Hyperaspistes 11

^{1 [148]}          Exagitat illud quod Origenes annotavit, Deum non ita loqui, In hoc creavit te, sed in hoc excitavi. Excitavit autem præbita occasione majoris malitiæ. Vidit enim Deus omnia quæ condiderat, et erant valde bona. Hoc, inquit Lutherus, dixit ante lapsum hominis: Sed mox tertio Capite sequitur, quomodo sit homo factus malus, desertus à Deo ac sibi relictus. Rem novam audio. Ergo nunc non sunt valde bona quæ Deus condidit? Si Satanas quatenus est Dei creatura, valde bonus est, cur homo simili ratione non possit dici valde bonus? Omitto quod hîc dicit hominem à Deo desertum (L6#99), et ita lapsum in mortem. Imo potius Deum deseruit homo per liberum arbitrium, seipsum avertens à Deo, quemadmodum et Angeli mali desciverant, unde et Græcis apostatæ dicuntur.

         Han anklager Origenes, fordi han lægger mærke til, at Gud ikke siger: ”Derfor har jeg skabt dig”, men: ”Derfor har jeg oprejst dig”. (L6#98). Men han oprejste ham for at der kunne gives lejlighed til en større ondskkab. ”For Gud så alt, hvad han havde skabt, og det var såre godt” (1 Mos 1,31). Men Luther siger: ”Dette er sagt før menneskets fald. Men snart følger det tredie kapitel, om, hvordan mennesket blev ondt, blev forladt af Gud og overladt til sig selv”. (L6#98f). Det er noget nyt, jeg her hører. Er da det, som Gud skabte, ikke såre godt mere? Hvis Satan er såre god, for så vidt han er Guds skabning, hvorfor kan mennesket så ikke med en lignende begrundelse kaldes såre godt? Jeg springer over det, han her siger, at mennesket er forladt af Gud, og således faldet til døden. Det var jo snarere mennesket, der forlod Gud gennem den frie vilje, vendte sig bort fra Gud, ligesom også de onde engle faldt fra, hvorfor de også på græsk kaldes 'de frafaldne'.

²   Hîc nobis admovebit alteram machinam Lutherus, Peccatum originale, quod sic exaggerat, sic amplificat, ut nec gratia agens in homine possit aliud operari quam peccatum. Nascimur omnes filii iræ, quanquam, ut ostendimus, ibi Paulus videri potest de mortalium inquinatis moribus loqui, et naturam appellat, non conditionem, sed id quod nostrum est, hoc est, nostræ voluntatis: verùm fateamur omnes homines nasci filios iræ. Non tamen usque adeo valet peccatum alienum, ut nulla semina reliquerit in homine pietatis ac virtutum, cum harum rerum semina nonnulla videamus et in animantibus brutis, ut in columbis ac turturibus casti conjugii, in Elephantis religionis et pudicitiæ, in canibus gratitudinis, in asinabus pietatis erga foetus, in apibus et formicis politiæ: in hoc tamen omnes referunt primos parentes, quod sentiunt in se proclivitatem ad peccandum, licet alii plus alii minus.

Her opstiller Luther en anden belejringsmaskine imod os, arvesynden, som han i den grad overdriver, i den grad forstørrer op, at end ikke den virkende nåde i mennesket kan udvirke andet end synd. Vi fødes alle som vredens børn, (Ef 2,3; L6#99). Men faktisk kan Paulus, som vi har påvist, dèr opfattes som taler han om de dødeliges skændige skikke, og han kalder det natur, ikke en kondition, men noget, som er vort, det vil sige: vor vilje. Men lad os indrømme, at alle mennesker fødes som vredens børn. Men arvesynden har ikke så meget at sige, at der ikke er nogen sæd tilbage i mennesket til fromhed og dyd, eftersom vi ser dog nogen sæd af disse ting selv i dyrene, fx kyske ægteskaber blandt duer og turtelduer, ærefrygt og skam hos elefanterne, taknemlighed hos hundene, fromhed mod afkommet hos æselhunnerne, samfundsbygning hos bier og myrer. Dog ligner de alle urfædrene deri, at de føler i sig en tilbøjelighed til synd, selv om det hos nogle er mere, hos andre mindre.

³ Quis autem tribuit infantibus impietatem? Aut adolescentulis etiam probæ indolis nondum vitæ commercio contaminatis? Non enim omnis culpa impietas est. Ea pronitas per baptismi gratiam non in totum tollitur, sed imminuitur. Pharao vas erat iræ, paratum in interitum, natus immundus ex immundo semine, qui si nihil habuisset præter originis vitium, facilius auscultasset pulsanti gratiæ. Nunc consuetudo peccandi callum obduxerat. Atqui ea durities primum à libero arbitrio profecta est, et per liberum arbitrium crevit in immensum. Non ausim tamen dicere quod non potuerit ad meliora converti, cum coepere flecti: sed sin non potuit, ipse meritis præcedentibus causam dedit, ut traderetur in reprobum sensum.

Men hvem tillægger spædbørn ugudelighed? Eller til halvvoksne af god karaktér, der endnu ikke er smittet af livets handel og vandel? For ikke enhver fejl er ugudelighed. Den tilbøjelighed bliver ikke fuldstændig fjernet ved dåbens nåde, men den bliver formindsket. Farao var et vredens kar, beredt til undergang, født uren af en uren sæd, men hvis han ikke var under indflydelse af andet end arvesynden, ville han have reageret på den tilskyndende nåde mere positivt. Men nu havde vanen med at synde gjort han hård. Men denne hårdhed blev først fremkaldt af den frie vilje og den voksede ved den frie vilje umådeholdent. Men jeg vover dog ikke at sige, at han ikke kunne have vendt sig om til det bedre, hvis han begyndte at give efter. Men hvis han ikke kunne, var det ham selv, der i kraft af de forudgående fortjenester gav anledning til, at han blive overgivet til en fordærvet forståelse.

⁴  Abusus est igitur Deus impii Regis prava voluntate ad puniendum similem Regi suo populum, qui hospites Hebræos tam inclementi servitute premi sustinuerit. Profertur et illud, jam pridem explosum ab aliis, omnia propter semetipsum fecit Dominus, etiam impium ad diem malum. Neque enim Deus facit impios, alioqui dicetur omnes homines impios fecisse: sed virum impium et insanabilem sic dicitur fecisse ad diem malum, quemadmodum vasa iræ præparavit in interitum. Si condidisset in interitum, nemo salvus esset, sed abutitur hominum impiorum malitia in bonum electorum.

Derfor brugte Gud den ugudelige konges fordærvede vilje til at straffe folket, der lignede deres konge, fordi de holdt de fremmede hebræere undertrykt i et så ubarmhjertigt slaveri.

Han fremfører også den pointe, som allerede er blevet gendrevet af andre: ”'Herren har skabt alt til dets formål, også den gudløse til den onde dag” (Ordspr 16,4). (L6#100). Gud har jo ikke skabt de ugudelige, ellers kunne han siges at have gjort alle mennesker ugudelige. Men den ugudelige og uhelbredelige mand siges at være skabt således til den onde dag, på samme måde som Gud har forberedt vredens kar til undergang. Hvis han havde skabt dem til undergang, ville ingen blive frelst, nej, Gud bruger de ugudelige menneskers ondskab til bedste for de udvalgte.

⁵ Nec et in nostris codicibus, omnia fecit Dominus, sed operatus est, operatur autem et qui moderatur et (1402) gubernat. Sic autem Deus moderatur præterita, præsentia, futura, bona simul et mala, ut ex his admiranda quædam resultet harmonia. Septuaginta nobis longe alium sensum tradiderunt. Sic enim verterunt: Panta ta erga tw tapeinw fanera wfqa tw Qew, oi de asebeiV en hmera kakh olwntai. Id est, omnia facta humilis manifesta sunt apud Deum, impii vero in die malo peribunt.

Der står heller ikke i vore håndskrifter: ”Herren skabte alle ting”, men: ”Han udvirkede alle ting”, men både den, der tilpasser, og den, der styrer, udvirker. Men således tilpasser Gud fortiden, nutiden og fremtiden, både godt og ondt, så der ud af det kommer en vis beundringsværdig harmoni. Septuaginta har overleveret os en helt anden mening. For den lyder sådan: Panta ta erga tw tapeinw fanera wfqa tw Qew, oi de asebeiV en hmera kakh olwntai. Det vil sige: ”Alle en ydmyg persons gerninger bliver åbenbare for Gud, men de ugudelige går til grunde på den onde dag”.

⁶  Ineptum autem sit hîc puerilibus gryphis argutari, Deum impios generare, at non generare impios. Deus ut omnium rerum summa causa, producit agitque cuncta, in his et hominem, malitiam tamen non gignit in homina: Naturam gignit vitiatam, sed hujus vitium non gignit, verùm id profectum est à Satana, et libero arbitrio. Lutherus autem hîc fatetur à Deo non gigni peccatum, cum alias fateatur Deum et bona pariter et mala operari in omnibus. Et adhibet simile: Deus sic propagat naturam hominis vitiatam, quasi si bonus artifex ex inutili vitiatoque ligno faciat Statuas. Sed de iis, quæ parerga sunt, alias incidet disserendi locus.

Men det ville være dumt her at skændes som uerfarne elever om, hvorvidt Gud skaber de ugudelige, men ikke skaber dem som ugudelige. Eftersom Gud er den højeste årsag til alle ting, fremkalder han og udvirker han også alle ting, heriblandt også mennesket, dog fremkalder han ikke ondskaben i mennesket. Han fremkalder den fordærvede natur, men han fremkalder ikke dens fordærv, det stammer så sandelig fra Satan og fra den frie vilje. Men Luther indrømmer her, at synden ikke fremkaldes af Gud, selv om han andetsteds indrømmer, at Gud i lige grad virker det gode og det onde i alle. Og han tilføjer en sammenligning: ”Gud frembringer menneskets fordærvede natur på samme måde som en god tømrer laver statuer af ubrugeligt og fordærvet træ”. (L6#102). Men disse ting, som ligger udenfor emnet, vil der andetsteds blive lejlighed til at komme ind på.

⁷  Aperit aliam rimam, Deus vidit omnia esse bona, at non dictum est, homo vidit et erant valde bona. Imo hoc vidit Propheta qui scripsit, Benedicite omnia opera Domini Domino. Quomodo benedicent Domino, nisi bona sint? Ex turpibus operibus non relucet artificis gloria. Vident igitur et homines omnia quæ fecit Deus esse valde bona, quia malorum auctor Deus non est. Afflictiones, incommoda dici possunt, per se nec vere mala sunt, nec vere bona. Probabilius poterat Origenis annotationem rejicere, si dixisset Deum illic loqui de rebus conditi et actione naturali. Jam peccatum est res præter naturam. Nihil enim magis pugnat cum natura, quam creaturam obsistere creatori.

Så åbner han en anden kattelem: ”Gud så alt, at det var godt”, men der står ikke: ”Mennesket så og det var såre godt”. (L6#103). Tværtimod, det så profeten, som skrev: ”Alle I Herrens værker, pris Herren!” (Dan 3,57). Hvordan skulle de kunne prise Herren, hvis ikke hans værker var gode? Man kan ikke ud fra skændige gerninger få kastet lys over ophavsmandens ære. Derfor ser også menneskene, at alt, hvad Gud skabte, er såre godt, for Gud er ikke ophavsmand til de onde ting. Trængsler kan siges at være besværlige, i sig selv er de ikke virkelig onde og heller ikke virkelig gode. Luther kunne med større sandsynlighed tilbagevise Origines' påvisning, hvis han havde sagt, at Gud her taler om de skabte ting og den naturlige handling. For synden er jo noget, der er udenfor naturen. For intet kæmper mere mod naturen, end når en skabning sætter sig imod skaberen.

^{8 [149]}           Tandem confutatis tropis dignabitur nobis aperire quomodo Deus dicatur in Scripturis indurare cor, tradere in reprobum sensum, seducere hominem, et in errorem trahere et seducere Prophetam. Ad hoc assumitur veluti confessum à ratione simul et à Diatriba, Deum omnia in omnibus operari, ac sine ipso nihil fieri nec efficax esse. Ratio pro se respondeat, certa apud Homerum Jupiter negat se esse causam malorum mortalibus, sed ipsos sua stultitia ruere in interitum. Pro Diatriba respondeo, illlam nusquam hoc dixisse, quod Deus operatur omnia in omnibus: gratiam in omnibus bonis cooperari homini, professa est: Deum in nobis moechari, inebriari, mentiri, invidere, occidere, nusquam neque sensit neque dixit Diatriba, quæ quanquam in aliquo sensu possunt videri vera, tamen à talibus dictis soleo libenter abstinere.

          Til sidst, efter at have tilbagevist billedtale er han så nådig, at han åbenbarer for os, hvordan Gud i skriften kan siges at forhærde hjertet, at overføre mennesket til en forkert opfattelse, at forføre mennesket, drage ham ind i vildfarelse og forføre en profet. Til det brug går han ud fra, at det må bekendes både af fornuften og af Diatriben, at Gud virker alt i alle, og at intet sker eller er virksomt uden ham (L6#107). Lad fornuften svare for sig selv; i hvert fald nægter Jupiter hos Homer, at han er årsag til noget ondt for de dødelige, men at de selv i kraft af deres dumhed iler mod undergangen. (Odysseen 1,32-4) På Diatribens vegne vil jeg svare, at den aldrig har sagt, at Gud virker alt i alle. Den har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan siges at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting.

⁹  Quare si non habet alias probationis bases, nihil aget apud Diatribam. Ne in hoc quidem convenit, quod Lutherus ait, sic Deum in nobis operari, quemadmodum faber agit securim aut serram. Paulus Actorum XVII probat Ethnici Poetæ sententiam, In ipso vivimus, movemur et sumus, nimirum de naturali motu loquentis. Esse primum est naturæ fundamentum, vivere proximum, moveri tertium, nisi moveri malis referre ad vegetabilia. Nam in foetu animantis prior est motus vegetationis, quam vita animalis, cui adhæret motus, id est, vitalis actio.

Hvis han derfor ikke har andre grunde for sit bevis, har det ikke noget med Diatriben at gøre. Det stemmer jo heller ikke engang overens med det, Luther siger, at Gud virker i os, som en tømrer virker med sin økse eller sin sav. Paulus anerkender i Apg 17,28 en hedensk digters udsagn: ”Vi lever, røres og er i ham”, han taler uden tvivl om den naturlige bevægelse. At være er det første fundament for naturen, at leve det næste, at bevæges det tredje, hvis man da ikke foretrækker at henføre dette at bevæges til væksten. For i et levende væsens foster kommer vækstens bevægelse før det legemlige liv, og dertil knytter sig bevægelse, det vil sige: livets handling.

¹⁰ Jam oportuit Lutherum distinguere generalem illam actionem primæ causæ in rebus conditis omnibus, à peculiari actione, de qua nos hîc agimus, et de qua loquitur Paulus primæ Corinth duodecimo: Et divisiones operationum sunt, Idem vero Deus, qui operatur omnia in omnibus. Quanquam hoc loco operatur non est ergazetai, sed o energwn, quod magis sonat impulsum, et vim auxiliantem quam operationem. Sic in amante agit amor, nimirum impulsu. Nec illic loquitur de quibuslibet hominum actionibus, sed de variis donis Sancti Spiritus, quanquam nec hæc sic aguntur in piis, ut faber agit serram, cum Paulus dicat Spiritus prophetiæ, Prophetis ipsis subjectos esse; sed potius ut sessor agit equum.

Men nu burde Luther have skelnet mellem den første årsags almindelige virken i alle de ting, han har skabt, og den særlige virken, som vi taler om her, og som Paulus taler om i 1kor#12.6: ”Og der er forskel på virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle”. Men på dette sted står der for 'virker' ikke ergazetai, men o energwn, hvilket snarere betyder 'indvirker på', 'giver en hjælpende hånd', end det betyder 'virke'. Sådan virker kærligheden i den, der elsker, uden tvivl i kraft af en tilskyndelse. Ejheller taler han her om alle menneskers handlinger, men om Helligåndens forskellige gaver, men heller ikke disse virker i de fromme, som tømreren virker i saven, eftersom Paulus siger, at profetiens ånd er profeter underlagt (1kor#14.32), men snarere som rytteren virker på hesten.

¹¹  Porro locus Eph. 1 quem perperam in assertione citat Lutherus, non agit de motu illo communi, sed de vi effectuque gratiæ, quam exserebat in electis. Nam et illic est verbum energwntwn, Qui (1403) operatur, inquit, omnia secundum consilium voluntatis suæ, ut simus in laudem gloriæ ejus. Eadem vox est ad Philip. 1 Deus enim est, qui operatur in vobis et velle et perficere, o energwn, quæ vox significat pulsantem gratiam, sed audi voluntatis libertatem pro bona voluntate, quod Græce est eudokiaV, quæ vox sonat liberum animi placitum.

Videre: det sted i Ef 1,11 (e3#38; ass04#60), som Luther fejlagtigt* citerer i assertionerne, handler ikke om denne almindelige bevægelse, men om kraftvirkningen i nåden, som han udøver i de udvalgte. For også dèr bruges ordet energwntwn, 'Den, som virker alt ifølge sin viljes råd, så vi kan blive til lov for hans herlighed'. Det samme ord bruges i Fil 1: 'For det er Gud, der virker i jer både at ville og at fuldføre' (Fil 2,13), ordet: o energwn, og det ord betegner den nåde, der tilskynder, men læg mærke til, at det er viljens frihed, der tales om, når det hedder 'i overensstemmelse med god vilje'; det hedder på græsk eudokiaV, og det ord betyder sjælens frie tilslutning.

* Luther siger, at han citerer fra Ef 1, men faktisk citerer han 1 Kor 12,6.

¹² Sunt et alia loca apud Paulum, in quibus Deus dicitur operari in nobis, sed in bonum, nusquam legitur operari blasphemias, cædes et adulteria in malis, etiamsi frequenter ista permittit fieri. Arbitror jam discussa Lutheri tela priusquam provolarint. Sed audiamus quid balbutiat. Nam profitetur se velle balbutire et ineptire. Assumit et aliud hoc non minus impudens, æquat hominem lapsum Satanæ, quasi uterque sic sit aversus à Deo, ut perpetuo conversi ad sua cupiditates, non possint velle bonum. Pro se respondeat Satanas Lutheri. Pro homine dicam: falsum est quod assumit, cum Paulus in peccatoris hominis persona loquatur, velle adjacet mihi, perficere autem bonum non invenio. Imo in hujus sermonis ingressu, naturæ humanæ personam agit dicens: Ego autem aliquando vivebam sine lege, etc.

Der er også andre steder hos Paulus, hvor Guds siges at virke i os, men det er i de gode, vi læser aldrig, at han virker blasfemier, drab og utugt i de onde, skønt han ofte tillader, at disse ting finder sted. Jeg tror, at Luthers spyd går itu, førend de bliver slynget af sted.

Men lad os høre, hvad han vrøvler om. For han bekender, at han vil vrøvle og tale dumt. (L6#106) Han fremkommer også med en anden påstand, som er ikke mindre fræk: han ligestiller det faldne menneske med Satan, som om de begge var vendt bort fra Gud på den måde, at de til stadighed var vendt imod deres begæringer, og ikke kan ville det gode. (L6#108) Lad Satan selv om at svare Luther. Jeg vil sige på menneskets vegne: Det, han antager, er forkert, eftersom Paulus taler i rollen som et syndigt menneske, når han siger: 'at ville formår jeg, men at fuldføre det gode formår jeg ikke' (rom#7.18) Ja, i dette afsnits begyndelse påtager han sig rollen som et syndigt menneske, når han siger: 'Jeg levede engang uden lov' osv. (rom#7.9)

¹³ Resident in hominibus honesti semina, inest et nisus aliquis ac pronitas ad recta, licet in plerisque major sit ad diversa proclivitas. Potest igitur et homo sine peculiari gratiæ dono, aliquo usque velle bonum aliquid, sed illud bonum, quod adducit ad felicitatem, efficaciter velle non potest, absque principali gratiæ præsidio. Totum autem adscribitur divinæ bonitati, non quod homo nihil agat, sed quod à Deo proficiscantur omnia, quibus aliquid possumus, volumus, agimus aut sumus. Nec est in homine malitiosa aversio à Deo, quemadmodum in Satana, sed infirmitas potius est, quam malitia: perversitas autem in nonnullis non tam est à natura, quam à consuetudine parta peccatis, graviore lavioribus accumulando.

Der findes i menneskene en kim af det passende, der er i dem også en drift imod og en tilbøjelighed til det rette, selv om hos de fleste tilbøjeligheden til det andet er større. Derfor kan også mennesket til en vis grad ville noget godt uden den særlige nådes gave, men det gode, som fører til saligheden, kan han ikke ville gennemført uden at få den særlige nåde. Men det hele tilskrives den guddommelige godhed, ikke fordi mennesket ikke gør noget, men fordi alt det, vi kan, modtages fra Gud, at vi kan ville, handle og være. Der er heller ikke i mennesket nogen ond bortvendthed fra Gud, som der er i Satan, der er snarere en svaghed end en ondskab: men ondskaben, der findes i nogle, stammer ikke så meget fra naturen som fra den syndige vane med at ophobe større synder ovenpå mindre.

¹⁴  Sed Luthero nihil placet nisi hyperbolicum. Jam quantum videmus discrimen in pueris: Quosdam dicas ad omnem natos malitiam una cum lacte pravam mentem imbibisse, alios ad certa vitia propensos, ab aliis abhorrere. Nonnullis mediocriter affectos, et ad virtutem et ad turpitudinem. Quorundam indoles tam est ad virtutem sequax ad docilis, ut præcurrant, non sequantur. Dicas ad pietatem, et ad omnem vitæ probitatem natos. Et hæc semina produnt sese his etiam annis, quibus nondum valent usu rationis, ut intelligas à natura insita: sive hæc tanta inæqualitas proficiscitur ex temperatura corporum, sive ex parentum aut nutricum moribus, sive ab astris, sive aliis ex causis nobis incognitis: certe à baptismo non est, cum is fit omnium communis, et inter Ethnicos fuerit eadem ingeniorum differentia, nec à peccato principum hominum, cum hoc ex æquo pertineat ad omnes.

Men Luther synes ikke om noget, undtagen om overdrivelser. Hvor stor forskel ser vi ikke allerede på børn! Man kan sige, at nogle var født til al mulig ondskab og inddrak et fordærvet sind sammen med modermælken, andre er tilbøjeligt til nogle laster, men viger tilbage fra andre. Nogle føler sig midtimellem, både draget mod dyden og lasten. Nogles karakter er i den grad lærvillig og følgagtig til dyd, at de kommer den i forkøbet og ikke følger efter den. Man kan sige, at de er født til fromhed og til livets hele oprejsthed. Og denne sæd viser sig også i de år, hvori de endnu ikke har fornuftens fulde brug, hvoraf man kan forstå, at det er noget, der ligger i naturen: enten fremkommer denne store ulighed fra legemets fremtoning eller også fremkommer den fra forældrenes eller opdragernes sæder, eller måske fra stjernerne eller fra én eller anden anden grund, som vi intet kender til. Givetvis kommer den ikke fra dåben, eftersom den er fælles for alle, og eftersom der blandt hedninger findes den samme forskel på temperamenterne. Heller ikke stammer den fra urfædrenes synd, eftersom den gælder alle i samme grad.

¹⁵ Nihil horum distinguit Lutherus, sed in malitia parem facit hominem Satanæ, hominem rudem ac nondum in vitiis inveteratum, homini qui jam assiduitate peccando hominis sensum exsuit, et in feram, ut ita loquar, abiit, qualis erat Pharao, de quo nobis hîc erat institutus sermo. His argumentis subductis, quid colligit Lutherus? Sed colligit tamen. Quid? Satanas et homo natura impius, est tamen aliquid: et cum peccant, peccant autem semper, nec possunt non peccare, agunt aliquid. Deus autem ut prima causa generaliter agit in omnibus rebus conditis sive bonæ sint, sive malæ. Ita fit ut omnipotens illius motus, rapiens et agens omnia, agat in impiis quicquid perpetrant facinorum, quemadmodum et in Satana, nec tamen illi non sunt impii quia secus agere non possunt, nec Deus male agit, qui operatur omnia mala. Veluti si bonus eques agat equum claudum, aut si bonus faber utatur mala securi, opus malum faciet, cum ipse bonus sit artifex. Quod si quid obstiterit impie agentibus, effervescit impietas ejusdem Dei motu. Hæc Lutherus.

Intet af dette skelner Luther imellem; han gør mennesket lig med Satan i ondskab, han gør et umodent menneske, der endnu ikke er vokset ind i lasterne, lig med et menneske, som er tilvænnet til synd og har afkastet menneskets følsomhed, og om jeg så må sige er blevet til et dyr, ligesom Farao var det, den Farao, der er genstand for vores omtale her.

Men når han ikke har nogle af disse argumenter, hvilke slutninger drager så Luther? For slutninger drager han jo. Men hvilke? ”Satan og det menneske, der af natur er ugudeligt, er dog noget: og når de synder, men de synder altid, de kan ikke lade være med ikke at synde, gør de noget. Men Gud handler som den første årsag uden forskel i alle skabte ting, enten de er gode eller onde. Derved sker det, at denne almagtens bevægelse, der river alting med og handler med alting, også handler i de ugudelige, hvilke forbrydelser de end begår, ligesom i Satan, og dog er de ikke ugudelige, fordi de ikke kan handle anderledes, ejheller handler Gud ondt, som virker alt ondt. Ligesom hvis en god rytter rider en halt hest, eller hvis en god tømrer bruger en dårlig økse, han udøver en dårlig gerning, skønt han selv er en god håndværker. Men hvis noget hindrer dem, der handler ondt, koger deres ugudelighed over ved Guds bevægelse”. (L6#109-111; ref) Såvidt Luther.

¹⁶  Habes quomodo Deus operatur mala, et quomodo induret hominem, habes præclarum sophisma, non è divinis Libris, sed è Philosophorum adytis petitum atque huc detortum, quanquam nec hîc convenit inter Philosophos, nec (1404) quisquam Philosophorum ausus est falsis Diis adscribere mala opera. Atqui jam dictum est, nos hîc non agere de universali motu primæ causæ, juxta quam cooperatur Deus et adulteranti, et venenum paranti, et occidenti, sed quatenus hæc operatur Deus, mala non sunt. Sunt enim aliquid, et iisdem finibus circumscribitur entis et boni cognomen. Ergo et juxta Philosophorum rationem falsum est, Deum operari mala. Neque quadrat hîc equitis et equi comparatio: equus bipes aut tripes non ambulat, claudus incommode quidem ambulat, ambulat tamen quo vult sessor.

Her har du, hvordan Gud virker det onde, og hvordan han forhærder mennesket, her har du en soleklar sofisme, ikke taget fra bibelen, men fra filosoffernes allerhelligste, og drejet i hans retning, skønt der ikke her er enighed blandt filosofferne og skønt heller ingen af filosofferne har vovet at tilskrive selv falske guder onde gerninger. Jeg har allerede sagt, at vi her ikke taler om den almindelige bevægen fra den første årsag, for ifølge dem samvirker Gud både med den, der begår utugt, den, der forbereder gift, og den, der slår ihjel, men for så vidt Gud udvirker disse ting, er de ikke onde. De er nemlig noget, og den samme term: væren og godhed afgrænser dem. Altså er det også ifølge filosoffernes tænkning falsk, at Gud virker det onde. Det stemmer heller ikke overens med sammenligningen mellem rytteren og hesten: en hest med to eller tre ben kan ikke gå, en halt hest går ganske vist, skønt kun dårligt, men den går dog derhen, hvor rytteren vil have det.

¹⁷ At Lutherus facit hominem, equum in diversa tendentem, quam vult sessor, proinde magis congruebat equi retrogradi similitudo. Quanquam nec ea satis congruit dogmati Lutherano, qui dicit hominem in bonis nihilo plus agere, quam agat securis in manu fabri, aut lutum in manu figuli. Rursus alius scrupus: Fatetur Deum operari mali, negat tamen male agere. At hîc fatetur fabrum male secare, si malam habeat securim. Quanquam hæc, ut dixi, non proprie faciunt ad id quod in manibus est. Si Deus operatur quicquid agunt formicæ, ranæ, boves et asini, serpentes, pisces et volucres, ignis, aer et aqua, Angeli boni pariter ac mali, homines pueri, juvenes, senes, probi, improbi, quid novi legimus, cum audimus, Induravit Deus cor Pharaonis, aut, seduxi Prophetam illum?

Men Luther gør mennesket til en hest, der går andre steder hen, end hvor rytteren vil det, derfor ville en sammenligning med en hest, der går baglæns, passe bedre, skønt heller ikke det ville passe med det lutherske dogme, som siger, at mennesket i at gøre det gode ikke kan gøre mere, end hvad en økse gør i tømrerens hånd, eller leret i pottemagerens hånd. Der er en anden betænkelighed: Han indrømmer, at Gud virker det onde, men han nægter, at han virker ondt. Men her indrømmer han, at tømreren hugger forkert, hvis han har en dårlig økse, selv om dette som sagt ikke har noget at gøre med den forhåndenværende sag. Hvis Gud virker i alt det, som myrer, frøer, okser og æsler, slanger, fisk og fugle gør, alt, hvad ild, luft og vand, gode engle og onde engle, børn, unge, oldinge, ligefremme eller snedige mennesker gør, hvad nyt er der så i det vi læser, at ”Gud forhærdede Faraos hjerte” (Ex 9,12) eller ”Det var mig, der forførte profeten”? (Ez 14,9)

¹⁸ Quoniam autem hæc paucis locis dicta reperiuntur, oportet aliquam peculiarem actionem designatam esse. Magna erat turba Pseudoprophetarum ætate Pauli, non tamen dixit, quod Deus illos seduxerit, sed spiritum erroris ait in eis operari. Quanquam apud Ezechielem XIV dicitur à Deo seductus Propheta, qui seducit vaticinio suo populum. Tropus igitur hic non actionem primæ causæ generalem, sed quiddam peculiare nobis innuit. Sequitur autem et aliud absurdum: Ut eundem hominem ad idem opus simul agat Deus optimus ac Dæmon pessimus, et ejusdem peccati duo erunt operatores, Spiritus Dei et Spiritus Satanæ operans in filiis diffidentiæ. Dicet aliud actionis genus, quo Deus movet universa, et quo Satanæ Spiritus agit impios. Missum igitur faciamus illum primæ causæ motum universalem, ac de illa tractemus operatione Spiritus, quæ opponitur operationi Satanæ. Ad hunc gnomonem oportuit interpretari, Indurabo cor Pharaonis, et similia.

Men eftersom disse udsagn kun findes få steder, må de betegne én eller anden særlig handling. Der var en stor flok af falske profeter på Paulus' tid, og dog sagde han ikke, at det var Gud, der havde forført dem, men at vildfarelsens ånd virkede i dem. (2 Thess 2,11). Ganske vist siges der i Ez 14,9, at det var Gud, der forførte den profet, som forførte folket med sin spådom. Derfor fortæller denne billedtale os ikke noget om den første årsags almindelige virken, men om en eller anden særlig virken. Men der følger også en anden absurditet ud af dette, nemlig den gode Gud og den onde dæmon handler samtidig med det samme menneske, så han udfører den samme gerning, og ved hans synd er der to, der virker, Guds ånd og Satans ånd, der virker i vantroens børn. (Ef 2,2) Luther vil måske sige, at den gerning, hvormed Gud bevæger alle ting, er en handling af anden art end den, hvormed Satans ånd bevæger de ugudelige. Jamen, så lad os lægge denne universelle bevægelse af den første årsag til side, og behandle den åndens virken, som sættes op imod Satans virken. Efter den retningslinie skal vi fortolke 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte' og lignende skriftsteder.

^{19 [150]}          Vides quam nihil adhuc præstiterit eorum quæ fuerat pollicitus, et tamen quasi jam evicerit, ipse sibi canit encomium: Hæc, inquiens, rata et certa sunt, Si credimus omnipotentem esse Deum. Credimus, impiam esse creaturam Dei, non simpliciter agnoscimus. Nec fatemur hominem hoc ipso quod natus est esse impium, abunde satis est, si fateamur illum exclusum à gratia filiorum Dei, ob unicum peccatum, quod nec admisit ipse, nec admittendi dedit occasionem, præsertim si prognatus sit ab iis, quos Christi gratia jam ab eo peccato purgavit, etiamsi residet aliquod avitæ transgressionis vestigium, ad exercitationem pietatis, et custodiam modestiæ.

          Her kan man se, at Luther endnu ikke har ydet noget af det, han lovede at gøre, og dog synger han sin egen pris, som om han allerede havde vundet: 'Disse ting er afgjorte og sikre, hvis vi tror, at Gud er almægtig'. (L7#1) Det tror vi på, men vi anerkender ikke på ligefrem måde, at Guds skabning er ugudelig. Ejheller anerkender vi, at mennesket er ugudeligt blot derved, at det er født, det er mere end nok, hvis vi anerkender, at det er udelukket fra Guds børns nåde på grund af en særlig synd, som det hverken selv har begået eller selv givet anledning til blev begået, især hvis han er født af forældre, som allerede ved Kristi nåde er rensede fra denne synd, selv om der i nogen grad stadig sidder spor af denne nedarvede synd, så vor fromhed kan opøves og vi kan bevares ydmyge.

²⁰ Nunc mihi vide quam hyperbolicus sit Lutheri sermo: Et tam, inquit, non potest non furere, quam non potest non cupere et quærere. Et tam non potest non cupere, quam non potest non esse, cum sit creatura Dei, licet vitiata. Bis hîc peccat Lutherus: Primum, quod natura vitiata prona est in malum ex parte, interpretatur, quasi tota feratur ad impia, quod longe secus habere jam demonstravimus. Alterum, quod fuco sophistico inculcat naturam hominis vitiatam esse creaturam Dei, cum natura hominis quatenus vitiata est non sit creatura Dei, nec in hac Deus operetur malum quatenus malum est. Nam est et in peccando actio quædam et res natura bona, ut in adulterio, corpora, visus, contactus, et amor. Verùm hic generalis primæ causæ motus non explicat quæstionem, quæ est in manibus.

Nuvel, lad os se, hvor stærkt Luther overdriver med sine ord: 'Og han kan lige så lidt lade være med at rase, som han kan lade være med at begære og stræbe. Og han kan lige så lidt lade være med at begære, som han kan lade være med at være, eftersom han er Guds skabning, skønt en fordærvet skabning'. (L7#6) Her begår Luther to fejl. For det første fortolker han det, at vor lastefulde natur i nogen grad er tilbøjelig til det onde, som om den helt blev ført frem til ugudelighed; vi har allerede bevist, at det forholder sig helt anderledes. For det andet understreger han ved et sofistisk trick, at menneskets fordærvede natur er Guds skabning, skønt menneskets natur, for så vidt den er lastefuld, ikke er Guds skabning, og Gud ikke virker ondt i den, for så vidt den handler ondt. For selv i det at synde er der en vis handling og en vis substans, der er god, sådan som der i utugten er legemer, blikke, berøring og kærlighed. (e2#83) Men denne almindelige bevægelse fra den første årsag forklarer ikke det spørgsmål, det her drejer sig om.

^{21 [151]}          Nondum audimus Dei tonitrua. Nam hoc commentum hausit ex Philosophia, quam toties detestatus (1405) est, quemadmodum et sophisticen, cum non alio magis confugiat, quoties urgetur argumentis. Sed animadvertens nondum satis esse mollitum illud indurandi verbum, adfert aliud commentum. Indurare, inquit, est malum facere. Proinde Deus non sic indurat quasi de novo in nobis malum creet, perinde quasi caupo malus in vas sincerum infundas venenum, ipse vase nihil agente, sed Deus, inquit, operatur in nobis, id est, per nos, mala, non suapte culpa, sed nostro vitio, quos natura malos actione sua rapit, quemadmodum operatur et in Satana, licet nostro malo utatur bene. Ut dissimulem, quod ubique Satanæ dissimilem causam miscet cum causa hominis: non enim Satanam Deus genuit malum, quemadmodum quotidie gignit homines malos et impios etiam, si Luthero credimus, nec Satanas ob alienum peccatum malus est, sed ex propria malitia, nec habet insita virtutum semina, quemadmodum habet homo nascens.

          Endnu har vi ikke hørt Guds tordenskrald. For Luther har uddraget denne betragtning fra filosofien, den, han overalt foragter, som han også foragter den sofistiske filosofi, skønt han ofte tager sin tilflugt til den, når han bliver hårdt presset af argumenter. Men han er blevet klar over, at han endnu ikke har blødgjort det ord ”forhærde” tilstrækkeligt, og så fremfører han en anden betragtning: ”At forhærde er at gøre ondt. Følgelig forhærder Gud ikke, som om han fra begyndelsen skaber noget ondt i os, som hvis fx en ond krovært kommer gift i et rent glas, som i sig selv ikke gør noget, men Gud virker ondt i os, det vil sige, gennem os, ikke, så det var hans fejl, men det er vores fejl, vi, der af natur er onde, bliver revet med af hans virken, ligesom han virker i Satan, selv om han bruger vort onde til det gode”. (L7#10; ref) Lad os bare se bort fra, at han hele tiden sammenblander Satans sag med menneskets sag: for Gud skabte ikke Satan som ond, sådan som han i dag skaber menneskene som onde og ugudelige, hvis vi skal tro Luther, ejheller er Satan ond i kraft af en andens synd, men ud af sin egen ondskab, og han har heller ikke i sig nogen kim til dyd, sådan som det nyfødte menneske har det.

²² Si indurare est facere malum, ut exponit Lutherus, et Deus indurat, juxta simplicem sensum et Grammaticorum leges exclusis tropis, id quod hîc agat Lutherus, Deus fecit Pharaonem malum. Neque enim Sol dicitur indurare silicem, quem durum reperit, sed limum, quem mollem reperit. Verùm hîc qui nobis ob tropum tam insolenter insultabat, ad tropi præsidium confugit, exponens quomodo debeat accipi, quod Deus indurasse dicitur Pharaonem: Indurat, inquit, hoc est, agens per illum malum, quemadmodum agit per universas res, abusus est illius mala natura ad gloriam suam et salutem populi sui, quasi bonis artifex malo instrumento malum faciat opus. Objicit nobis Lutherus quod tropis ac sequelis fatagimus, ut Deum defendamus esse justum ac bonum, verùm ipse multo longius petitis tropis et collationibus hoc agit, ne videatur bonus aut justus.

Hvis det at forhærde er at gøre ondt, sådan som Luther forklarer det, og hvis Gud forhærder, forstået efter den simple mening og de grammatiske love uden billedtale, så siger Luther her, at Gud gør Farao ond. For man siger jo ikke, at solen hærdner flinten, som er hård, før den skinner på den, men at den hærdner leret, som er blødt, før den skinner på det. Men her sker der det, at han, der så overmodigt triumferede over os på grund af billedtale, nu tager sin tilflugt til billedtale, når han skal forklare, hvordan det skal forstås, at Gud siges at forhærde Farao: 'Han forhærder ham, det vil sige, han øver ondt igennem ham, ligesom han virker igennem alle ting, idet han bruger hans onde natur til sin ære og til sit folks frelse, ligesom en god håndværker med et dårligt redskab udfører et dårligt arbejde”. (L7#12; ref). Luther gør vrøvl, når vi bruger billedtale og drager slutninger for at forsvare Gud: han er virkelig retfærdig og god, men selv bruger han i langt højere grad billedtale og logiske slutninger, for at han ikke skal fremstilles som god eller retfærdig.

²³ Nam Deus non solum sapiens est et bonus artifex, verum etiam bonus Deus. Jam fieri potest ut bonus vir et idem bonus artifex, faciat opus imperfectum destitutus idoneis instrumentis: at quis diceret bonum virum, qui malis instrumentis sciens fecerit opus, in quo nihil esset boni, qualia Lutherus fingit omnia hominis opera, nondum per gratiam justificati, imo per omnia malum: veluti si faceret restudinem, quam sciret illico corruituram in capita inhabitantium, aut discum conficeret ex argilla venenata, præsertim cum illi esset in manu mutare vel materiam vel instrumenta.

For Gud er ikke blot vis og god som håndværker, han er også god som Gud. Nu kan det ske, at en god mand og også en god håndværker laver et ufuldkomment arbejde, fordi han mangler passende værktøjer: men hvem vil kalde den mand god, som med sit dårlige værktøj bevidst lavede et arbejde, som der ikke var noget godt ved? Men sådan forestiller Luther sig, at alle menneskers handlinger er, hvis de endnu ikke er retfærdiggjote ved nåden: de er helt igennem onde, som hvis han lavede en hvælving, som han vidste ville falde ned i hovedet på dem, der boede der, eller lavede en tallerken af forgiftet ler, især hvis det lå i hans magt at tage et andet materiale eller bruge et andet værktøj.

²⁴ Magis hîc quadrabat collatio boni Regis, qui malis spiculatoribus abutitur ad puniendos malos, aut defendendos bonos; verùm id non facit perpetuo, sed quoties res postulat. Nec est malum opus, quod Rex per illos agit, sed bonum opus, licet illi peragant animo non bono. Nec sic agit per illos, quemadmodum faber per securim, sed quemadmodum herus per ministrum, qui et ipse operatur, licet impulsu Domini. Hactenus igitur Lutherus tropum pepulit, sed alio tropo, veluti clavum clavo, pollicitus nobis simplicissimum ac germanissimum Scripturæ sensum. Quanquam ne sic quidem poterit elabi. Cum ait indurabo, juxta Grammaticos, non significatur præteritum, sed futurum, ut alterutrum fit necesse, aut Deum in illo genuisse novem malitiam, aut ei, quam reperit, accessionem adjunxisse.

Så passer talen om den gode konge bedre her, den konge, som brugte onde spioner til at straffe de onde eller forsvare de gode; men han gjorde det ikke hele tiden, men når sagen krævede det. Det er heller ikke en ond gerning, som kongen udfører gennem dem, men en god gerning, selv om de ikke har gode hensigter, når de gør det. Og han virker heller ikke igennem dem, som en tømrer gennem sin økse, men som en hersker gennem sin minister, som også selv gør noget, selv om tilskyndelsen kommer fra hans herre. Hidtil har Luther fornægtet den ene billedtale, men selv brugt en anden, ligesom man driver et søm ud med et andet søm, skønt han lovede os at ville finde skriftens mest ligefremme og ægte mening. Og ikke engang på den måde kan han undslippe. Når han siger 'jeg vil forhærde', så betyder det ifølge grammatikerne ikke fortid, men fremtid, så ét af to må nødvendigvis være sandt: Enten skabte Gud en ny ondskab i ham, eller han fik den ondskab, han forefandt, til at vokse.

²⁵  Quantulum autem refert, utrum adferas morbum, an adaugeas? Sed omitto mentis habitum, certe quæ dicebat faciebatque Pharao, erant actiones novæ, quas Deus in illo operatus est, otioso et nihil agente, sed nihil aliud quam patiente juxta securis et serræ parabolam. Nec sublevat Lutherum, quod Deus naturam Pharaonis ab initio reperit malam, cum illam ipsam naturam gignendo induraverit, si Luthero credimus, quasi faber malis instrumentis, quæ ipse parit, faciat malum opus. Quod si hîc confugerit ad primam massam peccato vitiatam, hoc ipsum primum peccatum sic Deus operatus est in Adam, quemadmodum operabatur in Pharaone, nimirum prima causa motu suo omnipotente rapiens omnia. Si dicat Adam pecasse subtracta gratia, tota calamitatis invidia recidit in Deum, qui præter culpam, Adæ subtraxerit gratiam. Hîc confugiet ad (1406) arcanam voluntatem, at nos negamus esse necesse, cum probabilius, et juxta sententiam Orthodoxorum omnium, origo mali referatur ad liberum arbitrium.

Men kan det ikke være det samme, om man påfører en sygdom eller øger én? Dog vil jeg ikke se på Faraos sindstilstand, det er givet, at hvad han sagde og gjorde, var nye handlinger, som Gud virkede i ham, mens han selv gik ledig og intet foretog sig, ikke andet end at finde sig i det, ifølge lignelsen om øksen og saven. Det hjælper heller ikke Luther, at Gud fra begyndelsen forefandt Faraos natur ond, som Luther påstår, ligesom en tømrer udfører et dårligt arbejde med de dårlige værktøjer, som han selv har lavet. For hvis han her tager sin tilflugt til den første syndfulde masse, så virkede Gud denne selvsamme første synd i Adam på samme måde, som han virkede i Farao, idet han nemlig rev alting med med sin almagts bevægelse som den første årsag. Hvis han siger, at Adam syndede, fordi nåden blev holdt tilbage, så falder al hadet for ulykken tilbage på Gud, fordi han trak sin nåde tilbage fra Adam, skønt han ikke havde nogen skyld. Her kan han tage sin tilflugt til den hemmelige vilje, men det nægter vi er nødvendigt, eftersom det er mere rimeligt, og i overensstemmelse med alle de ortodokses mening, at henføre det ondes oprindelse til den frie vilje.

²⁶ Quanquam multa tradunt de statu primorum parentum, in quo fuerunt conditi, quæ certo doceri non possunt ex sacris Litteris. Verùm hominem sic conditum legimus, ut esset illi liberum deflectere in malum si vellet, et hærere bono si vellet. Legimus Evam à serpente circumventam, sollicitatam pulchritudine pomi, Adam ab uxore fuisse seductum. Quod Deus ultro subduxerit illi gratiam, non legimus. Quod legimus tenemus, quod affingitur rejicimus. Jam si voluntas hominis nihil agit nec in malis, quid est quod aliquoties reperit Lutherus, Adam sua voluntati relictus? Ita-ne voluntas hominis erat condita mala, ut illi relictus, statim raperetur ad impietatem? Probabilius igitur est, eum dici relictum suæ voluntati, quem Deus passus est uti suo arbitrio, cum posset retrahere vacillantem.

Sandt nok overleverer de mange ting om den status, de første mennesker var skabt i, som ikke med sikkerhed kan læres ud fra den hellige skrift. Men vi læser, at mennesker blev skabt således, at det stod ham frit for at bøje af mod det onde, hvis han ville, og knytte sig til det gode, hvis han ville. Vi læser, at Eva blev overlistet af slangen, at hun blev lokket af æblets skønhed, at Adam blev forført af sin hustru. Men vi læser ikke, at Gud tog sin nåde bort fra dem. Hvad vi læser, skal vi holde fast ved, hvad der er tilføjet som fri fantasi, forkaster vi. Men hvis nu menneskets vilje intet udfører, heller ikke til det onde, hvad er det da, som Luther finder overalt, at Adam var overladt til sin egen vilje? Var ikke menneskets vilje skabt ond, så når den blev overladt til sig selv, ville den straks svinge over til ugudelighed? Det er derfor mere rimeligt at sige, at det menneske var overladt til sin egen vilje, som Gud fandt sig i brugte sin valgfrihed, selv om han kunne have trukket ham tilbage, hvis han vaklede.

²⁷ Hîc exsistit alia quæstio, an Adam potuerit obsistere tentationi sine accessione novæ gratiæ. Verum præstat hoc agere quod est institutum. Adducit huc ex Libris Regum, quod de Semei maledico dixit David, Dominus præcepit illi, ut maledicat David. Fatetur absurdum, si quis accipiat Dominum præcepisse maledico, ut justum incesseret convitiis. Itaque qui profitebatur se rem exclusis tropis explicaturum, hic rursus ad tropos confugit, immane quam è longinquo petitos. Eo David respexit, inquit, quod Deus omnipotens dixit et facta sunt, hoc est, verbo æterno omnia facit. Quam durus hic tropus est, qui tamen non hîc tantum habet locum, sed in omnibus sceleribus.

Her opstår nu et andet spørgsmål: Kunne Adam have modstået fristelsen, uden at den nye nåde var blevet øget. Men vi må hellere behandle det, vi har sat os for.

Han indfører her fra kongebogen det, som David sagde om Shim'is forbandelse: 'Herren har befalet ham at forbande David' (2 Kong 16,10f; L7#14). Han indrømmer, at det ville være absurd, hvis man forstod det sådan, at Herren havde befalet at forbande, så en retfærdig mand blev angrebet med fornærmelser. Derfor sker der her igen det, at den, der havde lovet, at han ville forklare sagen uden billedtale, tager sin tilflugt til billedtale, og det en billedtale, der er meget langt ude. 'David ser hen til det, at Gud, den almægtige, talte og så skete det, det vil sige, han ser hen til, at han skaber alt med sit evige ord' (L7#14). Hvor hård er ikke denne billedtale! Og dog skal den ikke blot bruges her, men overfor alle forbrydelser.

²⁸  Dominus præcepit, ut Pharisæi blasphemias jacularentur in Filium Dei pendentem in cruce, præciput ut Lucifer descisceret à conditore suo, præcipit ut seduceret Evam, præcepit ut David occideret Uriam, et uxorem corrumperet adulterio, præcepit ut Judas osculo proderet Christum, præcepit ut milites illum indigne tractarent, præcepit ut Pseudapostoli et hæretici vexarent Ecclesiam Dei, præcepit ut tyranni sævirent diris suppliciis et mortibus in discipulos Christi, præcipit ut hodie Satanas non desinat hominum animos ad turpia sollicitare.

Herren befalede, at farisæerne skulle udslynge bespottelser mod Guds søn, da han hang på korset, han befalede, at Lucifer skulle gøre oprør mod sin skaber, han befalede, at han skulle forføre Eva, han befalede, at David skulle slå Urias ihjel og begå utugt med hans hustru, han befalede, at Judas skulle forråde Kristus med et kys, han befalede, at soldaterne skulle behandle ham på uværdig vis, han befalede, at falske apostle og kættere skulle hærge Guds kirke, han befalede, at tyranner skulle rase med hårde straffe og dødsdomme mod Kristi disciple, han befalede, at Satan i vore dage ikke skulle ophøre med at forlede menneskers sind til dumheder.

²⁹ Hæc si mollia sunt, si simplicia, si sensui communio consentanea, vicit Lutherus, etiamsi non sine tropo; Sin coacta, dura et frigida, quid est cur ob hæc ab Ecclesiæ decreto recedamus? Verùm cum hoc sermonis genus non reperiatur in sacris Litteris, nisi paucis locis, ubi Deus abutitur malitia hujus, aut illius, vel ad emendationem bonorum, vel ad punitionem malorum, vel ad aliam rem bonam, ne admisecamus huic negitio generalem illam primariæ causæ actionem, sed adferamus aliquid peculiare, ubi sermo non est in genere, sed de hoc aut illo proprie loquitur, Ego Dominus seduxi Prophetam illum, id est, passus sum illum falsis prædicationibus decipere populum, sic meritum.

Hvis sådanne fortolkninger er rimelige, hvis de er enkle, hvis de stemmer overens med almindelig fornuft, så har Luther sejret, skønt det jo ikke er sket uden billedtale. Men hvis de er tvungne, hårde og kolde, hvorfor skulle vi så på grund af dem afvige fra kirkens bestemmelse? Men eftersom den slags ord kun findes få steder i den hellige skrift, hvor Gud bruger én og andens ondskab, enten til at forbedre de gode eller til at straffe de onde, eller til en anden god sag, lad os så ikke blande denne almindelig virken fra den første årsag op i denne sag, men lad os fremføre noget særligt, hvor ordet tales ikke i almindelighed, men om denne eller hin særegenhed: 'Jeg, Herren, forførte denne profet' (Ez 14,9) det vil sige, jeg har fundet mig i, at han med falske forudsigelser narrer det folk, der havde gjort sig fortjent til det.

³⁰ Ita fecit suos aberrare à recta via, non revocans illos afflictionibus, nimirum sic commeritos, qui toties Deum revocantem spreverant. Sic emittit Spiritum in ora Prophetarum mendacem: Sic tradidit quosdam in reprobum sensum, vel ut ingravescens ac proditus morbus facilius corrigeretur, vel ut omnibus perspicuum esset, illos justo Dei judicio fuisse desertos. Jam cum Lutherus fatetur, Deum data occasione Pharaonem indurasse, non ita multum abest à nostra sententia. Hoc idem affirmant, quorum interpretationem retuli. Facere dicitur qui dat occasionem. Verùm hunc tropum in nobis irridet, cum ipse utatur eodem, quanquam non in loco.

Således bevirkede han, at hans egne veg bort fra den rette vej, idet han ikke kaldte dem tilbage med trængsler, skønt de uden tvivl havde fortjent det, fordi de så ofte lod hånt om den Gud, der kaldte dem tilbage. Således udsendte han en løgneånd i profeternes mund. Således overlod han nogle til deres forkerte meninger, enten så den sygdom, der blev værre og blev mere åbenbar, lettere kunne helbredes, eller så det blev klart for alle, at de havde forladt Guds retfærdige dom. Men når nu Luther indrømmer, at Gud forhærdede Farao ved at give ham lejlighed til det (L7#16), så ligger det ikke langt fra vores opfattelse. Det samme mener de, hvis opfattelse jeg har gengivet. 'At gøre' betyder 'at give lejlighed til'. Men han gør nar af denne billedtale, når den forekommer hos os, skønt han selv bruger den selvsamme billedtale, skønt ikke på dette sted.

^{31[152. 153]}             Nunc audi triumphum hominis: Hæc, inquit, si persuasimus, vicimus in hac causa, et exclusis tropis et glossis hominum, verba Dei simpliciter accipimus, ne sit necesse Deum excusare vel iniquitatis arguere. Audiamus igitur simplicem Dei sermonem exclusis tropis et glossis hominum. Indurabo, inquit, cor Pharaonis, simpliciter loquitur, ac si diceret, Ego faciam ut cor Pharaonis induretur, seu ut me operante et faciente (1407) induretur, quod quo modo fiat audivimus: Scilicet intus generali motu, ipsam movebo voluntatem malam, ut suo impetu et cursu volendi pergat, nec cessabo movere, nec possum aliter. Foris vero offeram verbum et opus, in quod impinget impetus ille malus, cum aliud non possit, nisi male velle, me ipsum malum movente virtute omnipotentiæ. Audivimus humanorum verborum volumen, verbum Dei sine tropis et glossis non audimus, sed pro glossis Orthodoxorum audimus commenta Philosophorum, et pro tropis mollibus ac receptis, et è proximo petitis, audimus tropos multo duriores, et ab ipsa usque prædestinatione petitos.

         Hør nu, hvordan den gode mand triumferer: 'Hvis vi har overbevist om det, har vi vundet i denne sag, og efter at vi har udelukket menneskers billedtale og fortolkning, opfatter vi Guds ord ganske ligefremt, så det ikke er nødvendigt at undskylde Gud eller anklage ham for uretfærdighed' (L7#21). Men lad os så da høre denne ligefremme Guds tale uden menneskelig billedtale og fortolkning. '[Når Gud siger] Jeg vil forhærde Faraos hjerte, så taler han ligefremt, som om han ville sige: Jeg vil bevirke, at Faraos hjerte forhærdes, eller sådan at det, når jeg virker og handler, bliver forhærdet, og vi har hørt, hvordan det sker: indvendig bevæger jeg denne onde vilje ved den almindelige bevægelse, så han vil fortsætte efter sin egen tilskyndelse og viljesforløb, og jeg vil ikke ophøre med at bevæge, heller ikke kan jeg andet. Men i det ydre tilbyder jeg ham ordet og gerningen, og det vil hans onde tilskyndelse støde imod, eftersom han ikke kan andet end ville det, der er ondt, når jeg med min almægtige kraft bevæger dette onde menneske'. (L7#22) Vi har hørt en hel bunke menneskeord, men Guds ord uden billedtale og fortolkning har vi ikke hørt, men i stedet for det ortodokses fortolkninger hører vi filosoffernes forestillinger, og i stedet for moderat og accepteret billedtale, som retter sig mod det nærmeste, hører vi en billedtale, der er meget hårdere og hentet fra prædestinations-tanken.

³² Sed cui dixit ista Deus? Mosi. Uter Deus prædicatus, an non prædicatus? Utique Deus prædicatus: nam ille alter non loquitur, sed tacitus agit quæ vult. Atqui Deus prædicatus negat se quenquam indurare, sed venisse servandis omnibus, nec usquam docuit se indurasse Judam, ut proderet Dominum suum, aut Pharisæos, ut ad crucem adigerent agnum omnis expertem maculæ: Breviter quicquid est malorum ab ipso fieri, cum voluntas hominis tantum patiatur et ad bonum opus et ad malum. Quod si Moses homo spiritualis sciebat Deum esse primam omnium causam, et hujus motu omnipotente fieri omnia, quid novi dixit illi Deus, pollicens se induratum cor Pharaonis? Quod si Moses nondum intelligebat hoc arcanum, nec populus apud quem nomine Dei legatione fungebatur, ubi simplicissimus ille sermo, quem pollicebatur Lutherus arbitris Grammaticis et sensu communi?

Men hvem taler denne Gud til? Moses. Eller er der mon tale om den prædikede Gud eller den ikke-prædikede? Givetvis den prædikede Gud; for den anden taler ikke, men udfører tavst det, han vil. Men den prædikede Gud nægter at han forhærder nogen, han er i stedet kommet for at tjene alle, ejheller lærte han nogensinde, at han forhærdede Judas, så han forrådte sin herre, eller forhærdede farisæerne, så de ville føre det lydefri lam til korset; kort sagt, han lærte os ikke, at der alt ondt sker ved ham, fordi menneskets vilje er passiv, både i den gode og i den onde gerning. Men hvis Moses som et åndeligt menneske vidste, at Gud er den første årsag til alt, og at alt sker ved hans almægtige bevægelse, hvad nyt siger da Gud til ham, når han lover, at han vil forhærde Faraos hjerte? Og hvis Moses endnu ikke forstod dette skjulte, og heller ikke folket gjorde det, det folk, overfor hvilket han udøvede en sendelse i Guds navn, hvor er så den yderst enkle tale, som Luther lovede skulle fremgå af grammatikken og den almindelige mening?

³³ An quisquam hoc ante Lutherum sic interpretatus est? Nec quisquam exstitit in Orbe, qui sensum haberet communem, ut Grammaticum sermonem intelligeret? Si sciebat populus quod docet Lutherus de motu omnipotente, nihil novi dixit Deus: si nesciebat, nec hunc sermonem tam non simplicem potuit intelligere. Quid autem sibi vult Lutherus, cum gaudens ut semper hyperbolis Deum ita loquentem facit, Nec cessabo movere, nec possum aliter. An Deus non potest malitiam impii Regis etiam absque gratia cohibere si vellet, quemadmodum fecit ut ignis refrigeraret tres pueros in fornace Babylonica? Non potuit non movere, sed potuit aliter movere et potuit ibi sistere furentem.

Mon nogen har fortolket dette således før Luther? Eksisterede der i verden nogen, som havde den almindelige mening, så han kunne forstå grammatikkernes tale? Hvis folket vidste, hvad Luther lærte om den almægtige bevægelse, så sagde Gud intet nyt: Hvis de ikke vidste det, så kunne de heller ikke forstå denne tale, som var alt andet end ligefrem. Men hvad vil Luther opnå, når han som altid glæder sig ved overdrivelser og lader Gud taler således: 'ejheller vil jeg ophøre med at bevæge, og jeg kan det ikke anderledes'? (L7#22). Kan Gud ikke udslette den ugudelige konges ondskab, også uden nåden, hvis han ville, ligesom han udvirkede, at ilden afkølede de tre mænd i den babyloniske ovn? (Dan 3,19-27; e2#72) Han kunne ikke lade være med at bevæge ham, men han kunne bevæge ham anderledes, og han kunne få ham til at ophøre med sin rasen.

³⁴ Quid dixi, sistere? Potuit in nihilum redigere. Quas hyperbolas, quos verborum fumos objicit nobis hic, qui repudiat omnia, præter simplicem sermonem Dei. Tandem velut his quoque diffisus alio dilabitur, obiter admiscens prædictionis ac præscientiæ mentionem. Sic, inquit, certissimus erat, et certissime pronuntiabat Deus, Pharaonem esse indurandum, ut qui certissimus erat Pharaonis voluntatem nec motui omnipotenti resistere, nec malitiam suam deponerem, nec oblatum adversarium Mosen admittere posse, sed manente ejus voluntate mala, necessario pejorem, duriorem, et superbiorem fieri, dum cursu et impetu suo, impingeret in id quod nolebat, et quod contemnebat, confisus potentia sua, etc.

Hvad sagde jeg, få ham til at ophøre? Han kunne have tilintetgjort ham. Hvilke overdrivelser, hvilke ordtåger hvirvler han ikke her op for os, han, som forkaster alt andet end Guds enkle tale.

Til sidst: Som om han heller ikke selv stoler på disse ting, går han over til noget andet, idet han i forbifarten nævner Guds forudsigelse og Guds forudviden: 'Således var det helt sikkert, og Gud kunne helt sikkert forudsige, at Farao ville blive forhærdet, fordi han var sikker på, at Faraos vilje hverken kunne modstå almagtens bevægelse eller lægge sin ondskab fra sig, eller acceptere Moses, fjenden, og fordi han var sikker på, at når hans vilje stadig var ond, ville han med nødvendighed bliver værre, hårdere og mere overmodig, da han i sit løb og i sin tilskyndelse stødte ind i det, som han ikke ville og som han foragtede, i den grad stolede han på sin magt'. (L7#23)

³⁵ Quid opus erat hoc sermone? Si Deus ideo dixit, indurabo, id est, scio illum fore duriorem quam hactenus fuit, tropus erit aliquanto mollior, quam quem inducit Lutherus. Atqui si fuisset in manu Pharaoni mutare voluntatem suam perversam et impiam, nihilo minus certo Deus pronuntiare poterat eum indurandum, quam nos pronuntiamus eum induratum fuisse. Sed interim Lutherus oblitus sui, tribuit humanæ voluntati vim agendi malum, cum antea dixerit humanam voluntatem tantummodo pati, non aliter quam securis agitur à fabro, ut jam nihilo plus laudis sit securi, si faber ea faciat aram, quam si eadem occidat hominem. Quod si hominis voluntas acta motu primæ causæ, simul agit et ipsam cur non idem fatetur in opere bono?

Hvad grund var der til at sige dette? Hvis Gud sagde: 'Jeg vil forhærde' i den betydning 'Jeg véd, at han vil blive hårdere, end han hidtil har været', så ville det være en billedtale, der var noget blidere end den, Luther har indført. Og hvis det havde stået i Faraos magt at ændre sin perverse og ugudelige vilje, kunne Gud have erklæret, at han ville blive forhærdet, med ikke mindre sikkerhed, end vi har, når vi erklærer, at han var blevet forhærdet. Men imidlertid har Luther glemt sig selv, for han tillægger den menneskelige vilje en magt til at øve ondt, skønt han tidligere havde sagt, at den menneskelige vilje kun var passiv, ikke anderledes end øksen var det i tømrerens hånd, så øksen ikke får større ros, hvis tømreren laver et alter med den, end hvis han slår et menneske ihjel med den. Men hvis menneskets vilje i en handling, bevæget af den første årsag, også selv handler dèr, hvorfor indrømmer han så ikke, at det samme sker i en god handling?

³⁶ Nisi forte sub generali motu manet impetus humanæ voluntatis, sub gratia agente non manet. Item si omnes homines natura sunt impii, nec quicquam velle possunt nisi malum, quî fit, ut hunc visa uxor alterius pertrahat ad adulterium, ille sibi temperet, cum neutrum agat Spiritus, et utrique data sit par occasio? Rursus hic pecuniæ causa jugulet (1408) homines, alius ne repertam quidem pecuniam velit tollere? Hic ultro effutiat secretum, alius ne in tormentis quidem effutiat, quod reticendum est. Si impietas manat ex origine, ea par est omnibus, si Christum excipias cum sua matre, quam et ipsam volunt exeptam. Jam posuimus et occasionem parem.

Ja, det skyldes måske, at den menneskelige viljes tilskyndelse forbliver under den almindelige bevægelse, men ikke forbliver under den handlende nåde. Ligeledes, hvis alle mennesker af natur er ugudelige, og ikke kan ville andet end ondt, hvordan går det så til, at synet af en anden mands hustru drager den ene i retning af utugt, men får den anden til at beherske sig, skønt ånden ikke indvirker på nogen af dem og begge fik den samme mulighed? Videre, hvordan går det til, at den ene for penges skyld skærer struben over på en anden, en anden overhovedet ikke vil beholde penge, han har fundet? At den ene spontant buser ud med en hemmelighed, en anden ikke engang under tortur vil røbe, hvad der skal holdes hemmeligt? Hvis ugudelighed stammer fra arvesynden, er den lige stor hos alle, undtagen hos Kristus og hans mor, som de også vil undtage. Men nu har vi også antaget en ens mulighed.

³⁷ Motus autem omnipotens, qui rapit omnia, sine dubio communis est omnium. Nec hîc apparet causam, cur alius propensus sit ad hoc crimen, alius ad aliud, quemadmodum Spiritus variis donis aliter atque aliter agit in diversis.

Men den almægtige bevægelse, som river alt med sig, er uden tvivl fælles for alle. Der synes her heller ikke at være nogen årsag til, at den ene er tilbøjelig til den forbrydelse, den anden til en anden, ligesom ånden bevæger de forskellige mennesker med forskellige gaver.

³⁸ Rursus homo violentus ex hoc ipso loco, quem adversus liberum arbitrium adduximus, colligit liberum arbitrium nihil posse nisi malum. Atqui quomodo dicitur liberum arbitrium, si captivum ducitur ad malum tantùm? Deinde ubi est, quod nos docuit Lutherus, liberum arbitrium esse nomen inane, nusquam exstans in rerum natura? Præterea quæ tandem est consequentia, Certa præscientia Deus prædixit indurandum Pharaonem, ergo Pharao non potuit mutare pravam voluntatem. Imo pulsatus est gratia præparante Pharao, et flecti coeperat, et fortasse resipiscere poterat, si pulsantem gratiam fuisset amplexus. Quod si Deus non addidit uberiorem gratiam, non natura nec motus ille generalis fuit in causa, sed animi pravitas per liberum arbitrium multo peccandi usu contracta. Et si Deus negasset illi pulsantem gratiam, nihil opus erat, velut ex machina inducere motum universalem primæ causæ, sed potius ut Augustinus facit, merita præcedentia, quibus se reddiderat indignum uberiore Dei gratia*.

* De gratia et libero arbitrio 23.45

Videre drager det voldsomme menneske af netop det samme skriftsted, som vi fremførte imod den frie vilje (e2#38), den slutning, at den frie vilje kun kan øve ondt (L7#24). Men hvordan kan den kaldes en fri vilje, hvis den fanget føres til kun det onde? Dernæst, hvad med det, som Luther lærte os, at fri vilje er et tomt navn, der aldrig har eksisteret i virkeligheden? For øvrigt, hvad er logikken i denne slutning: Gud forudsagde ud fra sin forudviden, at Farao ville blive forhærdet, altså kunne Farao ikke forandre sin fordrejede vilje? Tværtimod, Farao blev tilskyndet af den forberedende nåde og begyndte at bøje sig og måske kunne han gå i sig selv, hvis han havde modtaget den tilskyndende nåde. For det, at Gud ikke tilføjede den overvældende nåde, har ikke sin grund i naturen eller i denne almindelige bevægelse, men i fordrejetheden hos en sjæl, som var smittet af en langvarig vane med at synde gennem den frie vilje. Og hvis Gud havde nægtet ham den tilskyndende nåde, var der ikke brug for, som en slags automatreaktion, at indføre den første årsags almindelige bevægelser, snarere skulle man gøre, som Augustin gør: indføre de forudgående fortjenester, hvorved han gjorde sig uværdig til at modtage Guds overvældende nåde.

³⁹ Hactenus itaque nihil audivimus à Luthero, quod funditus tollat hominis liberum arbitrium, aut meram statuat necessitatem: denique quod respondeat splendidis illis promissis, quid intersit inter fumos hominis et tonitrua Dei, et tamen perinde quasi rem felicibus gessisset auspiciis, pergit tollere reliquias hujus belli. Roganti cuipiam, cur Deus non cesset ab illo motu omnipotenti, respondet non esse æquum, ut Deus ob impios desinat esse Deus. Hoc dictum utcunque tolerabile est, licet interim adimat Deo facultatem eum motum moderandi pro suo arbitrio. Neque enim semper motus ille rapit Satanam homini molientem exitium, nec impiis semper licet quod volunt etiam occasione objecta.

Hidtil har vi derfor intet hørt fra Luther, som i bund og grund ophæver menneskets frie vilje, eller som bekræfter den rene og skære nødvendighed, eller som kan være svar på disse fortrinlige løfter om 'forskellen mellem menneskets tågeslør og Guds tordenskrald' (L6#10), og dog går han videre, som om sagen var ført til ende på lykkelig måde, med at opsamle krigens rester. Til én, der spørger, hvorfor Gud ikke ophører med denne almagtens bevægelse, svarer han, at det ikke er passende, at Gud for de ugudeliges skyld ophører med at være Gud. (L76#26). Dette udsagn er i nogen grad udholdeligt, selv om han derved berøver Gud muligheden for at moderere sin bevægelse efter forgodtbefindende. For denne bevægelse river heller ikke altid Satan med sig, når han påtænker at ødelægge et menneske, og den lader heller ikke altid de ugudelige gøre, hvad de vil, selv om de har lejlighed til det.

⁴⁰ Sed alterum durius est, quod addit, scilicet ut desinat esse bonus, ne illi fiant pejores. An Deus desineret esse bonus, nisi perpetuo motu suo gigneret homines impios, et illorum pravam voluntatem raperet ad agenda mala? Citius credatur bonus, si vel coerceat, vel immutet illorum impiam voluntatem. Itaque cum constet illum esse summe bonum, cur per gratiam suam non immutat illorum voluntates, quanquam idem potest omnipotente suo motu, cujus arbitrium habet in manu. Neque enim sic movetur, ut Sol aut Orbes coelestes, nec sic agit, ut ignis adurit, sed mera libertate agit ut vult. Hîc nihil habet quod respondeat, nisi fateatur esse liberum hominis arbitrium aliquid, quo posito simul probatur Deus et justus et bonus. Sed mavult ad arcanam Dei voluntatem confugere, quam negat inquirendam, sed tantum adorandam.

Men det andet, han tilføjer, er værre, nemlig [at det ikke ville være rigtigt], at Gud skulle ophøre med at være god, for at de ikke skulle blive værre. (L7#26) Ophører Gud med at være god, hvis han ikke med sin stadige bevægelse fremkalder ugudelige mennesker og river deres fordrejede vilje med til at øve ondt? Man ville snarere tro, at han var god, hvis han enten tvang eller ændrede deres ugudelige vilje. Når det derfor står fast, at han er det højeste gode, hvorfor ændrer han så ikke deres vilje gennem sin nåde, skønt han kan gøre det med sin almægtige bevægelse, hvis forløb han har i sin hånd? Han bevæger jo ikke sådan, som solen og de himmelske legemer, han virker heller ikke sådan, som ilden brænder, nej, han udfører frit det, han vil. Her har han ikke noget at svare, hvis man da ikke indrømmer, at menneskets vilje i nogen grad er fri, for er det slået fast, kan man samtidig bevise, at Gud er både retfærdig og god. Men han vil hellere tage sin tilflugt til den hemmelige Guds vilje, som han nægter at udforske, men kun vil tilbede.

⁴¹ Atqui hujus quæstionis indagatio propius ad nos pertinet, quam illæ veteres de verbo homusii, de Spiritu Sancto ab utroque procedente, de Filio ex eadem essentia nascente, et Spirito Sancto ex eadem procedente, quem Filium appellare fas non sit. Quin hîc respondebant, mysterium et adorandum esse, non inquirendum. Fateor in rebus divinis frequenter occurrere, in quibus adoranda est Dei voluntas, non humana ratione scrutanda, verùm ea difficultas non semper est in Scripturis aut rebus, sed frequenter in animis nostris, vel illotis, vel parum exercitatis. Rudibus igitur, impiis, et crassis ista cantio canenda est, ne irruant in adyta divinorum mysteriorum; Piis autem et exercitatis fas est cum reverentia scrutari, quod divinis voluminibus nobis proditum est.

Men at efterforskning af dette spørgsmål har større betydning for os, end disse gamle spørgsmål om ordets homousi, om Helligåndens udgåen fra både faderen og sønnen, om sønnen er født af den samme essens og om Helligånden udgår fra den samme essens, skønt det ikke er rigtigt at kalde Helligånden søn. Hvorfor svarede de ikke her, at det var et mysterium, som skulle tilbedes, ikke udgranskes. Jeg tilstår, at det ofte sker i guddommelige sager, at man skal tilbede og ikke med den menneskelige fornuft udforske Guds vilje; men den vanskelighed ligger ikke altid i skriften eller i sagen selv, men ofte i vort sind, som enten er urene eller dårligt øvede. Og derfor skulle denne sang synges for de udannede, for de ugudelige og rå mennesker, at de ikke skal fare ind i de guddommelige mysteriers helligdom; men for de fromme og øvede er det rigtigt med ærbødighed at udforske, hvad der er overleveret os i den hellige skrift.

⁴² Et quibus tantum datum est lucis, ut ex Scripturis potuerint colligere, in tribus personis esse (1409) eandem essentiam numero, simplicissimam et individuam, hi tam misere cæcutierunt in hac materia, cujus bona portio sic ad nos pertinet, ut quædam etiam ipso sensu queamus dijudicare, de qua nobis tam multa prodiderunt sacræ Litteræ? Nihil enim moror istiusmodi verba, Si caro et sanguis hîc offensa murmurent, Murmurent sane. Hujusmodi verborum fumis jam assuevimus. Facile est nominare carnem ac spiritum, at discernere difficillimum est. Nec facile nobis persuadetur, omnes retro Doctores fuisse carnem et sanguinem, excepto Wiclepho, et his qui nuper exorti negant hominis liberum arbitrium. Iis qui rogant, cur talem condidit Adam, ut posset labi, cur passus est labi, ut non deest quod respondeatur, ita non est necesse ad omnia respondere.

Og de, der har fået givet så meget lys, at de ud fra skriften kan drage den slutning, at der i tre personer er den samme essens, enkelt og og udelt, er de i den grad blinde i denne sag, af hvilken størstedelen på den måde kommer os ved, at enhver af os med vor egen overvejelse kan bedømme den, og som skriften har overleveret os så meget om? For jeg har ikke meget tilovers for udsagn som: 'Hvis kød og blod bliver stødt over det og knurrer, så lad dem bare knurre' (L7#28). Vi har for længst vænnet os til den slags ordtåger. Det er let at bruge ordene 'kød' og 'ånd', men det er særdeles vanskeligt at skelne mellem dem. Og det er heller ikke let at overbevise os om, at alle de gamle lærde var kød og blod, bortset fra Wiklef, og dem, der fornylig er dukket op, som nægter den menneskets frie vilje. Og hvad angår dem, der spørger, hvorfor Gud skabte Adam sådan, at han kunne falde, og hvorfor han fandt sig i, at han faldt, må man sige, at selv om man godt kan give svar, er det ikke nødvendigt at svare på alting.

⁴³ Deus voluit agnosci summe justus ac summe bonus, justitia non eluxisset, nisi fuisset liberum arbitrium, hoc est, labendi facultas, bonitas non eluxisset, nisi fuisset restituendi gratia. Idem responderi potest iis, qui quærunt quamobrem ex eadem massa infectos gignat omnes, cum potuerit aliud hominum genus condere, aut purgato semine creare nos. Si quis, inquam, pius ac modestus hæc cuperet discere, talia quædam poterant responderi, Sin impius, aut stulte curiosus, aut indocilis eadem percunctaretur, ille mereretur audire, quæ nunc Lutherus non mihi, sed universis Ecclesiæ proceribus recinit, Deus est, facit quæ vult, adora mysterium, ne inquirito, Non est illi præscribenda regula, cum ipse sit regula omnium.

Gud ville erkendes som overordentlig retfærdig og overordentlig god; hans retfærdighed ville ikke have lyst igennem, hvis der ikke havde eksisteret en fri vilje, det vil sige, mulighed for at falde; og hans godhed ville ikke have strålet frem, hvis der ikke havde været en nåde, der genopretter. Det samme kan svares til dem, som spørger om, hvorfor han af den samme masse fremkalder alle som besmittede (rom#9.21; gal#5.9), skønt han kunne skabe en anden slags mennesker, eller rense skabe os af en renset sæd. Her siger jeg, at hvis nogen fromt og ydmygt ønsker at lære herom, kan man svare som ovenfor antydet, men hvis nogen ugudeligt, dumt nysgerrigt eller selvtilstrækkeligt ville foretage de samme undersøgelser, så ville han fortjene at høre, hvad nu Luther foredrager ikke for mig, men for alle kirkens ledere: 'Han er Gud; han gør, hvad han vil; tilbed mysteriet, udforsk det ikke; man kan ikke foreskrive ham regler, han, der selv er reglen for alting' (L7#29).

⁴⁴ Quod si libet ubilibet hanc sententiam occinere, cur tam multa quærunt sacri Doctores in divinis Libris, et reddunt rationem plerumque certam, interdum probabilem, veluti cum inquirunt, cur Christus voluerit nasci ex virgine, cur ex conjugata, cur apud Judæos, cur peregre, cur in publico diversorio, cur sub Augusto Cæsare, cur in solo Lazaro excitando legitur infremuisse spiritu, et lacrymas fudisse, cur passus amicum mori, cur tam sero profectus est in Bethaniam, cur jussit sibi commonstrari sepulchrum, cur jussit tolli lapidem, cur sic inclamavit, cur solvi jussit, ac dari cibum*.

* Det er nu ikke i Joh 11,44, der står noget om mad, men i Luk 8,55, opvækkelsen af Jairus' datter.

Hvis han har lov til overalt at udbasunere denne mening, hvorfor udforsker da så mange hellige lærde mænd den hellige skrift og aflægger regnskab for mange ting, de fleste sikre, af og til sandsynlige, som når de spørger om, hvorfor Kristus ville fødes af en jomfru, hvorfor i et ægteskab, hvorfor hos jøderne, hvorfor ikke i sin hjemby, hvorfor i en stald, hvorfor under kejser Augustus, og hvorfor vi læser, at det kun var, da han oprejste Lazarus, at han blev opbragt (Joh 11,33) og græd (Joh 11,35), hvorfor han tillod, at hans ven døde, hvorfor han kom så sent til Betania, hvorfor han befalede, at de skulle vise han graven, hvorfor han befalede at fjerne stenen, hvorfor han råbte, som han gjorde, hvorfor han befalede, at de skulle løse ham og give ham noget at spise.

⁴⁵ In his vestigandis cum se salubriter exerceat Christiana pietas, cur in aliis Scripturæ locis non idem liceat, modo reverenter ac religiose? Quod si percunctator talis fuerit, ut appareat fore deteriorem si respondeas, hic ablegandus est dicto Pauli, O homo to quis es qui respondes Deo? Deus est, non potest non esse justum ac bonum quicquid dicit facitve, etiamsi tibi secus videatur.

Når de ved at undersøge disse ting frelsebringende udøver den kristne fromhed, hvorfor skulle det så ikke være tilladt i andre skriftsteder, blot det sker ærbødigt og fromt? Men hvis én, der spørger, er sådan indstillet, at man kan se, at han vil blive værre, hvis man svarer ham, så skal han afvises med de ord af Paulus: 'O menneske, hvem er du, som går i rette med Gud?' (rom#9.20). Han er Gud, han kan ikke andet end være retfærdig og god, ligegyldig hvad han siger og gør, skønt det ser anderledes ud for dig.

^{46 [154]}           Satis, ut arbitror, demonstrandum est, Lutherum nec præstitisse quod promiserat, cum hactenus nihil adduxerit nisi Philosophorum commentum, de motu omnipotente, quod ut verum sit, certe hîc friget: nec absque tropo conatum efficere quod instituit, cum pugnam instituerit adversus omnes tropos et sequelas, imo pro unico tropo sermonis usitato et è proximo petito, produxisses nobis tropos complures, duros ac ferreos, novos et inauditos, ab extramundanis usque petitos. Præterea declaratum est, in verbis evidentem absurditatem, satis idoneam dedisse causam, ut ad tropum confugeremus, quem ostendimus cum aliis Scripturæ locis congruere, nec abhorrere à communi loquendi consuetudine.

          Nu tror jeg, det er tilstrækkelig bevist, at Luther ikke har gjort det, han lovede, eftersom han hidtil ikke har fremført andet end filosoffernes antagelse om den almægtige bevægelse, som måske er sandt, men her uden interesse: og han har ikke, som han foresatte sig, kunnet gøre det uden brug af billedtale, skønt han indledte en kamp mod al billedtale og al konsekvensforfølgelse, ja, i stedet for en enkelt anvendelse af billedtale i sin fremførelse, som kunne være almindelig og ikke irrelevant, fremkaldte han for os masser af billedtale, jernhård, ny og uhørt, hentet fra en anden verden. Desforuden har vi forklaret, at der er en passende grund til at tage sin tilflugt til billedtale, når ordene er åbenlyst absurde, og det har vi påvist stemmer overens med andre skriftsteder og ikke er i karambolage med almindelig sprogbrug.

⁴⁷ Et ne protinus rejiceretur Erasmi tropus, nominavi probos auctores, Origenem, Hieronymum, Chrysostomum ac Theophylactum, qui non tantum asseverant, sed rationibus idoneis probant quod interpretantur. Quin et ideo nominavi meos auctores, ut alius, qui vellet aut posset, commodiorem inveniret tropum, qui verborum absurditati mederetur. Nunc superest, ut Lutherus pari felicitate doceat nos, ipsius commentum esse sensum Sancti Spiritus, idque non humanis rationibus, sed ex ipso loco tenore, quod sane probandi genus in sacris Litteris efficacissimum esse fateor. Verùm quid erit tam evidenter scriptum in arcanis Litteris, quod non detorqueat ad suum dogma, cum norit nobis interpretari pro merito, pollicitationem, pro mercede eventum, pro quærere, esse in via, pro indurari, moveri à prima causa.

Og for at ikke Erasmus' billedtale med det samme skulle forkastes, nævnede jeg de anerkendte autoriteter, Origenes, Hieronymus, Chrysostomus og Theofylactus, som ikke blot kom med påstande, men beviste, hvad de fortolkede, med passende begrundelser. (e1#43) Ja, jeg nævnede også af den grund mine autoriteter, at andre, som ville eller kunne, kunne finde en mere passende billedtale, som kunne bøde på ordenes absurditet. Nu mangler der kun det, at Luther med en lignende glæde belærer os om, at hans overvejelser er Helligåndens mening, og det jo altså ikke ud fra menneskelige begrundelser, men ud fra drivkraften i selve skriftstedet, hvilket jeg vil indrømme må være den mest virkningsfulde bevismåde i den hellige skrift. Men hvad vil være så klart skrevet i den gamle skrift, at han ikke kan fordreje det til sit dogme, eftersom han vil have os til at fortolke 'fortjeneste' som 'løfte', 'løn' som 'begivenhed', 'at søge mening' som 'at være på vej', 'at forhærde' som 'at bevæges af den første årsag'?

⁴⁸ Sed spectemus quem nobis exhibeat artificem. Hanc partem aggressurus præfatur suo more, (1410) Diatribam appellans tropologam, quasi meam ac non potius Veterum sententiam recensuerim: aut quasi sola Diatriba agat tropis et sequelis. Quod si tractans sacras Litteras nec tropum admittet usquam, nec aliud ex alio colliget, quid tandem efficiet, præsertim in locis inter se pugnantibus, juxta speciem duntaxat? Exorditur autem à generali convitio in omnes qui tropis utuntur in sacris Librus explicandis, quibus ait esse morem, ut fortiter contemto textu, verbum aliquod decerpant, quod tropis torqueant. Sic Diatriba, etc.

Men lad os se på, om han viser sig at være en god håndværker!

Denne del indleder han som han plejer med at angribe Diatriben; her derved, at han kalder Diatriben en billedtaler (L7#31), som om jeg gengav min mening og ikke snarere de gamles, eller som om det kun var Diatriben, der brugte billedtale om følgeslutninger. For hvis han, når han behander skriften, ikke tillader nogen billedtale overhovedet og heller ikke nogen slutning fra det ene til det andet, hvad får han så ud af det, især med de skriftsteder, som modsiger hinanden, eller i hvert fald synes at gøre det? Men han begynder med en generel fordømmelse af alle dem, som bruger billedtale til at fortolke den hellige skrift, og han siger, at det er deres skik, at de kraftigt foragter teksten, udvælger et eller andet ord, som de fordrejer med billedtale. Det gør også Diatriben, osv.

⁴⁹ Hæc petulantissime dicta, totiesque in hoc glorioso libro repetita, in quem recidunt? Non in Diatribam, quæ bona fide recensuit opinionem Veterum, sed in probatissimos Ecclesiæ Doctores, in quos ita sub Diatribæ fuco debacchatur, quemadmodum olim Julianus sub Augustini nomine, sacros Ecclesiæ Doctores faciebat Manichæos. Si illi verbum è contextu decerptum torquent, cur accusatur sola Diatriba? Verùm illos Lutherus fortiter contemnit, ne dicam impie. Contemnit, sed ubi dogmatibus ipsius adversantur; ubi videntur suffragari, non gravatur etiam Gregorium* citare, aut dictum aliquod ex historiola decerptum. Eodem autem animo quo maledicit Hieronymo, malediceret et Paulo, si auderet, quoties non facit ad ipsius dogmata. Sed maluit in Diatribam scurrari (nam hoc illi visum est elegans inventum) sic cogitans, ludos deliciasque faciam Diatribam, ita fiet, ut omnes auctoritate mea moti, conspuant illam, nec dignentur lectione, Tanta scilicet est mei nominis auctoritas.

* Formentlig Gregor af Rimini (1300-tallet), en augustinsk teolog.

Disse meget frække ord, som gentages ofte i denne hæderværdige bog, hvem rammer de? Ikke Diatriben, som i god tro gengiver de gamles opfattelse, men kirkens anerkendte lærde, som han således raser imod, idet han bruger Diatriben som skalkeskjul, sådan som Julian i gamle dage med Augustin som skalkeskjul gjorde kirkens hellige lærde mænd til manikæere. Hvis de tog et ord ud af sammenhængen og fordrejede det, hvorfor så kun anklage Diatriben for det? Men Luther skælder dem stærkt, for ikke at sige frækt, ud. Han skælder dem ud, men kun, hvor de er imod hans dogmer; når de synes at støtte ham, er han ikke bleg for at citere endog Gregor, eller et ord, taget ud af en ubetydelig historiefortælling. På samme måde, som han forbander Hieronymus, ville han også forbande Paulus, hvis han turde, så ofte han ikke passer til hans dogmer. Men han vil hellere drive spas med Diatriben (for det synes han er et smart påfund) ud fra den tanke: 'jeg vil gøre Diatriben til noget, man griner af og gør nar af, derved vil der ske det, at alle bliver påvirket af min autoritet og foragter Diatriben og ikke gider læse den, så stort et navn har jeg jo'.

⁵⁰ Hæc sibi pollicebatur gloriosus miles. Quis est omnium Origene diligentior in connectendis Scripturæ partibus, et observando, unde orsus, qua pergat, quo evadat Spiritus? At quo tandem argumento rejicit tropum Veterum? Si Deus, inquit, induravit Pharaonem differendo pænam, quid novi dictum est, cum eadem tolerantia induret omnes impios, abutentes Dei tolerantia? Accipio lemma, sed hoc telum mox retorquebo in jaculantem. Si ideo ineptus est tropus, quod Pharaoni tribuit quiddam quod est omnium impiorum commune, multo minus valebit commentum ipsius de motu generali primæ causæ, quod adeo non est peculiare Pharaoni, ut commune sit non jam dicam piis et impiis, sed ranis et crocodilis, viperis et ululis, denique rebus omnibus.

Den slags løfter giver vores hæderværdige soldat til sig selv. Er der nogen overhovedet, som er mere omhyggelig end Origenes i at sammenholde skriftens dele og lægge mærke til, hvor ånden kommer fra, hvordan den vokser, hvad der kommer ud af det? Men hvordan mon han argumenterer imod de gamles billedtale? 'Hvis Gud forhærdede Farao ved at udskyde straffen, hvad nyt siger han så, eftersom den samme overbærenhed forhærder alle de ugudelige, som misbruger Guds overbærenhed?' (L7#35-36; ref) Jeg accepterer argumentet, men jeg vil øjeblikkelig slynge dette spyd tilbage til den, der kastede det. Hvis billedtalen af den grund er uegnet, at Farao tilskrives noget, som er fælles for alle ugudelige, så gælder Luther egen overvejelse om den første årsags bevægelse da langt mindre, for i den grad gælder den ikke i særlig grad Farao, at den er fælles for ikke blot de førnævnte fromme og ugudelige, men for frøer og krokodiller, slanger og ugler, ja for alle ting.

⁵¹ Ut omittam interim non citra controversiam esse quod assumit. Etenim si quis neget Deum ut primam causam in singulis rebus, ac singulis actionibus cooperari secundis causis, quomodo evincet? Videlicet quoties lapis ex alto decidit in terram, eum ferri impulsu Dei, non sola generali naturæ vi. Aut quoties urit ignis, impulsu ejusdem urere. Proinde quod colligit Lutherus, Vides igitur, inquiens, nihil prorsus ad rem facere tropum istum hoc loco, ut qui generaliter ad omnes pertinet, qui peccant lenitate divina tolerati, etc nos in ipsum totidem verbis regerimus.

Så vil jeg springe over det faktum, at det, han antager, ikke er uomstridt. For hvis nogen ville nægte, at Gud som den første årsag samarbejder med sekundære årsager i de enkelte sager og tilfælde, hvordan vil han så kunne overbevise om det? Nemlig om, at hver gang en sten falder til jorden, sker det ved Guds kraft, ikke blot ved naturens almene kraft; eller om, at hver gang ilden brænder, brænder den ved den samme kraft. Derfor, når Luther drager den slutning: 'Du ser altså, at denne billedtale slet intet bidrager med til sagen på dette sted, fordi den har at gøre med alle i almindelighed, som synder, fordi de bliver tålt af den guddommelige overbærenhed', osv. (L7#36), så vil vi kaste de samme ord tilbage på ham:

⁵² Vides igitur, Luthere, nihil prorsus ad rem facere tropum istum hoc loco, ut qui generaliter ad omnes pertinet, qui peccant et non peccant, et non solum ad homines, verum etiam ad asinos et mulos, cum calcitrant aut aliud faciunt, rapti omnipotenti motu Dei. Nonne belle excussit tropum, non meum, sed probatissimorum Ecclesiæ Doctorum? Quanquam hîc alium adhibuit fucum artifex. Origenes adducit tropum, quo indurare dicitur, qui indurationis dedit occasionem, hoc jam pertinet non minus ad oblatas molestias, aut alias occasiones, quam ad tolerantiam. Cæterum quod non ponit exemplum nisi de lenitate, facile est videre quid sit in causa, quoniam hujus partis explicatio favorabior erat quam alterius.

Du ser altså, Luther, at denne billedtale intet har med sagen at gøre på dette sted, fordi den har med alle at gøre i almindelighed, som synder og ikke synder, og ikke blot med mennesker, men også med æsler og muldyr, som, når de sparker eller gør noget andet, er revet med af Guds almægtige bevægelse. Har han ikke smukt gendrevet denne billedtale, ikke min, men kirkens anerkendte lærdes billedtale?

Men her viser kunstneren en anden form for snyd. Origenes fremfører et billede, hvorefter 'at forhærde' vil sige 'at give lejlighed til at forhærdes', og det har lige så meget med de påførte ulykker eller andre tilfældigheder at gøre som med overbærenhed. Men det er let at se, hvorfor Luther kun fremfører eksemplet om overbærenhed, for denne del af forklaringen [af Origenes' forklaring] støtter mere ham end den anden.

⁵³ Verba Diatribes sic habent: Origenes libro peri arcwn tertio sic explicat nodum, ut fateatur occasionem induratiuonis datam a Deo, culpam tamen in Pharaonem rejiciat, qui sua malitia factus sit obstinatior, per hæc per quæ debebat ad pænitentiam adduci. Constat autem multos afflictionibus, molestiis ac miraculis adduci ad resipiscentiam. Et falsissimum est, quod interim assumit Lutherus, omnes malos indurari, tum severitate Dei, tum lenitate. Imo (1411) multos morbus aut alia calamitas etiamsi non transformet ad pietatem, tamen coercet à licentia peccandi: et si non facit, ut plane boni sint, tamen facit ut minus sint mali. Testatur hoc Plinius Junior in Epistola quadam quantis cupiditatibus malis ægrotatio quorundam animos liberet.

Diatriben skriver således: 'Origenes forklarer knuden således i sin den tredje bog af peri arcwn, at han indrømmer, at der blev givet lejlighed til forhærdelse af Gud, men skylden falder dog på Farao, som i sin ondskab blev gjort mere stædig gennem det, som burde have ført ham til bod'. (e2#43) For det står fast, at mange af trængsler, ulykker og mirakler føres til at gå i sig selv. Og det er helt forkert, det, som Luther ikke desto mindre går ud fra, at alle onde forhærdes, såvel ved Guds strenghed som ved hans overbærenhed. Tværtimod, selv om sygdom og andre ulykker ikke får folk til at blive fromme, tvinger det dog mange væk fra at synde rask væk. Og hvis det ikke bevirker, at de ligefrem bliver gode, bevirker det dog, at de bliver mindre onde. Det bevidner Plinius den Yngre i et brev, hvordan sygdom befrier deres sjæle fra mange onde bestræbelser.

⁵⁴ Idem dici potest de rerum prosperitate? Solos feroces, et adversus Deum erectos indurat et lenitas et severitas Dei, quod accidit Pharaoni. Quoniam autem Pharao motus malis coeperat resipiscere, fortasse dimisisset populum, si Deus constanter pressisset illum immisso malo: nunc utroque motu induratus est, vel omnibus potius, non omnipotenti motu primæ causæ, quæ movet etiam ranas et viperas, sed occasione objecta perverso Regis animo: quemadmodum si quis igni resinam injiciat, aut rapido flumini transversam molem invehat, quo magis æstuet. Hoc autem erat peculiare quiddam, non ab universali motu, sed à propriis causis proficiscens, quas etiamsi nequeamus divinare certo, tamen justas fuisse credimus.

Kan det samme ikke siges om begivenheder, der bringer lykke? Kun de rå mennesker og de mennesker, der rejser sig mod Gud, forhærdes ved både hans overbærenhed og hans strenghed, og det var det, der skete med Farao. For når Farao, bevæget af de onde begivenheder, begyndte at gå i sig selv, havde han måske ladet folket gå, hvis Gud hele tiden havde presset ham ved at sende onde ting imod ham: som det gik, blev han forhærdet på begge måder, eller snarere på alle måder, ikke ved den første årsags almægtige bevægelse, for den bevæger også frøer og slanger, men ved den lejlighed, der blev givet kongens forvendte sind. Ligesom hvis én kaster rav ind i ild eller anbringer en tværdæmning i en hurtigt løbende flod, for at den skal bliver mere turbulent. Men dette var noget særligt, som ikke fremkom ved den almindelige bevægelse, men ved særlige årsager, som vi ikke kan forudsige sikkert, men alligevel tror var retfærdige.

⁵⁵ Sed audiamus Lutherum, sermonis Paulini scopum ac sermonem explanantem: Hoc, inquit, agebat Deus, ut in Hebræis confirmaret fiduciam in ipsius promissis, posteaquam comperissent tot difficultatibus frustra obstantibus nihilo secius Deum præstitisse quod promiseret. Hactenus nihil repugno Luthero.Et ob id, inquit, Deus toties prædixit futurum, ut Pharao induraretur, diuque distulit extremam pænam, quo multis prodigiis editis magis illustraretur et præscientia, et virtus, et fides Dei. Nec hîc refragor admodum, nisi quod hæc vocula, ut, frequenter in divinis Litteris eventum sonat, non propositum aut finem, Indurabo per occasionem, et scio prædicoque fore, ut non dimittat populum meum. Excitat autem ille, non qui immittit mentem, sed qui occasionem exstimulat, quasi Medicus ostensa vi pecuniarum excitet lethargiam avari.

Men lad os høre Luther, når han forklarer Paulus' hensigt og ord: 'Dette gjorde Gud, for at styrke troen hos jøderne på sine forjættelser, efter at de havde erfaret, at på trods af alle de vanskeligheder, som forgæves blev sat op imod dem, var intet mere sikkert, end at Gud ville fuldføre det, han havde forjættet'. Her har jeg ikke noget at indvende mod Luther. 'Og af den grund forudsagde Gud hele tiden fremtiden, at han vil forhærde Farao, og udsætte hans sidste straf så længe, så når der sker så mange jærtegn, kan Guds forudviden, kraft og trofasthed bedre belyses'. (L7#38, ref) Heller ikke det har jeg meget imod, bortset fra, at ordet 'ut' ofte i den hellige skrift hentyder til en følge, ikke en hensigt eller et mål. 'Jeg vil forhærde ham ved at give ham lejlighed dertil, og jeg véd det og siger, at det vil ske, at han ikke vil lade mit folk gå'. Men han tilskynder ham, ikke som én, der giver ham noget i sinde, men som én der tilskyder ham en lejlighed, ligesom lægen kan opflamme en gerrig ved at vise ham en masse penge.

⁵⁶ Cæterum quod addit, Malitiam Pharaonis operor, et in manu mea habeo; Si dixit operor malitiam, pro objicio occasiones resipiscendi, quas ille vertit in majorem malitiam, non refragor. Alioqui durissimus est sermo, nec ferendus Christianis auribus, Deus in homine operatur malitiam. Nam malitiam in manu habere recte dicitur, cui in promtu est eam ubi libuit coercere. Sciebat Deus Pharaonem nec plagis territum, nec remissione correctionis mitigatum, dimissurum Hebræos, jamque decreverat illum exitio dare.

Men så lader Luther teksten betyde: 'Jeg vil udvirke Faraos ondskab og det har jeg i min hånd'. (L7#43) Hvis han forstod 'udvirke ondskab' som identisk med 'give ham den lejlighed til at gå i sig selv, som han vender til større ondskab', så ville jeg ikke indvende noget. Men ellers er det en særdeles hård tale, som ikke er til at bære for kristne ører, at 'Gud udvirker ondskab i mennesket'. For det menneske kan rettelig siges at have ondskaben i sin hånd, som har det i sin magt at betvinge den, når han vil. Gud vidste, at Farao heller ikke ville skræmmes af plagerne, og at han ikke blev blødgjort af eftergivelsen af sine fejl, så han lod hebræerne gå, og han havde allerede besluttet at tilintetgøre ham.

⁵⁷ Hoc exitium distulit, quo magis elucesceret Dei justitia in puniendo Rege et bonitas erga populum suum. Veluti si Rex hominis supplicio capitis destinati malitia abutatur ad puniendos sontes, aut in exemplum aliorum, ne similiter contemnant jussa regia. Et tamen interim quæ objiciuntur, poterant esse occasiones resipiscendi, ni perversitat obstitisset, ex natura tantum insita, sed multo magis ex vitiorum habitu collecta. Nihil igitur hîc opus erat omnipotente motu, nec Deo sine tropis in Pharaone operante malitiam. Quod autem enthymematis genus hoc est, Si ulla fuisset in Pharaone vertibilitas, Deus non potuisset certo prædicere illius indurationem? Sed homo verecundus dixit, Non tam verto. An Deus alia certius præscit, alia minus certo? Ipse Lutherus cum vellet æquior videri, concessit homini liberum arbitrium in rebus inferioribus. Est igitur homini in manu jugulare capum in coenam, et non jugulare. An hîc Deus non poterit certo prædicere, quid homo facturus sit?

Han udsatte denne tilintetgørelse, hvorved Guds retfærdighed i at straffe kongen og hans godhed mod sit folk trådte tydeligere frem. Ganske som hvis en konge ville bruge en dødsdømts ondskab til at straffe de skyldige, eller bruge den som et eksempel for andre, at de ikke på lignende måde foragter de kongelige befalinger. Og hvad der i mellemtiden var blevet præsenteret for ham, kunne være blevet lejligheder til at gå i sig selv, hvis ikke hans forvendthed modstod det, ikke kun som noget, han havde fra sin natur, men langt mere som noget, han havde fra sine lastefulde vaner. Her er der derfor ikke brug for den almægtige bevægelser, og heller ikke for en gud, der uden billedtale virker ondskab i Farao. Men hvad slags refleksion er dette udsagn: 'Hvis der havde været nogen mulighed for forandring i Farao, ville Gud ikke have kunnet forudsige hans forhærdelse'? (L7#45) Mon Gud forudvéd nogen ting mere sikkert, andre ting mindre sikkert? Luther selv, når han vil give det udseende af, at han er mere rimelig, indrømmer, at mennesket har en fri vilje overfor de ting, der er under ham. (L3#14) Det står altså i menneskets magt at slå en krovært ihjel for et måltid mad eller lade være med det. Men Gud i dette tilfælde ikke sikkert skulle kunne forudsige, hvad mennesket vil gøre?

⁵⁸ Si Deus non aliter præscit futura, quam scit facta, quomodo dicitur quædam minus certo præscire, quod sit in arbitrio hominis facere aut non facere? An hîc Lutherus videtur fuisse sobrius? Et iterum inculcat, Deum non potuisse omittere operationem omnipotentiæ generalem. Quid igitur, an Deus non potest efficere, ut Sol consistat, et flumina relabantur ad fontes? Cum impio confert gratiam, mutatque voluntatem, nonne hac in parte mutat actionem generalem?

Hvis Gud ikke forudvéd fremtiden anderledes, end han ved det, der er sket, hvordan kan man da sige, at han véd noget med mindre sikkert, fordi det ligger i menneskets afgørelse at gøre dem eller ikke gøre dem? Mon man synes, at Luther er helt ædru her? Og igen understreger han, at Gud ikke kan afstå fra sin almindelige almagts handling. (L7#46). Hvad er det? Kan Gud ikke udvirke, at solen står stille (Jos 10,13), og at floderne løber tilbage til deres kilder? Når han viser den ugudelige nåde og når han forandre sin vilje, mon han så ikke til dels forandrer sin almindelige virken?

^59[157]          Audivimus quam dilucide nobis explicuerit Lutherus contextum ac tenorem sermonis Paulini, nihil (1412) sequutus nisi simplicissimum absque tropis sermonem: imo sermonis hujus exordium erat, Cap. II progressus tertio, quarto, et deinceps sequentibus. Quoniam Judæi vindicabant sibi justitiam ex observatione Legis, quam tamen re vera non observabant, adeo ut minus tribuerent Euangelicæ gratiæ, quam oportebat, nec Gentes quoniam erant à Lege alienæ, censerent recipiendas ad Euangelicam promissionem, nisi Legem reciperent:

           Vi har hørt, hvor lysende klart Luther har forklaret og de paulinske ords kontekst og pointe, idet han ikke følger andet end den mest enfoldige opfattelse uden billedtale. Faktisk var denne tales begyndelse i kapitel 2, den fortsatte i de tredje, fjerde og følgende kapitler. Fordi jøderne pralede af, at de havde retfærdighed ved overholdelse af loven – som de dog ikke overholdt i virkeligheden – i den grad, at de tilskrev den evangeliske nåde mindre, end de burde, og fordi de ikke mente, at hedningerne, fordi de var fremmede fra loven, skulle modtages til de evangeliske løfter, hvis de ikke modtog loven ...

⁶⁰ Rursus apud Gentes erant Philosophi, qui suis decretis summum bonum ac felicitatem pollicebantur, absque Lege Mosaica, sineque gratia Euangelii: Paulus non agit, ut utrosque dejiciat à stulta fiducia, doceatque jam nec ex Legis observatione dari salutem, nec ad salutem omnino requiri Legis ceremonias, quibus illi plus tribuebant, quam spiritualibus Legis præceptis, quæ non sustulit Euangelium, sed explicuit.

Og fordi der videre blandt hedningerne fandtes filosoffer, som i kraft af deres forordninger lovede det højeste gode og den største lykke uden moseloven og uden evangeliets nåde, derfor bærer Paulus sig sådan ad, at han fratager begge parter deres dumme tillid, og lærer, at der nu hverken gives frelse ved overholdelse af loven, og heller ikke til frelse kræves ceremonierne i loven, som jøderne tilskrev større betydning end lovens åndelige bud, som evangeliet ikke ophæver, men klargør.

⁶¹ Deinde ostendit neutros esse justos, sed omnes ex æquo egere gratia Euangelii, quæ proferretur pariter omnibus, non ob merita præcedentia, sed ex gratuita promissione Dei, cui quisquis fideret ex quancunque gente profectus, servaretur, declarans nihil obfuturos vitæ prioris errores si resipiscant, nec Judæis profuturam Legem, nisi resipiscentes agnoscant Euangelii gratiam. Judæis erat facta promissio, quæ tamen illis nihil esset profutura, nisi crederent Euangelio: nec erant habendi pro posteris Abrahæ, si non responderent fidei Abrahæ.

Dernæst påviser han, at ingen af parterne er retfærdige, men alle i lige grad mangler evangeliets nåde, som frembæres i lige grad til alle, ikke ud fra forudgående fortjenester, men ud fra Guds ufortjente forjættelse, at enhver, som tror på dem, af hvilket folk han end er fremgået, vil blive frelst, og han erklærer, at det tidligere livs vildfarelser ikke vil være nogen hindring, hvis man går i sig selv, og at heller ikke jøderne har gavn af loven, hvis de ikke går i sig selv og anerkender evangeliets nåde. Jøderne havde fået forjættelserne, men de ville ikke være dem til nogen gavn, medmindre de troede på evangeliet. De kunne heller ikke regnes for Abrahams efterkommere, hvis de ikke svarede til Abrahams tro.

⁶² Jam enim Judæi repugnabant Euangelio studio veteris Legis, et Gentes incircumcisæ subito per fidem facti sunt veri filii Abrahæ. Hæc Paulus varie disputat aliquot Capitibus. Proinde ne Gentes diffiderent de promissis, eo quod essent alienæ à Prophetis ac Lege, præsertim cum viderent Judæos mordicus tenere Legem, adimit utrisque fiduciam operum, et utrosque æquat in Euangelii gratia per fidem. Non autem esse mirum, si plerique Judæi rejicerent Euangelium ipsis nominatim promissum, cum nollent credere, neque quisquam esset gratiæ capax, nisi crederet.

For nu forkastede jøderne evangeliet af iver for den gamle lov, og de uomskårne hedninger blev pludselig ved troen gjort til Abrahams sande børn. Dette diskuterer Paulus på forskelllig måde adskillige kapitler igennem. Dernæst, for at hedningerne ikke skulle tvivle på forjættelserne, fordi de var fremmede fra profeterne og loven, især fordi de så, at jøderne så strengt overholdt loven, fjerner han fra begge grupper tilliden til gerningerne, og han stiller begge lige i evangeliets nåde gennem troen. Men det er ikke sådan, at det er overraskende, at de fleste af jøderne forkastede evangeliet som med navns nævnelse var forjættet dem, for de ville jo ikke tro, og ingen kan få nåden, hvis han ikke tror.

⁶³ Et hoc ipsum præscisse Deum, ut populus Israeliticus deficeret ab Euangelio, atque hac occasione fores aperirentur Gentibus, quamlibet alienis à Lege et Prophetis. Summam enim hujus beneficii pendere à liberalitate Dei, et hominum fide. Jam ne Judæus quereretur, cur rejicit Deus populum suum, quem elegit, quem tot promissis lactavit, quem tot magnificis titulis honoravit, et pro his recipit impuras Gentes idololatras, ac vitæ contaminatissimæ, docet Deum omnium futurorum præscium, cuique non pro generis nobilitate, sed pro meritis futuris statuere honorem et contumeliam, quemadmodum ex Abraham natum Isaac honoravit hæreditate promissionis, Ismaelem ex eodem prognatum ejecit ex ædibus, et ex Isaac propagatus est populus Deo carus, ex Ismahele nationes profanæ.

Han lærer, at netop det vidste Gud i forvejen, at det israelittiske folk ville afvise evangeliet, og at det ville blive en lejlighed til at åbne dørene for hedningerne, hvor fjert de end var fra loven og profeterne. For summen af denne velgerning, sagde han, afhang af Guds rundhåndethed og menneskets tro.

Og for at nu jøderne ikke skulle klage over, at Gud forkastede sit eget folk, som han havde udvalgt, som han havde opdrættet med så mange forjættelser, som han havde æret med så mange storslåede navne, og i stedet for disse ting godtage de urene hedenske afguder og et liv i besmittelse, så lærer han, at Gud kender alle fremtidige begivenheder i forvejen, og at hos ham fastsættes ære og skam ikke efter ædel byrd, men efter fremtidige fortjenester, ligesom han ærede Isak, født af Abraham, så han arvede forjættelserne, men drev Ismael, som var fremgået af den samme, ud af huset; og fra Isak fremgik et folk, der var Gud kært, fra Ismael profane folkeslag.

⁶⁴ Rursus ex eodem patre, eadem matre, eodem partu prognati sunt Jacob et Esau, tamen Jacob, cujus pietatem præsciebat, fecit Patriarcham duodecim Tribuum, Esau Gentium barbararum principem. Unde his honos decretus est, alterius nequaquam? Quia sic ex justis causis præscivit ac prædixit futurum, ut Judæi rejicerentur ab Euangelii gratia, et Gentes in hoc honoris adoptarentur, ut in Judæos ederet exempla suæ severitatis, sicut fecit in Pharaone, et in Gentes declararet exempla suæ bonitatis, veluti fecit erga filios Israel ab Ægyptia servitute liberatos.

Videre fremkom fra den samme far og den samme mor i den samme fødsel Jakob og Esau, og dog kendte han Jakobs fromhed i forvejen og gjorde han til stamfader til tolv stammer, men Esau til hedenske barbarers fyrste. Hvorfor var nogle bestemt til ære, andre ikke? Fordi Gud i forvejen vidste og bestemte, at af retfærdige grunde ville jøderne blive forkastet fra evangeliets nåde, og hedningerne blive optaget til denne ære, så at han mod jøderne viste eksempler på sin strenghed, ligesom han gjorde mod Farao, og mod hedningerne viste han eksempler på sin godhed, ligesom han gjorde mod Israels børn, som han befriede fra Ægypten.

⁶⁵ Gentes invitavit ad Euangelium, non vi coegit: Nec Judæos vi repulit, sed obstinate resistentes Euangelio, tot expertos beneficia, tot conspectis miraculis, jamque dignos exitio, veluti vasa iræ parata in interitum proposuit horrendum omnibus exemplum, ut in illis perspicerent, quantum sit periculum adspernari gratiam Dei semet offerentem. Fuit igitur inopinatus eventus, ut populus ille Deo peculiaris ac dilectus sic rejiceretur, ut esset quemadmodum est et hodie, mortalium omnium abjectissimus, et Gentes vel tam impiæ, ut merito debuerint à Deo in tartara mitti, vel tam barbaræ, ut vix (1413) homines viderentur, repente in numerum filiorum Dei adsciscerentur.

Hedningerne blev opfordret til Evangeliet, ikke tvunget med magt. Han skubbede heller ikke jøderne ud med magt, men fordi de stædigt modsatte sig evangeliet, skønt de havde erfaret så mange velgerninger, så mange opsigtsvækkende mirakler, og fordi de var værdigt til tilintetgørelse, som vredens kar beredt til undergang, satte han dem frem som et forfærdeligt eksempel for alle, så de i dem kunne se, hvor stor faren var ved at fornægte den Guds nåde, som blev tilbudt dem. Og det var derfor et uventet resultat, at dette folk, som var noget særligt for Gud og i den grad elsket, blev forkastet, så det kom til at være, hvad det er i dag, det mest forkastede af alle dødelige, mens hedningerne, som nok var så ugudelige, at de fortjente af Gud at sendes i helvede, og så barbariske, at de næppe kunne anses for mennesker, med det samme skulle optages blandt tallet på Guds børn.

⁶⁶ At Deus Judæorum pervicacia abusus est in suam gloriam, ac Gentium salutem: et Gentium fide usus est ad declarationem suæ benignitatis in omnes qui credunt Euangelio, in utrisque demonstravit certissimam fidem promissionum. Nam utrumque prædictum erat à Prophetis, ut et Judæi reprobarentur, et ad Gentes demigraret Euangelii gratia. Hîc adhuc nulla coactio est aut necessitas, quam fingit Lutherus.

Men Gud brugte jødernes stædighed til sin egen ære, og til hedningernes frelse. Og hedningernes tro brugte han til at erklære sin velvilje mod alle, som tror på evangeliet, i begge tilfælde viste han den største trofasthed overfor sine løfter. For begge dele var forudsagt af profeterne, både at jøderne ville blive fordømt, og at evangeliets nåde ville gå over til hedningerne. Så vidt er der ikke her nogen tvang eller nogen nødvendighed, sådan som Luther forestiller sig det.

⁶⁷ Judæi ex olea sunt excisi, ut idem Paulus mox docet Capita XI et Gentes ex oleastro insitæ sunt in olivam. Quam ob causam? Propter credulitatem et incredulitatem. Gentes oblatæ Euangelii gratiæ non defuerunt, sed agnoscentes suam impietatem, amplexæ sunt benignitatem: Judæi contra majore gratia provocati ad resipiscentiam, magis indurati sunt adversus Euangelium. Hîc vides libero arbitrio locum dari, quod se gratiæ pulsanti præbet si velit, et accipit justificantem gratiam, et avertit se si velit, atque indignum reddit hominem majore gratia.

Jøderne blev afhugget fra oliventræet, som Paulus lidt efter lærer i kap. 11, og hedningerne fra det vilde oliventræ blev indpodet i oliventræet. Af hvad grund? På grund af tro og vantro. Hedningerne afslog ikke den tilbudte nåde fra evangeliet, men erkendte deres ugudelighed, og tog imod Guds velvilje. Jøderne blev omvendt af en større nåde provokeret til at gå i sig selv, men de blev mere forhærdede imod evangeliet. Her ser man, at der gives plads for den frie vilje, som forbereder sig for den tilskyndende nåde, hvis den vil, og modtager den retfærdiggørende nåde, men vender sig bort, hvis den vil, og gør mennesket uværdigt til en større nåde.

⁶⁸ Siquidem Paulus non solum ostendit has, quas dixi, causas, dicens, propter incredulitatem fracti sunt rami, tu autem fide stas: verum etiam ostendit in nobis esse situm, ut decidamus à gratia, aut ad gratiam oblatam convertamur. Noli altum sapere, sed time, alioqui et tu excideris, sed et illi si non permanserint in incredulitate inserentur. Qui dicit, noli altum sapere, nonne indicat quomodo possit homo excidere à gratia? Nimirum si sibi tribuat quod gratis accepit à Deo. Verùm hanc arrogantiam Lutherus tribuet subtractæ à Deo gratiæ, at Orthodoxi melius sentientes de bonitate justitiaque Dei, tribuunt libero arbitrio.

Derfor påviser Paulus ikke blot de årsager, som jeg har talt om, og siger: ”Grenene blev hugget af på grund af deres vantro, men du står fast ved din tro” (rom#11.20), men han påviser også, at det står i vor magt at beslutte os for nåden eller at vende os bort fra den nåde, der tilbydes: ”vær ikke overmodig, men frygt, ... ellers bliver også du hugget af, men også de andre vil blive podet ind, hvis de ikke forbliver i deres vantro”. Den, der siger: ”Vær ikke overmodig”, mon ikke han viser, hvordan mennesket kan blive afhugget fra nåden, nemlig ved at tillægge sig selv, hvad han har modtaget ufortjent fra Gud? Men denne arrogance tillægger Luther nåden, som trækkes tilbage af Gud, dog tillægger de ortodokse, der har en bedre opfattelse af Guds godhed og retfærdighed, det den frie vilje.

⁶⁹ Quanquam non negamus Deum piis nonnunquam auferre gratiam ad tempus, quo post lapsum stent firmiores. Verùm quod ob peculiares causas in hoc aut illo sit, non pertinet ad generalem disputationem. Cæterum qui dicit Deum dare gratiam immerenti, non ob aliud nisi quia sic placitum est, et si non comprobat Dei justitiam, exaggerat tamen illius bonitatem. At qui prædicat Deum id, quod gratis dedit ad salutem, ultro subducere homini in perniciem, nulla hominis culpa offensum, parum pie loquitur de ejus inæstimabili benignitate.

Naturligvis nægter vi ikke, at Gud af og til trækker sin nåde tilbage fra de fromme til en tid, hvorved de kan stå mere fast efter falder. Men fordi det af særlige grunde er tilfældet med denne eller hin, så er det ikke relevant for den almindelige diskussion. For øvrigt, den, der siger, at Gud giver nåde til én, der ikke har fortjent det, ikke af anden grund, end at det vil han nu, selv om han ikke bekræfter Guds retfærdighed [med en sådan påstand], så overdriver han dog hans godhed. Men den, der prædiker, at Gud trækker det, som han ufortjent har givet et menneske til frelse, tilbage, så det menneske går fortabt, uden at det er hans skyld, han taler ikke med tilstrækkelig fromhed om Guds uvurdérlige velvilje.

⁷⁰ Rursus in hujus Epistolæ undecimi* Capitis fine docet idem aliquanto lucidis: Quid ergo, inquit, dicemus? Quod gentes quæ non sectabantur justitiam, apprehenderunt justitiam, Justitiam autem quæ ex fide est. Israel sectando legem justitiæ in legem justitiæ non pervenit. Quare? Quia non ex fide, sed quasi ex operibus. Vides non sine causa rejectos Judæos, videlicet ob fiduciam operum legalium, quibus inflati resistebant Euangelii gratiæ. Nec eos, qui servati sunt ex Gentibus, sine causa fuisse servatos, sed ob simplicem credulitatem.

* En fejl hos både Froben og Leiden. Der skal stå noni.

Videre lærer Paulus i slutningen af kapitel 11 i dette brev det samme med lidt større klarhed: ”Hvad skal vi sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger”. (rom#9.30). Man ser, at jøderne ikke blev forkastet uden begrundelse, de blev nemlig forkastet på grund at tilliden til lovgerninger, for opblæst af dem afviste de evangeliets nåde. Ejheller blev de, der blev frelst af hedningerne, frelst uden grund, de blev frelst takket være en enfoldig tillid.

⁷¹ At fides, inquiet, est donum Dei, nec est in nostra potestate. Fateor, si sentias de fide per gratiam justificante: verùm ut est cognitio quædam præparans ad lucem fidei, ita fides quædam est humana, ad fidem justificantem præparans hominem: ut sunt justitiæ gradus, ita sunt et donorum, donec pervenias ad id quod mere naturale, atque hoc ipsum habet suam gratiam, cum auctor naturæ sit Deus, ut frustra metuat Augustinus, ne inititum gratiæ dicatur ab homine proficisci. Postremo sic est in manu hominis etiam ipsa justificatrix gratia, ut si velit possit amplecti pulsantem gratiam, quæ nulli negatur, in genere loquor, si velit possit aversari.

Men, vil han sige, troen er Guds gave, den ligger ikke i vores magt. Det indrømmer jeg, hvis du med tro mener tro, der retfærdiggør gennem nåden. Men ligesom der er en slags erkendelse, som forbereder til troens lys, således er der en slags menneskelig tro, som forbereder mennesket til den retfærdiggørende tro. Ligesom der er grader i retfærdigheden, således er der det også i gaverne, indtil man når frem til det, som er lutter natur, og det i sig selv har sin egen nåde, eftersom naturens ophavsmand er Gud, så det er uden grund, at Augustin er bange for, at begyndelsen til nåden skal kunne siges at stamme fra mennesket. Til sidst: selv den retfærdiggørende nåde er på den måde i menneskets hånd, at han, hvis han vil, kan modtage den tilskyndende nåde, som ikke nægtes nogen, i al almindelighed, og vende sig bort, hvis han vil.

⁷²             His ita dissertis de Isaac et Ismahele, de Jacob et Esau, Paulus facit elatum Judæum, aut Ethnicum arrogantem hæc rapientem ad impingendum Deo crimen injustitiæ. Nunquid igitur Deus injustus est, tyrannorum modo faciens quicquid animo collibuit? Eam vocem Paulus abomenatur dicens, Absit. Ac rursus ex persona contra disputantis addit; Mosi dixit, Miserebor cujus misertus sum, et misericordiam præstabo cui miserebor. Igitur non volentis, neque currentis, sed miserentis est Dei. Dicit enim Scriptura Pharaoni, Quia in hoc ipsum excitavi te ut ostendam in te virtutem meam (1414) et ut annuntietur nomen meum in universa terra. Ergo cujus vult miseretur, et quem vult indurat. Hunc totum sermonem Veteres aliquot tribuunt non Paulo, sed contradicenti, quem sic facit colligentem ex Scripturis perperam intellectis. Quid adhuc queritur? Voluntati ejus quis resistit?

          Efter således at have omhandlet Isak og Ismael, Jakob og Esau, lader Paulus en overmodig jøde eller en arrogant hedning gribe fat i disse punkter for at anklage Gud for uretfærdighed. ”Mon da Gud er uretfærdig”, når han handler som en tyran, der blot gør, hvad der falder ham ind? Denne sætning finder Paulus afskyelig og han siger: ”Nej langtfra”. Og igen påtager han sig rollen som én, der argumenterer fra den modsatte side: ”Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.” (rom#9.14-18). Hele denne tale har nogle af de gamle tillagt, ikke Paulus, men én, der modsiger ham, én, som drager slutninger ud fra skriften, som han har forstået forkert: ”Hvad har han så at bebrejde os? Hvem kan modstå hans vilje?” (rom#9.19).

⁷³ Hæc vox propemodum est Lutheri, simul et bene agentibus adimens omne meritum, et male agentes liberans à culpa, sed benefactorum omnium gratiam adscribens voluntati divinæ, et malefactorum culpam in Deum transferens, nisi quod naturam hominis vehementer impiam, ac Dei motum quendam omnipotentem commentus est, ne cogatur Deo crimen adscribere. Paulus autem nondum absolvit quæstionem, sed indocilem arrogantiam retundit.

Denne påstand ligger tæt op ad det, Luther siger: han fratager på én gang dem, der handler god, al fortjeneste og befrier dem, der handler ondt, fra skyld, men han tilskriver den nåde, der tilfalder dem, der gør godt, den guddommelige vilje, og overfører den skyld, der er hos dem, der gør ondt, til Gud, bortset fra, at han opfinder en stærkt ugudelig natur hos mennesket og en slags almægtig bevægelse hos Gud, at han ikke skal tvinges til at tilskrive Gud onde gerninger. Men Paulus løser ikke spørgsmålet endnu, men tilbageviser den arrogance, der ikke vil lære noget.

⁷⁴ Veluti si herus immorigero servo, deque jussis Domini disputanti respondeat, Quid tua refert quamobrem id jubeam? Tibi satis esse debet, quod mihi sic visum est, non est tuum judicare de meis consiliis. Ac idem Dominus servo modeste reverenterque percunctanti, non gravabitur consilii sui reddere rationem. Ita hæ voces, ô homo tu quis es qui respondes Deo, Et, nunquid lutum dicit figulo, etc non omnino submovent hominem ab ejus quod propositum est cognitione, sed à curiosa et impia disquisitione: nam quæstionem postea solvit Paulus, quatenus homini fas est.

Ganske som hvis en herre sagde til en ulydig slage, som vil diskutere sin herres befaling: Hvad kommer det dig ved, hvorfor jeg befaler dette? Det må være dig nok, at du har at gøre, hvad jeg har besluttet, det tilkommer ikke dig at dømme om mine råd. Men hvis den samme herre blev spurgt ydmygt og ærbødigt, ville han ikke være uvillig til at give begrundelse for sit råd. Sådan vil disse ord: ”O menneske, hvem er du, at du vil gå i rette med Gud” og: ”mon leret kan sige til pottemageren” osv (rom#9.20) slet ikke afskære mennesket frea den erkendelse, der lagt for ham, men fra en nysgerrig og ugudelig undersøgelse. For Paulus løser bagefter spørgsmålet, så vidt som det er passende for et menneske.

⁷⁵ Habet hæc quæstio suos excursus, in quibus oportet rationem humanam cedere majestati divinæ: Veluti si quis roget, cur Deus tot millia Gentium passus sit impune perire, cum per Euangelium multos servarit, et ante Euangelium soli Judæorum nationi per Legem subvenerit: neque enim Lex prædicata est per universum Orben, sicut Euangelium. Item cur infantes alii pereant sine lavacro renascentiæ, alii serventur, nulla parentum culpa, nullus habebit, opinor, quod respondeat, nisi quicquid facit aut permittit Deus judicio fieri, semper quidem justo, sed aliquoties nobis incognito, quemadmodum scribit Augustinus.

For dette spørgsmål har sine digressioner, hvori den menneskelige fornuft bør vige tilbage for den guddommelige majestæt. Hvis nogen fx spurgte, hvorfor Gud hat tilladt, at så mange tusinde hedninger går fortabt ustraffet, og hvorfor han før evangeliet kun hjalp det jødiske folk gennem loven (for loven blev ikke prædiket ud over verden, sådan som evangeliet). Ligeledes, hvorfor nogle spædbørn dør uden genfødelsens bad, mens andre bliver frelst, uden det er forældrenes skyld. På disse spørgsmål tror jeg ingen ville have noget svar, bortset fra det svar, at hvad end Gud gør eller tillader sker, det sker efter hans bedømmelse, som ganske vist altid er retfærdighed, men ofte ukendt af os, sådan som Augustin skriver.

⁷⁶ Quod si quis mihi diffidit dicenti sermonem hunc totum eo tendere, non ut doceat necessitatem quam adfert Lutherus, sed ut impiam, curiosam et arrogantem inquisitionem coerceat, legat Hieronymi, Chrysostomi, et Theophylacti commentarios. Verùm de his post erit pluribus agendum.

Men hvis nogen ikke tror mig, når jeg siger, at hele denne tale sigter på, ikke at lære om nødvendigheden, som Luther fremfører det, men på at betvinge den ugudelige, nysgerrige og arrogante undersøgelse, så kan han læse Hieronymus, Chrysostomus og Theofylaktus i deres kommentarer. Men herom vil der senere være mere at sige.

⁷⁷          Interim persequar cursum Lutheranæ disputationis, si tamen disputare videtur, qui figit ac refigit leges pro suo arbitratu; qui deridens omnium auctoritatem, sua somnia vocat Dei tonitrua. Miro fastidio deridet Diatribam, quæ veluti perplexa in quæstione nunc huc nunc illo se torqueat: Nunc, inquit, dicit esse necessitatem consequentiæ, sed non consequentis, Nunc ordinatam sive signi voluntatem cui resisiti potest, voluntatem placiti cui resisti non potest, Nunc loci adducti ex Paulo non pugnant, nec loquitur de salute hominis, Nunc præscientia Dei ponit necessitatem, Nunc non ponit necessitatem, Nunc prævenit gratia voluntatem ut velit, comitatur eventum, dat felicem exitum, Nunc causa primaria agit omnia, Nunc agit per causas secundarias ipsa quieta. Omitto cætera, quæ congerit. Quantæ sunt hujus tyranni delitiæ! Ut sibi placet in omnibus! Ut ipsi displicent aliorum omnia! Ut sibi pollicetur quicquid dixerit pro oraculo ab universis acceptum iri!

           Imidlertid vil jeg følge rækkefølgen i Luthers disputation, hvis man kan sige, at han disputerer, når han laver regler helt efter forgodtbefindende, når han gør har af alle autoriteter og kalder sine egne fantasier for Guds tordenskrald. Med forbavsende ringeagt gør han nar af Diatriben, som om den var forvirret angående problemet og vendte sig snart den ene vej, snart den anden: 'Så siger den [Diatriben], at der tale om en konsekvensbærende nødvendighed, ikke en konsekvensskabende, så, at det er en ordnet eller erkendelig vilje, som kan modstås, mens en planens vilje ikke kan modstås, så taler de fremførte steder fra Paulus ikke imod hinanden, ejheller handler de om menneskets frelse, så forudsætter Guds forudviden nødvendighed, så kommer nåden viljen i forkøbet så den vil, ledsager den på dens vej og giver et lykkeligt udfald, så virker en primær årsag alt, så handler den igennem de sekundære årsager, mens den selv hviler sig' (L7#52). Jeg udelader de andre ting, han disker op med. Sikke sjovt denne tyran har det! Sikke glad han altid er for sig selv! Sikke meget han har imod alle andre! Som han da byder sig til som et orakel, accepteret af alle, uanset, hvad han siger!

⁷⁸ Primum, excipiam quæ hîc miscet mendacia, videlicet quod Diatriba dixerit, primam causam agere omnia, rursus sibi dissentiens dixerit, per secundarias causas agi cuncta, prima causa quieta. Verba Diatribes sic habent: Hîc non excutiam, an Deus, qui est sine controversia primaria et summa causa omnium quæ fiunt, quædam sic agat per causas secundarias, ut ipse interea nihil agat: an sic agat omnia, ut secundariæ causæ tantum cooperentur causæ principali, tametsi non sunt alioqui necessariæ. Certe dubitari non potest quid Deus si velit possit omnium secundariarum causarum naturalem effectum in diversum vertere: Videlicet efficere potest, ut refrigeret et humectet ignis, et cætera.

For det første tager jeg afstand fra de løgne, han her sammenblander, nemlig at Diatriben har sagt, at den første årsag udvirker alting, og på den anden side, uenig med sig selv, have sagt, at alt udvirkes gennem sekundære årsager, mens den første årsag holder hvil. Dette er, hvad Diatriben sagde: 'Her vil jeg ikke efterprøve, om Gud, som ubestridt er den første og øverste årsag til alt, hvad der sker, også udvirker noget gennem andenrangs årsager, så at han selv imellemtiden intet foretager sig, eller om han virker således i alt, at de andenrangs årsager blot samvirker med hovedårsagen, skønt de ikke ellers er nødvendige. Det er givet, at man ikke kan tvivle på, at Gud, hvis han vil, kan vende enhver andenrangs, naturlig årsag til det modsatte. Naturligvis kan han udvirke, at ilden afkøler og gør våd' osv. (e2#71)

⁷⁹ Ex his verbis, vel tacente me, liquet esse falsum quod impingit Lutherus. Quid autem absurdi sit, si cum igni secundaria (1415) causa simul agat cum prima: in homine voluntas simul agat cum agente gratia? Sed acumen Lutheri sic solet colligere, agit omnia, ergo agit sola. Ubi vero dixi quod præscientia ponit necessitatem? Imo hoc refello, quod tamen hîc Lutherus impudentissime repetit et inculcat. Cur autem mihi non liceat ad explicandam quæstionem uti distinctionibus ab orthodoxis Scriptoribus traditis, de voluntate signi et efficaci, de necessitate immutabili, et inevitabili, de gratia præparante sive pulsante, operante, cooperante, sufficiente, proficiente et perficiente, et, si libet addere, naturali sive communi, cum ipse nobis invexerit tot distinctiones inauditas, aut certe inauditis vocabulis, de Deo prædicato et non prædicato, de Deo crucifixo, et inhabitante lucem inaccessam, de voluntate Dei scrutanda et adoranda, de motu omnipotenti Dei et motu Satanæ in eodem opere malo, de necessitate immutabilitatis et coactionis, de voluntate hominis nihil agente, sed tantum patiente, tum in bonis, tum in malis, et voluntate agente et in bonis et in malis.

Ud fra disse ord er det klart, at Luthers anklage er falsk, også selv jeg ikke tilføjede noget. Men hvis en sekundær årsag i ilden virker samtidig med den første årsag, hvad absurd er der da i, at i mennesket viljen virker samtidig med den handlende nåde? Men den skarpsindige Luther er vant til at drage denne konklusion: 'viljen bevirker alt, altså handler den alene'. Men hvor har jeg sagt, at forudviden medfører nødvendighed? Tværtimod er det det, jeg vender mig imod, selv om Luther her frækt gentager og understreger det. Men hvorfor skulle jeg ikke have lov til at forklare spørgsmålet ved at bruge de distinktioner, som er overleveret fra de ortodokse skrifter, om den erkendelige vilje og den virksomme vilje, om den ubevægelige og uundgåelige nødvendighed, om den forberedende eller tilskyndende, handlende, medhandlende, bedende, progressiv eller gennemførende nåde, og, hvis det må være mig tilladt at tilføje, om den naturlige eller almindelige nåde. Han fremtryller jo selv så mange uhørte distinktioner for os, om den prædikede og den ikke-prædikede Gud, om den korsfæstede Gud og den Gud, der bor i et utilgængeligt lys, om at udforske og tilbede Guds vilje, om dn almægtige Guds bevægelse og Satans bevægelse i den samme onde handling, om den uforanderlige og den tvungne nødvendighed, om menneskets vilje, der intet gør, men kun er passiv både i de gode og i de onde gerninger, og om den vilje, der handler i både gode og onde gerninger.

⁸⁰ Et hæc sua somnia vocat Dei tonitrua, quod adfertur ex probatis Auctoribus, ludibria vocat: et ut videatur valde festivus, confert Diatribam puero, qui dum claudit oculos ne quem videat, putat sese à nemine videri. O dictum lepidum! Ubi sunt applausores? Pene nominaveram quosdam. In quem hic jocus magis cadit quam in Lutherum, qui putat se perstrinxisse totius Orbis oculos, cum jam omnes sciant, ipsum neque boni quippiam neque mali prodidisse, quod non hauserit ex Veterum monumentis, excipio hyperbolas, et quædam portenta verborum quasi propheticorum, quibus facit ut nova quibusdam videantur, quæ sunt vetusta, adeo ut Wiclevis etiam, Valdonibus et Hussis videatur invidere.

Og disse fantasier af hans kalder han Guds tordenskrald, mens han kalder det, han omtaler fra de anerkendte lærde for narrestreger. Og for at fremstå som en vittig person, sammenligner han Diatriben med en dreng, som lukker sine øjne, så ingen kan se ham, og derfor mener, at han ikke kan ses af nogen. (L7#54) Nej, hvor er det kært! Hvor er de folk, der klapper af det? Jeg har næsten ikke kunnet finde nogen. Hvem rammer denne vits bedre end Luther, som mener, at han har lukket øjnene på alverden, skønt vel alle véd, at han selv hverken har frembragt noget godt eller noget skidt, som han ikke har hentet fra de gamles bøger, bortset lige fra hans overdrivelser og nogle monstrøse pseudo-profetiske ord, hvormed han prøver at få det, der er gammelt, til at se ud som noget nyt, i den grad, at han synes at se skævt til Viklef, valdenserne og hussitterne.

⁸¹ Atque interim cum hujusmodi fumos offundat legentium oculis, tamen splendidis verbis frequenter intonat, tonitrua Dei, fulgura clarissima: stat invicta veritas. Istis fulminibus ac tonitruis, Luthere, quære peregrinum, nobis innotuerunt. Refricat nobis memoriam, quod obiter admiscuerat Diatribe, de necessitate consequentis et consequentiæ. Hoc commentum gloriatur sese feliciter consequentia dispulisse, cum perplexis verborum involucris rem potius ceu prudens obscuravit. Distinguebam enim illationem necessariam à propositione contingente.

Og samtidig med, at han udsender den slags tågeslør i øjnene på læserne, istemmer han den slags herlige ord: 'Guds tordenskrald', 'det klareste lyn', 'sandheden er ubesejret'. Kære Luther, find nogle fremmede, du kan tale om lyn og torden for, vi andre kender det alt for godt.

Så genopfrisker han vores hukommelse med hensyn til noget, Diatriben bragte på bane i forbifarten, nemlig den konsekvensskabende og den konsekvensbærende nødvendighed. Han praler af, at han med held har opløst begreberne, (L7#55) skønt han snarere bevidst har tilsløret sagen med et forvirrende orddække. Jeg skelnede nemlig mellem en nødvendig konklusion og en kontingent hensigt.

⁸² Itaque juxta priorem rationem dixi necessariam consequentiam propositionis ex propositione: Si hæc vera est, Deus præscit Judam proditurum Dominum: at non consequitur juxta posteriorem modum, necessario Judas prodet Dominum: poterat enim Judas alio flectere voluntatem suam. Necessitas enim consequentis est, cum id quod sit aliter fieri non potest: Necessitas consequentiæ est etiam in falsis, ut si homo est lapis, non sentit, tantum abest ut inducat necessitatem consequentis. Alioqui hæc propositio esset necessaria, homo non sentit, cum sit impossibilis. Hæc, ut arbitror, satis expedita sunt.

Derfor sagde jeg i overensstemmelse med den første begrundelse, at den ene hensigt nødvendigvis fulgte af den anden: Hvis det er sandt, at Gud forud vidste, at Judas ville forråde Herren – og vi ikke konkluderer på den anden måde – så forråder Judas nødvendigvis Herren; for Judas kan ikke vende sin vilje andetsteds hen. Den konsekvensskabende nødvendighed betyder, at det, som er anderledes, ikke kan ske: men den konsekvensbærende nødvendighed gælder også om det, der er forkert; fx: 'hvis mennesket er en sten, kan han ikke føle', blot er det ikke sådan, at dette medfører den konsekvensskabende nødvendighed. Ellers ville denne forudsætning være nødvendig: mennesket kan ikke føle, hvilket er umuligt. Jeg tror, at dette er tilstrækkelig ligefremt. (e2#79)

⁸³ Nunc audi fumos Lutheri profitentis se crassiore Minerva velle rem explicare. Necessitatem consequentiæ sic explanat: Si Deus aliquid vult, necesse est ut ipsum fiat, sed non est necesse, ut sit quod fit. Solus enim Deus necessario est, omnia alia possunt non esse si Deus velit. Ita actionem Dei necessariam dicunt, si volet, sed factum ipsum non esse necessarium. Quid autem, inquit, istis ludibriis verborum efficiunt? Id scilicet, facta res non est necessaria, id est, non habet essentiam necessariam, hoc est, nihil aliud docere, quam res facta non est Deus ipse. Nihilo minus manet illud, ut omnis res necessario fiat, si actio Dei necessaria, vel consequentiæ necessitas est, quantumlibet jam facta non sit necessario, id est, non sit Deus, vel habet essentiam necessariam. Hactenus ille. Quid hac explanatione involutius? Primum, adducit exemplum hominis conditi, in quo nihil agit ipsius qui conditur voluntas cum nos loquamur de re, quam facere aut non facere est in hominis voluntate situm, veluti qui tomum panis tenet (1416) in manu, si velit in jus appositum intingere, fiet offa, sin minus, non erit. An igitur qui intingit, necessario id agit, an potius contingenter, quia poterat mutare voluntatem?

Men hør nu tågesløret fra den Luther, der påstår, at han vil forklare sagen helt jordnært. Den konsekvensbærende nødvendighed forklarer han således: 'Hvis Gud vil noget, er det nødvendigt, at det sker, men det er ikke nødvendigt, at det, der sker, er; alene Gud er nemlig med nødvendighed, alt andet er måske ikke til, hvis Gud vil det sådan. På den måde kalder de Guds gerning nødvendig, hvis han vil, men det gjorte selv er ikke nødvendigt. Men hvad opnår de med denne leg med ord? De opnår det, at den gjorte gerning ikke er nødvendig, det vil sige, den har ikke et nødvendigt væsen; men det er det samme som at sige: den gjorte gerning er ikke Gud selv. Ikke desto mindre står det stadig fast, at enhver ting sker med nødvendighed, hvis Guds handlen er nødvendig eller har den konsekvensskabende nødvendighed, omendskønt det, der er gjort, ikke er nødvendigt, det vil sige, det er ikke Gud, eller det har ikke et nødvendigt væsen'. (L2#16ff) Såvidt Luther. Hvad kunne være mere indviklet end denne forklaring? Først fremfører han nemlig et eksempel med et menneske, der bliver skabt, hvor viljen i den, der bliver skabt, intet udfører, (L2#19) skønt vi taler om det, at det at gøre eller ikke gøre noget er lagt over til menneskets vilje, fx hvis én har et stykke brød i hånden og beslutter at dyppe det i den sovs, der følger med, så bliver det en svampet masse, hvis ikke, bliver det det ikke. Mon altså den, der dypper, gør det med nødvendighed, eller mon han snarere gør det tilfældigt, fordi han kunne forandre sin vilje?

⁸⁴ Lutherus docet necessario intingere. Quare? Quia Deus præscivit fore ut intingeret, hoc est, ut eam voluntatem susciperet nec mutaret, et si mutaret, præscibat quæ esset futura postrema voluntas. Ubi est igitur liberum hominis arbitrium in rebus inferioribus, quod Lutherus in hoc opere concedit? An cohæret mera necessitas cum libero arbitrio, hoc est, aqua cum igni? Quod si contingenter immergo panem in jus, non obstante Dei vel præscientia, vel voluntate, sequitur et Judam contingenter non necessario prodidisse Dominum. Exemplum igitur, quod adducit Lutherus, non quadrat huic instituto.

Luther lærer, at han dypper med nødvendighed. Hvordan det? Fordi Gud forud vidste, at han ville dyppe, det vil sige, at han ville foretage dette valg og ikke ændre det, og hvis han ændrede det, vidste Gud også forud, hvad der ville blive hans endelige afgørelse. Hvad bliver der så af den frie vilje, mennesket har over de ting, der står under ham, den, som Luther i dette værk indrømmer, at vi har? (L3#14) (E4#109). Mon slet og ret nødvendighed harmonerer med den frie vilje, det vil sige, mon vand harmonerer med ild? For hvis det er tilfældigt, at jeg dypper brødet i sovsen, på trods af Guds forudviden eller Guds vilje, så følger, at det også var tilfældigt og ikke nødvendigt, at Judas forrådte Herren. Det eksempel, som Luther fremfører, er ikke relevant for sagen.

⁸⁵ Et tamen ad hoc accomodavit definitionem contingentis: Contingenter, inquit, fit, quod fit contingente et mutabili voluntate. Contingens opus est, quod nobis contingenter, et velut casu, imprudentibusque nobis fit. Sic sane conditus est mihi Mundus. Sed quid hoc ad actiones humanas, de quibus loquebamur? In Deo non est voluntas mutabilis, ergo omnis Deo actio est necessaria, quanquam opera sunt contingentia si velit.

Og dog tilpasser han sin definition på 'kontingent' hertil: 'Noget sker tilfældigt, når det sker med en tilfældig og foranderlig vilje. En gerning er tilfældig, når den for os ser ud som tilfældig, og sker tilfældigt og uforsætligt' (L2#14). Sådan blev sandelig verden til, så vidt jeg har forstået det. Men hvad har det med de menneskelige gerninger at gøre, det er jo dem, vi taler om? 'I Gud er der ingen foranderlig vilje, altså er al Guds handling nødvendig, skønt gerningerne er tilfældige, hvis han vil det'. *

*Toronto-udgaven mener, at dette er Erasmus' opsummering af (L2#14-20)

⁸⁶ Voluntas et præscientia Dei est ipse Deus, fateor, sed tamen præscire Dei et velle Dei, ad res externas nihil prohibet se contingenter habere, pro rei natura. Jam cum eadem voluntate Deus operetur quæ fiunt, et facta velit quæ sunt, non minus necessarius est homo factus, si Deus vult eum esse hominem, quam necessaria erat actio Dei, qua illum condidit. Sed nobis ista contingentia sunt, qui nescimus an Deus ex homine facere velit asinum.

Jeg indrømmer, at Guds vilje og Guds forudviden er Gud selv, men alligevel forhindrer dette, at Gud har forudviden og vilje med hensyn til de ydre ting, ikke, at de er tilfældige, ifølge sagens natur. Nuvel, da Gud med den samme vilje udvirker det, der sker, og vil skabe det, som er, skabes mennesket ikke mindre nødvendigt, hvis Gud vil, at han skal være menneske, end Guds handling var nødvendig, da han skabte ham. Men for os er disse ting tilfældige, for vi véd ikke, om Gud ud af mennesket vil skabe et æsel.

⁸⁷ Ita Sol oritur necessario, si spectes naturæ cursum, si spectes voluntatem Dei nobis ignotam, contingenter oritur, quia potest fieri, ut si ille velit non exoriatur. Verùm nos metimus contingens et necessarum non ex scientia aut ignorantia nostra, sed ex ipsa natura rei. Neque enim ideo Deus non esset necessario, si dubitarent homines esset-ne Deus, an non. Nec ideo contingens dicitur quod incertus sim an futurum sit, nec-ne, sed quod talis sit natura rei, ut possit fieri aut non fieri, qualia sunt quæ pendent ab hominis arbitrio, ne recedamus ab argumento.

Således står solen op med nødvendighed, hvis man ser hen til naturens forløb, men hvis man ser hen til Guds vilje, som vi ikke kender, er det tilfældigt, at den står op, fordi det, hvis han ville det, kunne ske, at den ikke står op. Men vi måler ikke det tilfældige og det nødvendige ud fra vor viden eller uvidenhed, men ud fra sagens natur selv. For Gud ville være til med lige så stor nødvendighed, selv om menneskene tvivlede på, om han var til eller ej. For det er ikke af den grund, at noget siges at være tilfældigt, at jeg er usikker på, om det vil ske eller ej, men fordi det ligger i sagens natur, at de ting, der afhænger af menneskets vilje, kan ske eller ikke ske, for at vende tilbage til sagen.

⁸⁸ Proinde si Deum spectes, contingenter condita sunt omnia quæ non sunt Deus. Cæterum quæ pendent ab hominis arbitrio, bis sunt contingentia. Primum, quia fiunt mutabili voluntate, deinde quia possunt per Dei voluntatem aliter fieri. Cæterum imprudentia nostra nihil facit ad rationem contingentis. Quæ contingenter fiunt, ubi facta sunt, immutabili certitudine novimus, nec tamen desinunt esse contingenter facta, quanquam quod ad nos sane attinet habent necessitatem immutabilitatis. Quod enim semel factum est, nunquam potest fiere infectum.

Følgelig, hvis du ser hen til Gud, er alt det, der ikke er Gud, skabt tilfældigt. For øvrigt er de ting, som afhænger af menneskets vilje, i dobbelt forstand tilfældigt. For det første, fordi de sker i kraft af en foranderlig vilje, dernæst, fordi de gennem Guds vilje kan ske anderledes. Men det, at vi ikke kender udfaldet, begrunder ikke tilfældigheden. De ting, som sker tilfældigt, kender vi, når de er gjort, med uforanderlig sikkerhed, og dog ophører de ikke med at være gjort tilfældigt, selv om de, såvidt angår os, har en uforanderlighedens nødvendighed. Hvad der én gang er gjort, kan ikke gøres ugjort.

⁸⁹ Et ut hæc propositio, Petrus cras cænabit, pone eum coenaturum, contingenter est vera, ita si coenabit, hæc erit perendie contingenter vera, Petrus heri cænavit, nec mea scientia certa aut incerta mutat rei naturam, quæ sita fuit in hominis potestate. Aliud est si Lutherus dicat, Deum omnia agere in omnibus et bona et mala, hominem nihil agere, sed tantum pati, itaque necessario fieri quicquid sit vel boni vel mali. Verùm hoc esset per id probare, quod erat ipsum probandum, utpote de quo est controversia.

Og ligesom denne sætning: 'Peter vil spise til middag i morgen', hvis vi antager, at han vil spise til middag, er kontingent sand, således vil sætningen: 'Peter spiste til middag i går', være kontingent sandt i overmorgen, hvis han spiste til middag, og min sikre eller usikre viden ændrer intet ved sagens natur, fordi sagen lå i menneskets magt. Det er noget andet, når Luther siger, at Gud virker alt i alle, både godt og ondt, og at mennesket intet gør, men blot er passivt, og at det, der sker, derfor sker med nødvendighed, hvad enten det er godt eller ondt. Men dette ville være at bevise noget gennem selve det, der skal bevises, eftersom det er det, striden står om.

⁹⁰ Verùm haud scio an Lutherus credat idem esse casu fortuitove fieri, quod contingenter fieri. Casu fortuitove fit quod accidit præter expectationem aut operam nostram. Contingens autem, hoc est, quod Aristoteles vocat endechomenon, complectitur possibilitatem ad esse et non esse, ut non semper idem sit contingens et possibile, quod dicitur dunaton. Triplex autem causarum genus est, unde consideratur necessitas, aut contingentia. Est libera voluntas hominis, sunt causæ naturales in rebus inanimis aut rationibus expertibus, et est summa causa Deus.

Men jeg véd snart ikke, om Luther tror, at det at noget sker ´tilfældigt eller ved lykkespil' er det samme som at noget sker kontingent. 'Tilfældigt eller ved lykkespil' sker det, som hænder, uden at vi har forventet det og uden at vi gør noget. Men 'kontingent', det vil sige det, som Aristoteles kalder endechomenon, indeslutter sig muligheden for at være og ikke være, så at det ikke altid er sådan, at det kontingente og det mulige er det samme, for det mulige hedder dunaton. For der er tre slags årsager, hvori man kan se nødvendighed eller kontingens. Der er menneskets frie vilje, der er de naturlige årsager i de ubesjælede ting eller de ting, der mangler fornuft, og der er den højeste årsag, Gud.

⁹¹ Nihil itaque vetat eandem rem ad diversas causas relatam esse necessariam et contingentem. Veluti motus Orbium (1417) coelestium, decessus et accessus maris, quod urit ignis, quod gravia feruntur deorsum, quod ad nos attinet, necessario fiunt, eo quod ex his causis profisciscuntur, quæ per nos impediri non possunt: ad Deum se respicias, contingenter fiunt, qui vim secundarum causarum habet in manu. Verùm quæ pendent à voluntate hominis, simpliciter contingentia sunt, tam nobis quam Deo. Ut enim rei est natura, sic ille novit aut vult: Si necessaria, necessario, si contingens contingenter. Verùm de his mox plura dicendi locus erit.

Der er derfor intet, der forhindrer den samme ting at være nødvendig og kontingent, forbundet med forskellige årsager. Fx himmellegemernes bevægelse, havets tidevandsbevægelser, det forhold, at ild brænder, det forhold, at tunge ting falder ned, hvilket, hvad os angår, sker med nødvendighed, fordi de fremstår af årsager, som ikke kan forhindres af os: hvis man ser dem, hvad Gud angår, sker de kontingent, for han har de sekundære årsager i sin hånd. Men de ting, som afhænger af menneskets vilje, er simpelthen kontingente, både hvad angår os og hvad angår Gud. For han véd eller vil i overensstemmelse med sagens natur: han vil nødvendigt, hvis de er nødvendige, han vil kontingent, hvis de er kontingente. Men herom vil det snart være stedet at sige mere.

^{92 (498-83)}              Posteaquam igitur Lutherus evidentissime demonstravit, res conditas non esse Deum, cum nos de actionibus hominum ageremus, triumphum agit his verbis: Adeo stat et permanet invicta sententia, omnia necessitate fieri. Nec est hîc ulla obscuritas aut ambiguitas. In Esaia dicit, Consilium meum stabit, et voluntas mea fiet. Quis enim puer non intelligit, quid velint hac vocabula, consilium, voluntas, fiet, stabit? Audivimus sane gloriosum triumphum: Si quivis puer intelligit hæc Esaiæ verba, quî factum est ut tot Theologi nihil hîc viderint? Dicet: Non erat inter illos Lutherus. Ergo locus expendatur. An illic præcedit aliquid sequiturve, quod adimit homini voluntatis arbitrium?

          Efter at således Luther soleklart har påvist, at det skabte ikke er Gud, skønt vi er beskæftiget med menneskelige handlinger, triumferer han med disse ord: 'Altså står den sætning fast og forblive ubesejret: Alt sker med nødvendighed. Og her er der ikke nogen uklarhed eller tvetydighed. I Esajas siger han: 'Mit råd står fast og min vilje sker' (Es 46,10). Hvilket barn kan ikke forstå, hvad ordene her vil sige: 'råd', 'vilje', 'sker', 'står fast'?' (L2#21). Vi har sandelig her hørt en vældig triumf: Hvis enhver skoledreng kan forstå disse ord fra Esajas, hvordan går det så til, at så mange teologer ikke kan se noget her? Han vil sige: Luther var ikke iblandt dem. Jamen, lad os så se på skriftstedet! Står der noget før eller efter, som ophæver menneskets frie vilje?

⁹³ De eventis rerum illic est sermo, de frustrandis hominum consiliis ac pseudo-Prophetarum promissis, de capienda Babylone. Proinde uno in loco hîc bis peccat Lutherus. Primum, quod Scripturæ sermonem alio trahit quam oportet, deinde quod est peculiariter dictum, trahit ad sensum generalem. Et tamen modo nos docuit illos absurde facere, qui decerpunt unum aut alterum verbulum, quod detorqueant ad suum sensum, nulla habita ratione quid illic agatur, cum quibus, unde ortus sermo, quo tendat. Itaque si concedimus Luthero, Deum illam malam voluntatem egisse in Juda, et ad facinus perpulisse, utcunque probavit Judam necessario prodidisse Dominum, quod quidem ad ipsum attinet proditorem.

Det drejer sig her om, hvad der kommer ud af begivenhederne, om menneskelige planers fåfængthed, og de falske profeters løfter, og om at indtage Babylon. Derfor synder Luther to gange på dette ene sted. Først, for han drager skriftens ord et andet sted hen, end man bør, dernæst fordi han overfører det, der er sagt som noget særligt, til at gælde generelt. Og dog belærte han os om for lidt siden, at de mennesker handler absurd, som udsøger sig et eller andet lille ord, som de fordrejer efter deres mening, idet de ikke lægger mærke til, hvad det handler om, hvad det talen udspringer af sigter på. Derfor, hvis vi indrømmer Luther, at Gud opvakte denne onde vilje i Judas og drev ham hen mod forbrydelsen, så har han i hvert fald bevist, at Judas forrådte Herren med nødvendighed, for så vidt som handlingen knytter sig til forræderen.

⁹⁴ Verùm ex præscientia Dei non magis arguit necessitatem actionis, quam ex mea scientia facti. Neque enim Deus aliter scit præterita quam prospicit futura, imo nihil est illi neque præteritum, neque futurum, sed omnia veluti præsentia unico simplicique contuitu perfectissime cernit, quemadmodum eadem voluntate vult omnia. Post vehementes asseverationes objicit mihi, quod convictus conscientia, fateor idem quod docet ipse. Quid? Si Deus non fallitur in eo quod præscit, necesse est ipsum præscitum fieri, alioqui quis credere posset ejus promissionibus.

Men ud fra Guds forudviden beviser han ikke mere nødvendigheden af handlingen, end han beviser den ud fra det, at jeg véd, at den har fundet sted. For Gud kender ikke fortiden anderledes end han forudser fremtiden, ja, alt er for ham fortid, alt er for ham fremtid, men han ser alt som nutid i ét enkelt fuldkomment syn, ligesom han med den samme vilje vil alt. Efter nogle stærke forsikringer bebrejder Luther mig, at jeg indrømmer det, han mener, tvunget af min samvittighed. Hvordan det? ”Hvis Gud ikke tager fejl i det, han forudser, så må nødvendigvis det, han forudser, ske, hvem kan ellers tro på hans forjættelser?” (L2#30).

⁹⁵ Hoc nunquam pronuntiavit Diatriba, quamvis ebria, sed ex persona argumentantis proponit hunc in modum: Potest et in humanis rebus aliqua poni necessitas, quæ tamen non excludat libertatem nostræ voluntatis. Præscivit Deus, et quod præsciebat aliquo modo volebat, fore ut Judas proderet Dominum. Itaque si spectes Dei præscientiam infallibilem, et voluntatem immutabilem, necessario eventurum est, ut Judas prodat Dominum, et tamen Judas poterat mutare voluntatem suam, aut certe poterat non suscipere voluntatem impiam. Dices, Quid si mutasset? Non fuisset falsa Dei præscientia, nec impedita voluntas, cum hoc ipsum præsciturus fuerit ad voliturus, quod esset mutaturus voluntatem.

Det har Diatriben aldrig sagt, hvor beruset den end måtte have været, men i den argumenterendes navn har den sagt følgende: ”Man kan også i menneskelige anliggender anbringe en nødvendighed, som dog ikke udelukker vor viljes frihed. Gud har forudviden, og hvad han forudvéd, det vil han på én eller anden måde skal ske, såsom at Judas ville forråde Herren. Derfor hvis du ser hen til Guds ufejlbare og uforanderlige forudviden, så måtte det nødvendigvis ske, at Judas forrådte Herren, og dog kunne Judas forandre sin vilje, eller kunne undlade at give plads til sin gudløse vilje. Du vil sige: Hvad, hvis han ændrede sin vilje? Guds forudviden ville ikke være blevet falsk og hans vilje ikke forhindret, eftersom han netop havde forudviden om og vilje til, at Judas ville ændre sin vilje.” (e2#76-78)

⁹⁶ Hæc sunt, quæ, ut diximus, sub argumentantis persona referuntur: Id esse verum indicant hæc verba Diatribes, Potest poni et aliqua necessitas. Ubi tandem hîc fateor quod asseveret Lutherus? Imo contrarium assevero. Et tamen hoc ipsum, quod de necessitate dictum est, explico in his quæ sequuntur, distincta necessitate consequentis et consequentiæ.

Dette er som sagt, hvad der refereres i den argumenterendes navn: At det forholder sig sådan, viser disse ord fra Diatriben: ”man kan anbringe en anden nødvendighed”. Hvor indrømmer jeg altså her det, som Luther påstår? Jeg påstår tværtimod det modsatte. Og dog forklarer jeg i det følgende det, der her er sagt om nødvendighed, idet jeg skelner mellem den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed.

^{97 [158](499-83)}            Ab hominis præscientia ducimus argumentum ad præscientiam Dei. Astrologus certo præscit futuram Eclipsum, nec tamen ejus præscientia cogit Solem cum Luna concurrere: et hominis scientia de præterito potest esse infallibilis, ut ego certum scio Petrum coenasse nudius tertius, nec ideo fuit illi necesse sumere coenam: ita nec Dei præscientia impedit arbitrii voluntatem, nihilo magis quam impedit cognitio rerum (1418) præteritarum. Proinde nugamentum est, labascere fidem Dei in promissis omnibus, nisi necessario eveniat quod prædicit eventurum. Certissimo evenire fatemus omnia quæ prædicit Deus, aut etiam Propheta Dei Spiritu afflatus, necessario, nihil est necesse. Quædam Deus prædicit absolute futura, quemadmodum prædixit se venturum ad judicium: id nullus hominum potest impedire quo minus fiat: Quædam pollicetur aut minatur sub conditione, Si servaveris præcepta, salvus eris, Sin contemseris, ibis in gehennam.

          Fra menneskets forudviden fører vi argumentet over på Guds forudviden. Astrologerne kan sikkert forudvide den kommende formørkelse, og dog tvinger deres forudviden ikke solen til at løbe hen over månen. Og menneskets viden om det forgangne kan være ufejlbar, fx når jeg sikkert ved, at Peter spiste til middag i forgårs, men det var ikke af den grund nødvendigt for ham at indtage en middag. Således forhindrer Guds forudviden heller ikke viljen i at vælge, lige så lidt som hans viden om det forgangne gør det. Derfor er det tåbeligt at sige, at tilliden til alle Guds forjættelser ville lide skibbrud, hvis ikke det, han forudsagde ville ske, skete med nødvendighed. Vi indrømmer, at alt det, som er forudsagt af Gud eller af en profet, der er inspireret af Guds ånd, ganske sikkert vil finde sted, men det er ikke nødvendigt at hævde, at det vil finde sted med nødvendighed. Gud forudsiger, at nogen ting vil ske absolut, fx har han forudsagt, at han vil komme til dom. Det kan intet menneske forhindre i at ske. Men nogle ting lover han eller truer han med under en betingelse: ”Hvis du holder budene, skal du frelses, hvis du foragter dem, kan du gå til helvede”.

⁹⁸ Conditio partim in nobis est sita, eventus à solo Deo pendet infallibilis. Aperui fucum Lutheri, aperiam et alterum. Iterum Diatriba quamvis diu multumque luctata profitetur idem quod docet Lutherus, id quo magis persuadeat, recitat ipsius verba: De voluntate, inquit, ac destinatione difficilior est quæstio. Vult enim Deus eadem quæ præscit, et hoc est, quod subjicit Paulus, voluntati ejus quis resistit. Etenim si Rex esset, qui quicquid vellet efficeret, ned quisquam posset obsistere, facere diceretur quicquid vellet. Ita Dei voluntas quoniam est causa principalis omnium quæ fiunt, videtur necessitatem nostræ voluntati inducere. Hæc illa.

Betingelsen afhænger til dels af os, det ufejlbare udfald alene af Gud. Jeg har afsløret ét af Luthers bedrag, jeg vil afslører et andet. Endnu engang hævder Luther, at Diatriben lærer det samme som han, hvor længe og hvor meget den end stritter imod, og for at gøre det mere overbevisende, citerer han Diatribens egne ord: ”Men vanskeligere er spørgsmålet om Guds vilje og forudbestemmelse. Gud vil jo nemlig det samme, som han forudvéd. ... Og det er det, som Paulus siger hertil: 'Hvem kan modstå hans vilje, (rom#9.18) ... Ligesom hvis der var en konge, som kunne gøre, hvad han ville, og ingen kunne modsætte sig ham, han kunne siges at gøre, hvad han ville. Sådan synes Guds vilje, der jo er den første årsag til alle ting, som sker, at påføre vores vilje nødvendighed.” (e2#61-63; L7#62). Såvidt Luther.

⁹⁹ Et Lutherus, gratias, inquit, tandem agimus Deo, pro sano sensu Diatribes. Rursus non animadvertit Lutherus, Diatribam hîc argumentari, non pronuntiare Primum, illud est artis, quod cum Diatriba sic argumentans loquitur: Nam Deus aliquo modo velit oportet, quod cum præsciat futurum, tamen non impedit, cum ipsi sit in manu, hæc verba prætermisit. Nec abs re, respuunt enim illius opinionem, quam fingit me profiteri. Aliquo modo vult. Quid hoc sonat? Nimirum ut velle dicatur, qui sinit fieri, quod alioqui poterat impedire. Et ita colligit, Ita videtur inducere. Quid est ita? Nisi juxta hanc rationem, qua vulgus dicit eum facere, qui cum posset non prohibuit, veluti cum dicitur occidisse hominem, qui cum posset non servavit.

Og Luther føjer til: ”Og endelig kan vi takke Gud for Diatribens sunde mening.” (L7#65) Atter en gang lægger Luther ikke mærke til, at Diatriben fremsætter argumenter, den kommer ikke med påstande. For det første begår han det kunststykke, at når Diatriben fremkommer med dette argument: ”For på en eller anden måde må Gud ville det, for skønt han kender fremtiden, forhindrer han det dog ikke, skønt han havde magt til det,” (e2#61) så udelader han det, og det ikke uden hensigt, for de vender sig jo imod den opfattelse, som han hævder, at jeg har. 'På en eller anden måde vil han det'. Hvad betyder det? Det betyder nok, at den, der tillader, at noget sker, som han på ellers kunne forhindre, kan siges at ville det. Og Diatriben drager den slutning: 'Således synes den at påføre ... ” Hvad betyder 'således'? Ja, det betyder 'som det hedder i daglig tale', at én siges at gøre noget, som han ikke kan forhindre, fx når man siger, at én har slået et menneske ihjel, som han ikke reddede, skønt han kunne gøre det.

¹⁰⁰ Quid est videtur inducere? Sic alicui videretur cum non sit. Eat nunc et Lutherus, et gratias agat Deo pro sana Diatribes sententia. Jam verba, quæ Lutherus tribuit Paulo, Veteres tribuunt impio disputatori, qui sic citant interdum verba Scripturæ sacræ, quemadmodum Satanas in Euangelio tentans Dominum, et tamen non adeo magni refert, etiamsi hæc verba tribuantur Apostolo citanti tantum et argumentanti. Nam hic illi mos est, ut varius ac lubricus sit in tractandis quæstionibus, ut docti crebro fateantur sibi difficillimum esse observare, unde sit ingressus, aut qua sit exitus, quod accidere solet ei qui per conclavia regiæ domus circumducitur.

Hvad betyder 'synes at påføre'? Det betyder, at det kan se sådan ud for nogen, skønt det ikke forholder sig sådan. Kom nu igen, Luther, og tak Gud for Diatribens sunde mening.

Nu til det ord (rom#9.15-18), som Luther tillægger Paulus, men som de gamle tillagde en ugudelig kværulant, fordi han sommetider citerer skriftens ord, som Satan gjorde det i evangeliet, da han fristede Herren (Matt 4,6). Og dog ville det ikke gøre den store forskel, om de tillagde apostelen dette ord, for han citerer kun og argumenterer kun. For det er her hans vane at være forskelligartet og glat, når han behandler spørgsmålene, så de lærde ofte indrømmer, at det er meget svært at blive klar over, hvor han påbegynder et spørgsmål og hvor han afslutter det, hvilket plejer at ske for den, der føres rundt gennem værelserne på et kongeligt palads.

¹⁰¹ Id quod Hieronymus hoc loco nominatim repetit, testatus se velut in penetrali regio circumspecte reverenterque velle versari, quod utinam et Lutherus interdum faceret, nec omnia velut è tripode pronuntiaret. Certe hæc est vox impiorum: Quid ergo queritur, si quem vult indurat, et cui vult miseretur? Cui Paulus respondet, ô homo tu quis es qui respondes Deo, non explicans quæstionem, sed retundens impiam vocem in Deum, quasi Deus esset injustus, proque sua libidine faceret omnia. Hîc me conspuit Lutherus, quod de proprio capite, sine Scripturis, sine miraculis pronuntiem, imo clarissima Dei verba depravem.

Det er en sammenligning, som Hieronymus anvender specielt om dette skriftsted, idet han hævder, at han vil opfører sig forsigtigt og ærbødigt som i en konges indre gemakker. Man kunne ønske sig, at Luther af og til havde gjort det samme og ikke udråbt alting, som afleverede han et orakel. Givetvis er dette de ugudeliges stemme: ”Hvad kan han så bebrejde os, hvis han forhærder, hvem han vil, og forbarmer sig over, hvem han vil?” (rom#9.15) Et en sådan giver Paulus det svar: ”O menneske, hvem er du, at du vil gå i rette med Gud?” Han forklarer ikke spørgsmålet, men støder den ugudelige indvending tilbage til Gud, som om Gud var uretfærdig og udvirkede alting efter forgodtbefindende. På dette punkt anklager Luther mig, fordi jeg kommer med påstande ud af mit eget hoved, uden skrift og uden mirakler, ja jeg mishandler de klareste ord fra Gud. (L7#66)

¹⁰² Miracula non professus sum me posse edere, nec de meo capito pronuntio, qui Chrysostomi ac Theophylacti protulerim auctoritatem, nec sine Scripturis, nisi forte pro Scripturis non habet, quas Diatribe tam multas recitat planissime refutantes Lutheranam necessitatem. Sed rejiciet orthodoxorum auctoritatem Lutherus: patiar, modo vicissim ipse patiatur me rejicere quod de suo capite præter omnium Veterum sententiam interpretatur, utcunque visum est causæ conducere. Chrysostomus cumque hoc veteres probasissimi Doctores tradunt hæc esse verba reprimentis impiam obmurmurationem adversus Deum, non explicantis quæstionem, quam solvit in his quæ sequuntur, quod si Deus volens ostendere iram, et notam facere potentiam suam, etc.

Jeg hævder ikke, at jeg kan gøre mirakler, og jeg kommer heller ikke med påstande ud af mit eget hoved, men jeg fremfører Chrysostomus' og Theofylakts autoriteter, og det gør jeg ikke uden skriften, medmindre han da ikke regner de skriftsteder for 'skrift', som Diatriben citerer så mange af, og som helt og holdent gendriver Luthers nødvendighed. Men Luther forkaster de ortodokse fædres autoritet. Det kan jeg nok affinde mig med, hvis han til gengæld vil finde sig i, at jeg forkaster det, som han ud af sit hoved finder frem til af fortolkninger imod alle de gamles mening overalt, hvor han mener det kan fremme hans sag. Chrysostomus og sammen med ham de mest anerkendte lærde fra den gamle kirke lærer, at dette er ord af én, der imødegår de ugudelige knurren imod Gud, men ikke løser problemet. Det gør han i de følgende ord: ”For hvis Gud vil vise sin vrede og tydeliggøre sin magt osv”. (rom#9.22)

¹⁰³ Nec omnino dissentit Augustinus, (1419) cum ait, non solvendo, quodammodo solvit, et indicans ubi vere solvi incipiat. Lutherus fortiter negat, asseverans hunc sermonem esse clarissime profitentis meram et absolutam in omnibus necessitatem, nec aliud quærendum, nisi quia Deus sic voluit. Quid, inquit, quærebatur ista quæstione de voluntate Dei: nonne hoc ut necessitatem imponeret nostræ voluntatis? Ut verbo respondeam: nequaquam, sed quid agatur jam ante dilucide expedivi, ut supervacaneum sit repetere. Verùm dum Apostolus studet ostendere, et Judæorum rejectionem, et Gentium admissionem non fortuito accidere, sed jam olim hoc à Deo præfinitum, et à Prophetis fuisse prædictum, adduxit exemplum Isaac et Ismahelis, item Jacob et Esau, quo Judæi perspicerent, ad Euangelii gratiam nihil referre genus carnale, sed fidem, quæ propinquitatem habet spiritualem.

Det er Augustin overhovedet ikke uenig i, når han siger: ”Men idet han ikke løser problemet, løser han det på en måde, idet han påpeger, hvor den sande løsning ligger”*. Luther kommer med en stærk benægtelse og erklærer, at denne tale kommer fra én, der soleklart bekender den rene og absolutte nødvendighed i alle ting, og at man ikke her skal spørge efter anden mening end den, at Gud vil det således: ”Hvad spørges der nemlig om i dette spørgsmål om Guds vilje? Mon ikke om, hvorvidt der påføres vores vilje nødvendighed?” (L7#68) Lad mig svare med ét ord: Nej! Men hvad det drejer sig om, har jeg allerede klart påvist, så det er overflødigt her at gentage det. (e2#62) Men idet apostelen søger at vise, at forkastelsen af jøderne og accepten af hedningerne ikke skete tilfældigt, men allerede for lang tid siden var forudbestemt af Gud og forudsagt af profeterne, fremfører han eksemplerne med Isak og Ismael og med Jakob og Esau, så jøderne kunne se, at evangeliets nåde ikke afhang af kødelig afstamning, men af troen, som giver et åndeligt slægtskab.

* Contra duas epistolas Pelagianorum 2.7.15

¹⁰⁴ Ex his velut obiter incidit hæc quæstio de murmure impiorum. Si quod dico non exstat in probatissimorum Ecclesiæ Doctorum libris, clamet Lutherus me de capite meo proferre commentum. Quod si rejicit quicquid à nobis adfertur, nos vicissim eodem jure quicquid ab illo, nimirum peracta est hæc fabula. Sed fingamus hæc verba tribui personæ Pauli, cui vult miseretur, et quem vult indurat. Qui miseretur immerentis, nullam facit injuriam ei cui poena non remittitur, ut hîc periclitetur Dei justitia. Veluti cum vitulus adoratus esset, crimen erat omnium commune, certus tamen numerus hominum interfectus est, cæteris parcitum est.

Heraf opstår som i forbifarten spørgsmålet om de ugudeliges knurren. Hvis det, jeg siger, ikke findes i de anerkendte kirkelige læreres bøger, så kan Luther klage over, at jeg er kommet med påstande ud af mit eget hoved. For hvis han forkaster alt det, som fremføres af os, så kan vi til gengæld med samme ret forkaste alt hans, og så er historien ude. Men lad os forestille os, at jeg har tillagt personen Paulus disse ord: 'Han øver barmhjertighed mod hvem han vil og forhærder, hvem han vil' (rom#9.18). Den, der øver barmhjertighed mod den, der ikke har fortjent det, øver ikke uret imod den, hvis straf ikke bliver eftergivet, så Guds retfærdighed er ikke i fare på dette sted. Sådan var fx dengang guldkalven blev tilbedt, forbrydelsen alles i fællesskab, men dog var det kun nogle få, der blev straffet, resten blev skånet. (Ex 32.26ff)

¹⁰⁵ Hîc à nobis causa reddi non potest. Nec tamen dubium est, quin Deus justis de causis id fecerit. Et si nulla de causa faceret, nisi quia libuit, nullus hîc habet quod queratur, sed sunt quibus est unde gratias agant. De Pharaone jam responsum est variis modis. Origenes aliter hunc nodum explicat, Non est volentis neque currentis, sed miserentis Dei, ”hoc est, frustra cupit homo, frustra laborat, nisi accedat opitulatrix gratia, quemadmodum dicta sunt illa: Nisi Dominus custodierit civitatem frustra vigilat qui custodit eam.” Rursus illud hujus Apostoli, Neque qui plantat est aliquid, nequi qui rigat, sed qui incrementum dat Deus.

Det kan vi ikke give nogen begrundelse for. Men der er ikke tvivl om, at Gud gjorde det ud fra retfærdige grunde. Og selv om han gjorde det uden anden grund end den, at det syntes han nu, så er der her ikke nogen, der kan klage, men nok nogle, der har noget at være taknemlige over.

Angående Farao har vi allerede svaret på forskellig vis. Origenes forklarer dette problem anderledes: ”Så kommer det ikke an på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der forbarmer sig” (rom#9.16), det ord forklarer han således: ”Det vil sige, mennesket anstrenger sig forgæves, arbejder forgæves, hvis ikke nåden kommer til hjælp, ligesom det jo hedder: 'Hvis ikke Herren vogter byen, våger vægterne forgæves' (Sl 127,1).” Og han citerer også dette apostelord: ”Det kommer ikke an på den, der planter, eller den, der vander, men på Gud, der giver vækst” (1kor#3.7).

¹⁰⁶ Tandem hanc disputationem hac clausula finit: Ut vertamus ad salutem, aut avertamur, nobis in manu est. Cæterum quomodo dentur præmia piis, aut quibus modis perdantur impii, hoc solius est Dei. Proinde si murmuret impius, quare Deus sic induravit Pharaonem, quare sic rejecit populum electum: Respondet, non est tuum exquirere, quibus modis puniam impios. Rursus si murmurent, quare rejectis suis admittit Dæmonum cultores, omnia mala commeritos? Respondet, justus sum puniens impios, misericors vocans immeritos ad pænitentiam. Dices itaque: Quid adhuc queritur Deus? Voluntati ejus quis resistit? Vides, inquit Lutherus, prosopopæiam?

Endelig afslutter han sin disputation således: ”Om vi vender os hen mod frelsen, eller vi vender os bort fra den, er noget, vi selv afgør. Men hvordan de fromme belønnes, eller hvordan de ugudelige går til grunde, er alene op til Gud. Hvis derfor en ugudelig knurrer over, at Gud således forhærder Farao, eller hvorfor han forkastede sit udvalgte folk, så vil han svare, at det ikke er op til dig at finde ud af, hvordan jeg vil straffe de ugudelige. Og hvis de knurrer igen, hvorfor han forkaster sine egne, men godkender dem, der dyrker dæmoner og har fortjent alt ondt, så vil han svare: jeg er retfærdig, når jeg straffer de ugudelige, når jeg forbarmer mig, kalder jeg de, der ikke har fortjent det, til bod”. Så vil du sige: 'Hvad har Gud da at klage over? Hvem kan modstå hans vilje?' (rom#9.19) Og så siger Luther: ”Her kan du se Paulus' egne ord”.

¹⁰⁷ Video, quid tum postea? Illi, inquit, audientes quod voluntas Dei nobis necessitatem inducit, blasphemantes murmurant et dicunt, Quid adhuc queritur? Hoc est, cur Deus sic instat, sic urget, sic exigit, sic queritur, etc quæ loquacissime prosequitur, causa destitutus. Imo quoniam quod Paulus aliam ob causam induxerat, videbat impios rapturos in excusationem impietatis suæ, occupans refert illorum sermonem, nec statim solvit nodum quæstionis perdifficilis, sed repressa illorum arrogantia, prius illorum animos præparat, ut pii saltem accipiant quid ad hæc murmura possit responderi.

Det ser jeg. Men hvad så? ”Når de hører, at Guds vilje påfører os nødvendighed, øver de gudsbespottelse, knurrer og siger: Hvad kan han så kræve af os? Det vil sige: hvorfor truer Gud sådan, hvorfor trænger han sådan på, hvorfor kræver han noget, hvorfor kræver han sådan?” (L7#69) osv, og han fortsætter med rent ordgyderi, fordi han ikke har nogen sag. Men det forholder sig stik modsat: fordi Paulus så, at hvad han havde fremført af en anden grund, kunne gribes af de ugudelige som undskyldning for deres ugudelighed, så kommer han dem i forkøbet og gengiver deres indvending, men løser ikke straks det meget vanskelige spørgsmåls knude, nej, han forbereder først deres sind, så at i det mindste de fromme kan få noget, de kan svare til denne knurren.

¹⁰⁸ Et si cui non est in promtu, quo refellat tales argumentationes, indicat Paulus quo telo possit illico temeritas impia coerceri, Nunquid dicit lutum figolo suo? Sic Julius secundus fertur respondisse Lodovici duodecimi Legato, per quem expostulabat, cur Cardinalem quendam Gallum conjecisset in carcerem: Quia meus, inquit, est Cardinalis, Sic mihi visum est, Nec est Regis à me quærere causas quomodo tractem meos Cardinales. Si Rex reverenter fuisset percunctatus, fortasse Julius non gravatus fuisset illi causas aperire. Nunc tantum voluit inimicam parumque reverentem expostulationem retundere. Idem hîc facit Paulus. (1420)

Og hvis nogen ikke har et svar parat til den slags modsigelser, peger Paulus på, hvilket spyd der øjeblikkelig kan betvinge en sådan ugudelig frækhed: ”Mon ikke pottemageren har magt over sit ler?” (rom#9.21). Således fortælles Julius den Anden at have svaret Ludvig den Tolvtes ambassadør, som spurgte ham, hvorfor han havde kastet en fransk kardinal i fængsel: ”Fordi kardinalen tilhører mig. Det har jeg nu besluttet, og den franske konge skal ikke kræve grunde for, hvordan jeg behandler mine kardinaler”. Hvis kongen havde været ærbødig, da han spurgte, ville Julius måske ikke have været så afvisende overfor at fortælle ham sine begrundelser. Som det gik, ville han blot returnere en fjendtlig og meget lidt ærbødig protest. Det samme gør Paulus her.

^{109 [159](503-02)}    Pergit argutari Lutherus: Si Paulus non explicaret hanc quæstionem, aut non certo definierat, necessitatem nobis imponi præscientia divina, quorsum opus erat inducere murmurantes voluntati ejus non posse resisti? Quis enim murmuraret aut indignaretur, si non sentiret definiri necessitatem illam. Jam ostensum est, nec præscientiam nec voluntatem Dei semper inducere necessitatem humanæ voluntati, licet in quibusdam eventus inducat necessitatem inevitabilitatis, ut Scholastici loquuntur. Deus præfinivit omnibus esse moriendum, hoc nemo potest evitare, et tamen quo genere mortis quisque sit periturus, non est nostræ potestatis.

         Luther fortsætter med sit vrøvl: ”Hvis Paulus ikke havde forklaret dette spørgsmål eller ikke defineret det sikkert, at den guddommelige forudviden påfører os nødvendighed, hvad nytte var det så til, at han indfører dem, der knurrer og beklager sig over, at de ikke kan modstå hans vilje? Hvem ville knurre eller indigneres, hvis man ikke følte, at denne nødvendighed var nøje bestemt?” (L7#71) Nu er det påvist, at hverken Guds forudviden eller hans vilje altid påfører den menneskelige vilje nødvendighed, selv om i nogle tilfælde begivenheden påfører en uundgåelighedens nødvendighed, som skolastikerne siger. Gud har bestemt for alle, at de skal dø, det kan mennesket ikke undvige, og dog ligger det ikke i vor magt at bestemme, gennem hvilken slags død vi skal herfra.

¹¹⁰ Rursus aliter vult Deus quæ prædicit absolute, quam quæ sub conditione. Veluti dictum est Ezechiæ, Morieris et non vives. Vixit tamen, erant enim verba minando provocantis ad preces ac poenitentiam. Adhuc triduum, et Ninive subvertetur. Non tamen illico subversa est. Sed ut Luthero respondeam, par pari referens, cur inter loquendum, si quod dictum incidat, quod suspicamur aliquos in malam partem interpretaturos, obiter explicamus, obturantes os alio rapturis quod dicebamus. Hactenus Lutherus nihil adfert nisi fortissimas asseverationes, inculcat Scripturam esse clarissimam, neminem nescire, quid sit resistere, quid sit voluntas, quid sit Deus.

Og igen: Gud vil noget andet, når han forudsiger absolut, end når han gør det under betingelse. Fx siges det til Ezekias: ”Du skal dø og ikke leve” (2 Kong 20,1-6; Es 38,1-6). Men han levede ikke desto mindre, for det var trusselsord, der skulle opægge ham til bøn og bod. ”Endnu tre dage, og Ninive vil blive ødelagt” (Jon 3,4). Men den blev dog ikke ødelagt straks. Men for at give Luther lige for lige (E5#74) hvordan kan det være, at vi, når vi taler, hvis noget fremkommer, som vi mener vil blive fortolket forkert, så kommer vi straks frem med en forklaring og lukker munden på den, der vil kunne fordreje det, vi sagde. Hidtil har Luther ikke fremført andet end det mest kraftfulde forsikringer, han har påstået, at skriften er soleklar, at ingen er uvidende om, hvad det er at modstå, hvad vilje er, hvad Gud er.

¹¹¹ Cæcutiant hic, inquit, sane infinita millia doctorum probatissimorum, et Scripturas fingant dilucidas non esse, et quæstionem difficilem paveant. Nos habemus verba clarissima, quæ sic sonant, Cujus vult miseretur, et quem vult induret. Nec pudet illum toties repetere quod à pueris quoque confutatum est: Si Deus præscit, necessario fit, præsupposito quod Deus nec errat, nec fallitur. Audis magnificum kokkusmon, præterea nihil. Quas autem contrarietates aut contradictiones mihi narras? Si Deus, qui futura quoque veluti peracta prospicit, non fallitur, sequitur hominem nihil ex arbitrio suo mutabili agere? Ego video famulum sedentem, igitur non erat illi liberum stare si voluisset? Sed quando prodibunt ista Dei tonitrua? Hominis gloriosas voces hactenus tantum audimus.

”Så kan forresten her mange tusinde højst ansete lærde være blinde og påstå, at skriften ikke er klar, og ryste overfor dette svære spørgsmål. Vi har det soleklare ord, der lyder såldes: 'Han forbarmer sig over hvem han til, han forhærder, hvem han vil'.” (rom#9.18) Og han undser sig ikke for at gentage, hvad der endog gendrives af børn: ”Hvis Gud forudvéd noget, må det med nødvendighed ske, ... forudsat, at Gud hverken kan fejle eller fare vild”. (L7#74) Her har vi et mægtigt kykkeliky og intet mere. Men hvorfor fortæller du mig modsætninger eller modsigelser? (L7#76) Hvis Gud, som også ser fremtiden, som var den fortid, ikke fejler, følger så, at mennesket ikke kan gøre noget ud fra sin foranderlige vilje? Jeg ser en tjener sidde ned, følger deraf, at det ikke stod ham frit for at stå op, hvis han havde villet? Men hvornår kommer Luther med disse Guds tordenskrald? Hidtil har vi kun hørt et menneskes storpralende røst.

¹¹² De prosopopoea non est inter nos controversia. Convenit hæc verba, quid adhuc queritur, voluntati ejus quis resistit? esse murmuris impii. Verùm illud Luthero neque mecum, neque cum ullo veterum interpretum convenit, hæc recte dici ab impiis. Recte autem dicerentur, si homo nec ad bonum, nec ad malum nihilo plus valeret, quam securis, quæ est in manu fabri, aut lutum, quod est in manu figuli, sed mera necessitate pateretur Deum in se operantem. Quod si verum esset, et ab illis, ut vult Lutherus, fuisset ex Pauli verbis intellectum, nonne merito dicerent, quid adhuc queritur de nobis, qui nihil agimus, sed patimur tantum, proque illius voluntate vel merentes vel immerentes damnabimur aut servabimur?

Vi er ikke uenige om, hvem der taler. Vi er enige om, at ordene: ”Hvad har han så at bebrejde os? Hvem kan modstå hans vilje?” tales af en ugudelig, der knurrer. Men Luther bliver ikke enig med hverken mig eller nogen af de gamle fortolkere, når han siger, at dette siges af de ugudelige med rette. Men de ville sige det med rette, hvis mennesket ikke var mere værd, hverken til det gode eller til det onde, end en økse er det i tømrerens hånd, eller ler er det i pottemagerens hånd, men kun med lutter nødvendighed fandt sig i, at Gud handlede med det. Hvis dette var sandt, og hvis det var, hvad man skulle forstå ved Paulus' ord, mon de så ikke med rette kunne sige, hvad kræver han af os, os, som intet udvirker, men kun handles med, og fordømmes eller frelses efter hans vilje, hvad enten vi har fortjent det eller ej?

¹¹³ Tot leges dedit, in quibus nihil esse scit, quod à nobis præstari queat, agit autem ipse nos, quocunque ipsi visum est, et tamen in Esaia clamat: Væ genti peccatrici, populo gravi iniquitate, semini nequam. In Euangelio toties inclamat væ, Hierosolymam deplorat, quod colligit noluerit. Et quid aliud sonant omnes Prophetæ, quam expostulationes, objurgationes ac minas? Habent et præcepta suas minas et exsecrationes horrendas. Itaque si verum est Lutheri dogma, non injuria dicunt impii, Quid adhuc queritur?

Han har givet så mange love, i hvilke han véd, at der ikke er noget, som vi kan yde, men det er ham selv, der driver os, som det synes ham, og dog råber han hos Esajas: ”Ve det syndige folk, et folk, tynget ned af uretfærdighed, en ond sæd” (Es 1,4). I evangeliet råber han ofte ”ve”, han begræder Jerusalem, som ikke ville samles (Matt 23,37). Og hvad andet kommer alle profeterne med end opfordringer, bebrejdelser og trusler? Budene har også deres trusler og forfærdelige forbandelser. Hvis derfor Luthers dogme er sandt, så er det ikke med urette, at de ugudelige siger: ”Hvad mere vil han bebrejde os?” (rom#9.19)

¹¹⁴ Nunc obturatur illis os duplici nomine. Primum, quod irreverenter obmurmurant Deo, cujus majestas religiose et cum tremore est adeunda: deinde quod ex Scripturæ verbis perperam intellectis, colligunt inevitabilem necessitatem, abjicientes studium vitæ in melius commutandæ, cum gratia Dei nulli desit, si, quod in ipso est, præstiterit homo. Quod autem jus mihi narrat Lutherus Dei in nos, et nostrum in Deum?

Men nu er der to grunde til, at munden lukkes på dem. For det første, fordi de frækt knurrer imod Gud, hvis majestæt man skal nærme sig fromt og med bæven. Dernæst, fordi de ud fra nogle forkert forståede skriftord slutter sig til en uundgåelig nødvendighed, idet de forkaster enhver stræben efter at forandre deres liv til det bedre, skønt Guds nåde ikke skal mangle, hvis mennesket gør, hvad det kan.

Men hvad det for en ret, Luther siger, Gud har i os, og vi i Gud? (L7#79)

¹¹⁵ Imo si fas est dicere, mutuum jus est, quemadmodum inter æquum ac benignum herum et servum. Servus debet obsequium, herus debet præmium, etiamsi nulla intercessit pactio. Nunc Deus suam fidem promissis obstinxit homini, nec recusat argui, si minus pacta (1421) præstiterit. Sic enim apud Esaiam loquitur, Venite et arguite me. Idem apud Micheam Capite VI causam suscipit cum populo, veluti sub judice victurus aut vincendus. Judicium, inquit, Domini cum populo suo, et cum Israel dijudicabitur, Popule meus quid feci tibi, aut quid molestus fui tibi? Responde mihi.

Tværtimod, hvis det er rigtigt at sige, at vi har en gensidig ret, ligesom den, der hersker mellem en rimelig og god herre og hans slave. Slaven bør yde lydighed, herren bør give belønning, selv om der ikke er truffet aftale om det. Men nu forholder det sig sådan, at Gud har forpligtet sig til at vise trofasthed overfor mennesket gennem sine forjættelser, og han afviser ikke, at man kan anklage ham, hvis han yder mindre end pagten tilsiger. For således taler han hos Esajas: ”Kom og anklag mig!” (Es 1,18). I hos Mika i kap 6,2f fører han sag mod folket, som kunne han sejre eller besejres under en dommer. ”Herren fører sag mod sit folk, han går i rette med Israel: mit folk, hvad har jeg gjort overfor dig, eller hvad har jeg besværet dig med? Svar mig!” (Mika 6,2)

¹¹⁶ Hîc provocat ad respondendum: Et Paulus dicit, ô homo tu qui es qui respondes Deo? Quid ita? Quia cum judicio respondentem audit Dominus, sine judicio obmurmurantem ferre non potest. Si non respondendo dissoluta est quæstio, cur mox dissolvit quæstionem: Quod si Deus volens ostendere iram, et notam facere potentiam suam, etc. Idque persequitur usque ad Caput XII declarans nec totam Gentem Israeliticam rejectam, et eos qui rejecti sunt, non temere rejectos, sed ob pertinacem incredulitatem, ut suo exitio fierent aliis exemplum, nec omnes Gentes Euangelii factas participes, sed eas duntaxat quæ crederent Euangelio.

Her ægger han til svar. Og Paulus siger: ”o menneske, hvem er du, at du går i rette med Gud?” (rom#9.20). Hvorfor således? Fordi Herren hører den, som svarer med en retssag; han kan ikke tåle, at man knurrer imod ham uden retssag. Hvis problemet var blevet løst ved ikke at besvare spørgsmålet, hvorfor løser Paulus så problemet lige efter: ”Men hvis Gud ville vise sin vrede og gøre sin magt kendt, osv” (rom#9.22) Det fortsætter han med lige til kapitel 12, idet han erklærer, at ikke hele Israels folk er forkastet, og at de ikke blev forkastet vilkårligt, men på grund af deres stædige vantro, så deres tilintetgørelse kunne blive et eksempel for andre, og at ikke alle hedningerne blev modtagere af evangeliet, men kun de, som troede på evangeliet.

¹¹⁷ Deus nihil accepit à nobis, ut aliquid debeat, fateor, nisi quod natura bonus est, quodque nos condidit. Quid accipit pater à filio? Tamen ob hoc ipsum debet filio pietatis officium quia genuit. Præter hæc etiam pacto se nobis obstrinxit Deus, quo magis ipsi fideremus. Nihil nobis promisit, nihil nobis dedit, nisi quia sic voluit. Accedo, sed inter hæc quæ nobis dare voluit, et donum liberi arbitii est, quoniam hujus magna quædam vis in homine residet, etiam post lapsum primi parentes. Præstaret, inquit, hominem prorsus carere arbitrii libertate, et sic conditum aut confirmatum esse, ut in malum prolabi non posset.

Gud får ikke noget af os, som skyldte han os noget, det indrømmer jeg er rigtigt, bortset fra, at han af natur er god, og at han har skabt os. Hvad modtager en fader af en søn? Og dog, gennem netop den handling, at han avlede ham, skylder han sin søn pligtmæssig venlighed. Desuden forpligtede Gud sig overfor os gennem en pagt, så vi skulle stole des mere på ham. 'Han forjættede os ikke noget, han gav os ikke noget af anden grund end den, at han ville det således' (L7#79). Sandt nok, men blandt de ting, som han ville give os, er også den frie viljes gave, og af den er der en ganske stor del tilbage i os også efter at vore første forældre faldt. ”Det ville have været bedre”, siger Luther, ”om mennesket helt manglede viljens frihed og var således skabt eller sikret, at han ikke kunne falde i det onde”.*

*Dette er ikke et citat fra Luther, men højst en indvending, Erasmus tænker sig, at Luther ville komme med.

¹¹⁸ Verum, sed hoc pacto magis illusescit Dei tum justitia, tum bonitas, qui vult à nobis sic timere ut ametur, sic amari ut timeatur, quia sic expedit nobis. Quod si Lutherus hanc urgeat quæstionem, dicam in loco quia Deus est, et facit quicquid ipsi collibuit. Quod si quid pergat sciscitari, cur ob alienum peccatum sic excruciat genus humanum, cur passus est hominem labi, cum possit illum stabilire? Cur condidit illum, quem sciebat mox lapsurum? Harum quæstionum nullus erit finis, quarum curiositas ne progrederetur in immensum, Paulus sicut impie disputantem initio coercuit, quo reverenter quantum fas erat audiret, O homo tu qui es: ita in fine quæstionis submovet humanam scrutationem dicens, ô altitudo divitiarum, sapientiæ et scientiæ Dei. Quo dicto seipsum etiam submovet à profundiori scrutinio consilii divini.

Sandt nok, men gennem denne pagt lyser Guds retfærdighed og godhed mere op, for han vil frygtes således af os, at han elskes, og elskes således, at han frygtes, for sådan er det bedst for os. Men hvis Luther trænger på med problemet, vil jeg omvendt sige til ham, at det gør Gud, fordi han er Gud, og han gør, hvad som helst der passer ham. Så hvis nogen insisterer på at ville undersøge, hvorfor han på grund af en andens synd på den måde torturerer menneskeslægten, hvorfor han tillod, at mennesket faldt, skønt han godt havde kunnet holdt ham fast? Hvorfor han skabte et væsen, som han vidste snart ville falde? Der er ingen ende på den slags spørgsmål, og for at vor nysgerrigheden om dem ikke skal fortsætte i det uendelige, gør Paulus det, at ligesom han i begyndelsen tvang den ugudelige kværulant til at høre med passende ærbødighed: ”O menneske, hvem er du?” sådan afskærer han i slutningen af problemstillingen den menneskelige udforskning ved at sige: ”O dyb af rigdom, visdom og kundskab hos Gud!” (rom#11.33) Ved at sige det afskærer han sig selv fra dybere at udforske Guds plan.

¹¹⁹ Satis erat hoc didicisse, Judæos merito rejici, quia credere nolebant, Gentes misericorditer recipi ad Euangelii gratiam ob simplicem sinceramque fiduciam, nec ista causa geri, sed admirabili Dei providentia, et ex Prophetarum oraculis, qui Judæorum exitio voluit illustrare justitiam ac severitatem suam inevitabilem, Gentium salute, bonitatem ineffabilem, rebus omnibus ita temperatis, ut Deus nec stultus, nec improvidus, nec injustus videri possit. Cæterum si Paulus sentit quod Lutherus, ad hunc modum respondere debuerat obmurmurantibus, Quid queritur, quid accusat, cur minitatur, quid expostulat, et cætera. Sic loquitur Deus crucifixus, sed Deus ille non prædicatus aliud sentit. Deus crucifixus præcipit, minatur, blanditur, objurgat, expostulat, terret, allectat, sed latens ille Deus nihil horum, verum pro sua libidine operatur in hominibus tum bona tum mala: quosdam destinavit gehennæ, quosdam æternæ vitæ, quod destinatum est necesse est fieri, nec hîc quicquam habet momenti voluntas hominis. Hîc si remurmurent impii, quî justus ac bonus esset potest talis Deus? Lutherus respondebit pro Paulo, fidem esse Deo gratissimam. Huic autem nullum esse locum, nisi Deus videatur injustus et crudelis.

Det var tilstrækkeligt her at have lært, at jøderne blev forkastet med rette, fordi de ikke ville tro, og at hedningerne barmhjertigt blev modtaget til evangeliets nåde på grund af deres enkle og alvorlige tillid, og at dette ikke skete tilfældigt, men ved Guds forunderlige forudviden, og ud fra profeternes profetier, eftersom Gud ville vise sin retfærdighed og uundgåelige strenghed derved, at jøderne blev tilintetgjort, og sin umådelige godhed derved, at hedningerne blev frelst, idet tingene blev således afbalanceret, at Gud hverken kan synes dum eller uforudseende eller uretfærdig. Men hvis Paulus mente, som Luther hævder, burde han have svaret de, der knurrede, således: 'hvad bebrejder han os, hvad anklager han os for, hvorfor truer han, hvorfor går han i rette med os', osv. 'Således taler den korsfæstede Gud, men den Gud, der ikke prædikes mener noget andet. Den korsfæstede Gud befaler, truer, lokker, bebrejder, går i rette med, gør bange, lokker til, men den skjulte Gud gør intet af dette, men han udvirker efter sit tykke både godt og ondt i menneske. Nogle har han bestemt til helvede, nogle til evigt liv, hvad han har bestemt, må nødvendigvis ske, men her har menneskets vilje intet at sige.' Men hvis de ugudelige igen ville knurre og sige: hvordan kan sådan en Gud være retfærdig og god? så vil Luther nok svare i Paulus' sted, at tro er det dyrebareste for Gud, men at der ikke er plads til den, medmindre Gud synes uretfærdig og grusom.

¹²⁰cVidere til hyp12.

c