Genesiskommentar 9a

Luther 1544


Taget fra Erl  1/2, 278-

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 
1   NONUM CAPUT  GENESIS,
Benedixit Deus Noah et filiis ejus, et dixit ad eos: Crescite et multiplicamini, et replete terram.
       Haec profecto necessaria consolatio fuit, postquam totum humanum genus, servatis tantum octo animabus, diluvio perditum est. Hic enim Noah agnovit, Deum vere esse propitium, si quidem non contentus est illa prima benedictione, qua generi humano benedixit in creatione mundi, sed addit hanc novam, ut plane nihil dubitaret Noah de generatione futura multiplicanda. Tanto autem haec promissio laetior fuit, quod jam ante Deus diserte (E279) promiserat, se posthac tam dura poena in homines non grassaturum.
DET NIENDE KAPITEL AF GENESIS
Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: Formér jer og bliv mangfoldige og opfyld jorden.
        Dette var sandelig en nødvendig trøst, efter at hele menneskeslægten, undtagen kun otte sjæle, var gået til i syndfloden. For her lærte Noa, at Gud virkelig er nådig, som om han ikke havde været tilfreds med den første velsignelse, hvormed han velsignede menneskeslægten ved verdens skabelse, men tilføjer denne nye, så Noa slet ikke kunne tvivle om, at slægten fremover skulle mangfoldiggøres. Men så meget var denne forjættelse mere glædelig, at Gud allerede tidligere havde forjættet udtrykkeligt, at han efter denne hårde straf ikke ville forfølge menneskene. 
             Primum igitur constituit hoc caput denuo conjugiam, si quidem Deus verbo suo et praecepto conjungit masculum cum femina, idque ad certum finem, ut repleatur terra hominibus. Quia enim Deus peccato libidinis ante diluvium ad iram commotus erat, ideo nunc necesse fuit propter tam horribile irae exemplum, ostendere, quod Deus legitimam conjunctionem maris et feminae non oderit, nec damnet, sed velit, per eam propagari genus humanum.        Først indstifter dette kapitel påny ægteskabet, for så vidt Gud med sit ord og sit bud sammenføjer mand og kvinde, og det til det sikre formål, at jorden skal fyldes med mennesker. Fordi Gud nemlig på grund af vellystsynden før syndfloden blev bevæget til vrede, var det nu nødvendigt på grund af det forfærdelige udslag af vrede at vise, at Gud ikke hader den legitime forening af mand og kvinde, ejheller fordømmer den, men ønsker, at menneskeslægten skal formeres gennem den. 
3         Hoc certum argumentum ipsi Noah fuit, Deum revera amare hominem, et ei bene velle, ac nunc omnem abjecisse iram, si quidem vult, homines propagari conjunctione maris et feminae, quos, si hanc conjunctionem legitimam non probasset, ex lapidibus potuit producere; sicut poëtae de Deucalione fabulantur. Pertinet igitur hic locus ad conjugii dignitatem, quod fons oeconomiae et politiae est, et seminarium ecclesiae.        Dette blev for Noa selv et sikkert argument for, at Gud virkelig elskede mennesket og ville ham det godt, og nu havde bortkastet vreden, siden han jo ønskede, at menneskene skulle formeres ved foreningen af mand og kvinde, for hvis han ikke havde ment, at denne forening var legitim, havde han kunnet skabe dem af sten; sådan som digterne fabulerer om Deucalion. Dette sted har derfor med ægteskabets værdighed at gøre, det er kilden til økonomien og politikken, og et såbed for kirken. 
4         Quod hic objicitur, Noah fuisse jam ea aetate, quae ad generandum non amplius apta esset: sicut etiam scriptura non meminit, quod postea susceperit aliquos liberos; frustra igitur hanc fuisse promissionem: respondeo: Non soli Noah promissio haec facta est, sed et filiis ejus, item toti humano generi, et pertinet posteritatis exspectatio etiam ad avum Noah.        Hvis man her indvender, at Noa dengang havde en alder, som ikke længere var egnet til at forplante sig, og at skriften heller ikke nævner, at han avlede nogen børn bagefter, og at derfor denne forjættelse var tom, så vil jeg svare: Forjættelsen blev ikke givet til Noa alene, men også til hans børn, ja til hele menneskeslægten, og forventningen om efterkommere har også med bedstefar Noa at gøre. 
5       Pertinet autem hic locus eo quoque, ut statuamus, prolem esse donum Dei, et tantum provenire ex benedictione Dei, sicut etiam Psalmus 127, (v. 3.) ostendit. Gentes, quae verbo Dei non sunt eruditae, (E280) partim natura, partim casu propagationem humani generis accidere putant, praesertim cum saepe prole destituantur, qui ad generationem habentur aptissimi. Igitur non gratias agunt Deo pro dono hoc, nec tanquam Dei donum liberos amplectuntur.         Men dette sted har også med det at gøre, at vi skal fastslå, at børn er Guds gave, og kun kommer i kraft af Guds velsignelse, sådan som også Sl 127,3 viser. Hedningerne, som ikke er lærde i Guds ord, mener, at menneskeslægten forméres dels ved naturen, dels ved menneskers tilfældige forplantning; især fordi de mennesker ofte mangler børn, som regnes for mest egnede til forplantning. Derfor takker de ikke Gud for denne gave, og modtager ikke børn som en gave fra Gud. 
6  Et terror vester ac tremor sit super cuncta animalia terrae, et super omnes volucres coeli, cum universis, quae moventur super terram; omnes pisces maris manui vestrae traditi sint.
       In abundantiam consolationis videtur hic dominium hominis augeri. Etsi enim post conditam creaturam omnia animalia homini subdita sint, tamen non legimus, bestias sic timuisse et fugisse hominem, sicut hoc in loco Moses testatur. Causa autem est, quod hactenus animalia non fuerunt morti destinata, ut essent cibus homini; sed fuit homo tanquam civilis dominus bestiarum, non fuit occisor aut vorator.
Og rædsel og frygt for jer skal være over alle jordens dyr, og over alle himlens fugle sammen med alt, hvad der bevæger sig over jorden; alle havets fisk er givet i jeres hænder.
      Til overvældende trøst synes dette menneskets herredømme her at blive forøget. For skønt alle dyrene, efter at de alle var blevet skabt, var blevet underlagt mennesket, så læser vi dog ikke, at dyrene i den grad har frygtet mennesker og flygtet bort fra ham, som det bevidnes på dette sted hos Moses. Grunden til det er, at hidtil var dyrene ikke bestemt til at dø, så de kunne blive føde for mennesket; men mennesket var som en civil herre over dyrene, han skulle ikke dræbe dem eller spise dem. 
7       Hic autem subjiciuntur homini tanquam tyranno, qui habeat potestatem absolutam mortis et vitae. Ideo, quia nunc gravior servitus animalibus imposita est, hominibus autem amplias et gravius dominium tributum, animalia terrore et metu hominum exercentur; sicut videmus, quod etiam, quae cicurata sunt, tamen non facile se manibus prehendi patiuntur. Sentiunt enim dominium hominum grave, et naturaliter periculo suo moventur. Id quod ante hanc Domini vocem non factum esse existimo; hactenus enim tantum ad operas suas animalibus aptis erant usi, et ad oblationes, non ad cibum et alimoniam.        Men her underkastes de mennesket som under en tyran, som har absolut magt over død og liv. Derfor, fordi dyrene nu pålægges en tungere tjeneste, men menneskene tildeles et videre og tungere herredømme, udviser dyrene rædsel og frygt for menneske; f. eks. ser vi, at også de dyr, som er tæmmede, dog ikke let finder sig i at gribes med hænder. For de føler alvorligt menneskenes herredømme, og bevæges af deres natur ved denne fare. Men det mener jeg ikke skete før dette Herrens ord; for indtil da blev dyrene blot brugt til de ting, dyrene var egnede til, og til ofringer, ikke til mad og føde. 
8          Pertinet autem haec quasi augmentatio dominii etiam eo, ut Deus ostendat singulari privilegio, quod Patriarchae non habuerant, se favere homini, et bene velle.        Men denne udvidelse af herredømmet har også med det at gøre, at Gud ville vise ved et særligt privilegium, som patriarkerne ikke havde, at han var gunstig stemt overfor mennesket og ville ham det godt. 
9        Non igitur extenuandum hoc beneficium est, quod homini hoc jus datur in bestias. Est enim singulare Dei donum, quod ethnici non norunt, qui verbo carent, ac nos maxime hoc dono fruimur. Nam cum ad Noah hoc verbum dictum, et hoc privilegium ei concessum est, nihil eo opus erat; pauci enim homines possidebant totam terram; itaque fructuum ex terra abunde fuit, nec necesse erat addere carnes bestiarum. Sed nos hodie fructibus terrae solis non possemus ali, nisi hoc ingens beneficium accessisset, ut carnibus bestiarum, volucrum et piscium vesci liceret.         Man skal altså ikke fortynde denne velsignelse, at mennesket får denne ret over dyrene. For det er en særlig Guds gave, som hedningerne ikke kender noget til, fordi de mangler ordet, og vi nyder i høj grad godt af denne gave. For da dette ord blev talt til Noa, og dette privilegium blev tilstået ham, havde han ikke brug for det; der var nemlig kun få mennesker, og de havde hele jorden som ejendom; derfor var der frugter i overflod at få at jorden, og det var ikke nødvendigt også at spise dyrenes kød. Men vi i dag kan ikke næres alene af jordens frugter, hvis ikke denne særlige velsignelse var kommet til, så det blev tilladt at spise dyrenes, fuglenes og fiskenes kød. 
10          Hoc igitur verbum constituit lanienam, affigit verubus lepores, gallinas, anseres, et omni genere ferculorum replet mensas. Ac necessitas industries facit homines, ut non solum silvestria venentur, sed domi diligenti cura altilia foveant, ut inde cibos habere possint. Deus igitur hoc in loco se constituit quasi lanium; mactat enim et occidit verbo suo bestias aptas cibis, ut quasi compenset illum ingentem dolorem, quem in diluvio pius Noah habuit; ideo enim existimat, eum lautius nunc pascendum.           Dette ord opretter altså slagtebænken, lægger harer, gæs, ænder op på stegespydet, og alle slags fade fylder spisebordene. Og nødvendigheden gør menneskene flittige, så de ikke blot jager i skovene, men derhjemme med stor omhu opdrætter fjerkræ, som de derefter kan have som føde. Altså, Gud opretter på dette sted på en måde en slagtebænk; for han slagter og dræber med sit ord de dyr, der er egnede til føde, at han således på en måde kan kompensere for den særlige smerte, som den fromme Noa havde i syndfloden; derfor mente han nemlig, at han nu kunne være en mere hæderlig røgter. 
11        Non igitur fortuito haec accidere putabimus, sicut gentes, quae sentiunt, istum morem mactandi bestias semper fuisse: verbo Dei constituuntur, seu potius conceduntur ista. Non enim sine peccato occidi potuisset bestia, nisi Deus verbo suo id diserte permisisset.         Vi må derfor ikke mene, at dette sker tilfældigt, som hedningerne, der mener, at denne skik med at slagte dyr altid har været: Guds ord har fastsat den, eller snarere: tilstået den. For man ville nemlig ikke kunne slagte dyr uden synd, hvis ikke Gud med sit ord udtrykkelig har tilladt det. 
12 Magna igitur libertas est, quod homo impune occidere potest omnis generis bestias ad cibum aptas, et iis vesci. Si enim tantum unum (E282) bestiarum genus huic usui destinatum esset, tamen magnum esset beneficium. Quanto autem majus dicandum est, quod in genere omnes bestiae cibo aptae homini conceduntur? Det er da en stor frihed, at mennesket ustraffet kan dræbe alle slags dyr, der er velegnede til at spise, og fortære dem. For hvis kun én slags dyr var udset til denne brug, så ville det dog være en stor velgerninger. Hvor meget større en velsignelse må man da ikke sige, det er, når alle slags dyr, der er egnede til at spise, tilstås mennesket? 
13          Non intelligent haec impii et gentiles, philosophi etiam ignorant; putant enim, semper fuisse hunc morem. Sed nos profecto haec amplificare decet, ad tranquillandas conscientias nostras, et liberas faciendas in usu rerum a Deo creatarum, et etiam concessarum, quod scilicet ibi nulla lex sit, quae prohibeat iis vesci. Ergo etiam nullum in eorum usu potest esse peccatum, sicut scelesti Pontifices nefarie ecclesiam etiam hac in re onerarunt.          Det forstår de ugudelige og hedningerne ikke, filosofferne er også uvidende om det; de mener nemlig, at dette altid har været skik. Men vi burde så sandelig udbrede dette, så vore samvittigheder kunne beroliges og gøres fri til at bruge ting, som Gud har skabt, og også indrømmet os, for der er nemlig her ikke nogen lov, som forhindrer, at vi spiser dem. Altså kan der heller ikke være nogen synd ved at bruge dem, sådan som de skrækkelige papister skændigt har bebyrdet kirken med også i denne sag. 
14        Auctum ergo hoc in loco hominis dominium est, et animalia bruta homini ad servitutem sunt subjecta usque ad mortem. Ideo metuunt et fugiunt hominem, propter hanc novam et hactenus in mundo inusitatam ordinationem. Nam Adae abominatio fuisset occidere aviculam ad cibum. Sed nunc, cum accedit verbum, intelligimus, singulare hoc beneficium esse, quod hoc modo instruxit Deus culinam omni genere carnium. Post de cella quoque instruenda curabit, cum culturam vitis ostendet homini.        Menneskets herredømme øges altså på dette sted, og de vilde dyr underlægges mennesket til tjeneste indtil døden. Derfor frygter og flygter de for mennesket, på grund af denne nye og hidtil ikke i verden anvendte indstiftelse. For for Adam var det en vederstyggelighed at dræbe en lille fugl for at spise den. Men nu, når ordet er kommet til, forstå vi, at det er en særlig velsignelse, at Gud på den måde har indrettet en kost af enhver slags kød. Siden vil han også sørge for at fortælle om et forrådskammer, så han kan vise mennesket, hvordan det skal dyrke vin. 
15         Haec igitur sunt certa et excellentia testimonia quod Deus non amplius oderit hominem, sed favea homini. Utriusque igitur rei exempla haec historia ostendit, quod, sicut Dei ira, cum coeperit exaestuare, est intolerabilis, ita misericordia quoque, postquam relucere incipit, infinita, et sine modo est. Est autem ideo misericordia exuberantior, quia haec est de natura Dei, cum ira vere sit alienum Dei opus, quod contra naturam suam suscipit, cogente ita malitia hominum. (E283)         Dette er altså sikre og udmærkede vidnesbyrd om, at Gud ikke mere hader mennesket, men at mennesket har hans gunst. Begge dele viser denne historie eksempler på, for ligesom Guds vrede, da den begyndte at bruse op, var utålelig, således er også hans barmhjertighed, efter at den er begyndt at lyse påny, uendelig og uden måde. For af den grund er barmhjertigheden helt ovenud, at det er Guds natur, eftersom vreden i virkeligheden er Guds fremmede gerning, som han påtager sig imod sin natur, tvunget dertil at menneskenes ondskab. 
16  Et omne, quod movetur et vivit, sit vobis in cibum: quasi  holera virentia  tradidi vobis in cibum.
       Hic quaestio nascitur. Supra (Cap. 7, 2.) ostendit Moses differentiam inter animalia munda et immunda, hic autem sine discrimine et in genere loquitur de omnibus animalibus. Num igitur Deus etiam immunda animalia homini concessit in cibum? Generale enim est, quod dicit: "Universa, quae reptant super terram".
Og alt, hvad der bevæger sig og lever, skal være jer til føde; ligesom jeg gav jer de grønne urter til føde.
      Her rejser sig et spørgsmål. Ovenfor (kap 7,2) påviste Moses forskellen mellem de rene og de urene dyr, men her taler han uden forskel og i almindelighed om alle dyr. Mon da Gud også har tilladt mennesket at spise de urene dyr? For hvad han siger, er alment: "Alle dyr, der kryber på jorden". 
17        Non desunt sane, qui sentiunt, tempore Noah indifferenter homines omnibus animalibus tum mundis, tum immundis usos ad cibum. Sed mihi videtur diversum. Quia enim supra mundorum et immundorum differentia constituta est, et ea in lege postea diligenter servatur, existimo, quod ad cibum attinet, hominem tantum mundis usum esse, hoc est, iis, quae offerebantur in sacris.         Der er mange, der mener, at på Noas tid brugte menneskene alle dyr uden forskel, både rene og urene til føde. Men jeg mener noget andet. For fordi der ovenfor blev fastsat en forskel mellem rene og urene dyr, og den senere blev opretholdt i loven, mener jeg, at til begrebet "til føde" hører kun det med, som mennesket kan bruge rent, det vil sige, de dyr, der blev ofret i helligdommen. 
18           Ergo universalis cum distinctione intelligenda est: Omne, quod movetur et vivit, inter munda scilicet, hoc sit vobis in cibum. Natura enim abhorret a serpentibus, lupis, corvis, muribus, gliribus, quanquam alicubi invenias, etiam, horum carnibus gentes aliquas oblectatas.          Altså skal "generel" forstås ud fra en forskel: Alt, hvad der bevæger sig og lever, det vil sige, blandt de rene dyr, det skal være jer til føde. For af naturen væmmes mennesket ved slanger, ulve, ravne, mus, hasselmus, skønt du godt kan finde nogle, hvis kød nogle mennesker kan lide. 
19  Terror igitur et pavor hominis est super omnes bestiae terrae, quod homini licet eas occidere; sed non ideo omnibus bestiis homo vescitur. Verisimile autem est, et Noah tantum mundis usum, quae sola norat Domino offerri posse. Altså, rædsel og frygt for mennesket er over alle jordens dyr, fordi mennesket har lov til at slå dem ihjel; men derfor spiser mennesket ikke alle dyr. Men det er sandsynligt, at Noa kun brugte de rene dyr, for han vidste, at kun dem kunne han ofre til Herren. 
20         Sed hic aliud incidit, quod magis offendit animos. Quomoda enim terror et timor hominis est super omnia animalia, cum lupi, leones, ursi, apri, tigrides vorent homines, et ideo hominibus terrori (E284) sint, sicut etiam universum serpentum genus quod visum statim omnes fugimus? Quid hic dicemus? Num verbum Domini mendax est?          Men her fremstår noget andet, som volder mange sjæle anstød. For hvordan kan der være frygt og rædsel for mennesket over alle dyr, når ulve, løver, bjørne, vildsvin, tigre æder mennesker, og derfor er rædselsvækkende for mennesker, ligesom vi også, så snart vi ser en eller anden slags slange, straks flygter? Hvad skal vi sige her? Mon Guds ord er løgnagtigt? 
21        Respondeo. Etsi nos nostro periculo admoniti, tales bestias fugimus et formidamus, tamen verum est, quod timor hominis manet super eas. Nam etiam ferissimae bestiae ad primum, hominis conspectum expavescunt et fugiunt; sed irritatae tandem vincunt robore corporis.        Svar: Skønt vi er formanet om, at vi er farlige for sådanne dyr og [alligevel] flygter og gruer for dem, så er det dog sandt, at frygt for mennesket forbliver over dem. For også de vilde dyr bæver og flygter, når de første gang ser et menneske, men bliver de forstyrrede, vinder dog i sidste ende deres legemskraft. 
22       Cur autem, inquis, expavescunt, cum fortiores sint? Respondeo: Norunt, hominem instructum ratione, quae praevalet omnibus bestiis. Nam etiam elephantes, leones, tigrides industria hominum domat. Quod igitur homo non potest viribus, hoc efficit arte et vi rationis.         Men du spørger, hvorfor de bæver, når de er de stærkeste? Svar: De véd, at mennesket har fornuften til hjælp, den overvinder alle dyr. For også elefanter, løver og tigre tæmmes ved menneskenes flid. Hvad altså mennesket ikke kan opnå ved sine kræfter, det opnår det ved kunst og fornuftskraft. 
23 Alioqui quomodo esset possibile, ut puer decem annorum integra armenta ageret? ut equum, ferocia et robore singulari animal, quocunque vellet, flecteret, jam ad cursum incitaret, jam ad lentiorem gradum cogeret? Omnia haec industria humana, non viribus conficiuntur. Non igitur sunt obscura indicia, manere timorem hominis in bestiis, quae tamen hominem laedunt, cum irritatae sunt, et ideo ab hominibus quoque timentur. Hvordan ville det ellers være muligt, at en tiårs dreng uskadt kan føre et trækdyr, som f. eks. en hest, som er et vildt og stærkt dyr? han kan få den til at dreje, så opmuntrer han den til at løbe, så tvinger han den til at gå langsommere. Alt dette gennemføres ved menneskelig flid, ikke ved rå kraft. Det er derfor ikke noget, der er skjult, at der forbliver frygt for mennesket i dyrene, selv om de skader mennesket, når de bliver forstyrrede og derfor også frygtes af menneskene. 
24          Mihi autem non dubium est, quin tempore Noah et vicinorum Patrum hic terror in bestiis major fuerit, cum justitia floreret, et minus peccatorum esset. Itaque labente postea sanctitate vitae, et crescentibus peccatis, etiam benedictio haec coepit diminui, et bestiae fere coeperunt esse poena peccati; sicut Moses in Deuteronomio (32, 24.) minatur, Deum immissurum dentes bestiarum. Et in deserto quam horribilis plaga fuit serpentum ignitorum? (4. Mos. 21,6.). Ursi lacerant pueros, qui ridebant Prophetam (E285) (2. Regg. 2, 24.). Hic cur non terror hominis mansit in bestiis? Cur saevierunt in homines? Nonne peccatum in causa fuit?        Men jeg er ikke i tvivl om, at før Noas og de foregående fædres tid var denne frygt i dyrene større, dengang da retfærdigheden blomstrede og der var færre synder. Da derfor senere livets hellighed aftog og synderne voksede, formindskedes også denne velsignelse, og dyrene begyndte næsten at være syndens straf; således truer Moses i 5 Mos 32,24 med, at Gud vil udsætte dem for de vilde dyrs tænder. Og i ørkenen, hvilken forfærdelig plage led ikke de, der blev bidt af slanger? Bjørne sønderrev de børn, som gjorde nar af profeten. Hvorfor forblev frygten for mennesker ikke i dyrene her? Hvorfor rasede de imod menneskene? Mon ikke synden er skyld i det?
25        Sicut igitur supra quoque diximus, crescentibus novis peccatis, etiam poenae novae crescunt. Sicut nostro tempore inusitata genera morborum et calamitatum vulgata sunt; ut sudor Anglicus, locustae populantes late agros anno XLII per Poloniam et Silesiam etc.        Sådan som vi også har sagt ovenfor: når nye synder vokser frem, opvokser også nye straffe. F. eks. er i vor tid uvante sygdomme blevet udbredte; som den engelske sved, og de græshopper, der oversvømmede store arealer i år 1542 i Polen og Schlesien. 
26        Ad hunc modum promisit Dominus tempora sementis et messis, caloris et frigoris, et tamen non ideo connivet ad peccata nostra, quin non nunquam incommodis tempestatibus et sementis et messis tempora turbentur; sicut fuit ingens siccitas anno MDXL, et sequentibus duobus annis fere continuae pluviae. Cum igitur hodie pessimum seculum sit, quid mirum est, quod benedictio hoc modo aufertur a nobis, et succedit maledictio, ut bestiae, in quibus noster terror esset, si essemus boni, nunc nobis terrori sint, et noceant nobis?         På den måde lovede Herren såtid og høsttid, varme og kulde, og dog lukkede han ikke af den grund øjnene for vore synder, at han aldrig nogensinde ville bringe såtid og høsttid i oprør med ubehagelige uvejr, sådan som der var en stærk tørke i 1540, og i de følgende to år stadig regn. Eftersom det da i vore dage er et elendigt århundrede, hvad mærkeligt er der da i, at velsignelsen på den måde ophæves for os, og følges af forbandelse, ligesom dyrene, som ville have frygt for os i sig, hvis vi ville være gode, nu gør os bange og skader os? 
27          Ager Sodomorum fuit tanquam Paradisus quaedam. Sed per peccatum factum est, ut sit lacus bituminis. Et dicunt, qui ea loca viderunt, quod ibi crescant pulcherrima poma; sed ea cum secantur, intus quasi cineribus plena sunt, et teterrimi odoris. Causa est, quia dona Dei benedicentis non agnoverunt, sed abusi sunt iis pro arbitrio. Deinde blasphemarerunt Deum et ejus sanctos, inflati illis commoditatibus, persecuti sunt. Igitur benedictio ablata, et omnia maledictione repleta sunt.          Sodomitternes mark var som et Paradis. Men ved synden skete der det, at den blev en asfaltsø. Og de, som har set disse steder, siger, at der dér vokser de smukkeste æbler; men når man skærer i dem, er de indvendig fulde af aske og har en frygtelig lugt. Grunden er, at de ikke kendte Guds velsignelses gaver, men misbrugte dem efter deres forgodtbefindende. Dernæst spottede de Gud og forfulgte hans hellige, opblæste ved disse gunstige omstændigheder. Derfor aftog velsignelsen og det blev fyldt af alskens forbandelse. 
28     Et haec vera hujus quaestionis solutio est, quod, etsi sunt signa terroris in animalibus feris, tamen nos potius ea formidamus, et ipsa nocent nobis. (E286)         Og dette er det sande svar på dette spørgsmål, at, skønt der i de vilde dyr er tegn på frygt, dog er det dog snarere os, der gruer for dem, og dem, der skader os. 
29       Mihi non dubium est, in hoc nostro territorio habitasse olim pessimos homines; unde enim ista terrae ariditas, et steriles arenae? Ac indicant nomina, Iudaeos haec loca quondam habitasse. Ubi enim homines mali habitant, ibi etiam terra paulatim maledictione Dei perit.          For mig er der ikke tvivl om, at der engang har boet onde mennesker i vort land; hvorfra kommer ellers disse tørre arealer, og golde områder? Mon navnene tyder på, at jøderne tidligere boede på disse steder. For hvor der bor onde mennesker, dèr går også landet efterhånden til grunde ved Guds forbandelse. 
30       Bruggae in Flandris fuit celeberrimus portus;  sed a tempore, quo Maximilianum regem tenuerunt captum, discessit mare, et portus esse desiit. Idem de Venetiis hodie dicunt. Nec id valde mirum est, postquam ad infinita peccata, qualia potentum rerum publicarum sunt, etiam defensio idolatriae et persecutio evangelii accedit.         Brügge i Flandern var en meget berømt havn; men ved den tid, da de holdt kong Maximilian som fange, forsvandt havet, og havnen blev øde. Det samme siger man i dag om Venedig. Heller ikke det er særlig besynderligt, eftersom der skete uendelige synder, også forsvar af afgudsdyrkelse og forfølgelse af evangeliet. 
31 Carnem tamen cum sanguine animae non comedetis.
       Oeconomica fuerunt, quae hactenus audivimus; nunc addit Dominus politicum mandatum. Quia enim tam non peccatum erat occidere bovem aut ovem ad cibum, quam non peccatum est decerpere florem aut herbam nascentem in agro, periculum erat, ne hac libertate, quam Dominus contra bestias concesserat, homines abuterentur, et progrederentur etiam ad sanguinem hominum effundendum. Itaque nunc ponit novam legem de non effundendo sanguine humano, et restringit quoque illam libertatem de carnibus vescendis; non enim vult vesci carnibus, nisi prius mundatis a sanguine.
Dog må I ikke spise dyrets kød med blodet i.
        Hidtil har vi hørt om husholdning; nu tilføjer Herren et politisk bud. For fordi det dengang ikke var synd at dræbe kvæg eller får til føde, ligesom det ikke var synd at afplukke blomster eller urter, der groede på marken, var der fare for, at mennesker ville misbruge den frihed, som Herren havde indrømmet os overfor dyrene, og gå videre og også udgyde menneskers blod. Derfor opstiller han nu en ny lov om ikke at udgyde menneskeligt blod, og indskrænker også friheden til at spise kød; han vil nemlig ikke have, at man spiser kød, medmindre det i forvejen er renset for blodet. 
32         Est autem textus in Ebraeo admodum obscurus; ideo etiam variae interpretum opiniones sunt, quas omnes recitare hoc in loco supervacaneum est. Ego perpetuo hanc regulam sequor, ut statuam, verba debere servire rebus, et non e contra res verbis. (E287) Itaque eorum judicia nihil moror, qui verba interpretantur pro suo affectu, et volunt, ea servire cogitationibus, quas ipsi ad lectionem adferunt.        På hebraisk er teksten en smule dunkel; derfor er der også delte meninger om, hvordan den skal fortolkes, og det vil være overflødigt at citere dem alle på dette sted. Jeg har længe fulgt den regel, at ordene bør tjene sagen, og ikke omvendt sagen tjene ordene. Derfor bryder jeg mig ikke om deres bedømmelse, som fortolker ordene efter deres fornemmelser og ønsker, at de skal tjene deres overvejelser, som de selv lægger ind i læsningen. 
33       Primum igitur grammaticam videamus. "Næfæs" proprie significat corpus animatum, seu vivum animal, sicut sunt bos, ovis, homo etc. Non enim corpus tantum, sed vivum corpus significat, ut, cum Christus dicit: ,,Pono animam meam pro ovibus meis" (Ioh. 10, 15). Hic animam nihil dicit aliud, quam vitam corporalem.        Lad os først se på grammatikken! "Næfæs" betyder egentlig et besjælet legeme, eller et levende dyr, f. eks. okse, får, menneske, osv. Det betyder nemlig ikke blot kroppen, men den levende krop, ligesom når Kristus siger: "Jeg sætter "min sjæl" ind for fårene" (Joh 10,15). Her betyder "sjæl" ikke andet, end det levende legeme. 
34       "Basar" autem carnem significat, quae est crassioris elementi pars, et tamen inspiratur, et habet pulsum, non ex corpore, sed ex anima. Nam caro seu corpus per se et sine anima nihil est aliud, quam truncus aut lapis; cum autem inspiratur ab anima, tum moventur humores, et omnia, quae sunt in animali.       Men "basar" betyder kød, og det er den mere rå del, og dog er det indåndet, og har puls, ikke fra legemet, men fra sjælen. For kød eller krop i sig selv og uden sjæl er intet andet end en træstamme eller en sten; men når det bliver indåndet af sjælen, da bevæges legemsvæskerne og alt, hvad der er i dyret. 
35          Iam prohibet Dominus hoc in loco, id corpus comedi, quod habet adhuc agitantem, moventem et virentem animam, sicut milvus pullos gallinarum, lupus oves vorat, non mactatas antea, sed vivas. Hanc crudelitatem hoc loco interdicit Dominus, et restringit illam mactandi licentiam, ne fiat beluino modo, ubi viva corpora, aut vivorum corporum partes vorantur, sed ut conservetur legalis mactatio, qualis ad aram, et in sacris solebat esse, ubi sine crudelitate mactabatur bestia, et bene abluta a sanguine tandem offerebatur Deo.         Nu forbyder Herren på dette sted at spise det legeme, som stadig har en handlende, bevægende og livgivende sjæl i sig, sådan som glenten æder hønens kyllinger, som ulven æder fåret, de bliver ikke først slagtede, men bliver ædt levende. En sådan brutalitet forbyder Herren på dette sted, og han indskrænker tilladelsen til at slagte, at det ikke skal ske på en klodset måde, hvor man spiser det levende legeme eller de levende legemsdele, men tilladelsen indskrænkes til den lovlige slagtning, sådan som det plejede at foregå på altrene og i helligdommene, hvis dyrene slagtedes uden brutalitet, og først blev ofret til Gud, når blodet var løbet ordentligt af dem. 
36        Hanc puto esse simplicem et veram sententiam, quam etiam Iudaeorum magistri quidam sequuntur, ne crudas carnes et adhuc palpitantia membra Laestrygonum aut Cyclopum more voremus. (E288)         Dette mener jeg er den enkle og sande mening, som også nogle jødiske lærde følger, at vi ikke skal æde det rå kød og stadig sitrende lemmer, som Læstrygerne og Kykloperne gør. 
37 Sanguinem quoque animarum vestrarum requiram de manu cunctarum bestiarum et de manu hominis: de manu cujuslibet requiram animam fratris sui.
       Hic plus obscuritatis in Ebraeo textu est, quam in superiore. Ac Lyra hic quatuor caedium genera ex Rabinorum sententia ponit. Nam distinguit hanc sententiam in duas, et ambas bifariam exponit.
Blodet af jeres sjæle kræver jeg af alle dyres hånd og af menneskets hånd. Af enhvers hånd kræver jeg hans brors sjæl.
      Her er der større dunkelhed i den hebraiske tekst, end i den foregående. Og Lyra fremsætter her fire slags drab ud fra rabbinernes mening. For han deler denne opfattelse i to, og begge opstiller han dobbelt. 
38         Primam partem accommodat ad eos, qui sibi ipsis manus violentas afferunt. Ea sententia si vera est, statuitur hoc in loco immortalitas. Quomodo enim Deus posset in eum vindicare, qui jam in morte positus, nihil est? Ergo significantur hic poenae peccatorum post hanc vitam. Sed videtur mihi grammatica huic sententiae repugnare.         Den første del hentyder til dem, som påfører sig skade med egen hånd. Hvis den mening er sand, stadfæstes på dette sted udødeligheden. For hvordan skulle Gud kunne straffe den, som allerede er anbragt i døden, hvis han ikke er til? Altså betegnes her syndernes straf efter dette liv. Men jeg synes, at grammatikken stiller sig imod denne forståelse. 
39 Etsi enim non mihi arrogo perfectam linguae Ebraeae notitiam, tamen omnino judico, verba hanc sententiam non ostendere. Secundam speciem caedium facit, cum objiciuntur homines bestiis, sicut in theatris olim fiebat, profecto barbarum spectaculum, et ab omni humanitate alienum. Tertia species, cum aliquis subornat percussorem. Quarta, cum propinqui occiduntur etc. Skønt jeg ikke vil påstå, at jeg har fuldkommen kendskab til det hebraiske sprog, så mener jeg dog overhovedet ikke, at ordet kan betyde noget sådant. Den anden slags drab sker, når mennesker dræber dyr, sådan som det i gamle dage skete i teatret, i sandhed et barbarisk skue, fjernt fra al menneskelighed. Den tredie slags, er når nogen lejer en morder. Den fjerde, når de nærtstående dræbes, osv. 
40         Non omnino displiceret haec divisio, si posset probari ex litera. Sed est Iudaicum figmentum natum ex odio Romanarum legum.         Det er ikke, fordi jeg sådan set har noget imod denne opdeling, hvis den kunne bevises ud fra ordene. Men det er en jødisk opfindelse, oprundet af had til de romerske love. 
41          Simplicior igitur sententia est, si intelligas, in genere hunc locum de prohibitione caedium, secundum quintum praeceptum, quod dicit: "Non occides". Vult enim Deus, ne bestiam quidem occidi, nisi religiose, hoc est, vel ad sacra, vel ad usum hominum. Multo minus vult, occidi hominem, nisi auctoritate divina, sicut sequitur. (E289)          Det er derfor en enklere fortolkning, hvis du forstår det sådan, at dette sted taler om forbud mod drab, ifølge det femte bud, som siger: "Du må ikke slå ihjel!" For Gud vil, at heller ikke dyrene skal slås ihjel, medmindre det sker fromt, det vil sige, enten til helligt brug eller til menneskenes brug. Meget mindre vil han, at mennesket skal slås ihjel, medmindre det sker på guddommelig autoritet, sådan som det følger. 
42         Primum ergo prohibetur occisio, seu caedes arbitraria et profana. Ad disciplinam enim pertinet, non temere occidere animalia quoque, et carnes earum non vorari crudas. Postea prohibet, ne homo hominem occidat quocunque tandem modo. Nam si de manu bestiae occidentis hominem Deus requiret sanguinem, quanto requiret eum gravius de manu hominis? Pertinet itaque locus hic ad quintum praeceptum, ne quis fundat sanguinem hominis.         For først forbyder han drab eller villet og profant mord. For det hører med til belæringen, at man heller ikke bare må slå dyr ihjel, og at man ikke må spise deres kød råt. Derefter forbyder han, at et menneske slår et menneske ihjel, ligegyldigt på hvad måde. For hvis Gud kræver et menneske af det dyrs hånd, der slår ihjel, hvor meget mere kræver han det så ikke af et menneskes hånd? Dette bud har derfor med det femte bud at gøre, at ingen må udgyde et menneskes blod. 
43 Quicunque effuderit sanguinem humanum, illius sanguis effundetur per hominem.
       Reprehendenda hoc in loco interpretis negligentia est, qui admodum necessariam particulam omisit "beadam", per hominem. Ostendit enim differentiam temporum ante diluvium et post diluvium. Cain enim occiderat fratrem Habel, sed eam reverentiam humano sanguini tum habuit Deus, ut ei, qui Cain occideret, septuplam poenam minaretur Deus. Noluit itaque, ne quidem publico judicio homicidam occidi. Itaque Adam etsi graviter peccatum filii nempe excommunicatione punivit, non tamen mortem ei irrogare est ausus.
Den, der udgyder et menneskes blod, hans blod skal udgydes ved et menneske.
      På dette sted må man bebrejde fortolkerens forsømmelighed, som delvis udelader det nødvendige ord: "beadam", ved et menneske. For her påviser Moses forskellen mellem tiden før syndfloden og tiden efter syndfloden. For Kain dræbte sin bror Abel, men dengang fastholdt Gud ærefrygten for det menneskelige blod, så han, som dræbte Kain, af Gud blev truet med syvfold straf. For han ville ikke, at man slog ihjel, undtagen en henrettelse ved en offentlig dom. Derfor, skønt Adam straffede sin søn alvorligt, nemlig ved at sende ham bort, vovede han dog ikke at påføre ham døden. 
44         Hic autem novam legem instituit Dominus, et vult, homicidas ab hominibus occidi. Id quod in mundo hactenus non fuerat usitatum; nam totum judicium sibi Deus sumserat. Ideo cum videret, mundum quotidie magis ac magis corrumpi, tandem diluvio poenas ab impio mundo exegit. Hic autem communicat suam potestatem Deus cum homine, et tribuit ei potestatem vitae et mortis inter homines, sic tamen, si sit reus effusi sanguinis.         Men her indstifter Herren en ny lov, og han vil, at mordere skal dræbes af mennesker. Hvilket hidtil ikke havde været skik i verden; for Gud havde forbeholdt al dom for sig selv. Da han derfor så, at verden blev mere og mere fordærvet, sendte han til sidst gennem syndfloden straffene ud over den ugudelige verden. Men her deler Gud sin magt med mennesket, og tildeler ham magt over liv og død mellem mennesker, dog således, at kun, hvis han er skyldig, skal hans blod udgydes. 
45 Qui enim (E290) non habet jus occidendi hominis, et occidit tamen hominem, hunc subjicit Deus non solum suo judicio, sed etiam gladio hominis. Itaque si occiditur etsi hominis gladio occiditur, tamen a Deo recte dicitur occisus esse. Si enim absque hoc Dei mandato esset, tam non liceret occidere homicidam, quam non licuit ante diluvium. For den, der ikke har ret til at dræbe et menneske, og alligevel dræber et menneske, ham underkaster Gud ikke blot sin egen dom, men også menneskets sværd. Hvis derfor nogen dræbes, skønt det er ved et menneskes sværd, så siges han dog af Gud at være blevet dræbt med rette. For hvis det var uden dette mandat fra Gud, så ville det ikke være mere tilladt at dræbe en morder, end det var før syndfloden. 
46          Hic igitur fons est, ex quo manat totum jus civile et jus gentium. Nam si Deus concedit homini potestatem super vitam et mortem, profecto etiam concedit potestatem super id, quod minus est, ut sunt fortunae, familia, uxor, liberi, servi, agri. Haec omnia vult certorum hominum potestati esse obnoxia Deus, ut reos puniant.         Her har du derfor den kilde, hvorudfra hele den civile ret og hedningernes ret springer. For hvis Gud indrømmer mennesket ret over liv og død, så indrømmer han ham sandelig også ret over det, der er mindre, f. eks. skæbne, familie, hustru, tjenere, marker. Alt dette vil Gud skal være skyldig til straf i visse menneskers magt, så de straffer de skyldige. 
47        Nam hic inter Dei et hominum potentiam haec differentia retinenda est: Deus habet potestatem occidendi nos, etiam si mundus accusare nos non possit, sed coram mundo innocentes simus. Nam peccatum nobiscum natum, omnes nos coram Deo reos statuit. Homines autem tum demum potestatem occidendi habent, cum coram mundo rei sumus, et de peccato constat. Ideo instituta judicia sunt, et certus actionum modus praefinitus, quibus crimen inquiratur et probetur, priusquam feratur sententia de capite.         For her må man fastholde forskellen på Guds og menneskers magt: Gud har magt til at dræbe os, også selv om verden ikke kan anklage os, men vi overfor verden er uskyldige. For synden er født med os, vi står alle som skyldige overfor Gud. Men mennesker har kun magt til at dræbe, når vi er skyldige overfor verden, og det står fast, at vi har syndet. Derfor er der oprettet domstole, og i forvejen fastsat en bestemt handlemåde, hvormed forbrydelsen kan opklares og bevises, førend dødsstraffen kan udføres. 
48        Ergo locus hic diligenter notandus est, quo Deus magistratum constituit, non tantum, ut de vita judicet, sed etiam de inferioribus, seu infra vitam positis, ut magistratus puniat inobedientiam liberorum, furta, adulteria, perjuria, in summa, ut puniat omnia peccata, quae in secunda tabula prohibentur. Qui enim vitae judicium concedit, etiam inferiorum rerum judicium permittit. (E291)          Altså må man omhyggeligt lægge mærke til dette sted, hvor Gud opretter øvrigheden, ikke blot sådan, at den skal dømme fra livet, men også, så den skal dømme om de mindre ting, eller dem, der straffes med mindre end døden, sådan at øvrigheden skal straffe børns ulydighed, tyveri, utugt, mened, kort sagt, sådan at den skal straffe al synd, som forbydes på den anden tavle. For den, der giver nogen lov til at dømme fra livet, tillader også, at han øver dom i mindre sager. 
49       Insignis igitur hic textus est, et dignus observatione, quod Deus magistratum instituit, et ei gladium dat in manus, ut restringat licentiam, ne tum saevitia, tum alia peccata progrediantur in infinitum. Hanc divinam potestatem nisi Deus contulisset hominibus, qualem, quaeso, viveremus vitam? Quia igitur praevidet, semper maximam malorum copiam futuram, hoc externum remedium instituit, quod mundus hactenus non habuerat, ne licentia immodice cresceret. Atque hoc tanquam septo, his tanquam parietibus muniit vitam et res nostras Deus.         Denne tekst er altså speciel, og nok værd at undersøge, for Gud indstifter øvrigheden og giver den sværdet i hånden, så at han indskrænker lovløsheden, at ikke hverken den onde rasen eller andre synder skal vokse i det uendelige. Hvis Gud ikke havde givet mennesker denne magt, så gad jeg nok vide, hvilken slags liv vi ville leve! Fordi han altså forudså, at de onde altid ville være de fleste, indstiftede han dette ydre middel, som verden ikke før havde haft, at ikke lovløsheden skal vokse umådeholdent. Og Gud befæster livet og vore sager med dette som med et gærde, med hine ting som med mure. 
50       Est igitur hoc quoque non vilius argumentum summi amoris Dei erga hominem, quam quod promittit, non amplius grassaturum diluvium, et concedit usum carnium ad sustentandam hanc vitam.        Dette er da heller ikke et billigere argument for Guds kærlighed mod mennesket, end når han forjætter, at han ikke mere vil hjemsøge med syndflod, og tillader brugen af kød til at opretholde livet. 
51 Quoniam  in imagine Dei fecit Deus hominem.
       Haec est insignis ratio, cur nolit, hominem occidi private arbitrio, quia sit nobilissima creatura, non condita sicut caetera animantia, sed ad Dei imaginem, quam etsi, ut supra diximus, per peccatum amisit homo, tamen ejusmodi est, ut reparari possit per verbum et Spiritum sanctum. Hanc imaginem vult, ut alii in aliis revereamur, non vult, ut per tyrannidem fundamus sanguinem.
For i Guds billede skabte Gud mennesker.
      Dette er den særlige grund til, at han ikke vil, at mennesket skal slås ihjel ved privat afgørelse, at det er en meget ædel skabning, ikke skabt som de andre dyr, men skabt til Guds billede, for skønt mennesket, som ovenfor sagt, har mistet dette billede, så er det dog mistet på den måde, at det kan gendannes ved ordet og Helligånden. Dette billede vil han, at den ene skal ære i den anden, han vil ikke, at vi skal udgyde blod gennem tyranni. 
52        Qui autem non vult revereri imaginem Dei in homine, sed vult parere irae et dolori, pessimis consultoribus, ut quidam dixit, hujus vitam Deus magistratui concedit, et jubet, ut ejus quoque sanguis fundatur.        Men den, der ikke vil ære Guds billede i mennesket, men vil adlyde vrede og smerte, begge dårlige rådgivere, som én har sagt, hans liv overlader Gud til øvrigheden og befaler, at også hans blod skal udgydes. 
53         Ad hunc modum constituit hic locus politiam in mundo, quae ante diluvium non fuit. Sicut Cain et (E292) Lamech exemplum ostendit, qui non occisi sunt, cum tamen arbitri seu judices essent publicarum actionum sancti Patres. Hic autem jubentur, qui habent gladium, ut gladio utantur contra eos, qui fuderunt sanguinem.         På den måde indsætter dette sted politikken i verden, og den var der ikke før syndfloden. Sådan som Kains og Lameks eksempel viser; de blev ikke slået ihjel, selv om dog de hellige fædre var mæglere eller dommere i de offentlige anliggender. Men her får de, som har sværdet, befaling til at bruge sværdet imod dem, som udgyder blod. 
54          Solvitur itaque hic argumentum, quod Platonem et omnes sapientes exercuit. Hi enim concludunt imperia sine injustitia administrari non posse. Ratio est, quia homines inter se aequali dignitate et conditione sint. Cur enim Caesar imperat orbi? Cur alii ei parent, cum aeque, ut alii, sit homo nihilo melior, nihilo fortior, nihilo durabilior?          Her løser sig det argument, som har optaget Platon og andre lærde mænd. De drager nemlig den slutning, at herredømmet ikke kan udøves uden uret. Begrundelsen er, at mennesker indbyrdes er lige i værdighed og betingelser. For hvorfor skulle Cæsar herske over verden? Hvorfor skulle andre adlyde han, når han er lige med de andre, når han er menneske, ikke bedre, ikke stærkere, ikke mere udholdende? 
55 Omnibus enim humanis conditionibus subjectus est, sicut alii homines. Videtur igitur tyrannis esse, cum aliis hominibus sit similis, quod usurpat imperium in homines. Si enim similis est aliorum hominum, summa injuria et injustitia est, quod non vult similis aliorum esse, sed per tyrannidem aliis se anteponit. Han er jo underkastet alle menneskelige betingelser ligesom andre mennesker. Han synes altså at være en tyran, eftersom han er lig andre mennesker, når han tiltager sig herredømme over mennesker. For hvis han er lig andre mennesker, er det den største uret og uretfærdighed, at han ikke vil være lig dem, men gennem tyranniet sætter sig op imod de andre. 
56        Ad hunc modum ratio colligit, nec potest habere, quod opponat. Sed nos, qui habemus verbum, videmus, opponi debere mandatum Dei, qui sic ordinat et instituit. Igitur nostrum est divinae ordinationi parere, et eam ferre, ne ad reliqua peccata etiam hoc accedat, ut in hac parte simus inobedientes voluntati Dei, quam tamen tot modis videmus huic nostrae vitae esse utilem.         På den måde tænker fornuften, og den kan ikke findes sig i noget, som står den imod. Men vi, som har ordet, vi ser, at Guds bud bør være imod det, der forordner og indstifter således. Derfor er det op til os at adlyde den guddommelige ordning og tåle den, at vi ikke til de øvrige synder føjer den, at vi i den henseende er ulydige imod Guds vilje, som vi dog på så mange måder kan se er til nytte for os i dette liv. 
57         Concedit igitur hic locus religiosam et civilem mactationem animalium, caedem autem hominum in totum prohibet, quia homo est conditus ad imaginem Dei. Huic voluntati qui non parent, hos tradit magistratui occidendos. (E293)         Dette sted giver altså lov til den religiøse og den civile slagtning af dyr, men forbyder drab på mennesker, fordi mennesket er skabt i Guds billede. De, der ikke adlyder denne vilje, dem overgiver det til øvrigheden, så den kan slå dem ihjel. 
58 Vos autem fructificate et multiplicamini, producite prolem in terra, et multiplicamini in ea.
       Concessa mactatione pecudum, non tantum ad hostias, sed etiam ad cibum, et prohibito homicidio, sequitur hic ratio, quare tantopere exsecretur Deus homicidium. Quia vult homines multiplicari in terra, homicidia autem vastant terram, et inducunt solitudinem, sicut in bellis videmus. Sic quia terram Deus non frustra condidit, sed ut habitaretur, sicut Esaias dicit (45, 18.), et ideo etiam fecundat eam pluvia et sole: igitur odit eos, qui habitatores de terra auferunt. Voluntas enim ejus est vita, et non mors. Psalm. 30, (v. 6.).
Men I skal blive frugtbare og mangfoldige, skal få afkom på jorden og formére jer på den.
       Når vi har lov til at slagte kvæg, ikke blot til ofre, men også til føde, og når det er os forbudt at begå drab, så drager fornuften den slutning, at Gud i det hele taget forbander drab. Derfor vil han, at mennesker skal forméres på jorden, men drab gør jorden øde og fører til ensomhed, sådan som vi ser i krigene. Fordi Gud derfor ikke har skabt jorden til ingenting, men til at den skal bebos, sådan som Es 45,18 siger det, og derfor gøder han dem også med regn og sol; derfor hader han dem, der fjerne beboerne fra jorden. For hans vilje er liv, ikke død. Sl 30,6. 
59         Haec et similia Prophetarum dicta accepta sunt ex talibus promissionibus, qualis haec est, quod jubet Deus, hominem crescere. Ostenditur enim clare, quod pronior sit ad vivificandum et benefaciendum, quam ad iram, et ad occidendum. Cur enim alioqui tam severe prohiberet caedes? Cur essent tam rarae pestes? Vix enim decennio pestis aut lues generalis incidit. Quotidie autem nascuntur homines, crescunt animalia, proveniunt fruges infinitae.          Disse og lignende profetord skal forstås ud fra den slags forjættelser, som vi har her, hvor Gud befaler, at mennesket skal formére sig. Her viser han nemlig klart, at han er mere tilbøjelig til at levendegøre og velsigne end til vrede og til at dræbe. For hvorfor ville han ellers forbyde drab så strengt? Hvorfor ville pesten være så sjælden? Det er jo knap nok hver tiende år, at en pest eller en epidemi oprinder. Men hver dag fødes der mennesker, dyrene vokser og der fremkommer uendeligt med frugter. 
60          Omnia haec testantur, quod Deus non amet mortem, sed vitam; sicut etiam initio hominem condidit, ut non moreretur, sed ut viveret: "Per invidiam autem Diaboli intravit mors in mundum." (Sapient. 2, 24). Et tamen post peccatum reliquiae benedictionis sic custodiuntur, ut non possit Dei voluntas erga nos esse obscura, quod plus amet vitam, quam mortem. Utile autem est, multum esse in talibus cogitationibus; sic enim vere, ut Salomon dicit (Prov. 18, 22), hauriemus voluptatem a Domino. (E294)          Alt dette bevidner, at Gud ikke elsker døden, men livet; sådan som han også i begyndelsen skabte mennesket, ikke for at det skulle dø, men for at det skulle leve: "Men ved djævelens misundelse kom døden ind i verden" (Visd. 2,24). Og dog blev efter synden resterne af velsignelsen bevogtet sådan, at Guds vilje imod os ikke kunne være dunkel, at han elsker livet mere end døden. Men det er nyttigt, at man gør sig mange overvejelser over den slags ting; således er det nemlig sandt, hvad Salomon siger, at vi henter lyst fra Herren. 
61 c c
62 c c
63 c c
64 c c
65 c c
66 c c
67 c c
68 c c
69 c c
70 c c
71 c c
72 c c
73 c c
74 c c
75 c c
76 c c
77 c c
78 c c
79 c c
80 c c
81 c c
82 c c
83 c c
84 c c
85 c c
86 c c
87 c c
88 c c
89 c c
90 c c
91 c c
92 c c
93 c c
94 c c
95 c c
96 c c
97 c c
98 c c
99 c c
100 c c
101 c c
102 c c
103 c c
104 c c
105 c c
106 c c
107 c c
108 c c
109 c c
110 c c
111 c c
112c c
113c c
114 c c
115 c c
116 c c
117 c c
118 c c
119 c c
120c c

Noter: