Latomus mod Luther 9

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Tilbage til oversigten! Tilbage til latlu08!
Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 390 til side .
1         Quintus articulus Marti. improbat modum examinandi conscientiam contra ca. quem paenitet de paenitentia, d. v. et canonem concilij generalis in ca. Omnis vtriusque sexus, poterat addi et cap. consyderet de paenitentia d. vi. Nam in illis locis habetur quod Omnia peccata sunt confitenda, quod omnes hactenus intellexerunt verum esse, de mortalibus post baptismum commissis, in quo necessaria est conscientiae discussio, et pro priae vitae diligens examinatio, maxime his qui diu perseuerauerunt, in vita peccaminosa.          Martins femte artikel består i, at han modbeviser måden at undersøge samvittigheden på, imod kapitlet 'quem paenitet' i 'Om boden', distinktion 5, og imod et almindeligt koncils bestemmelser i kapitlet 'omnis utriusque sexus', og man kunne også tilføje: imod kapitlet 'consyderet' i 'om boden' distinktion 6. For af disse steder kan man se, at man skal bekende alle synder, hvilket også alle hidtil har forstået var sandt om dødssynderne, der blev begået efter dåben, hvor det er nødvendigt at tage en samvittighedsdiskussion og en undersøgelse af det tidligere liv, især hos dem, som længe har siddet fast i et syndefuldt liv. 
2 Mar. vero dicit, quod hi qui volunt hoc facere frustra laborant, et quod impossibile sit omnia peccata mortalia cognoscere, et multo minus confiteri. Item quod in illis canonibus dicitur de illis circunstantijs confitendis, et inquirendis Marti. improbat, non solum in alijs, sed etiam in responsione ad condemnationem vbi sic dicit. Si iste canon omnium peccatorum simpliciter exigeret confessionem damnandus esset, vt impius et perniciosissimus.  Men Martin siger, at de, der vil gøre det, anstrenger sig forgæves, og at det er umuligt at erkende alle dødssynder og meget mindre at bekende dem. Fremdeles: Når der i disse kanonner tales om at bekende og efterspore disse omstændigheder, finder Martin det forkert, ikke blot i andre skrifter, men også i svaret på hans fordømmelse, hvor han siger således: 'Hvis denne kanon simpelthen opfordrede til, at man skulle bekende alle sine synder, ville den være fordømmelig, som ufrom og højst skadelig. 
3 Nam inde nati sunt libelli isti, de modo confitendi, vbi peccata in matres, filias, sorores, neptes, et nepotes, infinitasque alias species distincta sunt, nulla alia cura, nisi vt nullum peccatum omitteretur in confessione. Item in ratione confitendi ca. ix. dicit. Addiderunt ijs malis quidem circunstantiarum molestissimum negocium, nec releuat, si dicatur quod illa ca. in decretis et iiij. sententiarum sumpta sint ex lib. quodam apocrypho, de vera et falsa paenitentia qui Aug. falso intitulatur. For deraf opstår de bøger, der handler om måden at bekende på, hvor synderne bliver opdelt i synder mod mødre, døtre, søstre, børnebørn og utallige andre arter, uden at man har anden tanke med det, end at man ikke skal udelukke nogen synd i sin bekendelse'. Fremdeles siger han i begrundelsen for at bekende, kap 9: 'De tilføjer til disse dårlige begrundelser en højst ødelæggende gennemgang af omstændighederne, men den afslører ikke, om det siges, fordi disse kapitler i dekreterne og i den fjerde bog af sentenserne er taget fra en vis apokryf bog: 'om den sande og den falske bod', som forkert tillægges Augustin'. 
4 Nam dato quod lib. non sit Aug. et quod quo ad auctorem sit apocryphus, tamen doctrina lib. non est apocrypha, sed certa, et non solum communi consensu, et vsu ecclesiae qui in positiuis vim legis habet, sed etiam per concilia generalia, et pontifices eadem doctrina (391) roborata est, vt expresse habetur de circunstantijs et numero peccatorum in ca. Omnes vtriusque sexus.  For under forudsætning af, at bogen ikke er af Augustin, og at den, hvad forfatteren angår, er apokryf, så er bogens lære dog ikke apokryf, men sikker, og denne lære er ikke blot bekræftet ved almindelig enighed og ved kirkens brug, som regnes med til den positive lovs kraft, men også ved almindelige konciler og ved paver, som det udtrykkeligt står om omstændighederne og antallet af synder i kapitlet 'Omnes utriusque sexus'. 
5 Item de circunstantijs in ca. Deus qui ecclesiam eodam titulo, et ca. sicut dignum de homicidio, et ita licet illa capitula inquantum sunt allegata per gratianum, vel magistrum sententiarum, nihil plus habeant auctoritatis quam originalia, vnde sumpta sunt, tamen vt incorporata canonibus secundum quos, et in scholis, et in iudicijs a pontifice nos regulare iubemur authentica sunt.  Fremdeles om omstændighederne i kapitlet 'Deus qui ecclesiam eodam titulo', og i kapitlet 'sicut dignum de homicidio', og således har disse kapitler, selv om de er gengivet hos Gratian eller hos Sentensmagisteren, ikke mere autoritet end den original, hvorfra de er taget, dog at de kapitler er autentiske, som er indbygget i de kanonner, som vi har pavelig befaling til at rette os efter både på universiteterne og ved domstolene.
6 Praeterea si omnes lib. reiecturi sumus, quorum auctores ignorantur restat vt bonam bibliae partem resecemus, nihilominus propter calumniatores quantum potui curaui, et curabo vt certos auctores allegem, et M. qui aliquoties dicit se audire papam, sed in canonibus loquentem non debuit reijcere in materia confessionis circunstantias quas papa diligenter consyderandas, et inquirendas esse canonibus praecipit, alias quale potest esse iudicium non consyderatis negocij circunstantijs.  Forøvrigt, hvis vi skulle forkaste alle de bøger, hvis forfattere vi ikke kendte, skulle vi vel også skære en god del af bibelen bort, ikke desto mindre har jeg på grund af foragterne, så godt jeg formåede, sørget for, og vil også fremover sørge for at citere sikre forfattere, og Martin, som nogle steder siger, at han vil adlyde paven, men ikke burde forkaste ham, når han taler i kanonnerne om omstændighederne for bekendelsen; dem har paven foreskrevet, at vi omhyggelige skulle overveje og ved hjælp af kanonnerne undersøge, hvilken bedømmelse der ellers kan være, når man ikke tager hensyn til omstændighedernes situation. 
7 Mens ergo canonis est quod vnusquisque omnia sua mortalia ad minus in pascha confiteatur, quae facta diligenti, et matura recollectione in mentem venire possunt, qua facta, si aliquod peccatum lateat non impeditur confessionis aut absolutionis fructus. Quis vero sit modus recolligendi se ad memoriam peccatorum, non potest vna generali regula tradi propter, varietatem personarum et negociorum, in quo credendum est expertis et prudentibus confessoribus.  Altså meningen med kanonnerne er, at enhver skal bekende alle sine dødssynder i det mindste til påske, hvilket kan gøres omhyggeligt og med en moden erindring i sindet, og når bare det gøres, så forhindres frugten af bekendelsen eller afløsningen ikke, hvis én og anden synd er skjult. Men på hvilken måde man skal samle sammen af erindringer om sine synder, kan der ikke gives nogen generel regel om på grund forskellene i personer og omstændigheder, hvorved man bør tro på de uddannede og kloge skriftefædre. (?)
8         Vnum ex motiuis et principale quibus Mar. asserit omnia mortalia non debere confiteri est, quia omne quod facimus est peccatum etiam mortale, et damnabile si deus per rigorem iudicet, et non misericordia ignoscente ignoscat, quod fundamentum, quia falsum esse monstratum est sufficienter circa primum articulum, non opus est denuo improbare.          Én af hensigterne og vel den vigtigste med, at Martin forsikrer, at ikke alle dødssynder kan bekendes, er, at alt, hvad vi gør, er synd, endog dødssynd, og fordømmeligt, hvis Gud skulle dømme strengt og ikke tilgav ud fra sin tilgivende barmhjertighed. Dette fundament, som jeg  tilstrækkeligt har påvist er forkert under den første artikel, er der ingen grund til påny at tilbagevise. 
9 Eiusdem ponderis est quod dicit de ratione confitendi capi. viij. quoniam hoc est mortalium mortalissimum non credere se esse damnabili et mortali peccato obnoxium coram deo, ad quam insaniam isti theologi hac regula sua nituntur data opera et perditissime trahere hominum conscientias, dum docent venialia esse distincta a mortalibus suo scilicet more. Et (392) addit ab Aug. Cypri. et alijs patribus non peccata mortalia, sed criminalia id est ea quae accusari et conuinci poterant ligata, et soluta fuisse, et sic exponit decretum. Omnia peccata, id est omnia crimina, vt de quibus vel alij vel ipsius conscientia eum accusant. Conscientia inquam recta non ex traditionibus hominum cauterisata et pessime informata, sed ex diuinis mandatis erudita, haec Mar.  Af samme vægt er det, han siger i grunden til at bekende, kap 8, at det er den mest dødelige af alle dødssynder ikke at tro, at man overfor Gud er skyldig i en fordømmelig dødssynd. Disse teologer støtter sig efter deres regel til dette vanvid, at når der findes gerninger, bliver menneskenes samvittighed draget ind imod fortabelsen, idet de lærer, at tilgivelige synder er forskellige fra dødssynder, nemlig efter deres skik. Og han føjer til citater fra Augustin, Cyprian og andre fædre, at ikke dødssynder, men forbrydelser er det, som de anklagede og overbeviste kan bindes på og blive løst fra, og således forklarer han dekretet. Enhver synd, det vil sige enhver forbrydelse, ligesom enten andres eller hans egen samvittighed anklager ham derom. Jeg siger, den rette samvittighed, ikke den, der er forsigtiggjort af menneskers traditioner og dårlige oplyst, men den der er uddannet af de guddommelige bud. Såvidt Martin. 
10          Hic primum consydera an non sit accusatione dignum, quod est morte aeterna dignum? Nam longe grauius est damnari non quodcunque, sed ad mortem, non quamcunque mortem, sed aeternam, nec a quocunque iudice, sed iustissimo et clementissimo, quam accusari posse, vel accusatione dignum esse.           Overvej først, om det ikke er en værdi anklage, som er den evige død værdig? For det er langt alvorligere at blive fordømt, ikke til hvadsomhelst, men til døden, ikke til en hvilkensomhelst død, men til den evige død, ikke af en hvilkensomhelst dommer, men af den mest retfærdige og mildeste, det er det værste, man kan anklages for, eller det er anklagen værdig (?). 
11 Vnde sequi videtur omnia opera nostra esse criminalia si sunt mortalia et damnabilia vt nulla sit M. distinctio inter mortale et criminale quin potius si secundum leges hominum loquendum est non quaecunque crimina sunt mortalia vt sit crimen mortale, grauissimum crimen, quod morte puniendum sit.  Hvoraf synes at følge, at alle vore gerninger er forbryderiske, hvis de er dødssynder og fordømmelige, eftersom der for Martin ikke er noget skel mellem dødssynder og kriminelle synder, eller snarere, hvis man skal tale ifølge menneskers love, at ingen forbrydelser er til døden, som en dødsforbrydelse er, denne højst alvorlige forbrydelse, der bør straffes med døden. 
12 Attende .ij. decretum concilij in ca. Omnis vtriusque sexus fieri multo grauius et importabilius hac interpretatione. Ex ea enim sequitur, quod omnia omnino peccata sint confitenda, qua nullum est peccatum, de quo si cognoscatur recta conscientia non arguat peccatum et accuset, et omne peccatum sacris literis prohibetur iuxta Aug. dicentem. Nihil peccatum erit, si diuinitus non iubeatur vt non sit, et sic verbum ociosum, mendacium iocosum, et alia venialia comprehendentur sub statuto concilij generalis.  Læg mærke til, at det andet koncildekret i kapitlet 'Omnis utriusque sexus' bliver meget alvorligere og mere ubærlig ved denne fortolkning. Af dette følger nemlig, at al synd overhovedet skal bekendes, hvorved der ikke er nogen synd, om hvilken han ikke, hvis han erkender den med en ret samvittighed, overbeviser den om synd og anklager den derfor, og al synd for den hellige skrift forbydes ifølge Augustin, der siger: 'Der ville ikke være nogen synd, hvis ikke guddommen havde befalet, at den ikke måtte være', og således skal et unyttigt ord, en løgn for sjov, og andre tilgivelige synder forstår under det almindelige koncils statutter. 
13Vides quid sequatur cum reliunquuntur vie regie, et transgrediuntur limites, quos posuerunt patres, et quod multis mendacijs opus est ad vnum mendacium contegendum. Est igitur crimen idem quod mortale peccatum, et omne mortale peccatum est crimen, cur omne mortale peccatum sit accusatione et damnatione dignum.  Her ser du, hvad der følger, hvis man forlader kongevejen, og overskrider de grænser, som fædrene har sat, og ligeledes ser du, at man skal bruge mange løgne til at dække over en løgn. Altså, en forbrydelse er det samme som en dødssynd, og al dødssynd er forbrydelse, hvorfor al dødssynd er værdig til anklage og fordømmelse. 
14 Crimen enim secundum Aug., super Ioannem tractu .xli. est peccatum graue accussatione et damnatione dignissimum. Non sicut Mar. dicit quod accusari et conuinci potest. Multa enim sunt crimina occulta, quae ob defectum probationum conuinci nequeant, sed pro quo accusatus et conuictus damnari potest (393) id est humanis legibus puniri, quando ad factum vsque deducitur quia de cogitationibus, quae suis terminis continentur humane leges non iudicant, deus autem intuetur cor, et voluntate, etiam sine opere offenditur, apud quem voluntas adulterij pro adulterio, et homicidij pro homicidio punitur.  For en forbrydelse er ifølge Augustin i traktaten over Johannes, kap. 41, en alvorlig synd, der fortjener anklage og fordømmelse. Og det er ikke sådan, at Martin siger, at man kan anklages og overbevises. For der er mange skjulte forbrydelser, som man på grund af mangel på bevis ikke kan overbevises om, men for hvilken man, når man er anklaget og overbevise, kan fordømmes, det vil sige, man kan straffes efter de menneskelige love, når det kan gennemføres for gerningens vedkommende, for om tankerne dømmer de menneskelige love ikke, når de skal holde sig indenfor deres grænser, men Gud ser på hjertet, og forurettes ved viljen, også når den er uden gerning. Hos ham straffes viljen til hor på lige fod med hor, og viljen til drab på lige fod med drab.
15 vnde Ioannes in canonica sua. Qui odit fratrem suum, homicida est, vbi Augusti. Adhuc ambulat, et homicidij reus teneris. Idem dicit August. de voluntate adulterij, et quod ista crimina et mortalia peccata idem sint apparet per hoc quod dicit Augu. in loco allegato. Prima libertas est carere criminibus Anima enim subiecta mortali peccato non solum non est libera, sed neque viua.  Derfor siger Johannes i sin kanon: 'Den, der hader sin broder, er en manddræber', hvor Augustin siger: 'Han går stadig frit omkring, og du regner ham for skyldig i manddrab'. Det samme siger Augustin om viljen tl hor, og at denne forbrydelse og en dødssynd er det samme, fremgår af det, som Augustin siger på det citerede sted. 'Den første frihed er at undgå forbrydelser. For den sjæl, der er underkastet dødssynd, er ikke blot ikke fri, men den lever heller ikke. 
16 Anima enim quae peccauerit ipsa morietur, et os quod mentitur occidit animam. Et quacunque hora comederis morte morieris. Ex quibus apparet peccatum dici mortale quod animae vitam aufert, et mortem affert, quod non sit nisi peccatum tale sit vt auferat charitatem, concordat Gregori. lib. xxi. moralium capitu. ix. For den sjæl, der har syndet, dør selv, og den mund, der lyder, slår sjælen ihjel. Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø. Heraf følger, at den synd kan siges at være en dødssynd, som fjerner livet fra sjælen og påfører den døden, hvilket ikke kunne være tilfældet, hvis ikke synden var af en sådan art, at den fjernede kærligheden', og det er helt i overensstemmelse med Gregor, i den 21. bog af moralierne, kap. 9. 
17 Hoc inter peccatum distat, et crimen quod omne crimen peccatum est, non tamen omne peccatum crimen est, et in hac vita multi sine crimine, nullus vero esse sine peccatis valet, et infra in qua videlicet peccatorum et criminum distinctione pensandum est, quia non nulla peccata animam polluunt, quam crimina extingunt. Ex quo pater apud Gregorium, crimen vocari peccatum quod animae vitam aufert.  Her skelner han mellem synd og forbrydelse, og siger, at al forbrydelse er synd, men ikke al synd forbrydelse, og i dette liv er der mange, der er uden forbrydelse, men ingen, der kan gælde for at være uden synd, og senere: Men det skal man nemlig lægge vægt på, når man skelner mellem synder og forbrydelser, at synden forurener sjælen ikke så lidt, men forbrydelsen udrydder den. Ud fra det hævder pateren hos Gregor, at forbrydelse må kaldes en synd, der fjerner sjælens liv. 
18          Et mirum est M. ita stomachari in theologos qui conantus distinguere mortalia a venialibus cum eadem sit difficultas secundum eum distinguendi criminalia a non criminalibus et Aug. multis locis conetur distinguere peccata iustorum, et quae iustitiam non adimunt ab alijs. vt. i. de ci. dei ca. ix. et eiusdem lib. xxi. et in enchiridio ca. xxij.           Og det er mærkeligt, at Martin er så mavesur på de teologer, der prøver at skelne mellem dødssynder og tilgivelige synder, når der dog er den samme vanskelighed, ifølge ham, med at skelne mellem forbryderiske og ikke-forbryderiske synder, og Augustin mange steder forsøger at skelne mellem de retfærdige synder og de, som ikke tiltræder retfærdigheden fra andre, som i 'om Guds stad', 1. bog kap. 9 og 21 og i enchiridion kap. 22. 
19 Item ca. lxiiij. lxv. lxvi. et lxvij. in li. de spiritu et littera ca. vl. lib. de perfectione iustitiae in fine super Ioannem multis locis signanter tractu allegato. xli. Vt quid enim tam sanctus, et sapiens tanto labore id conatur si non est vtile internoscere veniale a mortali? ac si diceres non esse vtile, vt medicus discernat morbum letalem a non letali.  Ligeledes i kapitlerne 64, 65, 66 og 67. I 'om ånd og bogstav' kap. 45.  I 'om retfærdighedens fuldkommelse' det sidste kapitel. I 'over Johannes' mange steder, især i den citerede traktat kap 41. For hvorfor skulle en så hellig og så vis mand med så stort arbejde forsøge at skelne, hvis det ikke er nyttigt at skelne de tilgivelige synder fra dødssynderne? Men du vil måske sige, at det ikke er nyttigt, at lægen skelner mellem en dødelig sygdom og én, der ikke er dødelig. 
20         Et cum M. dicit ideo duplicisis confitendi modus instructus (394) Vno, quod sacerdoti omnia manifeste mortalia confitearis, quamquam difficile sit discerni mortalia a venialibus, nisi sit in opere manifesto aut euidenti consensu cordis, dissentit a seipso in libello de ratione confitendi, vbi vult mortalia distincta esse a criminalibus, vt supra dictum est. Item dissentit a seipso conclusione. vij. vbi dicit. Nulli prorsus remittit deus culpam quin simul subijciat eum in omnibus humiliatum sacerdoti suo vicario. (95TES#7).            Og når Martin derfor siger, at der er fastsat to måder at bekende på, én, hvor du overfor præsten udtrykkelig bekender alle dødssynder, hvor vanskeligt det end er at skelne mellem dødssynderne og de tilgivelige synder, hvis det ikke er i en åbenbar handling eller mer hjertets klare samtykke, så afviger han fra sig selv i bogen om begrundelsen for at bekende, hvor han vil, at dødssynderne skal afskilles fra de kriminelle synder, som ovenfor sagt. Ligeledes afviger han fra sig selv i tese 7, hvor han siger: 'Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting'. 
21 Quam conclusionem dicit se asserere, nec egere probatione, vbi dicit deum non remittere culpam, et non dicit crimen aut mortale peccatum. Item quid dicimus de crimine admisso per ignorantiam, an non erit confitendum, quia confitens ignorat se peccasse? quid de haeresi quae numeratur inter manifesta opera carnis, an non tenebitur haereticus confiteri haeresim suam?  Denne tese siger han, at han holder fast ved, og at den ikke behøver bevis, dèr hvor han siger, at Gud ikke tilgiver skylden, og ikke siger forbrydelsen eller dødssynden. Fremdelse: Hvad skal vi sige om den forbrydelse, der er indrømmet af uvidenhed, om den ikke skal bekendes, fordi den, der bekender, er uvidende om at have syndet? Hvad skal vi sige om kætteriet, som opregnes blandt de håndgribelige kødets gerninger, om ikke kætteren skal holdes fast på at bekende sit kætteri? 
22 Item qui dubitat, an peccauerit mortaliter, an non, et an consensus ad illicitum sit mortalis, vel perfectus, et plenus an non? nonne tutius erit confiteri? et quis secundum Mar. assecurabit paenitentem de remissione? et nonne in tali casu non confitens amat periculum contra illud ecclesiastici. iij. Qui amat periculum peribit in illo. (Sir 3,27).  Videre: Hvem er i tvivl om, hvorvidt han har syndet dødeligt eller ej, eller om, hvorvidt det at være enig med det utilladelige er dødeligt, perfekt, fuldt, eller ej? Og hvem vil ifølge Martin kunne forsikre den bodgørende om tilgivelsen? Og mon ikke i et sådant tilfælde den bodgørende elsker faren, imod det, som Jesu Sirak siger: 'Den, der elsker faren, forgår i den'.
23 Et pro pleniori intellectu materiae notandum est quod duplex est paenitentia. Vna sacramentalis altere non sacramentalis. Non sacramentalis, vt quae precedit baptismum in adultis secundum quod Augu. dicit. Quisquis suae voluntatis est arbiter non potest inchoare nouam vitam nisi eum paeniteat vitae veteris. Item paenitentia venialium quae durat per totam vitam. Has duas species ponit Aug. lib. de paeni. et est v. sermo in lib. l. hominiarum, quem et venerabilis Beda citat vt Aug.  Og for at man kan få en fyldigere forståelse af sagen, må man notere sig, at boden er en dobbelt. Den ene er sakramental, den anden ikke sakramental. Den ikke sakramentale er fx den, der går forud for dåb af voksne, ifølge det, Augustin siger: Enhver er herre over sin vilje og kan ikke påbegynde et nyt liv, medmindre han gør bod for det gamle liv. Ligeledes: boden for de tilgivelige synder varer hele livet. Disse to slags bod fremstiller Augustin i bogen om boden og de forefindes i den 5. prædiken i bog 1 af prædikensamlingerne, som også den ærværdige Beda citerer som Augustins. 
24 Altera est paenitentia sacramentalis, et ista apud veteres adhuc est triplex Secreta, publica, et solemnis. De solemni habes apud Amb. lib. ij. de paenitentia, et apud Aug. in epistola ad Macedonium, et ista regulariter non fiebat nisi semel, et pro enormibus et magnis criminibus etiam si crimina repeterentur non negabatur quidem paenitentia, sed solemnis tantum. vnde August. quamuis caute salubriterque prouisum sit, vt locus illius humillimae paenitentiae semel in ecclesia concedatur, ne medicina vilis minus vtilis esset egrotis, quae tanto magis salubris (395) est quanto minus contemptibilis fuerit, quis tamen audeat dicere deo. Den anden slags bod er den sakramentale, og den er hos de gamle delt i tre dele: Den skjulte, den offentlige, og den højtidelige. Om den årlige bod har du noget hos Ambrosius i 2. bog om boden, og hos Augustin i brevet til Macedonius, og den fandt som regel kun sted én gang, og blev givet for enorme og store forbrydelser, også hvis forbrydelserne gentoges, blev der ikke nægtet bod, men kun den højtidelige. Derfor siger også Augustin: Skønt der gås frem forsigtigt og frelsebringende, så denne meget ydmygende bod kun tilstås én gang i kirken, at ikke medicinen skal blive billig og mindre gavnlig for den syge, 
25 cQuare huic homini parcis etc. Altera est paenitentia publica quando crimen est publicumvel visum fuerat sacerdoti esse publicandum pro salute paenitentis et deificatione populi. vnde Augu. loco allegato. Iudicet ergo seipsum homo in istis voluntate dum potest et mores conuertat in melius. Ne cum iam non poterit etiam praeter voluntatem a domino iudicetur, et cum in se protulerit seuerissime medicine sententiam, veniat ad antistites per quos illi in ecclesia claues ministrantur, et tanquam bonus incipiens iam esse filius matemorum membrorum ordine custodito a praepositis sacramentorum accipiat satisfactionis sue modum, et infra. 
26 cAtque expedire vtilitati ecclesiae videtur antistiti in notitia multorum vel etiam totius plebis agere paenitentiam non resistat non letalie et mortifere plagae per pudorem addat tumorem. 
27 c
28 c
29 c
30 c
31 c
32 c
33 c
34 c
35 c
36 c
37 c
38 c
39 c
40 c
41 c
42 c
43 c
44 c
45 c
46 c
47 c
48 c
49 c
50 c
51 c
52 c
53 c
54 c
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c
61 c
62 c
63 c
64 c
65 c
66 c
67 c
68 c
69 c
70 c
71 c
72 c
73 c
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c