Hyperaspistes 12

^{1 [160](507-04)}             Et si responsum hoc parum videatur, addet hominem ex peccato primorum parentum nasci natura tam vitiata, ut minimum differat à Satana, totusque feratur ad omnem impietatem: ita fieri ut Deus ille secretus adorandus non colendus omnipotenti motu suo, (1422) non possit aliud in hominibus agere, quam impietates, blasphemias, et omne scelerum genus, ne gratia quidem tam mala securi possit opus bonum facere. Cum hac consolatione Lutherus dimittit hominem, tantum obturans illi os, ne de rebus hisce ausit hiscere, tantum sinat Deum agere quod agit. Alioqui voluntati ejus quis resistit?

         Og hvis det svar ikke synes passende, vil Luther tilføje, at mennesket er født af de første forældres synd med en så fordærvet natur, at det kun adskiller sig lidt fra Satan, og ganske rives med at al ugudelighed: derved sker det, at denne skjulte Gud, der skal tilbedes og ikke dyrkes, ved sin almagts bevægelse ikke kan virke andet i menneskene end ugudeligheder, blasfemier og al slags forbrydelse, så ikke engang nåden kan gøre en god gerning med en så dårlig økse. Med denne trøst sender Luther mennesket af sted, idet han blot lukker dets mund, så det ikke vover at mukke over disse ting, men blot lader Gud gøre, hvad han gør. Ellers: hvem kan modstå hans vilje?

²   Huc detorquetur et illud ex Precatione Dominica, fiat voluntas tua, sicut in cælo et in terra, ut probet omnium rerum inevitabilem necessitatem. Supervacuum erat igitur hoc ipsum dicere, fiat voluntas tua, quæ futura erat, etiamsi contrarium rogares. Imo supervacaneum est quicquam à Deo petere, stante necessitate quam fingit Lutherus. Sed quis unquam Divorum hominumve locum hunc interpretatus est de necessitate rerum omnium? Quin potius orant pii, ut homines submittant suam voluntatem gratiæ divinæ. Videor hoc mihi in Lutheri scriptis animadvertisse, Non semper est intentus iis quæ scribit, nec id fieri potest ut hominis animus perpetuo sit intentus alicui negotio, semper tamen illi currit calamus.

På den måde fordrejer han også bønnen fra Fadervor: 'Ske din vilje, som i himlen således også på jorden', så han beviser, at alting sker med uundgåelig nødvendighed. (L7#80) Derfor var det overflødigt at sige selve den bøn: Ske din vilje, for hans vilje ville jo ske, selv om man bad om det modsatte. Ja, det er overflødigt at bede Gud om noget som helst, når en nødvendighed som den, Luther forestiller sig, er virkelighed. Men hvem i himlen eller på jorden har nogensinde fortolket dette sted om alle tings nødvendighed? Faktisk vil de fromme snarere bede om, at mennesker måtte underkaste deres vilje under den guddommelige nåde. Jeg synes, jeg har lagt mærke til det i Luthers skrifter. Han koncentrerer sig ikke altid om det, han skriver, og selv om det er umuligt for et menneske hele tiden at koncentrere sig om noget, løber hans pen alligevel rask af sted.

³ Itaque quo crescat volumen, plurima incidunt quæ nihil aliud quam chartas explent. Nunc repetit plus decies dicta, commutatis tantum verbis, nunc concionatur versans in locis communibus, nunc asseverationibus explet chartas, nunc ineptis salibus, et infacetis facetiis eximit tempus, nunc quicquid offertur aut succurrit animo, quocunque modo detorquet ad causam suam. Ac præter convitia quibus natura scatet, habet verba quædam veluti magica, quæ non ratione, sed vehementia quadam afficiant lectoris animum, vel imbecillem, vel parum eruditum. In quibus quoniam imaginatio plurimum valet, juxta Physicos, adeo ut frequenter morbos grave et mortem pariat, fit ut quodam modo afflentur spiritu, utinam sancto. Irenæus tradit arte simili plurimus imposuisse Valentinum ac Marcionem, non mulierculis tantum, sed et judicibus.

Og for at øge bøgernes volumen, kommer der meget med i købet, som ikke gør andet end bruge papir. Så gentager han noget, han har sagt ti gange, ændrer blot lidt ved ordene, så prædiker han, idet han trækker på generelle steder, så fylder han papiret med påstande, så spilder han vores tid med dårlig spøg og uvittige vittigheder, så gør han det, at han på én eller anden måde fordrejer det, der dukker op eller viser sig for hans tanker, så det passer med hans sag. Og udover skældsord, som han af natur har rigeligt af, har han ord, der har en vis magi, så de påvirker den dumme eller mindre uddanede læser, ikke med fornuft, men med vedholdenhed. I den slags personer siger lægerne, at fantasien betyder meget, så meget, at det af og til fører til alvorlig sygdom og død, og derved sker det, at de på én eller anden måde bliver inspireret af en ånd – om det dog blot var Helligånden. Irenæus hævder, at Valentius og Markion ved en lignende kunst påvirkede mange, ikke blot kvinder, men selv dommere.

⁴  Habebant verba quædam barbara, incognita, vehementia, imperiosa. Ea mira fiducia pronuntiantes territabant judices, et infirmos rapiebant in suam sententiam, mulieribus etiam prophetiæ spiritum dabant, iterum atque iterum jubentes, præcipientes, imperantes, ut tantum aperirent os, asseverantes prophetiam fore quicquid dicerent. Quid quæris? Incalescebant magiscis verbis imbecilles animi et afflabantur, non aliter quam qui commentitiis vocibus adjurati intumescunt, fremuntque perinde quasi veris exorcismi verbis premantur. Hujusmodi vocibus cum omnes Lutheri libri, tum hic præcipue scatet. Addit æris Dodonæi loquacitatem, aut si quid illo est loquacius, ut lector quamvis sanus et integer, tamen hoc tædio delassetur.

De havde nogle særlige ord, som var barbariske, ukendte, kraftige og herskesyge. Ved at udtale dem med særlig selvtillid gjorde de dommere bange og rev svage hen til deres mening, gav også kvinder profetiens ånd, idet de igen og igen befalede, gav bud og kommanderede dem til at åbne munden, og forsikrede, at hvad de sagde, var en profeti.* Hvorfor, vil man spørger. Svage sjæle blev opflammet og inspireret af magiske ord, på samme måde som de, der har aflagt ed på tvivlsomme opfattelser, svulmer op og brøler, som om de var under pres fra virkelige åndeuddrivelsesord. Alle Luthers bøger er fulde af den slags ord, men især denne. Dertil kommer en Dodonæisk trompetfanfare af snakkesalighed, så ingen er mere snakkesalig end han, og så læseren, hvor sund og helstøbt han end er, dog trættes af kedsomhed.

*Irenæus, Contra hæreses, 1.13.1.

⁵ Quoties ex infallibili Dei præscientia collegit nullum esse hominis arbitrium, sed omnium rerum inevitabilem necessitatem, non sine risu omnium qui vel limen attigerunt Theologiæ! Talia sunt quæ scomachatur hoc Capite in eos qui scrutantur arcana Dei in sacris Litteris, illic curiosi ubi non oportet, illic oscitantes, ubi fuerat opus scutinio. Quid autem est impie scrutari Lutherus expedit, Certam Dei præscientiam cum libertate voluntatis humanæ conjungere. Itaque si Deus præscit me versurum manum, mihi non liberum erit vertere aut non vertere, aut si liberum est, Deus fallitur, et erit idolum verius quam Deus.

Hvor ofte drager han ikke af Guds ufejlbare forudviden den slutning, at mennesket ikke har en fri vilje, men alle ting sker med en uundgåelig nødvendighed, ikke uden moro for alle dem, der har blot et minimum af kendskab til teologi! Det er den måde, han i dette kapitel skælder ud over dem, som udforsker Guds skjultheder i skriften, nysgerrige, hvor man ikke skal være det, udforskende, hvor der ikke var brug for undersøgelse. Men hvad det er at undersøge på ufrom vis, udvikler Luther: det er at sammenknytte Guds forudviden med den menneskelige viljes frihed. Hvis derfor Gud véd, at jeg vil drejer min hånd, vil jeg ikke være fri til at dreje eller ikke dreje den, eller hvis jeg er fri, tager Gud fejl, og så er han en afgud snarere end Gud.

⁶  Quod sophisma dissolvunt qui dies decem vacarunt Sophisticæ. Interim tot admiscet fucos, ut vel recensere tædeat, Qualia jam permulta demonstravimus, Quorum est illud in hoc Capite, quod confundit esse, velle, et agere, cum in altero fateamur aliquam necessitatem, in altero distinguimus. Deus, inquit, præscivit Judam futurum [proditorem], ergo vitari non poterat, quin Judas fieret proditor. Neque enim erat hîc locus libero arbitrio. Et hoc solus Deus operatus est. Sed idem Deus, inquit, operatur in nobis et velle et agere. Concurrit enim prima causa ad actiones naturæ.

Dette stykke sofistik kan løses af dem, som bare har tilbragt ti dage med at studere den sofistiske filosofi. Imidlertid bringer han så megen tåge op i det, hvoraf vi allerede har påvist ganske mange, at det vil være kedeligt at gennemgå dem. I dette kapitel er der én: han sammenblander 'at være', 'at ville' og 'at handle', skønt vi i den første indrømmer, at der er nogen nødvendighed, men i den anden skelner. ”Gud vidste i forvejen, at Judas vil blive forræder, ergo vil det sikkert og ufejlbarligt ske, at Judas bliver forræder.” (L8#7) For der er her ikke plads til nogen fri vilje. Og her virker Gud alene. ”Men den samme Gud virker i os at ville og handle”. For den første årsag forløber sideløbende med naturens handlinger.

⁷  Verùm malam voluntatem, quatenus mala est, et impium facinus quatenus impium est, bonus Deus non (1423) operatur in nobis. Nec ad rem facit quod hîc distinguit omnipotentiam, alteram qua multa non facit quæ potest, alteram quæ potenter omnia facit in omnibus. Et hac, inquit, in Scripturis dicitur omnipotens. Quorsum attinet hoc commentum? Certe huic loco non congruit.

Men den onde vilje, for så vidt den er ond, og den ugudelige handling, for så vidt den er ugudelig, er det ikke den gode Gud, der virker i os. Og det gør heller ikke noget til sagen, at han skelner mellem en almagt, hvormed han ikke gør mange ting, som han kunne gøre, og en anden almagt, hvormed han magtfuldt virker alt i alle, og som skriften kalder almagt. (L7#89) Hvad skal denne opfattelse til for? I hvert fald stemmer den ikke med dette skriftsted.

^{8 [161] (509-05)}          In proximo Capite quoniam nihil est præter verborum turbas et vocum congeriem, non est cur respodendo teramus tempus, nisi quod satis impudenter inculcat, ipsius dogma per naturam quoque mentibus omnium mortalium impressum esse: Si Deus est omnipotens et infallibiter præscit omnia, ergo nullum est hominis liberum arbitrium. Caruerunt igitur communi naturæ sensu tot Ecclesiæ Doctores, aut non crediderunt Dei præscientiam infallibilem. Cæterum cum ea quæ nobis insita sunt à natura, etiam citra doctoris operam intelligunt omnes, qualis illa lex est, quod tibi fieri nolis, alteri ne feceris, quî factum est, ut Lutherus, homo tam ingeniosus, tam sero potuerit hoc sibi persuadere.

          Eftersom det næste kapitel ikke indeholder andet end ordgyderi og talestrømme, er der ingen grund til at spilde tid på at svare på det, bortset fra at han uklogt fastslår, at hans dogme også på naturlig måde er indprentet i alle dødeliges tanker: 'Hvis Gud er almægtig og ufejlbart forudvéd alt, så er der følgelig ikke nogen menneskelig fri vilje'. (L7#95-95; ref). Således har så mange lærde kirkefolk manglet denne naturlige opfattelse, eller også troede de ikke på Guds ufejlbare forudviden. Men eftersom alle forstår det, som er indgivet os fra naturens hånd, også uden nogen lærers hjælp, fx denne lov: 'hvad du ikke vil skal ske for dig, skal du ikke gøre mod den anden', hvordan går det så til, at Luther, som dog er et højst intelligent menneske, var så længe om at blive overbevist om det?

⁹  Non enim quæram unde factum sit, cur tam ægre nunc quoque doctissimis viris persuadeat. Verùm isti legi, quam fingit Lutherus omnibus insitam, adversatur altera lex penitus insita mentibus hominum, adeo ut Ethnici quoque sic colligant: Deus est summe justus ac bonus, Si justus est, non punit in æternum eos, qui nulla sua culpa, sed inevitabili necessitate peccarunt, nec irrogat supplicia ob ea mala qua ipse operatur in hominibus. Sed pro sua bonitate nulli deest ad salutem, modo ne quis desit sibi.

For jeg spørger ikke om, hvordan det kan være, at han selv nu har så vanskeligt ved at overbevise endog lærde mænd. Men denne lov, som Luther forestiller sig er indgivet i alle, står i modsætning til en anden lov, der er så dybt indprentet i menneskers sind, at endog hedningerne drager denne slutning: ”Gud er over al måde retfærdig og god. Hvis han er retfærdig, straffer han ikke i evighed dem, som syndede ikke ved egen brøde, men i kraft af en uundgåelig nødvendighed, ejheller påfører han straf på grund af det onde, som han selv virker i menneskene. Men i sin godhed vil han ikke svigte nogen med hensyn til frelsen, blot han ikke svigter sig selv”.

¹⁰ Hæc est vera lex inscripta mentibus hominum, præsertim Christianorum, tam infixa penitus, ut etiamsi Sophistæ nectant inexplicabiles nodos, de ineffabili Dei præscientia, non possit tamen labefactari, sed neglectis ejusmodi verborum præstigiis stat immobilis.

Dette er den sande lov indskrevet i menneskenes sind, især i de kristnes sind, så dybt indskrevet er den, at selv om sofisterne sammenbinder de uforklarlige knuder, om Guds uudsigelige* forudviden, så kan den dog ikke bringes til at ryste, men den står urokkelig, fornægtende alle den slags ordgøgleri.

*Toronto-udgaven retter ineffabili til infallibili, ufejlbar, hvilket forekommer rimeligt.

^{11 [162] (510-06)}       Ad id vero quod objicit, Si Paulus hoc loco non definit absolutam necessitatem rerum humanarum, frustra adducit similitudinem luti et figuli, jam supra responsum est. Quemadmodum enim id quod præcessit, homo tu quis es qui respondes Deo, non explicat quæstionem, sed retundit impiam obmurmurationem, sic et hac similitudine facit idem. Tum in Diatriba satis demonstratum est, hujusmodi similitudines non exigendas ut quadrent per omnia, satis est ad id congruere, cui probando adhibentur.

           På det, han indvender: ”Hvis Paulus på dette sted (rom#9.19) ikke fastslår den absolutte nødvendighed i de menneskelige forhold, så er det forgæves, at han fremfører lignelsen om leret og pottemageren”, (L7#99) har jeg allerede svaret ovenfor. (E11#107) For ligesom det forudgående (Menneske, hvem er du, som går i rette med Gud) ikke besvarer spørgsmålet, men undertrykker de ugudeliges knurren, således gør også denne lignelse det samme. Og da det i Diatriben i tilstrækkelig høj grad er påvist, hvordan det af sammenligninger ikke kræves, at de skal stemme overens i alle ting (e2#103), sådan er det her nok, at de stemmer overens med hensyn til det, de skal bevise.

¹² Deinde quod asseverat Paulum tota hac Epistola nihil aliud agere, quam ut ostendat hominem nihil agere, manifesto falsum est, quemadmodum ex ipsa re liquet, et nos supra declaravimus, ne semper eadem iteremus. Nihilo vero congruentius, quam paulo ante citavit ad probandam inevitabilem necessitatem, fiat voluntas tua, sicut in cælo et in terra, nunc eodem adducit verba Pauli, Gentes quæ non sectabantur justitiam, apprehenderunt justitiam, Justitiam autem quæ per fidem est. Israel autem sectando legem justitiæ, in legem justitiæ non pervenit.

Dernæst, det, han forsikrer, at Paulus i hele dette brev ikke gør andet end påvise, at mennesket intet udvirker (L7#101), er decideret forkert, sådan som det fremgår af sagen selv og som vi har påvist ovenfor, så vi ikke hele tiden skal gentage det. Uden større relevans end den, at han lidt tidligere citerede 'ske din vilje, som i himlen således også på jorden' for at bevise den uundgåelige nødvendighed, fremfører han nu Paulus' ord: ”Hedningerne, som ikke søgte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, nemlig retfærdighed gennem tro. Men Israel, der søgte retfærdighedens lov, ikke nåede frem til retfærdighedens lov”. (rom#9.30) (L7#101)

¹³ Toties rogat Diatribam, num intelligat quid loquatur, justius idem hîc rogarim Lutherum. Nihil enim aliud hîc agit hac Epistola Paulus, nisi quod Gentes cum essent à Lege alienæ, tamen credentes Euangelio consecuti sunt gratiam. Contra Judæi, qui à pueris vixerant in Lege, quoniam resistebant Christo, repulsi sunt à gratia. Id aperte declarant quæ sequuntur: Quia non ex fide, sed quasi ex operibus: offenderunt enim in lapidem offensionis.

Mange gange spørger han Diatriben, om den har forstået, hvad den siger. Her ville jeg med større retfærdighed kunne spørge Luther om det samme. For Paulus er i dette brev ikke optaget af andet, end at hedningerne, skønt de var fremmede for loven, dog ved at tro på evangeliet opnåede nåde. Modsat blev jøderne, som fra barnsben levede i loven, berøvet nåde, fordi de stod Kristus imod. De ord, der følger, forklarer det nøje: ”For de søgte ikke retfærdigheden af tro, men som om den kunne fås ved gerninger. De stødte an på anstødsstenen”. (rom#9.32)

¹⁴  Ex Legis operibus nunquam justificatur homo, nisi adesset fiducia in Christum promissum: multo minus post Christum, ubi jam pleraque Legis opera cessabant. Secus accidit quam multi putabant, ergo-ne mera necessitas agit omnia? Sic probat sua Lutherus, qui solus novit et sensum et usum Scripturarum. Jam quod adductum erat ex Paulo, Tu fide stas, ne animo extollaris, sic diluit, Verba, inquit, sunt imperativa et conjunctiva, qua de re gloriatur se supra satis dixisse.

Ved lovgerninger bliver mennesket aldrig retfærdiggjort, medmindre han har tillid til den lovede Kristus. Langt mindre efter Kristus, hvor mange lovgerninger ophørte. Det faldt anderledes ud, end mange mente, men betyder det, at simpel nødvendighed ligger bag alt? Sådan beviser Luther sin tese, han, som alene kender skriftens mening og brug. Og det ord fra Paulus, som jeg havde anført: ”Du står i kraft af din tro, bliv ikke stolt” (rom#11.22) (e2#91), bortforklarer han på denne måde: ”Ordene er imperativer og konjunktiver, og praler af, at han ovenfor har sagt nok om det. (L7#103f)

¹⁵ Equidem fateor etiam plus satis, sed nihil adhuc probatum est. Verùm toties jam dictum est, judicio sensus communis ex his intelligi facultatem perficiendi quod jubemur. Et si Deus (1424) crucifixus delectatur hoc modo loqui, quid opus est Apostolos eodem more dicere? Imo cur hodie sic loquuntur, qui docent populum? Aliud lemma: Paulus, inquit, non dicit nos posse credere, sed potens est illos inferere. Verum, sed præcessit, si non permanserint in incredulitate.

Javel, jeg indrømmer, at han har sagt mere end nok, men hidtil har han ikke bevist noget. Men som jeg allerede mange gange har sagt, når det skal bedømmes efter almindelig fornuft, så forstår man, at der er mulighed for at opfylde det, som vi får befaling til. Og hvis den korsfæstede Gud kunne lide at tale på den måde, hvad brug var der så for, at apostlene talte på den samme måde?

Endnu citat fra Luther: ”Paulus siger ikke, at vi kan tro, men at Gud er mægtig at indpode dem”. (L7#105) Sandt nok, men hvad står der lige forud: ”Hvis de ikke forbliver i vantroen” (rom#11.22-23) (E11#68)

¹⁶  Ut autem resipiscant minima quidem parte in ipsis situm est, sed quæ tantum habeat momenti, ut si desit gratiæ Dei, sibi debeat imputare homo qui perit. Hîc expectos velim, quos Deus ob præcedentia merita tradidit in reprobum sensum, et peculiare Dei consilium, quo nonnullos subito transformat in alios homines, aut cum gratiam subducit ad tempus iis quos diligit. Hac ratione potest homo credere, et potest non credere. Quis enim nescit per Spiritum hominem inseri corpori Christi, non suis viribus? Omitto cavillos hominis, quibus taxat transitiones et clausulas meæ Diatribes, cui dicit hanc causam non esse cordi.

Men at de kan gå i sig selv, det er, om end kun i ringe grad, indbygget i dem selv, men så stor betydning har det, at hvis Guds nåde mangler, så må mennesket give sig selv skylden for, at han går fortabt. Her ønsker jeg, at de mennesker skal undtages, som Gud har overgivet til en fordærvet opfattelse, fordi deres tidligere handlinger fortjente det, og jeg vil også undtage den særlige Guds plan, hvorved han pludselig omformer nogle til andre mennesker, eller holder sin nåde tilbage for en tid fra nogle, som han elsker. Ifølge den forståelse er mennesket i stand til at tro eller ikke tro. Hvem véd ikke, at det er ved Ånden, at mennesket indpodes i Kristi legem, ikke ved sine egne kræfter? Jeg udelader mandens drillerier, hvormed han spotter min Diatribes overgange og afslutningen på den, han siger, at den ikke har hjertet med i sagen.

¹⁷ Quis erat futurus voluminis modus, si ad singula dicta more Lutheri resisterem, desiderem, premerem, urgerem, redirem? Et ut ingenue dicam, paucos illos dies quos dedi Diatribæ, maluissem alibi collocare. Sciebam me nihil aliud quam cicadam ala corripere. Quid autem stultius, quam cum eo disputare, qui nihil admittit nisi Scripturæ verba, sed harum interpretationem uni sibi reservans, Imo qui sibi permittit comminisci, quoties commodum est, quod non magis è Scripturis elici potest quam è pumice lac. Et tamen sibi videtur mirificus disputator, atque ita re gesta, sibi canit encomium.

Hvilken grænse ville der være for min bog, hvis jeg for hvert enkelt udsagn, som Luther gør det, skulle opponere mod det, blive stående ved det, presse på mod det, lægge vægt på det, vende tilbage til det? Og for at sige det ligeud: de få dage, hvor jeg arbejdede med Diatriben, ville jeg hellere have brugt til noget andet. Jeg vidste, at jeg ikke gør andet end at jeg griber en græshoppe ved vingen. Men hvad er mere dumt end at disputere med én, som kun går med til skriftens ord, men mener, at kun han selv kan fortolke dem, ja, som tillader sig selv, hvor det passer ham, at opdigte ting, som ikke kan uddrages af skriften, mere end mælk af en sten. Og dog forekommer han sig selv at være en gudbenådet disputator, og når han har fuldendt, synger han sin egen pris.

^{18[163](512-07)}            Pergit discutere, quod adduxi, nihil vetare quo minus libertas cohæret cum aliqua necessitate, ut, Deus necessario gignit Filium, et tamen volens ac libere gignit, quia non coactus. Loquimur, inquit, de necessitate immutabilitatis: de eadem et ipse loquor. Neque enim sentio coactionem, cum quis id patitur, agitve quod non vult, sed cum non potest non velle quod vult. Quod si non placet verbum coactionis, pro non coactus mutetur, natura immutabilis. Nusquam enim urgeo Lutherum necessitate coactionis quam ipse fingit, nimirum eam qua cogitur homo facere quod non vult.

         Han fortsætter med at gå løs på det, jeg har fremført, at der ikke er noget til hinder for at knytte en mindre frihed sammen med nogen nødvendighed, ”sådan som Gud Fader med nødvendighed avler sønnen og dog vil og avler frit, eftersom det ikke er tvunget”. (e2#75) ”Jamen”, siger Luther, ”vi taler om uforanderlighedens nødvendighed”. (L7#109) Det gør jeg også. Og jeg mener heller ikke, at der er tale om tvang, når nogen lider noget eller gør, hvad han ikke vil, det er der derimod, når han ikke kan lade være med at ville, hvad han vil. Men hvis du ikke synes om ordet 'tvang', så lav 'uden tvang' om til 'ifølge sin uforanderlige natur'. For jeg angriber ikke Luther for udtrykket 'tvangens nødvendighed', som han selv har fundet på, nemlig den nødvendighed, hvorved et menneske tvinges til at gøre, hvad han ikke vil.

¹⁹  Quanquam Lutherus hujusmodi coactionem qualem ego pono, videtur inducere, dicens hominem suapte natura nihil velle nisi impia, nec aliud posse vel velle vel agere. Hanc voluntatem cum aliò vertit gratia, nonne quodammodo vim facit et cogit, quemadmodum usu venit, qui philtris aliisque venificiis coguntur amare quos oderant, et odisse quas amabant: aut quemadmodum Rex jussu suo facit ut homo velit, quod alioqui nolebat. Ita vis fit aquæ, dum lebete fervefacta cogitur calfacere, natura suapte frigida.

Men alligevel, Luther synes at indføre den slags tvang, som jeg taler om her, når han siger, at mennesket, når det følger sin egen natur, kun vil det ugudelige, og ikke kan eller vil eller udfører andet. Når nåden vender denne vilje i en anden retning, udøver den så ikke sin kraft og tvinger, på samme måde som det sker, når nogle ved en elskovsdrik eller en anden gift tvinges til at elske de mænd, de hader, og hade de kvinder, de elsker: eller som når en konge ved sin befaling får et menneske til at ville, hvad han ellers ikke ville. Således udøves der kraft til vandet, når man tvinger det til at koge i en varm kedel, skønt det af natur er koldt.

²⁰ Quanquam igitur hîc Lutherus dividit necessitatem in violentam, quæ pertineat ad opus, et aliam infallibilem, quæ referatur ad tempus, negans se de priore necessitate loqui, tamen quod vitat non effugit, in transformanda per gratiam hominis voluntate, qui sit expers gratiæ. Quin et subducta luce cogor nihil videre. Ita vis quædam fit et illi, qui ob nullam suam culpam, sed tantum quia sic libuit, subducta gratia relabi cogitur in malitiam. Denique Paulus sustinens personam peccatoris, scribit se velle bonum, at non posse quod vult efficere, itaque quod non vult, facere.

Og derfor, selv om Luther her opdeler nødvendigheden i en voldelig nødvendighed, som han henfører til gerningen, og en ufejlbar, som henføres til tiden, og nægter, at han taler om den første nødvendighed (L7#110), så kan han dog ikke undslippe det, han vil flygte fra, nemlig det om menneskets vilje, der er uden nåden, men som skal omformes gennem nåden. Selvfølgelig, hvis lyset tages bort, er jeg tvunget til ikke at se noget. Således udøves der en vis kraft på den, som når nåden tages bort, tvinges til igen at falde tilbage i ondskab, ikke på grund at nogen brøde hos ham selv, men kun fordi Gud vil det således. Til sidst, når Paulus påtager sig rollen som en synder, skriver han, at han vil det gode, men ikke kan udføre, hvad han vil, og derfor gør det, han ikke vil. (rom#7.18)

²¹  Attamen unde Lutherus hauserit hanc distinctionem, non satis video. Scholastici Theologi distinguunt necessitatem immutabilitatis à necessitate inevitabilitatis, ut prior pertineat ad præsens tempus ac præteritum, posterior ad futurum. Priore Deus Pater gignit Filium, posteriore moriendum est omnibus, et venturum est judicium vivorum ac mortuorum. Rursus si præscit Judam futurum, Judam fore necesse est, necessitate inevitabilitatis, at non est eadem necessitate necessarium, ut Judas prodat Dominus, si Dominus præscit hoc illum facturum. Judas volendo prodidit Dominum, fatetur Lutherus, qui alias docet voluntatem hominis nihil agere nec in bonis nec in malis.

Men jeg ser ikke rigtig, hvor Luther henter denne skelnen fra. De skolastiske teologer skelner mellem en uforanderlighedens nødvendighed og en uundgåelighedens nødvendighed, hvor den første har med nutid og fortid at gøre, den sidste med fremtiden. Ifølge den første avler Faderen sønnen, ifølge den sidste skal alle dø, og der vil komme en dom af levende og døde. Og igen: Hvis Gud forud vidste, at Judas ville blive til, så blev Judas til med nødvendighed, og det var med uundgåelighedens nødvendighed, men det er ikke ud fra denne nødvendighed nødvendigt, at Judas ville forråde Herren, hvis Herren på forhånd vidste, at han ville gøre det. 'Judas forrådte Herren villende', indrømmer Luther, (L7#110), selv om han ellers lærer, at menneskets vilje ikke udvirker noget hverken i det gode eller i det onde.

²² Verum hoc, inquit, velle in ipso Juda certo et ineffabiliter* (1425) futurum fuisse dicimus, si Deus præscivit. Assentior. An non continuo sequitur, ut Judas necessario susceperit voluntatem prodendi, sed eam voluntatem poterat non suscipere, si cæteros Apostolos imitari maluisseet, quam inhiare pecuniæ. Jam ponamus Judam aliquando fuisse in gratia, quæ res mutavit illius voluntatem? Nonne liberum arbitrium ad deteriora sese deflectens? Imo dicet Lutherus, voluntate Dei subtracta gratia.

*Leiden: Fôrsan, infallibiliter, vel inevitabiliter. Der står infallibiliter hos Luther.

”Men”, siger han, ”vi siger, at dette, at Judas vil, i Judas selv må optræde sikkert og ufejlbart, hvis Gud har forudvidst det”. (L7#109) Det er jeg enig i. Men det følger ikke umiddelbart deraf, at Judas med nødvendighed påtog sig en vilje til at forråde, men han kunne lade være med at påtage sig den, hvis han hellere ville have lignet de andre apostle, end fascineres af penge. Men lad os tænke os, at Judas i nogen grad havde stået i nåden! Hvad forandrede så hans vilje? Mon ikke det var den frie vilje, som vendte sig imod det onde? ”Nej”, vil Luther nok sige, ”men ved Guds vilje blev nåden holdt tilbage”.

²³ Et hîc igitur vis quædam est, ut modo dixi. At eam Lutherus non admittit, sed tantum infallibilem necessitatem. Nos infallibilem Dei præscientiam agnoscimus, infallibilem necessitatem nusquam apud Orthodoxos legimus. Quid Luthero sonent hæc verba ipse viderit, Multo minus intelligo. Non disputamus, inquit, an Judas invitus ac nolens proditor sit factus, sed an tempore præfinito à Deo, infallibiliter fieri oportuerit, ut Judas volendo proderet Christum.

Og derfor er der en vis kraft her, som jeg lige sagde. Men den går Luther ikke med til, han vil kun tale om den ufejlbare nødvendighed. Vi på vor side erkender Guds forudviden, men vi læser aldrig om nogen ufejlbar nødvendighed hos de ortodokse forfattere. Hvad det følgende betyder for Luther, må han selv svare på, jeg kan i hvert fald ikke forstå det.

”Vi disputerer ikke, om Judas blev gjort til forræder uvilligt og mod sin vilje, men om det ufejlbart måtte ske på den af Gud forud fastsatte tid, at Judas med vilje forrådte Kristus”. (L7#110)

²⁴ Ne nos quidem hoc agitamus, an Judas invitus prodideret, etiamsi qui reclamante conscientia facinus impium patrat quodammodo nolens facit, et cogitur à sua prava cupiditate abstractus et illectus, sed potueritne evitare, ne tale facinus admitteret. Lutherus negat, ego dissentio, In hoc est controversia. Oportuerat, quoniam necessitatis verbum est, nobis suspectum est, nisi dicas necessitatem consequentiæ. Certo futurum erat, quod Deus infallibilis futurum præscivit.

Heller ikke vi går ind for, at Judas forrådte ham uvilligt -- selv om den, der øver en ond gerning imod sin samvittigheds indvending, på en måde handler mod sin vilje, og tvinges til at drages og lokkes af sit onde begær – men vi disputerer om ikke han kunne have undveget, så han ikke begik en sådan forbrydelse. Det nægter Luther, men det er jeg uenig med ham i. Her ligger vores uenighed. For os er ordet 'det måtte ske' mistænkeligt, fordi det implicerer nødvendighed, hvis man da ikke taler om den konsekvensbærende nødvendighed. Sikkert er det, at hvad en ufejlbar Gud i forvejen véd vil ske, det vil også ske.

²⁵  Et tamen Judas poterat non suscipere prodendi voluntatem, aut susceptam potuit deponere, toties ad resipiscentiam in coena et post coenam provocatus. Quo minus mutarit, in causa fuit vis liberi arbitrii, subducens sese gratiæ pulsanti, et invitanti ad poenitentiam. Quid si mutasset voluntatem? Jam hoc dissolvit Diatriba, nec falsa fuisset Dei præscientia, nec impedita voluntas, quandoquidem hoc ipsum præsciturus ac voliturus erat Deus, quod esset mutaturus voluntatem. Jamque constat inter pueros etiam, infallibilem præscientiam manere in his quoque rebus, quæ quoniam ab hominis voluntate libera pendent mere contingentes sunt.

Og dog var Judas i stand til ikke at tage viljen til at forråde på sig, eller, hvis han havde fået den, til at sætte den til side; igen og igen ved den sidste nadver og efter den blev der kaldt på ham, om han ikke ville gå i sig selv. Når han ikke ændrede sig, lå årsagen i den frie viljes kraft, som unddrog sig den nåde, der bankede på og opfordrede ham til bod. Hvad hvis han havde ændre sin vilje? Diatriben har allerede løst det problem. ”Guds forudviden ville ikke være blevet falsk og hans vilje ikke forhindret, eftersom han netop havde forudviden om og vilje til, at Judas ville ændre sin vilje”. (e2#78) Det er almindelig anerkendt, endog blandt skoledrenge, at en ufejlbar forudviden kan forblive også i de ting, som, fordi de afhænger af menneskets frie vilje, er kontingente.

²⁶ Contingens autem est, quod priusquam fiat, potest esse aut non esse: ut ego possum nunc vertere calamum, aut non vertere, et tamen quicquid facturus sum Deus nihilo incertius præscit, quam si res esset necessaria. Hoc à Diatriba dictum dissimulat Lutherus, sed aliud quiddam arrodit. Vide, inquit, quic hîc dicat Diatribe. Si spectes Dei præscientiam infallibilem, necessario Judas erat proditurus, et tamen Judas poterat mutare voluntatem suam. Intelligis etiam mi Diatriba quid loquaris?

Men kontingent er det, som, før det sker, både kan være og ikke være. Fx kan jeg nu vende min pen eller ikke vende den, og dog véd Gud, hvad jeg vil gøre, med ikke mindre sikker viden, end hvis der var tale om en nødvendig ting. Dette udsagn af Diatriben fortier Luther, men gnaver i stedet på noget andet: ”Men hør, hvad Diatriben her siger: 'Hvis du ser hen til Guds ufejlbare forudviden, så blev Judas forræder med nødvendighed, og dog kunne Judas forandre sin vilje'. (e2#77) Kære Diatribe, forstår du nu også, hvad du siger?” (L7#111f)

²⁷ Imo tu, Luthere, intelligis-ne quid loquaris? An tam acutus homo non perspicis hæc à Diatriba proponi, et refelli postea, sicut ante docuimus? Quemadmodum ante confudit opiniones de libero arbitrio, ita pari subtilitate nunc confundit objectionem cum responsione, adeo vigilat is, cui perpetuo stertit ebria Diatribe. Infulcit obiter, quod in fine Diatriba dicit, hominem semel dedititium peccato nihil pium velle, quod hic depravat, nihil nisi malum velle, quasi nihil sit medium inter bonum et malum. Sed ad hoc nugamentum nunquam non retinniens, jam toties responsum est.

Næ, Luther, mon du forstår, hvad du siger? Mon du, der er så velbegavet, ikke kan se, at disse punkter blev lagt frem og siden forkastet af Diatriben, sådan som vi ovenfor har vist? Ligesom han tidligere sammenblandede opfattelserne om den frie vilje, sådan sammenblander han nu med en lignende skarpsindighed indvendingen med svaret, så opmærksom er han, han, der hele tiden beskylder den ædru Diatriben for at snorke. I forbifarten medinddrager han det, som Diatriben siger i slutningen [af dette afsnit, rr], at én, der engang har overgivet sig til synden, ikke kan ville noget fromt (e2#84); det fordrejer han her til 'kan ikke ville andet end ondt' (L7#112), som om der ikke var nogen mellemvej mellem godt og ondt. Men jeg har allerede mange gange svaret på de narrestreger, som han kommer med igen og igen.

²⁸  Habes quid dicat Diatribe: Nunc audi quid dicat Lutherus. Quomodo potuit Judas mutare voluntatem suam, stante infallibili præscientia Dei? An potuit præscientiam Dei mutare, et fallibilem facere? Non ô bone, sed hoc ipsum præscit Deus, quo volubilis illa voluntas huc et illuc quo lubet versans sese, denique sit deflexura sese. An Diatribe non satis dilucidis argumentis declaravit, Dei præscientiam quamvis infallibilem, non inducere necessitatem immutabilitatis aut unevitabilitatis humanæ voluntati?

Du har, hvad Diatriben siger. Hør nu, hvad Luther siger: ”hvordan kan Judas forandre sin vilje, når Guds ufejlbare forudviden står fast? mon han kan forandre Guds forudviden og gøre den fejlbar?” (L7#112) Nej, kære ven, men Gud vidste i forvejen, hvilken retning denne hvirvlende vilje, som vender sig i så den ene så den anden retning, som det lyster den, i sidste ende ville tage. Har Diatriben ikke med soleklare argumenter gjort det tilstrækkelig klart, at Guds forudviden, skønt den er ufejlbar, ikke påfører uforanderlighedens eller uundgåelighedens nødvendighed på den menneskelige vilje? (e2#77-79)

²⁹ Quid est igitur quod hîc jactitat, hîc succumbere Diatriben, ac relictis signis, projectis armis loco cedere, ac susceptam disputationem ad Scholasticas subtilitates rejicere, qui distinguunt necessitatem consequentis et consequentiæ, quas ipse nolit persequi, me, cum res maxime posceret virum, terga vertere, et aliis respondendi negotium cedere, potius non suscipiendum (1426) fuisse certamen? Quid cætera commemorem, prolixa est ac gloriosa oratio, de cardine causæ, de transitionibus rhetoricis, de nugis nihil ad rem pertinentibus, de animo nihil affecto causæ, de quæstionibus Theologis serio tractandis.

Hvad er det derfor, han her praler af: at her overgiver Diatriben sig og forlader fanen, kaster våbnene bort, forlader slagmarken, henskyder diskussionen til skolastikernes subtiliteter, som skelner mellem den konsekvensskabende og den konsekvensbærende nødvendighed, som den ikke ønsker at gå videre med, at jeg her, hvor sagen kræver flest kræfter, vender ryggen til og lader andre om arbejdet med at svare, og at jeg snarere slet ikke skulle have taget kampen op? (L7#113) Hvorfor skulle jeg nævne resten? En lang og pralende tale, om det vigtigste emne i sagen, om retoriske overgange, om bagateller, der intet har med sagen at gøre, om ikke at have hjertet med i sagen, om at man skal behandle teologiske spørgsmål med alvor.

³⁰ Et hæc nobis ita canit Pyrgopolinices, quasi Diatriba non attigerit causæ cardinem, cum, ut jam ostendimus, post ostensuri clarius, nullum sit argumentum nec in illius assertione, nec in hoc triumphali libro, quod non discussum sit et excussum, si velit attendere, imo potius si velit fateri. Abunde demonstratum est, præscientiam quamlibet infallibilem non inducere necessitatem inevitabilitatis humanæ voluntati.

Og det foresynger os vor 'bytårnspyroman'*, som om Diatriben ikke havde berørt hovedsagen, selv om der, som vi allerede har påvist og senere vil påvise endnu klarere, ikke er noget argument, hverken i hans 'assertioner' eller i denne triumferende bog, som ikke er blevet undersøgt og gendrevet, om ellers han ville se det, eller snarere: om han ville indrømme det. Det er til overflod påvist, at en ufejlbar forudviden ikke medfører en uundgåelig nødvendighed for den menneskelige vilje.

*En person i Plautus' Miles gloriosus.

³¹ De voluntati durior est quæstio, hoc est, de destinatione decretoque Dei. Quid hîc non dissecuit Diatriba, ut nodos dissolveret? Distinxit naturas rerum, quarum aliæ pendent à nostro arbitrio, aliæ nequaquam: aliæ pertinent ad salutem nostram, aliæ non item: Quod genus est, divitem esse aut pauperem. Distinxit eventum à destinatione, destinxit voluntatem Dei, conditionalem, permissivam, signi et efficacem.

Spørgsmålet om viljen er vanskeligere, det vil sige, spørgsmålet om Guds bestemmelse og befalinger. (e2#61) På det punkt, udelod da Diatriben nogen distinktion for at løse problemet? Den skelnede mellem naturens ting, hvoraf nogle afhænger af vores vilje, andre ikke; nogle har med vor frelse at gøre, andre ikke på samme måde, som fx det at være rig eller fattig. Den skelnede mellem resultat og hensigt, den skelnede mellem Guds betingede vilje og hans tilladende vilje, mellem den betegnede og den virkelige vilje hos Gud.

³² Excussit illud Lutheri telum, sic exaggerantis naturam hominis vitiatam, ut nec Spiritus Sanctus possit in eo bonum opus operari. Excussit et alterum telum, de omnipotente motu, quod obiter mutuatus videtur ex Diatriba. Cum enim nullo telo magis se jactet, tamen id in assertionibus non venit illi in mentem, cum doceret omnium rerum absolutam necessitatem. Et tamen interim Diatriba pugnat cum adversario legibus ab ipso præscriptis.

Den gendrev dette lutherske 'spyd', hvor han overdriver menneskets fordærvede natur i den grad, at selv Helligånden ikke kan virke nogen god gerning i det. Den gendrev også et andet 'spyd', det om almagtens bevægelse, som han forresten synes at have lånt fra Diatriben. For skønt han ikke praler af noget 'spyd' mere end af dette, faldt det ham dog ikke ind i 'assertionerne', da han skulle belære om alle tings absolutte nødvendighed. Og dog kæmper Diatriben med sin modstander i overensstemmelse med regler, som han har opstillet.

³³ Ubi igitur Diatriba agit rhipsaspidem, ac terga vertit? Quia negat se velle similes argutia Scholasticorum persequi? Quid erat necesse longius persequi, cum tantum adduxissem, quantum ad rem propositam erat satis, præsertim cum Lutherus tales argutias soleat fortiter contemnere, quoties adversus ipsum faciunt, amplectens quoties hæret in Syrti quæstiones. An me volebat hîc repetere quicquid Sophistæ garriunt de futuris contingentibus, de præscientia ac prædestinatione Dei?

Altså, hvor handler Diatriben som én, der kaster sit skjold bort og flygter? For den siger, at den ikke vil forfølge lignende skolatiske spidsfindigheder? Hvorfor var det nødvendigt at forfølge sagen yderligere, når jeg dog havde fremført alt, hvad der var tilstrækkeligt til at lægge sagen frem, især når Luther plejer stærkt at foragte dens slags spidsfindigheder, når de går imod ham, men tager imod dem, hver gang han løber på grund i et eller andet spørgsmål. Mon han her ville have mig til at gentage alt det, skolastikerne vrøvler med om de fremtidige tilfældige handlinger, om Guds forudviden og forudbestemmelse?

³⁴ At convenerat ut Scripturarum testimoniis res ageretur. Rapuit igitur vel in cursu Diatriba, quod nodum dissecaret, et Lutheri meram necessitatem extruderet. Hoc facto quo se proripit rhipsaspis? Ad id quod institueret, ad loca Scripturarum explicanda, quæ Lutherus ad suum dogma detorserat. Quis unquam vidit militem in bello turpius fugere, quam si amolitus quod obiter intercurrit, redeat ad aciem?

Men vi var blevet enige om, at sagen skulle behandles efter skriftens vidnesbyrd. I forløbet greb Diatriben et argument, som kunne skære knuden over, og Luther skaffede sig den rene og skære nødvendighed fra halsen. Da det var gjort, hvor søgte så 'skjoldsmideren' tilflugt? I det, som var aftalt, i at udlægge de skriftsteder, som Luther havde fordrejet, så de passede med hans dogmer. Hvem har nogensinde set noget mere dumt, end en soldat i krig, der flygter for at afvende noget, der tilfældigt opstår, og så vender tilbage til slagordenen? (L7#118ff)

^{35 [164] (517-09)}       Superius ita loquutus est de necessitate consequentis et consequentiæ, ut suspicarer hominem studio rem obscurare verborum fumis: hîc sic explicat rem, ut videatur non intelligere, de quo tam multa verba fudit. Sic enim argumentatur, Si enim necessitatem consequentiæ concesseris, victum ac prostratum est liberum arbitrium, nec quicquam juvat vel necessitas, vel contingentia consequentis. Quid ad me, si liberum arbitrium non cogatur, sed volenter faciat quod facit: sufficit mihi, quod concedis necessario fore, ut volenter faciat quod facit, nec aliter habere se queat, si Deus ita præscierit. Hæc ille.

          Tidligere talte han sådan om den konsekvensskabende og den konsekvensbærende nødvendighed, at jeg fik mistanke om, at manden med flid ville tilsløre sagen med tågeord. (L2#16ff) Her forklarer han sagen sådan, at han ikke synes at have forstået, hvad det er, han udgyder så mange ord om. For sådan argumenterer han: ”Hvis nemlig du indrømmer, at der er noget, der hedder den konsekvensbærende nødvendighed, så er den frie vilje besejret og ligger udstrakt på valen, og det hjælper den ikke noget, hverken med den konsekvensbærende eller den konsekvensskabende nødvendighed. Og hvad har det med mig at gøre, at den frie vilje ikke bliver tvunget, men frivilligt gør, hvad den gør? Det er nok for mig, hvad du har indrømmet, at det sker med nødvendighed, så at den med vilje gør, hvad den gør, og ikke kan forholde sig anderledes, hvis Gud har forudset det således”. Såvidt Luther. (L8#2f)

³⁶ Primum admiscet hîc suam coactionem, cum ego loquar de necessitate inevitabilitatis, quando Scholasticorum more loquendum sit. Itaque cum illi nominant necessitatem consequentis, intelligunt eum qui facturus est evitare non posse quin fiat quod præscitur. Hanc inevitabilem necessitatem si Lutherus appellat coactionem, per me sane licebit. Hanc in Juda proditore fuisse negamus, stante libero arbitrio et pulsante Dei gratia. Ad hæc tota disputatione Lutherus videtur errare in verbis, hoc necessario fore interpretans, quod certo sive sine dubio futurum est, Deo præsciente, quasi quicquid verum esset et certum, idem esset necessarium.

For det første indblander han nu her sin tvang, skønt jeg taler om uundgåelighedens nødvendighed, for nu at bruge den skolastiske måde at tale på. Når de derfor kalder det den konsekvensbærende nødvendighed, forstår de, at den person, som skal handle, ikke kan undgå at gøre det, der forudvides. Hvis Luther vil kalde denne uundgåelige nødvendighed for tvang, så for mig gerne. Vi nægter, at den nødvendighed var til stede i Judas, forræderen, i ham var den frie vilje opretholdt og Guds nåde virkede. Men gennem hele denne disputation synes Luther at tage fejl af ordene, så han i det ord: 'det vil ske med nødvendighed' forstår, at det sikkert eller uden tvivl vil ske, når Gud véd det på forhånd, som om det, at noget er sandt og sikkert, var det samme, som at det var nødvendigt.

³⁷ Verùm manum inversurus sim, nec-ne, Deus præscit, et certo futurum est quod ille præscit, et tamen quoniam an fiat, nec-ne, pendet à mea voluntate, non fit hoc à me necessario, sed contingenter: et hanc voluntatem contingenter ad id faciendum inflexi, erexi manum, ipse nondum (1427) certus, utrum pronam an supinam ostendere velim, et me nondum certo, Deus certus est. Utrumcunque novit Deus futurum, certo fiet, at non necessario: poterat enim non fieri, si mihi libuisset.

Gud véd, om jeg vil vende min hånd eller ej, og det vil sikkert ske, hvad han forudvéd, og dog afhænger det, om det sker eller ej, af min vilje, fra min side sker det ikke nødvendigt, men kontingent: og jeg har kontingent vendt min vilje mod det, der skal gøres, jeg har udrakt min hånd, selv endnu ikke sikker på, om jeg vil vende håndfladen ned eller op, og det, jeg ikke er sikker på, er Gud sikker på. Hvilken af de to ting, Gud end véd vil ske, det sker med sikkerhed, men ikke med nødvendighed: det kunne jo være, det ikke skete, hvis det behagede mig.

³⁸ Et tamen hîc est necessitas consequentiæ, si Deus præscit me manum supinam ostensurum necessario consequitur fore, ut id faciam, et tamen ipsum faciam contingenter, quemadmodum et Deus hoc præscit contingenter. Falsa sunt igitur quæ colligit sic Lutherus: Hoc enim efficit necessitas consequentiæ, id est, si Deus præscit, ipsum necessario fit, hoc est, liberum arbitrium nihil est. Speculator prospicit hominem aberrantem à via, venturum in manus latronum, num ob id inducit illi necessitatem errandi et incidendi in manus latronum? *

*Leiden-udgaven har kursiveret lidt forkert her.

Og dog har vi her den konsekvensbærende nødvendighed, hvis Gud forud véd, at jeg vil vende håndfladen opad, følger med nødvendighed, at det vil ske, så jeg gør det, og dog gør jeg det selv kontingent, ligesom Gud forudvéd det kontingent. Det er altså forkert, den slutning, Luther drager på følgende måde: ”Det er nemlig, hvad den konsekvensbærende nødvendighed medfører: hvis Gud forud véd noget, må det med nødvendighed ske. Det vil sige, den frie vilje er intet”. (L8#5) En udkiksmand opdager, at et menneske er kommet bort fra vejen, og vil falde i hænderne på en røver, mon han af den grund påfører ham nødvendighed i at gå forkert og i at falde i røverhænder?

³⁹ Post tam frivolam argumentationem, vide quam magnifica succedit asseveratio. Ista necessitas consequentiæ non est obscura nec ambigua, ut si etiam cæcutiant omnium seculorum Doctores, cogantur tamen eam admittere, cum si ita manifesta et certa, ut palpari possit: miror eum non addidisse peronatis pedibus, ne parum esset hyperbolus. Aut ego nihil video, aut Lutherus nondum intelligit quid sit necessitas consequentiæ et consequentis. Exemplum necessariæ consequentiæ ponit hoc, Si Deus præscit ipsum necessario sit. Imo hîc est necessitas consequentis potius quam consequentiæ.

Se, hvordan han efter denne svage argumentation kommer med en særdeles stærk påstand: ”Denne konsekvensbærende nødvendighed er ikke dunkel eller tvetydig, så at, om så alle århundreders lærde havde været blinde, så tvinges de dog til at indrømme den, eftersom den er så fast og sikker, at man kan tage på den med hænder”. (L8#6) Jeg undrer mig over, at han ikke tilføjede 'med ilfærdige fødder', så overdrivelsen ikke blev for lille. Enten er det mig, der ikke ser noget, eller også er det Luther, der endnu ikke har fattet, hvad konsekvensbærende og konsekvensskabende nødvendighed er. Han giver dette eksempel på den konsekvensbærende nødvendighed: ”Hvis Gud forud véd det, sker det med nødvendighed” (L8#5). Men her er der tale om en konsekvensskabende nødvendighed, snarere end om en konsekvensbærende.

⁴⁰ Aliud est, si diceret, Necesse est hoc fore, si Deus præscit. At non sequitur, Deus certo præscit, ergo necessario fiet. Exemplum alterius tale ponit, Deus præscit, Judam fore proditorem, ergo certo et infallibiliter fiet, ut Judas sit proditor. Quid interest inter hoc et illud, nisi quod illic est conditionalis falsa, hîc rationalis æque falsa, Si Lutherus, ut facit, non distinguit certum et infallibile à necessario. Deus unico contuitu novit res omnes sic ut erant, sunt, aut futuræ sunt. Nec illius notitia mutat naturam rei, sed res potius mutat modum notionis divinæ.

Noget andet er det, hvis han sagde: ”Det er nødvendigt, at dette sker, hvis Gud forudvéd det”. Men deraf følger ikke: ”Gud forudvéd det sikkert, altså vil det nødvendigvis ske”. Han giver os et eksempel på den anden slags nødvendighed: ”Gud véd forud, at Judas ville blive forræder, altså skete det sikkert og ufejlbart, at Judas blev forræder”. (L8#7) Hvad er forskellen mellem denne og den foregående sætning, andet end at den anden er en falsk betingelsesætning, denne er en lige så falsk slutning, hvis Luther, hvad han gør, lader være ned at skelne mellem det sikre og ufejlbare på den ene side og det nødvendige på den anden. I ét blik véd Gud alt, hvad der var, er og vil være. Men det, at han véd det, forandrer ikke sagens natur, men forandrer snarere det guddommelige bliks modus.

⁴¹ Quæ fiunt necessario novit necessario, quæ contingenter, novit ut contingentia. Ubi Petrus currit, Deus certo scit illum currere, cum tamen ille currat contingenter: ubi desiit currere, æque certo scit hanc propositionem, Petrus currit, esse falsam, et novit futura, ut novit præsentia. Cum video Petrum currere, certum scio illum currere, nec tamen ille necessario currit, poterat enim non currere, potest definere cum volet.

Det, der sker med nødvendighed, véd han nødvendigt, hvad der sker kontingent, véd han kontingent. Når Peter løber, véd Gud med sikkerhed, at han løber, skønt han dog løber kontingent. Når han holder op med at løbe, véd Gud med lige så stor sikkerhed, at sætningen ”Peter løber” er falsk, og han kender fremtiden, som han kender nutiden. Når jeg ser Peter løbe, véd jeg med sikkerhed, at han løber, men han løber ikke med nødvendighed, han kan nemlig lade være med at løbe, han kan holde op, når han vil.

⁴² Quod si mea notitia nullam necessitatem adducit rebus quæ geruntur ex libero arbitrio, nihilo plus adfert præscientia Dei: et illius notitia quodam modo mutari potest ex arbitrio nostro, falli tamen non potest, quemadmodum ego non fallor intuens hominem sic aut sic agentem. Modus actionis in causa est, ut sic aut sic cognoscam, non mea cognitio facit, ut sic aut sic agat. Sive enim videam, sive non videam, ille tamen agit quod agit.

Men hvis min iagttagelse ikke tilfører nogen nødvendighed til de ting, der sker ud fra den frie vilje, så tilføjer Guds forudviden det i lige så ringe grad. Og hans iagttagelse kan i nogen grad blive ændret ud fra vor vilje, men den kan ikke fejle, ligesom jeg ikke tager fejl, når jeg ser et menneske gøre det ene eller det andet. Det er handlingens karaktér, der er årsag til, at jeg ser den sådan og sådan, det er ikke min iagttagelse, der gør, at han handler sådan og sådan. For hvad enten jeg ser eller ej, han gør dog, hvad han gør.

⁴³ Eadem est ratio de præscientia. Si video Petrum currere, sequitur hanc propositionen esse veram, Petrus currit: at non sequitur necessario verum esse quod natura sit contingens. Ita sequitur, Deus præscit hoc fore, ergo fiet: at non sequitur, ergo necessario fiet: alioqui sequeretur, quicquid esset futurum id necessario fore, nihil contingenter, sed omnis propositio de futuro vera, esse necessaria, et omnis propositio de futuro falsa, esset impossibilis, quod est jam olim explosum à Philosophis. Et ubi tum erit liberum arbitrium quod Lutherus homini tribuit in rebus inferioribus? Quicquid hîc ratiocinatur, etiam illic habebit locum, Si illic non habent, nec hîc habitura sunt.

Det samme argument kan bruges om forudviden. Hvis jeg ser Peter løbe, følger deraf, at den sætning er sand: ”Peter løber”; men deraf følger ikke, at hvad der i sin natur er kontingent, nødvendigvis er sandt. Således følger det af, at Gud forud véd, at det vil ske, at det altså vil ske. Men det følger ikke, at det nødvendigvis vil ske. Ellers ville det følge deraf, at hvadsom helst der skulle ske, ville ske med nødvendighed, intet ville ske kontingent, men enhver sand sætning om fremtiden ville være nødvendig, og enhver falsk sætning om fremtiden ville være umulig, hvilket for lang tid siden er gendrevet af filosofferne. Og hvad ville der så blive af den frie vilje, som Luther tilskriver menneskene i de underordnede ting? Hvad vi end drager af slutninger fra dette område, vil også få plads her, hvis vi bortskaffer det det eneste sted, kan vi ikke fastholde det det andet.

⁴⁴ Eadem est et summarum et infimarum rerum præscientia apud Deum: nisi forte dicet, esse quæ fugiant Dei præscientiam. Pergit offundere fumos. Quia Judas, inquit, potest mutare voluntatem prodendi, ideo non est necessitas consequentis. Fateor, hoc sentio, et verum est, si quid interest inter contingens et necessarium, aut inter propositionem contingentem et necessariam. Nec statim est necessario verum, quod infallibiliter ac certo verum est. Finge Petrum moturum pollicem, hæc contingenter erit vera, Petrus movebit pollicem, ac si moverit, movet pollicem. Ubi movere defierit, erit contingenter vera, (1428) Petrus movit pollicem, cum tamen hujus veritas sit immutabilis, quod ejus veritas pendeat à præterito, cum poterat Petrus movere aut non movere pollicem. Hæc cum adolescentibus tritissima sint, demiror Luthero non venire in mentem, quam hic ridicula nobis inculcet. Pergit argutari, ne dicam ineptire. Rogo te, inquit, quomodo conveniunt illa duo, Judas potest non velle prodere, et necesse est ut Judas, prodere velit?

Gud har den samme forudviden om de høje som om de lave ting, medmindre Luther måske vil sige, at der er nogle ting, der unddrager sig Guds forudviden.

Han fortsætter med at opsende røgslør. ”Fordi Judas kan ændre sin vilje til at forråde, derfor er det ikke en konsekvensskabende nødvendighed”. (L8#8) Det må jeg indrømme, at jeg er enig med ham i, og det er sandt, hvis der er nogen forskel mellem kontingent og nødvendigt, eller mellem en kontingent og en nødvendig sætning. Ejheller er det, der ufejlbart og sikkert er sandt, noget, der nødvendigvis er sandt. Forestil dig, at Peter vil til at bevæge sin tommelfinger, så vil det være kontingent sandt: ”Peter vil bevæge sin tommelfinger”, og hvis han bevæger den: ”Peter bevæger sin tommelfinger”. Når han er færdig med at bevæge den, vil det være kontingent sandt: ”Peter bevægede sin tommelfinger” -- skønt dog denne sandhed er uforanderlig – fordi dens sandhed afhænger af fortiden, da Peter både kunne bevæge og ikke bevæge sin tommelfinger. Da unge studenter er ganske fortrolige med dette, undrer det mig, at Luther ikke har opdaget, hvor latterlige ting han her understreger for os. Han fortsætter med sit hårkløveri, for ikke at sige vrøvl: ”Jeg spørger, hvordan de to stemmer overens: Judas er i stand til at undlade at ville forråde, og: Det må nødvendigvis ske, at Judas vil forråde?” (L8#9)

⁴⁵ Hæc fateor esse contradictoria: Quid tum postea? Diatribe nusquam pronuntiat hanc esse veram, necesse est ut Judas velit prodere, imo habet eam pro manifesto falsa. Non cogetur, inquis, prodere invitus. Quis hoc dixit? Lutherus, Diatriba nusquam. Aliud, inquit, quæro? Aliud reddis. Quî sic, Responsio fuit de necessitate consequentis, et tu exemplum profers de coactione consequentis. Ubinam hoc exemplum est? Verba Diatribes sic habent, Fatentur necessario consequi, quod Judas fuerit proditurus Dominum, si hoc ab æterno voluntate efficaci voluit Deus, at negant consequi, quod ideo necessario proditurus sit. Hîc nihil est eorum quæ Lutherus jactat: Et tamen ego colligo ex voluntate Dei efficaci, ille colligit ex præscientia, quæ collectio jam fuit explosa. Quî congruunt illa duo, quod Lutherus fatetur Judam contingenter fuisse, et tamen asseverat eundem necessario agere?

Jeg indrømmer, at de modsiger hinanden. Men hvad så? Diatriben har aldrig erklæret, at den sætning er sand: ”det er nødvendigt, at Judas vil forråde”, tværtimod har den regnet den for decideret forkert. ”Du siger, at han ikke bliver tvunget til at forråde mod sin vilje”. (L8#10) Hvem er det ”du”, der siger det? Det er Luther, ikke Diatriben. ”Jeg spørger i øst, du svarer i vest”, siger han. Hvordan det? ”Svaret handlede om den konsekvensskabende nødvendighed, og du drager et eksempel frem om den konsekvensskabende tvang”. (L8#11) Hvor er det eksempel? Diatribens ord lyder således: ”De indrømmer nemlig, at det følger med nødvendighed, at Judas ville forråde Herren, hvis Gud fra evighed har villet dette med sin virksomme vilje, men de nægter, at der deraf følger, at han derfor med nødvendighed måtte blive forræder”. (e2#80) Her er der ikke noget af det, som Luther praler af. Og dog slutter jeg fra Guds virksomme vilje, han slutter fra Guds forudviden, en slutning, som nu er forkastet. Hvordan stemmer de to ting overens: at Luther indrømmer, at Judas var kontingent, og dog påstår, at han handlede af nødvendighed?

⁴⁶ Contra Theologi fatentur Deum necessario esse, non tamen omnia necessario scire, licet infallibiliter sciat omnia. Si contingens in se complectitur posse et non posse, quomodo potest necessario fieri, quod sit contingenter? Ideo vero Judas contingenter prodidit Dominum, quia poterat velle prodere, et poterat non velle. In hujusmodi Dialecticorum argutiis puer, nec admodum volens, nec admodum favente Minerva, versatus sum, et ex tanto temporum intervallo, non ita multum resedit in memoria: proinde parcius attigi in Diatriba, ne molestus essem lectori. Et tamen Lutherus, qui in his bonam ætatis partem consumsit, hactenus sic se gessit, ut nusquam frigidius aut delirantius.

Teologerne indrømmer omvendt, at Gud er nødvendig, men dog ikke véd alt med nødvendighed, selv om han véd alt ufejlbart. Hvis 'kontingent' indeslutter i sin betydning: at være i stand til at gøre noget og i stand til ikke at gøre noget, hvordan kan det da ske med nødvendighed, som er kontingent? Men af den grund var det på kontingent måde, at Judas forrådte Herren, at han kunne ville forråde og kunne lade være at ville forråde. Som dreng var jeg optaget af den slags dialektisk hårkløveri, ikke særlig interesseret og heller ikke særlig dygtigt, og efter så lang tids forløb, husker jeg ikke meget af det: Derfor berørte jeg det kun let i Diatriben, for ikke at det skulle blive for byrdefuldt for læseren. Og dog har Luther, som har brugt en stor del af sin tid på den slags ting, indtil nu opført sig, så han aldrig har været mere kold og forrykt.

^{47 [165] (520-11)}         Nunc aggreditur alterum locum de Jacob et Esau, de quibus nondum natis dictum est, Major serviet minori. Inter multa demonstrat Diatriba locum illum non proprie loqui de iis quæ ad salutem hominis aut exitium pertinent. Non enim refert ad salutem, servus sis an herus. Hîc Lutherus velut latissimum debacchandi campum nactus, mire vociferatur, Diatribam eludere Scripturas, fugitare veritatem, Hieronymum iterum atque iterum vocat sacrilegum, et anathemati devovet, qui scribit alicubi, testimonia quædam Scripturarum pugnare apud Paulum, quæ suis locis non pugnant. Quid multis? Ingens est tragoedia. Verùm hîc lubens appellarim Lutherum rogaturus, num integer mentis fuerit, cum hæc vociferaretur?

          Så giver han sig i kast med det andet sted, det om Jakob og Esau, 'om hvem det, før de blev født, blev sagt: Den ældste skal tjene den yngste'. (rom#9.11) (L8#12). Blandt mange andre ting viser Diatriben, at dette sted egentlig ikke taler om de ting, der hører til menneskets frelse eller fordømmelse. Det har jo ikke noget med frelsen at gøre, om du er slave eller herre. (e2#85). Her gør Luther det, som om han havde fundet et stort, vidåbent punkt, hvor han kunne gøre nar, at han gør et stort nummer ud af, at Diatriben leger med skriften, flygter fra sandheden, og atter og atter kalder han Hieronymus for blasfemisk og nedkalder forbandelse over ham, fordi han et sted skriver, at visse skriftsteder understøtter noget hos Paulus, selv om skriftstederne ikke understøtter det, hvor de står. Hvad skal jeg sige mere? Tragedien er enorm. Men her får jeg lyst til at tale Luther tilrette og spørge, om han var ved sine fulde fem, da han gjorde noget ud af det?

⁴⁸ Hoc loco nulla Hieronymi mentio, et quod interpretor Lutherus concedit, locum illum non pertinere ad salutem æternam, sed ad hujus vitæ commoda aut incommoda. Neque enim nobis constat, Esau damnatum esse apud inferos. Sed quemadmodum Rex eos diligere dicitur, quod evehit ad summos honores, odisse quos nullo dignatur honore, quod mulctat, spoliatque, ita loquitur Deus in Scriptura. Non hîc utor dicto Hieronymi, quod exsecratur Lutherus, nec ipse significo Paulum quicquam secus adducere quam oportet.

På dette sted nævner jeg ikke Hieronymus, og Luther indrømmer min fortolkning: at stedet her ikke har noget med den evige frelse at gøre, men med, hvad der er passende eller upassende i dette liv. (L8#19). For vi har jo ingen sikker viden om, at Esau blev fordømt til helvede. Men ligesom en konge kan siges at elske dem, som han hæver op til de højeste æresbevisninger, og at hade dem, som han ikke værdiger nogen ære, men idømmer bøder og ødelægger, således taler Gud i skriften. Her bruger jeg ikke Hieronymus' udsagn, som Luther forbander, ejheller betegner jeg selv, at Paulus fremfører andet end hvad der hører sig til.

⁴⁹ Itaque dementiæ verba sunt illa de sacrilego ore Hieronymi, de hebetudine et oscitantia, de exsecratione anathematis. Quod si forsitan maxime hîc meminissem Hieronymi, quid opus erat illa tragica interpretatione, Pugnant apud Paulum, quæ suis locis non pugnant: hoc est, Paulus cum fundamenta dogmatis Christiani jacit, nihil facit nisi quod depravat Scripturas divinas, et ludit animas fidelium, sententia è suo cerebro efficta, etc.

Og derfor taler han som en vanvittig, når han taler om Hieronymus' blasfemiske mund, om hans sløvhed og søvnighed, og giver ham en forbandelse. Men selv om jeg så måske her havde Hieronymus ret nøje i tankerne, hvad grund var der så til denne tragiske fortolkning: ”Der er modsigelser hos Paulus, som ikke er modsigelser på det steder, hvor de står: det vil sige: Paulus gør kun det, når han lægger fundamentet til de kristne dogmer, at han ødelægger de guddommelige skrifter og narrer de troendes sjæle ved at opfinde en mening fra sin egen hjerne, osv.” (L8#15).

⁵⁰ Euge! Hoc est proferre divina tonitrua: Piget referre cætera. Sed quid tandem offendit Lutherum? Si locus sentit non de salute aut exitio æterno, sed de honore temporali, non ideo Paulus depravat Scripturas? An hoc novum est in Scripturis sacris, exempla rerum (1429) corporalium adducere, ad demonstrationem spiritualium? Sicuti tunc invertit honorem primogenitalium, ac majorem voluit servire minori, sic nunc honorem habuit Gentibus, quæ prius fuerant contemtissimæ, ac repudiat Judæos populum electum, videlicet inverso rerum ordine.

Bravo! Det er det, det vil sige, at lade det guddommelige tordenskrald lyde! Det ærgrer mig at skulle referere resten. Men hvad er det, der i sidste ende støder Luther? Hvis stedet ikke handler om evig frelse eller fortabelse, men om timelig ære, vil det så af den grund være sådan, at Paulus ødelægger skriften? Mon det er noget nyt i den hellige skrift at fremfører eksempler på timelige ting for at vise åndelige ting? Ligesom han dengang vendte om på den førstefødtes ære, så han ville, at den ældste skulle tjene den yngste, sådan gav han nu hedningerne ære, skønt de før var foragtede, og stødte jøderne fra sig, skønt de var hans udvalgte folk, idet han således vendte op og ned på tingene.

⁵¹ Verùm quemadmodum illud fiebat non casu, sed ex destinatione Dei, ita quod nunc agitur in Judæis ac Gentibus. Quid si dicam ne hîc quidem Paulum agere tantum de causa salutis æternæ, sed de Judæorum gloria ad Gentes translata: Subversa est civitas, ademtum Regnum, subrutum Templum, ipsi per Orbis plagas dispersi, penes Gentes gloria Religionis est.

Men ligesom det, der skete dengang, ikke skete tilfældigt, men efter Guds bestemmelse, således også med det, der sker for jøderne og hedningerne. Hvad, hvis jeg sagde, at ikke engang her omtaler Paulus kun begrundelsen for evig frelse, men jødernes herlighed, overført til hedningerne: byen blev ødelagt, kongedømmet tilintetgjort, templet nedbrudt, de selv spredt ud over jordens flade, og deres religions herlighed er hos hedningerne.

⁵² Cæterum quod proprie pertinet ad negotium salutis, nec illi Judæorum præclusa est via ad salutem, nec omnes Gentes receptæ sunt, sed utrisque patet eadem via fidei, quemadmodum ab æterno Deus hoc futurum et præscivit, et statuit: ut jam nec Gentes oporteat diffidere, reputantes impiam vitam suam, nec Judæos obmurmurare, cum hoc ipsum Deus Prophetarum ore futurum prædixerit, ut antiquata Legis gloria, Lex Euangelii spargeretur per universum Orbem.

Men hvad specielt angår salighedens anliggende, så er vejen til frelse ikke lukket for nogen af jøderne, og ejheller er alle hedningerne inkluderet, men troens vej er åben for dem begge, sådan som Gud fra evighed vidste og havde bestemt, at det ville ske: så nu burde hverken hedningerne tvivle, når de så på deres ugudelige levned, ejheller burde jøderne knurre, for netop det havde Gud gennem profeternes mund forudsagt ville ske, at lovens herlighed ville forgå, men evangeliets lov blive spredt ud over hele verden.

^{53 [166] (522-13)}         Asseverat hunc locum recte à Paulo adductum, etiamsi loquatur de honore temporali. Idem affirmat Lutherus quod ego. Cur ergo litigat? An est ulla syllaba in mea Diatriba hoc sane loco suggillans Pauli citationem? Verba Diatribes hæc sunt, Ut hoc testimonuum apud Paulum non admodum pugnet ad probandam necessitatem, sed potius ad retundendam arrogantiam Judæorum. Ex his verbis potius elicere debuit, testimonium apud Prophetam pugnare magis quam apud Paulum. Ad id quod hîc agit Paulus aptissime citavit, ad necessitatem Lutheri probandam nihil facit, quoniam hoc non agit Paulus.

           Han slår fast, at dette sted blev citeret af Paulus med rette, også selv der kun tales om en timelig ære. (L8#19). Han siger det samme, som jeg gør. Hvorfor så fare sådan op? Er der så meget som en stavelse i Diatriben på dette sted, som angriber Paulus for dette citat? Diatribens ord er som følger: ” ... så at dette vidnesbyrd hos Paulus ikke så meget søger at bevise nødvendigheden, men snarere søger at neddæmpe jødernes anmasselse”. (e2#88) Af disse ord skulle han snarere have draget den konklusion, at profetens ord støtter ham, snarere end at Paulus' ord støtter ham. Paulus' citat er meget velegnet med hensyn til det, han behandler; det gør intet til at bevise Luthers nødvendighed, for det behandler Paulus ikke.

⁵⁴ Agnosco Pauli verba de nondum natis, priusquam quicquam boni malive gesissent, dictum est gravidæ matri, non Saræ, ut somniat Lutherus, sed Rebecca, Major serviet minori. Sit in his verbis cardo causæ, nihil refugio. Quid ait Lutherus? Diatriba dissimulat hæc, neque quicquam disputat de meritis. Non pudet hominem tam manifestariæ vanitatis? Mox eodem loco sequitur in Diatriba: Quoniam autem Deus quos odit aut diligit, ex justis causis odit aut diligit, non magis officit libertati arbitrii odium et amor, quo prosequitur nascituros, quam quo natos. Nam non natos odit, quia certo præscit illos gesturos odio digna, natos odit quia committunt odio digna.

Jeg anerkender, at Paulus' ord er sagt om dem, der endnu ikke er født, førend de havde gjort noget godt eller ondt, til deres gravide mor – ikke Sara, som Luther forestiller sig (L8#19), men Rebekka -- ”Den ældste skal tjene den yngste”. (rom#9.12) Lad os bare sige, at i disse ord har vi sagens kerne, det vender jeg mig ikke bort fra. Hvad siger Luther: ”Diatriben forbigår dette, og diskuterer heller ikke fortjenester”. (L8#22) Manden burde skamme sig over den slags håndfaste nonsens! Kort efter følger i Diatriben: ”Men fordi Gud hader og elsker dem, han hader og elsker, af retfærdige grunde, så skader hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de ikke-fødte, ikke mere viljens frihed, end hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de fødte. De endnu ikke fødte hader han, fordi han med sikkerhed forudser, at de vil gøre noget, hvorved de fortjener had; dem, der er født, hader han, fordi de begår noget, der fortjener had.” (e2#90)

⁵⁵ Hanc sententiam cum multis verbis prosequatur Diatriba, tamen Luthero dicitur rhetoricis transitionibus utens nihil de meritis attigisse. Sed quid ex his verbis colligit Lutherus? Nullis meritis, sed sola voluntate Dei, rejectos Judæos et Gentes ad Euangelium vocatas: idque mera necessitate factum, sic ut nihil egerit vel in his, vel in illis liberum arbitrium? Cur igitur ipse Paulus exprimit merita Judæorum, ob quæ rejecti sunt à Deo, quia tot modis provocati, pertinacissime, sicut ait Stephanus, restiterunt Spiritui Sancto. Nihil illos movit Patriarcharum exemplum, Legis religio, Prophetarum oracula, ipsius Domini præsentia, miracula, beneficia, contemserunt omnia, et salutis auctorem subegerunt in crucem.

Selv om Diatriben undersøger denne sætning med mange ord, siger Luther alligevel, at den springer over den med megen retorik og ikke siger noget om fortjeneste. Men hvilken slutning drager Luther selv fra disse ord af Paulus? Er det ikke, at det ikke er i kraft af fortjeneste, men i kraft af Guds vilje, at jøderne blev forkastet og hedningerne kaldet til evangeliet, og at det skete af ren og skær nødvendighed, sådan at den frie vilje ikke udførte noget, hverken i den ene part eller i den anden? Men hvorfor nævner Paulus så selv jødernes fortjenester, på grund af hvilke de blev forkastet af Gud, fordi de, skønt opæggede på mange måde, dog, som Stefanus siger, hårdnakket modstod Helligånden. (Apg 7,51) Intet bevægede dem, patriarkernes eksempel, lovfromheden, profeternes profetier, Herrens egen nærværelse, underne, velgerningerne, de foragtede det alt sammen, og ophavsmanden til frelsen hængte de op på et kors.

⁵⁶ An hîc nulla sunt merita, ob quæ rejici debuerint? Hoc totum Paulus civili vocabulo vocat incredulitatem. Neque nullum tamen meritum notat in Gentibus, non quidem opera vitæ prioris, sed fiduciam erga Christum. Quorsum igitur pertinent illa, Non ex operibus, sed ex vocante? Eo pertinent, ut Judæis ob admissas Gentes murmurantibus obturaret os. Clamabant illi, cur admittis impias Gentes ad tantum honoris? Respondet Deus, Cur de nondum natis dictum est, major serviet minori? Ad hoc si non potestis respondere, cum sit in Lege vestra scriptum, definite inquirere, cur ego Gentes præferam Israelitis. Non sic amo odive quemadmodum homines, qui ex rebus gestis concipiunt amorem aut odium. Ego priusquam nascantur homines, scio quales futuri sint, et unicuique præfinio quæ sint in illis digna.

Og heri skulle der ikke være nogen fortjenester, på grund af hvilke de burde forkastes? Alt dette kalder Paulus med et pænt ord vantro. Men han undlader heller ikke at fortælle om fortjenester hos hedningerne, ganske vist ikke det forrige livs gerninger, men deres tillid til Kristus.

Hvad er da pointen i Paulus' ord: ”ikke af gerninger, men af den, der kaldte dem” (rom#9.12) Det har med det at gøre, at munden skulle lukkes på jøderne, når de knurrede, fordi hedningerne blev lukket ind. De klagede: 'Hvorfor lukker du de ugudelige hedninger ind til så megen ære? Her svarer Gud: 'Hvorfor siges der til dem, der endnu ikke er født, at den ældste skal tjene den yngste? Hvis I ikke kan svare på det, skønt det står skrevet i jeres lov, så hold op med at spørge, hvorfor jeg foretrækker hedninger fremfor israelitter. Jeg elsker og hader ikke på samme måde som mennesker, som får deres kærlighed og had fra det, der er sket. Jeg véd, førend menneskene er født, hvordan de vil blive, og jeg fastsætter forud for hver enkelt, hvad hver enkelt fortjener.

⁵⁷ Ideo Esau nihil prodesse (1430) volui, quod esset primogenitus, quia noveram quibus moribus esset futurus: Jacob favi, quod ab æterno præscivi virum pium, et hoc honore dignum futurum. Nec hîc valuit patris Isaac voluntas, qui benedictionem destinarat Esau, quem diligebat, nesciens uter esset amore aut odio dignior, sed vicit Dei decretum. Nam hîc Apostolus in collatione, Esau supposuit loco Judæorum, Jacob loco Gentium, quemadmodum mox Pharaonem adducit loco Judæorum. Esau paruit voluntati patris, egressus in venatum, et tamen benedictione frustratus est: Jacob nihil officii præstaria patri, per dolum intercepit benedictionem.

Af den grund ville jeg ikke, at Esaus stilling som førstefødt skulle give ham fortrin, fordi jeg vidste, hvilken karaktér han ville få. Jacob viste jeg gunst, fordi jeg fra evighed vidste, at han var en from mand, og ville være værdig til denne ære. I dette tilfælde betød deres far, Isaks, vilje ikke noget, for han havde bestemt velsignelsen for Esau, som han elskede, idet han ikke vidste, hvem af de to der var værdig til kærlighed eller had, men Guds bestemmelse sejrede. For her i sammenligningen, sætter apostelen Esau ind i jødernes sted, Jacob i hedningernes, ligesom han sætter Farao i jødernes sted. Esau adlød sin fars vilje ved at gå på jagt, og dog blev han snydt for velsignelsen; Jacob gjorde ikke sin far nogen tjeneste, men opnåede velsignelsen ved list.

⁵⁸ Isaac lex erat carnaliter observata, Rebecca quæ dedit consilium irrependi, erat gratia. Nulla præcesserant merita, cum audiret mater, major serviet minori, sed merita prævideat Deus, cui præsentia sunt omnia. Proinde non est hominis obmurmurare Deo, cur hunc honoret, illum rejiciat. Novit enim ille causas occultas, quæ latent hominem, et ex futuris definit, non ex præteritis. Cæterum quod ait, ut secundam electionem propositum Dei maneret, non ex operibus, sed ex vocante, potissimum ad Gentes vocatas pertinet, quæ nec generis nec Legis observatæ commendatione vocatæ sunt, juxta propositum Dei, qui miseretur quibus vult, sic tamen ut neminem immerentem rejiciat, damnans (ut ait Bernardus) juste, servans misericorditer.

Isak overholdt loven på kødelig vis, Rebekka, som udformede planen om at bytte roller, var nåden. Der gik ikke nogen fortjeneste forud, da moderen høre, at den ældste skal tjene den yngste, men Gud så fortjenesterne i forevejen, han, for hvem alt er nutid. Derfor må mennesket ikke knurre imod Gud, hvorfor han ærer den ene, men forkaster den anden. For han kender de skjulte grunde, som mennesket ikke kender, og han bedømmer ud fra fremtiden, ikke ud fra fortiden. Men når han siger: ”for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men på grund af kaldelse”, (rom#9.11f) så har det især med hedningernes kaldelse at gøre, som blev kaldede ikke på grund af deres nedstamning eller på grund af, at de havde holdt loven, men efter Guds beslutning, han, som forbarmer sig over hvem han vil, dog sådan, at han ikke forkaster nogen, som ikke har fortjent det, for som Bernhard siger det, han fordømmer retfærdigt, og frelser barmhjertigt.

⁵⁹ Sed cur Paulus huic sermoni miscet verba quædam, quæ videntur omne meritum in utrisque excludere, totumque tribuere voluntati divinæ? Primum, ut dixi, quo retunderet impiam curiositatem in rebus divini consilii: præterea quod talis sit hæc materia, ut hinc atque hinc multas gignat quæstiones, quæ ab homine dissolvi non possunt, partim in his quæ externa bona malaque vocantur, nec pendent ab hominis arbitrio, partim in his quæ pertinent ad salutem æternam. Quis enim exigit rationem à Deo, cur hic nascatur mas, illa foemina, hic Rex, ille barbarum mancipium, hic dives, ille pauper, hic formosus, ille deformis, hic prospera firmaqua valetudine, ille morbis horrendis ac jugibus obnoxius, hic longævus, ille mox in cunis moriturus, alius inter uteri materna latebras præfocandus, hic ingenio felici, ille tam stupidus, ut non multum absit ab animate bruto, hic ingenio tractabili, et ad omnem virtutem docili, ille veluti natus ad omne facinus.

Men hvorfor blander Paulus op i denne diskussion nogle ord, som synes at udelukke al fortjeneste hos begge grupper [jøder og hedninger] og tillægge den guddommelige vilje det hele? For det første vil han som sagt dermed støde den ugudelige nysgerrighed i de guddommelige råds ting tilbage. Dernæst er denne sag af en sådan art, at den på mange områder fremkalder mange spørgsmål som ikke kan løses af mennesket, nogle i det, som kaldes det ydre gode og onde, som ikke afhænger af menneskets vilje, andre i det, som har med den evige frelse at gøre. Hvem kan nemlig kræve Gud til regnskab for, hvorfor han lader den ene fødes som mand, den anden som kvinde, den ene som konge, den anden som barbarisk slave, den ene rig, den anden fattig, den ene smuk, den anden deform, den ene med et lykkeligt og godt helbred, den anden skadet af forfærdelige og vedvarende sygdomme, den ene med et langt liv, den anden som lider døden i vuggen, den tredje lider kvælningsdøden i moderlivets skjulested, den ene med en god forstand, den anden så dum, at han ikke adskiller sig meget fra de umælende dyr, den ene med et blidt temperament, der let ledes til al mulig dyd, den anden som næsten født til al mulig forbrydelse.

⁶⁰ Rursum cur certo tempore voluerit vocare Gentes ad Euangelii gratiam, quas tot seculis passus est servire Dæmonibus, et simulacris, Cur Paulum eodem studio furentem in Christianos, quo cæteri furebant, violenta manu ad se traxerit, cæteros suæ malitiæ cæcitatique reliquerit. Hæc aliaque permulta incidunt in hujus argumenti tractatione, in quibus repressa hominis curiositate requiritur simplex fides, ac submissa obedientia. Alioqui percunctator audiet, Nunquid dicit lutum figulo, cur me finxisti sic? In his rebus etsi non semper exstant merita subsunt tamen justissimæ causæ, cur Deus ita fieri vel voluerit, vel permiserit.

Videre: Hvorfor ville han til en særlig tid kalde hedningerne til evangeliets nåde, som han havde fundet sig i gennem så mange århundreder tjente dæmoner og afgudsbilleder? Eller hvorfor var det Paulus, som rasede imod de kristne med samme iver, som andre, som han rakte hånden ud efter og drog voldeligt til sig, mens han overlod de øvrige til deres ondskabs blindhed? Når man behandler dette argument, dukker disse og mange, mange andre spørgsmål op; men i dem må den menneskelige nysgerrighed undertrykkes; her kræves der enfoldig tro og hengiven lydighed. Ellers for den spørgende at høre: ”Mon leret siger til pottemageren: hvorfor skabte du mig sådan?” (rom#9.20)

⁶¹ Ostendi quid illic agat Paulus: ostendi hæc cum illius proposito pulchre congruere: ostendi ex vocatione, electione, præscientia Dei non tolli liberum arbitrium hominis, in his præsertim quæ spectant ad salutem æternam. Hîc fortasse cachinnum tollet Lutherus, ridebit Diatribes ebriæ somnium. Eodem jure ridebit Diatriba Lutheri somnium. Quanquam quod adferi, ex ipso sermonis tenore declaravimus sensum esse Pauli, et simplicia verba sequor exclusis tropis.

Jeg har vist, hvad Paulus er ude på her. Jeg har vist, at disse ting stemmer udmærket overens med hans hensigt. Jeg har vist, at på trods af Guds kaldelse, udvælgelse, forudviden ophæves menneskets frie vilje ikke, især ikke i det, der har med den evige frelse at gøre. Her vil måske Luther slå en latter op og gøre grin med den fulde Diatribens drømmerier. Med samme ret kan Diatriben gøre grin med Luthers drømmerier. Og dog har jeg netop fremført det, og forklaret, at det efter talens eget hovedsigte er Paulus' mening, og jeg har fulgt den ligefremme mening af ordene, ikke brugt billedtale.

⁶² Quod si referam Origenis interpretationem aut Hieronymi, provocabitur ad novas blasphemias. Sed quid dicet de Chrysostomo, quid de Augustino, quid de Ambrosio, quorum interpretatio pro me stat? Chrysostomi verba bona fide subscribam: ”Non solum autem, verum etiam Rebecca, ex uno ferens uterum, videlicet Isaac patre nostro. Magna erat quæstio, eoque multas movet rationes, et undique tentat adducere, quod solvat difficultatem. Nam si incredibile erat ac novum, illos post tantas promissiones excidere, multo nimirum incredebilius (1431) erat illud, nos in illorum bona succedere, qui tale nihil exspectaveramus. Id quod accidit perinde est, ac si Regis filius, cui promissa sit regni paterni successio, in classem ignobilium extrudatur, et hujus vice damnatus quispiam homo, malis innumerabilibus opertus, emissus è carcere principatum illi destinatum accipiat.

Men hvis jeg nu refererede Origenes eller Hieronymus' fortolkning, så ville han blive provokeret til nye blasfemier. Men hvad vil han sige om Chrysostomus, om Augustin, om Ambrosius, hvis fortolkninger jeg har for mig? Jeg vil omhyggeligt afskrive Chrysostomus' ord: ”'Ikke kun det, men Rebecca var også gravid ved én mand, nemlig vor fader Isak'. (rom#9.10). Det var et stort spørgsmål, og derfor finder Paulus mange begrundelsser og henter argumenter mange steder fra, som kan løse vanskeligheden. For hvis det var utroligt og hvis det var noget nyt, at de faldt fra efter så store forjættelser, så vil det være endnu mere utroligt, at vi skulle opnå deres goder, vi, som slet ikke havde forventet noget i den retning. Det, der skete, er næsten, som om kongens søn, som havde fået løfte om at efterfølge sin fars rige, blev kastet ned i de lavere klasser, og i hans sted et eller andet dømt menneske, der havde gjort utallige onde gerninger, skulle løslades fra fængslet og opnå det fyrstendømme, der var bestemt for den anden.

⁶³ Quid haberes, inquit, quod diceres? An quod indignus erat filius? Verùm et hic indignus est, multoque quam ille indignior. Itaque aut pariter erant honorandi, aut pariter puniendi. Tale quiddam et in Gentibus ac Judæis accidit, imo hoc etiam admirabilius. Nam omnes fuisse indignos declaravit in his quæ præcesserunt, dicens: Omnes peccaverunt et egent gloria Dei. Cæterum novum est, quod cum omnes pariter essent indigni, solæ Gentes servatæ sunt. Ad hæc autem poterit et alius, inquit, movere quæstionem. Si Deus non erat præstiturus illis quæ promiserat, quare promisit?

'Hvad har du at sige hertil?' siger Paulus. Mon det skyldtes, at sønnen var uværdig? Men også den anden var uværdig, og han var langt mindre værdig end sønnen. Derfor burde de enten æres i lige grad eller straffes i lige grad. Noget i den retning var, hvad der skete med hedningerne og jøderne, ja, det var endnu mere forunderligt. For han erklærede, at alle var uværdige i deres forudgående gerninger, idet han sagde: ”Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (rom.3.23). Men det mærkelige er, at selv om alle i lige grad var uværdige, er det kun hedningerne, der bliver frelst. Desuden, siger Paulus, kunne også en udenforstående rejse det spørgsmål: 'Hvis Gud ikke ville opfylde det, han havde lovet, hvorfor lovede han det så?' (rom#9.20).

⁶⁴ Siquidem homines ignari futuri sæpenumero falluntur, suaque dona pollicentur indignis; At Deus et præsentium et futurorum providus est, ac certissime sciens. An quoniam seipsos indignos præbebant pollicitis, et hanc ob causam nihil accepturi sunt eorum quæ promissa sunt? Sed cur pollicetur? Quomodo igitur hæc solvit Paulus?

For selv om mennesker, der er uvidende om fremtiden, ofte tager fejl og lover sine gaver til de uværdige, så ser jo Gud tydeligt ind i både nutid og fremtid og véd det ganske sikkert. Mon det skyldtes, at de viste sig uværdige til løfterne og af den grund ikke modtog noget af det, som var lovet? Men hvorfor lovede han det så? Hvordan løser Paulus det problem?

⁶⁵ ex eo dum ostendit, quis sit ille Israel, cui promissum erat. Hoc enim demonstrato, simul et illud demonstratum fuerit, videlicet omnes pollicitationes impletas esse. Hoc itaque declarans dicit, Non enim omnes ex Israel progeniti sunt Israelitæ, et ob id ne Jacob quidem vocabulum posuit, sed Israelis, quod virtutem justi, et donum coelitus datum, ac Deum ab ipso conspectum fuisse admonebat. Et sane dicit, omnes peccaverunt et egent gloria Dei. Quod si peccaverunt omnes, quî factum est ut alii servati sint, alii perierint? Quoniam non omnes voluerunt accedere. Sane quod ad eam rem pertinet, servati sunt omnes, verùm id nondum explicat, sed ex superfluo solvit, ex aliis exemplis aliam in medium inducens quæstionem, quemadmodum et in superioribus solvit quæstionem difficilimam per aliam difficultatem.

Det gør han ved at vise, hvilket Israel det var, til hvem løfterne blev givet. For når han havde påvist det, kunne også det andet påvises, nemlig, at alle løfterne blev opfyldt. Det forklarer han derfor, når han siger: ”For ikke alle, der er født af Israel, er israelitter” (rom#9.6). Og det er grunden til, at han ikke engang bruger navnet Jakob, men siger 'Israel', fordi det skulle minde om en retfærdig mands styrke og den gave, der blev givet fra himlen, og om, at Gud blev set af ham. (1 Mos 32,24).

Sandt nok siger han, at ”alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (rom#3.23). Men hvis alle har syndet, hvordan går det så til, at nogle bliver frelst, andre går fortabt? Fordi ikke alle ville tage imod. (rom#3.24; rom#4.16). Det er sandt, at hvad det angår, bliver alle frelst, men det forklarer han endnu ikke, nej, han går ud over det, der er nødvendigt for at løse problemet, og indfører med andre eksempler et andet spørgsmål, ganske som han tidligere løste ét vanskeligt problem ved at fremføre et andet.

⁶⁶ Cum enim quæreretur, quî factum esset, ut Christo justificante, omnes reliqui illius justitiæ participes fierent, obiter induxit mentionem Adæ. Etenim si unius peccato mors regnavit, magis qui abundantiam gratiæ perceperunt in vita regnabunt. Atqui id quidem quod de Adam quæri poterat non solvit: Cæterum quod ipse posuerat, ex hoc solvit, ostendens magis esse rationi consentaneum, ut qui pro eis mortuus est, habeat in nos potestatem utcunque velit. Nam ob unius peccatum omnes dare poenas, plerisque videtur non admodum congruere rationi: verùm ut unius correctione omnes justificentur, magis rationi consentaneum videri poterat ac Deo dignius.

For da nogen spurgte, hvordan det kunne gå til, at da Kristus blev retfærdiggjort, da blev alle de øvrige delagtige i hans retfærdighed, da nævner han i forbifarten Adam. ”For hvis døden herskede ved den enes synd, så skal meget mere de, der får nådens overvældelse, herske i livet”. (rom#5.17). Men selv det spørgsmål, der kunne rejses om Adam, løser han ikke. Men det spørgsmål, som han selv rejste, løser han derved, at han viser, at det er mere i overensstemmelse med fornuften, at den, som er død for dem, har magt over os til at gøre, hvad han vil. For for mange synes det ikke helt rimeligt, at alle skal straffes på grund af éns synd. Men at alle skal retfærdiggøres ved den enes forbedring, kan synes mere i overensstemmelse med fornuften og værdigt for Gud.

⁶⁷ Attamen non solvit id de quo dubitabatur, eo quod quo id manet inexplicatius, hoc magis Judæo obturabatur os, et hac de re mota quæstio, ad illam transiit: et hæc illinc facta est manifestior. Similiter autem et hoc loco ex aliis difficultatibus solvit id quod quærebatur. Etenim cum Judæis illi certamen erat. Cur hoc? Exempla in medium adduxit, quæ non admodum solvit?* Non enim obnoxius erat tam multis difficultatibus explicantis, Velut in pugna adversus Judæos suscepta, Sua vero omnia, ex illis reddit clariora. Quid enim miraris, inquit, quod ex Judæis alii servati sunt, alii non servati sunt hoc tempore? Nam idem hoc retro in Patriarchis accidisse dixerit aliquis. Cur enim solus Isaac vocatur semen, cum Abraham et Ismaelis pater esset, ut et aliorum complurium. Dixerit aliquis, erat ex matre ancilla.

* Toronto: spørgsmålstegnet findes ikke i den græske tekst.

Men han løser ikke det, han tvivlede om, for jo mere uforklarligt det blev, des mere lukkedes munden på jøden, og det spørgsmål, der blev rejst af denne sag, forandredes til et andet. Og det ene gør det andet klarere.

Men ligeledes løser Paulus på dette sted det, der blev spurgt om, ud fra andre vanskeligheder. For han lå i strid med jøderne. Hvorfor det? Han fører eksempler frem, som han ikke løser på nogen måde. For han var ikke ansvarlig for at forklare så mange vanskeligheder, for så vidt angik hans strid med jøderne, men han gjorde alting klarere herudfra. For hvordan kan du undre dig over, spørger han, at ud af jøderne nogle frelses, andre ikke frelses i denne tid, for man har sagt, at det samme skete tilbage i patriarkernes tid. For hvorfor var det alene Isak, der blev kaldt sæd, skønt Abraham også var far til Ismael, ligesom også til flere andre. Nogen har sagt: Hans mor var slavinde.

⁶⁸ Sed quid hoc ad eum qui genuerat illum? Verumtamen nihil contendo. Ejiciatur hic ob matrem. Quid dicemus de his quos ex Chetura suscipit? Nonne liberi erant ex libera nati? Cur non iisdem prærogativis honorati sunt cum Isaac? Verùm quid de his (1432) loquor? Rebecca, sola et unica erat uxor Isaac, cumque duos peperisset ex Isaac pueros, habebat ambos. Attamen qui nati sunt, cum essent ejusdem patris, ejusdem matris, eosdem parturiendi nixus solvissent, communi patre, communi matre, præterea etiam gemelli, non tamen eundem honorem fortiti sunt.

Men hvad har det med ham at gøre, som avlede ham? Men det er ikke pointen. Lad Ismael blive kastet ud på grund af hans mor. Hvad skal vi sige om dem, som han fik med Ketura? (1 Mos 25,1-4). Var de ikke frie børn født af en fri mor? Hvorfor blev de ikke æret med de samme privilegier som Isak? Men hvorfor taler jeg om dem? Rebekka var Isaks eneste hustru og hun fødte Isak to drenge, som begge var sønner af Isak. Og dog, da de var født, skønt de havde den samme far, den samme mor, og selv om de havde gennemført den samme rejse, da de blev født, selv om de havde både far og mor til fælles og desuden var tvillinger, så blev der dog ikke tildelt dem den samme ære.

⁶⁹ Atqui non potes hîc causari matris servitutem, quemadmodum in Ismaele, non causari potes, hunc ex hoc, illum ex alio natum fuisse utero, veluti de Sara et Chetura, cum hîc parturiendi nixuumque tempus fuerit commune. Propterea sane velut transiens ad exemplum evidentius: Non solum, inquit, accidit hoc in Isaac, sed et Rebecca ex uno uterum gerens, Isaac patre nostro. Cum enim, inquit, nondum essent nati, neque quicquam boni malive fecissent, ut secundum electionem propositum Dei maneret, non ex operibus, sed ex vocante dictum est ei, Major serviet minori, sicut scriptum est, Jacob dilexi, Esau autem odio habui.

Men man kan ikke her komme med den begrundelse, at moderen var trælk, sådan som med Ismael, man kan ikke begrunde det med, at den ene var født af det ene moderliv, den anden af et andet, sådan som med Sara og Ketura, eftersom her fødselsrejsen og -tiden var den samme. Derfor siger han, som om han går videre til et endne mere slående eksempel: ”Men ikke nok med det, (der skete med Isak); sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste.« Der står jo skrevet: »Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.« (rom#9.10-13).

⁷⁰ Quamobrem igitur hic amabatur, ille habebatur odio? Cur huic dominatus datus est, ille servituti traditus est? Quoniam alter malus, alter bonus fuit? Atqui cum nondum essent nati, hic quidem honoratus est, ille condemnatus. Nondum enim natis illis, Deus dixit, Major serviet minori. Quam igitur ob causam hoc dixit Deus? Quoniam non hominum more exspectat eventum operum, ut hinc perspiciat quis bonus sit, quis malus, sed priusquam aliquid faciant perspexit, quis malus sit, quis non. Idque majore miraculo accidit in Israelitis. Quid enim, inquit, loquor de Esau et Jacob, quorum hic bonus erat, ille malus. Siquidem Israelitarum commune peccatum erat, omnes vitulum adorarant, verumtamen alii misericordiam consequuti sunt, alii non consequuti sunt. Miserebor enim, inquit, cuijuscunque misereor, et commiserabor, quemcunque commiseratus fuero.

Men hvorfor var da den ene elsket, den anden hadet? Hvorfor blev der givet den ene herredømme, mens den anden fik slavetilværelse? Var det fordi den ene var god, den anden ond? Men det var jo endnu ikke født, da den ene blev æret, den anden fordømt. ”Endnu inden de blev født, sagde Herren: Den ældste skal tjene den yngste”. Af hvilken grund sagde Gud da det? For han ikke, som mennesker gør, ser på gerningernes resultat, så man herudfra kan se, hvem der er god og hvem ond, men førend de har gjort noget, sker han klart, hvem der er ond og hvem ikke.

Dette skete som et større mirakel blandt israelitterne. For hvorfor, sagde han [Paulus, til sig selv], taler jeg om Esau og Jakob, af hvilke den ene var god, den anden ond. For alle israelitterne havde i lige høj grad synd, de tilbad alle guldkalven, og dog fik nogle barmhjertighed, andre ikke. For han siger: ”Jeg vil forbarme mig over hvem jeg vil, og vise barmhjertighed mod hvem jeg vil”. (rom#9.15).

⁷¹ Hoc videre licet et in his qui puniuntur. Quid enim dices de Pharaone, quod punitus est, quodque tam graves dedit poenas? Quoniam durus erat ac rebellis? Ergo-ne solus ille talis erat, ac præterea nullus? Quî factum igitur est, ut ille tam acriter sit punitus? Quid tandem in Judæis? Non populum, vocavit populum. Ac rursum non eodem honore dignatus est omnes. Si enim fuerint, inquit, ut arena maris, reliquiæ salvæ fient. Et cur reliquiæ tantum? Vides quantis difficultatibus involverit, quæ fuerant proposita. Idque optimo jure facit.

Det kan man også se på dem, som straffes. For hvad skal man sige om Farao, som blev straffet og det så eftertrykkeligt? Var det, fordi han var hård og oprørsk? Var han da den eneste, der var sådan, så ingen anden end han var det? Hvad havde han da gjort, siden han skulle straffes så hårdt? Og til sidst: hvad med jøderne? Et 'ikke-folk' kaldte han sit folk. (rom#9.25). Og på den anden side var det ikke alle, der fik den samme ære: ”selv om de så er som havets sand, kun en rest skal frelses”. (rom#9.27). Hvorfor kun en rest? Man ser, hvor store vanskeligheder han har indviklet den sag i, som han behandler. Men han gør det med god ret.

⁷² Quoties enim licet adversarium in difficultatem inexplicabilem conjicere, ne protinus infer solutionem. Etenim si ipse quoque videtur eidem obnoxius ignorantiæ, cur superfluum sustineas periculum? Cur illum reddis confidentiorem qui cuncta trahit ad sese? Dic enim mihi, Judæe, qui tam multas moves difficultates, cum nihil earum possis solvere, qua fronte nobis de vocatione Gentium facessis negotium? Quanquam ego sane possem justam adferre causam, propter quam Gentes justificatæ sunt, vos autem velut ex operibus Legis quærentes justitiam, cum hac via ad eam contenderitis, undiquaque estis destituti.

For når man kan kaste sin modstander ind i en uforklarlig vanskelighed, så skal man ikke med det samme fremkomme med løsningen. For hvis også han synes at være offer for den samme uvidenhed, hvorfor skulle du så tage en overflødig risiko? Hvorfor gøre én, der drager alting til sig, mere selvsikker? For sig mig, jøde, du, som fremfører så mange vanskeligheder, skønt du ikke kan løse nogen af dem, hvad er meningen med, at du giver os den vanskelighed, der hedder hedningernes kaldelse? Skønt jeg sandelig nok kunne fremføre en retfærdig begrundelse for, at hedningerne blev retfærdiggjorte, men I overalt blev tilintetgjort som nogle, der søger retfærdighed ved loven, skønt I stræbte efter den ad ven vej.

⁷³ Ignorantes enim Dei justitiam, et propriam quærentes statuere, Dei justitia non fuerunt subjecti. Toties igitur loci solutio sic anticipatur à beata illa anima, ut in summa dicat totum. Ut autem hæc manifestiora fiant, singulatim etiam eorum, quæ dicta sunt, faciamus examinationem, illud scientes, quod beatus Paulus hîc studet illud esse, nimirum ut demonstret per omnia quæ dicta sunt, quod solus Deus novit dignos, hominum vero nullus, etiamsi vehementer dignus videatur, sed frequenter fallitur in hoc judicio. Verùm qui occulta mentium novit, ille certo scit, qui sumus corona digni, qui contra digno supplicio et vindicta.

”De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.” (rom#10.3). For på den måde forudgribes overalt løsningen på dette sted af den fromme sjæl, så han siger det hele i en nøddeskal.

Men for at gøre dette mere tydeligt, lad os da foretage en undersøgelse af hvert enkelt punkt af det, der er sagt, idet vi holder os for øje, hvad den salige Paulus her stræber efter, nemlig gennem alt, hvad der var sagt, at vise, at alene Gud kender de værdige, det gør intet menneske; skønt han synes at være i høj grad værdig, så fejler han ofte i sin bedømmelse. Men den, der kender vore sinds hemmeligheder, han véd ganske bestemt, hvem af os der er værdige til en krone, og hvem der modsat er værdige til straf og hævn.

⁷⁴ Hinc nimirum fieri, ut multos apud homines pro bonis habitos, redargutos Deus punierit: Contra multos pro malis habitos coronarit, declarans eos non esse tales, non ex vulgi sententia, (1433) sed ex exacto incorruptoque judicio pronuntians, nec exspectans, ut ex factorum eventu perspiciat, quis malus, quis secus. Sed ne rursum obscuriorem reddamus sermonem, ad ipsa Apostoli verba veniamus. Non solum autem, sed et Rebecca ex uno ferens uterum. Poteram, inquit, et eos proferre, qui ex Chetura nati sunt, sed de his non loquor: Verùm ut ex superfluo victoriam feram, qui ex eodem patre, eadem matre nati sunt, hos in medium adduco. Nam ex Rebecca nati fuerant ambo, deinde ex Isaac, legitimo filio, ac probato, qui omnibus fuerat honore prælatus, de quo dixerat, In Isaac vocabitur tibi semen. Qui fuit pater omnium nostrum.

Herved sker det i hvert fald, at mange, der blandt mennesker regnes for gode, dem anklager Gud og straffer. Modsat, mange, som regnes for onde, kroner han, idet han erklærer, at de ikke er onde, for han dømmer ikke efter mængdens dom, men efter sin nøjagtige og ufordærvede dom, uden at vende på, at det ud fra begivenhedernes udfald skal blive klart, hvem der er ond, og hvem ikke. Men for at vi ikke igen skal tale dunkelt, lad os så gå til apostelens egne ord: ”Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak:” (rom#9.10). Jeg kunne, siger han, også fremføre dem, som blev født af Ketura, men den taler jeg ikke om. Men for at vinde en mere end fuldkommen sejr viljeg behandle dem, som blev født af den samme far og den samme mor. For de blev begge født af Rebekka, og af Isak, den legitime og godkendte søn, som i ære var hævet over alle, og om hvem der var sagt: ”Efter Isak skal din sæd kaldes; han blev far til os alle”. (rom#9.7).

⁷⁵ Quod si ille pater noster est, oportet et eos, qui ex illo progeniti sunt, patres nostros esse. * An non fuerunt? Vides quemadmodum non in solo Abraham hoc accidit, verum etiam in hujus filio. Et undiquaque fides est, quo dat splendorem, veramque signat cognationem. Hîc enim discimus, quod non solum ex modo nativitatis, verum etiam ex eo quod digni sunt virtute progenitoris, filii vocantur illius filii. Etenim si id fierit tantum ex modo nativitatis, oportuit eandem esse sortem Esau cum Jacob. Siquidem et hic prodiit è vulva emortua, et hujus mater erat sterilis. Atqui non solum hoc erat quod quærebatur, verum etiam mores, quæ res nec est fortuita, et ad vitam instituendam nobis conducit.

* Forsan legundum, At.

Men hvis han er vor far, så må også de, som er avlet af ham, være vore fædre. Men det var de ikke. Du ser, hvordan det ikke blot skete i Abraham, men også i hans søn. Og i ethvert tilfælde er det troen, som giver herlighed og betegner den sande anerkendelse. For her lærer vi, at sønner ikke blot kaldes hans sønner ud fra fødslen, men også ud fra, at de er værdige til deres stamfaders dyd. For hvis det blot skete efter fødslen, så burde Esau have fået det samme som Jakob. For også han fremkom af en død livmoder, og hans mor var også steril.

Men dette var ikke det eneste spørgsmål her, spørgsmålet var også om karaktérerne, hvilket ikke er tilfældigt, og hvilket har betydning for, hvordan vi lever vort liv.

⁷⁶ Neque dicit, alterum fuisse malum, alterum bonum, et ideo hunc honore prælatum esse, ne protinus ipsi objiceretur: Cur igitur ii qui ex Gentibus sunt, boni sunt potius, quam ii qui ex circumcisione? Quanquam ita rei veritas habebat, nondum tamen hoc explicat, eo quod durius esse videbatur, sed rei summam rejecit in Dei secretum, cui nullus auderet repugnare, quamvis insigniter insanus. Nondum enim natis illis dictum est matri, Major serviet minori. Siquidem hoc erat præscientiæ, quod ex eodem partu fuerint electi. Ut igitur, inquit, perspicua sit electio Dei, quæ facta est ex præscientia, ex primo statim die videt uter esset bonus uter malus, idque pronuntiavit.

Han siger ikke, at den ene var ond og den anden god, og at det var derfor, den ene var opløftet til ære, for at ikke jøderne straks skulle indvende: hvorfor er de, der er af hedningerne, gode fremfor dem, som er af omskærelsen? Skønt dette er rigtigt nok, så forklarer han dog ikke endnu, fordi dette kunne synes ret hårdt, men indskyder det under Guds hemmelighed, som ingen skulle vove at sætte sig imod, hvor vanvittig han end måtte være. ”For endnu inden de blev født, blev det sagt til deres mor: Den ældste skal trælle for den yngste”. (rom#9.11). For dette var et tilfælde af forudviden, for de blev udvalgt fra den samme fødsel. For at det derfor må blive soleklart, siger han, at Guds udvælgelse foretages ud fra forudviden, så han fra den allerførste dag, hvem der var god og hvem ond, og forkyndte det.

⁷⁷ Ne igitur, inquit, mihi dixeris, legi Legem ac Prophetas, tam longo servivi tempore. Quandoquidem is qui novit animos probare, idem novis quis dignus sit, ut servetur. Concede igitur arcano electionis judicio. Solus enim hic novit exacto judicio dare coronam. Quot erant qui videbantur meliores Matthæo, juxta bonitatis speciem ex operibus apparantem. Verùm is qui novit arcana, quique potest mentis idoneitatem explorare, et margaritum in coeno jacens agnovit, idem omissis aliis, hujus pulchritudinem admiratus, elegit ipsum, et voluntatii generosæ promtæque suam ipsius addens gratiam, reddidit illum celebrem ac probatum.

Og så siger han: Nu skal du ikke sige til mig: jeg har læst loven og profeterne og gennem lang tid holdt dem. For den, der véd, hvordan man prøver sindet, han véd også, hvem der er værdig til at blive frelst. For alene han véd med nøjagtig bedømmelse at give kronen. Hvor mange var der ikke, som syntes at være bedre end Matthæus, at dømme efter de åbenlyse gerningers godhed. Men han, som kender det hemmelige, og som kan udforske sindets egnethed, og opdager den perle, der ligger i snavset, han gik forbi andre, hvis skønhed var beundringsværdig, og udvalgte ham, og ved at føje sin nåde til Matthæus' ædle og redebonne vilje, gjorde han ham navnkundig og anerkendt.

⁷⁸ Etenim si in libris istis temporariis aliisque in rebus omnibus, ii qui judicio præcellunt, non earum rerum æstimatione, à quibus idiotæ solent judicare, eligunt ea quæ proposita sunt, sed ab iis quæ ipsi certo norunt, neque raro quod est apud vulgus probatum, rejiciunt, contra quod improbatum eligunt: Ac domitores equorum frequenter idem faciunt in equis, similiter et pretiosorum lapidum æstimatores, et aliarum artium opifices: multo magis benignus Deus, qui est immensa sapientia, qui solus omnia perspicue novit, non sustinebit hujusmodi quicquam, sed ex propria sapientia, quæ perfecta est, nec falli potest, de cunctis feret sententiam: eoque publicanum elegit, et latronem et meretricem, Sacerdotes autem, Seniores ac principes contemsit, rejecitque.

For hvis i disse timelige bøger og i andre sager, de mennesker, som er dygtige til at bedømme, ikke vælger det, som er forelagt, ud fra tingenes tilsynekomst, som lægmænd plejer at bedømme ud fra, men fra de ting, som de véd om med sikkerhed, og ikke sjældent forkaster det, som er anerkendt af hoben, og tværtimod vælger det, den ikke anerkender ... og hvis hestekendere ofte gør det samme med heste, og hvis på lignende måde ædelstenskendere og andre kunsthåndværkere gør det samme, hvor meget mere skulle så ikke den gode Gud, som har en umådelig kundskkab, som alene véd at gennemskue alt ganske klart, undlade at holde fast ved den slags ting, men afgive sin bedømmelse af alt ud fra sin egen visdom, som er fuldkommen og ikke kan fejle. Derfor udvalgte han en tolder, en røver og en horkvinde, men foragtede og forkastede præsterne, de ældste og fyrsterne.

⁷⁹ Idem hoc et in martyribus videre licet accidere: Complures ex his, qui videbantur vehementer abjecti, certaminis tempore coronati sunt. Contra qui apud vulgus habebantur magni, supplantati sunt ac ceciderunt. Itaque ne poscito causas à conditore, neque dicito, Cur hic coronam adeptus est, ille punitus? Novit omnia (1434) exacto facere judicio, et ideo decebat, Jacob dilexi, Esau autem odio habui. Utique juste, quoniam tu quidem ex eventu factorum nosti, ille vero, et ante eventum, certo noverat. Non enim Deus solum quærit operum exhibitionem, sed et voluntatis generosam promtitudinem et probam mentem. Talis enim etiamsi per incidentem aliquam occasionem labatur, facile seipsum recipiet: Et si forte versetur in vitiis non negligetur, sed celeriter illum revocabit, qui novit omnia, Deus.

Det samme må man se også sker blandt martyrerne: mange af dem, som syntes fuldstændig forkastede, blev kronet i stridens tid. Modsat med dem, der blandt mængden blev regnet for noget stort, de blev erstattet og faldt. Derfor skal du ikke forlange begrundelser af skaberen, du skal ikke sige: hvorfor var denne egnet for kronen, mens denne anden blev straffet? Han kender alt og hans dom er nøjagtig og derfor erklærede han: ”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg”. (rom#9.13). Og det var fuldt ud retfærdigt, for di kender kun tingene ud fra det, der kom ud af gerningerne, men han kender dem med bestemthed, også før der kommer noget ud af dem. For Gud spørger ikke blot efter gerningernes ydre, men også efter viljens generøse beredthed og efter det prøvede sind. For hvis en sådan person skulle falde på grund af en tilstødende omstændighed, vil han let komme på benene igen. Og selv om han så levede i laster, vil han ikke blive glemt, men Gud, der kender alt, vil hurtigt kalde ham tilbage.

⁸⁰ Quemadmodum è diverso, qui animo corruptus est, etiamsi quid boni videatur facere peribit, quoniam id facit mala mente. Quandoquidem et David commisso pariter et homicidio et adulterio, quoniam per incidentem occasionem abreptus, non destinata malitia id fecit, celeriter ea diluit crimina. Pharisæus autem qui nihil horum facinorum ausus est, sed aliis etiam bonis ornatus erat, malitia intentionis omnia perdidit. Quid igitur dicemus? Num iniquitas est apud Deum? Absit. Igitur nec in hoc quod in nobis fecit ac Judæis. Post hæc inducit aliud hoc evidentius*. Quod? Moysi enim dicit: Miserebor cujuscunque misereor, et commiserabor quemcunque commiseror. Ac rursus auget objectionem, per medium illam dissecans, ac solvens, alteramque gignens dubitationem. Sed quo fiat evidentius quod dico, explicandum id est. Dixit, inquit, Deus, Major serviet minori, idque dixit ante partum.

* Toronto: der står faktisk i det græske asafesteron: mere dunkelt.

På den anden side, en person, som har et fordærvet sind, vil blive fortabt, selv om han synes at gøre gode gerninger, fordi han gør dem med et dårligt sind. Sådan begik også David i lige grad både drab og utugt, fordi han blev grebet af en tilstødende omstændighed, det var ikke af decideret ondskab, han gjorde det, og han vaskede hurtigt denne overtrædelse af. Men farisæeren, som ikke vovede at gøre nogen af den slags ting, men endog var prydet med andre gode gerninger, tabte alt i kraft af sin dårlige hensigt. ”Hvad skal vi da sige? Mon der er uretfærdighed hos Gud. Langtfra”. (rom#9.14). Det er der hverken i det, der sker med os, eller i det, der sker med jøderne.

Herefter indfører han noget endnu mere klart. Hvad er det? ”Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil«.” (rom#9.15). Og igen gør han indvendingen større, deler den i to, løser den, og skaber en ny tvivl. Men jeg er nødt til at forklare, hvad jeg siger, for at det kan blive mere klart. Han siger: ”Gud sagde: 'den ældste skal tjene den yngste', og det sagde han før fødslen”. (rom#9.12).

⁸¹ Quid igitur? An injustus Deus? Nequaquam. Audi igitur quæ sequuntur. Illic enim et virtus et malitia discernit eos, hîc vero erat Judæorum omnium peccatum, in vituli fabricatione. Et tamen alii dedere poenas, in alios non est animadversum. Et ideo dicebat, Miserebor cujuscunque misereor, et commiserabor quemcunque commiseror. Non enim est tuum, inquit, scire, ô Moses, qui digni sunt humanitate, verùm hoc meum est. Quod si non est Mosi scire, multo minus nostrum.

Hvad da? Mon Gud er uretfærdig? På ingen måde. Hør derfor, hvad der følger! For i dette tilfælde var det både dyd og ondskab, der bestemte dem, men i det andet tilfælde var det alle jøderne, der syndede, da de lavede guldkalven. Og dog blev nogle straffet, andre blev ikke anklaget. Og derfor sagde han: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil«. (rom#9.15). For, kære Moses, det er ikke din opgave at vide, hvem der er værdige til medfølelse, det er min opgave. Men hvis det ikke er Moses' opgave, så er det langt mindre vores.

⁸² Nam hanc ob causam non simpliciter retulit quid dictum esset, sed cui dictum esset commemorat. Mosi, inquit, dixit: videlicet ut et personæ dignitate pudorem incutiat contradicenti. Cum igitur dixisset solutionem eorum de quibus ambigebatur, medium sermonem intersecuit, rursus aliam inducens objectionem, ac dicens: Igitur non volentis neque currentis, sed miserentis est Dei. Volebat quidem Isaac benedicere Esau, is cucurrit in campum, ut faceret quod mandaverat pater, desiderans benedictionem: Cæterum Deus interea Jacob qui dignus erat induxit, justoque judicio dignum benedictione declaravit.

For det er grunden til, at Paulus ikke bare nævner, hvad der blev sagt, men også gør opmærksom på, til hvem det blev sagt: ”Til Moses sagde han”. Det gjorde han nemlig for at gøre ham, der sagde imod, skamfuld over sig selv på grund af personens værdighed. Og derfor, efter at Paulus har bragt løsningen på de, der var tvivl om, gør han et brud på diskussionen og indfører en anden indvending, idet han siger: ”Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed”. (rom#9.16). Sandt nok ville Isak velsigne Esau, og han løb ud på marken for at gøre, hvad hans far havde påbudt ham, for han ønskede velsignelsen. Men i mellemtiden førte Gud den værdige Jakob på banen og erklærede ham ved en retfærdig dom for værdig til velsignelsen.

⁸³ Dicit enim Scriptura Pharaoni, In hoc ipsum excitavi te, ut ostendam in te potentiam meam et ut annuntietur nomen meum in universa terra. Sicut illic, inquit, alii quidem servati sunt, alii puniti, sic et hîc idem servabatur. Deinde rursus inducit objectionem, ergo cui vult miseretur, et quem vult indurat. Dices itaque mihi. Quid adhus queritur? Voluntati ipsius quis resistit? Vides ut studuerit hoc modis omnibus explicabile* reddere, nec protinus adducit solutionem, idque facit ad eorum quibuscum agit utilitatem: ac primum occludit os ei qui movet quæstionem, dicens illi, ô homo tu quis es, qui respondes Deo?

* Toronto: de moderne græske tekster har aporon, vanskeligt.

”Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden«.” (rom#9.17). Ligesom nogle i det første tilfælde blev frelst, andre straffet, sådan blev også her Farao bevaret til dette formål. Derefter indfører han igen indvendingen: ”Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod?” (rom#9.18f). Du kan se, hvordan han på alle måder prøver at gøre det forståeligt, og ikke straks fremfører løsningen, og det gør han til bedste for dem, han taler til. Og først lukker han munden på dem, som rejser spørgsmålet, idet han siger: ”Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud?” (rom#9.20).

⁸⁴ Hoc autem facit, ut illorum importunam curiositatem coerceat, immodicumque inquirendi studium, injecto freno, docens illos scire quid sit Deus, quid sit homo, et quomodo sit incomprehensibilis illius providentia, nostrum transgrediens intellectum, et quod oporteat omnes illi parere: ut posteaquam in hoc præparaverit auditorem, eumque cohibuerit, animumque reddiderit mitiorem, tum demum citra difficultatem inducens solutionem, efficiat ut quod dicitur facile recipiatur. Nec ita loquitur, Ista sunt insolubilia. Sed quid tandem? Impium esse dicit talia quærere. His enim quæ fiunt à Deo obsecundare oportet, non curiose inquirere, etiamsi quam ob causam fiant ignoremus. Ideo dicit, Tu quis es, qui ex adverso respondes (1435) Deo? Vides quomodo illum dejecerit, quomodo percelluerit inflatam arrogantiam? Tu quis es, Num confors imperii? Ergo-ne sedes judex Deo? Nam ad illius comparationem nec esse quicquam potes, vel hoc vel illud, verùm nec esse quidem omnino quicquam. Nam cum dicit: Tu quis es, multo magis declarat esse nihil, quam si diceret, nihil es.

Men det gør han for at tvinge deres ilde anbragte nysgerrighed tilbage, og holde deres umådeholdne lyst til at spørge i skak, idet han belærer dem om, at de må vide, hvem Gud er og hvem mennesket er, og hvordan hans forudviden er ufattelig, overgår vor forstand, og hvordan alle må adlyde ham. Så kan han bagefter forberede sin læser, holde ham tilbage og gøre hans sjæl mør, så han til sidst uden vanskelighed kan indføre løsningen, og derved opnå, at det, han siger, let kan forstås. Og han siger ikke: disse ting er der ingen løsning på. Hvad siger han da? Han siger, at det er ufromt at udforske den slags ting. Vi bør affinde os med det, der sker fra Guds side, og ikke nysgerrigt udforske det, skønt vi ikke ved, af hvad grund han gør det. Derfor er det, han siger: ”Hvem er du da, siden du [fjendtligt] går i rette med Gud?” (rom#9.20). Ser du, hvordan han forkaster ham, hvordan han slår hans opblæste arrogance til jorden? Hvem er du? Har du del i hans magt? Kan du derfor sætte dig til dommer over Gud? For i sammenligning med ham kan du ikke være dette eller hint, du kan slet ikke være noget overhovedet. For når han siger: ”Hvem er du?”, så erklærer han meget stærkere, at du intet er, end hvis han havde sagt: Du er intet.

⁸⁵ Et alioqui ipsa interrogatione significat majorem indignationem. Qui ex adverso respondes Deo, hoc est, qui contradicis, qui te opponis. Nam dicere, sic oportuit, sic non oportuit, est antapokranomenw, id est, ex adverso respondentis. Vides quomodo terruit, quomodo percelluit, quomodo tremorem potius incussit, quam quærendi aut curiositatis studium? Hoc est optimi doctoris, non sequi cupiditatem discipulorum, sed illos ad suam ubique trahere voluntatem, ac primum spinas evellere, deinde deponere sementem, nec ubivis protinus ad interrogata respondere”. Hæc non Origenes ineptus Scripturarum tractator, non Hieronymus oris sacrilegi, sed aurei oris Chrysostomus.

Og på anden måde betegner han ved selve spørgsmålet den største forargelse: ”Hvem anklager fjendtligt Gud?”, det vil sige, hvem siger imod, hvem stiller sig op imod? For at sige 'sådan bør det være', 'sådan bør det ikke være' er at være antapokranomenoV, det vil sige, at svare fjendtligt imod. (se rom#9.20). Du ser, hvordan Paulus gør dem bange, hvordan han slår dem til jorden, hvordan han indgyder dem frygt i stedet for at være nysgerrige og spørgelystne. Sådan gør en dygtig lærer, han søger ikke efter elevernes lyst, men drager dem efter sin vilje, så han først oprykker ukrudtet, dernæst sår sæden, uden med det samme at besvare de spørgsmål, de måtte stille”. Dette stammer ikke fra Origenes, den uduelige skriftbehandler, ejheller fra Hieronymus' blasfemiske mund, men fra Chrysostomus' gyldne mund.

^{86 (533-)}             Vides autem quam in his verbis nihil illi conveniat cum Luthero. Lutherus ait hoc agi tota hac Epistola, ut doceat hominem nihil omnino posse nec in bonum nec in malum, sed mera necessitate ferri agique, quomodocunque visum est Deo. Omnia Chrysostomi pugnant cum hoc scopo. Lutherus excludit omne meritum, Chrysostomus duo ponit, indolem et animum gratiæ capacem, deinde merita bene utentis accedente gratia. Præmia destinata prædictaque sunt nondum natis, sed ab eo qui noverat quales essent futuri.

          Men man kan se, hvordan han i disse ord overhovedet ikke stemmer overens med Luther. Luther siger, at hele dette brev handler om, at han vil lære, at mennesket overhovedet ikke kan noget, hverken til det gode eller til det onde, men bæres af sted af ren og skær nødvendighed og handler som Gud har besluttet. Alt det, Chrysostomus siger, vender sig imod den hensigt. Luther udelukker al fortjeneste, Chrysostomus opstiller to slags fortjeneste, en karaktér og et sind, der er i stand til at rumme nåden, og en fortjeneste, der kan udnytte nåden, når den viser sig. Belønningerne var forudbestemt og forudsagt, før de blev født, men den, der gjorde det, vidste, hvordan de ville blive.

⁸⁷ Deinde Lutherus ait hîc solutam quæstionem: Chrysostomus negat id esse factum, verùm obiter interferi, ad retundendam contradicentis arrogantiam, quo reddatur docilior. Ambrosius aliis verbis eadem dicit, distinguens judicium à præscientia. Deus, inquit, ex præscientia pronuntiat quod est futurum: Cæterum non judicat nisi ex meritis. Verba illius subscribam: Sciendo enim quid unusquisque illorum futurus esset, dixit, Hic erit dignus qui erit minor, et qui major, erit indignus. Vnum elegit præscientia, et alterum sprevit: et in illo quem elegit propositum Dei manet, quia aliud non potest evenire, quam scit et proposuit in illo, ut salute dignus sit. Et in illo quem sprevit simili modo manet propositum, quod proposuit de ille, quia indignus erit.

Så siger Luther, at her er problemet løst (L8#37): Det nægter Chrysostomus er sket, idet han siger, at problemet blev bragt frem for at holde modsigerens arrogance i skak og gøre ham mere ydmyg. Ambrosius siger det samme med andre ord, idet han skelner mellem dom og forudviden: ”Gud erklærer ud fra sin forudviden, hvad der vil ske, men han dømmer kun efter fortjeneste”. Jeg vil afskrive hans ord: ”For idet han vidste, hvad hver af dem ville blive til, sagde han: Denne vil blive værdig, skønt han er den yngste; denne er den ældste, men vil alligevel være uværdig. Den ene udvælger han i kraft af sin forudviden, den anden vrager han. Og i ham, som han udvælger, forbliver Guds hensigt fast, fordi han ikke kunne bliver til noget andet, end det, Gud vidste og havde til hensigt med ham, at han ville være værdig til frelse. Og i ham, som han vragede, forblev på samme måde hans hensigt fast, den, han havde med ham, fordi han ville være uværdig”.

⁸⁸ Hæc, sat scio, Lutherus ad se rapiet. Sed audiat quæ sequuntur, ea declarant non excludi merita, sed præveniri. Hoc, inquit, quasi præscius, non personarum acceptor. Nam neminem damnat antequam peccet, et nullum coronat antequam vincat. Mox agens de Judæis qui, dum invident Gentibus, perdurant in incredulitate, possunt tamen, inquit, credere, quod ex subjectis aperitur. Rursus aliquanto post: Sed interum quia ipsi sibi perditionis causa sunt, sopitur dolor. Præscius itaque Deus malæ illos voluntatis futuros, non habuit eos in numero bonorum, quamvis, etc. Ac mos, De justitia enim Deus judicat, non de præscientia.

Jeg véd godt, at Luther vil tage dette til indtægt for sig selv. Men lad ham høre, hvad der følger, det forklarer, at fortjeneste ikke udelukkes, men kommer i forkøbet. ”Dette gjorde han”, siger Ambrosius, ”som én, der har forudviden, ikke som én, der ser på personer. For han fordømmer ingen, før han har syndet, og han kroner ingen, før han har sejret”. Kort derefter taler han om de jøder, som, fordi de er misundelige på hedningerne, forbliver i deres vantro: ”Ikke desto mindre evnede de dog at tro, hvilket fremgår af det følgende”. Og igen, lidt senere: ”Men i mellemtiden blev dog deres smerte dysset ned, fordi de selv var skyld i deres fortabelse. Og da Gud derfor i forvejen vidste, at deres vilje ville være ond, regnede han dem ikke med i antallet af gode, endskønt ... ” osv. Og lidt senere: ”Gud dømmer nemlig efter retfærdigheden, ikke efter sin forudviden”.

⁸⁹ Sed Ambrosii commentarios cuivis in promtu est inspicere. Congruunt his quæ scribit Theophylactus, tum Commentarii falso Hieronymum auctorem præferentes, in quibus tamen nihil est non eruditum, aut ex eruditis auctoribus collectum, excepta præfatiuncula, quam impostor Librarius operi præfixit, quo codex esset vendibilior. Solus Augustinus excludit etiam prævisa merita fuisse in causa, ut Jacob eligeretur, Esau rejiceretur, et odii causam interpretatur peccatum originis.

Men Ambrosius' kommentarer kan den, der vil, se efter i. De stemmer overens med det, som Theofylaktus skriver, ligesom også de kommentarer gør det, som forkert er blevet tilskrevet Hieronymus. Men dog er alt i dem lærde kommentarer, eller det er taget fra lærde forfattere, bortset fra det lille forord, som én eller anden svigagtig boghandler placerede foran for at gøre bogen lettere at sælge. Kun Augustin udelukker, at det kan være de fortjenester, som Gud kendte i forvejen, der er grunden til, at Jacob blev udvalgt, men Esau forkastet; grunden til hadet siger han er arvesynden.

⁹⁰ Cui viro quantumlibet per me quidem licebit tribuere qui volet, nunquam tamen hoc illi tribuam, ut plus viderit in Paulinis Epistolis quam interpretes Græci. Et tamen Augustinus quamvis multo iniquior libero arbitrio post bellum cum Pelagio susceptum, tamen constanter asseverat esse liberum arbitrium, licet fateatur ad bonum non ita multum posse.

Den mand må man for min skyld tillægge så meget, man vil, dog vil jeg aldrig tilskrive ham så meget, at han skulle se dybere ind i Paulus' breve end de græske fortolkere. Og dog, hvor fjendtlig Augustin end stod overfor den frie vilje efter at han havde erklæret krig mod Pelagius, han stod dog hele tiden fast på, at der var en fri vilje, selv om han indrømmede, at den ikke kunne udrette meget i retning af det gode.

⁹¹ Sed putet Lutherus hanc esse meam interpretationem, malo enim in me debacchans, tantum sit maledicus, quam in Ecclesiæ (1436) Doctores blasphemus, tantum expendatur utra magis quadret tenori disputationis Apostolicæ, atque adeo scopo quem sibi proposuerat. Cupiebat et Judæos et Gentes ad Euangelii gratiam pellicere, via nimirum omnibus exposita per fidem. Ad id quam non conducibile est, dicere nihil hominem posse nec in bonum nec in malum, sed quos Deus elegit, venturos ad salutem velint nolint, quos non elegit mera necessitate ituros in gehennam.

Men lad bare Luther forestille sig, at dette er min fortolkning, jeg vil nemlig hellere have, at han raser imod mig – så meget han nu skal forbande – end at han bliver blasfemisk imod kirkens lærde, blot han overvejer, hvad der stemmer bedst overens med denne apostoliske diskussions hovedanliggende, og med det mål, han havde i sigte. Han bestræbte sig på at lokke både jøder og hedninger ind til evangeliets nåde, ad den vej, der var åben for alle, gennem troen. Hvis det mål skal nås, er det helt forkert at sige, at mennesket intet kan, hverkken til det gode eller det onde, men at de mennesker, Gud udvælger, vil komme ind i frelsen, hvad enten de vil eller ej, og de mennesker, han ikke udvælger, vil med ren og skær nødvendighed kommer i helvede.

⁹² Quid igitur est causæ, cur hîc Lutherus sic exsultet, sic gestiat, sic triumphet? Quid, inquit, juvet liberum arbitrium Jacob? Dicam, quia præbens se gratiæ divinæ, nec aversatus vocantem Deum, meruit esse carus Deo. Quid, inquit, obfuit Esau? Quia aversatus gratiam Dei, habitus est indignus honore primogenitalium. Nihil adhuc egerant. Mirum vero, si Deus hunc destinat honori, alterum contumeliæ non exspectatis operibus, cum physionomi puerum hunc applicent ad studium Philosophiæ, illum ad militiam et agriculturam, perspecta ex conjecturis indole. Hîc, inquit, debuit Diatribe respondere. Imo hîc Diatribe dilucide rem expedivit, sed Lutherus ut aspis* auribus obturatis non audit vocem incantantis sapienter.

*Augustin hævder, at øglen presser sit ene øre imod hulevæggen og stikker sin hale i det andet for ikke at lokkes op af hulen af trylleformularen. Se desuden hyp01#n4!

Hvad er derfor grunden til, at Luther her i den grad bliver så ophidset, så overmodig, så triumferende? Han spørger: ”Hvad hjalp den frie vilje Jacob?” (L8#23) Jeg vil sige: det gjorde den, fordi han bød sig til overfor den guddommelige nåde og ikke vendte sig bort, da Gud kaldte, og således gjorde sig fortjent til at blive elsket af Gud. Han spørger: ”Hvad skadede den frie vilje Esau?” (L8#23) Jeg svarer: Den skadede ham, fordi han vendte sig bort fra Guds nåde, og derfor blev regnet for uværdig til den førstefødtes ære. ”De havde ikke øvet nogen gerning endnu”. Ja, det er da mærkeligt, at Gud bestemmer den ene til ære, den anden til en ond skæbne uden at afvente, hvad de gør af gerninger, når drenges ansigtskendere (fysiognomister) henfører den ene til at studere filosofi, den anden til at være soldat eller landmand, hvilket de ser ud fra menneskets naturlige beskaffenhed. ”Her”, siger Luther, ”burde Diatriben svare”. (L8#24) Men nej, Diatriben har afgjort denne sag lysende klart, det er Luther, der har lukket sine ører som en øgle for ikke at hører den vise troldmands røst.

^{93 [166] (536-)}          Concesserat agi de honore dominatus, et contumelia servitutis, negans referre. Quod si perpetuo donat, non est necesse in hujusmodi rerum genere scrutari causas. Cain erat primogenitus, et huic Abel erat subjectus, nec tamen Deus invertit ordinem, quemadmodum fecit in Jacob et Esau. Quod si contendit hîc quoque causam esse quærendam, jam ostendi Deo præscitam indolem, et animum divinæ voluntati morigerum. Quare vocavit Jacob? Quia sciebat illum fore dignum hoc honore. Quare Esau destinavit servituti? Quia præsciebat illum hoc honore fuisse abusurum, etiamsi fuisset vocatus. At ne quis existimaret satis esse vocatum esse: Nonnulli vocati, per liberum arbitrium defecerunt. Vocatus erat Judas in fortem ministerii, tamen excidit ab honore suapte malitia. Vocati erant discipuli septuaginta duo, et tamen ex his aliquot à Domino recesserunt.

         Han har indrømmet, at teksten handler om æren ved herredømme og skammen ved slaveri, men nægter, at det betyder noget. (L8#19) Hvis han holder fast ved denne indrømmelse, er det ikke nødvendigt i den slags forhold at se efter begrundelser. Kain var den førstefødte, og ham var Abel underlagt, men Gud vendte dog ikke om på denne orden, sådan som han gjorde med Jacob og Esau. Men hvis Luther vil holde på, at vi også her må spørge efter begrundelse, så har jeg allerede påvist, hvordan Gud kender karakteren i forvejen, kender den sjæl, der føjer sig efter den guddommelige vilje. Hvorfor kaldte han Jacob? Fordi han vidste, at han ville være værdig til den ære? Hvorfor bestemte han Esau til slaveri? Fordi han på forhånd vidste, at han ville misbruge den ære, hvis han var blevet kaldet. Og for at ingen skal mene, at det er nok at være kaldet: der var nogle, som blev kaldede, men faldt igennem i kraft af den frie vilje. Judas var kaldet til status af tjener, men faldt ud af denne ære på grund af sin egen ondskab. De 72 disciple var kaldede (Luk 10,1*), og dog gik nogle bort fra Herren (Joh 6,66).

* Vulgata læser 72. Erasmus argumenterer i sit NT for de græske manuskripters læsemåde: 70.

⁹⁴ Hoc in numero fuit et Saul et Solomon. Nulla hîc vis fit Scripturæ divinæ, sed Lutherus, ne loco quidem ut apparet apud Paulum relecto, violentis interpretationibus omnia detorquet ad suum dogma. Verùm ne quid usquam illi conveniat cum Diatriba, reposcit hoc quod concesserat, negans hunc locum tantum ad honoris prærogativam pertinere, quanquam Diatriba non negavit hæc ad gratiam justificantem per allegoriam accommodari posse. Sic enim loquitur Diatriba: Sed hæc vox non proprie pertinet ad hominis salutem, ut ineptus sit Lutheri clamor, jactantis se non passurum, ut Paulus sacrilegorum calumniis contaminetur. Tali carbone notat non minus eruditos quam pios Ecclesiæ Doctores. *

* Der er noget galt med kursiveringen her i Leiden-udgaven.

Saul og Salomon var også den slags mennesker. Her sker der ikke noget overgreb på den hellige skrift, men Luther fordrejer, uden engang som det synes at genlæse teksten hos Paulus, med voldsomme fortolkninger det hele til at passe med dit dogme. Og for at undgå nogensinde at kommer til at blive enig med Diatriben, trækker han her det tilbage, som han indrømmede, og nægter, at dette sted blot har med den førstefødtes ære at gøre, skønt Diatriben ikke nægtede, at dette gennem en allegori kunne passe på den retfærdiggørende nåde. For således skrev Diatriben: ”Men dette sted passer egentlig ikke på menneskets frelse”. (e2#85) Derfor er det noget ved siden af, at Luther så højlydt praler af, at han ikke går med til, at Paulus besmittes med chikanerier fra gudsbespottere. De mennesker, han sådan betegner som slette, er kirkens læremestre, der ikke er mindre lærde end de er fromme.

⁹⁵ Sed age quomodo refellit, quod ait Diatribe? In oraculo, inquit, manifeste duo populi discernuntur, alter in gratiam Dei recipitur, licet junior, ut vincat majorem, non quidem suis viribus, sed favente Deo. Proinde non sola ibi dominatio externa tractatur aut servitus, sed omnia quæ pertinent ad populum Dei, id est, benedictio, verbum, Spiritus, promissio Christi, et regnum æternum, etc. Sic ille. Fatetur et Diatriba ad hæc locum hunc per allegoriam accommodari posse. Verùm si Lutherus existimat simplicibus Scripturæ verbis, de quibus se tantopere jactavit, hæc omnia significari, et per Jacob et Esau non significari duos homines, sed duos populos, quorum alter favente Deo sit vocatus ad gratiam, alter rejectus à gratia, constat Judæos, qui crucifixerunt Dominum, quique in hodiernum usque diem blasphemiis illum crucifigunt, esse prognatos ex Jacob.

Men hør nu, hvordan han gendriver det, Diatriben siger: ”I profetordet skelnes der tydeligt mellem to folk, det ene modtager Guds nåde, skønt det er det mindste, så det besejrer det største, dog ikke ved egne kræfter, men ved Guds nåde ... [derfor] behandler Moses her ikke blot det ydre herredømme eller underkuelse, men alt, hvad der har med Guds folk at gøre, det vil sige, velsignelsen, ordet, ånden, Kristi forjættelse og det evige herredømme.” (L8#27f) Såvidt Luther. Diatriben indrømmer også, at dette sted ved en allegori kan passe med dette. Men hvis Luther mener, at alt kan betegnes med skriftens ligefremme ord, som han så ofte roser sig af, og mener, at der her ved Jacob og Esau ikke betegnes to personer, men to folkeslag, af hvilke det ene ved Guds gunst er kaldet til nåde, det andet forkastet fra nåden, så er det klart, at jøderne, som korsfæstede Herren, og som indtil den dag i dag korsfæster ham med deres bespottelser, nedstammer fra Jacob.

⁹⁶ Rursus constat Job à Deo sic laudatum virum, fuisse nepotem Esau, nimirum ab Abraham quintum. Nec dubitandum est qui Job liberos habuerit sui similes, aliique permulti fuerint ex eo genere Deo grati, utcunque placet de Esau ferre sententiam. Augustinus putat ad Christianos ex Gentibus (1437) vocatos et Judæos pertinere. Judæi nunc serviunt Christianis, populus major minori, nec tamen omnes Judæi pereunt, nec omnes Christiani servantur. Sed honor nominis et professionis translatus est ad Christianos ex Gentibus vocatos, Judæi, quod aliis solent largiri, à nobis petant oportet. Nec tam erat Judæis de salute contentio, quam de honoris prærogativa.

Ligeledes er det klart, at Job, der var en mand, der fik ros af Gud, var Esaus barnebarn, uden tvivl i femte generation fra Abraham. Og man kan heller ikke være i tvivl om, at Job fik børn, der lignede ham, og at der var mange andre fra den slægtsgren, der levede gudvelbehageligt, hvordan man end vil fælde dom over Esau. Augustin mener, at stedet handler om de kristne blandt hedningerne, der var kaldede fra hedningerne til at være jøder. Jøderne tjener nu de kristne, det ældre folk det yngre, og dog gik ikke alle jøderne tilgrunde, og de tjente heller ikke alle kristne. Men æren ved navnet og bekendelsen blev overført til de kristne, der var kaldede fra hedningerne, og jøderne, som plejede at dele deres ejendom ud til andre, må nu søge det hos os. Og for jøderne drejede det sig ikke så meget om en kamp om frelsen som om forrang i ære.

⁹⁷ Indignabantur Gentes ad salutem vocari sine Legis observatione, cum illi cuperent gloriari in carne Gentium. Itaque Paulus ad similem causam, simile contulit exemplum, et Judæorum coercens arrogantiam, et Gentes invidia translati honoris liberans. Ubi est igitur illa sacrilegæ Diatribes ac Hieronymi sententia, non pugnant suis locis testimonia, quæ pugnant apud Paulum? Quanquam hoc à Diatriba dictum non est, illud dictum est, hoc testimonium non admodum pugnare ad probandam necessitatem, sed potius ad retundendam arrogantiam Judæorum.

De blev forargede over, at hedningerne blev kaldet til frelse uden lovoverholdelse, eftersom de ønskede at prale af hedningernes kød. (gal#6.13) Og derfor sammenlignede Paulus denne lignende sag med et lignende eksempel, og betvang jødernes arrogance, og befriede hedningerne for misundelse over, at der blev overført ære. Hvor er altså det blasfemiske ved Diatribens og Hieronymus' sætning, at ”de skriftsteder, der understøtter hos Paulus, understøtter ikke på det sted, hvor de står”? (L8#29) Skønt dette ikke siges af Diatriben, så siger den dog dette: ”Dette vidnesbyrd giver ikke på den måde støtte til at bevise nødvendigheden, men snarere for at neddysse jødernes arrogance”. (e2#88)

⁹⁸ Hæc sacrilega sententia placuit et Chrysostomo et Orthodoxis omnibus, certe doctissimis quibusque. Verùm tantum maledicentiæ frustra fudit hac occasione unius voculæ, pugnat, nec animadvertit quid diceretur. Pulchre vero corrigit, quod somniat à me dictum, ut posthac dicamus testimonia fortius apud Paulum pugnare quam suis locis, id quod non solum de Paulo dictum esse vult, sed de omnibus etiam Apostolis, quoties adducunt Scripturam testimonia.

Denne blasfemiske sætning synes også Chrysostomus og alle de ortodokse godt om, i det mindste de lærdeste blandt dem. Men dette udtryk 'giver støtte til' giver ham lejlighed til at frembuse med en meget større forbandelse, og han er ikke engang klar over, hvad han siger. Ganske udmærket korrigerer han, hvad han drømmer sig til, at jeg har sagt, så når vi senere siger, at vidnesbyrdet giver stærkere støtte hos Paulus end dèr, hvor det oprindelig stod (e2#96), så ønsker han, at det ikke blot skal være sagt om Paulus, men også om alle de andre apostle, hver gang de fremfører et vidnesbyrd fra skriften. (L8#29)

⁹⁹ Ita Lutherus dum fumum fugit, in ignem incidit. Uter enim magis sacrilegus est, qui sentit Paulum acriter sciteque Scripturas accommodare ad comprobationem Euangelicæ veritatis, ut ea quæ suis locis videri poterant simpliciter dicta, vertat in arma propugnandæ fidei, quemadmodum apud Athenienses, ex aræ titulo forte conspecto sumit argumentum annuntiandi Christum. Eaque ratio diligenter annotata est à Græcis Rhetoribus, velut cumprimis elegans, nimirum quoties quod ut fiat suademus, jam factum esse monstramus. Exemplum adferunt de exsulibis, qui patriam obsidione liberarunt. Horum patronus agens ut restituantur, negat se quicquam petere novi: jam enim exsules in patriam redisse, cum hostem à moenibus depellerent.

Sådan kommer Luther fra asken i ilden. Hvem er nemlig mest blasfemisk, den, der mener, at Paulus hurtigt og bevidst tilpasser skriften til overensstemmelse med den evangeliske sandhed, så han vender det, som på sit oprindelige sted kunne synes at være ligefrem tale, til et våben, der kæmper for troen; sådan som han blandt athenienserne, da han tog en indskrift, han tilfældigvis så på et alter, som et vidnesbyrd, der forkyndte Kristus. (Apg 17,23).* Af den grund bliver det omhyggeligt fremhævet af de græske retorikere som yderst elegant, nemlig, hver gang man vil overbevise om, at noget bør ske, da at vise, at det allerede er sket. Det eksempel, de giver, handler om landflygtige, som belejrede og befriede deres fædreneby. Deres talsmand, der ville have dem genindsat, nægtede, at de bad om noget nyt. For de landflygtige var allerede vendt tilbage til deres by, da de drev fjenden bort fra murene.

*Modsætningen ”eller den, der siger...” kommer først i næste celle: ”an qui dicit ...”.

¹⁰⁰ Ita Paulus, non sine arte, titulum ignotorum Deorum adjectum reliquis Gentius Diis huc vertit, ut diceret illos jam ignotum colere, quem illis prædicaret. Itidem quod à Poeta dictum erat de Jove, torsit ad verum Deum, ipsius et genus sumus. Similia quædam ostendere queam in sacris Testimoniis à Paulo citatis, si hoc ageretur, ex quibus lector perspiceret hoc non sine causa dictum à Theologiæ veteris proceribus. Uter igitur sententiam habet magis sacrilegam, qui dicit Paulum scite tractare testimonia Scripturarum, sic ut magis videantur pugnare apud Paulum tractata, quam illis locis unde sumuntur, an qui dicit illum parum dextre usurpare Scripturarum testimonia, sic ut frigidiora sint apud Apostolum disputatem, quam apud Prophetam, id quod affirmat Lutherus?

Således vender Paulus med stor kunst indskriften ”For ukendte guder”*, der var blevet tilføjet til de øvrige hedningeguder, derhen, at han siger, at de allerede uden at vide det dyrker den gud, som han prædiker. På samme måde vender han det, der af digteren var sagt om Juppiter, om til at gælde den sande Gud: ”Vi er også af hans slægt”. (Apg 17,28) Jeg kunne godt påpege nogle lignende eksempler fra Paulus' citater fra den hellige skrift, hvis det var det, det drejede sig om, hvoraf læseren nemt ville kunne se, at det ikke var uden grund, at de ledende teologer blandt de gamle sagde sådan. Hvem fremsiger altså den mest blasfemiske sætning, den, der siger, at Paulus bevidst behandler den hellige skrift sådan, at det hos Paulus synes mere at understøtte det, der omhandles, end hos de steder, hvorfra det er taget, eller den, som siger, at Paulus behandler skriftens vidnesbyrd klodset, sådan at det er mere banale hos Paulus end hos profeten – hvilket Luther mener?

*I Vulgata bruges ental.

¹⁰¹ Apud Rhetores plurimum refert, quomodo tractes argumentum. Hoc igitur in Pauli laudem dictum est, non in contumeliam, sed vere contumeliosum est quod ait Lutherus, non solum de Paulo, verumetiam de omnibus Apostolis. Vides igitur lector quantum chartarum Lutherus inanibus verbis perdidit. Vix autem desiit hac clausula: Sed ista decent eos, qui Scripturis serio non afficiuntur. In quem hoc dicit? In Diatribam? Illa nihil dicit, quam Paulum sic tractare hoc exemplum de Esau et Jacob, ut non admodum faciat pro dogmate Lutheri. In Hieronymum igitur dixit, sed extra causam, simpliciter apo tw qeswn, ac dum Hieronymo affingit blasphemiam in unum Paulum, ipse blasphemiam atrociorem impingit omnibus Apostolis.

For retorerne gør det en stor forskel, hvordan man behandler et argument. Dette er altså sagt for at rose Paulus ikke for at skose ham, men hvad Luther siger, skoser ham sandelig, ja, ikke blot Paulus, men også alle apostlene. (L8#29) Du ser altså, kære læser, hvor meget papir Luther har spildt med tomme ord. Og man kan ikke sige, at han holder op med det i den følgende sætning: ”Men den slags kan netop de lave, der ikke tager den guddommelige skrift alvorlig.” (L8#30) Hvem siger ham det imod? Mod Diatriben? Men den siger ikke andet, end at Paulus behandler dette eksempel om Esau og Jacob, så det ikke på nogen måde støtter Luthers dogme. Så siger han det nok imod Hieronymus. Men det er irrelevant. Han er simpelthen gået fra forstanden, for idet han beskylder Hieronymus for blasfemi blot overfor Paulus, begår han selv en langt værre blasfemi overfor de øvrige apostle.

^{102[167] (539-21)}           Nunc ad Malachiæ testimonium, Jacob dilexi, Esau autem odio habui. Hoc ait à me triplici torqueri arte. Primum in Deum, inquam, non cadunt affectus odii aut amoris, quemadmodum in nos. Hoc deridet quasi sine causa dictum. Imo quoniam Lutherus non (1438) admittit nisi simplicem litteram, obiter ostendo velit nolit hîc tropum esse recipiendum. Nam juxta sermonis consuetudinem, juxta sensum communem, aliud intelligimus cum audimus, Socrates amat Alcibiadem, aut Vatinium odit Cicero, quam cum eadem prædicantur de Deo.

          Nu til skriftstedet fra Malakias: ”Jacob elskede jeg, Esau hadede jeg”. (Mal 1,2f; rom#9.13) Dette, siger Luther, bliver af mig fordrejet på tre måder. Først fordi jeg siger, at 'Gud ikke berøres af de samme følelser, had og kærlighed, som vi berøres af' (L8#31; e2#86). Det gør han nar af, som om det var sagt uden grund. Det er det ikke, for eftersom Luther kun tillader den enkle, bogstavelige mening, påviser jeg i forbifarten, at hvad enten man vil eller ej, må man her godtage billedtale. For ifølge sprogbrugen, ifølge den almindelige mening forstår vi det på én måde, når det hedder: ”Sokrates elsker Alkibiades” eller ”Cicero hader Vatinius”, end når det samme udsiges om Gud.

¹⁰³ Non est quod hîc Lutherus confugiat ad æternum amorem, cum ipse Deus sit caritas, de odio æterno quomodo explicet sine tropo? Deus enim nihil odit eorum quæ condidit, sed vitia odit, quia punit admissa: pietatem amat, quia pios coronat. Itaque ridicule gestit hîc Lutherus, Quid audio, inquens, An nunc quæritur, quomodo Deus amet aut odiat, ac non potius cur amet aut oderit? Hoc ipsum agit Diatribe, sed obiter taxat sententiam de excludendis omnimodo tropis.

Her er der ingen grund til for Luther at tage sin tilflugt til den evige kærlighed, eftersom Gud er kærlighed, hvordan ville han så forklare det evige had uden billedtale? For Gud hader ikke noget af det, han har skabt, han hader derimod lasten, fordi han straffer misgerninger, og fromheden elsker han, fordi han kroner de fromme. Derfor er det latterligt, at Luther farer sådan op her: ”Hvad må jeg høre? Mon vi nu skal efterforske, på hvilken måde Gud elsker og hader, og ikke snarere, hvorfor Gud elsker og hader?” (L8#31) Netop det spørgsmål behandler Diatriben, men i forbifarten berører den spørgsmålet om at udelukke al slags billedtale.

¹⁰⁴ Hieronymus admonet Deum anqrwpopaqwV dici odisse, quemadmodum dicitur flere, dolere aut irasci. Videat igitur Lutherus, an verum sit absque tropo quod ait, Deus æterna et immutabilis natura amat et odit. Verùm hinc quoque Lutherus telum arripiet, quo prorsus jugulet liberum arbitrium. Si æternum et immutabile est illius odium, et talis amor, quid agit liberum arbitrium? Ut donemus illi quod assumit, quî magis officit amor aut odium æternum libero arbitrio, quam præscientia ac destinatio ab æterno?

Hieronymus fortæller os, at Gud siges at hade på menneskelig vis, ligesom han siges at græde, føle smerte eller være vred. Lad derfor Luther se til, om det, han siger: at Gud elsker og hader med sin evige og uforanderlige natur (L8#33), er sandt uden billedtale. Men også her griber Luther et våben, som dræber den frie vilje totalt. Hvis hans had er evigt og uforanderligt, og hans kærlighed ligeså, hvad gør si den frie vilje? (L8#34; ref) Selv om vi så indrømmer ham det, han antager, hvordan hindrer så evig kærlighed og evigt had den fri vilje mere end evig forudviden og forudbestemmelse?

¹⁰⁵ Quod si concedit tropum, ut amor aut odium accipiatur pro honore habito, aut immissis afflictionibus, quid aversus me valet telum, qui non loquor de æterno amore aut odio, sed de argumentis amoris et odii temporarii. Sic Deus amabat Saulem, cum ungi juberet Regem, eundem odit cum rejiceret: bonum amabat, mutatum in diversa oderat. Deus ipse non est alius, sed illius actiones in res externas variant, quemadmodum et illius notitia. Urget igitur, Responde quo merito diligitur Jacob, odio habetur Esau, antequam nascuntur et operantur?

Men hvis han indrømmer, at der bruges billedtale, så at kærlighed og had skal forstås om den ære, man får, eller om de trængsler, man bliver genstand for, hvad gælder så det spyd, han sender af sted mod mig, for jeg taler jo ikke om evig kærlighed eller had, men om argumenter ud fra timelig kærlighed og had. Således elskede Gud Saul, da han befalede, at han skulle salves til konge, men han hadede den selvsamme person, da han forkastede ham: den gode elskede han, men hadede ham, da han blev forandret til det modsatte. (1 Kong 10,1-8; 15,26). Gud selv er ikke anderledes, men hans handlinger overfor de ydre ting ændres, ligesom også hans opmærksomhed. Derfor trænger Luther ind på mig: ”Svar altså, for hvilken fortjenestes skyld han elsker Jakob og hader Esau, førend de blev født og gjorde nogen gerning.” (L8#36)

¹⁰⁶ Jam bifariam ad id respondit Diatribe. Primum in his quæ pertinent ad temporaria commoda vel incommoda, non esse nostrum inquirere Dei consilium. Neque enim hîc semper expendi merita, quemadmodum legimus de cæco Euangelico, qui nullo vel suo vel parentum vitio sic natus fuerat. Deinde si hîc quoque quærantur merita, jam respondit Diatribe, merita futura Deo præsentia esse: nec aliter Deus amat olim bene operaturum, quam nos amamus bene operantem, aut operatum. Verum est igitur quod colligit Lutherus. Paulum recte adduxisse testimonium Malachiæ. Fateor, et quidem rectissime, sed nihil ad dogma Lutheri.

Det har Diatriben allerede svaret på to gange. For det første: I det, der har med timelige fordele og ulemper at gøre, er det ikke op til os at udspørge Gud om hans planer. For på det punkt er det nemlig heller ikke altid, at han ser på fortjenester, sådan som vi i evangeliet læser om den blinde, som var født således uden at hverken han selv eller hans forældre havde nogen skyld. (Joh 9,1-3) For det andet: hvis der også spørges om fortjeneste, har Diatriben allerede svaret, at fremtidige fortjenester er nærværende for Gud: Gud elsker os ikke anderledes dengang, da vi ville gøre gode gerninger, end vi elsker én, der gør gode gerninger eller har gjort gode gerninger. Det er derfor sandt, når Luther drager den konklusion, at Paulus har fremført Malakias' vidnesbyrd med rette. Det indrømmer jeg; det er endda med fuld ret, at Paulus gør det. Men det har intet med Luthers dogme at gøre.

^{107 [168] (541-22)}         Alteram artem ostendit Diatribes, quod Malachias non videtur loqui de odio quo damnantur in æternum, sed de temporaria afflictione. Reprehenduntur enim, qui exstruere volebant Idumæam. Sic Diatribe. Hîc stomachatur Lutherus. Hoc iterum dicitur ad contumeliam Pauli, quasi vim fecerit Scripturis. Adeo nihil veremur majestatem Spiritus Sancti, modo nostra statuamus!* Quam contumeliam hîc gannit Lutherus? Finge Paulum, quod historia dictum est, trahere ad allegoriam, aut per similitudinem accommodare ad probationem sensus spiritualis, num illico vis fit Scripturis? Nunc declaratum est et Paulum hîc agere, de honore gentis Judaicæ, translato ad Gentes, et de similibus beneficiis sentit Malachias.

*Her mangler Leiden en kursivering.

          Han afslører et andet trick hos Diatriben, for Diatriben hævder, at ”Malakias her ikke synes at tale om det had, hvorved vi bliver fordømt i evighed, men om en timelig trængsel, ... De får den bebrejdelse, at de ville opbygge Edom” (e2#87). Såvidt Diatriben. Det bliver Luther vred over: ”Dette siges igen for at rette bebrejdelse mod Paulus, som om han gør vold på skriften. På den måde undlader vi at ære Helligåndens majestæt, blot vi kan fastholde vor egen sag”. (L8#39) Hvad er det for en bebrejdelse, Luther her mumler om? Forestil dig, at Paulus uddrog en allegori af en historisk begivenhed eller tilpassede den gennem en sammenligning til at bevise en åndelig mening, mon man så straks skal sige, at han øver vold mod skriften? Nu har jeg forklaret, både at Paulus her behandler spørgsmålet om jødernes ære, der blev overført til hedningerne, og at Malakias taler om tilsvarende velgerninger.

¹⁰⁸ Cum enim dixisset, Jacob dilexi, Esau odio habui, Israelitæ respondent, in quo dilexisti nos? Et Dominus commemorat sua in illos beneficia, quæ negavit Idumæis. Consentit igitur Paulus cum testimonio Prophetæ. Sed hîc consensus nihil juvat dogma Lutheri. Paulus, inquit, ex Malachia probat illam afflictionem sine merito, soloque odio Dei illatam Esau, ut liberum arbitrium nihil esse concludat. Hîc urgeris, inquit, hîc respondere oportuit. Quid accidit Luthero? Exigit quod ad manum est in Diatriba, sicut ipse mox confitetur, et tamen perinde quasi nihil esset responsum sic insultat. Quanquam falsum est quod assumit interim, illam afflictionem nullo merito Esau accidisse, et si accidisset, non erat reddenda ratio, non magis quam cur Deus hunc (1439) sinit nasci vivacem, illum in cunis emori priusquam vitæ sensum acceperit.

For da Gud havde sagt: ”Jacob elskede jeg, Esau hadede jeg”, svarede israelitterne: ”Hvordan har du elsket os?” (Mal 1,2) Og Herren nævner de velgerninger imod dem, som han har nægtet edomitterne. Paulus stemmer altså overens med profetens udsagn. Men har hjælper overensstemmelsen ikke noget på Luthers dogmer: ”Paulus beviser ud fra Malakias, at denne trængsel påføres Esau, uden nogen fortjeneste, alene ud fra Guds had, så han konkluderer, at den frie vilje ikke eksisterer. Her skulle du stå fast, her skulle du komme med svar.” (L8#40) Hvad er der galt med Luther? Han kræver noget sagt, som står tydeligt i Diatriben, hvilket han også kort efter bekender (L8#50?), og dog skælder han ud, som om der ikke var blevet givet svar. Samtidig antager han forkert, at Esau fik denne trængsel over sig uden at have fortjent det, og hvis han havde fortjent det, skulle der ikke aflægges regnskab for det, ikke mere end for, hvorfor Gud tillader, at én bliver født sprællevende, mens en anden dør i vuggen, førend han har nogen livsfornemmelse.

¹⁰⁹ Quod si his adhærent ea quæ sunt æternæ salutis, jam de meritis responsum est, et si non esse responsum, tamen exclusum est Lutheri sophisma, quando non tam hæc adducuntur ad explicandam quæstionem, quam ad obturandum os Judæis ob Gentes admissas ad Euangelium Deo obmurmurantibus. Ad hæc cum Jacob et Esau hoc loco juxta sensum etiam Grammaticum ponantur pro duabus Gentibus, et Esau respondeat ad rejectos Judæos, Jacob ad electas Gentes quî convenit ut Judæi dicantur rejecti, non ob aliud nisi ob odium æternum Dei, cum hos antea pronuntiarut populum dilectum?

For hvis disse ting har med den evige frelse at gøre, så har jeg allerede svaret om fortjenesterne, og selv om der ikke er svaret, så er dog Luthers sofisme udelukket, fordi disse ting ikke fremføres for at forklare spørgsmålet, men for at lukke munden på jøderne, fordi de knurrede mod Gud over, at hedningerne fik adgang til evangeliet. Og efter som Jacob og Esau på dette sted også efter den grammatikalske mening står for to folkeslag, og Esau svarer til de forkastede jøder, men Jacob til de udvalgte hedninger, hvordan stemmer det så med, at jøderne kaldes forkastede af ikke anden grund end netop Guds evige had, når de tidligere var blevet erklæret for det udvalgte folk? (Mal 1,2)

¹¹⁰ Deinde quî convenit Judæos nullo merito suo rejectos, cum Paulus aperte fateatur eos ob incredulitatem fuisse rejectos, et hinc odium Dei? Sed ut pergat sermo, negat esse verum quod Malachias hîc sentiat de sola afflictione temporali. Nec hoc dixit Diatribe, sed negavit hîc proprie tractari de salute æterna. Qui sic loquitur, idem sentit quod Lutherus, qui fatetur hoc sentire Prophetam, sed addit sensum allegoricum, et tamen Diatriba totum Prophetæ sensum pervertit, Lutherus loquitur Dei tonitrua. Sed audiamus probationem asseverationis quæ jam præcessit, pronuntians omnia comprehendi hoc nomine dilexi.

Dernæst, hvordan stemmer det, at jøderne blev forkastede uden hensyntagen til noget, de havde gjort, med det, at Paulus ligeud indrømmer, at de blev forkastede på grund af deres vantro, hvilket også var grunden til, at Gud hadede dem? (rom#11.20) Men for nu at fortsætte diskussionen, Luther nægter, at det er sandt, at Malakias her kun mener en timelig trængsel. Det siger Diatriben heller ikke, men den nægter, at det her i egentlig forstand drejer sig om den evige frelse. Men den, der siger det, mener den det samme som Luther, som indrømmer, at profeten mener sådan, men tilføjer en allegorisk mening, og dog hævder, at Diatriben forvender hele profetens mening, mens Luther giver udtryk for Guds tordenrøst. (L8#31) Men lad os høre beviset for den forsikring, han tidligere kom med, hvor han hævdede, at alt skulle forstås ud fra ordet ”jeg har elsket”.

¹¹¹ At quo tandem argumento? Quoniam in Genesi fit mentio benedictionis. Sed juxta simplicem sensum congruit opinioni nostræ benedictio: Det tibi Deus de rore cæli, et de pinguedine terræ abundantiam frumenti vini et olei, serviant tibi populi, et adorent te Tribus. Esto dominus fratrum tuorum, etc. Habes benedictionem bene crassam, si excludas tropos, quod hîc profitetur Lutherus. Si recipit allegorias, nulla inter nos dissensio est, nisi quod allegoria nihil prodest Lutherano dogmati. Divus enim Hieronymus ex hujus loci allegoria probat liberum arbitrium, ex quo Lutherus jugulatum putat.

Men hvad i alverden er argumentet for det? Jo, i 1 Mos nævnes velsignelsen. (1 Mos 25,24; L8#44). Men ifølge den enkle mening svarer velsignelsen til vores opfattelse: ”Gud give dig af himlens dug og jordens frugtbarhed en overflod af korn og vin og olie, folkeslag skal tjene dig, og stammer tilbede dig. Du skal være dine brødres hersker, osv.” (1 Mos 27,25) Her har du en velsignelse, som er ganske ligefrem, hvis du ikke bruger billedtale, hvilket Luther bekender, at han ikke gør her. Hvis han gør med til en allegori, gør det ikke noget for vores skyld, bortset fra, at en allegori ikke hjælper det lutherske dogme noget. For den guddommelige Hieronymus beviser ud fra dette sted med en allegori den frie vilje, som Luther mener ombringes med dette skriftsted.

¹¹² Sic enim loquitur, Dominus respondit Esau et Jacob de una stirpe generatos, hoc est, vitia atque virtutes ex uno cordis fonte procedere, dum ex arbitrii libertate in utramque partem ut volumus declinamus, etc. Verùm audiamus Lutherum refellentem Diatribæ verba. Propheta, inquit, clarissimis verbis indicat quid velit. Quid? Exprobrat Israelitis ingratitudinem, quod cum eos dilexerit, illi vicissim neque diligant ut patrem, neque timeant ut Dominum. Dilexisse autem se probat tam Scriptura quam opere, nempe quod cum Jacob et Esau essent fratres, ut Moses scribit Gen. XXV. Jacob tamen dilexerit, et elegerit antequam nasceretur, Esau vero sic oderit, ut regiones ejus redegerit in solitudinem. Deinde ea pertinacia oderit er peragat, et cum Jacob reduxerit de captivitate restitueritque, Idumæos tamen non sinat restitui, sed etiamsi dixerint se velle ædificare, ipse minatur eis destructionem. Si non hæc habet textus ipse apertus Prophetæ, arguat me totus Orbis. Hæc ille.

For sådan siger Hieronymus: ”Herren svarede, at Esau og Jacob var født af én stamme, det vil sige, lasterne og dyderne fremgår af hjertets ene kilde, når vi ud fra viljens frihed hælder imod den side, vi vil, osv”. Men lad os høre, hvordan Luther gendriver Diatribens ord: ”Profeten siger, hvad han vil, med ... klare ord, han vil nemlig bebrejde israelitterne deres utaknemlighed, fordi de, da han elskede dem, ikke har elsket ham til gengæld som faderen eller frygtet ham som Herren. Men at han elskede dem, beviser han dels gennem skriften dels gennem gerningen, at nemlig, skønt Jakob og Esau var brødre, som Moses skriver 1 Mos 25,24, har han dog elsket og udvalgt Jakob, før han blev født, ... men hadet Esau i den grad, at han gjorde hans land til ørken; og at han videre har hadet til stadighed og er fortsat dermed, så, skønt han førte Jakob tilbage fra fangenskabet og genopbyggede ham, tillod han dog ikke Edom at genopbygges, men selv om de sagde, at de ville opbygge, truede han dem med ødelæggelse. Hvis ikke den klare tekst hos profeten indeholdt dette, ville hele verden tro, jeg løj.” Såvidt Luther. (L8#43-45)

¹¹³ Fateor sic habere verba Prophetæ. Sed quid tum postea? Hactenus omnia pro me faciunt. Non igitur hîc reprehenditur temeritas Idumæorum, sed ingratitudo filiorum Jacob, ait Lutherus. Novum vero ratiocinandi genus, objurgat Israelitas, ergo non damnat temeritatem Idumæorum. Imo simul utrumque notat populum, alterum, quod à Deo rejectus conaretur restitui, alterum, quod restitutus sic ageret, ut mereretur rejici. Quod Hioronymus vertit, Quod si dixerit Idumæa, id Septuaginta verterunt, Quia dicet Idumæa. Et alioqui probabile est Idumæam hoc molitam ut restitueretur. Verùm hoc ad id quod agitur proprie non pertinet.

Jeg tilstår, det står der hos profeten. Men hvad så? Indtil nu har alting talt til min fordel. ”Her er det derfor ikke Edomitternes ubetænksomhed, der får bebrejdelse, men ... Jakobs sønners utaknemlighed”, siger Luther. (L8#45) Det er en ny måde at ræsonnere på: han kommer med bebrejdelser mod israelitterne, altså fordømmer han ikke edomitternes dristighed. Det forholder sig stik modsat: han giver bebrejdelse til begge folkeslag, til det ene, fordi de søgte at blive genoprettet, skønt de var forkastet af Gud, til det andet, fordi de, da de blev forkastede, handlede sådan, at de fortjente at blive forkastet. Den sætning, som Hieronymus oversatte til: ”men hvis Edom siger”, oversætter Septuaginta til: ”fordi Edom vil sige” (Mal 1,4). Men bortset fra det er det sandsynligt, at Edom gjorde sig anstrengelser for at blive genoprettet. Men det hører ikke med til det, der egentlig behandles her.

¹¹⁴ Probandum erat Prophetam de salutis æternæ causa loqui. Hoc exspectatur. Quomodo, inquit, nunc stabit, quod Propheta de temporaria afflictione loquatur. Quid audio? Redigi in solitudinem, non est afflictio temporaria? Et ubi est Lex, qua negabat admittendum tropum, nisi cogat evidens absurditas? Sed hoc dictum, velut elapsum per imprudentiam, Luthero condonabitur. Audiamus cætera. Cum evidentibus, inquit, verbis testetur, se loqui de duobus populis, è duobus Patriarchis natis, illum (1440) susceptum in populum et servatum, hunc vero relictum et tandem destructum. Suscipere vero in populum et non suscipere in populum, non pertinet ad temporalia bona vel mala tantum, sed ad omnia, etc. Si sobrius est, quid hîc agit Lutherus?

Men det, der skulle bevises, var, at profeten taler om den evige frelses sag. Det forventedes. ”Hvordan kan det nu fastholdes, at profeten taler om timelige trængsler?”, siger Luther (L8#46). Hvad må jeg høre? Dette at gøres til ødemark (Mal 1,3) er ikke en timelig trængsel? Hvad bliver der så af den regel, som nægter at godkende billedtale, medmindre en åbenbar absurditet tvinger til det? Men vi tilgiver Luther dette udsagn, som noget der er undsluppet ham i et uforsigtigt øjeblik. Lad os høre resten: ”når han med soleklare ord bevidner, at han taler om to folk, født at to patriarker, og at det ene er antaget og bevaret som folk, men det andet forladt og endelig ødelagt. Men at bevare eller ikke bevare som folk, har ikke kun med timelige goder eller onder at gøre, det har med alt at gøre” osv. (L8#46) Hvis Luther her er ædru, hvad er det så, han siger?

¹¹⁵ Ut populus Israeliticus æterno Dei amore perpetuo sit honoratus et commodis temporalibus, et æternæ salutis præmio: alter populus æterno, et inevitabili odio, perpetuo sit afflictus, et incommodis hujus vitæ, et gehennæ supplicio? Atqui constat et ex Esau posteris multos fuisse pios, et ex Israelitis impios quam plurimos, nec huic populo defuisse crebras afflictiones. Nec hîc agitur, an Deus sit Deus omnium commodorum, sed de quo rerum genere fiat hîc sermo. Si de honore electionis, locus nihil habet scrupuli, si de negotio salutis, licebat et Idumæis amplecti Legem ac servare, nec omnes Israelitæ servabantur. Quare si litteram absque tropis urgemus, neutrum populum simpliciter vel odit vel amat Deus: si allegoriam, Israelitæ sunt in omnibus gentibus, et in iisdem sunt Idumæi.

Mener han, at israelitterne i kraft af Guds evige kærlighed til stadighed får ære og timelige goder, og den evige frelse som løn, men det andet folk får evig og uundgåeligt had, altid bliver udsat for trængsler og dette livs ubehageligheder, og helvede som straf? Men det står fast, både at Esau fik mange fromme efterkommere, og at mange af israelitterne var ugudelige og at heller ikke dette folk manglede tilbagevendende trængsler. Og det handler heller ikke om, hvorvidt Gud er Gud for alle goder, men om, hvilken slags ting dette sted taler om. Hvis det er om æren ved at være udvalgt, volder stedet ingen vanskeligheder. Hvis det er om at opnå frelse, så havde også edomitterne lov til at godkende og overholde loven, og det var ikke alle israelitter, der overholdt den. Hvis vi derfor holder på den bogstavelige mening uden billedtale, så hverken hadede eller elskede Gud nogen af disse folk: Hvis det er en allegori, så er der israelitter i alle folk, og der er også edomitter i dem.

^{116 [169] (544-24)}          Recenset tertiam technam, aut, ut ipse loquitur, industriam, qua locum torquet Diatribe, quem depravat narrando. Itaque fuerit operæ pretium Diatribes verba recitare. Porro, inquit, quod attinet ad tropologiam, nec omnes Gentes dilexit Deus, nec omnes Judæos odit, sed ex utraque gente quosdam elegerat, ut hoc testimonium apud Paulum non admodum pugnet ad probandam necessitatem, sed potius ad retundendam arrogantiam Judæorum, qui credebant sibi proprie deberi gratiam Euangelicam, quod essent posteritas Abrahæ, et Gentes abominabantur, nec recipi patiebantur ad Euangelica gratiæ consortium. Id paulo post explicans dicit, Quos et vocavit non solum ex Judæis. Quoniam Deus quos odit aut diligit, ex justis causis odit aut diligit, non magis officit libertati arbitrii odium et amor, quo prosequitur nascituros, quam quo natos. Non natos odit, quia certo præscit illos gesturos odio digna, Natos odit, quia committunt odio digna. Judæi, qui erant populus dilectus, rejecti sunt, et Gentes, quæ erant non populum, receptæ sunt.

          Så tager han det tredje kunstgreb op, eller, som han selv kalder det, omhu, (L8#49) hvormed Diatriben fordrejer dette sted, men han refererer det forkert. Derfor lønner det sig at citere Diatribens ord: ”Og hvad videre billedtalen angår, så er det hverken sådan, at Gud elsker alle hedninger eller hader alle jøder, men af begge folk udvælger han nogle, så at dette vidnesbyrd hos Paulus ikke så meget søger at bevise nødvendigheden, men snarere søger at neddæmpe jødernes anmasselse, fordi de troede, at de i særlig grad havde krav på den evangeliske nåde, eftersom de var Abrahams efterkommere, og fordi de afskyede hedningerne og ikke tillod, at de blev optaget i den evangeliske nådes fællesskab. Dette forklarer han lidt efter sådan: '... dem han har kaldet, ikke blot fra jøderne' osv (rom#9.24). Men fordi Gud hader og elsker dem, han hader og elsker, af retfærdige grunde, så skader hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de ikke-fødte, ikke mere viljens frihed, end hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de fødte. De endnu ikke fødte hader han, fordi han med sikkerhed forudser, at de vil gøre noget, hvorved de fortjener had; dem, der er født, hader han, fordi de begår noget, der fortjener had. Jøderne, der var det udvalgte folk, bliver forkastet, og hedningerne, som ikke var noget folk, bliver antaget.

¹¹⁷ Quare Judæi recisi sunt ab olea? Quia noluerunt credere. Quare insitæ Gentes? Quia obodierunt Euangelio. Hanc causam adfert ipse Paulus, propter incredulitatem, inquit, fracti sunt, utique quia credere noluerunt. Et exsectis facit spem, ut rursus inserantur, si relicta incredulitate voluerint credere: et insitis injicit metum ne excidantur, si averterint sese a gratia Dei, etc. Hæc nimirum arguunt Paulum hoc illic agere, ut reprimat Gentium simul et Judæorum arrogantiam. Hæc cum habeat Diatriba, Lutherus clamitat nihil esse responsum, tantum tergiversatione vitari pondus quæstionis.

Hvorfor bliver jøderne skåret af fra oliventræet? Fordi de ikke ville tro. Hvorfor bliver hedningerne sat ind? Fordi de adlød evangeliet. Denne begrundelse anfører Paulus selv: 'På grund af deres vantro', siger han, 'blev de skåret bort' (rom#11.20), i hvert fald, fordi de ikke ville tro. Og de, der er skåret af, giver han et håb om atter at blive indpodet, hvis de forlader deres vantro og vil tro, og de indpodede indgiver han frygt for at bliver skåret af, hvis de vender sig bort fra Guds nåde. ... Disse steder beviser utvivlsomt, at Paulus her har til hensigt på én gang at dadle hedningernes og jødernes anmasselse.” (e2#88-93) Skønt der står sådan i Diatriben, råber Luther op om, at der ikke er givet svar, kun har Diatriben vendt ryggen til for at undgå tyngden af spørgsmålet.

¹¹⁸ Primum ex Diatribæ verbis, non admodum pugnet, fecit nihil pugnet, et ex pugnandi verbo non intellecto, movet calumniam blasphemiæ in Paulum. Deinde cum ostendo non hîc pronuntiari, sed tantum proponi difficultates, ad retundendam Judæorum arrogantiam, qui velut ex æquo cum Deo rationem ineunt, nonne totam argumentationes Lutheranæ aciem fundo? Atqui hoc ita esse ex probatissimorum Doctorum sententia demonstravi, demonstravi et ex ipsa loci consequentia. Præterea demonstratum est, in his quæ nec conducunt, nec officiunt proprie ad salutem, non exigendam causam.

For det første laver han Diatribens ord ”ikke så meget søger at bevise” (e2#88) om til ”ikke stræber efter at bevise”, (L8#49) og af sætningen ”ikke stræber efter at bevise”, som han ikke har forstået, klandrer han mig for at være blasfemisk mod Paulus. Når jeg dernæst viser, at Paulus her ikke proklamrer, men blot foreslår vanskeligheder ved at neddæmpe jødernes arrogance, som går i rette med Gud, som om de var hans ligemænd, mon ikke jeg så hele den lutherske argumentations slagorden? Men at det forholder sig sådan, har jeg vist ud fra de mest anerkendte lærdes opfattelser; jeg har også vist det ud fra selve stedets logiske opbygning. Desuden er det påvist, at i de sager, som ikke egentlig fremmer eller hindrer frelsen, skal man ikke kræve begrundelse.

¹¹⁹ Etsi causa sit exigenda, docui Deum ob justas causas, licet nobis incognitas, vel amare vel odisse. Nam quod Deus pronuntiavit amorem et odium suum, antequam essent nati, non colligitur ex Malachia, sed ex Genesi, quo loco non dicitur, alterum odi, alterum diligo, sed, Major serviet minori, quæ verba palam loquuntur non de salute æterna, sed de commodo temporali. Et quod tum Deus promisit, præstitit. Ad Israelem delata est gloria testamenti, ad Idumæos nequaquam. Malachias itaque non agit de nondum natis sed ex beneficiis acceptis arguit Israelitarum ingratitudinem.

Og hvis en begrundelse bør kræves, har jeg lært, at Gud elsker og hader af retfærdige grunde, selv om de er ukendte for os. Derfor, at Gud erklærer enten sin kærlighed eller sit had til nogen, før de er født, kan man ikke slutte fra Malakias, men fra 1 Mos, for dèr hedder det ikke: ”jeg hader den ene, og elsker den anden”, men: ”den ældste skal tjene den yngste”, og de ord siges tydeligt ikke om den evige frelse, men om timelige goder. Og Gud holdt det, han havde lovet. Til Israel blev overgivet æren ved pagten, til edomitterne ingenting. Derfor taler Malakias ikke om dem, der endnu ikke er født, men han anklager israelitternes utaknemlighed med hensyn til de velsignelser, de har modtaget.

¹²⁰Videre til hyp13!

c