Latomus mod Luther 14

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 463 til side 4??.

¹        In huiusmodi operibus bonis qui recte iudicat duos valores atque duas efficacias intuetur citra operantis detrimentum separabiles ipsi operanti quandoque non applicabiles, vt virgo semper sancta nullum pijs lachrymis sui peccati debitum soluit idque magno et excellenti dei dono, quod erat innocens vita, ipsa suis eleemosynis orationibus ieiunijs non est assequuta, quod dicitur date eleemosynam et ecce omnia munda sunt vobis.           Med den slags gode gerninger, som han (Paulus) ret bedømmer til at have to værdier, mener han, ud over formindskelsen hos den, der udfører gerningen, to adskilte virkninger for den, der handler, når gerningerne ikke kan appliceres, sådan som den altid hellige jomfru, som ikke skyldte nogle fromme tårer for sin synd, foretog afløsning, og det på grund af den store og udmærkede Guds gave, at hun havde et uskyldigt liv, og ikke opnåede noget for sig selv med sine barmhjertighedsgerninger og bønner og faste, sådan som der siges: 'Giv almisse, og se, alt er rent for jer. (Luk 11,41)

²Non est in ea factum quod dicit Amb. Lachrymae lauant delictum, quod voce pudor est confiteri. Virgo in caelis operibus suius condignam mercedem et supra recepit, iuxta primum et substantialem atque vt ita dicam per se valorem suorum operum, siue ea praecepti fuerint siue supererogationis. Mod hende bliver der ikke gjort det, som Ambrosius siger: 'Tårer afvasker overtrædelsen, for med stemmen skal skammen bekendes'. Jomfruen modtager i himlen en løn, der er hendes gerninger værdig, ja mere end det, ifølge den første og egentlige og så at sige egenmægtige værdi af hendes gerninger, hvad enten de var gerninger efter budene eller ikke krævede gerninger.

³ Ipsa cum sit mater omnium regeneratorum fratrum vnigeniti sui alterum valorem, siue secundam efficaciam secum non tulit in caelum quia non indiguit, et tamen ille valor aliquis est, et in domo bene ordinata nihil non habet vsum suum, quemadmodum (464) in arte, vel natura. Eftersom hun er moder til alle sin førstefødstes genfødte brødre bærer hun ikke med sig til himlen den anden værdi eller den anden virkning, fordi hun ikke behøver det, og dog er denne værdi ikke ingenting, og i et velordnet hus er der ingenting, der ikke har sin brug, hverken i kunsten eller i naturen.

⁴ Concludo igitur. Deus illa opera acceptat tanquam satisfactiua et illa non indiget, igitur reseruantur in thesauro domini pauperibus filijs et fratribus spiritualibus distribuenda. Jeg konkluderer altså: Gud modtager disse gerninger som fyldestgørende, og hun behøver dem ikke, altså gemmes de i en skat, at uddeles til Herrens fattige sønner og åndelige brødre.

⁵ Ipsa virgo beata, si quid pecuniae non necessariae possideret, ad pedes apostolorum poneret indigentibus eorum arbitrio distribuendum, et ipsa hanc suorum operum efficaciam perire sinet, credat qui volet, aut potest, in mentem meam non cadit. Den salige jomfru selv, hvis hun ejede nogle penge, som hun ikke havde brug for, ville lægge dem for apostlenes fødder, så de efter deres forgodtbefindende kunne uddele dem til hvem der havde brug for dem, og selv tillader hun ikke, at denne hendes gerningers virkning går tabt, lad den, der vil eller kan, tro det, det er ikke noget, jeg selv har fundet på.

⁶ Et quemadmodum dictum est de virgine et operibus eius, ita dicendum est de alijs sanctis a primo. Abel iusto vsque ad vltimum electum, pro quanto voluntarie amplius afflictionis sustinuerunt, quam suorum peccatorum reatus requirebat. Og ligesom det siges om jomfru Maria og hendes gerninger, sådan må det også siges om de hellige, fra den første, den retfærdige Abel, indtil den sidste udvalgte, i lige så høj grad som de frivilligt har påtaget sig trængsler, der lå ud over, hvad det, de var skyldige at yde for deres synder, krævede.

⁷ Accipe simile de separabilitate huius duplicis efficatie Lux solis lucet et calefacit. In corporibus caloris incapacibus, vt sunt caelestia tamen lumen producit, in alijs vt quae non sunt peruia tantum calorem, in alijs vtrumque. Applica ad propositum. Forstå på lignende måde forskellen på denne dobbelte virkning: Solens lys lyser og varmer. Overfor de legemer, som ikke kan modtage varme, skønt de er himmelske legemer, frembringer den dog lys, overfor andre, som ikke er åbne derfor, kun varme, overfor nogle begge dele. Anvendt det på det foreliggende problem.

⁸          Item sint duo admoti martyrio verbi gratia Pau. et Cyp. alter habet aliquid purgandum, quod falce martyrij auferatur, quod de Cypri. dicit Aug. alter nihil tale purgandum habet, ex quo sic argumentor.          På samme måde er der to slags martyrer, efter Paulus' og Cyprians ord. Den ene slags har noget, der skal renses, hvilket han kan gennemføre med martyriets segl, som Augustin siger om Cyprian, den anden har ikke på den måde noget, der skal renses, og ud fra ham argumenterer jeg således:

⁹ Vtriusque passio est equalis et alterius sua vi et efficacia paenam peccato debitam soluit, alterius non quia nihil soluendum habet, ergo quantum ad hoc aliquid superest quod dominus iubet tanquam fragmentum(?) recolligi ne pereat. Si enim de sanctorum capite capillus non peribit consequens est, quod nihil ex fructu operum sit periturum. Begges lidelse er ens og den ene løser med sin styrke og virkning straffen for den synd, han skyldte for, men den anden har ikke noget, der skal løses for, altså er der noget tilovers på det punkt, som Herren befaler, at man skal samle sammen som rester, at de ikke skal gå til spilde. (Joh 6,12). Hvis det nemlig om de helliges hoved hedder, at intet hår skal gå til grunde, er konsekvensen, at intet af deres gerningers frugt vil gå til grunde.

¹⁰        Dices fortasse quicquid meritorum habent sancti venit ex dei gratia et misericordia, et omnes sancti indigent gratuita remissione peccatorum, ergo nihil eis abundat, quod alijs communicari possit.        Du vil måske sige, at hvad de hellige har af fortjeneste stammer fra Guds nåde og barmhjertighed, og at alle hellige trænger til syndernes ufortjente forladelse, altså har de intet tilovers, som de kan uddele til andre.

¹¹c       Respondeo si argumentum concluderet probaret ex meritis Christi non colligi thesaurum ecclesiae. Nam quicquid habuit Christus secundum eam partem secundum quam meruit, mera gratia fuit, vt dicit Aug. xiij. de trini. ca. xix. In rebus pro tempus ortis illa est summa gratia, quod homo in vnitate personae coniunctus est deo.         Jeg svarer: Hvis argumentet blev ført til ende, ville det bevise, at man ikke ud fra Kristi fortjenester kan indsamle til kirkens skat. For hvad Kristus har ifølge den del, ifølge hvilken han fortjener det, har han af lutter nåde, som Augustin siger kap 13 om treenigheden. 'I sager, der opstår før tiden, er det den højeste nåde, at menneske bliver forenet med Gud i personsénhed.

¹² Sicut igitur gratia vel misericordia nihil impedit quin Christus omnibus meruerit, et pro omnibus (465) satisfecerit. Sic pariformiter in sanctis in quibus dei dono sunt diuitiae spiritus, sicut apostolus scribit ad Corin. In omnibus diuites facti estis. Ligesom derfor nåden eller barmhjertigheden ikke er til hinder for, at Kristus har fortjent alle ting og kan gøre fyldest for alle, således er det på lignende måde i de hellige, i hvilke ved Guds gave åndens rigdom er, sådan som apostelen skriver til korintherne: 'I er blevet rige i alt'. (1 Kor 1,5)

¹³ De quibus in euangelio Lucae sic est omnis qui sibi thesaurisat. et non est ante deum diues, et Pe. Interior cordis homo qui est in conspectu dei locuples, (n13) et Pau. praecipit diuitibus huius saeculi, vt sint diuites in operibus bonis, et sicut dicit Beda. Veniale peccatum meritum nec tollit nec diminuit, et Hierony. ij. aduersus pelagianos de Iosophat rege loquens. Ne putemus praeteritas iustitias hoc peccato et increpatione prophetica fuisse deletas. Om dem står der i lukasevangeliet: 'Sådan er enhver, som samler sig skatte og ikke er rig i Gud'. (Luk 12,21) Og i 1 Pet 3,4: 'I det indre, i hjertet, et menneske, som er værdifuldt i Guds øjne'. Og Paulus befaler dem, der er rige i denne verden, at de skal være rige på gode gerninger, og således siger Beda: 'En tilgivelig synd hverken ophæver eller formindsker fortjenesten'. Og Hieronymus siger i sin anden bog imod pelagianerne om kong Josafat: 'Vi skal ikke tro, at de foregående retfærdige gerninger blev udslettet ved denne synd og ved den profetiske dadel'.

¹⁴ Item infra in quibusdam peccauit et idcirco iustus esse desijt, sed hoc scriptura non loquetur. Non enim in eo quod parua peccauit iustitiae nomen amisit, sed ex eo quod multa bona fecit iusti vocabulum possidet. Ligeledes syndede han senere mod nogle og ophørte derved at være retfærdig, men sådan taler skriften ikke. For han mistede ikke betegnelsen retfærdig på grund af, at han syndede i ringe grad, men han besad betegnelsen retfærdig på grund af sine mange gode gerninger, som han havde gjort.

¹⁵ Non igitur propter venialia peccata, sine quibus haec vita non ducitur, et propter qua sancti dicuntur imperfectam habere iustitiam euacuantur in sanctis diuitiae interioris hominis, et thesaurus non solum quem sibi in caelo thesaurizauerunt, sed etiam thesaurus quo filijs dicit Pau. parentes debere thezaurizare, hoc est vterque bonorum operum valor manet saluus tam communicabilis quam incommunicabilis id quod Hiero. ostendit de Dauid, Iosophat, Ezechia, libro supra allegato. Altså, det er ikke på grund af de tilgivelige synder, uden hvilke man ikke kan leve dette liv, og på grund af hvilke de hellige siges at have en ufuldkommen retfærdighed, at det indre menneskes rigdom aftager i de hellige, og skatten er ikke blot noget, de har, som samler sig skatte i himlen, men også en skat, som ifølge Paulus forældrene bør samle til børnene, det vil sige, værdien af begge slags gode gerninger forbliver frelsende, både de, der kan overføres, og de, der ikke kan overføres, hvilket Hieronymus påviser om David, Josafat, Ezekias, i den ovenfor anførte bog.

¹⁶         Deinceps videndum est ad quem spectet dicti thesauri dispensatio, et quibus atque pro quibus causis fieri debeat, et occurrit illud Matthaei. xxiiij. Quis putas est fidelis seruus et prudens quem constituit dominus super familiam suam, vt det illis in tempore tritici mensuram.         Derefter må man undersøge, hvem den omtalte skats uddeling har med at gøre, og af hvilke grunde og under hvilke hensyn den bør ske, og her erindres man om Matt 24, 45: 'Hvem er den tro og kloge tjener, som Herren har sat over sin husholdning, at han skal give dem deres rette mål af hvede'.

¹⁷         Hic habes quod seruus fidelis et prudens ponitur supra conseruos qui intelliguntur nomine familiae, vt sit dispensator, quis dispenset eis mensuram tritici. Et attende quod additur ibi in tempore hoc est oportune, ad hoc enim familiae domini sui proponitur, vt illi superintendat, non vt illius dominetur.           Her ser du, at den tro og kloge tjener sættes over sine medtjenere, det er, hvad der skal forstås ved husholdning, at han skal være uddeler, som uddeler til dem deres mål af hvede. Og læg mærke til, at der her tilføjes 'til rette tid', det vil sige tilpas, dertil har nemlig husholdningens herre ansat ham, at han skal tage vare på den, ikke at han skal herske over dem.

¹⁸ Hoc enim significat nomine episcopi, quod latine significat superintendens. Praeponitur enim ipse seruus conseruis tanquam economus, aut dispensator vel seruus atriensis, et quoduis ab initio sicut inquit Hieronymus. Episcopi et presbyteri indifferenter dicerentur, quod vnum nomen sit aetatis, alterum officij. (n18) For dette er, hvad ordet 'biskop' betyder, det betyder på latin overvåger. Han bliver nemlig sat over sine medtjenere som en husholder eller uddeler eller opsynsmand, og som det var i begyndelsen siger Hieronymus: 'Biskop og præst bruges i flæng, for det ene navn har med alderen at gøre, det andet med embedet'.

¹⁹ Vnde et apostolus describens, episcopum sub officij nomine intelligit omnem presbyterum, statim ab episcopo transiens (466) ad diaconos tamen verius arbitror rem ipsam ab initio fuisse diuersam et episcopi potestatem etiam ordinis fuisse maiorem, id quod colligitur ex Dionysio, et epistolis beati Ignacij quorum alter Pauli, alter Ioannis euangelistae discipulus fuit quod pro nunc supponatur. Derfor beskriver apostelen også, at han ved en biskop under hans embedsnavn forstå enhver presbyter, men går straks over fra biskop til diakon. Dog tror jeg det er mere sandt, at sagen fra begyndelsen var adskilt og at biskoppen havde en større magt efter kirkens orden, hvilket også kan ses af Dionysius, og af den salige Ignatius' breve. Af dem var den ene Paulus' discipel, den anden Johannes evangelists discipel, hvilket antages for nærværende.

²⁰        Verius etiam puto quod iure diuino totius ecclesiae catholicae cura beato Pe. et suis successoribus credita sit, vt omnes gradus et dignitates in corpore ecclesiae decentissimo ordine pro patriarchas, et archiepiscopos, vsque ad vltimum episcopum disponerentur, saluis vnicuique suis iuribus, quamdiu non esset abusus quem corrigere haberet immediatus superior, de quo etiam hic non est locus latius et exactius tractandi, alias fortasse oportunitate habita latius disputabitur.         Jeg mener også, det er mere sandt at sige, at efter guddommelig ret er omsorgen for hele den katolske kirke betroet Peter og hans efterfølgere, så at enhver grad og værdighed indrettes i kirkens legeme efter en højst passende orden fra patriarkerne og ærkebiskopperne ned til den laveste biskop, enhver efter sin sikre ret, blot der ikke sker misbrug, der kan rettes af den umiddelbart overordnede. Om dette er det ikke her stedet at tale mere og nøjere, men der kan måske blive lejlighed til at disputere dette andet yderligere.

²¹ Interim teneo id quod sentit Augu. quod Leo primus et doctus et sanctus et Chry. et magnus Greg et diuus Bernardus a quibus columnis quorumlibet argumentis non facile diuelli possum. Men jeg vil altså fastholde det, som Augustin mener, det, som Leo den Første mener, han, som både var lærd og hellig, det, som Chrysostomus mener, det, som Gregor den Store og den salige Bernhard mener. Jeg har svært ved at afvige fra disse søjler med noget argument.

²² Hi omnes sumunt argumentum eo quod Pe. dictum sit. Tibi dabo claues etc. Et ego pro te rogaui petre, vt non deficiat fides tua, et quod ei specialiter dictum est. Pasce oues meas quibus locis licet Christus ecclesiasticam commendet vnitatem, et in Pe. quemlibet episcopum instruat, tamen non est visum ociosum quod Christus ad Pe. sermonem direxerit, quod et Pe. et caeteri domini apostoli intellexerunt maxime post aduentum spiritussancti. Alle disse uddrager deres argument fra det, som blev sagt til Peter: 'Dig giver jeg nøglerne' osv (Matt 16,18), og: 'Jeg bad for dig, Peter, at din tro ikke skal svigte' (Luk 22,32), og, sagt specielt til ham: 'vogt mine får' (Joh 21,15). Alle disse steder viser, at Kristus ville have en kirkelig énhed og at han indsætter en hvilkensomhelst biskop i Peter. Og det kan jo da ikke være uden mening, at Kristus henvender ordet direkte til Peter, hvilket både Peter og de øvrige apostle forstod efter Helligåndens komme.

²³ Hinc venit quod Pe. in electione Matthiae verbum facit, accepto spiritu primus praedicat. In concilio apostolorum concludit, in cathedra antiochiae se eleuari permittit, a Pau. hierosolymis visitatur, cum quo Pau. orbe peragrato diuino iussu confert euangelium, quod praedicabat in gentibus. Heraf kommer det, at det var Peter, der førte ordet, da Mattias blev valgt til apostel (Apg 1,15) og som den første prædikede, da han havde modtaget ånden. (Apg 2,14). På apostelkoncilet var det ham, der drog konklusionen, (Apg 15,7) og han tillod sig at sætte sig på det antiokenske bispesæde, han blev besøgt af Paulus i Jerusalem, og da Paulus rejste op til byen efter en guddommelige befaling overlod han ham evangeliet, at han skulle prædike det blandt hedninger.

²⁴ Id quoque arbitror diuinitus prouisum quod in eadem vrbe sederint Pe. et Pau. atque eandem sacro cruore sedem honorauerunt ne diuisionis spiritus occasionem sumeret diuidendi Christi tunicam inconsutilem si Pe. et Pau. sederent aut paterentur locis diuersis. Og jeg tror, det er efter det guddommelige forsyn, at i hver by skal Peter og Paulus tage sæde, og at de skal ære det samme sæde med helligt blod, at ikke splittelsens ånd skal få lejlighed til at at dele Kristi usammensyede tunika, (Joh 19,23) hvis Peter og Paulus tager sæde på eller finder sig i forskellige steder.

²⁵ Voluit itaque dominus ecclesiam suam vnam esse, atque in vno mortali episcopo coniungi, propter quod puto diuum Cypri. dicere quod vniuersalis ecclesiae sit vnus episcopatus, sed diuersi episcopi. Derfor ville Herren, at hans kirke skulle være én, og sammensluttet i én dødelig biskop. Derfor mener jeg, den guddommelige Cyprian siger, at den universelle kirke udgør ét episkopat, men har mange biskopper.

²⁶ Venias itaque facere cuiuslibet episcopi est secundum ordinem sibi diuinitus traditum, sed principaliter (467) eius qui Petri sedem administrat. Og derfor kan enhver biskop efter den orden, der er guddommeligt overleveret ham, give aflad, men især han, som administrerer Peters sæde.

²⁷          Videamus igitur de veniarum vsu recto, et loquamur pro tempore quo canones paenitentiales sanctorum patrum et sacrorum conciliorum vigebant, quibus tanquam regulis vti tenebantur sacerdotes et episcopi, dum paenitentes ad paenitentiam reciperent salua vnicuique episcopo prudenti moderatione et fideli iuxta temporis loci, et personae conditionem          Lad os derfor se på afladens rette brug, og lad os foreløbig sige, at de hellige fædres og de hellige koncilers bodskanonner havde gyldighed. Og dem holdt præster og biskopper sig til at bruge som rettesnor, når de modtog de bodgørende til bod, idet de var sikre at bruge for enhver klog, moderat og tro biskop, når de blev brugt efter tid og sted og personens betingelse.

²⁸ Primum igitur pertinet ad venias canonum in toto vel in parte relaxatio, quae cum nihil aliud sit, quam quaedam dispensatio, et dispensatio nihil sit aliud, quam iuris communis, ex causa quo ad aliquem vel aliquos pro loco et tempore relaxatio, potest esse rectus vsus in multis casibus emergentibus, vt verbi gratia, pro salute animae paenitentis, sicut de domino scriptum est. Calamum quassatum non confringet, et linum fumigans non extinguet, et apostolus vult Corinthium consolari et confirmari ne abundantiori tristitia absorbeatur. Først omhandler nu afladskanonnerne i det hele taget såvel som i delene eftergivelse, og eftersom det ikke er andet end en vis dispensation, og en dispensation ikke er andet end en almindelig ret, og der efter den kan ske eftergivelse med en vis begrundelse til én eller flere efter sted og tid, så kan der være ret brug af afladen i mange tilfælde, der opstår, som det sker ved ordets nåde til bedste for de bodgørendes sjælefrelse, sådan som der står skrevet om Herren: 'Han sønderbryder ikke det knækkede rør og udslukker ikke den rygende væge', (Es 42,3) og apostelen vil trøste og bekræfter korintherne, at ikke de helt skal opsluges af deres overvældende bedrøvelse. (2 Kor 2,7)

²⁹ Hinc dicit Cryso. Melius est sacerdotes de misericordia, quam de crudelitate iudicari, et quod non debet esse tenax dispensator, cuius dominus est misericors. Derfor siger Chrysostomus: 'Det er bedre, at præsterne bedømmer efter barmhjertigheden, end efter grusomheden', og at den ikke bør være en karrig uddeler, som har en barmhjertig herre.

³⁰ Secundo quia sicut dicit Augu. xxi. de ciuivate cap. xvi. Paucissimi sunt tantae felicitatis, vt ab ipsa ineunte adolescentia nulla damnabilia peccata committant vel in flagitijs, vel in facinoribus, vel in nefarie cuiusquam impietatis errore, saepe contingebat aliquos rei publicae in spiritualibus, aut temporalibus necessarios, receptos esse ad paenitentiam iuxta qualitatem criminis diuturnam, aut, quandoque perpetuam, propter quam arcebantur, aut a militia, aut a matrimonio, aut ab administratione alia ecclesiastica, rationabiliter episcopus poterat tempus a canone diffinitum contrahere. For det andet fordi Augustin siger som følger i den 21. bog af De civitate, kap. 16: 'Det er meget få, der er så lykkelige, at de fra de tidspunkt, hvor de går ind i voksenalderen, ikke har begået nogle fordømmelige synder, enten en skændselsdåd, en udåd eller en upassende og ugudelig fejltagelse, ofte var det tilfældigvis nogle, der i åndelig eller timelig henseende var nødvendige for staten, der blev modtaget til bod, af en varighed, der afhang af overtrædelsens karakter, eller når boden var evig, blev de på grund af den holdt borte fra militærvæsenet, fra ægteskabet, fra nogen kirkelig administrationen, men biskoppen kunne fornuftigvis fastsætte en tid, der var fastlagt af kanonnen.

³¹ Item. iij. cum emergit communis persequutio Christianorum, potest et debet fieri reconciliatio, vt fideles muniti sacramentis paratiores, et instructiores ad nominis Christi confessionem reddantur, vt inquit Cypri. Ligeledes for det tredie, når der opstår en almindelig forfølgelse af de kristne, så kan og bør der ske en forsoning, så at de troende kan være mere rede, når de er forsynet med sakramenterne, og være mere oplyste til at aflægge bekendelsen til Kristi navn, som Cyprian siger.

³² Item tempore communis spiritualis laetitiae, vt cum dedicatur altare, vel basilica vbi est signum illius dedicationis futurae in generali resurrectione illius domus, quae nunc ex viuis lapidibus aedificatur, vt paenitentes tanquam ad eandem festiuitatem pertinentes aliquid (468) solacij reciperent. Ligeledes i tiden for den almindelige åndelige glæde, at når der indvies et alter eller en kirke, hvor der som et tegn på denne fremtidige indvielse til almindelig opbyggelse af dette hus, som nu opbygges af levende stene, så at de bodgørende kan modtage nogen trøst ved at være med til den samme festivitas. (?)

³³ Item propter aetatem senilem aut iuuenilem aut ratione sexus, aut dignitatis fieri potest paenae canonicae in toto vel in parte commutatio aut relaxatio, et in graui aegritudine, aut mortis periculo paenitentia non est imponenda, sed vt dicit Theodorus quandoque solum innotescenda, vt amicorum suffragijs curent iuuari, qui per seipsos non possunt. Ligeledes kan de kanoniske straffe på grund af høj eller ung alder, eller af hensyn til vedkommendes køn eller værdighed enten i det hele eller delvist ændres eller eftergives, og ved svær sygdom eller i dødsfare bør man ikke pålægge bod, men som Theodor siger, når blot det bliver bemærket, at de mennesker, som ikke kan hjælpes ved sig selv, kan hjælpes ved venners forbøn.

³⁴ Item secundum quantitatem, et feruorem doloris paenitentium breuiari vel extendi debent tempora paenitentiae vt in enchiridio dicit Aug. quod in paenitentia consyderari debet magis quantitas doloris quam temporis. Ligeledes bør bodstiden formindskes eller udstrækkes efter størrelsen og intensiteten af smerten hos den bodgørende, som Augustin siger i sin 'enchiridion', at i boden bør man tage mere hensyn til smertens end til tidens størrelse.

³⁵ Istis vero omnibus cessantibus tenebatur episcopus sequi regulas canonum paenitentialium, vt habetur in cap. Falsas quod est Greg. de paenitentia d. v. Men når alt det er indrømmet, blev dog biskoppen holdt fast på at følge bodskanonnernes regler, som det haves i kapitlet 'Falsas', det vil sige Gregors udtalelser om boden.

³⁶ Vnde cum Mar. dicat certissimum esse atque verissimum quod generale concilium sit supra papam, consequenter dicere debuit eum esse subiectum patrum regulis, et generalis concilij canonibus, et per consequens non potuit recte dicere, quod papa possit indifferenter omnes paenas canonicas tollere, et quod nulla ad hoc alia causa requiratur, quam Romani episcopi voluntas. Derfor, når Martin siger, at det er både sikkert og sandt, at et almindeligt koncil står over paven, så bør han følgelig sige, at han er underkastet fædrenes regler, og et almindeligt koncils kanonner, og følgelig kan han ikke sige med rette, at paven forskelsløst kan ophæve alle kanoniske straffe, og at der ikke kræves nogen anden begrundelse for det, end at den romerske biskop vil det sådan.

³⁷        Secundo potest episcopus paenam deo debitam, quae facta contritione et confessione soluenda restat non ex impositione sacerdotis in parte vel in toto ex rationabili causa condonare, sed non pro arbitrio suo absque causa rationabili ex parte paenitentis vel boni communis, hoc patet auctoritate apostoli dicentis.         For det andet kan biskoppen eftergive den straf, der skyldes til Gud og står tilbage, når der er foretaget anger og bekendelse, når præsten ikke formår det, delvist eller som helhed, ud fra en rationel begrundelse, men han gør det ikke vilkårligt, men ud fra en begrundelse, set fra den bodgørendes eller fra det gode samfunds side. Det drejer apostelordet sig om, når han siger:

³⁸ Et ego quid donaui, si quid donaui propter vos in persona Christi, vt non circumueniamur a sathana, non enim ignoramus cogitationes eius. Hic attende quod multis circunstantijs suam donationem vestit apostolus. 'Også jeg tilgiver, hvis jeg har noget at tilgive, for jeres skyld for Kristi ansigt, at vi ikke skal overlistes af Satan, vi er nemlig ikke uvidende om hans hensigter'. (2 Kor 2,10f) Læg her mærke til, at apostlene iklæder sin tilgivelse mange omstændigheder.

³⁹ In primis dicit propter vos vbi notatur aliorum edificatio, boni communis et diuini honoris promotio. Deinde addit, vt non circumueniamur a sathana, vbi notatur maioris mali euitatio. Postremo cum addit in persona Christi, vbi notatur, quod in Christi virtute et potentia atque eadem intentione faciat remissionem qua facit Christus. For det første siger han 'for jeres skyld', hvor han lægger vægt på de andres opbyggelse, på almenvellet og den guddommelige æres fremme. Dernæst tilføjer han: 'at vi ikke skal overlistes af Satan'; og her skal man lægge mærke til, at et større onde skal undgås. Endelig siger han: 'For Kristi ansigt', og her skal man lægge mærke til, at han foretager sin tilgivelse i den samme Kristi kraft og magt og med den samme hensigt som Kristus gør det.

⁴⁰ Taliter enim apostolis et eorum successoribus in edificationem, et non destructionem potestas data est ad relaxandum vel commutandum obligationem, quae deo quesita est ex voto, iuramento (469) vel delicto, in quo semper debet vigilanter attendere seruus dispensator duas conditiones quas dominus requirit fidem scilicet et prudentiam, et nihil agat priuata voluntate alias inefficaciter conabitur, et grauiter offendet. På den måde er der nemlig givet apostlene og deres efterfølgere magt til opbyggelse og ikke til nedbrydning, til at lette eller ændre den forpligtelse, som er fordret af Gud ud fra et løfte, en ed eller en forseelse. Her bør den uddelende tjener altid være opmærksom på de to betingelser, som Herren kræver, nemlig tro og klogskab, og intet gøre ud af sin egen vilje, ellers gør han sig uvirksomme bestræbelser, og handler alvorligt forkert. .

⁴¹ vnde Greg. Si is qui prelatus est debitori dominico impune dimittit non mediocriter profecto offendit, qui debita caelestis regis et domini sua praesumptione resoluit, ea namque, quae in nos committuntur facile possumus dimittere, ea vero quae in deum commissa sunt, cum magna discretione, et non sine paenitentia possumus relaxare. Derfor siger Gregor: 'Hvis han, som er foresat, lader en, der er skyldner overfor Herren, ustraffet, så er det sandelig ikke så lidt, han handler forkert, når han løser det, der skyldes til den himmelske konge og herre efter sin egen antagelse, for det, som er begået imod os, kan vi let tilgive, men det, som er begået imod Gud, kan vi kun eftergive med stor omhu og ikke uden bod.

⁴² Vnde miror quid Marti. venerit in mentem qui cum putet papam indifferenter vel gratis vota posse relaxare, (n42) ad quae tamen soluenda iure diuino tenentur vouentes iuxta illud. Vouete et reddite, et illud. Si quid voueris, ne moreris reddere, displicet enim deo infidelis, et stulta promissio. Derfor undrer jeg mig over, hvad Martin har i tankerne, når han mener, at paven forskelsløst eller gratis kan eftergive løfterne, for de, der har aflagt løfter, skal dog efter guddommelig ret holdes til at indløse dem, ifølge skriftstedet: 'Hvad I har lovet, det skal I holde', (Sl 76,12) og dette: 'Hvis du har lovet noget, skal du holde det, for at du ikke skal dø'. For Gud har ikke behag i et troløst eller dumt løfte.

⁴³ Ipse tamen putat impium esse et blasphemum, si quis dicat quod Episcopus possit obligationem paenae tollere, quae ex diuina iustitia debetur. Debuisset enim aduertere, quod si in isto praeiudicetur iuri diuino similiter et in illo, et si in illo non praeiudicatur ita nec in isto. Dog mener han selv, det er ufromt og blasfemisk, hvis nogen siger, at biskoppen kan ophæve forpligtelsen til den straf, som man skylder den guddommelige retfærdighed. Han burde have været opmærksom på, at hvis man kan foregribe den guddommelige ret på dette punkt, kan man det også på hint, og hvis man kan det på hint, kan man det også på dette punkt.

⁴⁴        Et per hoc soluitur argumentum, quo argumentantur quidam. Si papa potest animam liberare a paena in purgatorio soluenda, cur non omnes liberat? (n44) cum id videatur exigere charitas. Similiter enim quaereretur, cur eas dominus deus non liberat.           Og herigennem løses det argument, hvor nogen argumenterer således: Hvis paven kan befri sjælen fra den straf, den skal lide i skærsilden, hvorfor befrier han så ikke alle? for det synes kærligheden jo at kræve. På lignende måde ville man nemlig kunne spørge, hvorfor Gud Herren ikke befrier dem.

⁴⁵ Nam quod deus possit dubitare dementis est, potest et tormentis aeternis diabolum eripere, sed non vult, ac sine summae bonitatis, charitatis, et clementiae, detrimento et praeiudicio id non vult, absit enim vt dicamus quod CHRISTO clementior fuerit Origenes, qui vsque ad diaboli liberationem diuinam conatus est extrudere clementiam, sacerdos igitur maxime niti debet ad CHRISTI similitudinem atque ad diuinum habitum, qui memor suae fragilitatis magis sit ad clementiam propensus, sed secundum regulas diuinitus sibi traditas alias auditurus a domino, quia repulisti scientiam repellam te ne sacerdotio fungaris mihi. For det er vanvittigt at tvivle på, at Gud kan, han kan også udrive af djævelens evige pinsler, men han vil ikke, og det er uden nogen formindskelse og forudgriben af den højeste godhed, kærlighed og mildhed, at han vil det. Det er nemlig langt fra os at sige, at Origenes var klogere end Kristus, Origenes, som bestræbte sig for at udstrække den guddommelige mildhed så langt, at den endog ville befri djævelen. Præsten bør derfor især støtte sig til Kristi lighed og den guddommelige sædvane, som er tilbøjelig til mildhed, når den husker sin egen svaghed, men der er overleveret andre guddommelige regler, som han skal dømme efter, af Herren, (?) derfor gendriver du din viden og jeg gendriver dig, du skal ikke udføre præsteembedet for mig. (?)

⁴⁶        Mihi tamen sine praeiudicio melioris sententiae probabilius (470) apparet hominem mortalem nullam habere potestatem iuuandi animas a corpore separatas, nisi per viam supplicationis orando iudicem, ad cuius tribunal animae sistuntur, aut iudici aliquid offerendo per viam recompensationis, sicut pro fidelibus defunctis orat ecclesia, et Christo altaris, ieiuniorum, et eleemosynarum offert sacrificia, quibus certum est propter vnionem diuini amoris, quo in vno Christi corpore cum ecclesia militante copulantur, eas iuuari, quando sic etiam adimplent fideles viatores legem Christi, alter alterius onera portantes.         Dog, mig forekommer det uden forudgriben af en bedre mening at være mere sandsynligt, at et dødeligt menneske ikke har nogen magt til at hjælpe sjælene, som er adskildte fra deres krop, andet end ved gennem forbønnens vej at bede til dommeren, for hvis domstol sjælene skal møde op, eller ved at tilbyde dommeren noget som kompensation, sådan som kirken beder for de troende, der er døde, og ved Kristus tilbyder ofre ved altre, ved faste, ved barmhjertighedsgerninger, hvorved det er sikkert på grund af foreningen med den guddommelige kærlighed, hvorved Kristi legeme smelter sammen til ét med den stridende kirke, at de kan hjælpes, når de troende vandringsmænd også således opfylder Kristi lov, at vi skal bærer hinandens byrder.

⁴⁷ Sed per viam potestatis nihil in eas posse videntur homines, quod iudicio eorum per mortem subductae sunt, et causa earum vocata ad tribunal superius, vbi supplicare vel satisfactionem offerre potest communis amicus, tam re quam iudicis, sed in arbitrio iudicis erit, an acceptare velit nec ne. Men gennem magtens vej synes mennesker ikke at kunne gøre noget for dem, fordi menneskers dom fjernes gennem døden og sjælenes sag indkaldes for den øverste domstol, hvor den almindelige ven kan gå i forbøn eller tilbyde satisfaktion, både hvad sag og hvad dom angår, men hvor det vil være overladt til dommerens forgodtbefindende, om han vil antage det eller ej.

⁴⁸ vnde Leo papa epistola. lxix. loquens de receptis ad paenitentiam, qui reconciliationem morte praeueniunt dicit. Si autem aliquis eorum, pro quibus domino supplicamus, quocunque interceptus obstaculo a munere indulgentiae praesentis exciderit, et priusquam ad constituta remedia perueniret temporalem vitam humana conditione finierit, quod manens in corpore non recepit, consequi exutus carne non poterit, nec necesse est nos eorum qui sic obierint merita actusque discutere, cum dominus deus noster, cuius iudicia nequeunt comprehendi, quod sacerdotale ministerium implere non potuit suae iustitiae reseruauerit, ita potestatem suam timeri volens, vt hic terror omnibus prosit, et quod quibusdam tepidis et negligentibus accidit nemo non metuat. Derfor siger pave Leo i sit 69. brev, idet han taler om dem, der modtages til bod, at de kommer forsoningen i forkøbet ved døden: 'Men hvis nogen af dem, som vi går i forbøn for hos Herren, på en eller anden måde møder en forhindring og falder ud af at få foræret den nærværende aflad, og førend han når frem til det indsatte hjælpemiddel, afslutter sit timelige liv efter de menneskelige betingelser, fordi han, hvis han forbliver i legemet ikke modtager, og hvis han forlader kødet ikke kan følge, er det ikke nødvendigt, at vi adsplitter deres fortjenester og handlinger, som sådan går bort, eftersom Herren, vor Gud, hvis domme ikke kan forstås, har reserveret det til sin retfærdighed, hvad det præstelige embede ikke kan fuldføre, og han vil, at hans magt på den måde skal frygtes, så at her frygt gavner alle, for ingen kan lade være med at frygte, at der tilstøder den slags svagheder og forsømmelser.

⁴⁹ Multum enim vtile et necessarium est, vt peccatorum reatus ante vltimum diem sacerdotali supplicatione soluatur. For det er meget gavnligt og nødvendigt, at syndernes skyld løses før den yderste dag ved præstelig forbøn.

⁵⁰        Hic nota quod quamuis Leo loqui videatur de reatu aeternae damnationis, qui post mortem solui non potest, tamen ratio eius procedere videtur, de reatu paenae temporalis, quae veniali, aut dimisso mortali remanet soluenda.        Læg her mærke til, at selv om Leo synes at tale om den evige fordømmelse, som ikke kan løses efter døden, så synes dog den mening at fremgå om den timelige strafs skyld, at den stadig er til at løse gennem aflad eller udskydelse af døden (?).

⁵¹ Vbi fac vim in eo, quod dicit priusquam ad constituta remedia peruenerit. Remedia enim auferendi reatus diuinitus constituta, sacramenta sunt. Baptismus, paenitentia, communio, extrema vnctio, bona opera (471) paenalia, igitur reatus, qui per remedia hominis ministerio in vita non est ablatus, post mortem auferri non potest, etiam si inter diuinitus instituta remedia, donationem ab episcopo factam secundum potestatem sibi traditam in edificationem qua donat vel relaxat deo debita numeremus, eadem videtur esse ratio. Hvad er meningen med det han siger: 'Førend han når frem til det indstiftede lægemiddel'. For det guddommeligt indstiftede lægemiddel, der kan ophæve skylden, er sakramenterne: Dåben, boden, nadveren, den sidste olie, gode bodsgerninger. Derfor kan den skyld, som gennem det menneskelige embedes hjælpemiddel ikke er fjernet, ikke fjernes efter døden, også selv om vi vil tælle den gave, der er givet af biskoppen ifølge den magt, der er overleveret ham til opbyggelse, hvorved han tilgiver eller eftergiver det, der skyldes til Gud, med til de guddommeligt indstiftede hjælpemidler. Det synes at være den samme begrundelse.

⁵²        Nota etiam quod addit, non est necesse eorum qui sic obierunt merita actusque discutere, cum dominus deus quod sacerdotale ministerium implere non potuit, suae iustitiae reseruauerit.         Læg også mærke til, at han tilføjer, at det ikke er nødvendigt, at sønderhugge de menneskers fortjenester og handlinger, som gik bort på den måde, eftersom Gud Herren vil reservere for sin egen retfærdighed det, som ikke det præstelige embede ikke kan opfylde.

⁵³      Hic habes quod per ministerium sacerdotale in vita non soluitur, censetur diuino iudicio et rigori iustitiae reseruatum.        Heraf ser du, at det, som det præstelige embede ikke løser i livet, skal man regne for reserveret den guddommelige dom og den ubøjelige retfærdighed.

⁵⁴      Dices fortasse nihil praeiudicij diuinae iustitiae fiet, si Christo ex communi meritorum thesauro satisfiat, nihil enim referre videtur vnde fiat solutio modo satisfiat.          Du vil måske sige, at der ikke sker nogen forudgribelse af den guddommelige retfærdighed, hvis der gøres fyldest ved Kristus ud fra skatten med de almindelige fortjenester, det ser nemlig ud til, at det ikke betyder noget, hvorfra der sker fyldest, blot der sker fyldest.

⁵⁵        Respondeo cum thesaurus ille ipsius Christi sit, videndum est, an pro illo quod hic (vbi misericordiae sinus apertus est, et fons patens domui israel) negligenter omissum est, Christus sibi solui velit, aut insolutum accipere pro eo maxime, qui non audiuit suadentem iudicem, vt concordaret cum inimico dum esset in via, cui metuendum est quod sequitur, Ne aduersarius eum tradat iudici, et iudex ministro, et mittatur in carcerem nec sit inde exiturus donec soluat nouissimum quadrantem, et fortasse illi qui de communi pro isto offert Christus dicturus est.        Jeg svarer, at eftersom skatten er Kristi egen skat, må man undersøge, om det er sådan, at i stedet for det, der her på grund af manglende omhu er udeladt (her, hvor barmhjertighedens skød er åbent, og hvor den kilde er, der har med Israels hus at gøre), at da Kristus vil, at man skal løse for sig selv eller modtage det uløst, især på grund af den, som ikke lytter til den dommer, der tilråder at man skal forsone sig med sin uven, mens man er med ham på vejen, (Matt 5,24), for en sådan bør frygte det, der står lige efter: At ikke uvennen skal overgive ham til dommeren, og dommeren til fangevogteren, og han blive kastet i fængsel, så han ikke kommer ud derfra, før han har betalt den sidste hvid. Og måske vil det blive sagt til ham, som Kristus tilbyder fra den almindelige skat i stedet for dette.

⁵⁶ Conclusum est in causa, functus es officio tuo, si vis hunc iuuare de tuo opus est dones, id quod fecit Gregori. pro Traiano, si vera est narratio. Hvad denne sag angår, kan vi konkludere, at du må være virksom i dit embede, hvis du vil, at den skal hjælpe, som der er brug for, at du giver af dit, (?) hvilket han gjorde overfor Gregor til bedste for Trajan, hvis ellers historien er sand.

⁵⁷         Pro isto facit quod dicit diuus Cyprianus lib. iiij. epistolarum, epistola secunda loquens de lapsis ante mortem confessis et ecclesiae reconcilatis inter caetera dicit. Aliud est ad veniam stare, Aliud ad gloriam peruenire, Aliud est missum in carcerem non exire inde, donec soluat nouissimum quadrantem, Aliud statim fidei et virtutis accipere mercedem, Aliud est pro peccatis longo dolore cruciatum emendari, et purgari diu igne, Aliud est peccata omnia passione purgare, Aliud denique pendere in die iudicij ad sententiam domini, (472) Aliud statim a domino coronari.         Til fordel for det taler, hvad den guddommelige Cyprian siger i bog 4 af brevene, det andet brev, hvor han taler om de faldne, som bekender før døden og bliver forsonet med kirken. Blandt andet siger han: 'Én ting er at have brug for overbærenhed, noget andet at nå frem til herligheden; én ting er at blive kastet i fængsel og ikke komme ud derfra, før den sidste hvid er betalt, noget andet er straks at modtage troens og dydens løn; én ting er at forbedres for sine synder ved at pines med en langvarig smerte og at blive renset gennem ild, noget andet er at rense alt ved sin lidelse; og endelig: én ting er på dommens dag at være afhængige af Herrens dom, noget andet er straks at blive kronet af Herren.

⁵⁸        Hic vides ex glorisissimi martyris Cypria. sententia ab eis, qui post mortem purgantur exigi vltimum quadrantem atque eos pendere ad sententiam iudicis, pro qualia [quanta] sententia ad clementiam flectenda pia sanctorum oratio, siue viatorum, siue comprehensorum indubitanter valet, et fidelium viatorum pia opera ad eum finem directa suffragantur eisdem.         Her ser du ud fra den ærefulde martyr, Cyprians, mening om dem, som efter døden renses, at der kræves den sidste hvid, og at de er afhængige af dommerens dom, for hvilken dom de helliges fromme bøn, der anmoder om mildhed, utvivlsomt har gyldighed, hvad enten det er de vejfarendes bøn eller de forståendes bøn, og de troende vejfarendes fromme gerninger er rettet mod dette endemål og går i forbøn for dem.

⁵⁹ Et hoc ego arbitror doctores velle dicere cum indulgentias animabus prodesse posse dicunt per modum suffragij, quod salua ecclesiae determinatione dictum sit. Og dette tror jeg, de lærde har villet sige, når de siger, at aflad kan gavne sjælene på forbønnens måde, fordi det er sagt ved kirkens rette afgørelse.

⁶⁰         Vt autem videamus qualiter ventum sit vsque ad thesaurum meritorum Christi et sanctorum per venias communicandum, sine praeiudicio melioris sententiae mihi videtur quod sancti patres qui in toto iam orbe diffusa ecclesia multiplicatis peccatis et paenitentibus publice venias dare ceperunt (nam priuatim in singulis episcopalibus ecclesijs iuxta modum in principio dictum ab initio fuisse credendum est.)        Men for at vi kan se, hvordan det er kommet dertil, at skatten med Kristi og de helliges fortjenester kan uddeles gennem afladen, så synes jeg, uden at jeg vil stå i vejen for en bedre mening, at de hellige fædre, da kirken var udbredt over hele verden og synderne blev mangfoldiggjort, begyndte at give offentlig aflad til de bodgørende (for privat må man tro, at det har fundet sted fra begyndelsen i de enkelte episkopaters kirker efter den måde, der blev omtalt i begyndelsen).

⁶¹ Primum ad solam poenae canonicae relaxationem aspexerunt, sed postea successu temporum, vt fieri solet cum ipsa res coepit multiplicari, et propterea diligentius ventilari atque tractari perpenderunt episcopi, et ecclesiastici patres huiusmodo relaxationes non posse publice, et passim frequentari citra ecclesiasticae disciplinae praeiudicium, et citra damnum spirituale animarum, quodque deo praeiudicaretur, si in vim satisfactionis et emendae debita, sine decenti recompensatione laxarentur. Først så de alene hen til eftergivelsen af de kanoniske straffe, men senere, som tiden gik, gik det, som det plejer at gå, når sagen selv begynder at mangedobles, og for at kunne bevæge og behandle det mere omhyggeligt besluttede biskopperne og de kirkelige fædre, at den slags eftergivelser ikke kunne finde sted offentligt, og at overalt skulle man bruge en foregribende dom udover den kirkelige disciplin og udover sjælenes åndelige fordømmelse, og derfor blev Guds dom foregrebet, hvis man eftergav det, der skyldtes i fyldestgørelsens og forbedringens kraft uden passende kompensation.

⁶² Hinc nati sunt canones per concilia generalia, quibus coercetur episcoporum licentia et certus modus ponitur dandi relaxationem poenitentibus. Tunc direxerunt sancti patres oculum, vt prudenter occurrerent his inconuenientibus, vt opera poenalia secundum poenitentiales canones debita, et per sacerdotes receptis ad poenitentiam imposita, in alia opera minus onerosa, aeque tamen vel magis deo grata commutarent, vt si alicui diuiti loco rigorosae poenitentiae aliquot annorum concedatur, vt hospitale pauperum vel infirmorum instituat, monasterium construat, basilicam populo Christiano necessariam vel vtilem erigat, aut (473) suis facultatibus barbaros a Christianorum oppressione coerceat. Heraf opstod ved de almindelige konciler kanonnerne, hvormed biskoppernes råderum blev indskrænket og en sikker måde blev fastsat for at give eftergivelse til de bodgørende. Da rettede de hellige fædre deres blik mod det, at de bodgørende gerninger, som skyldtes ifølge bodskanonnerne, som var blevet behandlet af præsterne og som havde fået pålagt en bod, kunne forandres til andre gerninger, som var mindre byrdefulde, men dog lige så meget eller mere værd for Gud, således at, hvis på et guddommeligt sted var tilstået én streng bod på nogle år, at han så kunne bygge et hospital for de fattige eller syge, at han kunne oprette et kloster, at han kunne bygge en kirke, som var nødvendig eller nyttig for det kristne folk, eller efter evne drive barbarerne tilbage, så de ikke undertrykker de kristne.

⁶³ Tunc enim laxabatur poenae canonicae rigor, et illius dabatur venia, vel indulgentia, eo pacto vt non tantum poena canonica tolleretur, sed etiam domino satisfieret de poena secundum diuinam iustitiam debita, in quo et honori dei, et communi vtilitati, spirituali prospiciebatur. På det tidspunkt løsnedes altså de kanoniske straffes strenghed, og der blev givet overbærenhed eller aflad, og på den måde ikke blot ophævedes den kanoniske straf, men der blev også gjort fyldest overfor Herren med hensyn til den straf, der skyldtes efter den guddommelige retfærdighed, og derved blev der også taget hensyn til Guds ære og det almene åndelige vel.

⁶⁴ Hinc nate videntur indulgentiae cruciatae et date construentibus, aut opem ferentibus hospitalibus, fabricis ecclesiarum, et alijs piis locis. Herved syntes den smertefulde aflad at være taget bort og en konstruktiv sat i stedet, eller der blev givet penge til at bygge hospitaler, kirker og andre fromme steder.

⁶⁵         Tandem considerantes anni, iubelei diunitus in lege veteri ordinati conditiones, et naturam in quo debita laxabantur, seruis libertas reddebatur, possessiones et haereditates prius alienatae ad suos dominos reuertebantur, absque condigna vel equiualenti recompensatione, in quo significabantur exhibita per aduentum Christi in carnem, qui venit predicare annum acceptabilem domino captiuis redemptionem etc. vt ipse testatur Lucae iiij. Attendentes etiam ad sabbata terrae, in quibus sponte nascentia in agris diuitum iussu diuino pauperibus, aduenis, et peregrinis, relinquebantur.        Når vi til sidst betragter de betingelser, der i den gamle lov er opstillet for jubelåret, og den måde, hvorpå det, der skyldtes, blev eftergivet, hvordan slaver fik deres frihed, hvordan ejendomme og arvegods, der tidligere var solgt, vendte tilbage til deres ejermænd, uden tilstrækkelig eller ligelig kompensation, hvorved betegnes det, der viser sig ved Kristi komme i kødet, han, som kom at prædike et nådeår fra Herren, frihed for fanger, osv, som han selv bevidner Lukas 4,18; og når vi videre lægger mærke til jordens sabbat, i hvilken en rigdom pludselig fødes på markerne på guddommelig befaling, som overlades til de fattige, de fremmede og pilgrimmene;

⁶⁶ Visum est patribus et pontificibus non esse irrationabile neque ociosum, sed diuinis literis consonum, quod in anno benignitatis domini specialis gratia fieret, qua spiritualiter grauati aere alieno liberarentur, seruis poene libertas redderetur, et in bonis spiritualibus pauperes de spiritualium diuitum agris colligerent sponte nascentia, et voluntarie communicata. så besluttede fædrene og paverne, at det ikke ville være ufornuftigt eller forgæves, men i overensstemmelse med den guddommelige skrift, at der i året for Herrens særlige velvilje fandt nåde sted, hvorved på åndelig vis de, der var tynget af fremmed herredømme, blev befriet, de, der var slaver af straffe, fik deres frihed, og de, der var fattige på åndelige goder, kunne indsamle det, der var vokset op af åndelig rigdom og frivilligt blev uddelt til dem,

⁶⁷ Hinc natae sunt remissiones anni centesimi aut quinquagesimi in quibus ex toto orbe terrarum concursus fiebat ad limina Petri et Pau. vbi ex communi thesauro meritorum Christi et sanctorum peruentum est vsque ad plenariam remissionem, quae quia raro fiebat, et ex causus pijs, res omnibus visa est tolerabilis, sed paulatim eo vsque deuentum est, vt poenitentiales canones arbitrio sacerdotum relinquerentur, et sic tandem desierunt esse in vsu. Heraf opstod hundredeårs- eller halvtredsårseftergivelserne, i hvilke år folk fra hele jordens flade kom hen til Peters og Paulus dørtærskel, hvor der blev overdraget dem fra Kristi og helgenernes skat lige indtil almindelig eftergivelse, som, fordi den sjældent fandt sted, også fandt sted ud fra fromme begrundelser, og denne sag synes for alle acceptabel, men efterhånden er det kommer så langt ned, at bodskanonnerne overlader det til præstens forgodtbefindende, og således er de langt om længe ophørt med at være i brug.

⁶⁸ Sicut et poenitentia solemnis, et poenitentia publica, et nihilominus remansit modus secundum verba, qui ab initio fuerat in venijs et indulgentijs, vt in eis adhuc dies et anni munerarentur, quamuis alia esset mens et intentio tam concedentium (474) quam recipientium, vnde non valet consequentia, venia in initio nihil aliud fuit quam poenae canonicae relaxatio, ergo etiam nunc nihil aliud sub nomine veniae vel indulgentiae comprehenditur. Således også med højtidsboden og den offentlige bod, og ikke desto mindre er den måde forblevet efter ordlyden, den, som fra begyndelsen var ved overbærenheden og afladen, så at der ved den skænkes indtil dag og år, skønt der var en anden mening og hensigt både hos dem, der gav den, og hos dem, der modtog den. Derfor gælder den konsekvens ikke, at fordi afladen fra begyndelsen ikke var andet end eftergivelse af den kanoniske straf, derfor kan man heller ikke nu ved ordet overbærenhed eller aflad forstå andet.

⁶⁹ Saepe enim remanent eadem nomina rebus mutatis aut augmentatis, sicut hodie in ecclesiasticis constitutionibus, et regulis aliud significat nomen abbas quam temporibus Hilarionis et Anthonij, et hodie aliud intelligitur cum dicitur protonotarius quam initio cum tales notarij crearentur. Ofte forbliver nemlig den samme betegnelse for ting, der har ændret sig eller er blevet forøget, sådan som idag ved de kirkelige regler, og efter disse regler betyder 'abbed' noget andet end på Hilarius' og Antoninus' tid, og idag betyder det noget andet, når nogen siges at være protonotarius, end i begyndelsen, da den slags noterier blev til.

⁷⁰ Et iniuria crederetur fieri Imperatori hodie, si nomine imperatoris nihil aliud intelligeretur quam initio fuit. Quemadmodum igitur in istis aliquid sub nomine comprehenditur, quod initio sub nomine non fuit comprehemsum vndecunque hoc factum sit. Og man må tro, der gøres uret mod kejseren i dag, hvis man ikke forstod noget andet ved ordet 'kejser' end det betød i begyndelsen. Sådan forstås altså på disse områder noget ved ordet, som i begyndelsen ikke blot forstået ved dette ord, hvorfra det er blevet til.

⁷¹ Ita sub nomine veniae vel indulgentiae aliud intelligi potest quam ab initio fuit. Quod vel ex eo patet, quia initio poenitentes excludebantur a templo, cum peruentum erat ad offertorium, ne viderent oblationem, vt testis est Dionysius. Posteriori vero aetate datae sunt veniae a pontificibus et concilijs generalibus, ijs qui missae intersunt in certis sanctorum solemnitatibus, vt sacramenti, cum dantes et accipientes, non lateret non solere amplius poenitentibus, tot dies vel annos iuxta formam canonum poenitentialium imponi confessis, neque canones ligare eos quibus non fuerint per sacerdotem impositi. Således kan man ved ordet 'overbærenhed' eller 'aflad' forstå noget andet end det betød i begyndelsen. Og det fremgår blandt andet deraf, at de bodgørende i begyndelsen blev udelukket fra gudstjenesten, når man nåede frem til offertoriet, at de ikke skulle se frembærelsen, hvilket Dionysius bevidner. Men i en senere tid blev der givet overbærenhed af paverne og de almindelige konciler til dem, og de var med ved messen på særlige helgeners højtidsdage, så at sakramentet, både når det blev givet og når det blev modtaget, ikke mere plejede at være skjult for de bodgørende, som havde fået pålagt så mange dage eller år ifølge bodsformlen til at bekende i, og heller ikke kunne kanonnerne binde dem, som ikke var blevet pålagt af præsten.

⁷² Igitur aliud acceperunt sub nomine veniae, quam relaxationem poenae canonicae, scilicet remissionem poenae restantis, peccatis quo ad culpam et poenam aeternam deletis, aut communicationem meritorum Christi et sanctorum ex communi thesauro. På den måde forstår de noget andet ved aflad, end eftergivelse af de kanoniske straffe, nemlig eftergivelse af en tilbageværende straf, idet synderne bliver udslettet, for så vidt angår den evige brøde og straf, eller man forstår ved aflad overførslen af Kristi og de helliges fortjenester fra den almindelige skat.

⁷³ Quod si dicas et nomen et res ad nimietatem et abusum deuoluta sunt. Ex more rerum humanarum id accidit, neque est peculiare indulgentijs. Quaecunque enim vtiliter tradita, aut humanitus inuenta facile labuntur ad excessum, vt experientia notum est, quod si quis peritus artifex huic malo possit, et velit adhibere remedium, vsum reducat, abusum tollat, idque sine praeiudicio veritatis, omnino enim verissimum est quod inquit Aristoteles. Sermones veros multum ad vitam conducere, qui vero id non potest melius rem intactam relinquet. (475) Men hvad så, hvis man siger, at både betegnelsen og sagen er sunket ned til overdrivelse og misbrug. Ja, dette sker jo i de menneskelige sager, det er ikke noget for afladen specielt. For hvadsomhelst der nyttigt er overleveret eller opfundet af mennesker udvikler sig let til overdrivelser, som erfaringen viser, såsom når en erfaren kunstner kan og vil anvende et hjælpemiddel til noget ondt, så mindsker han brugen og ophæver misbrugen, og det uden forudgriben af sandheden, for det er nemlig i det hele taget sandt, hvad Aristoteles siger: Sande ord bidrager meget til livet, men livet kan ikke kapere det, det er bedre at lade sagen uberørt.

⁷⁴        Dices thesaurus meritorum Christi non est ociosus, sed semper operatur salutem electorum.         Så vil du sige, at Kristi fortjenesters skat ikke er uvirksom, men altid udvirker de udvalgtes frelse.

⁷⁵       Solutio sicut ciuitatis thesaurus non est ociosus, quamuis non nisi per certas personas pro certis causis, et certo tempore dispensetur. Similiter est de thesauro meritorum Christi, non solum quo ad vim satisfactiuam, sed etiam quantum ad vim qua metuit sua morte omnibus hominibus primam gratiam, et liberationem ab originali.         Svaret er, at ligesom en bys skat ikke er uvirksom, selv om den kun uddeles til bestemte personer af bestemte grunde og til bestemte tider. På lignende måde er det med Kristi fortjenesters skat, de virker ikke blot ved deres fyldestgørende kraft, men også ved den kraft, hvormed han ved sin død har fortjent den første nåde for alle mennesker og befrielse fra arvesynden.

⁷⁶ vnde August. in responsione ad quosdam articulos sibi falso impositos capitu. i. dicit quod ad magnitudinem et potentiam precij, et quod ad vnam pertinet causam generis humani, sanguis Christi redemptio est totius mundi, sed qui hoc saeculum sine fide Christi, et sine regenerationis sacramento pertranseunt redemptionis alieni sunt, et infra, cuius mors non impensa est humano generi, vt ad redemptionem eius, etiam qui regenerandi non erant pertinerent, sed ita quod per vnicum exemplum gestum est pro vniuersis, pro singulare sacramentum celebraretur in singulis. Derfor siger også Augustin i sit svar på nogle falske artikler, der blev forelagt ham, at hvad angår forbønnernes størrelse og magt, og hvad angår den ene årsag for menneskeslægten, er Kristi blod forløsning for hele verden, men de, som går igennem denne tidsalder uden tro på Kristus og uden genfødelsens sakramente, er fremmede for forløsningen. Og senere skriver Augustin: den, hvis død ikke påhviler menneskeslægten, så han trænger til forløsning, også de, som ikke skulle genfødes, har dette med at gøre, men således at det blev givet gennem et eneste eksempel for alle, det fejres i de enkelte gennem det ene sakramente. (?)

⁷⁷ Poculum quippe immortalitatis, quod confectum est de infirmitate nostra, et virtute diuina, habet quidem in se, vt omnibus prosit, sed si non bibitur, non proficit. For det udødeligheds bæger, der er fuldført for vor svaghed og ved guddommelig kraft, har det i sig, at det gavner alle, men hvis de ikke drikker, gavner det ikke.

⁷⁸        Hic vides quod omnium hominum precium, et medicina non valet, nisi quibus applicatur, quae quidem applicatio sit per homines, et non quoslibet indifferenter, sed certo ordine insignitos, quare similiter dici non potest, quod illud idem precium iam Christo incorporatis per gratiam aliquo modo proficiat quibus applicatur, et non alijs.         Her ser du, hvad alle mennesker er værd, og lægemidlet ikke har værdi, hvis det ikke appliceres på dem, men denne applikation sker ganske vist gennem mennesker, men ikke gennem hvilkesomhelst mennesker, men gennem en særlig udpeget orden. Derfor kan man ikke på lignende måde sige, at denne værdi på en eller anden måde gavner dem, der allerede er inkorporeret i Kristus ved nåden, og som den appliceres på, og ikke andre.

⁷⁹ Operatur enim Christi meritum, non solum in sacramento baptismatis, sed etiam in alijs sacramentis. Non est igitur mirabile, si seruus fideles et prudens huius dominici tritici, quod est a poena in purgatorio sustinenda, aut in praesenti vita redimenda liberatio det conseruis in oportunitate mensuram, et imitetur dominum suum qui turbas refecturus specialiter attendit, quod quidam illorum de longe venerunt. For Kristi fortjeneste virker, ikke blot i dåbens sakramente, men også i de andre sakramenter. Det er derfor ikke underligt, hvis den tro og kloge tjener giver sine medtjenere af denne Herrens hvede, som er befrielse fra den straf, som skal udstås i skærsilden, eller som skal tilbagebetales i dette liv, hvis han giver dem det passende mål og efterligner sin herre, som når der skal pålægges trængsler, især lægger mærke til, hvor langt nogle af dem er kommet.

⁸⁰ Illi secundum Greg. in ezechielem de longe veniunt, qui multis et magnis peccatis grauati conuertuntur. Ifølge Gregor over Ezekiel kommer de langt, som omvendes, når de er betynget med mange og store synder.

⁸¹         Nec est vile vel indignum, si preciosissima mors Christi (476) temporalibus poenis detergendis applicetur. Multo enim in digniora et viliora sunt peccata. Imo nihil vile est nisi peccatum, cui tamen delendo filij dei mors impensa est.          Det er heller ikke billigt eller uværdigt, hvis Kristi højærværdige død appliceres til at dække timelige straffe. For synden er meget mere uværdig og billig. Ja, intet er billigt andet end synden, men for at fjerne den behøves Guds søns død.

⁸² Mortuus est enim propter delicta nostra, et resurrexit propter iustificationem nostram, quod si quis huius remissionis poenae auidus spirituali quadam auaritia sitiens ad deum fontem viuum quam citissime peruenire intendat pijs operibus pro quibus veniae conceduntur, nihil detrahere videtur dignitati meriti suo eo siquidem impellit charitas, qua secundum Augu. primo de doctrina Christiana, quanto pleniores sumus, tanto hanc peregrinationem tolerabilius ferimus, et ardentius finire cupimus. Han er nemlig død for vore overtrædelser, og opstået til vor retfærdiggørelse, og derfor hvis nogen begærer denne strafs eftergivelse med et åndeligt begær og tørster efter Gud, den levende kilde, så han stræber efter hurtigst muligt at trænge igennem til fromme gerninger, for hvilke der kan tilstås han aflad, så synes der ikke at trækkes noget fra i værdighed ved hans fortjeneste, for den besejrer jo kærligheden, og ifølge Augustin i den første bog af 'de doctrina christiana' så er det sådan, at jo mere vi er fyldte af den, desto mere tålsomt bærer vi denne pilgrimsvandring, og desto mere brændende stræber vi efter at fuldende den.

⁸³ Vnde mirum est, quare Mar. tantopere stomachetur in quosdam dicentes venias esse meritorias intelligentes hoc de opere bono, pro quo veniae dantur, cum ipse Marti. sibi permittat vt excommunicationem iniustam pulcherrimum meritum liceat appellare, cum tamen iniustam sententiam ferens peccet, et is in quem fertur sola patientia iniustae laesionis mereatur. Derfor er det mærkeligt, at Martin i den grad bliver gnaven på nogle, som siger, at afladen er fortjenstfuld, idet de forstår dette om den gode gerning, i kraft af hvilken afladen gives, eftersom Martin selv tillader sig at kalde en uretfærdig ekskommunikation en yderst smuk fortjeneste, når dog den, der bærer en uretfærdig dom, synder, og den, hvem den pålægges, fortjener noget, alene derved at han tålmodigt finder sig i en uret.

⁸⁴ In venijs autem fidelis et prudens dispensator meretur, et qui recipit opere pro quo dantur etiam meretur. Men i afladen gør den tro og kloge uddeler sig fortjent, og den, der modtager, gør sig også fortjent ved den gerning, hvorved den gives.

⁸⁵ Impressum Antuerpiae per Michaelem Hillenium Trykt i Antwerpen af Michael Hillenius.

⁸⁶ Sub intersignio Rapi. Anno M.D.XXI. viij. die Maij. Under Rapus segl. År 1521, den 8. maj.

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n13: Dette er citeret lidt forkortet. I Vulgata står der: 3:4 sed qui absconditus cordis est homo in incorruptibilitate quieti et modesti spiritus quod est in conspectu Dei locuples.

n18. I disputationen med Eck nævner Luther Hieronymus' kommentar til Titus, hvor han hævder, at præst og biskop oprindelig var det samme. Hvis paven skal have sit overherredømme ved guddommelig ret, må det være noget, der altid har været gældende. Derfor er Hieronymus' iagttagelse ubekvem for papisterne. (Eck-01#44). Eck har den lidt flove mening, at det er bedst og frommest at regne med, at præst og biskop ikke var det samme (Eck-01#69). Det samme gør Latomus, se #19.

n42: Latomus skriver ikke, hvorfra han har taget denne Luther-mening. Det kan være fra 'de captivitate'. (capt-db#145) Det skrift kan man vist godt tænke sig, at Latomus har læst, inden han skrev sit angreb mod Luther.

n44. Dette er ét af de 'drillespørgsmål', som Luther i slutningen af de 95 teser lader lægfolk stille. Se 95tes#82. Dog er Luthers spørgsmål mere spidsfindigt end citeret af Latomus. Luther går faktisk ud fra som givet, at paven kan udløse af skærsilden; så spørger han blot, hvorfor han ikke gør det af kærlighed, som er en retfærdig grund, når han dog (rent faktisk) gør det for penge, hvilket er en meget ringe begrundelse.

⁶¹ Primum ad solam poenae canonicae relaxationem aspexerunt, sed postea successu temporum, vt fieri solet cum ipsa res coepit multiplicari, et propterea diligentius ventilari atque tractari perpenderunt episcopi, et ecclesiastici patres huiusmodo relaxationes non posse publice, et passim frequentari citra ecclesiasticae disciplinae praeiudicium, et citra damnum spirituale animarum, quodque deo praeiudicaretur, si in vim satisfactionis et emendae debita, sine decenti recompensatione laxarentur.	Først så de alene hen til eftergivelsen af de kanoniske straffe, men senere, som tiden gik, gik det, som det plejer at gå, når sagen selv begynder at mangedobles, og for at kunne bevæge og behandle det mere omhyggeligt besluttede biskopperne og de kirkelige fædre, at den slags eftergivelser ikke kunne finde sted offentligt, og at overalt skulle man bruge en foregribende dom udover den kirkelige disciplin og udover sjælenes åndelige fordømmelse, og derfor blev Guds dom foregrebet, hvis man eftergav det, der skyldtes i fyldestgørelsens og forbedringens kraft uden passende kompensation.
⁶² Hinc nati sunt canones per concilia generalia, quibus coercetur episcoporum licentia et certus modus ponitur dandi relaxationem poenitentibus. Tunc direxerunt sancti patres oculum, vt prudenter occurrerent his inconuenientibus, vt opera poenalia secundum poenitentiales canones debita, et per sacerdotes receptis ad poenitentiam imposita, in alia opera minus onerosa, aeque tamen vel magis deo grata commutarent, vt si alicui diuiti loco rigorosae poenitentiae aliquot annorum concedatur, vt hospitale pauperum vel infirmorum instituat, monasterium construat, basilicam populo Christiano necessariam vel vtilem erigat, aut (473) suis facultatibus barbaros a Christianorum oppressione coerceat.	Heraf opstod ved de almindelige konciler kanonnerne, hvormed biskoppernes råderum blev indskrænket og en sikker måde blev fastsat for at give eftergivelse til de bodgørende. Da rettede de hellige fædre deres blik mod det, at de bodgørende gerninger, som skyldtes ifølge bodskanonnerne, som var blevet behandlet af præsterne og som havde fået pålagt en bod, kunne forandres til andre gerninger, som var mindre byrdefulde, men dog lige så meget eller mere værd for Gud, således at, hvis på et guddommeligt sted var tilstået én streng bod på nogle år, at han så kunne bygge et hospital for de fattige eller syge, at han kunne oprette et kloster, at han kunne bygge en kirke, som var nødvendig eller nyttig for det kristne folk, eller efter evne drive barbarerne tilbage, så de ikke undertrykker de kristne.
⁶³ Tunc enim laxabatur poenae canonicae rigor, et illius dabatur venia, vel indulgentia, eo pacto vt non tantum poena canonica tolleretur, sed etiam domino satisfieret de poena secundum diuinam iustitiam debita, in quo et honori dei, et communi vtilitati, spirituali prospiciebatur.	På det tidspunkt løsnedes altså de kanoniske straffes strenghed, og der blev givet overbærenhed eller aflad, og på den måde ikke blot ophævedes den kanoniske straf, men der blev også gjort fyldest overfor Herren med hensyn til den straf, der skyldtes efter den guddommelige retfærdighed, og derved blev der også taget hensyn til Guds ære og det almene åndelige vel.
⁶⁴ Hinc nate videntur indulgentiae cruciatae et date construentibus, aut opem ferentibus hospitalibus, fabricis ecclesiarum, et alijs piis locis.	Herved syntes den smertefulde aflad at være taget bort og en konstruktiv sat i stedet, eller der blev givet penge til at bygge hospitaler, kirker og andre fromme steder.
⁶⁵ Tandem considerantes anni, iubelei diunitus in lege veteri ordinati conditiones, et naturam in quo debita laxabantur, seruis libertas reddebatur, possessiones et haereditates prius alienatae ad suos dominos reuertebantur, absque condigna vel equiualenti recompensatione, in quo significabantur exhibita per aduentum Christi in carnem, qui venit predicare annum acceptabilem domino captiuis redemptionem etc. vt ipse testatur Lucae iiij. Attendentes etiam ad sabbata terrae, in quibus sponte nascentia in agris diuitum iussu diuino pauperibus, aduenis, et peregrinis, relinquebantur.	Når vi til sidst betragter de betingelser, der i den gamle lov er opstillet for jubelåret, og den måde, hvorpå det, der skyldtes, blev eftergivet, hvordan slaver fik deres frihed, hvordan ejendomme og arvegods, der tidligere var solgt, vendte tilbage til deres ejermænd, uden tilstrækkelig eller ligelig kompensation, hvorved betegnes det, der viser sig ved Kristi komme i kødet, han, som kom at prædike et nådeår fra Herren, frihed for fanger, osv, som han selv bevidner Lukas 4,18; og når vi videre lægger mærke til jordens sabbat, i hvilken en rigdom pludselig fødes på markerne på guddommelig befaling, som overlades til de fattige, de fremmede og pilgrimmene;
⁶⁶ Visum est patribus et pontificibus non esse irrationabile neque ociosum, sed diuinis literis consonum, quod in anno benignitatis domini specialis gratia fieret, qua spiritualiter grauati aere alieno liberarentur, seruis poene libertas redderetur, et in bonis spiritualibus pauperes de spiritualium diuitum agris colligerent sponte nascentia, et voluntarie communicata.	så besluttede fædrene og paverne, at det ikke ville være ufornuftigt eller forgæves, men i overensstemmelse med den guddommelige skrift, at der i året for Herrens særlige velvilje fandt nåde sted, hvorved på åndelig vis de, der var tynget af fremmed herredømme, blev befriet, de, der var slaver af straffe, fik deres frihed, og de, der var fattige på åndelige goder, kunne indsamle det, der var vokset op af åndelig rigdom og frivilligt blev uddelt til dem,
⁶⁷ Hinc natae sunt remissiones anni centesimi aut quinquagesimi in quibus ex toto orbe terrarum concursus fiebat ad limina Petri et Pau. vbi ex communi thesauro meritorum Christi et sanctorum peruentum est vsque ad plenariam remissionem, quae quia raro fiebat, et ex causus pijs, res omnibus visa est tolerabilis, sed paulatim eo vsque deuentum est, vt poenitentiales canones arbitrio sacerdotum relinquerentur, et sic tandem desierunt esse in vsu.	Heraf opstod hundredeårs- eller halvtredsårseftergivelserne, i hvilke år folk fra hele jordens flade kom hen til Peters og Paulus dørtærskel, hvor der blev overdraget dem fra Kristi og helgenernes skat lige indtil almindelig eftergivelse, som, fordi den sjældent fandt sted, også fandt sted ud fra fromme begrundelser, og denne sag synes for alle acceptabel, men efterhånden er det kommer så langt ned, at bodskanonnerne overlader det til præstens forgodtbefindende, og således er de langt om længe ophørt med at være i brug.
⁶⁸ Sicut et poenitentia solemnis, et poenitentia publica, et nihilominus remansit modus secundum verba, qui ab initio fuerat in venijs et indulgentijs, vt in eis adhuc dies et anni munerarentur, quamuis alia esset mens et intentio tam concedentium (474) quam recipientium, vnde non valet consequentia, venia in initio nihil aliud fuit quam poenae canonicae relaxatio, ergo etiam nunc nihil aliud sub nomine veniae vel indulgentiae comprehenditur.	Således også med højtidsboden og den offentlige bod, og ikke desto mindre er den måde forblevet efter ordlyden, den, som fra begyndelsen var ved overbærenheden og afladen, så at der ved den skænkes indtil dag og år, skønt der var en anden mening og hensigt både hos dem, der gav den, og hos dem, der modtog den. Derfor gælder den konsekvens ikke, at fordi afladen fra begyndelsen ikke var andet end eftergivelse af den kanoniske straf, derfor kan man heller ikke nu ved ordet overbærenhed eller aflad forstå andet.
⁶⁹ Saepe enim remanent eadem nomina rebus mutatis aut augmentatis, sicut hodie in ecclesiasticis constitutionibus, et regulis aliud significat nomen abbas quam temporibus Hilarionis et Anthonij, et hodie aliud intelligitur cum dicitur protonotarius quam initio cum tales notarij crearentur.	Ofte forbliver nemlig den samme betegnelse for ting, der har ændret sig eller er blevet forøget, sådan som idag ved de kirkelige regler, og efter disse regler betyder 'abbed' noget andet end på Hilarius' og Antoninus' tid, og idag betyder det noget andet, når nogen siges at være protonotarius, end i begyndelsen, da den slags noterier blev til.
⁷⁰ Et iniuria crederetur fieri Imperatori hodie, si nomine imperatoris nihil aliud intelligeretur quam initio fuit. Quemadmodum igitur in istis aliquid sub nomine comprehenditur, quod initio sub nomine non fuit comprehemsum vndecunque hoc factum sit.	Og man må tro, der gøres uret mod kejseren i dag, hvis man ikke forstod noget andet ved ordet 'kejser' end det betød i begyndelsen. Sådan forstås altså på disse områder noget ved ordet, som i begyndelsen ikke blot forstået ved dette ord, hvorfra det er blevet til.
⁷¹ Ita sub nomine veniae vel indulgentiae aliud intelligi potest quam ab initio fuit. Quod vel ex eo patet, quia initio poenitentes excludebantur a templo, cum peruentum erat ad offertorium, ne viderent oblationem, vt testis est Dionysius. Posteriori vero aetate datae sunt veniae a pontificibus et concilijs generalibus, ijs qui missae intersunt in certis sanctorum solemnitatibus, vt sacramenti, cum dantes et accipientes, non lateret non solere amplius poenitentibus, tot dies vel annos iuxta formam canonum poenitentialium imponi confessis, neque canones ligare eos quibus non fuerint per sacerdotem impositi.	Således kan man ved ordet 'overbærenhed' eller 'aflad' forstå noget andet end det betød i begyndelsen. Og det fremgår blandt andet deraf, at de bodgørende i begyndelsen blev udelukket fra gudstjenesten, når man nåede frem til offertoriet, at de ikke skulle se frembærelsen, hvilket Dionysius bevidner. Men i en senere tid blev der givet overbærenhed af paverne og de almindelige konciler til dem, og de var med ved messen på særlige helgeners højtidsdage, så at sakramentet, både når det blev givet og når det blev modtaget, ikke mere plejede at være skjult for de bodgørende, som havde fået pålagt så mange dage eller år ifølge bodsformlen til at bekende i, og heller ikke kunne kanonnerne binde dem, som ikke var blevet pålagt af præsten.
⁷² Igitur aliud acceperunt sub nomine veniae, quam relaxationem poenae canonicae, scilicet remissionem poenae restantis, peccatis quo ad culpam et poenam aeternam deletis, aut communicationem meritorum Christi et sanctorum ex communi thesauro.	På den måde forstår de noget andet ved aflad, end eftergivelse af de kanoniske straffe, nemlig eftergivelse af en tilbageværende straf, idet synderne bliver udslettet, for så vidt angår den evige brøde og straf, eller man forstår ved aflad overførslen af Kristi og de helliges fortjenester fra den almindelige skat.
⁷³ Quod si dicas et nomen et res ad nimietatem et abusum deuoluta sunt. Ex more rerum humanarum id accidit, neque est peculiare indulgentijs. Quaecunque enim vtiliter tradita, aut humanitus inuenta facile labuntur ad excessum, vt experientia notum est, quod si quis peritus artifex huic malo possit, et velit adhibere remedium, vsum reducat, abusum tollat, idque sine praeiudicio veritatis, omnino enim verissimum est quod inquit Aristoteles. Sermones veros multum ad vitam conducere, qui vero id non potest melius rem intactam relinquet. (475)	Men hvad så, hvis man siger, at både betegnelsen og sagen er sunket ned til overdrivelse og misbrug. Ja, dette sker jo i de menneskelige sager, det er ikke noget for afladen specielt. For hvadsomhelst der nyttigt er overleveret eller opfundet af mennesker udvikler sig let til overdrivelser, som erfaringen viser, såsom når en erfaren kunstner kan og vil anvende et hjælpemiddel til noget ondt, så mindsker han brugen og ophæver misbrugen, og det uden forudgriben af sandheden, for det er nemlig i det hele taget sandt, hvad Aristoteles siger: Sande ord bidrager meget til livet, men livet kan ikke kapere det, det er bedre at lade sagen uberørt.
⁷⁴ Dices thesaurus meritorum Christi non est ociosus, sed semper operatur salutem electorum.	Så vil du sige, at Kristi fortjenesters skat ikke er uvirksom, men altid udvirker de udvalgtes frelse.
⁷⁵ Solutio sicut ciuitatis thesaurus non est ociosus, quamuis non nisi per certas personas pro certis causis, et certo tempore dispensetur. Similiter est de thesauro meritorum Christi, non solum quo ad vim satisfactiuam, sed etiam quantum ad vim qua metuit sua morte omnibus hominibus primam gratiam, et liberationem ab originali.	Svaret er, at ligesom en bys skat ikke er uvirksom, selv om den kun uddeles til bestemte personer af bestemte grunde og til bestemte tider. På lignende måde er det med Kristi fortjenesters skat, de virker ikke blot ved deres fyldestgørende kraft, men også ved den kraft, hvormed han ved sin død har fortjent den første nåde for alle mennesker og befrielse fra arvesynden.
⁷⁶ vnde August. in responsione ad quosdam articulos sibi falso impositos capitu. i. dicit quod ad magnitudinem et potentiam precij, et quod ad vnam pertinet causam generis humani, sanguis Christi redemptio est totius mundi, sed qui hoc saeculum sine fide Christi, et sine regenerationis sacramento pertranseunt redemptionis alieni sunt, et infra, cuius mors non impensa est humano generi, vt ad redemptionem eius, etiam qui regenerandi non erant pertinerent, sed ita quod per vnicum exemplum gestum est pro vniuersis, pro singulare sacramentum celebraretur in singulis.	Derfor siger også Augustin i sit svar på nogle falske artikler, der blev forelagt ham, at hvad angår forbønnernes størrelse og magt, og hvad angår den ene årsag for menneskeslægten, er Kristi blod forløsning for hele verden, men de, som går igennem denne tidsalder uden tro på Kristus og uden genfødelsens sakramente, er fremmede for forløsningen. Og senere skriver Augustin: den, hvis død ikke påhviler menneskeslægten, så han trænger til forløsning, også de, som ikke skulle genfødes, har dette med at gøre, men således at det blev givet gennem et eneste eksempel for alle, det fejres i de enkelte gennem det ene sakramente. (?)
⁷⁷ Poculum quippe immortalitatis, quod confectum est de infirmitate nostra, et virtute diuina, habet quidem in se, vt omnibus prosit, sed si non bibitur, non proficit.	For det udødeligheds bæger, der er fuldført for vor svaghed og ved guddommelig kraft, har det i sig, at det gavner alle, men hvis de ikke drikker, gavner det ikke.
⁷⁸ Hic vides quod omnium hominum precium, et medicina non valet, nisi quibus applicatur, quae quidem applicatio sit per homines, et non quoslibet indifferenter, sed certo ordine insignitos, quare similiter dici non potest, quod illud idem precium iam Christo incorporatis per gratiam aliquo modo proficiat quibus applicatur, et non alijs.	Her ser du, hvad alle mennesker er værd, og lægemidlet ikke har værdi, hvis det ikke appliceres på dem, men denne applikation sker ganske vist gennem mennesker, men ikke gennem hvilkesomhelst mennesker, men gennem en særlig udpeget orden. Derfor kan man ikke på lignende måde sige, at denne værdi på en eller anden måde gavner dem, der allerede er inkorporeret i Kristus ved nåden, og som den appliceres på, og ikke andre.
⁷⁹ Operatur enim Christi meritum, non solum in sacramento baptismatis, sed etiam in alijs sacramentis. Non est igitur mirabile, si seruus fideles et prudens huius dominici tritici, quod est a poena in purgatorio sustinenda, aut in praesenti vita redimenda liberatio det conseruis in oportunitate mensuram, et imitetur dominum suum qui turbas refecturus specialiter attendit, quod quidam illorum de longe venerunt.	For Kristi fortjeneste virker, ikke blot i dåbens sakramente, men også i de andre sakramenter. Det er derfor ikke underligt, hvis den tro og kloge tjener giver sine medtjenere af denne Herrens hvede, som er befrielse fra den straf, som skal udstås i skærsilden, eller som skal tilbagebetales i dette liv, hvis han giver dem det passende mål og efterligner sin herre, som når der skal pålægges trængsler, især lægger mærke til, hvor langt nogle af dem er kommet.
⁸⁰ Illi secundum Greg. in ezechielem de longe veniunt, qui multis et magnis peccatis grauati conuertuntur.	Ifølge Gregor over Ezekiel kommer de langt, som omvendes, når de er betynget med mange og store synder.
⁸¹ Nec est vile vel indignum, si preciosissima mors Christi (476) temporalibus poenis detergendis applicetur. Multo enim in digniora et viliora sunt peccata. Imo nihil vile est nisi peccatum, cui tamen delendo filij dei mors impensa est.	Det er heller ikke billigt eller uværdigt, hvis Kristi højærværdige død appliceres til at dække timelige straffe. For synden er meget mere uværdig og billig. Ja, intet er billigt andet end synden, men for at fjerne den behøves Guds søns død.
⁸² Mortuus est enim propter delicta nostra, et resurrexit propter iustificationem nostram, quod si quis huius remissionis poenae auidus spirituali quadam auaritia sitiens ad deum fontem viuum quam citissime peruenire intendat pijs operibus pro quibus veniae conceduntur, nihil detrahere videtur dignitati meriti suo eo siquidem impellit charitas, qua secundum Augu. primo de doctrina Christiana, quanto pleniores sumus, tanto hanc peregrinationem tolerabilius ferimus, et ardentius finire cupimus.	Han er nemlig død for vore overtrædelser, og opstået til vor retfærdiggørelse, og derfor hvis nogen begærer denne strafs eftergivelse med et åndeligt begær og tørster efter Gud, den levende kilde, så han stræber efter hurtigst muligt at trænge igennem til fromme gerninger, for hvilke der kan tilstås han aflad, så synes der ikke at trækkes noget fra i værdighed ved hans fortjeneste, for den besejrer jo kærligheden, og ifølge Augustin i den første bog af 'de doctrina christiana' så er det sådan, at jo mere vi er fyldte af den, desto mere tålsomt bærer vi denne pilgrimsvandring, og desto mere brændende stræber vi efter at fuldende den.
⁸³ Vnde mirum est, quare Mar. tantopere stomachetur in quosdam dicentes venias esse meritorias intelligentes hoc de opere bono, pro quo veniae dantur, cum ipse Marti. sibi permittat vt excommunicationem iniustam pulcherrimum meritum liceat appellare, cum tamen iniustam sententiam ferens peccet, et is in quem fertur sola patientia iniustae laesionis mereatur.	Derfor er det mærkeligt, at Martin i den grad bliver gnaven på nogle, som siger, at afladen er fortjenstfuld, idet de forstår dette om den gode gerning, i kraft af hvilken afladen gives, eftersom Martin selv tillader sig at kalde en uretfærdig ekskommunikation en yderst smuk fortjeneste, når dog den, der bærer en uretfærdig dom, synder, og den, hvem den pålægges, fortjener noget, alene derved at han tålmodigt finder sig i en uret.
⁸⁴ In venijs autem fidelis et prudens dispensator meretur, et qui recipit opere pro quo dantur etiam meretur.	Men i afladen gør den tro og kloge uddeler sig fortjent, og den, der modtager, gør sig også fortjent ved den gerning, hvorved den gives.
⁸⁵ Impressum Antuerpiae per Michaelem Hillenium	Trykt i Antwerpen af Michael Hillenius.
⁸⁶ Sub intersignio Rapi. Anno M.D.XXI. viij. die Maij.	Under Rapus segl. År 1521, den 8. maj.
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c