Hyperaspistes 3

¹   Primum non dirimo vestram litem, qui me disputatorem tantum profiteor. Ea testificatio erga te civilitas erat, erga Catholicam Ecclesiam deprecatio malitiosi erroris. Deinde non tecum luctatur Ecclesia, imo adversus tuum dogma, quod jam olim prostratum est ab Ecclesia, disputo, sed sobrie, sed coactus.

Dernæst afgør jeg ikke jeres trætte, idet jeg kun bekender mig som deltager i diskussionen. Dette vidnesbyrd er en høflighed imod dig, imod den katolske kirke er det et bøn, om ikke en snedig vildfarelse kan afvendes. Dernæst kæmper kirken ikke med dig, men imod din lære, som allerede forlængst er blevet forkastet af kirken, jeg disputerer derfor mådeholdent, men nødtvungent.

²   Si rem tam arduam mea sponte suscepissem, poteras impingere crimen temeritatis, nunc cum detrectans et nihil non excusans susceperim, temeritas objici non potest, sed obedientia laudari debet. Postremo non disputo quo te superem, sciebam enim me nihil profecturum, sed ut omnibus testatissimum facerem, me non sentire tecum, et tuorum quibusdam fucum detraherem, qui praedicabant et plerisque persuaserant, me tecum (318) sentire.

Hvis jeg af mig selv havde påtaget mig en så vanskelig sag, ville du kunne kalde mig dumdristig, men nu, hvor jeg har påtaget mig den modvilligt og med alle mulige undskyldninger, kan jeg ikke bebrejdes, at jeg er dumdristig, men bør i stedet roses, fordi jeg er lydig. Endelig disputerer jeg ikke for at besejre dig, jeg vidste nemlig, at jeg i det stykke ikke kunne udrette noget, nej, jeg disputerer for at det klart kan bevidnes, at jeg ikke mener som du, og for at fjerne noget af den sminke, som dine har på, når de prædiker og overbeviser mange om, at jeg mener som du.

³ Quam suspicionem, ut capitalem ita falsissiniam, tu quoque fovere conaris tametsi frustra: ni plane pro lapide habes Erasmum. Rursus ipse mihi contradico, qui in eadem formula jubeam anniti totis viribus, et asseram nostros conatus esse inefficaces sine Dei misericordia.

Denne mistanke, der både er farlig og falsk, forsøger også du at nære, omend forgæves: hvis du ikke anser Erasmus for en fuldkommen idiot. Men igen modsiger jeg mig selv, når jeg i den samme formel befaler at anstrenge sig af alle kræfter, og dog hævder, at vore forsøg er uvirksomme uden Guds barmhjertighed.

⁴  Sic arguis: ,Qui nisus et virium meminit, sentit aliquid agere voluntatem nostram, qui fatetur inefficacem esse sine Dei rnisericordia docet eam nihil aliud quam pati'. (L39). O inconstantiam! Quid ego audio? quicunque professi sunt hominis vires non sufficere ad parandam salutem absque Dei misericordia, fatentur voluntatem nostram nihil agere, sed tantum pati? Atqui istud nemo neque veterum neque recentium Orthodoxorum negat, qui tamen docent nostram voluntatem aliquid agere simul cum agente gratia.

Sådan argumenterer du: 'Den, der tænker på anstrengelser og kræfter, er af den mening, at vores vilje kan gøre noget; den, der indrømmer, at den er uvirksom uden Guds nåde, lærer, at viljen kun gør det, at den er genstand'. Hvilken ubestandighed! Hvad er det jeg hører! alle, der bekender, at menneskets kræfter ikke er nok til at forberede sig til frelsen uden Guds barmhjertighed, indrømmer, at vores vilje ikke gør noget, men kun er genstand for noget? Og dog nægter ingen, hverken af de gamle eller de nye ortodokse dette, men de lærer, at vor vilje kan gøre noget samtidig med at nåden hjælper til.

⁵  An absurdum videtur, eandem voluntatem juxta diversam rationem simul et agere et pati? Quin istam inconstantiam impingis divinis Litteris, ubi toties legis misericordiam Dei cui debemus omnia, rursum toties illa, ,insta, vigila, labora': legis apud Paulum, ,plus omnibus laboravi': et rursus, ,certa bonum certamen': et, ,cursum consummavi'. 

Mon det synes absurd, at den samme vilje i forskellige henseender på én gang handler og er genstand for handlen? Jamen, så må du genfinde denne ubestandighed i den hellige skrift, hvor du, så ofte som du læser om Guds barmhjertighed, som vi skylder alt, ligeså ofte atter læser dette: 'gør dette, våg, arbejd!' og hos Paulus læser: 'jeg har arbejdet mere end alle', og atter: 'jeg har fuldendt løbet'.

⁶  At apud eundem legis, ,gratia Dei sum id quod sum': quin huic impingis inconstantiam, quam mihi impingis e duabus vocibus, (320) ,nitendi', et ,misericordiae'? Sed non definio, ut ais, quomodo illud agere et pati sit intelligendum. (L19). Hoc scilicet explicandum erat in formula, quasi non satis fuerit in disputatione ubi oportebat id esse factum.

Og også hos Paulus læser du: 'af Guds nåde er jeg det, jeg er': hvorfor bebrejder du ikke Paulus ubestandighed, når du bebrejder mig det ud fra kun to ord: 'stræbe' og 'barmhjertighed'? Men som du siger, definerer jeg ikke, hvordan dette at handle og at være genstand for handlen skal forstås. Dette skulle forklares i formlen, som om det ikke var sket tilstrækkeligt i fremstillingen, hvor det burde gøres.

⁷  Postremo an Christianus sit impius futurus, si tantum didicerit, quicquid in nobis est boni, id totum divinae benignitati adscribendum, nisi pollice metiatur etiam, quantum debeatur illius misericordiae, quantum nostris viribus? Sed hanc quaestionem paulo post magnifica pollicitus tractas. Illic igitur audies quam non respondeat tua probatio pollicitis.

Til sidst: Mon virkelig en kristen skulle være ufrom, hvis han blot har lært, at det gode, der er i os, helt og holdent bør tilskrives den guddommelige velvilje, og ikke også med tommelfingeren kan udmåle, hvor meget der skyldes Guds barmhjertighed, og hvor meget vore kræfter? Men dette spørgsmål behandler du kort efter at du med store fagter har givet løfte om det. Dèr vil du altså få at høre, i hvor ringe grad din bevisførelse svarer til dine løfter.

⁸          Hisce rebus tam feliciter gestis adornas trimphum, et animi gratia exspatiaris in locum rhetoricum, ,ut cum Rhetore parum rhetoriceris', (L43) sic enim loqueris, vere parum rhetorice.

         Efter at du lykkeligt har gennemført disse ting, drejer du for sjov af til det rhetoriske område, 'for med Rhetoren at være en smule rhetorisk', som du siger, men du er nu intet mindre end rhetorisk.

⁹  Ac mire urges me similitudinibus scribendi Poematis, agricolandi, belligerandi, et turris aedificandae, (L24) ex Rhetorica Quintiliani, et Poetica Horatii, et hic, si Superis placet, citantur Virgilii Georgica et Salustii sententia, quasi quicquam sit simile inter agricolam humana industria colentem agrum, et Deum operantem in nobis.

Og underfuldt trænger du ind på mig med sammenligningerne med manden, der skriver digte, manden, der driver landbrug, manden, der fører krig, og bygger tårn, og det sker med Quintilians retorik og Horats poetik, og her citerer du til gudernes behag Vergils Georgica og Salusts mening, som om der var nogen lighed mellem en menneskelig bonde, der med flid dyrker sin jord, og Gud, der virker i os.

¹⁰ Nam quod adducis ex Euangelio de turri, aut frustra huc adducis, aut contra te facit. Quid enim supputabit ille, qui nihil habet quod impendat? 

For hvad du her fremdrager fra evangeliet om tårnet, fremdrager du enten forgæves, eller også virker det imod dig. For hvad vil én kunne beregne, som ikke har noget, han kan anvende?

¹¹           Eadem felicitate post adducis similitudinem ex media arte Rhetorices, de oratore et praeceptis. Deum (322) immortalem! non puduit tuum Logodaedalum hujusmodi nugas infulcire disputationi, in qua tu profiteris esse cardinem totius doctrinae Christianae? (L33).

          Med samme held fremfører du så sammenligningen fra retorikkens område om taleren og hans forskrifter. Udødelige gud! Skammer du dig ikke, din ordkunstner, at føre den slags bagateller ind i diskussionen, selv om du bekender, at dette er den kristne lærdoms hovedpunkt.

¹² An qui sic doceat simplicem Christianum, ne te torqueas quaestionibus, quae superant ingenii tui modulum, sed juxta Dei praecepta connitere, ut fugias quod vetitum est, et praestes quod praeceptum est, at ita ut ne quid tuis fidas viribus, neu quid ex benefactis tibi arroges, sed totum adscribas benignitati divinae, cui debes non solum quod recte facis, verum etiam hoc ipsum quod naturae viribus potes aut es, docet socordiam, et dicit oraturo, ne labores de praeceptis, tantum scribito? (L43).

Men hvis nogen lærer en enfoldig kristen således: 'Bebyrd dig ikke med spørgsmål, som går ud over din forstand, men stræb efter at overholde Guds bud, så du afstår fra hvad der er forbudt og stræber efter hvad der er påbudt, men således, at du ikke tillægger dine egne kræfter noget eller mener, det sker ved dine gode gerninger, men tilskriv alt den guddommelige barmhjertighed; denne barmhjertighed bør du tilskrive, ikke blot, at du gør det rette, men også det, du kan gøre eller er igennem naturlige kræfter' -- hvis nogen lærer sådan, er det så tankeløshed! siger han så til den, der vil holde en tale: 'bryd dig ikke om forskrifterne, bare skriv løs!'

¹³ Tam insulsis jocis mecum agis qui vindicas tibi cum Paulo scientiam, mihi vix sensum relinquens communem. Paulo minus inepte contulisses tua similla, si Christianum comparasses agricolae, colendi rationem Dei praeceptis, coeli favorem gratiae divinae. Huic, opinor, non absurde quis diceret: Tu gnaviter labora juxta praecepta agricolationis, verum hoc scito, te frustra facturum omnia, nisi coelum faverit: nam illud fructificat potius quam ager.

Med sådanne smagløse vittigheder behandler du mig, du, der med Paulus påberåber dig visdom, men næppe nok lader mig beholde almindelig forstand. Du havde bedre kunnet påberåbe dig Paulus, hvis du havde sammenlignet den kristne med en landmand, måden at dyrke jorden på med Guds bud, himlens velsignelse med Guds nåde. Til en sådan tror jeg ikke det ville være upassende at sige: Arbejd du flittigt efter godt landmandskab, men det skal du vide, at du vil gøre det altsammen forgæves, hvis ikke himlen giver regn: for det er mere det end marken, der giver frugt.

¹⁴  Sed coeli favor tibi in manu non est, nec semper scis quomodo faveat: nam favet aliquando, cum credas inimicum. Similia sunt quae praescribo simplici Christiano. Itidem sentiendum de eo qui dicturus sit de re Christiana: Exerce te in Litteris sacris, meditare quid sis dicturus, sed invocato illius (324) Spiritu, sine cujus auxilio sterilis est hominis sermo.

Men himlens gunst ligger ikke i din hånd, ofte véd du ikke engang, hvordan den vil være gunstig: for den kan af og til være dig gunstig, når du tror, den er dig fjendtlig. Den slags her er det samme, som jeg før skrev til den enfoldige kristne. Og det samme må man mene om ham, der skal holde en tale om kristendom: 'Øv dig i de hellige skrifter, tænk over, hvad du vil sige, men påkald den ånd, uden hvis hjælp den menneskelige tale er frugtesløs.

¹⁵ Nec est tuum illi praescribere, quomodo sit moderaturus organum linguae tuae. Scit ille quid expediat. Hic tu dicturum voles lancibus expendere, hoc ego praestabo, tantum Deus, sic ego dicam, sed Deus sic afficiet animos hominum.

Og det står ikke i din magt at foreskrive ham, hvordan han vil styre det redskab, som din tunge er. Han véd selv, hvad der nytter'. Her vil du sige, at man skal udmåle på en vægtskål: Dette vil jeg kunne gøre, dette Gud, sådan vil jeg sige, men Gud vil påvirke menneskets sind sådan og sådan'.

¹⁶ Opinor et martyrem jam apparatis cruciatibus et mortibus, jubebis expendere quid ipse possit suis viribus, et quid misericordia Dei, simulque cogitare, quomodo patiatur aut agat liberum arbitrium, quomodo operetur misericordia Dei.

Jeg tror såmænd, at du vil befale, at når torturredskaber og dødbringende ting er gjort klar, skal man udmåle selv martyrer, hvad de kan med deres egne kræfter, og hvad i kraft af Guds barmhjertighed, og samtidig overveje, hvordan den frie vilje lider eller handler, og hvordan Guds barmhjertighed virker.

¹⁷ Quanto Christianius monueris illum, ut suis viribus diffisus, totum se tradat misericordiae Dei, ipse tantum ne se subducat gratiae, respiciens carnis praesidia. Sed valeant stultissimae Logodaedali tui collationes.

Hvor meget mere kristeligt ville du ikke formane ham, hvis du sagde, at han skulle fortvivle om sine egne kræfter og helt overgive sig til Guds barmhjertighed, men nu siger du bare, at han ikke skal trække sig bort fra nåden, idet du vil skåne kødet. Men skal virkelig disse dumme sammenligninger i dine ordkunstlerier have gyldighed!

¹⁸ Qui docet Dei misericordiam in nobis operari principium, incrementum, et consummationem, sed simul cum illa conari nostram voluntatem, pie docet: qui vocat in dubium an sola gratia operetur, voluntas nihil aliud quam patiatur, non pie disputat.

Den, der lærer, at Guds barmhjertighed virker i os, at vi begynder, at vi vokser og at vi fuldender, men at vor vilje skal anstrenge sig samtidig med den, han lærer fromt; den, der sår tvivl om, hvorvidt alene Guds nåde virker, og vor vilje ikke gør andet end styres, han lærer ikke fromt.

¹⁹  Quod autem censes fuisse pios homines, qui nunquam vestigarunt quomodo Deus necessario praesciat ea, quae pendent a libero arbitrio, et an ipse Deus, quando voluntatem habet immutabilem necessitate faciat omnia, quemadmodum nos omnia necessitate quadam facimus, quod illius omnipotenti voluntati nemo possit resistere: et quare traxerit Petrum, cum Iudam non traxerit, aliaque hujus generis innumera: neque enim tantum loquor de hac quaestione, an gratia totum peragat in nobis, et voluntas nihil agat, sed de omnibus quae Scholae Philosophicae huc invehunt.

Men når du mener, at der har været fromme mennesker, som aldrig har efterforsket, hvordan Gud med nødvendighed kan forudvide det, som afhænger af den frie vilje, eller efterforsket, om Gud selv gør alting med nødvendighed, eftersom han har en uforanderlig vilje, eller efterforsket, om vi gør alt det vi gør med nødvendighed, eftersom ingen kan modstå hans almægtige vilje, eller efterforsket, hvorfor han drog Peter, men ikke Judas efter sig, og talløse andre af den slags spørgsmål -- så skal du vide, at jeg ikke kun taler om det spørgsmål, om nåden fuldfører alt i os og viljen intet, nej, jeg taler om alt, hvad filosofskolerne fremfører herom.

²⁰ Nec, quod mihi saepe repetendum est adversus tuam importunitatem, loquor de sobriis eruditorum inquisitionibus, sed de rixosis contentionibus apud populum. (326)

Og det er heller ikke sådan -- og det skal jeg åbenbart ofte sige imod din frækhed -- at jeg taler om nøgterne undersøgelser mellem lærde, jeg taler også om de lidenskabelige stridigheder mellem folk.

²¹           Haec cum sic habeant, expendito, quam non in loco tibi dicuntur illa: ,Qui hoc non sentit, fateatur se non esse Christianum: qui vero reprehendit vel contemnit, sciat se esse summum Christianorum hostem.

           Da det nu forholder sig sådan, så skulle du overveje, hvor upassende følgende er sagt af dig: 'Den, der ikke erkender det, tilstår, at han ikke er kristen. Den, der misbilliger det eller foragter det, skal vide, at han er de kristnes største fjende.

²² Nam si ignoravero, quid, quatenus, et quantum ego possim et faciam erga Deum, pariter incertum et ignotum mihi erit, quid, quatenus, et quantum Deus in me potest et faciat, cum Deus operetur omnia in omnibus. Ignoratis vero operibus et potentia Dei, Deum ipsum ignoro.

For hvis jeg er uvidende om, hvad, hvor langt og hvor meget jeg kan gøre overfor Gud, så vil jeg være lige så usikker og uvidende om mig selv, hvad, hvor langt og hvor meget Gud kan og gør i mig, når Gud virker alt i alle. Men kender jeg ikke Guds gerninger og magt, så er jeg uvidende om Gud selv, 

²³ Ignorato Deo Deum colere et gratias agere, servire Deo non possum, dum nescio quantum mihi tribuere, quantum Deo debeo'. (L34)

men er jeg uvidende om Gud, kan jeg ikke dyrke ham, ære ham, takke ham, tjene ham, fordi jeg ikke véd, hvor meget jeg skal tillægge mig selv, og hvor meget Gud.

²⁴ Hic est tuus syllogismus scalaris, in quo cum nobis egregie sophistam agas, tibi tamen mirus videris Theologus. Non est necesse ut Christianus ad trutinam expendat, quid ipse possit, quid Deus, et quantum ipse faciat, quantum Deus, modo sciat, quicquid boni facit id divinae benignitati acceptum ferri oportere.

Her er din kædeslutning, i hvilken du udmærket leger sofist for os, men dog forekommer at være en besynderlig teolog. Det er ikke nødvendigt, at en kristen afvejer på vægten, hvad han selv kan og hvad Gud kan, hvor meget han selv gør og hvor meget Gud gør, blot han véd, at hvad godt han gør bør opfattes som en gave fra den guddommelige godhed.

²⁵  Nec potentia scitur, sed creditur, nec protinus Deum ignorat qui per imbecillitatem humani ingenii non assequitur, quomodo operetur omnia in omnibus. Quemadmodum non assequimur ingenio quomodo condiderit mundum, et tamen conditum ab illo credimus.

Det er heller ikke sådan, at Guds magt vides, den tros, og det er på ingen måde sådan, at den, der på grund af sit menneskelige intellekts mangel ikke kan fatte, hvordan Gud virker alt i alle, ikke kender Gud. Ligesom det jo ikke er med vor forstand, vi fatter, hvordan Gud har skabt verden, og dog tror vi, at den er skabt af ham.

²⁶ Et multi pii credunt Christum fuisse Deum et hominem, qui tamen nesciunt, quomodo, et quatenus, quibusque modis agglutinarit sibi natura divina humanam: nec respondere possint, an eo tempore quo corpus exanime jacebat in sepulchro, Christus potuerit dici homo.

Og mange fromme tror, at Kristus var Gud og menneske, og dog véd de ikke, hvordan, hvor langt og på hvilken måde den guddommelige natur knyttede sig til den menneskelige: og de kan ikke svare på, om Kristus på det tidspunkt, da hans afsjælede legeme blev kastet i graven, kunne kaldes et menneske.

²⁷ Nec male gratias agit Deo, qui sibi nihil tribuens, summam boni operis illius gratiae fert acceptam, etiamsi non dimetiatur pollice, quantum debeat sibi tribuere, quantum Deo.

Ejheller takker det menneske Gud på en dårlig måde, som ikke tillægger sig selv noget, men regner alt i hans gode gerninger som en gave af hans nåde, skønt han ikke med tommelen kan udmåle, hvor meget han bør tillægge sig selv, og hvor meget Gud.

²⁸  Egit Augustinus gratias Deo, coluitque Deum, et tamen aliquando ignoravit illud tuum (328) quid, quantum, et quatenus. Coluit, egitque gratias divus Bernardus, qui tamen haeret in his quaestionibus.

Augustin takkede og dyrkede Gud, og kendte dog ikke altid dette dit 'hvad, hvor meget og hvor langt'. Og den guddommelige Bernhard dyrkede og takkede, skønt han dog blev hængende i disse spørgsmål.

²⁹ Egit Thomas, opinor, et Scotus, qui inter sese dissentiunt. Agunt et hodie plurimi gratias Deo, qui contenti Patrum definitione non expendunt ad trutinam, quid, quatenus, et quantum.

Og Thomas takkede, og -- tror jeg -- Scotus, skønt de var indbyrdes uenige. Og der er også i dag uhyre mange, der takker Gud og lader sig nøje med fædrenes afgørelse, ikke udmåler på vægtskålen, hvad, hvor langt og hvor meget.

³⁰ An Christianus non est, nec Deum colit, nec illi servire potest, aut agere gratias, qui cum toto pectore credat articulum de carnis resurrectione, tamen non disputat, nec assequitur illa tam multa, quae Theologi circa hanc materiam disputant?

Mon den ikke skulle være kristen eller dyrke Gud eller kunne tjene ham eller takke han, som af hele sit hjerte tror på artiklen om kødets opstandelse, skønt han ikke disputerer eller overvejer alle de mangfoldige spørgsmål, som teologerne disputerer om denne sag?

³¹ An totum Deum nescit, qui certa fiducia sperans vitam aeternam, non excutit innumeras difficultates, quae de videndo Deum facie ad faciem sicuti est, tractantur a Theologis?

Mon den skulle være helt uvidende om Gud, som med en sikker fortrøstning håber på det evige liv, skønt han ikke efterprøver de utallige vanskeligheder, som behandles af teologerne om at se Gud ansigt til ansigt, som han er?

³² Ipsa Virgo sacratissima non aliud quaesivit ab Angelo, quam quomodo sine viri contactu esset paritura, simulatque audivit: ,Spiritus Sanctus superveniet, et virtus Altissimi obumbrabit tibi': nihil ultra sciscitata, ancillam professa est coelestis opificii: et fieri potest ut vel ignorarit, vel non inquisierit multa, quae Theologi disputant de rationibus, quibus in corpusculo Virginis illud opificium Spiritus fuerit peractum.

Selve den allerhelligste jomfru krævede ikke andet af englen, end at vide, hvordan hun kunne føde uden mand, men alligevel fik hun at høre: 'Den hellige ånd skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig': og hun udforskede det ikke yderligere, men bekendte sig som den himmelske velgernings tjenerinde: og det kan godt være, at hun enten ikke vidste eller ikke efterspurgte mange af de ting, som teologerne disputerer om den måde, hvorpå i jomfruens legeme denne åndens gerning kunne gennemføres.

³³ Intelligis quot exempla queam hic congerere, in quibus ridiculus et impius erit tutis scalaris. Quot sunt Christianorum millia, qui Deum sincere diligunt, coluntque, quos tamen si interroges quid sit gratia, utrum creatum quiddam an increatum, et an sit eadem gratia qua nos attrahit Deus, et qua nos illum redamamus, responsuri sint, Deus novit.

Du kan nok se, hvor mange eksempler jeg her kan samle, i hvilke din kædeslutning bliver latterlig og gudløs. Hvor mange tusind kristne gives der ikke, som elsker og dyrker Gud oprigtigt, men som dog, hvis man spurgte dem, hvad nåden er, om den er noget skabt eller noget uskabt, og om den nåde, hvormed Gud drager os, er den samme som den, hvormed vi elsker ham igen, ville svare: 'Gud véd det'!

³⁴ An pronuntiabis de talibus in universum, quod Deum nesciant, ignari quid, quantum, et quatenus in ipsis (330) operetur? Nam huc perducent illos tui gradus

Mon du vil dømme om sådanne i almindelighed, at de ikke kender Gud, fordi de ikke véd, hvad, hvor meget og hvor langt han virker i dem? For derhen vil din kædeslutning føre dig.

³⁵ Et impius erit indignusque Christiani nomine, qui contentus tenere quod traditum est, verum Christi corpus et sanguinem esse in Eucharistia, nisi quaesierit et assequatur, quomodo corpus solidum sit absque dimensionibus, quomodo corpus hominis sit absque distinctione membrorum, hoc est, ut non alibi sit pes, alibi caput, alibi pectus, sed ubique totum sit: item quomodo solidum corpus possit in coelo sedere ad dextram Patris, et idem tot locis in terra comedi ab hominibus.

Og det vil være ufromt og uværdigt overfor kristennavnet, hvis den, der nøjes med at fastholde, hvad der er overleveret: at Kristi sande legeme og blod er i nadveren, uden at spørge om og efterforske, hvordan et fast legeme kan være uden dimensioner, hvordan menneskets legeme kan eksistere uden adskillelse på dets lemmer, det vil sige, så ikke foden er ét sted, hovedet et andet, brystet et tredie, men det hele er overalt: eller hvordan et fast legeme kan sidde i himlen ved Faderens højre hånd, og det samme legeme kan nydes af mennesker på så mange steder;

³⁶ Equidem arbitror, nec tu, ni fallor, inficiaberis, millies centum millia regnatura cum Christo, quae dum viverent nunquam exquisierunt, an in omnibus tantum patiatur voluntas hominis, an simul et agat aliquid, et si quid agat, quomodo unius operis possint esse plures causae, et utra causa sit principalis, utra secundaria, Deus, an voluntas hominis: deinde quomodo utraque possit esse principalis et secundaria, si distinguas esse substantiae, et esse mentorium: nam haec aliaque multa vis apud omnes excuti, ni fiat, negligi Christianismum et articulos Ecclesiae.

for jeg tror nemlig, og om jeg ikke tager fejl, du vil heller ikke kunne benægte det, at der er hundrede tusinde gange tusind mennesker, som vil komme til at herske sammen med Kristus, som ikke, mens de levede, nogensinde har udforsket, om i alle den menneskelige vilje kun styres, om den på samme tid også gør noget, og hvis den gør noget, hvordan da flere årsager kan være én gerning, og hvilken der er den første årsag, hvilken den anden, Guds eller menneskets vilje: eller udforsket, hvordan begge kan være både den første og den anden årsag, hvis du skelner mellem substansvæsen og fortjenstvæsen; for disse og mange andre ting vil du have drøftet mellem alle, hvis det ikke sker, er der uvidenhed om kristendommen og kirkens artikler.

³⁷ Haec si a me dicta fuissent, exclamasses impium sophistam; nunc quoniam visa sunt facere ad calumniam, vis erudite pariter ac pie dicta videri.

Hvis dette var sagt af mig, ville du have udbrudt: 'gudløs sofist!' men nu, hvor de synes at føre til chikane, vil du have det til at se ud som et lærd og fromt udsagn.

³⁸ Nec minus olet sophistam alter ille scalaris, qui praecessit: ,Nescient enim quid faciant, dum ignorant quid et quantum possint. Ignorantes autem quid faciant, poenitere si errent non possunt. Impoenitentia (332) autem peccatum irremissibile est'. (L32).

Ikke mindre sofistisk lugter din anden kædeslutning, som står lidt forud: 'De kan nemlig ikke vide, hvad de gør, hvis de er uvidende om, hvad de kan og hvor meget de kan, men er de uvidende om, hvad de gør, så kan de ikke gøre bod, hvis de tager fejl, men ikke at gøre bod er en utilgivelig synd'.

³⁹ Istiusmodi gradibus non adscenditur ad veritatem, sed descenditur ad insaniam. An ille nescit quid possit, qui doctus est se nihil posse absque gratia Dei, per illam nihil non posse? Sed finge esse simplicem Christianum, qui nesciat expendere ad lancem quanta sit vis liberi arbitrii, quanta vis agentis gratiae: num ille peccans adversus praecepta Dei, nescit quid faciat, nec poterit unquam poenitere?

Den slags kædeslutninger fører ikke op til sandheden, men fører ned i det usunde. Mon den ikke véd, hvad han kan, som er blevet belært om, at han intet kan uden Guds nåde, men gennem den kan alt? (sml Fil 4,13). Men forestil dig en enfoldig kristen, som ikke kan udmåle på vægten, hvor stor den frie viljes kraft er, og hvor stor den virkende nådes kraft er: når en sådan synder imod Guds bud, véd han så ikke, hvad han gør, eller kan han ikke nogensinde kan gøre bod?

⁴⁰ Haec plus quam sophistica obtrudis nobis simplicibus, dum ostentas Orbi tantam rei divinae scientiam, quantam haud scio an quisquam Apostolorum sit unquam professus.

Disse mere end sofistiske tanker prakker du os enfoldige på, mens du viser hele verden en så stor teologi, som jeg næppe véd om nogen af apostlene nogensinde har lært.

⁴¹ Certe post Apostolos nemo sibi vindicavit, nihil esse in Libris arcanis, quod ipsi non esset dilucidum. Rursus inculcas me idem asserere quod tu asseris, qui in formula doceam totum bonum nostrum Deo adscribendum esse, nam ex eo consequi, Dei misericordiam solam omnia agere, et voluntatem nostram nihil agere, sed potius pati, alioqui non totum Deo tribueretur. (L39).

Sikkert er det, at efter apostlene har ingen påstået, at der intet står i den hemmelighedsfulde skrift, som han ikke har fuld klarhed over. Og atter indskærper du, at jeg ikke lærer andet end hvad du påstår, fordi jeg i formlen lærer, at alle vore gode gerninger skal tilskrives Gud, for deraf følger, at Guds barmhjertighed alene virker alt, og vor vilje intet gør, men snarere styres, ellers kan man ikke tilskrive Gud alt.

⁴² Non tu desines hisce tam confessae tamque pudendae vanitatis asseverationibus miserum lectorem obtundere, cum in Diatriba mea tam explanate tamque dilucide docuerim, hunc sermonem non pugnare secum, si quis summam operis boni tribuat gratiae divinae, et tamen asserat hominis voluntatem pro sua portiuncula aliquid agere.

Du ophører ikke med at kaste disse ligeså klare som skammelige tomme udtalelser i hovedet på den arme læser, skønt jeg i min Diatribe både udtrykkeligt og klart har lært, at denne tale ikke strider mod sig selv, at man tillægger sine bedste gode gerninger den guddommelige nåde, og dog påstår, at den menneskelige vilje kan gøre noget for sin ringe del. (Diatr IV 8,9)

⁴³ Porro cum jam dudum sic ineptias, ut me quoque tui puduerit, tamen adjecto epiphonemate tibi ipsi plausum das, idem et actor et applausor: ,Sed sic', inquis, ,loqui (334) cogitur mens sibi ipsi non constans, in rebus pietatis incerta et imperita'. (L40)

Skønt du allerede længe har været så uegnet, at jeg har skammet mig over dig, føjer du dog et afsluttende tilråb til, som i hvert fald behager dig selv, så du både er skuespiller og jublende tilskuer: ' Men den, der er tvunget til at tale sådan, har et sind, der ikke er i overensstemmelse med sig selv og er usikker og uerfaren i fromhedens anliggender'.

⁴⁴ Quid superest, nisi ut tibi Dei nomen usurpes, posteaquam tam asseveranter pronuntias de mente aliena? Toties inculcas inconstantiam, cum nondum potueris vel unum locum evincere, in quo mihi non constem: et si id fecisses, nihil aliud probasses, quam hoc usu venisse Erasmo, quod accidit Augustino et Hieronymo.

Hvad mangler her, bortset lige fra det, at du opkaster dig til Gud, eftersom du dømmer så hårdt over en fremmed ånd? Så mange steder taler du om min mangel på overensstemmelse med mig selv, selv om du endnu ikke nogetsteds har kunnet påvise, at jeg modsiger mig selv; og selv om du havde kunnet det, ville du ikke have bevist andet, end at det samme er sket for Erasmus, som skete for Augustin og Hieronymus.

⁴⁵ Nam nusquam errare, nihil nescire, nullius dicti poenitere, tibi Stoico et Gnostico peculiare est. Sed age dic qui tibi constas, qui cum mihi tribuas summam imperitiam veri, tamen impingis peccatum irremissibile? (L31). At nemo per imperitiam labens, tenetur isto crimine: nam et Paulus blasphemus fuit adversus Euangelium, sed quoniam ignorans fecit, misericordiam consequutus est.

For aldrig at tage fejl, at vide alting, aldrig at fortryde noget, man har sagt, det er noget, der er særegent for dig, din stoiker og gnostiker. Men sig dog, hvordan du kan forblive dig selv tro, når du tillægger mig den største ukendskab til sandheden, men alligevel binder mig den utilgivelige synd om halsen! Og dog kan ingen holdes for skyldig i denne synd på grund af uvidenhed: For også Paulus var en spotter imod evangeliet, men eftersom han handlede i uvidenhed, opnåede han barmhjertighed. (fx 1. Tim 1,13).

⁴⁶ Ab hoc igitur crimine me mea liberat imperitia: sed tibi metuendum est qui nihil nescis, ne in hoc crimen incurras, dum fortiter rescindis Ecclesiae placita, nihilque non asseris.

Derfor befrier min uvidenhed mig fra denne synd: men om dig, der véd alting, må man frygte, at du løber ind i denne synd, når du bliver ved med at ophæve kirkens beslutninger, og selv opstiller alverdens påstande.

⁴⁷ Rursus qui convenit, ut cum nihil sciam, tamen tecum sentiens, in gratiam Principum diversa defendam? (L16) Vis me videri pessimum, qui sciens, verum impugnem metu Principum: at eundem vis videri veri ignorantissimum. 

Og en anden sag: Hvordan stemmer de to ting overens, at jeg på den ene side ikke véd noget, men på den anden er enig med dig, men kun forsvarer det modsatte for at tækkes fyrsterne? Du fremstiller mig som en ond fyr, som skønt jeg kender sandheden, kæmper imod den af frygt for fyrsterne; men samtidig fremstiller du mig som fuldstændig uvidende om sandheden.

⁴⁸ Sic tu vir constantissime ignem aquae misces, et impotenti omnia calumniandi libidine, dum nunc huic nunc illi cupiditati obsequeris, pugnantia loqueris. Quoties excusas animum (336) meum, quoties eundem accusas? Nunc laudatur animus bonus et pacis amans: mox contra conscientiam scribo in gratiam tyrannorum, et Lucianum Epicurumque gero in pectore.

Sådan blander du højst selvoverensstemmende mand ild med vand, og i din ubændige lyst til at skælde ud modsiger du dig selv, når du giver efter for snart ét, snart et andet begær. Snart undskylder du min ånd, snart anklager du den. Så roser du den gode og fredselskende ånd; lige efter skriver jeg imod min samvittighed for at tækkes fyrsterne, og bærer en Lucian og en Epikur i mit bryst.

⁴⁹ Quam vero quadrant ista cum Spiritu Christi, quem tibi reclamante mundo vindicas?

Men hvordan stemmer dette overens med Kristi ånd, som du trods verdens protest påberåber dig?

⁵⁰          His feliciter absolutis, accedis ad alterum exempli gratia propositum, an Deus aliquid praesciat contingenter, aliaque quae huic adhaerent quaestioni. Et haec Lutherus vult discuti a quibuslibet Christianis, et apud promiscuam multitudinem tractari.

         Efter at dette lykkeligt er afsluttet, går du over til den anden ting, du havde foresat dig som eksempel: Om Gud forudvéd noget på ikke-nødvendig måde, og andre spørgsmål, der har sammenhæng dermed. Og disse ting vil Luther skal kunne diskuteres af en hvilkensomhelst kristen og behandles af et tilfældigt sammenskab af mennesker.

⁵¹ Et rursus hic inculcas voces atroces, ,irreligiosum, curiosum, et vanum'. At mea verba in Diatriba sic habent: 'Libens persuaserim mediocribus ingeniis, in hujus generis quaestionibus non adeo pertinaciter contendere.

Og igen her indskærper du de forfærdelige ord 'irreligiøst, nysgerrigt og tomt'. Men mine ord i Diatriben lyder således: 'Middelmådige ånder ville jeg gerne have overbevist om, at man i den slags spørgsmål ikke skal strides så hårdnakket.

⁵² Doctis, felicibus, et exercitatis ingeniis, non dissuadeo sobriam ac religiosam inquisitionem, nec ultra tamen quam sat est'. Haeccine tibi videntur usque adeo non ferenda? At quoties Hilarius disputaturus de mysteriis sacrae Triadis, deprecatur crimen irreligiositatis, quod res supra vires humanae mentis audeat humanis verbis attrectare? Nec dissimilia praefatur Augustinus in libros ejusdem tituli, et Athanasius disputaturus adversus Arianos.

Lærde, begavede og studerede ånder fraråder jeg ikke en omhyggelig og from forskning, dog ikke ud over, hvad der er nødvendigt'. (Diatr Ia6). Synes du, at dette ligefrem er ubærligt? Men hvor ofte tilbageviser ikke Hilarius beskyldningen om ufromhed, fordi han vil disputere om den hellige treenigheds mysterier, eftersom han vover at behandle noget, der går over den menneskelige forstand med menneskelige ord? Og ganske tilsvarende taler Augustin i sin bog om det samme emne, og Athanasius, når han vil disputere imod Arianerne.

⁵³ Jam mihi confer, quas argutias ex Philosophis in hanc quaestionem convehunt, quibus placet Scoti subtilitas et assevera de iisdem rebus sic esse disputandum apud promiscuam multitudinem, quemadmodum illi disputant.

Prøv så at lave et sammendrag af, hvilke spidsfindigheder fra filosofferne de mennesker opstiller, som har behag i Scotus, og prøv at hævde, at man i de samme spørgsmål skal disputere blandt et sammenrend af tilfældige mennesker, sådan som de disputerer.

⁵⁴ Atqui hic (338) rursus ex tua Rhetorica, cujus inscitiam praetexis, quo magis despicabilem reddas meam Diatribam, hyperbolen et epitasin venaris ex collatione Sophistarum, de quibus cum pessime sentias, id quod tui libri dedarant, tamen eos propemodum incipis praedicare in odium mei, adeo ut quae tua vafrities est, credam futurum, ut quemadmodum non injusto quidem illo, sed immodice saevo libello in rusticos, utcunque placasti Principum indignationem, ita debacchando in me, recolligas reconciliesque tibi Theologorum animos, quos interim tamen non alio nomine dignaris quam Sophistarum.

Og her jager du atter ud fra din retorik, som du foregiver uvidenhed om for at kunne vise des mere foragt for min Diatribe, overdrivelse og spænding ud fra en sammenligning med sofisterne, som du ganske vist ser ned på, hvilket dine bøger viser, men som du dog i nogen måde er begyndt at tale godt om, så det skader mig, så jeg tror, der vil ske det -- og det er din frækhed -- at ligesom du med din lille, ikke uretfærdige, men umådelig grusomme bog mod bønderne har mildnet fyrsternes vrede, sådan vil du også ved at rase stærkt imod mig vinde teologerne for dig igen og forsone dig med dem, selv om du ikke vil værdige dem andet navn end sofister.

⁵⁵ Imo jam agnoscere mihi videor tela quaedam, quae ex Lei, Latomi, Stunicaeque libris depromta in me torseris: ,Sophistae', inquis, 'sane melius hic dialecticantur, quando rhetoricari nesciunt, qui liberum arbitrium aggressi definiunt omnes quaestiones ejus: An sit, quid sit, quid faciat, quomodo habeat', etc. (L47)

Ja, jeg synes allerede nu, at jeg kan se visse udkast til noget sådant, som du har taget fra Lee, Latomus og Stunica og vendt imod mig: 'Sofisterne', siger du, 'disputerer faktisk her bedre, eftersom de ikke forstår at bruge veltalenhed, og giver, når de går til angreb på den, en definition på alle dens spørgsmål, om den er, hvad den er, hvad den gør, hvordan den forholder sig, osv.' 

⁵⁶ Aequum, Luthere, postulas, ut in libello, quem adversus animi sententiam suscepi, et in quo vix totos octo dies collocavi, qui quidem sumtus mihi visus est immodicus, quemque in hoc, ut dixi, potissimum scripseram, ut ostenderem me non idem sentire quod tu: quicquid est quaestionum apud Sophistas, de praedestinatione de voluntate, de praescientia Dei, de bono opere, de meritis humanis, in unam disputationem converrerem. 

Og derfor er det da rimeligt nok, Luther, at du fordrer, at jeg i den bog, som jeg modvilligt tog mig for at skrive og som jeg havde sammenskrevet på knap otte dage, hvad der alligevel forekommer mig at være en ødsel anvendelse af tid, og som jeg som sagt hovedsagelig har skrevet for at vise, at jeg ikke er af samme mening som du, det er da rimelig nok, at jeg i den bog skal sammenfatte, hvad der siges hos sofisterne om prædestinationen, om viljen, om Guds forudviden, om de gode gerninger og om de menneskelige fortjenester.

⁵⁷ Id si conatus fuissem, quomodo conspuisses sophisticantem Erasmum? Sed quid egissem illis (340) Sophistarum argutiis, etiamsi maxime callerem, quas tu pili non facis? Et tamen quod me scribis nihil aliud agere in Diatriba, quam an sit liberum arbitrium, similis verecundiae est, qua, ut partim ostendi, sed post evidentius ostensurus sum, multa alia non ex re, sed ex causae tuae commodo in me jacularis.

Hvis jeg havde prøvet på det, ville du så ikke have angrebet Erasmus som én, der driver sofistik! Men hvad ville jeg have opnået med sådanne sofistiske spidsfindigheder, selv om jeg havde særdeles megen forstand på det, som du ikke bryder dig en døjt om? Og dog, når du skriver, at jeg i Diatriben ikke omtaler andet end om der er en fri vilje, så sker det med samme finfølelse, som når du bebrejder mig meget andet, ikke efter hvad sagen er, men efter, om det tjener dig, hvad jeg allerede har vist, men senere skal udføre nøjere.

⁵⁸ Relege meam Diatribam, et perfricta fronte aude negare, quod illic definiam liberum arbitrium, quod distinctis gratiarum generibus, digestis variis opinionibus, ostendam cum quibus opinionibus mihi potissimum congredi fuerit propositum: deinde quousque velim hanc tractari materiam, postremo quod illic dedarem, in qua animi parte potissimum sit liberum arbitrium, et quid possit ante gratiam, et quid agat cum agente in nobis gratia, et quomodo se habeat erga Deum, et laudem boni operis, aliaque permulta.

Læs min Diatribe én gang til, og prøv om du er fræk nok til at nægte, at jeg dèr definerer den frie vilje, (Diatr IIa12), at jeg dèr påviser, efter at have skelnet mellem nådemidlernes art, efter at have nævnt de forskellige opfattelser, med hvilke opfattelser det i første række var min hensigt at stride (Diatr IIa12): dernæst, hvor langt jeg ville behandle dette emne, og endelig om du vil nægte, at jeg dèr erklærer, i hvilken del af sjælen den frie vilje først og fremmest findes, og hvad den kan før nåden, og hvad den kan når nåden virker i os, og hvordan den forholder sig overfor Gud, og hvordan det har sig med ros for gode gerninger og meget andet.

⁵⁹ I nunc et jacta me nihil aliud attulisse ad disputationem, nisi tantum hoc, an sit liberum arbitrium. Imo notari merebar potius, qui transiliens septa propositae disputationis, excurram usque ad Adam nondum lapsum, et ipsum Deum, attingens nonnihil de necessaria illius et voluntate et actione.

Så kan du bagefter komme og sige, at jeg ikke har bidraget andet til diskussionen end blot dette, om der er en fri vilje (hvis du tør). Jeg mener, det havde fortjent at blive bemærket, at jeg springer over den foreliggende disputations plankeværk, laver en ekskurs om Adam før faldet og til Gud selv, og tilføjer en del om hans nødvendige vilje og nødvendige handlen. 

⁶⁰ Quanquam hoc loco (342) aut ego fallor, aut tu tibi parum constas. Sie enim dicis: ,Urgebo igitur huc libello te et Sophistas omnes, donec liberi arbitrii vires et opera mihi definiatis'. (L47) At paulo ante dicebas, omnes de libero arbitrio quaestiones a Sophistis fuisse definitas. (L47).

Men enten er det mig, der tager fejl på dette sted, eller det er dig, der ikke er i overensstemmelse med dig selv. For du siger: 'Jeg vil altså med denne bog trænge ind på både dig og sofisterne, indtil I definerer den frie viljes kræfter og gerninger for mig'. Men kort forinden har du sagt, at alle spørgsmål om den frie vilje var blevet defineret af sofisterne.

⁶¹ Quid exigis ab illis, quod fateris ab illis abunde factum? Cur me negas fecisse, quod ipsa Diatriba clamitat me fecisse copiosius quam tu praescribis? Et hic incandescit spiritus tuus, teque polliceris adacturum me ad poenitentiam editae Diatribes.

Hvorfor kræver du noget af dem, som du selv indrømmer, de har præsteret til overflod? Hvorfor nægter du, at jeg har gjort det, når Diatriben selv højt og tydeligt erklærer, at jeg har gjort det mere udførligt, end du kræver? Og her bliver din ånd antændt, og du lover, at du vil bringe mig derhen, hvor jeg fortryder, at jeg har udgivet Diatriben.

⁶² Isthuc, Luthere, praestandum erat, non toties jactandum: ne fiat quod ajunt Graeci, pro thV nichV egkwmion. Nam hac tota priore libri tui parte, quaeso, quid aliud quam triumphas, insultas victo, ostentas trophaea, canis paeana, cum nondum ad aciem nostram perveneris.

Dette skulle du, Luther, have bevist, og ikke så ofte rose dig, at ikke der skal ske det for dig, som grækerne kalder: 'ros før sejren'. For i hele den første del af bogen, hvad gør du andet, spørger jeg, end triumfere, forhåne den besejrede, fremvise sejrstrofæer, synge sejrssange, skønt du endnu ikke er nået frem til vores falanks?

⁶³ Moxque post hanc egregiam pollicitationem, velut aggressurus rem, doces nos Dei praescientiam Deique voluntatem non minus incommutabilem esse, quam sit ipse Deus, nec illo imprudente aut nolente quicquam omnino rerum accidere: neque enim praescientiam illius falli posse, nec voluntatem impediri, quemadmodum fit in nobis, nec opere perfecto desinere illius voluntatem, quemadmodum homini, posteaquam exstructa est domus, voluntas struendi desiit cum opus maneat. (L56). 

Og snart efter dette udmærkede løfte, hvordan man skal tage fat på sagen, belærer du os om, at Guds forudviden og Guds vilje ikke er mindre uforanderlig end Gud selv, og at overhovedet ingenting af det, der sker, sker uden hans overvejelse og vilje: hans forudviden kan nemlig ikke fejle, og hans vilje kan ingen forhindre i at ske, sådan som det sker med os, heller ikke ophører hans vilje efter endt værk, sådan som vor vilje gør det: når huset er bygget, ophører viljen til at bygge det, mens værket består. 

⁶⁴ Sunt ista retrusa mysteria quae nos doces? Quis ista, qui vel sex paginas legerit in Theologia, nescit, aut quis tam insanus qui neget? Sed interim non distinguis voluntatem signi et (344) voluntatem efficacem, quarum haec prorsus immutabilis est, altera quodammodo mutabilis, cum saepe non fiat quod ille jubet fieri, et fiat quod ille vetuit.

Er det disse skjulte hemmeligheder, som du lærer os? Hvem er der vel, som bare har læst seks sider teologi, som ikke véd det, eller hvem er så tåbelig, at han nægter det? Men du skelner jo ikke mellem tegnets vilje og virkningens vilje, af hvilke den ene simpelthen er uforanderlig, den anden på en måde foranderlig, eftersom der ofte ikke sker noget, som den befaler, og sker noget, som den forbyder.

⁶⁵ Nec distinguis velle Dei, collatum ad res externas, et ad voluntatem Dei naturalem, sive collatum ad actiones internas. Item Dei voluntatem absolutam et conditionalem. Denique non distinguis voluntatem a velle.

Og du skelner heller ikke mellem Guds villen med henblik på de ydre ting, og Guds naturlige vilje eller hans villen med henblik på det indre handlinger. Ejheller mellem Guds absolutte vilje og hans betingede vilje. Endelig skelner du ikke viljen fra det at ville.

⁶⁶ Deus, qui voluit condere Mundum, an nondum desiit velle? Voluit Filium suum assumere corpus hominis, an nondum desiit velle? Quam vero scite nobis definis quid sit contingent, 'quod', inquis, 'nobis contingenter et velut casu imprudentibusque nobis fit'. (L60).

Har Gud, der ville skabe verden, endnu ikke ophørt med at ville skabe den? Ville han, at hans søn skulle påtage sig et menneskeligt legeme, og har han aldrig ophørt med at ville det? Og hvor lærd definerer du ikke, hvad der 'contingent' betyder! Du siger: 'den sker for os på en ikke-nødvendig måde og så at sige tilfældigt og uforsætligt'.

⁶⁷ Hic primum disco rem abstrusam, contingens esse quod contingenter fit, quasi dicas artificiosum opus, quod arte fit. Deinde quid est, 'veluti casu'? Est aliquid quod non sit casus, sed veluti casus? Deinde addis, 'imprudentibus nobis'. Atqui haec vox longe aliud declarat Aristoteli, qui distinguit contingens, fortunam et casum: Contingens enim opponit necessario, fortunam tribut rebus animatis.

Her lærer jeg for første gang noget skjult: at 'ikke-nødvendigt' betyder, hvad der sker ikke-nødvendigt, ligesom hvis du sagde om et værk, at det var kunstnerisk, fordi det var frembrag ved kunst. Videre: Hvad betyder det: 'som tilfældigt'? Er der noget, der ikke sker tilfældigt, eller 'som tilfældigt'? Dernæst tilføjer du: 'uforsætligt'. Men dette ord forklarer Aristoteles helt anderledes, når han skelner mellem ikke-nødvendigt, held og tilfælde: ikke-nødvendigt sætter han i modsætning til nødvendigt, held er noget, han tildeler besjælede ting. 

⁶⁸ Contingenter igitur facimus, non tantum quod casu et imprudenter facimus, verum illud quoque quod scientes ac volentes facimus, sed quod in nostro arbitrio erat non facere. Quemadmodum haec scribo, nec imprudens nec necessario, sed voluntatis arbitrio, quae potuerit non scribere, si sic visum fuisset. Quid igitur hoc nos doces, nisi quod affectas sophisticam argutiam, sed parum feliciter? (346) 

Altså, den ting går vi ikke-nødvendigt, ikke blot det, vi gør tilfældigt og uforsætligt, men også det, vi gør med viden og vilje, men som blot ikke var i vor overvejelse at gøre. Sådan som jeg skriver dette ikke uforsætligt eller nødvendigt, men med viljens overvejelse, og viljen kunne lade være at skrive, hvis den havde besluttet det således. Hvad er det derfor du lærer os her, andet end at du griber fat i sofistiske spidsfindigheder, blot gør du det ikke særlig heldigt?

⁶⁹          Sophistae in hoc quoque torquentur, an Deus cum praesciat res natura contingentes, hoc est, quae pendent ab hominis arbitrio, veluti cum sedet, cui in promtu est stare si velit, quaerunt an Deus aliquo modo praesciat contingenter, non quod illius praescientia falli possit, sed quod objectum praescientiae sit contingens.

          Sofisterne bliver her anfægtet af det spørgsmål, om Gud, når han forudvéd ting, der af deres natur er ikke-nødvendige, det vil sige, ting, som afhænger af menneskets vilje, såsom at han sidder, når det stod i hans magt at stå, hvis han ville, de spørger, om Gud på én eller anden måde forudvéd på en ikke-nødvendig måde, ikke fordi hans forudviden kan tage fejl, men fordi genstanden for hans forudviden er ikke-nødvendig.

⁷⁰ Demiror autem, quare locum, e media Diatriba decerptum, hic putaris non suo loco tractandum, de necessitate consequentis et consequentiae, quod tu professus te velle crassius explicare, sic involvis perplexo sermone, ut videare non solum non intellexisse quod ego scripsi, verum nec tuam ipsius orationem intelligere. Sed quoniam urget temporis brevitas, nec hoc paucis verbis posset absolvi, praestat suo loco diligentius tractandum reservare.

Men jeg undrer mig, hvorfor du her ikke mener at skulle behandle et sted, som er taget ud af sammenhængen i Diatriben, på dets rette plads, om konsekvensens og det konsekvensskabendes nødvendighed, hvilket du efter at have lovet at ville behandle det udførligere vikler i den grad ind i en forvirret tale, at du ikke blot ikke synes at have forstået, hvad jeg skriver, men heller ikke at forstå din egen tale. Men fordi tiden er knap og det ikke kan behandles med få ord, er det bedre at vente med en omhyggeligere behandling til senere.

⁷¹          Ad reliqua properandum ut undequaque probes te doctissimum, quemadmodum ante ex Horatio et Quintiliano docuisti nos, tractandum esse 'an sit, quid sit, quale sit', etc. ita nunc ex Poetis doces me, res omnes mera necessitate geri, quam illi fatum vocant. (L70f). 

          Jeg iler videre: For overalt at bevise din lærdom, sådan som du før belærte os ud fra Horats og Quintilian, at man måtte undersøge, om den er, hvad den er, hvordan den er, osv, således belærer du mig nu ud fra digterne om, at alle ting sker af ren og skær nødvendighed, det, de kalder skæbne. 

⁷² Id tantam habet vim, ut ipsos etiam immortales Deos, atque adeo summum Jovem, involvat inevitabili necessitate. Atque nunc demum Poetae sapientes viri sunt ipsis etiam Philosophis perspicaciores. Tantum laudis merentur qui tecum sentiunt: Hic Virgilius certissimus auctor veri subinde ingeritur, qui docuerit conatus hominum, fato Parcisque (348) volentibus, frequenter alio cadere quam exspectarant.

Denne har så stor magt, at den endog indvikler de uddødelige guder, og selv den højeste Juppiter, i en uundgåelig nødvendighed. Og nu er digterne vise mænd, endog mere indsigtsfulde end filosofferne. Men det er kun dem, der er enige med dig, der fortjener en sådan ros: Her bliver Vergil flere gange fremdraget som det sikreste vidne om sandhed, fordi han har lært, at menneskenes bestræbelse, når skæbnen og skæbnegudinderne vil, ofte falder anderledes ud, end de havde forventet.

⁷³ Atqui nos hic de eventis non disputamus, sed an nostra voluntas aliquid agat in his quae sunt salutis aeternae. Credo tibi hoc caput de industria admixtum fuisse, quo stomachum lectoris jam dudum ad reliqua tam insipida nauseantem, aliqua voluptate recreares.

Men dog disputerer vi her ikke om, hvad der kommer ud af vore handlinger, men om, hvorvidt vores vilje kan gøre noget i det, der hører til den evige frelse. Jeg tror, at dette kapitel af dig er blevet tilføjet i den hensigt, at du kan berede læserens mave, som allerede forlængst er ved at brække sig over de øvrige usmageligheder, en lille smule glædelig rekreation.

⁷⁴ Verum quid haec ad rhombum? Institueras probare, pium et sanetum esse, de hujusmodi quaestionibus, quae non habent exitum, et apud quoslibet et a quibuslibet, in utramque partem disputari, et jam omisso quod coeperas, asseris omnia mera necessitate geri. (L68).

Men hvad har det med rhomben at gøre? Du var begyndt på at bevise, at det er fromt og sundt, at der bliver disputeret fra begge sider om den slags spørgsmål, som ikke har nogen ende, og det for hvemsomhelst og af hvemsomhelst, og så lader du det falde, som du var begyndt på, og fastslår, at alting sker af ren og skær nødvendighed.

⁷⁵ Id si constat, si verissimum est, quorsum attinet torqueri disputationibus? Sin verum et indubitatum est quod decrevit Ecclesia, non tutum est imperitam multitudinem audire rationes, asseverationes, ac dejerationes diversae partis.

Hvis det står fast, hvis det er den skinbarlige sandhed, hvorfor i alverden skal man så bebyrde sig med disputationer? Men hvis det er sandt og utvivlsomt, hvad kirken har bestemt, så er det ikke ufarligt, når den ulærde mængde hører modstanderens grunde, påstande og sværgen.

⁷⁶ Atqui hoc erat quod ego suadebam ut simpliciter sententia catholica contenti, credant, teneantque quod acceperunt, hoc est, quod tu impugnandum suscepisti. Hoc argumentum, quod inter eruditos sobrie tractari poterat, tu cogis propalam in promiscuo mortalium theatro, velut anceps, vocare in disquisitionem.

Men det var netop det, jeg argumenterede for, at de simpelthen tilfreds med kirkens mening skulle tro og holde fast ved det, de havde modtaget, det vil sige, netop det, du havde taget dig for at bekæmpe. Denne sag, som kunne være blevet diskuteret ordentligt blandt lærde folk, tvinger du os til at drage offentligt frem for et sammenblandet publikum og undersøge, som om der var tvivl om sagen.

⁷⁷ Solent concionatores in Italia fere singulis annis renovare quaestionem de resurrectione mortuorum, de qua sobriam in Scholis disputationem nemo damnat: sed ea res tantum attulit fructum ad pietatem, ut Romanus (350) Pontifex vetuerit illa ventilari apud plebem. Sed delibabo reliqua.

Prædikanterne i Italien plejer næsten hvert eneste år at genoptage spørgsmålet om de dødes opstandelse, og det er ingen, der fordømmer i en ordentlige disputation ved universiteterne. Men denne sag har så meget med fromhedens frugter at gøre, at paven har forbudt, at den drøftes blandt folket. Det øvrige løber jeg hurtigt igennem.

⁷⁸           Doces nos admodum religiose, Dei voluntatem esse omnipotentem, Dei praescientiam esse certissimam, qua de re qui dubitet, cum prorsus ignorare Deum, nec certo posse fidere promissis illius, qui falli possit ac mentiri.

          Du lærer os ret fromt, at Guds vilje er almægtig, Guds forudviden sikker, hvem der tvivler derom, han er simpelthen uvidende om Gud, eftersom man ikke sikkert kan tro hans forjættelser, hvis han kan fejle eller lyve.

⁷⁹ Fateor ista pie dici, neque raro mihi dicta sunt in meis Lucubrationibus. Sed quid haec ad me, qui moneo ne talia disputentur, hoc est, in dubium vocentur, praesertim apud simpliciores? Quod si tu certum et indubitatum esse credis, Deum necessario scire omnia, nihil autem contingenter, siquidem auscultemus tuis rationibus, oportebit omnino disputare, ne putemus Deum esse inscium aut mendacem.

Jeg tilstår, at dette er fromt sagt, og det er ikke sjældent sagt af mig i mine værker. Men hvad har det med mig at gøre, jeg som jo netop opfordrer til ikke at disputere den slags, det vil sige, til at drage det i tvivl, især for de enfoldige? For hvis du sikkert og utvivlsomt tror, at Gud med nødvendighed véd alt, men ikke på en ikke-nødvendig måde, så bliver det først rigtig nødvendigt at diskutere, i det mindste, når vi hører på dine begrundelser, at ikke vi skal gå hen og mene, at Gud er uvidende eller løgnagtig.

⁸⁰ Quemadmodum enim de libero arbitrio disputandum putas, quod impius sit qui nesciat nostram voluntatem tantum pati, gratiam solam agere, eadem ratio suadebit, ut hoc quoque vocetur in disputationem.

På samme måde, nemlig, som du mener, man bør diskutere den frie vilje, fordi det er ufromt, hvis nogen ikke véd, at vor vilje kun lider, og nåden alene handler, på samme måde vil den samme overvejelse tilskynde til, at man drager dette spørgsmål i tvivl.

⁸¹ Et tamen Theologi, qui disputant, an Deus aliquid praesciat contingenter, constanter asseverant quae tu asseveras, Dei praescientiam falli non posse, Deum non esse mendacem, Dei promissis certissime fidendum, nec putant ob rem, quae contingenter fit, periclitari certitudinem praescientiae divinae, quod eleganter explicavit Laurentius Valla. Sed illi paulo rectius definiunt contingens quam tu.

Og dog forsikrer de teologer, der disputerer, om Gud forudvéd noget på ikke-nødvendig måde, hele tiden, hvad også du forsikrer, at Guds forudviden ikke kan fejle, at Gud ikke er nogen løgner, at vi sikkert kan stole på Guds forjættelser, og de mener heller ikke, at noget, der sker ikke-nødvendigt, sætter den guddommelige forudvidens vished i fare, sådan som Laurentius Valla på en fin måde forklarer det. Men disse teologer definerer begrebet 'kontingent' noget mere rigtigt end du.

^{82 [23]}             Hic perinde quasi dixeris aliquid, proximo Capite torques fulmen tuae maledicentiae in me, qui doceam ignorantiam Dei, contemnendam fidem, ut promissa Dei (352) deseramus, aliaque multa, quae vix Epicurus praescriberet: nec his contentus, damno, conculco Christianos et Christianismum universum.

           Her slynger du, som om du havde sagt noget væsentligt, i næste kapitel din forbandelses tordenkile imod mig, som lærer Guds uvidenhed, lærer at fordømme troen, lærer at svigte Guds forjættelser, og meget andet, som Epikur næppe kunne have foreskrevet; og ikke tilfreds hermed fordømmer jeg og nedtræder de kristne og hele kristenheden. (L2#33ff).

⁸³ Quid ni? qui suadeam mediocribus ingeniis, ne de talibus argumentis contentiose disputent, sed teneant id quod tradidit Ecclesia. Et hinc concludis homo dialecticus, meum libellum adeo esse impium, blasphemum ac sacrilegum, ut nusquam habeat similem. An te horum pudeat nescio, certe puderet, si quid haberes frontis.

Ja, hvorfor ikke? Jeg tilråder jo dog middelmådige ånder, at de ikke skal strides om den slags sager, men holde sig til, hvad kirken har overleveret. Og her konkluderer du dialektiske menneske, at min bog er så ufrom, blasfemisk og helligbrøderisk, at den aldrig har haft sin lige. Jeg véd ikke, om du skammer dig over disse ting, du burde i hvert fald skamme dig, hvis du havde nogen skamfølelse.

^{84 [24]}            Sed proximo Capite mitigas atrocissima dicta: 'Talia', inquis, ,portenta coguntur effutire, qui malam causam susceperunt agendam, quique invita conscientia, alienae scenae serviunt'. Quam tu malam causam appellas, ego cum Ecclesia puto optimam: eam licet animo detrectante susceperim, sincerissima tamen conscientia egi, sive feliciter id feci sive infeliciter: nec ullorum Principum vel favor vel terror tantum apud me potuit aut poterit unquam, ne tua quidem saevitia, ut in his quae sunt pietatis sciens oppugnem quod verum est, aut defendam quod sciam esse falsum.

            Men i det næste kapitel mildner du de græsselige ord: 'Den slags eventyrligheder er den tvunget til at udbasunere, som har påtaget sig at føre en dårlig sag, den, som med tvungen samvittighed tjener et fremmed teater'. (L2#41). Hvad du kalder en dårlig sag, kalder jeg med kirken den bedste sag: og selv om jeg modvilligt har taget mig den på, gør jeg det dog med den alvorligste samvittighed, hvad enten jeg så har held med mig eller ej. Og hverken fyrsters gunst eller frygten for dem, ja, ikke engang din rasen, har kunnet eller vil nogensinde kunne bevirke hos mig, at jeg i det, der hører fromheden til, bekæmper det, som jeg véd er sandt, eller forsvarer det, som jeg véd er falsk.

⁸⁵ Proinde quod tu saepius inculcas, me praeter conscientiam favoribus aut terroribus servire, toties declaras te aut misere falli, aut malitiosissime fingere. Jam quod admones quantum sit periculi docere pietatem, mihique precaris Dei misericordiam, adeo non offendor, ut ne videar ingratus, officium referam, te totidem verbis admonens, tibique Dei misericordiam precans.

Når du derfor flere gange påstår, at jeg imod min samvittighed retter mig efter gunstbevisninger eller trusler, så viser du lige så ofte, at også du elendige kan tage fejl eller at du opfatter tingene på den mest ondskabsfulde måde. Når du derefter formaner os om, hvor farligt det er at lære fromheden og går i forbøn for mig hos den barmhjertige Gud, føler jeg mig så lidt fornærmet, at jeg, for ikke at synes utaknemlig, vil gengælde din gerning, og formane dig med lige så mange ord og gå i forbøn for dig hos den barmhjertige Gud. (L2#43).

⁸⁶ Caeterum quod fateris a me moveri quaestiones aliquot vere sophisticas (354) ac supervacaneas, et tamen illos esse tolerabiliores qui conspurcarunt aurum, me, qui simul aurum abjicio cum stercore. Vide quantum abs te dissentiam.

Når du så videre indrømmer, at du er blevet påvirket af de mange sofistiske og overflødige spørgsmål, som jeg har opkastet, og dog mener, at de mennesker er tåleligere, der tilsudler guldet, end jeg, der kaster det bort sammen med møget, se så, hvor meget jeg afviger fra dig. (L2#45).

⁸⁷ Arbitror enim tolerabilius peccare, qui disputant de frivolis quaestionibus, quam qui disputationibus suis ea revocant in contentionem de quibus jam olim ex Ecclesiae decreto diremta est altercatio, damnato eo quod falsum erat, et approbato quod erat verum.

Jeg tror nemlig, at de mennesker synder mere tåleligt, som disputerer om smagløse spørgsmål, end de, der med deres disputationer genoptager stridighederne om det, om hvilke striden allerede én gang af kirkens bestemmelse er blevet bilagt, idet det falske blev fordømt og det sande godkendt.

^{88 [25]}              Eximis teipsum e numero causaque Sophistarum, sed frustra, cum omnes qui tecum decertant, clamitent sibi rem esse cum Sophista vaferrimo: neque tu sophisticam Theologiam sustulisti, sed mutasti. ‘Contra me’, inquis, 'tibi dicendum erat, nisi maluisses chartas et tempus perdere': quasi cum uno te illic congrediar.

         Du udelukker dig selv fra sofisternes antal og også fra deres sag, men det er forgæves, for alle, som strider med dig, råber, at de har med den frækkeste sofist at gøre. Du har heller ikke undergravet den sofistiske teologi, kun ændret den. ”Det er imod mig, du skal tale, hvis du ikke vil spilde papir og tid” (L2#51), siger du, som om det her kun var dig, jeg tog kampen op imod.

⁸⁹ Congredior cum iis qui tecum, sed non eodem modo, tollunt liberum arbitrium. Et si in te proprie scripsissem, an non erat fas quicquam admiscere, quod ad te non pertineret?

Jeg går i kamp mod dem, der ligesom du ophæver den frie vilje, omend ikke på samme måde. Og selv hvis jeg i særlig grad havde skrevet mod dig, ville det så ikke være korrekt nok at indblande noget, der ikke har med dig at gøre?

⁹⁰ Sunt illic quaedam quae pertinent ad Carolstadium, quaedam quae ad Melanchthonem, quaedam quae ad Scotum. Et quodam in loco moneo lectorem, ne putet in te dicta quem non novi, sed in alios potius mihi notos.

Der er dog noget, der har med Karlstadt at gøre, noget med Melanchthon, noget med Duns Scotus. Og jeg formaner på visse steder læseren til, at han ikke skal mene, at det sagte er imod dig, som jeg ikke kender, nej, det er imod andre, som er mig mere kendte. (e1#56).

⁹¹ In hoc libro, quem proprie ac nominatim in me scribis, quam multa sunt, quae nihil ad me pertinent, id quod jam ex parte demonstratum est, ac posthac plenius demonstrabitur. Unde hoc habes, quod in te proprie scripserim Diatribam?

I den bog, som du specielt og med navns nævnelse har skrevet mod mig, hvor meget er der dèr ikke, som ikke har noget med mig at gøre, noget, jeg tildels har demonstreret og senere vil demonstrere yderligere. Hvor har du da det fra, at jeg har skrevet Diatriben specielt imod dig?

⁹² Non hoc promittit titulus, et aliud clamat ipsum opus, sed hoc tibi persuaseras, aut fingebas potius, quo justius videreris in me debacchari. Hinc est quod in disputatione semel atque iterum mecum expostulas, quod falso nomine te traducam, quasi locum hunc: ,Extende manum tuam', sic fueris interpretatus, ,id est, gratia extendet', etc.

Titlen lover det ikke, og bogen selv erklærer noget andet, men du har overbevist dig selv om det, eller snarere forestillet dig det, fordi det så synes mere retfærdigt, at du raser imod mig. Heraf kommer det også, at du i disputationen igen og igen bebrejder mig, at jeg håner dig under falsk navn, som om du fortolker det sted: ”Udræk din hånd” sådan: ”Det vil sige: nåden udrækker din hånd”, osv.

⁹³ Atqui haec Carolstadius respondit Eccio, cujus verba sunt in prima responsione: ,Gratia enim agit manum, et extendit'. Rursus in tertia responsione: ,Satis enim dixi, quod gratia extendit manum consilii nostri ad bonum'.

Men sådan svarede Karlstadt Eck, og hans ord lyder i det første svar: ”For nåden fører hånden og udrække den”. (karl01#20). Og igen siger han i det tredje svar: ”jeg har nemlig tilstrækkeligt sagt, at nåden udrække hånden efter vort råd til det gode”. (karl01#49).

⁹⁴ Rursum in eadem: ,Caritas omnia credit, omnia sperat’, etc. sic interpretatur: ,Gratia facit nos patientes, credulos, et operatores’.

Og igen udlægger han sammesteds: ”Kærligheden tror alt, håber alt, osv” således: ”Nåden gør os tålmodige, tillidsfulde, handlende”. (karl01#54).

⁹⁵ I nunc, et querere te falso traduci. Idem mihi satis procaciter impingit Franciscus Lambertus, et impostorem appellat in Commentariis, quos scripsit in Osee, quasi talia mendacia confingam in fratres.

Kom nu og klag over, at jeg har hånet dig falsk. Den samme bebrejdelse kommer Franciscus Lambert med imod mig, temmelig frækt, og han kalder mig i sin kommentar til Hoseas for en bedrager, som om jeg har opfundet den slags løgne mod brødrene.

⁹⁶            Scripseram quaedam esse vera, quae tamen aut non essent inculcanda popularibus auribus, aut non quibuslibet verbis essent efferenda. Veluti cum quidam Sophistae sic nugantur: ,Deus est ubique’.

           Jeg har skrevet, at der er noget, der er sandt, men som dog ikke skal foredrages for folkelige ører eller som ikke skal udtrykkes med hvilke som helst ord. F. eks. Når nogle sofister er morsomme på den måde, at de siger: ”Gud er overalt”.

⁹⁷ Hoc concesso, inferunt, ,Ergo est ibi’, et nominant locum, quem ego prae verecundia non ausus sum nominare, et pono antrum scarabei, tu suspicaris de cloaca, quanquam hoc nihil ad rem.

Når det er indrømmet, drager de den slutning: ”Ergo er han her”, og nævner et sted, som jeg af blufærdighed ikke vovede at nævne, og i dets sted skriver jeg ”skarnbassens hule”, (e1#33), du tror, der er tale om et latrin, skønt det ikke har noget med sagen at gøre. (L2#52).

⁹⁸ Hic mecum sentis, et fateris esse rectum quod moneo, de rebus divinis religiose sobrieque loquendum: nec satis esse vera dicere, nisi dicas et circumspecte, castisque verbis. Et tamen hic quoque (358) doceo Epicurum, lapsus in sacrae Scripturae Deique contemtum, et injuriam, blasphemiam, ac sacrilegium.

Her mener du som jeg og indrømmer, at det er rigtigt, hvad jeg formaner til, om de guddommelige ting bør man tale fromt og mådeholdent, og det er ikke nok at sige det sande, man må også sige det omhyggeligt og med rene ord. Og dog lærer jeg her Epikur, er faldet i foragt for Guds hellige skrift, i bagvaskelse, blasfemi og helligbrøde. (L2#37).

⁹⁹ Nam hujusmodi blanditus scatet undique tua caritas. Sed ad tuum dilemma. ,Si de his', inquis, ,quae continentur in sacris Litteris loqueris, ea omnia quoniam aperta sunt et salutaria, nusquam non debent invulgari, sin de aliis, nihil ad nos'.

For overalt vrimler din kærlighed med den slags smiger. Men nu til dit dilemma! Du siger: ”Hvis du taler om det, der indeholdes i den hellige skrift, så skal det alt sammen, fordi det er klart og frelsebringende, udbredes, men hvis du taler om andre ting, angår det ikke os”. (L2#50; ref).

¹⁰⁰ Non hic repetam quod Judaei quosdam Libros sacros, in quibus est Genesis, non permittebant legi, nisi si quis trigesimum annum excessisset: sed agetur hoc alias. Nunc ad illud, ,nihil ad nos', audi.

Jeg behøver ikke her at gentage, at jøderne ikke tillod nogen at læse visse bøger, hvoriblandt 1 Mos, medmindre de var fyldt 30 år. Det bliver behandlet andetsteds. Hvad angår dette: ”Det angår ikke os”, så hør her:

¹⁰¹ Si Medicus dissuadens aegroto, ne vescatur calidis in febri, distinguat genera febrium, indicans quid in unaquaque fugiendum aut sequendum sit, num aegrotus dicet, quid ista ad me? Dic de mea febri. Nonne respondebit Medicus, haec ad te pertinent, ne putes tibi tutum esse vesci quibuslibet, quovis tempore, quemadmodum tu, Luthere, doces, quicquid quaestionum e saeris Litteris nascitur, apud quosvis esse tractandum.

Hvis en læge fraråder en syg at spise varm mad, når han har feber, og skelner mellem arten af feber, og forklarer, hvad der i hver slags feber skal undgås og hvad der skal efterfølges, mon så den syge ville sige: ”Hvad angår det mig? Sig noget om min feber!” Mon ikke lægen ville svare: ”Det angår dig, fordi du ikke må tro, det er sundt for dig at spise hvad som helst til en hvilken som helst tid”. Det er ligesådan med dig, kære Luther, du lærer, at hvilke som helst spørgsmål, der fremstår fra den hellige skrift, kan behandles overfor hvem som helst.

¹⁰² Hoc ne fiat, distinguo genera quaestionum. Primum de iis quae Deus voluit nobis esse ignota, veluti de die supremo, non est pium disputare. Deinde sunt quae voluit nobis esse notissima, ea jubeo etiam edisci. Nonnulla sunt, quae fas est aliquousque scrutari, sed non ultra quam sat est.

For at det ikke skal se, er det, at jeg skelner mellem forskellige slags spørgsmål (e1#31ff). For det første er det ikke fromt at disputere over de spørgsmål, som Gud har ville, at vi ikke skal vide noget om, fx om dødsdagen. (Mark 13,32). Dernæst er der de ting, som han har villet, at vi bestemt skal være klar over, dem befaler jeg også skal læres. Der er nogle ting, som det er tilladt at udforske til en vis grad, men ikke udover, hvad der er nok.

¹⁰³ Quod superat intellectual humanum, servetur illi tempori, cum videbimus Deum revelata facie sicuti est, nunc per speculum et in aenigmate. In hac classe pono quaestiones de (360) libero arbitrio, et quae huic adhaerent, item de distinc-tione Personarum, de discretione nativitatis et processionis. Postremo loco recenseo quaedam esse, quae tametsi vera sunt, tamen non sine periculo pietatis et concordiae dicantur apud quosvis, sed prudenter dispensanda sunt. Et in his pono multa, quae tu nunc Lingua Germanica prodis idiotis, veluti de libertate Euangelica, quae suo loco, sobrieque praedicata, fructu non carent: sic praedicata, quid fructus attulerint, vides.

Hvad der ligger ud over den menneskelige forstand, må vi gemme til den tid, hvor vi skal se Gud ansigt til ansigt, sådan som han er, ikke som nu i et spejl eller en gåde (1kor#13.12; e1#23). I den gruppe anbringer jeg spørgsmålet om den frie vilje, og hvad der hører med til det, ligeledes om adskillelsen af personerne, om forskellen på fødsel og avling. I den sidste gruppe anbringer jeg noget, som skønt det er sandt, dog ikke kan siges overfor hvem som helst uden fare for fromheden og enigheden, men skal behandles klogt. Og i den gruppe anbringer jeg mange ting, som du nu giver til pris for lægfolket på tysk, fx om den evangeliske frihed, som på sit sted, prædiket mådeholdent, ikke vil mangle frugt. Hvilken frugt den bringer, når den prædikes således, ser du.

¹⁰⁴ Eadem in classe ponerem tuum dogma de necessitate rerum omnium, etiamsi verissimum esset, nunc cum sit falsum, et impium, longe graviore periculo vulgo jactatur. I nunc et dic haec nihil ad te pertinere. Sed hac de re alias. Nunc hoc obiter indicasse sufficit. Non igitur hominum culpam in rem confero, nec ex concionatorum vitiis Scripturam damno: sed eos reprehendo, qui Scripturam secus tractant quam oportet, inter quos te quoque numero.

I den samme gruppe placerer jeg dit dogme om alle tings nødvendighed, om det så var aldrig så sandt. Men nu, hvor det er falsk og ugudeligt, kastes folket ud i en langt større fare. Kom nu og sig, at dette ikke har noget med dig at gøre. Men om den sag andetsteds. For nærværende er det nok, at jeg har antydet det i forbifarten. Jeg skyder altså ikke skylden fra mennesket over på sagen, ejheller fordømmer jeg skriften ud fra prædikanternes laster. Men jeg anklager dem, der behandler skriften anderledes end man bør behandle den, og til dem regner jeg dig.

¹⁰⁵ Verum hic rursus opponis bicorne dilemma: ,Si recte disputatur de libero arbitrio cur damnas: sin minus, cur profers tuam Diatribam?' Respon-deo quod antea respondi, ut hisce de rebus disputaremus tu nos coegisti, qui quaestionem hanc a Scholis in compotationes protraxisti: et aliter disputo, quam tu, nec disputo dubitans, sed adversus tuum dogma partem eam defendo, de qua dubitare pium non est, tenere, tuerique, sanctum (362) ac religiosum.

Men her opstiller du igen dit to-horns dilemma: ”Hvis det er ret at diskutere om den frie vilje, hvorfor fordømmer du det da? Hvis ikke, hvorfor fremfører du så din Diatribe?” (L2#55). Jeg svarer, som jeg har svaret før, at det er dig, der har tvunget os til at diskutere disse ting, for du har jo trukket dette spørgsmål bort fra universiteterne ned blandt drikkebrødrene. Og jeg disputerer anderledes end du gør, jeg disputerer heller ikke tvivlende, men imod dit dogme forsvarer jeg den del, om hvilken det ikke er fromt at tvivle, men som det er helligt og fromt at fastholde og holde i hævd.

¹⁰⁶ Jam cum fatearis referre, quibus verbis Scripturae veritas tractetur apud populum, ut interim largiar, verum esse quod doces, tu ipse judica, quid fructus adferant ad pietatem, qui sic clamant apud rudem plebeculam: Nullum est liberum arbitrium, voluntas nostra nihil agit, sed Deus operatur in nobis et bona et mala. Novi quosdam qui ex Thoma caeterisque, atque adeo ex Juvenale depingebant apud promiscuam multitudinem omnia libidinum genera. Hi non reprehenduntur, quod falsa doceant, sed quod vera sine fructu, quoniam intempestive. 

Men når du nu indrømmer, at det kommer an på, med hvilke ord skriftens sandhed behandles blandt folket, for at jeg samtidig skal gå med til, at det, du lærer, er sandt, så kan du selv bedømme, hvilken frugt til fromhed de mennesker opnår, som råber således blandt den rå pøbel: Der er ingen fri vilje, jeres vilje udfører intet, men Gud virker i os både godt og ondt. Jeg kender nogle, som ud fra Thomas og nogle andre, og endda ud fra Juvenal beskrev alle slags udsvævelser for et blandet publikum. Man kan ikke bebrejde disse mennesker, at de lærer noget falsk, men man kan bebrejde dem, at de lærer det sande uden frugt, fordi de lærer det på det forkerte tidspunkt.

¹⁰⁷ Hoc certe ad tuos pertinet, neque enim de te proprie scripsi. Ad eosdem pertinet, quod adjicio de tribus Diis, hoc axiwma cum Petrus Aliacensis, assentientibus Theologis, putet in aliquo sensu verum esse, tamen apud populum magno cum offendiculo diceretur, inter erudites nihil habet offensae, quibus cognitum est Dei vocabulum, non semper sonare divinam essentiam, sed accipi nonnunquam pro Persona: ut cum dicimus: Deus gignit Deum, et Jesum esse Filium Dei. Nihil enim aliud intelligunt docti, quam esse tres Personas, in quarum unamquanque competat Dei vocabulum.

Dette passer bestemt på dine tilhængere, for jeg har ikke skrevet det specielt om dig. Det, jeg tilføjer om de tre guder, har også med dem at gøre: selv om Peter d'Ailly mener, at dette aksiom i en vis forstand er sandt, så udtrykkes det dog blandt folket til stor forargelse, men blandt dannede vækker det ikke forargelse, for de véd, at ordet ”Gud” ikke altid betyder den guddommelige essens, men af og til forstås om personen. Som når vi siger: Gud føder Gud, og Jesus er Guds søn. For de lærde forstår derved ikke andet, end at der er tre personer, og at ordet ”Gud” passer på dem alle tre.

¹⁰⁸ Neque prorsus negat Aliacensis posse dici tres omni-potentes, ac tres aeternos, et si negaret, consequitur tamen ex his quae concessit, posse dici tres Deos, licet non simpliciter. Quemadmodum enim juxta Dialecticam non est absurdum dicere, tres sapientes una sapientia, tres bonos eadem bonitate, tres omnipotentes eadem omnipotentia, tres esse sed eadem essentia, tres volentes eadem voluntate, ita non arbitror impium dicere, tres Deos eadem Deitate. (364)

d'Ailly nægter heller ikke, at man kan sige 'tre almægtige' og 'tre evige', og hvis han nægtede det, følger det dog ud fra det han medgiver, at man kan sige tre guder, skønt ikke en ligefrem forstand. For ligesom det ifølge dialektikerne ikke er absurd at sige, at der er tre vise, men én visdom, tre gode, men den samme godhed, tre almægtige, men den samme almagt, tre væsener, men den samme væren, tre viljende personer, men den samme vilje, således tror jeg ikke, det er ufromt at sige, at der er tre guder, men den samme guddom.

¹⁰⁹Non enim minus ad substantiam Dei pertinet Deum esse, quam sapientem esse. Verum ut haec non asserit Aliacensis, ita nec ego assero. In hoc tantum adduxi, ut docerem fieri posse, ut quaedam sint vera, juxta sensum aliquem, quae tamen apud imperitos efferri non expediat. Jam qui tenent litteras Hebraicas docent nos in Genesi: ,Deus fecit caelum et terram', apud Hebraeos esse vocem pluralis numeri, putantes hoc modo declarari, in tribus Personis eandem naturam et operationem. Haec extra causam injicere volui, quod tu pronuntias simpliciter esse falsum axiwma, et prorsus alienum a sacris Litteris.

For det hører ikke mindre med til Guds sustans, at være Gud, end at være vis. Men ligesom d'Ailly ikke hævder det, hævder jeg det heller ikke. Jeg har blot ført det frem, for at jeg kan lære, at det kan ske, at noget er sandt, efter én eller andens mening, som det dog ikke passer sig at fremføre for de udannede. Nu lærer de mennesker, som forstå hebraisk, os, at der i 1 Mos står: ”Gud skabte himlen og jorden”, men at på hebraisk det ord står i pluralis, hvorudfra de mener, at det på den måde betegnes, at der i tre personer er den samme natur og gerning. Dette har jeg villet anføre som en sidebemærkning, fordi du erklærer, at det simpelthen er en falsk læresætning, helt fremmed for den hellige skrift. (L2#63).

^{110 [29]}       Nunc ad articulum de confessione et satisfactione, quam ego duntaxat exempli gratia produxi, nec asserens, nec refellens, quae de hac disputantur, videlicet cum aliud agam. Et ne usquam non sis maledicus in Erasmum, qui tuum dogma civilius tractavit, te nullo modo laesit, impingis, quod metuens tyrannidem Pontificis non ausim damnare confessionem. Non adeo metuo Pontificem, ut si mihi constaret esse damnandam confessionem non ausim inter eruditos proferre meam sententiam, et anxiis amicis hoc in aurem instillare, denique dare operam, ut citra gravem tumultum, auctoritate Principum tollatur. 

          Nu til artiklen om skriftemål og fyldestgørelse, som jeg kun fremførte for eksemplets skyld uden at tilslutte mig og uden at tilbagevise, hvad der disputeres om den, fordi jeg jo er i gang med at behandle noget andet. (e1#34; L2#64). Og for at du hele tiden kan angribe den Erasmus, som har behandlet din læresætning høfligt og ikke skadet dig på nogen måde, så kommer du med den bebrejdelse, at jeg af frygt for pavens tyranni ikke vover at fordømme skriftemålet. Jeg frygter ikke paven så meget, at jeg, hvis det stod fast for mig, at skriftemålet skulle fordømmes, ikke ville vove at fremføre min mening blandt de dannede, og inddryppe det i ørerne på ængstelige venner, ja at anstrenge mig for, at det uden alvorlig tumult kunne ophæves ved fyrsterne autoritet.

¹¹¹ Nunc ipse servo, nec aliud doceo quam facio, non tantum ob id, quia praecepit Romanus Pontifex, sed multo magis quod recepit populus Christianus. Ut enim non omnes constitutiones approbo, ita procul absum ab illorum sententia, qui putant omnes humanas constitutiones aut consuetudines esse rejiciendas, successuris aliis, fortasse durioribus (366) his, de quibus vulgus nunc queritur. 

Som det er, holder jeg fast ved det, og jeg lærer ikke andet end jeg gør, ikke blot af den grund, at den romerske pave har foreskrevet det, men meget mere, fordi det kristne folk har godtaget det. For ligesom jeg ikke godtager alle bestemmelser, således er jeg langt borte fra deres opfattelse, som mener, at alle menneskelige bestemmelser eller sædvaner skal forkastes, og at man skal følge nogle andre, der måske er hårdere end dem, som folket nu klager over.

¹¹² Quanquam video et inter ipsos, qui confessionem asserunt, cordatiores, non audere pronuntiare an sit instituta a Christo, an sumta ex divinis Litteris, an ex generali Ecclesiae constitutione profecta. An hoc est per summas aristas ingredi, non pronuntiare de his, de quibus nondum clara voce pronuntiavit Ecclesia? Nec hic accuso vel te, vel tuos, sed meum ipsius animum qualis sit profiteor. Quare vide, Luthere, nisi te prorsus exoculavit odium Erasmi, quam sine causa tibi dicta sint illa tam virulenta. 

Alligevel ser jeg også blandt dem, som tilslutter sig skriftemålet, nogle mere forstandige, som ikke vover at erklære, om det er indstiftet af Kristus eller uddraget fra den hellige skrift, eller er fremgået af kirkens almindelige bestemmelse. Er det måske at gå på listesko ikke at dømme om det, som kirken endnu ikke har bedømt med klar røst? Her anklager jeg hverken dig eller dine tilhængere, men bekender, hvordan min egen mening er. Se derfor, kære Luther, hvis du ikke helt er blændet af had til Erasmus, hvor grundløse dine giftige antydninger!

¹¹³ ,Itaque', inquis, ,sepositis interim Deo et conscientia, quid enim ad Erasmum, quid ille in his rebus velit, et quid huic expediat, in larvam externam ruis, et vulgus accusas', etc. Hujusmodi convitia si funderes aliquando in re atroci, jam evicta, posset appellari vehementia: nunc cum tu nusquam non crepes ejusmodi, nec ullum facias finem, cum nihil sit dignum ullo convitio, nec probaris quod assumis, nemo, Luthere, non perspicit istam tam impotentem maledicentiam tuam animi tui morbum esse, quem ego malo contemnere, quam imitari. 

Du siger: ”Derfor stiller du foreløbig Gud og samvittigheden til side -- for hvad kommer det Erasmus ved, hvad den første vil og hvad der er passende for den sidste -- styrter dig mod et ydre spøgelse og anklager mængden” osv. (L2#65). Hvis du en gang imellem udstødte den slags bagvaskelse i en græsselig sag, der allerede var overvundet, så kunne man kalde det lidenskabelighed. Men nu, hvor du aldrig undlader at lade den slags lyde, og aldrig kommer til ende med det, skønt der ikke er noget, der er værdigt til en sådan bagvaskelse, og ikke kan bevise, hvad du antager, så er der, kære Luther, ingen, som ikke gennemskuer, at denne magtesløse forbandelse er en sygdom ved din sjæl, som jeg hellere forarger end efterligner.

^{114 [30]}          Post haec aggrederis meam sententiam, sane perquam festiviter ridens, et irridens meam similitudinem, quo schemate videri volo abundare copiosius quidem orator, sed nihil intelligens eorum quae loquor. His convitiis sic assuevi, ut propemodum etiam delecter, nisi quod verear ne animus iste tuus tam ferox, mundum maximis involvat malis. Nam Erasmi levissima sit jactura, modo regnet Euangelium. Sententia haec erat: ,Ut sunt morbi quidam (368) qui minore malo tolerantur quam tolluntur, ita quaedam irrepserunt in populum Christianum, quae satius est ferre, quam ut dum conaris submovere, malum exasperes'.

         Herefter angriber du min mening, ganske vist med stor latter og med latterliggørelse af min sammenligning, for med den opstilling vil jeg give det udseende af at være en ordrig taler, blot forstår jeg intet af, hvad jeg siger. (L2#71). Disse bagvaskelser er jeg i den grad vant til, at det næsten glæder mig, blot frygter jeg, at denne din tøjlesløse sjæl vil involvere verden i de største onder. For skaderne for Erasmus er kun ringe, blot evangeliet hersker. Min mening lyder sådan: ”Der er visse legemlige sygdomme, som kan bæres med færre skader, end de kan ophæves ... Således har der indsneget sig noget i kristenfolket, som det er bedre at tåle, for når man søger at fjerne dem, opnår man noget ondt”. (e1#35; ref).

¹¹⁵ Hic exemplis tecum non agam, quoniam nec tutum est, nec admodum ad causam pertinet. Tantum illud ex te scire cupio: Finge in Principibus multum fuisse tyrannidis erga rusticos, quod mihi non constat, utrum conducibilius erat rusticis, ferre Dominos iniquiores, an hos experiri tumultus? in quibus tot millia perierunt, et adeo calamitas depulsa non est, ut jugum conduplicatum sit, asperiusque redditum. Haec verba mea non tam accusant tuos, quam me excusant, cui frequenter impingitur, quod non acriter stringam calamum in vitia Pontificum et Episcoporum. Et tamen haec ad te quoque pertinent, quandoquidem ad te rapis. 

Her bruger jeg ikke eksempler imod dig, for det er ikke sikkert, og det har ikke noget med sagen at gøre. Blot det vil jeg gerne have at vide af dig: Forestil dig at der blandt fyrsterne var megen tyranni imod bønderne, hvilket jeg ikke er sikker på, hvad ville så være så gavnligst for bønderne, at udholde deres herrers uretfærdigheder eller gennemleve disse tumulter? I dem gik så mange tusinder til grunde, og ulykken blev slet ikke fordrevet, for åget blev dobbelt så tungt og endnu hårdere. Disse ord anklager ikke så meget dig som de anklager mig, for jeg er ofte blevet anklaget for, at jeg ikke har spidset min pen hårdt nok imod pavernes og biskoppernes laster. Og dog har dette også med dig at gøre, for så vidt du tager det til dig.

¹¹⁶ Sit enim ista causa tanti momenti, quanti vis esse, tamen importuna tua maledicentia nulli omnino mortalium parcens, facit ut non solum nihil proficias, verum etiam conduplices et exacerbes tyrannidem, quam exstinctam tendis, et eos provehas, quos cupis oppressos. Est aliqua ratio tollendi malum, quod inveteratum longe lateque radices egit. Exaggera hic causam tuam quantumlibet, quo melior est, hoc tu magis accusandus, qui tam malum agas Medicum.

For lad bare din sag være at lige så stor betydning, som du vil, din forbandelse, hvor du ikke skåner nogen dødelig overhovedet, er dog uanbragt, den bevirker, at den ikke blot ikke gavner noget, men også fordobler og skærper det tyranni, som du stræbte efter at udrydde, og ophøjer dem, du stræber efter at undertrykke. Der findes en metode til at ophæve det onde, som igennem lang tid har slået rødder vidt og bredt. Du kan her overdrive din sag så meget du vil, jo bedre den er, des mere bør du anklages, du, som agerer en virkelig dårlig læge.

¹¹⁷ Neque cuiquam pugna est cum verbo Dei, quod toties intonas, sed cum tuis interpretationibus. Jam et illud vide, num istis rationibus Apostoli doctrinam Euangelicam invexerint in mundum, quibus tu restituis, sicut ais. Nunc-ubi calumniantur immerentes, num scurrilibus dictis debacchantur in quemlibet? Num quem suspendunt naso, (370) num strophis, calumniis, ac minis agunt Euangelii negotium? Num utuntur tanta linguae petulantia? Poteram hic alia multa commemorare, quae premo, tua prudentia fortasse divinat quid sentiam.

Heller ikke kæmper nogen her imod Guds ord, sådan som du hele tiden påstår, men mod dine fortolkninger. Se også på, om apostlene har bragt evangeliet ind i verden på den måde, som du gengiver det, sådan som du påstår. Hvor bagvasker de da folk, som ikke har fortjent det? Mon de raser med overdrivelser imod hvem som helst? Mon de gør grin med nogen, mon de fremfører evangeliets sag med udflugter, bagvaskelser og trusler? Mon de bruger et så frækt sprog? Jeg kunne her nævne mange andre ting, men det beholder jeg for mig selv, måske din klogskab vil afsløre, hvad jeg mener.

¹¹⁸ Si tu scis hos tumultus divinitus ortos, ego nescio, nec futurus sum illorum vel auctor vel adjutor, non desino tamen orare Christum, ut undecunque ortos, et quomodocunque progressos, omnipotens artifex vertat in gloriam suam et Ecclesiae salutem.

Vehementer offendit te haec mea sententia, ,licet verum dicere, sed non expedit apud quoslibet, nec quovis tempore nec quovis modo'. Et inepte cito Paulum: ,Omnia mihi licent sed non omnia expediunt', quod Paulus illic non agat de praedicanda veritate, quam vult apud quosvis, quovis tempore, quovis loco, quovis modo praedicari: sed de vitando scandalo infirmorum. Esto, ut dicis, sed haec sententia latius patet suapte natura. 

Selv om du véd, at denne tumult har guddommelig oprindelse, jeg véd det ikke, og jeg vil heller ikke være dens ophav eller hjælper, men dog ophører jeg ikke med at bede Kristus om, at han, hvordan den end er opstået og på hvilken måde den end er fremskyndet, som en almægtig kunstner vil vende den til sin ære og til kirkens frelse.

Du støder dig meget over denne sætning af mig: ”Det kan godt være at noget er sandt, siger du, men det betyder ikke, at det er det for hvemsomhelst, til hvilkensomhelst tid eller på hvilkensomhelst måde”. (e1#35; L2#71). Og det er også forkert, at jeg citerer Paulus: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt” (1kor#6,12), skønt Paulus dèr skriver ikke om at prædike sandheden, for den vil han skal prædikes overfor hvem som helst, til hvilken som helst tid, på hvilket som helst sted og på hvilken som helst måde, men om at undgå at forarge de svage. (L2#90). Lad det være, som du hævder, men denne opfattelse strækker sig ifølge sin natur længere ud.

¹¹⁹ Siquidem caritas, quae Paulo suadebat ut abstineret ab alioqui licitis, eadem suadebat, ut doctrinam Euangelicam ad utilitatem hominum dispensaret. Jam illud mihi vide quanto minus ad rem faciant quae tu refers: ,praedica verbum, insta, opportune, importune'. Et, ,modo verbum Dei annuncietur': Rursus, ,verbum Dei non est alligatum'. Et, ,Ite praedicate Euangelium omni creaturae'. Nam in his verbis ,opportune importune' tropus est, qui non indicat verbum esse praedicandum (372) ubi non oportet, sed instantiam Euangelii praedicandi commendat: quanquam adjicere debueras quod illic additur, ,argue, obsecra cum omni lenitate et doctrina', lenitatem enim in te requirunt etiam tui. 

Når kærligheden tilrådede Paulus at afholde sig fra noget, der var tilladt, så tilrådede den også at udbrede evangeliets lære til menneskenes gavn. For se dog, hvor lidt det, du anfører, har med sagen at gøre: ”Prædik ordet, stå frem, belejligt eller ubelejligt” (2 Tim 4,2). Og: ”blot Guds ord forkyndes” (Fil 1,18). Og igen: ”Guds ord er ikke bundet” (2 Tim 2,9) og: ”Gå ud, prædik evangeliet for al skabningen” (Mark 16,15). (L2#92). For i det ord ”belejligt eller ubelejligt” er der en billedtale, som ikke indikerer, at ordet skal prædikes, hvor det ikke bør prædikes, men som anbefaler bestandighed i evangeliets forkyndelse. Derfor skulle du have tilføjet, hvad der tilføjes dèr: ”overbevis, forman, tålmodigt og med stadig undervisning” (2 Tim 4,2). For tålmodighed er også, hvad dine tilhængere kræver af dig.

¹²⁰ Videre til hyp04!