Latomus mod Luther 10

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 415 til side .

¹      CIRCA SATISFACTIONEM dicit M. quod nullam paenam exigit deus remissa culpa, quam sacerdos possit tollere vel minuere, quia talis paena secundum diuinam iustitiam debita nulla est, aut si aliqua sit, non potest ab homine tolli, quia (vt inquit) hoc esset mutare ius diuinum, hanc ponit Mar. in declaratione conclusionis .v. (res02#1) in qua dicit Papa non vult nec potest remittere vllas paenas praeter eas quas suo vel canonum arbitrio imposuit, quam licet dicat se disputare, tamen in declaratione ita loquitur, vt nihil dubitare videatur, et in sermone de indulgentijs et alijs locis.        Om fyldestgørelsen siger Martin, at Gud ikke kræver nogen straf for den eftergivne brøde, som præsten kan ophæve eller mindske, fordi en sådan straf ifølge den guddommelige retfærdighed intet er, eller hvis den er noget, ikke kan ophæves af mennesker, fordi, som han siger, dette ville være at ændre den guddommelige ret. Denne opfattelse fremsætter Martin i forklaringen til tese 5, hvor han siger, at Paven ikke vil eller kan eftergive nogen straf ud over dem, som er pålagt ud fra hans eller den kanoniske rets vilkår. Og selv om han siger, at han diskuterer denne opfattelse, så tales der dog i forklaringen på en sådan måde, at der ikke synes at være nogen tvivl, og ligeledes i sermonen om afladen og andre steder.

²       Contra hanc M. sententiam facit, quia secundum eam sequitur, quod nullus in purgatorio sit pro mortalibus puniendum si nulla paena debeatur dimissa culpa cuius contrarium dicit Cypri. lib. iiij. epistolarum, epistola .ij. vbi de adulteris ad paenitentiam receptis loquitur dicens. Nec putes frater chariss. hinc aut virtutem fratrum minui, aut martyria deficere, quod lapsis laxata sit paenitentia, et quod paenitentibus spes pacis oblata, manet vero fidentium robur immobile, et apud timentes (416) ac diligentes corde toto deum stabilis et fortis perseuerat integritas.         Det virker imod Martins opfattelse, at det af den følger, at der ikke er nogen i skærsilden, der straffes for en dødssynd, hvis der ikke skyldes nogen straf, når brøden er tilgivet. Dette er imod, hvad Cyprian siger i bog tre, brevsamlingen, brev 2, hvor han taler om de horkarle, der modtages til bod, og siger: 'Du må ikke mene, kæreste broder, at denne eller brødrenes dyd mindskes, eller at der mangler noget i martyriet, fordi de frafaldne får eftergivet bod, og fordi der gives de bodgørende håb om fred, nej, de troendes faste grund forbliver urokket, og hos dem, der af hele deres hjerte frygter og elsker Gud bevarer han en fast og stærk integritet.

³ Nam et mechis a nobis paenitentiae tempus conceditur, et pax datur, non tamen idcirco virginitas in ecclesia deficit, aut continentie propositum gloriosum per aliena peccata languescit. Floret ecclesia tot virtutibus coronata, et castitas, ac pudicitia, tenorem gloriae suae seruat, nec quia adulterio paenitentia ac venia laxatur continentiae vigor frangitur. For der indrømmes også af os overtræderne (?) tid til bod, og der gives fred, men dog ødelægges ikke af den grund jomfrueligheden i kirken, og den afholdenhed, der er foresat gennem en fremmed synd, bliver ikke mat. Kirken blomstrer kronet med så mange dyder, både kyskhed og blufærdighed, og det tjener fastholdelsen af dens ære, og det er ikke sådan, at fordi der gives bod og vises overbærenhed for ukyskhed, ødelægges afholdenhedens styrke.

⁴ Aliud est ad veniam stare. Aliud ad gloriam peruenire, Aliud missum in carcere non exire inde donec soluat nouissimum quadrantem. Aliud statim fidei et virtutis accipere mercedem. Aliud pro peccatis longo dolore cruciatum emendari et purgari diu igne. Aliud peccata omnia passione purgare. Aliud denique pendere in die iudicij ad sententiam domini. Aliud statim a domino coronari. For én ting er, at der vises overbærenhed; noget andet, at man når igennem til herlighed. Én ting er at kastes i fængsel og ikke komme ud, førend man har betalt den sidste øre. noget andet er straks at modtage troens og dydens løn. Én ting er for sine synder at pines af en lang smerte og forbedres og renses længe ved ild. Noget andet at rense alle synder ved lidelse. Én ting er endelig på dommedag af være afhængig af Herrens dom. Noget andet er straks at krones af Herren'.

⁵          Hic habes quod penitentes adulteri aut qui sacrificauerunt idolis quemuis ad paenitentiam recepti, et post paenitentiam ecclesiae reconciliari diu igne torquentur in purgatorio quod non contingeret, si remissa culpa nullam paenam dei iustitia requireret.         Her ser du, at de, der gør bod for ukyskhed, eller som har ofret til afgudsbilleder, og er blevet modtaget til én eller anden bod, og efter boden forsones med kirken ved langvarig ild, pines i skærsilden, hvilket ikke ville ske, hvis Guds retfærdighed ikke krævede nogen straf, når brøden var eftergivet.

⁶       Item Aug in enchiridio cap .lxix. Tale aliquid etiam post hanc vitam fieri incredibile non est et vtrum ita sit quaeri potest et aut inuenire aut latere non nullos fideles per ignem quendam purgatorium quanto magis minusue bona pereuntia dilexerunt tanto tardius cinusque saluari non tamen tales de quibus dictum est, quod regnum dei non possidebunt, nisi conuenienter paenitentibus eadem crimina remittantur. Conuenienter autem dixi, vt steriles in eleemosynis non sint etc.        Ligeledes Augustin i katekismen, kap 69: 'At den slags kan ske også efter dette liv er ikke utroligt, og om det vil være således, kan udforskes og enten finder man det eller også er det skjult, at nogle troende gennem en rensende ild, lige så meget mere eller mindre som de har elsket de forgængelige goder, lige så meget senere eller tidligere skal de frelses, dog ikke sådanne, om hvem det siges, at de ikke kan besidde Guds rige, medmindre de har fået eftergivet denne overtrædelse og på sædvanlig måde gjort bod. Men jeg siger 'på sædvanlig måde', for at de ikke skal være golde i almissen osv'.

⁷        Hic nota quod quantum ad punitionem ignis purgatorij Augusti equiparat venialia non dimissa mortalibus per conuenientem paenitentiam remissis cum dicit. Non tamen tales de quibus dictum est etc, nisi conuenienter paenitentibus eadem crimina remittantur. Vnde ca. sequenti. In melius quippe est vita mutanda, et per eleemosynas de peccatis praeteritis est propitiandus deus.          Læg her mærke til, at hvor meget end Augustin indstiller de tilgivelige synder til skærsildens straf, så eftergiver han ikke straffen for dødssynderne, der er eftergivet gennem den sædvanlige bod, eftersom han siger: 'Dog ikke sådanne, om hvem det siges, osv, medmindre har fået eftergiver denne overtrædelse og på sædvanlig måde gjort bod'. Derfor skriver han også i det følgende kapitel: 'Livet skal jo forandres til det bedre, og gennem almissen skal Gud forsones (?) med hensyn til de foregående synder'.

⁸         Hic habes quod post vitam in melius mutatam, quod vtique sit per contritionem, per paenitentiam, restat de praeteritis peccatis propiciandus deus per eleemosynas, et infra, Nemini (417) enim dedit laxamentum peccandi quamuis miserando deleat iam facta peccata, si non satisfactio congrua negligatur.        Her har du det, at efter at livet er forandret til det bedre, hvilket i hvert fald sker gennem angeren, gennem boden, står tilbage at forsone Gud med hensyn til de foregående synder gennem almisse, og senere: 'Ingen giver han nemlig eftergivelse af hans synd, skønt han for den elendige udsletter de synder, der allerede er begået, hvis [ikke] en passende fyldestgørelse tilsidesættes'.

⁹ et capit. sequenti. De cotidianis autem breuibus leuibusque peccatis, sine quibus haec vita non ducitur cotidiana oratio fidelium satisfacit, eorum est enim dicere. Pater noster qui es in caelis, qui iam patri tali regnanti sunt ex aqua et spiritussancto, delet omnino haec oratio minima et cotidiana peccata, delet et illa a quibus vita fidelium scelerate etiam gesta, sed paenitendo in melius mutata discedit, et cap. sequenti. Ac per hoc ad omnia quae vtili misericordia fiunt, valet quod dominus ait Date eleemosinam, et ecce omnia munda sunt vobis, (Luk 11,41) quae enumeratis multis eleemosynarum generibus concludit. Multa vtique sunt genera eleemosynarum, quae cum facimus adiuuamur, vt dimittantur nobis peccata nostra. Og i et følgende kapitel: 'Men om de dagligdags korte og lette synder, uden hvilke dette liv ikke kan føres, er det nok med de troendes daglige bøn, de kan nemlig sige: Vor Fader, du som er i himlene, de, som allerede tilhører en sådan herskende fader gennem vand og helligånd, og i det hele taget udsletter denne bøn de små og dagligdags synder, den udsletter også dem, fra hvilke de troende liv bliver syndigt, også dem, der er begået, men fra hvilke de troende liv tager afstand ved at gøre bod og ændre det til det bedre'. Og i et følgende kapitel: 'Og ved dette har det værdi til alt, hvad der sker i kraft af barmhjertigheden, at Herren siger: 'Giv almisse, og se, alting er rent for jer', hvilket indeslutter mange opregnede slags almisser. For der er mange slags almisse, og når vi øver dem, hjælper vi med til, at vore synder kan tilgives'.

¹⁰c       Hic nota primo quod Augustinus dicit minima et cotidiana peccata dominica oratione dimitti. Scelera vero per paenitentiam, hoc est paenitentiae sacramentum vita mutata etiam eadem oratione dimitti. Vnde confirmantur supradicta de scelere cordis et crimine consensus confitendi, et per sacramentum paenitentiae delendo.           Læg her mærke til, at Augustin siger, at de små og daglige synder eftergives ved Fadervor. Men overtrædelserne ved boden, det vil sige bodens sakramente; det ændrede liv eftergives også ved denne bøn. Derigennem bekræftes det ovenfor sagte om at bekende hjertets overtrædelser og tilslutningen til forbrydelsen, og om at den udslettes gennem bodens sakramente.

¹¹          Habes etiam expresse quod pro sceleribus conuenienti paenitentia dimissis puniuntur in purgatorio.           Og du har det også udtrykkeligt sagt, at for overtrædelser, som eftergives ved den sædvanlige bod, bliver de straffet i skærsilden.

¹²         Item habes quod vita per misericordiam in melius mutate de praeteritis sit deus eleemosynis procipiandus. Et quod oratio dominica delet et illa a quibus vita fidelium scelerate etiam gesta, sed paenitendo in melius mutata discedit. Vnde euidenter patet quod clarissimus pater Aug. in ea fuerit sententia, quod dimisso peccato per paenitentiam restet paena soluenda per diuinam iusticiam et redimenda ieiunijs orationibus, et nunc operibus.          Fremdeles har du, at gennem det liv, der er blevet forandret til det bedre gennem barmhjertigheden, må Gud forsones (?) angående de forudgående synder med almisser. Og fordi Fadervor også udsletter dem, fra hvilke de troendes liv bliver forbryderisk, også når de er begået, når blot man tager afstand fra dem, og vender sig til det bedre. Heraf fremgår det klart, at fader Augustin var af den soleklare mening, at når synden var tilgivet gennem boden stod det tilbage at løse straffen gennem den guddommelige retfærdighed, ved at anvende redskaberne, faste og bøn, og nu gerninger.

¹³ Non est igitur recentiorum theologorum aut scholasticorum, haec sententia quam quia M. negauit nec ausus fuit in totum auferre purgatorium. confinxit ibi augeri charitatem, et perfici, et alia multa absurda, vt iam secundum eum non recepturus sit a CHRISTO in die iudicij bonum vel malum, prout gessit in corpore, sed etiam prout gessit exutus corpore, non solum contemnens (418) quod dicit Greg. iiij. dialogorum. Det er altså ikke de nyere teologer eller skolastikerne, der har denne mening, men fordi Martin ville nægte den eller ikke vovede helt at ophæve skærsilden, forestillede han sig, at dèr, i skærsilden, øgedes kærligheden og blev fuldkommen, og mange andre absurde ting, så at ifølge ham det gode eller det onde ikke bliver modtaget af Kristus på dommens dag, i forhold til, hvad man har gjort her i legemet, men også i forhold til hvad man har gjort udenfor legemet, ikke blot i foragt for, hvad Gregor siger i sin fjerde dialog.

¹⁴c Qualis quisque hinc exit talis in iudicio praesentabitur et Aug. dicentem. Hic omne meritum comparari, et defunctos fidelium viuorum pijs operibus iuuari non suis, vt sit plena remissio vel tolerabilior damnatio. Sed quod grauius est etiam apostolum Paulum monentem. Operemur bonum ad omnes dum tempus habemus; Imo et ipsum Christum dicentem. Venit nox quando nemo potest operari. Ud fra sådanne ting går enhver herfra, og stilles for dommen, og Augustin siger. Her sammenlignes enhver fortjeneste, og de afdøde kan hjælpes med de levende troendes fromme gerninger, skønt de ikke er deres egne, så de kan få en fuld eftergivelse eller en tåleligere dom. Og hvad der er alvorligere, også apostelen Paulus formaner: 'Lad os gøre vel imod alle mens vi har tid'. Ja, også Kristus selv siger: 'Der kommer en nat, da ingen kan arbejde'.

¹⁵        Videtur etiam quod in peccatis venialibus culpa remittatur antequam paena soluatur aut remittatur. Nam rectus dolor de peccato in habentibus charitatem contritio est. Contritio vero culpae cuius expresse aut virtualiter dolor est non videtur esse compossibilis, quod de mortalibus nemo negat, et de venialibus videtur esse eadem ratio.          Det ses også, at i de tilgivelige synder tilgives brøden førend straffen løses eller eftergives. For den rette smerte over synden i de mennesker, der har kærlighed, er angeren. Men angeren er en udtrykkelig eller virtuel smerte over denne brøde, og den ses ikke at være mulig sammen med den, hvilket ingen nægter om dødssynderne, og hvilket synes at være tilfældet med de tilgivelige synder af den samme grund.

¹⁶ Ideo enim est contritio culpae incompossibilis, quia inordinationem indecentiam, et indignitatem aufert, et creaturae voluntatem reordinat, honestat, et dignificat. Et per contritionem anima legi subijcitur, et cum deo consentit volendo in se punire peccatum, et vindicare diuinam offensam sicque reatus, id est obligatio ad paenam sustinedam ieiunijs eleemosynis et orationibus tollitur et redimitur, et sic a peccato perfecte mundatur sicut scriptum est. Eleemosyna a morte liberat, et non sinit ire in tenebras, et alibi. Peccata tua eleemosynis redime. Item alibi Hoc genus demoniorum non eijcitur nisi in oratione et ieiunijs. (Matt 17,21) Et illud quod super est date eleemosinam et ecce omnia munda sunt vobis, (Luk 11,41) et illud, Pietas ad omnia valet promissionem habens vitae quae nunc est futurae. For derfor er angeren umulig sammen med brøden, fordi den ophæver den uordentlige, upassende og uværdige vilje hos skabningen, og genordner den, beærer den og værdiger den. Og gennem angeren underkastes sjælen under loven, og er enig med Gud i at ville, at han i sjælen skal straffe synden og gengælde den guddommelige krænkelse, og således er den skyldig, det vil sige, den har forpligtelse til at udholde straffen, og den ophæves og købes tilbage ved faste, almisser og bønner, og således renses den fuldstændigt fra synden, således som der står skrevet: 'Almisse befrier fra døden, og tillader ikke at vandre i mørke', og et andet sted: 'Køb din synd tilbage gennem almisser'. Fremdeles et andet sted: 'Den slags dæmoner uddrives kun ved bøn og faste'. Og dette: 'Hvad der er udover det, giv det som almisse, og se, alting skal være rent for jer'. Og dette: 'Fromheden er fremfor alt værdifuld, for den har forjættelser for dette liv og for det kommende'.

¹⁷ c       Vtrum autem paena vel afflictio praecedens aut comitans valeat ad peccati redemptionem, vt culpa postea deleta computetur in solutum aut deducatur ex summa debiti rationabiliter quaeri potest de quo pro nunc nihil dico.          Men om straffen eller den foregående eller ledsagende pine er gyldig til at befri for synden, så at man på rationel måde kan undersøge, om brøden, der udslettes bagefter, skal regnes for løst eller fratrækkes fra den sum, man skylder, om dette vil jeg for nærværende ikke sige noget.

¹⁸         Venio ad argumenta M. Primo diuidit paenam in paenam geennae, quae est damnatorum (res02#3) et paenam purgatorij, (res02#4) et .iij. in paenam voluntariam et euangelicam (res02#5), .iiij. in paenam castigatoriam quae est flagellatio dei (res02#9). .v. in paenam canonicam (res02#16), .vi. in paenam secundum diuinam iustitiam debitam, quam dicit se velle (419) fingere antequam melius erudiatur. (res02#22)          Jeg kommer nu til Martins argumenter. For det første opdeler han straffene i først helvedes straf, som er de fordømtes straf, og dernæst skærsildens straf, og for det tredie den frivillige og evangeliske straf, for det fjerde den revsende straf, som er piskning for Gud. For det femte den kanoniske straf, for det sjette den straf, man skylder den guddommelige retfærdighed. Og han siger, at han vil regne med, at det forholder sig sådan, indtil han bliver bedre undervist.

¹⁹ Et ne faciamus vim in verbo, quia paena proprie non est, nisi peccati secundum Aug. in lib. de libero ar.dicentem. Omnis paena si iusta est peccati paena est, quo modo tertia species, scilicet voluntaria et euangelica non est paena, quia conuenit etiam innocentibus. (res02#5) Og for at vi ikke skal lægge vægt på ord, så er det ikke egentlig straf, hvis det ikke er straf for synd, ifølge Augustin i bogen om den frie vilje, hvor han siger: 'Alt straf, hvis den er retfærdig, er straf for synd', og på den måde er den tredie slags straf, nemlig den frivillige og evangeliske, ikke straf, fordi den også overgår uskyldige.

²⁰ Nam ieiunium, oratio, vel eleemosyna stando precise in limitibus euangelice legis, et secundum eam partem quae communis est innocentibus, et paenitentibus non est in praecepto vel consilio, nisi inquantum est actus virtutis necessarie vel expedientis ad salutem puta temperantie, latrie, aut liberalitatis. For faste, bøn og almisse, der står præcist på grænsen til den evangeliske lov, og står i den del, som er fælles for de uskyldige og de bodgørende, står ikke i budet eller i rådet, medmindre forsåvidt det er en dydshandling, der er nødvendig eller fremmende for frelsen, jeg mener, en handling af mådehold, af gudsdyrkelse eller af frihed.

²¹ Habet tamen et ipsa euangelica lex unam partem propriam, quae respicit peculiariter statum lapsorum in aliquo crimen post innocentiam baptismi, ex qua sumuntur regulae status paenitentium, vbi etiam instrumentum sunt ieiunium, oratio, eleemosyna lege euangelica, excepta determinatione specificata quo ad modum tempus et personam ex canonibus et regulis patrum. Dog har også den evangeliske lov en del, der er speciel for den, idet den i særlig grad ser hen til de faldnes stade (de kan være faldet på et eller andet tidspunkt efter at de blev gjort uskyldige i dåben), og derfra uddrages regler for de bodgørendes stade, hvor virkemidlerne også er faste, bøn, almisse, ifølge den evangeliske lov, bortset fra de særlige bestemmelser, som bliver givet efter tidens og personens omstændigheder ud fra fædrenes kanonner og regler.

²²           Dico igitur quod prima species penae eo modo est in potestate sacerdotis quo peccata. Iam supra ostensum est sacerdotem auferre peccata per sacramentum baptismi, vel paenitentiae. Vnde consequenter apparet eum etiam auferre paenam geennalem. (res02#3)          Jeg siger da, at den første slags straffe på den måde er i præstens magt, at den er straf for synd. Det blev allerede ovenfor påvist, at præsten kan ophæve synd gennem dåbens eller bodens sakramente. Og deraf synes at følge som en konsekvens, at han også kan ophæve helvedesstraffen.

²³ Item aufert .ij. paenam in toto vel in parte, quando absoluit a venialibus, aut quando absoluit sacramentaliter eum cui prius per contritionem omnia peccata remissa sunt, quo ad culpam et paenam aeternam. Liberat enim ab illa paena dum paenitenti indicet ex officio opera satisfactoria, quibus expletis liberatus est, si sacerdos recte compensauerit. (res02#4) Ligeledes ophæver præsten den anden slags straffe enten helt eller delvist, når han afløser for de tilgivelige synder, eller når han med sakramentet afløser den, som først igennem angeren har fået eftergivet alle sine synder, både med hensyn til brøden og med hensyn til den evige straf. Han befrier nemlig fra den slags straf, når han ud fra sit embede henviser den bodgørende til fyldestgørende gerninger, som befrier ham, når de er opfyldt, hvis præsten har kompenseret rigtigt.

²⁴ Quarta paenam scilicet castigatoriam puta pestem, bellum, aut famem, non tollit sacerdos nisi oratione et sacrificio, tamen etiam ipse sacerdos ex officio imponit, et aufert castigatoriam paenam et medicinalem cum tollat et imponat paenam excommunicationis, quae licet sit omnium maxima tamen medicinalis est, et castigatoria. (res02#9) Den fjerde straf, nemlig den revsende straf, fx pest, krig, sult, den ophæver præsten kun gennem bøn og ofre, dog kan præsten selv ud fra sit embede pålægge og ophæve en revsende og lægende straf, når han ophæver og pålægger ekskommunikationens straf, som, skønt den i høj grad er en straf, dog er lægende og revsende.

²⁵ Quinta vero, id est paena canonica auferri potest per auctorem canonum et etiam inferri, et quilibet inferior sacerdos, idem potest plus vel minus secundum quod est sibi a (420) lege vel auctore legis permissum. (res02#16) Men den femte, det vil sige den kanoniske straf kan han ophæve og også pålægge gennem udførelsen af de kanoniske regler, og en hvilkensomhelst laverestående præst kan gøre det samme, afhængig af hvor meget der er ham tilladt af loven eller lovens forfatter.

²⁶ Sextam paenam facit M. eam quam debetur peccato remisso, et exigitur secundum diuinam iustitiam, quae non debuit praedictis connumerari, quia non est alia ab illis. Deus enim a recepto in gratiam non requirit, nisi vt in hac vita seipsum conuenienter puniat, faciendo fructus dignos paenitentiae, aut post hanc vitam, quod minus hic fecerit, patiatur in purgatorio, aut si quid aliud exigit, erit paena quam M. vocat castigatoriam, quia non semper diuinitus inducat flagella propter peccatum, statim auferentur peccatore conuerso. (res02#22) Den sjette straf gør Martin til den, som skyldes for den tilgivne synd, og som kræves ifølge den guddommelige retfærdighed, og den bør ikke regnes med til de førnævnte, skønt den ikke er forskellig fra dem. Gud forlanger nemlig ikke andet af den, der bliver modtaget i nåden, end at han i dette liv straffer sig selv på passende måde, ved at bære frugt, der er omvendelsen værdig, eller at han efter dette liv, hvis han har gjort mindre her, lider i skærsilden, eller, hvis han kræver andet, vil det være den slags straf, som Martin kalder revsende, fordi guddommen ikke altid straks ophæver den straf, der blev påført på grund af synden, for den omvendte synder.

²⁷           Et concordant deus et sacerdos legitime vtens sua commissione, et potestate in exigendo paenam, secundum diuinam iustitiam debitam. Nec inuadit sacerdos ius domini sui, sed vtitur sua commissione, vt Amb. inquit lib. i. de paenitentia ca. vi. dicens Ipse vas electionis dominicae dicit. Si cui quid donastis et ego Nam et ego quod donaui propter vos in persona Christi. Cur igitur Pau. legunt? si eum tam impie arbitrantur errasse, vt ius sibi vendicaret domini sui, sed vendicauit acceptum, non vsurpauit indebitum. Haec ille.          Og Gud og præsten er enige, når præsten bruger sin legitime sendelse og magt til at kræve en straf, som der skyldes ifølge den guddommelige retfærdighed. Og præsten træder ikke ind i sin herres guddommelige ret, men han bruger sin sendelse, som Ambrosius siger i sin første bog om boden, kap 6, hvor han siger: 'Herrens udvalgte kar siger selv: Hvis du har givet nogen noget, så også mig. For også jeg, hvad jeg har givet, har jeg givet for jeres skyld i Kristi person. Hvorfor læser de da Paulus? hvis de tror, at han har fejlet så ufromt, at han anmasser sig sin herres ret, men han anmasser sig på godkendt måde, han tiltager sig ikke noget han ikke har ret til. Såvidt Ambrosius.

²⁸          Hic aperte vides quod cum sacerdos donat et remittit deo debitum concessa vtitur potestate, nec mutat ius diuinum.          Her ser du klart, at når præsten giver og eftergiver, hvad der skyldes overfor Gud, bruger han den magt, der er indrømmet ham, og han forandrer ikke den guddommelige ret.

²⁹        Ex dictis soluuntur sequentia eius argumenta, quia falsum est, quod assumit nulla auctoritate scripturae, doctorum, canonum, aut ratione probabili, (res02#25) posse doceri aliquam paenam esse debitam secundum diuinam iustitiam, vt patet ex allegatis. Falsum est etiam quod talis paena per sacerdotem auferri non possit. Et talis modus arguendi negatiue proprius esse videtur haereticorum, qui quod non viderunt, aut non meminerunt, aut non intelligunt, volunt videre nusquam esse.          Ud fra det, der her er sagt, løses de følgende af hans argumenter, fordi han antager, at det ikke med nogen autoritet, hverken skriftens, de lærdes, kanonnernes eller med nogen sandsynlig begrundelse kan læres, at nogen straf skyldes ifølge den guddommelige retfærdighed, som det fremgår af det citerede. Forkert er det også, at en sådan straf ikke kan ophæves af præsten. Og den måde at argumentere negativt på synes at være særegen for kætterne, om fordi de ikke selv ser eller husker eller forstår, vil, at det aldrig skal indses.

³⁰ Eiusdem ponderis est argumentum, quod sumit ex aequalitate duarum potestatum ligando, scilicet et soluendi, (res02#32) quia enim putat, quod ligare paenitentem nihil sit aliud quod praecipere opera satisfactoria, putat consequenter quod soluere sit obligationem praecepti tollere, quod falsum est, vt patet ex supra dictis, et amplius patebit infra cum agetur de indulgentijs. Den samme vægt bør man tillægge det argument, som han drager ud fra ligeligheden mellem de to magter, nemlig magten til at binde og magten til at løse, fordi han nemlig mener, at dette at binde den bodgørende ikke er andet end at pålægge fyldestgørende gerninger, og han mener følgelig, at det at løse er at ophæve det pålagte bud, hvilket er forkert, som det fremgår af det ovenfor sagte, og som det senere vil fremgå, når afladen behandles.

³¹ Per hoc soluitur argumentum sumptum ex capitu. Q. autem de pe. et re. vbi dicitur quod remissiones non valent, (421) nisi quibus proprij iudices permiserint, cum nullus ligari aut solui possit a non suo iudice, quod Marti. suo modo intelligit in .v. paena tantum, id est canonica in qua sola vult papam posse ligare et soluere, quod si verum esset non valde magni momenti esset potestas clauium, nec attingeret ligamen, quo ligat sacerdos vsque ad animam sicut dicit Chrysosto. Herigennem opløses også det argument, han har taget fra kapitlet 'Quod autem' fra 'Om boden og tilgivelsen', hvor det siges, at eftergivelserne kun gælder for dem, som er blevet pålagt af deres egen dommere, eftersom ingen kan bindes eller løses af andre end af sin egen dommer, fordi Martin på sin måde forstår kun om straffen, det vil sige den kanoniske, i hvilken han alene vil, at paven kan binde og løse, men hvis det var sandt, ville det ikke give nogen særlig stor magt til nøglerne, og heller ikke havet noget med det bånd at gøre, hvormed præsten binder lige til sjælen, sådan som Chrysostomus siger.

³² Nec in potestate per nouam legem sacerdotibus tradita esset factum possibile, quod prius erat impossibile, puta quod homo remitteret peccata, sicut dicit Am. Nec plus posset sacerdos euangelicus ligare vel soluere, quam quiuis legislator, qui potest lege et precepto modum satisfactionis imponere offendentibus, et impositum tollere, contra id quod dicit Chrysostomus. Og heller ikke bliver der med den myndighed, der overleveres til præsterne gennem den nye lov gjort noget muligt, som før var umuligt, nemlig at et menneske kan tilgive synder, sådan som Ambrosius siger. Og heller ikke kan den evangeliske præst binde eller løse mere, end en lovgiver, som ved lov og bud kan pålægge overtræderne en fyldestgørende måde, og kan ophæve det pålagte, imod det som Chrysostomus siger.

³³       Et ad probandum per scripturas non requiri aliquam satisfactionem pro peccatis, inducit textum euangelij, vbi Ioannes dixit. Paenitentiam agite, (Luk 3,8) et iterum facite ergo fructus dignos paenitentiae, vbi vult quod Ioannes nihil iniunxerit pro paenitentia, nisi praecepta dei communia, vbi suo consueto modo arguendi per locum scilicet ab auctoritate negatiue argumentatur. (res02#35)         Og for at bevise ved hjælp af skriften, at der ikke kræves nogen fyldestgørelse for synder, indfører han evangeliets tekst, hvor Johannes siger: Gør bod! og atter: Bær frugt, der er boden værdig! Og det udlægger han sådan, at Johannes ikke pålagde nogen [fyldestgørelse] for boden, ikke andet end de almindelige Guds bud, men her argumenterer han efter sin sædvanlige argumentationsmåde ud fra stedet, det vil sige, ud fra den negative autoritet.

³⁴ Non est ibi scriptum aut Ioannes hoc non dixit, ergo non est ita in quo debuerat attendere, quod subdit euangelista, et alia multa exhortans euangelizabat populo. (Luk 3,18) Vbi aperte demonstrat se multa omisisse eorum quae docuit Ioannes, alias si velis quod illa absolute sufficiant dicere debebis milites, et publicanos extorta per concussionem non teneri restituere, quia de restitutione facienda, ibi non videtur locutus Ioannes. Her står det ikke skrevet eller Johannes har ikke sagt det, ergo er det ikke således. Men her burde han lægge mærke til, at evangelisten tilføjer: og meget andet formanede han folket til, da han forkyndte evangeliet for det. Her viser han jo klart, at han har udeladt meget af det, Johannes lærte, eller måtte man jo udlægge det sådan, at det i absolut forstand var nok at sige, at soldater og toldere ikke skulle holdes fast på at erstatte skaderne ved deres mishandling, fordi han her ikke ses at have omtalt det at give erstatning.

³⁵ Sed nemo sanus dicit, quod qui sua distribui misericorditer monet, aliena non iubeat restitui, praecipue cum lex vetus nondum esset abrogata, quae furem condemnat in quadruplum, (2 Mos 22,7) et res inuentas retineri ab inuentore non sinit. Men ingen ved sin fornufts fulde brug vil da sige, at den, der formaner til barmhjertigt at uddele af ens ejendele, ikke skulle befale at erstatte en andens gods, især fordi den gamle lov aldrig er ophævet, den, som fordømmer tyven til at yde firdobbelt erstatning og ikke undlader at kræve de fundne sager tilbageleveret fra ham, de er fundet hos.

³⁶ Quid quod Ioannes satis expresse plus exigit a paenitentibus, quam obseruationem communium mandatorum dum signanter dicit. Facite ergo fructus dignos paenitentiae (Luk 3,8) vnde Gregorius homilia .xx. super euangelia, hoc Ioannis verbum tractans dicit. In quibus verbis (422) notandum est, quod amicus sponsi non solum fructus paenitentiae sed dignos fructus paenitentiae admonet esse faciendos. Hvad med det, at Johannes udtrykkeligt kræver mere af de bodgørende end overholdelse af de almindelige bud, når han fremhævende siger: Bær altså frugter, der er boden værdig. Derudfra behandler Gregor i den tyvende homili over evangelierne dette Johannes-ord, idet han siger: I disse ord skal man lægge mærke til, at brudgommens ven ikke blot formaner til at bære bodens frugt, men til at bære frugter, der er boden værdige.

³⁷ Aliud namque est fructum facere. Aliud dignum paenitentiae fructum facere. Vt enim secundum paenitentiae dignos fructus loquamur, sciendum est, quod quisquis illicita nulla commisit, huic iure conceditur, vt licitis vtatur, sicque pietatis opera faciat, vt tamen si voluerit ea, quae mundi sunt non relinquat. For én ting er at bære frugt. Noget andet er at bære frugt, der er boden værdig. For når vi taler om bodens værdige frugter, så bør man vide, at ingen må begå noget ulovligt, det tillades ham med rette, at han bruger de lovlige (frugter?), og således gør fromhedens gerninger, skønt han dog ikke vil forlade det, der hører verden til.

³⁸ At si quis in fornicationis culpam, vel fortasse quod est grauius in adulterium lapsus est, tanto a se licita debet abscindere, quanto se meminit et illicita perpetrasse. Men hvis nogen er faldet i horeriets brøde eller måske i det, der er værre: i ægteskabsbrud, så bør han i lige så høj grad have fjernet de lovlige ting fra sig, som han husker dem og har udført de ulovlige ting.

³⁹ Neque enim par fructus boni operis esse debet eius qui minus et eius qui amplius deliquit, aut eius qui nullis et eius qui in quibusdam facinoribus occidit, et eius qui in multis est lapsus. For det bør ikke være sådan, at den gode gernings frugt er lige hos den, der har haft en mindre overtrædelse, og hos den, der har haft en større, eller hos den, der ikke har begået nogen misgerning, og hos den, der har begået nogen misgerning, og hos den, der er faldet i mange misgerninger.

⁴⁰ Per hoc ergo quod dicitur. Facite dignos fructus paenitentiae vniuscuiusque conscientia conuenitur, vt tanto maiora acquitat bonorum operum lucra per paenitentiam, quanto maiora sibi intulit damna per culpam. Haec ille. Og altså derfor: når det hedder: Bær frugt, som er boden værdig, så stemmer det overens med enhvers samvittighed, at man opnår des større vinding af gode gerninger gennem boden, jo større fordømmelse man har påtaget sig gennem brøden. Såvidt Gregor.

⁴¹        Item Leo papa epistola .lxx. iiij. capitulis explicat paenitentem abstinere debere ab his quae alijs licita sunt.         Ligeledes forklare pave Leo i det 50. brev, fjerde kapitel, at den, der gør bod, bør afholde sig fra ting, der er tilladt for andre.

⁴²         Item quod deus a paenitente plus requirat quam communium praeceptorum obseruantiam testis est Am. lib. ij. de paenitentia ca. x. Cotidiani nos debet paenitere peccati, sed haec delictorum leuiorum, illa grauiorum.        Ligeledes er Ambrosius et vidne om, at Gud kræver mere af de bodgørende end overholdelsen af de almindelige bud. I bog 2 om boden kap 10 siger han: Hver dag bør vi gøre bod for synden, men nogle overtrædelser er lettere, andre er mere alvorlige.

⁴³ Facilius autem inueni, qui innocentiam seruauerunt quam qui congrue egerint paenitentiam, an quisque illam paenitentiam putat vbi acquirende ambitio dignitatis, vbi vini effusio, vbi ipsius copulae coniugalis vsus. Det kan de mennesker lettere indse, som tjener uskyldigheden, end de, der nøje gør bod, om enhver mener den bod, hvor man vil opnå værdighedens anseelse igen, den, hvor man vil opnå at kunne drikke vin igen, den, hvor man igen vil kunne favne sin hustru.

⁴⁴ Renunciandum saeculo est, somno ipsi minus indulgendum, quam natura postulat, interpellandus est gemitibus, interrumpendus est suspirijs, se questrandus orationibus, vtuendum ita vt vitali huic moriamur vsui, seipsum sibi homo abneget et totus mutetur. Når man giver afkald på afkom, når man tillader sig selv at få mindre søvn, end naturen kræver, når man bønfalder med sukke, når man afbrydes af støn, når man klager sig med bønner, når man gør brug af disse ting i den grad, at man ved denne brug dør bort fra livskraften, så fornægter mennesket sig selv og forandres totalt.

⁴⁵ Item Aug. epistola .liiij. loquens de relapso post reconciliationem explicat fructus dignos paenitentiae dicens in persona peccatoris. Si me ab hac nequicia reuocatis, dicite vtrum mihi aliquid prosit ad vitam futuram, si in ista vita ille cebrosissime voluptatis blandimenta contempsero, si libidinum incitamenta frenauero, si ad castigandum corpus meum multa mihi (423) etiam licita et concessa subtraxero, si me paenitendo vehementius quam prius excruciauero, si miserabilius ingemuero, si fleuero vberius, si vixero melius, si pauperes sustentauero largius si charitate (quae operit multitudinem peccatorum (1 Pet 4,8)) flagrauero ardentius. Haec ille. Ligeledes taler Augustin i sit 54. brev om dem, der atter er faldet efter forsoningen, og forklarer, hvad bodens værdige frugter er, idet han lader synderen tale: Hvis I kalder mig tilbage fra denne uduelighed, så sig, hvordan noget kan gavne mig til det fremtidige liv, hvis jeg i dette liv skal foragte disse lystens behageligheder, hvis jeg skal tæmme vellystens tilskyndelser, hvis jeg ved at tugte mit legeme skal trække mig tilbage fra mange ting, der både er tilladt mig og indrømmet mig, hvis jeg, når jeg gør bod, skal martre mig selv stærkere end før, hvis jeg skal sukke mere elendigt, hvis jeg skal græde i større overflod, hvis jeg skal leve bedre, hvis jeg skal give almisse til de fattige i større grad, hvis jeg af kærlighed (som skjuler en mangfoldighed af synder) skal brænde hæftigere. Såvidt Augustin.

⁴⁶          Hic vides quibus operibus exui debeat vetustas et deleri peccatum, et quod quaedam debeat facere qui peccauit ad quae non obligatur innocens.       Her ser du med hvilke gerninger man bør opgive det gamle og tilintetgøre synden, og her ser du, at den, der har syndet, bør gøre nogle gerninger, som den uskyldige ikke er forpligtet på.

⁴⁷ Nec ad istud allegantur humanae constitutiones, sed naturalis et diuini iuris est, quo modus praescribitur errata precedentia emendandi. Og de menneskelige bestemmelser hentyder ikke til dette, men det er af naturlig og guddommelig ret, hvorved der foreskrives en måde, hvorpå man kan forbedre sig fra de foregående fejl.

⁴⁸ Quis enim negat quin praecepta de contritione, confessione, et satisfactione propria sint lapsorum? et a lapsu se conuertentium, vt Iohelis .ij. Conuertimini ad me in toto corde vestro in ieiunio et fletu et planctu. (Joel 2,12) Hvem kan nemlig nægte, at buddene om anger, bekendelse og fyldestgørelse kun har med de faldne at gøre? og med dem at gøre, der vender sig bort fra deres fald, som Joel siger det i kap. 2: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage.

⁴⁹ Item de confessione. Dic tu iniquitates tuas prior vt iustificeris. Item qui absconderit scelera sua non poterit iustificari. Et dixi. Confitebor aduersum me etc.(Sl 32,5) et huiusmodi. Similiter respondetur ad verbum Ezechielis. Nam ipse propheta cum catalogum virtutum quas faciens iustus esset enumerasset et posuisset septemdecim .xvi. et .xvij. posuit. In preceptis meis ambulauerit et iustitias meas custodierit vt faciat veritatem, hic iustus est vita viuet, (Ez 18,9) et alibi scribitur. Ligeledes siges det om bekendelsen: Fremsig dine overtrædelser først, at du kan blive retfærdiggjort. Ligeledes: Den, der ikke kender sine overtrædelser, kan ikke blive retfærdiggjort. Og jeg sagde: Jeg vil bekende overfor mig osv., og den slags skriftord. På lignende måde skal han tage stilling til Ezekiels ord. For denne profet har opregnet i et dydskatalog, hvilke dyder den skal have, der vil være retfærdig, og har opstillet 17 sådanne. Han opstiller dem i kap 16 og 17.: Han skal vandre i mine love og vogte mine bud, så han gør sandhed, dette er en retfærdig, han skal bevare livet. Og et andet sted står der skrevet:

⁵⁰ Maledictus omnis qui non permanserit in omnibus quae scripta sunt in lib. legis. (Gal 3,10) Ex quo apparet impium conuersum debuisse offerre pro peccato suo oblationes et sacrificia quae describuntur in leuitico, lege veteri habente cursum, alias non ambularet in omnibus praeceptis domini et iustificationibus. Forbandet enhver, som ikke forbliver i alt det, der er skrevet i lovbogen. Heraf fremgår det, at den ugudelige bør vende om og ofre for sin synd ofringer og ofre, som beskrives i 3 Mos, idet den gamle lov har sit løb, ellers vandrede han ikke i alle Herrens bud og anordninger.

⁵¹ Et pariformiter in lege naturae et gartiae [gratiae] placandus est deus operibus et sacrificijs pro tempore congruentibus, et sicut aliter facit iustitiam qui praemia virtutibus reddit, aliter qui supplicia peccantibus. Og på lignende måde skal man i naturens og nådens lov behage Gud med gerninger og med de til tiden svarende offergaver, og ligesom den øver retfærdighed, der på den ene måde gengælde dyden dens løn, og som på den anden måde går i forbøn for syndere,

⁵² Ita aliter facit iustitiam, qui reddit depositum aut soluit debitum, aliter qui in se punit diuinam offensam. Quid quod ipse Ezechiel illo ipso cap. concludit dicens. Convertimini nec illo contentus addit, et agite paenitentiam ab omnibus iniquitatibus vestris, et non erit vobis in ruinam iniquitas. Proijcita a vobis omnes iniquitates vestras in quibus preuaricati estis et facite vobis cor nouum et spiritum nouum (424) (Ez 18,30f)
Hic praecipit agere poenitentiam et facere cor nouum, quo praecepto non ligantur iusti, et non habentes cor vetus. således øver den retfærdighed, som giver det deponerede tilbage eller tilbagebetaler en gæld, den på endnu en anden måde, som på sig selv straffer det, at han har stødt guddommen. Hvad med det, som Ezechiel siger i dette samme kapitel, hvor han til slut siger: "Omvend jer" og ikke tilfreds med det føjer til: "og gør bod fra jeres onde overtrædelser, så vil overtrædelserne ikke være jer til ødelæggelse. Kast alle jeres overtrædelser bort fra jer, dem, I har gjort, og skab jer et nyt hjerte og en ny ånd.

⁵³         Similiter respondetur ad verbum Michee .v. Indicabo tibi o homo quid sit bonum, et quid dominus quaerat a te vtique facere iudicium, et diligere misericordiam, et sollicitum ambulare com deo tuo. (Mika 6,8) Ipse contextus ostendit illud verbum referendum esse ad tempus ante peccatum, quod non solum lyra dicit, sed et Amb. epistola .xviij. quae est ad Horontianum vbi totum illum prophete locum a ca. v. usque ad. vij. explicat de anima lapsa, quae ad poenitentiam prouocatur, verba Amb. sunt.

⁵⁴ Si qua autem anima infirma, sicut ille secundum carnem israel titubauerit, et ab illa Christi charitate persecutionibus turbata se aliquantulum separauerit, corripitur atque arguitur, quasi infida, quasi ingrata, quasi incredula, quae liberata a vanitatibus seculi, in eas respicidneo reciderit, a qua non munera non taurorum sacrificia, sed tantummodo vt bonum cognosceret, iustitiam faceret postulatum est.

⁵⁵ Renunciatum est inquit tibi homo, quid sit bonum, aut quid dominus exquirit a te, nisi vt facias iudicium et iustitiam, et diligas misericordiam, et paratus sis ire cum domino tuo. Sed quia non seruauit haec illa infirmior anima, ideo dominus ait: heu me, quia factus sum sicut qui colligit stipulam in messe, et sicut facemum in vindemia. Audiens ergo haec propheta in quo loquebatur deus ait, ad illam animam.

⁵⁶        Hic habes hoc verbum debere referri ad tempus ante peccatum. Qui, si etiam referas ad tempos post peccatum, sicut referre videtur Hiero. dicens. Nihil enim dignum est, quod pro peccato possit deo offerri, et nulla humilitas potest maculas eluere delictorum, quia impossibile est sanguinem taurorum et vitulorum et holocausta medullara, et cruorem arietum, et hircorum pingulum animae sordes lauare, et infra. Si mille obtulero arietes, si decem milia hircorum, et totas leuitici victimas spiritualiter intelligens in me exhibuero, eo rem deducit, vt solus sanguis, aut proprius, aut Christi sufficiat abluere peccatum.

⁵⁷ Indicabo tibi o homo, et quia dubitas o popule israel, Imo vniuersum hominum genus, (425) quomodo pro peccatis tuis deumj possis placare, si ned habes victimas quibus tua conpensetur impietas, ego respondebo tibi quid querat deus. Imo iam ante in lege monstraui scriptum est enim in deutero. Et nunc israel, quid dominus deus tuus quaerit a te, nisi vt timeas dominum deum tuum, et ambules in omnibus vijs eius, et diligas eum et seruias domino deo tuo, de toto corde, et de tota anima tua, et custodias mandata domini dei tui, et iustificationes eius, quae ego mando tibi hodie. (5 Mos 10,12) Haec ille.

⁵⁸        Hic habes quod Hierony. pro eodem habet verbum Michee Indicabo tibi etc. et verbum deutero, vt quod in propheta dicitur facere iudicium, et iustitiam in lege habetur. Custodias mandata et iustificationes, in quibus sunt victimae et oblationes, quae praecipiuntur offeri pro peccatis, ad quae mandata facienda non obligantur, nisi qui peccaverunt, et pro peccato satisfacere tenentur.

⁵⁹ c

⁶⁰ c

⁶¹ c

⁶² c

⁶³ c

⁶⁴ c

⁶⁵ c

⁶⁶ c

⁶⁷ c

⁶⁸ c

⁶⁹ c

⁷⁰ c

⁷¹ c

⁷² c

⁷³ c

⁷⁴ c

⁷⁵ c

⁷⁶ c

⁷⁷ c

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

³¹ Per hoc soluitur argumentum sumptum ex capitu. Q. autem de pe. et re. vbi dicitur quod remissiones non valent, (421) nisi quibus proprij iudices permiserint, cum nullus ligari aut solui possit a non suo iudice, quod Marti. suo modo intelligit in .v. paena tantum, id est canonica in qua sola vult papam posse ligare et soluere, quod si verum esset non valde magni momenti esset potestas clauium, nec attingeret ligamen, quo ligat sacerdos vsque ad animam sicut dicit Chrysosto.	Herigennem opløses også det argument, han har taget fra kapitlet 'Quod autem' fra 'Om boden og tilgivelsen', hvor det siges, at eftergivelserne kun gælder for dem, som er blevet pålagt af deres egen dommere, eftersom ingen kan bindes eller løses af andre end af sin egen dommer, fordi Martin på sin måde forstår kun om straffen, det vil sige den kanoniske, i hvilken han alene vil, at paven kan binde og løse, men hvis det var sandt, ville det ikke give nogen særlig stor magt til nøglerne, og heller ikke havet noget med det bånd at gøre, hvormed præsten binder lige til sjælen, sådan som Chrysostomus siger.
³² Nec in potestate per nouam legem sacerdotibus tradita esset factum possibile, quod prius erat impossibile, puta quod homo remitteret peccata, sicut dicit Am. Nec plus posset sacerdos euangelicus ligare vel soluere, quam quiuis legislator, qui potest lege et precepto modum satisfactionis imponere offendentibus, et impositum tollere, contra id quod dicit Chrysostomus.	Og heller ikke bliver der med den myndighed, der overleveres til præsterne gennem den nye lov gjort noget muligt, som før var umuligt, nemlig at et menneske kan tilgive synder, sådan som Ambrosius siger. Og heller ikke kan den evangeliske præst binde eller løse mere, end en lovgiver, som ved lov og bud kan pålægge overtræderne en fyldestgørende måde, og kan ophæve det pålagte, imod det som Chrysostomus siger.
³³ Et ad probandum per scripturas non requiri aliquam satisfactionem pro peccatis, inducit textum euangelij, vbi Ioannes dixit. Paenitentiam agite, (Luk 3,8) et iterum facite ergo fructus dignos paenitentiae, vbi vult quod Ioannes nihil iniunxerit pro paenitentia, nisi praecepta dei communia, vbi suo consueto modo arguendi per locum scilicet ab auctoritate negatiue argumentatur. (res02#35)	Og for at bevise ved hjælp af skriften, at der ikke kræves nogen fyldestgørelse for synder, indfører han evangeliets tekst, hvor Johannes siger: Gør bod! og atter: Bær frugt, der er boden værdig! Og det udlægger han sådan, at Johannes ikke pålagde nogen [fyldestgørelse] for boden, ikke andet end de almindelige Guds bud, men her argumenterer han efter sin sædvanlige argumentationsmåde ud fra stedet, det vil sige, ud fra den negative autoritet.
³⁴ Non est ibi scriptum aut Ioannes hoc non dixit, ergo non est ita in quo debuerat attendere, quod subdit euangelista, et alia multa exhortans euangelizabat populo. (Luk 3,18) Vbi aperte demonstrat se multa omisisse eorum quae docuit Ioannes, alias si velis quod illa absolute sufficiant dicere debebis milites, et publicanos extorta per concussionem non teneri restituere, quia de restitutione facienda, ibi non videtur locutus Ioannes.	Her står det ikke skrevet eller Johannes har ikke sagt det, ergo er det ikke således. Men her burde han lægge mærke til, at evangelisten tilføjer: og meget andet formanede han folket til, da han forkyndte evangeliet for det. Her viser han jo klart, at han har udeladt meget af det, Johannes lærte, eller måtte man jo udlægge det sådan, at det i absolut forstand var nok at sige, at soldater og toldere ikke skulle holdes fast på at erstatte skaderne ved deres mishandling, fordi han her ikke ses at have omtalt det at give erstatning.
³⁵ Sed nemo sanus dicit, quod qui sua distribui misericorditer monet, aliena non iubeat restitui, praecipue cum lex vetus nondum esset abrogata, quae furem condemnat in quadruplum, (2 Mos 22,7) et res inuentas retineri ab inuentore non sinit.	Men ingen ved sin fornufts fulde brug vil da sige, at den, der formaner til barmhjertigt at uddele af ens ejendele, ikke skulle befale at erstatte en andens gods, især fordi den gamle lov aldrig er ophævet, den, som fordømmer tyven til at yde firdobbelt erstatning og ikke undlader at kræve de fundne sager tilbageleveret fra ham, de er fundet hos.
³⁶ Quid quod Ioannes satis expresse plus exigit a paenitentibus, quam obseruationem communium mandatorum dum signanter dicit. Facite ergo fructus dignos paenitentiae (Luk 3,8) vnde Gregorius homilia .xx. super euangelia, hoc Ioannis verbum tractans dicit. In quibus verbis (422) notandum est, quod amicus sponsi non solum fructus paenitentiae sed dignos fructus paenitentiae admonet esse faciendos.	Hvad med det, at Johannes udtrykkeligt kræver mere af de bodgørende end overholdelse af de almindelige bud, når han fremhævende siger: Bær altså frugter, der er boden værdig. Derudfra behandler Gregor i den tyvende homili over evangelierne dette Johannes-ord, idet han siger: I disse ord skal man lægge mærke til, at brudgommens ven ikke blot formaner til at bære bodens frugt, men til at bære frugter, der er boden værdige.
³⁷ Aliud namque est fructum facere. Aliud dignum paenitentiae fructum facere. Vt enim secundum paenitentiae dignos fructus loquamur, sciendum est, quod quisquis illicita nulla commisit, huic iure conceditur, vt licitis vtatur, sicque pietatis opera faciat, vt tamen si voluerit ea, quae mundi sunt non relinquat.	For én ting er at bære frugt. Noget andet er at bære frugt, der er boden værdig. For når vi taler om bodens værdige frugter, så bør man vide, at ingen må begå noget ulovligt, det tillades ham med rette, at han bruger de lovlige (frugter?), og således gør fromhedens gerninger, skønt han dog ikke vil forlade det, der hører verden til.
³⁸ At si quis in fornicationis culpam, vel fortasse quod est grauius in adulterium lapsus est, tanto a se licita debet abscindere, quanto se meminit et illicita perpetrasse.	Men hvis nogen er faldet i horeriets brøde eller måske i det, der er værre: i ægteskabsbrud, så bør han i lige så høj grad have fjernet de lovlige ting fra sig, som han husker dem og har udført de ulovlige ting.
³⁹ Neque enim par fructus boni operis esse debet eius qui minus et eius qui amplius deliquit, aut eius qui nullis et eius qui in quibusdam facinoribus occidit, et eius qui in multis est lapsus.	For det bør ikke være sådan, at den gode gernings frugt er lige hos den, der har haft en mindre overtrædelse, og hos den, der har haft en større, eller hos den, der ikke har begået nogen misgerning, og hos den, der har begået nogen misgerning, og hos den, der er faldet i mange misgerninger.
⁴⁰ Per hoc ergo quod dicitur. Facite dignos fructus paenitentiae vniuscuiusque conscientia conuenitur, vt tanto maiora acquitat bonorum operum lucra per paenitentiam, quanto maiora sibi intulit damna per culpam. Haec ille.	Og altså derfor: når det hedder: Bær frugt, som er boden værdig, så stemmer det overens med enhvers samvittighed, at man opnår des større vinding af gode gerninger gennem boden, jo større fordømmelse man har påtaget sig gennem brøden. Såvidt Gregor.
⁴¹ Item Leo papa epistola .lxx. iiij. capitulis explicat paenitentem abstinere debere ab his quae alijs licita sunt.	Ligeledes forklare pave Leo i det 50. brev, fjerde kapitel, at den, der gør bod, bør afholde sig fra ting, der er tilladt for andre.
⁴² Item quod deus a paenitente plus requirat quam communium praeceptorum obseruantiam testis est Am. lib. ij. de paenitentia ca. x. Cotidiani nos debet paenitere peccati, sed haec delictorum leuiorum, illa grauiorum.	Ligeledes er Ambrosius et vidne om, at Gud kræver mere af de bodgørende end overholdelsen af de almindelige bud. I bog 2 om boden kap 10 siger han: Hver dag bør vi gøre bod for synden, men nogle overtrædelser er lettere, andre er mere alvorlige.
⁴³ Facilius autem inueni, qui innocentiam seruauerunt quam qui congrue egerint paenitentiam, an quisque illam paenitentiam putat vbi acquirende ambitio dignitatis, vbi vini effusio, vbi ipsius copulae coniugalis vsus.	Det kan de mennesker lettere indse, som tjener uskyldigheden, end de, der nøje gør bod, om enhver mener den bod, hvor man vil opnå værdighedens anseelse igen, den, hvor man vil opnå at kunne drikke vin igen, den, hvor man igen vil kunne favne sin hustru.
⁴⁴ Renunciandum saeculo est, somno ipsi minus indulgendum, quam natura postulat, interpellandus est gemitibus, interrumpendus est suspirijs, se questrandus orationibus, vtuendum ita vt vitali huic moriamur vsui, seipsum sibi homo abneget et totus mutetur.	Når man giver afkald på afkom, når man tillader sig selv at få mindre søvn, end naturen kræver, når man bønfalder med sukke, når man afbrydes af støn, når man klager sig med bønner, når man gør brug af disse ting i den grad, at man ved denne brug dør bort fra livskraften, så fornægter mennesket sig selv og forandres totalt.
⁴⁵ Item Aug. epistola .liiij. loquens de relapso post reconciliationem explicat fructus dignos paenitentiae dicens in persona peccatoris. Si me ab hac nequicia reuocatis, dicite vtrum mihi aliquid prosit ad vitam futuram, si in ista vita ille cebrosissime voluptatis blandimenta contempsero, si libidinum incitamenta frenauero, si ad castigandum corpus meum multa mihi (423) etiam licita et concessa subtraxero, si me paenitendo vehementius quam prius excruciauero, si miserabilius ingemuero, si fleuero vberius, si vixero melius, si pauperes sustentauero largius si charitate (quae operit multitudinem peccatorum (1 Pet 4,8)) flagrauero ardentius. Haec ille.	Ligeledes taler Augustin i sit 54. brev om dem, der atter er faldet efter forsoningen, og forklarer, hvad bodens værdige frugter er, idet han lader synderen tale: Hvis I kalder mig tilbage fra denne uduelighed, så sig, hvordan noget kan gavne mig til det fremtidige liv, hvis jeg i dette liv skal foragte disse lystens behageligheder, hvis jeg skal tæmme vellystens tilskyndelser, hvis jeg ved at tugte mit legeme skal trække mig tilbage fra mange ting, der både er tilladt mig og indrømmet mig, hvis jeg, når jeg gør bod, skal martre mig selv stærkere end før, hvis jeg skal sukke mere elendigt, hvis jeg skal græde i større overflod, hvis jeg skal leve bedre, hvis jeg skal give almisse til de fattige i større grad, hvis jeg af kærlighed (som skjuler en mangfoldighed af synder) skal brænde hæftigere. Såvidt Augustin.
⁴⁶ Hic vides quibus operibus exui debeat vetustas et deleri peccatum, et quod quaedam debeat facere qui peccauit ad quae non obligatur innocens.	Her ser du med hvilke gerninger man bør opgive det gamle og tilintetgøre synden, og her ser du, at den, der har syndet, bør gøre nogle gerninger, som den uskyldige ikke er forpligtet på.
⁴⁷ Nec ad istud allegantur humanae constitutiones, sed naturalis et diuini iuris est, quo modus praescribitur errata precedentia emendandi.	Og de menneskelige bestemmelser hentyder ikke til dette, men det er af naturlig og guddommelig ret, hvorved der foreskrives en måde, hvorpå man kan forbedre sig fra de foregående fejl.
⁴⁸ Quis enim negat quin praecepta de contritione, confessione, et satisfactione propria sint lapsorum? et a lapsu se conuertentium, vt Iohelis .ij. Conuertimini ad me in toto corde vestro in ieiunio et fletu et planctu. (Joel 2,12)	Hvem kan nemlig nægte, at buddene om anger, bekendelse og fyldestgørelse kun har med de faldne at gøre? og med dem at gøre, der vender sig bort fra deres fald, som Joel siger det i kap. 2: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage.
⁴⁹ Item de confessione. Dic tu iniquitates tuas prior vt iustificeris. Item qui absconderit scelera sua non poterit iustificari. Et dixi. Confitebor aduersum me etc.(Sl 32,5) et huiusmodi. Similiter respondetur ad verbum Ezechielis. Nam ipse propheta cum catalogum virtutum quas faciens iustus esset enumerasset et posuisset septemdecim .xvi. et .xvij. posuit. In preceptis meis ambulauerit et iustitias meas custodierit vt faciat veritatem, hic iustus est vita viuet, (Ez 18,9) et alibi scribitur.	Ligeledes siges det om bekendelsen: Fremsig dine overtrædelser først, at du kan blive retfærdiggjort. Ligeledes: Den, der ikke kender sine overtrædelser, kan ikke blive retfærdiggjort. Og jeg sagde: Jeg vil bekende overfor mig osv., og den slags skriftord. På lignende måde skal han tage stilling til Ezekiels ord. For denne profet har opregnet i et dydskatalog, hvilke dyder den skal have, der vil være retfærdig, og har opstillet 17 sådanne. Han opstiller dem i kap 16 og 17.: Han skal vandre i mine love og vogte mine bud, så han gør sandhed, dette er en retfærdig, han skal bevare livet. Og et andet sted står der skrevet:
⁵⁰ Maledictus omnis qui non permanserit in omnibus quae scripta sunt in lib. legis. (Gal 3,10) Ex quo apparet impium conuersum debuisse offerre pro peccato suo oblationes et sacrificia quae describuntur in leuitico, lege veteri habente cursum, alias non ambularet in omnibus praeceptis domini et iustificationibus.	Forbandet enhver, som ikke forbliver i alt det, der er skrevet i lovbogen. Heraf fremgår det, at den ugudelige bør vende om og ofre for sin synd ofringer og ofre, som beskrives i 3 Mos, idet den gamle lov har sit løb, ellers vandrede han ikke i alle Herrens bud og anordninger.
⁵¹ Et pariformiter in lege naturae et gartiae [gratiae] placandus est deus operibus et sacrificijs pro tempore congruentibus, et sicut aliter facit iustitiam qui praemia virtutibus reddit, aliter qui supplicia peccantibus.	Og på lignende måde skal man i naturens og nådens lov behage Gud med gerninger og med de til tiden svarende offergaver, og ligesom den øver retfærdighed, der på den ene måde gengælde dyden dens løn, og som på den anden måde går i forbøn for syndere,
⁵² Ita aliter facit iustitiam, qui reddit depositum aut soluit debitum, aliter qui in se punit diuinam offensam. Quid quod ipse Ezechiel illo ipso cap. concludit dicens. Convertimini nec illo contentus addit, et agite paenitentiam ab omnibus iniquitatibus vestris, et non erit vobis in ruinam iniquitas. Proijcita a vobis omnes iniquitates vestras in quibus preuaricati estis et facite vobis cor nouum et spiritum nouum (424) (Ez 18,30f) Hic praecipit agere poenitentiam et facere cor nouum, quo praecepto non ligantur iusti, et non habentes cor vetus.	således øver den retfærdighed, som giver det deponerede tilbage eller tilbagebetaler en gæld, den på endnu en anden måde, som på sig selv straffer det, at han har stødt guddommen. Hvad med det, som Ezechiel siger i dette samme kapitel, hvor han til slut siger: "Omvend jer" og ikke tilfreds med det føjer til: "og gør bod fra jeres onde overtrædelser, så vil overtrædelserne ikke være jer til ødelæggelse. Kast alle jeres overtrædelser bort fra jer, dem, I har gjort, og skab jer et nyt hjerte og en ny ånd.
⁵³ Similiter respondetur ad verbum Michee .v. Indicabo tibi o homo quid sit bonum, et quid dominus quaerat a te vtique facere iudicium, et diligere misericordiam, et sollicitum ambulare com deo tuo. (Mika 6,8) Ipse contextus ostendit illud verbum referendum esse ad tempus ante peccatum, quod non solum lyra dicit, sed et Amb. epistola .xviij. quae est ad Horontianum vbi totum illum prophete locum a ca. v. usque ad. vij. explicat de anima lapsa, quae ad poenitentiam prouocatur, verba Amb. sunt.
⁵⁴ Si qua autem anima infirma, sicut ille secundum carnem israel titubauerit, et ab illa Christi charitate persecutionibus turbata se aliquantulum separauerit, corripitur atque arguitur, quasi infida, quasi ingrata, quasi incredula, quae liberata a vanitatibus seculi, in eas respicidneo reciderit, a qua non munera non taurorum sacrificia, sed tantummodo vt bonum cognosceret, iustitiam faceret postulatum est.
⁵⁵ Renunciatum est inquit tibi homo, quid sit bonum, aut quid dominus exquirit a te, nisi vt facias iudicium et iustitiam, et diligas misericordiam, et paratus sis ire cum domino tuo. Sed quia non seruauit haec illa infirmior anima, ideo dominus ait: heu me, quia factus sum sicut qui colligit stipulam in messe, et sicut facemum in vindemia. Audiens ergo haec propheta in quo loquebatur deus ait, ad illam animam.
⁵⁶ Hic habes hoc verbum debere referri ad tempus ante peccatum. Qui, si etiam referas ad tempos post peccatum, sicut referre videtur Hiero. dicens. Nihil enim dignum est, quod pro peccato possit deo offerri, et nulla humilitas potest maculas eluere delictorum, quia impossibile est sanguinem taurorum et vitulorum et holocausta medullara, et cruorem arietum, et hircorum pingulum animae sordes lauare, et infra. Si mille obtulero arietes, si decem milia hircorum, et totas leuitici victimas spiritualiter intelligens in me exhibuero, eo rem deducit, vt solus sanguis, aut proprius, aut Christi sufficiat abluere peccatum.
⁵⁷ Indicabo tibi o homo, et quia dubitas o popule israel, Imo vniuersum hominum genus, (425) quomodo pro peccatis tuis deumj possis placare, si ned habes victimas quibus tua conpensetur impietas, ego respondebo tibi quid querat deus. Imo iam ante in lege monstraui scriptum est enim in deutero. Et nunc israel, quid dominus deus tuus quaerit a te, nisi vt timeas dominum deum tuum, et ambules in omnibus vijs eius, et diligas eum et seruias domino deo tuo, de toto corde, et de tota anima tua, et custodias mandata domini dei tui, et iustificationes eius, quae ego mando tibi hodie. (5 Mos 10,12) Haec ille.
⁵⁸ Hic habes quod Hierony. pro eodem habet verbum Michee Indicabo tibi etc. et verbum deutero, vt quod in propheta dicitur facere iudicium, et iustitiam in lege habetur. Custodias mandata et iustificationes, in quibus sunt victimae et oblationes, quae praecipiuntur offeri pro peccatis, ad quae mandata facienda non obligantur, nisi qui peccaverunt, et pro peccato satisfacere tenentur.
⁵⁹ c
⁶⁰ c

⁶¹ c
⁶² c
⁶³ c
⁶⁴ c
⁶⁵ c
⁶⁶ c
⁶⁷ c
⁶⁸ c
⁶⁹ c
⁷⁰ c
⁷¹ c
⁷² c
⁷³ c
⁷⁴ c
⁷⁵ c
⁷⁶ c
⁷⁷ c
⁷⁸ c
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c