Hyperaspistes 17

^{1 [233] (682-94)}        Rursum quod citat ex Esa. Cap. X cum sit LXV*. Inventus sum à non quærentibus, palam apparui iis qui me non interrogabant, quid facit adversus liberum arbitrium? Lex Christum promiserat Judæis: ab his repulsa gratia demigravit ad Gentes, à quibus non expectabatur. Id magis adstruit liberum arbitrium: Judæi repulsi sunt, quod excæcati pravis cupiditatibus, oblatam gratiam adspernati sunt, utique per liberum arbitrium: Gentes quoniam per ignorantiam errarant, audito verbo gratiam amplexi sunt, nimirum libero arbitrio gratiæ veluti respondente. Porro quod ad singulos homines attinet, et inter Judæos et inter Gentes erant qui quærebant Dominum, hoc est, qui sic vivebant ut essent capaces venturæ gratiæ.

*Luther tager ikke fejl, men citerer fra Rom 10.

         Så citerer han fra Es 10 (selv om det er Es 65): ”Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig, jeg viste mig for dem, som ikke spurgte efter mig” (Es 65,1) (rom#10.20) (L10#109), hvad skal det udrette imod den frie vilje? Loven lovede jøderne Kristus. Da nåden blev forkastet af dem, gik den videre til hedningerne, af hvilke den ikke var ventet. Det snarere styrker den frie vilje: Jøderne blev forkastet, fordi de i deres perverse begæringers blindhed vragede den tilbudte nåde, utvivlsomt gennem den frie vilje; hedningerne, der i deres uvidenhed foer vild, tog imod nåden, da de hørte ordet, utvivlsomt ved, at de med deres fri vilje svarede på nåden. Videre: for så vidt angår de enkelte mennesker, var der nogle både blandt jøderne og blandt hedningerne, som søgte Herren, det vil sige, som levede sådan, at de blev modtagelige for den nåde, der skulle komme.

²   Itaque si Lutherus sentit quæri Dominum ab iis, qui se præparant gratiæ, et Judæi viventes juxta Legem quærebant Dominum, quod hîc dicitur, pertinebit pariter ad universos homines, quorum nullus quæsivit gratiam, sed oblatam et non quæsitam accepit. Nunc Prophetæ (1505) dictum duas habet partes, quarum altera pertinet ad Judæos incredulos, altera ad Gentes obtemperantes Euangelio.

Og hvis derfor Luther mener, at Herren blev søgt af dem, der forberedte sig på nåden, så søgte også de jøder, der levede efter loven, Herren; hvad der siges her, har lige så meget med mennesker i almindelighed at gøre, for af dem var der ingen, der søgte nåden, men den blev tilbudt og modtaget uden at have været søgt. Nu har profetens udsagn to dele; den ene har med de vantro jøder at gøre, den anden med de hedninger, som adlød evangeliet.

³ Quod enim ait, Ecce ego, ecce ego ad Gentem quæ non invocabat nomen meum, de Gentibus dictum est. Quod sequitur, Expandi manus meas tota die ad populum incredulum, ad Israelem pertinet, etiam exponente Paulo. Verum est paucos ex Scribis ac Pharisæis, paucos ex Philosophis obtemperasse Euangelio, quod suis viribus asserebant sibi justitiam: in culpa non fuit liberum arbitrium, sed malæ cupiditates, quæ liberum arbitrium magis in illis obfuscarant quam in aliis.

For når han siger: ”Se, her er jeg, her er jeg, til et folk, som ikke påkalder mit navn” (Es 65,1), så siges det om hedningerne. Men det, der følger: ”Jeg rakte mine hænder ud hele dagen til et vantro folk” (Es 65,2), har med Israel at gøre, hvad også Paulus forklarer. (rom#10.21). Det er sandt, at kun få af de skriftkloge og farisæerne, kun få af filosofferne adlød evangeliet, fordi de krævede retfærdighed for sig selv ved deres egne kræfter. Det var den frie vilje ikke skyld i, men deres onde begæringer, som formørkede den frie vilje i dem mere end i andre.

⁴  De Paulo jam diximus. Pio ferebatur affectu, simplici laborabat errore, quem solo admonitu posuit, Christus illum repente vertit in agnum ex lupo, at non idem facit in omnibus: plerosque paulatim allicit, ac format ad gratiam. Non erat similis error in Scribis ac Sacerdotibus. Proinde quod ait in Judæis plurimum esse quod libero arbitrio tribuatur, in Gentibus nihil esse quod tribui possit, utrumque dictum est uperbolikwV. Nam et inter Gentes erant qui naturaliter quæ legis sunt faciebant, qui ad justitiam ac felicitatem enitebantur, et inter Judæos erat crassissima ignorantia, cum perversitate conjuncta, qui videntes non videbant, et audientes non audiebant.

Paulus har jeg tidligere omtalt. (H16#116). Han blev båret frem af en from følelse, han anstrengte sig ud fra en simpel vildfarelse, som alene en formaning kunne tilsidesætte, Kristus forvandlede ham pludselig fra en ulv til et lam, men han gør ikke det samme i alle. De fleste drager han efterhånden og former dem til nåden. Men når Luther siger, at der i jøderne er meget, der kan tilskrives den frie vilje, i hedningerne er der intet, som kan tilskrives den (L10#111), så er begge dele sagt med overdrivelse. For også blandt hedningerne var der nogle, som på naturlig vis gjorde, hvad der hørte loven til, som stræbte efter retfærdighed og lykke, og blandt jøderne var den største uvidenhed knyttet sammen med perversitet, de så og så dog ikke, de hørte og hørte dog ikke. (Matt 13.13).

^{5 [234] (683-94)}         Post hæc ex Joan. 1 profert nobis terribilem vocem, mundum, quæ vel una sufficiat ad internecione delendam universam liberi arbitrii cohortem. Negari non potest in litteris Euangelicis mundi vocabulum aliquando sonare, totam hanc terræ sedem; unde jubentur Apostoli ire in mundum universum et prædicare Euangelium omni creaturæ. Et hoc ipso loco, In mundum venit, et mundus per ipsum factus est. Interdum pro hominibus rerum fluxarum amatoribus magis quam coelestium: Vos de mundo non estis. Ego elegi vos de mundo. Verùm quid hîc per mundum putas intelligi, cum ait, Et mundus eum non cognovit?

           Herefter fremfører Luther for os fra Joh 1 det forfærdelige ord 'verden', som alene er nok til nedslagtning og tilintetgørelse af hele den frie viljes hærstyrke. (L10#113). Det kan ikke nægtes, at ordet 'verden' i evangelierne af og til betyder hele verdens areal; som når apostlene får befaling til at gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen. (Mark 16,15). Og ligesådan i dette skriftsted: ”Han kom til verden, og verden er blevet til ved ham”. (Joh 1,10). Sommetider betyder det 'mennesker, som elsker de flygtige ting mere end de himmelske': ”I er ikke af verden. Jeg har udvalgt jer fra verden”. (Joh 15,19). Men hvad kan man mene, der her skal forstås ved 'verden', når han siger: ”Og verden kendte ham ikke”? (Joh 1,10).

⁶  Hominum genus. Esto, Quid mirum si lux naturæ non comprehendit illam lucem, quam vix Angeli comprehendunt, in uno homine divinam naturam cum humana conjunctam: hominem natum ex Virgine, tres Personas unum Deum: Unius peccato mortalium universum genus damnatum, Unius morte redemtum: Hanc lucem fateor non poterat assequi liberum arbitrium, neque mundus ille Dei Spiritu destitutus.

Der må menes menneskeslægten. Netop menneskeslægten. Hvad mærkeligt er der i, at den ikke forstår dette lys, som englene knap nok forstår: at guddommelig og menneskelig natur er forenet i ét menneske; at et menneske er født af en jomfru; at der er tre personer i den ene Gud; hele den dødelige slægt fordømt på grund af ét menneskes synd, og forløst ved ét menneskes død. Jeg tilstår, at den frie vilje ikke kan fatte det, heller ikke den verden, som mangler Guds ånd.

⁷  At non ideo protinus nihil videt liberum arbitrium, id quod ridicule colligit Lutherus, Mundus odit Christum, Mundus totus in malo positus est. Mundus, id est, liberum arbitrium est sub regno Satanæ. Multo rectius Ambrosius exponit in Libris de vocatione Gentium, hanc vocem, nimirum mundum, esse vocabulum generale, complectens universum hominum genus ex bonis, mediocribus, malisque conflatum, sed ita ut maxima portio sit malorum: itaque Scripturam idiomate de mundo prædicari, quod in vulgus hominum competit.

Men det er ikke sådan, at den frie vilje af den grund intet ser, sådan som Luther på latterlig vis slutter. (L10#113). 'Verden hader Kristus; verden er helt i det onde; verden, det vil sige: den frie vilje, er under Satans herredømme'. (L10#114). Ambrosius forklarer det meget rigtigere i bogen 'Om hedningernes kaldelse', at det ord, altså 'verden', er et alment ord, og at det omfatter hele menneskeslægten, fra de gode, over de middelmådige til de onde, men sådan, at den største del udgøres af de onde. Derfor er i skriftens sprogbrug det, der er almindeligt for menneskene, betegnet som 'verden'.

⁸  Unde et in tabernaculo erat sanctum, quod appellataur kosmikon, id est, mundanum, quod non Judæos solum ac proselytos, sed quamvis nationem reciperet. Itaque cum dicitur mundus in malo positus, intelligitur vulgus hominum esse tale: et quicquid est in mundo concupiscentia carnis est, aut superbia oculorum, aut superbia vitæ, quia tales sunt plerique mortalium, etiam hodie, tunc multo magis.

Derfor var der også i tabernaklet et helligsted, som kaldtes 'det verdslige', som kunne betrædes af ikke blot jøder og proselytter, men af folk af enhver nation. Når der derfor siges 'verden ligger i det onde' (1 Joh 5,19), så skal man forstå, at mennesker i almindelighed er sådan. Og 'hvad der er i verden, er kødets lys eller øjnenes overmod eller livets hovmod' (1 Joh 2,16), sådan siges der, fordi sådan er de fleste dødelige, også i dag, og endnu mere dengang.

⁹  Ita Jesus venit in mumdum, quem condiderat, et à mundo agnitus non est, non quod à nullis, sed quod à paucis. Venit in propria, hoc est, ad nationem Judæorum, nec à suis agnitus est, non quod nulli Judæi crediderint, sed quod perpauci præ turba non credentium. Selegit Apostolos è mundo. Si mundus totus est osor Dei, num tales erant omnes Apostoli priusquam à Christo vocarentur? Crassi erant, impii non erant.

Således også med skriftordet 'Jesus kom til verden', som han havde skabt, og 'blev ikke kendt af verden', ikke fordi ingen kendte ham, men fordi kun få kendte ham. 'Han kom til sit eget', det vil sige, til den jødiske nation, 'og blev ikke kendt af sine egne' (Joh 1,11), ikke fordi ingen jøder troede på ham, men fordi kun meget få gjorde det, sammenlignet med hoben af ikke-troende. Han udvalgte apostlene fra verden. Hvis hele verden hader Gud, mon så alle apostlene hadede ham, førend de kaldtes af Kristus? De var enfoldige, men ikke ugudelige.

¹⁰ Multa ignorabant, at non oderant Christum. Qualis erat et Nathanael et Nicodemus, qui per Legem servari poterant si Christus non advenisset. Sed sevocavit Apostolos à promiscua crassaque multitudine, quemadmodum antea semoverat Judæos à reliquis nationibus, ut redderet sibi populum peculiarem, cum et in Gentibus essent accepti Deo, et inter (1506) Judæos impii, et inter Apostolos repertis sit Judas. Habes mundi bene tortum vocabulum.

De var uvidende om mange ting, men de hadede ikke Kristus. Sådan var både Nathanael og Nikodemus, som kunne være blevet frelst gennem loven, hvis Kristus ikke var kommet. Men han kaldte apostlene ud af den blandede og uvidende hob, ligesom han tidligere havde afsondret jøderne fra de andre nationer, for at gøre dem til sit særlige folk, skønt der også blandt hedningerne var mennesker, der var gudvelbehagelige, og skønt der blandt jøderne var ugudelige mennesker, og blandt apostlene fandtes jo Judas. Her har du ordet 'verden' grundigt bearbejdet.

^{11 [235] (685-95)} Quotquot receperunt eum dedit eis potestatem filios Dei fieri, iis qui credunt in nomine ejus, qui non ex sanguinibus, neque ex voluntate carnis, neque ex voluntate viri, sed ex Deo nati sunt. Hîc promit nobis novam et inauditam interpretationem. Sanguines interpretatur Judæos, qui noluerint* esse filii regni, quod gloriarentur se prognatos ex semine Prophetarum: Voluntatem carnis, studia populi, quibus in Lege et operibus exercitati sunt, nimirum carnales et Spiritu vacui: Voluntatem viri, generaliter omnium studia, sive sint in Lege, sive sine Lege, puta Gentium et quorumlibet hominum: ut hic sit sensus, nec nativitate, nec studio Legis, nec ullo alio studio humano fieri filios Dei, sed solum nativitate Dei.

* Toronto-rettelse til voluerint, Luther har volebant.

”Men de, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, de, som tror på hans navn, de er ikke af blod, ejheller af kød, ejheller af mands vilje, men de er født af Gud” (Joh 1,12f). her lover han os en ny og uhørt fortolkning. (L11#1). 'Blod' fortolker han om jøderne, som ville være rigets børn, fordi de pralede af at være født af profeters sæd. Han mener, at 'køds vilje' er folkets iver, hvormed de var trænede i loven og gerningerne, nemlig i det kødelige og i det, der var uden ånd. 'Mands vilje' er i almindelig en stræben efter alt, hvad enten det er i loven eller uden loven, fx hedningerne og folk af enhver slags. Så dette skulle altså være meningen: man bliver ikke Guds børn ved fødsel, ved iver for loven, eller ved nogen anden menneskelig anstrengelse, men alene ved at være født af Gud.

¹² Si igitur, inquit, non nascuntur carne, nec educantur Lege, nec parantur ulla hominis disciplina, sed ex Deo renascuntur, manifestum est, liberum arbitrium nihil valere. Atque hîc quoque accersit Hebræis suppetias, qui virum accipiunt pro quocunque homine, sicut carnem per antithesin pro populo sine spiritu. Voluntatem autem dici pro summa vi in hominibus, nempe pro principali parte liberi arbitrii.

Han siger: ”Hvis de altså ikke fødes af kødet, ejheller opdrages ved loven, eller forberedes ved nogen menneskelig skoling, men genfødes af Gud, er det klart, at den frie vilje her ikke gælder noget.” (L11#3). Og her søger han igen hjælp fra det hebraiske, som forstår 'mand' som en hvilken som helst mand, ligesom 'kød' gennem sin modsætning forstås som et folk uden ånd. Men 'vilje' siges at være den højeste kraft i mennesket, nemlig den vigtigste del af den frie vilje.

¹³ Macte istius animi esto, Luthere! Sic interpretare Scripturas, et viceris. Quid autem sibi vult illud verbum puto? Num sic loqui decet eum, qui negat in Scripturis quicquam obscurum esse, quique se profitetur habere Spiritum Christi? Quod si hæc non non ex animo loquitur, ac sibi quoque displicens adjecit modestiæ causa puto, ubi est illa victoria, quam ex Joannis verbis sibi pollicebatur?

Tillykke med denne indsigt, Luther! Fortolk du kun skriften på den måde, så vil du vinde. Men hvad vil han med det ord 'jeg mener'? (L11#3). Mon det sømmer sig for ham, der nægter, at der er noget dunkelt i skriften, og som bekender at have Kristi ånd, at tale sådan? Men hvis han ikke siger det af hjertet og er lidt utilfreds med sig selv og tilføjer dette 'jeg mener' af beskedenhed, hvad bliver der så af den sejr, som han lovede ville fremgå af Johannes' ord?

¹⁴  Ad hæc, ubi est illa simplicitas, quam à nobis exigebat, qui hîc tantum troporum invehit, nulla prorsus necessitate, tantum quia sic expediebat ad causam quam agit? Cui non perspicuum est, hîc Joannem discrevisse nativitatem spiritualem, qua nascimur per adoptionem filii Dei, à nativitate carnali, qua nascimur homines ex hominibus juxta communem naturæ legem.

Desuden, hvor er den enkelhed, som han krævede af os andre, han, som her hitter på så megen billedtale, uden nogen nødvendighed overhovedet, blot fordi det passer til den sag, han behandler? Er det ikke soleklart for enhver, at Johannes her skelner mellem den åndelige fødsel, hvorved vi fødes til Guds børn gennem en adoption, og den kødelige fødsel, hvorved vi fødes som mennesker af mennesker ifølge naturens almindelige lov?

¹⁵ Cui hîc displicuit Augustinus, qui sanguines interpretatur semen maris ac foeminæ, aut si non placet seminis vocabulum, materiam unde coalescit foetus: CARNEM foeminam, virum maritum, voluntatem, utriusque complexum. Ante torserat nos hoc verbo fieri, inde colligens hominis voluntatem nihil agere in hac renascentia, cum ex his verbis sacri probatique Doctores, quorum est Chrysostomus, demonstrent liberum hominis arbitrium et ad ipsam renascentiam, et ad tuendum adoptionis honorem nonnihil agere.

Hvorfor er Luther ikke her tilfreds med Augustin, ssom fortolker 'blod' som mands og kvindes sæd, eller hvis han ikke bryder sig om ordet 'sæd', som den materie, hvoraf fostret dannes, idet 'kød' er kvinden, 'mand' er manden, 'viljen' er begges omfavnelse.

Tidligere plagede han os med over 'blive', idet han derudfra sluttede, at menneskets vilje intet bedriver i denne genfødsel, skønt de hellige anerkendte lærde, hvoriblandt Chrysostomus, ud fra disse ord viser, at den frie vilje dog udfører noget i denne genfødsel og i at forsvare adoptionens ære.

¹⁶  Quærit enim cur Euangelista maluerit dicere, Dedit eis potestatem filios Dei fieri, quam dedit eis filios Dei fieri. Sic enim potius loquendum erat, si tam renascimur sine nobis, quam nascimur sine nobis. Nam sermo vehementer absurdus fuerit, si quis dicat, Ago gratias Deo, qui dederit mihi potestatem fieri hominem potius quam equum, sed qui me fecerit hominem potius quam equum.

For han spørger, hvorfor evangelisten foretrækker at sige 'han gav dem magt til at blive Guds børn', fremfor 'han gav dem at blive Guds børn'. Sådan skulle han nemlig snarere sige, hvis vi genfødes uden os, ligesom vi fødes uden os. For den tale vil være helt tåbelig, hvis nogen ville sige 'Jeg takker Gud, som gav mig magt til at blive menneske og ikke hest', hvor han jo skulle sige 'som gav mig at blive menneske og ikke hest'.

¹⁷ Respondet autem tribus de causis ita loqui maluisse: Primum ut potestatis à Deo datæ nomine declararet, eum honorem à nemine posse nobis intercludi, nisi nosipsi intercluserimus. Datam autem esse omnibus summis juxta et infimis. Deinde quo significaret eam gratiam non temere neque citra nostram operam nobis infundi, sed cum ipsi volumus, inquit, tum eam inquirimus: in nostra enim potestate est, filios Dei fieri.

Men han giver tre grund til, at han hellere vil tale sådan. For det første, for ved at nævne den magt, der er givet af Gud, at gøre det klart, at denne ære ikke kan fratages nogen, medmindre vi selv fratager os den. Men den er givet alle fra det højeste til de laveste. For det andet for at betegne, at denne nåde ikke er indgydt i os tilfældigt eller uden vor gerning, men, siger han, 'når vi selv vil det, da søger vi den; der er i os en magt til at blive Guds børn.

¹⁸ Quippe nisi promtum ad eam accipiendam animum exhibeamus, neque divinum ad nos munus accedit, neque quicquam in nobis operatur. Ubique igitur non violentum, non coactum, sed voluntarium penitus et liberum ostendit arbitrium. Postremo quod Deus nobis per baptismum largitur remissionem omnium peccatorum. Cæterum ut persistamus in innocentia, nec in pristinas sordes revolvamur, nostræ virtutis ac studii fit.

Det vil sige, hvis vi ikke fremviser et sind, der er rede til at modtage nåden, vil hverken den guddommelige nåde komme til os, eller virke noget i os'. Og således viser Chrysostomus os overalt et valg, der ikke er voldeligt, ikke tvungent, men helt frivilligt og frit. For det tredje, fordi Gud gennem dåben har skænket os alle vore synders forladelse. Men skal vi stå fast i vor uskyld og ikke vende tilbage til vort tidligere smuds, så må det ske ved vor dyd og iver.

¹⁹  Ne mihi protinus hîc Chrysostomum sacrilegum faciat, mox ostendemus pie dictum fuisse, si quod ille sensit interpretari malimus, quam ex verbis calumniam texere. Poterat Joannes brevius dicere, Qui non ex humano coitu, sed ex Deo nati sunt. Verùm dum quasi depingit coitum maris ac foeminæ, subindicat similitudinem in renascentia spirituali. (1507) Neque enim nos proprie nascimur ex Deo, cum ex Deo nihil proprie nasci possit, nisi Deus, quemadmodum ex homine nihil nascitur, nisi homo. Verùm dum commemorat semina, dum voluntatem viri et foeminæ, verecunde subindicat in renascentia complexum quendam esse gratiæ et liberi arbitrii: gratiam quidem esse superiorem, cæterum sine nostræ voluntatis assensu, non fieri conceptum hunc spiritualem.

Og for at Luther ikke straks her skal gøre Chrysostomus til blasfemiker vil vi med det samme påvise, at det, han sagde, er fromt sagt, hvis vi foretrækker at fortolke og ikke blot væve fornærmelser ud af ordene. Johannes kunne noget kortere have sagt 'Den, som ikke er født af menneskeligt samleje, men af Gud'. Men ved ligesom at afbilde mands og kvindes samleje, antyder han en lighed med den åndelige genfødsel. Vi bliver jo ikke egentlig født af Gud, eftersom der af Gud ikke kan fødes andet end Gud, ligesom der af mennesket ikke kan fødes andet end et menneske. Men når han nævner sæden, når han nævner mands og kvindes vilje, hentyder han blufærdigt til, at der i genfødslen forekommer en slags samleje mellem nåden og den frie vilje. Nåden er ganske vist den største, men uden vor viljes samtykke, kan den åndelige undfangelse ikke finde sted.

²⁰ Fortassis et illud indicat, non subito fieri filios Dei, sed primum datur potestas oblata per verbum gratiæ, quam si mutuo complexu receperimus, tum infundi Spiritum, in quo clamamus, Abba pater. Nec ideo potest homo sibi vindicare gratiam, quam non habuisset, nisi fuisset oblata gratis, sed non datur invitis, nec aversantibus.

Måske antyder han også hermed, at vi ikke med ét slag bliver Guds børn, men at der først gives os magt dertil, tilbudt os gennem nådens ord, og hvis vi til gengæld modtager den, da indgydes ånden i os, den ånd, i hvilken vi råber: Abba, Fader. (rom#8.15). Men det betyder ikke, at mennesket kan indkræve nåden til sig, for han ville ikke have den, hvis den ikke blev tilbudt for intet, men den gives ikke til dem, der er modvillige eller vender sig bort fra den.

^{21 [236] (687-96)}         Sequitur, de plenitudine ejus accepimus omnes, et gratiam pro gratia. Rursus hîc adducit novam interpretationem, gratiam, id est, nullo merito studiove, sed pro gratia Jesu Christi, quemadmodum et Paulus Rom. V. Gratia Dei et donum, in gratia unius hominis Jesu Christi. Quid his verbis agit Paulus? Quid, nisi gratiam Euangelicam omnibus collatam, per Christum redemtorem? Hoc nemo negat Christianus.

            Så følger: ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde”. (Joh 1,16). (L11#5). Her indfører han igen en ny fortolkning. 'Nåde', det vil sige, ikke ved fortjeneste eller anstrengelse, men for Jesu Kristi nådes skyld, sådan som Paulus skriver i rom#5.15: 'Guds nåde og gaven strømmede over til de mange i det ene menneske Jesus Kristus'. Hvad er det, Paulus behandler med disse ord? Hvad andet, end at den evangeliske nåde tilbydes alle igennem forløseren Kristus? Det er der ingen kristen, der nægter.

²² Nam hîc in, usurpatum pro per, declarant quæ sequuntur: Si enim unius delicto mors regnavit per unum, multo magis abundantiam gratiæ et donationis et justitiæ accipientes in vitam regnabunt per unum Jesum Christum. Non igitur hîc ostenditur nova gratia, per quam confertur gratia: sed indicatur nova gratia, per quam confertur gratia: sed indicatur auctor gratiæ ex quo fluxit, et minister gratiæ, per quem fluxit ad omnes homines, unde et abundantiam appellat, quod largissime per Christum effusa sit in omnes nationes.

For at her 'i' skal forstås som 'igennem', det forklarer de ord, der følger: ”Hvis nemlig ved den enes overtrædelse døden herskede gennem den ene, hvor meget mere skal så ikke de, der får nådens og gavens og retfærdighedens fylde, herske til liv gennem den ene, Jesus Kristus”. (rom#5.17). Der påvises her altså ikke nogen ny nåde, gennem hvilken nåden gives, men der henvises til ophavsmanden til nåden, hvorudfra den flød, og til nådens hjælper, gennem hvem den flød til alle mennesker, hvorfor han også kalder den overvældende rig, fordi den blev udgydt i store mængder gennem Kristus til alle folk.

²³ Porro Joannes gratiam pro gratia dixit, non significans geminam gratiam, sed aliter datam, quemadmodum Paulus dixit, ex fide in fidem. In Lege fides erat promissionum, in Euangelio fides exhibitorum. Sic in Lege erat gratia ex Christo exspectato, in Euangelio ex Christo exhibito, illa parcior, hæc uberior. Et tamen fatemur donum hoc à Deo per Christum nobis gratis donatum: non quod nulli fuerint, qui quicquam boni fecerint, sed quod in admissione ad Euangelium non spectarentur merita vitæ prioris, modo promto animo reciperetur oblatum donum.

Derfor sagde Johannes 'nåde over nåde' (Joh 1,16), ikke for at betegne, at der er to slags nåde, men den gives forskelligt, sådan som også Paulus sagde 'af tro til tro' (rom#1.17). I loven var troen forjættet, i evangeliet var troen fremvist. Således var også nåden i loven forventet ud fra Kristus, i evangeliet var den fremvist ud fra Kristus, dèr sparsomt, her i overflod. Og dog indrømmer vi, at denne gave blev givet os ufortjent af Gud gennem Kristus. Ikke fordi der ikke var nogen, der gjorde gode gerninger, men fordi der, når man indlades til evangeliet, ikke ses hen til det tidligere livs fortjenester, blot sjælen med det samme modtager den tilbudte gave.

²⁴ Quoties autem Paulus utitur his verbis, gratia et gratis, non opponit libero arbitrio complectenti gratiam oblatam, sed Judæorum insolentiæ, qui freti suis operibus, putabant otiosam esse gratiam. Jam quod addit Diatriben cum Sophistis dicere, et nos nostro conatu Dei gratiam impetrare, et ad illam recipiendam præparari, licet non de condigno, sed de congruo, tropus est, qui Græce dicitur Yeudologia. Hanc opinionem recensui, non defendi. Reliqua destomachatio, qua vociferatur nos negare Christum sceleratius quam Pelagianos, nihil ad nos pertinet, cum ex loco perperam exposito nascatur.

Men hver gang Paulus bruger disse ord: 'nåde' og 'ufortjent', sætter han sig ikke imod, at den frie vilje kan modtage den tilbudte nåde, men han sætter sig imod jødernes hovmod, fordi de pralede af deres gerninger og mente, at nåden var unødvendig. Men når Luther tilføjer, at Diatriben tillige med sofisterne siger, at vi med vor anstrengelse kan opnå Guds nåde og kan forberede os til at modtage den, om ikke fortjenstfuldhedens nåde, så rimelighedsnåden, (L11#7), så er det den slags billedtale, som på græsk hedder 'løgnetale'. Jeg refererede denne opfattelse, jeg forsvarede den ikke. (e1#88). De øvrige gnavne bemærkninger, som han skriger ud imod os, at vi nægter Kristus mere hårdnakket end pelagianerne, har intet med os at gøre, eftersom det stammer fra et sted, han har forstået forkert.

^{25 [237] (688-97)}        Profertur tandem nobis Nicodemus ad subruendum liberum arbitrium. Si liberum arbitrium est caro, impietas, odium Dei, et quid non? nequaquam est aptum exemplum Nicodemus. Nam eum arbitror in eo statu fuisse, ut servandus fuerit etiamsi tum non venisset Christus. Nec mirum si non intelligebat arcanam Christi doctrinam vi liberi arbitrii, quam soli Prophetæ aut prophetico afflati Spiritu intelligebant. Verùm ea cognitio non requirebatur à vulgo Judæorum: et haud scio, an Prophetæ singula tam dilucide noverint, quam Christus adveniens suis aperuit.

          Til sidst fremføres Nikodemus for os for at tilintetgøre den frie vilje. (L11#10). Hvis den frie vilje er kød, ugudelighed, had mod Gud, og hvad véd jeg, så er Nikodemus et meget dårligt eksempel. For jeg tror, han var på det stadium, at han ville være blevet frelst, også om Kristus ikke var kommet. Og det er heller ikke mærkeligt, at han ikke forstod Kristi skjulte lære om den frie viljes kraft, eftersom kun profeterne og de, der var opblæst af den profetiske ånd, forstod den. Men den erkendelse krævedes ikke af jøderne i almindelighed. Og jeg véd såmænd ikke, om profeterne forstod hvert enkelt punkt så klart, som Kristus åbenbarede det for dem, da han kom.

²⁶ Proinde quod multa commemorat, quæ mundus nullis naturæ viribus assequi potuerit, verissima loquitur, et nobis assentientibus prædicat: Verum per hæc non efficit, quin homo per liberum arbitrium, et multa perspiciat, et nonnihil etiam conari possit invitante gratia.

Følgelig er alt det meget, han nævner, som verden med sine naturlige kræfter ikke kan forstå, sandt nok, det siger han med vores tilslutning. Men herigennem overbeviser han os ikke om, at mennesket ikke igennem den frie vilje både kan se meget og stræbe efter noget, når nåden hjælper til.

^{27 [238] (689-97)} Nectit alium syllogismum, per contentionem vere contentiosum: Christus, inquit, per contentionem, hoc est, ad distinctionem contrariorum, dicitur, via, veritas, et vita, proinde quicquid non est Christus, error est, mendacium est, mors est. Quod ni concedimus, Christum facimus supervacaneum, qui venerit homini redimendo, qui liberum arbitrium habebat sanum, injustum facimus, qui totum hominem damnet, cum (1508) præstantissima sui parte sanus esset.

Han sammenvæver en anden syllogisme, som modsætningsvist er meget polemisk: Kristus siges modsætningsvist, det vil sige, til adskillelse af det modsatte, at være vejen, sandheden og livet, følgelig er alt det, der ikke er Kristus, vildfarelse, løgn og død. Hvis vi ikke går med til det, gør vi Kristus overflødig, for han, som kom for at forløse mennesket, som havde en sund fri vilje, gør vi uretfærdig, fordi han fordømmer hele mennesket, skønt dets bedste del var sund. (L11#16, ref).

²⁸  Requiram à Luthero, ut mihi respondeat, an Dialectica sit methodus, hoc est, via ad inveniendum verum. Si negabit, reclamabit omnis Scholarum chorus: Sin fatebitur, aut fatebitur Dialecticam esse Christum, aut concedet aliquam esse viam, quæ neque sit Christus, neque sit error. Monstrat hoc Dialectica, necessario verum esse, quod homo sit, idem esse animal. Rursus quod animal non sit, nec hominem esse.

Jeg kræver af Luther, at han svarer mig på, om dialektik er en metode eller en måde, hvormed man kan finde det sande. Hvis han siger nej, vil samtlige universiteter i kor råbe op imod ham. Men hvis han indrømmer det, må han enten indrømme, at dialektikken er Kristus, eller indrømme, at der i nogen grad er en vej, som hverken er Kristus eller er en vildfarelse. Dialektikken viser, at det nødvendigvis må være sandt, at hvad der er et menneske, også er et dyr. Og omvendt, at hvad der ikke er et dyr, heller ikke er et menneske.

²⁹ Habent Mathematici certissimas ac demonstrabiles veritates, quarum nulla Christus sit, neque tamen mendacium. De vita nihil attinet disputare: Christus lux est, igitur tenebræ sunt, quicquid Christus non est? Pharisæus ille Lucæ X. qui tentabat Dominum, interrogavit quod esset maximum mandatum, quomodo laudatur à Christo, quod recte respondisset, si falsum erat quod respondit?

Matematikerne har nogle stensikre sandheder, som kan bevises, men ingen af den er Kristus, og dog er de ikke løgn. Hvad livet angår, er der ikke noget at disputere. Kristus er lyset, altså er alt, hvad der ikke er Kristus, mørke? Den farisæer, der i Luk 10,25 satte Jesus på prøve og spurgte, hvad der var det største bud i loven, hvordan kan han få ros af Herren, at han svarede rigtigt (Luk 10,28), hvis det, han svarede, var forkert?

³⁰ Et quomodo cernebat, si totus erat tenebræ? Dicet hoc illi per Legem fuisse patefactum, non per liberum arbitrium. Esto, sed unde novit hoc esse mandatum omnium maximum inter tam multa mandata? Hoc certe per liberum arbitrium perspexerat. Quid multis? Si tenebræ sunt quicquid Christus non est, cur ipse Lutherus probat in calce hujus voluminis Scholasticorum distinctionem de luce naturæ, gratiæ et gloriæ? De Philosophis jam dictum est, qui teste Paulo per lumen naturæ perspecerunt Dei virtutem ac sempiternam illius divinitatem, et tamen in eis non erat Christus, quemadmodum nec in tentatore Legisperito.

Og hvordan kunne han erkende det, hvis han helt var mørke? Lad Luther svare, at dette blev åbenbaret for ham gennem loven, ikke gennem den frie vilje. Nuvel, men hvordan vidste han så, at dette var det største bud blandt så mange bud? Det var da givetvis noget, han fandt ud af gennem sin frie vilje. Men lad os gøre en lang diskussion kort! Hvis mørket er overalt, hvor Kristus ikke er, hvorfor går Luther så i slutningen af sin bog med til skolastikernes distinktion mellem naturens, nådens og herlighedens lys? (L11#50). Jeg har allerede talt om filosofferne, som ifølge Paulus gennem naturens lys erkendte Guds kraft og hans evige guddommelighed (rom#1.19), og dog var Kristus ikke i dem, ligesom han ikke var i den lovkyndige, der satte Kristus på prøve.

³¹ Sed quid attinet de Philosophis dicere, cum Dæmones impii tanta polleant rerum cognitione, qui sic credant, ut etiam contremiscant, et in his certe nulla portio residet, nisi quod erat naturæ. Reliquam argumentationem jam ante refellimus. Non statim sanum est, quod aliquid habet non obnoxium morbo. Nec statim supervacaneus est Medicus, si febricitans careat podagra. Et si quid valet liberum arbitrium in amplectenda gratia, non statim potest sibi dare salutem. Nec injustus est judex si damnet parricidam, qui tamen non commiserit adulterium. Meræ verborum turbæ sunt hæc.

Men hvad grund er der til at tale om filosofferne, når de ugudelige dæmoner kan erkende så meget, at de tror på en måde, så de endog skælver (Jak 2,19), og i dem er der i hvert fald ikke andet end hvad der hører naturen til. Resten af hans argumentation har jeg allerede tidligere gendrevet. (H16#32). Et menneske er ikke rask, blot fordi han ikke har nogen dødelig sygdom. En læge er ikke overflødig, blot fordi den, der har feber, ikke lider af podagra. Og selv om den frie vilje har noget at sige i retning af at modtage nåden, så kan den dog ikke af den grund give sig selv frelsen. Og den dommer er ikke uretfærdig, der dømmer en fadermorder, som dog ikke har bedrevet utugt. Dette er blot rene ordskyer.

³² Nec ideo stellæ tenebræ sunt, quia Sol lux est mundi. Christus unica via est ad æternam felicitatem, quæ nihil habet erroris. Solus est æterna veritas, quæ nec fallli potest, nec fallere. Solus est vita, per quem solum contingit totius hominis immortalitas.

Stjernerne er heller ikke mørke, fordi solen er verdens lys. Kristus er den eneste vej til evig lykke, og han har ingen fejl. Han alene er den evige sandhed, som ikke kan fejle og blive bedraget. Han alene er den vej, ad hvilken hele mennesket opnår udødelighed. (jvfr. Joh 14,6).

^{33 [239] (690-98)}          Hæc mihi videtur adjecisse, quo liber cresceret coronide, ut vix unquam novit definere, manumque de tabula tollere. Mirum enim quam hîc fluarei verbis nugalibus: Qui credit in eum, non judicatur: qui non credit, jam judicatus est, quoa non credit in nomen unigeniti Filii Dei. Si liberum, inquit, arbitrium est de numero credentium, non eget Christo: Si non est, damnatum est: Si damnatum, igitur et impium: Si impium, non potest ad pietatem conari.

            For mig ser det ud, som om Luther har tilføjet dette afsnit blot for at gøre bogen længere med den slags blomstrende tale, fordi han dårlig kan få sagt amen og ikke véd, hvornår han skal løfte pennen fra papiret. For det er mærkeligt, hvordan han her spiller nar med tåbelige ord: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds énbårne søns navn” (Joh 3,18) (L11#21). Så siger han: ”Hvis den frie vilje er blandt antallet af troende, har den ikke brug for Kristus. Hvis den ikke er, er den fordømt. Hvis den er fordømt, er den følgelig ugudelig. Hvis den er ugudelig, kan den ikke stræbe efter fromhed”. (L11#21f. ref).

³⁴ Non excutiam hîc, quod ante dixit hominem etiam immerentem damnari, quemadmodum et immerentem servari. Quod si impietas est perversus affectus in Deum, quemadmodum pietas est religiosus affectus in Deum, quid dicet de infantibus, qui decedunt absque lavacro regenerationis, certe perversum affectum non habent, et tamen damnantur.

Jeg vil ikke her undersøge det, han tidligere har sagt om, at mennesket blev fordømt uforskyldt, ligesom det også blev frelst uforskyldt. (L8#87). Men hvis ugudelighed er en forkert holdning til Gud, ligesom fromhed er en rigtig holdning til Gud, hvad vil han så sige om de spædbørn, som går bort før genfødelsens bad, som med sikkerhed ikke har nogen forkert holdning, og dog bliver fordømt.

³⁵ Verùm ne his parergoiV meremur tempora lectoris, Joannes illic agit non de quavis credulitate*, sed de fide in Filium Dei. Hanc quoniam liberum arbitrium non poterat assequi, nec Deus imputabat. Constat enim plurimos fuisse Judæos, qui non noverunt Filium Dei, licet exspectarent Messiam quendam Judaicæ gentis redemtorem; plures autem qui non noverunt Spiritum Sanctum: hæc fides nunc à nobis exigitur, quibus Scripturis, prædicatione, miraculis, et Orbis consensu sufficienter persuasum est:

*Basel 1527 har incredulitate.

Men for ikke at spilde læserens tid med den slags underordnede ting, så behandler Johannes her ikke en hvilken som helst slags tro, men troen på Guds søn. Gud kan man ikke bebrejde for, at den frie vilje ikke kan opnå den. For det står fast, at der var mange jøder, som ikke kendte Guds søn, selv om de ventede en Messias, som det jødiske folks befrier, og at der var endog flere, som ikke kendte Helligånden. Denne tro kræves nu af os, for vi er i tilstrækkelig grad blevet overbevist om den gennem skriften, prædikenen, miraklerne og hele verdens consensus.

³⁶ Alioqui multa credunt homines per liberum arbitrium, Deum esse, et esse æternum, initii juxta ac finis expertem, immensum, incomprehensun, omnia moderantem, simplicissimum, omnipotentem, quo nihil majus meliusve nec sit, nec esse possit. An non hæc est aliqua fidei pars? Credidere Gentes Deum esse malorum ultorem, et remuneratorem piorum. Huc usque (1509) pervenit humana ratio, ad mysteria Christianæ fidei pervenire non potuit absque gratia.

For øvrigt tror menneskene i kraft af den frie vilje på mange ting: at der er en Gud, at han er evig, at han ikke har nogen begyndelse eller ende, at han er umålelig, uforståelig, altstyrende, enkel, almægtig, at der ikke er noget større eller bedre end ham og ikke kan være det. Mon ikke dette er en del af troen? Hedningerne tror, at Gud straffer de onde og belønner de fromme. Så langt trænger den menneskelige fornuft igennem til det kristne trosmysterium kan den ikke trænge frem uden nåden.

³⁷ Cernit itaque ratio, credit ratio, expedit voluntas aliquousque summum bonum, sed absque gratia non pertingit ad æternam salutem, nec in Paganismo, nec in Judaismo, nec in Christianismo. Itaque neque nihil potest liberum arbitrium, et opus est gratia. Pergit, Omnis homo mendax, ait Scriptura. Quid liberum arbitrium? Scriptura, inquit, mentitur. Quin homo non est mendax optima sui parte, id est, ratione et voluntate, sed tantum carne et sanguine, et medullis, ut sic illud totum, unde nomen habet homo, scilicet ratio et voluntas, sit sanum et sanctum.

Derfor træffer fornuften afgørelser, fornuften tror, viljen gør i nogen grad fremskridt mod det højeste gode, men uden nåden opnår den ikke evig salighed, hverken i hedenskabet, i jødedommen eller i kristendommen. Derfor er det hverken sådan, at den frie vilje intet formår, eller sådan, at der ikke er brug for nåden.

Han fortsætter: ”Ethvert menneske er en løgner, siger skriften. (rom#3.4) Hvad siger den frie vilje? Skriften, siger den, lyver. For mennesket ikke er en løgner med sin bedste del, det vil sige, med fornuften og viljen, men kun med kødet og blodet og kernen, så at på den måde det hele, hvorfra mennesket har sit navn, nemlig fornuft og vilje, er sundt og helligt”. (L11#23).

³⁸ Quantum isti fuit otii, dum talibus næniis expleret chartas? Quid est, Omnis homo mendax? An quicquid complectitur homo naturæ viribus, mendacium est? Quid insanius? Quid igitur? Nimirum illud, Solus Deus in promissis fallere non potest, Omnis autem homo potest, quia sæpe mutat voluntatem, sæpe non est facultas præstandi quod recepit. Quando vero desinet occinere nobis impudens mendacium, quod totam hominis rationem ac voluntatem faciamus sanam et sanctam?

Han må have god tid, når han kan fylde papir med den slags vrøvl. Hvad vil det sige, at ethvert mennesker er en løgner? Mon alt, hvad mennesket forstår med sine naturlige kræfter, er løgn? Hvilket vanvid? Jamen, hvad så? Uden tvivl det, at alene Gud ikke kan fejle i sine forjættelse, men ethvert menneske kan fejle, for han ændrer ofte sin vilje, det sker ofte, at han ikke har evne til at yde, hvad han havde sat sig for. Men hvornår vil han holde op med at synge for os denne frække løgn, at vi gør al menneskets fornuft og vilje sund og hellig?

³⁹ Toties contrarium dixit Diatriba, tamen videtur sibi perquam salsus, hujusmodi nugis lasciviens, carne, sanguine, et medullis. Miræ vero facetiæ, quæ scribantur ab homine, qui se jactat habere Spiritum Christi! Sed valeant hæc scurrilia.

Atter og atter har Diatriben skrevet det modsatte, men han synes han er overordentlig vittig, når han i kådhed udstøder den slags banaliteter, kød, blod og marv. Det er sandelig forunderlige vittigheder, skrevet af en mand, som praler af at have Kristi ånd! Med lad os tage afsked med disse naragtigheder!

^{40 [240] (692-99)}        Revocat illud toties decantatum Joannis III. Non potest homo accipere quicquam, nisi fuerit ei datum de coelo. Vides prostratas liberi arbitrii vires. Cum ait, non quicquam, excludit omnia. Si nos urgeat verbis simplicibis, fatemur et nos hominem nihil habere quod non acceperit à Deo. Verùm hîc Baptista non loquitur de quolibet rerum genere, sed de auctoritate baptizandi ac remittendi peccata. Cum enim coepisset baptizare Jesus, ac prædicare regnum Dei, quod prius fecerat Joannes, hujus discipuli humano quodam affectu faventes suo præceptori, nec adhuc de Jesu sentientes ut illo dignum erat, renuntiant ei dicentes, Rabbi qui erat tecum trans Jordanem, cui tu testimonium perhibebas, ecce hic baptizat, et omnes veniut ad eum.

          Så tager han igen fat på den sang, han har sunget så ofte fra Joh 3,27: ”Et menneske kan slet intet tage, medmindre det gives ham fra himlen”. (L11#26). Her ser man den frie viljes kræfter slået til jorden. Når Døberen siger 'intet', mener han, at alt er udelukket. Hvis han vil presse os med ordenes enkelhed, indrømmer også vi, at menneske ikke har noget, som det ikke har fået fra Gud. Men her taler Døberen ikke om en hvilken som helst slags ting, men om autoriteten til at døbe og tilgive synder. For da Jesus begyndte at døbe og prædike Guds rige, som Johannes tidligere havde gjort, men da hans disciple, som havde et vist menneskeligt tilhørsforhold til deres lærer og som endnu ikke havde den rette forståelse af Jesus, vendte tilbage til ham og sagde: 'Rabbi, han som var hos dig på den anden side af Jorden, som du aflagde vidnesbyrd om, se, han døber og alle kommer til ham'. (Joh 3,26)

⁴¹ Sic et Judæi obmurmurabant Joanni, Quid ergo baptizas si non es Christus, neque Helias, neque Propheta? Et ipse Dominus hac quæstione obturat illis os exigentibus in qua potestate hæc faceret, percunctans eos vicissim, Baptismus Joannis utrum esset è coelo, an ex hominibus. Quoniam igitur persuasum habebant, quod Joannes prædicabat et baptizabat esse coelitus traditæ auctoritatis, de Jesu vero potestate dubitabent: Joannes ostendit quanto sit excellentior Christi auctoritas, qui sponsus esset ac Dominus profectus è sinu Patris, cum ipse nihil aliud esset quam servulus, indignus qui illi solveret corrigias calceamentorum.

Sådan indvendte jøderne også imod Johannes: ”Hvorfor døber du, hvis du ikke er Kristus, eller Elias, eller Profeten?” (Joh 1,25). Og Herren selv lukkede munden på dem, da de spurgte, med hvad ret han gjorde dette, idet han til gengæld spurgte: ”Johannes' dåb, var den fra himlen eller fra mennesker?” (Matt 21,24). Og derfor, fordi de var overbevist om, at det, at Johannes prædikede og døbte, skete med en autoritet, der var givet fra himlen, men tvivlede om Jesu magt, derfor viste Johannes, hvor meget større Kristi autoritet var, han var jo brudgom, og var den herre, der var nedsteget fra Faderens skød, mens han selv kun var en ringe tjener, uværdig til at løse hans sandalrem. (Joh 1,27).

⁴² Meminerit igitur Lutherus, quod nos alicubi docuit, sermonem exponendum juxta id quod agitur: auctoritatem baptizandi, aut condonandi peccata, aut abrogandi Legem, aut condendi novam, aut præscribendi fidei dogmata, aut similium functionum, nullus accipere potest, nisi fuerit illi datum divinitus, quæ summa potestas erat in uno Christo, de cujus plenitudine accipiunt omnes.

Og derfor skulle Luther tage og huske på det, han har lært os andetsteds: at ordene skal forklares ud fra det, de handler om: autoriteten til at døbe eller til at tilgive synder eller til at afskaffe loven, eller til at oprette en ny, eller til at foreskrive trosregler, eller en lignende funktion, en sådan autoritet kan ingen modtage, medmindre det bliver guddommelig givet ham, og denne højeste magt var alene i Kristus, af hvis fylde alle modtager.

⁴³ Joannes non remittebat peccata*, nec auctor erat regni coelorum, sed præco duntaxat ac prodromoV. Et tamen hoc ipsum quod agebat, auctoritate coelitus data faciebat. Quid hæc ad liberi arbitrii vires? Liberum arbitrium non instituit Sacramenta Ecclesiæ, neque condit articulos fidei, nec abrogat divinas leges, quod fecit Christus, qui solus hoc potuit.

* Se dog Luk 3,3.

Johannes tilgav ikke synder, han var heller ikke ophavsmand til himmeriget, men kun en herold og en forløber. Men det, han udførte, udøvede han netop med en autoritet, der var givet fra himlen. Hvad har det med den frie viljes kræfter at gøre? Den frie vilje har ikke indstiftet kirkens sakramenter, ejheller har den skabt trosartiklerne, eller ophævet de guddommelige love, hvilket Kristus gjorde, han, som alene kunne gøre det.

⁴⁴ Atque hîc nobis rursus ostendit novum scopum, Non de natura, inquiens, sed de gratia disputamus, nec quales sumus super terram, sed quales sumus in coelo coram Deo, quærimus. Quid hæc aliud sunt quam verba tragica, nihil significantia? Nonne hæc est summa quæstionis, quantum habeant momenti naturæ vires ad accipiendam aut tuendam Dei gratiam? Et nonne Diatriba semper conjunxit actionen liberi arbitrii cum energia gratiæ?

Og her viser han os igen et nyt synspunkt: ”Vi disputerer ikke om naturen, men om nåden, spørger ejheller om, hvad vi er på jorden, men om, hvad vi er i himlen overfor Gud.” (L11#26). Hvad er det andet end melodramatiske ord, der ikke betyder noget? Mon ikke dette er det vigtigste i spørgsmålet, hvor vigtige de naturlige kræfter er, når vi modtager eller fastholder Guds nåde? Og mon ikke Diatriben hele tiden har sammenknyttet den frie viljes handling med nådens kraft?

⁴⁵ Sui potius scopi meminisse debebat Lutherus, qui semel docuit nos (1510) absolutam rerum omnium necessitatem. Et tamen hîc ita loquitur, Scimus quod homo dominus est inferioribus se constitutus, in quæ habet jus et liberum arbitrium, et illa obediant, et faciant quæ ipse vult et cogitat. Ut ne excutiam quod hîc liberum arbitrium vertit in jus, cum aliud sit velle, aliud habere jus; deinde eventum connectit libero arbitrio: quod si sentit ut loquitur, non semper Equi, Ursi, Leones et Elephanti faciunt quæ volumus, itaque et hîc perit liberum arbitrium.

Luther skulle hellere tage og huske på sit eget synspunkt, han som engang lærte os den absolutte nødvendighed af alle ting. Og dog siger han her: ”Vi véd godt, at mennesket er indsat som herre over de lavere ting, som han har ret og fri vilje over, så de adlyder ham og gør, hvad han vil og udtænker”. (L11#26). Jeg skal ikke her gå nærmere ind på det forhold, at han her vender den fri vilje om til en ret, selv om det er én ting at ville, noget andet at have en ret; dernæst forbinder han resultatet med den frie vilje. Men hvis han mener, hvad han siger, så gør heste, bjørne, lover og elefanter ikke altid, hvad vi vil, og derfor går den frie vilje under på det punkt.

⁴⁶ Sed hoc quærimus, inquit, an homo erga Deum habeat liberum arbitrium, ut ille obediat et faciat quod homo voluerit, an potius Deus in hominem habeat libeerum arbitrium, ut is velit et faciat quod Deus vult, et nihil possit, nisi quod ille voluerit et fecerit. Hæc ille. Quis nescit absoluta potestate Deum nihil non posse, et in hujus arbitrio totum hominem esse, quem ex homine vertere possit in nihilum: at juxta potestatem ordinatam, homo frequenter facit, quod Deus non vult, et Deus ab homine coactus quodammodo facit quod non vult.

”Men”, siger han, ”det spørger vi efter, om han overfor Gud har en fri vilje, så han adlyder ham og gør, hvad mennesket vil, eller snarere, om Gud har en fri vilje i mennesket, så han vil og gør det, Gud vil, og ikke kan andet end hvad han vil og gør”. (L11#26). Såvidt Luther. Hvem véd ikke, at der ikke er noget, som Guds absolutte magt ikke kan gøre, og at hele mennesket er i hans forgodtbefindende, så han kan forvandle det fra et menneske til ingenting. Men ifølge den ordnede magt gør mennesket ofte, hvad Gud ikke vil, og Gud bliver på en måde af mennesket tvunget til at gøre, hvad han ikke vil.

⁴⁷ Non vult mortem peccatoris, et tamen dum peccator contemtis omnibus non vult resipiscere, Deus occidere cogitur, quem volet vivere. Et Deus vult omnes salvos fieri, et tamen contra illius voluntatem plurimi suo vitio pereunt. Postremo in his, in quibus Deus obstrinxit nobis fidem suam, facit quæ non* volumus, velut in Sacramentis Ecclesiæ, per impium ministrum panem et vinum vertens in sanguinem suum, idque quodammodo nolens et invitus.

*Basel 1527 læser nos. Her læses non.

Gud vil ikke synderens død, og dog når synderen foragter alt og ikke vil gå i sig selv, tvinges Gud til at dræbe ham, som han ville skulle leve. Og Gud vil, at alle skal frelses, og dog går mange fortabt imod denne vilje i kraft af deres egen last. Til slut, i de ting, hvor Gud har bundet sig selv ved at give os sit ord, gør han, hvad vi ikke vil, fx når han i kirkens sakramenter gennem en ugudelig tjener forvandler brød og vin til hans blod, og det skønt tjeneren ikke vil det og er modvillig.

⁴⁸ Jam si de bonis pariter ac malis loquiter Lutherus, quid sibi volunt illa verba, nisi quod ille voluerit et fecerit? Verùm de his alias abunde dictum est. Audi clausulam, Homo non potest quicquam facere qualia fecit Christus, condonans per baptismum peccata, præscribens nova dogmata, Legem abrogans, novum condens testamentum, nisi fuerit ei datum desuper, ergo liberum arbitrium nihil est. Sequitur eodem in loco, Qui de terra est, de terra est, et de terra loquitur, Qui de coelo venit, super omnes est. Liberum arbitrium non venit de coelo, ergo terra est, nec aliud sapit quam terrena. Et qui de terra loquitur, impia loquitur. Sic torquet Scriptura.

Men hvis Luther taler om både gode og onde gerninger, hvad er så meningen med de ord: ”medmindre Gud vil det og gør det” (L11#26). Men herom er der andetsteds talt til overflod. Konklusionen er: 'Mennesket kan ikke gøre alt det, Kristus gør, tilgive synder i dåben, foreskrive nye læresætninger, afskaffe loven, indstifte den nye pagt, hvis ikke det bliver ham givet fra oven, altså er der ingen fri vilje'. Så følger det samme sted: 'Hvad der er af jord, er jord, og taler af jorden, hvad der er af himlen, er over alle'. (Joh 3,31). ”Den frie vilje kommer ikke fra himlen, altså er den jord, og tænker ikke andet end jord. Og hvad der taler af jord, taler ugudeligt” (L11#27). Sådan fordrejer han skriften.

⁴⁹ Imo Joannes hîc de se loquitur ostendens, quantum absit ipsius doctrina à coelesti doctrina Christi, qui solus è coelis venerat. Ob humilitatem itaque conditionis se terram vocat, seque terrena loqui dicit, præ sublimitate dogmatum quæ Christus erat prolaturus, qui venerat è sinu Patris. Alioqui Joannes num loquebatur impia? Non opinor, Sed humilia, si conferantur ad Christi doctrinam.

Nej, Johannes taler her om sig selv og viser, hvor langt hans lære er fra Kristi himmelske lære, som alene kom fra himlen. Det er på grund af sin ydmyge stilling, at han således kalder sig jord, og siger, at han taler af jord, sammenlignet med de ophøjede læresætninger som Kristus fremlagde, han, som kom fra Faderens skød. Mon Johannes for øvrigt talte ugudelige ting? Det tror jeg ikke, men han talte lavere ting, sammenlignet med Kristi lære.

⁵⁰ Nec huc pertinent, quæ refert ex Joannis VIII. Vos de mundo estis, ego non sum de mundo: Vos de deorsum estis, ego de supernis sum. Quibus hîc loquitur Christus? Impiis et pertinacibus Judæis, de quibus testatur, Vos in peccato vestro moriemini: et mox, ego quod vidi apud Patrem meum loquor, et vos quod vidistis apud patrem vestrum facitis. At isti, inquit, liberum arbitrium habebant, ad quos loquebatur, et tamen de mundo eos esse dicit.

Det, han citerer fra Joh 8,23, hører heller ikke hjemme her: ”I er af verden, jeg er ikke af verden: I er nedenfra, jeg er ovenfra”. (L11#29). Hvem taler Kristus her til? Til de ugudelige og stivnakkede jøder, om hvem han vidner: ”I skal dø i jeres synder” og lidt senere: ”Jeg taler om det, jeg har set hos min Fader, og I gør det, I har set hos jeres far”. ”Men”, siger Luther”, de mennesker, Jesus taler til, har en fri vilje, og dog siger han, at de er af verden”. (L11#29).

⁵¹ Quid ego audio? An Diatriba dixit liberum arbitrium esse è coelo, hoc est, nihil sapere nisi coelestia? Similis delirationis est quod addit, Quid novi diceret, si secundum carnem et crassos affectus, de mundo eos esse diceret? An hoc non ante novit totus mundus? Tum quid opus est homines, ea parte qua brutales sunt, de mundo dicere, cum hoc modo et bestiæ sint de mundo?* Obsecro te, lector, an non hæc videntur per febrem somnium dicta? Quis unquam dixit totam hominis rationem et voluntatem totam esse sanam ac piam?

* Leiden-udgaven har kursiveret forkert her.

Hvad må jeg høre? Mon Diatriben har sagt, at den frie vilje er fra himlen, det vil sige, at den kun tænker himmelske ting? Det, han tilføjer, er lige så tosset: ”Hvad nyt ville han sige, hvis han sagde, at de er af verden i kraft af deres kød og grove følelser? Mon ikke hele verden i forvejen vidste det? Og hvad nytte er det så til at sige, at menneskene med deres dyriske del er af verden, eftersom også dyrene på den måde er af verden?” (L11#29). Kære læser, jeg spørger bare: synes du ikke, dette lyder, som er det et drømmesyn talt i febervildelse? Hvem har nogensinde sagt, at hele menneskets fornuft og vilje er helt sund og from?

^{52 [241] (695-100)}          Repetit illid ex Joannis Cap VI. Nemo venit ad me, nisi Pater meus traxerit eum. Hîc Lutherus idem interpretatur quod interpretabantur Manichæi, quemadmodum indicavit Chrysostomus: ex his enim Euangelii verbis docebant hominem ex sese nihil omnino posse. Quod si Manichæus rectius intellexit Euangelium Joannis, quam orthodoxi Patres, sequamur illum, et cum illo vocemus pro Christianis Manichæi. Dominus illic sublimia quædam et humano ingenii captum (1511) superantia de se proferebat. Ego sum panis vivus, qui de coelo descendi, et, ut quisquis vidit Filium, et credit in eum, habeat vitam æternam, et ego resuscitabo eum in novissimo die.

           Så gentager han ordet fra Joh 6,44: ”Ingen kommer til mig, hvis ikke min Fader drager ham”. (L11#30). Her fortolker han på samme måde som manikæerne, sådan som Chrysostomus hævder. For de lærte ud fra disse ord i evangeliet, at mennesket i sig selv overhovedet intet kunne gøre. Så hvis manikæus har forstået johannesevangeliet bedre end de ortodokse fædre, så lad os følge ham, og sammen med ham kalde os manikæere i stedet for kristne. Her tilbyder Herren en ophøjet lærdom om sig selv, som overgår den menneskelige fatteevne: ”Jeg er det levende brød, som kommer ned fra himlen” (Joh 6,51) og ”enhver, der ser sønnen og tror på ham, har evigt liv, og jeg vil opvække ham på den yderste dag”. (Joh 6,40).

⁵³ Hæc verba non hominis erant, sed divinitatem præ se ferebant. At illi videbant corpus humanum, audiebant vocem humanam, noverat humiles parentes, et cognatos tenues. Hic itaque Domini sermo non solum videbatur incredibilis Judæis, verum etiam blasphemus et impius, nec vulgo tantum, sed ipsis etiam discipulis, adeo ut quidam à præceptore defecerint. Murmurantibus itaque Judæis Dominus respondit, Nemo venit ad me, nisi Pater meus traxerit eum: hoc est, nemo credit divinitatem Filii, nisi Pater illi revelarit. Non enim hoc est humani captus. Hæc sensisse Joannem res ipsa loquitur.

Disse ord er ikke menneskeord, de bærer guddommelighedens stempel. Men de så et menneskelegeme, de hørte en menneskerøst, de kendte hans ydmyge forældre og hans lavtstående familie. Her syntes altså Herrens ord ikke blot utrolige for jøderne, men også blasfemisk og ugudelig, ikke blot for mængden, men også for hans disciple, og det i den grad, at nogle af dem forlod deres lærer (Joh 6,67). Og derfor sagde Jesus til de jøder, der knurrede: ”Ingen kommer til mig, medmindre min Fader drager ham”, dvs ingen tror Sønnens guddommelighed, hvis ikke Faderen åbenbarer det for ham. For det er udenfor den menneskelige fatteevne. At det er det, Johannes mener, fremgår af sagen selv.

⁵⁴ Nunc vide Lutheranam collectionem, Liberum arbitrium naturæ viribus non poterat credere hominem ex homine natum, esse Deum ex Deo natum, ideo nihil omnino vidit, et his verbis non potuit assentiri nisi tractum coelitus, ideo nulli veritati potuit assentiri.* Primum hoc donat, opinor, nobis, trahendi vocem hîc non esse violentiæ, sed invitantis potius et allicientis. Et nos fatemur fidem, qua purgamur à peccatis, esse donum Dei, et donum gratuitum. Verùm hoc donum non datur nisi volentibus. Donum autem offertur omnibus. Quod autem non ab omnibus recipitur, voluntas hominis libera est in causa.

* Citatet findes ikke i afsnit 241. Er det et referat, er det utrolig fantasifuldt.

Men se nu, hvilken slutning Luther drager: ”Den frie vilje kan med sine egne kræfter ikke tro, at et menneske, der er født af et menneske, er Gud, født af Gud, og derfor ser den intet som helst, og kan ikke sige ja til disse ord, hvis den ikke drages af det himmelske, og derfor kan den slet ikke sige ja til nogen sandhed.” (??). Først tror jeg han indrømmer os, at ordet 'drage' her ikke skal forstås om vold, men snarere om at invitere og lokke. Også vi indrømmer, at den tro, hvorved vi renses fra vore synder, er Guds gave og det en ufortjent gave. Men denne gave gives kun til dem, der vil. Men gaven tilbydes alle. Men når den ikke modtages af alle, er det den frie menneskelige vilje, der har skylden.

⁵⁵ Legimus eodem in loco: Omne quod dat mihi Pater, ad me venit, et eum, qui venit ad me, non ejiciam foras. Et alibi Dominus invitans omnes dicit, Venite ad me omnes qui laboratis et onerati estis. Si homo venit ad Christum, quod opus est trahi? Si trahitur, quomodo dicitur venire? Miscuit itaque sermo Christi coelestem gratiam cum voluntate hominis. Simul enim trahitur per invitantem gratiam, et venit per liberi arbitrii conatum.

Vi læser det samme sted: ”Alt, hvad min Fader har givet mig, kommer til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg ikke støde bort”. (Joh 6,37). Og et andet sted inviterer Herren alle og siger: ”Kom til mig, alle I som arbejder og bærer byrder” (Matt 11,28). Hvis mennesket kommer til Kristus, er det så nødvendigt, at det drages? Hvis han drages, hvordan kan det da siges, at han kommer? Således sammenholder Kristus i sin tale den himmelske nåde med den menneskelige vilje. For på én og samme gang drages han af den inviterende nåde, og kommer i kraft af den frie viljes stræben.

⁵⁶ Verba Chrysostomi sic habent: Verùm hoc nostrum non tollit arbitrium, sed divino egere auxilio ostendit, nec invitum, sed omni conatu contendentem venire. Hæc os illud aureum. Et Lutherus conatus verbum in meis scriptis ferre non potest. Verùm hîc metus est, ne Chrysostomus nihilo mitius audiat, quam audivit Hieronymus. Rejicitur quod Diatriba citarat ex Augustino, sic hominem trahi, non quemadmodum vinctus catena, sed quemadmodum trahitur ovis ostenso ramo.

Chrysostomus' ord lyder sådan: ”Men dette ophæver ikke vor vilje, men påviser, at den behøver den guddommelige hjælp, ikke uden at den vil det, men idet den kommer frivilligt og under kæmpende stræben”. Såvist den gyldne mund. Og Luther ikke ikke udstå ordet 'stræben' i mine bøger. Men her er jeg bange for, at han ikke vil lytte til Chrysostomus mere end han har lyttet til Hieronymus.

Han forkaster det, Diatriben citerede fra Augustin, at mennesket drages, ikke som bundet til en lænke, men som et får drages, når man viser det et strå. (e3#35). (L11#31).

⁵⁷ Ait, hoc quod scripsit Augustinus, ad pios tantum pertinere, qui jam sunt oves, et Spiritu Dei ducuntur quo Deus voluerit. Hæc responsio non potest expeditius solvi, quam si dicamus eam esse falsam. Non enim Augustinus illic loquitur de justificatis Spiritu Dei, sed justsificandis. Nec omnes oves Christi sunt, nec sequuntur Spiritum, sed sunt oves erraticæ, sunt quæ degunt ac pereunt sub pastore lupo.

Han siger, at det Augustin skrev, handler om de fromme, som allerede er får, og ledes, hvorhen Gud vil, af Guds ånd. Dette svar kan man ikke opfatte på bedre måde end ved at sige, at det er forkert. For Augustin taler her ikke om dem, der er retfærdiggjorte ved Guds ånd, men om dem, der skal retfærdiggøres. Det er heller ikke enhver, der er ét af Kristi får og følger ånden, der findes vildfarne får, som lever og dør med ulven som hyrde.

⁵⁸ Hæc enim Augustini verba sunt, Non traheris, ora ut traharis. Si quid tribuit Augustino, qui orat ut trahatur, nonne conatur, ut fidem accipiat, quam nondum accepit? Nec ideo Principis donum gratuitum non est, si quis per amicos ambiit, ut impetraret. Et Dominus, Qui venit ad me non excludam. Fide itur ad Christum: Fides autem ex auditu est, nec omnes tamen credunt cum audiunt. Frustra enim verbum sonat foris, nisi gratia trahat intus: sed à gratia non trahitur qui se non præbet gratiæ.

Sådan lyder nemlig Augustins ord: ”Er du ikke draget? Bed om, at du må blive draget!” Hvis Luther lægger nogen vægt på Augustin, som beder om at måtte blive draget, mon han så ikke stræber efter at modtage troen, som han endnu ikke har modtaget? En fyrstes gave ophører ikke med at være ufortjent, selv om én søger at få den ved en vens hjælp. Og Herren siger: ”Den, der kommer til mig, vil jeg ikke støde bort”. (Joh 6,37). Det er ved troen, at man rejser til Kristus. Men troen kommer af det, der høres. (rom#10.17). Og dog er det ikke alle, der hører, som tror. For ordet lyder forgæves i det ydre, hvis ikke nåden drager indvendig. Men den, der ikke forbereder sig til nåden, drages ikke af nåden.

^{59 [242] (697-101)}          Nectit nobis alium syllogismum. Joannes, inquit, XVI dicit, Spiritus arguet mundum de peccato, quia non crediderunt in me. Hîc vides peccatum dici, non credere in Christum. At hoc peccatum non utique in cute vel capillis hæret, sed in ipsa ratione et voluntate. Totus autem mundus arguitur incredulitatis, idque peccatum ignoratum erat mundo, donec arguente Spiritu proderetur: et in mundo est liberum arbitrium cum ratione sua et voluntate, reum igitur et damnatum, quantum quantum est. Deum immortalem, quæ est hæc tam perplexa disputatio! Quæ tortura Scripturarum contra id quod sentiunt!

          Han sammenvæver en anden syllogisme til os. Han siger: ”I Joh 16,9 hedder det: 'Ånden skal overbevise verden om synd, at de ikke har troet på mig'. Her ser du, at det ikke at tro på Kristus kaldes synd. Men denne synd har sandelig ikke hjemme i huden eller i håret, men i selve fornuften og viljen. Men hele verden anklages for mistillid, og den synd var ukendt for verden, indtil Ånden drog den frem i sin anklage. Og i verden er derfor den frie vilje med sin fornuft og vilje skyldig og fordømt, hvor stor den end er”. (L11#33). Ved den udødelige gud! Hvad er det for et indviklet argument, vi har her! Hvordan er det dog, han fordrejer skriften til at sige det modsatte af, hvad den mener!

⁶⁰ Non enim illic agitur de libero arbitrio, sed de Judæorum inexcusabili pertinacia, quorum incredulitas utcunque poterat aliqua causatione (1512) prætexi, quod Christi divinitatem non crediderant, eo quod offenderat illorum sensus corporis humani infirmitas. Verùm quod ubi misso Spiritu, viderent per Apostolos majora fieri prodigia in nomine crucifixi, quam ipse vivus gesserat, nihilo minus tamen persisterent in incredulitate, nullo prætextu poterant excusare peccatum suum.

Her handler det nemlig ikke om den frie vilje, men om jødernes uundskyldelige stædighed, hvis vantro kunne have været en slags årsag til at de blev undskyldt, fordi de ikke havde troet Kristi guddommelighed, fordi hans menneskelige legemes svaghed forargede deres sanser. Men fordi de, da ånden blev sendt, så endnu større undere ske ved apostlene i den korsfæstedes navn, end han selv havde udført, mens han levede, men ikke desto mindre forblev i deres vantro, så var der ingenting, der kunne undskylde deres synd.

⁶¹ Porro quod ait, totum mundum reum fuisse peccato incredulitatis ignorato, puto hanc fidem ignoratam, de qua hîc verba fiunt, nec Judæis fuisse imputatam ante prædicatum Euangelium, imo ne in primordiis quidem Euangelii nascentis, cum Apostoli Christum appellarent virum justum à Deo destinatum, silentes de divina natura. Neque enim mysterium Triadis exigebatur ab hominibus, antequam esset divinitus patefactum per adventum Filii Dei.

Videre: med hensyn til det, Luther siger, at hele verden blev skyldig i vantroens synd uden at vide, det var en synd, (L11#34) tror jeg, at deres uvidenhed om troen, som det handler om her, ikke var blevet tilregnet jøderne før evangeliet blev prædiket, ja, ikke engang i begyndelsen af det gryende evangelium, da apostlene kaldte Kristus en retfærdig mand, udvalgt af Gud, men tav om hans guddommelige natur. Ejheller kunne treenighedens mysterium kræves af menneskene, førend det var guddommeligt åbenbaret gennem Guds søns komme.

⁶² Non igitur hoc nomine reum erat liberum arbitrium, quod tum, ut ait, erat in mundo, cum alias negarit esse in rerum natura, alioqui perissent omnes Judæi quamvis justi, exceptis paucis, quibus hoc fortasse peculiari revelatione fuerat patefactum. Quod si contendit liberum arbitrium nihil potuisse credere viribus naturæ, palam contradicit Paulo. Qua de re jam ante satis dictum arbitror.

På den baggrund var den frie vilje derfor ikke skyldig; den var, som Luther siger, dengang i verden, (L11#33) selv om han andetsteds nægter, at den hører til blandt de naturlige ting. Ellers ville alle jøderne, hvor retfærdige de end var, være gået fortabt, bortset fra nogle få, for hvem dette måske ved en særlig åbenbaring var blevet gjort klart. For hvis han hævder, at den frie vilje ikke kan tro noget ved sine naturlige kræfter, så modsiger han klart Paulus. Men jeg tror, at jeg allerede har sagt nok derom.

⁶³ Verùm demus hoc quoque, quod suis viribus non potuerit promereri donum fidei, certe pulsanti gratiæ se præbere poterat, aut etiam ab ea avertere, etc. quæ jam toties commemoravimus. Neque enim liberum arbitrium gignit gratiam, sed reformatur à gratia sic operante in homine, ut ipsa etiam hominis voluntas cooperetur, et in concipiendo, et in tuendo, et in agendo; similiter in repellendo, minuendo, amittendo.

Men vi vil også indrømme den ting, at den med sine egne kræfter ikke kan fortjene sig til troens gave, givetvis kan den forberede sig til den sig tilbydende nåde, eller også vende sig bort fra den, osv., som vi allerede ofte har nævnt. For det er jo ikke sådan, at den frie vilje avler nåde, nej, den reformeres af nåden, og nåden arbejder således i mennesket, at den selv samvirker med menneskets vilje, både når den modtager den, når den holder fast på den og når den handler; på lignende måde, når den sætter sig imod den, formindsker den og mister den.

⁶⁴ Addit hyperbolen: Christus in Litteris sacris semper nominatur per antithesin, ut ubicunque Christus non sit, ibi sit Satanas, error, impietas, tenebræ, peccatum, mors, ira Dei, inferi, quid non? Quoniam autem tota Scriptura loquitur de Christo, tota pugnat adversus liberum arbitrium. Parum est quod dictum est, singuli etiam apices, ut ait, prosternunt liberum arbitrium usqua ad minimum jota. O fortes hyperbolas! Sed nihil aliud quam hyperbolas.

Luther tilføjer så en overdrivelse: ”Kristus nævnes altid i skriften gennem modstilling, så at, overalt, hvor Kristus ikke er, der er Satan, vildfarelsen, ugudelighed, mørke, synd, død og Guds vrede, helvede og hvad ikke? Men når hele skriften taler om Kristus, så kæmper hele skriften imod den frie vilje”. Men hvad han her siger, er for lidt: ”Hver eneste tøddel slår den frie vilje ned indtil det mindste jota.” (L11#34; ref). O hvilke stærke overdrivelser! Men der er heller ikke andet end overdrivelse.

⁶⁵ Judæorum natio Christum exspectabat, sed plerique qualis esset futurus ignorabant. Exspectabant enim fortissimum Regem, qui populum Israeliticum redimeret è servitute gentium, quique totius Orbis imperium transferret ad Judæos. Et tamen hæc rudis crassaque fides sufficiebat ad salutem. Itaque probabile est ante Legem sufficisse ad salutem credere unum Deum.

Jødefolke ventede Kristus, men de fleste vidste ikke, hvordan han ville være. For de ventede nemlig en stærk konge, som kunne forløse det israelittiske folk fra trældom under hedninger, og som kunne overgive herredømmet over hele verden til jøderne. Og dog var denne enkle og rå tro nok til frelse. Derfor er det sandsynligt, at det før loven var nok til frelse at tro på én Gud.

⁶⁶ Quod si à priscis Judæis exigimus Filii talem notitiam, qualem à nobis exigit Ecclesia, pariter exigemus et Spiritus Sancti notitiam: quod si non imputatur illis ignoratus Spiritus Sanctus, nec Gentibus imputabitur Filii ignoratio. Divinam naturam ex rebus conditis utcunque deprehendere licuit, Dei Filium nullis indiciis potuerunt deprehendere. Falsum est igitur quod assumit Lutherus, ubicunque Christus incognitus est, ibi fuisse Satanam, impietatem et mortem.

Men hvis vi af de første jøder kræver den samme erkendelse af Sønnen, som kirken kræver af os, så må vi også kræve erkendelse af Helligånden. Men hvis det, at de var uvidende om Helligånden, ikke tilregnes dem, så kan vi heller ikke tilregne hedningerne, at de er uvidende om Sønnen. Den guddommelige natur bør man på én eller anden måde kunne erkende ud fra det skabte, men Guds Søn kunne de ikke er kende ud fra noget tegn. Derfor er det forkert, hvad Luther antager, at overalt, hvor Kristus ikke kendes, dèr var Satan, ugudelighed og død.

⁶⁷ Nunc fatemur extra Christum cognitum non esse salutem, Euangelica luce per universum terrarum Orbem coruscante. Profitemur et nos, ut ait, duo regna, Christi et Satanæ, à quo Christus suos eripit auxilio gratiæ: sed regnum Christi ponimus in perfectis, regnum Satanæ in perversis: in medio sunt infantes et languentes in Christo. Subitus iste raptus olim in quibusdam factus est, cum Spiritus ederet miracula, cum instrueret variis Linguis. Nunc bene nobiscum agitur, si paulatim Christus adolescat in nobis. Sed ut maxime fateamur ista duo regna, istum raptum, quoniam nemo rapitur nisi volens, non tollitur funditus liberum arbitrium.

 I vore dage indrømmer vi, at der ikke er frelse uden erkendelse af Kristus, for nu har evangeliets lys lyst op over hele jordens flade.

Også vi bekender, at der, som han siger, er to riger, Kristi rige og Satans rige, fra hvilket Kristus udriver sine ved nådens hjælp. Men vi anbringer Kristi rige i de fuldkomne, Satans rige i de forvendte. Midt imellem er spædbørnene og de svage i Kristus. Denne pludselige udrivelse skete i gamle dage med nogle mennesker, når Ånden udvirkede mirakler, når den lærte på forskellige sprog. Men nuomstunder handler den vel imod os, hvis Kristus lidt efter lidt vokser i os. Men selv om vi i høj grad indrømmer, at der er disse to riger og at der forekommer en sådan udrivelse, så rives ingen ud, hvis ikke han vil det, og den frie vilje ophæves ikke fuldstændigt.

^{68 [243] (699-102)}       Redit huc illud vere Achilleum argumentum ex Rom VII et Gal. V de pugna spiritus et carnis. Id jam non semel exprobravit, quod Diatriba reliquerit intactum, quasi Diatriba susceperit provinciam respondendi ipsius assertioni, cum nominatum designarit sibi rem esse cum absoluta necessitate, quanquam nec omnino transiit intactum, si quis legat Diatribam. Sed videamus quid afferat hic Achilles. Etiam in justis pugnat (1513) caro adversus spiritum, ac vicissim spiritus adversus carnem. Nec patitur carnem accipi pro crassioribus tantum affectibus, cum Paulus inter opera carnis commemoret hæresim, idololatriam, dissensiones, contentiones, quæ nimirum insunt summis illis animi viribus rationi et voluntati.

         Han vender her tilbage til det argument, han kalder sin sande Akilleus, fra rom#7.14ff og gal#5.16ff om kampen mellem ånd og kød. Indtil flere gange har han bebrejdet Diatriben, at den ikke berørte dette argument, som om Diatriben havde påtaget at svare på hans 'assertio'; men skønt den udtrykkelig påpeger, at den afhandler om den absolutte nødvendighed, så lader den dog ikke dette spørgsmål fuldstændig uberørt, hvis man læser Diatriben igennem. Men lad os se, hvad denne Akilleus har at bidrage med. Også i de retfærdige kæmper kødet mod ånden, og omvendt ånden mod kødet. Og han går ikke med til, at 'kød' kun forstås om de grovere affekter, eftersom Paulus blandt kødets gerninger nævner kætteri, afgudsdyrkelse, uenigheder, strid, (gal#5.20) som klart kommer fra de højeste kræfter i sjælen, fornuften og viljen.

⁶⁹ Sic igitur argumentatur: Si natura hominis adeo mala est, ut in his, qui spiritu renati sunt, non modo non conetur ad bonum, sed etiam pugnet et adversetur bono, quomodo in illis, qui nondum renati in vetere homine sub Satana serviunt, ad bonum conaretur? Quid hic evicit Achilles? Etiam in ratione et voluntate esse affectus impios et perversa judicia. An non hoc ingenue fassa est Diatriba? Quanquam hi quoque affectus originem habent ex illis crassioribus, quibus magis amamus ea quæ videntur, quam quæ non videntur.

Derfor argumenterer han således: ”Hvis menneskets natur i den grad er ond, at den i dem, som er genfødte ved ånden, ikke blot ikke stræber efter det gode, men også kæmper imod og modsætter sig det gode, hvordan skulle den så i dem, som endnu ikke er genfødte og i deres gamle menneske tjener under Satan, kunne stræbe efter det gode?” (L11#38). Hvordan har denne Akilleus sejret? Ved at sige, at der også i fornuften og viljen er ugudelige affekter og fordrejede bedømmelser? Mon ikke Diatriben ligeud har indrømmet det? Selv om også disse affekter har deres udspring i de lavere affekter, hvormed vi mere elsker det, vi ser, end det, vi ikke ser.

⁷⁰ Neque enim sentio carnem tantum esse luxum ac libidinem, quanquam ita quodam in loco divus interpretatur Hieronymus. Avaritia crassa res est, hunc plerunque nascitur invidia. Crassa res est libido, hinc frequenter capitales iræ. Crassa res luxus, ex hoc non raro nascitur blasphemia. Verum est igitur, quod in impiorum ratione ac voluntate regnent ista detestanda crimina, sed in quibus hominis partibus regnant fructus, caritas, gaudium, pax, patientia, etc.

For ved 'kød' forstår jeg ikke blot luksus og vellyst, selv om den guddommelige Hieronymus på et sted fortolker det sådan. Pengebegær er en grov ting, men ofte opstår af den misundelse. Vellyst er en grov ting, heraf opstår ofte dødelig vrede. Luksus er en grov ting, af den fødes ikke sjældent blasfemi. Det er derfor sandt, at i de ugudelige hersker ved hjælp af fornuft og vilje sådanne afskyelige lovbrud, men i hvilke dele af mennesket hersker frugterne kærlighed, glæde, fred, tålmodighed osv.? (gal#5.22).

⁷¹ Nonne in iisdem partibus? Regnant, inquiet, sed ex dono Spiritus, verùm illa regnant ex malitia naturæ. Proinde cum natura sit omnium communis, in omnibus ex æquo regnabunt, fornicatio, immunditia, impudicitia, luxuria, idolorum servitus, veneficia, inimicitiæ, contentiones, æmulationes, iræ, rixæ, dissensiones, sectæ, invidiæ, homicidia, ebrietates, comessationes, et his similia. Hos affectus nec sentiunt omnes qui in Christo renati sunt, sensuri si hæc inessent à natura, quæ communis est omnium, sed horum maxima pars accedit ex prava educatione, ex libero arbitrio semet in pejus deflectente potius quam à natura.

Mon ikke i de samme dele? Luther vil nok sige: 'De hersker, men som åndens gave, de andre ud fra naturens ondskab'. Følgelig, eftersom naturen er fælles for alle, så hersker disse ting ligeligt i alle. Utugt, derimod, urenhed, ukyskhed, luksus, afgudsdyrkelse, forgiftninger, uvenskab, strid, skinsyge, vrede, kiv, uenighed, sekter, misundelse, drab, drukkenskab, svir, og lignende, (gal#5.20) disse affekter mærker ikke alle de, som er genfødt i Kristus, men de ville mærke dem, hvis de stammede fra naturen, som er fælles for alle, men af dem opstår største delen af en dårlige opdragelsse, ud fra en fri vilje, der vender sig mod det dårlige, mere end fra naturen.

⁷² Quod si naturam per se spectes, ut inest illi proclivitas ad turpitudinem, ita insunt illi maxima semina ad virtutem. Quod si caro pugnat etiam in piis, oportet hos affectus omnes in singulis illorum inesse: ut demus eos in pugna superiores evadere, quid dicemus de perfectis? Ut fateamur nullum mortalem in hac vita eo pervenisse, ut nullo titilletur affectu peccandi, certe multos esse puto, qui homicidii, aut veneficii non sentiant affectum.

For hvis man ser på naturen for sig, så er der i den, ligesom der er en tilbøjelighed til ondskab, også nedlagt en kraftig sæd til dyd. Men hvis kødet også kæmper i de fromme, så må alle disse affekter være i hver og én af dem. Selv om vi indrømmer, at de kommer ud af kampen som sejrherrer, hvad skal vi da sige om de fuldkomne? Ligesom vi indrømmer, at ingen dødelig i dette liv når frem til ikke at føle den mindste kløe efter synden, sådan mener jeg også, at der givetvis er mange, som ikke føler tilbøjelighed til mord eller forgiftning.

⁷³ Cur igitur hæc commemorat Paulus? Quoniam scribebat iis, inter quos plurimi erant imbecilles, nondum purgati à pristinæ vitæ consuetudine, quales erant et Corinthii. Hos admonet, ut in Christianismo proficiant: et quemadmodum à Paganorum professione recesserant, ita recedant et à moribus, quorum summam commemorat, non quod multi talia committerent, sed quod imbecilles in Christo sollicitabat ad nuper relicta vitia prioris vitæ consuetudo. Proinde quæ hîc recenset Paulus, non tam pertinent ad naturam hominis, quam ad animum vitiis depravatum. In his caro concupiscit hæc tam atrocia quæ refert Apostolus.

Hvorfor nævner Paulus da disse ting? Fordi han skrev til mennesker, blandt hvilke der var mange svage, som endnu ikke var blevet rensede fra deres tidligere livs vaner; blandt dem var også korintherne. Dem formaner han til at gøre fremskridt i kristendommen, og til, ligesom de har opgivet de hedenske bekendelser, således også at opgive skikkene, som han her opsummerer, ikke fordi mange handler sådan, men fordi de svage i Kristus indtil fornylig var vante til at leve i deres tidligere livs laster. Og derfor har de laster, Paulus her opregner, ikke så meget med menneskets natur at gøre, som med sind, der er ødelagt af laster. I dem begærer kødet at leve i de forfærdelige laster, som Paulus her gengiver.

⁷⁴ Quod si liberum arbitrium tantopere damnatur, quod in eo sit proclivitas ad hujusmodi vitia, laudetur quod in eodem sunt semina ad honesta, et talium vitiorum nativus horror, quem non prius excutiunt assuetudine peccandi quam hominem excusserint. Pelagiani negant ullum esse peccatum originis, quæ sententia merito damnata est, sed qui in immensum exaggerant peccatum originis, ad Manichæum proxime accedunt longe perniciosius errantem, et facinorosis occasionem præbent excusandi sua commissa, et in naturam malam rejiciendi.

Men hvis den frie vilje fordømmes så gennemgribende, fordi den i sig har en tilbøjelighed til den slags laster, så lad den også blive rost, fordi den i sig på lignende måde har sæd til det gode og en medfødt afsky for den slags laster, en afsky, som ikke mere kan afrystes ved at vænne sig til at synde, end mennesket selv kan afrystes. Pelagianerne nægtede, at der var nogen arvesynd, og deres opfattelse er med rette blevet fordømt, men de, der overdriver arvesynden til det umålelige, når næsten frem til manikæerne, dvs til en langt mere farlig vildfarelse, og de giver de lastefulde foranledning til at undskylde deres overtrædelser, og skyde dem over på deres natur.

⁷⁵ Et in Ethnicis pugna quædam est inter rationem et affectus, quos Paulus carnem appellat. Quod si hæreses, indiviæ et similia sunt in ipsa ratione ac voluntate, quemadmodum Lutherus docet, summa pars animi secum pugnat, dum voluntas velut in æquilibrio posita, nunc huc, nunc illuc propendet. Similiter erit in iisdem partibus spiritus et caro. Neque enim hîc spiritus significat Spiritum Sanctum, sed mentem (1514) hominis dono Spiritus instructam adversus carnem.

Også i hedningerne er der en vis kamp mellem fornuft og affekt, som Paulus kalder 'kød'. For hvis kætter, misundelse og den slags ligger i fornuften og viljen, sådan som Luther lærer, så kæmper den højeste del af sjælen med sig selv, idet viljen ligesom er sat i tvetydig stand, så den snart tynger ned til den ene side, snart til den anden. På lignende måde vil der i disse dele være både ånd og kød. For her betyder ånd ikke Helligånden, men menneskets sind, som ved åndens gave er udrustet imod kødet.

⁷⁶ Quemadmodum autem ii, qui Spiritu vacui sunt, per liberum arbitrium sæpe vincunt concupiscentiam ad flagitia sollicitantem: Veluti multi sunt vacui gratia, qui scortationi serviunt, vincunt tamen iram ad homicidium sollicitantem, non metu Dei, aut poenæ, sed tantum naturali horrore nefarii criminis: ita qui Spiritu ducuntur, multo facilius superant tales affectus, libero arbitrio simul Spiritui quodammodo collaborante. Unde hic locus magis adstruit liberum arbitrium quam destruit.

Men ligesom de, som mangler ånden, gennem den frie vilje ofte besejrer begæret, som bevæger dem til overtrædelse, som fx mange, som mangler ånden, er slaver af skøger, men besejrer vreden, som vil bevæge dem til drab, ikke af frygt for Gud eller for straffen, men kun ud fra en naturlig rædsel for en sådan forfærdelige forbrydelse, således kan de, der føres af ånden, meget lettere overvinde den slags affekter, når den frie vilje på én eller anden måde arbejder sammen med ånden. Derfor støtter dette skriftsted den frie vilje mere end det undergraver den.

⁷⁷ Cæterum quod Lutherus in tantum exaggerat carnis vim etiam in piis, ut accedit ad errorem Manichæorum, ita discrepat à Pauli dicto, quod mox sequitur, Qui autem sunt Christi, carnem suam crucifixerunt cum vitiis et concupiscentiis. Utique Christi sunt, qui Spiritum habent Christi. Quomodo igitur pugnat caro crucifixa mortuaque cum vitiis et concupiscentiis? Non hæc dico quod nesciam in sanctis perpetuam esse carnis mortificationem, quamdiu versantur in domicilio terreni corporis, sed ut rejiciam Lutheranas exaggerationes, quibus ut nimium tribuit peccato originis, ita plus satis tribuit carni et Satanæ, ne quid omnino tribuat libero arbitrio. Hæc ad locum qui est in Epistola ad Galatas.

Men Luther overdriver i den grad kødets magt i de fromme, så ligesom han nærmer sig manikæernes vildfarelse, således afviger han fra Paulus' ord, som kommer lige efter: ”Men de, der tilhører Kristus, har korsfæstet kødet med dets laster og begæringer”. (gal#5.24). Sikkert er det, at de, der hører Kristus til, har Kristi ånd. Hvordan kan da kødet kæmpe sammen med lasterne og begæringerne, når det er korsfæstet og dødt? Dette siger jeg ikke, fordi jeg ikke véd, at i de hellige finder en stadig dødelse af kødet sted, så længe de vandrer i den jordiske bolig: kødet, jeg siger det for at gendrive de lutherske overdrivelser, hvorved han ligesom han tillægger arvesynden for meget, også tillægger kødet og Satan mere end rigeligt, så han ikke skal tillægge den frie vilje noget. Såvidt stedet i galaterbrevet.

⁷⁸           Ad Romanos autem Cap. VII longa est ac difficilis disputatio: Qua de re primum illud præfabor, Paulum illic loqui non de se, sed sub sua persona de quovis homine, qui victus à concupiscentiis, jam serviat peccato. Neque enim Apostolus cum hæc loqueretur, per Legem mortuus erat, nec illi mandatum inventum est ad mortem, qui Legis fuit observantissimus, neque carnalis erat, neque venundatus sub peccato, neque malum quod nolebat faciebat, neque erat infelix, ut optaret liberari à corpore mortis, per quod cogebatur facere quod nollet: sed docendi gratia peccatoris in se personam recepit, ut ostenderet à peccatis neminem posse fiere liberum, nisi per gratiam Euangelicam.

         Men hvad angår Rom 7, er der tale om en lang og vanskelig disputation. Jeg vil forudskikke den bemærkning, at her taler Paulus ikke om sig selv, men i sin egen person taler han om et hvilket som helst menneske, som er besejret af begæringer og er syndens slave. For da apostelen skrev disse ord, var han ikke død ved loven, budet havde ikke vist sig at blive til død (rom#7.10) for han var meget omhyggelig med sin lovoverholdelse, ejheller var han kødelig eller solgt som slave under synden (rom#7.14), ejheller gjorde han det onde, som han ikke ville, og han var ikke ulykkelig, så han ønskede at blive fri fra dette dødens legeme (rom#7.24), gennem hvilket han blev tvunget til at gøre det, han ikke ville. Snarere tog han denne rolle på sig som lærer, for at vise, at ingen kan blive fri for synd, hvis det ikke sker gennem den evangeliske nåde.

⁷⁹ Nec tamen me fugit quantopere Divus Augustinus ad Bonifacium Libro primo moliatur, ut totus hic locus accommendetur Paulo, sed adeo multa dure detorquet, ut mihi dum sedulo persuadere conatur, magis dissuaserit. Deinde præfabor et illud, Veteres fere hunc locum interpretari, non de peccato originis, sed de consuetudine peccandi, qua deparavatur hominis et ratio et voluntas. Aut si quem locum tribuunt peccato naturæ, maximam certe portionem adscribunt assuetudini vitiorum.

Det har ikke undgået min opmærksomhed, hvor meget den guddommelige Augustin kæmper i den første bog til Bonifacius, for at få hele dette sted til at passe på Paulus, men han fordrejer meget af det så hårdt, at jo mere han forsøger at overbevise mig, des mindre bliver har overbevist. Jeg skal også forudskikke den bemærkning, at de gamle kirkefædre næsten alle fortolkede dette sted ikke om arvesynden, men om vanen med at synde, hvorved både menneskets fornuft og vilje ødelægges. Eller hvis de lader dette sted handle om arvesynden, tilskriver de den største del til lastefulde vaner.

⁸⁰ His propositis videamus quam hæc pugnent adversus liberum arbitrium. Etiam peccator, et Spiritu Dei vacuus, et venundatus sub peccato, quam personam in se recepit Paulus, ut minus offenderet Judæos, facit non quod vult bonum, sed quod odit malum. Quomodo vult bonum? Quia condelectatur et assentitur Legi, per naturale judicium videns eam esse justam et bonam. Lex enim dicit: Non furaberis, non dices falsum testimonium adversus proximum, non mæchaberis.

Efter disse forbemærkninger lad os så se, hvordan dette er imod den frie vilje. Også synderen og den, der mangler Guds ånd, er solgt som slave under synden, for det er den rolle, Paulus påtager sig, for at volde mindre anstød overfor jøderne, også synderen gør ikke det gode, han vil, men det onde, han hader. Hvordan vil han det gode? Det gør han, fordi han glæde sig over loven (rom#7.22) og giver den sin tilslutning, for han ser gennem den naturlige bedømmelse, at den er retfærdig og god. For loven siger: ”Du må ikke stjæle, du må ikke sige falsk vidnesbyrd, du må ikke bedrive hor”.

⁸¹ Peccator videt esse justum quod præcipit Lex, sentiens hoc iniquum, facere in alium, quod sibi nollet fieri, et nativo quodam nisu rapitur ad id quod est bonum, sed affectu victus facit quod juxta naturalem rationem non vult, sed odit magis et horret. Quod autem peccat reclamante conscientia, argumentum est Legem esse bonam. Quod si quando peccator, qui nondum exsuit hominem, aliquid recte fecerit, sentit aliquam mentis delectationem, et hoc arguit Legem esse bonam.

Synderen indser, at det, loven foreskriver, er retfærdigt, og han indser, at det er unfair at gøre mod en anden, hvad han ikke ønsker skal ske med ham selv, og han drives til, hvad der er godt, at en vis medfødt tilbøjelighed, men besejret af affekten gør han, hvad han efter den naturlige fornuft ikke vil, men snarere hader og afskyr. Men når han synder og samvittigheden gør indsigelse, er det et tegn på, at loven er god. Men hvis en synder, som endnu stadig er menneskelig, gør noget godt og føler en vis sindets glæde ved det, så er det også et tegn på, at loven er god.

⁸² Quod autem hîc addit, secundum interiorem hominem, non potest accipi de Spiritu, cum Paulus sustineat ejus personam, qui nondum accepit Spiritum, verùm interiorem hominem appellat rationem naturalem, cui juncta est voluntas, sed utroque volubilis. Nam quod hîc interiorem hominem vocat, mox appellat mentem: Video aliam legem in membris, repugnantem legi mentis meæ. Ac mox, Idem ego mente servio legi Dei, carne autem legi peccati. Hæc de Judæo carnali et vacuo Dei Spiritu.

Men når Paulus her tilføjer 'i det indre menneske', så kan det ikke forstås om ånden, eftersom Paulus spiller rollen som én, der endnu ikke har modtaget ånden, nej, det indre menneske kalder han den naturlige fornuft, som viljen er knyttet sammen med, blot kan den vende sig begge veje. For det, han her kalder det indre menneske, kalder han lige efter for 'sindet': ”Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod loven i mit sind”. (rom#7.22). Og straks efter igen: ”Således tjener jeg med sindet Guds lov, men med kødet syndens lov”. (rom#7.24). Det siger han om en kødelig jøde, der mangler Guds ånd.

⁸³ Proinde cum ait: Jam non ego operor illud, sed quod habitat (1515) in me peccatum. Quid est, ego non operor illud? Ego, quatenus homo, sum ratione præditus. Nam hominis est ex rationis præscripto vivere, brutorum est affectibus duci. Quid est, quod habitat in me peccatum? Nimirum peccandi consuetudo, quæ quodammodo versa est in naturam, ac sedem fixit in animo, sic ut contemta ratione, voluntatem ad se pertrahat volentem nolentem. Vult enim auscultans rationi, non vult dedens semet affectibus, hoc est, quod ait Apostolus: Velle adjacet mihi, perficere autem non invenio. Etiam peccandi consuetudine corruptus, horret nonnunquam turpitudinem suam, et instinctu rationis fertur ad honesta, sed voluntas depravata peccandi usu superatur, et homo facit quæ non vult, recedens ab eo quod vult: Et hæc est lex in membris repugnans legi mentis, jus peccati contractum ex peccandi consuetudine.

Og når han derefter siger: ”Nu er det ikke mig, der virker dette, men synden, der bor i mig” (rom#7.17), hvad mener han så med dette: ”ikke mig, der virker dette”? Det er ikke mig, for så vidt jeg er et menneske, der er udrustet med fornuft. For det hører mennesket til at leve som foreskrevet af fornuften, men dyrene, at ledes af deres affekter. Og hvad mener han med ”synden, som bor i mig”? Uden tvivl vanen med at synde, som på en eller anden måde er blevet natur, og har taget sæde i sjælen, sådan at den foragter fornuften og drager viljen med sig, hvad enten den vil eller ej. For når han vil, adlyder han fornuften, når han ikke vil, giver han sig hen til affekterne, det er, hvad apostelen siger: ”at ville kan jeg, men gennemføre det kan jeg ikke” (rom#7.18). Selv et menneske, der er fordærvet af vanen med at synde, forskrækkes af og til af sin ondskab, og føres mod det gode af fornuftens tilskyndelse, men hans vilje, der er fordærvet af vanen med at synde, overvindes, og mennesket gør, hvad han ikke vil, idet han afstår fra det, han vil: og dette er den lov, som i lemmerne kæmper mod sindets lov, en ret til at synde, der er opstået af vanen med at synde.

⁸⁴ Verùm id jus non tam est à natura, quam à depravatis moribus. Alioqui si quod Paulus ait, Jam non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum, ad naturas referas, Manichæorum sententiam sermo resipit, qua nihil esse potest exitiabilius. Totus igitur hic locus pro Diatriba facit, quæ tribuit homini semina recti, et naturalem nisum ad honesta, sed inefficacem absque gratia. Quod autem hæc Paulus sub aliena persona dixerit, declarant quæ sequuntur, in quibus suam personam recipit: Nihil ergo nunc damnationis est his qui sunt in Christo Jesu, qui non secundum carnem ambulant. Lex enim spiritus vitæ liberavit me à lege peccati et mortis.

Men den ret stammer ikke så meget fra naturen, som fra fordærvede sæder. Hvis man på den anden side henviser det, Paulus siger: ”Nu er det ikke mig, der udvirker det, men synden, som bor i mig” til naturen, så kommer udsagnet til at smage af manikæernes opfattelse, og intet kunne være mere ødelæggende. Altså, hele dette sted kæmper til fordel for Diatriben, som tillægger mennesket en sæd til det rette, og en naturlig tilbøjelighed til det gode, som dog er uvirksom uden nåden. Men at Paulus her har talt i rollen som en anden, det forklarer det, der følger, hvor han igen taler for sin egen person: ”Der er altså ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus, som ikke vandrer efter kødet. For livets ånds lov har befriet mig fra syndens og dødens ånd”. (rom#8.2).

⁸⁵ Quod si nihil damnationis est iis qui sunt in Christo Jesu, quî constat quod Lutherus dicit, omnem justum in opere quantumvis bono damnabiliter peccare, et in his regnare Satanam sub regno spiritus propter carnem, quam ille interpretatur naturam hominis vitiatam? Cumque qui Christi sunt, ut diximus, carnem habeant crucifixam cum vitiis et concupiscentiis, tamen mortua caro tantum valeat, ut in opere, quod Spiritus in justis operatur, admisceat peccatum gehenna dignum? Mihi vehementer displicet ista peccati originalis exaggeratio, blandiens hominum sceleribus, et ad Manichæorum accedens dogmata.

Men hvis der ingen fordømmelse er for dem, der er i Kristus Jesus, hvordan kan så Luther sige, at enhver retfærdig synder fordømmeligt i en hvilken som helst god gerning, og at Satan hersker i dem, der er under åndens herredømme, på grund af kødet, som han fortolker som menneskets lastefulde natur? Og selv om de, der er i Kristus, som sagt har korsfæstet kødet med dets laster og begæringer, skulle så det dødede kød alligevel have så meget magt, at det i den gerning, som ånden virker i de retfærdige, kan indblande en synd, der fortjener helvede? Mig mishager denne overdrivelse af arvesynden enormt, når den sådan indbyder til menneskers forbrydelser og accepterer manikæernes læresætninger.

⁸⁶ Manichæus docet unicam duntaxat hominis partem carnem irreparabiliter vitiatam. Lutherus talem facit totum hominem, ut ne Spiritus quidem in eo faciat opus bonum. Cæterum Veteres hunc locum et similes, ubi Paulus disputat de morte quæ transiit in omnes unius peccato, interpretantur de peccato imitationis, et in hunc sensum mihi videntur omnia magis congruere, cum Lutheri contortus sensus ne consistat quidem.

Manikæus lærer, at kun én del af mennesket, nemlig kødet, er uforbederlig fordærvet. Luther opfatter hele mennesket på den måde, at end ikke Ånden kan gøre en god gerning i det. Men de gamle fædre fortolkede dette sted og andre lignende steder, hvor Paulus disputerer om døden, som overføres til alle på grund af den enes synd, om en synd, der efterlignes, og med den opfattelse synes jeg, det hele stemmer bedre overens, efter Luthers fordrejede opfattelse ikke engang stemmer overens med sig selv.

⁸⁷ Quod si ille contemnit Chrysostomum, Ambrosium, et eum cujus habemus Commentarios in omnes Pauli Epistolas, Hieronymi titulo, cujuscunque sunt eruditos, putet me hæc docuisse ex ipso sermonis contextu. Habet Achillem repulsum, et liberum arbitrium defensum, quod ille flagitabat. Jam cur ille nolit sibi dari liberum arbitrium quod quicquam possit conari ad salutem, causam adfert geminam, primum quia non posset inter tot Dæmonum et periculorum assultus subsistere.

Men hvis han foragter Chrysostomus, Ambrosius og den mand, hvis kommentarer til alle de paulinske breve vi har under navnet Hieronymus – og hvem der end har skrevet dem, de er lærde – lad ham så mene, at jeg har lært sådan ud fra tekstens egen sammenhæng. Hans Akilleus er dog slået tilbage og den frie vilje forsvaret, som han selv krævede det. Nu giver han to grunde til, at han ikke ønsker at have den gave, en fri vilje, som kan stræbe efter at gøre noget i retning af frelse, er: den første er, at han ikke kan holde ud blandt så mange dæmoner og farer. (L11#39).

⁸⁸ Deinde semper haberet irrequietam conscientiam, semper addubitans an quodcunque opus fecisset gratum esset Deo. Nunc cum Deus salutem extra liberum arbitrium ipsius posuerit, et in suum receperit, nec hominis opera aut cursu, sed sua misericordia et gratia promiserit eum servare, securus vivit et certus, quod ille fidelis sit qui promisit, tum adeo potens, ut nulla vis Dæmonum, aut adversitatum possit Christo eripere quod sibi vindicavit.

For det andet ville han altid have en urolig samvittighed, idet han altid ville tvivle på, om en hvilken som helst gerning, han gjorde, ville behage Gud. Nu, hvor Gud har anbragt frelsen udenfor hans frie vilje, og anbragt den hos sig selv, og det hverken er ved menneskets gerninger eller levnedsløb, men ved sin egen barmhjertighed og nåde, at han har lovet af frelse ham, lever han trygt, og er sikker på, at han, som har givet forjættelsen, er trofast, eftersom han er så mægtig, at ingen dæmons kraft og ingen ulykke kan berøve Kristus, hvad han har krævet for sig selv.

⁸⁹ Nemo, inquit, rapiet illos de manu mea, quia Pater qui dedit mihi, major omnibus est. Ita fit ut saltem aliquot serventur, cum omnes sint perituri, si res penderet à viribus liberi arbitrii. Nunc secuti sunt, quod etiamsi peccent, tamen Christus non sit illis imputaturus commissa, sed aut condonaturus, aut emendaturus. In hanc ferme sententiam Lutherus, addens id quod ait, sibi diutino compertum experimento.

Han siger jo: ”Ingen kan rive noget ud af min hånd, for Faderen, som har givet mig det, er større end alle”. (Joh 10,28f). (L11#40). Sådan går det til, at i det mindste nogle bliver frelst, selv om alle skulle forgå, hvis sagen afhang af den frie viljes kræfter. Som det er, er de trygge, fordi Kristus, selv om de synder, dog ikke vil tilregne dem overtrædelserne, men enten tilgive dem eller rette dem. Dette er så nogenlunde Luthers opfattelse. Og han tilføjer, at det, han siger, har han lært gennem langvarig erfaring.

⁹⁰ Quomodo olim habuerit affectam conscientiam, quomodo nunc, ipse viderit, non est meum excutere. (1516) Cæterum non quæritur hîc quid ille sibi judicet commodius, sed quid Deus voluerit: et fieri potest, ut homo sit securus in conscientia, cum tamen minime sit tutus. Quanquam quis possit esse securus in conscientia, cum incertum sit, an sit ex eorum numero, quos Deus immerentes elegit ad salutem? Nam ut certus sit de gratia, certus non est an Deus sit subtracturus gratiam. Subtrahit autem, ut ipse docuit, non offensus, sed quibuscunque vult, ut in hominis potestate non sit, vel abigere gratiam vel retinere.

På hvilken måde han tidligere havde en anfægtet samvittighed, på hvilken måde nu, det må han selv om, det er ikke min opgave at undersøge det. Men her efterspørger vi ikke, hvad han bedømmer til at være mere fordelagtigt, men hvad Gud ville. Og det kan godt være, at mennesket er tryg i sin samvittighed, skønt det dog i meget ringe grad er sikret. Men hvem kan være tryg i sin samvittighed, når det er usikkert, om han er blandt deres antal, som Gud ufortjent har udvalgt til frelse? For selv om han er sikker på nåden, er han ikke sikker på, om Gud vil tage nåden bort. Men han tager den bort, som Luther selv lærer, ikke fra den, der har forarget, men fra hvem han vil, så det ikke står i menneskets magt, hverken at fornægte nåden eller at beholde den.

⁹¹ Jam si vitam æternam promisisset in se credentibus, neque quicquam addidisset, poterat homo sibi blandiri, qui se crederet habere fidem idoneam, quod an quisquam certo norit nescio: nunc cum toties exiguntur bona opera, et de malis operibus dicit Paulus, Qui talia agunt, regnum Dei non possidebunt, vereor ne sibi verba dent, qui sic fidunt Dei promissis. Misericors est Deus, condonat peccata sed poenitentibus, sed malefacta benefactis pensantibus.

Nuvel, hvis Gud har lovet evigt liv til dem, der tror på ham, og ikke føjet noget til, så kan mennesket rose sig, fordi han tror, han har den egnede tro, men jeg véd ikke, om nogen kan vide det med sikkerhed. Men som det foreligger, skønt der overalt kræves gode gerninger, og skønt Paulus siger om de onde gerninger, at 'de der øver den slags ting, ikke skal eje Guds rige' (gal#5.21), så er jeg bange for, at de, der tror på den måde på Guds forjættelser, narrer sig selv. Gud er barmhjertig, han tilgiver synder, men det gør han kun for de bodgørende, for dem der opvejer deres onde gerninger med gode gerninger.

⁹² Quod si non refert qualia sint opera, modo adsit qualiscunque fides, cur dictum est, eleemosyna exstinguit peccatum, ut aqua ignem? Cur in Precatione Dominica dicimus, Remitte nobis debita nostra, sicut et nos remittimus debitoribus nostris? David canit Domino, non misericordiam tantum sed et judicium. Quid illud sibi vult, quod ait hominem imparem fore Dæmonibus et periculis, si quicquam possit conari per liberum arbitrium? An quisquam docuit liberi arbitrii præsidio hominem subsistere adversus impiorum Spirituum assultus? Sed libero arbitrio per se invalido, addunt auxilium gratiæ.

For hvis det ikke gør nogen forskel, af hvad art gerningerne er, blot der er en eller anden tro til stede, hvorfor blev det så sagt: ”barmhjertighed udslukker synd, som vand ild” (Sir 3,30)? hvorfor siger vi i Fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”? David priser Herren, ikke blot for hans barmhjertighed, men også for hans retfærdighed. Hvad mener Luther, når han siger, at mennesket ikke kan stå sig mod dæmoner og farer, hvis han kan stræbe efter noget gennem den frie vilje? (L11#39). Er der nogen, der nogensinde har lært, at et menneske kan holde ud imod ugudelige ånders angreb med den frie viljes hjælp? Nej, den frie vilje, som i sig selv er hjælpeløs, får hjælp fra nåden.

⁹³ Unus Dæmon fortior est omnibus hominibus. Sed non licet Dæmoni quicquid libet, ne in impios quidem, et unus Deus fortior est omnibus Dæmonibus, qui liberum arbitrium adjuvat confirmatque. Si dixerit, quid opus est libero arbitrio cum sufficiat gratia? Sic expediebat nobis, sic visum est Deo, quemadmodum in Diatriba demonstravimus, dicturi nonnihil et in hujus Operis calce.

Én dæmon er stærkere end alle mennesker. Men en dæmon får ikke lov til at gøre, hvad han vil, ikke engang i de ugudelige, og én Gud er stærkere end alle dæmoner, han, som hjælper den frie vilje og styrker den. Hvis nu Luther ville sige: 'hvad brug er der for den frie vilje, når nåden er tilstrækkelig?', så er svaret, at det var til vort eget bedste, at således ville Gud have det, sådan som vi viste det i Diatriben (e3#103), og jeg vil sige noget mere om det i slutning af dette værk.

^{94 [244] (706-106)}          Post hæc exspatiatur in locum communem, declamans hominem nihil esse si Deo conferatur: queriturque, cum fateamur etiam natura magistra humanam potentiam, fortitudinem, sapientiam, scientiam, substantiam et omnia nostra, prorsus nihil esse si ad divinam potentiam, fortitudinem, sapientiam, scientiam, substantiam conferatur, tantam esse nostram perversitatem, ut solam justitiam et judicium Dei vexemus, et judicio nostro tantum arrogemus, ut divinum judicium comprehendere, judicare et æstimare velimus, et cætera quæ in hanc sententiam disserit, mea sententia nihil ad rem facientia.

         Herefter foretager han en lang ørkenvandring ind i en almindelig sætning, idet han erklærer, at mennesket intet er i sammenligning med Gud. Og han klager over, at vi, selv om vi indrømmer det, som også naturen lærer os, at den menneskelige magt, kraft, visdom, viden, substans og alt vort, slet intet er, hvis det sammenlignes med den guddommelige magt, kraft, visdom, viden og substans, dog er så perverse, at vi alene angriber Guds retfærdighed og dom, og mener, vores dom er så meget værd, så vi vil forstå, bedømme og vurdére den guddommelige dom, og så videre med det, han forlyster os med angående denne opfattelse, som efter min mening intet har med sagen at gøre. (L11#42).

⁹⁵ Nam si de Deo ipso loquitur, fuerunt qui de Dei substantia disputarunt, de qua disputant et Theologi, fuerunt qui adversus Dei fortitudinem cervices erexerunt, et erigent, velut ille de quo Paulus, attollens sese super omne quod colitur, aut quod dicitur Deus, Ac de iisdem rebus pii disputant. Ita Dei judicio justitiæque impii obmurmurant, sed de iisdem pii disputant, quatenus fas est.

For hvis han taler om Gud selv, var der nogle, der har diskuteret hans substans, hvilket også teologer har gjort, der var nogle, som gjorde indsigelse mod hans magt, og der er nogle, der gør det, som fx den mand, som Paulus taler om, der ”løfter sig op over alt, hvad der dyrkes eller hvad der kaldes gud” (2 Thess 2,4). Og om disse ting diskuterer de fromme også. Således knurrer de ugudelige mod Guds dom og hans retfærdighed, men de fromme diskuterer disse ting, som det sømmer sig.

⁹⁶ Et quemadmodum impius non est qui ex rebus conditis Litterisque sacris scrutatur potentiam, sapientiam ac bonitatem Dei, ita non est impius qui ex iisdem scrutatur justitiam Dei, nec ideo præfert suum judicium Dei judicio, quemadmodum non præfert suam sapientiam Dei sapientiæ. Incomprehensibilem illum fatemur in omnibus, nisi quatenus ille nobis voluit innotescere.

Og ligesom det menneske ikke er ugudeligt, som ud fra de skabte ting og ud fra den hellige skrift ransager Guds magt, visdom og godhed, således er han heller ikke ugudelig, som ud fra de samme ting ransager Guds retfærdighed, og han foretrækker ikke af den grund sin egen dom fremfor Guds dom, ligesom han ikke foretrækker sin egen visdom fremfor Guds visdom. For vi indrømmer, at han er ufattelig i alle ting, undtagen for så vidt han har villet gøre sig kendt for os.

⁹⁷ Atque ut obiter taxem Lutheri inconstantiam, cum toties dixerit, omnes liberi arbitri vires esse meram cæcitatem ac profundissimam caliginem, hîc tamen fatetur, naturæ viribus et humana ratione tantam de Deo scientiam comprehendi. Cur nos ex divinis Litteris non scrutemur Dei justitiam, cum ipse toties in Prophetis provocet populum suum ad judicium, veluti periclitaturus si docere queant ipsum alicubi parum fuisse memorem æqui justique? Verùm de his quoque superius dictum est.

Og hvis jeg skal drille Luther for hans mangel på sammenhæng i forbifarten, når han overalt siger, at alle den frie viljes kræfter er lutter blindhed og dybt, dybt mørke, så indrømmer han dog, at den ved de naturlige kræfter og den menneskelige fornuft kan kende så meget til Guds visdom. Hvorfor skulle vi ikke ud fra den guddommelige skrift kunne ransage Guds retfærdighed, når han selv overalt hos profeterne opfordrer sit folk til retfærdighed, som om han kunne risikere, at de kunne belære ham om, at han overfor én eller anden havde været for lidt opmærksom på, hvad der er fair og retfærdigt? Men herom har jeg udtalt mig ovenfor.

^{98 [245] (707-106)}          Pergit declamare, mundum etiam in his (1517) exterioribus sic à Deo gubernari, ut humana ratio cogatur, aut nullum Deum credere, aut credere injustum, aut ignarum rerum humanarum, et in testimonium adfert jocosum amantis carmen,

Sollicitor nullos sæpe putare Deos.

Adferuntur vulgo jactata proverbia, Quo quisque deterior, hoc fortunatior. Profertur Epicurus et Plinius, qui crediderint omnia fortuito geri, nulla Deorum providentia.

          Han fortsætter med at erklære, at verden også i disse ydre ting styres på den måde af Gud, at den menneskelige fornuft tvinges til enten at tro, at der ikke er nogen Gud, eller til at tro, at han er uretfærdig eller uvidende om de menneskelige forhold, (L11#46), og som bevis fremfører han den vittige sang fra elskeren: ”Jeg er ofte fristet til at mene, at der ikke er nogle guder”. (Ovid). Han fremfører det almindeligt udbredte ordsprog: ”Jo værre et menneske er, des heldigere”. Han fremfører Epikur og Plinius, som troede, at alt skete skæbnebestemt, uden gudernes forudviden.

⁹⁹ Profertur Aristoteles, qui dixerit summum illud ens esse felix sui unius contemplatione, miserrimum futurum si videret tot injurias ac miserias. Profertur Job cum Prophetis, qui tentantur ut dubitent de justitia Dei. Sed hæc omnia quo spectant? Ut ostendat nusquam apparere Dei justitiam, sed tantum esse credendam. Quomodo Deum esse credimus? Nonne per fidem? Et tamen ex rebus conditis Ethnici quoque deprehenderant esse Deum, eumque dixerunt optimum maximumque.

Han fremdrager Aristoteles, som sagde, at dette højeste væsen var lykkelig i ensom kontemplation, men ville have det elendigt, hvis det skulle se så mange uretfærdigheder og elendigheder. Han fremdrager Job og andre profeter, som fristes til at tvivle på Guds retfærdighed. (L11#47). Men hvad sigter alt dette imod? Mod at vise, at Guds retfærdighed aldrig viser sig, men kun kan tros? Hvordan tror vi da, at Gud er til? Mon ikke gennem troen? Og dog kan også hedningerne ud fra de skabte ting forstå, at der er en Gud, og har sagt, at han er den bedste og den største.

¹⁰⁰ Optimus esse non potest qui sit injustus. Fides non repellit omnem naturæ cognitionem, sed eam perficit. Quod si illi deprehenderunt Dei justitiam, narrantes apud inferos extorqueri scelerum confessionem, et esse præmia piorum, tormenta impiorum, cur Lutherus non patitur homines, qui spiritum habent coelestem de justitia Dei verba facere?

Den, der er uretfærdig, kan ikke være den bedste. Tro udelukker ikke al naturlig erkendelse, men fuldkommer den. Men hvis de [hedningerne] forstod Guds retfærdighed, idet de jo fortæller om, hvordan forbrydere tvinges til at bekende i helvede, og om, at der er belønninger til de fromme og pinsler til de ugudelige, hvorfor kan Luther så ikke finde sig i, at mennesker, som har den himmelske ånd, skulle gøre sig tanker om Guds retfærdighed?

¹⁰¹ Quid senserit Demostenes nescio, quid Cicero senserit, apparat ex ejus Epistolæ fragmento, quam scripsit ad Octavium*, jam, ut apparet, destinans mori, minitans sese iturum ad sanctissimas animas Bruterum, Deciorum, et Catonum, ac renuntiaturum quæ pateretur Respublica. Sciebat igitur à morte superesse bonorum animas, seseque ad illorum quietem migratorum considerabat.

*Demostenes begik selvmord, Cicero blev myrdet på bla. Cæsars ordre. Brevet regnes for uægte.

Hvad Demostenes følte, véd jeg ikke, hvad Cicero følte, viser sig af det fragment af hans brev, som han skrev til Octaviam, hvori han, som det synes, var besluttet på at dø, men truede med at gå til de mest hellige sjæle, Brutussernes, Deciorernes og Catoernes, og berette om, hvordan republikken led. Han vidste altså, at de godes sjæle blev tilbage efter døden, og han mente, at han ville rejse til det sted, hvor de hvilede sig.

¹⁰² Nec Socrates moriturus potioine cicutæ questus est de injustitia Deorum, sed sibi gratulatur, quod evocante Deo commigraturus esset ad Aristidem, Phocionem, aliosque laudatissimos viros, qui soluti corpore vitam beatam agerent. Nec Cato Uticensis perspiciens victoriam cedere Julio, damnavit Deos injustitiæ, sed dixit in rebus Deorum esse summam caliginem. Idem nos dicimus, quoties non assequimur, cur Deus aliqua faciat, quæ nobis videntur injusta.

Og Sokrates, da han skulle dø efter at have drukket skarntyde, klagede ikke over gudernes uretfærdighed, men lykønskede sig selv med, at han skulle rejse til Aristides, Focion og andre berømte mænd, som løsrevet fra kroppen førte et saligt liv. Og Cato fra Utica, da han så, at sejren tilfaldt Julius Cæsar, fordømte ikke guderne for uretfærdighed, men sagde, at der i gudernes forhold er det største mørke. Det samme siger vi, hver gang vi ikke forstår, hvorfor Gud gør noget, som synes os uretfærdigt.

¹⁰³ Quod si tota hæc disputatio solvitur eo quod persuasum habemus impios hîc corporalibus quidem commodis florere, sed anima perdi, et esse vitam post hanc vitam, in qua nihil boni manebit irremuneratum, nihil sceleris impunitum, utrumque cognitum fuit Ethnicis. Stoici clamabant eum qui vacaret habitu virtutis miserum, etiamsi regno, opibus, imaginibus, forma, ætate, valetudine, viribus, ingenio, facundia floreret, quamtum homo posset.

Men hvis hele denne diskussion løses, fordi vi bliver overbevist om, at de ugudelige vel blomstrer i legemlige bekvemmeligheder her på jorden, men mister deres sjæle, og om, at der er et liv efter dette liv, i hvilket intet godt vil være ugengældt, intet ondt ustraffet, så havde hedningerne en erkendelse af begge dele. Stoikerne hævdede, at den, der manglede dydens vane, var elendig, selv om han også blomstrede så meget som et menneske kunne blomstre, i magt, rigdom, ædel byrd, skønhed, alder, helbred, kraft, forstand.

¹⁰⁴ Contra sapientem omnibus corporis fortunæque malis obrutum nihilo minus esse felicem. Hoc cum constet esse verum, tamen Lutherus negat ulla humana ratione potuisse comprehendi. Quid igitur? Num æquo Ethnicos Christianis? Nequaquam. Sed quod tum pauci sciebant, vel potius opinabantur, hoc per fidem etiam pueris, idiotis, et mulierculis persuasissimum est, adeo ut mortem oppetant citius, quam ab hac persuasione divellantur.

Modsat mente de, at en vis mand, overvældet af al legemlig ulykke og elendighed, ikke desto mindre var lykkelig. Skønt det står fast, at dette er sandt, nægter Luther dog, at den menneskelige fornuft kan forstå det. Hvad så? Mon jeg stiller hedningerne lige med de kristne? På ingen måde. Men det, som kun få vidste, eller snarere mente var sandt, det overbeviser gennem troen på letteste måde selv børn, åndssvage og kvinder, i den grad, at de snarere ønsker sig døden end at blive afskåret fra denne overbevisning.

¹⁰⁵ Non est hujus instituti causam Aristotelis agere, sed tamen Aristoteles non ideo negat Deos abstinere à mundi gubernatione, ne conspicientes tot injurias ac miserias fiant ipsi miseri, sed semel tradita mundi gubernatione, non opus esse ut illi sollicitentur: et tamen quoniam ratiocinatur nihil posse felix esse quod nihil agat, colligit illos esse felices contemplatione sui, quod idem nos de vero Deo fatemur, qui nihilo minus felix est, sciens, prævidens et gubernans universa.

Det er ikke nødvendigt for denne diskussion at behandle Aristoteles' sag, men dog hævdede Aristoteles ikke af den grund, at guderne afholdt sig fra at gribe ind i verdens styrelse, at de selv blev dårlige ved at se så megen uretfærdighed og elendighed, nej, men når de én gang havde givet verdens styrelse fra sig, var der ikke brug for, at de bekymrede sig om den. Og dog, fordi han mente, at intet kunne være lykkeligt, som intet udførte, drog han den slutning, at de var lykkelige ved at betragte sig selv, og det samme indrømmer vi om den sande Gud, som ikke desto mindre er lykkelig ved at vide, forudvide og styre verden.

^{106 [246] (709-107)}         Jam perinde quasi persuaserit nobis Dei justitiam nec ab Ethnicis per dotes naturæ, nec à piis per donum gratiæ ullo modo posse comprehendi, profert nobis Scholasticorum distinctionem, quam præter suum morem probat, proponens ob oculos nobis tria lumina, naturæ, gratiæ et gloriæ. Juxta primum lumen insolubile est quomodo bonus affligitur, et malus bene habet. Hoc ostendi non esse insolubile, cum Stoici negent in his rebus sitam esse felicitatem, et Poetæ (1518) quoque docuerint, post hanc vitam piis et impiis reposita sua præmia. Quomodo vero Deus servet immerentes, et damnet immerentes, quod certe verum est in infantibus non baptizatis, satis arbitror naturali ratione comprehendi non posse, quando, si Luthero credimus, ne tot quidem Ecclesiæ proceres hactenus hoc potuerint assequi, quod Deus hominem adultum damnaret immerentem.

        Nuvel, netop som om han havde overbevist os om, at Guds retfærdighed ikke på nogen måde kan fattes af hedningerne gennem naturens gaver, eller af de fromme gennem nådens gave, så fremfører han for os skolastikernes skelnen, en skelnen som han accepterer, hvad han ikke plejer at gøre, idet han stiller os tre lys for øje, naturens, nådens og herlighedens. Ifølge det første lys er det uforståeligt, hvordan det kan være, at de gode lider trængsler og de onde har det godt. (L11#50). Jeg har påvist, at dette ikke er uforståeligt, eftersom stoikerne nægtede at lykken lå på det plan, og også digterne lærte, at efter dette liv er der fastsat gengæld for fromme og for ugudelige. Men hvordan Gud frelser nogen, uden at de har fortjent det, og fordømmer nogen, uden at de har fortjent det – hvilket givetvis er sandt med hensyn til de udøbte børn – det tror jeg ikke kan forstås på tilfredsstillende måde ud fra den naturlige fornuft, hvis vi skal tro Luther, at ikke engang kirkens ledende lærere indtil nu har kunnet fatte, hvorfor Gud fordømmer en voksen, som ikke har fortjent det.

¹⁰⁷ Infantes enim ab hac quæstione separo, quos, ut arbitror, præstat Dei judicio relinquere. Quod si id facillime perspicitur per lumen gratiæ, aut omnes retro Doctores caruerunt hoc lumine, aut aliud senserunt quam scripserunt. Id si conceditur, fefellerunt populum ipsis concreditum. Ego ne per gloriæ quidem lumen arbitror id fore perspicuum, quod Deus immerentem conjiciat in ignem æternum.

Børnene udelader jeg fra dette spørgsmål, for dem tror jeg man gør bedst i at overlade til Guds dom. Men hvis dette let kan ses i nådens lys, så var det enten sådan, at de gamle lærde manglede dette lys, eller også mente de noget andet, end hvad de skrev. Hvis det må indrømmes, så snød de de mennesker, der var dem betroet. Jeg for mit vedkommende tror ikke, at det, selv ikke i herlighedens lys, vil blive klart, hvorfor Gud kaster mennesker, der ikke har fortjent det, i den evige ild.

¹⁰⁸ Rursus videat quomodo sibi constet, qui ante dixit liberum arbitrium quantum quantum est nihil esse nisi meras tenebras, hîc tribuit illi lumen, quo perspiciat aliquid, sine Christo cognito et amato. Si dixerit, humana tantum, de divinis nihil, docuimus et de divinis et de virtute plurima naturæ luce perspecta fuisse.

På den anden side skulle han se til, hvordan han er i overensstemmelse med sig selv, for tidligere sagde han jo, at den frie vilje, hvor stor den end var, ikke var andet end lutter mørke, her tillægger han den et lys, hvorved den erkender noget uden at kende og elske Kristus. Hvis han skulle sige, at det kun gælder de menneskelige forhold, ikke de guddommelige, så har vi lært, at meget kan ses ved naturens lys, både om de guddommelige ting og om dyden.

¹⁰⁹ Quomodo autem lumine gloriæ perspiciemus Deum punire immerentes, quod per lumen gratiæ cerni non potest, cum lux Scripturæ doceat neminem perire nisi sponte suaque culpa, et impiis in exitium tendentibus exprobratur, quod vocantem audire noluerint, quod salutem repulerint. Quantumcunque sit gloriæ lumen, non pugnat cum lumine Scripturarum.

Men hvordan vi ved herlighedens lys skulle kunne se, at Gud straffer dem, der ikke har fortjent det, noget, som ikke kan ses gennem nådens lys, eftersom skriftens lys lærer, at ingen fortabes undtagen ved hans vilje og ved egen skyld, og eftersom de ugudelige på vej til tilintetgørelsen får bebrejdelser, fordi de ikke ville høre ham, der kaldte dem, og fordi de forkastede frelsen. Hvor stort end herlighedens lys er, det modsiger ikke skriftens lys.

^{110 [247] (710-108)}         Superest Epilogus Lutheranæ disputationis, cujus articulus primus est: Si enim credimus, inquit, verum esse quod Deus præscit et præordinat omnia, neque falli neque impediri posse ipsius præscientiam ac prædestinationem, liberum arbitrium nihil est. Ad hoc responsum est, liberum arbitrium non magis impediri præscientia Dei, quam hominis vel scientia vel præscientia. Ostensum est ne voluntate quidem Dei tolli liberum arbitrium, cum ea, quæ pendent à mutabili hominis voluntate, velit contingenter: ut nec falli possit præscientia, quæ prævidet quocunque se flexura aut reflexura sit hominis voluntas: nec impediri voluntas, cum si homo se flexerit in alteram partem per liberum arbitrium, hoc ipsum voliturus fuerit Deus, quod ille elegisset. Quanquam mala Deus permittit verius quam vult, et voluntatem signi, ac voluntatem conditionalem jam distinximus.

         Så tilbagestår epilogen på den lutherske disputation, og dens første artikel lyder: ”For hvis vi tror, at det er sandt, at Gud i forvejen ved og forordner alt, og hverken kan fejle eller forhindres i sin forudviden og forudbestemmelse, så er der ikke nogen fri vilje”. (L11#52). Hertil har jeg svaret, at den frie vilje ikke forhindrer Guds forudviden, end den forhindrer mennesket viden eller forudviden. Jeg har vist, at end ikke Guds vilje ophæver den frie vilje, eftersom han vil det, som afhænger af den foranderlige menneskelige vilje, på kontingent måde. Så hans forudviden kan ikke tage fejl, eftersom den i forvejen véd, hvorvidt den menneskelige vilje vil vende sig til den ene eller til den anden side. Og hans vilje kan ikke hindres, eftersom det er sådan, at hvis mennesket vendte sig til den anden side gennem den frie vilje, så havde Gud villet selve det, som han valgte. Men Gud tillader det onde, snarere end han vil det, og jeg har allerede skelnet mellem Guds betegnede vilje og hans betingede vilje. (H3#64).

¹¹¹ Secundus articulus est: Si credimus Satanam esse principem mundi, Christi regno totis viribus perpetuo insidiantem, et pugnantem ut captivos homines non dimittat, nisi divina virtute Spiritus pulsus, iterum patet nullum posse esse liberum arbitrium. Ad hunc responsum est, Lutherum Satanæ potestatem et carnis malitiam in immensum exaggerare. Et tamen ingenue fatemur hominem peccatorem nullis naturæ viribus se posse è Satanæ tyrannide eximere, sine gratiæ præsidio, nec ideo sequi nullum esse hominis liberum arbitrium. Non enim ita liberum dicimus, ut ex se possit quicquid velit.

Den anden artikel lyder: ”Hvis vi tror, at Satan er verdens fyrste, som af alle kræfter hele tiden spinder rænker imod og bekæmper Kristi rige, så han ikke vil løslade de fangne, medmindre han er drevet dertil af åndens kraft, så følger deraf igen, at der ikke kan være nogen fri vilje”. (L11#53). På det har jeg svaret, at Luther overdriver Satans magt og kødets ondskab til det umålelige. Og dog tilstår vi beredvilligt, at en menneskelig synder ikke ved nogen naturlig kraft kan befri sig fra Satans tyranni, uden nådens hjælp, men deraf følger ikke, at der ikke er nogen fri vilje. Vi siger jo ikke, at den er fri på den måde, at den ud af sig selv kan gøre, hvad som helst den vil. (s. 398 = billede 033).

¹¹² Tertius est: Si peccatum originale credimus nos sic perdidisse, ut etiam iis qui spiritu aguntur, negotium molestissimum faciat adversus bonum luctando, clarum est, nihil in homine spiritus inani reliquum esse, quod ad bonum sese vertere possit, sed tantum ad malum. Ad hunc respondimus, ne nos quidem docere, quod liberum arbitrium suis viribus se possit efficaciter à malo in bonum vertere, nisi per gratiam adjutum, inesse tamen et malis nativum aliquem horrorem turpitudinis, et nisum sive propensionem ad honesta, juxta summas animi vires, quas homo vitiatas habet, non exstinctas, easque vires nonnihil agere dum se præbent gratiæ, vel operanti vel cooperanti, dumque gratiam non aversantur.

Den tredje artikel lyder: ”Hvis vi tror, at arvesynden har ødelagt os i den grad, at den selv i dem, som drives af ånden, arbejder på at ødelægge hvad der kan være af stræben mod det gode, er det klart, at der ikke i et menneske, der ikke har ånden, er noget tilbage, der kan vende sig mod det gode, det kan kun vende sig mod det onde”. (L11#53). Hertil har vi svaret, at vi overhovedet ikke lærer, at den frie vilje ved sine egne kræfter effektivt kan vende sig bort fra det onde, hvis ikke nåden hjælper til, men at der dog også i det onde en medfødt rædsel for ondskaben, og en længsel eller en stræben efter det gode, ifølge de højeste sjælekræfter, som hos mennesket er skadet, ikke udslettet, og at disse kræfter udretter ikke så lidt, når de forbereder sig til nåden, enten virkende eller samvirkende, når de ikke vender sig bort fra nåden. (s 585 =H14#10)

¹¹³ Quartus est: Si Judæi summis viribus sectantes justitiam in injustitiam proruerunt, et Gentes impietatem sectantes, gratis et insperate ad justitiam pervenerunt: itidem manifestum est ipso opere et experientia, hominem sine gratia nihil nisi malum posse velle. Ad hunc responsum est, justitiam hîc non sonare justitiam, quæ respondet innocentiæ et opponitur vitio, sed justitiam (1519) Judaicam in observatione ceremoniarum et operum externorum sitam.

Den fjerde artikel lyder: ”Hvis jøderne af alle kræfter stræbte efter retfærdighed, blev styrtet ned i uretfærdighed, og hedningerne, der søgte ugudelighed, nåede frem til retfærdigheden af nåde og uden at have håbet på det, så er det ligeledes klart, ud fra netop denne gerning og denne erfaring, at mennesket uden nåden ikke kan ville andet end ondt.” (L11#54). Herpå har jeg svaret, at retfærdighed her ikke betyder den retfærdighed, der svarer til uskyldighed og modsættes last, men den jødiske retfærdighed, der bestor i overholdelsen af ceremonierne og de ydre gerninger.

¹¹⁴ Hanc sectando Judæi carnales affixi litteræ, non pervenerunt ad veram justitiam spiritualem, quæ per Euangelium patefacta est: et Gentes alienæ à Legis observatione, hoc est, non sectantes Judaicam justitiam, dum obtemperant Euangelio pollicenti gratuitam criminum remissionem, ad veram justitiam pervenerunt.

Ved at stræbe efter det var jøderne knyttet til de bogstavelige, kødelige gerninger, og nåede ikke frem til den åndelige retfærdighed, som er åbenbaret gennem evangeliet. Og hedningerne, der var fremmede for overholdelsen af loven, det vil sige, som ikke stræbte efter den jødiske retfærdighed, nåede frem til den sande retfærdighed, idet de adlød evangeliet, som lovede dem tilgivelse af deres overtrædelser som en gave.

¹¹⁵ Donum non datur nisi volenti. Nec ideo gratuitum non est, si qui se per liberum arbitrium præbet oblato dono, ideo judicatur à benigno in omnes Deo, dignus qui accipiat, quod per gratiam invitatus ut accipiat, obtemperat, nec avertit sese.

Men en gave gives kun til den, der vil. Og den holder ikke op med at være en gave, selv om én gennem den fri vilje forbereder sig på den tilbudte gave, og af den grund af den Gud, der er velvillig mod alle, bedømmes værdig til at modtage den, som han så, af nåden opfordret til at modtage, er lydig mod og ikke vender sig bort fra.

¹¹⁶ Si bonum intelligit, quod reddit hominem beatum, fatemur ad id liberum arbitrium sibi non sufficere, vel expetendum, vel assequendum, quando qui bonum vere vult, is habet quod vult, sed ponimus quædam bona non justificantia quidem, sed ad justificationem præparantia, et ad justitiam retinendam augendamque conducentia: in his juxta quosdam agit aliquid liberum arbitrium: alii malunt et his adesse gratiam præparantem, ac fidem etiam nonnullam licet imperfectam nec adhuc idoneam ad justificationem spiritus. Hanc autem gratiam Dei benignitas non patitur cuiquam mortalium deesse.

Hvis vi forstår 'det gode' som det der gør et menneske saligt, så indrømmer vi, at det er den frie vilje i sig selv ikke tilstrækkelig til, hverken til at søge det eller til at opnå det, for den, der virkelig vil det gode, han har, hvad han vil, men vi antager, at der er visse gode gerninger, som skønt de ikke retfærdiggør, dog forbereder til retfærdiggørelse, og bidrager til at opretholde og øge retfærdigheden. I den retning øger, ifølge nogle, den frie vilje noget. Andre foretrækker at mene, at der også i disse gerninger er en forberedende nåde tilstede, og også en ikke ringe, skønt ufuldkommen tro, som endnu ikke er egnet til åndens retfærdiggørelse. Men Gud vil i sin velvilje ikke gå med til, at nogen dødelig skal mangle denne nåde. (s 358-62 = billede 13)

¹¹⁷ Quintus est: Si credimus Christum redemisse homines per sauguinem suum, totum hominem fateri cogimur perditum, alioqui Christum faciemus vel superfluum vel partis vilissimæ redemtorem. Nihil igitur liberum arbitrium. Huic respondentes ostendimus, nullam hominis partem in totum fuisse sanam, in summis tamen animi partibus resedisse nonnullam honesti cognitionem, et ad recta nisum sive propensionem, sed ob peccati tyrannidem imparem ad consequendam Euangelicam gratiam.

Den femte artikel lyder: ”Hvis vi tror, at Kristus har forløst menneskene ved sit blod, så tvinges vi til at indrømme, at hele mennesket var fortabt, ellers gør vi enten Kristus overflødig eller vi gør ham til forløser af den billigste del. Der er altså ingen fri vilje”. (L11#54). Det var vi svaret på ved at vise, at ingen del af mennesket er helt sund, men at der dog i de højeste dele af sjælen stadig findes nogen erkendelse af det gode, og en tilbøjelighed eller stræben efter det rette, men at disse på grund af syndens tyranni er ulige til at forfølge den evangeliske nåde.

¹¹⁸ Lutherus autem sic ratiocinans quasi summas hominis partes totas fecerum sanas et integras, nihil melius colligit, Christum fuisse supervacaneum, aut vilissimæ partis redemtorem, quam si quis diceret Medicum ei supervacaneum, qui sanis ilibus è capite stomachoque laboraret: aut tonsorem* ei superfluum, qui per pituitam quasdam rerum umbras cerneret.

* dvs en bartskær til åreladning.

Men Luther argumenter, som om jeg har gjort de højeste dele af mennesket fuldkommen sunde og intakte, og så kan han ikke drage nogen bedre konklusion, end at Kristus er overflødig eller kun forløser de lavere dele, som hvis nogen ville sige, at lægen var overflødig for ham, fordi hans indvolde var raske, men han lede af hoved- og mavepine, (H16#28) eller at han ikke havde brug for en barber, for han kan godt se skyggelignende figurer gennem sit øjeslim.

¹¹⁹ cVidere til Hyp18!

c

¹²⁰c