WA 8, s. 55-71. Tilbage til oversigten!
1 Omitto ea quae ad Hebraeos non uno loco de impossibilitate ista loquitur. Christus quoque Matt. xix. ubi dixisset facilius esse, ut Camelus transeat (W56) per foramen acus, quam ut dives intret in regnum coelorum, et discipuli stupentes, impossibilem esse salutem, dicerent: 'Et quis potest salvus fieri?' ipse ignarus huius principii fidei, non negavit, imo affirmavit impossibile istus salutis, nec mutavit in difficile, sed sic ait: 'Impossibile est apud homines, sed apud deum omnia sunt possibilia'. | Jeg springer over det, han siger til hebræerne ikke så få steder om denne umulighed. Men den umulighed omtaler også Kristus i Matt 19,24-26, hvor han siger, at en kamel lettere går gennem et nåleøje end en rig går ind i Guds rige, og disciplene, der bliver forfærdede over umuligheden af at blive frelst, spørger: ’Hvem kan så blive frelst?’ Her viser han sig ganske uvidende om dette trosgrundsætning, han nægter ikke, nej han tværtimod stadfæster denne frelsesumulighed, og han forandrer den ikke til noget vanskeligt, men siger: ’Det er umuligt for mennesker, men for Gud er alle ting mulige’. |
2 Hoc enim non tantum de divite dixit, sed ad illud respondit ‘Quis potest salvus fieri?’ Proinde cum in novo testamento proprie regnare debeat ministerium spiritus, id est, praedicatio gratiae, ut Apostolus ait, optandum fuit, ut hoc verbum aut Hieronymus nunquam dixisset, aut in tenebris sepultum mansisset. | Dette siger han ikke blot om den rige, nej, han svarer på spørgsmålet ‘Hvem kan så blive frelst?’ Derfor, da det i den ny pagt alene bør være Åndens tjeneste, der skal have herredømmet, det vil sige forkyndelsen af nåden, som apostelen siger, så kunne man ønske sig, enten at Hieronymus aldrig var kommet med dette udsagn, eller at det var forblevet i gravens mørke. |
3 Christianis enim non convenit nisi gloriam dei praedicare et confiteri, id est, nostram impossibilitatem et dei possibilitatem, ut Christus hic dicit, omniaque scandala submovenda sunt, quae liberum arbitrium erigere aut inflare possent, quale et hoc decretellum vel inter prima, ut pura gratiae dei et nostrae miseriae cognitio custodiretur. | For de kristne sømmer det sig nemlig ikke at forkynde eller bekende andet end Guds ord, det vil sige, vores umulighed og Guds mulighed, som Kristus her siger. Og alle anstødssten, som kan opblæse den frie vilje, bør fjernes, herunder som det første dette lille dekret, så den rene erkendelse af Guds nåde og vores elendighed kan bevares. |
4 Sed movit forte hominem, quod dixi, non omnia dei mandata, etiam in gratia, plene impleri in hac vita (releip04#61). Quae non mea, sed Augustini sententia est i. retra. xix. de qua infra videbimus. Sed qui dixi non fieri, non negavi posse fieri, et sophista iste magnificus non tantum de logica sua didicit, ut sciret, aliud esse ‘non fieri’, aliud ‘non posse fieri’. | Men det har måske også berørt manden, at jeg har sagt, at heller ikke i nåden bliver alle Guds bud helt opfyldt i dette liv. Men det er ikke min mening, det er Augustins mening, den står i 1. bog af retractionerne kap 19, som vi vil få at se senere. Men fordi jeg har sagt, at det ikke sker, nægter jeg ikke, at det kan ske. Denne fremragende sofist har ikke lært så meget at sin logik, at han er klar over, at én ting er ’at det ikke sker’, noget andet ’at det ikke kan ske’. |
5 Ego dixi ‘non fit’, ille infert ‘ergo dixisti: non potest fieri’. Quis dubitat, deum posse tantam gratiam alicui dare, ut plene impleat, sicut de Beata Virgine sentimus, licet id non faciat omnibus? Quod si decretellum huic repugnat, abeat in malam crucem et sit anathema. | Jeg har sagt ‘det sker ikke’; han slutter ‘altså har du sagt: det kan ikke ske’. Hvem kan være i tvivl om, at Gud kan give nåden i den grad, at den helt opfyldes, sådan som vi tror om den Salige Jomfru, selv om han ikke gør det for alle? Hvis dette lille dekret kæmper imod dette, lad det så få sin velfortjente straf og være forbandet. |
6 Sed et alio suo vitio hic laborat, quo nunquam non laborant sophistae, quod est petitio principii, quod est viciosissimum disputandi genus, in quo et totus hic liber Latomi sophisticatur. Perpetua scilicet est insania sophistarum, ut id quod ante omnia eis probandum demonstrandumque est, arripiant et praesupponant tanquam principium fidei infallibile, ut hoc loco: Quod ‘implere dei mandata plene’ significet id, quod est ‘mandatis dei satisfacere per omnia, ut ignosci nihil sit opus’, imprimis fuit Latomo demonstrandum. | Men Latomus lider også her af en anden fejl, som sofister ofte lider af, nemlig at de forudsætter det, der skal bevises. Det er en meget alvorlig fejl, når man disputerer, og hele Latomus’ bog her driver sit spil med den. Det er nemlig et tilbagevendende vanvid hos sofisterne, at de anmasser sig og forudsætter det, som fremfor alt skulle bevises og påvises, som et ufejlbart trosgrundlag, som han gør det på dette sted: Hvad Latomus først og fremmest skulle bevise, var, at dette ’fuldstændig at opfylde Guds lov’, betød det samme som ’at tilfredsstille Guds bud i alle ting, så der ikke er brug for tilgivelse’. |
7 Nam hoc Augustinus et ego negamus et scriptura negat. At ipse nihil moratus, proruit securus quasi principium indemonstrabile fidei habeat, et dum gladio spiritus sese vastare omnia credit, ridiculus culmis et stipulis opinionibus suae coram nobis ludit. Nam nec decretellum eius hanc sententiam habet, cum nos dicamus omnia dei mandata impleri, non operantibus plene nobis, sed ignoscente copiose gratia dei. | For det er, hvad Augustin og jeg og skriften benægter. Men han tøver ikke, farer sikkert frem som om han havde et ubevisligt trosgrundlag, og mens han tror, at han slår alt ned for fode med åndens sværd, gør han sig selv til grin for os med sine hø-meninger og halmstrå-opfattelser. For hans eget dekret har heller ikke denne opfattelse, eftersom vi siger, at alle Guds bud kan opfyldes, ikke ved at vi udfører dem til fuldkommenhed, men ved at Guds nåde tilgiver i rigeligt mål. |
8 Hic nihil impossibile, imo plenissima omnia, et melius dicimus, quam si sine misericordia ignoscente, solis operibus impleri omnia assereremus. Et probandum illi (ut dixi) fuit, suum impossibile id significare, quod ipse cogitat, sed et ipsi confitentur in hac vita nulli gratiam consummatam dari, sed semper augeri, cum tamen gratia non detur, nisi ad implenda dei mandata, et hinc sequatur (W57) tantum non impleri ea, quantum non consummatur gratia. Sed quia Magistri nostrales hoc dicunt, ideo non est damnabile: si Lutherus diceret, error esset. | Her er der intet umuligt, tværtimod er alt fuldkomment, og vi taler bedre, end hvis vi forsikrede, at alt blev opfyldt alene ved gerninger, uden den tilgivende barmhjertighed. Og han skulle som sagt bevise, at hans ’umuligt’ betyder det, han tror, men også de selv bekender jo, at der i dette liv ikke er nogen, der får nåden fuldt ud, men at den hele tiden øges. Men da nåden kun gives til at opfylde Guds bud, følger heraf, at budene mangler opfyldelse, sålænge nåden ikke er modtaget fuldt ud. Men fordi det er vore magistre, der siger det, er det ikke fordømmeligt. Hvis Luther havde sagt det, ville det være en vildfarelse. |
9 Alius articulus: Peccatum post baptismum remanet. (latlu01#62) (releip04#2; #23; #57). Hunc articulum damnat autoritate Gregorii, quem ego probavi autoritate Pauli Ro. vii., sed principii ille petitor viciosus illic peccatum non peccatum, sed infirmitatem exponit, quasi evicerit sic exponendum esse, aut quasi Paulus ignorarit, quibus verbis loqui oportuerit, aut mihi non liceat illius verbis uti. | En anden artikel: Synden forbliver efter dåben. Denne artikel fordømmer han ved hjælp af et sted hos Gregor, mens jeg beviser den ved hjælp af et sted fra Paulus, nemlig Rom 7., men denne bevisforudsætter forklarer her højst forkert, at synd ikke er synd, men svaghed, akkurat som om han havde godtgjort, at det skulle udlægges sådan, eller som om Paulus ikke véd, hvilke ord han bør tale med, eller som om det ikke var tilladt mig at bruge hans ord. |
10 Videamus Gregorii probationem. (n10) Ait: ‘Christus dicit: Qui lotus est, mundus est totus. (Joh 13,10). Nihil ergo remanet de peccati sui contagione, quem totum mundum fatetur ipse qui redemit’. (latlu01#65) Latomi oscitantiam praetereo, qui se ponderare, non numerare promisit testimonia, id est, sophistica stropha loquendo, non ponderare, sed numerare voluit. (latlu01#74) | Lad os se på Gregors bevis. Han siger: ’Kristus siger: Den, der er badet, er helt ren. Der er altså ikke nogen syndens besmittelse tilbage hos den, som forløseren erklærer for helt ren’. Jeg forbigår Latomus’ skødesløshed, han, som lovede, at han ikke ville tælle, men veje vidnesbyrdene, det vil på sofistsprog sige: han vil ikke veje, men tælle. |
11 Cum Gregorio expostulo. Dic, Gregori, ubi Christus hoc dicit, quod tu dicis? Nonne verba Christi suo textu afferre debebas? Tu dicis: ‘Qui lotus est, mundus est totus’, Christus vero sic dicit: ‘Qui lotus est, non indiget, nisi ut pedes lavet, sed est mundus totus’. Unde ista immundicia pedum post lotionem? Nonne totum mundum sic asserit, ut tamen lavari pedes opus habeat? | Jeg vil gå i rette med Gregor. Sig mig, Gregor, hvor siger Kristus det, du siger? Mon ikke du burde anføre hans ord efter deres ordlyd? Du siger: ’Den, der er badet, er ren’, men Kristus siger således: ’Den, der er badet, har ikke behov at vaske andet end fødderne, men er ellers helt ren’. Hvorfra kommer denne urenhed ved fødderne efter badet? Mon ikke han erklærer ham helt ren på den måde, at der dog er brug for at vaske fødderne? |
12 Quid est hoc aliud quam peccatum in baptismo totum ignosci, et tamen reliquum esse, ut et Paulus dicit Ro. vii.? Tota vita pedes lavantur, etiam iis qui toti mundi sunt, sicut dicit: ’Debetis alter alterius lavere pedes’. Nonne hic locus pro me contra Latomum facit? omnia peccata sunt abluta, et reliquum est lavandum. Stat clara sententia. Quomodo ergo omnia abluta, nisi quia per gratiam remissa et indulta? Quomodo lavandum, nisi quia vere in natura sua reliquum est? | Hvad er det andet, end at synden i dåben helt bliver tilgivet, men dog bliver tilbage, sådan som også Paulus siger Rom 7? Livet igennem skal fødderne bades, også på dem, som er helt rene, sådan som han siger: ’I er skyldige at vaske hinandens fødder’. Mon ikke dette sted taler til fordel for mig imod Latomus? Al synd er vasket af, og hvad der er tilbage, bør bades. Meningen er ganske klar. Hvordan kan derfor alt være vasket af, hvis ikke det er, fordi det er tilgivet og forladt ved nåden? Hvordan kan det være, at det skal vaskes af, hvis ikke det er fordi den virkelig er tilbage i sin natur? |
13 De iis postea, nam hic Latomo fiducia tollenda fuit, ut videret, patres nonnunquam fuisse homines, deinde et viciosissimum disputandi sui morem agnosceret, quem dixi, petitionem principii. Qui prius probare debuit, ‘totum esse mundum’ id esse, quod ‘nihil reliquum peccato baptismo’. Nec Gregorii verba id cogunt, aut si cogunt, neganda sunt: at ipsi patrum verbis intruso suo sentimento prodeunt sicut asinus sub pelle leonis, facturi nobis principia fidei, non ex patrum sententia, sed ex sua propria, verbis patrum imposita, subdoli isti operarii. | Herom senere. Her drejer det sig om at fjerne hos Latomus den tillidsfulde fortrøstning, så han kan se, at fædrene af og til var mennesker, dernæst så han kan erkende sin lastefulde uvane i diskussionen, den, der som sagt består i at forudsætte det, der skal bevises. Han burde først have bevist, at ’som er helt ren’ betyder det samme som ’der er ikke noget tilbage efter dåben’. Gregors ord tvinger ikke til en sådan udlægning, og hvis de gør, må man benægte dem. Men disse folk indskyder deres egen mening i fædrenes ord og fører sig frem som et æsel i løveham, idet de vil opstille trosgrundsætninger for os, ikke ud fra fædrenes meninger, men ud fra deres egne, som de blot har iklædt fædrecitater. Svigefulde gerningsretfærdige! |
14 Tertius: Non omnia mortalia esse sacerdoti confitenda. (latlu01#68) Hunc damnatum dicit generali Concilio, ergo est damnatus, tenet consequentia a Latomo ad suum sapientem. Quam autem scripturam pro se habet Concilium? Si Concilium sine scriptura valet, et satis est infulatos et rasos illic congregari, cur non lignea et lapidea signa e templis congregamus, et impositis mitris et infulis dicamus illic Concilium esse generale? | Den tredie sætning lyder: Man skal ikke bekende alle dødssynder for præsten. Denne siger han er fordømt af et almindelige koncil, altså er den fordømt, sådan fastholdes følgeslutningen lige fra Latomus til hans gamle vismand. Men hvilket skriftsted har koncilet til støtte for sig? Hvis et koncil har gyldighed uden skriften, og det er tilstrækkeligt, at folk med bispekåber og tonsur er forsamlet, hvorfor samler vi så ikke nogle træ- og stenfigurer sammen fra vore kirkebygninger og giver dem bispehuer og bispekåber på og siger, at her har vi et almindeligt koncil? |
15 Nonne vitiosissimum est, (W58) Concilium sine verbo dei agere aut statuere? Verum ego nunc amplius dico et nego confessionem exigendam esse in totum, edito in hoc ipsum vernaculo libro, (n15) facturus idem latino, ubi tempus faverit. Traditiones enim hominum abolendae sunt de Ecclesia, quae et Latomus per homines tolli posse affirmat in suo dialogo, at ista confessio aliud non est, quam tyrannica exactio pontificum, nullis radicibus scripturae nixa. | Findes der noget mere skadeligt end et koncil, der handler og tager beslutninger uden Guds ord? Men jeg går nu videre og siger, at jeg nægter, at man i det hele taget skal stille krav om syndsbekendelse. Om dette har jeg udgivet en tysk bog, som jeg vil udgive på latin, når jeg får tid. For menneskelige traditioner bør man ophæve i kirken, for også Latomus bekræfter i sin bog, at de kan ophæves af mennesker, men denne bekendelse er ikke andet end udøvelse af et paveligt tyranni, og det har ingen støtte eller oprindelse i skriften. |
16 Ultimus: Omne opus bonum in sanctis viatoribus esse peccatum. (latlu01#70) (releip04#14). Hui quam absurdum hunc facit, et videtur tanto viro directe contra illud symboli ’Qui bona egerunt, ibunt in vitam aeternam’. Hic vero triumphat serio, ut pudendum esse iactet, rationem ab eis petere in huiusmodi. (Latlu01#72) Denique minatur etiam ferox ille, ne quis mihi se socium faciat. Sic et Iudaei coram Pilato: ‘Si non esset hic malefactor, non tibi tradidissemus eum’. (Joh 18,30) | Den sidste sætning, som Latomus forkaster, lyder: I enhver god gerning hos de hellige vandringsmænd er der synd. Nej, hvor kan han gøre den absurd, ja for denne store mand forekommer den at være direkte imod det sted i symbolet, der lyder: ’De, der gør det gode, går ind til evigt liv’. Her triumferer han virkelig alvorligt, så han braldrer op om, at det er for galt at man kræver begrundelse af dem i den slags sager. Ja, den krigeriske mand truer ligefrem: Man skal ikke slutte sig til mig. Sådan gjorde også jøderne overfor Pilatus: ’Hvis han ikke havde været en forbryder, havde vi ikke overgivet ham til dig’. |
17 Vere stulti et pudendi mortales, qui Magistris nostralibus Lovaniensibus non solo nutu crediderunt, quasi ii sunt, qui aut male velle aut errare possint, sicut caeteri hominum, praesertim cum et Bullarum Episcopus eorum factum comprobavit, Bulla scilicet bullas. Sed vide nequitiam hominis, qui nusquam non interpretatur peccatum (de quo ego in opere bono loquor) esse illud quod damnabile vocant, hoc enim solum est contra illud ‘Qui bona egerunt, ibunt in vitam aeternam’. | Ja, det må virkelig være nogle dumme og frække dødelige, som ikke tror vore Løven-magistre på deres mindste vink, som om de skulle være som de andre mennesker, der kan ville noget ondt og tage fejl. Især da, når bullebiskoppen stadfæster det, de gør, blæren og hans blærer. Men se mandens ondsindethed: overalt fortolker han synd (det som jeg taler om findes i den gode gerning) som værende lig med det, de kalder fordømmelig synd; det er nemlig kun den forståelse, der er i modstrid med dette: ’De, der gør det gode, går ind til evigt liv’. |
18 Nam ipsimet concedunt, opus bonum, in quo veniale sit peccatum, non esse contra symbolum illud. Iam etiam hoc asserunt, quod Gerson dicit, Nullum veniale peccatum esse natura veniale, et plures gratias dei privativas quam positivas esse, sola autem misericordia dei esse veniale. Et quod mireris, Latomus primum non negat, in omni opere bono esse posse peccatum veniale, utpote negligentiam, et tamen non est absurdum illis sic posuisse peccatum in opere bono, nec est contra simbolum, nulla causa, quam quia ego non dixi, et illi dixerunt. | For selv indrømmer han, at en god gerning, hvori der findes tilgivelig synd, ikke er imod dette symbol. Og de går også med til det, Gerson siger, at ingen tilgivelig synd er tilgivelig efter naturen, og at der er flere nådesbevisninger fra Gud, der forhindrer synd, end der er nådesbevisninger, der opfordrer til gode gerninger, og at synden alene i kraft af Guds nåde er tilgivelig. Og man må undre sig, i begyndelsen nægter Latomus ikke, at der i enhver god gerning kan være tilgivelig synd, fx forsømmelighed, og dog er det her ikke absurd at anbringe synd i den gode gerning, og det er ikke imod symbolet, af ingen anden grund end den, at her er det dem, ikke mig, der siger det. |
19 Sed et hoc infra eos cogam et forte proni concedunt, Incertum esse, an ullum opus sit omnium hominum, quantumlibet bonum, sine peccato, neque enim hominum ullum cogent, hoc de suo opere bono affirmare. Et ecce, quod incertum est, tamen esse potest, et forte ita est etiam eorum sententia, ab alio dictum absurdum et contra symbolum est, ut nihil absurdius dici velint. Nam hoc incertum cogit eos oppositum non asserere, quare nec propositum negare aut damnare. | Men jeg vil nedenfor tvinge dem til at indse, og de vil måske gladelig indrømme, at det er uvist, om der er nogen god gerning hos noget menneske, hvor god den end måtte være, der er uden synd. De vil nemlig ikke tvinge noget menneske til at påstå det om sin gode gerning. Men se, hvad der er uvist, kan dog godt eksistere, og måske er det også deres mening. Men sagt af en anden er det absurd og imod symbolet, så de hævder, at der ikke kan siges noget mere absurd. Men denne usikkerhed tvinger dem til ikke at påstå det modsatte, derfor kan de hverken nægte eller fordømme min tese. |
20 Nam quae inducit dicta patrum, petitor principii eo trahit omnia, quo non probat illa pertinere, scilicet quod nullum sit in opere peccatum, quantumlibet illi dicant esse bona, non damnare etc. Nihil enim horum et ego nego. Sed breviter hanc praefationem Latomi lector vice EIKONOS sophisticae habeas. Hic enim vides sophistae imaginem egregie descriptam. Quae est, vultu et verbis modestiam simulare, caeterum tanto fastu, arrogantia, superbia, malitia, nequitia, temeritate, supercilio, inscitia, hebetitudine tumere, ut nihil supra. (W59) | For hvad han fremfører af fædrecitater, får denne bevisforudsætter altsammen drejet sådan, at det ikke beviser det, det drejer sig om, nemlig, at der ikke er nogen synd i gerningen. For nok siger fædrene, at de er gode, at de ikke fordømmer, osv. Men intet af dette vil jeg jo nægte. Kort sagt, kære læser, med dette forord af Latomus har du et portræt af en sofist. Her ser du nemlig aftegnet på udmærket vis et billede af en sofist. Det vil sige: med ansigtstræk og ord at simulere beskedenhed, men i alt andet at puste sig op med en sådan stolthed, arrogance, overmod, lumskhed, ondsindethed, frækhed, nedladenhed, uvidenhed og dumhed, at det ikke har sin lige. |
21 PRIMVS ARTICVLVS PETITVS EST ISTE: Omne opus bonum est peccatum. (latlu02#6) Primo infert inconvenientia, (latlu02#8 til #13) secundo contraria, (latlu02#14 til latlu03#82) tertio dissolvit mea fundamenta (latlu03#1 til ): sic enim ipse partitur. Ego reducturus Sennacherib istum in terram suam, a novissimo incipiam, mea primum defensurus. | Den første sætning, Latomus angriber, er denne: Enhver god gerning er synd. For det første fremfører han nogle ulogiske ting, for det andet nogle skriftord, der siger det modsatte, for det tredje opløser han mine grundsætninger. Sådan deler han det op. Jeg vil drive denne Sankerib tilbage til hans eget land, idet jeg vil begynde med det sidste, og først forsvare mine grundsætninger. |
22 Nobilissimum Isaie lxiiii. locum, ubi dicitur: ‘Et facti sumus immundi omnes nos, et universae iustitiae nostrae, quasi pannus menstruatae’ mihi ablaturus sic tractat, ut nec sibi nec mihi prodesse possit, cum incertum faciat, de quibus sit intelligendus, recitans esse qui de Assyrica, alios qui de Babylonica, alios qui de Romana Iudaeorum captivitate intelligant. (latlu03#2) | Det ualmindelig fine sted, Es 64,5, hvor det hedder: ’Og vi er alle blevet urene, og al vor retfærdighed som en menstruationsklud’, prøver han at tage fra mig; han behandler det sådan, at det hverken gavner ham selv eller mig, eftersom han gør det uvist, hvem det skal forstås om, og han gengiver nogle, der forstår det om jødernes fangenskab i Assyrien, andre om det i Babylon og atter andre om det i Rom. |
23 Ipse tamen postremos cum Hieronymo et Lyra sequitur: tandem quarto, si etiam fidelibus aptandus detur, ad Synecdochen confugit, volens ‘omnes iustitias’ esse id quod ‘aliquas iustitias’, tropo scripturae frequenti. Ita dum nihil certi affert, et Hieronymi autoritas non sit satis, quippe qui soleat ferme aliorum sententias in commentariis recitare, ut scribit ad Augustinum, in medio suspensa relinquitur sententia. Et hoc primo sit responsum omnibus, quae super hanc sententiam aedificat, infert et firmat. | Selv tilslutter han sig de sidste sammen med Hieronymus og Lyra. Og hvis endelig for det fjerde det skulle vise sig, at stedet sigtede til de troende, tager han sin tilflugt til talefiguren ’synekdoke’, idet han vil, at ’alle retfærdige gerninger’ skal forstås som ’nogle retfærdige gerninger’, en talefigur, man ofte finder i skriften. Da han således ikke fremfører noget sikkert, og Hieronymus’ autoritet ikke er tilstrækkelig, han, som jo, som han skriver til Augustin, kun plejer at citere andres meninger i sine kommentarer, så kommer hans opfattelse til at hænge i det uvisse. Og med dette første vil jeg have, at der skal være svaret på alt det, han opbygger, indfører og bekræfter ud fra denne opfattelse. |
24 Certis enim pugnandum est. Igitur sit ista autoritas Latomo incerta et inutilis contra me. Mihi conandum deinceps est, ut certa et potens sit in eum. Ac primo de captivitate Iudaeorum et in persona captivorum dici consentio et probo, non de Assyrica, quia per eam civitas Hierusalem non est vastata, nec tribus Iuda capta, quemadmodum hoc loco plorat propheta. Quod si ostendere potero, nec de Romana intelligendum, evici necessario de Babylonica intelligendum esse. Primo locum ipsum videamus. | Man må nemlig kæmpe med sikre antagelser. Men dette skriftsted er for Latomus usikkert og ubrugeligt imod mig. Derfor drejer det sig for mig om, at jeg kan gøre det sikkert og virksomt imod ham. Og for det første vil jeg tilslutte mig den opfattelse og også bevise den, at stedet handler om jødernes fangenskab og taler på de fangnes vegne, ikke fangenskabet i Assyrien, for under det fangenskab blev byen Jerusalem ikke ødelagt og jøderne ikke taget til fange, sådan som profeten begræder det på dette sted. Derfor, hvis jeg kan påvise, at det heller ikke kan forstås om det romerske fangenskab, har jeg påvist, at det nødvendigvis må forstås om det babyloniske fangenskab. Lad os først se på stedet selv. |
25 'Occurristi letanti et facienti iustitiam, in viis tuis recordabuntur tui. Ecce, tu iratus es et peccavimus, in ipsis fuimus semper et salvabimur. Et facti sumus ut immundus omnes nos, quasi pannus menstruatae universae iustitiae nostrae: et cecidimus quasi folium, et iniquitates nostrae quasi ventus abstulerunt nos. Non est qui invocet nomen tuum, qui consurgat et teneat te, abscondisti faciem tuam a nobis et allisisti nos in manu iniquitatis nostrae. | ‘Du kom den glade i møde og den, der øver retfærdighed, på dine veje kommer de dig i hu. Se, du blev vred og vi syndede, vi var stadig i dem og vil blive frelst. Og vi blev alle gjort som urene, al vor retfærdighed er som en menstruationsklud. Og vi er fældet som løvet, og vor uretfærdighed har vejret os bort som vinden. Der er ingen, som påkalder dit navn, som tager sig sammen og holder sig til dig. Du har skjult dit ansigt for os og har givet os vor uretfærdighed i vold. |
26 Et nunc domine, pater noster es tu, nos lutum et fictor noster tu et opera manuum tuarum omnes nos. Ne irascaris domine satis, et ne memineris ultra iniquitatis nostrae. Ecce, respice, populus tuus omnes nos. Civitas sancti tui facta est deserta. Sion deserta facta est, Hierusalem desolata est, Domus sanctificationis nostrae et gloriae nostrae, ubi laudaverunt te patres nostri, facta est in exustionem ignis, et omnia desiderabilia nostra versa sunt (W60) in ruinas. Numquid super his continebis te domine, tacebis et affliges nos vehementer?’ (Es 64,5-12). | Og nu Herre, du er vor fader, vi er ler og du er den, der har dannet os, vi er dine hænders værk. Vær ikke længer vred på os, Herre, og husk ikke mere på vore overtrædelser. Se, kom i hu, vi er alle dit folk. Dine helliges by er lagt øde. Sion er ladt øde, Jerusalem forladt. Huset for vor helliggørelse og ære, hvor vore fædre priste dig, er blevet gjort til luernes rov. Og alle vore ønsker er blevet forvandlet til ruiner. Du vil da vel ikke oven i alt dette holde dig tilbage, Herre, tie og hjemsøge os så voldsomt?' |
27 Latomus quidem robustissimus saltator, fortiter transiliit murum, qui suae sententiae occurrebat in verbo ‘Et salvabimur’, quod de Iudaeis istis reprobis intelligi non potest, sed absque dubio in persona electorum dicitur et fidelium. Deinde illud ’Occurristi laetanti’ attingens, ubi dixisset: ’quis est iste, qui facit iustitiam, cui laetanti occurrit dominus?’ si hoc verbum, ut vult M., de quocunque fideli quocunque tempore intelligitur, mox obticuit, quasi calculum momordisset, ut nescias, quid quaerat, metuens forte, ne infoelix fieret interpres. (latlu03#6) | Latomus, den mesterspringer, hopper frisk og frejdigt over den mur, som står i vejen for hans forståelse i udtrykket ’Og vi vil blive frelst’, hvilket ikke kan forstås om de jøder, der blev forkastet, men uden tvivl er talt på vegne af de udvalgte og de troende. Dernæst kommer han til udtrykket ’Du kommer den glade i møde’, hvor han har sagt: ’Hvem kan han være, som har øvet retfærdighed, og som er den glade, Herren kommer i møde? Hvis dette ord, som Martin vil det, skal forstås om hvilken som helst troende til en hvilken som helst tid’, så tier han brat, som om han havde bidt en sten, så man ikke véd, hvad han undersøger; måske frygter han, at han bliver en uheldig fortolker. |
28 Latomus cum suis dicit haec dici in persona eorum, qui ad Hierusalem et templum spectent, quod optant reparari, quo sacrificare et laudare deum sicut patres sui possint. Hoc verum affirmo, non quia illi dicunt, quibus nihil credo, sed quia textus, qui eos coegit, et me cogit, alioqui cur tanta copia querelam augeret et civitatis vastitatem tanta diligentia coram deo exponeret, nisi hoc peteret, ut deus misertus eam repararet? vulnus detegit medico, utique sanari petens. | Latomus og hans folk siger, at dette siges på deres vegne, som ser hen til Jerusalem og templet, som de ønsker skal genopbygges, så at de kan ofre og lovprise Gud dèr ligesom deres fædre. Det mener jeg, er rigtigt; ikke fordi de siger det, for dem tror jeg ikke på, men fordi den tekst, der har tvunget dem, også tvinger mig. Hvorfor skulle den ellers komme med så mange klager, og med en sådan omhu fortælle Gud, hvordan byen er ødelagt, hvis ikke det var, fordi de ville bede om, at Gud ville forbarme sig og genopbygge den? Han blotlægger såret for lægen, fordi han længes efter at blive helbredt. |
29 Denique ubi dixisset ‘Et omnia desiberabilia nostra versa sunt in ruinas’, adiecit: ‘Nunquid super his continebis te, domine?’ Quid est ‘non continebis’ nisi ‘ne sinas ita iacere’? Si enim nunquam repararet, vere contineret sese super iis semel vastatis. Estne igitur certum ac clarissimum, his verbis pro reparanda Hierusalem et templo orari et gemi? alioqui non video, cur sic allegaret, inculcaret et aggravaret et exaggeraret. Sic oportet cum Sophistis pertinacibus etiam de per se notis dubitare, donec certa fiant. | Og når han til sidst siger: ’Og alle vore ønsker er blevet forvandlet til ruiner’, så føjer han til: ’Du vil da vel ikke oven i alt dette holde dig tilbage, Herre?’ Hvad betyder dette ’hold dig ikke tilbage’ andet end ’lad det ikke blive liggende på den måde’? Hvis han nemlig aldrig genopbyggede det, ville han virkelig holde sig tilbage oven i det, der én gang var ødelagt. Er det da ikke sikkert og soleklart, at der med disse ord bedes og sukkes om, at Jerusalem og templet skal genopbygges? Ellers kan jeg ikke se, hvorfor han sådan skulle gøre sin sag gældende, trænge sig på, plage og hobe det hele op. Sådan er man nødt til overfor disse stædige sofister også at tvivle på noget, der i sig selv er klart, indtil de bliver gjort sikre på sagen. |
30 Consequens est, talem peti istis gemitibus et verbis, quae possit reparari. Spiritus enim sanctus non est tam stultus, ut suggerat petere impossibilia manifesta. At iam definitum erat, post Christum neque in monte neque in Hierusalem, sed in spiritu et veritate adorandum esse deum, ut Christus Iohan. iiii. dicit, quod mysterium futurum et spiritus Isaiae ita notum fecit, ut alius post David nullus tam clare cognoverit et praedixerit. | Heraf følger, at der med disse sukke og ord bliver bedt om noget, der kan genopbygges. For Helligånden er ikke så dum, at den opfordrer os til at bede om noget, der er åbenlyst umuligt. Men det var allerede da bestemt, at efter Kristus skulle Gud hverken tilbedes på bjerget eller i Jerusalem, men i ånd og sandhed, som Kristus siger Joh 4,21. Og denne fremtidige hemmelighed lod ånden blive så tydelig for Esajas, at der efter David ikke er nogen, der har kendt den og forudsagt den så klart som han. |
31 Simul Haggei secundo Domus ista novissima praedicta est. Et Daniel desolationem statutam usque in finem post Christum venturam praevidit, ut impossibile sit eam reparari, ut Iudaei expectant. Quare ista deploratio et imploratio non potest competere temporibus post Christum, sed Babylonicae captivitatis tantum, ubi et spes et desiderium et oratio pro reparanda civitate recte spiritui tribuitur. | På samme måde er dette hus i de sidste tider forudsagt i Haggaj 2,9. Og Daniel forudså at ødelæggelsen var bestemt til efter Kristus at vare lige til hen imod enden, så det ville være umuligt at opbygge den, sådan som jøderne ventede det. Denne klage og anråbelse kan derfor ikke svare til tiden efter Kristus, men kun til det babyloniske fangenskab, hvor man med rette kan tillægge ånden håbet og ønsket og bønnen om at genopbygge byen. |
32 Hoc etiam observandum est, ne blasphemiam tribuamus spiritui sancto, quasi in persona impiorum et blasphemantium aliquando sit locutus. Diffinitum est psal. c. viii. Orationem Iudaeorum Romanae captivitatis fore peccatum et abominabilem. Deinde Christus psal. xv. nomina eorum non memoraturum sese dicit per labia sua. | Vi skal også være opmærksom på, at vi ikke tillægger helligånden gudsbespottelse, som om han nogensinde har talt i ugudeliges og gudsbespotteres navn. I Sl 109,7 slås det fast, at jødernes bøn under det romerske fangenskab var syndig og forkastelig. Og Kristus siger i Sl 16,4, at han ikke vil bringe deres navne over sine læber. |
33 Quomodo ergo in persona blasphemantium (W61) blasphemias eorum exponet coram deo spiritus Isaiae cum tanta humilitate, tam pia confessione, tam syncero corde et studio? Oportet enim et eius orationem esse peccatum et blasphemiam. Hoc bene habet scriptura, quod spiritus de impiis et pro impiis oret per sanctos, sed in persona eorum nunquam. Spiritus est corporis Christi et in sanctis adiuvat infirmitatem eorum, et gemit et postulat pro eis. | Hvordan skulle derfor Esajas’ ånd i gudsbespotteres navn kunne fremføre deres gudsbespottelser med en sådan ydmyghed, en sådan from bekendelse, et så alvorligt og længselsfuldt hjerte? Så skulle jo også hans bøn være syndig og blasfemisk. Der er ganske rigtig i skriften eksempler på, at ånden gennem de hellige beder om de ugudelige og for de ugudelige, men aldrig på, at han beder som ét med dem. Ånden er Kristi legemes ånd og hjælper de hellige i deres svaghed, og sukker og bønfalder for dem. |
34 Qualem esse hanc orationem Isaiae quis non palpat etiam? Sic Christus flevit super Hierusalem, sed non in persona Hierusalem. Paulus etiam pro Iudaeis, sed non in persona Iudaeorum. At hic Isaias sese personam facit eorum, cum quibus et pro quibus orat. Igitur cum periculum sit asserere, quod in scripturis exemplum non habet, id solum asserere oportet, quod illa habet, confiteamur, quod spiritus corporis Christi nunquam in aliena, quae est corporis diabolici, sed semper in sui corporis persona loquatur, operetur, vivat et maneat. | Hvem kan ikke også fornemme, at det er en sådan bøn, vi har for os hos Esajas? Således græd Kristus over Jerusalem, men som ét med Jerusalem. Men her handler Esajas som ét med dem, sammen med hvem og til fordel for hvem han beder. Derfor kan det være farligt at hævde, hvad man ikke har eksempler på i skriften, man bør alene hævde det, som der findes eksempler på, og lad os bekende, at Kristi legemes ånd aldrig taler, handler, lever og forbliver i et fremmed legeme, det vil sige, i et djævelsk legeme, men altid som ét med sit eget legeme. |
35 Non potest, laudans deum, personam gerere blasphemantis deum, cum is qui personam gerit et is cuius personam gerit, oporteat in verbo, sensu et voto saltem convenire, si non possunt in viribus et operibus. At istis Iudaeis et spiritui dei implacabilis dissensio est, qui tamen si per Isaiam in persona eorum locutus esset, usque hodie itidem et multo magis loqueretur, cum extent eius verba, et occasio praesentissima vehementissime urgeat, nec possumus negare, quin spiritus verba sint, cum in sacro Canone sint. | Den kan ikke, når den lovpriser Gud, optræde som ét med en spotter, eftersom den, der optræder ssom ét med én, og den, sammen med hvem der optrædes, i hvert fald må stemme overens i ord, følelse og ønske, selv om de ikke kan det i kraft og gerning. Men mellem disse jøder og Guds ånd er der en uforligelig modsætning. Men hvis ånden talte som ét med dem igennem Esajas, så skulle den tale lige så meget, ja mere i dag, eftersom dens ord når frem til i dag, og situationen, som den er i dag, i høj grad lægger op til det, og vi ikke kan nægte, at det er åndens ord, eftersom de står i den hellige kanon. |
36 Quod si spiritus sunt, pia et fidelia et sancta sunt, quae personae Iudaeorum (ut vides) minime omnium conveniunt. Si recitaret tantum verba impiorum, posset eorum sententia tolerari, sed orare et agere in persona eorum, hoc ferri non potest. Recitat apud Isaiam verba superbae Babylonis et Assur et Sennacherib (Es 14,13; 10,8; 36,4), recitat apud Ezech. verba draconis magni in flumine (Ez 29,3) et multorum aliorum, sed personam nunquam gerit nisi piorum et suorum. | Og hvis disse ord er åndens ord, så er de fromme og troværdige og hellige, og det stemmer, som du ser, mindst af alt sammen med at tale som ét med alle jøderne. Hvis han blot gengav de gudløses ord, så kunne deres mening tåles, men at bede og handle i deres sted, det kan ikke udholdes. Hos Esajas citerer ånden de overmodige ord hos Babylon og Assur og Sankerib, og han citerer hos Ezekiel den store floddrages ord og mange andres ord, men den handler som ét med de fromme, og med dem, der hører ham til. |
37 Ad haec clare dicit in textu ‘Ecce respice, populus tuus omnes nos’. An nescimus, quid sit esse populum dei? Isti Iudaei iam populus non sunt, sicut in Osea dicit: ‘Voca nomen eius: Non populus meus, quia vos non eritis populus meus, et ego non ero vester deus’. (Hos 1,9) Et iterum: ‘Et tu, domine, pater noster tu, nos lutum, tu fictor noster, et opus manuum tuarum omnes nos’. (Es 64,8) | Til dette siger ånden klart i teksten ’Se, vi er alle dit folk’. Men vi véd måske ikke, hvad det er at være Guds folk? Jøderne fra dengang er ikke mere hans folk, som han siger hos Hoseas: ’Kald hans navn: ikke-mit-folk, for I skal ikke være mit folk, og jeg vil ikke være jeres Gud’. Og igen: ’Og du, Herre, er dog vor far, vi er leret, du den, der har dannet os, vi er alle dine hænders værk’. |
38 Nunquid Iudaei iam filii sunt ac non potius inimici? Nunquid lutum fictoris, qui nolunt fingi, non enim agnoscunt fictorem? Nunquid opus manuum eius, ac non potius iam opus Satanae? Nec valet hic cavillum, quod patrem, fictorem, factorem generali nomine appellare dicuntur. In spiritu loquitur propheta, et verba ex affectu spiritus procedunt, in quo non nisi filiorum deus pater est, qui fideles sunt, sicut et in oratione dominica patrem in spiritu adoramus. Quare nomen patris extra spiritum, praesertim novo testamento non audit, quod tamen maxime debuit, si ista in persona Iudaeorum dicerentur, cum iam (ut dixi) et occasio urgeat, et verba adhuc supersint. (W62) | Mon jøderne stadig er sønner og ikke snarere fjender? Mon de, der ikke vil være dannet og ikke vil anerkende ham, der har dannet dem, stadig er ler, som er dannet af ham? Mon de er hans hænders værk? Er de ikke snarere Satans værk? Her gælder den udflugt ikke, at ’fader’, ’danner’, ’skaber’ bare er generelle betegnelser. Profeten taler i ånden, og han frembringer sine ord ud af åndens affekt, hvori det kun er dem, der er Guds sønner, som er trofaste, sådan som vi også i Fadervor tilbeder Faderen i ånden. Derfor hører han ikke betegnelsen fader, især ikke i det ny testamente, uden ånden. Og det var dog i højeste grad nødvendigt, hvis han talte disse ord på jødernes vegne, eftersom allerede som sagt situationen lægger stærkt op til det og ordene stadigvæk forefindes. |
39 His arbitror satis liquidum fieri, in persona infidelis populi haec dici non posse, quod et amplius liquebit, ubi intellectum eorum viderimus. | Hermed tror jeg, at det er blevet tilstrækkelig klart, at dette ikke kan være talt på det vantro folks vegne, og det vil komme til at stå yderligere klart, når vi nu ser på forståelsen af disse ord. |
40 Iam quod contendit, eiusmodi locutiones universales in scripturis plerunque particularem intelligentiam habere, (latlu03#20) ut est illud ’Omnes quaerunt quae sua sunt’, (Fil 2,21) cum Titus et multi alii non fuerint tales, ita hic Omnes iustitias dici immundas, vult intelligi aliquas aliquorum. Aut Latomum hic malitia et invidia excaecant, aut insigniter stupidus est, non modo, quod ineptis exemplis ludit, sed quod et temere figuram hanc torquet. | Nu først til det, han påstår, at den slags generelle talemåder i skriften ofte har en afgrænset betydning, som det har sig med et ord som ’Alle søger deres eget’, eftersom Titus og mange andre ikke var på den måde. Og når der således her siges: ’al retfærdighed er uren’, så vil han have det forstået som nogen retfærdighed hos nogle. Enten har ondsindethed og misundelse her gjort Latomus blind, eller også er han bemærkelsesværdig dum, ikke blot fordi han leger med nogle eksempler, der ikke passer, også fordi han fordrejer denne talefigur på en fræk måde. |
41 Si sic licet pro mera libidine, nulla adducta rationem figuris ludere, quid obstat, quo minus omnia induant novas intelligentias? dicam et ego, quod psal. i. ‘Omne quod faciet, prosperabitur’, possit sic intelligi, id est, aliquid prosperabitur. Et ii. ‘Beati omnes qui confidunt in eo’, id est, aliqui qui confidunt in eo. Psal. v. ’Perdes omnis qui loquuntur mendacium’, id est aliquos. Et quae rogo ludibria in scripturis hinc ducentur? Non erat Latomi tanti Theologi officium asserere, quid possit sic dici, sed quid debeat sic dici. | Hvis det er tilladt således efter forgodtbefindende at lege med talefigurerne, uden at komme med nogen begrundelse, hvad er der så i vejen for, at man kan give hvad som helst en ny forståelse? Så vil også jeg kunne sige, at Sl 1,3: ’Alt, hvad han gør, lykkes for ham’, kan forstås således, det vil sige, der er noget, der lykkes for ham. Og Sl 2,13: ’Salige er alle dem, der stoler på ham’, det vil sige: Nogen af dem, der stoler på ham, er salige. Og Sl 5,7: ’Du udrydder alle, som taler løgn’, det vil sige: Du udrydder nogle. Jeg spørger bare: Hvilket spottende spil med skriften ville det ikke føre til? Det var ikke den store teolog Latomus’ opgave at sige, at ordene kan forstås således, men at sige, at ordene bør forstås således. |
42 Non quaeritur, quid possit libido nugandi, sed quid debeat praestare religio interpretandi, praesertim cum tanta bucca sese iactarit non numeraturum, sed ponderaturum testimonia scripturarum, (latlu#36) et convicturum male citantem Lutherum. Est hoc ponderare testimonia? est hoc convincere male citantem? dicere duntaxat: ‘Ego possum sic et sic intelligere’? Nonne hoc vitio reos hactenus egi Sophistas istos, quod possint omnia sic et sic intelligere, nunquam autem ut debent velint intelligere? Hoc non est confutare adversarium, sed confundere divinas scripturas. | Der spørges ikke om, hvad man af lyst til narrestreger kan stå inde for, men om, hvad man i bundethed til det, man skal fortolke, må stå inde for. Og det gælder da især, når den store pralhals pralede med, at han ikke ville tælle, men vægte skriftbeviser, og bevise, at Luther havde citeret dårligt. Er det at vægte vidnesbyrd? Er det at bevise, at jeg har citeret forkert? bare at sige: ’Jeg kan forstå det sådan og sådan?’ Mon ikke det er præcis den fejl, jeg har anklaget sofisterne for: at de kan forstå alting sådan og sådan, men aldrig vil forstå det, som det bør forstås? Det er ikke at gendrive modstanderen, men at forvirre de guddommelige skrifter. |
43 Deinde qui huius figurae tam vivaciter memor est hoc loco, quomodo tam crassum stertit in sequenti, ubi dicitur: ’Non est qui invocet nomen tuum, qui surgat et teneat te’? (Es 64,6) Nonne potuit et hic particularem facere, id est, aliqui et multi non invocant nomen tuum, quo caveret, ne insulsissimum et ineptissimum excursum (n43) cogeretur facere, probaturus quam nunquam defuerint invocantes nomen domini per omnia secula? An in negativis non habet ista figura locum? | Dernæst, den, som så levende på dette sted kommer denne figur ihu, hvordan kan han sove så groft i det følgende, hvor det hedder: ’Der er ikke nogen, der påkalder dit navn, som tager sig sammen og holder sig til dig’? Kunne han ikke også her give det en indskrænkende betydning, det vil sige, så det kun er nogen eller mange, der ikke påkalder dit navn. Derved havde han kunnet undgå at være tvunget ud i en tåbelig og urimelig ekskurs, hvorved han vil bevise, at der aldrig i noget slægtled har manglet nogen, der påkaldte Herrens navn? Men denne talefigur gælder måske ikke i negative udsagn? |
44 An non Isaiae lvii. videbitur posita: ‘Iustus perit, et non est qui recogitet in corde suo, et viri misericordiae colliguntur, et non est qui intelligat’? Num Isaias non intelligebat, qui haec ipsa dicebat? An soli Latomo licet ubi ubi voluerit figuram facere, ubi non libet, nullam facere? scilicet sentiebat homo prudens, quod illud citra figuram dictum ’omnes iustitiae pollutae’ contra sese concluderet, ideo fuit eludendum, rursum illud ’Non est qui invocet’ sub figura dictum non concluderet contra Lutherum (W63) ideo fuit ei detrahendum. Nec interim cogitabat vir tantus, quam hac libidine et temeritate copiam versurae adversario faceret. Eadem enim autoritate permutabo et ego ista duo figurata, ut nunc simul, nunc alterutrum sint figurata et non figurata. Iste autem est modus tractandae scripturae? | Mon ikke det er denne talefigur, der synes at optræde i Es 57,1: ’Den retfærdige går til grunde, men der er ingen, der overvejer det i sit hjerte; barmhjertige mænd tages til fange, men der er ingen, der bemærker det’? Mon Esajas som udtalte disse ord, ikke forstod dem? Eller er det kun Latomus, der har lov til at bruge denne figur, overalt hvor det passer ham, og lade være, hvor det ikke passer ham? Klog som han er følte han nemlig, at dette ord: ’al retfærdighed er forurenet’ kunne bruges imod ham, hvis ikke talefiguren var med, derfor måtte den bringes på bane. Men omvendt følte han, at ordet: ’Der er ingen, der påkalder’ ikke kunne bruges imod Luther, hvis talefiguren var med, derfor måtte han fjerne den. Men herunder tænkte den store mand ikke på, hvilken mængde udflugter han ved denne vilkårlighed og frækhed ville give modstanderen mulighed for at benytte sig af. For ud fra den samme autoritet ville jeg også kunne veksle mellem de to talemåder, og nu sige, at én er figurlig tale, nu dem begge, nu ingen af dem. Men er det en måde at behandle skriften på? |
45 Rursum, Egregius Theologus illud ‘Omnes iustitiae nostrae pollutae’, quod fidelibus figuratum tribuerat, tandem sine figura tribuit Iudaeis ultimo vastatis, de quibus hunc locum interpretantur, ut habeant, quorum iustitias omnes citra figuram pollutas asseverare possint. Ita Latomus sibi licentiam in divinis literis arrogat libidinandi, etiam dum seria ducit et pro fide contra pessimum haereticum pugnat. | Videre: Denne udmærkede teolog, som forstod dette ‘al vor retfærdighed er forurenet’ på figurlig måde om de troende, forstår det dog i sidste ende om jøderne under den sidste ødelæggelse. Dem tolker han nu stedet om, for at de kan have nogen, om hvem de kan forsikre, at deres retfærdighed er forurenet uden figurlig tale. Således tilraner Latomus sig ret til bære sig ad, som han vil, i de guddommelige skrifter, også når det er alvorlige sager, han tager frem, og når han kæmper for troens sag mod den værste kætter. |
46 Si essem haereticus (quod avertat Christus) et has larvas in me cernerem instrui, sententiam meam firmarem et omnia illorum suspecta haberem ex illa ipsa inconstantia et nugacitate. Neque enim seria nec vera eos crederem tenere, quanto magis nunc ea etiam damno et detestor. | Hvis jeg nu var en kætter (hvad Kristus forhindre) og blev klar over, at det var sådanne skyggebilleder, man førte frem imod mig, så ville jeg blive bestyrket i min mening og regne alle deres meninger for mistænkelige på grund af ustadighed og letfærdighed. For jeg ville nemlig ikke kunne tro, at de regnede dem for alvorlige og sande. Så meget mere fordømmer og foragter jeg dem da også nu. |
47 Age tamen, valeat ista Lovaniensis et nova theologisandi ratio, et uno verbo omnia Latomi subito subvertero et mox vicero. Quoties enim inductis autoritatibus cavillatur, opus bonum non esse peccatum, divertam ad istud effugium synecdoches (n47) et dicam: opus bonum intelligitur particulariter bonum, similiter et peccatum particulariter peccatum. | Men kom, lad denne løvenske ny måde at drive teologi på være, med ét ord vil jeg vende rundt på alt Latomus’ og straks efter sejre. For hver gang han kommer med sine autoriteter og driller mig med, at en god gerning ikke er synd, vil jeg tage min tilflugt til denne synecdoche og sige: ’Den gode gerning skal forstås som delvis god, ligeledes skal også synden forstås som delvis synd’. |
48 Sic enim ipse aliquas aliquorum iustitias non bene factas synecdochisat. Quid erit tum facilius mea victoria his armis adversarii ipsius parta? Ecce hoc est Lovanialiter et Latomialiter sensum scripturis e filo, consequentia et circunstantia verborum ducere, quos tamen parricidum est truncos, stipites appellare. | Sådan siger han nemlig selv ved hjælp af sin synekdoken, at nogen retfærdighed hos nogle ikke var ret gjort. Hvad ville da være lettere end at vinde sejr ved hjælp af modstanderens egne våben? Se, det er sådan Løven-folkene og Latomus udleder skriftens mening af ordenes genre, konsekvenser og sammenhæng. Og dog er det højforræderi at kalde dem afstumpede og klodrianer. |
49 Facessat ergo ista Lovanitas et vera vanitas. Et Augustini sententia, quae ipsius veritatis et communis omnium sensus est, nobis hic supponatur: ’Figura nihil probat’, (n49) quod licet de sacris rerum figuris dixerit, nihil minus etiam grammaticis verborum figuris aptari commode potest. In nulla enim scriptura, nedum divina, figuras captare licet pro mera libidine, sed vitari debent et simplici purae primariaeque verborum significationi nitendum est, donec ipsa circumstantia aut evidens absurditas cogat figuram agnoscere, alioqui quae erit Babylonia linguarum et verborum in mundo? tum praestaret mutos esse quam eloquentes. Exemplis crassis monstremus, quia incrassati sunt nimium Magistri nostri Lovanienses. | Bort altså med dette Løven-pjat og sande humbug! Og lad os erstatte det med denne Augustin-sætning, som er udtryk for sandheden selv og for alles almindelige mening: ’Billedlig tale beviser intet’. Selv om det er sagt om billedtalen i de hellige skrifter, så kan det udmærket anvendes på ordenes grammatiske billedtale også. For det sker ikke i noget skrift, og da slet ikke i de guddommelige skrifter, at billedtalen kan forstås blot efter forgodtbefindende, nej, man bør undgå den og støtte sig til ordenes enkle og rene og oprindelige betydning, medmindre selve sammenhængen eller en soleklar absurditet tvinger én til at antage en billedtale. Hvilken babylonisk forvirring af sprog og ord ville der ellers ikke blive i verden? Da ville det være bedre at være stum end veltalende. Lad os tage nogle firkantede eksempler, eftersom vore magistre fra Løven jo er lidt tungnemme. |
50 Quando poeta dicit: ‘Nascetur pulchra troianus origine Caesar’, (Vergil, Æneiden, I 286) (W64) si hic figuram captes, ut Caesarem pro Caesaribus dictum velis, potes hoc pro libidine tua, sed nunquid grammaticis persuadebis? Rursus illo: ‘Tu populos regere imperio Romane memento’ (Vergil, Æneiden VI 851) potes sine figura unicum civem Romanum iactare, sed grammatici quid dicent? | Når digteren siger: ’Af ædel trojansk herkomst vil Cæsar fødes’, hvis du så greb til en talefigur, så du forstå ordet ’Cæsar’ som identisk med ’kejsere’, så kan du gøre det efter dit forgodtbefindende, men mon du ville kunne overbevises grammatikerne om det? Eller et andet eksempel: ’Husk på, romer, at du er sat som hersker over folkeslag’ det kan du uden at bruge billedsprog forstå om den enkelte romerske borger, men hvad vil grammatikerne sige til det? |
51 Sic psal. xv. ‘Notas mihi fecisti vias vitae’, potes tuo cerebro dicere, vias terrenas intelligi, quas corporalibus pedibus calcamus, sed errorem simul pro via sequeris. Et quid opus pluribus? plena fatemur omnia figuris, sed in quibus observandis opus sit iudicio, quod tamen nulla certa regula formari satis potest, quanquam ego adhuc nullum exemplum huius figurae reperi in signis illis universalibus, ut Latomus hic fingit. | På samme måde kan du følge dit eget hoved og forstå Sl 16,11: ’Du har lært mig livets veje’ om jordiske veje, som vi træder på med vore jordiske fødder, men så har du fulgt fejltagelsen og ikke vejen. Men hvad har vi brug for flere eksempler til? Vi indrømmer, at alt er fyldt med talefigurer, men der er brug for skønsomhed, når man undersøger dem, for der kan ikke opstilles nogen fast regel, skønt jeg for min del indtil nu ikke har fundet noget eksempel på den talemåde med almene udtryk, som Latomus her fabler om. |
52 Duo ista habemus, quae nos dirigant, Absurditatem rerum et circumstantiam verborum. Quod enim gladius femoris psal. xliiii. et duo gladii discipulorum Luce xx. non ferrum significet, circunstantia verborum fortius probat quam absurditas, quanquam et haec valet. Rursum, quod relinquens uxorem centuplum accipiat in hac vita, (Luk 18,29) ipsa absurditas rerum non de relinquendo et recipiendo corporaliter intelligi cogit. | Vi har de to ting til at vejlede os: Tingenes absurditet og ordsammenhængen. At fx sværdet ved lænden i Sl 45,4 og disciplenes to sværd i Luk 22,38 ikke betyder jernsværd, det beviser ordsammenhængen mere end absurditeten, endskønt også den er af værdi. Og på den anden side: At den, der forlader sin hustru vil få hundredfold igen i dette liv, det tvinger selve absurditeten i sagen os til at forstå, ikke om en legemlig forladen og en legemlig modtagen. |
53 Ita Latomo meo in praesenti non sufficit dicere, ’potest hoc figurate intelligi, omnes pro aliquibus’: non patior figuram, quam diu non docuerit absurditatem aut circumstandiae necessitatem, sed urgebo eum, ut simplici, propria et primaria significatione debeat intelligere, omnes iustitias nostras esse immundas, debet inquam hoc, quia nulla absurditas huic contraria in scripturis reperitur. Et sic stat autoritas ista adhuc invicta et ridet Latomianos conatus et praeproperam iactantiam probatque, quod omnis iusticia est immunda, omne opus bonum peccatum. | Derfor er det i denne sammenhæng ikke nok, at min kære Latomus siger: ’Det kan forstås billedligt, således at alle står for nogle’. Jeg godtager ikke billedtale, sålænge han ikke har belært mig om nødvendigheden deraf ud fra absurditeten eller ordsammenhængen, men jeg vil tvinge ham, så at han bør forstå den enkle, den særlige, den oprindelige betydning, nemlig at al vor retfærdighed er uren. ’Han bør forstå den således’, siger jeg, fordi der ikke findes nogen absurditet i det og intet i skriften, der er imod det. Og således står denne tekst stadig ubesejret og ler ad alle Latomus’ anstrengelser og forhastede pralerier og beviser, at al retfærdighed er uren, al god gerning synd. |
54 Quamvis miror eum sui effugii hic oblitum, quo in omnibus aliis utitur, poterat enim et hic dicere, ‘immunditiam’ esse aliud quam imperfectionem, sicut in vocabulo ‘vitium’ et ‘peccatum’ facit, autoritate qua solent rebus substantias et vocabulis significationes affingere, prout visum fuerit. Sed sperabat heros magnanimus aliquando e spectatiore victoria illustris fieri, quam per effugia reliqua factus est. | Dog undrer det mig, at han her har glemt den udflugt, han bruger alle andre steder. Han kunne nemlig også her sige, at ’urenhed’ er noget andet end ufuldkommenhed, ligesom han gør med ordet ’last’ og ’synd’, og det kunne han gøre ud fra den autoritet, hvorefter de plejer at tillægge tingene indhold og ordene betydninger, nemlig efter hvordan de nu havde besluttet det. Men den ædelmodige helt håbede vel at blive berømt ved en mere opsigtsvækkende sejr, end han var blevet ved de øvrige udflugter. |
55 Accedit ad haec, ne figura ista locum hic habeat, et alia ratio: Quod regulare sit in scripturis, ubi simpliciter et perfectissime universalem absque omni scrupulo exclusa Synecdoche seu particularitate (ut sic dicam) statuit, non contenta est posuisse universalem et affirmativam, adiicit et universalem et negativam. Quale est illud Ro. iii. ex xiii. psalmo: ‘Omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt, non est intelligens nec requirens deum, non est qui faciat bonum’. Quo loco Paulus hanc regulam servat et confirmat, concludens simpliciter omnes Iudaeos et Graecos, hoc est, omnes filios hominum sub peccato. | Hertil kommer endnu en grund til, at der ikke på dette sted er plads til denne talefigur: Det er en fast regel i skriften, at hvor den enkelt og fuldkomment fremsætter et almengyldigt udsagn og uden tvivl udelukker talefiguren synekdoke eller, hvis jeg skal sige det sådan: den partikulære tolkning, dèr er den ikke tilfreds med at have fremsat det universelle og affirmative udsagn, den tilføjer det universelle og negative. For eksempel Rom 3,12, taget fra Sl 14,3: ’Alle er afvegne, de er samtidig blev ubrugelige, ingen har forstand og søger Gud, der er ikke én, som gør godt’. På dette sted betjener Paulus sig af denne regel og bekræfter den, idet han simpelthen slutter, at alle jøder og grækere, det vil sige alle menneskebørn er under synd. |
56 Nisi enim hic exclusa esset synecdoche, tota Apostoli disputatio illic rueret, et nihil pro gratiae necessitate, quam intendit, concluderet. Tale et illud eiusdem e psal. xxxi. ’Beati quorum remissae sunt iniquitates, quorum (W65) tecta sunt peccata. Beatus vir, cui non imputavit dominus peccatum, nec est in spiritu eius dolus’. Ecce ut plena et rotunda remissio exprimeretur, non satis erat dixisse, esse remissa et tecta affirmative, sed et computari, non esse in spiritu dolum addit. (n56) | Hvis ikke her talefiguren synekdoke var udelukket, ville hele apostelens argumentation på dette sted falde til jorden, og han ville ikke have kunnet konkludere til fordel for nødvendigheden af nåden, sådan som han havde til hensigt. På samme måde forholder det sig med hans citat fra Sl 32,1 (Rom 4,7): ’Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er skjult, lykkelig den mand, hvem Herren ikke tilregner synd, og i hvis ånd der ikke er svig’. Se, hvordan det ikke var nok, når han skulle udtrykke den fulde og rundhåndede tilgivelse, at sige affirmativt, at synderne er tilgivet og skjult, han måtte også sammenfatte det og føje til, at der ikke var svig i hans ånd. |
57 Hoc modo Tren. ii. ‘Precipitavit dominus et non pepercit omnia speciosa Iacob’, ut nihil scilicet speciosum relictum ostendat. Et psal. xxvii. ’Destrues eos et non aedificabis eos’, ne partim eos destrui intelligas. Est quidem synecdoche dulcissima et necessaria figura et charitatis misericordiaeque dei symbolum, ut dum percutere aliquando dicitur aut vastare, non penitus delere aut omnes percutere intelligatur, totum enim tangit, quando partem eius tangit. (n57) | På samme måde i Klagesangene 2,2: ’Herren har nedstyrtet og ikke skånet al Jakobs pragt’, nemlig for at vise, at der ikke blev nogen pragt tilovers. Og Sl 28,5: ’Han ødelægger dem og opbygger dem ikke’, for at man skal forstå, at det ikke kun er delvist, at de bliver ødelagt. Talefiguren synekdoke er ganske vist den sødeste og mest nødvendige figur og et tegn på Guds kærlighed og barmhjertighed, så at når han siges at sønderhugge eller lægge øde, så må man forstå det sådan, at han ikke ødelægger fuldstændigt eller sønderhugger alle, han rører nemlig helheden, når han rører en del deraf. |
58 Ita et hoc loco Isaias multas affirmativas et negativas eadem regula componit dicens: ’Et facti sumus immundi omnes nos, et quasi pannus menstruatae universae iustitiae nostrae. Et cecidimus quasi folium universi, et iniquitates nostrae quasi ventus abstulerunt nos’. Sequuntur negativae: ’Non est qui invocet nomen tuum, nec qui surget, nec qui teneat te’. Scilicet, adeo sunt omnes iustitiae pollutae, ut prorsus nullius apud te valeat, qua tenearis in hac ira tua. Quare Latomi figmentum frivolum hic funditus evertitur. | Sådan sammensætter Esajas også på dette sted mange positive og negative udsagn efter den samme regel, når han siger: ‘Vi er alle blevet urene, og som en menstruationsklud er al vor retfærdighed. Vi er faldet som løvet, og vore overtrædelser har fjernet os som vinden’. Så følger de negative udsagn: ’Der er ikke nogen, der påkalder dit navn, ingen, som rejser sig op og holder sig til dig’. Det vil sige: I den grad er al retfærdighed forurenet, at der slet ikke er nogen, der har noget, der for dig er så betydningsfuldt, at du vil holde din vrede tilbage. Derfor bliver Latomus’ frække opdigtning her helt kastet omkuld. |
59 Haec autem dico, non quod Latomo concesserim est figuram Synecdochen in locis ab ipso prolatis, sed quod figuram hanc in scripturis frequentem ese confitear. Et videat Sophista, quam levibus stipulis, quantam rupem oppugnet, quod non uno modo suae neniae superari facile possint. Nam ego non memini ullo scripturae loco in universalibus locutionibus synecdochen vidisse. Quae autem Latomus affert, ipse cogit synecdochen habere, cum nihil habeant minus. (latlu03#20). | Men dette siger jeg, ikke fordi jeg vil gå med til, at talefiguren synekdoke forekommer på de steder, som Latomus lægger frem, men fordi jeg indrømmer, at talefiguren er almindelig i skriften. Og så kan denne sofist se, hvor tynde halmstrå han bruger, og hvor stor en klippe det er han angriber. For det er ikke kun på én måde, at hans trylleformularer kan angribes med lethed. Jeg kan således ikke huske at have set noget sted i skriften, hvor talefiguren synekdoke bruges i almengyldige udsagn. Latomus fremfører nogle eksempler, men det er nogen, hvor han tvinger talefiguren synekdoke ned over dem, skønt intet ligger dem fjernere. |
60 Denique ipsemet confutat, dum dicit, verba huiusmodi debere contrahi ad suam materiam, (latlu03#24) ut illud Isaiae ’ut disperdat omnem terram’, (Es 13,5) non utique orbem terrarum, sed terram Babylonis. Ita in Euangelio Lucae ii. describitur orbis universus, non utique totus orbis terrarum, sed orbis Romani imperii. ‘Et tenebrae factae sunt super universam terram’ (Matt 27,45) quod putant de sola Iudaeorum terra dici, cum earum tenebrarum Romani scriptores non meminerint, praeter fabulosum illum Dionysium in Heliopoli, cuius Epistola extat, nimirum efficta meo iudicio. (n60) | Endelig modsiger han sig selv, når han siger, at den slags ord bør begrænses til det, de handler om, fx ordet hos Esajas: ‘for at ødelægge hele jorden’, der ikke skulle handle om hele jorden, men om Babylons land. På samme måde skulle det, at der i Luk 2,1 står ’alverden’ ikke betegne hele jordens kreds, men kun det romerske imperium. ’Og der blev mørke over hele jorden’ mener de alene er sagt om Jødeland, eftersom romerske skribenter ikke nævner dette mørke, udover den fantasifulde Dionysius fra Heliopolis, af hvem der findes et brev, som dog efter min mening er opdigtet. |
61 Insuper universas iustitias immundas ad populum Romanae captivitatis trahit absque synecdoche. Sic locus iste ‘Omne caput merens etc’ (Es 1,5) (Latlu03#25) duplici causa non habet synecdochen, primo, quia universalis, deinde, quod negativa additur ‘Non est in eo sanitas etc’. (Es 1,6) Et ut Paulus Rom. ix. exponit, ad Iudaeos istos pertinet (W66) post Christum relictos, in quibus vere omne caput merens, et non est in eo sanitas. | Derudover lader han ordet om al retfærdighed, der er blevet uren, gå på folket under det romerske fangenskab, uden nogen synekdoke. Således er der to grunde til, at ordet ’Hele hovedet er mat, ethvert hjerte vemodigt’ ikke har nogen synekdoke, den første, at det er universelt, den anden, at der negativt tilføjes ’Der er ikke sundhed i det osv’. Og som Paulus forklarer det Rom 9,29, så går dette sted på jøderne efter Kristus. Blandt dem var virkelig ethvert hoved bedrøvet og der var ikke sundhed i det. |
62 Sed et Christi tempore iam tales erant. Loquitur enim in eos, qui extra Christum tunc fuerunt et permanserunt. Ita illud Hieremiae ‘Omnes student avaritiae, a minimo usque ad maximum’, (Jer 6,13) certe ad corpus avaritiae pertinet, exclusis piis. Sicut et illud Pauli ‘Omnes quae sua sunt, quaerunt’ (Fil 2,21) ad suam materiam et obiectum pertinet. Alioqui cum Paulus Ro. iii. omnes homines sub peccato concludat, (n62) et Ro. iii. omnes gloria dei vacuos esse dicit, seipsum quoque, Abraham et omnes pios involvisset, sed loquebatur in eos, qui sine fide vera agebant. | Men også på Kristi tid var der sådanne mennesker til. Der tales nemlig om dem, der dengang var udenfor Kristus og forblev udenfor. Således handler Jer 6,13: ’Alle er opfyldt af begær, fra den mindste til den største’ givetvis på hele samlingen af begærlige, undtagen de fromme. Således også stedet hos Paulus ’Alle søger deres eget’, det drejer sig om den sag og genstand, ordene sigter til. Ellers, når Paulus Rom 3,9 indeslutter alle mennesker under synd, og når han Rom 3,23 siger, at alle har mistet herligheden fra Gud, ville han inkludere sig selv, Abraham og alle fromme, men han taler om dem, som handler uden den sande tro. |
63 Itaque, ut dixi, ineptis exemplis ludit Latomus, mala conscientia erroris vexatus, cupiens evadere et non potens. Evidens enim argumentum est, eum esse veritate invicta convictum, qui tot miser diverticula et tam anxie quaerit. O veritatis conscientia non sic trepidat aut variat. Sero ista quaeruntur remedia misero sophistae. | Derfor leger Latomus som sagt med uegnede eksempler, drevet af en dårlig samvittighed om at have taget fejl, stræbende efter at undvige uden dog at kunne. Det er nemlig et soleklart argument for, at han er overbevist af den uovervindelige sandhed, at det stakkels menneske søger så mange smutveje med en sådan ængstelse. Den, hvis samvittighed er af sandheden, skælver ikke på den måde eller er så ustadig. For sent søger den ulykkelige sofist disse lægemidler. |
64 Hic autem est figura Synecdoche in Euangelio: ‘Sic erit filius hominis tribus diebus et tribus noctibus in corde terrae’. (Matt 12,40) Et similiter: ‘latrones, qui crucifixi erant cum eo, blasphemabant eum’. (Matt 27,44) Et evidentissime psal. lxxvii. ’Et tentaverunt deum, ut peterent escas animabus suis’, (Sl 78,18) hoc in vituperium dicitur quasi totius populi Israel. | Men her findes talefiguren Synekdoke i evangeliet: ’Således skal menneskesønnen være i jordens skød tre dage og tre nætter’. Og på lignende måde: ’De røvere, som var korsfæstet sammen med ham, spottede ham’. Og helt oplagt i Sl 78,18: ’Og de fristede Gud, så de krævede føde til deres sjæle’, dette siges som en bebrejdelse som til hele Israels folk. |
65 Contra psal. c. iiii. ‘Petierunt et venit coturnix etc.’ (Sl 105,40) hoc in laudem dicitur, sed utrunque per synecdochen, totum pro parte. Prae caeteris autem in Prophetis late regnat ea figura. At hoc loco non sic potest Isaiae verbum ad alios contrahi, quia sese involvit, non ad alios loquitur, sicut fit in praedictis locis, sed prosopopeiam loquentium de seipsis facti, dicens ‘omnes nos’, ‘universae nostrae iustitiae’. (Es 64,6) Non dicit ‘illi’ aut ‘vos’ etc. | Modsat i Sl 105,40: ‚De bad og der kom vagtel, osv’, dette siges til ros, men i begge tilfælde med en synekdoke, det hele i stedet for delen. Men fremfor alt hersker denne figur udbredt hos profeterne. Men på dette sted kan Esajas’ ord ikke således henføres til andre, fordi han indbefatter sig selv, han taler ikke om andre, sådan som det sker i de førnævnte tilfælde, men han bruger en personlig betegnelse om folket selv, idet han siger ’os alle’, ’al vor retfærdighed’. Han siger ikke ’de’ eller ’I’, osv. |
66 Sed nunc superest, quomodo ista fidelibus tribui possint. Et credo non esse necessarium probare eos fuisse fideles et pios, cum ad vocem Hieremiae obedientes deo sese traderent in captivitatem, alii sponte, alii tandem coacte. Nam Christi et Apostolorum caro adhuc in illis erat, ob quam solam possumus eos dicere fuisse pios et fideles, quando suae carnis linea merito credatur per totum genus humanum usque in virginem matrem sanctum et electum semen fuisse. Dicam igitur prius summatim, postea textum. | Men nu står det spørgsmål tilbage, hvordan disse ting kan siges om de troende. Og jeg tror ikke, det er nødvendigt at bevise, at de var troende og fromme, eftersom det var i lydighed mod Jeremias’ ord, de begav sig i fangenskab, nogle frivilligt, men også nogle modvilligt. For Kristi og apostlenes kød var allerede da i dem, og det er alene for dette køds skyld, at vi kan sige, at de var fromme og troende, for vi tror jo med rette, at der i kraft af hans slægtslinie igennem hele menneskeslægten lige til jomfrumoderen var en hellig og udvalgt sæd. Lad mig først tale i grove træk, dernæst ud fra teksten. |
67 Ego docui opera nostra bona esse talia, quae iudicium dei ferre non possint, iuxta illud Psal c. i. ‘Non intres in iudicium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens’. (Sl 143,2) (releip04#32) Cum autem iudicium eius sit verax et iustum, non damnat opera, quae prorsus sunt inculpabilia, nulli enim facit iniuriam, sed sicut scriptum est ’Reddit unicuique secundum opera sua’, (Rom 2,6) ideo sequi, bona nostra non esse bona, nisi regnante super eos misericordia eius, quae ignoscat, esse vero mala intentato super nos iudicio eius, quod reddit unicuique. | Jeg har lært, at alle vore gode gerninger er af den art, at de ikke kan bestå for Guds dom, ifølge dette Sl 143,2: ’Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, der lever, retfærdig’. Men da hans dom er sand og retfærdig, kan han ikke fordømme gerninger, som helt igennem er uangribelige. Han gør nemlig ikke nogen uret, men som der står skrevet: ’Han giver enhver igen efter hans gerninger’. Heraf følger, at vore gode gerninger ikke er gode, medmindre hans barmhjertighed hersker over dem, så han tilgiver dem, men at de tværtimod er onde, idet hans dom truer os, han, som gengælder enhver. |
68 Haec est via docendi timoris et spei in deum. Hanc sapientiam pietatis calumniatores mei damnant et sua opera inflant, homines (W67) timore dei et spe spoliant et superbos reddunt pestilentibus suis doctrinis, fingentes opus bonum laude, premio, gloria dignum, ut hic etiam Latomus latrat. | Dette er måden at lære gudsfrygt og gudshåb på. Denne fromme visdom fordømmer mine bagtalere og de oppuster deres egne gerninger, de fratager mennesker gudsfrygt og gudshåb, og gør den overmodige med deres pestbringende lærdomme, idet de opfinder en god gerning, der er værdig til ros, belønning og ære, sådan som her også Latomus bruser op om det. |
69 Eam sententiam et hoc Isaie loco firmavi, et recte, quantum adhuc intelligo, imo nunc firmius quam ante ludibrium Latomi stat pro me. Vult enim Isaias, irascente deo et in captivitatem, vastitatem trudente populum, deum iam non secundum misericordiam, sed secundum iudicium, imo iram cum eis agere, in quo iudicio et si sint pii et iusti viri, quorum iustitia extra iudicium munda esse poterat sub regno misericordiae, nunc adeo nihil prodest illis, ut similes sint novissimis et immundissimis peccatoribus. | Denne mening har jeg også styrket med dette sted fra Esajas, og det med rette, så vidt jeg hidtil har forstået det, ja, nu står det mere stærkt for mig end før Latomus’ spottende udgydelser. Esajas vil nemlig sige, at når Gud bliver vred og driver folket i et ødelæggende fangenskab, så handler Gud endnu ikke med dem efter sin barmhjertighed, men efter sin dom, ja efter sin vrede, og i denne dom hjælper det dem ikke, om de kunne være nok så fromme og retfærdige mænd, hvis retfærdighed uden for dommen var ren under barmhjertighedens herredømme, tværtimod sættes de på linie med de værste og mest urene syndere. |
70 Non enim agnoscit eos dominus in isto furore, sed simul tradit iustum et pium. Nec sinit se teneri, quo quid aliud facit, quam quod eos, qui iusti sunt, sic habet et sic apparere facit, ac si iusti non essent. In quo tamen iudicio, quia iuste iudicat et vere, necessarium est simul eos esse iustos et tamen immundos. Et ita ostendit, quam nullus in sua iustitia, sed sola misericordia eius niti debeat. | For Herren vedkender sig dem ikke i denne vrede, men overgiver både den retfærdige og den fromme. Og han vil ikke lade sig holde tilbage, hvad andet gør han, end at han forholder sig til dem, der er retfærdige, og får dem til vise sig som om de ikke var retfærdige. Men fordi han dømmer sandt og retfærdigt i den dom, må de på én gang med nødvendighed være retfærdige og dog urene. Og således viser han, at ingen må støtte sig til sin egen retfærdighed, men kun til hans barmhjertighed. |
71 Hoc sensu et Iob ix. loquitur: ’Unum locutus sum: Innocentem et impium ipse consumit’. Neque enim de ficte innocente loquitur, et tamen consumit eum non iniuste. Ita et Isaias hic vere iustos et mundos intelligit. Non enim spiritus in spiritu piorum de fictis iustis seu in ficte iustorum persona loquitur. Verissima est iustitia et tamen velut immunda, quod patitur omnia eorum, quae immundi patiuntur, non innocenter apud iustum deum, licet innocenter coram hominibus et in conscientia nostra. | I denne betydning siges det også i Job 9,22: ’Ét har jeg sagt: Den uskyldige og den ufromme fortærer han’. Han taler nemlig ikke om én, der kun fiktivt er uskyldig, og dog er det ikke uretfærdigt, at han fortærer ham. Således forstår også her Esajas virkelig retfærdige og rene mennesker. Ånden i de frommes ånd taler nemlig ikke om fiktive retfærdige eller på vegne af fiktive retfærdige. Retfærdigheden er sandelig ægte nok, og dog er den som uren, for den lider alt det, som de urene lider, ikke uskyldigt overfor den retfærdige Gud, selv om det er uskyldigt overfor mennesker og i vor samvittighed. |
72 Hoc sensu et psal. xliii., ubi plurima mala perpessi dicunt: ’Haec omnia venerunt super nos, et inique non egimus in testamento tuo. Nec recessit retro cor nostrum, nec declinaverunt semitae nostrae a via tua’. Hoc est, quod in Hieremia dicit xlviii. ‘Ecce, quibus non erat iudicium, ut biberent calicem, bibentes bibent, et tu innocens relinqueris? Non eris innocens, sed bibens bibes’. | Den betydning findes også i Sl 44,18, hvor de, der har gennemlevet mange lidelser siger: ’Alt dette kommer over os, skønt vi ikke har forsyndet os imod din pagt. Vort hjerte veg ikke fra dig, vore skridt afveg ikke fra din vej’. Det er, hvad han siger Jer 49,12: ’Se, de, der ikke var dømt til at drikke, de skal dog drikke, og du skulle lades uskyldig? Du skal ikke være uskyldig, men du skal sandelig drikke’. |
73 Quomodo non erat illis iudicium, et tamen bibunt? scilicet in conscientia sua et coram hominibus, sicut Iob fuit, quem itidem testatur dominus innocentem, cum ille c. ix. longe aliter dicat, alioqui deus iustus non afflixisset eos. Nam rursus Hiere. xxxi. dicit: ‘Castigabo te in iudicio, ut non videaris tibi innoxius’. Omnes ergo coram eo peccamus si iudicet, et perimus si irascitur, qui tamen si misericordia nos operiat, innocentes et pii sumus, tam coram eo quam omni creatura. Hoc est quod Isaias hic dicit. | Hvad vil det sige, at de ikke var dømt, og dog skulle drikke? Jo, de var i deres samvittighed og overfor mennesker [uskyldig] som Job var det. Ham bevidner Herren på samme måde var uskyldig, skønt han selv siger noget helt andet i kap 9,2f, ellers ville den retfærdige Gud ikke have ført dem i anfægtelse. For atter siger han i Jer 30,11: ’Jeg vil tugte dig i dommen, at du ikke skal forekomme dig selv uskyldig’. Altså, vi synder alle overfor ham, hvis han dømmer, og vi går til grunde, hvis han vredes, og dog, hvis han tildækker os med barmhjertighed, er vi uskyldige og fromme, både overfor ham og overfro hele skabningen. Det er, hvad Esajas her siger. |
74 cUbi sciendum, quod ille ‘faciens iustitiam’ hoc loco (Es 64,4, se #25) non eum significat, qui agit iuste, qualis psal. xiiii. est ‘Qui operatur iustitiam’, quales iustitias hic omnes immundas vocat, sed eum, qui factor est iustitiae, id est, autor, ut sit iustitia in diebus suis. Sicut Hiere. xxiii. ‚Regnabit rex et sapiens erit, et faciet iudicium et iusticiam in terra’. Et psal. c. xviii. ’Feci iudicium et iusticiam’. | Heraf kan man blive klar over, at udtrykket ’den, der gør retfærdighed’, på dette sted ikke er betegnelsen for ham, som handler retfærdigt (om ham bruger Sl 15,2 udtrykket ’Den, der øver retfærdighed’), for al den slags retfærdighed kalder han her uren, nej, det er betegnelsen for ham, som er udøver af retfærdigheden, det vil sige, ophavsmand til, at der er retfærdighed i hans dage. Sådan som det hedder i Jer 23,5: ’Han skal være konge med indsigt, og øve ret og retfærdighed i landet’. Og Sl 119,121: ’Jeg har øvet ret og retfærdighed’. |
75 Prospera enim sunt et leta tempora, quando factores iustitiae (W68) sunt, quos tamen simul esse operarios iustitiae necesse est. Et locus iste totus hoc plorat, et si sint boni et iusti, in tempore isto irae tamen iustitiam erigere non possunt, qua ira dei sedaretur et teneretur, sed ipsi una cum impiis consumuntur, iustitia eorum nihili habita, quia ira dei non sinit eos quicquam promovere, ut copiosiore sermone sic eloqui hunc locum queas meo periculo. | Lykkelige og glade er de tider, hvor der er udøvere af retfærdighed; de må dog samtidig med nødvendighed handle retfærdigt. Og det, som hele dette sted begræder, er, at selv om de var gode og retfærdige, så kunne de dog ikke på denne vredens tid opvække nogen retfærdighed, som kunne stille Guds vrede og holde den tilbage, men de selv blev opslugt sammen med de ugudelige, deres retfærdighed blev ikke regnet for noget, fordi Guds vrede ikke tillod dem at gå frem på nogen måde, så at du på mit ansvar kan give dette sted en mere omfattende udlægning på følgende måde: |
76 ’Occurristi letanti etc’. (Es 64,4, se #25) Quando leta sunt tempora et prosperatur iustitia, quod utique gratiae tuae regnum est, tu quoque propitius es, occurris et obviis manibus eos suscipis, invocant nomen tuum et exaudis, surgunt et inveniunt te, tenent te et parcis omnibus, ut tempore Mosi in deserto. Tunc est incedere in viis tuis, tunc est memorare, laudare, gratias agere tibi pro beneficiis effusis. At nunc cum ira tua saeviat, et tristia sint tempora, nihil nisi peccatores sumus, non occurris, non inveneris, non teneris. | “ ‘Du kommer den glade imøde, osv’. Når det er glade tider, og retfærdigheden blomstrer, fordi din nådes herredømme er overalt, så er du også nådig, kommer dem imøde og modtager dem med åbne arme. Og de påkalder dit navn og du hører dem. De rejser sig op og finder dig, de holder sig til dig, og du skåner dem alle, som på Moses’ tid i ørkenen. På det tidspunkt går man på dine veje, ihukommer dig, priser dig, takker dig for de velsignelser, du udgyder. Men nu, hvor din vrede raser, og tiderne er trøstesløse, er vi ikke andet end syndere, du kommer os ikke i møde, man finder dig ikke, man holder sig ikke til dig. |
77 Et si sint boni et iusti, nullus tamen eorum est, qui surgat et teneat te aut invocet nomen tuum pro nobis, quia nec audet, non hic est laudare te pro beneficiis, sed plorare tantum in nostris malis. Et sicut tempore florentis iustitiae etiam peccata aliorum facta sunt alba sicut nix, nec puniisti ea, quin pro non peccatis reputasti, ita isto irae et ruentis iustitiae tempore etiam iustitias nostras universas pollutas ducis punisque simul cum peccatis aliorum et cum malo involvis, allidens nos in manu iniquitatis nostras, sinens nobis fieri, quod peccata meruerunt, ut quasi immundi simus omnes nos. | Og selv om de er gode og retfærdige, så er det ingen af dem, der rejser sig op og holder sig til dig eller påkalder dit navn på vore vegne, for ingen vover det, her er det ikke tiden at prise dig for dine velsignelser, nej, tiden er kun til at begræde vore dårligdomme. Og ligesom i de tider, hvor retfærdigheden blomstrede, også de andres synder blev gjort hvide som sne, og du ikke straffede dem, men regnede dem for at være ikke-synder, således stiller du, i denne vredens og den ødelagte retfærdigheds tid, al vor retfærdighed frem som forurenet, og du straffer den sammen med andres synder, og du vikler os ind i det onde og kaster os i armene på vor uretfærdighed, lader det ske med os, som vore synder gør os fortjent til, at vi alle er som urene”. |
78 Sic misericordia ablata iniquitates nostrae sicut ventus auferunt nos, nihil valentibus adversus eum (n78) universis iusticiis nostris. Sic et de principe irato dicit vulgus: Nemo audet ei de hac re dicere nec pro ea intercedere, ne filii, ne uxor, ne amici quidem etc. Sic iram dei tam magnam queritur, ut et universas omnium piorum iustitias sic tractet, quasi peccata et immunditiae sint, nec audeant nec possint eum invocare aut flectere. | Når således Guds barmhjertighed er borte, vejrer vore overtrædelser os bort som vinden, og alle vore retfærdighedsgerninger er overfor ham intet værd. Således siger også folket om fyrsten, der er blevet vred: ’Ingen vover at tale til ham om denne sag eller prøve at føre den igennem hos ham, hverken hans sønner, hans hustru eller hans venner, osv’. Således klager han (profeten) over Guds vrede, der er så stor, at den behandler alle de frommes hele retfærdighed, som var den bare synd og urenhed, og de vover ikke og de kan ikke påkalde og bevæge ham. |
79 Frigidissima autem est sententia de impiorum sacrilega iustitia, ad ardentissimam et vehementissimam hanc orationem comparata, quae si unquam apte orari potuit, hodie orari potest, ubi multi pii, sed ita praevalet Antichristus Papa, ut etiam non modo in mala poenarum, sed et in errores trahat electos, nec est hic qui surgat, teneat, invocet nomen dei pro miseris nobis. | Men at mene, at dette skyldes de ufrommes blasfemiske retfærdighed, er højst ufølsomt. Denne bøn må forstås ud fra det, at den er så brændende og indtrængende. Og hvis det nogensinde har været passende at bede den, må man kunne bede den i dag, hvor der er mange fromme, men hvor antikristen paven i den grad har fået overmagt, at han ikke blot fører de udvalgte ind i onde straffe, men også ind i vildfarelser, og heller ikke her er der nogen, der rejser sig, holder sig til Gud og påkalder hans navn for os elendige. |
80 Hunc sensum pulchre quadrare sequentibus arbitror satis patere, et Latomis meis hoc deesse, quod spiritum sanctum credunt non ex animo loqui, sed fictas quasdam iustitias allegare. Sed illas non quereretur immundas fieri, cum iam essent immundae. Hic iustitias synceras confitetur esse, et questio est eas pollutas et immundas fieri, dum non contingit illis quod iustitiis synceris solet, sed contraria contingunt, quia non surgunt et tenent iratum deum in die furoris, apud quem nihil non possunt tempore favoris. | Denne opfattelse tror jeg det fremgår passer smukt sammen med det efterfølgende, og mine Latomusser mangler bare dette, at de tror, at Helligånden ikke mener, hvad han siger, men blot fremfører nogle fiktive retfærdighedsgerninger. Her bekender han, at det er nogle ægte retfærdighedsgerninger, og klagen går på, at de bliver forurenede og urene, men klagen opnår ikke det for dem, som ægte retfærdighedsgerninger plejer at opnå, men de opnår det modsatte, fordi de ikke står op og holder sig til den vrede Gud på vredens dag, ham, hos hvem de kan opnå alt i de tider, hvor yndesten hersker. |
81 Iustum ergo simul et iniustum vastat furor et iudicii rigor, sola misericordia (W69) servat quicunque servantur. Quare vides credo, lector, hunc locum cum universa consequentia, cum proprietate verborum, cum simplicitate et unitate sensus, sine varietate laciniosa Lovaniensium Sophistarum pro me facere et stare inconcussum et Scyllae huius latratus irridere. Stat, inquam, opus bonum natura sua esse immundum, ablata nube gratiae, quod sola misericordia ignoscente purum, laude et gloria dignum habetur. | Altså udrydder vreden og dommens ubønhørlighed den retfærdige sammen med den uretfærdige, alene barmhjertigheden bevarer den, der bliver bevaret. Derfor tror jeg, du kan se, kære læser, at dette sted støtter mig, når man forstår det ud fra sammenhængen, ud fra ordenes oprindelige betydning, ud fra meningens enkelhed og sammenhæng, uden de løvenske sofisters fordrejede varianter, og at det står uovervundet og spotter ad denne Skyllas’ gøen. Jeg hævder altså, at det står fast, at en god gerning efter sin natur er uren, når man fjernes nådens sky, for det er alene i kraft af, at barmhjertigheden ser igennem fingre med os, at den regnes for ren og rosværdig. |
82 Igitur locus non solum meam sententiam fulcit, sed etiam exemplum eius doctrinae simul exhibet. Sic enim agitur cum operibus bonis, extra ignoscentem misericordiam, ut hic audimus querulari Isaiam. Et tamen nisi vere impura et mala essent, iustus iudex non sic cum eis ageret. In qua re cognoscimus, quam dives sit gratia dei super nos, quam indignos foveat, ut ex totis medullis grati simus, amemus et laudemus divitias istas gloriae, gratiae dei. | Derfor, dette sted støtter ikke blot min opfattelse, det giver også samtidig dermed et eksempel på hans lære. For sådan handler Gud med de gode gerninger, når de er udenfor den tilgivende barmhjertighed, som vi her hører Esajas klage over det. Og dog hvis ikke de i virkeligheden var urene og onde, ville den retfærdige dommer ikke have handlet sådan med dem. Herigennem erkender vi, hvor rig Guds nåde er over os, hvordan han kærtegner os uværdige, så vi bliver taknemlige af hele vort hjerte og elsker og priser denne rigdom af herlighed og nåde fra Gud. |
83 Hunc cultum dei et veritatis notitiam perdere festinant isti Consequentiatores et circumstantiatores sophistae, qui sese solos iactant scripturae elucidatores, cum aliud non faciant, quam ut in multas lacinias lacerent et ambiguas obscurasque eas reddant. His simul responsum est magnifico Latomi cavillo, quo Lutherum vehementer absurdum traducit, qui hunc locum non solis Iudaeis, in quorum persona dictum confiteor, sed omnium seculorum sanctis convenire dixerim. (releip04#4) (latlu03#3 til #14). | Denne gudsdyrkelse og denne erkendelse af sandheden skynder disse konsekvensmagende og omstændighedsomtalende sofister sig at tabe. De praler af, at de alene oplyser skriften, skønt de ikke gør andet, end at de skærer den i mange småstykker og gør dem tvetydige og dunkle. Hermed har jeg samtidig givet svar på Latomus’ strålende stiklerier, når han fører min opfattelse helt ud i det meningsløse, når jeg har sagt, at dette sted handler om de hellige til alle tider og ikke blot om jøderne, skønt jeg bekender, at det er talt på deres vegne. |
84 Idem iste spiritus, quem hic Isaias habet suo seculo et sua tribulatione, fuit in Iob, fuit in Abraham, in Adam, et est adhuc in omnibus membris totius corporis Christi ab initio mundi in finem, in suo cuiusque seculo et sua cuiusque tribulatione. Nisi forte Paulus ii. Corint. iiii. non debuit dicere: ’Et nos credidimus, propter quod et loquimur’, quia non habuit eandem extasin et eodem tempore cum David. Variant secula, res et corpora et tribulationes, sed idem spiritus, idem sensus, eadem esca, idem potus omnium per omnia manet. | Den samme ånd, som Esajas her har på sin tid og i sin anfægtelse, var i Job, var i Abraham, var i Adam, og er endnu i alle Kristi legemes lemmer fra verdens begyndelse til dens slutning, hver på sin tid og hver med sin anfægtelse. Men det er måske ikke i orden, at Paulus 2 Kor 4,13 siger: ’Også vi troede, derfor talte vi’, skønt han ikke havde den samme ekstase og levede på samme tid som David. Tidsaldrene forandrer sig, ligesom sagen og legemerne og anfægtelserne, men det er den samme ånd, den samme mening, den samme mad og den samme drikke for alle til alle tider. |
85 Aut si hoc non placet, consilium esto Lovaniensibus incendiariis, psalterium David incendere et novum, quod nostros triumphos de Reuchlino et Luthero celebret, condere, quia illud vetera commemorat Iudaeorum facta, quae nobis novis non conveniunt. Caeci et talpae, sic divinas literas in faciem contemplamini, secundum opera, non secundum spiritum iudicantes, sicut Iudaei in deserto stantes in ostio papilionis sui, adhuc nihil aliud videntes, quam dorsum Mosi ingredientis tabernaculum federis domini. | Eller hvis de ikke er tilfredse hermed, så kan jeg give brandstifterne fra Løven det råd, at de skal opbrænde Davids psalter og grundlægge et nyt, som kan fejre vore triumfer over Reuchlin og Luther, for dette gamle psalter minder om jødernes gerninger, som ikke kommer os moderne ved. I blinde muldvarpe, således betragter I de guddommelige skrifter op i ansigtet, og bedømmer dem efter gerningerne og ikke efter ånden, ligesom jøderne i ørkenen, der stod deres teltåbninger og indtil nu ikke kan se andet end Moses’ ryg, når han går ind i Herrens pagtshelligdom. |
86 Prosequamur reliqua. Cum ego dixissem, ista non posse intelligi de iustitia legali, quae potius inflet, non autem humiliter gemat, sicut iste locus gemit, (releip04#5) dicit Latomus me falsum supponere, quia totus textus sit superborum Iudaeorum, petentium (W70) liberationem temporalem. Et hanc falsitatem probat insigni autoritate, quae est opinio Latomi credentis hunc locum de Iudaeis istis intelligi. (latlut03#16). | Lad os gå i gang med det øvrige! Da jeg sagde, at dette ikke kunne forstås om lovens retfærdighed, som snarere gør opblæst, men ikke sukker ydmygt, sådan som dette sted sukker, svarede Latomus, at det var en falsk antagelse, fordi hele teksten handler om de overmodige jøder, der bønfalder om en timelig befrielse. Og at denne antagelse er falsk, beviser han ved hjælp af en fremragende autoritet, nemlig hans egen mening, for han tror, at dette sted skal forstås om disse jøder. |
87 Sic audent isti homines super sese aedificare et omnia damnare. Quare spiritus sanctus in persona superborum aliquando superbiet et coram deo fastuose loquetur. Denique audet Latomus eadem temeritate addere, praecedens caput de eisdem intelligi, superbis superbe dicentibus: ‘Quare errare nos fecisti de viis tuis? facti sumus quasi in principio, cum non dominareris nostri’, (Es 63,17. 19) cum Isaias eodem contextu in eodem spiritu loquatur. | Sådan vover disse mennesker at bygge på sig selv og fordømme alt. Så skulle altså Helligånden sommetider hovmode sig på hovmodige menneskers vegne og tale selvbevidst overfor Gud. Endelig vover Latomus med den samme frækhed at tilføje, at det foregående kapitel også skulle forstås om disse jøder, idet det skulle være de hovmodige, der hovmodigt siger: ’Hvorfor fik du os til at gå vild fra dine veje? vi er blevet til det, vi var i begyndelsen, da du ikke herskede over os’, eftersom Esajas i den samme sammenhæng taler ud fra den samme ånd. |
88 Ultra, cum iustitiam legalem negassem malam esse et usum damnassem, quo reprehenditur, (releip04#8) ostendit Latomus iterum, quam doctus sit in sacris literis, et inducit illud ii. Cor. iii. ’Nam nec glorificatum est, quod claruit in hac parte, propter excellentem gloriam’. (latlut03#28) Deinde credit me non vidisse illud Ezech. xix. ‘Dedi eis praecepta non bona’. (latlut03#31) Si verbis praesentibus sic mecum ageret, crederem eum iocari, si bonus esset, aut irridere, si malus esset. Sed propter alios dicemus paucula. | Videre: Eftersom jeg nægtede, at lovens kraft skulle være ond, og fordømte den uvane at kritisere den, viste Latomus igen, hvor lærd han er i de hellige skrifter, og han indførte dette sted: 2 Kor 3,10: 'Det, der var herligt, havde jo i dette tilfælde ingen herlighed, sammenlignet med den overvældende herlighed'. Dernæst tror han, at jeg ikke har set stedet hos Ez 20,25: 'Jeg gav dem bud, som ikke var gode'. Hvis han i en samtale med mig havde sagt sådan, ville jeg have troet, at han spøgte, hvis han var god, eller gjorde grin med mig, hvis han var ond. Men for de andres skyld, lad os så sige en lille smule. |
89 Persuasum est multis, eo loci Paulum agere de ceremoniali iustitia, quae evacuta est, cum prorsus de tota lege loquatur et comparet invicem legem et gratiam, non legem et legem. Error venit inde, quod Euangelium doctrinam legum arbitrentur. Breviter: Duo sunt ministeria praedicationis, alterum literae, alterum spiritus. Litera est legis, spiritus est gratiae, illa ad vetus, ista ad novum pertinet. | Mange er overbeviste om, at Paulus på dette sted behandler ceremoniallovens retfærdighed, den lov, der nu er ophævet. Og dog er det snarere hele loven, han behandler, idet han stiller loven og nåden op mod hinanden, ikke den ene lov mod den anden. Fejlen kommer deraf, at de mener, at evangeliet er en lovlære. For at sige det kort: Prædikeembedet har to opgaver, bogstavens og åndens. Bogstaven hører loven til, ånden nåden, den første har med den gamle pagt at gøre, den anden med den nye. |
90 Legis claritas est cognitio peccati, spiritus claritas est revelatio seu cognitio gratiae, quae est fides. Igitur lex non iustificabat, quin cum esset intolerabilis infirmitati humanae, velata est usque ad praesentem cum eo gratia in monte Thabor. Nemo enim vim legis sustinet sine gratia servante, ideo Moses velare coactus est faciem suam. | Lovens klarhed ligger i erkendelsen af synden, åndens klarhed i åbenbaringen eller erkendelsen af nåden, hvilket er troen. Derfor retfærdiggjorde loven ikke, ja, da loven var ubærlig for den menneskelige svaghed, er nåden indtil i dag som tilsløret på Tabors bjerg sammen med Moses. Ingen kan nemlig udholde lovens kraft uden at nåden hjælper ham, derfor var Moses tvunget til at tilsløre sit ansigt. |
91 Hinc Iudaei usque hodie
non intelligunt legem, quia suam iustitiam quaerunt statuere, et
nolunt eam fieri peccatum, ut iusticiae dei
subiicerentur. Hoc enim legis claritas facit, ut omnes rei fiant, sicut Ro. iii. dicit: ‘Conclusit omnes sub peccatum'. Ita lex est virtus peccati, operatur iram et occidit, Spiritus autem vivificat. Quod ergo Ezechiel dicit: ‘Dedi eis praecepta non bona et iudicia, in quibus non vivent', (Ez 20,25) ad universam legem pertinet, non ad ceremonias tantum, sicut et hoc Pauli ‘Non est glorificatum, quod claruit in hac parte', ad eandem universam legem pertinet. |
Heraf kommer det, at jøderne indtil denne dag ikke forstår loven, fordi de søger at opstille deres egen retfærdighed og ikke vil have, at den bliver gjort til synd, så de kunne underkaste sig Guds retfærdighed. For det bevirker lovens klarhed, at alle bliver syndere, sådan som han siger Rom 3: 'Han har indesluttet alle under synd' (Gal 3,22). Således er loven syndens kraft. Den udvirker vrede og slår ihjel. Men ånden levendegør. Når altså Ezekiel siger: 'Jeg gav dem bud, der ikke var gode, og forskrifter, de ikke kunne leve af', så sigter han til hele loven, ikke kun til ceremonialloven, sådan som også Paulus' ord 'Det, der var herligt, havde jo i dette tilfælde ingen herlighed' på samme måde sigter til hele loven. |
92 Universa enim lex sancta, iusta et bona fuit, ut Paulus dicit Ro. vii., sed nobis illud quod bonum est, nostro vitio non potest bonum esse nec vivificat nos, sed occidit. Nam et ipse deus, summum bonum, non est bonum impiis, sed summus pavor et tribulatio, sicut dicit Oseae v. 'Ego quasi tinea Ephraim, et quasi putredo domui Iuda. Et ego quasi leena Ephraim, et quasi catulus leonis domui Iuda'. (W71) | Hele loven var nemlig hellig, retfærdig og god, som Paulus siger Rom 7,12, men for os kan det, der er godt, ikke levendegøre os på grund af vores last, men det slår os ihjel. Men også Gud selv, det højeste gode, er ikke god for de ufromme, men er den højeste angst og anfægtelse, som Hoseas siger Hos 5,12. 14: 'Jeg er som kræft for Efraim og som edder for Judas hus. Og jeg er som en løvinde for Efraim, og som en løvinde for Judas hus'. |
93 Error ergo est Magistrorum nostrorum prorsus nihil in scripturis scientium, nec quid lex, nec quid gratia, nec quid ceremoniale, nec quid legale unquam intelligentium, ideo sic confunduntur et alterum pro altero sequuntur. | Det er altså vore magistres fejl, at de overhovedet ikke har nogen viden om skriften, de har ikke nogen forståelse af, hvad lov, hvad nåde, hvad ceremoniallov, eller hvad almindelig lov er, derfor blander de det sammen og holder sig til det ene i stedet for det andet. |
94 Dico ergo: sicut lex decalogi est bona, si servetur, id est, si habeas fidem, quae est plenitudo legis et iustitia, contra mors et ira et non bona tibi, si non serves, id est, si non habeas fidem, quantumlibet eius opera facias (nam iustitia legis, etiam decalogi, immunda et abolita est per Christum, imo magis quam ceremonialis: Nam ipsa proprie est velamen vultus Mosi, quod fidei gloria tollit): ita ceremonialis quaecunque bona est, si eam serves, non autem operibus, sed fide eam servas, id est, si sic opereris eam, ut non in illis sed in fide scias esse iusticiam. | Jeg siger altså: Ligesom de ti buds lov er god, hvis du overholder den, det vil sige, hvis du har troen, som er lovens fylde og retfærdighed, men modsat er død og vrede og ikke god for dig, hvis du ikke overholder den, det vil sige, hvis du ikke har troen, hvor mange af dens gerninger du end gør (for lovens retfærdighed, også de ti buds retfærdighed, er uren og afskaffet ved Kristus, ja, de ti buds retfærdighed endnu mere end ceremoniallovens: For den er selve det slør for Moses' ansigt, som troens herlighed fjerner): således er også en hvilkensomhelst ceremoniallov god, hvis du overholder den, dog ikke, hvis du overholder den ved gerninger, men ved tro, det vil sige, hvis du udfører den således, at du véd, at du ikke har din retfærdighed i dem, men i troen. |
95 Contra non bona, mors, ira est, si extra fidem serves, id quod est, ac si non serves. Claret ergo, literam occidentem esse universam legem, spiritum vivificantem autem gratiam in fide Christi. Cum ergo illis legem literae dederit, non legem fidei, per Mosen, recte dicit, sese non bona nec vivificantia iuditia dedisse, quia non poterant bonos et vivos facere. | Modsat er den ikke god, men er død og vrede, hvis du overholder den uden troen, hvilket er det samme, som hvis du ikke overholder den. Det står altså klart, at det bogstav, der slår ihjel, er den almindelige lov, men den ånd, der levendegør, er nåden ved tro på Kristus. Derfor, da han gav dem bogstavens lov, ikke troens lov, ved Moses, siges det med rette, at han ikke gav dem gode eller levendegørende forskrifter, fordi de ikke kunne gøre dem gode eller levende. |
96 Gratia autem lex vitae est, faciens et bonos et vivos et iustos. Et sic Paulus vult Novi Testamenti ministros esse ministros gratiae, non ministros legis, quia offitium eorum sit non Mosi (hoc enim iam missum erat), sed Christi, id est, gratiae claritatem praedicare. | Men nåden er livets lov, som gør mennesker både gode, levende og retfærdige. Og således vil Paulus, at det ny testamentes tjenere skal være nådens tjenere, ikke lovens tjenere, for deres embede er ikke Moses' embede (dette er nu ophævet), men Kristi embede, det vil sige, dette at prædike nådens klarhed og glans. |
97 Et velim doceri a Magistris nostris, unde sciant, quod Ezech. et Paulus ii. Corint. iii. de ceremoniali loquantur? Nonne solum caput suum aut hominis testimonium allegabunt? Sic enim irruunt porci isti immundi et dicta scripturarum sine iuditio arripiunt, quidvis in eis intelligentes, et tamen audentes pugnare pro fide, antequam arma sua considerent, an sint picta vel vera. | Og jeg ville gerne belæres af vore magistre om, hvorfra de véd, at Ezekiel og Paulus i 2 Kor 3 taler om ceremonialloven? Mon ikke de alene henviser til deres eget hoved eller til menneskers vidnesbyrd? For således styrter disse urene svin frem og river skriftens udsagn til sig uden skønsomhed, og forstår hvadsomhelst ved dem, og dog vover de at kæmpe for troen, førend de har undersøgt, om deres våben er fiktive eller sande. |
98 Ubi vero ita tractassem illud Isaiae 'Omnes iustitiae nostrae' et 'omnes immundi nos', ut urgerem universalem, quia dicit 'Omnes' et 'nos', 'universae' et 'nostrae', acutissimus dialecticus argumentum invertit dicens: 'Imo sic argumentare: Non dicit 'omnes', sed 'omnes nos', nec 'universae iustitiae', sed 'iustitiae nostrae',' volens Iudaeis impiis ea convenire, non fidelibus aut omnibus. (latlut03#23) | Men dèr, hvor jeg havde behandlet Esajas' ord 'Al vor retfærdighed' og 'vi blev alle urene', så jeg lagde vægt på det altomfattende, fordi han siger 'alle' og 'vi', 'hele' og 'vores', dèr vender denne skarpsindige dialektiker argumentet om og siger: 'Nej, man må argumentere således: Han siger ikke 'alle', men 'os alle', ikke 'al retfærdigheden', men 'al vor retfærdighed',' og således vil han have det til at gå på de ufromme jøder, ikke på de troende eller på alle. |
99 Quod iam satis est confutatum, ut quod nitatur in vaga Latomi opinione, ego autem probarim, id fidelibus ipsisque optimis maxime convenire. Sed et aliam habet tam dives theologus evasionem. 'Esto (inquit) simpliciter dixisset 'Omnes iustitiae' et 'omnes immundi', adhuc contrahendum est ad partem aliquorum', iterum suam vel hyperbolen vel synecdochen hic invocans patronam. (latlut03#24) | Det er allerede blevet tilstrækkeligt gendrevet som noget, der hviler på Latomus' diffuse mening, men jeg har bevist, at dette på fineste måde passer på de troende og det på de bedste af dem. Men denne rigt udstyrede teolog har også en anden udflugt. Han siger: 'Men selv om han ligeud havde sagt 'al retfærdighed' og 'alle urene', så må det dog stadigvæk henføres til en del af dem', idet han igen påberåber sig sin skytspatron hyperbelen eller synekdoke. |
100 Quod si dixeris ei: unde probat figuram hic esse et contrahendum esse? respondet: Quia in aliis locis scripturae sic invenitur (ut supra patuit), ut ibi 'Omne caput merens etc'. (Es 1,5) (latlut03#25) Ubi iterum vides, Latomo magistro, liberum (W72) esse cuivis figurare et ludere in scripturis pro sua voluntate. Et hoc vocatur Lovanii Magistraliter ponderare testimonia scripturarum, solide docere et foeliciter vincere haereticos! | Hvis man nu sagde til ham: Hvorfra vil han bevise, at der her er tale om en talefigur, og at det skal forstås ud fra den? ville han så svare: fordi det findes sådan på andre steder i skriften, som det fremgår af det ovenfor sagde, fx i ordet: 'Hele hovedet er bedrøvet' osv. Men heraf kan man igen se, at hvor Latomus er lærer, dèr står det enhver frit at finde figurlig tale og lege i skriften efter forgodtbefindende. Og det kalder man blandt de løvenske teologer at vægte skriftens vidnesbyrd på grundig måde, at lære ordentligt og besejre kætterne med held! |
101 Nam hoc magisterio ego facile defendam, istam Isaiae autoritatem solum unum Iudaeum impium significare, et prohibebo Latomum quoque, ne illorum iustitias ex isto loco immundas facere possit et locum hunc eis aptare, in hunc modum: Si dixerit 'Omnes vestrae iustitiae sunt pollutae', respondebo: hoc contrahendum est sicut illud 'Omne caput merens' ad aliquos, propter figuram. | Med den slags grundighed kunne jeg let føre bevis for, at dette sted hos Esajas kun betegner én ufrom jøde; derved ville jeg også forhindre Latomus i ud fra dette sted at gøre deres retfærdighed uren og henføre dette sted på dem. Jeg ville gøre det på følgende måde: Hvis han havde sagt: 'Al jeres retfærdighed er uren', ville jeg svare: Dette skal forstås på samme måde som dette: Hele hovedet er bedrøvet, nemlig om nogle, på grund af talefiguren. |
102 At accipiamus illos aliquos et sint duo, dicamusque eis: 'Omnes iustitiae vestrae pollutae'. Dicent: 'Non, est figura locutionis, ubi totum pro parte sumitur'. Videmurne tibi lector pulchre theologisati? Nam cum Latomo satis sit a simili in scripturis pugnare, credo, quia semel legerit virginem peperisse, facturus sit virgines matres, quoties volet, contentus, quia hoc in aliquo loco sic contigisse ostendere possit. | Men lad os så tage disse 'nogle' for os og lad os sige, der er tale om to, og så sige til dem: 'Al jeres retfærdighed er uren'. Så vil de kunne sige: 'Nej, det er en talefigur, hvor det hele skal tages for en del deraf'. Synes du ikke, kære læser, at vi er gode til at drive teologi? For eftersom det for Latomus er nok at kæmpe ud fra sammenligninger i skriften, tror jeg, at han, når han én gang har læst, at en jomfru blev moder, vil kunne skabe jomfrumødre, hvorsomhelst han vil, tilfreds med at kunne påvise, at det er sket på ét sted. |
103 Vide itaque studia et mores sophistarum, quibus aliud non faciunt, quam ut varia et inconstantia sint omnia. Suum illud decretellum 'Anathema sit, qui dixerit, mandata dei esse impossibilia' tanto rigore, tanta pertinacia, ut verba sonant, statuunt, ut prorsus syllabam piae glosae non admittant, totum mundum haereticantes, si quid contra mutiat. | Se her på sofisternes bestræbelser og skikke. De gør dermed ikke andet, end at alting bliver mangetydigt og ukonstant. Deres lille dekret, at 'den er forbandet, som siger, at Guds bud er umulige at overholde', fastholder de med en sådan styrke og hårdnakkethed, nøjagtig som ordene lyder, at de slet ikke tillader bare en stavelse af en from forklaring, men gør hele verden til kættere, hvis den mukker imod det. |
104 Cur hoc? quia suum est, ex homine sumptum mereque humanum verbum. At ubi scripturis dei in eos usus fueris, tum infinitis crisphegetis (n104) abundant, tum nihil est quod cogitare possint, quin idem sit mox articulus fidei, nec tamen cogitant aliquod simplex, constans et unum. | Hvorfor det? Fordi det er deres, taget fra mennesker, og et kun menneskeligt ord. Men hvor du vil bruge Guds ord imod dem, finder de pludselig på et utal af udflugter, da er der ikke noget, de kan udtænke, medmindre det er i overensstemmelse med deres trosartikel, heller ikke kan de udtænke noget enkelt, konstant og éntydigt. |
105 Credo, si hodie Christus de coelo sonaret: 'Lutheri sententia vera est', inventuros eos aliquam distinctionem veri, ne in viam redire cogerentur. Sed tu, lector, istos vagos oculos pro testimonio habeas adulterae mulieris, nec esse apud Magistros nostros studium simplicis veritatis, sed variae et inconstantis elusionis. | Jeg tror, at hvis Kristus idag lod lyde fra himlen: 'Luthers opfattelse er den sande', så ville de opfinde en eller anden distinktion i det sande, så de ikke blev tvunget til tilbagetog. Men du, kære læser, tag disse flakkende øjne som et tegn på, at du har med en horkvinde at gøre, og på, at der hos vore magistre ikke er nogen lyst til den enkle sandhed, men til den mangetydige og ukonstante undvigelse. |
106 Si mihi sic laborandum esset opinionibus, similitudinibus, varietatibus, nollem Christianus esse. Quomodo enim veritatem solidam in his procellis et fluctibus invenire sperarem? Quid ergo reliquum est? Nempe, quia figuram hic esse non potest probare Latomus, cogetur autoritatem citra figuram simplici et propria significatione admittere, omnesque omnium iustitias esse pollutas et omnes homines esse immundos citra dei misericordiam. | Hvis det var mig, der således skulle arbejde med meninger, sammenligninger, mangetydigheder, så ville jeg ikke være kristen. For hvordan skulle jeg gøre mig håb om at finde sandheden i disse storme og bølger? Hvad er der nemlig tilbage? Jo, at Latomus ikke kan bevise, at der er tale om nogen talefigur her, og at han tvinges til at antage skriftstedet uden talefigur i dets enkle og egentlige betydning, at al vores retfærdighed er forurenet og alle mennesker er urene uden Guds barmhjertighed. |
Videre til Latom03! |
Noter:
n10: WA-note: Gregorii Epist. 39.
n14: Latomus har behandlet denne sætning i latlu01#68; Luther selv har fremført den i ??
n15: Luther tænker på skriftet ’Von der Beicht, ob die der Papst Macht habe zu gebieten’ fra 1521, WA 8, 129 til 185.
n43: Ekskursen går fra Latlu03#6 til #12.
n47: WA-note: Latomus beschwert sich hernach in seiner Antwort: ’tu verbosissimam et longissimam digressionem facit: dextre causam declamas et grammaticas figurae meminissem, Synecdoche, Metaphora et similibus, cum ego nullius grammaticalis figurae meminissem’, bl. 54b.
n49: WA-note: Latomus nimmt an (Bl. 55), dass Luther bei seinem Citate an die Epistola ad Vincentium Rogatistam denke: dort heisst es: ‚Quis autem non impudentissime nitatur aliquid in allegoria positum pro se interpretari, nisi habeat et manifesta testimonia, quorum lumine illustrentur obscura?’
n56: Luthers argumentation svækkes vel en lille smule ved den iagttagelse, at netop denne tilføjelse, som Luther her finder det naturligt, at salmisten er kommet med, den tager Paulus ikke med i sin citat i Rom 4,7.
n57: Asger Chr. Højlund følger i sin oversættelse den tyske oversættelse i Martin Luther, Ausgewählte Werke, Ergänzungsreihe Bd. 6, München 1961, s. 170, hvorefter den sidste del af celle 57 er flyttet hen foran celle ??. Jeg har her fulgt Weimarudgaven, og dermed vistnok originalteksten. Bortset fra det, er stedet her ganske besynderligt. Luther forstår vistnok talefiguren synekdoke som nogenlunde identisk med det, vi plejer at kalde pars pro toto, altså det forhold, at man ved at omtale en delmængde kan mene hele mængden. Det, der har været stridspunktet i det foregående, kan siges at være spørgsmålet om, hvorvidt man også kunne gå frem på omvendt måde, altså bruge en slags totalitas pro parte, så man, skønt man hævder, at noget gælder om alle, dog kun mener, at det gælder om en del af helheden. Det har Luther kraftigt vendt sig imod, men rækker han ikke Latomus en lillefinger her, hvor han dog siger, at dette, at Gud slår til jorden, ikke betyder, at han slår alle til jorden?
n60: De sidste eksempler er Luthers egne, jeg kan ikke finde dem hos Latomus. WA-note hertil: Dionysii Areopagitae Epistola ad Polycarp (Migne Gr. III 1081 A) Vergl. Iac. de Voragine Legenda Aurea ed. Graesse, pg. 681 sq. Sabellici Rhapsod. Enneadis VII lib. I ed. Paris 1509 II bl 168b. Luther kannte, wie der Schluss dieser Schrift ausweist, die Schriften des Aeropagiten (lat. Ausgabe von Faber Stapulensis 1498), vielleicht auch schon die von Einzelnen geäusserte Bedenken deren hohes Alter (vergl. Erasmi Opp. Lugd. Bat. 1706, Tom. VII 850).
n62: Gal 3,22 passer bedre. Her står der i Vulgata: sed conclusit scriptura omnia sub peccato ut promissio ex fide Iesu Christi daretur credentibus, hvori indeholdes verbet concludo, som ikke forekommer Rom 3,9.
n78: I celle 76 og 77 taler Luther i sin udlægning af Es 64,4 direkte til Gud. Denne direkte tale ophører i celle 78, og ’eum’ må derfor her oversættes ved ’ham’, nemlig Gud.
n104: WA-note: Das griechische KRÆSFYGETON, in dem von uns benutzen Exemplar A von gleichzeitiger Hand richtig erläutert mit subterfugiis.