Hyperaspistes 16

^{1 [213] (650-78)}        Porro quod Pauli testimonium, Omnes declinaverunt, etc torquet ad omnes Judæos, ostendimus in singulos non posse competere, sed hæc in genere dicta esse, quod plerique tales essent ante Euangelium, id quod patuit in persequendo Christum. Lutherus excipit illos, qui erant in spiritu. At tales erat et inter Judæos ante vulgatum Euangelium, et fortassis inter Gentes, quando Mosi Lex, quoniam non erat omnibus data, non obligabat omnes, nec ab his exigebatur exacta fides omnium articulorum, quæ requirebatur à Judæis, sed exactior à Christianis.

           Men lad os videre se, hvordan Luther fordrejer Paulus' vidnesbyrd: ”Alle er afvegne”, osv. (rom#3.12) til at handle om alle jøderne. Vi har påvist, at det ikke kan dreje sig om enkelt-jøder, men dette siges generelt, fordi de fleste var af den slags før evangeliet, hvilket fremgår af, at de forfulgte Kristus. Luther undtager dem, der var i ånden. (L10#23). Men der var også den slags mennesker blandt jøderne før udbredelsen af evangeliet, og måske også blandt hedningerne, eftersom moseloven, fordi den ikke var givet til alle, ikke var bindende for alle, og der ikke af dem krævedes en nøjagtig tro på alle artiklerne, hvilken tro krævedes af jøderne og endnu mere af de kristne.

²   Nam Lutherus hunc Pauli locum applicat ad universum genus mortalium, cum sacri Doctores affirment dictum proprie in Judæos, quos per Legis verba coarguit, ne putarent hæc ad Gentes pertinere. Quod autem hæc in Judæos dicantur, duplex adferunt argumentum: alterum quod Gentibus in propria causa exprobrarit, quæ hîc dicit in Judæos, nimirum Cap. 1. alterum quia Paulus subnectit, Scimus autem quæcunque Lex loquitur, iis qui in Lege sunt loquitur. Verùm, inquiet, si hæc quadrant in Judæos, multo magis quadrabunt in Gentes, sine lege, sine Deo viventes.

For Luther henføres dette sted hos Paulus på hele den dødelige slægt, hvorimod de hellige lærde forsikrede, at det kun var sagt imod jøderne, som Paulus med lovens ord rettede bebrejdelser imod, så de ikke skulle mene, at dette rettede sig mod hedningerne. Men de fremfører to argumenter for, at dette siges imod jøderne. For det første, at han bebrejdede hedningerne i den samme anledning, i hvilken han her taler imod jøderne, nemlig i kapitel 1. (rom#1.17). For det andet, at Paulus tilføjer: ”Vi véd, at det, loven siger, siger den til dem, der er under loven”. (rom#3.19). Men, vil Luther sige, hvis dette stemmer på jøderne, vil det meget mere stemme på hedningerne, der lever uden lov, uden Gud. (L10#28).

³ Num igitur vult hæc omnia dici in universum hominum genus, nulla prorsus exceptione facta? Dicat igitur, quo tempore prospexit Deus: Ante Legem, an sub Lege: ante proditum Euangelium, an post? An semper prospiciens ea loquitur, quo refert Paulus? Atqui ante Legem fuit Abel, Enoch, Noe, Melchisedec, Job, in quos hæc verba nequaquam competunt. Sub Lege multi justitiæ titulo prædicati sunt, de quibus testatur Scriptura, quod in toto corde Deum exquisierint: Velut hic ipse David, toto corde meo exquisivi te: ne repellas me à mandatis tuis. Absit autem, ut hæc verba congruant in totam Christi Ecclesiam. Hieronymus cæterique probatiores hujus Psalmi vaticinium arbitrantur ad id tempus referendum, quo passus est Dominus, cum adeo declinarant omnes, ut (1490) ipse etiam Apostolorum princeps Dominum abjurarit.

Mon han derfor mener, at alt dette var sagt til hele menneskeslægten, uden nogen som helst undtagelse? Lad ham så fortælle os, hvilken tid Gud så hen til: før loven, eller under loven; før udbredelsen af evangeliet, eller efter? Mon Gud ser hen til alle tider, når han siger, det Paulus refererer? Men før loven levede Abel, Enok, Noa, Melkisedek, Job, og disse ord kan på ingen måde passe på dem. Under loven var der mange, der blev benævnt 'retfærdige', og om dem bevidner skriften, at de søgte Gud af hele deres hjerte, som David selv i denne tekst: ”Af hele mit hjerte søgte jeg dig; hold mig ikke tilbage fra dine bud”. (Sl 119,10). Og det vil være helt forkert, om vi skulle anvende disse ord på hele Kristi kirke. Hieronymus og andre anerkendte kirkefædre mener, at denne salmes profeti har med Herrens lidelses tid at gøre, da alle i den grad faldt fra, at selv apostlenes fører afsvor Herren.

⁴  Quamquam nec in hos, aut Nicodemum, aliosque discipulos ac discipulas Domini competunt hæc tam atrocia, quæ hîc dicuntur. Siquidem in hac historia refertur muliercularum pietas, quæ parabant aromata, nec omnes Judæi blasphemias jaculati sunt in Jesum, nec omnes consenserunt in necem innocentis. Ne quid interim memorem de Judæis procul habitantibus, ac per orbem terrarum sparsis, et ignaris quid Hierosolymis ageretur.

Og dog svarer passer disse forfærdelige ting, der siges her, hverken på den eller på Nikodemus eller andre af de troende mænd eller kvinder. Ja, i den evangeliske historie fortælles der også om de kvinders fromhed, som tilberedte vellugtende salver, og heller ikke alle jøder deltog i bespottelserne mod Jesus, og ikke alle var enige i drabet på en uskyldig. Og så siger jeg slet ikke noget om de jøder, der boede langt borte, spredt ud over jordens flade, og var uvidende om, hvad der foregik i Jerusalem.

⁵ Itaque ut demus hæc ad Judæos esse referenda, non possunt in omnes quadrare, cum in eodem Psalmo legatur, Qui devorant plebem meam, sicut escam panis. Quî convenit, ut plebs Dei dicantur, in quos ista tam atrocia competant, quæ nec in Ethnicos omnes unquam dici potuerunt? Adde quod ipsum Psalmi exordium indicat hæc non in universos homines, sed in impios dici: sic enim incipit: Dixit insipiens in corde suo, non est Deus.

Og derfor, selv om vi går med til, at dette henviser til jøderne, så kan det ikke passe på dem alle sammen, eftersom vi i den samme salme læser: ”som opæder mit folk som et stykke brød” (Sl 14,4). Hvordan kan det passe, at de kaldes Guds folk, imod hvem der begås noget så forfærdeligt, som endnu ikke nogensinde kan siges imod hedningerne? Føj dertil, at denne salmes begyndelse antyder, at dette ikke siges mod alle mennesker, men mod de ugudelige: ”Tåben siger i sit hjerte: der er ingen Gud”. (Sl 14,1).

⁶  Quanquam mox in prospectu Dei, mutatur numerus, et additur signum generalitatis, Omnes declinaverunt: simul inutiles facti sunt. Christus tum aggressus est Satanæ tyrannidem, cum is maxime regnaret in Mundo. Quod si ne tum quidem hoc vaticinium competebat in omnes mortales, nullum fuit tempus, quo potuit in omnes dici juxta Lutheri interpretationem.

Men så, straks efter, for Guds ansigt, skiftes fra ental til flertal og der tilføjes et tegn på, at det skal forstås generelt: ”Alle er afveget, alle er fordærvede”. (Sl 14,3). Kristus angreb Satans tyranni, da det herskede stærkest i verden. Men hvis denne profeti ikke engang på den tid kunne gælde alle dødelige, så har der ikke været nogen tid, på hvilken det kunne siges om alle, sådan som Luther foreslår i sin fortolkning.

⁷  Quod si juxta Ambrosii doctrinam, generalem sermonem referimus ad unam totius generis partem, ut omnes dicantur declinasse, qui vacabant Dei Spiritu, nihil agit Paulus hoc testimonio, qui conatur ostendere, mortales universos peccasse, et egere gloria Dei, quæ per Euangelii gratiam aperiebatur. Jam quando constat, hoc testimonium è diversis Scripturarum locis contextum esse, hi versus, Sepulcrum patens est guttur eorum, Linguis suis dolose agebant, non dicuntur à Deo prospiciente super filios hominum, sed à Propheta adversus pietatis inimicos.

Men hvis vi følger Ambrosius' lære og henfører det generelle udtryk til én del af hele slægten, så alle de siges at have veget af, som mangler Guds ånd, så kommer Paulus ingen vegne med dette skriftsted, når han søger at påvise, at alle dødelige har syndet og mangler den herlighed fra Gud (rom#3.23), som blev åbenbaret gennem evangeliets nåde. Og når det nu står fast, at dette skriftsted er sammensat af forskellige skriftsteder, så er disse vers: ”deres tunge er en åben grav, med deres tunger taler de svig” (rom#3.13), ikke sagt af Gud med henblik på menneskenes børn, men af profeten imod fromhedens uvenner.

⁸  Porro non omnes esse tales, declarant quæ sequuntur, Et lætentur omnes qui sperant in te Domine. Rursum quod sequitur, Venenum aspidum sub labiis eorum, in eosdem dicitur, nec in omnes competere, declarat quod sequitur: Verum tamen justi confitebuntur nomini tuo. Proxima particula sumta est ex Psalmo nono, ubi numero singulari dictum est, Cujus os maledictione plenum est: et ibi mentio fit justorum, quorum desiderium exaudivit Dominus.

At endvidere ikke alle var den slags mennesker, det forklarer det, der følger: ”og alle, der håber på dig, Herre, glæder sig”. (Sl 5,12). Igen: det, der følger: ”Gift er under deres læber” (Sl 14.3; Sl 140,4) siges mod dem, og at de ikke passer på alle, fremgår af det, der følger: ”Men de retfærdige stoler dog på dit navn” (Sl 140,14). Den næste lille sætning er taget fra Sl 10,7 (Sl 13,3; rom#3.14), hvor der tales i ental: ”Hans mund er fuld af forbandelse”. Og dèr nævnes de retfærdige, hvis ønske Herren hører. (Sl 10,17).

⁹  Ultimus versiculus, Non est timor Dei ante oculos eorum, est in principio Psalmi XXXV numero singulari, Dixit insipiens in semetipso: non est timor ante oculos ejus. Nec hæc dici in universum hominum genus, declarant illa ejusdem Psalmi, Filii autem hominum in tegmine alarum tuarum sperabunt. Qui in medio sunt tres versiculi sumti sunt ex Esaiæ Cap. LIX. In quo Deus exprobrat populo suam malitiam, non quod tales essent nati, sed quod prava voluntate recessissent à Domino. Nec cum aliis expostulat, quam cum Judæis.

Det sidste vers: ”Gudsfrygt har de ikke for øje” (rom#3.18) står i begyndelsen af Sl 36 i ental: ”Den tåbelige siger ved sig selv: ”Frygt har han ikke for øje” (Sl 36,2). At heller ikke dette siges om hele menneskeslægten, fremgår af dette vers fra den samme salme: ”Men menneskebørnene håber på tilflugt under dine vingers skygge” (Sl 36,8). De tre vers indimellem (rom#3.15-17) er taget fra Es 59,7-8. Heri bebrejder Gud folket dets ondskab, ikke fordi de var født sådan, men fordi de ud fra en fordærvet vilje havde vendt sig bort fra Herren. Og han retter ikke bebrejdelser mod andre end jøder.

¹⁰ Cæterum Hieronymus indicat, ab his verbis, Sepulchrum patens, usque ad illa, Non est timor Dei, quod in medio est Psalmi XIII apud Hebræos non haberi, sed à studioso quopiam adjectum ex Pauli citatione, qui suspicatus sit in Psalmo deesse, quod aliis ex locis erat attextum. Cum hîc Apostolus ex locis tam diversis contexuerit testimonium, cum bis mutato numero, quod in unum dictum est, torserit in omnes, tamen Lutherus miram excitavit tragoediam, quod Diatriba dixerit, aliquoties apud hunc magis pugnare testimonia, quam suis locis, quod tamen in Apostoli laudem dictum est, qui scite gnaviterque pugnet Scripturis.

For øvrigt påpeger Hieronymus, at hvad der står i midten af denne salme, fra ordene ”en åben grav” til ordene ”der er ikke gudsfrygt”, ikke står i hebræernes bibel, men er føjet ind fra Paulus' citat af én eller anden ivrig person, som formodede, at det manglede i salmen, skønt det var vævet ind fra andre skriftsteder. Selv om apostelen her sammensætter sit vidnesbyrd fra forskellige skriftsteder, selv om han to gange skifter fra ental til flertal, så det, der er sagt til én, ændres til at gælde alle, opfører Luther dog et vældigt skuespil, fordi Diatriben sagde, at disse skriftsteder sommetider giver Paulus større støtte her end på deres oprindelige sted (L10#26; e2#96; L8#58) , hvilket dog var sagt til apostelens ros, fordi han kæmper med skriftsteder så vidende og så omhyggeligt.

¹¹  Sed ut ad rem, si totus hic locus, ut vult Lutherus, ad universum hominum genus pertinet, quid faciemus de tot viris divino testimonio comprobatis, quibusdam etiam in utero sanctificatis? Denique quid faciemus Joanni Baptistæ, qui Propheta fuit antequam natus? Si tantum refertur ad eos qui erant in carne, nondum renati spiritu, quî cohæret quod sequitur, ut omnis mundus subjectus fiat Deo. Constat enim hîc mundum dici, non tantum mundo deditos, verum universum mortalium genus a mundi promordiis usque (1491) ad finem.

Men for nu at komme til sagen, hvis dette sted, som Luther mener, helt og holdent henviser til hele menneskeslægten, hvad skal vi så stille op med de mange mænd, der af det guddommelige vidnesbyrd bliver godkendt, endda for nogles vedkommende med ord om, at de var helligede fra moders liv? Ja, hvad skal vi stille op med Johannes Døber, som var profet, før han blev født? (Luk 1,41). Hvis der kun henvises til dem, som var i kødet, men endnu ikke var genfødt i ånden, hvordan stemmer det så med det, der følger: ”for at hele verden skal være underkastet Gud”. (rom#3.19). For det står fast, at 'verden' her betyder ikke blot dem, der er hengivet til verden, men hele den dødelige slægt fra verdens begyndelsen til dens ende.

¹² Et Origenes dubitat, an sermo pertineat etiam ad Angelos, tantum abest ut quenquam excludat hominem. Rursum si ad universos pertinet, an etiam in pueros hærebunt illa, Venenum aspidum sub labiis eorum, et qui fari per ætatem non possunt, dicentur habere os maledictione plenum, et qui ingredi nondum possunt, habent veloces pedes ad effundendum sanguinem? Quanquam quid loquor de pueris? Quis fuit unquam apud Ethnicos populus tam scelerosus, ut in universos hæc omnia competerent, quæ Lutherus vult in universos et singulos homines congruere?

Origenes er endda i tvivl om, hvorvidt ordet også inkluderer englene, blot er det udelukket, at noget menneske ekskluderes. Videre, hvis det betegner alle, mon så også ordene ”der er gift under deres læber” har med børn at gøre, og mon de, der endnu ikke er blevet gamle nok til at kunne tale, kan siges at have en mund fuld af forbandelse, og mon de, der endnu ikke kan gå, har fødder, der er hurtige til at udgyde blod? Skønt hvorfor taler jeg om børn? Mon der nogensinde blandt hedningerne var et folk så ondsindet, så alt det, som Luther påstår passer på hvert eneste menneske, kan anvendes om alle i folket?

¹³          Dices, quorsum hic tendit sermo? An ut vel Scriptura mentiatur, vel Paulus mala fide citarit Scripturam? Absit. Sed ut Lutherus telum, quod existimat esse certissimum, repellam. Hic sermo generalis ad universos homines pertinet, excepto uno Christo, et si libet, diva Virgine, ut filius et mater pro uno numerentur: Hoc ideo dico, quod quidam usque ad unum, interpretantur, usque ad Christum: ut accipiamus Christum exceptum: Quanquam mea sententia germanus Prophetæ sensus est, ut usque ad unum perinde valeat, quasi dixisset, ne unus quidem: et ne unus quidem idem sonet quod nullus.

          Man vil sige: Hvor vil du hen med dette? Mon det forholder sig sådan, at enten lyver skriften, eller også citerer Paulus skriften i ond tro? Langtfra. Jeg vil snarere sende det spyd tilbage, som han regnede for sit sikreste våben. Disse ord i almindelighed henviser til alle mennesker undtagen én, Kristus, og hvis man vil, den guddommelige jomfru, for sønnen og hans mor regnes for én: dette siger jeg af den grund, at nogle fortolker 'end ikke én', som 'lige indtil Kristus', så vi skulle forstå det sådan, at Kristus er undtagelsen. Dog er efter min mening profetens sande mening den, at 'end ikke én' betyder det samme, som hvis han havde sagt: 'ikke engang én', og det betyder det samme som 'ingen'.

¹⁴  Quanquam hæc particula, usque ad unum, non additur in hoc Psalmo, qui ex XIII aut LII*. Fateor igitur hunc sermonem ad omnes pertinere, juxta rationes quas ante proposuimus, quarum una est, ut generalis sermonis veritas constet, etiamsi pauci sint, in quos ista non quadrent. Altera est, si generalis enuntiatio non referatur ad singulos homines, sed ad genera singulorum: ut intelligamus nullam fuisse sub coelo nationem, quæ non maxima ex parte fuerit corrupta talibus vitiis, aut similibus: quo tropo dicimus totam civitatem infectam, in qua nulla pars est à peste libera, aut in qua perpauci sunt non infecti.

*Toronto: Erasmus mener, at dette udtryk ikke, som andre udtryk (se #10), var tilføjet, men fandtes i det hebræiske manuskript.

For dette udtryk 'end ikke én', er ikke tilføjet i salmen, hverken i Sl 14,3 eller i Sl 53,4. Jeg indrømmer altså, at dette udtryk henviser til alle, af de grunde, som vi har fremsat ovenfor, hvoraf én er, at det generelle udtryk står fast, selv om der er få, på hvem det ikke passer. En anden er, at hvis den almindelige opregning ikke henviser til enkeltpersoner, men til de enkeltes art; så vi forstår det sådan, at der under himlen ikke er noget folk, som ikke for størstedelens vedkommende var fordærvet af den slags laster eller lignende laster. Med en sådan billedtale siger vi, at hele byen er smittet, hvis ingen del af den er fri for pesten, eller hvis der kun er få, som ikke er smittede.

¹⁵ Quod si quis velit hujusmodi sermones urgere ad exactam Dialectices rationem, audiet, Summum jus, summa injuria est: et cogetur alios multos ad eandem exigere regulam, quod cum nullo modo poterit, velit nolit concedet nobis, ut hunc sermonem juxta sensum communem interpretemur, duntaxat quantum ad aliquot hujus sermonis particulas.

Men hvis nogen ønsker at presse den slags udtryk med de nøjagtige dialektiske regler, så lad ham høre, at 'den nøjagtigste ret er den nøjagtigste uret'. Og lad ham tvinge mange andre efter den samme regel, og når han opdager, at det kan han ikke, så tvinges han til, hvad enten han vil eller ej, at indrømme os, at vi skal fortolke dette udtryk efter den almindelige sprogbrug, i hvert fald hvad angår de enkelte delle af det.

¹⁶  Addam illud, hunc sermonem non esse dictum nisi in eos, qui talium criminum capaces sunt, hoc est, non in infantes, sed in adultos. Postremo summa quidem scelerum cadit in universum hominum genus, at non singulæ particulæ quadrant in singulos: Veluti si quis diceret universos Ninivitas esse sceleribus variis contaminatos, adulteriis, veneficiis, rapinis et homicidiis, non significaret singulos illorum esse tales, sed inter illos multos esse tales.

Jeg vil så tilføje, at dette udtryk kun er talt mod dem, som er i stand til at begå sådanne overtrædelser, det vil sige, det vender sig ikke mod børn, men mod voksne. Til sidst: ganske vist falder hele overtrædelsen på hele menneskeslægten, men de enkelte dele passer ikke på hver enkelt. Hvis nogen fx ville sige, at alle ninivitterne var smittet med forskellige overtrædelser, utugt, giftmord, røveri og mord, så betegner han dermed ikke, at hver enkelt af dem var sådan, men at der blandt dem var mange, der var sådan.

¹⁷ Proinde Lutherus impudenter facit, qui quod in his est atrocissimum, torquet ad singulos homines, Omnes peccaverunt, et egent gloria Dei: Verum est, sed omnes dicunt in corde suo, non est Deus, et omnes habent venenum aspidum sub labiis, de singulis dici non potest, ne de Gentibus quidem.

Derfor handler Luther frækt, når han fordrejer det, som er det værste blandt dem, til hvert enkelt menneske: ”Alle har syndet, og mangler nåden fra Gud” (rom#3.23), det er sandt; men ”Alle siger i hjertet: Der er ingen Gud” (Sl 14,1) og: ”alle har slangegift under deres læber” (rom#3.13), det kan ikke siges om de enkelte, ikke engang om hedningerne.

¹⁸ Porro quod ait, Non est qui faciat bonum, aut per hyperbolen est dictum, aut nullus facere dicitur, quod à paucissimis fit: Aut non quodvis bonum intelligamus, sed illud bonum, ad quod conditi sumus, et quod redditur beatis, quod solus ille largitur, qui solus est vere bonus. Jam si Lutherus hyperbolis suis exaggerans in immensum omnia, clamet in præstantissima hominis parte, videlicet ratione, summam esse Dei ignorantiam, in proxima, voluntate, summum Dei contemtum et odium, non animadvertit, quod dum hæc in immensum attollit intentus victoriæ, Paulum facit secum eodem in loco pugnantem.

Når videre Paulus siger: ”Der er ingen, som gør godt” (rom#3.12), så siger han det enten som en overdrivelse, eller ingen siges at gøre det, fordi kun meget få gør det. Eller vi kan forstå det, ikke om hvilke som helst gode gerninger, men om det gode, som vi blev skabt til, og som gives til de salige, og som alene han, som ene er god, kan yde. Men hvis nu Luther, der med sine overdrivelser fører alting op i det helt ekstreme, påstår, at i menneskets fornemste del, nemlig i fornuften, dèr er der den største uvidenhed om Gud, og i den næstfornemste del, nemlig viljen, dèr er der den højeste foragt og det største had til Gud (L10#33), så lægger han ikke mærke til, at når han, for at kunne vinde, fører dette ud i det ekstreme, får han Paulus til at modsige sig selv i den selvsamme passage.

¹⁹  Quî convenit enim, ut nunc sentiat Apostolus, eos extrema veri, honesti, Deique teneri ignorantia, de quibus paulo ante scripserat: Super omnem injustitiam hominum, qui veritatem in injustitia detinent: ac rursus, Qui cum justitiam Dei cognovissent, quod qui talia agunt, digni sunt morte, non solum ea faciunt, verum etiam assentiuntur facientibus. Hoc de cognitione honesti.

Hvordan kan det nemlig passe sammen, at apostelen nu mener, at de mennesker har den største uvidenhed om det sande, om det gode, om Gud, om hvilke han kort før havde skrevet: ”Over al menneskelig uretfærdig, som undertrykker sandheden i uretfærdighed” (rom#1.18), og atter: ”Skønt de kendte Guds retfærdighed, at de, der handler sådan, er værdige til at dø, ikke blot gjorde de det, men bifaldt også, at andre gjorde det” (rom#1.32). Såvidt erkendelsen af det gode.

²⁰ De cognitione Dei, sic illis testimonium perhibet, Quia cum cognovissent Deum, non (1492) sicut Deum glorificaverunt: adeo non tribuens illis extremam ignorantiam Dei, ut exprobret illis quod ex rebus cognitis intellexerint invisibilem Dei naturam, sempiternamque virtutem, postremo ipsam Deitatem. Quantum absunt hæc verba Pauli à Lutheranis hyperbolis? Cæterum quod ad voluntatem attinet, alibi Paulus sub persona peccatoris loquitur, Velle adjacet mihi, perficere autem bonum non invenio. Item, Cum enim Gentes quæ legem non habent, naturaliter ea quæ legis sunt faciunt, etc. His verbis non solum tribuit illis velle bonum, sed etiam facere bonum.

Om erkendelsen af Gud, giver han dem følgende vidnesbyrd: ”Skønt de kendte Gud, ærede de ham dog ikke som Gud” (rom#1.21). Han var så langt fra at tillægge dem fuldstændig uvidenhed om Gud, at han rettede bebrejdelser imod dem, skønt de ud fra de erkendte ting forstod Guds usynlige natur, hans evig kraft, ja guddommen selv. Hvor langt ligger ikke disse ord af Paulus fra de lutherske overdrivelser? Og hvad viljen angår, siger Paulus et andet sted, hvor han spiller rollen som en synder: ”At ville formår jeg, men at gennemføre det, formår jeg ikke” (rom#7.18). Ligeledes: ”Skønt hedningerne ikke har nogen lov, gør de dog af naturen det, der hører loven til”, osv. (rom#2.14). Med disse ord tilskriver han dem ikke blot at ville det gode, men også at gøre det.

²¹  Ac mox Gentibus inducit conscientiæ dikazhrion, cogitationibus se vicissim accusantibus aut defendentibus. Hæc non constant cum Lutherane exaggerata rerum omnium ignorantia. Similiter exaggerat illud, Simul inutiles facti sunt, id est, prorsus inutiles. Non erat illi satis, inutiles ad innocentiam Euangelicam. Item, Non est qui faciat bonum, attollit, nihil omnino boni possunt omnibus suis viribus, sed extremæ malitiæ plena sunt omnia, quæ sapiunt et faciunt.

Og straks efter indfører han en samvittighedens retssal, idet tankerne gensidig anklager og forsvarer hinanden. (rom#2.15). Dette stemmer ikke overens med Luthers overdrivelse om, at de er uvidende om alle ting. På samme måde overdriver han dette, ”Samtidig blev de gjort uduelige” (rom#3.12), det vil sige, helt uduelige. (L10#31). Det er ham ikke nok, at de er uduelige til den evangeliske uskyld. Ligeledes med ”Der ingen, som gør godt”, det overdriver han til, at de overhovedet ikke kan gøre noget godt af alle deres kræfter, men er fulde af al den yderste ondskab, som de kan optænke og gøre. (L10#36).

²²            Hactenus pro Gentibus respondimus. Nunc veniamus ad Judæos, ad quos hæc proprie pertinere testatur ipse Paulus. In horum præstantissimis partibus erat summa ignorantia Dei. Quid igitur sibi volunt illa, Si autem Judæus cognominaris, et requiescis in Lege, et gloriaris in Deo, et nosti voluntatem, et probas utiliora instructus per Legem, etc. Audis-ne profundissimam rerum omnium ignorantiam? Atqui hæc dicuntur in Judæos improbos. Id arguunt quæ sequuntur, Qui alium doces, teipsum non doces, Qui prædicas non furandum, furaris.

          Hidtil har vi givet svar hvad angår hedningerne. Nu kommer vi til jøderne, som denne tekst især forholder sig til, ifølge Paulus. Blandt deres fornemste dele var den største uvidenhed om Gud (L10#30). Men hvad vil han stille op med denne tekst: ”Men du, som kalder dig jøde, og sætter din lid til loven og roser dig af Gud og kender hans vilje, og kan afgøre, hvad der er væsentlig, fordi du er oplært i loven” osv. (rom#2.17f)? Hører du her den mest afgrundsdybe uvidenhed om alt? Og dog siges dette om de onde jøder. Det, der følger efter, forstærker det: ”Du, som lærer andre, lærer ikke dig selv. Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler”. (rom#2.21).

²³ Apostolus accusat utrosque, Gentes, quod Deum, naturæ viribus cognitum, non ut Deum glorificaverunt, Judæos, quod per Legem instructi scientia fugiendorum et expetendorum, alio deflexerunt animum. Non enim poterat juste accusare voluntatem, nisi tribuisset illis scientiam. At Lutherus utrumque prorsus adimens homini, merito fatetur Deum immerentes et servare et perdere, cum Paulus eodem in loco scribat, Non est acceptio personarum apud Deum.

Apostelen anklager begge parter, hedningerne, fordi de ikke ærer den Gud, som de kender med deres naturlige kræfter, som Gud, jøderne, fordi de af loven var belært om, hvad de skulle undlade og hvad de skulle søge, vendte sindet andetsteds hen. For han kunne ikke med rette anklage viljen, hvis han ikke tildelte den viden. Men Luther har borttaget begge dele fra mennesket, og bekender derfor med rette, at Gud både frelser og lader mennesker gå fortabt uden at de har fortjent det, skønt Paulus på det samme sted skrev: ”Hos Gud er der ikke personsanseelse”. (rom#2.11).

²⁴ Quod si nullo respectu meritorum nulloque momento in libero arbitrio posito, quosdam servat, quosdam damnat, quî convenit apud Deum nullum esse discrimen personarum? Hos nodos ubi dissolverit, tum pergat exaggerationibus plus quam tragicis singula quantum volet attollere: nam his aliquot occupat Capita. Nunc quo magis exaggerat, hoc magis Apostolus secum ipse pugnat.

Men hvis Gud ikke tager hensyn til fortjenester og ikke lægger vægt på den frie vilje, når han frelser nogle, men lader andre gå fortabt, hvordan stemmer det så overens med, at der ikke er nogen personsanseelse hos Gud? Når Luther har løst disse knuder, så kan han gå videre, så meget han vil, med sine mere end tragiske overdrivelser, hvor han ophøjer enkeltgerninger. For det bruger han flere kapitler på. Nu, jo mere han overdriver, des mere får han apostelen til at modsige sig selv.

²⁵  His cognitis per se cuivis liquet, quam illa sint frigida, quæ mala tragikwV intonabat, Ergo Christus non redemit nisi vilissimam hominis partem, præstantissima parte sui redemtor fuit. Hos fumos si procul cernas, putes aliquid esse, si propius admoveas oculos, mera ludibria sunt. An Diatriba non ingenue professa est, et rationem et voluntatem hominis fuisse vitiatam peccato Adæ, sed multo magis nostro.

Når man gør sig dette klart, er det indlysende for enhver, hvor overfladiske de tragiske tordenskrald er, som han fører frem: ”Derfor forløser Kristus kun menneskets laveste del; den fornemste del er sin egen forløser”. (L9#45; ref). Hvis du ser på disse tågeskyer på afstand, kan du mene, at de er noget, hvis du kommer tættere på, er de kun narrestreger. Har Diatriben ikke tydeligt gjort opmærksom på, at både menneskets fornuft og vilje er skadet ved Adams synd, og endda mere ved vor egen. (e1#94).

²⁶ Sed nihil residere boni, nec in ratione, nec in voluntate, non solum præter sensum communem, verum etiam impium dictu est, cum Paulus tantum boni tribuat Philosophis Ethnicis et Judæis sceleratis. Verùm imponit nobis paralogismis vocabulorum, quoties bonum dicimus, ille interpretatur unicum illud bonum, quo beamur, cum intelligere dicimus, interpretatur perfectam cognitionem, cum velle, voluntatem interpretatur efficacem ad justitiam absque gratia.

Men at sige, at der ikke er noget godt tilbage, hverken i fornuften eller i viljen, er ikke blot udenfor almindelig fornuft, men også ugudeligt, eftersom Paulus tilskriver hedenske filosoffer og lastefulde jøder så meget godt.

Men han snyder os med sine ordlege: hver gang vi siger 'god', forstår han det som dette eneste gode, hvorved vi bliver salige, når vi siger 'forstå', fortolker han det som den fuldkomne erkendelse, når vi siger 'vil', fortolker han det som en vilje, der er virksom til retfærdighed uden nåden.

²⁷ Atque interim multa impudentissime colligit, Si conatus, inquit, reliquus est bonus, falsum est, quod eos sub peccato esse dicit. Quid ego audio? Cum nos doceat etiam justificatos esse in opere quovis sub peccato, imo sub regno Satanæ, miratur si conatus aliquis bonus dici possit in homine nondum renato. Bonum accipio non absolute bonum, sed quod aliquem habeat gradum ad bonum, quemadmodum dicimus feracem terram, non quæ fert multam segetem, sed quæ culta possit ferre, ejusque rei jam sponte prodat aliquod specimen, velut invitans agricolarum industriam.

Og så foretager han en højst frimodig slutning: ”Hvis nemlig der var tilbage i dem en god stræben, så ville det være falsk, når Paulus siger, at de er under synd.” (L10#24). Hvad må jeg høre? Selv om han lærer os, at også de retfærdiggjorte er under synd i en hvilken som helst gerning, ja, er under Satans herredømme, så forundres han, hvis der kan siges at være nogen god stræben i det menneske, der endnu ikke er genfødt. Jeg forstår 'god' som ikke absolut god, men som det, at man er på et stadium, der fører frem til det gode, ligesom vi siger, at den jord er frugtbar, ikke fordi den frembringer en god høst, men fordi den kan opdyrkes til at bære det, og allerede nu afslører visse ting, der ligesom inviterer landmændene til at gøre sig umage.

²⁸  Rationacitur et hunc in modum: In hoc (1493) totus incumbit Paulus, ut gratiam necessariam faciat cunctis hominibus: Si autem per se aliquid possent incipere, gratia non foret opus. Si quis sophisticari velit de verbo incipiendi, etiam naturæ dotes scatent à gratia: verùm hoc alias. An hoc enthymema non statim rejicit sensus hominum communis? Si ægrotus utcunque concoxit, non habet opus Medico.

Han ræsonnere også på denne måde: ”Her kommer det for Paulus helt og holdent an på, at han gør nåden nødvendig for alle mennesker.” (L10#40). Men hvis de kunne påbegynde noget i kraft af sig selv, ville der ikke være brug for nåden. Hvis man ville drive sofisteri med ordet 'at begynde', ville endog naturens gaver flyde over med nåden. Men det vil jeg tage op senere. Mon ikke denne argumentation er direkte imod almindelig sund fornuft? Hvis den syge har nogen fordøjelse i det hele taget, har han ikke brug for læge.

²⁹ Si vulneratus utcunque claudicat, non opus habet chirurgo: Imo ut propius conferam, si tantum sinistro laborat oculo, non eget collyrio, quia dexter sanus est? Aut qui febri laborat non eget Medico, quia caret hydrope, pleuritide, gravedine, podagra, aliisque morbis innumeris. Si ulla pars hominis quicquam habet sani, aut semisani, frustra est Medicus: ita scilicet quicquid est in homine, quod non sit extreme malum, frustra est gratia.

Hvis den sårede kan humpe af sted på én eller anden måde, har han ikke brug for en kirurg. Eller, for at gøre sammenligningen mere jordnær: Hvis det kun er det venstre øje, der er betændt, har man ikke brug for øjensalve, for det højre øje er jo sundt nok. Eller hvis nogen lider af feber, har han ikke brug for læge, for han har ikke vattersot, lungehindebetændelse, katar, podagra, eller andre af de utallige sygdomme. Hvis nogen del af et menneske er sund eller halvvejs sund, så er lægen ikke nødvendig. På lignende måde: hvis der er noget i mennesket, som ikke er fuldkommen ondt, er nåden forgæves.

³⁰ Quid his exaggerationibus ineptius? Quod est pudor in adolescente, hoc est probitas moralis in homine. Non est perfecta virtus, et tamen virtus est potius quam vitium, nihilo secius indoles est perfectæ virtutis spem faciens. Ita Medici libentius ac facilius curant corpus bonæ temperaturæ, quam malæ. Abest illa sanitas, sed insunt pristinæ sanitatis reliquiæ, quæ vicissim artem Medici juvant excitatæ pharmaco, nonnunquam et citra Medicorum operam morbum superant, quanquam hactenus nos destituit similitudo. Absque Medico conditi sumus, absque Mediso sæpe convalescimus: absque Deo nec sumus, nec valemus.

Hvad kunne være mere absurd end disse overdrivelser? Det, der er en skam i det unge menneske, det er moralsk redelighed i den voksne. Det er ikke nogen fuldkommen dyd, og dog er det en dyd, der er mere fuldkommen end lasten, ikke desto mindre er det en egenskab, der giver håb om den fuldkomne dyd. Således behandler lægerne hellere og lettere et legeme, der er velreguleret, end ét, der ikke er det. Sundheden er borte, men der er nogle tegn på en tidligere sundhed, som, hvis de bliver aktiveret med medicin, kan arbejde sammen med lægens kunst, og ofte overvinde sygdommen uden lægernes arbejde, selv om sammenligningen er mangelfuld på den måde, at vi blev skabt uden lægehjælp, vi kommer os ofte uden lægehjælp, men uden Gud har vi hverken eksistens eller helbred.

³¹ Postremo cum hoc ipsum, quod in homine residet, ex Dei bonitate relictum sit, in tantum illud extenuare, dejicere et corrumpere, quid aliud est quam Dei benignitatem elevare? Erat ingens Judæorum supercilium, et hinc periclitabatur Euangelii gloria, eoque Paulus magna vehementia machinis omnibus pugnat adversus impiam fiduciam, aliter opinor disputaturus, si nunc videret ob persuasam rerum omnium necessitatem, alios desperantes, alios in omne facinus ruentes, dum sic cogitant, Quid refert temperare à malis? Si præfinitum est ut peream, frustra sumam operam: si destinatum est, ut fiam salvus, nihil obfuerit animo morem gesisse.

Endelig, siden selv det, der er tilbage i mennesket, er tilbage i kraft af Guds godhed, hvad er så det at udtynde, af nedgøre og fordærve dem i så høj grad andet end at ophøje Guds godhed? Jødernes stolthed var enorm, og derfor var evangeliets ære i fare, og derfor bekæmper Paulus med stor kraft og med alle midler deres ugudelige selvtillid. Men jeg tror, han ville have disputeret anderledes, hvis han i vore dage så, at en overbevisning om alle tings nødvendighed gjorde nogle fortvivlede, og får andre til at kaste sig ud i alle slags misgerninger, idet de tænker: 'Hvorfor skulle jeg afholde mig fra det onde? Hvis det er forudbestemt, at jeg skal gå fortabt, er det forgæves, at jeg gør nogen gerning. Hvis det er bestemt, at jeg skal frelses, vil det ikke skade sjælen, at jeg følger mine egne nykker'.

³² Quid autem magni docuit Lutherus, si probavit omnes homines esse obnoxios Deo, inutiles ac reprobos naturæ viribus, cum idem fateatur hominem quamvis justum in optimo quoque opere nihil aliud quam peccare, sic ut mereatur gehennam, quod quidem ad ipsum attinet? Quoniam autem non probavit per Scripturas quod pollicitus est, nec ego assentiar, quod eram pollicitus. Rejicit Sophistas, qui post tanta Scripturarum fulmina fortassis audebunt dicere, quod ratio et voluntas licet erret ac declinet actu, tamen aliquid possit cernere et expetere suis viribus.

Men hvad særligt er der ved det, Luther har lært, når han beviste, at alle mennesker er strafskyldige overfor Gud, at de er fordærvede og fordømte, hvis de overlades til deres naturlige kræfter, når samme Luther indrømmer, at mennesket, hvor retfærdigt det end er, selv i den bedste gode gerning ikke gør andet end synde, så det gør sig fortjent til helvede, hvad det selv angår? Men fordi han ikke har bevist det ud fra skriften, som han lovede, så er heller ikke jeg enig med ham, som jeg lovede.

Han forkaster sofisterne, som efter sådanne tordenskrald fra skriften måske vovede at sige, at selv om fornuft og vilje kan tage fejl og afgive i handlingen, så kan de dog forstå noget og søge det ved deres egne kræfter.

³³ Hoc sophisma rejicit bifariam: Primum, quod affirmat hîc, non requirit Deum, nihil aliud sonare, quam, non potest requirere. Deinde, quod ni sic intelligeretur, Paulus nihil ageret hac disputatione. Utrumque falsum est quod hîc adfert. Nam ostensum est, hominem naturæ viribus et nosse Deum, et intelligere quid fas, quid nefas in plurimis, et utique qui facit, potest. Ad hæc declaratum est, gratiam naturæ bonum perficere.

Han forkaster denne sofisme på to måder: For det første på den måde, at han her forsikrer, at det, at 'de ikke søger Gud', ikke betyder andet, end at de ikke kan søge ham. Dernæst på den måde, at hvis ikke det forstås sådan, udretter Paulus intet med den argumentation. (L10#40). Begge de to ting, han fremfører, er forkerte. For jeg har vist, at mennesket ud fra sine naturlige kræfter både kan kende Gud og forstå hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i de fleste omstændigheder, og i hvert fald: den, der gør noget, kan gøre det. Dertil kommer, at jeg har forklaret, at nåden fuldender naturens gode.

³⁴ Non perficitur autem quod non est, nec adjuvatur, nec instauratur, nec erigitur, nec sanatur quod nihil est. At gratiæ materia, liberum arbitrium est hominis. Et absurdissimum est, ideo nullum esse locum gratiæ, si quid naturæ viribus cernit ratio, aut si aliquo modo ad bonum propensa est hominis voluntas in quibusdam. Nec statim impium est, quod esst imperfectum. In Pilato non erat impia voluntas, quod studuit innocentem eripere; sed erat imperfecta, eoque non peregit quod voluit.

Men den fuldender ikke noget, der ikke er, og den hjælper eller opretter eller oprejser eller helbreder ikke noget, der ikke eksisterer. Men det materiale, nåden arbejder på, er menneskets fri vilje. Og det er fuldkommen absurd, at der af den grund ikke skulle være plads til nåden, fordi fornuften ved naturens kræfter kan forstå noget, eller fordi menneskets vilje på én eller anden måde er tilbøjelig til det gode på nogle områder. Og det, der er ufuldkomment, er ikke blot derfor ugudeligt. I Pilatus var der ikke nogen ugudelig vilje, for han søgte at frelse en uskyldig mand; men viljen var ufuldkommen, og af den grund gennemførte han ikke det, han ville.

³⁵ Ita negatur intelligere Deum, non qui prorsus nihil novit de Deo, sed qui non noverunt eum quemadmodum oportet: negatur facere bonum, non qui nihil omnino facit boni, sed qui non præstat hoc bonum quod est homine dignum. Quemadmodum insipientes dicuntur, non qui nihil omnino sapiunt, sed qui non sapiunt in his quæ sunt sapiente viro digna: et ignarus Rhetorices dicitur, (1494) non qui nihil omnino tenet ejus artis, sed qui non potest præstare Rhetoris officium.

Således nægtes det, at mennesket forstår Gud, ikke fordi han overhovedet intet véd om Gud, men fordi han ikke kender ham, som man bør kende ham. Det nægtes, at mennesket gør det gode, ikke fordi han overhovedet ikke gør noget godt, men fordi han ikke yder det gode, som er mennesket værdigt. Ligeledes siges de at være uvise, ikke fordi de ikke har visdom i det hele taget, men fordi de ikke er vise på de punkter, hvor det er værdigt for en vis at være vis. Og rhetorerne siges at være uvidende, ikke fordi han overhovedet ikke kender noget til det fag, men fordi han ikke kan gennemføre en rhetors pligter.

³⁶ Verùm ut fineam, Quorsum hæc omnia tendunt, ut omnes homines doceantur egere gloria Dei? Id fatentur et Scholastici, qui plus tribuunt libero arbitrio quam Diatriba. Vicit itaque Lutherus, sed quid? Nullum hominem naturæ viribus quicquam omnino posse scire de rebus divinis. Verùm huic sententiæ reclamat ipse Paulus, hoc ipso argumento docens Gentes egere gratia Dei, quod Deum cognitum non coluerint. Attamen Lutherus tribuit notitiam Dei et honesti, sed per Legem: idque tribuit Judæis etiam impiis.

Men for nu at slutte af: Hvad er pointen i alt dette? 'At alle menneske skal lære, at de mangler æren fra Gud'? (rom#3.23). Det indrømmer også skolastikerne, som tillægger den frie vilje mere end Diatriben. Og derfor har Luther sejret? Men hvordan? Derved, at intet menneske ud fra sine naturlige kræfter kan vide noget som helst om de guddommelige ting. (L10#42f). Men Paulus selv forkaster denne opfattelse, med netop det argument lærer han, at hedningerne mangler Guds nåde, fordi de ikke dyrker den Gud, som de kender. Men Luther regner med, at man kan erkende Gud og det gode, men gennem loven: og den tillægger han endog de onde jøder.

³⁷ Et hoc ipsum vocat Dei gratiam, quod per Legem didicerunt quid esset Deus, quid rectum, quid pravum. At quod crassis Judæis erat Lex, hoc Græcis ingeniosis erat naturæ vis, et res conditæ, nec quicquam vetat hæc Dei vocare gratiam, cum Paulus dicat, Deus illis revelavit. Judæi ut crassi signa quærebant, Græci sapientiam. Hîc mihi vide, an non manifeste Lutherus sibi contradicat: Ait Judæos impios intellexisse Deum, et honesti formam, Cernit igitur aliquid ratio naturæ viribus. Dicet, cernebant per Legem adjuti. Verùm si Gentes eadem suis legibus puniunt, quæ Judæi, sequitur illos meris naturæ viribus in plerisque vidisse quid fas, quid nefas.

Og netop det kalder han Guds nåde, at de gennem loven lærte, hvad Gud er, hvad der er ret og hvad der er forkert. Og hvad loven var for de tungnemme jøder, det var den naturlige evne og de skabte ting for de forstandige grækere, og intet forhindrer os i at kalde det for Guds nåde, eftersom Paulus siger, at 'Gud åbenbarede dem det'. (rom#1,19f). De tungnemme jøder krævede tegn, grækerne visdom. Se lige her, om ikke Luther tydeligt modsiger sig selv: han siger, at de ugudelige jøder forstod Gud og det gode i bred forstand, og derfor bestemmer fornuften noget med sine naturlige kræfter. Han siger, at de bestemte det med lovens hjælp. Men hvis hedningerne straffede de samme ting med deres love som jøderne, så følger deraf, at de med deres blotte naturlige kræfter kunne se, hvad der var godt og hvad der var ondt.

^{38 [216] (660-83)}           Similibus verborum præstigiis exaggerat illa Pauli, ut obstruatur omne os, et omnis mundus obnoxius fiat Deo. Si verbis urget Lutherus, et quadrupedes et Angeli erunt omnoxii Deo, hoc est, rei: nam Græce est upodikoV. Quod si hîc recepimus hyperbolen Apostoli, qui totum mundum dixerit universum hominum genus, quo sermo plus habeat vehementiæ, quin eandem agnoscimus in recensendis hominum sceleribus? Et hîc ratiocinatur quemadmodum paulo superius, Si qua vis superest homini, qua queat ex natura nosse aut velle aliquid, non obstruitur omne os hominum: quasi non sit obnoxius judici, qui multis admissis criminibus, una quapiam in re non deliquerit, Imo unicum facinus totum hominem obnoxium facit poenæ: aut ægrotus non sit obnoxius Medico, si quam partem habeat in corpore non dico sanam, sed non affectam morbo.

           Med lignende ordgejl overdriver han dette ord af Paulus: ”så at enhver mund skal lukkes, og hele verden være strafskyldig overfor Gud” (rom#3.19) (L10#45). Hvis Luther tager ordene bogstaveligt, så vil både de firbenede væsener og englene være strafskyldige overfor Gud, det vil sige: skyldige, for det græske ord betyder: anklaget for retten. Men hvis vi anerkende apostelens overdrivelse her, når han kalder den hele menneskeslægt for hele verden, for at give sine ord mere kraft, hvorfor anerkender vi så ikke den samme overdrivelse, når han opregner menneskenes overtrædelser? Også her ræsonnerer Luther, som han gjorde lidt tidligere: 'Hvis der er nogen kraft tilbage i menneske, som af naturen kan kende eller ville noget, så lukkes ikke munden på alle mennesker'. (L10#46). Som om den ikke er underkastet dommeren, som har begået mange overtrædelser, men ikke forset sig med én i virkeligheden, ja, blot én overtrædelelse gør hele mennesket underkastet til straf. Eller som om en syg ikke var underkastet lægen, hvis en del af legemet var, ikke raskt, men blot ikke berørt af sygdom.

³⁹ Imo sufficit unicum malum, ut totus homo sit obnoxius Medico. Bellum vero quod hîc argutatur, omne os intelligi, non omnium hominum, sed totum cujusvis hominis, quasi singulæ vires hominis habeant suum os. Sed quid absurdi, si diceret ratio, video quam sit expetendum honestum, quam fugienda turpitudo, et id ut possem tu dedisti naturæ conditor, absolve quod dedisti, et adde quod deest?

Hvor jo tværtimod blot ét onde er nok til at hele mennesket er underkastet lægen. Men hvor smukt er ikke det, han her snakker op om, at ved 'enhver mund' skal forstås, ikke alle menneskers, men hvert enkelt menneskes mund, som om hver enkelt kraft i et menneske havde sin egen mund. (L10#46). Men hvorfor ville det være absurd, hvis fornuften ville sige: 'Jeg ser, hvad det gode er, der skal stræbes efter, hvad det onde er, der skal undgås, og at du, naturens skaber, har givet mig, så jeg evner det, løs det, du har givet, og tilføj, hvad der mangler'?

⁴⁰ Ergo-ne id quod intelligit non est obnoxium Deo? Est, primum quia imperfectum, deinde quod videt expetendum non potest assequi sine gratiæ præsidio. Quod si non ferimus ullam hominis portionem non obnoxiam Deo, hoc est, non impiam, non dignam ultione, redibit eadem absurditas in justificatis: in quibus si nihil est boni, cur dicuntur justi? Si est, erit aliquid non obnoxium Deo, hoc est, non impium, neque dignum ultione.

Er mon ikke en sådan forståelse underkastet Gud? Det er den, først fordi den er ufuldkommen, dernæst, fordi den ser, at det, den stræber efter, kan den ikke opnå uden nådens hjælp. For hvis vi ikke går med til, at nogen del af mennesket ikke er underkastet Gud, det vil sige, ikke er ugudelig, ikke er værdig til straf, så dukker den samme absurditet op hos de retfærdiggjorte: hvis der ikke er noget godt i dem, hvorfor kaldes de så retfærdige? Hvis der er det, vil der være noget i dem, som ikke er underkastet Gud, det vil sige, som ikke er ugudeligt, og ikke er værdigt til straf.

⁴¹ Si responderit, hoc non esse ex homine, sed ex dono Dei: Idem dicam in Judæo, qui per Legem novit recta, et in Ethnico, qui ex rebus conditis ingeniique viribus et industria sua novit Deum, et perspicit quæ sunt honesta saltem aliqua ex parte. Omitto quod hîc rursus assumit, rationem totam esse sanam, cum mea Diatriba loquatur contrarium. Semper est in extremis, nec usquam agnoscit medium, aut totam rationem vult esse sanam, aut totam impiam.

Hvis han vil svare, at dette ikke stammer fra mennesket, men fra Guds gave, vil jeg sige det samme om jøden, som gennem loven véd, hvad der er det rette, og om hedningen, som ud fra de skabte ting og ud fra hans forstands kræfter og flid kender Gud, og erkender, hvad der er det gode, i hvert fald delvist. Jeg springer over det, han igen antager, at hele fornuften er sund, eftersom min Diatribe siger det modsatte. Han bevæger sig hele tiden i ekstremer, vil ikke nogensinde erkende nogen mellemvej, enten påstår han, at hele fornuften er sund, eller også er den helt ugudelig.

^{42 [217] (661-83)}          Possem hîc facere disputandi finem, explosa, quam Lutherus inducit, rerum omnium necessitate, quicum mihi certamen erat. Nam quæ restant, ut et pleraque superioris voluminis adversus opinionem Scholasticorum, contendunt liberum arbitrium non valere ad bonum opus, hoc est, meritorium gratiæ, quam opinionem Diatriba non susceperat tuendam. Quædam tamen obiter attingam.

          Jeg ville her kunne gøre ende på disputationen, eftersom det, Luther fremførte: at alle ting sker med nødvendighed, er blevet sprængt i stykker, og det var det, kampen drejede sig om for mig. For hvad der resterer, fx det meste af hans tidligere udgivelse imod skolastikernes opfattelse, hævder, at den frie vilje ikke er noget værd til en god gerning, det vil sige, til at fortjene sig nåden, men den opfattelse har Diatriben ikke taget sig på at forsvare. Men jeg vil tage nogle punkter frem i forbigående.

⁴³ Exaggerat illud Pauli, Ex operibus Legis non justificabitur omnis caro coram ipso, ex quibus interpretatur omnem hominem cujuscunque conditionis (1495) ac status sit, in præstantissimis etiam naturæ viribus nihil habere, nisi meram impietatem, cum damnentur ipsa etiam Legis opera. Omitto quod hîc frigidissime omnem carnem interpretatur hominem spiritu vacuum, cum omnis caro dictum sit pro omnis homo, juxta proprietatem sermonis Hebraici. Ad hæc cum opera Legis interpretetur non solum illa ceremonialia, verum etiam præcepta Decalogi, quî sibi constat, qui ante docuerit nullum præceptum ab homine posse servari, hîc concedens per liberum arbitrium omnia Legis opera fieri, quæ tamen non conferant justitiam.

Han overdriver det ord hos Paulus: ”Af lovgerninger er der intet kød, der bliver retfærdiggjort overfor ham” (rom#3.20), som han fortolker sådan, at ethvert menneske uanset hvilke omstændigheder og hvilken status det har i selv de mest udmærkede naturens kræfter ikke har andet end lutter ugudelighed, eftersom også selv lovens gerninger bliver fordømt. (L10#54). Jeg springer over det med, at han her på meget banal måde fortolker 'alt kød' til at betyde 'mennesket berøvet ånd', eftersom 'alt kød' betyder 'ethvert menneske', ifølge det hebraiske sprogs særegenhed. Men når fremdeles lovens gerninger fortolkes ikke blot om de ceremonielle gerninger, men også om de ti bud, hvordan kan han så være i overensstemmelse med sig selv? Han, som tidligere havde lært, at intet bud kan overholdes af mennesket, han indrømmer her, at alle lovens gerninger kan ske gennem den frie vilje, hvilke dog ikke fører til retfærdighed. (L10#55).

⁴⁴ Quid enim aliud sunt opera Legis, quam servata Legis præcepta? Atque inter hæc sunt credere Deo, diligere Deum ac proximum. Itaque si dixisset Legem totam servari non posse per liberum arbitrium absque gratia, facile subscriberemus illius sententiæ. Aut si dixisset, externa Legis opera, qualia sunt, non occides, non furaberis, non mæchaberis, non conferre justitiam, si desit caritas, tolerabilis erat oratio.

For hvad andet er lovens gerninger end at overholde lovens bud? Og blandt dem er budet om at tro på Gud, at elske Gud og næsten. Hvis han derfor havde sagt, at det at overholde loven helt og holdent ikke kan ske gennem den frie vilje uden nåden, så ville vi let have kunnet underskrive hans opfattelse. Eller hvis han havde sagt, at lovens ydre bud, fx 'du må ikke slå ihjel', 'du må ikke stjæle', 'du må ikke bedrive hor', ikke fører til retfærdighed, hvis kærlighed mangler, så ville hans tale være lettere at tolerere.

⁴⁵ Nunc quis unquam audivit omnia Legis opera esse damnabilia, et impium facere? Nec referre, summo-ne an mediocri, an nullo studio in Lege exercitati sint? Postremo ut demus opera non conferre justitiam, certe non faciunt impium, nisi adsit perversus animus.

Men nu, hvem har nogensinde hørt, at alle lovens gerninger er fordømmelige og gør ugudelig? Og at de ikke spiller nogen rolle, om man har opøvet sig i loven med stor flid, med mellemstor flid eller uden flid overhovedet? (L10#56). Til sidst, selv om vi indrømmer, at gerninger ikke fører til retfærdighed, så gør de i hvert fald ikke mennesker ugudelige, medmindre det er en pervers sjæls gerninger.

⁴⁶ Etenim cum in Judæis circumcisio sustulerit labem originis, si opera Legis nec conferunt justitiam, nec faciunt impium, unde illa summa in præstentissimis hominis partibus impietas? Si dicit ex malefactis, mecum facit, sed interim non præstantur opera Legis. Nec enim protinus impietas est aut injustitia, ubi abest innocentia primæ conditionis.

For selv om omskærelsen blandt jøderne borttog syndefaldet, hvis lovgerninger hverken fører til retfærdighed eller gør ugudelig, hvorfra stammer så denne højeste ugudelighed i menneskets bedste dele? Hvis han siger 'fra onde gerninger', er jeg enig med ham, men så udføres lovens gerninger ikke. For der er ikke med ét slag ugudelighed eller uretfærdighed dèr, hvor den paradisiske uskyld er borte.

^{47 [218] (662-84)}           Hîc rursum flagellatur infelix Hieronymus, periclitans ne detractus e coelis præcipitetur ad inferos, qui docuerit hunc Pauli locum intelligendum de ceremonialibus Legis, quasi hujus sententiæ primus auctor sit Hieronymus, ac non potius sit Græcorum omnium. Nam Commentariorum in Epistolam ad Romanos interpres est verius quam auctor, etiamsi interpres quoque parum est certus.

           Her pisker han igen den stakkels Hieronymus, som står i fare for at blive hevet ud af himlen og nedkastet til helvede (L10#58), fordi han har lært, at dette sted hos Paulus skal forstås om ceremoniallovene, som om Hieronymus var denne menings ophavsmand og det ikke snarere var alle de græske kirkefædre, der mente sådan. For Hieronymus er snarere oversætter end forfatter til kommentaren til romerbrevet, selv om man ikke er sikker på, hvem oversætteren er.

⁴⁸ Quod favet Augustino tam pio tamque celebri Ecclesiæ Doctori, recte facit: tametsi ne hîc quidem sibi satis constans, primum adeo detestans Scholasticam Theologiam, quam Augustinus non aliter quam Jupiter Minervam è cerebro suo genuit. Deinde quod in eum tam petulanter debacchatur, cujus et sanctimoniam Augustinus ipse veneratus est, et eruditionem suspexit, id quo spiritu faciat ipse viderit.

Når Luther begunstiger Augustin, denne fromme og kloge kirkefader, handler han ret, selv om han her ikke er særlig meget i overensstemmelse med sig selv. Først fordi han i så høj grad foragter den skolastiske teologi, skønt den dog var født ud af Augustins pande, som Jupiter fødte Minerva ud af sin pande. Dernæst fordi han raser så hårdt imod Hieronymus, hvis hellighed Augustin selv ærede, og hvis lærdom han så op til. Lad Luther selv se til, i hvilken ånd han gør det.

⁴⁹ Sed ubi fortiter reclamat Augustinus? In disputatione posteriore adversus Hieronymum, quam jam senex scripsit, non audet affirmare, sed fatetur difficillimam esse quæstionem. In Commentariis autem, quos scripsit in Epistolam ad Galatas, negat eos ex operibus Legis justificari, qui illis sic fidunt, ut adspernentur Dei gratiam oblatam per Euangelium. Id dici potest etiam de sancto Simeone, aut ipso David.

Men hvor er det, Augustin vender sig stærkt imod Hieronymus? (L10#58). I sin senere disputation imod Hieronymus, som han skrev, da han var blevet gammel, vover han ikke at sige noget bestemt, men indrømmer, at det er et vanskeligt spørgsmål. Men i de kommentarer, han skrev til galaterbrevet, benægter han, at de mennesker retfærdiggøres af lovgerninger, som har en sådan tiltro til dem, at de foragter den nåde, Gud tilbyder gennem evangeliet. Det kan også siges om den hellige Simeon, eller om David selv.

⁵⁰ Non enim fuisset ex operibus Legis justificatus, si in illius ætatem incidisset adventus Christi, sique sprevisset Euangelii gratiam, quæ ut erat copiosior, ita perfectiorem exigebat justitiam. Eoque Paulus non simpliciter dixit, non justificabitur, sed addidit, coram illo: coram quo nec astra munda sunt, quam mox appellat justitiam Dei. Hæc extra causam. Rursus odio Hieronymi, negat opera ceremonialia fuisse mortifera post mortem Christi. Si de Judæis loquitur, qui vixerunt in primordiis Euangelii clarescentis, recte loquitur.

Han ville nemlig ikke være blevet retfærdiggjort ved lovgerninger, hvis Kristi komme var sket på hans tid, og hvis han havde foragtet evangeliets nåde, som, fordi den var mere gavmild, også krævede en mere fuldkommen retfærdighed. Derfor sagde Paulus ikke simpelthen 'retfærdiggøres ikke', men tilføjede 'overfor ham', dvs overfor ham, overfor hvem selv stjerner ikke er rene. Det kalder han lige efter Guds retfærdighed. (rom#3.20). Men dette var et sidespring. Og igen: ud af had til Hieronymus nægter Luther, at de ceremonielle handlinger efter Kristi død er dødelige. (L10#59). Hvis der tale om de jøder, som levede før evangeliets klare lys, så tales der ret.

⁵¹ Nam his permissum est priscos servare ritus, quo Lex à Deo tradita, non procaciter abjiceretur, sed paulatim et cum honore antiquaretur, modo ne in illis ponerent spem salutis. Sed quis unquam audivit ab Apostolis toleratam Gentium circumcisionem? Nam Timotheus altero parente erat Judæus, nec hunc tamen prius circumcidi passus est, quam eum mitteret in Judæam. Cæterum ubi per Orbem coruscaret Euangelii gratia, nec ipsis Judæis permissum est uti Legis ceremoniis, etiamsi non collocarent in illis spem salutis, non quod illa corporalia per se mala sint aut bona, sed (1496) quod per occasionem offensis infirmis, et confirmatis impiis Judæis, officerent Euangelio propagando.

For det var dem tilladt at bevare deres gamle ritualer, hvorved loven, der var givet af Gud, ikke uforskammet blev forkastet, men efterhånden og med ære blev forældet, blot de ikke satte håb om frelse til den. Men hvem har nogensinde hørt, at apostlene gik med til, at hedninger skulle omskæres? For Timotheus' ene forælder var jøde, og dog gik Paulus ikke med til, at han skulle omskæres, før han skulle sendes til Judæa. (Apg 15,28ff). Men efter at evangeliets nåde lyste op ud over verden, var det heller ikke tilladt jøderne selv at bruge lovens ceremonier, selv om de ikke satte deres håb om frelse til dem, ikke fordi sådanne legemlige ting i sig selv var onde eller gode, men fordi de lejlighedsvist forargede de svage og bekræftede de ugudelige jøder, og på den måde lagde hindringer i vejen for udbredelsen af evangeliet.

⁵² Chrysostomus enim acrius vociferatur in Christianos, qui cum Judæis jejunabant, quam in adulteros aut ebriosos. At Lutherus ita loquitur, quasi nunc quoque talia ponenda sint in mediis, quod genus sunt stare, sedere, edere aut bibere: quanquam et hæc mortifera sunt, si secus quam oportet fiant. Proinde quod dicit, Cum hoc bene stat, ut ea quispiam faciat, et nihil illicitum tamen faciat, ut aliquo tempore apud Judæos verum fuit, ita simpliciter verum non est.

Chrysostomus har meget stærkere indvendinger imod de kristne, som faster sammen med jøderne, end mod utugtige og drukkenbolte. Men Luther taler således, som om den slags ting nu kan anbringes midt imellem, af samme art som det at stå, at sidde, at spise eller drikke (L10#59), selv om også disse handlinger er dødelige, hvis de udføres anderledes end de bør udføres. Når Luther så også siger: ”Det stemmer godt overens med dette, at én kan gøre dem og dog ikke foretage sig noget, der ikke er tilladt”, (L10#59), så var det sandt på et tidspunkt blandt jøderne, men det er ikke sandt uden videre.

⁵³ Augustinus sic loquens, ut hîc loquitur Lutherus, ab Hieronymo reprehensus est, et ille reprehensori agit gratias. Etiamsi non congruit hæc similitudo. Siquidem edimus et bibimus, dormimus ac vigilamus ad usum naturæ, stamus et ambulamus ob utilitatem aliquam, cum observatio rituum Judaicorum prorsus esset inutilis. Et si quosdam non impie loquentes audire volumus, homo pius omnia faciens in gloriam Dei, etiam cum edit, bibit, dormit ac ludit promeretur.

Da Augustin udtalte sig, som Luther gør her, fik han bebrejdelse for det af Hieronymus, og han takkede ham for bebrejdelsen. Men sammenligningen passer ikke. For vi spiser og drikker, sover og er vågne for at opfylde naturens behov, vi står og går i en eller anden gavnlig hensigt, men overholdelse af de jødiske riter er fuldstændig uden gavn. Og hvis vi vil høre nogen, som ikke taler ugudeligt, så handler et fromt menneske fortjenstfuldt i alle henseender til Guds ære, også når han spiser, drikker, sover eller leger.

^{54 [219] (665-85)}               Nec illud ad hanc causam pertinet, quod ceremonialia æque fuerint exacta in vetere Lege, atque moralia Decalogi. Quod si verum est, quî fit, ut qui servat sabbatum, non peccet, qui dat eleemosynam, peccet? Nam hoc nos docuit iste, quamvis justum in opere quamvis bono peccare. Colligit igitur Paulum de universis operibus Legis loqui: in quibus, ut dixi, est dilectio Dei ac proximi, quæ si non justificant hominem, quid est quod justificat?

           Ejheller hører det med til sagen, at de ceremonielle regler i den gamle lov blev håndhævet med samme styrke som moralloven, de ti bud. (L10#60). For hvis det er sandt, hvordan går det så til, at den, der overholder sabbaten, ikke synder, men den, der giver almisse, synder? For det lærer os jo Luther, at hvor retfærdig en mand end er, han synder i en hvilken som helst god gerning. Og så drager han den slutning, at Paulus taler om alle lovens gerninger, blandt hvilke som sagt er kærlighed til Gud og næsten, og hvis ikke de gerninger retfærdig mennesket, hvad retfærdiggør det så?

⁵⁵ Utitur autem tali lemmate, Cum ea pars Legis quæ ceremonias præcipit fuerit abrogata, jam nec opera Legis dici poterant, cum Lex non sit. Quod acumen? Obsecro, quo tropo nunc illa vocamus opera Legis, nisi quod aliquando Lex ea vigebat? Et abrogabatur tum potius quam erat abrogata, et hactenus erat abrogata, ne quis illa crederet ad salutem necessaria. Quod ad usum attinebat, paulatim erant abroganda Judæis duntaxat.

Men han foretager følgende argumentation: ”Hvis den del af loven, som foreskriver ceremonier, bliver ophævet, så kan man ikke mere tale om lovgerninger, for der er ikke nogen lov”. (L10#60; ref.). Hvilken skarpsindighed! Jamen, du godeste, med hvilken billedtale kalder vi nu disse gerninger lovgerninger, hvis ikke, fordi loven engang var i kraft? Og på Paulus' tid var den i færd med at blive ophævet, snarere end den var ophævet, og den var ophævet i den grad, at ingen skulle tro den nødvendig til salighed. For så vidt angår brugen, blev de ophævet efterhånden og kun for jøderne.

⁵⁶ Potuisset, inquit, aperte dicere, Lex est abrogata. Quid magni erat, si hoc dixisset Apostolus, cum ipse Dominus aperte legem abrogarit, dicens, Lex et Prophetæ usque ad Joannem, quod utique Judæis dictum est, non Gentibus. Quanquam idipsum Paulus sedulo clamabat ubicunque licebat. Cæterum ob insuperabilem Judæorum pertinaciam, et honorem Legis à Deo traditæ, spatium aliquod illi datum est, quemadmodum egregios viros de Republica bene meritos etiam vita defunctos, multo cum honore deferimus ad sepulturam, non autem ejicimus ex ædibus.

”Ellers kunne han ligeså godt ligeud sige: loven er ophævet”, siger Luther. (L10#60; ref.). Hvilken betydning ville det have haft, hvis apostelen havde sagt det, eftersom Herren selv ligeud ophæver loven, når han siger: ”Loven og profeterne var indtil Johannes”, (Luk 16,16), og det var i hvert fald sagt til jøderne, ikke til hedningerne. Faktisk påstod Paulus ivrigt det samme overalt, hvor han kunne komme til det. Men på grund af jødernes uforlignelige stædighed og den lovs ære, som var givet af Gud, blev der givet en tid til loven, ligesom vi ærefuldt bærer udmærkede mænd til graven, når de er døde, mænd, som, mens de levede, havde gjort sig velfortjent overfor staten; vi kaster dem ikke ud af deres huse.

⁵⁷ Et sicubi tacuit Legis ritus omittendos esse, hoc consilio tacuit, quo Petrus Hierosolymis, et Paulus Athenis prædicantes Christum, virum illum appellarint, divinæ naturæ nullam facientes mentionem. Nam hæc sacris Interpretibus potior videtur causa Legis paulatim antiquatæ. Alioqui quis erat honos servare, quod nihil conducebat, et multis adferebat offendiculum? Aut quæ Legis erat contumelia, si protinus prædicassent Apostoli, posteaquam adesset veritas, umbras ac figuras esse, legendas quidem, non exercendas.

Og når Paulus undlader at sige, at ceremonierne skal udelades, så gør han det af samme grund, som Peter i Jerusalem, og Paulus i Athen, når de prædikede Kristus: de kaldte ham et menneske, og nævnede ikke hans guddommelige natur. For det synes at være den første grund for de hellige fortolkere: at loven blev forældet gradvist. Hvad var der ellers af ærefuldt ved at opretholde en lov, som ikke førte til noget og udgjorde en anstødssten for mange? Eller hvilken dristighed overfor loven ville det ikke have været, hvis apostlene med det samme havde prædiket, at loven, efter at sandheden var kommet, kun var skygger og typer, og nok skulle læses, men ikke overholdes.

⁵⁸ An non satis aperte Paulus docet Legem abrogatam, cum appellat eam pædagogum, cujus auctoritas non durat nisi ad tempus præfinitum à Patre? Atque hoc ipsum olim à Prophetis fuerat prædictum. Sed hujus prædicationis nondum erant capaces Judæi, quorum duritiæ Christus ipse in multis obsecundavit, ne causam haberent probabilem ab Euangelio resiliendi, obiter confutans Lutheri paradoxon, qui docet fidei non esse locum, nisi Deus videretur injustus, cum velit credi justissimus, cum tot modis præcluserit impiis excusationem, ne vel pereuntibus videri posset injustus.

Mon det ikke er tilstrækkelig klart, at Paulus lærer, at loven er ophævet, når han kalder den en opdrager, hvis autoritet ikke varede længere end indtil den af Faderen fastsatte tid? (gal#3.24; 4.2). Og dette selvsamme var blevet forudsagt af profeterne i gamle dage. Men jøderne var endnu ikke modne til at opfatte denne prædiken; ja, Kristus selv opblødte deres hårdhed på mange punkter, så de ikke skulle have nogen antagelig grund til at vende sig bort fra evangeliet. Når han gør det, ødelægger han Luthers paradoks, dèr, hvor han lærer, at der ikke er plads til troen, hvis ikke Gud forekommer uretfærdig. Nej, Gud vil tros på som den højst retfærdige, for han udelukker på så mange måder al undskyldning for de ugudelige, så han selv ikke for dem, der går fortabt, må synes uretfærdig.

⁵⁹ De universis igitur Legis operibus, in quibus est Dei proximique dilectio, non posse intelligi docuimus: Neque enim maledictus sit, qui fuerit ex hujusmodi Legis operibus. De quibus igitur loquitur? Nimirum de ceremoniis, et si quid placet addere de operibus externis. Id ex ipsis Pauli verbis liquet. Cum enim assentiente Luthero (1497) causam eandem agat Paulus scribens Romanis et scribens Galatis, et sermo, ut idem docuit, interpretandus sit juxta materiam subjectam constat Paulum ob id indignari Galatis, non quod juberentur abstinere à furtis, adulteriis, perjuriis, falsis testimoniis, sed quod accepta circumcisione servarent novilunia, sabbata, discrimina ciborum, ritu Judaico.

 Vi har altså lært, at dette sted ikke kan forstås om alle lovgerninger, i hvilke der er kærlighed til Gud og næsten. Ejheller er jo den forbandet, som er af den slags lovgerninger. Hvilke gerninger taler han så om? Uden tvivl om ceremonialloven, og hvis nogen vil tilføje noget: om de ydre gerninger. Det turde fremgå af Paulus' egne ord. For når Paulus behandler den samme sag i romerbrevet som i galaterbrevet – og det mener jo Luther også – og hans ord skal fortolkes i overensstemmelse med den sag, det drejer sig om – hvad Luther har påvist-- så står det fast, at Paulus var vred på galaterne, ikke fordi de havde fået befaling til at afholde sig fra tyveri, utugt, menéd, falsk vidnesbyrd, men fordi de havde godkendt omskærelsen og overholdt nymåne, sabbat, forskel på mad, jødiske riter.

⁶⁰ Et sermo, qui præcessit de Petro Judaisante, non agit de quibusvis operibus, sed de delectu ciborum, aliisque similibus ritibus Judaicis. Et Romanis scribens, qui et ipsi pridem pellecti fuerant in Judaismum, circumcisionis meminit, et operum: Sed quorum? Furti, adulterii, sacrilegii, blasphemiæ. Neque enim statim justus est, qui ista non facit. Absque his quidem non erat justitia, sed ex his solis non contingebat justitia.

Og hvad der er sagt tidligere om Peter, der var som en jøde, handler ikke om hvilke som helst gerninger, men om udvalg af mad og andre lignende jødiske riter. (gal#3.1-5; 2.11ff). Og når han skriver til romerne, som selv også tidligere var blevet lokket ind i jødedommen, nævner han omskærelsen og gerningerne. Men hvilke gerninger? Tyveri, utugt, helligbrøde, blasfemi. (rom#2.21f). For man er ikke retfærdig, blot fordi man ikke gør disse ting. Men uden disse ting er der på den anden side ikke nogen retfærdighed, men retfærdighed afhænger ikke kun af disse ting.

⁶¹ Proinde Moses pronuntiat maledictos qui non permansissent in omnibus illis quæ præceperat Lex, quia non erat salus violantibus imperata Legis: Paulus contra pronuntiat maledictos qui sunt ex Lege, nimirum eos, qui sic in Lege gloriarentur, ut tamen legem non servarent in præcipuis illis præceptis, multo magis qui eam mordicus tenebant, cum secundum umbras ac figuras esset abroganda. Nec enim Paulus dixit, qui servant Legem, sed qui sunt ex Lege, hoc est, qui illinc toti pendent, non agnoscentes Christi gratiam, sed suis viribus justitiam tribuentes.

Tilsvarende erklærer Moses alle dem forbandede, som ikke forbliver i alt, hvad loven foreskriver, fordi der ikke var frelse for dem, der overtrådte lovens påbud (5 Mos 27,26). Paulus erklærer modsat dem forbandede, som er af loven (gal#3.10), uden tvivl dem, som i den grad roser sig i loven, at de trods det ikke overholder hovedsagen i disse bud, og endnu mere dem, som stærkt klynger sig til dem, skønt den skulle ophæves, fordi den kun er skygge og typer. Paulus siger heller ikke 'de, som overholder loven', men 'de, som er af loven', det vil sige, de, som helt og holdent afhænger af den, som ikke erkender Kristi nåde, men tilskriver sig retfærdighed ved deres egne kræfter.

⁶² Jam ud largiamur hominem implere posse partem Legis liberi arbitrii viribus, peccaret tamen, si suis viribus adscriberet justitiam, cum has ipsas vires haberet ex dono Christi. Ad hæc cum Lex tota spectet Christum, frustra servaret Legem, imo ne servaret quidem, qui gloriam Christi benignitati debitam, adscriberet Legis operibus, ac naturæ viribus.

Nuvel, selv om vi indrømmer, at mennesket kan opfylde en del af loven med den frie viljes kræfter, så synder det dog, hvis det tilskriver sig retfærdighed ved sine egne kræfter, eftersom det har de selvsamme kræfter som en gave fra Kristus. Dertil kommer, at da loven helt og holdent ser hen til Kristus, vil det være forgæves, at han overholder loven, ja, han vil slet ikke overholde den, hvis han tilskriver lovens gerninger og naturens kræfter den ære, der skyldes Kristi godhed.

^{63 [220] (667-86)}           Quod alicubi Paulus dividit hominem totum in carnem et spiritum, non inficior, nisi quod alicubi tertiam addit partem, animam, quam Lutherus nusquam vult agnoscere. Certe hîc carnem simpliciter dixit pro homine, Ex operibus Legis non justificatur omnis caro, sed addit, coram Deo. Pharisaicam justitiam distinguens ab Euangelica. Porro quod refert ex Epistola ad Galatas III. Ex operibus Legis Spiritum accepistis, an ex auditu fidei? Palam est Apostolum loqui de ceremonialibus, sine quibus Galatæ acceperant donum Spiritus.

           Jeg nægter ikke, at Paulus nogle steder opdeler hele mennesket i kød og ånd, bortset fra, at han nogle steder tilføjer en tredje del: sjælen, som Luther aldrig vil anerkende (L10#63). Givetvis siger han her 'kød' om mennesket: ”Af lovgerninger vil intet kød bliver retfærdiggjort”, (rom#3.20), men han tilføjer ”overfor Gud”, og derved skelner den farisæiske retfærdighed fra den evangeliske. Hvad videre den tekst angår, som Luther anfører gal#3.2 (L10#63): ”Var det ved lovgerninger, I modtog ånden, eller ved i tro at høre?”, så er det klart, at apostelen taler om ceremonialloven, for galaterne modtog åndens gave uden den.

⁶⁴ Eodem pertinet illud, Nunc sine lege manifestata est justitia Dei. Et iterum, Arbitramur hominem justificari ex fide, sine operibus Legis. Neque enim Paulus sentit adulteros, homicidas et fures justificari. Atqui id sequeretur, si sentiret sine omnibus Legis operibus per fidem dari justitiam, nisi quod qui ultro plus præstat quam Lex exigit, dicitur à Lege liber esse, quia non constringitur, ultro præcurrens Legem.

Det samme handler denne tekst om: ”Nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud” (rom#3.21) (L10#63). Og denne: ”Vi mener, mennesket retfærdiggøres af tro, uden lovgerninger”. (rom#3.28). For Paulus mener jo ikke, at utugtige, drabsmænd og tyve bliver retfærdiggjort. Men det er, hvad der ville være konsekvensen, hvis han mente, at der blev givet retfærdighed uden nogen som helst lovgerninger, selv om naturligvis den, der gør mere, end loven kræver, siges at være fri fra loven, fordi han ikke begrænses, eftersom han kommer loven i forkøbet.

^{65 [221] (668-87)} Post hæc repitit veterem hyperbolen, per Legem cognitio peccati, sic agens quasi nihil omnino videat humana ratio, quasi nullus sit ad honesta nixus humanæ volutatis, cum Gentium leges eadem puniant quæ Lex Dei, cum Philosophi tam ardentibus verbis hortentur ad honesta.

Herefter gentager han sin gamle overdrivelse: ”Gennem loven kommer syndserkendelse”, (rom#3.20), og behandler stedet, som om den menneskelige fornuft slet intet kan se, som om den menneskelige vilje ikke har nogen tilbøjelighed til det gode, skønt hedningernes love straffer det samme som Guds lov, skønt filosofferne så brændende opfordrer folk til at gøre det gode. (L10#67).

⁶⁶ Imo non ideo lata lex est, quod homines antea nihil cernerent, sed ut plenius discernerent justum ab injusto, et ne possent suis blandiri peccatis, redarguente Lege. Verùm de his in superioribus satis dictum arbitror. Et rursus naso suspenditur Diatriba, cum ea Augustini sententiam retulerit, imo potius Veterum omnium. Jam fassi sumus imperfectum esse quod cernit liberum arbitrium, quod expetit voluntas, quod ipsum tamen si adhibuerimus, paratam esse gratiam opitulatricem.

Nej, det er ikke derfor loven er givet, at menneskene ikke tidligere erkendte noget, den er givet, for at de mere klart skal skelne det retfærdige fra det uretfærdige, og for de ikke skal udsmykke deres synder, når loven anklager dem. Men om dette tror jeg, der er sagt nok i det foregående. Og atter rynker han på næsen af Diatriben, fordi den gengiver Augustins opfattelse af dette sted (eras2#2), ja, alle de gamle kirkefædres opfattelse. (L10#68). Vi har allerede indrømmet, at hvad det frie valg afgør, og hvad viljen udfører, det er ufuldkomment, og dog har vi hævdet, at hvis vi gennemfører blot det, så er nåden parat med sin hjælp.

^{67 [222] (668-87)}         Torquet et illud Pauli. Quid igitur Lex? Propter transgressiones posita est, donec veniret semen, etc. Et hîc auqiV au vapulat Hieronymus, qui interpretatus sit, propter transgressiones coercendas. Quantum odium hîc spirat in virum, cujus memoria tot ætatibus sacrosancta est Ecclesiæ Dei! Cur hîc somniare dicitur Hieronymus, qui Græcos tam multos sequitur, vel interpretatur potius? Cur non vapulat simul Chrysostomus, Theophylactus et Ambrosius idem interpretantes? (1498) Nec omnino falsum est quod interpretatur Lutherus, sed vide quam hoc ipsum proponit odiose: propter transgressiones, non quidem coercendas, ut Hieronymys somniat, sed propter transgressiones augendas. Paulus Roman. V. dicit Legem subintrasse ut abundaret peccatum, non dixit ut augeretur peccatum.

          Han fordrejer også dette sted hos Paulus: ”Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, indtil den sæd kom, osv” (gal#3.19). (L10#70). Og her må Hieronymus igen stå for skud, fordi han fortolker det til at sige: for at tvinge overtrædelserne. Hvilket had der dog her ånder ud imod den mand, hvis minde gennem århundreder har været helligt for Guds kirke! Hvorfor er det Hieronymus, der her siges at fantasere, når så mange af grækerne slår følge med ham, eller fortolker ligesådan? Hvorfor prygler han ikke også løs på Chrysostomus, Theophylact, og Ambrosius, når de fortolker ligesådan? Det er ikke helt forkert, hvad Luther fortolker, men se, hvor hadefuldt han fortsætter: ”... 'for overtrædelsernes skyld', men ikke for at betvinge dem, som Hieronymus fantaserer om det, men for at øge overtrædelserne”. (L10#70; ref.). I rom#5.20 siger Paulus, at loven blev indført, for at synden skulle blive større, han siger ikke 'for at synden skulle øges'.

⁶⁸ Aliud est enim exasperari et prodi, aliud augeri. Certe verbis novitas erat vitanda. Nec hic erat scopus Legis præcipuus, quanquam id consequutum est occasione Legis, eumque evantum Deus vertit in bonum. Nam si finem spectes, Lex in hoc lata est, ut simplicibus præluceret, improbos ac feroces metu coerceret, ne prorsus impune peccarent: quod si non facerent, statim per Legem arguerentur peccatores.

For én ting er at bliver overdrevet og gjort kendt, noget andet er at øges. Man skulle i hvert fald have undgået sådanne nye ord. Og dette var ikke lovens hovedsigte, selv om det fulgte efter som en konsekvens af loven, og Gud vendte dette udfald til det gode. For hvis du ser hen til hensigten, blev loven givet, for at lyse for de enfoldige, og tvinge de frække og vilde med frygt, at de ikke skulle synde ustraffet. Og hvis de ikke handlede efter loven, blev de straks gennem loven anklaget som syndere.

⁶⁹ Itaque Lex aut tradebat hominem bonæ mentis paratæ gratiæ, aut effecit ut homo levius peccaret, et ob id esset sanabilior Euangelio, aut ut dissimulare non posset suam injustitiam, quo vel sic confugeret ad gratiam. Rejectum est ante et illud lemma: Concupiscentiam nesciebam nisi Lex diceret, non concupisces. Nam hinc colligit rationem ex sese nullo pacto discernere peccatum ab eo quod non est peccatum, cum Paulus hic non loquatur sub sua persona, sed alicujus extreme rudis, qui crederet non in animo, sed in factis externis esse virtutem aut vitium.

Derfor blev loven dels givet til et menneske af en god nådesberedt sind, dels udvirkede den, at mennesket syndede mindre og derfor var mere modtagelig for evangeliets helbredelse, dels blev den givet, for at man ikke skulle kunne foregive ikke at være uretfærdig, så han måske på den måde kunne tage sin tilflugt til nåden. Tidligere har jeg også forkastet dette argument: ”Jeg ville ikke have vidst af begær, hvis ikke loven havde sagt: du må ikke begære” (rom#7.7) (L10#71). For her drager han den slutning, at fornuften ikke på nogen måde i sig selv kan skelne mellem det, der er synd, og det, der ikke er det, skønt Paulus her ikke taler om sin egen person, men påtager sig rollen som én, der er ganske uvidende og som tror, at dyd og last ikke ligger i sjælen, men i ydre gerninger.

⁷⁰ Nesciebat hoc Paulus quod viderant etiam Philosophi, honestum ac turpe, situm esse in animi habitu, et hoc solo hominem vel felicem esse vel infelicem? Quod superest in hoc Capite, meræ sunt verborum ampullæ jam non semel à nobis confutatæ.

Vidste Paulus ikke, at selv filosofferne så, at hvad der var godt og hvad ondt, havde sæde i sjælen, og at alene ved det blev mennesket lykkeligt eller ulykkeligt? Hvad der er tilbage i dette afsnit, er kun ordgejl, som allerede én gang er blevet gendrevet af os.

^{71 [223] (669-87)}          Aggreditur simili magniloquentia quæ sequuntur apud Apostolum: Nunc autem sine Lege justitia Dei manifestatur, testificata à Lege et Prophetis per fidem in Jesum Christum in omnes et super omnes qui credunt in eum. Non enim est discinctio, omnes enim peccaverunt et egent gloria Dei, justificati per gratiam ipsius, per redemtionem quæ est in Christo Jesu, quem proposuit Deus propitiationem per fidem in sanguine ejus, etc. Hîc, ut ait, Paulus mera fulmina loquitur. Fateor, sed adversus liberum arbitrium? Nego: adversus suis viribus fidentes? Ajo. Distinguit Apostolus justitiam Dei à justitia Legis. Si sentit Legis justitiam, justitiam Pharisaicam, accedo: sin justitiam universæ Legis, non accedo, quando Lex etiam fidem præcipit et caritatem, quam homo non assequitur puris naturæ viribus, sed auxiliante gratia: nec ea defuit olim Judæis in Lege viventibus.

           Med samme stortalenhed angriber han det, der følger hos apostelen: ”Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, bevidnet ved loven og profeterne ved tro på Jesus Kristus i alle og over alle, som tror på ham. For der er ingen forskel, alle har syndet og mangler ære fra Gud, de bliver retfærdiggjort gennem hans nåde, ved forløsningen i Kristus Jesus, som Gud indsatte som nådestol ved troen på hans blod, osv”. (rom#3.21) (L10#72). Her taler Paulus, som Luther siger, lutter tordenskrald. Det indrømmer jeg, men taler han imod den frie vilje? Det nægter jeg. Men så imod dem, der stoler på deres egne kræfter? Ja, det tror jeg. Apostelen skelner mellem Guds retfærdighed og lovens retfærdighed, siger Luther (L10#73). Hvis han med lovens retfærdighed mener den farisæiske retfærdighed, så er jeg enig med ham. Men hvis han mener den almene lovs retfærdighed, så er jeg ikke enig, for loven foreskriver også tro og kærlighed, hvilket mennesket ikke kan nå med sine rent naturlige kræfter, men kun med nådens hjælp. Den hjælp manglede heller ikke i gamle dage for jøderne, da de levede under loven.

⁷² Ea per Christum venientem manifestata est, non orta, quia clarius evulgata, simulque latius et copiosius per universum Orbem diffusa. Manifestata est autem sine Lege, nimirum et Judæis qui Legem non servaverant, et Gentibus quæ Legem nesciebant. Quod autem interpretatur Christianam justitiam constare sine Lege, trifariam accipi potest, vel quod in baptizatis non requiruntur opera Legis moralia: qui sensus impius est; Vel quod nec à Judæis nec à Gentibus ad Euangelium accendentibus, exigitur ratio Legis prius observatæ, modo resipiscant, et credant: et hic sensus verus est; Vel quod à nemine requiritur earum rerum observatio, quas Galatis imposuerant Pseudapostoli: et hic sensus verissimus est.

Det blev åbenbaret, da Kristus kom, det begyndte ikke ved den lejlighed. Snarere blev det fremsat mere klart og udbredt længere ud og mere ivrigt over hele verden. Men det blev åbenbaret uden lov, det vil sige, både for jøderne, som ikke overholdt loven, og for hedningerne, som ikke kendte loven. Men når det fortolkes sådan, at den kristne retfærdighed står fast uden lov, kan det forstås på tre måder, enten sådan, at der i de døbte ikke kræves moralske lovgerninger; den opfattelse er ugudelig. Eller sådan, at der hverken af de jøder eller af de hedninger, der nærmer sig evangeliet, kræves regnskab for, om de tidligere har overholdt loven, blot de går i sig selv og tror; og denne opfattelse er sand. Eller sådan, at der ikke af nogen kræves overholdelse af de ting, som de falske apostle pålagde galaterne; og den opfattelse er den allersandeste.

⁷³ Nam de his operibus illic agere Paulum jam demonstratum est. Porro quod Lutherus interpretatur, eos qui Legis præcepta pro sua virili servarant licet non ad plenum, absque dolo tamen, nihilo fuisse capaciores Euangelicæ gratiæ, aut quod Gentes, quæ pro suo modulo in Paganismo legitime moderateque vixerant, nihilo fuerint habiliores ad suscipiendam Euangelii gratiam, multum abest à vero, mea quidem sententia.

For jeg har allerede påvist, at Paulus her taler om disse gerninger. Videre: Når Luther fortolker det sådan, at de, der havde overholdt lovens bud efter bedste evne, skønt ikke fuldkomment, så dog uden svig, på ingen måde var mere modtagelige for den evangeliske nåde, eller at de hedninger, som så godt, de kunne, havde levet i hedenskabet lovlydigt og mådeholdent, på ingen måde var bedre egnede til at modtage evangeliets nåde, så er det meget langt fra det sande, i hvert fald efter min mening. (L10#74).

⁷⁴ Exemplum est Ætiops tam facile conversus per Philippum, et Paulus subito mutatus in alium hominem, cum nec Herodem, nec Scribas aut Pharisæos legamus conversos, qui tot prodigia viderant, qui Legem memoriter tenebant. Quod si opera moraliter bona reddunt hominem capaciorem gratiæ, et si Lex observata Judæo ante proditum Euangelium magis idoneum tradidit (1499) Euangelio, et hæc opera Lutherus concedit fieri viribus liberi arbitrii, falsum est quod colligit liberum arbitrium nihil prorsus esse: Rursus si concedit gratiam non dari invitis, et per liberum arbitrium possumus nos avertere à gratia, et dum non avertimus nos, præbemus nos gratiæ, constat et hîc esse aliquem usum liberi arbitrii.

Eksempel på det er den ætioper, der så let blev omvendt af Filip (Apg 8,26ff) og Paulus, der så pludselig blev til et andet menneske, (Apg 9,1-19), selv om vi ikke læser, at hverken Herodes eller de skriftkloge eller farisæerne blev omvendt, selv om de havde set så mange undere, og selv om de kunne loven udenad. For hvis moralsk gode gerninger gør et menneske mere modtageligt for nåden, og hvis loven, når den blev overholdt af jøden før evangeliets åbenbarelse gjorde ham mere egnet til evangelliet – og Luther indrømmer, at disse gerninger sker ved den frie viljes kræfter, så er det en forkert slutning, han drager: at den frie vilje ikke er noget overhovedet. Videre: Hvis han indrømmer, at nåden ikke gives til de modvillige, og at vi gennem den frie vilje kan vende os bort fra nåden, og at vi, hvis vi ikke vender os bort, gør os selv modtagelige for den, så står det fast, at der også her er nogen brug for den frie vilje.

⁷⁵ Ridiculum est autem quod interpretatur, sine Lege, id est, sine omnibus quæ potest liberum arbitrium. Fatemur liberum arbitrium ex suis viribus non pervenire ad Dei justitiam sine gratia, nec tamen ideo nullum est liberum arbitrium. Postremo non disputamus hîc quid Deus possit, sed quid ordinate faciat, quidque nobis in Scripturis sperandum ostenderit.

Men det er latterligt, når han fortolker 'uden lov' som betyder det: uden alt, hvad den frie vilje kan. (L10#74). Vi indrømmer, at den frie vilje ved sine egne kræfter ikke kan nå frem til Guds retfærdighed uden nåden, men derfor er den frie vilje dog ikke nul og nix. Endelig disputerer vi her ikke, hvad Gud kan, men hvad han i almindelighed gør, og om, hvad han i skriften viser os, at vi kan gøre os håb om.

^{76 [224] (671-88)}         Habes admirabile fulmen: sed audi admirabilius. Paulus ait justitiam Dei valere in omnes et super omnes qui credunt in Christum. Quod Apostolus dixit manifestat, hic vertit in valere, quo magis serviat dogmati. Omnibus revelata est Dei justitia, cur non valuit apud omnes? Utique valuisset apud omnes, si nullum esset liberum arbitrium.

          Dette var et beundringsværdigt tordenskrald. Men hør nu ét, der er endnu mere beundringsværdigt: ”Paulus siger, at Guds retfærdighed viser sig og er gældende i alle og over alle dem, som tror på Kristus” (rom#3.22) (L10#75). Hvor apostelen siger 'åbenbares', drejer han det om til 'er gældende', for det passer bedre med hans læresætning. Guds retfærdighed blev åbenbaret for alle, hvorfor er den ikke gældende hos alle? Den ville være bestemt være gældende hos alle, hvis der ikke havde været nogen fri vilje.

⁷⁷ Quod ad gratiam oblatam attinete, nulla erat distinctio Judæi et Græci: quod ad voluntatem pronam aut aversam, plurimum erat discriminis. Sed Paulus, inquit, universum hominum genus dividit in duo, in credentes et non credentes, credentibus tribuit justitiam, non credentibus aufert. Ast aliud quiddam est liberum arbitrium quam fides. Quid ni? Non enim idem est oculus quod lumen. Sed Paulus ait quicquid est extra fidem non esse justum coram Deo. Si non justum, injustum igitur: si injustum, peccatum sit oportet.

For så vidt angår nåden, der bliver tilbudt, var der ingen forskel mellem jøderne og grækerne. Men hvad angår viljens tilbøjelighed eller utilbøjelighed var der stor forskel. ”Men”, siger han, ”deler hele menneskeslægten i to, i troende og ikke-troende, de troende giver han retfærdighed, de ikke-troende tager han den bort fra. Men fri vilje er noget andet end tro”. Hvorfor ikke? Øjet er jo ikke det samme som lyset. ”Men Paulus siger, at hvad som helst, der er udenfor troen, ikke er retfærdigt overfor Gud. Hvis det ikek er retfærdigt, er det altså uretfærdigt; hvis det er uretfærdigt, må det være synd”. (L10#75; ref).

⁷⁸ Hîc ne objicerentur media, pronuntiat apud Deum nihil esse medium, sed quicquid est aut bonum esse aut malum. Atqui superius concesserat esse quædam media, quales volebat esse ritus Legis Mosaicæ, qui non justificant quenquam, nec commendant quenquam Deo, et tamen qui eos observabat nihil faciebat illicitum. Nec tergiversari potest quod illic senserit de mediis apud homines, cum palam agat de his quæ nos commendant Dei, aut secus.

For at man ikke her skal indvende, at der findes en mellemting, erklærer han, at hos Gud er der ikke nogen mellemting, men hvad som helst er enten godt eller ondt. Men tidligere indrømmede han, at der var en mellemting, for han mente, at moselovens ceremonier var en sådan mellemting, som ikke retfærdiggjorde nogen, ejheller anbefalede nogen overfor Gud, og dog gjorde de, der overholdt den, ikke noget forkert. (L10#59). Den klemme kan han ikke komme ud af ved at sige, at han dèr mente mellemting overfor mennesker, eftersom han hele vejen igennem behandler de ting, som anbefaler os overfor Gud eller ikke gør det.

⁷⁹ Lege finem Cap. 223. Verùm hoc lemma prius dilutum est: ut est fides rudis et imperfecta, ita est et justitia imperfecta, qualis erat Cornelii Centurionis. Nam et fidem perfectam accepit ex doctrina Petri, et justitiam ex sacramento ac Spiritu Sancto.

Læs slutningen af afsnit 223! (L10#74 (Atque ut dem)). Men dette argument er allerede blevet gendrevet, for lige som der er en rå og ufuldkommen tro, således er der også en ufuldkommen retfærdighed; en sådan havde Kornelius, høvedsmanden. For han fik både en fuldkommen tro ved Peters lære, og retfærdighed ved sakramentet og helligånden. (Apg 10,48).

⁸⁰ Jam da mihi quempiam Paganum, qui non audierit mysteria fidei, nec per eum steterit quo minus audierit, hoc tamen animo, ut cupiat quod optimum est discere, vivatque quantum potest pro naturæ ductu innocenter, non arbitror esse peccatum, quicquid ille fecerit, vel amans uxorem ac liberos caste educans, vel Reipublicæ bene consulens pro viribus. Sed hujus benefacta non conferunt justitiam Euangelicam, fateor, sed invitant Dei benignitatem, ut de suo addat quod deest naturæ viribus.

Lad os forestille os en eller anden hedning, som ikke har hørt troens mysterium, og det ikke var hans skyld, at han ikke havde hørt det, men er optaget af at stræbe efter at lære, hvad der er bedst, og som lever uskyldigt, så godt han kan, når han er ført af naturen, så tror jeg ikke, at alt, hvad han gør, er synd, når han elsker sin hustru og opdrager sine børn kysk og hjælper staten, så godt han kan. Men disse gode gerninger fører ikke til nogen evangelisk retfærdighed! Det indrømmer jeg, men de fremkalder Guds velvilje, så han fra sine gaver tilføjer, hvad der mangle fra naturens kræfter.

^{81 [225] (672-89)}         En aliud fulmen, Omnes peccaverunt et egent gloria Dei. De quo jam superius dissertum est à nobis. Hîc vociferatur: Obsecro quid clarius dici possit? Da operarium liberi arbitrii an conatu illo suo peccet? Si non peccat, cur Paulus non excepit? Certi qui omnes dicit, neminem ullo loco, ullo tempore, ullo opere, ullo studio excipit. Si enim ullius studii aut operæ hominem exceperis, falsum Paulum feceris, et cætera, quæ Lutherus fortiter quidem, sed magna detonat impudentia.

            Hør så endnu et tordenskrald: ”Alle har syndet og mangler ære fra Gud”. (rom#3.23). Det har vi allerede tidligere behandlet. (#35). Her råber han op: ”Jamen, hør nu, hvad kan siges mere klart? Lad os tænke os en gerningsretfærdig med sin frie vilje, mon han synder i denne sin stræben? Hvis han ikke synder, hvorfor undtager Paulus ham da ikke? Det er givet, at den, der siger 'alle', ikke undtager noget sted, nogen tid, nogen gerning, nogen stræben. For hvis man med et menneske gør en undtagelse med nogen stræben eller nogen gerning, så gør man Paulus til én, der taler usandt”, osv (L10#77), alt sammen noget, Luther udråber med stor styrke, men også med stor frækhed.

⁸² Nihilo enim pudentius dicitur, omnes qui egent gloria Dei, omnibus suis actionibus ac viribus peccare, quam si quis dicat, omnes qui egent ope Medici, omnibus corporis partibus ægrotare. Atque hîc quo locus magis serviat dogmati, faciunt* justitiam passivam et activam, gloriam activam et passivam, et accersitur Hebraismus, et interpretatur eos egere gloria Dei, qui non habent de quo glorientur apud Deum.

*Toronto: Pluralis henviser måske til Luthers følgesvende.

For det er ikke mindre frimodigt at sige, at alle, som mangler herligheden fra Gud, synder i alle sine handlinger og alle sine kræfter, end at sige, at alle, som mangler lægens hjælp, er syge i alle dele af deres legeme. Og her gør han så det, for at stedet bedre skal stemme overens med hans lære, at de opstiller en passiv og en aktiv retfærdighed, en aktiv og en passiv herlighed, en hebraisme føjes til, og der fortolkes sådan, at de, som ikke har noget, der kan give ros hos Gud, mangler herlighed fra Gud.

⁸³ Si gloriari est cum gaudio agnoscere donum Dei, etiam liberum arbitrium habet quod glorietur apud Deum: Si gloriari est sibi tribuere quod habet, ne justi quidem habent quod glorientur apud Deum. Quod autem (1500) provocat omnes, ut prodeat si quis ex animo possit dicere de re quapiam, quam per liberi arbitrii vires peregit, hanc scio placere Deo: ego proferam, qui cum sint in affectu peccando, odioque habentes morbum animi sui, tamen eleemosynis, aliisque piis studiis ambientes gratiam Spiritus, possint dicere, Bona spe ducor fore, ut Deus misertus mei, sua gratia juvet conatus meos. Favet autem opinor qui respicit et adjuvat.

Hvis det at rose sig er med glæde at erkende Guds gave, så har også den frie vilje noget at rose sig af hos Gud. Hvis det at rose sig er at tilskrive sig selv det, man har, så har end ikke de retfærdige noget, de kan rose sig af overfor Gud. Men hvad angår det, han kræver af enhver, at han skal kunne træde frem, hvis han af hjertet kan sige om noget, som han har gennemført med den frie viljes kræfter: 'Dette véd jeg behager Gud', (L10#79), så vil jeg fremføre de menneske, som skønt de er i syndens affekt, dog har et had til deres sjælesygdom, og dog ved almisser og ved fromme studier søger nådens Ånd, og dog kan sige: 'jeg har et stort håb om, at det vil ske, at Gud forbarmer sig over mig og med sin nåde hjælper mine bestræbelser'. Men den, der ser hen til og hjælper, ham er det, der viser gunst.

⁸⁴ Verùm exigit, ut certo pronuntiet ea placere Deo: Quod ni faciat, incredulitatis signum interpretatur, dubitare de favore Dei. Haud scio an quisquam justus certo pronuntiare possit, hoc aut illud quod egit acceptum esse Deo, etiamsi in genere certo credit, Deum non defuturum suis.

Men Luther kræver, at han med sikkerhed skal erklære, at dette behager Gud. For hvis han ikke gør det, fortolkes det som et tegn på mistillid, et tegn på, at man tvivler om Guds gunst. (L10#80). Jeg véd ikke, om nogen retfærdig kan erklære med sikkerhed, at dette eller hint, som han gør, er anerkendt af Gud, selv om han i al almindelig sikkert tror på, at Gud ikke svigter sine.

⁸⁵ Quod si justorum etiam fiducia cum tremore conjuncta est, id quod ante confessus est Lutherus, docens ex necessitate nasci timorem, ex incertitudine fiduciam, certo credimus hominem per fidem et caritatem justificari: Verùm an hic aut ille habeat verum donum fidei et caritatis, arbitror certo sciri non posse, nisi si cui Deus singulari patefecerit afflatu, quod accidit Paulo, qui dicit, Scio cui credidi et certus sum, etc.

For hvis selv de retfærdiges tillid er knyttet sammen med bæven, hvilket Luther tidligere har bekendt dèr, hvor han lærer, at af nødvendigheden fødes frygten, af usikkerheden tilliden (L9#58), så tror vi med sikkerhed, at et menneske retfærdiggøres af tro og kærlighed. Men om denne eller hin har den sande troens og kærlighedens gave, tror jeg, at vi ikke kan vide med sikkerhed, medmindre Gud åbenbarer det for nogen ved en enkeltstående åndsindgydelse, som det skete for Paulus, som sagde: ”Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er sikker på” ... osv. (2 Tim 1,12).

⁸⁶ At ego novi pios homines qui sibi displicebant, quod per omnem vitam nunquam sensissent consolationem internam Spiritus, tantoque magis instabant precibus ac piis operibus, si quando Deus dignaretur infundere gratiam. Hos opinor Lutherus damnabit incredulitatis. Hæc cum sic habeant, falsi concludit Lutherus, liberum arbitrium cum vacet hac gloria perpetuo incredulitatis crimine reum esse, cum omnibus viribus, studiis et conatibus suis.

Men jeg kender fromme mennesker, som er utilfredse med sig selv, fordi de hele livet igennem aldrig har mærket Åndens indre trøst, og som vedblev desto mere med bønner og fromme gerninger, om dog Gud ville værdiges, at indgyde nåden i dem. Jeg tror, Luther ville fordømme dem for mistillid. Men hvis det forholder sig sådan, er det en forkert slutning, Luther foretager, når han siger, at den frie vilje, fordi den mangler denne herlighed, er skyldig i mistillidens forbrydelse sammen med alle dens kræfter, iver og stræben.

^{87 [226] (673-89)}          Prodit aliud fulmen: Justificati gratis per gratiam ipsius. Hic exsultat. Quid est hoc gratis? Quid est per gratiam ipsius? Si sunt merita, ubi gratis donata justitia? Ubi nunc sunt tutores liberi arbitrii? Rursus accusatur misera Diatriba, quæ perpetuo sic causata sit: Si non est libertas arbitrii, ubi meritis locus? Si meritis non est locus, ubi præmiis locus est?

          Han fremfører endnu et tordenskrald: ”De bliver retfærdiggjorte uforskyldt ved hans nåde” (rom#3.24). Her jubler han. ”Hvad betyder dette 'uforskyldt'? Hvad betyder dette 'ved hans nåde'? .. hvis der er nogen fortjeneste, hvad bliver der så af den tildelte retfærdighed? Hvor er nu dem, der lærer den frie vilje?” (L10#81) Igen anklager han den stakkels Diatribe, fordi den hele tiden argumenterer således: ”Hvis der ikke er nogen fri vilje, hvor bliver der så plads til fortjenester? Hvis der ikke er plads til fortjenester, hvor bliver der så plads til belønninger?” (e3#4).

⁸⁸ Hactenus non omnino mentitur Lutherus, nisi quod ubi Diatriba sic loquitur, Si nulla est arbitrii libertas, hic recitat, liberum arbitrium, quasi sentiam simpliciter liberum. Deinde ubi Diatriba fatetur aliquod esse genus meritorum, sed quæ homo sibi non possit imputare, vel quia minimi momenti sunt, collata ad gratiam, vel quia summa rerum ex Deo proficiscitur, hic sic recenset, quasi sentiam merita, quibus ex pari debentur præmia.

Hidtil har Luther ikke udtalt sig helt forkert, bortset fra dèr, hvor Diatriben siger: ”hvis der ikke er valgfrihed”; her gengiver han det med 'fri vilje', som om jeg mente, at der ligeud var valgfrihed (L10#81c). Dernæst dèr, hvor Diatriben indrømmmer, at der er en slags fortjeneste, men en fortjeneste, som mennesket ikke kan tilskrive sig selv, dels fordi den er meget lille sammenlignet med nåden, dels fordi det hele udgår fra Gud; her refererer han det, som om jeg mente en fortjenester, der havde lige krav på belønninger.

⁸⁹ Cæterum quod annectit, Cui imputabitur si quis justificetur sine meritis, nusquam est apud Diatribam, sed Lutherus ex suo liberrimo arbitrio addidit, nisi malit dici servum illi qui pater est mendacii. Imo Diatriba tota disputatione vitat hoc, ne salus meritis imputetur humanis, sed totum gratiæ. De damnatis rogat, cui debeat imputari pernicies, si nulla est arbitrii libertas, sed mera necessitate fiunt omnia.

For øvrigt er det, han tilføjer: ”Hvem vil det blive tilregnet, hvis man retfærdiggøres uden fortjeneste” (L10#81c), ikke noget, der forekommer i Diatriben, nej, Luther har tilføjet det ud fra sin egen fri vilje, hvis han da ikke vil foretrække at få sig valg kaldt slave af ham, der er løgnens fader (Joh 8,44). Tværtimod, det undgår Diatriben hele vejen igennem, at frelsen skal tilskrives ikke menneskets fortjenester, men blot nåden. Angående de fordømte spørger den, hvem deres undergang skulle tilskrives, hvis der ikke var en viljens frihed, men alt skete af lutter nødvendighed. (e3#62).

⁹⁰ Quod si meritum congruum accipiamus pro indignitate* quadam hominis, quam Dei benignitas acceptat, ex qualicunque nisu virium nostrarum, et meritum condignum pro officiis utcunque præstitis auxiliante gratia, non pugnat cum meriti vocabulo gratis donata justitia, et gratis donata salus. Pone mihi duos egenos, quorum alter ferox sit et intemperans in ipsa etiam inopia, alter sobrius et quicquid nancisci potest bene collocans, Rex hunc ditat, illum relinquit in egestate: cui dedit, utique gratis dedit, et digno dedit, licet non promerito: et cui non dedit, non sine causa non dedit.

* Toronto retter, meget rimeligt, til dignitate.

For hvis vi forstår 'rimelighedsfortjenesten' som en værdighed hos et eller andet menneske, som Guds velvilje modtager på grund af, at vore kræfter i nogen grad virker ind, og forstår 'den fortjenstfulde fortjeneste' som pligter, der på en eller anden måde udføres med nådens hjælp, så modsiger den af nåde givne retfærdighed og den af nåde givne frelse ikke ordet 'fortjeneste'. (L10#82). Lad os forestille os to fattige mænd. Den ene er vild og utøjlelig selv i sin fattigdom, den anden er mådeholden og gør god brug af det, han kan få fat på. En konge gør den sidste rig, men lader den første forblive i fattigdom. Ham, han gav noget, gav han noget frit, og han gav det til én, der var værdig, selv om han ikke havde fortjent det. Og ham, han ikke gav noget, havde han sine grund til ikke at give noget.

⁹¹ Dignus enim beneficio dicitur qui alacriter accipit, qui bene utitur, qui meminit, qui gratias agit. Hoc illi pro meritis imputatur. Quod si verum prædicat Lutherus nullum esse prorsus meritum, multa sunt in sacris Scripturis mendacia, cum illic toties probentur merita piorum, et impiis exprobrentur merita malefactorum. Nam quod Lutherus merita vertit in promissa, ridendum est potius quam confutandum. Servus Euangelicus, qui lucratus est quinque talenta, totum lucrum debet Domino qui fortem dederat.

For den, der ivrigt tager imod, som bruger det godt, som husker på det, som takker for det, siges at være værdig til en velgerning. Dette tilregnes ham som en fortjeneste.

Men hvis det, Luther prædiker, er sandt: at der slet ingen fortjeneste er, så er meget i den hellige skrift løgn, for dèr bekræftes de frommes fortjenester, og de ugudelige foreholdes det, deres onde gerninger har fortjent. For når Luther fordrejer 'fortjenester' til 'forjættelser', så skal man snarere le af det end gendrive det. Den tjener i evangeliet, som tjente fem talenter, havde sin herre at takke for hele fortjenesten, for han havde givet ham formuen.

⁹² Hactenus dignitas quædam est, quia fors data est illi, quem sciebat bene (1501) collocaturum. Jubetur intrare in gaudium Domini. Hîc et præmium gratuitum est, cum tamen dignitas probetur. Quemadmodum homines dignis benefecisse dicuntur, qui gratis ac beneficio bene utentibus dederunt, cum dederint nihil promeritis: Ita Deus qui novit hominis dignitatem, antequem exitus spectetur, dignis impartit gratiam, indignis adimit etiam quam dedit. Hæc dici possint etiamsi quis repente ex Paganismo, vitaque contaminatissima vocetur ad gratiam.

Der er en vis værdighed her, fordi formuen blev givet til ham, som vidste at bruge den godt. Han fik befaling til at gå ind til sin herres glæde. (Matt 25,21). I denne beretning er belønningen ufortjent, selv om værdigheden alligevel bevises. For ligesom mennesker siges at give goder til dem, der er værdige til det, hvis de har givet dem til nogen, der er taknemlige og gør god brug af dem, skønt de gav det til nogen, der ikke havde gjort sig fortjent til det: således gør Gud, der kender menneskets værdighed, førend udfaldet er blevet tydeligt, det, at han giver nåde til dem, der er værdige til det, men fra de uværdige tager han endog det, han havde givet. Og dette kan siges også, hvis én pludselig kaldes ind til nåden ud af hedenskabet eller et ud af et meget lastefuldt liv.

⁹³ Nunc in multis dignitas hæc etiam præcedit, ut in Cornelio Centurione. Alioqui cur narrantur preces illius et eleemosynæ adscendisse in conspectu Dei? Hoc igitur meritorum genus non pugnat cum gratuita donatione. Ubi vero Diatriba dixit, per conatum hominis perveniri ad salutem? Dixit inesse naturalem quendam ad honestatem sive ad felicitatem conatum sive nixum, sed imperfectum et inefficacem absque gratia.

Nu er det sådan, at værdigheden i mange endog går forud for dette, sådan som det var med høvedsmanden Kornelius. Hvorfor skulle der ellers fortælles om, at hans bønner og almisser var steget op til Gud? (Apg 10,4). Den slags fortjenester modsiger ikke den ufortjente gave. Men hvor har Diatriben sagt, at et menneske opnår frelse ved sin egen anstrengelse? Den har sagt, at der er en vis naturlig stræben eller tilbøjelighed til det gode og det lykkelige, men den er ufuldkommen og uvirksom uden nåden.

⁹⁴ Depravat et illud, quod Deus hunc propter conatum respicit, illum non conantem contemnit. Imo Deus offert se omnibus, quod in ipso est, sed ei qui se præbet gratiæ, non frustra se offert ei qui se avertit, frustra oblata est gratia. Neque negat Diatriba nonnunquam à Deo vocari, neque conantem, neque cupientem: sunt enim variæ vocationes Dei. Ætiopem vocavit, sed redientem ab adoratione, sed versantem in Esaia, Paulum vocavit sævientem ac spirantem minas cædesque.

Han ødelægger også den pointe, at Gud ser velvilligt til den ene på grund af hans stræben, men foragter den anden, som ikke stræber (L10#82). Sådan er det ikke, Gud, som han er i sig selv, tilbyder sig til alle, men for den, som åbner sig for nåden, tilbyder han sig ikke forgæves, men for den, der vender sig bort, er nåden givet forgæves. Og Diatriben nægter ikke, at af og til bliver et menneske kaldet af Gud, som hverken anstrenger sig eller stræber efter det; for Gud kalder på forskellige måder. Ætioperen kaldte han, da han netop var vendt tilbage fra tilbedelsen og læste i Esajas (Apg 8,27), Paulus kaldte han, da han rasede og åndede af trusler og ødelæggelse. (Apg 9,1f).

⁹⁵ Quosdam paulatim præparat suo Spiritui. Quid autem hoc est quod colligit, dicens: Nonne Deum respectorem operum, meritorum ac personarum faciunt? De meritis et operibus respondeat Paulus, qui certantibus promittit brabium, qui pollicetur cuique præmium pro factis, id est, prout gessit in corpore. Quomodo personarum respector dicitur Deus, si dignos secernit ab indignis? Imo potius erit respector personarum, si hunc servet, illum conjiciat in gehennam, nec hujus nec illius merito, sed quia sic illi visum est.

Nogle forbereder han gradvist for sin ånd.

Men hvad er det for en slutning, han drager, når han siger: ”Mon ikke de gør Gud til én, der ser på gerningerne, fortjenesterne og personerne?” (L10#83). Hvad angår fortjenester og gerninger, så lad Paulus svare: Han lover en sejrskrans til dem, der kæmper, (1kor#9.24), han lover enhver belønning for det, han har gjort, det vil sige, efter, hvad der er gjort i dette liv. (2kor#5.10). Hvordan kan Gud siges at nære personsanseelse, fordi han skelner de værdige fra de uværdige? Tværtimod, hos Gud ville der være personsanseelse, hvis han frelste den ene, og kastede den anden i helvede, uden hensyn til den enes eller den andens fortjeneste, men blot fordi sådan besluttede han det.

⁹⁶ Cum enim omnes æquet in injustitia, quid est quod hos trahit, illos non trahit, nisi quod huic personæ favet, illi non favens? Jam fatetur aliquoties hominis voluntatem cooperari gratiæ: Quod si non est absurdum, si voluntas velut adjuvat gratiam cooperantem, quid absurdi sit, si voluntas hominis præbeat sese velut adnitens gratiæ præparanti? Hæc non obstant quo minus totum sit gratuitum quod agitur. Sine voluntatis assensu nemo servatur, nec ideo voluntati debemus salutem.

For hvis han betragter alle som ligestillede i uretfærdighed, hvorfor skulle han så drage den ene, men ikke den anden, om ikke det var fordi han begunstiger denne person og ikke den anden? Nu indrømmer Luther, at den menneskelige vilje af og til samarbejder med nåden: men hvis det ikke er absurd, at viljen om jeg så må sige hjælper den samarbejdende nåde, hvorfor skulle det da være absurd, at menneskets vilje tilbyder sig, idet den ligesom støtter sig til den forberedende nåde? Disse ting forhindrer ikke, at alt, hvad der sker, er en fri gave. Ingen frelses uden viljens tilslutning, men af den grund er det ikke viljen, vi har at takke for frelsen.

⁹⁷ Nec enim sequitur, sine hoc non eris salvus, ideo per hoc assequeris salutem. Fatetur Deum operari in nobis, non sine nobis: Illud nostrum ni accederet, non essemus salvi, nihilo secius totam salutem debemus gratiæ. Si nihil nostrum est, sine nobis operatur Deus in nobis. Sin est aliquid nostrum, quod approbet Deus, cur in recipienda gratia non posset esse nostrum aliquid, et quemadmodum hîc voluntas cooperatur gratiæ justificanti, ita illic cooperetur gratiæ præparanti ad justitiam? Quid autem sentiunt qui inducunt meritum congruum, opus aliquod quod invitet Dei benignitatem absque ulla gratia peculiari? Hoc à Diatriba nusquam est dictum, et si dictum esset, nihil erat periculi. Multo minus hoc dixit, ullum opus extra gratiam factum, idem efficere quod efficit meritum condignum.

Man kan nemlig ikke drage den slutning: Uden dette bliver du ikke frelst, ergo opnår du frelsen gennem dette. Luther indrømmer, at Gud ikke virker i os uden os. Hvis ikke vores del kom til, ville vi ikke blive frelst, men ikke desto mindre er det kun nåden, vi kan takke for frelsen. Hvis intet af vort er involveret, virker Gud i os uden os. Men hvis der er noget af vort involveret, som Gud godkender, hvorfor kan der så ikke være noget af vort i modtagelsen af nåden, så ligesom her viljen samvirker med den retfærdiggørende nåde, således samvirker den dèr med den forberedende nåde til retfærdighed? Men hvad mener de, der indførte 'rimelighedsfortjenesten', en eller anden gerning, som fremkalder Guds velvilje uden den særlige nåde? Det har Diatriben aldrig sagt, og hvis den havde sagt det, ville det ikke være skadelige. Langt mindre har den sagt, at nogen gerning gjort uden nåden kan udvirke det samme som den fortjenstfulde fortjeneste.

^{98 [227] (676-91)}            Sed tota hac disputatione Lutherus confundit et suas et aliorum opiniones. Si destinarat omnes tueri quas impugnat Diatriba, tueri debebat etiam Carolstadianam: si suam duntaxat, nihil aliud defendendum erat, quam omnium rerum necessitas, et nullum omnino esse liberum arbitrium, nec ad bonum, nec ad malum. Si refellere volebat opinionem Scholasticam, quam Diatriba non suscepit tuendam, cur exagitat illam tot convitiis, velut, Diatriba quidem non est impia, sed loquitur et facit solum quod impius.

         Men i hele denne debat sammenblander Luther sine egne og andres opfattelser. Hvis han ville forsvare alle de opfattelser, som Diatriben angriber, så burde han også forsvare Karlstadts opfattelse: Hvis han måske kun ville forsvare sin egen opfattelse, så skulle han have forsvaret alle tings nødvendighed, og påstanden om, at der slet ikke er nogen fri vilje, hverken til det gode eller til det onde. Hvis han ville gendrive skolastikernes mening, som Diatriben ikke har påtaget sig at forsvare, hvorfor udøser han så så mange fornærmelser over Diatribem, fx denne: ”Diatriben er ganske vist ikke ugudelig, men den taler og udfører blot det, der er ugudeligt.” (L10#83).

⁹⁹ Jam sic conferimur cum Pelagianis, ut discedamus illis deteriores, idque duplici nomine: Primum, illi simpliciter asserebant meritum condignum, nos idem docentes fucis verborum imponimus, distinguentes meritum congruum et (1502) condignum. Deinde quod gratiam Dei longe minoris æstimamus quam Pelagiani. Siquidem illi magnum quiddam tribuebant libero arbitrio quod gratiam promerebatur, non* pusillum quiddam, quod tamen gratiam eanden emereatur.

* min rettelse: nos.

Og i dette afsnit sammenlignes vi med Pelagianerne på en sådan måde, at vi fremstår værre end dem, og det på to måder: for det første, hævder de simpelthen den fortjenstfulde fortjeneste, mens vi lærer det samme, men bruger falske ord, idet vi skelner mellem rimelighedsfortjeneste og fortjenstfuld fortjeneste. Dernæst, fordi vi agter Guds nåde langt mindre værd end Pelagianerne. (L10#84). For de tillægger den frie vilje temmelig meget, i retning af at fortjene sig nåden, vi kun ganske lidt, som dog kan fortjene sig den samme nåde.

¹⁰⁰ Ut ad has verborum præstigias paucis respondeam, Si Pelagianus dixisset, quod opinor sentire theologos, gratiam Dei nulli deesse, qui præstet quod in ipso est, et hoc ipsum, quod vicissim ad gratiam invitantem connititur, illi per Dei benignitatem ad meritum quoddam imputari, non fuisset damnatus; et si hæc distinctio condigni et congrui tum inventa fuisset, fortasse vitasset anathema, quod ad hunc quidem articulum attinet, si modo meritum condignum repudiasset. Hoc ad priorem calumniam.

For nu at svare lidt på dette ord-gøgleri: hvis Pelagius havde lært, hvad jeg tror teologerne mener, at Guds nåde ikke skal mangle for nogen, som yder, hvad han kan, og at selve det, at han til gengæld stræber efter den tilbydende nåde, ved Guds velvilje tilregnes ham som en slags fortjeneste, så ville han ikke været blevet fordømt; og hvis dette skel mellem fortjenstfuld fortjeneste og rimelighedsfortjeneste var blevet opfundet dengang, så ville han måske have undgået kætterdommen, i hvert fald hvad angår denne artikel, hvis han kun havde fornægtet den fortjenstfulde fortjeneste. Så meget om den første fornærmelse.

¹⁰¹ Ad alteram respondeo, nos non elevare magnitudinem gratiæ divinæ, sed potius exaggerare inæstimabilem Dei bonitatem, quæ tantillum quod hominis imbecillitas præstare queat, boni consulat, quodque deest de suo suppleat. Fatemur esse verba clarissima, gratis justificari, et, si ex operibus, jam non est gratia, cæteraque permulta quæ legimus apud Paulum, sed hæc clarissima tenebant memoriter, qui nonnihil tribuerunt libero arbitrio.

Til den anden vil jeg svare, at vi ikke formindsker storheden af den guddommelige nåde, snarere overdriver vi Guds uvurdérlige godhed, som godskriver det meget lidt, som den menneskelige svaghed kan yde, og skyder det til, der mangler. Vi indrømmer, at det er soleklare ord, 'at blive retfærdiggjort uforskyldt', og 'hvis det er af gerninger, så er det ikke af nåde' (L10#86) og det er meget andet, som vi læser hos Paulus, også, men de, der tillægger den frie vilje noget, har også disse klare ord i erindring.

¹⁰² Verùm hæc quoniam dicta sunt adversus Judæos pro Gentibus, juxta materiam subjectam debent intelligi, nimirum venientibus ad Euangelium, gratiam non dari veluti debitam Legis operibus, quæ Judæi conabantur Gentibus imponere, puta circumcisionem, discrimina ciborum ac dierum, aut alioqui recte factis: Quod si fuisset, nec Judæi fuissent admissi, qui potissimam Legis partem non observarant, nec Gentes, qui vacui bonorum operum ab idololatriis et scortationibus veniebant ad Euangelium. Ita gratis dari dicitur, quod datur absque illis operibus, sine quibus Judæi negabant dari gratiam. Non tamen consequitur, in quibusdam aliqua non potuisse præcedere, quæ gratiam invitarent.

Men imidlertid var disse ord talt imod jøderne til fordel for hedningerne, og de bør forstås ifølge det, de handler om, nemlig, at de, der kommer til evangeliet, får ikke nåden som noget, der skyldtes dem for lovgerninger, som jøderne stræbte efter at pålægge hedningerne, nemlig, omskærelsen, særlig mad og særlige dage, eller andre gode gerninger. For hvis det forholdt sig sådan, ville jøderne ikke være blevet modtaget, for de overholdt ikke den væsentligste del af loven, og hedningerne ville heller ikke, for de havde ingen gode gerninger og kom til evangeliet fra afgudsdyrkelse og utugt. Derfor siges det at gives uforskyldt, fordi det gives uden de gerninger, som jøderne hævdede skulle til for at nåden kunne gives. Men deraf følger ikke, at der i de gerninger ikke kan ydes noget, som påkalder nåden.

^{103 [228] (678-92)}           Hæc dissimulans Lutherus aerem verberat, eadem opera dissulota sunt quæ congerit proximo Cap. Sublatis enim columnis corruit quicquid superstruxit. Quod autem rursus insultat universis Ecclesiæ Doctoribus, qui in tam clara Pauli luce cæcutierint, ne nullum meritis locum relinquerent: Imo pia religione divinarum Scriptirarum non sunt ausi inducere rerum omnium absolutam necessitatem, quam ne Philosophi quidem saniores approbarint, præsertim cum in Litteris divinis toties viderent factam mentionem, meritorum, præmiorum, operum mercedis, brabeorum, certaminum, et coronarum. Lutherus igitur illis non oculatior est, sed audacior.

           Det lader Luther, som om han ikke kan se, og derfor fægter han i luften. På samme måde er alt det, han hober op i næste afsnit, opløst. For når søjler fjernes, falder det sammen, som er bygget på dem. Og så skælder han igen ud på kirkens lærde, som i dette klare lys fra Paulus var blinde af frygt for, at der ikke skulle blive plads til fortjenesterne. (L10#88). Det forholder sig stik modsat: i from ærefrygt for den hellige skrift vovede de ikke at indføre nogen tanke om alle tings absolutte nødvendighed, som ikke engang de sundere filosoffer gik med til, især når de i den hellige skrift så, at der så ofte nævnedes fortjenester, belønninger, løn for gerninger, sejrskranse, kampe og kroner. Luther er derfor ikke mere skarpsynet end dem, han er blot frækkere.

^{104 [229] (678-92)} Nec Abrahæ exemplum subvertit liberum arbitrium. Nam Apostolus illud produxit adversus Judæos, contendentes ex Gentibus non admittendos ad Euangelii gratiam, nisi circumciderentur, reliquasque Legis ceremonias observarent, velut illis esset imputanda salus. Quoniam autem Abraham nondum circumcisus, quod erat Legis signaculum, meruit à Deo justitiæ laudem ob fidem, colligit et Gentes per eandem fidem absque circumcisione posse justificari. Judæi plurimum tribuebant Abrahæ, quo Patriarcha magnopere gloriabantur. Nec erat aliud exemplum insignioris fiduciæ, qui præter* spem in spem credidit, et ita constanter credidit, ut jussus non cunctatus sit immolare filium unicum Isaac, in quo residebat omnis spes posteritatis.

* Vulgata har contra. Græsk: par elpida.

Heller ikke Abrahams eksempel underminerer den frie vilje. For apostelen fremfører dette imod jøderne, som holdt på, at af hedningerne var det kun dem, der lod sig omskære og fulgte de andre af lovens ceremonier, der skulle have adgang til evangeliets nåde, som om det var ved disse ting at frelsen blev givet. Men fordi Abraham, mens han endnu var uomskåret – og omskærelse var tegn på loven – fortjente ros fra retfærdighedens Gud på grund af troen, drager Paulus den slutning, at også hedningerne kan retfærdiggøres uden omskærelse på grund af den samme tro. Jøderne tillagde Abraham ganske meget, og roste sig meget af denne patriark. Ejheller var der noget andet eksempel på en særlig tro, som troede med håb, mod håb, (rom#4.18), og troede så vedholdende, at han ikke tøvede med at ofre sin eneste søn, Isak, i hvem alt hans håb og efterkommere var samlet.

¹⁰⁵ Hoc igitur adfert in medium, simul ut Judæis obturet os, et Gentibus addat fiduciam. Quod autem Lutherus id quod de ritibus Legis, aut externis operibus dictum est, torquet ad omnes hominis actiones, suo more facit parum pudenter. Nam hoc ipsum quod Abraham credidit Deo, opus erat, nec tum primum Abraham coepit credere Deo, sed tum editum est nobis evidens exemplum fidei. Quid igitur hîc agit Paulus? Ut ostendat, opera Patriarchæ omnia fuisse ingrata Deo, priusquam illi quod credidit Dei promissis imputatum sit ad justitiam?

Og derfor fremfører Paulus dette: han vil på én gang lukke munden på jøderne og øge hedningernes tillid. Men når Luther fordrejer det, der er sagt om lovens ceremonier og om de ydre gerninger, til at dreje sig om alle menneskets handlinger, gør han det med sin sædvanlige frækhed. For selve det, at Abraham troede Gud, var en gerning, og det var heller ikke først da, at Abraham begyndte at tro på Gud, men han afgav ved den lejlighed et klart eksempel på tro for os. Hvad var det altså, Paulus ville her? Var det, at vise, at patriarkens gerninger alle var uden Guds velbehag, indtil det, at han troede Guds forjættelser, blev tilregnet ham til retfærdighed?

¹⁰⁶ Nequaquam: nam et ante crediderat Abraham, et Deo grata erant illius opera, sed ostendit illius (1503) fiduciam adeo placuisse Deo, ut per hanc incircumcisus et nullis Mosaicæ Legis observantionibus commendatus mereretur justi titulum, idque suffragio Dei. Omitto quod identidem nobis occinit, quicquid justum non est, id esse damnabile, et ira dignum, nec agnoscens actiones medias, nec justitiam moralem aut imperfectam.

Nej, på ingen måde. For Abraham troede også tidligere og takkede Gud for hans gerninger, men han viste, at hans tillid i den grad behagede Gud, at han i kraft af den fortjente betegnelsen retfærdig, og det ved Guds egen bedømmelse, selv om han ikke var omskåret og ikke anbefalet ved at holde moselovens bestemmelser. Jeg springer over det faktum, at Luther igen synger sin vise om, at hvad der ikke er retfærdigt, er fordømmeligt, og værdig til vrede, for han anerkender ikke gerninger midt imellem, eller nogen moralsk eller ufuldkommen retfærdighed.

¹⁰⁷ Sed operanti, inquit, imputatur merces secundum debitum, credenti imputatur fides ad justitiam. Paulus sentit de Judaico operario, qui securus de fide deque caritate, sic exercebat opera Legis, quasi per illa daretur salus. Credenti vero incircumciso, ideo dicitur imputari justitia, quod gratis condinantur peccata: nec enim fides confert justitiam si desit caritas, sed fides primus aditus est ad justitiam.

”Men”, siger Paulus, ”den der gør gerninger, ham tilregnes løn efter fortjeneste, men den, der tror, ham tilregnes troen til retfærdighed” (rom#4.4) (L10#92). Paulus mener en jøde, der gør gerninger, og som stoler på sin tro og sin kærlighed, men udfører lovens gerninger, som om der blev givet frelse gennem dem. Men af den grund siges retfærdighed at tilregnes den, der tror, men er uomskåren, at synderne tilgives ufortjent. For troen fører ikke til retfærdighed, hvis kærligheden mangler, men troen er den første trædesten til retfærdighed.

¹⁰⁸ Id confirmat testimonium David, Beatus vir, cui non imputabit Dominus peccatum, hoc est, cui per fidem gratis condinata sunt crimina. Id evidentius declarant quæ sequuntur: Quomodo ergo reputata est, in circumcisione, an in præputio? Non in circumcisione, sed in præputio. An non hæc dilucide commonstrant Paulum agere de Legis cæremoniis, aut certe externis operibus, quæ sine fide et caritate præstari possunt apud homines?

Det bekræfter Davids vidnesbyrd: ”Salig er den mand, hvem Herren ikke tilregner synd” (rom#4.8; Sl 32.2). Det forklares mere tydeligt af det, der følger: ”Hvordan blev det altså tilregnet ham, som omskåret eller som uomskåret? Ikke som omskåret, men som uomskåret”? (rom#4.10) Viser dette ikke tydeligt, at Paulus taler om lovens ceremonier, eller i hvert fald om ydre gerninger, som kan ydes blandt mennesker uden tro og kærlighed?

¹⁰⁹ Sed Paulus distinguit operantem à credente. Verum, sed operantem Judaice, sine caritate, cum fiducia operum corporalium, quales nimium multos habet et hodie Christianismus, et credentem Christiano more, nimirum fide, quæ per dilectionem operatur. Ex his facile diluuntur, quæ magnifice disserit hîc Lutherus. Nam properandum est, ne nullus sit voluminis modus.

Men Paulus skelner mellem den, der gør gerninger, og den, der tror. Sandt nok, men han skelner mellem én, der gør gerninger på jødisk manér, uden kærlighed, i tillid til de legemlige gerninger, som for mange gør det i vore dage, også i kristendommen, og den, der tror på kristen manér, nemlig med en tro, der er virksom i kærlighed (gal#5.6). Heraf lader det sig let forklare, hvor storslået Luther her afhandler. For vi må skynde os, ellers bliver der intet mådehold med dette værk.

^{110 [230] (680-93)}            Nec in proximo Capite quicquam adfert novi, præter asseverationes, jactans nescio quod agmen validissimorum argumentorum si proferre liberet, ac propemodum minitans se totum Paulum perpetuo commentario sic interpretaturum, quemadmodum hæc interpretatus est. Sed eadem opera nobis interpretari poterit Homerum ac Virgilium.

         Heller ikke i det næste afsnit (L10#90) fremfører han noget nyt, udover påstande, idet han praler af jeg véd ikke hvor stor en skare af særdeles gyldige argumenter, som han kunne drage frem, hvis han ville, og idet han næsten truer med, at han vil fortolke hele Paulus i en fortløbende kommentar på samme måde, som han fortolker dette sted (L10#99). Og mens han er i gang, kunne han jo også fortolke Homer og Vergil.

^{111 [231] (680-93)} Quod proxime sequitur Caput præter verborum ampullas, ac strenuas asseverationes, et hyperbolicas exaggerationes jam toties auditas ac rejectas nihil habet, eoque non morabimur his recitandis aut refellendis lectorem. Jactat jam dudum partam victoriam, quam ni fatemur, paratus est totum Paulum in nos instruere, quod bonum atque commodum sit, si quis permiserit, ut Scripturas solus suo arbitratu interpretetur, rejectis omnium sententiis.

Det næste afsnit indeholder intet udover ordgejl, stærke forsikringer og overdrevne overdrivelser, som vi allerede har hørt og forkastet mange gange, og derfor vil vi ikke sinke læseren ved at referere eller gendrive dem. Han praler af, at han allerede har vundet sejr, og hvis vi ikke vil indrømme det, er han parat til at belære os i hele Paulus, hvilket vil være godt og passende, hvis nogen ville tillade ham at fortolke skriften alene efter hans forgodtbefindende, og forkaste alle andres meninger.

¹¹² At ni me mea fallit opinio, quemadmodum Paulus magna vehementia pugnavit adversus fiduciam operum humanorum, cum per hanc videret Euangelii gloriam periclitari, ita si nunc videret plerosque ob negatum liberum arbitrium, et inductam omnium rerum absolutam necessitaten, vel desperare, vel securos vivere, quasi nihil referat bene operentur an male, modo sibi persuadeant Deum pro peccatis hominum dedisse poenas, omnibusque donaturum vitam æternam qui credunt ipsi, majore vehementia tueretur liberum arbitrium et attolleret naturæ vim in homine relictam, quod facit, dum Philosophis exprobrat suam impietatem.

Men hvis jeg ikke tager fejl, så er det sådan, at ligesom Paulus med stor styrke kæmpede imod at tro på menneskers gerninger, fordi han gennem en sådan tiltro så evangeliets herlighed i fare, således ville han i vore dage, hvis han så så mange, som, fordi den fri vilje blev fornægtet og altings nødvendighed blev indført, enten fortvivler eller lever i sikkerhed, som om det ikke betød noget, om de handlede godt eller ondt, blot de kunne overbevise sig selv om, at Gud har givet straf for menneskenes synder, og at han vil give alle dem, som tror på ham, evigt liv ... hvis Paulus så det, ville han med større styrke forsvare den frie vilje og fremhæve den naturlige kraft, der er efterladt i mennesket, som han gør, når han bebrejder filosofferne deres ugudelighed.

¹¹³ Pergit urgere nos duobus Pauli verbis, carnis et spiritus. Paulus Rom. VIII. scribit: Vos in carne non estis, sed in spiritus, si tamen Spiritus Dei habitat in vobis. Si quis autem Spiritum Christi non habet, hic non est ejus. Ex his verbis colligit omnes esse in carne, qui Spiritum Christi non habent, et esse Satanæ, qui Christi non sunt.

Luther fortsætter med at understrege to ord hos Paulus for os: kød og ånd. (L10#103). Paulus skriver i rom#8.8f: ”I er ikke i kødet, men i ånden, hvis ellers Guds ånd bor i jer. Men den, der ikke har Kristi ånd, hører ham ikke til”. Af disse ord drager han den slutning, at alle de, der ikke har Kristi ånd, er i kødet, og at de, der ikke hører Kristus til, hører Satan til. (L10#104).

¹¹⁴ Donamus hoc etiam, sicut Lutherus alibi docuit, omnes quantumvis justos, simul esse sub regno Spiritus et Satanæ, quod in his etiam concupiscat caro adversus spiritum, et spiritum adversus carnem. Sed perimit liberum arbitrium quod sequitur, Qui in carne sunt Deo placere non possunt, et quod præcedit: Prudentia carnis mors est, prudentia autem spiritus vita æterna. Et, prudentia carnis Legi Dei non est subjecta: nec enim potest. Quid si respondeam hæc pertinere ad Judæos gloriantes in littera Legis, spiritu vacuos? Hinc enim coepit hic sermo, quanquam Paulus suo more videtur et longius protrahere disputationem, in ea quæ finitima sunt (1504) huic materiæ.

Det går vi også med til, det, som Luther andetsteds lærer, at alle, hvor retfærdige de end er, samtidig er under åndens og Satans herredømme, for også i dem begærer kødet imod ånden, og ånden imod kødet. ”Men det, der følger, tilintetgør den frie vilje: 'De, som er i kødet, kan ikke behage Gud', og det, der går forud: 'Det, kødet vil, er død, men det, ånden vil, er evigt liv”, og: 'Det, kødet vil, er ikke underlagt Guds lov, for det kan det ikke'.” (L10#105). Hvad nu, hvis jeg svarer, at dette retter sig mod de jøder, der roser sig i lovens bogstav, men mangler ånd? Det er jo det, Paulus' tale begynder med, selv om han som han plejer synes at trække diskussionen i langdrag over til noget, der grænser til sagen.

¹¹⁵ Sed quid hinc colligit Lutherus? Liberum arbitrium quoniam in carne est, non posse suis viribus assequi spiritum? Id fatemur maxime. Impium esse quicquid conatur? Hoc jam ostendimus falso colligi. Nihil boni facere? Jam distinximus boni vocabulum. Nec absurdum sit, si quis male faciens hactenus dicatur placere Deo, ut judicetur idoneus capiendæ gratiæ. Nam Reges quos conspexerint magna vi fideque dimicasse pro dominis suis quamvis improbis adversus ipsos, tamen conantur sibi conciliare, sperantes fore, ut simili fide studioque pugnent pro ipsis.

Men hvad slutter Luther her? At den frie vilje, fordi den er i kødet, ikke kan opnå ånden ved sine egne kræfter? Det indrømmer vi gerne. At alt, hvad der stræber efter, er ugudeligt? Vi har allerede påvist, at det er en falsk slutning. At den intet godt kan gøre? Vi har tidligere skelnet mellem forskellige slags godheder. Det er heller ikke absurd, hvis én, der hidtil handler ondt, siges at behage Gud, fordi han har bedømt ham til at være egnet til at modtage nåden. For konger, som ser nogen kæmpe med stor kraft og troskab for deres herre imod sig, vil, ligegyldig hvor onde de er, prøve at vinde dem for sig, idet han håber på, at de med en lignende troskab og iver vil kæmpe for dem.

¹¹⁶ An Paulus persequens Ecclesiam Dei peccarit, nunc non definio. Lex præcepit ut si quis exstitisset Propheta, qui diversa doceret à Lege, tolleretur è medio, Christum docentem aut edentem miracula non viderat, Apostolos non audierat, sed acceperat Jesum quendam Legis perniciem molientem à Sacerdotibus, Scribis, Pharisæis, Senioribus et populo, magno consensu captum, accusatum, convictum, damnatum et sublatum in crucem: Hujus superesse discipulos eadem molientes.

Om Paulus syndede, da han forfulgte Guds kirke, vil jeg ikke her tage stilling til. Loven foreskrev, at hvis der fremstod en profet, der lærte anderledes end loven, skulle han tilintetgøres. Han havde ikke set Kristus lære eller udføre mirakler, han havde ikke hørt apostlene, men han havde forstået, at en vis Jesus ville arbejde for lovens tilintetgørelse og at han med enstemmighed fra præsternes, de skriftkloges, farisæernes, de ældstes og folkets side var blevet fanget, anklaget, dømt, fordømt og overgivet til korsdøden, og at hans tilbageblevne disciple stræbte efter det samme.

¹¹⁷ Affectus erat pius, error erat in personis et re. Verùm ut maxime peccarit, quod ipse agnoscit, tamen ex hoc errore Deus judicavit illum fore strenuum Euangelii propugnatorem. Quemadmodum in muliere abortus non est bonum opus naturæ, spem tamen foecunditatis: et erubescere adolescentem virtus non est, arguit tamen indolem aptam virtuti.

Hans følelse var from, hans tog fejl, hvad personen og sagen angår. Men hvor meget han end syndede, og han indrømmer det selv, så bedømte Gud ham dog ud fra denne vildfarelse til at blive evangeliets indædte forkæmper, ligesom en kvinde, der får en abort, ikke oplever et gode fra naturen, men dog får håb om, at hun er frugtbar, og ligesom en ung mand, der rødmer, ikke har nogen dyd, men dog derved røber en beskaffenhed, der er egnet for dyd.

¹¹⁸ Rejicit interpretationem Origenis de homine secto in tres partes, spiritum, animam et carnem. Verùm cum constet hoc à Paulo factum, exponat nobis, quæ sit illa tertia pars hominis, cum ipse nolit esse plures duabus. Somniat Origenes, quia non probat quod interpretatur, et Lutherus sua probat adferens tam violentas interpretationes. An asseverare probare est? Non potest arbor mala fructus bonos facere. Si fructus sunt opera hominis, Lutherus docet, ne justorum quidem opera esse bona.

Han forkaster Origenes' fortolkning om, at mennesket er delt i tre dele, ånd, sjæl og kød. Men selv om det står fast, at dette er foretaget af Paulus, så må Luther forklare os, hvad den tredje del af mennesket er, for han går selv ikke med til, at der er mere end to. Origenes drømmer, for han beviser ikke det, han fortolker (L10#106), og Luther beviser sine påstande ved at fremføre sådanne voldsomme fortolkninger. Men det at påstå er at bevise? Et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Hvis frugterne er menneskets gerninger, så lærer Luther, at end ikke de retfærdiges gerninger er gode.

¹¹⁹ Et bonos fructus appellat, non quomodocunque bonos, sed Euangelicæ bonitatis quos fatemur per lilberum arbitrium præstari non posse, citra gratiæ præsidium. Si mali dant bona dona filiis suis, num ideo peccant adulteri, dum filios suos alunt juxta naturæ Deique legem? Quemadmodum igitur quidam boni dicuntur, non quod præditi sint perfecta virtute, sed quod aliquousque ad probitatem accesserunt: Ita Dominus apud Luc. XI. malos appellat discipulos suos, non quod essent extremæ malitiæ, sed quod imperfecte essent boni.

Og kan kalder dem gode frugter, og han mener ikke: en eller anden slags gode frugter, men han taler om den evangeliske godhed, som vi indrømmer ikke kan ydes af den frie vilje uden nådens hjælp. Hvis de onde giver deres børn gode gaver, mon utugtige af den grund synder, når de opfostrer deres børn ifølge naturens og Guds lov? Og derfor, ligesom nogen kaldes gode, ikke fordi de udstyret med fuldkomne dyder, men fordi de har gjort et vist fremskridt hen imod godheden, således kalder Heerren i Luk 11,13 sine disciple onde, ikke fordi de var ekstremt onde, men fordi de kun ufuldkomment var gode. (L10#107).

¹²⁰ Etenim si de malis et impiis sensisset, non addidisset, quanto magis Pater vester coelestis de coelo dabit Spiritum bonum petentibus se? Quorsum autem hîc attinet illud: Omne quod non est ex fide, peccatum est, Loquitur enim illic Paulus de iis qui vescebantur carnibus reclamante conscientia. Peccat autem quisquis id facit quod, tametsi non est peccatum, tamen ex infirmitate conscientiæ judicat esse peccatum. Hoc testimonium alio loco tempestivius citari poterat.

Hvis han havde ment, at de var onde og ugudelige, så ville han ikke have tilføjet: ”Hvor meget mere vil så ikke jeres himmelske Fader give sin gode ånd til dem, der søger den?” Og hvilken relevans har det ord af Paulus: ”Alt, hvad der ikke er af tro, er synd”? (rom#14.23). (L10#108). For her taler Paulus om dem, som spiser kød imod deres samvittighed. Men enhver synder, som gør det, som, skønt det ikke er synd, dog af den svage samvittighed bedømmes til at være synd. Dette skriftsted kunne være citeret mere passende et andet sted.