Imod gendøberne

¹   Martinus Luther den würdigen lieben Herrn N. und N. meinen lieben Freunden in Christo.

Gnad und Friede in Christo unserm Herrn. Ich weiss leider fast wohl, lieben Herrn, dass der Baltzar Hübmohr mich auch unter andern mit Namen einführet in seinen lästerlichen Büchlein von der Wiedertaufe, als sollt ich auch seines törichten Sinnes sein. Aber ich hab mich dess getröstet, dass niemand, wider Feind noch Freund, solcher seiner offentlichen Lügen glauben wurde, weil nicht allein mein Gewissen hierinn verwahret, sonder auch mein Gerücht gnugsam (W145) entschuldigt ist durch so viel Predig, und sonderlich durch die letzte Postillen von Epiphanie bis auf Ostern, darinn ich ja uberflüssig meinen Glauben an der Kindertaufe an Tag gegeben habe.

Hubmaier endte sine dage på bålet i Wien den 10-3 1528.

Martin Luther til de værdige, kærer herrer, N. og N. mine kære venner i Kristus.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre. Jeg véd desværre kun alt for godt, kære herrer, at Baltazar Hubmaier sammen med andre har indført mig under navns nævnelse i sin bespottelige bog om gendåben, som om jeg skulle dele hans tåbelige mening. Men jeg har trøstet mig med, at ingen, hverken fjende eller ven, ville tro en sådanne åbenlyse løgne fra hans side, og derfor er ikke alene min samvittighed bevaret heri, men også mit rygte tilstrækkelig undskyld gennem mine mange prædikener, især gennem den sidste postil fra epifani til påske, hvori jeg jo til overflod har lagt min tro på barnedåben for dagen.

²   Derhalben ich's für unnötig geacht, auf solch sein Büchlin zu antworten. Denn wer will allen Leuten, ja allen Teufeln die Maul stopfen? Ich habs bisher wohl erfaren, wo ich dem Teufel ein Maul stopfe, da reisset er zehn Mäuler zur Seiten auf und wächst je länger je mehr, dass ich muss (wolle oder wolle nicht) Gotte befehlen, der darnach, wenn wir die Wahrheit gesagt haben, ein rechter Richter ist, und die Sachen wohl weiss aus zu führen; wie er dann täglich thut, als wirs wohl greiffen mügen. Wir hier inn unsers Fürsten Landen haben noch nichts von dem Geschweiss solcher Prediger. Gott sei Lob und Dank in Ewigkeit! Auch nichts von den Sacramentsfeinden: sonder sind fein still, und einträchtig in der Lehre, Glauben und Leben. Gott wöllt uns fürder genädiglich also behüten, Amen.

Derfor har jeg anset det for unødvendigt at svare på hans bog. For hvem kan stoppe munden på alle folk, ja på ale djævle? Jeg har vel hidtil erfaret, at hvis jeg imod djævelen stopper én mund, så ophidser han ti munde ved siden af, og det vokser mere og mere, så jeg må (hvad enten jeg vil det eller ej) overlade det til Gud, som derefter, når vi har forkyndt sandheden, er en ret dommer og nok véd at fremføre sagen; hvilket han da også dagligt gør, som vi nok kan forstå. Vi her i vor fyrstes land har endnu ikke haft noget besvær af den slags prædikanter, Gud ske tak og lov i evighed! Vi hører heller ikke noget til sakramentsfjenderne, men vi har det ganske roligt og er enige i læren, troen og livet. Måtte Gud fremover nådigt bevare os sådan, amen.

³ Derhalben ich zwar für mein Theil nicht viel Gedanken wider die Täufer bisher gehabt, weil es hie nicht noth gewesen ist. Aber euch Papisten (ich muss euch so nennen, weil ihr unter euerem Tyrannen sein müsset,) geschicht wahrlich recht: weil ihr das Evangelion nicht wöllet leiden, müsset ihr mit solchen Teufelsrotten zu thun haben, wie Christus spricht Joh 5,43: Ich kump in meines Vaters Namen, und ihr nehmet mich nicht an; ein Anderer wird in seinem Namen kummen, (E256) den werdet ihr (das ist, die Eueren bei euch,) annehmen.

Derfor har jeg for min del ikke haft mange overvejelser imod døberne, for det har her på stedet ikke været nødvendigt. Men I papister (det må jeg kalde jer, fordi I er nødt til at være under jeres tyran) får det, I har fortjent: fordi I ikke ville tåle evangeliet, må I have med sådanne djævelsbander at gøre, sådan som Kristus siger i Joh 5,43: Jeg kommer i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; en anden vil komme i sit egen navn, han vil I tage imod (dvs., papisterne iblandt jer).

⁴  Doch ists nicht recht, und mich wahrlich leid, dass man solche elende Leute so jämmerlich ermordet, verbrennet und greulich umbbringt: man sollt ja einen (W146) Jeglichen lassen glauben, was er wollt. Glaubt er unrecht, so hat er gnug Strafen an dem ewigen Feur in der Höllen. Warumb will man sie dann auch noch zeitlich martern, sofern sie allein im Glauben irren, und nicht auch daneben aufrührisch oder sunst der Öberkeit widerstreben? Lieber Gott, wie bald ists geschehen, dass einer irr wird, und dem Teufel in Strick fället? Mit der Schrift und Gottes Wort sollt man ihr wehren und widerstehen; mit Feur wird man wenig ausrichten.

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig i sandhed ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grueligt ombringer den slags elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. Tror han det forkerte, så har han nok straf i helvedes evige ild. Hvorfor vil man så også pine den i timeligheden, når de blot tager fejl i troen og ikke tillige er oprørske eller på anden måde står øvrigheden imod? Kære Gud, hvor let sker det ikke, at én tager fejl og går i djævelens snare? Man skal beskytte sig imod dem og modstå dem med skriften og Guds ord; med ild vil man kun opnå lidt.

⁵  Ich weiss zwar noch nicht recht, was sie für Ursach und Grund ihres Glaubens haben: so zeigt ihr mirs auch nicht an, und begehret doch Rath, wie man soll sich in solchen Sachen halten. Darumb kann ich nichts Gewisses drauf antworten. So seid ihr zum Theil auch selber Wiedertaufer. Dann viel von Euern taufen wiederumb Lateinisch die, so Deutsch getauft sind, so doch euer Papst selbst solche nit thut noch lehret. Dann wir wissen ja wohl, dass der Papst getauft sein lässt, wo die Weiber taufen in Nöthen, wenn sie gleich Deutsch taufen.

Jeg er ganske vist ikke helt klar over, hvilken årsag og begrundelse de har for deres tro. Og I påviser det heller ikke for mig, men vil alligevel have mit råd om, hvordan man skal forholde sig i den slags sager. Derfor kan jeg ikke svare noget sikkert derpå. Således er I også selv på en måde gendøbere. For mange er jeres folk gendøber på latin dem, som er døbt på tysk, når dog jeres egen pave ikke gør eller lærer dette. For vi véd jo godt, at paven anerkender en dåb, som kvinderne foretager som nøddåb, selv om de døber på tysk.

⁶  Noch taufet ihr wiederumb, so wir bei uns Deutsch taufen, als wär unser Priester deutsch Taufen nicht so gut, als der Weiber deutsch Taufen: wie denn neulich der grobe Kopf von Leipzig zu Mühlhausen auch gethan hat, so doch nirgend der Papst gebeut, dass man allein Lateinisch, und nicht in ander Sprachen taufen soll. Darumb geschicht euch abermal recht. Wiedertaufen wöllt ihr; so kriegt ihr Wiedertaufer gnug. Die wollt ihr nicht leiden, und wöllts doch selber sein, wider euern eigen Lehrer und Meister, den Papst.

Alligevel foretager I gendåb, fordi vi hos os døber på tysk, som om vore præsters tyske dåb ikke så god, som kvindernes tyske dåb. F.eks. har fornylig det store hoved i Leipzig i Mühlhausen gjort det, som paven overhovedet ikke har påbudt, at man kun må døbe på latin og ikke på andre sprog. Derfor er I igen selv ude om det. Gendøbe vil I; så får i gendøbere nok. Dem bryder I jer ikke om, og vil dog selv være gendøbere, imod jeres egen lære og mester,paven.

⁷  Aber wie unrecht die Euern thun, dass sie wiedertaufen, lass ich jetzt fahren. Dann es ist euer Schand dester grösser, dass ihr gleich euerm Abgott, dem Papst, selbst widerstrebt mit euerm Wiedertaufen: und stimmen also Lehrer und Schuler nicht mit einander. Darum will ich davon jetzt nit weiter handeln, sonder will (E257) zu Dienst wieder ein Papist werden und dem Papst getrost heucheln. Dann, meine lieben Schwärmer, werden wirs doch nit anders deuten (wie sie bereit thun,) denn dass ich dem Papst hiemit heuchle und Gnaden suche: seitemal, wer nit ihrem tollen Schwärmen folget, der muss ein neuer Papist heissen.

Men hvor forkert det er af jer, at i foretager gendåb, det lader jeg her ligge. For jeres skam er så meget større, fordi I selv står imod jeres afgud, paven, med jeres gendøberi. Så stemmer lærer og elev ikke sammen. Derfor vil jeg ikke sige mere derom, men igen stille mig til tjeneste og blive en papist og på passende vis hykle for paven. Og så, kære sværmere, vil vi dog ikke tolke det anderledes (hvad de allerede gør) end at jeg på den måde hykler for paven og søger hans nåde. For den, der ikke følger deres tåbelige sværmen, han må selv være en papist.

⁸  Aufs Erst, höre und sihe ich, das solch Wiedertaufen von Etlichen fürgenommen wird aus dem Grund, dem Papst Verdriess zu thun, als die nichts wöllen vom Endechrist haben: gleichwie die Sacramentsfeind auch darumb an (W147) eitel Brod und Wein glauben wöllen, dem Papst zu Verdriess, und meinen, sie wöllen damit das Papstthum recht stürzen. Fürwahr, das ist ein loser Grund, darauf sie nichts Guts bauen werden. Mit der Weis müssten sie auch leuken die ganz heilige Schrift und Predigtampt. Dann solchs haben wir freilich alles vom Papst, und müssten auch ein neue heilige Schrift machen. Also müssten wir auch das alt Testament fahren lassen, auf dass wir ja nichts von den unglaubigen Juden hätten. Warumb nehmen sie dann täglich Geld und Gut an, so doch böse Leut, Papst und die Türken, oder Ketzer haben gehabt? Solchs sollten sie auch lassen, wenn sie nichts Guts wollten von bösen Leuten haben.

For det første hører jeg, at den slags gendøberi af nogen foretages for at ærgre paven, fordi man ikke vil have noget overleveret fra antikrist: ganske som sakramentsfjenderne også af den grund vil tro på, at der kun er brød og vin i nadveren, at de kan ærgre paven, og mener, at de dermed rigtig kan styrte pavedømmet. Det er så sandelig en dårlig begrundelse, som de ikke kan bygge noget godt på. Med den begrundelse skulle de også fravælge hele den hellige skrift og prædikeembedet. For disse ting har vi jo også fra paven, og så måtte de jo også lave en ny hellig skrift. På samme måde måtte vi også lade det gamle testamente fare, så at vi ikke skulle have noget fra de vantro jøder. Hvorfor modtager de så hver dag penge og varer, som dog så onde folk som paven og tyrkerne eller kætterne har haft? Den slags skulle de også lade ligge, hvis de ikke ville have noget fra onde mennesker.

⁹  Narrenwerk ist das alles. Christus fand auch im jüdischen Volk der Pharisäer und Schriftgelehrten Missbrauch; aber er verwarfs darumb nit alles, was sie hatten und lehreten, Matth. 23,3. Wir bekennen aber, dass unter dem Papstthum viel christlichs Guts, ja alles christlich Gut sei, und auch daselbs herkummen sei zu uns: nämlich, wir bekennen, dass im Papstthum die recht heilig Schrift sei, rechte Tauf, recht Sacrament des Altars, rechte Schlüssel zur Vergebung der Sund, recht Predigampt, rechter Katechismus, als zehen Gebot, die Artikel des Glaubens, das Vater Unser. Gleichwie er auch wiederumb bekennet, dass bei uns (wiewohl er uns verdampt als Ketzer,) und bei allen Ketzern sei die heilig Schrift, Tauf, Schlüssel, Katechismus, etc.

Det er alt sammen narreværk. Kristus forefandt også i det jødiske folk farisæernes og de skriftkloges misbrug; men af den grund forkastede han ikke alt, hvad de havde og lærte, Matt 23,3. Men vi bekender, at der under pavedømmet var meget kristeligt godt, ja, at alt er kristeligt godt, og at også dette er nået frem til os: vi bekender nemlig, at der i pavedømmet var den rette skrift, den rette dåb, den rette nadver, den rette nøglemagt til syndernes forladelse, det rette prædikeembede, den rette katekismus, såsom de ti bud, troartiklerne, Fadervor. Ganske som også paven omvendt indrømmer, (selv om han fordømmer os som kættere) at der hos os og hos alle kættere findes ret skrift, dåb, nøglemagt, katekismus, osv.

¹⁰ O wie heuchelst du hie! Wie heuchel ich dann? Ich sage, was der Papst mit uns gemein hat. So heuchelt er uns und den Ketzern wiederumb ja so (E258) sehr, und saget, was wir mit ihm gemein haben. Ich will noch mehr heucheln, und soll mich dannoch nichts helfen. Ich sag, dass unter dem Papst die recht Christenheit ist, ja der recht Ausbund der Christenheit, und viel frümmer grösser Heiligen. Soll ich aufhören zu heucheln?

O, hvor du hykler! [vil man sige] Hvordan hykler jeg? Jeg fortæller, hvad paven har fælles med os. Så hykler jo paven og kætterne lige så meget den anden vej, når de siger, hvad vi har tilfælles med ham. Ja, jeg vil hykle endnu mere, men det vil nok ikke hjælpe mig. Jeg siger, at under paven fandtes den rette kristenhed, ja det rette toppunkt på kristenheden, og at der var mange meget frommere og større helgener. Skal jeg stoppe med at hykle?

¹¹  Höre du selber, was St. Paulus sagt zu den 2. Thess. 2,4: Der Endechrist wird im Tempel Gottes sitzen. Ist nu der Papst (wie ich nicht anders glaub,) der recht Endechrist, so soll er nicht sitzen oder regieren in des Teufels Stall, sonder in Gottes Tempel. Nein, er wird nit sitzen, da eitel Teufel und Ungläubigen, oder da kein Christus oder Christenheit ist: dann er soll ein Widerchrist sein, darumb muss er unter den Christen sein. Und weil er daselbs sitzen und regieren soll, so muss er Christen unter sich haben. Es heisst ja Gottes Tempel, nicht Steinhause, sonder die heilig Christenheit, 1. Cor. 3,17., darinn er regieren soll.

Her kan du selv hører, hvad Skt. Paulus siger i 2 Thess. 2,4: Antikrist vil sidde i Guds tempel. Er nu paven den rette antikrist (og jeg kan ikke tro andet), så skal han ikke sidde eller regere i djævelens stald, men i Guds tempel. Nej, han skal ikke sidde dèr, hvor der er lutter djævle og vantro, eller dèr, hvor der ingen Kristus eller kristenhed er. For han skal være en antikrist, derfor må han være blandt de kristne. Og fordi han skal sidde dèr og regere, må han have kristne under sig. Det hedder jo Guds tempel, ikke stenhuse, men den hellige kristenhed, 1 Kor 3,17, det sted, hvor han skal regere.

¹² Ist dann nu unter dem Papst die Christenheit, so muss sie wahrlich Christus Leib und Glied sein. Ist sie sein Leib, so hat sie rechten Geist, Evangelion, Glauben, Tauf, Sacrament, Schlüssel, Predigampt, Gebet, heilige Schrift und alles, was die Christenheit haben soll. Sind wir doch auch noch alle unter dem Papstthumb, und haben solche Christengüter davon. (W148) Dann er verfolgt uns, verflucht uns, verbannt uns, verjagt uns, verbrennt uns, erwürgt uns, und gehet mit uns armen Christen umb, wie ein rechter Endchrist mit der Christenheit umbgehen soll. Nu müssen fürwahr solch Christen recht getauft und rechtschaffne Glieder Christi sein, sie künnten sunst solchen Sieg wider den Endchrist durch den Tod nit erhalten.

Består nu kristenheden under paven, så må den i sandhed være Kristi legeme og lem. Er den hans legeme, så har den den rette ånd, evangelium, tro, dåb, sakramente, nøglemagt, prædikeemede, bøn, helligskrift og alt, hvad kristenheden skal have. Vi er dog også endnu alle under pavedømmet og har den slags kristne goder deraf. For han forfølger os, forbander os, sætter os i band, forjager os, brænder os, slår os ihjel, og behandler os arme kristne, som en ret antikrist skal behandle kristenheden. Nu må i sandhed sådanne kristne være ret døbt og være retskafne lemmer på Kristus, ellers ville de ikke kunne opnå en sådan sejr imod antikrist gennem døden.

¹³ Wir schwärmen nit also, wie die Rottengeister, dass wir alles verwerfen, was der Papst unter sich hat: denn so wurden wir auch die Christenheit, den Tempel Gottes, verwerfen mit allem, das sie von Christus hat. Sonder das fechten wir an und verwerfen, dass der Papst nit bleiben lassen will bei solchen Gütern der Christenheit, die er von den Aposteln geerbet hat, sonder (E259) thut seinen Tempel-Zusatz dabei und drüber, und braucht solcher Güter nit zur Besserung des Tempels Gottes, sonder zu Verstörung, dass man seine Gebot und Ordnung höher hält, denn Christus Ordnung.

Vi sværmer ikke på den måde som bandeånderne, så vi forkaster alt, hvad paven har under sig. For så ville vi også forkaste kristenheden, Guds tempel, med alt den har fra Kristus. Men det anfægter vi og det forkaster vi, at paven ikke vil lade det blive ved disse kristenhedens goder, som han har arvet fra apostlene, men laver sin tempel-tilbygning derved og derudover og bruger den slags goder ikke til forbedring af Guds tempel, men til ødelæggelse, så man regner hans bud og ordning for højere end Kristi ordning.

¹⁴  Wiewohl in solcher Zerstörung Christus dennoch sein Christenheit erhält, gleichwie er Loth zu Sodom erhält, als auch St. Petrus davon verkündigt 2. Ep. 2,6.7. dass also Beides bleib, der Endechrist sitze im Tempel Gottes durch Teufels Wirkung, (2. Thess. 2,4.9). und doch gleichwohl der Tempel Gottes sei und bleibe Gottes Tempel durch Christus Erhaltung. Kann der Papst diess mein Heucheln leiden und annehmen, so bin ich freilich ein unterthäniger Suhn und frümmer Papist, und wills auch wahrlich mit Herzenfreuden sein und gern alles widerrüfen, was ich ihm sunst zu leid gethan hab.

Men alligevel påretholder Kristus i en sådan ødelæggelse sin kristenhed, ganske som han opretholdt Loth i Sodoma, sådan som også Skt. Peter forkynder det 2 Pet 2,6.7, så at altså begge dele forblev. Antikrist sidder i Guds tempel i kraft af djævelens virkning (2 Thess. 2,4.9), og dog er Guds tempel der samtidig, og Guds tempel forbliver under Kristi opretholdelse. Hvis paven kan holde til dette mit hykleri og antage det, så er jeg virkelig en underdanig søn og en from papist, og det vil jeg også i sandhed hjertensgerne være og gerne tilbagekalde alt, hvad jeg måtte have tilføjet ham af ondt.

¹⁵ Darumb ist solcher Wiedertaufer und Schwärmer Red nichts, wenn sie sagen: was der Papst hat, ist unrecht; oder, weil im Papstthumb diess und das geschicht, so wöllen wirs anders haben. Grad als wollten sie damit sich beweisen grosse Feind des Endechrists: sehen aber nit, dass sie damit ihn am Höchsten stärken, die Christenheit am Höchsten schwächen, und sich selbs betrügen. Den Missbrauch und Zusatz sollten sie uns helfen verwerfen; aber da hätten sie nicht grosse Ehre von, weil sie sehen, dass sie daran nit die Ersten sein künnten. Darumb greifen sie an, das niemand angriffen hat, auf dass sie auch etwa die Ersten sein und Ehr einlegen mügen. Aber die Ehre muss zu Schanden werden: dann sie greifen den Tempel Gottes an, und fehlen des Endchrists, der drinnen sitzt; wie die Blinden, die nach dem Wasser tappen, und greifen ins Feur.

Derfor er gendøbernes og sværmernes tale intet værd, når de siger: Hvad paven har, er forkert: eller: fordi det og det sker i pavedømmet, vil vi have det anderledes. Ganske som ville de derved bevise, at de var store fjender af antikrist. Men de ser ikke, at de derved styrker ham mest muligt, og svækker kristenheden mest muligt, og bedrager sig selv. De burde hjælpe os med at forkaste misbrugen og tilføjelserne; men det ville de ikke have stor ære af, fordi de godt kan se, at de deri ikke ville kunne være de første. Derfor angriber de noget, som ingen har angrebet, for at de også kan blive de første og indlægge sig ære. Men den ære må blive til skam; for de angriber Guds tempel og ikke antikrist, der sidder derinde; ligesom de blinde, som føler sig frem efter vand, og så får fingrene i ilden.

¹⁶         Ja, sie thun eben wie ein Bruder dem andern thät im Thüringer Walde; die gingen mit einander durch den Wald, und ein Bär kumpt sie an, der wirft den einen unter sich; da will der ander seinem Bruder helfen, sticht nach dem Bärn, fehlet aber sein, und ersticht den Bruder unter dem Bären jämmerlich. Eben so thun diese Schwärmer auch. Sie sollten der armen Christenheit helfen, die der Endchrist unter sich hat und martert, und stellen sich greulich wider den Papst; fehlen (E260) aber sein, und mörden die Christenheit unter dem Papst viel jämmerlicher. (W149) Dann wo sie die Tauf und Sacrament recht liessen, möchten die Christen mit der Seelen noch entrinnen unter dem Papst, und selig werden, wie bisher geschehen ist. Aber nu ihn die Sacrament genummen werden, müssen sie wohl verlorn werden, weil auch Christus selbs dadurch weggenummen wird. Lieber, es ist nit also auf den Papst zu platzen, weil Christus Heiligen unter ihm liegen. Es gehört ein fürsichtiger, bescheidner Geist dazu, der unter ihm lass bleiben, was Gottes Tempel ist, und wehre seim Zusatz, damit er den Tempel Gottes zustöret.

Ja, se nu f.eks. hvordan den ene bror handlede mod den anden i Thüringer skoven. De gik sammen i skoven, og en bjørn kom imod dem og kastede den ene af den ned under sig; da vil den anden hjælpe sin bror, stikker efter bjørnen, men stikker forkert og stikker broderen under bjørnen jammerligt. Netop sådan gør disse sværmere også. De skulle hjælpe den arme kristenhed, som antikrist har under sig og plager, og de stiller sig mægtigt op imod paven; men de griber fejl og myrder kristenheden under paven meget mere jammerligt. For hvis de lod dåben og nadveren være, ville de kristne under paven kunne redde deres sjæle og blive salige, sådan som det hidtil er sket. Men når nu bliver nadveren taget fra dem, må de nok gå fortabt, fordi også Kristus selv derigennem bliver taget fra dem. Kære venner, man skal altså ikke på den måde føre krig mod paven, når Kristi helgener ligger under ham. Der skal en mere forsigtig og mere beskeden ånd til, som lader det være, der ligger under ham og er Guds tempel, for at han kan redde Guds tempel.

¹⁷ Aufs Ander sagt man, wie sie sich drauf gründen, dass sie nichts von ihrer Tauf wissen, und sagen: Wie weisst du, dass du getauft bist? Du glaubst Menschen, die dir sagen, du seiest getauft. Aber du musst Gott selber und nicht Menschen glauben, und also deiner Taufe gewiss sein, etc. Das mag mir doch ja auch ein loser fauler Grund sein. Dann so ich das alles wollt verwerfen, was ich nicht selbs gesehen oder gehöret habe, so werde ich freilich nicht viel behalten, weder Glauben noch Liebe, weder Geistlichs noch Weltlichs. So möchte ich auch sagen: Lieber, wie weisst du, dass der Mann dein Vater, und die Frau dein Mutter sei? Du musst nit Menschen glauben, sondern selbs deiner Geburt gewiss sein. Hiemit wären hinfürt alle Kinder frei, und dürften Gottes Gebot nit halten, da er gebeut: Du sollt Vater und Mutter ehren. Denn ich wollt bald sagen: wie weiss du, welche mein Vater und Mutter sind? Menschen glaub ich nit; darumb müssen sie mich wiederumb gebären von Neuem, dass ichs selbs sehe, oder will sie nit ehren. So wäre Gottes Gebot gar aufgehaben, ganz und gar.

For det andet siger man, hvordan de begrunder det med, at de ikke véd noget om deres dåb, og siger: Hvordan véd du, at du er døbt? Du tror på mennesker, som siger dig, at du er døbt. Men du skal tro på Gud selv og ikke på mennesker, og på den måde blive sikker på din dåb, osv. Det forekommer mig dog også at være en løs og overfladisk begrundelse. For hvis jeg ville forkaste alt det, som jeg ikke selv har set eller hørt, så vil jeg ikke beholde meget tilbage, hverken tro eller kærlighe, hverken åndeligt eller timeligt. Så måtte jeg også sige: Kære ven, hvordan véd du, at denne mand er din far og denne kone din mor? Du må ikke tro på mennesker, men selv være vis på din fødsel. Med den tanke ville fremover alle børn være fri og behøvede ikke at overholde Guds bud, hvor han sige: Du skal ære din far og din mor. For jeg ville med det samme sige, hvordan véd du, hvem der er min far og mor? Mennesker tror jeg ikke, derfor de igen føde mig på ny, så jeg selvkan se, ellers vil jeg ikke ære dem. På den måde ville Guds bud være helt og holdent ophævede.

¹⁸ Desselbigen gleichen wöllt ich keinen Bruder, Schwester, Vettern noch einigen Freunde kennen, und immer fürgeben, ich wusste nicht, dass sie mir zugehöreten, weil ich ungewiss wäre, welche meine Eltern wären, etc. Aber solchen Geist wöllt ich (wenn ich Herr im Land wäre,) wiederumb dienen, und verbieten, dass er auch kein (E261) Erbe, weder Haus noch Hof, noch einen Heller müsst von seinen Eltern behalten, gewarten, noch empfahen, und wollt also seines eigen Glauben mit ihm spielen, bis ihm der Geist wieder zu Fleisch würde. Denn dieweil er die Eltern nit wissen noch glauben wollt, so müsst er auch ihr Gut nicht wissen noch glauben. O wie ein fein löblich Regiment würde da in der Welt werden, da niemand des andern Kind, Bruder, Schwester, Vetter, Freund, Erbe noch Nachbar sein wollt. Nit Bessers, dann unter die wilden Wolf mit solchen Christen.

På samme måde ville jeg heller ikke kende nogen broder, søster, fætter eller en eneste ven, og hele tiden lade, som om jeg ikke vidste, at de tilhørte mig, fordi jeg ville være usikker på, hvilke der var mine forældre, osv. Men hvis jeg var herre i landet, ville jeg omvendt tjene den samme ånd og forbyde, at han skulle have nogen arv, hverken hus eller gård, ikke en skilling måtte han beholde, vente eller modtage fra sine forældre, og jeg ville således spille hans egen tro ud mod ham, indtil ånden igen blev til kød. For eftersom han ikke ville kende eller tro sine forældre, så skulle han heller ikke hverken kende eller tro på deres gods. O, hvilket fint, udmærket regime ville da opstå i verden, når ingen ville være den andens barn, broder, søster, fætter, ven, arving eller nabo. Det ville ikke være bedre med den slags kristne, end det er blandt de vilde ulve.

¹⁹  Item, also wollt ich auch keinem Fürsten noch Herrn unterthan sein, und fürgeben, ich wüsste nit, ob er Fürst geborn wäre, weil ichs nicht gesehen hätt, sonder den Leuten glauben müsst. Und wollt also abermal ein frei Gesell sein, Gottes Gebot aufheben und kein Oberkeit haben, sonder von Leuten unter die Wolf laufen, da sollich Gebot Gottes von Eltern und Oberkeit zu ehren nichts gülten. Und zwar, dass der Teufel in diesen Täuflern solchs gern wollt, scheinet wohl an dem, dass solche Täufler schon bereit (als man (W150) sagt,) Weib und Kind, Haus und Hof verlassen, und schlechts allein gen Himmel wöllen. Davon hernach mehr.

Ligeledes, på samme måde ville jeg heller ikke være undergivet nogen fyrste eller herre og lade, som om jeg ikke vidste, om han er født som fyrste, fordi jeg ikke havde set det, men havde måttet tro menneskene. Og så ville jeg altså igen være en fri svend, ophæve Guds bud og ikke have nogen øvrighed, men løbe bort fra mennesker ud blandt ulven, eftersom et sådant bud fra Gud om at ære forældre og øvrighed ikke havde nogen gyldighed. Og ja, at djævelen godt kan lide at få den slags tanker frem i disse døbere, viser sig derved, at sådanne døbere, som man sige, allerede er parat til at forlade kone og barn, hus og gård og drage mod himlen helt alene. Derom mere senere.

²⁰ Ja, ich wollt auch wohl sagen, die heilige Schrift wäre nichts, Christus wäre nichts, die Aposteln hätten auch nie gepredigt: denn solchs alles hab ich nit gesehen noch gefühlet, sonder von Menschen hab ichs gehört. Darumb wollt ichs nicht glauben, es würde denn alles von Neuem vor meinen Augen also gemacht, gethan und gehandelt. So wäre ich denn allererst ein recht frei Gesell, auch von allen Gottes Geboten. Da wollt ich hin, spricht der Teufel, wenn ich künnte. Das heisst ein Grund gelegt der Wiedertauf, auf dass nichts bleib, weder im Himmel noch auf Erden.

Ja, jeg ville også kunne sige, at den hellige skrift ikke var noget værd, at Kristus var intet, at apostlene heller aldrig havde prædiket; for alt det har jeg ike set eller sanset, men kun hørt fra mennesker. Derfor ville jeg heller ikke tro det, hvis det ikke alt sammen blev lavet, gjort og handlet på ny for mine øjne. Således ville jeg da først rigtig være en fri svend, også fri fra alle Guds bud. Dèr vil jeg hen, siger djævelen, hvis jeg kunne. Dette kan man sige er et grundlag, der er lagt af gendåben, for at intet skal forblive som det var hverken i himlen eller på jorden.

²¹  So sprichst du: Hast du doch selbs gelehrt, man solle allein Gott, und nicht Menschen glauben. Trauen! Mit der Weis solltest du mich wohl mit meinem eigen Schwert schahen. Weil du aber ja so zänkisch bist, so frag ich wieder: ob man Gott auch soll gehorsam sein, da er die Eltern und Oberherrn gebeut zu ehren? (E262) Sagest du, Ja, so antwort ich: wie weisst du denn, wer sie sind, wo du Menschen gar nit glauben willt? Wie stehest du nu? Es mangelt dir daran (sehe ich wohl), dass du nicht willt verstehen, was Menschen glauben heisst, und plumpst so hinein, wie die Schwärmer pflegen. Darumb hör zu:

Så siger du: Jamen, har du ikke selv lært, at man alene skal tro på Gud, ikke på mennesker. Jovist! På den måde skulle du bestemt ramme mig med mit eget sværd. Men eftersom du er så krigerisk, så spørger jeg igen: om man også skal være lydig imod Gud, når han påbyder at ære forældre og øvrighed? Siger du: Ja, så spørger jeg, hvordan véd du da, hvem de er, når du slet ikke vil tro på mennesker? Hvordan stiller det dig? Din fejl er, ser jeg nok, at du ikke vil forstå, hvad det betyder at stole på mennesker, og så plumper du lige i, sådan som sværmerne plejer at gøre. Derfor, hør nu bare:

²² Wenn man lehret, dass wir nit sollen den Menschen glauben, so meinet man freilich, dass sie allein Menschen für sich, und nicht Gott bei ihn sei, das ist, dass sie reden als Menschen, von ihn selbs, ohn Gottes Wort und Werk, was sie erdichten, und künnen solchs weder mit Gottes Worten, noch Werken beweisen. Den wer wöllt das Menschenlehre heissen, die von Gott durch Menschen wird fürgetragen? Und wer wollt auch sagen, dass solch Glauben an solche Lehre hiess an Menschen, und nicht an Gott geglaubt? Denn darumb schilt St. Paulus die Menschenlehre Coloss. 2,23. dass sie nie gesehen hab, was sie lehret; das ist, es ist erdicht, was sie sagt, kanns auch nit beweisen mit einigem Wort oder Werk Gottes. Darumb, wenn du hörest, dass man Menschen nicht soll glauben, so musst du es verstehn, dass da kein Gottes Wort noch Werk angezeigt noch beweiset wird, sonder ist ein lauter Menschengedicht, auf dass du einfältiglich (wie die Wort lauten,) Menschen glauben scheidest wider Gott glauben.

Når man lærer, at man ikke skal stole på mennesker, så mener man givetvis, at de kun er mennesker i og for sig, og at Gud ikke er med dem, det vil sige, at de taler som mennesker, ud af sig selv, uden Guds ord og gerning, hvad de selv opdigter uden at kunne bevise det, hverken med Guds ord eller Guds gerninger. For hvem ville kalde det menneskelære, som blev forelagt af Gud gennem mennesker? Og hvem ville også sige, at dette at tro på en sådan lære skulle kaldes at tro på mennesker og ikke på Gud? For derfor skælder Skt. Paulus noget ud for menneskelære (Kol 2,23), når læren ikke har set, hvad den lærer; det vil sige, det er opdigtet, hvad den siger, og den kan heller ikke bevise det med et eneste ord eller gerning fra Guds side. Når du derfor hører, at man ikke skal tro på mennesker, så må du forstå, at der deri ikke er anvist eller bevist noget Guds ord eller gerning, men det er lutter menneskeopdigtning, for at du énfoldigt, som det hedder, kan skelne mellem at tro på mennesket og at tro på Gud.

²³ Nu siehe, wenn du geborn wirst, das geht nit heimlich zu, wird auch nicht von Menschen erdichtet, sonder es ist Gottes Werk, das öffentlich an Tag kumpt, und kein Mensch widersprechen kann. Und obs Jemand widersprechen wollt, wie die Juden sich wider Christus Wunderzeichen unterstunden, so hats doch keinen Bestand. Dann es werden doch die andern obliegen, so das göttlich offentlich Werk sehen und zeugen, und den Andern das Maul mit der That und Wahrheit stopfen. Denn Gottes Ordnung hie stark gehet, dass in zwei oder dreier Zeugen Mund bestehen alle Sachen (5. Mos. 19,15.) Siehe, solchen Leuten muss man (W151) wahrlich glauben, denn sie zeugen das Werk Gottes, nämlich, dein Geburt, und beweisen, dass es von deinen Eltern (E263) kumme. Dazu so nimpt sich dein niemand an, dann deine Eltern; ficht und arbeit auch niemand für dich, ohn sie allein. Und gehen also Gottes Werk so offentlich, dass sie niemand widerficht, auch kein Teufel noch Mensch, sonder Jedermann so gewiss weiss und bekennet, als er bekennet, dass du lebest.

Og se nu, når du bliver født, så foregår det ikke i hemmelighed, det bliver heller ikke opdigtet af mennesker, men det er Guds gerning, som åbenlyst kommer for en dag, og som intet menneske kan modsige. Og selv om nogen ville modsige det, sådan som jøderne ville gøre det imod Kristi undergerninger, så har det dog ingen bestand. For det vil dog påhvile de andre, som ser og bevidner den guddommelige, åbenlyse gerning, at stoppe munden på de andre med gerningen og sandheden. For Guds ordning står her stærkt, at enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn, 5. Mos 19,15. Se, disse mennesker skal man bestemt tro på, for de bevidner Guds gerning, nemlig din fødsel, og de beviser, at fødslen kommer fra dine forældre. For der er ingen, der tager sig af dig, som dine forældre; der er heller ingen, der kæmper og arbejde for dig, andre end dem alene. Og sådan går Guds gerning for sig så åbenlyst, at ingen kæmper imod den, hverken djævel eller menneske, men enhver véd det og bekender det lige så sikkert, som han bekender, at du lever.

²⁴ Siehe, das heisst nit Menschen, sonder Gott glauben; denn man dir Gottes Werk zeuget. Und Summa, wo man dir Gottes Werk zeiget und zeuget, und nit von Menschen erdichtet ist, und darzu weder vom Teufel noch Menschen widersprochen wird, da glaubest du Gott und nit Menschen: dann es ist Gottes Werk, das er so offentlich darstellet, dass auch Teufel nicht dawider kann.

Se, det ligger der i ikke at stole på mennesker, men på Gud; for man viser Guds gerning for dig. Og kort sagt, hvor man viser og bevidner Guds gerning for dig, og det ikke er opdigtet af mennesker, og desuden hverken af djævel eller af mennesker bliver modsagt, så tror du på Gud og ikke på mennesker. For det er Guds gerning, som han stiller så åbenlyst frem, at end ikke djævelen kan modsige den.

²⁵  Dass aber etliche Kinder werden zuweilen verthan und weggeschickt, und ihre Eltern nit gewiss kennen ihr Lebenlang, das giebt diesen Sachen nichts zu schaffen; dann wir reden hie von gemeiner, göttlicher, offentlicher Ordnung. Solche Kinder aber werden unredlich, heimlich und wider Gottes Ordnung gezeuget: darumb ists nit Wunder, obs auch anders mit ihn zugehe: und wie sie heimlich gezeuget werden, also auch ihre heimliche Eltern nit kennen mügen. Finsternuss ists, Finsternuss mags bleiben, was der Teufel thut: aber Gottes Ordnung gehet im Licht.

Men at nogle børn af og til forsvinder eller bliver sendt bort og ikke kender deres forældre livet igennem, det har ikke noget med disse sager at skaffe; for vi taler her om den almindelige, guddommelige, åbenlyse ordning. Men den slags børn bliver avlet uredeligt, hemmeligt og imod Guds ordning: derfor er det ikke mærkeligt, om det også går for sig på anden måde med dem, og om, hvordan de avles i hemmelighed og altså heller ikke kan komme til at kende deres hemmelige forældre. Det er mørke, det må forblive mørke, det, som djævelen gør; men Guds ordning foregår i lyset.

²⁶ Wenn du mich nun fragest, warumb ich glaube, dass der Mann und die Frau meine Eltern sind? so sag ich zuerst: Ich bin gewiss, dass ich ein Gottes Werk und Mensch bin, und muss ja Vater und Mutter haben, und bin nicht aus eim Stein gesprungen, weil Gott 1. Mos. 1,28. spricht zu den Menschen: Wachset und mehret euch. Daraus muss man schliessen, dass alle Menschen von Mann und Weib kummen, das ist, Vater und Mutter haben. Welchs er auch bestätigt mit seinem Gebot, da er sagt zu allen Menschen (2. Mos. 20,12.): Du sollt Vater und Mutter ehren. (Christus ist billich dort und hie, als Gottes Suhn, ausgenummen). Weil es nu gewiss ist, dass ich Menschen zu Eltern hab, und nicht auf eim Baum gewachsen bin, so zwinget mich zum andern weiter, dass ich glaube, der Mann und die Frau sei es, die mir von Menschen (E264) werden angezeigt, durch den Spruch (5. Mos.19,15.): In zwei oder dreier Zeugen Mund stehen alle Sache. Damit zwinget mich Gott, solchen Leuten zu glauben.

Hvis du nu spørger mig, hvorfor jeg tror, at denne mand og denne kvinde er mine forældre, så siger jeg først: jeg er sikker på, at jeg er et Guds værk og et menneske, og så må jeg jo have en far og en mor, og jeg er ikke sprunget ud af en sten, for Gud siger 1. Mos 1,28 til menneskene: Bliv frugtbare og talrige. Deraf må man drage den slutning, at alle mennesker kommer fra mand og kvinde, det vil sige, har en far og en mor. Hvilket Gud også bekræfter med sit bud, hvor han til alle mennesker siger (2 Mos 20,12): Du skal ære din far og din mor. (Kristus er rimeligt nok både her og dèr undtaget, fordi han er Guds søn). Fordi det nu er sikkert, at jeg har mennesker til mine forældre og ikke er vokset ud på et træ, så tvinger det mig for det andet videre, så jeg stoler på, at den mand og den kvinde, som bliver udpeget som mine forældre af mennesker, også er det, i kraft af 5. Mos 19,15: Enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. Dermed tvinger Gud mig til at stole på disse mennesker.

²⁷ Zum Dritten, ist das Werk Gottes auch, dass sich niemands in seinem Namen mein, als eins natürlichen Kinds, annimpt in alle Welt, denn diese zwei Menschen, oder in ihrem Namen (so sie todt sind,) die Freund oder frumme Leute, und solchs alles unwiderfochten bleibt von Teufel und Menschen, wie ein ander offentlich Gottes Werk. Dann offentliche Gottes Werk kann weder Welt noch Teufel anfechten; und ob sie sichs unterstünden, ist es nichts. Aber Gottes Wort (weil das Werk noch verborgen ist,) das kann er meisterlich anfechten. (W152)

For det tredje er det også Guds gerning, at ingen i hele verden i hans navn tager sig af mig end disse to mennesker, eftersom jeg er deres naturlige barn, eller i deres navn (hvis de er døde) venner eller fromme mennesker, og alt dette er stadig uanfægtet af djævel og mennesker, som et andet åbenlyst Guds værk. For Gud åbenlyse gerninger kan hverken verden eller djævelen anfægte; og selv om de vovede det, betyder det intet. Men Guds ord (for Guds gerninger er jo endnu skjult) det kan han mesterligt anfægte.

²⁸  Also dass ich gläub, der Mann sei mein Fürst und Herr, ist erstlich die Ursach: Gottes Wort spricht, Röm. 13,1: Jedermann ist der Oberkeit unterthan. Draus ich nehme, dass ich muss einen Oberherrn haben, und unterthan sein. Zum Andern, weil alle Welt zeugt und sagt, dieser sei es, und Jedermann hält ihn dafür, und niemand widersprichts, als ein offentlich Werk Gottes, so muss ich glauben solchen Zeugen. Und obs Jemand widerspräche, so bestehts doch nit; Jedermann spricht doch zuletzt: er leugt. Zum Dritten ist das offentlich Werk Gotts da, dass sie mein sunst niemand zum Unterthan annimpt, ich leb unter seinem Schutz, Schirm, Recht und Fried, wie es sein und geben soll unter der Oberkeit; und lässt mich all ander Oberkeit sitzen, und ficht mich darin nit an, widersprichts auch nit, wo ich anders im Licht mit Recht und göttlicher Ordnung da sitz: denn Rauber und Mörder mügen heimlich und finster in frembder Herrschaft sitzen; aber man spricht sie wahrlich an, als die nit unterthan daselbst sind.

Altså, det, at jeg tror, at denne mand er min fyrste og herre, har først og fremmest sin årsag i, at Guds ord siger, at enhver skal underordne sig øvrigheden, Rom 13,1. Deraf drager jeg den slutning, at jeg må have en øvrighed og være underordnet. For det andet: fordi hele verden bevidner det og siger, at den mand er det, og enhver regner han for øvrighed, og ingen modsiger det, som et åbenlyst værk af Gud, så må jeg stole på sådanne vidner. Og selv om nogen modsagde det, så betyder det dog ingenting; enhver siger dog i sidste ende: han lyver. For det tredje betyder dette åbenlyse Guds værk, at der ikke er andre, der antager mig som sin underordnede; jeg lever under hans beskyttelse, beskærmelse, ret og fred, sådan som det skal være og forefindes under øvrigheden; og alle andre øvrigheder lader mig være og anfægter mig ikke deri, modsiger det heller ikke, hvis jeg ellers i lyset af min ret og den guddommelige ordning lever mig rolig; for røvere og mordere må leve hemmeligt og mørkt under fremmed herredømme; men man anklager dem jo som nogle, som ikke selv vil være underordnede.

²⁹ Harre, (sprichst du,) da will ich dir eins geben. Warumb glaubst du denn nu nicht, dass der Papst dein Herr sei, sonder machst den Endchrist draus; so doch alle Welt zeuget, er sei das Haupt der Christenheit, und beweisen dirs auch mit der That; denn er sitzt ja im Regiment? Antwort: Da hättest du mich schier erschnappt. Aber lass dir sagen: Wenn du diese drei Stück (E265) mir kannst am Papstthum zeigen, die ich dir an den Eltern und Oberkeit zeige, so will ichs Papstthum für ein Gottes-Werk halten, und gerne gehorsam sein und dem Werk Gottes glauben. Kannst du aber das nicht thun, Lieber, so lass mirs ein Menschengedicht sein, ohn Gottes Wort und Werk, dem allerding nit zu glauben ist. Dass aber ein Menschengedicht sei, will ich beweisen mächtiglich.

Aha, siger du, så vil jeg spørge dig om noget. Hvorfor tror du da ikke, at paven er din herre? Hvorfor gør du ham til antikrist, når dog hele verden bevidner, at han er kristenhedens overhoved, og oven i købet beviser det i gerning: for han har jo magten? Svar: Dèr havde du nær fået mig ned med nakken. Men hør nu efter: hvis du kan vise mig disse tre forhold ved pavedømmet, som jeg påviser for dig ved forældrene og øvrigheden, så vil jeg anse pavedømmet for de guddommeligt værk og gerne være lydig mod det og tro, det er Guds gerning. Men hvis du ikke kan gøre det, kære ven, så lad mig anse det for menneskedigt, uden Guds ord og gerning, som man på ingen måde skal stole på. Men at det er en menneskeopfindelse, det vil jeg bevise på kraftig måde.

³⁰ Erstlich, sagt mir Gottes Wort wohl, dass Eltern und Oberkeit seien, und ich soll und muss Eltern und Oberkeit haben; wie gehöret ist. Aber kein Gottes Wort ist, das da sag, dass ein Papst sei, und ich muss einen Papst haben, oder dem Papst unterthan sein. Weil aber die Schrift nichts vom Papst oder von seinem Regiment gebeut, so ist auch kein Papstthum, das ein göttlich Werk sei, sintemal die Schrift von Gottes Werken Zeugnuss giebt. Darumb ich droben gesagt hab: Menschen soll man glauben, wo sie nicht ihr Gedicht oder Werk, sonder Gottes Wort oder Werk zeugen und zeigen. Denn ante quaestionem, quid est, oportet quaestionem, si est, definire. Ehe man mich lehret, wer der Papst sei, muss man mich zuvor gewiss machen, dass ein Papst sei mit göttlichem Recht. Wenn er aber nicht sein kann, so fragt man auch nit darnach, wer er sei.

For det første siger Guds ord mig, at der er forældre og øvrighed, og at jeg skal og må have forældre og øvrighed, som omtalt. Men der er ikke noget Guds ord, der siger, at der er en pave, og at jeg skal have en pave eller være underordnet paven. Men fordi skriften ikke påbyder noget om paven eller om hans styre, så er der intet pavedømme, der er et guddommeligt værk, for skriften giver jo vidnesbyrd om Guds gerninger. Det er derfor, jeg ovenfor har sagt, at man skal stole på mennesker, når de ikke bevidner og påviser deres egne opfindelser eller gerninger, men Guds ord eller gerning. For før man svarer på spørgsmålet om, hvad det er, må man svare på spørgsmålet om, hvorvidt det er til. Før man lærer mig, hvem paven er, må man gøre mig sikker på, at der forefindes en pave ud fra guddommelig ret. Men hvis han ikke kan eksistere, så behøver man ikke spørge om, hvem han er.

³¹ Zum Andern, obwohl viel Menschen von ihm zeugen, so ist doch solch Zeugen nit allein vergeblich, weil es kein Gottes Werk aus dem Papstthum machen noch beweisen kann, sonder auch nit völlig und ganz. (W153) Denn es haben bisher dawider gezeuget und widersprochen, nicht allein die ganz Christenheit gegen Morgen, sonder auch viel Unterthanen des Papsts selbs, die drüber verbrannt sind, und noch täglich erwürget werden. Dass also solch Regiment noch nie ist angenummen, und unwidersprochen blieben, oder zum rürigen Stand kummen, wie der Eltern und Oberkeit Regiment, als droben erzählt ist.

For det andet: skønt mange mennesker vidner om ham, så er dog sådanne vidnesbyrd ikke alene forgæves, fordi de ikke kan fremkalde eller bevise nogen guddommelig gerning ud fra pavedømmet, men også helt og holdent uden betydning. For imod det er det indtil i dag ikke alene hele den østlige kristenhed, der har modsagt og modbevist det, men også mange af pavens egne undersåtter, som af den grund er blevet brændt og endnu den dag i dag bliver dræbt. Det betyder altså, at dette styre endnu ikke er blevet antaget, så det står uimodsagt, eller er fremstået som en levende stand, sådan som forældre og øvrighed, som anført ovenfor.

³² Zum Dritten, ist auch kein Gottes Werk da: denn er thut kein Ampt seinen Unterthanen zu Nutz, ja er verfolget das Evangelion und die Christen; schweige dass (E266) ers sollt lehren und handhaben. Er lehret wohl seinen Dreck und Gift, als die Menschenlehre, lässt das Evangelion unter der Bank liegen; ja, er verfolgets, wiewohl es ihn nichts hilft. Er macht aus dem Sacrament Opfer, aus den Werken Glaub, aus dem Glauben Werk; verbeut Ehe, Speis, Zeit, Kleider und Stätte, und verkehret, missbraucht alle christliche Güter zu Schaden der Seelen: wie wir solchs alles anderswo gnugsam beweisst haben. Weil denn all drei Stück im Papstthum mangeln, so muss mans für lauter Menschengedicht halten, dem gar nichts zu glauben ist, und in keinen Weg der Eltern und Oberkeit Stand zu vergleichen.

For det tredje er der heller ikke nogen Guds gerning dèr. For han udfører ikke nogen embedsgerning, der er hans undergivne til nytte, ja, han forfølger evangeliet og de kristne; og så ser vi bort fra, at han skulle lære det og holde fast ved det. Han lærer vel om sit eget skidt og gift som om menneskelære, men lader evangeliet ligge i skuffen; ja, han forfølger det, selv om det ikke hjælper ham noget. Han gør et offer ud af nadveren, tro ud af gerningerne, gerninger ud af tro; han forbyder ægteskab, mad, tider, klæder og steder, og fordrejer og misbruger alle kristne goder til sjælenes skade: sådan som vi andre steder tilstrækkeligt har bevist alt dette. Fordi da alle de tre forhold mangler i pavedømmet, så må man regne det for lutter menneskedigt, som man slet ikke skal stole på og på ingen måde sammenligne det med forældrenes og øvrighedens stand.

³³ Also hie auch; die Tauf ist ein Werk Gottes, das kein Mensch erdichtet, sonder Gott befohlen und bezeuget hat im Evangelio. Zum Andern sind Leut, die solchs von dir zeugen, dass du getauft seiest, und niemand widersprichts, noch beweiset das Widerspiel. Zum Dritten folget das Werk, dass man dich in der Christen Zahl rechnet, lässt dich zum Sacrament und allem christlichen Recht kummen, und dess alles gebrauchen: welches man nicht thät, wo du nit getauft wärest, und nit Jedermann solchs gewiss wär. Welchs alles auch eitel Zeugnuss sind deiner Tauf: denn alle Welt weiss und siehet, dass man Jedermann taufet, weil er ein Kind ist. Wer nu diesem allen nit glauben wollt, der thät eben so viel, als glaubet er Gott selber nit, weil Gott selber spricht, zweien Zeugen soll man glauben. Und strafet auch solche Zeugen nimmermehr, der doch falsche Zeugen ungestraft und ungeschändet lässt.

Og således også her: dåben er en Guds gerning, som intet menneske har opdigtet, men Gud befalet og bevidnet i evangeliet. For det andet er der mennesker, som bevidner det om dig, at du er døbt, og ingen modsiger det eller beviser det modsatte. For det tredje følger den gerning efter, at man regner dig med i de kristnes tal, lader dig komme til alters og til al kristelig ret, så du må bruge det alt sammen. Det ville man ikke have gjort, hvis du ikke var døbt, og hvis ikke enhver var overbevist om det. Hvilket alt sammen er lutter vidnesbyrd om din dåb. For hele verden véd og ser, at man døber enhver, mens han er barn. Den, der nu ikke vil tro alt dette, han ville dermed gøre lige så meget, som hvis han ikke ville tro Gud selv, for Gud selv siger, at man skal tro to vidner. Og han, der dog ikke lader falske vidner være ustraffede, han vil aldrig nogensinde straffe den slags vidner.

³⁴ Hiemit, halt ich, sei gnug beweiset, dass keiner müg an seiner Tauf zweifeln, als wisse er sie nicht, und dass der sündiget an Gott, wers nit glauben wollt. Denn er ist viel gewisser seiner Tauf, durch den Christen Zeugnuss, denn ob er sich selber gesehen hätte, weil der Teufel leichtlich ihn künnt irr machen im Kopf, dass er dächte, er wäre im Traum oder Gespenst, und nit recht getauft, und müsste dennoch zuletzt an der Christen Zeugnuss sich halten, und zu Ruh stellen; welchs Zeugniss der Teufel nicht also kann irr oder zweifelhaftig machen. (E267) (W154)

Hermed vil jeg mene, at det er tilstrækkeligt bevist, at ingen må tvivle på sin dåb, som vidste han det ikke, og at den, der ikke vil tro på den, synder imod Gud. For han er meget mere sikker på sin dåb gennem de kristnes vidnesbyrd, end om han selv havde set den, for djævelen kunne let få ham gjort forvirret i hovedet, så han troede, det var en drøm eller en ånd, og at han ikke var rettelig døbt, så han i sidste ende alligevel måtte holde sig til de kristnes vidnesbyrd og finde ro deri; det vidnesbyrd kan djævelen ikke på samme måde gøre fejlagtigt eller tvivlsomt.

³⁵ Aufs Dritt, sagt man, welchs ich denn auch gelesen hab, dass sie sich gründen auf diesen Spruch: Wer da glaubt und getauft wird, der soll selig werden (Marc. 16,16). Aus dem wöllen sie nehmen, dass man niemand taufen soll, er glaub denn zuvor. Hie sag ich, dass sie sich gar grosser Vermessenheit unterwinden. Denn wo sie solcher Meinung folgen wöllen, so müssen sie nicht ehe taufen, sie wissen denn gewiss, dass der Täufling glaube. Wie und wenn wöllen sie doch das immermehr wissen? Sind sie nu zu Götter worden, dass sie den Leuten ins Herz sehen künnen, ob sie glauben oder nicht? Wissen sie nu nicht, ob sie glauben, warumb taufen sie dann, weil sie ja so hart fechten, der Glaube müsse vor der Tauf sein.

For det tredje siger man – hvilket jeg da også har læst – at de begrunder deres handling med dette ord: Den, der tror og bliver døbt, vil blive salig, Mark 16,16. Deraf drager de den slutning, at man ikke skal døbe nogen, medmindre han tror. Hertil siger jeg, at de ligger under for en stor fejltagelse. For hvis de ville rette sig efter denne overbevisning, så måtte de slet ikke døbe, før de med sikkerhed vidste, at dåbskandidaten troede. Men hvordan og hvornår vil de dog nogensinde kunne vise det? Er de nu blevet til guder, så at de kan se folk ind i hjertet, om de tror eller ej? Og hvis de nu ikke véd, om de tror, hvorfor døber de da, for de holder jo så hårdt på, at troen må komme før dåben.

³⁶ Thun sie nicht fein hie wider sich selbs, dass sie taufen, da sie nicht wissen, ob Glaube da sei oder nit? Dann wer die Tauf auf den Glauben gründet, und tauft auf Abentheur, und nicht gewiss ist, ob Glaub da sei, der thut nichts Bessers, dann der ohn Glaube taufet: dann Unglaube und ungewisser Glaube ist gleich viel, und ist alles beides wider diesen Spruch: Wer da glaubt; welcher redet vom gewissen Glauben, den der Täufling haben soll.

Handler de ikke på dette punkt imod sig selv, når de døber, hvor de ikke véd, om der er tro eller ej? For den der grunder dåben på troen og døber på sin egen formening og ikke er sikker på, om der er tro, han handler ikke bedre end den, der døber uden tro: for vantro og usikker tro er ét og det samme, og begge dele er imod det skriftord: Den, der tror; for det taler om en sikker tro, som dåbskandidaten skal have.

³⁷ Ja, sprichst du, er bekennet, dass er glaubt, etc. Lieber, lass bekennen hin und her; der Text spricht nicht: Wer da bekennet, sonder, wer da glaubt. Sein Bekenntnuss hast du wohl; noch weisst du seinen Glauben nicht, und kannst damit, deinem Verstand nach, diesem Spruch noch nit gnug thun, du wissest dann auch seinen Glauben, weil alle Menschen Lügner sind, (Ps. 116,11) und allein Gott die Herzen kennet (1. Kön. 8,39). Darumb, wer die Tauf will gründen auf den Glauben der Tauflinge, der muss nimmermehr kein Mensch taufen: dann so du gleich einen Menschen hundertmal taufest einen Tag, dannoch weisst du keinmal, ob er glaube. Was treibest du denn mit deinem Wiedertaufen, wei du wider dich selbs thust, und taufest, da du keinen Glauben gewiss weissst; und lehrest doch, der Glaub müsse gewiss da sein. Also stehet dieser Spruch (der da glaubt,) gar stark wider ihre Wiedertaufe, weil der (E268) Spruche von gewissem Glauben redet, und sie ihre Wiedertaufe auf ungewissen Glauben gründen, und thun nicht einen Buchstaben nach dem Spruch.

Jamen, siger du, han bekender, at han tror, osv. Kære ven, bekend mig her og bekend mig dèr, tektsten siger ikke: den, der bekender, men: den, der tror. Hans bekendelse har du godt nok, men alligevel kender du ikke hans tro og kan derfor ikke opfylde det, ordet kræver efter din forståelse af det, som siger, at du også skal vide hans tro. For alle mennesker er løgnere (Sl. 116,11) og alene Gud kender hjerterne (1 Kong 8,39). Derfor: den, der vil begrunde dåben på dåbskandidatens tro, han må aldrig mere døbe noget menneske. For om du så døber et menneske hundrede gange på én dag, så véd du ingen af gangene, om han tror. Hvad er det da, du laver med dit gendøberi, når du hele tiden handler imod dig selv og døber, hvor du ikke med sikkerhed kan finde nogen tro? Alligevel lærer du, at troen må være der med sikkerhed. Altså står dette skriftord (den, der tror), ganske stærkt imod gendåben, fordi skriftordet taler om en sikker tro, og de begrunder deres gendåb på en usikker tro, og på ingen måde handler efter skriftordet.

³⁸ Eben also rede ich vom Tauflinge, wo er die Tauf auf seinen Glauben gründet oder empfähet: dann er ist seines Glaubens auch nicht gewiss. Dann ich setze gleich, dass sich ein Mann heut lasse wiedertaufen, als der sich dünkt und anfechten lässt, er habe nicht geglaubt in der Kindheit: wohlan, wenn morgen der Teufel kumpt, ficht sein Herz an, und spricht: Awe, jetzt fühle ich erst rechten Glauben, gestern habe ich wahrlich nicht recht geglaubt! Wohlauf, ich muss mich abermal zum Dritten taufen lassen, und muss also die ander Taufe auch nichts werden. Meinst du, der Teufel künne solchs nichts? Ja, lerne ihn bas kennen; er kann wohl mehr, lieber Freunde.

Og nøjagtig ligesådan taler jeg om den dåbskandidat, som begrunder og modtager sin dåb på sin tro: for han er heller ikke sikker på sin tro. For de to ting stiller jeg lige med hinanden: en mand, der i dag lader sig gendøbe, og den, der betænker sig og lader sig anfægte, fordi han ikke har troet som barn: velan, når djævelen kommer i morgen, anfægter han hans hjerte, og han siger: Ak, nu først føler jeg den rette tro, i går troede jeg i sandhed ikke ret! Vel, så må jeg lade mig døbe igen, for tredje gang, og så må min anden dåb heller ikke være noget værd. Tror du ikke, djævelen kan lave den slags ting? Jamen, så lær ham bedre at kende; han kan meget mere, kære ven.

³⁹ Weiter, wenn er nu also auch die dritten Tauf anfechte; item, also fortan die vierte, ohn (W155) alles Aufhören, (wie er denn auch im Sinn hat zu thun,) gleichwie er mir und vielen gethan hat mit der Beichte, da wir auch einerlei Sunde nimmermehr kunnten gnug beichten, und immer ein Absolution nach der ander, einen Beichtvater uber den andern suchten, ohn alle Ruge und Aufhören, darumb, dass wir auf unser Beichten uns gründen wollten, gleichwie sich jetzt die Täufling auf ihren Glauben gründen; was sollte wohl daraus werden? Ein ewiges Taufen, und kein Aufhören wurde daraus.

Videre: hvad, hvis nu han anfægter den tredje dåb på samme måde; og ligeledes, den fjerde, uden noget ophør (hvilket han også har i sinde at gennemføre), ganske som han med mig og mange andre har gjort med boden, hvor vi heller ikke kunne skrifte en eller anden synd tilstrækkelig mange gange, og stadig søgte den ene absolution og den ene skriftefader efter den anden, uden nogen ro og noget ophør, af den grund, at vi ville begrunde os med vores bod, ganske som dåbskandidaterne nu om stunder vil begrunde sig på deres tro; hvad ville der komme ud af det? Et evigt døberi, der ville ingen ende være på det.

⁴⁰ Darumb ists nichts. Es kann weder Taufe noch Taufling die Taufe auf den Glauben gewiss gründen: und ist also dieser Spruche gar viel stärker wider sie, dann wider uns. Und das sind sie, die nicht wöllen den Menschen glauben, die da Zeugen sind ihrer Tauf; und hie glauben sie ihnen selbs, als Menschen, dass sie getaufet seien: gerad als wären sie nicht Menschen, oder als wären sie ihres Glaubens gewisser, denn das Zeugnuss der Christenheit ist.

Derfor er det ingenting. Hverken dåben eller dåbskandidaten kan grundes sikkert på troen: og dette skriftord er således meget stærkere imod dem end imod os. Og det er dem, der ikke vil tro på de mennesker, der er vidner til deres dåb; og her tror de ikke på sig selv, som mennesker, at de er blevet døbt; ganske som var de ikke mennesker, eller som var de mere sikre på deres tro, end kristenhedens vidnesbyrd giver mulighed for.

⁴¹ Darumb schliesse ich wider sie: Wöllen sie diesem Spruch (wer da glaubt,) gnug thun ihrem Verstand nach, so müssen sie die Wiedertauf vielmehr verdammen, dann die erste. Und kann weder Taufer noch Taufling bestehen mit seiner Meinung; dann sie alle beid des (E269) Glaubens ungewiss sind, oder je zum wenigsten in der Fahr und Anfechtung stehen. Dann es kumpt, ja es gehet also zu mit dem Gelauben, dass oft der, so da meinet, er glaube nichts, sonder verzweifele, am allermeist glaube. So zwinget dieser Spruch (wer da glaubt,) uns nicht, zu wissen, wer da glaube oder nicht, sonder stellets Jedermann heim in sein Gewissen, wölle er selig werden, so müsse er glauben und nicht heucheln, als wollt er an der Taufe genug haben, dass er Christen sei. Dann er spricht nicht: wer das weiss, dass er glaubt, oder wenn du weisst, dass jener glaubt; sonder, wer da glaubet. Wers hat, der hats. Glauben muss man; aber wir sollen noch kunnens nicht gewiss wissen.

Derfor konkluderer jeg imod dem: Hvis de vil opfylde dette skriftord (den, som tror) efter denne forståelse, så skulle de meget snarere fordømme gendåben end den første dåb. For hverken den døbende eller den døbte kan bestå med denne opfattelse; for begge er de usikre på deres tro, eller de står i det mindste i fare for anfægtelse. For det har sig sådan, ja det går sådan til med troen, at det ofte er den, der mener, at han ikke tror, men fortvivler, som tror allermest. Således tvinger dette skriftord (den, der tror) os ikke til at vide, hvem der tror og hvem der ikke tror, men det stiller enhver frit i hans samvittighed, hvis han vil være salig, så må man tro og ikke hykle, som om han ville have nok i dåben for at være kristen. For ordet siger ikke: den, der véd, at han tror, eller: når du véd, at den og den tror, men: den, der tror. Den, der har det, har det. Tro må man; men vi skal ikke og vi kan ikke vide det med sikkerhed.

⁴² Weil dann unser Tauf solche von Anfang der Christenheit gewesen und gehalten ist, dass man Kinder tauft, und niemand mit gutem Grunde kann beweisen, dass da kein Glaub sei gewesen, so sollt man ja solchs nit ändern, und auf so ungewissen Grund bauen. Denn was man ändern oder storzen will, so von Alter her ist gebraucht, das soll und muss man beständiglich beweisen, dass wider Gottes Wort sei. Sunst, was nit wider uns ist, das ist für uns (spricht Christus Marc. 6,38. Luc. 9,49). Gleichwie wir Klöstern und Messeren und der Geistlichen Keuscheit auch gestossen haben; aber also, dass wir die hellen gewissen Schrift angezeit, dawider sie sind. Denn so wir dasselbige nit (W156) gethan hätten, so müssten wir sie wahrlich lassen stehen, wie sie bisher sind gestanden.

Fordi da vores dåb fra kristenhedens begyndelse har været til, og det er blevet overholdt, at man døber børn, og ingen med god samvittighed kan bevise, at der ikke har været nogen tro til stede, så skal ikke ændre på dette, og bygge på en så usikker grund. For hvad man vil ændre eller lave om på noget, som fra gammel tid har været sådan, om det skal og må man omhyggeligt bevise, at det er imod Guds ord. Ellers gælder det, at hvad der ikke er imod os, det er for os, som Kristus siger Mark 9,38-41 og Luk 9,49f. På samme måde har vi nedstødt klostre og messer og den gejstlige kyskhed; men på den måde har vi gjort det, at vi har påvist den klare, sikre skrift, som de er imod. For hvis vi ikke havde gjort det, så ville vi bestemt have måttet lade det bestå, sådan som de har bestået hidtil.

⁴³ Denn, dass sie sagen, die Kinder künnten nit glauben; womit wöllen sie das gewiss machen? Wo ist da Schrift, damit sie solchs beweisen, und darauf sie sich mügen gründen? Es dünkt sie wohl, weil die Kinder nicht reden, noch Vernunft haben; aber der Dunkel ist ungewiss, ja allerdinge falsch, und ist auf unser Dünkel nicht zu bauen.

For når de siger, at børn ikke kan tro, hvordan vil de så gøre det sikkert? Hvor er det skriftord, hvormed de vil bevise den slags, og hvorpå de ville kunne begrunde det? Det kan jo godt se sådan ud, fordi børn ikke taler eller har fornuft; men hvad vi sådan synes, er uvist, ja, i hvert fald forkert, og man kan ikke bygge på, hvad vi sådan synes.

⁴⁴ Wir aber haben Schrift, dass Kinder wohl mügen und künnten glauben, wenn sie gleich weder Spruch noch Vernunft haben. Als die Schrift sagt Ps. 106,37.38. (E270) wie die Juden ihre Sühne und Töchter den Götzen opferten, und vergossen also unschuldig Blut. Ists unschuldig Blut gewest (wie der Text spricht), so sind sie freilich rein und heilige Kinder gewest, welchs sie nit ohn Geist und Glauben haben mügen sein. Item, die unschuldigen Kindlein, so Herodes erwürgen liess, (Matth. 2, v. 16.) sind auch Kinder gewest, nit uber zwei Jahr, freilich ohn Sprach und Vernunft; noch sind sie heilig und selig. Und Christus spricht Matthäi 19,14. das Himmelreich sei der Kindlin; und St. Johannes im Mutter Leibe war ein Kind, (Luc. 1,41). Ich mein aber ja, dass er glauben kunnt.

Men vi har skriftsteder om, at børn meget vel ville kunne tro, selv om de hverken har sprog eller fornuft. F.eks. fortæller skriften Sl 106,37f om, hvordan jøderne ofrede deres sønner og døtre til afguderne og udgød uskyldigt blod. Hvis det var uskyldigt blod – og det siger teksten jo – så var børnene givetvis rene og hellige børn, og det kan de ikke have været uden ånd og tro. Ligeledes, de uskyldige spædbørn, Herodes lod dræbe, (Matt 2,16) var også børn, ikke over to år gamle, ganske givet uden sprog og fornuft; alligevel var de hellige og salige. Og Kristus siger i Matt 19,14, at himmeriget hører børnene til; og Sankt Johannes i moders liv var et barn, (Luk 1,41), alligevel mener jeg, at han kunne tro.

⁴⁵ Ja, spricht du, mit Johannes war es ein Besunders; aber damit ist nicht beweiset, dass alle getaufte Kinder glauben künnen? Antwort: Harr doch, lass dir der Weil, ich bin noch nicht da, dass ich der Kinder Glauben beweise; sonder da, dass ich beweise, wie dein Wiedertaufens Grund falsch und ungewiss sei, als das der nicht kann beweisen, dass kein Glaub in Kindern sein müg. Dann weil in Johanne Glauben ist ohn Sprach und Vernunft, so bestehet dein Grund nit, da du sagst, Kinder mügen nit glauben. Es ist ja nicht wider die Schrift, dass ein Kind glaube, wie St. Johannes Exempel zeiget. Wenn es nu nit wider die Schrift ist, dass Kinder glauben, sonder der Schrift gemäss, so muss dein Grund wider die Schrift sein, dass Kinder nicht glauben mügen. Das wollt ich aufs Erst.

Ja, siger du, med Johannes var det noget særligt; men dermed er ikke bevist, at alle børn kan tro? Svar: Hør dog efter og vent et øjeblik, jeg er jo endnu ikke kommet frem til at ville bevise børns tro; jeg er kun dèr, hvor jeg beviser, at din gendøbergrund er falsk og usikker, fordi du ikke kan bevise, at der ikke kan være nogen tro på børnene. For eftersom Johannes tro er uden sprog og fornuft, så holder dit grundlag jo ikke, når du siger, at børn ikke kan tro. Det er altså ikke imod skriften, at et barn kan tro, sådan som eksemplet med Skt. Johannes viser. Hvis det nu ikke er imod skriften, at børn tror, men i overensstemmelse med skriften, så må din begrundelse for, at børn ikke kan tro, være imod skriften. Det vil jeg først vise.

⁴⁶ Wer hat dich denn nu gewiss gemacht, dass die getauften Kinder nicht glauben, so ich hiemit beweise, dass sie mügen glauben? Bist du aber ungewiss, warumb bist du denn so kühne, und machst die erste Tauf zunicht, da du nicht weisst, noch wissen kannst, dass sie nichts sei? Wie? Wenn alle Kinder bei der Tauf nicht allein glauben künnten, sonder auch so wohl glaubten, als Johannes in Mutter Leibe? Denn wir künnen ja nicht leuken, dass eben derselbige Christus bei der Tauf und in der Tauf ist, ja er ist der Taufer selbs, der dort in Mutter Leib zu Johanne kam: so redet er auch eben sowohl bei der Taufe durch des Priesters Mund, als er dort durch seiner Mutter Mund redet.

Hvem har da nu også gjort dig sikker på, at de døbte børn ikke tror, når jeg nu hermed beviser, at det godt kan være, at de tror? Men er du usikker, hvorfor er du da så frejdig, at du gør den første dåb til ingenting, når du ikke véd, og ikke kan vide, at den ikke er noget? Hvordan det? Hvad nu, hvis alle børn ved dåben ikke alene kan tro, men også på samme måde tror, som Johannes i moders liv? For vi kan jo ikke benægte, at det netop var den selvsamme Kristus, der er ved dåben og i dåben, ja er selve den, der døber, der i moders liv kom til Johannes: derfor er det også netop ham, der gennem præstens mund taler ved dåben, på samme måde som han dengang talte gennem sin mors mund.

⁴⁷ Weil er denn da ist gegenwärtig, redet und tauft (E271) selbs; warumb sollt nicht auch der Glaub und Geist durch sein Reden und Taufen sowohl in das Kind kummen, als er dort in Johannem kam? Ists doch einerlei (W157) Redner und Thäter, dort und hie. Und zuvoraus, weil er spricht durch Esaiam (c.55, v. 11): Sein Wort soll nicht leer wiederkummen. Nu bring du auch einen einigen Spruch, der da beweise, dass die Kinder nicht glauben künnen in der Tauf, weil ich so viel aufbringe, dass sie glauben künnen, und billig zu halten sei, dass sie glauben; wiewohl uns unbewusst ist, wie sie glauben, oder wie der Glaub gethan sei, da liegt auch nicht an.

Fordi han da her selv er til stede, taler og døber selv, hvorfor skulle da ikke troen og ånden lige så vel komme ind i barnet ved hans talen og døben, som det dengang kom ind i Johannes? Det er dog den samme, der taler og handler, dengang som nu. Dertil kommer, at han hos Esajas (55,11) siger: Hans ord skal ikke vende tomt tilbage. Kom du nu kun med bare ét skriftord, som beviser, at barnet ikke kan tro i dåben, når jeg fremfører så mange, der viser, at de kan tro, og at det er rimeligt at regne med, at de tror; og det, at vi ikke kan gøre rede for, hvordan de tror eller hvordan troen er beskaffen, det har ingen betydning.

⁴⁸ Zudem heisst er uns die Kindlein zu sich bringen, Matth. 19,14. herzt und küsset sie, und spricht, das Himmelreich sei ihr. Wiewohl hiewider sich die Geister gern wollten sperren, und sagen, Christus rede nicht von Kindlein, sonder von den Demüthigen. Aber es klingt nit, weil der Text gar klärlich sagt, man hab ihm Kindlein, nit die Demüthigen zubracht. Und Christus nit spricht: Lass die Demüthigen, sonder die Kindlein zu mir kummen; und schalt die Jünger nicht darumb, dass sie den Demüthigen, sonder den Kindlein wehreten; und herzet auch nicht noch segnet die Demüthigen, sonder die Kindlein.

Dertil kommer, at han befaler os at bringe spædbørnene til ham, Matt 19,13, omfavner dem og kysser dem og siger, at himmeriget er deres. Herimod har ganske vist ånderne villet indvende, at Kristus ikke taler om spædbørn, men om de ydmyge. Men det går ikke, for teksten siger ganske klart, at man bar nogle spædbørn til ham, ikke nogle ydmyge. Og Kristus siger ikke: Lad de ydmyge, men: lad spædbørnene komme til mig; og han skælder ikke på disciplene, fordi de hindrede de ydmyge, men fordi de hindrede spædbørnene; og han omfavner og velsigner heller ikke de ydmyge, men spædbørnene.

⁴⁹ Darumb wenn er saget: Solcher ist das Himmelreich, und Matth. 18,10: Ihr Engel sehen meins Vaters Angesicht, muss auch von denselbigen Kindlein zu verstehen sein. Denn er auch darnach lehret, wir sollen auch solche Kindlein werden. Wo aber solche Kindlein nicht heilig wären, hätte er uns wahrlich ein bös Fürbilde geben, dem wir gleich sollten werden; und sollte nicht sagen: ihr müsset wie die Kindlein werden; sonder vielmehr: ihr müsset anders, denn die Kindlein sind, werden. Summa, der Schwärmgeist kann in diesem Text kein Demuth aus den Kindlein machen, ohn nach seinem Dunkel, die Wort stehen zu gewaltig und zu klar da vor Augen.

Når han derfor siger: Himmeriget hører sådanne til, og Matt 18,10: Deres engle ser min fars ansigt, så må det også forstås om disse spædbørn. For han lærer også derefter, at vi også skal blive sådanne spædbørn. Men hvis sådanne spædbørn ikke var hellige, ville det i sandhed være et dårligt forbillede, han havde givet os at efterligne; og så skulle han ikke have sagt: I skal blive som børn, men snarere: I må bliver anderledes end børn. Kort sagt: sværmerånderne kan ikke i denne tekst forvandle børn til ydmyghed, uden det sket helt efter deres forgodtbefindende, ordene står der stærkt og klart for vore øjne.

⁵⁰ Etlich aber wöllen diesen Text also matten, dass der Juden Kinder beschnitten waren; darumb mochten (E272) sie wohl heilig sein, und zu Christo bracht werden: aber unser Kinder sind Heiden, etc.

Men der er nogen, der vil udlægge denne tekst sådan, at jødernes børn var omskåret; derfor kunne de godt være hellige og blive bragt til Kristus; men vore børn er hedninger, osv.

⁵¹ Antwort: Wie wenn auch Maidlein unter den Kindlein gewesen wären, die man zu Christo bracht? Welche ja nit beschnitten waren; denn sie freilich allerlei Kindlein zu ihm bracht haben. Und weil nicht die Knäblein allein dasebst sind ausgedruckt, so künnen wir die Maidlein nicht ausschliessen, sonder müssens lassen Kindlein sein, beide Maidlein und Knäblein. Und dass sie nicht allein um der Beschneidung willen, sonder auch umb des willen, dass sie nun zu Christo kummen aus dem alten ins neuen Testament, selig heissen, wie sein Wort laut: Lasst die Kindlein zu mir kummen, dann solcher ist das Reich Gottes. Solcher Kindlein (spricht er), so zu mir kummen, ist das Reich Gottes. Denn durchs Bringen und Kummen zu Christo werden sie so selig, dass er sie herzet, segnet, und das Reich giebt.

Svar: Hvad så, hvis der også var piger blandt de børn, som man bragte hen til Kristus? De var jo ikke omskåret; for de har givetvis bragt alle slags børn hen til ham. Og fordi der ikke siges, at det kun var drenge, så kan vi ikke udelukke pigerne, men må lade dette være børn, både piger og drenge. Og det var ikke kun, fordi de var omskåret, at de kaldes hellige, men også af den grund, at de nu kommer til Kristus fra det gamle til det ny testamente, sådan som hans ord lyder: lad børnene komme til mig, for Guds rige hører sådanne til. For sådanne børn, der kommer til mig, siger han, er Guds rige. For derved, at de bringes til Kristus og kommer til ham bliver de så salige, at han omfavner dem, velsigner dem og giver dem riget.

⁵² Darumb lass ich schwärmen, wer da will. Ich halt noch, wie ich in der Postill auch geschrieben hab, dass die allersicherste Tauf sei der Kinder Tauf. Denn ein alter Mensch mag trügen, und als ein Judas zu Christo kummen og sich taufen lassen: aber ein Kind kann nicht trügen, und kompt zu Christo (W158) in der Tauf, wie Johannes zu ihm kam, und wie die Kindlein zu ihm bracht wurden, dass sein Wort und Werk über sie gehe, rühre, und mache sie also heilig: weil sein Wort und Werk nicht kann umbsunst gehen; und gehet doch hie allein aufs Kind. Wo es dess fehlen sollt, so müsst es gar fehlen und umbsunst sein; welchs ist unmüglich.

Derfor lader jeg dem sværme, der vil. Jeg mener stadig, som jeg også har skrevet i postillen, at den allersikreste dåb er barnedåben. For en voksen kan snyde, og komme til Kristus som en Judas og lade sig døbe; men et barn kan ikke snyde, og kommer til Kristus i dåben, sådan som Johannes kom til ham, og sådan som børnene blev bragt til ham, for at hans ord og gerning kan gå over dem, røre dem og på den måde gøre dem hellige; og det drejer sig dog her alene om barnet. Hvis det skulle fejle her, så må det i det hele taget fejle og være omsonst; hvilket er umuligt.

⁵³ So kann man das auch nit leuken, dass es Maidlein sind gewest und unbeschnitten, da Ps. 106,37 von sagt, dass sie ihre Töchter opferten den Götzen Canaan, und heisst sie doch unschuldig Blut. So hat wahrlich Mose, 3. Mos.12,5. auch die Maidlein befohlen Gott zu opfern, reinigen und lösen; und ist wohl Schein, dass die Knäblein haben die Beschneidung allein erlitten, aber die Maidlein dennoch derselbigen auch mitgenossen, in Kraft des Spruchs, so Gott sagt zu Abraham, 1. Mos.17,7: Ich will deines Saamens Gott sein, und die Beschneidung soll ein Bund sein zwischen mir und dir, und deinem Saamen nach dir. Nu sind wahrlich die (E273) Maidlein auch Abrahams Saamen, und Gott ist durch solchen Spruch eben sowohl ihr Gott, ob sie gleich nicht beschnitten sind, als der Knäblein.

Derfor kan man heller ikke benægte, at der var piger med og at de ikke var omskåret, eftersom Sl 106,37f siger, at de oftede deres døtre til Kanaans afguder, og dog kalder dem uskyldigt blod. Således har også Moses i 3. Mos 12,5 befalet at ofre til Gud og rense og løse sig for pigerne; og selv om det kan se ud til, at det kun er drengene, der har lidt omskærelsen, så har pigerne alligevel også nydt frugterne af den i kraft af det skriftord, som Gud sagde til Abraham, 1. Mos 17,7: Jeg vil være Gud for din sæd, og omskærelsen skal være en pagt mellem mig og dig og din sæd efter dig. Nu er jo pigerne også Abrahams sæd, og Gud er i kraft af sådanne ord også deres Gud, selv om de ikke er omskåret som drengene.

⁵⁴ Glauben sie nu, dass Gott durch der Beschneidung Bund beide, Knäblein und Maidlein annimpt und ihr Gott ist, warumb sollt er denn auch nit unser Kinder durch der Taufen Bund annehmen? So er sich auch uns verheissen hat, dass er will nicht allein der Juden, sonder auch der Heiden Gott sein, Röm. 3,28. sonderlich der Christen und Glaubigen? Hilft dort die Beschneidung der Knäblein, beide Knäblein und Maidlein, dass sie Gottes Volk werden, umb Abrahams Glauben willen, von dem sie kummen: wie vielmehr soll hie die Tauf eines Jeglichens besonders helfen, dass sie Gottes Volk werden, umb Christus Verdienst willen, zu dem sie bracht, und von ihm gesegnet werden. Das sage ich alles, dass der Wiedertaufer Grund ungewiss ist, und sie gar frevenlich drauf bauen.

Hvis de nu tror, at Gud ved omskærelsen antager både drenge og piger i en pagt og er deres Gud, hvorfor skulle han så ikke også antage vore børn i dåbens pagt? For han har jo også forjættet os, at han vil være ikke alene jødernes, men også hedningernes Gud, Rom 3,29, især de kristnes og de troendes Gud. Så omskærelsen af drengene hjælper dog både drengene og pigerne, så at de bliver Guds folk, på grund af den Abrahams tro, som de stammer fra: hvor meget mere skal så ikke i vore dage enhvers dåb hjælpe særligt med til, at de bliver Guds folk på grund af Kristi fortjeneste, ham, til hvem de blev bragt og af hvem de blev velsignet. Det siger jeg alt sammen, fordi gendøbernes begrundelse er usikker, og de alligevel frækt bygger på den.

⁵⁵ Ja, sprichst du, er hat die Kinder nicht heissen taufen; so findet man dess kein Exempel in der Apostel Schriften oder Episteln. Antwort: Er hat auch keine Alten, noch Mann, noch Weib, noch niemand insonderheit heissen taufen; so wöllen wir niemand taufen. Er hat aber heissen alle Heiden taufen, keinen ausgeschlossen, da er sagt (Matth. 28,19): Gehet hin, lehret alle Heiden, und taufet sie in meinem Namen etc. Nun sind die Kinder auch ein gross Stück der Heiden.

Ja, siger du, han her ikke befalet at døbe børnene; det finder man ikke noget eksempel på i apostlenes skrifter eller epistler. Svar: Han har heller ikke befalet af døbe voksne, hverken mand eller kvinde eller nogen særlig; så skulle vi altså ikke døbe nogen. Men han har befalet at døbe hedninger, og her er ingen undtaget, når han siger i Matt 28,19: Gå hen, lær alle hedninger og døb dem i mit navn osv. Nu udgør børn også en stor del af hedningerne.

⁵⁶ So lesen wir in der Apostelgeschichte (c. 2,39. c. 16,15.) und St. Paulus Episteln, (1. Cor. 1,16.) wie sie ganze Häuser getauft haben; aber die Kinder sind wahrlich auch der Häuser ein gut Stück, dass es scheinet, gleichwie ihn Christus ohn alle Unterscheid befiehlt, alle Heiden zu lehren und taufen: also haben sie auch gethan, und in den Häusern alles getauft, was drinnen gewest ist. Haben sich nicht versehen, dass die Rottengeister wurden Unterscheid suchen zwischen jung und alt, weil sie sunst in allen Episteln so viel schreiben, dass kein Ansehen noch Unterscheid der Person unter den Christen sind, (Röm. 10,12.) sie hätten sunst (E274) solchs alles uberkummen und ausgedruckt. Dann St. Johannes 1. Ep. 2,14 auch den Kindlein schreibt, dass sie den Vater kennen. Und freilich die Kindertaufe von den Aposteln kummen ist, wie St. Augustinus auch schreibet.

Således læser vi i Apostlenes Gerninger (kap 2,39 og 16,15) og i Skt. Paulus' breve (1 Kor 1,16), hvordan de døbte hele huse; men børn er jo i sandhed også en god del af husene, så det ser ud til, at ligesom Kristus befaler af lære og døbe alle hedninger uden forskel, sådan har de også gjort og i husene døbt alle, der hørte med. De har ikke på forhånd taget højde for, at bandeånderne ville gøre forskel på ung og gammel, for når de ellers i alle brevene skriver så meget om, at der blandt de kristne ikke er personsanseelse eller forskel på personer, (Rom 10,12), så ville de også have nævnt og udtrykt det. For Skt. Johannes skriver også i 1 Joh 2,14 til børnene, da de kender faderen. Så det er ganske sikkert, at barnedåben er kommet fra apostlene, som også Skt. Augustin skriver.

⁵⁷ Derhalben die Täufler allerding fährlich handeln, dass sie nicht allein ihres Dings ungewiss sind, sonder auch wider solche eingeführte Sprüch handeln, und Unterscheid der Person erdichten aus eigenem Kopf, da sie Gott nicht gemacht hat. Dann ob sie gleich vermeineten, dass sie nicht gnugsam dadurch uberwunden würden; so müssen sie dannocht, wie zänkisch sie sind, sich zum wenigsten davor entsetzen, und ein Sorge kriegen, dass sie unrecht thun, und auf ungewisse Gründe sich wiedertaufen. Wenn sie aber ungewiss sind, so ists schon beschlossen, dass sie unrecht thun: dann in göttl. Sachen soll man nicht des Ungewissen, sonder des Gewissen spielen.

Derfor handler de, der skal døbes, i hvert fald farligt, når de ikke alene er usikker på deres sag, men også handler imod de ovenfor anførte skriftsteder og opdigter en forskel på personer ud af deres egne hoveder, en forskel, som Gud ikke har gjort. For selv om de mener, at de af ovenstående ikke bliver tilstrækkeligt tilbagevist, så må de alligevel, hvor trættekære de end er, i det mindste blive lidt bange og lidt bekymrede for, at de handler forkert, og på en usikker begrundelse lader sig gendøbe. Man hvis de er usikre, så står det allerede fast, at de handler forkert: for i guddommelige sager skal man ikke lege med det usikre, man skal være sikker (?).

⁵⁸ Dann so ein Wiedertaufer höret, (der nicht halsstarrig, sondern gelehrig sein will,) dass, gleichwie Johannes ist glaubig und heilig worden, da Christus kam, und durch seiner Mutter Mund redet: also werde das Kind auch glaubig, wenn Christus in der Taufe zu ihm durchs Taufers Mund redet, weil es sein Wort, sein Gebot ist, und sein Wort nicht kann umbsunst gehen. So muss dannoch der Wiedertaufer sagen: Es möcht wahrlich sein; und kanns nicht ganz und beständigklich leuknen, noch Schrift darwider aufbringen. Kann ers aber nicht beständigklich und mit gutem Grund leuknen, so kann er auch sein Wiedertaufe nicht beständigklich erhalten: dann er muss zuvor beständigklich beweisen, dass die Kinder ohn Glaube getauft werden, soll er das Wiedertaufen bekräftigen. Also meine ich, sei genug beweiset, dass ihre Grunde ungewiss und lauter Vermessenheit sei.

For når en gendøber hører, altså én, der ikke vil være halsstarrig, men vil være åben for belæring, at ganske som Johannes er blevet troende og hellig, da Kristus kom og gennem sin mors mund talte til ham, sådan bliver barnet også troende, når Kristus gennem den døbendes mund taler til ham i dåben, fordi det er hans ord og hans bud, og hans ord ikke kan udgå uden virkning. Så må alligevel gendøberen sige: Det kan godt være sandt; og han kan ikke uafviseligt fornægte det eller fremføre et skriftord imod det. Men kan han ikke fornægte det uafviseligt og med god begrundelse, så kan han heller ikke helt og holdent opretholde sin gendåb. For han må først uafviseligt bevise, at børn bliver døbt uden tro, hvis han skal bekræfte gendåben. Hermed mener jeg tilstrækkeligt at have bevist, at deres begrundelser er usikker og lutter formastelighed.

⁵⁹ Wohlan, ich setze gleich, dass sie allerdinge künnten gewiss machen, dass die Kinder ohn Glauben sind in der Taufe: wollt ich doch gern wissen, aus was Grund sie wollten beweisen, dass sie umb desswillen wieder zu taufen sein sollten, wenn sie hernach glaubig oder bekennend des Glaubens werden? Dann es ist nicht gnug, dass sie sagen: sie sind ohn Glauben getauft, drumb (E275) sind sie wieder zu taufen; sie müssen Ursachen geben. Es ist ein unrechte Taufe, sprichst du. Was liegt daran? Dannoch ists ein Taufe; ja, es ist ein rechte Taufe an ihr selbs, ohn dass sie unrecht empfangen. Dann es sind die Wort gesprochen und alles gethan, was zur Taufe gehöret, so völlig, als geschicht, wenn der Glaub da wäre.

 Men velan, lad mig så antage da, at de på én eller anden måde kunne bevise, at børnene er uden tro i dåben, så ville jeg dog gerne vise, med hvilken begrundelse de ville bevise, at de af den grund skal døbes igen, når de siden bliver troende eller kan bekende troen? For det er ikke nok, at de siger: de er døbt uden tro, derfor skal de døbes igen; de må give begrundelse for det. Det er en forkert dåb, siger du. Hvad betyder det? Det er vel alligevel en dåb; ja, det er i sig selv en ret dåb, blot bliver den modtaget forkert. For ordene er udtalt og alt, hvad der hører til en dåb, er sket, lige så fuldstændigt, som det sker, når troen er til stede.

⁶⁰ Wenn nu ein Ding an ihm selbs recht ist, so muss darumb nicht anders verneuet werden, obs gleich unrecht empfangen ist: man thu das Unrecht ab, so wirds alles recht, ohn alle Verneuerung. Abusus non tollit substantiam, imo confirmat substantiam, Missbrauch ändert keinem Ding sein Wesen; ja, ohn Wesen kann kein Missbrauch sein. Wenn nu der Glaub uber zehen Jahr nach der Tauf käme, warumb sollt man doch wiederumb taufen, so nu der Tauf allerding ist genug geschehen, und alles recht worden? Dann er glaubt nu, wie die Taufe fordert. Ist doch der Glaub nit umb der Taufe willen, sonder die Tauf umbs Glaubens willen. Wenn nu der Glaub kumpt, so hat die Tauf das Ihr, und ist die Wiedertauf vergeblich.

Når nu noget i sig selv er rigtigt, så må den ikke fornyes på anden måde, også selv om den er modtaget forkert, end derved, at man fjerner det forkerte; derved bliver alt ret, uden nogen fornyelse. Misbrug ophæver ikke brug, men bekræfter substansen. Misbrug ændrer ikke nogen tings substans, ja, uden substans kan der ikke være noget misbrug. Hvis nu troen kommer ti år efter dåben, hvorfor skal man dog så døbe igen, når nu dåben én gang har fundet sted og var helt rigtig? For nu tror han jo, som dåben fordrer. Det er dog ikke sådan, at troen er der for dåbens skyld, nej, det er dåben, der er der for troens skyld. Når nu troen kommer, så har dåben fået sit, og gendåb er forgæves.

⁶¹ Gleich als wenn ein Magd einen Mann nähme, mit Unwillen und ganz ohn ehlich Herz gegen den Mann, die ist freilich vor Gott nit sein ehlich Weib. Nu uber zwei Jahr gewinne sie ihn ehlich lieb: sollt man hie auch wiederumb neu Verlübtnuss, neu Vertrauung und neue Hochzeit anrichten, und fürgeben, sie wäre ohn ehliche Treue sein Weib worden, darumb wäre die vorige Verlübtnuss und Hochzeit nichts? Man würde freilich sagen, du wärest ein Narre, seitemal es hie nu alles schlecht wäre, weil sie zurecht käme, und den Mann, den sie unrechte genummen hatte, nu recht behält.

På samme måde, som hvis en pige tog en mand med uvilje og ganske uden at have et ægteskabeligt hjerte imod manden, så er hun ganske vist i Guds øjne ikke hans ægteskabelige hustru. Men så får hun efter to år ham kær på ægteskabelig vis: skal man også her foranstalte en ny forlovelse, en ny vielse og et nyt bryllup, og lade, som om at fordi hun var blevet hans mand uden ægteskabelig troskab, derfor var den forrige forlovelse og bryllup ingenting? Man ville da bestemt sige, at du ville være en nar, for selv om det alt sammen var forkert, når de nu er kommet overens, så har hun nu sin mand på rette måde, selv om hun tog ham på forkert måde.

⁶² Item, wenn ein alt Mensch sich fälschlich taufen liesse, und uber ein Jahr glaubig würd; Lieber, meinst du, dass man solchen auch wiederumb taufen sollt? Er hat die recht Taufe unrecht empfangen. So höre ich wohl, sein Unrecht sollt die Taufe unrecht machen, und sollte menschlicher Missbrauch und Bosheit stärker sein, dann Gottes güte und unzerstörliche Ordnung?

På samme måde: Hvis en voksen lader sig døbe på falsk måde og efter et år bliver troende: kære ven, mener du, at man også skal døbe et sådant menneske igen? Han har modtaget den rette dåb forkert. Så hører jeg jo, at hans forkerthed skulle gøre dåben forkert, og at menneskeligt misbrug og ondskab skulle være stærkere end Guds gode og stensikre ordning?

⁶³ Gott macht einen Bund mit dem Volk Israell auf dem Berge Sinai, (2 Mos. 34,10). Da haben Etlicht (E276) denselben Bund nit recht und ohn Glauben angenummen. Wenn nu hernach dieselbigen zum Glauben kummen sind, Lieber, sollt der Bund darumb auch unrecht sein gewest, und Gott müsste eim Jeglichen von Neuem auf den Berg Sinai kummen, und den Bund wieder verneuen?

Gud oprettede en pagt med Israels folk på Sinai bjerg (2 Mos 34,10). Så har nogle modtaget denne pagt på forkert måde og uden tro. Når nu bagefter disse er kommet til tro, kære ven, skal så af den grund også pagten have været forkert, så Gud på ny måtte komme ned til bjerget Sinai, og igen forny pagten?

⁶⁴ Item, Gott lässt seine zehen Gebot predigen, aber weil dieselbigen Etliche allein mit den Ohren fassen, allerding unrecht, so sind es nicht zehen Gebot, tügen auch nichts, und Gott müsste hinfürt andere neue zehen Gebot geben, an Statt der vorigen, und müsste nicht gnug sein, dass die Leut sich recht bekehreten, und die vorigen zehen Gebot hielten. Da würde mir ein seltsam Wesen aus, dass Gottes Wort, so ewiglich bleibt, müsste so oft verwandelt und ein neues werden, so oft die Menschen sich wandeln, und neu werden; so es doch darumb beständig und einig (ewig) bleibt, auf dass die, so jetzt nit dran hangen oder darvon fallen, einen gewissen, beständigen Fels haben, wieder zu kehren und sich daran zu halten.

På samme måde: Gud lader sine ti bud prædike, men fordi nogle kun fatter dem med ørerne, altså på forkert måde, så er der ikke ti bud, så duer de heller ikke til noget, og Gud skulle fremover give andre ti bud i stedet for de forrige, og det skulle ikke være nok, at folket omvendte sig og overholdt de forrige ti bud. Det ville der komme noget meget mærkeligt ud af, når Guds ord, der bliver evindeligt, så ofte skulle forvandles og blive nyt, lige så ofte som menneskene forvandlede sig og blev nye; når det dog af den grund bestandig forbliver evigt, at de, der nu ikke hænger fast ved det eller falder fra det, kan have en sikker bestandig klippe, som de kan vende sig om til og holde fast ved.

⁶⁵ Wenn Untersässen ihrem Herrn huldeten, der Meinung, sie wöllten ihn tödten, und uber drei Tag reuete sie es, und gäben sich recht in Gehorsam von Herzen; Lieber, wäre es hie auch noth, aufs Neue und anders hulden? Nein zwar, weil sie nun die Hulde recht führen, die sie doch fälschlich gethan hatten.

Hvis nogle undersåtter hyldede deres herre i den hensigt, at de ville dræbe ham og tre dage efter angrede og gav sig ind i en ret lydighed af hjertet, kære ven, ville det også her være nødvendigt at hylde herren på ny og på anden måde? Nej, selvfølgelig ikke, fordi de nu fremfører den hyldest på ret måde, som de havde aflagt i falskhed.

⁶⁶ Wenn sie da hinaus wöllen, so werden wir zu taufen gnug kriegen alle Stund. Denn ich will den Spruch (wer da glaubt,) für mich nehmen, und wo ich ein Christen finde, der gefallen oder ohn Glauben ist, da will ich sagen: Dieser ist ohn Glauben, darumb muss sein Tauf nichts sein, und will ihn wieder taufen. Fället er darnach abermal, so will ich abermal sagen: Siehe, der ist ohn Glauben, darumb ist sein vorige Tauf nichts, er muss zum dritten Mal auch getauft werden. Und so fortan, so oft er fällt, oder Zweifeln ist, ob er glaube, will ich sagen: Der glaubt nicht, darumb ist sein Taufe nichts, er muss kurzumb sich so lang lassen taufen, bis er nimmermehr fallen oder ohn Glauben sein künne, auf dass er dem Spruch (wer da glaubt,) gnug thu. (E277) Sage mir, welcher Christ will denn immermehr gnugsam getauft werden, oder seiner Tauf ein gewiss End bekummen?

Hvis de ville ud af den [pagten, rr], så ville vi få nok at gøre med at døbe hele tiden. For jeg tager skriftordet (den, der tror) for mig, og hvor jeg finder en kristen, der er faldet eller er uden tro, så skulle jeg sige til ham: Denne er uden tro, derfor gælder hans dåb ikke, og jeg vil døbe ham igen. Falder han derefter igen, så skulle jeg igen sige: Se, han dèr er uden tro, derfor er hans forrige dåb ingenting værd, han må døbes for tredje gang. Og så videre, så ofte han falder eller der er tvivl om, hvorvidt han tror, ville jeg skulle sige: Denne tror ikke, derfor duer hans dåb ikke, han må kort sagt lade sig døbe lige så længe, indtil han aldrig falder mere eller kunne være uden tro, for at han kan opfylde ordet (den, der tror). Sig mig, hvilken kristen vil da nogensinde døbes nok, eller hvem vil få en sikker afslutning på sin dåb?

⁶⁷ Kann nu die Tauf recht und gnug bleiben, ob der Christ tausendmal ein Jahr vom Glauben fiele, oder sündigte, und ist gnug, dass er selbs sich wieder zurecht kehre und glaubig werde, und nicht muss so oft wieder getauft werden: warumb sollt nicht auch die erste Tauf gnug und recht sein, wenn der Christ hernach recht und glaubig wird? So doch kein Unterscheid ist unter der Tauf ohn Glauben; sie sei vor oder hernach ohn Glaube, so ist sie ohn Glaube. Ist sie ohn Glaube, so muss man sie ändern nach dem Spruch, (wer da glaubt); wie die Wiedertaufer narren.

Hvis nu dåben kan forblive ret og tilstrækkelig, selv om den kristne tusinde gange om året falder, eller synder, og hvis det er nok, at han selv igen vender om og bliver troende, og han ikke så ofte må døbes igen, hvorfor skulle så ikke også den første dåb være nok og ret, når den kristne herefter bliver ret kristen og troende? For der er ingen forskel på dåben uden tro; lad den ligge forud for eller senere uden tro, så er den uden tro. Men hvis den er uden tro, så skulle man ændre den efter skriftordet (den, der tror); sådan som gendøberne narrer os til.

⁶⁸ Das sag ich darumb. Wenn die Taufer gleich ihr Ding künnten beweisen, dass Kinder ohn Glauben sind (als sie nicht künnen); so hätten sie doch damit nichts mehr erstritten, denn das die rechte Tauf, so von Gott eingesetzt ist, nicht recht, sonder im Missbrauch empfanten ist. Wer aber nicht mehr, denn Missbrauch beweiset, er beweiset auch nicht mehr, denn dass der Missbrauch zu ändern sei, und nicht des Dings Wesen. Gold wird draumb nicht Stroh, ob es ein Dieb stiehlet und missbraucht: Silber wird darumb nicht Papier, obs ein Wucherer fälschlich gewinnet.

Det siger jeg af den grund, at selv om døberne med det samme kunne bevise, at børnene er uden tro (hvad de ikke kan bevise), så ville de dog derved ikke være nået længere end til, at den rette dåb, som er indstiftet af Gud, ikke er modtaget på ret måde, men i misbrug. Men den, der ikke beviser mere end misbrug, han beviser heller ikke mere, end at misbruget skal ændres, han beviser ikke sagens substans. Guld bliver ikke til strå af den grund, at en tyv stjæler det eller misbruger det. Sølv bliver ikke til papir, selv om en ågerkarl tager det til sig på falsk måde.

⁶⁹ Weil denn die Wiedertaufer allein den Missbrauch der Taufe anzeigen, so handeln sie wider Gott, Natur und Vernunft, dass sie auch die Tauf sampt dem Missbrauch neuen und ändern; gleichwie alle Ketzer auch am Evangelio thun: weil sie dasselbige fälschlich vernehmen, und also im Missbrauch hören, fahren sie zu, und änderns, und machen ein neu Evangelion draus. Also, wo du die Wiedertaufer hinkehrest, so thun sie unrecht, lästern und schänden Gottes Ordnung, heissen es unrechte Tauf, umb der Menschen Unrecht oder Missbrauchs willen; wiewohl sie auch solch Unrecht und Missbrauch der Menschen nicht künnen beweisen.

Fordi da gendøberne alene påviser dåbens misbrug, handler de imod Gud, imod naturen og imod fornuften, når de også vil forny og ændre både dåben og misbruget; ganske som alle kættere også gør med evangeliet: fordi de opfatter evangeliet forkert og altså hører det i misbrug, farer de frem og forandrer det og laver et nyt evangelium ud af det. Altså, hvis du diskuterer med gendøberne, så gør de uret, spotter og skænder Guds ordning, kalder det en uretmæssig dåb, på grund af menneskers uret eller misbrug; selv om de heller ikke kan bevise denne uret og dette misbrug hos menneskene.

⁷⁰ Es ist aber ein Werkteufel bei ihn, der giebt Glauben für, und meinet doch das Werk, und führet (E278) mit dem Namen und Schein des Glaubens die arme Leut auf Trauen der Werk. Gleichwie unter dem Papstthum uns geschehen ist, dass man uns zum Sacrament trieb, als zum Werk des Gehorsams, und niemand dahin ging, dass er den Glauben speisen wollt; sonder, wenn wir das Sacrament empfangen hätten, so wär es alles geschehen und das Werk vollbracht.

Men der er en gerningsdjævel hos dem, som foregiver tro, men dog mener gerning, og under troens navn og skin fører det stakkels folk til at tro på gerninger. Ganske som det skete os under pavedømmet, at man drev os til sakramentet som til en lydighedsgerning, og ingen gik derhen, fordi han ville spise troen, men når vi havde modtaget sakramentet, så var det alt sammen sket og gerningen gennemført.

⁷¹ Also hie auch treiben diese Wiedertaufer auf das Werk, dass die Leut drauf trauen: wenn sie also getauft werden, so sei es recht und wohlgethan; nach dem Glauben fragen sie in der Wahrheit nichts, ohn dass sie ihn rühmen allein zum Schein. Denn wir droben gesagt, wo sie sollten des Glaubens zuvor gewiss sein, müssten sie nimmermehr keinen Menschen taufen. Und wo sie nicht aufs Werk traueten, oder den Glauben mit Ernst suchten, dürften sie sich nicht wieder taufen; seitemal in der ersten Tauf dasselbig Wort Gottes, einmal gesprochen, noch immer bleibt und stehet, dass sie daran künnen hernach glauben, wenn wie wöllen, und das Wasser auch uber sie gegossen, dass sie es auch hernach im Glauben fassen mügen, wenn wie wöllen. Dann ob sie gleich hundertmal die Wort wieder sprechen, so sein es doch dieselbigen Wort, so in der ersten Tauf gesprochen sind, und nicht ihre Kraft daher haben, dass sie vielmal oder aufs Neue gesprochen werden, sonder dass sie befohlen sind zu sprechen einmal.

På samme måde driver her disse gendøbere på gerningen, at folk tror derpå: når de så er døbt, så er det ret og vel gjort; efter troen spørger de ikke i sandhed, bortset fra, at de praler af den for et syns skyld. For vi har ovenfor sagt, at hvis de på forhånd skulle være sikre på troen, så måtte de aldrig mere døbe noget menneske. Og hvis de ikke stolede på gerningerne eller søgte troen for alvor, så burde de ikke lade sig døbe igen; for i den første dåb forbliver dette Guds ord, én gang udtalt, stadig gyldigt og står fast, for at de senerehen kan tro på det, når de vil, og vandet blev også udøst over dem, for at de også senerehen måtte kunne fatte det i troen, når de ville. For om de så også siger ordene hundrede gange, så er det dog de samme ord, som blev udtalt i den første dåb, og de henter ikke deres kraft derfra, at de siges mange gange eller på ny, men derfra, at de er befalet os at sige én gang.

⁷² Denn das ist des Teufels rechte Meisterstück eines, dass er die Christen von der Gerechtigkeit des Glaubens auf die Gerechtigkeit der Werk nöthiget; wie er die Galater und Corinther, welche (als St. Paulus schreibt Gal. 5,7.) so gar fein glaubten und recht liefen in Christo, auch also auf die Werk treib. Also jetzt, da er sahe, dass die Deutschen durchs Evangelion Christum fein erkannten und recht glaubten, dadurch sie dann auch gerecht vor Gott waren, fähret er zu, und reisset sie von solcher Gerechtigkeit, als sei sie nichts, und führet sie in das Wiedertraufen, als in ein bessere Gerechtigkeit; macht damit, dass sie die vorigen Gerechtigkeit verleuken, als die untüchtige, und auf ein falsche Gerechtigkeit fallen. (E279)

For det er et sandt mesterstykke af djævelen, at han nøder de kristne bort fra troens retfærdighed hen til gerningernes retfærdighed; sådan som han også drev galaterne og korintherne hen mod gerningerne, de, som troede ret og var kommet godt i gang i Kristus, sådan som Skt. Paulus skriver i Gal 5,7. På samme måde nu, hvor han ser, at tyskerne gennem evangeliet erkendte Kristus ret og troede ret på ham, hvorved de da også var retfærdige for Gud, nu farer han frem og river dem ud af den slags retfærdighed, som betød den ikke noget, og fører dem ind i gendøberiet, som om det var ind i en bedre retfærdighed; og han udvirker derved, at de fornægter den forrige retfærdighed som uduelig og falder hen til en falsk retfærdighed.

⁷³ Was soll ich sagen? Wir Deutschen sind rechte Galater, und bleiben Galater. Dann wer sich wiedertaufen lässt, der widerruft mit der That seinen vorigen Glauben und Gerechtigkeit, und macht sie zu Sunden und verdammlich: welches ist greulich, allerding wie St. Paulus sagt, dass die Galater von Christo ab seind (abgefallen sind), ja Christum zum Sundendiener machen, wo sie sich beschnitten (Gal. 5,2.)

Hvad skal jeg sige? Vi tyskere er og bliver ret nogle galatere. For den, der lader sig døbe igen, han tilbagekalder med denne gerning sin tidligere tro og retfærdighed og gør den syndig og fordømmelig. Og det er forfærdeligt, sådan som Skt. Paulus siger, at galaterne er faldet bort fra Kristus, ja, har gjort Kristus til tjener for synden, hvis de lader sig omskære. (Gal 5,2).

⁷⁴ Es thut aber der Satan solchs alles umb unserwillen, auf dass er unser Lehre verdächtig mache, als die wir nicht rechtschaffen Geist noch Lehre haben mügen, weil wir nicht recht getauft sind. Aber an den Früchten kann man den Baum kennen, (Matth. 7,17.18). Denn wir noch nicht, weder im Papstthum noch in allen Rotten, sehen solche Männer, die so gewaltigklich die Schrift handeln und auslegen, als auf unser Seiten sind, von Gottes Gnaden; welches nicht der geringten Gaben des Geistes eine ist, 1. Cor. 12,10.

Men alt sådant gør Satan for vores skyld, for at han kan gøre vores lære fordægtig som nogle, der ikke kan have den rette ånd og lære, fordi vi ikke et døbt på rette måde. Men på frugterne kan man kende træet (Matt 7,17f). For vi ser endnu ikke, hverken i pavedømmet eller hos banderne, nogle mænd, der behandler og udlægger skriften så stærkt som dem på vor side gør det ved Guds nåde; hvilket ikke er én af Åndens ringeste gaver, 1 Kor 12,10.

⁷⁵ So sehen wir wohl bei ihn rechte Früchte des Teufels, nämlich, dass etliche umb der Wiedertauf willen von Weib und Kind, von Haus und Hof laufen, kein Oberkeit haben wöllen, und so fortan; so doch St. Paulus lehret: Wer die Seinen nicht versorget, hat den Glauben verleuket, und ist ärger dann ein Heide. 1. Tim. 5,8 und 1. Cor. 7,13 will er auch nit, dass ein glaubig Gemahl sich vom unglaubigen scheide. Und Christus auch die Ehe ungescheiden haben will, ohn wo Hurerei Ursach giebt, (Matth. 19,9). Unser Geist lässt, ja er heisst allerlei Stände bleiben und in Ehren halten, und im Friede den Glauben durch die Liebe üben, daraus kein Aufruhr noch billige Klag uber unsere Lehre kummen kann: wiewohl die Papisten mit ihrem Lügen alles Unglück uns Schuld geben. Aber das hat seinen Richter, auch ihr eigen Gewissen, hie und dort.

Derfor ser vi da også hos dem de rette djævelens frugter, nemlig, at nogle af dem på grund af gendåben løber fra kone og børn, fra hus og gård, ikke vil have nogen øvrighed, og så videre; skønt dog Skt. Paulus lærer: Den, som ikke sørger for sine egne, har fornægtet troen og er værre end en hedning. 1 Tim 5,8. Og i 1 Kor 7,13 vil han ikke, at en troende ægtefælle skiller sig fra en ikke-troende. Og Kristus vil heller ikke tillade skilsmisse, undtagen når der er tale om hor (Matt 19,9). Vores ånd tillader, ja, den befaler at lade alle slags stænder forblive og holdes i ære, og i fred udøve troen gennem kærligheden, og derfra kan der heller ikke komme nogen rimelig klage over vores lære; selv om papisterne med deres løgn give os skylden for al ulykke. Men dette har sin dommer, også deres egen samvittighed, her og dèr.

⁷⁶ Hiemit ist auch verlegt, das sie daneben fürgeben, die Taufe sei nichts, weil der Priester oder Taufer nicht geglaubt habe. Dann ob gleich St. Peter Jemand taufet, dannoch künnte niemand wissen, ob Sanct Peter zu derselbigen Stund glaubet oder zweifelt; (E280) dann es kann ja niemand sein Herz sehen. Summa, solch Stück hat vorzeiten die Donatisten auch bewegt, dass sie sich absonderten und wieder tauften, da sie sahen, dass etliche Prediger und Taufer unheilig waren, und fingen an, die Taufe zu gründen auf Menschen-Heiligkeit, welche doch Christus auf sein Wort und Gebot gründet.

Hermed er også tilbagevist, hvad de desforuden påstår, at dåben intet betyder, fordi præsten eller den, der døber, ikke har troet. For selv om Skt. Peter døber nogen, så ville ingen kunne vide, om Sankt Peter, idet han døbte, troede eller tvivlede; ingen kan jo se hans hjerte. Kort sagt, en sådan påstand har tidligere fået donatisterne til at skille sig ud og døbe igen, når de så, at nogle prædikanter eller døbere var uhellige, og så begyndte de at begrunde dåben med menneske-hellighed, skønt dog Kristus begrundede den på hans ord og påbud.

⁷⁷ Ja, es ficht auch unser Schwärmer an, die Sacramentsfeind. Dann wiewohl sie fürgeben, die Wahrheit und Schrift zwinge sie, so lügen sie doch: sonder das stösst sie (wie sie dann auch an etlichen Orten heraus fahren): ob ein jeglicher Bube müg Christum ins Brod bringen; gerad als wäre die ganz Welt gewiss und sicher, dass sie selbs glaubig und eitel Heiligthum, und nicht ja so grosse Buben wären vor Gott, als die sind, die sie so frevel richten und Buben schelten, und vergessen des Balken in ihrem Auge, (Matth. 7,3.)

Ja, det begynder også vore sværmere, sakramentsfjenderne, med. For skønt de påstår, at sandheden og skriften tvinger dem, så lyver de dog. Nej, det er noget andet, der støder dem (hvilket de da også farer ud med nogle steder): om virkelig en hvilken som helst slyngel må fremfører Kristus som brød; ganske som om hele verden ville være ganske sikker og vis på, at de selv troede og var hellige, og jo ikke var så store slyngler overfor Gud som de andre, om de så frækt dømmer og skælder ud for slyngel, mens de glemmer bjælken i deres eget øje, Matt 7,3.

⁷⁸ Wir haltens aber dafür, dass, so St. Johannes sich nit schämet von Caiphas Gottes Wort zu hören, und rühmets dazu für ein Weissagung, (Joh. 11,49.) und so Moses sampt dem Volk Israel des gottlosen Bileams Weissagunge annehmen und für Gottes Wort halten, (4. Mos. 24,17). item, Sanct Paulus die heindnische Poeten, Araton und Epimeniden annimpt, und ihre Sprüche (als Gottes Wort) preiset, (Apostlg. 17,28. Tit. 1,12.) und Christus die gottlosen Pharisäer auf Moses Stuhl will gehört haben, als die gottlosen Lehrer, (Matth. 23,2.) so sollen wir uns vielweniger Ekel machen, sonder Gott richten lassen ihr böses Leben, und uns ihr göttlich Wort dannocht gefallen lassen. Dann, sind sie bös, so sind sie ihn selbs bös. Lehren sie aber recht, so lehren sie uns recht.

Men vi regner med, at ligesom Skt. Johannes ikke skammede sig over fra Kaifas at høre Guds ord og roste det for at være en profeti (Joh 11,49), og ligesom Moses og Israels folk antog den gudløse Bileams profeti og regnede den for Guds ord (4 Mos 24,17), og ligesom Skt Paulus antog de hedenske poeter, Araton og Epimenides og priser deres udsagn som Guds ord (Apg 17,28; Tit 1,12), og ligesom Kristus vil have de gudløse farisæere på Moses' stol hørt som de gudløse lærere (Matt 23,2), således skal vi så meget mindre finde ækle ting, men lade Gud bedømme deres onde liv, og alligevel lade deres guddommelige ord ramme os. For er de onde, så er de onde i sig selv. Men hvis de lærer ret, så lærer de også ret for os.

⁷⁹ Also thäten die frummen Magi auch, Matth. 2,4. 5.9. sie höreten Gottes Wort aus der Schrift Michä, durch den Mund Herodis des greulichen Küniges, welcher es forter aus den gottlosen Hohenpriestern und Schriftgelehrten höret. Noch zogen sie auf solch Wort hin gen Betlehem, und funden Christum, und hindert sie nichts überall, dass sie Gottes Wort nicht, dann allein durch Herodem, den Mörder Christi, höreten. (E281)

Sådan gjorde også de fromme vise mænd, Matt 2,4.5.9., de hørte Guds ord fra Mikas bog, gennem den skrækkelige kong Herodes' mund, han, som på sin side havde hørt det af de gudløse ypperstepræster og skriftkloge. Alligevel drog de ud fra et sådant ord til Betlehem og fandt Kristus, og det hindrede dem overhovedet ikke, at de kun hørte Guds ord gennem Herodes, der ville myrde Kristus.

⁸⁰ Müssen wir doch bekennen, dass die Schwärmer die Schrift und Gottes Wort haben in andern Artikeln, und wer es von ihn höret und glaubt, der wird selig, wiewohl sie unheilig Ketzer und Lästerer Christi sind. Es ist nicht ein geringe Gnad, dass Gott sein Wort auch durch böse Buben und Gottlosen giebt; ja, es ist etlichermachen fährlicher, wenn ers durch heilige Leut giebt, denn so ers durch unheilige giebt, darumb, dass die Unverständigen drauf fallen, und hangen mehr an der Menschen Heiligkeit, denn am Wort Gottes. Dadurch geschicht dann grössere Ehre den Menschen, dann Gott und seinem Wort. Welche Fahr nicht ist, wo Judas, Caiphas und Herodes predigen. Wiewohl damit niemand entschuldigt ist in seinem bösen Leben, ob Gott desselbigen wohl brauchen kann.

Og vi må dog også indrømme, at sværmerne i andre artikler har skriften og Guds ord for sig, og at den, der hører det fra dem og tror det, han bliver salig, selv om de er uhellige kættere og Kristus-bespottere. Det er en ikke ringe nåde, at Gud også giver sit ord gennem onde slyngler og gudløse mennesker; ja, det er på en måde farligere, når han giver det gennem hellige mennesker, end når han giver det gennem ikke-hellige, af den grund, at de uforstandige bringes til fald derved og mere hænger sig i menneskets hellighed end i Guds ord. Derigennem sker der større ære for mennesker end for Gud og hans ord. Men det er der ingen fare for, når Judas, Kaifas og Herodes prædiker. Blot får jo ingen derved undskyldning for sit onde liv, selv om Gud godt kan bruge det.

⁸¹ Kann nun ein Gottloser das recht Gottes Wort haben und lehren, so kann er auch vielmehr recht taufen und Sacrament geben: seitenmal es grösser ist, Gottes Wort lehren, dann taufen, wie St. Paulus rühmet 1. Cor. 1,17. Und wie gesagt ist, wer nicht ehe will von der Tauf halten, er wisse dann, dass der Taufer glaube, der muss nimmermehr von keiner Taufe halten. Dann so ich frage: Bist du wieder getauft? Ja. Wie weisst du, dass du nu recht getauft bist? Willt du hie antworten, dass dein Taufer sei glaubig gewest? So frage ich: Wie weisst du es? Hast du sein Herz gesehen? So stehest du denn, wie Butter an der Sonnen.

Hvis nu en gudløs kan have og lære det rette Guds ord, så kan han også meget snarere døbe ret og give sakramentet ret. For det er jo større at lære Guds end at døbe, som Skt. Paulus fremhæver 1 Kor 1,17. Og som sagt, den, der ikke vil regne dåben for noget, før han véd, at den, der døber, tror, han skal aldrig mere regne nogen dåb for noget. For når jeg spørger: Er du gendøbt? og man svarer: Ja, og jeg så videre spørger: Hvordan véd du, at du er ret døbt? vil du så svare, at han, der døbte dig, var ret troende, så vil jeg spørge: Hvordan véd du det? Har du set ind i hans hjerte? Så står du dèr, som smør i solen.

⁸² So ist nu unsrer Taufen Grund der allerstärkest und sicherest, dass Gott hat einen Bund gemacht mit aller Welt, zu sein der Heiden Gott in aller Welt; wie das Evangelion sagt, dass Christus hat befohlen, in alle Welt das Evangelion zu predigen: als auch die Propheten manchfaligklich haben verkündigt. Und zum Zeichen dieses Bunds hat er die Taufe eingesetzt, geboten und befohlen unter allen Heiden, wie Matth. 28,19, stehet: Gehet hin in alle Welt, und lehret alle Heiden, und taufet sie im Namen des Vaters, etc. Gleichwie er mit Abraham und seinem Saamen einen Bund machet, ihr Gott zu sein, und zum Zeichen des Bunds die Beschneidung gab, (1. Mos. 17,7.11). (E282)

Derfor er nu vor dåbs grund den allerstærkeste og allersikreste, at Gud har sluttet en pagt med hele verden om, at han vil være hedningernes Gud i hele verden; sådan som evangeliet siger, at Kristus har befalet at prædike evangeliet i hele verden; sådan som også profeterne mange steder har forkyndt. Og som tegn på denne pagt har han indstiftet dåben, påbudt og befalet blandt alle hedninger, som der står i Matt 28,19: Gå ud i alverden og lær alle hedninger og døb dem i faderens navn, osv. Ganske som han sluttede en pagt med Abraham og hans sæd om at være deres Gud, og som tegn på pagten gav dem omskærelsen, (1 Mos 17,7.11).

⁸³ Hie steht unser gewisser Grund und Veste, nämlich, dass wir uns taufen lassen, nit darumb, das ich des Glaubens gewiss sei, sonder, dass Gott geboten hat und haben will. Dann ob ich gleich keins Glaubens nimmermehr gewiss würde, so bin ich dannocht des Gebots gewiss, dass Gott die Tauf gebeut, weil ers offentlich hat lassen ausgehen vor aller Welt. Hie kann ich nicht fehlen: dann Gottes Gebot kann nicht trügen. Er hat aber niemand von meinem Glauben etwas gesagt, geboten, noch befohlen.

Her står vores sikre grund og fæste, nemlig, at vi lader os døbe, ikke på grund af, at jeg er sikker på troen, men på grund af, at Gud har påbudt det og vil have det. For selv om jeg aldrig kan blive sikkert på nogens tro, så er jeg alligevel sikker på budet, at Gud påbyder dåben, fordi han har ladet det udgå i al offentlighed over hele verden. Her kan jeg ikke tage fejl: for Guds bud kan ikke bedrage. Men han har ikke sagt eller påbudt eller befalet noget til nogen om min tro.

⁸⁴ Wahr ists, dass man glauben soll zur Taufe; aber auf den Glauben soll man sich nicht taufen lassen. Es ist gar viel ein ander Ding, den Glauben haben, und sich auf den Glauben verlassen, und sich drauf taufen lassen. Wer sich auf den Glauben taufen lässt, der ist nicht allein ungewiss, sonder auch ein abgöttischer, verleuketer Christ: denn er trauet und bauet auf das Sein, nämlich auf ein Gabe, die ihm Gott geben hat, und nicht auf Gottes Wort allein; gleichwie ein ander bauet und trauet auf sein Stärke, Reichtumb, Gewalt, Weisheit, Heiligkeit, welches doch auch Gaben sind, von Gott ihm geben.

Sandt er det, at man skal tro, når man bliver døbt; men man skal ikke lade sig døbe på troen. Det er nemlig en helt anden ting at have troen end at forlade sig på troen og lade sig døbe derpå. Den, der lader sig døbe på troen, han er ikke alene usikker, men han er også en afguderisk Kristus-fornægter: for han tror på og bygger på sit eget, nemlig på en gave, som Gud har givet ham, og ikke på Guds ord alene; ganske som en anden bygger på og tror på sin styrke, sin rigdom, sin magt, sin visdom, sin hellighed, hvilket dog også er gaver, som Gud har givet ham.

⁸⁵ Welcher aber getauft wird auf Gottes Wort und Gebot, wenn da gleich kein Glaube wäre, dannoch wäre die Tauf recht und gewiss: dann sie geschicht, wie sie Gott geboten hat. Nütze ist sie wohl nicht dem ungläubigen Tauflinge, umb seines Unglaubens willen; aber drumb ist sie nicht unrecht, ungewiss, oder nichts. Wenn das alles sollt unrecht oder nichts sein, was den Unglaubigen nicht nütz ist, so würde nichts recht noch gut bleiben. Denn das Evangelion ist auch aller Welt zu predigen geboten: der Unglaubig hörets und ist ihm nicht nütz; sollts aber darumb auch nit ein Evangelion oder unrecht Evangelion sein? Gott selbs ist dem Gottlosen kein nütz; soll er darumb nit Gott sein?

Men den, der bliver døbt på Guds ord og befaling, selv om der da slet ingen tro var til stede, så ville dog dåben være ret og sikker: for den sker, sådan som Gud har påbudt det. Den er vel ikke til nogen nytte for den ikke-troende dåbskandidat, på grund af hans manglende tro; men derfor er den ikke forkert, uvis eller ingenting. Hvis alt det skulle være forkert og til ingen nytte, som ikke er til gavn for de ikke-troende, så ville intet forblive ret eller godt. For evangeliet skal vi prædike i hele verden: den ikke-troende hører det og har derfor ingen gavn af det; men skal det af den grund ikke være et evangelium eller et forkert evangelium? Gud selv er ikke til gavn for de gudløse, skal han af den grund ikke være Gud?

⁸⁶ Wenn nu gleich ein alter Mensch sollt getauft werden, und spräche: Herr, ich will mich taufen lassen. So fragest du: Glaubst du denn auch? wie Philippus den Kammerer, Apostg. 8,37, und wir täglich die Taufling (E283) fragen; so wird er mir nit so herfahren und sagen: Ja, ich will wohl Berge versetzen durch meinen Glauben, sonder also: Ja, Herr, ich glaub, aber auf solchen Glauben baue ich nit, er möcht mir zu schwach oder ungewiss sein; ich will getauft sein auf Gottes Gebot, der es haben will von mir, auf solch Gebot wage ichs; mit der Zeit mag mein Glaub werden wie er kann.

Hvis nu således en voksen skal døbes og siger: Herre, jeg vil lade mig døbe, så spørger du: Tror du da også? sådan som Filip spurgte hofmanden, Apg 8,37, og som vi hver dag spørger den, der vil døbes; så vil han ikke fortsætte med at svare: ja, jeg vil flytte bjerge med min tro, men kun sige: Herre, jeg tror, men jeg bygger ikke på denne tro, det vil kunne være for svag og usikker for mig; jeg vil døbes på Guds bud, som vil have det af mig, på det bud vover jeg det; med tiden kan så min tro blive, som den nu kan blive til.

⁸⁷ Wenn ich auf sein Gebot getauft bin, so weiss ich, dass ich getauft bin. Wenn ich auf meinen Glauben getauft würde, sollt ich morgen wohl ungetauft funden werden, wenn mir der Glaub empfiele, oder ich angefochten würde, als hätte ich gestern nit recht geglaubt. Mir nit! Er fechte Gott und sein Gebot an, darauf ich getauft bin, das ist mir gewiss gnug. Mein Glaub und ich stehen unser Abentheur. Glaube ich, so ist mir die Tauf nütz; glaub ich nit, so ist sie mir nicht nütz. Aber die Tauf ist darumb nit unrecht oder ungewiss, stehet auch nicht auf eventuro, das ist, auf Abentheuer, sonder auf dem gewissen Gottes Wort und Gebot.

Når jeg er døbt på hans bud, så véd jeg, at jeg er døbt. Hvis jeg ville være døbt på min tro, skal jeg så i morgen findes udøbt, når jeg falder ud af troen eller jeg bliver anfægtet, som om jeg i går ikke havde troet ret. På ingen måde! Man kan anfægte Gud og hans bud, som jeg er døbt på, for mig er det sikkert nok. Min tro og jeg selv står i det uvisse. Tror jeg, så har jeg nytte af dåben; tror jeg ikke, så er den mig til ingen nytte. Men dåben er ikke forkert eller uvis af den grund, står heller ikke hen ”eventuro”, det vil sige, i det uvisse, men står på Guds sikre og og påbud.

⁸⁸ Also wird er auch sagen von seiner Kindertaufe: Ich danke Gott und bin fröhlich, dass ich ein Kind getauft bin; denn da habe ich gethan, was Gott geboten hat: ich hab nu geglaubt oder nit, so bin ich dannoch auf Gottes Gebot getauft. Die Taufe ist recht und gewiss, Gott gebe, mein Glaube sei noch heutiges Tags gewiss oder ungewiss; ich mag denken, dass ich noch glaub und gewiss werde. An der Tauf fehlet nichts; am Glauben fehlets immerdar, dann wir haben an dem Glauben genug zu lernen unser Lebenlang, und er kann fallen, dass man sagt: Siehe, da ist Glaub gewesen, und ist nit mehr da. Aber von der Tauf kann man nit sagen: Siehe, da ist Tauf gewesen, und ist nu nit mehr Taufe. Nein, sie stehet noch: denn Gottes Gebot stehet noch; und was nach seinem Gebot gethan ist, stehet auch und wird auch bleiben.

Sådan vil han også sige om sin barnedåb: jeg takker Gud og er glad for, at jeg er døbt som barn; for da har jeg gjort det, som Gud har påbudt; om jeg nu har troet eller ej, jeg er dog døbt på Guds bud. Dåben er ret og sikker, Gud give, at, om min tro endnu i dag må være sikker eller usikker, jeg har lov til at tænke, at jeg stadig tror og bliver sikker. Hvad dåben angår, mangler intet; hvad troen angår, mangler der stadig noget, for vi har livet igennem nok at gøre med at lære om troen, og den kan forsvinde, så man siger: Se, her var der tro, og nu er der ikke tro mere. Men om dåben kan man ikke sige: Se, her var der dåb, men nu er der ikke mere dåb. Nej, den står stadigvæk fast: for Guds bud står stadig fast; og hvad der er gjort efter hans bud, står også fast og vil også blive stående.

⁸⁹ Bisher haben wir, meins Dünkens, stark genug beweiset, dass die Wiedertaufer unrecht thun, dass sie die erste Tauf vernichtigen, wenn sie gleich gewiss wären, dass die Kinder ohn Glaube getauft würden; dess sie doch auch nicht gewiss sein künnen. Wiederumb, dass die Kinder glauben, das künnen wir auch mit keinem (E284) Spruch beweisen, der so helle und klar heraus sage mit solchen oder dergleichen Worten: Ihr sollt die Kinder taufen, dann sie glauben auch. Wer uns auf solche Buchstaben zu beweisen dringet, dem müssen wir weichen und gewonnen geben, wir finden sie nirgend beschrieben. Aber frumme, vernünftige Christen begehren solchs nicht; die zänkische, halsstarrige Rotten thuts, auf dass sie klug gesehen werden. Wiederumb, werden sie auch keinen Buchstaben bringen, der da sage: Ihr sollt alte Leut taufen, und kein Kind. Doch, dass Kinder taufen rechte sei, und sie auch glauben, bereden wir uns aus vielen starken Ursachen.

Hidtil har vi, såvidt jeg kan se, med tilstrækkelig styrke bevist, at gendøbere handler forkert, når de fornægter den første dåb, selv om de så kunne være sikre på, at børnene døbes uden tro; hvilket de dog ikke kan være sikre på. Videre: at børnene tror, det kan vi heller ikke bevise med noget skriftord, der taler med ligeså åbenlyse og klare ord, som blev det sagt med disse eller lignende ord: I skal døbe børnene, for de tror også. Den, der trænger ind på os for at få os til at bevise med sådanne bogstaver, for ham må vi vige og lade sejre, for det finder vi ikke skrevet noget steds. Men fromme, fornuftige kristne begærer ikke den slags; de stridslystne, halsstarrige bander gør det, for at de kan se ud, som var de kloge. Videre: de vil heller ikke kunne fremføre noget bogstav, som siger: I skal kun døbe voksne, intet barn. Dog, at det er ret af døbe børn, og at de også tror, det lader vi os overtale til af mange stærke begrundelser.

⁹⁰ Erstlich, weil solch Kindertaufen von den Aposteln herkummet, und seit der Apostel Zeiten gewähret hat, künnen wirs nicht wehren, müssens so lassen bleiben, weil niemand bisher hat mügen beweisen, dass die Kinder in der Tauf nicht glauben, oder solch Taufen unrecht sei. Dann ob ich gleich ungewiss wäre, dass sie glaubten, so müsste ich doch meines Gewissens halben sie taufen lassen; seitemal es viel besser ist, dass die Tauf uber die Kinder gehe, denn dass ich sie abthät. Dann wo die Taufe recht und nütz wäre, und seligte die Kinder (wie wir glauben), und ich thäte sie abe, so wäre ich schuldig an allen Kindern, so ohn Tauf verloren würden: das wäre grausame und erschrecklich. Wäre sie aber unrecht, das ist unnütz, und hülfe die Kinder nichts, so wäre damit nicht anders gesundigt, denn dass Gottes Wort wäre vergeblich gesprochen, und sein Zeichen vergeblich gegeben; ich wäre aber damit keiner verloren Seelen schuldig, sonder des vergeblichen Brauchs an Gottes Wort und Zeichen.

For det første, fordi barnedåben stammer fra apostlene og er blevet brugt fra apostlenes tid, derfor kan vi ikke komme udenom den, vi må lade det forblive således, fordi ingen hidtil har kunnet bevise, at børnene i dåben ikke tror eller at en sådan dåb er forkert. For selv om jeg så også var usikker på, om de troede, så måtte jeg dog for min samvittigheds skyld lade dem døbe; for det er meget bedre, at dåben bliver givet til børnene, end at jeg afstår fra den. For hvis dåben var rigtig og nyttig og velsignede børnene (som vi tror, den gør), og jeg afstod fra den, så ville jeg være skyldig mod alle børn, som uden dåb ville gå fortabt; det ville være grusomt og skrækkeligt. Men hvis dåben var forkert, det vil sige: til ingen nytte, så ville der dermed ikke være syndet på anden måde, end at Guds ord ville være talt forgæves, og hans tegn givet forgæves; men jeg ville dermed ikke være skyld i, at nogen sjæl bliver fortabt, men kun i, at Guds ord og tegn bliver brugt forgæves.

⁹¹ Aber solchs würde mir Gott leichtlich vergeben, weil ichs unwissen thät, und darzu aus Forcht thun musste, als der ichs nicht erdichtet, sonder also von Anfang auf mich kummen wäre, und mit keiner Schrift beweisen künnt, dass unrecht sei, und ungerne thät, wo ichs überweiset würde: und wäre zwar schier gleich, als wenn ich Gottes Wort, das ich auch aus seinem Befehle muss predigen, unter die Unglaubigen vergeblich predigte; oder, wie er saget (Matth. 7,6.) die Perlen für die Säu, und das Heiligthum für die Hunde werfe; (E285) was künnte ich dazu? Hie wollte ich auch lieber daher sündigen, dass ich vergeblich predigete, denn dorthin, dass ich gar nichts wollt predigen; denn mit vergeblicher Predig werde ich keiner Seelen schuldig; aber mit Nichtpredigen möchte ich vieler Seelen schuldig werden; ja es wär allzuviel an einer.

Men den slags ville Gud let tilgive mig, fordi jeg har gjort det i uvidenhed og desuden måtte gøre det i frygt, som én, der ikke har opdigtet det, men således fra begyndelsen var overbevist om det og ikke med noget skriftord kunne bevise, at det var forkert, og ugerne ville gøre det, hvis jeg var blevet overbevist. Og det ville være helt det samme, som hvis jeg forgæves prædikede Guds ord, som jeg efter hans befaling må prædike, blandt de ikke-troende; eller, som han siger Matt 7,6, har kastet perler for svin og givet hunde det hellige; hvad kunne jeg gøre for det? Her ville jeg også hellere synde af den grund, at jeg prædikede forgæves, end komme derhen, hvor jeg slet ikke ville prædike; for hvis jeg prædiker forgæves, bliver jeg ikke skyldig i nogen sjæls fortabelse, men hvis jeg ikke prædiker, ville jeg kunne blive skyldig i mange sjæles fortabelse; det ville være alt for mange med bare én.

⁹² Diess sage ich, wenns gleich so wäre, dass der Kinder Glaub ungewiss wäre, auf dass man die gewissen Tauf umb ungewissens Glauben willen nit nachlasse, weil wirs nicht erfunden, sonder also von der Apostel Zeit her empfangen haben: denn man soll nichts umbstossen oder ändern, was man nicht mit heller Schrift kann umbstossen oder ändern. Gott ist wunderlich in seinen Werken; was er nicht haben will, da zeuget er gnugsam von in der Schrift. Was er dasebst nicht zeuget, das lass man gehen als sein Werk. Wir sind entschuldiget: Er wird uns nicht verführen. Das wäre wohl ein bös's Stück, wenn wirs wüsste, oder glaubten, dass der Kinder Tauf untüchtig wäre, und tauften sie gleichwohl, wie die Waldenser thun; denn damit spottet man Gott und sein Wort.

Dette siger jeg, som om det forholdt sig sådan, at børnenes tro var uvis, for at man ikke skal undlade den visse dåb på grund af den uvisse tro, for det er ikke os, der har opfundet det, men vi har modtaget det således fra apostlenes tid; for man skal ikke omstøde eller ændre noget, som man ikke kan omstøde eller ændre med klare skriftbeviser. Gud er forunderlig i sine gerninger; hvad han ikke vil have, det viser han os tilstrækkelig tydeligt i skriften. Hvad han ikke dèr selv vidner om, det lader man passere som hans gerning. Vi er undskyldt: han vil ikke forføre os. Det ville være være en ond ting, hvis vi vidste eller troede, at barnedåben ikke duede og alligevel døbte dem, sådan som waldenserne gør; for dermed spotter man Gud og hans ord.

⁹³ Aufs Ander, ist das ein gross Anzeigen. Es ist noch nie kein Ketzerei endlich bestanden, sonder allezeit auch in Kürz, sagt St. Petrus, an Tag kummen und zu Schanden worden; wie Skt. Paulus Jannes und Jambres einführet, und ihr Gleichen, dass ihr Thorheit endlich Jedermann offenbar ist worden, etc. (2. Timoth. 3,8.9.) Wäre nu der Kinder Taufe nicht recht, fürwahr Gott hätte es so lang nicht lassen hingehen, auch nicht so gemein in aller Christenheit durch und durch lassen halten, sie hätte auch endlich müssen einmal zu Schanden werden vor Jedermann. Denn dass jetzt die Wiedertaufer sie schänden, ist noch unausgeführet, und heisset noch nicht zu Schanden worden.

For det andet er det værd at lægge mærke til: der er endnu ikke noget kætteri, der har kunnet bestå i længere tid, det er altid kun kortvarigt, siger Skt. Peter, kommet for dagen og så blevet til skamme; (2 Pet 2,1-22). Ligesom Skt Paulus fremfører Jannes og Jambres og deres lige, så deres dumhed endelig bliver åbenbar for enhver. (2 Tim. 3,8.9). Hvis nu barnedåben ikke var rigtig, så ville Gud sandelig ikke have ladet den passere så længe, og ikke ladet den være opretholdt så almindeligt i hele kristenheden, nej, så ville den efterhånden være blevet til skamme for enhver. For at gendøberne nu skænder den, er stadig uafgjort, og det kan endnu ikke kaldes at blive gjort til skamme.

⁹⁴ Gleich wie nu Gott erhalten hat, dass die Christen in aller Welt die Biblia für Biblia, das Vater Unser für Vater Unser, den Kinderglauben für Glauben halten: also hat er auch die Kindertaufe erhalten, und nicht lassen untergehen; und doch daneben alle Ketzerei (E286) sind untergangen, die viel jünger und neuer sind gewest, denn der Kinder Taufe. Solch Wunderwerk Gottes zeigt an, dass die Kindertauf muss recht sein. Denn solchs hat er am Papstthum nicht geübt, welchs dazu auch ein neu Ding ist; aber noch nie bei allen Christen in aller Welt also angenummen, wie der Kinder Tauf, Biblia, Glauben, Vater Unser, etc.

Ganske som nu Gud har opretholdt, at de kristne i hele verden regner bibelen for bibel, fadervor for fadervor, barnedåben for en trosætning, sådan har han også opretholdt barnedåben og ikke ladet den forsvinde; og dog er i mellemtiden alle kætterier gået til grunde, kætterier, som er meget yngre og nyere end barnedåben. Et sådant Guds underværk antyder, at barnedåben må være ret. For det [at lade det gå under, rr] har han ikke gjort med pavedømmet, som desuden er noget nyt; men det er endnu ikke antaget hos alle kristne i hele verden, sådan som barnedåben, bibelen, trosbekendelsen, fadervor, osv.

⁹⁵ Sprichst du: Solchs schleusst noch nichts, dass der Kinder Taufe gewiss sei; denn es ist kein Spruch aus der Schrift. Antwort: Das ist wahr, es schleusst nit stark gnug mit Sprüchen, dass du Kindertaufe drauf möchtest anfahen bei den ersten Christen nach den Aposteln; aber es schleusst gleichwohl so viel, dass jetzt bei unser Zeit niemand mit gutem Gewissen dar der Kinder Taufe, so lang herbracht, verwerfen, oder lassen fallen; weil sie Gott mit der That nicht allein duldet, sonder auch handhabt von Anfang, dass sie noch nie ist untergangen. Denn wo man Gottes Werk siehet, muss man eben sowohl weichen und glauben, als wo man sein Wort höret: es sei denn, dass öffentliche Schrift solch uns anzeige zu meiden. Als, das Papstthum liese ich auch wahrlich gehen und stehen als ein Gottes Werk; aber weil die Schrift dawider ist, halte ich es für ein Werk Gottes, aber nicht für ein Werk der Gnaden, sonder des Zorns, das zu fliehen ist, als alle andere Plagen auch Gottes Werk sind, aber im Zorn und Unglauben.

Så siger du: Jamen, deraf kan man ikke slutte, at barnedåben er sikker; for der er ikke noget ord fra skriften. Svar: det er sandt, man kan ikke i tilstrækkelig grad slutte ud fra skriften, at du må begynde barnedåb af den grund hos de første kristne efter apostlene; men man kan alligevel slutte så meget, at ingen i vore dage med god samvittighed kan forkaste barnedåben eller lade den falde, den er jo opretholdt så længe; for ikke alene har Gud med sin gerning tålt den, men han har også fra begyndelsen holdt hånden over den, så den endnu ikke er gået til grunde. For når man ser Guds gerning, må man i lige så høj grad vige og tro, som når man hører hans ord; med mindre da et tydeligt skriftord anviser os at undgå det. Sådan som jeg også i sandhed lader pavedømmet være og stå som et Guds værk; men fordi skriften er imod det, anser jeg det for et Guds værk, men ikke for et værk til nåde, men et værk til vrede, som man bør flygte fra, ligesom alle andre plager også er Guds værk, men til vrede og vantro.

⁹⁶ Aufs Dritte, ist desgleichen Gottes Werk, dass Gott allezeit vielen, so Kinder getauft wird, gegeben hat grosse heilige Gaben, sie erleucht und gestärkt mit dem heiligen Geist und Verstand der Schrift, und grosse Ding durch die gethan in der Christenheit; als Johanni Huss und seinen Gesellen zu der Zeit, und vor ihm vielen andern Heiligen: wie er jetzt auch thut fast vielen seinen Leuten, und treibet doch der keinen zuvor zu der Wiedertaufe. Welches er ohn Zweifel thun würde, wo ers dafür hielte, dass sein Gebot von der Taufe nit recht gehalten wäre. Denn er thut nichts wider sich selbs: so bestätiget er auch nit mit seinen Gnaden den Ungehorsam seines Gebots. (E287)

For det tredje er det på den måde Guds værk, at Gud altid har givet de mange, som er døbt som børn, store hellige gaver, har oplyst og styrket dem med den hellige ånd og forståelse af skriften, og gjort store ting gennem dem i kristenheden; som gennem Johannes Huss og hans fæller i sin tid, og før ham gennem mange andre hellige; sådan som han også nu gør gennem mange af sine folk og dog ikke driver nogen af dem frem til gendåb. Hvilket han uden tvivl ville gøre, hvis han gik ud fra, at hans bud om dåb ikke blev overholdt ret. For han gør intet imod sig selv. Således bekræfter han heller ikke med sine gaver ulydighed mod sine bud.

⁹⁷ Weil er denn solche Gaben giebt, die wir bekennen müssen, dass es Gottes heilige Gaben sind, so bestätigt er freilich damit die erste Tauf, und hält uns für recht getauft. Also beweisen wir mit diesem Werk, dass die erste Tauf recht, und die Wiedertauf unrecht sei; gleichwie St. Petrus und Paulus Apostg. 15,8.9. auch aus dem Wunder, da Gott den Heiden den heiligen Geist gab, beweiseten diesen Gottes Willen, dass die Heiden nit mussten Moses Gesetz halten.

Fordi han da giver sådanne gaver, som vi må bekende er Guds hellige gaver, så bekræfter han jo dermed den første dåb og regner os for at være rettelig døbt. Således beviser vi med denne gerning, at den første dåb er ret, og gendåben forkert; ganske som Skt. Peter og Paulus Apg 15,8.9. også ud fra det under, at Gud gav hedningerne den hellige ånd, beviste, at det var Guds vilje, at hedningerne ikke skulle overholde Moseloven.

⁹⁸ Aufs Viert, wo die erste oder Kindertaufe nicht recht wäre, so würde folgen, dass länger denn in tausend Jahren kein Tauf und kein Christenheit gewesen wäre; welches ist unmüglich. Denn damit würde der Artikel des Glaubens falsch sein: Ich glaub ein heilige Christliche Kirch. Denn über tausend Jahr fast eitel Kindertauf gewest ist. Ist die Tauf nu unrecht, so ist die Christenheit so lange Zeit ohn Tauf gewest. Ist sie ohn Tauf gewest, so ist sie nit Christenheit gewest: denn die Christenheit ist Christus Braut, ihm unterthan und gehorsam, hat seinen Geist, sein Wort, sein Tauf, sein Sacrament und alles, was Christus hat.

For det fjerde: Hvis den første dåb eller barnedåben ikke var ret, så ville deraf følge, at der igennem mere end tusind år ikke havde været nogen dåb og nogen kristenhed; hvilket er umuligt. For dermed ville den trosartikel være falsk: Jeg tror på en hellig, kristen kirke. For igennem mere end tusind år har der næsten udelukkende fundet barnedåb sted. Hvis den dåb er forkert, så har kristenheden igennem så lang tid været uden dåb. Men hvis den er uden dåb, så har den ikke været nogen kristenhed: for kristenheden er Kristi brud, underlagt ham og lydig mod ham, har hans ånd, hans ord, hans dåb, hans sakramente og alt, hvad Kristus har.

⁹⁹ Und zwar, wenn die Kindertauf nit gemein in aller Welt, sonder bei Etlichen wäre angenommen (wie das Papstthum,) so möchten die Wiedertaufer einen Schein haben, und dieselbigen Annehmer strafen; gleichwie wir strafen die Geistlichen, dass sie das Sacrament zum Opfer gemacht haben, welchs bie den Laien doch ein Sacrament ist blieben. Aber weil in aller Welt durch die ganze Christenheit die Kindertauf gangen ist bis auf diesen Tag, ist kein Schein nicht da, dass sie unrecht sei, sonder ein stark Anzeigung, dass sie recht sei.

Men ganske vist, hvis barnedåben ikke havde været almindelig i hele verden, men kun var antaget af nogle (sådan som pavedømmet), så kunne gendøberne have et skin af ret og anklage disse tilhængere, ganske som vi anklager de gejstlige, at de har gjort sakramentet til et offer, skønt det dog blandt lægfolk er forblevet et sakramente. Men fordi barnedåben gennem hele kristenhedens historie har foregået indtil denne dag, er der ikke noget skin af, at den er forkert, tværtimod er det et stærkt tegn på, at den er ret.

¹⁰⁰ Aufs Fünfte, diezu stimmet nu auch diese Schrift, da St. Paulus vom Endechrist saget, 2 Thess. 2,4. dass er sitzen soll in Gottes Tempel, davon wir droben weiter gehöret haben. Ists Gottes Tempel, so ists nicht ein Ketzergruben, sonder die recht Christenheit, welche muss fürwahr die rechte Tauf haben, da muss kein Zweifel an sein. Nu sehen und hören wir ja kein ander, denn Kindertaufe, beide unter dem Papst, Türken und in aller Welt. Item, dass Christus heisst die (E288) Kindlein zu ihm kummen und bringen, Matth. 19,14, und spricht, das Reich Gottes sei ihr; item, dass die Apostel ganze Häuser getauft haben, (Apostlg. 16,15. 1 Cor. 1,16.) item, das Johannes den Kindlein schreibt, (1 Joh. 2,14.) item, dass St. Johannes im Mutterleib glaubig ward, (Luc. 1.41.) wie solchs droben gesagt ist.

For det femte: Hermed stemmer nu også det skriftsted, hvor Skt. Paulus siger om antikrist, 2 Thess. 2,4, at han skal sidde i Guds tempel, hvorom vi ovenfor har hørt mere. Er det Guds tempel, så er det ikke en kætterhule, men den rette kristenhed, og den må så sandelig have den rette dåb, det må der ikke være tvivl om. Nu ser og hører vi jo ikke om andet end barnedåb, både under paven, under tyrkerne og i hele verden. Ligeledes hører vi, at Kristus befaler, at børnene skal komme hen til ham, Matt 19,14, og han siger, at Guds rige er deres; videre hører vi, at apostlene har døbt hele huse, (Apg 16,15; 1 Kor 1,16). Videre, at Johannes skriver til børnene (1 Joh 2,14), og ligeledes, at Skt Johannes havde troen i moders liv (Luk 1,41), som nævnt ovenfor.

¹⁰¹ Ob etlich dieser Sprüch den Schwärmern nicht gnug thun, da liegt mir nicht an; mir ist gnug, dass sie dennoch Jedermann das Maul stopfen, dass sie nicht künnen sagen, die Kindertaufe sei nichts. Sie sei bei ihn gleich ungewiss: so hab ich gnug, dass sie müssen dieselbige hinfort nit so zunicht machen, sonder im Zweifel unter sich bleiben lassen. Uns aber ist gewiss gnug, weil sie nirgend wider die Schrift, sonder der Schrift gemäss ist.

Om nogle af disse skriftsteder ikke er nok for sværmerne, da kommer det ikke mig ved; for mig er det nok, at skriftstederne alligevel stopper munden på enhver, så de ikke kan sige, at barnedåben intet betyder. De er indbyrdes lige så usikre. Således er det mig nok, at de fremover ikke således kan gøre den til intet, men må forblive i tvivl indbyrdes. Men for os er det sikkert nok, fordi barnedåben aldrig er imod skriften, men i overensstemmelse med skriften.

¹⁰² Aufs Sechste, weil Gott seinen Bund mit allen Heiden macht durch Evangelion, und die Tauf zum Zeichen einsetzt, wer kann da die Kindlein ausschiessen? Hat nu der alte Bund und das Zeichen der Beschneidung Abrahams Kinder glaubig gemacht, also, dass sie Gottes Volk waren und hiessen, wie er spricht: Ich will deines Saamen Gott sein (1 Mos 17,7;) so muss vielmehr dieser neue Bund und Zeichen so kräftig sein, und zu Gottes Volk machen, die, so es annehmen. Nu gebeut er, alle Welt soll es annehmen. Auf solch Gebot (weil niemand ausgeschlossen,) taufen wir sicher und frei Jedermann, auch niemand ausgeschlossen, ohn die sich dawider setzen und solchen Bund nicht wöllen annehmen.

For det sjette: Fordi Gud opretter sin pagt med alle hedninger gennem evangeliet og indsætter dåben som tegn, hvem kan da udelukke børnene? Hvis nu den gamle pagt og omskærelsestegnet har gjort Abrahams børn troende, altså, at de må være og kaldes Guds folk, sådan som han siger: Jeg vil være Gud for din sæd (1 Mos 17,7), så må meget mere denne nye pagt og dette nye tegn være lige så stærkt og gøre dem, der modtager det, til Guds folk. Nu påbyder han, at hele verden skal modtage det. På et sådant bud (fordi det ikke udelukker nogen) døber vi sikkert og frit enhver, og udelukker ingen undtagen dem, der sætter sig imod det og ikke vil modtage en sådan pagt.

¹⁰³ Wenn wir seinem Gebot nach Jedermann taufen, so lassen wir ihn sorgen, wie die Taufling glauben. Wir haben verthan (gnug gethan), wenn wir predigen und taufen. Haben wir nu nit sonderliche Sprüche, die von den Kindern zu taufen sagen; so wenig auch sie haben Sprüch, die von alten Leuten zu taufen gebieten: so haben wir doch das gemein Evangelion und gemeine Tauf im Befehl, Jedermann zu reichen; darinn die Kinder auch müssen begriffen sein. Wir pflanzen und begiessen, und lassen Gott Gedeihen geben (1 Cor. 3,6). (E289)

Når vi i overensstemmelse med hans bud døber enhver, så lader vi ham søger for, hvordan de, der bliver døbt, tror. Vi har gjort nok, når vi prædiker og døber. Selv om vi nu ikke har nogle særlige skriftsteder, der taler om at døbe børn, og selv om de lige så lidt har skriftsteder, der påbyder at døbe voksne, så har vi dog befaling om at række det almindelige evangelium og den fælles dåb til enhver; og deri må børnene være indbefattet. Vi planter og vander og lader Gud sørge for væksten, 1 Kor 3,6.

¹⁰⁴ Summa, die Wiedertaufer sind zu frevel und frech. Denn sie sehen die Taufe nicht an für ein göttliche Ordnung oder Gebot, sonder als wäre es ein Menschentand; wie viel andere Kirchenbräuch sind unter dem Papst, als von Salz, Wasser, Kräuter weihen. Denn wo sie es für eine göttliche Ordnung und Gebot hielten, würden sie nit so lästerlich und schändlich davon reden, wenn sie gleich unrecht gebraucht würde. Nu sie aber in der tolle Meinung sind, dass taufen gleich ein Ding sei, wie Wasser und Salz weihen, oder Kappen und Platten tragen; so fahren sie heraus, und heissens ein Hundsbad, item, ein Hand voll Wassers, und der greulichen Wort viel mehr.

Kort sagt, gendøberne er for frimodige og frække. For de anser ikke dåben for en guddommelige ordning eller bud, men ser på det, som var det en menneskelig opfindelse; sådan som mange andre kirkelige traditioner var under paven, f.eks. at indvi med salt, vand eller urter. For hvis de regnede det for en guddommelig ordning og bud, ville de ikke tale så spottende og skændigt derom, selv om den så blev brugt forkert. Men nu, hvor de har den tåbelige anskuelse, at dåben står lige med det at indvi vand og salt eller at have kapper og kutter på, så farer de frem og kalder dåben et hundebad, eller bare en håndfuld vand og mange flere af den slags gruelige ord.

¹⁰⁵ Gleich als, wer das Evangelion für recht Gottes Wort hält, der lästerts freilich nicht, ob gleich viel sind, die es nicht glauben, noch annehmen, oder auch fälschlich brauchen. Wer es aber nicht für Gottes Wort hielte, der wurde leichtlich auch so herfahren, lästern und sagen, es sei Fabel, Mährlein und Narrentheidinge und dergleichen; und sollt leichtlich geschehen, dass er Schuler kriegt, die solchen Lästerworten glaubten.

Sådan er det: Den, der regner evangeliet for Guds rette ord, han spotter det på ingen måde, selv om der er mange, som ikke tror det, eller ikke antager sig det, eller bruger det forkert. Men den, der ikke regner det for Guds ord, han vil meget let opføre sig på den måde, at han spotter det og siger, det er fabler, eventyr og falske tidender og den slags; og det vil let kunne ske, at han får tilhængere, der tror den slags spottende ord.

¹⁰⁶ Denn das solltest du wohl sehen, wenn die Wiedertaufer hätten sollen zuerst mit gutem Grund ihr Meinung beweisen, so hätten sie nicht viel Leut verführet, noch an sich bracht. Denn sie haben nichts Beständiges noch Gewisses für sich. Aber damit bringen sie viel Leut an sich, dass sie grosse, prächtige Lästerwort führen wider die Tauf; denn der Teufel weiss wohl, dass, wenn der tolle Pöbel prächtige Lästerwort horet, so fällt er zu und glaubet flugs, fragt nit weiter nach Grund oder Ursache. Als, wenn sie hören sagen: Die Tauf ist ein Hundsbad, und die Taufer sind falsche und bübische Baderknechte, so fahren sie daher: Ei, so lass sich der Teufel taufen, und Gott schände die falschen Baderknechte, etc. Das ist denn ihr Grund, da stehen sie auf und haben sonst nicht mehr, damit sie die Tauf anfechten. Denn alle, die ich gehört hab, ja mit mir von solchen Sachen reden, wenn diese prächtige (E290) Lästerwort (Hundsbad, Baderknecht, Hand voll Wasser, etc.) sind aus gewest, so sind sie gestanden als die beschoren Männlein, und ist nichts mehr dahinten gewest, damit sie ihren Irrthum beschirmen.

For det får du nok at se, hvis gendøberne først skulle have bevist deres opfattelse med gode begrundelser, så ville de ikke have forført mange mennesker eller fået dem som tilhængere. For de har ikke noget bestandigt eller sikkert, der taler for dem. Men derved får de mange mennesker til at følge sig, at de fører store prægtige spottende ord imod dåben; for djævelen ved godt, at når den tåbelige pøbel hører prægtige spotteord, så falder den til føje og tror med det samme, spørger ikke yderligere efter begrundelse eller årsag. Når de f.eks. hører, at dåben er et hundebad, og at de, der døber, er falske og slemme badeknægte, så farer de frem: Ej, så skulle da fanden lade sig døbe, må Gud straffe de falske badeknægte, osv. Det er så deres begrundelse, her står de frem og har ellers ikke mere at anfægte dåben med. For alle dem, jeg har hørt, ja, dem, der har talt med mig om sådanne ting, de står, når disse prægtige spotteord (hundebad, badeknægt, håndfuld vand, osv.) har lydt, som de beskårne (?) drenge, og der har ikke været mere, hvormed de kunne beskytte deres vildfarelse.

¹⁰⁷ Allerdinge gleichwie der Teufel die Sacramentlästerer auch betreugt. Denn weil er wohl fühlet, dass er nichts Gewisses kann aufbringen für seine Lügen, fähret er zu und füllet zuvor dem tollen Pöbel die Ohren mit solchem prächtigen Lästern, dass unser Sacrament sei ein Fleischfressen und Blutsaufen, und dergleichen. Wenn dieselbigen prächtigen Wort aus sind, so hat alsbald ihre Kunst auch ein End, und sagen dieweil von Christus Himmelfahrt, etc.

På alle måder sker der det samme, når djævelen bedrager dem, der gør nar af sakramentet. For når han mærker, at han ikke kan fremføre noget sikkert til støtte for sine løgne, farer han til og fylder først den tåbelige pøbels ører med den slags prægtige spot, at vort sakramente er et kødæderi og et bloddrikkeri og den slags. Når disse prægtige ord er forbi, har også deres kunst en ende, og så taler de i stedet om Kristi himmelfart, osv.

¹⁰⁸ Eben also thun die Juden heutiges Tages: dass sie ihre Kinder bei ihrem Glauben erhalten, lästern sie Christum greulich, heissen ihn Thala, und lügen getrost von ihm. Das schreckt denn ein unschuldiges, einfältiges Herz ab, und verführets, wie St. Paulus spicht Röm 16,18. Darumb haben sie allzumal gut thun, weil sie mit prächtigem Lästern die Leute künnen führen, wie sie wöllen, und dürfen ihs Irrthumbs keinen gewissen Grund anzeigen. Wenn sie aber zuvor ihr Ding beständiglich und wohl gegründet hätten, da ging es denn wohl hin, dass man der Lügen gute Schlappen gäbe, und stricke sie mit rechter Farben aus.

Netop sådan gør jøderne i vore dage: for at de kan holde deres børn fast ved deres tro, spotter de Kristus på gruelig vis, kalder ham Thala, og lyver med god samvittighed om ham. Det afskrækker da et uskyldigt, enfoldigt hjerte og forfører det, som Skt. Paulus siger Rom 16,18. Derfor går det dem hele tiden godt, fordi de kan fører folk, som de vil, med prægtige spotteord, og ikke behøver at anvise nogen begrundelse for deres vildfarelse. Men hvis de først skulle have begrundet deres sag omhyggeligt og godt, så ville det nok gå sådan for sig, at man ville give løgnen nogle ordentlige nederlag og udstyre den med de rette farver.

¹⁰⁹ Weil aber wie wissen, dass die Tauf ein göttlich Ding ist, von Gott selbs eingesetzt und geboten, so sehen wir nicht auf den Missbrauch der gottlosen Menschen, sonder einfältiglich auf Gottes Ordnung; und finden also denn, dass die Tauf an ihr selbs ein heilig, selig, herrlich, himmelisch Ding ist, in allen Ehren, mit Forcht und Zittern zu halten, gleichwie alle andere Gottes Ordnung und Gebot, als denn auch billig und recht ist. Dass aber viel Leute derselbigen missbrauchen, ist der Tauf Schuld nicht; man wöllt dann auch das Evangelion ein faul Geschwätz lästern, darumb, dass viel sind, die sein missbrauchen.

Men fordi vi véd, at dåben er en guddommelig sag, indstiftet og påbudt af Gud selv, så ser vi ikke på de gudløse menneskers misbrug, men enfoldigt på Guds ordning; og finder således, at dåben i sig selv er en hellig, salig, herlig og himmelsk sag, som skal holdes i al ære, med frygt og bæven, ganske som alle Guds andre ordninger og påbud, som det da også er rimeligt og ret. Men at mange mennesker misbruger den, er ikke dåbens skyld; man vil da også spotte evangeliet med forkert snak, fordi der er mange, der misbruger det.

¹¹⁰ Weil denn die Wiedertaufer nichts für sich haben, das ich noch gesehen und gehöret hab, denn eitel prächtige (E291) Lästerwort; so soll sich billig ein Jedermann vor ihn scheuen und hüten, als die Teufels gewisse Boten, in die Welt geschickt, Gottes Wort und Ordnung zu lästern und verkehren, auf dass die Leut ja nit daran glauben und selig werden. Denn sie sind die Vögel, so den Saamen auffressen, der an den Weg gesäet wird, Matth. 13,4.

Fordi derfor gendøberne ikke har noget at forsvare sig med – jeg har endnu ikke hørt eller set det – andet end prægtige spotteord, så er det kun rimeligt, at enhver nærer afsky for dem og vogter sig for dem, som for djævelens sikre sendebud, sendt ind i verden for at spotte og fordreje Guds ord og ordning, så folk ikke tror derpå og bliver salige. For de er de fugle, der opæder den sæd, der blev sået på vejen, Matt 13,4.

¹¹¹ Und zur Letzt sage ich das: Wenn gleich Jemand nit getaufet wäre, wusste doch nicht anders, oder glaubte stark, dass er recht und wohl getauft wär; so würde ihm solcher Glaube dennoch gnug sein; denn wie er glaubt, so hat ers vor Gott, und ist dem Glaubigen alle Ding müglich, (spricht Christus Marc. 9,23). Und solchen künnte man nicht wiederumb taufen, ohn Fahr seines Glaubens; wie vielweniger soll man die wiederumb taufen, die gewiss sind, dass sie getaufet sind? Gott gebe, sie haben dazumal geglaubt oder nicht. Denn die Wiedertaufer vermügen nicht gewiss zu sein, dass ihr Wiedertaufen recht sei, weil sie auf den Glauben ihr Wiedertaufen gründen, welchen sie doch nicht wissen künnen, und also des Ungewissen spielen mit ihrem Wiedertaufen.

Og her til sidst siger jeg: Selv om nogen ikke skulle være døbt, men ikke vidste andet eller troede bestemt, at han var rigtigt og vel døbt, så ville en sådan tro være nok for ham; for som han tror, sådan har han det overfor Gud, og for den troende er alle ting mulige (siger Kristus Mark 9,23). Og en sådan person ville han ikke kunne døbe igen uden fare for hans tro; hvor meget mindre skal man så ikke døbe dem igen, som er sikre på, at de er døbt? Det må være Guds sag, om de dengang troede eller ikke. For gendøberne kan ikke være sikre på, at deres gendøberi er korrekt, fordi de begrunder deres gendøben på troen, som de dog ikke vil kunne kende, så de altså spiller hasard med deres gendøberi.

¹¹² Nun ist es Sünde und Gott versuchen, wer in göttlichen Sachen ungewiss und zweifelhaftig ist; und wer ungewissen Wahn für gewissen Wahrheit lehret, der leuget eben sowohl, als der öffentlich wider die Wahrheit redet: denn er redet, das er selbs nicht weiss, und wills dennoch für Wahrheit haben. Wenn sie aber auf Gottes Befehl und Gebot das Taufen gründen wollten, so würden sie bald sehen, dass die Wiedertauf kein nutz, noch noth wär, weil dem göttlichen Gebot schon zuvor gnug wäre geschehen mit der ersten Taufe.

Nu er det synd og fristelse af Gud, hvis man i guddommelige sager er usikkert og tvivlrådig; og den, der lærer en usikker tradition som sikker sandhed, han lyver, ligesåvel som den, der officielt taler imod sandheden: for han taler om noget, som han selv ikke véd, og vil alligevel have det regnet for sandhed. Men hvis de vil begrunde dåben på Guds befaling og bud, så ville de snart se, at gendåben ikke er til nogen nytte og heller ikke er nødvendig, fordi det guddommelige bud allerede var tilstrækkelig overholdt med den første dåb.

¹¹³ Darzu so lästern und verleuken sie auch Gottes Gebot und Werk. Denn weil die erste Tauf Gottes Gebot ist, und demselbigen mit der That gnug geschehen ist, und sie doch sagen, es sei unrecht und ein Hundsbad: was ist das anders gesagt, denn Gottes Gebot und Werke sei unrecht und ein Hundsbad? Und sagen dazu solchs aus keinem andern Grund, denn dass sie den Glauben wöllen in der Tauf gewiss haben, und künnen ihn doch nich gewiss haben. Das heisst, umb (E292) ungewissen Wahn Gottes gewisses Gebot und Werk frevenlich und schändlich verleuket und gelästert.

Desuden så spotter og fornægter de også Guds bud og værk. For eftersom den første dåb er Guds bud, og der med handlingen er sket nok i forhold til dette bud, og de alligevel siger, at den er forkert og er et hundebad: hvad siger de så andet, end at Guds bud og gerning er forkert og er et hundebad? Og dertil kommer, at de ikke siger sådan af nogen anden grund end den, at de vil, at troen skal være sikker, endskønt de ikke kan gøre den sikker. Det vil sige, at de på grund af en usikker tradition fornægter og spotter Guds sikre bud og gerning på fræk og skændig måde.

¹¹⁴ Ich setze aber gleich, dass die erste Tauf ohn Glauben sei; sage mir, welchs unter den zweien das Grössest und Fürnehmst sei, Gottes Wort oder der Glaub? Ists nicht wahr, Gottes Wort ist grösser und fürnehmlicher, denn der Glaub: sintemal nicht Gottes Wort auf den Glauben, sonder der Glaub auf Gottes Wort sich bauet und gründet: dazu, der Glaub ist wankelbar; aber Gottes Wort bleibt ewiglich.

Men selv om jeg så antager, at den første dåb var uden tro, sig mig så, hvad der ved den anden dåb er størst og mest fornemt, Guds ord eller troen? Er det ikke sandt, at Guds ord er større og mere fornemt end troen; for Guds ord bygger og grunder jo ikke på troen, men troen på Guds ord. Desuden er troen foranderlig, men Guds ord bliver til evig tid.

¹¹⁵ Weiter, sag mir, wenn eins unter diesen zweien soll anderwert [anderweit] werden, welchs soll billiger anderwert werden, das unwandelbar Wort, oder er wandelbar Glaube? Ists nicht also, dass billig der Glaube anderwert werde, und nicht Gottes Wort? Es ist ja billiger, dass Gottes Wort einen andern Glauben mache (so zuvor kein rechter da gewesen ist), denn dass der Glaube anderwert das Wort mache. Weil sie denn bekennen müssen, dass in der ersten Taufe nicht an Gottes Wort, sonder am Glauben mangele, und nicht in ander Wort, sonder ein ander Glaub noth sei: warumb handeln sie denn nicht vielmehr, dass ein ander Glaub werde, und lassen das Wort unverändert? Soll nu Gottes Wort und Ordnung darumb unrecht heissen, dass wir nicht recht dran glauben: so wills langsam und selten ein recht Wort werden.

Videre, sig mig, hvis den ene af de to skulle bliver anderledes, hvilken skulle så rimeligvis blive anderledes, det uforanderlige ord eller den foranderlige tro? Forholder det sig ikke sådan, at rimeligvis troen bliver anderledes, og ikke Guds ord? Det er jo rimeligere, at Guds ord skaber en anden tro (hvis der forud ingen ret tro har været), end at troen gør ordet anderledes. Fordi de derfor må erkende, at det i den første dåb ikke skortede på Guds ord, men på tro, og der ikke er brug for et andet ord, men for en anden tro, hvorfor handler de så ikke sådan, at der fremkommer en anden tro og lader ordet være uforandret? Skal nu Guds ord og ordning kaldes forkert af den grund, at vi ikke tror ret derpå: så vil det være langsomt og sjældent, at det bliver et ret ord.

¹¹⁶ Weil denn solche Täufer ihrer Sache allerding ungewiss sind, darinn sie auch als Lügner befunden werden, verleuken dazu und lästern Gottes Ordnung aus ungewissen Lügenwahn, und kehren das Hinterst zu föderst, (E293) gründen Gottes Wort und Ordnung auf Menschenwerk und Glauben, suchen auch Tauf, da sie Glauben suchen sollten, und werden also als die irrigen, ungewissen verkehrte Geister uberzeuget: wird sich ein jeglicher frummer Christ bei seiner Seelen Seligkeit wohl von ihn hüten. Das helfe und gebe Christus, unser Herr, Amen.

Fordi derfor sådanne døbere er ganske usikre på deres sag, hvorfor de også må befindes at være løgnere, og dertil fornægter Guds ordning ud af en usikker løgnetradition, og stiller det bagerste forrest, grunder Guds ord og ordning på menneskeværk og tro, og også søger dåb, hvor de skulle søge tro, og derfor må overbevises at være fejltagende, usikre, forkerte ånder: derfor må enhver from kristen for sin sjæls saligheds skyld vogte sig for dem. Det hjælpe og give Kristus, vor Herre. Amen.

¹¹⁷ So viel wöllet jetzt in der Kürz und Eile für gut nehmen; denn ich dieser Zeit anders zu thun, mich nicht ganz in diese Sach geben kann: auch wie gesagt ist, ich noch nicht ganz ihren Grund weiss. Denn der Teufel ist zornig, und wirst das Hundert ins Tausend, und richt so mancherlei Gewirre an, dass schier niemand weiss, was er glaubt.

Så meget vil jeg nu i al korthed regne sikkert med; for for øjeblikket har jeg andet at gøre og kan ikke ganske give mig hen til denne sag; og som sagt kender jeg endnu ikke deres begrundelse fuldstændigt. For djævelen er vred, gør hundreder til tusinder og anretter så megen forvirring, at næsten ingen véd, hvad han tror.

¹¹⁸ Die Wiedertaufer haltens mit den Sacramentsfeinden, dass eitel Brod und Wein im Abendmahl sei. Wiederumb halten die Sacramenter anders von der Tauf, denn die Wiedertaufer. So sind die Sacramenter unter einander nicht eins. Desselbigen gleichen die Wiedertaufer auch nicht unter einander eins: ohn allein auf uns und wider uns sind sie eins. Gleichwie das Papstthumb in so unzählige Rotten der Pfaffen und Münche zutrennet, sich selbs unter einander bisher frassen, und nu allzumal über uns eins werden. Weltliche Fürsten und Herrn auch also. Es muss Pilatus und Herodes über und wider Christum eins werden, die sonst todtfeind an einander sind.

Gendøberne holder sammen med sakramentfjenderne på, at der kun er brød og vin i nadveren. Omvendt holder sakramentererne noget andet om dåben end gendøberne. Så sakramentererne er indbyrdes uenige. På samme måde er gendøberne heller ikke enige indbyrdes; kun er de enige om at være imod os. Ganske som pavedømmet opdeler sig i så utalligt mange bander med præster og munke, så de indbyrdes opåd sig selv i nogen grad, og nu på én gang er blevet enige. Det er også verdslige fyrster og herskere. Pilatus og Herodes må også over og imod Kristus blive enige, de, der ellers var dødsfjender.

¹¹⁹ Doch ist der Wiedertaufer Irrthum leidlicher, denn der Sacramenter in diesem Stück. Denn die Sacramenter machen die Tauf ganz zunicht; aber diese machen sie neu. Da ist doch noch Hülfe und Rath, dass sie zurecht kummen mügen. Wohlan, es ist doch so viel ausgericht, dass die Wiedertaufer ungewissen Wahn und Glauben haben, und sie ihr Ding nicht beweisen.

Dog er gendøbernes vildfarelse tåleligere end sakramenterernes på dette område. For sakramentererne tilintetgør dåben ganske; men de andre gør den ny. Men deri er der hverken hjælp eller råd om, at de må komme på ret kurs. Velan, der er dog nået så meget, at gendøberne har en usikker tradition og tro og ikke kan bevise deres sag.

¹²⁰ Denn auch der Satan durch alle Schwärmer itzt nicht mehr thut, denn dass er eitel ungewiss Ding aufbringet, und meinet, es sei gnug, wenn er künne hoffärtiglich und unrechtlich von uns reden; als die Sacramentsrotten thun. Da will keiner seinen Dunkel (E294) gewiss machen und beweisen; aber alle ihre Mühe ist, dass sie unsern Verstand möchten verdächtig und ungewiss machen. Suspiciones docent, non fidem, und heissens denn Schrift und Gotteswort. Denn der Teufel siehet, dass er wider die helle Sonne der Wahrheit nichts kann; darumb webt er in den Staub, und wollt gerne einen Nebel für unsern Augen machen, dass wir das Licht nicht sehen sollten: und im Nebel hält er uns eitel Irrewische für, dass er uns verführe. Das ist, weil sie ihren Dunkel gefasset haben, versuchen sie sich, wie sie Schrift drauf reimen, und mit den Haarn hinzu ziehen.

For heller ikke gør Satan nu gennem alle sværmere mere, end at han frembringer lutter usikre ting, og så mener han, at det er nok, når han bare kan tale hoffærdigt og uretmæssigt om os; sådan som sakramentsbanderne gør. Her er der ingen, der vil gøre hans mørke sikkert og bevise det; men al deres anstrengelse går ud på, at de kan gøre vores forståelse fordægtig og uvis. De lærer mistænkelige ting, ikke tro, og kalder det så skrift og Gudsord. For djævelen ser nok, at han ikke kan udrette noget imod sandhedens lyse sol. Derfor væver han i støvet og vil gerne skabe en tåge for vore øjne, så vi ikke skal se lyset; og i tågen foreholder han os lutter vildfarelse, så han kan forføre os. Det betyder, at når de har forstået, at deres sag er mørk, forsøger de sig med at få skriften til at rime dermed, trækker den ved hårene dertil.

121 Christus aber, so bisher uns treulich beigestanden hat, wollte fürter den Satan unter unser Füsse treten, und euch alle behüeten, auch für eurs Tyrannen und Endechrists Verführunge, und gnädiglich zu seiner Freiheit helfen, Amen.

Men Kristus, som hidtil troligt har stået os bi, vil fremover træde Satan under fode og fremover beskærme jer alle, også for forførelserne fra jeres tyranner og fra antikrist, og nådigt fremelske sin frihed. Amen.