: 'Si enim unius delicto mortui multi sunt, multo magis gratia dei et donum in gratia unius hominis Iesu Christi in plures abundavit'. Donum in gratia unius hominis fidem Christi vocat fidem Christi (quam et saepius donum vocat), Mellem disse to skelner Rom 5,15 på følgende måde: ,,For døde de mange på grund af den enes forseelse, da er så meget mere Guds nåde og gaven i det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde blevet de mange rigeligt til del". ,,Gaven i det ene menneskes nåde" kalder han [her] troen på Kristus (som han også ofte kalder for gaven) (k46).
47 quae nobis data est in gratia Christi, id est, quia ille solus gratus et acceptus inter omnes homines, propitium et clementem deum haberet, ut nobis hoc donum et etiam hanc gratiam mereretur. Den er givet os ,,i Kristi nåde", d.v.s.: fordi han som den eneste elskelige og gudvelbehagelige blandt alle mennesker havde en nådig og mild Gud, for at han kunne fortjene os denne gave og også denne nåde.
48 Iohannes i. Iohan. sic: 'Lex per Mosen data est. Gratia vero et veritas per Ihesum Christum facta est'. Et infra: 'Plenum gratia et veritate'. Ita veritas ex Christo in nos fluens fides est, I Joh 1,17 siger Johannes det således: ,,Loven er givet ved Moses. Men nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus". Og senere:,,Fuld af nåde og sandhed". Således er sandheden, der flyder fra Kristus ind i os, troen.
49 gratia fidem comitatur ob gratiam Christi, sicut ibidem praemisit: 'de plenitudine eius omnes accepimus gratiam pro gratia' Nåden ledsager troen på grund af Kristi nåde, sådan som han siger det forud for det anførte sted: ,,Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde for nåde". (Joh 1,16)
50 Quam gratiam pro qua gratia? gratiam nostram, ut nobis faveret deus, pro gratia Christi, qua illi favet deus. 'Quia, inquit, Lex per Mosen data, sed gratia et veritas per Ihesum Christum facta est'. Hvilken nåde for hvilken nåde? Vor nåde, at Gud har vist os nåde - for Kristi nåde, i kraft af hvilken Gud viser ham nåde. ,,For", siger han: ,,loven er givet ved Moses, men nåden og sandheden er kommet ved Kristus".
51 Habemus ergo duo bona euangelii adversus duo mala legis, donum pro peccato, gratiam pro ira. Iam sequitur, quod illa duo ira et gratia sic se habent (cum sint extra nos), ut in totum effundatur, ut qui sub ira est, totus sub tota ira est, qui sub gratia, totus sub tota gratia est, quia ira et gratia personas respiciunt. Vi har altså ved evangeliet to goder mod lovens to onder: Gaven i stedet for synden og nåden i stedet for vreden. Der følger nu videre, at det med de to, vreden og nåden, er sådan (da de er uden for os), at de udtømmes helt, sådan at den, der er under vreden, helt og holdent er under hele vreden, (W107) mens den, der er under nåden, helt og holdent er under hele nåden, fordi vreden og nåden forholder sig til personer (k51).
52 Quem enim deus in gratiam recipit, totum recipit, et cui favet, in totum favet. Rursus, cui irascitur, in totum irascitur.  For den, som Gud antager i nåde, antager han helt, og den, som han viser yndest, viser han helt og holdent yndest. Og på den anden side: den, han bliver vred på, kommer helt og holdent under hans vrede. 
53 Non enim partitur hanc gratiam, sicut dona partitur, nec diligit caput et odit pedes, nec favet animae et odit corpus. Et tamen donat animae, quod non donat corpori, donat capiti, quod non donat pedibus. Han deler nemlig ikke denne nåde, sådan som han deler gaverne. Han elsker heller ikke hovedet og hader fødderne, og viser ikke sjælen yndest, mens han hader kroppen. Og dog giver han sjælen, hvad han ikke giver kroppen, og hovedet, hvad han ikke giver fødderne.
54 Sic et in tota Ecclesia, quae in eadem gratia dei stat, ut Ro. v. dicit: 'Per quam habemus accessum in gratiam istam, in qua stamus &c.' Diversus et multiformis est in donis suis. Således er det også med hele kirken. Den står i den samme Guds nåde, sådan som Rom 5,2 siger: "Ved ham har vi adgang til den nåde, hvori vi står o.s.v." I sine gaver er han [derimod] forskelligartet og mangfoldig.
55 Ita econtra, cui non favet, toti non favet, et tamen non totum punit,  Og omvendt: Den, han ikke viser yndest, viser han helt og holdent ikke yndest. Og dog straffer han ham ikke helt og holdent. 
56 imo ille uno peccato unius membri sub ira totus manet, et hic uno dono unius operis sub gratia totus manet, ut longe, sicut dixi, gratia a donis secernenda sit, cum sola gratia sit vita aeterna Ro. vi. et sola ira sit mors aeterna. Tværtimod forbliver den ene med et enkelt lems ene synd helt og holdent under vreden, mens den anden med en enkelt gernings ene gave forbliver helt og holdent under nåden - så at man som sagt må holde nåden klart adskildt fra gaverne, da det alene er nåden, der er det evige liv (Rom 6.23), og alene vreden, der er den evige død.
57 Veniamus tandem ad institutum. Iustus et fidelis absque dubio habet gratiam et donum: gratiam, quae eum totum gratificet, ut persona prorsus accepta sit, et nullus irae locus in eo sit amplius, Lad os da komme til læresætningen. Den retfærdige og troende har uden tvivl nåden og gaven: Nåden, som benåder ham helt, så at personen fuldt ud er Gud velbehagelig, og der ikke mere er plads til nogen vrede i henseende til ham.
58 donum vero, quod eum sanet a peccato et tota corruptione sua animi et corporis. Impiissimum ergo est dicere, baptisatum esse adhuc in peccatis, aut non esse omnia peccata plenissime remissa. Og ligeledes gaven som helbreder ham fra synden og hele hans sjæls og legemes fordærv. Det er altså helt igennem ugudeligt at sige, at den døbte endnu er i sine synder, eller at alle synder ikke er helt og holdent forladt (k58). 
59 Quid enim ibi peccati, ubi deus favet et nullum nosse vult peccatum, totusque totum acceptat et sanctificat?  For hvad synd er der dér, hvor Gud viser yndest og ikke vil vide af nogen synd, men af hele sit hjerte antager sig hele personen og helliger den?
60 Sed hoc non est referendum ad nostram puritatem, ut vides, sed ad solam gratiam faventis dei. Remissa sunt omnia per gratiam, sed nondum omnia sanata per donum. Donum etiam infusum est, fermentum mixtum est, Men dette skal, som du kan se, ikke henføres til vor renhed, men alene til nåden hos den Gud, der viser yndest. Alt er tilgivet ved nåden; men endnu er ikke alt helbredt ved gaven (k60). Gaven er virkelig indgydt, surdejen er blandet [i melet]. 
61 laborat, ut peccatum expurget, quod iam personae indultum est, et hospitem malum extrudat, cui licentia facta est eiiciendi. Og den arbejder nu på at rense den synd ud, som allerede er tilgivet personen, og jage den onde gæst bort, som den har fået frihed til at smide på porten. 
62 Interim dum haec aguntur, peccatum dicitur et est vere natura sua, sed iam peccatum sine ira, sine lege, peccatum mortuum, peccatum innoxium, modo in gratia et dono eius perseveres. Imens dette finder sted, kaldes den for synd og er det også virkelig efter sin natur, men nu en synd uden vreden, uden loven, en død synd, en uskadelig synd, blot man forbliver i nåden og dens gave.
63 Nihil differt peccatum a seipso, secundum naturam suam, ante gratiam et post gratiam, differt vero a sui tractatu. Aliter enim nunc tractatur quam antea. Med hensyn til sin natur adskiller synden sig ikke på nogen måde fra sig selv før og efter nåden. Men der er forskel på dens behandling. Den behandles nemlig anderledes nu end før.
64 Quomodo antea tractabatur? ut esset et cognosceretur et obrueret nos, nunc tractatur, ut non sit et eiiciatur. Hvordan blev den behandlet før? Som noget der var der, blev erkendt og overvældede os. Men nu behandles den som noget, der ikke er der og smides ud.
65 At non ob hoc non est vere et naturaliter peccatum. Quin ingratitudo et iniuria est gratiae et doni dei, negare ipsum vere esse peccatum. Men det betyder ikke, at den ikke virkelig og efter sin natur er synd. Ja, det er utaknemmeligt og uretfærdigt over for Guds nåde og gave at nægte, at den virkelig er synd (k65).
66 Gratia quidem nullum ibi peccatum habet, quia persona tota placet, donum autem peccatum habet, quod expurget et expugnet, For nåden er der ganske vist ingen synd, fordi den har behag i hele personen. For gaven er der imidlertid synd, som den udrenser og nedkæmper. 
67 sed et persona non placet nec habet gratiam, nisi ob donum hoc modo peccatum expurgare laborans. Men også for personen gælder det, at den hverken står i Guds behag eller har hans nåde, hvis ikke det er, fordi gaven på denne måde arbejder på at rense synden ud (k67).
68 Deus non fictos, sed veros peccatores salvos facit, non fictum, sed verum peccatum mortificare docet. Gud frelser ikke opdigtede, men virkelige syndere. Han lærer os ikke at dræbe opdigtet, men virkelig synd.
69 Ecce istum modum intelligendi et loquendi simplicem et Paulinum ego quaero et volo habere in tractatu peccati et gratiae. Hic purus et sincerus prorsus sine ulla difficultate capitur, Se, det er denne enkle og paulinske måde at forstå og tale på, jeg er ude efter og gerne vil have, når det drejer sig om synd og nåde. Den er ren og uforfalsket og kan forstås uden nogen som helst problemer (k69).
70 nullis distinctionibus indiget et miro modo blandus apertusque est et totam scripturam aperit. Non est hic necesse dicere, peccatum apud Paulum pro infirmitate capi, Den har ikke brug for nærmere bestemmelser og er forunderligt tillokkende og let tilgængelig og lukker op for hele Skriften. Her er det ikke nødvendigt at sige, at ordet synd hos Paulus må forstås som svaghed. 
71 imo necesse est pro vero peccato capi, quo gratia et donum dei pure et vere commendentur. (W108) Quod si quis neget vere peccatum esse, hic donum dei blasphemat et ingratus est. Nej, tværtimod er det nødvendigt at forstå den som virkelig synd, for at Guds nåde og gave kan få den ægte og sande ære, der tilkommer dem. (W108) Hvis nogen skulle nægte, at det er virkelig synd, spotter han Guds gave og er utaknemmelig (k71). 
72 Ita dico et doceo, ut omnis homo in omni opere suo sciat se tantum habere de peccato, quantum in ipso nondum est eiectum peccatum, qualis arbor, talis fructus, ne glorietur coram deo de mundicia sua in seipso, glorietur autem in gratia et dono dei, quod faventem deum habet, qui hoc peccatum non imputat, insuper donum dedit, quo expurget. Således siger og lærer jeg, at ethvert menneske skal vide, at han i alt, hvad han gør, har lige så meget synd, som der er synd, der endnu ikke er kastet ud af ham, som træet er, således er også frugterne, for at han ikke skal rose sig over for Gud af en renhed, han har i sig selv, men derimod af Guds nåde og gave (k72): at han har en Gud, der viser yndest, som ikke tilregner denne synd, og som dertil har givet gaven for at udrense den.
73 Veritatem ergo confiteatur, quod si secundum naturam operis, citra gratiam, iudicandus esset, non posset subsistere ante faciem eius. Nunc, quia in gratia nititur, nihil est, quod eum accusare potest. Han bekender altså sandheden [når han siger], at hvis han skulle dømmes efter gerningernes væsen og natur, uden for nåden, kunne han ikke bestå for Guds ansigt. Men nu er der ikke noget, der kan fordømme ham, fordi han støtter sig til nåden.
74 An sunt haec tam obscura, ut sophistarum immensa illa volumina de peccato et gratia congesta? An non iam Pauli verbum et pietas fidei et ratio illa, quae cogere videbatur, ut peccatum pro poena caperetur, pulchre conveniunt? Er dette mon lige så dunkelt som den utallige mængde af skrifter om synd og nåde, som sofisterne har hobet op? Stemmer ikke Paulus' ord her på det smukkeste overens med både gudsfrygten og troen og den fornuftsslutning, som så ud til at tvinge en til at forstå synd som straf?
75 Quid facilius dicere quam peccatum tractari aut lege aut Euangelio? Si lege sola tractes, mors et ira est, si solo Euangelio, gratia et vita est,  Hvad er lettere at sige, end at synden enten behandles under loven eller under evangeliet? Hvis man behandler den under loven alene, er den død og vrede. Hvis man behandler den under evangeliet alene, er den nåde og liv.
76 manet tamen sub utroque vere et naturaliter peccatum. Quo circa patrum autoritates, qui negant peccatum esse in iusto, omnes intelligendae sunt secundum gratiam, sed non secundum naturam peccati vel legem. Christus enim nos liberavit, ut iam non simus sub lege, sed sub gratia. Og dog bliver den under begge ved med efter sin natur at være virkelig synd. De udsagn om dette fænomen hos fædrene, som nægter, at der er synd i den retfærdige, skal alle forstås ud fra nåden, ikke ud fra syndens natur eller loven. Kristus har nemlig befriet os, så at vi ikke længere er under lov, men under nåde.
77 At dices: 'patres sancti peccatum negant, nec tu probas hoc modo peccatum hic accipiendum'. Respondeo: Primum, nihil impium et alienum tamen a fide sapio et doceo.  Men du siger måske: "De hellige fædre nægtede, at det var synd, og du beviser heller ikke, at synden her skal forstås på denne måde". Jeg svarer: For det første tænker eller lærer jeg dog ikke [hermed] noget, der er ugudeligt eller fremmed for troen.
78 Nonne admittis? Et probabo latius. Deinde hoc probo, quod peccatum in scripturis accipitur ubique, ut ego accipio, ideo efficaciter probo sic accipiendum est, cum sine scripturae exemplo nihil sit in fide asserendum. Giver du mig ikke ret i det? Jeg skal bevise det senere. Dernæst beviser jeg, at synden overalt i skriften forstås, som jeg forstår den. Altså giver jeg et effektivt bevis på, at det er sådan, den skal forstås, da man ikke bør hævde noget i trosspørgsmål uden eksempel i skriften.
79 Deinde tu dupliciter nihil probas. Primum non probas, patres negare peccatum sic accipiendum esse aut accipi posse, ut ego capio, Dernæst beviser du i dobbelt forstand ikke noget. For det første beviser du ikke, at fædrene nægter, at synden bør eller i hvert fald kan forstås sådan, som jeg forstår den.
80 quia et si infirmitatem appellent et peccatum negent, hoc facere videri possunt respiciendo non naturam peccati, sed gratiam dei, For selv om de kaldte den for svaghed og nægtede, at den var synd, så kunne de se ud til at gøre det med henblik på Guds nåde, ikke på syndens væsen.
81 nec habes, quod hic opponas. Iam si etiam ex animo negent secundum naturam esse peccatum, non tamen probant, nec est articulus fidei, quod ipsi sentiunt aut dicunt,  Og du har ikke noget, som du kan anføre imod dette. Og hvis det så også virkelig var deres hensigt at nægte, at det efter sit væsen var synd, så beviser de det ikke. Og hvad de siger og mener, er ingen trosartikel.
82 imo periculose dicunt, dum sine scriptura dicunt. Sic, quod peccatum significet reatum tantum, nec probas ipsos velle, nec ipsi probant ita esse debere. Det er tværtimod farlig tale, de fører, når de siger det uden eksempel i skriften. Således kommer du ikke med noget bevis på, at det skulle være deres mening, at synden blot betød en skyldstilstand. Ej heller beviser de, at det er sådan, den skal forstås.
83 Vos invenistis hoc obscurissimum verbum 'reatus', quod peccatum formaliter vultis significare,  I har opfundet dette helt igennem dunkle ord "skyldstilstand", som I vil have, at synden efter sin grundlæggende definition skal betyde.
84 scilicet scriptura simplicior est, nihil nisi corruptionem et iram facili et aperto sermone habet. Ita quod remissionem omnium peccatorum, ablutionem peccatorum et quaecunque tandem de baptismi gloria non immerito dicunt, non probas idem esse, quod 'nullum peccatum natura relinqui',  Skriften er nemlig enklere. I sit ligefremme og let tilgængelige sprog taler den ikke om andet end fordærv og vrede. Således beviser du ikke, at forladelsen af alle synder, aftvætningen af synderne eller hvad man ellers siger for, ikke uden grund, at fremhæve dåben, skulle være det samme som, at ,,der ikke er blevet noget tilbage, som efter sin natur er synd".
85 nec ipsi idem probant. Sed omnibus obstat Paulus, sed et Petrus, quorum hic carnalia desideria militare adversus animam, ille peccatum in corpore mortale concupiscere adversus spiritum dicit,  Og det gør de [fædrene] heller ikke. Men alt dette stiller Paulus sig hindrende i vejen for - og det gør Peter også, den sidste, når han taler om, at de kødelige lyster fører krig imod sjælen, (1 Pet 2,11) den første, når han siger, at synden i dødens legeme begærer imod ånden (Gal 5,17).
86 coguntque patrum dicta ad gratiam (W109) baptisato faventem donumque peccato adversarium, non ad naturam peccati aut legem spectare. Og de tvinger en til at henføre fædrenes udsagn til nåden, der giver de døbte Guds yndest, og til gaven, der er sat op imod synden, ikke til syndens væsen eller til loven.
87 Et sic omnia, Latome, sunt tua inania et confutata, dispersa sicut pulvis ante faciem venti. Cum ergo huic sententiae meae faveat pietas, consentiat verba scripturae, sitque in ea simplicitas sinceritasque tam verborum quam rerum, nolo mihi auferri vocabulum peccati in omnibus hominibus omnibusque operibus eorum in hac vita, etiam si confitear, nihil eos habere peccati aut mali operis secundum gratiam dei. Og således er alt, hvad du har fremført, Latomus, tomt og gendrevet, spredt som støv for vinden. Da altså gudsfrygten ser med velbehag på min opfattelse, skriftens ord stemmer overens med den, og den bevarer den enkle og uforfalskede mening både i ord og sag, går jeg ikke med til, at man fjerner ordet synd i noget menneske eller i nogen af dets gerninger i dette liv, også selv om jeg bekender, at de ikke har nogen synd eller ond gerning ifølge Guds nåde.
88 Qui me sequi nolet, omittat et sequatur alia, sed sua sciat humanis niti, mea divinis testimoniis. Non patiar, ut plus Augustino credatur Apostolum glosanti, quam ipsi Apostolo toties peccatum iteranti. Hvis der er nogen, der ikke vil følge mig, kan han lade være og følge en anden opfattelse. Men han skal vide, at hans opfattelse støtter sig til menneskelige ting, mens min støtter sig til guddommelige vidnesbyrd. Jeg går ikke med til, at man tror mere på Augustin, når han udlægger apostelen, end på apostelen selv, som så ofte og gentaget taler om synden.
89 Videamus nunc congruentias scripturae, in hanc sententiam. Christus Lucae ult. poenitentiam et remissionem praedicari dicit in nomine eius. Vi skal nu se, hvordan Skriften svarer til denne opfattelse. Kristus siger i Lukas det sidste, at der i hans navn skal prædikes bod og syndernes forladelse. (Luk 24,47)
90 Cur non satis erat remissio peccatorum? Nonne huc congruit, quod poenitentia est immutatio corruptionis et renovatio de peccato assidua, quam operatur fides, donum dei, et remisssio gratiae donum est, ut non sit ibi peccatum irae? Hvorfor var det ikke nok med syndernes forladelse? Mon ikke det svarer til, at boden er forvandlingen af fordærvet og den stadige fornyelse bort fra synden, som troen, Guds gave, bevirker, mens syndsforladelsen er nådens gave, [som bevirker,] at der ikke mere er nogen synd under vreden? 
91 Nec enim praedicari docet poenitentiam illam ficticiam sophistarum, quae ad horam durat. Quam diu praedicatur, quam diu vivitur, poenitendum et novandum est, ut peccatum expellatur. Nunquid potes sic aptare ista duo infirmitati et poenae? Han lærer nemlig ikke at prædike den uægte bod, som sofisterne taler om, og som kun varer et øjeblik.Så længe der prædikes, så længe der leves, skal der gøres bod og ske fornyelse, for at synden kan drives ud. Kan du mon få de to [bod og fornyelse] til at passe sammen med svaghed og straf?
92 quis de infirmitate poeniteat? quis poenam innovet? Idem facit verbum Iohannis Bap. a Christo repetitum: 'Poenitetiam agite, appropinquat regnum coelorum'. Quid hoc est nisi mutare vitam, quod fides facit peccatum expurgans, et sub dei regno esse, quod gratia facit remittens? Nam hos fructus dignos vocat Iohannes, si peccatum expurgetur, et non opera externa simulentur. Hvem gør bod for en svaghed? Hvem fornyer en straf? Det samme handler det ord af Johannes Døberen om, som Kristus gentager: ,,Gør bod, Himmeriget er kommet nær". (Matt 3,2; 4,17) Hvad er dette andet end at forandre livet, hvad troen bevirker, idet den renser synden ud, og at være under Guds herredømme, hvad nåden bevirker, idet den tilgiver? For det bliver af Johannes kaldt for værdige frugter, hvis synden renses ud, og der ikke blot efterabes nogle ydre gerninger.
93 Huc tam pulchre congruit parabola Matt. xiij. de fermento et farinae satis tribus, ut nihil aptius possit. Non sic autem congruit, si infirmitatem et poenam appelles peccatum, imo iam tenebras offudisti his vocibus, ut parabolam non videas nec sapias. Dette svarer smukt til lignelsen i Matt 13,33 om surdejen og de tre mål hvedemel, ja, det kunne ikke passe bedre. Men det passer ikke på samme måde, hvis man kalder synden for svaghed eller straf. Med disse ord spreder du tværtimod mørke, så at du hverken kan indse eller forstå lignelsen.
94 Huc et parabola de semivivo a Samaritano curato tota et primo loco pertinet, qui non simul sanatus, simul tamen susceptus est curari, levita et sacerdote legis ministris videntibus eum, sed non iuvantibus. Hertil hører også i første række lignelsen om den halvdøde, der blev plejet af samaritaneren. (Luk 10,33ff) Han blev ikke helbredt på én gang. Men han blev taget op og sat i pleje på én gang, mens levitten og præsten, lovens tjenere, nok så ham, men ikke hjalp ham (k94). 
95 Lex peccatum (ut dixi) cognoscere facit, sed Christus per fidem sanat et in gratiam dei reducit. Huc illud Iohan. 'Qui lotus est, mundus est totus', nempe per gratiam, et tamen lavat per fidem operantem pedes peccati reliqui. Som jeg har sagt, får loven os til at erkende synden. Men Kristus helbreder ved troen og genindsætter os i nåden. Hertil [hører] ordet i Johannesevangeliet: ,,Den, der er badet, er ren over det hele", (Joh 13,10) nemlig ved nåden. Og dog vasker han ved den virksomme tro fødderne for den synd, der er tilbage. 
96 Huc, quod nos palmites in Christo, qui est vitis, cum fructificemus ut mundi per omnia, tamen agricola coelestis mundum purgat, ut fructum plus afferat. Hertil [hører ordet om], at vi er grene på Kristus, som er vintræet, idet vi som dem, der er helt igennem rene, bærer frugt. (Joh 15,1ff) Og dog renser den himmelske vingårdsmand det rene, så at det kan bære mere frugt.
97 Nihil horum potes ad poenas et infirmitates aptare, statim enim perit lavandi, purgandi, curandi sensus, nisi quod vaga venialia huc possis trahere, Intet af dette kan du få til at passe sammen med [ordene] straf og svaghed. For så forsvinder med det samme meningen med [ord som] at vaske, rense og pleje. Du vil ikke kunne føre andet end de ubestemmelige tilgivelige synder i marken.
98 sed superficialis ille est sensus, folia praescindit, radicem non excindit. Et sicut similitudo habet a Latomo (W110) inducta (n98), similis est iste modus curandi radenti capillos, ubi denuo renascuntur. Non sic donum dei,  Men det giver en overfladisk betydning, river bladene i stykker, men river ikke roden op. Det er som med det billede, Latomus kommer med: En sådan måde at kurere på svarer til at barbere hårene af, de vokser frem igen (k98). Sådan er det ikke med Guds gave.
99 quod radices mortificare laborat, et non actus, sed ipsam personam purgat, ut venialia illa cessent aut certe minus pullulent: frustra venialibus resistis, nisi peccatum illud fomitis extinguas, unde illa pullulant. Den arbejder på at dræbe rødderne, og renser ikke gerningerne, men selve personen, så at de nævnte tilladelige synder ophører eller i hvert fald spirer mindre frem. Det er forgæves, at du sætte dig til modværge mod de tilladelige synder, hvis ikke du tilintetgør den grundlæggende synd, hvorfra de tilladelige spirer frem (k99). 
100 Peccatum semper concupiscit, sed concupiscentiae eius resistis, si non tantum motibus eius resistis, sed ipsum quoque iugulas, quod fit per donum fidei mortificantis, crucifigentis et passionibus variis exercentis veterem istum peccati hominem, ut Apostolus vocat. Synden begærer hele tiden, men du modstår dens begær, hvis du ikke blot modstår dens fristelser, men også slår den selv ihjel. Og det sker ved troens gave, som døder, korsfæster og opøver det gamle, syndige menneske (som apostelen kalder det) (Rom 6,6) med forskellige lidelser.
101 Huc quadrat et illa figura, quam supra posui, quod filii Israel possessa terra Canaan reliquias Amorreorum, Iebuseorum, Cananeorum non deleverunt. Non erant alterius naturae reliquiae istae, quam ipsae gentes. Dette passer (k101) også med det billede, som jeg tidligere har brugt, at Israels sønner, da de tog landet i besiddelse, ikke tilintetgjorde resterne af amoritterne, jebusitterne og kanaanæerne. (Se latom04#8). Disse rester var ikke af en anden natur end selve folkeslagene.
102 At nostri isti infirmitatem et poenam etiam non malam, imo utilem et ferendam docent, quasi non sit expurganda. Men disse vore teologer lærer, at det drejer sig om en svaghed og straf, der til og med ikke er ond, men tværtimod nyttig og noget, man bør bære, som om det ikke var noget, der skulle udrenses. 
103 Concludo ergo: Quando Paulus Roma. vi. peccatum in mortali corpore, peccatum non dominari, corpus peccati destrui, Ro. viij. a lege peccati liberari, Roma. vij. peccatum operari, peccatum repugnare, peccatum captivare, servire legi peccati, i. Cor. vij. incontinentiam, i. Cor. v. fermentum vetus maliciae et nequitiae, Ephe. iiij. veterem hominem, Coloss. iij. iram, libidinem, avaritiam, Hebr. ciij. circunstans peccatum,  Jeg konkluderer altså: Når Paulus i Rom 6,12.14.6 taler om synden i dødens legeme, om at synden ikke skal være herre, at syndens legeme skal tilintetgøres, i Rom 8,2 taler om at blive befriet fra syndens lov, i Rom 7,17.23 om at synden handler, at synden ligger i strid, at synden holder fangen, om at tjene syndens lov, i 1 Kor 7,5 taler om den manglende afholdenhed, i 1 Kor 5,8 om den slette og onde surdej, i Ef 4,22 om det gamle menneske, i Kol 3,5 om vrede, lidenskab, griskhed, i Heb 12,1 om synden, der omklamrer os, 
104 breviter nusquam non peccati et vicii nomine appellet, atque si semel tantum appellasset peccatum, nulli angelorum cederem: nunc cum tot locis idem constanter asserat, qui sunt illi homines, ut eorum glosas in textum, erasis Pauli verbis, me cogant reponere? kort sagt, når han ikke på et eneste sted bruger andre betegnelser end synd og last, havde det kun været ét sted, han havde kaldt det for synd, ville jeg end ikke have bøjet mig for en engel, men nu, hvor han så mange steder konsekvent hævder det samme, hvem er da disse mennesker, at de vil tvinge mig til at tilintetgøre Paulus' ord og anbringe deres tolkninger i teksten i stedet? 
105 Nolo eorum sententias, peccatum inesse nobis dico et in omnibus operibus nostris cum fiducia, quam diu hic sumus. Jeg vil ikke have noget med deres opfattelse at gøre og siger med fortrøstning, at synden sidder i os og i alle vore gerninger, så længe vi er her.
106 Si ergo Lovanienses mei me ante audissent et plus in verba dei quam hominum intendissent, utique veritatem purius cognivissent,  Hvis altså mine kære venner fra Løven fra begyndelsen havde hørt mere på mig og havde rettet deres opmærksomhed mere mod Guds ord end mod menneskers, så havde de da i hvert fald kunnet nå til en renere erkendelse af sandheden.
107quae eos a tam immani blasphemia, sacrilegio, crimine, scelere praeservasset, ut verbum Pauli tam temere non exurerent. Sed et adhuc eis offere optionem, ut resipiscant, errorem agnoscant, dent gloriam deo, confiteantur suas insanias, quas nulla ratione tueri possunt, et ecce ignota sint eis omnia. Og den kunne så have bevaret dem fra en så ufattelig blasfemi, gudsbespottelse, forbrydelse og ondskab, så at de ikke så letsindigt havde brændt Paulus' ord. Men også nu lægger jeg det hen til deres frie afgørelse, at de angrer, erkender deres fejltagelse, giver Gud ære, bekender deres vanvid, som de ikke kan forsvare med nogen fornuftsgrund - og se, det skal være dem tilgivet alt sammen. 
108 Libentissime enim communicabo illis, nec memor ero malorum unquam, sicut nolo meorum esse deum memorem. Quod si perstent, quod execror, certe anathema eos habebo. Jeg vil hjertens gerne have fællesskab med dem og aldrig mere tænke på deres ondskab, lige som jeg heller ikke vil, at Gud skal tænke på min. Men hvis de står fast på det, som jeg fordømmer, vil jeg i sandhed regne dem som kættere. 
109 Dominus viderit, an mea excommuncatio pluris minorisve sit, quam insulsae, sanguinariae, sacrilegae, breviter Papa et Roma dignissimae bullae. Amen. Herren må så se til, om min ekskommunikation vejer mere eller mindre end deres dumme, blodtørstige, gudsbespottelige - kort sagt pavens og Roms ærværdige bulle. Amen.
110 Ex istis credo nunc satis asserta, defensa et munita omnia, quae ad hunc articulum adduxi in resolutione mea, quam Latomus oppugnat, et Latomi omnia esse nihil quam ignorantias scripturae, tum meras praesumptiones et petitiones principii. Hermed mener jeg at have givet en tilstrækkelig fremsættelse, forsvar og underbyggelse af alt, hvad jeg fremførte til denne artikel i min "Resolutio", som Latomus angriber - og [at have vist,] at alt, hvad Latomus fremfører, ikke er andet end forudfattede meninger og ubeviste påstande.
Videre til Latom06! 

 

Noter:
 

n0: Denne del af Luthers skrift skal formentlig forstås som en virkeliggørelse af det, han har skrevet i 04#89: 'Men hvis jeg nu ved åndens indskydelse finder en måde, hvorpå både den fromme betydning af trosartiklerne og Paulus på én gang kan forblive uskadt, uden at tvinge noget ord til en voldsom og uhørt forvandling, men simpelthen, jævnt og ligefremt, at tage det i den betydning, det har andre steder'. Lidt senere siger han på Latomus' tænkte spørgsmål, hvad det er for en måde, han har fundet, at han nok skal gøre rede for den. 04#92. Det er, formoder jeg, det, han så giver sig i lag med i det følgende frem til slutningen af 05, WA 110.
 

N32: Vulgata har oversat forkert fra det hebraiske, så det kommer til at lyde, som har Moses horn på. I Vulgata Ex 34,29 står der: 'cumque descenderet Moses de monte Sinai tenebat duas tabulas testimonii et ignorabat quod cornuta esset facies sua ex consortio sermonis Dei'. Den danske oversættelse lyder: 'Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham'. Det er det hebraiske ord for 'stråleglans', der fejlagtigt er blevet oversat ved 'horn'. Denne fejloversættelse er årsagen til, at Moses mange steder er afbildet med horn.
 

N98: WA Latomus Blad 6b: 'Dicimus baptisma ... auferre crimina nec radere, nec ut omnium peccatorum radices in mala carne teneantur, quasi rasorum in capite capillorum, unde crescant iterum resecanda peccata'. (latl02#76) (Vi siger, at dåben ... borttager og ikke bortskraber overtrædelserne, og vi siger heller ikke, at alle syndernes rødder beholdes i det onde kød, som når man skærer hovedhårene af, hvor de igen vokser ud og skal skæres af).
 

Kommentarer:
 

k3: Dette er én af de ting, jeg mener, jeg som moderne menneske ikke kan gå med til. Naturen er ikke fordærvet. At vi i én eller anden forstand er syndere, der er sandt nok. Men vor synd består ikke i noget medfødt, i en form for fordærv i det, der er naturligt menneskeligt.
 

K4: For lidt og for meget fordærver alt. Det er sandt nok, at synd er mere end de blot ydre overtrædelser af det sjette bud. Men derfra kan man ikke slutte, som Luther gør, at alt, hvad der skyldes vort kønslige begær, er synd, ja, at også kønsakten i ægteskabet i sig selv er synd. 04#40.
 

K11: Man kan rolig sige, at vi i dag har 'fundet os tilrette i vort onde', for er der noget, vi ikke gør, så er det at hade kønsdriften og betragte den som noget ondt. Der skete en vending i synet på drifterne, men denne vending skete ikke førend engang i 1700-tallet. Fra da af begyndte man at se på drifterne som en god gave fra Gud, hvor man før havde betragtet dem som noget, der var kommet til ved syndefaldet. Det er denne vending, der forhindrer os i at læse Luther direkte. Gør vi det alligevel, bliver det måske nok fromt og opbyggeligt, men ikke historisk korrekt.
 

K11a: Problemet for os moderne mennesker er netop, hvordan vi kan tale om skyld i forbindelse med den form for synd, som Luther taler om. Hvis synd skal være den 'unaturlige' synd, som sprogbrugen ikke taler om, den synd at begære, så kan vi ikke forbinde nogen skyld med den. For for os er det naturligt at begære. Eller, vi vil sige om denne synd, som Luther siger om bylderne og feberen (04#54), at man ikke kan opstille bud, der forbyder at få feber, for at du får feber, er noget uundgåeligt, som du ikke selv kan gøre for.
 

K34: I hele det lange afsnit fra 05#15 til 05#33 prøver Luther at skildre, hvordan den skjulte synd ligger bag ved alt det, mennesker mener er gode gerninger.

Det passer fint med hele bogens argumentation. Luther er jo netop i færd med at vise, at der selv i de bedste af vore gode gerninger er synd. Men han har bevæget sig bort fra det, der er al syndserkendelses naturlige grundlag: den naturlige lov, og ud på et skråplan, hvor alt kan gøres til synd, blot man er barsk nok som forkynder og from nok som tilhører. Se 05#33, hvor han omtaler den naturlige fornuft.

Det er bemærkelsesværdigt, at han lærer, at der faktisk er tale om gode gerninger. Blot skjuler de velsignelser, der knytter sig dertil, for mennesker, at disse gerninger er plettet af synd. Og Luther er også nødt til at gøre brug af et trick, som af og til bruges, såmænd også i bibelen (Joh 3,17): at mennesker er så onde, at deres ondskab gør den blinde.

Måske jeg også skal bemærke, at Luther på mange af de steder, hvor jeg har oversat til 'gode gerninger', blot skriver 'bona', altså goder. Jeg vil mene, at man må forestille sig, at han bevidst spiller på dobbeltbetydningen af 'bona'.
 

K36: Det bemærkelsesværdige ved Anti-Latomus-bogen er, at Luther selv gør opmærksom på, at han bruger to billedsprog. Det ene, som jeg vil kalde relations-billedsproget, fordi det henter sin kraft fra forholdet mellem personer, som vi kender det i vort dagligliv, opererer med to modsatrettede begreber, Guds vrede, og Guds nåde eller gunst. Og det andet, som jeg vil kalde det ontologiske billedsprog, fordi det henter sin kraft fra de forestillinger, vi har, om, at der er noget inde i os, der styrer vore handlinger, kærlighed, følelse af vrede, hævngerrighed, griskhed, osv, benævner Luther også med to modsatrettede begreber: naturens fordærv og retfærdigheden eller troen.

Min anke mod Luther går på, at man ikke kan bruge begge disse to billedsprog. De udelukker gensidigt hinanden. Og jeg vil så afgjort vælge relations-billedsproget og forkaste det ontologiske billedsprog. Hvilket imidlertid ikke betyder, at jeg mener, at totalsyndighedslæren skal afløses af en totalretfærdighedslære. Den skal derimod afløses af relations-billedsproget, dvs, vi skal forstå, at det afgørende ikke er, om vi har mere eller mindre synd i os, men er, om forholdet til Gud og forholdet til vor næste er intakt.
 

K36a: At troen er identisk med retfærdigheden og omvendt, kan vistnok kun forstås ud fra det relations-billedsprog, som jeg nævnte i forrige note. I dette billedsprog gælder det, som Luther siger i Om et kristenmenneskes frihed: 'Tror du, så har du; tror du ikke, så har du ikke'. Det er troen, der binder personer sammen i et personforhold. Og er den ene person Gud, så er altså forholdet til Gud genskabt, derved at mennesket tror. Men er forholdet igen, som det skal være, da er det menneske retfærdigt, dog på den måde, at det netop ikke, som ordet retfærdighed måske kunne forlede til at tro, har sin retfærdighed i noget, det har gjort, men netop i troen.
 

K39: Her forestiller Luther sig, at det ene af de to billedsprog forsvandt, nemlig relations-billedsproget. Hvis det ikke var der, hedder det så, kunne vi ikke være tistrækkelig glade og lovprisende. Altså, det er ikke nok, at vi har en kraft i os, der kan bekæmpe den synd, som vi har svært ved at se, vi har, men som vi altså har alligevel. Det er først rigtig godt, når vi bliver klar over, at vi har Guds yndest. OK, Luther, ikke så tosset.
 

K41: Altså, det, der giver freden, er, at gudsforholdet er genoprettet.
 

K44: Når de to billedsprog skal sammenlignes, vinder relations-billedsproget.
 

K45: Problemet er: Hvordan bliver synden udrenset? Hvis der er tale om et naturligt forhold mellem to personer, så vil den ene naturligvis vide med sig selv, hvad der kræves i det forhold, der behøver ikke siges noget, det hele går af sig selv. Men hvis den ene person (mennesket) først gennem loven får at vide, at det og det er noget, den anden person (Gud) ikke bryder sig om, hvad så? Så vil man måske nok gøre dette for den andens skyld, men med en lidt sær smag i munden, for hvad skal det dog gøre godt for? Jeg mener, hvis Gud og de kirkelige prædikanter forlanger det, kan jeg da godt være lidt ked af min kønsdrift, men normalt ville jeg da være glad nok for den. Og min vrede kan jeg også godt søge at styre, skønt jeg jo her meget bedre kan forstå det uhensigtsmæssige ved en for stor vrede. Eller: Hvad betyder syndens udrensning eller udfejning sådan i praksis?
 

K46: Her foregår der en sammenblanding af de to billedsprog. Troen hører hjemme i relations-billedsproget, og så kan den ikke opfattes som en ting, som et noget, der kan ske det og det med. Og hvis man siger, at troen 'er der', så kan man kun mene, at man tror, at han har tillid, ikke naturligvis tillid ud i det blå, men tillid til denne bestemte anden person. Men her, hvor Luther identificerer troen med gaven, gøres troen umærkeligt til en ting, og det lover ikke godt, heller ikke, selv om man opfatter den som en kraft i sjælen på linie med fx kærligheden eller vreden. Senere kan det da også hedde om troen, at den indgydes i mennesket (fides infusa). 05#60. Endv 05#48 (troen flyder ind i os).
 

K51: 'Vreden og nåden forholder sig til personer'. Det er dette udsagn, der har fået mig til at hævde, at disse to begreber er knyttet til relations-billedsproget. Men at Luther blander de to billedsprog uhjælpeligt sammen, ses bla af, at det her siges om vreden og nåden, at de 'effundantur', udtømmes, helt. Så er det, som opfattes de som størrelser i det indre menneske.
 

K58: Luther havde på forhånd lovet, at det, han her ville sige, skulle være enkelt og ligetil. Og han føler det sikkert selv sådan. Men her, hvor han skal til at sammenarbejde de to billedsprog, han arbejder ud fra, forekommer det nu alt andet end enkelt. Det er sandt nok, at synderne er helt og holdent forladt, fordi nåden forholder sig til personer, eller fordi vi, hvad det angår, skal tænke i relations-baner, og altså forestille os et forhold mellem to personer, hvor et tilgivelsesord genetablerer forholdet. Når det er sket, er der ikke mere i forholdet, der halter, intet, der ikke er tilgivet, hele personen er godkendt af den anden. Men alligevel, er det da ikke sandt, ud fra, hvad han siger ud fra det andet billedsprog, han bruger, det ontologiske billedsprog, at den døbte stadig er i sine synder? Er det ikke det, der er grundtesen i det den sætning, Luther er blevet anklaget for at fastholde?
 

K60: Luther er ikke bange for at stille sagerne paradokst op. Hvis vi i stedet for 'Alt er tilgivet ved nåden' skriver 'den døbte er ikke mere i sine synder' og i stedet for 'men endnu er ikke alt helbredt ved gaven' skriver 'den døbte er stadigvæk i sine synder', så får vi det paradokse frem. Nogen (læs: de dialektiske teologer) mener, det er en særlig fin tankegang. Men enkel og ligefrem kan man i hvert fald ikke kalde den. Og under alle omstændigheder, jeg mener ikke, denne paradoksalitet er nødvendig. Den stammer fra, at Luther absolut skal have de to billedsprog knyttet sammen. Det nye, han er ramt af, udtrykker han i relations-billedsproget. Men fra sin munkefortid medbringer han det ontologiske billedsprog, og det er han ikke til sinds at opgive. Og når de ikke logisk lader sig forene, blæser Luther på logikken og udtrykker sig paradoksalt.

Mit løsningsforslag går som sagt ud på helt at droppe det ontologiske billedsprog, eller, hvis man absolut skal gøre sig overvejelser over, hvordan ens handlinger styres i hjernen, så i hvert fald sammenarbejde de to størrelse på en helt anden måde end Luthers.
 

K65: Her kommer et helt nyt og egentlig ganske farligt argument ind i billedet. Hvis man gør synden større, gør man også Guds nåde større, synes tanken at være. Og så bliver det omvendt et tegn på utaknemlighed overfor Guds nåde, hvis man gør synden mindre ved at nægte dens tilstedeværelse efter dåben. Argumentet holder ikke. For man kan med lige så stor ret sige, at hvis man ikke mener, Guds nåde er så stor, så den kan uddrive al synd ved sin tilgivelse, så har man for ringe tanker om Guds nåde.
 

K67: Her kommer den før omtalte betingelse ind igen: Man har kun Guds nåde, for så vidt man arbejder på at udrense synden.
 

K69: Jeg véd ikke, om man her skal tale om mangel på selverkendelse, men i betragtning af, hvor mange mennesker der sidenhen har sloges bravt med disse lutherske distinktioner, er det vist lidt overdrevet at sige, at denne forståelsesmåde kan forstås uden nogensomhelst problemer. Vi slap af med de skolastiske distinktioner, men fik i stedet de lutherske.
 

K71: Utaknemlighedsargumentet igen, se k65.
 

K72: Altså, mennesket skal vide, at han har synd i sig, og hvorfor skal han vide det, jo, for at han ikke skal rose sig af, at han har en renhed i sig selv. Min strategi er anderledes. Jeg vil mene, at hvis man forstår relations-billedsproget ret, så vil man indse, at man, når man igen er kommet i det rette forhold til den anden person, ikke har noget at rose sig af, fordi man har oplevet denne begivenhed, forsoningen, som noget, man blev ledt igennem. Roser man sig alligevel af noget i forbindelse med forsoningen, fx af, at det dog er én selv, der har sagt de forsonende ord (hvis det er tilfældet) eller af, at det dog er én selv, der har troet på den andens ord, så er man på vej ud af forholdet igen; for netop, når tillidsforholdet er intakt, er man fuldstændig ligeglad med at fordele ansvaret for, hvem der har gjort hvad. Luther vil forhindre en fornyet selvretfærdiggørelse efter forsoningen ved ud fra sin syndsteori at fastslå, at man stadig har synd i sig. Jeg vil forhindre det ved at gennemarbejde forsoningshandlingen endnu mere fuldstændigt.
 

K94: Dette misbrug af lignelsen om den barmhjertige samaritaner er almindeligt hos Luther. Hvilket giver os anledning til at være gode lutheranere, dvs rette os efter skriften, ikke efter Luther, heller ikke efter Luthers forståelse af skriften.
 

K98: Det ser ud, som om Luther angriber Latomus for at anvende billedet med rasering af hovedhår. Men Latomus bruger dog billedet til at sige, hvordan sagen ikke skal opfattes. Det synes Luther ikke at have opfattet. (Se n98).
 

K99: Han er altså ikke helt nem at blive klog på, den gode Luther. Her har man gået og troet, at det i dette skrift drejede sig om at fastholde, at synden i den troende ikke måtte fornægtes, man måtte fastholde, at den forblev i den troende, ved tilgivelsen var det syndens skyld, der blev taget bort, ikke dens 'res'. Og så dukker der en sætning som denne op: At man skal tilintetgøre denne synd, som ellers bogen igennem er nægtet tilintetgørelse.
 

K101: Forkert! Luthers påstand i 05#99f passer aldeles ikke med billedet som fremføres i 05#101. Han har lige sagt, at det er concupiscentia selv, der skal tilintetgøres, ellers er det forgæves, at man kæmper mod de veniale synder. Og nu siger han, at det passer med et billede, der fortæller, at man ikke kan eller skal udrydde synderne totalt. Krav om udryddelse det ene sted. Beretning om ikke-udryddelse det andet. Det stemmer altså ikke overens.

Kan det skyldes, at Luther et sted i sin bevidsthed må indrømme, at Latomus' sammenligning med hovedhårene faktisk er ganske rammende. Det er jo, hvad Luther hævder: At der hele tiden skyder nye onde tanker og begæringer fra syndens rod, og at vi hele tiden må søger for ikke at give dem vor tilslutning; men begæret selv kan vi ikke gøre noget ved. Ikke før nu, hvor han er kommet til Latomus' ganske gode sammenligning.