Hyperaspistes 14

^{1 [185] [581-43]}         Multa sciens prætereo, ne nullus sit disputandi finis, seu rixandi potius. Ventum est ad eum locum, Omnis caro foenum, et cætera. Hîc iterum conspuitur Hieronymus, ac declamatur locus communis de tædio, cum ipse postulet à nobis, ut bono stomacho devoremus tam impotentes Scripturarum torturas, tot paradoxa lemmata, tot parerga, tot ecbases, tot sannas, tot convitia, quibus intolerabilis est etiam suis applausoribus. Sed ad foenum redeamus, audituri Sophistam nugacissime nugantem. Hieronymus interpretatur carnem infirmam hominis conditionem, spiritum indignationem divinam. Hæc vere dixit Diatribe.

         Jeg springer med vilje over en del, at vor disputation, eller snarere skænderi, ikke skal blive endeløs*. Vi kommer så til stedet ”Alt kød er hø, osv”. (Es 40,6-7) (L9#27). Her spytter han igen på Hieronymus og han kommer med et almindeligt udsagn om væmmelse, skønt han kræver af os, at vi har tilstrækkelig stærke maver til at kunne sluge så outrerede skriftfordrejninger, så mange paradoksale argumenter, så mange afstikkere og så megen udenomssnak, så megen snerren og så mange fornærmelser, som gør det utåleligt, endog for hans rygklappere. Men lad os vende tilbage til ”høet” og lytte til dette sofistiske vrøvlehoved og hans vrøvl. Hieronymus fortolker ”kød” som menneskets svage vilkår, ”ånd” som den guddommelige vrede. Det gengiver Diatriben meget nøjagtigt. (e3#16)

* Det synes kun at være L9#26, Erasmus springer over.

²   Nunc audi Sophistam mire facetum: Nihil-ne, inquit, igitur aliud habet indignatio divina, quod exsiccet, quam miseram illam et infirmam hominis conditionem, quam potius debebat erigere? Ubi sunt hîc applausores hujus fabulæ? Nonne lepide lauteque noster miles? Dissimulat quod addidit Diatriba, quæ nihil valet adversus Deum, significans hominem naturæ dotibus inflatum erigere se adversus Deum, et hanc (1458) elationem exsiccat Dei virtus, quemadmodum Auster exsiccat foenum aut flores. An non hoc eximie facetum? Mane dum addit quidam facetius. Sed illud, inquit, pulchrius, flos foeni est gloria quæ nascitur ex felicitate rerujm corporalium. Judæi gloriabantur templo, circumcisione, victimis, Græci sapientia: igitur flos foeni, et gloria carnis est justitia operum, et sapientia mundi. Quomodo igitur justitia et sapientia dicuntur res corporales apud Diatriben?

Hør nu denne forbavsende vittige sofist: ”Har da den guddommelige vrede ikke andet, den kan udtørre, end denne elendige og svage menneskelige tilstand, som den snarere skulle oprejse?” (L9#28) Hvor er her rygklapperne til denne historie? Mon vores soldat har været net og elegant? Han lader, som om han ikke ser, hvad Diatriben tilføjer ”som intet er værd overfor Gud” (e3#16), hvormed den betegner en person, der er opblæst af sine naturlige gaver og vil ophøje sig imod Gud, og denne stolthed udtørrer Guds kraft, ligesom søndenvinden udtørrer græsset eller blomsterne. Er Luther ikke utrolig vittig her? Ja, vent bare, han tilføjer noget endnu mere vittigt. ”Men det næste er endnu smukkere: 'Markens blomster er den herlighed, som fødes ud af lykken ved de legemlige ting. Jøderne pralede af templet, af omskærelsen, af ofringerne, grækerne af deres visdom.' (e3#16) Altså er markens blomster og kødes herlighed gerningernes retfærdighed og verdens visdom. Hvordan kan da retfærdighed og visdom kaldes legemlige ting hos Diatriben?” (L9#28)

³ Habes alteram facetiam. Sed interim conjungit meam opinionem cum recitatione Hieronymiana. Hactenus recenseo Hieronymianam, Siquidem hoc loco spiritum accipis Hieronumus pro indignatione divina, carnem pro infirma hominis conditione, quæ nihil valet adversus Deum, florem pro gloria, quæ nascitur ex felicitate rerum corporalium. Huic Hieronymianæ sententiæ adjicio meam illi finitimam, de fiducia victimarum et Philosophiæ. Quod autem Hieronymus sentit de corporalibus bonis declarant illius verba, quæ sunt, Et re vera si quis carnis fragilitatem adspiciat, et quod per horarum momenta crescimus atque decrescimus, et cætera. Ac mox, Quod dudum infans, subito puer, qui puer repente juvenis, et cætera his consimilia.

Der har du den anden vittighed. Men samtidig blander han min opfattelse sammen med mit citat fra Hieronymus. I første omgang gennemgår jeg Hieronymus' opfattelse: ”I hvert fald forstår Hieronymus på dette sted ånden om den guddommelige vrede, kødet om menneskets svaghed, som ikke gælder noget overfor Gud, blomsterne for den ære, der fødes ud af lykken ved de kødelige ting”. (e3#16). Jeg føjer så min mening sammen med Hieronymus, om tillid til ofringer og filosofi. Men hvad Hieronymus mener med legemlige goder forklarer hans ord. De lyder således: ”Og i virkeligheden, hvis man ser hen til kødets skrøbelighed og til, hvordan vi i hver time vokser eller aftager, osv”. Og lidt efter: ”En, som var et barn, er pludselig en dreng, én, der var en dreng, bliver meget snart en ung mand” og han har andre ord af tilsvarende art.

⁴  Quibus Diatriba adjicit quiddam altius, nec pugnans cum his, nec omnino idem, sed gradu distans potius quam genere. Quis enim nescit Judæorum observationes esse corporales, et justitiam hinc natam esse carnalem? Talis est Philosophorum fiducia, quæ nititur humanis rationibus, ignara Spiritus celestis. Hic quo sit locus calumniæ, templum, præputium et victimas vertit in justitiam operam, et indignatur hanc justiciam ac mundi sapientiam dici corporalem, etiamsi hoc non dixi, cum ipse fateatur totum hominem, et quod in eo est maxime spirituale, nil nisi carnem esse, cum Paulus toties appellet sapientiam carnis, humanam sapientiam, et justitiam carnis, observationem rerum corporalium.

Til disse ord af Hieronymus føjede Diatriben noget højere, som ikke stod i modsætning til det, og heller ikke var helt identisk med det, men snarere var forskellig derfra i grad end i art. Hvem véd nemlig ikke, at jødernes lovoverholdelse er legemlig og den retfærdighed, der opstår heraf, er kødelig? Af den art er også filosoffernes selvtillid, som hviler på menneskelige fornuftslutninger og er uvidende om den himmelske ånd. For at finde en anledning til at skælde ud fordrejer Luther her templet, omskærelsen og ofringerne til at være gerningsretfærdighed og han vredes over, at denne retfærdighed og denne verdens visdom kaldes legemlig, skønt jeg ikke har sagt det, og skønt han selv tilstår, at hele mennesket og hvad der er mest åndeligt i ham, ikke er andet end kød, og selv om Paulus mange steder kalder den menneskelige visdom en kødets visdom og overholdelse af legemlige ting en kødelig retfærdighed.

⁵ Romanorum VIII. Sapientia, inquit, carnis inimica est Deo. Et secunda ad Corinthios 1 Non in sapientia carnali, sed in gratia Dei conversati sumus in hoc mundo. Hanc sapientiam alias vocat sapientiam hujus mundi: Et Jacobus vocat animalem, distinguens à spirituali. Et justitiarum carnis meminit scribens ad Hebræos. Reliqua sunt insulsiora, quam ut vel referenda sint. Nunc audiamus doctorem hyperbolicum, Foenum est populus, flos foeni est gloria populi. Cum confert populum Deo, hoc est totum genus humanum, nonne significat infirmos et imbecilles, frustraque gloriantes adversus Deum?

I rom#8.7 siger han: ”Kødets visdom er fjendskab med Gud”. Og i 2kor#1.12: ”Vi har vandret ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde i denne verden”. Denne visdom kalder han andetsteds ”denne verdens visdom” (1kor#1.20; 1kor#2.6). Og Jakob kalder den ”dyrisk”, idet han adskiller den fra den åndelige visdom. (Jak 3,15). Og forfatteren til Hebræerbrevet taler om kødelige forskrifter. (Heb 9,10). Resten er det for flovt at referere.

Lad os nu hører dr. Overdrivelse: ”Græsset er folket, græssets blomster er folkets herlighed. Når han sætter folket op mod Gud, det vil sige, hele menneskeslægten, mon så det betyder de svage og dumme og dem, der forgæves praler imod Gud?”

⁶  Dic Sophista, Quid interest inter infirmam hominis conditionem, et hominem infirmum? Verùm ne nugis hujusmodi teramus tempus, donemus universos homines esse foenum sive gramen, hujus florem esse, quicquid adest homini naturæ viribus, quid efficiet? Impium igitur affectum esse quicquid est in homine: nam hoc negat Diatribe, nec tamen suggillat Philippum, quem non nominat, et si suggillaret, quid erat periculi? Non est fas à Philippo dissentire? Vide tamen quam hoc ipsum verbis modestis significo: Si quis contendat, id quod in hominis natura præstantissimum ests, nihil aliud quam carnem, id est, affectum impium esse, huic facile assentiar, si id, quod asseverat, Scripturæ sacræ testimoniis doceat.

Sig mig, din sofist, hvad er forskellen mellem en svag menneskelig betingelse og et svagt menneske? Men for at vi ikke skal spilde vores tid med bagateller, lad os så indrømme, at alle mennesker er hø eller græs, hvis blomster er alt det, som mennesket har af naturlige kræfter, hvad får han så ud af det? At hvad som helst der er i mennesket er en ugudelig følelse. (L9#31) For det nægter Diatriben, og den håner ikke Melanchthon, som den ikke nævner, og selv om den hånede ham, hvad forkert ville der så være ved det? Er det forkert at være uenig med Melanchthon? Se dog, med hvor mådeholdne ord jeg betegner ham: 'Hvis derfor nogen vil påstå, at det mest fremragende i menneskets natur ikke er andet end 'kød', det vil sige, en ugudelig følelse, så ville jeg da gerne tiltræde dette, hvis han blot ville belægge det, han forsikrer, med skriftvidnesbyrd'. (e3#18)

⁷  Atque id quidem tam modeste, suppresso etiam nomine dictum, ferre non potuit Lutheri stomachus: adeo gloriatur quod illud ingenium sibi dedwlacen, qua de re plurimi non mediocriter idque non sine causa dolent. Utinam felicem illam indolem optimis disciplinis natam non involvisset suæ tragoediæ! Assentior quod est in homine præstantissimum, exarescere si contendat cum verbo Dei, cui si se submittat, efflorescet in vitam æternam. Et Petrus explicat Prophetæ sermonem esse parabolicum, sic referens, omnis caro ut foenum, et omnis gloria ejus tanquam flos foeni. Nec tam interpretatur de quibuslibet hominis partibus, quam de corruptis affectibus.

Men selv om det er meget moderat og jeg slet ikke nævner navnet, kan Luthers temperament ikke holde til det, i den grad praler han af, at dette geni har gjort sig til hans slave, hvilket gør mange ondt og det ikke uden grund. Gid Luther ikke havde involveret dette lykkelige talent, født til de bedste studier, i sin tragedie! Jeg er enig i, at hvad der er det allerbedste i mennesket hentørres, hvis det kæmper mod Guds ord, men hvis det underlægger sig det, blomstrer det til evigt liv. Også Peter forklarer, at profetens ord er en lignelse, idet han skriver således: ”Alt kød er hø, og alt dets herlighed er som græssets blomst” (1 Pet 1,24). Men han fortolker det ikke så meget om nogen del af mennesket, som om de fordærvede følelser.

⁸  Præcedit enim, animas vestras castificantes in obedientia caritatis. Et sequitur. (1459) Deponentes igitur omnem malitiam et omnem dolum, et cætera. Si Lutherus misotropos gaudet quam minimum à simplicibus verbis discedere, approbare debet hunc sensum. Omnis caro, id est, omnis homo, nondum renatus coelitus, est foenum, id est, res terrena, vilis, momentaneaque; exaruit gramen, afflatu divini Spiritus, vel immisso morbo, vel senio, vel alia calamitate, aut, si Lutherus patitur, vindicta: neque enim hîc urgebo aheneam regulam, qua nos docuit, spiritus vocabulum, quoties confertur ad Deum, sonare benignitatem, nisi forte Dei benignitas exsiccat hominem. Arefacto gramine, flos, id est, gloria, si qua est, levis et momentania decidit.

For forud for det har han skrevet: ”idet I renser jeres sjæle i lydighed mod kærligheden” (1 Pet 1,22). Og bagefter skriver han: ”I skal altså aflægge al ondskab og al svig, osv” (1 Pet 2,1). Hvis Luther, der jo hader billedtale, vil glæde sig over at afvige så lidt som muligt fra de enfoldige ord, så skulle han godtage følgende fortolkning: ”Alt kød”, det vil sige, ethvert menneske, der endnu er himmelsk genfødt, ”er græs”, det vil sige, er noget jordisk, værdiløst og øjebliksbestemt; ”græsset tørres”, når Guds ånd blæser derpå, enten ved at der sendes sygdom, alderdom eller nogen anden gebrækkelighed, eller, med Luthers tilladelse, straf; for her vil jeg ikke insistere på denne jernhårde regel, hvormed Luther lærte os, at ordet ”ånd”, når det henviser til Gud, betyder ”velvilje” (L9#3), medmindre Guds velvilje udtørrer mennesket. Når græsset er tørret, så falder blomsten, det vil sige, den lette og øjebliksbestemte herlighed, hvis der er nogen.

⁹  Verùm si gramen hoc inseratur Christo, fit arbor frugifera, nunquam marcescens, eo quod verbum Domini manet in æternum. Indicat hoc Petrus cum ait, Renati non ex semine mortali, sed ex immortali per verbum Dei vivi et permanentis in æternum. Et hujus arboris fructus attigerat ante, puritatem, obedientiam, caritatem, fraternum amorem, cordis simplicitatem. Quis igitur ferat eos, qui carnis vocabulum tribuunt homini quamlibet per gratiam purificato, et carnem interpretantur impium affectum. Taceo de Virgine matre, quam credimus ab omni carnis affectu fuisse immunem, de Prophetis, de Johanne Baptista, arbitror et hodie vivere quam plurimos, qui carent impio affectu.

Men hvis dette græs indpodes i Kristus, bliver det et frugtbart træ, som aldrig hentørres, af den grund, at Guds ord forbliver i evighed. Det antyder Peter, når han siger: ”de er genfødte ikke af dødelig sæd, men af udødelig sæd gennem den Guds ord, som lever og er i evighed”. Og han havde berørt dette træs frugter tidligere, renhed, lydighed, kærlighed, broderkærlighed, hjertets enfoldighed. (1 Pet 1,22-23).

Hvem kunne derfor gå med til det, hvis nogen ved ordet ”kød” forstod ethvert menneske, også om det var renset ved nåden, og fortolkede ”kød” som identisk med en ugudelig følelse. Jeg vil ikke nævne den jomfruelige moder, som vi tror var fri for al kødelig tilbøjelighed, eller profeterne og Johannes Døber, men jeg tror, at der også i dag lever mange, som ikke har nogen ugudelig følelse.

¹⁰ Aliud enim est odisse Deum, aliud minus quam oportet amare Deum: illud impietatis est, hoc infirmitatis humanæ. Jam ut demus hîc aliquem locum peccato orginis, et ex hoc relictæ ad malum pronitati, aut naturæ incommodis, certe Petrus mali graminis fructus commemorat, jubens abjicere omnem malitiam, dolum, simulationes, invidiam ac detractionem. His vitiis ut maxima pars hominum ante gratiam fuit inquinata, ita non arbitror omnes æque fuisse corruptos. Alioqui si omnis homo habet impium affectum, habebat et is qui hæc vociferatur impium affectum. Dicet se sentire hominem Spiritu vacuum.

Én ting er jo at hade Gud, noget andet er at elske ham mindre end man bør. Det første er ugudelighed, det andet menneskelig svaghed. Og selv om vi nu skulle indrømme nogen plads til arvesynden og til den tilbøjelighed til det onde, der stammer herfra, eller til naturens vanskeligheder, så minder Peter dog med sikkerhed os om det onde græs' frugt og befaler os at afkaste al ondskab, svig, bedrag, misundelse og sladder. (1 Pet 2,1). Ligesom størstedelen af menneskene før nåden var tilsmudset med disse laster, således tror jeg ikke, at alle i lige høj grad var fordærvede. Ellers ville det være sådan, hvis altså alle mennesker havde ugudelige følelser, at også han, som råbte op imod dem, havde ugudelige følelser. Luther vil nok sige, at han mener et menneske, som er uden ånden.

¹¹  Imo docet nos in hoc libro, cui respondeo, in non renatis impune regnare Satanam, in renatis esse regnum Satanæ sub regno Spiritus, eo quod caro etiam in sanctis concupiscit adversus spiritum. Si caro sonat impium affectum, et impietas est contumelia in Deum, nonne sequitur et in renatis esse impium affectum? Quod si pronitas ad peccandum est impietas, pietas erit propensio ad bene agendum. Ponemus igitur et in adultis non baptizatis pietatem, eo quod habent nativam propensionem indolis ad virtutem. Nam quod Gentes colebant Jovem, quem optimum maximumque vocabant, ex insitis à natura Religionis seminariis proficiscebatur, licet errarent in delectu personæ, rituque colendi.

Men nej, i selve den bog, jeg her svarer på, lærer han os, at Satan ustraffet hersker i dem, der ikke er genfødt, og at Satans herredømme i de genfødte er underlagt åndens herredømme, fordi også i de hellige begærer kødet imod ånden. (gal#5.17). Hvis ”kød” betyder en ugudelig følelser, og ugudelighed er foragt for Gud, mon så ikke heraf følger, at der også i de genfødte er en ugudelig følelse? For hvis ufromhed er tilbøjelighed til at syge, så skulle fromhed være tilbøjelighed til at handle godt. Lad os derfor sige, at der også i de voksne, der ikke er døbt findes fromhed, fordi de har en medfødt tilbøjelighed til dyd. Hedningerne dyrkede jo Juppiter, som de kaldte den bedste og den største, og det hidrørte fra en sæd fra religionens natur, der var i dem, selv om de tog fejl i at udvælge personen og måden at dyrke ham på.

¹² Proinde caro, quoties absque tropo sumitur, significat eam corporis partem, quæ mollior convestit ossa nervosque, per synecdochen accipitur pro toto corpore, ita dicuntur in carne vivere, qui supersunt corpore. Rursum per synecdochen sumitur pro toto homine, et videbit omnis caro salutare Dei. Et, verbum caro factum est: Item hoc loco, omnis caro foenum. Eadem autem figura Hebræi carnem appellant hominem, qua Latini pro hominibus dicunt mortales, et Scriptura pro omnibus hominibus dicit omni creaturæ. Nam abusus generis pro specie addit epitasim orationi.

Svarende dertil betyder ”kød”, når det forstås uden billedtale, den del af legemet, der som bløddele omkranser ben og muskler, og ved 'synecdochen' forstås det om hele legemet. Således siges de mennesker lever i deres legeme, at ”leve i kødet”. Igen ved en 'synecdochen' forstås det om hele mennesket: ”Og alt kød skal se Guds frelse” (Luk 3,6). ”Og Ordet blev kød” (Joh 1,14). Og ligeledes på dette sted: ”Alt kød er hø” (Es 40,6). For hebræerne kalder mennesket for ”kød” på samme måde som latinerne i stedet for ”mennesker” taler om ”de dødelige”, og skriften i stedet for ”alle mennesker” siger ”hele skabningen”. For når man bruger det almindelige i stedet for det specielle bliver talen mere intensiv.

¹³ Interdum sonat imbecillitatem aut affectum humanum, qui nonnunquam mere naturalis est, nonnunquam ad vitium inclinat, sed nec omne vitium impietas est, nec omnis ad impietatem proclivitas, dici potest impietas. Habes, inquit, Scripturam quam exigis. Quam? Esaias magna voce clamat populum Spiritu Domini vacuum, carnem esse. Audio. Sed impium affectum omnibus adesse non audio, nec audio Spiritu vacuum. Jam enim præcesserat, peccata illius esse condonata. Imo Propheta nihil excipit, sed carnis vocabulo signat hominem, et hanc sententiam in universos homines pronuntiat, eos nihil esse collatus ad Deum, ut mox docebimus.

Af og til betyder ”kød” svaghed eller en menneskelig følelse, som sommetider kun er naturlig, sommetider knytter sig til lasten, men ikke al last er ugudelighed og ikke al tilbøjelighed til ugudelighed kan kaldes ugudelighed.

”Her har du det skriftsted, du kræver”, siger Luther. Hvilket skriftsted? ”Her har du Esajas, som med høj røst råber, at det folk, som mangler Herrens ånd, er 'kød'.” (L9#31) Det hører jeg. Men jeg hører ikke nogen ugudelig følelse, som alle har, jeg hører ikke, at de mangler ånd. For lige før dette skriftsted har vi hørt, at deres synder er dem forladt (Es 40,1f). Ja, profeten undtager ingen, men med ordet ”kød” betegner han mennesket, og den mening har han om alle mennesker, at de ikke er noget sammenlignet med Gud, som vi snart skal høre om det.

¹⁴  At ipse nego quod profiteor. Quid profiteor? Philosophorum gloriam esse florem foeni. Quid ni? (1460) Carnalis est illorum sapientia, non mirum si gloria similis est flori graminis, si conferatur cum verbo Dei. Quare carnalis? Quia animalis, insincera, in plerisque corrupta malis affectibus. Et tamen in his corruptis est summa quædam animi pars, quæ ipsos redarguit, eam appello to hgemonikon, id est principalem. Paulus autem dividit hominem in tres partes, corpus, animam et spiritum: spiritum appellans quod Philosophi dicunt to hgemonikon. Constat autem in Scripturis carnis vocabulum variis usurpari modis, ut modo demonstravimus.

Men jeg nægter selv det, jeg bekender. Hvad bekender jeg da? At filosoffernes herlighed er som græssets blomster. (L9#31) Hvorfor ikke? Deres visdom er kødelig, det er ikke mærkeligt, hvis deres herlighed er lig med græssets blomster, hvis den sammenlignes med Guds ord. Hvorfor er den kødelig? Fordi den er dyrisk, ualvorlig og i de fleste fordærvet af onde følelser. Og dog er der i disse fordærvede en slags højeste sjæledel, som anklager dem; den kalder jeg den førende del (e3#17). Paulus deler mennesket i tre dele, legeme, sjæl og ånd. Det, han kalder ånd, er, hvad filosofferne kalder det ledende. Men det er klart, at i skriften bruges ordet ”kød” på forskellig måde, som vi lige har påvist.

¹⁵ Hæc obiter attigit Diatribe, ut excluderet totum hominem nihil aliud esse quam carnem, etiam post acceptam gratiam. Quid porro facit adversum me Joannes? Dicit homines ex Deo natos fieri filios Dei, dicit quod natum est ex carne carnem esse, quod ex spiritu natum est, spiritum esse: et Paulus distinguit hominem carnalem à spirituali, et in Christo renatos appellat novam creaturam. Cur hæc refert Diatribe? Nimirum ut refellat improbum dogma, hominem etiam post gratiam nihil aliud esse quam carnem, hoc est, impii affectus.

Diatriben berører dette punkt i forbifarten, for at udelukke den opfattelse, at mennesket i sin helhed ikke er andet end kød, også efter at det har modtaget nåden. Videre: Hvad har Johannes at sige imod mig? (L9#32). Han siger, at de mennesker, der er født af Gud, er Guds børn (1 Joh 5,1), han siger, at hvad der er født af kødet, er kød, hvad der er født af ånden er ånd (Joh 3,6). Og Paulus skelner mellem det kødelige menneske og det åndelige (1kor#2.14f), og dem, der er genfødt i Kristus, kalder han en ny skabning (2kor#5.17). (e3#19) Hvorfor citerer Diatriben disse skriftsteder? Det gør den da for at gendrive det tåbelige dogme, at mennesket også efter nåden ikke er andet end kød, det vil sige, ugudelige følelser.

¹⁶ Nec statim fateor principalem hominis partem esse carnem, si plurimi gloria cæterisque cupiditatibus corrupti dilexerunt ea quæ carnis sunt. Sed Johannes dividit hominem in duas partes, in carnem et spiritum, imo vertit totum hominem à carne in spiritum. Alioqui quid est renasci, aut fieri novam creaturam? Et Lutherus committit duo regna, Christi et Belial. Verùm hæc omnia cum tropo dicta sint, non magnopere urgent in seria quæstione, cum allegoria plerunque sit incerta, nec undiquaque congruat.

Jeg går heller ikke uden videre med til, at menneskets vigtigste del er kød, selv om mange, som var fordærvede af ære og andre bestræbelser, elskede det, der hører kødet til. 'Men Johannes deler menneskene i to, i kød og ånd'. (L9#32). Tværtimod, han transformerer hele mennesket fra kød til ånd. Hvad ville det ellers være at blive genfødt eller at blive en ny skabning? Også Luther forbinder de to riger, Kristi rige og Belials rige. Men eftersom alt dette er sagt i billedtale, har det ikke megen vægt i et alvorligt spørgsmål, eftersom en allegori ofte er uvis og ikke stemmer overens på alle punkter.

¹⁷ Verùm ubi est ille spiritus in homine qui non sapit carnem, cum Lutherus doceat totum hominem etiam post datam gratiam justificantem, nihil adhuc aliud esse quam carnem, nec aliud posse quam peccare, adeo ut cum Deus non aliter operetur in illo, quam faber in officina materiave, tamen non possit ullum opus bonum facere. Sed quod ex spiritu natum non est, caro est. Fateor. Ergo nihil aliud quam caro, ergo totus impius? Non assentior. Si concedit carnem sonare quiddam imperfectum et ad malum proclive, fatebor totum hominem esse carnem, non quod omnis hominis affectus sint vitiosi, sed quod nulla pars sit hominis quæ non egeat auxilio gratiæ, videlicet, ratio, voluntas, memoria, appetitus sensitivus. Non tamen illico quicquid ratio percipit, error est, nec quicquid voluntas eligit, impietas est, nec quicquid horret appetitve vis sensibilis, crimen est.

Men hvad bliver der af den ånd i mennesket, som ikke tænker kødeligt, når Luther lærer, at hele mennesket, også efter at det har fået den retfærdiggørende nåde, ikke er andet end kød, og ikke kan andet end synde, i den grad endda, at skønt Gud virker i ham som en tømrer i sit værksted og med sit materiale, kan han dog ikke gøre nogen god gerning. Men hvad der er ikke er født af ånd, er kød. Ja, det indrømmer jeg. Altså er det ikke andet end kød, altså er det helt og holdent ugudeligt? (L9#35d) Det går jeg ikke med til. Hvis han går med til, at kød kan betyde noget ufuldkomment, noget, der er tilbøjeligt til det onde, så indrømmer jeg, at hele mennesket er kød, ikke fordi alle menneskets følelser er onde, men fordi der ikke er nogen del af mennesket, som ikke har brug for hjælp fra nåden, nemlig, forstanden, viljen, hukommelsen, den sanselige drift. Dog er ikke af den grund alt, hvad fornuften bliver klar over, en vildfarelse, og ikke alt, hvad viljen udvælger, ugudelighed, og ikke alt hvad driften afskyr eller drages mod, forbrydelse.

^{18[187] (586-46)}            Hîc exspatiatur rursus in locum communem*, debacchans in me simul et omnes quos hic locus non convincit, ut fateantur nullum esse liberum arbitrium: ac nobis impingit dissimulationem vafram, qui fingamus nos velle doceri per Scripturas, cum nihil velimus minus. Obsecro qua de re postulavit edoceri Diatribe? Num an homo nondum renatus sit caro, et renatus an sit spiritus? Imo hæc et his similia loca produxit adversus Lutheri dogma, quo docet hominem quamvis renatum nihil aliud quam peccare. Verba Diatribes sic habent: Si totus homo etiam renatus per fidem, nihil aliud est quam caro, et caro sonat, ut ipse vult, peccatum, ubi spiritus è spiritus natus, ubi filius Dei, ubi nova creatura? Super his doceri velim.

* Se H13#26.

             Her tager han igen sin tilflugt til et almindeligt udtryk, idet han skælder mig ud, sammen med alle de andre, som dette sted ikke overbeviser, så de indrømmer, at der ikke er nogen fri vilje. Og han anklager mig for et snu bedrag, idet vi foregiver, at vi vil lade os belære af skriften, skønt der ikke er noget, vi er mere uvillige til. (L9#33). Jamen, hør nu, hvad er det, Diatriben hævder, den vil belæres om? Mon det er om, hvorvidt mennesket, der endnu ikke er genfødt, er kød, eller om, hvorvidt den genfødte er ånd? Nej, lige modsat, den satte denne tekst og andre lignende tekster op imod Luthers dogme, hvor han lærer, at mennesket, skønt genfødt, ikke kan andet end synde. Diatribens ord lyder: ”Hvis hele mennesket, også når det bliver genfødt ved troen, ikke er andet end 'kød', hvor er så den ånd, der bliver født af ånden, hvor er Guds barn, hvor er den nye skabning?” (e3#19). Det var det, jeg gerne ville belæres om.

¹⁹  Quæ tandem est in his verbis dissimulatio? An mihi persuasam existimat sententiam tam absurdam, in qua sibi non constat ipse, nonnunquam dicens populum sine spiritu carnem esse, id est, impii affectus, interdum asseverans hominem quantumvis justificatum nihil aliud quam carnem esse, nec aliud posse velle quam peccare. Si caro peccat, et spiritus carni cohærens, quid est illud in homine renato quod dicitur spiritus? Si non est pars hominis, quomodo dicitur homo renatus? Hoc erat quod Diatriba cupiebat doceri testimonio Scripturarum.

Og hvor er der svig i disse ord? Mon han regner med, at jeg er overbevist om en så absurd mening, som han ikke selv holder fast ved, idet han ofte siger, at folket uden ånd er kød, det vil sige: ugudelige følelser, samtidig med, at han forsikrer at selv det menneske, der er retfærdiggjort, ikke er andet end kød, og ikke kan ville andet end synde. Hvis kødet synder, og ånden stemmer overens med kødet, hvad er der så i det genfødte menneske, som kan kaldes ånd? Hvis den ikke er en del af mennesket, hvordan kan det så siges at være genfødt? Det var det, Diatriben stræbte efter at blive belært om af skriftens vidnesbyrd.

²⁰ Proinde quis hic erat locus his quæ declamat adversus Judæos, negantes probari Scripturis, quæ Christus et Apostoli, et tota Ecclesia docuerunt, adversus hæreticos, qui nihil doceri possunt, adversus (1461) Papistas sophistas et Arianos, Proteos et Vertumnos, adversus eos, qui relicto quod est in manibus disserunt de Bello Trojano, nisi quod hujusmodi convitiis saginatur.

Derfor, hvad grund var det til hans erklæring imod jøderne, som nægter, at det, Kristus og apostlene og hele kirken lærer, kan bevises ud fra skriften, imod kætterne, som man ikke kan belære om noget, imod papisterne, sofisterne og arianerne, Proteus'erne og Vertumnusserne, imod dem, som efterlader, hvad de har i hænderne, for at gøre afstikker til den trojanske krig, hvad grund er der til det, andet, end at han er propfuld af skældsord? (L9#33-36)

^{21 [188] (587-46)}  Urget, quod negavi to hgemonikon esse carnem. Etiamnum nego, hoc quidem sensu quo Lutherus carnem appellat. Atqui hoc quod anxie probat, ego propemodum concesseram. Quod urgebam non probat, sed tantum asseverat. Verùm passis velis invehitur in Philosophos, qui nec Deum noverint, mentiente Paulo, qui scribit contrarium, nec ullum habuerint ad honesta nixum, cum tam multa sanctissima præcepta tradiderint, solam turpitudinem esse malum, solam virtutem esse bonum, non esse boni viri injuriam injuria pensare, honestum propter se expetendum: quique de natura Dei, de præmiis ac poenis piorum et impiorum tam multa prodiderunt Christianorum dogmatibus consentanea.

Han lægger vægt på, at jeg nægter, at det ledende i mennesket er kød. Det nægter jeg stadigvæk, i hvert fald i den betydning Luther bruger ordet ”kød”. Men det punkt, som han er ivrig efter at bevise, havde jeg næsten indrømmet ham. Hvad han lægger vægt på, beviser han ikke, han påstår det kun. Men for fulde sejl angriber han filosofferne (L9#37), som hverken kender Gud, (og så gør han Paulus til løgner, for han skriver det modsatte (rom#1.19)), eller som overhovedet ikke stræbte efter det moralsk gode, selv om de dog overleverede så mange højhellige bud, fx, at alene ondskab er forkert, alene dyd er godt, at en god mand ikke gengælder ondt med ondt, at det moralsk gode skal søges for dets egen skyld: og hvad angår Guds natur, belønning og straf for fromme og ufromme overleverede de meget, der var i overensstemmelse med de kristnes dogmer.

²² Hîc rursum nihil credo, et accersitur Lucianus aqeoV. Quis hæc non rideat? Erasmus cum Orthodoxis, cum Ecclesia, cum sacris Ecclesiæ Doctoribus, si non magnifice, certe simpliciter sentiens, nihil credit et aqeoV est, et Lutherus intelligit ac reveretur Scripturas, quas sic torquet ad improbata dogmata. Exigit à me quis præstiterit quicquam horum quæ proposui. Aut si præstiterunt, gloriæ causa præstiterunt.

Her er jeg igen en vantro, og han drager ateisten Lucian ind. Hvem må ikke le af det? Erasmus, der, om ikke glorværdigt, så i hvert fald ærligt, mener det samme som de ortodokse, som kirken, som kirkens hellige lærde, han er vantro og ateist, og Luther forstår og ærer skriften, han, som i den grad fordrejer den til uantagelige dogmer. Så kræver han af mig, at jeg nævner nogen, som ydede noget af det, som jeg foreskrev. Eller han hævder, at hvis de ydede det, ydede de det for ærens skyld. (L9#37)

²³ Certe in Socratem nulla unquam gloriæ cecidit suspicio, nec in Epictetum, nec in Aristidem, nec in Catonem Uticensem. Et fieri potest, ut alii fuerint Socrate cæterisque, quod recensui, meliores. Verùm ne simus prolixiores, fingamus neminem præstitisse, quod ego non sumseram, hoc ipsum tamen videre, quid sit expetendum, deque eo tam accurate non sine affectu scribere, id quod fecit Seneca, declarat in illis aliquam fuisse tum cognitionem, tum propensionem ad honesta.

Hvad der er sikkert, er, at der ikke er faldet nogen mistanke om æresyge på Sokrates eller på Epiktet eller Aristides eller Cato fra Utica. Og det kan godt være, at der er nogle, som er bedre end Sokrates og de andre, som jeg har nævnt. Men for ikke at trække sagen i langdrag, lad os så forestille os, at ingen har ydet det, (men det er ikke mig, der har antaget det), men selve det, at de indså, hvad man skal stræbe efter og beskrev det så nøjagtigt og ikke uden følelse, hvilket Seneca gjorde, viser klart, at der i dem både var erkendelse og tilbøjelighed til de moralsk gode.

²⁴ Quod si caro est proclivitas ad turpitudinem, certe hæc animi pars, qua ista perspiciebant, et expetenda judicabant, et aliqua ex parte expetebant, caro dici non poterat. Quanquam non patiar ullas Philosophorum dotes conferri cum dotibus spiritus Christiani. Et tamen hoc ipsum boni, quod erat in Philosophis, Dei donum erat, dicente Paulo, Deus enim illis revelavit: et fortasse nonnullis haud deerat gratia peculiaris ad justitiam. Romani, inquit, gloriæ causa gerebant, si quid recte gerebant. In M. Antonio Philosopho nulla erat gloriæ suspicio, ne in Aristide quidem, ut modo dictum est, aut Phocione, aut Epaminonda, aut Catone Uticensi, aut Bruto.

Hvis derfor 'kød' er en tilbøjelighed til det onde, så kan givetvis den sjæledel, med hvilken de så disse ting og bedømte dem til at være efterstræbelsesværdige, og hvormed de delvist også stræbte efter dem, ikke siges at være 'kød'. Men selvfølgelig vil jeg ikke gå med til, at nogle af filosoffernes gaver kan sammenlignes med den kristne ånds gaver. Og dog var selve det gode, som var i filosofferne, Guds gave, hvad Paulus også siger: ”For Gud har åbenbaret det for dem” (rom#1.9). Og måske var der nogle af dem, der næppe manglede den særlige nåde, der fører til retfærdighed.

”Men hvad romerne gjorde af det rette, gjorde de for ærens skyld”, siger Luther (L9#38; ref). Men i Marcus Antonius var der ingen mistanke om æresyge, ejheller i Aristides, som jeg lige har nævnt, eller i Focion eller Epaminondas eller Cato fra Utica eller i Brutus.

²⁵  Sed esto, non caruerunt omnino cupidine laudis. Ea res non officit virtuti. Nonne Theologi probant ejusdem actionis honestæ, duos fines, alterum principalem, alterum secundarium, veluti dum concionator salario conductus, suscipit assiduos labores in docendo populo. Si quis hos fines invertit, is peccat. Jam potest quis laudem cum laude petere. Quod genus sit, si pastor integritate vitæ factis ac dictis comparare sibi studeat bonam opinionem, gratiam et auctoritatem apud homines, non ob aliud nisi ut majore fructu fungatur suo munere.

Men lad os gå med til, at de ikke var helt fri for at stræbe efter ros. Det faktum udelukker ikke dyd. Mon ikke teologerne beviser, at der er to endemål med den samme moralske handling, det ene primært, det andet sekundært, f.eks. når en betalt prædikant gør sig megen umage med at belære folket. Hvis nogen vender om på disse to endemål, synder han. Men kan man godt stræbe efter ros på en rosværdig måde. Som f.eks. hvis en præst med et helstøbt liv i gerning og ord stræber efter at opnå velvilje, gunst og autoritet blandt mennesker af den ene grund, at han kan udføre sin pligt med større frugt.

²⁶ Sic arbitror multos Ethnicos multa præclara gessisse tum privatim tum publice, primum quia judicabant hoc esse honestum, eadem facturi, etiamsi nullæ statuæ titulive contigissent, et huc tamen spectasse, quo simul et suis relinquerent domestica virtutum exempla, et alios ad æmulationem recte factorum provocarent. Jam qui docuerunt, archetypum omnis honesti proficisci à mente Dei, quem quocunque nomine, summum bonum, et omnium bonorum parentem intelligebant, dum fatentur honestum propter se expetendum, utique Deo benefactorum gloriam tribuebant, non sibi vindicabant.

Ligeledes tror jeg, at mange hedninger udførte mange gode ting, både privat og offentligt, især fordi de regnede med, at det var moralsk rigtigt, og at de ville have gjort det samme, selv om de ikke havde opnået nogen status eller noget navn ved det; men de tog dog også hensyn til, at de samtidig også kunne efterlade deres familie et godt eksempel på hjemlig dyd, og til, at de kunne opildne andre til at forbedre sig til at handle ret. Og de, der lærte, at grundlaget for al menneskelig dyd lå i Guds sind, ham, som de, under hvilket som helst navn, forstod som det højeste gode og ophav til alle goder, de tillagde bestemt Gud æren for de gode ting, når de indrømmede, at det gode skulle søges for dets egen skyld, og pralede ikke selv af dem.

²⁷ Verùm facile patiemur, illum debacchari in Philosophos, nisi eadem prædicaret de iis qui per Spiritum renati sunt. Id ni est quomodo peccat, etiam cum quod est optimum facit? Imo cum peccatum sit quicquid in illo agit Spiritus justificans, et peccatum capitale ni succurreret Dei misericordia? Velim igitur et illud nobis expediat Lutherus, quî cohæreant inter sese, quæ docet, nullum omnino (1462) bonum esse opus hominis, sed justum in omni opere quamtumvis bono peccare, et hominem per Spiritum renatum implere omnia præcepta Dei, atque adeo nihil non posse. Nam hoc posterius tradit in hoc libro, ridens Diatriben, quæ sola nescierit, quod omnibus esset notissimum.

Men vi ville gerne gå med til, at han skælder ud på filosofferne, hvis ikke han prædikede det samme om dem, som er genfødt ved ånden. Hvis ikke han gjorde det, hvordan kan nogen så synde, også når han gør det, der er det bedste? Ja, hvis det ville være synd, ligegyldigt hvad den retfærdiggørende ånd gør i ham, og det en dødssynd, hvis ikke Guds barmhjertighed kom til hjælp? Jeg kunne derfor godt tænke mig, om Luther ville forklare os også dette: hvordan de ting, han lærer, stemmer overens med hinanden, at overhovedet ingen menneskelig gerning er god, men at den retfærdige synder i al hans gerning, hvor god den ellers er, og at det menneske, der er genfødt ved ånden opfylder alle Guds bud, og at der slet ikke er noget, han ikke kan*. For i denne bog overleverer han dette sidste, og gør nar af Diatriben, som alene ikke véd, hvad der er soleklart for alle.

* Luther har udsagn af den kaliber, men vist ikke her i De servo, dog måske følgende: '[skriften] kalder mennesket for ånd, fordi det ikke tænker på, søger efter, handler ud fra og bærer andet end det, der hører ånden til'. (L9#41d).

^{28 [189] (590-48)}        Nec erat opus nobis explicare tropum, quo caro dicitur carnalis, et Spiritus spiritualis. Carnalem imperfectum et infirmum dici nonnunquam constat, ut jam docuimus Apostolorum testimonio et Corinthiorum exemplo. Lutherus tamen asseverat, impium dici, quisquis sine spiritu Dei fuerit. Nam ideo dicit Scriptura donari spiritum, ut impium justificet. Ergo cum Apostoli die Pentecostes acciperent Spiritum Sanctum, ex impiis fiebant justi? Sed ante insufflaverat illis Spiritum, et priusquam id quoque faceret, dicebat illos mundos propter sermonem quem audierant.

           Der er ingen grund til for os at forklare den billedtale, hvorefter kødet kaldes kødelig og ånden åndelig. Det står fast, at kødet ofte siges at være ufuldkomment og svagt, som vi allerede har lært ud fra apostelenes vidnesbyrd og korinthernes eksempel. Men Luther forsikrer, at 'enhver, der er uden Guds ånd, er ugudelig. For skriften siger, at af den grund gives ånden, at den skal retfærdiggøre den ugudelige'. (L9#42). Altså blev der, da apostlene på pinsedagen modtog Helligånden, af ugudelige skabt retfærdige? Men Jesus havde tidligere indblæst Helligånden i dem (Joh 20,22f), og før han gjorde det, sagde han, at de var rene på grund af det ord, som de havde hørt. (Joh 13,10).

²⁹ Sunt igitur justitiæ gradus, et variis modis agit in homine Spiritus. Sed Lutherus nusquam recedit ab extremis. Quod si Spiritus excludit carnem, velut ignis aquam, redditque hominem spiritualem, quomodo spiritus sit justificatus homo, cum nihil adhuc aliud sit quam caro, adeo ut non possit non odisse Deum, ac proximum, nec breviter aliud quam peccare? Si totus homo nondum justificatus caro est, hoc est, impius, igitur totus homo renatus spiritus erit, et nihil habebit impietatis, id quod negant Lutheri dogmata.

Der er altså grader af retfærdighed, og ånden handler i mennesket på forskellig måde. Men Luther holder sig aldrig tilbage fra det yderliggående. For hvis ånd udelukker kød, som ild vand, og hvis ånden gør mennesket åndeligt, hvordan kan så det retfærdiggjorte menneske være ånd, hvis det stadig ikke er andet end kød, i det grad, at det ikke kan lade være med at hade Gud og næsten, og kort sagt ikke gøre andet end synde? Hvis hele mennesket, før retfærdiggørelsen, er kød, det vil sige: ugudeligt, så må altså hele mennesket, efter genfødslen, være ånd og ikke have nogen ugudelighed, hvilket de lutherske dogmer nægter.

³⁰ Sed caro regnum Dei videre non potest. Si carnem accipis pro impio, fateor: si pro crasso et imperfecto, nego. Apostoli carnales erant, et tamen in Judaismo probi. Si Christus multo post fuisset natus, fuissent-ne illi alieni à regno Dei? Non arbitror, et tales erant plerique Judæi, quos tamen Dei benignitas recepit ad vitam æternam. Idem sentiendum opinor de discipulis, quos Paulus reperit Ephesi baptizatos baptismo Joannis, jussosque credere in Jesum, cum omnino nescirent esset-ne Spiritus Sanctus. Hos si nemo docuisset ulterius, simplicem illorum fidem arbitror Deum boni consulturum fuisse.

Men kød kan ikke se Guds rige. Hvis man ved 'kød' forstår det ugudelige, så indrømmer jeg det. Men hvis man forstår det rå og ufuldkomne, så nægter jeg det. Apostlene var kødelige, og dog velmeriterede i jødedommen. Hvis Kristus var blevet født meget senere, ville de så ikke have været fremmede for Guds rige? Det tror jeg ikke. Og sådan var mange jøder, som Gud i sin godhed modtog til evigt liv. Jeg tror, man må mene det samme om de disciple, som Paulus fandt i Efesus, og som var døbt med Johannes' dåb, dem, han befalede at tro på Jesus, eftersom de overhovedet ikke vidste, at der fandtes en Helligånd. (Apg 19,1-8). Hvis ingen havde belært dem om noget mere, tror jeg, at Gud ville have taget deres enfoldige tro for gode varer.

³¹ Verùm Christus adveniens attulit sublimiorem quandam doctrinam, quam homines vel occupati pravis affectibus, vel rudes quidem, sed nondum illustrati dono fidei, non capiebant, Euangelicam enim doctrinam appellat regnum Dei. Atque ut tales homines crassos, qualis fortassis erat Nicodemus, carnales dici patiar; ita sub regno Satanæ esse negarim. Est-ne igitur, inquit, medium aliquid inter regnum Satanæ et regnum Dei? Quid ni? Quandoquidem Satanas regnat in egregie malis, Spiritus regnat in perfectis: In medio sunt, nutantes, incipientes, ac ad defectionem spectantes. Alioqui si regnat Satanas ubicunque peccatum est, Joannes Euangelista de piis loquens, negat quenquam immunem esse à peccato. Et a doctis annotatum est, quod Paulus non dixerit, ne sit peccatum in vestro mortalis corpore, sed ne regnet peccatum.

Men da Kristus kom, fremførte han en noget højere lærdom, som de mennesker ikke forstod, som enten var opfyldt af onde følelser, eller var uvidende, og endnu ikke oplyst ved troens gave; for denne evangeliske lære kaldte han Guds rige. Og selv om jeg vil gå med til, at den slags uvidende mennesker, og et sådant menneske var måske Nikodemus, skal kaldes kødelige, så nægter jeg, at de var under Satans rige. 'Der er jo ikke nogen mellemting mellem Satans rige og Guds rige', siger han. (L9#43). Hvorfor ikke? Satan hersker jo over de meget onde, ånden hersker over de fuldkomne. Midt imellem befinder sig de vankelmodige, begynderne, eller dem, der går afkræftelse imøde. Ellers, hvis Satan herskede overalt, hvor der var synd, [så ville det være forkert, hvad] Johannesevangelisten siger om de fromme, når han nægter, at nogen er fri for synd. (Joh 8,31-36). Og de lærde har lagt mærke til, at Paulus ikke sige, 'lad der ikke være synd i jeres dødelige legemer', men 'lad ikke synden herske ...'. (rom#6.12)

^{32 [190] (591-48)}           Nondum statui utrum ineptior adversarius, qui nugis hujusmodi perdit et suum et aliorum otium, an ego stultior, qui tales nænias digner responsione. Audi plusquam sophisticum nugamentum: Donat Diatriba non omnem affectum hominis esse carnem, id est, impium, sed exigit ut fateamur huic diversam partem, quam rationem appellant Philosophi, ipse spiritum vocat, esse sanam et honestam. Verum hinc ô quanta, inquit, malorum tragoedia nascitur, ut vilem faciamus Christi sanguinem, quo tantum infima pars hominis sit redemta,summa pars se valeat, nec opus habeat Redemtore: ut Christum, inquit, deinceps prædicemus Redemtorem, non totius hominis, sed partis vilissimæ scilicet carnis, hominem vero ipsummet sui redemtorem in potiore sui parte, et cætera his affinia.

          Jeg er endnu ikke blevet klar over, om min modstander er mere dum, siden han spilder både sin egen og vores tid med slags bagateller, eller det er mig, der er tåbelig, siden jeg værdiger ham et svar på sådan noget vrøvl. Her kommer et stykke supersofistisk vrøvl: ”Diatriben indrømmer, at ikke enhver menneskelig følelser er 'kød', dvs. ond, men den kræver, at vi går med til, at del, modsat kødet, som filosofferne kalder fornuften, men den selv kalder ånden, er sund og moralsk. Men', siger han, 'hvilken ond tragedie fødes der ikke heraf, for så gør vi Kristi blod billigt, for det forløser kun den lavere del af menneske, den højeste del har sin egen værdi og har ikke brug for en forløser: så at vi fra nu af prædiker Kristus, ikke som forløser af hele mennesket, men som forløser af det billigste ved mennesket, nemlig kødet, men det egentlige menneske forløser sig selv i sin stærkere del, og så videre af den slags. (L9#44f; ref)

³³ Quis non malit audire rudentem asinum, quam hunc disputantem, si tamen hoc disputare est? Quis dixit rationem simpliciter esse sanam et honestam? At negavi hac parte cunctos homines totos esse impios. Alioqui per errorem sæpe perperam judicat ratio. Non enim assuetudine vitiorum sic (1463) obruta est, ut videatur prorsus exstincta, quod accidit his quos Deus tradidit in reprobum sensum. An non hæc in initio disseruit et hoc ipso loci dicit, nonne interjecit his hæc verba Diatribe, Quanquam sæpe corrupta ratio male judicat, nec caligat solum, verum etiam frequenter est imbecillior, quam ut possit imperare cupiditatibus, et videns meliora, sequitur deteriora. Hæc surdo Luthero cecinit Diatriba.

Hvem vil ikke hellere høre et æsel skryde, end lytte til denne disputator, hvis dette da er at disputere? Hvem har nogensinde sagt, at fornuften simpelthen er sund og moralsk? Vi nægtede kun, at denne del er fuldstændig ond i alle mennesker? Bortset fra det dømmer fornuften ofte forkert ved en fejltagelse. Men den er bestemt ikke så undermineret ved et vaneliv i laster, at den synes fuldstændig udslukt, hvilket sker for dem, som Gud overlader til en forkastelig mening. Mon ikke Diatriben diskuterede dette i begyndelsen og siger det på selve dette sted? Indskød den ikke disse ord: 'En fordærvet fornuft, det er sandt, dømmer ofte forkert' (e3#17). Den er ikke blot formørket, men er også ofte for svag til at kunne beherske lidenskaberne, og skønt den ser, hvad der er bedre, følger den, hvad der er værre. Da Diatriben sang den sang, vendte Luther det døve øre til.

³⁴ Quantulum autem hoc bonum quod habet humana ratio, si conferatur ad Christi Spiritum? Sed Lutherus non novit aliam rationem exaggerandi Redemtoris gloriam, nisi ex homine faciat Satanam, aut si quid est Satana magis impium: nec meminit hoc ipsum, quod in homine residet boni, esse donum Christi, cujus tanta est benignitas, ut ingratis etiam et impiis non invideat sua munera. Abunde multum homo debet Redemtori, per quem liberatur à gehenna, per quem illustratur lumine fidei, accenditur igne caritatis, transformatur in filium Dei.

Men hvor ringe er ikke det gode, som den menneskelige fornuft har, sammenlignet med Kristi ånd! Men Luther kender ikke nogen anden fornuft til at overdrive forløserens ære, end den af mennesket at gøre en Satan, eller endog noget, der er værre end Satan. Han glemmer, at selve det gode, er er i mennesket, er Kristi gave, han, som har så stor en velvilje, at han ikke forholder selv de utaknemlige og ugudelige sine gaver.

Mennesket skylder forløseren utrolig meget. Gennem ham blev det befriet fra helvede, oplyst ved troens lys, antændt med kærlighedens ild, forvandlet til et Guds barn.

³⁵ Hoc quod reperit boni perficit, non exstinguit, et naturam absolvit, non destuit, quod sopitum est exsuscitans, quod depravatum est corrigens, quod diminutum est explens. Si ratio pugnat cum affectibus, ad inhonesta proclivibus, necesse est ut aliquousque prospiciat, probetque quod sit honestum. Hanc partem Scholastici haud scio unde hausto vocabulo synderesim appellant, quæ manet etiam in sceleratissimis. Unde alioqui, quod qui nondum venerunt in profundum malorum, ut exsultent in rebus pessimis, sic sibi displicent admisso flatigio? Unde rubor in adolescentibus deprehensis? Unde sensus ille voluptatis in eo qui servavit periturum, aut insigni quopiam beneficio juvit proximum?

Det gode, han finder, udsletter han ikke, han fuldkommer det, og naturen forløser han, han ødelægger den ikke, hvad der er søvnigt, vækker han, hvad der er vrangt, retter han, hvad der er ringe, gør han stort. Hvis fornuften kæmper med følelserne, som hælder mod det moralsk forkerte, så er det nødvendigt, at den til en vis grad afgør og tilslutter sig, hvad der moralsk rigtigt. Denne evne kaldte skolastikerne synderesis, skønt jeg ikke er klar over, hvor de har betegnelsen fra. Den forbliver til stede selv i de mest forbryderiske mennesker. Hvordan kunne det ellers gå til, at mennesker, som endnu ikke er kommer så langt ned i det ondes afgrundsdyb, at de fryder sig over de værste ting, er utilfredse med sig selv, når de begår noget forkert? Hvoraf kommer det, at unge mennesker skammer sig, hvis det bliver taget på fersk gerning? Hvoraf kommer glæden ved at have frelst et menneskes liv, eller ved at have hjulpet sin næste med en særlig velgerning?

³⁶ Hæc enim litteris prodita sunt et ab Ethnicis, hodieque in se sentiunt etiam mundo dediti homines. In comoedia displicet sibi Phædria ratione pugnans cum morbo suo, in hunc loquens modum, Vivens, sciens, prudensque pereo. Ejicienda est hac mollities animo, Nimis mihi indulgeo. Audis scintillam rationis. Item in tragoediis cum Medea aut Procne parat jugulare liberos, aliud loquitur naturæ pietas, aliud ira. Quibus autem verbis Myrrha et Byblis adversus incestas animi flammas litigant? Quod idem videmus in Didone, in qua ratio dicit: Sed mihi vel tellus optem prius ima dehiscat, etc. Ante pudor quam te violem et tua jura resolvam.

Også blandt hedninger er der overleveret bøger om dette, og i dag føler også verdsligt sindede mennesker dem i sig. I komedien er Fædria utilfreds med sig selv, fordi hans fornuft kæmper mod hans lidenskab, og han siger således: 'Mens jeg er i live, går jeg til grunde, bevidst og frivilligt. Jeg må udrive denne blødhed fra min sjæl, jeg er for overbærende overfor mig selv'. Det samme i tragedierne, når Medea eller Prokne forbereder sig på at slå deres børn ihjel, da fortæller den naturlige fromhed dem én ting, vreden noget andet. Med hvilke ord strides ikke Myrrha og Byblis imod sjælens syndige flammer? Men det samme ser vi i Dido, i hvem fornuften siger: 'men jeg ville ønske at jorden ville opsluge mig', osv. 'førend jeg ville krænke dig, o kyskhed, og løse dine bånd'.

³⁷ Hæc apud Poetas tam multa reperiuntur, qui penitissime noverunt, ac scitissime depinxerunt affectus hominis. Unde in Ethnicorum theatris illi faventes applausus et acclamationes, quoties repræsentatur exemplum, aut pronuntiatur sententia, declarans insignem pietatem in parentes aut patriam, pudicitiam inexpugnabilem, fidem incorruptam. Unde tumultus in illum qui versibus aliquot prædicabet aurum, ut explodendus fuerit histrio, nisi Poeta assurgens commonuisset populum, ut exspectaret, quem exitum habiturus esset ille auri admirator.

Hos digterne findes der meget af den slags, for de kendte indgående de menneskelige følelser og afbildede dem fremragende. Hvoraf kommer det, at der i hedningernes teatre var disse bifaldsråb og akklamationer, hvergang der blev vist et eksempel på, eller udtalt en mening om en særlig fromhed mod forældre eller fædreland, en ubesejret kyshed, en ufordærvet tro? Hvorfor var der et sådant oprør imod ham, der med nogle ord priste guldete, så skuespilleren ville være blevet pebet ud, hvis ikke digteren havde rejst sig op og beroliget publikum, at de skulle vente og se, hvilken ende det ville tage med denne guldbeundrer?

³⁸ Dices, facile est applaudere aut obsibilare. Sed unde lachrymæ, quas viris etiam excutiunt insignia virtutum exempla? An non ista declarant homini penitus insita virtutum semina, quæ per occasionem mota vim suam exserunt? Huc spectat illud Platonis ænigma, de animabus è coelo in corpora delapsis, quæ per sensibiles pulcri imagines, ad illius summæ pulcritudinis recordationem expergiscuntur. Et si Peripateticis credimus, affectus, quos Stoici morbos appellant, in hoc dati sunt à natura, ut in his, in quibus nondum absoluta est ratio, stimuli sint ad virtutem: velut ira calcar addit ad fortitudinem ac justitiam, invidia ad æmulationem recte factorum, misericordia ad subveniendum oppressis, caritas erga liberos ad liberalem educationem.

Man vil sige: det er let at give sit bifald eller mishag tilkende. Men hvor kommer tårerne fra, når de udgydes af voksne mænd over særlige eksempler på dyd? Mon ikke disse ting viser, at der i mennesket dybt er indlejret en dydens sæd, som afslører sin styrke, når den bevæges af en begivenhed? Det er pointen i Platons myte om sjælene, der faldt ned fra himlen til deres legemer, så at sjælene, når de ser sanselige billeder af smukke ting, vågner op til erindring af denne overmåde store skønhed. Og hvis vi kan stole på peripatetikerne, så blev følelserne, som stoikerne kaldte en sygdom, givet os af naturen for at de i dem, i hvem fornuften endnu ikke var fuldt udviklet, kunne være vejledere til dyden: f.eks. når vrede virker som en spore til tapperhed og retfærdighed, misundelse fører til kappelyst om rette handlinger, barmhjertighed til hjælp til undertrykte, kærlighed til børnene til en fri opdragelse.

³⁹ Quid igitur est illud quod excitatum adeo gliscit, nisi summa rationis pars penitus insita cunctis hominibus? Hæc scintilla manet etiam in depravatissimis. Optat Balaam exitum Israelitarum, Judas agnoscit admissum prodito Domini, ac de se sumit poenas: In tanta impietate vivebat adhuc naturæ ratio. Est igitur aliquid in homine, quod non omnino careat (1464) sensu honesti. Nunc mihi vide Lutheranas hyperbolas, atque etiam technas. Diatriba primum agens de Philosophis, hoc est, Ethnicis, docet rationi, hoc est, animæ parti principali, inesse nixus quosdam ad honesta.

Hvad er det altså som, når det antændes, flammer op i den grad, om ikke det er den højeste del af fornuften, som ligger dybt inde i alle mennesker? Denne gnist bliver ved at være der selv i de mest onde mennesker. Bileam ønskede en vej ud for israelitterne (4 Mos 22,7-21), Judas erkendte, at han havde forrådt Herren, og pålagde sig selv straffen for det (Matt 27,3-5). Midt i så stor en ugudelighed levede stadigvæk den naturlige fornuft. Der er altså noget i mennesket, som ikke er helt uden sans for det moralsk gode.

Se så nogle lutherske overdrivelser og også nogle tricks. Når Diatriben først behandler filosofferne, det vil sige, de hedenske filosoffer, lærer den, at fornuften, det vil sige den fornemste del af sjælen, har en vis tilbøjelighed til det gode.

⁴⁰ Cæterum quod Philosophi vocant rationem sive to hgenomikon, Paulus appellat spiritum, et quod illi vocant paqh, sive morbos, Paulus appellat carnem, medios affectus, hoc est, mere naturales appellat animam 1. Thessal. V ut integer spiritus vester, et anima et corpus sine querela, etc. Spiritus amat quæ Deo grata novit, Caro quærit vindictam, voluptates et honores hujus mundi, Anima in medio posita utrocunque se flectit, in hoc vertitur, cui semet applicuit.

Men hvad filosofferne kalder fornuften eller det ledende, kalder Paulus ånd, og hvad de kalder paqh, eller lidenskaber, kalder Paulus 'kød'. Følelser midt imellem, det vil sige, simple naturlige følelser, kalder han sjæl, som i 1 Thess 5,23: 'at jeres ånd må være sund, og jeres sjæl og legeme uden lyde, osv'. Ånden elsker det, den véd, Gud holder af, kødet kræver hævn, lyst og denne verdens ære, sjælen, der står midt imellem begge, svinger fra den ene til den anden side, vender sig imod det, som den har knyttet sig til.

⁴¹ Diligere uxorem, curare liberos, est nobis cum brutis quoque commune, non modo cum Ethnicis. Si hunc affectum temperamus ex voluntate Dei, fit spiritus. Si caritate uxoris aut liberorum negligimus præcepta Dei, fit caro. Hæc Lutherus commiscuit. Neque enim Philosophi vocant summam animi partem spiritum, sed mentem aut rationem. Neque Paulus appellat quamvis rationem spiritum, sed eam quæ jam afflata est gratia. Quoties enim de malis loquitur Scriptura, spiritum accipit pro carnis affectu. Habes technam: Nunc hyperbolas accipe.

At elske sin hustru, at tage sig af sine børn er noget, vi har fælles med dyrene, ikke blot med hedningerne. Hvis vi moderere denne følelse efter Guds vilje, bliver det til ånd. Hvis vi forsømmer Guds bud af kærlighed til hustru eller børn, bliver det til kød. Disse ting blander Luther sammen. For filosofferne kalder ikke sjælens højeste del for ånd, men for sind eller fornuft. Ejheller kalder Paulus en hvilken som helst fornuft for ånd, men kun den, som er indblæst af ånden. For hver gang skriften taler om de onde, forstår den ånd som kødets følelse. Her har du tricket. Nu kommer overdrivelsen.

⁴² Diatribe dixit etiam in Ethnicis inesse nisum quendam ad honesta, iste interpretatur in Ethnicis esse partem, quæ tota sana sit, nec egeat Redemtore, quasi nixus hic naturæ sit absolutus, possitque quicquie alioqui præstat gratia Christi, ut homo supra Christum ac Diabolum extollatur, hoc est, fiat Deus Deorum et Dominus dominantium. Hujusmodi portenta nobis gignit suis hyperbolis. Nam si ratio per peccatum originis obscurata, perspicit tamen adhuc aliquid ceu per nebulam, et nonnullos habet nisus, licet inefficaces, ad honesta: deinde cupiditatibus aggravata, plerunque succumbere cogitur, protinus tota hominis ratio non eget Christo? Hæc à me disserta in initio dissimulat.

Diatriben sagde, at der også i hedningerne er en vis dragning mod det moralsk gode (e3#17); Luther fortolker det sådan, at der i hedningerne er en del, som er helt og holdent sund og ikke behøver nogen forløser, som om denne naturlige tendens var absolut og kunne gøre, hvad ellers Kristi nåde gør, så at mennesket hæveds over Kristus og over djævelen, det vil sige, så det bliver gudernes Gud og herrernes herre. (L9#46). Den slags uhyrligheder fremkalder hans overdrivelser for os. For hvis fornuften, selv om den er formørket gennem arvesynden, dog stadig ser noget som gennem en tåge, og dog har nogle dragninger mod det moralsk gode, omend svage, følger så deraf, at menneskets hele fornuft ikke har brug for Kristus? Den tvinges jo til i de fleste tilfælde at give efter for vægten af lidenskaber. Luther lader som om han ikke ser disse ting, som blev diskuteret af mig fra begyndelsen. (e3#17).

⁴³ Insunt hominis menti semina virtutum licet corrupta, ergo ne tota hominis mens undique sana est, perspicax, libera omnipotens ad judicandum, eligendum, efficiendum quicquid velit? Talibus enthymematibus vincit Lutherus. Et ubi est probabilis, inquit, opinio, liberum arbitrium nihil posse velle bonum? Nihil hîc diversum adfero, Tota Diatriba sequor opinionem illorum, qui dicunt voluntatem hominis inefficacem esse ad consequendam salutem absque gratia.

Der er i menneskets sind en sæd til dyd, hvor fordærvet den end måtte være. Er af den grund hele menneskets sind overalt sundt, klarsynet, frit, almægtigt til at bedømme, udvælge og gennemføre, hvad det vil? Med den slags betragtninger vinder Luther. 'Og hvad bliver der af den antagelige mening, at den frie vilje ikke kan ville noget godt?' (L9#46). Jeg siger ikke noget andet her. Hele Diatriben igennem følger jeg deres mening, som siger, at den menneskelige vilje er uvirksom til at opnå frelse uden nåden.

⁴⁴ Idem nunc fateor nisum ad honesta, seminaque virtutum in homine relicta, egere auxilio gratiæ divinæ. Quanquam illa ipsa semina manant à dono Dei, unde est totus homo. Eat nunc et tragicis vocibus intonet lymphato similis. Et adjicit quiddam ridiculum. Hoc dico, inquit, ut iterum videas, quanti periculi res sit, sacra ac divina tentare sine Spiritu Dei, temeritate rationis humanæ. Omnes Ecclesiæ Doctores temeritate rationis humanæ feruntur, Lutherus agitur Spiritu Dei. Nil intra est oleam, nil extra est in nuce duri. Post hæc tam nugalia triumphat, Igitur, inquit, si Christus est agnus Dei, qui tollit peccata mundi, mundum totum sub peccato, damnatione, et Diabolo esse sequitur, nihilque prodest distinctio partium principalium et non principalium. Mundus enim significat homines mundana sapientes partibus omnibus.

Ligeledes indrømmer jeg nu, at denne stræben efter det gode, disse frø til dyd, som er tilbage i mennesket, har brug for den guddommelige nådes hjælp. Selv om det også forholder sig sådan, at selve disse frø er fremvokset af Guds gave, sådan som hele mennesket er det. Så kan komme og synge sin tragiske sang som én, der er vanvittig.

Og så tilføjer han noget latterligt: 'Dette siger jeg, for at du igen skal se, hvor farlig en sag det er at undersøge de hellige og guddommelige ting uden Guds ånd, ud fra den frække menneskelige fornuft'. (L9#46). Alle kirkens lærde bæres af den frække menneskelige fornuft, Luther handler ud fra Guds ånd. 'Den oliven har ingen kerne, den nød ingen skal'*. Efter denne bagatel triumferer han: 'Hvis derfor Kristus er Guds lam, som bærer verdens synd, så følger deraf, at hele verden under synd, fordømmelse og djævelen, og en skelnen mellem det vigtige og det mindre vigtige nytter intet. For 'verden' betyder de mennesker, som i alle dele tænker verdsligt'. (L9#46)

*Fra Horats breve; udsagnet blev et ordsprog.

⁴⁵ Quid hîc aliud quam fortiter asseverat? Fatemur in hominibus hujus mundi nihil esse quod non egeat gratia, sed impium esse quicquid homo vult, aut agit naturæ viribus, fortiter negamus. Quicquid autem impium est, mortiferum est: at non quicquid mortuum est, statim et mortiferum est. Fatemur et illud, hominem nihil habere puri, si ad Dei puritatem conferas, nihil sapere, nihil posse, nihil esse. Hac professione contenta est Ecclesia, quæ Luthero non est satis.

Hvad gør han her udover at fremsætte stærke påstande? Vi indrømmer, der i denne verdens mennesker ikke er noget, som ikke behøver nåden, men vi nægter kraftigt, at hvad som helst mennesket vil eller gør med sine naturlige kræfter, er ugudeligt. For alt, hvad der er ugudeligt, fører til død; men det er ikke alt, hvad der dødt, der straks fører til død. Vi indrømmer også dette: mennesket har intet rent i sig, hvis man sammenligner med Guds renhed, det tænker intet rent, kan intet rent, er intet rent. Den bekendelse er kirken tilfreds med, men det er ikke nok for Luther.

^{46 [191] (595-50)}         Is quo vehementer attolleret gratiæ magnitudinem, ex homine propemodum fecit Satanam, non alia arte, quam qua pictores imperiti quo lucem addant quibusdam, adjungunt in proximo umbram, non intelligens (1465) interim, quod dum hac exaggerat Dei gratiam, altera ex parte elevat. Nam et quicquid in homine residet ex natura condita, (resident autem magnificæ dotes, id quod tot disciplinarum inventio perfectioque, tot rerum pulcerrime gestarum exempla, tot de recte vivendo præcepta docent) divinæ benignitatis est.

           Idet han stærkt ophøjer nådens storhed, gør han af mennesket næsten en Satan, på samme måde, som nogle uduelige malere belyser nogle ting ved at gøre omgivelserne mørkere. Samtidig forstår han ikke, at når han overdriver Guds nåde i én henseende, svækker han den i en anden henseende. For også alt det, som mennesket har tilbage fra den skabte natur, stammer fra den guddommelige velvilje (men det har store gaver tilbage, hvilket læres af så mange fags fremkomst og fuldkommengørelse, af så mange smukke eksempler på handlinger, af så mange regler om, hvordan man skal leve ret).

⁴⁷ Cum igitur hominem nondum renatum totum faciat carnem, hoc est, impium, sequitur ut renatus ex Spiritus, totus fiat spiritus. Nunc Lutherus etiam renatum nihil aliud propemodum facit, quam carnem. Super hac re Diatribam postulantem doceri, quî fiat, ut qui spiritus natus sit ex spiritu, etiamnum maneat caro, satis procaciter deridet, negans hoc in ipsius dogmatibus inveniri.

Når derfor Luther gør det menneske, der endnu ikke er genfødt, til helt og holdent kød, det vil sige: helt og holdent ugudeligt, så følger deraf, at det af ånden genfødte menneske bliver helt og holdent ånd. Nu gør Luther også næsten det genfødte menneske til intet andet end kød. Når Diatriben beder om at blive belært om, hvordan det mon går til, at den ånd, der er født af ånden, også forbliver kød, så gør han den grundigt til grin og nægter, at en sådan idé findes blandt hans dogmer. (e3#19; L9#47f).

⁴⁸ Atqui cum docet quamlibet justum in omni opere quamlibet bono nihil aliud quam peccare, et quidem danmabiliter, nisi misericordia crimen verteret in venialem culpam, nonne docet hominem etiam renatum, hoc est, justum, nihil aliud esse quam carnem, semper peccantem, et adeo carnem, ut Spiritus Sanctus in eo operans, nihil aliud efficere possit, quam peccatum, ob materiæ malitiam. Veluti peritus faber mala securi facit malum opus, aut ex putri materia vas inutile.

Men når han lærer, at en hvilken som helst retfærdig person i en hvilken som helst god gerning ikke kan andet end begå synd, og det endda dødssynd, hvis ikke barmhjertigheden ændrer den til en tilgivelig synd, mon han så ikke lærer, at mennesket, også det genfødte, det vil sige, det retfærdige menneske, ikke er andet end kød, idet han altid synder, og det 'kød' i den grad, at når Helligånden virker i ham, kan Han ikke udvirke andet end synd, på grund af den onde substans. Ligesom en dygtig tømrer udfører et dårligt arbejde med en dårlig økse, eller laver et nytteløst kar af noget skørt materiale.

⁴⁹ Itaque quod attinet ad ipsum hominem quamvis renatum, totus est caro, nec aliud quam peccat. Unde sequitur, totum esse carnem, et in eodem homine regnare Spiritum et Satanam, sed Satanam esse superiorem, per quem non licet Spiritui per suum organum quicquam boni operis facere. Quid quod idem propemodum fatetur hoc ipso loco, loquens hunc in modum, Deinde renatum non amplius carnem esse dicimus, quam secuntum reliquias carnis, quæ adversantur primitiis accepti Spiritus.

Og derfor, for så vidt det har med mennesket selv at gøre, så er han, skønt genfødt, helt og holdent kød, og kan ikke andet end synde. Hvoraf følger, at han helt og holdent er kød, og at i det samme menneske både Ånden og Satan hersker, men Satan er den øverste, og på grund af ham får Ånden ikke lov til gennem sit redskab at udøve nogen god gerning. Hvilket han næsten selv indrømmer på netop dette sted, hvor han siger følgende: ”Dernæst, når det er genfødt, siger vi, at det ikke i højere grad er kød, end det er det ifølge de rester af kødet, som kæmper imod den modtagne ånds førstegrøde”. (L9#48).

⁵⁰ Si reliquiæ tantum valent etiam post acceptum Spiritum, ut homo in opere quantumvis bono, totis viribus adlaborans ut bene faciat, peccet, etiam capitaliter quod quidem in ipso est, nonne fatetur totum hominem nil nisi carnem esse? Quæ sunt fructus carnis, nisi peccata? Quid igitur aliud est quam caro, unde præter peccata nihil proficiscitur? Eat nunc et objiciat nobis vel profundam rerum ignorantiam, vel pondere rerum sic pressum et confusum animum, ut parum meminerit, quid vel pro me, vel adversus istos loquatur.

Hvis resterne kun er så meget værd efter åndsmodtagelsen, at menneske synder i en hvilken som helst god gerning, også når det af alle kræfter stræber efter at gøre det gode, ja, begår dødssynd, når han gør, hvad han formår (ass04#44), mon han så ikke indrømmer, at hele menneske ikke er andet end kød? Hvad er kødets frugt, andet end synd? Det, der altså ikke er andet end kød, hvordan kan der komme andet ud af det end synd?

Lad ham nu bare komme og bebrejde os, at vi har dyb uvidenhed om tingene, eller at det er en så presset og forvirret sjæl, der overvejer tingene, at den helt har glemt, hvad der taler for mig eller imod de andre.

⁵¹ Et hæc nobis ingerit, qui toties ipse sui oblitus secum pugnat in scriptis suis, nonnunquam et in eodem articulo, quod à tam multis ostensum etiam editis libris, perquam facete dissimulat, et otiosis salibus ludit in alios. Jam et illud male habet hominem, quod in Diatriba testatus sum me Veterum auctoritate velle abuti, ut credam insita mortalium animis virtutum semina, donec aliquis doceat certiora. Ac videor illi nullam habere curam Religionis, qui credam hominibus.

Og dette fremføres imod os af én, som overalt selv forglemmer sig og modsiger sig selv i sine skrifter, ofte endda i den samme artikel. Selv om mange har påvist det, endog i udgivne bøger, lader han vittigt, som om det ikke forholder sig sådan, og gør grin med andre med tomme vittigheder. Nu bliver så manden gal på mig, fordi jeg i Diatriben erklærede, at jeg ville bruge de kirkefædrenes autoritet, så jeg kan tro, at der er indsat frø af dyd i de dødeliges sjæle, indtil nogen belærte mig om noget bedre (e3#20; L9#49). Men nu ser han mig som én, der ikke bekymrer sig om fromheden, som én, der tror på mennesker. (L9#47)

⁵² Ita-ne qui credit probatis Ecclesiæ Doctoribus, credit hominibus, qui Lutherum ac Wiclephum sequitur, Deum habet ducem? Et quod illi Veteres citant ex Scripturis somnium est, quod interpretatur Lutherus oraculum est? Nonne hæc sunt egregie suavis cujusdam philautiæ? Deinde cum Ecclesiæ Religio tot seculis constiterit, adorans et glorificans Christum principum suum, hic demum in fine seculorum injiciet nobis curam Religionis?

Forholder det sig mon sådan, at den, der tror på de højt ansete kirkelige lærde, han tror på mennesker, men den, der følger Luther og Wiklef, han har Gud til fører? Forholder det sig sådan, at det, som disse gamle kirkefædre citerer fra skriften, er fantasier, mens Luthers fortolkninger er et orakel? Stammer dette ikke fra en bemærkelsesværdig sød egoisme? Og så, skønt kirkens fromhed har stået fast igennem så mange århundrede, i ærefrygt og tilbedelse af dens leder, Kristus, så vil han nu ved tidernes ende kræve af os, at vi skal have omsorg for fromheden?

⁵³ Sed priusquam ab hoc loco digrediar, admonendus est lector quicquid hîc dissertum est de carne et spiritu hominis, propemodum extra causæ septa dissertum esse. Constat enim apud Esaiam clamantem, Omnis caro fænum, carnem simpliciter pro homini poni, quemadmodum superius in eodem Capite, Et videbit omnis caro pariter, quod os Domini loquutum est: fænum pro creatura infirma temporariaque, quæ nihil valeat adversus Deum creatorem, etiamsi totis viribus nitatur, potentia, sapientia, falsa religione, magicis artibus.

Men før jeg forlader dette sted, skal læseren gøres opmærksom på, at det, der her diskuteres om menneskets kød og ånd, næsten er udenfor afhandlingens grænser. Det står nemlig fast, at hos den Esajas, der råber: ”Alt kød er hø” (Es 40,6), dèr tages 'kød' simpelthen i betydningen 'menneske', ligesom lidt tidligere i det samme kapitel: ”Og alt kød tilhobe skal se det, for Herrens mund har talt” (Es 40,5). 'Hø' betyder den svage og timelige skabning, som intet er værd overfor Gud, dets skaber, selv om det stræber af alle kræfter, magt, visdom, med falsk religion og magiske kræfter.

⁵⁴ Unde simul et consolatur populum suum, ne quid metuta idola aut Reges Gentium, minitantes acerbiora, quasi futuros impedimento, quo minus Deus liberet populum suum, modo Deum habeant propitium: nihil enim illas valituras, si Deus nolit: Et deterret Gentes, ne frustra Deo rebellent, qui condidit ac moderatur nutu omnia, neque (1466) fidant suis Diis factitiis, sed illum metuant, qui nutu solo potest universa quamvis fortia in nihilum redigere.

Derfor trøster han også sit folk, at de ikke skal frygte hedningernes afguder og konger, der udsender skarpe trusler, som om de kunne være til hinder for, at Gud kunne befri sit folk, blot de har Gud som en nådig Gud: for de betyder jo ikke noget, hvis ikke Gud vil det: og han afskrækker hedningerne fra at gøre forgæves oprør mod Gud, som har skabt og behersker alt, som han vil, så de ikke stoler på deres falske guder, men frygter ham, som blot med et nik kan tilintetgøre alt, hvor stærkt det end er.

⁵⁵ Fæni vero florem appellat fiduciam alibi quam in Deo collocatam, Spiritum insufflatum, exsertam Dei potentiam sive vindictam. Explicat enim mox quod hîc per similitudinem dixerat: Et quidem neque satus, neque plantatus, neque radicatus in terra truncus eorum. Repente flavit in eos, et aruerunt, et turbo quasi stipulam auferet eos. In Cap. XXXIX Dominus per Esaiam prædixerat futurum, ut opes Ezechiæ Regis transferrentur in Babylonem, id factum est, frustra obnitentibus Judæis. Hîc prædicit reditum ex Babylone, ac Templi simul et Urbis instaurationem, quam multi sunt impedire conati.

Men ved græssets blomster forstår han en tiltro, der retter sig mod noget andet end Gud; ved ånden, der blæser på den, forstå han Guds hævnende magt, der rettes imod dem. For han forklarer lidt senere, hvad han her har sagt med en sammenligning: ”Knap er de sået, knap er de plantet, knap har deres stamme slået rod i jorden, før han puster på dem, så de visner, og stormen river dem bort som strå”. (Es 40,24). I Es 39,5f forudsiger Gud gennem Esajas, at der skal komme en tid, hvor kong Ezekias' rigdomme skal overflyttes til Babylon. Det skete, på trods af jødernes forgæves forsøg på at forhindre det. Her forudsiger han deres tilbagevenden fra Babylon, og både templets og byens genopbygning, hvilket mange prøvede at forhindre.

⁵⁶ Et hoc argumentum perpetuo tenore, multis tractatur Capitibus, in quo tamen vaticinium est, de adventu Christi et Ecclesia per eum innovanda. Sed quid hæc adversus liberum arbitrium? Tribuitur, inquit, aliquid homini, quo glorietur: Imo tribuitur de quo gratias agat, quando quicquid habet homo, Dei munus est. Alioqui potest qui stultus et impius est de cæteris naturæ dotibus gloriari, forma, valetudine, viribus, ingenio, memoria. Quanquam et de his licet et in Domino gloriari. Sic autem gloriari est illi pro sua largitate gratias agere. Hunc in modum de libero arbitrio gloriati sunt orthodoxi Patres, quiddam in homine relictum à Deo, quod vel gratiæ capax esse, vel gratiam emereri queat, non ignorantes interim, totum hominem esse in manu Dei.

Og dette argument er vedholdende behandlet mange kapitler igennem, i hvilke der dog også ligger en profeti om Kristi komme og om, at kirken skal fornyes gennem ham. Men hvad siger alt dette imod den frie vilje? 'Der tillægges mennesket noget, han kan prale af', siger Luther (L9#45f). Tværtimod, der gives ham noget, han kan takke for; når mennesket har noget, er det Guds gave. Ellers kan den dumme og ugudelige prale af de andre naturlige gaver, skønhed, helbred, kræfter, forstand, hukommelse. Men for disse ting kan man også rose sig i Herren. At rose sig således er at takke ham for hans rundhåndethed. Nogle, der på den måde roste sig af den frie vilje, er de ortodokse fædre, som noget, der er tilbage i mennesket fra Gud, som enten kan modtage nåden eller fortjene sig til den, uden nogen sinde at være uvidende om, at hele mennesker er i Guds hånd.

⁵⁷ Quorsum autem attinet tollere liberum arbitrium, ne qua sit materia gloriandi, cum de gratia quoque possint et soleant homines insolescere. Ad hanc insolentiam vitandam, non erant docendi nullum esse liberum arbitrium, quemadmodum ingenio felici præditis non persuademus nullum illis esse ingenium, sed monendi potius, liberum arbitrium esse Dei munus, quo nisi recte utantur, imputandum ad damnationem æternam.

Og hvad skulle det nytte at ophæve den frie vilje, for at de ikke skulle have noget at rose sig af, når de også kunne blive overmodig af nåden, hvilket mennesker plejer at blive. For at undgå dette overmod, skulle kirkefædrene ikke lære, at der ikke var nogen fri vilje, ligesom vi ikke kan overbevise dem, der er udstyret med en stor intelligens, om, at deres intelligens ikke er så stor, men snarere bør formane dem om, at den frie vilje er Guds gave, og at de, hvis de ikke bruger den ret, er hjemfalden til evig straf.

^{58 [192] (598-52)}           Tuetur locum Hieremiæ X. Scio Domine quoniam non est hominis via ejus, etc. Hîc bene habet quod* citaram Hieronymum, alioqui vapulassem, taxat tamen absque nomime nescio quem magnæ auctoritatis virum. Et ego tamen audio, Sat est, Erasmus dicit, ergo sic est. Postulat autem ex serie sermonis doceri sensum Prophetæ. Id itaque fiet, si dignabitur auscultare. Ostenderat non esse metuendum à Diis gentium saxeis ac ligneis, ne recederent à cultu Dei vivi, quem hactenus essent professi, hoc certe meliores Gentibus, quanquam alioqui variis peccatis commeruerant iram Dei, per quam affligebantur à Babyloniis, et videbantur majora imminere mala.

* Toronto foreslår, at der indskydes et ”non”.

           Så forsvarer Luther stedet Jer 10,23: ”Jeg véd det, Herre, at et menneskes vej ikke er hans egen”, osv. Her er det et held, at jeg ikke citerede Hieronymus, ellers ville jeg være blevet slået til plukfisk, og dog spotter han, uden at nævne navnet, en mand af jeg véd ikke hvor stor autoritet. (L9#50). Og dog må jeg høre: ”Det er nok; Erasmus siger sådan, ergo er det sådan”. (L9#51). Og så hævder han, at man skal forstå profetens mening ud fra ordenes sammenhæng. Det skal derfor ske, hvis han vil værdiges at lytte. Profeten havde vist, at der ikke var nogen grund til at frygte hedningernes guder af sten og træ, og at de derfor ikke skulle falde bort fra at dyrke den levende Gud, som de hidtil havde bekendt sig til. Det gjorde dem bestemt bedre end hedningerne, skønt de ellers med forskellige synder havde gjort sig fortjent til Guds vrede, gennem hvilken de var blevet knust af babylonerne og syntes truet af større farer.

⁵⁹ Præcipuam autem mali causam fatetur esse Pastorum, id est, Principum impietatem, qui fiduciam suam non posuerant in Deo, sed in falsis Prophetis, fortilegiis et viribus suis; ita factum, ut et populus afflictus sit. Agnoscens igitur Hierosolyma magnitudinem culpæ suæ, metuensque extremum exitium, abjicit eam fiduciam, confugiens ad Domini misericordiam, dicens: Scio Domine, quoniam non est hominis via ejus, nec est viri, ut ambulet et dirigat gressus suos, hoc est, non est in manu nostra vel cavere ne incidamus in afflictiones, vel ab iis ad res prosperas emergere: hoc tibi in manu est, Domine, qui nosti quid expediat homini.

Men han indrømmer, at en særlig årsag til det onde er deres hyrders, det vil sige, deres fyrsters ugudelighed, som ikke satte deres lid til Gud, men til falske profeter, til sandsigere og til deres egen styrke; sådan gik det til, at folket blev knust. Og derfor må Jerusalem anerkende sin store brøde, frygte sin fuldstændige undergang, forkaste denne tiltro, tage sin tilflugt til Herrens barmhjertighed og sige: ”Jeg véd, Herre, at mennesket ikke er herre over sin vej, og at manden ikke hersker over, hvor han går og retter sine skridt hen”, det vil sige, sige, 'det står ikke i vor magt at undgå at komme i ødelæggelse, eller at komme ud af dem til fremgang: nej, det ligger i din hånd, Herre, for du véd, hvad der tjener mennesket.

⁶⁰ Agnoscimus culpam, nec recusamus ferre manum castigantis, tantum hoc oramus, ut justam iram tuam misericordia temperes, ne forte ad nihilum redigas nos. Habet glossam non distortam, sed ex ipso sermonis tenore natam. Divus Hieronymus videtur hæc verba ad Babylonios referre, subjiciens hoc commentum: quod à Babyloniis sustinemus, non est eorum fortitudinis, sed nostri meriti et indignationis tuæ. Confer lector nostram interpretationem cum Cap. X videbis ad unguem quadrare: confer Lutheranam, videbis violentam prorsus ac ferream.

Vi erkender vor brøde, og vi afslår ikke at udholde din hånds tugt, blot det beder vi om, at din barmhjertighed må mildne din retfærdige vrede, så du ikke helt tilintetgør os'. Her har man en fortolkning, som ikke er fordrejet, men følger selve talens sammenhæng. Den guddommelige Hieronymus synes at applicere disse ord til babylonerne, idet han tilføjer denne kommentar: ”Hvad vi udholder fra babylonernes side, er ikke deres styrke, men noget, vi har gjort os skyldige i, og udtryk for din vrede”. Sammenlign vores fortolkning med Jer 10, og du vil se, at den passer på en prik. Sammenlign Luthers fortolkning, og du vil se, at den gør vold på teksten i sin stivsindethed.

⁶¹ Verùm donans, ut ad rerum lætarum ac tristium eventus pertineat, sic argumentatur, Si eventus rerum temporalium, quarum dominium homini traditum est Gen. 1. non est in manu nostra, quomodo erit (1467) in manu nostra res illa coelestis gratia Dei? Atque hîc exspatiatur in locum communem, proferens etiam Codrum in medium. Ut rem in pauca conferam: Non hîc tantum spectatur magnitudo rei, sed ratio. Ab externis eventibus non pendet salus hominis, imo tristia sæpenumero sunt utiliora jucundis, secus est de his, unde pendet æterna salus hominis.

Men idet Luther indrømmer, at stedet har med glædelige og triste begivenheder at gøre, fortolker han således: ”Hvis udfaldet af disse ting ikke ligger i vores hånd, de, der er timelige, de, over hvilke mennesket blev indsat til at være herre (1 Mos 1,28), så vil jeg da meget gerne vide, hvordan Guds nåde, denne himmelske ting ... skulle kunne ligge i vores hånd”. (L9#52). Og her viger han udenom, ind i et almindeligt udtryk, idet han endog drager Kodrus ind i det. Her drejer det sig ikke om mængde, men om begrundelse. Det er sagen i en nøddeskal. Menneskets frelse afhænger ikke af ydre begivenheder, ja, sørgelige begivenheder er ofte mere gavnlige end glædelige; det forholder sig anderledes med det, hvoraf menneskets evige frelse afhænger.

⁶² Multos innocentes discruciatos et occisos legimus ita volente Deo, sed immeritos conjici in gehennam ab uno Luthero didicimus. Ad hæc hominum conatus aliorsum exisse, quam illi destinarant crebro legimus in Scripturis, veluti de Joseph et Pharaone, de Judæis conantibus abolere nomen Jesu: sed in iisdem legimus accusari voluntatem impiorum, sua sponte pereuntium, necessitatem Lutheranam non legimus.

Vi læser, at mange uskyldige mennesker blev tortureret og dræbt, fordi Gud ville det, men det er kun af Luther, vi lærer, at det var uden skyld, at de blev kastet i helvede. Vi læser ofte i skriften, at menneskers anstrengelser ofte fik andre følger end beregnet, som f.eks. historien om Josef og Farao, om jøderne, der forsøgte at fjerne Jesu navn. Men i den samme skrift læser vi, at viljen hos de ugudelige, der gik velfortjent til grunde, var skyld i det, men den lutherske nødvendighed læser vi ikke noget om.

⁶³ Quis autem dixit, Dei gratiam esse in manu nostra? Ipse dispensator est suorum munerum, ut ait Paulus, distribuit cuique prout vult: sed eam dicimus esse Domini bonitatem erga genus humanum, ut nulli velit deesse gratiam suam, modo ne aversetur ipse. Atque hoc ipsum quod homo potest naturæ viribus, gratia est. Ut omnia disputator hic trahit ad hyperbolas. Homo potest consequi gratiam, si per liberum arbitrium se præbeat pulsanti gratiæ. Ergo, inquit, Dei gratiam habet in manu.

Men hvem har sagt, at Guds nåde ligger i vor hånd? Han deler selv ud af sine gaver, som Paulus siger: 'han uddeler til enhver, som han vil'. (1kor#12.11). Men vi siger, at det er Herrens godhed imod menneskeslægten, at han vil, at ingen skal mangle hans nåde, blot han ikke selv vender sig bort. Og selve det, som mennesket kan ved sine naturlige kræfter, er en nåde. Hvor gør dog denne her disputator alting til overdrivelse! Mennesket kan opnå nåde, hvis det gennem den frie vilje forbereder sig til den nåde, der banker på. Altså, siger han, han har magt over Guds nåde.

⁶⁴ Imo ergo Deus benignus est ac justus, nec damnat nisi commeritum. Similis hyperboles est illud, Miror, inquit, Diatriben, quæ illud Wiclephi, omnia necessario fieri, adeo persequuta hactenus, nunc ipsamet concedit eventa esse necessaria nobis. Quantum tædii disputare cum hujusmodi spermologo. Si quis ingurgitet se multo mero, huic in manu est, ut inebrietur. Si quis profundat sua, huic in manu est, ut egeat. Verùm negavi semper evenire quod homo destinavit, et iste colligit nihil evenire. Sed finge in hoc rerum genere nullum esse nostrum arbitrium, quid hoc ad præsens argumentum, à quo rerum eventa separavimus?

Nej, tværtimod, altså er Gud nådig og retfærdig, og fordømmer ikke nogen, uden han har fortjent det. En lignende overdrivelse er denne: ”Jeg undrer mig over Diatriben, som hidtil i den grad har forfulgt den påstand af Wiklef, at alt sker med nødvendighed, nu selv tilstår det selvsamme, at begivenheder er nødvendige for os”. (L9#54). Hvor kedsommeligt er det dog at disputere med et sådant tomhjernet vrøvlehoved! Hvis nogen bæller stærk vin i sig, står det i hans magt at blive fuld. Hvis nogen smider sine penge bort, står det i hans magt at blive fattig. Men jeg nægter, at det altid går, som mennesket planlægger, og Luther drager den slutning, at det aldrig går sådan. Men forestil dig, kære læser, at vi i den slags sager ikke har noget valg, hvad har det at gøre med vor herværende diskussion, fra hvilken vi adskiller begivenhedernes udfald?

^{65 [193] (600-53)}           Divus Hieronymus ex hoc Hieremiæ loco rejicit eos, qui cum Pelagio sentiebant. Erubescant, inquit, novi prædicatores, qui ajunt unumquenque suo arbitrio regi. Ergo donavimus quidem, ut Prophetæ verba interpretemur de libero arbitrio, negantes tamen hinc probari necessitatem, cum id nemo non fateatur, hominem absque Dei gratia non posse tenere rectum vitæ cursum.

         Den guddommelige Hieronymus forkaster ud fra dette Jeremias-sted dem, som mener som Pelagius. ”De nye prædikanter burde skamme sig, når de siger, at enhver styres af sit eget valg”, siger han. Altså, vi indrømmede på den ene side, at profetens ord handler om den frie vilje, men vi nægtede på den anden side, at der herudfra bevises nogen nødvendighed, eftersom enhver må indrømme, at mennesket ikke kan holde den rette kurs i livet uden Guds nåde.

⁶⁶ Nam et oramus quotidie, Dirige, Domine Deus meus in conspectu tuo viam meam*, nihilo secius tamen annitimur interim et ipsi pro viribus. Oramus, Inclina cor meum Deus in testimonia tua. Qui petit auxilium, non deponit conatum. Hîc cum Lutherus simpliciter non intelligat quid agat Diatriba, tamen valde scurriliter gesticulatur. Obsecro, inquit, an nos irridet, an ludificatur Papistas? Non est mirum hominem sic ineptire, sed ineptiis hujusmodi nunquam satiari mirum est. Diatriba sentit illic de homine jam illuminato, qui non potest tenere rectum vitæ cursum, nisi auxilio gratiæ, et ideo præsidium hujus assidue implorat, annitens interim et ipse pro viribus, utique per liberum arbitrium.

* I Vulgata står der: ”dirige in conspectu meo viam tuam”.

For vi beder også hver dag: ”Herre, min Gud, led mig på din vej”. (Sl 5,9). Men det forhindrer på ingen måde, at vi samtidig stræber efter at gøre det bedste, vi kan. Vi beder: ”Min Gud, drag mit hjerte mod dit vidnesbyrd!” (Sl 119,36). Den, der beder om hjælp, ophører ikke med at stræbe. Skønt Luther her simpelthen ikke forstår, hvad Diatriben behandler, gestikulerer han alligevel som en nar: ”Jamen, kære venner, vil den gøre grin med os? Mon den vil drille papisterne?” (L9#56). Det er ikke mærkeligt, at manden er tåbelig i den grad, men det er mærkeligt, at han aldrig får nok af sine tåbeligheder. Diatriben taler på dette sted om et menneske, der allerede er oplyst, men som ikke kan holde en ret kurs i livet uden nådens hjælp, og derfor hele tiden beder om hjælp, altimens han selv stæber så godt han kan, uden tvivl ved hjælp af den frie vilje.

⁶⁷ Quod si homo justificatus non potest perseverare seu perficere absque gratia, nec tamen interim cessat liberum arbitrium, consequitur Hieremiæ verba non excludere liberum arbitrium. Nam dirigendi verbum auxiliantis est, non necessitatis. Et non esse in manu nostra, declarat gratiam nostræ voluntati cooperantem. Probandum, inquit, fuit, an nos viribus nostris nitamur, et probat quod orans aliquid conatur.

For hvis det retfærdiggjorte menneske ikke kan udholde eller gennemføre noget uden nåden, men hvis samtidig den frie vilje ikke ophører, så følger deraf, at Jeremias' ord ikke udelukker den frie vilje. For ordet ”led” implicerer hjælp, ikke nødvendighed. Og ”står ikke i vor magt” forklarer en nåde, der arbejder sammen med vor vilje. ”Den [Diatriben] skulle bevise, om vi stræber med vore egne kræfter, og den beviser, at den, der beder om noget, stræber”. (L9#56).

⁶⁸ An hoc novum est, ut laborans imploret auxilium Numinis? Nauclerus moderatur velum et clavum, optans interim à Deo ventos, quos in manu non habet, quod in ipsius est potestate sedulo confert. Dissimulo interim novum dogma quod hic admiscet, spiritum orare in nobis, non nos. Fingamus Diatriben loquutam de homine vacuo gratia, an non orant frequenter, qui tamen adhuc sunt in affectu peccandi? Et an non conatur, qui eleemosynis, lectione sacra velut ambit Dei gratiam, vel solis naturæ viribus, si Scholasticis credimus, quam opinionem nunquam rejeci, citius eam (1468) amplexurus, quam Lutheranam, auxiliante gratia pulsante, juxta eos qui propensiores sunt ad exaggerandam Dei gratiam: quanquam si quis posita contentione rem propius inspiciat, minimum interest inter has duas opiniones.

Mon det er noget nyt, at den, der anstrenger sig, beder guddommen om hjælp? Kaptajnen tager sig af sejl og ror, men beder samtidig til Gud om vind, for vinden står ikke i hans magt, selv om han anvender sin flid på det, der står i hans magt. Imidlertid vil jeg springe over det nye dogme, han her blander ind i sagen: at det er ånden, der beder i os, ikke os selv. (L9#56). Lad os forestille os, at Diatriben talte om et menneske uden nåden, mon dog ikke de mennesker ville bede ofte, som er i syndens stadium? Og mon ikke det er at stræbe, hvis et menneske ligesom bønfalder om Guds nåde gennem almisse og hellig læsning, enten ved sine egne kræfter alene – hvis vi tør tro skolastikerne, hvis mening jeg aldrig har forkastet, men snarere bifalder end den lutherske – eller med hjælp fra den tilbudte nåde? I hvert fald ifølge dem, der er mere tilbøjelige til at overdrive Guds nåde, skønt er kun er ringe forskel på de to opfattelser, hvis man undersøger sagen nøjere.

^{69 [194] (601-53)}            Quod et Proverbiorum XVI. Hominis est præparare cor, etc. Diatribe responderat et hoc ad eventa pertinere: Hic requirit auctorem, et si quando nomino auctorem, flagellat eum convitiis. Verùm hoc quod adfero sermonis tenor approbat, Hominis est animam præparare, et Domini gubernare linguam. Agit enim illic, ne homo suis fretus viribus, negligat auxilium gratiæ, sine qua nihil potest homo perficere.

         Hvad angår Ordspr 16,1: ”Det er menneskets sag at forberede sit hjerte, osv”, svarede Diatriben, at også det har med resultatet at gøre (e3#23). Her kræver Luther så, at jeg nævner, hvor jeg har det fra, og hvis jeg nævner navnet, så hudfletter han ham med skældsord. Men det, jeg fremfører, er i overensstemmelse med sammenhængen i stedet: ”Det er menneskets sag t forberede sindet, og Guds sag at styre tungen”. For hvad forfatteren sigter mod, er, at mennesket ikke skal stole på sine egne kræfter og være ligeglad med den guddommelige hjælp, for uden den kan mennesket ikke gennemføre noget.

⁷⁰ Velut Apostoli cum dicerent causam apud Præfides, animum promtum exhibebant gratiæ, Dominus gubernabat linguam. In præparando locus est libero arbitrio, quia non avertit sese à gratia, dictionis eventum moderatur suo consilio Deus. Hoc quod partim in nobis situm est, exigit à nobis Deus, eventum sibi vult relinqui. Quod si animus sit bonus, eventus quisquis erit, infelix esse non poterit: Sin malus, fallet seipsam impietas. Eoque sequitur, Omnes viæ hominum patent ocilis ejus, spirituum ponderator est Dominus.

Sådan gik det også for sig med apostlene, når de førte deres sag for domstolene: de holdt deres sind åbent for nåden, og Herren styrede deres tunge. Når man forbereder sig, er der plads til den frie vilje, fordi den ikke vender sig bort fra nåden, men Gud styrer det, der kommer ud af det sagte, ifølge sit råd. Hvad der delvist ligger i os, kræver Gud af os, men han forbeholder sig selv at fremkalde resultatet. Men hvis hjertet er godt, kan udfaldet, hvordan det end er, ikke blot ulykkeligt. Men hvis det ere ondt, vil ugudeligheden narre sig selv. Heraf kommer det, der følger lige efter: ”Alle menneskets veje ligger åbent for hans øjne, men Herren vægter ånden”. (Ordspr 16,2).

⁷¹ Talis igitur erit eventus, qualis est animus. Ideoque monet, si velis exitum esse felicem, exhibe Domino sincerum animum, ac velut illo teste fac quicquid facis. Revela, inquit, Domino opera tua, et dirigentur cogitationes tuæ. Quod ante dixit, præparare animum, hîc appellat revelare cogitationes. Habet Lutherus quod unum recipit, ex serie sermonis expromtam sententiam. Quid autem agas cum hoc disputatore? Si cites auctorem, arripit occasionem blasphemiæ: si nullum cites, ridet somnium nostri capitis.

Altså: som hjertet er, sådan vil udfaldet blive. Derfor kommer han med den formaning: hvis du vil opnå en lykkelig udgang, fremvis for Herren et ærligt sind, og gør, hvad du gør, som om han så på det: ”Åbenbar for Herren, hvad du gør, og dine tanker vil blive styret”. (Ordspr 16,3). Det, han tidligere kaldte ”forbered dit sind”, kalder han her ”at åbenbare tankerne”. Her får så Luther det eneste, han godtager: en mening, der er uddraget af ordenes sammenhæng. Men hvad skal man stille op med én, der disputerer på den måde? Hvis man citerer, hvor man har det fra, får han lejlighed til at komme med blasfemier. Hvis man ikke gør det, gør han nar af det som fantasier fra vort eget hoved.

⁷² Deinde magna cum auctoritate suam profert interpretationem, pro sua libidine contortam. Hîc iterum triumphat tali syllogosmi: Si libertas, inquit, arbitrii in rebus et operibus nostris nulla est, multo magis nulla est rebus et operibus divinis. Quis, obsecro, dixit in operibus humanis nullam esse libertatem arbitrii? Dixi rerum exitus non semper pendere ex nostro arbitrio. An Medicus ideo caret libero arbitrio in medendo, quia moritur quem sperabat revaliturum?

Og bagefter fremfører han med stor autoritet sin egen fortolkning, fordrejet efter som det passer ham. Her triumferer han igen med følgende syllogisme: ”når den frie vilje i vore ting og gerninger er intet, så er den meget mere intet i de guddommelige ting og gerninger”. (L9#57). Jamen, for pokker, hvem har sagt, at der i de menneskelige gerninger ikke er nogen fri vilje? Jeg har sagt, at udfaldet ikke altid afhænger af vores vilje. Mon en læge af den grund mangler fri vilje, når han udfører sin gerning, fordi den, han håbede at gøre rask, dør?

⁷³ Et hic disputator ridet perpetuo Diatribes acumen. Dixerat, Quomodo est hominis præparare animum, cum Lutherus affirmet omnia necessitate geri? Respondet homo acutus, cum eventa rerum non sint in nostra potestate, quomodo est hominis res gerere? Respondeo vicissim, quando rixandum est, qui dat pecuniam filio, ut emat Euangelicum codicem, cum ille commercetur scortum, utrum libero arbitrio dedit, an non? Fatebitur dedisse.

Og denne disputator gør altid nar af Diatribens skarphed. Diatriben havde sagt: ”hvordan skulle mennesket kunne forberede hjertet, når Luther forsikrer, at alt sker med nødvendighed?” (e3#23) Så svarer dette skarpe menneske: ”Eftersom begivenhedsforløbet ikke står i vor magt, hvordan kan det da være menneskets sag at udføre tingene?” (L9#58). Jeg vil til gengæld svare, eftersom vi må skændes: Hvis en far giver sin søn penge, for at han skal købe en evangelisk bog, og han så giver penge bort på en skøge, mon så faderen har givet med en fri vilje eller ej? Luther bliver nødt til at indrømme, at han har givet dem af fri vilje.

⁷⁴ Nam in his rebus concedit liberum arbitrium, et tamen fefellit eventus. Quomodo igitur dare pecuniam fuit in illius arbitrio? Tam est acutus, ut non discernat actionem rei gerendæ ab eventu. At si præparare cor, est hominis, consequitur aliquam hujus rei partem esse sitam in arbitrio hominis. Quod si necessario Deus præparat animum, et gubernat linguam, dixisset, Dei est et præparare animum et gubernare linguam. Hîc exspatiatur in locum communem, tanto attentius nobis adlaborandum, quod rerum eventus sit incertus, quasi nos aliud suaserimus.

For i disse sager indrømmer han, at der er en fri vilje, og dog kommer der noget forkert ud af det. Hvordan lå det da hen til hans fri vilje at give pengene? Så skarpsindig er han, at han ikke skelner handlingen fra det, der kommer ud af den. Men hvis det at forberede hjertet er menneskets sag, så følger, at denne sags anden del er overladt til menneskets valg. For hvis Gud med nødvendighed forbereder hjertet, og styrer tungen, ville han have sagt: ”Det er op til Gud at forberede hjertet og styre tungen”. Her undgiver han med et almindeligt udtryk: at vi anstrenger os mere opmærksomt, når udfaldet er uvist (L9#58), som vi havde argumenteret for, at det gjorde vi ikke.

⁷⁵ Quod si loquitur de eventu salutis æternæ, extra oleas currit, cum Diatriba de hac non agat. Quanquam equidem citius tribuerim pio viro fiduciam bonam, quam certitudinem. Citat Ecclesiasten, Mane semina semen tuum, et vespere ne cesses, etc. sed interim utitur verbis imperandi, quæ in Scripturis nihil ponunt. Quid quem hortatur hominem ad operandum, qui nihil agit, sed tantum patitur? Cur colliget ex hoc verbo semina, homini operandum esse, cum imperandi verba nihil aliud declarent, quam non posse fieri quod præcipitur?

Men hvis han taler om den evige frelses udfald, så går han udenfor diskussionens emne, for Diatriben har ikke talt om det. Faktisk ville jeg have været mere tilbøjelig til at tillægge en from mand fast tillid end sikkerhed. Så citerer han Præd 11,6: ”Så din sæd om morgenen og ophør ikke om aftenen, osv”, (L9#58), men samtidig bruger prædikeren imperativiske ord, som ikke i skriften påstår, at noget er. (se L4#101). Men hvorfor er et menneske opsat på at gøre noget, hvis han ikke handler, men kun lader sig handle med? Hvorfor drager han den slutning af ordet ”så”, at det er op til mennesket at handle, når imperativiske ord intet andet forklarer, end at man ikke kan gøre, hvad der bliver påbudt?

⁷⁶ Videtur autem sibi belle rem moderatus hac distinctione: Nobis, inquit, sunt incerta cognitione, sed necessaria eventu. Necessitas nobis timorem Dei incutit, ne præsumamus et securi simus, Incertitudo vero fiduciam parit ne desperemus. Qui maxime statuunt liberum arbitrium, fatentur necesse ut (1469) alterutrum eveniat, nimirum ut homo vel servetur, vel pereat. Id igitur ad incutiendum terrorem satis est, etiam posito libero arbitrio.

Men han mener, han har behandlet sagen godt med denne distinktion: ”For os er erkendelsen usikker, men udfaldet nødvendige. Nødvendigheden indskyder frygt for Gud i os, at vi ikke bliver frække og sikre. Men uvisheden føder tillid, at vi ikke skal fortvivle”. (L9#58). De, der i særlig grad fastholder den frie vilje, indrømmer, at der nødvendigvis må ske ét af to, nemlig, at mennesket enten frelses eller fortabes. Dette er derfor nok til at tilbagevise frygten, også om vi fastholder den frie vilje.

⁷⁷ Quis autem unquam dixit, incertitudinem parere fiduciam? Fortassis adimit extremam desperationem. Etiamsi Paulus certus est, ipsi repositam justitiæ coronam, ut hîc obiter notem Lutheranorum inconstantiam. Sed uter futurus est ad agendum alacrior, is-ne cui persuasum est, sive serat, sive non serat, proventuram messem, si Deus voluerit: an qui credit, citra ipsius operam nihil proventurum, sed laboranti non defuturum coeli favorem?

Men hvem har nogensinde sagt, at usikkerhed føder tillid? Måske udelukker den den yderste fortvivlelse. Skønt Paulus er nu sikker på, at der er givet ham en retfærdighedens krone, (2 Tim 4,8), hvis det må være mig tilladt her i forbifarten at notere mig lutheranernes mangel på sammenhæng*. Men hvem vil være mest ivrig i sin handling, den, som er overbevist om, at der vil fremkommer en høst, hvad enten han sår eller ej, hvis Gud vil, eller den, som tror, at der ikke vil fremkomme nogen høst, hvis ikke han arbejder, men at han ikke skal mangle himlens gunst, når han anstrenger sig?

* Meningen er, at Paulus er både tillidsfuld og sikker.

⁷⁸ Rursus uter studiosius ambiet dignitatem, is-ne qui scit Regem eam alterutri destinasse, sive mereatur, sive non mereatur: an qui credit Regem ei daturum, qui se maxime dignum præbere studuerit ipsius favore. Reliqua stolidiora sunt, quam ut recensere libeat. Et properandum est, ne tædio lectorem enecem.

Videre: Hvem vil være mest ivrig efter at opnå en høj stilling, ham, som véd, at kongen har besluttet at give det til den ene af de to uden hensyn til, om de har fortjent det eller ej, eller ham, som tror, at kongen vil give det til den, som har arbejdet hårdest for at gøre sig værdig til kongens gunst? Resten af dette afsnit er så tåbeligt, at jeg ikke har lyst til at referere det, det bør springes over, at jeg ikke skal kede læseren ihjel.

^{79 [195] (604-55)} Jam illud ex eodem Capite, Universa propter semetipsum operatus est Dominus, etc. defendens, miror cur tantopere horreat fateri, Deum creare impium, cum ante sit ingenue fassus, Deum quotidie gignere impios homines: sed sensit, opinor, de Dei operatione assidua in rebus propagandis.

Så til skriftstedet fra det samme kapitel: ”Alt virker Herren til sit formål, osv” (Ordspr 16,4) (L9#60). Det undrer mig, at Luther i sit forsvar for dette skriftsted så stærkt viger tilbage fra at indrømme, at Gud skaber den ugudelige, eftersom han tidligere tydeligt indrømmede, at Gud hver dag skaber ugudelige mennesker (L7#1ff). Men jeg tror, at han dengang talte om Guds stadige virken for at holde tingene i gang.

⁸⁰ Sic igitur interpretabimur, Operatus est impium, id est, operatus in impio ad diem malum, aut operatus est impietatem ad diem malum. At quanto simplicius est, quod exponit Diatriba? Antea dixerat, Revela Domino viam tuam, et dirigentur cogitationes tuæ, hoc est, esto sincero animo coram Deo, et ille dabit bonum exitum. Hoc ad pios pertinet: Ad impios autem pertinet quod sequitur, Universas propter semetipsum operatus est Dominus, impium quoque ad diem malum.

Således vil vi da fortolke ”han skabte den ugudelige” (Ordspr 16,4), det vil sige, han virkede i den ugudelige til den onde dag, eller han virkede ugudelighed til den onde dag. Men hvor meget mere enkel er ikke den forklaring, Diatriben kommer med? Tidligere sagde Salomon: ”Åbenbar din vej for Herren og dine tanker til blive styret”, det vil sige, vær oprigtig overfor Herren og han vil give et godt udfald. Dette har med de fromme at gøre. Men det, der følger, har med de ugudelige at gøre: ”Alt har Herren virket til sig eget formål, også den ugudelige til den onde dag”. (Ordspr 16,4).

⁸¹ Ut prior illa pars pertineat ad naturas rerum et ad bona, posterior ad impios, qui non revelant Domino viam suam, sed credunt se suis consiliis eo perventuros quo volunt. Verùm hos manet infelix exitus, ita Domino moderante rerum eventus, ut impiorum etiam malitiam vertat in gloriam suæ bonitatis ac justitiæ, simulque in bonum electorum, quos alieno supplicio reddit cautiores.

Ligesom den første del har med tingenes natur og det gode at gøre, sådan har den sidste del med de ugudelige at gøre, de, som ikke åbenbarer Herren deres veje, men tror, at de kan gennemføre, hvad de vil, ud fra deres eget råd. Men dem venter et ulykkeligt udfald, sådan går det til, når Gud styrer tingenes gang, at selv de ugudeliges ondskab vender han til ros for sin godhed og retfærdighed, og samtidig til gode for sine udvalgte, som han gør mere forsigtige ved at straffe de andre.

⁸² Malum enim diem vocat infelicem exitum. Et hanc habet interpretationem ex ipso sermonis tenore nullo auctoris nomine, ne provocetur ad blasphemiam. Quid igitur hic locus facit adversus liberum arbitrium? Consilia impiorum habent infelicem exitum, an ideo nihil agunt per liberum arbitrium?

For ”den onde dag” betyder det ulykkelige udfald. Og Diatriben finder frem til denne fortolkning ud fra ordenes sammenhæng, den nævner ikke ophavsmandens navn, for ikke at provokere [Luther] til blasfemi. Hvordan kan da dette sted være imod den frie vilje? De ugudeliges råd får et ulykkeligt udfald, mon det er derfor, de intet gør gennem den frie vilje?

^{83 [196] (605-55)}           Proximo Capite dum tuetur illud Prov. XXI Cor Regis in manu Domini, tantum asseverat, sed offenditur coactionis verbo, quod toties objicit Diatribæ, recinens illam distinctionem, de necessitate coactionis et immutabilitatis, cum ea apud nullum legatur Theologum, ut antea declaravimus. Atqui ipse in assertione sua, non horruit hanc vocem coactionis, dum sic loquitur, Quis audet negare, se etiam in malis operibus sæpius coactum aliud facere quam cogitavit?

         Når han i næste afsnit forsvarer Ordspr 21,1: ”Kongens hjerte er i Herrens hånd”, så kommer han blot med påstande (L9#61). Men han stødes over ordet ”tvang”, som han hele tiden bebrejder Diatriben, idet han gentager den distinktion om tvangens og uforanderlighedens nødvendighed, skønt man ikke kan læse om den hos nogen teolog, som vi tidligere har forklaret (H4#75ff). Men i sine assertioner viger han selv ikke tilbage fra ordet ”tvang”, for dèr hedder det: ”Hvem vover at nægte, at han også i sine onde gerninger ofte tvinges til at handle anderledes, end han havde tænkt sig?” (ass4#60).

⁸⁴ Et hîc ubi fatetur, cor Regis violento impetu sic rapi ad hoc aut illud agendum, ut non possit sese alio deflectere, non fert verbum coactionis, præsertim cum adducat exemplum de Balaam, qui diversa compulsus est dicere quam volebat. Quod exemplum cum sit singulare, nisi patiamur ad omnes pertinere, negat ulla exempla in Scripturis posse subsistere. Ad hæc male habet hominem quod Diatriba dixerit, hujus generis testimonia permulta colligi posse ex sacris Litteris, præsertim gnomologiis, quæ commoda interpretatione huc aut illuc deflecti possint.

Og når han her indrømmer, at kongens hjerte af en kraftfuld impuls drives til at gøre dette eller hint i den grad, at han ikke kan vende sig andetsteds hen, kan han ikke bruge ordet 'tvang', især ikke når han anfører Bileams eksempel, han, som blev tvunget til at sige noget andet, end hvad han ville. (L9#59). Skønt dette eksempel er enkeltstående, nægter han, at noget eksempel i skriften kan bestå, medmindre vi går med til, at dette skal omhandle alle. Og så er manden også gal, fordi Diatriben sagde, at der kunne fremvises mange vidnesbyrd fra skriften af den slags, især fra ordsamlinger, som ved en passende fortolkning kan drejes til den ene eller den anden side. (e3#27)

^{85[197] (605-55)}         Hîc protinus aperit se campus debacchandi in Rhetores, qui doceant artem depravandi sacras Litteras, cum nullus adhuc exstiterit, qui violentius tractarit eas quam ipse. Subest et nonnihil vel stomachi, vel emphaseos in nomine Lutheri, quod toties repetit mimhtikwV, quasi non oporteat Lutherum absque præfatione honoris nominare.

            På dette sted viser der sig pludselig en lejlighed til at skælde ud på retorerne, som lærer kunsten at ødelægge den hellige skrift, skønt der ikke indtil nu har været nogen, som har behandlet den mere hårdhændet end han selv. Der er også et underliggende drag af vrede eller understregning i navnet 'Luther', som han gentager så ofte, som vil han gøre nar af mig, som om det ikke var rigtigt at nævne navnet 'Luther' uden doktortitlen. (L9#65).

⁸⁶ Si indignatur nominari Lutherus, quid faceret si designassem eum iis titulis quibus designant alii? Nisi forte placet Eccius, qui Lutherum vertit in Ludderum. Cum ipse toties scurretur in dominam Diatribam, non fert simpliciter appellari (1470) Lutherus. O delicatum animum! Atqui quoniam in Diatribæ personis tam insigniter erravit, coactus sum ipsa re subinde Lutheri nomen inculcare, ne quod ipsius est adscriberet Paulo. Negat me hactenus ullum gregarium militem superasse, cum præter duo triave loca, vix ulla fuerint respontione digna.

Hvis han bliver vred over at benævnes 'Luther', hvad vil han så gøre, hvis jeg benævnede ham med de navne, andre har givet ham? Men han er måske tilfreds med, at Eck har ændret 'Luther' til 'Ludder'! Skønt han selv hele tiden gør nar og kalder Diatriben ”fru Diatribe”, kan han ikke tåle blot at blive kaldt Luther. O hvilken følsom sjæl! Men fordi han tog så grueligt fejl af, hvem der talte i Diatriben, var jeg tvunget til for sagens skyld at understrege navnet 'Luther', at han ikke skulle tilskrive Paulus, hvad han selv havde skrevet. Han hævder, at jeg hidtil ikke har nedlagt så meget som en menig soldat (L9#66), selv om jeg ikke fandt noget, det var værd at svare på bortset fra to eller tre steder.

⁸⁷ Sed quis unquam mortalium refellit vel unam Lutheri sententiam, quam vel ludens effutierit, tanta est oraculorum majestas. Ventum est igitur tandem ad Achillem Lutheri, quo mire se venditat in assertione. Hîc primum impingit Diatribæ, quod studuerit sibi vindicare gloriam, quasi prima docuerit, nihil, accipi pro eo quod est, nullius per se momenti. Unde id colligit? Quia non nomino auctorem? Atqui id Lutherus non fert: Ex locis igitur Scripturarum doceo quod ajo, nam hoc exigit ipse. Etsi nihil tale legissem apud alios, quid magni erat id ex sacris Libris decerpere, cum tropum etiam habeat popularis sermo?

Men hvilket dødeligt menneske har nogensinde gendrevet bare én af Luthers meninger, selv ikke én, han plaprede af sig for sjov, i så høj grad er han oraklernes majestæt. Og så kommer vi til sidst til Luthers Akilleus, som han praler så meget af i assertionerne. (ass4#46; L9#65). Her pådutter han først Diatriben, at den søger at prale af at være den første, som har lært, at 'intet' skal forstås som 'det, der i sig selv ikke er af betydning'. (e3#29). Hvoraf slutter han det? Fordi jeg ikke nævner navnet på den, jeg har det fra? Men Luther kan jo ikke lide, at jeg gør det. Og derfor understøtter jeg det, jeg siger, men skriftsteder, for det er, hvad han selv kræver. Og selv om jeg ikke havde læst den slags hos andre, hvorfor så så stor ståhej over, at jeg uddrager det fra den hellige skrift, eftersom dagligsproget også har denne billedtale?

⁸⁸ Pudet referre manifestum hominis mendacium, quo fingit Diatriben hoc unice agere, ut Scripturæ Dei sint ubique ambiguæ, ne illis cogatur uti, auctoritas vero Veterum certa, ut illis liceat uti, mira sane religione, ut verba Dei sint inutilia, hominum verba sint utilia*. Quantam hîc mendaciorum congessit farraginem? Non saltem vereri, ne qui legerunt meam Diatribam statim intelligant homini nullam esse frontem. Reliquas nænias et ineptias prætermitto, quanquam à næniis ad nænias eundum: nihil enim aliud agit toto hoc opere.

* Her har Leiden glemt at kursivere.

Jeg skammer mig over at gengive mandens direkte løgn, idet han forestiller sig, at ”går hele tiden ud fra, at Guds skrift overalt er tvetydig, så den ikke bliver tvunget til at bruge den, men at de gamles autoritet er sikker, så den har man lov at bruge; det er i sandheden en underlig fromhed, at man ikke må bruge Guds ord, men menneskers ord må man bruge”. (L9#68). Sikke en trugfuld løgne han her har samlet sammen! Han er ikke engang bange for, at de, der har læst Diatriben, straks skal forstå, at manden er uden skam i livet. Jeg springer over de andre absurditeter og det øvrige nonsens, skønt det går fra den ene absurditet til den anden. Hele bogen handler ikke om andet.

^{89 [198] (607-56)}           Jam Diatriba sibi non constat. Quî sic? Quia fatetur nihil pro modico accipi posse et imperfecto. Nec modici nec imperfecti vox est in mea Diatriba, sed has voces affingit sannio, quo locus esset aliquot scurrilibus facetiis. Sic habent verba Diatribæ: Atqui mea sententia potest ad hoc non uno modo responderi. Primum vulgo nihil agere dicitur, qui non assequitur id quod expetit, et tamen frequenter aliquousque promovit, qui conatur. In hoc sensu verissimum est, nos sine Christo nihil posse. Loquitur enim illic de fructu Euangelico, qui non contingit nisi manentibus in vite, qui est Christus Jesus. Hactenus Diatriba.

           Men Diatriben er uenig med sig selv. Hvordan det? Fordi den indrømmer, at 'intet' kan betyde 'meget lidt' eller betyder 'ufuldkomment'. (L9#72). Hverken ordet 'meget lidt' eller ordet 'ufuldkomment' befinder sig i min Diatribe, men disse ord omdigter vort vittighed hoved, så de giver ham lejlighed til nogle vandede vittigheder. Sådan skriver Diatriben: ”Og dog kan man efter min mening svare derpå på flere måder. For det første siger man i folkemunde, at den, der ikke opnår det, han stræbte efter, ikke gør noget, og dog gør ofte den, der stræber, på én eller anden måde fremskridt. I den forstand er det meget rigtigt, at vi ikke kan gøre noget uden Kristus, han taler jo om den evangeliske frugt, som kun tilfalder dem, der bliver i vintræet, som er Kristus Jesus”. (e3#28). Såvidt Diatriben.

⁹⁰ Fructum Euangelicum appello prædicationem Apostolicam, qua mundum Christo subegerunt. Dominus se dixerat vitem, discipulos palmites, late propagaturos Spiritum Euangelicum. Hoc Euangelii verba sonant, Ut eatis ut fructum adferatis, et fructus vester maneat. Palmitum propagatio est Apostolorum discursus, primum Hierosolymæ, mox in Samaria, locisque proximis, mox per omnes Mundi plagas proferentium quod hauserant è stirpe.

Jeg kalder evangeliets frugt apostlenes prædiken, hvorved verden blev underlagt Kristus. Herren kaldte sig selv vintræet, disciplene grenene, som udbreder den evangeliske ånd vidt og bredt. Sådan lyder evangeliets ord: ”At I kan bære frugt og at jeres frugt må forblive”. (Joh 15,5. 8). Grenenes udbredelse er apostlenes prædiken, først i Jerusalem, derefter i Samaria, og i de nærliggende egne, noget derefter ud over hele verdens egne, hvor de fremdrog, hvad de havde opsuget fra stammen.

⁹¹ Erant autem qui insincere prædicabant Euangelium, ad gloriam et quæstum, non manentes in vite, eoque doctrina eorum non adferebat fructum copiosum. Fuisse tales, declarat Paulus Phil. 1. Quidem autem ex contentione Christum annuntiant non sincere, etc. Scopus autem Apostolicæ prædicationis erat universum orbem ad Euangelium pertrahere.

Men der var nogle, som prædikede evangeliet uden glød, til deres egen ære og gavn, idet de ikke forblev i vintræet, og af den grund bar deres lære ikke overvældende med frugt. At der var sådanne prædikanter, forklarer Paulus i Fil 1,17: ”Men der er nogle, der prædiker Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, osv”. Men hensigten med apostlenes forkyndelse var at drage hele verden hen til evangeliet.

⁹² Hunc scopum non potuissent attingere nisi mansissent in vite. Nihil interim dicam de hæreticis doctrinam Euangelicam vitiantibus, à quorum exemplo deterret suos Dominus. Nihil igitur posse facere dicuntur, qui non pertingunt ad scopum. Jam pari scurrilitate interpretatur nobis non, ut significet fructum Euangelicum extra Christum, et hinc colligit portentosa quædam, plane resipientia spiritum quem habet in pectore, cum tam absurda sint ut me pudeat referre.

Og denne hensigt kunne de ikke nå frem til, medmindre de blev i vintræet. Jeg vil i denne omgang ikke sige noget om de kættere, som øver vold mod den evangeliske lære; Herren afskrækker sine disciple fra deres eksempel. De, som ikke holder fast ved hensigten, siges intet at kunne gøre.

På en lignende naragtig måde fortolker han 'ikke' for os: det skulle betyde den evangeliske frugt udenfor Kristus, (L9#70), og heraf drager han så monstrøse slutninger, som fuldstændig giver indtryk af, hvilken ånd han har i hjertet, men som er så absurde, at jeg skammer mig ved at referere dem.

⁹³ Riderem si tantum me læderent. Nunc video quanta sit mortalium pernicies, qui tali spiritui credant animas suas, quantaque Scripturarum contumelia ab homine tam effrenis animi linguæque tractari. Nam mihi cum primis gloriæ duco à tali viro talibus tractari modis. Hoc dolet quod pus illud tam diu dissimularit, nam et me liberasset gravi invidia, et pauciores, opinor, hic tumultus involvisset.

Hvis det kun var mig, han sårede, så kunne jeg le af det. Men nu ser jeg, hvor stor faren er for de dødelige, som betror deres sjæle til en ånd af den art, og hvor stor en fornærmelse mod skriften der kommer fra et menneske, der behandler den med en så tøjlesløs sjæl og tunge. For jeg betragter det som en særlig ære at få en sådan behandling af sådan et menneske. Men den ting gør mig ondt, at han har skjult denne galde så længe, for det ville have befriet mig for en tung modvilje og jeg tror dette oprør ville have involveret færre [hvis galden var kommet åbent frem noget tidligere].

⁹⁴ Sed ne videar hæc frustra dicere, referam unam facetiam. Si nihil, inquit, et non, significat modicum et imperfectum, sic interpretabimur et illud: Sine ipso factum est nihil, id est, modicum. Dixit insipiens in corde suo, non est (1471) Deus, id est, imperfectus est Deus. Ipse fecit nos, et non ipsi nos, id est, modicum fecimus nos. An non ista sunt otiose ludibundi, sed mali spiritus? Quanquam, ut dixi, modicum et imperfectum, non habet mea Diatriba, tantum dixit vulgato more loquendi, eum nihil facere, qui non efficit quod destinatum est: veluti legatus qui petit inducias, si non impetrat nihil egisse dicitur, et tamen omnia fecit ut impetraret.

Men for at det ikke skal se ud som om jeg siger dette uden grund, vil jeg citere én af hans vittigheder: ”Hvis 'intet' og 'ikke' skal betyde 'lidt' eller 'ufuldkomment', så skal vi altså fortolke dette: 'uden ham gøres der ikke noget' dvs. kun lidt. 'Dåren sagde i sit hjerte: der er ingen Gud', (Sl 14,1) dvs. Gud er ufuldkommen. 'Det er ham, ikke os selv, der har skabt os', (Sl 100,3) dvs. vi har i nogen grad skabt os selv. (L9#70). Mon ikke dette er tomme skæmteord, drevet af en gal ånd? Men som sagt, Diatriben bruger ikke ordene 'i nogen grad' og 'ufuldkommen', den har kun talt om den folkelige måde at tale på, at den, der ikke opnår det, han havde foresat sig, intet gør, som hvis en ambassadør for eksempel stræber efter at få en traktat i stand, så siger man, at han intet har udført, hvis den ikke kommer i stand, og dog har han gjort alt for at få den bragt i stand.

⁹⁵ Rodit ac ridet et illud, quod modestiæ causa sic propono responsionem: Mea sententia, potest ad hoc non uno modo responderi. Probandum, inquit, erat sic debere accipi. Non mirum si Luthero displicet modestus sermo, qui asseverat omnia. Cæterum an ideo minus verum est quod adfertur, si modestis verbis adfertur? Et ideo verum est quicquid dicit Lutherus, quoniam tam arrogantes habet asseverationes, nihil deferens aliorum judicio, nec post ipsum surgenti Prophetæ loquendi faciens locum?

Han snapper og bider af mig også hvad det angår, at jeg af beskedenhed fremsætter dette svar: ”Efter min mening kan man svare på denne måde”. (e3#28). ”Nej”, siger Luther, ”man må bevise, at det skal forstås sådan”. (L9#71). Det er ikke mærkeligt, at Luther, der påstår alting, ikke kan lide tilbageholdende tale. Og mon det forresten er mindre sandt, hvis man fremfører det, man fremfører, med afdæmpede ord? Er alt det, Luther siger, af den grund sandt, fordi han siger det med arrogante påstande, uden at overlade noget til andres bedømmelse, og uden at give plads til en profet, der kunne rejse sig op efter ham? (jvfr 1kor#14.30)

⁹⁶ Ad hæc multum sibi salsus videtur, irrisione commodæ interpretationis, cum hoc in ipsum dixerit Diatriba, qui non solum commode, sed impudentissime quidvis detorquet ad suæ causæ victoriam. Nam ipse si quid in Litteris sacris non assequor, soleo Veterum sententias amplecti, quod Lutherus clamat esse sacrilegum, cum ipse in pugna non solum Gregorium magna cum auctoritate citet, verum etiam ex Poetarum testimonio probet rerum omnium necessitatem, ob id Philosophis iniquior, quod asserunt hominis liberum arbitrium.

Derudover synes han, at han er meget morsom, når han gør grin med den almindelige fortolkning, skønt Diatriben havde indvendt dette imod ham, fordi han fordrejer hvad som helst til sejr for sin sag, ikke blot almindeligt, men skamløst. For hvad mig angår, hvis jeg ikke fuldt ud forstår noget fra den hellige skrift, plejer jeg at anføre de gamles mening, men det erklærer Luther for blasfemi, skønt han selv i kampen ikke blot citerer Gregor som en stor autoritet (ass4#17), men også ud fra digternes vidnesbyrd beviser, at alt sker med nødvendighed, idet han regner filosofferne for mindre pålidelige, fordi de fastslår menneskets frie vilje. (L2#23).

⁹⁷ Vociferatur si quando refero Hieronymi commentum, et sibi ignoscit cum ex fabulosis auctoribus probat quod asserit, veluti se ex Virgilii versu, O Melibæe Deus nobis hæc otia fecit, probet omnia necessario evenire. Repetit illud ex acervo mendaciorum, quem indicavi paulo ante, me certitudinem Scripturæ susque deque facere, cum ipse interim conspuens Orthodoxorum interpretationes, irridens Scholarum opiniones, Ecclesiæ placita, Conciliorum decreta, quamvis veterum, pili non faciens, sed sibi uni vindicans auctoritatem interpretandi, stabiliat conscientias hominum.

Han råber op imod mig, når jeg citerer Hieronymus' kommentar, men tilgiver sig selv, når han beviser det, han påstår, ud fra forfattere til fabler, f.eks. når han ud fra Vergils vers ”O Melibæus, Gud har givet os denne fred” beviser, at alt sker med nødvendighed. Fra den hob af løgne, som jeg havde påvist lidt tidligere, gentager han, at jeg gør skriftens sikkerhed til noget ligegyldigt (L9#71), skønt han selv samtidig er ligeglad med de ortodokses fortolkninger, gør nar af universiteternes opfattelser, ikke bryder sig en døjt om kirkens beslutninger, koncilernes dekreter, ligegyldigt hvor gamle de er, men fastholder autoriteten til at fortolke for sig selv alene, når han skal styrke menneskenes samvittigheder.

⁹⁸ Res ipsa nimirum indicat, quomodo stabiliat conscientias hominum, tot quotidie novis Sectis suppululantibus, plerisque mortalium nutantibus undique quid cui credant. Ita videlicet habebimus Scripturam certam, si, quicquid attulerit nobis Lutherus, amplectamur pro oraculo, nihil offensi, quod toties ipsi sibi non constat.

Denne sag i sig selv viser meget godt, på hvilken måde han styrker menneskers samvittigheder: hver dag fremskyder nye sekter, og mange mennesker er stærkt i tvivl om, hvad eller hvem de kan stole på. For det er på den måde, vi kan regne skriften for sikker: vi skal antage hvad som helst Luther fremfører for os, som et orakel, og ikke lade og gå på af, hvor ofte han ikke er i overensstemmelse med sig selv.

⁹⁹ Alias vult Scripturam adeo dilucidam esse, ut ad intelligentiam non alia re sit opus, quam Grammatica et sensu communi. Alias clamat omnes retro Doctores una cum Ecclesia cæcutisse. Sciebant Grammaticam, non carebant sensu communi, quid obstitit? Quid nisi Spiritus Satanæ, qui non audet tentare Lutherum? Crede mihi, alia est Spiritus Sancti lingua quam hic habet.

Ét sted vil han have os til at tro, at skriften i den grad er klar, at vi for at forstå den ikke har brug for andet end grammatikken og vor sunde fornuft. Et andet sted råber han op om, at alle de gamle lærde har været blinde sammen med kirken. De kendte grammatikken, de manglede ikke sund fornuft, hvad var der i vejen? Hvad andet end Satans ånd, som ikke vover af friste Luther? Tro mig, Helligåndens sprog er helt forskellig fra det, denne mand har.

¹⁰⁰ Si corvus rauca crassaque voce diceret se esse lusciniam, quis illi crederet? Et alicubi negat me, si roget, quid sit Spiritus, quid sit miraculum, ne syllabam quidem habiturum quam respondeam, cum hæc verba sint in Litteris sacris, et arbitror me nec Grammatices, nec sensus communis expertem esse. Sed nimis immoror hisce quisquiliis, præsertim cum Orbis jam nimium norit hominis ingenium.

Hvis en krage, med sin hæse og rå stemme, sagde den var en nattergal, hvem ville så tro den? Og et andet sted nægter han, at jeg, hvis han spurgte mig om, hvad ånd, hvad mirakel var, ikke ville have en stavelse hvormed jeg kunne svare ham, selv om disse ord findes i den hellige skrift, og jeg nok tro om mig selv, at jeg har forstand på grammatik og ikke mangler sund fornuft. (L3#22). Men jeg bruger altfor megen tid på dette vrøvl, især fordi hele verden allerede kender dette menneskes karaktér altfor godt.

^{101 [199] (630-58)} Jam ad probabilos sententiæ jocum toties iteratum satis responsum est. Reliqua quæ Lutherus hîc magna vehementia disserit, nihil ad rem faciunt, cum mea sententia loquatur de Euangelio propagando, hîc agat de gratia per liberum arbitrium paranda: Deinde modicum et imperfectum, ipsius verba sunt, non mea. Ad hæc constat etiam insenceros Doctores aliquousque profuisse Euangelio, licet sibi non profuerint.

Hvad angår hans gøren nar af den antagelige opfattelse, som han gentager atter og atter, har jeg allerede svaret tilstrækkelig på den. (L9#72). Resten af det, Luther her underholder med med stor styrke, har intet med sagen at gøre, eftersom jeg taler om at udbrede evangeliet, han om gennem den frie vilje at forberede for nåden. Dernæst er ordene 'mådeholden' og 'ufuldkommen' ikke mine ord. Desuden er det klart, at selv overfladiske lærere i nogen grad gavner evangeliet, selv om de ikke gavner sig selv.

¹⁰² Dominus autem hîc loquitur iis qui jam erant in vite, quos hortatur ut maneant, Judam subnotans, qui paulo ante hunc sermonem accepta buccella exierat. Idem minitatur omnibus eventurum nisi in vite manserint. Idem arbitror et ad hæreticos pertinere, qui se subducunt à corpore Christi, quod est Ecclesia. At Lutherus in assertione locum hunc in hoc adducit, ut probet liberum arbitrium non parare gratiam per opera moraliter (1472) bona.

Men Herren taler her om dem, som allerede er i vintræet; den opfordrer han til at forblive der, med særlig henblik på Judas, som kort tid før Jesus sagde dette, havde modtaget brødstykket og var gået. (Joh 13,26). Han advarer om, at det samme vil ske med dem alle, hvis de ikke forbliver i vintræet. Jeg tror også dette hentyder til kætterne, som fjerner sig fra Kristi legeme, som er kirken. Men Luther fremdrager i sine assertioner dette skriftsted for at bevise, at den frie vilje ikke kan forberede til sig nåden gennem moralsk gode gerninger. (ass4#46).

¹⁰³ Ast ego istam opinionem proposui duntaxat in Diatriba, nec probans, nec improbans. Illud igitur indicabit Diatriba, locum Joannis à Luthero non apte citatum, cum Christus loquatur iis qui erant in vite, except Juda, quod ipsum tamen latebat discipulos, et Lutherus accommodat ad hominem qui cupiat inseri in viten per gratiam. Quicquid igitur hîc convitiorum jactatur, absque scopo jactatur, videlicet de regno Christi, de regno Satanæ, quod ibique supra modum exaggerat, non distinguens inter soli peccato originis obnoxios, et suis etiam sceleribus contaminatos, nec inter simpliciter per infirmitatem peccantes, et inter induratos malitia.

Men jeg for mit vedkommende fremsatte kun denne opfattelse i Diatriben uden at godkende den eller være imod den. Derfor påpegede Diatriben, at stedet fra Johannes ikke blev brugt korrekt af Luther, eftersom Kristus taler om dem, som var i vintræet, bortset fra Judas – men dette var dog skjult for disciplene – og Luther anvender det på det menneske, som stræber efter at bliver indpodet i vintræet i kraft af nåden. Og derfor er han langt borte fra det væsentlige med alle de fornærmelser, han retter imod mig, nemlig dem om Kristi rige og Satans rige, som han altid overdriver overmåde meget, uden at skelne mellem de mennesker, der kun er skadet af arvesynden, og dem, som også er smittet af deres overtrædelser, eller mellem dem, der blot synder af svaghed, og dem, der er forhærdede i ondskab. (L9#72).

¹⁰⁴ Quod addit me liberum arbitrium sic in medio ponere, quasi nec Deus adsit, nec Diabolus, ut verbo respondeam, manifestum est mendacium, et hîc agebam de iis qui sunt in regno gratiæ. Quoniam autem polliceor illic responsionem variam, si hæc minus satisfaciebat, licebat aliam amplecti, eoque dixi, mea quidem sententia. At Lutherus qui aberrat à scopo, tamen sic tumultuatur circa hanc, ac si solam asseverassem.

Hvad han føjer til, at jeg i den grad sætter den frie vilje i centrum, som om hverken Gud eller djævel var til stede (L9#73), det er, at jeg skal sige det ligeud, en lodret løgn, og her taler jeg om dem, som er i nådens rige. Men fordi jeg dèr lover et andet svar, hvis dette er mindre tilfredsstillende, må han gerne antage et andet svar, og derfor sagde jeg 'ifølge min opfattelse'. (e3#28). Men Luther, som tager fejl af det, jeg ville, oprøres i den grad over dette, som var det den eneste mening jeg fremsatte.

^{105 [200; 201] (611-58)}         Verùm donemus hæc verba pertinere ad eos qui sunt sub regno Satanæ, Sine me nihil potestis facere, ponamus mihi tuendam sententiam Scoti, quam non suscepi tuendam, non excluditur his Euangelistæ verbis liberum arbitrium. Non enim sequitur, liberum arbitrium nihil potest absque Christo, igitur nihil potest. Nam Christum hîc accipio Christi gratiam, et hoc ipsum, quod potest homo naturæ influxu, Christi gratia est, sine qua nec vivimus nec sumus. Fingamus rursus hunc sermonem pertinere ad pios, sine me nihil potestis facere, nihil adversus liberum arbitrium facit, quod principalis gratiæ auxilio facit, quicquid facit, et tanto magis aliquid agit, quia sine gratia nihil agit.

          Men lad os antage, at disse ord: 'uden mig kan I slet intet gøre' har med dem at gøre, som er under Satans herredømme, lad os antage, at jeg skal forsvare Duns Scotus' opfattelse, som jeg ikke har påtaget mig at forsvare, (e1#88), så udelukker disse ord fra evangeliet ikke den frie vilje. Man kan nemlig ikke slutte, at fordi den frie vilje intet kan uden Kristus, så kan den slet ingenting. For 'Kristus' betyder her 'Kristi nåde', for selve det, et menneske kan gennem naturens indstrømmen, er Kristi nåde, (e1#94) uden hvilken vi hverken lever eller er. (Apg 17,28). Lad os videre forestille os, at dette udsagn: 'uden mig kan I intet gøre' har med de fromme at gøre; det gør intet imod den frie vilje, hvis et menneske fortrinsvis gør, hvad han gør, med nådens hjælp, og handler det mere, fordi han ikke gør noget uden nåden.

¹⁰⁶ Tandem scurrante Luthero, etiam Diatriba vertitur in nihil. Vulgo, inquit Diatriba, nihil agere dicitur, qui non assequitur id quod expetit, et tamen frequenter aliquousque promovet qui conatur. Respondet Lutherus: Nunquam audivi vulgo sic dici, tu ita fingis pro libertate tua. Sic respondent qui nihil relinquunt incertum. Quomodo Saxones vulgo loquantur nescio, Latine loquentes apud nos sic loquuntur, ut cum redeunt oratores ab irrita legatione, dicant eos nihil egisse: et qui rogantur, quod decreverunt non concedere, solent dicere, Desine rogare, nihil egeris. Id supra docuimus esse verum per auctores, qui si parum illi graves sunt, vel Philippum suum consulat: Fatebitur, ni fallor, esse verum quod dixi.

Endelig gør Luther sig selv til nar, endog Diatriben gøres til intet. Diatriben siger: ”Man siger i folkemunde, at den, der ikke opnår det, han stræbte efter, ikke gør noget, og dog gør ofte den, der stræber, på én eller anden måde fremskridt”. (e3#28). Luther svarer: ”Jeg har aldrig hørt den tale i folkemunde, det er noget, du finder på efter eget forgodtbefindende.” (L9#80). Sådan svarer de mennesker, der ikke vil lade noget være usikkert. Hvordan det lyder i saksernes folkemund, véd jeg ikke, men de latintalende blandt os taler sådan, at når ambassadører vender tilbage fra en forfejlet mission, siger de, at de ikke opnåede noget. Og de, der bliver spurgt om noget, de har besluttet at holde hemmeligt, plejer at sige: 'lad være med at spørge, du opnår ikke noget'. Ovenfor citerede jeg nogle forfattere for at sige, at det er sandt, og hvis de er for ubetydelige for Luther, kan han konsulterer sin egen Filip [Melanchthon]: om jeg ikke tager fejl, vil han indrømme, at det er sandt, hvad jeg siger.

¹⁰⁷ Quis dixit conatum esse nihil? Nam hoc objicit Lutherus, qui nihil interpretatur modicum, non Diatribe. Non enim illa exponit, quid sit nihil, sed quo tropo dicatur nihil agere, qui non efficit quod vult. Tropus autem non esset, si de otioso diceretur, nihil agit. Quam hîc delirat Lutherus, sine mente fundens verba! Verùm donat valere quod adfero, tamen id, inquit, facit adversus liberum arbitrium, quod multa agat, quæ coram Deo nihil sunt.

Hvem har sagt at det at forsøge ikke er noget? For her kommer Luther med indvendinger, han forstår 'intet' som 'ganske lidt', det er ikke Diatriben, der forstår det sådan. For Diatriben forklarer ikke, hvad 'intet' betyder, men i kraft af hvilket billedsprog man kan siges intet at udføre, når man ikke opnår det, man vil. Men der ville ikke være tale om billedtale, hvis man siger om den ledige, at han intet gør. Men hvilket ordgyderi præsterer ikke Luther her, uden forstand, som i fuldskab! Men han indrømmer, at hvad jeg fremfører, har gyldighed, ”og dog er det imod den frie vilje, som gør meget, som intet er overfor Gud”. (L9#81)

¹⁰⁸ Rursus multa agit liberum arbitrium, cum in assertione pronuntiarit, liberum arbitrium nihil esse in rerum natura. Quid profuerit, inquit, illi conatus, si non assequitur quod expetit? Ohe! Juxta quosdam tantum prodest, ut suo conatu perveniat ad gratiam: Juxta alios ut si suum conatum accommodet gratiæ præparanti, perveniat ad gratiam justificantem: Et si sit sub regno gratiæ, ut perseveret ac proficiat ad uberiorem gratiam. Sin se avertat, perdat etiam hoc quod donatum est.

Igen gør den frie vilje mange ting, skønt han i assertionerne erklærer, at den frie vilje intet er i virkeligheden: ”Hvad gavner det ham at forsøge, hvis han ikke opnår det, han forventer?” (L9#81). Aha! Ifølge nogle gavner det så meget, at han ved at forsøge når frem til nåden. Ifølge andre gavner det så meget, at hvis man tilpasser sit forsøg til den forberedende nåde, kan man nå frem til den retfærdiggørende nåde, og hvis det sker under nådens herredømme, gavner det så meget, at han kan holde ud og nå frem til nådens overflødighed. Men hvis han vender sig bort, taber han endog det, der var givet ham.

¹⁰⁹ Quin et illud Pauli infeliciter adduxit Diatribe, Neque qui plantat, neque qui rigat, est aliquid. Quis enim unquam citavit feliciter Scripturam adversus Lutherum? Quod minimi momenti est, ac per si inutile, Diatribe nihil appellat. Hîc Lutherus: Quid? Tu Diatribe ministerium verbi per se inutile et minimi momenti esse dictitas, quod tantis laudibus Paulus cum ubique, tum maxime 2 Cor III vehit, ubi ministratine vitæ et gloriæ appellat? Imo tu, Luthere, doces nos vocem Euangelistæ esse alicujus momenti, si desit (1473) Christi Spiritus? Tecum igitur ipse pugnas. Opinor enim intelligere te, quid sonat per se, hoc est, solitarium ac sine accessione Spiritus, veluti cum dicimus, genus per se nihil esse, nisi accesserit vita genere digna: et corpus per se nihil esse, nisi adsit anima.

Så har Diatriben også været så uheldig, at den har fremført det sted hos Paulus: 'hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget'. (1kor#3.7). (eras3#29) (Hvem kan i det hele taget citerer noget fra skriften imod Luther med held?) Hvad der er af ringe betydning, og i sig selv udueligt, kalder Diatriben 'intet'. Hertil siger Luther: ”Hvad for noget? Du, kære Diatribe, siger du udtrykkeligt, at ordets embede i sig selv er unyttigt og af ganske ringe betydning, det embede, som Paulus giver en overordentlig stor ros med på vejen, faktisk overalt, men især i 2kor#3.9, hvor han kalder det livets og herlighedens embede?” (L9#82) Nej, du, kære Luther, lærer du, at evangelistens stemmer har nogen betydning, hvis Kristi ånd mangler? Du modsiger dig selv. For jeg tror godt, du forstår, hvad 'i sig selv' betyder, nemlig, alene og uden åndens indflydelse, f.eks. når vi siger, at en art i sig selv intet er, medmindre det liv, der hører til denne art, kommer til, og at et legeme ikke er noget i sig selv, hvis ikke sjælen er tilstede.

¹¹⁰ Non hîc excutio, quod argutia cavillandi plantatorem mutat in ministerium Euangelicum. Ipse Christus fuit minister Euangelii, et ministratio Spiritus est ipsa vis Euangelii per Christum exhibita primum, mox per Apostolos, quorum opera nihil est, si conferatur ad Deum operantem in illis. Quod si qui præstat hîc operam, est aliquid magni, cur Paulus dicit esse nihil? Hîc Lutherus adfert è contemtissimis Scholæ proverbiis, Sermonem intelligendum secundum materiam subjectam, quod à Diatriba sæpe negat fieri.

Her vil jeg ikke undersøge, med hvor spidsfindige udflugter han ændre 'den, der planter' til 'den, der tjener evangeliet'. Kristus var selv tjener for evangeliet, og åndens tjeneste er selve evangeliets kraft, udøvet af Kristus som den første, dernæst af apostlene, hvis gerninger intet er, hvis de sammenlignes med Gud, som virker i dem. Men hvis den, der her yder et arbejde, er noget stort, hvorfor siger så Paulus, at han intet er? Her fremfører Luther ét af de foragtede ordsprog fra univertetet: 'talen skal forstås ud fra det, sagen drejer sig om', hvilket han siger sjældent sker fra Diatribens side.

¹¹¹ Audiamus igitur oraculum Lutheri: Ad incrementum, inquit, dandum, plantator et rigator nihil est, sed ad plantandum et rigandum nonnihil est, cum sit opus summum in Ecclesia Dei docere et exhortari. Quid novi dixit noster Sophista? Qui plantat et rigat, præbet operam docendi et exhortandi, et hac functione præstat honestum munus, fatemur: Sed hoc, quod est hujus rei caput, præstare non possunt, et ideo per se nihil agunt, quia frustra laborant, nisi Deus det incrementum.

Lad os derfor høre Luthers orakel: ”Til at give vækst, er den, der planter, og den, der vander, ingenting, men til at plante og vande er han ikke ingenting, eftersom det er åndens højeste gerning i Guds kirke, at lære og at formane”. (L9#82). Hvad nyt lærer vores sofist os her? Den, der planter og vander, udfører det arbejde at lære og at formane, og i denne funktion udøver han et godt arbejde, det indrømmer vi. Men det, der her er hovedsagen, kan de ikke yde, og af den grund udfører de i sig selv intet, fordi de arbejder forgæves, hvis ikke Gud giver væksten.

¹¹² An non toto hoc volumine sic argumentatus est Lutherus, Liberum arbitrium nihil potest absque gratia, ergo nihil est. Et voluntas hominis per se res est inefficax, ergo nihil est. Addit assevertionem, Hoc vult Paulus, hoc et verba satis aperte tradunt, Hoc est signaculum Spiritus. Verùm hîc rursus donat, ut valeat ineptum exemplum homo commodus et facilis, nihilo minus exemplum pro ipso facit.

Mon ikke Luther i hele denne bog argumenterer således: Den frie vilje kan intet uden nåden, altså er den intet. Og menneskets vilje er i sig selv en uvirksom ting, altså er den intet. Han tilføjer den påstand: ”Det er det, Paulus vil, det er det, ordene viderebringer ganske klart”. (L9#82). Dette er åndens segl. Men her går han igen med til, at mit uegnede eksempel skal have gyldighed (L9#83), han er jo så imødekommende og venlig, men ikke desto mindre trækker eksemplet i hans retning.

¹¹³ Nam hoc ipsum agimus, quod liberum arbitrium sit nihil, id est, inutile per sese, ut tu exponis, coram Deo, non ignari quod voluntas sit aliquid et non merum nihil*. Dispeream ni Lutherus hæc scriptis à coena, nisi quod hîc obiter aperit aliam rimam, de genere essendi coram Deo.

* Kursivering mangler i Leiden-udgaven.

”For det er, hvad vi kæmper for, at den frie vilje ingenting er, det vil sige, den er unyttig i sig selv, som du forklarer det, for det er den slags væren, vi taler om, men vi er ikke uvidende om, at den ugudelige vilje er noget og ikke bare ingenting”. (L9#83). Jeg tør vædde på, at Luther skrev dette, efter at have rejst sig fra bordet, bortset fra at han her i forbifarten åbner endnu en sprække om en slags væren overfor Gud.

¹¹⁴ Atqui posteaquam semel professus est omnium rerum et summarum et infimarum necessitatem, eoque liberum arbitrium nihil esse in rerum natura, sed tantum inanem titulum, frustra nobis hîc distinguit Empusa, esse naturale, et esse coram Deo, sicut distinxit dominium in rebus inferioribus et superioribus.

Og efter at han én gang for alle har bekendt alle tings nødvendighed, fra de højeste til de laveste, og af den grund erklæret, at den frie vilje intet er i virkeligheden, men blot er et tomt navn, er det forgæves, at denne kamæleon laver den skelnen for os, mellem at være på naturlig vis, og at være overfor Gud, ligesom han har skelnet mellem herredømmet over tingene under os og tingene over os. (L3#14); (H4#109); (H11#84)

¹¹⁵ Si ex animo probat dogma Wiclevi, sibi constet oportet in omnibus, ne cogar ipsi toties ostendere statum, cujus non subinde sed perpetuo obliviscitur. Sed age, sit liberum arbitrium per se nihil, quid hoc ad probabilem opinionem? Nonne hoc in calce Diatribes fateor juxta probabilem opinionem, quæ plurimum tribuit gratiæ? Sic et homo totus, imo mundus universus per se nihil est, cui si se subduceret vis Numinis omnia servantis, collaberetur.

Hvis han virkelig tilslutter sig Wiklefs læresætning, så skulle han fastholde den overalt, så jeg ikke skal tvinges til hele tiden at påvise det, hvilket han dog glemmer, ikke af og til, men hele tiden. Men kom nu, lad den fri vilje i sig selv være ingenting, hvad har det med den antagelige mening at gøre? Mon ikke jeg i slutningen af Diatriben indrømmer det i overensstemmelse med den antagelige mening, som tillægger nåden det meste? (e3#56). Således er også hele mennesket, ja hele verden i sig selv intet, eftersom det ville falde sammen, hvis den guddommelige kraft, der opretholder det, blev trukket tilbage.

¹¹⁶ Videre til hyp15!

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c