Hyperaspistes 2

Erasmus 1526


Taget fra Darmstadt, side 201

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til hyp01!

1   Tales Scepticos videas fuisse veteres Orthodoxos frequenter in enarrandis sacris Litteris, inquirentes ac suspendentes interim sententiam, judicum aliis deferentes. Et in plerisque definiendis Ecclesia, sicut ante diximus, Sceptica fuit, multis seculis suspendens sententiam.

Du kan nok se, at de gamle ortodokse ofte var sådanne skeptikere i udlægningen af skriften, når de undersøgte tingene og ofte lod deres mening være uvis, og overlod dommen til andre. Også kirken var, som vi har sagt ovenfor, skeptiker i de fleste af dens afgørelser, idet den lod dens mening være uvis i mange århundreder.

2   Quis autem tam perversae mentis est, ut malit nihil certi scirem quam omnium rerum habere certam scientiam? Verum in tanta rerum caligine, modestius simul et quietius est Scepticum agere quam contentiosum assertorem. 

Men hvem har en så pervers mening, at han hellere vil undlade at vide noget sikkert end have sikker viden om alting? Men når tingene er så dunkle, så er det både mere beskedent og mere beroligende at spille skeptiker end at spille den stridslystne tilhænger.

3 Quid erit tandem quod tu non depraves ad calumniam? Quoam vero amanter interpretaris quod scipseram, 'sive assequor, sive non assequor', id est, 'non curas, an assequeris necne'.

Men til sidst: hvad kan du ikke forvandle til chikane? Se bare, hvor "elskværdigt" du fortolker det, jeg har skrevet: 'hvad enten jeg forstår det eller ej' til 'du bekymrer dig ikke om, hvorvidt du forstår det eller ej'. (L1#40).

4  Et addis graviter, 'Christianus vero anathema sis, si non certus sit (274) et assequitur quod ei praescribitur: quomodo enim credet quod non assequitur?'

Og du tilføjer alvorligt: 'En kristen er forbandet, hvis han ikke er sikker og forstår, hvad der foreskrives ham: hvordan skal han nemlig kunne tro, hvad han ikke forstår?' (L1#41).

5 Itane, vir egregie, assequi est certum scire? An potius rem intellectu difficilem, ingenii viribus, et naturalibus argumentis percipere? Neque te fugiebat, quid sentirem, non usque adeo rudis es Latini sermonis, sed huc te rapuit calumniandi libido.

Jamen, min gode mand, er det at forstå det samme som at vide sikkert? Mon dog ikke snarere, at fatte en vanskelig sag med åndens kraft og naturlige argumenter? Du har heller ikke kunnet undgå at forstå, hvad jeg mente, så uerfaren er du ikke i det latinske sprog, men her er din lyst til chikane løbet af med dig.

6  Et si parum scires Latine, ipse sermonis contextus indicat quid sentiam. Quid enim aliud est submittere sensum humanum Ecclesiae judicio, nisi credere quod praescribit Ecclesia? Ego non assequor quomodo differat Pater a Filio, quomodo procedat Spiritus Sanctus ab utroque, cum neutrius sit filius, et tamen hoc apud me certius est, quam quod digitis contrecto.

Og selv om du så virkelig ikke var særlig god til latin, så ville ordenes sammenhæng vise, hvad jeg mener. Hvad er det nemlig andet: at underkaste sin menneskelige mening under kirkens dom, end at tro, hvad kirken foreskriver? Jeg forstår ikke, hvordan Faderen adskiller sig fra Sønnen, hvordan Helligånden er udgået fra dem begge, skønt han ikke er søn af nogen af dem, og dog er det for mig sikrere end hvad jeg kan berøre med min finger.

7  Et vide quam inique calumniaris omnia: eandem sententiam, quam in mea Diatribe calumniaris multisque convitiis exagitas, ipse ponis in tua formula, qua meam scilicet corrigis: 'Ubicunque', inquis, 'per infirmitatem liceret', etc.

Og se, hvor urimeligt du fordrejer alt: Den samme sætning i min Diatribe, som du fordrejer og misbilliger med mange smædeord, stiller du selv op i din formel, nemlig den, hvormed du corrigerer min sætning: 'Overalt', siger du, 'hvor det er muligt for vores svaghed', osv. (L1#36).

8  Quod tu vocas infirmitatem carnis, ego dico non assequi. Neque enim veritas est in causa, quo minus assequamur, sed infirmitas ingenii, quale me profiteor habere.

Hvad du kalder 'kødets svaghed', kalder jeg 'ikke at forstå'. For det er ikke sandhedens skyld, at vi forstår i mindre grad, men åndens svaghed, og den bekender jeg, at jeg har.

Hic auqiV au triplicem litem moves. Primum, quod scripseram in sacris Litteris esse aliquid obscurum, deinde quod tibi jus adimam rescindendi, quae sunt a Priscis decreta, denique quod nolim omnia apud quosvis evulgari.

Her begynder du igen denne tredobbelte strid. Først, at jeg har skrevet, at der i den hellige skrift er noget uklart (e1#21f), dernæst, at jeg frakender dig ret til at forkaste, hvad der er fastslået af de gamle (e1#43f), og endelig, at jeg ikke vil, at alting skal forhandles overfor hvemsomhelst. (e1#33)

10 Ut ad medium primo loco respondeam, jus istud adimat tibi qui dedit. Surgente posteriore propheta jubetur prior tacere, (1 Kor 14,30f) (276) quid tum postea? 

Lad mig svare på den anden indvending først: den ret burde den frakende dig, der har givet dig den. Når en senere profet fremstår, får den først ordre til at tie, hvordan går det da videre?

11  Ergone fas est cuivis rescindere Veterum sententias publico Ecclesiae judicio comprobatas? Denique cur tu sic commoveris in prophetas qui surgent post te?

Mon det derfor er rigtigt for hvemsomhelst at forkaste de gamles meninger, som er blevet offentligt approberede af kirken? Endelig: Hvorfor vender du dig så hæftigt imod de profeter, der er fremstået efter dig?

12 Cur illis juxta Pauli praeceptum non das locum? Deinde quid dicis de luce Scripturarum, utinam esset verissimum! At longe aliter sentiunt qui in his explanandis multis retro seculis desudarunt.

Hvorfor giver du ikke plads til dem, efter Paulus' forskrift? Og endelig, hvad du siger om skriftens lys, gid det var sandt! Men de, der i de forgangne århundreder har bestræbt sig på at udlægge den, tænker helt anderledes derom.

13 Sed de hoc posterius incidet ut loquamur. Atque hunc campum ingrediens, statim uteris arte tua, dicens quod ego Christiana dogmata sic distinguam, ut quaedam sint necessaria cognitu, quaedam minus. 

Men derom får vi senere lejlighed til at tale. Men ikke så snart er du begyndt på denne kamp, før du straks anvender din kunst, og siger, at jeg skelner således mellem de kristne dogmer, at nogle er nødvendige at kende, nogle mindre nødvendige.

14  Obsecro quis unquam dixit Christana dogmata non esse cognitu necessaria? De quaestionum generibus loquor, non de Christianis dogmatibus. Deinde non illic ago de Professoribus Theologiae, sed de vulgo: nam hodie et coriarii in compotationibus disputant de Libero Arbitrio.

Jamen, for pokker, hvem har nogensinde sagt, at det ikke er nødvendigt at kende de kristne dogmer? Jeg taler om spørgsmålenes art, ikke om de kristne dogmer. Videre taler jeg ikke her om teologiprofessorerne, men om folket: for i dag diskuterer endog garverne i deres drikkelag den frie vilje.

15         Jam quod ipse fateris in signis tantum obscuritatem esse, non in rebus, haud magni refert ad excludendam obscuritatem: utrum fatearis res non intelligi, propter ignoratas voces, an rerum caliginem esse in causa ut voces non intelligatur.

          Hvad du selv allerede har indrømmet: at der kun er uklarhed i ordene, ikke i sagen, kan næppe medvirke meget til at udelukke uklarheden: om du indrømmer, at sagen ikke kan forstås på grund af uklarhed i ordene, eller at tingenes uklarhed er årsag til, at ordene ikke forstås.

16 Quod si sola Grammatices peritia submovet omnem obscuritatem a sacris Litteris, qui factum est, ut divus Hieronymus Linguis omnibus instructus, sic passim haereat, sudet in explanandis Prophetis?

Hvis alene kendskab til grammatikken fjerner al uklarhed fra den hellige skrift, hvordan kan det da være, at den guddommlige Hieronymus, der var dygtig til alle sprog, er så rådvild mange steder og sveder med at udlægge profeterne?

17 ne quid alios commemorem, in quibus est et Augustinus, cui nonnihil tribuis. Cur tu ipse, qui Linguarum inscitiam non potes praetexere, nonnunquam haeres in explicandis Psalmis, testificans te somnium animi tui sequi, non damnatis aliorum opinionibus.

for ikke at nævne andre, fx Augustin, som du lægger nogen vægt på. Ja, hvad med dig selv, du, der dog ikke kan foregive uvidenhed om sprogene, hvorfor tøver du ofte, når du udlægger salmerne, og bevidner, at du i søvne løber efter din egen ånd, uden at du foreømmer andres mening? 

18 Atqui si veritas in propatulo est, oportebat eorum opiniones, qui a vero aberrassent, rejicere. Hoc eum certe decebat, qui sic odit Scepticos, professus assertorem.

Men hvis sandheden ligger åbent fremme, så bør man retlede dem, hvis meninger afviger fra det sande. Det ville i hvert fald have sømmet sig for den, der i den grad hader skeptikere og har bekendt at han er tilhænger af faste påstande.

19  Eandem Scripturam habent omnes, eundem spiritum sibi vindicant omnes: et tamen Carolstadius abs te fortiter dissensit, dissentit et Zwinglius, et Oecolampadius, et Capito, qui Carolstadii sententiam probant, probationes non probant.

Alle har den samme skrift, alle påberåber sig den samme ånd: og dog afviger Karlstadt fra dig, det gør Zwingli og Oecolampadius og Capito også, og de anerkender Karlstadts mening, men ikke hans bevisførelse.

20 Rursus inter Zwinglium et Balthazarum, quantis de rebus quantum est dissidium? Ne commemorem imagines ab aliis ejectas, per te defensas, ut taceam de novo baptismo, a tuis rejecto, ab aliis praedicato, ut sileam humanas disciplinas, ab aliis reprobatas, (280) abs te defensas.

Og videre: Hvilken afgrund skiller ikke Zwingli og Balthazar? At jeg ikke skal nævne, at billederne forkastes af nogle, men forsvares af dig, at jeg skal forbigå gendøberne, der forkastes af dig, men prædikes andre, og endelig tie om de humane discipliner, der forkastes af nogle, men forsvares af dig.

21  Cum tractetis omnes rem Scripturae si ea nihil habet obscuritatis, cur inter vos tam male convenit? Nec est quod hic miseros Sophistas exagites: docet hoc Augustinus, obscuritatem alias profisci ex ignorantione seu ambiguitate vocum, alias ex ipsa natura rei, nonnunquam ex tropis et allegoriis, interdum ex locis inter se pugnantibus, quod ad sermonis speciem attinet.

Eftersom I alle behandler skriftens sag, hvorfor stemmer I så så dårligt overens, hvis skriften ikke har nogen uklarhed i sig? Og du har her ikke noget, du kan hidse dig op over hos de arme sofister: Det lærer Augustin i denne sag, at uklarheden dels skriver sig fra uvidenhed om ordene eller fra ordenes tvetydighed, og dels fra sagens egen natur, ofte fra talemåder og allegorier, af og til fra steder, der modsiger hinanden, forsåvidt angår ordenes umiddelbare betydning.

22 Et causam adfert, quare Deus hanc obscuritatem in sacris Voluminibus residere voluerit. In loco de peccato in Spiritum Sanctum nunquam remittendo, negas quicquam esse obscuritatis.

Og han anfører en grund til, at Gud har villet, at denne uklarhed stadig skulle være i de hellige bøger. Du nægter, at der i stedet om synden mod helligånden, der ikke kan tilgives, findes nogen uklarhed.

23 At Augustinus fatetur se semper vitasse hujus difficillimae quaestionis molestiam, et tamen cum tractet eam accurate, non sibi fidit, sed suspendit sententiam. (Aug Serm 71,5,8)

Men Augustin tilstår, at han altid har undgået besværligheden med dette meget vanskelige spørgsmål, og dog stoler han ikke på sig selv, når han har behandlet spørgsmålet omhyggeligt, men holder sin mening tilbage.

24 Breviter, an sibi satisfecerit nescio, mihi non satisfecit. 'Verba sunt', ut ais, 'clarissima, peccatum irremissibile': sed doce quae sit illa blasphemia in Patrem et Filium, cui promittitur remissio, quae in Spiritum Sanctum, cui negatur.

Kort sagt, jeg véd ikke, om det tilfredsstiller ham, mig tilfredsstiller det ikke. 'Ordene er ganske klare', siger du, 'synden bliver ikke tilgivet'. Men lær os lige, hvad det er for en bespottelse imod Faderen og Sønnen, som opnår tilgivelse, og hvad det er for en imod Helligånden, som nægtes tilgivelse!

25  An contumelia Patris et Filii non pertinet ad Spiritum Sanctum? Deinde, quod est illud seculum futurum, in quo videntur condonari quaedam peccata? (Matt 12,32; Luk 12,10)

Eller vedkommer en bespottelse af Faderen og Sønnen ikke Helligånden? Og videre: Hvad er det for en kommende verden, i hvilken man vil se, at nogle synder bliver tilgivet?

26 Vide quanta sit in clarissimis verbis obscuritas. Quae non torquet Augustinus, (282) ut ex hiis angustiis semet explicet: et tamen non explicat, nec mea, ned sua ipsius sententia.

Her ser du, hvor stor uklarheden er i de klareste ord. Og Augustin fordrejer ikke disse ord, for at vikle sig ud af disse vanskeligheder: og dog vikler han sig ikke ud, hverken efter min eller efter hans egen mening.

27 Porro quod me cum omnibus Sophistis provocas, ut vel unum locum obscurum aut abstrusum proferamus e divinis Voluminibus, quem tu non statim ostendas esse dilucidum, utinam praestare posses quod polliceris!

Dernæst opfordrer du mig og alle andre sofister til at fremdrage så meget som et uklart eller lukket sted fra de guddommelige bøger, som du ikke straks kan påvise er lysende klart. Ak, gid du kunne udføre, hvad du lover!

28  Deferemus ad te difficultatum examina, tibique condonabimus, si nos appelles talpis caeciores, modo luculenter explices in quibus haeremus. 

Vi overfører undersøgelsen af vanskelighederne til dig og tilgiver dig, hvis du kalder os blinde muldvarpe, bare du forklarer os ordentligt det, vi står tøvende overfor.

29 Quod si nobis hanc legem praescribas, ut quicquid tu fueris interpretatus, id credamus sentire Scripturam, non patientur tui sodales, qui tibi fortiter reclamant, asseverantes te de Eucharistia perperam interpretari Scripturas.

Når du foreskriver os den lov, at vi skal tro, at skrift betyder alt det, som du fortolker den til, så kan dine fæller ikke tåles, for de imødegår dig kraftigt og hævder, at du udlægger skriften forkert angående nadveren.

30 Quare non aequum est nos tibi plus auctoritate tribuere, quam tribuunt tuae professionis sodales praecipui. Jam cum hic agamus de difficultate quaestionum, quae ex mysticis Litteris nascuntur, veluti cum quaerimus quid sit illud quod distinguit in sacra Triade Personam a Persona, res an relatio, et an Spiritus Sanctus cum procedat ab utroque, ab uno principio procedat, an a duobus, aliaque innumera.

Derfor er det ikke rimeligt, at vi skal tillægge dig mere autoritet, end de vigtigste forbundsfæller for din sag. Og når vi her skal behandle vanskeligheden ved de spørgsmål, som rejser sig fra den mystiske skrift, fx når vi spørger, hvad det er, der i den hellige treenighed adskiller person fra person, om det er sagen eller forholdet, og om den Helligånd, eftersom han udgår fra begge, udgår først fra den ene eller fra begge, og andre utallige spørgsmål. --

31 Item cum legamus impiis post hanc vitam denuntiari ignem gehennae, quaesitum, an impiorum animae statim ut avulsae sunt a corpore, dedantur suppliciis, an serventur luiturae poenas in die supremo.

Ligeledes når vi læser, at de ugudelige efter dette liv bliver sendt til helvedes ild, og det spørgsmål rejser sig, om de ufrommes sjæle, straks de er adskilt fra kroppen, overgives til straffen, eller de ophobes og bevares til straf på den yderste dag. 

32 Rursus an ignis ille sit materialis: et si est, quomodo res corporea agat in animam incorpoream.

Videre, om ilden er materiel; og hvis den er det, hvordan da en kropslig ting kan indvirke på en ukropslig sjæl.

33 Tu, qui solus nunquam deflectis a re proposita, mire huc confers Scripturas et rationes, de lapide revoluto a monumento, de Euangelio (284) praedicato omni creaturae: quasi tales difficultates praedicarint Apostoli.

Du, der er den eneste, der aldrig afviger fra temaet, fremfører på vidunderlig måde skriftsteder og fornuftgrunde, om stenen, der var væltet fra graven, om evangeliet, der er prædiket for hele verden. Som om apostlene har forkyndt den slags vanskeligheder.

34 Quod si nomen Euangelii Christique quaestiones ejusmodi universas complectitur, unde factum est, ut post praedicatum Euangelium tanta caecitas resederit in Ecclesia Dei, ut post Apostolos nullus exstiterit, praeter Ioannem Hus et Wiclevum, qui non passim haereat in sacris Litteris?

Hvis ordene 'evangelium' og 'Kristus' omfatter alle den slags spørgsmål, hvordan er det så gået til, at der, efter at evangeliet er prædiket, er forblevet en så stor blindhed i Guds kirke, så at der efter apostlene ikke har været nogen, udover Johan Hus og Viklef, som ikke mange steder har været i forlegenhed i den hellige skrift?

35 Nisi forte sentis nihil ultra quaerendum, quam sacris Litteris expressum est. At hoc nec te nec tuos sentire verisimile est. Nam tu hactenus cum Ecclesia faciens, pronuntias in synaxi verum esse corpus et sanguinem, id est, substantialiter: atqui substantiae vox non est in sacris Litteris.

Medmindre du måske mener, at man ikke bør udforske noget udover, hvad der er udtrykt i den hellige skrift. Men det er ikke sandsynligt, at du eller dine mener sådan. For du har hidtil sammen med kirken erklæret, at i nadveren er der virkelig kød og blod tilstede, det vil sige, kød og blod efter deres substans, men ordet substans findes ikke i skriften.

36 Rursus tui fortissime contendunt, non esse illic corpus et sanguinem, nisi in signo efficaci. Ne hoc quidem exprimunt sacrae Litterae.

Og videre hævder dine tilhængere på det bestemteste, at der ikke deri er kød og blod til stede, det er der kun som et virksomt tegn. Og heller ikke dette siger skriften udtrykkeligt.

37 'Omnibus', inquis, 'notum est, Filium Dei factum hominem, esse Deum trinum et unum, Christum pro nobis passum, et regnaturum in aeternum': (L14

Du siger, at det for alle er blevet klart, at Guds søn blev menneske, at Gud er tre og en, at Kristus har lidt for os og skal herske i evighed;

38 poteras eadem opera e Symbolo proferre duodecim articulos. Ista fateor et laicis decantanda. Sed quid hoc ad difficultates quaestionum quae ex his articulis oriuntur? 

du kunne med samme anstrengelse have fremdraget de tolv artikler fra symbolet. Jeg tilstår, at disse ting atter og atter skal foredrages lægfolket. Men hvad har det med de vanskelige spørgsmål at gøre, som opstår af disse artikler?

39 Nam nos de his loquebamur non disputandis apud promiscuam plebem. Proinde vides, opinor, quam illa sint aprosdionusa quae citas: 'Praedicate Euangelium omni creaturae': et, 'in omnem terram exivit sonus eorum': et, 'Quaecunque scripta sunt, ad nostram doctrinam scripta sunt': et, 'Omnis scriptura divinitus inspirata, utilis est ad docendum', etc.

For vi taler om noget, som man ikke kan diskutere overfor folk i almindelighed. Og så tror jeg også, du kan indse, hvor forkert anbragt dine citater er: 'Prædik evangeliet for al skabningen'; og: 'ud over hele verden gik deres røst'; og: 'Hvadsomhelst der er skrevet, er skrevet til vor belæring'; og: 'Ethvert skrift, der er guddommeligt indgivet, er nyttig til belæring' osv.

40 Ista quis unquam negavit? Haec scilicet faciebant ad rhombum (W603/L12), ut tuis abutar facetiis. Porro quod rejicis meum Corycium specum, qui declarat aliquo usque scrutandas Litteras sacras, caeterum altius quam sat et ingredi nefas esse, ne scrutator majestatis opprimatur a gloria, sed doces abstrusissima quaeque mysteria omnibus in promptu atque propatulo esse, satis tu quidem fortiter asseris:

Hvem vil nægte noget af det? Men det har naturligvis med "rhomben" at gøre, for at bruge din vits. Og så afviser du min korykiske hule, som forklarer, at man skal udforske den hellige skrift til en vis grad, men forøvrigt ikke trænge dybere ind i den end det er rimeligt og passende, at ikke udforskeren skal bliver overvældet af majestætens herlighed; i stedet lærer du, at selv det mest tillukkede mysterium skal ligge fremme og være åbent for alle; i det mindste er det, hvad du fastslår temmelig kraftigt:

41 sed ipso mundo reque ipsa reclamante, postremo tuis ipsius scriptis, ac tuorum dissidio refellente quod asseris.

men det er imod hele verden, imod sagen selv og endelig også imod dine egne skrifter, og det, at dine egne går imod det, gendriver, hvad du hævder.

42 Non admodum excutiam hic distinctionem tuam, qua discernis Deum a Scriptura, quemadmodum creatorem a creatura: quam propositurus, nescio quamobrem profitearis te velle rhetoricari aut dialecticari: aptius erat si dixisses sophisticari.

Jeg vil ikke her så nøje undersøge din distinktion, den, hvormed du skelner mellem Gud og skriften, som mellem skaberen og skabningen; hvis du ville fremsætte denne skelnen, forstår jeg ikke, hvorfor du bekender, at du vil drive retorik eller dialektik; det ville være rigtigere sagt, at du ville drive sofistik.

43 Nam illi distinctionibus solent elabi, quod tu nihilo rarius neque verecundius facis quam illi, quoties tibi commodum est. Scriptura nobis Deum depingit, ac de divinae naturae mysteriis loquitur.

For sofisterne plejer at slippe godt fra deres distinktioner, men du udarbejder dem mindre sjældent og med mindre ærefrygt end de gør det, nemlig når det passer ind i dit kram. Skriften afbilder os Gud, og taler om den guddommelige naturs mysterier.

44 Proinde sermo de re ut est incomprehensibili, et ipse aliqua ex parte incomprehensibilis sit oportet. Nec refero pronomen 'Ejus' ad Scripturam, ut tu divinas, sed ad Deum: 'Inepte igitur', inquis, 'accommodas ad Scripturam (288), cum illic Paulus loquatur de Deo, quemadmodum et Esaias'. (L23)

Når der derfor er tale om en ubegribelig sag, må talen derom også til en vis grad selv være ubegribelig. Ejheller henfører jeg pronomenet 'hans' til skriften, som du spår, men til Gud. Du siger: 'Altså henfører du det forkert til skriften, skønt Paulus her taler om Gud, sådan som også Esajas gør.'

45 Verum inter sese respondent imago et res expressa. Et Paulus antequam ad haec verba veniret, tractaverat ex sacris Litteris difficillimam quaestionem de Jakob dilecto, et Esau odio habito, de figulo et luto fictili. (Rom 9,11f)

Men indbyrdes svarer billedet og den ting, det udtrykker til hinanden. Og før Paulus er kommet til dette ord, har han behandlet det meget vanskelige spørgsmål om Jakob, der er elsket, og Esau, der er hadet, om pottemageren og leret i pottemagerens hånd.

46 Quare non tam inepte mihi tractata sunt haec loca, quam tu videri vis. Sed quae adducis testimonia, nihil faciunt ad sensum meum, qui tamen non videtur fugisse te, cum hunc in modum scribis: 'Si loqueris de Sophistarum quaestionibus circa has res agitatis, quid tibi fecit innocentissima Scriptura', etc. (L25)

Derfor er disse steder ikke behandlet helt så forkert af mig, som du vil have det til at se ud. Men de vidnebyrd, du tilføjer, passer slet ikke til min tankegang, som du dog synes at have forstået, når du skriver på følgende måde: 'Hvis du taler om sofisternes forvirrede spørgsmål om disse ting, hvad har så den uskyldige skrift gjort dig, osv'.

47 Sciebas igitur me non de Scriptura, sed de quaestionibus hinc exsistentibus loqui. Proinde quorsum attinebat tot verba incassum fundere? 

Du véd altså godt, at jeg ikke taler om skriften, men om de spørgsmål, der rejser sig af skriften. Hvortil tjente det altså at udgyde så mange ord til ingen nytte?

48 Quanquam non omnes quaestiones sophisticae sunt; sunt et utiles et necessariae, modo sobriae sint, et quoad fas est progrediantur: et tamen in his sunt quaedam, quae nec a quibuslibet tractanda sunt, nec apud quoslibet.

Men det er nu ikke alle spørgsmål, der er sofistiske. Der er dem, der er nyttige og nødvendige, blot de er nøgterne, og så langt det er passende, skal man fortsætte med dem. Og dog er der blandt dem nogle, som hverken skal behandles af hvemsomhelst eller behandles overfor hvemsomhelst.

49 Rursus illa distinctio de obscuritate interna et externa, ad nihil conducit nisi ut elabaris, nosque tua loquentia delasses. Nec in hoc dico Scripturis esse difficultatem aliquot locis, ut homines ab ejus lectione deterream, sed ut exhortor potius ad acre studium, et a decernendi temeritate dehorter parum exercitatos. Verum haec alias fortassis incident.

Atter har du en skelnen, den mellem den ydre og indre klarhed, som ikke fører til noget, andet end til, at du glider af og trætter os med dine ord. Og det er jo heller ikke for at afskrække mennesker fra at læse i skriften, at jeg siger, at der mange steder i skriften er vanskeligheder, men snarere for at opfordre til et skarpsindigt studium, og for at advare de mindre øvede mod en for dristig afgørelse. Men det vil måske komme til udtryk andetsteds.

50 Veniam ad formulam Christianae mentis, quam tu pronuntias plus quam Ethnicam et Judaicam, quam (290) tamen, ut dictum est, praescripsimus non tui similibus, sed idiotis, quid nihil aliud sunt quam Christiani.

Jeg vil nu tage fat på den formel om det kristne sind, som du kalder mere end hedensk og jødisk, men som dog, som sagt, er foreskrevet, ikke dig og dine lige, men lægfolk; de er dog også en slags kristne.

51 Sed praestat ipsam formam hic referre, quo magis perspicuum sit lectori quod agimus: 'Ego meo', inquam, 'judicio, quod ad liberum arbitrium attinet, quae didicimus e sacris litteris: si in via pietatis sumus, ut alacriter proficiamus ad meliora relictorum obliti; 

Men det er bedre at gengive hele formlen; så kan det stå helt klart for læseren, hvad vi taler om. Jeg skrev: 'Derfor har vi efter min mening af den hellige skrift lært, hvad angår den frie vilje: hvis vi befinder os på fromhedens vej, skal vi ivrigt stræbe efter det bedre, idet vi glemmer det, der ligger bag os;

52 si peccati involuti, ut totis viribus enitamur, adeamus remedium paenitentiae ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec voluntas humana est efficax nec conatus;

hvis vi er indfanget af synd, skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;

53 et si quid mali est, nobis imputemus, si quid boni, totum ascribimus divinae benignitati, cui debemus et hoc ipsum, quod sumus; 

og hvis det er noget ondt, skal vi tilregne os selv det, hvis det er noget godt, den guddommelige velvilje, som vi også skylder selv det, vi er;

54 ceterum, quicquid nobis accidit in hac vita sive laetum sive triste, ad nostram salutem ab illo credamus immitti nex ulli posse fieri iniuriam a deo natura iusto, etiamsi qua nobis videntur accidere indignis, nemini desparandum esse veniam a deo natura clementissimo:

forøvrigt skal vi tro, at hvad der tilstøder os i dette liv, hvadenten det er glædeligt eller sørgeligt, er blevet sendt os fra ham til vor frelse, og at der ikke kan ske nogen nogen uret fra Guds side, han, der er retfærdig af naturen, også hvis der synes at ske én noget ufortjent, skal han dog ikke fortvivle om Guds gunst, da han af natur er overstrømmende nådig:

55 haec, inquam, tenere meo iudicio satis erat ad Christianam pietatem nec erat irreligiosa curiositate irrumpendum ad illa retrusa, ne dicam supervacane, an deus contingenter praesciat aliquid', etc. (E1-4); (L9).

at fastholde dette, siger jeg, er efter min mening tilstrækkelig til kristelig fromhed, og man skal ikke i ufrom nysgerrighed rives ind i disse skjulte tanker, for ikke at sige overflødige tanker, om Gud også på forhånd kender det ikke-nødvendige', osv.

56 Primum, ut saepe jam dictum est, haec forma datur idiotis Christianis, quibus satis est ut pro viribus proficiant, seque totos voluntati divinae commendent, nec ab his, opinor, requires, ut sese torqueant quaestionibus, ne inter Theologos quidem satis explicatis, de futuris contingentibus, de praescientia et praedestinatione (292) Dei: et affingis me hic deposito Sceptico, asseverare, cum bis adjiciam, 'meo quidem judicio'. (L13

For det første er denne formel, som nu ofte sagt, giver til kristne lægfolk, for hvem det er tilstrækkeligt, når de skal gøre fremskridt, at hengive sig helt til den guddommelige vilje; og jeg tror heller ikke, at du vil kræve af dem, at de besværer sig med spørgsmål, som ikke blandt teologer er tilstrækkelig forklaret, fx om fremtidens ikke-nødvendige begivenheder, om Guds forudviden og forudbestemmelse: og du pådutter mig, at jeg her aflægger skeptikeren og fremsætter sikre påstande, eftersom jeg to gange skriver: 'i det mindste efter min mening'.

57 Verum istiusmodi permulta tibi permittis, et ego, ne nimium hic operae sumam, ad multa connivebo.

Men den slags tillader du dig selv utallige gange, og for ikke at have for stort besvær må jeg lukke øjnene for det meste.

58 Nunquam enim dissuasi, ne cum inciderit oportunitas, populus quoque audiat, esse liberum arbitrium, sed inefficax absque Dei gratia: 

For jeg har aldrig frarådet, at folket, når der var lejlighed til det, hørte, at der er en fri vilje, men at den er uvirksom uden Guds nåde:

59verum illa quae nunc doces populum, nullum esse lib. arb. omnia mera necessitate fieri, praeterquam quod falsa sunt, perniciose dicuntur apud imperitam multitudinem, nec mihi videtur consultum, ut etiam qui asserunt lib. arb. caeteras hujus quaestionis difficultates tractent apud populum.

men det, som du nu lærer folket, at der ikke er nogen fri vilje, at alting skere af ren og skær nødvendighed, det er, udover, at det er forkert, farligt at sige blandt den udannede hob, og det synes mig heller ikke tilrådeligt, at selv de, der bekender den frie vilje, skal behandle de øvrige vanskeligheder ved dette spørgsmål blandt folket. 

60 Quot sunt purissimi Christianismi virgines, quae sese totas divinae voluntati consecrarunt, nec tamen intelligunt quomodo praesciat Deus, et an aliquid praesciat quod nolit, et quomodo eadem velit et non velit: et quomodo praesciat contingentia quae pendent ab humana voluntate.

Hvor mange rene kristne jomfruer er der ikke, der helt har indviet sig til den guddommelige vilje, og dog ikke forstår, hvordan Gud har forudviden, og om han har forudviden om noget, han ikke vil, og hvordan han både vil og ikke vil det samme: og hvordan han har forudviden om de ikke-nødvendige ting, der afhænger af den menneskelige vilje.

61 Corpus nostrum non intelligit quomodo vim suam in ipsa exserat anima, satis est, quod animo se praebet morigerum: ita non est necesse ut anima sciat, quibus modis in ipsa operetur gratia, sufficit quod se gratiae praebet obsequentem.

Vort legeme véd ikke, hvordan sjælen gør sin kraft i det følelig, det er nok, at den viser sig føjelig overfor sjælen: således er det ikke nødvendigt, at sjælen véd, hvordan nåden arbejder i den, det er tilstrækkeligt, at den viser sig lydig imod nåden. 

62 Tu vero putas nihil esse religiosum, se haec a Religione Christiana semoveantur, an nostra voluntas agat aliquid cum operante gratia, an Deus praesciat aliqua contingenter: sed haec occurrent suis locis.

Men du mener, det er ganske ufromt, om disse ting skilles fra den kristne fromhed, om vor vilje gør noget, når nåden hjælper til, om Gud har forudviden om noget ikke-nødvendigt: men det skal behandles på sit sted.

63Nondum enim disputamus, sed tuas calumnias, quibus liber tuus undique scatet, refellimus: quarum haec una non multum habet frontis, quantum mentis nescio.

Vi er nemlig endnu ikke begyndt at disputere, men dine chikanerier, som din bog er fuld af, vil vi tilbagevise: af hvilke denne ene er ret fræk, om den giver mening, véd jeg ikke.

64 Formam hanc damnas ut Ethnicam ac Judaicam, quod ne jota quidem fecerim mentionem (294) Christi: quasi doceam, esse pietatem Christianam sine Christo, tantum si Deus natura clementissimus totis viribus colatur: quanquam haec verba, 'Tantum si Deus' etc. de tuo affinxisti, ne non haberet aliquem fucum tua calumnia. (L7)

Denne formel fordømmer du som hedensk og jødisk, fordi jeg ikke engang med et jota nævner Kristus: som om jeg mente, at der var en kristen fromhed uden Kristus, når blot den overstrømmende nådige Gud bliver dyrket af alle kræfter: Men nu har du selv tilføjet ordene: 'Når blot ... osv' for dog at have nogen sminke til din chikane.

65 Hic iterum appello tuam conscientiam, Luthere: non te pudet tales naenias miseris chartis illinere? Tu hoc torques mea verba, quasi formam totius Christianismi praescripserim omnibus. Imo praescripsi quod satis esset simplicibus adversus contentiosas difficultates, et propemodum inexplicabiles, quae tractantur circa materiam liberi arbitrii.

Her vil jeg igen appellere til din samvittighed, Luther: skammer du dig ikke over at nedtvære den slags klagesange på det stakkels papir? Du fordrejer her mine ord, som om jeg havde foreskrevet denne formel for hele kristenheden. Jeg har dog kun foreskrevet den, for at den kunne være tilstrækkelig for de enfoldige imod modstridende og sommetider uforklarlige vanskeligheder, som behandles i sammenhæng med spørgsmålet om den frie vilje.

66 Cedo mihi, ubi nominatur Deus, utique Christianorum, an illic abest Christus? Nisi Christum non habes pro Deo; et ubi Christianus nominatur, an ibidem non intelligitur Christus? In cujus libris frequentius inculcatur nomen Jesu Christi, quam in meis?

Indrøm det dog, at hvor Gud nævnes, i hvert fald de kristnes Gud, mon dèr Kristus er fraværende? medmindre du ikke regner Kristus for Gud; og hvor kristendommen nævnes, mon dèr ikke samtidig forstås Kristus? I hvis bøger kan du flere gang optælle navnet Jesus Kristus end i mine?

67 Et post tam evidentem calumniam, de nihilo suscitatam, inferes haec tragica: 'Quid hic dicam, Erasme? Totus Lucianus spiras, et inhalas mihi grandem Epicuri crapulam'. (L8)

Og efter en sådan åbenlys chikane, som er udspundet af ingenting, kommer du med et udbrud fra tragedien: 'Hvad skal jeg sige, Erasmus? Du lugter fuldstændig af Lucian, og blæser en stærk epikuræisk duft ud over mig'.  

68 Nunquam tibi deest quod dicas, sed puto cordato lectori non esse obscurum, quid hic de te cogitem. 

Du mangler aldrig noget at sige, men jeg tror, den forstandige læser godt er klar over, hvad jeg mener om dig.

69 Jam illud mihi vide quam tibi non constes, homo adamantinus: cui Erasmus est Proteus. Id accidere solet, quoties quis non ex animo loquitur. Admoneo ut Christianus se totum mancipet voluntati divinae et totus spiro Lucianum, et inhalo crapulam Epicuri.

Endelig kan det ses, hvor lidt du er i overensstemmelse med dig selv, du, en mand af stål, for hvem Erasmus er en Proteus. Det plejer at ske, hver gang et menneske ikke taler af hjertet. Jeg minder dig om, at en kristen helt skal hengive sig til den guddommelige vilje, og straks ånder jeg som Lucian og udblæser Epikurs duft over dig.

70 An hoc est negantis esse ullum Deum? Num hoc est spirare Lucianum, qui qeoV dictus est, quod in libris suis derideat omnes (296) Gentium Deos, hactenus pii vocabulo dignus, si verum Deum agnovisset? An hoc est inhalare crapulam Epicuri?

Mon én, der nægter, at der er nogen Gud til, udtaler sig sådan? Mon det er at ånde som Lucian og kaldes ateist, når man i alle sine bøger gør grin med alle hedningernes guder, og i så høj grad er værdig til ordet from som man har erkendt den sande Gud? Mon det er at udblæse Epikurs ånde?

71 Quomodo quis committet se totum Deo, quem aut credat non esse, aut si est, non tangi cura rerum humanarum. Rursum qui credit omnia tum laeta tum tristia piis immitti a propitio Deo ad salutem nostram, an is existimat res hominum non esse curae Deo?

Hvordan skal nogen hengive sig ganske til Gud, hvis han ikke tror, han er til, eller hvis han er til, at han ikke kerer sig om menneskers anliggender? Og igen: Den, der tror, at alting, både glædeligt og sørgeligt, er sendt os af en nådig Gud til vor frelse, mon han regner med, at Gud ikke kerer sig om menneskers anliggender?

72 Etiam atque etiam vide, Luthere, quo te rapit impetus animi tui, cui nimium obsequeris, contra quam decorum est personae, quam ipse tibi imposuisti. Et tamen quasi jam argumentis irrefutabilibus eviceris quo intendis, adornas gloriosum, prolixem ac magnificum triumphum, quem agis aliquot capitibus.

Igen og igen kan du se, Luther, hvorhen din ånds tøjlesløshed fører dig, den, som du adlyder altfor meget, hvor lidt den passer til den rolle, du har påtaget dig. Og dog pynter du dig med den ærefulde og lykkelige og storartede triumf, som du fejrer nogle kapitler igennem, som om du allerede havde opnået hvad du ville med uafviselige argumenter.

73 Haec verba, Luthere, 'totis viribus enitamur, adeamus remedium poenitentiae ac Domini rnisericordiam omnibus modis ambiamus, sine qua nec voluntas humana efficax', etc. (E2) non miror tibi videri sine Christo, sine spiritu dicta, et quavis glacie frigidiora, cum dissentiant a tuis dogmatibus, a quibus quicquid discrepat, impium est tuo sane judicio,

Jeg undrer mig ikke over, Luther, at mine ord: 'skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;' synes dig at være talt uden Kristus og uden ånd, og at være koldere end is, eftersom de afviger fra dine læresætninger, for alt hvad der afviger derfra er efter din mening ufromt.

74 et haec ipsa tamen videntur tibi non ex animo dicta, sed metu Pontificum ac tyrannorum extorta, ne prorsus viderer aqeoV. (L16)

Og disse ord her synes du heller ikke er talt af hjertet, men afpresset mig af frygt for paver og tyranner, at jeg ikke skal se helt ateistisk ud.

75Dic mihi, kardiognwsta, estne ullus locus in tot meis lucubrationibus qui aliter loquitur de libero arbitrio quam hic loquor, juxta definitionem Ecclesiae, et Orthodoxorum sententiam? 

Sig mig, du hjertekender, er der noget sted i mine talrige værker (natterarbejder), som taler anderledes om den frie vilje end jeg her taler, i overensstemmelse med kirkens og de rettroendes definition?

76 Aut audivit me quisquam approbantem tuam de libero arbitrio sententiam? Qua (298) igitur fronte fingis metu Principum nunc demum haec verba a me extorta? Malueram tecum in arena gladiatoria non committi, vel quia praevidebam me nihil profecturum nisi ut equum in campum, quod ajunt, provocarem, vel quia malueram aliis vacare studiis.

Eller har du nogetsted hørt mig tilslutte mig din mening om den frie vilje? Derfor er det da en ubegrundet frækhed, du har, når du forestiller dig, at disse ord først nu skulle være afpresset mig af frygt for fyrster! Jeg ville have foretrukket ikke at kæmpe med dig i gladiatorernes arena, dels fordi jeg forudså, at jeg ikke ville udrette andet end at lokke hesten på banen, som de siger, dels fordi jeg ville have foretrukket at arbejde med andre ting.

77 Proinde si me dicis adversus animi sententiam prodisse in arenam, non aberras a vero. Sin existimas me tecum sentire, cum aliud apud me celem, aut erras tota via, aut impudentissime confingis hoc, ut alia multa.

Derfor, hvis du siger, at det er med ulyst, at jeg er trådt frem på kampbanen, så er det sandt nok. Men hvis du mener, at jeg mener som du, når jeg skjuler noget andet hos mig selv, så tager du helt igennem fejl, eller det er noget, du forestiller dig i din frækhed, som så meget andet.

78 Invitus ac detrectans accessi ad conflictum, sed in ipso conflictu nihil aliud defendi, quam et semper et hodie sentio: id quod testificatus sum et in Diatriba. Et tu jam olim in me stomachiabaris: (id arguunt litterae tuae a tuis excusae) quod in causa liberi arbitrii abs te dissentirem.

Ugerne og tilbageholdende trådte jeg frem i konflikten, men i konflikten selv har jeg ikke forsvaret andet end hvad jeg altid har ment og også mener idag: det har jeg også aflagt vidnesbyrd om i Diatriben. Og du har allerede længe ærgret dig over mig, fordi jeg afviger fra dig i spørgsmålet om den frie vilje (det beviser de breve, der er udgivet af dine medarbejdere).

79 Unde igitur novus ille tyrannorum metus, qui has voculas expressit adversus animi sententiam? Illud scito, Luthere, nullum esse dogma tuum, de damnatis loquor, in quo tecum per omnia sentiam, nisi quod quae scribis in mores Ecclesiae corruptos, veriora sunt quam vellem; tantum abest, ut hac una in parte abs te dissentiam.

Hvorfor kommer du så med det med frygten for tyrannerne, som mine ord nu skulle være udtryk for i stedet for hjertets mening? Det skal du vide, Luther, der er ingen af dine læresætninger -- jeg taler om dem, der er blevet fordømt -- som jeg er helt enig med dig i, bortset fra det, du skriver om kirkens fordærvede skikke, hvor du taler mere sandt, end jeg kunne ønske mig det; det mangler kun, at jeg er uenig med dig i dette ene spørgsmål.

80 Quare posthac omitte illas blandas appellationes, ,mi Erasme, mi Erasme', (L38) (L50) (L82) et palpis istiusmodi tibi juratis caput demulce. Atque hic mirum quam tibi fluant verba tragica, salso multumque fluenti expressa arbusto, quasi omnibus interdixerim ne vestigent quid possit voluntas nostra, quid agat in nobis gratia Dei.

Derfor kan du godt fremover undlade den smigrende betegnelse 'kære Erasmus, kære Erasmus', og nøjes med at klappe dine medsammensvorne på hovedet på den måde. Men her er det mærkeligt, hvordan de patetiske ord flyder fra dig, som presset ud af en skrap og meget saftig drue, som om jeg havde forbudt alle at efterforske, hvad vores vilje kan og hvad Guds nåde bevirker.

81 Imo quae curiosius circa haec disputantur, non requiro ab omnibus (300) Christianis, et nego esse ventilanda apud populum. Et legis in mea Diatriba taxatos eos, qui irreligiosa curiositate in haec irrumpunt, significante nimirum aliquam piam esse curiositatem, qua haec aliquousque sobrie citraque contentionem possint investigari.

Nej, det, som de kun nysgerrigt diskuterer om disse ting, det kræver jeg ikke af alle kristne, og jeg nægter at det skal luftes blandt folket. Og du kan læse i min Diatribe, hvordan jeg dadler dem, som med ufrom nysgerrighed bryder ind på dette område, og dermed betegner, at der i det mindste gives en from nysgerrighed, hvormed disse spørgsmål kan undersøges i nogen grad sobert og uden strid.

82 Et vis nullum haberi pro Christiano qui ignoret, quid sit in nobis illud quod vocatur liberum arbitrium, et utrum sit in voluntate tantum an etiam in intellectu: et an tantum patiatur ab agente gratia, etc. (L34).

Men du vil ikke kalde nogen for kristen, hvis han ikke véd, hvad i os det er, der kaldes den frie vilje, og ikke véd, om det kun ligger i viljen eller også i forstanden, og om det kun er passivt overfor den virkende nåde, osv.

83 Superiores illae quaestiones, et illis similes possunt a simpliciter Christianis simpliciter credi, etiamsi non excutiantur subtilitate Scholastica. Proinde quoniam a scopo nostri sermonis aberrasti, quicquid hic atrocibus verbis exaggeras, irreligiosum, impium, supervacaneum, frustra tibi dictum est. (L38).

De ovenfor nævnte spørgsmål og den slags kan enfoldigt troes af en enfoldig kristen, selv om han ikke kan gøre rede for dem med skolastisk grundighed. Derfor, når du mister overblikket over vores fremførelse, så er det forgæves, at jeg taler til dig med, hvad du her kalder forfærdelige og overdrevne ord, 'irreligiøst, ufromt, overflødigt'.

84 Deinde quid opus est simplices Christianos disputare de contingentibus, deque voluntate tantum patiente, cum jam Ecclesia magistra persuasum habeant, aliquid agere voluntatem, verum id inefficax esse, nisi perpetuo adsit opitulatrix gratia. Hoc dogma jam annis mille quingentis tenuit populus Christianus.

Derfor hvad gavner det, at enfoldige kristne diskuterer om de ikke-nødvendige ting, om viljen kun er passiv, når én gang den kirkelige lære har fastslået, at viljen udvirker noget, men er uvirksom, hvis ikke nåden til stadighed hjælper til. Denne læresætning har det kristne folk nu fastholdt i femtenhundrede år.

85 Nec de hoc disputare fas est, nisi si qui moderate in hoc disputent, ut magis confirmetur quod tradidit Ecclesia. Caeterum quod in congressu profiteor me disputatorem, non judicem, civilitas erat, (Diatr Ia6) quam tibi tuisque tribui, qua simul et auctoritate Conciliorum, Pontificum et Academiarum memet exarmavi.

Og man bør ikke diskutere disse ting, hvis man ikke kan diskutere dem med mådehold, så det i højere grad bliver bekræftet, hvad kirken har overleveret. Forøvrigt, når jeg i diskussionen i højere grad har ment om mig selv, at jeg var deltager og ikke dommer, så var det en høflighed, som jeg ville vise dig og dine, og derved gav jeg samtidig afkald på konciliernes, pavernes og universiteternes autoritet.

86 Quid enim attinebat me pronuntiare, de quo jam olim pronuntiavit Ecclesia catholica? Proinde cum hoc (302) agam tota mea Diatriba, ut evincam esse verum quod definivit Ecclesia, esse in homine vim liberi arbitrii, quae operanti in nobis gratiae cooperetur, sed sic ut ipsum non assequatur salutem absque gratia: quid attinet mihi ingerere mea verba, quibus assero voluntatem aliquid agere in his quae pertinent ad aeternarn salutem, et hanc rursus inefficacem esse, sine misericordia Dei? (Diatr IV16) Sed hic mecum pugno, ut ais, qui praefatus sim, esse curiosum his de rebus disputare cum ipse disputem. (L52)

For hvad skulle det til for, at jeg udtalte mig om noget, som den katolske kirke allerede for lang tid siden har udtalt sig om? Altså, når jeg hele Diatriben igennem undgår at bevise det som sandt, som kirken har fastslået: at der i mennesket er en fri vilje, som samarbejder med nåden, der virker i os, dog på en sådan måde, at den selv ikke kan sikre sig frelsen uden nåden: Hvad skal det så til for at skælde mig ud for de ord, hvormed jeg fastslår, at viljen kan gøre noget i det, der har med den evige frelse at gøre, men dog er uvirksom uden Guds nåde? Men her siger du jo, at jeg kæmper mod mig selv, eftersom jeg før har sagt, at det er nysgerrigt at diskutere om disse ting, men nu selv diskuterer dem.

87 Non solum curiosum, verum etiam impium est illa vocare in dubium, quae tanto consensu recepit Ecclesia, id quod tu facis. Et addo multas alias quaestiones quae huic adhaerent, quas tu prudens retices.

Det er ikke blot nysgerrigt, men det er ufromt at kalde det i tvivl, som kirken har antaget i en sådan enighed, men det er, hvad du gør. Og jeg tilføjer mange andre dermed sammenhængende spørgsmål, som du omhyggeligt fortier.

88 At in forma non definio, quid valeat nostra voluntas, quid misericordia, et quomodo intelligendum sit agere et pati, quo videlicet prudens, ut scribis, faciam ignaros. (L19). Grave flagitium si haec non explico in forma, quam praescribo simplicibus, at explico satis, opinor, in ipsa disputatione, et forte melius quam tu ferre possis.

Men i min formel fastslår jeg ikke, hvad vores vilje er værd, hvad barmhjertigheden er værd, og hvordan dette at handle og at lade en handling overgå sig skal forstås, men det er jo nok, som du skriver, for klogt at holde læseren i uvidenhed. Og det er jo en alvorlig skændsel, at jeg ikke forklarer det i formlen, som er skrevet for de enfoldige, men jeg tror nu, jeg forklarer det godt nok i disputationen, og det såmænd bedre end du kan tåle.

89 Nam quod tu Diatribam meam sic elevas, sic dejicis, sic conspuis, hoc ipsum arguit illam non tam adspernabilem esse quam tu videri vis, si non urgeret te, non tot convitiis in illius auctorem debaccharetur tuus calamus.

For dette, at du forkaster, foragter og spytter på min Diatribe i den grad, selve det viser, at den ikke er helt så foragtelig som du vil have den til at se ud; hvis den ikke udfordrede dig, ville din pen ikke rase mod dens forfatter med så mange skældsord.

90 Rursum illa vide, quam non in loco tibi dicuntur, quod neutri parti adhaerere statui, et inter Scyllam Charybdimque tuto evadere, ut medio mari fluetibus obrutus et confusus omnia asseram quae nego, et negem quae assero. (L28). (Diatr IV16)

Men se igen, hvor forkert det siges af dig, at jeg ikke kan beslutte mig for at tilslutte mig noget af de to partier, men prøver at undslippe mellem Scylla og Charybdis, så at jeg, begravet af bølgerne midt ude på havet, forvirret tilslutter mig alt, hvad jeg benægter, og benægter alt, hvad jeg tilslutter mig. 

91 An omnes defecerunt ad tuam (304) Charybdim qui non stringint calamum pro Ecclesia? An defecit ab Ecclesia, quisquis maluit aliud agere, quam tecum congredi? A vestro foedere me alienum esse semper professus sum, cum Ecclesia Catholica pacem habeo, cui et censuram scriptorum meorum detuli, si quid inest erroris humani, nam malitiam aut impietatem procul ab illis abesse scio.

Er mon alle faldet bort fra din Charybdis, som ikke har grebet pennen til fordel for kirken? mon den er faldet af fra kirken, som hellere vil gøre noget andet end forsamles med dig? Jeg har altid bekendt, at jeg var fremmed for jeres forening, eftersom jeg har fred med den katolske kirke, som jeg også har overgivet censuren af mine skrifter, hvis der i dem er nogen menneskelig fejl; for at ondskab og gudløshed er langt fra dem, véd jeg.

92 In nullius gratiam unquam impugnavi cognitam veritatem, nec ullius tyrannidem meis scriptis fovi. Mihi in Pontificum et Episcoporum vitam censoria virgula data non est. Et si quid monitis proficitur, videor mihi hic fuisse liberior, quam huic personae congruebat.

Jeg har aldrig bekæmpet en erkendt sandhed for at vinde nogens gunst, og har aldrig med mine skrifter understøttet noget menneskets tyranni. Jeg fik aldrig af censorerne en rød streg ved det, jeg skrev mod pavernes og biskoppernes levned. Og hvis noget er blevet bedre ved mine formaninger, så har jeg, så vidt jeg kan se, her været friere, end det fremgik af rollen.

93 An ideo sejunctus sum ab Ecclesia, quod mihi cum duobus aut tribus Theologis, quas tu Sophistas vocas, parum convenit? Haec cum tot Epistolis et privatim scriptis, et per typographos evulgatis ante tot annos declararim, tibi adhuc navigo inter Scyllam et Charybdim, (nam hoc tam lepido dicto videris mire delectatus, toties inculcas nobis (L20) (L28)) et neutri parti adhaereo.

Eller er jeg af den grund blevet adskilt fra kirken, fordi jeg ikke rigtig stemte overens med to eller tre af de teologer, som du kalder sofister? Skønt jeg igennem mange år har vedgået dette i mange breve og private skrivelser, som blev udbredt af trykkerne, så sejler jeg for dig stadig mellem Scylla og Charybdis (for du synes at være meget glad for denne vits, så ofte du bruger den), uden at have tilsluttet mig noget parti.

94 Si persuasisses nobis, te esse virum illum divinitus Orbi datum, qui gladio verbi Euangelici renovares Ecclesiam, qui ducereris Spiritu Dei, cui soli nihil esset obscurum in sacris Litteris, ultro isthuc adrepsissemus, etiam pedes tuos exosculaturi. Verum hoc, quantumvis arrogas tibi, mihi nondum persuasisti.

Hvis du havde kunnet overbevise os om, at du var den af Gud til jorden sendte mand, der skulle forny kirken, du, der førtes af Guds ånd, du, for hvem alene der intet uklart var i skriften, så ville vi uopfordret være krøbet derhen, så vi også kunne have kysset dine fødder. Men det har du endnu ikke overbevist mig om, hvor meget du end anmasser dig.

95 Permulta quidem obstiterunt, sed inter praecipua fuit ista tui calami amarulentia, et effrenis convitiandi libido, ac plusquam scurrilis dicteriorum sannarumque petulantia, qua uteris in omnes, qui audent adversus tua dogmata hiscere. Hic enim (306) non solum desiderare cogimur Spiritum illum Christi, quem tibi fortiter arrogas, verum etiam sentimus longe alium Spiritum, videlicet Lucianicum aut Aristophanicum, nisi mavis Archilochium. (ca 650 f. Kr.: brugte spot mod sine modstandere).

Det er der meget, der forhindrer dig i at være, men fremfor alt var det din pens bitterhed, og din hæmningsløse lyst til at skælde ud, og den mer end overdrevne frækhed med vittigheder og drillerier, som du bruger imod alle, som vover at tage til orde imod dine læresætninger. Her tvinges vi ikke blot til at savne den Christi ånd, som du så stærkt anmasser dig, men vi føler også en helt anden ånd, nemlig Lucians eller Aristofanes', hvis da ikke du foretrækker Archilochos'.

96 Et tu negas animam hominis ferre duos sessores, quorum alter alterum vicissim depellat, at qui tua legit sentire videtur ambos simul eidem animae inequitantes. (W635)

Og du nægter, at menneskets sjæl har to ryttere, som begge vekselvis forsøger at fordrive den anden, men den, der læser dine ord, synes at måtte forstå deraf, at begge på én gang rider på den samme sjæl. 

97 Cum enim nobis commendas fiduciam erga Deum, cum extenuas vires hominis, cum divinae Scripturae majestatem et auctoritatem extollis, omniaque humana prae hac dejicis, multa sic dicis, ut videri possint ab Euangelico spiritu proficisci: rursus ubi tuis Wilheylis et applausoribus incipis agere fabulam, tanta est petulantia subsannandi convitiandique, tanta vafrities, et adeo nullus in his modus, cum in argumentando sis adstrictus, ut nullus, quamvis aequissimus tibi, possit excusare spiritum tuum.

Når du nemlig opfordrer os til tiltro til Gud, når du afsætter menneskets kræfter, når du betoner den hellige skrifts majestæt og autoritet, og forkaster alt menneskeligt til fordel for det, så siger du meget på en måde, så det synes at fremgå af evangeliets ånd: men når du på den anden side begynder at fortælle historier for dine Wilhelmere og rygklappere, så er frækheden ved dine drillerier og vittigheder så stor, så er snedigheden så stor, og så kender du i den grad ikke måde, når du er optaget af at argumentere, at ingen, hvor meget han end ønsker at give dig ret, kan undskylde din ånd. 

98 Jam quo gravius vulneres, vafritie quadam addis maledicentiae strophas, et obliquas figuras, hoc est, gladio venenum illinis.

For at kunne såre des mere, tilføjer du snedigt nogle forbandelsesord og tvetydige talefigurer, det vil sige, du smører gift på dit sværd.

99 Quemadmodum et hic facis, cum nihil omiseris quod in hominem deploratissimum dici possit, cum sim tibi Lucianus Atheos, cum Epicuri de grege porcus, (L8) cum tam impius, ut nec impiissimis Sophistis sim tolerabilis, cum hostis totius Christianismi, qui nolim apud populum disputari, an de futuris contingentibus sit certa veritas: tamen adhuc aliquid premis in pectore, et concedis de tuo more, et vela contrahis, et ni Erasmus essem tuo more ferreris in me, (308) quasi tibi postules et gratias agi pro tam clementi modestia.

Sådan gør du også her, når du ikke udelader noget, som kan siges imod et elendigt menneske, såsom at jeg for dig er Lucian ateisten, at jeg er et svin fra Epikurs hjord, at jeg er så gudløs, at jeg er mere utålelig end de mest gudløse sofister, at jeg er fjende af hele kristenheden, fordi jeg ikke vil, at det skal diskuteres blandt folket, om der er en sikker sandhed om de fremtidige ting, der er ikke-nødvendige: dog skjuler du stadig noget i brystet, og indrømmer, som du plejer, og reber sejl, og hvis jeg ikke var Erasmus, ville du efter din skik gå løs på mig, som om du forlanger at man endog skal sige tak fordi du behandler mig så mildt.

100 Haec in te cum sint evidentia, tamen postulas ut credamus te nihil facere ex libero arbitrio, sed ex moderatione Spiritus Christi, et indignaris quod non protinus deserta doctrina quam tot retro seculis amplexa est ac tenuit Ecclesia Catholica, juremus in tua verba.

Skønt det er soleklart at se på dig, forlanger du dog, at vi skal tro, at du intet gør ud af din frie vilje, men kun ud af Kristi ånds styrelse, og du bliver vred, når vi ikke straks forlader den lære, som den katolske kirke igennem så mange århundreder har antaget og fastholdt, og sværger til dine ord.

101 Mihi nunquam fuit animus admisceri vestrae conspirationi. Et tamen si me taederet hujus Ecclesiae, quaeso te per Euangelium, quo me vacillantem ac perplexum vocares? ad istam vestram disgregatam congregationem, et undique dissectam sectam: Carolstadius in te debacchatus est, tu vicissim in illum.

Jeg har aldrig fået den tanke at blande mig i jeres sammensværgelse. Og dog hvis denne kirke keder mig, så beder jeg dig ved evangeliet, hvortil vil du kalde mig vakkelvorne og forvirrede? til jeres adskilte menighed? til jeres overalt spaltede afspaltning? Karlstadt har raset imod dig, og du til gengæld mod ham.

102 Nec dissidium fuit de lana caprina, sed de re gravissima. Zwinglius et Oecolampadius multis voluminibus oppugnant tuam sententiam. Et his consentiunt aliquot proceres tuae congregationis quorum est Capito. Rursum Baltazarus quanta contentione pugnavit cum Zwinglio?

Og striden var ikke om kejserens skæg, men om alvorlige sager. Zwingli og Oecolampadius har i mange bøger bekæmpet din opfattelse. Og ganske mange ledere i din menighed er enige med dem; til dem hører Capito. Og igen: Hvor bittert kæmper ikke Baltazar mod Zwingli?

103 Et haud scio an istic in exigua civitatula, satis inter vos conveniat. Hic tui discipuli palam docebant, disciplinas humanas esse venenum pietatis, non esse discendas Linguas, nisi Hebraicam et Graecam ex aliquantula parte, Latinam prorsus negligendam.

Og jeg ved virkelig ikke, om der i jeres ubetydelige småstæder er tilstrækkelig enighed iblandt jer. Her lærte dine disciple offentligt, at de humanistiske studier er gift for fromheden, at man ikke skulle lære sprogene, bortset fra ganske lidt hebraisk og græsk, at latin næsten skulle udryddes.

104 Exstiterunt qui tollerent baptismum, tum qui novarent, nec defuerunt qui hos opprimerent. Alicubi Divorum imagines dira passae sunt, tu illis tulisti suppetias. Ubi prodisset libellus tuus de instaurandis studiis, ajebant te destitutum tuo spiritu, jam humano spiritu coepisse (310) scribere, qui pugnaret cum Euangelio, idque dictitabant te facere in gratiam Melanchthonis.

Der var folk, der ophævede dåben, så folk, som døbte for anden gang, og der manglede ikke nogen, der bekæmpede dem. Andre steder er de helliges billeder blevet skrækkelig medtaget, du har båret ved til bålet. Såsnart din bog om indretning af studierne var fremkommet, ("An die Ratherrn aller Städte, 1524) sagde de, at du var blevet forladt af din ånd, og nu var begyndt at skrive efter en menneskelig ånd, som stred imod evangeliet, og de sagde igen og igen, at det gjorde du for at tækkes Melanchthon.

105 Exortum est istic propheticum genus, quicum tibi fuit acerrima conflictatio. Denique quemadmodum quotidie inter vos exsistunt nova dogmata, ita simul exoritintur nova dissidia, et postulas ne quis a vobis dissentiat, cum ipsi inter vos de rebus gravissimis sic dissentiatis?

Så fremstod der en profetslægt, med hvilken du havde en endog meget hæftig strid. Endelig, ligesom der hver dag blandt jer fremstår nye læresætninger, sådan fremstår der samtidig nye uenigheder, og du påstår, at ingen hos jer er uenig, når I indbyrdes er uenige om så afgørende ting.

106 Finge igitur verum esse quod toties sine fronte repetis, me miserum finitare inter Scyllam et Charybdim, in quod littus, in quem portum me vocas? Si quando dedissem nomen vestro foederi, et in veterem Ecclesiam revolutus essem, vos poteratis defectionis et inconstantiae crimen impingere, alii vocarent resipiscentiam.

Forestil dig altså, at det var sandt, hvad du så ofte skamløst gentager, at jeg elendige går til grunde i havet mellem Scylla og Charybdis, til hvilken strand, til hvilken havn vil du da kalde mig? Hvis jeg engang havde antaget jeres partis navn, og var vendt tilbage til den gamle kirke, så kunne I anklage mig for forbrydelsen frafald og vankelmod; andre ville kalde det omvendelse.

107 Si vestram doctrinam comprobasset Orbis Christianus, vel pertinax vel impius videri possem, qui solus non accederem. Si vos inter vos consentiretis in dogmatibus, fastidium objicere poteras, qui nollem auscultare quod tanto consensu docerent homines eruditi.

Hvis hele den kristne verden havde antaget jeres lære, så kunne jeg synes både halsstarrig og ufrom, hvis jeg alene ikke tilsluttede mig. Hvis I indbyrdes havde været enige om læresætningerne, kunne du bebrejde mig, at jeg var storagtig, at jeg ikke ville lytte til hvad så mange uddannede mænd i enighed lærte.

108 Nunc cum Ecclesiae Catholicae semper adhaeserim, a vestro consortio semper abstinuerim, cum vestra doctrina damnata sit per Ecclesiae principes et Orbis Monarchas, ne quid dicam de censuris Academiarum, cum vos sic inter vos digladiemini, et nemo interim sibi non vindicet Spiritum Christi, sacrarumque Litterarum certissimam cognitionem, quomodo tibi adhuc inter Scyllam et Charybdim navigo, et indignaris quod homo senex et rei Theologicae rudis malim sequi consentientem auctoritatem Ecclesiae, quam vos sic dissentientes ab Ecclesia, ut nihilo secius inter vos (312) dissentiatis?

Men nu har jeg altid holdt mig til den katolske kirke, og altid holdt mig borte fra jeres forening, eftersom jeres læresætninger er fordømt af kirkens ledere og verdens fyrster, for ikke at tale om universiteternes censur, eftersom I indbyrdes strides så meget, og enhver i mellemtiden påberåber sig Kristi ånd og en bombesikker erkendelse af den hellige skrift, hvordan kan jeg så for dig stadigvæk sejle mellem Scylla og Charybdis, og hvordan kan du forarges over, at jeg gamle og i teologien ukyndige mand hellere vil følge kirkens enige autoritet, end jer, der afviger således fra kirken, at I afviger intet mindre fra jer selv indbyrdes?

109 Haec pluribus inculcare visum est, quod te non pudeat toties occinere nobis Scyllam et Charybdim, et animum ancipitem in medio fluctuantem. Ego, Luthere, tantum habeo fidei divinis Litteris, et Ecclesiae decretis, ut etiam absque vestrae fidei praesidio sperem mihi salutem a misericordia Domini.

Jeg besluttede at udføre dette lidt mere udførligt, fordi du ikke er afstået fra meget ofte at stikke Scylla og Charybdis i næsen på os, og bebrejde os et sind, der flyder i midten. Men jeg, Luther, har så megen tro på den hellige skrift og kirkens dekreter, at jeg også uden hjælp fra jeres tro tør håbe på min frelse ved Guds barmhjertighed.

110 Quare noli posthac tibi vindicare quod est Dei, noli pronuntiare de spiritu hominis, sed tuum ipsius spiritum excute, ne forte alium habeas sessorem quam praedicas. Ego cum ex aliorum auctoritate possem, de tuo spiritu non ausus sum pronuntiare, tantum dixi mihi suspectum esse, et optavi ut mea me suspicio falleret, quod idem et hodie opto.

Du må derfor ikke fremover anmasse dig til at gøre, hvad der er Guds, til at dømme over menneskets ånd, men uddriv din egen ånd, for at du ikke skal få en anden rytter end den du prædiker, at du har. (W635) Skønt jeg kunne gøre det ud fra andres autoritet, har jeg ikke vovet at dømme om din ånd, jeg har kun sagt til mig selv, at den var mistænkelig, og har ønsket, at min mistanke tog fejl, hvad jeg ønsker den dag i dag.

111 Hoc de te suspicatus sum, jam inde ab initio, cum tu fabulam hanc magno Orbis applausu saltare instituisses. Hunc animum constanter prae me tuli, multo antequam in me stringeres calami tui cuspidem: idque factum gaudeo, ne si quid nunc de tuo animo judicarem, causari posses, non esse judicii sed doloris et odii.

Det har jeg haft dig mistænkt for, allerede fra begyndelsen, da du under stor opmærksomhed fra hele verden begyndte at spille denne rolle. Denne mening har jeg til stadighed givet udtryk for, lang tid før du spidsede din pen imod mig: den kendsgerning glæder jeg mig over, så kan du nemlig ikke, når jeg nu kommer med en bedømmelse af dit sind, hævde, at den ikke stammer fra moden overvejelse, men fra smerte og had.

112 Promittis alicubi te effecturum ut me pudeat editae Spongiae. Ego contra non ausim polliceri me effecturum, ut illius rei te pudeat, ea est animi tui praesentia: attamen efficiam, ut omnes intelligant, quantus sis artifex, detorquendi, depravandi, calumniandi, exaggerandi quidlibet, quanquam istuc jam pridem agnoscit mundus.

Du lover et sted at få mig til at skamme mig over at have udgivet Spongia. (Fejl for Diatriben; L47). I modsætning hertil vover jeg ikke at love at kunne få dig til at skamme dig over denne sag, det vil sige: din sjæls frækhed. Dog kan jeg nok opnå, at alle kan erkende, hvor stor en kunstner du er til at fordreje, blotlægge, udskælde, overdrive noget, selv om vel verden forlængst har erkendt det.

113 Sunt qui libris editis ingerant tibi tuam inconstantiam, et vafre dissimulas, mihi occinis, ,ajunt ajo, negant nego', et hic (314) assero quae nego, nego quae assero, (L20); cum tu tantus Protei capiendi artifex, adhuc ne unum quidem locum proferre potueris, in quo mihi non constem, nisi forte ,ajunt ajo, et negant nego', putes in eos competere, qui ajunt quod affirmat Ecclesia, et negant quod rejicit Ecclesia, ut jam dictum hoc inversum videatur in te torquendum, ,ajunt nego, negant ajo', adeo lubens dissentis ab omnibus quae recepit Ecclesia: nec assero quae nego negans quae assero, sed ea ibi vafrities est, ut recte dicta depraves quoties est commodum: ut quod album est vertas in nigrum, quod lucidum vertas in tenebras.

Der er folk, der i bøger, de har udgivet, bebrejder dig dit vægelsind, den afviser du snedigt, men mig tilråber du: 'de siger ja, jeg siger ja, de nægter, jeg nægter', (WA605) og hævder, at jeg her tilslutter mig, hvad jeg nægter, og nægter, hvad jeg tilslutter mig; skønt du er en så stor kunster til at fange Proteus, har du hidtil ikke kunnet fremdrage bare ét sted, hvori jeg ikke er i overensstemmelse med mig selv, medmindre du måske mener, at dette 'de siger ja, jeg siger ja, de nægter, jeg nægter' går på dem, der hævder, hvad kirken hævder, og nægter, hvad kirken nægter, så at nu det omvendte kan siges om dig: 'de hævder, jeg nægter, de nægter, jeg hævder'; i den grad afviger du frivilligt fra alt, hvad kirken har modtaget: men jeg hævder ikke, hvad jeg nægter, eller nægter, hvad jeg hævder, men du har her den frækhed, at du forvender det rette, så ofte det passer dig: så du vender hvidt til sort, lys til mørke.

114 Pertinet et hoc ad artem, quod subinde mones, ut metuam Spiritum Christi, Deum non irrideri. (L30). Itane periculum est ne offendam Spiritum Dei, si metuam dissentire ab Ecclesia Christi? Imo hoc est, cur non audeo me vobis credere, quod metuam offendere Spiritum Dei.

Og det hører med til din kunst, at du formaner mig til at frygte Kristi ånd, Gud lader sig ikke spotte.  Er der ikke snarere fare for at spotte Guds ånd, hvis jeg ikke frygter for at afvige fra Kristi kirke? Ja, det er da lige derfor, jeg ikke vover at tro jer, fordi jeg frygter at spotte Guds ånd.

115 Et postea nobis excusas tuam istam admirabilem infantiam, (L43) cum ad maledicendum et calumniandum suppeditet tibi tanta copia sermonis amari, ut quamvis otiosum et patientem delassare queas, rursus tantum adsit artis, ut nihil tam circumspecte dici possit, quin tu vertas in atrocem tragoediam.

Og bagefter undskylder du din beundringsværdige mangel på veltalenhed, skønt der står et umådeligt stort våbenarsenal til din rådighed, når det gælder om at forbande og skælde ud, så du kan udmatte én, hvor megen tid og tålmodighed, man end har, og på den anden side har du så megen kunstfærdighed, at man ikke kan sige noget forsigtigt nok, uden at du kan vende det til en forfærdelig tragedie.

116 Primum quod dixeram obiter in Praefatione, satius esse si de difficultatibus, quae incidunt circa materiam liberi arbitrii, non disputetur ab idiotis, aut apud idiotas, id quod nunc fit libris in Linguam vulgatam versis, adeo ut passim a militibus audiamus, Quid refert? non est liberum (316) arbitrium, Deus omnia operatur in nobis et bona et mala:

For det første, da jeg i forbifarten i mit Forord sagde, at det var fuldt tilstrækkeligt, hvis der ikke blev disputeret om de vanskeligheder, der opstår om spørgsmålet om den frie vilje, af lægfolk, eller blandt lægfolk, hvilket nu sker i de bøger på tysk, der verserer, så vi endog blandt soldater hører: 'Hvad nytter der? der er jo ikke nogen fri vilje, Gud virker i os både det gode og det onde:

117 Sinamus illum operari, scit quid agat, et ejus voluntati nemo resistit': (Diatr Ia8-11) sic interpretaris, quasi nolim quenquam usqua m loqui de libero arbitrio.

Lad os da lade ham virke, han véd, hvad han gør, og hans vilje kan ingen modstå': da jeg sagde det, tolkede du det, som om jeg ikke ville have, at nogensomhelst nogetsomhelst sted skulle tale om den frie vilje.

118 Simili arte cum ego multas quaestiones recenseam, tu unam aut alteram urges, cum in meo sermone a sobriis quaestionibus perveniatur ad curiosas, et postquam omnia detorsisti, tum praesto sunt illa tragica, ,curiosum, vanum, supervacaneum, irreligiosum', (L38) (L52) (L70) (L85) quo lectorem, talem offundens ob oculos pulverem, exocules.

Når jeg med lignende omhu tager mange spørgsmål frem, så tager du det ene eller det andet frem, skønt der i min fremstilling gås fra de sobre spørgsmål til de nysgerrige, og efter at du har forvendt alt, står dette tragiske der: 'nysgerrigt, tomt, overflødigt, irreligiøst', hvormed du blænder læseren, der er fuldstændig forvirret af det sand, du har smidt i øjnene på ham.

119 Prodeo, ut ais, in medium diremturus vos, praefatus de his rebus non esse disputandum, et rem esse supra captum humani ingenii, et interim facio quod improbo.

Jeg stiller mig, efter din mening, lidt midt imellem jer, idet jeg forud har sagt, at om disse ting skal man ikke disputere, og at denne sag er over den menneskelige forstands fatteevne, og alligevel gør jeg, hvad jeg misbilliger.

120cVidere til hyp03!

Noter: