Hyperaspistes 18

^{1 [248] (712-109)}           Tandem imponit tragoediæ Comicam catastrophen. Diceres hominem loqui fraterna caritate de proximi salute sollicitum. Audio, mi Erasme. Obtestatur per Christum ut accedam causæ meliori, Prædicor magnis, ac multis iisque nobilissimis dotibus à Deo ornatus, cum aliis, tum præcipue ingenio, eruditione, facundia, se dejecit, ut nihil esse fateatur, nisi quod se prope glorietur esse Christianum.

         Til sidst giver han tragedien en komisk afslutning. Man vil kunne sige, at manden taler af broderlig kærlighhed og er bekymret for sin næstes frelse. Jeg tiltales som 'kære Erasmus'. (L11#55). Han besværger mig ved Kristus at påtage mig en bedre sag, jeg fremstilles som én, der af Gud er udstyret med store og mange og højst ædle gaver, sammen med andre især forstand, lærdom, veltalenhed, han nedværdiger sig til at indrømme, at han intet er, udover at han næsten roser sig af at være en kristen.

²   Vehementer laudor, quod unus omnium causæ caput aggressus sim, unus jugulum petiverim, quo nomine mihi ex animo gratias agit, iratus iis qui ipsum alienis quæstionibus vexarant, et aliis qui nunc novos spiritus novasque revelationes jactant, qui si meum exemplum fuissent sequuti, plus pacis et concordiæ nunc haberet Orbis Christianus. Hac oratione quid placidius aut amantius? Sed quî convenit prioribus operis partibus, in quibus aliis pingor coloribus? Hîc nimium tribuit, illic nihil non adimit, nusquam æquus, nec interim sibi constans.

Jeg får megen ros, fordi jeg ene af alle har angrebet det vigtigste i sagen, alene jeg har spurgt efter hovedpunktet, hvilket han af hjertet takker mig for, for han er gal på dem, der driller ham med andre spørgsmål, og hvis andre, der nu praler af nye ånder og nye åbenbaringer, havde fulgt mit eksempel, ville den kristne verden nu have mere fred og fordragelighed. (L11#56). Hvad kunne være mere beroligende og mere elskeligt end denne tale? Men hvordan stemmer den overens med de tidligere dele af hans arbejde, hvor jeg afmales med andre farver? Her tillægger han mig for meget, dèr tager han alting fra mig, han er aldrig ligevægtig, aldrig i overensstemmelse med sig selv.

³ Præstabat in tota disputatione servare moderatum dicendi genus, et in eo constare sibi. Hoc pacto simul et fidem meruisset, et Christiani disputatoris formam exhibuisset. Quod si amicum errantem meliora docere cupiebat, tot salibus, ronchis, sannis, convitiis etiam docilem et attentum poterat alienare, quibus et causam per se perplexam magis involvit, et bonam fidei partem sibimet abrogavit. Mirum autem si mihi ex animo gratias agit, quod solus omnium hoc argumentum sim aggressus, cum præter alios Joannes Fischerus Episcopus Roffensis edito volumine, liberum arbitrium adversus ipsius assertionem defenderit, quod illum scio non latuisse.

Han havde gjort bedre i at bevare en moderat tone hele disputationen igennem og heri være i overensstemmelse med sig selv. På den måde ville han have vundet troværdighed og have vist sig som en model for en kristen disputator. Men hvis han bestræbte sig for at lære en fejlende ven noget bedre, så kunne han kun gøre selv en venligsindet og lærvillig person fremmed for sig med alle de vittigheder, hånende udtryk, fornærmelser og skældsord. Derved gør han sagen, der i sig selv er indviklet, mere kompleks, og fraskriver sig selv troværdighed. Men det er mærkeligt, at han takker mig, fordi jeg ene af alle har angrebet dette punkt, eftersom blandt andre biskoppen af Rochester, John Fischer, i en udgivet bog har forsvaret den frie vilje imod hans 'assertioner', og jeg véd, at det er Luther godt klar over.

⁴  Hoc nomine potius mihi debebat gratias agere, quod unus omnium absque contumelia cujusquam personæ perpetua civilitate tractavi causam. Idque saltem imitari debuerat. Nunc ab aliis dure tractatus, in me bilem omnem evomuit, (1520) existimans fore, ut me sævis dictis protelaret: post, ut conjicio, monentibus amicis, præter naturam stylum temperavit. Quod si illi pax et concordia populi Christiani tantopere curæ fuit, quam vult videri, multa non tentasset, totam fabulam aliter egisset.

Han skulle snarere have takket mig af den grund, at jeg ene af alle har behandlet sagen uden foragt for nogen og med stadig høflighed. Dette burde han i det mindste have efterlignet. Men nu, hvor han er hårdt behandlet af andre, udspyr han al sin galde over mig, måske i den tro, at han kan fordrive mig med hårde ord. Bagefter – jeg tror det er efter råd fra hans venner – behersker han imod sin natur sin pen. Men hvis han i den grad var bekymret for kristenfolkets fred og fordragelighed, som han nu vil give det udseende af, så var der mange ting, han ikke ville have berørt og han ville have behandlet sagen helt anderledes.

⁵ Quod si sincero spiritu Christi negotium tractasset ac pietati collapsæ moderatione, qua decuit, succurrisset, ne nec laudibus, (quas sive ex animo tribuit sive ficte, mihi certe invidiosæ sunt) nec sannis aut convitiis potuisset alienare.

Men hvis han havde behandlet sagen i en alvorlig kristen ånd og havde afhjulpet sin sammenfaldne fromhed med den moderation, som han burde, så ville han hverken med ros (som, hvadenten den er oprigtig eller påtaget under alle omstændigheder blamerer ham) eller vittigheder eller hån kunne have gjort mig ugunstig stemt imod ham.

⁶            Rogat autem ut si non queam dexterius hanc causam agere quam feci in Diatriba, meo dono contentus pergam Linguis ac bonis litteris provehendis operam dare, quod hactenus summa cum laude, magnoque fructi feci, quo nomine et ipse quoque me suspicit, ac veneratur, fateturque se non parum meæ debere industriæ. Si me videbat imparem susceptæ causæ, cur mihi respondit potius quam aliis? Nam quod prætexit auctoritatem, ostendi frivolum esse lemma.

        Men han beder mig om, at jeg, hvis jeg ikke kan behandle sagen bedre, end jeg gjorde det i Diatriben, tilfreds med mine evner, fortsætter med at beskæftige mig med sprog og litteratur, hvilket jeg hidtil har gjort rosværdigt og med megen frugt, i hvilken henseende også han selv har set op til mig og æret mig, og han indrømmer, at han skylder mine arbejde ikke så lidt. (L11#56). Hvis han mente, at jeg var ulige til det arbejde, jeg havde påtaget mig, hvorfor var det så mig og ikke andre, han svarede? For hvad det angår, at han foregiver, at jeg har autoritet, har jeg påvist, hvor tåbeligt det argument er.

⁷  Negat esse mirum si Deus Mosen per Iethro, aut Paulum per Ananiam erudiat. Nova modestia, sed hæc cantio multum dissonat ab illis quæ præcedunt. Ego vel à puero non graver rem cognitu necessariam discere. Verùm an sic erudiit Iethro Mosen, aut Ananias Paulum, quemadmodum hîc Erasmum docet Lutherus? Simili petulantia ne litterator quidem erudit puerum elementarium. Porro quod optat mihi, ut Deus me tanto faciat in hac causa superiorem, quantum in aliis omnibus antecello, equidem non optem esse superior in errore.

Han siger, at det ikke er mærkeligt, hvis Gud instruerer Moses gennem Jetro eller Paulus gennem Ananias (2 Mos 18,13-27; Apg 9,10-19). (L11#57). Det er en ny beskedenhed, men denne sang lyder meget forskelligt fra dem, der går forud. Hvad mig angår, helt fra barnsben har jeg ikke følt mig besværet ved at lære det, det var nødvendigt at kende. Men mon Jetro instruerede Moses eller Ananias Paulus, sådan som Luther her belærer Erasmus? Selv en underskolelærer ville ikke undervise børn i første klasse med en sådan overgivenhed. Og når han ønsker for mig, at Gud vil gøre mig lige så overlegen over ham i denne sag som i alle andre, så vil jeg ikke ønske at være ham overlegen i vildfarelse.

⁸  Certe hactenus mihi non persuasit Lutherus quod summis ingenii viribus conatus est, adeo ut nunc aliquanto plus tribuam libero arbitrio, quam prius tribuebam. Quoniam autem Lutherus ad amicum quendam scripserat, Discat Erasmus Christum, et valere jubeat humanam prudentiam, hæc nullus intelligit, nisi qui Spiritum habet Dei! Ad hæc alludens in calce Diatribes respondeo: Si nondum intelligo quid sit Christus, nimirum hactenus procul aberratum est a scopo. Quanquam illud lubens didicero quem Spiritum habuerint tot Doctores ac populi Christiani. Ad id respondens ille, arbitror, inquit, teipsum videre, quale sit, significans insignitæ cujusdam impudentiæ esse, quod hactenus putarim me nosse Christum, hoc est, esse Christianum: nihil enim aliud sensi.

I hvert fald har Luther indtil nu ikke overbevist mig om det, han af alle kræfter har stræbt efter, tværtimod tillægger jeg nu den frie vilje noget mere, end tidligere.

Og fordi Luther skrev til en ven: ”Lad Erasmus lære Kristus at kende, og sige farvel til menneskelig visdom; dette kan ingen forstå undtagen den, der har Guds ånd”, henviste jeg til det i slutningen af Diatriben, hvor jeg svarede: ”Hvis jeg endnu ikke forstår, hvad Kristus er, så har jeg uden tvivl hidtil ramt langt forbi målet, skønt jeg i så fald gerne vil belæres om, hvilken ånd så mange lærde og kristne mennesker har haft”. Det svarer Luther så på: ”jeg tror, du selv indser, hvad det er”, idet han mener, at det er særdeles frækt, når jeg hidtil har ment, at jeg kender Kristus, det vil sige, er en kristen. For jeg mente intet andet. (L11#57).

⁹  Neque enim mihi vindico scientiam arcanorum Christi, sed tantum de illo cognitionis, quantum ad salutem satis est. Cæterum quod addit, Neque enim ideo omnes errabunt, si tu aut ego erramus, quid sibi velit non satis intelligo. Si dubitat an erret, cur mox ita loquitur, Non contuli, sed asserui, et assero, ac penes nullum volo esse judicium, sed omnibus suadeo, ut præstent obsequium. Verùm hoc dicet modestiæ causa dictum esse, non ex animo.

For jeg påberåber mig ikke en skjult kundskab om Kristus, men kun den erkendelse af ham, som er nok til frelse. Hvad han videre tilføjer: ”For det er jo ikke sådan, at fordi du eller jeg tager fejl, så vil alle tage fejl” (L11#57), forstår jeg ikke rigtig, hvor han vil hen med. Hvis han er i tvivl om, hvorvidt han tager fejl, hvorfor siger han så lige efter: ”Jeg har ikke draget sammenligninger, men fremsat påstande, og jeg fremsætter påstande, og jeg ønsker mig så at sige ingen bedømmelse, men råder alle til at yde lydighed”. (L11#59). Men han vil nok sige, at dette er sagt af beskedenhed, ikke for alvor.

¹⁰ Atqui quomodo me opponit omnibus, cum errem cum omnibus, si erro? Magis conveniebat ita loqui, Nec ideo non erras, quia cum tot Ecclesiæ Doctoribus ac populis Christianis erras. Jam hæc verba quæ subjicit, Deus est qui mirabilis in sanctis suis prædicatur, ut sanctos putemus qui longissime sunt à sanctitate*. Hoc elogio decorat omnes Ecclesiæ Doctores, et universas Nationes Christianorum ab Apostolorum temporibus, ad hanc usque ætatem, excepto Manichæo et Wiclevo. Verissimum autem est quod subjicit: Neque difficile est, ut cum homo sis, Scripturas aut Patrum dicta, quibus ducibus te credis scopum tenere, neque recte intelligas, neque diligenter satis observes: sed hoc totidem verbis in ipsum retorquere licet.

*Her er der fejl i kursiveringen.

Men hvordan kan han stille mig i modsætning til alle, eftersom jeg tager fejl med alle, hvis jeg tager fejl? (L11#58). Det ville passe bedre at sige som så: ”Du undgår ikke at tage fejl, fordi du tager fejl sammen med så mange af kirkens lærde og sammen med kristenfolket”. Og så tilføjer han disse ord: ”Gud er det, som på mirakuløs måde prædikes i sine helgener, så vi regner dem for hellige, som er længst borte fra hellighed”. (L11#57). Det er den lovprisning, han pryder alle kirkens lærde og alle de kristnes nationer med fra apostlenes dage til vor tid, undtagen Manikæus og Viklef. Men det er meget sandt, hvad han tilføjer: ”Og da du er et menneske, kan det let ske, at du ikke ret forstår skriften og fædrenes ord og ikke undersøger dem omhyggeligt nok”. (L11#58). Men de selvsamme ord kan vendes mod ham.

¹¹  Sed quæ sunt ista Patrum dicta, cum ipse fateatur universos Ecclesiæ Doctores asserere liberum arbitrium, excepte Wiclevo? Nisi forte id subindicat, eos alius sensisse, quam scriptis loquuntur. Sed unde colligit indiligentiam meam et inscitiam? Quia non profiteor me asserere, sed tantum contulisse. Sic, inquit, non scribit, qui rem penitus perspicit, et recte intelligit.

Men hvad er det for fædreord, når han indrømmer, at alle kirkens lærde har påstået den frie vilje, undtage Viklef? Med mindre, måske, han antyder, at de mente noget andet, end hvad de skrev. Men hvorfra drager han den slutning, at jeg er skødesløs og uvidende? Fordi jeg bekender, at jeg ikke påstår, men kun sammenligner. Han skriver: ”Sådan skriver den ikke, som har gennemskuet sagen og forstået den ret”. (L11#59).

¹² Imo videmus nullos vehementius asseverare, quam qui rem minime intelligunt. Esse liberum arbitrium asserui, quid agat, et quatenus, quoniam variant Orthodoxorum sententiæ, dixi (1521) me contulisse. Si pro Diatriba vocassem certissimam Assertionem, si tali clausula finissem Opus, Non contuli, sed asserui, et assero, nec penes quenquam volo esse judicium, sed omnibus suadeo ut præstent obsequium, num ob hoc mea sententia fuisset pilo certior? Tandem precatur mihi ut Dominus, cujus est hæc causa, illuminet me, et faciat vasculum in honorem et gloriam.

Tværtimod ser vi, at ingen påstår mere hårdnakket, end den, der kun har forstået lidt af sagen. Jeg har påstået, at der er en fri vilje, hvad den udvirker, og i hvor høj grad den virker, har jeg sagt, at jeg vil sammenligne, for de ortodokses meninger varierer. Hvis jeg havde kaldt mit værk 'Den sikreste påstand' i stedet for 'en diskussion', hvis jeg havde afsluttet det med denne sætning: ”Jeg har ikke draget sammenligninger, men påstået, og jeg påstår, og jeg ønsker mig så at sige ingen bedømmelse, men råder alle til at yde lydighed”, (L11#59), ville det have gjort min opfattelse bare den mindste smule mere sikker? Til sidst beder han om, at Herren, hvem denne sag tilhører, vil oplyse mig og gøre mig til et kar til ære og herlighed. (L11#59).

¹³ Næ vascululum, si nimium est esse vasculum. Malim enim malim Samium salillum esse in domo Dei, quam dolium adamantinum in familia, quam non agnoscit Dominus. Et interim dum vir pius hæc optat mihi, facit me cæcum, et vas in contumeliam et ignominiam, ac mecum universam Ecclesiam, haud cogitans quid ego vicissim possim ipsi precari, si talibus strophis delectarer. Hactenus non sine gravi tædio Lutheranæ disputationi vel rixæ potius respondimus. Nunc de summa rei pauca perstringemus, ac mox finem imponemus volumini.

Javel, et lille bitte kar, hvis det er for meget med et lille kar. For jeg vil så langt foretrække at være et lille samisk saltkar i Guds hus, fremfor at være en ståltønde i en familie, som Herren ikke kender. Og samtidig med at den fromme mand ønsker dette for mig, gør han mig blind, gør mig til et kar til vanære og skam, og med mig den hele kirke, idet han næppe overvejer, hvad jeg til gengæld ville kunne bede for ham, hvis jeg ville gøre i den slags narrestreger.

Indtil nu har jeg ikke uden stor kedsomhed svaret på den lutherske disputation eller snarere vrøvl. Lad os nu omhandle sagens hovedelement, så vi snart kan komme til ende med bogen.

¹⁴         Primum itaque quod ad vocis causam attinet, fatemur ut Græcis magnificum esse nomen to autexousion, ita Latinis liberum arbitrium, quod ad nos protinus in ipsis Ecclesiæ rudimentis à Philosophorum Scholis defluxit, qui plurimum tribuebant humanæ rationi, nimirum ignari gratiæ, cui quoniam nos divinis eruditi Litteris merito plurimum tribuimus, non perinde respondet magnificentia nominum ad rem quam declarant. Quin et illud fatendum, neque Græcam vocem nec Latinam in canonicis Libris usquam inveniri.

          Når vi derfor for det første ser på terminologien, så må vi indrømme, at ordet 'det selvmægtige' er en storslået betegnelse for grækerne, ligesom 'frit valg' er det for latinerne, som kom til os fra filosoffernes skoler i kirkens første begyndelse; disse skoler tillagde den menneskelige fornuft for meget, var uvidende om nåden, men fordi vi, der var uddannede i skrifterne med rette tillagde nåden mere, svarede navnets storslåethed ikke helt til den sag, som filosofferne forklarede. Men man må indrømme, at hverken det græske eller det latinske ord forekommer nogetsteds i de kanoniske bøger.

¹⁵ Verùm de novitate verbi si movenda erat quæstio, id in primordiis Ecclesiæ factum oportuit. Nunc cum hæ voces ab iis usurpatæ sint, qui fuerunt proximi temporibus Apostolorum, aut ipsos etiam viderunt Apostolos, tantoque seculorum consensu in hunc usque diem ab Ecclesiæ proceribus receptæ sint, citra gratiæ injuriam, alienum sit à modestia Christiana, nunc super his movere tragoediam: præsertim cum tot nomina, quæ nusquam in sacris Libris inveniuntur, usque adeo recepta sint, ut hæreticus sit qui nolit agnoscere, qualia sunt homusion, et perpetua Mariæ virginitas, et tres Personæ, una essentia.

Men hvis nogen ville have stillet spørgsmålstegn ved ordet, fordi det var nyt, skulle det være gjort i den første kirkes tid. Som det er nu, hvor disse ord er blevet antaget af dem, som var tættest på apostlene i tid, eller endog selv havde set apostlene, og hvor de i enighed gennem så mange århundreder indtil denne dag er blevet modtaget af kirkens fremmeste mænd, uden at det er til skade for nåden, er det fremmed for det kristne mådehold, hvis man nuomstunder vil gøre det til en tragedie. Især fordi så mange udtryk, som slet ikke forekommer i den hellige skrift, i den grad er blevet accepteret, at det er kætteri, hvis man ikke vil erkende dem, fx 'homusion', og 'Marias fortsatte jomfruelighed', og 'tre personer, ét væsen'.

¹⁶  Cæterum fati necessitatisque vocabula semper invisa fuerunt apud cordatiores Philosophos, sed invisiora apud Christianos: duabus enim vocibus res eadem significatur. Quod enim Græci vocant anagkhn, Latini sæpenumero vertunt fatum. Nec alio nomine fuit exsecrabilior Manichæus, quam quod commentus duo principia, alteram partem hominis faciebat irreparabiliter malam, alteram necessario bonam, geminam inducens necessitatem in uno homine.

Men ordene 'skæbne' og 'nødvendighed' har man altid set på med umilde øjne blandt de mere kloge filosoffer, og med endnu mere umilde øjne blandt de kristne. For de to ord betyder det samme. For hvad grækerne kalder 'nødvendighed', oversætter latinerne ofte med 'skæbne'. Og Manikæus blev betragtet som mest fordømmelig, fordi han opererede med to principper, så han gjorde den ene del af mennesket uforbedrelig ond, den anden del nødvendigvis god, og således indførte en dobbelt nødvendighed i ét menneske.

¹⁷ Unde Julianus Pelagiani dogmatis instaurator objiciebat Augustino quod cum Manichæo sentiret, sic exaggerans peccatum innatum, sic extenuans liberi arbitrii vires, et omnia tribuens gratiæ. Sed hanc calumniam strenue depellit Augustinus in libris ad Bonifacium*. Cæterum quî possit Lutherus non video, qui totum hominem etiam juxta præcipuas illius partes facit carnem, et in hac regnantem Satanam, etiam post infusum Spiritum, qui sic attollit crimen originis, et naturam hominis vitiatam, qui negat ullo pacto in homine situm esse, ut vel recipiat gratiam, vel amittat, sed tantum agi à Deo, quemadmodum à fabro agitur serra.

* Contra duas epistolas Pelagianorum, (dedikeret til pave Bonifacius) 1.2.4-1.4.8.

Det var grunden til, at Julian, som genopfriskede den pelagianske læresætning, bebrejdede Augustin, at han mente det samme som manikæerne og på den måde overdrev arvesynden og udtyndede den frie viljes kraft, og tilskrev nåden det hele. Men denne bagvaskelse tilbageviste Augustin energisk i bøgerne til Bonifacius. Men jeg kan ikke forstå, hvordan Luther kan gøre det, han gør; for han gør hele mennesket selv ifølge dets særlige dele til kød, og lader Satan herske i det, selv efter at ånden er indgydt, og han overdriver stærkt arvesynden og den menneskelige naturs skade, og han nægter, at der på nogen måde er noget i menneske, der kan modtage nåden eller vende sig bort fra den, mennesket kan blot bevæges af Gud, ligesom øksen bevæges af tømreren.

¹⁸ Hîc igitur vides bis peccatum, primùm quod cum omnis novitas habet offensionem, et voces receptissimas sustollere moliuntur*, et novas ac jam pridem explosas revocare contendunt, frustra reclamante Paulo, qui Timotheum jubet devitare seu rejicere profanas vocum novitates. Si pium est rejicere occurrentes, scelus est jam olim explosas revocare. Ferre non possunt liberi arbitrii nomen à Philosophis profectum, sed à vetustissimis Orthodoxis receptum, et arridet** fati necessatatisque vocabulum. Unde traditum? À Genethliacis. A quibus usurpatum? Ab Ethnicis Poetis, sed ab Orthodoxis omnibus semper reprobatum. Tantum de vocabulis: nunc de re consideremus.

*Erasmus skifter til flertal.

** Og tilbage igen.

Derfor kan man her se, at Luther og hans følgesvende har taget fejl på to måder: først derved, at de, fordi man kan stødes over alt nyt, bestræber sig på at ødelægge ord, der allerede er anerkendte, og søger at genindføre nye og for lang tid siden forkastede ord, uden at agte på Paulus' protest, hvor han befaler Timotheus at undgå eller forkaste profane, nye ord. (1 Tim 6,20). Hvis det er fromt at forkaste sådanne ord, når de dukker op, er det forkert at genindføre dem, når de allerede for længst er blevet forkastede. De kan ikke gå med til ordet 'fri vilje', et ord, der stammer fra filosofferne, men blev godkendt af de gamle kirkefædre. Han foretrækker ordene 'skæbne' og 'nødvendighed'. Hvad er hans kilde? De, der lægger horoskop. Hvem bruger dem? De hedenske digtere. Blot har de altid været forkastet af de ortodokse. Så meget om terminologien. Nu til sagen!

¹⁹             Priusquam hæc de gratia et libero arbitrio (1522) contentio incruduisset, Orthodoxi paulo plus tribuebant hominis viribus, quam postea tributum est: In quibus aliquando fuerat et Augustinus, qui fidem et velle bonum tribuerat naturæ viribus, quorum prius excusat, alterum palinodia damnat exorto Pelagio. Quod si quid expendat quam exile sit, quod hic vir, et hunc sequuti Bernardus, et quisquis scripsit duos libros de vocatione Gentium, Ambrosii titulo, item Librus hypognosticon, Augustini nomine, relinquunt libero arbitrio, fatebitur liberi arbitrii nomen assertum potius, quam rem probatam.

          Førend denne strid om nåden og den frie vilje blev bitter, tillagde de ortodokse menneskets kræfter lidt mere, end de gjorde bagefter. Blandt dem var også på en måde Augustin, som tillagde vore naturlige kræfter det at tro og det at ville det gode. Det første undskyldte han for, det andet tilbagekaldte han, da Pelagius var fremstået. Men hvis man undersøger, hvor lidt det var, at den mand og dem, der fulgte ham: Bernhard, og den, der skrev de to bøger 'Om hedningernes kaldelse' under Ambrosius' navn, og bogen 'Hypognosticon' under Augustins navn, efterlod til den frie vilje, så må man indrømme, at de vel går ind for betegnelsen 'fri vilje', men ikke for sagen.

²⁰ D. enim Bernardus, qui quicquid tractat super hoc argumento, hausisse videtur ex Augustini libris, etiamsi id sedulo dissimulat, confictis etiam studio novis vocabulis, hunc in modum definit, Liberum arbitrium est habitus animi liber sui. Hæc si quis audiat, existimet illum magnifice sentire de libero arbitrio. Rursus voluntatem ita finit, Voluntas est motus rationalis, et sensui præsidens et appetitus: huic tantum tribuit, ut illi rationem addat veluti pedisequam.

For den guddommelige Bernhard, som synes at have øst alt, hvad han behandler om det emne, fra Augustins bøger, selv om han flittigt lader som om han ikke gør det, idet han ivrigt bruger nye, selvopfundne ord, definerer på denne måde: ”Den frie vilje er sjælens evne til at være fri for sig selv”. Når man hører det, tror man, at han holder den frie vilje højt i ære. Videre definerer han vilje som sådan: ”Viljen er fornuftens bevægelse, som befaler over følelsen og driften”. Han tildeler den så meget, at han tilsteder den fornuften som en slags tjenestepige.

²¹  Et interim negat illic esse posse necessitatem, ubi sit voluntas, addens nec bonum nec malum imputari posse ubi regnat necessitas. Hæc jam splendida sunt præludia, cæterum ubi ventum est ad rem, ac divisit hominis negotium in tria, in naturam, consilium et conplacitum: Consilium appellans efficacem assensum erga gratiam oblatam, ibi nihil omnino tribuit hominis viribus, quemadmodum nec Augustinus. Complacitum appellat humanæ felicitatis consummationem, quæ liberat nos non solum à peccatis, verum etiam à miseriis omnibus.

Og samtidig nægter han, at der kan være nødvendighed, hvor der er vilje, og tilføjer, at hverken godt eller ondt kan tilregnes, hvor nødvendighed hersker. Dette er det fortrinlige præludium. Men når han kommer til sagen, og deler menneskets aktiviteter i tre dele, i natur, i råd og i velvære, hvor han kalder den virksomme tilslutning til den tilbudte nåde for råd, så tildeler han intet overhovedet til menneskets kræfter, ligesom Augustin heller ikke gør det. Ved velvære forstår han opfyldelsen af den menneskelige lykke, som befrier os, ikke blot fra synd, men også fra alle elendigheder.

²² Ponit itaque tres libertates, naturæ, consilii et complaciti: nam his novis vocibus apparet illum delectatum. In duabus posterioribus nihil tribuit homini: sunt enim liberationes potius quam libertates, quas in nobis agit Deus sine nobis. Loquor autem de gratia justificante concipienda, in qua volunt* hominem nihil agere, licet cum gratia jam coepta simul agat humana voluntas, et de futuri seculi felicitate.

* Flertal; Erasmus mener sikkert Bernhard og Augustin, m.fl.

Derefter opstiller han tre friheder, naturens, rådets og velværets frihed. For han synes at elske den slags nye ord. I de to sidste tillægger han ikke mennesket noget. For de er befrielser mere end friheder, og Gud virker dem i os uden os. Men jeg taler om begyndelsen til den retfærdiggørende nåde, i hvilken de mener, at mennesket ikke gør noget, selv om den menneskelige vilje handler sammen med nåden, når den er påbegyndt, og jeg taler om den kommende tidsalders lykke.

²³ Restat naturæ libertas, quam non aliam tribuit homini peccatis obnoxio, quam qualem tribut Spiritibus impiis: habent enim velle, non bonum ac malum, sed tantum velle. Idem sentire videtur Augustinus, qui Pharaoni quoque tribuit liberam voluntatem, quod volens id faceret quod faciebat, etiamsi ad benefaciendum nulla erat libertas. Et aliquoties repetit voluntatem hominis semper esse liberam, at non semper esse bonam. Hæc certe libertas, quam tribuunt naturæ vitiatæ, profecto misera est, et indigna tam splendido vocabulo.

Så er der naturens frihed tilbage. Den tillægger han mennesket, skyldigt i synd, ikke anderledes, end den frihed, han tillægger de onde ånder. De har frihed til at ville, ikke ville godt eller ondt, men blot ville. Det samme synes Augustin at mene, for han tillægger også Farao en fri vilje, fordi han gør det, han gør, med vilje, selv om han ikke havde nogen frihed til at gøre det gode. Og han siger mange steder, at menneskets vilje altid er fri, men ikke altid er god. Dette er givetvis en frihed, den frihed, de tillægger den fordærvede natur, men det er en elendig frihed, og den er uværdig til så fortrinlig en betegnelse.

²⁴ Quod autem argutatur Bernardus voluntatem non posse cogi, si cogatur, definere esse voluntatem, mihi, ut cum pace tanti viri dicam, pene sophisticum videtur, nec ad hanc quæstionem explicandam pertinere, nec verisimile est Priscos, hoc est, Irenæum, Tertullianum, Origenem, Hilarium, qui tribuunt homini liberum arbitrium, hoc sensisse quod isti interpretantur. Nihilo magis ad rem facit, quod quidam impiis hominibus, ac damnatis Spiritibus hactenus tribuunt liberam voluntatem, ut possint hoc aut illud agere, non ut possint bene agere seu velle.

Men når Bernhard argumenterer for, at viljen ikke kan tvinges, hvis den tvinges, er den ophørt med at være vilje, så synes det mig, hvis jeg skal tale fredeligt om så stor en mand, at være næsten sofistisk, og jeg synes ikke, det bidrager med noget til løsning af dette spørgsmål, ligesom det forekommer mig usandsynligt, at de første teologer, det vil sige, Irenæus, Tertullian, Origenes, Hilarius, i det, de tilskrev den frie vilje, mente det, som disse fortolker det til. Det gør ikke meget til sagen, når nogen på den måde tillægger ugudelige mennesker og fordømte ånder en fri vilje, at de kan gøre dette eller hint, men ikke kan handle eller ville det gode.

²⁵  Quanquam hoc ipsum adhuc in controverso est inter Scholasticos, an Deus possit violenta etiam coactione cogere Dæmonum voluntatem. Verùm ut missis ambagibus rem agamus, hactenus pro Luthero faciunt ista, quod nemo nondum renatus, per liberum arbitrium potest velle bonum, et hinc sequitur aliqua necessitas, quam Lutherus appellat immutabilitatis, sed quæ poni possit, et in Angelis bonis et in Deo, propterea quod Deus non potest mutare naturam suam, nec Angeli pii possunt in malum degenerare.

Men faktisk er der uenighed blandt skolastikerne om, hvorvidt Gud kan tvinge dæmonernes vilje selv ved en voldelig tvang.

Men for at komme til sagen uden omsvøb, hidtil taler dette til fordel for Luther, at ingen, der endnu ikke er genfødt, gennem den fri vilje kan ville det gode, og heraf følger en anden nødvendighed, som Luther kalder uforanderlighedens nødvendighed. Man kan dog også mene, at den findes både i de gode engle og i Gud, eftersom Gud ikke kan forandre sin natur, og de fromme engle heller ikke kan degenerere til onde engle.

²⁶ Verùm ab hoc inviso vocabulo erat temperandum initio, potiusquam post excitatum tumultum proferenda nova distinctio necessitatis. Quamquam in re illud de suo addit Lutherus, quod sicut homo peccator non potest se suis viribus flectere ad bonum, ita renatur Spiritu non potest se flectere ad malum, nisi se sponte subtrahat gratia, quod negat ullo hominis merito fieri, quemadmodum nullo hominis merito sese offert. Fatentur* et illud, Ubi (1523) non est voluntas, ibi non esse neque peccatum neque meritum, nihilo magis quam in brutis animantibus, in quibus tantum est appetitus naturalis, eo quod absit ratio, sine qua nulla est voluntas.

* Igen skiftes til flertal.

Men han skulle fra begyndelsen have afholdt sig fra at bruge dette fordømmelige ord, i stedet for efter megen tumult at have fremdraget en ny skelnen mellem nødvendigheder. Men i denne sag tilføjer Luther på egne vegne, at ligesom mennesket som synder ikke ved egne kræfter kan vende sig mod det gode, således kan det, når det er genfødt ved ånden, ikke vende sig mod det onde, medmindre nåden tilfældigvis trækkes bort, og det nægter han sker, fordi mennesket fortjener det, ligesom nåden tilbydes mennesket, uden det har fortjent det. De indrømmer også, at hvor der ikke er nogen vilje, dèr er der hverken synd eller fortjeneste, ikke mere end i de vilde dyr, i hvilke der kun er en naturlig drift, fordi de mangler fornuft, uden hvilken der ikke findes nogen vilje.

²⁷ Quanquam et brutis quidam tribuunt rationem, licet infra hominem: et in homine manet appetitus ille sensitivus, qui nonnunquam voluntas dicitur, et est omnino quædam voluntas. Verùm hæc utcunque habent, quantulum interest inter appetitum naturalem, qui nobis cum brutis communis est, et voluntatem omnibus agnatam, sic ad malum intortam, ut ad bonum nullo modo flecti possit? Pelagiani docebant, peccatum originale non transisse ad posteros Adæ, sed tantummodo mortem, quæ per se mala non sit, sed quam Plinius etiam dicat homini datam à Superis magni beneficii loco, adeo ut Ambrosius quoque scripserit de bono mortis.

Ganske vist er der nogle, der tillægger de vilde dyr fornuft, skønt en fornuft lavere end mennesket. Og i mennesket er der stadig denne sanselige drift, som af og til kaldes vilje, og jo også er en slags vilje. Hvordan det end har sig med det, der er kun ringe forskel mellem en naturlig drift, som vi har fælles med dyrene, og en vilje, der er alle medfødt, men i den grad er fordrejet mod det onde, at den på ingen måde kan vendes mod det gode.

Pelagianerne lærte, at arvesynden ikke overføres til Adams efterkommer, det gør kun døden, som i sig selv ikke er ond, men som Plinius endog sagde var givet menneskene af de højeste, som en stor velgerning, i den grad, at Ambrosius endog skrev om 'Dødens gode'.

²⁸  Ab hac opinione recte dissentit Lutherus, sed in hoc peccat, quod supra modum exaggerat hoc peccatum, sic resiliens à Pelagio, ut propemodum incurrat in Manichæum. Dum enim nullum honesti semen, nec ullam ad recta propensionem relinquit humanæ naturæ, quam totam facit carnem, hoc est, affectum impium, nonne naturam hominis malam inducit, ut gratia non tam recreet naturam ægrotam, quam creet novam?

Luther er med rette uenig i denne opfattelse, men heri tager han fejl, at han over al måde overdriver denne synd, så han i den grad trækker sig tilbage fra Pelagius, at han render ind i Manikæus. For idet han ikke lader nogen sæd til det gode, heller ikke nogen til en ret tilbøjelighed, være tilbage i den menneskelige natur, som han helt og holdent gør til kød, det vil sige, til en ugudelig affekt, præsenterer han så ikke menneskets natur som så ond, at nåden ikke så meget genskaber en syg natur, som den skaber en ny natur?

²⁹ Huc enim torquet illa, quod transitus à vitiis ad pietatem, renascentia dicitur, ac resurrection velut è non esse ad esse et à morte ad vitam: item quod Paulus in Christo renatum appellat novam creaturam, haud cogitans hæc omnia per tropum dici juxta proprietatem Hebraici sermonis, quo significant insignem hominis mutationem, quemadmodum et nos dicimus hominem revixisse, qui ex summa desperatione revocatus est ad spem bonam: et alium esse factum dicimus, qui moribus vehementer sit immutatis. Ita per cæcum Euangelicum, cui Christus restituit visum, significari docent humanam naturam, non quod ex se nihil videat, sed quod multa caligine obruta minimum perspiciat, si conferas ad lucem gratiæ.

For han drejer det derhen, at overgangen fra laster til fromhed kaldes en genfødsel og en genopstandelse, som fra ikke at være til at være, og som fra døden til livet: ligesom Paulus kalder én, der er genfødt i Kristus for en ny skabning, (2kor#5.17); men Luther tænker ikke på, at alt dette siges som billedtale ifølge en ejendommelig hebraisk talemåde, hvorved betegnes en særlig menneskelig forandring, ligesom også vi siger, at det menneske er blevet genopvakt, som efter en dyb fortvivlelse er blevet kaldt tilbage til et godt håb, eller siger, at én er blevet et andet menneske, som er blevet forandret meget i sin adfærd. Sådan lærer [fortolkerne] også, at med den blinde mand i evangeliet, som Kristus gengav synet, betegnes den menneskelige natur, ikke fordi denne i sig selv intet kunne se, men fordi den, overvældet af tykt mørke, kun kunne se ganske lidt, hvis man sammenligner med nådens lys. (Mark 8,22ff)

³⁰ Sed eadem natura significatur per mulierem contractam, per socrum Petri febricitantem, per filiam Archisynagogi mortuam, per paralyticum. At multum interest inter debilem aut ægrotum et exstinctum. Nec est necesse ut in tropologiis, quibus undique plena est Scriptura, per omnia quadret similitudo. Jam in hoc consentiunt, liberum arbitrium per peccatum vulneratum fuisse, non exstinctum, debilitatum, non amputatum, morbidum, non mortuum, lusciosum, non cæcum, incurvatum, non dejectum, sic ut premeretur, non perimeretur, et tamen inter disputandum nonnunquam sic agunt, quasi prorsus exstinctum esse velint, quantum ad cognitionem expeditionemque boni, quod constanter ac fortiter asseverat Lutherus: quin potius negat ullum esse prorsus liberum arbitrium.

Men den samme natur betegnes med den krumbøjede kvinde (Luk 13,10ff), med Peters svigermor, der fik feber (Matt 8,14f), med synagogeforstanderens datter, der var død (Matt 9,18ff), med den lamme (Matt 9,1ff). Men der er stor forskel på at være handicappet eller syg og så at være død. Og det er heller ikke nødvendigt, når man bruger billedtale, hvilket skriften overalt er fuld af, at sammenligningen passer på alle punkter. Men dette er de [fortolkerne] enige om: den frie vilje er blevet såret gennem synden, ikke udslettet, handicappet, ikke amputeret, dødelig syg, ikke død, svagsynet, ikke blind, indkroget, ikke nedlagt, sådan at den er trykket ned, ikke tilintetgjort; og dog bærer fortolkerne sig i disputationens løb ofte ad, som om de ønskede, at den var helt tilintetgjort, hvad angår erkendelsen og udførelsen af det gode angår, og det er, hvad Luther konstant og stærkt påstår: ja, han nægter ligeud, at der overhovedet er nogen fri vilje.

³¹ Qui scripsit Libros hypognosticon, tradit ademtum possibilitatis bonum, nomen tamen et rationem manere. Rationem, opinor, intelligit notionem animi de re, quæ primum fuit in natura condita, et esse potest in natura reparata. Quod si voluntas non dicitur proprie libera, nisi quæ se suis viribus potest vel ad bonum vel ad malum flectere, nulla videtur in natura vitiata libertas, et secundum hanc rationem liberum arbitrium revera nihil aliud est, quam titulus sine re.

Den, der skrev bøgerne med titlen 'Hypognosticon', lærer, at den fri vilje ikke har nogen mulighed for det gode, kun betegnelsen og meningen består. Jeg formoder, at han ved mening forstår sjælens erkendelse af det, der først blev skabt i naturen og kan være i den genoprettede natur. Men hvis viljen ikke siges at være fri i egentlig forstand, medmindre den ved egen kraft kan vende enten til det gode eller det onde, så synes der ikke i naturen at være nogen skadet frihed, og ifølge den tankegang er den fri vilje sandelig intet andet end en betegnelse uden indhold.

³² Consentiunt et in hoc Veteres, quod fatentur humanam voluntatem, jam Spiritu liberatam, cooperari gratiæ, unde Paulus dixerit, Coadjutores enim Dei sumus: et hîc statuunt fontem meritorum, quod volentes velut adjuvamus gratiam in nobis agentem. Verùm cum negotium omne constet tribus rebus, exordio, incremento et summa, nec in exordio, nec in summa quicquam, ut dixi, tribuunt humanæ voluntati, sed totum gratiæ trahenti et perficienti.

De gamle fædre er også enige om at indrømme, at den frie vilje, som bliver befriet af ånden, samarbejder med nåden, hvorfor Paulus også har sagt: ”Vi er nemlig Guds medarbejdere” (1kor#3.9). Og hermed fastslår de, hvad der er kilden til fortjenesterne, fordi vi, når vi vil, på en måde hjælper nåden, der virker i os. Men eftersom enhver handling har tre trin, en begyndelse, en forøgelse og en fuldendelse, så tillægger de, som sagt, hverken i begyndelsen eller i fuldendelsen den menneskelige vilje noget, men her tillægger de den dragende og fuldendende nåde alt.

³³ Quod est in medio, inter gratiam trahentem ad justitiam et consummantem ad gloriam, ibi tribuunt aliquid libero arbitrio et in bonum et in malum, videlicet ut jam per gratiam liberatum gratiæ operanti cooperetur, et sese ab ea subtrahat. Atqui si gratia non (1524) manet nisi apud volentem, et homo potest per liberum arbitrium gratiam amittere, quod si facit, meretur gehennam, si non facit, meretur vitam æternam: non video quid obstet, quo minus idem dici possit de gratia justificante, quam Augustinus appellat operantem.

Men til det, der er i midten, mellem nåden, der drager til retfærdighed, og nåden, der fuldender til herlighed, dèr tillægger de den frie vilje noget både til det gode og til det onde, nemlig det, at den nu, befriet gennem nåden, samarbejder med den virkende nåde, og trækker sig tilbage fra den. Og hvis nåden kun forbliver hos den, der vil, og mennesket gennem den frie vilje kan miste nåden og fortjene helvede, hvis den gør det, men hvis den ikke gør det, fortjene sig evigt liv, så kan jeg ikke indse, hvad der er i vejen for, at det samme kan siges om den retfærdiggørende nåde, den, som Augustin kalder den virkende nåde.

³⁴ Si totum opus adscribitur gratiæ, quod tamen homo peragit cum agente gratia, nec interim fit injuria gratiæ, quid absurdi sit, si dicamus similiter hominis liberum arbitrium adniti operanti gratiæ? Gratiam cooperari libero arbitrio cum Orthodoxis fatebantur et Pelagiani. Verùm illud non fert Augustinus, quod ajunt bonum hominis propositum adjuvari à gratia, quasi gratiæ exodium sit ab homine, et bonum hominis propositum præcedat gratiam, ut hic assensus, quo homo se præbet gratiæ operanti, promereatur gratiam justificantem.

Hvis hele gerningen tilskrives nåden, skønt det dog er mennesket, der udfører den sammen med den virkende nåde, og der ikke sker nåden uret herved, hvorfor skulle det så være absurd at sige, at menneskets frie vilje på lignende måde stræber imod den virkende nåde? At nåden virker sammen med den frie vilje indrømmer både de ortodokse fædre og pelagianerne. Men det går Augustin ikke med til, at de siger, at menneskets gode hensigt bliver hjulpet af nåden, som om nådens begyndelse lå hos mennesket, og menneskets gode hensigt var forudsætning for nåden, så at den tilslutning, hvorved mennesket forbereder sig til den virkende nåde, fortjener den retfærdiggørende nåde.

³⁵ Eoque non patitur Deum vocari boni propositi adjutorem, sed largitorem. Et huc pertinet illud ejusdem axioma, Multa Deus facit in homine bona, quæ non facit homo: multa vero facit homo, quæ non facit Deus*: quibus verbis hoc sentit, quod Deus bonam voluntatem facit in nobis sine nobis.

* sidste sætning lyder hos Augustin: nulla vero facit homo, quæ non facit Deus ut faciat homo. (Contra duas ..: 2.21).

Derfor går han ikke med til, at Gud skal kaldes én, der hjælper den gode hensigt, nej, han skal kaldes én, der giver den gode hensigt. Og det er begrundelsen for hans hovedprincip: ”Gud gør mange gode ting i mennesket, som mennesket ikke gør; men mennesket gør mange ting, som Gud ikke gør”. Med disse ord mener han, at Gud skaber en god vilje i os uden os.

³⁶ Idem ut explicet quæstionum nodos, facit tertiam gratiam, nimirum præparantem, quam distinguere videtur à gratia operante et cooperante. Hoc commento effugit, ne quid tribuat hominis arbitrio in recipienda gratia justificante. Verùm si hoc concedimus, Dei gratiam nulli dari nisi volenti, et gratia præparans Dei donum est, opus erit alia gratia præparante, quæ ad illam præparet præparatricem, et rursus ad hanc alia, atque item in infinitum, donec veniatur ad naturæ donum.

Ligeledes, for at forklare knuderne i spørgsmålet, opstiller han en tredje nåde, nemlig den forberedende nåde, som han synes at adskille fra den handlende og den samvirkende nåde. Med dette trick undgår han at tillægge menneskets vilje noget, når det modtager den retfærdiggørende nåde. Men hvis vi går med til det, at Guds nåde ikke gives nogen, uden han vil det, og hvis den forberedende nåde er Guds gave, så vil der være brug for endnu en forberedende nåde, som kan forberede til denne forberedende nåde, og igen brug for endnu én, og således videre i det uendelige, indtil man når frem til naturens gave.

³⁷ Cum vero Theologi fateantur unicam esse gratiam, quæ pro variis effectibus aliis atque aliis nominibus appelletur, poterant et alia confingi gratiarum nomina: unde simplicius videtur, ubique naturæ vires invalidas ab opitulante gratia juvari, cujusque generis gratia fuerit. Quid senserint Pelagiani nescio, tantum ex verbis ago, quæ ex libris Juliani refert Augustinus, quæ mea sententia potuissent commoda interpretatione pro veris haberi, magnaque pars hujus contentionis ex verbis nasci videtur potius quam ex re ipsa, et hujusmodi logomaciai facile exeunt in rixam, si quid acceserit humanæ contentionis.

Men eftersom teologerne indrømmer, at nåden er én, som de på grund af de forskellige virkninger kalder den med forskellige betegnelser, kunne de også have opfundet andre navne til nåden. Derfor synes det mere enkelt at sige, at overalt kan vore manglende naturlige kræfter hjælpes af den bistående nåde, hvad slags nåde der end er tale om. Hvad pelagianerne mente, véd jeg ikke, jeg går kun ud fra de ord, som Augustin citerer fra Julians bøger, som efter min mening godt ved en passende fortolkning kunne regnes for sande, og en stor del af denne strid synes mere opstået som ordstrid, end som strid omsagen, og den slags ordstrid kan let gå over i vrøvl, hvis der tilføjes lidt personfnidder.

³⁸ Cum meritum dicitur, non statim intelligitur tale, ut excludat gratiam, quemadmodum in commerciis hominum, posteaquam artifex pro opera justam mercedem accepit, neuter alteri debet gratiam, quanquam in officiis amicorum, etiam post bene pensatum beneficium, tamen adhuc in solidum debetur utrinque gratia. Talia sunt opera, taliaque merita, quæ Paulus Apostolus scribit pugnare cum gratia. Sed meritum quoddam dicitur, quod excludit indignitatem.

Når man siger fortjeneste, skal det ikke straks forstås sådan, at nåden udelukkes, sådan som det sker i menneskelige sammenhænge, hvor det jo er sådan, at når håndværkeren har fået sin retfærdige løn for arbejdet, så skylder den ene ikke den anden nogen tak, selv om man, når det drejer sig om venskaber, godt kan være hinanden tak skyldig, også efter at der er blevet ydet gengæld for en velgerning. Den slags gerninger og den slags fortjenester er det, apostelen Paulus mener, når han skriver, at de strider mod nåden. Men vi taler om den slags fortjeneste, som udelukker uværdigheden.

³⁹ Gratia Dei quo res est pretiosior, hoc magis est amplectenda cum offertur, servandaque cum est oblata. Ut igitur indignus gratia dicitur, qui vel oblatam negligit, vel possessam non servat, et abutitur, ita quodammodo dignus est dono Dei, qui cum offertur alacriter accipit, et acceptam summa sollicitudine cavet ne perdat. Sæpe sola gratitudo reddit homines dignos munificentia: Contra ingratitudo indignos.

Jo mere værdifuld Guds nåde er, des mere skulle den modtages, når den tilbydes, og des mere skulle den bevares, når den er blevet tilbudt. Derfor, ligesom den kan kaldes uværdig, som enten ser bort fra nåden, når den tilbydes, eller ikke bevarer den og misbruger den, når han besidder den, således er på en måde det menneske værdigt til Guds gave, hvis han modtager den ivrigt, når den tilbydes, og når han har modtaget den, med største omhu tager sig i agt for ikke at miste den. Ofte der det alene taknemligheden, der gør menneskene værdige til gavmildhed, og omvendt utaknemlighed, der gør uværdig.

⁴⁰ Itaque qui docent gratis, multo libentius alacriusque communicant eruditionem suam avidis et attentis, quam oscitantibus ac fastidiosis. Nec tamen ideo doctrina gratuita non est beneficium, quod indoles bonæ spei, quodque alacritas discendi facit, ut hic judicetur dignus eruditione potius quam alius dissimilis. Ut autem nullus hominum confert beneficium in invitum, ita nemo collocaturus sit beneficium in eum, quem sciat suo munere turpiter abusurum.

Derfor, den, der underviser gratis, meddeler sin lærdom langt mere veloplagt og ivrigt overfor nogle, der er ivrige og opmærksomme, end overfor nogle, der er ligegyldigt og kræsne. Og dog ophører den gratis undervisning ikke af den grund med at være en velgerning, at én, der har et medfødt godt håb og som udviser iver efter at lære, bedømmes mere værdig til at uddannes end en anden, der mangler disse egenskaber. Men ligesom intet menneske ville udøve en velgerning mod én, der er modvillig, således vil ingen yde en velgerning imod én, om hvem han vidste, at han efter evne ville misbruge den på det skammeligste.

⁴¹ Atque apud homines dicitur indigno obtulisse beneficium, qui detulit ei, qui quod oblatum erat recusavit accipere, aut non accepit ut oportuit. Rursus indignum acceptis judicant, qui non agnovit largitorem, qui secus quam oportuit usus est, aut qui neglexit. Nec hic dicitur indignus, quia non promeruit, sed quia non agnovit beneficium. Nam non promeruisse et digno et indigno commune est. (1525) Cæterum qui indignus dicitur, bis indignus est, et quia non promeruit, et quia non accepit ac servat ut oportet.

Og blandt mennesker siges den at have opnået en velgerning på uværdig vis, som nægtede at modtage den, når den blev tilbudt, eller ikke modtog den, som den burde modtages. Ligeledes bedømmer folk én som en uværdig modtager, hvis han ikke anerkender gavmildheden, eller bruger den anderledes end den bør bruges, eller negligerer den. Han kaldes heller ikke uværdig, fordi han ikke har fortjent velgerningen, men fordi han ikke anerkendte den. Men den, som kaldes uværdig, er uværdig i dobbelt forstand, først fordi han ikke fortjente det, og dernæst fordi han ikke modtog det og passede på det, som han skulle.

⁴² At qui dignus dicitur, non ob id dicitur, quod ipsius meritis debeatur beneficium, alioqui debiti redditio fuerit, non beneficii collatio: sed quod semel duntaxat indignus est, hoc est, non promeritus, alio modo dignus apud eum, qui cupit gratis quidem, sed recte collocare munificentiam suam, hoc est, conferre, non perdere.

Men den, der kaldes værdig, er ikke af den grund værdig, at velgerningen var noget, der skyldtes ham på grund af hans fortjenester – ellers ville der være tale om at betale en gæld tilbage, ikke om at modtage en velgerning – men fordi han i kun én henseende var uværdig, det vil sige, han havde ikke fortjent det, i en anden henseende var han værdig i hans øjne, som søgte at give sin gave gratis, men korrekt, det vil sige, at overdrage den, ikke at tabe den.

⁴³ Nihil enim tam perit, ut recte habet proverbium, quam quod datur ingratis: et juxta Mimum, Beneficium dando accepit, qui digno dedit. Et ampliore munificentia dignus dicitur, qui minorem grate accepit, ac probe est usus. Nec hæc dignitas obstat, quo minus beneficium sit gratuitum, et in solidum debeatur largitori, sed tantum excludit indignitatem: nec efficit, ut beneficium vertatur in mercedem operi debitam, sed ne beneficium detur vel nolenti, vel ingrato, vel male usuro.

For, som ordsproget siger med rette: ”Intet tabes så meget, som det, der gives til en utaknemlig”. Og ifølge Mimus forholder sig sådan at ”den, der yder en velgerning imod én, der er værdig til det, modtager en velgerning ved at give”. Og den siges at være værdig til en yderligere gave, som modtog en mindre gave med taknemlighed, og bruger den godt. Ejheller forhindrer en sådan værdighed gaven i at være gratis og i helt at skyldes giveren, men den udelukker blot utaknemligheden. Ejheller bevirker det, at velgerningen ændres til en løn for en skyldig gerning, det forhindrer blot, at velgerningen gives til én, der ikke vil have den, eller er utaknemlig, eller bruger den galt.

⁴⁴ Nam apud homines conjectandum est eum non bene usurum, qui non sicut oportet accepit. Idem imaginandum est in gratia Dei. Illi quidem natura beneficus est, dives in omnes, nec exhauritur largiendo, nec eget mutua gratia, non vult tamen munificentiam collocare penes adspernantes, aut ingratos, aut male utentes. Nam ut non est beneficium quod datur vel meritis præteritis, vel spe redituri foenoris, sed illud debiti solutio magis est, hoc cauponatio verius quam munificentia: ita non est beneficentia, sed profusio, imo non beneficium, sed maleficium est potius, dare rem accipienti nocituram.

For blandt mennesker må man formode, at den, som ikke modtager den, som man bør modtage den, ikke vil bruge den godt. Vi må forestille os, at det samme sker med Guds nåde. Han er selvfølgelig af natur gavmild, rig mod alle, bliver ikke træt af at give, trænger ikke til noget til gengæld, og dog ønsker han ikke at udbrede sin gavmildhed over dem, som forsmår den eller er utaknemlige eller bruger den forkert. For ligesom det ikke er en velgerning, hvis den gives efter forudgående fortjenester eller i håb om, at det giver rente – for dette er snarere indløsning af gæld eller forretningsførelse end det er en gave – således er det ikke en velgerning, men ødselhed, ja, det er ikke en velgerning, men snarere en ugerning at give noget, der skader den, der modtager det.

⁴⁵ Rursus sicuti merito dicitur spoliatus gratia, qui ea male est usus, ita merito dicitur auctus gratia, quia [qui]* dono Dei bene est usus. Nec tamen hæc vox meriti respondet debito aut mercedi, sed excludit indignitatem accipientis aut possidentis. Sic in Euangelio negantur fuisse digni convivio, qui vocati excusabant. Quid igitur? An digni erant cæci, et claudi, et viles è triviis homines? Nequaquam, ac fortassis aliquanto minus quam illi, si de meritis loquamur, quibus debetur præmium, sed ideo digni dicuntur, quia beneficium gratis oblatum, grate sunt amplexi.

* Det er Leiden, der foreslår denne rettelse.

Videre: Ligesom det med rette kan siges, at nåden ødelægges, hvis man bruger den dårligt, således kan man også med rette sige, at nåden øges, hvis man bruger Guds gave godt. Og ordet 'fortjeneste' svarer ikke til 'gæld' eller 'løn', men udelukker blot den, der modtager eller besidder det uværdigt.

På den måde bliver det i evangeliet benægtet, at de, som undskyldte sig, da de blev inviteret, var værdige til måltidet (Matt 22,8). Hvad så? Mon de blinde, lamme og de fattige på gadehjørnerne var værdige? (Luk 14,21). På ingen måde, ja, måske endda mindre værdige end de første, hvis man skal tale om fortjenester, som kræver belønning, men derfor blev de kaldt værdige, at de taknemligt modtog den velgerning, der blev tilbudt dem for intet.

⁴⁶ Amplecti autem est assentiri, et in assentiendo felicitas hominis incipit. Sic apud Matthæum servus, qui creditum talentum gnaviter dispensaverat, lucro auctus est, et proficitur majoribus, hoc est, decem civitatibus juxta Lucam, et nihilo secius totum est gratuitæ Domini beneficentiæ. Contra servus, qui unicum talentum acceptum defoderat, spoliatur eo, et quod ignavo adimitur, additur lucro industrii, ipse vero conjicitur in tenebras extremas, quid passurus, si talentum nequiter profudisset, cum sic puniatur, qui talentum acceptum reddidit, ut erat, Domino? Omni habenti dabitur, et abundabit, ei vero qui non habet, etiam id quod habet aufexetur ab eo.

Men at modtage er at godkende, og i at godkende begynder menneskets salighed. Således fik tjeneren hos Matthæus (Matt 25,14-30), som fik betroet en talent og investerede den virksomt, forøget sin fortjeneste og blev sat over meget, det vil sige, over ti byer ifølge Lukas (Luk 19,17), og ikke desto mindre skyldtes det alt sammen herrens gratis velgerning. Modsat mistede den tjener, som begravede den ene talent, han havde fået, sin talent, og det, der blev taget bort fra den dovne tjener, blev lagt til den flittiges fortjeneste, men han selv blev kastet ud i det yderste mørke; når han blev straffet på den måde, fordi han gav den talent, han havde modtaget, tilbage som den var, hvad ville han ikke have skullet lide, hvis han havde ødslet talenten bort uansvarligt? ”Enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, som intet har, fra ham skal endog det tages, som han har”. (Matt 25,29).

⁴⁷ Is enim non habere dicitur, qui sic habet, quasi non habeat beneficium, hoc est, qui vel suis meritis adscribit gratiam, vel secus utitur ea quam oportet. Quod igitur hîc dignitas dicitur in bene accipiente et utente, hoc, opinor, Theologi vocant meritum congruum: ea vox si recte intelligatur, non pugnat cum vocabulo gratiæ, quemadmodum nec mercedis vocabulum aut etiam debiti pugnat cum gratia, præsertim si referas ad Dei promissionem.

For det menneske siges ikke at have en velgerning, der har den på en måde, som havde han den ikke, det vil sige, som enten tilskrev nåden sine egne fortjenester, eller brugte den anderledes end den skulle bruges. Hvad der derfor kaldes værdighed i at modtage og bruge godt, det tror jeg er det teologer kalder 'rimelighedsfortjeneste' (se e1#88). Dette begreb modsiger ikke, hvis rigtigt forstået, ordet 'nåde', ligesom heller ikke ordet 'løn' eller ordet 'gæld' modsiger 'nåde', især hvis det henviser til Guds forjættelse.

⁴⁸ Promissio gratuita est, et gratuitum est quicquid ex hoc fonte promanat, non tamen congruit, ut tanta gratia conferatur aversantibus aut male utentibus augeatur. Ut igitur est meritum, quod respondet mercedi, ita sunt opera, quæ respondent debito, et ex diametro pugnant cum gratia: Qualia erant opera Judaica, de quibus agit Paulus ad Romanos III. Ex operibus Legis non justificabitur omnis caro. Item ad Gal. II. Scientes quod non justificatur homo ex operibus Legis, nisi per fidem Jesu Christi. Frivolum autem est, quod quidam hîc argutatur de emphasi hujus vocis nisi, cum constet hîc nihil aliud valere, quam, sed tantummodo.

Forjættelse gives frit, og frit er alt det, der udspringere af denne kilde; dog er det ikke rimeligt, at så stor en nåde tildeles dem, der vender sig imod den, eller øges for dem, der misbruger den.

Ligesom der derfor er fortjeneste, der modsvarer løn, sådan er der gerninger, som modsvarer gæld, og de står diametralt modsat nåden. Sådanne gerninger er de jødiske gerninger, som Paulus taler om rom#3.20: ”Ved lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort”. Og i gal#2.16: ”idet vi véd, at mennesket ikke retfærdiggøres ved lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus”. Men det betyder ikke noget, at man her argumenterer ved at lægge vægt på ordet 'medmindre', eftersom det står fast, at her betyder det blot 'men kun'.

⁴⁹ Nec est periculum, ne videantur per fidem excludi bona opera, cum illic loquatur de operibus Judaicis, quæ fiebant absque fide et caritate: Operum autem vere bonorum (1526) fides est parens, eo quod per dilectionem operatur. De Judaicis operibus loquitur Paulus Rom II. Et vero qui operatur, merces non imputatur secundum gratiam, sed secundum debitum.

Der er heller ingen fare for, at de gode gerninger skal synes at blive skubbet til side gennem troen, for her taler han om de jødiske gerninger, som finder sted uden tro og kærlighed. Men virkelig gode gerninger har troen som ophav, fordi de virker gennem kærlighed. Om de jødiske gerninger taler Paulus rom#4.4: ”men for den, der gør gerninger, tilregnes der løn, ikke efter nåde, men efter fortjeneste”.

⁵⁰ Idque dictum est ab Apostolo non juxta rei veritatem, sed juxta Judæorum arrogantem persuasionem, qui non aliter sibi pro operibus externis existimabant deberi vitam æternam, quam fabro lignario pro opere absoluto debetur merces, quæ ni reddatur sit ex lege debiti actio. Rursus ad Corinthios*: Si ex operibus, jam non est gratia: si gratia, jam non ex operibus. Sed est aliud operum genus, de quibus agit Roman. II. His quidem qui secundum patientiam boni operis, gloriam et honorem et incorruptionem quærentibus vitam æternam.

* Leiden-note: Romanos voluit dicere, cap XI. 6.

Dette siges af apostelen ikke i overensstemmelse med sagens sandhed, men i overensstemmelse med jødernes anmassende overbevisning, for de mente, at de fortjente sig det evige liv gennem ydre gerninger, ligesom man skylder tømreren løn, når han har udført sit arbejde, og hvis ikke den ydes, kan han ud fra loven gøre krav gældende. Atter siger Paulus i rom#11.6: ”Hvis ud fra gerninger, så ikke af nåde; hvis af nåde, så ikke ud fra gerninger”. Men det er en anden slags gerninger, det drejer sig om i rom#2.7: ”men evigt liv til dem, som søger herlighed og ære og udødelighed i det evige liv gennem tålmodighed i gode gerninger”.

⁵¹ Idem 2 Corinth. V. Ut referat unusquisque propria corporis prout gessit, sive bonum, sive malum. Hoc genus operum non officit gratiæ, sed imputatur fidei, quæ per dilectionem operatur, quod fides primus sit fons, unde scatent omnia quæ nos vere Deo gratos faciunt: et fides Dei donum est gratuitum, nec tamen datur indignis, licet detur immerentibus. Ad hæc quoniam Deo præsentia sunt universa, sicuti merito dicitur auferre gratiam abutentibus donata, ita merito dicetur non dare gratiam iis, quos scit illa abusuros in suum ipsorum malum.

Det samme i 2kor#5.10: ”for at enhver kan få igen for, hvad han har gjort her i livet, enten godt eller ondt”. Den slags gerninger er ikke i konflikt med nåden, men tilregnes troen, som virker igennem kærligheden, fordi troen er den første kilde, hvorfra alt det udspringer, som gør os gudvelbehagelige. Og troen på Gud er en gave, dog gives den ikke til uværdige, selv om den gives til nogen, der ikke har fortjent det. Dertil kommer, at eftersom alle ting er nærværende for Gud, så er det sådan, at ligesom han med rette siges at tage nåden bort fra dem, der misbruger det, de får, således siger han med rette ikke at give nåden til dem, som han véd vil misbruge den til deres egen skade.

⁵² Unde fit, ut non solum injustitiæ non sit, verum etiam misericordiæ sit, quod nonnullis gratiam suam, aut omnino non impertit, aut subtrahit impensam. Idem dici potest de varie distributis Spiritus donis, aliis largius, aliis parcius. Ut enim homo juste meritoque beneficium suum subtrahit ei, qui mala usus est acceptis: ita Deus juste meritoque non impartit suam gratiam, quos nihilo minus certe novit male usuros, quam homo novit hominem male usum.

Derved sker det, at der ikke blot ikke er uretfærdigt, men også barmhjertigt af ham, at han enten overhovedet ikke giver nåden til nogle eller trækker den tilbage, efter at have givet den. Det samme kan sige om de forskellige åndens gaver, hvor nogle for mere, andre mindre. For ligesom et menneske retfærdigt og velfortjent trækker sin nåde tilbage fra ham, som misbruger det, han har modtaget: således er det retfærdigt og velfortjent, når Gud ikke uddeler sin nåde til dem, som han véd vil misbruge den, med ikke mindre sikkerhed, end et menneske véd, at et menneske har misbrugt den.

⁵³           Hîc si quis objiciat, Deum nulli oportere suam conferre gratiam, qui male sit usurus: Responderi potest, ideo Deum multis indignis offerre gratiam, ut exemplo sit bonis, terrori malis, omnibusque manifestum sit, eos qui pereunt suo ipsorum vitio perire, quando nulli deest gratia nisi ipse defuerit sibi. De adultis duntaxat loquor. Submovimus igitur scrupulum, qui torquebat Augustinum sollicitum, ne quod homo gratiæ præparanti assentitur, videatur promereri gratiam justificantem. Submovendus est et alter, quo metuit, ne gratiæ initium videatur à libero arbitrio proficisci.

          Hvis nogen her vil indvende, at Gud ikke bør give sin nåde til nogen, som vil misbruge den, så kan man svare, at Gud tilbyder sin nåde til mange uværdige, som et eksempel for de gode og som en afskrækkelse for de onde, så det kan blive klart for alle, at de, der går fortabt, går fortabt ved deres egen skyld, eftersom nådenikke svigter nogen, undtagen den, som svigter sig selv. Jeg taler her kun om voksne. Og således har vi fjernet den anfægtelse, som ofte plagede Augustin, fordi han var bekymret for, at det menneske, som anerkendte den forberedende nåde, syntes at fortjene den retfærdiggørende nåde.

Endnu en anfægtelse bør fjernes, den, at han var bange for, at nådens begyndelse syntes at fremgå af den frie vilje.

⁵⁴ Fatetur Pelagianos anathema pronuntiasse, qui sentirent gratiam secundum merita dari: Id si ex animo pronuntiarunt, haud dubium, quin senserint merita, quibus velut ex debito respondet merces. Unum illud non tolerat, quod Julianus scripsisset, bonum hominis propositum à gratia adjuvari. Hinc enim colligit, propositum hominis bonum fuisse sine gratia, sed invalidum, cui juncta gratia opituletur.

Han bekender, at pelagianerne udsendte et band over dem, der mente, at nåden gives efter fortjeneste. Hvis de virkelig mente det, er der næppe tvivl om, at de mente de fortjenester, hvortil der svarede løn som efter skyld. Ét punkt i Julians skrift bryder han sig ikke om: at menneskets gode hensigt hjælpes af nåden. Herudfra drager han den slutning, at menneskets hensigt var god uden nåden, men dog svag, så når nåden bliver forenet med den, bliver den hjulpet.

⁵⁵ Quod si detur, apparet ex homine gratiam oriri, cum in homine nihil sit boni, nisi ex gratia. Atque mea sententia, nihil hîc erat quod metueret Augustinus, si distinxisset boni vocem, sicut distinximus meriti mercedisque vocabulum. Ut enim varii sunt gradus gratiæ, ita varii sunt gradus bonitatis sive justitiæ. Ipse Augustinus multa nomina reperit gratiæ juxta gradus effectuum, distinguens sufficientem à proficiente, operantem à cooperante, rursus operantem à præparante.

Hvis man går med til det, ser det ud til, at nåden udspringer fra mennesket, skønt der i mennesket intet godt er, undtagen det er der fra nåden. Men efter min mening ville Augustin ikke have haft noget af frygte på det punkt, hvis han havde foretaget en skelnen i begrebet 'god', ligesom vi har skelnet mellem fortjeneste og løn. For ligesom der er forskellige grader af nåde, sådan er der forskellige grader af godhed eller retfærdighed. Augustin selv fandt mange betegnelser for nåden, svarende til graden af virkning, idet han skelnede mellem den tilstrækkelige og den nyttige, den virksomme og den samvirkende, den virksomme og den forberedende.

⁵⁶ Et haud scio an pulsans diversa sit à præparante, quod præparans movet voluntatem, pulsans aliquando non movet. Jam præparantis sive pulsantis gratiæ possunt esse plurimi gradus, sicut Deus variis modis ac paulatim transformat hominem, non aliter quam natura paulatim fingit hominem, aut Medicus paulatim restituit hominem. Quoties igitur homo assentitur gratiæ operanti, quæ confert justitiam, initium gratiæ non est ab homine, sed à gratia præparante sive pulsante, quæ præcessit, per occasionem excitans hominem ad eam cogitationem, ut sibi displiceat, optetque fieri melior.

Og jeg véd såmænd ikke, om den tilskyndende nåde adskiller sig fra den forberedende, for den forberedende bevæger viljen, den tilskyndende bevæger sommetider ikke noget. Og dog kan den forberedende og den tilskyndende nåde forekommer i mange grader, ligesom Gud på mange måder og lidt efter lidt forandrer mennesket, ikke anderledes end naturen danner mennesket lidt efter lidt, eller lægen helbreder det lidt efter lidt. Hvergang altså et menneske giver den virkende nåde, som fremkalder retfærdighed, sin tilslutning, kommer nådens begyndelse ikke fra mennesket, men fra den forberedende eller tilskyndende nåde, som går i forvejen, idet den bruger en eller anden lejlighed til at opægge mennesket til erkendelsen af, at han er utilfreds med sig selv og ønsker at blive bedre.

⁵⁷ Innumerabiles autem formæ sunt, quibus id agat Deus: Interdum per uxorem, servum, aut amicum fidelem vocat, (1527) maritum, herum et amicum infidelem; Interdum idem facit morbo, orbitate, aut alia quavis immissa calamitate, nonnunquam ministerio verbi; Nonnullis prodigiis aut spectris, aut insomniis; Et sæpe velut ex insidiis venatur hominem ad salutem per eas res quibus maxime capitur, velut uxorios per uxorem, et divum Hubertum cepit in venatu, et amantes studiorum per litteras; Nonnullos trahit secreto sibilo Spiritus.

Men det er noget, Gud gennemfører på utallige måder: af og til kalder han gennem hustruen, tjeneren eller en trofast ven, en ægtemand, en herre og en utro ven; af og til gør han det samme gennem sygdom, et smerteligt tab, eller ved at påføre en anden ulykke, ikke sjældent gennem ordets tjeneste, af og til gennem mirakler eller visioner eller drømmesyner; og ofte jager han et menneske til frelse som fra et baghold til gennem de ting, hvormed han bedst indfanges, fx hustruelskerne gennem konen, og den guddommelige Hubertus fangede han, mens han var på jagt, og de, der elsker studier, gennem bøger; ikke så få drog han hemmeligt gennem åndens hvislen.

⁵⁸ Nec statim bonum propositum sic dicitur bonum, ut reddat hominem beatum. Quisquis enim vere propositum bonum habet, is justus est per gratiam, sed hîc bonum appellatur, quod accedit ad aliquam boni imaginem, et aliquo gradu recedit à malo. Nisi forte nobis placet Stoicorum opinio, qui faciebant omnia peccata paria, docentes hominem repente, aut summe bonum esse, aut summe malum. Quod etiamsi juxta rationem aliquam verum esset, tamen quoniam sermo abhorret à sensu communi, et à consuetudine sacrarum Litterarum, repudiandus est.

Og den gode hensigt kan heller ikke siges automatisk at være god på den måde, at den gør mennesket lykkeligt. For enhver, der har en sand god hensigt, er retfærdig gennem nåden, men her kaldes han god, fordi han nærmer sig noget, der ligner godhed, og i én eller anden grad trækker sig tilbage fra det onde. Medmindre vi måske bedre kan lide stoikernes opfattelse, som gjorde alle synder lige store, og lærte, at mennesket med ét var fuldstændig god eller fuldstændig ond. Men selv om det i en vis fornuftig forstand er sandt, så må man dog forkaste det, fordi det afviger fra almindelig sprogbrug og fra den hellige skrifts vane.

⁵⁹ Adferunt illi simile de homine collapso in aqua, negantque referre, utrum multis cubitis absit à summa aqua, an duobus digitis, modo submersus pereat. Augustino magis placet collatio de luce ac tenebris. Non parum enim interest inter eum qui versatur in densissimis tenebris, ut nihil omnino cernat, et inter eum qui procul affulgente luce quamvis exigua, per tenebras cernit aliquid licet incerto, et inter eum qui vicina luce clare perspicit omnia. Atque iisdem, opinor, gradibus à clara luce pervenitur ad densissimas tenebras.

Stoikerne fremfører en sammenligning med en mand, der er faldet i vandet, og de siger, at det ikke gør nogen forskel, om han er mange fod fra vandoverfladen eller to tommer, hvis han lider druknedøden. Augustin foretrak en sammenligning med lys og mørke. For det er ikke nogen lille forskel der er mellem ham, som lever i det tætteste mørke, så han overhovedet ikke kan skelne noget, og ham, som får lys fra et lille lys langt borte og gennem mørket kan skelne noget, omend usikkert, og så ham, som kan se alting klart fra et lys nærved. Og gennem de samme stadier tror jeg man kommer fra det klare lys til det tætteste mørke.

⁶⁰ Utriusque rei exemplum præbet mons ille, per quem perfossum à Bajis Neapolim adeuntibus iter est*: ingredientem comitatur aliquamdiu lumen, ob testudinis sublimitatem, sed mox paulatim deficiens, donec ventum est ad densissimas tenebras, quales esse dicuntur apud inferos. Id tædium esset intolerabile, si diuturnum esset, sed aliquantulum progressis apparet sublustre quiddam. Id luminis ex dorso montis perfosso venit superne, estque minimum et anceps, quo cito relicto reditur ad profundam caliginem, in qua progressis aliquandiu, procul apparet ceu minutissima quæpiam stellula.

* Erasmus besøgte denne tunnel i 1509; den blev udført af Marcus Agrippa i 27 f. Kr.

Som et eksempel på begge disse ting kan nævnes det bjerg, som man gravede en tunnel igennem for at lave en vej fra Baja til Neapel. Når man går indad har man i nogen tid lys på grund af loftshøjden, men snart aftager det lidt efter lidt, indtil man er kommet ind i det tætteste mørke, sådan som det siges at være i helvede. Denne modbydelighed ville være uudholdelig, hvis den havde varet længe, men lidt længere fremme viser der sig et svagt lys. Dette lys komme ovenfra gennem den gennemhullede bjergryg, og det er svagt og uvist. Det lades hurtigt tilbage og man kommer igen ind i et dybt mørke. Når man så er kommet lidt længere frem, viser der sig langt borte noget som en meget, meget lille stjerne.

⁶¹ Ea lux quo propius accedis, hoc fit major et evidentior, donec clarissime cernas omnia. Illud non congruit in hac similitudine, quod ad illam lucem nos accedimus, cum gratiæ lumen magis accedat ad nos: quemadmodum Sol paulatim discutiens noctis caliginem ad nos venit. Magis autem congrueret, si lumen esset, quod vicissim accederet ad propius accedentes: Sicuti gratia appropinquat appropinquanti.

Efterhånden som man kommer nærmere, bliver det større og klarere, indtil man ganske klart kan se alting. Der er noget, der ikke passer i denne sammenligning, og det er, at i den kommer vi frem mod lyset, mens nådens lys snarere kommer frem mod os, ligesom solen lidt efter lidt kommer til os og gennembryder nattens mørke. Men den ville have haft bedre overensstemmelse, hvis der var et lys, som kom nærmere til os, mens vi omvendt bevægede os hen imod det. Ligesom nåden nærmer sig den, der går hen imod den.

⁶² Ut igitur non statim perspicit qui primo diluculo videt ambigua luce, ita non statim bonus est, quem afflavit aliqua lux gratiæ, quanquam longius abest à profunda caligine, qua nihil omnino cernebat, et tamen si ab hac luce non averterit oculos, sed quantum potest intenderit, dignus est cui se major lux ostendat.

Derfor: ligesom den, der ser det første daggrys tusmørke, ikke med det samme ser klart, således er den ikke med det samme god, på hvem nådens lys i nogen grad har blæst, selv om han er langt fra det dybe mørke, hvori man intet overhovedet kan skelne. Men dog er han værdig til at få forevist et større lys, hvis han ikke vender øjnene bort fra dette lys, men fokuserer på det så meget han kan.

⁶³ Quoniam autem hæc hominis mutatio, renascentia dicitur, conferenda est et hæc similitudo: Non statim est homo quod hæsit in matrice, paulatim fingitur à natura coagulum, et augescit more plantarum ac fungorum: deinde sentit etiam, tandem absolutus naturæ artificio foetus prodit: animal esse vides, at quantum est temporis, priusquam sese explicet anima rationalis, sed tamen iis gradibus paulatim fit homo perfectus, nec infunderetur id per quod fit homo, nisi materia prius præparata.

Men fordi den forandring af mennesket kaldes genfødsel, bør man også diskutere denne sammenligning: Det, der sætter sig fast i livmoderen, er ikke med det samme et menneske, der dannes efterhånden af naturen en masse, og den vokser som planter og svampe gør. Dernæst får den også følelse, og til sidst er det et helt foster, dannet ved naturens kunsthåndværk, der træder frem. Man ser et dyrisk væsen, og der går lang tid, før den fornuftige sjæl udtrykker sig, men dog bliver der efterhånden, gennem sådanne stadier, et fuldstændigt menneske til, og det, der gør det til et menneske, bliver ikke indgydt, medmindre materien i forvejen er forberedt.

⁶⁴ Fingamus enim docendi gratia, primum esse liquorem seminalem, mox coagulum, deinde plantam, mox animal, deinde hominem, sed rudem et imperfectum, tandem vere hominem. Ut igitur nascimur sic renascimur: Semper excipio Dei potentiam absolutam, qua subito facit alios quos vult. De iis, quæ plerunque facit, loquor.

Lad os derfor af pædagogiske grunde forestille os, at der først er en sædvæske, så en masse, dernæst et plantevæsen, så et dyr, derefter et umodent og ufuldkomment menneske, og til sidst et sandt menneske. Derfor: Ligesom vi fødes, sådan genfødes vi. Hele tiden undtager jeg Guds absolutte magt, hvormed han med ét slag kan gøre mennesker anderledes, som han vil. Jeg taler om dem, som udgør flertallet.

⁶⁵ Rursus quando peccatum morbus dicitur, et Christus Medicus, conferamus et hanc similitudinem. Quot gradibus Medicus pervenit ad sanitatem ægrotantis? Incidit venas, ne præsens exitium opprimat laborantem, subjicit cibum, pharmacis inanit corpus, mox aliter purgat, artem semper accommodans naturæ (1528) viribus, quæ velut arti collaborant, dum insita vi pugnant cum hoste morbo, et ad sanitatem anhelant, et has ars vicissim adjuvat.

Og videre: når man taler om synden som en sygdom, og om Kristus som lægen, så må vi også undersøge denne sammenligning. Hvor mange trin gennemløber lægen, når han helbreder den syge? Han giver åreladning, at ikke den nære død skal virke trykkende på den syge, han underkaster ham en diæt, han tømmer legemet med lægemidler, lidt efter renser han det på anden måde, idet han altid tilpasser sin kunst efter naturens kræfter, som på en måde arbejder sammen med lægens kunst, idet de med de medfødte kræfter kæmper mod fjenden: sygdommen, og ivrigt stræber efter sundheden, og de to slags kunst [naturens og lægens] hjælper hinanden.

⁶⁶ Tandem recipiente sese natura, pharmacis corroborantibus erigit, donec plena sit sanitas. Ut autem est et in ægroto naturæ vis quædam abhorrens à morbo, et appetens sanitatis, quam tamen in gravi morbo non potest assequi sine medentis opera, nec à Medico juvabitur nisi se Medico præbeat, sed gravabitur potius: Ut inest homini nativa cernendi vis, quam tamen habet frustra, nisi se offerat lumen, ne lumen quidem prodest, si averterit aut clauserit oculos: nec quod oportet videt, nisi ad id quo oportet intenderit oculos: ita gratia naturam caligantem et ægrotantem paulatim excitat, donec veniat ad illud donum, quo beati reddimur in hac duntaxat vita. Beatus enim est quisquis liber à peccatis, donatus est justitia.

Til sidst, når naturen er kommet sig, bygger lægen patienten op med styrkende medicin, indtil han er helt rask. Men ligesom der både den syge er en vis naturlig afsky for sygdommen, er der også en stræben mod sundhed, som dog i den alvorlige sygdom ikke kan opnås uden lægens gerninger, og ikke kan hjælpes af lægen, hvis han ikke forbereder sig til lægen, ellers bliver han snarere mere syg – og ligesom der i mennesket er en medfødt kraft til at se, hvilken dog ikke er nogen nytte til, hvis den ikke findes lys, og lyset heller ikke gavner, hvis han vender sig bort eller lukker øjnene, og ligesom han ikke se, som han bør, hvis han ikke retter øjnene mod det, han vil se: således opægger nåden lidt efter lidt den mørke og syge natur, indtil den kommer frem til den gave, som gør os lykkelige i hvert fald i dette liv. For lykkelig er enhver, som er fri for synden og som får retfærdigheden som gave.

⁶⁷ Sed ut est bonitas, imo bonitates potius, non proprie dictæ, sed tamen progressus quidam ad illam sufficientem gratiam, quam recentiores appellant gratum facientem: ita sunt et justitiarum gradus, per quos homo paulatim fingitur ad veram justitiam, in quibus tamen nihil homo potest arrogare sibi. Nam finge mihi quempiam ex subita morte necessariorum concepisse metum gehennæ, ac divini judicii, nondum justus est, sed tamen aliquod initium sapientiæ est timor Domini.

Men ligesom der er en godhed, eller rettere forskellige former for godhed, som ikke er godhed i egentlig forstand, men dog fremskridt frem mod denne tilstrækkelige nåde, som de nyere teologer kalder den virkende nåde, således er der også trin i retfærdigheden, gennem hvilke mennesket lidt efter lidt formes til den sande retfærdighed, men disse grader kan dog intet menneske prale af. For forestil dig ét eller andet menneske, som ved en nær vens pludselige død har fået en frygt for helvede og for den guddommelige dom, han er jo ikke retfærdig endnu, men dog er ”Herrens frygt begyndelsen til visdom” (Sl 111,10).

⁶⁸ Hoc ipsum, quod inhorrescit, cui debet? An naturæ? Nequaquam, inquies, Sed pulsanti gratiæ, quam si amplectitur per liberum arbitrium, congruit ut divina bonitas addat uberiorem gratiam. Sin aversatur ac rejicit qualescunque donum, voluntatis propriæ vitio perseverat in improbitate. Jam si concussus metu, levius ac timidius peccat, desinens exsultare in rebus pessimis, aliquo usque profecit ad justitiam: si jam peccare desiit, accessit propius: si pari studio semet exercet piis operibus, quo antea servierat vitiis, habet veram justitiam.

Men selve det, at han bliver grebet af frygt, hvad skyldes det? Naturen? På ingen måde, vil du sige, nej, det skyldes den tilskyndende nåde, og hvis den modtages gennem den frie vilje, er det rimeligt, at den guddommelige godhed tilføjer den overvældende nåde. Men hvis han vender sig bort og forkaster gaven, hvad den end måtte være, forbliver han i ondskaben, og det sker ved hans egen viljes last. Men hvis han gennemrystes af frygt og synder mindre dybt og mere frygtsomt, og ophører med at glæde sig over de værste ting, så har han i nogen måde gjort fremskridt imod retfærdigheden. Og hvis han så ophører med at synde, har han gjort yderligere fremskridt. Hvis han med den samme iver, hvormed han tidligere tjente lasterne, opøver sig i fromme gerninger, så har han den sande retfærdighed.

⁶⁹ Nec tamen Deus tam morosus est, ut semel rejicientem gratiam protinus suo relinquat arbitrio, imo non desinit usque ad mortem undique objicere resipiscendi occasiones. Eos excipio, qui ob insignem malitiam traduntur in reprobum sensum. Verum est igitur, quod ait Augustinus, bonum propositum hominis non adjuvari à gratia, sed dari per gratiam, si sentit, ut opinor, de bona hominis voluntate, per quam justificatur.

Og dog er Gud ikke så pedantisk, at han, hvis et menneske én gang har forkastet nåden, straks overlader ham til hans forgodtbefindende, nej, indtil døden ophører han ikke med overalt at fremkalde lejlighed til at gå i sig selv. Jeg undtager dem, som på grund af særlig ondskab overføres til deres egen fordømmende mening. Men det forholder sig, som Augustin siger, at menneskets gode hensigt ikke hjælper frem til nåden, men gives gennem nåden, hvis han dermed, som jeg tror, hentyder til menneskets gode vilje, hvorigennem det retfærdiggøres.

⁷⁰ Verùm ut inest homini naturæ proclivitas ad vitia, per quam Satanas perpetuo sollicitat ad peccandum, ita inest in homine naturalis appetitus honesti, licet impecfectus. Hunc Dei gratia pulsans mille modis sollicitat ad justitiam, excitans quod in homine latebat invalidum. Hunc naturæ nisum ad virtutem ac pietatem, si quis bonum propositum appellet, nihil, ut arbitror, absurdi dixerit.

Men ligesom der i menneskets natur findes en tilbøjelighed til det onde, hvorigennem Satan hele tiden opægger til synd, således er der også i mennesket en naturlig dragning mod det gode, selv om den er ufuldkommen. Den opægger Guds tilskyndende nåde på tusind måder til retfærdighed, idet den tilskynder til det, der skjult i mennesket er svagt. Hvis nogen kalder denne naturlige tilskyndelse til dyd og fromhed for en god hensigt, så kan jeg ikke se, der er noget absurd i at sige sådan.

⁷¹ Quod tamen ipsum debemus excitanti gratiæ, et adjuvanti, demum perficienti, nisi gratiam negligimus. Mihi sane nihil hîc videtur, cur vereamur, ne gratia non sit gratia, cum hic naturæ nisus invalidus sit absque gratia, et assentiri gratiæ præparanti, non promereatur gratiam justificantem, sed tantum excludat hominis indignitatem: quemadmodum ægrotus non ideo minus debet Medico, quod monitus ab illo, sese commisserit illius arti, sed effugit ne fieret indignus quem Medicus curandum susciperet.

Men selve dette har vi den tilskyndende og hjælpende nåde at takke for, og den vil til sidst fuldkomme det, hvis vi ikke foragter nåden. Her kan jeg sandelig ikke se, hvorfor vi skulle frygte, at nåden ikke er nåde, eftersom denne naturens tilbøjelighed er svag uden nåden, og at give sin tilslutning til den forberedende nåde bevirker ikke, at vi har fortjent den retfærdiggørende nåde, det udelukker blot mennesket uværdighed, ligesom en syg ikke skylder sin læge mindre, fordi han fik opfordring fra ham til at undergive sig hans lægekunst, men ved at gøre sådan, undgår han at blive uværdig til at underlægge sig lægens helbredelse.

⁷² Et qui consilio amici servatus est, fatetur se debere vitam illi, cum inutile fuisset amici consilium, ni parere voluisset, et integrum erat monentem negligere. Jam si singulas occassiones, per quas peccator admonetur ut resipiscat, libeat appellare pulsantem gratiam, non admodum repugnarim. Et tamen in his quoque non prorsus otiosum est liberum arbitrium, dum occasioni veluti monenti præbemus aures, et assentimur, quod certe possumus naturæ viribus: de assensu loquor, non qui justificat, sed qui præparat aliquo modo.

Og den, der bliver frelst på en vens råd, indrømmer, at han skylder ham sit liv, selv om vennens råd ville have været forgæves, hvis han ikke havde villet adlyde det, og selv om han var i stand til at se bort fra formaningen. Men hvis man vil kalde de enkelte lejligheder, hvor synderen formanes til at gå i sig selv, for den tilskyndende nåde, så ville jeg ikke have noget imod det. Og dog er heller ikke i sådanne mennesker viljen helt inaktiv, når vi låner ører til og tilslutter os den lejlighedsvise formaning. Det kan vi jo givetvis gøre ved naturens kræfter. Jeg taler om tilslutningen, ikke den, der retfærdiggør, men den, der på en måde forbereder.

⁷³ Jam donemus hujusmodi motus animi, licet imperfectos sine gratia, ex ipsis scatere naturæ viribus, num periclitabitur Dei gratia? Non opinor. Quî sic? Quoniam hoc ipsum, quod in nobis relictum est boni, et totum hoc quod (1529) possumus aut sumus, Dei donum est. Undecunque igitur incipias recessum à vitiis ac progressum ad virtutem, à gratia est exordium non ex nobis. Nec obstat, quod nunquam non occinit Augustinus, Quid habes quod non accipisti, et si accepisti, quid gloriaris quasi non acceperis?

Lad os nu indrømme, at den slags sjælens bevægelser, selv om de er ufuldkomne uden nåden, fremkommer ved naturens egne kræfter, mon så Guds nåde sættes i fare? Det tror jeg ikke. Hvorfor ikke? Fordi selve det, at der er noget godt i os, og alt det, vi kan og er, er Guds gave. Derfor, overalt, hvor du begynder at opgive lasterne og gøre fremskridt i dyden, tages begyndelsen fra nåden, ikke fra os. Sådan er det, uanset, at Augustin ofte synger denne sang: ”Hvad har du, som du ikke har fået, og hvis du har fået det, hvorfor roser du dig så, som om du ikke havde fået det?” (1kor#4.7)

⁷⁴ Idem occini potest de divitiis, forma, viribus, generis claritate, prospera valetudine, ingenii dexteritate, rerum successu glorianti; Denique si quis despiciat foeminam, sibi placens, quod mas natus sit, ei possent eadem verba ingeri, Quid habes quod non accepisti? Hic igitur sermo Pauli non excludit liberum arbitrium, sed premit hominis arrogantiam, non agnoscentis se ex dono Dei esse, quicquid est, si quid omnino boni est. Idem docet 2. Corinth. III distinguens has voces a nobis et ex nobis. Non sumus, inquit, sufficientes cogitare aliquid a nobis quasi ex nobis, sed omnis sufficientia nostra ex Deo est. Etiam illa, quæ possumus naturæ viribus, sic à nobis oriuntur, ut tamen ex Deo sint, à quo fonte promanant omnia.

Det samme kan han synge én, der praler af rigdom, skønhed, kræfter, god familie, godt helbred, mental dygtighed eller succes. Og endelig: hvis nogen ser ned på en kvinde og glæder sig over, at han er født som mand, kunne så ikke de samme ord forekastes ham: Hvad har du, som du ikke har modtaget? Derfor udelukker denne tale hos Paulus ikke den frie vilje, men de undertrykker det menneskes arrogance, som ikke erkender, at hvad han end er, er han det som følge af Guds gave, hvis det da er noget godt, han er. Det samme lærer Paulus 2kor#3.5 ved at skelne mellem de to udtryk 'af os' og 'fra os': ”Vi er ikke duelige til at udtænke noget af os selv, som om det kom fra os, men vor duelighed er fra Gud”. Også det, som vi kan ved vore naturlige kræfter, udspringer således af os, at det dog er fra Gud, for alt udvælder fra den kilde.

⁷⁵ Subinde recinit et illa Augustinus, A Domino præparatur voluntas, quod tamen ex quo Scripturæ loco hauserit nondum comperi*, sed idem illud adducit ex Proverbiorum XVI ni fallor, Hominis est animam præparare, de quo dictum est alias. Ex his duobus dictis sequitur voluntatem simul et à Deo et ab homine præparari: et quemadmodum in bono opere simul agunt voluntas hominis et gratia, itidem et in concipienda gratia simul agunt: non quod homo quicquam agat ad creandam gratiam, sed quod se gratiæ capacem præbeat, pro sua portione. Jam cum præparare hoc loco nihil aliud sit quam adjuvare, Augustinus adjuvandi verbum horret, præparandi verbum amplectitur: et adjutoris vocabulum non accipit, largitoris recipit, quasi non largiatur bonam voluntatem, qui imbecillem adjuvat, ut vere sit bona, quam quisquis habet, beatis est.

* Augustin følger LXX-teksten til Ordspr 8,35: etoimazetai qelesiV para Kuriou.

Igen og igen synger Augustin også dette: 'Fra Herren forberedes viljen', men jeg har endnu ikke fundet det skriftord, hvorfra han har taget det, men, husker jeg ret, fremfører han Ordspr 14,1: ”Menneskets opgave er at forberede sin sjæl”, om hvilken jeg andetsteds har talt. Af disse to tekster følger det, at viljen forberedes på én gang af Gud og af mennesket. Og ligesom menneskets vilje og nåden virker samtidig i den gode gerninger, sådan virker de også samtidig i at modtage nåden. Ikke fordi mennesket gør noget i retning af at skabe nåden, men fordi han gør sig rede til fatte den, for sin dels vedkommende. Og skønt det at forberede på dette sted ikke er andet end at hjælpe, afskyr Augustin dog ordet 'hjælpe' men godtager ordet 'forberede'; og han antager ikke ordet 'hjælper', men godtager ordet 'tildeler', som om den, der hjælper en svag vilje til at blive virkelig god, så enhver, der har den, er lykkelig, ikke tildeler en god vilje.

⁷⁶ Nam Augustinus, ut dictum est, sentit de voluntate sufficiente, sive perfecta. At alter loquebatur de bono propositu, sed imperfecto, quod per auxilium divinæ gratiæ redderetur sufficiens. Possunt autem imperfectæ cognitionis, et imperfectæ voluntatis esse multi gradus, quandoquidem neque nostra fides, ac voluntas, per quam justificamur, perfecta est in hac vita, et tamen dicitur bona voluntas.

For som sagt mener Augustin en tilstrækkelig eller fuldkommen vilje. Og Augustins modstander talte om en god, men ufuldkommen hensigt, som kunne gøres tilstrækkelig gennem den guddommelige nådes hjælp. Men der kan ved den ufuldkomne erkendelse og ved den ufuldkomne vilje være mange stadier, eftersom hverken vores tro eller vores vilje, hvorved vi retfærdiggøres, er fuldkomne i dette liv, og dog kaldes det en god vilje.

⁷⁷          Quod si quis dicat in homine nondum spiritu renato, nullam esse fidem aut cognitionem eorum quæ pertinent ad pietatem, nullam bonam voluntatem, nullam justitiam, nullam virtutem, quamvis imperfectum, rem adfert omnibus Stoicorum paradoxis paradoxoteron, cum in Ethnicorum Historiis legamus ejusmodi virtutum exempla, ut merito nos Christianos aliquoties pudefaciant, in Philosophorum libris ejusmodi reperiamus præcepta, ut quidam conentur docere, ea fuisse de Prophetarum hausta voluminibus, adeo consentiunt dogmata.

         Men hvis nogen skulle sige, at der i det endnu ikke ved ånden genfødte menneske ikke er nogen tro eller erkendelse af det, der fører til fromhed, ingen god vilje, ingen retfærdighed, ingen dyd, ligegyldig hvor ufuldkommen, så fremfører han noget, der er mere paradoksalt end alle Stoikernes paradokser, eftersom vi i hedningernes historie læser om eksempler på den slags dyd, så de af og til med rette gør os kristne skamfulde, og eftersom vi i filosoffernes bøger finder vi bud af en art, så nogle har forsøgt at lære, at de var taget fra profeternes bøger, i den grad var der overensstemmelse mellem læresætningerne.

⁷⁸ Ex his fontibus, nascebantur apud illos quædam bona opeera, quæ fateor nec promerebantur, nec gignebant gratiam justificantem, sed tamen reddebant animam gratiæ capaciorem, nisi intervenisset vel hypocrisis, vel reprobus sensus, quemadmodum et Philosophi dicunt, per formas quasdam accidentales materiam reddi capacem formæ principalis. Quod si quis hæc quoque quæ Gentes vel cognoverunt, vel præstiterunt, velit adscribere gratiæ Dei, non refragabor, sic ut fateantur hominis liberum arbitrium per gratiam adjutum huc pervenisse, in quibus si profecissent, per eandem gratiam assequi poterant æternam salutem.

Af disse kilder fødtes hos dem nogle gode gerninger, som jeg indrømmer hverken var fortjenstfulde eller fremkaldte den retfærdiggørende nåde, men dog gjorde sjælen mere egnet for nåden, hvis da ikke enten hykleri eller en fordømmelig mening kom i vejen. Dette svarer til det, filosofferne siger, at gennem nogle tilfældige former bliver materien gjort mere egnet til hovedformen. Men hvis nogen vil tilskrive det, hedningerne erkende eller udøvede, gør jeg ikke indsigelse, når blot de indrømmer, at menneskets frie vilje kommer så vidt ved nådens hjælp, og at de, hvis de havde gjort fremskridt, gennem den samme nåde kunne nå frem til den evige salighed.

⁷⁹ Quanquam enim Hieronymus ad Ctesiphontem sentire videtur omnes interisse, ad quos Lex Mosaica non pervenit, tamen mihi probabilius videtur quod scribit ille, quisquis fuit, in Libris de vocatione omnium Gentium, nulli ætati, nulli hominum generi divinam providentiam defuisse. Siquidem ante proditam Mosi Legem constat in lege naturæ multos fuisse sanctos. Lex autem Mosi quoniam uni tantum populo tradita est, nec jussa est prædicari per universum Orbem, sicut Euangelium, sed tantum posteris ejus nationis, (1530) etiamsi proselyti non rejiciebantur, non obligat, nisi quibus erat tradita, aut qui eam sponte fuissent professi.

For skønt Hieronymus i brevet til Ctesifon synes at mene, at alle de mennesker, til hvilke moseloven ikke nåede ud, gik til grunde, så synes det mig dog mere antageligt, hvad den mand, hvem han så en er, der har skrevet 'Om alle hedningernes kaldelse', skriver i denne bog, at ingen tidsalder, ingen menneskeart har manglet det guddommelige forsyn. Således står det fast, at mange var hellige ud fra den naturlige lov, før moseloven blev overgivet. Men eftersom moseloven kun blev overgivet til ét folk, og det heller ikke blev befalet, at den skulle prædikes over hele verden, ligesom evangeliet, men kun for et folks efterkommere, selv om de ikke forkastede proselytter, så er den kun bindende for dem, til hvem den er overgivet, eller som frivilligt har bekendt den.

⁸⁰ Quin potius in Euangelio taxantur Pharisæi, qui peragrabant mare ac terram, ut facerent unum proselytum, bis futurum gehennæ filium. Quemadmodum itaque lex naturæ non justificabat, sed ad justitiam præparabat, ita Mosi Lex tametsi non conferebat perfectam justitiam, tamen ad eam præparabat, vel hoc nomine, quod Judæos metu coercebat, ne prolaberentur ad extremam impietatem. Sanabilior enim est, qui metu moderatur malefacta, quam qui excusso omni Dei timore et hominum pudore, gloriatur et exsultat in rebus pessimis. Hoc opinor significans Paulus dicit se plus omnibus laborasse. Judæos enim Lex præparat Christo, quanquam non conferebat justitiam.

Og faktisk bebrejdes det farisæerne, at de drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt, de er på dobbelt måde fordømt til helvede. Ligesom derfor den naturlige lov ikke retfærdiggør, men forbereder til retfærdighed, således forberedte moseloven også til retfærdighed, selv om den ikke medførte den fuldkomne retfærdighed, i det mindste på den måde, at jøderne blev tvunget af deres frygt, så de ikke nedsank i den yderste ugudelighed. For én, der holdes tilbage fra at gøre ondt af frygt, kan lettere helbredes, end én, som har bortkastet al frygt for Gud og al skamfølelse overfor mennesker, og som praler af og glæder sig over de værste ting. Det tror jeg er, hvad Paulus mener, når han siger, at han har arbejdet mere end alle. (1kor#15.10). Loven forberedet nemlig jøderne til Kristus, selv om den ikke førte til retfærdighed.

⁸¹ Jam enim cognoverant unum esse Deum, Gentium Deos esse Dæmonia generi humano inimica: non esse salutem nisi ex Deo. His aliisque plurimis facti sunt capaciores Euangelii. At Paulus duriorem susceperat provinciam erudiendi Gentes, quarum aliæ credebant nullum esse Deum, aliæ non curare res mortalium, alii de Diis pessime sentiebant, existimantes eos esse tales, quales describunt fabulæ, plerique putabant à rogo nihil hominis superesse. Et tamen in his sanabiliores reperit, qui levius peccarant, hoc est, in quibus minus erat perversi animi, quod idem accidit in Judæis.

For de vidste allerede, at der er én Gud, at hedningernes guder er dæmoner, der er fjender af menneskeslægten, og at der ikke er frelse i andet end i Gud. Dette og flere andre ting gjorde dem modtagelige for evangeliet. Men Paulus havde påtaget sig den hårdere opgave at instruere hedningerne, af hvilke nogle ikke troede, der var en Gud, andre, at de ikke tog sig af de dødeliges affærer, andre troede det værste om guderne, idet de mente, at de var af den art, som fablerne beskrev dem, og mange mente, at de intet var tilbage af et menneske, efter at det var blevet brændt. Og dog fandt han blandt dem nogle, der bedre kunne helbredes, nogle, som kun syndede lidt, det vil sige, i hvem sjælen var mindre forvendt, og det samme skete blandt jøderne.

⁸² Perversitas autem non naturæ est, sed liberi arbitrii. Aliud enim est perversitas, aliud error: aliud vacare justitia, aliud esse impium. At Lutherus sic exaggerat naturam vitiatam, ut eam æquet malitiæ Satanicæ, cum Scriptura dicat, Sanabiles fecit Deus nationes terrarum, Et, Non est in illis medicamentum exterminii, aut inferorum regnum in terra. Justitia enim perpetua est et immortalis: injustitia autem mortis acquisitio. Impii autem manibus et verbis accersierunt illam. Quod autem hîc loquitur de peccato voluntatis non originis, declarant quæ sequuntur, Dixerunt enim impii cogitantes apud se non recte, etc.

Men forvendthed stammer ikke fra naturen, men fra den frie vilje. For én ting er forvendthed, noget andet vildfarelse. Én ting er at mangle retfærdighed, noget andet at være ugudelig.

Men Luther overdriver i den grad den fordærvede natur, at han sidestiller den med satanisk ondskab (L11#36), skønt skriften siger: ”Gud gjorde jordens nationer helbredelige” (Visd 1,14) Og: ”Der er ingen dødelig gift i dem og intet herredømme af helvede på jorden. For retfærdigheden er evig og udødelig, men uretfærdigheden fører til død. Men de ugudelige kalder døden til sig med deres hænder og deres ord” (Visd. 1, 15f). Men at forfatteren her taler om viljens synd, ikke om arvesynden, fremgår af det følgende: ”For de ugudelige siger til sig selv: det er ikke ret ... osv” (Visd 2,1).

⁸³ Proinde quemadmodum fatemur naturam hominis, protoplastorum peccato vitiatam, ita constat in eadem esse relicta semina non mediocria virtutum ac pietatis. Quod si ideo facimus hominem totum impium, quia talis natus est, faciamus eundem totum pium, ob insita pietatis seminaria. Quod autem plures se flectunt ad vitia quam ad virtutem, non tam naturæ vitium in causa est, quam prava educatio, convictus improbus: præterea quod vitia præsens habent auctoramentum et illecebram; Virtus circa difficillima ac molesta versatur, nec statim habet paratam illecebram.

Fremdeles, ligesom vi indrømmer, at menneskets natur blev fordærvet ved vore første fædres synd, således står det fast, at der i denne natur er efterladt ikke så få frø til dyd og fromhed. Men hvis vi gør mennesket helt ugudeligt, fordi det er født således, så lad os gøre det helt fromt, på grund af den medfødte frøklase af fromhed. Men fordi flere bøjer sig imod lasten end imod dyden, er naturen dog ikke i så høj grad skyld i det, som en dårlig opdragelse og dårligt selskab; ydermere betyder det noget, at lasten får sin løn og lokkemiddel umiddelbart, dyden udøver under vanskeligheder og besvær, og det tillokkende er ikke til rede med det samme.

⁸⁴ Hinc plerique proniores sunt ad mala. Jam ut fatemur per Mosi Legem plenius cognosci peccatum, ita negari non potest Gentium leges, quæ complures Mosen præcesserunt, multa eadem punire quæ punit Lex Mosi. Ostendit igitur et naturæ lex peccatum, et hæc cognitio gignit horrorem peccati. Id esse verum declarant ea quæ Gentium Poetæ scribunt de cruciatu conscientiæ, deque Diris ultricibus. Quod si Mosi Lex tantum valet, ut intellecto peccato confugiamus ad implorandam opem Dei, quid vetat, quo minus eodem impellat lex naturæ, juxta suum modulum? Et si precatio nos præparat gratiæ divinæ, quod fatetur et Lutherus, quî minus huic nos præparent opera moraliter bona; inter quæ opinor et precationem esse? Nihil hîc moror illa Stoica, quæcunque fiunt extra gratiam, æque damnabilia esse, ut Socratis tolerantia nihilo levius crimen fuerit apud Deum, quam Neronis crudelitas.

Derfor er de fleste mere tilbøjelige til det onde. Og ligesom vi må indrømme, at synden bliver tydeligere erkendt gennem moseloven, således kan det heller ikke nægtes, at hedningernes love, hvoraf de fleste gik forud for moseloven, straffer mange af de samme ting, som moseloven straffer. Derfor påviser også den naturlige lov synden, og denne erkendelse fremkalder afsky for synden. At dette er sandt er klart ud fra, hvad hedningernes digtere skriver om den pinte samvittighed og om furierne, der hævner sig. Men hvis moseloven er egnet til, når vi har forstået synden, da at flygte bort og påkalde Guds hjælp, hvad er der så i vejen for at naturens lov i mindre grad kan gøre det samme efter sin mindre målestok? Og hvis bøn forbereder os til den guddommelige hjælp – hvilket også Luther indrømmer – hvorfor skulle så moralsk gode gerninger forberede os mindre, blandt hvilke jeg tror, også bønnen er? Jeg kerer mig ikke om disse stoiske påstande, at hvad som helst der sker uden nåden, er lige fordømmeligt, (L11#15) så at Sokrates' tålsomhed ikke var en mindre forbrydelse hos Gud, end Nero grusomhed.

⁸⁵ Ut vere bona non sint, quæ geruntur absque dono fidei et caritatis, quæque non referuntur in Deum, tamen aliquo modo bona dici possunt, quæ non pugnant cum fide et caritate, et huc velut accedunt. Interim pone mihi fidei gradus, et caritatis gradus qui nondum attingant fidem efficacem, quam solus Deus dat. Pone mihi Ethnicum Philosophum, qui sciat unicam esse mentem conditricem et gubernatricem omnium, qua nihil melius aut majus esse possit, et unde profluit omne bonum, et (1531) unde præmia recte factorum, quam norit animi puritate colendam, ritus tamen vulgo receptos ferat, partim quod desperet, aliud persuaderi posse rudi populo, partim quod existimet in rem esse populi, tale religione contineri, donec melius aliquid exoriatur, atque ipse interim admoniat quos putat esse dociles.

Indrømmet, at det, som gøres uden troens og kærlighedens gave, og som ikke henføres til Gud, ikke er virkeligt godt, så kan det dog siges i nogen måde at være godt, fordi det ikke står imod troen og kærligheden, og næsten nærmer sig dem. Imidlertid, forestil dig, om du vil, en grad af tro og en grad af kærlighed, som endnu ikke har nået den virksomme tro, som alene Gud giver. Forestil dig, om du vil, en hedensk filosof, som véd, at der er ét sind, der har skabt og styrer alt, og at intet kan være bedre eller større end det, og hvorudfra alt godt flyder frem, som belønner gode gerninger, og som han erkender skal dyrkes med en ren sjæl; men som dog finder sig i det almindeligt overleverede, dels fordi han ikke tror, at det rå folk kan overbevises om andet, dels fordi han mener, at det er til folkets fordel at holdes i skak af en sådan religion, indtil noget bedre fremstår, og han selv i mellemtiden formaner dem, som han mener er lærvillige.

⁸⁶ In officiis det operam, ut quam plurimum prosit patriæ, parentibus, uxori ac liberis: negligens invidiam virtute conflatam, et ab illa mente sperans recte factorum præmium. Hoc animo fuisse quosdam, ipsorum Libri testantur. Quid? An dicemus hunc æque peccare, cum optime se gerit, ac si veneno tolleret uxorem, et prostitueret liberos? Equidem arbitror talem nec omnino carere fide, nec opera facere provocantia divinam iram, sed seipsum præbere capacem et habilem divinæ benignitati. Proponamus Augustinum nondum Christianum, sed veluti in compito deliberantem, cui sectæ potissimum esset initiandus. Nam Manichæus erat, non quod eam probaret hæresim, sed ne nullius esse sectæ videretur.

Han gør sig umage, så godt han kan, for at opfylde sine pligter overfor fædrelandet, forældrene, konen og børnene, han ser stort på den uvilje, der opflammes af dyden, og håber at blive belønnet af dette sind for sine gode gerninger. Der var nogle, der havde dette sind, det bevidner deres bøger. Hvad så? Mon vi skal sige, at en sådan person synder lige så meget, når han opfører sig allerbedst, som hvis han skaffede sig af med sin kone med gift og prostituerede sine børn? Jeg tror nu, at en sådan person ikke er uden tro overhovedet, og at hans gerninger ikke fremkalder den guddommelige vrede, men at han gør sig i stand til at modtage den guddommelige velvilje og egnet dertil.

Lad os betragte Augustin før han blev kristen, men stod ved korsvejen og overvejede, hvilken sekt det ville være mest passende for ham at optages i. For han var Manikæer, ikke fordi han foretrak dette kætteri, men for ikke at synes ikke at tilhøre nogen sekt.

⁸⁷ De Christo dubitabat, aderat tamen hic animus, ut quam comperisset optimam, ei daret nomen. Id ut consequeretur, audiebat Ambrosium, legebat Epistolas Pauli, conferebat cum amicis de beata vita, orabat, dabat eleemosynas, abstinebat à profanis theatris, horrebat flagitia, concubinam unicam habebat, sed cui servaret conjugii fidem, quod in Ethnico nullum habebatur crimen. Hujusmodi factis cum velut ambiret Domini gratiam, num dicetur æque provocasse Deum, ac matrem veneno sustulisset? Quid absurdius?

Om Kristus tvivlede han. Men han havde det sind, at hvad der syntes ham bedst, det ville han give sin tilslutning. For at blive klar over det, hørte han Ambrosius, læste Paulus' breve, samtalede med sine venner om det salige liv, bad, gav almisse, afholdt sig fra de profane teatre, afskyede de skændige gerninger, havde en enkelt konkubine, men var ægteskabelig tro overfor hende, hvilket blandt hedninger ingen regnede for en forbrydelse. Mens han med disse gerninger stræbte som efter Herrens nåde, mon man kan sige, at han dermed gjorde Gud ligeså vred, som hvis han havde ombragt sin mor med gift? Hvad er mere absurd?

⁸⁸ Quod si hujusmodi operibus moraliter bonis, sive quocunque nomine vocare placet, præparatur homo gratiæ divinæ, sive, ut Scholastici loquuntur, merito congruo promeretur eam, quid habet absurditatis sententia? Et si poteret Augustinus per vim liberi arbitrii audire concionantem Ambrosium, legere libros sacros, erogare stipem in pauperes, vacare precibus ac meditationibus, confabulari cum piis hominibus, eosque rogare ut Domino salutem ipsius suis precibus commendarent, quid est cur sic exsibiletur opinio Scholasticorum, quæ tradit hominem per opera moraliter bona promereri de congruo gratiam justificantem?

Men hvis sådanne moralsk gode gerninger, eller hvilken betegnelse man nu vil give dem, forbereder mennesket til det guddommelige nåde, eller som skolastikerne siger, giver ham en rimelighedsfortjeneste, hvad absurd er de så i en sådan påstand? Og hvis Augustin gennem den fri viljes kraft kunne høre Ambrosius prædike, læse den hellige skrift, give gaver til de fattige, få tid til bønner og meditationer, konversere med fromme mennesker, og bede dem om, at anbefale ham for Herren til frelse i deres bønner, hvad grund er der så til i den grad at hvisle over skolastikernes mening, som gennem moralsk gode gerninger fører mennesket til rimeligt at fortjene den retfærdiggørende nåde?

⁸⁹ Verborum umbris territamur, cum in re nihil sit absurdi: Si quis dicat hujusmodi factis hominem aliquo modo præparari gratiæ, ferent, opinor: nunc cum idem sentiat qui dicit de congruo promereri gratiam, offenduntur. Quod de Augustino propositum est, idem dici potest de homine multis vitiis involuto: sed tamen sibi displicente optanteque mentem meliorem sibi dari. Sic enim audivi quosdam dicentes: Utinam Deus donaret mihi fidem: Utinam daret rectam voluntatem, quorum neque fidem sinceram et vitam improbam esse sciebam.

Vi er skræmt af skyggeord, skønt der i virkeligheden ikke er noget absurd. Hvis nogen vil sige, at mennesket gennem sådanne gerninger i nogen grad forbereder sig til nåden, så mener jeg, det vil være antageligt. Men som det er, bliver de stødt, når nogen mener det samme og siger, at man med rimelighed fortjener sig nåden.

Hvad der er fremført om Augustin, det samme kan siges om et menneske, der er indviklet i mange laster, men dog utilfreds med sig selv med ønsket om, at han kunne give sig selv et bedre sind. Sådan har jeg nemlig hørt nogle sige: Gid Gud ville give mig troen! Gid han ville give den rette vilje! Og jeg vidste, at deres tro ikke var oprigtig og deres liv dadelværdigt.

⁹⁰ Quibus respondebam: Tuum est non leviter optare tantum Dei donum, sed etiam ambire. Quibus inquiebant modis? Evolve, inquam, sacros Libros, adi sacras conciones, ora frequenter, eroga pecuniam in egenos, piis hominibus commenda salutem tuam, detrahe paulatim vitiis quod potes. Hæc quæ in te sita sunt præstanti, non defutura est Dei gratia: at arbitror me dedisse pium consilium. Qui optat sibi dari bonam voluntatem, non omnino caret ea: et qui optat fidei donum, non prorsus caret fide, sed quod habet imperfectum, optat auxilio divino perfici.

Dem svarede jeg: 'Det er din opgave, ikke blot at ønske Guds gave, men også at stræbe for det'. 'På hvilke måder?' sagde de. 'Luk bibelen op', sagde jeg, 'kom til de hellige prædikener, bed ofte, give penge til de trængende, bed fromme mennesker bede for din frelse, drag dig efterhånden ud af de laster, du kan! Hvis du gør disse ting, som du har kontrol over, så skal Guds nåde ikke mangle'. Og jeg tror, at jeg har givet et fromt råd. Den, der ønsker, at der gives ham en god vilje, mangler den ikke ganske. Og den, der ønsker sig troens gave, er ikke fuldstændig uden tro, men han ønsker guddommelig hjælp til at fuldkommengøre den ufuldkomne tro, han har.

⁹¹ Nec ita magni refert, utrum quis dicat hæc opera exerceri per liberum arbitrium, an semper adspirante peculiari gratia, provehente non perficiente. Quanquam plausibilius est fateri in his non abesse Dei gratiam, hominis viriculas, per se invalidas, paulatim provehentis. Nihilo enim minus debeas ei, qui tibi semel fortem dedit, unde possis diu negociari, quam qui quotidie conferat aliquid, quod in eum diem satis sit. Ad hæc quotidie dat, cui semper in manu est quo dedit eripere. Non enim hîc donum gratuitum vertitur in debitum, sed modus donandi mutatur.

Det gør heller ikke den store forskel, om man siger, at disse gerninger udføres gennem den frie vilje, eller i kraft af den stadig inspirerende særlige nåde, som fører til fremskridt, men ikke til fuldkommenhed. Men det er mere antageligt at indrømme, at guds nåde ikke er fraværende, så de lidt efter lidt drives fremad gennem menneskets små kræfter, der i sig selv er svage. For du skylder ikke mindre til ham, som på én gang gav dig den formue, hvorfra du gennem lang tid kan drive handel, som til ham, som hver dag giver dig det, som er tilstrækkeligt for den dag. Desuden er den, der giver hver dag, én, i hvis hånd det ligger at kunne bortrive det, han har givet. For på det punkt forvandles den fri gave ikke til en forpligtelse, blot ændres måden at give på.

⁹² Nec hîc gratia datur secundum merita, quod exsecrabantur etiam Pelagiani, sed vitatur, ne gratia dari videatur (1532) indignis. Indignos appello, non eos qui non sunt promeriti, sed recusantes et aversantes Dei donum. Rursus non est metuendum ne gratia videatur ex naturæ viribus oriri, cum hoc ipsum, ut crebro diximus, naturæ bonum sit gratuitum Dei donum, in aliis majus, in aliis minus. Nec protinus habet homo quod de se glorietur, nisi sibi velit arrogare quod habet aliunde. Et si tantum est periculi à gloria, potest homo etiam de peculiari Dei dono tollere cristas, quando hoc vere à piis hominibus traditum est, inanis gloriæ malum in mediis etiam virtutibus insidiari.

Her gives nåden heller ikke efter fortjeneste, hvilket selv pelagianerne fordømte, men det undgås, at nåden synes at gives til de uværdige. Jeg kalder nogle uværdige, ikke dem, som ikke har fortjent nåden, men dem, som forsmår og vender sig bort fra Guds gave. Videre skal man ikke være bange for, at nåden bliver anset som stammende fra naturens kræfter, eftersom vi ofte har sagt, at selve det, der er naturens gave, er Guds frie gave, nogle får meget, andre mindre. Ejheller har et menneske automatisk noget at rose sig af, medmindre han vil anmasse sig, hvad han har andetsteds fra. Og hvis der er så stor fare for ros, kan et menneske også slå med nakken over Guds særlige gave, eftersom det med rette er overleveret af fromme mennesker, at det onde, der består i tom ære, også kan lægge sit baghold midt blandt dyderne.

⁹³ Denique periclitatur, ne hoc ipsum, quod naturæ viribus potest, eripiatur, si secus quam oportet fueris usus. Unde quemadmodum pro bona corporis valetudine reliquisque commodis gratias agimus Deo, convenit et pro his dotibus agere gratias, orantes ut quod imperfectum est, suo afflatu perficiat; et quoniam quotidie quodammodo donat, qui quod potest eripere non eripit, est cur semper interpellemus Deum, vel gratias agendo pro acceptis, vel orando ut quod largiri dignatus est, conservet augeatque. Hoc itaque meritorum genus non officit gratiæ, sed efficit ut homo decentius ac largius accipiat gratiam.

Endelig består der en fare i, at selve det, som kan gøres ved hjælp af naturens kræfter, kan blive fjernet, hvis det bruges anderledes, end det bør bruges. Derfor er det passende, at vi, ligesom vi takker Gud for godt helbred og de øvrige behageligheder, også takker ham for disse gaver, idet vi beder om, at han med sin inspiration vil gøre det fuldkomment, som er ufuldkomment. Og når han hver dag på en måde giver os, at han ikke fjerner det, han kunne fjerne, så er det en god grund til, at vi bønfalder Gud, enten takker ham for det, vi har modtaget, eller beder om, at han bevare eller øge det, han nådigt har skænket os. Den slags fortjeneste skader ikke nåden, men udvirker, at et menneske modtager nåden mere ydmygt og taknemligt.

⁹⁴           Hæc ideo replico, quo demonstrem hujus controversiæ bonam partem apud Priscos ex vocibus parum commode acceptis ortam incruduisse. Hieronymus graviter indignatur Ctesiphonti, quod tamen ab ipso confictum apparet, qui scripserat, hominem posse fieri salvum si velit, auxiliante tamen gratia. Ipse dicit: Velle et currere meum est, sed ipsum meum sine Dei semper auxilio non erit meum. Sermo dicersus est, res eadem. Denique tota hæc causa tractans quibus modis Dei gratia operetur in homine, multos habet recessus, quos curiosius excutere non est necesse. Constat quicquid in nobis est, id totum à Dei liberalitate proficisci.

        Jeg gentager dette, fordi jeg vil vise, at størstedelen af denne kontrovers hos kirkefædrene er opstået og blevet overdrevet derved, at ord er blevet forstået udover, hvad der var rimeligt. Hieronymus blev vred på Ctesifon, selv om den måske var noget påtaget, fordi han havde skrevet, at menneske kan frelses, hvis det vil, dog med nådens hjælp. Hieronymus selv sagde: ”At ville og at løbe er min opgave, men det bliver ikke min opgave at gennemføre det uden Guds hjælp”. Det er forskellige udtryk, men meningen er den samme. Endelig fører hele denne sag, hvor vi behandler de måder, hvorpå Guds nåde virker i mennesket, til mange dybsindigheder, som det ikke er nødvendigt at undersøge nøjere. Det står fast, at hvad som helst der er i os, alt sammen er fremkommet ved Guds gavmildhed.

⁹⁵ Cæterum quomodo dispenset suam in nobis munificentiam definire, ut sit piæ speculationis, certe non arbitror esse necessarium. Et tamen in nullo genere materiarum libentius deliciatur Augustinus. Ostendi Scholasticorum opinionem, quæ inter non reprobatas plurimum tribuere videtur libero arbitrio, non ita multum diffidere ab opinione Augustini, nisi quod variant in vocabulis potius quam in re. Veteres quoties dicunt meritum, sentiunt tale genus meriti, quod excludit gratiam, quale sit si quis magnis officiis provocatus, reponat gratiam, ingratus futurus ni faciat. Aut si quis fabro conducto solvat mercedem operæ.

Men at fastslå, hvordan han uddeler sine rundhåndede gaver til os, tror jeg sandelig ikke er nødvendigt, selv om det er en from overvejelse. Og dog er der ikke noget emne, som Augustin hellere tager sig af. Jeg har påvist, at skolastikernes opfattelse, som, blandt de synspunkter, som ikke er blevet forkastet, synes at tillægge den frie vilje mest, ikke adskiller sig så meget fra Augustins opfattelse, blotset fra at de varierer i ord mere end, hvad sagen angår. Overalt, hvor de gamle fædre siger fortjeneste, mener de den slags fortjeneste, som udelukker nåden, som hvis fx én er motiveret af store tjenester, der bliver vist ham, til at gengælde den tjeneste, og ville være utaknemlig, hvis han ikke gjorde det. Eller hvis én betaler en håndværker, han har hyret, den løn, han skal have for sit arbejde.

⁹⁶ Sed merito negatur ei beneficium, qui negligit, qui recusat oblatum, qui male utitur accepto, qui ingratus est ei qui dedit. Contra quodammodo meretur, qui libenter accipit, qui beneficii magnitudinem agnoscit, qui dextra utitur, qui meminit ac prædicat. Nam Deo, qui nullius eget mutua gratia, egisse gratias aut habuisse, retulisse est. Similiter cum sint multæ species justitiæ, bonæque voluntatis ac fidei, quoniam hæc non satis evidenter distinguuntur à Veteribus, nec satis animadvertisse videntur quid dicant alii, nec ipsi sibi valde constant, ut si quis exactius conferat, excutiatque singulas partes disputationis, deprehensurus sit illos nonnunquam eadem dicere cum his quos impugnant, nec inter ipsos consentire, cum causam eandem tractent:

Men en velgerning nægtes med rette ham, som fornægter den, som tilbageviser den, når den bliver tilbudt, som bruger det givne dårligt, som er utaknemlig imod ham, som har givet den. På den anden side fortjener en person det i nogen måde, hvis han gerne modtager den, hvis han erkender velgerningens størrelse, hvis han bruger den korrekt, hvis han husker på den og fortæller om det. For man gengælder den gunst, Gud viser én, ved at takke eller føle taknemlighed, også selv om Gud ikke trænger til gunst til gengæld. På lignende måde: eftersom der er mange slags retfærdighed, god vilje og tro, og eftersom de gamle ikke skelnede tilstrækkelig klart imellem dem, syntes de ikke i tilstrækkelig høj grad at være klar over, hvad andre sagde, og de var ikke selv særlig konsistente, så hvis man mere nøje drager sammenligninger og undersøger de enkelte dele af disputationen, vil man opdage, at de sommetider sagde det samme som deres modstandere, og ikke var enige indbyrdes, skønt de behandlede den samme sag.

⁹⁷ Veluti Hieronymo videtur absurdum dicere, Deum sua bona opera coronare, quæ facit in nobis, cum apud Augustinum nihil sit hac sententia decantatius: Interdum in eadem disputatione una pars cum alia parum congruat, eo quod non satis distinxerunt vim nominum. Nullus tamen illorum tam iniquus fuit libero arbitrio, quin aliquid tribuerit. Quemadmodum Adam per liberum arbitrium perseverare potuit in bono conditus rectus: sed lapsus est, quia perstare noluit: quod si voluisset, meritum fuisset illius, pro culpa. Augustini verba sunt Lib. De correptione et gratia Cap. XI.

Fx synes Hieronymus, at det var absurd at sige, at Gud kroner de gode gerninger, som han har skabt i os, selv om hos Augustin intet bliver mere gentaget end den sætning. Sommetider kan i en disputation den ene part ikke godt forliges med den anden, fordi de ikke i tilstrækkelig grad har afklaret deres terminologi.

Men ingen af dem var så fjendtligt indstillet overfor den frie vilje, at de ikke tillagde den noget. ”Ligesom Adam, der var skabt som et ret menneske, gennem den frie vilje kunne forblive sådan, men faldt, fordi han ikke ville forblive oprejst; for hvis han havde villet, havde han opnået fortjeneste i stedet for brøde”. Dette er Augustins ord i bogen 'Om irettesættelse og nåde”, kap 11.

⁹⁸ Posset ergo permanere si vellet, quia dederat Deus adjutorium, per quod posset, et sine quo non posset perseveranter bonum tenere quod vellet. Sed quia noluit (1533) permanere, profecto ejus culpa est, cujus meritum fuisset si permanere voluisset: sic homo per gratiam liberatus, si vult, permanere potest in gratia, et si perseverat meretur: si non vult culpam admittit. Hîc certe meriti culpæque ratio refertur ad liberum arbitrium. Nec enim arbitror ad hoc institutum pertinere, discutere an præter naturæ donum addita sit Adæ gratia, sine qua non posset perseverare: et an naturæ donum suffecturum fuerit adversus omnes tentationes, cum ad primum Satanæ assultum illico victus sit.

Han kunne altså være forblevet, hvis han havde villet, fordi Gud gav ham hjælp, hvorigennem han havde kunnet, og uden hvilken han ikke vedholdende havde kunnet holde sig til det gode, som han ville. Men fordi han ikke ville forblive, er skylden sandelig hans, og det ville have været hans fortjeneste, hvis han havde villet forblive. Således kan mennesket, når det er befriet gennem nåden, hvis det vil, forblive i nåden, og hvis det fortsat forbliver, kan det opnå fortjeneste, hvis ikke han vil, får han skyld over sig. Her henfører fornuften ganske sikkert fortjeneste og brøde til den frie vilje. For jeg tror ikke, det er relevant i denne sag at diskutere, om der udover naturens gave blive givet Adam en nåde, uden hvilken han ikke kunne forblive, eller om naturens gave ville have været tilstrækkelig mod alle fristelser, eftersom han blev besejret allerede ved Satans første angreb.

⁹⁹ Satis est tenere de Adam qualis fuerit in Paradiso, quod sacris Litteris proditum est, etiamsi nos non respondeamus omnibus omnium curiosis quæstionibus. Liberum arbitrium igitur, ut ait Augustinus, ad malum sufficit, ad bonum autem parum valet, nisi adjuvetur ab omnipotente bono: parum enim valere dixit, ut respondeat illi, sufficit. Et cum meminit omnipotentis boni, subindicat bonum aliquod humanum et imbecille, quod egeat auxilio gratiæ. Quod autem illud est, nisi quod per naturæ vires homo potest assequi, non ut illico sit beatus, sed ut divinæ gratiæ sit præparatior.

Det er nok at fastholde om Adam, at han i paradis var, som den hellige skrift fortæller om det, også selv om vi ikke kan besvare alle nysgerrige spørgsmål. Som Augustin siger det: ”Den frie vilje er altså tilstrækkelig til at gøre det onde, men til det gode duer den kun lidt, hvis den ikke hjælpes af de almægtige gode”. Han siger 'duer kun lidt' som svar til den, der siger 'er tilstrækkelig'. Og når han siger 'det almægtige gode', underforstår han, at der er et menneskeligt og svagt gode, som mangler nådens hjælp. Men hvad er dette, hvis det ikke er det, som mennesket kan opnå ved sine naturlige kræfter? Ikke, så han med det samme bliver salig, men så han blive mere beredt for den guddommelige nåde.

¹⁰⁰ Qui per rationem humanam multa intelligit, creditque de Deo quæ vera sunt, qui ex Philosophorum libris imbibit amorem sapientiæ, qui pro modulo suo ad habitum virtutis enixus est, aliquanto capacior est crasso milite, qui in profunda rerum ignorantia maximisque sceleribus versatus, ne cogitavit quidem unquam de Deo. Habet igitur homo quod non accepit? Nequaquam. At non consequitur, hic non accepit dono, sed ex legato, igitur non accepit. Item non consequitur, hic accepit illo modo, igitur nullo modo accepit.

Et menneske, som forstår meget gennem den menneskelige fornuft, og tror det om Gud, som er sandt, som har inddrukket kærlighed til visdom fra filosoffernes bøger, som har stræbt efter dydens vane ifølge sin egen lille målestok, er på en måde mere egnet end en rå soldat, som har levet i en dyb uvidenhed om tingene og i de største forbrydelser og ikke engang har skænket Gud en tanke. Har derfor mennesket noget, han ikke har modtaget? På ingen måde. Men af det forhold, at han ikke har modtaget det som gave, men som lån, følger ikke, at han ikke har modtaget det. Ligeledes følger det heller ikke af det, at han ikke har modtaget det på en bestemt måde, at han slet ikke har modtaget det.

¹⁰¹ Quod si libeat sophisticari, ne id quidem verum est, quod liberum arbitrium ad malum sufficit. Non enim sufficeret, si destitueretur generali motu primæ causæ. Accipit igitur hoc ipsum quod potest male velle, ac scelus admittere. Cum igitur insit in homine nativa quædam vis appetens honesti, licet peccato debilitata, variis occasionibus excitatur, quarum una Lex est, quæ dum invitat præmiis ad recte agendum, supplicio deterrens à malefactis, efficit ut homo suum peccatum agnoscens, sibi displiceat, etiamsi clam est peccatum.

Men hvis jeg brød mig om at være sofistisk, ville det ikke engang være sandt, at den frie vilje er nok til det onde. For det ville ikke være nok, hvis den blev berøvet den almene bevægelse af den første årsag. Altså modtager den selve det, at den kan ville det onde og begå en overtrædelse. Skal der altså i mennesket er en vis medført dragning mod det gode, selv om den er ødelagt af synden, opægges denne af forskellige omstændigheder, hvoraf én er loven, som, når den tilbyder belønninger for at handle ret og truer med straf for at handle ondt, udvirker, at mennesket erkender sin synd, og finder mishag i sig selv, også selv om synden er skjult.

¹⁰² Contra gaudeat, si Legi non est obnoxius. Quod si ex parte præstat lex naturæ quod lex Dei, et aliquod bonum exordium tribuitur legi peccatum indicanti, non absurde idem tribuitur libero arbitrio. Rursus si distinctis gratiarum gradibus placet omnem occasionem ad meliora vocantem appellare gratiam, patiar, modo patiatur et naturæ vires dici gratiam. Quem dabis tam efferatum vitiis, si serio rogetur num velit esse purus à vitiis, Deoque carus, quin responsurus sit, se velle? Est autem, ut Seneca scribit, magna pars bonitatis, velle bonum fieri.

Omvendt glæder han sig, hvis han ikke er skyldig efter loven. Men hvis den naturlige lov delvist udfører det, som Guds lov udfører, og en vis god begyndelse kan tilskrives loven derved, at den påpeger synden, er det ikke absurd at tilskrive den frie vilje det samme. Og igen, hvis nogen efter at have skelnet imellem nådernes grader, finder på at kalde enhver lejlighed, der kalder ind til det gode, for nåde, så kan jeg godt gå med til det, blot man så går med til at kalde også vore naturlige kræfter for nåde. Kan du forestille dig et menneske så bestemt af laster, at han, hvis du alvorligt spørger ham, om han vil blive renset for sine laster og være elsket af Gud, vil svare, at det vil han ikke? Som Seneca skriver: en stor del af godheden er at ville blive god.

¹⁰³ Ea voluntas quo magis recedit ab imperfectione, hoc homo vicinior est gratiæ. Quod si demus quantulumcunque velle bonum à natura proficisci, non impie dicitur bonum hominis propositum per se invalidum accessione gratiæ juvari. Fatetur Augustinus ex his verbis 2. Par. XV. Dominus vobiscum, si vos estis cum eo, et si quæsieritis eum, invenietis: si autem dereliqueritis eum, derelinquet vos,* declarari liberum arbitrium et ad bonum et ad malum.

* Leiden i maginen: De lib. Arb. Cap. V.

Jo mere denne vilje drager bort fra ufuldkommenheden, des nærmere er det menneske nåden. Men hvis vi indrømmer, at selv ganske lidt i retning af at ville det gode kommer fra naturen, er det ikke ugudeligt at sige, at menneskets gode hensigt, som i sig selv er uduelig, hjælpes derved, at nåden modtages. Augustin indrømmer, ordene fra 2 Krøn 15,2: ”Herren er med jer, hvis I er med ham” og: ”Hvis I søger ham, vil I finde ham; men hvis I fornægter ham, vil han fornægte jer”, gør det klart, at der er en fri vilje, både til det gode og til det onde.

¹⁰⁴ Verùm in hoc dissentit ab adversariis, quod illi dicunt meritum nostrum in eo esse, quod sumus cum Deo: ejus autem gratiam secundum hoc meritum, ut sit et ipse nobiscum. Item meritum nostrum in eo esse, quod quærimus eum, et secundum hoc meritum dari ejus gratiam, ut inveniamus eum. Similis locus est 1. Par. XXVIII. Si quæsieris eum, invenietur tibi: et si dimiseris eum, repellet te in perpetuum. Fatetur ex hoc quoque recte colligi liberum arbitrium, at non fert eos, qui hîc ponunt meritum hominis, Si quæsieris eum, ut succedat præmium, invenietur tibi.

Men heri adskiller han sig fra modstanderne, at de siger, at vor fortjeneste ligger i det, at vi er med Gud, og at hans nåde: at han også vil være med os, følger af denne fortjeneste. Ligeledes ligger vor fortjeneste i det, at vi søger ham, og den nåde, at vi finder ham, gives os ifølge den fortjeneste. Et lignende skriftsted er 1. Krøn 28,9: ”Hvis du søger ham, vil han blive fundet af dig; og hvis du sender ham bort, vil han forkaste dig i evighed”. Han indrømmer, at det er rigtigt her at slutte sig til en fri vilje, men han er ikke enig med dem, som anbringer en menneskelig fortjeneste her: ”Hvis du søger han” og venter en belønning ”vil han blive fundet af dig”.

¹⁰⁵ Hæc controversia mihi nasci videtur ex voce potius, quam ex re. Etenim qui jussus quærere Dominum, pulsantem gratiam non adspernatus, illi suas vires attemperans, aliquo modo se dignum præbet uberiore gratia, et hoc meritum (1534) non absurde quis dixerit, non quod æquet beneficium, et gratiam vertat in debitam mercedem, sed quod excludat indignitatem. At Augustinus interpretatur de merito, cui debetur merces. Nam id sentire se declarat, cum ait, et omnino laborant quantum possunt ostendere Dei gratiam secundum merita nostra dari, hoc est, gratiam non esse gratiam.

Denne strid synes jeg opstår mere af ord end af sagen selv. For hvis én, der får befaling om at søge Herren, ikke forsmår den tilskyndende nåde, tilpasser sine kræfter til den, så gør han sig på én eller anden måde beredt til den overstrømmende nåde, og det er ikke absurd, hvis én har kaldt det fortjeneste, ikke fordi det står lige med en velgerning, og forvandler nåden til en fortjent løn, men fordi det udelukker uværdigheden. Men Augustin fortolker 'fortjeneste' som lig med 'løn, der skyldes'. For han gør det klart, at det er, hvad han mener, når han siger: ”og de arbejder i det hele taget så meget, de kan, for at vise, at Guds nåde gives os efter vore fortjenester, det vil sige, vise, at nåden ikke er nåde”.

¹⁰⁶ Est enim meriti genus quod excludit gratiam, et mercedem debitam flagitat, quale est operarii, cui nisi reddas mercedem, potest in jus vocare. Si reddas, neuter alteri debet gratiam. Secundum hunc sensum opinor anathema pronuntiarant in eos, qui dicerent Dei gratiam secundum merita hominum dari. Verùm Augustinus dum nimium horret initium gratiæ dare libero arbitrio, fatetur quidem præceptis divinis conveniri liberum arbitrium. Velut cum ait Joannes, Carissimi diligamus invicem. Cæterum hoc negat prodesse, nisi qui præcipit, addat aliquid dilectionis, ut præcepto admonitum liberum arbitrium quærat Dei donum.

For der er en slags fortjeneste, som udelukker nåden og kræver den løn, som skyldes; af den slags er daglejerens, som, hvis du ikke giver ham hans løn, kan gå rettens vej. Hvis du giver ham den, skylder den ene ikke den anden tak. Ifølge den mening mener jeg, man bø udstede et anatema over dem, som siger, at Guds nåde gives efter menneskenes fortjeneste. Men samtidig med at Augustin viger mest muligt tilbage fra at tilskrive nådens begyndelse den frie vilje, indrømmer, at i hvert fald de guddommelige bud stemmer overens med den frie vilje. Fx, når Johannes siger: ”I elskede, lad os elske hinanden”. Men han nægter, at dette gavner noget, medmindre den, der giver budet, tilføjer noget kærlighed, så den fri vilje, når den er formanet ved budet, søger Guds gave.

¹⁰⁷ Videtur igitur præter gratiam præcepto pulsantem requirere gratiam aliquam imperfectam, quam infundat Deus, ut hac accepta, quærat gratiam justificantem, quod ibi scribit Joannes, Dilectio ex Deo est. Sed jam eodem res devolvetur. Etenim qui gratiam habet imperfectam, nondum justus est. Quomodo igitur quæret, cum liberum arbitrium nondum sit liberatum? Neque protinus caritas illa justificans non est ex Deo, etiamsi fateamur hominem ex naturæ viribus habere qualemcunque caritatem erga Deum posse. Idem ad Valent. De corrept. Et grat. Desiderare, inquit, auxilium gratiæ, initium est gratiæ.

Og derfor synes han at sige, at udover den nåde, som tilskynder ved budet, kræves en slags ufuldkommen nåde, som Gud indgyder, sådan at, når den er modtaget, kræver viljen den retfærdiggørende nåde, hvilket Johannes skriver sammesteds: ”Kærligheden er fra Gud”. Men så bider tingene sig selv i halen. For den, der har en ufuldkommen nåde, er endnu ikke retfærdig. Hvordan kan han da søge, når den frie vilje endnu ikke er befriet? Det følger heller ikke med det samme, at den retfærdiggørende kærlighed ikke er fra Gud, selv om vi indrømmer, at mennesket ud fra sine naturlige kræfter kan have en eller anden slags kærlighed mod Gud. Det samme siger Augustin til Valentius i ”Om irettesættelse og nåde”: ”At ønske nådens hjælp, er begyndelsen til nåden”.

¹⁰⁸ Quod si concedimus in hominibus etiam scelerosis esse aliquod gratiæ desiderium ex ipso naturæ sensu, rursum causa periclitabitur, ne gratiæ initium sit à libero arbitrio. Quod vehementer abominandum esset, nisi quicquid potest liberum arbitrium, ex Dei dono proflueret. Quod si quis in his quoque gradibus, quibus paulatim à vitioso habitu receditur, et ad justitiam acceditur, velit adjungere gratiam peculiarem, arbitror piam opinionem. Cæterum ex his minutiis excitare tragoediam, non arbitror esse Christianæ tranquillitatis, præstiterit fortassis permittere, ut juxta Paulum hactenus quisque in suo sensu abundet.

Men hvis vi indrømmer, at der selv i onde mennesker er et eller andet ønske efter nåden ud fra den naturlige sansning, opstår der igen fare for, at nådens begyndelse stammer fra den frie vilje. Og det ville skærkt skulle fordømmes, hvis ikke hvad som helst den frie vilje kan, fremstrømmer fra Guds gave. Og hvis nogen vil knytte også i disse trin, hvorved den frie vilje efterhånden går bort fra det ondes vane og kommer hen imod retfærdigheden, sammen med den særlige nåde, så tror jeg det er en from opfattelse. Men at opføre et drama ud fra disse bagateller tror jeg ikke stemmer overens med den kristne ro, måske ville det være bedre at tillade enhver, ifølge Paulus (rom#14.5) at have lov at have sin egen mening indtil videre.

¹⁰⁹          Augustinus adversus Pelagianos decertans, studio gratiæ tam parum tribuit libero arbitrio, ut nomine tribuat aliquid verius quam re. Rursus cum iisdem dimicans, qui dicebant infantes nihil damnationis contrahere ex peccato primorum parentum, ait illos, si sine baptismo decesserint, æternis ignibus exurendos. Utramque sententiam posteriores Theologi moderati sunt, aliquanto plus tribuentes libero arbitrio quam ille tribuebat, ac distinguentes meritum congruum à merito condigno: fidem acquisitam à fide infusa, voluntatem perfectam ab imperfecta.

           I sin strid med pelagianerne tillægger Augustin den frie vilje så lidt i retning af at stræbe efter nåden, at han mener, den mere er et navn end en virkelighed. Og igen: når han strides med dem, som sagde, at spædbørn ikke får nogen fordømmelse på grund af vore første forældres synd, siger han til dem, at de, hvis de dør uden dåb, vil brænde op i den evige ild. Begge disse opfattelser har senere tiders teologer modereret, idet de tillægger den frie vilje noget mere, end han tillagde den, og idet de skelner mellem rimelighedsfortjeneste og værdighedsfortjeneste og mellem tildelt tro og indgydt tro, mellem fuldkommen vilje og ufuldkommen vilje.

¹¹⁰ Item infantium damnationem temperantes, distinguendo poenam damni à poena sensus. Joannes autem Gerson nec desperare videtur omnino de salute infantis, si parentum pietas insignis Dei bonitatem gnaviter sollicitarit. Jam quod Theologis in Augustini de libero arbitrio sententia visum est parum, id Luthero videtur nimium, qui necessitatis vocabulum invehit, unde constanter abstinuit Augustinus, ac ne illud quidem tribuit libero arbitrio posse se à gratia subtrahere, quod illi non negat Augustinus. At qui pio quidem animo, sed tamen incautiore, quo gratiæ magnitudinem exaggerent, quicquid possunt, demunt naturæ viribus, perinde mihi facere videntur, quasi si quis neget ullos salutem adeptos, vel in Lege Mosi, vel in lege naturæ, quo magis attollat gloriam adventus Christi, adversus eos qui dicere solent, quid novi Christus attulit?

Ligeledes modererede de spædbørnenes fordømmelse ved at skelne mellem fordømmelsens straf og sansernes straf. Men Johannes Gerson synes overhovedet ikke at fortvivle angående spædbørnenes frelse, hvis de særlig fromme forældrer alvorligt appellerer til Guds godhed. Men det, som teologerne har syntes var for meget i Augustins opfattelse af den frie vilje, det har Luther syntes var for lidt, for han indførte begrebet 'nødvendighed', hvilket Augustin hele tiden holdt sig borte fra, og han tildeler end ikke den fri vilje en mulighed for at kunne trække sig tilbage fra nåden, noget Augustin dog ikke nægtede den.

Men de, som, ganske vist i en god hensigt, men dog uforsigtigt, for at overdriver nådens storhed, nedskriver naturens kræfter alt det, de kan, forekommer mig at gøre nøjagtig, som hvis nogen nægtede, at der kunne opnås frelse ved moseloven eller ved den naturlige lov, og så des mere ophøjede Kristi kommes herlighed, imod dem, som plejede at sige: hvad nyt bragte Kristus?

¹¹¹ Nec animadvertunt interim hoc ipsum, quo servabantur homines ante proditum Euangelium, fuisse ex dono Christi, qui pro sua bonitate nulli deest. Quanquam pro divini consilii dispensatione, pro temporum ac personarum varietate aliter atque aliter sese communicat. Et si usque adeo placebat (1535) exaggeratio, ea magis intendenda erat in stultitiam ac malitiam hominum, in quam sese per liberum arbitrium præcipitaverant, quam in naturam ex Adæ peccato vitiatam, ne videamur assentiri Manichæis. Jam si cui placet illorum sententia, qui minimum absunt à fossa Manichæorum, cavere debet ne longius progressus corruat in barathrum, atque ita tribuat gratiæ totam hominis salutem, ut meminerit hominis voluntatem jam liberatam simul agere cum agente gratia, et agendo promoveri, non ut debeatur gratia, sed ne indigno subtrahatur.

For på det punkt er de ikke opmærksomme på, at det, hvorved menneskene blev frelst før evangeliets åbenbaring, også var en gave fra Kristus, som i sin godhed ikke ville, at nogen skulle undvære ham, selv om han, ifølge det guddommelige råds udvirkning, tildeler sig selv på forskellig måde alt efter tid og person. Og hvis de i den grad syntes om overdrivelser, skulle de have stræbt mere efter at vise den i menneskers dumhed og ondskab, hvori de har nedstyrtet sig gennem den frie vilje, end i den natur, der efter Adams synd var fordærvet, for at vi ikke skal mene, at de er enige med manikæerne.

Men hvis nogen kan lide deres mening, som står nærmest ved manikæernes grøft, så bør han tage sig i agt, at han ikke går nærmere og falder i afgrunden, og han skulle tillægge nåden hele menneskets frelse på en sådan måde, at han husker på, at menneskets vilje, når den er befriete, virker sammen med den virkende nåde, og ved at virke gør fremskridt, ikke for at fortjene nåden, men for ikke at drages tilbage som uværdig.

¹¹² Meminerit item in hominis esse potestate gratiæ pulsanti præbere sese, hoc est, non avertere. Et hoc ipsum Dei bonitas sic acceptat, ut existimet eum hominem esse dignum uberiore gratia. Meminerit in hominis arbitrio esse perseverare in gratia, aut decidere à gratia. Hæc qui fatebitur, non recipiet absolutam omnium rerum necessitatem. Postremo meminerit et naturæ dotes esse Dei gratiam ut nihil sit de quo possit homo gloriari, quasi quicquam boni ex sese pararit absque Dei gratia: excutiat autem imaginationem de luto, serra et securi, quæ parabilæ non in hoc adductæ sunt, ut excludant hominis liberum arbitrium, sed ut ostendant totum hominem in manu Dei esse, si Deus velit illum vel in nihilum redigere.

Lad ham fremdeles huske på, at det står i menneskets magt at berede sig på den tilskyndende nåde, det vil sige, ikke at vende sig bort. Og selve det modtager Guds godhed på den måde, at den bedømmer ham til at være et menneske, der er værdigt til den overvældende nåde. Lad ham huske på, at det er op til menneskets vilje at forblive i nåden eller fornægte den. Den, der indrømmer det, kan ikke gå med til, at alting sker af absolut nødvendighed. Lad ham til sidst huske på, at også naturens gaver er Guds nåde, så der ikke er noget, mennesket kan rose sig af, som om det af sig selv kunne forberede noget godt uden Guds nåde: men lad ham gå bort fra forestillinger om ler, økse og sav, for de sammenligninger er ikke fremført for at udelukke menneskets fri vilje, men for at påvise, at hele mennesket er i Guds hånd, hvis Gud måske vil tilintetgøre ham.

¹¹³ Rursus quibus placet recentiorum opinio, quoniam minimum absunt à fossa Pelagianorum, cavere debent ne longius proferant pedem, sed meminerunt quam exsecrabile sit apud Deum hominem suis niti viribus, atque in sese gloriari, cum quisquis gloriatur, eum oporteat non in alio quam in Domino gloriari. Meminerint se etiam pro his quæ præstari possunt naturæ viribus debere gratias Deo: et si quid talium operum acceptat Deus non esse justitiæ, sed immensæ bonitatis, qui boni consulit imperfectionem nostram. Postremo meminerint etiam illas naturæ vires à Deo juste eripi, si quis vel abutatur, vel sibi velit arrogare.

Videre: De, der synes om de nyere teologers mening, som er mindst fjernt fra pelagianernes opfattelse, bør tage sig i agt for ikke at gå længere frem, men huske på, hvor afskyeligt det er hos Gud, når et menneske støtter sig til sine egne kræfter, og roser sig af sig selv, skønt enhver, der roser sig, kun skal rose sig i Herren. (1kor#1.31; 2kor#10.17). De bør huske på, at de også bør takke Gud for det, som de kan yde i kraft af de naturlige kræfter. Og de bør huske, at hvis Gud godtager sådanne gerninger, sker det ikke, fordi han er retfærdig, men fordi han er ovenud god, og fordi denne godhed tillader vor ufuldkommenhed. Endelig bør de huske på, at også disse naturlige kræfter på retfærdig vis kan udrives af Gud, hvis nogen enten misbruger dem eller vil prale af dem.

¹¹⁴ Nec seipsos fallant libertatis, meriti, digni, condigni, congrui, debitique vocabulis, cum summa totius negotii debeatur gratuitæ Dei benignitati, sed tanto diligentius ambiant gratiam, quanto plus virium in hoc à Deo datum arbitrantur, tantoque studiosius contendant ad opera pietatis. Porro si quis erit, cui et Augustinus videatur iniquior libero arbitrio, et recentiores plus æquo largi, inter utramque viam tuto incedat, credatque etiam in illis gradibus, quibus, ut dixi, præparamur ad gratiam, non deesse gratiam peculiarem, sic ut pro modulo profectus nostri cuique in omnibus et liberum arbitrium gratiæ, et gratia libero arbitrio cooperetur.

Og de skal ikke bedrage sig selv med ordene 'frihed', 'fortjeneste', 'værdig', 'værdighedsfortjeneste', 'rimelighedsfortjeneste', 'gæld', eftersom hele denne affære skyldes Guds frie velvilje, men de skulle des mere omhyggeligt stræbe efter nåden, jo flere kræfter de tror er givet af Gud, og de skulle des mere ivrigt stræbe efter at gøre fromme gerninger.

Fremdeles: hvis der skulle være nogen, for hvem både Augustin synes at være uretfærdig mod den frie vilje, og for hvem også de nyere teologer er mere velvillige end rimeligt er, lad ham gå sikkert frem ad vejen mellem disse to, og også tro på de trin, hvormed vi, som sagt, forbereder os til nåden, ikke uden den særlige nåde, sådan at i de små fremskridt, vi gør, for os og for alle både den frie vilje samvirker med nåden og nåden med den fri vilje.

¹¹⁵ In summa magis in hoc incumbamus, ut Dei gratiam adipiscamur, quam ut curiose disputemus quomodo gratia in nobis operetur. Nam hujusmodi nimium subtilibus logomachis citius amiserimus Dei gratiam, quam assequamur quibus modis gratia operetur in nobis, præsertim cum Deus ubique impervestigabilis tam variis modis exserat vim suam in rebus conditis. Jam ut fateor justis causis permotos, qui gratiæ vim exaggerantes, naturæ vires extenuarunt: ita non levioribus causis commoti sunt, qui non passi sunt quenquam servari aut interire, nisi ex qualibuscunque meritis: quorum sententias licet dissidentes, tamen quoniam ex eodem pietatis fonte manant, commode decet interpretari, non exagitare, et in concordiam redigere, vel in hoc interim concordes inter nos, in quo illi non discordant.

Kort sagt, vi skulle bruge vores kræfter mere på at opnår Guds nåde, end på nysgerrigt at disputere, hvordan nåden virker i os. For med den slags altfor subtile ordmagerier mister vi Guds nåde, snarere end vi fuldt ud forstår, gennem hvilke trin nåden virker i os, især fordi Gud overalt udøver sin kraft på uudforskelige og forskellige måder i det skabte. Men ligesom jeg indrømmer, at de, der overdriver nådens kraft og formindsker naturens kræfter, drives af rimelige grunde, således er de ikke drevet af mindre uantagelige grunde, som ikke går med til, at nogen frelses eller går til grunde, undtagen efter rimelig fortjeneste. Omend deres meninger er afvigende, opvælder de dog fra den samme fromhedens kilde, og bør fortolkes på passende vis, så man ikke opægger, men fører til enighed, eller i hvert fald for tiden skabe enighed mellem os i de ting, de ikke er uenige om.

¹¹⁶ Consentiunt enim in his, hominem misericorditer servari, neminem autem injuste damnari, nemini deesse gratiam Dei, summa vi præstandum homini quod in ipso situm est: quicquid tamen in nobis est boni, totum divinæ bonitati adscribendum. Porro Scripturas, quæ juxta speciem inter se pugnare videntur, haud magno negotio redigemus in concordiam, si distinguamus voces, quemadmodum ostendimus: et (1336) si perpendamus Deum variis rationibus agere in servandis ac damnandis hominibus, nec statim hoc in omnibus facere, quod in hoc aut in illo pro dispensatione fecisse legitur. Veluti cum dicitur decepisse Prophetam, aut seduxisse populum, aut inflexisse cor impii Regis ad hoc aut illud. Quod enim Deus aliquando suggerit impiæ voluntati peccandi occasionem, aut piæ voluntati benefaciendi materiam, non impedit liberum arbitrium, nihilo magis quam admonitor indicans quid sit agendum.

For de er jo enige om, at mennesket frelses af barmhjertighed, men at ingen fordømmes uretfærdigt, at ingen mangler Guds nåde, og at mennesket af al magt skal gøre det, han kan. Dog skal alt det gode, der er i os, tilskrives den guddommelige godhed.

Videre: skriften, som på overfladen synes at modsige sig selv, lad os uden stort besvær bringe den i harmoni med sig selv, hvis vi skelner mellem ordene, som vi har vist, og hvis vi overvejer, at Gud handler ud fra forskellige overvejelser, når han frelser eller fordømmer mennesker. Og vi skal ikke straks overføre det træk på alle, som vi læser, han har gjort mod denne eller hin ifølge sin plan. Når han fx siges at have narret profeten, eller forført folket, eller bøjet den ugudelige konges hjerte mod dette eller hint. For hvis Gud af og til giver lejlighed til for en ugudelig vilje at synde eller for en from vilje mulighed for at gøre godt, er det ikke til hinder for den frie vilje, ikke mere, end en rådgiver er det, som peger på, hvad der skal gøres.

¹¹⁷ Ita Paulo meditanti proficisci in Bithyniam, obstitit Spiritus, jubens alio deflectere. Ita loquitur et Paulus 2. Corinth. VIII. Gratias ago Deo, qui eandem sollicitudinem pro vobis dedit in corde Titi. Aderat enim Tito generalis ad bona voluntas, cui Deus ostendit in eo negotio quid esset agendum. Nec ideo necesse erit, ut existimemus hominem ex se nunquam posse discernere quid sit agendum. Simile est quod legimus Esdræ III. Benedictus Dominus Deus patrum nostrorum, qui dedit hanc voluntatem in cor Regis, clarificare domum suam in Hierusalem.

Således overvejede Paulus at tage over til Bithynien, men ånden forhindrede det, og befalede ham at gå i en anden retning. (Apg 16,7f). Og i 2kor#8.16 siger Paulus: ”Jeg takker Gud, som i Titus' hjerte gav en sådan bekymring for jer”. For i Titus var der en almindelig vilje til det gode, og for den vilje påviste Gud i denne begivenhed, hvad der skulle gøres. Det vil heller ikke af den grund være nødvendigt for os at mene, at menneske i sig sellv aldrig kan finde ud af, hvad der skal gøres. Af lignende art er det, vi læser i Ezra 7,27: ”Lovet være Herren, vore fædres Gud, som gav den vilje i kongens hjerte, at smykke sit hus i Jerusalem”.

¹¹⁸ Opinor Artaxerxem non fuisse in spiritu, et tamen Deus inflexit cor illius, ut sineret instaurari templum. Huc pertinet illud de Semei, cui præceperat Dominus ut malediceret David, mala hominis voluntate abutens in justi correptionem. Hæc, quæ peculiares habent causas, non oportet ad generalem pertrahere sententiam. Rursum si quos Deus subito violentoque motu rapuit ad se, veluti Paulum, ex his non est constituendum universale dogma. Alios vocat ex profunda ignorantia, gravique scelerum lerna: alios diu patitur veluti ambire divinum munus. Quod si non possumus omnino ratione conseque quatenus, quibus modis, quibusque gradibus operetur in nobis, certe loquamur more Scripturarum, more sanctorum Patrum.

Jeg tror ikke, Artaxerxes havde ånden, og dog bøjede Gud hans hjerte, så han tillod, at templet blev genopbygget. I den henseende er også teksten om Simei relevant, ham, som Herren befalede at forbande David, idet han brugte et menneske med ond vilje til at irettesætte en retfærdig. (2 Kong 16,10). Sådanne begivenheder, som har særlige årsager, bør man ikke drage generelle slutninger af. Igen: hvis Gud med det samme og med et magtgreb ville have revet ham til sig, som med Paulus, kan man ikke af dette opstille en universel læresætning. Nogle kalder han ud fra den dybeste uvidenhed og fra en alvorlig syndesump, andre giver han lov til at efterstræbe Guds gaver gennem lang tid.

Men hvis vi ikke med vor forstand fuldstændig kan forstå i hvilken grad, med hvilke midler og ad hvilke trin Gud virker i os, lad os så tale sikkert på skriftens måde, på de hellige fædres måde.

¹¹⁹ Quid vero loquitur Scriptura? Non dicit, inanis est omnis conatus hominis, nihil refert quomodo vivas, Deus aut servabit si statuit, aut perdet si decrevit, sed ita loquitur: Convertimini ad me, et ego convertar ad vos: et convertimini ad correptionem meam. Venite ad me omnes, contendite intrare per angustam portam, sobrii estote et vigilate. Prævaricatores redite ad cor. Date eleemosynam. Remitte et remittetur vobis, judicate pupillo, subvenite inopi.

Men hvad siger skriften? Den siger ikke: ”al menneskets stræben er tomhed; det betyder ikke noget, hvordan du lever, enten vil Gud frelse, hvis han bestemmer det, eller også vil han lade dig gå fortabt, hvis det er hans agt”. Nej, den taler således: ”Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer!” (Zak 1,3) og: ”Vend om til min irettesættelse” (Ordspr 1,23); ”kom til mig, alle” (Matt 11,28); ”kæmp for at gå ind ad den snævre port” (Luk 13,24); ”vær ædru og våg” (1 Pet 5,8); ”overtrædere, kom til jer selv” (Es 46,8); ”giv almisse” (Luk 12,33); ”tilgiv, og I skal få tilgivelse” (Luk 6,37); ”skaf den faderløse ret; hjælp den fattige” (Es 1,17).

¹²⁰ Hujusmodi sermonibus nos invicem exhortemur ad poenitentiam et caritatem mutuam, omissis malis colloquiis, quæ corrumpunt bonos mores: frater fratri dicat, Diligamus invicem, emendemus in melius quæ ignoranter peccavimus, piis operibus ambiamus Domini gratiam: privatim autem accomodemus et scripturam et vocem nostram ad proximi necessitatem. Aliter enim loquendum elato, feroci, sibique placenti, et erectam cervicem gerenti adversus Deum: aliter pusillanimi et desperationi proximo. Illi proferamus testimonia Scripturarum, quæ docent quam homo nihil possit suis viribus, quantumque discrimen sit hominem suis fidere præsidiis. Alteri proferamus testimonia, quæ doceant quantum homo sibi quoque præstare possit, si velit adniti: quamque sit Dei parata benignitas præstanti quod in ipso est. Scriptura vero, quoniam nunc hos compellat, nunc illos, juxta qualitatem eorum quibus loquitur, interpretanda est.

Lad os formane hinanden med den slags ord til bod og gensidig kærlighed, idet 'vi undlader al skændig tale, som ødelægger gode skikke'; (1kor#15.33). Lad broder sige til broder: ”Lad os elske hinanden!” (1 Joh 4,7), lad os vende os til det bedre, hvis vi har syndet af uvidenhed, lad os med fromme gerninger stræbe efter Herrens nåde. Men som vi hver for sig kan, lad os tilpasse både skriften og vore udtalelser til næstens behov. For man bør tale på én måde til den ophøjede, vilde, selvvelbehagelige og mod Herren ubøjede nakke, og på en anden måde til den ydmyge og fortvivlede næste. Lad os bringe den første skriftens vidnesbyrd, som lærer, hvordan mennesket intet kan ved sine egne kræfter, og hvor farligt det er for et menneske at stole på sin egen hjælp. Og lad os fremføre for den anden de vidnesbyrd, som lærer, hvor meget mennesket også selv kan yde, hvis det vil bestræbe sig på det; og hvordan Guds godhed altid er rede for den, der gør sit bedste. Men eftersom skriften snart henvender sig til den ene gruppe, snart til den anden, skal den fortolkes efter deres karakter, som den henvender sig til.

121 Alioqui secum ipsa multis in locis pugnare videtur, cum nihil minus pugnet quam Scriptura cum Scriptura. Ut finem voluminis faciam, non hîc deprecabor lectoris judicium, et exigam obsequium, quemadmodum fecit Lutherus, sed quicquid à nobis dissertum est, Ecclesiæ Catholicæ submitto, paratus corrigere, si quid excidit à veritate discrepans. Porro Christus illuminet nos omnes una cum Luthero, ut omnes uno ore, eadem mente, eademque sententia prædicemus communem omnium Dominum, cui glori in ævum. Amen.

LIBRI HYPERASPISTAE SECVNDI FINIS.

Ellers vil den synes at være i uoverensstemmelse med sig selv mange steder, skønt intet er mere i overensstemmelse med sig selv end skriften.

For nu at gøre en ende på bogen, vil jeg ikke frabede mig læserens bedømmelse og opfordre til lydighed, sådan som Luther gjorde, men underkaste alt, hvad vi har fremført, under den katolske kirke, parat til at rette ind, hvis noget er gået for langt og afviger fra sandheden. Måtte sluttelig Kristus oplyse os alle, inklusive Luther, så vi alle med én mund, ét sind, og den samme opfattelse prædiker alles fælles Herren: Ham være ære i evighed. Amen.

Slut på anden bog af Hyperaspistes.