Latomus mod Luther 13

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 449 til side 463. .
1  DE INDVLGENTIIS. Om afladen.
2        Veniamus tandem ad articulum dilatum, videlicet de indulgentijs quo dicit Mar. quod indulgentiae nihil aliud sunt, quam relaxatio paene arbitrio sacerdotis vel canonum paenitentialium impositae, cum supra monstratum sit quod sacerdos relaxat culpam et paenam deo debitam, non ex impositione canonum, sed secundum diuinam iustitiam, et quod ad aliquam talem paenam pro peccatis deletis remanet paenitens obligatus, satis patet falsitas huius articuli.           Vi kommer nu omsider til den artikel, vi sprang over, nemlig den om afladen, hvor Martin siger, at afladen ikke er andet end en eftergivelse af en straf, som er pålagt ved præstens eller de kanoniske bodsbestemmelsers afgørelse, men når det ovenfor er blevet påvist, at præsten eftergiver brøden og straffen, der skyldes til Gud, ikke ud fra, at de er pålagt af de kanoniske bestemmelser, men ifølge den guddommelige retfærdighed, og at den bodgørende forbliver forpligtet på en sådan straf for de synder, der er udslettet, så fremgår det forkerte ved denne artikel tilstrækkelig tydeligt heraf. 
3 Hunc tamen articulum, quod videlicet indulgentiae sunt solum relaxationes paenarum canonicarum saepius repetit M. et est ipsi in multis articulis suis sicut principium in demonstrabile aut sicut conclusio demonstrata, tamen pro elucidatione materiae paulo altius repetendum est, quod et quales sint veniae Dog gentager Martin denne artikel, nemlig, at afladen kun er eftergivelse af de kanoniske straffe, ret ofte, og den er for ham selv i mange af hans artikler ligesom et grundlag, når han skal demonstrere det og ligesom en konklusion, der har demonstreret det. Men alligevel skal det gentages lidt mere dybtgående til belysning af sagen, hvad og af hvad art afladen er. 
4        Sint itaque optimi pontifices qui quaerant primum regnum dei et iustitiam eius, honorem dei, salutem gregis et suam solum curent, a principe pastore Christo, pro pastorali cura immarcessibilem gloriae coronam expectent. Sit populus pius sanctus euangelicam legem seruans quantum humana fragilitas patit adamussim, qui omnem hominem ecclesiae corpori desyderet adiungi, et qui neminem sine grandi dolore sentiat diuelli, sit zelus et vigor disciplinae. In praelatis auctoritas, in subditis obedientia, sit iustitia pie seuiens et pietas non remissa.           Lad der derfor være de bedste paver, som først søger Guds rige og hans retfærdighed, Guds ære, hjordens frelse og alene bekymrer sig for den, og af den første hyrde, Kristus, forventer herlighedens uvisnelige krone for den pastorlige omsorg. Lad der være et fromt og helligt folk, som tjener den evangeliske lov så meget som menneskelig svaghed lader den være tilpasset, som ønsker at knytte ethvert menneske til kirkens legeme, som ikke kan skilles fra nogen uden den største smerte, lad der være iver og kraft i disciplinen. Lad der være autoritet i prælaterne, lydighed i undersåtterne, lad der være from og alvorlig retfærdighed og fromhed, der ikke aftager.
5       In tali populo (quia non peccare diuinum est) labimur non nulli imo multi in facinora et flagitia, quos iustitia, et zelus disciplinae separat, pietas recolligit.           I et sådant folk (fordi det ikke at synde er guddommeligt) opægges ikke få af os, ja mange af os til dåd og pinsler, og os adskiller retfærdigheden og iveren for disciplinen, men fromheden samler os. 
6          Huic multitudini in terris caelestem vitam ducenti princeps est Christus, verus deus verus homo, ex deitate creator, ex humanitate redemptor, qui licet hanc multitudinem non deserat, cui dixit, ecce ego vobiscum sum omnibus diebus vsque ad consummationem saeculi, tamen quia corpore absens futurus erat secundum quod dicit Pe. in actibus apostolorum. Quem oportet quidem caelum suscipere vsque in tempora restitutionis omnium, reliquit et praefecit operis sui vicarios apostolos, in quorum locum succedunt episcopi et sacerdotes         Som fører og leder for denne mangfoldighed på jorden, der fører et himmelsk liv, står Kristus, sand Gud og sandt menneske, ud fra guddommeligheden skaber, ud fra menneskeligheden forløser, som, selv om han ikke vil svigte denne mængde, til hvilken han sagde: 'Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende', dog, fordi han legemligt ville være fraværende, overlod og indsatte sine apostle som vikarer for hans arbejde, ifølge det, han sagde til Peter i Apostlenes Gerninger: 'Han skal bo i himlen, indtil de tider, hvor han vil genoprette alt', i hvis sted biskopper og præster fulgte efter. 
7        Huic multitudini dedit ordinem et leges, vt sit ipsa populus non turba incondita distinguens et ordinans per gradus et iuncturas subministrationum ad aedificationem corporis sui distribuens vnicuique, sicut ei visum est.          Denne mangfoldighed gav han orden og love, så at folket selv ikke skal være et usammenhængende virvar, men udskilles og ordnes gennem grader og forpligtende hjælp til opbyggelse af hans legeme, idet han uddeler til hver især, hvad han har besluttet. 
8       Huius multitudinis virtutem praecipuam constituit in ordine ordinans in ea charitatem, et ordine custodito est exercitui diaboli terribilis, vt castrorum acies ordinata.            Denne mangfoldigheds dyd har han indrettet som noget særligt i ordenen, idet han har indrettet i den kærligheden, og når denne orden opretholdes, er den et øvelse imod den frygtelige djævel, som fæstningernes ordnede slagorden. 
9        Huius multitudinis dignitas nobilitas, adoptio, imo vita, abscondita est cum Christo in deo suo tempore reuelanda, sicut dicit Ioannes apostolus. Filioli, filij dei sumus et nondum apparuit quid erimus, et mundus nos non cognouit, quia non cogniuit deum. (1 Joh 3,2)           Denne mangfoldigheds værdighed er ædelheden, men barnekårene, ja livet er skjult med Kristus i Gud og bliver åbenbaret til sin tid, sådan som apostelen Johannes siger det: 'Børnlille, vi tilhører Guds søn, og det er endnu ikke blevet klart, hvad vi skal blive, og verden kender os ikke, fordi den ikke kender Gud'. 
10       Huius multitudinis merita promissa, et praemia non corporalia sunt, sed incorporalia, non carnalia, sed spiritualia, non praesentia, sed futura, non visibilia, sed inuisibilia.           Denne mangfoldigheds forjættede fortjenester og belønninger er ikke legemlige, men ulegemlige, ikke kødelige, men åndelige, ikke nærværende, men fremtidige, ikke synlige, men usynlige. 
11         Huius multitudinis ordo inuisibilis pro tempore peregrinationis impertubatus quidem est, sed mortalibus fere occultus exceptis ijs quibus placuerit deo reuelare.          Denne mangfoldigheds orden er ganske vist usynlig i den uforstyrrede pilgrimsvandrings tid, men for de dødelige er den næsten skjult, undtagen for dem, som det har behaget Gud at åbenbare den for. 
12        Huius multitudinis seruitus et libertas et vincula inuisibilia sunt visibilibus ministris et sacramentis significata, collata, conseruata, consummata.           Denne mangfoldigheds tjeneste og frihed og lænker er usynlige, men betegnes, samles, bevares, fuldendes gennem synlige tjenere og sakramenter. 
13        Ad huius multitudinis inuisibilem ordinem a visibilibus ministris per visibilia sacramenta inuisibili virtute praedita assumuntur qui hanc ciuilitatem ingrediuntur.          I denne mangfoldigheds usynlige orden, som af synlige tjenere gennem synlige sakramenter er forsynet med en usynlig kraft, optages de, som går ind i dette samfund. 
14        Lapsi ab hoc ordine, hac ciuitate, hac domo, hoc templo, hoc corpore per liberi arbitrij vertibilitatem inuisibili Christi gratia reuocantur per visibiles ministros et sacramenta visibilia antequam lapsus et auersio obstinatione sigilletur.           De, der falder fra denne orden, dette samfund, dette hus, dette tempel, dette legeme gennem den frie viljes forkertvendthed, tilbagekaldes ved den usynlige Kristi nåde gennem de synlige tjenere og de synlige sakramenter, førend faldet og forkertvendtheden besegles med stædighed. 
15        In redeuntibus sacerdos visibilis summi sacerdotis Christi legatus inuisibilem culpae maculam, inuisibilem peccati reatum et inuisibilis dei offensam, dissoluit potestate inuisibili.           I dem, der vender tilbage, opløser den synlige præst, der er den højeste præsts, Kristi, legat med sin usynlige magt den usynlige mangel ved brøden, den usynlige skyld ved synden og krænkelsen af den usynlige Gud. 
16         Sacerdos visibilis impaenitentes, aut minus digne paenitentes inuisibili vinculo ad paenam inuisibilem ligat, dum talium peccata tenet, et tales in suis peccatis ligat, indignos potestate sibi tradita non modo excludens a regno caelorum, sed modo quodam includens sub tyrannide principis inferorum,            Den synlige præst binger de ubodfærdige eller dem, der gør bod på en ikke så værdig måde, med en usynlig lænke til en usynlig straf, idet han fastholder sådanne synder og binder sådanne mennesker til deres synder, og han udelukker ikke blot ved den magt, der er overgivet ham fra himmeriget, men indeslutter også på en måde under helvedsfyrstens herredømme. 
17 Nec (451) debet videri crudele aut impium, cum in huiusmodi sacerdos diuinae iustitiae concordet, et cooperetur praesertim cum haec seueritas sit in salutem eorum qui ligantur, quibus melius est sic arceri quam indigne sacris admitti, qui et hac seueritate reducuntur ad mentem dum eis vexatio dat intellectum quo perpendant, quam malum sit eis reliquisse fontem aquae viuae.  Og det bør ikke anses for grusomt eller ufromt, eftersom i den slags tilfælde præsten skal samstemme og samarbejde med den guddommelige retfærdighed, især eftersom denne alvor er til deres frelse, som bliver bundet. For dem er det bedre således at holdes borte end på uværdig vis at tilstedes til det hellige. Og de føres også ved denne alvor tilbage til omtanke, når rystelsen giver dem den forståelse, som de afhænger af, hvor forkert det vil være at overlade dem til kilden med det levende vand. 
18 c        Sacerdos visibilis soluit vincula, non solum quae ipse fecit, sed etiam alia, atque alium de contracta, vt votorum et iuramentorum, vel saltem peccatorum, quoniam ijs vinculis vnusquisque sua voluntate, et dei lege constringitur, et ligatur.           Præsten løser en synlig lænke, ikke blot den, han selv har påført, men også en anden, og en anden lænke angående aftaler, såsom løfteaftaler og edsaftaler og endelig fra synderne, når enhver ved sin egen vilje og ved Guds lov indskrænkes og bindes. 
19          Pro istis duobus vltimis dictis facit Chry. vt supra allegatum est lib. iij. de dignitate sacerdotali ca. v. vbi dicit. Habent quidam et principes mundi vinciendi aliquam potestatem, sed qua in solis corporibus licet. Hoc autem vinculum quod sacerdotibus commissum est ipsam contingit animam, allegat in vim probationis verbum Christi Ioan. vlti. Quorum remiseritis etc. et subdit, quae potest inueniri maior potestas omne iudicium dedit pater filio, et hoc video a filio sacerdotibus totum esse commissum:            Til fordel for disse to sidste udsagn fremsætter Chrysostomus, som ovenfor anført et udsagn fra den 3. bog om den præstelige værdighed, kap 5, hvor han siger: 'Også verdens fyrster har nogen magt hvormed de kan binde, men det har kun med legemet at gøre. Men den lænke, som er betroet præsterne har med sjælen selv at gøre, og henføres til kraften i Kristi forjættelsesord Joh 20,20: 'Hvem I forlader synder osv', og han tilføjer, hvad man kan finde er en større magt, at al dom har faderen givet sønnen, og den ser jeg af sønnen helt er betroet præsterne. 
20         Hic nota quod signanter dicit, quod illud vinculum commissum sacerdotibus attingit animam, vt scilicet eam liget vel ligatam soluat, non declarando vel praecipiendo solum, quia hoc modo non esset differentia, quam intendit ponere inter potestatem principum mundi, et potestatem sacerdotalem, quorum rationabilem declarationem, et legitima praecepta deus etiam ratificat.           Læg her mærke til, hvad han udtrykkelig siger, at denne lænke, som er betroet præsterne, har med sjælen at gøre, så at den altså binder den, eller hvis den er bundet, løser den, ikke blot ved at erklære eller foreskrive, for på den måde ville der ikke være den forskel, som han tilsigter at indsætte mellem denne verdens fyrsters magt og den præstelige magt, hvis fornuftsmæssige erklæring og legitime påbud Gud da også godkender. 
21        Huic concordat quod dicit Am. lib. i. de paenitentia ca. ij. Ecclesia in vtroque seruat obedientiam, vt peccatum et alliget et relaxet. Haeresis in altero immitis et altero inobediens vult ligare, quod non resoluat, non vult soluere quod ligauit, in qui se sua damnat sententia. Dominus enim par ius et soluendi esse voluit, et ligandi, qui vtrumque pari conditione permisit, et infra, quomodo igitur potest alterum licere, alterum non licere, si quibusdam datum est vtrumque licere, aut vtrumque non licere. Certum est ecclesiae vtrumque licere.          Hvad Ambrosius siger i 1. bog om boden, kap 2, svarer til dette: 'Kirken tjener lydigheden på begge måder, både når den binder og når den løser. Kætteriet vil på den ene side ublidt binde, hvad det ikke løser, på den anden side ulydigt løse, hvad det ikke binder, hvorved deres mening fordømmer sig selv. Herren vil nemlig, at retten til at løse og binde står lige', og senere: 'Hvordan da kan den tillade det ene og ikke tillade det andet, hvis det er givet til nogle. Enten har den tilladelse til begge dele, eller også har den ikke tilladelse til nogen af delene. Og det er givet, at kirken har tilladelse til begge dele. 
22          Hic habes quod aequalis sit potestas ligandi, et soluendi peccatum, et quod ecclesia prius ligat eundem quem postea soluit.          Her kan du se, at magten til at binde og magten til at løse synden er lige store, og at kirken først binder den, som den bagefter løser. 
23         Pro eodem facit, quod supra allegatum est ex epistola Augu. (452) ad Honoratum. Quantum exitium sequitur eos qui de saeculo exeunt vel non regenerati vel ligati.          Det samme kæmper det sted for, som der ovenfor blev hensigt til, Augustins brev til Honoratus. 'Så stor en undergang rammer dem, som forlader denne verden enten uigenfødte eller i bundet tilstand'.
24        Pro eodem facit quod Leo papa scribit epistola. lxvij. vbi loquens de sententia excommunicationis dicit. Nulli Christianorum facile communio denegetur, nec ad indignantis fiat hoc arbitrium sacerdotis, quod in magni reatus vltionem inuitus, et dolens quodammodo debet animus vindicantis.        I samme retning peger det, som pave Leo skriver i sit 67. brev, hvor han taler om meningen med ekskommunikationen og siger: Der er ingen af de kristne, som på let måde nægtes adgang til kommunionen, og denne afgørelse sker ikke ved en uværdig præst, for en sjæl, der uden at vide det er skyldig i meget bør yde gengæld ved at der gives nogle smerter. (?)
25 Cognouimus enim pro commissis et leuibus verbis quosdam gratia communionis exclusos, et animam pro qua Christi sanguis effusus est irrogatione tam seui supplicij sauciatam, et inermem quodammodo exutamque omni munimine diabolicis incursibus, vt facile caperetur obiectam.  For vi erkender for de betroede og lette ord, at de, der er udelukket fra kommunionens nåde, og den sjæl for hvilken Kristi blod blev udgydt, er blevet såret ved pålæggelsen af så alvorlige bønner, og at den på en måde er våbenløs og frataget ethvert forsvarsmiddel overfor djævelens angreb, så at det man blive bebrejdet let kan forstås. 
26        Hic attende quod licet Leo loquatur de sententia, quae non discrete irrogatur, tamen bene declarat effectum excommunicationis, quam vocat seuum supplicium per quam anima sauciatur, exarmatur, et munimine omni exuitur.         Læg her mærke til, at selv om Leo taler om meningen, som ikke påføres diskret, så erklærer han dog ekskommunikationens virkning for god, idet han kalder ekskommunikationen en alvorlig forbøn gennem hvilken sjælen bliver såret, afvæbnet og frataget alt forsvar. 
27         Nolo mihi dicas, quomodo potest homo alterius hominis peccata tenere, aut animam ligare. Audis ex euangelio, quia ligat et tenet, soluit et remittit, si intelligis quomodo remittit et soluit, intellige etiam quomodo ligat et tenet, si credis quod sacerdos euangelicus inuisibile peccati vinculum tollit, licet modum non intelligas, cur non credis similiter quod peccatorem inuisibili vinculo liget.           Og lad nu være med at sige til mig, hvordan et menneske kan tilbageholde et andet menneskes synder, eller hvordan det kan binde sjælen. Hør af evangeliet, hvordan han binder og fastholder, løser og tilgiver, hvis du vil forstå, hvordan han tilgiver og løser, så forstå også hvordan han binder og fastholder, hvis du tror, hvis du tror, at den evangeliske præst ophæver den usynlige synds lænke, selv om du ikke forstår hvordan, hvorfor vil du så ikke tro det lignende, der sker, at han binger synderen med en usynlig lænke. 
28 Pracepit Christus apostolis, vt Lazarum vitae redditum soluerent et sinerent abire, (Joh 11,44) praecepit alibi ministris, vt hominem non vestitum veste nuptiali ligatis manibus et pedibus proijcerent in tenebras exteriores. (Matt 22,13) Sacerdos dei minister est tam in his quae iustitiae et seueritatis, quam in his quae sunt pietatis et clementiae.  Kristus befalede apostlene, at de skulle løse den Lazarus, der havde fået livet tilbage og lade ham gå, han befalede andetsteds sine tjenere, at de skulle binde det menneske, der ikke havde bryllupsklæding på, på hænder og fødder og kaste ham ud i mørket udenfor. Præsten er i lige så høj grad Guds tjener i de ting, der har med retfærdighed og strenghed at gøre, som i de ting, der har med fromhed og mildhed at gøre. 
29 Sacerdos enim sua potestate legitime vtitur secundum quod a deo mouetur, et in huiusmodi non ducitur proprijs animi sui motibus alias recederet ab ordine sibi diuinitus tradito, vt dicit Dionysius in lib. ecclesiasticae Hierarchie cap. finali. Cum ergo deus peccatores per iustitiae seueritatem liget, cur non etiam dei minister hoc faciat. Non est discipulus supra Magistrum, nec seruus supra dominum suum, et si teste Hiero. episcopo suo non debet sacerdos velle videri clementior, quanto minus deo suo. (453)  Præsten bruger nemlig sin magt på legitim måde, ifølge det, han bevæges til af Gud, og på den måde føres han ikke af sin egen sjæls bevægelser, ellers ville han vige tilbage fra den orden, som guddommen har betroet ham, som Dionysius siger i sin bog om det kirkelige hierarki, det sidste kapitel: 'Når altså Gud binder syndere gennem den guddommelige retfærdighed, hvorfor skal så hans tjenere ikke også gøre det. En discipel står ikke over sin mester, ejheller en tjener over sin herre, og hvis det ifølge Hieronymus er sådan, at en præst ikke må give det udseende af at være mildere end sin biskop, hvor meget mindre så ikke end sin Gud. 
30         Huius populi et ciuitatis patres et principes, imo et singuli ciues in commune spirituale erarium conferunt quicquid acquirunt, cuius particeps est pro captu suo vnusquisque timentium deum, in hac enim ciuitate debent sicut ait Pau. parentes filijs thesaurizare, quos ad Corin. scribens alloquitur dicens Libenter impendam et superimpendar pro animabus vestris, (2 Kor 12,14f) huius ciuitatis ciuibus adhuc in terra peregrinantibus Pe. promittit, quod eos habebit in memoria frequenter post obitum suum (2 Pet 1,15)          Dette folks og dette samfunds fædre og fyrster, ja også dets enkeltborgere i herskerindernes åndelige fællesskab samler sammen, hvad de har brug for, og dets deltagere må hver efter sin evne frygte Gud, for i dette samfund må, som Paulus siger, at forældrene må samle sammen til deres børn, hvilket han opmuntrer til, når han til korintherne skriver: 'Jeg vil gerne bruge alt, ja, blive brugt op for jeres sjæle', og til dette samfunds borgere, der stadig er på pilgrimsfærd her på jorden, forjætter Peter, at de ofte vil have ham i erindring efter hans bortgang. 
31 Ad hos dicit Pau. quod vnius habundantia alterius indigentiam suppleat, vt fiat aequalitas in hoc tempore (2 Kor 8,14). In hac ciuitate nemo quaerit quae sua sunt, sed quae Iesu Christi. Nemo sibi viuit, aut sibi moritur, sed ei qui pro omnibus mortuus est et resurrexit, ad hos ciues dicit Pau. (Rom 14,7) Nemo glorietur in hominibus, omnia enim vestra sunt siue Pau. siue Apollos, siue Cephas siue mundus, siue vita, siue mors, siue praesentia, siue futura, Omnia enim vestra sunt vos autem Christi, Christus autem dei. (1 Kor 3,21-23)  Til dem siger Paulus, at den enes overflod kan afhjælpe den andens mangel, så der fremkommer ligelighed i denne tidsalder. I dette samfund søger ingen, hvad der er hans eget, men hvad der tilhører Jesus Kristus. Ingen lever for sig selv, eller dør for sig selv, men for ham, som døde og opstod for alle, siger Paulus til disse borgere. Ingen praler af mennesker, alt er nemlig jeres, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden, eller livet eller døden, eller det nærværende eller der kommende, alt er jeres, men I er Kristi, og Kristus tilhører Gud. 
32 Haec ciuitas dicit Si deus pro nobis quis contra nos? qui etiam proprio filio suo non pepercit, sed pro nobis omnibus tradidit illum, quorum non etiam cum illo omnia nobis donauit? Quis accusabit aduersus electos dei? Deus qui iustificat. Quis est qui condemnet? (Rom 8,31-34)  Dette borgersamfund siger: 'Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os? han, som ikke skånede sin egen søn, men hengav ham for os alle, hvordan skulle han ikke også give os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer?' 
33          In hoc populo, ciuitate, domo, corpore vnusquisque recipiet secundum proprium laborem, (1 Kor 3,7) vnusquisque proprium onus portabit, (Gal 6,5) vnicuique reddet Christus secundum opera sua, (Rom 2,6) singuli recipient singulos denarios, vnusquisque recipiet pro vt gessit in corpore siue bonum siue malum. (2 Kor 5,10) Vix iustis saluabitur, Sapientes virgines stultis de oleo suo nihil communicant. (Matt 25,1-11)           I dette folk, dette samfund, dette hjem, dette legeme skal enhver få igen efter sit eget arbejde, enhver bære sin egen byrde, og Kristus skal gengælde enhver efter hans gerninger, hver enkelt skal modtage indtil den sidste øre, enhver skal modtage svarende til, hvad han har gjort i livet, enten godt eller ondt. Den retfærdige frelses med nød og næppe, de kloge jomfruer deler ikke deres olie med de ukloge. 
34         Haec duo diuersa non aduersa sunt, vtrunque verum est, quia vtrumque scriptum est, sed intellectorem requirit. Quaedam enim iustitia est qua vnusquisque iustus est, in qua qui eam habuerit viuet quae in praesenti vita inchoatur in futura perficitur.           Disse to opfattelser er forskellige, men ikke modsatrettede, begge er sande, fordi de begge står i skriften, men det kræver forståelse. For en slags retfærdighed er den, hvorved enhver er retfærdig; i den lever den, der har den, en retfærdighed, som i dette liv er ufuldkommen, men fuldkommes i det kommende liv. 
35 Inchoata iustitia meritum, consummata praemium est, in ea accipiunt singuli singulos denarios, et diuersas fortiuntur mansiones in domo patris caelestis, vnusquisque secundum proprium laborem, in ea est alia claritas solis, alia lunae, alia stellarum, et stelle a stella differt in claritate. (1 Kor 15,41)  Denne ufuldkomne retfærdighed kan oppebære fortjeneste, kan indhøste belønning, og i den modtager den helt til den sidste øre, og den får forskellig bolig i faderens himmelske hjem, enhver efter sit arbejde, i dette er solens klarhed én ting, månens noget andet, og stjernernes noget tredie, og stjerne adskiller sig fra stjerne i glans. 
36 Est alia iustitia siue protius (vt verius loquar) eiusdem iustitiae alius fructus, qui in alios comparticipes redundet ac (454) deriuetur secundum quae, quidam recipiuntur in aliena tabernacula eorum quos amicos sibi fecerunt de mammona iniquitatis, secundum quem vnus alterius iustitiae particeps est, vnius habundantia alterius indigentiam supplet, secundum hunc modum parcit dominus populo peccatori propter Abraam, Isaac, et Iacob, saluatur Lot propter Abraam.  Men der er en anden slags retfærdighed eller, hvis jeg skal tale sandere, den samme slags retfærdighed har andre frugter, som i andre, der er delagtige i den, giver overflod, og den retfærdighed kan man erkende eksisterer ud fra den retfærdighed, som modtages i de andre himmelske boliger, fordi de har gjort sig venner med den uretfærdige mammon, eller ud fra den retfærdighed, som blot én retfærdig er delagtig i, så den enes overflod kan råde bod på den andens mangel, eller ud fra den retfærdighed, hvorefter Herren skåner det syndige folk for Abrahams, Isaks og Jakobs skyld, og frelser Lot for Abrahams skyld. 
37 Non periret zodoma, si haberet decem iustos, servatur ipsi Ierobaam pars regni propter Dauid. Ipsa ciuitas Hierusalem, et Ezechias pius rex propter Dauid non traditur in manus regis assyriorum.  Sodoma ville ikke være gået under, hvis den havde haft ti retfærdige, Jeroboam selv frelste en del af riget for Davids skyld. Byen Jerusalem selv, og Ezekias den fromme konge, blev for Davids skyld, ikke overgivet i assyrerkongens hænder. 
38          Ista quare non sint parabola temporis nostri. Omnia (inquit Apostolus) illis contingebant in figura, scripta sunt autem propter nos, (1 Kor 10,11) quis neget noui testamenti patres tantum posse meritis suis ereptione filiorum, quos in euangelio genuerunt ab inuisibilibus paenis, quantum patres veteris testamenti in ereptione posteritatis a paenis vsibilibus.          Derfor kan dette ikke være lignelser for vor tid. Apostelen siger jo, at alt vises for dem i figurlig tale, men er skrevet for vores skyld. Hvem vil nægte, at det ny testamentes fædre ved deres fortjenester kun kan avle frarøvelse af sønnerne, som de i evangeliet avler fra usynlige straffe, mens det gamle testamentes fædre ved frarøvelsen af deres efterkommere kan gøre det fra en synlig straf. (?) 
39 Cur igitur non communicentur bona patrum filijs, et fratribus indigentibus ab eo qui facit misericordiam in milia his, qui diligunt eum maxime cum in bonis etiam corporalibus in ecclesiae initio patres nullum sinerent egere, sed distribuebatur vnucuique sicut ei opus erat.  Hvorfor kan altså fædrenes goder ikke overføres til sønnerne og til de brødre, som trænger, hvorfor kan der ikke overføres goder i tusindtal fra den, der øver barmhjertighed til dem, som elsker ham mest, når i kirkens begyndelse fædrene også i de legemlige goder ikke tillod, at nogen led mangel, men uddelte til enhver, hvad han havde brug for. 
40         Illa participatio fructus alienae iustitiae duplex est. Vna generalis communis omnibus sanctis secundum quod dicitur in articulo fidei credo communionem sanctorum, et psalmista. Particeps ego sum omnium timentium te. et Pau. Ephesijs scribens dicit. Gentes comparticipes et concorporales promissionum factas.         Denne delagtiggørelse i en fremmed retfærdighed er en dobbelt. En fælles almindelig, for alle de hellige, i overensstemmelse med hvilke der siges i trosbekendelsen, jeg tror på de helliges samfund, og hos salmisten. 'Jeg er med blandt alle dem, der frygter dig', og hos Paulus, der skriver til efeserne: 'Hedningerne er deltagere i og medindsluttet i de forjættelser, der er gjort'.
41 Altera participatio est specialis secundum quam quibusdam prodest aliquo modo qualiter non prodest alijs, puta ijs quibus specialiter applicatur diuinitus aut ab eis quibus deus commisit. Istud probat antiquissima et fundatissima ecclesiae sanctae consuetudo in qua pro quibusdam specialiter oratio fit, et sacrificium offertur, quae etiam non solum sanctorum praecibus, sed et meritis petit iuuari.  Den anden delagtiggørelse er speciel; ifølge den gavner den på én eller anden måde dem i særlig grad; det gavner ikke andre, jeg mener, dem, som guddommen specielt retter den imod eller fra dem, som Gud betror det. Dette beviser den ældgamle og grundlæggende skik i den hellige kirke, at man i særlig grad beder for nogle, og foretager et offer for dem, og denne skik går ud på, at man ikke blot søger at hjælpe med de helliges bønner, men også med deres fortjenester. 
42 Quid, si quis audeat hanc consuetudinem damnare, vt irrationabilem redarguet eum apostolus, qui non solum speciales pro seipso orationes a fidelibus exigit, sed etiam pro quibusdam specialiter dicit se facere mentionem in orationibus suis, licet gnoscaliter suppleat ea, quae desunt passionum Christi pro corpore eius quod est ecclesia. (Kol 1,24) Refert etiam sanctus Lucas (455) in actibus apostolorum, quod cum Petrus esset in vinculis ecclesia orabat sine intermissione ad deum pro eo. (Apg 12,5)  Hvad så, hvis nogen vovede at fordømme denne skik, så at apostelen modsiger ham som irrationel, han, som ikke blot kræver særlige bønner for sig selv af de troende, men også kræver, at man nævner nogle specielt i sine bønner, selv om man erkendelsesmæssigt kan bede om det, som mangler i Kristi lidelser med hensyn til hans legeme, som er kirken. Hertil hentyder også den hellige Lukas i Apostlenes Gerninger, for da Peter var i lænker, bad kirken uden ophør til Gud for ham. 
43         Si quaeras in quo differat generale et speciale participium et bonorum communicatio, quae et qualis sit: Si dicam me ignorare, numquid ideo non esse dicturus sum? quia qualis et quanta sit non capio. An audebo meipsum praeferre vel aequari ei, qui supra pectus domini recumbens euangelij fluenta potauit, qui cum seipsum nescientibus connumeret, tamen confidenter loquitur. Filioli nunc filij dei sumus et nondum apparuit quid erimus, (1 Joh 3,2) qui et multum commendat societatem quam habent fideles cum patre et filio.         Måske du spørger efter, hvori den almindelige og den specielle delagtiggørelse og fællesskab om goderne består, hvad og hvordan den er: Så ville jeg sige, at jeg ikke véd det, jeg kan ikke sige det, fordi det endnu ikke er tilfældet. Og jeg forstår ikke, hvordan og hvormeget det er. Mon jeg skulle vove at stille mig selv frem eller stille mig lige med ham, som hvilede ved Herrens bryst drak evangeliets væske, som, skønt han ikke regnede sig til de vidende, dog talte fortrøstningsfuldt: 'Børnlille, nu er vi Guds børn og det er endnu ikke blevet klart, hvad vi skal blive', han, som også i høj grad nævner det fællesskab, som de troende har med faderen og sønnen. 
44 Ea quae scio minima pars eorum sunt, quae nescio etiam in his quae rationis humanae inquisitioni subsunt, quanto magis in rebus diuinis? Nihilominus maiorum sequendo vestigia dici potest bonum opus duo in se habere. Vnum quo operantem honestat, perficit, et dignificat, ad capiendam diuinitus promissam haereditatem, et vt illi ciuitati quam de caelo expectamus faciat idoneum, qui numero ciuium eius asscribatur, et vt in illa domo non manufacta in qua mansiones multae sunt habeat propriam mansionem, atque in illo corpore, cui caput est Christus, veniat ad suam iuncturam, ac in illo templo alijs viuis lapidibus coedificetur! seruato ordine pulcherrimo diuinitus instituto, vt in domo veri Salomonis nihil aeque miretur vera regina saba, sicut ordinem ministrorum eius.  Det, jeg véd, er en meget lille del af det, jeg ikke véd, også i de ting, der ligger inde under den menneskelige fornufts undersøgelser, hvor meget mere så ikke i de guddommelige ting? Ikke desto mindre kan den gode gerning, hvis man følger forgængernes spor, siges at have to ting i sig. Én ting, hvorved den, der udfører gerninger, ærer, gennemfører, værdiger den, til at fatte guddommens forjættede arv, og for at han kan gøres egnet til det samfund, som vi venter fra himlen, han, som skrives ind blandt antallet af dets borgere, og for at han i det hus, der ikke er gjort med hænder, i hvilket der er mange boliger, kan have sin egen bolig, og i det legeme, hvis hoved er Kristus, kan komme til sin sammenbinding, og i dette tempel opbygges sammen med andre levende stene. Når den orden bevares, der på smukkeste måde er guddommeligt indstiftet, som i Salomons sande hus, kan intet lignende forundre den sande dronning af Saba, ligesom dets tjeneres orden. (?) 
45           Hic vtcunque videre datur illud commune et generale participium omnium quos inhabitat spiritussanctus atque omnium habentium charitatem. Eo dirigebat aciem illa aquila grandis, cum diceret Filioli filij dei sumus, et nondum apparuit, quid erimus, (1 Joh 3,2) et Pau. cum desyderaret in Christo inueniri non habens suam iustitiam, quae ex lege est, sed eam quae ex fide Iesu Christi, (Fil 3,9) et corpore agens, in terris mente versabatur in caelis, et flectebat genua ad patrem domini nostri Iesu Christi, vt fideles intelligerent illuminatis oculis cordis, quae sit spes vocationis eorum in sanctis          Her i forhold til som det gives at se denne almindelige og generelle delagtiggørelse hos alle dem, som helligånden tager bolig i, og hos alle dem, som har kærligheden. Herhen styrede den store ørn slagordenen, da han sagde: Børnlille, vi er Guds børn, og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive, og Paulus, da han ønskede at 'findes i Kristus, ikke med sin egen retfærdighed, som er af loven, men med den, der fås ved tro på Jesus Kristus', og med legemet handlede på jorden, men med sindet vendte sig mod himlen, og bøjede knæ for vor Herres Jesu Kristi fader, for at de troende med hjertets oplyste øje skal forstå, hvilket håb de er kaldet til i de hellige. 
46 Et qui hanc rem utcunque vident desinunt mirari, quod sancti patres excommunicationem tanti fecerint, et anathema fieri a Christo et ecclesia omni exilio, et omni corporis morte gratius esse arbitrati sunt. Desinunt etiam mirari, cur extra ecclesiam non sit (456) remissio peccatorum, et quod ait diuus Cypri. huius compagis et vinionis (unionis) limpidissimus contemplator atque ardentissimus amator, extra ecclesiam nec martyria pro Christo posse prodesse,  Og de, som ser sagen på den måde, ophører med at undre sig i forhold til, hvor tydeligt de ser, ophører med at undre sig over, at så mange ekskommunikerede de hellige fædre, og at de blev forbandet fra Kristus og mente at være udvist af hele kirken og fra hele legemet, en tungere skæbne end døden. De ophører også med at undre sig over, at der udenfor kirken ikke er tilgivelse af synder, og over, at den guddommelige Cyprian sagde, han, som var en højst engageret (?) betragter og en brændende elsker af sammenføjningen og énheden, at udenfor kirken kunne heller ikke martyriet for Kristi skyld gavne.
47 Hanc vt arbitror fuerat intuitus Aug. cum post initia conuersionis deposito erroris velamine, non faciabatur consyderare altitudinem diuini consilij super salute generis humani. Item cum alibi dixit quod bonus filius amplius matrem diligit, quia in Christo soror ex patre deo et matre ecclesia, quam quia sua mater est, et ediuerso boni parentes affici debent erga liberos suos. Hanc intuitus videtur fuisse Chry. cum dixit quod ab illa societate diuelli omni geenna acerbius et intolerabilius existimaret.  Denne sag tror jeg også Augustin var inspireret af, da han efter den første omvendelse lagde fejltagelsernes slør til side og ikke gav sig i lag med at overveje det guddommelige råds dybder angående menneskeslægtens frelse. Fremdeles, hvor han et andet sted siger, at han som en god søn elsker sin mor mere, fordi hun i Kristus er hans søster, hun har Gud til far og kirken til mor, end fordi hun er hans mor, og at omvendt også gode forældre bør tænke sådan om deres børn. Denne sag synes også at have inspireret Chrysostomus, da han sagde, at at skilles fra dette samfund regnede han for en hårdede og mere ubærlig straf end hele helvede. 
48          Cum igitur visibilis sacerdos legitime suo functus officio Christianum anathematizat, prius quidem aliquo modo inuisibiliter separatum, visibiliter simul et inuisibiliter amputat et ligat, atque eundem posta resipiscentem, et ad cor redeuntem et contritum spiritu(m), iam aliquatenus inuisibiliter solutum, et alijs vnitum, tamen nondum omni inuisibili vinculo liberatum, visibilis sacerdos absoluit, et supradictae ciuitatis, domus, templi, corporis, communioni restituit velut ab exilio in ciuitatem reducens, domesticorum iuri restituens, et templi structurae denuo coaptans, membrum a corpore seiunctum ad suam reducit iuncturam, vt deinceps ciuilitate, familia, templo, vita corporis potiatur.           Når derfor den synlige præst på legitim måde udfører sit embedes funktion og banlyser en kristen, adskiller han ham først på en usynlig måde, men afhugger og binder dog på én gang på synlig og usynlig måde, og når dette menneske bagefter kommer til fornuft og vender tilbage til hjertet og til angerens ånd, så er han allerede på en måde løst i det usynlige, og knyttet sammen med de andre, dog er han endnu ikke befriet for enhver usynlig lænke, men den synlige præst absolverer ham, og han genindsættes i det ovenfor nævnte samfund, hjem, tempel, legeme, fællesskab, som én, der vender tilbage fra landflygtighed, bliver genindsat i den hjemlige ret og påny tilpasset templets struktur, bliver forandret fra et adskilt lem på legemet til et tilknyttet lem, så at han helt og holdent delagtiggøres i borgerskabet, i familien, i templet, i legemets liv. 
49        Et licet quandoque fallatur sacerdos visibilis, qui cor non intuetur, vt separet, non separandum, aut copulet, non copulandum, verumtamen dum prudenter potestatem exercet, nec obstat subiecti dispositio vere ligat et soluit, claudit et aperit, remittit et tenet, non solum foris et corporaliter ac visibiliter, sed etiam intus spiritualiter et inuisibiliter, quod propterea diligenter notandum est, quia aspicienti alterum tantum facilis est lapsus in errorem.         Og selv om den synlige præst af og til tager fejl, han, som ikke ser ind i hjertet, så at han adskiller, hvad der ikke bør adskilles, eller sammensætter, hvad der ikke bør sammensættes, når blot han udøver sin magt klogt, og hans disposition ikke står i vejen for det, der er ham underlagt, så er det sådan, at han i sandhed binder og løser, lukker og åbner, tilgiver og tilbageholder tilgivelse, ikke blot udadtil og legemligt og synligt, men også indadtil, åndeligt og usynligt, og det må man lægge omhyggeligt mærke til, fordi for den, der kun ser på den anden, er det meget let at falde i vildfarelse. 
50 Qui enim ad sola inuisibilia aciem dirigunt omnia fidei inuisibili tribuentes, visibilibus ministris et mysterijs derogant. Econtrario vero qui affixi sunt oculis rebus corporeis et visibilibus, ipsa inuisibilia, quae istis esse substantiam, vitam et efficaciam tribuunt non considerantes, nimium arrogant visibilibus ministris et mysterijs.  For de, der alene retter deres slagorden mod de usynlige ting og tillægger den usynlige tro alt, foragter de synlige tjenere og mysterier. Og modsat: De, der har øjnene rettet mod de legemlige og synlige ting, men ikke overvejer de usynlige ting, som giver de synlige ting substans, liv og virkning, tillægger de synligt tjenere og mysterier altfor meget. 
51 Catholica vero doctrina vtraque (457) copulat suum cuique tribuens, vt sicut in homine, nec corpus solum, nec anima sola, sed ambo simul coniuncta hominem faciunt, et sicut anima sine corpore subsistit, et non econuerso corpus sine anima, sic in sacramentis inuisibilis virtus a visibili mysterio separabilis est, et sine eo haberi potest, et non ediuerso.  Men den katolske læresætning forbinder de to hver for sig, så at, ligesom i mennesket ikke legemet alene, ikke sjælen alene, men begge dele i forening udgør et menneske, og ligesom sjælen kan bestå uden legemet, men ikke modsat legemet uden sjælen, således er der i de usynlige sakramenter udskilt en kraft fra det synlige mysterium, og den kan haves uden det synlige, men ikke omvendt. 
52 Nam et per malos ministros spiritussanctus hominum salutem operatur Per multos enim operatur quos non inhabitat, quod qui non attendunt iterum in errorem labuntur dicentes, per malos celebrata mysteria esse inania et virtute vacua. Catholica autem veritas nouit, quod per malos ministros deus electorum salutem operetur.  For også gennem onde tjenere virker helligånden menneskenes frelse. For han virker igennem mange, som han ikke bor i, for de, der ikke passer på, føres gang på gang ud i vildfarelse, idet de siger, at de mysterier, der celebreres af onde præster, er tomme og kraftesløse. Men den katolske sandhed véd, at Gud udvirker sine udvalgtes frelse gennem onde tjenere. 
53 Nec ob ministri maliciam suam potentiam subducit spiritussanctus, quemadmodum ad opus adulteri quo deus offenditur, tamen hominem ad esse perducit, corpus format, animam infundit, oportet quidem sanctum esse hominem et legitimo matrimonio copulatum, qui hominem seminaturus est, tamen et per non sanctum diuina bonitas opus suum facit ita, vt plerumque boni coniuges liberos habere desyderent nec valeant.  Og det er ikke på grund af tjenerens ondskab, at helligånden drager sin magt opad; ligesom han gennem utugtens gerning, som jo støder Gud, dog fører den igennem til at blive et menneske, former legemet, indgyder sjælen; skønt jo mennesket burde være helligt og komme sammen i det hellige ægteskab, som udsår mennesket, så gør den guddommelige godhed dog sin gerning også gennem de, der ikke er hellige, således at mange gode ægtefolk kan ønske at få børn, men ikke får det. 
54 Adulteri vero non cupiant qui id agentes, vnde nasci solent tamen assequuntur. Similiter mali sacerdotes generandis deo hominibus adhibitis sacramentis id efficiunt, quod boni laici cupiunt quidem, sed non valent.  Men utugtsfolkene stræber ikke efter, at der skal fødes dem børn, skønt det dog kan blive følgen. På lignende måde føder de onde præster Gud børn, når de knytter menneskene til sakramenterne, og de udvirker det, som gode lægfolk kan stræber efter, uden at opnå det. 
55           Pro eo quod supra dictum est, quod fideles in peccato mortale aliquo modo est inuisibiliter ligatus et separatus, quia funibus peccatorum suorum constringitur, et pedem posuit in rete inimici, a quo et trahitur in funiculo vanitatis, et nihilominus adhuc est aliquo modo solutus, non in totum inimici potestati traditus, nec omnibus modis a Christi corpore inuisibiliter separatus.            Angående det, som er sagt ovenfor, at den troende i en dødssynd på en eller anden måde usynligt er bundet og skilt ud, fordi han bliver bundet af sine synders reb, og sætter sin fod i fjendens snare, hvorfra han også drages ind i forfængelighedens snor, og at han ikke desto mindre indtil da på en eller anden måde er løse, og ikke overgivet til hele fjendens magt, og ikke på alle måder adskilt fra Kristi usynlige legeme, 
56 Nota quod dicit Cy. in lib. de oratione dominica circa petitionem. Panem nostrum etc. vbi dicit. Peccatori fideli in aliquo grauiori delicto cauendum ne abstentus a Christi corpore separetur, qui tamen ipso grauiori delicto quod habet iam inuisibiliter separatus est.  angående det, læg så mærke til, hvad Cyprian siger om Fadervor, angående bønnen: Giv os i dag osv. Dèr siger han: 'For den troende, der synder i en eller anden alvorligere overtrædelse, drejer det sig om at sørge for, at han ikke holder sig tilbage og således adskilles fra Kristi legeme, fordi han allerede er usynligt adskilt. 
57 Cy. verba sunt. Hunc panem dari nobis cotidie postulamus ne qui in Christo sumus et eucharistiam cotidie in cibum salutis accipimus, intercedente aliquo grauiori delicto, dum abstenti et non communicantes a caelesti pane prohibemur, a Christi corpore separemur, ipso praedicante et mouente, Ego sum panis vitae, qui de caelo descendo, (458)  Cyprians ord er: 'Vi beder om, at der må gives os dette daglige brød, at ikke vi, der er i Kristus og dagligt modtager nadvermåltidet til frelse, hvis der indtræder en eller anden alvorligere overtrædelse, så skal holde os tilbage og fordi vi ikke deltager, skal forhindres i at modtage det himmelske brød, og adskilles fra Kristi legeme, det, han selv prædiker om og formaner om: 'Jeg er livets brød, som er steget ned fra himlen'. 
58         Pro eodem facit quod dicit Hilarius. Si non tanta sunt peccata, vt quis excommunicetur a medicina corporis et sanguinis domini non debet prohiberi.           Det samme betegnes med det, Hilarius siger: 'Hvis ikke synderne er så store, at man bliver ekskommunikeret, bør man ikke holde nogen borte fra den medicin, der består i Herrens legeme og blod'. 
59         Hic aduerte differentiam inter peccantem caeteris paribus eodem genere peccati, qui nondum est de corpore mystico ecclesiae, et alterum qui fuit in corpore, sed est anathemate separatus, et tertium qui adhuc est de ecclesiae corpore.           Her viser sig klart en forskel. alt andet lige, mellem den ene synder i den samme slags synd, som endnu ikke er en synd mod kirkens mystiske legeme, og den anden synder, som er i dette legeme, men som ved ekskommunikationen bliver adskilt fra det, og den tredie, som er imod kirkens legeme. 
60 Iste cum illis in hoc conuenit, quod non viuificatur spiritu corporis, sed in hoc differt quod adhuc sustinetur communi compage membrorum, atque matris ecclesiae sinu confouetur, ex qua coniunctione multo est saluti vicinior, qui ciuilitate nondum priuatus, nec adhuc in exilium deportatus, et de structura templi ecclesiae, nondum extractus ac iuncturam suam in corpore aliquatenus retinet cum membris viuis.  Den ene stemmer overens med de andre deri, at han ikke levendegøres ved legemets ånd, men han adskiller sig derved, at han endnu opretholdes i lemmernes almindelige sammenføjning, og varmes i sin moder kirkens skød, og i kraft af denne sammenføjning er han frelsen meget nærmere, som endnu ikke er berøvet fællesskabet, og endnu ikke er sendt i eksil, og endnu ikke uddraget fra templets, kirkens, struktur, men i nogen grad opretholder sin sammenknytning i legemet med de levende lemmer. 
61      Pro isto facit quod dicit Aug. lib. de verbis domini sermone. xlix.Christus caput ecclesiae est, et ecclesia corpus eius, et in eius corpore vnitas membrorum, et compago charitatis, tanquam sanitas existit. Quicunque autem in charitate frigescit infirmatur in corpore Christi, sed potens est ille qui iam exaltauit caput nostrum etiam infirma membra sanare, dum tamen non nimia impietate praescindantur, sed haereant corpori donec sanentur quicquid enim adhuc haeret corpori non desperate sanitatis est, quod autem praecisum fuerit nec curari nec sanari potest.         For dette taler også det, som Augustin siger i bogen om ordene i bjergprædikenen, kap 49: 'Kristus er kirkens hoved, og kirken er hans legeme, og i hans legeme er der énhed mellem lemmerne, og det sammenføjes i kærlighed, ligesom de lever i sundhed. Men den, der bliver kold i kærligheden, bliver svag i Kristi legeme, men han, der allerede har opløftet vort hoved, er mægtig at helbrede de syge lemmer, dog ikke derved, at de på forhånd ud fra for stor ufromhed rives bort, men derved at de holder sig til legemet, indtil de bliver helbredt. For hvad der holder sig til dette legeme, skal ikke fortvivle om sundhed, men hvad der i forvejen er blevet skåret fra, kan hverken helbredes eller blive rask. 
62         Ex his aliquo modo potest perpendi, quae spiritualia commodo amittat excommunicatus, quae non amittit qui nondum est separatus, et qualiter particeps est communium ecclesiae suffragiorum non autem duo priores. Nam quando ecclesia dicit. Pater noster pro omnibus filijs regeneratis, quia secundum Cy. et Aug. hanc orationem dicere regeneratorum est istum tertium includit, illos excludit quia illi foris sunt, alter est ethnicus, alter habetur tanquam ethnicus.          Ud fra dette kan man i nogen grad bedømme, hvilke åndelige goder der afslås den ekskommunikerede, som ikke afslås den, som endnu ikke er udskilt, og hvordan han er deltager i kirkens forbønsfællesskab, men de to forrige ikke er. For når kirken siger: Vor Fader, så taler den på alle genfødte børns vegne, for ifølge Cyprian og Augustin betyder det, at de genfødte siger denne bøn, at de medindtager denne tredie, men udstøder de andre, fordi de er udenfor, den ene er en hedning, den anden regnes som en hedning. 
63        Et quia optimus quisque in ecclesiae nuptijs recumbit in nouissimo loco, (Luk 14,7) et omnia sua opera atque orationes dirigit ad manum Christi et corporis quod est ecclesia, vt sic grate sint, quod priuatim fortasse displicerent. Etiam quia optimus quisque maxime exuit affectum priuatum et intendit communibus.           Og fordi enhver af de bedste ved kirkens bryllupsfest sætter sig på den nederste plads, og retter alle sine gerninger og alle sine bønner mod Kristi hånd og hans legemes hånd, som er kirken, så at de således kan blive tilgivet, fordi de måske i deres egne forhold har været ulydige, derfor afkaster også enhver af de bedste sine særlige følelser og retter dem hen mod fællesskabet. 
64 Nam priuati affectus temporales sunt. Communes vero aeterni, nomine communium (459) suffragiorum non veniunt ea sola, quae publice ab ecclesiae ministris fiunt, sed paene omnia Christianorum suffragia quantumuis occulta vel secreta.  For ens egne følelser er timelige. Men de fælles er evige, de har navn af fælles forbønner og kommer ikke alene fra de følelser, som sker fra kirkens tjenere, men fra næsten alle de kristnes forbønner, hvor hemmelige eller skjulte de end er. 
65         Secundo ex his consydera quod anathema aliud est, quam praeceptum superioris iudicis ecclesiastici de vitando talem. Praeceptum enim praesupponit separationem, et ipsa separatio praecepti obligationem antecedit. Vnde stando in limitibus diuini iuris non est communicandum taliter separato in his, quod per se pertinent aut sequuntur communicationem in spirituali regeneratione fundatam, et super vnitatem ecclesiasticam.           For det andet betænk ud fra dette, at ekskommunikationen er noget andet end et bud fra de højeste kirkelige myndigheder om at undgå dem. Budet forudsætter nemlig adskillelsen, og adskillelsen selv går forud for forpligtelsen til budet. Derfor, når man sådan står på den guddommelige rets grænser, kan man ikke være delagtig, som på en måde adskilt, i det, som i sig selv hører med til eller følger af det fællesskab, som er funderet på den åndelige genfødsel og har med den kirkelige énhed at gøre. 
66         Tertio patet quare excommunicatus per vnum episcopum ecclesiae catholicae ab omnibus de ecclesia vitandus est, nec illi aue dicendum, vt Ioan. in canonica scribit. Et frustra quaeri, quo modo potest episcopus praecipere non subditis suis, cum nequeat excommunicare nisi subditum suum, quia quando episcopus excommunicat non eijcit eum de diocesi vel parochia sua, quae solum est pars mystici corporis, sed separat eum ab ipso corpore. Neque euitandus est in vigore praecepti excommunicantis, sed Christi qui talem habendum praecepit sicut ethnicum et publicanum. (Matt 18,17)            For det tredie fremgår det, at den, der er ekskommunikeret af én biskop i den katolske kirke, bør undgås af alle i kirken, så man ikke hilser på ham, som Johannes skriver i de kanoniske breve. Og det er forgæves, at man undersøge, hvordan biskoppen kan påbyde noget over dem, der ikke er undergivet ham, eftersom han kun kan ekskommunikere sine undersåtter, for når en biskop ekskommunikerer, udkaster han ham ikke blot af sit sogn og stift, som er en del af det mystiske legeme, men han adskiller ham også fra selve dette legeme. Og man skal ikke komme og sige, at det bare er den ekskommunikerendes kraft, der ligger bag, nej det er Kristi kraft, han, som har påbudt, at man skal regne ham for en hedning og en tolder. 
67           Quarto vides rationem quare quaedam personae exceptae sint, quibus licitum est anathematisato communicare in quibusdam pertinentibus ad particulares quasdam communicationes, communioni quae consequitur fraternitatem regnatorum impertinentes, atque ab ea separabiles, vt est communicatio patris et filij, viri et vxoris, domini et serui, quae sunt de iure naturae vel gentium, et communes sunt regeneratis, et non regeneratis, de quibus in capi. quoniam multos. xi. q. iij.           For det fjerde kan du se begrundelsen for, hvorfor nogle personer er undtaget, for hvem det er tilladt, skønt ekskommunikeret, at have samkvem med nogle. Det drejer sig om nogle særlige former for samkvem, samkvem som følger af familieforhold og som tilstås, uadskilleligt fra dette, fx samkvem mellem en far og hans søn, mellem mand og hustru, mellem herre og slave, som findes ifølge naturens eller hedningernes lov, og er almindelige mellem genfødte og ikke-genfødte, om hvilket man kan læse meget mere i question 3, kapitel 'quoniam'. 
68          Quinto forsitan ista est causa propter quam doctores dicunt, quod excommunicato in diuinis communicare sit mortale peccatum eo quod diuina secundum se respiciunt communionem regnatorum, per quam regenerationem adoptantur in filios, et haeredes, ac diuinae naturae participes efficiuntur, a quo participio directe excludit anathema.            For det femte er det måske grunden til, at nogle lærde siger, at at have samkvem med én, der er ekskommunikeret i guddommelige sager er en dødssynd, af den grund, at de guddommelige sager i sig selv tager hensyn til samkvem i familien, gennem hvilken genfødsel de adopterer som sønner og arvinger og udvirker som deltagere i guddommelig natur, fra hvilken deltagelse udtrykkeligt er udelukket de ekskommunikerede. (?)
69         Sexto habetur etiam ratio quare liceat peccatoribus communicare in diuinus quamdiu tolerantur in ecclesia, aut ex ea parte, qua tolerantur, quia quamdiu tolerantur tam diu eos ecclesiae communitas (460) sustinet, cuius benignitate ad paenitentiam adducuntur, aut saltem propterea non separantur, ne sua separatione alijs noceant, et maior scissura fiat, quemadmodum in simili dicit Aug. i. de ciui. dei. capi. viij.            For det sjette har man også her begrundelsen for, at det er tillade syndere at kommunikere med de guddommelige ting, sålænge de tåles i kirken, eller ud fra den dels, hvormed de tåles, fordi sålænge de tåles, så længe opretholder kirkens samfund dem, det samfund, ved hvis velvilje de føres til bod eller i hvert fald ikke skilles ud fra det, at ikke adskillelsen fra det skal skade dem, og et større skisma finde sted, således som Augustin omtaler det i et lignende tilfælde i 1. bog af Om Guds stad, kap 8: 
70 Si propterea quis obiurgandis et corripiendis male agentibus parcit, quia oportunius tempus inquirit, vel eisdem ipsis metuit ne deteriores ex hoc efficiantur, vel ad bonam vitam, et piam erudiendos impediant infirmos alios, et praemant, atque euertant a fide non videtur esse cupiditatis occasio, sed consilium charitatis. Addidi aut ex ea parte qua tolerantur propter excommunicatos generali sententia iuris vel hominis, quos euitare non tenemur in diuinis propter causam supra dictam secundum quod declaratum est in consilio constantiensi.  'Hvis han af den grund skåner dem, der øver ondt, som burde dadles og rettes, fordi han søger en mere belejlig tid, eller frygter for, at de skal udvirke noget værre, eller forhindre dem, der er uddannet til et godt og fromt liv, og undertrykke andre svage og vende sig fra troen, så forekommer dette ikke at være begrundet i, at han vil dem ondt, men at være et kærlighedens råd'. Jeg tilføjer ud fra dette tilfælde, hvor de tåles på grund af de ekskommunikerede ud fra rettens eller menneskets almindelige bedømmelse, og dem kan vi ikke regne med at undgå i de guddommelige sager af den ovenfor anførte grund ifølge hvilken det blev erklæret på Konstanzer-koncilet. (?)
71          Septimo quia excommunicationis sententia medicinalis est, sicut regulariter paenae, quae a deo vel ecclesia infliguntur medicinae quaedam sunt viatoribus, et quia ecclesiae intentio est per hanc horribilem separationem excommunicatum tandem reducere ad vnionem, vt recurrat ad matris suae gremium, aut saltem si omnino peruersus sit, et obstinatus minus nocere valeat alijs, quod etiam ei cedit in bonum, eo quod malis potestate peccandi carere bonum sit, iuxta verbum August.           For det syvende: Fordi meningen med ekskommunikationen er en lægelig, sådan som den regulære straf, som påføres af Gud eller af kirken er en slags medicin for vandringsmanden, og fordi kirkens hensigt er gennem denne forfærdelige adskillelse til sidst at føre den udstødte tilbage til énheden, så han vender tilbage til sin moders skød, eller i hvert fald, hvis han er fuldstændig forvendt og stædig, at udvirke, at han skader andre mindre, for også ham tilfalder det gode, eftersom det er godt at tage sig i agt for evnen til at synde, ifølge Augustins ord. 
72 Voluntate mala quisque miser est, sed miserior potestate implendi quod male voluerit, hinc est quod excommunicati admittuntur ad ecclesiam pro audiendis sacris lectionibus veteris et noui testamenti, aut episcopum vel sacerdotem concionantem etiam secundum ritum primitiuae ecclesiae.  'Enhver er elendig ved den onde vilje, men mere elendig ved evnen til at opfylde det onde, han vil'; heraf kommer det, at de ekskommunikerede tilstedes adgang til kirken for at høre de hellige læsninger fra det gamle og det ny testamente, eller høre biskoppen eller præsten prædike, også ifølge den ældste kirkes bestemmelser. 
73          Ex istis videri potest quod non sit omnino verum quod M. dicit in sermone de excommunicatione, diuidens excommunicationem in spirítualem et corporalen, et dicens quod spiritualis communicatio est in fide, spe et charitate, Corporalis vero participatio eorundem sacramentorum, id est signorum fidei, spei, et charitatis.         Af dette kan det ses, at det overhovedet ikke er sandt, hvad Martin siger i sermonen om ekskommunikationen, hvor han inddeler ekskommunikationen i den åndelige og den legemlige, og siger, at den åndelige kommunikation ligger i troen, håbet og kærligheden, men den legemlige er en delagtighed i disses sakramenter, det vil sige i troens, håbets og kærlighedens tegn. 
74 Est enim tertia communio, cuius participes sunt nondum ab ecclesia excommunicati, et quia malum posuit principium in fundamento consequenter infert male, quod ecclesiastica excommunicatio est duntaxat externae communionis priuatio.  Der er nemlig en tredie delagtighed, hvis deltagere endnu ikke er ekskommunikeret fra kirken, og fordi han anbringer et forkert princip som fundament, drager han følgelig den forkerte slutning, at den kirkelige ekskommunikation blot er berøvelsen af den ydre kommunikation. 
75 Secundo male infert quod excommunicari (461) non est animam tradi diabolo, neque priuari bonis ecclesiae communibus quoque orationibus eiusdem. Et vlterius quod excommunicatio si iusta est significet potius animam esse diabolo traditam, et ecclesiae communione spirituali priuatam. For det andet drager han den forkerte konklusion, at det at blive ekskommunikeret ikke at ensbetydende med, at ens sjæl overføres til djævelen, eller at man berøves kirkens almindelige goder og dens bønner. Og til sidst, at ekskommunikationen, hvis den er retfærdig, snarere betegner, at sjælen er overført til djævelen og at den er berøvet kirkens åndelige kommunion. 
76 Et vlterius quod excommunicatio sic est temporalis et corporalis, vt tamen ordinetur non contra, sed pro communione interiore vel reparanda, si iuste lata fuerit, vel augenda si iniuste. Et consequenter non recte infert, quod sententia excommunicationis sit lex quaedam.  Og til sidst, at ekskommunikationen på den måde er timelig og legemlig, at den befales ikke imod, men for den indre kommunion, som der skal rådes bod på, hvis den er pålagt retfærdigt, eller som skal øges, hvis den er pålagt uretfærdigt. Og følgelig er det ikke rigtigt, når han slutter, at ekskommunikationsdommen er en slags lov. 
77        Haec enim non recte dici patet attente consideranti supra dicta, ex quibus habetur, quod deus per ministros ecclesiae aliquid facit, quod usque ad animam attingit tam soluendo quam ligando, tam peccata retinendo quam remittendo. Et ostensum est, quod sacramenta non tantum significant, sed habent efficaciam inuisibilem, et puto quod apostolus quando quosdam tradidit sathanae, (1 Kor 5,5) vt discant non blasphemare non solum corpore, sed etiam secundum animam eos diabolo subiecerit, quamuis prius iam per proprium peccatum diabolo essent mancipari.         Man kan nemlig ikke se, at dette siges ret, hvis man opmærksomt overvejer det tidligere sagte, hvor af fremgår, at Gud handler gennem kirkens tjenere, så det går ind til sjælen, både når de løser og når de binder, både når de holder synden tilbage og når de tilgiver den. Og det er påvist, at sakramenterne ikke blot betegner, men har en usynlig virkning, og jeg mener, at apostelen, når han overgiver nogle til Satan, så at de kan lære ikke at bespotte, ikke blot underkaster deres legemer under Satan, men også deres sjæle, endskønt de allerede tidligere gennem deres egen synd var overgivet til djævelen. 
78 Potest enim diabolo mancipatus amplius mancipari secundum quod de Iuda proditore scribitur, quod accepta buccella introierit in eum sathanas, (Joh 13,27) quem tamen prius possidebat.  For den, der er overgivet til djævelen, kan yderligere overgives til ham, hvilket skrives om Judas, forræderen, at da han havde fået brødstykket, foer Satan i ham. skønt han dog tidligere havde besat ham. 
79         Ex his etiam perpende quam periculosa non solum falsa sit, Marti. sententia in libello de ratione confitendi capitu. xij vbi dicit. Cum excommunicatio sit mere paena et non culpa, quando propter iter vel pauperiem necesse sit differre satisfactionem, debet confitens si petat absolui ab omnibus peccatis suis, et pro vinculo excommunicationis remitti postea ad episcopum, cum certum esse debeat excommunicatum incapacem esse absolutionis, nec licere cuique ei communicare stante vinculo maxime in diuinis, et cessante articulo necessitatis mortis verisimimiliter instantis, quo casu vinculum iure diuino et humano communi, aut tollitur, aut sopitur          Af dette fremgår det også, hvor farligt, ikke blot forkert, Martins mening er i bogen om begrundelsen for at bekende, kap 12, hvor han siger: Da ekskommunikationen mere er en straf end en brøde, når det på grund af en rejse eller på grund af fattigdom er nødvendigt at differentiere fyldestgørelsen, så bør den, der bekender, hvis man ønsker at blive løst fra alle sine synder og løst fra ekskommunikationens lænker bagefter gå til biskoppen, eftersom det bør være sikkert, at ekskommunikationen ikke rummer absolution, og at det ikke er tilladt enhver at uddele nadveren til den, der er ekskommunikeret, især ikke, når det har med guddommelige spørgsmål at gøre, men denne artikel ophører med at gælde, når døden er nært forestående, i hvilket tilfælde ekskommunikationens lænke ved fælles guddommelig og menneskelig ret enten ophæves eller dæmpes. 
80  in quo casu cum non loquatur Marti. attende quale scandalum ponit pedibus simplicium sacerdotum, vel religiosorum, aut etiam laicorum, vt putent nihil aliud esse absolui ab excommunicatione, quam habere animum officialis et putent (462) etiam interim eis non esse cessandum a sacris et sacramentis.  Men det tilfælde omtaler Martin ikke, og han er ikke klar over, hvilken forargelse han lægge for fødderne at simple præster eller munke eller endda lægfolk, fordi de mener, at intet andet høre med til at ophæve ekskommunikationen end at man har et embedssind, og mener, at de også i mellemtiden ikke bør ophøre med at få det hellige og sakramenterne. (?)
81 Vnde Gre. ix. registri ca. xxxix. ad propositum inquit. Si vero sunt quaod dicunt qua compulsus quispiam necessitate si anathematizamatus fuerit, anathematis vonculo non tenetur, ipsisibi testes sunt, qua christiani non sunt, quod ligamenta sanctae ecclesiae varijs se existimant conatibus soluere, ac per hoc ned absolutionem sanctae ecclesiae, quam praestat fidelibus, veram putant si ligaturas eius veras esse atque valere non aestimant.
82 Contra quos diutius disputandum non est, quia despiciendi per omnia et anathematisandi sunt. Sed ijs omissis redeamus ad id vnde degressi sumus ad ostendendum qualis fructus boni operis in alios deriuari valeat, sine detrimento operantis, quo ad mercedem retributionis aeternae
83        Vnde aduertendum est, quod opus bonum poenale ex diuino amore procedens operantem dignificat honestat et perficit atque meretur retributionem aeternae vitae pro quo deus operantem remunerat non modo quantum meretur, sed supra iuxta illud Matth. v. Merces vestra copiosa est in caelis, et Lucae. vi. Dimittite et dimittemini, date et dabitur vobis, mensuram bonam, et confertam, et coagitatam et supereffluentem, dabunt in sinum vestrum.           Derfor skal man være opmærksom på, at en god bodsgerning, der fremkommer fra og udvirkes af den guddommelige kærlighed værdiggør, hædrer og gennemfører og fortjener det evige livs gengældelse. For dette gengælder Gud den, der udfører det, ikke blot efter hvad han fortjener, men udover det, ifølge Matt 5,12: 'Jeres løn skal være stor i himlene', og Luk 6,37f: 'Tilgiv, så skal I få tilgivelse, giv, så skal der gives jer, et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød'. 
84 Non sunt condignae passiones huius temporis ad futuram gloriae, quae reuelabitur in nobis. Et .ij. ad Corin. iiij. Id quod in praesenti est momentaneum, et leue tribulationis nostrae supra modum in sublimitate aeternum gloriae pondus operatur in nobis.  'De lidelser, vi lider i denne tidsalder, er for intet at regne, sammenlignet med den kommende herlighed, som skal åbenbares på os'. (Rom 8,18) Og 2 Kor 4,17: 'For det, som i den nærværende tid er forbigående og vore lette trængsler bringer os i overmål en evig vægt af herlighed'. 
85 Ex jis et similibus locis sumptum credo quod doctores dicunt deum praemiare vltra condignum, et nihilominus eodem bono opere satisfacit de paena debita, si quae non soluta, pro peccatis restet.  Ud fra disse og lignende skriftsteder tror jeg, at de lærde har ment, at Gud gengælder ud over fortjeneste, og ikke desto mindre gør man ved den samme gode gerning fyldest for den straf, man skylder, hvis der er noget tilbage for synder, der ikke er løst. 
86 Iuxta illud Lu. xi: Date eleemosynam, et ecce omnia munda sunt vobis. Et Danielis. iiij. Peccata tua eleemosynis redime. Et illud apostoli. Exerce teipsum ad pietatem. Pietas enim ad omnia valet promissionem habens vitae quae nunc est et futurae. primae ad Timoth. iiij. Eleemosyna enim paenalis est etiam data hilariter, propter substantiae diminutionem.  Det sker ifølge Luk 11,41: 'Giv almisse, og se, alt er rent for jer'. Og Dan. 4,24: 'Forløs din synd med barmhjertighed'. Og dette apostelord: 'Læg dig efter fromhed. For fromhed er nyttig til alt og har forjættelse både for det nuværende liv og det, der kommer' (1 Tim 4,8). Barmhjertighed som bodsgerning gøres nemlig med muntert sind, fordi den mindsker 'bodsregningen'. (?)
87 Item qui fratri in se peccanti iniuriam remittit et emendam quae iure debita videbatur, satisfacit quia substantiae vel honoris vel famae detrimentum libenter sustinet, quando damnando [dãno] vel (463) ignomiminia offendentis emenda reparanda esset.  Ligeledes: Den, der tilgiver en broder, der har syndet imod sig, en uret og forbedrer, hvad der synes at skyldes efter hvad ret er, gør fyldest, fordi han frit standser en formindskelse af den andens substans eller ære eller rygte, når han ved at fordømme forbedrer og udbedrer ærestabet hos den, der fornærmer ham. 
88 Item ieiunium i. voluntaria abstinentia a cibo et potu licito et concesso, satisfacit in quo de suo iure cedit homo propter deum abdicans in parte libertatem, rem homini natura charissimam, suae carni rationabilem castigationem infert.  Ligeledes gør faste fyldest, faste, det vil sige, frivillig afholdenhed fra mad og drikke, som ellers er tilladt og bliver indrømmet, eftersom mennesket viger tilbage fra sin ret for Guds skyld, idet han giver afkald på sin frihed, noget, der efter menneskets natur er ham højst kær, og påfører sit kød en fornuftsmæssig spægelse. 
89 Hinc sumptum arbitror, quod doctores dicunt signanter opere paenali deo satisfieri pro peccato, huiusmodi opera apud deum aequaliter valent caeteris paribus in eo qui alicuius temporalis paenae debitor est, et in eo qui nihil debet soluere pro suo proprio reatu, aut quia nullum habet, sed est innocens, aut supra quod debet in se exercet vindictam quales multi reperti sunt sancti, qui minima peccata seuerissime in se vindicant, vt asserit Grego. tractans illud Gaudium est in caelis super vno peccatore etc.  Herfra tror jeg, det er taget, hvad de lærde siger, at der med en afgørende bodsgerning kan gøre Gud fyldest for synden. Den slags gerninger er hos Gud lige så meget værd som de tilsvarende for den, som skylder for timelig straf, og for den, som bør løse noget for sin egen skyld, eller som ikke har nogen, men er uskyldig, eller som har øvet gengæld udover, hvad han skylder for sig selv. Den slags mennesker er åbenbart mange af de hellige, fordi de højst alvorligt gør gengæld for sig selv på grund af minimale synder, sådan som Gregor hævder dèr, hvor han behandler skriftstedet: Der bliver større glæde i himlen over én synder, osv. (Luk 15,7)
90 Et de sancta Paula scribit Hieron: Adde quod luctus et afflictio a sanctis voluntarie assumpta pro peccatoribus qui ad gratiam non redibunt, reuertitur in sinum operantium, nec sinit dominus perire labore sanctorum suorum, sicut sanctus Samuel luget regem Saulem, Hieremias hierusalem: Paulus inter corinthios eos qui peccauerunt et non egerunt paenitentiam super immundicia, et fornicatione sua. Luget et iudaeos continuo cordis dolore. Sic quilibet sancti lugent non modo sua peccata, sed etiam proximorum.  Og om den hellige Paula skriver Hieronymus: Tilføj, at sorg og anfægtelse frivilligt er blevet påtaget af de hellige til bedste for syndere, som ikke kom tilbage til nåden, og disse gerninger vendte tilbage i skødet på dem, der udførte dem, og Herren tillader ikke, at hans helliges arbejde går tabt, sådan som den hellige Samuel var bedrøvet over kong Saul, og Jeremias over Jerusalem, og sådan som Paulus var det over de af korintherne, som syndede og ikke gjorde bod over deres urenhed og deres utugt. Han var også til stadighed bedrøvet over jøderne med sit hjertes smerte. Sådan er alle de hellige ikke blot bedrøvede over deres egne synder, men også over deres næstes. 

Videre til latlu14!