Fra Kølns og Løvens universiteter



De officielle erklæringer, taget fra Löscher, bind III, side 848
 
1       Es ruhete D. Eck nicht bis er sowohl den Römischen Hof als die Theologischen Facultaeten hin und wider aufgebracht hatte, Lutherum öffentlich zu verdammen.           Dr Eck hvilede ikke, førend han havde fået såvel den romerske kurie som de teologiske fakulteter til at fordømme Luther offentligt. 
2 Solches erlangte er zu erst bey den Theologis zu Cöln, alwo der bekannte Hochstraten, Reuchlini alter Widersacher, und ein geschworner Feind der herfürbrechenden Warheit, viel vermochte. Also ward am 30sten Aug. 1519 folgende Verdammung der Schrifften Lutheri zu stand gebracht, und bald darauf in Druck gegeben.  Det opnåede han først fra teologerne i Køln, hvor den bekendte Hochstraten, Reuchlins gamle modstander og en svoren fjende af den frembrydende sandhed, formåede meget. På den måde blev der den 30. august 1519 tilvejebragt følgend fordømmelse af Luthers skrifter. Snart efter blev den sat i trykken. 
3 Vniversis et singulis has nostras Literas visuris et audituris, Decanus et Facultas sacrae Theologiae universalis studii Coloniensis, cum sincera commendatione. Salutem.  Efter samlet og hver for sig at have set og hørt disse vore breve sender dekanen og fakultetet for den hellige teologi ved Kølns almindelige universitet hilsen med alvorlige anbefalinger. 
4        Tametsi omnes ubilibet constistentes fideles, ad communis fidei defensionem, nedum cum rerum, verum etiam cum propriae vitae dispendio teneantur, Praecipue tamen eos ad id muneris arctius obstrictos constat, qui pro titulo professionis ab Ecclesia ad id prae caeteris deputati, aestimantur sacrae Theologiae Magistri, quorum (ut Scriptura ait) uniuscujusque ensis super femur ejus esse debet,  propter timores nocturnos, errores et haereses, quos procurante universorum zizaniorum fatore diabolo, studio pravorum pseudoque catholicorum in Ecclesia per tempora dormientibus hominibus contingit pullulare.          Skønt det tilkommer alle de fast troende, hvor de end er, at deltage i den fælles tros forsvar, både med sine ejendele, men også  ved at ofre sit eget liv, påhviler det dog især dem, der er mere specielt forpligtede dertil, dem, som gennem deres erhvervsarbejde af kirken fremfor andre er bestemt til dette, nemlig lærerne i den hellige teologi. Af dem bør, som skriften siger, enhvers sværd være ved låret, på grund af natlig frygt, vildfarelser og kætterier, som er spiret frem besørget af alle slags ukrudt, ved djævelens gunst, ved fordrejede kirkefolks forkerte iver i kirken i en tid, hvor menneskene har sovet. 
5 Cum itaque ante aliquot hos dies venerandi eruditissimique domini, Decanus et Facultas sacratissimae Theologiae insignis studii Lovaniensis, Confratres nostri, fidei zelo succensi, per proprium suum nuncium sacrae Theologiae Baccalaurium, librum quendam, sub titulo cujusdam F. Martini Lutheri impressum, (849) ad nos transmiterint, expetierintque, quatenus charitatis debito, eundem librum, quem multorum Christi fidelium aures graviter offendisse accepissent, quod nova, insolita, inaudita, et noxia quaedam dogmata, in fide erronea Lectoribus ingereret, perlustrare et examinare dignaremur, atque si ita mereretur, reprobationis nostrae censuram doctrinaliter adhiberemus.  Da derfor for nogle dage siden de ærværdige og højlærde herrer, dekanen og fakultetet i den højhellige teologi ved det bemærkelsesværdige universitet i Løven, vore medbrødre, i troens nidkærhed gennem deres egen nuntius, bakkelaureus i den hellige teologi, sendte os en bog, som var trykt i en vis broder Martin Luthers navn, og bad os om, sådan som man er det skyldig overfor kærligheden, at værdiges at gennemgå og undersøge denne bog, som de forstod havde stødt mange kristtroendes ører alvorligt, fordi den ud fra en fejlagtig tro indgav læserne nogle nye, uvante, uhørte og skadelige læresætninger, og hvis det var fortjent således, knytte vore afvisende censur til den på læremæssig måde. 
6 Nos tam sanctis desideriis justisque precibus Confratrum nostrorum merito inclinati, praememoratum librum, quadringentas et octuaginta octo paginas in se, juxta numerum illis impressum continentem, visendum, revisendumque nonnullis ex gremio nostro Magistris commisimus.  Vi var tilbøjeligt til at bøje os for så mange hellige og retfærdige ønsker fra vore kære medbrødre og gennemgik bogen, fyrre og otte og firs sider, ifølge de numre, der var trykt i den, undersøgte den, undersøgte den igen, af mange magistre overdraget til vor omhu. 
7          Et quoniam post illorum examen talem cum palam comperimus, qui, quoad tractatus, et materias per F. Martinum Lutherum editas, atque in lucem (ut fertur) datas, varios in fide et moribus errores, alienaque a sanctis Doctoribus dogmata contineret.         Og da vi efter at have undersøgt den i fuldt dagslys, erfarede vi, at den, som traktat og materiale udgivet af broder Martin Luther og bragt frem i lyset (som det bæres) indeholder forskellige vildfarelser i tro og skikke, forskellige fra det, der er blevet fastslået af de hellige doktorer. 
8 Et speciatim 1. sancta vitaeque aeternae meritoria humana opera infamet, et reatum eis injuciat, quasi sine culpa fieri non possint.  Og især 1. Han nedgør de hellige og til det evige liv fortjenstfulde menneskelige gerninger, og beskylder dem for at være skyldige, som om de ikke kan øves uden skyld. 
9 2. Sacras scripturas, sanctorumque Patrum sententias pervertens, in sensum perniciosum contorqueat.  2. Han forvender den hellige skrift og de hellige fædres sætninger og fordrejer det til en fordærvelig mening. 
10 3. Poenitentiae sacramentum dogmatibus perniciosis annullet, circa contritionem scandalosos errores inducendo.  3. Bodens sakramente ødelægger han med fordærvelige dogmer, om angeren indfører han forargelige vildfarelser. 
11 4. Circa Confessionem contra universalis Ecclesiae veterem doctrinam perversa consilia ingerendo.  4. Om bekendelsen indfører han perverse råd, imod den universelle kirkens gamle lærdom. 
12 5. Omnem satisfactionem mortali culpae remissiae debitam cassando, cum Deus (ut ait ipse) cui mortalem culpam semper etiam et meritam poenam remittat.  5. Enhver fyldestgørelse, der skyldes for en dødssynd, hvis skyld er tilgivet, fjerner han, eftersom Gud (som han selv siger) imod hvem man har skyld for dødssynden, altid også tilgiver den straf, man fortjener derfor. 
13 6. Thesaurum indulgentiarum, quas non solum ab olim Patrum Decreta, sed etiam sacra approbaverunt Concilia, ex frivolis irrationabilibus fundamentis, per Propositiones in Sanctos et in Sanctorum merita impias et blasphemas pertinaciter annullet.  6. Afladens skat, som ikke blot fremgår af de gamle fædres dekreter, men også er blevet godkendt af konciler, gør han til intet ud fra svage irrationelle grundsætninger, og ved sine teser imod de hellige og de helliges fortjenester er han ugudelig og blasfemisk. 
14 7. Circa poenas purgatorii, et statum animarum post hanc vitam, exuanis motivis, abominabiles errores disseminet, utpote, quod in purgatorio nulla anima quidpiam pro mortalibus patiatur, sed duntaxat pro venialibus patiatur peccatis: Quod animae in purgatorio Deum viciose culpabiliterque diligant, ac sine intermissione illic peccent, et quae sua sunt quaerentes, plus quam divinae voluntatis impletionem, quod (ut ipse inquit) est contra charitatem, quod mortui fere non minus quam vivi in statu sine merendi vitam aeternam.  7. Om skærsildens straffe og om sjælenes stade efter dette liv, udbreder han af ophævede motiver afskyelige vildfarelser, såsom, at i skærsilden lider ingen sjæl noget for sine dødssynder, men måske for sine tilgivelige synder; at sjælene i skærsilden elsker Gud på en lastefuld og skyldfrembringende måde, og uden ophør synder dèr, og søger deres eget, mere end de søger den guddommelige viljes fuldbyrdelse, hvilket (som han selv siger) er imod kærligheden, og at de døde næsten ikke mindre end de levende befinder sig på et stade, hvor de ikke kan fortjene sig det evige liv. 
15 Item 8. contra privilegium, et primatum Romanae Ecclesiae supra Ecclesias caeteras per orbem, erroneas assertiones, ab olim pro haereticis condemnatas, auribus Christi fidelium refricet, et ingerat: (850) Sedem Apostolicam irreverenter, palam et scandalise taxet: Autoritatem summi Pontificis impudenter attenuet, utpote, qui solam poenam canonicam seu arbitrariam, nullam autem poenam secundum divinam justitiam peccatis debitam, divinitus sibi data potestate, remittere possit, cum (ut ait ipse) tales paenas remittere, esset divinum jus mutare, mandatum Dei irritum facere, et in Deum impiissimum adversarium esse. Innumeraque alia scandalosa his non absimilia, imo graviora et perniciosiora in se habeat.  Ligeledes 8. opriver han de Krist-troendes ører og kaster ind på dem, imod den romerske kirkes privilegier og primat over de øvrige kirker gennem Rom, vildfarende påstande, som for lang tid siden er fordømt som kætterske; han spotter overalt det apostolske sæde på uærbødig og skandaliserende måde; han fortynder stærkt pavens autoritet, fx ved at sige, at han alene kan eftergive den kanoniske eller arbitrærer straf, men ikke den straf, der skyldes for synderne ifølge den guddommelige retfærdighed, idet han derved giver sig selv guddommelig magt, fordi, som han selv siger, at eftergive sådanne straffe ville være at ændre den guddommelige ret, at gøre Guds bud ugyldige, og at være en gudløs modstander mod Gud. Han har i sine skrifter utallige andre skandaløse ting, ikke ulig disse, ja alvorligere og fordærveligere. 
16         Quocirca nuper die Martis penultima mensis Augusti, super hoc legitime omnes et singulo convocati, in congregatione nostra publica, more solito, in Conventu fratrum Praedicatorum, servata et habita, matura pensiculatione praemissa, concorditer censuimus, et doctrinaliter judicavimus, praefatum librum tantis scandalis, erroribus haeresibusque ab olim damnatis refertum, tanquam communiati fidelium noxium, jure de medio tollendum, usum ejus inhibendum, supprimendum, et per eos, ad quos id spectare dinoscitur, igni publice cremandum, autorem etiam ejus merito ad Revocationem publicam compellendum.        Derfor har vi énstemmigt besluttet, da vi, hver og én, fornylig var sammenkaldt den sidste tirsdag i august og afholdt vor offentlige forsamling som vi plejer i dominikanerbrødrenes kloster, efter moden overvejelse, vi har besluttet og doktrinært afgivet den dom, at den omtalte bog er fuld af så store forargelser, vildfarelser og kætterier, som fra gammel tid er fordømt, og bør fjernes ad retmæssig vej som skadelig for de troendes fællesskab, dens brug forhindres og undertrykkes, og af dem, til hvem det er overladt at se efter det, brændes på et offentligt bål, og dens forfatter med rette tvinges til offentlig tilbagekaldelse. 
17 In quorum omnium robur ac fidele testimonium, hanc nostram sententiam per Notarium nostrum juratum praedicto libro asscribi, et sigillo Facultatis nostrae (quemadmodum et has nostras literas) jussimus appensione communiri. Datum et actum Coloniae, Anno salutis Christianae supra millesimum quingentesimum, decimo nono, penultima die mensis Augusti, Per me Henricum de Vorde de Colonia, Notarium publicum, et supradicti generalis studii Coloniensis Bedellum juratum.  Vi har befalet, at der af alt dette skal laves en stærk og tro kopi af denne vor afgørelse af vor domsnotar ud fra den omtalte bog, og forsynet med vort fakultets segl (som også vore breve er det) skal den udbredes. Givet og handlet i Køln, i det år efter vor kristne frelse 1519, den 31. august, ved mig, Henrik de Vorde fra Køln, notarius publicus, og de ovennævnte domsvidner (?) fra Kølns almindelige universitet. 
18 Merkwürdig ist, dass die Cölner von dem Verdienst der Wercke den Anfang machen, dann hier hatte Lutherus das Pabsthum am empfindlichsten getroffen. 
19 II. Es folgte die Theologische Facultät zu Löven, welche am 7den Nov. 1519 folgende Schluss machte.  II. Bagefter kom universitetet i Løven, som den 7. november 1519 fremsatte følgende erklæring: 
20 Vniversis et singulis has nostras Literas visuris, et audituris Decanus et Facultas sacrae Theologiae universalis studii Lovaniensis, cum sincera commendatione salutem. Quamvis omnes omnino Christiani ad fidei et sacrae doctrinae defensionem Christo, cui (851) nomen dederunt, et cujus sacramento ligantur, sint astricti; ad id tamen obligatiores esse constat, quos sacrae Theologiae professio specialius stringit, istos enim oportet esse potentes in opere et sermone, ut per sacram doctrinam contradicentes redarguant, et pro domo Israel se murum opponant.  Efter samlet og hver for sig at have set og hørt disse vore breve sender dekanen og fakultetet for den hellige teologi ved Løvens universitet, hilsen sammen med en alvorlig anbefaling. Selv om alle kristne er forpligtede på at forsvare troen og den hellige lære for Kristus, fra hvem de har deres navn og hvis sakramente binder dem, så må man dog sige, at de mennesker dog til stadighed er forligtede, hvem den hellige teologis embede i særlig grad forpligter; de bør nemlig være mægtige i gerning og ord, at de kan modargumentere dem, der modsiger den hellige lære, og forsvare den som en mod om Israels hus. 
21 Hinc est, quod nos huic debito pro viribus satisfacere cupientes, Anno superiore librum quandam F. Martini Lutheri, Doctoris (ut dicitur) Universitatis Wittenbergensis, qui prima facie nobis visus fuit scandalosus, et Christi Ecclesiae noxius, curavimus, quantum in nobis fuit, ne in nostra Universitate publice venderetur.  Derfor er det, at vi, idet vi af al magt stræber efter at opfylde vor forpligtelse, sidste år sørgede for, så vidt det stod til os, at en bog af broder Martin Luther, doktor, som det siges, ved universitetet i Wittenberg, som ved første øjekast syntes os forargelig og skadelig for Kristi kirke, ikke kunne købes offentligt på vort universitet. 
22 Verum, cum experientia comperissemus, istud adhuc satis non esse, sed librum et autorem ejus multos habere fautores et defensores, asserentes hujus libri doctrinam vere esse Christianam, quorum suasu et autoritate multi ex simplicioribus ipsum librum cupidius amplectuntur, et a sinceritate, quae in Christo est, avertuntur, visum est nobis necessarium, nostram adhibere censuram.  Men da vi ud fra erfaringen blev klar over, at dette indtil nu ikke var nok, men at bogen og dens forfatter har mange tilhængere og forsvarere, som påstår, at denne bogs lære er kristelig, og da mange af de mere enfoldige overbevist af disse og bevæget af deres autoritet, gik endnu mere ivrigt ind for bogen selv, og for alvor vendte sig bort fra det, som hører Kristus til, anså vi det for nødvendigt, at knytte vor censur dertil. 
23         Itaque supradictum librum complectentem Conclusiones nonagintaquique cum suis declarationibus et responsis ad Sylvestrum de Prierio, Magistrum sacri Palatii, item Sermonem de paenitentia, Sermonem de excommunicatione, Sermonem de Indulgentiis, Sermonem de praeparatione ad Eucharistiam, post exactam et diligentiam examonationem comperimus, praeter insignem detractionem Philosophiae, et omnium Doctorum, qui fuerunt ad annis quadringentis, (n23) etiam continere assertiones multas falsas, scandalosas, haereticas, et haeresim sapientes, cujusmodi sunt quae sequuntur.        Derfor har vi, efter nøjagtig og omhyggelig undersøgelse, den bestemte mening, at ovennævnte bog, som indeholder 95 teser sammen med forklaringer til dem, og svaret til Sylvester Prierias, Magister sacri Palatii, og ligeledes prædiken om boden, prædikenen om ekskommunikationen, prædikenen om afladen, prædikenen om forberedelse til nadveren, udover en bemærkelsesværdig nedgørelse af filosofien og alle de sidste fire hundrede års doktorer, også indeholder mange påstande, der er falske, forargelige, kætterske og kættersk tænkte. Hvordan, fremgår af det følgende: 
24 Opus bonum optime factum, est peccatum veniale. (res09#48) (exurge#48) (lutloev2#74 En gerning, gjort på bedste måde, er en tilgivelig synd. 
25 Item: Ex eo, quod Sancti in omni bono opere minus faciunt quam debent, quod quo nullus Sanctorum vixit in hac vita sine peccato, concludit, merita Sanctorum nulla esse, superflua sibi, quae nobis otiosis succurrunt: (res09#40 Ligeledes: Derudfra, at de hellige i enhver god gerning gør mindre end de burde, og at ingen af de hellige i dette liv har levet uden synd, slutter han, at der ikke er nogen overskydende fortjenester hos de hellige, som kan komme os efterladende til hjælp. 
26 Intendens per hoc manifestum facere, quod merita Sanctorum nulla sunt, quae nobis possunt communicari, quin et Sancti in illis opus habent misericordia ignoscente. Herigennem vil han gøre et klart, at der ikke er nogen helgenfortjenester, som kan overføres til os, for også helgenerne har i deres gerninger brug for den tilgivende barmhjertighed. 
27 Haec simpliciter dixisse non sat erat, sed haec etiam addit verba: Et ut aliquando audax sim, ea quae jam dixi, protestor me non dubitare, sed paratus ignem et mortem suscipere pro illis, et haereticum asseram omnem, qui contra sapuerit. (res09#40 Men han er ikke tilfreds med at have sagt dette, han tilføjer også følgende: 'Og at jeg skal være lidt forvoven, ud fra det, jeg her har sagt, erklærer jeg, at jeg ikke tvivler på det, men er parat til at lide ild og død for det, og jeg erklærer enhver for kætter, som mener det modsatte'. 
28 Item: Indulgentiae nihil aliud sunt quam relaxario poenae, arbitrio sacerdotis, vel canonum poenitentialium imposita, quos tamen (852) etiam ipse fatetur per non usum abolitis. (fx res10#104;) ()  Videre [hævder han]: 'Aflad er intet andet end eftergivelse af de straffe, som er pålagt ved præstens dom eller ved de kanoniske bodsdekreter'; dog indrømmer han selv, at de er blevet ophævet, fordi de ikke er blevet brugt. 
29 Item, circa sacramentum poenitentiae errores seminat, ut quod sine gratia Dei primo remittente culpam, nec votum remissionis quaerendae, homo habere potest:  Videre [hævder han]: 'Om bodssakramentet udbreder man de vildfarelser, at det kan et menneske have uden først at have Guds nåde, som tilgiver skylden, og man har deri heller ikke et løfte om, at tilgivelse bør søges. (??)
30 Item: haerecita est sententia, qua sacramenta nova legis gratiam justificantem dare dicuntur illis, qui non ponunt obicem: Alibi hoc etiam explicans de baptismo. (res02#93) (exurge#17 Videre [hævder han]: 'Kættersk er den opfattelse, at den nye lovs sakramenter siges at give den retfærdiggørende nåde til dem, der ikke skyder en slå for'. Andetsteds forklarer han også dette om dåben. 
31  Circa contritionem istud dat consilium: 'Confessurus ante omnia tecum cogita, quid faceres, si non esset praeceptum confitendi? Et an sic etiam velles confiteri, conteri, poenitere, quod si te non ita invenit, jam scite te non ex amore justitiae, sed consuetudine et timore praecepti poenitere'. (serm-poet#18 Om angeren giver han dette råd: 'Når du vil bekende, skal du fremfor alt overveje med dig selv, hvad du ville have gjort, hvis det ikke var et bud, at du skulle bekende. Og du skal overveje, om du også da ville bekende, anstrenge dig og gøre bod, for hvis du ikke finder, at det er tilfældet for dig, så skal du vide, at du ikke gør bod af kærlighed til retfærdigheden, men af vane og af frygt for budet'. 
32 Item quod fides, qua creditur verbum Christi verum: Quodcunque solveris etc. magis requiritur in absolutione sacramentali, quam contritis, et ipsa sola satis est, quidquid sit de contritione. (serm-poenit#43 Videre [hævder han], at troen, hvormed man tror, at dette Kristi ord er sandt: Hvad som helst du løser osv, i bodssakramentet kræves i højere grad end angeren, og at selve troen er tilstrækkelig, hvordan det så end har sig med angeren. 
33 Tantum, inquit, habes, quantum credis. (res08#11) Addens: Imo esto per impossibile, quod confessus non sit contritus, aut sacerdos non serio sed joco absolvat, si tamen credat se absolutum, verissime est absolutus. (serm-poenit#44 Han siger: 'Du har lige så meget som du tror'. Og han tilføjer: 'Ja, lad så det umulige ske, at et menneske ikke har angret, når det bekender, eller at præsten ikke afløser det for alvor, men for sjov, hvis blot den pågældende tror, at han er afløst, så er han også virkelig afløst'. 
34 Et infra dicit: Quare magis est a confitente requirendum, an credat se absolvi, quam an sit vere contritus? (serm-poenit#46 Og senere siger han: 'Derfor kræves det i højere grad af den, der bekender, at han tror, han er afløst, end at han har angret sandt?' 
35 Item: idem espresse dicit de accessuro ad venerabile sacramentum Eucharistiae, in sermone de praeparatione ad Eucharistiam.  Videre: Det samme siger han udtrykkeligt om det ærværdige nadverens sakramente, i prædikenen om forberedelse til nadveren. 
36 Improbat etiam modum examinandi conscientiam contra c. Quem paenit. et canonem Concilii generalis, in c. Omnis utriusque sexus, de paen. et re.  Han misbilliger også den måde at undersøge sin samvittighed på, og det er imod kapitlet Quem paenit. og det almindelige koncile kanon, i kapitlet Omnis utriusque sexus, i de poen. et re. 
37 Circa Confessionem: Non sunt confitenda omnia mortalia, quia impossibie est, ut omnia mortalia cognoscas, ad impossibile autem nemo obligatur, (serm-poenit#33 Om bekendelsen hævder han: Man skal ikke bekende alle dødssynder, for det er umuligt at kende alle sine dødssynder, og ingen forpligtes på det umulige. 
38 Addens quod solum manifesta mortalia in primitiva Ecclesia confitebantur, juxta illud Apostoli: Manifesta sunt opera carnis. (Gal 5,19) (serm-poenit#35) (exurge#24 Han tilføjer, at man i den ældste kirken kun bekende de åbenbare dødssynder, ifølge dette apostel-ord: Kødets gerninger er åbenbare. 
39 Et de acedia dicit: Nescio an sit vitium confitendum, credo quod non, quia est spiritualis defectus, Deo soli, quia solus ibi mederi potest, aperiendus.  Og om kedsomheden siger han: Jeg véd ikke om det er en last, der skal bekendes, jeg tror det ikke, for det er en åndelig mangel, og den skal alene åbenbares for Gud, som alene er den, der kan helbrede den. 
40 Item alibi dicit: Et si non sit necessarium confiteri sacerdoti, si fratrem non excusaveris accusatum, foedatum falso testimonio, oppressum adulatione vel detractione, forte contentus, quia tu non ea feceris. Certe coram Deo argueris reus tam impii silentii, et mali otiantis linguae, quae in hanc fratris tui necessitatem tibi data est.  Det samme siger han andetsteds: Og det er nok ikke nødvendigt at bekende for præsten, hvis du ikke har undskyldt en broder, der var anklaget eller besudlet med falsk vidnesbyrd, eller undertrykt med smiger eller foragt, du er måske tilfreds, fordi det ikke er dig, der har gjort det. Sikkert må du overfor Gud bekende dig skyldig i en så ufrom tavshed, og i en så ond ikke-handlende tunge, en skyld, der er givet dig i din broders nødvendighed. 
41 Circa Satisfactionem dicit, quod nullam poenam exigit Deus remissa culpa, quam sacerdos possit tollere vel minuere, quia talis poena secundum divinam justitiam debita, nulla est, aut si aliqua sit, non potest ab homine tolli, quia, ut inquit, hoc esset mutare jus divinum. (res02#19) Om fyldestgørelsen siger han, at Gud ikke kræver nogen straf, når han har tilgivet brøden, udover, hvad præsten kan ophæve eller formindske, fordi den straf, der skyldes efter den guddommelige retfærdighed, ikke er der, eller, hvis den er der, ikke kan ophæves af et menneske, fordi, som han siger, dette er at ændre den guddommelige retfærdighed. 
42 Circa mandata Dei dicit: Deus ligat hominem ad impossibile, et quod divino praecepto tenemur ad non habendum fomitem peccati, quem quia habemus, et in hac vita carere non possumus, semper peccamus. (res05#64) Om Guds bud siger han, at Gud binder mennesket til det umulige, og at vi af det guddommelige bud fastholdes på ikke at skulle have noget syndens tønder, men da vi nu har det og ikke i dette liv kan undgå det, synder vi altid. 
43 Item quod omnes filii Adae sunt idolatrae, (853)  Videre, at alle Adams børn er afgudsfdyrkere, 
44 Et infra: Si hoc praeceptum servaremus, nulla esset superbia, id est, nulla radix peccati, nullum initium peccati, at per hoc nulla peccata essent, sed pax, amor etc.  Og senere: Hvis vi holder dette bud, er der ikke noget overmod, det vil sige, der er ingen rod for synden, ingen begyndelse til synden, og derfor vil der ikke være nogen synder, men fred, kærlighed, osv. 
45 Addens, quod non in hac vita sperandum est, ideo semper maneamus peccatores et hujus praecepti transgressores, Solo hoc sacrificio salvi, quod hanc transgressionem non ignoramus neque negamus.  Han tilføjer, at det kan man ikke håbe på i dette liv, derfor forbliver vi altid syndere og overtrædere af dette bud, alene ved det offer bliver vi frelse, at vi hverken er uvidende om denne overtrædelse eller nægter den. 
46 Item dicit: quod virtutes morales et scientiae speculativae sunt peccata, et errores in peccatoribus, quia fiunt necessario ex corde malo, et nondum sanato per gratiam.  Videre siger han, at de moralske dyder og den spekulative viden er synd og vildfarelser i syndere, fordi de nødvendigvis sker ud af et ondt hjerte, og endnu ikke er blevet helbredt ved nåden. 
47 Et multa alia passim inserit, aeque vel magis absurda et erronea. Item, varias Propositiones suspectas et periculosas inducit de purgatorio ut quod animae in purgatorio sine intermissione peccant, in eo, quod horrent poenas, et quaerunt requiem. (res04#61 Og mange andre ting indfører han overalt, som er ligeså absurde eller vildledende, eller endda mere absurde og vildledende. Ligeledes indfører han forskellige mistænkelige og farlige teser om skærsilden, såsom at sjælene i skærsilden uden ophør synder, derved at de ræddes for straffene og kræver hvile. 
48 Et ad suas assertiones erroneas confirmandas autoritates sacrae Scripturae ad sensum perversum trahit. Similiter et verba Doctorum tam veterum quam modernorum corrumpit ac peruertit.  Og for at bekræfte sine vildledende teser trækker han den hellige skrifts autoritet ud i det perverse. På lignende måde ødelægger og forvender han også både de gamle og de nye doktorers ord. 
49         Propter quae censemus, Librum ipsum, ac omnes et singulos tractatus ejus, in quibus haec, vel horum aliqua continentur, damnandos.        På grund af dette mener vi, at hans bog og hver og én af hans traktater, i hvilke disse ting, eller nogle af den indeholdes, skal fordømmes. 
50 Ac deinde Librum et tractatus doctrinaliter damnamus, tanquam communitati fidelium nocivos, verae et sanae doctrinae adversos, et de medio tollendos censemus, ignique cremandos, et Autorem ipsum ad revocationem et abjurationen supra dictorum cogendum.  Og dernæst fordømmer vi doktrinært bogen og traktaterne, som skadelige for de troendes fællesskab, som stående i modsætning til den sande og sunde lære, og vi bestemmer, at de skal fjernes og brændes ved ild, og deres forfatter selv tvinges til at tilbagekalde dem og sværge sig fri af de ovenfor nævnte skrifter. 
51 In quorum praemissorum veritatis testimonium praesentes literas exinde fieri, et per Notarium infra scriptum subsignari mandavimus, sigillique ante dictae nostrae Facultatis Theologiae jussimus appensione communiri.  Vi giver vort mandat til, at laves kopier af det foreliggende sandheds-vidnesbyrd, som kan underskrives af notaren, og vi befaler, at det skal udbredes med vor førnævnte teologiske fakultets segl som vedhæng. 
52 Acta fuerunt haec Lovanii Leodicensis diocaesis, in Ecclesia collegiata sancti Petri Lovaniens, in loco capitulari inferiori ibidem, sub anno a nativitate Domini M. D. XIX. Indictione 7. mensis Novemb. die 7. inter nonam et decimam horas ante meridiem.  Handlingen fandt sted i dette løvenske stift, i kirken, indviet til Sankt Peter i Løven, i den lille kapitelsal sammesteds, i år 1519 fra Herrens fødsel, med indførsel den 7. november mellem klokken ni og ti om formiddagen. 
53 Pontificatus sanctissimi in Christo Patris et Domini nostri, Domini Leonis divina providentia Papae X. Anno suo 7. De mandato Dominorum Decani, et aliorum Magistrorum nostrorum dictae Facultatis, Johannes von Hove Notarius.  Pavedømmet indehavedes af vor i Kristus Fader og Herre, hr Leo, ved det guddommelige forsyn, den tiende pave af det navn, i hans 7 år. Efter de herrer dekaners mandat, og mandat fra de andre magistre ved vort føromtalte fakultet, Johannes von Hove, Notarius. 
54         Auch die Theologi zu Löven fangen von dem Verdienst der Wercke an, daran ihnen alles lag, von des Pabsts Gewalt aber sagen sie nichts, weil sie es mit den Franzosen hielten. Sonst haben sie etliche Paradoxa Lutheri mit angeführt, die er nie vertheidigt, sondern nur den verdorbenen Schul-Lehrern zum Verdruss, und mit Gewalt auf die andre Seite zu lencken, gebraucht hat. (854)         Også Løvens teologer begynder gerningernes fortjenste. Deri lå for dem det hele, men om pavens magt siger de intet, fordi de holdt med franskmændene. Ellers har de medtaget nogle af Luthers paradokser, som han ikke forsvarede, men kun havde anført til irritation for de fordærvede lærer fra de teologiske skoler, og med magt at lænke til den anden side. (?)
55 III. Die Lövener hatten ihre Condemnation an den Cardinal Hadrianum, Bischoffen zu Tortosa, gesendet, welcher ehedem Professor Theol. zu Löven, und hernach Caroli V. Informator worden, auch damals dessen Spanischer Staats-Minister war, und endlich auf den Päpstlichen Stuhl erhoben worden. Er antwortete ihnen am 4ten December folgender massen. 
56 Spectabilibus et Præclarissimus viris Magistris nostris, Decano et Facultati Theologiæ Lovaniensi, Amicis tanquam Fratribus, E. P. V. Amicus et Confrater Adrianus Cardin. Dertusensis. 
57 Spectabiles præclarissimi Magistri nostri, amici charissimi, literis vestras 7. Novemb. ad me datas 16. ejusdem accepi, quib. plane explicatis, quæ sit vobis erga Christum affection, et quis erga sanctissimam ejus fidem zelus. Vidi errores, quos ex diversis scriptis et tractatibus Lutheri, sacræ Theologiæ Magistri, annotatos, ad me misistis, qui sane tam rudes ac palpabiles hæresis mihi præ se ferre videntur, ut ne Discipulus quidem Theologiæ, ac prima ejus limina ingressus, ita labi merito potuisset. 
58 Et ex hoc maxime hæreticum se probat, quod paratum se profitetur ignem ac mortem pro illis subire, et omnem contra sapientem hæreticum esse. Taceo causas, quibus de singulis articulis declarari posset, quemadmodum hæresim contineant, ut prolixitatem vitem in re non ambigua, nec necessaria. Miror valde, quod homo tam manifeste tanquam pertinaciter in fide errans, et suas hæreses omniquaque diffundens, impune errare, et alios in perniciosissimos errores trahere impune sinitur. 
59  Vos certe bene ac laudabiliter facitis, quod pestiferis hominis dogmatibus (quantum in vobis est) obviam itis, dictrinalis condemnationis antidotum illis opponendo, ne illius errata etiam vos involvant, neve rei sitis Dominum animarum, quæ occasione perversæ ejus doctrinæ pereunt, quemadmodum fieret, nisi ejusdem doctrinæ falsitatem ac perniciem censura vestra ac veritatis manifestatione monstraretis. 
60 Juxta illud Salvatoris: Qui non est mecum contra me est, et qui non colligit mecum, spargit. Sed (855) illud imprimis providere debetis, ut in condemnatione per vos publicanda, nullum verbum aliter ponatur, quam ab ipso Autore sit scriptum, veluti in articulo circa vero satisfactionem pro immutare seu mutare, scriptum est, imitare jus divinum, errore (ut credo) scriptoris, quia si homo ne divina quidem autoritate fretus tollere posset obligationem de jure divino et naturæ ortam, nec unquam valeret dispensation in votis, juramentis, et aliis ex quacunque causa relaxativa obligationis contractæ. 
61 Quod manifeste falsum est, et omni Ecclesiæ constitutioni contrarium. Non scribo nunc plura propter occupationes maximas, det Dominus, ut brevi cum dignationibus vestris de his et aliis præsens latius conferre possim. Interea tamen non omittam fidei laboranti succurrere, in his, quæ istis malignis temporibus per me fieri et procurari poterunt. Valeant diu felices E. dignitates, et me Domino precibus suis commendare velint. Ex Papia d. 4. Decemb. Anno M. A. XIX.
62        Dieser Brieff ist nebst den beyden Condemnationibus im Aufang des 1520sten Jahrs gedruckt worden, und was Lutherus darauff geantwortet, werden wir, so GOtt will, im künfftigen Tomo sehen. 
63 c
64 c
65 c
66 c
67 c
68 c
69 c
70 c
71 c
72 c
73 c
74 c
75 c
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n23:  Jeg har prøvet at gå disse skrifter, altså de 95 teser, resolutionerne til dem, svaret til Prierias, og de fire sermoner, den om boden, den om ekskommunikationen, den om adladen, og den om forberedelse til nadveren, igennem for at se, hvor Aristoteles nævnes. Det giver følgende resultat: res01#33; res09#60; res09#76; res09#78; res09#79; res09#94; lutpri01#14; lutpri01#18; lutpri01#19; lutpri01#26; lutpri01#35; lutpri01#48; lutpri02#53; lutpri02#54; aflad#62, aflad#65; idet jeg dog skal bemærke, jeg (endnu) ikke har fået indtastet sermonen om ekskommunikationen.