Latomus mod Luther 7

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 353 til side

Citater fra Augustin, Hieronymus og Gregor er markeret med farve, men jeg tilstår, at jeg ofte gætter mig til citaternes begyndelse og slutning ud fra Latomus' sprogbrug..
 
1          Quinto Martinus allegat ibidem si fulserint vbi Gregor, quia quousque paena corruptionis astringimur, quantumlibet rectis operibus veram munditiam nequaquam apprehendimus, sed imitamur. (releip04#55)             For det femte henviser Martin til Job 9,30: Hvis jeg så vaskede mine hænder, hvor Gregor siger: 'For med hvilkesomhelst rette gerninger gør vi os skyldige i en hvilkensomhelst fordærvs-straf, vi opnår aldrig sand renhed, vi efterligner den kun'. 
2        Hic aduerte quod hic Gregori. mundissimas manus appellat opera comprehensorum. Item veram munditiam appellat eorundem munditiam, et vult quod mundicia operum sanctorum, qui sunt in via, illorum aliquam habeat similitudinem, sed non attingat ad aequalitatem, propter hoc notans quod signanter Iob dixerit, velut mundissimae et non absolute mundissimae, quod volens Greg. exprimere dixit quamlibet rectis operibus veram munditiam non apprehendimus, sed imitamur, id est ad beatorum munditiam non pertingimus, quamdiu viatores sumus, sed aliquam eius imaginem pro modulo viae exprimimus, et hoc propter corruptibilitatem corporis et carnis immunda desyderia.           Læg her mærke til, at Gregor her kalder de allerreneste hænder for bønfaldende gerninger. Ligeledes kalder han den sande renhed de sammes renhed, og han vil, at de helliges gerningers renhed, mens de er her i livet, skal have nogen lighed med deres gerninger, men han lægger ikke vægt på ligeligheden. Derfor understreger han, hvad Job udtrykkeligt siger, at de er rene, men ikke absolut rene, og det, Greg. vil have udtrykt, siger han, at hvor rette gerninger vi end udfører, vi opnår aldrig den sande renhed, vi efterliger den kun, det vil sige: vi når ikke frem til de saliges renhed, sålænge vi lever her, men vi udtrykker i nogen grad dens billede efter vejens målestok, og sådan er det på grund af legemets forgængelighed og kødets urene begæringer. 
3 Vnde post multa Gregorius concludit. Dicat ergo vir iustus si lotus fuero, quasi aquis niuis et fulserint velut mundissimae manus meae, tamen sordibus intinges me, et abominabuntur me (354) vestimenta mea, (Job 9,30) quia quantumlibet ad summam in compunctione contemplationis ascenderit, quantumlibet se per exercitium laboris accinxerit, indignum tamen adhuc aliquid de corpore mortis sentit, et abominabilem se esse consyderat in multis quae de pondere corruptionis portat.  Og derudfra slutter Gregor efter at have sagt meget andet: Den retfærdige må altså sige: 'Hvis jeg var uskyldsren, som vinterens sne og vaskede mine hænder det allerreneste, så ville du dog tildryppe mig med snavs, og mine klæder ville afsky mig', fordi hvor meget end han steg op til kontemplationens højdepunkt, og hvor meget han end gennem øvelser omgjorder sig med anstrengelser, han mener dog noget uværdigt om den dødelige krop, og mener, at han har noget afskyeligt i de mange ting, som han bærer i forgængelighedens vægt. 
4        Hic vides hanc sententiam nihil adiuuare partes Mar. neque per eam probare posse quod intendit quia Greg. non eadem opera dicit bona esse et mala.            Her ser du, at denne opfattelse intet hjælper Martins sag, og at han heller ikke herigennem kan bevise det han vil, fordi Gregor ikke siger, at den samme gerning er både god og ond. 
5        Quod autem Mar. inducit, vi. et vltimo loco in fine moralium. Greg. dicentem. Quis inter ista etc. (releip04#56) Greg. loquitur de imperfectis quibus ex humilitate se connumerat. Imperfecti enim praesertim in longo opere et diuturno bona intentione inchoata, saepe aliquid humanum patiuntur ex inani glorio, et amore fauoris humani, vt quod pro solo deo inchoatum est, non pro solo deo vsque ad finem perducatur, et hoc est quod supra dixit in bonis operibus cauendam esse fraudem asserens Iob, hoc diligenter cauisse etiam cum proprias laudes enarrat itidem asserens de Pau. vnde Greg. continuo post verba per Mar. allegata sed hoc mihi facere opere precium credo, quod fraternis auribus omne quod me latenter ipse reprehendo incunctanter aperio.         Men når Martin indfører det sjette og sidste sted fra moraliermes slutning, hvor Gregor siger. 'Hvilket frelsens sted osv', så taler Gregor dèr om de ufuldkomne, som regner sig med til de ufuldkomne af ydmyghed. For de ufuldkomne lider især i den langvarige gerning og i den daglige gode kun påbegyndte hensigt ofte af noget menneskeligt ud fra en tom ære, og kærlighed til menneskelig gunst, og selv om det er noget, der kun er ufuldkomment for Gud, så kan det dog ikke overfor Gud alene gennemføres til enden, og det er, hvad han ovenfor har sagt, at man skal undgå bedrag i de gode gerninger, og han hævder, at Job omhyggeligt har undgået det, også når han fortæller om sine egne rosværdige gerninger, ligesom han også forsikrer det om Paulus. Derfor fortsætter Gregor efter de ord, der er citeret af Martin: Men jeg tror, at han gør denne gerning værdifuld for mig, fordi jeg uden tøven åbner alt det, som jeg hemmelige bebrejder mig selv, for brødrenes øren. 
6 Quia enim exponendo non celaui quod sensi, confitendo non abscondo quod patior, per expositionem patefeci dona per confessionem detego vulnera. Et quia in hoc tam magno humano genere nec paruuli desunt qui dictis meis debeant instrui, nec magni desunt qui cognitae meae valeant infirmitati misereri. Per haec utraque aliis fratribus quantum possum curam confero, ab alijs spero. Illis dixi exponendo quod faciant, istis aperui confitendo quod parcant. Illis verborum medicamenta non subtraho, Istis lace rationem vulnerum non abscondo.  For når jeg lægger det frem, skjuler jeg ikke, hvad jeg føler, idet jeg åbent bekender, hvad jeg lider, ved at fortælle om det beroliges gaven, ved at bekende afdækker jeg såret. Og fordi der i denne store menneskehed ikke heller mangler børn, som skal undervises ved mine ord, eller store folk, som når de bliver klar over min svaghed kan have medlidenhed med mig. Gennem dette giver jeg de andre brødre al den omsorg, jeg kan, fra andre håber jeg. Overfor dem har jeg talt ved at påvise, hvad de har gjort, overfor hine åbner jeg mig ved at bekende, hvad de skal se igennem fingre med. Overfor dem trækker jeg ikke ordenes lægemiddel bort, overfor hine skjuler jeg ikke fordækt grunden til sårene. 
7        Ex his verbis vides quod male concludit M. Omne opus bonum esse partim malum etiam in tantis viris, et quod beatus Iob pro alijs operibus suis se confitetur peccatorem et pro alijs a deo et a seipso laudatur vt iustus, vt iam non sit mirabile quod Marti. vult videri mirabile. (releip04#57)         Af disse ord kan du se, at Martin foretager en dårlig konklusion, når han siger, at enhver god gerning tildels er ond også i så store mænd, og du kan se, at den salige Job med hensyn til nogle af sine gerninger bekender, at han er en synder, og med hensyn til andre overfor Gud og sig selv roser sig som en retfærdig, så at det, som Martin vil se som besynderligt, ikke er det. 
8        Quod autem Marti. addit blasphemum esse dicere, quod nec (355) angeli si cum dei iudicio comparentur iusti sunt, et sine peccato. (releip04#59) Hanc blasphemiam Hiero. non meruit cum ij. aduersus pelagianos inquit, quod omnia sacerdotum, ora concelebrant homonos anamartitos, quod in lingua nostra dicitur, qui solus est sine peccato, quae laus iuxta sententiam tuam frustra deo reputatur, si est communis cum caeteris. Haec Hierony.           Men hvad Martin tilføjer, at man må sige, det er blasfemi, at heller ikke englene skulle være retfærdige og uden synd, hvis de skulle bedømmes med Guds dom. Denne blasfemi har Hieronymus ikke fortjent, når han i den anden bog imod pelagianerne siger, at alle præsternes munde celebrerer med som 'homonos anamartitos', hvilket på vort sprog betyder, at han alene er uden synd, som regner sin ros efter din mening som forgæves overfor Gud, selv om den er fælles med de øvrige. Såvidt Hieronymus. 
9  Quod intelligit quemadmodum deus modo quodam bonus est quo nemo alius, et sapiens, et ens, et immortalis, et inuisibilis, vt de eo dicatur. Nemo bonus nisi deus, et soli sapienti deo, et qui est misit me, et solus habet immortalitatem, et soli immortali, inuisibili deo, sic modo quodam speciali deus est impeccabilis. Ipse enim per naturam, caeteri per gratiam, hoc modo ergo non est blasphemum dicere, angelos non esse sine peccato, sive non esse impeccabiles.  Det forstår han på den måde, at Gud er god på en måde, som ingen anden er det, han er vis, han er værende, han er udødelig, han er usynlig, og hvad der siges om ham også på denne måde. Ingen er god uden Gud, og det ligger alene til Gud at være vis, og 'han er' har sendt mig, og han alene har udødelighed, og det ligger alene til Gud at være udødelig, usynlig, og således kan man på en måde sige, at det hører til Guds særegenheder at være syndfri. Han er det nemlig i kraft af sin natur, de andre i kraft af nåde, og på den måde er det ikke blasfemisk at sige, at englene ikke er uden synd, eller at de ikke er syndfri. 
10         Deinde argu. Mar. ratione. Tenemur mandatum dilectionis dei perfecte implere, diligendo deum ex toto corde, tota anima, et totis viribus, sed hoc nullus implere potest propter concupiscentiam, quae repugnat legi dei, ergo omnes remanent peccatores. (releip04#61)            Dernæst argumenterer Martin ud fra fornuften. Vi skal stræbe efter at overholde budet om kærlighed til Gud fuldkomment, så vi elsker Gud af hele vort hjerte, hele vort sind og hele vor styrke, men dette kan ingen opfylde på grund af begæret, som kæmper imod Guds lov, altså forbliver alle syndere. 
11        Respondeo Primo quaerendo ex Marti. an credat aliquem quandoque fuisse, vel facturum esse, quod deuteronomij. iiij. scriptum est. Inuenies eum si tamen toto corde, et tota tribulatione animae tuae quesieris eum. Si dicat quod non sequi videtur, nullus fuit aut erit vere paenitens, Sinautem dicat quod sic, dicetur ei, quomodo hoc fieri potuerit? cum huiusmodi paenitentes concupiscentia et fomite et lege peccati, quae legi dei repugnat non caruerint.             Jeg svarer: Først må man spørge Martin, om han tror, at der nogensinde har været nogen, der har gjort, hvad der står skrevet 5 Mos 4,29: 'Du skal finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og hele din sjæls anspændelse'. Hvis han siger, at det ikke synes at følge deraf, så har der ikke været og så vil der ikke være nogen sand bodgørendel. Men hvis han siger, at det forholder sig sådan, så skal man spørge ham, hvordan det kan ske? eftersom de, der gør bod på den måde, ikke har undgået begæret og syndens tønder og syndens lov, som kæmper imod Guds lov. 
12 Deinde quaerendum est an credat Dauid uerum dicere. In toto corde meo exquesiui te, et in toto corde meo scrutabor mandata tua. (Sl 119,10) Item Echeciam regem dicentem. Nosti domine quod ambulauerim coram te, corde perfecto. (2 Kong 20, 3) Et quia non audebit asserere eos esse mentitos, neque tamen dicet caruisse concupiscentia vel fomite, consequenter dicere debebit, quod habens fomitem deum possit ex toto corde diligere.  Dernæst må man spørge ham, om han tror, at David taler sandt: 'Af hele mit hjerte har jeg søgt dig, og af hele mit hjerte har jeg gransket dine bud'. Ligeledes, at kong Ezekiel taler sandt, når han siger: 'Du véd, Herre, at jeg har vandret for dit åsyn ud af et helt hjerte'. Og fordi han ikke vil vove at sige, at disse er løgnere, og dog heller ikke vil sige, at de har undgået begæret eller tønderet, så bør han følgelig sige, at én, der har tønderet, kan elske Gud af hele sit hjerte. 
13 Et quod sit quidem modus ex toto corde diligendi, competens status viatoris, per fidem ambulantis, et nondum per speciem, minor modo diligendi ex toto corde, qui competit (356) statui comprehensoris, et quod ille sit meritum, iste vero praemium, vt ex Aug. probatur lib. de spiritu et littera capit. vlti; vt supra allegatum est, et lib. iij. contra duas epistolas pelagianorum capi. vij. vtrumque statum distinguens August. dicit, Hic praeceptum est vt non peccemus, ibi praemium non posse peccare. Hic praeceptum est, vt desyderia peccati non obediamus, ibi praemium vt desyderia peccati non habeamus. Hic praeceptum est intelligite ergo qui insipientes estis in populo, et stulti aliquando sapite (Sl 94,8), ibi praemium est plena sapientia et perfecta cognitio, et infra.  Og derfor er der en måde, hvorpå man kan elske af hele sit hjerte, og herved understreger man vandringsmandens status, han, der vandrer i tro, endnu ikke i skuen, og som i mindre grad elsker af hele sit hjerte, fordi dette stade står overfor forståelsens stade, og fordi det ene stade er fortjenestens stade, det andet belønningens, som det bevises ud fra Augustin 'om ånd og bogstav', sidste kapitel, som vi har anført tidligere, og ud fra den 3. bog af 'imod to pelagianske breve', kap 7, hvor Augustin skelner mellem de to stadier og siger: 'Her er der et bud om, at vi ikke skal synde; dèr er belønningen, at vi ikke kan synde. Her er der et bud om, at vi ikke skal adlyde syndens begær, dèr er belønningen, at vi ikke skal have noget syndigt begær. Her er budet: 'Så forstå dog, I tåber blandt folket, så tag dog i nogen grad imod fornuft, I dårer!' Dèr er belønningen den fuldkomne erkendelse af den hele visdom'. Og senere: 
14 Hic praeceptum est exultate deo adiutori nostro (Sl 81,2). Et exultate iusti in domino (Sl 33,1), ibi praemium est exultare perfecto et ineffabili gaudio. Postremo in praecepto positum est. Beati qui esuriunt et sitiunt iustitiam in praemium autem quoniam ipsi saturabuntur, et infra. Ex quo factum est virtutem, quae nunc est in homine iusto perfectam hactenus nominari, vt ad eius perfectionem pertineat, etiam ipsius imperfectionis in veritate cognitio, et in humilitate confessio.  Her er der det bud: 'Jubl for Gud, vor hjælper', og 'Jubl, I retfærdige, i Herren', dèr er belønningen at juble med en fuldkommen og uaftagelig glæde. Endelig siges det i budet: 'Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed', men i belønningen siges det: 'for de skal mættes'.' Lidt senere siger Augustin: 'For herved sker der det, at den styrke, som nu er i det retfærdige menneske, kaldes fuldkommen på den måde, at med til dens fuldkommenhed hører både erkendelsen og den ydmyge bekendelse af ens egen sande ufuldkommenhed. 
15 Tunc enim est secundum hanc infirmitatem, pro suo modulo perfecta ista partia iustitia, quando etiam quid sibi desit intelligit. Ideoque Apostolus et imperfectum, et perfectum se dicit. Imperfectum scilicet cogitando, quantum illi ad iustitiam desit, cuius plenitudinem adhuc esurit, et sitit. Perfectum autem quod et suam imperfectionem confiteri non erubescit, et vt perueniat bene procedit.  For da er nemlig, med hensyntagen til denne svaghed, efter sin egen målestok, denne lille retfærdighed fuldkommen, når den forstår, hvad den selv mangler. Og derfor kalder apostelen sig selv både ufuldkommen og fuldkommen. Ufuldkommen, ja, med hensyn til erkendelsen, ved tanken om, hvor meget den mangler i den fylde, den stadig hungrer og tørster efter. Men fuldkommen, både fordi den ikke rødmer ved at bekende sin egen ufuldkommenhed, og fordi den gør fremskridt i det gode, som den godt kan nå.
16 Sicut possimus dicere perfectum esse viatorem, cuius bene promouetur accessio, quamuis non perficiatur intentio, nisi fuerit facta prouentio, et post multa, nimis quippe insipienter dicitur, tantum amari deum antequam videatur, quantum amabitur cum videbitur.  Ligesom vi kan sige, at den vandringsmand er fuldkommen, hvis fremskridt er godt på vej, skønt hans hensigt ikke gennemføres, medmindre han faktisk når frem'. Og et godt stykke efter: 'Det siges med altfor stor tåbelighed, at Gud elskes lige så meget før han ses, som han vil blive elsket når han ses.
17 Porro si in hac vita pio nemine dubitante, quanto amplius diligimus deum, tanto sumus vtique iustiores, quis dubitet, piam veramque iustitiam, cum fuerit dilectio dei perfecta, tunc perfici. Tunc ergo lex ita vt nihil omnino desit implebitur, cuius legis secundam apostolum plenitudo dilectio est.  Videre, hvis i dette liv det er sådan, hvad intet fromt menneske tvivler på, at jo mere vi elsker Gud, des mere er vi givetvis retfærdige, hvem kan så tvivle på, at den fromme og sande retfærdighed vil blive helt fuldkommen, når kærligheden til Gud er fuldkommen. Da skal loven derfor opfyldes, så at intet overhovedet mangler i dens opfyldelse, og den lov er, ifølge apostelen, kærlighedens fylde'.
18          Hic habes clare ex Augustini sententia quid sit hic in praecepto, et quid repromittatur illic in praemio. Deinde habes distinctas perfectiones, Vnam viae, alteram patriae et quod perfectio (357) viae imperfecta est, sicut dilectio et cognitio in via necessario est imperfecta, et sicut nimis insipienter dicitur, strennuo cursori ad peccatum imputari debere, quod non mox vt currere caeperit, calcem attigit, et metam, sic magna inconsyderatione dicitur, in spirituali stadio legitime currentis, id est diligentis (Nam ad deum itur non pedibus sed affectibus) imperfectionem imputandum esse ad peccatum, maxime cum ea imperfectio necessario sit in creatura rationali, etiam non peccatrice, antequam pertingat ad visionem claram.           Her har du klart ud fra Augustins mening, hvad der her ligger i budet, og hvad der gives dèr som belønning. Dernæst har du forskellige fuldkommenheder, én her i livet, en anden i fædrelandet, og her har du, at fuldkommenheden opnås igennem det ufuldkomne, ligesom kærligheden og erkendelsen her i livet nødvendigvis er ufuldkommen, ligesom det af for megen uvidenhed siges, at der ved et rask løb bør tilskrives til synden, hvad der ikke straks for at det kunne løbe fik sporen og fik endemålet, således kan det med megen ubetænksomhed siges, at for dem, der løber på det åndelige stadion, det vil sige, for dem, der elsker (for frem mod Gud vandrer man ikke med sine fødder, men med sit engagement), må ufuldkommenheden regnes som en synd, og det er ubetænksomt især fordi denne ufuldkommenhed nødvendigvis må være i et rationelt væsen, også i ét, der ikke synder, før det kan nå frem til en klar vision. 
19 Vnde consequenter patet eam glossam non esse pestilentem, nec nouiter repertam qua dicitur, quod deus a viatore pro statu viae non requirit supremam et absolutam legis de dei dilectione impletionem, ita quod imputetur viatori ad peccatum, quod illam summam in via non habet. Et quod Marti. alijs impingit sibijpsi dicere potest. Nam ille soluit mandatum Christi, qui ipsum non implet, sed transgreditur, iam secundum Marti. nec ipse Marti. nec aliquis alius pro statu viae mandatum implet, sed omnis homo est illius mandati transgressor.  Deraf følger konsekvent, at denne fortolkning ikke er pestbærende og ikke er nyåben, den, der siger, at Gud af vandringsmanden i livets stade ikke forlanger den overmåde og absolutte opfyldelse af loven om kærlighed til Gud, således at det skulle regnes vandringsmanden til synd, at han ikke har denne allerhøjeste kærlighed her i livet. Og fordi Martin prakker andre det på halsen, kan han sige det om sig selv. For han løser Kristi bud, som ikke opfylder budet selv, men overtræder det, men ifølge Martin har hverken han selv eller nogen anden opfyldt budet på dette stadie af livet, men ethvert mennesker er overtræder af dette bud. 
20 Neque metuendum est, ne deo minus grati simus, si eius gratia peccato careamus, aut si mandata nostris viribus accommoda eum nobis dedisse credamus. Nam quis conatur efficere, quod nouit factu impossibile. Neque beata virgo, Angeli sancti, aut anima Christi minus gratiae habent deo, quod nullo impossibili mandato vrgentur.  Og man bør ikke være bange for, at vi skal være mindre taknemlige mod Gud, hvis vi ved hans nåde ikke har synd, eller hvis vi tror, at han har givet os bud, der er tilpasset til vore kræfter. For hvem vil stræbe efter af udføre noget, som han véd er umuligt. Hverken den salige jomfru, de hellige engle eller Kristi sjæl har mindre nåde overfor Gud, fordi de ikke regner noget bud for umuligt. 
21         Contra id quod Martinus dicit de obligatione ad impossibile intendens lege dei hominem viatorem ligari ad habendum vel faciendum id, quod habere vel facere non potest, Ita quod non habens aut facient, eo ipso peccet, et legem transgrediatur.           Imod det, som Martin siger, der har med forpligtelsen på det umulige at gøre, at den menneskelige vandringsmand ved Guds lov er bundet til at have eller at gøre det, som han ikke kan have eller gøre, og at han, fordi han ikke har dette eller gør det, af netop den grund synder og overtræder loven ... 
22 Est primum quod dicitur dist. quarta in decretis, quod lex debet esse possibilis, et quod ad impossibile nulla est obligatio, quae videtur communis animi conceptio, et pro regula ponitur de regulis iuris in sexto, quae etiam habetur in iure ciuili, qua et ipse MARTINVS alibi vtitur veritate victus, vt in sermone de indulgentijs notabili decimo, vbi dicit.  imod det er der for det første det, der siges i distinktion 4 i dekreterne, at loven bør være mulig, og at der ikke er nogen forpligtelse på det umulige, som synes den almindelige sjæls undfangelse, og det indsættes som en regel i det sjette kapitel i de juridiske regler, som man også har i civilretten. Og også Martin bruger den et sted, overvundet af sandheden, som i prædikenen om afladen, især 'for det tiende', hvor han siger: 
23 Nam deus et ecclesia neminem grauant vltra (358) vires, quod Paulus ipse astruit, deus inquit non permittet vos tentari super id quod potestis. (1 Kor 10,13) Neque exigua est contumelia Christianismo dicere, quod nobis importabilia onera imponat. Haec ibi. (aflad#13) 'For Gud og kirken betynger ingen ud over deres kræfter, hvilket Paulus selv hævder, når han siger: 'Gud tillader ikke, at I fristes udover det, I kan'. Og det er ikke nogen ringe foragt for kristendommen at sige, at han pålægges os ubærlige byrder'. Såvidt Luther. 
24 Item in sermone de paenitentia parte. ij. notabili, in Primum vt nullo modo praesumas confiteri venialia, sed nec omnia mortalia quia impossibile est vt omnia mortalia cognoscas. Ad impossibile autem nemo obligatur. Haec ille.  Ligeledes i prædikenen om boden, især i anden del, i kapitlet 'Primum', at du på ingen måde skal foresætte dig at bekende de tilgivelige synder, men heller ikke alle dødssynderne, fordi det er umuligt, at du kan kende alle dødssynderne. Men ingen er forpligtet på det umulige. Såvidt Luther. 
25 Hic autem dicit contrarium, et in responsione ad Siluestrum (lutpri01#22) et in praeceptorio signanter primo praecepto. v. vi. et vltimo. Pro cuius pleniori intellectu aduertendum est, praeter id quod in scriptura impossibile dicitur. Aliquando quod est difficile, vt in actibus Apostolorum dicit Petrus. Quid tentatis imponere iugum super ceruices discipulorum, quod neque nos neque patres nostri portare potuimus, id est egre et difficulter portauimus, duobus modis posse intelligi praeceptum alicui esse impossibile.  Men her siger han det modsatte, og ligeledes i svaret til Sylvester og i 'Om de gode gerninger', især om det første bud, det femte, sjette og sidste. For nu at opnå en større forståelse af dette, så må vi vende os til det problem, især det, som i skriften kaldes umuligt. Sommetider kaldes noget vanskeligt, som i Apg 15,10: 'Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vi eller vore fædre kunne bære', det vil sige, vi bar det smerteligt og vanskeligt, for det kan forstås på to måder, at et bud er umuligt for én. 
26 Vnomodo quam non habet potestatem implendi ex suis viribus, quas tunc habet, potest tunc adipisci facultatem ab aliquo, qui paratus est dare petenti. Aliomodo quod ille cui mandatur facultatem exequendi non habet, nec acquirere potest, eo quod petenti nemo velit dare.  Den ene måde: at man ikke har kraft til at opfylde det med de kræfter, som man har på det tidspunkt, og man kan så erholde lejlighed fra en anden, som er parat til at give til den, der beder. Den anden måde: at den, hvem det befales, ikke har lejlighed til at udføre det og ikke kan erhverve det, fordi ingen vil give til den, der beder. 
27 Primo modo homo obligatur ad impossibile ad Ro. viij. Vt quod impossibile erat legi, in quo infirmabatur per carnem, deus mittens filium suum in carne de peccato damnauit peccatum, vt iustificatio legis impleretur in nobis. Hic habes quod liberum arbitrium hominis peccatoris legis iustificationem implere non poterat, sed facultatem implendi deus per Christum donauit  Efter den første måde forpligtes mennesket på det umulige i Rom 8,3: 'Det, der var umuligt for loven, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin søn i kødet og ved synden fordømte synden, så at lovens retfærdiggørelse skulle fuldbyrdes i os'. Her har du det, at det syndige menneskes frie vilje ikke kan opfylde lovens retfærdiggørelse, men Gud giver den lejlighed til at opfylde den ved Kristus. 
28 Idem habes in Apostolo pluribus locis, vbi commendans gratiam ostendit legis et naturae per se inefficaciam, sic Matth. xix. dicitur. Quae impossibilia sunt apud homines, possibilia sunt apud deum, et quando homo superbus putat liberi arbitrij vires sufficere, ad ipsius legis impletionem, ob id non requirens auxilium diuinae gratiae, ad impossibile obligatur non simpliciter, sed ex suppositione, sicut solet dici de habente conscientiam erroneam.  Det samme har du hos apostelen mange steder, hvor han idet han henviser til nåden påviser, at loven og naturen umulig kan gennemføre det ved sig selv, og således siges det Matt 19,26: 'Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud', og når det overmodige menneske mener, at den frie viljes kræfter slår til til at opfylde selve loven, og at der til det ikke kræves hjælp fra den guddommelige nåde, så forpligtes det på det umulige, ikke på en ligefrem måde, men ud fra sine antagelser, ligesom man plejer at sige om den, der har en forfejlet samvittighed. 
29 Secundo vero modo nullus ad impossibile obligatur, nec cuique ad peccatum imputatur, quod tali impossibili mandato non paruerit, quod habendum est pro principio naturaliter noto, quod si (359) quis negauerit, non apparet rationibus esse conuincendus, eo quod contra communem naturae sensum loquatur. Et quia in hoc sensu accipit Mar. vt patet ex his quae dicit de fomite, de ira, de concupiscentia, de mandato dilectionis, merito doctrinaliter damnatus est, damnandus et iudicialiter, nisi resipiscat.  Men ud fra den anden måde er ingen forpligtet til det umuligt, og for ingen skal det regnes for synd, at han ikke kan adlyde et sådant umuligt bud, og man må regne med, at det er et princip af naturlig opkomst, for hvis nogen ville nægte det, ville det ikke se ud til, at han skulle overbevises ved fornuftovervejelser, fordi der tales imod den almindelige naturlige mening. Og fordi Martin forstår det i den betydning, som det fremgår af det, som han siger om tønderet, om vreden, om begæret, om kærlighed til budet, så må man fordømme det af læremæssige grunde, og det må fordømmes i juridisk henseende, hvis han da ikke kommer til fornuft. 
30  Est etiam expresse contra scripturam Genesis. iiij. Peccasti, quiesce, subter te erit appetitus eius, et tu dominaberis illius, et in deutero. Verbum quod mando tibi hodie, non est supra te, prope est verbum in ore tuo, et in corde tuo. Item Matthaei. xi. Iugum meum suaue est, et onus meum leue. Nec nostrum propositum impedit quod Aug. dicit. Iugum leue est amantibus, graue timentibus, quod videlicet mandata per se difficilia et ardua, charitas leuia facit, et ob id etiam dicat Ioannes in canonica sua. Mandata eius grauia non sunt. (1 Joh 5,3)  Det er også udtrykkeligt imod skriften, 1 Mos 4,7: 'Du har syndet, ti stille, under dig skal dets begær være, og du skal herske over det'. Og i 5. Mos 30,11: 'Ordet, som jeg idag giver dig, er ikke over dig, ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte'. Ligeledes Matt 11,30: 'Mit åg er gavnligt, min byrde let'. Og vores opfattelse forhindrer ikke det, Augustin siger: 'Åget er let for dem, der elsker, men tungt for dem, der frygter, for budene er i sig selv vanskelige og besværlige, men kærligheden gør dem lette, og derfor siger Johannes i sin kanon: Hans bud er ikke tunge.
31 Vel secundum Hiero. dicitur. Onus leue, et mandata non grauia dicuntur, comparatione cerimoniarum legis veteris, non quod sint secundum se leuia et facilia, nam siue hoc siue illo modo dicatur, monstratur quod sit possibilis, siue leuiter feratur propter charitatem, siue difficilis sit propter hominis infirmitatem, et precepti magnitudinem, et hanc esse Hiero. mentem patet. i. aduersus pelagianos, cum Critoni. proposuisset. Aut possibilia deus mandata dedit, aut impossibilia, si possibilia, in nostra potestate est ea implere si velimus, si impossibilia, nec in hoc rei sumus, si non facimus quod implere non possumus.  Eller det siges ifølge Hieronymus: 'De kaldes en let byrde, og bud, der ikke er vanskelige, i sammenligning med den gamle lovs ceremonialregler', ikke fordi de i sig selv er lette, for hvad enten det siges på den ene eller på den anden måde, viser det, at de er er mulige, hvadenten de er lette at bære på grund af kærligheden, eller er vanskelige på grund af den menneskelige svaghed, og budenes storhed, og at det er Hieronymus' mening fremgår af den første bog imod pelagianerne, hvor Critonibus havde stillet det således op: 'Enten har Gud givet os bud, der er mulige, eller også bud, der er umulige, hvis de er mulige, står det i vor magt at opfylde dem, hvis vi vil, hvis de er umulige, kan vi heller ikke blive skyldige i dem, hvis vi ikke gør, hvad vi ikke kan opfylde. 
32 Et Hiero. ad hominem respondens primo et retundens argumentum, quod deus possibiles dedit humano generi omnes artes, inducens et de corporis dotibus, rhetoribus, tractatoribus, et alijs multis libris sequenti tractans illud. Si offers munus tuum ad altare inquit, non quod impossibilia deus praeceperit, sed in tantum patientiae culmen ascendit vt prope impossibilia pro difficultate nimia praecepisse videatur, ad destruendam sententiam tuam, qua scribis facilia esse dei mandata, et post multa quibus ostendit mandatorum difficultatem concludit ergo et possibilia sunt dei mandata, quae Dauid fecisse cognouimus. Hic attende quod sub nomine praecepti Hiero. comprehendit consilia. (360)  Og Hieronymus svarer på menneskelig vis i første omgang og sløver det argument, at Gud har givet menneskeslægten alle de mulige kunstarter, og han indfører også noget om de legemlige gaver, om talegaver og om afhandlinger, og i mange andre bøger behandler han det følgende: 'Hvis du ofrer din gave ved alteret', siger han, ikke fordi Gud har foreskrevet det umulige, men blot for at stige op til tålmodighedens tinde, så at det næsten umulige synes at være foreskrevet som en altfor stor vanskelighed. Og det gør han, så han ødelægger din opfattelse, du, som har skrevet, at Guds bud er lette at holde, og lang tid efter har han påvist budenes vanskelighed og nu konkluderer han at altså er Guds bud mulige at holde, hvilket vi har erfaret, at David gjorde. Læg her mærke til, at Hieronymus under bud medregner rådene. 
33          Hic aduerte qualiter Aug. in peccatore conuerso ponat dilectionem ex toto corde, et ex tota anima, ex quo confirmatur quod supra dictum est, duos modos esse deum diligendi ex toto corde, vnum viae, alterum patriae, in illo amor dei et delectatio iustitiae cor possidet, et alios amores et delectationes superat, In isto funditus absorbet, in illo frenantur aut seruiunt, in isto omnino non sunt. Habes etiam quod in praecepto diuino complendo, semper habet homo facultatem implendi, aut saltem quod non negatur legitime petenti, aut si negetur extra culpam est non faciens mandatum.         Her skal man lægge mærke til, hvordan Augustin i den omvendte synder anbringer kærligheden af hele hjertet og af hele sindet, ud fra hvilken han bekender, som før sagt, at der er to måder, hvorpå man kan elske Gud af hele sit hjerte, den ene dette livs måde, den anden fædrelandets måde. I den første er det kærlighed til Gud og kærlighed til retfærdighed, der besidder hjertet, og overgår al anden kærlighed. I den sidste opsluger han det grundlæggende, i den første tæmmes de og tjener, i den sidste er de overhovedet ikke. Det forholder sig også sådan, at når mennesket er i gang med at opfylde det guddommelige bud, har det altid lejlighed til at opfylde det, enten så der slet ikke nægtes den noget, der retmæssigt beder derom, eller hvis der nægtes, er det uden brøde, at man ikke opfylder budet. 
34        Pone exemplum. Rex subito debili pedibus mandat, vt quod primum se praesentem exhibeat subditus, licet ambulare nequeat, si tunc habet vehiculum, aut pecuniam ad emendum, vel conducentum, aut amicum donare vel commodare paratum, non valet impossibilitatem excusare mandati.           Tag et eksempel. En konge befaler pludselig en vanfør, at hans undersåt skulle gøre det, han først udviste, at han var i besiddelse af, nemlig, at han ikke kunne gå, hvis han da havde et køretøj, eller penge til at købe det for eller låne det for, eller han havde en ven, der kunne give ham det eller stille det til rådighed for ham, idet kongen ikke lod nogen undskyldning gælde i retning af, at budet af umuligt. 
35 Si vero nihil horum ad manum habeat, sed rex offert suo sumptu lecticam et comeatum, adhuc non est mandatum impossibile, et adhuc multo minus, si rex posset et vellet petenti sanitatem pedum reddere. Si vero nec subditus habet, nec ab alio acquerere potest, nec qui mandat dare paratus est, peccatum non est in eo quod non obediuit mandanti, sed in eo potius quod irrationabiliter mandauit.  Men hvis han ikke havde nogen af de ting for hånden, men kongen tilbød ham at han kunne tage hans bærestol og vogn, så er budet ikke mere umuligt, og jo nok meget mindre, hvis kongen kunne og ville give den, der bad om det, hans fødders sundhed tilbage. Men hvis han ikke havde nogen undersåt, heller ikke kunne kræve noget af nogen anden, og ikke var beredt til at give, hvad han krævede, så er det ikke synd, at han ikke adlyder den befalende, men snarere i det, at han befaler på irrationel måde. 
36 In proposito vero qua deus iustus et bonus, irrationabiliter nihil potest precipere. Nihil homini praecipit, cuius homo non habet potestatem aut habere potest, si potestate quam habet legitime vtatur, quod incalumniabiliter verum est, de electis in statu gratiae existentibus, de quibus apostolus. Fidelis deus, quia non patietur vos tentari, super id quod potestis ferre, sed faciet etiam cum tentatione prouentum. (1 Kor 10,13)  Men under den forudsætning, at Gud er retfærdig og god, kan han ikke påbyde noget irrationelt. Han kan ikke påbyde mennesket noget, som mennesket ikke har magt over eller kan have magt over, hvis han bruger den magt, som han har, på legitim måde, og det er uden fordrejelse sandt om de udvalgte, der eksisterer i nådens stand. Om dem siger apostelen: 'Trofast er Gud, for han vil ikke tillade, at I fristes ud over det, I kan bære, men sammen med fristelsen skabe udvej'. 
37          Vnde Au. iij. de li. ar. r^ndens quaestioni eorum qui dicunt, Si Adam et Eua peccauerunt, quod nos miseri fecimus, vt cum ignorantiae caecitate et difficultatis cruciatibus nasceremur, et primo erraremus nescientes, quod nobis esset faciendum, deinde vbi nobis inciperent aperiri praecepta iustitiae, vellemus ea facere, et renitente carnalis concupiscentiae nescio qua necessitate non valemus.           Derfor går Augustin i sin anden bog om den frie vilje imod dem, der siger: Hvis Adam og Eva syndede, fordi de gjorde os ulykkelige, så at vi fødes med blindhedens uvidenhed og med vanskeligheder og pinsler, og vi i første række fejler, fordi vi er uvidende om, hvad vi skal gøre, og videre, hvor vi begynder at være åbne overfor retfærdighedens bud, så vi vil udføre dem, og støder den kødelige begærlighed tilbage, dèr véd jeg ikke, hvad det er for en nødvendighed, der gør, at vi ikke er noget værd. 
38 Quibus breuiter r^ndetur, vt quiescant. Recte enim fortasse quaererentur, si erroris, et libidinis nullus hominum victor existeret. Cum vero vbique sit praesens, quod multis modis per creaturam sibi domino seruientem auersum (362) vocet, doceat credentem, consoletur sperantem, diligentem exhortetur, conantem adiuuet, exaudiat deprecantem, non tibi deputat ad culpam si inuitus ignoras, sed quod negligis quaerere quod ignoras, neque illud quod membra vulnerata non colligis sed quod volentem sanare contentis. Ista tua, propria peccata sunt.  Dette imødegår Augustin kort, så de må tie. Det kan måske være rigtigt, at de spørger efter, om der ikke findes nogen menneskelig sejr over fejltagelsen og vellysten. Men skønt det overalt er nærværende, som på mange måde gennem skabningen som en forvendt træl kalder sig herre, så bør han dog belære den troende, trøste den håbende, formane den elskende, hjælpe den stræbende, bønhøre den bønfaldende, og ikke pålægge dig noget som brøde, hvis du uden at du kan gøre for det er uvidende, men det pålægges dig som brøde som du forsømmer at undersøge, skønt du er uvidende, og ikke det, som du ikke samler sammen, fordi dine lemmer er sårede, men det, som du, fordi du vil det, stræber efter at helbrede. Dette er din personlige synd. 
39 Nulli enim homini ablatum est scire vtiliter, quod inutiliter ignoratur. Et humiliter confitendum est imbecillitatem, vt quaerenti et confitenti ille subueniat, qui nec errat dum subuenit, nec laborat. Nam illud quod quisque non recte facit, et quod recte volens facere non potest, ideo dicuntur peccata, quia de peccato illo liberae voluntatis originem ducunt. Illud enim praecedens meruit, ista sequentia.  Det er nemlig ikke umuligt for noget menneske til gavns at få at vide, hvad de til skade er uvidende om. Og man må ydmygt bekende dumheden, om ikke ved at undersøge og bekende den det menneske kunne komme til hjælp, som hverken tager fejl, når det hjælper eller når det anstrenger sig. For det, som ethvert menneske ikke gør ret, og som man ikke kan gøre ret, skønt man vil det, kaldes af den grund synder, fordi de fører fra denne synd til den frie viljes oprindelse. Dette fortjener nemlig nogen, der går i forvejen, det andet noget der følger efter. 
40 Nam sicut linguam non solum membrum quod mouemus in ore dum loquimur, sed etiam illud quod huius membri motum consequitur, id est, formam tenoremque verborum, secundum quem modum dicitur alia lingua graeca, alia latina, sic non solum peccatum illud dicimus, quod proprie vocatur peccatum, libera enim voluntate et ab sciente committitur, sed etiam illud quod iam de huius supplicio consequatur necesse est.  For ligesom sproget ikke blot følger det lem, som vi bevæger i munden, når vi taler, men også det, som fremkommer ved dette lems bevægelser, det vil sige, ordenes form og udtale, ifølge hvilket man kan sige, at det sprog er græsk, det latin, sådan er det ikke blot sådan, at det, vi taler, er synd, det, som kaldes vor personlige synd, for den synd begås frivilligt og ud fra vor viden, det må nødvendigvis også være sådan, at også det er synd, som nu følger efter som en hjælp for den.
41         Hic habes aperte ex Aug. sententia quid imputetur homini ad peccatum, et quid non, et quod solum imputatur quod habet in potestate vt faciat, aut cuius potest acquirere facultatem, sed negligit. Item habes quomodo deus paratus est homini dare scientiam necessariam agendorum, et scienti adiutorium sufficiens ad faciendum mandatum, quando homo suam inbecillitatem agnoscit, et humiliter supplicat.            Her har du ligeud fra Augustin en opfattelse af, hvad der tilregnes mennesket som synd og hvad ikke, og du har den opfattelse, at der alene tilregnes det det, som det har i sin magt at gøre, eller hvilket det kan få lejlighed til at gøre, men forsømmer. Ligeledes har du, hvordan Gud er rede til at give mennesket den nødvendige viden til at handle, og, når mennesket har fået viden, hjælp til at udføre budet, når mennesket erkender sin dumhed og ydmygt beder om hjælp. 
42 Ex quibus omnibus infero, quod cum deus pro statu huius vitae de lege communi, non sit paratus petenti etiam iusto, pro extremo vitium laboranti, illam perfectam dilectionem ex toto corde dare, sicut neque claram sui visionem, iuxta illud. Non videbit me homo et viuet. (2 Mos 33,20) Et illud. Quem nullus hominum vidit. (1 Tim 6,16) Item quamdiu sumus in corpore peregrinamur a domino, Per fidem enim ambulamus et non per speciem, propter quod Paulus cupiebat dissolui, et esse cum Christo. (2 Kor 5,6)  Af alt dette drager jeg den slutning, at skønt Gud med hensyn til dette livs tilstand vil give oplysning om den almindelige lov, er han ikke parat til at give den bedende, heller ikke den retfærdige, der anstrenger sig af yderste magt, denne fuldendte kærlighed, der elsker af hele hjertet, ligesom han heller ikke giver ham den klare vision af sig selv, ifølge dette: 'Et menneske kan ikke se mig og leve'. Og dette: 'Ham, som intet menneske kan se'. Ligeledes: 'Sålænge vi vandrer i legemet borte fra Herren, i tro vandrer vi nemlig her og ikke i skuen', hvorved Paulus stræber efter at løses af og være sammen med Kristus. 
43 Neminem teneri praecepto ad eam habendam. Neque censeri debere transgressorem, eo quod illam non habeat, Et pariformiter dicendum est, (362) Nullum iustum teneri pro statu viae ad non habendum fomitem peccati, et radicalem concupiscentiam, cuius reatus baptismo deletus est. Ex eodem fundamento quod videlicet non sit in eius potestate, nec deus supplicanti dare decreuerit, non plus quoque corpus immortale aut impassibile.  Det bør ikke regnes for et bud at man skal have denne kærlighed. Og den bør ikke regnes for en overtræder, som ikke har den. Og på lignende måde kan man sige: Ingen retfærdig bør i dette livs tilstand holde det for et ideal, at han ikke skal have syndens tønder og den grundlæggende begærlighed, den, hvis skyld udslettes i dåben. Og det ud fra den samme grundlæggende tanke, at det jo ikke står i hans magt, og at Gud ikke afkræver den bedende, at han skal give det, ikke før han også får et udødeligt legeme, frit for lidelser. 
44         Item iij. de lib. ar. ca. xvij. dicit idem Aug. Quaecunque illa causa est voluntatis, aut iusta profecto est, aut iniusta. Si iusta, quisquis ei obtemperauerit non peccabit. Si iniusta non ei obtemperet, et non peccabit, et infra cap. sequenti. Quaecunque ista causa est voluntatis, si non ei potest resisti, sine peccato ei ceditur. Si autem potest non ei cedatur, et non peccabitur.          Fremdeles siger Augustin det samme i den 3. bog af 'om den frie vilje', kap. 17: 'Hvad end denne årsag til viljen er, så må den sandelig enten være retfærdig eller uretfærdig. Hvis den er retfærdig, synder enhver der adlyder den ikke. Hvis den er uretfærdig, adlyder man den ikke, og så synder man ikke', og senere: 'Hvad end denne årsag er til viljen, hvis den ikke kan modstås, kan man vige for den uden synd. Men hvis den kan modstås, undlader man at vige for den, og synder da ikke. 
45 An forte fallit incautum? Ergo caueat ne fallatur. An tanta fallacia est, vt caueri omnino non possit? Si ita est nulla peccata sunt. Quis enim peccat in eo quod nullo modo caueri potest? Peccatur autem, caueri igitur potest. Hanc Augu. sententiam cum Pelagius in lib. suo tanquam pro se facientem allegasset, Ipse August. eidem lib. respondens capi. lxvij. libri de natura et gratia, inquit Agnosco, verba mea sunt, sed etiam ipse dignetur agnoscere superius cuncta quae dicta sunt.  Mon det måske bedrager den uforsigtige? Jamen, så må man tage sig i agt, at man ikke bedrages. Mon der måske er så mange bedrag, at man i det hele taget ikke kan undgå at blive bedraget? Hvis det hænger sådan sammen, er der ingen synd. For hvem synder i det, som han ikke på nogen måde kan undgå? Men er der tale om synd, kan det derfor undgås. Da Pelagius i sin bog fremførte denne Augustins mening som noget der talte for hans sag, svarede Augustin ham i den samme bog, kap 67 i bogen 'om natur og nåde': 'Jeg erkender, at disse ord er mine, men så burde han også erkende, hvad der blev sagt i den forrige sætning.
46 De gratia quippe dei agitur, quae nobis per mediatorem medicina opitulatur, non de impossibilitate iustitiae. Potest ergo ei causa quaecunque illa est resisti, potest plane, nam in hoc adiutorium postulamus dicentes. Ne nos inferas in tentationem, quod adiutorium non posceremus, si resisti nullo modo posse crederemus. Potest peccatum cauere, sed opitulante illo, qui non potest falli.  Det handler nemlig om Guds nåde, som står os bi som en medicin gennem midleren, ikke om umuligheden af at opnå retfærdighed. Man kan altså modstå den af hvilken grund der end er tale om, man kan gøre det ligefremt, for heri anråber vi om hjælp, idet vi siger: Led os ikke i fristelse, for vi ville ikke forlange hjælp, hvis vi ikke troede, vi på nogen måde kunne modstå den. Vi kan altså undgå synden, men med hans hjælp, som ikke kan skuffe.
47 Nam et hoc ipsum ad cauendum peccatum pertinet si veraciter dicimus, Dimitte nobis debita nostra. Duobus enim modis etiam in corpore cauetur morbi malum, et vt non accidat, et vt si acciderit, cito sanetur. Vt non accidat caueamus dicendo, Ne nos inferas in tentationem, vt cito sanetur caueamus dicendo. Dimitte nobis debita nostra. Si ergo immineat siue insit, caueri potest.  Men også dette har at gøre med at undgå synden, hvis vi med sandhed siger: 'Forlad os vor skyld'. For på to måder kan man også i legemet undgå sygdommens onde, dels derved, at den slet ikke optræder, dels derved, at man, hvis den optræder, hurtigt helbreder den. Vi undgår synden, derved at den slet ikke optræder, når vi siger: 'Led os ikke i fristelse', og vi undgå den derved at vi hurtigt helbredes, når vi siger: 'Forlad os vor skyld'. Selv om den altså er os nær og er i os, kan den undgås. 
48          Hic iterum clare habes peccatum caueri posse per naturae humanae vires, iuncto diuino auxilio, quod deus legitime petenti dare paratus est. Ex quo concluditur nihil homini pro hac vita esse praeceptum, quod in hac vita fieri non potest, alias (364) contra Aug. esset hic impossibilitas iustitiae, quia impossibilitas esset obedientiae.             Her har du igen klart, at synden kan undgås gennem den menneskelige naturs kræfter, forudsat den guddommelige hjælp, som Gud på legitim måde er parat til at yde den der beder om det. Herudfra kan man konkludere, at der ikke, for et menneske i dette liv, er noget bud, som ikke kan ske i dette liv, ellers ville det her, imod Augustin, være retfærdighedens umulighed, der er tale om, hvor det er lydighedens umulighed. 
49           Et vt clarius videatur, quod in homine iusto baptisato infirmitas concupiscentiae remanens post deletum originale, vel agendorum ignorantia, non sit homini peccatum, aut contra legem dei. Aduertendum est, quod illa ignorantia veri, et difficultas boni potuit esse naturalis, vt quod in vno est supplicium, in altero sit natura, vt habet Aug. lib. iij. de lib. ar. cap. xx. quo posito idem erit dicendum de homine iusto baptisato, et homine taliter creato, et tunc notetur dictum cap. xxij. vbi habetur ignorantia vero et difficultas, si naturalis est, inde incipit anima proficere, et ad cognitionem et requiem, donec in ea perficiatur vita beata promoueri.          Og for at man mere klart skal se, at den begærlighedens svaghed, der forbliver i det døbte menneske, efter at arvesynden er udslettet, eller den uvidenhed om handlingerne, der er der, ikke er menneskets synd eller imod Guds lov, så må man være opmærksom på, at denne uvidenhed om det sande, og denne vanskelighed ved det gode kan være naturlig, så hvad der i den ene kan være noget ekstrra, i den anden kan være naturlig, som man ser det hos Augustin i bog 3 af 'om den frie vilje', kap. 20, og når det er fremlagt, vil der være det samme at sige om den retfærdige, der er blevet døbt, og om det menneske, der er skabt således, og så skal man lægge mærke til, hvad der siges i kapitel 22, hvor uvidenheden også regnes for en vanskelighed, hvis den er naturlig; derfra begynder sjælen at gøre fremskridt imod erkendelsen og hvilen, indtil den fuldendes ved at nå frem til dette salige liv. 
50 Quem perfectum in studijs optimis atque pietate, quorum facultas ei non negata est, si propria voluntate neglexerit, iuste in grauiorem quae iam paenalis est ignorantiam difficultatemque praecipitatur, decentissimo et conuenientissimo rerum moderamine in inferioribus ordinante. Non enim quod naturaliter nescit, et naturaliter non potest, hoc animae deputetur in reatum, sed quod scire non studuit et quod dignam facultati comparandae ad recte faciendum operam non dedit.  Og den er fuldkommen i de bedste studier og fromhed, og der nægtes den ikke lejlighed til dette, hvis den har forsømt sin egen vilje, er det kun retfærdigt, at den nedstyrtes i alvorligere uvidenhed og vanskelighed, end den, der nu er strafskyldig, idet den henvises til det højst passende og meget belejlige middel mod tingene i de lavere sager. For det er ikke, fordi denne sjæl af naturen er uvidende og af naturen ikke formår det, at denne sjæl regnes skyldig, nej, det er fordi den ikke stræber efter at få at vide, og fordi den ikke har hengivet sig til en værdig opgave at få lejlighed til at sammenligne med det rette. 
51 Loqui enim non nosse atque non posse infanti naturale est. Quae ignorantia difficultasque sermonis, non modo inculpabilis est sub grammaticorum legibus, sed etiam humanis affectibus blanda et grata est. Non enim vllo vitio vllam facultatem comparare negligit, aut vllo vitio quam comparauerat amisit Itaque si nobis in eloquentia esset beatitudo constituta, atque ita crimini duceretur, cum peccatur in linguae sonis, quemadmodum cum peccatur in actibus vitae.  For ikke at vide, hvordan man taler og ikke at kunne tale er naturligt for et barn. Den, der ikke formår og har vanskeligt ved at tale, er ikke blot uden skyld overfor de grammatiske love, men er også overfor de menneskelige følelser undskyldt og forstået. For han er ikke skyld i, at han ikke finder lejlighed til at sammenligne, og han er uden skyld i, at han ikke forstår det, han har sammenlignet. Derfor, hvis saligheden for os bestod i veltalenhed, og vi således blev ført mod forbrydelse, når vi syndede mod sprogets lyde, hvordan så når vi synder imod livets handlinger. 
52 Nullus itaque argueretur infantiae quod ab ea esset exorsus ad consequendam eloquentiam, sed plane merito damnaretur, si suae voluntatis peruersitate, vel ad eam recidisset, vel in ea remansisset. Sic etiam nunc si ignorantia veri, et difficultas recti naturalis est homini, vnde incipiat in sapientiae quietisque beatitudinem surgere, nullus hanc ex initio naturali recte arguit. Sed si proficere noluerit, aut a profectu retrorsum relabi voluerit, iure meritoque paenas luet.  Ingen kan således argumentere om barndommen, fordi det var fra den, han begyndte at følge veltalenhedens love, men han bliver simpelthen med rette fordømt, hvis han ved viljens forvendthed enten falder tilbage til den eller forbliver i den. Men også nu, hvis uvidenhed om det sande og vanskeligheden ved det rette er naturlig for menneske, og han derfor må begynde med at vokse op til den vise og rolige skønhed, kan ingen med nogen naturlig ret fortælle om den fra begyndelsen. Men hvis han ikke vil gøre fremskridt, eller hvis han vil begå tilbageskrift fra de fremskridt, han har nået, er det med rette og efter fortjeneste, at han bøder for det med at blive straffet. 
53 Creator vero eius vbique laudatur, vel quod eam ab ipsis exordijs ad summi boni (365) capacitatem inchoauerit, vel quod eius profectum adiuuet, vel quod impleat proficientem atque perficiat, vel quod peccantem id est ab initijs suis sese ad perfectionem extollere recusantem, aut iam ex profectu aliquo relabentem, iustissima damnatione promeritis ordinat.  Men den, der skaber [denne skønhed], roses overalt, enten fordi han er begyndt at danne den fra selve oprindelsen til evnen til det højeste gode, eller fordi han har bistået ved fremskridtet, eller fordi han udfylder og fuldkommer det fremskridt, der er nået, eller fordi han forordner den højeste retfærdige fordømmelse til den, der synder, det vil sige, til den, som fra begyndelsen vægrer sig ved at hæve sig op til fuldkommenheden eller som på én eller anden måde trækker noget fra fremskridtet. 
54 Non enim propterea malam creauit, quia nondum tanta est quanta vt proficiendo esse possit accepit, cum eius exordio perfectiones omnes corporum longe inferiores sint, quas tamen in suo genere laudabiles esse iudicat. Quis ergo ignorat quid sibi agendum sit, ex eo quod nondum accepit, sed hoc quoque accipiet, si hoc quod accipit bene, vsa fuerit. Accepit autem vt pie et diligenter quaerat si volet.  Han blev nemlig ikke skabt til det onde, fordi han endnu ikke har forstået så meget, så at han kan gøre fremskridt, eftersom ved hans begyndelse alle legemets fuldkommenheder lader meget tilbage at ønske, de, som han dog bedømmer til at være rosværdige på deres måde. Hvem kan derfor være uvidende om, hvad han skal gøre, ud fra det, han endnu ikke har forstået, men også det skal han forstå, hvis han bruger det, han forstår, godt. Men han forstår, at han kan søge fromt og omhyggeligt, hvis han vil. 
55 Et quod agnoscens quid sibi agendum sit, non continuo valet implere, hoc quoque nondum accepit. Praecessit enim quaedam pars eius sublimior ad sentiendum recte facti bonum, sed quaedam tardior atque carnalis non consequenter in sententiam ducitur, vt ex ipsa difficultate admoneatur, eundem implorare adiutorem perfectionis suae, quem inchoationis sentit auctorem, vt ex hoc ei fiat charior, dum non suis viribus, sed cuius bonitate habet vt sit, eius misericordia subleuatur vt beata sit, quanto autem charior illi est a quo est, tanto in eo firmius quiescit, et tanto vberius aeternitate eius perfruitur.  Og fordi han er uvidende om, hvad han har at gøre, har det ikke hele tiden værdi at opfylde det, og det kan han endnu ikke forstå. For en del af den går i forvejen og den er for ophøjet til at mærke det ret gjorte gode, men en anden del er efterladende og kødelig og føres ikke konsekvent til at mærke det, og ud fra denne vanskelighed formanes han til at påkalde ham, der kan hjælpe ham frem til fuldkommenheden, og den begyndelse mærker ophavsmanden, så at han af den grund bliver kærligere imod ham, idet han ikke ved sine egne kræfter, men ved dennes godhed får det sådan, at han er til, ved hans barmhjertighed løftes op til at han er salig, men jo mere kærlighed han er imod han, ud fra hvem han er, desto mere fast hviler han i ham, og desto mere overstrømmende nyder han sin tid.  
56 Si enim arboris nouellum et rude virgultum nullo modo recte sterile dicimus, quamuis aliquot aestates sine fructibus trajiciat, donec oportuno tempore expromat feracitatem suam, cur non auctor animae debita pietate laudetur, si ei tale tribuit exordium, vt studendo ac proficiendo ad frugem sapientiae iustitiaeque perueniat, tantumque illi praestitit dignitatis, vt in eius etiam potestate poneret si velle ad beatitudinem tendere.  Hvis vi nemlig ikke på nogen måde med rette kan kalde træets ungdom og rå kratbevoksning for ufrugtbar, skønt det i nogle år står hen uden frugter, indtil det, når tiden er inde, viser sin frugtbarhed, hvorfor skal så ikke sjælens ophavsmand roses for fromhed, hvis der på den måde skal tillægges den begyndelse, at den først når frem til visdommens og retfærdighedens frugt ved at anstrenge sig og gøre fremskridt, og der kun skal tillægges den værdighed, så man også lægger det hen til dens magt, om den vil stræbe imod skønheden. 
57        Hic habes quod etiam si ignorantia et difficultas boni inessent homini a natura, et ex prima creatione, nec creator posset culpari, nec creatura vituperari. Ex quo vlterius infertur quod rebellio partis sensitiuae ad rationem non est secundum se et essentialiter peccatum, cum in prima creatione potuerit esse.          Her kan du se, at også hvis uvidenheden om og vanskeligheden ved det gode befinder sig i et menneske fra naturens hånd og fra den første skabelse, så kan skaberen ikke bebrejdes det, og skabningen kan man heller ikke beskylde for det. Heraf kan man yderligere drage den konklusion, at den sanselige dels oprør imod fornuften ikke sker ifølge den selv, og i bund og grund er synd, skønt det har kunnet være i den første skabelse. 
58 Vnde consequenter ostenditur quod per baptismum originali peccato remisso, non debeat vocari proprie peccatum, et quod isti duo pari passu incedunt, et equaliter obligantur in futurum ad (366) vitandum peccatum et ad implenda dei mandata, et aeque debile habent liberum arbitrium aequaliter indigens auxilio gratiae.  Og herfra kan man konsekvent påvise, at ved dåben bliver arvesynden tilgivet, men den bør ikke kaldes den egentlige synd, og at disse to går frem med lige skridt, og i lige grad er forpligtede på i fremtiden at undgå synd og opfylde Guds bud og har en lige lammet fri vilje, som i lige høj grad trænger til nådens hjælp. 
59 Pro ista sententia facit quod Aug. in plerisque locis signanter lib. ij. de pec. me. et re. causam reddens quare cum deus mortem corporis propter peccatum homini inflixerit, peccato remisso eam non auferat dicit. Quod, post peccatorum remissionem remanet ad exercendam iustitiam, inquit enim. Caro quae primo facta est, non erat caro peccati in qua noluit homo inter delicias paradisi seruare iustitiam. Det er til fordel for denne mening, når Augustin på mange steder især i den anden bog om syndernes fortjeneste og forladelse gør rede for, hvorfor, da Gud påførte mennesket kroppens død på grund af synden og synderne efterfølgende blev tilgivet, han da ikke sagde, at døden skulle ophæves. Han sagde nemlig, at den forblev efter syndernes forladelse, for at den kunne drive os til retfærdighed. Det kød, som først blev skabt, var ikke det syndens kød, hvormed mennesket ikke blandt paradisets herligheder ville tjene retfærdigheden. 
60 Vnde statuit deus, vt post eius peccatum propagata caro peccati ad recipiendam iustitiam laboribus, et molestius niteretur. Pone exemplum de duobus, quorum vnus pauper natus sit, caeteris paribus ambo accipiuntur in gratiam, et eisdem officijs occupantur.  Derfor fastsatte Gud, at efter hans synd ville kødet frembringe synd og det ville koste ham anstrengelse og besvær at stræbe efter at modtage retfærdigheden. Man kan tage som eksempel de to, hvoraf den ene var født fattig, men begge modtog det øvrige på lige fod i nåden og udfyldte de samme embeder. 
61        Hic multa possent dici de diuersitate legum, pro diuersis statibus diuersimode obligantium, sed breuitatis gratia, pro nunc praetereo, cum ea quae dicta sunt sufficienter ostendant neminem ligari ad impossibile, et omnem legem ligantem debere esse possibilem, saltem si qui transgreditur debeat vituperari, et ipsa transgressio peccatum vocari.        Her kan der siges meget om lovens forskellighed, som på forskellige stadier forpligter på forskellig måde, men for korthedens skyld springer jeg det over her, eftersom det, der er sagt, er tilstrækkeligt til at vise, at ingen er forpligtet på det umulige, og at enhver lov bør forpligte på det mulige, og at kun, hvis nogen begår en overtrædelse bør han dadles, og at overtrædelsen selv skal kaldes synd. 
62 Nam secundum Aug. iij. de lib. ar. Defectus non est vituperatione dignus, nisi sit voluntarius, et sola corruptio quae vitiosa est, recte vituperatur, caeterae autem corruptiones, nec corruptiones dicendae sunt, aut certe, quia vitiosae non sunt, digne vituperatione esse non possunt.  For det hedder i Augustins tredie bog om den frie vilje: En mangel er ikke værdig til bebrejdelse, medmindre den sker frivillig, og alene det fordærv, som er lastefuldt, bebrejdes med rette, men de øvrige fordærvelige ting skal hverken kaldes fordærv eller kan med nogen sikkerhed være værdige til bebrejdelse, eftersom de ikke er lastefulde. 
63 Nam et ipsa vituperatio quod soli vitio parata, id est apta et debita sit, inde traxisse vocabulum creditur, vt vituperatio diceretur, et dicto cap. xv. In creaturis autem rationabilibus quibus siue peccantibus, siue non peccantibus vniuersalis pulchritudo modis congruentissimis terminatur aut nulla peccata sunt, quod absurdissimum est dicere. Peccat enim saltem qui vel damnat, quasi essent peccata, quae nulla sunt, aut non sunt vituperanda peccata, quod nihilominus absurdum est.  For også bebrejdelsen selv, fordi den alene skal bruges om lasten, det vil sige, er velegnet og skyldig at blive brugt om lasten, må man tro skal overføres derfra på ordet, så det kaldes bebrejdelse, og det hedder i kap 15: Men i de rationelle skabninger, hvadenten de har synd eller ej, afsluttes den universelle skønhed på tilsvarende måder eller der er ingen synder, hvilket det ville være absurd at sige. For kun den synder, som fordømmer noget, som var det synd, skønt det ikke er det, eller også må man sige, at synderne ikke skal møde bebrejdelse, hvilket ikke desto mindre er absurd. 
64 Incipient quippe nec recte facta laudari, et tota turbabitur humanae mentis intentio vitamque subuertet. Aut vituperabitur insania, vel vt mitius loquar, error miserrimus orietur (367) aut si cogit verissima ratio, sicuti cogit vt vituperetur peccata et quicquid recte vituperatur ideo vituperatur, quia non est ita vt esse debuit.  De begynder altså med at rose det, der ikke er gjort ret, og hele det menneskelige sind og liv vil blive omvæltet og vendt på hovedet. Enten vil vanviddet blive dadlet, eller, hvis jeg skal tale mere blidt, en elendig fejl opstå, eller hvis en soleklar begrundelse tvinger til det, således vil det fremtvinges at synden dadles og hvad der dadles med rette, dadles af den grund, at det ikke er, som det burde være. 
65 Quaere quid debeat natura peccatrix, et inuenies recte factum. Quaere cui debeat, et inuenies deo. A quo enim accepit posse recte facere si velit. Ab eo accepit vt sit etiam misera si non fecerit, et beata si fecerit. Quia enim nemo superat leges omnipotentis creatoris non sinitur anima non reddere debitum. Aut enim reddit bene vtendo quod accepit. Aut reddit amittendo quo bene vti noluit. Itaque si non reddit faciendo iustitiam reddet patiendo miseriam, quia in vtroque verbum illud debiti sonat.  Spørg efter, hvad den syndige natur burde gøre, og du vil finde, at det er ret gjort. Spørg efter, for hvem det bør gøres, og du vil finde, at det bør gøres for Gud. Fra ham nemlig forstår man, at det kan være ret at gøre, hvis han vil. Fra ham forstår man, at det både er dårligt, hvis han ikke har gjort det, og saligt, hvis han har gjort det. For der er ingen, der overgår den almægtige skabers love, og sjælen ophører ikke med ikke at yde det, den skylder. For enten yder den kun det, den har fået, når den bruger det godt. Eller også yder den mangelfuldt, hvorved den ikke vil bruge det, den har fået, godt. Derfor, hvis den ikke yder ved at gøre retfærdigheden, så skal den få gengæld ved at lide elendigheden, for i begge ord lyder dette, 'det du skylder'. 
66        Venio ad vltimum argumentum Mar. sumptum ex oratione dominica, quam dicit melius erudire animam de libero arbi. gratia et peccato quam omnium recentiorum theologorum libri, (releip04#65) vbi quod nusquam non facit, imtempestiue inuehitur in nescio quos recentes theologos, quasi vero vel veterum tractatorum libri conferri possint, cum sublimitate euangelica; Argumentatur ergo Mar. qui orat, sanctificetur nomen tuum, petit sine dubio quod non habet.         Jeg kommer nu til Martins sidste argument, som er taget fra Fadervor, som han siger er bedre til at oplyse sjælen om den frie vilje, nåden og synden end alle de nyere teologers bøger, hvor han, som han altid gør det, ubelejligt fremdrager jeg véd ikke hvilke nyere teologer, som om de gamle traktaters bøger kunne sammenlignes med evangeliets fremragenhed; Martin argumenterer med, at den, der beder: Helliget vorde dit navn, uden tvivl beder om noget, han ikke har. 
67 Non enim fictis verbis apud deum ludere licet. Sic arg. de ij. et iij. petitione. Sequere si placet Martine, de alijs etiam petitionibus et secundum hanc theologiam tuam cui tantum panis est, qui hodierno diei sufficiat, non poterit dicere. Panem nostrum cotidianum da nobis hodie. Debet enim (vt dicis) petere quod non habet alias fictis verbis apud deum luderet. Et qui diuino fultus est praesidio non poterit dicere. Ne noc inducas in tentationem, cum debeat petere id quod non habet. Is autem non caret diuino praesidio.  Man må nemlig ikke lege med fiktive ord overfor Gud. Således argumenterer han om den anden og tredie bøn. Ud fra denne teologi ville der følge, med forlov, Martin! om også de andre bønner, at den, der har brød bare til dagen i dag, ikke ville kunne sige: Giv os i dag vort daglige brød. Han bør nemlig, som du siger, bede om det, han ikke har, ellers leger han med fiktive ord overfor Gud. Og den, der er indehaver af et kirkelige embede (??), han kan ikke sige: Led os ikke i fristelse, eftersom han bør bede om det, han ikke har. Men han tager sig ikke af sit kirkelige embede. 
68       Vides nihil habere momenti in hac re. Mar. argu. Sanctificari enim dicitur quod de sancto fit sanctius, sicut et iustificari quod de iusto fit iustius apocalip. vl. Qui iustus est iustificetur adhuc. (Apoc 22,11) Et dicitur etiam pollui quod de immundo fit immundius, et sordido sordidius vbi supra Qui in sordibus est sordescat adhuc, dicitur etiam sanctificari quod in sanctitate accepta perseuerat.         Du ser altså, at der ikke er nogen styrke i denne sag, som Martin argumenterer med. For at blive helliget vil sige, at der af en hellige bliver en, der er mere hellig, ligesom det at bliver retfærdiggjort vil sige, at der af en retfærdig bliver en, der er mere retfærdig, Åb 22,11: 'Lad den, der er retfærdig, stadig være retfærdig'. Og det siges også det at blive besudlet, det er, at der af den urene skal blive én, der er mere uren, og af den tilsølede én, der er mere tilsølet, 'Den, der er i søle, skal stadig tilsøles', og det siges også, at det at blive helliggjort er at forblive i den hellighed, man har modtaget. 
69 Nihil igitur inconueniens, si sanctus oret et dicat. Sanctificetur nomen tuum, petens sanctitatis in sacramento acceptae perseuerantiam, vel argumentum, vnde Aug: (368) de correptione et gratia cap. vi. Cum vero in oratione dominica deo patri dicimus. Sanctificetur nomen tuum, quid aliud dicimus quam vt nomen eius sanctificetur in nobis.  Der er derfor intet mærkeligt i, at en hellig beder og siger: Helliget vorde dit navn, idet han beder om udholdenhed i den hellighed, han modtog i sakramentet, eller i det argument, som Augustin kommer med i 'om fordærvet og nåden' kap 6. 'Men når vi i Fadervor siger til Gud fader. Helliget vorde dit navn, hvad andet beder vi da om, end at hans navn må blive helliget i os. 
70 Quod cum iam per lauacrum regenerationis effectum sit, quare cotidie a fidelibus poscitur, nisi vt in eo quod factum est in nobis perseueretur a nobis. Et allegato in eundem sensum Cypriano, concludit. Ecce gloriosissime martyr hoc sentit quod in his verbis cotidie fideles Christi petunt, vt perseuerent in eo quod esse ceperunt. Haec ille.  For skønt det allerede er sket ved genfødelsens bad, derfor forlanges der dagligt af de troende ikke andet end af det, der er blevet til i os, må forblive fastholdt af os. Og han fremfører i den sammenhæng Cyprian og konkluderer: Se, den højværdige martyr, han mener, at med disse ord beder Kristi troende dagligt, at de må være udholdende i det, som er begyndt i dem. Såvidt Augustin. 
71 Neque si homo sanctus peccet ob id perdit aut minuit sanctitatem quamdiu retinet charitatem. Sicut materiale templum non puluis aut queuis immundicia prophanat. Et saepe sanctior peccatum habet vbi minus sanctus non habet, testes sunt infantes et moriones baptisati qui peccato carent, si cum ratione vtentibus sanctis conferantur. Item haec oratio pro tota ecclesia funditur, in qua sunt infantes et moriones, qui post baptisma non polluerunt nomen domini, cum non peccauerint  Heller ikke er det sådan, at hvis et helligt menneske synder, at han så fortabes af den grund eller formindsker sin hellighed, sålænge han bevarer kærligheden. Sådan blev templets materiale ikke profaneret af støv eller nogen urenhed. Og ofte har én, der er mere hellig, en synd, som én, der er mindre hellig, ikke har, hvilket spædbørnene og dårerne er vidne om; de er jo, når de er døbt, uden synd, hvis de fornuftigvis sammenlignes med de helliges brug. Ligeledes er denne bøn anvist til brug for hele kirken, og i den er der både spædbørn og dårer, som efter dåben ikke forurener Herrens navn, eftersom de ikke synder. 
72 Similiter cum dei filius adoptiuus dicit Adueniat regnum tuum, iuxta Cyprianum orat, vt regnum in quo deus aeternaliter regnat, id est beatitudo nobis adueniat, de quo Matthaei xxv. Venite benedicti etc Vel orat vt regnum, quo per baptismi sacramentum expulso diabolo et peccato in seruitutae redacto accepit in nobis augeatur, et perseueret, et hoc quando ad personam iustificatorum refertur peritio.  På lignende måde, når en Guds adoptivsøn siger: Komme dit rige, så beder han ifølge Cyprian om, at det rige, i hvilket Gud hersker evigt, [må komme], det vil sige, at den salighed må komme til os, som Matt 25,34 taler om: 'Kom hid, I velsignede, osv'. Eller han beder, at det rige, af hvilket gennem dåben djævelen og synden blev uddrevet og ført i slaveri, må begynde og øges i os og bevares, og det når erfaringen henviser til den person, der skal retfærdiggøres. 
73 Vides ergo haec nihil suffragari M. Et M. addit qui dicit, Fiat voluntas tua, nonne rebellem se deo confitetur? (releip04#68) Quid ais M.? Non metuis Christo facere contumeliam, si quisquis dicit deo Fiat voluntas tua, se rebellem fateatur, an non ipse Christus dixit, Pater si possibile est transeat a me calix iste, verumtamen non mea voluntas, sed tua fiat. (Matt 26,39) Cum igitur orat filius adoptiuus, deo patro obediens, non continuose confitetur esse rebellem deo, sed dei petit auxilium vt inquit Cypria. contra carnem, contra mundum, et diabolum, qui impedire conantur ne a nobis mandatum dei fiat, et petit, quod sicut caelestes virtutes sine impedimento in caelo dei voluntatem faciunt, sic pro nostro modulo nos faciamus in terra, vt explicat Cypria. vel secundum eundum.  Du ser, at dette ikke hjælper Martin noget. Og Martin tilføjer, at den, der siger, Ske din vilje, mon ikke han bekender, at han er en oprører mod Gud? Hvad er det, du siger, Martin? Frygter du ikke for at fornærme Kristus, hvis enhver, der siger til Gud: Ske din vilje, må indrømme at være oprører mod Gud? Mon ikke Kristus selv sagde: Fader, hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi, dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil? Eftersom derfor den adopterede søn, der var lydig mod Faderen, ikke til stadighed kan bekende at være oprører mod Gud, men beder Gud om hjælp, som Cyprian siger, imod kødet, imod verden og djævelen, som forsøger at forhindre, at vi opfylder Guds bud, og beder om, at ligesom de himmelske kræfter i himlen udvirker Guds vilje uden forhindring, således skal vi gøre det efter vores målestok på jorden, som Cyprian forklarer det, eller som det ser ud med hans øjne. 
74 Sicut volutas tua fit in nobis fidelibus, qui facti sumus coelum, sic fiat in terra, (369) id est in peccatoribus, vt facientes dei voluntatem conuertantur. Vel tertio quia corpus habemus ex terra, oramus vt caro consentiat spiritui, nec contra spiritui concupiscens vincat, vt non faciamus opera carnis, sed consequamur fructus spiritus. vnde Cypria.  'Ligesom din vilje sker i os, dine troende, som bliver gjort til himmel, sådan skal den ske på jorden, det vil sige, i syndere, at vi kan omvendes til at gøre Guds vilje. Eller for det trediel, fordi vi har et legeme af jorden, beder vi, at kødet må stemme overens med ånden, og ikke sejre ved at begære imod ånden, så at vi ikke gør kødets gerninger, men stræber efter åndens frugter. Derfor siger Cyprian: 
75 Voluntas dei est, quam Christus docuit, et fecit, humilitas in conuersatione, stabilitas in fide, verecundia in verbis, in factis iustitia, in operibus misericordia, in moribus disciplina, iniuriam facere non nosse, et factam tolerare posse, cum fratribus pacem tenere, deum toto corde diligere, amare in illo quod pater, timere quod deus est, Cristo nihil omnino praeponere, quia nec nobis ille quicquid praeposuit, Charitati eius inseparabiliter adherere, Cruci eius fortiter ac fideliter assistere, quando de eius nomine et honore certamen est, Exhibere in sermone constantiam quam confitemur. In questione fiduciam qua congredimur. In morte patientiam, qua coronamur. Hoc est cohaeredem Christi velle esse, hoc est praeceptum dei facere, hoc est voluntatem patris adimplere. Haec ille.  Guds vilje er det, som Kristus har lært os, og som han selv har handlet, ydmyghed i samtale, vedholdenhed i troen, sanddruhed i ordene, retfærdighed i gerningerne, barmhjertighed i handlingerne, lydighed i skikkene, aldrig at kende til at gøre uret, at elske Gud af hele sit hjerte, at elske i ham, fordi han er en fader, at frygte, hvad der er Gud, ikke at sætte noget overhovedet over Kristus, fordi han ikke satte noget over os, at knytte sig uadskilleligt til hans kærlighed, at hjælpe hans kors stærkt og trofast, når der strides om hans navn og ære, at udvise i ord den vedholdenhed som vi bekender. At udvise i tvivlsspørgsmål den troskab, som holder os sammen. At udvise tålmodighed i døden, hvorved vi opnår kronen. Dette er at ville knytte sig til Kristus, dette er at gøre Guds bud, dette er at opfylde faderens vilje. Såvidt Cyprian. 
76        Et quia M. saepe allegat quod iubemur orare dimitte nobis debita nostra, audiamus quomodo hoc explicet Cypri. Post subsidium cibi petitur et venia delicti, vt qui a deo pascitur in deo viuat, nec tantum praesenti et temporali vitae, sed et aeternae consulatur, ad quam venire potest si peccata donentur. Quae debita dominus appellat, sicut in euangelio suo dicit, dimisi tibi omne debitum, quia me rogasti. (Matt 18,32).         Og fordi Martin ofte henviser til, at vi får befaling om at bede: Forlad os vor skyld, lad os så høre, hvordan Cyprian forklarer det: At bede efter måltidets hjælp og de tilgivne overtrædelser, at den som får lidelse pålagt af Gud, også må leve i Gud, og trøstes ikke blot i det nuværende, timelige liv, men også i det evige liv, til hvilket han kan komme, hvis hans synder forlades ham. Hvilket Herren kalder skyld, sådan som han siger i sit evangelium: Din skyld blev dig forladt, da du bad mig om det. 
77 Quia autem necesse est quod prudenter et salubriter admonemur quod peccatores sumus, qui pro peccatis rogare compellimur, vt dum indulgentia de deo petitur, conscientiae suae animus recordetur. Ne quis sibi quasi innocens placeat et se extollendo plus pereat, instruitur, et docetur peccare cotidie, dum cotidie pro peccatis iubetur orare.  Men derfor er det også nødvendigt, at vi klogt og frelsebringende formanes, fordi vi er syndere, som tvinges til at bede for vore synder, så at når vi beder Gud om overbærenhed, så mindes sjælen sin samvittighed. For at ikke nogen skal finde behag i sig selv, som var han uskyldig og ved at fremhæve sig selv snarere skal gå til grunde, belærer han os om, at vi dagligt synder, fordi vi får befaling til dagligt at bede om tilgivelse for vore synder. 
78 Sic denique et Ioannes in episto sua monet dicens. Si dixerimus quia peccatum non habemus, nosipsos decipimus, et veritas in nobis non est. Si autem confessi fuerimus peccata nostra, fidelis et iustis est dominus, qui nobis peccata dimittat. In epistola sua vtrumque complexus est, quod et rogare pro peccatis debeamus, et impetremus indulgentiam dum rogamus, ideo et fidelem dixit dominum ad dimittenda peccata.  Til sidst: Således formaner Johannes i sit brev og siger: Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vore synder, er Herren trofast og retfærdig, og tilgiver os vore synder. I sit brev er begge dele sammenfattet til ét, så vi både bør bede for vore synder og anmode om overbærenhed, når vi beder, derfor siger han, at Herren er trofast til at tilgive synder. 
79 Fidem pollicitationis suae reseruantem, quia qui orare nos pro delictis, et peccatis docuit, paternam misericordiam promisit, et veniam secuturam. Haec ille. Eadem est sententia Aug. in multis locis signanter lib. de verbis Apostoli sermone. xxix.vbi vult significari neminem in ista carne, in isto corruptibili corpore, in ista terra, in isto maligno saeculo, in ista vita tentationibus plena neminem hic viuiere sine peccato. Vide totum sermonem.  Han lærer os den tro, der fastholder hans løfte, for den, der lærte os at bede for vore overtrædelser, har også forjættet os faderens barmhjertighed, og nåden vil følge. Såvidt Cyprian. Den samme opfattelse har Augustin mange steder, især i bogen om apostlenes prædiken, den 29. prædiken, hvor han vil forklare, at ingen i dette kød, i dette fordærvelige legeme, på denne jord, i denne onde tidsalder, i dette liv fuld af fristelser, ingen kan leve her uden synd. Se hele prædikenen. 
80 c       Quod Mar. dicit vbi nunc lib. arbitrium et in fine infert lib. ar. esse mere passiuum in omni actu suo, qui velle vocatur, reijciens distinctionem de esse totum a deo, et non totaliter, ponens simile de tractu serrae, qui est ipsi serrae mere passiuus a sectore, nec ad tractum suum quicquam cooperatur. Quod, si generaliter intelligat sicut sua verba prima facie sonant tam de velle bono quam malo, blasphemia est in deum. (releip04#77) Nam si etiam in malis ipsum velle est totum, et totaliter a deo, quid ergo imputabitur Neroni, Caligulae, Nabugadonosor, aut Sennacherib, quod si intelligit de velle bono, id certe oportuerat exprimi.          Det, som nu Martin siger, hvor han taler om den frie vilje, og mod slutningen fremfører, at den frie vilje kun er passiv i al den gerning, som kaldes at ville, idet han forkaster distinktionen mellem at være helt af Gud og ikke være totalt af Gud, og fremsætter en sammenligning om en sav, som bliver trukket, hvor selve saven kun er passiv i savearbejdet og ikke arbejder noget med på dens bliven-draget, det er, hvis man forstår det i almindelighed, sådan som hans ord lyder i første omgang både om at ville det gode og om at ville det onde, en blasfemi imod Gud. For hvis også i det onde dette at ville er helt og totalt fra Gud, hvad kan man så tillægge Nero, Caligula, Nebukadnesar eller Sankerib, men hvis han forstår det om at ville det gode, så burde han have givet udtryk for det. 
81 Nam neque verum est, quod lib. arbi. per gratiam Christi sanatum se habeat, ad omne suum velle bonum, mere passiue. Facit enim partialiter ipsum bonum velle, vt sit dei principaliter, hominis secundario. Deus enim homini praecepta non daret si in eis lib. ar. nihil faceret, et si lib. ar. sufficeret gratia dei necessaria non esset.  For det er heller ikke sandt, at det med den frie vilje, der er blevet helbredt ved Kristi nåde, forholder sig sådan, at den i alt det, den gør, når den vil det gode, kun er passiv. Den gør nemlig delvist selv dette at ville det gode, skønt gerningen i første række er Guds, i næste menneskets. For Gud ville ikke have givet menneske budene, hvis den frie vilje intet kunne gøre i dem, og hvis den frie vilje havde nok i Guds nåde, så ville de ikke være nødvendige. 
82 Nam quod Mar. asserit voluntatem per gratiam trahi, rapi, moueri, sic quod ipsum velle non partialiter sit a lib. ar. non credo vniuersaliter posse sustineri. Moueor, quod homines in scriptura non tam rastra vel aratra dicuntur quam agricolae, vinitores, aedificatores, operarij, mercenarij, Imo et dei adiutores, et cooperatores, econuerso deus dicitur adiutor noster, et cooperator, quae omnia significant nos aliquid agere, et non solum pati siue recipere, et in hoc est maior dei gratia vt inquit Chrysos.  For hvad Martin forsikrer, at viljen drages, rives med og bevæges af nåden, sådan at selve det at ville ikke delvist hører den frie vilje til, det tror jeg ikke kan opretholdes i almindelighed. Det overbeviser mig, at menneskene i skriften ikke omtales som hakker eller plove, men som landmænd, vingårdsmænd, bygningsmænd, daglejere, lejesvende, ja, endda som Guds medhjælpere og samarbejdspartnere. Og omvendt omtales Gud som vor hjælper og samarbejdspartner, hvilket altsammen betegner, at vi kan gøre noget, og ikke blot lider eller modtager, og i dette er Guds nåde større, som Chrysostomus siger. 
83 Quod deus nobis donat, vt faciamus cum eo quod ipse solus facere potest, sic dicit Paulus. Ego plantaui Apollo rigauit deus incrementum dedit, (1 Kor 3,6) vbi aliquod notatur opus vel factum in homine, quod solius dei est ipsa videlicet gratia, et aliud opus quod est dei simul et (371) hominis quod notat apostolus subdens, et hoc vnicuique sicut dominus dedit. (1 Kor 3,5) vnde Augu. in epistola ad Valentinum. Quidam in vobis sic gratiam dei predicant, vt negent hominis esse lib. ar. et quod est grauius dicant quod in die iudicij non sit redditurus deus vnicuique secundum opera eius.  Fordi Gud giver os, at vi sammen med ham kan gøre det, som han selv kan gøre, derfor siger Paulus: Jeg plantede, Apollos vandede, Gud gav væksten, hvor man skal lægge mærke til den gerning, der sker i mennesket, som alene er Guds, nemlig ved nåden, og den anden gerning, som både er Guds og menneskets, som apostelen gør opmærksom på, når han tilføjer, 'og det, som Herren giver enhver'. Derfor skriver Augustin i sit brev til Valentius: 'Der er nogle i blandt jer, der prædiker således om Guds nåde, at de nægter, at menneskene har en fri vilje, og hvad der er alvorligere, siger, at på dommens dag skal Gud ikke kræve af enhver efter hans gerninger. 
84 Etiam hoc tamen iudicauerunt, quod plures vestrum non ita sentiant, sed lib. ar. adiuuari fateantur per dei gratiam, vt recte sapiamus atque faciamus, vt cum venerit dominus reddere vnicuique secundum opera eius, inueniat opera nostra bona, quae praeparauit deus vt in illis ambulemus, (Ef 2,10) et infra, postea vero sicut scribit apostolus Pau. Iudicabit deus mundum quando venturus est sicut tota ecclesia in symbolo confitetur, iudicare viuos et mortuos.  Også det skal de dog bedømme, at mange af jeres ikke mener således, men indrømmer, at den frie vilje hjælpes af Guds nåde, så at vi tænker ret og handler ret, når [vi siger], at når Herren kommer for at give enhver igen efter hans gerninger, så vil han finde vore gode gerninger, som Gud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem'. Senere skriver han: 'Men til sidst: Det er, sådan som apostelen Paulus skriver: Gud skal dømme verden, når han kommer, sådan som hele kirken bekender i trosbekendelsen, 'for at dømme levende og døde'. 
85 Si igitur non est dei gratia, quomodo saluat mundum? et si non est lib. ar. quomodo iudicat mundum? et epistola sequenti ad eundem. Quantum ergo potuimus egimus cum istis, et vestris et nostris fratribus, vt in fide sana catholica perseuerent, quae neque lib. ar. negat, siue in vitam malam siue in bonam, neque tantum ei tribuit, vt sine gratia dei valeat aliquid, siue vt ex malo conuertatur in bonum, siue vt in bono perseueranter proficiat, siue vt ad bonum sempiternum perueniat, vbi iam non timeat ne deficiat.  Hvis altså Guds nåde ikke findes, hvordan skal han så kunne frelse verden? Og hvis der ikke er nogen fri vilje, hvordan skal han så kunne dømme verden?' Og i det følgende brev også til Valentius: 'Altså, lad os gøre så meget som vi kan sammen med dem, både jeres og vores brødre, så at de kan blive bevaret i den sunde katolske tro, som hverken nægter den frie vilje, hvad enten det er i det onde liv eller i det gode, eller kun tillægger den, at den uden Guds nåde er noget værd, hvad enten det er til at ændre det onde til det gode, eller det er til vedvarende at gå frem i det gode, eller det er til hele tiden at nå frem til det gode, hvor den allerede nu ikke frygter, at den ikke skal slå til'. 
86 Item de gratia et lib. ar. cap. ij. Ipsa diuina praecepta homini non prodessent, nisi haberet lib. voluntatis arb. quo ea faciens ad promissa praemia perueniret, ideo enim data sunt vt homo excusationem de ignorantia non haberet, haec pro praesenti sufficiant. Nam si digne deberet quaestio tractari, cum sit difficillima, opus esset magnis voluminibus.  Ligeledes i 'om nåden og den frie vilje' kapitel 2: 'Selve de guddommelige bud ville ikke gavne mennesket, hvis han ikke havde en fri vilje, hvormed han ved at gøre dem kan nå frem til den lovede belønning, for budene er givet af den grund, at mennesket ikke skal have uvidenhedens undskyldning'. Lad dette være nok for nærværende. For hvis spørgsmålet skulle behandles efter fortjeneste, ville der være brug for mange bind, eftersom det er højst vanskeligt. 
87 Et quod Mar. simile ponit de securi vel serra inuenio in scriptura hominem malum, quo deus vtitur ad punitionem populi sui, vocari serram, puta regem assyriorum, apud Eisaiam, vbi dicitur. Nunquid eleuabitur serra aduersus eum, qui secat in ea, (Es 10,15) et mirum erit si M. dicat velle huius regis esse totum et totaliter a deo, et quod eius lib. ar. se habeat pure passiue.  Og den sammenligning, Martin fremsætter, om at save eller om en sav, angående den finder jeg i skriften, at et ondt menneske, som Gud bruger til at straffe sit folk med, kaldes en sav, jeg tænker på assyrerkongen i Es 10,15, hvor det hedder: 'Mon saven hovmoder sig overfor ham, som saver med den'. Og det vil være mærkeligt, hvis Martin ville sige, at det, at denne konge vil, helt og totalt er fra Gud, og at hans frie vilje forholder sig fuldstændig passivt. 
88 Nusquam enim legitur. Non est voluntas nisi a deo, licet alicubi legatur. Non est potestas nisi a deo, et recte inquit Aug. de spiritu et littera capit. xx. hoc non est scriptum. Non enim verum est. Nam voluntas (372) mala peccatum est et per hoc a deo non est. Item quod M. dicit de facere quod in se est, miror cur voluerit calumniari. (releip04#68) Nam si verum est quod ipse dicit lib. ar. nil aliud facere posse, quam de se desperare, et ad gratiam confugere, nonne hoc agere est facere quod in se est?  For vi læser intetsteds: 'Det er kun Gud, der har en vilje', selv om vi nogen steder læser: 'Der findes kun Guds magt'. Det er med rette, at Augustin siger, i 'om ånd og bogstav', kap. 20, at dette ikke står skrevet. For det er ikke sandt. For en ond vilje er synd, og er derigennem ikke fra Gud. Ligeledes undrer jeg mig over det, Martin siger om at gøre hvad man kan, hvorfor han har villet gøre grin med det. For hvis det er sandt, hvad han selv siger, at den frie vilje ikke kan gøre andet end fortvivle over sig selv og henfly til nåden, er så ikke netop dette at gøre, hvad man kan? 
89 Hoc siquidem est quod in se est facere, facere quod est in potestate, seu vti potestate quam habet, vt aeger est aliquis quod in se est facit pro morbo vitando vel curando, dum medicum adit et consulit. Adire nequit, alium mittat. Neminem habet quem mittat, amicus rogetur, amicus deest preces ad deum dirigat. Nonne haec faciens facit quod in se est, an hoc Thomas et recentiores dicunt et non veteres? vnde Origenes super Matthaeum homilia. vij. Qui credit Christi dicenti. Si steteritis orantes credite quoniam accipietis, (Mark 11,24) debet autem qui petit omnia facere quantum ad se, vt oret spiritu oret et mente, memor Apostolici verbi quod ait, sine intermissione orantes. (1 Thess 5,17)  For så vidt dette er at gøre, hvad man kan, så er altså dette at gøre, hvad man kan, at gøre, hvad der er i ens magt, eller at bruger den magt, man har, sådan som én, der lider af en eller anden sygdom, gør, hvad han kan, for at undgå sygdommen eller blive helbredt for den, idet han går til lægen og konsulterer ham. Han kan ikke gå derhen, han sender en anden. Han har ingen, han kan sende, han beder en ven, vennen er der ikke, han retter sine bønner mod Gud. Mon ikke han, når han gør det, gør, hvad han kan? Mon det kun er Thomas og de nyere teologer, der siger dette, og ikke de gamle? Origenes siger i prædikenen over Matthæus, kap 7: 'Den, som tror på Kristus, når han siger: 'Hvis I står frem og beder, så tro, at I har modtaget det', han bør også være én, som beder alt, hvad han kan, så at han beder af ånd og sind, ihukommende det apostolske ord: 'I skal bede uden ophør'.
90 Item Augusti. de sermone domini in monte lib. i. de consuetudine mala loquens ait. Hanc vincere difficillimum est, et tamen etiam ipsam consuetudinem si se quisquis non deserat, et Christianam militiam non reformidet vincet. Haec ille. Quid hic aliud est quam facere quod in se est, quod et Apostolus significat dicens. Videte ne quis desit gratiae dei, (Hebr 12,15) et alibi. Exhortamur vos ne in vacuum gratiam dei recipiatis, (2 Kor 6,1) et alijs multis locis.  Fremdeles taler Augustin i sin prædiken over Herrens bjergprædiken, bog 1, om den dårlige vane og siger: At besejre den er yderst vanskeligt, og dog vil han besejre vanen selv, hvis enhver ikke lader sig selv i stikken, og ikke gyser tilbage for den kristne krigstjeneste. Såvidt Augustin. Hvad er det andet end at gøre, hvad man kan, hvilket også apostelen betegner, når han siger: 'Se til, at ikke nogen mangler Guds nåde', og andetsteds: 'Lad os opfordre hinanden til, at de ikke skal være forgæves, at I modtog Guds nåde', og mange andre steder. 
 91        Nec probabile videtur quod dicit Martinus. Nullum opus esse acceptatione dignum coram deo sine misericordia dei ignoscente, non solum propter sanctos angelos et animam CHRISTI, aut gloriosae matris eius, sed etiam aliorum viatorum, quorum merita cum sint dei dona optima et perfecta, a patre luminum descendentia, ex charitate elicita, non possunt non placere deo, et hoc apparet maxime consequens esse Marti. vt dicere debeat qui ponit librum arbitrium, quo ad bonum velle esse mere passiuum, et ipsum velle totum et totaliter esse a deo, quid enim habebit deus quod ignoscat in opere suosolius.          Det synes ikke sandsynligt, hvad Martin siger, at ingen gerninger er værdig til accept hos Gud uden den tilgivende Guds barmhjertighed, ikke blot på grund af de hellige engle og Kristi sjæl, eller hans glorværdige mors sjæl, men også på grund af sjælen hos andre vandringsmænd, hvis fortjenester, eftersom de er Guds gode og fuldkomne gaver, steget ned fra lysenes fader, udvalgt af kærlighed, ikke kan andet end behage Gud, og dette synes i høj grad at være Martins konsekvens, at han må sige, at den, der hævder en fri vilje, hvorved det at ville det gode kun er passivt, og selve det at ville helt og totalt er fra Gud: hvad kan Gud have at tilgive i sin egen gerning. 

Videre til latlu08!