Tilbage til oversigten!
Inhalt: Die katholische Ablasstheorie, 153 #3 -- Leo
X. und Albrecht von Mainz 157 #25 -- Die Ablasskommissäre.
Tetzel 159 #32 -- Tetzel in Luthers Nähe 161 #40
-- Luthers Sendschreiben an Erzbischof Albrecht 162 #47
-- Die 95 Thesen, am 31. Oktober 1517 164. #56.
| 3 Der Gegenstand, über welchen im Jahre 1517 die grossen reformatorischen Kämpfe ausbrachen, erscheint uns, die wir diese Kämpfe hinter uns haben und im Genuss der durch die errungenen Freiheit stehen, jetzt leicht in einem Lichte, vermöge dessen man nur noch fragen möchte, wie es doch möglich sei, etwas Anderes als einen groben Wahn, eine grossartigen Unfug, ja einen das sittliche Bewusstsein empörenden Greuel in ihm zu erkennen. | Det emne, som den store reformatoriske kamp i året 1517 udbrød om, synes for os, som har denne kamp bag os og er i stand til at nyde den frihed, der blev kæmpet om, let at stå i et lys, som får os til at spørge om, hvordan det dog var muligt i dette emne at se andet end en grov vrangforestilling, en forfærdelig uting, ja en oprørende skændsel for den sædelige bevisthed. |
| 4 Hören wir, dass im Ablasshandel Vergebung der Sunden um Geld verkauft worden sei, so muss sich ja freilich hiergegen jedes Gewissen empören, das die Bedeutung der Sünde und die Last der Schuld irgend noch fühlt. Und zugleich welche Entwürdigung des Sünders, dem zugemutet wird, sich die Gnade des Ablasses zu kaufen! | Når vi hører, at man i aflandshandelen solgte syndstilgivelse for penge, så må jo ganske rigtigt enhver samvittighed oprøres imod det, enhver samvittighed, som ét eller andet sted stadig føler syndens størrelse og skyldens byrde. Og samtidig, hvilken nedværdigelse af synderen, som får stillet det krav, at han kan købe afladens nåde! |
| 5 Die frohe Botschaft des Christentums verheisst ihm eine Vergebung, welche Gott in freier, unendlicher Liebe auf Grund der Versöhnung, die Christus gestiftet, ihm schenken wolle. Da treten Männer der Kirche vor ihn mit der Aufforderung, für das teure Gut erst noch Geld zu zahlen; er vernimmt zugleich, das Sündengeld solle wohl für sehr äusserliche weltliche Zwecke, ja gar für gemeinen Eigennutz kirchlicher Machthaber verwendet werden; mit den tiefen, heiligsten Interessen der Seelen wolle eine niedrige Habsucht heuchlerichen Missbrauch treiben. | Kristendommens glade budskab forjætter ham en tilgivelse, som Gud vil give ham i fri, uendelig kærlighed på grund af den forsoning, som Kristus stiftede. Så træder kirkefolk ind foran ham med den opfordring, lige først at betale med penge for dette dyrebare gode; han fornemmer samtidig, at disse syndepenge sagtens skal bruges til ydre verdslige formål, ja simpelthen til almindelig egennytte hos kirkelige magthavere; med sjælens dybe, helligeste interesse vil en nedrig havesyge drive hyklerisk misbrug. |
| 6 Verhielte es sich aber einfach also mit dem Ablass, dann wäre verwunderlich, wie Luther erst noch lange mit Fragen über ihn sich quälen mochte und zuerst nur in der vorsichtigen und bedingten Weise, in der (154) wir ihn schon ein Jahr vorher reden hörten, sich über und gegen denselben zu erklären wagte. | Men hvis det simpelthen forholdt sig sådan med afladen, så ville det være mærkeligt, at Luther først længe måtte pine sig med spørgsmål om den, og i første omgang kun vovede at erklære sig imod den på den forsigtige og betingede måde, på hvilken vi allerede for et år siden hørte ham tale. |
| 7 In jenem Sinn will denn auch die Kirche ihren Ablass nicht verstanden haben und hat es zu keiner Zeit gewollt. Die Lehre vom Ablass hat ihre Stelle in einem fein gesponnenen Lehrzusammenhang, in welchem göttliche Gnade und menschliche Leistung, unbeugsame göttliche Normen und Verfügungen der irdischen Kirche, die Ansprüche einer ewigen Gerechtigkeit und milde Rücksichten auf menschliche Schwäche glücklich verbunden sein sollten. | Men kirken har da heller ikke villet have forstået afladen i den betydning; det har den ikke villet på noget tidspunkt. Læren om afladen har sit sted i en fint sammenvævet læresammenhæng, hvori den guddommelige nåde og den menneskelige ydelse skal være lykkeligt forbundet, ligesom ubøjelige guddommelige normer og en jordisk kirkes tilrettelæggelser, en evig retfærdigheds krav og mild hensyntagen til menneskelig svaghed lykkeligt skal forbindes. |
| 8 Die Vergebung der Sünden, hiess es, gehe freilich von Gottes Barmherzigkeit aus und ruhe auf den Verdiensten des Erlösers. Sie werde dem Christen zu teil, wenn er in reuiger Zerknirschung dem Priester, der die Schlüssel des Himmelreichs in göttlicher Vollmacht verwalte, seine Sünden gebeichtet und dem Urteile desselben demütig sich unterworfen haben. Hierauf hin werde ihm in der Absolution, welche der Beichtiger spreche, Begnadigung erteilt vom ewigen Tod oder von der ewigen Strafe, welche auf die Todsünden gesetzt sei. | Syndstilgivelsen, hedder det, udgår ganske rigtigt fra Guds barmhjertighed og hviler på forløserens fortjenester. Den bliver den kristne til del, når han i angerfuld ruelse overfor præsten, som i guddommelig fuldmagt forvalter himmerigets nøgler, skrifter sine synder og ydmygt har underkastet sig dennes dom. Herefter bliver der i absolutionen, som skriftefaderen udtaler, tildelt ham nåde fra den evige død og fra den evige straf, som er fastsat for dødssynderne. |
| 9 Allein nun bleiben doch noch zeitliche Strafen. In sie werde durch Gottes Gnade die ewige Strafe umgesetzt. Und sie müsse man erst noch durch besondere Leistungen, welche der Beichtiger einem zumesse, namentlich durch Fasten, Beten, Almosen abbüssen; versäume man es oder thue man darin zu wenig, so werde man sich mit solchen Strafbüssungen und Leistungen der Genugthuungen in der katholischen Kirche noch anders verhalten. Ursprünglich handelte es sich dort um schwere, offenkundige Versündigungen, welche von der Gemeinschaft der Kirche oder Gemeinde, der sie Ärgernis gaben, ausschlossen. Ehe der Sünder in diese wieder aufgenommen werden konnte, sollte er in bestimmten Bussübungen seine Reue, Beugung und Besserung auch äusserlich bezeigen. | Men tilbage bliver jo nu dog timelig straffe. Ved Guds nåde bliver de evige straffe forvandlet til timelige straffe. Og dem må man nu først yde bod for gennem særlige ydelser, som skriftefaderen tilmåler én, nemlig gennem faste, bøn og almisse; hvis man forsømmer det, eller hvis man gør for lidt ved det, så vil man i den katolske kirke forholde sig anderledes med sådanne strafsoninger og fyldestgørelsesydelser. Oprindelig drejede det sig dèr om alvorlige, offentlige forsyndelser, som udelukkede fra samkvem med det kirkens eller menighedens fællesskab, som man havde forbrudt sig imod. Før synderen igen kunne optages i dette fællesskab, skulle han gennem bestemte bodsøvelser bevidne sin anger, sin ydmyghed og sin forbedring, også i det ydre. |
| 10 Hieraus war nachher jene Form der Busse entstanden, bei welcher dem Sünder die öffentliche Demütigung erspart und dagegen desto strenger die Beugung unter den Ausspruch des Priesters in der Privatbeichte zur Pflicht gemacht wurde, und bei welcher er zwar die Absolution von Sünde und Schuld schon vor dem Vollzug seiner eignen Bussleistungen empfing, aber, ehe er diesen genuggethan hatte, auch nach der Absolution wenigstens mit den Qualen des Fegfeuers bedroht blieb. So unterschied man in der Busse drei Hauptstücke: jene Zerknirschung des Herzens, jenes Bekenntnis des Mundes in der Beichte, und endlich diese eignen Leistungen oder "die Genugthuung des Werkes". Dabei wurde die Busse als kirchlicher Akt mit kirchlicher Gnadenspendung unter den Begriff des Sakraments gestellt. | Herudfra var efterhånden den bodsform opstået, hvorved synderen blev sparet for den offentlige ydmygelse og derimod desto alvorligere fik som pligt at adlyde præstens krav i privatskriftemålet, hvorved han ganske vist modtog absolutionen fra synden og skylden allerede før han havde ydet sine bodsøvelser, men dog forblev under trussel om skærildens kvaler også efter absolutionen, indtil han havde fuldbyrdet dem. På den måde skelnede man i boden mellem tre hovedstykker: denne hjertets anger, denne bekendelse med munden i skriftemålet og endelig disse egne ydelser eller gerningsfyldestgørelser. Derved blev boden som en kirkelig handling med kirkelig nådestildeling stillet ind under sakramentsbegrebet. |
| 11 An das genannte dritte Stück nun schlossen sich die Ablässe und die Lehre vom Ablass. Denn was eigentlich in den Ablässen erlangt werden sollte, war ein Nachlass von der Strenge und dem bestimmten Inhalt (155) derjenigen Auflagen, welche um jener zeitlichen Strafen willen auf dem absolvierten Sünder noch lasteten. An der Stelle der zunächst auferlegten schwereren, oft lang andauernden Leistungen wurden leichtere, und zwar solche, die in besondere Weise kirchlichen Zwecken dienen sollten, zugelassen, empfohlen, angepriesen. | Men nu sluttede afladen og læren om aflad sig til dette omtalte tredie stykke. For hvad der egentlig opnåedes i afladen, var en eftergivelse af disse påbuds strenghed og fastslåede indhold, de påbud, der endnu hvilede på synderen på grund af de timelige straffe. I stedet for de først pålagte tunge, ofte langvarige ydelser blev nogle lettere ydelser tilladt, anbefalet, anprist, ydelser, som på særlig måde skulle tjene kirkelige formål. |
| 12 Zeitliche Strafen, die an sich die Zeit von vielen Monaten und Jahren im irdischen Leben und im Fegfeuer in Anspruch nahmen, konnten auf diese Weise kurzweg durch eine einzige verdienstliche Leistung erledigt werden. Mehr und mehr wurden im Verlauf der Zeit diese Leistungen veräusserlicht, so dass dem innern Menschen, der Beugung und Hingabe des Willens, um so weniger bei ihnen zugemutet war: genug, dass der Büssende den Auflagen der Kirche sich unterzog und die Milde, mit welcher diese umgewandelt wurden, den Zwecken der Kirche zu gute kam. | Timelige straffe, som i sig selv antog form af et tidsmål på mange måneder og år i det jordiske liv og i skærsilden, kunne på denne måde kort og godt erstattes med kun én fortjenstfuld ydelse. Mere og mere blev i tidens løb disse ydelser udvendiggjort, så at knægtelsen af det indre menneske og viljens hengivelse blev krævet meget mindre af mennesket: det var nok, at den bodfærdige påtog sig kirkens påkrav, og at den mildhed, som disse blev ændret til, kom kirkelige formål til gode. |
| 13 So hatten einst Hunderttausende Ablass erhalten, weil sie das Kreuz nahmen, um im Kampf gegen die Ungläubigen ihr Leben aufs Spiel zu setzten; so genügte es jetzt, Geld für einen Krieg gegen die Türken beizusteuern. Auf Beispiele davon, wie durch die Huldigung, die man heiligen Stätten und Objekten durch Wallfahrten und andere Leistungen erwies, ein Ablass erworben werden konnte, sind wir bei Luthers Romreise, bei seinem Rutschen auf der heiligen Treppe, ferner bei der Wittenberger Schlosskirche und ihren Reliquien geführt worden. | Således havde engang hundrede tusinder fået aflad, fordi de tog korset op, for i kampen mod de vantro at sætte livet på spil; men nu var det nok, at skatte med penge til en krig mod tyrkerne. Eksempler på, hvordan den tilbedelse, som man udviste overfor hellige steder og hellige genstande gennem valfarter og andre ydelser, kunne føre til, at man fik aflad, har vi mødt i Luthers Romrejse, hans knælen op ad den hellige trappe, og endvidere i Wittenbergs slotskirke og dens relikvier. |
| 14 Am auffälligsten und bezeichnendsten für jene Zeit sind aber die baaren Geldleistungen zu Gunsten irgend welchen kirchlichen Werkes geworden, mittelst deren man von jenen zeitlichen Strafen und Büssungen sich lösen durfte. Diese Bedeutung also sollte das kirchliche Handeln haben, das wir kurzweg Ablasshandel nennen. Als ein Ausfluss rücksichsvoller Milde der Mutter Kirche gegen ihre bussfertigen und doch nicht allzuschwer zu belastenden Kinder stellte es sich dar. Und auch so sollten die Ansprüche eines strengen göttlichen Rechtes, das die Forderungen Gottes und die Leistungen der Menschen gegen einander abmisst und abrechnet, doch nicht zu kurz kommen. | Men mest påfaldende og mest betegnende for den tid er de kontante pengeydelser til fordel for ét eller andet kirkelige arbejde blevet; gennem dem kunne kan løse sig fra disse timelige straffe og bodsøvelser. Det var altså den betydning den kirkelige handel skulle have, som vi kort og godt kalder afladshandel. Den fremstilledes som et overflødighedshorn af hensyntagende barmhjertighed fra moder kirkens side overfor hendes bodfærdige og dog ikke altfor tungt syndsbelastede børn. Og også fremstillet på den måde skulle kravet om en streng, guddommelig ret, som afmålte og afregnede Guds fordringer og menneskenes ydelser, stadig bibeholdes. |
| 15 Denn noch eine weitere Lehre der Kirche tritt hier ein. Wohl leistet nun der einzelne nicht so viel, als er nach jenem Recht eigentlich hätte leisten sollen. Aber, so wird gelehrt, der Erlöser selbst habe einst noch mehr geleistet, als zur Tilgung aller Sündenschulden der Menschheit erforderlich war, und hierzu kommen die verdienstlichen Werke der Heiligen, in denen sie mehr gethan, als Gottes Gesetz von ihnen forderte. Der Überschuss dieses Verdienstes Christi und seiner Heiligen ist für die Kirche nicht verloren. Er verbleibt ihr als ein reicher Schatz. | For her trådte endnu én af kirkens læresætninger til: Vel ydede nu den enkelte ikke så meget, som han efter denne guddommelige ret egentlig skulle. Men, det lærte man, forløseren selv har engang ydet mere, end det var nødvendigt til udslettelse af hele menneskehedens syndeskyld, og hertil kom helgenernes fortjenstfulde gerninger, hvorved de gjorde mere, end Guds lov fordrede af dem. Overskuddet fra Kristi og hans helgeners fortjenester er ikke gået tabt for kirken. Det forbliver i kirken som en rig skat. |
| 16 Sie kann daraus, was ihr angemessen scheint, entnehmen und es ihren ärmeren, schwächern Gliedern zur Erleichterung zulegen. Eben dieser Zusagen wird der Ablasskäufer teilhaftig; hiermit wird auch, was er noch leistet, genügend. Es war eine schöne und tiefe Idee, welche ursprünglich jener Lehre vom Schatze der Kirche zu Grunde lag: die Idee einer gliedlichen (156) Gemeinschaft des Lebens und der Liebe, worin die Christen mit allen ihren sittlichen Gütern und Errungenschaften unter einander stehen. Je tiefer sie freilich ist, desto gröber ihre Veräusserlichung und ihr Missbrauch: Gaben aus dem sittlichen, geistlichen Schatze sollten, um Geld verkauft, die materiellen Schatzkammern des Papstes füllen helfen. | Kirken kan tage derfra, hvad den finder for passende og give det til dens fattigere, svagere lemmer, så de kan lettes for deres byrde. Just dette tilsagn for den, der køber aflad, del i; hermed bliver også det, han endnu yder, regnet for tilstrækkeligt. Det var en skøn og dyb tanke, som i begyndelsen lå til grund for læren om kirkens skat: tanken om et medlemsagtigt fællesskab om livet og om kærigheden; i et sådant fællesskab stod de kristne sammen med hinanden med alle deres sædelige goder og erhvervelser. Men jo dybere dette fællesskab er, desto grovere er også dets udvendiggørelse og misbrug: Gaver fra det sædelige, åndelige skatkammer skulle, solgt for penge, hjælpe med til at fylde pavens materielle skatkammer. |
| 17 Auch auf die Seelen, welche bereits im Fegfeuer sich befanden, wurden jene Ablässe ausgedehnt. Ja vornehmlich eben für sie, welche ihrerseits nichts mehr zur Linderung oder Verkürzung ihre Strafen zu thun vermochten und deren Jammer den zurückgebliebenen Angehörigen zu Herzen gehen sollte, wurde der Ablasskauf empfohlen. | Denne aflad blev udstrakt også til de sjæle, som allerede befandt sig i skærsilden. Ja, først og fremmest netop for dem blev det anbefalet at købe aflad, for de formåede jo på deres side ikke mere at gøre noget for at lindre eller forkorte deres straffe, og deres elendighed skulle gå de pårørende til hjerte. |
| 18 Noch hatte übrigens kein Konzil und kein Papst eine bestimmte Fassung der Lehre vom Ablass sanktioniert. Auch die vornehmsten kirchlichen Theologen des Mittelalters hatten noch mit streitigen Fragen darüber zu thun. So zweigte sich noch Zweifel über Wegen und Umfang derjenigen Strafen oder Büssungen, welche im Ablass nachgelassen wurden. Durfte dieser wirklich auf alle die durch Gottes Gerechtigkeit zu verhängenden Strafen bezogen werden? | Endnu var der godt nok intet koncil og ingen pave, der havde sanktioneret en bestemt opfattelse af læren om aflad. Selv middelalderens dygtigste teologer måtte stadigvæk omgås med stridige spørgsmål derom. Således rejste der sig stadig tvivl om måden og omfanget af de straffe eller bodsøvelser, som blev eftergivet i afladen. Måtte afladen virkelig henføres på alle de straffe, der påhvilede én i kraft af Guds retfærdighed? |
| 19 Eine Erinnerung an den ursprünglichen Charakter der kirchlichen Bussübungen als solcher, wonach sie nur ein heilsames Zuchtmittel der Kirche und eine Kundgebung der innern Bussfertigkeit vor der Kirche, darum aber doch noch nicht mit der von Gott selbst dem bussfertigen Sünder noch zugedachten zeitlichen Zucht und Strafe identisch sein sollten, konnte auf eine andere Auffassung führen: musste nicht die Geltung des Ablasses eben auf kirchlicherseits verhängte, durch die kirchlichen Kanones bestimmten Strafen beschränkt bleiben, von welchen man göttliche Strafen und zwar namentlich die des Fegfeuers noch zu unterscheiden hatte? | En eftervirkning af afladens oprindelige karaktér af kirkelig bodsøvelse som sådan, kunne føre til en anden opfattelse; efter sin oprindelige karaktér var afladen kun et frelsebringende tugtemiddel for kirken og en tilkendegivelse af en indre bodfærdighed overfor kirken, men derfor skulle den dog ikke være identisk med den timelige tugt og straf, der var tiltænkt den bodfærdige synder. Huskede man på den oprindelige karaktér af afladen, måtte så ikke afladens gyldighed forblive indskrænket til de straffe, man fra kirkens side havde pålagt gennem de kirkelige kanonner? og måtte man så ikke skelne dem fra de guddommelige straffe og især fra skærsildsstraffene? |
| 20 Dann schien es freilich mit dem Werte des Ablasses bedenklich zu stehen: die geringeren Strafen wurden erlassen, die schweren drohten um so mehr. Begierig griff man hingegen nach der Verheissung, dass ja alles, was Petrus auf Erden lösen werde, auch im Himmel los sei (Matth. 16,19). So hatten denn die Autoritäten der Schultheologie, insbesondere Thomas von Aquin, deduziert, dass der Ablass wirklich für alle die auf dem Absolvierten noch lastenden Strafen des irdischen Lebens und des Fegfeuers vor dem Gerichte Gottes wie vor dem der Kirche gelte. -- | Så syntes det godt nok at stå betænkeligt til med afladens værdi: de ringere straffe blev eftergivet, så meget mere truede de alvorlige straffe. Begærligt greb man efter den forjættelse, at det jo var alt, hvad Peter løste på jorden, der også skulle være løst i himlen. Det havde jo skoleteologiens autoriteter, især Thomas Aquineren, deduceret, at afladen virkelig gjaldt for alle de straffe, der endnu lå på den absolverede, både dem i dette liv og dem i skærsilden, både for Guds domstol og for kirkens. -- |
| 21 In betreff des Ablasses, den Lebende für die bereits im Fegfeuer befindlichen Seelen erkauften, fragte sich, wie er denn diesen zu statten kommen solle, da unter jene Schlüsselgewalt Petri und des Papstes doch eben nur das Leben der Menschen auf Erden falle. Diese Gewalt wagte man auch jetzt nicht weiter auszudehnen. Aber man hatte ein anderes Mittel, welches dort hinüberreiche: die Kirche lege ihre Fürbitte für diejenigen Verstorbenen ein, für welche Ablass erworben werde: und an die Erhörung der Bitte der Kirche durch Gott dürfe man ja ebensfalls kraft göttlicher Verheissung nicht zweifeln. (157) | Hvad angår den aflad, som levende købte for sjæle, der allerede befandt sig i skærsilden, måtte man rejse det spørgsmål, hvordan denne skulle komme disse til gode, da dog kun menneskenes liv på jorden faldt ind under Peters og pavens nøglemagt. Denne magt vovede man heller ikke nu at udstrække yderligere. Men man havde et andet middel, rakte derhen: kirken gik med sin forbøn ind for de afdøde, for hvilke der var erhvervet aflad: og man måtte jo i kraft af den guddommelige forjættelse ikke tvivle på, at kirkens bøn ville blive hørt af Gud. |
| 22 Auf diese Theorieen stützte man den Ablass. Beim Ablasshandel verstand und bedachte nun allerdings das Volk wenig oder nichts von jenem grossen Unterschiede zwischen dem Erlass der Schuld, der durch Herzenszerknirschung und Reue bedingt und in der Absolution schon vor Bussleistungen und Ablass zugesichert sei, und zwischen dem Erlass der zeitlichen Strafen, auf welchen erst der Ablasskauf sich beziehe. Auch machten sich die Ablassprediger und Händler nichts weniger zur Aufgabe, als den Leuten hiervon ein Bewusstsein beizubringen und die Notwendigkeit und den Wert der Reue, in deren Ermangelung trotz allem Ablasskauf die Seele dem ewigen Tod verfallen sei, gegenüber dem Wert und der Ratsamkeit des Ablasses, der erst dann auch noch das geringere Übel wegnehme, ihnen einzuprägen. | På disse teorier byggede man afladen. Ved afladshandelen forstod og overvejede nu i hvert fald folket kun lidt eller slet intet af dnne store forskel mellem eftergivelsen af skylden, som var betinget af hjertensanger og ruelse og blev sikret i Absolutionen allerede før fyldestgørelserne og afladen, og den eftergivelse af de timelige straffe, som afladskøbet egentlig kun rettede sig imod. Og afladsprædikanterne og afladshandlerne gjorde det ikke på nogen måde til deres opgave at bibringe folk nogen bevidsthed herom eller fortælle dem om angerens nødvendighed og værdi, eller fremhæve, at hvis den manglede ville sjælen være forfaldet til den evig død trods alle køb af aflad, nej, de indprentede folk afladens værdi og tilrådelighed, den, der jo ellers kun borttog det ringere onde. |
| 23 Dem Geschäfte der Ablasskrämer hätte ja das nur Abbruch thun können. Vielmehr pflegte man bei der Verkündigung der Ablässe die ganze Fülle der Gnaden, welche mit Bezug auf Schuld und Strafen von der Kirche dargeboten seien, unmittelbar in eines zusammenzufassen, eben als ob das Ganze derselben an den Ablass gebunden wäre. Allein für die theologische Auseinandersetzung und Rechtfertigung wich man nicht von jenen Lehrbestimmungen. Und auch beim Ausschreiben der Ablässe durch die kirchlichen Oberen wurden sie insoweit gewahrt, als dasselbe neben dem Preis der dargebotenen Gnade immerhin auch einen Hinweis auf die Pflicht reuigen Beichtens zu enthalten pflegte. | Havde de gjort det, ville det have gjort afbræk i deres forretning. I stedet for plejede man ved forkyndelsen af afladen umiddelbart af sammenfatte hele nådens fylde, som med henblik på skyld og straf blev tilbudt af kirken, til ét, som om nådens fylde i det hele taget var bundet til afladen. Men af hensyn til de teologiske uoverensstemmelser og den teologiske retfærdiggørelse veg man ikke fra disse lærebestemmelser. Og det blev også for så vidt fastholdt, når man udskrev afladen fra de kirkelige myndigheders side, for så vidt nemlig som der altid ved siden af prisen for den tilbudte nåde plejede at blive henvist til pligten til angerfuldt skriftemål. |
| 24 Erst der Einblick in diese Theorieen macht uns den Inhalt der Einwendungen, welche Luther entgegenstellte, verständlich. Erst dadurch erklärt sich uns das allmähliche, schrittweise Fortgehen seiner Polemik -- durch Fragen, Zweifel, Einwendungen zum entschiedenen, umfassenden Widerspruch. Der Ablass war so nicht ein vereinzelter Auswuchs des Aberglaubens, der kurzweg hätte abgeschnitten werden können, noch ein so ungeheuerlicher Missbrauch, dass ein sittliches, christliches Urteil über ihn ohne weiteres hätte feststehen müssen. Sondern seine Wurzeln hingen in den Grundlehren und Grundanschauungen der Kirche vom Wege des Heiles und von den kirchlichen Vollmachten. Da hinein führte eine gewissenhafte Prüfung seines Wesens und Wertes. Von da aus eröffneten sich für eine Polemik gegen ihn die weitgreifendsten Konsequenzen. | Først når vi har indblik i disse teorier, kan vi forstå indholdet af de indvendinger, som Luther stillede op imod afladen. Først derigennem kan vi forklare den langsommelige skridtvise fremadskriden af hans polemik -- gennem spørgsmål, tvivl, indvendinger frem til afgjort omfattende modstand. Afladen var således ikke en forenklet fremvækst af overtroen, som snildt kunne være bortskåret, heller ikke et så uhyre misbrug, at en sædelig, kristelig dom over den uden videre ville have kunnet holde. Nej, dens rødder nåede ned til kirkens grundlæggende lære og anskuelse om frelsesvejen og om de kirkelige fuldmagter. Ind i dette problem førte en samvittighedsmæssig prøvelse af dens væsen og værdi. Der ud fra åbnede sig de mest vidtgående konsekvenser af en polemik imod den. |
| 25 Tetzels Ablasshandel.
Derjenige Ablasshandel, welcher Luther gegen sich in die Schranken rief, war von Papste Leo X., dem Nachfolger Julius II. (seit 1513), veranstaltet. Die Christenheit wurde aufgefordert, ihr Geld um den Preis des Ablasses zu dem schon durch Julius II. begonnenen grossartigen Neubau der Peterskirche in Rom beizusteuern, damit dort den Gebeinen des Apostels (158) und anderer Heiliger eine würdige Ruhestätte bereitet werde. |
Tetzels afladshandel.
Den afladshandel, som Luther kaldte ind i anklageskranken, var udstedt af pave Leo den Tiende, Julius den Andens efterfølger (fra 1513). Kristenheden blev opfordret til med deres penge til gengæld for aflad at bidrage til den allerede under Julius den anden påbegyndte nybygning af Peterskirken i Rom, for at der kunne beredes apostelens og andre helgeners ben et værdigt hvilested. |
| 26 In dem gestorbenen Petrus sollte sein in Rom thronender Nachfolger mit verherrlicht werden. Dazu that Leo bei dem Bau seiner Liebe zur Kunst und Pracht genüge. Übrigens wurde ihm nachgesagt, er habe einen Teil der einlaufenden Gelder nicht einmal für den Kirchenbau, sondern zu einem Geschenk für seine an einen italienischen Fürsten verheiratete Schwester bestimmt. Nachgewiesen ist wenigstens, dass der Papst aus andern Geldern, welche er von den Gläubigen einforderte, nämlich aus einem für den Türkenkrieg ausgeschriebenen Zehnten, eine grosse Summe einem seiner Neffen zugewandt hat. | I den afdøde Peter skulle hans i Rom tronende efterfølger forherliges tilligemed. Dertil bidrog Leo til byggeriet med sin kærlighed for kunst og pragt. Iøvrigt blev det fortalt om ham, at han havde fastsat en del af de indløbende penge, ikke engang til et kirkebyggeri, men til en gave til sin søster, da hun blev gift med en italiensk fyrste. Man kan i hvert fald eftervise, at paven af andre penge, som han indkrævede af de troende, nemlig af den tiende, som blev udskrevet til krigen mod tyrkerne, har taget en stor sum fra til én af sine nevøer. |
| 27 Für einen grossen Teil der deutschen Lande übernahm es der Kurfürst Albrecht von Mainz, diesen Ablass zu betreiben. Er war ein brandenburgischer Prinz; schon in jungen Jahren war es ihm geglückt, Erzbischof von Magdeburg und dazu noch Erzbischof von Mainz zu werden. In der Liebe zur Kunst und auch in der Ehre, die er den Wissenschaften bezeigte, glich er dem Papste; er pflegte Umgang mit den Humanisten, Freundschaft mit Erasmus. Aber auch im Mangel geistlichen Sinnes, in kostspieliger Prunksucht und in Geldbedarf waren er und Leo X. einander ähnlich. Damals drückte ihn noch von seiner Erhebung auf den erzbischöflichen Stuhl her eine schwere Schuld. | Nu tog kurfyrst Albrecht af Mainz det på sig at inddrive denne aflad fra en stor del af de tyske lande. Han var en brandenburgsk prins og allerede i hans unge år var det lykkedes ham at blive ærkebiskop af Magdeburg og dertil senere ærkebiskop af Mainz. I sin kærlighed til kunsten og også i den ære, som han udviste mod videnskaberne, lignede han paven; han plejede omgang med humanisterne, venskab med Erasmus. Men også i mangelen på åndeligt sindelag, i meget kostbar pragtlyst og i pengetrang lignede han og Leo den Tiende hinanden. Dengang var der desforuden en stor gæld, der tyngede ham, endnu før han blev ophøjet til den ærkebiskoppelige stol. |
| 28 Er hatte sich nämlich verbindlich gemacht, die Kosten für das erzbischöfliche Pallium, d. h. für den schmalen, weissen, mit Kreuzen besetzten Kragen der Erzbischöfe, welchen diese gegen eine hohe Taxe vom Papste sich verleihen lassen müssen, nicht dem Erzstift Mainz aufzulegen, sondern selber zu erstatten. Dafür hatte er bei dem Haus Fugger in Augsburg 30000 Gulden entlehnt. Und diese sollte ihm nun der Ablasshandel einbringen: für das Betreiben desselben bezog er die Hälfte der einlaufenden Gelder. Luther, welchem damals diese Abmachungen noch unbekannt waren, sagte später einmal: Pallium sei ein hänfener oder flächsener Faden (es war vielmehr aus Lämmerwolle), etwa drei Finger breit, wohl etwa einen Groschen wert, vom Papst auf dem Altar in Rom gesegnet und angeblich über den Körpern St. Petri und Pauli geweiht; über diesem Pallium habe sich der Hader zwischen ihm und dem Papst erhoben. (n158) | Han havde nemlig lovet, at prisen for palliet, det vil sige, den smalle, hvide, korsbesatte krave på ærkebiskoppen, som denne mod en høj afgift måtte leje hos paven, ikke skulle hvile på Mainz' ærkebiskopat, han ville selv betale det. Til den ende havde han hos huset Fuggerne i Augsburg lånt 30.000 gylden. Og dem skulle nu afladshandelen indbringe til ham: han fik aftalt, at han skulle have halvdelen af de penge, der kom ind. Luther, som dengang ikke vidste noget om disse aftaler, sagde senere engang: Palliet var et stykke tøj af hamp eller hør (det var nu lavet af lammeuld), af cirka tre fingersbredder, vel værd en skilling, velsignet på alteret i Rom af paven og angiveligt indviet over ligene af Skt. Peter og Skt Paulus; over et sådant pallium opstod striden mellem ham og paven. |
| 29 Was der Ablass gewähren sollte, sprach der Erzbischof in einer Instruktion für die Unterkommissäre aus, die er mit den Handel beauftragte. Die erste und vornehmste Gnade desselben sei vollkommene Vergebung aller Sünden, Wiedererlangung der göttlichen Gnade, Befreiung vom Fegfeuer. Fürs zweite erhalte man einen Beichtbrief, der einen berechtigte, sich einem beliebigen Beichtvater zu erwählen, durch welchen man sich von Verbrechen und Strafen absolvieren und einmal übernommene Gelübde in andere gute Werke verwandeln lassen könne. | Hvad afladen skulle tilsikre køberen, udtalte ærkebiskoppen i en instruktion for de underkommissærer, som han betroede handelen til. Afladens første og fornemste nåde var en fuldkommen tilgivelse af alle synder, genoprettelse af den guddommelige nåde, befrielse fra skærsilden. For det andet fik man et skriftebrev, som berettigede én til at vælge en skriftefader efter ønske, gennem hvem man kunne lade sig absolvere fra forbrydelser og straffe og gennem hvem man kunne lade én gang aflagte løfter forandre til andre gode gerninger. |
| 30 Die dritte Gnade bestehe in der Teil- (159) nahme an allen Gütern der allgemeinen Kirche, an den Gebeten, Wallfahrten und anderen verdienstlichen Leistungen der sämtlichen Glieder der Kirche. Viertens erwerbe man für die Seelen der Abgeschiedenen im Fegfeuer einen vollen Erlass ihrer Sünden. Für jene erste Gnade wurde zugleich zur Bedingung gemacht, dass man ein zerknirschtes Herz habe und beichte oder wenigstens zu beichten beabsichtige; wir sehen also, dass, wie wir oben bemerkten, die eigentliche Vergebung der Sundenschuld doch von einem innern sittlichen Verhalten neben der Geldzahlung abhängig gemacht, nicht minder aber auch, dass sie recht eigens mit Beziehung auf diese dargeboten und jede Andeutung des genaueren Verhältnisses zwischen der Schuldvergebung oder Versöhnung mit Gott und dem Erlasse der bloss zeitlichen Strafen vermieden wurde. | Den tredie nåde bestod i delagtighed i alle den almindelige kirkes goder, i alle bønnerne, valfarterne og andre fortjenstfulde ydelser fra samtlige kirkens medlemmer. For det fjerde erhvervede man for de afdødes sjæle i skærsilden en fuld eftergivelse af deres synder. For den første nåde blev samtidig stillet den betingelse, at man havde et angerfuldt hjerte og at man skriftede, eller i det mindste havde til hensigt at skrifte; vi ser altså, som vi ovenfor bemærkede, at den egentlige tilgivelse af syndeskylden alligevel gøres afhængig af, foruden pengebetalingen, en indre sædelig opførsel, men vi ser ikke mindre, at den i virkeligheden blev tilbudt med henvisning til betalingen, og at enhver antydning af det nøjere forhold mellem skyldstilgivelsen eller forsoningen med Gud og eftergivelsen af de blot timelige straffe blev undgået. |
| 31 Den drei anderen käuflichen Gnaden, also namentlich jenem Mitgenusse der guten Werke anderer, wurde gar keine solche Bedingung beigefügt. Die Bestimmung in betreff des Beichtvaters musste, während sie nur auf eine äusserliche Ordnung zu gehen schien, einer wirklich heilsam, kirchlichen Ordnung schweren Eintrag thun; sie gab leichtfertigen Sündern das Recht, einem gewissenhaften, mit ihren Verhältnissen vertrauten, ordentlichen Beichvater sich zu entziehen und Absolution da sich zu holen, wo sie am leichtesten zu finden war. (n159) | Til de tre andre nåder, man kunne købe, altså især dette at kunne nyde frugten af andres gode gerninger, blev der ikke føjet den slags betingelser. Bestemmelsen angående skriftefaderen måtte, eftersom den kun syntes at gå på den ydre orden, gøre svært indhug i den kirkelige orden; den gav letfærdige syndere ret til at unddrage sig en samvittighedsfuld ordentlig skriftefader, der var fortrolig med deres forhold, og hente sig absolution dèr, hvor den kunne fås på letteste måde. |
| 32 Mit der grössten Rührigkeit und dem meisten Lärm betrieb unter den Unterkommissären der Dominikanermönch Tetzel das Geschäft. Er war darin seit langen Jahren geübt, indem er schon früher bei anderen Ablassverkäufern thätig war, hatte sich auch längst dabei als frecher Marktschreier ausgewiesen und war überdies einmal kaum der Strafe des Ersäufens entgangen, weil er eine Frau zum Ehebruch verführt hatte. Jetzt hatte ihn zuerst der für einen Teil Deutschlands aufgestellte päpstliche Hauptkommissär Arcimbold und dann Erzbischof Albrecht in Dienst genommen. | Blandt underkommissærerne drev dominikanermunken Tetzel forretningen med største smartness og mest larm. Han var øvet deri gennem mange år, idet han allerede tidligere havde været aktiv under andre afladshandlere; han havde også forlængst vist sig at have en fræk markedsføring og havde til overflod med nød og næppe undgået druknestraffen, fordi han havde forført en kone til ægteskabsbrud. Nu havde først Arcimbold, der var indsat af paven som hovedkommissær for en del af Tyskland, taget ham i sin tjeneste, siden ærkebiskop Albrecht. |
| 33 Wie Ausgesandte des Himmels zogen die Händler mit ihrem Schatz umher. Eine Schilderung davon giebt uns Friedrich Myconius, welcher schon früher als gläubiger Jüngling und angehender Mönch in der Bergstadt Annaberg während zweier Jahre den Tetzel hatte Ablass predigen hören, übrigens in seinem eignen Verlangen nach Ablass sich bitter getäuscht gesehen hatte, indem zwar laut eines Anschlages den Armen unentgeltlich Ablass zu teil werden sollte, er aber, als armer Schüler, dennoch ohne Geld keinen kriegen konnte. | Som udsendinge fra himlen drog handelsmændene rundt med deres skat. En skildring af det giver Frederik Myconius os; han havde allerede tidligere som troende yngling og munkenovice hørt Tetzel prædike aflad i bjergbyen Annaberg, og var forøvrigt blevet bittert snydt, da han bad om aflad, for efter et opslag skulle fattige uden penge også kunne opnå aflad, men han kunne, trods det han var en fattig elev, dog ikke få nogen aflad uden penge. |
| 34 Er erzählt später: "der Ablass var so hochgeehrt, dass, wenn man den Kommissarium in eine Stadt einführte, so trug man die Bulle auf einem samtenen oder goldenen Tuch daher, und gingen alle Priester, Mönche, der Rat, Schulmeister, Schüler, Mann, Weib u. s. w. mit Fahnen und Kerzen, mit Gesang und Prozession entgegen; da läutete man alle Glocken, schlug alle Orgeln, begleitete ihn in die Kirchen, richtete (160) ein rot Kreuz mitten in der Kirche auf, da hing man des Papstes Panier an; in Summa, man hätte nicht wohl Gott selbst schöner empfangen und halten können". Schon hörte man übrigens auch vom kecken Spott, welchen einzelne aus dem Volk im Gegensatze zur grossen gläubigen Menge gegen Tetzel sich erlaubten. (n160) | Han fortæller senere: "Afladen var holdt så højt i ære, at når man førte kommissariet ind i en by, så bar man bullen på en fløjls- eller gulddug, og alle præster, munke, råder, skolemestre, skolebørn, mænd, kvinder osv, kom den imøde med faner og lys, med sang og procession; ved den lejlighed lod man alle klokker ringe, lod alle orgler lyde, ledsagede den ind i kirken, oprettede et rødt kors midt i kirken, hvorpå man hængte pavens panér; kort sagt, man ville ikke have kunnet modtage Gud selv på skønnere manér, eller regnet ham for mere". Snart hørte man forøvrigt også om fræk spot, som enkelte fra folket tillod sig imod Tetzel i modsætning til den store troende mængde. |
| 35 Als Anweisung, wie man zum Ablass laden solle, hat Tetzel selbst Musterpredigten, welche uns erhalten sind, drucken lassen. Also solle man zu den Leuten sprechen, damit sie für die grosse Gnade die Augen aufthun: selig seien die Augen, welche sehen, was sie sehen, welche wahrnehmen, dass sich hier sichere Geleitsbriefe haben, um die Seele durch Thränenthal und wilde Meer der Welt ins selige Vaterland des Paradieses zu führen; (summ-instruc#25) alle Verdienste des Leidens Christi seien ihnen darin verschrieben; sie sollen wissen, dass man für jede einzelne Todsünde, deren man an einem Tag so viele begehe, auf die Zerknirschung und Beichte hin noch sieben Jahre lang hienieden oder im Fegfeuer zu büssen schuldig sei, mit diesen Briefen aber vollen Erlass aller bisher verdienten Strafen erlangen könne; (summ-instruc#28) | Som anvisning på, hvordan man skulle indbyde til aflad, har Tetzel selv ladet trykke nogle prædikeneksempler, som vi har bevaret. Sådan skulle man tale til folket, for at de skulle få øjnene op for den store nåde: Salige er de øjne, som ser det, I ser, som gør sig klart, at de her har et sikkert frit-lejde-brev, for at føre sjælene gennem verdens tåredal og vilde har til paradisets salige fædreland; alle Kristi lidelsers fortjenester tilskrives dem deri; de skal vide, at man for enhver dødssynd, som man på én dag begår mange af, udover angeren og skriftemålet endnu skal bøde syv år hernede eller i skærsilden; men med dette brev kan man opnå fuld eftergivelse for alle de straffe, men hidtil har optjent. |
| 36 ob sie denn nicht für einen Viertelsgulden diese Briefe annehmen wollen, durch deren Kraft sie ihre göttliche, unsterbliche Seele sicher und ohne Gefahr ins paradiesische Vaterland bringen. (summ-instruc#31) Beichte und Zerknirschung zum Behuf der Vergebung ist auch hier nicht ganz vergessen, aber mit eben dieser wird der Ablass so kombiniert: "man wisse, dass jeder, welcher, nachdem er gebeichtet hat und zerknirscht ist, das Almosen in den Kasten wirft, vollkommene Vergebung aller seiner Sünden haben wird". (summ-instruc#18) | om de dog ikke for en kvartgylden skulle købe dette brev, ved hvis kraft de kan bringe deres guddommelige, udødelige sjæl sikkert og uden fare ind i det paradisiske fædreland. Skriftemål og anger til brug ved tilgivelsen er heller ikke her ganske glemt, men netop med den bliver afladen kombineret således: "Man skal vide, at enhver, som efter at have skriftet og angret, lægger almissen i kisten, vil opnå fuldkommen tilgivelse for alle sine synder". |
| 37 Wir machen nicht umsonst hierauf aufmerksam mit Rücksicht auf den Vorwurf Katholischer, dass Luther in seiner Kritik übertrieben und verdreht habe. Demgemäss waren auch in den Ablassbriefen selbst die Zusagen gefasst. Für den Ablasskauf zum Besten Verstorbener galt ohne eine sittliche Bedingung, wie ja auch schon nach der erzbischöflichen Instruktion feststand, dass, "sobald der Groschen im Kasten klinge, die Seele aus dem Fegfeuer zum Himmel auffahre". (n160a) (N37) | Det er ikke uden grund, vi gør opmærksom på dette, det sker med henblik på de katolskes bebrejdelse, at Luther i sin kritik har overdrevet og fordrejet tingene. Tilsagnet var i afladsbrevene affattet ganske tilsvarende. Hvis man købte aflad til bedste for en afdød, gjaldt det, uden nogen sædelig betingelse, som det jo også fremgik af den ærkebiskoppelige instruktion, at, "så snart pengene klinger i kisten, vil sjælene springe ud af skærsilden op til himlen". |
| 38 Noch weiter ging Tetzel in seinen eignen Ansprachen ans Volk. Unglaubliches, sagt Myconius, habe der unverschämte Mönch zur Verherrlichung des Ablasses und der päpstlichen Schlüsselgewalt vorzugeben sich erdreistet. Die losesten, frechsten Reden kamen von ihm in Umlauf. Die ärgste unter ihnen war: der Papst könnte sogar einem, der an der Mutter Gottes fleischlich sich vergangen hätte, die Sünde um den Preis des Ablassgeldes vergeben. Diese Äusserung hat er freilich nachher in Abrede gestellt und hat wenigstens aus der Stadt Halle Zeugnisse dafür beigebracht, dass sie dort aus seinem Munde nicht vernommen worden sei. Fürs Urteil über ihn genügt jedenfalls das, was in betreff seiner Person und seines Treibens geschichtlich sicher ist, schon vollständig. (n160b) (161) | I sine egne tiltaler til folk gik Tetzel endnu længere. Utrolige ting, siger Myconius, har denne uforskammede munk dristet sig til at hævde til forherligelse af afladen og den pavelige nøglemagt. De mest løsagtige, mest frække talemåder kom i omløb fra ham. De værste af dem var: paven kunne endog tilgive én, der kødeligt havde forbrudt sig imod Guds moder, hans synd for prisen af afladspengene. Denne udtalelse har han ganske vist frasagt sig og har i det mindste fra Halle fremskaffet vidnesbyrd om, at den dèr ikke er hørt af hans mund. Men til en bedømmelse af ham er det, vi véd om hans person og hans forretningsmetoder med historisk sikkerhed, fuldt ud tilstrækkeligt. |
| 39 Von jenem Treiben Tetzels also hatte Luther schon im Frühjahr 1516 Nachricht bekommen, während derselbe in Meissenschen, und zwar noch als Unterkommissär Arcimbolds, thätig war. In den Sommer des nämlichen Jahres fällt, wie wir sahen, Luthers erste Predigt über den Ablass. | Det var altså om denne Tetzels forretning, at Luther allerede foråret 1516 fik underretning, mens denne var aktiv i Meissens stift, ganske vist her som Arcimbolds underkommissær. For i det år faldt, som vi så, Luthers første prædiken over afladen. |
| 40 Im Herbste 1517 rückte Tetzel, der seither in den Dienst des Erzbischofs übergegangen war, Wittenberg näher und verkaufte, wie Luther sagt, "Gnade ums Geld, so teuer oder wohlfeil er aus allen Kräften vermochte". Aus Wittenberg lief ihm viel Volks nach Jüterbogk, Zerbst und andern Orten zu. Luther hörte, welche "greuliche Artikel" er predige: von der Kraft des Ablasskreuzes, welche der des Kreuzes Christi gleich sei, von einem Vorzug, welchen er selbst vor Petrus habe, da er mit seinem Ablass mehr Seelen erlöst habe, als dieser mit Predigen, -- auch von jene Sünde gegen Maria. (klolut#87f) | I efteråret 1517 rykkede Tetzel, der i mellemtiden var gået i tjeneste hos ærkebiskoppen, Wittenberg nærmere og solgte, som Luther sagde, "nåde for penge, så dyrt eller billigt, som han af alle kræfter formåede". Fra Wittenberg var der mange mennesker, der løb hen til ham i Jüterbogk, Zerbst og andre landsbyer. Luther hørte, hvilke "grufulde artikler" han prædikede: om afladskorsets kraft, et kors, der stod lige med Kristi kors, om det fortrin, han selv havde fremfor Peter, eftersom han med sin aflad havde forløst flere sjæle, end Peter med sine prædikener, -- og også om denne synd imod Maria. |
| 41 Noch wusste Luther nicht, wohin das Geld fliessen sollte; da kam ihm jene Instruktion der Magdeburger Erzbischof in die Hände und er erfuhr, dass dieser den "grossen Klamanten" Tetzel gedungen hatte. Schon nahm er auch in seinem eignen Amt, in der Seelsorge, die er bei der Pfarrkirche zu üben hatte, die Früchte des Ablasses wahr. Beichtkinder, welche von Sünden der Unzucht, von unrechten Gut u. s. w. nicht lassen wollten und welchen er deshalb die Absolution verweigerte, hielten ihm ihre Ablassbriefe entgegen und verklagte ihn bei Tetzel. | Endnu vidste Luther ikke, hvor pengene skulle strømme hen; da fik han fat på instruktionen fra Magdeburger ærkebiskoppen og han erfarede, at denne havde fæstet Tetzel. Snart blev han også i sit eget embede, i sjælesorgen, som han måtte udøve ved sognekirken, klar over afladens frugter. Skriftebørn, der ikke ville ophøre med at begå utugtssynder og synder om uretmæssig ejendom, osv, og som han derfor nægtede absolution, foreholdt ham deres afladsbreve og anklagede ham hos Tetzel. |
| 42 Viele Freunde und auch viele, die ihm persönlich unbekannt waren, baten ihn mündlich und brieflich, ihnen seine Meinung über die unerhörten Sätze zu sagen, mit welchen jetzt der Ablass gepredigt werde. Im Gespräch mit Freunden soll er später auch geäussert haben: Staupitz habe ihn zum Schreiben in dieser Sache angeregt; es könnte dies etwa bei einer Zusammenkunft geschehen sein, welche zwischen beiden, wir wissen nicht aus welchem Anlass, am 6. August 1517 im Kloster Himmelspforte statthatte; aus der letzten Zeit, ehe Luther seine Erklärungen gegen den Ablass veröffentlichte, erfahren wir nichts von einen Verkehr Staupitzens mit ihm. (n161) | Mange af hans venner og også mange, der personligt var ham ubekendt, bad ham mundtligt og i breve om at sige dem sin mening om de uhørte sætninger, som afladen nu blev prædiket med. I samtale med venner skal han også senere have ytret: Staupitz havde opmuntret ham til at skrive om denne sag, det kunne måske være sket ved en sammenkomst, som fandt sted mellem de to, vi véd ikke i hvilken anledning, den 6. august 1517 i kloster Himmelport; fra tiden lige inden Luther offentliggjorde sine erklæringer imod afladen, erfarer vi ikke noget om, at Staupitz skulle have haft et møde med ham. |
| 43 Der eigentliche bestimmende Antrieb für Luther kam natürlich aus seinem eignen Innern, -- aus seinem Geiste, der an den vorliegenden Fragen längst gearbeitet hatte, aus seinem Herzen und Gewissen, dem der Anblick seelengefährlicher Greuel und die Pflicht des Berufes und Amtes keine Ruhe mehr liess. So trat er hervor, -- wie er später von sich sagt: als "ein junger Doktor, neulich aus der Esse kommen, hitzig und lüstig in der heiligen Schrift". (klolut#86) | Den egentlige bestemmende tilskyndelse for Luther kom naturligvis fra hans eget indre, -- fra hans ånd, som forlængst havde arbejdet med de foreliggende spørgsmål, fra hans hjerte og samvittighed, som ved at se på den uhyrlige sjælefare og kaldets og embedets pligter ikke mere lod ham i ro. Så trådte han frem, -- som han senere sagde om sig selv: "en ung doktor, nylig kommet ud af essen, hidsig og dygtig i den hellige skrift". |
| 44 Von Gott fühlte er sich hineingetrieben in eine Aufgabe, deren Gewicht und Gefahr sich ihm nicht verbergen konnte, so sehr dann auch die Folgen seiner Schritte über all sein Fürchten und Hoffen hinausgingen. Er wollte sie, indem er sie übernahm, auch ganz in Gottes Hand gestellt lassen. "Als ich," so äusserte er hernach, "zu schreiben begann, sagte ich Gott mit grossem Ernste: wollte er ja ein Spiel anfangen mit mir, (162) dass er er allein für sich thäte und behüte mich davor, dass er mich nicht darein menge, das ist meine eigne Weisheit". (n162) | Han følte sig af Gud drevet ind i en opgave, hvis vægt og fare ikke kunne skjules for ham, hvor meget end følgerne af hans skridt gik ud over hans frygt og håb. Idet han overtog opgaven, ville han også lade det stå helt og holdent i Guds hånd. "Da jeg begyndte at skrive", ytrede han sidenhen, "sagde jeg til Gud med stor alvor: Hvis han ville begynde et spil med mig, så var det ham og ham alene, der gjorde det for sig selv, og han skulle bevare mig fra at jeg blev blandet ind i det, det vil sige, fra, at min egen visdom blev blandet ind i det". |
| 45 Luthers
95 Thesen.
An Allerheiligentage, den 1. November, feierte die Stifts- und Schlosskirche zu Wittenberg ihre Kirchenweihe. Es war Sitte, Festtage derselben auch durch akademische Akte und Publikationen zu verherrlichen, wobei man auch die Kirchenthüren zu Anschlägen benutzte. So hatte Carlstadt zur Veröffentlichung seiner Thesen für die augustinische und biblische Gnadenlehre in jenem Jahre den Misericordiassonntag gewählt, auf welchen die Reliquienausstellung der Kirche fiel. Solche Tage zogen eine Menge Volks herbei, führten auch viele Geistliche und Theologen in Wittenberg zusammen und halfen dem, was an ihnen veröffentlicht wurde, auch zu einer schnellen Verbreitung auswärts. Auf das Fest des 1. November 1517 wollte Luther seine Gedanken und Bedenken über die Ablasslehre und sein Zeugnis wider den Unfug des gegenwärtigen Ablasskrames in wohlgewappneten Thesen der Öffentlichkeit vorlegen. |
Luthers 95 teser.
Allehelgensdag, den 1. november, fejrede stifts- og slotskirken i Wittenberg sin kirkeindvielse. Det var skik at forherlige kirkens festdage også med akademiske akter og publikationer, hvorved man også benyttede kirkedørene som opslagsmulighed. Således havde Karlstadt for offentliggørelsen af sine teser for den augustinske og bibelske nådelære valgt dette års misericordia-søndag, som var den dag, hvor kirkens relikvier blev udstillet. Sådanne dage trak en mængde folk til, førte også mange gejstlige og teologer sammen i Wittenberg og hjalp med til, at det som blev offentliggjort på de dage, fik en hurtigere udbredelse udadtil. På festdagen den 1. november 1517 ville Luther fremlægge sine tanker og betænkeligheder ved afladslæren og sit vidnesbyrd imod det nærværende afladskræmmeris møg i velbevæbnede teser for offentligheden. |
| 46 Jener Festtag war hierfür noch besonders bedeutungsvoll. Denn den Gläubigen, welche an seiner Feier teilnahmen, waren gerade auch spezielle Ablässe zugesagt. Um so mehr galt es, eben an ihm zu fragen und auszusprechen, wie es mit dem Wesen und Wert des Ablasses sich verhalte. Und um so mehr sehen wir zugleich, wie frei und selbständig Luther auftrat. Er scheute sich nicht, mit dem Schlage, welchen er gegen Tetzel führte, unmittelbar auch den Glanz und äusserlichen Nutzen zu treffen, welcher der Kirche seiner Universität, der Lieblingskirche seines Kurfürsten, aus ihren eignen Ablässen zufloss. | Denne festdag var i særlig grad velegnet hertil. For til de troende, som deltog i fejringen, var der netop også tilsagt særlig aflad. Så meget mere gjaldt det om at stille spørgsmålstegn ved afladen og udtrykke, hvordan det forholdt sig med dens væsen og værdi. Så meget mere ser vi samtidig, hvor frit og selvstændigt Luther optrådte. Han var ikke bange for med det slag, han tildelte Tetzel, umiddelbart at ramme også den glans og ydre nytte, som tilflød universitetets kirke, hans fyrstes yndlingskirke, fra dens egne afladshandel. |
| 47 Von seinem Vorhaben gab er nicht einmal seinen vertrauten Freunden Kenntnis. Keiner von ihnen, so erklärte er ein Jahr nachher, hatte von seinem Vorhaben gewusst, sondern nur der Erzbischof Albrecht von Magdeburg, der Vollmachtgeber Tetzels, und der Bischof Hieronymus Scultetus von Brandenburg, welcher der ordentliche Vorgesetzte der Kirche und Universität war. Auch später erwähnt er, dass er an diese beiden geschrieben habe. Noch mehr sagte er in einem Brief an den Papst vom Mai 1518: er habe wegen der Missbräuche des Ablasses "etliche Magnaten der Kirche privatim ermahnt"; bei den einen habe sein Wort Aufnahme gefunden, anderen habe es lächerlich, anderen nichts gedäucht; da habe er seine Thesen ausgegeben. Nach seines Freundes Myconius Bericht schrieb er auch an die Bischöfe von Meissen, Zeitz und Merseburg, zuletzt an Erzbischof Albrecht. | Om sit forehavende gav han ikke engang besked til sine fortrolige venner. Ingen af dem, erklærede han et år senere, kendte noget til hans forehavende, kun ærkebiskop Albrecht af Magdeburg, Tetzels befuldmægtigede, og biskop Hieronymys Schltetus af Brandenburg, som var den ordensmæssige foresatte for kirken og universitetet. Også senere nævner han, at han skrev til disse to. Endnu mere sagde han i et brev til paven fra maj 1518: han havde privat formanet nogle af kirkens magnater på grund af afladsmisbruget; hos den ene havde hans ord fundet genklang, men andre fandt det latterligt, andre tænkte ikke noget ved det; så udgav han sine teser. Efter sin ven Myconius' beretning skrev han også til biskopperne af Meissen, Zeitz og Merseburg, og til sidst til ærkebiskop Albrecht. |
| 48 Der Merseburger Bischof Adolf, früher Dompropst in Magdeburg, war ihm, wie wir früher hörten (oben S. 86), von seinem Erfurter Mönchtum (163) her gewogen gewesen; Luther beruft sich in einem späteren Brief an ihn, vom Jahre 1520 auf seine Güte, die er selbst erfahren habe. Näheres wissen wir von seiner Ansprache an diese weiteren Kirchenfürsten nichts. Sie war ohne Zweifel noch allgemeiner gehalten, noch ohne Beziehung auf die bevorstehende Thesen; so erklärt sich's, dass Luther ihrer in den zuerst erwähnten Stellen nicht gedenkt. | Merseburgerbiskoppen, Adolf, tidligere domprovst i Magdeburg, var ham, som vi før hørte, gunstig stemt fra hans Erfurter munketid; Luther beråber sig i et senere brev på ham, fra året 1520 på hans godhed, som han selv har erfaret. Mere véd vi ikke om hans henvendelse til disse yderligere kirkefyrster. De var uden tvivl holdt i endnu mere almindelige former, endnu uden henvisning til de forestående teser; således kan det forklares, at Luther ikke har tænkt på dem i de førstnævnte byer. |
| 49 Nur noch Luthers Sendschreiben an Erzbischof Albrecht kennen wir. Und zwar hat er dieses erst an nämlichen Tag, an welchem er die Thesen anschlug, abgehen lassen. Erst von diesem Tag ist es datiert. Und ganz unhaltbar ist die von manchen vorgetragene Annahme, dass jenem Schreiben schon ein früheres von Luther an Albrecht vorangegangen sei; denn der Inhalt des gegenwärtigen Briefes spricht deutlich dagegen und in einer Äusserung vom 1. Dezember 1521 weiss Luther nur von zwei Briefen, welche er bis dahin an den Erzbischof gerichtet habe, und von welchen der erste unser gegenwärtiger, der zweite einer vom Jahre 1520 ist. | Kun Luthers sendebrev til ærkebiskop Albrecht kender vi. Og det har han først ladet afgå på selve den dag, hvor han slog teserne op. Først denne dag er det dateret. Og ganske uholdbar er den antagelse, at der forud for denne skrivelse var gået en tidligere skrivelse af Luther til Albrecht; for indholdet i det forhåndenværende brev taler tydeligt imod det og i en ytring fra 1. december 1521 kender Luther kun to breve, som han indtil da har rettet til ærkebiskoppen; at dem er det ene det, vi her taler om, det andet ét fra år 1520. |
| 50 Dass dieser hohe Kirchenfürst durch blosse briefliche Vorstellungen eines Mönchs und Professors sich in seinem Treiben werde hemmen lassen, konnte Luther nimmermehr hoffen. An ihn wandte er sich erst in dem Augenblick, wo er bereits mit blanker Waffe auf den öffentlichen Kampfplatz trat. Da konnte sich ja doch noch fragen, ob jener die anstössigen Aufstellungen, welche Luther angriff, wirklich öffentlich vertreten und den Kampf, der dann sicher bevorstand, zum Ausdruck kommen lassen wolle. (n163) | At denne høje kirkefyrste ville lade sig hæmme i sine gerninger af en skriftlig henstilling fra en munk og professor, kunne Luther på ingen måde håbe på. Han henvendte sig først til ham i det øjeblik, hvor han med dragne våben trådte ind på den offentlige kampplads. Så kunne man jo nok spørge, om Albrecht virkelig offentligt ville gå ind for de anstødelige forestillinger, som Luther angreb, og lade den kamp, der dog sikkert forestod, komme til udtryk. |
| 51 Das Sendschreiben ist die erste uns erhaltene Urkunde, in welcher unser Reformator einem kirchlichen Oberen sich entgegenstellt. Es zeigt, ebenso wie auch noch manche spätere Erklärungen Luthers, eine eigentümliche Verbindung von Ausdrücken der Ehrerbietung und Selbsterniedrigung, in welchen ein unbefangenes Urteil nicht blosse christliche Demut, sondern zugleich noch Mönchsstil, Mönchsgeist und vielleicht auch noch Nachwirkungen einer gedrückten Jugendzeit und niedrigen Herkunft erkennen muss, mit sebständiger, fester, durch keinerlei Menschenschen gebundener Entschlossenheit und Offenheit, mit stiller, wuchtiger Kraft und mit einem nur noch sich zurückhaltenden Kampfesmut. | Sendebrevet er den første oplysning, vi har, hvori vor reformator stiller sig op imod en kirkelig overordnet. Det viser, ligesom også mange senere erklæringer fra Luthers side, en ejendommelig forbindelse mellem på den ene side udtryk for ærbødighed og selvfornedrelse, hvori man retfærdigvis ikke blot må erkende en kristelig ydmyghed, men samtidig en munkestil, en munkeånd, og måske også stadig eftervirkninger af en undertrykt ungdomstid og af en lav herkomst, og på den anden side en selvstændig, fast beslutsomhed og åbenhed, som ikke er bundet af noget menneskeligt, en stille, stærk kraft, forbundet med et endnu tilbageholdt kampmod. |
| 52 Er bittet den hoch erhabenen Herrn Erzbischof um Schonung, wenn er, der eine Hefe unter den Menschen sei, des Gedankens, an ihn zu schreiben, sich erdreistet habe; im Bewusstsein, was er für ein kleiner und schmächlicher Mensch sei, habe er's bis jetzt verschoben; jetzt vollbringe er es, durch seine Pflicht getrieben, mit unverschämter Stirne. Dann aber hält er jenem scharf die losen, verderblichen Reden und Meinungen über den Ablass vor, welche jetzt unter dem Volk im Umlauf seien. | Han beder den højt ophøjede hr ærkebiskoppen om skånsel, fordi han, der hører til menneskene bundfald, har dristet sig til at få den tanke, at skrive til ham; i bevidstheden om, hvilket ringe og forsmædeligt menneske han er, har han udskudt det indtil nu; nu gør han det så, drevet af sin pligt med uforskammet hovmod. Men så foreholder han ham skarpt den løse, fordærvelige tale og opfattelse af afladen, som er i omløb blandt folk. |
| 53 "Also", sagt er, "werden die Seelen, die Eurer Sorge, trefflichster Vater, anvertraut sind, jetzt zum Tode unterwiesen und die schwerste Rechenschaft für sie alle (164) erhebt sich für Euch". Dann wendet er sich direkt gegen jene Instruktion, welche unter des Erzbischofs eignem Namen -- doch wohl ohne sein Wissen und Wollen -- ergangen sei und welche das unschätzbare Geschenk Gottes, nämlich die Versöhnung des Menschen mit Gott, eine vornehmliche Gnade des Ablasses nenne. | "På den måde", siger han, "bliver sjælene, er underlagt Deres omsorg, fortræffelige fader, nu undervist til døden, og det tungeste regnskab rejser sig for Dem på alles vegne". Så vender han sig direkte mod den instruktion, som er udgået under ærkebiskoppens eget navn -- dog vel uden hans viden og vilje -- og som nævner Guds uskattérlige gave, nemlig menneskehedens forsoning med Gud, som afladens fornemste nåde. |
| 54 Er könne nicht anders, als ihn bitten, ein solches Schriftstück geradezu abzuthun. Sonst möchte wohl einer sich erheben, der durch eine öffentliche Schrift die Ablassprediger und jenes Schriftstück zum grössten Schimpf für Seine erzbischöfliche Hoheit geschehen, wenn nicht bald abgeholfen werde. Endlich legt er bereits seine Thesen bei mit den Worten: "Wenn es Euch, hochwürdiger Vater, gefällt, könnt Ihr diese meine Streitsätze sehen, um zu erkennen, was es für eine zweifelhafte Sache um die Meinung von den Ablässen sei, von welcher jene träumen, als wäre sie ganz gewiss". | Han kan ikke andet end bede ham om ligeud at omgøre et sådant skrift. Ellers kunne det godt gå sådan, at én eller anden ville stå frem og gennem et offentligt skrift fremstille afladsprædikanterne og dette skrift, så det blev til stor skændsel for hans ærkebiskoppelige højhed, hvis der ikke snart blev rådet bod på det. Til sidst vedlægger han sine teser med disse ord: "Hvis det behager Dem, højærværdige fader, kan De se disse mine stridssætninger, for at erkende, hvad det er for en tvivlsom sag med de meninger om afladen, hvorom hine drømmer, at de stod ganske fast". |
| 55 Das Fest der Kirchweihe begann schon mit dem vorangehenden Nachmittag, dem 31. Oktober. Es wurde mit Gottesdienst und Predigt eingeleitet. Noch vor dem Gottesdienste -- nach einer späteren Angabe schon mittags 12 Uhr -- schlug Luther seine 95 Thesen an den Thüren der Schlosskirche zu Wittenberg an. (n164) | Kirkeindvielsesfesten begyndte allerede den foregående eftermiddag, den 31. oktober. Den blev indledt med gudstjeneste og prædiken. Endnu før gudstjenesten -- efter en senere angivelse allerede om middagen kl 12 -- opslog Luther sine 95 teser på slotskirkens dør i Wittenberg. |
| 56 Disputationsthesen wollten sie sein, -- noch nicht sicherer Ausdruck der Wahrheit, wohl aber ein kräftiger, scharfer Versuch, der Wahrheit auf den Grund zu gehen und ihr im Kampf mit herkömmlicher Unklarheit, Trübung und Verkehrung ans Licht zu verhelfen. | De ville være disputationsteser -- endnu ikke noget sikkert udtryk for sandheden, men nok et kraftigt, skarpt forsøg på at komme efter sandheden og hjælpe den frem i lyset i kamp mod almindelig uklarhed, fejltagelse og fordrejelse. |
| 57
So trugen sie die Überschrift (in Latein):
"Disputation Doktor Martin Luthers, des Theologen, zur Erklärung der Kraft des Ablässe". (95tes) |
Derfor
havde de følgende latinske overskrift:
"Teologen, Doktor Martin Luthers disputation til opklaring af afladens kraft". |
| 58 "Aus Liebe und rechtem Fleiss, die Wahrheit an den Tag zu bringen, wird das Nachstehende disputiert werden zu Wittenberg unter dem Vorsitz des ehrwürdigen Vaters Martin Luther, der freien Künste und heiligen Theologie Magisters und derselbigen ordentlichen Lehrers. Derhalben bittet er, dass die, so nicht gegenwärtig darüber mit uns handeln können, dies abwesend durch Schrift thun mögen. Im Namen unseres Herrn Jesu Christi. Amen". | "Af kærlighed til sandheden og af lyst til at oplyse den vil der i Wittenberg bliver disputeret disse nedenstående sætninger under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i de frie kunster og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi sammesteds. Derfor beder han, at de, der ikke kan være til stede og mundtligt deltage i drøftelserne med os, vil deltage på skrift, skønt fraværende. I vor Herres Jesu Kristi navn. Amen". |
| 59 Als Thesen für eine wissenschaftliche Verhandlung erschienen sie lateinisch und bewegten sich in theologischen Begriffen und Formen der damaligen Zeit, vermöge deren die welthistorische, zum Ausgang für die Reformation gewordene Urkunde nunmehr der evangelischen Christenheit grossenteils fremdartig klingen muss, deren Inhalt und Bedeutung jedoch durch unsere vorangegangenen Bemerkungen über die damals bestehenden Theorieen verständlich geworden sein wird. Der lebendige, sittliche religiöse Geist, der den Verfasser trieb, spricht deutlich genug auch in diesen Formen. (165) | Som teser for en videnskabelige diskussion fremstod de på latin og de bevægede sig i datidens teologiske begreber og former, og af den grund må verdensberømte teser, der blev ophav til reformationen nok for størstedelens vedkommende klinge fremmed for den evangeliske kristenhed. Men deres indhold og betydning kan dog gøres forståeligt gennem vore foranstående bemærkninger over de dengang bestående teorier. Den levende, sædelige ånd, som drev forfatteren, taler tydeligt nok også i disse former. |
| 60 Die sieben ersten Sätze lauten: 1. Unser Herr und Meister Jesus Christus, da er spricht: "Thut Busse" u. s. f., will, dass das ganze Leben der Gläubigen Busse sei. 2. Solch Wort "Busse" kann nicht von der sakramentlichen Busse, d. h. nicht von der Beichte und Genugthuung, welche durch der Priester Amt geübt wird, verstanden werden. 3. Doch meint dasselbe nicht allein die innerliche Busse; ja die innerliche Busse ist nichtig, wenn sie nicht auch nach aussen allerlei Abtötung des Fleisches wirkt. 4. Derhalben währt die Pein (poena, Strafe, Büssung), so lange der Hass (des reuigen Sünders) gegen sich selbst, d. h. die wahre innere Busse (poenitentia), währt, nämlich bis zum Eingang ins Himmelreich. (95tes#4). | De syv første sætninger lyder: 1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod. 2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes af præsternes embede. 3. Han hentydede dog ikke blot til den indre bod, nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse. 4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs indtil man indgår i himmeriget. |
| 61 5. Der Papst will nicht und kann nicht irgend eine andere Pein erlassen, ausser derjenigen, welche er nach seiner eignen oder nach der kirchlichen Gesetze Bestimmung auferlegt hat. 6. Der Papst kann keine Schuld vergeben, ausser sofern er erklärt und bestätigt, sie sei von Gott vergeben, oder sofern er die ihm selbst vorbehaltenen Fälle (d. h. bestimmte, besonders schwere der besonderen päpstlichen Absolution bedürftige Sünden) vergiebt, welcher Fälle Verachtung allerdings ein Verbleiben der Schuld zur Folge haben würde. 7. Gott vergiebt keinem die Schuld, ohne ihn zugleich in allem gedemütigt dem Priester als seinem Stellvertreter zu unterwerfen. | 5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. 6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, (det vil sige, i bestemte, særlig vanskelige synder, som behøvede en særlig pavelige absolution) og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. 7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. |
| 62 Mit dem Ruf der Busse, d. h. der Sinnesänderung oder sittlichen Umkehr, mit welchem einst der Erlöser sein Werk eröffnete, begann so auch der Weckruf zum reformatorischen Kampfe. Und schon die ersten Sätze mit ihrer Auffassung der Busse führen uns in die Grundlage ein, auf welcher Luthers Widerspruch gegen das Ablasswesen und weiterhin gegen die herrschende Auffassung des ganzen im Ablass thätigen Kirchentumes ruhte, während sie zugleich ein gewissenhaftes Streben zeigen, doch auch so der kirchlichen und päpstlichen Gewalt samt ihren Auflagen und Ablässen ihre Stellung über der Christenheit zu belassen und demgemäss ihr gehorsam fort und fort sich zu unterwerfen. | Med det kald til bod, det vil sige, til sindsændring eller sædelig omvendelse, hvormed dengang forløseren åbnede sin gerning, begyndte således også opvækkelsesråbet til reformatorisk kamp. Og allerede de første sætninger med deres opfattelse af boden fører os ind til det grundlag, på hvilket Luthers modstand mod afladsvæsenet og videre mod den herskende opfattelse af hele kirkevæsenets handling i afladen hvilede, mens de samtidig viser en vis stræben efter også på denne måde at lade den kirkelige og pavelige magt med samt deres påbud og aflad beholde sin stilling over kristenheden og svarende dertil en stræben efter lydigt fremdeles at underkaste sig. |
| 63 Behalten wir hierbei den speziellen Gegenstand, von welchem die Thesen handeln wollten, wohl im Auge. Es ist nicht die Frage nach dem Wege des Heiles oder nach den Bedingungen der Heilsaneignung überhaupt; daher kommt auch die Bedeutung des Glaubens, des Vertrauens auf Gottes Gnade u. s. w., wovon Luther längst so warm gepredigt hatte, hier nicht zur Sprache. Es handelte sich vielmehr bestimmter um jenes Stück oder jene Seite der Busse, worauf eben die Ablässe sich beziehen sollten, -- um die Stelle, welche ihnen hier gegeben oder nicht gegeben werden könne. | Men lad os herved fastholde vores opmærksomhed på den særlige genstand, som teserne ville behandle. Der er ikke tale om noget spørgsmål om frelsesvejen eller i det hele taget om betingelserne for frelsestilegnelsen; derfor nævnes da heller ikke troens betydning, tilliden til Guds nåde osv, ting, som Luther gennem lang tid havde prædiket så varmt om. Det drejede sig snarere mere bestemt om den del eller den side af boden, hvorpå netop afladen skulle bero -- om de steder, hvor der kunne tildeles aflad og hvor der ikke kunne tildeles aflad. |
| 64 Bei den Grundgedanken aber, auf welche Luther behufs dieser Frage zurückgeht, sehen wir nun das bedeutungsvolle, entscheidende Moment darin liegen, dass ein Zweifaches, was bei den herrschenden Vorstellungen und Lehren unklar vermengt, ja geradezu in eins gesetzt wurde, für ihn (166) bereits grundsätzlich auseinandertrat. Das ist einesteils der innere sittliche Vorgang bei der Busse, wie er unmittelbar durch Gottes Wort und durch das Wesen des sittlich Guten gefordert wird, und das Verhältnis, in welches hiermit der Mensch zu seinem Gotte tritt; andernteils die äussere kirchliche Ordnung und Gewalt, die zwar auch von Gott eingesetzt ist, die aber bei der von Gott selbst kommenden Sündenvergebung nur dienend, erklärend, mitthätig werden und in die innere Anforderungen Gottes an den büssenden, begnadigten Sünder nicht eingreifen, sondern nur von denjenigen Auflagen, welche sie selbst auf dem äussern Lebensgebiete macht, selbst auch etwas nachlassen oder wegnehmen kann. | Men ved de grundforestillinger, som Luther går tilbage til ud fra dette spørgsmål, ser vi nok, at det betydningsfulde, afgørende moment ligger deri, at to ting, som i den herskende forestilling og lære uklart bliver blandet sammen, ja næsten sættes lig hinanden, for ham afgørende adskilles. Det er på den ene side det indre sædelige tiltag ved boden, sådan som det umiddelbart fordres af Guds ord og det sædelige godes væsen og af det forhold, hvorindi hermed mennesket træder til sin Gud; og på den anden side den ydre kirkelige ordning og magt, som ganske vist er indsat af Gud, men som ved den fra Gud selv kommende syndstilgivelse kun medvirker tjenende, erklærende, og ikke griber ind i Guds indre fordringer til den bodfærdige, benådede synder, men kun i de påbud, som kirken selv fremsætter på det ydre livsområde, og også selv kan eftergive eller fjerne. |
| 65 So stellt Luther jenen Ausspruch Christi voran, der eben nur jenen sittlichen Vorgang, jene sittliche Umwandlung meint, mit den von der Kirche aufzulegenden Leistungen nichts zu thun hat; und während ihm auch jene innere Busse nicht aufs bloss Innerliche beschränkt bleibt, sondern in Wirkungen, nämlich in den "Abtötung des Fleisches" sich offenbaren muss, unterscheidet er dann eben auch von diesen die durch die Kirche aufgelegte "Pein". | Således opstillede Luther som det første dette Kristi krav, som netop kun betyder denne sædelige proces, denne sædelige forvandling, som intet har at gøre med de ydelser, som kirken skal pålægge; og mens for ham selv denne indre bod ikke forbliver indskrænket til det kun indre, men må afsløre sig i virkninger, nemlig i afdøen af kødet, så skelner han just også disse fra den af kirken pålagte "straf". |
| 66 So steht ihm die Vergebung der Schuld nicht beim Papst, sondern bei Gott; und so reicht ihm auch, was die Strafbüssung betrifft, die Gewalt des Papstes nicht bis zu den mit dem Wesen jener Busse gesetzten sittlichen Schmerzen, Kämpfen und Arbeiten, die erst mit Sünde und Fleisch selbst in der himmlischen Vollendung ihr Ende finden, sondern nur auf die davon unterschiedenen kirchlichen Büssungen. | For ham afhænger tilgivelsen af skylden ikke af paven, men af Gud; og derfor udstrækkes for ham heller ikke pavens magt, hvad boden som straf angår, til de med bodens væsen fastsatte sædelige smerter, kampe og anstrengelser, som først bringes til afslutning i den himmelske fuldendelse sammen med synden og kødet selv, nej, pavens magt har kun med de derfra forskellige kirkelige bodsøvelser at gøre. |
| 67 So aber will er doch, wie gesagt, auch den kirchlichen, priesterlichen Thätigkeiten noch ihre Stelle wahren. Ausgesprochen, zugesprochen wird die göttliche Vergebung doch durch Papst und Priester. Die Berechtigung der priesterlichen Ohrenbeichte, durch welche diese Zusage der Vergebung bedingt war, wird nicht bestritten, wenn auch in Jesu Wort keine Hindeutung auf sie gefunden wird. Und der von Gott begnadigte Sünder soll weiter nach Gottes Willen dem Priester sich beugen; zu dem hin, wozu ihn innerlich die bussfertige Gesinnung treiben muss, hat er in frommer Demut eben auch die von der Kirche festgesetzten, vom Beichtiger zugemessene Leistungen und Strafen auf sich zu nehmen, welche nun dieselbe Kirchengewalt auch zu erlassen befugt ist. | Men han vil dog også, som sagt, give plads til de kirkelige, præstelige gerninger. Det er dog sådan, at den guddommelige tilgivelse bliver udtalt, når én som tiltale fra paven og præsten. Berettigelsen af det mundtlige skriftemål, som denne tilsigelse af tilgivelsen var betinget af, bestrides ikke, selv om der ikke findes nogen hentydning til den i Jesu ord. Og den af Gud benådede synder skal også ifølge Guds vilje bøje sig for præsten; han skal bøje sig for den præst, som den bodfærdige indstilling inderligt må drive ham hen til, og han skal i from ydmyghed tage på sig også de af kirken fastsatte, af skriftefaderen tilmålte ydelser og straffe; disse ydelser og straffe har nu den samme kirkemyndighed også beføjelse til at eftergive. |
| 68 Im Sinne dieser seiner eignen Anschauung glaubt endlich Luther auch die Lehre und Praxis der Kirche selbst, ja insbesondere auch die gegenwärtige Meinung des Papstes hier und durch alle seine folgenden Thesen hindurch deuten zu dürfen. Lag ja doch eine entgegengesetzte Deutung bis dahin, trotz allem, was die Schultheologen in anderem Sinne ausgeführt hatten, noch in keiner von Kirche und Papst förmlich aufgestellten Lehre vor. Der Papst selbst, sagt er, könne und wolle nicht anders. | Endelig mener Luther, at han må tyde kirkens egen lære og praksis, ja især også pavens nuværende mening frem gennem alle de følgende teser ud fra den mening, han har igennem sin egen anskuelse. Og der forelå jo heller ikke nogen modsatrettet tolkning indtil da, trods alt, hvad skoleteologerne havde anført i en anden betydning, ejheller var der formelt opstillet nogen lære fra kirkens eller pavens side. Paven selv, siger han, kan og vil det ikke anderledes. (n68) |
| 69 Die folgenden Thesen (8-22) (95tes#8) wenden sich gegen die Beziehung des Ablasses oder des kirchlichen Straferlasses auf die Seelen im Fegfeuer. (167) Gegen einen Zwischenzustand, welchen reuige und schon der Vergebung teilhaftige Seelen noch im Jenseits vor ihrem Eingang zur himmlichen Seligkeit durchmachen müssen, hegt Luther noch keinerlei Zweifel. Aber jene kirchlichen Strafen und Auflagen, deren Nachlass allein der kirchlichen Gewalt zusteht, reichen ihm nicht dort hinüber. | De følgende teser (8-22) vender sig imod, at man kan anvende afladen eller den kirkelige strafeftergivelse på sjælene i skærsilden. Endnu fremfører Luther ikke på nogen måde tvivl om en mellemtilstand, som angerfulde sjæle, som allerede har del i tilgivelsen, skal igennem i det hinsidige, før de kan gå ind til den himmelske salighed. Men de kirkelige straffe og pålæg, hvis eftergivelse tilstås alene af den kirkelige myndighed, rækker for ham at se ikke over i det hinsidige. |
| 70 Nicht mit ihnen haben jene Seelen dort zu thun, sondern nur mit der ihnen innerlich noch anhaftenden sittlichen Unvollkommenheit und Unreinheit, mit einer daraus noch für sie erwachsenen Furcht und Qual, mit einer dadurch noch für sie erforderlichen inneren Reinigung und sittlichen Wachstum. Und hierfür kann es ja nach dem Wesen der Sache keinen Nachlass von seiten der Kirche geben. | Det er ikke disse ting, sjælene i skærsilden har med at gøre, de har med den sædelige ufuldkommenhed og urenhed, der endnu stadig klæber sig til dem, de har med en frygt og kval, der endnu stadig vokser frem hos dem af den grund, de har med et deraf følgende krav om indre renselse og sædelig vækst at gøre. Og overfor dette kan der jo ifølge sagens natur ikke givet nogen eftergivelse fra kirkens side. |
| 71 So erklären jene Thesen: Die kirchlichen Busssatzungen sind allein den Lebenden aufgelegt und es soll gemäss denselben Satzungen den Toten nichts auferlegt werden (These 8) (95tes#8). Unwissend und übel handeln die Priester, welche den Sterbenden solche Satzungen fürs Fegfeuer vorbehalten; dieses Unkraut, dass man kirchliche Pein in Pein des Fegfeuers umwandelt, scheint ausgesähet worden zu sein, da die Bischöfe schliefen (Th. 10. 11). | Således erklærer disse teser: De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende og der kan ifølge dem ikke pålægges de døde (n71) noget. (tese 8) Uvidende og slet handler de præster, som overfor de, der skal dø, forbeholder sådanne pålæg for skærsilden. Den slags ukrudt, at man forvandler kirkelig straf til straf i skærsilden, synes at være udsået, mens biskopperne sov. (tese 10 og 11) |
| 72 Die Sterbenden sind den Gesetzten der Kanones (kirchlichen Rechtssatzungen) abgestorben, indem sie von Rechts wegen derselben entbunden sind (Th. 13). Unvollkommenheit der inneren Gesundheit und Liebe eines Sterbenden bringt notwendig grosse Furcht mit sich, und solche Furcht genügt, für sich allein die Pein des Fegfeuers auszumachen (Th. 14. 15). Es scheint ferner notwendig, dass bei diesen Seelen, wie ihre Furcht abnehme, so ihre Liebe zunehme (Th. 17). Der Papst also erlässt den Seelen im Fegfeuer keine Pein, die sie laut der kirchlichen Satzungen in diesem Leben hätten bestehen müssen. (Th. 22; 95tes#22) | De, der skal dø, er døet bort de kanoniske love (de kirkelige retsregler), idet de er løst fra disses myndighed (tese 13). Ufuldkommenheden af den indre sundhed og kærlighed hos en døende medfører nødvendigvis stor frygt, og en sådan frygt er tilstrækkelig til i sig selv at udgøre skærsildens pine. (tese 14 og 15). Det synes nødvendigvis at måtte være sådan, at ligesom frygten aftager hos disse sjæle, således tiltager kærligheden. (tese 17). Paven eftergiver ikke sjælene i skærsilden nogen straf, som de ifølge de kirkelige love skulle have udstået i dette liv. |
| 73 Wir haben oben bemerkt, dass auch nach der üblichen Lehrweise der Ablass den Abgeschiedenen doch nicht vermöge einer rechtlichen Vollmacht der Kirchengewalt, sondern nur durch Fürbitte zu gute kommen sollte. Ist aber solcher Fürbitte, die nun im Ablasshandel käuflich erscheint, sofort auch der Erfolg sicher? Dem musste bei Luther eben jene sittliche Bedeutung, welche er dem Zwischenzustand mit der inneren Furcht und dem inneren Wachstum beilegen möchte, entgetenstehen: derselbe erschien ihm hiermit als ein unerlässliches Zucht- und Bildungsmittel zum Besten der Seelen selbst. | Vi har tidligere gjort opmærksom på, at afladen også efter de almindeligt antagne læresætninger ikke kommer de døde til gode gennem en retlig fuldmagt hos kirkemyndigheden, men kun gennem forbønnen. Men er den slags forbøn, der nu i afladshandelen viser sig som et handelsobjekt, også sikker på øjeblikkelig virkning? Den opfattelse måtte hos Luther stå i modsætning til netop den sædelige betydning, som han måtte tillægge mellemtilstanden med den indre frygt og den indre vækst. Denne syntes ham hermed at være et uopgiveligt tugt- og dannelsesmiddel til bedste for sjælene selv. |
| 74 Er spricht davon in weiteren Sätzen: der Papst thut sehr wohl daran, dass er nicht aus der Gewalt des Schlüssels, die er (mit Bezug auf Verstorbene) gar nicht hat, sondern durch Fürbitte den Seelen Erlass giebt; eitel Menschenlehre ist, dass, sobald der Groschen im Kasten klinge, die Seele aus dem Fegfeuer fliege; gewiss ist, dass, wenn der Groschen im Kasten klingt, Gewinn und Geiz wachsen können; die Fürbitte der Kirche aber steht allein in Gottes Gutbefinden" (Th. 26-28: 95tes#26) Ja er fragt: (168) "Wer weiss, ob alle die Seelen im Fegfeuer selbst schon erlöst sein wollen?" (Th. 29) | Det taler han om i de følgende teser: paven gør vel ved at give sjælene eftergivelse, ikke gennem nøglemagten, som han slet ikke har med henblik på de afdøde, men gennem forbøn; det er idel menneskelære, at såsnart mønten klinger i kisten, så flyver sjælen op af skærsilden; sikkert er det, at når mønten klinger i kisten, så kan gevinst og pengebegær vokse; men kirkens forbøn ligger alene i Guds hånd (tese 26-28). Ja, han spørger: "Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden selv ønsker at blive forløst?" |
| 75 In ferneren Thesen redet Luther gemäss den von ihm vorangestellten Sätzen noch weiter vom Erlass der Schuld und der Pein im allgemeinen und vom Ablass mit spezieller Beziehung auf die Lebenden. Daneben hat er auch eine geschichtlige Erinnerung daran nicht unterlassen, dass in alter Zeit jene kanonischen Strafen und Leistungen noch vor der Absolution des Bussfertigen und zwar mit dem Zweck, seine Reue zu erproben, seien auferlegt worden (Th. 12; 95tes#12). | I de følgende teser taler Luther i overensstemmelse med de af ham opstillede teser yderligere om eftergivelse af skyld og straf i almindelighed og om afladen med særligt henblik på de levende. Desforuden har han ikke undladt at gøre opmærksom på den historiske kendsgerning, at i gammel tid blev det krævet, at de kanoniske ydelser og straffe blev gennemført før de bodfærdiges blev absolveret, og det med det formål at prøve den bodfærdiges anger. |
| 76 "Vollständigen Erlass aller Strafen" verhiessen die Ablassprediger und auch die päpstlichen Ablassbullen; hiergegen (Th. 20): "Der Papst meint mit der vollkommenen Vergebung aller Pein nicht die Vergebung aller Pein schlichthin, sondern nur derjenigen, die er selbst aufgelegt". (95tes#20) Von der Versöhnung mit Gott als höchster Gabe war dort die Rede; hiergegen These 33: "Gar sehr hüten muss man sich vor denen, welche sagen, des Papstes Ablass sei jenes unschätzbare Geschenk Gottes, dadurch der Mensch Gotte versöhnt werde". (95tes#33). Auch auf das Gerede, dass sogar für jene ungeheuerliche Versündigung an der Mutter Gottes im Ablass Absolution zu finden sei, kommt Luther; er stellt entgegen These 76: "Wir aber sagen, dass des Papstes Ablass nicht die geringste tägliche Sünde mit Bezug auf die Schuld wegnehmen vermag". (95tes#76) | "Fuldstændig eftergivelse af alle straffe", det var, hvad afladsprædikanterne og de pavelige afladsbuller lovede; herimod siger Luther i tese 20: "Når paven siger "fuld eftergivelse af alle bodsstraffe" mener han ikke eftergivelse af alle straffe overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt". Dèr var der tale om forsoning med Gud som den højeste gave; herimod siger Luther i tese 33: "Man må i særlig grad vogte sig for dem, der siger, at pavens aflad er den uvurdërlige gave fra Gud, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud". Luther kommer også ind på talen om, at man i afladen endog kan finde absolution for den uhyrlige synd at forulempe Guds moder; han stiller tese 76 op der imod: "Men vi siger, da pavens aflad ikke formår at borttage den ringeste tilgivelige synd med henblik på skylden". |
| 77 An jener sittlichen Bedingung, jener inneren Busse hängt dagegen für Luther so sehr und so ganz alles Heil vor Gott, dass er in These 36.37 erklärt: "Jeglichem Christen, der wahrhaft reuig ist, gehört völliger Erlass von Strafe und Schuld auch ohne Ablassbriefe; jeglicher wahrhafte Christ, er sei lebendig oder tot, hat Anteil an allen Gütern Christi und der Kirche auch ohne Ablassbriefe durch Gottes Geschenk". (95tes#36) | I den grad afhænger for Luther så helt og aldeles al frelse overfor Gud af denne sædelige betingelse, denne indre bod, at han i tese 36 og 37 erklærer: "Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og brøden, og den bør gives ham også uden afladsbreve". "Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve". |
| 78 Doch Luther fügt sofort, in These 38, auch wieder bei: "Dennoch ist des Papstes Vergebung und Austeilung keineswegs zu verachten; denn sie ist, wie ich gesagt habe, eine Erklärung der göttlichen Vergebung". (95tes#38) | Dog tilføjer Luther straks efter, i tese 38, på den anden side: "Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse". |
| 79 Der Ablass behielt, während das wichtigste ausser Beziehung zu ihm gesetzt war, doch bei Luther eine Stelle neben jenen kirchlichen Bussleistungen: "Die Ablassgnaden gehen auf die durch den Menschen aufgesetzte Pein der Genugthuung im Busssakrament" (Th 34; 95tes#34). Da fragte sich nun aber, ob seine Anpreisung nicht durch die übliche Überschätzung der wahren innern Busse Eintrag thun, und ferner, ob er gerade für ein wahrhaft bussfertiges Herz noch Wert haben werde. Die 39. These erklärt: "Es ist sehr schwer auch für die gelehrten Theologen, zugleich den Reichtum des Ablasses und das wahre Wesen der Reue dem Volke zu rühnen"; und die 40ste: "Wahrhafte Reue sucht und liebt Busspein, der Reichtum des Ablasses aber macht sie leicht und bewirkt, dass man ihr gram werde". (95tes#39) | Dog har afladen stadig, også selv om det vigtigste ikke stod i forhold til den, for Luther en plads ved siden af de kirkelige bodsøvelser. "For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker". Men så rejser sig jo det spørgsmål, om der ikke bliver slået skår i hans lovprisning [af afladen] når han sædvanligvis overdriver betydningen af den indre bod, og videre, om han stadig kan tillægge et sandt bodfærdigt hjerte værdi. Den 39. tese erklærer: "Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens rundhåndethed og pligten til anger for folket"; og den 40. hævder: "Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen, i hvert fald af og til". |
| 80 Vor einer (169) Hintansetzung der Werke christlicher Nächstenliebe gegen den Ablasskauf warnte Luther ohnedies eifrig; auch die Pflichten des Hausstandes sollen höher stehen, als der Wunsch nach jener Erleichterung der Pein. So nach These 41-46: "Vorsichtig soll man den Ablass predigen, damit das Volk nicht fälschlich meine, er werde den anderen guten Werken der Liebe vorgezogen; man soll die Christen lehren, es sei nicht der Sinn des Papstes, dass Ablasskauf irgendwie den Werken der Barmherzigkeit sich vergleichen liesse; man soll sie lehren, es sei besser gethan, wenn man einem Armen gebe, oder einem Dürftigen leihe, als wenn man Ablass kaufe; -- lehren soll man sie, dass, wer einen Dürftigen sieht und, ohne sein sich anzunehmen, für Ablass Geld giebt, nichyt päpstlichen Ablass, sondern Gottes Ungnade für sich kauft; lehren soll man die Christen, dass sie, wenn sie nicht Überflüssiges besitzen, verbunden sind, das Notwendige für ihr Haus zu behalten und nicht für Ablässe zu verschwenden". (95tes#45) | Luther advarede i hvert fald kraftigt imod at sætte den kristne næstekærligheds gerninger bagefter det at købe aflad; også pligterne overfor husstanden skulle stilles højere end ønsket om lettelse af straffen. Sådan er det ifølge teserne 41-46: "Man må være forsigtig med at prædiken den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den kan foretrækkes fremfor de øvrige kærlighedens gode gerninger". "De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger". "De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, da handler man bedre, end hvis man køber aflad". -- "De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede". "De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad". |
| 81 Und dennoch sagt Luther in These 49: "Man soll die Christen lehren, dass die Ablässe des Papstes nützlich seien", -- aber freilich mit den Beisatz: "sofern man nicht sein Vertrauen auf sie setze", -- und ferner: "dass sie aber gar schädlich werden, wenn man die Furcht Gottes durch sie verliere". -- Dem gemeinen Treiben der Ablassprediger stellt er vollends in These 50-55 die Sätze entgegen: "Man soll die Christen lehren, wenn der Papst der Ablassprediger Schinderei kennete, so würde er lieber haben, dass Sankt Peters Kirche zu Asche werden, als dass sie mit seiner Schafe Haut und Bein aufgebaut werden sollte; | Og alligevel siger Luther i tese 49: "De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig", -- men ganske vist med denne tilføjelse: "når de ikke sætter sin lid til den", -- og med endnu en tilføjelse: "men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet". -- Overfor afladsprædikanternes almindelige handelsmetoder opstiller han teserne 50-55: "De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben". |
| 82 man sollte sie lehren, der Papst wäre, wie schuldig, so auch willens, denjenigen Leuten, von denen meistenteis das Ablassgeld durch gewisse Prediger herausgelockt werde, von seinem eignen Geld auszuteilen und zu diesem Behuf, wenn's nötig wäre, sogar die Peterskirche zu verkaufen; -- Unrecht thut man dem Worte Gottes, wenn man in einer Predigt den Ablässen so viel oder noch mehr Zeit als jenem widmet; des Papstes Meinung kann nicht anders sein, als dass, wenn man die Ablässe, welche das geringste sind, mit einer Glocke und einfachen Gepräng und Zeremonieen feiert, man das Evangelium, welches das grösste ist, mit hundert Glocken und hundertfältigem Gepräng und Zeremonieen verkünden sollte". (95tes#55) | "De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skule være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter". -- "Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv". "Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier". |
| 83 Als die Quelle, aus welcher der Ablass fliesse, wurde jener Schatz der Kirche bezeichnet, der durch die Verdienste Christi und der Heiligen gebildet werde. Zur Frage hiernach geht Luther in den nächstfolgende Thesen weiter: "Die Schätze der Kirche, aus welchen der Papst Ablass giebt, sind bei der Gemeine Christi weder genügend benannt, noch genugsam bekannt; -- es sind nicht die Verdienste Christi und der Heiligen, weil diese jederzeit, ohne Zuthun des Papstes, Gnade für den innern Menschen und Kreuz, Tod und Hölle für den äussern Menschen wirken; -- wir sagen sonder (170) Leichtfertigkeit, dass die Schlüssel der Kirche, durch Christi Verdienst ihr verliehen, jener Schatz seien" (Th. 56. 58. 60; 95tes#56). | Omtalte kirkens skat blev betegnet som den kilde, hvorfra afladen udflyder, og den udgjordes af Kristi og helgenernes fortjenester. I spørgsmålet herom går Luther i de følgende teser videre: "Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk". -- "Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske". -- "Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat". (tese 56. 58. 60) |
| 84 Einfach auf die Schlüsselgewalt der Kirche und zwar auf sie als eine Vollmacht äusserer Zucht hat Luther also den Nachlass der Strafen zurückführen wollen, welche nach ihm eben durch die kirchliche Gewalt auferlegt sind. Mit Ironie fügt er bei: Zeitliche Schätze seien diejenigen, welche man im Ablass ausspende, jedenfalls nicht, da zeitliche Güter von den Predigern nicht so leicht hingegeben, sondern vielmehr aufgesammelt werden (Th. 57; 95tes#57) | Luther har altså villet føre eftergivelsen af straffene tilbage simpelthen til kirkens nøglemagt, forstået som eu fuldmagt til ydre tugt, en tugt, som ifølge ham netop bliver pålagt af den kirkelige myndighed. Ironisk tilføjer han: "Det fremgår klart, at det ikke er timelige skatte, eftersom de fleste af prædikanterne ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem". (tese 57) |
| 85 In den Verdiensten Christi und denen der Heiligen, die er hier mit jenen noch ohne Bedenken zusammenstellt, erkannte er ein höheres, sittliches Gut, das Gott innerlich, sittlich bei den Gliedern der Gemeine wirksam werden lasse: eben darum konnte mit ihnen jener äusserliche und käufliche Straferlass nichts zu thun haben. Daneben bemerkt er noch in These 59, dass einst der heilige Laurentius noch etwas anderes, nämlich die Armen der Kirche, ihren Schatz genannt habe. (95tes#59) | I Kristi og helgenernes fortjenester, som han her uden betænkelighed sammenstiller, erkendte han et højere, sædeligt gode, som Gud ville gøre inderligt og sædeligt virksomt hos menighedens medlemmer: netop derfor kunne denne ydre og køb og salg undergivne strafeftergivelse ikke have noget at gøre med den. Derforuden bemærker han i tese 59, at den hellige Laurentius engang kaldte noget andet, nemlig kirkens fattige, for kirkens skat. |
| 86 Während er aber so jene Schlüsselgewalt noch einen Schatz, aus welchem Ablass komme, will nennen lassen, ist ihm nicht etwa dies der wahre Schatz der Kirche. Er fährt vielmehr jetzt fort: "Der wahre Schatz der Kirche ist das hochheilige Evangelium von der Herrlichkeit und Gnade Gottes (Th.62; 95tes#62). Dieser Schatz ist billig der verhassteste, dieweil er aus den Ersten die Letzten macht (Th. 63). Dder Ablassschatz aber ist billig der angenehmste, weil er aus den Letzten die Ersten macht. (Th. 64; 95tes#64) | Men mens han således godt vil gå med til at kalde nøglemagten en skat, hvorfra afladen stammer, er på en måde dette ikke kirkens sande skat. For han fortsætter nu: "Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde". (tese 62) "Men denne skat er naturlig nok meget hadet, da den gør de første til de sidste". (tese 63) "Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første". |
| 87 Darum sind die Schätze des Evangelium Netze, womit man vor Zeiten die Leute des Reichtums fischte (Th 65). Die Ablassschätze aber sind Netze, womit man jetzt den Reichtum der Leute fischt (Th. 66; 95tes#66) Die Ablässe, welche die Prediger als die grössten Gnaden ausschreien, erkennt man freilich für solche insofern, als sie grossen Gewinnst bringen (Th. 67). Sie sind aber in Wahrheit die geringsten, so man sie mit der Gnade Gottes und der Gottseligkeit des Kreuzes vergleicht (Th. 68; 95tes#68). | "Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd". (tese 65) "Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme". (tese 66) "Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind". (tese 67) "Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed". (tese 68) |
| 88 Auch so giebt Luther den Ablass wieder zu, ja sagt (Th. 69): "Die Bischöfe und Seelsorger sind verbunden, die Kommissäre der apostolischen Ablässe mit aller Ehrfurcht zuzulassen". Aber er sagt weiter (Th. 70): "Doch noch mehr sind sie verbunden, mit offenen Augen darauf zu achten und mit offenen Ohren darauf zu merken, dass jene nicht statt des päpstlichen Auftrags ihre eignen Träume predigen". (95tes#70) Er spricht gar (Th. 71): "Wer wider die Wahrheit der apostolischen Ablässe redet, der sei verflucht;" aber nicht minder (Th. 72): "Wer wider die losen Worte eines Ablasspredigers Sorge trägt, der sei gebenedeit." (95tes#72) | Men så indrømmer Luther igen afladen dens plads, ja siger (tese 69): "Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen". Men han føjer til (tese 70): "Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier". Han siger ganske vist (tese 71): "Den, der taler imod den apostlske aflads sandhed, han være forbandet", men han siger i ikke ringere grad (tese 72): "Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet". |
| 89 Ja im Sinne des Papstes selbst will er also reden: "Wie der Papst mit Recht auf diejenigen, welche dem Ablassgeschäfte trügerisch Eintrag thun wollen, seinen Bannstrahl wirfst, so richtet er noch viel mehr seine Blitze auf diejenigen, welche unter den (171) Vorwande des Ablasses trügerisch der heiligen Liebe und Wahrheit Eintrag thun" (Th. 73, 74; 95tes#73). | Ja med hensyn til paven selv kan han sige således: "Ligesom paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster", "så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed". (tese 73. 74). |
| 90 Weiterhin mahnt Luther besonders noch, im Interesse des Papstes selbst, daran, wie schwer es jene losen Reden der Prediger machen, "die päpstliche Ehre gegen böse Nachreden oder wenigstens vor scharfen Fragen des gemeinen Mannes zu verteidigen" (Th. 81; 95tes#81). Er führt solche Fragen auf (Th. 82-89): wenn der Papst wegen des blossen Geldes für einen Kirchbau so viele Seelen vom Fegfeuer losmache, -- warum er nicht um der allerheiligsten Liebe und der grossen Not der Seelen willen das Fegfeuer gar ausleere? (95tes#82) Warum Gott und der Papst einem gottlosen Menschen die Lösung einer frommen und gottgeliebten Seel aus dem Fegfeuer um Geld gewähren und doch nicht um der Not einer solchen Seele willen sie aus freier Liebe loslassen? (95tes#84) | Videre advarer Luther også især om, i pavens egen interesse, hvor svært denne løse tale hos prædikanterne gør det, "at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål". (tese 81). Han anfører sådanne spørgsmål (tese 82-89): "Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?" "Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?" |
| 91 Warum auch für die letzt losgekauften Seelen die zuvor für sie eingesetzten (Geld bringenden) Gottesdienste und Stiftungen fest gehalten werden, da man doch für jene, als für erlöste, nicht mere beten dürfe? (95tes#83) Warum der Papst, der gegenwärtig reicher sei als der reichste Crassus, nicht die eine Peterskirche vielmehr mit seinem eignen Geld als mit dem Geld armer Christen baue? (95tes#86) ferner, was doch der Papst denjenigen erst noch erlasse,die schon vermöge ihrer vollkommenen Reue auf vollständigen Erlass ein Recht haben? (95tes#87) u. s. w. Dazu sagt These 90: "Solche spitze Laienargumente mit Gewalt niederschlagen und nicht mit Gründen auflösen, heisst die Kirche und den Papst den Feinden zum Gelächter hinstellen und die Christen unselig machen". (95tes#90) | "Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der udfriet [af skærsilden]?" (tese 83) "Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge?" (tese 86) "Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed?" (tese 87) osv. Dertil siger tese 90: "Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne." |
| 92 Von derjenigen Deutung aber, welche er dem Ablass gegeben hat, hofft Luther Abwendung der Gefahren. Er nimmt sie zuletzt vollends zuversichtlich für den Sinn des Papstes selbst in These 91: "So der Ablass nach des Papstes Geist und Meinung gepredigt würde, so wären alle jene Einreden leicht zu lösen, ja sie wären gar nicht da". (95tes#91) | Men med den tolkning, som han, Luther, har givet af afladen, håber han at kunne afvende farerne. Til sidst antager han ganske tillidsfuldt sin egen mening for at være pavens mening i tese 91: "Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå." |
| 93 In den Schlusssätzen kommt Luther wieder auf die grösste Gefahr, die er im Ablasse sieht, und auf das schlimme Motiv des Ablasskaufes, auf die fleischliche Sicherheit und auf die Flucht vor den heilsamen Leiden der Busse. Er schliesst nämlich mit den Thesen 92-95 also: "Hinfahren mögen darum alle die Propheten, welche zu Christi Volk sagen: Friede, Friede, und ist doch kein Friede (Th. 92; 95tes#92). Wohl ergehen müsse es allen den Propheten, welche zu Christi Volk sagen: Kreuz, Kreuz, und ist doch kein Kreuz (Th. 93). Vermahnen soll man die Christen, dass sie ihrem Haupte Christus durch Pein, Tod und Hölle zu folgen sich befleissigen (Th. 94; 95tes#94), und dass sie also vielmehr durch mancherlei Trübsal als durch einen sichern Stand des Friedens in den Himmel einzugehen sich getrösten". (172) | I de sidste teser kommer Luther igen ind på det, der for ham at se er den størte fare ved afladen, og på det dårlige motiv ved afladskøbet, på den kødelige sikkerhed og på flugten bort fra bodens frelsebringende lidelser. Han slutter nemlig således med teserne 92-95: "Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Fred, fred', og der er ikke fred." (tese 92). "Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Kors, kors', selv om der ikke er noget kors." (tese 93). "De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede," (tese 94) "og således mere sætter deres lid til at indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed." (tese 95) |
| 94 Eine "Protestation", welche in späteren Abdrücken der Thesen ihnen angehängt ist und in welcher Luther dahin sich verwahrt, dass er zwar etliche Stücke gegen die sogenannten päpstlichen Ablässe vorgetragen habe, dass man aber, statt ihn darum als einen Ketzer zu verdammen, ihm vielmehr erst einen besseren Weg weisen möge, gehört der ursprünglichen Ausgabe der Thesen noch nicht an. (n172) | En "protestation", som i de senere optryk af teserne blev forbundet med dem, og hvori Luther sikrer sig på den måde, at han siger, at han ganske vist har fremført nogle teser imod den såkaldte pavelige aflad, men at man i stedet for at fordømme ham som kætter, snarere først skulle vise ham en bedre vej, hører ikke med til den oprindelige udgave af teserne. |
| 95 Sätze, die noch disputabel seien, wollte Luther hiermit aufgestellt haben. So erklärt er auch nachher: Disputationen, nicht Lehrsätze, seien seine Thesen, und nach der Sitte von Disputationen dunkel und rätselhaft gefasst. Gedrängt einesteils durch das Anliegen jener Männer, welche eine Äusserung von ihm begehrt und selbst schon scharfe und dem päpstlichen Ansehen gefährliche Einwendungen gegen den Ablass vorgebracht haben, andernteils durch Ehrfurcht vor denjenigen, von welchen er zu widersprechen sich gescheut habe, sei er endlich zu dem Entschlusse gekommen, die wichtige Sache einstweilen zum Gegenstand einer Disputation zu machen, bis die heilige Kirche über die rechte Lehre entscheide. (n172a) | Luther mente hermed at have opstillet nogle teser, som stadig stod til diskussion. Det erklærer ham også bagefter: Hans teser var til diskussion, de var ikke læresætninger, og de var efter sæd og skik ved disputationer affattet dunkelt og gådefuldt. Han havde følt sig trængt mellem på den ene side de mænds anliggende, som begærede en ytring af ham og selv allerede havde fremført skarpe og for den pavelige anseelse farlige indvendinger imod afladen, og på den anden side ærefrygt for dem, som han ikke havde vovet at modsige, men han var nu omsider nået frem til den afgørelse, for en gangs skyld at gøre denne vigtige sag til genstand for en disputation, indtil den hellige kirke afgør, hvad der er den rette lære. |
| 96 In den Thesen selbst zeigt sich deutlich das Streben nach einer solchen Vermittlung, bei welcher doch die Ablässe noch Raum behielten und die kirchlichen Häupter ihre bisherigen Lehraussagen nicht verleugnen, nur durch eine genügende Deutung dem Missbrauch steuern müssten. Uns drängt sich dabei sogleich die Frage auf, ob denn der Versuch haltbar gewesen sei und ob auch nur er selbst ihn dafür habe halten können. Musste nicht namentlich auch die Konsequenz des von ihm eingenommenen Standpunktes notwendig noch weiter treiben? | I teserne selv viser sig tydeligt hans bestræbelser efter en sådan formidling, hvorved afladen kan beholde sin plads og de kirkelige overhoveder ikke skal fornægte deres hidtidige læreudsagn, men kun gennem en tilstrækkelig fortolkning holde igen på misbruget. For os trænger derved samtidig det spørgsmål sig på, om da dette forsøg kunne være lykkedes, og om han selv regnede med det. Måtte ikke nødvendigvis konsekvensen af det af ham indtagne standpunkt føre videre? |
| 97 Was sollten überhaupt noch jene "mit aller Ehrfurcht zuzulassenden" Ablässe, wenn sie nichts Besseres enthielten, als Luther ihnen beliess? Was konnte der Papst noch für Erfolg vom Kaufbieten des Ablasses hoffen, wenn man über den Wert desselben also das Volk aufklärte? Und in die Bedeutung der ganzen päpstlichen und kirchlichen Schlüsselgewalt hinein erstreckten sich bereits die Folgerungen jener Thesen, nach welchen dem Reuigen, auch ehe und ohne dass ein Priester ihn absolvierte, bereits von seiten Gottes die Vergebung der Sünde und Schuld zukam. Konnte die Kirchengewalt dabei, dass sie die göttliche Vergebung bloss zu deklarieren habe, sich genügen lassen? Nur um so mehr aber war es Luthern sicherlich damit ernst, dass er erst noch eine unbefangene Erörterung des hochwichtigen Gegenstandes wünschte. | Hvad skulle man i det hele taget stille op med denne aflad "tilladt med al ærbødighed", hvis den ikke indeholdt noget bedre, end hvad Luther tillagde den? Hvilket resultat kunne paven håbe på af afladshandelen, hvis man på den måde oplyste folket om værdien af afladen? Og konsekvenserne af de teser, hvorefter den angrende allerede modtog forladelse for synden og skylden fra Guds side, førend præsten absolverede ham, eller uden at han gjorde det, strakte sig allerede langt ind i opfattelsen af hele den pavelige og kirkelige nøglemagt. Kunne den kirkelige myndighed lade sig nøje med kun at skulle deklarere den guddommelige tilgivelse? Men så meget mere var det for Luther givetvis alvorlig ment med den påstand, at han først og fremmest ønskede en uvildig fremførelse af dette højst vigtige emne. |
| 98 Im Drange der Pflicht und des Gewissens hat Luther so geredet. Eben dafür zeugt auch das Masshalten in seinen, doch schon mit sichtlicher innerer Erregung vorgetragenen Sätzen. Schon jener frühere Erfurter Theolog Wesel war, wie wir oben bemerkten, im Kampf gegen den Ablass weiter gegangen. (173) | Luther havde talt, som han havde, tvunget af pligten og samvittigheden. Det viser just mådeholdet i hans sætninger, selv om de dog allerede er fremsat med inderlig moralsk forargelse. Allerede den før Luther fremståede Erfurter-teolog Wesel var, som vi bemærkede ovenfor, gået videre i kampen mod afladen. |
| 99 Neben dem Zeugnis Luthers von der allein aus Gottes Gnade durch den Glauben kommenden Gerechtigkeit, welches wir bisher den Mittelpunkt seiner Predigten bilden sahen und um deswillen die Gegner unserem Reformator eine Verführung zu sittlicher Laxheit und Gleichgültigkeit vorgeworfen haben, ist uns in den Thesen der strenge sittliche Ernst wichtig, womit er vielmehr gerade im Gegensatz gegen fleischliche Trägheit und Sicherheit seinen reformatorischen Kampf beginnt. | Udover Luthers vidnesbyrd om den retfærdighed, der alene kommer ved Guds nåde gennem troen, som vi før så udgjorde omdrejningspunktet for hans prædikener og som var anledning til, at hans modstandere bebrejdede vor reformator, at han forførte folk til sædelig efterladenhed og ligegyldighed, er den strenge sædelige alvor i teserne vigtig for os, den alvor, hvormed han begynder sin reformatoriske kamp netop i modsætning til kødelig træghed og sikkerhed. |
| 100 Wie bedeutsam ist endlich, obgleich die Thesen von den Quellen und Normen der christlichen Wahrheit nicht weiter reden, nun doch schon der Umstand, dass er für diese auf menschlich kirckliche Lehrautoritäten nirgends zurückgreift. Das Wort des "Herrn und Meisters Jesus Christus" von der Busse legt er allein zu Grunde. Was er vorträgt, sind seine selbständigen Folgerungen aus dem wahren innern Wesen dieser Busse. -- | Og selv om teserne ikke taler noget om kilder og normer for den kristelige sandhed, så er det dog en betydningsfuld omstændighed, at han intetsteds griber tilbage til menneskelige kirkelige læreautoriteter. Vor "herres og mesters, Jesu Kristi" ord om boden lægger han alene til grund. Hvad han fremfører, er hans selvstændige følgeslutninger fra det sande indre væsen i denne bod. -- |
| 101 Vor dem Abendgottesdienste des 31. Oktober hatte Luther seine Thesen an der Schlosskirche angeschlagen. In eben jenem Gottesdienst eröffnete er sodann das Kirchweihfest mit einer Predigt. Sie ist uns in einer lateinischen Skizze erhalten. | Luther opslog sine teser på slotskirken før aftensgudstjenesten den 31. oktober. Ved netop denne gudstjeneste åbnede han kirkeindvielsesfesten med en prædiken. Den er overleveret os i en latinsk skitse. |
| 102 Er, der soeben mit so scharfen, weittragenden Streitfragen und Streitsätzen vor die theologische Welt getreten war und mit Spannung dem Erfolg seiner ihn selbst so tief bewegenden Gedanken entgegensehen musste, sprach jetzt zur Gemeinde in einfach erbaulicher, inniger, ruhiger Rede über den gewöhnlichen Kirchweihtext, die Geschichte von Zachäus Luk. 19,1ff (n173). Er predigte sein stetes Grundthema, dass Christus uns alles werden sollte und dass denen, welchen Christus etwas sei, alles andere nichts sei. Er predigte wieder, dass wir in ihm nicht, wie die Selbstgerechten, einen Zeugen für unsere eigne Heiligkeit suchen dürfen, sondern den, von welchem selbst erst die wahre Gerechtigkeit ausgehe und welcher komme, um des Vaters Barmherzigkeit und Gnade zu verherrlichen. | Han, der netop var trådt frem for den teologiske verden med så skarpe, vidtgående stridsspørgsmål og stridssætninger og med spænding måtte imødese virkningen af de tanker, der bevægede han selv så dybt, talte nu til menigheden i en enkel, opbyggelig, inderlig tale over den sædvanlige kirkeindvielsestekst, historien om Zakæus, Luk 19,1ff. Han prædikede over sit tilbagevendende grundtema, at Kristus skulle blive alt for os, og at for dem, for hvem Kristus var alt, var alt andet intet. Han prædikede igen, at vi ikke i ham, som de selvretfærdige gjorde det, skulle søge et vidnesbyrd om vor egen hellighed, men søge ham, fra hvem først rigtig den sande retfærdighed udgik, og som kommer for at forherlige faderens barmhjertighed og nåde. |
| 103 Ihn müsse man suchen mit einem Herzen, das im Gefühl seiner Unwürdigkeit ihn nicht zu sich einzuladen wage, das aber eben hiermit in seinem innersten Grund aufs dringendste ihn herbeibitte; ein solches Verlangen aus Herzensgrund erhöre Gott. So, sagt Luther, wolle Gott überhaupt unser Herz haben. Und so, fährt er fort, solle auch jede Kirchweihe nicht eine äusserliche Weihe der Kirche, sondern eine Weihe des Herzens für Gott sein. -- Schliesslich aber kann Luther auch vor der Gemeinde über die Ablässe nicht schweigen: der Fehler des Menschen, sein eignes anstatt Christi und sein eignes sogar auch bei Christus zu suchen, sei allgemein und herrsche sonderlich in der Gegenwart, wo ihn verführerische Ablassprediger fördern; eben jetzt stehe das Gepränge des Ablasses vor den Thoren. | Ham skulle man søge med et hjerte, som i følelsen af sin uværdighed ikke vovede at indbyde ham, men som netop hermed i sin inderste grund indbød ham på det mest indtrængende; en sådan anmodning fra hjertegrunden ville Gud høre. Således, siger Luther, vil Gud i det hele taget have vort hjerte. Og således, fortsætter han, skal også enhver kirkeindvielse ikke være en ydre indvielse af kirken, men en indvielse af hjertet til Gud. -- Men til sidst kan Luther heller ikke overfor menigheden lade være med at tale om afladen: menneskets fejl: at søge sit eget i stedet for det, der hører Kristus til, og endda også at sige sit eget hos Kristus, er almindelig udbredt og hersker især i nutiden, hvor forføreriske afladsprædikanter fremmer den; netop nu står afladsprangeriet for dørene. |
| 104 Er redet davon nur kurz, ohne Heftigkeit und ohne scharfe oder subtile Sätze, auch mit der ausdrücklichen Erklärung, dass des Papstes Meinung, soweit sie wenigstens in den Worten desselben vorliege, die (174) richtige sein werde. Die Hauptsache aber trägt er dann klar und einfach vor, nämlich den Unterschied zwischen der innern Busse und zwischen der sakramentlichen mit Privatbeichte und kirchlich aufgelegter Leistung, sodann die Lehre, dass der Ablass nur auf diese Leistung sich beziehe, endlich die Warnung, dass man nicht ein erdichteter Busse über die Strafe anstatt über die Sünde Schmerz fühle und dass man nicht durch die Ablassprediger sich verführen lasse, den heilsamen Strafen und Bussleistungen sich zu entziehen. | Han taler kun kort om det, uden hæftighed og uden skarpe og subtile sætninger, og det sker også med den udtrykkelige erklæring, at pavens mening, såvidt den i det mindste foreligger i hans ord, må være den rette. Man hovedsagen forklarer han derpå klart og enkelt, nemlig forskellen mellem den indre bod og den sakramentlige med privatskriftemål og kirkeligt pålagte ydelser, videre lærer han, at afladen kun har med denne ydelse at gøre, og endelig advarer han imod, at man føler en opdigtet bod på grund af straffene i stedet for at føle smerte over synderne, og at man lader sig forføre af afladsprædikanterne til at unddrage sig de frelsebringende straffe og bodsydelser. |
| 105 Dieser Grundsätze also wusste sich Luther schon sicher genug, um darüber auch die Gemeinde zu belehren. Ja gerade der Gemeinde gegenüber fügte er jetzt seiner Erwähnung jener Privatbeichte und kirchlichen Leistung noch eine sehr wichtige Aussage bei: während er mündlich jene in den Thesen ohne eine Frage nach ihrer Begründung einfach hatte bestehen lassen und sie auch jetzt bestehen lässe, bekennt er jetzt schon: wo die Schrift von ihr rede, wisse er nicht; er empfehle es daher den "Herren Juristen", ihr göttliches Recht zu beweisen. Er selbst gründete offenbar ihren Bestand nicht mehr auf eine göttliche, sondern nur noch auf eine menschliche Festsetzung, zu welcher er aber allerdings die Kirchengewalt für befugt hielt. Und er setzte voraus, dass alles, was göttlichen Rechts sein sollte, auf ein Wort der heiligen Schrift sich stützen müsste. | Altså, Luther var altså allerede nu sikker nok på disse grundsætninger, til at han kunne belære menigheden om dem. Ja, netop overfor menigheden føjede han nu til sin omtale af dette privatskriftemål og de kirkelige ydelser endnu et vigtigt udsagn: mens han mundtligt havde ladet disse ting bestå i teserne uden at spørge efter begrundelsen for dem og mens han også nu lod dem stå, bekender han allerede nu: han véd ikke, hvor skriften omtaler dem; han anbefaler det derfor for de herrer jurister at bevise deres guddommelige ret. Selv begrundede han åbenbart deres videreførelse, ikke mere på en guddommelig, men kun på en menneskelig indretning, men det regnede han godt nok også de kirkelige myndigheder for berettigede til. Og han forudsatte, at alt, hvad der skulle være efter guddommelig ret, måtte støtte sig til et ord fra den hellige skrift. |
| 106 Sofort bereitete er auch schon einen deutschen Sermon über den Ablass zum Drucke, nämlich nicht eine wirkliche Predigt, sondern eine Reihe von Sätzen, in welchen er die wichtigsten Lehraussagen seiner Thesen für die deutschen Leser zusammenfasste. Zunächst schickte er jedoch diese kleine Schrift -- und zwar wohl schon zusammen med den Thesen -- dem Erzbischof Albrecht zu, und ebenso hat er sie wohl dem Bischof von Brandenburg vorgelegt. Auf Äusserungen von dieser Seite her wartend, enthielt er sich noch einige Monate lang, bis in die Fastenzeit des folgenden Jahres, der Veröffentlichung durch die Presse (n174). (2#35) | Snart efter gav han sig også til at forberede en tysk prædiken over afladen, så den kunne trykkes, det vil sige, det var ikke en virkelig prædiken, men en række sætninger, hvori han sammenfattede de vigtigste læreudsagn i sine teser for den tyske læser. Først sendte han dog dette lille skrift -- og vel nok teserne tilligemed -- til ærkebiskop Albrecht, og ligesledes havde han vel forelagt det for biskoppen af Brandenburg. Så ventede han på ytringer var denne side og holdt sig endnu i nogle måneder tilbage, indtil han i fastetiden det følgende år offentliggjorde det på tryk. |
| 107 Einzelne auswärtige Theologen bat er auch noch besonders durch Briefe, ihre Meinung über seine "Disputation" zu offenbaren. Allein in weitere Kreise wollte er doch diese Thesen keineswegs schon bringen. Nicht einmal an die Nürnberger Freunde schickte er sie. Als sich Scheurl darüber wunderte, schrieb er ihm: es sei weder seine Absicht, noch sein Wunsch gewesen, sie so weit zu verbreiten, sondern nur mit wenigen in Wittenberg und in der Nähe habe er über sie verhandeln wollen, um sie, je nachdem deren Urteil ausfalle, entweder abzuthun oder weiter hinauszugeben. Er eilte auch nicht sehr mit der Versendung der Thesen: dem Lange übersandte er sie am 11. November. (n174a) | Enkelte udenbys teologer bad han også, især pr brev at tilkendegive deres mening om hans disputation. Men i videre kredse ville han dog på ingen måde fremføre disse teser. Ikke engang sendte han dem til sine Nürnberger-venner. Da Scheurl undrede sig derover, skrev han til ham: det var hverken hans hensigt eller hans ønske at udbrede dem så langt, men han ville kun forhandle dem med de få i Wittenberg og omegn, for enten, afhængig af deres bedømmelse, at lade dem falde eller lade dem komme længere ud. Han skyndte sig heller ikke med at sende teserne ud: til Lange sendte han dem 11. november. |
| 108 Videre til Koestlin 3,2! | |
| 109 |
Noter:
n158: EA 26,221. Zur Charakteristik Albrechts:
Hertzberg in N. M. 9, 3, 70f. Albrechts Biographie von J. May (der Kurfürst
Kard. u. Erzbisch. Albrecht II. 1865 Bd. 1) genügt nicht den Anforderungen
historischer Forschung. Wolters in Herz. Enc. 2. Aufl. 250ff und: "Der
Abgott zu Halle etc", 1877. Zum Pallium: Woker kirchl. Finanzwesen der
Päpste 1878 S 26.
n159: Gieseler, Kirchengesch. 3, 1, 21. Kawerau,
Luthardt Ztf. 1882, S. 321ff. Janssen, An meine Kritiker 1882 S. 69.
n160: F. W. Hofmann, Lebensbeschreibung des
Ablasspredigers D. J. Tetzel 1844. Mykon. 15. Körner, Tezel der Ablassprediger
1880. Seid. K. u. S. Bl. 1873 S. 293.
n160a: Löscher B. 1; Op. v. a. 1, 255
sqq.
n160b: Seid. Erl. S. 1ff.; Op. v. a. 1, 304sq
(These 101, -- von Neudecker in Herz. Enc. 1. Aufl. 15, 578 nicht richtig
verstanden, ebenso von Körner a. a. O. 85, Kahnis S. 191f).
n161: Mykon. a. a. O. EA 26,50ff. Br 1, 112f.
C. 3, 158. Br 1. 59. Kolde, Aug, cong. 308.
n162: Val. Bav. 1, 217, 2, 939.
n163: Br 1, 67ff. (vgl 2, 112. 1,398). 96.
120. 186. EA 26,52. Op. v. a. 1, 16. C. 3, 184. Mykon. 22. Über Luthers
Schreiben an Albrecht: Jürgens 3, 466 Meurer 74f. Anm. Kahnis 1, 198
Anm. (wo die Hauptbeweisstelle für diese Frage, Br 2, 112, gar nicht
beachtet ist; übrigens weiss Luther auch EA 26,52 nur von Einem Brief,
den er allerdings erst später, als man nach dieser Stelle schliessen
möchte, hat abgehen lassen).
n164: C. R. 25, 277, Zts. f. h. Th. 1872 S.
326. Kawerau, Agric. 16. Die Thesen: Op. v. a. 1, 285 sqq., nach einem
Originaldruck bei Ranke 6, 170ff. Die gewöhnliche, von Jonas herstammende
Übersetzung derselben ist sehr ungenau.
n172: Op. v. a. 1, 239.
n172a: Br 1, 121, 113.
n173: Op. v. a. 1, 177sqq. Siehe die Berichtigung
in Anm. 1 zu 151.
n174: Sendung an Albrecht: Körner a.
a. O. 148. Kappens Sammlung z. päpstlichen Ablass gehör. Schriften
S. 296. Op. v. a. 1, 17 ("simul et German. concionem") Weiteres oben S.
181f. = 2#35
n174a: Br. 1, 95, 71. Op. v. a. 1, 452.
Mine noter:
n37: Angående denne sætning, se
95tes#28,
og misforst02#71.
n68: Köstlin tænker her f. eks. på tese 5: "Paven vil ikke og kan ikke ...", hvor Luther jo går pavens motiver efter i sømmene, noget, han gør ikke så få af teserne. Jeg har i misforst02#44 med basis i Nikolaus Paulus hævdet, at i afladsspørgsmålet går praksis forud for teorien. Og dette kan forklare, at ikke blot Luther, men teologer i almindelig prøvede at komme med forklaringer på, hvorfor paven gjorde, som han gjorde, og prøvede at sætte grænser for, hvad paven kunne og ikke kunne.
n71: Den danske oversættelse, som jeg har holdt mig til (P. Severinsens) har det mere rigtige "dem, der skal dø". På latin står der faktisk "morituris".