1 NONUM
CAPUT GENESIS,
Benedixit Deus Noah et filiis ejus, et dixit ad eos: Crescite et
multiplicamini, et replete terram.
Haec profecto necessaria consolatio
fuit, postquam totum humanum genus, servatis tantum octo animabus, diluvio
perditum est. Hic enim Noah agnovit, Deum vere esse propitium, si quidem
non contentus est illa prima benedictione, qua generi humano benedixit
in creatione mundi, sed addit hanc novam, ut plane nihil dubitaret Noah
de generatione futura multiplicanda. Tanto autem haec promissio laetior
fuit, quod jam ante Deus diserte (E279) promiserat, se posthac tam dura
poena in homines non grassaturum. |
DET NIENDE KAPITEL AF GENESIS
Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: Formér
jer og bliv mangfoldige og opfyld jorden.
Dette var sandelig en nødvendig
trøst, efter at hele menneskeslægten, undtagen kun otte sjæle,
var gået til i syndfloden. For her lærte Noa, at Gud virkelig
er nådig, som om han ikke havde været tilfreds med den første
velsignelse, hvormed han velsignede menneskeslægten ved verdens skabelse,
men tilføjer denne nye, så Noa slet ikke kunne tvivle om,
at slægten fremover skulle mangfoldiggøres. Men så meget
var denne forjættelse mere glædelig, at Gud allerede tidligere
havde forjættet udtrykkeligt, at han efter denne hårde straf
ikke ville forfølge menneskene. |
2
Primum igitur constituit hoc caput denuo conjugiam, si quidem Deus verbo
suo et praecepto conjungit masculum cum femina, idque ad certum finem,
ut repleatur terra hominibus. Quia enim Deus peccato libidinis ante diluvium
ad iram commotus erat, ideo nunc necesse fuit propter tam horribile irae
exemplum, ostendere, quod Deus legitimam conjunctionem maris et feminae
non oderit, nec damnet, sed velit, per eam propagari genus humanum. |
Først indstifter dette
kapitel påny ægteskabet, for så vidt Gud med sit ord
og sit bud sammenføjer mand og kvinde, og det til det sikre formål,
at jorden skal fyldes med mennesker. Fordi Gud nemlig på grund af
vellystsynden før syndfloden blev bevæget til vrede, var det
nu nødvendigt på grund af det forfærdelige udslag af
vrede at vise, at Gud ikke hader den legitime forening af mand og kvinde,
ejheller fordømmer den, men ønsker, at menneskeslægten
skal formeres gennem den. |
3
Hoc certum argumentum ipsi Noah fuit, Deum revera amare hominem, et ei
bene velle, ac nunc omnem abjecisse iram, si quidem vult, homines propagari
conjunctione maris et feminae, quos, si hanc conjunctionem legitimam non
probasset, ex lapidibus potuit producere; sicut poëtae de Deucalione
fabulantur. Pertinet igitur hic locus ad conjugii dignitatem, quod fons
oeconomiae et politiae est, et seminarium ecclesiae. |
Dette blev for Noa selv et sikkert
argument for, at Gud virkelig elskede mennesket og ville ham det godt,
og nu havde bortkastet vreden, siden han jo ønskede, at menneskene
skulle formeres ved foreningen af mand og kvinde, for hvis han ikke havde
ment, at denne forening var legitim, havde han kunnet skabe dem af sten;
sådan som digterne fabulerer om Deucalion. Dette sted har derfor
med ægteskabets værdighed at gøre, det er kilden til
økonomien og politikken, og et såbed for kirken. |
4
Quod hic objicitur, Noah fuisse jam ea aetate, quae ad generandum non amplius
apta esset: sicut etiam scriptura non meminit, quod postea susceperit aliquos
liberos; frustra igitur hanc fuisse promissionem: respondeo: Non soli Noah
promissio haec facta est, sed et filiis ejus, item toti humano generi,
et pertinet posteritatis exspectatio etiam ad avum Noah. |
Hvis man her indvender, at Noa
dengang havde en alder, som ikke længere var egnet til at forplante
sig, og at skriften heller ikke nævner, at han avlede nogen børn
bagefter, og at derfor denne forjættelse var tom, så vil jeg
svare: Forjættelsen blev ikke givet til Noa alene, men også
til hans børn, ja til hele menneskeslægten, og forventningen
om efterkommere har også med bedstefar Noa at gøre. |
5
Pertinet autem hic locus eo quoque, ut statuamus, prolem esse donum Dei,
et tantum provenire ex benedictione Dei, sicut etiam Psalmus 127, (v. 3.)
ostendit. Gentes, quae verbo Dei non sunt eruditae, (E280) partim natura,
partim casu propagationem humani generis accidere putant, praesertim cum
saepe prole destituantur, qui ad generationem habentur aptissimi. Igitur
non gratias agunt Deo pro dono hoc, nec tanquam Dei donum liberos amplectuntur. |
Men dette sted har også
med det at gøre, at vi skal fastslå, at børn er Guds
gave, og kun kommer i kraft af Guds velsignelse, sådan som også
Sl 127,3 viser. Hedningerne, som ikke er lærde i Guds ord, mener,
at menneskeslægten forméres dels ved naturen, dels ved menneskers
tilfældige forplantning; især fordi de mennesker ofte mangler
børn, som regnes for mest egnede til forplantning. Derfor takker
de ikke Gud for denne gave, og modtager ikke børn som en gave fra
Gud. |
6 Et terror vester ac
tremor sit super cuncta animalia terrae, et super omnes volucres coeli,
cum universis, quae moventur super terram; omnes pisces maris manui vestrae
traditi sint.
In abundantiam consolationis videtur
hic dominium hominis augeri. Etsi enim post conditam creaturam omnia animalia
homini subdita sint, tamen non legimus, bestias sic timuisse et fugisse
hominem, sicut hoc in loco Moses testatur. Causa autem est, quod hactenus
animalia non fuerunt morti destinata, ut essent cibus homini; sed fuit
homo tanquam civilis dominus bestiarum, non fuit occisor aut vorator. |
Og rædsel og frygt for jer skal være over alle jordens
dyr, og over alle himlens fugle sammen med alt, hvad der bevæger
sig over jorden; alle havets fisk er givet i jeres hænder.
Til overvældende trøst
synes dette menneskets herredømme her at blive forøget. For
skønt alle dyrene, efter at de alle var blevet skabt, var blevet
underlagt mennesket, så læser vi dog ikke, at dyrene i den
grad har frygtet mennesker og flygtet bort fra ham, som det bevidnes på
dette sted hos Moses. Grunden til det er, at hidtil var dyrene ikke bestemt
til at dø, så de kunne blive føde for mennesket; men
mennesket var som en civil herre over dyrene, han skulle ikke dræbe
dem eller spise dem. |
7
Hic autem subjiciuntur homini tanquam tyranno, qui habeat potestatem absolutam
mortis et vitae. Ideo, quia nunc gravior servitus animalibus imposita est,
hominibus autem amplias et gravius dominium tributum, animalia terrore
et metu hominum exercentur; sicut videmus, quod etiam, quae cicurata sunt,
tamen non facile se manibus prehendi patiuntur. Sentiunt enim dominium
hominum grave, et naturaliter periculo suo moventur. Id quod ante hanc
Domini vocem non factum esse existimo; hactenus enim tantum ad operas suas
animalibus aptis erant usi, et ad oblationes, non ad cibum et alimoniam. |
Men her underkastes de mennesket
som under en tyran, som har absolut magt over død og liv. Derfor,
fordi dyrene nu pålægges en tungere tjeneste, men menneskene
tildeles et videre og tungere herredømme, udviser dyrene rædsel
og frygt for menneske; f. eks. ser vi, at også de dyr, som er tæmmede,
dog ikke let finder sig i at gribes med hænder. For de føler
alvorligt menneskenes herredømme, og bevæges af deres natur
ved denne fare. Men det mener jeg ikke skete før dette Herrens ord;
for indtil da blev dyrene blot brugt til de ting, dyrene var egnede til,
og til ofringer, ikke til mad og føde. |
8
Pertinet autem haec quasi augmentatio dominii etiam eo, ut Deus ostendat
singulari privilegio, quod Patriarchae non habuerant, se favere homini,
et bene velle. |
Men denne udvidelse af herredømmet
har også med det at gøre, at Gud ville vise ved et særligt
privilegium, som patriarkerne ikke havde, at han var gunstig stemt overfor
mennesket og ville ham det godt. |
9
Non igitur extenuandum hoc beneficium est, quod homini hoc jus datur in
bestias. Est enim singulare Dei donum, quod ethnici non norunt, qui verbo
carent, ac nos maxime hoc dono fruimur. Nam cum ad Noah hoc verbum dictum,
et hoc privilegium ei concessum est, nihil eo opus erat; pauci enim homines
possidebant totam terram; itaque fructuum ex terra abunde fuit, nec necesse
erat addere carnes bestiarum. Sed nos hodie fructibus terrae solis non
possemus ali, nisi hoc ingens beneficium accessisset, ut carnibus bestiarum,
volucrum et piscium vesci liceret. |
Man skal altså ikke
fortynde denne velsignelse, at mennesket får denne ret over dyrene.
For det er en særlig Guds gave, som hedningerne ikke kender noget
til, fordi de mangler ordet, og vi nyder i høj grad godt af denne
gave. For da dette ord blev talt til Noa, og dette privilegium blev tilstået
ham, havde han ikke brug for det; der var nemlig kun få mennesker,
og de havde hele jorden som ejendom; derfor var der frugter i overflod
at få at jorden, og det var ikke nødvendigt også at
spise dyrenes kød. Men vi i dag kan ikke næres alene af jordens
frugter, hvis ikke denne særlige velsignelse var kommet til, så
det blev tilladt at spise dyrenes, fuglenes og fiskenes kød. |
10
Hoc igitur verbum constituit lanienam, affigit verubus lepores, gallinas,
anseres, et omni genere ferculorum replet mensas. Ac necessitas industries
facit homines, ut non solum silvestria venentur, sed domi diligenti cura
altilia foveant, ut inde cibos habere possint. Deus igitur hoc in loco
se constituit quasi lanium; mactat enim et occidit verbo suo bestias aptas
cibis, ut quasi compenset illum ingentem dolorem, quem in diluvio pius
Noah habuit; ideo enim existimat, eum lautius nunc pascendum. |
Dette ord opretter
altså slagtebænken, lægger harer, gæs, ænder
op på stegespydet, og alle slags fade fylder spisebordene. Og nødvendigheden
gør menneskene flittige, så de ikke blot jager i skovene,
men derhjemme med stor omhu opdrætter fjerkræ, som de derefter
kan have som føde. Altså, Gud opretter på dette sted
på en måde en slagtebænk; for han slagter og dræber
med sit ord de dyr, der er egnede til føde, at han således
på en måde kan kompensere for den særlige smerte, som
den fromme Noa havde i syndfloden; derfor mente han nemlig, at han nu kunne
være en mere hæderlig røgter. |
11
Non igitur fortuito haec accidere putabimus, sicut gentes, quae sentiunt,
istum morem mactandi bestias semper fuisse: verbo Dei constituuntur, seu
potius conceduntur ista. Non enim sine peccato occidi potuisset bestia,
nisi Deus verbo suo id diserte permisisset. |
Vi må derfor ikke
mene, at dette sker tilfældigt, som hedningerne, der mener, at denne
skik med at slagte dyr altid har været: Guds ord har fastsat den,
eller snarere: tilstået den. For man ville nemlig ikke kunne slagte
dyr uden synd, hvis ikke Gud med sit ord udtrykkelig har tilladt det. |
12 Magna igitur libertas est,
quod homo impune occidere potest omnis generis bestias ad cibum aptas,
et iis vesci. Si enim tantum unum (E282) bestiarum genus huic usui destinatum
esset, tamen magnum esset beneficium. Quanto autem majus dicandum est,
quod in genere omnes bestiae cibo aptae homini conceduntur? |
Det er da en stor frihed, at mennesket ustraffet kan dræbe alle
slags dyr, der er velegnede til at spise, og fortære dem. For hvis
kun én slags dyr var udset til denne brug, så ville det dog
være en stor velgerninger. Hvor meget større en velsignelse
må man da ikke sige, det er, når alle slags dyr, der er egnede
til at spise, tilstås mennesket? |
13
Non intelligent haec impii et gentiles, philosophi etiam ignorant; putant
enim, semper fuisse hunc morem. Sed nos profecto haec amplificare decet,
ad tranquillandas conscientias nostras, et liberas faciendas in usu rerum
a Deo creatarum, et etiam concessarum, quod scilicet ibi nulla lex sit,
quae prohibeat iis vesci. Ergo etiam nullum in eorum usu potest esse peccatum,
sicut scelesti Pontifices nefarie ecclesiam etiam hac in re onerarunt. |
Det forstår
de ugudelige og hedningerne ikke, filosofferne er også uvidende om
det; de mener nemlig, at dette altid har været skik. Men vi burde
så sandelig udbrede dette, så vore samvittigheder kunne beroliges
og gøres fri til at bruge ting, som Gud har skabt, og også
indrømmet os, for der er nemlig her ikke nogen lov, som forhindrer,
at vi spiser dem. Altså kan der heller ikke være nogen synd
ved at bruge dem, sådan som de skrækkelige papister skændigt
har bebyrdet kirken med også i denne sag. |
14
Auctum ergo hoc in loco hominis dominium est, et animalia bruta homini
ad servitutem sunt subjecta usque ad mortem. Ideo metuunt et fugiunt hominem,
propter hanc novam et hactenus in mundo inusitatam ordinationem. Nam Adae
abominatio fuisset occidere aviculam ad cibum. Sed nunc, cum accedit verbum,
intelligimus, singulare hoc beneficium esse, quod hoc modo instruxit Deus
culinam omni genere carnium. Post de cella quoque instruenda curabit, cum
culturam vitis ostendet homini. |
Menneskets herredømme øges
altså på dette sted, og de vilde dyr underlægges mennesket
til tjeneste indtil døden. Derfor frygter og flygter de for mennesket,
på grund af denne nye og hidtil ikke i verden anvendte indstiftelse.
For for Adam var det en vederstyggelighed at dræbe en lille fugl
for at spise den. Men nu, når ordet er kommet til, forstå vi,
at det er en særlig velsignelse, at Gud på den måde har
indrettet en kost af enhver slags kød. Siden vil han også
sørge for at fortælle om et forrådskammer, så
han kan vise mennesket, hvordan det skal dyrke vin. |
15
Haec igitur sunt certa et excellentia testimonia quod Deus non amplius
oderit hominem, sed favea homini. Utriusque igitur rei exempla haec historia
ostendit, quod, sicut Dei ira, cum coeperit exaestuare, est intolerabilis,
ita misericordia quoque, postquam relucere incipit, infinita, et sine modo
est. Est autem ideo misericordia exuberantior, quia haec est de natura
Dei, cum ira vere sit alienum Dei opus, quod contra naturam suam suscipit,
cogente ita malitia hominum. (E283) |
Dette er altså sikre
og udmærkede vidnesbyrd om, at Gud ikke mere hader mennesket, men
at mennesket har hans gunst. Begge dele viser denne historie eksempler
på, for ligesom Guds vrede, da den begyndte at bruse op, var utålelig,
således er også hans barmhjertighed, efter at den er begyndt
at lyse påny, uendelig og uden måde. For af den grund er barmhjertigheden
helt ovenud, at det er Guds natur, eftersom vreden i virkeligheden er Guds
fremmede gerning, som han påtager sig imod sin natur, tvunget dertil
at menneskenes ondskab. |
16 Et omne, quod movetur
et vivit, sit vobis in cibum: quasi holera virentia tradidi
vobis in cibum.
Hic quaestio nascitur. Supra (Cap.
7, 2.) ostendit Moses differentiam inter animalia munda et immunda, hic
autem sine discrimine et in genere loquitur de omnibus animalibus. Num
igitur Deus etiam immunda animalia homini concessit in cibum? Generale
enim est, quod dicit: "Universa, quae reptant super terram". |
Og alt, hvad der bevæger sig og lever, skal være jer
til føde; ligesom jeg gav jer de grønne urter til føde.
Her rejser sig et spørgsmål.
Ovenfor (kap 7,2) påviste Moses forskellen mellem de rene og de urene
dyr, men her taler han uden forskel og i almindelighed om alle dyr. Mon
da Gud også har tilladt mennesket at spise de urene dyr? For hvad
han siger, er alment: "Alle dyr, der kryber på jorden". |
17
Non desunt sane, qui sentiunt, tempore Noah indifferenter homines omnibus
animalibus tum mundis, tum immundis usos ad cibum. Sed mihi videtur diversum.
Quia enim supra mundorum et immundorum differentia constituta est, et ea
in lege postea diligenter servatur, existimo, quod ad cibum attinet, hominem
tantum mundis usum esse, hoc est, iis, quae offerebantur in sacris. |
Der er mange, der mener, at på
Noas tid brugte menneskene alle dyr uden forskel, både rene og urene
til føde. Men jeg mener noget andet. For fordi der ovenfor blev
fastsat en forskel mellem rene og urene dyr, og den senere blev opretholdt
i loven, mener jeg, at til begrebet "til føde" hører kun
det med, som mennesket kan bruge rent, det vil sige, de dyr, der blev ofret
i helligdommen. |
18
Ergo universalis cum distinctione intelligenda est: Omne, quod movetur
et vivit, inter munda scilicet, hoc sit vobis in cibum. Natura enim abhorret
a serpentibus, lupis, corvis, muribus, gliribus, quanquam alicubi invenias,
etiam, horum carnibus gentes aliquas oblectatas. |
Altså skal "generel"
forstås ud fra en forskel: Alt, hvad der bevæger sig og lever,
det vil sige, blandt de rene dyr, det skal være jer til føde.
For af naturen væmmes mennesket ved slanger, ulve, ravne, mus, hasselmus,
skønt du godt kan finde nogle, hvis kød nogle mennesker kan
lide. |
19 Terror igitur et pavor
hominis est super omnes bestiae terrae, quod homini licet eas occidere;
sed non ideo omnibus bestiis homo vescitur. Verisimile autem est, et Noah
tantum mundis usum, quae sola norat Domino offerri posse. |
Altså, rædsel og frygt for mennesket er over alle jordens
dyr, fordi mennesket har lov til at slå dem ihjel; men derfor spiser
mennesket ikke alle dyr. Men det er sandsynligt, at Noa kun brugte de rene
dyr, for han vidste, at kun dem kunne han ofre til Herren. |
20
Sed hic aliud incidit, quod magis offendit animos. Quomoda enim terror
et timor hominis est super omnia animalia, cum lupi, leones, ursi, apri,
tigrides vorent homines, et ideo hominibus terrori (E284) sint, sicut etiam
universum serpentum genus quod visum statim omnes fugimus? Quid hic dicemus?
Num verbum Domini mendax est? |
Men her fremstår
noget andet, som volder mange sjæle anstød. For hvordan kan
der være frygt og rædsel for mennesket over alle dyr, når
ulve, løver, bjørne, vildsvin, tigre æder mennesker,
og derfor er rædselsvækkende for mennesker, ligesom vi også,
så snart vi ser en eller anden slags slange, straks flygter? Hvad
skal vi sige her? Mon Guds ord er løgnagtigt? |
21
Respondeo. Etsi nos nostro periculo admoniti, tales bestias fugimus et
formidamus, tamen verum est, quod timor hominis manet super eas. Nam etiam
ferissimae bestiae ad primum, hominis conspectum expavescunt et fugiunt;
sed irritatae tandem vincunt robore corporis. |
Svar: Skønt vi er formanet
om, at vi er farlige for sådanne dyr og [alligevel] flygter og gruer
for dem, så er det dog sandt, at frygt for mennesket forbliver over
dem. For også de vilde dyr bæver og flygter, når de første
gang ser et menneske, men bliver de forstyrrede, vinder dog i sidste ende
deres legemskraft. |
22
Cur autem, inquis, expavescunt, cum fortiores sint? Respondeo: Norunt,
hominem instructum ratione, quae praevalet omnibus bestiis. Nam etiam elephantes,
leones, tigrides industria hominum domat. Quod igitur homo non potest viribus,
hoc efficit arte et vi rationis. |
Men du spørger, hvorfor
de bæver, når de er de stærkeste? Svar: De véd,
at mennesket har fornuften til hjælp, den overvinder alle dyr. For
også elefanter, løver og tigre tæmmes ved menneskenes
flid. Hvad altså mennesket ikke kan opnå ved sine kræfter,
det opnår det ved kunst og fornuftskraft. |
23 Alioqui quomodo esset possibile,
ut puer decem annorum integra armenta ageret? ut equum, ferocia et robore
singulari animal, quocunque vellet, flecteret, jam ad cursum incitaret,
jam ad lentiorem gradum cogeret? Omnia haec industria humana, non viribus
conficiuntur. Non igitur sunt obscura indicia, manere timorem hominis in
bestiis, quae tamen hominem laedunt, cum irritatae sunt, et ideo ab hominibus
quoque timentur. |
Hvordan ville det ellers være muligt, at en tiårs dreng
uskadt kan føre et trækdyr, som f. eks. en hest, som er et
vildt og stærkt dyr? han kan få den til at dreje, så
opmuntrer han den til at løbe, så tvinger han den til at gå
langsommere. Alt dette gennemføres ved menneskelig flid, ikke ved
rå kraft. Det er derfor ikke noget, der er skjult, at der forbliver
frygt for mennesket i dyrene, selv om de skader mennesket, når de
bliver forstyrrede og derfor også frygtes af menneskene. |
24
Mihi autem non dubium est, quin tempore Noah et vicinorum Patrum hic terror
in bestiis major fuerit, cum justitia floreret, et minus peccatorum esset.
Itaque labente postea sanctitate vitae, et crescentibus peccatis, etiam
benedictio haec coepit diminui, et bestiae fere coeperunt esse poena peccati;
sicut Moses in Deuteronomio (32, 24.) minatur, Deum immissurum dentes bestiarum.
Et in deserto quam horribilis plaga fuit serpentum ignitorum? (4. Mos.
21,6.). Ursi lacerant pueros, qui ridebant Prophetam (E285) (2. Regg. 2,
24.). Hic cur non terror hominis mansit in bestiis? Cur saevierunt in homines?
Nonne peccatum in causa fuit? |
Men jeg er ikke i tvivl om, at
før Noas og de foregående fædres tid var denne frygt
i dyrene større, dengang da retfærdigheden blomstrede og der
var færre synder. Da derfor senere livets hellighed aftog og synderne
voksede, formindskedes også denne velsignelse, og dyrene begyndte
næsten at være syndens straf; således truer Moses i 5
Mos 32,24 med, at Gud vil udsætte dem for de vilde dyrs tænder.
Og i ørkenen, hvilken forfærdelig plage led ikke de, der blev
bidt af slanger? Bjørne sønderrev de børn, som gjorde
nar af profeten. Hvorfor forblev frygten for mennesker ikke i dyrene her?
Hvorfor rasede de imod menneskene? Mon ikke synden er skyld i det? |
25
Sicut igitur supra quoque diximus, crescentibus novis peccatis, etiam poenae
novae crescunt. Sicut nostro tempore inusitata genera morborum et calamitatum
vulgata sunt; ut sudor Anglicus, locustae populantes late agros anno XLII
per Poloniam et Silesiam etc. |
Sådan som vi også
har sagt ovenfor: når nye synder vokser frem, opvokser også
nye straffe. F. eks. er i vor tid uvante sygdomme blevet udbredte; som
den engelske sved, og de græshopper, der oversvømmede store
arealer i år 1542 i Polen og Schlesien. |
26
Ad hunc modum promisit Dominus tempora sementis et messis, caloris et frigoris,
et tamen non ideo connivet ad peccata nostra, quin non nunquam incommodis
tempestatibus et sementis et messis tempora turbentur; sicut fuit ingens
siccitas anno MDXL, et sequentibus duobus annis fere continuae pluviae.
Cum igitur hodie pessimum seculum sit, quid mirum est, quod benedictio
hoc modo aufertur a nobis, et succedit maledictio, ut bestiae, in quibus
noster terror esset, si essemus boni, nunc nobis terrori sint, et noceant
nobis? |
På den måde
lovede Herren såtid og høsttid, varme og kulde, og dog lukkede
han ikke af den grund øjnene for vore synder, at han aldrig nogensinde
ville bringe såtid og høsttid i oprør med ubehagelige
uvejr, sådan som der var en stærk tørke i 1540, og i
de følgende to år stadig regn. Eftersom det da i vore dage
er et elendigt århundrede, hvad mærkeligt er der da i, at velsignelsen
på den måde ophæves for os, og følges af forbandelse,
ligesom dyrene, som ville have frygt for os i sig, hvis vi ville være
gode, nu gør os bange og skader os? |
27
Ager Sodomorum fuit tanquam Paradisus quaedam. Sed per peccatum factum
est, ut sit lacus bituminis. Et dicunt, qui ea loca viderunt, quod ibi
crescant pulcherrima poma; sed ea cum secantur, intus quasi cineribus plena
sunt, et teterrimi odoris. Causa est, quia dona Dei benedicentis non agnoverunt,
sed abusi sunt iis pro arbitrio. Deinde blasphemarerunt Deum et ejus sanctos,
inflati illis commoditatibus, persecuti sunt. Igitur benedictio ablata,
et omnia maledictione repleta sunt. |
Sodomitternes mark
var som et Paradis. Men ved synden skete der det, at den blev en asfaltsø.
Og de, som har set disse steder, siger, at der dér vokser de smukkeste
æbler; men når man skærer i dem, er de indvendig fulde
af aske og har en frygtelig lugt. Grunden er, at de ikke kendte Guds velsignelses
gaver, men misbrugte dem efter deres forgodtbefindende. Dernæst spottede
de Gud og forfulgte hans hellige, opblæste ved disse gunstige omstændigheder.
Derfor aftog velsignelsen og det blev fyldt af alskens forbandelse. |
28 Et
haec vera hujus quaestionis solutio est, quod, etsi sunt signa terroris
in animalibus feris, tamen nos potius ea formidamus, et ipsa nocent nobis.
(E286) |
Og dette er det sande svar på
dette spørgsmål, at, skønt der i de vilde dyr er tegn
på frygt, dog er det dog snarere os, der gruer for dem, og dem, der
skader os. |
29
Mihi non dubium est, in hoc nostro territorio habitasse olim pessimos homines;
unde enim ista terrae ariditas, et steriles arenae? Ac indicant nomina,
Iudaeos haec loca quondam habitasse. Ubi enim homines mali habitant, ibi
etiam terra paulatim maledictione Dei perit. |
For mig er der ikke
tvivl om, at der engang har boet onde mennesker i vort land; hvorfra kommer
ellers disse tørre arealer, og golde områder? Mon navnene
tyder på, at jøderne tidligere boede på disse steder.
For hvor der bor onde mennesker, dèr går også landet
efterhånden til grunde ved Guds forbandelse. |
30
Bruggae in Flandris fuit celeberrimus portus; sed a tempore, quo
Maximilianum regem tenuerunt captum, discessit mare, et portus esse desiit.
Idem de Venetiis hodie dicunt. Nec id valde mirum est, postquam ad infinita
peccata, qualia potentum rerum publicarum sunt, etiam defensio idolatriae
et persecutio evangelii accedit. |
Brügge i Flandern var
en meget berømt havn; men ved den tid, da de holdt kong Maximilian
som fange, forsvandt havet, og havnen blev øde. Det samme siger
man i dag om Venedig. Heller ikke det er særlig besynderligt, eftersom
der skete uendelige synder, også forsvar af afgudsdyrkelse og forfølgelse
af evangeliet. |
31 Carnem tamen
cum sanguine animae non comedetis.
Oeconomica fuerunt, quae hactenus
audivimus; nunc addit Dominus politicum mandatum. Quia enim tam non peccatum
erat occidere bovem aut ovem ad cibum, quam non peccatum est decerpere
florem aut herbam nascentem in agro, periculum erat, ne hac libertate,
quam Dominus contra bestias concesserat, homines abuterentur, et progrederentur
etiam ad sanguinem hominum effundendum. Itaque nunc ponit novam legem de
non effundendo sanguine humano, et restringit quoque illam libertatem de
carnibus vescendis; non enim vult vesci carnibus, nisi prius mundatis a
sanguine. |
Dog må I ikke spise dyrets kød
med blodet i.
Hidtil har vi hørt
om husholdning; nu tilføjer Herren et politisk bud. For fordi det
dengang ikke var synd at dræbe kvæg eller får til føde,
ligesom det ikke var synd at afplukke blomster eller urter, der groede
på marken, var der fare for, at mennesker ville misbruge den frihed,
som Herren havde indrømmet os overfor dyrene, og gå videre
og også udgyde menneskers blod. Derfor opstiller han nu en ny lov
om ikke at udgyde menneskeligt blod, og indskrænker også friheden
til at spise kød; han vil nemlig ikke have, at man spiser kød,
medmindre det i forvejen er renset for blodet. |
32
Est autem textus in Ebraeo admodum obscurus; ideo etiam variae interpretum
opiniones sunt, quas omnes recitare hoc in loco supervacaneum est. Ego
perpetuo hanc regulam sequor, ut statuam, verba debere servire rebus, et
non e contra res verbis. (E287) Itaque eorum judicia nihil moror, qui verba
interpretantur pro suo affectu, et volunt, ea servire cogitationibus, quas
ipsi ad lectionem adferunt. |
På hebraisk er
teksten en smule dunkel; derfor er der også delte meninger om, hvordan
den skal fortolkes, og det vil være overflødigt at citere
dem alle på dette sted. Jeg har længe fulgt den regel, at ordene
bør tjene sagen, og ikke omvendt sagen tjene ordene. Derfor bryder
jeg mig ikke om deres bedømmelse, som fortolker ordene efter deres
fornemmelser og ønsker, at de skal tjene deres overvejelser, som
de selv lægger ind i læsningen. |
33
Primum igitur grammaticam videamus. "Næfæs" proprie significat
corpus animatum, seu vivum animal, sicut sunt bos, ovis, homo etc. Non
enim corpus tantum, sed vivum corpus significat, ut, cum Christus dicit:
,,Pono animam meam pro ovibus meis" (Ioh. 10, 15). Hic animam nihil dicit
aliud, quam vitam corporalem. |
Lad os først
se på grammatikken! "Næfæs" betyder egentlig et besjælet
legeme, eller et levende dyr, f. eks. okse, får, menneske, osv. Det
betyder nemlig ikke blot kroppen, men den levende krop, ligesom når
Kristus siger: "Jeg sætter "min sjæl" ind for fårene"
(Joh 10,15). Her betyder "sjæl" ikke andet, end det levende legeme. |
34
"Basar" autem carnem significat, quae est crassioris elementi pars, et
tamen inspiratur, et habet pulsum, non ex corpore, sed ex anima. Nam caro
seu corpus per se et sine anima nihil est aliud, quam truncus aut lapis;
cum autem inspiratur ab anima, tum moventur humores, et omnia, quae sunt
in animali. |
Men "basar" betyder kød,
og det er den mere rå del, og dog er det indåndet, og har puls,
ikke fra legemet, men fra sjælen. For kød eller krop i sig
selv og uden sjæl er intet andet end en træstamme eller en
sten; men når det bliver indåndet af sjælen, da bevæges
legemsvæskerne og alt, hvad der er i dyret. |
35
Iam prohibet Dominus hoc in loco, id corpus comedi, quod habet adhuc agitantem,
moventem et virentem animam, sicut milvus pullos gallinarum, lupus oves
vorat, non mactatas antea, sed vivas. Hanc crudelitatem hoc loco interdicit
Dominus, et restringit illam mactandi licentiam, ne fiat beluino modo,
ubi viva corpora, aut vivorum corporum partes vorantur, sed ut conservetur
legalis mactatio, qualis ad aram, et in sacris solebat esse, ubi sine crudelitate
mactabatur bestia, et bene abluta a sanguine tandem offerebatur Deo. |
Nu forbyder Herren
på dette sted at spise det legeme, som stadig har en handlende, bevægende
og livgivende sjæl i sig, sådan som glenten æder hønens
kyllinger, som ulven æder fåret, de bliver ikke først
slagtede, men bliver ædt levende. En sådan brutalitet forbyder
Herren på dette sted, og han indskrænker tilladelsen til at
slagte, at det ikke skal ske på en klodset måde, hvor man spiser
det levende legeme eller de levende legemsdele, men tilladelsen indskrænkes
til den lovlige slagtning, sådan som det plejede at foregå
på altrene og i helligdommene, hvis dyrene slagtedes uden brutalitet,
og først blev ofret til Gud, når blodet var løbet ordentligt
af dem. |
36
Hanc puto esse simplicem et veram sententiam, quam etiam Iudaeorum magistri
quidam sequuntur, ne crudas carnes et adhuc palpitantia membra Laestrygonum
aut Cyclopum more voremus. (E288) |
Dette mener jeg er
den enkle og sande mening, som også nogle jødiske lærde
følger, at vi ikke skal æde det rå kød og stadig
sitrende lemmer, som Læstrygerne og Kykloperne gør. |
37 Sanguinem quoque animarum
vestrarum requiram de manu cunctarum bestiarum et de manu hominis: de manu
cujuslibet requiram animam fratris sui.
Hic plus obscuritatis in Ebraeo
textu est, quam in superiore. Ac Lyra hic quatuor caedium genera ex Rabinorum
sententia ponit. Nam distinguit hanc sententiam in duas, et ambas bifariam
exponit. |
Blodet af jeres sjæle kræver jeg af alle
dyres hånd og af menneskets hånd. Af enhvers hånd kræver
jeg hans brors sjæl.
Her er der større dunkelhed i
den hebraiske tekst, end i den foregående. Og Lyra fremsætter
her fire slags drab ud fra rabbinernes mening. For han deler denne opfattelse
i to, og begge opstiller han dobbelt. |
38
Primam partem accommodat ad eos, qui sibi ipsis manus violentas afferunt.
Ea sententia si vera est, statuitur hoc in loco immortalitas. Quomodo enim
Deus posset in eum vindicare, qui jam in morte positus, nihil est? Ergo
significantur hic poenae peccatorum post hanc vitam. Sed videtur mihi grammatica
huic sententiae repugnare. |
Den første
del hentyder til dem, som påfører sig skade med egen hånd.
Hvis den mening er sand, stadfæstes på dette sted udødeligheden.
For hvordan skulle Gud kunne straffe den, som allerede er anbragt i døden,
hvis han ikke er til? Altså betegnes her syndernes straf efter dette
liv. Men jeg synes, at grammatikken stiller sig imod denne forståelse. |
39 Etsi enim non mihi arrogo
perfectam linguae Ebraeae notitiam, tamen omnino judico, verba hanc sententiam
non ostendere. Secundam speciem caedium facit, cum objiciuntur homines
bestiis, sicut in theatris olim fiebat, profecto barbarum spectaculum,
et ab omni humanitate alienum. Tertia species, cum aliquis subornat percussorem.
Quarta, cum propinqui occiduntur etc. |
Skønt jeg ikke vil påstå, at jeg har
fuldkommen kendskab til det hebraiske sprog, så mener jeg dog overhovedet
ikke, at ordet kan betyde noget sådant. Den anden slags drab sker,
når mennesker dræber dyr, sådan som det i gamle dage
skete i teatret, i sandhed et barbarisk skue, fjernt fra al menneskelighed.
Den tredie slags, er når nogen lejer en morder. Den fjerde, når
de nærtstående dræbes, osv. |
40
Non omnino displiceret haec divisio, si posset probari ex litera. Sed est
Iudaicum figmentum natum ex odio Romanarum legum. |
Det er ikke,
fordi jeg sådan set har noget imod denne opdeling, hvis den kunne
bevises ud fra ordene. Men det er en jødisk opfindelse, oprundet
af had til de romerske love. |
41
Simplicior igitur sententia est, si intelligas, in genere hunc locum de
prohibitione caedium, secundum quintum praeceptum, quod dicit: "Non occides".
Vult enim Deus, ne bestiam quidem occidi, nisi religiose, hoc est, vel
ad sacra, vel ad usum hominum. Multo minus vult, occidi hominem, nisi auctoritate
divina, sicut sequitur. (E289) |
Det er derfor
en enklere fortolkning, hvis du forstår det sådan, at dette
sted taler om forbud mod drab, ifølge det femte bud, som siger:
"Du må ikke slå ihjel!" For Gud vil, at heller ikke dyrene
skal slås ihjel, medmindre det sker fromt, det vil sige, enten til
helligt brug eller til menneskenes brug. Meget mindre vil han, at mennesket
skal slås ihjel, medmindre det sker på guddommelig autoritet,
sådan som det følger. |
42
Primum ergo prohibetur occisio, seu caedes arbitraria et profana. Ad disciplinam
enim pertinet, non temere occidere animalia quoque, et carnes earum non
vorari crudas. Postea prohibet, ne homo hominem occidat quocunque tandem
modo. Nam si de manu bestiae occidentis hominem Deus requiret sanguinem,
quanto requiret eum gravius de manu hominis? Pertinet itaque locus hic
ad quintum praeceptum, ne quis fundat sanguinem hominis. |
For først
forbyder han drab eller villet og profant mord. For det hører med
til belæringen, at man heller ikke bare må slå dyr ihjel,
og at man ikke må spise deres kød råt. Derefter forbyder
han, at et menneske slår et menneske ihjel, ligegyldigt på
hvad måde. For hvis Gud kræver et menneske af det dyrs hånd,
der slår ihjel, hvor meget mere kræver han det så ikke
af et menneskes hånd? Dette bud har derfor med det femte bud at gøre,
at ingen må udgyde et menneskes blod. |
43 Quicunque effuderit sanguinem
humanum, illius sanguis effundetur per hominem.
Reprehendenda hoc in loco interpretis
negligentia est, qui admodum necessariam particulam omisit "beadam", per
hominem. Ostendit enim differentiam temporum ante diluvium et post diluvium.
Cain enim occiderat fratrem Habel, sed eam reverentiam humano sanguini
tum habuit Deus, ut ei, qui Cain occideret, septuplam poenam minaretur
Deus. Noluit itaque, ne quidem publico judicio homicidam occidi. Itaque
Adam etsi graviter peccatum filii nempe excommunicatione punivit, non tamen
mortem ei irrogare est ausus. |
Den, der udgyder et menneskes blod, hans blod skal udgydes
ved et menneske.
På dette sted må man bebrejde
fortolkerens forsømmelighed, som delvis udelader det nødvendige
ord: "beadam", ved et menneske. For her påviser Moses forskellen
mellem tiden før syndfloden og tiden efter syndfloden. For Kain
dræbte sin bror Abel, men dengang fastholdt Gud ærefrygten
for det menneskelige blod, så han, som dræbte Kain, af Gud
blev truet med syvfold straf. For han ville ikke, at man slog ihjel, undtagen
en henrettelse ved en offentlig dom. Derfor, skønt Adam straffede
sin søn alvorligt, nemlig ved at sende ham bort, vovede han dog
ikke at påføre ham døden. |
44
Hic autem novam legem instituit Dominus, et vult, homicidas ab hominibus
occidi. Id quod in mundo hactenus non fuerat usitatum; nam totum judicium
sibi Deus sumserat. Ideo cum videret, mundum quotidie magis ac magis corrumpi,
tandem diluvio poenas ab impio mundo exegit. Hic autem communicat suam
potestatem Deus cum homine, et tribuit ei potestatem vitae et mortis inter
homines, sic tamen, si sit reus effusi sanguinis. |
Men her indstifter
Herren en ny lov, og han vil, at mordere skal dræbes af mennesker.
Hvilket hidtil ikke havde været skik i verden; for Gud havde forbeholdt
al dom for sig selv. Da han derfor så, at verden blev mere og mere
fordærvet, sendte han til sidst gennem syndfloden straffene ud over
den ugudelige verden. Men her deler Gud sin magt med mennesket, og tildeler
ham magt over liv og død mellem mennesker, dog således, at
kun, hvis han er skyldig, skal hans blod udgydes. |
45 Qui enim (E290) non habet
jus occidendi hominis, et occidit tamen hominem, hunc subjicit Deus non
solum suo judicio, sed etiam gladio hominis. Itaque si occiditur etsi hominis
gladio occiditur, tamen a Deo recte dicitur occisus esse. Si enim absque
hoc Dei mandato esset, tam non liceret occidere homicidam, quam non licuit
ante diluvium. |
For den, der ikke har ret til at dræbe et menneske,
og alligevel dræber et menneske, ham underkaster Gud ikke blot sin
egen dom, men også menneskets sværd. Hvis derfor nogen dræbes,
skønt det er ved et menneskes sværd, så siges han dog
af Gud at være blevet dræbt med rette. For hvis det var uden
dette mandat fra Gud, så ville det ikke være mere tilladt at
dræbe en morder, end det var før syndfloden. |
46
Hic igitur fons est, ex quo manat totum jus civile et jus gentium. Nam
si Deus concedit homini potestatem super vitam et mortem, profecto etiam
concedit potestatem super id, quod minus est, ut sunt fortunae, familia,
uxor, liberi, servi, agri. Haec omnia vult certorum hominum potestati esse
obnoxia Deus, ut reos puniant. |
Her har du derfor
den kilde, hvorudfra hele den civile ret og hedningernes ret springer.
For hvis Gud indrømmer mennesket ret over liv og død, så
indrømmer han ham sandelig også ret over det, der er mindre,
f. eks. skæbne, familie, hustru, tjenere, marker. Alt dette vil Gud
skal være skyldig til straf i visse menneskers magt, så de
straffer de skyldige. |
47
Nam hic inter Dei et hominum potentiam haec differentia retinenda est:
Deus habet potestatem occidendi nos, etiam si mundus accusare nos non possit,
sed coram mundo innocentes simus. Nam peccatum nobiscum natum, omnes nos
coram Deo reos statuit. Homines autem tum demum potestatem occidendi habent,
cum coram mundo rei sumus, et de peccato constat. Ideo instituta judicia
sunt, et certus actionum modus praefinitus, quibus crimen inquiratur et
probetur, priusquam feratur sententia de capite. |
For her må
man fastholde forskellen på Guds og menneskers magt: Gud har magt
til at dræbe os, også selv om verden ikke kan anklage os, men
vi overfor verden er uskyldige. For synden er født med os, vi står
alle som skyldige overfor Gud. Men mennesker har kun magt til at dræbe,
når vi er skyldige overfor verden, og det står fast, at vi
har syndet. Derfor er der oprettet domstole, og i forvejen fastsat en bestemt
handlemåde, hvormed forbrydelsen kan opklares og bevises, førend
dødsstraffen kan udføres. |
48
Ergo locus hic diligenter notandus est, quo Deus magistratum constituit,
non tantum, ut de vita judicet, sed etiam de inferioribus, seu infra vitam
positis, ut magistratus puniat inobedientiam liberorum, furta, adulteria,
perjuria, in summa, ut puniat omnia peccata, quae in secunda tabula prohibentur.
Qui enim vitae judicium concedit, etiam inferiorum rerum judicium permittit.
(E291) |
Altså
må man omhyggeligt lægge mærke til dette sted, hvor Gud
opretter øvrigheden, ikke blot sådan, at den skal dømme
fra livet, men også, så den skal dømme om de mindre
ting, eller dem, der straffes med mindre end døden, sådan
at øvrigheden skal straffe børns ulydighed, tyveri, utugt,
mened, kort sagt, sådan at den skal straffe al synd, som forbydes
på den anden tavle. For den, der giver nogen lov til at dømme
fra livet, tillader også, at han øver dom i mindre sager. |
49
Insignis igitur hic textus est, et dignus observatione, quod Deus magistratum
instituit, et ei gladium dat in manus, ut restringat licentiam, ne tum
saevitia, tum alia peccata progrediantur in infinitum. Hanc divinam potestatem
nisi Deus contulisset hominibus, qualem, quaeso, viveremus vitam? Quia
igitur praevidet, semper maximam malorum copiam futuram, hoc externum remedium
instituit, quod mundus hactenus non habuerat, ne licentia immodice cresceret.
Atque hoc tanquam septo, his tanquam parietibus muniit vitam et res nostras
Deus. |
Denne tekst er
altså speciel, og nok værd at undersøge, for Gud indstifter
øvrigheden og giver den sværdet i hånden, så at
han indskrænker lovløsheden, at ikke hverken den onde rasen
eller andre synder skal vokse i det uendelige. Hvis Gud ikke havde givet
mennesker denne magt, så gad jeg nok vide, hvilken slags liv vi ville
leve! Fordi han altså forudså, at de onde altid ville være
de fleste, indstiftede han dette ydre middel, som verden ikke før
havde haft, at ikke lovløsheden skal vokse umådeholdent. Og
Gud befæster livet og vore sager med dette som med et gærde,
med hine ting som med mure. |
50
Est igitur hoc quoque non vilius argumentum summi amoris Dei erga hominem,
quam quod promittit, non amplius grassaturum diluvium, et concedit usum
carnium ad sustentandam hanc vitam. |
Dette er da heller
ikke et billigere argument for Guds kærlighed mod mennesket, end
når han forjætter, at han ikke mere vil hjemsøge med
syndflod, og tillader brugen af kød til at opretholde livet. |
51 Quoniam in imagine
Dei fecit Deus hominem.
Haec est insignis ratio, cur nolit,
hominem occidi private arbitrio, quia sit nobilissima creatura, non condita
sicut caetera animantia, sed ad Dei imaginem, quam etsi, ut supra diximus,
per peccatum amisit homo, tamen ejusmodi est, ut reparari possit per verbum
et Spiritum sanctum. Hanc imaginem vult, ut alii in aliis revereamur, non
vult, ut per tyrannidem fundamus sanguinem. |
For i Guds billede skabte Gud mennesker.
Dette er den særlige grund til,
at han ikke vil, at mennesket skal slås ihjel ved privat afgørelse,
at det er en meget ædel skabning, ikke skabt som de andre dyr, men
skabt til Guds billede, for skønt mennesket, som ovenfor sagt, har
mistet dette billede, så er det dog mistet på den måde,
at det kan gendannes ved ordet og Helligånden. Dette billede vil
han, at den ene skal ære i den anden, han vil ikke, at vi skal udgyde
blod gennem tyranni. |
52
Qui autem non vult revereri imaginem Dei in homine, sed vult parere irae
et dolori, pessimis consultoribus, ut quidam dixit, hujus vitam Deus magistratui
concedit, et jubet, ut ejus quoque sanguis fundatur. |
Men den, der ikke vil
ære Guds billede i mennesket, men vil adlyde vrede og smerte, begge
dårlige rådgivere, som én har sagt, hans liv overlader
Gud til øvrigheden og befaler, at også hans blod skal udgydes. |
53
Ad hunc modum constituit hic locus politiam in mundo, quae ante diluvium
non fuit. Sicut Cain et (E292) Lamech exemplum ostendit, qui non occisi
sunt, cum tamen arbitri seu judices essent publicarum actionum sancti Patres.
Hic autem jubentur, qui habent gladium, ut gladio utantur contra eos, qui
fuderunt sanguinem. |
På den
måde indsætter dette sted politikken i verden, og den var der
ikke før syndfloden. Sådan som Kains og Lameks eksempel viser;
de blev ikke slået ihjel, selv om dog de hellige fædre var
mæglere eller dommere i de offentlige anliggender. Men her får
de, som har sværdet, befaling til at bruge sværdet imod dem,
som udgyder blod. |
54
Solvitur itaque hic argumentum, quod Platonem et omnes sapientes exercuit.
Hi enim concludunt imperia sine injustitia administrari non posse. Ratio
est, quia homines inter se aequali dignitate et conditione sint. Cur enim
Caesar imperat orbi? Cur alii ei parent, cum aeque, ut alii, sit homo nihilo
melior, nihilo fortior, nihilo durabilior? |
Her løser
sig det argument, som har optaget Platon og andre lærde mænd.
De drager nemlig den slutning, at herredømmet ikke kan udøves
uden uret. Begrundelsen er, at mennesker indbyrdes er lige i værdighed
og betingelser. For hvorfor skulle Cæsar herske over verden? Hvorfor
skulle andre adlyde han, når han er lige med de andre, når
han er menneske, ikke bedre, ikke stærkere, ikke mere udholdende? |
55 Omnibus enim humanis conditionibus
subjectus est, sicut alii homines. Videtur igitur tyrannis esse, cum aliis
hominibus sit similis, quod usurpat imperium in homines. Si enim similis
est aliorum hominum, summa injuria et injustitia est, quod non vult similis
aliorum esse, sed per tyrannidem aliis se anteponit. |
Han er jo underkastet alle menneskelige betingelser ligesom
andre mennesker. Han synes altså at være en tyran, eftersom
han er lig andre mennesker, når han tiltager sig herredømme
over mennesker. For hvis han er lig andre mennesker, er det den største
uret og uretfærdighed, at han ikke vil være lig dem, men gennem
tyranniet sætter sig op imod de andre. |
56
Ad hunc modum ratio colligit, nec potest habere, quod opponat. Sed nos,
qui habemus verbum, videmus, opponi debere mandatum Dei, qui sic ordinat
et instituit. Igitur nostrum est divinae ordinationi parere, et eam ferre,
ne ad reliqua peccata etiam hoc accedat, ut in hac parte simus inobedientes
voluntati Dei, quam tamen tot modis videmus huic nostrae vitae esse utilem. |
På den
måde tænker fornuften, og den kan ikke findes sig i noget,
som står den imod. Men vi, som har ordet, vi ser, at Guds bud bør
være imod det, der forordner og indstifter således. Derfor
er det op til os at adlyde den guddommelige ordning og tåle den,
at vi ikke til de øvrige synder føjer den, at vi i den henseende
er ulydige imod Guds vilje, som vi dog på så mange måder
kan se er til nytte for os i dette liv. |
57
Concedit igitur hic locus religiosam et civilem mactationem animalium,
caedem autem hominum in totum prohibet, quia homo est conditus ad imaginem
Dei. Huic voluntati qui non parent, hos tradit magistratui occidendos.
(E293) |
Dette sted giver altså
lov til den religiøse og den civile slagtning af dyr, men forbyder
drab på mennesker, fordi mennesket er skabt i Guds billede. De, der
ikke adlyder denne vilje, dem overgiver det til øvrigheden, så
den kan slå dem ihjel. |
58 Vos autem fructificate
et multiplicamini, producite prolem in terra, et multiplicamini in ea.
Concessa mactatione pecudum, non
tantum ad hostias, sed etiam ad cibum, et prohibito homicidio, sequitur
hic ratio, quare tantopere exsecretur Deus homicidium. Quia vult homines
multiplicari in terra, homicidia autem vastant terram, et inducunt solitudinem,
sicut in bellis videmus. Sic quia terram Deus non frustra condidit, sed
ut habitaretur, sicut Esaias dicit (45, 18.), et ideo etiam fecundat eam
pluvia et sole: igitur odit eos, qui habitatores de terra auferunt. Voluntas
enim ejus est vita, et non mors. Psalm. 30, (v. 6.). |
Men I skal blive frugtbare og mangfoldige, skal få
afkom på jorden og formére jer på den.
Når vi har lov til at slagte
kvæg, ikke blot til ofre, men også til føde, og når
det er os forbudt at begå drab, så drager fornuften den slutning,
at Gud i det hele taget forbander drab. Derfor vil han, at mennesker skal
forméres på jorden, men drab gør jorden øde
og fører til ensomhed, sådan som vi ser i krigene. Fordi Gud
derfor ikke har skabt jorden til ingenting, men til at den skal bebos,
sådan som Es 45,18 siger det, og derfor gøder han dem også
med regn og sol; derfor hader han dem, der fjerne beboerne fra jorden.
For hans vilje er liv, ikke død. Sl 30,6. |
59
Haec et similia Prophetarum dicta accepta sunt ex talibus promissionibus,
qualis haec est, quod jubet Deus, hominem crescere. Ostenditur enim clare,
quod pronior sit ad vivificandum et benefaciendum, quam ad iram, et ad
occidendum. Cur enim alioqui tam severe prohiberet caedes? Cur essent tam
rarae pestes? Vix enim decennio pestis aut lues generalis incidit. Quotidie
autem nascuntur homines, crescunt animalia, proveniunt fruges infinitae. |
Disse og
lignende profetord skal forstås ud fra den slags forjættelser,
som vi har her, hvor Gud befaler, at mennesket skal formére sig.
Her viser han nemlig klart, at han er mere tilbøjelig til at levendegøre
og velsigne end til vrede og til at dræbe. For hvorfor ville han
ellers forbyde drab så strengt? Hvorfor ville pesten være så
sjælden? Det er jo knap nok hver tiende år, at en pest eller
en epidemi oprinder. Men hver dag fødes der mennesker, dyrene vokser
og der fremkommer uendeligt med frugter. |
60
Omnia haec testantur, quod Deus non amet mortem, sed vitam; sicut etiam
initio hominem condidit, ut non moreretur, sed ut viveret: "Per invidiam
autem Diaboli intravit mors in mundum." (Sapient. 2, 24). Et tamen post
peccatum reliquiae benedictionis sic custodiuntur, ut non possit Dei voluntas
erga nos esse obscura, quod plus amet vitam, quam mortem. Utile autem est,
multum esse in talibus cogitationibus; sic enim vere, ut Salomon dicit
(Prov. 18, 22), hauriemus voluptatem a Domino. (E294) |
Alt dette bevidner,
at Gud ikke elsker døden, men livet; sådan som han også
i begyndelsen skabte mennesket, ikke for at det skulle dø, men for
at det skulle leve: "Men ved djævelens misundelse kom døden
ind i verden" (Visd. 2,24). Og dog blev efter synden resterne af velsignelsen
bevogtet sådan, at Guds vilje imod os ikke kunne være dunkel,
at han elsker livet mere end døden. Men det er nyttigt, at man gør
sig mange overvejelser over den slags ting; således er det nemlig
sandt, hvad Salomon siger, at vi henter lyst fra Herren. |