Hyperaspistes 13

¹   Cæterum in hoc congruit Malachias oraculo quod recenset commoda et incommoda temporaria; videlicet Judæam florentem ac (1441) restitutam, diruta ac desolata Idumæa. Quod si quis hæc per allegoriam velit ad Euangelii vocationem accommodare, ut Esau odio habitus designet Judæos ab Euangelii gratia repulsos, Jacob dilectus, Gentes ad eam vocatas, geminus obstrepit scrupulus: alter quod ex utraque gente quidam recepti sunt, quidam rejecti, ut nec hanc nec illam videatur odisse simpliciter aut amasse: alter quod ut demus Gentes nullo merito vocatas ad Euangelium, certe Judæi plurimis, gravissimis ac justissimis de causis exciderunt à gratia.

Men Malakias er i overensstemmelse med profetien [fra 1 Mos] derved, at han igen opregner timelige goder og ulemper, fx Judæas opblomstring og genopbygning, og Edoms nedgang og ødelæggelse.

Men hvis nogen ønsker at tage dette som en allegori og anvende det på kaldet til evangeliet, så Esau, der bliver hadet, betegner Jøderne, der blev forkastet fra evangeliets nåde, mens Jacob, der blev elsket, betegner hedninger, der blev kaldet til evangeliet, så er der to ting i vejen for en sådan fortolkning: den ene er, at der i begge folkeslag var nogle, der blev modtaget, nogle, der blev forkastet, så Gud ikke synes simpelthen at have hadet eller elsket hverken det ene eller det andet folk. Den anden er, at selv om vi indrømmer, at hedningerne blev kaldet til evangeliet uden at have gjort sig fortjent til det, så er det givet, at de fleste jøder blev skåret af fra nåden af tungtvejende og retfærdige grunde.

²   Quod si interpretemur Jacob credentes Euangelio, Esau incredulos, ex utraque Gente, vel potius ex omnibus Gentibus, plane recessimus ab eo quod hîc agit Paulus. At Lutherus negat se videre tropologiam, cum Prophetæ verba sint clarissima. Nec ego hîc confugio ad tropologiam, verùm ut in Malachia palam est mentionem fieri de beneficiis temporariis, ita patiar et in hoc exemplo, quod Paulus adducit, eundem esse sensum, quod in hunc usum adducitur, non ut asseratur rerum omnium necessitas, quod toties infulcit Lutherus, sed ut impie murmurantibus os occludatur. Euangelii principatus à Judæis translatus est ad Gentes. Quid ni? Cum idem olim fecerit Deus in Jacob et Esau.

Men hvis vi fortolker Jacob som dem, der tror på evangeliet, og Esau som dem, der ikke tror, i hvert af de to folk eller snarere i alle folk, så kommer vi helt bort fra det, som Paulus behandler. Men Luther nægter at se nogen billedtale, eftersom profetens ord er særdeles klare. Heller ikke jeg vil tage min tilflugt til billedtale, men ligesom der hos Malakias overalt er tale om timelige velsignelser, således må jeg også indrømme, at der i det eksempel, som Paulus fremfører, er tale om det samme, så han altså fremfører det, ikke i den hensigt at forsikre om, at alting sker med nødvendighed, hvilket Luther hele tiden føjer ind, men i den hensigt at munden skal lukkes på dem, der knurrer ugudeligt. Evangeliets førstefødselsarv blev overført fra jøderne til hedningerne. Hvorfor ikke? Det samme gjorde jo Gud i gamle dage med Jacob og Esau.

³ Quod tunc probabant, nunc arrodunt, cum idem sit Deus, qui et hoc et illud faciat, decernens principatum quibus vult, et adimens quibus vult. Non hæc fortuito accidunt, æterno Dei consilio geruntur, cujus rationem exquirere curiosum est, vituperare impium. Novit ille causas quamobrem ita faciat. Hæc cum strictius quidem disserverit ebria Diatribe, sed tamen eadem, quid est quid sic ineptit Lutherus? Moriar, inquit, si Diatriba ipse intelligit quid loquatur. Sed est forte et hoc rhetoricum schema, quod docet sensum obscurare, si qua periculum instat ne capiaris verbo.

Hvad jøderne gik med til dengang, det hænger de nu på, eftersom Gud er den samme, som gjorde både det ene og det andet, som giver førstefødselsarven til hvem han vil og tager den bort fra hvem han vil. Og dette skete ikke tilfældigt, det skete efter Guds evige råd. At udforske hans begrundelse er nysgerrigt, at bebrejde ham det er ugudeligt. Han kender de grunde, han har til at handle sådan. Eftersom den fordrukne Diatribe forklarer disse ting – ganske vist ret nøje, men dog med samme virkning – hvad er det så, der gør Luther så mopset? ”Jeg vil æde min gamle hat på, at Diatriben ikke forstår, hvad den selv siger. Men det er måske også her et retorisk skema, som lærer, at man skal tilsløre meningen, hvis der består nogen fare for, at man kan blive fanget af sine ord.” (L8#51)

⁴  Moriatur Lutherus si velit, Diatriba sentit cum probatissimis Ecclesiæ Doctoribus. Hujusmodi nænias rarius refrico, dissimulaturus omnes, nisi vehementer ad rem pertineret, ut qui se Lutheri scriptis totos devoverunt, alba quod ajunt amussi probantes omnia, videant quam incondito spiritui sese committunt. Sed pergamus. Scimus, inquit, fide inseri, incredulitate excidi, sed hinc non sequitur eos posse fidere aut diffidere vi liberi arbitrii de quo nos agimus.

Lad kun Luther æde sin gamle hat, hvis han vil, Diatriben mener som de mest ansete kirkelige lærere. Det er kun ugerne, at jeg på ny tager denne trylleformel frem, jeg ville springe det over, hvis ikke det havde særdeles meget med sagen at gøre, at de, der helt og holdent har aflagt ed på Luthers skrifter og sluger dem ubeset, skal kunne se, hvad det er for en ubesindig ånd, de har hengivet sig til. Men vi fortsætter: ”Vi véd”, siger Luther, ”at mennesker indpodes på grund af troen, og afhugges på grund af vantro, ... Men heraf følger ikke ... at de kan tro eller være vantro ved den frie viljes kraft, som er det, vi diskuterer.” (L8#53)

⁵ Atqui hoc Lutherus quod nunc negat, ante partim confessus est. Diffidere, ni fallor, malum est opus, et ad male agendum professus est valere liberum arbitrium. Ego vero cum Orthodoxis omnibus sentio, hominem per liberum arbitrium posse semet à gratia oblata avertere, et ab accepta excidere: Ac rursum per liberum arbitrium gratiæ pulsanti sese præbere aut avertere. Et in his sunt qui plus audent tribuere libero arbitrio.

Men det, Luther nu nægter, det har han bekendt rigtigheden af lidt tidligere. Ikke at tro er, om jeg ikke tager fejl, en ond gerning, og han har indrømmet, at den frie vilje formår at føre til det onde (L4#16; L4#61). Men jeg for mit vedkommende mener som alle de ortodokse, at mennesket i kraft af den frie vilje kan vende sig hen imod den nåde, der tilbydes, og trække sig tilbage fra den, selv om han har modtaget den. Og videre mener jeg, at mennesket gennem den frie vilje kan gøre sig modtagelig for den sig tilbydende nåde eller vende sig bort fra den. Og blandt disse lærere er der nogle, som vover at tilskrive den frie vilje mere.

⁶  Sed urget, quo merito pervenitur ad fidem? Respondeo. Quî fit ut semen in hanc terram conjectum evanescat aut generet in zizaniam, in illam pariat bonam frugem? Quî fit, ut cum omnibus offeratur Euangelium, alii convertantur, alii fiant depravatiores? Malitia præcedens in causa est, cum adspernantur oblatam gratiam, aut simplex animus facit, ut amplectantur quod offertur.

Men han presser på: ”Ved hvilken fortjeneste når man frem til troen?” (L8#54) Jeg svarer: Hvordan går det til, at et frø, sået i én slags jord går til grunde eller bliver til ukrudt, men i en anden slags jord bærer god frugt? Hvordan går det til, at skønt evangeliet tilbydes alle, så er der dog nogle der omvendes, andre, der bliver værre? Tidligere ondskab er grunden til, at de afslår den tilbudte nåde, eller en enfoldig sjæl bevirker, at de modtager, hvad der tilbydes.

⁷  Hæc ratio locum habet et in Judæis et Gentibus, nisi quod Judæorum malitia est inexcusabilior. Habet Lutherus quod exigit, descriptum meritum, quod tamen homo sibi velut ex ipso profectum vindicare non potest. Hic sermo generalis esto, violentas ac singulares quorundam vocationes excipio. Nihil enim non potest Deus, si velit. Proinde falsissimum est quod hîc colligit Lutherus, Paulum docere quod fides homini nullo ipsius opere, sed solo Dei amore et odio contingat. Imo solus Deus neminem amat, oditve, nisi justis de causis. Nec obstat quod odisse dicitur nondum natos. Illi præsentia sunt omnia; nec absurdius est illum amare nondum genitos, quam hominem amare bene meritos.

Denne forklaring passer på både jøder og hedninger, bortset fra at jødernes ondskab er mere uundskyldelig. Her har Luther, hvad han krævede, en beskrivelse af fortjenesten, som et menneske dog ikke kan prale af, som kom den fra ham selv. Lad ordene her have almindelig gyldighed, idet jeg dog undtager nogle menneskers voldsomme og enkeltstående kaldelser. Gud kan jo gøre alt, hvis han vil. Derfor er det også i høj grad forkert, hvad Luther her konkluderer, at Paulus lærer, at menneskets tro ikke afhænger af nogen af dets gerninger, men alene af Guds kærlighed og had. Tværtimod, det er alene Gud, der ikke hader nogen uden retfærdig grund. Og at han siges at hade dem, der endnu ikke er født, udgør ikke nogen vanskelighed. Alt er nærværende for ham; og det er ikke mere absurd, at han elsker nogen, der endnu ikke er født, end at et menneske elsker dem, der har gjort sig fortjent til det.

⁸  Jam quod exhortatur Paulus insitos ne excidantur, ex quo docui, hominem suo vitio posse gratiam acceptam amittere, Lutherus canit nobis veterem cantionem, verba exhortandi non probare quid possumus, sed quid facere debeamus. Quis Orthodoxorum (1442) unquam somniavit hoc sophisma? Nullus, sed hoc tam insigne telum porrexit illi domina Grammatica. Verùm jam toties ostendimus, etiam Grammaticos juxta sensum communem, intelligere non esse omnino impossibile, ad quod vir prudens ac probus alium exhortatur. Vides quam belle se gesserit Lutherus in hoc loco, à quo tamen non digreditur sine ovatione.

Ud fra det, at Paulus formaner dem, der er indpodet, at de ikke skal skæres af, har jeg belært om, at mennesket ved egen skyld kan miste den modtagne nåde, og af den grund synger Luther sin gamle sang om, at et formaningsord ikke beviser, at vi kan noget, men viser, hvad vi skal gøre (L8#55). Hvem af de ortodokse lærere har nogensinde fantaseret sig til en sådan sofisme? Ingen. Det var blot fru Grammatik, der rakte ham dette særlige spyd. Men vi har allerede mange gange vist, at selv grammatikerne forstår det efter den almindelige mening, at hvis en klog og ligefrem mand opfordrer én til at gøre noget, så er det på ingen måde umuligt. Du kan se, hvor smukt Luther opfører sig på dette sted, fra hvilket han dog ikke går bort uden at klappe af sig selv. (L8#56)

^{9 [169] (548-26)}          Aggreditur paribus auspiciis locum de luto et figulo, es ecce statim in ipso limine crimen atrox impingitur. Diatriba dixit: Hæc testimonia magis pugnant apud Paulum quam apud Prophetas unde decerpta sunt. Suggillat, inquit, Pauli temeritatem vel inscitiam. Imo laudo Pauli dexteritatem in tractandis Scripturarum testimonia. Porro quod Lutherus negat Paulum hæc testimonia mutuatum è Prophetis, quanquam id indicant interpretes, et loca congruunt, non admodum contendam, etiamsi frivolum est argumentum quod adfert, quod Paulus soleat citare Scripturam, cum mox in Capote undecimo, nulla citatione retulerit Scripturæ locum, Quis cognovit sensum Domini, aut quis consiliarius ejus fuit? Etc.

           Luther går under samme fortegn i gang med stedet om levet og pottemageren, og se, straks i begyndelsen støder han mod en skrækkelig fejl. Diatriben har sagt: ”Disse vidnesbyrd skal bevise mere hos Paulus end hos profeterne, hvorfra de er taget.” (e2#96) Og Luther siger: ”Diatriben forhåner Paulus' ubetænksomhed og uvidenhed.” (L8#58). Tværtimod, jeg roser Paulus' ligefremhed i at behandle skriftens vidnesbyrd. Og videre: når Luther nægter, at Paulus har lånt disse tekster fra profeterne (L8#59), skønt fortolkerne påpeger det, og stederne passer med hinanden, vil jeg ikke bestride det særlig hårdt, selv om det er et tyndt argument, han kommer med, nemlig det, at Paulus plejer at nævne det skriftsted, han citerer fra, selv om han lidt senere, i kap. 11, ikke nævner, hvor han har dette skrifsted fra: ”Hvem kender Herrens eller hvem blev hans rådgiver, osv”. (rom#11.34; Es 40.13)

¹⁰ In tam propinquo erat, unde Lutherus posset coargui. Quid autem attinebat Diatriben in hoc sumere probandi operam, quod per se satis liquet, et à doctissimis Ecclesiæ Doctoribus receptum ac proditum est? Verùm interim admiror, quid hoc Lutherus sua referre putarit. An quia vidit in Prophetis agi de afflictione temporali? Quid tum postea? Nec hoc ab sensu multum abhorret Apostolus, agit enim de temporali poena Judæorum, qui restiterunt Euangelio. Nec in aliud Paulus adducit hæc testimonia.

Så tæt på står der en tekst, der kan gendrive Luther. Men hvorfor skulle Diatriben tage sig på at bevise noget, som i sig selv er tilstrækkelig klart og accepteret og overleveret af kirkens lærdeste mænd? Men samtidig undrer jeg mig over, hvorfor Luther mener, at dette gavner hans sag. Skyldes det mon, at kan godt kan se, at det hos profeterne handler om timelige trængsler? Hvad så? Det er jo ikke langt fra det, apostelen menter, han behandler nemlig jødernes timelige straffe, fordi de modstod evangeliet. Og han bruger ikke disse skriftsteder til andet.

¹¹  Non enim loquitur de causis, quare Judæi quidam non crediderunt Euangelio, sed quamobrem tali pacto sint puniti, cum multos impios non eodem modo Deus punierit, quemadmodum è diverso quorundam pietatem celebrem et honoratam esse voluit in hoc mundo, quorundam non item. Totus Judæorum populus quod attinet ad hæc temporaria, privatus est honore suo, pro celebri Hierosolyma, quodam Religionis principe, successit Roma, quondam idolorum ac Dæmonum cultrix, Gentium populus imperat, Judaica natio servit et exsulat.

For han taler ikke om grundene til, at nogle jøder ikke troede evangeliet, men han taler om, hvorfor de blev straffet på den måde, skønt Gud ikke straffede mange ugudelige på den samme måde, ligesom han på den anden side ønskede, at nogles fromhed skulle blive fejret og æret i denne verden, andres ikke. For så vidt angår det timelige, blev hele det jødiske folk berøvet sin ære; i stedet for det berømte Jerusalem, hovedsædet for religionen, blev indsat Rom, der engang dyrkede afguder og dæmoner; hedningefolket herskede, det jødiske folk blev slaver og gik i eksil.

¹² De hoc, nam id jam tum fieri incipiebat, querebantur Judæi, de hoc agit Paulus. Etenim quod non loquatur de rejectione sempiterna post explicat Cap. XI. Nunquid Deus repulit populum suum? Absit, etc. Sed concedit Lutherus Prophetas de afflictione temporali loqui, ne toties alienis quæstionibus occupetur. Civilitatem, ille scilicet solet aliquid de suo jure concedere, sed ideo præstruxit Paulum ex suo spiritu hanc de figulo et luto produxisse similitudinem, ne fateri cogeretur et Paulum de temporariis incommodis agere, itaque locus nihil faceret adversus liberum arbitrium.

Det var det, jøderne klagede over, for på den tid var det allerede begyndt at ske; det var det, Paulus behandlede. For lidt senere, i kap. 11, forklarer han, at han ikke taler om en evig forkastelse: ”Mon Gud har forkastet sit folk? Nej, langtfra! osv” (rom#11.1) Men Luther indrømmer, at profeterne taler om en timelig trængsel, ”for ikke altfor ofte at lade mig distrahere af fremmede spørgsmål” (L8#61). Det er meget høfligt af ham! Han plejer jo at indrømme noget i sin egen ret, men grunden til, at han i forvejen har hævdet, at Paulus har frembragt denne lignelse om pottemageren og leret ud af sin egen ånd, er, at han så ikke tvinges til at indrømme, at Paulus taler om timelige ulemper, og at stedet derfor ikke siger noget imod den frie vilje.

¹³ Sed unde nunc hæc insolita temporis parsimonia, qua gravatur alienis quæstionibus occupari, cum toto hoc opere plusquam dimidium temporis perdat insultationibus, convitiis, et insulsis salibus? Ad hæc si donat Lutherus Prophetam loqui de temporariis incommodis, et si verum est Paulum hæc suo spiritu accommodare ad liberum arbitrium, nonne fatetur id quod paulo ante clamabat esse sacrilegum, pugnare magis apud Paulum quam apud Prophetas testimonia? Quanquam falsum est quod assumit, hæc à Paulo accommodari ad liberum arbitrium, adhibet ad reprimendam Judæorum insolentiam, quemadmodum Dominus in Euangelio Pharisæorum impiam et insidiosam interrogationem non solvit, sed alia percunctatione reprimit.

Men hvorfra kommer nu denne uvante tidssparsommelighed, som får ham til ikke at lade sig distrahere af fremmede spørgsmål, eftersom han hele denne bog igennem har spildt mere end halvdelen af tiden på fornærmelser, bebrejdelser og dårlige vittigheder? Den kommer deraf, at hvis Luther indrømmer, at profetei taler om timelige ulemper, og hvis det er sandt, at Paulus ud af sin egen ånd tilpasser disse ting til den frie vilje, mon han så ikke må indrømme det, som han lidt før udråbte som blasfemi, nemlig at teksten understøtter mere hos Paulus end hos profeterne?

Nuvel, det, han antager: at Paulus tilpasser teksterne til den frie vilje, er forkert, han bruger dem til at undertrykke jødernes overmod med, ligesom Herren i evangeliet ikke svarer på farisæernes ugudelige og lumske spørgsmål, men undertrykker det med et andet spørgsmål. (fx Matt 22,17-21)

¹⁴  Itaque videre debuit, quod se videre negat Lutherus, quo pertineat mentio figuli et luti, si non pertinet ad subvertendum liberum arbitrium. Temporales afflictiones aut prosperitas à Deo veniunt, nobis volentibus nolentibus. Fateor. Subvertitur ergo liberum arbitrium, si hoc sumus Deo, quod lutum est figulo. Fateor etiam minus nos posse adversus Deum, quam lutum adversus figulum. Lutum enim lutum est, velit nolit figulus: aliter atque aliter fingi potest; ut non sit quod est, non est in manu figulo.

Derfor burde Luther se, hvad han nægter, at han kan se, nemlig hvad meningen er med at nævne pottemageren og leret, hvis den ikke er at undergrave den frie vilje. De timelige trængsler eller trivsler kommer fra Gud, og vi kan hverken gøre fra eller til. (L8#62; eras2#98). Det indrømmer jeg. Altså er den frie vilje tilintetgjort, hvis vi overfor Gud er, som leret er overfor pottemageren. Jeg indrømmer, at vi endog kan gøre mindre overfor Gud, end leret overfor pottemageren. For ler er ler, hvad enten pottemageren vil det eller ej; det kan formes på den ene eller den anden måde, men pottemageren kan ikke bevirke, at det ikke er, hvad det er.

¹⁵ Deus hominem potest in quidvis vertere, potest in nihilum redigere. (1443) Verùm his in rebus non pono liberum arbitrium. Quanquam multa mala nobis nostra incogitantia obveniunt. Sed de his nunc non agimus, de negotio salutis agimus, in quo tamen illius sententia nihil aliud sumus Deo, quam lutum figulo, si Deus velit. Verùm secus illi visum est, voluit in hac ratione locum esse libero arbitrio, vel ad perseverantiam pietatis, vel ad impietatis imputationem. Odiose tamen obmurmurantibus responderet Rex. Quid à me velut ex æquo contendentes exigitis rationem, cur hos honorem, illos abjiciam? Rex sum, meum est statuere, vestrum parere.

Men Gud kan vende mennesket til hvad han vil, han kan reducere det til intet. Men jeg anbringer ikke den frie vilje i disse ting, selv om vi angribes af meget ondt i kraft af vor tankeløshed. Men det er ikke det, vi her befatter os med, vi drøfter sagen om frelsen, og her er vi ifølge hans mening intet andet for Gud, end leret er for pottemageren, hvis Gud vil. Men Gud har besluttet, at det skulle være anderledes, han ville, at der skulle være plads til den frie vilje, dels, for at vi kunne efterstræbe fromheden, dels, så der kunne tilregnes os ugudelighed. Dog kunne kongen svare til dem, der knurrede hadefuldt: Hvorfor ypper I kiv med mig som med en ligemand og kræver mig til regnskab for, hvorfor jeg ærer nogle, men forkaster andre? Jeg er kongen, det er min opgave at befale, jeres at adlyde.

¹⁶ Hæc bonus etiam Rex pro tempore responderet tumultuanti populo, non idem dicturus reverenter percunctantibus. Nec ex hac voce Regis sequitur illum in honorando ac rejiciendo, in servando ac perdendo, nihil aliud sequi quam quia sic libuit. Dei voluntas causas habet et justas et æquas. Verùm ne Lutherus clamet me prophetiam ex meo cerebro confingere, non proferam Origenem, aut Hieronymum, quos contemnit, sed Chrysostomum. Interim rogandus est mihi lector, ut hanc disputationis morulam æquo ferat animo. Græca Chrysostomi Latine reddam bona fide:

Selv en god konge kunne svare sådan under de omstændigheder til et oprørsk folk, men ikke sige det samme til dem, der spurgte ærbødigt. Og der følger heller ikke af dette kongelige udsagn, at han, når han ærer og forkaster, når han frelser eller bringer i fortabelse, ikke følger andet end sit forgodtbefindende. Guds vilje har grunde, der er både retfærdige og rimelige. Men for at Luther nu ikke skal råbe op om, at jeg kommer med denne profeti ud af min egen hjerne, så vil jeg citere, ikke Origenes eller Hieronymus, for dem afskyer Luther, men Chrysostomus. Imidlertid vil jeg bede læseren om at have tålmodighed med dette lille ophold i argumentationen. Jeg gengiver troværdigt Chrysostomus' græske på latin:

¹⁷ Nunquid, inquit, dicit figmentum ei qui ipsum finxit, cur me fecisti sic? An non habet potestatem figulus ex eadem massa facere, aliud quidem vas in honorem, aliud vero in ignomiam? Hic, non ut tollat liberum arbitrium ista loquitur, sed ostendit quousque oporteat obtemperare Deo. Non enim convenit à Deo causas exposcere, nec hîc aliter affectum esse quam lutum. Non enim solum non oportet contradicere aut quærere, verùm ne hiscere quidem omnino, neque considerare, sed similem esse illi rei inanimatæ, quæ sequitur manum figuli, quæ flectitur et circumagitur, quocunque voluerit ille.

c

¹⁸ Ad id enim solum Apostolus sumsit exemplum, non ut ostenderet quomodo Deus res humanas administret, sed ut demonstret illi submissam et obnoxiam exhibendam obedientiam cum silentio. Atque id sane ubique convenit observare, quod adhibitas similitudines non oportet secundum omnes partes accipere, sed tantum excerpto quod in his est utile, et ad id cujus gratia adhibentur, accommodato, totum quod reliquum est omittito: veluti cum dicit, Recumbans dormivit ut leo, excerpendum est, quod invictus est ac metuendus, non quod immitis, nec aliud quicquam ex his quæ insunt leonibus.

c

¹⁹  Ac rursus cum ait, Occurram eis quasi ursa raptis catulis, [Oseæ XIII] excerpatur vindicta. Item cum ait, Deus noster ignis consumens est, excerpatur vis consumtiva, quæ spectatur ex puniendo. Similiter et hoc loco lutum et figulum ac vasa oportet accipere. Cumque infert, An non habet potestatem figulus, ex eodem luto facere aliud quidem vas in honorem, aliud rursus in ignominiam, ne putes hæc Paulo dici, de ratione conditionis, neque de necessitate mentis humanæ, sed de potestate varietateque dispensandi. Etenim ni ad hunc acceperimus modum, multa sequentur absurda. Nam si hîc ageretur de mente, deque bonis ac malis, simul et homo videbitur alienus ab omni crimine, et Paulus secum pugnare videbitur, qui nusquam non coronat voluntatem.

c

²⁰ Proinde nihil aliud hîc agere vult, nisi ut auditori persuadeat modis omnibus audientem esse Deo, nec ullas unquam ab eo causas poscere: quemadmodum figulus, inquit, quæ vult facit, neque quisquam contradicit, sic et Deus ex eodem hominum genere dum alios punit, alios honorat, ne sis curiosus, ne disquiras, sed adora tantum, et imitare lutum, et quemadmodum illud sequitur manus figuli, sic et tu obtempera voluntati ejus qui ista dispensat: nihil enim vulgari more, nihil furtuito facit, etiamsi te lateat sapientiæ secretum.

c

²¹  At tu figulo permittis ut ex eadem massa fingat varia, nec incusas: à Deo vero poscis rationem, cur alios puniat, alios honoret, neec illi concedis nosse, quis dignus, quisve sit indignus, sed quoniam eadem massa, ejusdem est naturæ, vis et easdem esse voluntates. Quam vero su9nt ista stupida? Quanquam ne sub figulo quidem honor, aut ignominia, nascitur ex eadem massa, sed ex usu eorum quæ sumuntur in manus, quemadmodum et hîc ex animi proposito est, nisi (1444) quod, it coeperam dicere, in hoc solum oportet accipere similitudinem, ne quid contradicamus Deo, sed ipsius concedamus incomprehensibili providentiæ. Siquidem oportet exempla majora esse hic ad quæ adhibentur. Sic enim magis movent auditorem. Nam nisi majus fuerit exemplum, ac vehementer excellat, nequaquam eo pervenire poterit, quo oportet, neque contradicentem pudefacere. Importunam igitur illorum contentionem hoc pacto redegit ad silentium, decente adhibita hyperbole. Deinde vero subjicit solutionem.

c

²² Hactenus Chrysostomi verba recensuimus, quæ quantum ad Lutheri dogma valitura sint nescio, vel scio potius, in hoc certe valebunt, ne vociferari possit me pro capitis mei somniis torquere Scripturam.

Hidtil har vi citeret Chrysostomus' ord. Jeg véd ikke, hvor meget de gavner Luthers dogmer, eller rettere sagt: det véd jeg meget godt. Men den nytte har jeg i hvert fald af dem, at han så ikke kan bralre op om, at jeg fordrejer skriften efter mit hoveds egne fantasier.

^{23 [170](552-28)}            Superest ut Lutherus eludat argumentationem Diatribes, sed ut eadem opera rideat sacros Ecclesiæ Doctores. Duo, inquit, absurda opponit, alterum ex Scripturis, alterum ex ratione colligit. E Scripturis sic colligit: Paulus 2. Timoth. II scribit in magna domo vasa esse aurea, argentea, lignea, fictilia, quædam in honorem, quædam in contumeliam. Et adjungit, Si quis se emundaverit ab aliis, erit vas in honorem, etc. Tum sic argutatur Diatribe. Quid stultius, quam si quis dicat matulæ Samiæ, si te expurgaris, eris vas honorificum? Verùm hoc recte dicitur testæ rationali, quæ monita potest se accommodare ad voluntatem Domini. Ex his vult similitudinem non per omnia quadrare.

            Så mangler Luther kun at nedgøre Diatribens argumentation, men i samme ombæring gør han grin med kirkens lærde mænd. Han skriver: ”Den fremsætter nemlig to absurditeter, den ene tager den fra skriften, den anden fra fornuften. Fra skriften tager den følgende: Efter at Paulus har sagt (2 Tim 2,20ff), at der i et stort hus er mange kar, af guld, af sølv, af træ, af ler, nogle til ære, nogle til vanære, føjer han straks efter til: Derfor, hvis nogen renser sig fra disse ting, skal han være et kar til ære' osv. Herefter argumenterer Diatriben således: 'Hvad ville være dummere, end hvis nogen sagde til en natpotte af ler: Hvis du renser dig selv, kan du være et brugbart kar til ære? Men dette siges med rette til et kar, der har fornuft, som når det formanes, kan rette sig efter sin herres vilje.' (e2#103) Ud fra disse ting vil den, at sammenligningen ikke passer på ethvert punkt.” (L8#64-66).

²⁴ Hactenus nihil mentitus est Lutherus, sed falsum est quod annectit, atque sic eludat, ut nihil efficiat. An nihil efficit, quæ facit ad hoc cujus gratia adhibetur, videlicet ad reprimendam impiam obmurmurationem hominis? Sed nihil efficit Luthero, si non subvertit liberum arbitrium. Ad hæc responsurus obiter admonet, Paulo non esse dictum, si quis se emundarit à sordibus, sed ab his, hoc est, a vasis contumelia: cum nec Diatribe mentionem faciat sordium, nec ad hanc quæstionem attineat, an se purgatum vas eximat à consorti reliquorum, an expurget sordes, nisi quod hoc posterius magis facit adversus Lutherum: non enim eximitur à vasis ignominiosis, nisi purgatis sordibus, et hoc ipsum est eximi, purgari.

Hidtil har Luther ikke sagt nogen løgn, men det, han tilføjer, er forkert: ”men den er så forkert, at den ikke bevirker noget” (L8#66). Hvis noget bidrager til det, for hvis skyld det blev taget frem, i dette tilfælde, til at undertrykke menneskets ugudelige knurren, mon så ikke det bevirker noget? Men for Luther bevirker det ingenting, hvis ikke det ødelægger den frie vilje. Når han sådan lidt efter lidt skal svare på det, siger han, at Paulus ikke siger: ”hvis nogen renser sig fra sit smuds”, men ”fra disse”, dvs fra karrene til vanære (L8#66), selv om Diatriben ikke nævner noget om smuds, og selv om det ikke har med spørgsmålet at gøre, om det rensede kar skal trække sig tilbage fra omgang med de øvrige, eller det skal udrense smudset, bortset fra, at det sidste arbejder mere imod Luther. For man kan ikke trække sig tilbage fra de de vanærende kar, hvis man ikke har udrenset smudset, og at trække sig tilbage er det samme som at blive renset.

²⁵  Hîc rursus donat aliquid Lutheri civilitas, quod equidem non satis intelligo quale sit. Donemus quoque, inquit, hunc locum Pauli prorsus facere, quod vult Diatribe, id est, similitudinem non esse efficacem, quomodo probabit idem velle Paulum loco illo ad Rom IX de quo disputamus? An satis est alium locum citare, et nihil prorsus curare, an idem vel diversum efficiat? Hæc ille. Quis dixit similitudinem non esse efficacem? Imo docui efficacem esse, licet ad ipsius dogma negavi quicquam efficere.

Her indrømmer Luther mig ét eller andet af høflighed, men jeg er ikke helt klar over, hvad det er. ”Lad os så antage, at dette sted hos Paulus helt og holdent gør, hvad Diatriben vil, det vil sige, sammenligningen er ikke virksom, hvordan vil den så bevise, at Paulus vil det samme i Rom 9, det sted, vi diskuterer? Mon det er tilstrækkeligt blot at anføre et andet sted og slet ikke bekymrer sig for, om de vil det samme eller noget forskelligt?” (L8#66-7) Såvidt Luther. Hvem har sagt, at sammenligningen ikke er virksom? Tværtimod har jeg vist, at den er virksom, selv om jeg har nægtet, at den er virksom i retning af hans dogmer.

²⁶ Quid autem est illud Pauli de quo disputamus? An sit aliquod liberum arbitrium. Istud non agi Paulo jam demonstratum est, et quid agatur ostensum est, et ad id quod agitur accommodata sunt quæ vel dicuntur vel citantur, idque ex probatissimis Auctoribus, ex consequentia tenoreque sermonis, ex collatione locorum, si rejicimus hominum auctoritatem. Quorsum igitur attinet, quod hîc Lutherus rursum occupans locum communem*, declamat contra collationem locorum, quam omnes fatentur interpretandi Scripturas certissimam rationem?

* locus communis er et argument, der kan anvendes på begge sider af en disput. Se E10#64.

Men hvad er det for en pointe hos Paulus, som vi diskuterer? Har det noget at gøre med den frie vilje? At dette ikke behandles af Paulus, har jeg allerede vist, og jeg har påvist, hvad han behandler, og at det, han siger eller citerer, stemmer overens med det, han behandler, endda har jeg vist det ud fra de anerkendte forfattere, og ud fra talens konsekvens og det, der driver den, ud fra en sammenligning med andre skriftsteder, hvis vi forkaster menneskers autoritet. Hvad er det, Luther sigter til, når han her igen bruger et almindeligt udtryk, for at vende sig imod at sammenligne tekster, hvilket ellers alle indrømmer er den sikreste måde at fortolke skriften på?

²⁷ Dicit, An satis est alium locum citare, et nihil prorsus curare, an idem vel diversum efficiat? Non est facilios et vulgatior lapsus in Scripturis, quam diversos locos velut similes è Scripturis coaptare, ut sæpius monstravi, ut similitudo locorum magis efficax sit, de quo Diatribe superbit, quam nostra quæ non confutat. His Lutheri verbis quid efficitur, nisi ut quoties ipse confert locos similes, omnia quadrent ad amussim: quoties alius cum ipso pugnans, meras agat nugas: Alioqui locus hic communis quî magis competit in nos, hoc est, in Orthodoxos, quam in ipsum?

Han siger: ”Mon det er tilstrækkeligt blot at anføre et andet sted og slet ikke bekymrer sig for, om de vil det samme eller noget forskelligt? Der er ikke nogen lettere eller mere almindelig fejl i skriften end at sammenstille forskellige steder fra skriften, som om de sagde det samme, hvad jeg ofte har påvist, så at ligheden mellem de steder, hvoraf Diatriben praler, har mindre virkning end vore steder, som den vil gendrive.” (L8#67) Hvad udvirker disse ord af Luther andet, end at hver gang han selv sammenligner steder, der ligner hinanden, så passer alting på en prik, men hver gang en anden er uenig med ham, så er det lutter narrestreger. Hvordan er ellers dette sted mere imod os, det vil sige, imod de ortodokse, end imod ham?

²⁸  Certe probabilius est eum, qui contentiosi dogmatis propugnator est, undiquaque colligere quæ detorqueat ad victoriam, quam nos qui sequimur receptam et à crepundis Ecclesiæ probatam opinionem. Fatetur esse verissimum, similitudinem non per omnia quadrare. Sed largitur Paulum idem agere scribentem (1445) Romanis, et ad Timotheum. Quis hoc dixit? Non Diatribe, sed in hoc adductus est locus, ut docerem, similitudinem luti et figuli non pertinere ad liberum arbitrium, sed ad retundendam importunam hominis contradictionem. Nihil hîc largitur, quia non convenit inter nos quid agat Paulus.

Det er givetvis mere sandsynligt, at han, som er forkæmper for omstridte anskuelser, skulle samle tekster sammen alle vegne fra for at fordreje dem, så han kan sejre, end at vi skulle gøre det, vi, der følger den opfattelse, der er modtaget og bevist af kirken fra første færd. Han indrømmer, det er sandt nok, at en sammenligning ikke passer på ethvert punkt. Men han indrømmer storsindet, at Paulus skrev om det samme til romerne og til Timotheus. Hvem har sagt det? Ikke Diatriben, den tog snarere skriftstedet frem for at vise, at lignelsen om leret og pottemageren ikke har med den frie vilje at gøre, men blev brugt til at holde nogens upassende modsigelse i skak. Der er ingen grund til at være storsindet, for vi er ikke enige om, hvad Paulus behandler.

^{29 [171] (534-30)}           Ut autem ostendat locum ex Epistola ad Timotheum citatum, huic loco non congruere, præfatur alium locum communem: ex causa similitudinis, non ex verbis, oportere citare Scipturam. Deinde fingitur causa, mox distinguitur doctrina et exhortatio. Hujusmodi verborum præstigiis elabitur, qui loquitur Dei tonitrua. Atqui non patiar, ut hujusmodi fumis imponatur simplici lectori.

         Men for at vise, at skriftstedet fra Timotheusbrevet ikke passer med dette skriftsted, begynder han med et andet 'almindeligt udtryk': man bør citere skriften efter lignelsens mening, ikke efter dens ord (L8#69). Så opfinder han en mening, og går straks videre med at skelne mellem lære og formaning (L8#71). Med den slags ordkunster undviger han, og det er ham, der taler Guds tordenrøst. Men jeg kan ikke gå med til, at den almindelige læser bliver narret med den slags tågeslør.

³⁰ In Epistola ad Romanos Paulus agit, ut Judæos avocet à ficudia Legis, et Gentes pariter ac Judæos provocet ad fidem Euangelicam. In Epistola ad Timotheum hoc agit, ut hæreticos, sub Euangelii prætextu diversa docentes ab Euangelio, Christianus evitet, nec ideo putet labascere fundamenta Euangelii, si quidam desciscunt ab Euangelii sinceritate. Noverat enim Dominus illos defecturos. Nec mirum si in magna domo tolerantur vasa facta in contumeliam. Non enim laboro, sive interpreteris domum magnam Mundum, in qua sunt increduli et hæretici, sive Ecclesiam, quæ frequenter tolerat hæreticos: deficientium incredulitas nihil officit, imo potius illustrat fidem persistentium, quemadmodum alibi dicit, Oportet hæreses esse, etc.

I romerbrevet har Paulus til hensigt at kalde jøderne bort fra deres lovtillid og kalde både hedninger og jøderne hen til troen på evangeliet. I Timotheusbrevet vil han opnå, at den kristne undgår kætterne, der under foregivelse af, at det er evangeliet, lærer noget andet end evangeliet, og han mener ikke, at evangeliets fundament styrter sammen, hvis nogen afviger fra evangeliets renhed. For Herren vidste, at de ville fare vild. Ejheller er det mærkeligt, hvis man i et stort hus affinder sig med kar til vanære. For det er mig ligegyldigt, om du fortolker det store hus som verden, hvori der jo er vantro og kættere, eller kirken, som ofte finder sig i kætterne: vantroen hos de vildfarende forhindrer ikke, ja ophjælper snarere troen hos dem, der holder ud, sådan som Paulus andetsteds siger: Der må jo være kættere, osv. (1kor#11.19)

³¹ Habent et illa vasa suum usum in magna domo, Deo videlicet aliorum incredulitate ad probationem fidelium abutente. Monet tamen Apostolus, ut talium consuetudo vitetur, quoque id fiat facilius, exprimit ibidem illorum nomina. Porro si quis forte fuit illorum commercio nonnihil seductus, monet ut abjecto errore discedat ab illis, ne cum illis fiat vas ignominiosum, sed honorificum, paratum in omnem usum Domino. Atque hunc locum Theophylactus haud dubie secutus Chrysostomum, aliosque vetustiores, accommodat ad probationem liberi arbitrii.

Disse kar har også deres brug i et stort hus, for Gud bruger nogles vantro til gavn for de troende. Og dog opfordrer apostelen til, at man undgår omgang med den slags mennesker, og for at det kan ske lettere, nævner han deres navne sammesteds. (2 Tim 2,16f) Fremdeles: Hvis nogen måske i nogen grad var blevet forført ved omgang med dem, opfordrer han dem til at afstå fra deres fejl og holde sig borte fra dem, at de ikke som dem skal blive et kar til vanære, men et kar til ære, beredt til al brug for Herren. Og Theofylaktus, som uden tvivl følger Chrysostomus og andre gamle fædre, fortolker dette, så det beviser den frie vilje.

³² Judas enim ex vase aureo factus est vas fictile. Contra Paulus ex fictili facut est vas aureum. Neque enim se dicitur emundare, qui nihil contraxit sordium, nec dicitur, erit vas in honorem sanctificatum, de eo qui sine labe est. Congruit et in cæteris locus. Quod illic dicit, Fundamentum Dei firmum stat, habens hoc signaculum, novit Dominus qui sunt ipsius, hîc explicat, Si fuerit numerus filiorum Israel tanquam arena maris, reliquiæ ejus salvæ fient. Ac superius, Non autem quod exciderit verbum Domini. Ac rursus, Reliqui mihi septem millia virorum, qui non curvaverunt genua ante Baal.

For Judas blev fra at have været et kar af guld gjort til et kar ler. Omvendt blev Paulus fra at have været et kar af ler gjort til et kar af guld. Og de, der aldrig har været i forbindelse med urenhed, kan jo heller ikke siges at rense sig, og man kan ikke sige om den, der er uden lyde, at han skal blive helliggjort til et ærefuldt kar (2 Tim 2,21). Dette sted svarer også til andre steder. Det han siger det ene sted: ”Guds grundvold ligger fast, den har denne indskrift: 'Herren kender sine',” (2 Tim 2,19) det forklarer han det andet sted: ”Hvis tallet på Israels børn var som havets sand, en rest af den skal blive frelst” (rom#9.27; Es 10,22) og hvad han sagde tidligere: ”ikke at Herrens ord har taget fejl” (rom#9.6) det forklarer han her: ”Der er syv tusind mænd tilbage for mig, som ikke har bøjet knæ for Baal” (rom#11.4; 1 Kong 19,18).

³³ Item Cap III. Nunquid illorum incredulitas fidem Dei evacuavit? Quod autem Timotheo scribens dixit, si se emundaverit, Romanis scribens explanat hoc modo, Sed et illi, si non permanserint in incredulitate, inserentur, potens est enim Deus iterum illos inserere. Hæc est simplex ex ipso loci tenore interpretatio.

Og også kap. 3: ”Mon deres vantro ophæver Guds trofasthed?” (rom#3.3) Men hvad han skriver til Timotheus: ”Hvis nogen renser sig ... ” (2 Tim 2,21), forklarer han i romerbrevet således: ”Men også de, som ikke forbliver i deres vantro, poder han ind, for Gud er mægtig igen at indpode dem”. (rom#11.23) Dette er en simpel fortolkning, der følger skriftstedets egen mening.

³⁴ Nunc audiamus Lutheri torturam: Cum, inquit, tam multi à fide discedant, nullum est solatium nobis, nisi quod certi sumus firmamentum Dei certum stare, habens signaculum hoc, etc. Causam itaque facit, quod Dominus norit suos. Tum sequitur similitudo, scilicet esse vasa diversa, alia in honorem, alia in contumeliam. Hîc, inquit, absolvitur doctrina. Quæ? Quod vasa non seipsa parent, sed herus. Audio doctrinam, sed cujus? Non Pauli, sed Lutheri, In domo magna varia sunt vasa, hoc est, herus ipse parat bona juxta ac mala.

Lad os nu høre Luthers fordrejning: ”eftersom så mange falder bort fra troen, er der ingen trøst for os, andet end den, at vi er sikre på, at 'Guds grundvold står fast, og den har dette tegn, osv' Så meget om sammenligningens begrundelse og virkning, nemlig, at Herren kender sine. Så følger sammenligningen, nemlig, at der er forskellige kar, nogle til ære, andre til vanære”. (L8#71). ”Her afsluttes læren”, siger han. Hvilken lære? Den, at karret ikke adlyder sig selv, men dets herre. (L8#72) Jovel, dette er en lære, men hvis lære er det? Det er da ikke Paulus' lære, kun Luthers lære: at der i et stort hus er mange kar, det vil sige, at herren selv bereder både de gode og de onde. (L8#71: ref).

³⁵ Rursus postulat, ut similitudo quadret per omnia. Imo Paulus sentit, divitem patremfamilias omnibus vasis uti ad commodum suæ domus, aureis ad honorificos usus, fictilibus ad sordidos, quemadmodum in mundo tolerat impios et hæreticos ad exercitationem piorum. Hoc, inquit, vult et ad Rom IX quod figulus potestatem habet, etc. Sic stat, inquit, similitudo Pauli efficacissima, quod libertas arbitrii nihil sit coram Deo. Equidem exspectabam, ut Lutherus diversam adferret similitudinis causam ejus, quæ est apud Paulum ad Timotheum, et (1446) apud eundem ad Rom. scribentem: Nunc eandem induxit. Verùm hanc non esse causam in Epistola ad Romanos, jam demonstratum est, et hanc causam à Luthero detortam res ipsa loquitur, cum ad Timotheum scribens agat de vitandis hæreticis, et immobili fidei fundamento.

Igen kræver han, at en lignelse skal stemmer på alle områder. Men Paulus mener tværtimod, at en rig familiefar bruger alle kar til bedste for sit hus, de gyldne til ærefuldt brug, lerkarren til urent brug, ligesom han i verden finder sig i de ugudelige og kætterske for at de fromme kan prøves. ”Dette vil han også Rom 9, at pottemageren har magt, osv. Sådan står Paulus' sammenligning højst virkningsfuldt fast på, at den frie vilje ikke er noget overfor Gud”, siger Luther (L8#73). Men jeg havde da ventet, at Luther ville give forskellige begrundelser for Paulus' brug af lignelsen i brevet til Timotheus og i brevet til romerne. Nu giver han den samme begrundelse. Men at det ikke er begrundelsen i brevet til romerne, har jeg allerede påvist, og at denne begrundelse fordrejes af Luther viser sagen selv, eftersom han, når han skriver til Timotheus, taler om at undgå kætterne, og om troens urokkelige fundament.

³⁶ Nec mirum si Lutherus ex ficta causa, produxit falsam doctrinam. Post hæc sequitur exhortatio, Si quis sese emundaverit ab istis. Atque hîc recinitur nobis vetus cantilena, verba imperandi, subjunctiva et optativa, nihil ponere, etiamsi congerantur centum myriades ejusmodi vocum. Ideo hæc verba, si se emundaverit, aut nihil faciunt pro libero arbitrio, aut si quid probant, probant liberum arbitrium sese posse emundare absque gratia.

Og så er det ikke mærkeligt, hvis Luther ud af denne opdigtede begrundelse fremkommer med en falsk læresætning: ”Herefter følger opfordringen: 'Hvis nogen renser sig fra disse'.” (L8#73). Og her synger han igen sin gamle vise for os, at imperativer, konjunktiver og optativer intet siger om virkeligheden, selv om man så ville opsummere hundrede tusinder af den slags ord. Derfor gør dette ord: ”Hvis nogen vil rense sig” enten ikke noget til fordel for den frie vilje, eller, hvis det gør det, beviser de, at den frie vilje kan rense sig uden nåden. (L8#74)

³⁷ Bene colligit Lutherus, si nihil medium est inter hæc proloquia, liberum arbitrium nihil est, et liberum arbitrium per se sine gratiæ præsidio potest quicquid vult. Quid valeat liberum arbitrium aliàs satis declaratum est: interim mihi satis est, quod hæc verba, Si quis sese emundaverit, juxta sensum communem, et Grammaticorum, et agricolarum, et nautarum, et olitorum significant aliquid agere voluntatem hominis.

Ja, det er en smuk slutning, Luther drager, hvis han ikke lader der være nogen middelvej mellem disse udsagn: ”Den frie vilje er intet” og: ”den frie vilje kan ved sig selv uden nådens hjælp gøre, hvad som helst den vil”. Hvad den frie vilje kan, har jeg allerede gjort tilstrækkelig klart andetsteds. Men det er mig nok, hvis dette ord: ”hvis nogen vil rense sig”, efter den almindelige mening, efter grammatikernes, landmændenes og søfolkenes og gartnernes mening betyder, at den menneskelige vilje kan udføre noget.

³⁸ Addit coronidem huic capiti, Si ista elusio valet, tota disputation nihil valet: Frustra enim induceret murmurantes adversus figulum Deum, si culpa vasis et non figuli esse videretur. Quis enim murmuret, si audiat damnari dignum damnatione? Hujusmodi nugamentis Lutherus explet miseras chartas, et haud scio an sic prudens deliret, quo fatiget lectorem, aut responsurum potius. Primum ostendi similitudinem hanc adductam ad reprimendum impium murmur, quod Lutherus mire dissimulat.

Han tilføjer en forsiring til dette kapitel: ”Kort sagt, hvis denne udflugt har gyldighed, har hele Paulus' disputation det ikke; han indfører nemlig uden grund dem, der knurrer imod pottemageren, Gud, hvis det synes at være karrets skyld og ikke pottemagerens. Hvem vil nemlig knurre, hvis han hører, at det, der bliver fordømt, er fordømmelsesværdigt?” (L8#75) Med den slags nonsens fylder Luther de stakkels papirark, og jeg véd virkelig ikke, om det er med vilje, han siger noget vrøvl, så han kan trætte læseren eller snarere den, der senere skal svare ham. For det første viste jeg, at denne lignelse er fremført for at undertrykke den ugudelige knurren, hvilket Luther meget passende overser.

³⁹ Deinde quid sentit Lutherus? Culpam esse figuli Dei, non vasis? Hoc enim illius verba sonant. Hæc verba dicuntur à Paulo, Num ille sensit Deo imputandum quod multi pereunt? Ergo damnantur indigni damnatione, et justa de causa murmurant impii. Ad quid tandem adduxit Diatribe locum ex Epistola ad Timotheum? Nonne ut ostenderet similitudinem de luto et figulo, non ad omnia congruere, sed tantum ad id cujus gratia proponitur? Quodnam illud? Ne creatura obmurmuraret Creatori. Hoc certe probant hæc verba, Si se vas emundaverit. Quantum igitur verborum incassum hic fudit Lutherus?

Dernæst: Hvad mener Luther? Mener han, at det er pottemageren, der har skylden, ikke karret? Det kunne hans ord tyde på. Disse ord blev sagt af Paulus. Mon han mente, at det er Gud, der har skylden for, at mange går til grunde? Altså fordømmes de med en forkert fordømmelse, og det er retfærdigt, at ugudelige knurrer. Og endelig: Hvorfor anførte Diatriben stedet fra brevet til Timotheus? (e2#101) Mon ikke for at påvise, at lignelsen om leret og pottemageren ikke passer på alle områder, men kun på det, for hvis skyld den er fremsat? Hvorfor så? Fordi skabningen ikke skal knurre mid skaberen. Dette beviser disse ord tydeligt: ”Hvis noget kar vil rense sig”.

^{40 [172] (557-31)}             His feliciter dissertis expatiatur in campum, mira vehementia declamans in miseram Diatriben, quæ dum studet ostendere quod ipse Lutherus fassus est esse verissimum, nihil esse necesse, ut similitudo quadret in omnibus partibus, indicavit hactenus non congruere luti figulique parabolam, quod vasis vitium nulli nisi figulo imputatur, at homo à Deo conjicitur in ignem nihil commeritus, nisi quod non sui juris est*. Hîc exsultat Lutherus, Nusquam, inquit, se apertius prodidit Diatribe quam hoc loco. Audis enim hîc aliis quidem verbis, sed eodem sensu dici, quod Paulus facere dicit impios. Quid queritur? Voluntati ejus quis resistit?

*Toronto ser en afvigelse mellem eras2#105 og L8#77. Luther ændrer 'quia sui juris' til 'nisi quod sui juris'. Men Erasmus synes at have affundet sig med ændringen.

           Efter at have behandlet disse ting heldigt drager han lagt bort på en tumleplads, hvor han med en forunderlig vedholdenhed holder foredrag for den stakkels Diatribe, som, idet den søger at påvise, at det, som Luther selv har indrømmet, virkelig er sandt: det er ikke nødvendigt, at en lignelse passer på alle dele, påviser, at lignelsen om leret og pottemageren ikke passer for så vidt som karret ikke kan skyde skylden på andre end pottemageren, mens mennesket af Gud dømmes til ilden uden anden skyld, end at han ikke er herre over sig selv. Her hoverer Luther: ”Intetsteds afslører Diatriben sig mere åbent end på dette sted. Her hører du nemlig, ganske vist med andre ord, men med den samme betydning, det sagt, som Paulus lader den gudløse sige: Hvad anklager han os for? Hvem kan modstå hans vilje?” (L8#78)

⁴¹ Quem non tædeat cum hoc homine disputare? Quod Diatribe proponit velut absurdum, ad probandum non undiquaque congruere similitudinem, hic rapit quasi serio dictum. Eadem opera si quis docere volens similitudinem corporis et capitis in Christo et Ecclesia, non ad omnia quadrare, dicat hoc interesse, quod caput animantis vicissim à membris juvatur aut læditur, cum Christus nec juvari nec lædi possit à suo corpore, clamet serio dictum Christum vicissim juvari ac lædi à corpore. Imo vox ista non est communis Diatribæ cum impiis murmuratoribus, sed Luthero potius communis est, qui hoc docet, unde illi probabiliter sumunt occasionem impii murmuris.

Hvem bliver ikke dødtræt af at disputere med det menneske? Det, som Diatriben fremsætter som noget absurd, for at bevise, at lignelsen ikke passer på alle punkter, det tager han rask væk hen som var det ment for alvor. Det er det samme, som hvis én ville belære os om, at sammenligningen mellem kroppen og hovedet og Kristus og kirken ikke passer på alle punkter, og ville sige, at der var den forskel, at et levende væsens hoved kan hjælpes eller skades af dets lemmer, mens Kristus hverken kan hjælpes eller skades af sin krop, og man så ville råbe op om, at hans i fuldt alvor mente, at Kristus kunne hjælpes eller skades af kroppen. Men et sådant udsagn er ikke almindeligt for Diatriben eller for de ugudelige knurrende mennesker, men snarere for Luther, som faktisk lærer det; herfra kan de ugudelige tage anledning til deres knurren.

⁴² Quid autem est, quo se prodit Diatriba? Si per omnia quadrat similitudo, homo nihil commeritus in ignem conjicitur, quemadmodum vas nihil commeritum frangitur. Hoc dictu absurdissimum est, fateor, sed quo absurdius est, hoc efficacius probat id quod sumseram. Ubi sunt hîc Lutheri fautores, qui plausum dent huic dicto tam lepido? Ac primum existimabam impietatis (1447) crimen in Diatriben proprie jactum, verùm ex progressu sermonis declarat hoc ad universos Ecclesiæ Doctores pertinere. Hîc oratione lugubri deplorat Deum, cui per eos qui statuunt liberum arbitrium non liceat facere quicquid velit: deplorat Paulum, cujus similitudo de luto et figulo rejicitur.

Men hvad er det, der gør, at Diatriben afslører sig selv? (L8#77) Hvis sammenligningen passer på alle punkter, så kastes et menneske i ilden uden at have gjort sig skyldig i noget, ligesom et kar brydes i stykker uden at have gjort sig skyldig i noget. Det er højst absurd at sige dette, men jo mere absurd det er, des virkningsfuldere beviser det, hvad jeg fastholder. Hvor er her disse Luthers velyndere, som vil give deres bifald til et så morsomt udsagn? I første omgang troede jeg, at anklagen for ugudelighed var rettet især mod Diatriben, men efterhånden som jeg læste, blev jeg klar over, at den rejstes mod alle kirkens lærde mænd (L8#78). I en sørgetale jamrer han over Gud, som ikke for dem, som fastholder den frie vilje, får lov til at gøre, hvad han vil (L8#80); han jamrer over Paulus, hvis lignelse om leret og pottemageren forkastes (L8#84).

⁴³ Si Deus sibi noluit licere quod pugnat cum justitia, quid mirum, si illi tale nihil tribuunt homines pii? Et si Pauli similitudo valet ad id, cujus gratia sumta est, quæ sit Paulo injuria? Similitudo adimit homini temeritatem de rebus divinis judicandi, etiamsi homo non possit assequi divini consilii rationem. Ad hoc adhibita est similitudo. Admonetur homo ut pareat voluntati Dei, quemadmodum argilla sequitur manum figuli. Ad id valet similitudo: ad sententiam, quæ sustollit liberum arbitrium, quæ docet Deum et bona ob quæ servamur, et mala ob quæ damnamur, operari in nobis, non valet, quia non in hoc adhibitam demonstravimus.

Hvis Gud ikke ønsker at tillade sig selv at gøre noget, der strider mod retfærdigheden, hvad mærkeligt er der så i, at han heller ikke giver fromme mennesker lov til det? Og hvis Paulus sammenligning gælder for det, for hvis skyld den er fremsat, hvilken uret begås der så mod Paulus? Sammenligningen fjerner menneskets frækhed med at bedømme i guddommelige ting, selv om mennesket ikke kan forstå fornuften i den guddommelige plan. Det er derfor, sammenligningen er anvendt. Mennesket formanes til at adlyde Guds vilje, ligesom leret følger pottemagerens hånd. Her har sammenligningen gyldighed: den har ikke gyldighed, hvis den skal understøtte en opfattelse, der ophæver den frie vilje, eller lærer, at Gud virker i os både det gode, hvorved vi bliver frelst, og det onde, hvorved vi bliver fordømt, for vi har påvist, at den ikke fremdraget til det brug.

⁴⁴ Quid autem absurdi, si Deus non impartit gratiam iis qui invitati recusant accipere, aut quos scit male usuros? Quis dat beneficium recusanti? Ut nihil aliud sit, hoc pro merito imputatur, quod homo pulsanti gratiæ aperit ostium, subducto pessulo, quod illato lumine intendit oculos. Hîc Lutherus, Si sic operatur Deus, ut merita spectet, cur illi murmurant et expostulant? In servando non est necesse, ut Deus spectet meritum prioris vitæ, quanquam hîc quoque spectat futura merita, et animum gratiæ morigerum.

Hvorfor er det absurd, at Gud ikke tildeler sin nåde til dem, som er indbudt, men nægter at modtage, eller til dem, som han véd vil misbruge den? Hvem lader en velgerning komme én til gode, som afviser den? Om ikke andet, så må dette regnes for en fortjeneste, at mennesket åbner døren, når nåden banker på (matt#7.8), idet han drager slåen bort, at han, når lyset bæres ind, kaster sine øjne på det. Her siger Luther: ”Hvis Gud handler sådan, at han tager hensyn til fortjeneste, hvorfor knurrer disse mennesker så og stiller krav?” (L8#85) Når Gud frelser nogen, er det ikke nødvendigt, at Gud ser på det tidligere livs fortjenester, selv om han i det tilfælde tager hensyn til fremtidige fortjenester og til et sind, der er føjeligt for nåden.

⁴⁵ In damnando tollere respectum meritorum impium est. Cur igitur isti obmurmurant? Quoniam erant impii, Quoniam invidebant Gentibus Dei benignitatem, Quoniam sibi videbantur justi, cum essent impii, Quoniam Legis gloria tumebant, quam non servabant. Hinc est illud impium murmur. Quod si seipsos agnovissent, et Dei bonitatem erga Gentes adorassent, nimirum et ipsi territi justitia Dei, confugissent ad gratiam.

Men det er gudløst at sige, at han ikke ser på fortjenester, når han fordømmer nogen. Hvorfor skulle de så knurre? Fordi de var ugudelige, fordi de var misundelige på hedningerne, der fik Guds velvilje, fordi de syntes om sig selv, at de var retfærdige, skønt de var ugudelige, fordi de var opblæste af pral over loven, som de dog ikke overholdt. Derfor er det, at de ugudelige knurrer. Hvis de var kommet til erkendelse af sig selv og havde tilbedt Guds godhed mod hedningerne, så ville de uden tvivl også være blevet frygtsomme over Guds retfærdighed, og have taget deres tilflugt til nåden.

⁴⁶ Postremo Judæorum murmur ortum erat ex eo quod ipsis rejectis, ad Gentes honos filiorum Dei transferretur. Quis, inquit, miratur, non dicam indignatur aut expostulat, si quis meritus damnetur? Hæc Lutheri verba quo tandem spectant? Nisi ut nobis persuadeat hominem immerentem damnari. Deinde, Ubi, inquit, potestas figuli faciendi quod vult, si meritis et legibus subjectus, non sinitur facere quod vult, sed exigitur facere quod debet? Imo ubi immutabilis Dei justitia, si non licet illi quicquam injuste facere? Ubi nativa veritas, quam nihilo magis potest deponere quam ipsam Deitatem, si non potest fallere in promissis, de quo Paulus non veretur dicere, Seipsum abnegare non potest?

Til sidst opstod jødernes knurren fordi de selv var blevet forkastet og æren ved at være Guds børn overført til hedningerne. Men Luther siger: ”Hvem vil undre sig, for ikke at sige, forarges eller stille krav, hvis nogen fordømmes, når han har fortjent det?” (L8#85) Hvad sigter Luther i sidste ende imod med disse ord, hvis det ikke er at overbevise os om, at mennesket fordømmes uden at have fortjent det? Dernæst siger han: ”hvad bliver der af pottemagerens magt til at gøre, hvad han vil, hvis han er underkastet fortjenester og love, og ikke får lov til at gøre, hvad han vil, men tvinges til at gøre, hvad han bør?” (L8#86) Tja, hvad bliver der af Guds urokkelige retfærdighed, hvis han ikke har lov til at gøre noget uretfærdigt? Hvad bliver der af hans iboende sandhed, som han lige så lidt kan skubbe til side som guddommeligheden selv, hvis han ikke kan snyde os med sine forjættelser, om hvilket Paulus ikke er bange for at sige: ”Fornægte sig selv kan Gud ikke”? (2 Tim 2,13)

⁴⁷ Et hîc rursus urget parabolam, ubi non oportet, quæ magis ad non exquirendam Dei dispensationem in præmiis aut punitionibus erat adhibita. Pugnat, inquit, respectus meritorum cum potestate ac libertate faciendi quod vult. Deus igitur qui fidem suam obstrinxit hominibus, non facit libere quæ vult, nisi quoties volet fallat in promissis? Erit igitur et incerta vis sacramentorum. Et tamen hoc libere fit ad quod volens sese obstringit. Huc allegatur ex Euangelio paterfamilias, qui operariis de inæquali mercede murmurantibus opposuit libertatem voluntatis in suis bonis.

Og endnu engang pådutter han os en uegnet lignelse, som var mere egnet til ikke at udforske Guds uddeling af belønninger eller straffe. Han siger: ”Respekten for fortjenesterne modsiger magten og friheden til at gøre, hvad han vil” (L8#86) Derfor gør den Gud, som har lovet troskab mod menneskene, ikke frit, hvad han vil, medmindre han kan snyde dem med sine forjættelse så tit han vil? Sakramenternes kraft vil således også være uvis. Og dog sker det frit, det, han med vilje har bundet sig til. Her henviser han til husbonden fra evangeliet, som overfor de arbejdere, der knurrer over den ulige løn stiller sin frihed til at gøre, hvad han vil, med sine goder. (L8#86) (Matt 20,15).

⁴⁸ Idem hoc fatetur Diatribe, non exigendam à Deo rationem, cur huic det decem talenta, huic quinque, huic tria, huic unum. Euangelica parabola non loquitur de electis ac rejectis, sed de Judæis prius, et Gentibus posterius vocatis, omnibus tamen idem datur præmium. Hoc ad Dei dispensationem pertinet, nec ibi cuiquam fit injuria, tantum per similitudinem exprimitur livoris dolor ex alieno bono conceptus, qui non est in piis, sed fingitur in parabola docendi gratia, qualia sunt illic multa, quæ in collatione sunt omittenda.

Det samme indrømmer Diatriben her: man kan ikke kræve Gud til regnskab, hvorfor han giver én ti talenter, en anden fem, én tre og én én. Den evangeliske lignelse taler ikke om de udvalgte og de forkastede, men om jøderne, der blev kaldet først, og hedningerne, der blev kaldet senere, som alle får den samme belønning. Dette har med det at gøre, hvordan Gud uddeler sine goder, og her sker der ikke nogen uret imod nogen, kun udtrykkes der i lignelsen den misundelsens smerte, der opstår over noget en anden får; den findes ikke i de fromme, men man forestiller sig den i lignelsen af pædagogiske grunde, men det kræver, at her mange overensstemmelser må udelades.

⁴⁹ Debebat hîc meminisse parabolæ de invitatis ad convivium, Qui excusant, pronuntiantur indigni, et pronuntiantur fuisse priusquam vocarentur. Non erant, inquit, digni. Cur igitur vocantur? Ne justam haberent excusationem. Cur excusant? Quia liberam habent (1448) voluntatem amplectendi gratiam, et aversandi. Quid obstat quo minus amplectantur? Animus irretitus curis et voluptatibus hujus mundi. Vocavit Petrum, et illico sequutus est. Si similiter vocasset Annam et Cajapham, irrisissent vocantem. Vides, Lector, rem magnifice gestam: Nunc audi ducem ovantem: Hæc, inquit, sunt, quæ Diatribes glossam non sinunt valere.

Her skulle han have omtalt lignelsen om den store nadver. De, der kommer med undskyldninger, erklæres for uværdige, og de erklæres for at have været uværdige, før de blev kaldet. Det hedder: ”De var ikke værdige”. (Luk 14,16-20). Hvorfor blev de da kaldet? For at de ikke skulle have en retfærdig undskyldning. Hvorfor undskyldte de sig? Fordi de havde en fri vilje til at tage imod nåden og vende sig fra den. Hvad forhindrede dem i at tage imod den? Et sind, der var indfanget af bekymringer og denne verdens lyster. Kristus kaldte Peter, og han fulgte ham med det samme. Hvis han på samme måde havde kaldt Annas og Kajfas, ville de have leet af ham. Du ser, kære læser, hvor fortræffeligt Luther har gestaltet sig. Hør nu, hvor han praler: ”Disse ting er det, der ikke tillader, at Diatribens fortolkning har gyldighed.” (L8#86)

^{50 [173] (560-33)}           Sed pergit argumentari, et disputator commodus, quod est ex Scripturarum oraculis indubitatum, fingit esse, ut Deus in damnandis respiciat merita, Eadem, inquit, ratione merita spectabit et in servandis. Primum respondi non esse parem causam in damnandis et servandis. Rex qui vitam donat mortem commerito, nulli facit injuriam, aliis non condonans, sed in hunc dicitur clemens. Itaque sensus etiam communis judicio falsum est, quod asseverat Lutherus, æque iniquum esse, indignos coronari, atque indignos puniri. Verùm in genere Deus et in servando et in damnando respicit hominum merita, merita, inquam, non quibus ex pari respondet præmium, sed sine quibus non dantur præmia. Ergo, inquit, Deus justificat ex meritis præcedentibus. Quid ni? Sed quæ Deo præsentia sunt, antequam nascantur homines.

           Men han fortsætter med argumentationen, og som den medgørlige disputator, han er, forestiller han sig – hvad der også utvivlsomt svarer til skriftens profetier – at Gud, når han fordømmer, må tage hensyn til vore fortjenester, men siger så: ”Ud fra den samme begrundelse må han tage hensyn til vore fortjenester, når han frelser os”. (L8#87) For det første har jeg svaret, at begrundelsen for at fordømme ikke står på samme niveau som begrundelsen for at frelse. En konge, der benåder én, der har fortjent døden, øver ikke uret imod andre, som han ikke benåder, men man siger, at han er barmhjertig imod ham, han benåder. Derfor er det efter almindelig opfattelse forkert, hvad Luther hævder, at det i lige grad er uretfærdigt at krone den uværdige som at straffe den uværdige. Men i almindelighed tager Gud hensyn til menneskers fortjenester både når han frelser og når han fordømmer, fortjenester, siger jeg, som ikke står på samme niveau som belønninger, men uden hvilke der ikke ville gives belønninger. ”Derfor”, siger han, ”retfærdiggør Gud ud fra de forudgående fortjenester” (L8#88; ikke ordret). Ja, hvorfor ikke? Men fortjenester, som er nærværende for Gud, før menneskene blev født.

⁵¹ Verùm hîc mihi pone triplex meritorum genus, ac triplex item præmiorum genus. Vita simplicius acta, si non sine peccatis, certe sine malitia, multis interim humano more bene gestis commendabilis, habet merita quædam, quæ quadamtenus reddunt hominem dignum gratia vocationis. Sit igitur hujusmodi meritorum præmium gratia pulsans. Rursus animus non aversans pulsantem gratiam, sed simpliciter amplectens Dei donum, pro præmio imputatur, quo quodammodo meretur accipere gratiam justificantem.

Men her viser der sig for mig tre slags fortjenester og ligeledes tre slags belønninger. Et ligefremt liv, om ikke uden synd, så i hvert fald uden ondskab og samtidig med mange gerninger, som er gode ifølge menneskelig skik, kan have nogen fortjeneste i sig, som i nogen grad gør det menneske værdigt til den nåde at blive kaldet. Derfor kan man sige, at belønningen for den slags fortjenester er den kaldende nåde. Videre: Den sjæl, der ikke vender sig bort fra den kaldende nåde, men enfoldigt modtager Guds gave, ham tilregnes der den nåde, at han i nogen måde fortjener at modtage den retfærdiggørende nåde.

⁵² Deinque voluntas hominis strenue gratiæ ductu per opera pia contendens ad æternæ vitæ brabium, aliquo modo meretur regnum coelorum. Deus autem qui ab ævo destinavit his gratias suas et vitam æternam, ideo destinavit, quia præscivit in illis suam gratiam non fore sterilem. Contra quos destinavit gehennæ, ideo destinavit, quia ab æterno præscivit, qualia forent gesturi. Non tamen necesse est, ut juxta nos merita bonorum operum, hoc est, vel primi vel tertii generis præcedant gratiam justificantem. Hoc enim promisit Prophéta, hoc profitetur Christus, se venisse, ut gratis salutem offeret omnibus, qui vellent in ipsum credere.

Endelig kan den menneskelige vilje, styret af nåden, hvis den tappert med gode gerninger kæmper for det evige livs sejrskrans (Fil 3,14), på én eller anden måde gøre sig fortjent til himmeriget.* Men Gud, som fra evighed af bestemte, at disse skulle have hans nåde og evigt liv, bestemte det således, fordi han i forvejen vidste, at hans nåde ikke ville være gold. På den anden side, når han bestemte nogle til helvede, gjorde han det, netop fordi han fra evighed forud vidste, hvad slags gerninger de ville gøre. Det er dog ifølge min lære ikke nødvendigt, at fortjeneste fra gode gerninger går forud for den retfærdiggørende nåde, dvs fortjenester af den første eller tredje slags. For det har profeten lovet og Kristus har selv bekendt det, at han er kommet for at tilbyde frelse af nåde til alle, som vil tro på ham. (Hab 2,4)

* Toronto forklarer, at denne proces ret nøje svarer til den skolastiske lære om at gøre, hvad man kan (facere quod in se est) se ass04.44!

⁵³ Hîc nec Paulus habet respectum meritorum vitæ prioris, sed fiduciæ de promissis. Proinde ut est impudens quod Lutherus multis hîc verbis inculcat, paris esse iniquitatis servare immerentes, atque damnare immerentes: ita simpliciter impium est dicere, quod Deus aliquem damnet immerentem, imo neminem damnat nisi levius quam pro meritis, ut habet probabile Theologorum dogma. Quos autem Lutherus appellat indignos? Impios? Eos non servat Deus; Sed impios vocat ad poenitentiam, et poenitentes pro sua misericordia recipit in gratiam.

På dette punkt tager heller ikke Paulus hensyn til det forudgående livs fortjenester, men kun til tilliden til forjættelserne. Derfor, ligesom det er skamløst, at Luther her med mange ord slår fast, at det er lige så uretfærdigt at frelse nogen, der ikke har fortjent det, som at fordømme nogen, der ikke har fortjent det, således er det ligeud ugudeligt at sige, at Gud fordømmer nogen, som ikke har fortjent det, tværtimod, han idømmer altid straffe, der er mindre end hvad man har fortjent, ifølge de ansete teologers lære. Men hvem kalder Luther uværdige? De ugudelige? Dem frelser Gud ikke. Men de ugudelige kalder han til bod, og de bodgørende modtager han i nåde i kraft af sin barmhjertighed.

⁵⁴ Itaque quomodo justum sit, ut indignos coronet, etiam nunc intelligi potest. Justum est, quia promisit salutem credentibus; Alioqui clementiæ est, non justitiæ, recipere impios ad poenitentiam. Cæterum quomodo damnet immeritos, nec creditur hîc, nec intelligitur, ne tum quidem intelligetur aut credetur, cum revelabitur filius hominis: non enim intelligitur aut creditur à piis quod falsum est. Quid autem sibi volunt ista verborum portenta, quod ait, juxta nostrum sensum æque iniquum, si Cain ob paricidium laudes, Regemque facias, atque si Abel innocentem occidas? Quis extollit scelerosos ob malefacta, aut quis punit pios ob benefacta? Hujusmodi monstris delectatur doctor hyperbolicus.

Hvordan det kan være retfærdigt, at han kroner de uværdige, også det kan vi nu forstå. Det er retfærdigt, fordi han lovede frelse til dem, der tror. På anden måde har det med barmhjertighed, ikke retfærdighed at gøre, når han modtager de ugudelige til bod. Men hvordan han fordømmer dem, der ikke har fortjent det, det hverken tros eller forstås i denne verden, det vil ikke engang blive forstået eller troet, når menneskesønnen åbenbares: for det kan ikke forstås eller tros af de fromme, for det er forkert. Men hvad betyder hans skrækkelige ordvalg, når han siger, at det efter menneskelig forståelse ville være lige uretfærdigt, hvis man roser Kain på grund af hans brodermord og gør ham til konge, som hvis man slår den uskyldige Abel ihjel? (L8#91) Hvem ophøjer den forbryderiske på grund af hans onde gerninger, eller hvem straffer de fromme på grund af deres gode gerninger? Sådanne monstrøse udtalelser elsker ”dr. Overdrivelse”.

^{55 [174] (362-34)}           Quis tam patientis est stomachi, qui possit hujus hominis glorias, convitias, battologias ferre? Fingit hîc Diatriben stomachabundam, conferre loca Scripturarum inter se juxta speciem pugnantia, ut ex conflictatione colligatur sensus germanus. Quid ni? An hoc Diatribes exemplum est? An non idem fit à (1449) probatissimis Ecclesiæ Doctoribus? Quis autem dixit, Scripturam cum Scriptura pugnare? Sic Diatribe loquitur, Et ita Paulus reperietur sibi contradicere. Ita, hoc est, si simplicibus verbis nos urgeas, Si per omnia quod lutum est figulo, id homo est Deo, hoc est, si nihilo plus operatur ad salutem aut exitium suum, quam lutum quod fingitur sic aut sic pro figuli arbitrio, quomodo Paulus dicit, Si se emundaverit ab istis, qualia loca sunt in Scripturis permulta.

           Hvem er så tålmodig i maven, at han kan bære over med dette menneskes pralerier, fornærmelser og vrøvl? Han forestiller sig her, at Diatriben er så gal, at den sammenligner skriftsteder, som tilsyneladende strider mod hinanden, for at slutte sig til den sande mening ud fra striden. (L8#95) Hvorfor ikke? Mon det er et eksempel på, hvad specielt Diatriben gør? Mon ikke det samme gøres af de mest ansete kirkelige lærde? Men hvem har sagt, at skriften kæmper mod skriften? Dette er, hvad der står i Diatriben: ”Og således vil man finde, at Paulus modsiger sig selv” (e2#108). ”Således”, det vil sige, hvis man pådutter os ordene, som de står, hvis i alle ting mennesket forholder sig til Gud som leret til pottemageren, det vil sige: Hvis mennesket ikke udvirker mere til sin frelse eller fortabelse, end leret, som dannes på den ene eller den anden måde efter pottemagerens forgodtbefindende, hvordan kan så Paulus sige: ”Hvis nogen renser sig fra dem”? Og den slags ord er der jo masser af i skriften.

⁵⁶ Si urgeas verbis simplicibus excluso tropo, ne loquitur quidem lutum figulo, cum homo loquatur luto comparatus. Et vas impurum nec se conspurcavit, nec se potest expurgare. Sed quomodo hinc elabitur Lutherus? Prodit vetus illa sed impudentissima cantio de verbis subjunctivis. Prodit hyperbole, quæ minimum abest à mendacio. Cantione regnat in tota Scriptura, invitis Diis atque hominibus: hyperbole fingit me sumsisse probandum, quod liberum arbitrium nihil possit boni, cum hoc nusquam profiteatur Diatriba: et si profiteretur, non consequitur, si nihil potest efficaciter absque gratiæ præsidio, nihil omnino posse. Sic enim perpetuo ratiocinatur doctor hyperbolus.

Hvis man pådutter os ordene, som de står, uden billedtale, så kan jo ikke engang leret tale til pottemageren, skønt mennesket, der sammenlignes med leret, taler. Og det urene kar kan ikke tilsmudse sig og ikke rense sig. Men hvordan vil Luther slippe ud af den knibe? Han fremfører den gamle, men anmassende sang om de konjunktiviske ord. Han fremfører sin overdrivelse, som kun er lidt forskellig fra en løgn. Med denne sang hersker han over hele skriften, imod både guders og menneskers vilje: med en overdrivelse fantaserer han sig frem til, at jeg har påtaget mig at bevise, at den frie vilje ikke kan gøre noget godt, skønt Diatriben aldrig har sagt noget sådant. Og selv om den havde sagt det, så følger ikke deraf, at hvis den intet effektivt kan gøre uden nådens hjælp, så kan den intet gøre overhovedet. (L8#98) For den slags slutninger drager ”dr. Overdrivelse” hele tiden.

^{57 [175] (563-34)}            At quomodo nobis probat suum dogma Lutherus, quod verba imperandi, optandi, subjungendi, nihil ponunt? Grammaticis judicibus? Nescierunt igitur Grammaticam, qui hactenus sic interpretantur quemadmodum Diatriba, sub cujus nomine lapidantur Ecclesiæ Doctores. Imo Dialecticorum potius aut Sophistarum isthuc est citius quam Grammaticorum, qui sermonem interpretantur juxta sensum communem. At diliges Dominum Deum, et diliges proximum, indicandi verba sunt. Per tropum, inquit, usurpantur pro imperativis. Atqui hic ipse tropus indicat, aliquo modo præstari posse quod præcipitur.

           Men hvordan beviser Luther sit dogme, at befalende, ønskende, forestillende ord intet påstår? Ud fra grammatikernes bedømmelse? I så fald kender de mennesker, der hidtil har fortolket som Diatriben ikke til grammatik (og under Diatribens navn bliver kirkens lærde mænd stenet). Ja, den grammatik hører snarere hjemme hos dialektikerne eller sofisterne end hos grammatikerne, for de fortolker talen efter den almindelige mening. Men ”Du skal elske Herren din Gud” og ”Du skal elske din næste” er indikativer. ”De skal i kraft af billedtale tages for imperativer”, siger han. (L4#97, ref). Men denne billedtale i sig selv indikerer, at det, der befales, på én eller anden måde kan ydes.

⁵⁸ Subauditur enim à præcipiente, Si vis esse salvus, si fungi vis tuo officio, facies hoc, illud vitabis, ut colligas nolle, si non faciat. Sede à dextris meis, Postula à me, et dabo tibi gentes. Item, Intra in gaudium Domini tui, quoniam sunt verba imperandi, non intelligemus hoc esse factum aut fieri posse? Si nos ad Grammaticos provocat, si sensum communem facit arbitrum divinæ Scripturæ, hæc illi sunt recipienda. Non credit interpretationi, non dicam Diatribes, sed totius Ecclesiæ, nisi adferat alium locum, per quem probet quod interpretatur.

For den, der udsteder befalingern: ”Hvis du vil være frelst, hvis du vil gøre din pligt, så gør dette, undgå dette andet”, forudsætter jo, at du ikke vil frelses, hvis du ikke gør det. ”Sæt dig ved min højre hånd”, (Sl 110,1), ”Bed mig, og jeg vil give dig folkeslag”, (Sl 2,8) og: ”Gå ind til din herres glæde” (Matt 25,21) – fordi disse ord er imperativ, mener vi så, at dette ikke er sket eller ikke kan ske? Hvis Luther appellerer til grammatikerne, hvis han gør den almindelige mening til det, skriftens skal afgøres efter, så må han anerkende dette. Han vil ikke skænke tiltro til en fortolkning, der tilbydes, jeg vil ikke blot sige af Diatriben, men af hele kirken, hvis ikke der fremføres et andet stsed, der kan bekræfte fortolkningen.

⁵⁹ Sed quid retulerit adduxisse sex millia locorum, si Luthero liceat sic interpretari, quemadmodum hactenus interpretatus est pleraque? Quid proclivius est, quam ut is qui nullius interpretationem recipit, si locus ad loci probationem allegetur, utcunque interpretetur ad sui dogmatis commoditatem, præsertim si idem sibi permittat quoties commodum est à seipso dissentire, quod compluribus locis ab aliis demonstratum, satis civiliter, ne dicam scurriliter, dissimulat, juxta parabolam ab ipso prolatam, existimans se à neminem videri, si cum pueris ipse sibi tegat oculos.

Men hvad skulle det nytte at fremføre 117 steder, hvis Luther har lov til at fortolke dem, som han hidtil har fortolket de fleste? Hvad kunne være lettere end at én, som ikke godtager nogens fortolkning – hvis det ene sted kan bevises ved det andet – at fortolke det, så det passer med hans dogmer, især hvis han samtidig tillader sig, når det passer ham, at være uenig med sig selv, hvilket er blevet påvist af andre på adskillige steder, men han lader høfligt, for ikke at sige naragtigt, som om han ikke ser det, idet han, ligesom barnet i fortællingen, han selv nævner, der mener, det ikke kan ses af nogen, når det holder sig for øjnene. (L4#32)

⁶⁰ Clamat totam Scripturam aliam fieri, si valet consequentia, hoc Deus præcepit, ergo fieri potest quod præcepit: et nihil accidit Scripturæ, si credimus Luthero, verba præcipiendi, vetandi, minandi, hortandi, promittendi, blandiendi, terrendi, quibus undique scatent sacri Libri, tantum ea spectare, quæ fieri nullo modo possunt, sed hæc omnia dici à Deo vel insultante nostræ superbiæ, vel ostendere volente, nos nihil aliud posse quam peccare, etiamsi gratiæ præsidium accesserit.

Han råber op om, at hele skriften bliver anderledes, hvis vi anerkender denne konsekvens: ”Dette har Gud befalet, altså kan det, han befaler, gøres”. (L8#101) Men skriften tager sig ikke af det, hvis vi tror på Luther, at befalingsord, forbudsord, trusselsord, formaningsord, forjættelsesord, lokkeord, afskrækkelsesord, og den hellige skrift vrimler med dette, kun ser hen til, hvad der på ingen måde kan ske, men at alt dette siges af Gud for at undertrykke vort hovmod eller fordi Gud vil vise os, at vi ikke kan andet end synde, selv om nådens hjælp støtter os.

⁶¹ Et ad hoc paradoxon evincendum habet tria verba ex Paulo, Per Legem cognitio peccati, quæ quam torserit supra demonstratum est. Ast urget Diatriben, ut seipsam liberet, doceatque quomodo ista cohæreant, liberum arbitrium nihil potest velle boni, et, si quis se emundaverit, ergo potest se emundare. Dissimulato mendacio quod assumit, expediam. Juxta meam sententiam, liberum arbitrium vitiatum ex sese nihil potest ad consequendam salutem efficaciter, sine gratia: Et si quis factus sit vas ignominiosum, adjuvante gratia, potest se expurgare à consortio vasorum impurorum. (1450)

Og til at overbevise om dette paradoks har han det korte ord fra Paulus: ”Ved loven kommer erkendelse af synd” (rom#3.20), og vi har ovenfor påvist, hvordan han fordrejer det. (H8#65). Men han opfordrer stærkt Diatriben til at befri sig selv, og spørger den, hvordan de to ting stemmer overens: 'den frie vilje kan ikke ville noget godt' og 'hvis nogen vil rense sig, ergo kan han rense sig'. (L8#102) Han antager en løgn her, men det springer jeg over. I stedet vil jeg forklare mig. Efter min mening kan den fordærvede frie vilje intet effektivt gøre for at stræbe efter frelsen uden nåden. Og hvis nogen er skabt som et kar til vanære, så kan han, når nåden hjælper til, rense sig fra samvær med de urene kar.

⁶² Operam militis vides, Lector, specta triumphum. Vides igitur, inquit, vexatum et victum* similitudine illa figuli, tantum hoc agere, ut illam eludat, nihil interim cogitans, quantum causa suscepta noceat interpretatio, quamque seipsam confutet et irrideat. Hæc triumphator. Jam docuimus toties luti et figuli similitudinem, adhibitam ad retundendam Judæorum arrogantiam, nec quadrare per omnia, nec pertinere ad liberum arbitrium in negotio salutis æternæ, sed ad dispensationem Dei, quæ peragitur in ratione rerum temporalium, ac præmiorum et poenarum, nec ulla res me minus urget quam illa similitudo.

* Hos Luther står der vexatam et victam.

Du ser, kære læser, hvordan denne soldat har anstrengt sig; se nu hans triumf: ”Du ser altså, at Diatriben er rystet og overvundet af denne sammenligning med pottemageren, og blot kan gøre det, at den smyger sig udenom, og ikke tænker over, hvor meget denne fortolkning skader den sag, den har taget sig på, og hvordan den gendriver sig selv og gør sig selv til grin.” (L8#103) Såvidt triumfatoren. Vi har allerede mange gange vist, at lignelsen om leret og pottemageren er fremsat for at undertrykke den jødiske arrogance, at den ikke passer på alle punkter, og ikke har noget at gøre med, om vi har en fri vilje i på den evige frelses område, men har at gøre med begrundelsen bag de afgørelser, Gud træffer i timelige sager eller belønninger og straffe. Der er intet, der volder mig færre vanskeligheder end denne lignelse.

^{63 [176] (565-35)}          Sui similis pergit, negans se usquam sic interpretatum, Extende manum, id est, gratia extendet, Hæc omnia, inquit, Diatribe fingit de nobis in commodum causæ suæ. Sed sic diximus, etc. Diatribe non dixit hoc scripsisse Lutherum, sed Carolstadium indicavit, in hoc vere stulta, quod in re tam seria crederet tantos symmystas consentire. Nunc, ut video, Lutherus quid Carolstatius scripserit securus, sua tantum tuetur, interpretans eo suo commodo, si forte quid ipse quoque scripserit fuerit oblitus, quod arbitror illi non raro accidere in tante battologia.

           Luther går frem på sin sædvanlige måde, idet han nægter, at han nogensinde har fortolket på den måde: ”Udræk din hånd, dvs nåden udrækker din hånd. Alt det er noget, Diatriben opfinder om os, for at støtte sin sag. Men således har vi sagt, osv”. (L8#104) Diatriben sagde ikke, at det var Luther, der havde skrevet dette (e3#6; L6#25), den refererede Karlstadt, og var dum nok til at tro, at to så store fæller var enige i en så alvorlig sag. Nu ser jeg så, at Luther er ligeglad med, hvad Karlstadt skrev, kun ser på sine egne udsagn og fortolker dem til sin fordel, som om han helt har glemt, hvad han også skrev, hvad jeg tror sker ikke helt sjældent for ham, han vrøvler jo temmelig meget.

⁶⁴ Cum autem complura loca recitet Diatriba, quæ videntur prima specie inter se pugnare, tamen ille dissimulans unum atque alterum tantum attingit. Cumque Diatriba non omnia loca simili ratione redigat in concordiam, tamen Lutherus unicam tantum occinit cantionem, Hæc loca similia sunt. Nunquid dicit lutum figulo suo? Et Esa. x. Nunquid gloriabitur securis adversum eum qui secat in ea? Etc. His pugnare videtur, si quis se emendaverit, aliaque apud Diatribam recitata.

Men selv om Diatriben citerer temmelig mange steder, som ved første øjekast synes at modsige hinanden, foregiver Luther ikke at se dem og tager kun ét eller to op til behandlilng. Og selv om Diatriben ikke bruger samme metode til at forlige dem, istemmer Luther dog den ene og samme sang: disse steder ligner hinanden: ”Mon leret siger til sin pottemager?” (rom#9.20). Og fra Es 10,15: ”Mon øksen praler overfor den, der hugger med den?” De synes at modsige ”hvis nogen renser sig” (2 Tim 2,21) og andre tekster, som Diatriben citerer.

⁶⁵ Verùm ista sic redigit in concordiam Diatribe, ut dicat sermonem de luto et figulo, item de securi et fabro, non tollere liberum arbitrium hominis in omnibus, sed retundere superbiam hominis sibi fidentis, seseque erigentis adversus Deum, itaque non pugnare cum cæteris locis hortantibus ad vitæ correctionem. Altera concordiæ ratio est, si meminerimus collationem à luto et figulo, à fabro et securi, à percutiente et virga sumtam, non per omnia quadrare, cum homo sit vivum instrumentum, quod simul agat actum, quale instrumentum est jumentum agricolæ, aut servus hero.

Men Diatriben harmoniserer dem på den måde, at den siger, at talen om leret og pottemageren og også talen om øksen og tømreren, ikke helt ophævfer den frie vilje i mennesket, men undertrykker menneskets hovmod, når det stoler på sig selv, og ophøjer sig overfor Gud, og således modsiger det ikke de andre steder, som opfordrer til at korrigere vort levned. Der er en anden måde at harmonisere dem på: man må huske på, at sammenligningerne med leret og pottemageren, tømreren og øksen, stokken, og den, der slår med stokken, ikke passer på alle punkter, eftersom mennesket er et levende redskab, som handler samtidig med, at det bliver handlet med, samme slags redskab, som trækdyret er for landmanden, slaven for sin herre.

⁶⁶ Quoties ergo Scriptura dicit, Recede ab impuris, compellat liberum hominis arbitrium: quoties dicit, auferam cor carneum*, indicat auxiliantem gratiam. Hæc non ex se somniat submersa, suffocata, et corrupta Diatriba, sed è divinis Libris juxta sensum communem, et, si id parum est, juxta Veterum probatissimorum sententiam adducit. Jam quod est 1. Corinth. XII operatur omnia in omnibus, non agit de libero arbitrio, sed de dispensatione donorum Spiritus, quæ Deus partitur singulis, ut ipsi visum est ad utilitatem corporis.

*Basel-udgaven 1527 har som her: kødhjertet. Det bør rettes til ”cor lapideum”, stenhjertet.

Hver gang altså skriften siger, ”hold dig borte fra de urene” (Ordspr 3,7), henvender den sig til menneskets frie vilje; hver gang den siger: ”Jeg vil tage stenhjertet ud” (Ez 11,19), henviser den til den hjælpende nåde. Dette er ikke noget Diatriben fantaserer sig til ud af sit eget hoved, hvor druknet, kvalt og fordærvet den end måtte være, men en opfattelse, der er taget fra den hellige skrift, fortolket efter ordenes almindelige mening, og hvis det er forlidt, efter de gamle mest ansete kirkefædre. Hvad der står 1kor#12.6: ”Gud virker alt i alle”, handler ikke om den frie vilje, men om, hvordan ånden fordeler de gaver, som Gud giver hver enkelt, som det falder ham for godt, til legemets bedste.

⁶⁷ Idque adeo non tollit arbitrium hominis, ut Paulus profiteatur Spiritus Prophetarum Prophetis esse subjectos, sic ut altero surgente, prior licet afflatus tacere possit si velit. Quid autem frigidius, quod hos omnes nodos Lutherus dissolvit per distinctionem verborum indicandi et imperandi, sive subjungendi. Hoc commentum cum nullus mortalium ausus sit inter eruditos dicere, tamen Lutherus ostentat ubique veluti telum longe certissimum et inevitabile.

Derfor ophæver det lige så lidt den frie vilje, som at Paulus erklærer, at profeters ånder er profeter lydige, (1kor#14.32) så at når en anden rejser sig, den første kan tie, hvis han vil, om end han er fuld af ånd. Men hvad er mere ligegyldigt, end at Luther løser alle disse knuder ved at skelne mellem indikativiske og imperativiske eller konjunktiviske ord. Skønt ingen dødelig ville vove at fremkomme med en sådan påstand blandt lærde, henviser Luther dog overalt til den som til et yderst sikkert og uundvigeligt spyd.

⁶⁸ Quid autem dicet ad illud Joannis, Omnis qui habet hanc spem in eo, sanctificat se, sicut ille sanctus est? Hîc est indicandi verbum, et ne confugiat ad tropum, præsentis temporis. Qui se sanctificat, utrum agit aliquid, an non? Apud eundem legimus, Qui ex Deo est, non peccat. Qui se continet à peccando, nihil agit? Jam verte hæc in imperandi verba, Qui habet hanc spem in eo sanctificet seipsum, Et, qui ex Deo natus est, ne peccet.

Men hvad vil han så sige til dette sted hos Johannes: ”Enhver, der håber på ham, helliger sig, sådan som han er hellig” (1 Joh 3,3)? (e2#34) Dette er et verbum i indikativ og det er, for at han ikke skal tage sin tilflugt til billedtale, i præsens.* Hvis nogen 'helliger sig', gør han så noget, eller gør han ikke noget? Hos Johannes læser vi også ”Den, der er af Gud, synder ikke” (1 Joh 5,18) Den, der afholder sig fra at synde, gør han ikke noget? Nu kan man forandre dette til imperativ: ”Den, som måtte have håb til ham, lad ham helliggøre sig!” Og: ”Den, der er født af Gud, lad ham undlade at synde!”

*Dvs, ikke i det futurum, som af og til bruges til befalinger.

⁶⁹ Ad hunc modum omnia imperandi verba verti possunt in verba indicandi. An qui ex verbis imperandi colligunt posse fieri quod præcipitur, habent aliam Scripturam? Solus igitur cum paucis Lutherus habet germanam Scripturam. Et quomodo dicitur ex suo cerebro hoc somniasse (1451) Diatribe, quod est omnium et Græcorum et Latinorum et barbarorum commune? Quando definet nobis kokkuzein, hæc aut nihil probant, aut pugnant cum eo, quod Diatriba defendendum susceperat. ^[177] Hæc proximo quoque capite versat, iterat, inculcat, repetit, infigit, ad nauseam usque, ad quorum singula si parem respondere, nullus erit voluminis finis.

På den måde kan alle imperativer ændres til indikativer. Mon de, der drager den slutning ud fra imperativiske ord, at man kan gøre, hvad der bliver befalet, har en anden skrift, så det kun er Luther og nogle få andre, der har en ægte skrift? Og hvordan kan Diatriben siges at have fantaseret dette frem af sin egen hjerne, hvis det alt sammen er noget, de græske og de latinske og de middelalderlige forfattere er enige om? Hvornår vil han holde op med at gale imod os, at dette enten intet beviser, eller også modsiger det det, Diatriben havde påtaget sig af bevise? Også i det næste kapitel fordrejer han sagen, tager den frem, understreger den, gentager den, kaster den imod os, så man er ved at brække sig over det. Hvis jeg skulle svare på hvert punkt for sig, ville det aldrig få ende med denne bog. (L8#110-116)

^{70 [178] (567-36)}           Accedit triumphabundus ad locum Gen. VI. Non permanebit* spiritus meus in homine, quia caro est. Hîc cum Diatriba sequatur probatos interpretes, tamen audit, quæ nusquam non significat se Scripturas pro fabulis habere, neque mitius accipitur Hieronymus, qui nugator, et Scripturarum perversor dicitur. Euge Luthere, ballwtwV. Sic loqui solent, qui aguntur Spiritu Dei, et qui Paulum imitantes, placent omnibus, ne quod offendiculum præbeant Euangelio. Sed ad rem. Fortiter negat Lutherus ullum locum inveniri in sacris Litteris, ubi Spiritus Dei usurpatur pro indignatione, cum contra Spiritui benignitas et suavitas tribuatur. Primum demus esse verum quod sumit Lutherus, quid prohibet, quominus Spiritus id sonet alicubi quod sonat etiam vulgo, cum spiritus dicimus vehementes et impotentes affectus, unde et Græcis mega pnewn dicuntur, qui elato sunt ferocique animo, præsertim cum ipse loci tenor suffragetur huic sensui.

* Basel 1527 udelader ”for evigt”, men det er vist en skødesynd.

         Så ankommer han triumferende til stedet 1 Mos 6,3: ”Min ånd vil ikke for evigt blive i mennesket, for det er kød”. (L9#1) Selv om Diatriben her følger anerkendte fortolkere, må den alligevel høre, at den altid skal bekendtgøre, at den regner skrifterne for fabler, (L9#2) og Hieronymus behandles ikke mildere, han pjatter og kaldes forvansker af skriften. Bravo, Luther, fyr løs! Sådan plejer de mennesker at gøre, som gøres af ånden, og som efterligner Paulus, vil behage alle, at de ikke skal forårsage anstød for evangeliet. Men til sagen. Luther benægter helt og holdent, at der kan findes noget sted i den hellige skrift, hvor ”Guds Ånd” betyder vrede, skønt modsat ånden ofte tilregnes velvilje og sødhed. (L9#2) For det første: lad os antage, at det er sandt, hvad Luther antager: Hvad er der til hinder for, at ”ånd” af og til kan betyde det, ”ånd” betyder i daglig tale, hvor vi kalder kraftige og tøjlesløse følelser for ”ånd”, sådan som også grækerne taler om, at de mennesker ”ånder tungt”, som har en kraftig og vild ånd, især når konteksten i stedet understøtter denne mening?

⁷¹ Inducitur enim illic Deus indignans sceleribus hominum cogitare de delendo mortalium genere. Male dialectice colligit, Vox hæc aliis in locis aliter usurpatur, igitur hoc loco non potest secus accipi. Jam vero non dubito, quin plus quam quindecim locis inveniri possit spiritus vocabulum in Scripturis usurpatum pro indignatione sive vindicta Dei, nisi Esaiæ XI. Et percutiet terram virga oris sui, et spiritu labiorum suorum interficiet impium, non loquitur de vindicta.

For Gud indføres dèr som én, der er vred over menneskenes forbrydelser og tænker på at ødelægge hele den dødelige slægt. Men han drager en forkert slutning: ”dette ord må andre steder forstås anderledes, derfor kan det på dette sted ikke forstås anderledes” (L9#3; ref). Men jeg er ikke i tvivl om, at man kan finde mere end femten steder i skriften, hvor ordet ”ånd” må forstås om Guds vrede eller hævn, hvis da ikke Es 11,4: ”Og han slår jorden med sin munds stok og dræber de gudløse med sine læbers ånde” ikke taler om hævn.

⁷² Apud eundem Cap. XXX. Ecce nomen Domini venit de longinquo, ardens furor, ejus, et gravis ad portandum, labia ejus repleta sunt indignatione, et lingua ejus quasi ignis devorans, Spiritus ejus velut torrens inundans, usque ad medium colli, ad perdendas gentes. Rursum 2 Thess. II. Et nunc revelabitur ille iniquus, quem Dominus Jesus interficiet spiritu oris sui. Etiam-ne hîc spiritus sonat benignitatem, ac non potius ultionem? Hujus generis permulta licuit adducere, sed hæc sufficiunt ad coarguendum Lutheri spiritum.

Og i Es 30,27 hedder det: ”Se, Herrens navn kommer langt borte fra, hans vrede brænder og er tung at udholde, hans læber er fulde af vrede og hans tunge som en opædende ild, hans ånde er som en flod, der vælter frem og når op til halsen, han ryster folkeslag”. Videre hedder det i 2 Thess 2,8: ”Og nu åbenbares den uretfærdige, som Herren Jesus vil dræbe med sin munds ånde”. Mon virkelig her ”ånd” betyder velvilje og ikke snarere hævn? Den slags kunne der fremføres mange eksempler på, men dette er nok til at argumenter imod Luthers ”ånd”.

⁷³ Saltem addidisset, quod equidem sciam: Sed non didicit nisi hyperbolas loqui. Hoc de spiritu, carnem simile lemmate probat non posse accipi pro infirmitate, sed sonare vitium. Hoc non est inficiata Diatriba, sed negavit semper accipi pro impio affectu. Nam impius affectus sonat extremam malitiam, usque ad Dei contumeliam. Sed facilius ignoscuntur vitia, quæ cum errore, seu infirmitate conjuncta sunt.

Han kunne i det mindste have tilføjet: ”så vidt jeg véd”. Men han har ikke lært at tale med andet end overdrivelser. Så vidt, hvad ”ånd” angår. Ordet ”kød” beviser han med en lignende bevisførelse ikke kan forstås som ”svaghed”, men betyder ”last”. Diatriben sagde ikke noget imod det, men nægtede, at det altid skulle forstås som en ugudelig følelse. (e3#11) For ugudelig følelse betyder en ekstrem ondskab, som ligefrem skælder ud på Gud. Men det er lettere at tilgive laster, hvis de opstår af vildfarelse eller svaghed.

⁷⁴ Tales arbitror fuisse Corinthios et Galatas, imperfectos, non impios. Imo nec adulterium David cum homicidio conjunctum tribuitur impiæ malitiæ, sed infirmitati carnis: casu vidit, correptus est amore, quo veluti temulentus occidit Uriam. At monitus quam cito resipuit! Quam luxit admissum! Hinc apparebat infirmitatis fuisse lapsum. Hoc adjeci, ut etiamsi Corinthii laborassent gravibus vitiis, tamen adversus me non ita multum faciat. Postremo falsum hoc quoque, carnem semper sonare vitium, nisi naturæ imbecillitatem appellamus vitium à qua nec ipse Dominus fuit expers, cum dicerete, Pater si fieri potest, transeat à me calix iste.

Sådanne mennesker tror jeg, korintherne og galaterne var: ufuldkomne, ikke ugudelige. Ja, selv Davids utugt, som var forbundet med bord, tillægges ikke ugudelig ondskab, men kødets svaghed: han så hende ved et tilfælde, han blev overvældet af forelskelsen, hvorved han som i en rus slog Urias ihjel. Men da han blev irettesat, hvor hurtigt gik han så ikke i sig selv! Hvor stærkt fortrød han ikke sin forbrydelse! Derved viste han, at han var faldet på grund af svaghed. (2 Sam 11,2-12,14). Dette [at Paulus kalder korintherne kødelige] tilføjede jeg, for at vise, at selv om korintherne så havde haft store laster at kæmpe imod, vil det dog ikke modarbejde min argumentation væsentligt. Det er også forkert, at ”kød” altid betyder last, medmindre vi da skal kalde naturens svaghed en last. Den blev vor Herre selv ikke fritaget for, da han sagde: ”Fader, hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi”. (Matt 26,39)

^{75 [179]} Expositis vocabulis pro suo commodo mutat etiam publicam Ecclesiæ lectionem, pro non permanebit, legens non judicabit, pro quo Lyranus indicat Hebræum quendam Rabinum vertisse, non disceptabit, ut sensus sit, non diutius differam ac suspendam sententiam, quia caro sunt, hoc est, suapte natura proclives ad malum, nisi reprimantur afflictionibus ac minis. Ad hæc istos pronomen omittit, quod tamen addit Hieronymus. His ita digestis aggreditur interpretationem Scripturæ, quam prædicat satis apertam, si nostra somnia mitteremus. Quid est, si nostra somnia mitteremus? Id est, si contemnis omnium Veterum (1452) interpretationibus, quicquid asseverarit Lutherus pro oraculo amplecteremur. Age! Præbebuntur aures. Sunt, inquit, verba Dei irati. Id illi nobiscum convenit. Causam dederant Gigantes tyrannide ac libidine sua. Esto sane. Ita ut diluvium cogerent accelerare iratum Deum, et vix ad centum annos differre, quod alias nunquam erat inducturus.

Efter at han har forklaret ordene, så de passer hans formål, ændrer han også kirkens offentlige læsning, idet han læser ”skal ikke dømme” i stedet for ”skal ikke forblive”, hvor Lyra gør opmærksom på, at en vis hebraisk rabbiner har oversat det til ”vil ikke afsige dom”, så meningen skulle være, 'jeg vil ikke længere udskyde og opholde min dom, fordi de er kød', dvs de er af deres egen natur tilbøjelige til det onde, medmindre de bliver holdt i skak med trængsler og trusler. Desuden udelader Luther pronominet ”disse”, skønt Hieronymus mener, teksten er: ”i disse mennesker” [ikke: i mennesket]. Efter at have fordøjet disse ting, går han i gang med fortolkningen af skriften, som han hævder er tilstrækkelig klar, hvis vi lader vore fantasier fare. (L9#5) Hvad mener han med, at vi ”skal lade vore fantasier fare”. Jo, det betyder: 'hvis vi foragter alle de gamle kirkefædres fortolkninger og godtager hvad som helst Luther hævder, som var det et orakel. Velan, vi låner ører til ham! Han siger: ”Dette er Guds vredesord”. Det er han og vi enige om. ”Giganterne gav ham grund til det med deres tyranni og deres lyster”. Det er skam også sandt. ”sådan at de tvang den vrede Gud til at fremskynde syndfloden og kun udskyde den 120 år, hvilket han ellers ikke ville have besluttet sig til”. (L9#5)

⁷⁶ Quomodo cogatur Deus, ut cito faciat quod alioqui nunquam erat facturus, relinquo explicandum Luthero, qui tropos odit, et immutabilem voluntatem Deo tribuit. Ut omittam interim locum communem*, quo rursus destomachatur in depravatores Scripturæ Sacræ, ut blasphemias in Hieronymyum, et in omnes hunc sequentes, remque conferam in compendium: Primum negari non potest, quin hæc particula, in æternum ancipitem habeat sensum, potest enim esse sensus, Spiritum Dei nullo unquam deinceps tempore mansionem habiturum in homine: et intelligi potest, mansionem Spiritus divini non fore perpetuam in homine: Lutherus accipit posteriorem sensum, cum verba magis exprimant priorem.

* se #26.

Hvordan Gud kan tvinger til hurtigt at gøre noget, som han eller ikke ville have gjort, det overlader jeg til Luther at forklare. Han hader jo billedtale, og tilskriver Gud en uforanderlig vilje. Jeg springer over det almindelige udtryk, hvormed han igen vredes på dem, der ødelægger den hellige skrift, ligesom jeg springer over hans blasfemier imod Hieronymus og mod alle de følgende (L9#6), og sammenfatter sagen som følger: For det første kan det ikke nægtes, at ordet ”i evighed” har en tvetydig mening, det kan nemlig betyde, at Guds ånd aldrig nogensinde derefter skal have bolig blandt menneskene: og det kan forstås sådan, at åndens bolig ikke vil være blandt menneskene hele tiden. Luther forstår det på den sidste måde, skønt ordene mere giver udtryk for den første måde.

⁷⁷ Præterea remmittimus illi quod Hieronymus annotavit ex Hebræorum traditione, donamusque Spiritum accipi pro affectu Dei procurantis hominum salutem, carnem pro affectu peccandi. Si Lutherus hæc interpretatur de natura totius humani generis, caro erant omnes ab Adam lapso, quemadmodum sunt et hodie. Cur igitur Deus tam diu siluit, ac post tot annorum periodos incipit minitari panolethriam rerum omnium? Cur post cum essent opinor homines sceleratiores in terris, sub imperio Romano, quam erant illi Gigantes, qui tantum insaniebant in foeminas, Deus effudit Spiritum suum super omnem carnem abunde, dicens, Delitiæ meæ sunt, esse cum filiis hominum?

For øvrigt fritager vi ham fra at gå med til det, Hieronymus gør opmærksom på fra hebræernes tradition og vi kan også godt give ham lov til at forstå ”ånd” som Guds ønske om at give mennesker del i frelsen og ”kød” som den syndige følelse. Hvis Luther fortolker dette om hele menneskeslægten, så var de alle ”kød” fra Adams fald, sådan som de er det i dag. Men hvorfor var Gud da tavs så længe, og hvorfor begyndte han først efter så mange år at true med at ødelægge alting? Og under romerriget, hvor jeg tror, at menneskene var mere forbryderiske på jorden, end disse giganter var, som kun rasede mod kvinderne, hvorfor udgød Gud da så rigeligt sin ånd over alt kød og sagde: ”Jeg glæder mig over at være hos menneskenes børn”? (Ordspr 8,31).

⁷⁸ Si Deus noverat illos absque Spiritus sui præsidio homines non posse recte vivere, cur non impartiens Spiritus opem sic indignatur, ac destinat exitium? Ad hæc cur hoc illis imputatur, quod exemplo monitisque Noe justi, nihilo facti sunt correctiores? Rursus cur indulgetur centum viginti annorum spatium, ut vel tam atrocibus minis territi resipiscerent. Quod enim hos annos indulsit editis minis, erat nolentis perdere: Alioqui poterat tacitus perdere, sed ideo minatus est, ideo dedit spatium satis amplum, ut interim resipiscerent, et effugerent iram divinam.

Hvis Gud vidste, at disse mennesker ikke kunne leve ret uden hans ånds hjælp, hvorfor gav han dem så ikke åndens hjælp, men lod dem få bebrejdelser og bestemte dem til undergang? Desuden: hvorfor bebrejdede ham dem, at de ikke bedrede deres opførsel ved den retfærdige Noahs eksempel og formaninger? Videre: Hvorfor gav han dem en frist på 120 år, så de måske kunne blive bange ved sådanne forfærdelige ting og gå i sig selv. For ved at give dem nogle ekstra år og udstede trusler viste han dem, at han ikke ville, at de skulle gå fortabt: ellers kunne han have ladet dem gå fortabt uden at sige noget, men han truede dem og gav den udsættelse, for at de i mellemtiden kunne gå i sig selv og undgå den guddommelige vrede.

⁷⁹ Quod si Lutherus non solum sentit de natura communi hominis vitiata, quam mala uperbolikwV ubique exaggerat, sed magis de peccatis mortalium voluntariis, quæ semper in pejus gliscebant, dum malunt suis cupiditatibus obsequi, quam vel legi naturæ, vel monitis justi Noe: habemus quod imputetur libero arbitrio. Primum ob spretam naturæ legem, deinde ob contemtam gratiam per Noe monita vitamque pulsantem.

Men hvis Luther ikke blot hentyder til den natur, der deles af mennesker i almindelighed, som han overalt overdriver meget stærkt, men mere til de dødeliges frivillige synder, som altid vokser til det værre, fordi de hellere vil følge deres lyster, end naturens love, eller den retfærdige Noahs formaninger: så har vi noget, vi kan tillægge den frie vilje. Først fordi de har foragtet naturens lov, dernæst, fordi de har foragtet den nåde, der blev tilbudt gennem Noahs advarsler og liv.

⁸⁰ Quibus rebus quoniam isti facti sunt etiam deteriores, vel insanabiliores, traditi sunt exitio, ne sine fine peccarent, accumulantes sibi graviorem damnationem, quod idem evenit Judæis pertinaciter Euangelio reclamantibus. Quod si Spiritus Dei non potest, ut ait Lutherus, durare inter homines, quia caro sunt omnes, quomodo duravit in Noe, ac postea effusus est in plurimos? Quis autem hic loquendi tropos est, Spiritus Dei non potest, cum sit omnipotens? Ita sibi permittit loqui, in nos vociferaturus, si quid excideret simile.

Da de herigennem endog blev værre eller mere uhelbredelige, blev de overgivet til ødelæggelse, at de ikke skulle synde uden ende, og ophobe på sig en tungere fordømmelse, sådan som det skete for jøderne, der stædigt vendte sig imod evangeliet. Men hvis Guds ånd ikke kan være vedvarende blandt menneskene, som Luther siger, fordi de er kød, hvordan kunne den så være vedvarende i Noah, og senere udgydes over mange? Men hvad er det for en billedtale at bruge her: ”Guds ånd kan ikke”? Guds ånd er jo almægtig. Sådan tillader han sig at tale, men han taler med store bogstaver mod os, hvis der undslipper os noget lignende.

⁸¹ Verùm Luthero pium est, quicquid facit pro adamato dogmate. Hic igitur sermo non pertinet ad universum hominum genus, sed ad illius ætatis nationem, nec tam ad naturæ corruptelam pertinet, quam ad sceleribus contaminatam vitam. Itaque locum habet liberum arbitrium, quia contemserunt naturæ legem ad meliora vocantem, contemserunt exempla monitaque justorum, quæ probabile est nullis unquam seculis defuisse, contemserunt Dei bonitatem, qui post tot seculis toleratam illorum malitiam, tamen adhuc concessit annos centum viginti, denuntiato diluvio, ne tum quidem resipuerunt, cum viderent appari arcam.

Men for Luther er alt, hvad der hjælper hans stålsatte dogma, fromt. Dog, denne tale her har ikke med hele menneskeslægten at gøre, men med den tidsalders folk, og den har ikke så meget at gøre med naturens fordærvelse som med et liv besmittet med forbrydelser. Og derfor er der rum for den frie vilje, fordi de foragtede naturens lov, som kaldte dem til et bedre liv, de foragtede de retfærdiges eksempler og formaninger, som sandsynligvis ikke har manglet i nogen tidsalder, de foragtede Guds godhed, som gennem så mange sekler fandt sig i deres ondskab og selv stadig nu tilstod dem 120 år før den syndflod, han truede dem med. Men de gik ikke engang i sig selv, da de så arken blive bygget.

⁸² Unde tanta durities? Non aliunde quam à natura? Imo multo magis à (1453) contemtu gratiæ pulsantis, quam per liberum arbitrium poterant amplecti, resipiscentes ad pietatem. Et homines Lutherus pronuntiat immerito damnatos, quemadmodum et Judæos. Hîc, ne rursus clamet Diatribam somniare, ex Chrysostomo paucula verba subscribam, quibus ita Deum facit loquentem: Sed quia etiam eos qui incurabiliter peccaverunt servari volo nullumque perire, idcirco vobis indulgeo, tempus centum viginti annorum, ut si volueritis et peccata ablueritis, resipiscendoque et ad meliora vos convertendo virtuti studueritis, poenas et pericula effugiatis. Hactenus Chrysostomus, in quo Lutherus statim ridebit verba subjunctivi modi, sat scio, sed eam legem Chrysostomus non didicerat.

Hvorfor var de så hårdhjertede? Kom det ikke andetsteds fra end fra naturen? Jo, det kom meget snarere fra foragt for den nåde, der tilbydes, som de kunne modtage gennem den frie vilje, idet de gik i sig selv og blev fromme. Og Luther siger, at menneskene bliver fordømt uden at have gjort sig fortjent til det, ligesom jøderne blev det. Her vil jeg afskrive nogle få ord af Chrysostomus, at han ikke igen skal råbe op om, at Diatriben drømmer: Jeg citerer ham, hvor han lader Gud være den talende: ”Men fordi jeg også vil frelse, dem, som har syndet uhelbredeligt, og fordi jeg ikke vil, at nogen skal gå fortabt, derfor vil jeg bære over med jer i et tidsrum af 120 år, sådan at I, hvis I ville og hvis I afvaskede jeres synder, og hvis I stræbte efter dyd, så kunne I undgå straffe og farer”. Såvidt Chrysostomus, og jeg véd nok, at Luther straks vil gøre nar af med det med konjunktiven, men Chrysostomus havde ikke lært den regel.

⁸³ Nec in hoc profero Chrysostomi testimonium, ut Lutherum redarguam, qui jam suo quodam jure jubet omnes esse anathema, qui secus exponunt quam ipse Scripturas. Sed mire urget nos voce carnis, carnem exponens impios, et sunt, inquit, nihil aliud, totique sunt caro. Has hyperbolas si recipimus, ex homine faciet Diabolum. Atqui ubi homines dicuntur caro, nulla vitiorum mentio fit, nisi ductis uxoribus. Sic enim habet locus, Cumque coepissent homines multiplicari super terram, et filias procreassent, videntes filii Dei filias hominum, quod essent pulchræ, acceperunt sibi uxores ex omnibus quas elegerant. Dixitque Deus, Non permanebit Spiritus meus in homine in æternum, quia caro est. Lutherus, qui toties clamat, in Scripturis nihil obscurum esse, vel hoc caput nobis explanet, qui sint filii Dei, quæ filiæ hominum, qui Gigantes ex filiis Dei, ac filiabus hominum prognati.

Og jeg fremfører heller ikke Chrysostomus' vidnesbyrd for at komme med et modargument til Luther, som allerede efter sit eget retssystem har befalet, at alle, som forklarer skriften anderledes end han, skal være under band. Men Luther lægger en besyndelig vægt på ordet ”kød”; ”kød” tyder han som de ugudelige, ”og de er intet andet, alle er kød”. (L9#8; ref). Hvis vi antager disse overdrivelser, vil vi gøre mennesket til en djævel. Men hvos menneskene kaldes ”kød”, nævnes der ingen andre laster, end at de tog sig hustruer. For således står der på det pågældende sted: ”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og avlede døtre, så gudssønnerne menneskenes døtre, at de var smukke, og de udvalgte sig nogle af dem og tog dem til hustruer. Og Gud sagde: Min ånd skal ikke forblive i mennesket for evigt, for det er kød” (1 Mos 6,1-3). Luther, som hele tiden råber op om, at der intet dunkelt er i skriften, kunne tage og forklare os dette kapitel: hvad betyder Guds sønner, hvad menneskenes døtre, hvad betyder de giganter, der fremavles af gudssønnerne menneskedøtrene? (1 Mos 6,4)

⁸⁴ Verùm his omissis, hîc nihil aliud intelligi potest, quam quod vel indulserint libidini ductis uxoribus, ut interpretatur Chrysostomus, vel promiscue duxerint uxores, nulla ratione propinquitatis habita, vel quod alienas sponsas constuprarint, quam ultimam opinionem solus, quod equidem sciam, Lyranus attingit. Certe Luthero auctore, pium est uxorem ducere, et juxta Theologos orthodoxos, condonabile peccatum est, in matrimonio nonnihil dare voluptati, nec crimen est, uxorem libidinis non prolis gratia cognoscere.

Men bortset fra det, så kan man her ikke forstå andet, end at de enten tog sig hustruer, fordi de var styret af deres lyst, som Chrysostomus fortolker det, eller tog sig hustruer helt tilfældigt, uden hensyn til slægtskabsforhold, eller at de voldtog andres ægtefæller, og såvidt jeg véd, er det kun Lyra, der har den opfattelse. Efter Luthers opfattelse er det fromt at tage sig hustruer, og ifølge de ortodokse teologer er det en tilgivelig synd i nogen grad at give efter for lysten i ægteskabet, og det er ingen forbrydelse at kende sin hustru, fordi man har lyst, ikke fordi man vil avle børn.

⁸⁵ Ubi est igitur, quam Lutherus exaggerat, impietas, quia caro sunt? Præcessit causa, cur eos vocaret carnem. Carnem vocat quia carnis affectibus indulgebant, hoc est, voluptati potius quam rebus æternis. Verùm hic affectus progressu temporis postea profecerat ad majorem malitiam, eoque sequitur, Corrupta est terra coram Domino, et repleta est iniquitate. Nec tamen ulla fit impietatis mentio, quod immolarint Dæmoniis, aut blasphemias ejaculati sint in Deum, libidinis et voluptatum lues erat.

Hvad bliver der så af den ugudelighed, som Luther i sin overdrivelse taler om, ”fordi de er kød”? Lige før angiver han (hvem?) grunden til, at han kalder dem ”kød”. Han kalder dem ”kød”, fordi de giver efter for kødets lyster, det vil sige, for lysten snarere end for de evige ting. Men denne lyst voksede, som tiden gik til en større omdskab og derfor følger: ”Jorden er fordærvet for Herren, og den er fuld af uretfærdighed”. (1 Mos 6,11). Og dog nævnes der ikke noget om nogen ugudelighed, der ofrer til dæmoner, eller udstøder blasfemier imod Gud, der var en sygdom og lyster og drifter.

⁸⁶ Cur igitur sic incandescit Deus? Dicam, quia totus hic Scripturæ sermo, per tropologiam, affectus ac verba hominum tribuit Deo, non quod vere adsint, sed ut homines crassi facilius agnoscerent cognata. Inducitur itaque Deus tanquam novus Rex aut paterfamilias, qui nondum assuetus vitiis suorum, ob leviora etiam delicta gravissime commovetur ac punit. Cæterum ubi comperit alterutrum esse ferendum, ut aut nullam habeat familiam, aut ferat illorum defectus, fit mitior, et aut ignoscit commissis, aut certe mitius punit.

Hvorfor bliver mon Gud så blussende vred? Jeg vil sige, at det er fordi hele skriftens tale i billedtale tillægger Gud menneskelige følelser og ord, ikke fordi han virkelig er sådan, men for at de rå mennesker lettere erkender noget, de kender. Derfor indføres Gud som en ny konge eller en familiefader, som endnu ikke har vænnet sig til sine folks laster, som oprøres over selv de lettere overtrædelser og straffe den strengt. Men når han finder ud af, at han enten må affinde sig med slet ikke at have nogen familie, eller bære over med deres mangler, så bliver han blidere, så han enten tilgiver overtrædelserne eller i hvert fald straffer dem mindre strengt.

⁸⁷ Sic ante diluvium ait, Ego disperdam eos cum terra. Post diluvium autem quanto mitius loquitur! Nequaquam ultra maledicam terræ propter homines: quoque sint æquioribus animis, ponit Irim foederis signum, in nubibus. Hæc tropologia quid sibi velit, non est hujus loci disserere. Cum igitur Deus loquitur, caro sunt, levius quiddam sonat quam interpretatur Lutherus, nimirum informos et ad vitia proclives, ac rebus corporalibus magis quam spiritualibus deditos, perinde quasi dixisset, homines sunt.

Dette var, hvad han sagde før syndfloden: ”Jeg vil udrydde dem og jorden med dem” (1 Mos 6,13). Men efter syndfloden taler han blidere! ”Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene” (1 Mos 8,21). Og for at gøre dem mere tillidsfulde, satte han regnbuen i skyerne som tegn på hans pagt. Dette er ikke stedet at diskutere, hvad denne billedtale vil. Men da Gud sagde, at ”menneskene er kød”, skal det forstår mindre hårdt, end Luther fortolker det; det hentyder givetvis til dem, der er svage og tilbøjelige til laster og hengiver sig mere til legemlige end til åndelige ting, næsten, som hvis han havde sagt: ”De er jo bare mennesker!”

⁸⁸ At ille novus paterfamilias exigebat ut Dii essent, saperentque primam originem. Sic usus carnis vocabulo Paulus scribens Corinthiis, ut obiter refellam, quod Lutherus fortiter asseverat, illic Corinthios ob impietatem dici carnales, cum eodem in loco, eandem ob causam vocet eos parvulos in Christo, ac mox homines. Cæterum impii non sunt in Christo, nec (1454) hominis vocabulum sonat impietatem, sed imperfectum quiddam. Verba Pauli sic habent, Non potui vobis loqui quasi spiritualibus, sed quasi carnalibus, tanquam parvulis in Christo lac vobis potum dedi, non escam, Nondum enim poteratis, sed ne nunc quidem potestis. Adhuc enim carnales estis. Cum enim sit inter vos zelus et contentio, nonne carnales estis, et secundum hominem ambulatis? Cum enim quidam dicat, Ego sum pauli, alius autem, ego Apollo,nonne homines estis?

Men denne nye familiefader kræver, at de skal være guder og betænke deres egentlig oprindelse.

Således bruger Paulus ordet ”kød”, når han skriver til korintherne, hvis jeg i forbifarten må tilbagevise det, som Luther hårdnakket påstår, at han her kalder korintherne kødelige på grund af ugudelighed, (L9#10) skønt han det samme sted og af samme grund kalder dem børn i Kristus, og lidt efter ”mennesker”. Paulus' ord lyder således: ”Jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker?” (1kor#3.1-4).

⁸⁹ Talis contentio erat et inter Apostolos, adhuc rudes et carnales, qui tamen non erant impii. Carebant enim malitia, nec alienabat illos à Christo. Sic idem Paulus ad Romanos VI dum non exigit id quod perfectum est: Humanum, inquit, dico propter infirmitatem carnis vestra. Sicut enim exhibuistis membra vestra, etc. Et aliquando negat se secundum hominem loqui, cum abnegat affectus humanos. Verùm his nihil agitur, Lutherus confestim ex homine faciet Satanam, quemadmodum et antea in disputando, nullum inter eos fecit discrimen, cum in homine sint veluti duæ naturæ, corporis terreni, et animi coelestis. Volentibus sese ad coelum erigere non deest gratia, adversus eam partem quæ vergit ad terrena.

En sådan strid var der også mellem apostlene, der stadig var rå og kødelige, men dog ikke var ugudelige. For de havde ingen ondskab, og det fremmedgjorde dem ikke fra Kristus. På samme måde taler Paulus i Rom 6, idet han ikke kræver det perfekte af dem: ”Jeg taler på menneskevis på grund af jeres kødelige svaghed. For ligesom I stillede jeres lemmer osv” (rom#6.19). Og sommetider nægter han at tale ”på menneskevis”, når han forkaster menneskelige følelser. (1kor#9.8; gal#1.11).

Men den slags betyder intet, Luther vil med det samme gøre mennesket til en Satan, ligesom han også tidligere i disputationen ikke gjorde nogen forskel på dem (L10#42-44), skønt der dog i mennesker er ligesom to naturer, en legemlig, jordisk natyur, og en sjælelig himmelsk. Når menneskene vil stræbe mod det himmelske, skal nåden ikke mangle imod den del, som hælder mod det jordiske.

⁹⁰ Nihil autem hîc detrahitur, neque voluntatis divinæ libertati, neque gloriæ gratiæ. Hoc voluit divina providentia, ut in homine resideret, quod se præberet pulsanti gratiæ, et ita hîc quoque fit illius voluntas, et hoc ipsum quod homo potest naturæ viribus, Dei donum est, quod toties à Diatriba repetitum constanter negligit Lutherus.

Men her er der intet, der formindsker hverken den guddommelige viljes frihed eller nådens herlighed. Det ville den guddommelige forudviden, at der i mennesket kunne forblive en evne til at gøre sig modtagelig for den sig tilbydende nåde, og at således også her hans vilje kunne ske, og selve det, som mennesket kan ved sine naturlige kræfter, er Guds gave, hvilket hele tiden gentages af Diatriben, men hele tiden overses af Luther.

^{91 [180] (574-40)} Postremo donemus affectum humanum sive carnalem, non sapere ea quæ sunt spiritus, qui scrutatur etiam profunda Dei, sunt tamen elementa, sunt gradus ad spiritus perfectionem provehentes. Nascitur homo denuo, sed hic partus non semper est subitus, et habet suam infantiam, pueritiam, adolescentiam, ac maturam ætatem, gratia Dei humanam imbecillitatem sensim ad meliora provehente.

Til sidst: lad os bare indrømme, at den menneskelige eller kødelige følelse ikke forstår, hvad åndens er, den, der ”ransager Guds dybder” (1kor#2.10). Blot er der alligevel stadier, der er grader, der leder op til åndens fuldkommenhed. Mennesket bliver født på ny, men denne fødsel sker ikke altid pludselig, og mennesket har sin spæde alder, sin barndom, ungdom og modne alder, efterhånden som Guds nåde gradvist leder den menneskelige svaghed til det bedre.

⁹² Proinde ut donemus hoc quod dictum est de corrupto Noe seculo, ad omnes pertinere, quod nec verisimile est, nec verum esse credo, tamen hæc sententia non excludit liberum arbitrium; quando Pharaoni quoque divus Augustinus adscribit liberum arbitrium, cujus hoc minor erat in eo vis, quo magis erat sceleribus induratus: et tamen hoc ipsum quantulumcunque si non avertisset à Deo provocante ad poenitentiam, salvus esset. Et si cui sese subducit gratia, ob præcedentia merita facit.

Følgelig: selv om vi indrømmer, at det, der siges om Noahs tidsalders fordærvethed, skal appliceres på alle, hvilket ikke er sandsynligt, og hvilket jeg heller ikke tror er sandt, så udelukker en sådan opfattelse dog ikke den frie vilje; for når den guddommelige Augustin tilskriver endog Farao en fri vilje, selv om dens kraft blev svagere i ham, jo mere han blev forhærdet ved sine forbrydelser; og dog, hvis han ikke havde brugt den meget lille del til at vende sig bort fra den Gud, der opfordrede ham til bod, ville han være blevet frelst. Og hvis nåden trækkes tilbage fra nogen, sker det på grund af, at han tidligere har fortjent det.

^{93 [181] (574-40)}          Tuetur locum ex Gen VIII. Sensus et cogitatio cordis humani prona sunt ad malum ab adolescentia sua. Et VI. Cuncta cogitatio cordis intenta est ad malum omni tempore. Miratur hîc Diatribam ita loqui: Proclivitas ad malum, quæ est in plerisque hominibus, non adimit in totum libertatem arbitrii, quasi non sit in omnibus. In matre Christi non arbitror fuisse, quemadmodum nec in Christo, et fortasse plures sunt nobis ignito, quibus hoc munus indulsit gratia divina. At Deus in genere loquitur. Esto, At sermo generalis non obstat prærogativis paucorum.

           Så undersøger han stedet fra 1 Mos 8,21: ”Menneskehjertets higen og tanker er tilbøjelige til det onde fra ungdommen af”. Og 1 Mos 6,19: ”Alle hjertets tanker er hele tiden rettet mod det onde”. Her undrer han sig over, hvad Diatriben siger: ”Men den tilbøjelighed til det onde, som findes i de fleste mennesker, ophæver ikke helt den frie vilje”. (eras3#13; L9#12), som om [Diatriben havde sagt, at] den ikke fandtes i alle. Men jeg tror ikke, den var i Kristi mor, ligesom den ikke var i Kristus, og måske har den guddommelige nåde begunstiget mange flere, som vi ikke kender, med denne gave. ”Men Gud taler i almindelighed” (L9#12). Javist, men en tale i almindelighed er ikke i vejen for, at nogle få får fortrin.

⁹⁴ Quod autem Hebraismum nobis citat, qui nec cum Græcis, nec cum interpretatione Hieronymi consentit, nec ab ullo probatorum interpretum annotatur, respondere possum, aut Lutherum non intelligere vim Hebræi sermonis, aut codicem habere corruptum. Sed ex abundanti donemus, totum esse malum quod homo ex se cogitat, habet tamen indolem Spiritui habilem, qui nulli deest nisi volenti. Quin isti Hebraismo reclamat sensus communis. Quæ virtutum semina videmus fuisse in Ethnicis, imo quam eximias virtutes præstiterunt sine Christo?

Men hvad angår den hebraisme, han citerer for os, (L9#13b) som hverken stemmer overens med de græske fortolkere eller med Hieronymus' fortolkning, og heller ikke er blevet godtaget af nogen af de anerkendte fortolkere, kan jeg svare, at enten forstår Luther ikke det hebraiske sprogs kraft, eller også har han et korrumperet manuskript. Men lad os til overflod indrømme ham, at alt det, som mennesket tænker ved sig selv, er ondt, det har dog en medfødt beskaffenhed, der kan udnyttes af ånden, som det ikke skal skorte på, hvis han blot vil. Ja, almindelig fornuft vender sig imod denne hebraismus. Denne dydens sæd ser vi har været i hedningerne, ja, de dydshandlinger, de ydede uden Kristus, var udmærkede.

⁹⁵ Non igitur totum malum est quicquid cogitat homo, nisi malum dixeris quicquid non justificat perfecte. Augustinus scribit Romanis ob quædam pie sancteque gesta donatam imperii gloriam. Nemo malum coronat sanus. Male habet Lutherum, quod Diatriba non tantum exaggerat pronitatem ad malum, quantum ipsi commodum est. Fateor in quibusdam ingeniis bene natis ac bene educatis mininum esse pronitatis. Maxima (1455) proclivitatis pars est non ex natura, sed ex corrupta institutione, ex improbo convictu, ex assuetudine peccandi malitiaque voluntatis.

Følgelig er ikke alt, hvad mennesket tænker, ondt, medmindre man skulle kalde alt det, der ikke retfærdiggør helt og holdent, for ondt. Augustin skriver, at rigets hæder blev givet til romerne for en from og hellig gerning. Ingen ved sine fulde fem kroner et ondt menneske. Luther er vred, fordi Diatriben ikke overdriver vores tilbøjelighed til det onde så meget, at det kan passe ham. Men jeg må tilstå, at i nogle mennesker, der har en god natur og har fået en god opdragelse, er der kun lidt af denne tilbøjelighed. For det meste stammer denne tilbøjelighed ikke fra naturen, men fra en fordærvet opdragelse, fra dårligt selskab, fra tilvænning til at synde og fra viljens ondskab.

⁹⁶ Et Scriptura Gen. VI non proprie loquitur de natura hominis, sed de corruptis affectibus, et in genere loquitur. Neque enim arbitror hæc in Noe et in hujus familiam congruere. Verùm hoc Luthero displicere mirum non est, cum ille tantum exaggeret hunc raptum et impetum ad malum, ut nec Spiritu in homine operante, possit aliud agere quam malum. Præstat igitur in medio consistere, quam aut nihil tribuere proclivitati naturæ, aut tantum tribuere, quantum nemo pius potest ferre. Jam illud argumentum, Si nulla pars resipiscentiæ pendet ab arbitrio, cur datum est spatium poenitentiæ? Hîc litem lite dissolvens, respondet, cur tot præcepta dedit, quæ servari non possunt?

Og skriftstedet, 1 Mos 6,19, taler ikke om menneskets natur, men om fordærvede følelser, og det tale generelt. For jeg tror ikke, det passer på Noah og hans familie. Men det er ikke mærkeligt, at en sådan tanke ikke finder grobund hos Luther, eftersom han kun overdriver denne drift og kraft mod det onde så meget, så selv når ånden virker i mennesket, kan det ikke andet end handle ondt. Derfor er det bedre at finde en mellemvej, end enten ikke at tilskrive denne naturens tilbøjelighed noget, eller tilskrive den så meget, at ingen from kan udholde det. Og så er der dette argument: Hvis ingen del af dette at gå i sig selv afhænger af viljen, hvorfor gives der da en frist til at gøre bod? Her svarer han ved at løse den ene gåde med en anden: ”Hvorfor gav han så mange bud, som ikke kan overholdes?” (L9#14).

⁹⁷ Imo in hoc præcepta dedit, ut horum obstinati contemtores intelligerentur justo Dei judicio perire, fierentque cæteris exemplum, ne similia auderent. Deus pro sua bonitate tolerarat quingentis, opinor, annis genus hominum, nimium referens suos progenitores: cumque semper in pejus degenerarent, promulgata sententia terrorem incutere studuit, sed interim dato satis longo poenitendi spatio ut cum nec lenitate tanta, nec tam sævis minis Deii permoverentur ad meliorem frugem, velut insanabiles suo merito constaret exstinctos, aliis exemplo futuros. Hoc responsum quanto Scripturis, sensuique communi congruentius, quam quod adfert Lutherus.

Nej, derfor blev budene givet, for at de stædige foragtere blandt dem skulle forstå, at de fortabes ved en retfærdig gudsdom, og så de kan være et eksempel for de øvrige, at de ikke skal vove noget tilsvarende. Gud udholdt i kraft af sin godhed igennem fem hundrede år, tror jeg, menneskeslægten, som altfor meget slægtede sine forfædre på, og da de stadig degenererede til det værre, prøvede han at indgyde dem frygt ved at afsige domme over dem, men han gav dem et tilstrækkelig langt tidsrum til at angre i, for at gøre det klart, at når hverken en så stor mildhed eller så alvorlige trusler fra Gud kunne lede dem til et bedre udnytte, så var det med rette, at de som uhelbredelige blev udryddet og blev til afskrækkende eksempler for kommende slægter. Et sådant svar stemmer meget mere overens med skriften og med almindelig fornuft, end hvad Luther fremfører. (L9#14).

^{98 [182] (576-41)}         Tuetur quod velut invictum telum protulerat ex Esa XL. Suscepit de manu Domini* pro omnibus peccatis suis. Atque hîc rursus vapulat Hieronymus cum Hebræis: Quanto magis debacchaturus erat in me, si mei capitis commentum protulissem? Quid huic faciemus, qui præter Scripturam nihil recipit, sed ipso interprete. Atqui in assertionibus suis quoties illi valet Augustinus et Gregorius? Verùm ut ex ipso tenore sensum eliciamus, negari non potest, quin hîc Esaias agat de Hebræis per Cyrum è captivitate Babylonica liberandis. Hoc substrato fundamento, facilior erit allegoriæ pervestigatio. Ob peccata sua deducti sunt in Babylonem, illic septuaginta annis longas pariter ac graves dedere poenas.

* Ordet duplicia mangler. Det findes i citatet næste celle, derfor formentlig utilsigtet fra Erasmus' side.

           Så gennemgår han det, som han fremdrog som et uovervindeligt spyd: Es 40,2: ”Dobbelt har hun har fået af Herrens hånd for alle sine synder”. Og her prygler han igen Hieronymus og hebræerne. (L9#15) Hvor meget mere ville han ikke have raset imod mig, hvis jeg havde fremført denne kommentar ud af mit eget hoved? Hvad skal vi stille op med ham, som kun accepterer skriften, og det kun, som han selv fortolker den. Og i sine ”Assertioner”, hvor stor autoritet tillægger han ikke dèr Augustin og Gregor?* Men hvis vi skal fremlokke meningen fra konteksten, kan det ikke nægtes, at Esajas her taler om de jøder, der af Kyrus blev befriet fra det babyloniske fangenskab. Når man ser, at det er et grundlæggende, er det lettere at finde ud af allegorien. Jøderne blev ført til Babylon på grund af deres synder, og dèr led de igennem 70 år både langvarige og alvorlige straffe.

*Augustin citeres ass04#18; ass04#20; ass04#42; ass04#45; ass04#72; Gregor ass04#17; ass04#21; ass04#40.

⁹⁹ Quorum tandem misertus Deus, ex irato factus propitius, post tolerata tristia subjungit consolationem misericordiæ, qui fere tenor est omnium Prophetarum, in quibus post minas et plagas terribiles succedit verba consolatio. Verba Prophetæ sic habent: Loquimini ad cor Hierusalem et advocate eam, quoniam completa est militia ejus, dimissa est iniquitas illius, suscepit de manu Domini duplicia pro omnibus peccatis suis. Hæc si ad mores transferas, quid aliud accipere possis, quam Deum post inflictam poenam si peccator resipiscat, largiter effundere consolationis gratiam.

Til sidst forbarmede Gud sig over dem, fra at være vred blev han barmhjertig, efter at have udholdt strengheden viste han dem barmhjertighedens trøst, som næsten er gennemgående hos alle profeterne, for hos dem kommer der trøsteord efter trusler og frygtelige angreb. Profetens ord lyder således: ”Tal til Jerusalems hjerte og trøst hende, for hendes hoveri er til ende, hendes skyld er betalt, dobbelt har hun fået fra Herrens hånd for alle sine synder”. (Es 40,2). Hvis man oversætter det som man plejer, hvordan kan det da forstås anderledes, end at Gud efter at have påført straffen, i stort mål udgyder sin trøsts nåde, hvis synderen går i sig selv.

¹⁰⁰ Post asperitatem enim poenitentiæ sequitur hilaritas bonæ conscientiæ. Quod autem dixit duplicia, congruit affectui miserentis, velut in diversum verso. Loquitur enim creberrime Scriptura de Deo tropis humanis, perinde quasi patrem, cui jam cæso filio pietas excussit iram, poeniteat sumti de nato supplicii, nimiumque videatur propitio, quod irato videbatur infra meritum. Jam si prophetiam conferas ad Legem et Euangelium, Babylonica captivitas erat regnum peccati, quod et Judæos oppresserat in Lege Mosaica, et Gentes sub Lege naturæ.

For efter bodens strenghed følger den gode samvittigheds glæde. Men når han siger ”dobbelt”, så svarer det til følelsen hos den, der forbarmer sig, som på omvendt måde. For skriften taler meget ofte om Gud i menneskelige billeder, ganske som var han en far, som havde slået sin søn, men hvis vrede var blevet afløst af medlidenhed, han fortryder de straffe sønnen har fået, han synes nu, de var for store, skønt han, da han var vred, syntes de var mindre end fortjent. Hvis man nu sammenligner profetien med loven og evangeliet, så var det babyloniske fangenskab et syndens rige, for jøderne blev holdt ned af Moseloven, og hedningerne blev det af den naturlige lov.

¹⁰¹ Hierusalem erat Ecclesia complectens utramque Gentem, unde Hieronymus vertit, advocate eam, et inferius habetur, Et videbit omnis caro pariter quod os Domini loquutum est. Sit consolatio remissio peccatorum, et uberioris gratiæ promissio. Sit duplicium receptio, calamitates inflictæ divinitus, et angores infelicis conscientiæ, versi in gaudium et quietem. Hæc interpretatio quanto mollior est Lutherana, qui Hierusalem interpretatur populum Judæorum oppressum tyrannide Legis plurima præscribentis, quorum nihil servari poterat, Cyrum gratiam, quæ pro male factis quod inauditum est, reddidit amplissima beneficia.

Jerusalem var kirken, som indeholder begge folk, derfor oversætter Hieronymus det til ”tiltal hende [for retten]”, og senere lyder det: ”Og alt kød skal ligeledes se, hvad Herrens mund har talt” (Es 40,5). Lad os forstå trøsten som syndernes forladelse og som et løfte om overvældende nåde. Lad os forstå det dobbelte mål som de guddommeligt påførte trængsler og den ulykkelige samvittigheds pine, som vendes til glæde og fred.

Denne fortolkning er meget blidere end den lutherske, som tolker Jerusalem som jødefolket, der er undertrykt under lovens tyranni, den lov, der foreskriver meget, som ikke kan overholdes, mens ”Kyrus” er nåden, som gengælder onde gerninger med overvældende velgerninger, hvilket er ganske uhørt.

¹⁰² Et quod Propheta scribit, eas calamitates (1456) immissas à Deo, tametsi per homines inflictas, interpretatur, remissionem peccatorum gratis à Deo donatam pro malis etiam meritis, quasi malefactorum præmium esset condonatio peccatorum: et hoc admirabili commento, quod nulli mortalium unquam venit in mentem, præterquam Luthero, stat invictum Esaiæ testimonium adversus liberum arbitrium.

Og når profeten skriver, at disse trængsler blev sendt dem fra Gud, selv om de var påført af mennesker, så fortolker han det sådan, at syndernes forladelse blev givet for intet af Gud også selv om de havde fortjent ondt, som om belønningen for de mennesker, der handler ondt, er syndernes forladelse. (L9#19) Og i kraft af dette påfund, som ikke opstod i noget dødeligt menneskes sind, undtagen i Luthers, kommer Esajas vidnesbyrd imod den frie vilje til at være ubesejret.

¹⁰³ Atque interim quam multa sibi sumit parum pudenter. Primùm militiam esse legendum, non malitiam cum hujus rei non meminerit Hieronymus: Et LXX verterunt tapeinwsin, id est humiliationem, ut idem sit sensus utriusque translationis: nam et afflicti dicuntur humiliari, et malitia dicitur afflictio. Jam ut demus Hebræis haberi militiam, probabilius est significari duram illam ac foedam Satanæ militiam, cujus stipendium, ut ait Paulus, mors est.

Og med en lignende frimodighed fremsætter han jeg véd ikke hvor mange andre påstande. Først hævder han, at man må læse ”krigstjeneste” ikke ”ondskab”, selv om Hieronymus ikke nævner en sådan ting (L9#17). Og Septuaginta oversætter tapeinosin, det vil sige: ydmygelse, og så får begge oversættelser samme betydning. For også at ”strides” kan siges at blive ydmyget, og ”ondskab” kan kaldes ”strid”. Men selv om vi så måtte indrømme, at den hebraiske tekst har ”krigstjeneste”, så er det mere sandsynligt, at det skal betyde den hårde og ækle krigstjeneste for Satan, hvis sold, som Paulus siger, er død. (rom#6.23)

¹⁰⁴ Deinde quod hanc militiam interpretatur Legem, ut pro Deo supponat Nabugodonosor, qui legem imposuit servilem. Præterea quod duplicia recepta pro datis poenis, quæ misericordi Domino videbantur ingentes, interpretatur pro peccatis et non servata Lege præmii loco donatam à Deo gratiam. Sic enim loquitur Lutherus in assertione, Quid hîc dicent? Gratiam dicit à Domino non dari, nisi pro peccatis, scilicet pro malis. Tolerabilius erat si dixisset, peccata fuisse commutata justitia, et in malitiæ locum successisse per gratiam pietatem.

Hans næste frimodighed er, at han fortolker denne krigstjeneste som loven, så han altså i stedet for Gud indsætter Nebukadneser, som påførte dem en trællelov. Og videre fortolker han det, de har fået dobbelt i stedet for de straffe, der blev pålagt og som for Gud syntes store, som identisk med den tilgivelse, Gud giver som belønning for deres synder og deres manglende lovoverholdelse. (L9#19). For sådan siger Luther i Assertionerne: ”Hvad vil de sige hertil? Han siger, at nåden kun gives af Herren for synder, det vil sige, for onde gerninger” (ass04#54). Det ville være mere antageligt, hvis han havde sagt, at synder blev udskiftet med retfærdighed, og at fromheden i kraft af nåden overtog ondskabens plads.

^{105 [183] (578-42)} Ad hæc sumit Deum coactum fuisse tollere Legem, quam servare nemo poterat, cum Euangelium consummet Legem, non tollat. Nam pro non occides, dicet, ne irascaris. Et pro ne pejeraris, dicit noli omnino jurare. Simul et illid, sub Lege non fuisse gratiam, neque quenquam eam servasse. Jam ut demus accipi posse duplicia reddita à Deo, non poenas, sed gratiam et innocentiam, idque gratuito per fidem Euangelicam et baptismum, non tamen hæc pugnant adversus liberum arbitrium. Nec Diatriba negat Deum aliquoties dare gratiam, non ob merita præcedentia, sed ob sequutura, nimirum his in quibus scit gratiam suam non fore frustraneam: Postremo in amplectenda gratia dum pulsat, nonnihil agit liberum arbitrium: Item dum volens cooperatur, dum se non avertit.

Heraf drager han den slutning, at Gud var tvunget til at ophæve loven, som ingen kunne overholde, skønt evangeliet ikke ophæver loven, men fuldender den. (L9#20) (matt#5.17). For i stedet for ”Du må ikke slå ihjel” siger det ”Du må ikke blive vred” (matt#5.21). Og i stedet for ”Du må ikke sværge falsk” siger det ”du må overhovedet ikke sværge”. (matt#5.33). Og ligeledes hævder han, at under loven var der ingen nåde og ingen overholdt loven. Men selv om vi så indrømmer, at det dobbelte, der gives af Gud, ikke er straf, men nåde og uskyldighed, og at det gives uforskyldt ved den evangeliske tro og ved dåben, så strider dette ikke imod den frie vilje. Og Diatriben nægter heller ikke, at Gud ofte giver sin nåde, ikke på grund af forudgående fortjenester, men på grund af fortjenester, der vil følge; uden tvivl giver han den til dem, i hvem han véd, at hans nåde ikke vil være forgæves. Til slut: ved at tage imod nåden, når den banker på, gør den frie vilje noget, og det gør den også, når den samarbejder og ikke vender sig bort.

^{106 [184] (578-42)}          Arripit hoc quod obiter addit Diatriba, quamvis verum est, ubi abundavit peccatum illic suberabundare gratiam, non tamen hunc sequi, quod homo ante gratiam gratum facientem, adjutus auxilio Dei, non possit se per opera moraliter bona præparare favori divino. Mirum, inquit, si è suo capite loquitur, ac non ex aliqua charta aliunde missa vel accepta decerpsit, libroque suo inseruerit Diatribe. Neque enim videt, neque audit, quid sua verba sonent.

           Så kommer den til det, som Diatriben tilføjer i forbifarten: ”skønt Paulus siger: ”Hvor synden blev større, blev nåden endnu mere overstrømmende rig” (rom#5.20), så følger dog ikke deraf, at mennesket før den nåde, der gør mennesket gudvelbehageligt, ikke med guddommelig hjælp kunne forberede sig til den guddommelige gunst.” (e3#15). Her siger han: ”Det er besynderligt, hvis den taler ud af sit eget hoved og det ikke er skabt ud af ét eller andet, der er tilsendt den, eller af noget, som den selv har optaget og indskudt i sin bog. For den hverken ser eller hører, hvad dens egne ord betyder”. (L9#23)

¹⁰⁷ Euge ut constanter sui similis est noster hyperbolus! Et pergit argutari, Si per Legem abundat peccatum, quomodo per opera moraliter bona potest homo se præparare? Quomodo opera prosunt, cum Lex non prosit, aut quid est aliud per Legem abundare peccatum, quam opera secundum Legem facta esse peccata? Primum Diatriba nullam ibi mentionem Legis facit, sed Pauli verbis abutitur ad generalem sententiam, concedens interim illorum interpretationem, qui duplicia recepta exponunt, innocentiam gratia conduplicatam, hoc est, non solum condonata peccata, verum etiam per Christum donatam justitiam.

Bravo! Se, hvordan vor hyperboliske modstander hele tiden er sig selv lig! Og han fortsætter sin snak: ”Hvis synden bliver overvældende stor gennem loven, hvordan er det da muligt, at mennesket gennem moralske gerninger skulle kunne forberede sig til den guddommelige nåde? Hvordan kan gerninger gavne, når loven ikke gavner? Eller hvad er dette, at synden bliver stor gennem loven, andet end at gerninger, gjort i overensstemmelse med loven, er synd?” (L9#23-24) For det første nævner Diatriben ikke loven, men bruger Paulus' ord til en generel pointe, men den går med til deres fortolkning, som forklarer ”det dobbelte, der er modtaget” som identisk med, at ved nåden bliver uskylden fordoblet, det vil sige, ikke blot bliver synderne tilgivet, men gennem Kristus bliver der også givet retfærdighed.

¹⁰⁸ Nam ibi me non proprie de Judæis loqui declarat exemplum, quod sequitur de Cornelio Centurione, qui Judaicæ Gentis non erat. Et sæpe fit, ut qui fuerant insigniter peccatores, veluti Gentes idololatræ, publicani et meretrices, magis illustrent Dei gratiam. Id tamen non obstat, quo minus alii se præparent gratiæ justificanti, quemadmodum legimus de Cornelio. Hoc sensit Diatribe, quæ neque videt neque audit. Quod autem objicit de missa charta, utinam tam felix essem, ut eruditorum opera possim in hoc negotio juvari! Nam ea res cumprimis me deterret à scribendo, quod plusquam solus hoc negotium sustinere cogor. Quid videt aut audit Lutherus? Non proest Lex? Multa sunt igitur mendacia in uno Psalmo, Beati immaculati in via.

For det eksempel, som følger, om høvedsmanden Kornelius, som ikke var af det jødiske folk, viser, at jeg her ikke taler specielt om jøderne. Og det sker ofte, at de, som har været i særlig grad syndere, fx de hedenske afgudsdyrkere, tolderne og luderne, i højere grad oplyser Guds nåde. Men det forhindrer ikke andre i at forberede sig til den retfærdiggørende nåde, sådan som vi læser om Kornelius. (Apg 10,4; e3#15; L9#24). Det er, hvad den Diatribe mener, som ”hverken ser eller hører”. Men hvad det angår, at der skulle være tale om et stykke papir, der var tilsendt mig: gid jeg havde været så heldig at have de lærdes arbejde til hjælp i denne sag! For det, der først og fremmest kunne afskrække mig fra at skrive, er, at jeg er tvunget til at påtage mig denne opgave helt alene. Hvad ser eller hører Luther? At loven ikke gavner? I så fald er der mange løgne i Sl 119: ”Lykkelige de, der vandrer lydefrit på vejen” (Sl 119,1)

¹⁰⁹ Rebellibus autem (1456) et insanabilibus, non solum* prodest, verum etiam officit. Quid autem sibi vult ænigma novum, opera secundum Legem facta esse peccata? Quo nomine igitur donabit contra Legem facta? An opera secundum Legem fieri possunt absque gratia? Porro offensus quod adjunxeram, auxilio divino, clamat, Disputamus de divino auxilio, an de libero arbitrio? Quid enim non sit possibile divino auxilio? Quis ferat hunc disputatorem ad singula verba conspuentem os contra disserentis? Nam hîc quoque Diatriba contemnit causam quam agit, ideo stertet et oscitat.

* Leiden-rettelse: Legendum videtur: non prodest.

Men for de oprørske og uforbedrelige er det ikke blot sådan, at loven ikke gavner dem, den hindrer dem også. Men hvad er meningen med den nye gåde: ”Gerninger gjort i overensstemmelse med loven er synd?” (L9#24) Hvad vil han så kalde gerninger, som er gjort imod loven? Mon gerninger gjort i overensstemmelse med loven kan være uden nåde?

Endvidere bliver han oprørt over, at jeg tilføjede ”med Guds hjælp” (eras3#15) og råber: ”Disputerer vi om den guddommelige hjælp eller om den frie vilje? For hvad er ikke muligt med guddommelig hjælp?” (L9#24) Hvem kan udholde en sådan disputator, som spytter sin modstander i ansigtet for hvert enkelt ord? For også her foragter Diatriben den sag, den behandler, derfor snorker og gaber den.

¹¹⁰ Si Lutherus fideret causæ suæ, quam vult videri optimam, non toties eam interrumperet plusquam scurrilibus convitiis. Quomodo possumus disputare de libero arbitrio, nisi juncta mentione gratiæ, per quam et quicum operatur? Quomodo disputat Augustinus? An non eodem modo sermonem temperat? Imo hoc ipsum habet Augustinus, quod Diatriba stertens et oscitans loquitur. Facit enim statum quendam medium inter injustitiam, et perfectam justitiam, cum homo bonis operibus velut ambit gratiam justificantem, et huc ipsum exemplum Centurionis adducit, quod hic irridet. Scoti sodales dicunt absque ulla gratia peculiari huc perveniri, qua sententia mihi liberum est uti si velim, nec eam damnavi.

Hvis Luther var sikker på sin sag, og han vil jo have os til at tro, at det er en god sag, så ville han ikke så ofte afbryde den med naragtige fornærmelser. Hvordan kan vi diskutere den frie vilje, hvis vi ikke nævner nåden, gennem hvilken og sammen med hvilken den virker? Hvordan diskuterer Augustin? Mon ikke han formidler sin tale på samme måde? Ja, Augustin siger netop det samme, som den snorkende og gabende Diatribe siger. For han opretter et vist mellemstadium mellem uretfærdighed og den fuldkomne retfærdighed, når mennesket gennem gode gerninger på en måde stræber efter den retfærdiggørende nåde, og han fremfører netop eksemplet med høvedsmanden, som Luther her gør grin med. (L9#26) Duns Scotus' tilhængere siger, at et menneske uden særlig nåde kan nå så langt, og det står mig frit at bruge deres mening, hvis jeg vil; jeg har heller ikke fordømt den.

¹¹¹ Augustinus mavult et in hoc transitu adesse gratiam præparantem duntaxat, non justificantem. Proinde quod Lutherus contendit Cornelium fuisse vere justum ante baptismum et acceptum Spiritum Sanctum, cum Augustino rixetur potius quam cum Diatriba. Sed ubi legit Lutherus Cornelium justum ac timentem Dei dictum? Actor. X dicitur religiosus ac timens Deum. Ita citat qui nusquam stertit. Est autem et vana religio, et timor non semper est junctus caritati. Religiosus ac timens Deum erat Paulus dum persequeretur Ecclesiam Dei*.

* I Fil 3,6 bruges ikke ordene religiosus og timens Deum.

Augustin foretrækker, at kun den forberedende nåde er til stede i denne overgang, ikke den retfærdiggørende nåde. Og forresten, når Luther hævder, at Kornelius i sandhed var retfærdig før dåben og modtagelsen af Helligånden, så lad ham skændes med Augustin om det, ikke med Diatriben. Men hvor læser Luther, at Kornelius siges at være retfærdig og gudfrygtig? I Apg 10,2 siges han at være from og gudfrygtig? Sådan citerer den, der aldrig snorker. For der findes en tom fromhed, og frygt er ikke altid forbundet med kærlighed. Paulus var from og gudfrygtig, da han forfulgte Guds kirke.

¹¹² Quis autem dixit Cornelium sine Spiritu Sancto? Quanquam est et humana justitia, quæ ad Euangelii jubar fit injustitia. Qui gratiam illi tribuit præparantem, num adimit illi Spiritum Sanctum? Utrum est absurdius facere justum sine Spiritu, an facere justum sine Christo? Reverebatur Deum et orabat. De Christo nihil audierat. Nec Judæi justificabantur, nisi fide in Christum. Quid autem sibi vult illa visio? Cornelium esse vere justum? An ea visio ad solum Cornelium pertinet, an potius ad omnes Gentes?

Men hvem har sagt, at Kornelius var uden Helligånd? Skønt der findes noget, der hedder menneskelig retfærdighed, blot bliver den til uretfærdighed ved evangeliets stråleglans. Hvis nogen tilskriver ham den forberedende nåde, mon han så fjerner Helligånden fra ham? Hvad er mest absurd, at ville gøre retfærdig uden ånden eller at ville gøre retfærdig uden Kristus? Han tilbad Gud og bad. Om Kristus havde han ikke hørt noget. Selv jøderne blev ikke retfærdiggjort uden tro på Kristus. Men hvad var meningen med denne vision?* At Kornelius virkelig var retfærdiggjort? Havde denne vision kun med Kornelius eller med alle hedninger at gøre?

*Formentlig Peters drøm i Apg 10,9-16.

¹¹³ Itane omnes Gentes significabantur jam esse mundæ, an potius à Deo destinatæ ut reciperentur in gratiam Euangelicam? Nam Judæi vocant immundum, non quod est inquinatum peccato, sed quod ducunt abominandum, veluti cibum vetitum appellant immundum, et quod tangere nefas est, vocant immundum, et mulierem in menstruo profluvio vocant immundam, etiamsi pia sit. Nonne pulchre hæc confutavit Lutherus, etiamsi nulla intercederet Augustini auctoritas?

Betød det, at alle hedninger allerede var rene, eller snarere, at de af Gud var bestemt til at modtages i den evangeliske nåde? For jøderne kalder det urent, ikke det, der er besmittet med synd, men det, som de holder for afskyeligt, fx kalder de forbudt føde uren, og det, det er forkert at røre ved, kalder de urent, og en kvinde i menstruationsperioden kalder de uren, hvor from hun end ellers er. Er det ikke en smuk gendrivelse af Luther, også selv om man ikke bruger Augustins autoritet på det?

¹¹⁴ Videre til hyp14!

c

¹¹⁵ c

c

¹¹⁶ c

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c