Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 373 til side 390.
| 1 CIRCA MATERIAM sacramenti paenitentiae quae plures articulos comprehendit sumptos ex diuersis M. opusculis, sic procedam. Primo tractabo sermonem eius de paenitentia, atque eundem seruabo ordinem. Primum de contritione, deinde de confessione, tertio de satisfactione, vt facilius appareat quod veritatis vel falsitatis contineant articuli notati. | Angående hans behandling af bodssakramentet, som indeholder mange artikler, taget fra forskellige af Martins værker, vil jeg gå således frem: Først vil jeg behandle hans prædiken om boden, og den vil jeg fremlægge i følgende orden. Først om angeren, dernæst om bekendelsen, og for det tredie om fyldestgørelsen, så det lettere kan vises, hvad de anførte artikler indeholder af sandt eller falsk. |
| 2 Accipio igitur pro fundamento dictu Au. xiiij. de ci. dei ca. vl. Fecerunt ciuitates duas amores duo. Terrenam scilicet amor sui vsque ad contemptum dei. Caelestem vero amor dei, usque ad contemptum sui. Ex quo fundamento habent, quod nimius et inordinatae sui amor causa est auersionis et recessus animae a deo suo. | Jeg tager da som mit fundament Augustins ord i Om Guds stad, 14. bog kap 45 (28). 'De to slags kærlighedr frembringer to slags stæder. Kærligheden til sig selv lige til foragt for Gud frembringer den jordiske stad. Men kærligheden til Gud, lige til foragt for sig selv, frembringer den himmelske stad'. Ud fra dette fundament har de, at den altfor store kærlighed til sig selv, den urigtige kærlighed, er årsag til sjælens bortvendthed og trækken sig tilbage fra sin Gud. |
| 3 Anima enim peccatrix vult in seipsa gloriari, tanquam in se sit suum bonum, quod cum sibi non sufficiat, quia bonum aegenum et fragile est, cogitur consequenter etiam a se migrare ad ea, quae infra sunt corporalia et sensibilia, sicque sit longius a deo recedendo, quod Iob ait. (Job 21,14) | For den syndefulde sjæl vil rose sig af sig selv, som om den har sit gode i sig selv, og når dette gode ikke er nok for den, fordi det er et sygeligt og brøstfældigt gode, overvejer den følgelig selv at drage bort til det legemlige og sanselige, der er under den, og således kommer den længere bort fra Gud, som Job siger. |
| 4 Vt anima tanquam seruus fugiens dominum suum consequatur vmbram. Anima enim deserens deum, id quod vere est deserit, et adhaeret imagini, tandem etiam imagine deserta peruenit vsque ad vmbram, vbi est regio dissimilitudinis et egestatis. | Ligesom sjælen som en slave flygter fra sin herre søger den skyggen. For sjælen, der forlader Gud, forlader det, der er sandt, og holder sig til fantasier, og når den til sidst også forlader fantasierne, når den frem til skyggen, hvor ulighedens og sygdommens egne er. |
| 5 Et sicut in recessu a deo anima primum gradum facit ad se, ac vlterius se deserens progreditur, et fugitiuas sensibilium voluptates persequens longius euagatur, Ita ediuerso cum ad deum anima reuertitur, primum gradum facit ad se, et deinde per se regreditur ad deum, secundum quod monet, per propheta. Redite praeuaricatores ad cor. (Es 46,8) | Og ligesom den sjæl, der trækker sig tilbage fra Gud, i første omgang vender sig imod sig selv og til sidst forlader sig selv og drager videre, flygter hen til sansernes lyster og kommer endnu længere bort, således sker det modsatte, når sjælen vender tilbage til Gud, i første omgang vender den sig mod sig selv, og derefter går den gennem sig selv tilbage til Gud, ifølge det, han formaner gennem profeten: 'I overtrædere, læg jer det på hjerte!' |
| 6 Id quod luculenter significatum est in parabola de filio prodigo. Lucae. xvi. (n6) Is enim primo a patre petijt partem substantiae se contingentem, velut fastidiens paternam pro indiuiso possidere substantiam, et volens in suis bonis naturalibus habere libertatem, et esse sui iuris, quod non poterat esse diuturnum, ideo statim dicit, profectus peregre in regionem longinquam, in quam non solum a deo patre, sed a seipso recessit, et cupiebat ventrem implere de siliques porcorum, nec poterat. | Dette betegnes fortræffeligt med lignelsen om den fortabte søn i Lukas 15,11-32. Han bad nemlig i begyndelsen sin far om at få den del af godset, som tilkom ham, som om han væmmedes ved at besidde det fædrene gods udelt og ville have frihed over sine naturlige goder og være i sin egen ret, hvad han ikke kunne være i længden, derfor sagde han straks, jeg vil drage bort til et fjernt land, hvor han ikke blot kunne trække sig bort fra Gud, sin far, men også fra sig selv, og han ønskede at fylde sin mave med svinebønner, men kunne ikke. |
| 7 Hic notatur recessus animae a deo per peccatum, deinde sequitur ad deum regressus. Tunc ad se reuersus dixit, quanti mercenarij in domo patris mei abundant panibus? ego autem hic fame pereo, surgam et ibo etc. Hic notatur primus gradus animae reuertentis ad deum cum dicitur ad se reuersus. (374) | Her skal man lægge mærke til, hvordan sjælen trækker sig tilbage fra Gud på grund af synden, derefter følger, at han vendte tilbage til Gud. Da siger han, at han vil gå i sig selv, hvormange daglejere i min fars gård har ikke fuldt op af brød? men jeg er ved at dø af sult, jeg vil stå op og drage til min far osv. Her skal man lægge mærke til sjælens første trin i at vende tilbage til Gud, når det siges, at han gik i sig selv. |
| 8 Item hic habes amorem adhuc mercenarium, qui nondum est charitatis sed adhuc cupiditatis, vbi anima peccatrix proprium commodum cogitat, et nondum exuta priuata sui affectione, ac se dicturam proponat. Fac me sicut vnum ex mercenarijs, qui pro mercede seruiunt, ad quos non spectat haereditas, sed in progressu hunc mercenarium affectum relinquit, dum pater accurrens osculatur, iam non dicit quod proposuerat, sed solum pater peccaui in caelum et coram te, iam non sum dignus vocari filius tuus. | Ligeledes har du her den foreløbig daglejeriske kærlighed, som endnu ikke er kærlighed, men stadig er begær, hvor den syndige sjæl stræber efter sin egen behagelighed, og endnu ikke har fået sine følelser udbrændt og fjernet, og har sat sig for at sige: gør mig som én af dine daglejere, som tjener for løn, som arvegodset ikke ser hen til, men under sit fremskridt har han ladt tilbage denne daglejeriske følelse, da faderen løber ham imøde og kysser ham, men han siger endnu ikke, hvad han har sat sig for at sige, men kun: fader, jeg har synder imod himlen og imod dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn. |
| 9 Hic cupiditas charitate superata est, et affectio commodi cessit affectioni iustitiae. Iam attritio facta est contritio, et hoc per osculum paternum, quod licet diuinam significet charitatem, tamen sine praeiudicio melioris sententiae, etiam conuenienter accipi potest reconciliationis sacramentum siue sacramentalis absolutio, vbi annulus spiritussancti signaculum et fides viua redditur, et stola prima id est charitas, et calciamenta id est euangelij predicatio, et Christiana disciplina qua muniuntur affectus, ne post hac terram tangant. | Her er begæret overvundet af kærligheden, og følelsen for behagelighederne aftaget til fordel for følelsen for retfærdigheden. Nu bliver den foreløbige anger til rigtig anger, og dette sker ved faderens kys, hvilket tør betegne den guddommelige kærlighed, dog kan jeg på det punkt blive klogere, det kan også forstås, som det almindeligvis bliver, om forsoningens sakramenter eller den sakramentale absolution, hvor helligåndens udslettende bevidnelse (?), og den levende tro gives, og den første klædning, det vil sige kærligheden, og skoene, det vil sige evangeliets prædiken, og den kristne disciplin, som renser følelserne, så de ikke herefter skal berøre jorden. |
| 10 Sic in domum id est ecclesiam ductus dignus habetur, qui vitulum saginatum commedat, id est eucharistiae sacramentum accipiat. Iste est vnus modus quo peccator ad gratiam reducitur, per viam scilicet amoris, dum attendens suam inopiam et patris abundantiam, ab amore sui per spem de diuina liberalitate conceptam, perducitur ad dei amorem. | Når han således er ført ind i huset, det vil sige, i kirken, regnes han for værdig, han, som spiser fedekalven, det vil sige, modtager nadverens sakramente. Dette er én måde, hvorpå en synder kan føres tilbage til nåden, nemlig gennem kærlighedens vej, idet han bliver klar over sin egen mangel og faderens overflod, vender han sig bort fra kærlighed til sig selv gennem håb om guddommelig mildhed og føres igennem til Guds kærlighed. |
| 11 Et est iste modus primus, et quasi magis naturalis maxime conueniens animo ingenuo. Sed sunt quidem duri qui blandicijs et facillitate non tam emendantur, quam corrumpuntur, de quibus scriptum est. Sola vexatio dabit intellectum auditui. Ideo est alius modus quo anima peccatrix reducitur ad iusticiam per timorem. | Dette er den første måde, og den er på en måde den mest naturlige, og svarer til den oplyste sjæl. Men der er også hårde sjæle, som ved kærtegn og venlighed ikke så meget renses, som fordærves, om hvilke der er skrevet. Alene anstrengelsen vil få forstanden til at høre. Derfor er der en anden måde, hvorved den syndefulde sjæl kan føres tilbage til retfærdighed: Gennem frygt. |
| 12 Oritur autem timor ex parte peccatoris ex amore sui et proprij commodi, ex quo fugit incommoda. Nam propterea peccator timet paenam, quia ipsa aufert quietem, pacem, delectationem, et integritatem patientis. Ex parte vero dei oritur ex consyderatione omnipotentiae, quam effugere non potest. Item sapientiae, propter quam eum nihil latet. Item iustitiae, per quam malefactorem punit. Iste modus reducendi habetur in euangelio (375) Matthaei .xviij. in parabola de rege, qui voluit ponere rationem com seruis suis. | Men frygten opstår set fra synderens side ud fra kærlighed til sig selv og sin egen behagelighed, hvorfra han flygter for ubehageligheder. For derfor frygter synderen straffen, fordi den fjerner den lidendes ro, fred, nydelse og integritet. Men set fra Guds side opstår frygten ud fra overvejelse over hans almagt, som ikke kan undflyes. Ligeledes overvejelse over hans visdom, for hvilken intet er skjult. Ligeledes hans retfærdighed, i kraft af hvilken han straffer forbryderen. Denne måde at føre tilbage på har vi i lignelsen Matt 18,23-35 om kongen, som ville gøre regnskab med sine tjenere. |
| 13 Incipiente autem eo rationem ponere oblatus est vnus, qui debebat decem milia talentorum, qui cum non esset soluendo iussus est vendi, id est secundum August. tormentis subijci cum vxore et liberis, id est cum cupiditate et operibus. | Men da han begyndte at gøre regnskabet op, blev der ført én frem, som skyldte ham ti tusind talenter, og da han ikke havde noget at betale med, befalede han, at han skulle sælges, det vil ifølge Augustin sige, underkastes tortur sammen med hans kone og børn, det vil sige, sammen med hans begær og hans gerninger. |
| 14 Vnde perterritus ad supplicandum conuersus est, petijt dilationem et meruit remissionem quae rata permansisset, nisi subsecuta in conseruum duricia meruisset irritari. Eundem modum habes Matthaei .v. vbi dominus ad pacem et concordiam inducens dicit. | Derved blev han skrækslagen og vendte sig imod at bønfalde, bad om udsættelse og fortjente tilgivelse, som ville være forblevet gyldig, hvis han ikke ved at forfølge den hårde vej imod sin medtjener havde fortjent, at hans herre blev vred på ham. Den samme måde har du i Matt 5,25, hvor Herren opfordrer til fred og samdrægtighed og siger: |
| 15 Esto consentiens aduersario tuo cito, dum es in via cum ei, ne forte tradat te aduersarius iudici, et iudex tradat te ministro, et in carcerem mittaris. Amen dico tibi non exies inde, donec reddas nouissimum quadrantem. | Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du endnu er med ham på vejen, at din modstander ikke skal overgive dig til dommeren og dommeren til slutteren, og du blive kastet i fængsel. Sandelig siger jeg dig, du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre. |
| 16 Hunc modum obseruauit et Ioannes baptista, cum predicans paenitentiam dicebat. Iam securis ad radicem arborum posita est, et dominus venit habens ventilabrum in manu, qui paleas exurat igni inextinguibili, (Matt 3,12) et genimina viperarum quis vos docebit fugere aventura ira? (Matt 3,7). | Denne metode iagttager også Johannes Døber, når han i sin bodsprædiken sagde: Øksen ligger allerede ved træets rod, og Herren kommer og har sin kasteskovl i hånden, han, som skal opbrænde avnerne i en uudslukkelig ild, og: I øgleunger, hvem har lært jer at fly fra den kommende vrede? |
| 17 Vnde terrore concussi omnes et singuli vsque ad milites, et publicanos petebant fugae consilium. (Luk 3,10) Item dominus frequenter in euangelio metu geennae prouocat homines ad paenitentiam, vt cum occasione turris quae decem et .viij. homines oppresserat. | Derfor blev alle grebet af skræk og enkelte endog af soldaterne og tolderne bad om råd til at undfly. Ligeledes driver Herren ofte i evangeliet mennesker til bod ved frygt for helvede, som dengang med tårnet, der dræbte 18 mennesker. |
| 18 Item occasione eorum, quorum sanguinem cum sacrificijs pilatus miscuerat, dixit putatis quia illi peccatores fuerunt prae alijs omnibus, qui habitant Hierusalem? Amen dico vobis nisi paenitentiam egeritis, omnes similiter peribitis, (Luk 13,2) de hoc modo dicitur ecclesiastici .i. Timor domini expellit peccatum, et initium sapientiae timor domini, et qui sine timore est non poterit iustificari, vnde sumpsit Augu. super epistolam Ioannis tractu .ix. Si nullus timor, non est qua intret charitas, sicut videmus per setam introduci linum, quando aliquid suitur. Seta prius intrat, sed nisi exeat non succedit linum, sic timor primo occupat mentem, non autem ibi remanet timor, quia ideo intrauit vt introduceret charitatem, haec ille. (n18) | Ligeledes med dem, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres slagtofre, da sagde han: 'Mener I, at de var større syndere end alle andre, der bor i Jerusalem? Sandelig siger jeg jer, hvis ikke I gør bod, skal I alle omkomme på lignende måde'. Om denne metoder siges der Sirak 1,27: 'Herrens frygt driver synden ud', og 1,16: 'Begyndelsen til visdom er frygt for Herren', og 1,28: 'Den, der er uden frygt, kan ikke retfærdiggøres'. Derfra har Augustin taget det i sin traktat over Johannesbrevet kap 9: 'Hvis der ikke er nogen frygt, kan det ikke indtræde nogen kærlighed, sådan som vi ser det gennem tråden, der føres ind i tøjet, når noget skal sys. Tråden må først indføres, men hvis den ikke kommer ud igen, mislykkes tøjet, således må frygten først optage sindet, men frygten må ikke forblive der, for den blev ført ind af den grund, at den skulle indføre kærligheden. Såvidt Augustin. |
| 19 Habet quidem ipsa diuina sapientia, qua obstetricante (n19) educitur coluber tortuosus, (Job 26,13) et alios modos sibi notos, quibus (376) peccatores ad se reducit, sed hi duo sunt vsitatiores et nobis notiores, et vtitur deus per se, at ministros suos, nunc vno nunc altero, nunc mixtim ambobus, infundens in vulnera semiuiui vinum et oleum. (Luk 10,34). | Man har endelig her selve den guddommelige visdom, hvormed han førte den gennemborede slange ud. Men der er også andre metoder, hvorved han kan føre syndere tilbage til sig selv, men disse to er de mest brugte og dem, vi lægger mest mærke til, og Gud bruger gennem sig selv eller gennem sine tjenere, så med den ene metode, så med den anden, så med en blanding af dem begge, idet han udgyder vin og olie over den halvdøde mands sår. |
| 20 Ex quibus infero quod M. inconuenienter alterum ex his duobus modis improbat. Imo si bene inspiciatur vtrumque, dum vult eam solam esse veram paenitentiam, quae ex amore iustitiae vel virtutis ortum habet cum videlicet ex inspecta virtutis pulchritudine, in eius amorem raptus homo, et formae illius amator effectus vitia contraria horret, odit, detestatur. | Heraf slutter jeg, at Martin modbeviser den anden af disse to metoder på urigtig vis. Ja, at han skulle undersøge dem begge ordentligt. Men han vil, at der alene er én sand bod, den, som finder sted af kærlighed til retfærdigheden eller dyden, når nemlig mennesket ser dydens skønhed og gribes af kærlighed til den, og fås til at holde af dens form, men til modsat at afsky lasten, hade den, foragte den. |
| 21 Est quidem ea vera paenitentia, sed non solz, nec omnium eorum qui a peccatis liberantur paenitentia sic incipit. Sed est paenitentia iustorum, qui iustitiae lumini redditi audiunt apostolum dicentem. Quem fructum habuistis tunc in illis, in quibus nunc erubescitis. (Rom 6,21) | Dette er ganske vist en sand bod, men det er ikke den eneste, og boden begynder ikke på den måde for alle den, som befries fra deres synder. Men det er en retfærdighed for retfærdige, som får givet retfærdighedens lys og hører apostelen, når han siger: 'Hvilke frugter havde I da i det, som I nu skammer jer ved?' |
| 22 Sicut enim soli mundo corde vident deum, (Matt 5,8) ita soli iusti vident iustitiam veram, saltem cum iucunditate et laetitia. Peccatorum vero oculi luto liniuntur, et postquam loti fuerint, tunc demum rediunt videntes. Et regulatiter verum est de peccatoribus, mortalibus peccatis grauatis, quod dicit Aug. non esse mirum quod infirmo palato paena est panis, et oculis aegris odiosa lux, quae sanis est amabilis. | For ligesom det kun er de rene af hjertet, der skal se Gud, således er det kun de retfærdige, der ser den sande retfærdighed, i hvert fald med munterhed og glæde. Men syndernes øjne er rettede mod snavset, og efter at de er blevet rensede, da først kan de igen gå som seende. Og det er ligeud sandt om syndere, der er tynget af dødssynder, hvad Augustin siger, at det ikke er underligt, at for den syge gane er brød en straf, og for de syge øjne er lyset noget, de hader, det, som elskes af de sunde øjne. |
| 23 Et quod M. allegat ad Ro. v. quod lex, facit magis abundare peccatum. Mens apost. non est, qui ab illicito abstinet metu paenae vel legis, vel metu paenae bonum facit, magis peccet, quam is qui a malo non abstinet, aut bonum non facit, sed vult quod grauius peccat faciens malum post legem acceptam, quia qui prius solum erat peccator, lege data fit etiam transgressor. | Og når Martin henviser til Rom 5,20, at loven bevirkede, at synden bliver endnu større, så er apostelens mening ikke, at den, der undlader at gøre det forbudte af frygt for straffen eller for loven, eller gør det gode af frygt for straffen, synder mere end ham, som ikke afholder sig fra det onde, eller ikke gør det gode, men han vil, at den, der gør det onde, synder alvorligere efter at loven er modtaget, fordi den, der før kun var en synder, når loven er givet, også er en overtræder. |
| 24 Est enim expediens multitudini imperfectorum legibus penalibus arceri a malis et compelli ad bonum, vnde Aug. lib. ij. aduersus litteras Petiliani ca. lxxxiij. inquit. Per seueritatem imo per misericordiam dei, tribulationum flagellis solet perfidia castigari. Numquid quia mores optimi libertate voluntatis eliguntur, ideo non mores pessimi legis integritate puniuntur, et infra, Benefacere nemo potest nisi elegerit, nisi amauerit, quod est in libera voluntate. | Det er nemlig let at holde mængden af ufuldkomne borte fra det onde og tilskynde dem til det gode med lovens straf, hvorfor Augustin i bog to imod de petilianske breve, kap 83 skriver: 'Gennem Guds alvorlighed, ja gennem Guds barmhjertighed plejer han at tæmme mistilliden ved trængslernes slag. Mon ikke det forholder sig sådan, at fordi de bedste skikke udvælges ved viljens frihed, derfor straffes de værste skikke ikke ved lovens integritet', og senere: 'Ingen kan velsigne, hvis han ikke han har valgt det, hvis ikke han har elsket, hvilket hører den frie vilje til. |
| 25 Timor autem paenarum et si nondum habet delectationem bonae conscientiae, saltem intra claustra cogitationis coercet malam cupiditatem. Ex his patet (377) quod is qui timore paenae legem seruat, quamuis non faciat bene facit tamen minus male, quam si ipsam quoque paenam contemnens legem transgrederetur. Item quod in principio metu sit, assuefactione leuius factum voluntate tandem fiet, vt timor transeat in amorem quemadmodum lex Moysi duxit ad Christum, et propter hoc dicat est pedagogus noster, sic seruos et filios metu continemus a malis, iuxta sapientiss. Salomonis consilium dicentis. | Men frygten for straffene, og dette, at man aldrig har kendt glæden ved den gode samvittighed, i hvert fald indenfor en begrænset overvejelse, tvinger til et ondt begær'. Heraf fremgår det, at den, der holder loven af frygt for straf, skønt han ikke gør det gode, gør han dog mindre ondt, end hvis han foragtede straffen og overtrådte loven. Ligeledes, hvad der i begyndelsen sker af frygt, sker til sidst, når det ved sædvanen er gjort let, ved viljens hjælp, så at frygten går over i kærlighed, og på den måde fører Moseloven til Kristus, og af den grund kan den siges at være vores pædagog, således holder vi vore slaver og sønner borte fra det onde, ifølge den højvise Salomons råd, hvor han siger: |
| 26 Qui parcis virgae odit filium suum, (Ordsp 13,24) percuties eum virga, et liberabis animam eius a morte, (Ordsp 23,14) et alibi. Stultitia alligata est dorso pueri, et virga disciplinae effugabit illam. (Ordsp 22,15). (n26) Ex his infero non opus esse vt qui metu confitetur sit hypocrita, et magis peccator, quam si omnino non confiteretur. | 'Den, der sparer på stokken, hader sin søn', 'slå ham med stokken, og du befrier hans sjæl fra døden', og et andet sted: 'Dumhed er bundet til den unge mands hjerte, og en tugtende stok kan drive den ud af ham'. Af dette slutter jeg, at det ikke er nødvendigt, at den, der bekender af frygt, er en hykler og en større synder end den, der overhovedet ikke bekender. |
| 27 Primus articulus circa paenitentiae sacramentum notatus est quem ponit in probatione conclusionis .vij. circa principium quod sine gratia dei primo remittente culpam, nec votum remissionis querendae homo habere potest. (res02#52). | Den første artikel om bodens sakramente, som jeg har bemærket, fremsætter han i beviset for tese 7 i begyndelsen, 'at menneske ikke kan have det adspurgte, uden at Guds nåde først har tilgivet brøden eller afgivet et løfte derom'. |
| 28 Contra quem est quod cathecumenus eo ipso quo se carthechizandum praebet, habet votum remissionis quaerendae per baptismum, cui tamen ante baptis. nondum sunt remissa peccata, vnde Aug. ij. de pec. me. et re. ca. xxvi. loquens de sanctificatione cathechumini dicit. | Imod Martin er der at anføre, at katekumenen ved selve det, at han har bedt om at blive katekiseret, får et løfte om den adspurgte tilgivelse igennem dåben, men han får dog ikke før dåben tilgivet sine synder, hvorfor Augustin, når han i bog 2 af 'om syndernes fortjeneste og forladelse', kap. 26 taler om katekumenens helliggørelse, siger: |
| 29 Cathechuminus quantuscunque perfectus, tamen sine baptismo sarcinam peccatorum portat, nec valet dicere quod habet bap. in voto. vnde idem Au. in episto. ad honoratum tabenensem episcopum de baptis. et paenitentia simul dicit, quod petentes baptismum aut reconciliationem, sed propter ministrorum absentiam sine sacramentis moriuntur, non sunt futuri in societate sanctorum, quod verum non esset si peccata essent eis remissa, nec tamen negari potest eos habere votum remissionis. | 'Hvor fuldkommen katekumenen end er, dog bærer han uden dåben syndernes kødelighed, og det gælder ikke, at man siger, at han har dåben i løftets form. Derfor siger Augustin det samme i brevet til Honoratus, biskoppen i Tabenens, på én gang om dåb og bod, at de, der beder om dåb eller forsoning, men på grund af præstens fravær dør uden sakramenterne, ikke vil blive indlemmet i de helliges fællesskab, hvilket ikke ville være sandt, hvis deres synder var tilgivet, og dog kan det ikke nægtes, at de har et løfte om tilgivelse. |
| 30 Verba Aug. sunt an non cogitamus cum ad istorum periculorum peruenitur extrema (loquitur enim de vastatione bellica) nec est potestas vlla fugiendi, quantus in ecclesia fieri solet ab vtroque sexu, atque ab omni aetate concursus, alijs baptismum flagitantibus, alijs reconciliationem, alijs etiam paenitentiae ipsius actionem, omnibus consolationem, et sacramentorum consectionem, et erogationem vbi si ministri desunt, quantum exitium sequetur eos, qui de isto saeculo vel (378) non regenerati exeunt, vel ligati, quantus etiam vel luctus fidelium suorum, qui eos secum in vitae aeternae requie non habebunt. | Augustins ord er, om vi ikke må overveje, når det kommer til det yderste af disse farer (han taler nemlig om krigens ødelæggelser), og der ikke er nogen mulighed for at undfly dem, hvilket stort sammentræf der i kirken plejer at ske ved begge køn af enhver alder, når nogle forlanger dåb, andre forsoning, andre igen bod for deres gerning, og alle trøst og sakramenternes brydelse og uddeling, når præsterne mangler, hvor stort et fordærv der følger dem, som forlader denne verden enten uden at være genfødte eller i bundet tilstand, og hvor meget besvær for kirkens egne troende, som ikke kan have dem med sig i det evige livs ro. |
| 31 Idem probatur ratione, quia fides frequenter et regulariter praecedit orationem, qua peccator gratiam impetrat. Teste enim Aug. fons orationis est fides et ad Ro. x. Quomodo inuocabit in quem non crediderunt? Sed ipsam orationem non continuo subsequitur impetrationis effectus, nisi fiat cum instantia et perseuerantia, vt dicit Orige. homilia. vij. super Matthaeum, et Ambrosi. lib. ij. de paenitentia. et Aug. in plerisque locis, signanter de spiritu et littera capi. xxx. vbi sic inquit Neque enim lex impletur nisi lib. ar. sed per legem cognitio peccat, per fidem impetratio gratiae, contra peccata, per gratiam sanatio animae a vicio peccati per animae sanitatem libertas arbitrij, per liberum arbitrium iustitiae dilectio, per iustitiae dilectionem legis operatio. | Det samme bevises ud fra fornuften, fordi troen ofte og almindeligvis går forud for den bøn, hvormed synderen beder om nåde. Ifølge Augustin er troen bønnens kilde, og i Rom 10,14 står der: 'Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?' Men bønnen følges ikke til stadighed af den virkning, at nåden erhverves, hvis den ikke finder sted med inderlighed og vedholdenhed, som Origenes siger i sin 7. homili over Matthæusevangeliet, og Ambrosius i sin anden bog om boden, og Augustin på flere steder, især i 'om ånd og bogstav', kap 30, hvor han siger således: 'For loven opfyldes nemlig kun ved den frie vilje, men gennem loven kommer syndserkendelse, gennem troen erhvervelse af nåden imod synden, gennem nåden helbredelse af sjælen fra syndens last, gennem sjælens helbredelse frihed for viljen, gennem den frie vilje kærlighed til retfærdighed, gennem kærlighed til retfærdighed lovens gerninger. |
| 32 Ac per hoc sicut lex non euacuatur, sed statuitur per fidem, quia fides impetrat gratiam, qua lex impleatur, et infra. Omnia haec quae velut catenatim connexui habent voces suas in scrip. sanctis. Lex dicit. Non concupisces. (Rom 7,7) Fides dicit. Sana animam meam, quoniam peccaui tibi. (Sl 41,5) Gratia dicit. Ecce sanus factus es, iam noli peccare, ne quid tibi deterius contingat. (Joh 5,14) Sanitas dicit. Domine deus meus clamaui ad te, et sanasti me. (Sl 30,3) | Og derfor, ligesom loven ikke mister gyldighed, men opfyldes ved troen, fordi troen erhverver nåden, hvorved loven opfyldes ...'. Og senere: 'Alt det, som jeg her ligesom har forbundet med lænker, har sine stemmer i den hellige skrift. Loven siger: 'Du må ikke begære'. Troen siger: 'Helbred min sjæl, for jeg har syndet imod dig'. Nåden siger: 'Se, den er gjort sund, synd nu ikke mere, at ikke noget værre skal hænde dig'. Sundheden siger: 'Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig'. |
| 33 Et notum est experientia, non enim tam vilis aut tam facilis res est peccati remissio, vt statim cum desyderatur habeatur. vnde Cypria. in lib. de lapsis. Deus quantum patris pietate indulgens semper et bonus est, tantum iudicis maiestate metuendus est. Quam magna deliquimus tam granditer defleamus. | Og man bør lægge mærke til erfaringen, syndernes forladelse er nemlig ikke en så billig eller så let sag, så at man kan have den straks man har ønsket den. Derfor siger Cyprian i bogen om de faldne: 'I lige så høj grad som Gud altid bærer over med os og er god i kraft af faderens fromhed, i samme grad bør han frygtes som dommens majestæt. Lige så store fejl vi har, lige så voldsomt skal vi begræde dem. |
| 34 Alto vulneri diligens et longa medicina non desit. Paenitentia crimine minor non sit. Putas ne tu dominum cito posse placari, quem verbis perfidis abnuisti, cui patrimonium praeponere maluisti, cuius templum sacrilega contagione violasti. Putas facile eum misereri tui, quem tuum non esse dixisti. Orare oportet impensius et rogare, diem luctu transigere, vigilijs noctes ac fletibus ducere, tempus omne lachrymosis lamentationibus occupare, strato solo adherere cineri, in cilicio volutati et sordibus post indumentum Christi perditum, nullum iam velle vestitum (381 (n34)) diaboli cibum malle ieiunium, iustis operibus incumbere quibus peccata purgantur, eleemosynis frequenter insistere, quibus a morte animae liberantur. (n35) | Til et dybt sår bør der ikke mangle en omhyggelig og lang behandling. Tror du, at Herren hurtigt kan blive gjort tilfreds, når du har fornægtet ham med troløse ord, han, hvem du har skudt til side til fordel for dit fædrenegods, han, hvis tempel du har øvet vold på med en blasfemisk berøring. Tror du, at han let vil få medlidenhed med dig, som har erklæret, at han ikke er din Gud. Du må bede mere inderligt og anråbe ham, du må tilbringe dagen i sorg, du må våge natten igennem med tårer, du må bruge al din tid på tårevædet klage, liggende udstrakt på gulvet må du alene knytte dig til asken, du må være iført sæk og aske, efter at have mistet Kristi klæder må du være villig til ikke at have nogen klæder; du må foretrække faste fremfor djævelens måltid, du må være alvorlig i dine retfærdige gerninger, dermed kan synderne renses ud, du må ofte give almisse, derved kan sjæle befris fra døden'. |
| 35 Si enim Mar. diceret sine gratia votum remissionis haberi, verum diceret nam et voluntas praecedens fidem, et ipsa fides, et oratio consequens, et accessus ad remedia sacramentorum ad gratiam dei pertinent, cum sint dona diuina peccatori non debita, nihil enim peccatori debetur, nisi paena, sed hae gratiae non remittunt culpam. | Hvis nemlig Martin havde sagt, at man kunne opnå et løfte om tilgivelse uden nåden, så ville han have talt sandt, for også viljen går forud for troen, og troen selv og den bøn, der følger efter, og adgangen til sakramenternes værktøjer afhænger af Guds nåde, eftersom de er guddommelige gaver, der ikke skyldes til synderen, intet skyldes nemlig til synderen andet end straf, men disse nådesgerninger tilgiver ikke brøden. |
| 36 Sola enim charitas gratia est, qua culpa remittitur, aut non sine ea remittitur. Charitas enim sola diuidit filios regni, et filios perditionis, et secundum Aug. xv. de trinitate. Sola chari. est donum quod perducit ad deum. Sine qua quodlibet aliud donum dei non perducit ad eum cap. xviij. et alibi idem Augu. Cui deus hoc donum non dat, quaelibet alia dona dederit non transfertur a sinistra ad dextram. Ex quo infertur quod tali culpa non remittitur. | For alene kærligheden er den nåde, hvorved brøden eftergives, eller også eftergives den ikke uden den. For kærlighed alene deler mellem rigets børn og fortabelsens børn, og ifølge Augustin kap 15 i 'om treenigheden' er alene kærligheden den gave, som fører igennem til Gud. Uden den fører en hvilkensomhelst anden gave fra Gud ikke igennem til ham kap 18 og andetsteds. Ligeledes siger Augustin: Den, som Gud ikke giver denne gave, hvilkensomhelst anden gave han giver han, det overfører ham ikke fra den venstre til den højre side. Hvoraf man kan slutte, at en sådan brøde ikke tilgives. |
| 37 Cuicunque enim culpa remittitur, a sinistra transfertur ad dextram. Dices fortasse Ma. per votum remissionis voluntatem plenam et perfectam remissionis intelligit, secundum quod scriptum est inuenies eum si tamen toto corde et tota tri. animae tuae quesieris eum hoc dici non potest. Primo quia non solum talis voluntas est votum, nec talis voluntas semper praerequiritur ad digne et fructuose accedendum ad sacramenta, licet enim talis perfecta voluntas efficatiam sacramenti suppleat, quando est sacramenti suscipiendi impossibilitas, tamen ea non praerequiritur, vt ex allegatis patet. Vbi habes quod aliqui volunt absolui vel baptisari qui ob defectum sacramenti pereunt, non perituri si illam perfectam haberent voluntatem. | Den nemlig, der får sin brøde tilgivet, føres over fra venstre til højre side. Du vil måske sige, at Martin ved løftet om tilgivelse forstår en fuldstændig og fuldkommen vilje til tilgivelse, ifølge det, der er skrevet, vil du finde ham, dog, hvis du søger ham af hele dit hjerte og alle din sjæls tre egenskaber kan dette ikke siges. For det første fordi ikke blot er en sådan vilje et løfte, ejheller er en sådan vilje altid forudsætning for værdigt og frugtbart at gå til alters, for selv om en sådan fuldkommen vilje supplerer sakramentes virkning, når det er umuligt at modtage sakramentet, så er det dog ikke noget, der forud kræves, som det fremgår af det citerede. Og her har du det så, at nogle vil absolveres eller døbes, som på grund af, at de ikke kan få sakramentet, fortabes, men ikke ville være fortabte, hvis de havde denne fuldkomne vilje. |
| 38 Secundus articulus est quod Mar. dicit hanc sententiam esse haereticam, qua sacramenta nouae legis iustificantem gratiam dare dicuntur illis, qui non ponunt obicem, hanc ponit in probatione dictae .vij. conclusionis circa finem. (res02#94) | Den anden artikel består i, at Martin siger, at den mening er kættersk, som hævder, at den nye lovs sakramenter siges at give den retfærdiggørende nåde til dem, som ikke skyder en slå for. Den opfattelse fremsætter han i den ovennævnte probation, den syvende tese henimod slutningen. |
| 39 Causam dicti sui assignat, quod impossibile sit sacramentum conferri salubriter, nisi iam credentibus et iustis et dignis. Oportet enim inquit accedentem credere, deinde non sacramentum, sed fides sacramenti iustificat. Et in responsione ad Siluestrum explicat hoc etiam (382) de baptismo. (prilut02#11) Idem repetit in fine praesentis sermonis de paenitentia. | Begrundelsen for hans udsagn, påpeger han, er, at sakramentet umuligt kan tildeles på frelsebringende måde, medmindre det gives til troende og retfærdige og værdige. Den, der kommer til det, siger han, bør nemlig tro. Og videre hævder han, at ikke sakramentet, men troen på sakramentet retfærdiggør. Og i svaret til Sylvester forklarer han også dette om dåben. Det samme gentager han i slutningen af nærværende prædiken om boden. |
| 40 Pro cuius improbatione faciunt allegata contra praecedentem articulum. Ex quibus habetur quod fides et oratio praecedunt iustificationem. Item bapt. aut paenitentia remittunt culpam dum actu recipiuntur, quae prius non erat remissa per fidem, Et cum dicitur quod fides, non sacramentum iustificat. Non potest generaliter intelligi de fide recipientis sacramentum. | Med hensyn til denne dadel kæmper de steder, han henviser til, imod den foregående artikel. Af den kan man nemlig slutte, at troen og bønnen går forud for retfærdiggørelsen. Fremdeles: Dåben eller boden tilgiver brøden, i den handling, hvori de modtages, og brøden var ikke forud blevet tilgivet gennem troen. Og når det siges, at troen, ikke sakramentet retfærdiggør, så kan det ikke forstås generelt om troen hos den, der modtager sakramentet. |
| 41 Habet enim instantiam in paruulis, qui fide propria carent, et nihilominus bapti. iustificantur. Nec vniuersaliter etiam potest intelligi de fide offerentium, aut baptisantis, cum contingat illos esse infideles, et baptismum paruulo conferre intentione faciendi, quod facit ecclesia. | Man har nemlig tilfældet med spædbørnene, som mangle den egne tro, og ikke desto mindre retfærdiggøres ved dåben. Ejheller kan det forstås universelt om troen hos den, der frembærer dem, eller hos den, der døber, eftersom den bliver dem til del, også når disse er vantro, blot dåben bringer til børnene hensigten hos den, der udfører den, og det gør kirken. |
| 42 Et est canonibus decisum, quod iudaeus vel paganus baptismum conferre potest, vt in ca. Romanus et ca. a quodam iudaeo et sequentibus de con. di. iiij. Fides igitur ecclesiae iustificat, quae cum merito passionis Christi operatur in sacramentis, sic intelligitur quod dicit Aug. Quae est tanta virtus aquae, vt corpus tangat, et cor abluat, nisi faciente verbo, non quia dicitur, sed quia creditur. | Og det er ved en kanonbestemmelse afgjort, at en jøde eller en hedning kan udføre dåben, som i kapitlet 'Romanus' og i kapitlet 'a quodam iudaeo' og i de følgende kapitler fra distinktion 4. Altså, kirkens tro retfærdiggør, den, som med Kristi lidelses fortjeneste virker i sakramenterne. Sådan skal det forstås, som Augustin siger: 'Hvad er det for en vældig kraft i vandet, at det rører kroppen og afvasker hjertet, hvis det ikke er noget, der sker ved ordet, ikke fordi det udtales, men fordi det tros'. |
| 43 Non quidem semper a recipiente, propter id quod dictum est de paruulis, in adultis vero fides verbi iustificat, tanquam dispositio praerequisita ad effectum sacramenti recipiendum. | Det sker ganske vist ikke altid i den, der modtager sakramentet, på grund af det, der er sagt om børnene, men i de voksne er det troen på ordet, der retfærdiggør, for så vidt den er en forudkrævet disposition, så at sakramentet virker, når det modtages. |
| 44 Pro eodem est quod scribit Leo papa epist. lxiiij. vbi synodali auctoritate decretum est redeuntes ex captiuitate, qui scilicet in captiuitatem illa aetate peruenerunt, quae nullius rei firmam potuerit habere notitiam, et remedium baptismatis implorant, qui debeat eis dari baptismus, et causa assignatur ne dum speciem quandam cautionis tenemus, dandum regenerandarum incidamus animarum, et in fine, quam rem frater generaliter ad omnium vestrum volumus peruenire notitiam, ne dum plus iusto metuitur, misericordia dei saluari cupientibus denegetur. | Det er om det samme, pave Leo skriver i sit 64. brev, hvor der med synodal autoritet er dekreteret, at de, der kom tilbage fra fangenskabet, som var kommet i fangenskab i en alder, hvor de ikke kunne have nogen fast mening om nogenting, og bad om dåbens virkemiddel, han bestemte, at dåben skulle gives dem, og grunden til det, fastslog han, var den, at vi ikke, når vi holder på en slags forsigtighed, skal lade være med at give sjælene genfødslen (?), og i sidste ende, og den sag vil vi i almindelighed skal komme til kundskab hos jer alle, at det ikke skal ske, hvad der med større retfærdighed kunne frygtes, at man skulle nægte, at Guds barmhjertighed frelser dem, der gør sig anstrengelser. |
| 45 Ad idem facit quod scribit Leo papa epist. lxix. loquens de his qui in fine petunt beneficium reconciliationis, Verba Leonis sunt. Verum (ut dixi) etiam talium necessitati ita auxliandum est, vt nec actio illis paenitentiae, nec communionis gratia denegetur, si eam etiam amisso vocis officio per iudicium integri sensus quaerere comprobentur. Qui, si aliqua in aegritudine ita fuerint aggrauati, vt quod paulo ante poscebant, (379) sub praesentia sacerdotis significare non valeant, testimonia eis fidelium circumstantium prodesse debebunt, vt simul et paenitentiae et reconciliationis beneficium consequantur. | Det samme er indholdet i det, som pave Leo skriver i brev 69, hvor han taler om dem, som til slut beder om forsoningens velsignelse. Leos ord er: 'Men som jeg har sagt bør man nødvendigvis hjælpe på den måde, at man hverken nægter dem bodens handling eller nådens fællesskab. Men hvis jeg også fjerner den, befaler jeg at de tilstedes at søge tilladelse gennem dommens egentlige mening (?). For hvis nogen var noget tynget af sygdom, som de lidt tidligere forlangte, gælder de ikke til betegne noget i præstens nærværelse, og de bør have gavn af de omkringstående troendes vidnesburd, så at de på én gang kan opnå både bodens og forsoningens velsignelse. |
| 46 Et quod haec fuerit consuetudo ecclesiae habetur in ca. maiores de bap. et eius esse cunctum in fine vbi sic dicitur. Secus autem si prius catechumini extitissent, et habuissent propositum baptisandi, vnde tales in necessitatis articulo consueuit ecclesia baptisare, haec ibi. | Og at dette var kirkens sædvane haves i kapitlet 'maiores' om dåben og hans ord sammentrækkes til sidst, hvor der siges således: 'Anderledes, hvis katekumenerne tidligere var stået frem og havde haft til hensigt at blive døbt. Derfor er det kirkens sædvane at døbe sådanne under henvisning til nødvendigheden'. Det står der det sted. |
| 47 Quod sine dubio esset superfluum, si ecclesia teneret sacramenta nihil prodesse non ponentibus obicem, aut solam fidem suscipientis iustificare. Ex his liquendo constat ipsum sacramentum dum suscipitur, gratiam conferre in non ponente obicem. | Hvilket uden tvivl ville have været overflødigt, hvis kirken holdt på, at sakramenterne intet gavnede dem, der ikke skød en slå for, eller at den retfærdiggjorde dem, der alene modtog troen. Af dette fremgår det indlysende, at sakramentet selv, når det modtages, udvirker nåde hos den, der ikke skyder en slå for. |
| 48 Item Cypri. lib. iij. epistolarum epistola .vij. quae est ad Magnum de his qui in lecto gratiam consequuntur baptismatis. Ex cuius epistolae tenore clare patet, quod qui plena fide baptisma suscipiunt in lecto aegritudinis aequali gratia donati sunt, cum ij qui sani baptisantur. Verba Cypri. sunt. | Fremdeles skriver Cyprian i bog tre af brevsamlingen, brev 7, som er til Magnus, om dem, som modtager dåbens nåde i sengen . Af dette brevs sammenhæng fremgår det klart, at den, der i fuld tro modtager dåben på sygesengen, står lige i nådegave med dem, som døbes som raske. Cyprians ord lyder: |
| 49 Quantum fide concipere et sentire nobis datur mea sententia haec est. Vt Christianus iudicetur legitimus, quisquis fuerit in ecclesia lege et iure fidei diuinam gratiam consecutus, aut si aliquis existimat eos nihil consecutos, eo quod aqua saluatari tantum perfusi sint, si inanes et vacui sint non decipiantur, vt si íncommodum languoris euaserint non baptisentur. Si autem baptisari non possunt, qui iam baptismo ecclesiastico sanctificati sunt, cur in fide sua et domini indulgentia scandalisantur. | 'Så vidt det er givet os at mene og tænke ud fra troen er min mening denne: Den skal regnes for en legitim kristen, som gennem kirkens lov og troens ret har opnået den guddommelige nåde. Eller hvis nogen mener, at de ikke har opnået noget, de, der kun er blevet oversprøjtet med det frelsende vand, men at de kun er tomme og forfængelige, lad dem ikke bedrage sig selv, som om hvis de kunne undgå sygdommens ubehageligheder, skulle de ikke døbes. Men hvis de ikke kan døbes, som allerede er helliget med den kirkelige dåb, hvorfor forarges de så med hensyn til deres tro og Herrens barmhjertighed? |
| 50 An consecutu sunt quidem gratiam dominicam, sed breuiore et minore mensura muneris diuini ac spiritussancti, vt habeantur quidem Christiani, non sint tamen caeteris adaequandi. Et inductis testimonijs et rationibus, quibus probet eos aequalem gratiam fortitos addit. Cum ad aquam saluatarem atque ad baptismi sanctificationem venitur scire debemus et fidere, quia illic diabolus opprimitur et homo dicatus diuina indulgentia liberatur. (n50) | Eller har de nok opnået Herrens nåde, men i et kortere og mindre mål af den guddommelige gave og af Helligånden, så at de vel skal betragtes som kristne, men dog ikke være ligestillede med de andre?' Og ud fra de fremførte vidnesbyrd og ud fra de begrundelser, hvormed han har bevist, at de står fuldt ud lige i henseende til nåden, tilføjer han: 'Men når én kommer til det frelsebringende vand og til dåbens helliggørelse, så bør vi vide og tro på, at djævelen dèr undertrykkes, og at menneske, der er dedikeret den guddommelige barmhjertighed, befries'. |
| 51 Hic habes quod Leo papa et Cyprianus martyr in ea sententia fuerunt quam Mar. haereticam vocat. | Her ser du, at pave Leo og martyren Cyprian havde netop den anskuelse, som Martin kalder kættersk. |
| 52 Tertius articulus quo Mar. dicit. Confessurus ante omnia (380) tecum cogita, quid faceres, si non esset praeceptum confitendi. In hoc capitulo errat Marti. quia cum homine confiteri sit iuris positiui, diuini, vel humani, de quo infra dicetur non autem iuris naturae, non pertinet ad virtutem, aut necessariam animae iustitiam velle confiteri remoto praecepto. | Den tredie artikel er den, hvor Martin siger: 'Men at skulle bekende alt, hvad du kan optænke, hvordan skulle du kunne gøre det, eftersom det ikke er påbudt at bekende'. I dette stykke tager Martin fejl, fordi når mennesket bekender, er det efter positiv ret, guddommelig eller menneskelig, hvad der skal tales om nedenfor. Men det er ikke efter naturlig ret, det hører ikke med til dyden, og det er ikke en nødvendig retfærdighed for sjælen at ville bekende, når budet tænkes bort. |
| 53 Nam ea dicuntur esse iuris positiui, ad quae homo non obligatur antequam lex ponatur, et ablata lege res remanet indifferens. Et hoc est generaliter verum in omnibus his, quae sunt mala solum quia prohibita, et non prohibita, quia mala in quibus totum bonum est obedientia creaturae rationalis, qua deo subiecta est, et a re aliqua abstinet, non quia mala est, sed quia prohibita aut aliquid facit, non quia bonum, sed quia praeceptum. | For de ting siges at være af positiv ret, til hvilke mennesket ikke er forpligtet, førend loven blev indsat, og som, når loven fjernes, forbliver indifferente. Og dette er i almindelighed sandt om alt det, som kun er ondt, fordi det er forbudt, og ikke er forbudt, fordi det er ondt. I disse ting er det fuldkommen godt med den rationelle skaberlige lydighed, hvormed man er underkastet Gud, og må afholde sig fra noget, ikke fordi det er ondt, men fordi det er forbudt, eller hvor man må gøre noget, ikke fordi det er godt, men fordi det er påbudt. |
| 54 Exemplum primi, vt in praecepto dato primis parentibus in paradiso. Exemplum secundi vt in praecepto Abrahae dato de immolando Isaac, vnde Aug. viij. de Genesi ad litteram cap. vi. sic inquit. Mihi autem etiam atque etiam consyderanti dici non potest quantum placeat illa sententia. Non fuisse illam arborem cibo noxiam, neque enim qui fecerat omnia bona valde, in paradiso instituerat aliquid mali, sed malum fuisse homini transgressionem praecepti. | Eksempel på det første har vi i det bud, der blev givet vore forfædre i paradis. Eksempel på det andet har vi i det bud, der blev givet Abraham om at ofre Isak, hvorom Augustin i den 8. bog om fortolkningen af Genesis, kap 6, siger således: 'Men både for mig og for den, der har overvejet det, kan det ikke siges, hvor meget denne opfattelse behager: at det ikke var det at spise af dette træ, der var skadeligt, for han, der skabte alting såre godt, indrettede ikke noget ondt i paradiset, men at det var ondt for mennesket at overtræde budet. |
| 55 Oportebat autem vt homo sub domino deo positus aliunde prohiberetur, vt ei promerendi dominum suum virtus esset ipsa obedientia, quam possum verissime dicere solam esse virtutem omni creaturae rationali agenti sub dei potestate. | Men det var nødvendigt, at mennesket, der var indsat under Gud Herren, på et eller andet punkt fik et forbud, så at lydigheden selv kunne være den dyd, hvormed han kunne gøre sig fortjent overfor sin herre, den lydighed, som jeg i sandhed kan kalde den eneste dyd, som ethvert rationelt væsen har, der handler under Guds overherredømme. |
| 56 Primumque esse et maximum vicium tumoris ad ruinam sua potestate velle vti, cuius vicij nomen est inobedientia, non esset ergo vnde se homo dominum habere cogitaret atque sentiret, nisi aliquid ei iuberetur. | Og det også er den første og største last af det overmodige menneske og fører til dets undergang, at ville bruge sin magt, og denne last hedder ulydighed. Der ville altså ikke være nogen lejlighed til for mennesket at tænke eller mene, at det selv var herre, hvis der ikke var givet ham en anderledes befaling'. |
| 57 Ex his vides quod nolens confiteri remoto praecepto confitendi, non necessario est indispositus ad iustitiam, non plus quam iudaeus nolens circuncidi ablato praecepto circuncisionis, et potest debitum amorem habere erga iustitiam, quamuis nolit homini confiteri et habere veram erga deum obedientiam, volendo confiteri solum intentione satisfaciendi praecepto, vel timore offendendi praecipientem. | Heraf ser du, at den, der ikke vil bekende, når budet om at bekende er fjernet, ikke nødvendigvis mangler evne til retfærdigheden, ikke mere end den jøde, der ikke vil lade sig omskære, hvis budet om omskærelse tages bort. Og han kan godt have den skyldige kærlighed til retfærdigheden, selv om han ikke vil bekende overfor et menneske, og han kan godt have den sande lydighed imod Gud, når han alene har den hensigt med at bekende, at han vil gøre fyldest for budet, eller at han frygter at forurette den, der har givet budet. |
| 58 Et male coniungit M. paenitere et confiteri, quasi sin aequalia, si intelligat de confessione homini facienda, quia paenitere et dolere de offensa dei est iuris naturae, (385) supposita fide habentis vim obligandi peccatorem pro statu legis naturae, legis moysi, et legis euangelicae, sed confiteri homini iuris positiui est, et solius temporis euangelicae legis, sicut et baptisati, et sacramentum eucharistiae sumere, et quod Mar. addit. | Og Martin forbinder det at gøre bod og det af bekende på en forkert måde, som om det var det samme, hvis han forstår det om at bekende overfor et menneske, fordi det at gøre bod og det af gøre Gud ondt ved en forurettelse er af den naturlige lov. Men når troen skydes til side har man den kraft, der forpligter en synder i den naturlige lovs status, i moselovens status, i den evangeliske lovs status, men at bekende overfor et menneske er ud af positiv lov, sådan som også det at blive døbt og at modtage nadverens sakramente. Og hvad Martin tilføjer: |
| 59 Nullum esse in mundo vel paucissimos qui veram contritionem habeant ex seipso videtur omnes metiri, debuerat cogitare multos esse fuisse et futuros esse, qui peccata oderunt ex vera delectatione iustitiae, quod autem addit. Si nullus esse deus nullus infernus certe vix paeniterem, satis absurde loquitur. | 'Der er ingen i verden eller kun ganske få, der har den rette anger ud fra sig selv', det synes at måle alle [over én kam], og han burde overveje, at der har været og vil være mange, som hader synden ud af en sand kærlighed til retfærdigheden. Men når han tilføjer: 'Hvis der ikke var nogen Gud og ikke noget helvede, ville jeg næpe gøre bod', taler han ganske absurd. |
| 60 Quis enim vnquam ageret paenitentiam quod deum offenderit dato quod deus non esset, quomodo offenderetur qui non esset? Et si attendas vere quid sit deus clare videbis sublato deo, consequenter omnia alia auferri, vt enim sublata causa aufertur effectus, sublato necessario aufertur conungens, sublato eo quod per se est, aufertur id quod per accidens et sublato genere aufertur species, sic sublato creatore aufertur omnis creatura, et sic non solum esset alius ordo sublato deo, et alia lex, sed omnino nullus ordo, nulla lex, et ex consequenti nulla peccata. | Hvem ville nemlig nogensinde gøre bod, fordi han havde forurettet Gud, hvis det var givet, at der ikke var nogen Gud? Hvordan skulle han forurette den, der ikke eksisterer? Og hvis du fuldt ud er opmærksom på, hvad Gud er, vil du klart se, at når Gud tages bort, fjerner man følgelig alt andet, ligesom man fjerner virkningen, hvis man tager årsagen bort, og når man fjerner nødvendigheden, fjerner man også følgevirkningen, når man fjerner ham, der eksisterer i sig selv, fjerner man også det, som eksisterer ved et tilfælde, og hvis man fjerner overbegrebet, fjerner man også underbegrebet, og når således skaberen er fjernet, er hele skabningen ophævet, og således ville der ikke blot være en anden orden og en anden lov, hvis Gud ikke var til, der ville slet ikke være nogen orden, slet ikke nogen lov og følgelig heller ingen synd. |
| 61 Quartus articulus quod fides qua creditur verbum Christi verum. Quodcunque solueris et c. magis requiritur in absolutione sacramentali quod contritio, et ipsa sola satis est, quicquid sit de contritione, tantum inquit habes quantum credis. Hunc articulum ponit M. pluribus locis vt in declaratione conclusionis, vij. circa finem. (res02#80) Item in declaratione conclusionis .xxxviij. (res08#1)et in sermone de praeparatione ad eucharistiam et in sermone de paenitentia, in quo etiam addit haec verba. Imo esto per impossibile quod confessus non sit contritus, aut sacerdos non serio sed ioco absoluat, tanta res est fides, et tam potens verbum Christi. | Den fjerde artikel går ud på, at troen, som tror, at Kristi ord: Hvadsomhelst I løser, osv, er sande, i højere grad kræves i den sakramentale absolution end angeren, og i sig selv er tilstrækkeligt, hvad der end måtte være af anger; som han siger: ligeså meget som du tror, lige så meget har du. Denne artikel anbringer Martin på mange steder, såsom i forklaringerne til tese 7, imod slutningen. Ligeledes i forklaringen til tese 38, og i prædikenen om forberedelse til nadveren og i prædikenen om boden, hvor han tilføjer dette ord: 'Ja, lad så det umulige være tilfældet, at den, der bekender, ikke angrer, eller at præsten ikke er alvorlig, eller absolverer for sjov, så stor en ting er troen, og så mægtigt er Kristi ord ...' |
| 62 Hic primum vide hunc modum loquendi. Sic enim loquitur tanquam impossibile sit, quod confessurus non sit contritus, cum hoc non solum sit possibile, sed valde facile, cum non raro contingat eum qui confitetur non restituere iniuste ablata, aut nolle vitare causas et occasiones peccatorum, et quidam confitentium dicunt se a peccatis abstinere non posse, (386) et vt haec omnia desint multi habent tam exiguum de offensis dolorem, vt non sit paenitentia condigna peccato, nec mereatur vocari contritio. | Se først på hans måde at tale på. Han taler nemlig, som om det var umuligt, at den, der bekender, ikke angrer, skønt dette ikke blot ikke er umuligt, men meget let, eftersom det ikke sjældent sker, at han, som bekender, ikke genopretter det uretfærdige, han har betået, eller ikke vil undgå årsagerne og lejlighederne til de synder, han har begået, og nogle af dem, der bekender, siger, at de ikke kan afholde sig fra synd, og skønt mange mangler alt dette, har de kun lidt smerte over overtrædelsen, så at det ikke er en bod, der er synden værdi, og det fortjener ikke at kaldes anger. |
| 63 Sed ad rem veniendo M. videtur supponere quod possit esse contritio sine fide verbi Christi, et de potestate data sacerdoti cum dicit. Ego autem dico tibi quod si etiam contritus accesseris et non credideris in absolutionem, sunt tibi sacramenta in mortem et damnationem, quod videtur falsum. | Men for at komme til sagen: Martin synes at antage, at der kan være anger uden tro på Kristi ord, og på den magt, der er givet præsten, når han siger: 'Men jeg siger dig, at hvis du kommer til sakramentet med anger, men ikke tror på absolutionen, så er sakramentet dig til død og fordømmelse'. Men dette synes at være forkert. |
| 64 Nam contritus habet veram fidem saltem implicitam de omnibus credendis, quorum vnum est quod sacerdos potest absoluere paenitentem a peccatis. Si vero M. sentiat sicut verba eius quandoque sonant, quod debeat firmiter credere se absolui, vel esse absolutum quando sacerdos eum absoluit, et verba absolutionis super ipsum pronunciat, illa non est fides catholica neque absolutioni necessaria. | For den, der angrer, har en sand tro, i hvert fald implicit, på alt det, der skal tros på, hvoraf én ting er, at præsten kan løse den bodgørende fra hans synder. Men hvis Martin mener, sådan som hans ord i nogen måde lyder til, at man fast bør tro, at man er afløst eller har fået absolution, når præsten har afløst én og har udtalt absolutionsordene over én, så er det ikke den katolske tro og ikke nødvendigt for absolutionen. |
| 65 Nam de lege communi viator non est certificatus de sua sanctitate aut dignitate, nisi certitudine probabilitatis, quae non est nisi opinio et stat cum formidine et metu de opposito. Videtur itaque quod quis possit absolui per sacerdotem a peccatis suis, quamuis formidet se non absolui, sicut aliquis potest in oratione sua exaudiri, quamuis timeat vel dubitet. Imo credat se non exaudiri, id quod beatus Iob de se asserit Iob .ix. vbi inquit. | For vandringsmanden er ikke forsikret om den almindelige lov ved sin hellighed eller værdighed, kun med sandsynlighedens sikkerhed, som kun er en mening, og han står med gru og frygt overfor det modsatte. Det ser derfor ud til, at nogen kan absolveres af præsten fra sine synder, selv om han frygter, at han ikke er blevet absolveret, ligesom man kan bønhøres i sin bøn, skønt man frygter eller tvivler. Ja, man kan tro, at man ikke er bønhørt, hvilket den salige Job forsikrer om sig selv, Job 9,16, hvor han siger: |
| 66 Et cum inuocantem me exaudierit, non credo quod audierit vocem meam, et tamen fides in oratione requiritur sicut in susceptione sacramenti. Iuxta illud quicquid petieritis orantes credite et accipietis, (Mark 11,24) et illud Iacobi. Oret autem in fide nihil haesitans (Jak 1,6) | 'Og når han bønhørte mig, når jeg påkaldte ham, tror jeg ikke, at han ville høre min røst', og dog kræves der tro i bønnen, ligesom når man modtager sakramentet, ifølge dette: 'Hvadsomhelst I beder om, tro og I vil få det', og dette hos Jakob: 'Men han skal bede i tro, ikke i tvivl'. |
| 67 Praeterea sicut secundum Mar. vera confessio impaenitentiae pro paenitentia reputatur apud deum, cur non similiter vera confessio incredulitatis pro fide reputatur? Sunt enim volentes credere nec potentes qui inde vehementer dolent ex corde dicentes. Domine adiuua incredulitatem mea, (Mark 9,23) et cum Apostolis orantes. Domine auge nobis fidem (Luk 17,5) quod ipsi quoque M. alibi vsque adeo placet, vt asserat adultum in sola fide ecclesiae vel alterius hominis, non indigne accedere ad sacramentum eucharistiae. | Og forøvrigt: Ligesom ifølge Martin den sande bekendelse hos Gud regnes den ubodfærdige til bod, hvorfor skulle så ikke på lignende måde den sande bekendelse regnes vantroen til tro? Der er nemlig dem, der vil tro, men ikke kan tro, dem, som ud af store hjertesmerter siger: 'Herre, hjælp min vantro', og som med apostlene beder: 'Herre, giv os mere tro', hvilket Martin også selv et andet sted i den grad finder behag i, at han forsikrer, at den voksne, der kommer alene ved kirkens tro eller ved et højere menneskes tro, ikke går uværdigt til nadverens sakramente. |
| 68 Item non obstante fide verbi Chri. quodcunque solueris. potest ipse sacerdos rationabiliter timere, ne non sit absolutus (383) paenitens, propter impedimentum latens ex parte suspicientis, quia iuxta Cypri. lib. iiij. epistolarum, epistola .iiij. Dominus quandoque serui sententiam, emendat. | Fremdeles, når troen på Kristi ord: Hvadsomhelst I løser' ikke står imod, kan præsten selv med sin fornuft frygte, at den bodgørende ikke er afløst, på grund af den forhindring, der kan ligge skjult i den modtagende, fordi ifølge Cyprian bog 3. i breviaret, brev 4 Herren af og til befrier sin tjeners dom for fejl. |
| 69 Cypri. verba sunt. Neque enim praeiudicamus domino iudicaturo, quo minus si paenitentiam plenam et iustam peccatoris inuenerit, tunc ratum faciat quod a nobis fuerit hic statutum. Si vero nos aliquis paenitentiae simulatione deluserit, deus qui non irridetur, et qui cor hominis intuetur, de his quae nos minus prospeximus iudicet, et servorum sententiam dominus emendet. | Cyprians ord er: 'Og vi dømmer ikke forud for Herren, der skal dømme, hvor meget mindre gør han, hvis han finder synderens fulde og retfærdige bod, den dom gældende, der her af os er afsagt. Men hvis nogen bedrager med en påtaget bod, vil Gud, som ikke kan bedrages, og som ser menneskets hjerte, bedømme ud fra de ting, som vi ser mindre klart, og befri sine tjeneres dom for fejl'. |
| 70 Hic vides secundum Cypria. clauem errare posse in eo qui non sufficiter dolet de peccatis. | Her ser du, at efter Cyprians meningen kan nøglen tage fejl i de den, som ikke finder nok smerte i synden. |
| 71 Item fides quae iustificat est fides catholica non fides qua creditur, quod iste vel ille sit absolutus, cum possit paenitens temere credere se absolui, sicut et sacerdos potest cito manum imponere, et iuxta Hiero. aliquod habere de supercilio phariseorum, vt putet se noxios soluere et innoxios ligare, vnde Cy. in li. de lapsis oportet dei sacerdotem non obsequijs decipientibus fallere, sed remedijs salutaribus prouidere, imperitus est medicus qui timentes vulnerum sinus manu parcente contrectat, et in altis recessibus viscerum virus inclusum dum seruat exaggerat, aperiendum vulnus est et secandum, et putaminibus amputatis medela fortiore curandum, (n71) et infra. | Fremdeles er den tro, som retfærdiggør, den katolske tro, ikke den tro, hvormed der tros, at denne eller hin bliver afløst, eftersom den bodgørende kunne tro sig afløst af frygt, sådan som også præsten hurtigt kan lægge hånden på, og ifølge Hieronymus have noget af den farisæiske overfladiskhed, så at han mener, at han løser den skyldige og binder den uskyldige, hvorfor Cyprian i bogen om de faldne siger, at 'Guds præst ikke bør narre med bedrageriske indrømmelser, men bruge de frelsende redskaber; den læge er uduelig, som behandler sårenes opsvulmende sider med en skånende hånd, og idet han bevarer den gift, der er indelukket i kroppens dybe indre, øger den. Såret må åbnes og der må skæres i det, og det må helbredes ved den stærkere medicin: at skære de ødelagte dele bort'. Og senere: |
| 72 Contra euanglij vigorem, contra domini ac dei legem temeritate quorundam laxatur incautis communicatio, irrita et falsa pax periculosa dantibus, et nihil accipientibus profutura, non quaerunt sanitatis patientiam, nec veram de satisfacitione medicinam paenitentia de peccatoribus (n72) exclusa est, grauissimi et extremi delicti memoria sublata est, operiuntur morientium vulnera, et plaga letalis altis et profundis visceribus infixa, dissimulato dolore contegitur. | 'Imod evangeliets kraft, imod Herrens og Guds lov på grund af nogles frygt gives der kommunion til nogle uforsigtige mennesker, det er en forkert og falsk fred, farlig for dem, der giver den, og nyttesløs for dem, der modtager den. De søger ikke efter den tålmodighed, der helbreder, og ikke efter fyldestgørelsens sande medicin. Boden er drevet bort fra deres bryst, og de kan slet ikke huske deres alvorlige og ekstreme overtrædelse. Man dækker over de døendes sår, og det dødelige slag, der er sat ind i de indre og dybe rørelser, dækker man over med en påtagen smerte'. |
| 73 Haec Apostolici vigoris sententia gloriosissimi martyris Cypria. sufficienter euacuat in hoc articulo dicta Mar. quibus apparet quanta cura sit adhibenda de contritione, nec facile credere debeat paenitens se absolui. Item dei remissio incerta esse potest, vt Mar. ipse fatetur licet de misericordia et potestate dei dubitari non possit propter fidei articulum, quod credimus remissionem peccatorum, cur similiter dei per hominem remissio (384) non poterit esse incerta, quamuis indubitata fide teneatur quod quaecunque soluerit sacerdos in terra, soluta sint et in caelis, maxime secundum Mar. dicentem et pro certo tenentem, quod sacerdotis remissio sit solum remissionis diuinae declaratio, et paenitentis de remissione diuinitus facta assecuratio. | Denne apostolske kraftige mening hos den glorværdige martyr Cyprian nedgør tilstrækkeligt det, Martin siger i denne artikel, hvormed det viser sig hvilken omsorg han tillægger angeren, så det ikke skal være let, at bodgørende tror, at han er blevet afløst. Fremdeles kan Guds tilgivelse være usikker, selv om Martin selv indrømmer, at man ikke må tvivle på Guds barmhjertighed og magt på grund af artiklen om troen, at vi tror på syndernes forladelse. Derfor kan på lignende måde Guds tilgivelse gennem mennesket ikke være uvis, skønt det ubetvivleligt fastholdes i troen, at hvadsomhelst præsten løser på jorden, skal være løst i himlen, især ifølge Martin, der siger og holder for sikkert, at præstens tilgivelse alene er en udsigelse af den guddommelige tilgivelse og en forsikring der gøres overfor de bodgørende om den guddommelige tilgivelse. |
| 74 Qui enim aliquid declarat esse vel non esse, fuisse vel non fuisse nihil addit aut mutat, sed tantummodo rem vt est demonstrat si recte declaret, vt pontifex declarans aliquid esse fide tenendum non facit nouiter esse aliquod de fide, sed quod prius erat et nesciebatur aut dubitatur certius demonstrat, et iuris peritus dum legis imperialis mentem dubiam declarat si recte facit legem nec ampliat nec restringit, sed sensum qui prius latebat ostendit, in qua declaratione quandoque euenit error per ignorantiam vel maliciam, ergo similiter potest sacerdos ex negligentia imperitia vel malicia errare, ac eum qui ligatus est solutum declarare et ediuerso. | Den nemlig, der erklærer, at noget er eller ikke er, eller har været eller ikke har været, tilføjer eller ændrer intet, men påviser blot, hvis han ellers erklærer rigtigt, sagen, som den er, sådan som paven, når han erklærer, at noget skal fastholdes i troen, bevirker han ikke, at noget nyt kommer ind i troen, men hvad der var forud, men blot ikke var kendt eller var tvivlsomt, påviser han sikkert, og en erfaren dommer, når han erklærer den kejserlige lovs tvivlsomme betydning, gør han, hvis han handler ret, ikke det, at han udvider eller indskrænker loven, men han påviser den mening, der før lå skjult. Og når der i denne erklæren af og til opstår en fejl ved uvidenhed eller ondskab, så kan på lignende måde præsten af uvidenhed eller uerfarenhed eller ondskab også tage fejl, og erklære den, der er bundet, for løst og omvendt. |
| 75 Hinc videtur nati canones quibus decernitur simoniacus qui recte paenitentem odio excludit, aut minus recte paenitentem fauore reconciliat. Causa erroris Mar. est quod certitudinem maioris propositionis minori applicat. Certum est enim quod quemcunque sacerdos soluit solutus est, sed vtrum hunc aut illum soluat rationabiliter dubitari potest, cum possit esse defectus in paenitente et abusus potestatis in sacerdote, sicut in simili quemcunque peritus medicus sanauerit sanatus erit, sed in applicatione circa hunc hominem error esse potest, propter quem medicus faciens quae sunt artis non tamen sanabit. | Heraf ses, at de kanonner bliver til, som bestemmer, at den er simonisk, som af had udelukker én, der gør ret bod, eller af gunst forsoner én, der gør mindre ret bod. Årsagen til Martins vildfarelse er, at han overfører sikkerheden fra dispositionen i det store til det små. For det er sikkert, at hvemsomhelst præsten afløser, også er afløst, men om denne eller hin er afløst, kan der fornuftsmæssigt tvivles om, eftersom der kan være en mangel i den bodgørende og et misbrug af magt i præsten, ligesom på lignende måde hvemsomhelst en erfaren læge tager under behandling vil blive helbredt, men når man overfører det til netop dette menneske, kan der opstå en fejl, som fører til, at lægen, skønt han gør, hvad hans lægekunst tilsiger ham, dog ikke kan helbrede. |
| 76 Tamen probabilius credo quod sacerdos peccati remittat liget et soluat non solum declaratiue, sed vere propter id quod scriptum est Quorum remiseritis peccata remittuntur eis, et quorum retinueritis retenta sunt. (Joh 20,23) Aliud est enim remittere, Aliud monstrare esse remissa et ex supra dictis constat tam in baptismo quam in paenitentia plerumque peccata non esse remissa antequam adhibibeatur sacerdotis ministerium, et quia scriptum est. Tibi dabo claues regni caelorum. | Dog tror jeg, at det er mere sandsynligt, at når præsten tilgiver synderne, så binder eller løser han dem ikke blot deklarativt, men i virkeligheden, på grund af det, der er skrevet: De synder, som I tilgiver, de er tilgivet, og dem, I nægter tilgivelse, de er nægtet. Én ting er nemlig at tilgive, noget andet at påvise, at de er tilgivet, og af det ovenfor sagte fremgår det, at både i dåben og i boden gælder det, de fleste synder ikke er tilgivet, førend man knytter sig til præstens embede, også fordi der står skrevet: 'Dig vil jeg give himmerigets nøgler'. |
| 77 Non enim claue monstratur ostium apertum esse vel clausum, sed clauditur et aperitur, et quod sequitur quodcunque ligaueris et quodcunque (387) solueris non ad ligationis aut solutionis iam factae demonstrationem aut declarationem referendum esse videtur, alias dicendum fuerat quodcunque ligueris ligatum, et quodcunque solueris solutum fuit. | For der sker ved nøglen ikke det, at døren påvises at være åben eller lukket, nej, der sker det, at den lukkes eller åbnes, og derfor synes følgelig dette 'hvadsomhelst I binder og hvadsomhelst I løser' ikke at henvise til en påvisning eller en erklæring om en binding eller løsnelse, der allerede har fundet sted. Ellers skulle han have sagt: Hvadsomhelst I har bundet, det er bundet, og hvadsomhelst I løser, det er løst. |
| 78 Similiter non dicitur quorum remiseritis remissa fuerunt, sed remissa erunt quod tamen dicendum esse videbatur, si remissionem praeteritam tantummodo declarant. Non igitur negandum est quin homines peccata remittant cum id expresse dicat Christus in euangelio, quam potestatem si quis non intelligit non propterea neget aut litigit, sed humiliter credat deum posse facere supra quod homo possit intelligere, et sapiat ad sobrietatem sicut ei dominus partitus est mensuram fidei, ac deum glorificet qui talem potestatem dedit hominibus. (Matt 9,8) | På lignende måde siges der ikke: 'deres synder har været forladt', men 'skal forlades', og det synes dog at skulle være sagt, hvis de kun erklærede, at tilgivelsen havde fundet sted. Det kan altså ikke nægtes, at mennesker tilgiver synder, eftersom Kristus udtrykkeligt siger det i evangeliet, og hvis nogen ikke forstår denne magt, så skal han ikke af den grund nægte den eller strides om den, men ydmygt tro, at Gud kan gøre udover hvad mennesket kan forstå, og tænke vist, efter det mål at tro, som Herren har tildelt ham, og lovprise Gud, som har givet mennesker en sådan magt. |
| 79 Videbatur inquit Ambro. impossibile quod aqua ablueret peccatum, sed deus in baptismo hoc fecit esse possibile lib. ij. de paenitentia ca. ij. Ambro. verba sunt: Quae impossibilia sunt homini possibilia sunt apud deum, et potens est deus, quando vult donare nobis peccata etiam quae putamus non posse concedi, et ideo quod nobis impossibile impetratu videtur deo donare possibile est. Nam impossibile videbatur quod peccatum ablueret aqua. | Ambrosius siger, at det syntes umuligt, at vand kan afvaske synd, men Gud har dog i dåben gjort det muligt, bog 2 om boden, kap. 2. Ambrosius' ord er: 'Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Og Gud er mægtig til, hvornår han vil, at eftergive vore synder, også dem, vi anser det for umuligt at tilgive, og derfor, det, der synes os umuligt at opnå, er det dog muligt, at Gud vil give. For det synes umuligt at vand skulle kunne afvaske synd. |
| 80 Denique Naaman sirus lepram suam mundari per aquam posse non credidit, sed quod impossibile erat, fecit deus possibile esse, qui tantam nobis donauit gratiam. Similiter impossibile videbatur per paenitentiam peccata dimitti, concessit hoc Christus Apostolis suis quod ab Apostolis ad sacerdotum officia transmissum est, factum est igitur possibile, quod impossibile videbatur. Haec ille. | Endelig troede syreren Naaman ikke at hans spedalskhed kunne renses ved vand, men hvad der var umuligt, gjorde Gud muligt, han, som giver os en så stor nåde. På lignende måde synes det umuligt, at synderne kan tilgives igennem boden, men Kristus giver sine apostle magt til det, og den magt er blevet overført fra apostlene tl præsteembedet, og derved er det, der syntes umuligt, blevet gjort muligt. Såvidt Ambrosius. |
| 81 Et sacerdos in verbo Christi creaturam mutat in corpus eius et sanguinem, quod si non creditur, non intelligitur. Similiter dedit deus hominibus potestatem remittendi peccata, vnde Chrysost. lib. iij. de dignitate sacerdotali ca. v. Sacerdotes potestatem acceperunt, quam neque angelis, neque archangelis dedit deus. Neque enim ad illos dictum est | Og præsten ændrer med sit ord Kristi skabning til hans legeme og blod, hvilket ikke kan forstås, hvis det ikke tros. På lignende måde giver Gud menneskene magt til at forlade synder. Derfor siger Chrysostomus i den 3. bog om den præstelige værdighed, kap 5, at præsterne har fået en magt, som Gud hverken har givet engle eller ærkeengle. For der er ikke sagt til dem: |
| 82 Quaecunque ligaueritis supra terram, erunt ligata et in caelis, et quaecunque solueritis erunt soluta, habent quidem et mundi principes vinciendi aliquam potestatem, sed qua in solis corporibus licet, Hoc autem vinculum quod sacerdotibus commissum est, (388) ipsam contingit animam, et infra. Omne iudicium dedit pater filio, at hoc video a filio sacerdotibus totum esse commissum. Haec ille. Non obstat si dicatur quod deus solus peccata remittit, quemadmodum quod dicitur deus est, qui facit mirabilia magna solus, non est contrarium ei, quod eadem scriptura dicit de viro iusto. Fecit enim mirabilia in vita sua, deus enim solus peccata remittit, et per sacerdotes remittit, et solus facit mirabilia, et sanctos suos mirificat per quos et ipsa facit mirabilia. | 'Hvadsomhelst I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvadsomhelst I løser, skal være løst. Ganske vist har også verdens fyrster nogen magt til at lægge i lænker, men det er kun i legemlige længer, men den lænke, som er overdraget præsterne, omfatter sjælen selv'. Og senere siger han: 'Al dom har faderen overladt til sønnen, men denne ser jeg af sønnen er videregivet til præsterne'. Såvidt Chrysostomus. Og det er ikke nogen indvending, hvis man siger, at Gud alene kan tilgive synder, på samme måde, som det, at man siger, at det alene er Gud, der gør undere, ikke er i modstrid med det, at den samme skrift siger om en retfærdig mand: 'Han gør undere i sit liv', Gud alene tilgiver syndere og tilgiver gennem præsterne, og Gud alene gør undere, og er underfuld i sine hellige, gennem hvem han også selv gør undere. |
| 83 Ex dictis patet, quod licet fides requiratur ad iustificationem peccatoris paenitentis, tamen ipsa sola non sufficit, nec recte comparat contritioni, eo quod contritio fidem includat et praesupponat. Nam virtus paenitentiae est proximior causa actus contritionis, quam virtus fidei, nec potest esse nisi praesupposita fide, supra quam aliquid addit. | Af det sagte fremgår det, at selv om troen kræves til den bodgørende synders tilgivelse, så er den dog i sig selv ikke nok, og det er ikke rigtigt at sammenligne den med angeren, fordi angeren inkluderer og forudsætter troen. For bodens kraft er nærmere ved årsagen til den handling at angre, end troens kraft er, og den kan ikke være der, undtagen troen er forudsat, for den føjer noget til den. |
| 84 Patet etiam quod fides ad iustificationem requisita non est de eo quod paenitens sit absolutus, cum hoc credere firmiter non teneatur ipse qui absoluitur. Et contritioni attestatur sacra scriptura, vt Esaie vlti. Ad quem autem respiciam nisi ad pauperculum et contritum spiritu et trementem sermones meos. Et psal. l. Cor contritum et humiliatum deus non despicies, et alibi Qui sanat contritos corde, et alligat omnes contritiones eorum, (Sl 147,3) et in Ezechiele. Quacunque hora ingemuerit peccator omnium iniquitatum eius non recordabor, et in euangelio Matthaei. v. Beati pauperes spiritu, et beati qui lugent. | Det fremgår også af det sagte, at troen ikke kræves til retfærdiggørelsen af den grund, at den bodgørende er blevet afløst, eftersom den, der afløses, ikke påregnes at tro dette stærkt. Og med hensyn til angeren bekræftes den af den hellige skrift, som Es 66,2: 'Hvem skal jeg se til, om ikke til den hjælpeløse og den med den angrende ånd og den, der skælver for mit ord'. Og Sl 51,19: 'Et angerfuldt og ydmygt hjerte foragter du ikke, Gud'. Og et andet sted: 'Han læger dem, hvis hjerte er knust og forbinder alle deres angerfuldheder'. Og i Ez 18,21f: 'Og nårsomhelst synderen sukker, vil jeg ikke ihukomme alle hans overtrædelser'. Og i Matt 5,3: 'Salige er de fattige i ånden' og 'salige er de, som sørger'. |
| 85 Huiusmodi testimonia non facile reperies, de iustificatione eius qui sacramentaliter absoluitur, ex fide sola sine contritione. vnde August. in enchiridio cap. lxv. In actione paenitentiae vbi tale crimen commissum est, vt is qui commisit a Christi etiam corpore separetur, non tam consyderanda est mensura temporis, quam doloris. Cor enim contritum et humiliatum, deus non spernit. | Du finder ikke let den slags vidnesbyrd om retfærdiggørelsen af den, som afløses sakramentalt af tro uden anger. Derfor siger Augustin i sin enchiridion kap 65: 'I en bodshandlinger, hvis der er begået en sådan forbrydelse, at den, der har begået den, er blevet adskilt fra Kristi legeme, skal man ikke så meget se på udmåling af tiden, som på smerten. Gud foragter nemlig ikke et angrende og ydmygt hjerte. |
| 86 Verum quia plerumque dolor alterius cordis occultus est alteri, neque in aliorum notitiam per verba, vel quacunque alia signa procedit, cum sit coram illo, cui dicitur. Gemitus meus a te non est absconditus, (Sl 38,10) recte constituuntur ab (389) his qui ecclesiae praesunt tempora paenitentiae, vt fiat etiam satis ecclesiae, in qua remittuntur ipsa peccata. Hic consydera quod August. vim facit in quantitate doloris, qui dolenti notior est quam sacerdoti, et vult Augusti. quod peccator sic perfecte dolens, statim possit absolui, si sacerdoti constaret sufficientia doloris. | Men fordi mange gange den enes hjertesmerte er skjult for den anden, og ikke fremgår for den andens kendskab i ord eller noget andet tegn, eftersom det befinder sig foran ham, til hvem der siges: 'Mine suk er ikke skjult for dig', var det rigtigt, at de, der gik forud for kirken, indrettede bodstider, så det også blev nok for kirken, i hvilken synderne selv tilgives. Læg her mærke til, at Augustin mener, der er en kraft i smertens størrelse, som den, der har den, lægger mere mærke til end præsten, og at Augustin vil, at den synder, der således er fuldkommen smerteramt, straks skal kunne afløses, hvis det for præsten står fast, at der er nok smerte. |
| 87 Similia facile induci possunt, ex dictis aliorum sanctorum Ambrosi. Hierony. Chrysost. Cypria. et qui confidit se absolui per suum dolorem, non est dicendus confidere in operibus suis, sed in dono dei. Nam vera paenitentia donum dei est, vt probatur, ij. ad Timotheum ij. Ne forte det illis deus paenitentiam, ex quo concudit Augusti. enchiridij capi. lxxxij. quod non solum cum agitur paenitentia, sed etiam vt agatur misericordia dei necessaria est. | Lignende steder vil nemt kunne fremføres, blandt andet fra helgenerne Ambrosius, Hieronymus, Chrysostomus, Cyprian. Og den, der stoler på, at han er afløst gennem sin smerte, kan ikke siges at stole på sne gerninger, men på Guds gave. For den sande bod er Guds gave, som det bevises af 2 Tim 2,25: 'Måtte Gud give dem bod', hvorfra Augustin konkluderer i sin enchiridion kap 82, at ikke blot, når han gør bod, men også når man handler, er Guds nåde nødvendig. |
| 88 Adde ad praedicta non omnem fidem per dilectionem operari. Est enim quaedam fides per timorem operans, vt in facientibus mandata metu paene infernalis, quam fide tenent peccatoribus paratam. Est et fides tota et adeo perfecta, vt montes transferat, quae tamen secundum Apostolum sine charitate non prodest. Est denique fides mortua, quae nihil vitale operatur. | Og føj så af det foregående til, at ikke enhver tro virker ud af kærlighed. Der er nemlig en tro, der virker ud af frygt, som i den, der overholder budene ud af en næsten helvedagtig frygt, som de på grund af troen regner med er beredt synderne. Men der er også en hel og fuldkommen tro, som kan flytte bjerge, men den er ifølge apostelen dog til ingen nytte uden tro. Endelig er der en død tro, som ikke øver noget livsbekræftende. |
| 89 Nihil itaque prohibet credere deum esse in promissis veracem, et cum ea fide sacramentum recipere, nec tamen dei gratiam assequi. Nunquid enim Corinthij. quos de indigna communicatione corporis et sanguinis domini Pau. arguit, non credebant deum esse veracem. | Der er derfor intet til hinder for at tro, at Gud er sanddru i sine løfter, og modtage sakramentet med denne tro, og dog opnås Guds nåde ikke derved. Mon nemlig de korinthere, som Paulus beskylder for at omgås uværdigt med Herrens legeme og blod, troede, at Gud var sanddru. |
| 90 Aut nunquid de dei promissis dubitasse arguuntur. Et quod inducit MARTI. quod etiam si sacerdos ioco, et non serio absoluat, quod est absolutus nihil valent probationes eius de Athanasio puero, quia non dicitur quod illi qui sic ioco baptisabantur non peccarent, quia verisimilius est, quod tam baptisans quam baptisatus irreuerentiam faciebant sacramento. Et exemplum de Mimo est ad contrarium. Is enim intendebat deridere baptismum, et ita, si exemplum quadraret probaretur quod absoluendus deridens confessionem esset absolutus, dicit MARTINUS. Nec cures si sacerdos (390) sit leuis, quia non in sua potestate, sed in verbo Christi absoluit, in quo videtur dissuadere ne confitens sit sollicitus de bono, et prudenti confessore acquirendo. | Eller blev de nogensinde beskyldt for at have tvivlet på Guds løfter. Og så indfører Martin den påstand, at også hvis præsten afløser for sjov og ikke i alvor, bliver han afløst, men hans beviser fra den athanasianske dreng gælder ikke, fordi der ikke siges, at de, der således døber for sjov, ikke synder, for det er sandsynligt, at både den, der døber, og den, der bliver døbt, omgås sakramentet på uærbødig måde. Og eksemplet med gøgleren går i modsat regning. Han havde nemlig til hensigt at gøre grin med dåben, og selv om eksemplet passede, ville han således bevise, at den, der skal afløses, men gør grin med bekendelsen, ville blive afløst. Og Martin siger: Du skal heller ikke bekymre dig om, om præsten er letlevende, for det står ikke i hans magt, men i Kristi ords magt at afløse, hvorved det ser ud, som om han vil fraråde, at den, der bekender, skal bekymre sig om at få fat på en god og klog bekender. |
| 91 Cui respondetur quod licet deus solus aut principaliter sanet, tamen quaerimus bonum medicum, et licet nisi dominus custodierit ciuitatem, frustra vigilat qui custodit eam, tamen quaerimus fideles custodes, ita quaerendus est bonus et prudens sacerdos, quamuis deus aut solus aut principaliter absoluat. | Man må svare ham, at selv om Gud alene eller principielt læger, så kræver vi dog gode læger, og selv om Herren vogter byen, og den, der vogter, våger forgæves, så kræver vi dog trofaste vogtere, og således må man kræve en god og klog præst, selv om det er Gud alene eller Gud principielt, der afløser. |
Videre til latlu09!
Noter:
n6: Eck behandler også boden ud fra lignelsen om den fortabte søn i sin disputation med Luther, se eck-12#3. Dog, hvor Latomus mener, at 'kærlighedens metode' er én af to, mener Eck, at 'frygtens metode' er den eneste, eck-12#1.
n18: Eck har ret kursorisk fremført dette argument overfor Luther uden at nævne, at sammenligningen stammer fra Augustin. (eck-12#10).
n19: Der er kommet et t for meget med i ordet obstetricante, i Job 23,13 står der obsetricante.
n26: I Vulgata står der ikke dorso, men 'in corde'.
n34: Der er opstået lidt rod i sidetallet hos udgiverne af Latomus-bogen. Men der mangler ingen sider.
n50: Brev 75 i den engelske oversættelse i Edinburgh-udgaven.
n72: Edinburgh-udgavens engelske oversættelse har 'Penitence is driven forth from their breasts', dvs der skal nok stå pectoribus og ikke peccatoribus.